Fra jord til bord

Fra jord til bord
1997
Jørn Priemé
Fra jord til bord
Strukturdirektoratets historie
+ LOGO
Jørn Priemé
FRA JORD TIL BORD
Strukturdirektoratets historie
Udgivet af Strukturdirektoratet, 1997
© Strukturdirektoratet og Jørn Priemé
Afsnittet fra 1995-97 er skrevet af Eyvind Thorsen
Redaktionel bistand:
Vonnie Caroc, Lissi Kjeldsen og Steen Rydahl

Fotos og tegninger:
Bio-Foto, Bo Bojesen, John Jedbo, Jensenius, Nord Foto,
Jan Nørgaard, Pol Foto, Solberg Foto, Eyvind Thorsen, m.fl.
Grafisk form og produktion:
Freddy Pedersen
Printed in Denmark 1997
ISBN 87-90327-22-5
Udgivet med støtte fra:
Danmarks Nationalbank
Dansk Landbrugs Realkreditfond
Realkreditforeningen Danmark
Indhold
Forord
7
Udstykningstiden 1919-45
9
Udstykningstiden går på hæld 1946-65
45
Statens Jordlovsudvalg i krise 1966-71
89
Nye tider, nye opgaver 1972-82
121
Afbureaukratisering og reorganisering 1983-89
173

En 70-årig i god form 1990-94
227
Strukturdirektoratet 1995-1997
273
Blå Bog
285
Litteratur
304
Forord
Når et direktorat i statsadministrationen vil fortælle omverdenen sin historie tilbage fra 1919 og frem til idag, vil
mange nok forvente et stykke historieskrivning i statsforvaltning hæftet op på politiske begivenheder, som har haft
inflydelse på direktoratet. Det er også tilfældet i denne bog. Men her er alligevel føjet en yderligere dimension til,
som kun en forfatter, der kender sit stof og har et godt blik for, hvad der rører og rørte sig ikke alene i politiske
kredse, men også i organisationerne og i befolkningen på land og i by, har mulighed for at gengive.
I slutningen af l995 kom den netop afgåede direktør Jørn Priemé til den nye direktion og forelagde en plan til en
bog om Statens Jordlovsudvalgs, Jordbrugsdirektoratets og Strukturdirektoratets historie. Hans ambition var at
fortælle, hvorledes et beskedent sekretariat for et statsligt udvalg udviklede sig til et moderne og effektivt
direktorat. I Strukturdirektoratet fandt vi planen god, og Priemé fik grønt lys til bogen med bistand fra
informationsafdelingen.
Det blev til et større værk, hvor dansk jordbrugs udvikling er afspejlet i direktoratets opgaver. De, der
interesserer sig blot en lille smule for dansk landbrug og dets mange følgeerhverv, vil få en spændende skildring af
konsekvenserne af den førte jordbrugspolitik. Samtidig er der en god beskrivelse af de mennesker, der stod bag
politiske beslutninger og af de, som administrerede dem.
Selv om Strukturdirektoratet de sidste par år har fået en del fiskerirelaterede ordninger, finder jeg, at titlen
FRA JORD TIL BORD er dækkende, da landbrugslovgivning, arealforvaltning, erhvervsfremme- og miljøordninger,
forskning, produktudvikling og fødevarekvalitet er nøgleord i Strukturdirektoratets historie.
Søren Skafte
Udstykningstiden
1919-45
Statens Jordlovsudvalg oprettes
Oprettelsen af Statens Jordlovsudvalg er knyttet til de såkaldte “oktoberlove”:

• Lov om lens, stamhuses og fideikommisgodsers overgang til fri ejendom (lensloven).
• Lov om afhændelse af præsteembedernes jorder til oprettelse af husmandsbrug (præstegårdsloven).
• Lov om vilkår for bortsalg af jorder i offentlig eje (salgsloven).
De 3 love blev stadfæstet den 4. oktober 1919, hvoraf navnet “oktoberlovene”.
Ifølge salgslovens § 14 var landbrugsministeren bemyndiget til at træffe “de til lovens gennemførelse fornødne
foranstaltninger”.
I henhold til denne bestemmelse blev Statens Jordlovsudvalg nedsat den 11. november 1919 ved
Landbrugsministeriets skrivelse af samme dato. Udvalget skulle bestå af 11 medlemmer med Niels Frederiksen
som formand.
Udvalget holdt sit første møde den 21. november 1919 i midlertidige lokaler i Grundtvigs Hus i Studiestræde.
Udvalget besluttede i sit første møde at antage navnet: Statens Jordlovsudvalg.
Oktoberlovenes forhistorie
De 3 love havde en lang forhistorie.
Lenslovens forhistorie gik for så vidt tilbage til grundloven fra 1849, hvor det i § 98 hed: “Intet len, stamhus eller
fideikommisgods kan for fremtiden oprettes; det skal ved lov nærmere ordnes, hvorledes de nu bestående kan
overgå til fri ejendom”.
I 1909 blev der nedsat en kommission, som skulle udarbejde forslag om lens, stamhuses og fideikommisgodsers
overgang til fri ejendom. Kommissionen afgav sin betænkning i 1913, men delte sig i 6 mindretal, som stillede hver
sit forslag. Denne betænkning fik derfor ingen større betydning.
Spørgsmålet blev derfor taget op i den landbokommission, som var blevet nedsat i 1911 for bl.a. at komme med
forslag til nye former for brug af jord i offentlig eje.
I 1917 indsendte 11 af kommissionens 15 medlemmer til Landbrugsministeriet et detaljeret forslag om lens og
stamhuses overgang til fri ejendom og lovforslaget fulgte i alt væsentligt dette forslag, dog med visse skærpelser.
Det tog altså 70 år, at løse det vanskelige spørgsmål om, hvordan lensafløsningen skulle ske.
Lensloven tjente således et dobbelt formål. Den opfyldte grundlovens gamle løfteparagraf og den skaffede jord
og penge til fremme af udstykningen og oprettelsen af nye husmandsbrug.
Salgslovens og præstegårdslovens forhistorie gik tilbage til den førnævnte landbokommission af 1911, som skulle
afgive betænkning om ny lovgivning vedrørende landbrugets kreditforhold, former for brug af jord i offentlig eje og
ændringer i ekspropriationslovgivningen.
I 1916 afgav kommissionen 1. del af sin betænkning, som indeholdt forslag til ny lovgivning om landbrugets
kreditforhold og formen for brug af jord i offentlig eje. Sidstnævnte forslag dannede grundlag for de pågældende
lovforslag og dermed for de love, der blev vedtaget i 1919.
Selve udformningen af jordrentekonceptet var sket i kommissionens underudvalg vedrørende brug af jord i
offentlig eje med kontorchef, senere departementschef K. Riis-Hansen (1876-1937) som formand.
Oktoberlovene
Lensloven gav besidderne af len, stamhuse og fideikommisgodser ret til at overtage besiddelsen til fri ejendom mod
til staten at indbetale 25 pct. af værdien, hvis der påhvilede hjemfaldsret til staten og 20 pct. af værdien for de
øvrige besiddelser. Desuden skulle de – mod erstatning – afgive 1/3 af deres jordbesiddelser til staten.
Til at modtage de betydelige værdier i form af jord og kapital blev der oprettet en Jordfond som en særlig konto
under Finansministeriet. De kontante midler skulle anvendes til køb af jord og til udlån til de nye husmandsbrug, der
ville blive oprettet.
Præstegårdsloven bestemte, at de til præsteembederne hørende jorder, der efter deres beskaffenhed og
beliggenhed var egnede til landbrugsdrift, skulle udstykkes og som hovedregel udbydes til salg i parceller af en
sådan størrelse, at der på hver parcel kunne oprettes et husmandsbrug, som var stort nok til at ernære en familie
ved dennes egen arbejdskraft. Mindre parceller kunne anvendes som tillægsjord til bestående brug.

På de gårde, hvor præsten selv drev jorden, skulle udstykningen ske ved ledighed i embedet. Hvor jorden var
bortforpagtet – og det var langt de fleste tilfælde – skulle det ske, når forpagtningskontrakten udløb.
Salgsloven bestemte, at jorder i statens eje, der efter deres beskaffenhed og beliggenhed var egnede til
landbrugsmæssig drift, kun måtte sælges på de i loven fastsatte vilkår.
Jorden skulle som hovedregel udstykkes i parceller af en sådan størrelse, at der på hver parcel kunne oprettes
et husmandsbrug, der var stort nok til at ernære en familie ved dennes egen arbejdskraft, mindre parceller kunne
anvendes som tillægsjord.
Ved overtagelsen af parcellen skulle køberen ikke betale nogen købesum, men forpligtede sig i stedet for til at
give Jordfonden en uafløselig prioritet i jorden og betale rente heraf, den såkaldte jordrente.
Jordrenten skulle betales halvårligt og foreløbig udgøre 2 1/4 pct. pr. termin af jordens værdi ved en særlig
vurdering til jordrentesvarelse. Vurderingen skulle svare til den pris, som en fornuftig køber måtte antages at ville
give for jorden, hvis den henhørte til en middelstor bondegård.
Ved hver følgende almindelig vurdering til ejendomsskyld skulle vurderingsrådet foretage en ny vurdering af
jorden efter samme princip. Ved omvurderingerne skulle der ses bort fra den værdiforøgelse, der var tilført jorden
siden foregående vurdering gennem ejerens arbejde eller kapitalanvendelse.
Rentesatsen skulle følge renteniveauet for langfristede obligationer.
Desuden kunne der ydes de nyetablerede husmænd lån til opførelse af bygninger.
På de nye husmandsbrug skulle der drives et almindeligt landbrug og til enhver tid holdes den nødvendige
besætning og inventar. De til driften nødvendige bygninger skulle holdes i forsvarlig stand. Der blev ført tilsyn med
bygningerne, sålænge der indestod statslån i disse (lovens § 8).
Jordrentebrugene
På denne måde blev jordrenteprincippet indført i den danske landbrugslovgivning.
Tilhængerne af jordrenteprincippet så det som en fordel, at det blev lettere for mindrebemidlede landarbejdere
m.fl. at etablere sig i landbruget, fordi der ikke skulle udredes nogen købesum for jorden.
Desuden mente man, at det vigtigste for de nye husmænd var brugsretten til jorden og den indkomst, der kunne
skabes på bruget og som familien skulle leve af. Staten skulle overtage risikoen ved fluktuationer i jordværdierne
og dermed skabe større økonomisk tryghed for husmændene.
Jordrentebruget realiserede således den georgistiske tanke, om at staten skulle bevare ejendomsretten til jorden
og så leje den ud mod en afgift, som svarede til afkastet ved den mest fordelagtige anvendelse af jorden, d.v.s.
jordrenten.
Derved skabte man på langt sigt en forskel mellem 2 grupper af husmænd.
De husmænd, der etablerede sig efter den tidligere lovgivning, bandt en vis kapital i deres jord. Hvis jordpriserne
steg på grund af gode konjunkturer i landbruget, voksede deres formue. Hvis jordpriserne faldt, måtte de tage et
kapitaltab og kunne i værste fald blive nødt til at gå fra ejendommen.
1919-lovenes husmænd bandt ikke nogen kapital i jorden og de havde i princippet hverken chance for
kapitalgevinst eller risiko for kapitaltab. Hele konjunkturrisikoen hvilede på staten.
Ved salg af ejendommen kunne 1919-husmanden kun realisere værdien af bygninger, besætning, maskiner og
redskaber samt de eventuelle forbedringer, han ved egen indsats havde tilført jorden, men ikke selve jordværdien.
Det vil sige, at han ikke ville få nogen fordel af den langsigtede stigning i jordpriserne som følge af den
almindelige udvikling i samfundet, f.eks. anlæg af veje og jernbaner, byudviklingen etc. Omvendt var han beskyttet
mod kapitaltab og deraf følgende usikkerhed som følge af faldende jordpriser.
Modstanderne af jordrentebruget anså det ikke for samfundets opgave at optræde som formynder for borgerne
ved at indkassere fordelen ved stigende jordpriser eller bære tabet ved faldende priser.
På langt sigt skulle det dog vise sig, at afskæringen af mulighederne for kapitalgevinster var et større problem
end beskyttelsen mod kapitaltab.
Tilhængerne af jordrentebruget som besiddelsesform kaldte det “brugseje”, mens modstanderne talte om
“statsfæste”, hvilket ikke var venligt ment. Efter deres mening skyldtes fremgangen i landbruget i væsentlig grad,
at de gamle fæsteforhold under godserne var afløst af selvejet og fæste var nærmest et fy-ord. At der var tale om
statsfæste gjorde ikke sagen bedre, tværtimod.

De tidligere husmandslove
Udstykningslovgivningen begyndte imidlertid ikke i 1919, men 20 år tidligere.
Allerede i 1899 kom lov om tilvejebringelse af jordlodder for landarbejdere.
Baggrunden for loven var en vis mangel på arbejdskraft i landbruget i slutningen af 1890’erne på grund af
afvandringen fra landet under landbrugskrisen i 1880’erne og begyndelsen af 1890’erne.
Lovens formål var at fastholde den kvalificerede arbejdskraft i landbruget ved at give dygtige landarbejdere
mulighed for at erhverve et lille brug. Brugene skulle netop være så små, at de ikke kunne give familien det
nødvendige underhold ved arbejde i egen bedrift, således at husmanden var nødt til at gå på arbejde på godserne
og de større gårde de fleste af årets dage.
Loven tilsigtede en brugsstørrelse på 3,5-5,0 tdl. middelgod jord, dog mindst 2 tdl. og højest 8 tdl.
Principperne i 1899-loven var enkle. Landarbejderen måtte i princippet selv finde et egnet stykke jord til
oprettelse af det nye brug, eventuelt kunne han dog få hjælp fra sognerådet hertil.
Når et passende jordstykke var fundet, kunne han få et statslån til finansiering af jordkøbet samt til opførelse af
bygninger og til anskaffelse af besætning og redskaber. Lånet udgjorde 90 pct. af “ejendommens låneværdi”, d.v.s.
værdien af den samlede investering, dog med et maksimumsbeløb.
Til administration af loven blev der i hver amtsrådskreds nedsat en kommission med 3 medlemmer. Formanden
blev udpeget af landbrugsministeren og de to andre, af hvilke den ene skulle være en husmand, af amtsrådet.
1899-loven blev fornyet i 1904 og 1909 med nogenlunde uændret indhold. I 1909 blev lovens titel dog ændret til:
Lov om oprettelse af husmandsbrug og loven fastsatte ikke længere nogen overgrænse for brugenes størrelse, men
kun en undergrænse på 1,0 ha. Endvidere blev der åbnet mulighed for, at husmandsbrug, der var oprettet efter de
tidligere love, kunne få tillægslån til køb af suppleringsjord og til byggeri.
I praksis kunne det være vanskeligt for den enkelte landarbejder, at finde et egnet stykke jord, forhandle sig til
rette med ejeren om køb o.s.v., men dette problem blev løst ved, at der overalt i landet blev dannet
udstykningsforeninger, som købte større gårde, udstykkede dem og solgte lodderne til kommende husmænd. Efter
en lov fra 1906 om udlån fra statslånefonden til udstykning af større landejendomme kunne der endda gives
statslige lån til fremme af udstykningsforeningernes virksomhed.
Loven om oprettelse af husmandsbrug blev fornyet i 1914, 1917 og 1921 uden principielle ændringer, men dog
med forhøjelser af lånebeløb i takt med prisudviklingen, ændringer af lånevilkår m.m.
De 2 brugstyper
Efter vedtagelsen af 1919-lovene eksisterede de 2 brugstyper side om side, brugene på privat indkøbt jord efter
1899-loven og dens efterfølgere og jordrentebrugene efter 1919-lovene.
Husmanden kunne vælge. Han kunne købe jorden i det frie marked – normalt gennem en udstykningsforening –
og få lån fra staten svarende til 90 pct. af købesummen for jorden og udgifterne til opførelse af bygninger.
Han kunne også erhverve jorden fra Jordfonden. I så fald betalte han ingen kontant købesum, men forpligtede
sig i stedet til at give Jordfonden en uafløselig prioritet i jorden og betale jordrente heraf. Derudover kunne han få
lån svarende til 90 pct. af byggeomkostningerne.
Lån til brug på privat indkøbt jord blev finansieret af statskassen, mens lån til jordrentebrugene blev finansieret
af Jordfonden.
I den interne sprogbrug i Statens Jordlovsudvalgs administration blev lovgivningen om etablering på privat
indkøbt jord kaldt “gammel lov”, mens etablering på jordrentevilkår blev kaldt “ny lov”.
Denne sprogbrug var meget sejlivet. Da forfatteren kom til jordlovsudvalget som administrationschef i 1978 talte
de ældre medarbejdere stadig om “ny lov” og “gammel lov”.
Ved en lejlighed forklarede en ældre ekspeditionssekretær mig – lidt overbærende – om “gammel lov”.
– Men hvad er så “ny lov”?, spurgte jeg naivt.
– Jamen, det er jo den fra 1919!
Baggrunden for udstykningspolitikken

