palæstinaorientering

palæstinaorientering
Nr. 2 April 2012
TEMA: Forårsfornemmelser i Palæstina?
Ulykken i Jab’a - Bog: Kvinde på flugt - Interview med Pappé
p

2
Forside:
Børn fra Balata flygtningelejren.
Foto: Beatiful Faces of Palestine/Flickr
s3
s4
s6
s7
s9
s11
s13
s15
s17
s18
Forår og flygtninge
Dette nummer af Palæstina Orientering kommer på et tidspunkt,
hvor begejstringen for udviklingen i den arabiske
verden stadig er intakt. Vi har derfor valgt at sætte fokus på
Palæstina-spørgsmålet i lyset af opstandene.
Ulykken i Jab’a og besættelsens infrastruktur
”Dette er livet i Palæstina. Dette er besættelse. Ingen burde
være vant til det (…) selvom der ingen soldater er, selv om der
ingen militære operationer, våben eller bosættere er involveret,
så øger selve besættelsens infrastruktur hver dag risiciene
og udfordringerne…”
Forårsfornemmelser i Palæstina?
I dette tema, ”Forårsfornemmelser”, tager vi fat i spørgsmålet
om, hvorfor Palæstina-spørgsmålet ikke i højere grad er sat
på den dagsorden, som det seneste års dramatiske udvikling i
Mellemøsten, har sat.
Stenet vej mod forsoning
Køreplanen rummer mange hurdler, som endnu ikke er forhandlet
helt på plads, og mange års rivalisering om magten er
ikke let at erstatte med tillid og samarbejde.
Lige for lige?
Begejstringen for de arabiske opgør med gamle diktaturer,
trækker ikke støtte med sig til de palæstinensiske krav om
frihed fra besættelse og belejring. Det burde de...
’Gæt hvad, du bliver ordentlig glad, vi skal til Palæstina!’
To unge dansk-palæstinensiske piger fra Mjølnerparken tager
til deres bedsteforældres land for første gang i deres liv. En
stor drøm går i opfyldelse.
Boganmeldelse: ”Kvinde på flugt fra meddelelse”
Romanen er skrevet under den anden Intifada, hvor palæstinensernes
militante forsvar mod genbesættelsen af
Vestbredden og deres anvendelse af selvmordsbombere inde i
selve Israel får angsten til at eksplodere i befolkningen.
Pappé: At nægte Nakba er som at nægte Holocaust
Den israelske historiker Ilan Pappe tøver ikke: Zionistiske militser
og israelske styrker fordrev trekvart million palæstinensere
i månederne op til og efter Israels oprettelse i maj 1948…
Uden etnisk udrensning – intet Israel
Pappés bog afslører, hvor helt igennem planlagt den etniske
udrensning af Palæstina i 1947 – 1948
havde været, og at den var begyndt længe før krigen mellem
de arabiskelande og Israel i 1948.
Forår i Palæstina, men kold vind fra Danmark
Kommentar: Forår er tiden til at gøde jorden for gode resultater
sidenhen. Danmark bør kende sin besøgelsestid (…) Israels
greb om de besatte områder konsolideres hver eneste dag, og
de, som sidder på hænderne, er tavse støtter af denne udvikling
Palæstina Orientering udgives af foreningen Palæstina Orientering, Mjølnervej 1, 1, 3000 Helsingør.
Ansvarshavende redaktør: Ole Olsen • Redaktion i øvrigt: Lars Ploug, Gitte M. Rasmussen, Henning Kosack, Else Christensen, Jan
Mortensen, Dagmar Dinesen, Anne Berit Larsen, Marianne R. Thomsen • Layout: Henning Kosack • Tryk: HFA-Tryk.
Bladet udkommer 4 gange årligt. Næste nummer: 1. september 2012.
Abonnement 2012: Trykt udgave: 150 kr. Elektronisk/Pdf: 75 kr. • Merkur bank. Reg.nr. 8401 Kontonr. 0001161241
info@palestinaorientering.dk • www.palestinaorientering.dk • Tlf. 30 59 26 88

Forår og
flygtninge
Nye sider af (og om) palæstinensernes plads i omvæltningerne i den arbiske verden. Og
om Ilan Pappe og hans arbejde med at dokumentere det palæstinensiske flygtningeproblems
historiske oprindelse og aktuelle betydning.
Andet nummer i Palæstina
Orienterings 33. årgang kommer på
et tidspunkt, hvor begejstringen for
udviklingen i den arabiske verden
stadig er intakt. Selvom situationen
i Syrien fortsat er blodig og uafklaret;
og selvom de nu diktatorløse
mennesker i Tunesien, Egypten
og Libyen stadig har en usikker
fremtid at bekymre sig om. For det
er værd at glæde sig over, at folk
gør oprør mod diktatorer, der har
været holdt ved magten og muffen
af stormagter uden interesse for
diktaturernes ofre.
Palæstinensere udenfor fokus
I dette nummer har vi tema om
Palæstina-spørgsmålet i lyset af
opstandene. Vi stiller tre spørgsmål.
For det første om der i palæstinensisk
politik findes kræfter
blandt folkevalgte og græsrødder
der kan samle kræfterne og sætte
Palæstina-spørgsmålet på det arabiske
forårs dagsorden. Fokus er i
den sammenhæng sat på de skår,
der i de senere år har været slået i
forholdet mellem Hamas og Fatah,
og på forsøgene på at få dem klinket.
For det andet spørger vi, hvad
der i den internationale opinion
holder palæstinensernes krav ude
af denne dagsorden, når kravene
burde være inde.
Og for det tredje stiller vi spørgsmålet
om, hvorfor Danmark ikke
spiller en mere aktiv rolle i at gøre
Palæstina-spørgsmålet til et anliggende
i de sammenhænge, hvor vi
faktisk har en vigtig international
rolle at spille: Når nu vi har fået en
regering, der har slået mere positive
takter an; når nu der faktisk
sker nogle løfterige ting og sager i
Israels og palæstinensernes nabo-
lag; og når nu vi har formandsskabet
for EU.
Ilan Pappe på dansk
Desuden har vi gjort et nummer af,
at endnu en bog af den israelske
historiker Ilan Pappe er oversat til
dansk. Bogen handler om fordri-
velsen af ca trekvart million palæstinensere
i månederne før og efter
staten Israels oprettelse i 1948.
Pappe har, sammen med andre israelske
historikere, fungeret som
en modvægt til den propaganda,
der i mange år blev serveret som
sandheden om det palæstinensiske
flygtningeproblem.
Bogen har, som det kunne ventes,
skabt furore i danske aviser. Nogle
anmeldere og debattører har insisteret
på netop den historiefortæl-
ling, som blandt andre Pappe har
dementeret på afgørende punkter.
Vi bringer et interview med forfatteren,
og et lille kig ind i debatten
om hans bog.
Om dette og meget andet i det
blad, du har i hånden. Vi arbejder
fortsat med layout og indhold, og
Demonstration på Tahrir pladsen i Cairo. Hvilken betydning har det arabiske forår for palæstinenserne?
Foto: Hossam el-Hamalawy/Flickr
med at lære af de tilbagemeldinger
vi har fået. Vi har fået mange
abonnenter, og vi vil gerne have
flere (for oplysninger om abonnement
og pris, se omstående side).
Hjemmesiden arbejder vi også på,
så den med tiden kan blive til et
aktuelt supplement til det trykte
magasin.
Alt godt til vore læsere, og til alle
Palæstina-venner
PO-redaktionen
3

