Steen Andersen - Historie-nu.dk

TEKST TEKST kirsten Lylloff [15. juni 2005]
Barn eller fjende ?
Uledsagede Uledsagede tyske tyske flygtningebørn flygtningebørn i i Danmark Danmark 1945-1949
1945-1949
Kirsten Lylloff er ph.d. i historie.
Artiklen her er hendes indlæg
ved ph.d.-forsvaret 7. april 2005
Historie Historie Netmagasinet
Netmagasinet
www.historie-nu.dk
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der sætter
nutiden i perspektiv, giver
baggrunden og skaber diskussionerne.
Indledning
Indledning
I disse dage for 60 år siden blev Danmark for første og eneste gang i historisk
tid oversvømmet med flygtninge. 2 millioner elendige og udmarvede
mennesker på flugt fra den røde hær blev af den tyske marine sejlet væk
fra Østprøjsen, Danzig-Westprøjsen og Pommern mod destinationen, de vestlige
tyske Østersøhavne. Men her rådede totalt kaos og en del af flygtningene,
250.000, blev derfor i stedet sejlet til Danmark, hvor langt de fleste
blev udskibet i Københavns Frihavn. Flygtningene var helt overvejende kvinder,
børn og gamle mennesker, mindst 100.000 var under 18 år. I Danmark
blev flygtningene betragtet som endnu en byrde besættelsesmagten lagde
på den danske befolkning, og i den illegale presse advarede man mod at
vise medlidenhed med dem. At prøve at hjælpe flygtningene blev betragtet
som unational optræden. I Danmark var det den rigsbefuldmægtigede, Werner
Best, som havde det overordnede ansvar for flygtningene, men den praktiske
del uddelegerede han til den tyske værnemagt. De havde dog svært
ved at udføre denne opgave pga. den massive danske modstand mod at
yde noget som helst til flygtningene. Ved den tyske kapitulation i Danmark
overgav den tyske værnemagt sig til den engelske hærs repræsentanter, og
de satte hurtigt værnemagten i march tilbage til Tyskland. Dermed forsvandt
fra den ene dag til den anden den eneste organisation, der havde forsøgt at
sørge for de 250.000 flygtninge. Modstandsbevægelsen havde straks den
5. maj lagt en jernring uden om flygtningelejrene med bevæbnede vagter,
der hindrede flygtningene i at komme ud, samtidig med at ingen dansk organisation
havde overtaget opgaven med at forsørge alle flygtningene. Fra
den 8. maj blev denne opgave overladt Statens civile Luftværn, som formentlig
også var den eneste danske organisation, der havde en sådan størrelsesorden,
at der var en chance for at de kunne overkomme opgaven.
Det varede dog længe inden forholdene i lejrene blev bare tålelige. Dødeligheden
var kolossal, især hvad angik børn. 3000 børn under 1 år, dvs. næsten
alle børn i denne aldersgruppe og 7000 børn under 5, ca. 1/3, døde
her i Danmark i 1945.

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 2
2
Mål Mål Mål og og midler
midler
Den mest udsatte gruppe flygtninge har utvivlsomt været de uledsagede
flygtningebørn, og derfor er min ph.d.-afhandling et forsøg på at beskrive
deres forhold på baggrund af den psykologiske forskning, vi i dag kender
om de psykiske skader, der udspringer af traumatiske oplevelser. Derudover
har jeg undersøgt de tiltag, som den danske administration udviste
overfor børnene. Ingen børn kan siges at have haft ansvaret for de uhyrligheder,
der skete i det 3. rige. Men kunne danskerne se bort fra dette og
behandle børnene på en måde, som alle børn uanset nationalitet har krav
på at blive behandlet?
For at kunne besvare disse spørgsmål, måtte jeg fra starten gøre mig klart,
at kildematerialets sammensætning stillede visse begrænsninger, som jeg
ved udformningen af min afhandling måtte tage højde for. Kildematerialet
om de tyske flygtninge er uoverskueligt stort. På Rigsarkivet, i de tre landsarkiver
og i næsten alle Danmarks lokalarkiver findes der materiale. Men
materialet er svært anvendeligt. Meget af det er uregistreret, næsten intet
er at finde om overordnede beslutninger, mens administrativt strandingsgods,
som kørselssedler, passersedler og regninger findes i stort tal, dog
uden nogen overordnet sammenstilling. Det stod mig derfor hurtigt klart, at
fremgangsmåden for afhandlingen måtte være en arkivmæssig identificering
af mange, mange enkeltsager, afhandlet på lavere administrativt niveau,
og ud fra alle disse enkeltsager, at sammenfatte en beskrivelse af
myndighedernes overordnede holdning til uledsagede tyske flygtningebørn,
en metode, som vel nærmest kan karakteriseres som en slags mikrohistorie.
