rikke helms

vide verden
rikke helms
Jeg har i mit arbejdsliv bevidnet og deltaget i vigtige
historiske og kulturelle begivenheder og har mødt
en lang række store personligheder på begge sider
af Østersøen i den periode, hvor Sovjetunionen brød
sammen. I gymnasietiden i 1960’erne læste jeg opslugt
Dostojevskijs romaner. Den russiske kultur blev for
mig noget dybt fascinerende. Sproget blev en eksotisk
musik, som jeg måtte lære. Mit lykkelige samliv med
Rusland begyndte der.
Det har ført mig fra Bresjnevs stagnationstid – som
stipendiat på Leningrads Statsuniversitet, via Gorbatjovs
perestrojka – som dansk lektor ved Moskvas
Statsuniversitet, til Baltikums Syngende Revolution og
selvstændighed – som leder af de tre nye afdelinger af
Det Danske Kulturinstitut i Riga, Tallinn og Vilnius. I
de sidste ni år har jeg boet og arbejdet i Putins Rusland,
siden jeg blev tilbudt at oprette Kulturinstituttets
filial i Skt. Petersborg til byens 300-års-jubilæum
i 2003. En gang imellem er jeg sågar rejseleder i byen
med Akademisk Rejsebureau. Så kort kan det siges.
Men bag denne korte beretning ligger hundreder af
fortællinger om skæbner og begivenheder, kærlige,
smukke, tragiske, bevægende, groteske og absurde,
som gør mit liv til en eventyrlig roman.
42

kulturhovedstaden
musikkens katedraler
Glinka, Rimskij-Korsakov, Tjajkovskij, Stravinskij,
Prokoev og Sjostakovitj – musikken klinger i deres
navne, som den klinger i de russiske koncertsale og
i det hele taget i koncertsale verden over. Alle kom
de fra Skt. Petersborg, Petrograd eller Leningrad – fra
denne by, hvis navne aftegner dens omtumlede tilværelse
i historien.
Skt. Petersborg er i dag stadig et eldorado for elskere
af klassisk musik, og under et besøg vil man hver dag
kunne finde koncerter med fine russiske musikere og
meget ofte også med spændende udenlandske solister
og dirigenter. Mange af de største og mest kendte
russiske komponister, dirigenter, sangere og solister
stammer her fra den russiske kulturhovedstad, som
gennem sin storslåede og dramatiske korte historie på
blot lidt over tre hundrede år har beriget hele verdens
musiklitteratur og koncertliv med sine mange talenter.
Skt. Petersborg kan så også fryde sig over, at Ruslands
to største nulevende dirigenter, Jurij Temirkanov og
Valerij Gergiev, i dag og netop her i kulturhovedstaden
står i spidsen for de to verdensberømte musikinstitutioner,
Skt. Petersborgs Filharmoni og Mariinskij-teatret.
Som besøgende står det også hurtigt klart for en, at
det er, som om der ligger et fint støvlag af århundreders
klassisk dannelse over byens kulturliv, hvorfor
de mest moderne kulturelle tendenser kun langsomt
finder fodfæste her i Ruslands kulturhovedstad, mens
de i Moskva vinder indpas i samme tempo som i New
York, Paris og Berlin.
Så mens Moskva og Leningrad i sovjettiden og efter
Anden Verdenskrigs ødelæggelser begge kunne sammenlignes
med trætte, grå og nedslidte skolelærerinder
med knold i nakken, tager Moskva sig i dag ud som
43

kulturhovedstaden
Mariinskij-teatret med plakaten for Glinkas opera Livet for Tsaren, som
traditionelt åbner hver koncertsæson © Yair-haklai
en letlevende kvinde, der byder sig til med alle sine
frem- og opskudte dejligheder, snart rig og elegant,
snart vulgær og påtrængende. Hvorimod Skt Petersborg
stadig er aristokratfruen, som har smykket sig op,
fået nye rene rober af fineste silker, guld og mår.
musikskolerne
Skt. Petersborgs smag for klassisk musik er ikke et nyt
fænomen. Lige siden tsartiden, op gennem sovjetperioden
og nu i det nye Rusland har man overalt i landet
lagt stor vægt på de kunstneriske uddannelser for
børn, og talentudvikling fra den tidligste barndom har
altid været i højsædet. Allerede i børnehaverne starter
f.eks. musikundervisningen med kor og solooptrædener.
Der er en lang og stærk tradition for, at børn i de
første klasser efter skoletid går til fritidsundervisning i
musik, sprog, teater, dans eller matematik.
Alle fritidsordninger er statsligt eller kommunalt
subsidierede, og afgifterne til kurserne er derfor meget
små, fra 200 til 500 rubler pr. måned, (for særlig sår-
44