Baggrunden for udstykningspolitikken eller husmandspolitikken var befolkningsoverskuddet på landet i begyndelsen
af 1900-tallet. Folk på landet fik jo mange børn dengang. 6, 7 eller 8 børn var ganske almindeligt og kun et af
børnene kunne jo overtage forældrenes bedrift.
Målet for udstykningspolitikken var at sikre så mange som muligt af de unge på landet et selvstændigt brug og
derved begrænse antallet af dem, der var henvist til at søge beskæftigelse som arbejdsmænd i byerne, som var det
realistiske alternativ.
Vurderingen var, at efterspørgslen efter fødevarer ville være mere stabil end for de fleste industrivarer og at en
rationel produktion ville kunne opnås allerede i forholdsvis lille skala, især i den animalske sektor. De
stordriftsfordele, der var behov for at realisere i den videre forarbejdning, kunne opnås gennem
andelsvirksomhederne, hvor husmændene var i stand til at gøre sig gældende gennem princippet om én mand, én
stemme.
Fortalerne for udstykningspolitikken fandt, at tilværelsen som selvstændige husmænd ville kunne sikre de unge
på landet rimelige og stabile arbejds- og indtægtsforhold og alt i alt give dem og deres familier et bedre liv end en
tilværelse som ufaglærte arbejdsmænd i byerne, hvor de i kriseperioder ville blive udsat for arbejdsløshed, hvor
boligforholdene ofte var meget ringe o.s.v.
Kravet om udstykning til nye husmandsbrug blev fremført af husmandsforeningerne, som blev dannet fra
1880’erne. De samvirkende danske Husmandsforeninger blev dannet i 1910. Den politiske styrke bag
udstykningspolitikken kom fra Det radikale Venstres og Socialdemokratiets stigende repræsentation i Rigsdagen
efter systemskiftet i 1901.
Statens Jordlovsudvalg
begynder sin virksomhed
Under de meget gunstige landbrugskonjunkturer under 1. verdenskrig var der sket en markant stigning i
jordpriserne og som følge deraf en afmatning i udstykningsaktiviteten.
Formålet med “oktoberlovene” var at give udstykningen et kraftigt skub fremad. Lensloven og præstegårdsloven
gav mulighed for at fremskaffe jorden til de nye brug samt penge til finansiering af byggelån og salgsloven gav
reglerne for, hvordan jorden skulle overdrages til husmændene. De mere detaljerede, administrative regler
vedrørende udvælgelsen af ansøgere, fordeling af parcellerne mellem ansøgerne ved den enkelte udstykning,
bevilling og udbetaling af byggelån etc. blev fastsat af Statens Jordlovsudvalg selv.
Statens Jordlovsudvalg tog ved sin etablering i november 1919 straks fat på opgaverne og udfoldede en
betydelig aktivitet. Selve forhandlingerne med lensbesidderne om afståelsen af jord blev foretaget af de lensnævn,
der blev nedsat til formålet og når forhandlingen med et gods var afsluttet modtog Statens Jordlovsudvalg jorden til
udstykning og videre disponering. Dette skete i et hurtigt tempo i de følgende år.
Statens Jordlovsudvalgs første udstykning var stamhuset Egholm i Hornsherred, hvor al jorden blev udstykket til
husmandsbrug i 1920.
I de følgende år gennemførtes udstykningerne fra de store godser efter lenslovens bestemmelser. Landets
største grevskab, Frijsenborg, afgav jord til 137 nye husmandsbrug, Bregentved ved Haslev afgav jord til 139 brug
og de Hardenberg-Reventlowske godser på Lolland til 115 brug.
En række grevskaber, baronier og stamhuse afstod jord til 50 - 75 nye brug. Det gjaldt således Gaunø,
Giesegaard, Holsteinborg og Lerchenborg på Sjælland, Christianssæde, Knuthenborg og Lungholm på Lolland-
Falster, samt Gyldensten, Ravnholt (med Nislevgaard) og Wedellsborg på Fyn.
Gruppen af godser, som hver afstod jord til 25 - 49 nye husmandsbrug, bestod af 12 godser på Sjælland, 3 på
Lolland-Falster, 9 på Fyn og 5 i Jylland.
Endelig var der 23 – især jyske – godser, der afgav jord til mindre end 25 nye brug.
I det stille fuldbyrdedes således en stor social forandring på landet, hvor slægterne Ahlefeldt, Holstein, Lerche,
Lehn, Moltke, Reventlow, Scheel og Sehested m.fl. måtte afstå en del af deres jord til en mængde familier Hansen,
Jensen, Nielsen, Petersen og Sørensen.

I forbindelse med de større udstykninger og især hvor de pågældende ejendomme kunne udstykkes fuldstændig,
blev der oprettet egentlige husmandskolonier. Som eksempler på husmandskolonier oprettet af Statens
Jordlovsudvalg kan nævnes Bjernede ved Sorø, Spanager ved Køge, Nislev ved Otterup på Fyn, Rønhave på Als
og Bjerndrup ved Løgumkloster.
Husmandskolonierne med deres hvide mure og røde tage og små velpassede haver, satte præg på de
pågældende egne og var et nyt element i det danske kulturlandskab.
Statens Jordlovsudvalg tilstræbte at give brugene en regelmæssig, rektangulær form, hvor terrænforholdene tillod
det samt tilfredsstillende vejadgang.
De brug, der blev udstykket i 1920’erne og 1930’erne, var gennemgående små, typisk 5,5 - 6,5 ha, men til
gengæld som oftest med jord af god bonitet.
Husmandsbrugenes bygninger
Husmændene stod selv som bygherre, når de havde fået adkomst på deres jordlod. Det var op til den enkelte at
søge byggetilladelse og træffe aftale med håndværkerne.
Byggeriet skulle dog respektere visse retningslinier med hensyn til valg af konstruktioner og materialer, samlet i
“Beskrivelse og overenskomst”. Formålet med disse retningslinier var at sikre, at de bygninger, hvor staten havde
pant for byggelånene, var af en rimelig god kvalitet, ligesom der også var taget visse æstetiske hensyn.
I de første år havde jordlovsudvalget en aftale med foreningen “Bedre Byggeskik”, hvis arkitekter gav råd og
anvisninger til de håndværkere, der byggede for de nye husmænd. Fra 1922 ansatte jordlovsudvalget imidlertid
egne arkitekter, som førte tilsyn med byggeriet og sikrede, at udvalgets retningslinier blev fulgt m.m. Arkitekterne
kunne også levere s.k. typetegninger som grundlag for de egentlige arbejdstegninger, hvis husmændene ønskede
det.
De stuehuse, der blev bygget, var typisk på 80 - 90 m 2 og driftsbygningerne på 130 - 150 m 2 bebygget areal.
Ændring af salgsloven
Behovet for oprettelse af nye husmandsbrug var størst i Jylland, mens de fleste af majoratsgodserne var
beliggende på Øerne. Der blev derfor hurtigt behov for at genafhænde en del af den modtagne jord fra
lensafløsningen og i stedet erhverve jord i Jylland.
For at imødekomme dette behov vedtoges i maj 1921 en tillægslov til salgsloven, som bemyndigede
landbrugsministeren til efter indstilling fra Jordlovsudvalget at erhverve jord til udstykningsformål over alt i landet.
Gennem denne lovændring blev salgsloven faktisk en købs- og salgslov. Da det var klart, at jorden fra
lensafløsningen og præstegårdene på et tidspunkt ville slippe op, var det naturligvis vigtigt for Statens
Jordlovsudvalg, at få adgang til at købe jord i det frie marked. Derved fik udstykningen en mere varig karakter.
Statens Jordlovsudvalgs opkøb af jord i 1920’erne fremgår af nedenstående tal.
Køb af jord 1920-29. Ha
1922/23 1.016 ha
1923/24 675 -
1924/25 769 -
1925/26 1.258 -
1926/27 225 -
1927/28 503 -
1928/29 557 -
1929/30 1.265 -
I alt blev der i løbet af 1920’erne købt godt 6.000 ha i det frie marked.
Samling af udstykningsadministrationen
i Statens Jordlovsudvalg
Mens Statens Jordlovsudvalg havde fået tillagt administrationen af 1919-lovene, blev administrationen af de ældre
husmandslove om oprettelse af brug på privat indkøbt jord varetaget af husmandsbrugskommissionerne.

Der var 26 kommissioner, nemlig én for hver af de 25 amtsrådskredse samt én for Samsø. Kommissionerne traf
afgørelse om følgende spørgsmål:
• Kontrol med ansøgernes opfyldelse af betingelserne for at komme ind under loven.
• Godkendelse af de indstillede jordlodder, herunder egnethed og pris.
• Beslutning om bevilling af statslån (eller afslag).
• Udvælgelse af ansøgere (ved utilstrækkelig lånebevilling).
• Udbetaling af lån til jordkøb og byggeri.
Ved en ændring af lov om oprettelse af husmandsbrug i marts 1924 blev kompetencen til at træffe afgørelse i disse
spørgsmål henlagt til Statens Jordlovsudvalg og husmandsbrugskommissionerne skulle herefter alene afgive
indstilling til jordlovsudvalget om ansøgerne.
Denne ændring fulgte en anbefaling fra Administrationskommissionen af 1923, som havde fundet, at
husmandsbrugskommissionernes forvaltning undertiden kunne bære præg af lokale interesser og savnede den
fornødne ensartethed.
I en tid, hvor tendensen går i retning af decentralisering, kan det være interessant at konstatere, at man i 1924
gik den modsatte vej og foretog en centralisering af en hidtil decentral administration.
Hovedargumentet var, at man derved fik en samlet administration af hele husmandslovgivningen i Statens
Jordlovsudvalg, både den ældre lovgivning om oprettelse af brug på privat indkøbt jord og lovgivningen fra 1919 om
oprettelse af brug på jordrentevilkår. Desuden ville en central administration give en fastere styring af området og
sikre, at afgørelserne blev truffet efter ensartede retningslinier, således at der blev større ensartethed i
afgørelserne.
De jyske kommissionsformænd havde i 1920 dannet et stående udvalg, som i 1921 blev landsdækkende. Dette
udvalg, der ikke havde nogen formel lovhjemmel eller beføjelser, virkede som et kontaktorgan mellem de enkelte
husmandsbrugskommissioner og Statens Jordlovsudvalg.
Der blev ret hurtigt etableret en praksis, således at der mindst én gang om året blev afholdt et fællesmøde med
medlemmerne af Statens Jordlovsudvalg og kommissionsformændene, hvor der bl.a. blev givet orientering om nye
love og administrative retningslinier m.m. og i øvrigt drøftet spørgsmål af fælles interesse. Som regel deltog
repræsentanter for Landbrugsministeriet (departementet) og Finansministeriet i disse møder.
For Statens Jordlovsudvalg som institution betød lovændringen i 1924 naturligvis en styrkelse, idet
jordlovsudvalget herefter stod som det centrale organ med ansvar for hele den statslige udstykningsadministration.
Oprindelig betragtede vel de fleste Statens Jordlovsudvalg som en midlertidig institution, der kunne nedlægges,
når majoratsjorden og præstegårdene var udstykket og solgt.
Men efter at jordlovsudvalget fra 1924 fik den overordnede ledelse af hele udstykningsarbejdet, var det klart, at
institutionens levetid ikke var begrænset til gennemførelsen af oktoberlovene.
Jordkøb i 1930’erne
Da den internationale krise begyndte i 1929 faldt kornpriserne stærkt. Det gav lavere omkostninger i den animalske
produktion og især svineproduktionen voksede stærkt. Men snart bredte prisfaldet sig også til husdyrprodukterne og
i 1932 gik priserne helt i bund. Det voldsomme prisfald i forbindelse med afsætningsvanskeligheder på grund af
handelspolitiske hindringer for eksporten betød et stærkt fald i landbrugets indtjening. Driften gav mange steder
underskud, den løse gæld voksede og mange havde svært ved at klare terminsydelserne på prioritetsgælden.
Landbrugskrisen førte derfor til en kraftig stigning i antallet af tvangsauktioner på landbrugsejendomme, jf.
nedenstående tal.
Krisen i landbruget og de mange tvangsauktioner betød, at der kom mange ejendomme til salg i første halvdel af
1930’erne og jordpriserne var lave. I denne periode foretog Statens Jordlovsudvalg mange og store køb af jord.
Statens Jordlovsudvalgs opkøb af jord i 1930’erne fremgår af nedenstående oversigt.
1930’erne var det 10-år, hvor Statens Jordlovsudvalg var mest aktiv med at købe jord i markedet på grund af
det store udbud og de lave priser på jord. De samlede jordkøb i denne periode udgjorde ca. 37.000 ha. I hele
perioden 1920-45 blev der i alt købt ca. 50.000 ha. Købene i 1930’erne udgør således ca. 75 pct. af de samlede

køb i hele perioden. Man sagde dengang med en vis ret, at Statens Jordlovsudvalg kunne betragtes som landets
største godskontor.
Antal tvangsauktioner 1929-35
1929 485
1930 324
1931 1.214
1932 2.403
1933 1.332
1934 1.078
1935 726
Køb af jord 1930-39. Ha
1930/31 1.002
1931/32 1.400
1932/33 2.653
1933/34 3.729
1934/35 2.523
1935/36 4.106
1936/37 8.184
1937/38 4.964
1938/39 4.297
1939/40 3.998
Kodifikation af udstykningslovgivningen
Regelgrundlaget for udstykningsarbejdet havde hidtil været spredt over et større antal love og tillægslove, så det
kunne være vanskeligt at danne sig et overblik over reglerne. Efter 1924, hvor administrationen af
udstykningslovgivningen var blevet samlet i Statens Jordlovsudvalg, var det naturligt at foretage en
sammenskrivning af reglerne i en enkelt lov.
Ved lov om oprettelse og udvidelse af mindre landbrug m.m. fra maj 1934 skete der en kodifikation af hele den
eksisterende udstykningslovgivning, både reglerne om udstykning på jordrentevilkår og på privat indkøbt jord.
Loven havde følgende hovedafsnit:
• Administrationen.
• Ansøgernes kvalifikationer.
• Statens og udstykningsforeningernes erhvervelse af jord.
• Oprettelse af mindre landbrug m.m. på statsjord.
• Oprettelse af mindre landbrug m.m. på privat indkøbt jord.
• Fælles bestemmelser vedrørende de 2 typer af brug, herunder låntagernes forpligtelser og tilsynsbestemmelser.
• Bestemmelser om tillægsparceller og tillægslån.