Registreringen af de tyske flygtninge var overordentlig mangelfuld og først
fra sommeren 1947 havde man et nogenlunde korrekt centralt kartotek
over flygtningene med de mest basale oplysninger som navn, fødselsdato,
fødested, sidste adresse i Tyskland og religion. Dette kartotek blev sendt til
Stade i Tyskland i 1950, og det er ikke lykkedes for mig trods mange forsøg,
at finde det igen. Men for de 150.000 flygtninge, der udrejste over Kolding,
findes på Rigsarkivet et kartotek af tidligere lejrkort med de samme sparsomme
oplysninger. Men af kartotekskortene fremgår ikke, hvordan de
enkelte flygtninge var i familie med hinanden, og det er derfor umuligt at
sige, hvor mange børn, der i de enkelte lejre var uledsagede. Dog fandtes
der i alle lejre barakker, hvor der alene boede uledsagede børn. Antallet af
uledsagede børn er derfor et skøn, og mit bedste skøn er, at det drejer sig
om ca. 10.000 børn.
Flygtningelejrene var lukkede områder, og næsten intet om de enkelte flygtninges
forhold i lejrene er gemt, således heller ikke fra de særlige børnelejre,
hvorfor man får en stærk mistanke om, at en så enkelt ting, som at
føre en individuel journal over uden for familien anbragte børn, som har
været kutyme for danske børnehjemsbørn i hele det 20. århundrede, ikke
blev institueret for de tyske flygtningebørn i børnelejrene. Kun hvor disse
børn af en eller anden grund kom i forbindelse med verdenen uden for
lejrene, er der en sag på barnet. Dvs. at det ikke er muligt ud fra arkivmaterialet
at dokumentere de psykiske skader de hårdt traumatiserede
tyske flygtningebørn må have haft. En undtagelse gælder dog for de 54
børn, der efter 3 års ophold her i landet, kom til et engelsk børnehjem,
hvorfra der er et fyldigt journalmateriale. Men jeg synes alligevel det er tilladeligt
ud fra nutidig viden om flygtningebørns psykiske traumer og ud fra
viden om de tyske flygtningebørns forhold i de danske lejre, at udtale sig om
risikoen for børnene, og om der er grund til at mene at de danske myndighe-

ders behandling af børnene forværrede deres traumer.
www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 3
3
Psykiske Psykiske skader skader efter efter traumatiske traumatiske oplevelser
oplevelser
Jeg vil først ridse op, hvad vi i dag ved om de psykiske skader børn får, efter
traumatiserende oplevelser, en tilstand som kaldes posttraumatisk stresssyndrom
eller forkortet som PTSD. Sygdommen har selvfølgelig altid eksisteret,
men først i de sidste 20 år er den blevet erkendt som en stor risiko
efter voldsomme psykiske belastninger af voksne såvel som børn. Symptomerne
er de samme hos børn og voksne, men fordi børn psykisk er i en
udviklingsfase, har børn derudover nogle helt karakteristiske symptomer.
For at stille diagnosen PTSD skal barnet have været udsat for en voldsom
traumatisk hændelse, der udløste øjeblikkelige, intense følelser af frygt,
hjælpeløshed eller rædsel. Barnet skal tilbagevendende genopleve begivenhederne
eller dele heraf. Barnet skal forsøge at undgå stimuli, der minder
om begivenheden, kaldet avoidance, eller opleve en generel emotional lammelse,
kaldet numbing. Og barnet skal vedvarende være i psykisk alarmberedskab,
kaldet arousal. Symptomerne hos børn er derudover karakteriseret
ved urolig og desorganiseret opførsel, mareridt og angstanfald, manglende
tillid til sig selv og andre personer, samt tab af allerede erhvervede
færdigheder som renlighed og sprogbeherskelse. Alle de tyske flygtningebørn
havde været igennem krigsoplevelser og en frygtelig flugt, som gjorde
dem til sikre kandidater for PTSD. Men ikke alle børn udvikler PTSD og den
seneste tids psykologiske forskning har især beskæftiget sig med, hvorfor
nogle børn tilsyneladende er modstandsdygtige, kaldet resiliente, over for
psykiske traumer. En af de vigtige faktorer er omgivelsernes reaktion efter
traumet. Traumet skal bearbejdes ved at barnet får lov at tale om det, så
barnet får lagt afstand til hændelserne, og der skal være voksne, barnet
kan knytte sig til og et samfund som vil hjælpe med at resocialisere barnet.
En af de psykologer, der har beskæftiget sig med resiliens, Boris Cyrulnik,
har gjort opmærksom på en anden væsentlig faktor, nemlig om krigsskadede
børn tilhører de sejrende eller taberne. ”Når en krig ødelægger et samfund
og udslukker tilknytningsfigurerne, når de institutioner, der træder i stedet,
ikke mener, at det er umagen værd at tage sig af værdiløse børn, så er der
ikke store chancer for at de udvikler resiliens. Men det sker, at en krig
forstærker den følelsesmæssige boble, hvis det er klart, hvem den ydre
fjende er, hvis samfundets opfattelse får forældrene til at brillere i en helterolle,
eller når de, der befinder sig rundt om barnet, giver det plads og lader
det komme til orde.” Når man ser på omtalen af de tyske flygtninge i de
danske medier i 1945 er der ingen tvivl om, at for danskerne var disse
flygtninge ikke værdige til almindelig medmenneskelig empati, og derfor synes
disse børn af mange danskere at være opfattet som værdiløse.