are grupper helt gratis). Dog findes der også privatfinansierede
kurser for børn, hvor betalingen kan gå
op til 2.000 rubler pr. måned. Vælger forældre at sætte
deres børn i de specielle fritidsskoler, påtager de sig
samtidig en forpligtelse til at støtte deres børn i en
hård og disciplineret tilværelse med 8-16 obligatoriske
ekstra timer om ugen (ud over den almindelige skolegang)
med regelmæssige eksaminer og optrædener.
Det lyder hårdt, og det er hårdt, og nogle børn falder
fra de specialiserede skoler og fortsætter i de almindelige,
hvor kravene ikke er så skrappe. Selv har jeg ofte
besøgt specialmusikskoler for børn, og jeg har – trods
de strenge krav – kun set glade og ivrige børn, der
elsker at optræde for os gæster, når chancer byder sig.
I Skt. Petersborgs 19 distrikter findes der 42 almindelige
statsstøttede musikskoler og fem specialskoler,
som giver børn i alderen 5-16 år undervisning i nodelæsning,
musikhistorie, soloinstrumenter, ensemblespil
og koncertoptræden. Børnene vænnes her også
til at deltage i musikkonkurrencer, som i det russiske
uddannelsessystem spiller en meget vigtig rolle for den
videre karriere. Ved afslutningen af skolen får børnene
et eksamensbevis, som i bedste fald giver dem mulighed
for at søge optagelse i næste stadie af musikerfødekæden,
nemlig musik-colleges – den russiske musikalske
professionelle mellemuddannelse.
For at blive optaget på et af Skt. Petersborgs fem
musik-colleges skal man have gennemgået et syvårigt
musikskoleforløb. Der er strenge optagelsesprøver,
ikke blot i nodelæsning, instrumentbeherskelse,
skalaer, etuder og indøvede musikstykker, men også i
russisk sprog og litteratur sågar. Sideløbende med musikken
har eleverne nemlig her også alle de almindelige
skolefag, svarende til 9.-11. klasse. For de statsstøttede
musik-colleges gælder de samme økonomiske regler for
alle, der har bestået optagelsesprøven, nemlig en lille
afgift pr. måned. Men man kan også søge ind som fuldt
betalende elev. Det er dog meget dyrt – fra 11.000 til
15.000 rubler pr. måned, alt afhængigt af instrumentet.
Efter endt to- eller treårig uddannelse på et musikcollege
ligger vejen åben for at søge optagelse på den
45

kulturhovedstaden
’helligste’ af alle uddannelsesinstitutionerne: Skt. Petersborgs
Musikkonservatorium. Ca. 70 % af afgangseleverne
fra de forskellige musik-colleges kommer ind.
Uddannelsen på konservatoriet tager traditionelt fem
år, og der optages årligt omkring 200 fuldtids-elever og
70 erndistanceelever på konservatoriet.
skt. petersborgs musikkonservatorium
Med et sådant årligt optag af byens og landets mest
talentfulde musikere kan Skt. Petersborgs Musikkonservatorium
på Teaterpladsen med fuld ret bryste sig af
at være vugge for den russiske musiktradition. Det var
det første konservatorium i Rusland, oprettet under
Det Russiske Musikalske Selskab i 1862 af pianisten,
dirigenten og komponisten Anton Rubinstein. Fire
år senere, i 1866, åbnedes konservatoriet i Moskva af
Anton Rubinsteins bror, Nikolaj Rubinstein, der også
var pianist. Senere opkaldtes de to konservatorier efter
hhv. Nikolaj Rimskij-Korsakov og Peter Tjajkovskij –
mærkeligt nok ikke efter deres grundlæggere, de to
Rubinstein-brødre. Velinformerede kilder siger, at de
to brødres navne var for jødiskklingende for den brede
russiske offentlighed, da der (også) i anden halvdel
af det 19. århundrede var en udbredt antisemitisme i
Rusland.
Ved konservatoriets åbning opildnede Anton Rubinstein
i sin tale de studerende til at bestræbe sig på:
lydigt og utrætteligt at tjene den kunst, som løfter ånden og
beriger mennesket, at forpligte sig til at styre mod en højere
fuldkommenhed, så de studerende forlader disse mure som
intet mindre end ægte kunstnere.
Store ord og idealer har altid hørt til i den russiske
retorik og tradition. For os danskere er det interessant
og desværre næsten glemt, at direktørposten efter
Anton Rubinstein gik til en af konservatoriets meget
yndede professorer i musikteori, danskeren Julius
Ernst Christian Johannsen, født i København i 1826.
Johannsen studerede musik i Leipzig, først klaver og
siden komposition hos Felix Mendelssohn. I 1848 kom
46

han til Skt. Petersborg, hvor han efter sin ansættelse
som professor i 1866 hurtigt steg i graderne og fungerede
som inspektør fra 1871 frem til direktørstillingen i
1891. Han efterlod sig, ud over et ry som en fortræelig
lærer og administrator, adskillige romancer og klaverstykker
samt en lærebog i kontrapunkt, som udkom i
flere oplag efter hans død.
Inden for det sidste årti kan man desværre ikke prale
af samme stabilitet og styrke i ledelsen af det verdenskendte
konservatorium. I dag udskiftes rektorerne
hyppigt, og der har løbende været korruptionsskandaler,
som så mange andre steder i dagens Rusland. Dog
håndhæves de stærke musikpædagogiske traditioner
stadig på Skt. Petersborgs Konservatorium, som her i
2012 fejrer sit 150-års-jubilæum.
I dag har konservatoriet ca. 1500 studerende, heraf
250 udenlandske, men det gamle hus har desværre alt
for lidt plads til de mange studerende, og der mangler
i den grad øverum. Ligeledes er mange af instrumenterne
af dårlig kvalitet, bl.a. er klavererne i klasseværelserne
ofte gamle og ustemte. Man kan derfor opleve
en sand kakofoni, når man bevæger sig rundt i den
store bygning, for på alle trappeafsatserne står der
musikere, der øver sig på deres forskellige instrumenter
og blander deres lyde med de klange, der høres ud
gennem de mange klasserums lukkede døre. Russere
af den gamle skole fra sovjettiden betragter dog ikke
dette som noget problem. For dem vokser kunsten
ikke af moderne veludstyrede, materielt velfungerende
omgivelser, men af den ’kunstneriske ånd’, som findes
på stedet. Og det kan de da måske have delvist ret i?
komponisterne
I den centrale del af konservatoriebygningen på vej op
ad den pompøse trappe til Glazunov-salen, en af byens
fine koncertsale, opkaldt efter komponisten Glazunov,
er der en vægstor tredelt marmortavle med guldindgraverede
navne. Det er navnene på de mange store
musikere, der er udgået med sølv- eller guldmedaljer
fra konservatoriet.
Det allerførste navn, vi ser på listen, er Peter Tjajkov-
47