4
Ulykken
i Jab’a og
besættelsens
infrastruktur
Af Yousef Munayyer
Oversat og redigeret af Gitte M.
Rasmussen
17. februar 2012
Da jeg i morges hørte om den tragiske
ulykke med en skolebus nær
Jab’a, hvor adskillige palæstinensiske
skolebørn døde, blev jeg rystet
over omstændighederne, og jeg
begyndte at tænke over, hvor rædselsslagne
børnene må have været,
og hvor svært livet nu må blive for
de berørte familier. Det er trist og
frygteligt, hver gang nogen dør eller
kommer til skade, især når det er
børn.
Mens jeg lyttede til detaljerne,
ændrede jeg mig imidlertid fra at
være trist til mode til at blive forvirret
og derefter vred. Noget gav
ikke mening.
Bussen medbragte børn fra en
børnehave i Shuafat flygtningelejren
på vej til en park nær Ramallah.
Ifølge beboere i Shuafat befandt
børnene sig i to busser med hver
80 passagerer, inklusive lærere og
chauffører.
Jerusalem Post (israelsk avis,
red.) skrev om ulykken, at ’bussen
afgik fra en palæstinensisk
skole i Shuafat i Østjerusalem mod
Ramallah-området med cirka 60
børn. Den vendte om og kørte
tilbage på grund af dårlige vejrforhold.
Den blev ramt af en lastbil på
vej mod Østjerusalem (…) Ulykken
skete kort efter klokken 9 ved Kikar
Adam, et større vejkryds nord for
Jerusalem, mellem hovedvej 60 og
hovedvej 437’.
Børnene i bussen var fra Shuafat
Børn fra Shuafat. Foto: Ben Piven/Flickr

flygtningelejren. Shuafat ligger i
Jerusalem-regionen. Deres mål var
Ramallah, hvilket betyder, at de var
nødt til at køre gennem Kufr Aqab,
et andet palæstinensisk beboelsesområde
beliggende indenfor den
israelske Jerusalem-region.
Jeg ved, at dette er kompliceret
at forstå, så måske hjælper det at
se på et kort, hvor man kan se, hvor
Shuafat og Kufr Aqab ligger. Kufr
Aqab ligger netop på hovedvejen til
Ramallah fra Jerusalem. Den grønne
rute viser i min beregning den mest
logiske, korteste, mest direkte og
desuden sikreste rute, når man skal
fra Shuafat til Ramallah. Bussen
kørte imidlertid ikke denne vej.
Bussen med børnene fulgte, igen
ifølge min beregning, den røde rute,
en omvej, som er længere, langt
mere usikker, bakket, smallere
og fuld af skarpe sving. Den gule
cirkel angiver, hvor omtrent, ifølge
Jerusalem Post, bussen forulykkede.
Så hvorfor i alverden kører en
bus fuld af palæstinensiske skolebørn
ad den røde rute i stedet for
den grønne?
Det gør den, fordi selvom både
Shuafat og Kufr Aqab ligger inden
for den (israelsk kontrollerede,
red.) Jerusalem-region, så bevirker
apartheidens infrastruktur - i dette
tilfælde Muren – at den mest sikre
og hurtigste rute er forbudt område
for de indbyggere, der tilfældigvis
blev født i den forkerte – den palæstinensiske
– bydel på den anden
side af Muren.
Prøv at se på det næste kort, hvor
den grønne og den røde rute ifølge
mine beregninger er som på det
førnævnte kort, men hvor
der nu er en tyk sort linje,
som viser, hvor Muren
løber og forhindrer palæstinensere
i at tage den
sikre, mere direkte vej.
Lad mig gøre det klart,
at børnene, som døde
i dag, døde i en ulykke.
Ulykken skete højst sandsynligt
som følge af dårligt
vejr, og jeg beskylder ikke
Israel og israelere for at
være den direkte årsag
til, at den skete. Dét, som
er humlen her, er, at besættelsens
infrastruktur
regelmæssigt tvinger palæstinensere
ud i upraktiske
og usikre omveje,
hvor risikoen for uheld er
større. Ulykker kan ske
overalt, særligt i dårligt
vejr, men der hersker ikke tvivl i
mit sind om, at jo mindre man befinder
sig på dårlige, usikre veje, jo
mindre er risikoen for ulykker.
Som palæstinenser kan man for
eksempel ikke rejse fra Ramallah til
Bethlehem uden at tage en lang og
ofte farlig vej uden om Jerusalem,
en vej der fører én næsten til
Jericho. For de lokale palæstinensere
er dette noget, man er blevet
vant til. Ja, vejen er farlig, men man
tager den regelmæssigt, så mange
glemmer, hvor meget sikrere andre
veje ville være, hvis det var tilladt
at benytte disse. Jeg har (som amerikansk
statsborger, red.) ofte selv
kørt ad både den grønne og den
røde rute, og det er let at se, at den
grønne er langt mere sikker.
Dette er livet i Palæstina. Dette er
besættelse. Ingen burde være vant
til det. Kan vi lære noget af denne
tragedie, er det, at selvom der ingen
soldater er, selv om der ingen militære
operationer, våben eller bosættere
er involveret, så øger selve
besættelsens infrastruktur hver
dag risiciene og udfordringerne for
palæstinenserne.
Yousef Munayyer er Executive
Director for The Jerusalem Fund
Gitte M. Rasmussen er medlem af
Palæstinaorienterings redaktion
5

TEMA: PALæSTinAnSiSKE FORåRSFORnEMMELSER
6
Forårsfornemmelser
i
Palæstina?
Tema om det arabiske forår i palæstinensisk politik og om at Palæstina-spørgsmålet
ikke omfattes af den opmærksomhed, som det internationale samfund ellers retter
mod Mellemøsten.
I sidste nummer handlede temaet
om det ”palæstinensiske efterår”.
Temaets titel pegede på, at der
faktisk skete noget i palæstinensisk
politik og på, at dette betød
noget for det internationale politiske
landskab udenfor. Palæstina
Orienterings Marianne Risbjerg
Thomsen skrev om, hvordan den
palæstinensiske præsident Abbas
efterhånden havde erkendt, at rollen
som leverandør af sikkerhed
til Israel med tiden ville efterlade
ham uden fremtid i palæstinensisk
politik. Det var efter den erkendelse
og efter en forsinket erkendelse af,
at fredsforhandlingerne med Israel
endte blindt, at Abbas valgte at
sætte international anerkendelse
af en palæstinensisk
stat på Fn’s dagsorden.
Vi bragte også et indlæg
fra Nazareth i Israel, hvor
den britiske journalist
Jonathan Cook skrev om
konsekvenserne af Abbas’
forsøg. Det ville, skrev han,
endegyldigt tage livet af
illusionen om muligheden
for palæstinensisk gevinst i
”fredsprocessens” regi.
Men fredsprocessen, der
har efterladt palæstinenserne
med så lidt og Israel med
så meget, døde i stilhed.
Måske på grund af det arabiske
forår, der i så afgørende
grad har dementeret vestlige
forestillinger om, at arabere
og muslimer ikke evner
andet end at underkaste sig
diktatorer. Måske har virakken
skygget for eller overdøvet
Palæstina-spørgsmålet.
Paradoksalt nok, for det er
svært at komme i tanker
om en bedre anledning til at
rejse det. For skønt historien
og situationen er anderledes
for de besatte palæstinensere
end for deres arabiske
Foto: karathepirate/Flickr
brødre, så står det klart, at det i
hvert fald ikke står bedre til med
deres rettigheder. Palæstinenserne
er også underkastet militært diktatur,
og de har tilmed levet i mere eller
mindre permanent krigstilstand
i mere end 60 år.
I dette tema, ”forårsfornemmelser”,
tager vi fat i spørgsmålet om,
hvorfor Palæstina-spørgsmålet ikke
i højere grad er sat på den dagsorden,
som det seneste års dramatiske
udvikling i Mellemøsten har sat.
Svaret falder i to artikler. Den ene
af Marianne Risbjerg Thomsen, der
skriver om palæstinensiske græsrødders
krav til Hamas og Fatah om
enhed og samlingsregering samt
om udfordringerne i forbindelse
med virkeliggørelse af disse krav.
Mens Risbjerg Thomsens artikel
handler om palæstinensisk politik
internt og om palæstinensiske
græsrødders og politikeres forsøg
på at drage nytte af omvæltningerne,
spørger Lars Ploug om, hvorfor
begejstringen for tilsyneladende
og virkelige demokratiske forandringer
i den arabiske verden ikke
sætter Palæstina-spørgsmålet på
dagsordenen hos liberale venner af
universelle frihedsrettigheder, når
nu parallellerne mellem det israelske
militære regime i de besatte
områder og de faldne diktatorers
misregimenter er så iøjnefaldende.
Det israelske militære regime er
i sin konsekvens lige så groft som
det, de faldne diktatorer bød de
folk, som de tvang til lydighed og
underkastelse.
God læselyst!
Tema-redaktionen

