Nr. 2 - 2011 - Modumkirke.no

Navnet minnelund.
Diktet PAA KIRKEGAARDEN av Olaf
Bull har fulgt meg fra ungdommen, men
var alt i 1950 – åra et gammelt dikt.
(Olaf Bull 1883–1933) Jeg synes det
passer som en refleksjon til temaet vårt.
Kapellet blir luftet, og vildvin – røden
skjælver paa muren i kveldens vift;
med søndrede vinger mot aftengløden
staar duer af marmor paa rusten stift.
Der drømmer i græsset en eldgammel plade
baaret af visnede straa fra ivaar -
der slumrer et navn: Emerenze Christence,
og tallene klamrer om seksten aar.
Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret
sænker forgjengelens guld over alt:
” Blek har hun været,
og blond har hun været,
og Lillen har hun tilvisse vært kaldt”
Men se-, under efteraarsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags aand
en af opstandelsens trodsige fakler
holdt af en ukjent, himmelsk haand!
*
Ja vel kan det være, når levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blaa
bævende, blændende himmel for Lillen-;
men ettersom hjertene dør – hva saa --
O Lillen, din evighetds elskere døde,
og selv blev de støv bag det strenge jærn;
kun mindebostaverne, rustne og røde
staar om din haabede evighed værn!
Og ingen kan huske den blonde unge
Emerenze Christence i dødens favn,
og klokkenernes malm skal forgjæves runge
gjennem et bly, ædelmodigt navn!
Men kunde der strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om ditt ansigtdrag,
skulle du stige paany til himlen
op af mit heftige hjertes slag!
Skulde jeg bli deg den gode hyrde
og bære dig op gjennom blaaningen ungt;
mit hjerte er tomt; ja det savner en byrde’
skjønt underlig nok – det fornemmes saa
tungt.
Men Lillen du gir mig jo bare der dunkle
under et brusende, gyldent haar,
og gravens bogstaver skal altid funkle
og noget, et menneske aldrig formaar!
*
Emerenze Christence – dit navn være lovet - !
Jeg legger en blomst mellem hver bogstav!!
Jeg kan ikke naa dig; i fred har du sovet
hundrede aar i din daglige grav.
Jeg selv er et himmelløst navn, som svæver
hyllet i duft over gravenes jord;
mit minde er død i en kvinde, som lever;
mit navn, som var elsket, blev bare et ord!
Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes
og sørger at synge i sit haab i mit bryst –
mit barn Emerenze, vi begge to lokkes
af levende stemmer til livets lyst!
For ogsaa til dig er jeg vis paa der komer
en irisk, som kvidrer i gravens rogn
i hundrede somre, fra sommer til sommer:
Emerenze Christence – vaagn, vaagn ---
Olav Sørensen
Modum Menighetsblad Nr. 2/2011
9