kulturhovedstaden
Gravmonumentet for Peter Tjajkovskij på Kunstnernes Kirkegård
© Vcotrave
skij (1840-1893), som var blandt det første hold studenter
fra byens nye musikkonservatorium, og han
forlod det med den store sølvmedalje i 1865. Kort efter
flyttede Tjajkovskij som nyudnævnt professor i komposition
til konservatoriet i Moskva, hvor hans karriere
som komponist for alvor tog fart. Stort set alt, hvad
han komponerede: symfonier, koncerter, Shakespeareouverturer,
de ti operaer (heriblandt Eugen Onegin) og
48

alletter som Svanesøen og Nøddeknækkeren blev opført
og var særdeles populære i hans levetid.
Den dag i dag er næsten al hans musik stadig på
repertoiret hos symfoniorkestre, opera- og balletteatre,
ikke blot i Skt. Petersborg og resten af Rusland, men
hele verden over. Tjajkovskij er nok den mest kendte
og populære af alle russiske komponister på grund af
hans dramatiske og følelsesladede russiske tone. Men
til trods for hans store produktivitet og den påskønnelse,
han i sin levetid fik som komponist og dirigent,
såvel i Rusland som udenlands, var hans liv på grund
af hans homoseksualitet kompliceret og ulykkeligt,
og hans pludselige og uventede død den 25. oktober
1893 – kun ni dage efter at han selv havde dirigeret
uropførelsen af sin 6. Symfoni, Pathetique – er stadig i
dag en kilde til diskussion: Fik han virkelig, som den
ocielle version siger, kolera af at drikke vandet i en
café, eller begik han selvmord? Tjajkovskij blev den
28. oktober 1893 begravet i Kazan-katedralen i Skt.
Petersborg. Tusinder af Petersborgere fulgte hans kiste
til hans hvilested på Kunstnernes Kirkegård, som er et
særligt besøg værd. Kirkegården er en lille oase i den
trafikerede by og ligger ved Alexander Nevskij Lavra på
Nevskij Prospekt og kan besøges for en mindre entré.
Lader vi blikket glide længere over listen, opdager
vi også komponisterne Sergej Prokoev og Dmitrij
Sjostakovitj, mens vi må lede forgæves efter Igor
Stravinskys navnetræk, da han af sine forældre blev
tvunget til en juridisk uddannelse. I stedet tog han
i årene 1902-1908 privattimer hos Rimskij-Korsakov.
Netop disse tre komponister, Sjostakovitj, Prokoev og
Stravinsky, spiller en særlig vigtig rolle i byens og hele
Ruslands nyere musikhistorie og har beriget symfoniorkestrenes
repertoire verden over med deres operaer,
balletter, koncerter og kammermusik. Alle tre har de
også deres musikalske udgangspunkt i den urolige
Petrograd-periode under Første Verdenskrig og op til
og efter Den Russiske Revolution i 1917 og den efterfølgende
borgerkrig mellem de røde bolsjevikker og de
hvide tsartilhængere.
Igor Stravinsky (1882-1971) skrev sine første kammer-
49

kulturhovedstaden
musikværker under Rimskij-Korsakovs vejledning og
mødte under opførelsen af disse mindre værker Sergej
Diaghilev, som i 1909 skabte og indtil sin død i 1929
stod for de berømte ”Russiske Sæsoner” i Paris og her
etablerede sin egen trup Ballets Russes med de fremmeste
moderne russiske balletdansere, komponister,
dekorations- og kostumekunstnere. Diaghilev bestilte
hos den unge Stravinskij musikken til en ballet til
den Russiske Sæson i Paris i 1910, og Stravinskij skrev
balletmusikken til Ildfuglen. Det følgende år fulgte balletten
Petrusjka og i 1913 balletten Le Sacre du Printemps.
Således startede Stravinskys udenlandske karriere, og
på grund af revolutionen og borgerkrigen i Rusland,
besluttede han fra 1920 at forblive i Frankrig og levede
fra 1939 og indtil sin død i 1971 i USA.
Sergej Prokoev (1891-1953) blev af sine samtidige på
konservatoriet anset for forkælet, arrogant, rebelsk,
fordi han – den yngste elev på alle hold og med sit
progressive syn på musikken ofte gav højlydt udtryk
for, hvor gammeldags og kedelig han fandt undervisningen.
Han kom fra en velstående familie i Ukraine
og udviste allerede som 5-årig en usædvanlig musikbegavelse.
Moderen, der var pianist, underviste sønnen
i de første år. Som 9-10-årig komponerede han sine to
første operaer. Som 11-årig skrev han sin første symfoni
og mange andre mindre stykker. I 1904 havde han
allerede nået at skrive endnu tre operaer, før han som
15-årig blev optaget på konservatoriet i Skt. Petersborg,
hvor han bl.a. studerede instrumentation hos Rimskij-
Korsakov.
I 1908 gav han sine første koncerter, hvor han selv
spillede sine værker. I maj 1918 rejste han på udlandsturneer,
der kom til at strække sig over 18 år med kun
få koncertrejser til hjemlandet i 1927, 1929 og 1932.
Han gæsteturnerede i USA, Europa, Japan og Cuba.
Først i 1936 vendte han tilbage til Sovjetunionen, hvor
situationen havde forandret sig meget, og de første
Stalin-udrensninger var begyndt. Prokoev fik ikke
den modtagelse i hjemlandet, som han havde forventet,
men blev dog æresdoktor på Moskvas konservatorium.
I 1948 blev han anklaget for ’formalisme’ og skrev
50

