Travelling Danes Rejsebreve fra Down Under - Canadisk ...

Travelling Danes
Rejsebreve fra
Down Under
Karl og Karin Vinther
Australien,
New Zealand,
Bali/Lombok,
Vanuatu og Fiji
2007

Indholdsfortegnelse.
Hvem er travelling danes……………………………………………Side 5
Råskitse til turen 2007…………………………………………… Side 6
Victoria, Australien
Melbourne – 4.-9. januar………………………………………… Side 7-8
Melbourne – 9.-15 . januar………………………………………… Side 8-9
South Australia
Kangaroo Island 16.-20. januar…………………………………… Side 9-10
Port Augusta – Ceduna 21.-26 .januar……………………………… Side 10-12
Billeder……………………………………………………………. Side 13-15
Western Australia
Kalgoorlie 26.-29. januar…………………………………………… Side16
Hede dage i Kalgoorlie 29. januar-2. februar……………………… Side 17-18
Historien om Ibrahim 7. februar…………………………………… Side 18-20
Billeder…………………………………………………………… Side 21
Esperance – Albany 2.-7. februar………………………………… Side22-23
Lake Jasper 8.-12.februar………………………………………… Side 23-24
Margaret River – Bunburry 12.-17.februar……………………… Side 24-25
Billeder……………………………………………………………. Side 26
Perth 18.-24. februar……………………………………………… Side 27-28
Billeder…………………………………………………………… Side 29
Denham 24. februar-4. marts……………………………………… Side 30-32
Shark Bay 5.-9. marts……………………………………………… Side 32-34
Billeder………………………………………………………….. Side 34-36
Coral Bay – Exmouth (Ningaloo Reef) 10.-21. marts…………… Side 37-38
Tom Price – Karijini National Park – Marble Bar – Broome
22.-28. marts……………………………………………………… Side 39-42
2

Billeder…………………………………………………………… Side 43-45
Broome – Cape Leveque 29. marts-7 .april………………………… Side 46-47
Fitzroy Crossing – Kununurra 7.-14. april……………………… Side 47-49
Northern Territory.
El Questo Wilderness Park – Katherine 16.-23. april…………… Side 49-51
Edith Falls – Kakadu National Park – Darwin – Litchfield National
Park – Mandorah – Darwin 24. april- 10. maj…………………… Side 51-52
Billeder…………………………………………………………… Side 53-55
Bali/Lombok 14. maj-1. juni……………………………………… Side 56-59
Billeder…………………………………………………………….. Side 60
Darwin – Alice Springs 1.-6. juni………………………………… Side 61-62
West Macdonnell Range – Kinsg Canyon – Uluru – Kata Tjuta
7.-14 .juni…………………………………………………………… Side 62-64
Billeder…………………………………………………………… Side 65-66
Queensland
Townsville – Cairns – Cooktown 14.-25. juni…………………….. Side 67-68
Cooktown – Wonga Beach – Inner Hot Springs – Undura Lava
Tubes - Cairns 26.juni-3. juli……………………………………… Side 68-69
Billeder……………………………………………………………. Side 70
Dykning ved Magnetic Island 8. juli……………………………. Side 71-72
Magnetic Island – Airlie Beach – Rockhampton – Bundaberg –
Brisbane – Sydney 5.-20. juli……………………………………….Side 73-74
Billeder………………………………………………………….. Side 75-77
Fraser Island – Tin Can – Byron Bay – Urella – Musweelbroke –
Blue Mountains 21.juli-1. august……………………………….. Side 78-80
Billeder………………………………………………………….. Side 81-82
3

New South Wales/Canberra
Sydney – Canberra – Sydney 1.-8. august……………………… Side 83-84
Vanuatu 8.-15. august…………………………………………….. Side 84-87
Billeder……………………………………………………………. Side 87
Victoria
Turen rundt om Australien fuldendes
Sydney – Melbourne 16.-28. august……………………………… Side 88-89
Billeder………………………………………………………….. Side 90-91
Tasmanien
Tasmanien 29. august – 13. september…………………………… Side 92-94
Tasmanien 14.-30. september…………………………………….. Side 94-97
Billeder……………………………………………………………. Side 98-99
New Zealand Nordøen
Kia ora – velkommen til New Zealand del 1, 1.-13. oktober……… Side 100-103
Billeder……………………………………………………………. Side 104
Kia ora – velkommen til New Zealand del 2, 13.-23. oktober…….. Side 105-106
Billeder…………………………………………………………….. Side 107
New Zealand Sydøen
Kia ora – velkommen til New Zealand del 3, 24.-31. oktober…….. Side 108-109
Kia ora – velkommen til New Zealand del 4, 1.-13. november…… Side 109-111
Doubtful Sound – Overnight Cruise 17.-18. november…………… Side 111-113
Kia ora – velkommen til New Zealand del 5, 14.-28. november….. Side 113-115
Billeder……………………………………………………………. Side 116-118
Fiji
Fiji – paradis øer eller slumrende oprør 1.-14. december…………. Side 119-121
Billeder…………………………………………………………….. Side 122
4

Assens, Danmark
12 .december 2006.
Hvem er travelling danes?
Vi er et ægtepar med stor lyst til at se verden, opleve andre kulturer, skabe nye kontakter. Vi har
lyst til eventyret, det ukendte.
Vi er begge 49 år, har gennem et langt liv arbejdet som henholdsvis sygeplejerske og politiassistent.
Karl har de sidste 9 år delt tiden mellem politik og politi arbejde. Har således haft et travlt liv med
mange møder og mange vagter.
Jeg har de sidste mange år været visitator i ældreplejen i Assens kommune.
Vi elsker begge naturen, hvilket førte os og vores søn Kasper til Grønland ½ år i 1995, hvor vi
arbejdede og oplevede landet.
Karl har ligeledes været udstationeret som politiassistent i FN regi i Bosnien ½ år.
Jeg har boet 1 år i Canada som helt ung ligesom Karl nåede at være sømand og arbejde i kibbutz
som helt ung.
Vi har en søn Kasper på 23 år, der er flyttet hjemmefra. I mange år rejste vi sammen alle 3, men de
sidste år har det været os to alene. Vi har været i et utal af lande, men max af 3-4 ugers varighed,
som ferien tillod. De sidste mange år har ferien altid været med rygsæk, med billetten i hånden, men
ellers ikke noget planlagt på forhånd.
Måske er lysten til at gøre en længere tur, opstået på en af de mange rejser, hvor vi egentlig ikke
havde lyst til at komme hjem, vi var jo lige begyndt.
At opleve, er som en bacille i blodet, den kan med ond vilje holdes nede, men symptomerne dukker
op igen og igen. Vi skal bare af sted.
At rejse et år, koster selvfølgelig mange penge, hvad med jobbet? Hvad med politik? Hvad med
savnet af familie og venner?
Det tog os 2 år fra den første tanke meldte sig, til vi stod på australsk jord.
Vores respektive arbejdsgivere var heldigvis villige til at give os begge orlov 1 år. Karl tog den
svære beslutning at stoppe med politik.
Vores dejlige hus ved vandet, blev solgt, og økonomien var på plads.
På turen har vi nydt godt af, at vi er meget forskellige, har hver vores stærke sider.
Karl har været opfinder, chauffør, mekaniker, kok.
Jeg har været finansminister, organisator, stifinder.
Begge er vi eventyrere.
Begge har vi lært af hinanden, blevet endnu tættere forbundet, trods 24 års ægteskab.
5

Råskitse til turen 2007.
Så er 2 års planlægning ved at være en realitet. Flytter ud af lejligheden den 17/12. Indbo er
opmagasineret i Odense. Har lånt møbleret lejlighed i Odense til den 4/1.
Her er en råskitse over hvad vi har planlagt, undervejs på turen vil jeg tilstræbe at skive en gang om
ugen.
Melbourne (købe bil) 6. januar - 12. januar
Melbourne - Adelaide - Perth 12. januar - 14. februar (3460 km)
Perth - Darwin 14. februar - 15.maj (4283 km)
Bali 15. maj - 1. juni
Darwin - Uluru - Cairns 1.juni - 1. juli (3800 km)
Kbh. - Cairns (Kasper) 1. juli - retur fra Sydney 1. aug.
Kbh.- Cairns (Kirsten, Karl`s søster) 1. juli - retur fra Sydney 21 juli
Cairns - Brisbane - Sydney 1. juli - 1.august (2863 km)
Sydney - Melbourne 1. august. - 15. august. (900 km.)
Tasmanien 15. august - 15. september
Auckland - Christchurch 15. september - 1. december
Nadi/Fiji 1. december - 14. december
Afrejse fra København den 4/1, retur den 14/12 07.
Planen vil blive ændret, hvis behovet opstår.
6

Melbourne, Victoria.
4. – 9. januar
For de mange ”drenge” og nogle piger, store som små, er det en drøm at have en stor
firehjulstrukken Landcruiser til at drøne derudaf i vildmarken i et vildt og uvejsomt land.
Det har det i hvert fald været for os i mange år.
Turen her ned til Melbourne fra Danmark var lang, meget lang. I alt 36 timer med ca. 29 timer i
luften fordelt på fire flyvninger.
Nå, men det gik jo og pludselig var vi Down Under og klar til at indtage Australien.
De første par dage er gået med at sove og lidt sightseeing i Melbourne. Lidt efter lidt slipper
jetlagget sit tag i os og vi bliver os selv igen. Den Botaniske Have ikke langt fra det
backpackerhotel vi bor på lige syd for floden Yarra, er helt vidunderlig med planter og kæmpestore
træer fra hele verden. Det er jo højsommer hernede, så unge mennesker ligger overalt på havens
plæner og ser meget forelskede ud.
Indtil nu har vi kun mødt glade og venlige mennesker. Det er som om alle har det der lille særlige
overskud til at interessere sig for andre og vise lidt venlighed.
Et lille eksempel kunne være, da vi ville købe dagsbilletter til S-toget. Da vi bad om billetter til alle
tre zoner skulle billetmanden nu også lige sikre sig at vi virkelig havde brug for alle tre zoner og
ikke blot spildte vore penge. Banalt måske, men jeg tror at det er de små ting og venligheder, der
har skaffet aussierne deres ry som et meget venligt og gæstfrit folkefærd. Vi får se på vores videre
færd.
Sladderpressen er dog lige så ondskabsfuld som der hjemme.
Ved at bladre i en stak dame-sladderblade, ja jeg skulle lige se om der var noget interessant sport
!!!, fandt jeg med det samme 2 blade, hvor Mary var forsidestof. Ifølge bladet kører der i Danmark
en ”cruel Campaign” for at drive hende ud af landet og Fred gør intet for at hjælpe hende.
En bekymring inden vi tog af sted var om vi nu kunne holde kontakten med dem derhjemme.
Jeg tror ikke det bliver et problem. I hvert fald ikke i byerne. Med et nyindkøbt taletidskort til den
medbragte mobil fik vi straks SMS kontakt med vores søn Kasper og med adgangen til det trådløse
net på hotellet fik vi adgang til nettet. Så ind til videre er det største kommunikationsproblem
tidsforskellen på de 10 timer som vi er foran. De aktive timer vi har sammen med dem derhjemme
er begrænsede.
Nå, men vi skulle jo have fat i den der drømmebil, så vi brugte mange timer på nettet for at finde
den helt rigtige bil her i Melbourneområdet.
Staten Victoria, hvor Melbourne ligger i, har ikke nogen Outback og lige nu har de selv
sommerferie, så udbuddet af campervans er meget begrænset. Umiddelbart så det lidt sort ud. Vi
forberedte os på at vi nok måtte købe en almindelige firehjulstrækker og så selv indrette den med
tagtelt og køkken.
I går bevæbnede vi os så med togkortet til alle 3 zoner, et kort over Melbourneområdet og en liste
over en lang række almindelige firehjulstrukne biler, (Landcruisere , Landrovere og en enkelt
campervan).
Og jo, det lykkedes at finde, hvad vi mener, er den helt rigtige bil til turen.
Helt ude i den fjerne forstad Berwick besigtigede vi den ene campervan på listen og efter en
prøvetur var vi klar til at købe den.
Det er en Toyota Landcruiser Troopcarrier med en 6 cylinders dieselmotor på 4,2 liter og indrettet
med sovepladser i det forhøjede tag. Dobbelt dieseltank (2x90 liter) og vandtank. Se foto.
Bilen er en tidligere Britz udlejningsbil og er fra 2003. Den har godt nok kørt 216 000 km, men
virker ikke så slidt. Den er måske ikke så køn med sit forhøjede tag, men jeg tror på at vi bliver
glade for den.
7

Prisen var 25.000 australske $, hvad der svarer til ca. 120.000 kr. Lejeprisen for en tilsvarende bil er
ca. 1000 kr. pr. dag og da vi skal bruge den ca. 200 dage her i Australien, mente vi at et køb ville
være det bedste. Når bilen er vores egen er der jo heller ingen restriktioner på, hvor vi må køre i
outbacken.
I øvrigt, bare rolig. Vi får smagt på det australske øl og deres pragtfulde vin.
Det var alt for nu.
Melbourne, endelig på landevejen
9. – 15. januar
I dag fredag den 12. Januar. er vores første dag i egen bil på vej Australien rundt. Hvilken herlig
følelse selv at kunne bestemme hvorhen og med hvilken fart.
Fik bilen i går, skal nu lære dens finesser at kende og blive fortrolige med venstre kørsel. Vi har fået
utrolig stor hjælp fra den forhandler hvor vi købte bilen, det er ikke så nemt at forsikre bilen, få
overdraget ejerskabet, når man ikke har nogen fast adresse i landet, men vi fik uden problemer lov
til at bruge hans adresse (han fik vist lidt ondt af os da han hørte vi ingen kendte i Australien).
Ligeledes hjalp han os med forsikring, hvilket i øvrigt var billigt, 390 aus. dollars for fuld forsikring
for 1 år (her hjalp det os at vores forsikringsselskab i DK, faxede papirer ned, med mange års
skadefri kørsel.) I bilen er der lille 50 liters køleskab og 2 gasblus, 2 sovepladser, lille vask, meget
begrænset plads til at gemme ting. Som at skulle bo på en lille båd tror jeg. Vi har de sidste par dage
købt hvad man ellers har brug for, når man skal kunne lave mad begrænset til et absolut minimum
af dansk kogekunst). 2 stole og et lille campingbord. Presenning og 4 stolper så vi kan lave lidt
skygge. Det er jo sommer her, meget tørt og temperaturer omkring de 30-40 grader.
På denne tur føles det som om vi kommer tilbage til basis, hvor det handler om kun at have det mest
nødvendige med for at overleve, meget rart, at det materielle betyder mindre.
I dag på vores første overnatning på en campingplads, hvor det er tydeligt at de andre campister er
erfarne og har kikket mens vi skulle finde ud af tingene, har vi følt os noget uerfarne, men så snart
vi har set bare lidt hjælpeløse ud, har hjælpen været der, hvilket er meget kendetegnende for
befolkningen her. Vi har sat et dansk flag i bagruden, det åbner mange samtaler.
Ellers har vi brugt nogle dage i Melbourne med at se forskellige seværdigheder, bla. Det olympiske
stadion fra olympiaden i 1956, hvor Elvstrøm var eneste dansker på skamlen, i finnjolle. Stadion
bliver nu brugt til cricket og footbal, nationalsporten her. Fik også set deres akvarium, hvor der var
hajer og kæmpe rokker med vingefang på 2 meter. Nu ved vi hvad der venter os senere. Fra
Observatory Tower hvor man kommer op i 255 meters højde havde vi en god udsigt over
Melbourne, hvor der bor 4,5 mill. mennesker. På imigrationsmuseet, fik vi et indblik i hvad man
gennem tiderne har haft af love, for at regulere indvandringen. Lovene for 100 år siden ligner det vi
kender i DK i dag.
Vi har nu tilbagelagt strækningen fra Melbourne via Great Ocean road til Warrengol. En meget
smuk strækning langs sydkysten mod Adelaide. En stor oplevelse i dag var, at der var indtil flere
steder hvor vi spottede Koalaer i træerne, der sad og sov. Hvor er de bare nuttede. Kysten er meget
barsk her, med høje surf bølger, enkelte steder hvor der kan bades, men vandet er koldt, havde lige
tæerne i det sydlige ocean. Høje skrænter, hvor vandet har skåret sig ind i kysten og efterladt flere
limstensformationer ude i havet, bla. et sted med navnet ”De 12 apostle”. Der er i øvrigt kun 7, når
man tæller efter.
Vi har ikke problemer med at finde campingpladser for natten. Foreløbig holder vi os til dem med
faciliteter. I aften har jeg klippet Karl for 1. gang nogen sinde, 6 mm i siden og 12 mm ovenpå
8

hovedet, så kan I selv regne ud hvordan han ser ud.
Har nu kørt fra delstaten Victoria til South Australia, nu er tidsforskellen til DK 9½ time. Har set
pindsvinemyresluger, echidna, i vejkanten, ingen levende kænguruer, men mange døde i vejsiden.
Ved grænselinien til S.A. måtte vi smide en agurk ud. Man er meget påpasselig med ikke at få
spredt sygdomme og andre ting mellem delstaterne, så frugt og grønt må ikke medbringes, det
husker vi næste gang.
Har overnattet her den 14/1 i Mt.Gambier ved den mest fantastiske blå sø vi nogensinde har set,
sender et billede. Har i dag kørt gennem vinmarker, købt en rigtig god chardonaye, vinen er rigtig
god her. Så kartoner med 15 liter vin, så blegner vores 3 liters kartoner lidt. Havde første uheld i
dag, punkterede, og selvfølgelig knækkede donkraften og selvfølgelig var det første gang vi faktisk
var ude hvor der ikke var beboelse i 50 km.`s omkreds og en bil hver 10 min. Igen oplevede vi
ausiernes hjælpsomhed, så i morgen skal vi finde et sted dækket kan repareres. Der er sparsomt med
internet forbindelse, skriver og læser mail men med flere dages mellemrum.
Kangaroo Island
16. - 20. januar
Det er nye ting man skal forholde sig til her. F.eks. hvad man gør i tilfælde af bush fire. Og det er
ikke for sjov, man skal vide det. Det er så tørt, at der alle steder er forbud mod åben ild. En del
steder er det også forbudt at bruge gasblus, så må vi klare os med kold mad. Vi hører i nyhederne
om områder med brande, holder os selvfølgelig uden for disse områder.
Den 16. overnattede vi for første gang på en primitiv camp site, hvor der kun var toiletter og
rindende vand. Det var et smukt område, men ulidelig varmt, omkring de 35-40 grader. For at
fuldende oplevelsen var der rigtig mange irriterende fluer. Fluerne her har det med at sætte sig i
øjne, næse, mund og ører, ikke så store og lidt dovne, man kan vifte lige så meget man gider med
arme og hænder, lige lidt hjælper det. Så det var på med hatten og myggenettet over hovedet. Jeg
var ved at blive vanvittig, så til sidst sad jeg med lange bukser, sokker, langærmet skjorte og svedte
bravt, der er Karl mere cool. Ved aftenstide forsvandt fluerne, temperaturen blev ok og der viste sig
den mest fantastiske stjernehimmel. Se for jer, os liggende på kølerhjelmen hånd i hånd, hvor
romantisk kan det blive. De dårlige oplevelser med fluerne og varmen, blev opvejet af at vi så vores
første Wallaby, den kom hoppende nok så frejdig tæt på os. Senere skulle det vise sig vi kom til at
se mange flere, også kænguruer. De lokale der så os tage billeder, synes vist ikke vi var rigtig kloge.
Vi har ikke meget plads at sove på, der er 2 sovepladser oppe under taget, vi kan godt være der
begge to, men loftshøjden er kun ca. 50 cm, så det føles lidt klaustrofobisk, specielt da vi fik lagt os
så hovedet lå længst væk fra bagdøren, da måtte jeg ud i en fart. Man må kravle op en ad gangen,
første manden helt ned i bunden, for at den anden kan komme op og få sig vendt, godt man ikke er
overvægtig. Men der er også en plads nedenunder, som faktisk er den bedste, men ikke bred nok til
to, så nu skiftes vi til den klaustrofobiske plads.
Den 17. besluttede vi os for at tage til Kangoroo Island, en ø der er 155 km lang og 55 km bred.
Ligger i South Australia, syd for Adelaide, havde hørt her skulle være en fantastisk natur og dyreliv.
Sejlturen herover tog 45 min, var noget kostbar (314 $ retur ), men prisen værd. Her er smukt og
vild natur. Fandt en campingplads med faciliteter. Her er både koalaer, kænguruer, wallaby,
papegøjer og gæs. Nogle af dyrene er nok vant til at få lidt godter, fik besøg af en kænguru da vi
lavede mad, den sad nærmest oppe i gryden. Nok ikke klar over at den godt kunne blive til en steg
hvis det var det vi ville.
Om aftenen havde vi lige behov for lidt dansk kultur, så 2 afsnit af Langt fra Las Vegas på den
9

ærbare. Den har vi i øvrigt stor fornøjelse af, dels de steder hvor det er muligt at koble sig på
trådløst netværk og få sendt og læst e-mails, men også til at se og redigere billeder. I øvrigt tak for
de mails vi har fået, det er altid dejligt at høre hvordan I har det derhjemme, hører gerne nyt, både
sjovt, kedeligt, spændende eller bare at alt er vel. Vi kan forstå at den nye reform giver visse
vanskeligheder, men det var vel forudsigeligt.
Den 18. har vi besøgt Admirals Arch på vestkysten af øen, hvor der var en koloni af New
Zealandske sæler og enkelte Australske søløver. Brugte lang tid på at studere de fantastiske dyr,
kom på rimelig afstand, uden at forstyrre dyrene. Lokalt har man brugt meget energi på at lave
passager og udsigtspunkter. Gik en 4,5 km. tur for at få lidt motion, og med håbet om at se næbdyr,
men det var lige midt i middagsheden, så vi så ingen. Om aftenen i skumringen, da vi sad og læste
udenfor, var det som en zoologisk have, små wallaby`s sprang rundt omkring, og pludselig kom en
koala spadserende få meter bag os.
Den 19. er en del af dagen gået med at besøge en søløve koloni ved Seals bay. Der finder 3 steder
på sydkysten af Australien med kolonier, dette er et af stederne. Og igen en stor oplevelse, med
guide på fik vi lov at gå ned på den 1 km. lange strandbred, hvor der var ca. 100 søløver, hanner,
hunner, unger i forskellig størrelse, legende eller sovende. Ungerne får lov til at blive hos moderen
til hun føder igen efter ca. 17 måneder. Normalt er søløverne 3 dage på havet for at spise, hvor de
ikke hviler overhovedet, hvorefter de kommer på land 1 døgns tid for at hvile. Vi fik lov at stå på
ca. 10 meters afstand, for ikke at forstyrre for meget, dyrene er heller ikke helt ufarlige.
Indtil i formiddags havde vi slet ikke set slanger, og var begyndt at tro at alle historier om de mange
slanger i Australien var noget overdrevet, men på vejen herud lå der på vejen en Black Tiger Snake,
der er meget giftig. Bliver man bidt, har man 3 timer til at få fat i noget antiserum, ellers dør man.
Så nu er det på med skoene igen.
Har flottet os og indlogeret os i Kingscote, Queenscliffe Hotel. Det regner i dag, så campingpladsen
er ikke så attraktiv.
Aftenen gik med besøg på en udmærket restauration med countermeals. Karin måtte dog sande, at
”Lambs Fry” betyder lammelever.
Bagefter måtte hun simpelthen ud og besøge pingvinerne på en guided tour på tidspunktet for deres
opstigning fra vandet.
I dag lørdag går det så med færgen tilbage til kontinentet og op til Adelaide.
Port Augusta – Ceduna, hverdagsliv.
21. - 26. Januar
Meget af det vi skriver om handler naturligt nok om oplevelser, men der er også en almindelig
hverdag, hvor vi skal sove, spise, vaske op ligesom alle I andre. For os er det bare mere besværligt
og tager noget længere tid, men det gør ikke noget, for vi har tid nok. Forstil jer at I 2 voksne skulle
sove, lave mad, opbevare alt jeres habengut på 2x3 meter. Om morgenen går der noget tid med at få
pakket soveværelset ned, sovepladserne fylder hele rummet. Når vi sover, må vores tasker stå på
forsæderne, det er helt umuligt at få pakket tøjet ud, hvilket man nu også godt kan leve med. Faktisk
har vi fået alt for meget med, 2x 22kg hver var vildt overdrevet. Så skal der laves morgenmad,
kaffevandet klares med dypkoger, hvis vi ellers er hooked op på strøm, eller må vi have gang i et af
de 2 gasblus. Ellers består morgenmaden meget af mysli med mælk, dejlig nemt. Opvask må vi
klare hver gang vi har spist, der er ikke plads til at snavset service rasler rundt i bilen når vi kører.
Hvis vi er heldige er der varm vand at hente på campingpladsen, ellers må vi i gang med at koge
vand. Når alt det er overstået, skal der pakkes bil. Nogle dage bliver vi dog flere nætter samme sted.
10

Det dur ikke at ting ligger løst i bilen, når vi kører, så risikerer vi at få det i nakken, det rasler helt
vildt eller det triller på gulvet og går i stykker.
Nu er vi ikke syvsovere, så ved 9.30 tiden er vi klar til at køre, har dagen før planlagt en nogenlunde
rute og forberedt os på, hvad der er at se undervejs. I løbet af dagen finder vi måske et godt sted for
frokost, som vi jo har med i køleskabet. Når klokken bliver ca. 17 er det rarest hvis vi er fundet et
sted at overnatte, så der er tid til aftensmad og hvile. Men det er meget forskelligt om det lykkes
tidligere eller senere, afhænger også af om en af os har brug for lidt mere tid til bare at slappe af.
Her er vi lidt forskellige, jeg skal helst se så meget som mulig og Karl holder af også at have tid til
afslapning, så vi laver lidt kompromis.
Aftensmaden er som tidligere beskrevet meget simpel, der er ikke plads til de store armbevægelser,
mest pasta, grønt og kartofler. Det er svær at købe kødprodukter ind, dels sælger de det i rimelig
store portioner, som vi slet ikke kan opbevare, dels er vi ikke de store kødspisere, engang imellem
spiser vi så på restaurant og giver den en ordentlig en på frakken. Vin til maden sparer vi til
gengæld ikke på, de australske vine er super. Aftenen tilbringes udendørs under vores presenning
som vi har sat op ved siden af bilen, hvor vi også har de 2 stole og campingbordet, nogle aftener er
det dog for koldt, så kryber vi ind i bilen, hvor der er lidt siddeplads, så længe der ikke er redt op.
Karl har som gammel elektriker fået lavet udmærket lys i bilen, så vi kan se at læse. Indtil videre
har det ikke været noget problem at undvære toilet og bad, da campingpladserne er rigtig gode hvad
det angår. Hver 2-3 dag bliver der købt ind, det er hvad vi kan opbevare, indtil videre er der nu også
masser af indkøbsmuligheder.
Kørsel med 4 Wheel Drive, set fra en kvindes synsvinkel.
Jeg havde aldrig forestillet mig der kunne købes så meget udstyr og at der var behov for så mange
forskellige ting for at kunne køre outback. Jeg har tilbragt adskillige timer i autoforretninger, hvilket
for mig nok føles nogenlunde som at lukke en mand ind i en forretning med dametøj, selvfølgelig
interesserer det mig, det er også min sikkerhed, men jeg ville nok bare købe det første det bedste,
men nej sådan foregår det ikke. Der undersøges priser, forskellige modeller, spørges til råds, og
sådan ca. 4 gang vi leder efter den samme ting, bliver det købt. Nu kan vi selv tjekke lufttryk på
dækkene, lukke luft ud hvis vi kører i sand og fylde på igen. Niplerne er blevet smurt (ja det hedder
de), og kan blive det igen hvis det skulle være nødvendig. Dette skal ikke ses som nogen beklagelse,
bilen er vores hjem og vores sikkerhed afhænger af den, så jeg forstår vigtigheden og sætter pris på
at Karl er omhyggelig med de dele. Nu mangler vi kun et spil til at montere foran så vi kan trække
os fri hvis vi kører fast, men den koster hvis i nærheden af de 4-5000 kr. og så en eller anden form
for kommunikationsudstyr, f. eks en satelittelefon, da der kun er sparsom mobildækning udenfor de
større byer. En anden løsning kunde være en gammeldags UHF-radio, men med de 5 Watt man som
amatør må sende med rækker det kun ca. 20 km.
En af de rigtig gode ting vi har investeret i er et navigationsudstyr, der hedder TomTom Go. Nu kan
vi finde rundt stort set hvor det skal være, og en venlig stemme der hedder Birgitte fortæller os når
vi er på rette vej eller omberegner ruten hvis det er nødvendig. Den er født med kort over hele
Australien, når vi kommer hjem kan vi købe kort til det vi behøver der. Selv jeg synes det er
dødsmart, jeg elsker ellers at læse kort og finde vej, jeg er nu gjort arbejdsløs.
Har over 2 dage kørt fra Adelaide til Wudina, på en strækning kørte vi ligeud 233 km. Kom forbi
midtvejsskiltet mellem Sydney og Perth.
I går var vi for første gang kørt sådan rigtig udenfor alfarvej, ca. 100 km. ud ad en grusvej, hvor vi
har camperet på en plads, hvor der var absolut ingenting. Begge foretrækker vi dette, frem for
storbyerne. Her måtte TomTom dog give op, bortset fra at vise længde og breddegrader, det betød
11

da også at vi kørte forkert. Så det fortæller bare at i outbacken er det nødvendigt med meget
nøjagtige kort. Der har været meget kraftig regnvejr i området for nogle dage siden, hvor vejene var
lukkede et døgns tid, nu ser man kun at buskene og græsset der ellers var afsvedet er blevet lidt
lysegrønt. Når vi kører ind sådanne steder forhører vi os på info steder om det er muligt. Havde
håbet på at se en del dyr, da der stort set ikke var andre mennesker, men det blev kun til et par
kænguruer. Igen en flot stjernehimmel, så en komet med hale, Mc Naught (for første gang i 42 år i
denne del af landet er det muligt at se en tydelig). På vejen ud til civilisationen kom vi fordi en stor
monolit 1,3 km. i omkreds , var en tur på toppen af den hvor vi kunne se meget langt omkring.
Ellers har vi været de 3 seneste dage i Adelaide, hvor vi har været på museer, spadseret rundt i byen
og fået et indtryk af hvordan byen er, nem at finde rundt i og med mange grønne områder.
I dag er vi nået til Ceduna (2000 km. fra Perth, hvor vi planlægger at være om 14 dage ). Har det vi
kalder en overligger dag, for at få sjælen med, gøre ingenting, vaske tøj etc. På alle campingpladser
er der meget fine faciliteter til dette gøremål.
I går havde vi 35 grader, i dag er der 25, det svinger meget afhængig af om der er skyer på himlen
eller ej. Takker for aircondition i bilen, det gør det behageligt at køre.
I morgen går det henover Nullabor Plain, 1200 km, med stort set ingenting. Bruger nok 3 dage på
det.
12

Typisk lejr for natten.
Søløver fra Kangaroo Island
13

Brown Tiger Snake
Wedged Tailed Eagle
14

Koala
Billeder fra Nullabor Plain
15

Kalgoorlie – Western Australia.
26. - 29. januar
For første gang sådan rigtig har vi været i en by hvor der boede en del aboriginals. Indtil videre et
sørgeligt syn, at se hvordan et naturfolk bliver ødelagt af det vi synes er vestlige værdier.
Selvfølgelig skal vi ikke dømme ud fra forholdsvis få mennesker. Alkohol havde tydeligvis ødelagt
disse mennesker. Fulde og støjende, med børn der så ud til at måtte klare sig selv, selv helt små
børn. Specielt en episode brændte sig lidt fast, et lille spædbarn, lå i midterrabatten og sov, kun med
ble på i den bagende sol, mens de voksne befandt sig et stykke derfra optaget af deres egne ting.
Politiet der kørte forbi i det samme, værdigede ikke barnet et blik. Får en til at tænke på at det
måske er almindelig hverdag som man har givet op overfor.
Har nu spist kængurokød, smagte godt, ikke sidste gang vi gør det. Ellers er maden meget lig det vi
kender i DK, der er ikke så mange nye madvarer vi skal forholde os til, det er bare andre mærker,
noget der går igen, er at mange af varerne er fat free eller med mindre fedt. Man ser heller ikke
meget store mennesker som i USA for eksempel.
Her den 27/1 har vi tilbagelagt 2647 km over de sidste 3 uger. Så vi har ikke kørt de lange
strækninger hver dag, men de næste 3 dage tager vi en ordentlig bid, 1200 km hen over Nullabur
Plain. Der er stort set intet, udover ganske få små byer, enkelte campingpladser. Vi skal ikke dreje
på et eneste tidspunkt, vejen går ligeud i uendelige strækninger. Nullabur betyder uden træer, og det
er næsten rigtigt. Krydser i dag grænsen til West Australia, hvor tiden igen stilles 1½ time tilbage,
så der nu kun er 8 timers forskel til DK. Det er de mærkeligste ting der er på denne vej, har f.eks.
lige passeret en vejstrækning, der var lidt bredere og bliver brugt af Royal Flying Doctor som
landingsbane. Der er også langt til lægehjælp her. Vi ser en bil engang imellem, mest Road Trains,
meget lange lastbiler, alle hilser her, måske fordi man keder sig, eller som Karl tror, måske får man
brug for hinandens hjælp senere og holder sig gode venner. Ser skilte der viser at de næste 100 km,
skal man værre opmærksom på kameler, kænguruer og Wombats på vejen, godt nok har vi kænguru
gitter, men det kan nok skabe lidt ravage alligevel. Der er rigtig mange døde dyr i vejsiden, talte på
en strækning på 10 km, 26 døde dyr, hvoraf de fleste var kænguruer. Man kan se det giver føde til
andre, bla. fugle, heriblandt ørne.
Australien længste strækning hvor det kun går ligeud, er her, 146 km.
I dag den 28/1 tager vi en god bid på 715 km, så skulle vi også være igennem. Skiftes til at køre,
læser historier, gætter soduko, hører musik. Har lige holdt pause hvor en cyklist kom forbi, Ross fra
Irland, havde cyklet 5 måneder fra Sydney og skulle om 3 måneder være tilbage i Sydney, altså
Australien rundt på 8 måneder. Hvor sejt, han fik en flaske koldt vand, det bekom ham vel. Han var
enig med os i ” You will never know, if you don’t go “. Har set nogle emuer i dag, ellers ser vi ikke
meget levende.
I går overnattede vi i en flække Eucla, der ligger tæt på havet. Der kikkede vi lidt på meget høje
sandklitter og en gammel telegrafstation, halvt begravet i sand, i dag er den flyttet ind til jernbanen
der går fra Sydney til Perth, 100 km. længere inde i landet.
Tværs over Australien oppe fra Queensland og her ned til Kysten i West Austalia, har de et
hundehegn, 5500 km. langt og 1,8 meter højt, der skal holde Dingoerne ude fra den østlige del af
landet og dermed beskytte fårene. Hegnet går tværs over denne vej, hvor der er en kvægrist i vejen.
16

Hede dage i Kalgoorlie
29. januar - 2. Februar. ·
Vi har vist aldrig oplevet dage så varme som i Kalgoorlie. Om dagen sneg temp. sig op på 45 grader
i skyggen, og næsten endnu værre, den kom ikke under 30 grader om natten.
Naturen begynder at opføre sig underligt når det er så varmt, mærkelige kastevinde og hvirvelvinde
når vi kører på landevejen, kommer pludseligt, ses ved at sandet i vejsiden hvirvler op.
Vandet i bilens vandtank bliver så varm, så det kan bruges til opvask, kold brusebad er ikke muligt,
vandet er lunken. At befinde sig i solen, føles som at blive stegt langsom. Selv vinden er brændende
varm. Så er der ikke andet at gøre end at søge til steder med aircondition og skygge. Vi oplevede at
selv aircondition brød ned. Heldigvis fungerer vores lille køleskab i bilen upåklagelig, giver
mulighed for at vi altid kan have koldt vand til rådighed. Efter Kalgoorlie var det egentlig vores
plan at køre ud i outbacken, men da vejrudsigten siger det fortsætter, fandt vi det for risikabelt og
ubehageligt. Selv jeg der normalt dyrker solen, havde svært ved at klare det.
Hvorfor tog vi så til Kalgoorlie?
Jo den har Australiens største åbne guldmine, ligner en by i det vilde vesten. I byen bor der 30.000
mennesker, hvoraf 1/3 er beskæftiget i minerne. Der er mange barer, hoteller og ikke mindst
bordeller. Minen ligger lige ved siden af byen og er en åben mine, der når de er færdig med at
udvinde det de mener de kan i år 2017, vil være et hul i jorden på 3,6 km x 1,5 km med en dybde på
650 meter. At stå ved udkikspunktet Super Pit look out, var fascinerende, de arbejdende maskiner
sås som små legetøjsbiler. Dybden i dag er ca. 400 meter. Hver lastbil der kører ud af pitten, er
lastet med 225 tons materiale, hvor der er ca. 500 gram guld i hver læs. Man kan ikke lade værre
med at tænke på hvad der sker med byen den dag minen er tom, vi kan se i avisen at man allerede er
begyndt at tale om at huspriserne falder. Byens hovedgade er meget bred, det skyldes at man for
130 år siden, da man startede på guldeventyret, skulle kunne vende en kamelkaravane på vejen. For
at blive kølet lidt af, besøgte vi også et museum, hvor tingene blev vist og fortalt i et lidt andet
perspektiv.
Et andet spændende besøg var hos Royal Flying Doctors Service. Her fik vi en rundvisning, så
deres materiel, og fik fortalt lidt om hvordan det fungerer. Da der er meget store områder med lille
befolkning, og et ønske om at give disse mennesker mulighed for behandling i tilfælde af ulykke
eller andet, har man oprettet denne funktion. I hele West Australien, der nok er 1/3 af landet, er der
et hospital med intensiv mulighed, det er i Perth. Så de bliver også brugt til at flyve patienter ind til
Perth fra andre steder. Lægen tager med visse mellemrum ud på udstederne for at have konsultation,
og på alle væsentlige udsteder, roadhouses og store landbrug er der en ansvarlig person for
medicinbeholdningen, og som så via telefonisk kontakt med lægen kan give de rette medikamenter.
Desværre har de problemer med at skaffe læger og sygeplejersker til disse job, så stillinger er
ubesatte, med det resultat at det eksisterende personale bliver overbelastet. For jer der kender
Grønland, er systemet meget lig deroppe. Dog er systemet her 80 % finansieret af regeringen og
resten er donationer, hvilket betyder at de ikke altid kan gøre det de gerne vil, må bruge tid på at
skaffe penge. Betyder at man er meget påpasselig med at bruge pengene på det rigtige, hvilket er
meget godt, men for mig at se spildes der også tid på indsamling.
Man bruger fastvingede, propelfly og spredt rundt om i landet er der lavet landingsbaner, enhver
større farm, har en landingsbane. Man flyver ud hele døgnet. Vi andre kan når vi befinder os
derude, ringe til dem, få gode råd eller blive hjulpet.
Her natten mellem den 30 og 31. januar, har vi ikke sovet meget, det var ulidelig hedt i bilen, skulle
vi have været her en nat mere havde vi lejet os ind i et eller andet med aircondition. Blev vækket kl.
0.30 af telefonen, det var Kasper, havde været til eksamen i 3. semester projektet, fået 11, hvor blev
17

vi glade på hans vegne, så gjorde det ikke noget at blive vækket. Fik noget vand, sad lidt ude i den
friske luft, det hjalp faktisk.
I går tog vi så beslutningen, kørte sydpå igen til kysten, til Esperance. Vejrudsigten bestemte for os,
der var kun 30 grader dernede. På vejen derned kunne vi se en markant ændring på klimaet, fra at
have set store udtørrede søer, var der nu vand i dem, og temperaturen faldt 20 grader undervejs. Nu
bliver vi her nogle dage og udforsker området.
Mødte i øvrigt et tysk ægtepar, der havde nogle venner der gerne ville købe vores bil, lovede at
kontakte dem når engang vi skal sælge. Man kommer hurtig i snak med andre som campist, da livet
leves ude. Har fået en invitation til at besøge et australsk ægtepar Less og Maureen når vi kommer
til Perth, det vil vi da benytte os af.
For jer der har brug for kontakt til os, har vi fået købt en satelittelefon, efter mange overvejelser. Vi
må erkende at mobiltelefonen oftest ikke rækker, at vi har brug for en sikkerhedsline hvis vi er ude
hvor der ikke er andre, både hvis bilen bryder sammen, men også hvis vi skulle blive syge. At I får
mulighed for at komme i kontakt med os.
Satelittelefonen har dette nummer : 0147163007 og det er nummeret, når man ringer fra Australien
til den.
Vi har ikke fundet ud af forvalgsnummeret fra DK endnu, men arbejder på det.
Hvis én af jer der læser dette indlæg kender nummeret må I meget gerne maile det til os. Telstra her
i Australien kan ikke rigtigt hjælpe.
Det tog os adskillige timer at klare købet. Til andre der skal til Australien kan oplyses at mange ting
er besværlige når du ikke har en adresse hernede, eller kender nogen hvor du må bruge deres
adresse.
Ting hvor du skal lave en kontrakt, og have løbende betalinger. Nogen ting er faktisk ikke muligt.
I dette tilfælde skulle vi identificere os for 100 point, vi kunne kun skrabe 90 sammen, ved at bruge
internationalt kørekort, pas, kreditkort, kunne have haft glæde af f.eks. vielsesattest, dåbsattest,
bankattest om at vi var valide. En som sædvanlig meget flink ekspedient, hjalp os dog igennem.
Men vi opdagede at vi ikke havde bilens registrering, troede det var nogle af de papirer vi havde,
men nu hvor vi kunne have brugt den, var det ikke tilfældet. Blev lidt hede om ørerne, ringede til
firmaet hvor vi købte bilen, det var rigtig nok, de skulle lige bruge et par timer til at få det klaret,
kunne så faxe den til os i en Internet biks. Nu har vi den, og er lidt roligere. Det er indimellem lidt
svært med systemer der er anderledes end vi kender dem, men vi lærer hver gang.
Historien om bilen Ibrahim
7. Februar.
Ibrahim, ja det er altså vores firehjulstrækker, blev fabrikeret i Japan i 2003 og eksporteret til
Australien for at indgå i udlejningsselskabet Britz´s flåde af 2 personers campere.
Forklaring på navnet gives til sidst i afsnittet.
Britz råder over mange forskellige campere, lige fra store 8 personers camperbusser og ned til 2
personers campervans. De allerfleste er bygget på en Toyota varebil som Hi-ace eller Hilux, hvor
der foretages ændringer og udbygninger så bilen kan bruges til beboelse for et antal mennesker.
Bilerne er gode solide biler med 2-hjulstræk og rimelig god plads.
Som hovedregel må disse biler kun køre på asfaltvej og der er en lang række restriktioner på, hvor
man ikke må køre hen i dem i Australien.
Britz har dog en enkelt model i sortimentet, der skiller sig ud fra resten på flere punkter.
Den er bygget på den gode gamle kraftige Toyotas Landcruiser Troopcarrier med en 4,2 liters
dieselmotor med 6 cylindre.
18