Gaza by, 15. marts 2011. Foto: M. Hassona/Flickr
Af Marianne Risbjerg Thomsen
Kampen for forsoning
Den 15. Marts 2011 samledes store
folkelige demonstrationer på de
store pladser i Ramallah og i Gaza
by. Det arabiske forår var nået til
Palæstina, og ligesom i andre oprørsbyer
som Tunis og Cairo var
demonstrationerne domineret af
unge, der havde gjort brug af de
sociale medier til at samles.
De mange efterretninger, de
havde fået om fredelige og vellykkede
protestdemonstrationer mod
magthavere i regionen, havde skabt
optimisme og selvtillid hos befolkningsgrupper
overalt i det opsplittede
Palæstina.
Krav om en enhedsregering
Uanset partifarve var palæstinenserne
frustrerede over de interne
kampe mellem Fatah-styret på
Vestbredden og Hamas-styret i
Gaza. Razziaer og fængslinger var
ved at gøre begge områder til politistater
samtidig med, at de israelske
besættelsesstyrker strammede
deres greb overalt.
Nu samlede plakater og kampråb
sig om et fælles krav om national
forsoning, om ophør af intern bekrigelse
og om samling omkring
oprettelsen af en enhedsregering
for de to områder.
Helt konkret krævede arrangørerne
løsladelse af alle politiske
fanger, og de krævede, at alle
flygtninge i diasporaen skulle have
mulighed for at deltage i det kommende
valg til det Palæstinensiske
nationalråd, PnC.
Fatah og Hamas bøjede sig for
de folkelige demonstrationer, og
kravene fra den 15. marts kom til at
indgå i forsoningsprocessen.
Det arabiske oprør i Palæstina fik
ikke nær så dramatiske udtryk som
andre steder, og verdenspressens
interesse søgte da også hurtigt andre
steder hen. ’Foråret i Palæstina’
har ikke siden indgået i den internationale
fortælling om det arabiske
forår.
Et paradigmeskift
Demonstrationerne i marts 2011 i
Palæstina kom til at betyde en total
ændring af de ’spilleregler’, der har
været gældende for Vestens håndtering
af israel-Palæstina konflikten,
siden Osloaftalerne i 1994-95. I
stedet formulerede det palæstinensiske
folk en ny selvstændig politik.
De afviste at vende tilbage til de
USA-ledede fredsforhandlinger, der
placerede dem i en ulige position
overfor en supermagt. I stedet ønskede
de at tage deres sag tilbage
til det FN, der anerkendte den israelske
stat i 1948, og anmode om en
Ramallah, 15. marts 2011. Foto: pirates and plants/Flickr
Stenet vej mod
forsoning
lignende anerkendelse.
Endelig blev der indgået en forsoningsaftale
mellem Fatah og Hamas,
der skulle føre til parlamentsvalg,
præsidentvalg og valg af en enhedsregering.
Tilsammen udgør disse krav et
paradigmeskift for Palæstinas rolle
i regionen.
Forsoningsaftale i Cairo den 4.
Maj 2011
Da det nye styre i Cairo den 4. Maj
2011 indkaldte Fatah og Hamas
til et forsoningsmøde, var begge
parter parat. Et lignende møde
havde tidligere været forsøgt under
Mubaraks ledelse i oktober 2009,
hvor parterne ikke kunne blive enige.
Efter en række tilføjelser til det
oprindelige forsoningsdokument
skrev Hamas og 14 andre politiske
grupperinger nu under.
Hverken USA eller Europa ønskede
at støde det nye ægyptiske
regime ved direkte at sabotere dets
første udenrigspolitiske satsning
og måske anbringe sig på den ’forkerte’
side af historien. De valgte i
første omgang en ’vent og se’ holdning.
Lige siden har verden imidlertid
kunnet iagttage, hvordan det
internationale samfund har søgt
TEMA: PALæSTinAnSiSKE FORåRSFORnEMMELSER
7

TEMA: PALæSTinAnSiSKE FORåRSFORnEMMELSER
8
at presse Abbas til at ophæve forsoningsaftalen
og vende tilbage til
forhandlingsbordet.
Med henvisning til USA’s og EU’s
terrorlister har Israel reageret med
at nægte at anerkende en mulig palæstinensisk
regering med ministre
fra Hamas.
Strategiske skift i regionen
Det var imidlertid ikke kun de store
fredelige protestmøder, der fremskyndede
enigheden mellem Fatah
og Hamas. Ifølge en rapport fra
’international Crisis Group’ fra juli
2011 har de strategiske skift, som
er foregået i regionen i forbindelse
med det arabiske oprør, også haft
betydning. Afsættelsen af Mubarak
betød, at Fatah og især præsident
Abbas havde mistet en pålidelig
allieret i Cairo, og for Hamas var
det af afgørende betydning, at revolutionerne
i Nordafrika havde
ført til en ny og styrket position for
Det muslimske Broderskab – som
Hamas er en udløber af.
ægypten var nu Hamas’ naturlige
samarbejdspartner, snarere end
det shiamuslimske Iran og Assads
Syrien. I forbindelse med Assads
stadig voldsommere reaktion på
det folkelige oprør valgte Hamas
at flytte sin eksterne ledelse fra
Syrien.
Det arabiske forår gav lederne
af Fatah og Hamas mulighed for
at foretage rundrejser til de arabiske
lande og søge støtte til deres
forsoningspolitik. Inddragelse af
magtfulde lande som ægypten og
mæglerlandene Tyrkiet og Qatar i
forsoningsaftalerne gav dem således
en opbakning, der kunne styrke
palæstinensernes ekstremt udsatte
position overfor den israelsk/amerikanske
magt.
FN
I september 2011 hyldede en stående
Generalforsamling i Fn Abbas,
da han fremlagde ansøgningen om
anerkendelse af en palæstinensisk
stat, hvorefter Sikkerhedsrådet
sendte den i udvalg.
Kort efter gik forhandlingerne om
forsoningsaftalen i stå på grund af
intern uenighed mellem Fatah og
Hamas. Men da Sikkerhedsrådets
udvalg meddelte, at det ikke kunne
videreføre sit arbejde med palæstinensernes
ansøgning, så længe
Palæstina ikke var et samlet land,
blev forhandlingerne genoptaget.
Køreplan for oprettelsen af en
enhedsregering
Den 22. Februar 2012 blev der med
hjælp fra ægypten og Qatar opnået
enighed om en køreplan, der skal
forberede parlamentsvalg og præ-
sidentvalg i hele Palæstina i maj
2012.
Men køreplanen rummer mange
hurdler, som endnu ikke er forhandlet
helt på plads, og mange
års rivalisering om magten er ikke
let at erstatte med tillid og samarbejde.
Mens denne artikel skrives, har
de to parter udsat køreplanen midlertidigt
for at nå til enighed om
en sådan hurdle – ledelsen af den
korte overgangsregering af teknokrater,
der skal forestå organiseringen
af valgene.
På årsdagen for den afgørende
demonstration den 15. Marts
2011 udtrykte arrangørerne deres
bekymring for den midlertidige
udsættelse af køreplanen og overvejede
nye tiltag for at bevare den
folkelige indflydelse.
Hvis det lykkes at bevare alliancen
mellem demonstranterne og
deres ledere og gennemføre folkets
ønske om forsoning, kan man kun
håbe, at det vil være det længe
ønskede Columbusæg, der kan udklække
en bæredygtig palæstinensisk
stat.
Marianne Risbjerg Thomsen er
medlem af Palæstina Orienterings
redaktion
Demonstration i Al Ma’asara den 5. maj 2011. Foto: PSP Photos/Flickr