herefter musik til tidens ’trend’ – hyldester til Stalin.
Hans musik spilles over hele verden, og musikken til
balletten Romeo og Julie regnes for et af de smukkeste
partiturer i det 20. århundrede.
Dmitrij Sjostakovitj (1906-1975), forblev som den eneste
af de tre store sovjetiske komponister i Leningrad
til sin død. Han blev allerede som 13-årig i 1919 optaget
på Petrograd-konservatoriet, således den yngste elev
nogensinde! Han afsluttede sin konservatorieuddannelse
som pianist og komponist i 1925, blot 19 år gammel.
I 1920`erne stiftede han bekendtskab med dirigenten
Bruno Walter, som uropførte hans 1. symfoni i 1928
i Berlin og dermed gjorde hans navn kendt uden for
Rusland. Han lod sig inspirere af den nye musik fra
vesten, bl.a. Alban Berg og Hindemith. Det var også årsagen
til, at hans musik to gange, i 1936 og i 1948, blev
oentligt fordømt for ’formalisme’ af Stalin og i perioder
taget af plakaterne, hvilket gjorde ham til en bitter
mand, der dog i nogen grad tilpassede sig systemets
krav. Til trods for hans kontroverser med sovjetmagten
blev hans musik dog populær og velmodtaget i verden.
Den vigtigste komponist for byens fornemme musiktradition
er dog uden tvivl Mikhail Glinka (1804–1857).
I Rusland regnes han mere end nogen for at være
grundlægger af den ægte russiske professionelle
musiktradition. Glinka flyttede som 13-årig til Skt.
Petersborg for at gå på en skole for adelens børn. Her
fik han bl.a. undervisning i musik og stiftede senere på
en rejse til bl.a. Italien bekendtskab med operagenren.
Glinkas første opera var Livet for tsaren (1836), som blev
en stor succes og førte til hans ansættelse som dirigent
for Det Kejserlige Kapel i Skt. Petersborg. Hans anden
opera Ruslan og Ludmila (1842) fik en mere kølig modtagelse,
og Glinka forlod Skt. Petersborg. Han døde i
Berlin og blev begravet der, men nogle måneder senere
blev hans kiste ført til Skt. Petersborg, og han blev
genbegravet på Kunstnernes Kirkegård.
Glinkas hovedsynspunkt var, at musik skal indeholde
intonationer og hele melodier fra den nationale folkemusiktradition,
som komponisten tilhører. Han blev
Ruslands første store komponist, hvis musik – med
51

kulturhovedstaden
brug af russiske folkeintonationer og -melodier – er
rent russisk i sin ånd, men europæisk i sin form. Glinkas
ord: ”Musikken skabes af folket, vi orkestrerer den
blot”, blev et motto for mange senere russiske komponister,
heriblandt Tjajkovskij.
I begyndelsen af det 20. århundrede fulgtes traditionen
delvist op af komponister som Rakhmaninov, Glière
og fornyeren Stravinskij. Dog finder man ikke mere
hos disse komponister direkte citater fra de folkelige
melodier, men intonationerne fra den russiske tradition
høres tydeligt. Senere i det 20. århundrede blev
musikken mere påvirket af de nye vestlige traditioner,
de nationale og folkelige, letgenkendelige motiver
forsvandt, og musikken blev vanskeligere tilgængelig
for det store publikum.
skt. petersborgs musikkonservatorium
Nu er det på tide, at vi bevæger os til koncertstederne,
og vi vil starte netop her på Skt. Petersborgs Musikkonservatorium,
som rummer to koncertsale, hvoraf
Den Store Sal, Konservatoriets Teater for Opera og
Ballet ikke skal anbefales her, da den i sovjetperioden
blev ombygget til en af den tids monster-sale og mest
bruges til de studerendes koncertopførelser, balletter
og operaer.
Den Lille Sal, Glazunov-salen, derimod, er absolut
et besøg værd efter restaureringen af salen til konservatoriets
140-års-jubilæum i 2002 og af orgelet i 2010.
Den har fine koncerter med klassisk og ny musik og
besøges altid af et stort og ægte musikinteresseret
publikum. Skt. Petersborgs Musikkonservatorium er
på Teaterpladsen flankeret af to statuer, til venstre siddende:
Rimskij-Korsakov og til højre, stående: Glinka.
Begge skuer de over på det navnkundige Mariinskijteater,
der ligger ret over for konservatoriet.
mariinskij-teatret
Mariinskij-teatret hed i sovjettiden Kirov-teatret (efter
den myrdede kommunistleder Sergej Kirov) og var
også dengang berømt som et af de ledende opera- og
balletteatre. Teatrets historie går helt tilbage til 1793,
52