Den er firehjulstrukken og har differentialspærre.
Opbygningen af bilen er på flere punkter lidt gammeldags med bladfjedre, synlige hængsler og
manuel låsning af differentialspærren i forhjulene, men det virker.
Karrosseripladerne er tykke, hvad man tydeligt fornemmer, når man sidder eller går på fronthjelmen
eller når en emu med fuld fart løber ind i siden af bilen.
Foran på bilen er der monteret en kraftig Bullbar til sikring af bilen ved påkørsel af større dyr.
Indeni er bilen forsynet med et lille køkken med køleskab (12/220 volt), vask og gasblus. På langs
over for køkkenet er der en polstret bænk som kan slås ud til en 1½ personers seng.
Hvor der er plads er der indrettet skabe.
Taget er hævet med en glasfiberoverbygning i hele bilens længde. Overbygningen kan ved hjælp af
to plader gøres til stuverum eller til en dobbeltseng.
Foran i bilen er der ud over førersædet et dobbelt passagersæde med seler til en stor og en lille
person.
Da det jo kan blive ekstremt varmt i Australien har man klogelig valgt at udstyre bilerne med
aircondition.
For at gøre bilen egnet til outbackens store afstande og krævende kørsel er der monteret dobbelt
dieseltank på 2 gange 90 liter og en ekstra vandtank på 55 liter.
Et ekstra batteri er monteret i motorrummet, så man ikke kan tømme startbatteriet med køleskabet,
kabinelys eller andet til 12 volt.
Ved hjælp af de to gearstænger kan man vælge at køre bilen som en almindelig baghjulstrukken bil
for at spare brændstof eller man kan vælge firehjulstræk i høje gear.
Hvis der virkeligt skal være gang i den kan man vælge lave gear med firehjulstræk. Så er
hastigheden halveret, men til gengæld er motorens kraft på hjulene fordoblet.
Fuld lastet vejer bilen ca. 2½ ton.
De kraftige 7.50/16 dæk og den høje frigang skulle gerne gøre bilen terrængående.
Indsugninen til motoren er hævet op over bilen med en snorkel, så motoren ikke druknes, hvis man
kører gennem et vandløb.
Dæktrykket er normalt 45 psi, men sænkes til 18 psi ved kørsel i sanddyner for at give mere
vejgreb.
Gennemsnitforbruget af diesel ligger mellem 11 og 15 liter pr 100 km. Indtil nu er vort forbrug
omkring 12½ liter på 100 km. Prisen ligger mellem 125 og 130 cent pr liter i byerne og i
roadhousene i outbacken lægger de gladeligt op til 40 cent oveni, når de ved at de fleste er nødt til
at tanke.
Lejeprisen for bilen hos Britz er så vidt vi kan finde frem til ca. 25.000 kroner pr måned.
Udlejningsselskaberne har lagt restriktioner på, hvor man må køre hen i deres biler og selv
Landcruiseren må ikke tages ud i den mere rå outback.
Da vores plan er at bruge 10 måneder på at køre rundt om og gennem midten af Australien indså vi
hurtigt, at vi skulle prøve at finde en brugt bil vi kunne købe til formålet. Gerne en tidligere
udlejningsbil, så vi slap for at skulle indrette den til camper. Bilen skulle have firehjulstræk, så den
kunne køre i outbacken.
Hjemme i Danmark forsøgte vi på nettet at få et overblik over de egnede biler, der var til salg i
Melbourne området.
Det så ikke så lyst ud og de eneste vi umiddelbart kunne finde var hos udlejningsselskabet KEA, der
sælger deres biler når de er ca. 3 år gamle og har kørt ca. 130.000 km.
Dem sælger de for ca. 43.000 australske dollars (4,60 kr./1 $) og der er som regel 5 til salg eller lige
solgt.
19

Ved køb af en af disse ville vores udgift altså blive den samme, hvad enten vi købte eller lejede,
men med den forskel at vi jo har en bil at sælge, når vi skal videre og i øvrigt kan køre hvor hen vi
tør i Australien.
Vi besluttede os for at vente med at købe til vi kom til Australien og satte på forhånd en uge af til at
få købt en bil og få den indregistreret og forsikret.
Da vi kom herned gik vi straks i gang med at lede og til vores ængstelse måtte vi konstatere, at
KEA ikke havde nogen ledige og at der i aviserne heller ikke var nogen indrettede firehjulstrukne
campere til salg. På nettet fandt vi dog i en lille by i nærheden en forhandler, der havde en Toyota
Landcruiser Troopcarrier indrettet som camper til salg.
På fotoet på nettet kunne vi se, at det var en tidligere Britz udlejningsbil. Lige den vi søgte.
Det er jo besværligt at købe bil, når man ikke har én , men os med toget til Berwick for at se på
bilen.
Vi var solgt med det samme og efter en prøvetur var vi klar til at købe bilen.
Som nævnt var den fra juli 2003 og den havde kørt 216.000 km.
Robert som sælgeren hedder forklarede, at han havde opkøbt de sidste 3 af slagsen fra Britz, idet de
ikke længere i staten Victoria ville tilbyde firehjulstrukne campere. Der er ingen outback i denne
stat.
De havde lige fået bilen ind og meningen var at det forhøjede tag skulle skæres af og erstattes med
et pop-up tag. En omgang til 6.000 AU$.
Indtil de fik det gjort, var prisen sat til 25.000 AU$.
Når man skal have en bil indregistreret i AUS skal man have en adresse i AUS og da vi jo ikke har
det, tilbød Robert, at vi kunne bruge deres firmaadresse.
3 dage senere, en fredag eftermiddag hentede vi bilen og i myldretiden gik vores første tur i bilen
gennem det centrale Melbourne mod vest i retning mod Adelaide. I venstre side af gaden. Det var
lidt rigeligt spændende, men gik OK.
Her i løbet af næsten en måned har vi kørt 5.000 km og bliver mere og mere glade for bilen. Den er
bundsolid og bortset fra en punktering og lidt knageri har der ikke været noget særligt.
Vi glæder os til den rigtige outback nordpå i WA og NT.
Ibrahim har vi døbt bilen og navnet stammer fra den prægtige hingst som Poul Reichardt rider til
sejr i vores barndoms film af Morten Korch
Første gang vi brugte navnet til en bil var i 2000, hvor vi lejede en stor autocamper i Vancouver til
at køre i Rocky Mountains. Denne bil havde automatgear og en voldsom stor Fordmotor. Bilen
insisterede på at holde farten op ad de stejle bjerge med voldsomme nedgearinger og accelerationer
til følge. Det skræmte os lidt til at begynde med, men da vi lærte at kontrollere den var det godt nok
med den kraftige motor.
Denne Ibrahim har et mere afdæmpet gemyt, men har alligevel en del tilfælles med sin canadiske
fætter.
20

Lejrplads.
Bilens interiør.
21

Esperance – Albany
2. - 7. februar.
Igen på sydkysten
Hvor var det rart at komme til temperaturer der var til at udholde. Godt nok er vi nødt til at ligge i
sovepose om natten, men det er dog mere udholdeligt end 45 grader.
Esperance er en by med ca.10.000 indbyggere, ligger ved kysten og ca. 720 km. fra Perth. Smukt
placeret med kridhvide strande og turkis vand. Vandet er dog ikke varmere end ca. 20 grader.
Stedet har vi brugt som udgangspunkt 4 dage.
Efterhånden finder vi ud af hvad der er rart at være i besiddelse af for at gøre livet behageligt. Bla.
er der mange steder hvor myggene er en plage så snart det mørkner, hvor vi må søge ind i bilen for
ikke at blive stukket for meget. Her har vi set andre med en form for telt, der nærmest er et
myggeskjul, du kan sidde inden i, og stadig følge med i hvad der foregår omkring dig. Sådan et
måtte vi have, selvom vi nu skal passe meget på ikke at købe for meget, da der er begrænset plads i
bilen ( hvis vi køber mere, må andet samtidig smides ud, er filosofien ). Teltet er meget let, ikke
beregnet til at sove i (kun hvis det er varmt og ikke blæser for meget), det har den fordel at være
firkantet, hvor alle 4 sider kan slås op som et sejl, dernæst kommer myggenet der er med lynlås hele
vejen rundt, og så er der bund i teltet (meget vigtigt). 1. aften vi forsøgte at sætte teltet op, blæste
det for meget, vi kunne ikke styre teltet. Efterfølgende er det gået meget bedre og vi har stor
fornøjelse af at kunne sidde derude om aftenen. Har købt håndlampe til at hænge op, så vi kan se at
læse eller skrive og tro det eller lad være en brugt varmeblæser, så der er lidt lunt de aftener det er
køligt.
Nu har vi også sovet i teltet, hvilket har udvidet vores sovemuligheder betragteligt. Vi kan nu vælge
mellem at sove på nederste hylde i bilen, enten med hovedet samme vej eller med hoved og fødder i
hver sin retning (giver lidt bedre plads til skuldrene, men kræver rene fødder ). En sover på den
klaustrofobiske hylde og en nedenunder. Og den værst tænkelige, begge på den klaustrofobiske
hylde. Vi vælger alt efter humør, temperament og temperatur. Vi kan sågar lyne soveposerne
sammen, men for de af jer der har prøvet hedeture eller bor sammen med en der har, vil I vide det
ikke er så rart, ikke at kunne smide dynen.
Dagene i Esperance er blevet brugt til afslapning, besøg og overnatning i nationalparken Le Grande,
strandene er fantastiske i området, vandret lidt på en bakketop 240 meter (egentlig ingenting, men
alligevel en god udsigt).
Fra Esperance tog vi den 4/2 videre mod Albany. Valgte en rute, gennem Fitzgerald National Park,
hvor vejene ikke længere var asfalteret og var af forskellig beskaffenhed. Nogle af vejene var
lukkede pga. ødelæggelser efter sidste regnvejr for nogle uger siden, hvor vejen enten var skyllet
væk eller med for store huller. Vores valgte rute, gav lidt udfordringer med 50 cm. dybe huller både
på langs og på tværs af vejen, men Ibrahim klarede det med en god chauffør. Vi skal dog huske at
låse alle skabe, har fået smadret glas, fordi lågen sprang op og indholdet væltede ud ). Når vi kører i
parkerne er der bedre mulighed for at se dyreliv, så emuer, leguaner, ørne.
Forestil jer, I kommer kørende fredeligt ud af en smal ensporet vej, der er ikke sket noget et stykke
tid, man er blevet lullet lidt i søvn og pludselig lyder et ordentligt brag, en emu løb lige ud i siden af
bilen, var væk ligeså hurtig som den kom, kun sidespejlet blev bukket, kan nok være vi vågnede op.
Nå men denne dag havde vi lidt svært ved at finde overnatning, så det blev til en nat på en
afsidesliggende p-plads, hvor andre i øvrigt også havde fået samme ide, fungerede udmærket.
Her den 5. -7. februar har vi så været i Albany, igen en by meget smukt placeret ved vandet. Har
bla. besøgt en tidligere hvalfangerstation, hvilket Karl vil skrive om senere, hvalerne er her
desværre ikke på denne årstid, kommer til juni.
Angående satelittelefonen, ved vi nu at nummeret fra DK er 0061 147163007, men vi ved også at
22

det kan værre meget besværligt at komme igennem, man skal både afvente optagetoner, ingen lyde
et længere stykke tid, måske en stemme der siger et eller andet på engelsk, men hav tålmodighed, så
lykkes det måske, hvis vi har slukket telefonen er der telefonsvarer på, indtal besked og vi aflytter
jævnligt.
I morgen rejser vi videre til byen Denmark, mere om det senere.
Lake Jasper
8. - 12. februar.
Tro det eller lad være, nu er vi faktisk i Denmark.
For 2 uger siden havde vi ikke nogen anelse om at der 60 km vest for Albany på kysten var en lille
by med 2500 indbyggere, med navnet Denmark. Byen har ifølge historie bøgerne godt nok fået
navn efter en englænder der hed Denmark, men en af strandene hedder Bornholm Beach, så hvem
ved. Forsøgte at komme ned til stranden, men da vi havde set et skilt der annoncerede med hvor
man kunne få hjælp i tilfælde af at man kørte fast og vejen så noget tvivlsom ud, undlod vi dette.
Senere besøgte Karl den lokale politistation, hvor man kunne fortælle at mange kørte fast i sandet.
Det eneste der minder om Danmark er muligheden for at købe rugbrød, for første gang er der en
ordentlig bager. Det er svært at købe godt brød som vi kender det fra DK, det meste er kedelig toast
brød, bestående af luft og lidt mel. Så en rugbrødsmad med spegepølse gjorde godt.
Byen ligger ved floden Denmark River, omgivet af høje bakker, små vige, så her er ganske nydeligt.
Vejret er i øjeblikket ikke helt godt, en del skyer, temperaturer omkring de 20-22 grader, med
enkelte små byger. Det forhindrer os nu ikke i at tage på ture i området, tingene tager sig bare
pænere ud i solskin.
Indimellem må vi krybe ind i bilen om aftenen, specielt hvis det blæser en del, men det er nu ikke
nogen straf, så får vi set et enkelt afsnit af klovn, Casper Kristensen og Frank Hvam er geniale og
morsomme. Plathederne tager dog overhånd engang imellem.
Vi må gang på gang forbavses over fuglelivet. Specielt papegøjerne, som vi ikke er vant til at se frit
i træerne. På et tidspunkt havde vi papegøjer, kakaduer og pelikaner svævende rundt om os, i hver
deres højde. Fuglesangen ved solopgang og nedgang er spændende, nye toner, nogle meget
morsomme, lyder som menneske latter.
Jeg kan ikke lade være at bemærke livet omkring os her på campingpladsen. Vi er havnet i en
pensionist lejr. Tydeligt at vognene omkring os har stået her længe. Faktisk er der en del australier,
der sælges huset, køber sig en campingvogn og lever livet på denne måde. Det jeg specielt har lagt
mærke til er hvordan beskrivelserne i bogen ” kvinder er fra Venus, mænd er fra Mars”, passer med
det jeg ser. Mændene tager af sted om morgenen på fisketur (for 1000 år siden ville de gå på jagt),
mens kvinderne bliver ved campen, går og nusser lidt med oprydning og renholdelse af hjemmet.
Når så mændene vender hjem ved aftenstide med fangsten, er det kvinderne der går i gang med at
rense og filetere. Selv i vores lille forhold er der ting der passer. F. eks har Karl ikke noget overblik
over hvor vi har tingene i bilen ( tunnelsyn ), han påstår godt nok det er fordi jeg flytter rundt på
tingene, hvilket ikke er rigtigt. Så derfor har vi indrettet os sådan, når der skal laves mad, er det mig
der finder tingene og Karl der kokkererer.
Vores kogekunst har i øvrigt udvidet sig betragteligt, har fundet ud af at der kan tilberedes næsten
hvad som helst på to gasblus og med 1 gryde og 1 pande.
Er blevet klippet, halv pris af DK priser, men hun var heller ikke så omhyggelig som jeg er vant til.
Karl tilbød at gøre det med egen klipper, men med udsigt til at det længste det kunne blive var nogle
millimeter takkede jeg nej. Jeg klipper dog med glæde Karl, som at have en lille have man går og
nusser omkring, klipper græsset lidt engang imellem. Sidst jeg gjorde det, blev der lidt usymetri i
23

plænen.
Boede i Denmark et par dage, kørte ture i området, naturen er igen anderledes, med høje træer i
bakkede områder. Var på Tree top Walk, bro bygget mellem træerne i 40 meters højde. Hvis der
noget man ikke går på kompromis med her i landet er det sikkerheden, hvis det er et sted der
kommer turister er sikkerheden bare i top. Så vandreturen i 40 meters højde var broer med solide
forankringer og rækværk. Svært ikke at sammenligne med noget tilsvarende vi gjorde på Borneo,
her var sikkerheden en by i Rusland.
På vejen hertil kørte vi via Valley of the giants, en vej hvor der var store eukalyptus træer på op til
100 meters højde. Vores mål efter Denmark var et eller andet i en nationalpark, hvor der var lidt
mere fredeligt og færre mennesker. Vi havde fra det lokale politi fået anbefalet Fernhook Falls,
hvilket blev målet. Inden da besteg vi lige Mt.. Franklin på 410 meter, en lille behagelig gåtur, med
fabelagtig udsigt, da vejret igen også var blevet godt, var det bare smukt.
Ved Fernhook Falls, fik vi det vi ledte efter, et sted i midten af ingenting, hvor vi var de eneste
bortset fra en enkelt anden bil, som vi i øvrigt ikke så noget til, da stedet var rimelig stort. Nu er det
sommer så der er ikke noget vandfald, men en meget smuk dam i forbindelse med floden. Det blev
faktisk en rigtig stjernestund (for os er en stjernestund, når man føler alting går op i en højere enhed
), sidst på eftermiddagen siddende på en bænk ved dammen, fuldstændig vindstille, fuglene synger,
vin i glasset, ingen andre end os. Vejen herud var lidt udfordrende, mere end vi havde forstillet os,
et spor, sand, en meget interimistisk bro over et vandløb. Efterhånden prøver vi mere og mere til
med kørsel off road, bliver hele tiden erfaringer rigere, så vi tør gøre mere og mere (Karl kører).
Næste morgen stod vi op før solen, gik en lille morgentur for at se dyreliv, så fugle vi ikke havde set
før. Det blev til en overnatning her, herefter videre til Lake Jasper. På denne tur passerede vi et 65
meter højt træ, hvor det var muligt at klatre op til toppen, dette var dog noget mere primitivt, ikke
med de samme sikkerheds foranstaltninger som normalt, forsøgte men opgav efter 15 meter, blev
svimmel. For at komme til Lake Jasper, viste det sig vi måtte køre 15 km off road, på endnu mere
udfordrende vej, her var virkelig sandede spor, hvor man måtte have tungen lige i munden og bilen i
det rette gear. Vi har endnu ikke fået købt spil eller tov, så vi skulle nødig sidde fast. Det lykkedes.
Men 15 km på sådanne veje tager tid. Vel fremme fandt vi den helt perfekte rå teltplads, det var
lørdag så der var 6 andre biler i området, men igen et stort område, så man havde sin egen meget
private plads, tæt ved søen med bademuligheder. Brugte noget tid på at tale med lokale på ferie,
blev lidt klogere, der skal lukkes en del luft ud af hjulet når man kører i sand, så går det bedre.
Her er faktisk så dejlig at vi besluttede at blive en ekstra dag, og bare nyde det, uden der skulle ske
noget som helst. Morgenen var bare fantastisk, helt vindstille og 22 grader, en lille svømmetur i
søen. Senere blæste det op, men stadig solskin og behagelig temperatur, sidst på dagen blæste det
rigtig meget og om aftenen lidt smådryp. Typisk for vejret her, det svinger meget i løbet af en dag.
Ved 9.30 tiden havde alle andre forladt pladsen, indtil aften var vi helt alene, hvor en enkelt bil
kom. Det er underligt at føle sig helt alene i verden, ikke så tit man prøver det. Det var faktisk sådan
at da der pludselig kom en mand gående forbi vores lejr, var det helt rart med nogen andre at snakke
med og helt naturligt faldt man i snak.
Her den 12. er vi kommet til surferparadiset Margaret River.
Vi bliver et par dage og fejrer min fødselsdag med en solid vingårdstur i området. Skål.
Margaret River - Bunburry
12 – 17. februar.
Vi har netop talt om at vores grænser for overnatning har flyttet sig. De første uger var vi overbevist
om at vi skulle bo på campingpladser og ca. hver 3-4 nat ville vi have behov for at bo på hotel eller
24

lignende. Nu foretrækker vi de primitive campsites med deres afsides beliggende smukke steder og
få bekvemmeligheder, i 2-3 dage, hvorefter vi søger en campingplads 1-2 dage, for at få tanket
vand, få ordentlig brusebad og måske vasket tøj, hotel har vi kun været på 1 gang siden Melbourne.
Campingpladserne er gode, meget rene og med rigtig gode sanitære forhold, men der er også den
ulempe at der ikke er meget privatliv.
Vi føler os utrolig privilegeret, at kunne være sammen 24 timer i døgnet, have ferie 24 timer i
døgnet, vi kunne ikke ønske os noget bedre. Denne simple form for liv, hvor man trods alt alligevel
har egen bolig (bilen), er bare sagen. Vi føler os ikke hjemløse, behøver ikke pakke ud og ned hele
tiden. Om dagen kører vi eller oplever et eller andet, afhængig af hvor vi er, sidst på eftermiddagen,
slår vi lejr, hvis vi da ikke er blevet hvor vi var, får et glas vin. Så skal der laves mad, ved 20 tiden
slapper vi af med en god bog, skriver på computer, ser lidt film på computeren, snakker.
Efter herlige dage ved Lake Jasper, kørte vi til Margaret River, nederste venstre hjørne af AUS.
Området er vinområde, med ca. 50 vingårde, der næsten alle har vinsmagning og åbne døre. Derfor
besluttede vi os for på min fødselsdag at tage på en guidet vintur. Vi havde hørt og læst at vinene i
området, skulle være særlig gode. Lige nu er det tid til at plukke druerne.
Faktisk bor vi 12 km udenfor Margaret River ved kysten ved Prevelli Beach, et rigtigt
surferområde. Bølgerne her skulle være særlig velegnet til surfing, men da vi ikke lige har tænkt os
at prøve kræfter med denne sportsgren, nøjes vi med at kikke på. Og det er utrolig imponerende
hvad surferne formår i bølgerne.
Tilbage til den 14. februar, hvor Karl alene mand formåede at fejre mig på min fødselsdag på
behørig vis. Det er ikke så tit jeg fejrer dagen i solskin og 25 grader. En lille gave, en ny bikini, som
der er god brug for, og 3 poser slik, han kender min trang til søde sager.
Startede dagen med brunch på en cafe, bedste morgenmad i lang tid, slog de sædvanlige mysli med
flere længder. Ved frokost tid blev vi samlet op af en bus, for at tage på vin og chokolade
smagningstur de næste 5 timer. Vi besøgte 5 små vingårde, hvor vi fik små smagsprøver på 5-7 vine
hvert sted. Det lyder måske som en druktur, men det var det faktisk ikke, meget seriøst, med mange
oplysninger om vine undervejs, og selvfølgelig mulighed for at købe deres produkter. Jeg har
skrevet det før, men det er altså gode vine, dem vi smagte blev ikke eksporteret ud af landet. Turen
sluttede med besøg på en chokolade fabrik med smagsprøver, lige noget for mig, bare duften gjorde
mig helt salig. Mon ikke det var noget for Summerbird i Assens med sådanne ture.
Vel tilbage på campingpladsen igen, havde vi stadig energi til at få tilberedt en dejlig aftensmad,
steak, med tilbehør. Sluttede dagen med en tur til vandet, hvor vi var heldig at se en flot solnedgang.
En rigtig god dag. Tusind tak til alle det sendte en lille hilsen, det varmede.
Efter at have været det samme sted 3 dage var det tid til at komme videre, så den 15/2 tog vi til
Busselton, på vejen videre mod Perth. Hovedattraktionen her er deres 1,8 km lange jetty, hvor der er
et undervandsobservatorium for enden af jettyen. Observatoriet var lidt anderledes end hvad vi
tidligere har set. Helt på naturens præmisser, ingen fisk bliver fodret, fiskene er fri og det er os der
går inde i en slags glasklokke. Derfor er der heller ingen garanti for hvad man ser, vi var nede på 8
meters dybde, så flere slags bløde koraller, flere slags mindre fisk og lidt spændende, skarv der
dykkede efter fisk. Fik gået 10 km i dag, det var også tiltrængt. Får for lidt motion. Benene var godt
trætte, men så var det jo dejligt at campingpladsen havde udendørs jacuzzi.
Denne campingplads har om torsdagen fælles pølsespisning for dem der har lyst, det har vi gået
hele dagen og gjort lidt grin med, men tog alligevel med for at være lidt sociale. Det var faktisk
hyggeligt, får mange informationer om landet og deres levevis, når vi sådan mødes med
australierne. I dag den 17/2 er det så lidt videre igen til Bunburry. Her er attraktionen delfiner der
svømmer helt ind til stranden. Men på egne betingelser, derfor har vi også tilbragt hele formiddagen
med at holde udkik, med sølle resultat, 3 delfiner 300 meter fra kysten. Vejret er også lidt dårligt
med regn, så måske derfor.
25

Solnedgang over Lucky Bay
Lyserød Kakadue
26

Perth
18. - 24. februar.
Sidst vi skrev, skulle vi se om det lykkedes at se delfiner tæt ved kysten i Bunburry. Det lykkedes
ikke rigtigt. De var ca. 300 meter fra kysten og kom slet ikke ind til stranden, ærgerligt når vi nu
lige havde troet vi skulle i vandet og være helt tæt på dem. Længere op ad kysten skulle der være
lignende muligheder, så måske senere.
Her den 20/2 kom vi til Perth, en by med 2 mill. mennesker, vistnok verdens mest isolerede storby.
Hvilket betyder at perthierne, som indbyggerne her kaldes lever lidt deres eget liv, de har alt, et godt
klima, smukke strande, og er mere eller mindre selvforsynende. Så mange synes ikke der er nogen
grund til at tage andre steder hen. Til gengæld mærker vi at man, hvis muligt her i landet, er endnu
mere åben overfor kontakt med tilrejsende. Sidder vi i bussen eller ved et busstoppested er der
straks kontakt. Det er også her vi er inviteret på privat besøg.
Vi mødte et par, Less og Maureen, herfra Perth for 3 uger siden på en campingplads. Talte 5 min.
med dem om morgenen hvor vi begge skulle videre, senere tankede vi diesel samme sted. De kom
over og gav os deres telefon nummer og bad os kontakte dem når vi kom til Perth. Så i morgen
lørdag, besøger vi dem. De har planlagt at køre os en tur, lave rigtig aussie barbecue, tilbød os at
overnatte. Man mærker tydeligt en oprigtighed i deres venlighed og er ikke usikker ved at tage imod
deres invitation.
Det er da utroligt, mennesker man kun har mødt 5 min, viser den interesse og tillid. Det kunne vi
godt lære noget af.
Et andet par, Tom og Maureen, der bor 200 km fra Melbourne, er vi nu stødt ind i flere gange, fordi
vores rejseveje tilfældigt krydser hinanden, har ligeledes inviteret når vi igen til september kommer
på den egn.
Planen er vi bliver her i Perth til søndag, næste delmål er Exmouth, 1250 km. nordpå, hvor der
gerne må gå 2-3 uger inden vi når op, da der er stadig er regntid længere nordpå. Den skulle gerne
være overstået inden vi når derop.
Perth er absolut en flot by, ligger ca. 15 km inde i landet ved Swan River. Ude ved kysten ligger
Freemantle, de 2 byer er vokset sammen. Der er lidt skyline, men ikke så man får en fornemmelse
af at være i en rigtig storby. Masser af grønne områder, parker, vandrestier, cykelstier. Jeg kan godt
forstå hvad de mener når de siger de har alt. Vi bor lidt uden for byen, tager bussen ind, da det er
svært at finde p-plads. I aften har vi booked os ind på en stjernekikker tur. Starter kl. 22.30 på et
observatorium 30 min. udenfor byen. Håber på at få helt styr på stjernehimmelen, der jo er
anderledes end det vi kender. Sydkorset har vi dog fundet, men hvordan er det nu lige man ud fra
den finder syd.
I går besøgte vi et guld og sølv forarbejdnings fabrik i Perth Mint. Det rå guld bliver her gennem
adskillige processer forarbejdet til guldbarrer. Imponerende at se hvordan guldet bliver smeltet til
1600 grader, hældt i form. Afkølingsprocessen går lynhurtig i vand, ca. 2 min, så kan du holde
guldbarren i hånden.
Perth Mint har gennem tiderne forarbejdet alt guldet fra guldminerne i WA, fortrinsvis i Kalgoorlie,
hvorfra der er kommet 250 ton. Som officiel Mønt slår de guldmønter og barrer til videresalg og
eksport. Gennem tiderne er der fundet ret store klumper guld i WA. Den største der er fundet blev
fundet liggende over på jorden og vejede 27 kg.
Efter Perth skal vi jo nord på og det er ved at være slut med de store byer ind til vi når Darwin midt
i maj.
Indtil nu har større og mindre byer ligget som perler på en snor især langs kysten lige siden
Melbourne, så indkøbsmulighederne har været store og vi har ikke manglet noget. Ja OK vi har da
af og til manglet mælk til kaffen, da vores langtidsholdbare mælk ikke kan bruges i varm kaffe, det
27

liver omgående som grød. Men derudover har vi kunne svælge i herlige grønsager, fremragende
vine samt kød i særklasse.
Det er som om at australierne beholder alle de gode varer til deres hjemmemarker og eksporterer det
næstbedste. Ude på en vingård kiggede en vinbonde lettere fornøjet på os, da vi spurgte om han
eksporterede sin vin. Næe, hvorfor skulle han dog det.
I skulle se de T-bones vi sætter til livs. Det er mums og så er de tilmed billige.
Snart bliver det lidt mere alvor. Når vi kører fra Perth nordpå bliver der hurtigt meget langt mellem
byerne, som tilmed bliver mindre og mindre. På et tidspunkt bliver de til et enkelt roadhouse med
måske 200 km imellem.
Vi glæder os rigtigt meget til naturparkerne ved kysten, især Ningaloo. Vandet bliver varmere og
varmere jo længere vi kommer nordpå, så de 22 grader det er her måske bliver til 28 grader eller
mere.
Ibrahim, bilen, gør et godt stykke arbejde og snart bliver vi meget afhængige af den så den skal bare
virke.
En rumlen fra det ene forhjul gjorde at vi fik den checket hos et autoriseret Toyotaværksted i
Rockingham.
Det viste sig, at kuglelejerne og CV-jointene var knastørre, idet pakningerne var utætte og fedtet
smidt ud. De blev pakket om, ligesom differentialspærre hubbene blev monteret rigtigt.
De kunne se ud som om nogen med mindre forstand på delene har haft dem skilt ad og så samlet
dem forkert. Rart at vide at fortøj og firehjulstræk nu er checket og i orden.
Toyota værkstedet så meget stort og dyrt ud, så da de ville have bilen en hel dag, Karl insisterede på
at tale med den mekaniker, der skulle se på bilen og så i øvrigt vente på besked når de vidste hvor
fejlen lå, så de sammen kunne aftale, hvad der skulle laves.
Det var de bestemt ikke vant til, men han fik sin vilje.
Regningen blev alligevel på godt 500 aus-dollars.
Selvom vi allerede har købt en del udstyr, er vi nok ikke færdige.
Vi bliver nødt til at kunne hjælpe os selv fri, hvis vi bliver ”bogged”, altså kører fast i sand eller
mudder. Det er ikke sikkert man kan komme fri ved egen kraft alligevel, men jeg synes i det
mindste man skal kunne prøve.
Man kan købe mange forskellige hjælpemidler, lige fra en lang donkraft til elektriske Winches.
Vi er ikke færdige med at overveje, men snart må vi til det.
Vi var på nettet i går og til vores store lettelse og glæde læste vi at de danske styrker i Irak skal
hjem senest til august. Vidunderligt. Vi skulle aldrig have været der. At grunden jo nok er
indenrigspolitisk, er for os uvæsentlig, bare vore soldater kommer hjem så hurtigt som muligt.
Fogh må pleje sit venskab med Bush på en anden måde.
Nå, vi må på tur ind langs Swan River til Perth by og Kings Park som vi vil udforske i dag.
Stjerneobservatoriet i Perth var et virkeligt scoop. Kl. 2230, da månen var lige ved at gå ned ankom
vi til observatoriet og fra de forskellige stjernekikkerter fik vi vist fjerne galakser, saturn, sydkorset
med udpegning af syd m.m.
Klart vejr, så det kunne ikke være bedre. Måske bliver vi nødt til at købe en stjernekikkert.. Vi får
se.
28

Sort Svane
Skink
29

Denham
24. februar - 4. marts.
En lille efterlysning, hvis nogen skulle være i besiddelse af en mp3 eller waw lydfil med Finn
Nørbygård og Jacob Haugård hvor de synger ”vi er på vejen igen”(” On the road again”), vil vi
meget gerne have den tilsendt til karlvinther@hotmail.com . Vi synes den passer meget godt til
situationen vi befinder os i og ville gerne afspille den engang imellem.
Som vi havde forestillet os blev det en god oplevelse at besøge Les og Maureen i Perth. Vi blev
modtaget som kære familiemedlemmer. De tog os med på en køretur rundt i Perth til områder vi
ikke selv havde tænkt på at besøge. Så alt i alt tror jeg vi fik en god fornemmelse af hvad Perth
indeholder, og det er rigtigt de har alt. Senere på dagen fik vi en udsøgt barbecue med super rødvin,
sønnen er i gang med en uddannelse som vinbonde. Godt vi ikke tog vin med som værtindegave, da
de helt tydeligt viste meget om vin. Det bedste af det hele var næsten overnatningen i deres hjem,
bløde senge med masser af plads. Ved besøg som denne får vi rigtig mange informationer om
landet, befolkningen og deres levevis. Hvilket jo er en del af turens formål, at lære befolkningen at
kende. Hovedproblemet synes at være mangel på arbejdskraft, specielt indenfor områderne, politi,
sygeplejerske og lærere. Og så klimaproblemer, kombineret med forurening. De liberale har været
ved magten i flere år, der skal være valg i år, politikkerne synes ifølge nogle, ikke at tage
problemerne alvorligt, ikke have en plan for genopretning af naturen og manglende vilje til at se
klimaproblemerne i øjnene. Man har et 2 parti system, det andet parti er Labour. Et tredje parti
forsøger at komme på banen, De grønne. Måske kommer det til at gøre en forskel.
Efter Perth er vi draget videre nordpå.
En overnatning i Cervantes gav anledning til at besøge Nambung National park, hvor
hovedattraktionen er The Pinnacles.
I et ørkenområde stikker 1000 eller flere limstens søjler op til 4 meter op i vejret over ørkensandet.
For mange år siden var her havbund, strandskaller er en del af indholdet i disse søjler. Lyset i
ørkenen giver nogle flotte spektakulære syn, hvilket I kan se af billederne.
Vi kører nu op langs kysten, og møder den ene flotte strand efter den anden, vi er begyndt på at
bade, da vandet er blevet varmere, ca. 24 grader. Ser meget fredeligt ud, men havdyrene er derude.
Det fik vi set efter en aftenbadetur. Var lige kommet ud af vandet, da en ca. 1 meter stor mantaray
kom glidende gennem vandet, ca. 10 meter fra kysten, først lignede det en hajfinne der stak op af
vandet (ens fantasi tror altid det er hajer), men ved nærmere eftersyn, var det en mantaray. Samtidig
gik solen ned, inde over land lynede det, uden vi kunne høre tordenskraldene og himlen blev farvet
orange. Vi får næsten altid de bedste oplevelser når vi mindst venter det.
At havet kan være en farlig legeplads ved vi som danskere kun alt for godt. Vi overnattede en enkelt
nat i den lille kystfiskerby, Jurian Bay, og om eftermiddagen var der tydeligvis sket noget nede ved
jettien. Ambulancen og politiet var kommet og folk stimlede sammen.
Det viste sig, at en helt ung pige var sprunget i vandet fra broen og landet på maven. Det slog luften
ud af hende og inden hun blev fisket op af vandet var hun druknet. Genoplivningsforsøg
mislykkedes og selv om hun i helikopter blev fløjet til et større hospital blev hun ikke reddet. Trist.
Jeg misundte bestemt ikke de to politifolk deres opgave.
Jurian Bay er landingsplads for en del mindre lobsterbåde og det er tydeligt, at der er gode penge i
lobstere. Store huse og nye firehjulstrækkere.
Dagen efter kørte vi videre op ad Australiens vestkyst til den noget større by, Geraldton, som helt
domineres af fiskerihavnen.
Vi besøgte Geraldton Fishermans CO OP, som er en slags andelsforening, hvor et større antal
fiskeskippere er gået sammen om fabrik og eksportvirksomhed.
De omsætter for ca. 650 mill. aus$ og 99 % af omsætningen går til eksport. 85 % til østen, 12 % til
30