Lige for lige?
Begejstringen for de arabiske opgør med gamle diktaturer trækker ikke støtte med sig
til de palæstinensiske krav om frihed fra besættelse og belejring. Det burde de...
Af Lars Ploug
En af forårets varmeste kartofler i
international politik er præsident
Assads ekstremt voldelige forsøg
på at nedkæmpe opstanden mod
sit regime samt USAs og andre internationale
aktørers manglende
succes med at presse Rusland til at
lægge pres på Syrien. Rusland har
som Assad-styret selv henvist til, at
oprøret er væbnet, og at der blandt
oprørerne er terrorister, som den
syriske stat har ret til at bekæmpe
og forsvare sig imod.
Det er et argument, som ikke
mindst den amerikanske regering
burde kunne forstå. For var det ikke
netop krigen mod terrorisme, der
indtil for nylig blev brugt til at motivere
støtten til de nordafrikanske
diktaturer, der holdt prodemokratiske
kræfter nede med fængsel ,
tortur, forsvindinger og den slags?
Og er det ikke netop krigen mod
terrorisme sammen med ”amerikanske
interesser”, der bliver brugt
til at begrunde støtten til Israel,
der selv kaster bomber på sages-
og værgeløse palæstinensere i det
belejrede Gaza?
Men det tænkte Hillary Clinton
ikke på, da hun gik i rette med
Rusland:
”Vi afviser enhver sidestilling
af planlagte mord begået af en
regerings militær med handlinger
begået af belejrede civile, der er
presset ud i selvforsvar”, sagde den
amerikanske udenrigsminister i
midten af marts måned.
Mens Hillary Clinton talte om syriske
grusomheder og russisk forlorenhed,
angreb israel igen Gaza
med missiler og bomber. Og som så
mange gange før begrundede Israel
de 26 palæstinensiske ofre med de
raketter, som terrorister eller ”militante”
blandt de belejrede affyrer
mod byer i det nordlige Israel. Men
hun fandt det ikke underligt at sige
om de syriske regeringsstyrkers
angreb på belejrede civile i Homs,
hvad hun lige så godt kunne have
sagt om de israelske luftangreb
på det elendiggjorte og voldsomt
overbefolkede Gaza. Og hun fandt
det ikke underligt at skose russerne
for deres geopolitiske kynisme, når
hun kunne have skoset sig selv, sin
præsident og den ubetingede politiske
og militære støtte til det Gazabelejrende
Israel.
Lejligheds-liberal
Clintons erklæring er i sig selv ikke
kontroversiel. Den udtrykker den
udbredte liberale forståelse, at
en regerings legitimitet er afledt
af dens respekt for de regeredes
frihedsrettigheder. Diktaturer har
ingen eksistensberettigelse, og
volden mod borgere, der truer diktaturets
eksistens, er derfor ikke
acceptabel. Det bør de fleste – alt
andet lige – kunne skrive under på
som et universelt princip.
Det kan Hillary Clinton imidlertid
ikke, for i hendes verden er det ikke
et universelt princip. I mere end
fyrre år har skiftende amerikanske
regeringer, inklusive hendes egen,
legitimeret Israels drab på sagesløse
palæstinensere med, at der var
tale om selvforsvar mod terrorisme,
der truede Israels eksistens. Og det
er såmænd ikke så forskelligt fra
den måde, hvorpå regimet i Syrien
forsvarer angrebene på menneskene
i Homs, Hama og andre steder.
Det klinger hult, og det rejser
spørgsmålet om, hvorfor den vestlige
begejstring for de relativt nye
arabiske og nordafrikanske krav
om frihed fra tyranni ikke af sig selv
slår om i støtte til gamle palæstinensiske
krav.
Hr. Præsident - riv denne mur ned! Foto: Danny Birchall/Flickr
Ikke det samme?
Formentlig vil Clinton og andre forårsbegejstrede
Israel-støtter afvise
ligheden mellem Assad-regimets
blodige håndtering af opstanden på
den ene side og Israels krigshandlinger
mod de besatte og belejrede
TEMA: PALæSTinAnSiSKE FORåRSFORnEMMELSER 9
9

TEMA: PALæSTinAnSiSKE FORåRSFORnEMMELSER
10
Hjemløse efter israelske ødelæggelser i Alatara, Gaza. Hvorfor interreserer Vesten sig ikke for disse menneskers rettigheder på samme måde, som de belejrede i
Benghazi i Libyen eller de udbombede i Homs i Syrien? Foto: Physicians for Human Rights - israel/Flickr
på Vestbredden og i Gaza på den
anden. Men hvad er i grunden forskellene?
Er de så tydelige, og er de
relevante?
Liberale forårsbegejstrede israelstøtter
vil formodentlig pege på tre
ting: For det første på, at blodsudgydelserne
i Syrien overgår, hvad
der er sket på Vestbredden og i
Gaza. For det andet vil de hævde,
at palæstinensiske væbnede aktioner
er forskellige fra det syriske
folks kamp mod diktatoren Assad,
at Israel er et demokrati, og for
det tredje at palæstinenserne i de
besatte områder ikke er israelske
borgere .
Hvad angår forskellen på Israels
og Syriens blodsudgydelser, så
handler det selvfølgelig om, hvordan
man regner. Udregnet i gennemsnitlige
dødstal pr. måned kan
Israels 20 dage lange angrebskrig
mod Gaza for tre år siden rigeligt
måle sig med den værste måned i
Assads forsøg på at nedkæmpe oppositionen.
Men det er selvfølgelig perverst
at lave den slags regnestykker. Det
afgørende er, at ofrene i Gaza lige
som ofrene i Homs og Hama var
belejrede og indespærrede, og at de
israelske regeringssoldater ligesom
de syriske angreb de indespærrede
med tunge våben, som ofrene ikke
havde skyggen af chance for at forsvare
sig imod.
Demokratisk tyranni og retsløse
ikke-borgere
Tilsvarende perverst er det at
argumentere for, at Israels status
som ikke-diktatur legitimerer dets
angreb på sages- og forsvarsløse
belejrede palæstinensere. Den
heldigvis udbredte begejstring for
demokrati og tilsvarende modvilje
mod terrorbombardementer af
sagesløse civile giver anledning til
en forventning om, at demokratier
ikke gør den slags. Tortur bliver
heller ikke acceptabelt, fordi den
hævdes udført i demokratiets tjeneste.
Vi går ind for demokrati,
blandt andet fordi vi regner med,
at demokratiet er bedre til at sikre
menneske- og frihedsrettigheder,
end diktaturer er.
Tilbage står argumentet om, at
palæstinenserne ikke er borgere i
Israel, og at det er det, der er den
væsentlige forskel på for eksempel
de syriske regeringsstyrkers drab
på Assads ”egne borgere” og Israels
drab på belejrede og besatte palæstinensere.
Denne skelnen mellem
borgere som dem, der har rettigheder,
og ikke-borgere, som man
altså kan bombe og torturere, uden
at der slides på det demokratiske
image, er kernen i påstanden om
Israel som det ”eneste demokrati i
Mellemøsten”.
Det israelske demokrati har siden
1967 tvunget palæstinenserne i de
besatte områder til at leve under
et regime, der har kunnet måle sig
med det, de værste arabiske diktaturer
har udsat deres befolkninger
for. Og på nogle punkter har det været
værre. Men alligevel skulle det
altså være mere acceptabelt, fordi
det er et liberalt demokrati, der udsætter
dem for det, og fordi de ikke
er borgere i dette demokrati.
Lars Ploug er medlem af
Palæstinaorienterings redaktion