hvor der – på den plads, hvor konservatoriet i dag ligger,
blev bygget det første Bolsjoj Kamennij Teater (Det
Store Stenteater) ”til store forestillinger og musik”, og
pladsen omkring fik sit navn Teaterpladsen. Mariinskijteatret
blev flyttet over på den anden side af pladsen
og har haft en omtumlet historie med ombygninger,
brande, nybygninger, evakueringer, forening af balletten
og operaen samt et væld af fremragende forestillinger
og kunstnere. Teatrets betydning for byen er
uvurderlig, idet det med chefdirigent Valerij Gergiev i
spidsen er blevet et af verdens absolut førende opera-
og balletteatre og en af byens største turistmagneter.
Der er særligt tre grunde til, at turisterne drages
til Mariinskij-teatret: Den ene er bygningen og dens
historie. Den anden er, at teatrets repertoire – ud over
de kendte og elskede klassiske udenlandske operaer og
balletter – afspejler hele den store russiske musiktradition,
hvis ledende navne i de fleste tilfælde stammede
fra Skt. Petersborg og alle opføres her. Sæsonens første
forestilling er altid Glinkas nationalromantiske opera
Livet for tsaren. Og endelig den tredje grund: kvaliteten
og spændvidden af den musik og de forestillinger, der
opføres under maestro Gergievs ledelse.
Valerij Gergiev har med sit talent givet Mariinskij-teatret
dets placering helt i toppen. Det skyldes ikke blot
hans overvældende musikalske overblik og indlevelse
som dirigent og leder af et stort teater, men også hans
enorme energi, drivkraft og evne til at udvikle både
kvalitet og kvantitet. Et citat fra The Times, 2010, karakteriserer
Mariinskij-teatrets chefdirigent på følgende
vis:
Gergiev har gjort Mariinskij-teatret med dets hundredårige
traditioner til verdens mest dynamiske opera- og balletkompagni,
der fostrer en uendelig strøm af brillante sangere og dansere.
Maestro fortjener fuldt ud sin position i Times Magazine som en
af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden i dag.
Mariinskij-teatrets nye koncertsal, som Gergiev åbnede
i 2006 (bygget på grunden for teatrets gamle kulisselager,
der nedbrændte i 2003), er en af byens nye mu-
53

kulturhovedstaden
sikalske ’helligdomme’. For mig personligt er denne
nye sal blevet STEDET. Stedet, hvor man i fremragende,
moderne arkitektoniske og akustiske omgivelser
kan høre den klassiske, men også den nyeste musik
fremført af de bedste musikere, Rusland og verden kan
byde på.
Denne nye koncertsal er – sammen med Mariinskijteatret
– desuden ramme for Gergievs festival ”De
Hvide Nætters Stjerner”, der strækker sig fra midt i
maj til midt i juli. Her giver store indbudte koryfæer
og, naturligvis, maestro selv koncerter stort set hver
aften, og ofte dirigerer Gergiev selv hele to koncerter
pr. aften med sine vidunderlige musikere. Denne hans
’tour de force’ gør dog, at koncerterne med ham som
dirigent næsten altid starter ca. en halv time efter
annonceret tid! Det tilgiver vi ham her i Skt. Petersborg,
men det er nok også kun her på hjemmebane, at
han kan forvente sig denne kærlige overbærenhed.
skt. petersborgs akademiske lharmoni
Filharmonien ledes af den verdenskendte og højtelskede
dirigent Jurij Temirkanov. Når han er hjemme i
sin Filharmoni fra de mange gæstedirigentjobs for de
bedste orkestre verden over og dirigerer her, er salen
proppet til mere end sidste plads. Vi danskere tænker
med glæde på, at Jurij Temirkanov i en årrække var
første gæstedirigent for DR Radiosymfoniorkestret,
som også elsker ham.
For musikelskere er det derfor også et must at besøge
Skt. Petersborgs Filharmonis Store Sal (Bolsjoj Zal) på
Kunstpladsen. Først og fremmest fordi musikoplevelserne
i denne sal altid er en udsøgt nydelse, når det er
et af Filharmoniens egne to orkestre, der spiller. Og
man bliver berørt af salens enkelhed og skønhed. Vælger
man en koncert i Skt. Petersborgs Filharmoni, er
det værd at tage af sted i så god tid, at man kan nå at
nyde den smukke plads, Kunstpladsen, og den arkitektoniske
helhed, som koncertsalen er en del af. Kunstpladsen
hed oprindeligt Mikhajlov-pladsen og har kun
forandret sig lidt fra 1840 indtil i dag. Alle bygninger
på pladsen ligger rundt omkring et lille parkanlæg
54