Børnelejrene
Børnelejrene
Som nævnt var langt de fleste uledsagede børn anbragt i almindelige flygtningelejre,
hvor de på forskellig vis hutlede sig igennem og kun ganske få
spor fra dem findes i arkiverne. Derimod er der en del materiale om de 4
større egentlige børneflygtningelejre der blev oprettet i Danmark. Det drejer
sig om lejrene i Hohenwarte ved Højer, Vingsted ved Vejle, Berritzgaard på
Lolland og Kastrupfortet i København. De fire lejre har hver deres meget
forskellige historie.
Hohenwarte var helt speciel. Størstedelen af børnene stammede fra en
kostskole, Hohenelse, lidt nord for Berlin, som i den sidste halvdel af april
1945 var flygtet nordover og endte på Hohenwarte. Børnenes forældre var

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 4
4
for størstedelen tyske diplomater i udenrigstjeneste eller tysksprogede med
statsborgerskab i andre europæiske eller sydamerikanske lande. Dvs. en
stor del af børnene var ikke tyske statsborgere, og skulle derfor efter de
danske regler have været behandlet efter de langt bedre forhold, som ikketyske
flygtninge blev tilbudt. Bl.a. skulle de have været tilbudt repatriering
straks i sommeren 1945, hvilket kun skete for nogle få af dem og ikke med
den danske stats medvirken, selvom den danske stat over for de allierede
havde forpligtet sig til en sådan hjemsendelse. For flygtningene i Danmark
var det af allerstørste vigtighed at blive anerkendt som ikke-tysk flygtning,
fordi dette indebar, at man ikke var indespærret, at man fik tildelt lommepenge
og fra 1946 var berettiget til at bo uden for lejrene og søge arbejde.
Den tyske lejrleder eller børnene på Hohenwarte søgte aldrig selv om at
blive betragtet som ikke-tyske flygtninge.
En meget stor gruppe uledsagede tyske børn i Danmark var de såkaldte
KLV-børn. KLV står for Kinderlandverschickung. Det var en evakueringsforanstaltning
for bombetruede tyske børn i alderen 10-14 år. Ordningen
var oprettet i 1940, hvor børn blev sendt væk fra de bombetruede byer til
landlige omgivelser i de sydlige og østlige områder af Tyskland. Desuden
blev børnene sendt til de af Tyskland besatte lande. Således var der i Danmark
fra 1942 oprettet KLV-lejre for tyske storbybørn, i starten i mindre
omfang, men fra 1943 var omkring 1000 tyske børn fordelt på ca 25 lejre
konstant på længerevarende ophold her i landet, dvs. minimum 6 mdr. Lejrene
lå fortrinsvis i Nordsjælland og i Sønderjylland. Det var i starten frivilligt
for forældrene at sende børnene på KLV-lejr, men efterhånden som livet i
de bomberamte storbyer blev vanskeligere og vanskeligere at opretholde,
blev presset på forældrene for at sende børnene væk større og større.
Således blev alle skoler i Berlin lukket i sommeren 1944 og børnene sendt
klassevis på KLV-lejr. KLV-lejre for Berlinerbørn lå hovedsageligt enten i Østpreussen
eller på Rügen. Herfra flygtede 7 skoler i de sidste måneder af
krigen videre til Danmark.
Disse børn blev af de tyske myndigheder indlogeret skolevis i mindre lejre i
det sønderjyske område, idet de blev holdt adskilt fra de øvrige flygtninge.
Straks efter Kapitulationen blev 5 af skolerne overført til de større stærkt
bevogtede flygtningelejre, men et par af skolerne, som var beliggende meget
afsides fik lov at bo i to sommerhusområder ved henholdsvis Binderup
Strand og ved Skamlingsbanken. Her boede de under meget primitive forhold,
dvs. uden indlagt vand og elektricitet, men uden bevogtning og i en vis
kontakt med lokalbefolkningen udenfor lejrene. Dette var i stærkt modstrid
med Flygtningeadministrationens politik, hvorfor man i sommeren 1946
oprettede en speciel børnelejr, Vingsted-lejren, som for uden de to skoler,
som indtil da havde været uden for pigtråden kom til at huse den største af
Berlinerskolerne, hvis selvbevidste lærere længe havde været en torn i øjet
på Flygtningeadministrationen pga. deres utallige klager over forholdene for
deres skolebørn. Vingstedlejren bestod af kæmpelagerbarakker, som var
etableret under krigen af den tyske Wehrmacht til opbevaring af bl.a. bildæk
og militært udstyr. Det var i disse kæmpelagerbarakker, at de tyske
skolebørn blev anbragt. Der var cementgulv, vinduerne var små og sad i 2
meters højde, hvorfor der ikke var almindeligt dagslys i barakkerne og på
grund af den store højde i rummene var en effektiv opvarmning umulig. De
danskere, bl.a. den lokale læge og luftværnschefen, som også var den stedlige
borgmester, som så disse barakker udtalte, at de var uanvendelige som
menneskeboliger. Men stillet over for dette udsagn truede Kjærbøl luftværnschefen
med, at hvis han fremsatte mere kritik, kunne han blive fritaget for

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side side 5
5
sit ansvar for flygtningelejren. Hver skole blev anbragt i sin barak og holdt
adskilt fra de andre skoler med pigtråd og bevæbnede vagter. Pigtråden
stod så tæt ved barakken at der kun var en vejbredde, hvor børnene kunne
opholde sig udendørs. Ellers skulle de opholde sig i barakkerne døgnet rundt.