”Gæt hvad,
du bliver ordentlig glad,
vi skal til Palæstina!”
Af Gitte M. Rasmussen
I et beboerlokale i Mjølnerparken
på det yderste af nørrebro befinder
der sig en lørdag eftermiddag
i februar en mindre gruppe
unge, lokale beboere. De er mødt
op for at møde Iyad Burnat, en
frontkæmper og mangeårig palæstinensisk
aktivist fra den israelsk
besatte Vestbred, nærmere bestemt
byen Bil’in. De unge er, udover at
være interesserede i Palæstinaisraelkonflikten,
alle frivillige
ved ”Mjølnerparkens Magasin”, et
lokalt blad, som udgives af og for
Mjølnerparkens beboere. I 2011
vandt de Lejerbos initiativpris
samt 15.000 kroner i præmie.
Pengene skal nu bruges til en tur til
Palæstina hen over påsken 2012.
Iyad Burnats besøg hos dem er en
del af forberedelsen til turen. Otte
unge tager af sted, seks piger og to
fyre. Palæstina Orientering interviewede
to af pigerne, Fatema og
Duaa, før de skulle af sted og efter,
at de kom tilbage.
Fatema, 19 år, studerer international
virksomhedskommunikation
på universitetet, er ansvarshavende
redaktør på Mjølnermagasinet.
Duaa, 18 år, går i 3. g, skriver artikler
i magasinet.
De er begge født og opvokset i
Mjølnerparken og har begge palæstinensisk
baggrund.
Drømmen
Ideen om at tage til Palæstina har
de unge længe haft. Fatema fortæller,
at ”det er noget, vi har snakket
om blandt mine veninder, som også
er nogle af dem, der arbejder på
magasinet. Vi plejede at sige, at nå
ja, en dag skal vi rejse derned, det
er bare sådan noget, vi har sagt,
det er ligesom en drøm, man har
haft - og den går nok ikke lige i opfyldelse”.
Men så vandt de prisen, og de
begyndte at snakke om, at de kunne
tage derned og skrive en artikel - og
så blev det pludselig muligt.
Duaa fortsætter: ”Det var min
største drøm. Jeg plejer altid at
sige: jeg vil til Palæstina, jeg vil til
Palæstina, og jeg plagede altid mine
forældre med, at jeg vil godt derned,
jeg vil godt derned. Og pludselig
ringede Fatema til mig og sagde:
”Gæt hvad, du bliver ordentlig glad,
vi skal måske til Palæstina!””
Mjølnerparken
Både Fatemas og Duaas forældre er
født og opvokset i Libanon. Det var
bedsteforældrene, der flygtede, da
staten Israel blev oprettet. Deres
forældre har heller aldrig været
tilbage. Men nu tager de to pigers
fædre med: ”De er ikke bange for,
at der skal ske os noget, men de
blev misundelige. Når vi skal til
Palæstina må de også med, for de
vil også gerne se landet”, siger pigerne.
Duaa fortæller, at det, hun glæder
sig mest til, er at møde menneskene,
som bor der: ”Hvordan bor de,
hvordan har de det, har de, hvad de
skal bruge. Og er de glade for, at de
blev i Palæstina?” Hun fortæller, at
hun ofte har spurgt sine bedsteforældre,
hvorfor de flygtede, hvorfor
kunne de ikke blive – selvom der er
krig?
Fatema ser frem til at se, hvordan
israelerne behandler palæstinenserne.
Hun fortæller, at hun har et
stort had til israelerne. Hun kan
ikke holde ud at se videoklip og
nyheder fra Palæstina, for så får
hun det dårligt. ”Det irriterer mig,
at jeg ikke kan gøre noget, du ved.
Jeg er sådan, at der er ingen, der
skal træde på mig, der er ingen, der
skal sige noget til mig, for så svarer
jeg igen”, siger hun. Men hun fortæller
også, at ”jeg er bange for at se,
hvordan de lever, palæstinenserne,
men glæder mig til at møde folk.
Det er en overvældende oplevelse,
det hele”. Duaa fortsætter: ”Når vi
ser nyheder fra Palæstina og ser,
hvordan palæstinenserne bliver
behandlet, så sidder jeg og kan ikke
klare mere,… de der aggressioner,
de vil bare ud”. Hendes mor har
formanet hende til at holde igen,
”for israelerne skelner ikke mellem
hvilket land, man kommer fra”, fortæller
Duaa.
Rejsen
”Tag derhen!” siger Duaa som noget
af det første. Hun fortæller det
til alle, hun møder, siger hun, ”Tag
derhen, I vil ikke fortryde det, det
er det smukkeste, jeg nogensinde
har set!” Tilbage igen møder jeg
pigerne i Mjølnerparken efter deres
otte dages intense rejse til flere
forskellige byer, både i staten Israel
og på Vestbredden.
”Det var alt andet end det, vi
havde forventet”, supplerer Fatema,
”det var rigtigt fedt at være der, det
var sjovt, det var spændende, det
var alt andet end forfærdeligt. Det
var slet ikke sådan, vi havde set det.
Vi frygtede for vores liv nærmest,
før turen”. Duaa tager over: ”Vi troede,
der ville være mange problemer,
konflikter, skænderier og sådan
over det hele”. Fatema: ”Dét jeg synes
er værst dernede, er nok de der
checkpoints, bare den dér følelse af,
11

12
at man skal have en tilladelse til at
komme ind..for at besøge sin egen
familie, og så kan man blive nægtet
den dér tilladelse”.
Jeg spørger dem, om de er blevet
klogere på, hvorfor deres bedsteforældre
flygtede dengang. Duaa svarer,
at ”ærligt, jeg forstår det ikke,
for i Akka mødte vi nogen, der ikke
flygtede, og de bor der stadig”. Mens
Fatema svarer, at ”jeg forstår det fra
min mors side, for hendes landsby
på Akka-egnen blev fuldstændigt
jævnet med jorden”. Men hendes
fars landsby findes stadig. Dog, hun
forstår mere nu end før rejsen, ”for
nu giver det ligesom mere mening”.
Duaa fortsætter: ”Jeg ville stadig
ønske, at mine bedsteforældre var
blevet, at alle var blevet, så ville det
nok ikke være blevet, som det er nu
i landet”. Men Fatema svarer, at ”det
ved man aldrig, måske var der blevet
flere massakrer”. Duaa: ”Ja, man
ved aldrig, men man tænker bare,
sådan..”. Og hun fortæller også, at
hendes far plukkede blomster fra
Duaas mors landsby og tog dem
med hjem til sin kone, som blev så
glad for dem, og Duaa tog også nogle
sten med hjem derfra. De fortsætter:
”Det hele er israelsk nu, der
er ikke en skid tilbage til palæsti-
nenserne. Kun meget få dele, og når
vi finder noget til palæstinenserne,
så er der de der idiotiske bosættere,
som har sat sig lige ved siden
af. Hvor kom i fra lige pludselig? Jeg
troede, det her var til palæstinenserne,
men der er bosættere over
det hele”, siger Fatema. Og Duaa
fortsætter: ”Du kan se, hvordan det
er israelerne, der styrer landet og
sådan, du kigger på palæstinenserne,
og de kan ikke gøre noget”.
På turen har pigerne bl.a. besøgt
Det danske Hus i Ramallah,
Deheisheh flygtningelejren ved
Betlehem, Ibrahim-moskeen og
meget andet. Men besøget i Hebron
har gjort et særligt stort indtryk på
pigerne. Med bosættere helt tæt på
og et besøg hos en mands familie,
som har problematikken inde på
livet med grov chikane, bosætteres
urinering i familiens vandtank f.eks.
og mange andre horrible ting som
daglig kost. ”De er jo psykopater
dernede, de er meget ekstreme,
der er noget galt med dem”, siger
Fatema om bosætterne i byen.
Den største oplevelse har til
gengæld været ”bare at tage over
og se vores land, at se folk, at se
hvordan det egentlig er, ja, jeg er så
taknemmelig for denne her tur, det
Foto: Thorkil Rothe
er helt vildt, det er det, jeg er mest
taknemmelig for i hele mit liv, seriøst”,
siger Fatema med eftertryk.
Duaa siger også, at ”det var en af
mine største drømme - og nu skete
det”. Hun vil af sted igen. Det vil de
begge, og Fatema siger, at man skal
”opleve det med egne øjne, før man
vælger side”. Duaa fortsætter: ”Ja,
for nyhederne er fulde af løgn”. Man
får en fed oplevelse, er de enige
om og en god idé om, hvordan det
egentlig er.
Gitte M. Rasmussen er medlem af
Palæstinaorienterings redaktion