Maestro Jurij Temirkanov med sit berømte orkester i Skt. Petersborgs
Fiharmoniens Store Sal, opkaldt efter Sjostakovitj © Abudhabifestival
og udgør et helstøbt arkitektonisk ensemble, skabt af
arkitekten Carlo Rossi i årene mellem 1819 og 1839.
Efter koncerten bør man for at få den fulde nydelse
forkæle sig selv med en kop kae eller en drink i
Grand Hotel Europas foyer, lige omkring hjørnet af
Filharmonien på Mikhajlov-gaden. Over for Filharmoniens
indgang på Kunstpladsen ligger Russisk Museum,
Mikhajlov-slottet, bygget til tsar Paul I´s yngste
søn, storfyrst Mikhail. Til venstre for Russisk Museum
ligger det nyrestaurerede Mikhajlovskij-teater fra 1833,
byens andet teater for opera og ballet, som jeg vil
komme nærmere ind på senere hen.
Når vi har set os om på Kunstpladsen og noteret os,
hvor vi skal hen efter koncerten, er det tid til at gå ind
i selve Filharmoniens koncertsal, som gennemgik en
total restaurering i 2005-07. Fra foyeren fører en bred,
majestætisk trappe op til selve koncertsalen, ’den hvidsøjlede
sal’, der oprindeligt blev brugt til adelens store
forsamlinger, gæstebud og baller, men som siden 1921
har huset byens berømte symfoniorkester. I sovjettiden
erstattede koncertsalen for mange russere de forbudte
kirker – og stadig har den næsten status af noget
helligt for byens koncertgængere. Salen kan rumme
1500 gæster i et bredt parterre med sideloger mellem
55

kulturhovedstaden
de mange hvide søjler. Alle pladser er gode, bortset
fra de første fire rækker, der er for tæt på den hævede
scene. Akustikken er fremragende, og er man heldig at
komme til en koncert med et af Filharmoniens egne to
orkestre, skal man blot læne sig tilbage og nyde musikken!
Mange internationale komponister (bl.a. Gustav
Mahler), dirigenter (f.eks. Robert Strauss) og solister
(Svjatoslav Richter) fra det 20. århundrede har optrådt i
denne berømte sal. I koncertsalens tilstødende gemakker
kan man i pausen se en imponerende marmortavle
med listen over disse navne og årstallene for deres besøg
i salen, ligesom den største af salene er dekoreret
med fotografier af de komponister, hvis musik har lydt
i huset.
Den Store Sal blev i 1839 bygget som ”Forsamlingshus
for Adelen” af den franske arkitekt P. Jacqout,
mens facaden blev projekteret af Carlo Rossi, som
under tsar Alexander I fik til opgave at udbygge og
besmykke byens centrum med talrige pragtfulde klassicistiske
bygningsværker. I denne sal kan man ikke
undgå at mærke historiens vingesus, når man tænker
på alle de store musikere, der har optrådt her, og på
de mange (musik)historiske begivenheder, der har
fundet sted netop her. Uropførelse af utallige af de
russiske klassiske hovedværker har fundet sted i denne
sal. Store karriere- og skæbneforløb har taget deres
begyndelse her. I 1926 uropførtes f.eks. Sjostakovitjs
1. symfoni, og Skt. Petersborgs Filharmoni bærer i dag
hans navn.
leningradsymfonien
Den mest kendte af Sjostakovitjs symfonier er uden
tvivl hans 7. symfoni, Leningradsymfonien, der blev
afsluttet i december 1941 – midt under den 900 dage
lange tyske belejring, der sluttede den 27. januar 1944.
Symfonien er stadig den dag i dag et symbol på byens
kamp mod tyskerne og opføres hvert år i Filharmonien
den 9. maj, årsdagen for Sejren over Fascisterne.
Symfoniens historie er et stykke dramatisk krigshistorie.
Partituret blev smuglet ud af den belejrede
56

y og uropført den 5. marts 1942 i byen Kujbysjev af
Bolsjoj Teatrets orkester. Koncerten blev radiotransmitteret
over hele Sovjetunionen, og senere også til de
vestlige radiokanaler. Moskva-premieren på symfonien
fandt sted den 29. marts 1942, også med Bolsjojorkestret,
nu forstærket af Det Sovjetiske Radioorkester.
Partituret blev derefter mikrofilmet og fløjet til
Teheran, hvorfra det kom til Vesten i april 1942. En
radio- og koncertpremiere med London Philharmonic
Orchestra, dirigeret af sir Henry J. Wood lød ved
Promenadekoncerten i Royal Albert Hall den 22. juni
samme år.
Uropførelsen i USA fandt sted med Arturo Toscanini
som dirigent for NBC Symphony Orchestra i New York
den 19. juli 1942 og blev ligeledes radiotransmitteret
til hele landet. Toscaninis opførelse blev indspillet,
og Toscanini sendte Sjostakovitj en kopi. Sjostakovitj
hadede den. Han sagde, at ”det gør mig rasende at høre
den. Alt er forkert. Ånden, karakteren og tempi. Det
er et elendigt makværk”. Endnu havde symfonien ikke
været opført i komponistens fødeby. Under nazisternes
belejring blev Leningrad forvandlet til et ubeskriveligt
helvede. Indbyggerne døde i tusindtal af frost og
sult. Leningrads Radioorkester under ledelse af Karl
Eliasberg var det eneste tilbageblevne orkester i byen,
men de fleste af dets medlemmer var kaldt til fronten
eller døde, og koncerter og radiotransmissioner var for
længst hørt op i den sultende by.
Da partituret nåede frem til Leningrad i juli 1942,
kaldte radioen og plakater over hele byen de overlevende
musikere til Radiokomiteen for at samle orkestret.
Kun ca. 15 musikere var tilbage, udmarvede
og udhungrede. Mens orkesterstemmerne til den 7.
symfoni blev kopieret, begyndte Eliasberg med opførelser
og transmissioner af Beethoven, Tjajkovskij og
Rimskij-Korsakov, og radioorkestret blev forstærket af
et militærorkester. Musikerne fik forhøjet deres føderationer
(125 gram brød per dag). Orkestrets medlemmer
protesterede mod at bruge deres svage kræfter på det
vanskelige nye værk, og dirigenten Eliasberg måtte
true med at tilbageholde disse små ekstra-forsyninger
57