USA og resten til Europa.
Fiskeriet foregår med såkaldte pots som er kasser med madding, der sænkes ned på bunden af havet
et godt stykke ud for kysten. Fiskeskipperen betaler 30.000 $ for licensen til én pot og det er ikke
ualmindeligt at have op til 200 pots.
Potsene sættes ud den ene dag og tømmes dagen efter for de dejlige lobsters.
Allerede på båden sorteres lobsterne, så de for små og hunnerne med æg smides ud igen. Vi så på
fabrikken, at den lokale fiskeriinspektion var på besøg og de kontrollerede alle lobsterne fra en båd
der lige var kommet ind. Hvis de bare finder e`n for lille lobster er skipper i store problemer.
De fandt i øvrigt ikke nogen for små denne gang.
Bestanden i havet er atter i fremgang efter der har været kraftige restriktioner på fangsten.
Det var ved at gå galt og et andet sted på kysten ved Shark Bay måtte man ty til fangstforbud i 10 år
for at få bestanden på fode igen.
Fangsten foregår fra november til marts.
En lobster, der ligner en hummer uden kløer, er ca. 6 år gammel før den er stor nok og nogle af de
helt store er op til 15 – 16 år gamle.
De fleste eksporteres levende til alverdens stor byer. De foregår ved at de smides i 9 grader koldt
havvand og da de veksler med vandtemperaturen går de simpelthen i dvale og kan pakkes i
savsmuld og is. Inden 36 timer er de fløjet til Beijing, New York eller hvor de nu skal hen og når de
så smides i 24 grader varmt vand vågner de op igen og er friske.
De lobstere, der skal fryses ned slår man ihjel inden man koger dem. Det sker ved at lægge dem i
fersk vand. Det drukner dem i løbet af meget kort tid. Lige som når vi drukner levende rejer i
Danmark inden vi koger dem for ikke at plage dem.
Lobsterne veksler meget i farve og størrelse og kunderne i de forskellige lande har da også
forskellige ønsker. De små til Japan og de største til Kina. Vi prøvede at holde en af de store.
Forbrugeren kommer til at betale 300 $ for den ene lobster før den kan sættes til livs.
På vejen op til vores nuværende opholdssted, Kalbarri National Park, kørte vi forbi en noget
anderledes udseende sø, den var helt lyserød/lilla, det skyldes stort indhold af en speciel slags alge,
der høstes og bruges til fremstilling af beta caroten.
Her i Kalbarri der ligger 550 km oppe ad kysten fra Perth har vi besluttet at blive 5 dage, dels er her
dejligt og dels trænger vi til at være et sted lidt længere, efterhånden kunne vi ikke huske hvor vi
sidst havde været og hvad vi havde lavet, hvis det går for stærkt får vi ikke sjælen med.
Floden Murchison løber gennem parken og har udmunding her i den lille kystby. Parken er på 1000
km2, så der er langt til nærmeste anden by, til gengæld er her masser af flot natur.
En dag kørte vi 25 km ud af en grusvej, til et område hvor floden skærer sig ned gennem de røde
klipper og derved skaber dybe kløfter, der er ikke meget vand i floden på denne årstid. Vi gik en 2½
times tur, kaldet The Loop, hvor man dels gik langs floden, dels oppe på toppen af kløften. Dejligt
at få brugt kroppen lidt. Farverne med de røde klipper og den blå himmel var helt specielt smuk,
hvilket I måske fornemmer på billederne.
Næste dag tog vi på en kanotur på floden, en morgen/formiddagstur med indlagt morgenmad på
flodbredden. Mens vi padlede af sted, havde turguiderne forberedt bacon, æg o.s.v. længere nede af
floden. Noget meget typisk i AUS. er muligheden for at benytte sig af en barbecue er tilstede, bare
der er den mindste mulighed for at mennesker kunne forestille sig at ville holde hvil eller slå lejr.
De er gasopvarmet, oftest er de gratis at benytte, måske koster det en dollar. Er lynhurtig varme og
fungerer udmærket. En anden ting der også findes rigtig mange steder er offentlige toiletter, tilmed
meget rene og velholdte. Det er jo rart når vi ikke har denne mulighed i bilen.
I disse dage afholdes fiskekonkurence i byen. En stolt fisker havde fanget en 12 kg. tun, så må det
da være lidt spændende at være ude med snøren.
Efter rådslagning er vi blevet enige om at blive 2 ekstra dage her i Kalbarri. Vi følte ikke rigtigt vi
31

havde sjælen med, idet vi ikke umiddelbart kunne huske navnet på den by vi er i eller i øvrigt bare
de seneste 3 steder.
Så vi holder badeferie her i pragtfuldt sommervejr med 24 grader varmt badevand og mere end 30
grader i skyggen.
Den totale måneformørkelse i morges fik vi også med siddende i vore stole på stranden fra 0615 til
solopgang. Det var edder…. Flot.
Shark Bay
5. - 9. marts
Efter Kalbarri Nationalpark er det videre nordpå til området Shark Bay. 2 halvøer er med til at
danne området, hvor der er særlig gode betingelser for liv i havet, her om sommeren er vandet
omkring 25-30 grader. Der findes een mindre by, Denham og et turist ressort af navnet Monkey
Mia.. Derudover er det største område et naturområde, Francois Peron National Park, totalt ubeboet,
hvor det kun er muligt at komme til med 4 WD. I dette område er der enkelte meget primitive
teltpladser uden faciliteter, som ligger smukt ud til vandet.
Det var selvfølgelig dette område der var målet, dels for at prøve kræfter med 4 WD og dels for at
komme ud hvor der sandsynligvis ikke ville være andre.
Første stop var en overnatning i Denham, for at få tanket op med vand, brændstof, og mad. På vejen
dertil kom vi forbi Hammelin Pool, i bunden af bugten. Her findes noget af en biologisk sensation,
stomatoliter. I det lave vand stikker de op af vandoverfladen, især ved lavvande. De menes at være
den første levende organisme på jorden, 3,5 milliarder år tilbage.
Det er små mikroorganismer, bakterie, der gror 1 mm om året, producerer ilt, efterhånden som der
blev flere og flere af dem tilbage i tiden, producerede de efterhånden så meget ilt at andre
organismer også kunne leve. Det ligner sten i vandet, men ved nærmere eftersyn er de helt bløde.
De findes i dag kun ganske få steder i verden, bla. her. Lidt underligt at stå ved noget der måske er
grundlaget for vores egen eksistens.
Næste dag var vi klar til nye eventyr.
Målet Gregories, en teltplads ved vandet, næsten ude på spidsen af halvøen, anbefalet af en lokal.
På vejen ud mødte vi få biler, modsatte vej, det var det eneste vi så til andre mennesker i 2 dage.
Vejen var en rimelig udfordrende ensporet blød sandet vej, enkelte steder kørte vi henover
udtørrede saltsøer, hvor det er meget vigtigt at holde sig til sporet, da man ellers kan køre
uhjælpelig fast, fordi der under den hårde overflade er meget blødt. Men Ibrahim og Karl klarede
det uden problemer. Det var en rigtig perle vi kom til, var som sagt helt alene, camperede helt ud til
vandet, badede og snorklede ( der var nu ikke så meget at snorkle på, men enkelte fiskestimer var
der da.)
Vi var sikker på vi ville se mange dyr, da vi ikke tidligere havde set så mange spor som her i sandet
af kænguruer, firben, slanger osv. Men det skulle vise sig at vi faktisk ikke så nogen dyr på land,
udover enkelt firben, til gengæld blev der dyreoplevelser i vandet senere.
Noget af det vi også ville prøve af var hvordan man klarer varmen, dagtemperaturerne er pt, på 40-
45 grader, om natten er det først sidst på natten temperaturen falder til 26 grader. Der var ingen
træer til at give skygge, det klarede vi ved at sætte vores myggetelt op, og heldigvis havde vi vandet
til at køle os lidt, selvom det er en stakket frist, når vinden blæser som en varm tørretumbler.
Efterhånden bliver huden noget stiv af alt det saltvand, det var ikke muligt at blive skyllet. Egentlig
ville vi sove i teltet, havde også gjort alt klar, da det blæste op, så teltet der ikke er særlig stabilt, var
ved at blæse ned om øerne på os. I mørket måtte vi pille det ned igen og lægge os ind i den 35
grader varme bil.
32

Vi skulle også tage højde for, når først vi ikke kører, virker køleskabet ca. ½ døgn, dvs. den mad vi
medbringer skal kunne klare varmen, det er nu heller ikke noget problem. Der findes mange ting til
det formål. Men vi fik da erfaring med hvad der er godt og skidt at medbringe. Så køleskabet blev
mest brugt til at holde drikkevarer kolde, da den mulighed var opbrugt, måtte vi finde på noget
andet, det hjalp lidt at lægge en dunk med vand ud i havet, så var det da kun 30 grader, hvis man så
blander lidt saft i, smager det såmænd udmærket. Det kan godt være svært at huske at få drukket
nok, man skal være meget bevidst om det, hvis først tørsten melder sig, er det allerede ved at være
for sent, man skal nok helst op på 5 liter om dagen. Da vi havde opbrugt det medbragte vand i
dunke (16 liter), måtte vi i gang med det fra bilens vandtank (55 liter), men det var nu så varmt at
det var velegnet til opvask, vi turde derfor ikke drikke det umiddelbart (stillestående varmt vand), så
vores medbragte vandrensningsapparat kom i brug, den renser vandet for alt hvad der måtte være,
brugte den med stor succes på Kilimanjaro.
Det kan godt lyde som om det ikke var spor sjovt, men det var det egentlig, da man får prøvet nogle
grænser af. Og så er det rigtig spændende at være helt alene i verden eller i hvert fald 50 km ude i
en nationalpark.
Næste dag kørte vi videre ud til spidsen af halvøen, her måtte man ikke overnatte, men vi gik en
længere tur, dels ved kysten og dels oppe i klitterne. Og sikke en oplevelse, dels var der utrolig
smukt, havet møder det hvide sand, der hurtig bliver til rødt sand, og så den dybblå himmel. Masser
af fugle linet op på stranden, lige her på spidsen er der 2 strømme der møder hinanden, masser af
småfisk i vandet. Ved et udkikspunkt fik vi øje på store sorte skygger i vandet, det var kæmpe
Mantarays, senere var der delfiner, 5 stk, der svømmede helt ind få meter fra strandkanten, hvor vi
kunne følge dem over et længere stykke. Godt varme og trætte tillod vi os at gå i vandet, selvom
man skulle passe meget på strømmen her.
Senere kørte vi videre til Heralds Bight hvor det også var muligt at overnatte, her var vandet helt
perfekt, klart, sandbund og med små overraskelser næsten hver gang vi var i vandet, enten mørke
skygger af Mantarays der gled gennem vandet, eller sandfarvede mindre rokker, der lå og gemte sig
helt inde under land i sandet, når vi så intetanende kom ud i vandet, forsvandt de som en raket. Der
er god grund til at have badesko på nu, der kan være giftige Stonefish, Coralshell, rokker. Hajer skal
man også værre lidt opmærksom på, men så længe vi ikke har set nogen, virker det lidt uvirkeligt.
Vi nød virkelig dagen, selvom det stadig var uændret varmt, stadig var vi helt alene. Det var dog
lidt spændende hvordan vi skulle komme derfra, da vi holdt helt ned ved vandkanten i det dybe
bløde sand, men også det klarede Ibrahim.
Vi fik prøvet de lave gear af og sammen med de trykreducerede dæk, under 20 psi, gik det meget
bedre end forventet at køre i det løse sand. Det er det her Landcruiseren er bygget til.
Efter 2 nætter under primitive forhold, satte vi kursen mod Monkey Mia. Her er hoved attraktionen
delfiner. Campingpladsen har alle bekvemmeligheder, endda swimmingpool, selvom der er det
dejligste vand, helt tæt på.
Delfinerne lever frit i farvandet, men da de gennem 3 generationer er blevet fodret med fisk,
kommer de flere gange hver dag ind til stranden. For 30 år siden kunne man købe spande med fisk,
fordre dem uden kontrol, røre ved dem osv. Til sidst gad de ikke selv fange fisk, blev aggressive,
mange blev bidt, de nyfødte kalve overlevede ikke, da de ikke kunne klare sig overfor hajer og hvad
der ellers kunne slå dem ihjel. Derfor er politikken nu at de får 3-4 fisk når de kommer ind, hvilket
de gør ca. 3 gange om dagen, de må ikke røres, og et bestemt område må der ikke svømmes. Nu
overlever de fleste kalve. Selvom det var et kommercielt show af en slags, var det alligevel lidt
interessant at stå ved vandkanten ganske få meter fra dyrene. Men det bedste er nu når man selv
spotter dem og får lov at komme tæt på, som for et par dage siden på Peron.
33

En cyklon hærger nogle hundrede km. nordpå, det mærker vi snerten af disse dage, det blæser
meget og sandet fyger om ørerne på os. I dag skal vi have tjekket vejrudsigten af, da vores plan er at
vi skal videre nordpå i morgen. Næste mål er Ningaloo Reef.
PS Dog er vi lige nu strandet i Monkey Mia på grund af flere cykloner længere nordpå. De er
temmelig kraftige og vi mærker tydeligt at vi befinder os i udkanten af en cyklon. Det blæser
kraftigt og luften er fuld af sand.
Vi har taget et par nætter mere her på campingpladsen, så stormen kan løje af.
Ud over stormen er oversvømmelser en følge af cyklon.
Vi tager ikke nordpå før det er sikkert.
The Pinnacles
34

Karl med dagens fangst.
Nature`s Window.
35

Emu.
Den direkte vej fra Coral Bay og nordpå.
36

Coral Bay-Exmouth ( Ningaloo Reef )
10. – 21. marts.
Undskyld, undskyld til de mennesker der har skrevet kommentarer og hilsener til os i
rejsedagbogen, vi viste ikke det var muligt og har derfor ikke kikket efter, før vi blev gjort
opmærksom på det ved for nogle dage siden. Nu er de læst, og vil skal nok læse dem fremover, hvis
det er mere personlige mails der sendes er det en god ide at sende dem til vores mail adresse.
karinvinther@yahoo.dk
karlvinther@hotmail.dk
Efter gode dage ved Shark Bay hedder det nu Ningaloo Reef . Det skulle være vest Australiens svar
på Great Barrier Reef på østkysten. Ja, der er dømt badeferie pt. Ikke så dårligt når temperaturen
ligger omkring de 32-37 grader, solen skinner, og vandet er omkring de 28. Vi har ikke problemer
med at tåle solen nu, selvom UV indexet er højt her, der bliver advaret meget om cancer risikoen.
Men før det blev rigtig godt, skulle vi lige føle en snert af cyklonen George og dens efterfølger
Jacob. Vi var heldigvis endnu så langt sydpå at det kun blev til et kraftigt blæsevejr. Cyklonen
ramte syd for Port Hedland der ligger ca. 800 km. herfra. Det var den værste cyklon i 30 år, en
kategori 4 med vindhastigheder på 275 km. i timen ( stormen i 1999 i DK var vist på 125 km. i
timen ). Godt nok er man vant til dette i området, men cyklonen forurettede stor materiel skade,
dræbte 2 og skadede ca. 30. Efterfølgende er der så problemer med oversvømmelse der følger i
kølvandet på kraftig regn, høje bølger og øget vandstand i havet. Så nogle veje er lukkede i det
nordlige område.
Da det er området hvor vi agter os hen, for at komme til Darwin, er vi nu nødt til at forholde os til
hvordan man agerer i tilfælde af en cyklon. Årstiden for dette ophører omkring april. Så vi har læst
brochurer, ved hvor man finder informationerne på radioen og Internettet. Selvfølgelig gør vi alt
hvad vi kan for at undgå det, men man kan jo være uheldig.
Jo vi lærer sandelig noget om naturfænomener på denne tur.
Så efter en overligger dag i Monkey Mia, følte vi det sikkert nok at køre videre nordpå. Efter en
enkelt overnatning i Carnavon, bare for ikke at skulle køre alt for langt på en dag ( ca. 400 km, mere
skal vi helst ikke køre på en dag, for at det ikke skal blive for trættende ), kom vi til Coral Bay, der
er det sydligste punkt af det 225 km lange Ningaloo Reef. Her hyggede vi os et par dage med at
bade og snorkle. Den 14. kørte vi videre nordpå af den yderste kystvej, som kun er farbar for 4 WD.
Først forhørte vi os på et turistbureau om det var muligt ( vi har nemlig lært altid at tjekke ud med
de lokale myndigheder før man begiver sig ud på sådanne veje ), her var beskeden at det ikke var
muligt da man skulle passere en flod, hvor der var for meget vand på denne årstid. Men da hun ikke
virkede helt pålidelig, tjekkede vi af på kontoret hos CALM ( statslig organisation ), hun ringede
lige lidt rundt, beskeden var at der ikke skulle være problemer, især ikke ved lavvande. Dagen før
havde vi også talt med nogle tyskere der havde gjort turen, de kunne kun fortælle om en 30 meter
bred sandklit man skulle over som spærrede vejen. Så der var gode og udfordrende grunde til at
køre denne tur frem for landevejen.
Det var en god ide, en oplevelse og en udfordring kørselsmæssigt.
130 km ad en for det meste ensporet sandvej, pludselig stoppede vejen brat, en 30 meter bred
sandklit spærrede vejen, på med det rigtige tilløb, vinkel og tungen lige i munden og det var klaret.
Her skal lige bemærkes at vi nu har fået købt et hånd spil (winch) så vi har mulighed for at blive
trukket fri ved egen eller andres hjælp hvis vi kører fast, den er tung, fylder meget, men selvfølgelig
nødvendig, som alt det andet udstyr vi har. Vi får vist snart tilnavnet ”Karl og Karin med udstyr”.
Det næste bliver vist nr. 2 reservehjul når vi kommer til Gibb River Road i Kimberleys, hvor der er
meget langt mellem lappeværkstederne og vejene er meget stenede og dækuvenlige.
Hvor søren vi får plads til det, giver mig onde drømme.
37

Næste udfordring på vejen var en udtørret saltsø, der viste sig ikke at være helt udtørret, i hvert fald
var den visse steder noget mudret, og da vi ved at udtørrede søbunde kan være temmelig lumske,
holdt vi vejret. Også det gik uden problemer.
Nu var vi måske blevet lidt overmodig af alt det held, for da vi kom til floden Yardie Creek,
stoppede vi ikke op, for lige at tjekke vanddybden og bundforholdene, men kørte lige ud i den.
Heldigvis gik det også godt, men næste gang må vi nok hellere lige tjekke en gang.
På denne tur så vi rigtig mange dyr, kænguruer, ørne, en stor leguan Vores plan var at finde en bush
camp, tæt ved vandet, og med gode snorkle muligheder, det første lykkedes, men det er lidt sværere
med snorklingen. Måske bliver vi nødt til at skulle på en bådtur for at komme ud til revet. Vores
mål her er at snorkle med skildpadder, som skulle være muligt, i tilgift kan man også se hajer. Vi
har maske og snorkel, men mangler helt klart svømmefinner. Der er en del strøm i vandet, så vi
bliver usikre hvis vi kommer mere end 100 meter fra kysten, koralerne ligger oftest 2-300 meter
ude.
Jeg har plejet min lille have igen, den bliver flottere og flottere (for de der ikke har læst tidligere er
det Karl der bliver klippet), jeg har fået forbud mod at grine eller sige ups, det gør ham frygteligt
nervøs. Denne gang var han yderst tilfreds.
Efter 3 dage ude i bush camp var det tid til proviantering. Så af sted de 50 km indtil Exmouth,
nærmeste by. Overnattede en enkelt nat der, for at få vasket tøj, vasket mudder af bilen, få tanket
bilen med vand og mad. Og ikke mindst få et tiltrængt bad, håret bliver noget stift efter 3 dages
badning i stærkt saltvand.
Den 18. var vi klar til at køre tilbage til nationalparken og bush camping igen. Denne gang udstyret
med finner, nu skulle det være. Især 2 steder er gode Tourquise Bay og Lakeside, hvis nogen skulle
komme forbi, her er koraler ca. hundrede meter fra kysten, men der er en meget stærk strøm, fordi
revet ligger længere ude, med en åbning hvor alt det vand der bliver skyllet over revet skal tilbage
igen igennem en lille åbning.
Ved første snorkeltur skete det vidunderlige, ca. 250 meter fra kysten gled en stor Green Turtle
stille af sted, få meter under os, vi kunne følge efter den et lille stykke, det var helt fantastisk. Vi var
begge helt euforiske bagefter. På denne tur så vi rigtig mange andre farvestrålende koralfisk i alle
størrelser, korallerne var levende men ikke så farvestrålende. Vi bor ved Lakeside og har slået lejr
for de næste 3 dage. Det klarer vi ret hurtig, op med presenning på 4 stolper for at give skygge,
bakker bilen hen til, op med tørresnoren, ud med de 2 stole og et bord, så er det klaret. Hurtigt at
pille ned igen.
Her den 21/3 er vi tilbage i Exmouth, nåede at opleve skildpadde i vandet en gang mere, denne gang
endnu bedre, hvor vi svømmede længe med den, kunne røre den hvis vi havde villet. Tror det var en
Green Turtle. Fiskene var virkelig fantastiske her, alle størrelser, alle farver, så Sting Ray flere
gange, holdt os lidt på afstand af den største, der havde stinghale på ikke under 1½. Den er ikke
ufarlig, se bare hvordan det gik Steve Irwing.
I morgen går det videre mod Tom Price og senere Marble Bar, hvis ellers vejene er genåbnet efter
cyklonen. De større veje er, så når vi når frem, tjekker vi forholdene på de små. Nu trænger vi også
til at opleve noget andet end ren badeferie.
38

Tom Price – Karijini Nationalpark – Marble Bar – Broome.
22. – 28. marts.
Fra Exmouth til Tom Price er der ca. 650 km, så den tur blev delt op i 2 dage, med en overnatning
på et roadhouse i Nanuburra.
Et roadhouse ligger typisk i områder hvor der er flere hundrede km mellem byerne, består af en
servicestation med mulighed for at få diesel eller benzin, oftest til overpriser da der ikke er
konkurrence, her kostede diesel 1,69 mod normalt 1,35. Heldigvis har vi 2 x 90 liters tanke, så det
er sjældent vi behøver tanke sådanne steder.
Så er der mulighed for overnatning, enten ved at man lejer sig ind på et værelse, eller en campsite
med mulighed for strøm. Her var værelserne i dertil indrettede skibscontainere, så vi valgte pladsen
til egen bil.
Der er typisk også mulighed for at spise og proviantere lidt, men igen til overpriser. Her kostede en
dåseøl over 6 dollars.
Omgivelserne her var meget kedelige, det var støvet, da græsset var dødt for længe siden, meget få
træer til at give skygge. Der var godt nok en flod i nærheden, men den var stort set udtørret.
Til gengæld var der varmt, da vi gik til ro var der 39 grader i bilen, selvom vinduerne var helt åbne,
gav det ingen brise. Karl fik igen en af sine gode ideer til at løse problemer, vi har for meget lang
tid siden købt en varmeblæser (da vi troede nætterne kunne være kolde), den satte han til at blæse
luft uden varmelegemet tændt, det gav da lidt luft. Da vi vågnede næste morgen, godt svedige, var
der stadig 30 grader i bilen. Så der var absolut igen grund til at blive et par dage der.
Videre til Tom Price, der ligger ca. 300 km inde i landet fra Port Headland.
Hvorfor så her?
Jo der ligger nationalparken Karijini som skulle være smuk med kløfter og vandfald.
Vi planlægger hvad der videre skal ske, hvilken rute vi vælger måske en uges tid i forvejen, men
planen kan ændres her og nu hvis en af os får gode ideer. Får inspirationen fra et utal af bøger og
pjecer vi efterhånden har skrabt sammen, og fra folk vi møder.
Tom Price, blev ramt af orkanen George for et par uger siden, det sås nu ikke meget, men parken er
først blevet genåbnet her for nylig.
Byen er også et besøg værd i sig selv.
Ved solnedgang havde vi sat os for at køre op på Mount Nameless der er 1182 meter højt, West
Australiens næsthøjeste bjerg og det højeste hvor det er muligt med 4 WD at køre til toppen. Troede
det var en lille køretur, vi kunne klare på et kvarters tid, se solen gå ned, og så tilbage igen inden det
blev helt mørkt.
Men vejene er ikke altid som man tror, her var helt klart sket store skader efter den meget nedbør
efter George, så dels måtte vi køre gennem et vandløb, vejen var meget ujævn med huller, meget
stejl, og ensporet. Turen tog dobbelt så lang tid som beregnet, så på toppen var solen gået ned, det
blev hurtigt mørkt, det ville ikke være rart at køre turen ned i mørke, adrenalin indholdet i blodet
var allerede for højt, så det var hurtigt ned igen. På vejen op mødte vi flere skilte, at det var på egen
risiko, at man skulle være nede inden det blev mørkt o.s.v. Lidt synd, for udsigten var formidabel
deroppe.
Her mellem den 24.-26. har vi så været ude i parken, boet på en bush camp, sammen med ganske få
andre.
Det er udenfor sæsonen nu, hvilket vi mærker tydeligt, der er god plads alle steder.
Her er rig mulighed for at vandre nogle ture, hvilket vi har gjort. Udfordrende stier i kløfter, med
vandfald, vandløb og pools. Sågar mulighed for at bade i køligt vand, der ser meget rent ud. Men da
Karl allerede første dag hvor han dyppede kasketten i vand, fik den fyldt med små tynde orm, skulle
vi ikke bade. At vandre på disse stier har været ren terapi for mig med slangefobi. Gået gennem højt
39

græs, ved vandløb, på klipper osv. Det er altså underligt at vi aldrig ser slanger, når man hører alle
historierne. Efter sådan en omgang skal der mere til at skræmme mig væk.
Klipperne vi har gået på har haft de flotteste farver vi nogen sinde har set, alle gule, røde nuancer,
blå, grå, sorte, helt lyse, blandet med hver sin farve i lag. Det har absolut været et besøg værd at
tage til denne park.
Den 26. er det planen vi kører videre mod Marple Bar, 350 km nord/øst på.
Inden jeg fortæller om vores tur til Marble bar, vil jeg lige fortælle om min oplevelse i aftes. Jeg
havde lige afsluttet denne beretning, fortalt om de manglende slanger o.s.v.
På bush camps er der oftest primitive tørklosetter, men altid pæne og rene og i aflukkede rum, godt
nok med åbninger ud til det fri. Det var også tilfældet på denne camp. Aftenen før havde jeg besøgt
toilettet efter mørkets frembrud og måtte gå med uforurettet sag da der var ca. 10-15 store
kakerlakker på gulvet, hvilket jeg ikke turde sætte mig iblandt. Så denne aften gik jeg derover lige
før solnedgang. Hvad ser jeg, en stor slange på tykkelse med mit håndled, det er ikke muligt at se
hverken hoved eller hale, da hovedet befinder sig på vej ned i et hul under toilettet og halen i
græsset, først fryser jeg i den position jeg befinder mig i, dernæst hopper jeg nogle meter hen ad
stien, udbryder ” oh my godness” (er åbenbart blevet mere engelsk tænkende end jeg tror), og
skynder mig tilbage til Karl og vores lejr med store øjne. Alt det jeg havde opnået på vores gåtur,
var fuldstændig ødelagt. Jeg skulle ikke på toilettet mere den aften, næste dag valgte jeg et andet.
Nå tilbage til turen til Marble Bar.
Her til morgen hørte vi i radioen at der igen er en cyklon på vej, vil ramme kysten om 40-48 timer
efter planen, er en kategori 3, vi befinder os nu i dette område, godt nok ca. 300 km. inde i landet.
Men det betød da, at vi overvejede en ekstra gang hvad vi skulle, men om vi kører eller bliver, vil
være det samme.. Derfor fortsatte vi som planlagt, de sidste 163 km til Marble Bar er grusvej, men
vejen er åben, dog noget ujævn vej. Det skulle vise sig at være rigtig, vi passerede ca. 15 vandløb,
hvor jeg måtte ud for at tjekke vanddybde og bundforhold, vi punkterede en gang (nu skal vi snarest
mulig have købt det ekstra nr. 2 dæk ), hele tiden hang der tunge sorte skyer i horisonten, i tilfælle
af regnvejr ville det blive endnu værre. Men vi klarede det, hvor vejen sluttede ved Marble Bar, var
den spærret med skilte, hvor der stod vejen nu var lukket for al færdsel.
Vi fandt det eneste sted hvor de reparerer dæk, desværre var manden taget 2 dage ud af byen (er
med i beredskabet for cyklonen), men hustruen mente nok at kende en der kunne reparere dækket,
så vi kan få den i morgen. Trillede dækket ind i værkstedet der også fungerede som butik, posthus
og infocenter. Så skulle vi finde et sted at bo, campingpladsen var lukket pga. cyklon varsel, de vil
ikke tage ansvar for gæsterne, et motel var for luset, hotellet var ok, så her bor vi til i morgen. Godt
nok koster det 100 § for en nat, men for os der ikke har været i bad i 3 dage, er det vild luksus. I
aften skal vi på den lokale bar, hygge os og spise, håber der kommer nogle lokale at snakke med, de
er indtil videre meget flinke.
Det er det spændende ved sådan en tur, man ved aldrig hvad morgen dagen bringer.
Da jeg skrev ovenstående viste jeg ikke hvad der skulle ske næste dag, det skulle vise sig at blive en
dag hvor adrenalinen pumpede i årerne.
Inden da vil jeg lige fortælle at besøget i baren ikke blev hvad vi havde ventet, vi var de eneste
besøgende. Spurgte om der sommetider var travlt, barpigen rystede på hovedet, ”aldrig”. Kunne
fortælle at for 2 uger siden efter sidste cyklon, var begge veje til byen lukket i 9 dage. Så med udsigt
til at skulle tilbringe adskillige dage i byen, ville vi gøre lidt af hvert for at slippe væk i tide.
Vi opdagede også den aften til vores overraskelse at man for 2 dage siden var gået på vintertid, så
klokken var en time mindre end vi troede. Det grinede vi lidt af, aftenen før var vi således gået i
seng kl. 20. D.v.s. der nu er 7 timers forskel til DK, og hvis I nu er gået på sommertid, er der kun 6
timers forskel. Godt at vide hvis nogen skulle ringe.
40

I går morges var vi klar allerede kl. 7, fik hentet dækket, tjekkede nyheder, cyklonen ville ramme
kysten indenfor 24-48 timer, ville ramme omkring Port Headland eller sydligere, ville blive fulgt af
meget regn og blæst i det område hvor vi var. Det havde allerede regnet hele natten. Tjekkede med
vejmyndighederne om vejen var åben. Vejen fra Marble Bar, 165 km op til Great Northern
Highway var åben, men kun for 4 WD, og vi skulle forvente en del vand visse steder på vejen,
specielt omkring floderne. Men hvis vi kørte nu skulle det være ok. Når først vi nåede highwayen
skulle det være ok. Vi satte os for mål at nå til det første roadhouse, 100 km nord/øst på highwayen.
De veje vi skulle køre på var heldigvis asfalterede.
Første del af turen tog ca. 2 timer, var ubehagelig, specielt da den største flod skulle krydses, her var
der rigtig meget vand og det strømmede meget hurtigt hen tværs over kørebanen, i et bredt område,
jeg havde både ondt i maven, kvalme, og valgte at lukke øjnene, var skrækslagen for at vi skulle
blive skyllet af vejen. Vi klarede det og troede resten ville være ok. Great Northeren Highway er
trods alt hovedfærdselsåren fra Perth til Darwin. Men det blev bare værre og værre. Det regnede
virkelig meget (hørte senere der kom 253 mm regn i området på få timer), blæste kraftigt, så
sigtbarheden var dårlig. Gang på gang kom vi til skilte der advarede om Flodways, hvilket sandelig
også var tilfældet, nogle steder var vi virkelig i tvivl om det var muligt at køre gennem
vandmasserne. Et sted var der så meget vand, at vi kørte i konvoj lige efter en lastbil, der ligesom
pløjede vandet væk, så der var mindre vand til den efterfølgende bil. Samtidig kunne vi høre i
nyhederne at cyklonen nu var en kategori 3 og ville ramme nordligere end først antaget, lige hvor vi
befandt os. Så nu handlede det pludselig om at komme helt til Broome i stedet for, hvilket var
yderligere 450 km. Heldigvis har vi snorkel på bilen, ellers var den druknet for længst, det var dog
tæt på, da vandet stod i kaskader helt op på frontruden.
I alt kørte vi 700 km den dag, hvilket tog os 11 timer. De første 450 km var det mest rædselsfulde
kørsel jeg nogensinde har oplevet, de sidste km gik bedre, da regnen ikke havde været så kraftig her
og der ikke stod vand på kørebanen. 40 km før Broome hvor vi kom til et t-kryds, var der skilte der
fortalte at vejen nu var lukket.
Desværre var kl. nu blevet så mange så portene til campingpladserne var lukket, så vi måtte
overnatte på en p-plads, vi kunne ellers godt have trængt til et bad. Bilen lignede noget der var løgn
indeni, når man blander vand og rødt grus, får man en god cocktail.
Heldigvis havde vi kolde øl og rødvin nok.
Er nu i dag rykket ind på campingpladsen, bruger dagen på rengøring, udtørring af bilen, tøjvask
etc. Vi er rigtig glade for at være kommet til Broome, her er rart, en rigtig by med 15.000
mennesker, nu skal vi ikke videre før vi er helt sikre på vejr og vej, da det er Gibb River Road der
venter næst.
Karl skriver:
Først lidt om jernminen i Tom Price.
Minen er den største jernmine i verden med det største indhold af jern i malmen. Op til 50 procent
jernindhold.
Minen er enorm og da den ikke er ret gammel er den meget moderne med bla. Underjordisk
togtunnel, hvor malmen hældes direkte i de 230 jernbanevogne, der afgår 6 gange i døgnet mod
havnen i Dampier på nordkysten. Værdien af hvert tog er ca. 10 millioner kroner og anslået
produktion om året er ca. 60 milliarder kroner. Selvom minen ejes af et engelsk selskab giver den
alligevel et rigtigt godt afkast til WA og til dem der arbejder i minen. Arbejderne i blå skjorter
tjener et sted mellem 300 og 500 tusinde kroner om året.
Da vi besøgte minen viste de os bla. pitten, hvor man kunne se en meget stor åre i sydvæggen.
Det er en af verdens største jernårer, men den ligger altså under 250 millioner tons jord og klippe,
der skal fjernes først. Det skal med tiden fylde en anden del af pitten, når den er tømt.
41

I forvejen køber kineserne 51 procent af jernmalmen fra Australien, men de har også allerede købt
førnævnte jernåre. Japanerne køber 35 procent og resten går til USA og andre.
Det er lidt uhyggeligt at kineserne sådan sætter sig på verdens råvarer.
I øvrigt foregår forarbejdningen af jernet i Kina og andre steder og så må Aussierne købe det tilbage
i dyre domme.
Mineselskabet ejer verdens største private jernbane med ca. 1800 km bane til transport af forskellig
malm.
Vi får prøvet vores bil og mine køreevner grundigt af i disse dage.
Bjergkørsel på stenede udvaskede veje, kørsel i dybt blødt sand og så det helt nye, kørsel i højt vand
i storm og alvorlig regn.
Jeg har været usikker på, hvor højt vand vi kunne køre igennem inden vi fik problemer.
Jeg har måske syntes at det var lidt poppet med luftindtagssnorklen i ca. 2 meters højde, da vandet
jo nok ikke kunne stå så højt.
Jeg ved bedre nu. Nogle af de creeks og floder vi passerede på vores vej fra Auski til Marble Bar og
videre via Great Northern Highway til Broome stod med højt vand, der skyllede over vejen.
Det var næsten lidt for spændende.
Vandet var omkring ½ meter dybt og det var svært at holde sig fast til fods i vandet. Bilen træder
hårdt med sin vægt på 2,8 ton, men betonen som floodways er lavet af er glat og hvis du ikke holder
fart på bilen bliver du skyllet af vejen ned i floden. Når du så holder farten i ½ meter vand skubbes
vand foran bilen med sådan en kraft at det skyller op på hele forruden. Du skal finde den præcise
hastighed og så håbe på at bilen ikke får vand ind i indsugningen og går i stå.
I det nordlige Australien laver de ikke broer ved vandløbene, da de så hvert år efter cyklonerne skal
bygge dem op igen. Vandkræfterne er for stærke.
I stedet laver man disse floodways med betonplader, nogle gange over strækninger på over ½ km.
I vejsiden er der indikatorer, der viser hvor dybt vandet er og i vejsiden er der km-sten.
Da vi passerede den værste, lidt vest for roadhouse Pardoo, var kun reflekserne øverst på vejstenene
synlige, floodwayen var meget lang, det stod ned i spande og strømmen var slem.
Det var nervepirrende og da bilen hostede lidt, grundet vand, der sprøjtede ind i snorklen, må jeg
indrømme at jeg holdt vejret og frygtede det ville gå galt.
Nå, men vi nåede jo altså lige at få r…. med os væk fra cyklonen og er nu i Broome.
Bilen bliver gået efter og i bunden af det store luftfilter stod der blankt vand og under bunden var en
gren på ½ meter kilet fast mellem tre olierør og knækket, dog uden at lave skade. Bunden ved
førersædet er jeg ved at dræne for vand under måtten gennem aftagelige drænpropper.
Nu trækker vi lige vejret i nogle dage her i Broom.
Vi mødte på vejen et ungt par fra Svejts. En overgang kørte vi konvojkørsel for at kunne hjælpe
hinanden.
Han fylder 30 i dag, så vi skal til champagnefest i aften.
42

Delfiner ved Heralds Bright.
Karijini National Park.
43

Vejen til Marble Bar.
Enorme vandmængder i forbindelse med cyklonen.
44

Grøn Papegøje
Lizard
45

Broome – Cape Leveque
29.marts – 7. april
Vi har nu ufrivilligt opholdt os i Broome i en uge, og ved endnu ikke hvornår vi kan komme herfra.
Vejen nord/øst på er lukket pga. oversvømmelser efter kraftig regnvejr. Vi taler altså om
hovedvejen til Darwin, ikke en lille grusvej.
Vores plan om at køre Gibb River Road, 700 km grusvej, fra Derby til Wyndham, har vi opgivet, da
denne vej tidligst åbner om ca. 14 dage. Ærgerligt da vi ellers havde set meget frem til denne tur,
men så er der jo noget at komme tilbage efter en anden gang. Vi har af den grund fået købt nr. 2
reservehjul til 80$. Vi har ikke nogen steder på bilen, hvor vi kan placere den, under bilen har vi
vandtanken, bagpå døren sidder i forvejen det ene reservehjul, vi tør ikke hænge et mere på, foran
på bullbaren vil hjulet komme til at dække for lygterne og nummerpladen, så indtil videre har vi
dækket i ”dagligstuen”. Man kan vænne sig til meget når det er nødvendigt.
Broome er nu ikke det værste sted at opholde sig, byen er rimelig stor med 15.000 indbyggere og
alle faciliteter, ligger ved det indiske ocean, campingpladsen vi bor på ligger ved vandet, så vi har
udsigt til de flotteste sol (op) og nedgange. Mange af seværdighederne i området er lukkede pga.
vejforholdene, men vi har da været på besøg på en krokodille farm, hvor vi så krokodillerne blive
fodret og hørte noget om deres levevis, vi bevæger os jo op i krokodilleland nu. Det er i hvert fald
slut med at jeg skal ud for at tjekke vanddybde. Ellers slapper vi bare af, går og nusser med småting,
utrolig hvor hurtig en dag egentlig går, jeg forstår slet ikke hvordan vi nåede hvad vi gjorde i DK.
Vi er virkelig kommet ned i gear.
Klimaet har forandret sig nu, vi er i troperne, mere fugtigt, temperaturen ændrer sig ikke meget
ligger omkring 25-35 grader dag og nat. Der er nu mange flere grønne træer og buske og mere kryb
og flyvende insekter, specielt myg, vi har mange mygstik. Vi ser hele tiden firben, fra små 5 cm til
20 cm. Specielt de små kan man være sikker på at møde på toilettet, nogen gange også frøer,
heldigvis er de harmløse. Men jeg er kommet ind i vanen med lynhurtig at skanne rummet når jeg
går ind, først gulvet, så bag toilettet, til sidst loftet. Jeg vil ikke overraskes af en slange. Jeg vil
sikkert fortsætte med dette et stykke tid efter jeg er hjemme, selvom det ville være ret usandsynlig
at finde en hugorm på badeværelset.
Hvis jeg skal gøre lidt status over de første 3 måneder, der snart er gået, er det første jeg tænker på
hvor kæmpe en oplevelse det har været ind til nu.
Fra Melbourne og hertil har vi kørt ca. 10.000 km, primært langs kysten. Selvom den største fare
hernede er uheld på landevejen, er vi blevet forskånet for dette. Bilen har levet op til vores
forventninger, bund solid, gode køreegenskaber i al slags vej og vejr, komforten er mindre, men det
er til at leve med. Det har kostet os ca. 1 kr. pr /km med diesel og reparationer. Dele af turen har
været så øde, over meget lange strækninger, så man skulle tro det var umuligt. Selvom landskabet
nogle steder har været meget ensformigt, har det ikke været kedeligt at køre, naturen har været
anderledes end vi kender det. Pludselig drejer vejen måske, der er en ko eller et får på vejen, der
ligger sandsynligvis en død kænguru i vejsiden, jo der sker hele tiden noget.
Vi har de sidste 2 måneder i gennemsnit brugt 550 kr. om dagen til alle udgifter. Det lyder måske af
meget umiddelbart, men da priserne her er stort set de samme som i DK, kun med diesel der er
billigere, tror jeg ikke det er det. Det koster omkring 110 kr. at bo på campingplads pr/nat med
strøm. Hvis vi bor i bush camps koster det 60 kr. Man kan godt nogen steder overnatte på et
tilfældigt sted uden faciliteter, hvor det er gratis.
Med hensyn til mad, tilbereder vi stort set alle måltider selv, det er hyggeligt og billiger en at spise
ude, vi lever sundere end i DK, med mere regelmæssige måltider. Hvilket har resulteret i at Karl har
tabt sig 4-5 kg, så jeg nu må i gang med at opfede ham lidt igen, for at han ikke skal blive for tynd.
Selv har jeg tabt 2-3 kg. Jeg tror noget af forklaringen er varmen, appetitten falder med varmen, og
46

når man lige har lyst til et eller andet, er det ikke tilgængelig som derhjemme, hvor der er mange
skabe det kan gemme sig i.
Det er det mest utrolige man kan tilberede med 2 gasblus, en gryde og en pande.
Vi har også fået den gode vane at vi holder Happy Hour hver dag ved 17 tiden, får et glas vin,
vender dagens oplevelser.
Faktisk får vi snakket meget mere sammen end vi gjorde derhjemme med alle pligterne, her er ikke
tv eller avis til at forstyrre, vi er sammen 24 timer i døgnet.
Vi havde hørt før vi tog herned at australierne var flinke og imødekommende mennesker. De har
helt levet op til deres ry. Meget ligetil, interesserede i andre der kommer udefra, hjælpsomme så
man tror det umuligt, deler gerne hvad de har med andre, åbner deres hjem. Efterhånden forstår vi
de fleste, men der er en del ord vi ikke kender fra det engelske. Noget man også bemærker, er at alle
hilser, uanset alder, selv unge mennesker, og der er mange måder at udtrykke sin hilsen på, lige fra
et enkelt ”oink”, g`day mate til how are you. De vil hellere end gerne man stopper op og får en
sludder. På campingpladserne er det ofte at nogen stikker hovedet ind for lige at tale lidt, bliver ikke
så længe man bliver træt af dem, forstår at gå igen. Så man føler ikke ens integritet bliver overtrådt.
Af andre turister møder vi flest tyskere. Dem vi har størst fornøjelse af og føler vi svinger bedst
med er nok turister fra Schweiz.
Faktisk mødte vi et par på turistkontoret her den 2/4, de gik ligesom os og ventede på bedre
vejforhold til Gibb River Road. Da vejen til halvøen Cape Leveque, nord for Broome nu igen var
åben, besluttede vi os til at køre sammen de 200 km. derop, da det ikke var asfalteret vej hele vejen,
og vi måske fik brug for at kunne hjælpe hinanden hvis der skete noget, 2 andre par slog også følge
de var fra Tyskland og Schweiz. Det tog os 4½ time at køre derop, vejen var meget dårlig, men
farbar, skulle gennem nogle store vandhuller og løst dybt sand.
Den hårde kørsel forårsagede ikke uventet en punktering på det sædvanlige hjul, højre baghjul.
Heldigvis en ”sivepunktering” så vi nåede frem inden vi var nødt til at skifte hjulet. Nu var vi glade
for at vi har købt nummer 2 reservehjul så vi stadig havde et reservehjul til hjemturen.
Målet var at køre helt op på spidsen af halvøen til en campingplads, der faktisk først åbnede til
påske, hvorfor dele stadig var lukket ned, der var stort set heller ikke andre end os. Vi hyggede os
med flotte solnedgange, bål, fiskeri og badning. Og fik ca. 100 myggestik eller bid fra sandfluer. Så
nu er der dømt krig, indkøbt diverse kemikalier med 80% DEET. Eukalyptus olie er godt til lindring
og til at tage kløen. Vi gik en tur på stranden, da vi gik forbi en lille busk på stranden, må vi have
rørt den, for 100 vis af sandfluer fløj op og forfulgte os, så vi måtte flygte ud i vandet for at slippe
for dem. Vandet var dejligt, klart, varmt og her var ingen risiko for Stingers, ifølge camping mutter.
På vejen ned til Broome blev vi passeret af en politipatrulje i deres Toyota Landcruiser. De havde
været oppe på en understation i en aboriginerlandsby.
De ville gerne snakke og da de hørte at Karl er dansk kollega, lød opfordringen med det samme om
at søge om ansættelse i WA`s politi. De mangler hårdt folk og hvis man ikke er fyldt 55 kan man få
job.
Tilbage i Broome igen den 5/4, bliver her til den 7/4, trængte til en dag med ingenting. Hovedvejene
er nu åbne, så i morgen går det videre mod Fitzroy Crossing, øst på, ca. 400 km, hvis vi er heldige
er nogle af bivejene måske åbne igen.
Fitzroy Crossing – Kununurra.
7. – 14. april
Den 7. April forlod vi endelig Broome, efter at have opholdt os der, mere eller mindre i næsten 14
dage. Kursen blev sat mod Fitzroy Crossing små 400 km væk.
47