Boganmeldelse:
Kvinde på flugt
fra Meddelelse
Den israelske forfatter David Grossman har med ’Kvinde på flugt fra meddelelse’ skrevet
en stærk anti-krigs roman. Men har den også et budskab om en to-statsløsning, således
som det anføres på bogomslaget?
Af Marianne Risbjerg Thomsen
Angsten eksploderer i Israel
Romanen er skrevet under den
anden Intifada, hvor palæstinensernes
militante forsvar mod
genbesættelsen af Vestbredden og
deres anvendelse af selvmordsbombere
inde i selve Israel får angsten
til at eksplodere i befolkningen.
Romanen begynder i 2003, da også
Oras yngste søn Ofer endelig har
afsluttet sin værnepligt på den gen-
besatte Vestbred, og hendes mareridt
kan få en ende. Men i stedet for
at tage på den planlagte vandretur
i Galilæa med sin mor for at fejre
hjemkomsten beslutter Ofer i sidste
sekund at melde sig frivilligt til en
afgørende militær kampagne i de
besatte områder.
Ude af sig selv af rædsel vælger
Ora at gennemføre vandreturen
uden ham, for hvis hun ikke er
hjemme, kan ’meddelerne’ jo ikke
aflevere deres ’meddelelse’.
Den gode lytter
i stedet ’bortfører’ hun sin ungdoms
elskede Avram, der har været
fysisk og psykisk nedbrudt siden
torturen i et ægyptisk fængsel under
Yom Kippur krigen. Han skal
lytte og være modtager af den endeløse
fortælling med de tusinde
detaljer om den elskede søn. Så
længe Ofer lever som ord imellem
dem, kan hun måske holde ham i
live, til kampagnen er overstået.
En erkendelsesrejse gennem Det
hellige Land
Men romanen er også en erkendelsesrejse
ind i Ora og Avrams fortid,
og den samtale om Ofer, der skal
beskytte ham mod døden, bliver
samtidig en forløsning og en afklaring
af deres ungdoms komplicerede
kærlighed. Langsomt taler de
sig ind til hinanden på vandringen
gennem de historiske landskaber.
Tildragelse i Hebron
Der er visse sorte pletter i historien,
som kun kan berettes efter
mange tilløb. Baggrunden er en tilsyneladende
lykkelig familiemiddag
David Grossman. Foto: Das blaue Sofa/Flickr
på yndlingsrestauranten, da Ofer
uventet har fået orlov på grund
af en ’tildragelse’ i Hebron. Hans
gruppe fra checkpointet var blevet
sendt ind for at dække op bag likvideringen
af terrorister i casbaen
i Hebron, og noget var gået galt.
Under middagen fortæller Ofer og
storebroderen Adam detaljeret om
brutale rutiner ved checkpointene,
og disse ubærlige detaljer væves
under almindelig munterhed sammen
med det, der skete i Hebron.
Ora overvældes af et ildebefindende,
og hun gennemrystes af et
surrealistisk syn.
’Det var som om nogen kom ude-
13

14
fra, fra markerne, og brød ind med
et spring, stillede sig med begge
ben på bordet, trak bukserne ned
og satte sig på hug her imellem
dem, og uden at lade sig opholde
sked han en enorm, stinkende
dynge mellem deres tallerkner og
glas. Og de fortsatte med at snakke,
som om intet var hændt, - hendes
tre mænd…’
Ora bliver ved med at vende tilbage
til Ofers mulige rolle i ’tildragelsen’
og prøver at forklare Avram,
hvordan hun kommer til at støde
sønnen fra sig ved igen og igen at
konfrontere ham med hans afstumpede
reaktioner.
Var det hans ide at lukke den
gamle palæstinenser inde i et kølerum
under huset i Hebron? Og
hvorfor gjorde han ikke noget i de
næsten 3 døgn, han derefter opholdt
sig i huset? Hvordan kunne
han ’glemme det’ og igen glemme
det, da han blev tilbudt en ekstra
orlov og et lift til Jerusalem?
Dehumanisering og forråelse
Ved sin indlevende fremstilling af
krigens konsekvenser for Ora og
hendes familie, sender romanen et
manende budskab om den dehumanisering
og forråelse som generation
efter generation af unge israelske
soldater udsættes for under
den permanente krigstilstand.
Romanen bliver dermed en gennemlysning
af krigstilstandens
konsekvenser for hele det israelske
samfund.
Det, der får kvinden Ora i David
Grossmans roman fra 2008 til at
gå i opløsning, er ikke kun frygten
for sønnernes liv, mens de i rap
aftjener deres 3-årige værnepligt
på Vestbredden. Det er også den
forråelse, som hun ser vokse frem i
dem. I sine forsøg på at bremse det
mister hun både mandens og sønnernes
accept og udstødes af deres
fællesskab.
Ved romanens afslutning er ’meddelelsen’
endnu ikke blevet afleveret,
men i en efterskrift fortæller
Grossman, at han selv modtog en
meddelelse om sin yngste søns død
i Libanonkrigen i 2006, mens han
var ved at skrive bogen i et forsøg
på at holde ham i live.
Grossmans bud på en tostatsløsning
På flappen af bogen anføres det, at
et af romanens budskaber er en støtte
til en tostatsløsning. Ifølge min
læsning er tostatsløsningen - set
inde fra Oras klaustrofobiske boble
- snarere et udmattet nødværgegreb
end en reel politisk løsning.
Hvordan kan man hævde et budskab
om en tostatsløsning, når den
altdominerende hovedperson kun
refererer til palæstinenserne som
’dem’, som ansigtsløse eksistenser,
der lurende og utilregnelige færdes
i kanten af hendes synsrand?
Kun ved ganske få lejligheder
refereres der direkte til konflikten
mellem Israel og Palæstina, og den
omtales da kun som ’situationen’.
Samtidig er det netop ’situationen’,
der skæbnetungt fastholder familien
i sit jerngreb og knuser den.
Da den ældste søn Adam som
barn udvikler en angstneurose
overfor ’araberne’, hører vi, hvordan
han skriger til sin mor ’Hvorfor
skal araberne altid tage alting fra
os? Hvorfor kan de ikke bare tage
hjem til sig selv!’
Kun en enkelt palæstinensisk israeler
præsenteres med et menneskeligt
ansigt, taxachaufføren Sami,
der har arbejdet som fast chauffør
En ung mand tilbageholdes. Foto: Michael Loadenthal/Flickr
for familien i mere end 20 år. Sami
kender de jo. Han har en familie og
en historie. Han er ikke en af ’dem’.
Måske er det dette ene menneskelige
portræt af en palæstinensisk
israeler, der skal give håb om
en positiv israelsk opbakning til en
tostatsløsning?
De unge døde
Vi forlader Ora et sted på Israel
Stien, der løber fra det nordligste
Galilæa til Eilat i syd gennem storslåede
landskaber med spredte
ruiner af arabiske landsbyer, omgivet
af ældgamle blomstrende
frugthaver.
Men også landskabet er vævet
tæt ind i fortællingen om ’situationen’,
idet idyllen konstant punkteres
af endeløse gravindskrifter over
unge israelere på klippesiderne
langs stien.
Marianne Risbjerg Thomsen er
medlem af Palæstina Orienterings
redaktion