kulturhovedstaden
for at komme i gang med prøverne.
Koncerten fandt sted i Leningrads Filharmoni for
fulde huse den 9. august 1942, netop på den dag, som
Hitler tidligere hovmodigt havde udnævnt til dagen for
en gallamiddag på Hotel Astoria ved Isaak-katedralen
for at fejre byens overgivelse og udslettelse! Højttalere
annoncerede koncerten over hele byen. Den sovjetiske
kommandør for Leningradfronten, general Govorov
beordrede et tæt bombardement af de tyske artilleripositioner
for at sikre stilhed under opførelse af symfonien.
Historiske kilder fortæller, at 3.000 høj-kaliber
bomber blev kastet med dette formål. Symfonien
skabte furore, publikum græd, symfoniens evne til at
udtrykke ”det ondes indtrængen” og give folk lejlighed
til at udtrykke deres sorg og skjulte følelser skabte en
ny stemning af uovervindelighed hos den belejrede befolkning.
Symfonien fik navnet Leningradsymfonien, og
Stalin iværksatte med symfonien en propagandakampagne
over hele Sovjetunionen for at højne moralen.
Til dem, der gerne vil dykke dybere ned i den fantastiske
fortælling dnne symfoni, må jeg absolut anbefale
hovedkilden til min egen fortælling herom: nemlig
Sonja Vesterholt og Pia Borg Wardts dokumentar Skt.
Petersborg og musikken (1999).
skt. petersborgs akademiske lharmoni
Filharmoniens Lille Sal (Malij Zal), er efter sigende
en af de bedste kammermusiksale i verden med en
fremragende akustik. Den ligger i et palæ, bygget af
den italienskfødte arkitekt Bartolemeo Rastrelli, som i
midten af det 18. århundrede byggede flere af de store
slotte i Skt. Petersborg, bl.a. Vinterpaladset, Peterhof,
Katarinapaladset, Smolnij-katedralen, Vorontsovskijpaladset,
Stroganov-paladset.
I 1828 blev grev Vasilij Engelhardt ejer af palæet på
Nevskij Prospekt 30, og han foranstaltede en total
restaurering af huset, foretaget af Jacqout, som jo også
stod for udformningen af ”Adelens Forsamlingshus”,
nu Filharmoniens Store Sal. Huset blev da ramme om
Skt. Petersborgs første musikalske salon, hvori grevinde
Engelhardt samlede byens højeste samfundslag og
58

førende russiske og udenlandske personligheder, forfattere
og musikere som Pusjkin, Lermontov, Turgenjev,
Sjukovskij og Anton Rubinstein, Listz og Viardo.
De storslåede maskeballer i grevinde Engelhardts salon
var meget populære og besøgtes også af tsarfamiliens
medlemmer. Lermontov brugte salonens interiører
som ramme omkring handlingen i sit drama Maskerade.
I 1949 blev huset åbnet som Leningrads Akademiske
Filharmonis Lille Sal opkaldt efter Glinka. I huset på
Nevskij Prospekt 30 afholdtes baller og maskerader
og fra 1802 blev salen hjemsted for det første Russiske
Filharmoniske Selskab og husede verdenspremiererne
på Haydns Skabelsen og Beethovens Missa Solemnis (i
hhv. 1802 og 1824). Salen danner i dag ramme omkring
kammerkoncerter, internationale festivaler og musikkonkurrencer
og er et yndet samlingssted for musikelskere
og koncertgængere.
mikhajlovskij-teatret
Mikhajlovskij-teatret blev oprindeligt bygget af arkitekt
Alexander Brjullov som et koncert- og teaterhus
for franske teaterkunstnere. ”Det Franske Kulturhus”
kaldtes det i perioden fra åbningen i 1833 og frem til
revolutionen. I sovjettiden fungerede teatret fortrinsvis
som ”sovjetisk teaterlaboratorium” med hovedvægt på
komiske operaer.
I 1989 fik teatret navnet Musorgskij-teatret, men fik
omsider sit oprindelige navn tilbage i 2007, og efter en
total renovation og omlægning af repertoire og koncept
åbnede teatret igen som den vigtigste og meget
ambitiøse konkurrent til Mariinskij-teatret. Teatrets repertoire
består i dag af operaer og balletter, og kendte
koreografer, dirigenter og solister inviteres fra udlandet
til at forestå de nye iscenesættelser af den klassiske
kulturarv.
det akademiske kapella
Skt. Petersborgs Statslige Akademiske Kapella er
faktisk den ældste russiske professionelle musikinstitution,
der blev oprettet for at samle og udvikle den
professionelle russiske musikkultur, og formede som
59

kulturhovedstaden
Det Statslige Akademiske Kapellas nyrestaurerede koncertsal
© Asergeev
sådan gennem århundreder Ruslands musikalske ansigt.
Grunden blev lagt i 1479 af Koret for Statslige Syngende
Diakoner, i 1701 omdøbt til Hofkoret og i 1763
– efter en forordning af kejserinde Katarina II (den
Store) – til Det Kejserlige Hofsanger Kapella, med eget
orkester, kor og korskole. Den 27. maj 1703 medvirkede
hofkoret til Peter den Stores indvielse af Ruslands nye
hovedstad: Skt. Petersborg. Vægten lå på kormusikken,
på den store russiske kirkekor- og folkloresangskat, og
de største komponister blev igennem 1800-tallet knyttet
til Kapella.
Ved revolutionen i 1917 blev al undervisning ved
Kapella annulleret, men i 1921 kom dets kor og orkester
til at danne grundlaget for Petrograds Statslige
Filharmoni (den senere Leningrads og nuværende Skt.
Petersborgs Filharmoni). I det nye Rusland har man
siden 1991 startet den vanskelige proces at genoprette
ideerne og korskattene fra det kejserlige Kapella. Der
er igen oprettet et orkester og et kor, hvis opgave er
60