Dagen før havde vi taget afsked med vores venner fra Schweiz, de har lidt mere travlt med at
komme til Darwin, aftalte de ville ringe til os hvis det var muligt at køre ind i området omkring
Gibb River. Beskeden var at det var muligt, de var nu ved Tunnel Creek, var kørt ind ad Fairfield
Leopolds Downs Road.
Så efter at have kørt 350 km ad Great Northern Higway, kørte vi ind mod Tunnel Creek. Ca 70 km
på grusvej. I starten var vejen meget rimelig, noget af det bedste grusvej vi har kørt på, så jeg havde
allerede indstillet mig på en ganske almindelig køretur, men det skulle snart blive anderledes. Store
vandhuller, hvor Karl måtte ud og gå igennem nogle af dem for at sikre sig de ikke var for dybe
eller for mudrede, så tager det altså lang tid at køre 70 km. Efterhånden var der heller ikke så lang
tid til det blev mørkt, der sker nemlig omkring kl. 18 – 18.30 nu.
Ved Tunnel Creek mødte vi de 2 andre par vi havde været på Cape Leveque sammen med, det er
faktisk ofte de samme mennesker vi møder rundt omkring, da vi kører nogenlunde den samme rute.
Vi besluttede os for at fortsætte yderligere 30 km til Windjana Gorge for at være lidt os selv. På
denne rute var den virkelige udfordring, broen over en Creek var skyllet fuldstændig væk, i stedet
havde nogen lavet en detour, hvor man kørte lidt væk og ned gennem Creeken, stejlt ned og op, så
vi lige skulle synke en ekstra gang og overveje om bilen kunne klare det, men selvfølgelig kunne
den det. Vel fremme ved Windjana Gorge, hvem havde så camperet der, det havde såmænd vores
venner fra Schweiz og 5 Australier vi ikke havde mødt før.
Det var lige i skumringen, de var på vej ud for at bade i floden tæt på, selvfølgelig skulle vi med,
efter en lang dag hvor du har svedt bravt, ville det være dejligt med en forfriskende badetur.
Der var kun det problem at der er ferskvands krokodiller i området. Det skal lige siges at de ikke er
farlige for mennesker, som saltvands krokodillerne er. De kan bide hvis de bliver forstyrret, men de
æder ikke mennesker. Til beroligelse synes de australier der var med at vide hvad de gjorde og
havde været i området før. Så vi fik en dejlig svømmetur, hvor vi hele tiden holdt godt øje med
hvad der foregik omkring os.
Søde mennesker med erfaring fra rejser i landet, der kunne give gode råd til den videre tur.
Næste dag kørte vi tilbage til Tunnel Creek sammen med Ben og Elinor, efter først at have forsøgt
at gå turen helt ind til Windjana Gorge. Det var ikke muligt, pga. for meget vand i floden, 2 gange
krydsede vi floden, hvor vi måtte gå i vand til halsen, før vi gav op.
Tunnel Creek har et forløb hvor den løber 750 meter ind gennem klipperne, det er muligt at gå
denne tur, gennem tunnelen. Hvis ikke det var fordi Ben og Elinor havde gjort det dagen før
sammen med australierne og godt ville gå med os, havde vi aldrig gjort det.
Turen forgik dels ved at man gik gennem vand i dybde op til navlen og gennem sandbanker, over
klipper, ca. 300 meter inde var der en åbning i tunnelen, så den kom lys ind, men ellers foregik det i
mørke med lommelygter. Der sås drypsten og flagermus. Der kunne også være ferskvands
krokodiller der, så dem måtte vi også lige holde øje med. Det var lidt grænseoverskridende for alle
at gå i mørket i vand og kikke efter krokodiller. Nysgerrigheden vinder ofte over frygten, heldigvis,
ellers fik vi ikke alle de gode oplevelser.
Det var en flot tur, smuk natur for enden af tunnelen, og vandet var ikke koldt.
Den 9/4 tog vi alene videre til Fitzroy Crossing for at overnatte en enkelt nat med mulighed for bad
og proviantering, vi er i et isoleret område af WA så tingene er noget dyrere her og udvalget
mindre.
Her stødte vi på en ny udfordring, små bitte myrer, vi først opdagede da der var rigtig mange i bilen,
i skabe og alle vegne. Selvom de er små kan de godt bide og befandt sig snart i alt hvad der var sødt
og ikke lukket. Så næste dag var det af sted til supermarkedet for at købe giftspray der kunne klare
myrer. Det virkede, klarer tilmed kakerlakker, sølvfisk og hvad ved jeg, så de ryger med i købet. Så
nu får bilhjulene en gang spray hvis vi camperer hvor der er myrer, det har en forebyggende effekt.
Den 10/4 tog vi videre til Halls Creek, her overnattede vi i Old Halls Creek. Dette var egentlig kun
48

for ikke at skulle køre alt for langt på en dag, da der ikke var noget særligt at blive i byen for,
tværtimod var der en underlig stemning i selve byen Halls Creek. Mange arbejdsløse aboriginals,
siddende i vejkanten. Vi havde også fået fortalt historier om at der var stor risiko for at blive
bestjålet hvis man forlod bilen, så derfor valgte vi at overnatte i Old Halls Creek, 15 km udenfor
byen. Byen blev flyttet i 1960`erne, der er nu kun ruiner af husene og de gamle vejskilte og så en
lille campingplads, der tilmed tillader sig at kalde sig en Lodge. Det lignede en nedlagt
maskinstation, mange guldgraver maskiner og gamle biler rundt omkring, på det delvise åbne
toilet/bruserum, var der hø på gulvet, og i en af toiletkummerne sad en stor frø. Ejeren var i gang
med at sælge stedet på andet år, fortalte han havde gjort meget ud af at få stedet til at se pænt ud.
Gad vide om salget nogensinde lykkes, der skal vist et par eventyrer til.
Vi er ved at være berygtede eller berømte tror jeg, i Halls Creek kom en tysker hen og bankede på
bilruden og spurgte om vi var de skøre danskere han havde hørt omtalt, da vi hørte hvor han havde
oplysningen fra, viste vi godt det var os han omtalte. Vi er let genkendelige med det store danske
flag foran og bagpå bilen.
Den 11/4 var det videre til nationalparken Purnululu også kaldet Bungle Bungle. Denne park er
åben fra 1/4 til 1/10 hvis ellers vejret tillader det. Vejen var åben, men kun for 4WD, der er 50 km
ind til parken, vejen var så dårlig at det tog os 3 timer at køre turen, bla. var der den hidtil største
udfordring gennem vand, skulle krydse en flod der var 100 meter bred og på det dybeste sted var
der vand op til midt på Karls lår, ved det fordi han vadede igennem adskillige gange inden vi havde
udset os ruten, udenom de største huller.
Belønningen var stor, parken var meget spektakulær, med helt specielle klippeformationer der
lignede op til 100 meter høje bikuber og nogle fantastiske vandreture i kløfter, Cathedral Gorge og
Ehidna Chasme. Boede på en bush camp 2 nætter. Hvem mødte vi den første eftermiddag,
selvfølgelig Ben og Evelyn, derudover kom der i løbet af dagen/aftenen stort set næsten alle vi har
lært at kende den sidste tid. Så vi var en stor gruppe til sidst. Jo vi kører den samme karavane rute.
2.nat i parken blev vi generet af en del røg, man er pt. i gang med kontrollerede bush afbrændinger,
selvfølgelig ikke lige ved campen, men røgen lå alligevel som et slør hen over campen hele natten.
På vejen ud til kløfterne kørte vi gennem afbrændte områder og så også ild flere steder, sågar helt
op til vejen hvor vi kørte, men der var rangers i området, så vi gik ud fra at de viste hvad de havde
med at gøre. Men det betød at vi valgte at køre videre den 13/4 til Kununurra, her bor vi nu et par
dage, og finder ud af hvad den næste udfordring skal være. Jeg vil også gerne være i nærheden af en
telefon i morgen hvor mine forældre har guldbryllup. Føler lidt jeg svigter på en så stor dag, ved at
befinde mig mange tusind km. væk.
El Questo Wilderness Park – Katherine, Northern Territory.
16. – 23. april.
Vi har hørt dette sted meget positivt omtalt for sin natur skønhed, og da Mary og Frederik også har
besøgt stedet, måtte vi jo se det.
Ca. 35 km ud af Gibb River Road fra den østlige ende, 20 km ned ad en sidevej. Denne del af vejen
er åben nu, men resten af Gibb River Road åbner først til juni, det koster en bøde på 1000$ pr. hjul,
hvis man bliver taget i at køre turen og udgifter til reparation af vejen.
Her driver et privat konsortium et område på 1 mill. acre, hvor der dels er luksus for alle pengene til
ca. 7000 kr. pr døgn, men også en almindelig bush camp, med enkelte faciliteter, til 30$ pr. døgn.
Vi valgte det sidste af gode grunde. Der var faktisk så skønt at vi valgte at bo der 4 nætter.
Der var næsten ingen gæster derude, da det er først på sæsonen, så der var frit valg. Derfor boede vi
lige ned til Pentacost River, hvor vi slog teltet op, der er en lidt stejl skrænt ned til floden, så vi
49

egnede ikke med at evt. krokodiller kunne finde op til os. Derimod bor vi åbenbart i en Monitor
Lizzards territorium, den er ca. 75 cm. lang og kom ind imellem og besøgte os. Det er rart når vi
kan sove i teltet, mere plads og mere luft, og efterhånden har jeg vænnet mig til at det pusler i
græsset om natten. Teltets lynlåse, der hvor vi ikke går ind og ud er forsvarligt lukkede med
kabelstrips.
For første gang i 3 måneder må vi have lejrbål, der er tilpas fugtigt til at det ikke er farligt. Det er
rigtig hyggeligt om aftenen, hvor det jo er bælgravende mørkt, at sidde ved bålet. Det kræver dog
lidt energi at få savet brænde, da vi kun har en lommeknivs sav til rådighed.
Campen er et godt udgangspunkt for vandreture, der er flere kløfter, vandfald og små pools hvor
man kan bade. Så vi klarede både El Questo Gorge, Amalie Gorge og Emma Gorge. Derudover er
der også en vandretur hvor man går en kort tur ind til varme kilder, Zeppedin Springs.
Efter 4 dage havde vi fået nok af kløfter og primitiv lejrplads og søgte tilbage til Kununurra for at
bo en enkelt nat og få provianteret.
Herefter gik det videre mod Northern Territory (N.T.), som er næste område. Selvom Australien er
et land er der forskel på de 7 stater.
Tiden skulle nu sættes 1½ time frem, så der nu igen er 7½ times forskel til DK. For os betyder det at
vi har mere tid om aftenen indtil det bliver mørkt, i hvert fald indtil vi når Darwin. Her er nat og dag
stort set lige lang. For os betyder dagslyset meget, da vi ikke har det bedste lys, vi har faktisk en af
de sidste dage købt en gaslampe, det er svært at lave mad og vaske op i stearinlysets skær. Hvis vi
bor på en campingplads med strøm, har vi selvfølgelig lys i bilen, men det er meget lettere når
tingene kan foregå udendørs. Jeg tror vi får svært ved igen at skulle leve indendørs, efter i mange
måneder at have vænnet os til at alt foregår udendørs og med en meget behagelig temperatur.
I N.T. er der nu gratis at besøge nationalparkerne, hvor det kostede 10 $ pr. dag i W.A., det er også
billigere at bush campe, nu 6,60 $ pr.nat, dvs. ½ pris.
Og så er der, hvis muligt, endnu mere øde her. Der bor 200.000 mennesker på et område 30 gange
så stort som DK. Heraf bor de ca. 100.000 i Darwin. 25% af befolkningen er Aboriginals.
Umiddelbart ser de ikke ud til at leve slet så sølle som i W.A.
W.A. virker som er meget rigt samfund, hvor alting boomer pga. mineindustri, overalt er der
jobopslag, vi kunne så let som ingenting få jobs her, hvis ellers vi kunne få en tilladelse. Karl blev
faktisk tilbudt job ved politiet, da vi var på Cap Leveque og tilfældigt snakkede med det lokale
politi i 5 min.
N.T. lever også af mineindustri, men i mindre grad, derimod betyder turismen meget.
Efter Kununurra kørte vi den 21/4 mod Keep River Nationalpark, var lige et smut omkring Lake
Argyle. Fandt en god Bush Camp i den del af nationalparken der ikke var lukket, desværre havde
nogle mennesker fra Kununurra fået den samme ide, og da det var lørdag skulle der festes, de var
temmelig højrøstede, det kulminerede ved at der blev skudt på et tidspunkt, hvilket gjorde Karl lidt
nervøs, med sit kendskab til skydevåben. Det er ikke ualmindeligt at man er i besiddelse af
skydevåben her.
På vejen ud til campen, var der ca. 10 km før, et skilt om at det var en god ide at samle brænde
inden man nåede derud, så det gjorde vi, placerede det på fronthjelmen, godt man kører rundt i en
bil, man ikke er så øm over, det var faktisk et festligt syn. Det betød at vi havde det herligste lejrbål,
hvor vi kunne tilberede vores aftensmad. Hakkebøf, med godt brankede kartofler.
Næste dag tog vi videre mod Katherine, ville egentlig havde gjort stop inden, men der var ikke
noget at se eller opleve, så det endte med at vi kørte alle 500 km. på en dag.
Katherine er den 3. største by i N.T., her bor ca. 11.000 mennesker. Der kommer rigtig mange
turister gennem her, så der er 7 campingpladser og 23 spisesteder, det siger vist noget om turist
strømmen, men lige nu er her stille, der starter så småt til maj og varer oktober ud, så kommer
regnen og lukker det meste ned. En god lille by, med alt hvad man behøver og så er der en flot natur
50

i området. Vi har badet i Hot Springs, besøgt Kathrine Gorge. I morgen går det videre mod Edith
Falls og derefter er det Kakadu Nationalpark.
Edith Falls – Kakadu National Park – Darwin – Litchfield National park – Mandorah –
Darwin.
24. april – 10. maj.
Efter ophold i Kathrine, kørte vi ca. 50 km nordpå til Edith Falls. Her boede vi 2 nætter på en bush
camp. Edith Falls er et flodforløb der bliver til en række små vandfald med pools af varierende
størrelse ind imellem. Ved campen var en af de større pools med det klareste, rene ferskvand, her
var det muligt at bade. Vi havde egentlig forestillet os at der efter vestkysten ville gå lang tid inden
det igen var muligt at bade, men vi bader stadig på livet løs, nu er det bare ferskvand og ikke
havvand. Vandet er køligere og man føler sig ren bagefter. Selvfølgelig skal vi altid sikre os at det
ikke er krokodille-farvand.
Vi fik også gået en god tur i området, desværre er nogle stier også her lukket pga. vi endnu er for
tæt på regntiden, nogle stier er for ødelagte til at gå på, indtil park rangers får dem reetableret. Man
kan godt få en fornemmelse af naturens kræfter, når man ser flodaflejringer af grene og løv mange
meter oppe i træerne.
Næste stop var Kakadu National Park, parken er på størrelse med Jylland, en af Australiens største,
med på World Heritage List af 2 grunde, dens natur skønhed og forekomsten af aboriginal rock art,
der skønnes at værre op til 20.000 år gamle. Store dele af parken er ejet at aboriginals, hvilket giver
dem visse fordele, bla. må de bevæge sig omkring, fiske og jage som de ønsker.
Igen er vi kommet lidt for tidligt på året, så kun de asfalterede veje er åbne, dvs. de måske
skønneste steder har vi ikke adgang til, desuden er her mange myg, virkelig en plage. Nogen kalder
Kakadu for Kakadon`t, fordi stedet er så let tilgængeligt at her kommer ½ mill. turister i perioden
maj-okt. Endnu er her dog ikke mange, så der er god plads på campen.
Vi blev i parken 3 dg/2 nætter og føler vi fik set det væsentlige. Bla. var vi på en rigtig god sejltur
på Yellow waters, tidligt om morgenen, lige før solopgang, i alt 2 timer. Her så vi rigtig mange
forskellige og farverige vadefugle, ørne, australsk stork Jabiru, og ikke mindst nogen
saltvandskrokodiller. Derudover kikkede vi på aboriginal rock art ved Ubiru og Nourlangi, hvor det
første sted var det flotteste.
Efter 3 dage med rigtigt mange myg, havde vi fået nok, og satte kursen mod Darwin, 300 km
nord/vest på.
Vi kan godt mærke vi er kommet op i troperne nu, luftfugtigheden er høj, enhver bevægelse udløser
svedperler, og temperaturen ligger omkring de 33 grader, falder ikke væsentlig om natten. Jeg må
sige vi foretrækker den høje temperatur med lav fugtighed, vi kunne ikke leve heroppe året rundt.
Darwin, hvor der bor 100.000 mennesker, har levet en omtumlet tilværelse, har været næsten slettet
af kortet flere gange. Under 2.verdenskrig og i forbindelse med kategori 5 cyklonen Tracy, juleaften
i 1974. Der kommer cykloner hvert år, men denne var særlig slem og man var ikke forberedt. Af
byens ca. 11.500 huse blev ca. 60 % ødelagt så meget, at de ikke kunne genopbygges. Vinden
skønnes at have været oppe på over 300 km/timen. I dag har man genopbygget byen med cyklon
sikre fundamenter og materialer. Vi besøgte byens museum, hvor man bla. kan stå i et mørkt rum,
og høre hvordan det lyder når en sådan cyklon rammer, uhyggeligt.
Darwin er let at finde rundt i, overskuelig og hyggelig, omgivet af vand. Det er nu tiden at få lavet
service på bilen, samtidig skal vi også have fundet et sted at opbevare den mens vi tager til Bali fra
den 14/5 – 1/6. Vi havde fået anbefalet et værksted, det viser sig de kan tage bilen mens vi var væk
51

og opbevare den for 2 $ pr. døgn, billigere end opbevaring i lufthavnen. Tog en tur i lufthavnen, fik
rekonfirmeret vores billetter til Bali, så nu kan vi roligt tage nogle dage udenfor byen igen.
Så først fik lidt af byen, en biograf tur blev det også til, i en friluftsbiograf, så filmen Perfume. Da vi
for nylig begge har læst bogen, havde vi lyst til at se hvad man kunne få ud af det på film. Bogen er
super god hvis nogen skulle have lyst til at læse den. Filmen formåede meget godt at få beskrevet
det specielle omkring gode og dårlige lugte, og hovedpersonens fantastiske evne til at dufte og hans
fuldstændig vanvittige besættelse af at fremstille den helt optimale duft af 12 jomfruer. Det lyder
skørt, men god var den.
Efter nogle dage i Darwin var vi parat til igen at komme ud i naturen. Ca. 100 km. syd for Darwin
ligger en lille national park Litchfield, der viste sig at være bedre end Kakadu.
Her var igen vandfald, uberørt natur, små vandhuller hvor der kunne bades, floder og en rigtig lille
god bush camp. Den fandt vi ved Florence Falls, ca. 1 km off road ad en 4 WD vej.
Her var mulighed for at have bål, samlede brænde på vejen dertil, en lille sti førte ned til en biflod
med det klareste dejlige vand, hvor vi både kunne vaske os og hente drikkevandsforsyninger.
Drikkevandet kom dog lige en tur gennem vores vandrensningsfilter for en sikkerheds skyld. Det
fungerer fint at have rensningsanlægget med, vi behøver aldrig at være nervøse for at løbe tør for
drikkevand, hvis der ellers er vand tilgængelig. Ca. 15 min derfra ad en lille sti var der en større
pool hvor vi kunne svømme.
Her blev vi 3 dage. Så dyr vi ikke havde set før, Water Python på ca. 2 meter, Bandicot ( ligner en
spidsmus, men større ca. 25 cm. lang ) og en Cane Toad ( rørtudse der kan blive op til 15 cm. lang).
Cane Toad blev indført til Queensland for mange år siden, for at bekæmpe et specielt insekt i
sukkerrørs plantagerne. Problemet var bare at insekterne var aktive om dagen, det var tudsen ikke,
og da tudsen lægger rigtig mange æg, kom der mange nye individer. Tudsen har tilmed nogle
giftkirtler, hvor giften er så stærk, at den ikke har naturlige fjender, de dør hvis de forsøger. Nu
spreder tudsen sig efterhånden godt og grundig over landet og man aner ikke hvad man skal gøre
ved dem. Et godt eksempel på hvor galt det kan gå når man indfører en ny dyreart hvor den ikke
hører hjemme.
I Litchfield var vi rimelig forskånet for myg. Vi trængte også til en pause efter at værre plaget af
mange kløende stik fra sandfluer fra campingpladsen i Darwin. Vi er enige om, at kunne vi ønske
en dyreart væk fra denne jord, skulle det være insekter, specielt myg og sandfluer.
Efter parken kørte vi til en lille by Mandorah, der ligger stik vest for Darwin, man kan sejle dertil, 6
km over bugten, eller køre 100 km. rundt langs bugten som vi gjorde. Nød dagen ved stranden
derovre, kunne ikke bade, pga. der stadig kan være Box Jellyfish ( dødelige små eller store gopler) i
vandet. Hotellet derovre havde en lille campingplads, men den var endnu ikke åbent for sæsonen,
men hotelejeren lod os parkere og overnatte i forhaven, lige ud til vandlinjen med udsigt over til
Darwin, det var da pænt af ham, ellers havde vi overvejet at slå os ned ved stranden, men vi er lidt
usikre på om det er sikkert nok m.h.t. evt. overfald på meget øde steder.
Den 8/5 var vi så tilbage i Darwin, bor nu i Howard Springs, 30 km udenfor Darwin, på en god
campingplads med lækker swimmingpool. Besøgte Howard Spring Nature Park, hvor vi var heldige
at se 2 Fill Snakes ( harmløse slanger der lever ved og i vandhuller, spiser fisk ), i vandhullet var
desuden meget store fisk og langhalsede skildpadder.
De næste dage indtil den 14/5 hvor vi flyver til Bali kommer til at gå med afslapning og ture indtil
Darwin.
Der er rigtig god internet forbindelse her på pladsen, trådløst så vi kan bruge vores egen computer,
vi er efter lang tid uden egentlig interesse for nyheder, igen begyndt at interessere os for hvad der
foregår her og i udlandet. Så vi surfer på livet løs. At have egen bærbar computer med på turen er
for øvrigt en rigtig god ide.
Næste rejsebrev bliver fra Bali.
52

Vejen til Cape Laveque
Bungle Bungle
53

Aftenhygge i Keep River National Park
Saltvands Krokodille i Kakadu National Park
54

Naturens eget badekar – Litchfield National Park
Aboriginal Rock Art
55

Bali/Lombok, Indonesien
14. maj – 1. juni
1. afsnit
Et glædeligt gensyn med Bali.
Vi besøgte Bali for præcis 5 år siden, ½ år før de famøse bomber dræbte ca. 200 mennesker.
Efterfølgende har der været 3 selvmordsbomber i 2005, som dræbte ca. 20. Jeg skriver ca., da man
ikke præcist ved, hvor mange der omkom. En del sårede lokale, som senere døde optræder ikke
nødvendigvis i drabstallet. Disse bomber fik fatale konsekvenser for Balis turist industri, mange
mennesker mistede fuldstændigt deres levebrød, da turisterne blev væk. Man er nu så småt i gang
igen, men ikke på samme omdrejninger som før. Da vi besluttede os for at tage hertil, tjekkede vi
med udenrigsministeriet og de fraråder stadig ferie på Bali. Men da vi fra vores første besøg viste
hvor venlige balineserne er, og at deres hovedreligion er hindu, lod vi os ikke afskrække. Samtidig
ligger øen meget bekvemt i forhold til nord Australien. Det tager 2½ time fra Darwin og hertil. Vi
har 1 års visa til Australien, men må kun være i landet ½ år ad gangen. Da vi har tænkt os at være i
Australien ca. 9 måneder i alt, var vi nødt til at rejse ud. Det er nu ikke en plage, men som en ferie i
ferien.
Efter 4½ måned i Australien, er det helt godt med lidt luftforandring. Vi trænger til en god seng,
andet end havregryn om morgenen og ikke selv at skulle lave mad. Selvfølgelig kunne vi også
vælge at bo på hotel i Australien osv., men det er lidt for dyrt til vores 1 års budget.
Priserne på Bali er næsten urimelige billige, urimelige på den måde at man næsten ikke forstår
hvordan de kan tjene penge på salget. Inden vi skal herfra er jeg sikker på at vores tøjbeholdning er
suppleret væsentlig, men vi skal selvfølgelig huske på at pladsen i bilen er begrænset.
For en der er beskæftiget i turistbranchen, ligger månedslønnen mellem 250 – 750 dk. Kr. Jeg ved
ikke om det er lidt eller meget hernede, men i forhold til vores målestok er det for nogen, svarende
til et par timelønne.
Vejret her i maj måned er lidt blandet, skyer, sol og lidt regn engang imellem, temperaturen ligger
omkring de 25-30 grader, med rimelig høj luftfugtighed. Hvis man kom direkte fra DK ville det
være en stor kontrast, men for os er det næsten som det plejer at være.
Vi nyder godt af at være brune allerede ved ankomsten, det betyder at sælgerne, der tror vi har
været her længere tid, ikke forsøger at tryne os alt for meget.
Vi havde nok forventet at sælgerne ville være meget pågående, at det ville være svært at gå i fred,
men det er ikke tilfældet. Selvfølgelig forsøger de at prakke os alt mulig på, specielt transport og
massage, men en afvisende bevægelse eller et nej, bliver accepteret, de undgår også at røre ved en,
hvilket er rart. De der har været i f.eks. Ægypten vil vide hvor afskyelig påtrængende sælgere kan
være.
Vi husker balineserne som smilende, venlige og stolte mennesker, for hvem religionen betyder
meget og præger deres hverdag. Det har ikke ændret sig. De virker utrolig glade, har et kæmpe
service gen i sig, det kunne vi andre godt lære noget af. Jeg må se om jeg ikke kan tage noget af
dette med mig tilbage til Danmark, når jeg engang igen skal ud som visitator.
Normalt når vi tager på ferie, bruger vi nogle dage til at få stress ud af kroppen, få jetlag på afstand,
vænne os til varmen. Det var ikke tilfældet denne gang, vi er total afstressede, var vi mere
afslappede ville vi glemme at trække vejret. Så allerede de første timer var vi på tur ud i byen. Vi
har lidt tilfældigt valgt at bo i South Kuta denne gang og havde booked de 2 første nætter, men ikke
mere. Vi har ellers altid sværget på at i Kuta ville vi aldrig bo, det var bare for turistet. Men så slemt
er det nu heller ikke.
Ret hurtig forkælede jeg mig selv med en gang massage. 1 times balinesisk massage, en blanding af
massage, akupressur og tortur. Rart bagefter, der var visse ømme steder, jeg slet ikke var klar over.
56

Alt sammen foregik det i et lille ydmygt lokale, med dejlige blomsterdufte, afslappende musik,
hvad kan man ønske sig mere.
Derudover prøvede jeg noget for første gang i mit 49 årrige liv, manicure, jeg har i 41 år haft den
dårlige vane, at neglene altid var nedbidte. Nu er det slut og har været det siden vi tog af sted, så nu
har jeg de flotteste blommefarvede negle, med små blomster malet på lillefingeren, hele seancen tog
1 time, og kostede det svimlende beløb af 27 kr.
Bali/Lombok
14. maj – 1. juni
2. afsnit
Ret hurtig besluttede vi os for at tage videre til Lombok og til Gili Islands. Her har vi ikke været før,
vi skulle helst se nogle nye ting denne gang.
Med minibus til Padangbai, hvorfra færgen til Lombok sejler. Turen hertil tog et par timer, hvor vi
genså lidt af øen, det synes som om der er mennesker og huse overalt. Men de 3,5 mill. mennesker
der bor her, bor primært på den sydlige del af øen, så det er nok ikke helt forkert opfattet. Øen er 1/8
af Danmarks størrelse. Inden vi kom hertil havde vi tænkt på at leje bil, men der ændrede vi hurtigt
planer, trafikken er ikke for almindelige forsigtige chauffører. Vejene er smalle, trafikken tæt, rigtig
mange knallerter, man skal være fræk for overhovedet at komme frem. I øvrigt er udgiften til
transport billig. F. eks har vi betalt 90 kr. pr. person for 2 timer med minibus , 4 timer med færge, 2
time med minibus og ½ time med båd, turen fra Kuta til Gili Island. Hvis de havde haft det samme
system som i DK med klip i kørekortet, ville en af vores chauffører have fået alle de klip der findes,
og have mistet kørekortet for evigt. Jeg forstår ikke hvorfor de altid skal overhale, selv hvor der
ikke er plads.
Sidst vi var her brugte vi en del tid i Padangbai, en rigtig lille perle på sydkysten, nogle ting har
forandret sig til det bedre, bla. er der lagt asfalt på nogle veje og lavet fortov, hotellet vi boede på
sidst er blevet forskønnet. Andre ting er dårligere, bla. kunne vi se at hvor vi sidst snorklede på
koraller, er en del af dem i dag døde. Vi boede på et lille hotel i deres ”honeymoon room”, fin
udsigt over havnen og byen, desværre også tæt på en moske og et hindu tempel, så hvis det ene sted
ikke var i gang med at råbe bønner ud i verden, var det andet sted i gang med hindu klokkespil.
Dertil kom en færge hver 1½ time, der tudede sin ankomst og afgang hele døgnet, hunde der gøede
og haner der galede. Så er man ikke i tvivl om at man er kommet til østen.
Færgen til Lombok var ikke en af de sidste nye, men heldigvis var havet roligt. Inden man var
færdig med at få pakket færgen med biler, var vi ½ time forsinket, men tiden betyder ikke så meget
her. På Lombok, som er naboøen til Bali og primært muslimsk, synes tiden at være gået mere i stå,
færre biler på vejene, en del hestekærrer på vejen.
Det var lidt sent inden vi nåede øen Gili Air, havde besluttet os for at vi bo på det bedste de havde,
hvilket umiddelbart synes at være et af deres små hoteller, blev antastet af mange ved båden der
ville sælge værelser, men formåede ved ihærdig afvisning at ryste dem af os. På øen findes ingen
motorkøretøjer, kun hestekærrer som transportform, det tager 1½ time at gå rundt om øen, så oftest
går man rundt. Da vi havde rygsække med, tog vi hestekærren til hotel Gili Air, stakkels hest.
Hotellet lå lige ud til vandet, fik vores egen bungalow med lille terrasse, få meter fra døren var
ligeledes fin swimmingpool, morgenmad med i prisen, med de bedste croissanter jeg har fået de
sidste 5 måneder, alt sammen til 220 kr./døgn. Her blev vi 2 dage, så kunne vi godt se ved at kikke
os lidt omkring, at vi næsten kunne få noget tilsvarende til 60 kr. /døgnet.
Så næste ophold blev Sedjuk bungalows, midt på øen, ca. 100 meter fra vandet, i en splinterny
bungalow hvor vi var de første til at bo, ejeren og hans personale gjorde alt for at vi skulle føle os
57

godt tilpas, faktisk var de ikke helt færdige med indretningen, så måske har vi fået det lidt billigere
end normalt. Her har vi også vores egen lille terrasse med hængekøje. Skønt at sidde med en kold øl
og nyde omgivelserne, mange eksotiske blomster og træer.
Gili øerne er kendt for deres koraler og hvide strande. Helt som det har været er det ikke længere,
desværre har klimaet og dynamit fiskeri ødelagt en del af koralerne. Men de er stadig et besøg værd.
På en båd tur, sejlede vi rundt mellem øerne, stoppede og snorklede 5 steder, så en havskildpadde,
store muslinger, koraller og en del fisk. Bedre end så mange andre steder vi har snorklet.
Massage er også muligt på øen, 1 time for 24 kr., så det fik vi begge. Et eksempel på at man tager
tingene meget afslappet, mens jeg ventede på Karl fik massage, satte jeg mig på en restaurant,
personalet lå og sov på bænkene, så der gik ca. ½ time før nogen opdagede jeg var tilstede, tjeneren
vågnede op, med sovekammerøjne fik han da spurgt hvad jeg ønskede.
Det er dejligt at se hvor højt man elsker sin familie og specielt sine børn, her hører man stort set
aldrig grædende børn, der er altid nogen i familien til at tage sig af dem, aldrig nogen der råber efter
børnene, aldrig nogen der slår. Lidt kontrast fra hvad vi oplevede de sidste dage i Darwin, der boede
vi på campingpladsen ved siden af en familie med 7 børn i alderen ½ - 14 år. Der var en råben,
skrigen, vi kunne tydelig høre de slog deres børn, hvis der er noget der kan bringe mit blod i kog er
det når børn bliver slået, det er det mest ydmygende og fuldstændig virkningsløst på længere sigt,
skader kun forholdet mellem forældre og børn. Jeg ville til enhver tid gribe ind hvis jeg så det, men
det er svært når det foregår indenfor teltdugen.
Vi blev i alt 5 dage på Gili Air, hvor Karl tog lidt forskud på dykningen. Tog et 2 dages PADI scuba
diving kursus, havde 2 fantastiske dyk, jeg tog med og snorklede fra båden. Planen er når Kasper
kommer herned, så skal de 2 ud at dykke sammen på Great Barrier Reef. Jeg klarer mig fint med at
snorkle, kunne ikke tænke mig at sidde nede på 12 meters dybde.
Hvis nogen skulle tage på ferie på Bali, kan denne ø varmt anbefales, selvom det tager mange timer
at komme hertil.
Færgen tilbage til Bali, var af ældre dato, ville være taget ud af drift i DK for længe siden, men
tilbage kom vi da. Udnyttede sejltiden med at se en ny Kevin Costner film (Lifeguard) på vores
bærbare computer, vi har købt en hel del af de sidst nye film hernede for 6 kr. stykket.
Tilbage i Padangbai, tog vi et par overnatninger, ville egentlig godt have besteget Balis højeste
bjerg Gunung Agung på ca. 3100 meter, men dels er vi ikke i ret god form efter flere måneder uden
fitness og dels havde vi ikke varmt tøj med til natbestigningen som det jo er, så det blev til
afslapning i stedet, det er vi også blevet ret gode til.
Næste stop var Ubud, der ligger lidt inde på øen. Da vi var der for 5 år siden, havde byen stadig sit
lokale præg, med masser af traditionel balinesisk kultur, nu er det tydeligt her kommer mange
turister, små ydmyge forretninger er erstattet af dyre mærkevareforretninger. Går man en strækning
på 100 meter, bliver man spurgt mindst 5 gange om man ønsker transport. Blev sågar tilbudt at
overvære en ligbrænding for 40.000 Ringit ( 24 kr.), det er lidt sygt i vore øjne, når man begynder at
tjene penge på en så privat ting. Men selvom byen var lidt en skuffelse, var opholdet godt alligevel,
boede på Gyatri bungalow 2, på 2. sal, med kæmpe balkon, hvor der var udsigt til rismarker og alle
Balis bjerge. Fandt stedet ved at Karl blev placeret på en cafe med en øl, sammen med vores
rygsække, så gik jeg ellers på jagt efter det rigtige værelse, som han så rigtig siger, det er mig der
bestemmer alligevel, han påstår det er ok.
Jeg tror de fleste kvinder vil misunde mig når de læser dette, forkælede mig selv i 3 timer, hvor jeg
først fik ansigtsbehandling, med massage, diverse cremer, skrub osv., så kropsmassage, dernæst
skrubmassage af hele kroppen for at fjerne døde hudceller, så et bad i hawaiiblomster, til sidst
manicure og pedicure. Alt sammen for 120 kr. Det kan nok være jeg havde det godt bagefter.
På Bali har man et godt system med shuttle busser, der primært er beregnet for turister, med dem
kan du fra dit hotel komme stort set hvorhen du ønsker, lidt dyrere end det lokale transport system,
58

men du slipper for at dele sæde med høns, skifte bus etc.
Tog en sådan til næste stop, Nusa Lembongan. En lille ø, 17 km fra det sydlige fastland. En 1½
times sejltur fra Sanur Beach. En lille perle, omgivet af turkisblåt vand. Fandt et lille ydmygt
værelse med balkon, hos en franskmand, der gjorde alt for at gæsterne skulle føle sig godt tilpas. Vi
går altid efter de små steder, med få værelser, atmosfæren er altid mere familiært.
På øen arbejder 75 % af indbyggerne med at plante og høste tang, hver familie har deres lodder af
tang i havet, tangen bliver eksporteret til Japan til forarbejdning og brugt i fødevareindustrien som
stivelse etc. Når det er lavvandet kan de gå i vand til hofterne og høste tangen med håndkraft, har
små både hvor de opsamler tangen, stager båden til land, bærer tangen i kurve på hovedet op på
land til tørring.
Nød 3 afslappende dage på øen, inden vi tog tilbage til Kuta, for at gøre de sidste indkøb. Bla. har vi
købt en hængekøje, man slapper utrolig godt af. Håber vi finder nogle træer at hænge den op i
undervejs i Australien.
Efter en natlig flyvning, er vi nu tilbage i Darwin, og er klar til at køre videre i morgen mod Alice
Springs og Uluru.
59