Børnenes lærere protesterede voldsomt til de danske myndigheder over
denne indkvartering, dog uden at blive hørt. Men klagerne kom igennem til
Berlin, hvor både Berlins magistrat og det allierede kontrolråd blev opmærksom
på de uholdbare forhold. Det lykkedes derfor at få disse børn tilbageført
til Berlin i foråret 1947, efter at de havde opholdt sig 9 måneder i
Vingsted-lejren.
To af børnelejrene var for børn, der var fundet som alene-børn rundt omkring
i lejrene. Det var Kastrupfortet og Berritzgaard-lejren
Kastrupfortet blev oprettet i august 1945 på initiativ af en af de få danske
læger som involverede sig i at skabe bedre forhold for de tyske flygtningebørn,
K.F. Meldahl. Lejrens formål var at få de uledsagede flygtningebørn ud
af de københavnske flygtningelejre, hvor de i alles kamp mod alle for at få
del i de af danskerne knapt tilmålte ressourcer, var dømt til at blive taberne.
Kastrupfortet rummede mellem 5 og 600 børn i de 1½ år den eksisterede.
Lejren var omgivet af en dyb voldgrav og pigtråd og desuden svært
bevogtet, så langt de fleste børn forlod ikke lejrområdet i de 1½ år de var
der. Pga forskellige urolige omstændigheder omkring starten af lejren, var
der ingen fungerende dansk lejrleder før i december 1945. Det gav plads
for den af danskerne udnævnte tyske lejrleder, som var oberløjtnant i
Wehrmacht og som egentlig var på vej tilbage til Tyskland, da han blev indsat
som lejrleder på Kastrupfortet. Han var ung, af både danske og tyske
myndigheder kendt som morfinist, og han var utilstedelig hård i sin behandling
af de tyske børn. Han øvede fysisk vold mod børnene, bl.a. var der i hele
Kastrupfortets eksistensperiode vedholdende rygter om, at en dreng var
blevet slået i hovedet med en knippel, så han fik kraniefraktur og i efterforløbet
muligvis var død af det. Foreholdt beskyldningerne nægtede den
senere danske lejrleder ikke hændelsen, men angav kun, at det var sket
før hun kom til lejren. Selv om beskyldningerne kom til de danske myndigheders
kendskab indledte man aldrig en undersøgelse af dem. Men foruden
fysisk vold udøvede han psykisk vold ved at straffe børnene ved at indespærre
dem i dagevis i de på området beliggende bunkers, som var uden
belysning, uopvarmede, og konstant vandfyldte. Forholdene var velkendte
af de danske myndigheder, men ingen greb ind. I februar 1946 blev
oberløjtnanten og 3 af hans Wehrmacht-kammerater hjemsendt af
Flygtningeadministrationen. Ikke pga. deres behandling af børnene, men
fordi de var Wehrmachtpersonale, og ikke flygtninge, og derfor kunne udsendes
til Tyskland. I resten af Kastrupfortets virketid bestemte den danske
lejrleder, og dermed ophørte volden mod børnene. Tværtimod forsøgte
hun på forskellig vis at omgå de danske myndigheders regler for at mildne
forholdene.
Den fjerde børnelejr var Berritzgaard på Lolland. Den husede 2-300 børn.
Forholdene var her som andre steder kummerlige, men den danske lejrleder
havde stor empati for børnene og forsøgte at skaffe børnene rimelige
forhold. Også denne lejr var stærkt bevogtet, og en af Flygtningeadministrationens
største bekymringer var, at bevogtningsmandskabet stod
på flygtningenes side af pigtråden, hvad der jo kunne afstedkomme risiko
for fraternisering. Derfor var et af de presserende tiltag at få flyttet
bevogtningsmandskabet uden for pigtråden, hvilket også blev effektueret.
På Berrritzgaard var der mange børn, hvis identitet var ukendt eller hvor de

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 6 6
6
få oplysninger, man havde, var ukorrekte. Men modsat mange andre lejre,
er oplysningerne om de tiltag man fra sommeren 1946 iværksatte for at
identificere disse børn, gemt. Dvs. at man ud fra arkivmaterialet om
Berritzgaard får et tydeligt indtryk af den ineffektivitet, manglende overblik
og uduelighed, der karakteriserede det centrale flygtningekartotek i København.
Persondata på børn hvis identitet man kendte da de ankom til Danmark,
eller på børn som var født her i landet, forsvandt op i den blå luft og
var ikke længere til at rekonstruere. Såvel børnene fra Kastrupfortet som
børnene fra Berritzgaard blev udsendt til den franske zone af Tyskland i
første kvartal af 1947.
For begge lejre gjaldt, at den danske lejrleder fulgte børnene til Tyskland. I
ingen andre tilfælde fulgte dansk lejrpersonale flygtningene tilbage til Tyskland.