åde at vedligeholde og at videreudvikle kortraditionerne
i Rusland. Der holdes i dag regelmæssige koncerter
og festivaler i det smukke palæ ved Sangerbroen,
der fører til Vinterpaladsets store plads, Skt. Petersborgs
hjerte. Hvis ikke man når koncerterne i salen, er
alene denne beliggenhed, bygningen og de fire store
lyse beboelsesgårde, der fører til parallelgaden Bolsjaja
Konnusjennaja, værd at ofre en udflugt.
Jeg har her nævnt de vigtigste klassiske koncertsale –
de sale, som elskere af klassisk musik ynder mest. Derudover
findes yderligere en lang række sale, som også
kunne fortjene omtale, men ikke får det her, fordi den
musik, der opføres i disse sale, oftest er festivalopførelser
mest for byens faste koncertgængere, eller – som
i tilfældet med Eremitage-teatret og Operette-teatret
– er deciderede turistforestillinger uden nogen større
kunstnerisk værdi.
Som fastboende i Skt. Petersborg gennem mange år
vil jeg til sidst bare opfordre alle rejselystne til et besøg
i Ruslands kulturhovedstad. Der er nok at opleve for
alle sanser her, og langt de fleste rejser herfra med
ønsket om at komme igen.
61

kulturhovedstaden
noter
billetter
Der er to billetkatergorier, til lokale og til udlændinge, til Mariinskij-teatret,
Mikhajlovskij-teatret og Filharmonien. Udlændingebilletter
er op til to gange dyrere end de lokale. Det skyldes
de meget lave lokale lønninger i Rusland, som ikke ville tillade
almindelige russiske koncertgængere at besøge teatrene, hvis
man havde ’normale’ verdenspriser.
festivaler
Alle de nævnte koncertsale afholder ere årlige festivaler.
Skt. Petersborgs Filharmoni holder to store festivaler:
International Vinterfestival på Kunstpladsen i december. International
Festival ”Musical Collection” i maj-juni.
Mariinskij-teatret afholder seks årlige festivaler. Den vigtigste:
”De hvide nætters stjerner” er i maj-juli. Maestro Valerij
Gergiev er i Skt. Petersborg næsten hele festivalen og dirigerer
selv mange koncerter, ofte hele to koncerter pr. aften!
kunstnernes kirkegård 5
Tikhvin-kirkegården er en nekropolis for Kunstens Mestre,
en lille grøn oase i Skt. Petersborgs centrum, hvor mange
individuelle gravmonumenter er skabt af store billedhuggere.
Her ligger bl.a. Fjodor Dostojevskij, Nikolaj Karamzin og Vasilij
Zhukovskij. En hel afdeling for komponister: Bl.a. Modest
Musorgskij, Nikolaj Rimskij-Korsakov, A. Rubinstein og Tjajkovskij.
Åbent dagligt (undtagen torsdag) 10-17. Entre kræves.
Nevskij Prospekt 179/2. Metro: Alexandra Nevskij.
Husk også at lægge vejen forbi Lazarus-kirkegården 6
ved siden af Tikhvin-kirkegården.
62

mariinskij-teatret 7
Teaterpladsen, Teatralnaja Plostjad 1. Mariinskij-teatrets
Koncertsal 8 ligger på Ulitsa Dekabristov 37. Køb billetter
via internettet. Bybusser fra centrum: 2, 3, 6, 22, 27, 70. Bedst
dog med taxa. Se www.mariinsky.ru/en.
mikhajlovskij-teatret 9
Kunstpladsen, Plostjad Isskuvst 1. Online-billetkøb eller
i teaterkasser i byens centrum eller i teatret.
Se www.mikhailovsky.ru.
skt. petersborgs akademiske
lharmoni
Den Store Sal 10 Er opkaldt efter Dimitri Sjostakovitj,
Mikhajlovskaja Ulitsa 2.
Den Lille Sal 11 Er opkaldt efter Mikhail Glinka. Nevskij Prospekt
30. Se www.tickets.philharmonia.spb.ru. Ny onlineservice,
som p.t. virker dårligt og kun annoncerer koncerterne på
russisk. Køb billetterne i Filharmoniens kasse eller i teaterkasser
rundt om i byens centrum, f.eks. Nevskij Prospekt 42, kl.
9-20.
skt. petersborgs
musikkonservatorium 12
Teaterpladsen, Teatralnaja Plostjad 3. Her kan købes billetter
ved indgangen. Priser fra 100-500 rubler. Online-billetter kun
på russisk.
Skt. Petersborgs Statslige
Akademiske Kapella 13
Naberesjnaja reki Mojki, d. 20. Billetkøb i teaterkasser i
centrum eller i teatret. Se www.capella-spb.ru/en.
63