Høst af tang.
Karls første dykkertur
60

Darwin – Alice Springs, Northern Territory
1. – 6. juni
Efter oplevelserne på Bali, glædede vi os til at komme tilbage til Australien.
Vi skal nu i gang med de næste 4 måneder. Vi mangler den centrale del af landet, hele østkysten og
Tasmanien. Ikke mindst glæder vi os til at der nu kun er en måned til Kasper og Karls søster Kirsten
kommer herned på ferie sammen med os.
Bali var et rigtig godt afbræk, helt anderledes.
Det er helt perfekt vi har Ibrahim her, det er vores hjem, vores faste base uanset hvor vi befinder os,
jeg tror vi ville blive træt af denne form for vagabond liv, hvis vi kun havde vores rygsæk og skulle
forholde os til en ny hotelseng hver dag.
Mens vi har været på Bali er bilen blevet serviceret, gennemgået fra for til bag, udskiftet hvad der
var slidt, ny olie osv. Så nu er vi bare tip top kørende. Det kostede os godt nok ca. 4000 kr., men
nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde, og så skader det vel heller ikke når engang bilen skal
sælges, at den er vedligeholdt.
Næste mål for turen er Alice Springs, fra Darwin er der 1500 km. Da vi har lært at vi har god tid,
tager vi det stille og roligt, bliver et sted flere dage, hvis der er rart.
Sådan et sted var vores første stop, 400 km syd for Darwin, Matarenka Hot Springs. Op af jorden
springer en varm kilde, 34 grader konstant, med 30,5 mill. liter vand i døgnet, flyder ad en lille bæk,
der er udvidet og danner en lille pool. Her badede vi i det klareste vand, som et badekar med
tempereret vand. Omkranset af en lille palmelund, med mange fugle, bla. papegøjer. På campen i gå
afstand fra poolen, var der som vi ser det mange steder, et rigt dyreliv at studere, kænguruer og
påfugle. På en vandretur i området var vi heldige, så vildsvin, 3 søer med 8-10 unger, helt sorte. De
forsvandt hurtigt da de så os, 50 meter væk, hvilket vist var meget godt, da vildsvin er et farligt dyr.
På campen havde de aftenunderholdning. Det er som om Australien ikke er kommet længere
musikalsk, end til 90èrne. På pubberne, steder som her, i radioen, er det oftest musik fra 50-70èrne.
Ikke at det gør noget, det er jo musik fra vores ungdom, som vi kender godt. Men igen et eksempel
på, hvorfor vi nogle gange oplever at befinde os i en anden tidslomme, end i resten af verden.
Blev i Matarenka 2 dage.
Efterhånden som vi kommer sydpå, falder temperaturen lidt, så der nu er meget behageligt omkring
28 om dagen, natten kræver nu sovepose. Vi kommer længere væk fra troperne og det er vinter på
denne halvkugle.
Ca. 200 km syd for Mataranka, er vi blevet fortalt og har læst om at der findes en meget besøgt pub,
som er blevet lidt et kult sted. Stedet hedder Daly Waters.
4 km fra hovedlandevejen, 300 km til nærmeste by nordpå, 400 km til nærmeste by sydpå, findes
dette lille udsted, der kun består af nogle få huse, en campingplads og pubben. Så her måtte vi gøre
et stop for en nat.
Jeg vil forsøge at beskrive dette specielle sted:
Pubben fik sin opblomstring i 1930èrne, da Quantas, det australske luftfartselskab, på deres
flyvning fra Sydney til London, havde en af deres mellemlandinger på stedet, en tur der i øvrigt tog
12 dage, med 42 stop undervejs. Pubben sikrede passagererne fik et måltid mad. Dette er for længst
ophørt, men de skiftende ejere har formået at gøre stedet specielt.
Stedet består af nogle bygninger der ligner blikskure, der er sammentømret på bedste vis. Inde i
pubben, har gæster gennem tiderne ladet en eller anden personlig ting hænge op på væggen eller
andre steder, så stedet nu er fuldstændig plastret til med alt fra pengesedler, trøjer, bh, trusser,
emblemer, kasketter, ikke en bar plet er at se.
61

Interiøret er meget rustikt. Om aftenen serveres buffet med Baramundi ( rigtig god spisefisk uden
ben) og steaks. Portionerne kan få selv den største chauffør mættet.
Underholdningen er noget for sig, en australsk gut, der dels synger godt, lidt Jonny Cash agtigt, og
dels fortæller vittigheder. På scenen havde han medbragt 3 høns, kaldte dem semi eagles, de var
noget af det grimmeste jeg har set længe, vi var et stykke tid, meget i tvivl om deres art. Dem
balancerede han med på hovedet mens han sang.
Til dette blev der serveret god australsk øl, jo vi hyggede os rigtigt.
Det er vist rigtig australsk outback kultur. Langt fra de fine fortovscafeer i Sydney.
I Daly Waters har de et træ, som de gør rigtig meget ud af at fortælle om, et rigtigt historisk sted. En
opdagelsesrejsende John Stuart, der engang omkring 1860èrne fandt vejen mellem Adelaide og
Darwin, har ridset et S i træets bark. Problemet er bare at træet nu er dødt, har været forsøgt brændt
ned, mangler hele kronen. Selvfølgelig skulle vi se træet, måtte trække på smilebåndet, en træstump
med fin indhegning omkring, kunne ikke få øje på et S. Jo man forstår at gøre noget ud af de
historiske steder.
Næste morgen var vi igen på landevejen, videre 500 km sydpå, til Devils Marbles.
Ude midt i ingenting (jeg ved godt jeg tit skriver dette, men det er ofte tilfældet ), ligger en stor
samling sten, der gennem millioner af år er eroderet, så de er fine runde, varierende størrelse fra
flere meter høje og brede, til mindre. Stablet på måder, så man skulle tro det var menneske skabt. Vi
camperer her for natten, en af stenene ligger lidt oppe på en bakke, 100 meter fra hvor vi bor, hvis
den triller ned i nat, hører I ikke mere fra os.
Stenen blev hvor den var, så vi forsætter.
I nat kom temperaturen ned på 10 grader, morgenen var meget kølig. Nu må vi have det varme tøj
frem, som vi ellers var ved at være trætte af at slæbe rundt på. Varmeovnen købt i starten af turen,
kommer nu i brug.
Den 6/6 tog vi så den sidste bid på 400 km til Alice Springs. Det er det mest underlige der mødes os
på landevejen. På en strækning på 2 km, så vi 5 døde køer og en død hest. Var tilsyneladende kørt
over, og var lækker føde for de mange ørne. Vi ser ligeså mange ørne her i det nordlige, som vi ser
solsorte i DK.
Nu bliver vi et par nætter her i A.S., inden vi tager turen på 1200 km. Loopen som man kalder det,
er en rundtur i West Macdonnell Range, forbi kløfter, Kings Canyon, Uluru og Olgas og retur til
A.S.
West Macdonnell Range – Kings Canyon – Uluru – Kata Tjuta
7. – 14. juni
Inden vi tog på denne rundtur med udgangspunkt og endestation i Alice Springs, besøgte vi Alice
Springs Dessert Park, for at få et indblik i ørkenlivet.
I udkanten af byen, ligger denne lille perle af en park, hvor man på bedste vis har skabt 3 forskellige
ørkenområder, forskellige fordi der henholdsvis er helt tørt, mindre tørt og et område hvor der er
mere fugtigt. Man kan så studere hvilke planter og dyr der lever hvor. Meget havde vi set på vores
tur, uden at vide hvad det var, nu kunne vi sætte navn på. Så film der viste ørkenens forandring
gennem 450 mill. år. Et hus var belyst som om det var nat med månelys, her var forskellige terrarier
med dyr. De fleste dyr i ørkenen er aktive om natten. En opvisning med vilde ørne, var ligeledes en
oplevelse. Vi brugte 4 timer i parken, helt sikkert et besøg værd.
Ca. 70 % af Australien er ørken. Ikke kun sandørken uden vegetation, men også ørken med lave
buske, græstotter og rødt sand. Området vi skal ind i har fået ca. 20 mm regn siden nytår, det er ikke
62

usædvanligt at det ikke regner et par år.
De fleste tror, det troede vi også, at det er varmt i ørkenen, men på denne årstid, hvor vinteren er
over os, kommer temperaturen ned omkring frysepunktet om natten, om dagen omkring 15-18
grader. Men da luftfugtigheden er lav og solen skinner fra en skyfri dybblå himmel, er der rigtig
dejligt om dagen, specielt når man som os, vandrer en del.
Da vi har god tid, har vi besluttet os for at køre en rundtur på 1400 km.
Alice Springs – ad Namitjira Drive, gennem West Macdonnell Range til Ormiston Gorge –
Mereenie Loop Drive til Kings Canyon – Luritja Road til Yalara – Uluru (Ayers Rock) – Kata Tjuja
(Olgas)- via Lasseter Hwy og Stuart Hwy retur til Alice Springs.
Mange tror Ayers Rock ligger ved Alice Springs, men der er 900 km. retur, hvis man kører den
direkte vej.
Første overnatning blev Ormiston Gorge, 140 km fra A.S. Her var det muligt at campere lige ved
kløften. Her vi fandt ud af hvor koldt det bliver om natten, så frem med de lange underbukser.
Soveposerne blev lynet sammen, så kunne vi klare os.
Vandrede en dejlig tur i området på et par timer, gennem bjerge, kløfter og udtørrede flodlejer.
Næste dag måtte vi forbi Glen Helen Resort for at få en tilladelse til at køre Mereenie Loop Drive.
Det er ca. 200 km på grusvej, gennem Aboriginal ejet land, de vil vide hvem der befinder sig i
området, det er kun tilladt at lave stops på bestemte steder, og man må ikke overnatte i området.
Hvorfor det er sådan, ved jeg ikke.
Kom forbi et interessant meteor krater, Gosse Bluff. Man mener at vide at for 140 mill. år siden
ramte et meteor jorden og skabte et krater på¨20 km i omkreds. Effekten svarede til Hiroshima
bomben x 1000, og ændrede jordens klima i en periode pga. den støvsky der opstod. I dag er
krateret 5 km i diameter pga. erosion i området. Lidt spændende at gå en tur i bunden af krateret.
Nåede Kings Canyon Resort sidst på dagen, og fandt deres campingplads. Har ikke råd til at bo på
ressorten.
Vi blev advaret om at der var Dingoer (vilde hunde) i området, så vi skulle ikke lade fodtøj stå ude,
så var det væk næste morgen. Men at de var så frække at de stjal maden op af gryden, troede vi
alligevel ikke. Mens vi sad og spiste i teltet, hørte vi det pusle bag ved bilen, så lige benene af en
Dingo i færd med at spise resterne af vores spagetti skruer med chili. Da vi fik set nærmere efter var
skraldeposen væk, den fandt vi senere i nogle buske. Senere hørte vi den tude højt, vi var enige om
at den havde fået ondt i maven af chili. Vi så dem i øvrigt flere gange luske rundt ved campen i
mørket.
Vi blev i Kings Canyon 2 nætter, for at få gået den fantastiske tur, kaldet Kings Canyon Rim Walk.
Turen er på 8 km, man starter med at gå nogle hundrede meter stejlt op på kanten af kløften, så går
man ellers gennem det smukkeste landskab på kanten, så tæt som det nu er forsvarligt, men den ene
fantastiske udsigt efter den anden, vi ønskede turen havde været meget længere, tog os rigtig god tid
til at nyde turen, sluttede den af med at gå turen i bunden af kløften, så det blev 4-5 timer. Dette sted
bør være et must hvis man kommer på disse kanter.
Videre mod Ayers Rock.
Ca. 20 km fra stenen ligger Yalara Ressort som er det eneste sted man kan overnatte i området,
heldigvis har de også en campingplads. Her blev vi 3 nætter, for at være sikre på at få set området
tilstrækkeligt.
Allerede 50 km før målet, så vi stenen første gang. Vi har set Ayers Rock afbilledet i så mange
brochurer, postkort og bøger, at man næsten kan blive træt af den, men det var nu alligevel et
specielt øjeblik at se den i virkeligheden.
I det fuldstændigt flade landskab, er Ayers Rock og Kata Tjuta (50 km derfra), de eneste sten
formationer der rager op i landskabet. Hvilket måske er med til at gøre dem så specielle. Klipperne
forandrer også farve, som lyset skifter, og kan nå at skifte fra kedelig grå/brun til dyb orange/rød,
63

hvilket bedst ses hvis man betragter stenen ved solopgang og solnedgang.
Ayers Rock er 348meter høj og ca. 10 km i omkreds. Allerhelst ville vi have været på toppen, men
alle dage var stien lukket pga. for meget blæsevejr ved toppen. Så i stedet blev det til en vandretur
rundt om stenen, som også var interessant, pga. de mange hellige steder (for aboriginals).
Ved Kata Tjuta, gik vi turen Wind of the Valleys, som fint kan måle sig med turen ved Ayers Rock.
På denne rundtur så vi vilde kameler for første gang, rigtig flotte, anderledes end dem man ser i
Zoo. Europæerne indførte kameler i 1800 tallet, da de var gode træk og laste dyr i guldgravertiden. I
dag lever der ca. 60.000 vildt. Vi mangler kun at se 59.993. Karl fik taget nogle rigtig gode billeder
af disse fotogene dyr.
Det er længe siden vi sidst har fået invitationer til at besøge nogen, men på samme dag fik vi 2. Dels
i Canberra og i Hobart på Tasmanien, når engang vi når på de kanter. Helt tilfældige mennesker vi
mødte på campingpladsen og på en rasteplads, jo der er stor gæstfrihed her.
I dag er det den 14/6, vi er tilbage i Alice Springs. Skal have endelig planlagt, hvilken vej vi vil
køre til Cairns over de næste 14 dage, der er ca. 2000 km.
64

Daly Waters Pub
Kings Canyon
65

En af de 60.000 kameler
Uluru
66

Townsville, Cairns, Cooktown, Queensland
14. – 25. juni
Siden sidste beretning har vi kørt ca. 2700 km, gennem flere forskellige klimazoner, fra ørken til
regnskov.
Vi er efterhånden kommet ned på et ret pænt diesel regnskab, bruger ca. 11 l/100 km, ved at køre
omkring 80km i timen. Det betyder noget når man kører så mange km. som vi gør og diesel koster
fra 1,20-1,60 $ pr. liter. Da man må køre 130 km/timen på de fleste alm. veje, bliver der sat kryds i
kalenderen, hvis vi overhaler nogen.
Det er ikke alle kilometer vi kører, der opleves lige spændende, specielt turen fra Alice Springs til
Townsville, var indimellem dræbende kedelig. Hundredvis af kilometer med samme landskab, ikke
en bebyggelse indenfor synsvidde. Kæmpeområder hvor kvæg og får har afgræsset området, så der
ikke er et græsstrå tilbage.
Da det regnede en del i det område vi kørte igennem, måtte vi ændre planer. Vi ville gerne have
kørt med Savannah Highway, der forløber vest/øst i det nordlige af Australien, men dele af vejen
var lukket pga. oversvømmelser, så det blev i stedet til at vi kørte øst på nord for Tennant Creek, ad
Flinders Highway til Townsville.
Om natten dryppede det inde i bilen, her var problemet at vi for længe siden, da det aldrig regnede,
men myg var problemet, havde tætnet dræn hullerne ved vinduerne, det problem kunne forholdsvis
let løses.
Men der var da også gode oplevelser på turen.
Nu har vi gennem de sidste måneder set uendelig mange kilometer jernbane, men aldrig noget tog,
det så vi nu. Tænk at vejen kan være så kedelig at et tog bliver en oplevelse.
Syd for Tennant Creek overnattede vi i Wicliffe, et sted hvor man helt alvorligt mener at have set
flere ufoer. Man havde gjort klar til nye besøg, med landingsbane, specielle velkomst skilte osv.
Vi havde helt klart forventet, at få et scoop af et billede vi kunne sende til jer, men nej, ikke i denne
omgang.
Efter ca. 1000 km`s kørsel kørte vi ind i Queensland – The sunshine state. Den sidste uge har vi
stort set ikke set solen, så navnet er vist en tilsnigelse. De siger godt nok at vejret arter sig helt
usædvanligt for årstiden, det er den vådeste juni måned nogensinde.
Igen må vi sætte uret ½ time frem, så der nu er 8 timers forskel til DK.
Et af de steder vi overnattede på vejen over viste sig at være meget spændende. I Richmond har de
et museum med forsteninger og skeletter af forhistoriske havdyr. For 100 mill. år siden var
kæmpeområder heromkring havbund. En lokal farmer uden forstand på forsteninger, gjorde sit
første fund på en sine marker, for 20 år siden. Et komplet skellet af en Pliosaur og senere Minmi,
hvor der var rester af skind. Disse fund blandt mange andre er helt unikke i verden og repræsenterer
en værdi af mange millioner. Men farmeren var entusiast, besluttede sig for at bygge et museum.
Havde dette museum ligget i USA, eller Europa for den sags skyld, ville tingene have været bag
glasvægge, tyverisikret på alle tænkelige måder, og stedet ville være kendt af alle og enhver som
nationale klenodier. Men ikke i Australien. Vi opdagede lidt tilfældigt, at det måske var et besøg
værd, skeletter og fossiler lå frit tilgængelige, så enhver kunne komme til at røre eller tage et eller
andet med sig. Bare typisk Australien. I øvrigt var det farmeren selv der viste rundt, det blev det jo
ikke dårligere af. Vi var helt høje efter denne oplevelse.
Nåede Townsville den 21/6, herfra var det planen stille og roligt køre nordpå langs kysten til Cairns,
herfra videre nordpå til Cooktown, som bliver det nordligste vi når. Ligger ca. 300 km nord for
Cairns.
Townsville var en hyggelig by, trods sin størrelse på 160.000 indbyggere. Desværre kom der stadig
byger indimellem, så det blev til et besøg på Museum of tropical Queensland. Nu er vi ellers
67

kommet til havet igen, hvor det er muligt at komme på ture til Great Barrier Reef, men det kræver
bedre vejr. Temperaturen er ok, omkring 20-25 grader.
Fik planlagt noget af turen med Kirsten og Kasper, har bestilt lejlighed og dykkerkursus i 4 dage på
Magnetic Island.
Vejen de 350 km op til Cairns var en stor frodighed, rigtig mange sukkerrørs marker (høsten er
blevet forsinket pga. regn ), vi så bananplantager, uberørt regnskov. Overnattede ved Mission
Beach.
Cairns var i denne omgang kun et lille stop for at få bestilt overnatning til de første dage vores
gæster er her, senere vil vi kikke lidt nærmere på byen og området.
Fra Cairns gik det videre op langs kysten, først mod Daintree Nationalpark.
Lige før Port Douglas, var jeg heldig at spotte en saltvands krokodille i en flod vi kørte over, fik
vendt bilen, fandt en lille p-plads, satte os til rette for at vente på den dukkede op igen, var heldige
at se den 3 gange. Opdagede at køleskabet ikke fungerede, men det klarede elektriker Karl, mens
jeg kikkede efter croc.
Port Douglas, en lille kystby, havde gang i deres ugentlige marked. Boderne bugnede af fristende
eksotiske frugter, lod os friste af kokosnødder, ananas og passionsfrugt.
Nord for Mossman måtte vi med en lille kabelfærge over floden. Fandt overnatning på en lille camp
i regnskoven, det var fugtigt, forventede at se alverdens kryb, men så kun lidt edderkopper,
heldigvis.
I dag den 25/6, er vi kørt ad Bloomfield Track, 80 km grusvej, gennem flere vandløb, ad de stejleste
veje vi endnu har prøvet. Vi måtte ned i de laveste udvekslingsgear og bruge alle Ibrahims mange
kræfter til Cooktown. Her er vi så nu, har besøgt museet, for at blive lidt klogere. James Cook løb
på grund her omkring 1770 med sit skib Endeavour. Det lykkedes ham dog at komme fri og få
repareret skibet. Han forsøgte sig også med at gå i land, men ekspeditionen lykkedes ikke, da
lederen blev spyddet ihjel af de indfødte aboriginer. Først ca. 100 år senere fandt en ekspedition
guld i området, hvilket befolkede byen, så der på et tidspunkt var 50 hoteller i byen, i dag er der 3.
Nu venter vi bare på solskin, det må da komme, kører nok den samme vej tilbage til Cairns, da den
var meget smuk.
Cooktown – Wonga Beach – Inner Hot Springs – Undura Lava Tubes – Cairns.
26.juni -3.juli
Efter besøg i Cooktown besluttede vi os for at køre tilbage ad same vej, Bloomfield track den 26/7.
Efter få kilometer var vi heldige, i vejsiden lå en 3,5 meter lang Pyton, den var travlt optaget af at
æde en fugl, fjerene stak ud af munden på den. Karl fik nogle rigtig gode billeder, mens jeg sad i
bilen og kikkede på.
Denne dag var vejret bedre end på opturen, tingene tager sig nu pænest ud når det ikke regner. Vi
stoler blindt på den vejrudsigt vi har set. Både på DMI og på en australsk vejrudsigt, siger de det
bliver godt vejr fra i morgen.
Nattens stop blev ved vandet, en lille by Wonga Beach. En meget lille campingplads lå lige ud til
vandet, et sted med mange fastliggere, ses på antallet af potteplanter rundt om campingvognen. Lige
netop denne aften havde de socialaften, med grillpølser, bløde løg, brun sovs og pommefritter. Ikke
lige hofretten, men vi besluttede os for at være sociale. Og hvilket held, vi mødte de sødeste
mennesker, som vi tit oplever det, var de meget interesserede i hvem vi var og hvad vi synes om
Australien. Til gengæld får vi så viden retur om landet. En god handel, men man kan godt blive lidt
træt af at fortælle de samme ting, hvis det sker for tit. Det blev til ikke så lidt vin, og på vejen hjem i
seng, blev vi inviteret indenfor hos et ældre australsk ægtepar, datter og svigersøn. Rom/cola og lidt
68

portvin røg der også indenbords. Bilen sejlede lidt da jeg lagde mig til at sove.
Hævnen kom hen på morgenstunden, maven protesterede voldsomt over alle de bløde løg,
pølsesmagen var svær at blive kvit, hovedpinen hang tung hen over panden. Havde jeg været
hjemme, ville jeg have taget to codier, lagt mig langt under dynen og blevet der resten af dagen.
Men det var der ikke rigtig mulighed for, så vi kørte videre, Karl var heldigvis mere frisk, der skal
mere til at slå ham ud.
Stor var fornøjelsen da vi sidst på eftermiddagen ankom til Inner Hot Springs, lige hvad vi trængte
til. Her var naturlige varme bade, flere forskellige med temperaturer fra 36 – 44 grader. Den
varmeste kan godt nå op på 50 grader, hvilket de færreste kan klare. Vi tog den på 42. Alle
dårligdomme forsvandt i det varme vand. Nåede en tur inden sengetid og igen næste morgen.
Ved at måle hvilke mineraler der er i vandet, ved man at det kommer helt fra Papa New Guinea, det
bobler så op af jorden her, helt kogende.
En rigtig god morgenstund, først kaffe på sengen, mens bilens kabine blev varmet op af
varmeovnen, (temperaturen har været nede på 1,9 i nat), så en tur i de varme bade, dernæst
morgenmad med friskpresset appelsinjuice, (fik foræret 6 appelsiner i går), dertil passionsfrugt og
mysli.
Det tager os ikke lang tid at få bilen pakket, vi ved præcis hvor tingene skal være, så ved 9.30 tiden
var vi klar til nye oplevelser.
I dag den 28/6 kørte vi videre 100 km til Undula National Park, hvor de har et lidt specielt
naturfænomen. Lava Tubes.
For 150.000 år siden var der vulkanudbrud i området, lavaen flød hvor den kunne komme til det,
efterhånden størknede overfladen, lava strømmen inde i det rør der så blev, blev mindre, til sidst var
der kun et tomt rør tilbage. Disse rør er tilgængelige i dag, menes at være omkring 130 km lange,
hovedrør og siderør, nogen steder er røret brudt sammen. Man kan ikke se over jorden hvor rørene
er. Vi tog en 2 timers guidet tur, interessant med geologiske forklaringer. På vejen derud så vi en
del Wollaroes (ligner små kænguruer), mange forskellige fugle, bla. er papegøjerne her i det
nordlige meget farvestrålende.
Da vi alligevel skulle samme vej tilbage for at komme til Cairns, tog vi endnu en overnatning ved
Hot Springs.
I dag fik vi igen invitationer til besøg, denne gang på New Zealand, en på nordøen og en på sydøen.
Den 29/6 var det videre mod Cairns, men da vi først skulle være fremme næste dag, camperede vi
ved søen Lake Ercham. Her var der mulighed for at gå en tur rundt om søen, hvor vi så kæmpe
Kauri træer 1000 år gamle, små skildpadder svømmede rundt. Igen var det koldt om natten, ned til
1,9 grad, men fint vejr om dagen.
Fra den 30/6 til den 4/7 har vi opholdt os i Cairns, dels for at tage imod Karls søster Kirsten der
kom den 1/7 og Kasper der kom den 3/7. Hvilket glædeligt gensyn, efter ½ år hvor vi kun har haft
forbindelse via telefon og e-mail.
Cairns er en by der bærer præg af at her kommer mange turister, primært souvenir butikker. Men
kører man lidt udenfor er her ganske smukt.
Landbrugsland, et landskab bestående af bløde grønne bakker, regnskov, stor frodighed, marker
med appelsiner, citrus, bananer og hvad man ellers kan forestille sig. Bla. besøgte vi en
kaffeplantage, hvor vi blev indviet i kaffedyrkning og forarbejdning. Fik mulighed for at smage
forskellige kaffesorter, chokolade, kaffelikør og the. Fik helt dårlig samvittighed over, at det
foretrukne mærke af bekvemmeligheds grunde er Nescafé.
Senere tog vi en tur med skyrail (svævebane) ned fra Kurunda til Cairns, en tur på 7,5 km, hvor vi
svævede hen over regnskoven og et vandfald.
I morgen den 4/7 går det videre mod Townsville, hvor vi vil være den 6/7.
69

Python
Jesus fugl
70

Dykning ved Magnetic Island.
8.juli
At dykke på et tropisk rev er en uforglemmelig oplevelse. Fantastiske koraller og farvestrålende fisk
udgør tilsammen en spændende verden for nye og erfarne dykkere.
Allerede inden vi rejste her ned til Australien, lovede vi vores søn Kasper et dykkerkursus ved
Australiens Great Barrier kyst.
Jeg har virkeligt set frem til det som en far/søn oplevelse.
Som nævnt i et tidligere rejsebrev fra Bali, tyvstartede jeg med et indledende dykkerkursus på Gili
Air øen ved Lombok. Jeg tog den allerførste del af Open Waterkurset til Scubadiver i PADI regi.
Det betød, at jeg så måtte dykke til 12 m sammen med en instruktør.
Jeg skulle bestå en del teori og en del praktik i både pool og i havet inden jeg kunne kalde mig
Scubadiver.
I Indonesien, hvor Bali og Lombok jo ligger, er der ikke krav om et lægecheck inden dykkerkursus.
De er tilfredse med at man erklærer sig sund og rask og accepterer, at det er ens egen skyld, hvis det
går galt.
I australien er det en hel anden sag. Kravene er strengere og man skal en tur rundt om en lægeklinik
og stille på kurset med en læges erklæring om at man er ”fit” Det gælder også selvom man som jeg
kan stille med bevis på at man har gennemgået første del af et Padikursus og man lige har udført
flere dyk på 12 m uden problemer.
Lægeerklæringen klarede Kasper og jeg så i Cairns på ”24Healthcenter”, hvor de hver eneste dag
checker dykkeraspiranter og dømmer fit/unfit for diving.
En sygeplejerske måler lungekraft og blodtryk ligesom hun trykprøver trommehinderne i ørene for
evt. huller eller revner. Efterfølgende gennemgår en læge ens øvrige fysiske tilstand.
For deres ulejlighed skal de så have 50AU$. Fair nok.
Valget af dykkerkursus faldt på Pleasure Divers på Øen Magnetic Island ud for Townsville.
Havet omkring øen ligger i Great Barrier Heritage området og selv om området ikke er en del af
selve revet er der alligevel meget at dykke på.
Vi lejede et sommerhus på øen i 4 nætter og gik i gang med kurset: Open Water Diving PADI.
Kurset koster 300 AU$ inklusive bøger, afgift til PADI, udstyr samt 4 dykninger i havet.
Kasper og jeg var de eneste elever på kurset. Der var ellers mødt 2 unge amerikanske kvinder op,
men den ene kunne ikke bestå lægechecket og den anden var kun 17 år og kunne ikke få fat i en
underskrift fra sine forældre på at hun måtte deltage. Nogle gange har de op til 16 elever på et
kursus. Dog med en instruktør per 6 elever. Vi var heldige. De to forskellige instruktører vi nåede at
have var begge englændere og seriøse om opgaven. Vi følte os trygge ved dem, hvad er jo ikke er
uvæsentligt når man sidder ned på bunden af havet og simulerer ”out of air” ved at der bliver lukket
for ens iltflaske.
I den komprimerede version klares kurset på 3 dage. Det forudsætter megen læsning om aftenen og
om morgenen for at bestå delprøverne og den afsluttende teorieksamen.
Undervisningsmaterialet fra PADI er fremragende og let forståeligt.
Dagene går så især med praktikken. I Pleasure Divers pool skal man først vise, at man kan svømme
200 m og holde sig flydende i 10 minutter. For de fleste en let opgave, men det viser alligevel, at
man er vant til at opholde sig i vand, hvor man ikke kan bunde.
Herefter skal der udvælges udstyr og dragter. Selvom Magnetic Island ligger i troperne er vandet i
de hårdeste vintermåneder kun lige 20 grader varmt og poolvandet er endda lidt koldere.
Så en god tyk neoprendragt med hætte og handsker er rart at have på, så man kan koncentrere sig
om opgaverne. Ud over dragten skal man jo også have udstyr på, så man kan trække vejret under
vand. Det er ligesom det, det hele går ud på.
71

Maske, snorkel, finner, flydevest, vægtlodder, iltflaske og regulator er de vigtigste elementer i
udstyret. (regulatoren er den del man tager i munden og ånder ind og ud gennem under vandet)
Jeg må indrømme, at nogle af opgaverne var grænseoverskridende for mig.
De værste havde jeg jo prøvet før på det første kursus på Gili Air, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til.
Jeg huskede, hvordan det er at sidde på 12 meters dybde og tage sin dykkermaske af for så at sidde
eller svømme uden i et minut for derefter at tage den på igen og blæse den ren for vand med luft
gennem næsen. Det lyder værre end det rent faktisk er. Hvis man altså tør.
Nå, men det er jo ude på grænsen af, hvad man tør, at livet virkeligt leves og føles – er det ikke?
Vores 4 dyk fik vi på 2 forskellige lokationer ved øen. Dels i en bugt tæt på divecenteret og dels på
et gammelt tysk skibsvrag ved Alma Bay. Vraget er over 100 år gammelt og er næsten helt dækket
af koraller. Flot.
Dykningerne foregik fra standen ved at vi vadede ud i vandet og altså ikke som ved Gili Air fra båd.
Det er ok, men det er tungt at skulle slæbe udstyret ud i vandet. Det er en stor befrielse, når man
først er i vandet og flyder.
Efter den afsluttende teoriprøve og veloverståede praktiske prøver i havet kunne vi så kalde os
certificerede Open Water Divere, med ret til på egen hånd at dykke ned til max 18 meters dybde ,
hvor i verden vi har lyst. Det synes jeg nu er lidt blæret.
Sammen med os på vort første dyk på vraget, var der en ung engelsk kvinde med. Hun ville
genopfriske sine dykkekundskaber, da hun ikke havde dykket i flere år.
Vi dykkede alle ned på bunden, hvor vi siddende på knæ skulle vise diverse færdigheder.
Hendes mod slap imidlertid op, da hun skulle tage masken af. Det turde hun simpelthen ikke og
efter flere tilløb, hvor vi kunne fornemme hendes rædsel, trak instruktøren i nødbremsen for hende
og afbrød dykningen. Vi andre fortsatte med den luft vi havde tilbage og nåede at se en del af vraget
inden vi var nede på det kritiske tal for resterende luft i tankene. Vi nåede at være 42 minutter på
bunden.
På grund af den lidt kiksede dykning gav Pleasure Diving, Kasper og jeg mulighed for at få 2 ekstra
dykninger gratis. Vi kunne bare hente udstyr og flasker til 2 dykninger og så på egen hånd tage ud
for at dykke den næste dag.
Den skulle lige sive ind. Nåh ja nu kunne vi jo bare tage af sted.
Vi havde en ekstra dag på øen efter dykkerkurset, så sammen med min søster Kirsten og Karin tog
Kasper og jeg til Florence Bay på østkysten af øen dagen efter for at snirkle, tage sol og så altså
dykke.
Det var en fed fornemmelse at vi nu kunne koncentrere os om at se fisk og koraller uden at vi skulle
vise alle mulige hundekunster over for en instruktør.
Dykkene gik rigtig godt og vi er nu oppe på henholdsvis 6 og 8 dyk i vores logbog.
Efterfølgende har jeg været på Internettet og jeg har fået en bekræftende e-mail på at jeg er
registreret i PADI som certificeret Open Walter Diver.
Jeg er sikker på, at Kasper har fået en tilsvarende mail.
Jeg blev bestemt ikke skuffet.
Det blev en uforglemmelig far/søn oplevelse at lære at dykke.
72

Magnetic Island – Airlie Beach – Rockhampton – Bundaberg – Brisbane – Sydney.
5. – 20. juli
Efter at Kirsten og Kasper havde fået jetlagget ud af kroppen, fortsatte vi sydpå.
Efter at have boet rimeligt bekvemt nogle dage, var det tid til bushcamp, ved Henrietta Creak. Fandt
et lille sted, hvor teltet kunne slås op. Karl og Kasper sover i teltet og Kirsten og jeg i bilen på hver
sin etage. Rigtigt hyggeligt, men det bliver tidligt mørkt, allerede omkring kl. 18, hvor det også
bliver koldt, så gæsterne har fået en forståelse for hvorfor vi ofte går tidligt i seng. På vejen hertil
besøgte vi flere vandfald, kørte gennem landskab der var en blanding af landbrugsområde og
regnskov. Vi har lejet en ekstra bil fra Cairns til Brisbane, en lille rød Toyota Corolla med
automatgear, jeg er chauffør på denne, da de andre ikke er så meget for kørsel i venstre side.
Udfor Townsville, ½ times sejlads fra kysten ligger Magnetic Island. Karl har beskrevet hvad han
og Kasper foretog sig, så jeg vil koncentrere mig om hvad Kirsten og jeg foretog os.
Vi havde Ibrahim med over på øen, så den brugte vi til transport rundt på de få veje. Øen er for en
stor dels vedkommende dækket af regnskov, hvor der er vandreture, ofte med gode udsigter. Så vi
tog den ene vandretur efter den anden. Spejdede efter dyr og fugle. Vi var heldige, så Koala 2
gange.
Vores lejede sommerhus var bare vildt lækker, næsten nyt, masser af plads, stor terrasse med
gasbarbeque. Fra terrassen havde vi udsigt til et spændende dyreliv. Om dagen mange fugle,
deriblandt farvestrålende papegøjer, i skumringen kom der Possum, Flyvende ræve og Echidna (
pindsvin).Vejret var igen helt ok, med skyfri blå himmel om dagen og 20-23 grader. Det blev også
til enkelte badeture, men vandet var koldt, kun ca. 20 grader. Derfor blev det heller ikke til så meget
snorkleri.
Efter dejlige afslappende dage på øen tog vi tilbage til fastlandet, Townsville, derfra videre sydpå til
Aierlie Beach, der ligger i et område kalder Withsundays, som består af 74 øer. Her var målet at
komme helt ud på Great Barrier Reef.
Nu var problemet bare at det blæste en del og da 2 i selskabet har problemer med søsyge, blev det
til at Kasper og jeg tog på en heldags bådtur ud på revet. Selvom vi sejlede i en hurtiggående
katamaran, tog det alligevel 2½ time at sejle derud. Ved Hardy Reef havde selskabet Fantasea en
flydende pontonbro, hvor skibet lagde til. Herfra kunne vi så snorkle, dykke, tage med i
undervandsbåd. I det hele taget lære noget om livet på revet. Havet var meget uroligt på vejen
derud, men ved revet forholdsvis roligt.
Selvfølgelig skulle Kasper have et dyk, nu han havde fået certifikat, han var nede på 16 meter, og
havde en kæmpe oplevelse. Selv snorklede jeg, og oplevede fisk i en størrelse jeg ikke havde
oplevet før. Specielt gjorde en Wrasse på 1½-2 meter et stort indtryk.
Vi nåede et par ture sammen i undervandsbåden, hvor vi så havskildpadder flere gange. Korallerne
var store og rimelig farvestrålende.
På sejlturen tilbage så vi for 1. gang Humpback Whales, det er tiden nu hvor de trækker op langs
østkysten fra sydpolen for at føde unger. En af hvalerne kom helt tæt på båden, svømmede langs
med og under båden. Håber det lykkes at se dem igen senere, det er flotte imponerende dyr.
Da vi skulle være i Brisbane den 17/7, måtte vi videre sydpå. Via Rockhampton til Bundaberg. Her
besøgte vi rom destilleriet Bundaberg. Den ligger ved siden af sukkerfabrikken, der forarbejder
sukkerrør. Affaldsproduktet Melasse bliver brugt til fremstilling af rom. Det tager 2 år på
fyrtræsfade før rommen er klar. Fik smagsprøver, ikke dårligt, men den eksporteres næsten ikke, i
hvert fald ikke til DK.
Efter at rommen var fordøjet og vi havde fået endnu en god nats søvn, var det videre til
Landsborough, hvor Australia Zoo ligger.
73

Her har den nu afdøde Steve Irving skabt en zoologisk have, primært med australske dyr, med et
budskab om at værne om naturen, krydret med shows hvor slanger, fugle og krokodiller indgår.
En god oplevelse, da der var god plads omkring dyrene, alt var velholdt. Som person er han lidt af
en legende hernede. Han har altid levet livet farligt, så måske var det ikke så mærkeligt det gik galt
til sidst, han blev dræbt af en Sting Ray (stor rokke).
Den 16/7 var vi i Brisbane, brugte dagen på Mt. Cood-tha, fik afleveret den lille røde bil. Desværre
fik vi stenslag på ruden, var forberedt på en stor regning, men slap med ca. 700 kr. Vist noget
billigere end i DK.
Fra Cairns til Brisbane fik vi kørt ca. 2000 km, det bliver hurtigt til lange afstande her. Vi havde for
længst indset at vi ikke ville køre hele vejen til Sydney, hvilket ville være yderligere 1000 km. Men
vi ville gerne opleve Sydney sammen med Kirsten og Kasper, inden Kirsten rejser hjem den 20/7,
derfor fløj vi den 17/7 sammen ned til Sydney.
Det er ikke så dyrt at flyve indenrigs, omkring 1000 kr. retur. Den 20/7 flyver Kasper, Karl og jeg
så retur til Brisbane til Ibrahim og fortsætter vores køretur bla. til Fraser Island, og videre ned ad
østkysten til Sydney igen, inden Kasper rejser hjem den 1/8. Vi kan med lidt god vilje godt være 3
personer i bilen. Desværre bliver det koldere og koldere jo længere sydpå vi kommer. Nu er
dagstemperaturen nede på omkring 10-12 grader. Det betyder at overnatning i bilen er mindre
komfortabel.
I Sydney har vi lejet et par værelser på Glenferrie Lodge, nord for Harbour Bridge, meget centralt,
100 meter herfra går færgen over havnen. Og så er vi nabo til John Howard Prime Minister of
Australia.
Vi har købt et Sydneypass til 3 dage, så kan vi ubegrænset bruge tog, busser og færger.
På billeder har vi set operahuset utallige gange, så da vi endelig selv stod der, med operahuset til
den ene side og Harbour Bridge til den anden side, var det helt underligt, begge dele så mindre ud
end jeg havde forestillet mig. Resten af dagen blev brugt til at gå en lang tur langs vandet på den
nordlige side, her ser husene og omgivelserne meget engelske ud.
De sidste 2 dage har vi travet og kørt Sydney tyndt, fra morgen til aften. Vi har besøgt
Sydneytower, hvor vi i 250 meters højde så byen efter mørkets frembrud, imponerende med alle de
oplyste bygninger. Besøgt Aquarium, hvor vi gik under vandet i en tunnel, så hajer, kæmpe rokker,
skildpadder, genså mange af de fisk vi havde set på revet. Australia Museum havde rigtig gode
udstillinger med udstoppede dyr fra Australien, fugle og insekter. Special udstillingen var fra
National Geografic, med billeder hvor man kunne se hvor forskelligt der er fra vest til øst
Australien. Det blev også til en vandretur på Bondi Beach, der var meget stille, det er jo vinter her,
og det koldeste de har oplevet i flere år, omkring 10-13 grader om dagen.
De lokale snakker meget om det kolde vejr og fryser bravt. Vi andre der er vant til den slags vejr
tager bare mere tøj på. Det ses tydeligt at de ikke er vant til koldt vejr, f.eks. står vinduer og døre
åbne og mange steder kører aircondition stadig.
Den største oplevelse var rundvisning i operahuset. I 1956 udskrev delstaten en arkitekt
konkurrence, man ville opføre et operahus, penge var ikke noget problem. Blandt flere hundrede
arkitekter, vandt danskeren Jørgen Utzon. Desværre fik han ikke mulighed for at fuldføre sit værk.
Efter 5 år skiftede delstaten regering, og den nye leder var ikke så begejstret for ideen som den
forrige, så det endte faktisk med at Jørgen trak sig fra projektet, da kun skallen til operahuset var
færdigt. Andre overtog færdiggørelsen af det indre. Bygningen blev indviet i 1973. Jørgen har
aldrig set sit bygningsværk færdiggjort. Han er nu igen tilknyttet operahuset, i forhold til forbedringer
og ændringer, men repræsenteret ved søn og barnebarn, da han selv er blevet for gammel
til at tage herned. Der ligger en genial tankegang bag udformningen af bygningen og de materialer
der er brugt. I morgen den 20/7 tager vi afsked med Kirsten, og flyver tilbage til Brisbane.
74