Børn Børn til til England
England
54 af de tyske børn fik en særlig chance. I 1948 tillod den engelske stat, at
den økumeniske organisation World Council of Churches sørgede for, at 54
tyske flygtningebørn fra Danmark blev sendt til England for at få en højere
skoleuddannelse mhp. at de skulle sendes tilbage til Tyskland for at genopdrage
deres landsmænd. Kunne de af en eller anden grund ikke vende
tilbage til Tyskland, havde de engelske myndigheder forpligtet sig til at give
dem varigt ophold i England. Der er ingen tvivl om, at børnene materielt fik
det godt i England, idet de fik nøjagtig de samme materielle goder, som var
standard for engelske børn; ingen af dem klarede dog den højere skolegang,
som var det egentlige formål med deres udrejse. Der er nok ingen
tvivl om, at den ringe skolegang, som de havde fået under deres tre-årige
ophold i en flygtningelejr i Danmark, var en af de faktorer der gjorde det
umuligt. Men også børnenes rastløshed, ustabilitet, utilnærmelighed og
manglende evne til at knytte sig til voksne, gjorde planerne umulige. I 1951
var halvdelen tilbage i Tyskland igen. 13 forblev dog permanent i England.
Børn Børn Børn uden uden uden for for pigtråden
pigtråden
Nogle ganske få børn slap illegalt ud af flygtningelejrene i Danmark og blev
opfostret hos danske plejefamilier. Fælles for plejefamilierne var, at de sloges
indædt for at få lov at beholde barnet, men fandt myndighederne ud af,
at tyske flygtningebørn illegalt befandt sig uden for pigtråden, blev de beordret
tilbageført til en flygtningelejr, selv om de på det tidspunkt kunne have
været uden for pigtråden i årevis og derfor ikke længere talte og forstod
tysk, men alene talte dansk, hvad der var strengt forbudt i flygtningelejrene.
Men ordren, som blev givet af justitsministeriet, og normalt efter anbefaling
fra Flygtningeadministrationen, blev ikke eksekveret efter august 1946 hvor
det sidste barn, en ca. 6-årig dreng blev indsat på Kastrupfortet. Efter august
1946 udførte de lokale myndigheder, selv om ordren blev givet fra justitsministerium
og Flygtningeadministration, ikke denne, men ”glemte” den eller
så den anden vej. 14 børn af de 100.000 tyske flygtningebørn blev permanent
i Danmark.
Johannes Johannes Johannes Kjærbøl Kjærbøl Kjærbøl og og og Flygtningeadministrationen
Flygtningeadministrationen
Flygtningeadministrationen
Den centrale danske figur i administrationen af flygtningene var den socialdemokratiske
fagforeninsmand Johannes Kjærbøl. Han havde været en
særdeles aktiv arbejdsminister i den i 1945 upopulære Scaveniusregering,
og han havde i 1945 stærkt brug for en succes. For selv om det senere
viste sig, at de politiske ministre, der havde siddet i Scaveniusregeringen,

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 7
7
genvandt deres plads i det politiske liv, så var det i 1945 ikke sikkert, at det
ville ske. Kjærbøls overordnede mål for Flygtningeadministrationens arbejde
foruden en simpel forsørgelse af flygtningene er ikke overleveret på skrift.
Men han fulgte den samme linje fra start til slut, så han må selv have været
sig meget bevidst om målene, som kan udmøntes i 3 punkter:
1. Flygtningene skulle holdes helt adskilt fra den danske befolkning
2. De skulle ud af den offentlige debat
3. Deres livsbetingelser skulle være meget ringere end den der tilkom
en dansker nederst på den sociale rangstige.
Alle tre punkter hørte selvfølgelig sammen, det ene kunne ikke fjernes, hvis
de to andre skulle opfyldes. Midlerne til målet var store barakbyer afskåret
fra omverdenen, indkvartering, som ikke engang opfyldte kriterierne for
husvildebarakker og en kost, som ingen danskere ville affinde sig med. I
baraklejrene blev tyskerne sat til at styre sig selv. Der var bogstaveligt talt
ingen danskere ansat, bortset fra den danske lejrledelse. De tyskere som
styrede og regerede i lejrene var som regel, og i hvert fald altid i børnelejrene,
indsat af den danske administration. Det kunne gå godt, men også
rigtig skidt som i tilfældet med Kastrupfortet.
Børnenes tarv var ikke noget argument, der indvirkede på Kjærbøls afgørelser.
Da en bekendt prøvede at benytte sig af sin kontakt med ham til at få
en nevø ud af en flygtningelejr, var afgørelsen kort og præcis: Tilbage i lejren.
Da børnene skulle sendes hjem, var Kjærbøl helt ligeglad med om børn,
hvis forældre boede i en af de vestlige zoner, blev sendt til den russiske
zone, og omvendt blev børn sendt til den franske zone, selvom man vidste
forældrene boede i den russiske. Det eneste, der talte i den forbindelse,
var at komme af med børnene.
Der er ikke tvivl om, at Kjærbøl var modstander af fysisk vold mod børn,
men i tilfældet fra Kastrupfortet, hvor den tyske lejrleder mishandlede børnene,
greb han ikke ind.