Siden salgsloven fra 1919 havde man haft en særlig vurdering som grundlag for beregning af jordrenten.
Vurderingen skulle svare til den pris, som en fornuftig køber måtte antages at ville give for jorden, hvis den
henhørte til en middelstor bondegård.
Ved 1934-loven forlod man den særlige vurdering til jordrentesvarelse og gik over til at beregne jordrenten på
grundlag af grundværdien ved den seneste foreliggende alm. vurdering til ejendomsskyld.
Desuden blev der som noget nyt givet adgang til at vælge imellem at betale renter af statslån samt jordrente
med en fast sats som hidtil eller med såkaldt konjunkturbestemt rente, hvor satsen blev fastsat ud fra
kapitelstaksten for byg samt noteringerne for smør og slagtesvin.
Beregningsgrundlaget for den konjunkturbestemte rente blev dog i 1938 ændret til forrentningsprocenten i det
mindre landbrug, som den blev beregnet af Det landøkonomiske Driftsbureau efter lovbestemte regler.
Reglerne i loven om oprettelse af gartnerier og havebrug m.m. fra 1933 (se senere) blev inkorporeret i 1934loven
i nogle særlige afsnit.
For Statens Jordlovsudvalg som institution havde 1934-loven den særlige betydning, at den indførte en
udtrykkelig lovhjemmel for udvalget. Retsgrundlaget for Statens Jordlovsudvalg havde hidtil været bestemmelsen i
salgsloven fra 1919 om, at “landbrugsministeren bemyndiges til at træffe de til lovens gennemførelse fornødne
foranstaltninger.”
Nu hed det i lovens § 1: Til at bistå Landbrugsministeriet ved administrationen af denne lov nedsættes for hele
landet et udvalg, Statens Jordlovsudvalg. Og i § 2: Til hjælp for udvalget tjener et kontor, Jordlovskontoret.
Udgifterne til udvalgets og kontorets drift afholdtes af Jordfonden.
Efter 15 års forløb blev der således skabt en eksplicit lovhjemmel for udvalget og dets administrationskontor.
For personalet fik dette den praktiske betydning, at hovedparten af jordlovsudvalgets personale blev normeret på
finansloven. Hidtil havde personalet været løst ansat og honorarlønnet med kontorchefen som eneste undtagelse.
Lov om oprettelse og udvidelse af mindre landbrug m.m. fra 1934 med forskellige tillæg og ændringer dannede
derefter grundlaget for udstykningsarbejdet frem til statshusmandsloven af 1948.
Mens der hidtil kun havde kunnet ydes lån til køb af jord og opførelse af bygninger, blev der ved en ny lov fra
marts 1936 også givet mulighed for at få etableringslån til køb af besætning og inventar.
Opgaver i Sønderjylland
På grundlag af en betænkning fra Det sønderjyske Erhvervsudvalg vedtoges i 1929 en lov om foranstaltninger til
fremme af udstykningen i de sønderjyske landsdele.
Efter loven blev der stillet betydelige midler til rådighed til opkøb af jord med henblik på udstykning, til
grundforbedringsarbejder på disse arealer og til anlæg af veje m.m. i udstykningsområderne.
Administrationen af loven blev henlagt til Statens Jordlovsudvalg, som nedsatte et særligt sønderjysk
underudvalg, bestående af formanden for jordlovsudvalget og de 2 sønderjyske medlemmer. Desuden gav loven
anledning til, at der blev oprettet et kontor i Tønder til at varetage de nye opgaver. Kontorets leder blev
civilingeniør Th. Claudi Westh.
Formålet med loven og med kontorets oprettelse var at fremme landbrugsudviklingen i Sønderjylland, dels ved
oprettelse af nye brug, dels ved forbedring af eksisterende brug ved fremskaffelse af tillægsjord og bedre
jordfordeling.
Udstykningsarbejdet i Sønderjylland efter 1929-loven skete i vidt omfang ved nykultivering af jord i modsætning
til det øvrige land, hvor udstykningen næsten udelukkende foregik på gammel dyrkningsjord af som regel god
bonitet.
I Sønderjylland henlå der dengang meget betydelige arealer som uafvandede, udyrkede fælledjorder, især i det
midtsønderjyske område.
Store arealer af sådan jord blev købt op af Statens Jordlovsudvalg og blev derefter afvandet, merglet, kultiveret
og forsynet med veje, drikkevand og el før arealerne blev udstykket til nye brug eller tillægsparceller.
Ved genforeningen i 1920 havde staten overtaget 36 domænegårde samt Gråsten Gods med et samlet tilliggende
på knap 7.000 ha. Disse arealer indgik også i udstykningsarbejdet. I 1935 blev domæneforvaltningens kontor i
Haderslev nedlagt og området blev overført til Statens Jordlovsudvalgs kontor i Tønder.

Udstykningsarbejdet fortsatte op gennem 1930’erne og i nedsat tempo under krigen. I alt blev der i perioden
1929-45 oprettet ca. 1.800 nye landbrugsejendomme i Sønderjylland med et samlet areal på ca. 25.000 ha.
Arealerhvervelser og aktiviteter i Vildmoserne
I sommeren 1935 overtog Statens Jordlovsudvalg statens arealer i Store Vildmose i forbindelse med
Vildmosekommissionens ophævelse samme år. Disse arealer udgjorde ca. 2.800 ha og året efter erhvervede
udvalget (Jordfonden) yderligere ca. 900 ha mosearealer, således at Statens Jordlovsudvalgs arealer i Store
Vildmose i alt udgjorde ca. 3.700 ha. I 1936 erhvervede Statens Jordlovsudvalg endvidere 3.100 ha i Lille Vildmose
fra Lindenborg Gods, således at de samlede arealer i de 2 vildmoser kom op på ca. 6.800 ha.
Ved behandlingen af sagen i jordlovsudvalget var der en del indvendinger mod udvalgets erhvervelse af
arealerne: Arealerne var ikke egnede til udstykning, græsningsdrift lå uden for udvalgets opgaver, prisen var for høj
etc., men da der forelå en aftale mellem Landbrugsministeriet og Finansudvalget, var der ingen vej udenom.
Det fortælles, at da jordlovsudvalgets formand, Niels Frederiksen, første gang kom op i Store Vildmose, udbrød
han: – Jamen, Herregud, det er jo slet ikke jord!
Opgaven med afvanding og kultivering af de store arealer i Vildmoserne og senere udlejning af
græsningsarealer til sommergræsning for ungkreaturer m.m. førte til, at Statens Jordlovsudvalg nedsatte et særligt
Vildmoseudvalg bestående af jordlovsudvalgets formand og 3 andre medlemmer af udvalget.
Desuden blev der etableret et lokalt kontor, Vildmosetilsynet, med en inspektør som leder, med henblik på at
forestå den daglige drift af arealerne.
I 1935 oprettede De danske mejeriers Fællesorganisation opdrætningscentralen for tuberkulose- og kastningsfrie
kreaturer, som blev placeret i Store Vildmose.
I de følgende knap 20 år kom Store Vildmose derved til at spille en betydningsfuld rolle i forbindelse med
bekæmpelsen af kvægtuberkulose og smitsom kalvekastning (brucellose) i Danmark.
Raske ungdyr fra smittede besætninger kom op i vildmosen i 1 1/2 -2 år, mens de smittede køer blev sat ud og
staldene rensede og desinficerede. Derefter kom kvierne hjem igen som kælvekvier og dannede grundlag for
opbygning af en ny, smittefri besætning.
Til at huse de mange kvier om vinteren – ca. 2.000 ad gangen – blev der bygget en stor Centralgård og 19
såkaldte “staldgårde”, hver med plads til overvintring af 100 kvier.
Mejeriernes Fællesorganisation forpagtede ca. 1.500 ha af Statens Jordlovsudvalg til sommergræsning for
dyrene og til produktion af hø og ensilage til vinterfodringen. Hele virksomheden gik under navnet
“Opdrætningscentralen” og var kendt over hele landet.
Under krigen forestod jordlovsudvalget en betydelig tørveproduktion i Store Vildmose. Den samlede produktion i
de 5 somre 1940-44 udgjorde i alt ca. 200.000 tons.
I de første krigsår var tørveproduktionen underskudsgivende for Statens Jordlovsudvalg, fordi man kom i
klemme mellem maksimalpriserne på tørv og de meget høje arbejdslønninger.
Tørveproduktionen i Lille Vildmose var bortforpagtet til cementfabrikkerne i Aalborg.
Gartnerier
I maj 1933 vedtog Rigsdagen lov om oprettelse af gartnerier og havebrug m.m.
Efter loven kunne der oprettes drivhus- og frilandsgartnerier på samme vilkår som husmandsbrug, d.v.s. enten
som jordrentebrug eller på privat indkøbt jord.
Jordrenten udgjorde ligesom for husmandsbrugene 2 pct. halvårlig af jordens værdi ved seneste alm. vurdering.
Desuden kunne jordrentebrugene få lån til opførelse af bygninger (beboelse og drivhuse med tilhørende anlæg),
svarende til 90 pct. af byggeomkostningerne.
Gartnerier på privat indkøbt jord kunne få lån til køb af jorden samt byggelån på samme vilkår som
jordrentebrugene.
De særlige bestemmelser om oprettelse af gartnerier m.m. blev året efter taget med i loven om oprettelse af
mindre landbrug, herunder gartnerier og havebrug.

Ordningen skulle administreres af Statens Jordlovsudvalg med bistand af husmandsbrugskommissionerne. For
hvert amt blev der udnævnt en gartnerikyndig, som skulle tiltræde kommissionen ved behandling af gartnerisager. I
1938 blev jordlovsudvalget udvidet med et gartnerikyndigt medlem. Det blev handelsgartner J. Carlsen-Skiødt,
Odense, som også var medlem af Folketinget.
Loven blev vedtaget, da krisen i 1930’erne var værst og arbejdsløsheden størst. Landbrugsminister Bording
havde vistnok en drøm om, at der kunne oprettes i tusindvis af små gartnerier ud over landet, således at man ad
den vej kunne medvirke til at reducere arbejdsløsheden.
Realiteterne var imidlertid, at gartneribruget på den tid var et udpræget hjemmemarkedserhverv. Erhvervet var
beskyttet af kvantitative importrestriktioner og importafgifter i den danske vækstsæson og havde således i forvejen
stort set hjemmemarkedet for sig selv i sæsonen. Der var derfor ikke større ekspansionsmuligheder på det danske
marked og eksporten spillede kun en meget lille rolle. Niels Frederiksen advarede da også flere gange imod at
forcere oprettelsen af nye gartnerier med henvisning til de begrænsede afsætningsmuligheder.
I praksis fik loven da heller ikke den store betydning. I perioden 1933-45 blev der kun oprettet ca. 250 nye
drivhus- og frilandsgartnerier. Den største sag i 1930’erne var etableringen af en gartnerkoloni i Bellinge ved
Odense.
Kolonihaver
I 1936 åbnede Statens Jordlovsudvalg et nyt aktivitetsområde, idet man foretog de første jordkøb med henblik på
oprettelse af kolonihaver.
Hjemlen til opkøb af jord til kolonihaver kom med husmandsloven fra 1934, som gav Statens Jordlovsudvalg
adgang til køb af jord med henblik på oprettelse af kolonihaver, “fortrinsvis i København, købstæderne og
bymæssige bebyggelser med over 1.500 indbyggere” (§ 7).
Mange københavnske arbejdere havde allerede dengang en kolonihave i byens udkant, men det var på lejet jord
og som regel på korte åremål. Når sådanne grunde blev inddraget til byggeri, måtte havelejerne flytte uden
erstatning for det arbejde, der var udført eller for de penge, der var brugt, til opdyrkning, beplantning, anlæg af veje,
opførelse af huse o.s.v. Det var derfor et stærkt ønske hos kolonihavefolkene, at blive ejere af deres haver.
I første omgang købte udvalget nogle ejendomme i Avedøre, Rødovre og Herlev til det formål, men opkøbene
fortsatte i de følgende år, hovedsagelig i de københavnske omegnskommuner.
Statens Jordlovsudvalgs medvirken ved anlæg af kolonihaver foregik i de første 25 år på den måde, at
jordlovsudvalget erhvervede arealer, som var egnede til kolonihaver og videresolgte dem til lokale haveforeninger.
Jorden blev solgt til haveforeningerne til den pris, som Statens Jordlovsudvalg havde givet med tillæg af
udstykningsomkostningerne. Købet blev finansieret med et jordkøbslån på samme vilkår som jordkøbslån til
husmænd og gartnere. Den pågældende haveforenings medlemmer hæftede solidarisk for lånet og
Kolonihaveforbundet for Danmark stod som kautionist for de enkelte foreningers gæld. Haveforeningerne stod selv
for udfærdigelsen af haveplan, anlæg af veje og stier og den øvrige byggemodning af området.
På denne måde har Statens Jordlovsudvalg købt og videresolgt jord til i alt 55 haveforeninger med i alt ca. 5.400
kolonihaver.
Som et synligt minde om denne indsats er en vej blevet opkaldt efter jordlovsudvalgets første formand. Det er
Niels Frederiksens Allé, som ligger i Rødovre kommune – en sidevej til Slotsherrensvej lige før Ring III.
Arbejderboligloven
I 1938 fik Statens Jordlovsudvalg igen et nyt aktivitetsområde gennem vedtagelsen af lov om opførelse af
arbejderboliger på landet.
Loven tog sigte på at fremskaffe gode boliger på rimelige vilkår for landarbejdere gennem ydelse af fordelagtige
statslån.
Baggrunden for loven var afvandringen fra landdistrikterne i 1930’erne og dens formål var at sikre bevarelsen
af den nødvendige arbejdskraft i landbruget gennem en forbedring af boligforholdene for landarbejderne. Men
desuden var der tale om en lovgivning med et socialt sigte.