Rainbow Parakit
Cane Tod.
75

Kasper, Karin, Karl og Kirsten ved Steve Irwing Zoo.
Sydney.
76

Possum
Smilende Kamel
77

Fraser Island – Tin Can – Byron Bay – Uralla – Musweellbroke – Blue Mountains
21.juli – 1. august
Så fik vi sendt Kirsten hjem, selv fløj vi tilbage til Brisbane, 1000 km nordpå igen.
Vejret ændrede sig igen mærkbart, nu er dagstemperaturen igen omkring 20 grader. Taxa
chaufføren kunne fortælle os at det var det koldeste det har været i 40 år på disse breddegrader.
Vi synes nu det er ok, bare det ikke regner, det gør det indtil videre sjældent.
Fra Brisbane gik det videre 200 km nordpå til Rainbow Beach. Vi skal nu være 3 i Ibrahim, men det
går ok, vi klemmer os lidt sammen på sæderne, der er sikkerhedsseler til alle, så alt er lovligt. Vi har
også fundet plads til at vi alle 3 kan sove i bilen, incl. plads til bagagen, utroligt hvad der kan
klemmes sammen på så lidt plads.
Planen var nu at udforske Fraser Island.
Øen er verdens største sandø, skabt gennem 2 mill. år ved at strøm og bølger har ført sand sammen
på dette sted. Øen er 120 km. lang og 15 km bred. Selvom øen er sandet er her masser af skov,
sågar regnskov. Derudover ca. 40 ferskvandssøer, med det klareste rene vand. Det er her man bader,
hvis ellers temperaturen var lidt højere. I havet fraråder man badning, pga. hajer og strøm. Der er få
veje, som alle er ensporede sandveje, hvorfor man kun kan køre her med 4 WD. Chancen for at køre
fast er rimelig stor, derfor har vi også placeret vores udstyr til at trække os fri, så vi kan få fat i det
uden at skulle tømme bilen for bagage.
Den bedste vej er langs stranden, på hele østsiden kan man køre ca. 100 km langs stranden, man
skal kun tage højde for tidevandet, dvs. at man kan køre ca. 2 timer før og efter lavvande. På denne
vej kan man køre som var det alm. landevej, hvorimod vejene på øen, er svære at køre på og tager
lang tid, indimellem må man dog tage farten af, fordi et vandløb skal passeres.
Tidevandsfaktoren betyder at vi må tidligt op, kl. 6, solen står op ca. kl. 6.30, Kasper synes vist det
er lidt tidligt, men sådan er det når naturen bestemmer.
Man skal betale for at køre og bo på øen. Vi har besluttet os for at være her 3 nætter, i alt 84 $,
dertil færgebillet til 80 $. Færgen herover var en Barge, dvs. man kører på og af borde fra stranden,
hvor færgen sejler op. Så allerede 300 meter før færgestedet, var det nødvendigt at reducere
dæktrykket til 20 psi., så vi så vidt muligt kan undgå at køre fast i sandet. Vi sejlede over ved Inskip
Point.
På de 15 min. sejltur over til øen, spottede vi delfin.
Øen er en naturperle, kridhvide strande med pulversand, sandklitter, fyrskov, regnskov. Varieret
dyreliv, som det er svær at spotte, som altid skal man være heldig for at få øje på dyrene. Specielt
Dingo (vild hund), er udbredt på øen, så udbredt de skulle være en plage og trussel for mennesker.
Der er da også et hav af advarselsskilte der advarer forældre om at børn skal være under opsyn, at
det giver bøde hvis man fodrer dem eller efterlader affald uden opsyn. En del campingpladser er
indhegnet. Vi var heldige at se en, mens vi kørte på stranden.
Derimod havde vi på campen ved Waddi Point, besøg af ikke mindre end 3 Coocaburra (den
australske nationalfugl, der ligner en stor spætte og lyder som et menneske der griner ). Her så vi
også en rimelig stor Leguan i et træ.
Vi har gået flere ture på øen, til nogle af søerne, har siddet på pynten ved Indian Head og spejdet
efter hvaler, uden held.
Den sværeste del af turen, kørselsmæssigt, var afkørslen fra stranden 5 km syd for Waddi Point.
Terrænet var let stigende, sporene var dybe med blødt sand, indtil flere sad fast, hvor vi måtte
hjælpe. Men ikke Ibrahim, med en god chauffør der satte fuld speed på, fræsede han sig gennem
sandet uden problemer.
Det er rigtig dejlig at kunne opleve Australien sammen med familien, jeg tror også de har fået og
stadig får et indtryk af hvor forskelligt det er. Selvom østkysten helt klart er meget mere befolket
78

end den øvrige del af Australien vi har kørt i, så er der også øde egne, hvor der ikke er
mobildækning og internet. Som et ungt bymenneske kan det godt være lidt af en kold tyrker.
En af dagene mens vi kørte ud af stranden, så Kasper ud af øjenkrogen en slange i vandkanten. Fik
vendt bilen, og ganske rigtigt, en havslange lå i vandkanten. Var den levende?
Umiddelbart ikke, men efter et par forsøg, hvor vi smed en sten helt tæt hen til den, bevægede den
hovedet. Så den var levende, sjældent man får mulighed for at se sådan et dyr på land.
Vi havde 3 rigtig gode dage på Fraser Island, kan varmt anbefales.
På fastlandet lidt nord for Rainbow Beach i en lille by der hedder Tincan har de delfiner der
kommer ind til havnen så godt som hver dag. For 30 år siden reddede man en delfin fra at dø, slap
den fri, fortsatte med at give den lidt fisk hverdag, den fik senere en unge, der i dag stadig kommer
tilbage for at få lidt fisk. Det skulle Kasper se, for at komme helt tæt på delfiner. Det lykkedes også,
som vi andre har prøvet det andre steder, stod han i vandkanten, få meter fra delfinen. Da vi skulle
meget tidlig op, for at opleve dette, spiste vi morgenmad på havnen, i dejlig solskinsvejr.
Ellers var dagen en køredag, hvor vi skulle have tilbagelagt nogle kilometer, vi har en deadline, der
hedder Sydney den 1/8 hvor Kasper skal hjem.
Vi skulle beslutte om det hed kystvejen eller indlands ruten. Det blev kystvejen til Byron Bay.
Østkysten fra Brisbane til Sydney beskrives meget som en stor turist område, med ferielejligheder
på stribe, hvilket ikke lyder særlig tiltalende. Det var derfor også med blandede følelser vi kørte ind
til Byron Bay for at finde overnatning. Dels fandt vi en lækker campingplads på kysten, med
formidabel udsigt til vandet og solnedgangen, dels havde de premiere på Simpson The Movie, som
vi måtte se, så det var ikke så slemt som forventet. Næste dag tog vi os tid til at gå lidt omkring ved
Cap Byron lighthouse, inden vi skulle videre. Spejdede ud over vandet, var igen heldige og så
hvaler nogle hundrede meter ud fra kysten. Vi var der kun en time, og så skildpadder i vandet, samt
hvaler flere gange.
Herefter kørte vi ind i landet mod Blue Mountains, der ligger ca. 100 km vest for Sydney.
Den 27/7 overnattede vi i Udulla i 1030 meters højde, hvilket betød det blev koldt om natten, ned til
1,5 grad. Vi kom sent frem, ca., 1 time efter mørkets frembrud, hvilket vi normalt ikke gør, da
risikoen for at køre et dyr ned stiger væsentlig. Men der var ting vi skulle se undervejs. Bla. Point
Lockout i 1564 meters højde. Igen var vi heldige, Kasper har stort set ikke set kænguruer endnu,
men her ved solnedgang, ude på landet, var de meget aktive, det var de store Eastern Grey. Så det
tog lidt tid inden fik vi set os mætte og fotograferet færdig. I øvrigt har vi herefter set rigtig mange
kænguruer.
Det var blevet for sent at lave mad, fandt en pizza restaurant, her kunne man selv tage vin med, som
er meget almindelig på en del restauranter her i landet.
Selvom det var koldt om natten, kunne vi godt holde varmen i bilen, bare vi har strøm kan vi tænde
varmeblæseren.
Den 28/7 kørte vi videre sydpå, forbi Burning Mountain, som blev vores frokost stop. Gennem ca.,
5000 år er der kommet røg op af dette bjerg. Det skyldes ikke vulkansk aktivitet, men et brændende
kullag. Gåturen sluttede ved toppen af bjerget, og ganske rigtigt, det røg og stenene omkring stedet
var meget varme. Australien er et underligt sted hvad angår naturfænomener.
De sidste dage Kasper er her, har vi besluttet os for at tilbringe i området omkring Blue Mountains,
i byen Katoomba. Vi har lejet os ind i en cabin de næste 3 nætter, byen ligger i 1000 meters højde,
så det bliver koldt om natten, omkring frysepunktet. Om dagen er det til gengæld fint, sol fra en
dybblå himmel.
Katoomba og området omkring ligner måske lidt en sydeuropæisk by i alperne. Her er dog ikke
høje bjerge men noget der ligner et mini Grand Canyon. Her er meget smukt, vi har gået ture i
området, hvor vi fik brugt kræfterne, da der mange trappetrin at forcere.
79

Den 30/7 fejrede vi Karls 49 års fødselsdag.
Startede dagen med et rigtigt dansk morgenbord. Rundstykker, Lurpak smør, Havarti ost, Danish
Pastry o.s.v.
Dagen gik med at udforske Jenolan Caves, verdens største hulesystem. 9 huler er tilgængelige, der
er stadig meget uudforsket. En spændende oplevelse, der tog det meste af dagen.
Om aftenen spiste vi Baramundi, australiens spisefisk nr. 1.
I morgen den 1/8 kører vi tilbage til Sydney, sender Kasper af sted, og ved faktisk ikke hvad vi så
gør, der skal lægges planer.
Det har været rigtig dejlig at have besøg af familien.
Vi har i denne måned kørt ca. 4000 km, og igen oplevet meget forskelligt.
Heldigvis ingen uheld, kun været involveret i uheld på tredje hånd. På bjergvejen til Blue
Mountains, kom vi kørende kort tid efter at en motorcyklist var kørt galt.
Han havde for meget fart på i et sving, skred ud, røg af cyklen og kurede nogle meter ned af en
skrænt, før nogle hegnspæle stoppede ham.
Vi stoppede op, ydede første hjælp så godt vi kunne. Der var tydeligvis noget galt med hoften, lå i
en lidt underlig vinkel, og det var også herfra han beklagede sig. På et tidspunkt klagede han over
ikke at kunne mærke benene, så vi var selvfølgelig bekymret for om han havde brækket noget i
ryggen. Han fik mere og mere ondt som tiden gik, vi kunne kun støtte ham i den dårlige stilling,
berolige, snakke, undgå han rørte sig for meget, så der skete yderligere skade og ellers vente 45 min
inden der kom hjælp på stedet, meget lange minutter. Men da først hjælpen kom, var den meget
effektiv. Først kom ambulancen, kort tid efter en redningshelikopter, og en redningsbil. Så i alt var
de 10 personer tilstede, der alle havde del i opgaven. Jeg er sikker på han klarer det, det kunne være
gået meget værre.
80

Kasper med havslange
Fraser Island
81

Dingo
Joey
82

Sydney, South Australia – Canberra, Australian Capital Territory – Sydney.
1. – 8.august
Inden vi kørte i lufthavnen i Sydney for at sende Kasper hjem, var vi en tur forbi den olympiske
park. Som bekendt var her olympiske lege i år 2000.
Gik lidt rundt i området, imponerende sportsanlæg, så svømmestadion, skulpturen hvor den
olympiske ild havde været. Ved denne skulptur var der nedlagt plader med navne på guld, sølv og
bronze vinderne indenfor de forskellige discipliner. Af danske navne så vi håndboldpigernes navne,
som alle nok husker vandt de guld. Man kunne godt få en lille fornemmelse af hvordan det må have
været, at være tilstede den gang.
Tilbage i bilen efter at have sagt goodbye til Kasper, opdagede vi der havde været indbrudsforsøg i
bilen, døren havde været forsøgt brudt op, men det var ikke lykkedes at komme ind i bilen. Godt det
samme, da mange af vores værdier befinder sig i bilen. For en sikkerhedsskyld, har vi lavet en aflåst
boks under bordet, så forsikringen dækker. Heldigvis gik det godt denne gang.
Vi havde ingen planer lavet for hvad der skulle ske den næste måned, så vi måtte lige kikke lidt på
kortet for at lave en plan for hvor vi ville slå lejr. Lidt tilfældigt blev det Kiama, ca. 100 km nede ad
kysten fra Sydney. Her blev vi de næste 3 dage. Havde brug for nogle dage hvor der ikke skulle ske
det helt store.
Som det nok sker for alle der rejser i længere tid, var vi blevet lidt mætte af oplevelser, synes
efterhånden vi har set alt hvad der er at se af bjerge, kløfter, strande, vandfald, dyr.
Så de næste dage skulle bruges til at udarbejde en plan, som betød at vi igen kunne få lidt af gejsten
for at rejse tilbage.
Vi ville gerne besøge Canberra, landets hovedstad, vi ville gerne være et sted hvor det var lidt
varmere.
Kom forbi et rejsebureau, så en annonce i vinduet for Thailand, inden der var gået en time, havde vi
købt en rejse til en Stillehavs øgruppe der hedder Vanuatu. Lidt impulsivt.
Øen vi skal besøge hedder Efate, vi skal bo på et ressort i hovedstaden Port Vila.
Vanuatu øgruppen strækker sig helt fra ækvator og 1170 km ned. Ligger ca. 2000 km ude i
Stillehavet fra Australiens kyst. Næsten på den anden side af jorden i forhold til DK.
Øgruppen ligger på kanten mellem den indo/australske kontinentplade og stillehavspladen, hvilket
betyder at visse dele af øerne hæver sig med 2 cm om året, andre dele synker.
Se alt det viste vi ikke noget om da vi købte rejsen, vi havde aldrig hørt om dette selvstændige land.
Men dagen efter købet læser vi en lille notits i en australsk avis, om at der har været et jordskælv på
7,2 på Richter skalaen på en af øerne, den der ligger 300 km fra vores ø, så kan det nok være vi
begyndte at interesse os for dette. Vi kunne læse os til, at det er meget normalt med næsten daglige
seismologiske udsvingninger, hvoraf ikke alle mærkes, at der er flere aktive vulkaner. Det
afskrækker os nu ikke, bare en ny ting vi må forholde os til, ligesom alle de andre naturkatastrofer
vi har oplevet, cykloner, brande, ekstrem hede, voldsomt regnvejr.
Vi rejser ud fra Sydney den 8/8, retur den 15/8, hvilket giver os mulighed for at besøge Canberra
inden. Når vi kommer tilbage til Australien er det vores plan at køre langs kysten til Melbourne over
de næste ca. 10 dage, besøge nogle venner i Melbourne, derefter færgen til Tasmanien omkring den
1/9.
Den 4/8 kørte vi de 240 km mod Canberra, hvor planen er at blive til den 7/8.
Canberra opstod som by og hovedstad ud af næsten ingenting i 1920èrne, nu bor her ca. 335.000. Er
en selvstændigt område, Australia Capital Territory.
I 1901 blev de ellers selvstændige australske stater, enige om at danne en federal stat. New Zealand
ville gerne være med, men ombestemte sig i sidste øjeblik.
Parlamentet blev nedsat i Melbourne.
83

Dette var uholdbart pga. konkurrencen mellem Sydney og Melbourne. Man kunne blive enige om at
stedet skulle være mindst 100 km fra Sydney, ikke måtte ligge ved kysten (risiko for angreb fra
søsiden). Så placeringen faldt på dette sted i outbacken. Navnet man fandt frem til betyder
mødested på aboriginal. Den første parlaments bygning stod færdig i 1927, var tænkt som et sted
for de næste 50 år, indtil man fik råd til at bygge et nyt. I 1988 stod den nye bygning færdig,
kostede 1,1 milliard aus. $. Arkitekten der vandt konkurrencen om at bygge stedet, var amerikaner
og tydelig inspireret af Washington DC. Huset og området giver associationer til det hvide hus.
Selvfølgelig skulle vi besøge både det nye og det gamle parlament. Sædvanligt havde vi nogle
meget informative og engagerede guider. Vi så Senatet, Repræsentanternes hus, fik forklaret
hvordan det politiske system fungerer hernede (forstod ikke alt, da det er svært stof og ikke ligner
det vi kender ), derfor vil jeg heller ikke forsøge at gøre mig klog og gengive.
Her er tvungen stemmeret, dvs. stemmer du ikke, vanker der bøde på 50 $.
John Howard har været premierminister siden 1996, er Liberal. Der skal være valg sidst på året,
hvilket ses tydelig i avisen.
I det gamle parlament havde man et portræt udstilling, og hvem hang som stort banner ved siden af
indgangen?
Vores Mary. Det er hvad australierne kalder hende.
Et billede malet for nogle år siden af en kinesisk indvandrer Jiawen Shen. Billedet var først udstillet
i DK, men er nu her. Så der hænger hun, side om side med alle mulige kendte australier.
Det blev også til besøg på nationalmuseet og Memorial War Museum. Specielt det sidste sted var et
besøg værd, en god guide og en god udstilling der fortalte om de krige Australien har deltaget i fra
1. verdenskrig til i dag. Det er ikke så få krige, de har mistet rigtig mange soldater i forhold til deres
befolkningstal. Under 1. verdenskrig mistede omkring 86.000 mænd og kvinder livet, ud af en
befolkning på 4,7 mill. Vi fik en bedre forståelse for hvorfor man rundt omkring har så mange
krigsmindemærker og hvorfor man hvert år i stor stil højtideligholder ANZAC dagen. ANZAC
betyder, Austalia/New Zealand/Armed Corps, som er det militære samarbejde mellem de 2 lande
siden 1. verdenskrig.
Canberra ligger i 530 meters højde, Australiens højeste bjerg, Kosciuszko på ca. 2200 meter, ligger
ikke så langt herfra, i det område står man på ski i denne tid, de har masser af sne.
Temperaturen er da også noget koldere her end ude ved kysten, vel 10 grader mindre, så om natten
kommer det ned på frysepunktet.
I morgen tager vi tilbage til kysten, Sydney. Der har vi efterhånden været nogle gange. Men da
flyveren til Vanuatu er derfra, er der igen vej udenom.
Vanuatu.
8.- 15. august
Efter at have frosset i et stykke tid på Australiens østkyst, måtte vi simpelthen have noget sol på
kroppen og få varmen helt ind i knoglemarven igen. Ligesom i sommers oppe nordpå.
I byens Kiama syd for Sydney så vi i et udstillingsvindue hos rejseselskabet Harvey et tilbud om 2
uger i Phuket i Thailand for en billig penge. Vi kiggede på hinanden og sagde, hvorfor ikke. Der er
jo altid dejligt i Thailand.
Den rare dame hos Harvey spurgte om vi havde overvejet en tur til Vanuatu og indrømmet, ingen af
os havde hørt om Vanuatu før.
Mange kender stillehavsøer som Tonga og Fiji. Om ikke andet så fra Troels Kløvedals vidunderlige
rejser.
Mindre kendt, men beliggende i den samme for os fjerne position i Stillehavet øst for Australien og
lidt syd for ækvator, ligger øriget Vanuatu. Ca. 80 små og store øer ligger i et nord/sydgående
84

ælte, med øen Efate liggende ca. i midten. Her ligger hovedstaden Port Vila.
På stedet købte vi en pakketur med 7 overnatninger på et godt hotel i Port Vila.
Hos den lokale secondhand bookstore fandt vi Lonely Planet Vanuatu og vores ”rejsesidespring”
var i fuld gang.
Karin opdagede også, at den bog hun skulle i gang med og som hun lige havde købt i Kiama,
foregår i Vanuatu på den ø og formentligt delvis også på det hotel vi skulle bo på. Lidt spooky.
Vi skulle af sted allerede nogle dage senere og ventetiden skulle så bruges til at få set og oplevet
Australiens hovedstad Canberra.
Flyveturen fra Sydney til Port Vila tager lige godt 3 timer med Air Vanuatu og det første man
oplever i lufthavnen er et 6 mands orkester, der spiller og synger for de ankommende gæster, mens
de venter på at komme gennem paskontrollen. Og det selvom klokken var over midnat. Jeg lagde
mærke til at den gennemtrængende gulvbas bestod af en stor trækasse, et bræt oprejst oven på og så
en streng udspændt langs brættet. Ved at spænde brættet og slå strengen, kunne musikanten på
forunderlig vis meget præcist ramme de rigtige toner til sangen og de andre instrumenter. Godt gået.
På vort hotel, LeMeridien, i Vilas udkant blev vi modtaget af en kriger i fuld traditionel ornat, der
altid bevogter hotellet indgang.
Næste morgen efter et solidt morgen måltid var det tid til at udforske byen og til fods bevægede vi
os mod havnen og byens marked. Undervejs passerede vi en delvist udbrændt bygning som vi
vidste, var Vanuatus retsbygning. I spøg jokede vi med at der nok var nogle utilfreds dømte, der
som hævn havde brændt retten. Vi havde mere ret end vi anede.
For ikke længe siden måtte de lokale myndigheder erkende, nu var grænsen for befolkningens
marihuanarygning nået. Lad gå at især den mandlige befolkning hver dag skal have deres kava
(mere om den senere), men på grund af marihuanarygning var øen simpelthen ved at gå i stå så
politiet lavede et raid mod den landsby, hvor man vidste dyrkningen foregik. Store mængder af
marihuana blev konfiskeret og en hel del mænd fra landsbyen blev anholdt og straffet.
Få dage efter brændte den eneste historiske træbygning på øen ned.
Politiet hentede et par store knægte ind og med hvad George Bush og andre hjerteløse idioter ville
kalde ”mild tvang” tævede de en tilståelse ud af dem så blodet flød ned af deres ansigter.
Der findes ikke noget elektronisk arkiv over rettens sagsmateriale, der gik tabt i branden, så
myndighederne er nu ved at rekonstruere sagerne, ved at bede forsvarsadvokaterne udlevere deres
genparter til kopiering. Mon ikke nogle ubehagelige sager aldrig dukker op.
I Port Vila måtte vi konstatere, at alting er dyrt, selv sammenlignet med australske priser.
Diesel koster over 2$AUS og 2 liter Cola, hvad der svarer til 30 danske kroner i supermarkedet.
Som så ofte før gik vi på det lokale marked, hvor de indfødte handler og som altid er det sundeste
også det billigste. Bananer, kokosnødder og en masse frugter og grøntsager vi ikke kender navnet
på, koster næsten ingenting og en ung kokosnød, hvor man får 2 store glas mælk og en del lækkert
kød, der med ske kan skrabes af nøddens inderside, er ikke at foragte. Bananerne var små og søde.
Gaderne i Port Vila er sparsomt asfalterede med store huller og uden for byen er vejene kun hullede
grusveje så når man oven i købet i Vanuatu kører i højre side af vejen syntes vi at billeje var for
risikabelt.
At de kører i højre side er angiveligt et udslag af tilfældighed. Fra 1906 til 1980 delte England og
Frankrig overherredømmet over Vanuatu. Herefter blev Vanuatu en selvstændig nation.
Da motorkøretøjer i begyndelsen at nittenhundredetallet kom til Vanuatu måtte englænderne og
franskmændene jo beslutte om kørslen skulle foregå i højre side som i Frankrig eller i venstre side
som i England og bl.a. Australien.
Enighed kunne naturligvis ikke opnås ved forhandling, så ifølge overleveringen blev man enige om
at gå ud på gaden og der vente på den næste hestevogn, der kom fobi. Siden den blev ført i skulle
derefter være den side motorkøretøjer skulle føres. Inden længe kom en hestevogn forbi og til
85

franskmændenes store glæde kørte den i højre side.
Nå, men billeje var altså ikke en mulighed for os, så vi tog en runde hos de lokale udbydere af ture
og oplevelser her i stillehavsparadiset.
Vi besluttede os for 2 ture. En heldags sejltur ud for øens vestkyst for at snorkle og dykke på
koralrevet. Den anden tur var en heldags køretur omkring øen med besøg i landsbyer.
Om morgenen på dagen hvor vi skulle på sejltur, regnede det og alt tydede på at det skulle blive en
dag med dårligt vejr. Heldigvis holdt det ingenlunde stik. Vejret blev fint og solen skinnede det
meste af tiden på os og de farvestrålende koraller i revet.
Skibet viste sig at være en katamaranbåd, som vi på turen delte med en gruppe italienere og et
australsk ægtepar lidt ældre end os.
Stolt kunne jeg fremvise mit nyerhvervede Padi Openwater Certificat til skipper, hos hvem jeg
købte 2 dykninger. Dykningerne fik nummer 9 og 10 i min logbog.
Under min uddannelse til Open Water dykker på Gili Air ud for Lombok og på Magnetic Island ud
for Townsville i Australien fik jeg indterpet en masse sikkerhedsregler og procedure, man absolut
skal følge hvis man sikkert og trygt skal dyrke den vidunderlige hobby det er at dykke.
Jeg er bange for at det eneste jeg i fremtiden helt kan stole på af det jeg har lært, er at min sikkerhed
er mit ansvar.
Normalt vil jeg helst selv samle mit udstyr og checke det inden dykningen, men på denne tur havde
skipper eller hans lokale hjælper allerede samlet udstyret og det stod klart på dækket lige til at
hænge på ryggen af mig inden nedstigningen.
Det var lidt af et dilemma om jeg skulle give mig til at skille udstyret ad og derefter samle det igen
eller jeg skulle stole på skipper.
Jeg valgte at stole på skipper, men lige før jeg tog det lange skridt ud på det dybe vand med flaske
og udstyr hængt på ryggen, gjorde jeg heldigvis som jeg havde lært og kiggede på luftmåleren
samtidigt med at jeg trak vejret i regulatoren. Nålen faldt med det samme kraftigt og det viste sig, at
der var lukket for iltflasken på selve flasken hvor man ikke selv kan nå !!!!!!!!
Tillid er godt, men kontrol er nu engang bedre som Lenin sagde.
De 2 dyk var fantastiske. Utroligt store vifteformede koraller og masser af farvestrålende fisk gjorde
dykningerne til en vidunderlig oplevelse og især på det første dyk fik jeg udnyttet alle de 18 meter
jeg som Open Water dykker må komme ned.
Karin havde også rigtig god snorkling, da koraller og fisk starter allerede på få meter vand.
Den næste tur vi tog på var en biltur rundt om øen. Mod uret, da det er meget svært og nogen gange
umuligt at køre turen med uret, da den et par steder er meget stejl og hullet.
At komme ud i landsbyerne er som at træde flere hundrede år tilbage i tiden.
Sidste registrerede tilfælde af kannibalisme var så sent som i 1980 og det ses stadig, at kvinderne får
fortænderne slået ud, når de bliver gift. Det giver status at være en gift kvinde, selv om flerkoneri
stadig er tilladt, så det er angiveligt med stolthed kvinderne fremviser hullet, hvor fortænderne
skulle være. Selv i Port Vila så vi kvinder, der manglede fortænderne.
Alt hvad menneskene i landsbyerne behøver, kan de hente i junglen og i havet. De fleste tropiske
frugter og planter gror vildt. Ved selvsyn ved vi, at havet er fuldt af fisk. Store og små og
farvestrålende fisk. Om de er giftige, finder de ud af ved i hvert fald 2 metoder. Den første er ved at
de fra en bestemt plante drypper saft i øjet på den fangne fisk. Bliver øjet rødt er fisken giftig.
Den anden metode er ved at spørge myrerne til råds. De lægger fisken på jorden og hvis myrerne
ikke kravler op på fisken og går udenom, er den med sikkerhed giftig.
Hovedøen Efate, hvor vi boede, har en vej, der går hele vejen omkring øen ved kysten. Som nævnt
med hullet asfalt i Port Vila og grusbelagt resten af vejen.
Den stammer fra 2. verdenskrig, hvor amerikanerne efter at Singapore var faldet stationerede
100.000 soldater i Vanuatu, de fleste på Efate. De år de var der forandrede for altid Vanuatu. Ikke
86

are de 135 km vej omkring øen, men også en dækplante som de indførte til øen. Den blev anvendt
som camouflage. Planten dækker efterhånden hele øens jungle og truer den oprindelige jungle.
En af de lokale mænd fortalte om valget mellem at bo i byen, hvor alting handler om penge, penge,
penge. I landsbyerne har du alt hvad du skal bruge og er fri for at tænke på penge.
Ellers er dagene gået med afslapning og det hårde arbejde det jo er at blive brun på maven.
Vi fik ikke prøvet det lokale rusmiddel kava, som er endog meget udbredt hos den mandlige
befolkning.
Kava´en som er et afkog af betelnødden virker afslappende og efter kort tid er den stærkt
vanedannende.
Kava har været anvendt i hundredvis af år i Vanuatu. Om aftenen ses det tydeligt på de fleste mænd
at de har fået nogle kavaer og selv taxachauffører er tydeligt påvirkede. Det er ikke forbudt at køre
bil med kava i blodet, hvis du kører langsomt og forsigtigt.
I morgen går det ”hjem” til Australien og videre mod Melbourne og Tasmanien.
Vanuatu kriger.
87

Turen rundt om AUS fuldendes.
Sydney – Melbourne.
16. – 28.august
Efter dejlige dage på Vanuatu er vi tilbage i Australien. Parat til nye udfordringer.
Vi mangler at køre strækningen fra Sydney til Melbourne for at have fuldendt cirklen rundt om
Australien. En strækning på små 1000 km.
Vejret er blevet lidt varmere, foråret synes at være kommet til det sydlige. Påskeliljer og andre
forårsblomster er sprunget ud, og frugttræerne blomstrer, ganske pænt.
Men vejret er lunefuldt på disse breddegrader, så det svinger meget.
Vi har bestilt færgebillet til Tasmanien til den 28/8. En dyr omgang 347 $ for bil og indvendig køje,
og det kun den ene vej. Vi har hørt mange fortælle at sejlturen der tager 12 timer, fra Melbourne til
Devenport, oftest er meget hård, så de anbefalede søsygepiller er købt.
Alle vi møder fortæller varmt om Tasmanien, dens natur og befolkningen, så vi glæder os meget. Vi
vil også forsøge at drage lidt fordel af at være danskere, alle ved hvor Danmark er på landkortet
dernede. Så vores Dannebrogsflag bagpå bilen skal fornyes.
Da vi har god tid til at køre strækningen, har vi taget det stille og roligt, nydt campinglivet dels i
bushcamps, hvor vi har kunnet varme os ved bål om aftenen, på alm. campingpladser og en enkelt
nat i en hytte.
Vores bushcamps var helt som man kunne ønske det, masser af dyreliv, næsten ingen andre
mennesker. Bla. var vi heldige at få besøg af en kænguru med en unge i pungen, kænguruerne gik
og græssede lige rundt om vores bil og tog ikke særlig notits af at vi var i nærheden. Når mørket
faldt på var det possum, der kom helt tæt på.
Vi har længe ledt efter en Wombat (et dyr der ligner en mellemting mellem en gris og en Koala),
det lykkedes at se en der gik og græssede i vejsiden.
Vi fik også gået nogle ture, bla. til en lille ø, som kunne nås ved lavvande. Kort efter denne tur, kom
en venlig dame og spurgte om vi godt var klar over at netop på denne ø, var der Death Adder, en
slange, hvor der ikke findes modgift, hvor man har 5 min. før man dør. Nej det viste vi ikke!!!
Vi kan godt blive lidt nostalgiske engang imellem. En dag vi hørte Abba på Ipod èn ( Karl`s ide),
gled tankerne tilbage til 70èrne og mors frikadeller med brun sovs.
Af sted til supermarkedet, indkøb af diverse råvarer, om aftenen spiste vi de herligste hjemmelavede
frikadeller efter Karl`s opskrift.
Området vi har bevæget os rundt i, har været ramt af skovbrande, den sidste store var i år 2003,
hvor 1 mill. hektar skov brændte. Senere har der været mindre brande. Ikke at det umiddelbart betød
at landskabet var goldt, naturen regenerer hurtigt sig selv.
Da vi befandt os rimelig tæt på Victorias skiområde og Alperne som de kalder det, kørte vi de 250
km ind i landet. Nu har vi set stort set alt slags vejr, så hvorfor ikke sne.
Mt. Hotham skiområde ligger i 1850 meters højde, vejen kører lige gennem skiområdet, så selvom
vi ikke ville stå på ski, fik vi den gode udsigt. Dagen vi havde valgt var god, solen skinnede fra en
skyfri himmel. Efter 1500 meter lå sneen i vejsiden og udover bjerget. Da man lovmæssigt skal
have snekæder med, måtte vi leje disse i en by inden opstigningen. Vi følte os dog lidt til grin, da
vejen viste sig at være helt tør og fri for sne. Derfor valgte vi også dagen efter på tilbageturen, at
droppe snekæderne med risiko for en bøde på 500$. Lidt ulydig skal man være engang imellem.
Det var her oppe i højderne vi lejede hytten, natten før havde temperaturen været nede på -2 grader,
i bilen var der 0 grader om morgenen, og vores varmeovn blev så overopvarmet at den brændte
sikringen af, så vi havde brug for den luksus det er at kunne gå på badeværelset om morgenen uden
at skulle klæde sig på og frysende sætte sig på et toiletsæde, hvor risikoen for forfrysninger er stor.
Det er utrolig som man lærer at sætte pris på selv de små bekvemligheder, vi normalt tager som en
88

selvfølge.
For nogle måneder siden mødte vi et ægtepar, som inviterede os på besøg når vi kom tilbage til
Melbourne, så det gjorde vi her i weekenden. De bor 160 km. øst for Melbourne i Tyres.
Her havde vi nogle rigtig hyggelige dage, fik set lidt af et almindeligt dagligliv hernede, de tog os
med på tur i området, vi sov i en rigtig seng, så lidt af hvad australierne synes er godt tv. De har 6
tv-kanaler, hvoraf 1 er en offentlig kanal. Der er reklamer lagt ind i programmerne, hvilket er
irriterende, da en film tager omkring 2½ time. Mange af de serier de har, er de samme som vi ser
derhjemme, i dansk udgave.
Tom arbejder som rigger i mineindustrien og på kraftværker. Maureen er hjemmegående, hvilket
ikke er ualmindeligt hernede. Engang imellem tager de på en længere tur med campingvogn, hvor
Tom så arbejder hvor der er arbejde at få.
Tom var en af fakkelbærerne ved OL i Sydney 2000. Han havde æren af at bringe ilden videre
gennem den by hvor han bor, faklen var forståelig nok, placeret i en montre i stuen.
Vi fik fortalt lidt om vandsituationen i Victoria, der er stor mangel på vand, så der er oftest
restriktioner på hvad vandet må bruges til. Vi så Thomson Dam hvor vandet bliver samlet fra nogle
floder til vandforsyning til Melbourne og omegn, der var kun en brøkdel af det vand der normalt
skulle være.
I går og i dag har vi brugt på fodarbejde i forhold til at få bilen solgt om 1 måneds tid.
Vi har besøgt det firma som solgte os bilen, de vil godt købe den tilbage, men da vi ikke rigtig
synes det var den rigtige pris, har vi besøgt andre. Et andet bilfirma var også interesseret, men til
samme pris, så prisen er nok rigtig hvis vi sælger den til en forhandler. Vi vil nu den næste måneds
tid, prøve om vi kan sælge den privat, da det ville være til en bedre pris. Måske er der en køber på
Tasmanien.
Cirklen er sluttet nu, vi har kørt hele vejen rundt om Australien. 28.000 km.
Tager færgen over i aften, kører straks mod Hobart i morgen tidlig, har en aftale med et andet
ægtepar vi har mødt, om at besøge dem i Hobart, de vil gerne vi bliver et stykke tid, så de kan vise
os noget af øen.
89

Kænguru med unge.
I sneen ved Mt. Hotham
90

Tom med den olympiske fakkel, Karl og Maureen.
Wombat.
91

Tasmanien
29.august – 13.september
Vi fik krydset Bass Strait, farvandet mellem Australien og Tasmanien uden problemer.
Vi har hele tiden haft fornemmelsen af at Australien var langt væk fra resten af verden, i forhold til
dette er Tasmanien endnu mere isoleret. I Australien glemmer man nogle gange at få øen med på
landkortet, hvilket skete i forbindelse med OL i Sydney.
Øen er ½ gang større en Danmark, fra øst til vest 315 km, fra nord til syd 296 km.
Hovedlandet ligger 240 km nordpå, mod syd er nærmeste landmasse Antarktis. Med en beliggenhed
på 40-43 breddegrad, svarer det til syd Frankrig på den nordlige halvkugle. Men vindene fra syd er
kolde, så klimaet ligner meget det danske. Det er tidlig forår nu, vi har haft dage med det dejligste
forårsvejr og temperaturer omkring de 20 grader, men også bidende kulde hvor det haglede.
Der er dog ting der gror her som ikke er almindelig i DK, bla. citrustræer, forskellige palmearter.
Europærerne kom hertil for godt 200 år siden, før da boede her Aboriginals, de blev næsten
udryddet, hvilket er den sorte del af historien. I 1800 tallet blev øen brugt som fængsel for
kriminelle fra det britiske imperium, mere om det senere.
Nu bor her ca. 485.000 mennesker, hvoraf de fleste bor på østkysten og nordkysten, i og omkring
Hobart og Launceston. Øen er meget kuperet, højeste bjerg er på 1600 meter, kystlinien er spækket
med små bugte, skønne strande, rå klippekyst. Så igen må jeg skrive, som jeg har gjort så mange
gange på denne tur, her er meget smukt.
For nogle måneder siden mødte vi et ægtepar fra Hobart, Robert og Carol. Vi kom tilfældigt i snak
på en rasteplads, de inviterede på kaffe i deres motorhome, vi snakkede 20 min og kontakten var
skabt. De inviterede på besøg i Hobart.
Så vi satte kursen mod Hobart allerede første dag på øen, og hvilken gæstfrihed der mødte os.
Udover de er nogle dejlige mennesker, gav det også mulighed for at lære noget mere om det sociale
liv, kulturen og livsstilen hernede.
Fra første dag blev vi modtaget som en del af familien, fik stillet et værelse til rådighed, udleveret
nøglen til huset, kunne komme og gå som vi havde lyst. Så i første omgang blev vi 5 dage, hvor vi
udforskede Hobart og omegn.
Hobart med sine 200.000 indbyggere ligger godt placeret mellem vand og bjerge. Mt. Wellington
på 1270 meter beskytter byen, vi kørte derop, belønningen var en fantastisk smuk udsigt og en god
vandretur. Jeg tør godt påstå at Hobart er en af verdens smukkest beliggende byer. Omkring havnen
har man omdannet mange pakhuse til skønne boliger, kvarterer med cafeer og restauranter, hver
lørdag har de et stort udendørs marked, Salamanca Marked. Her sælges de mange lokale produkter,
vin, honning, chokolade, frugt, kunsthåndværk.
Her er ingen højhuse, byen spreder sig ud over et stort område.
Selvfølgelig skulle vi se hvor Mary kommer fra. Robert og Carol tog os med på en køretur til en
lille by Taroona, der ligger ca. 8 km syd for Hobart, så Taroona High school hvor Mary gik i skole,
så hvor søsteren Jane bor.
De tog os også med på en vandretur til Mt. Field, ca. 80 km nord/vest for Hobart. Desværre regnede
det meget den dag, så turen blev ikke så lang. Øen er spækket med steder hvor man kan vandre.
Selvom det kan blive koldt hernede, oplever vi gang på gang at husene ikke er bygget til at modstå
kulden, dårlig eller ingen isolering, et lags glas i vinduerne, ingen centralvarme, i stedet flytbare elradiatorer.
Af en eller anden grund synes det at være meget normalt at dørene står åbne ud til det fri,
hvilket absolut ikke hjælper på situationen. Jeg ved nogen synes vi nogen gange havde det lidt koldt
i huset på Præstevænget, men det er intet at regne for det her. Så vi har lært at tage godt med trøjer
og sokker på. Vi har kun besøgt folk i ældre huse, måske er det anderledes i de nyere huse.
Efter 5 dage hos familien var det tid at få gang i Ibrahim igen, så kursen blev sat mod Tasman
92