At nægte
Nakba er
som at nægte
Holocaust
Palæstina Orientering taler med den israelske historiker Ilan Pappe om modtagelsen af
bogen ”Den Etniske Udrensning af Palæstina” om udrensningsnægtere og om flygtningespørgsmålets
fremtid i den israelske offentlighed .
Af Lars Ploug
”Den eneste ‘løgn’, Benni Morris
fandt, var et fejlcitat fra David Ben
Gurions dagbog. Morris’ påstand
om, at jeg lyver, er et eksempel på,
hvad der kan ske, når nogen taber
moralsk terræn. Så hager de sig
fast i detaljer som for eksempel
fejlcitater eller trykfejl. Det er præcis
det, Holocaust-benægtere som
David Irving gør, når de forsøger at
bevise, at Holocaust ikke har fundet
sted: De gør det til en kamp om noteapparat
og ubetydelige detaljer.
Der er ingen forskel på at benægte
Holocaust og på at benægte den
palæstinensiske Nakba.”
Den israelske historiker Ilan
Pappe tøver ikke, når han skal
karakterisere moralen hos dem,
der fortsat afviser, at zionistiske
militser og israelske styrker fordrev
trekvart million palæstinensere
i månederne op til og efter
Israels oprettelse i maj 1948. Ilan
Pappe hører til den generation af
nye historikere, der op gennem
80’erne og 90’erne satte alvorlige
spørgsmålstegn ved den officielle
israelske historieskrivning, der
frikender Israel for ansvar for det
palæstinensiske flygtningeproblem.
Hans bog ”Den Etniske udrensning
af Palæstina” er netop udkommet
på dansk, og det er i den anledning,
at Ilan Pappe har givet Palæstina
Orientering et interview.
En farlig erkendelse
Benny Morris, som Pappe henviser
til, var pioneren blandt de nye historikere.
Morris har i det store og
hele anerkendt, at der var tale om
en planlagt etnisk udrensning,
men også søgt at bagatellisere
spørgsmålet ved at
henvise til, at USA ikke ville
være blevet til uden etnisk
udrensning af de indfødte.
Desuden har han offentligt
beklaget, at fordrivelsen af
palæstinenserne ikke blev
ført til ende.
Ilan Pappe er ikke så optaget
af Benny Morris som
person eller figur i den israelske
offentlighed:
”Som person er Benny
Morris ikke så interessant.
Han er interessant som repræsentant
for et større fænomen.
Som så mange israelske
jøder – og blandt dem
var han og jeg selv – opdagede vi
temmelig sent sandheden om, hvad
der var gjort mod palæstinenserne.
Det var en frygtelig sandhed for en
israelsk jøde, og mange indså, at
staten og samfundet ville behandle
dem som forrædere, hvis de insisterede
på at sige sandheden. Nogle,
som Ephraim Karsh, veg tilbage fra
deres originale position med hensyn
til, hvad der skete i 1948, andre
valgte at retfærddiggøre det. Den
’ny Benny Morris’, for eksempel.”
Kriminel erindring
På spørgsmålet om, hvorvidt
Morris’ retfærdiggørelse af etnisk
udrensning kan finde udbredelse
som ”løsning” på Israels moralske
Ilan Pappé. Foto: Hossam el-Hamalawy/Flickr
problem med moralsk at håndtere
sig som etnisk udrenser, peger
Pappe på, at der findes israelske
organisationer, der gør et stykke arbejde
for at huske israelere på det,
de har glemt. Samtidig kriminaliserer
den israelske stat erindringen:
”Det israelske samfund og det
israelske politiske system er endnu
ikke rede til at komme overens
med den etniske udrensning. Men
jeg tror, at den unge generation
i kraft af nGO’er som ZOCHROT,
15

16
med tiden vil finde det lettere at
håndtere deres stats forbrydelse
mod de indfødte i Palæstina. Men
samtidig har Israel i 2012 vedtaget
Nakbah-loven. Kan du forestille
dig en dansk lov, der forbød jøder
at mindes Holocaust, eller forbød
armenere at mindes det armenske
folkemord. Eller kurdere at mindes
Halabja?”
Bagvaskelse frem for ærlighed
Det kan Palæstina Orienterings udsendte
ikke og spørger i stedet den
israelske historiker om hans bogs
modtagelse i Danmark. Den er blevet
kaldt propagandistisk, og i dagbladet
Politiken har forhenværende
overrabbiner Bent Melchior skoset
Pappe for at være anti-israelsk
og venstreorienteret. Læst bogen
havde han ikke, skrev han, men han
havde været der (i 1948). Og så var
der ikke mere at komme efter for
historikerne, skulle man tro.
”Ikke alene kommenterede
Melchior bogen uden at have læst
den. Herbert Pundik, der heller ikke
havde læst den, deltog i en offentlig
debat om den (Jf omstående artikel,
LP) Det bærer i hovedsagen
vidnesbyrd om deres frygt og deres
mangel på moralsk rygrad. De har
viet deres liv til at forsvare det uforsvarlige,
og de vil hellere bagvaske
end tage del i debatten med åbne
jødiske, moralske og menneskelige
øjne. For hvis de gjorde det sidste,
måtte de skamme sig. Som jøder og
mennesker.”
Men er Pappe ikke anti-israelsk,
sådan som Bent Melchior hævder
det?
”Jeg er meget mere israeler,
end rabbineren er det. Og jeg er
meget mere pro-israelsk. Blind
støtte til zionismen vil med tiden
ødelægge jødisk tilstedeværelse
midt i den arabiske verden.
Apartheid i Sydafrika endte sådan.
Ulig Melchior arbejder jeg for en
bedre fremtid for alle, der har boet i
Palæstina, er emigreret dertil, eller
smidt ud derfra.”
Optimisme
Én af de ting, der har gjort Pappe til
persona non grata i Israel, er hans
støtte til de israelske palæstinensere
og deres krav om et Israel med
lige rettigheder til alle borgere.
Hvordan hænger deres kamp sammen
med de palæstinensiske flygtninges?
”Jeg tror, at man fra en nationalistisk
forståelse af palæstinensiske
rettigheder er gået over til en forståelse,
der handler om menneskerettigheder
og borgerlige frihedsrettigheder.
I det perspektiv er både
Nakba og undertrykkelsen af palæstinenserne
i Israel konsekvenser af
en ideologi, der ikke er acceptabel i
det enogtyvende århundrede.”
Endelig vil vi høre, om Ilan Pappe,
der arbejder og bor i England, er
optimist. Og om hvordan han i så
fald bærer sig ad med at blive ved
med at være det?
”Jeg har altid været optimist.
Man kan ikke være aktivist på dette
område og ikke tro på det gode i
mennesket. Men i forhold til den
korte bane er jeg meget bekymret.
Fordi Israel har mistet sit moralske
argument, som den politiske elite
fandt nødvendigt for overlevelse,
vil staten være mere tilbøjelig til
regelmæssigt at bruge magt. Mod
palæstinenserne, men ikke kun
imod dem....”
Lars Ploug er medlem af
Palæstinaorienterings redaktion
Foto: Hossam el-Hamalawy/Flickr

En israelsk bosætter forpost ved Hebron beskyttet af soldater. Fordrivelsen af palæstinenserne finder stadig sted. De mister konstant mere og mere af ders jord.
Foto: Michael Loadenthan/Flickr
Uden etnisk
udrensning –
intet Israel
Af Dagmar Dinesen
”At nægte Israel retten tiI at eksistere
er antisemitisme.”
Politikens forhenværende chefredaktør
slog en velkendt tone an,
da han skulle forholde sig til, hvad
der stod i ilan Pappe’s bog om
Israels etniske fordrivelse af palæstinenserne
i månederne op til og
efter Israels oprettelse i 1948. Han
erklærede, at Ilan Pappe er antizionist,
og det, mente han, er lig med
antisemitisme. Men selve fordrivelsen
benægtede Pundik ikke.
I stedet forsvarede han fordrivelsen
med den situation, som de
overlevende blandt Europas jøder
stod i efter Nazitysklands nederlag.
Han gik endda så langt som til at
sige, at dannelsen af staten Israel
uden etnisk udrensning ikke ville
have været mulig. Den nødvendige
jødiske stat behøvede et flertal af
jøder. ”Uden etnisk udrensning – intet
Israel,” erklærede han.
Udtalelserne faldt den 27. marts
under et debatmøde arrangeret af
den danske afdeling af Europæiske
Jøder for en Retfærdig Fred, hvor
Kjeld Koplev og Herbert Pundik
skulle tale sammen om ilan Pappe’s
bog ”Den etniske udrensning af
Palæstina”. Mødet blev holdt i
Enhedslistens mødesal, og der var
så mange tilhørere, at mange måtte
stå op under hele mødet.
Baggrunden for mødet var en
artikel af Kjeld Koplev i Politiken
i slutningen af februar i år, hvor
han skrev, at han var blevet meget
chokeret af at læse Ilan Pappes
bog, fordi den afslørede, hvor helt
igennem planlagt den etniske udrensning
af Palæstina i 1947 – 1948
havde været, og at den var begyndt
længe før krigen mellem de arabiske
lande og Israel i 1948.
Herbert Pundik mente ikke, at
der forelå en plan for fordrivelsen
af palæstinenserne. Han understregede,
at han var i et moralsk
dilemma, for han var selvfølgelig
modstander af etnisk udrensning.
Men i 1948, 3 år efter holocaust,
var det så nødvendigt for jøderne at
få deres egen stat.
Han kunne overleve med sit dilemma,
fordi udrensningen kunne
forklares som en del af krigen.
Dagmar Dinesen er medlem af
Palæstinaorienterings bestyrelse
17