Der var i slutningen af 1930’erne ca. 40.000 egentlige landarbejdere i Danmark og en stor del af dem havde
meget dårlige boligforhold.
Medlem af jordlovsudvalget Karl Skytte beskrev dengang forholdene således: – Ansøgerne til en arbejderbolig
er fortrinsvis mennesker, der har valgt arbejdsmændenes stilling som erhverv. De har i en del år boet til leje og ofte
måttet flytte fra sted til sted. De betaler en høj husleje og bor ofte dårligt. Ikke mindst hos konen fødes da
drømmen om eget hus, hvor der er lidt bedre plads og mere hygge, hvor de kan bo bedre, tryggere og lige så billigt.
Hvor de er interesseret i at pynte lidt op og hvor de i egen have kan avle grønsager og frugt til husholdningen og
måske holde lidt høns. En oplevelse er det, at se deres glæde, når de får at vide, at der er mulighed for at få en
arbejderbolig, en oplevelse, der ikke bliver mindre, når man senere ser ind i deres nye hjem og hører begejstringen
over den nye bolig.
Ved 1. behandlingen af lovforslaget i Folketinget sagde Venstres ordfører, H.C. Kofoed, at kritikken af de
eksisterende arbejderboliger på landet var i høj grad overdrevet og at den huslige lykke i øvrigt ikke uden videre
var afhængig af boligstandarden. Han understregede tankegangen ved at citere følgende vers:
Lykken ofte klarest brænder
bag en væg med sprukne glar.
Socialdemokratiets ordfører, Jens Smørum, svarede, at kritikken af boligforholdene for landarbejderne på ingen
måde var overdreven. Der var alt for mange gamle, dårligt opførte, dårligt indrettede og dårligt vedligeholdte
boliger, som det ikke var rimeligt at byde landarbejderne og han understregede synspunktet ved at digte følgende
fortsættelse til venstremandens vers:
men når kulden viser tænder,
så er sprækken ikke rar!
Lovens hovedafsnit om opførelse af arbejderboliger på landet var inddelt i 4 kapitler:
• Bestemmelser om krav til ansøgerne og om lovens administration.
• Regler vedrørende opførelse af arbejderboliger på statsjord.
• Regler vedrørende opførelse af arbejderboliger på privat indkøbt jord.
• Bestemmelser vedrørende boligejernes forpligtelser.
Desuden indeholdt loven bestemmelser om udlejning af huse og arbejderboliger på landet og om tjenestehuse.
Arbejderboligen kunne opføres enten på en grund, som blev erhvervet fra Statens Jordlovsudvalg på
jordrentevilkår eller på en grund, som landarbejderen selv havde erhvervet i markedet (privat indkøbt jord).
Reglerne for de 2 typer af boliger var i alt væsentligt de samme som for husmandsbrug efter loven fra 1934 om
oprettelse og udvidelse af mindre landbrug.
Jordrenten udgjorde ligesom for husmandsbrugene 2 pct. halvårlig af grundværdien ved seneste alm. vurdering
til ejendomsskyld. Desuden kunne der opnås lån til opførelse af boligen svarende til 90 pct. af
byggeomkostningerne, med et loft.
Boliger på privat indkøbt jord kunne få lån til køb af grunden samt byggelån på samme vilkår som
jordrenteboligerne.
Grundene skulle som hovedregel være mellem 800 og 2.500 m 2 og være beliggende i landdistrikt.
Boligejerne forpligtede sig til ikke at foretage bygningsforandringer, som forringede ejendommens værdi eller
ændrede dens karakter af arbejderbolig.
Ejendommene skulle noteres i matriklen som landarbejderboliger og i tingbøgerne skulle der ske notering om, at
de var undergivet de i loven fastsatte vilkår.
Endelig var boligerne undergivet bestemmelser om tilsyn med overholdelse af de særlige arbejderboligservitutter,
svarende til de tilsvarende bestemmelser vedrørende husmandsbrug med statslån.
Administrationen af arbejderboligloven blev henlagt til Statens Jordlovsudvalg og udvalget blev i den forbindelse
udvidet med en repræsentant for Dansk Arbejdsmandsforbund.

På lokalt plan blev jordlovsudvalget bistået af husmandsbrugskommissionerne ligesom for udvalgets andre
administrationsområder. For hvert amt blev der derfor udnævnt en landarbejderrepræsentant, som skulle tiltræde
kommissionen ved behandling af arbejderboligsager.
I årene 1938-45 blev der oprettet ca. 3.600 landarbejderboliger med statslån efter denne lov.
Jordfordelingsloven
I 1941 fik Statens Jordlovsudvalg en ny opgave af blivende betydning for institutionen, nemlig jordfordeling.
Der blev gennemført en ændring af jordfordelingsloven (lov om foranstaltninger til en hensigtsmæssig
jordfordeling mellem landejendomme), således at den kom til at gælde for hele landet, mens den hidtidige lov fra
1924 kun havde været gældende i Sønderjylland.
De jordfordelingskommissioner, der blev behov for at nedsætte, skulle have et medlem af jordlovsudvalget som
formand.
Hovedformålet med jordfordelingsloven fra 1941 var i og for sig at skabe mulighed for at foretage jordfordeling i
forbindelse med de landvindingsarbejder, der blev iværksat som beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i
henhold til loven om landvinding fra 1940.
Men loven fik fra starten en langt bredere betydning som instrument for en almindelig strukturforbedring i
landbruget.
Endvidere blev der indført en særlig kategori af sager, idet jordoverdragelser mellem nogle få ejendomme kunne
gennemføres med statsstøtte i form af afgiftsfritagelse og tilskud til landinspektørbistand.
Resultaterne
Den første opgave Statens Jordlovsudvalg tog fat på efter etableringen i slutningen af 1919 var overtagelsen,
udstykningen og videreafhændelsen af jorden fra lensafløsningen og fra præstegårdene og hertil kom efter 1920
jorden fra de sønderjyske domænegårde.
Majoratsjorden var stort set “brugt” ved udgangen af 1920’erne og præstegårdsjorden og domænejorden var i
det væsentlige disponeret midt i 1930’erne.
Majoraterne afgav knap 25.000 ha til Jordfonden, præstegårdene ca. 12.000 ha og de sønderjyske domæner ca.
4.000 ha, altså i alt ca. 40.000 ha til rådighed for udstykning.
Majoratsjorden dannede grundlag for oprettelse af ca. 2.300 nye husmandsbrug og salg af ca. 750
tillægsparceller til eksisterende brug.
På præstegårdsjorden blev der oprettet ca. 1.400 nye brug og der var jord til 860 tillægsparceller.
De sønderjyske domæner gav jord til 350 nye husmandsbrug og lige så mange tillægsparceller.
Alt i alt modtog Statens Jordlovsudvalg jord fra 70 majorater, heraf 19 grevskaber, 14 baronier, 30 stamhuse og
7 fideikommisgodser. Hertil kom jord fra 575 præstegårde og 36 domænegårde.
Fra begyndelsen af 1930’erne, hvor majorats- og præstegårdsjorden begyndte at slippe op, købte Statens
Jordlovsudvalg i stigende grad ejendomme op i det frie marked med henblik på senere udstykning. Som tidligere
nævnt var der allerede i 1921 åbnet mulighed for dette gennem en ændring af salgsloven. Allerede i 1930/31 var
oprettelsen af nye brug på indkøbt jord større end på majorats-, præstegårds- og domænejorden tilsammen og i de
følgende år skete næsten al udstykning og etablering af nye brug på indkøbt jord.
1930’erne var som vist i det foregående det 10-år, hvor Statens Jordlovsudvalg var mest aktiv med at købe jord
i markedet. På den anden side må det også siges, at det var i denne periode, at grunden blev lagt til den
arealbeholdning, som senere gav anledning til megen kritik fra Revisionsdepartementet, senere Rigsrevisionen og
Administrationsrådet.
Den samlede aktivitet med hensyn til oprettelse af nye husmandsbrug i perioden 1920-45 fremgår af
nedenstående tabel.
Oprettelsen af nye husmandsbrug i perioden 1920/21 - 1944/45
Brug på jord- Brug på privat Nye husmands- Gennemsnit
rente vilkår indkøbt jord brug i alt pr. år

1920/24 2.260 - 2.260 452
1925/29 1.966 2.357 4.323 865
1930/34 881 1.036 1.917 383
1935/39 1.202 1.290 2.492 498
1940/44 477 450 927 185
I alt 6.786 5.133 11.919 477
Kilde: Tormod Jørgensen: Statens Jordlovsudvalg.
Det ses, at Statens Jordlovsudvalg i denne periode stod for oprettelsen af knap 12.000 nye husmandsbrug, heraf
ca. 6.800 på jordrentevilkår og 5.100 på privat indkøbt jord. I denne periode på 25 år blev der i gennemsnit
etableret ca. 480 nye brug om året for perioden som helhed. Den største aktivitet var i 2. halvdel af 1920’erne med
865 nye brug pr. år. I de 3 år 1925, 1926 og 1927 blev der endda oprettet godt 1.000 nye brug hvert år.
For perioden som helhed havde jordrentebrugene en gennemsnitsstørrelse på 8,2 ha, mens brugene på privat
indkøbt jord var noget større, 11,3 ha.
Udstykningen og oprettelsen af nye husmandsbrug var hovedaktiviteten for Statens Jordlovsudvalg i perioden
1920-45, men der var også en række andre resultater af udvalgets virksomhed.
I forbindelse med udstykningsplanerne opstod der som regel restarealer, som var for små til oprettelse af nye
brug og som derfor blev anvendt som tillægsparceller.
I perioden 1920-45 solgte Statens Jordlovsudvalg ca. 3.600 tillægsparceller til eksisterende mindre brug, som
derved fik forøget deres jordtilliggende. Heraf blev 2.900 parceller solgt på jordrentevilkår og 700 ved almindeligt
salg.
I tiden 1938-45 blev der oprettet ca. 3.600 nye arbejderboliger efter loven om arbejderboliger på landet og
desuden blev der oprettet 250 drivhus- og frilandsgartnerier og ca. 2.200 kolonihaver.
Udstykningsaktiviteten var forbundet med en betydelig låneadministration.
Til jordrentebrug kunne der ydes lån til opførelse af bygninger samt tillægslån til udvidelse af driftsbygninger.
Til brug på privat indkøbt jord kunne der ydes lån til finansiering af jordkøb (jordkøbslån) og til opførelse af
bygninger. Endvidere kunne der fra 1934 ydes tillægslån til køb af tillægsjord, opdyrkning af ny jord og udvidelse af
driftsbygninger. Hertil kom fra 1936 muligheden for at få etableringslån, d.v.s. lån til køb af besætning og maskiner
m.m. i forbindelse med oprettelsen af nye brug, populært kaldet “startlån”.
Desuden kunne der ydes lån til etablering af gartnerier og fra 1938 lån til opførelse af landarbejderboliger.
En samlet oversigt over Statens Jordlovsudvalgs arbejdsresultater i perioden 1920-45 kan meget summarisk
opstilles således (afrundede tal):
12.000 nye husmandsbrug
3.600 tillægsparceller til mindre brug
3.600 landarbejderboliger
250 gartnerier
2.200 kolonihaver
Jordfondens formue var ved etableringen omkring 1920 på ca. 90 mill. kr. og ved periodens slutning var den vokset
til ca. 143 mill. kr., et efter den tids forhold meget betydeligt beløb.
Jordfondens arealbeholdning var i 1945 på ca. 16.500 ha.
Statens Jordlovsudvalg
Det jordlovsudvalg, der trådte sammen i november 1919, bestod af 11 medlemmer. Heraf var 6 medlemmer af
Rigsdagen, 4 af Folketinget og 2 af Landstinget. Landbrugsministeriets repræsentant var kontorchef, senere
departementschef J. Wilcke (1875-1951).

I et af udvalgets første møder blev der aftalt en fordeling af geografiske arbejdsområder, således at hvert
medlem (bortset fra Landbrugsministeriets repræsentant) fik et særligt ansvar for et område bestående af typisk 2-
3 amter.
En sådan opdeling af landet i geografiske arbejdsområder blev derefter aftalt ved hver ny nedsættelse af Statens
Jordlovsudvalg, sålænge det eksisterede.
De medlemmer, der havde ansvar for et særligt geografisk område, blev til forskel fra de medlemmer, der kun
deltog i jordlovsudvalget møder, i de følgende år kaldt de “tilsynsførende” eller “stedlige” medlemmer af Statens
Jordlovsudvalg.
De tilsynsførende medlemmers arbejdsopgaver inden for deres respektive områder var især følgende:
• Købsforhandlinger og indstilling om køb af ejendomme og arealer.
• Indstillinger vedrørende dispositioner over jord i statens eje ved bortforpagtning eller drift for egen regning samt
kultiveringsforanstaltninger m.v.
• Indstillinger om afhændelse af statslige ejendomme og arealer til de i lovgivningen omhandlede formål og om
salgsvilkår.
Jordlovsudvalgets opgaver i forbindelse med køb af jord til udstykning var præciseret således i 1934-lovens § 8:
Statens Jordlovsudvalg skal have sin opmærksomhed henvendt på, hvorvidt der kan fås jord til købs, som er egnet
til udstykning i mindre landbrug eller til forøgelse af jordtilliggendet til sådanne brug, og som kan erhverves til
rimelig pris. Foreligger der tilbud om sådan jord skal udvalget efter behørig undersøgelse gøre indberetning og
indstilling til landbrugsministeren, der afgør, om køb skal finde sted.
For at sikre størst mulig ensartethed i indstillingerne fra de tilsynsførende medlemmer blev der etableret en
ordning med underudvalg ved behandling af større sager. Et underudvalg bestod af medlemmet for det pågældende
område, medlemmet fra naboområdet og jordlovsudvalgets formand, der var “født” formand for samtlige
underudvalg. Hvis der ikke kunne opnås enighed i underudvalget, gik sagen videre til selve jordlovsudvalget.
I 1921 blev jordlovsudvalget udvidet med 2 medlemmer, hvoraf det ene medlem repræsenterede Sønderjylland.
Begge de 2 nye medlemmer var for øvrigt medlemmer af Folketinget.
Ved nykonstitueringen af udvalget i november 1924 blev det udvidet med yderligere 2 medlemmer som følge af
de øgede arbejdsopgaver i forbindelse med udvalgets overtagelse af administrationen af lovgivningen om oprettelse
af husmandsbrug på privat indkøbt jord.
Da jordlovsudvalget blev lovfæstet i 1934 blev det bestemt, at udvalget skulle bestå af 15 medlemmer, hvoraf 3
skulle udpeges af landbrugsministeren, 10 af Rigsdagen efter forholdstal, 1 af De samvirkende danske
Landboforeninger og 1 af De samvirkende danske Husmandsforeninger. Af de 3 af landbrugsministeren udnævnte
medlemmer skulle et fungere som formand, et repræsenterede Landbrugsministeriet (departementet) og et
Finansministeriet.
I 1938 blev udvalget udvidet med en repræsentant for Dansk Arbejdsmandsforbund i forbindelse med
administrationen af arbejderboligloven samt med en repræsentant for Almindelig dansk Gartnerforening i
forbindelse med sager vedrørende gartneri og frugtavl. Udvalget kom dermed op på 17 medlemmer.
Af jordlovsudvalgets mere kendte medlemmer i perioden 1919-45 skal nævnes følgende: Søren Brorsen,
medlem af Statens Jordlovsudvalg 1919-22 og 1926-40. Forsvarsminister 1922-24 og 1926-29.
Jens Holdgaard, medlem 1919-36. Formand for De jyske Husmandsforeninger 1929-36 og formand for De
samvirkende danske Husmandsforeninger 1931-36. Holdgaard sled sig op i arbejdet og døde i 1936, kun 62 år
gammel.
V. Fibiger, medlem 1934-40. Kirkeminister 1940-42 og handelsminister i befrielsesregeringen 1945.
Jens Smørum, medlem 1934-47. Indenrigsminister 1947-50 og landbrugsminister 1953-57.
Jens Sønderup, medlem 1940-51. Landbrugsminister 1951-53.
Endelig skal nævnes Landbrugsministeriets repræsentant, departementschef, dr.polit. J. Wilcke, medlem 1919-
45, næstformand for udvalget 1934-45. Wilcke var ved siden af sit travle virke som embedsmand en anset
numismatiker, der udgav en række bøger om møntvæsen og møntpolitik i ældre tid.