Peninsula, Port Arthur. Nu skulle der lidt historie på programmet.
I årene mellem 1619 og 1875 ”eksporterede” briterne deres uønskede medborgere til især deres
kolonier i Amerika. En kvart million forbrydere, små og store, og prostituerede blev det til over år.
Da englænderne så blev smidt ud af Amerika måtte de jo finde andre steder at sende deres skibe
hen.
Et af stederne blev så Van Diemens Land syd for det australske fastland. I dag kendt som
Tasmanien.
I årene mellem 1803 og 1853 blev i alt 69.000 dømt til transport til denne afsidesliggende
destination. Den værste straf af alle.
Rejsen herned har været slem, men for intet at regne mod den kummerlige tilværelse de kunne se
frem til på Tasmanien.
Stedet ligger syd for den fyrretyvende sydlige breddegrad og på den tid sagde man, at syd for 40
sydlig breddegrad var der ingen lov og syd for 50 sydlig breddegrad var den ingen gud.
Altså et frygteligt sted (Danmark ligger som bekendt mellem ca. 52 og 56 nordlig bredde).
Spredt rundt på øen var der adskillige fængsler og arbejdslejre, hvor fangernes billige arbejdskraft
blev brugt til minedrift, skibsbyggeri m.m.
For at holde fangerne i ave måtte man have et effektivt straffesystem inden for kolonien og Port
Arthur blev udpeget til at være stedet, hvor fanger, der lavede fornyet kriminalitet kunne idømmes
transport til.
Helt ude i det ene hjørne af den sydligste del af Tasmanien med Antarktisk som første nabo mod
syd anlagde man straffekolonien med bl.a. skibsbyggeri og kulminedrift som speciale.
Fangerne havde ankelkæder anlagt hele tiden mens de arbejdede.
Den yngste fange var 9 år. I England kunne man idømmes dødsstraf fra det fyldte syvende år den
gang.
Som Port Arthur ligger, er det meget svært at forestille sig flugt fra stedet. Den eneste vej ad
landvejen er via den smalle tange oppe ved Eagle Neck, som var let at bevogte. Den anden er ad
søvejen, men der er altså langt alle steder hen. Der er dog enkelte eksempler på vellykket flugt fra
stedet og helt hjem til London.
Når alt det grimme er sagt om stedet grusomheder bliver man nødt til også at nævne stedets
skønhed og den enestående natur. Her er meget smukt med bugte, strande, bjerge og skove.
I port Arthur på selve det historiske site lå indtil 1996 en lille restaurant, der servicerede gæsterne.
En fin lille stenbygning med udsigt over kolonien.
En trist dag ankom en lokal mand på 36 til stedet. Først gik han ind på stedet og spiste frokost og da
han var færdig med det gik han ud i sin bil og hentede sit gevær.
36 mennesker, der tilfældigt opholdt sig på stedet, dræbte han med skud. Børn og voksne mellem
hinanden. De fleste inde i restauranten, men da han havde dræbt alle på stedet fortsatte han uden
for, hvor han jagtede alle han kunne få øje på og dræbte dem.
Til sidst trængte han ind i et hus og dræbte beboerne der, hvorefter hen brændte huset ned.
Formentligt i den hensigt at begå selvmord. Han fortrød imidlertid og kom løbende ud fra huset
med tøjet i brand og blev anholdt.
Han blev senere idømt livsvarigt fængsel uden mulighed for benådning. Han har aldrig røbet
motivet for sin ugerning.
Restauranten er i dag en tom skal og i området bag den er der lavet en smuk mindepark for de
dræbte.
Tilbage hos Robert og Carol igen efter 3 dage på Tasman Peninsula. De havde inviteret en dansker
til middag, som de synes vi skulle møde. Denne gang blev vi 3 dage, Karl var sløj, lidt feber,
kulderystelser og ondt i led og muskler, så det var godt med tag over hovedet. Vi har ellers været
forskånet for sygdom siden vi kom til Australien, et helt år uden nogen form for sygdom ville vist
93

værre usædvanligt.
Om lørdagen havde vi lavet en aftale om et besøg hos min søsters familie. Sonjas samlever Bill, har
en bror og faderen der bor 25 km udenfor Hobart, i Midtway Point.
Igen blev vi mødt med stor hjertevarme, selvom det er mennesker vi aldrig har mødt.
Det har været rigtig rart den sidste tid, at møde lokale, få nye venner, men vi skulle jo også helst se
hvad Tasmanien har at byde på, så søndag den 9/11 var det af sted igen, denne gang med kurs rundt
om Tasmanien.
Vi kører øst, nord, vest, midt. Senere tilbage i Hobart igen, skal vi det sidste af den sydlige del med.
Mod øst er hovedattraktionen Feycinet National Park, med Wineglass Bay som stedet alle må
opleve. Område med gode vandreture i bjerge, ved skønne strande og formidable udsigter.
Vi tog en vandretur på 5 timer, hvor vi fik det hele med.
Inden vi kom hertil havde vi faktisk slået lejr ved en strand, Mayfield Beach, men da en gruppe
adfærdsvanskelige unge, med en fordrukken leder, havde været henne for at spørge om vi ville
sælge noget alkohol, blev vi enige om at bryde lejren op og rykke videre. Så det blev 2 gange lejr
den dag.
Tasmanien
14. – 30.september
Ibrahim har været utrolig stabil indtil nu, men selvfølgelig måtte det ske, lidt større problemer. Men
hvorfor lige nu hvor vi er i gang med at sælge?
Måske har, biler også følelser, er ked af at eventyret snart er slut.
Efter at have kørt turen fra Hobart til St. Helen på østkysten, var der pludselig problemer med 4.
gear, indimellem hoppede den ud af gear, problemet synes at blive værre i løbet af dagen. I starten
forsøger man at ignorere problemet, men til sidst måtte vi erkende at det ikke var godt. Selvfølgelig
var det dagen efter vi havde lavet en aftale med en mand fra Hobart at han kunne se bilen en uge
senere når vi var tilbage i Hobart igen.
Det var lørdag, vi befandt os nu i Deloraine, en mindre by uden mekaniker med speciale i 4 WD,
dvs. der var udsigt til at tilbringe weekenden på campingpladsen, forsigtigt køre videre til nærmeste
større by Lanceston mandag, forsøge at finde en pålidelig mekaniker, formentlig tilbringe flere dage
der på hotel, mens bilen blev repareret.
Heldigvis fik vi den gode ide at køre tilbage til Carol og Robert i Hobart, her ville vi værre i gode
hænder mens bilen blev repareret, de ville vide hvor der var et godt værksted.
De var heldigvis glade for at vi allerede returnerede, havde allerede en mekaniker vi kunne
kontakte.
Af sted til værkstedet mandag, da det ikke lige var et problem der kunne klares ved et enkelt blik på
bilen, blev den stående, med udsigt til at vi måske kunne få den retur i løbet af ugen, hvis ikke hele
gearboksen skulle skiftes, hvilket ville tage lidt længere. En udgift på 3000-6000 $ var i udsigt,
hvilken nedtur.
Vi ville stadig gerne se noget mere af Tasmanien, så hurtig ind på Internettet. Fik lejet en lille
personbil til en god pris, en god hjemmeside hernede er www.standbycars.com.au.
Her er de forskellige udlejningsfirmaer samlet på en hjemmeside, hvor der er sidste øjebliks biler til
discount pris.
Tirsdag gik det sydpå, til Tasmaniens sydligste plet, Cockle Creek. Nærmeste landmasse herefter er
Antarktis.
Først et besøg i Hastings Caves og varmekilder. Tog en guidet tur ned i hulerne, der var
velbevarede og dateret 600 mill. år gamle. Vi har været i andre huler hvor stalaktitterne og
94

stalagmitter har været mere eller mindre ødelagt fordi turister for 50 år siden fik lov til at brække
stykker af, men ikke her. De varme kilder hvor man kunne bade, sprang vi over. Temperaturen var
”kun” 28 grader, selvom solen skinnede følte vi ikke trang til at blive afkølet.
For natten fandt vi et lille hotel i Dover. Dobbeltværelse med morgenmad til 48 $, noget af det
billigste vi har set At ejeren advarede os mod at gå i baren, fordi de lokale kunne blive lidt for
lystige, virkede ikke afskrækkende.
Vores lille lejede bil, viste sig ikke at være helt pålidelig, noget var galt med starteren, nogle gange
skulle bilen rokkes for at starte, det må have været lidt morsomt at se Karl rokke frem og tilbage,
første gang han gjorde det, troede jeg han var blevet gal, men det virkede.
Næste dag videre sydpå, så langt vi kunne komme. Parkerede bilen, gik 2 timer, før var vi ude ved
kysten. På dette sted, det sydligste i Australien, samlede vi en sten op, lovede hinanden at den skulle
bringes videre til det nordligste sted i Australien, spidsen af Cape York, mere om dette i et rejsebrev
om nogle år.
En dejlig vandretur på 4 timer, i et afsides liggende område, hvor der stort set ikke var andre.
Næste dag var målet Bruney Island, så natten tilbragte vi en by tæt på færgelejet.
Bruney Island består af en nordlig og en sydlig del forbundet med en smal tange. Den nordlige del
er landbrugsområde, den sydlige del mere rå natur. Vi havde håbet på at se nogle pingviner, fandt
også det rigtige sted, men desværre var det på den forkerte tid af dagen, de kommer op af vandet, de
første par timer efter solnedgang og lige inden solopgang forsvinder de ud i havet igen. Men på
denne årstid er der kun få i området, de fleste befinder sig til havs, og kommer først tilbage til
sommer for at lægge æg. Måske er vi mere heldige på New Zealand.
Brugte dagen til at se øen og gå en enkelt tur. Absolut et besøg værd. Færgeturen derover tager 20
min, til en pris af 25 $ retur.
Torsdag aften var vi tilbage i Hobart hos vores venner. De havde i mellemtiden hentet bilen hos
mekanikeren. Han mente at have klaret problemet ved at skifte olie i gearboksen. Så vi slap med
370 $.
Nu er tiden til den store rengøring af bilen, så den kan præsentere sig godt på søndag. Efter at have
tømt den fuldstændig, måtte vi overraskes over hvor meget vi havde formået at proppe ind i den.
Noget følger med bilen, andet skal vi have sendt hjem. Planen er at reducere vores gods, så vi kun
har omkring 20 kg hver til turen til New Zealand.
Opholdet her på Tasmanien er blevet lidt anderledes end vi havde planlagt, vi får ikke set alt det vi
gerne ville, men til gengæld kommer vi rigtig tæt på en familie, deres daglig dag, er med på besøg
hos familie og venner, hvilket også er vigtigt når man rejser så længe som vi gør.
For Karls vedkommende blev det også til et besøg hos politiet i Hobart. Robert der arbejder der som
radiomand, hjalp med kontakten
Karl skriver:
Politigården, der ligger i hjertet af Hobart, dækker med et par understationer, hele Tasmaniens areal,
der er 1½ X Danmark. Der bor 200.000 mennesker i Hobart og på hele Tasmanien er der ca.
500.000. Så alt i alt minder det lidt om Fyn med Odense som hovedstad og i alt ca. ½ million
mennesker. En meget stor del af Tasmanien er bjerge og skov.
Opbygningen af politistyrken svarer også meget til den danske model, dog er uddannelsen til
95

politimand noget kortere.
Da jeg besøgte stationen i Hobart blev jeg igen glædeligt overrasket over den varme og
imødekommenhed, der altid strømmer fra australier. Først snakkede jeg lidt med inspektøren, som
foreslog, at han fik et par unge kolleger til at vise mig rundt på stationen.
De viste sig at være helt unge og meget opsatte på at være politifolk. De ville med største fornøjelse
vise rundt og for den yngstes vedkommende viste det sig at være hans første tur rundt i
specialafdelingerne.
Den lidt ældre kvindelige kollega, Jill, viste beredvilligt udstyret frem. Politiuniformen er meget lig
den danske med dueblå skjorte og sorte bukser. Som personlig udrustning bærer de 9mm Glock
pistol, peberspray, sammenklappelig stav og Motorola håndradio.
Deres helt vidunderlige flotte politiskilt bærer de på brystet. Nederst på skiltet står printet deres
tjenestenummer.
Derudover havde de begge, som man også ser hos unge kolleger i Danmark, diverse knive telefoner
o.s.v. siddende i bæltet omkring maven. Selv lige bag rygraden ser man ofte knive og lygter som,
hvis uheldet er ude brækker ryggen på dem, hvis de falder på ryggen eller bliver påkørt bagfra.
Patruljevognene er australsk byggede Ford Mondeo eller Toyota Landcruisere.
Nå, men vi besøgte bl.a. forensic- og ballisticafdelingerne, hvor kollegerne på min alder viste sig at
være meget snaksalige og nysgerrige. Hvordan var det dog muligt for en dansk politimand at tage et
helt år fri for at rejse. Svaret var jo let. Man sælger sit hus, tager orlov og så bare af sted !!!!!!
Efter halvanden time var det ved at være tid til at bryde op.
Et helt igennem dejligt besøg hos Hobart politi. Dejligt igen at mærke, at man som politimand er
medlem af et internationalt broderskab.
Inden jeg forlod stationen var de blevet enige om at jeg skulle have et af deres politiskilte, dog uden
tjenestenummer. Ja med mindre jeg ville komme tilbage og arbejde som politimand.
En rigtig god souvenir at tage med hjem.
Efter stationsbesøget kørte Robert og jeg ned på havnen og besøgte en af politiets patruljebåde.
Ikke dårligt, altså hvis man har en stærk mave, at arbejde på patruljebåden.
Jeg fik besøgt et plejehjem, Carol har været sekretær der, så hun tog mig med. Selvom hun ikke
arbejder der længere, kommer hun stadig x 1 ugl. som frivillig for at dele post ud til beboerne og får
en lille snak med dem. Det var et stort plejehjem med 100 plejehjemspladser og 60 tilhørende
boliger for ældre. Plejehjemspladsen er ikke som i DK med en lejlighed, men et meget lille værelse
med bad eller fælles bad til 2 værelser. Arbejdstilsynet ville aldrig godkende pladsforholdene, jeg
undres over hvordan de bar sig ad med at bruge lift. Men bortset fra det, så var der rigtig hyggeligt
og en god atmosfære. Mange fællesfaciliteter, en stor spise/opholdsstue, lille kirke, damefrisør,
fysioterapi og mulighed for varme bade, aktivitetsrum, billard.
Udsigten var super, ned til vandet og havnen, et kik til Mt. Wellington og ud over Hobart by.
Nogle af pladserne er financeret af regeringen, andre private, det afhænger af din indkomst.
Det er muligt at komme på en venteliste til hjemmet, man skal bare lade sig skrive op. Carol og
Robert er allerede på venteliste (55 og 52 år). Som man næsten kan regne ud skal man stå på listen i
mange år.
Rigtig mange arbejder med frivilligt arbejde, det er mit indtryk at mange ting er baseret på frivilligt
arbejde. Robert er i gang med et kursus på 70 timer, som skal kvalificere ham til at sidde ved
telefonen og tale med mennesker i vanskeligheder, som ikke har andre at tale med. Han får kurset
gratis, men forpligter sig så til mindst 100 timers frivilligt arbejde.
Datteren Kate går på universitetet. Betaler et beløb for hvert semester, afhængig af omfanget af
kurserne, pt. 5000 $. Der er ikke noget der hedder SU, så hun må arbejde en del ved siden af og
96

have lidt hjælp af forældrene. Der er vi noget heldigere stillet i DK.
Tilbage til salg af bilen.
For at få helt styr på hvad vores opgave var i tilfælde af salg af bilen, besøgte vi Service Tasmania.
Det viste sig at værre meget nemt, vi skulle kun sikre os at den nye ejer fik reg. attest og et papir på
at han havde købt bilen, så var det hans ansvar at få den ny reg. inden 14 dage. Selvom den er reg.
indtil juli 08, gælder det ikke fordi vi sælger bilen i en anden stat end Victoria hvor den er købt.
Garry kikkede på bilen, var meget grundig, under prøveturen var der igen problemer med 4. gear,
selvom vi troede problemet var løst. Og da hustruen senere på dagen så bilen, og nok ikke har
kunnet forestille sig hvordan hun skulle kunne campere på så lidt plads, blev til et afslag.
Så mandag havde vi igen en ny situation, skulle vi få den repareret og opmagasineret, eller skulle vi
forsøge forhandleren i Melbourne.
Det blev til forhandleren, så de flybilletter vi havde nået at købe fra Hobart til Melbourne var spildt,
i stedet var det nu færgebilletter.
Vi sidder nu og venter på færgen, jeg føler mig hensat til 70,erne i Vestsalling. Rigtig mange unge
mennesker skal med færgen til Melbourne, da der i denne weekend er Grand Final i football med
aus. regler, hvilket er det helt store hernede. Med ønsket om ikke at fornærme nogen, må jeg sige
man påklædningsmæssigt ikke er kommet meget længere end til 70,erne.
Vi er blevet ret begejstrede for football, kender nu så nogenlunde reglerne, en sport hvor der sker
noget hele tiden. Vi må se om vi kan finde en storskærm på lørdag.
Tilbage i Melbourne, hvor vores GPS er til stor hjælp når vi skal finde rundt, der bor 4 mill.
mennesker, så det er en stor by. Da vi lige havde købt bilen, var det med tungen lige i munden, vi
famlede os rundt, i den forkerte side af vejen, da der er venstrekørsel hernede. Nu er en by som
denne intet problem, der er sporvogne at tage hensyn til og så har de noget helt specielt ved
højresving. Man kører helt frem i krydset, holder sig ude til venstre, og venter til lyset skifter til rødt
før man svinger bilen over mod højre.
Den første dag i Australien boede vi inde i hjertet af byen, helt tilfældigt er vi nu havnet på et
Hostel få meter fra det hotel vi startede på, så ringen sluttes.
Som noget af det første kørte vi ud til forhandleren, som lovet købte han bilen tilbage.
Hvis jeg skal gøre lidt regnskab over transportudgifterne under opholdet her i Australien, har det
været en god ide at købe en bil, når det er for så lang en periode.
Vi har kørt 30.300 km.
Vores samlede udgift til køb af bil, reparationer, diesel og udstyr til bilen er på 88.000 kr.
Skulle vi have lejet bilen havde udgiften været betydelig højere.
Vi fandt en storskærm lørdag. I hjertet af Melbourne på Federation Square. Her sad vi sammen med
mange andre tusinder og så finale kamp i football mellem Geelong og Port Adelaide. En noget ulige
kamp da Geelong vandt med 164 – 39. Der var helt klart et flertal der holdt med Geelong, da vi
egentlig var ligeglade med hvem der vandt, valgte vi at holde med det vindende team. Vi var der
kun for stemningens skyld og fordi det er en spændende sportsgren. Melbourne er Australiens
sportsby nr. 1. Her er Australien Open i tennis, formel 1 løb, og mange andre ting.
Slut med rejsebreve fra Australien, næste gang bliver det New Zealand.
Den 1/10 kl. 18.25 lander vi i Auckland.
Jeg tror tidsforskellen er 10 timer nu, den 8/10 går de over til sommertid så bliver det 11 timer. Når
DK går over til vintertid bliver det vistnok 12 timer, er du forvirret?, det er vi.
97

Hobart.
Wineglass Bay.
98

Stenen der skal afleveres på Cape York.
Tasmansk politiskilt.
99

New Zealand Nordøen
Kia ora – velkommen til New Zealand – del 1
1.– 13.oktober
Vi havde i et hektisk øjeblik glemt at der var 2 timers forskel mellem Melbourne og Auckland, (11
timer til DK), så det var ikke muligt at få udleveret vores lejede campervan før dagen efter vores
ankomst., så første nat blev på hotel. Noget skeptiske kunne vi sidde på hotelværelset og høre
hvordan det regnede og tordnede, ville det være tendensen de næste måneder?
Nej og ja. Vi har haft det dejligste varme forårsvejr, selv shorts som ellers var tæt på at blive sendt
hjem, har været i brug, men det har også regnet hele dage, så det bedste var ophold inden døre.
Selvom planen er vi skal være her i landet 2 måneder, har vi kun lejet bil de første 14 dage, hvis
vejret skulle blive for dårligt eller vi synes det bliver for meget gentagelse af hvad vi har oplevet, vil
ikke være bundet, hvis vi skulle vi finde på at flyve et andet sted hen.
Lidt fakta om New Zealand.
Den form landet har i dag er omkring 10.000 år gammelt, skabt gennem jordskælv og
vulkanudbrud. Beliggende hvor stillehavspladen og den indiske/australske plade mødes, hvilket
indimellem giver sig udslag i voldsomme kræfter. Der er i gennemsnit 4 jordskælv om ugen, så
måske er vi heldige at opleve et af de mindre.
Landet er delt i nordøen og sydøen., af nogenlunde samme størrelse. I alt ca. 268.000 km2, eller ca.
6 x Danmark.
Hovedstaden er Wellington, der ligger på det sydligste af nordøen, med 164.000 indb.
Ellers er den største by på nordøen Auckland med 1,2 mill. indb. Største by på sydøen er
Christchurst med 344.000 indb.
I alt er der 4,1 mill indb. Heraf er 15% Maorier.
Landet har 2 officielle sprog Maori og engelsk.
Rigtig mange stednavne har Maui navne, som er umulige at udtale og huske, specielt på nordøen.
Det gør det svært at huske hvor man egentlig har været.
Lidt historie.
I år 1642 kom de første europæiske opdagelsesrejsende til NZ, allerede da havde landet i 600 år
været bosat af Maorier (et polynesisk folk), og før dem et andet polynesisk folk Moriori.
Europærerne fortsatte besøgene gennem årene og i 1814 skabtes den første bosættelse af europærer.
Både Maorier og europærer så fordele i samarbejdet. Europærerne så et land rig på ressourcer og
Maorierne så fordele i at bytte sig til våben (til at bekrige hinanden) og blev afhængig af andre
goder der var til rådighed.
I Bay of Islands på den nord/østlige del af nordøen, var der i 1830 ved at være temmelig overfyldt
med besøgende skibe og fastboende. Lovløsheden var fremherskende.
Så den britiske regering besluttede at sende en repræsentant fra regeringen, James Busby, til
Waitangi. Han formåede at skabe en god kontakt til Maorier og europæer.
Dette resulterede i at over 500 Maori høvdinge og den britiske regering i 1840, underskrev ” The
Treaty of Waitangi”. Briterne fik suverænitet og der blev nedskrevet aftaler om hvordan de 2 folk
kunne leve og arbejde i en nation. Denne aftale er lige relevant i dag, da den garanterer de 2 folks
rettigheder i NZ.
Vi besøgte stedet hvor aftalen blev underskrevet, det oser af historie.
100

NZ er anderledes end vi havde forestillet os. Specielt er vi overraskede over naturen. Her er palmer,
eksotiske blomster, appelsinlunde, citrontræer, nogle steder regnskov, andre steder mere som på den
jyske vestkyst. Med interesse i at fremstille blomsterdekorationer, ser jeg den ene dekoration efter
den anden fremstillet af ting der står i vejgrøften, jeg bliver helt høj når jeg ser Kalaer i mængder
som var det ukrudt.
Prisniveauet synes også at være lavere end i Aus. Prisen er nogenlunde den samme i dollars men da
NZ $ koster ca. 4 kr. og Aus. $ ca. 4,5, bliver det billigere.
Diesel koster ca.4,50 kr/l og benzin ca. 6,70 kr/l. Her skal man lige være opmærksom på at kører
man rundt i en campervan er der en afgift på 3,30$/100 km. For vores vedkommende ca. 1,20 kr./l.
Bilen vi har lejet de første 14 dage er vild luksus i forhold til Ibrahim. Fra selskabet Maui, en 4
sengs campervan. Der er direkte adgang fra fører cabinen til opholdsrummet, så vi behøver stort set
ikke komme ud. Der er toilet og bruser. Mikroovn, grill og 4 gasblus. Køleskab med lille fryser.
Da vi er i mellemsæsonen og fandt et tilbud på nettet, har vi for 14 dage betalt ca. 1900 $, hvoraf de
700$ er forsikring så vi slipper for selvrisiko. Bilen er splinterny har kørt 1000 km.
Men den fylder meget på landevejen og optager 2 parkeringspladser.
Så vi overvejer om vi kan klare os med en lidt mindre senere.
Vi startede ud fra Auckland den 2/10, kørte nordpå med en plan om at køre så nogenlunde rundt
langs kysten i området nord for Auckland. Det blev til overnatning i Matakohe ( Kauri træer ),
Haruru (The Treaty of Waitangi), Waiwere ( varme kilder ).
Den 5/10 kørte vi igen gennem Auckland for at køre østpå til Miranda (varme kilder og fugle),
rundt om Coromandel halvøen til Hahei (Hot Water Beach), videre langs kysten til Whakatane
(kiwi plantager), ind i landet til Rotorua (Hell`s gate, St. Faiths Anlican Church, Roterua Museum,
Buried Village of Te Wairoa, Waiotapu Thermal Wonderland, Maui Show, videre til Wakapapa
Village ved foden af Mount Ruapehu (2797 meter).
Der findes rigtig mange varme kilder, det benytter vi os af . Helst de steder hvor det ikke er for
kommercialiseret, dvs. består af svømmebassin med vand fra en varm kilde. Det bedste er når
stederne har bevaret deres oprindelige naturlige udseende. Et af disse steder var Hot Water Beach. 2
timer før og efter lavvande kan man i sandet ved kystlinien grave sig et hul, det fyldes hurtigt med
varmt vand der trænger op gennem sandet, nogle steder var vandet så varmt man ikke kunne
opholde sig i det. Så vi havde vores egen private lille spabad, solen skinnede og temp. var omkring
de 20 grader. Meget surrealistisk.
Ofte ligger der campingpladser i områderne, hvilket betyder at man som en del af opholdet har
adgang til swimmingpool med 30-35 grader varmt vand. I Roterua var der på campingpladsen bade
med 42 grader varmt vand.
Kauri træet var engang NZ`s dominerende træsort, men kraftig skovhugst har betydet at der nu kan
er få træer tilbage. 2/3 af disse træer befinder sig i Waipoua Kauri Forest nord for Matakohe. Træet
var særlig velegnet til tømmer fordi det ikke har knaster og gror i en meget lige stamme. Træerne
var enormt store, hvilket bevidnes af et træ der stadig er bevaret og omkring 2000 år gammelt. Det
er 51 meter højt og har en omkreds på 14 meter. Imponerende.
I Matakohe har man lavet et udmærket museum, der fortæller om livet som skovhugger, maskiner
der blev brugt, et lille savværk. En stor samling af Kauri GUM, en slags rav, som man gravede op
af jorden eller fandt på jorden. Der var udstillet kæmpe klumper og forskellige udskæringer og
smykker.
101

Befolkningen på NZ kaldes Kiwi`er, om det har noget at gøre med frugten Kiwi ved jeg ikke, men
fakta er at der eksporteres for 2 milliarder $ om året. Træet gror specielt godt i tempererede
områder, som Whakatane. Langs med vejen så vi rigtig mange mindre jordlodder med kiwi træer,
godt beskyttet mod vind og regn af meget høje hække. Lige nu er der så småt ved at komme blade
på træerne. Vi benytter os af at frugten er billig, 1 kg. for ca. 7 kr.
En anden Kiwi er en fugl med dette navn. Den er efterhånden meget sjælden, er et natdyr, kan ikke
flyve. Så vi skal være heldige for at se en.
Noget vi finder meget anderledes fra Australien er hvad der synes at være mangel på dyr i naturen,
det er sjældent vi ser nogen, måske en lille fugl.
Som noget rigtig dejligt findes der ingen giftige dyr, ikke engang en enkelt slange art. Hvor heldig
kan man være.
Men endnu har jeg vanen siddende i mig, kikker ned når jeg går, for at være sikker på ikke at træde
på noget.
Rotorua er en meget speciel by, beliggende i et krater, undergrunden syder, bobler og damper.
Årsagen er beliggenheden lige på brudlinien mellem kontinental pladerne.
Jeg kunne ikke undgå at få ideen til en gyser film. Se for jer en by og dens befolkning der lever et
ganske almindeligt liv, vel vidende at en dag bryder helvede løs, byen forsvinder ned i
undergrunden og hvad deraf følger. På campingpladsen vi boede på var græsset varmt, en bæk med
næsten kogende vand løb i baghaven, det dampede op forskellige steder fra undergrunden, om
natten kunne jeg høre hvordan det boblede og kogte i bækken.
Vi erfarede at der en nat havde været et jordskælv på 5,1 20 km fra byen, vi mærkede nu ikke noget
til det.
Lugten i byen er helt speciel, der lugter som når vi lavede fysik forsøg med sulfater (rådden æg).
Men ellers en charmerende by, hvor man har gjort meget ud af at pynte med blomster. Lige nu er
det tulipaner i alle farver der forskønner stedet.
Mauri`ernes kultur er meget fremherskende her, god mulighed for at lære om deres kultur og
historie. På museet og i kirken fik vi indblik i dette. Umiddelbare indtryk er at de er et stolt folk,
med stærke familiebånd, smukke mennesker der ikke har mistet deres selvrespekt, som har en plads
i samfundet, ikke er blevet ødelagt af den hvides mands indtrængen.
Men måske er jeg naiv og har ikke været her længe nok til helt at se hvad der foregår.
For at opleve lidt af deres kultur, købte vi billet til et show.
Når vi engang imellem skal ud finere steder, opstår problemet, hvad skal vi tage på af tøj og sko.
Garderoben består nemlig kun af almindeligt hverdagstøj, som cowboy bukser og t-shirt. Det kan
dog gå med lidt smykker. Men hvad med fodtøj, skal det være vandrestøvler eller joggingsko.
Valget faldt på skoene, de er lidt mindre iøjnefaldende.
Det var et show hvor enkelte af publikum bliver taget på scenen for at deltage, og selvfølgelig faldt
valget på os, så anonymiteten var en by i Rusland.
Nå pyt, showet var godt.
Et spændende indblik i hvad der sker efter et vulkanudbrud, var et besøg i området omkring Mt.
Torowera. Efter et udbrud i 1886, blev 3 landsbyer begravet i mudder og aske og 150 mennesker
dræbt. En af byerne er delvis udgravet og hvad der måtte være tilbage bevaret. Et museum er
tilknyttet stedet, en ældre mauri, hvis forfærde boede i området, fortalte meget levende og
spændende om hvad der skete.
Man kan besøge et hav af interessante hot springs, kogende søer af mudder, geyser, og andre
spændende ting der kommer ud af al den geotermiske aktivitet.
102

Vi besøgte Hell`s Gate og Waiotapu. Som billederne måske giver udtryk for, varierer farverne fra
neon gul, orange, grønt, blår afhængig af hvilke mineraler der er i vandet og undergrunden.
Efter Rotorua kørte vi længere syd på til Lake Taupo, forbi Turangi til Tongariro National Park.
Målet var området omkring Mt. Ruopehu, som har været i udbrud for 3 uger siden. Uden varsel
havde den et lille udbrud, som desværre kostede en turist på stedet et ben. Han opholdt sig i en
hytte, hvor en sten blev kastet gennem taget og knuste benet.
Området er kendt for rigtig gode vandreture. Men desværre var vejret ikke med os. Det regnede og
blæste kraftigt. Da vandreturene til dels foregår over 1000 meters højde, var det ikke tilrådeligt at
begive sig ud.
Så det blev til et par dages ophold i Wakapapa Village, hvor vi kunne drømme om hvad vi ville
have gjort hvis det var muligt. I stedet fik vi læst i bøgerne, både de underholdende og dem der skal
læses for at vide hvor vi vil hen og hvorfor. Når skyerne tillod det, havde vi udsigt til Mt. Ruopehu.
Vulkan varsel er stadig på 2, hvilket betyder at der er mere aktivitet en vanligt, og man skal være
opmærksom, skiområdet på stedet er lukket over 2000 meter.
Her den 13/10 er vi på vej tilbage til Auckland hvor bilen skal afleveres den 15/10. Vi var heldige i
dag, solen skinnede på den side af bjerget hvor vi havde valgt at køre tilbage, så vi fik en rigtig flot
udsigt til Mt. Ruopehu med dens sneklædte sider.
Fra den 15/10 – 18/10 har vi lejet en alm. personbil, Auckland skal udforskes.
103

Hot Water Beach.
Roturua.
104

New Zealand Nordøen
Kia ora – velkommen til New Zealand – del 2
13. -23. oktober
Vi forlader nu nordøen, sidder på færgen Interlander, der er et af de selskaber, der sejler mellem
Wellington og Picton. Færgebilletten var dyr, ca. 1500 kr., det havde vist været billigere for os at
flyve.
Det blæser meget i dag, turen tager 3½ time. Cook Strædet kan på en dårlig dag være meget
levende. Nu får vi se om vi bliver søsyge.
Ellers har vi de sidste 10 dage, dels befundet os 3 dage i Auckland, hvor vi lejede en lille personbil
og boede på motel, herefter lejede vi en mindre campervan fra Maui 2 berth med toilet og kørte
videre sydpå til New Plymouth (vandretur ved Mt. Taranaki ), Wanganui, sluttede med 3 dage i
Wellington.
I Auckland besøgte vi Poul og Caroline, som Karl tidligere havde boet hos nogle dage da han var
her for 5 år siden. Poul har danske forfædre, hvilket tydelig kunne ses i hjemmet, mange danske
klenodier.
Som australierne er kiwierne også et meget gæstfrit folk, vi følte os meget velkomne. Igen er et
besøg en god kilde til information om landet og dets folk.
Bla. fik vi et lidt mere nuanceret billede af forholdet mellem mauier og europæer. Poul fortalte at
for 20-30 år siden, var der ikke nogen der tænkte på om man var det ene eller det andet. Men i dag
er der opstået et skel, mange føler mauierne har specielle privilegier. Da europæerne kom til landet,
konfiskerede man stille og roligt landet fra maurierne, nogle gange uden kompensation. For at råde
bod på dette, har man i en del år ført den politik, at har et stykke land retsmæssigt tilhørt mauier, får
de nu kompensation. En % del af uddannelsespladserne er forbeholdt mauier, og flere andre ting.
Politikkerne er meget opmærksomme på ikke at træde nogen over tæerne, med det resultat at der
ikke rigtig sker fremskridt, fordi nogen altid vil være imod.
For en uge siden, gennemførte politiet en række anholdelser flere steder i landet, hvor specielt et
område kom i mediernes søgelys. En maui chief og flere andre blev anholdt under mistanke om at
man havde våbentræningslejre, hvor formålet var at udøve terror med regeringen. Denne maui klan
hævder at de aldrig har underskrevet Waitangi traktaten ( beskrevet i del 1), derfor tolker de
lovgivningen og overholder den efter egne regler.
Jo, det er et samfund på godt og ondt.
Fra Skytower i Auckland, hvor man kommer op i ca. 200 meters højde, fik vi en god fornemmelse
af storbyen, mens vi stod deroppe, kom en kvinde forbi vinduet, hængende i en wire. Mange
benytter sig af muligheden for at springe ud fra tårnet, ser halsbrækkende ud, men vi så hende lande
sikkert. Ikke lige noget for os.
Så føltes det bedre at sidde i restaurationen deroppe og få en kop kaffe.
I vores nye bil har vi stort set de samme bekvemligheder, som vores tidligere lejede bil med 4
senge, denne er bare lidt smallere, derfor lidt nemmere at komme omkring med.
Vi kørte en god lang strækning på 400 km til New Plymouth. Dagen efter havde vi det flotteste vejr,
og Mt. Taranagi stod klar og tydelig frem. Den ligner Mt. Fuji i Japan så meget at den blev brugt i
filmatiseringen af ” Den sidste samurai ”. Bjerget er på ca. 2500 meter, sneen lå ned til omkring
105

1000 meter. Da vejret var strålende, tog vi vandrestøvlerne på og tog en god tur på 3½ time. Dog
ikke længere end til 1300 meter, da der her var helt bart, hvilket gav blæsten gode betingelser. De
sidste hundrede meter gik vi i sne. Men jeg kan godt mærke jeg er ude af form, dagene efter var
lægmusklerne godt ømme.
Turen videre til Wellington gik gennem et bjergområde, der krævede Karls fulde opmærksomhed,
vejen var smal, de få bilen vi mødte kørte som om de ejede hele vejen.
Man kan godt blive lidt nervøs når man ved det er muligt at få kørekort som 15 årig. Der er dog
visse restriktioner det første år, du må ikke køre med passager og ikke efter kl. 22. Jeg kender ikke
nogen 15 årige jeg ville overlade rattet til, nogen må sidde på en pude for at kunne se over rattet.
Wellington er en smuk beliggende by, ved vandet. For at få et overblik tog vi kabelbanen op til
botanisk have. Her var vi oppe i nogle hundrede meters højde. Selve parken var betagende, hvilket
samtlige botaniske haver vi har været i, har været. Englænderne kan noget med haver. Det blev også
til en tur på deres meget spændende museum.
Selvfølgelig skulle vi besøge parlamentet.
Parlamentet består af dels en gammel smuk gotisk bygning og en nyere del, kaldet bikuben, da den
ligner en sådan.
Siden 1999 har landet haft en kvindelig premierminister, Helen Clark. Labour har regeringsmagten
her. Man har parlamentsvalg hvert 3 år som minimum, hvilket er senest næste år.
Selvom vi ofte læser avis, er det lidt svært at finde ud af hvordan regeringen klarer sig.
Man har ikke som andre lande under den engelske krone, et overhus og et underhus. Her er kun et
hus, repræsentanternes hus. Dronningen har en stedfortræder, generalguvernøren, der underskriver
lovene.
Vi fik en rundvisning, der som altid var meget givende.
Den 31/10 skal vi aflevere bilen i Christchurch, så den næste uge bliver området nord for denne by.
Så ser vi hvad vi gør derefter. Sejlturen forløb fint, ingen søsyge, og vejret var det smukkest
tænkelige i Picton. Sejlturen den sidste time ind, lignede vist noget fra de norske fjorde.
106