18
Kommentar:
Forår i
Palæstina, men
kold vind fra
Danmark
Af Ole Olsen
Det arabiske forår er udsprunget af
folkelige ønsker om at få regimer,
der vil regere ud fra befolkningernes
ønsker og behov. Det svarer
godt til det syn, som vi har på demokrati
og myndigheder på vore
breddegrader. Opbakningen til det
arabiske forår i Danmark har derfor
været betydelig, uanset om de nye
regeringers politik har et indhold,
vi alle vil kunne sympatisere med
eller ej.
I de besatte palæstinensiske
områder er der også
(blandt palæstinenserne,
men næppe blandt de
illegale jødiske bosættere…)
et ønske om, at
der bliver regeret efter
befolkningens ønsker. Der
har været – og er fortsat
– manifestationer, der
understreger dette berettigede
ønske.
Krav om frihed og velfærd
Kravene fra palæstinenserne
er adresseret i to
retninger. Den ene adressat
er palæstinensiske
ledere og myndigheder,
og her er kravet primært,
at der findes et fælles
grundlag mellem den
Fatah-baserede selvsty-
reregering på Vestbredden og den
Hamas-baserede myndighed i Gaza.
Enhver kan se, at splittet ledelse
er ensbetydende med såvel en
svag position overfor Israel som en
utilfredsstillende varetagelse af de
lokale opgaver.
Den anden adressat er Israel og
de lande, som hjælper Israel med
at vedblive at være en besættelsesmagt.
At leve under besættelse
er den absolutte modsætning til at
have folkeligt baserede myndigheder
og er formentligt endnu værre
end en lokal diktator. En sådan
havde man måske en chance for at
slippe af med ved at foranstalte et
oprør.
Ringe international opbakning
Palæstinenserne ønsker som andre
arabiske befolkninger at være
myndige og have foden under eget
bord. Dette ønske burde de kunne
forvente en enorm international
opbakning til, ikke mindst fra regeringer
i demokratiske lande.
Den opbakning er det svært
at få øje på. Anmodningen om
en anerkendelse af Palæstina i
Den danske regering med Udenrigsminister Villy Søvndal i spidsen holder en meget lav profil i Palæstinaspørgsmålet.
Foto: mortenf/Flickr

FN – et skridt på vejen til at få
foden under eget bord – er der
modstand imod fra især USA, men
også fra flere europæiske lande.
Anerkendelsesspørgsmålet er sparket
til hjørne af centrale aktører.
Økonomisk straffeekspedition?
I skrivende stund kæmper
Selvstyret med mangel på penge.
De lovede bidrag, heraf store bidrag
fra Vesten, men også fra arabiske
lande, er mere end forsinkede.
Bliver der løn til de offentligt ansatte
i næste måned, og vil Gaza få
el-forsyning fra Israel i den kommende
tid? Det er nogle af de brutale
spørgsmål.
Hvor det rige Israel aldrig er
blevet straffet på pengepungen
for sine krigeriske handlinger, har
Vesten altid været villig til at bruge
det økonomiske våben mod det fattige
Palæstina. Derfor kan man næsten
ikke lade være med at spørge
sig selv, om de manglende penge er
udtryk for politisk pression.
Det er velkendt, at Vesten ikke
var glad for, at Abbas bragte anerkendelsesspørgsmålet
frem i FN.
Knap så kendt er det, at Vesten faktisk
er imod en forsoning mellem
Fatah og Hamas, altså imod det som
den palæstinensiske befolkning
ønsker.
Begrundelsen fra Vestens side er,
at man for flere år siden har besluttet,
at Hamas er en terrororganisation,
som skal bekæmpes. Det
synspunkt har man svært ved at
flytte sig fra.
Gode geopolitiske vilkår for forsoning
En af grundene til, at Fatah og
Hamas har haft svært ved at nå til
enighed er, at mange nabolande har
betragtet dem som klienter for egen
politik. Fatah havde bl.a. Egypten
og Jordan i ryggen, mens Syrien og
Iran ønskede et stærkt Hamas.
Disse forudsætninger har ændret
sig. Egypten har med magtskiftet
justeret sine holdninger og er ikke
mere klart på den ene parts side.
Hamas har lukket sit hovedkvarter i
Damaskus og bakker ikke (længere)
op bag Assads styre. Hamas skylder
ikke Syrien en særlig holdning til
Israel.
Det arabiske forår har forbedret
forudsætningerne for palæstinensisk
enhed, men der synes at være
benspænd udefra.
Danmark skuffer fortsat
En særlig skuffelse er det at følge
den danske regerings ageren i
Palæstina-sagen som formand for
EU, og dermed med en særlig mu-
Foto: Ted Swedenburg/Flickr
lighed for at sætte dagsordenen.
Selv om regeringspartierne angiver
at være tilhængere af palæstinensisk
selvstændighed, er de øjensynligt
også tilhængere af at holde
lav profil under EU-formandskabet.
I hvert fald i denne sag.
Argumentet synes at være,
at det er en fordel i interne EUforhandlinger,
at landet ved bordenden
ikke selv erklærer sin mening.
Det er meget tæt på at svare
til, at regeringen ikke ville lægge sin
egen politik frem i forhandlinger i
et udvalg i Folketinget. Det ville hos
enhver vælger og iagttager blive bedømt
som mangel på handlekraft.
I denne sag synes regeringen
også at overse, at man faktisk tager
stilling ved at forholde sig passivt.
Israels greb om de besatte områder
konsolideres hver eneste dag, og de,
som sidder på hænderne, er tavse
støtter af denne udvikling.
Forår er tiden til at gøde jorden
for gode resultater sidenhen.
Danmark bør kende sin besøgelsestid.
Ellers bliver der for alvor politisk
vinter i Palæstina.
Ole Olsen er formand for
Palæstinaorienterings bestyrelse
19

20
Afsender: Mjølnervej 1, 1, 3000 Helsingør
Günther Grass i
Den nobelprisbelønnede tyske forfatter Günter
Grass har igen fået ørerne i maskinen. Denne
gang på grund af digtet “Hvad der må siges”, om
Israel og verdensfreden. Blandt andet følgende
(oversat af Information):
Men hvorfor tav jeg indtil nu?
Fordi jeg mente, at min herkomst,
der er befængt med uafvaskelige pletter,
forbyder mig at præsentere denne kendsgerning
som udtalt sandhed om landet Israel,
hvormed jeg er og bliver forbundet.
Og
Og indrømmet: Jeg tier ikke mere,
fordi jeg er led og ked af Vestens hykleri;
desuden må man håbe,
at mange vil befri sig fra tavsheden,
(…)
Fanger I
Highligts fra den israelske menneskerettighedsorganisation
B’tselems statistik for palæstinensiske fanger i
israelske sikkerhedsstyrkers fængsler (ved udgangen
af februar 2012:
I alt sidder 4411 palæstinensere indespærret. Af dem
er 3213 i færd med at afsone en straf. 164 er tilbageholdt,
mens de afventer retssag, 713 venter på en endelig
dom. I fængslerne sidder også 320 administrativt
fængslede, tilbageholdt uden rettergang.
(www.btselem.org)
Günther Grass ii
”I seks årtier skjulte han sin fortid i
Waffen SS. Så det kommer ikke som en
overraskelse, at det kun er den jødiske
stat, og at han modsætter sig, at den
udruster sig til selvforsvar”
Den israelske premierminister
Netanyahu om Günter Grass (Haaretz)
Günter Grass. Foto: Sebastian niedlich/Flickr
To exist is to resist. Foto: Adam Walker Cleaveland/Flickr
Fanger II
” Vi sender vores tanker og lykønskninger til Gilad,
hans familie og hele det israelske folk. Israelerne har
igen med fangeudvekslingen vist verden at man sætter
liv foran død, og har været villig til at betale en meget
høj pris for at få en soldat levende hjem igen. Med hilsner
til hele det israelske folk, og alle der gennem 5 år
har været med til at gøre denne dag mulig. Vi sender
vores tanker og lykønskninger til Gilad, hans familie og
hele det israelske folk.
Dansk Zionistforbund om løsladelsen af Gilad Shalit
(www.danskzionistforbund.dk)