De mange forkerte og indbyrdes modstridende oplysninger som administrationen
fik, når de rettede forespørgsler til det centrale flygtningekartotek
må med al ønskelig tydelighed have fortalt Kjærbøl, at Kartoteket ikke fungerede,
trods det, at det angives, at der var 100 tyske flygtninge ansat i
samme Kartotek. Først mange år efter krigen kunne eftersøgning af tyske
flygtningebørn komme op på en standard, der svarede til indsatsen, hvis
det havde drejet sig om et dansk barn, der var forsvundet eller uidentificeret.
Den eneste der havde magt til at sørge for, at registreringen af flygtningene
kom til at fungere var Kjærbøl. Men Kjærbøl prioriterede aldrig denne
funktion særligt højt. De danske myndigheder forsøgte ikke at underrette
forældre i Berlin om de mange skolebørn, der befandt sig i Danmark og
først efter et privat initiativ fra 2 danske journalister, som i anden anledning
skulle til Berlin i foråret 1946, fik forældrene besked om, at deres børn
ikke var forsvundet i de sidste hektiske måneder af krigen, men at de befandt
sig i Danmark. Det var et år efter krigens slutning. Der var en dansk
militærmission i Berlin, men de havde aldrig fået til opgave at formidle oplysninger
om de i Danmark værende berlinerbørn til deres forældre. Kjærbøl
havde så mange kontakter i det administrative og politiske system i Danmark,
at han nemt kunne have sørget for, at de berlinske skoler var blevet
underrettet på et tidligt tidspunkt om, at eleverne opholdt sig i Danmark.
Men for Kjærbøl lå hele hans loyalitet og oplysningspligt over for de danske
magthavere, og han følte tilsyneladende ikke et sådant almenmenneskeligt

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 8
8
ansvar over for børnene og deres forældre, at han forsøgte at få skabt
kontakt dem imellem.
Kjærbøl var i sin funktion som Flygtningeadministrationens chef den typiske
teknokrat, som udførte det arbejde, som han mente forventedes af ham af
de politiske magthavere. Han løste opgaven ud fra den politiske situation,
der forelå september 1945, hvor politikerne endnu havde brug for at lægge
afstand til samarbejdet med tyskerne under krigen, og hvor stemningen i
befolkningen var hadefuld mod alt tysk, og han holdt fast i denne linje, indtil
den sidste flygtning forlod landet i 1949. Det lykkedes for ham at holde
flygtningene adskilt fra den danske befolkning, og kun et ubetydeligt antal
slap ud af indhegningen og forblev i Danmark. Den politiske elite var uden
tvivl tilfreds med og lettet over, at flygtningene aldrig blev et politisk problem,
og Kjærbøls belønning var en ministerpost i den første socialdemokratiske
regering, der dannedes i 1947. Dermed blev han en af de første af
Scaveniusregeringens ministre, der blev rehabiliteret i det politiske system.
Men at sætte en sådan teknokrat til at styre og regere over 200.000 mennesker,
som han aldrig udviste nogen empati overfor, er særdeles problematisk,
set fra et humanitært synspunkt.. Kjærbøl var diktatoren i Flygtningeforsorgen
og hans loyalitet lå udelukkende op ad i systemet. Hvad flygtningene
følte og tænkte var ikke noget Kjærbøl tog med i sine overvejelser.
Ned ad i systemet sørgede han for at give den danske lejrleder uindskrænket
magt over for de flygtninge, han havde fået betroet, og samtidig forventede
han ubetinget loyalitet fra lejrlederen. Det vigtigste kriterie for, om den
tyske lejrledelse var god, var for ham, om den kunne opretholde ro og orden.
Den danske lejrleder havde også uindskrænket magt over den tyske
lejrledelse, og klager fra den tyske lejrleder blev ikke behandlet seriøst uden
for lejrene, tværtimod risikerede han at blive flyttet til en straffelejr, hvis
han klagede op ad i systemet.
Klager fra almindelige flygtninge blev slet ikke behandlet, og ikke engang da
hårdnakkede rygter fra Kastrupfortet hævdede, at et af børnene var død
efter et knippelslag i hovedet, tog man sagen alvorligt og prøvede politimæssigt
at efterforske, hvad der var sket.
Kjærbøls Flygtningeadministration synes at være det mest totalitære system,
der i nyere tid er set i Danmark, med uindskrænket og inappelabel
magt over 200.000 almindelige mennesker, som hverken var kriminelle,
psykisk syge eller på anden måde afvigere fra normalbefolkningen.
De få ministerielle embedsmænd, der var ansat i Flygtningeadministrationen
fulgte alle Kjærbøls linje. I deres sagsbehandling og ordrer nedad i systemet
var det svært at afgøre om Kjærbøl havde været direkte involveret, for de
afveg aldrig fra den linje Kjærbøl havde lagt. De kom fra Socialministeriet og
var vant til at skulle lægge sig tæt op ad den siddende ministers politik. Det
gjorde de også i dette tilfælde, bortset fra at ministeren var byttet ud med
Flygtningeadministrationens chef.