Jordlovsudvalget holdt i perioden 1919-45 ca. 5 møder om året, dels i udvalgets mødelokale på Christiansborg,
dels rundt i landet i forbindelse med besigtigelser af ejendomme og arealer, forhandlinger med
kommissionsformændene og lokale repræsentanter m.m.
Som nævnt i det foregående, var der i 1920 nedsat et særligt sønderjysk underudvalg, som fra 1924 bestod af
formanden og de 2 sønderjyske medlemmer og i 1935 var der nedsat et særligt Vildmoseudvalg, bestående af
formanden og 3 andre medlemmer af jordlovsudvalget. Disse 2 underudvalg havde en særlig status.
De almindelige underudvalg var rene ad hoc-udvalg, som blev nedsat i forbindelse med en konkret sag, f.eks. et
større ejendomskøb og blev ophævet igen, når sagen var afgjort. I modsætning hertil var det sønderjyske
underudvalg og Vildmoseudvalget permanente underudvalg, som holdt 1-2 årlige møder og traf afgørelse
vedrørende spørgsmål inden for lokalområdet.
De 2 stående underudvalgs møder blev holdt ved Tønderkontoret og Vildmosetilsynet som også sørgede for
sekretariatsbetjening af de 2 udvalg.
I perioden 1919-45 havde Statens Jordlovsudvalg 5 udnævnelsesperioder, nemlig 1919-24, 1924-29, 1929-34,
1934-40 og 1940-46.
Statens Jordlovsudvalgs formand
Statens Jordlovsudvalgs centrale figur var formanden for udvalget, i daglig tale altid benævnt “formanden”.
Formanden ledede udvalgets møder og afgjorde, hvilke sager der skulle behandles i udvalgets møder samt
fastsatte dagsordenen for møderne. Desuden var han som nævnt “født” formand for alle ad hoc-underudvalg og
for de 2 permanente underudvalg.
Men ud over disse almindelige formandsfunktioner, havde han desuden den overordnede, daglige ledelse af
arbejdet i administrationen. Det vil bl.a. sige, at formanden traf afgørelse om:
• Indstillinger til ministeriet om køb af ejendomme og arealer med henblik på udstykning.
• Godkendelse af udstykningsplaner og af ansøgere til nye brug.
• Godkendelse af vilkår for afhændelse af udstykkede lodder.
• Indstillinger om salg af arealer, herunder gensalg af stamparceller og bygninger.
• Dispositioner vedrørende Jordfondens ejendomme og arealer med hensyn til bortforpagtning, drift ved bestyrer,
kultivering, byggeri m.v.
Formanden var tillige chef for personalet og havde den overordnede, daglige ledelse med hensyn til udvalgets
finanslovsbidrag (budget), bevillingsadministration (købs- og lånebevillinger), regnskabsføringen samt
personaleadministrationen og de øvrige sekretariatsfunktioner.
Endelig repræsenterede formanden jordlovsudvalget udadtil over for Landbrugsministeriet, andre ministerier og
styrelser, husmandsbrugskommissionerne, landbrugsorganisationerne m.fl.
Formanden for Statens Jordlovsudvalg havde direkte referat til landbrugsministeren.
Som konsekvens af, at jordlovsudvalgets formand tillige var daglig leder af udvalgets administration blev han i
1929 tillagt løn og pension som en direktør for en statslig styrelse.
Formand for Statens Jordlovsudvalg i hele perioden 1919-45 var Niels Frederiksen (1874-1951).
Niels Frederiksen ejede og drev (til 1929) et husmandssted i St. Karleby ved Roskilde. I årene 1911-29 var han
formand for De samvirkende sjællandske Husmandsforeninger, i perioden 1913-35 medlem af Folketinget for Det
radikale Venstre (Lejrekredsen).
Han var gennem alle årene en vellidt og respekteret formand for udvalget, hvis afgørelser var præget af en solid
landbrugsfaglig viden, et sikkert jugement, udpræget økonomisk sans og sund fornuft. Fast i troen på
udstykningssagens værdi og berettigelse. Glad og stolt over sit livsværk, de mange tusinde nye husmandsbrug,
gartnerier, arbejderboliger og kolonihaver ud over landet.
Der fortaltes en del anekdoter om Niels Frederiksen og her skal gengives en enkelt. Niels Frederiksen var ivrig
jæger og ved en lejlighed var han inviteret til andejagt på Fyn sammen med nogle radikale politikere, bl.a.
justitsminister Zahle.

Folketingsmand Oluf Steen, der ikke selv var jæger, sad i bådens agterstavn og gjorde sine observationer. Da
han havde set på skyderiet i nogen tid, sagde han: Jeg får større og større respekt for formanden. Når han skyder,
falder ænderne ned. Når I andre plaffer løs, flyver de op!
Administrationen
Ved Statens Jordlovsudvalgs oprettelse i 1919 blev der etableret et beskedent sekretariat, kaldet
administrationskontoret. Personalet bestod af 1 fuldmægtig og 2 assistenter.
Stillingen som leder af sekretariatet blev i 1922 normeret som en kontorchefstilling og var i mange år den eneste
tjenestemandsstilling under udvalget.
Personalet udviklede sig i perioden 1919-45 støt og roligt i takt med væksten i arbejdsopgaverne. Ved periodens
slutning bestod personalet ved hovedkontoret af 37 personer, hvortil kom 13 formiddagsfuldmægtige. Ved
Tønderkontoret var der beskæftiget 13 personer og ved Vildmosetilsynet 11 personer. Det samlede personale
udgjorde således ca. 65 personer, når de formiddagsbeskæftigede medregnes med 1/3.
Administrationskontorets arbejdsopgaver var hovedsagelig følgende:
• Sekretariatsbetjening af jordlovsudvalget, herunder opfølgning af udvalgets beslutninger.
• Sekretariatsbetjening af formanden uden for møderne.
• Indstillinger til Landbrugsministeriets departement om Jordfondens erhvervelse af ejendomme og arealer med
henblik på udstykning.
• Rekvisition af udstykningsplaner hos landinspektører.
• Låneadministration, d.v.s. sagsbehandling af låneansøgninger, udbetaling af lån, notering i regnskabet og
ekspedition af pantebreve til Finansministeriets statsaktivforvaltning.
• Almindelige sekretariatsfunktioner (budget, bevillingsadministration, regnskabsføring og
personaleadministration).
Statens Jordlovsudvalgs administration i København var i hele perioden 1919-45 organiseret som ét kontor under
ledelse af en kontorchef (fra 1922). Der var dog en inddeling i sektioner eller afdelinger, som man sagde dengang,
efter de forskellige arbejdsopgaver: Køb og salg af jord, ekspedition af lånesager, sekretariatsbetjening af udvalget
og formanden og alm. sekretariatssager. Desuden blev regnskabsområdet og den interne revision, herunder
kontrollen med bestyrergårdenes drift, udskilt som et særligt område fra 1940.
Administrationskontoret var i hele perioden et egentligt sekretariat for udvalget uden selvstændige beføjelser.
Arbejdsdelingen mellem Statens Jordlovsudvalg og Landbrugsministeriets departement var sådan, at udvalgets
administration forberedte sagerne og oversendte dem til departementet med udvalgets indstilling. Indstilling i sager
vedrørende erhvervelse af fast ejendom skete ved en såkaldt “stor skrivelse”, som skulle indeholde alle
nødvendige oplysninger om den pågældende ejendom og de medfølgende værdier, herunder oplysning om den
påtænkte anvendelse af ejendommen eller arealet samt alle nødvendige bilag (tingbogskopier, ejendomsattester
m.m.).
Departementet tog stilling til udvalgets indstilling og udfærdigede derefter de retsstiftende dokumenter, herunder
skøder, pantebreve, eventuelle servitutdeklarationer m.m.
Statens Jordlovsudvalgs sager henhørte oprindelig under departementets landvæsenskontor, men fra 1922 blev
jordlovsadministrationen som følge af den betydelige aktivitet på området udskilt som et særligt område og henlagt
til et nyoprettet kontor, jordlovskontoret.
Stillingen som leder af jordlovsudvalgets sekretariat blev fra 1920 besat med fuldmægtig A. Hermansen, der
kom fra Direktoratet for Matrikelvæsenet. I 1922 blev stillingen ændret til en kontorchefstilling.
Hermansen fik til opgave at bygge en jordlovsadministration op helt fra grunden. Der skulle etableres
administrative systemer vedrørende køb, udstykning og långivning samt budgetfunktioner, bevillingsadministration,
regnskab, journal og arkiv m.v. Det lykkedes at bygge en velfungerende og pålidelig administration op og det
bedste bevis for det er, at institutionen jo eksisterer endnu!
Hermansen varetog stillingen som chef for jordlovsudvalgets administrationskontor til 1939, hvor han blev afløst
af Flemming Tolstrup.

Det fortælles, at da Flemming Tolstrup første gang mødte op i Statens Jordlovsudvalg i 1935 bød Hermansen
ham velkommen med ordene: – Ja, Tolstrup, her sidder vi og udstykker landbrugsejendomme og om 30 år skal vi
sikkert til at lægge dem sammen igen!
Statens Jordlovsudvalg havde fra 1920 lokaler på Christiansborg, fra 1922 i fløjen ud mod Prins Jørgens Gård,
med indgang ad døren i hjørnet ind mod Højesteret. Der var tale om de lokaler, som i dag benyttes af
Statsministeriet. Statsministeren sad dengang i Slotsholmsgade 10.
Denne fornemme placering kan vel tages som et udtryk for den betydning, der blev tillagt udvalgets arbejde,
men det var jo også praktisk og bekvemt for udvalgets medlemmer, hvoraf ca. halvdelen i denne periode samtidig
var medlemmer af Rigsdagen.
Endnu i 1970’erne fik ældre medarbejdere julelys i øjnene, når de mindedes tiden på Christiansborg. Det var nu
engang noget særligt.
Husmandsbrugskommissionerne
Husmandsbrugskommissionerne fungerede siden 1924 som lokalt organ og mellemled mellem Statens
Jordlovsudvalg og jordbrugerne.
Der var en husmandsbrugskommission for hver amtsrådskreds, bestående af en formand og 2 medlemmer.
Formanden blev udnævnt af landbrugsministeren. De 2 medlemmer og suppleanter for disse blev valgt af
amtsrådet efter indstilling af henholdsvis de lokale landbo- og husmandsforeninger.
Fra 1933 blev kommissionerne suppleret med en gartnerikyndig, som skulle tiltræde kommissionen ved
behandling af gartnerisager og fra 1938 med en landarbejderrepræsentant, som tiltrådte ved behandling af
arbejderboligsager.
Husmandsbrugskommissionernes arbejdsopgaver lå især inden for den omfattende statslige långivning til
oprettelse og supplering af husmandsbrug, til gartnerier og til landarbejderboliger.
Kommissionerne modtog ansøgninger om alle typer af lån efter husmandsloven og arbejderboligloven samt
ansøgninger om låneovertagelse ved ejerskifte. Efter gennemgang af ansøgningerne blev de videresendt til Statens
Jordlovsudvalg med kommissionens indstilling og efter bevilling af lån sørgede kommissionen for låntagers
underskrift på pantebrevet, tinglysning m.m.
Kommissionerne afgav desuden indstilling om ansøgninger om køb af statsjord og sørgede for købers
underskrift på skøde m.m.
Desuden førte kommissionerne tilsyn med de nye husmandsbrug, gartnerier og arbejderboliger, en slags
panthavertilsyn på statens vegne. Besigtigelse blev som hovedregel gennemført hvert 3. år så længe der indestod
lån fra staten.
Hertil kom en ganske omfattende mundtlig vejledning af landmænd og andre om de gældende regler,
ansøgningsmuligheder o.s.v. Kommissionerne fungerede i det hele taget som et nødvendigt mellemled mellem den
centrale administration i jordlovsudvalget og dets administrationskontor i København og de enkelte jordbrugere og
landarbejdere.
I drøftelser med Statens Jordlovsudvalg og andre myndigheder blev kommissionerne repræsenteret af
Husmandsbrugskommissionsformændenes stående Udvalg.

Udstykningstiden går på hæld 1946-65
Statshusmandsloven
I 1948 vedtog Rigsdagen lov om oprettelse og supplering af mindre landbrug m.m. (Statshusmandsloven).
Lovforslaget var forberedt i en kommission med landbrugs- og fiskeriminister Erik Eriksen som formand.
Jordlovsudvalget var bl.a. repræsenteret af Niels Frederiksen og Karl Skytte.
Loven havde følgende hovedafsnit:
• Administrationen.
• Ansøgernes kvalifikationer.
• Udstykning af jord i statens eje.
• Oprettelse og supplering af landbrug m.m på privat indkøbt jord.
• Almindelige bestemmelser, herunder låntagernes forpligtelser og tilsynsbestemmelser.
• Bestemmelser vedrørende fast og konjunkturbestemt rente.
• Bestemmelser vedrørende tillægslån til ejendomme med statslån.
En vigtig del af statshusmandsloven var bestemmelserne om lån, som kort skal omtales.
Der var 4 hovedtyper af lån efter loven:
• Lån i forbindelse med oprettelse af nye brug på jordrentevilkår.
• Lån i forbindelse med oprettelse af nye brug på privat indkøbt jord.
• Tillægslån til husmandsbrug og gartnerier med statslån.
• Lån til køb af tillægsjord for ejendomme uden statslån.
Ved oprettelse af nye brug på jordrentevilkår kunne der ydes:
• Lån til opførelse af bygninger (byggelån).
• Lån til installation af elektricitet (installationslån).
• Lån til anskaffelse af besætning og inventar (etableringslån).
• Lån til vandings- og vandforsyningsanlæg.
Byggelån og installationslån blev ydet både til landbrug og gartnerier. Etableringslån kun til landbrug og vandingslån
kun til gartnerier.
Ved oprettelse af nye brug på privat indkøbt jord kunne der ydes de samme typer af lån som til
jordrentebrugene og derudover jordkøbslån både til landbrug og gartnerier (lovens § 31).
Tillægslån til husmandsbrug og gartnerier, der var oprettet med statslån (både jordrentebrug og brug på privat
indkøbt jord) kunne ydes til:
• Køb af tillægsjord.
• Opdyrkning af ny jord eller forbedring af jordens kultur, f.eks. ved dræning.
• Udvidelse eller ændring af bygninger.
• Afløsning af grundbyrder, (lovens § 55).
Lån til køb af tillægsjord kunne ydes til alle ejendomme uden statslån, d.v.s. at der var tale om en almindelig
långivning til køb af tillægsjord. Men til gengæld var reglerne meget restriktive, idet der kun kunne gives lån til
supplering af ejendomme op til 8 ha (for gartnerier 3 ha), (lovens
§ 34).
De typer af lån, hvor lånemassen var størst i de følgende år var lån efter § 31 og § 55.
Lån til jordrentebrug (både oprettelseslån og tillægslån) blev finansieret af Jordfonden, mens alle andre lån blev
finansieret af statskassen.
Udlånsloven