Mt. Taranagi.
Bikuben, Parlaments bygningen i Wellington.
107

New Zealand Sydøen
Kia ora – velkommen til New Zealand – del 3
24. – 31.oktober
Picton ( færgen til sydøen ), Abel Tasman Nationalpark ( vandreture ), Kaikoura ( sæler og
pingviner ), Hanmar Springs ( varme kilder og vandring ), Christchurst.
Tiden bare flyver af sted, nu er der kun 6 uger til vi vender næsen hjemad. Da vi startede var 11
måneder uendelig lang tid. Men der er stadig meget der skal opleves. Hver dag bringer noget nyt og
spændende, og vi ved sjældent hvad der vil dukke op af oplevelser når dagen begynder. Vi tror vi
ved det, men sjældent, heldigvis. Det er jo det der gør livet spændende.
Sydøen lever fuldt ud op til sit omdømme, at der skulle være meget smuk natur. At vejret så også
for det meste indtil nu har været godt, gør oplevelsen endnu bedre. Det betyder bla. at vi får gået
nogle flere ture af længere varighed. Det føles rigtig godt for kroppen.
Abel Tasman nationalpark kan varmt anbefales, her er idylliske bugte, bjerge, vandrestier der følger
vandlinien, hvor det går op og ned i en uendelighed. Vi tog en vandretur hvor vi sejlede med
vandtaxi længere ind i parken og vandrede her ca. 5 timer. Vi havde valgt at bo i byen Marahau på
Old Mcdonnald camp. Levede op til sit navn, da der var både får, køer, lamaer, ænder, høns på
deres jorder. Og som noget af det bedste var der adskillige appelsintræer, med de lækreste frugter,
der var lige til at plukke, det benyttede vi os af i rigelige mængder. Det er en lille smule uvirkeligt at
sidde med udsigt til sneklædte tinder med appelsintræer i baghaven.
Herefter kørte vi nogle hundrede kilometer videre over mod øst kysten til Kaikoura. Havde hørt der
skulle være god mulighed for at se hvaler, da varme og kolde havstrømme mødes her og der er stor
havdybde. Vi så nu ikke nogen hvaler, det ville kræve en tur med båd, der dels var meget dyr og
meget kommercialiseret. Men i stedet fik vi set sæler og en enkelt pingvin. Der var flere sælkolonier
i området. Første tegn på sæler var et skilt på hovedlandevejen, der advarede mod at man skulle
værre opmærksom på sæler (de kan åbenbart godt finde på at bevæge sig helt op på vejen). Ret
hurtig fik vi øje på dem, de lå og solede sig på stranden. Næste dag gik vi en længere tur langs
stranden nord for byen, hvor man kunne gå et par timer før og efter lavvande. Her kom vi virkelig
på tæt hold. Da de er ret godt kamufleret, var det ofte vi kunne lugte dem før vi så dem. Hvis man
en gang har lugtet sæl, glemmer man det aldrig, selv et enkelt dyr kan lugte virkelig ramt. Vi skulle
passe på ikke at komme for tæt på, nogen accepterede 1 meters afstand, andre lidt aggressive
hanner, viste tænder og brølede efter os på 5 meters afstand. De har spidse tænder og kan gøre
skade. Disse sæler var New Zealand fur seals, i forhold til de grønlandske sæler var de meget store.
Mit store ønske her er at se nogle pingviner. Pludselig var den der, en enlig sjæl, den bemærkede os
stort set ikke. Disse ture på egen hånd i naturen er bare noget af det bedste. Det kan man ikke købe
sig til for penge.
Efter disse oplevelser, var det videre til Hanmar Springs. Ligger 130 km fra Christchurst, lidt inde i
landet. Her er varme kilder, som giver mulighed for at bade. Det specielle er at vandet er meget
108

svovlholdigt, så bagefter lugter huden lidt af svovl. Også her er vi omgivet af bjerge med sne på.
Temperaturen i dag har dog ikke fejlet noget, ca. 20 grader og høj solskin.
Da vejret bare var perfekt til vandring tog vi turen op på Mt. Isobel, 1320 meter, havde den flotteste
udsigt til sneklædte bjerge. Aftenen før vred Karl om på foden, men det forhindrede ham ikke i at
gå turen, man er vel sej, eller hvad?
Den 30. var vi fremme i Christchurst, umiddelbart en tiltalende by. Meget hjælpsomme og venlige
mennesker. Selvom byen er på godt 300.000 indbyggere, så siger man farvel til chaufføren når man
forlader bybussen. For mig siger det noget om, hvor afslappet man tager tingene.
Vi skal aflevere bilen i morgen, så vi skulle beslutte hvordan vi ville transportere os den sidste
måned. Efter 1/11 stiger prisen på campervans betydelig, der er ikke de gode billige tilbud som vi
ellers har benyttet os af den sidste tid. Da det vil værre billigere for os at leje en alm. bil og bo på
motel eller lignende, har vi valgt dette. Så skal det vise sig hvad vi synes om dette. Vi har fundet et
tilbud hvor vi betaler 90 kr. pr. dag, det er da billigt. Så den næste måned bliver det sydøen, syd for
Christchurst.
New Zealand Sydøen
Kia ora – velkommen til New Zealand – del 4
1.– 13. november
Christchurch ( Bank Peninsula ), Lake Tekapo, Mt. Cook ( bjerge, gletscher, søer, vandring ),
Oamaru ( pingviner ), Otago Peninsula ( kæmpe Albatroser, søløver og sæler ), Duneden (
chokoladefabrik, stejleste gade i verden ), Curio Bay ( fårehold, det sydligste punkt i NZ,
søløver, paua skaller, Invergargill ( kedelig by ).
Vores lille nye lejede bil, er en Toyota Platz med automatgear. Vi har vænnet os til automatgear nu,
og er blevet meget glade for det. Bilen kører dobbelt så langt på literen som Ibrahim, så selvom det
er benzin, der er dyrere end diesel, er der god økonomi i kørslen. En liter benzin koster ca.6,70 kr.
Afstandene er ikke så store her som i Australien, der er ikke så langt mellem byerne. Men da der
kun bor ¼ af befolkningen på sydøen, ca. 1 mill., kan der alligevel godt være langt mellem husene.
Vi skal nu hver nat finde et opholdssted, men da der er rigtig mange muligheder og vi er udenfor
højsæsonen, går det nemt. Bla. har vi erfaret at YHA vandrehjem, de fleste steder er meget gode,
værelserne er små, men der er veludstyrede køkkener og hyggelige dagligstuer, hvor man møder
andre. Så nu har vi fået et medlemskab af YHA, hvilket sparer lidt penge.
Bank Peninsula er en dagstur fra Christchurch, vi kørte rundt i smukke landskaber, med kik til
havet, besøgte idylliske havnebyer, gik på cafe og nød tilværelsen.
Jo, jo Karl slipper for stroppetur i bjergene engang imellem, han indrømmer dog at han er glad for
disse ture bagefter.
At bestille en kaffe kan værre en hel videnskab. Først er der størrelsen (lille, mellem, stor ), så er
der kaffesorten, så er der med forskellig mælk (kold, varm, pisket ), når man så tror ordren er
hjemme, skal man lige beslutte om det skal værre med chokolade drys, kanel eller et eller andet
tredje. Selvfølgelig er det ikke anderledes her end andre steder i verden, men noget simpelt bliver
næsten til en oplevelse.
Vejrudsigten blev studeret, skulle vi køre over til vest kysten og sydpå, eller østkysten og sydpå. Da
109

der tilsyneladende var mest solskin de næste dage ved østkysten, blev det valget. Men egentlig er
der ingen grund til at kikke på vejrudsigten, for det skifter hele tiden. Selv i løbet af en dag, er det
flere gange vi har prøvet bidende kulde med hagl, for senere på dagen at sidde i T-shirt og nyde
solen. En ting er sikker, det synes at blæse meget.
Efter Christchurch kørte vi mod Mt. Cook, austral/asiens højeste bjerg, på 3700 meter ca.
Landskabet blev mere og mere dramatisk, flotte blå søer, bjerge med sne.
Ikke lige et bjerg man bestiger, det kræver teknik og erfaring, og sommer. Men der er andre gode
vandreture i området, bla. til Hooker Glacier og Tasman Glacier.
Vi har tidligere spøgt lidt med, at det eneste vi nok ikke fik set på dette år, ville være isbjerge.
Forbavselsen var stor, da vi nærmede os søen ved glacierne, for her svømmede mindre ” isbjerge”
rundt i vandet. Selve glacieren var ikke speciel smuk, da den var dækket af et tyk lag grus og sand,
kun lige hvor den knækker af i vandet, kunne man ane isen. Også her er glacieren meget mindre end
tidligere, global opvarmning?
Vi blev i området 3 dage, var heldige at hele Mt. Cook var fri af skyerne, hvilket ikke sker så tit.
Selve byen, var lille, med en samling af forskellige overnatningsmuligheder, ingen
indkøbsmuligheder, få restauranter. Vi bliver oftest forvekslet med tyskere eller østriger, vores
accent ligner vist dette, men her var en dansk fyr, der ikke var i tvivl om at vi var danskere selvom
vi ikke talte dansk da han hørte på det.
Fra Mt. Cook gik det syd/øst på til kystbyen Oamaru. Nu skulle der ses pingviner. Her lever
kolonier af blå pingviner og gul øjede pingviner. Der findes 18 forskellige arter i alt. Man ser dem
bedst lige før solopgang, hvor de forsvinder ud i havet efter føde, og lige efter mørkets frembrud,
hvor de vender tilbage for på denne tid af året at tage sig af æg og unger. De er sky dyr, der let lader
sig distrahere af mennesker. Vi så enkelte pingviner komme op af vandet, en rede med unger, så
begge slags. Vi kunne let have købt os til en organiseret tur, hvor vi helt sikkert ville have set flere.
Men vi synes det er lidt snyd, lidt zoologiskhave over det, mere spændende at finde dem selv. Det
bliver nok ikke sidste gang vi har set pingviner, de findes mange steder på sydøen.
Oamaru har mange fine gamle sandstensbygninger i bla. gotisk stil, hvilket betyder at film, der skal
forestille at finde sted for f.eks. 100 år siden, bliver filmet her, pt. var man i gang med at optage en
hollandsk film.
Videre forbi Duneden til Otago Peninsula, der er kendt for et godt dyreliv i og omkring havet. Her
boede vi i den hyggeligste lille hytte, med alt hvad vi behøvede, tilmed en formidabel udsigt. På
spidsen af halvøen findes en ynglende Albatros koloni. Disse Albatroser kan nå op på et vingefang
på 3 meter. Desværre er det æglægningssæson pt., så der var ikke adgang til kolonien, men vi fik da
set nogle stykker, flyvende på afstand. Der var skarv kolonier, med rugende skarv. En af fuglene
havde besvær med at holde en nyudklækket unge i reden, mens hun stadig lå på æg.
En gåtur ved stranden, bar frugt. En meget stor søløve han, solede sig på stranden, mens der
længere væk, lå en hun. Den må have været omkring 2 meter lang og flere hundrede kg. tung.
Imponerende.
Tilbage til Duneden, en by med skotsk islæt, navnet betyder faktisk Edinburg. Boede i bymidten,
hvor vi var nabo til en butik med brugt tøj. Det er rigtig godt når man som os, hellere vil bruge
pengene på oplevelser end på nyt tøj. Man kan godt blive lidt træt af at gå i det samme tøj hver dag,
så en ny trøje gør lykke.
På en vandretur gennem byen kom vi forbi chokolade fabrikken. Bare duften var dragende. Så vi
måtte på en rundvisning. Da det var en stor fabrik, Cadbury, med 600 ansatte, var der var mulighed
for at se en virkelig arbejdende fabrik, og heldigvis masser af smagsprøver undervejs.
110

Vi fik også set byens museum, men blev enige om at det var det sidste museum i denne omgang.
Museer trætter os nu, og begynder at ligne hinanden.
I Duneden mener de at have verdens stejleste gade, måske er det rigtigt, stejl var den. God ide med
gode bremser.
Efter Duneden gik det videre langs kysten til Cureo Bay. Her kunne vi egentlig godt have tilbragt
nogle dage, da vi boede lige ved stranden, i godt sted, men desværre var alt optaget efter første nat.
Så videre mod Invercargill.
Der er rigtig mange får på NZ, ca. 40 mill. Specielt her sydpå, er der ikke en plet uden et får. Igen
var vi heldige, at få indsigt i hvordan man arbejder med fårene.
Vi havde parkeret i vejsiden for at observere hvordan man fik fårene samlet, da ejeren kom forbi, og
tilbød os at køre ind på marken, for at se hvad de havde gang i.
Når lammene er ca. 6 uger gamle, samler man dem for at klippe halen af (hygiejniske grunde),
mærke dem henholdsvis i venstre eller højre øre, afhængig af om det er en hun eller en han, dvs.
man klipper et stykke af øret af. Sætter en elastik ring omkring testiklerne, ikke for at gøre dem
sterile men det nedsætter hormonproduktionen, så de smager bedre. Alt dette foregår i lyntempo, i
en dertil indrettet holder til lammene, hvor 4 mænd/kvinder samarbejder om opgaven. Imens står
moderfårene og bræger helt vildt udenfor, og lammene forsøger forgæves at flygte fra
indhegningen.
Det ser rimelig humant ud, bortset fra det med halerne. Samtidig med at man klipper halen af, bliver
såret brændt, en fæl stank. Det værste var næsten at hundene bagefter mæskede sig i lammehaler.
Det lammekød vi køber i butikkerne, er fra lam der er ca. 3 måneder gamle. Efter at have stiftet
bekendtskab med disse søde lam, er jeg helt færdig med at spise lammekød, jeg nøjes med fårekød,
der også smager ganske udmærket. Et får kan føde helt op til 4 lam, vi kunne tydelig se forskellen
på størrelsen, om det var et lam med kun 1 i kulden eller med 4.
Hundene der er Border Collies, trænes over 3 år, og har helt fantastiske evner til at hjælpe med
samlingen af fårene.
Igen var vi heldige at se søløver på stranden, hernede sydpå er det at gå en tur på stranden en
kæmpe oplevelse, ofte dukker der sæler eller søløver op. I dag f.eks. var vi vidne til et mindre
drama, en kamp om retten til en han søløve mellem 2 hunner. Vi kunne stille og roligt sidde få
meter fra optrinnet, et bedre skuespil.
Samme sted kunne vi samle i dusinvis af paua skaller. Det er abelonens skal, på ca. 10x 5 cm.
meget farvestrålende, og velegnet til smykker og dekorationer. Vi har tænkt os at tage dem med til
DK som souvenirs, hvis ikke vi finder toldregler der siger det er forbudt.
En lille gåtur ved Slope Point, og vi befandt os på det sydligste punkt på landmassen NZ. Ca. 5000
km til henholdsvis sydpolen og ækvator.
Sidst på eftermiddagen nåede vi til Invercargill, det regnede, og byen virkede meget død og kedelig,
så her bliver vi kun til i morgen, hvor det går videre mod Milford Sound, byen Te Anau.
Doubtful Sound - Overnight Cruise
17. – 18. november
Et besøg på New Zealands sydø må naturligvis inkludere en sejltur ud i de dybe fjorde i øens
sydvestlige hjørne. Vi besluttede os for en tur ud i fjorden som Captain Cook i 1770 kaldte
Doubtful Sound. Han tvivlede på, at der inde i den snævre fjord ville være vind nok til at blæse ham
ud igen, hvorfor han kun betragtede den 40 km dybe fjord ude fra Tasman Sea.
Den enorme ”Fiordland National Park” på 1,2 millioner hektarer har 14 fjorde skåret ind gennem
111

den 200 km lange kystlinie og granitbjergene rejser sig op til 2700 m over havet.
Nationalparken er meget ufremkommelig over land, så adgang til området og fjordene foregår med
små skibe eller fly, hvis man har råd.
Området får op til 10 meter regn og mere end 200 regnvejrsdage om året. Vi checkede vejrudsigten
og da den ikke var allerværst købte vi en tur hos Real Journeys i Te Anau.
Fra byen Manopouri blev vi på en time sejlet over Manapourisøen til et område mellem denne sø og
Doubtful Sound. Området domineres ved Manopourisøen af et enormt kraftværk drevet af vand fra
flere søer. Da man etablerede værket anlagde man en 20 km grusvej til soundet til transport af de
store maskindele til værket.
Denne vej bruges i dag af bla. Real til at transportere gæster over til Doubful Sound, hvor det lille
cruiseskib kan gå til kaj.
Grusvejen går stejlt op over et pas og allerede når man passerer passet får man første glimt af den
storslåede fjord.
Dybt nede strækker den blå fjord sig smalt ud mod havet mellem de høje grønklædte bjerge.
Nede ved skibet var mandskabet mere end klar til at modtage os og indkvarterer os i forskellige
kahytter. Vi havde valgt at dele med et andet par så vi slap en del billigere.
Fiordland Wanderer som skibet hedder, er bygget i Invercargil i 2001 til formålet, så der er masser
af mulighed for at nyde udsigten indefra gennem panoramaruder eller ude fra de forskellige dæk.
Meningen var at vi skulle helt ud til udmundingen, hvorfra Captain Cook betragtede fjorden, og så
lidt ind igen for at ankre op for natten. Med et par afstikkere skulle vi så næste dag sejle tilbage til
udgangspunktet.
Det er svært at yde oplevelsen fuld retfærdighed på skrift, men sceneriet her ude på kanten af
verden er noget af det mest storslåede vi nogen sinde har oplevet. De høje klippesider tårner sig op
og er tæt bevokset af mos, græs, buske og endog små og lidt større træer.
Man fornemmer at man sejler i, hvad der engang var en glaciers forløb fra bjergene til havet.
Vandet i fjorden er de fleste steder over 200 meter dybt og skrabemærkerne på klipperne går op i
400 meters højde.
Da vi kom ud til udmundingen mod Tasmanhavet sejlede vi tæt på nogle små øer, hvor det vrimlede
med sæler, der for det meste lå og tørrede pelsen. Sælbestanden er totalfredet og er i langsom
fremgang, men er slet ikke oppe på antallet som før Cook kom til stedet og rapporterede om de
mange sæler. Hurtigt kom der sælfangere til området og et af årene kort efter blev der indhandlet
ikke færre end 60.000 sælskind fra området i Sydney. På få år udryddede man næsten disse
pragtfulde dyr.
Vi var heldige med at se pingviner på stedet. De samles lige nu på netop disse små øer for at stikke
til havs i flere måneder.
Delfiner boltrede sig også flere gange omkring skibet.
Forplejningen ombord på skibet var også helt oppe at ringe. Når vi nu har været på primitiv
selvforplejning det meste af året sætter vi megen pris på en god buffet med alt hvad hjertet kan
begære.
Ombord kom vi i snak med et jysk ægtepar, der er på ferie her i NZ. Hans og Gerda viste sig at
være utrolig søde mennesker, der lige som os sætter stor pris på at rejse og møde mennesker.
Til vores store glæde viste det sig, at de er af borgerlige politisk observans. Forklaring.
De havde heller ikke været i stand til at stemme ved det netop afholdte folketingsvalg hjemme i
Danmark, så der var clearing. Det skålede vi i dejlig New Zealandsk rødvin på.
Om eftermiddagen var der aktiviteter som på en lejrskole. Enten kajaksejlads eller tur i redningsbåd
med en naturvejleder. Vi tog hver sin. Karin tog den, hvor man blev pjaskvåd og jeg tog den, hvor
man blev klogere.
Efter en god nats søvn ankret op i en dyb afstikker af fjorden vendte vi stævnen hjemad mod
112

unden af fjorden.
Kort efter var det dog tid til turens måske største oplevelse.
Inde i en gren af fjorden, hvor man ikke umiddelbart kunne se indsejlingen og hvor der ikke var
andre skibe, stoppede skipper skibet. Herefter slukkede han motorer, generatorer og alt andet, der
støjer på et skib og bad om 5 minutters stilhed.
Der var helt vindstille, vandet var blankt og genspejlede bjergsiderne og himlen. Oppe fra højderne,
fra de sneklædte bjergtoppe, sås vandfaldene falde flere hundrede meter ned mod vandet og ellers
var der dødstille. På opfordring var der ingen, der åbnede og lukkede døre, snakkede eller så meget
som tog fotos.
Vi stod alle helt bomstille og nød øjeblikket. De fleste ude på fordækket.
Det var stort.
Herefter gik det hjemad mod turens udgangspunkt.
New Zealand Sydøen
Kia ora – velkommen til New Zealand – del 5
14. – 28.november
Te Anau (vandring på Kepler Treck, Milford Sound, Doubtful Sound ), Queenstown
(vandring, white water rafting ), Franz Josef (glacier vandring), Arthurs Pass (bjergvandring,
afslapning ), Christchurch.
Fra Invercargill var det tiden at køre nord/vest på, ind i det øde og bjergrige område ved vestkysten.
Her bor stort set ingen mennesker, store områder er nationalpark.
At området er udlagt til nationalpark er ikke så underligt, da der er meget smukt, høje bjerge med
sne på toppen, klare blå søer, brusende floder og grønne bakker. Heldigvis har vi god tid, så der er
tid til at være de bedste steder nogle dage.
Vi har også behov for ikke at skulle pakke ud og forholde os til nye steder hver dag.
Den sidste del af tiden i NZ kommer til at handle primært om at opleve naturen, gå nogle gode ture
og nyde den friske luft. Jeg tror ikke luften findes renere andre steder i verden.
Sommeren er endnu ikke kommet så man kan sige der er stabilt sommervejr, derfor bevæger vi os
ikke ud på flere dages vandreture, men nøjes med dagsture. NZ er et rigtigt vandreland, meget
velorganiseret, men da der i højsæsonen kommer ca. 2 mill. turister, er der også ture hvor antallet af
vandrende er begrænset.
Heldigvis er vi udenfor sæsonen, så alt er muligt, bare vejret tillader det. Det kan anbefales andre
der skulle have lyst at rejse hertil, at man tager hertil i skulder sæsonen, dvs. okt/nov. Det er muligt
at finde overnatning uden at skulle bestille i forvejen, og priserne er endnu ikke skruet op.
For mange er højdepunktet i NZ Milford Sound og området i nærheden. Karl har beskrevet vores
tur til Doubtful Sound.
Vi kørte turen fra Te Anau til Milford Sound på en dagstur, en tur på 240 km retur. En køretur
gennem et smukt landskab. Små søer der var spejlblanke, så bjergene reflekterede sig i vandet, og
vandfald.
Selve stedet Milford Sound var meget turistet, der sejler dusinvis af turbåde på fjorden, fra en lille
lufthavn i nærheden lettede et lille turfly hvert 2.min. Vi så enkelte delfiner der svømmede rundt i
havneindløbet. Vi var også heldige at se fuglen Kea, verdens eneste alpine papegøje, på størrelse
113

med en meget stor due.
Efter 6 dage i dette område kørte vi de 170 km til Queenstown.
Byen er et mekka for adrenalin hungrende turister. Der er alle muligheder for bungyjump, rafting,
jetboat, skydive, paraglidning osv.
Byen er ikke så stor, her bor 8000 fastboende, men da der kommer et hav af turister er her spækket
med souvenir butikker, restauranter og diverse overnatningssteder.
Egentlig ikke særlig charmerende, men da byen ligger smukt placeret mellem bjerge, ved en sø, vil
den alligevel få stemplet, værd at besøge.
Vi benyttede os mest af de gratis glæder, vandring. Når vandreturen foregår i højden 1000-2000
meter, dele af turen går gennem sne, kan det ikke være meget bedre. Anstrengelserne belønnes gang
på gang med den flotteste udsigt.
Men lidt adrenalin er det jo godt at få gennem systemet engang imellem. Jeg har i mange år drømt
om at komme på white water rafting, så hvis jeg skulle gøre det et sted måtte det være her. Karl
havde ikke lyst, så vore veje skiltes for nogle timer.
Jeg valgte en tur for begyndere, hvor det sværeste strømfald var en kategori 3+, graderne går helt op
til 6.
Udstyret med våddragt, vadesko, hjelm og redningsvest, blev vi 6 mænd/kvinder og guiden læsset
ombord på en gummibåd. Blev instrueret i hvordan vi skulle forholde os hvis vi faldt overbord, fik
lært de vigtigste kommandoer. Man sidder på kanten af gummibåden og padler, hvis floden ikke
giver fart nok i sig selv. Jeg er glad for at jeg ikke valgte en sværere tur, der var spænding nok,
indimellem stod vandet i kaskader ind over os, og bølgerne kom i 2 meters højde fra alle sider.
Ingen faldt overbord, det var skægt, så det må jeg prøve en anden gang igen.
Vi bliver hurtigere træt af at bo i byerne end i naturen, så efter 3 dage i Queenstown kørte vi 350 km
nordpå, til glacier landet som de kaldet området her.
Fox glacier og Franz Josef glacier ligger med 25 km`s afstand.
Vi valgte at bo på YHA hostel i Franz Josef, hvilket var et godt valg. Endnu engang var vi heldige
med vejret, det er blevet sommer nu, med dagtemperaturer op til 25 grader. Godt nok stadig lidt
ustabilt som det er her, men alligevel. Vi har med vilje valgt dette område til sidst i håbet om at det
ville blive rigtig godt vejr.
Højdepunktet her skulle være en vandretur på gletsjeren, hvor man går mellem isformationer, dybe
kløfter af is, is i alle blå og hvide nuancer.
Da man ikke får lov at gå derop på egen hånd, faldt valget på en guidet heldagstur på Fox glacier.
Turen var rigtig god og anbefalelsesværdig.
Men først lidt information om gletsjeren.
På toppen af de sydlige alper falder der ca. 30 meter sne om året i en højde af 3000 meter. Denne
sne pakker sammen til klar blå is, der til sidst begynder at flyde ned gennem dalen. I dalen falder
nedbøren som regn, op til 10 meter om året. I 1982 fik området f.eks 1,83 meter regn på 72 timer.
Når isen når dalbunden, og temperaturen er højere, smelter den, og små og store isklumper brækker
af. Gletsjeren bevæger sig med en gennemsnitsfart på 1 meter i døgnet, hvilket er noget af det
hurtigste i verden. Da dalen isen bevæger sig i er en rimelig stejl dal, betyder det at isen ikke får en
glat overflade men består af høje tinder og dybe kløfter.
På denne tur blev vi først kørt 5 km ud til start stedet. Delt op i grupper på 12 med guide. Gik ca. ¾
time indtil gletsjeren, hvorefter vi gik op langs gletsjer kanten, til et punkt hvor det var muligt at gå
op på isen. Her blev vi udstyret med pigge til støvlerne, så vi kunne stå fast. Herefter gik det ellers i
114

ca. 4 timer ind over gletsjeren, hvor guiden ledte os ad sikre områder. Meget anderledes og smukt,
hvilket billederne nok viser. Madpakken smagte udsøgt med denne udsigt.
Franz Josef gletsjeren besøgte vi på egen hånd, men kun til stedet hvor den slutter, hvis vi ellers
turde kunne vi stå helt inde under den. Men det er for risikabelt, da isen kan brække af hvert øjeblik
og sten triller ned af is væggen, der tårner sig op i 100 meters højde.
Der bliver talt meget om klimaændringer i denne tid, takket værre Al Gore. Der tales bla. meget om
at gletsjerne bliver mindre og mindre. Men ikke her, indtil 1985 blev de mindre og mindre,
hvorefter de voksede 1 km fra 1985-1998, for igen at blive mindre indtil 2003, hvor de igen er
begyndt at vokse. Der falder mere nedbør her, hvorimod der bliver tørrere i Australien, hvilket vi
tydelig har set.
Stille og rolig er vi nødt til at forholde os til fakta, om 3 uger er vi tilbage i Danmark. Det betyder at
tankerne begynder at beskæftige sig mere og mere med hvad der sker i Danmark og hvad vi gør når
vi kommer hjem. Da vi ikke har noget sted at bo, er det nok det mest presserende. Arbejde har vi
begge at vende tilbage til, så det giver ikke anledning til spekulationer.
Vi har i vores naivitet troet vi kunne finde en lejlighed inden vi kom hjem, via Internettet. Det er
muligt at finde ledige boliger, men at leje en bolig uden at have set den er for risikabelt, så vi har
besluttet at vente til vi er tilbage.
Men et eller andet sted skal vi jo bo. Og det helst på Fyn, så vi har let ved at lede efter permanent
bolig. Og som så ofte før er heldet med os, gode venner har lånt os deres sommerhus i ugen op til
jul og fra den 7-1 til 1-2, derimellem træder familien til. Så vi kan ikke være mere taknemmelige.
Efter Franz Josef Glacier kørte vi 150 km videre nord på langs vest kysten, for derefter at dreje ind i
landet og køre tværs over til Arthurs Pass. Det er den højest beliggende by i NZ, ligger i 730 meters
højde. Her bliver vi 3 dage, vil vandre lidt i bjergene og slappe af. Igen er vi heldige med
indkvartering, bor på YHA vandrehjem, i en hytte med kun 3 dobbeltværelser, dagligstue, bad og
køkken. Og så er der brændeovn, hvor brænde og optænding hver dag bliver lagt frem. Ikke fordi
det er specielt koldt, men det er hyggeligt.
Da vejret så ud til at ville forblive stabilt over dagen, valgte vi en vandretur til Avalanche Peak, en
tur på 5 timer, hvor man kommer op på toppen i 1820 meters højde.
Det var bare op, op, op i 3 timer, indtil 1300 meters højde i skoven, derefter blev landskabet bart.
Det sidste stykke gik vi på kammen af bjerget, der var langt ned. På toppen var der en formidabel
udsigt, men desværre begyndte det at sne og skyerne trak sammen, så det var klogest at gå ned igen
med det samme. Det sker vandrer ikke kommer ned igen. Derfor har man også et godt system med
at man indregistrerer sig på info centeret inden turen, så når dagen er omme og man ikke er vendt
tilbage, vil man sætte en eftersøgning i gang.
Tilbage i hytten, var det benene op i sofaen, gang i brændeovnen og en velfortjent øl.
Dette bliver sidste dagbogsnotat fra NZ.
Den 29/11 kører vi tilbage til Christchurst, hvor vi skal have ryddet op i alt det vi har fået samlet
sammen. Heldigvis må vi have 44 kg. bagage med os videre, så det bliver ikke noget problem.
Den 1/12 flyver vi til Fiji, hvor vi har arrangeret overnatning i de 14 dage vi skal være der. Dels i
Nadi hvor vi lander, men hovedparten af opholdet bliver på 3 forskellige øer i Mamanucas og
Yasawas øgruppen. Vi glæder os til sol og varme. Lige nu er temperaturen omkring 30 grader om
dagen og 20 grader om natten. Men det er også regntid, så luftfugtigheden er høj.
115

Abel Tasman National Park.
Yellow Eyed Pingvin.
116

Lam gøres klar.
Søløve han.
117

Doubtful Sound.
Vandring på Fox Glacier.
118

Fiji
Fiji – Paradis øer eller slumrende oprør.
1. – 14 december
Jeg har altid haft et billede i hovedet af Fiji som det tætteste man kunne komme på en paradis ø.
Måske fordi det er så fjernt liggende på den anden side af jorden, meget tæt på datolinien. Normalt
for langt væk til en ferie på 3-4 uger.
Men fra Auckland er der kun 3 timers flyvning, og da det lå på vejen hjem mod Danmark, var det
oplagt at gøre et stop her, vores flybillet tillader dette uden ekstra omkostninger.
Godt nok er det i starten af regntiden, men temperaturerne fejler ikke noget, omkring de 30 grader,
med vand der nærmer sig det samme.
Det er snart 2 år siden vi tog denne beslutning. Kort tid efter havde de et militærkup, i okt. 2006, og
igen i jan 2007, så spørgsmålet var om det var sikkert at tage dertil som turist.
Vi undersøgte hvad et af deres nabolande Australien gav af anvisninger. Her kunne vi se at Fiji og
Danmark var i samme kategori, dvs. lande hvor man skal vise agtpågivenhed. Så vi tog chancen.
Fiji var en engelsk kronkoloni indtil 1970.
I 1870èrne underskrev englænderne en aftale med den indiske regering om at sende arbejdskraft til
Fiji, der led under at 1/3 af de indfødte var døde under en mæslingeepidemi. Man havde brug for
arbejdere i sukkermarkerne. Det betød at gruppen af indere i landet blev af en væsentlig størrelse. I
dag ca. 40 % af de 836.000 indbyggere.
Kun de indfødte kan eje land, men inderne lejer jorden, er gode landmænd, håndværkere, hvilket
betyder at de får en ikke væsentlig indflydelse.
Selvom ens forfædre kom hertil for flere generationer siden, kaldes man stadig indo-fiji, chinesefiji,
euro-fiji osv.
Nogle steder lever de forskellige kulturer i fin samdrægtighed, andre steder dårligere.
I år 2000 blev den første indo-fiji Premier minister valgt, hvilket førte til et militært kup. Der har
senere været flere valg, der igen er ført til kup.
Der er en diplomatisk lidt anspændt situation med nabolandene, NZ og Australien.
Komplicerede forhold, måske fortalt lidt for enkelt.
Men da vi ikke skal til landets hovedstad Suva, regner vi ikke med at havne midt i et eller andet
oprør.
Man danner sig lynhurtigt et første indtryk af et nyt sted og nye mennesker. Her absolut positivt.
Blev modtaget af et lille band i lufthavnen der spillede polynesisk musik. Hjælpsomme, smilende
mennesker, ingen umiddelbare tegn på at nogen ville forsøge at snyde én.
Varmen ramte os som en varm mur.
Vi blev som aftalt hentet af chaufføren på Auqarius Hotel, ligger i Newtown få km. fra Nadi, der
boede vi de første 2 nætter. Stedet ligger lige ned til havet, der her er mindre indbydende. Vi havde
fået fortalt at man skulle søge ud på nogle af de små øer for at få de bedste strande.
Vi havde derfor 1 uge før vi kom hertil, bestilt overnatning på 3 forskellige øer.
Bounty Island i Mamanuca ø-gruppen i 3 nætter.
Nanaya LaiLai i Yasawa ø-gruppen, 4 nætter på Nanaya Island Ressort.
Naviti Lailai i Yasawa ø-gruppen, 3 nætter på Botaira Beach Ressort.
Det eneste der manglede var transporten dertil, som vi måtte finde ud af på stedet. Det var nu ikke
så svært. Awesome Adventure har en katamaranfærge der sejler dagligt mellem øerne, den kan ikke
sejle ind til øerne, men så har de forskellige overnatningssteder små både der henter gæsterne ved
119

katamaranen. Omkring 30 øer ligger spredt på en strækning på 100 km.
Fiji er ikke noget specielt billigt land at holde ferie i, men alligevel lidt billigere end i DK.
Selvfølgelig afhænger det af hvor meget luksus du ønsker. Vi har valgt mellemløsningen, bor og
spiser godt men ikke ekstravagant.
Bounty Island – navnet får en til at tænke på hvide sandstrande og palmer.
Man kan gå rundt om øen på ½ time, der findes kun et ressort på stedet, der passer til både unge
mennesker der backpacker og nogle som os.
Vi blev indkvarteret i en noget spartansk indrettet hytte, men det blev opvejet af placeringen, lige ud
til den dejligste sandstrand. 20 meter ude i vandet var der gode snorkle muligheder med flotte
koraler og tropefisk. At bade i 27 grader varmt vand er bare fantastisk.
Også på disse breddegrader veksler vejret meget gennem dagen, de 3 dage vi var på øen, havde vi
fint vejr om dagen, lidt regn om natten.
Det blev til en masse snorkling, badning, solbadning, en gåtur rundt om øen og en kajaktur rundt
om øen.
Efter aftensmaden underholdt personalet os med lokale sange, der lød meget smukt, nærmest som
gospel. Vi deltog også i en cava ceremoni.
Cava drikken er lavet af en peberplante og et mildt narcoticum. Man tager pulveret, blander det op
med vand, det ligner nu mudret vand og smager som bitter kold te. Hvis det er stærkt nok får det
tungen til at mærkes følelsesløs, får man nok af drikken bliver man afslappet og problemer synes at
mindskes.
Drikken bruges som velkomst drik til fremmede, drikkes når der skal løses problemer i klanen i
stedet for at slås. Bruges på stillehavsøerne herude.
Den lille kop vi fik, havde ikke nogen virkning på os, der skal vist mere til.
Nanaya Lailai.
Sejlturen med katamaranen tog 4½ time, men så var vi også så langt ude som den sejlede. I løbet af
natten var det blæst op, hvilket fortsatte og betød at sejladsen blevet noget urolig, på grænsen til
søsyge. På båden talte vi men en fyr der mente at vide at en cyklon var på vej og der blev talt om at
sejladsen blev indstillet dagen efter.
Manageren på det ressort vi skulle bo på, kom ud til katamaranen i sin lille båd for at hente os. Det
første han bad os tage stilling til var om vi ville sejle tilbage til fastlandet med båden med det
samme eller vi ville fortsætte over på øen, som han måske var nødt til at evakuere, da der var en
cyklon på vej med retning lige netop her.
Da vi ikke havde lyst til at sejle 5 timer tilbage i det dårlige vejr og vi ikke rigtig viste hvor alvorligt
det var, besluttede vi os for at tage med til øen.
Godt vi valgte denne beslutning, da cyklonen tog en anden retning i løbet af eftermiddagen og nu
havde retning nord om hovedøen. Han besluttede derfor at de 16 gæster ikke skulle evakueres, men
der var stadig en uvished om der ville ske noget senere. Så hele natten lå vi og ventede på at blæsten
skulle tage til, men gør sig da lidt tanker om hvor man bedst søger ly og hvad man tager med sig.
Men det blev ikke så slemt, kun regnvejr hele natten. Faren var ovre, vi kunne slappe af og nyde
stedet.
På dette sted boede vi i en lækker hytte på en bakkeskråning med udsigt over vandet. Blue Lagoon
ligger lige udenfor ressorten, det var her filmen med Brooke Shields blev optaget.
Igen er der god mulighed for at snorkle. Få meter ude begynder koralerne. Talte med et ægtepar der
havde været her sidste år, de var overraskede over hvor meget af koralerne der var ødelagt på det år.
Det skyldes global opvarmning der har ført til ” coral bleaching ”. Når vandtemperaturen stiger, dør
den alge der giver koralerne farve og næring. Hvis temperaturen normaliseres kan koralerne
120

overleve, men varer det for længe dør de.
Men det er stadig en oplevelse at snorkle, og fisk er der mange af.
På dette sted er maden helt utrolig god, hvilket er heldigt da der ikke er andre steder at spise. Og til
rimelige priser, har nu spist hummerhaler i forskellige retter, hvor billigste ret var 40 kr. Hvor spiser
man en halv hummer til 90 kr.?
Vi fik også gået rundt om denne ø, den er lidt større, tog 1½ time, kan kun gøres ved lavvande. Her
mødte vi nogle lokale der var ude for at finde krabber til aftensmaden.
Selvfølgelig skulle Karl have et par dykninger her, man kan ikke tage til Fiji med et dykkercertificat
uden at bruge det. Et par gode dyk, kunne jeg forstå.
De fire dage vi var på øen havde vi fint vejr da først cyklonen var drevet væk.
Naviti Lailai
Denne ø er lidt større, der er 4 landsbyer spredt på øen, ingen veje, biler eller lign. Man går eller
sejler rundt. Stedet vi boede på var ejet af en mand fra landsbyen Soso, de ansatte var lokale fra
byen. Dette betød at de betragtede deres gæster, vi var 10 i alt, som deres personlige gæster. Hver
dag til alle måltider spillede og sang de for os. Vejret var bare perfekt alle 3 dage, så alt foregik
udendørs. Igen havde vi en hytte lige ned til vandet. Her var nok de flotteste koraler vi har set her,
både hårde og bløde koraler. Igen var det bare at tage snorkel udstyret på, svømme 50 meter ud og
en flot verden åbnede sig for os under vandet, her var ikke så mange fisk, men dog en af de store.
Karl var så heldig at se en ca. 2 meter revhaj, få meter fra hvor han svømmede, da den så ham
ændrede den retning og svømmede væk, så desværre nåede jeg ikke at se den, selvom Karl forsøgte
alt hvad han kunne at få min opmærksomhed. De efterfølgende gange vi snorklede havde jeg
melodien fra Jaws i hovedet.
Men intet paradis uden giftige dyr. Et meget lille dyr du ikke kan se, hav lus (sea lice), fattede
kærlighed til mig, så da jeg kom op af vandet var jeg fyldt med røde bidemærker på mave og bryst,
heldigvis var det kun det første døgn det kløede.
For at få lidt indblik i livet i landsbyen, gik vi sammen med en af de lokale de 45 min. tværs over
øen og langs med stranden, faktisk samme tur som personalet på vores ressort tog hver morgen og
aften. Her besøgte vi kirken (metodist), skolen (de havde sommerferie lige nu) og handlede lidt med
kvinderne på deres marked. Der boede ca. 400 i byen, de var stort set selvforsynede.
Den sidste aften havde man gjort noget særligt ud af aftenen, vi spiste mad lavet i jordovn og
bagefter var mange kommet fra landsbyen for at danse og synge. Da de sang deres farvel sang, som
lød meget vemodig, måtte jeg knibe en tåre, det var en meget værdig afslutning på vores år med
eventyr.
Nu er vi tilbage på katamaranen til Nadi, hvor vi slutter af med en nat hvor vi startede.
Vi glæder os nu til at komme tilbage til Danmark til familien, venner og bekendte. Høre hvad hver
især har bedrevet siden vi sidst sås.
Som det nok også fremgår af rejsebrevene har dette år været fantastisk. Vi har elsket hver sekund.
Vi ville ønske andre havde lyst og mulighed for at gøre det samme. Skulle nogen ønske at rejse hen
hvor vi har været, står vi gerne til rådighed med yderligere oplysninger og billeder.
Glædelig jul og godt nytår til alle vore trofaste læsere.
You will never know, if you don’t go.
Travelling Danes.
Karl og Karin
121

122