Noget anderledes forholdt det sig med den daglige leder af Statens civile
Luftværn (ScL), kontorchef Børge Aarøe. Han eller en af hans nærmeste
medarbejdere blev en gang imellem af Justitsministeriet afkrævet en udtalelse
i sager om opholdstilladelse i Danmark for tyske flygtningebørn. I alle
tilfældene anbefaledes det fra ScL at opholdstilladelse blev givet, hvilket
ville medføre at barnet slap ud af flygtningelejren. Men afgørelsen blev
”overrulet” af Flygtningeadministrationen og i disse tilfælde blev opholdstilladelse
nægtet af Justitsministeriet.
En stor del af bevogtningsmandskabet var CB’ere, som hørte under ScL.
Det var nogle af de eneste ”almindelige danskere”, der havde lejlighed til at

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side side 9 9
9
observere flygtningenes forhold, og det var også hos dem den største empati
for flygtningene og de fleste protester over forholdene kom fra. CB’erne var
almindelige værnepligtige, og ud fra deres indstilling til flygtningene er det
fristende at interpolere til den bredere befolkning. Hvis flygtningenes forhold
havde været alment kendt efter den første hadske stemning havde
lagt sig, er det ikke usandsynligt, at der havde rejst sig en folkelig stemning
for at forbedre deres forhold, og specielt børnene ville have kunnet appellere
til medlidenhed. Men den effektive internering blokerede totalt for sligt.
Luftværnscheferne var ikke primært ansatte i flygtningeforsorgen, men var
højt placerede embedsmænd med hovedansættelse i en anden offentlig
institution, sædvanligvis som politimestre eller borgmestre. Det gav dem en
uofficiel handlefrihed og uafhængighed, som mange benyttede sig af til at
vise sympati og forståelse for flygtningene. Dette var mindst udtalt i 1945,
men som tiden gik blev de tiltagende mildere i afgørelser vedrørende flygtninge.
Luftværnschefen i Storkøbenhavn lukkede således øjnene for, at
Kastrupfortet fik specialleverancer af tøj og frugt fra svenske hjælpeorganisationer,
luftværnschefen i Aabenraa ”glemte sagen”, da et enkelt barn
slap ud af en lejr, stærke indicier peger på at luftværnschefen i Aalborg
foreslog, at et flygtningebarn blev anbragt i privat pleje uden at have tilladelse
til det, og luftværnschefen i Kolding, der havde Vingstedlejren under
sig, protesterede så voldsomt over de forhold flygtningene blev udsat for i
denne lejr, at Kjærbøl måtte true ham med, at lejren blev fritaget for hans
overopsyn, hvis hans protester fortsatte. Men det var mest i enkeltsager, at
luftværnscheferne gik ind og prøvede at forbedre flygtningenes forhold. På
det generelle plan var de tro mod Kjærbøls intentioner.
De danskere der kom tættest på flygtningene var de danske lejrledere.
Deres indstilling til flygtningene var meget forskellig. Nogle af dem satte stor
pris på den magt over andre mennesker, som stillingen gav dem og som
indbød til misbrug, andre forsøgte at forbedre livsbetingelserne for flygtningene.
Lejrlederne i de tre største børnelejre repræsenterede begge sider.
På Kastrupfortet og Berritzgaard forsøgte lejrlederne at forbedre børnenes
forhold, og de viste empati over for dem. Begge lejrledere fulgte deres børn
til Tyskland, da de blev udsendt i de første måneder af 1947. Anderledes
forholdt det sig med lejrlederen i Vingsted. Han pralede i sin selvbiografiske
bog over, hvordan han havde nedgjort flygtningene, da de fuldt berettiget
klagede over de usle forhold, lejren bød dem. Hvad enten lejrlederne var af
den ene eller anden slags, var det dog karakteristisk for dem alle, at de var
fuldt loyale overfor Flygtningeadministrationen og aldrig gik ud i offentligheden
med deres viden om forholdene i lejrene.
Konklusion
Konklusion
Konklusion
Også i 1945 måtte almindelig medmenneskelig forståelse have kunnet fortælle
danske autoriteter, at disse uledsagede flygtningebørn behøvede trygge
omgivelser og voksne, der ville tage sig af dem. Det var man helt klar over
var nødvendigt for de finske, norske, polske, hollandske, belgiske og franske
børn, som man på samme tidspunkt inviterede til Danmark for netop at
give dem dette, men de tyske børn, som allerede var i landet, mente man
ikke, det var nødvendigt at behandle sådan.
Og dog var deres historie endnu mere ofrets end børn af de andre nævnte
nationaliteter, for de havde også måtte leve i Tyskland under nationalsocialistisk
styre. En del af den nationalsocialistiske ideologi var at bemægtige
sig opdragelsen af børnene, så at de kunne blive den nye tids idealistiske
bannerførere. De havde ikke haft noget valg, for hele deres barndom og

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side 10
10
opvækst var sket efter Hitlers magtovertagelse. De var ikke, som ingen
børn kan være, ansvarlige for nationalsocialismens ugerninger, men de var
blevet dens ofre, ved at nationalsocialisterne havde bemægtiget sig deres
barndom.
Men at disse børn var ofre, opfattede man ikke i den danske folkeopinion.