De bevillingsmæssige rammer for de forskellige typer af lån og alle regler vedrørende lånelofter og om lånenes
forrentning og afvikling blev med virkning fra og med finansåret 1948/49 henlagt til en særlig lov – udlånsloven –
som kun havde gyldighed for et finansår ad gangen.
På grund af de hurtigere ændringer i de økonomiske forhold, herunder markedsrenten, havde det vist sig
hensigtsmæssigt kun at fastsætte lånegrænser og lånevilkår for et år ad gangen.
Man fik altså fra 1948 en struktur med en statshusmandslov, som indeholdt de materielle regler for området og
som kun blev revideret med længere mellemrum og en udlånslov, som indeholdt alle regler vedrørende
lånebevillinger og lånevilkår og som blev revideret årligt.
Forkøbsret for staten
Den vigtigste nyhed i statshusmandsloven fra 1948 var de vidtgående bestemmelser om statens forkøbsret til
landbrugsejendomme.
Lovens § 8 gav staten forkøbsret til landbrugsejendomme over en vis grundværdigrænse og endvidere kunne
ejendomme under denne grænse pålægges forkøbsret for staten, hvis der var behov for tillægsjord i området.
Forkøbsretten for staten gjaldt dog ikke ved handler mellem ægtefæller eller inden for en nærmere angivet
familiekreds, ligesom der var visse andre undtagelsesbestemmelser.
Reglerne i statshusmandslovens § 8 betød, at alle frie handler (i modsætning til familiehandler) med
landbrugsejendomme over en vis størrelse skulle forelægges Statens Jordlovsudvalg med henblik på stillingtagen til,
om udvalget ønskede at benytte sin forkøbsret eller ej. Det havde den praktiske betydning, at jordlovsudvalget i de
følgende år fik forelagt et meget stort antal sager om forkøbsret.
Reglerne om forkøbsret gav således anledning til et stort administrativt arbejde, men i praksis fik
bestemmelserne ikke den helt store betydning. Den vigtigste begrænsende faktor var jordpriserne, som ofte var så
høje, at Statens Jordlovsudvalg ikke fandt det forsvarligt at købe af hensyn til den økonomiske stilling for de
husmænd, som jorden skulle genafhændes til.
Statshusmandsloven fra 1948 ophævede praktisk talt hele den ældre jordlovgivning tilbage til 1899, således at
den nye lov udtømmende regulerede hele den statslige indsats for oprettelse og supplering af husmandsbrug,
gartnerier m.m.
Statshusmandsloven med senere ændringer dannede herefter grundlag for udstykningsarbejdet frem til lovens
ophævelse i 1971.
Salg af statsjord
I årenes løb viste det sig, at ansættelserne til grundværdi lå væsentligt lavere end Statens Jordlovsudvalgs udgifter
til køb af jord i markedet med tillæg af udvalgets udgifter til at bringe jorden i udstykningsmoden stand. Da
jordrenten blev beregnet på grundlag af de lave grundværdier, fik jordlovsudvalget derfor en for lav “pris” for
jorden gennem jordrentesvarelsen og derved blev der over en årrække påført Jordfonden betydelige tab. Desuden
skete der det, at statshusmændene kapitaliserede jordrentefordelen, når de solgte deres ejendomme.
Ved en ændring af statshusmandsloven i marts 1951 fik Statens Jordlovsudvalg derfor hjemmel til at afhænde
udstykningsjord ved almindeligt salg til kostpris.
Hermed skete der et afgørende brud med principperne i salgsloven fra 1919, hvorefter al statsjord skulle
afhændes på jordrentevilkår. Uanset de gode intentioner med jordrenteprincippet, havde det vist sig at give for
mange problemer i praksis. Som finansminister Viggo Kampmann engang bemærkede om “fuld grundskyld”: – Det
er helt rigtigt, men det kan bare ikke lade sig gøre!
I de følgende år gik Statens Jordlovsuvalg i stigende grad over til at afhænde jord til nye brug og til
jordsupplering ved almindeligt salg og oprettelse af nye brug på jordrentevilkår kom til at spille en stadig mindre
rolle.
I juni 1954 blev statshusmandsloven igen ændret på nogle punkter.
Mens Husmændene siden 1934 havde haft valgfrihed mellem fast og konjunkturbestemt rente, blev den
konjunkturbestemte rente gennemført som fast regel ved den nye lov.
Desuden blev statens forkøbsret efter lovens § 8 udvidet til også at omfatte de såkaldte frie jorder, d.v.s.
landbrugsarealer (og udyrkede arealer) uden landbrugspligt.

Konfiskationsloven
Efter besættelsens ophør blev Kalø Gods, der havde været i en tysk families eje siden 1824, konfiskeret til fordel
for den danske stat i henhold til lov af 30. marts 1946 om konfiskation af tysk og japansk ejendom.
Statens Jordlovsudvalg overtog godset i 1947 fra Kommissarius for konfiskation af tysk og japansk ejendom for
ca. 1,7 mill. kr., svarende til godt og vel ejendomsværdien samt værdien af medfølgende besætning, maskiner m.m.
Kalø Gods omfattede dengang godt 1.000 ha, heraf ca. 370 ha skov. Bygningerne bestod af en hovedbygning,
store driftsbygninger samt det såkaldte jagthus eller jagtslot. Dertil kom andre herligheder såsom slotskro,
lystbådehavn og slotsruin. Ejendommen er naturskønt beliggende i et typisk østjysk morænelandskab ned mod Kalø
vig
med dal og bakker fagre,
med grønne enge og med gyldne agre.
Der var flere interessenter til den attraktive ejendom. Jagtorganisationerne fandt ejendommen velegnet til
vildtbiologisk forskning og andre jagtformål, kvægavlsforeningerne var interesserede i staldene til afkomsprøver og
endelig var der lokalt ønsker om udstykning.
Efter forhandlinger med de forskellige interessenter blev der aftalt følgende fremtidige benyttelse af Kalø.
De danske jagtorganisationer ved Jagtrådet forpagtede hele ejendommen af Statens Jordlovsudvalg fra 1. april
1948 og foreløbig for 16 år. Dermed fik jagtorganisationerne opfyldt et gammelt ønske om at få rådighed over en
ejendom, hvor der kunne udføres vildtforskning og -forsøg, uddannelse af jagtkonsulenter og skytter og andre
jagtformål. Det tidligere jagthus blev indrettet til Vildtbiologisk Station, der er center for den vildtbiologiske
forskning i Danmark. I en forpagtergård blev oprettet Jægerskolen, hvor der uddannes jagtelever.
Samtidig blev der truffet aftale med De samvirkende Kvægavlsforeninger om brug af kostalden til
afkomsprøver med kvier. I en lang årrække blev der hvert år afprøvet 160 kælvekvier i 8 hold á 20 kvier efter 8
forskellige tyre, halvt røde og halvt sortbrogede.
Endelig blev der udstykket og frasolgt ca. 130 ha til den nuværende Kalø Landbrugsskole, til 5 nye
husmandsbrug samt nogle tillægsparceller.
I medfør af loven om konfiskation af tysk og japansk ejendom blev desuden alle ejendomme tilhørende
Kreditanstalt Vogelgesang og Höfeverwaltungsgesellschaft konfiskeret af den danske stat og senere overdraget til
Statens Jordlovsudvalg.
Kreditanstalt Vogelgesang var oprettet i 1926 af en tysksindet sagfører i Haderslev, G. Vogelgesang, og med
ham selv som direktør. I 1929 oprettede han desuden Höfeverwaltungsgesellschaft, hvis opgave var at forvalte de
ejendomme, som kreditselskabet havde erhvervet eller overtaget til brugeligt pant.
Formålet med Kreditanstalt Vogelgesang var at støtte landmænd fra det tyske mindretal, som var i økonomiske
vanskeligheder, med billige lån, så de kunne blive på deres ejendomme, eventuelt at overtage ejendommene med
henblik på videresalg til en ny ejer fra mindretallet. Man gik dog heller ikke af vejen for at erhverve danskejede
ejendomme, når lejligheden bød sig, især under landbrugskrisen i 1930’erne.
Kreditanstalt Vogelgesang var således et element i den “jordkamp”, som foregik i Sønderjylland i 1920’erne og
1930’erne.
Alle de vogelgesangske ejendomme blev overtaget af Statens Jordlovsudvalg. Det drejede sig om ca. 90
landbrugsejendomme med i alt ca. 3.000 ha, som i de følgende år indgik i udstyknings- og jordfordelingsarbejdet i
Sønderjylland.
I forbindelse med retsopgøret efter besættelsen overtog Statens Jordlovsudvalg endvidere 2 større ejendomme
fra Lindenborg Gods, nemlig Dronninglund Hovedgård og Mylenberg Avlsgård.
Landbrugsloven
I 1949 kom en ny landbrugslov, som samlede alle almindelige regler om landbrugsejendomme i én lov. Loven
afløste den tidligere landbrugslov fra 1925 og indeholdt samtidig de regler om sammenlægning og udstykning af

landbrugsejendomme, der tidligere havde stået i udstykningsloven. Udstykningsloven indeholdt herefter kun
tekniske regler om matrikulære forhold.
Den vigtigste ændring var, at 1949-loven for første gang indførte begrænsninger i adgangen til at erhverve
landbrugsejendomme. Erhvervelse var således ikke tilladt, hvis erhververen derved blev ejer af mere end 2
ejendomme ( 2-ejendomsreglen). Ved arv og ved overdragelse mellem ægtefæller og indenfor en nærmere angivet
familiekreds gjaldt reglerne dog kun, hvis der var tale om større ejendomme (over en vis grundværdigrænse).
Ejendomme over denne grænse kunne frikøbes ved at afstå jord til Statens Jordlovsudvalg, således at de i
fremtiden kunne arves eller handles inden for familien. Ejendomme, der på denne måde blev frikøbt, blev noteret i
tingbogen som “familieejendom”. Disse bestemmelser havde især betydning for godserne, der som regel består af
flere ejendomme.
Samtidig med erhvervelsesbegrænsningerne blev der gennemført en stramning af reglerne om nedlægning,
sammenlægning og samdrift af landbrugsejendomme. Formålet med disse ændringer var at sikre opretholdelse af
det størst mulige antal selvstændige landbrugere og at forhindre en koncentration af ejendomsretten til
landbrugsjorden.
Målsætningen om at opretholde den størst mulige gruppe af selvstændige landmænd har været en fast ledetråd i
dansk jordpolitik helt tilbage til landboreformerne i 1700-tallet.
Denne målsætning skyldes både sociale hensyn og samfundsøkonomiske hensyn, herunder ønsket om at
opretholde en betydelig animalsk produktion af hensyn til beskæftigelsen i forsynings- og forarbejdningssektorerne
og valutaindtjeningen.
Desuden er der et bredere samfundsmæssigt motiv, idet en relativt stor mellemgruppe af mindre, selvstændige
erhvervsdrivende, herunder landmænd, har været anset for gavnligt for den samfundsmæssige stabilitet.
De bestemmelser i den nye landbrugslov, der især fik betydning for Statens Jordlovsudvalg var §§ 11, 24 og 27.
I henhold til lovens § 11 kunne større ejendomme som nævnt fritages for 2-ejendomsreglen i forbindelse med
arv eller overdragelse inden for en nærmere bestemt familiekreds ved at blive noteret som “familieejendom”.
Betingelsen for en sådan fritagelse var, at ejeren skulle overdrage 20 pct. af ejendommens jordtilliggende –
bortset fra skovarealer – til Statens Jordlovsudvalg for en af Landbrugsministeriet godkendt købesum. De
modtagne arealer skulle fortrinsvis anvendes som tillægsjord til eksisterende mindre brug i området.
Reglerne om frikøb af større ejendomme mod afståelse af jord gav i 1950’erne Statens Jordlovsudvalg en del
aktivitet med gennemførelse af de såkaldte godsordninger. I Jordlovsudvalgets årsberetning for 1959/60 er der
givet en udførlig beskrivelse af de gennemførte ordninger for en række godser, bl.a. Bregentved, Rosenfeldt,
Høvdingsgaard og Sparresholm.
Efter lovens § 24 blev der indført forbud mod at forøge større landbrugsejendomme (over en vis
grundværdigrænse) med jord fra andre ejendomme, medmindre jorden forlods havde været tilbudt Statens
Jordlovsudvalg og udvalget havde erklæret, ikke at ville erhverve jorden.
I henhold til lovens § 27 kunne Landbrugsministeriet tillade nedlægning af en landbrugsejendom, imod at der blev
afgivet jord til supplering af mindre ejendomme til en af Statens Jordlovsudvalg godkendt pris eller blev stillet et
areal til rådighed for Jordfonden, som regel til en pris svarende til arealets grundværdi.
Sidstnævnte regel blev i 1958 lempet, således at Statens Jordlovsudvalg kunne give tilladelse til, at en
landbrugsejendom blev nedlagt uden betingelser, hvis ejendommen var uegnet til opretholdelse som selvstændigt
brug, eller hvis andre, særlige grunde talte derfor.
Landbrugsloven fra 1949 fik også betydning for Statens Jordlovsudvalg på et andet område, nemlig
høringsproceduren i sager om sammenlægning m.m. (lovens kapitel III og IV).
Med hensyn til sager om udstykning, nedlægning, sammenlægning og ulovlig samdrift af landbrugsejendomme
blev der iværksat en procedure, således at de stedlige medlemmer af Statens Jordlovsudvalg blev hørt af
Landbrugsministeriet (departementet), senere Matrikeldirektoratet, i disse sager inden for deres respektive amter.
Antallet af disse høringer udgjorde i perioden 1950-55 ca. 300 sager om året, men voksede til næsten 1.000
sager om året i perioden 1960-65 som følge af strukturudviklingen i landbruget.
I forbindelse med dispensationer fra reglerne om nedlægning og sammenlægning af landbrugsejendomme blev
der i en del tilfælde stillet krav om afgivelse af tillægsparceller til mindre ejendomme.

Landbrugsloven blev i de følgende år et stadig vigtigere arbejdsområde for medlemmerne af Statens
Jordlovsudvalg og fra omkring 1970 var den udvalgets vigtigste arbejdsområde.
Ny lov om jordfordeling
I 1949 blev jordfordelingsloven ændret på et væsentligt punkt ved at kendelsesprincippet blev indført som grundlag
for adkomstberigtigelsen i jordfordelingssager.
Som følge af indførelsen af kendelsesprincippet blev proceduren i jordfordelingssagerne ændret. Den første
fase af en jordfordeling med planlægning af jordomlægningerne og forhandlinger med lodsejerne blev forestået af
den ordinære jordfordelingskommission med et medlem af Statens Jordlovsudvalg som formand og 2 andre
medlemmer udpeget af henholdsvis landbo- og husmandsforeningerne.
I forbindelse med afsigelse af kendelse indtrådte en dommer som formand i stedet for jordlovsudvalgets medlem
og kommissionen blev udvidet med et realkreditkyndigt medlem. På denne måde blev det sikret, at kommissionerne
kom til at råde over den nødvendige juridiske og kreditmæssige ekspertise og autoritet.
Kendelsesprincippet tilsigtede, at skabe et forsvarligt grundlag for en enkel og hurtig berigtigelse af alle
adkomster m.m. Desuden gav kendelserne sikkerhed for, at alle berettigede krav fra panthavere og andre
rettighedshavere i de berørte ejendomme blev tilgodeset – og eventuelle uberettigede krav afvist.
Før lovændringen i 1949 var jordfordelingen i væsentligt omfang blevet gennemført med lokal bistand, således at
alle parceller, der skulle omlægges, blev overdraget ved skøder, som blev udfærdiget af dertil engagerede
advokater, som tillige sørgede for relaksationer m.m. Al Skødeudstedelse foregik i to tempi; først blev alle arealer
tilskødet staten og derefter blev de efter sammenlægning og udstykning tilskødet de respektive fremtidige ejere.
Proceduren var langsom og besværlig og det betød derfor en meget væsentlig lettelse af forretningsgangen, da
man gik over til berigtigelse ved kendelse.
I det praktiske jordfordelingsarbejde har man siden 1949-loven opereret med en foreløbig og en endelig
kendelse. Den foreløbige kendelse fastslår jordfordelingens faktiske indhold og afsiges normalt ca. 1 måned før
skæringsdagen for jordoverdragelserne. Det er vigtigt, at slå fast, at lodsejerne har fuld rådighed over de modtagne
arealer fra skæringsdagen med hensyn til den landbrugsmæssige drift, belåning m.m.
Efter afsigelsen af den foreløbige kendelse kommer den tekniske berigtigelse, det vil sige skelafmærkning,
opmåling i marken og udarbejdelse af matrikulær sag hos en praktiserende landinspektør (i Sønderjylland
amtslandinspektør).
Når arealerne er endelig afsat i marken og der er udarbejdet en nøjagtig fortegnelse med kortbilag over alle
arealomlægninger kommer sagen tilbage fra landinspektøren til jordfordelingsekretariatet, nu jordfordelingskontoret.
Jordfordelingssekretariatet gennemgår sagen for at sikre, at alt er i orden, herunder at alle vederlag og renter er
ind- og udbetalt og at særlige vilkår m.m. er opfyldt. Derefter udarbejder sekretariatet udkast til endelig kendelse.
Den endelige kendelse afsiges af jordbrugskommissionen under forsæde af en dommer ved et offentligt møde,
hvortil samtlige lodsejere og panthavere bliver indbudt.
Efter den endelige kendelse sendes hele sagen til notering i matriklen og derefter til tinglysning og sagen kan
derefter afsluttes med en meddelelse til samtlige lodsejere og panthavere vedlagt en genpart af tingbogsattesten for
ejendommen efter jordfordelingen.
I 1955 blev jordfordelingsloven revideret. Da der var bred politisk tilslutning til en fortsættelse og intensivering af
jordfordelingsarbejdet efter de hidtidige retningslinier, kom ændringerne i det væsentlige til at bestå i bestemmelser
af teknisk og proceduremæssig art, udformet på grundlag af erfaringerne fra det praktiske arbejde i
jordfordelingskommissionerne og jordfordelingssekretariatet siden 1949.
Jordfordelingsarbejdet gennemføres fortsat i det store og hele efter de principper, der blev fastlagt i lovene fra
1949 og 1955.
Med henblik på etablering af en ensartet praksis i kommissionerne og til bistand med det praktiske arbejde blev
der etableret et fælles sekretariat for jordfordelingskommissionerne. Jordfordelingssekretariatet blev oprettet som
et selvstændigt organ pr. 1. januar 1950.
Pligthusloven og brugshusloven

I juni 1952 vedtoges lov om visse landbrugsejendommes brug og overgang til selveje (pligthusloven) og lov om brug
af visse ejendomme og boliger på landet (brugshusloven).
Pligthusloven omfattede hovedsagelig mindre landbrugsejendomme (under 1 td. hartkorn), som fra gammel tid
havde været givet i livsfæste eller i leje eller forpagtning i perioder på mindst 8 år.
Loven fastsatte, at disse ejendomme fremdeles skulle gives i brug i perioder på mindst 8 år ad gangen. Ved hver
brugsperiodes udløb havde brugeren ret til at kræve forlængelse for endnu 8 år og ved dødsfald overgik retten til
den efterlevende ægtefælle.
Lovens formål var at søge disse småejendomme overført til selveje. Loven tilbød derfor forskellige fordele for
de ejere, som solgte deres pligthuse til brugeren eller til Statens Jordlovsudvalg.
Brugshusloven omfattede ligeledes små landbrugsejendomme (under 1 td. hartkorn).
Lovens regler kom til anvendelse, hvis ejeren ikke havde bopæl på den pågældende ejendom og han eller hans
ægtefælle ejede en eller flere andre landbrugsejendomme eller drev en landbrugsejendom inden for en afstand på 5
km.
Loven fastsatte, at disse mindre, ubeboede ejendomme skulle gives i brug til anden mand for et bestemt åremål
(mindst 8 år) eller for brugerens levetid. Pligten til at oprette et brugsforhold indtrådte umiddelbart ved
ejendommens erhvervelse eller ved etablering af de omstændigheder, der skabte brugshuspligten.
Lovens formål var at forhindre ulovlig samdrift og de facto nedlægning af småbrug.
Administrationen af begge love blev henlagt til husmandsbrugskommissionerne og Statens Jordlovsudvalg.
Begge de 2 love blev ophævet i forbindelse med ændringen af landbrugsloven i 1971. Med hensyn til
pligthusloven fik de tilbageværende brugere (og deres ægtefæller) dog ret til at kræve brugsretten fornyet for deres
levetid og for brugshuslovens vedkommende bevarede de indgåede brugskontrakter deres gyldighed til udløb.
Udlægning af sager fra departementet
Med henblik på at forenkle jordlovsadministrationen besluttede Landbrugsministeriet i 1953, at en række afgørelser
efter statshusmandsloven og arbejderboligloven, der hidtil var truffet i departementet efter indstilling af Statens
Jordlovsudvalg, skulle henlægges til jordlovsudvalget.
Ved Landbrugsministeriets skrivelse af 8. august 1953 blev Statens Jordlovsudvalg bemyndiget til at varetage
alle arbejdsopgaver vedrørende de 2 love, bortset fra lovgivnings, normerings- og bevillingsspørgsmål. Endvidere
skulle departementet som hidtil have forelagt sager om køb af jord, langvarige bortforpagtninger og visse typer af
salg samt “andre spørgsmål af tilsvarende vigtighed eller principiel betydning”.
På departementets skrivelse af 8. august 1953 noterede formanden, Nielsen-Man, med rød blyant: Egentlig
burde der afholdes en fest!
I forbindelse med denne overførsel af arbejdsopgaver til Statens Jordlovsudvalg blev departementets
jordlovskontor nedlagt og personalet overført til jordlovsudvalget.
Da ombudsmanden efterfølgende gav udtryk for tvivl om, hvorvidt der var tilstrækkelig hjemmel til en så
omfattende uddelegering af afgørelser, der efter loven var henlagt til landbrugsministeren, fandt
Landbrugsministeriet det rigtigst at indføre en delegationsbeføjelse i statshusmandsloven. Dette skete ved en
lovændring i 1957.
Med henvisning hertil gav Landbrugsministeriet i en skrivelse af 21. maj 1957 detaljerede retningslinier for
arbejdsdelingen mellem Statens Jordlovsudvalg og departementet. Hovedindholdet i disse retningslinier var
følgende:
Salg af statsjord: Alle ekspeditioner angående berigtigelse af købernes adkomster, udstedelse af pantebreve og
deklarationer, udlevering af de tinglyste skøder, afgivelse af pantebreve til Finansministeriet
(statsaktivforvaltningen) m.m. skulle henhøre under Statens Jordlovsudvalg.
Lånesager: Alle ekspeditioner angående bevilling af lån, eventuel låneovertagelse ved ejerskifte, pantsætning,
notering, servitutdeklarationer, tilsyn, retsforfølgning m.m. skulle henhøre under jordlovsudvalget.
Bortforpagtning: Jordlovsudvalget blev bemyndiget til at bortforpagte uafhændede arealer i indtil 8 år. Endvidere
blev udvalget bemyndiget til at udleje jagtret og anden begrænset udnyttelsesret på Jordfondens ejendomme og
arealer.

Grundforbedringsarbejder m.v.: Jordlovsudvalget blev bemyndiget til at gennemføre grundforbedringsarbejder
(typisk dræning) på Jordfondens arealer samt til at yde tilskud til anlæg af veje i forbindelse med nye udstykninger.
Bygningsarbejder: Udvalget blev bemyndiget til at udføre almindelige vedligeholdelsesarbejder på bygninger på
Jordfondens ejendomme.
Jordkøb: Jordfondens køb af jord skulle fortsat afgøres af Landbrugsministeriet efter indstilling fra Statens
Jordlovsudvalg. I indstillingen skulle der gives alle nødvendige oplysninger om ejendommen og de i handelen
medfølgende værdier samt oplysning om den påtænkte anvendelse af ejendommen eller arealet.
Lovforslag m.v.: Udarbejdelse af lovforslag, bekendtgørelser og lignende generelle administrative bestemmelser
samt bevillingsspørgsmål og bestemmelser om overgrænser for lån skulle fortsat henhøre under
Landbrugsministeriet (departementet).
Landbrugsministeriets skrivelse af 21. maj 1957 er optrykt i Statens Jordlovsudvalgs årsberetning 1957/58.
Institutionsloven
I april 1957 vedtog Folketinget lov om sammenslutningers og institutioners landbrugsjord (institutionsloven).
Loven forbød selskaber, sammenslutninger, legater, fonde og stiftelser m.v. at erhverve fast ejendom, der blev
benyttet til landbrug eller gartneri, medmindre formålet med erhvervelsen var en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse,
f.eks. til bebyggelse, udnyttelse af råstoffer i jorden eller almennyttige formål, såsom trafikanlæg, forsøgs- og
forskningsformål, undervisnings- eller idrætsformål.
Lovens hovedregel var altså, at landbrugs- og gartneriejendomme kun kunne erhverves af fysiske personer,
staten eller kommunerne.
Institutionsloven tilsigtede især at sikre, at landbrugsejendomme ikke blev bragt ud af omsætningen ved at blive
erhvervet af juridiske personer (“den døde hånd”), således at de ikke længere kunne erhverves til udstykning med
henblik på oprettelse og supplering af mindre brug, jf. betænkning nr. 159/56 om sammenslutningers og
institutioners landbrugsjord. Derudover har det også tjent almindelige landbrugspolitiske hensyn at bevare det størst
mulige antal landbrugsejendomme i den frie omsætning.
Det blev ved loven pålagt Statens Jordlovsudvalg at undersøge, hvorvidt der måtte findes ejendomme eller
arealer i sammenslutningers og institutioners besiddelse i henhold til adkomst fra før lovens ikrafttræden eller jord i
offentlig eje, som var egnet til anvendelse efter reglerne i statshusmandsloven eller arbejderboligloven, samt om
disse ejendomme eller arealer kunne erhverves af Jordfonden til en rimelig pris.
Bestemmelserne om selskaber, sammenslutninger og institutioners erhvervelse af landbrugsejendomme indgik
fra 1967 i landbrugsloven (lovens §§ 20-22).
Typebogen
I 1952 afholdt Landbrugsministeriet en arkitektkonkurrence om forslag til bygninger til statshusmandsbrug. I
forbindelse hermed nedsatte ministeriet året efter et udvalg, som fik til opgave at udarbejde en bog med
typetegninger for husmandsbrug til brug for nyetablerede statshusmænd.
Udvalget, der havde formanden for Statens Jordlovsudvalg, Nielsen-Man, som formand, udgav i 1957 som
resultat af sit arbejde: Typebog for bygninger til mindre landbrug.
Udvalget gennemgik de bedst egnede af de forslag, der var fremkommet i arkitektkonkurrencen og en række
typetegninger, udarbejdet af jordlovsudvalgets tilsynsførende arkitekter og foretog derefter en udvælgelse og
bearbejdning til udgivelse i typebogen.
Typebogen bestod af forslag til bygningstyper til fri kombination, bestående af 5 typer af fritliggende stuehuse, 8
typer af fritliggende driftsbygninger, 1 type med beboelse og driftsbygning i én længe og 1 type med beboelse og
driftsbygning bygget sammen i vinkel med en mellembygning. Typebogen indeholdt desuden forslag til indplacering
af bygningerne samt forslag til udformning af sekundære driftsbygninger som maskinhus, hønsehus, redskabsskur
m.m.
Stuehusene var på 70-85 m 2 bebygget areal og driftsbygningerne på 160-370 m 2 bebygget areal indeholdende
kostald med plads til 6-7 køer og tilsvarende opdræt, svinestald med 4-5 bokse, foderrum, mælkerum, kornmagasin,
halmloft og eventuelt maskinhus m.m.