Tværtimod omtalte man dem med foragt som Hitlerjugend og ved dæmoniseringen
af dem, gjorde man det tilladeligt at overlade dem til deres skæbne
og andre tyske voksne, som fik lov at terrorisere dem, som f.eks. den tyske
lejrleder på Kastrupfortet.
På grund af det manglende kildemateriale kan man ikke udtale sig om, hvor
mange uledsagede børn der tog psykisk skade under interneringen, hvad
enten de var i børnelejre eller anbragt i de såkaldte børnebarakker i almindelige
lejre. Men fordi man i lejrene og hos Flygtningeadministrationen ikke
interesserede sig for dette, er det ikke ensbetydende med, at vi i dag ikke
kan vurdere ud fra nutidens viden, at mange af børnene må have været
stærkt psykisk traumatiserede. De forhold, som de uledsagede tyske
flygtningebørn levede under, var utænkelige for danske institutionsanbragte
børn. At det kunne lade sig gøre at initiere sådanne forhold for børn i 1945
skyldtes befolkningens had til alt tysk, og at det kunne fortsætte helt frem
til 1949 skyldtes Flygtningeadministrationens evne til at holde viden om
forholdene væk fra det offentlige rum.
De tyske uledsagede børn i flygtningelejrene ejede som regel intet personligt.
Det værste var dog, at man sløsede med det eneste mange af dem
havde tilbage, oplysninger om deres identitet. Man sørgede ikke for at få
registreret de personoplysninger, man havde ved deres ankomst her til landet,
man var alt for længe om at få oprettet et centralt kartotek, det varede
alt for længe, inden man forsøgte at få identificeret børn uden sikre oplysninger,
og man var for dårlig og for sløset til at genfinde børnenes identitet.
Selv børn, der var født her i landet, men hvor moren senere var død, havde
man ikke ordentlig registreret. Det havde ikke kostet ekstraressourcer at
holde styr på disse helt basale personlige oplysninger. Allerede ved flygtningenes
ankomst i de sidste måneder af krigen, vedtog myndighederne, at
fødsler, dåb og dødsfald ikke skulle registreres for tyske flygtninge. Dette
ændredes fra 1.2.1946, idet disse basale oplysninger fra dette tidspunkt
begyndte at blive registreret centralt. Men det var ikke tilstrækkeligt. Det
der skulle have svaret til et dansk Folkeregister, nemlig Flygtningekartoteket
fungerede slet ikke på det tidspunkt. Først fra sommeren 1947 var det
nogenlunde pålidelige oplysninger, der kunne hentes her. I mellemtiden mistedes
oplysninger om mange af de uledsagede børn, oplysninger, som tidligere
havde været kendt. Risikoen for tab af informationer var størst ved en
af de talrige lejrflytninger, som alle flygtninge, også de uledsagede børn, var
udsat for.
Ved forsøg på at aldersbestemme de uidentificerede børn, kunne en på det
tidspunkt velkendt teknik, nemlig vurdering af knogleudviklingen ud fra rtgbilleder,
have været taget i anvendelse, men det ses ikke at være brugt
endsige overvejet overhovedet. Det tyder stærkt på, at man slet ikke forhørte
sig hos danske specialister, enten pga. uvidenhed eller fordi man ikke
ville bruge ressourcer på noget sådant.
Ud fra børneeftersøgningerne fra Berritzgaard ser det ud til, at børn under
9-10 år har stor risiko for selv at glemme deres fødselsdato og børn under
7-8 år at glemme deres efternavn. Derfor er det selvfølgelig ekstra vigtigt at
få disse få oplysninger registreret så tidligt som muligt.
Af og til hører man argumentet, at det ikke var danskernes opgave at tage

sig af flygtningene. Men sådan fungerer ansvaret ikke i et kultursamfund.
Hvis hjælpeløse børn eller voksne bliver anbragt eller findes på ens dørmåtte,
så er det ikke acceptabelt at skræve over dem og sige, det må de
selv klare. Solidariteten til at hjælpe medmennesker i nød er fundamental i
alle kulturer, inklusive den kristne. Den undskyldning vi brugte for ikke at
hjælpe var, at de var fjenden, og hvis vi kan fastholde fjendebilledet, så
føler vi, det var i orden ikke at hjælpe. Men de 70.000 børn under 15 år,
kan intet kultursamfund med rette karakterisere som en fjende. Behandlingen
af børnene udløstes af, at de tilhørte en bestemt etnisk gruppe. Det var
en humanitær opgave vi blev stillet over for i de sidste måneder af krigen,
men det blev ikke opfattet som en sådan, men som en krig vi kunne deltage
i ved at vende ryggen til al elendigheden. Denne indstilling hos den
almindelige dansker fortsatte i de første måneder efter Kapitulationen, men
på det tidspunkt, hvor medlidenheden måske kunne være begyndt hos befolkningen,
blev Flygtningeadministrationen etableret. Dens fornemste opgave
var at opretholde isolationen af flygtningene, incl. børnene, med pigtråd
og bevæbnede vagter, så al kontakt med danskere fortsat var umulig,
og strategien lykkedes, flygtningebørnene blev glemt af den danske befolkning.
.
www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 11
11