Arbejdstegninger til de enkelte forslag til bygningstyper blev udleveret vederlagsfrit af Statens Jordlovsudvalg
eller gennem husmandsbrugskommissionerne, hvis husmanden ønskede at benytte den pågældende type ved
byggeri i henhold til statshusmandsloven. Stuehusplanerne kunne også anvendes ved bygning af arbejderboliger
efter loven om opførelse af arbejderboliger på landet.
Sanering af lånebestemmelserne
Den långivning, der havde udviklet sig i medfør af statshusmandslovgivningen var efterhånden blevet mere og
mere kompliceret og vanskelig for låntagerne at danne sig et overblik over.
Baggrunden for denne situation var det forhold, at den statslige støtte til jordbrugserhvervene dengang i alt
væsentligt blev givet i form af statslige lån. I hele denne periode var der derfor et konstant pres fra erhvervene og
deres organisationer for at få gjort lånebetingelserne så gunstige som muligt og der blev udfoldet stor opfindsomhed
med hensyn til at imødekomme de særlige behov hos forskellige grupper af låntagere.
Resultatet blev i årenes løb en næsten uoverskuelig mængde af forskellige lånetyper og lånebetingelser.
Der var mange forskellige typer af lån, såsom jordkøbslån, byggelån, installationslån, etableringslån, tillægslån til
forskellige formål etc., med hver deres rentesatser og løbetider.
Desuden var der særbestemmelser for de forskellige typer af lån. Sådanne særbestemmelser gik typisk ud på:
• At en væsentlig del af lånet var afdragsfrit i en årrække (som hovedregel 5 år) efter lånets udbetaling.
• At en anden del af lånet var rentefrit og skulle afdrages forud for afviklingen af lånets rentepligtige del.
• At visse lån havde en både rente- og afdragsfri del, som blev eftergivet efter et vist åremål, som regel 20 år.
Endelig blev beregningen af terminsydelser kompliceret af, at husmændene i mange år havde haft valgfrihed
mellem fast og konjunkturbestemt rente.
Fælles for de mange forskellige lånetyper var imidlertid, at rentesatserne gennemgående var lave og løbetiderne
meget lange. For byggelån var løbetiden således 83 år og for jordkøbslån 55 år. Men der var den særlige
bestemmelse i statshusmandsloven, at jordkøbslånet henstod afdragsfrit, indtil byggelånet var fuldt afdraget.
Løbetiden for jordkøbslån var således reelt 138 år!
Ganske vist forfaldt lånene principielt ved ejerskifte, men en køber, der opfyldte statshusmandslovens
betingelser kunne som hovedregel forvente at overtage de eksisterende lån og det gav sælgerne mulighed for at
kapitalisere fordelene ved de lave rentesatser, de lange afdragsperioder og øvrige lempelige lånebetingelser i
salgspriserne. Derved blev det dyrere for de unge ved landbruget at overtage et bestående statshusmandsbrug.
For administrationen i Statens Jordlovsudvalg og i Finansministeriets statsaktivforvaltning (fra 1958
Hypotekbanken) betød de mange forskelligartede lånebestemmelser en mere kompliceret sagsbehandling og
dermed en længere sagsbehandlingstid og/eller et større ressourceforbrug.
Som en betroet medarbejder i Hypotekbankens landbrugskontor engang bemærkede: – Når det drejer sig om
gamle husmandslån, skal man passe på, for der er næsten ligeså mange særbestemmelser, som der er skrifttegn i
kinesisk!
Desuden betød den komplicerede sammensætning af belåningen på de enkelte statshusmandsbrug, at beregning
af terminsydelser og ekspedition af terminsopkrævninger ved hjælp af den tids kontorteknik (hulkortmaskiner) blev
vanskeliggjort.
Der var derfor behov for en grundig gennemgang af hele långivningen i forbindelse med statshusmandsloven
med henblik på en forenkling og sanering.
Med dette formål blev der i august 1957 nedsat en kommission med departementschef Valdemar Hornslet som
formand. Kommissionens betænkning forelå i november 1959 (Betænkning 236/59).
Kommissionens forslag omfattede:
• Lånenes afdragstid.
• Rentesatserne.
• Særregler om rente- og afdragsfrihed.
Med hensyn til afdragstiden opdelte kommissionen lånene i 3 grupper:
• Lån i forbindelse med oprettelse af nye brug skulle afvikles over ca. 60 år.

• Lån til jordsupplering og forbedring af eksisterende mindre brug m.m. skulle afdrages over 19-41 år.
• Lån til drivhuse og frugtplantager samt til omlægning til gartneridrift skulle afdrages over 17-20 år.
For alle 3 grupper af lån skulle renter og afdrag betales som faste, halvårlige annuitetsydelser.
Ved oprettelse af nye husmandsbrug var der tidligere givet 4 forskellige lån med hver sin afdragstid:
Etableringslån 12 år, installationslån 20 år, byggelån 83 år og jordkøbslån 138 år. Nu blev der givet ét samlet lån
med en løbetid på 60 år. Dermed var der opnået en væsentlig forenkling.
Med hensyn til forrentningen af statslånene foreslog kommissionen en ensartet rentesats for samtlige lånetyper
efter statshusmandsloven. Renten skulle fastsættes til 4,5 pct. p.a., således at renten ved konjunkturregulering
kunne stige til 6,5 pct. og falde til 2,25 pct.
Endelig foreslog kommissionen, at de mange forskellige regler om rente- og afdragsfrihed blev afløst af en
fælles regel for de typer af lån, som havde denne særlige begunstigelse, d.v.s. lån i forbindelse med oprettelse af
nye landbrug og gartnerier.
Herefter skulle 20 pct. af lånene henstå som en rente- og afdragsfri prioritet i 60 år og derefter bortfalde på
debitors begæring. Denne del af lånet kunne dermed betragtes som et egentligt statstilskud til oprettelse af nye
brug og formålet var, så klart som muligt at vise, hvor stort et samfundsmæssigt tilskud der blev ydet til dette
formål.
Kommissionens forslag blev gennemført ved lov om udlån til statshusmandsbrug m.m. (udlånsloven)for
finansåret 1960/61 og de følgende år og der blev derved opnået en ganske betydelig forenkling af hele
låneområdet. Uanset denne forenkling var der fortsat tale om gunstige lånebetingelser og dermed var mulighederne
for kapitalisering af fordelene ved ejerskifte fortsat til stede.
Udlånslovens låneramme var i begyndelsen af 1960’erne ca. 31 mill. kr., heraf 11 mill. kr. af Jordfondens midler
og 20 mill. kr. fra statskassen.
Kolonihaver på statsjord
Statens Jordlovsudvalgs oprettelse af kolonihaver skete i de første 25 år på den måde, at jordlovsudvalget
erhvervede arealer, som var egnede til kolonihaver og videresolgte dem til lokale haveforeninger. Købene blev
finansieret med et statslån efter statshusmandslovens regler.
Fra 1961 gik man imidlertid over til, at etablere de nye kolonihaver på statsejede arealer. Siden dette år har
proceduren været, at jordlovsudvalget og senere direktoratet har erhvervet et egnet areal, har sørget for udstykning
og byggemodning og derefter har udlejet til Kolonihaveforbundet for Danmark, som har videreudlejet det til den
pågældende, nyoprettede haveforening. Haveforeningen står så i sidste ende for udlejningen af de enkelte haver.
Staten har altså siden 1961 beholdt ejendomsretten til de arealer, hvor der er oprettet kolonihaver.
Man kan spørge, hvorfor staten er gået ind i etablering af kolonihaver, som ellers normalt betragtes som en
kommunal opgave?
Det skyldes i det væsentlige de særlige forhold i Københavns (og Frederiksberg) kommuner. Helt op i 1950’erne
var der mange kolonihaver i København og på Frederiksberg, endda af den gode gammeldags slags med sirlige
bede, snoede gange og klippede hække og med særprægede huse i alle mulige stilarter.
En meget stor del af disse haver forsvandt i de følgende år, fordi arealerne blev inddraget til byggeri, vejanlæg
o.l. og de 2 kommuner kunne ikke anvise erstatningsarealer, fordi de er fuldt udbyggede.
Det stod derfor klart, at erstatningsarealer måtte findes i omegnskommunerne, hvor der stadig var friarealer til
rådighed. Man kunne imidlertid ikke forvente, at omegnskommunerne selv skulle tage initiativ til at etablere
kolonihaver for andre end deres egne borgere.
Det er således forklaringen på, at staten gennem Statens Jordlovsudvalg og senere direktoratet kom ind i billedet
med henblik på erhvervelse og byggemodning af egnede arealer i de københavnske omegnskommuner,
hovedsagelig til fordel for borgere i Københavns (og Frederiksberg) kommuner.
Der er dog også et par andre grunde til, at man gik over til at oprette kolonihaver på statsjord.
Den ene er, at kolonihaveforbundet gerne så dette for at forhindre spekulation i stigende jordpriser og
kapitalisering af prisstigningerne ved salg af haverne.

Den anden er, at de kommunale planlægningsmyndigheder har set det som en fordel, at staten stod som ejer af
arealerne, fordi det ved gennemførelse af kommunale tiltag var lettere at forhandle med én statslig myndighed i
stedet for med et stort antal individuelle haveejere.
Proceduren ved anlæg af kolonihaver har siden begyndelsen af 1960’erne været følgende.
Når jordlovsudvalget og senere direktoratet havde erhvervet et egnet areal, udpegede man sammen med
Kolonihaveforbundet de nødvendige teknikere, en landinspektør til at forestå udstykningen af arealet, en
rådgivende ingeniør til at stå for byggemodningen (vandforsyning, vandafledning, elforsyning, anlæg af veje etc.)
samt en landskabsarkitekt til at udarbejde haveplan og planlægning af fællesarealer.
Når byggemodningen var færdig blev der oprettet lejekontrakt med Kolonihaveforbundet for Danmark.
Lejemålene løber som hovedregel over en 50-årig periode. Byggemodningsudgifterne er blevet afviklet ved hjælp
af et lån.
På denne måde er der siden 1961 oprettet 31 haveforeninger med i alt ca. 6.100 haver, heraf 22 haveforeninger
i hovedstadsregionen og 9 i provinsen.
Der er vel almindelig enighed om kolonihavernes store folkelige og sociale betydning ved at befolkningsgrupper,
som ikke har haft mulighed for at skaffe sig eget parcelhus eller sommerhus, på denne måde har fået et fristed,
hvor de har mulighed for at arbejde med jord og planter, rekreation i grønne omgivelser og hyggeligt socialt
samvær.
Statens Jordlovsudvalg og senere direktoratet har således gennem en lang årrække ydet sit bidrag til større
trivsel og livsglæde for en stor befolkningsgruppe.
Forlandsarbejder
I 1964 fik Statens Jordlovsudvalg en ny arbejdsopgave af blivende betydning, nemlig de såkaldte forlandsarbejder
foran de syd- og sønderjyske diger. Finansudvalget tiltrådte ved akt 496/1964:
• At alle de statslige vadehavsarealer skulle overføres til Statens Jordlovsudvalg (Jordfonden).
• At Statens Jordlovsudvalg blev bemyndiget til at afholde udgifter til vedligeholdelse og videreførelse af
forlandsarbejder i Vadehavet.
Baggrunden for aktstykket var, at betydelige dele af forlandet og dermed tilslikningsretten foran digerne før 1920
tilhørte den tyske stat og disse arealer og rettigheder blev ved genforeningen overført til den danske stat ved
Landbrugsministeriet. Ved et forland forstås et stykke land, som er dannet foran den oprindelige kystlinie og som
ikke overskylles ved dagligt højvande.
De første videnskabelige undersøgelser af marskdannelsen blev foretaget ved Skalling-laboratoriet fra 1930,
under ledelse af professor Niels Nielsen (1893-1981) fra Københavns Universitets geografiske Institut.
Arbejdet med udvikling af en metode og teknik til skabelse af nyt forland blev påbegyndt i 1953 af De danske
Vade- og Marskundersøgelser, også under ledelse af professor Niels Nielsen. Dette arbejde på videnskabelig og
forsøgsmæssig basis blev senere videreført af dr.phil. Børge Jakobsen og andre.
Fra 1964 blev forlandsarbejderne i det væsentlige udført af den tekniske afdeling ved Statens Jordlovsudvalgs
kontor i Tønder.
Formålet med forlandsarbejderne er at skabe en bedre beskyttelse af havdigerne i tilfælde af stormflod.
Beskyttelsen består i, at forlandene svækker bølgernes kraft før de møder dige- og vejanlæg, således at man
undgår beskadigelser af disse anlæg.
Den tekniske fremgangsmåde ved etableringen af nyt forland er ret simpel. Man danner såkaldte faskingårde
eller slikgårde ved at nedramme 2 rækker pæle og fylde mellemrummene op med knipper af gran- eller fyrregrene
(faskiner). Gårdene bygges typisk ca. 300 m ud fra kysten.
Når slikgårdene fyldes med vand ved højvande (flod) bevirker faskinerne, at vandet holdes i ro, således at det
sediment, der er opslemmet i vandet kan bundfælde sig og danne den såkaldte slik, som er meget frugtbar.
Det må antages, at de store mængder af finkornet materiale, der findes i Vadehavet, stammer fra de store tyske
floder, der løber ud i Nordsøen, især Elben og Weser.

Undertiden anvender man også grøbling for at fremskynde forlandsdannelsen. Med en særlig grøbleplov laves
et system af parallelle render og jorden kastes ind på de mellemliggende agre. På den måde opnår man en bedre
afdræning af vaden ved lavvande (ebbe) og vaden hæves hurtigere op til vegetationsniveauet.
Når vaden i slikgårdene har nået et niveau omkring højvandslinien begynder indvandringen af planter. Først
kveller, senere eventuelt spartina og til sidst annelgræs. Sidstnævnte græsart giver grundlag for sommergræsning,
idet fårene gerne æder den.
Fra slikgårdene etableres på den nøgne vade og til der er etableret et grønt forland, går der normalt 15-20 år.
Ved denne forholdsvis enkle og billige teknik udnytter man således naturens egne kræfter – først og fremmest
tidevandet – til etablering af nyt forland.
Strukturdirektoratets forlandsfelter strækker sig i dag fra den dansk-tyske grænse i syd til et punkt ud for
Darum-Tjæreborg dige ved Esbjerg i nord, en strækning på ca. 55 km. Hertil kommer forlandet ud for Mandø
havdige samt felterne på begge sider af den 6,5 km lange låningsvej til Mandø.
De samlede forlandsarealer ud for disse digestrækninger og langs låningsvejen til Mandø udgør i alt ca. 2.000
ha. Heraf er de ca. 1.300 ha græsbevoksede, mens de resterende ca. 700 ha henligger i slikgårde med en spredt
bevoksning af kveller og spartina.
Afdelingsleder Aksel Pedersen har i årene 1964-1992 med stor faglig viden og engagement stået for
etableringen af nyt forland foran de danske diger. Arbejdet er siden videreført af afdelingsleder Karsten Jensen.
Foruden at virke som beskyttelse for digerne giver de græsbevoksede forlande sammen med digerne om
sommeren græsning til flere tusinde får og er med til at give vadehavskysten dens særpræg. Hertil kommer, at
forlandene spiller en vigtig rolle som fouragerings-, yngle- og rastepladsområde for et stort antal ande- og
vadefugle. Ikke mindst det rige fugleliv har været med til at gøre Vadehavet til et søgt turistområde.
Med forlandene ved den syd- og sønderjyske vestkyst har Statens Jordlovsudvalg og senere direktoratet ydet et
markant og meget synligt bidrag til det danske kystlandskab.
Udstykningsaktiviteten 1946-65
I perioden 1946-65 fortsatte arbejdet i Statens Jordlovsudvalg efter samme retningslinier som i de foregående år.
Hovedaktiviteterne var fortsat køb af jord med henblik på udstykning, udstykning af statens arealer og salg af
jord til oprettelse af nye statshusmandsbrug eller som tillægsparceller til eksisterende brug samt til oprettelse af nye
gartnerier og arbejderboliger.
Desuden varetog jordlovsudvalget administrationen af en omfattende statslig långivning i forbindelse med
oprettelsen af nye husmandsbrug, gartnerier og arbejderboliger samt køb af tillægsjord.
Hertil kom administrationen af Statens Jordlovsudvalgs arealbeholdning, som ved periodens begyndelse var på
ca. 18.000 ha og ved periodens slutning ca. 12.000 ha. De fleste af disse arealer var bortforpagtet eller udlejet for
kortere åremål, mens de afventede udstykning. Enkelte større ejendomme med bygninger blev drevet ved bestyrer.
Statens Jordlovsudvalgs administration modtog hvert år et meget betydeligt antal tilbud om køb af jord, som blev
gennemgået med henblik på, at finde frem til de mest egnede. En meget stor del af de modtagne tilbud blev afvist,
fordi de tilbudte ejendomme eller arealer blev fundet uegnede til udstykning eller tillægsjord eller fordi de tilbudte
salgspriser blev anset for at være for høje. De ejendomme og arealer, som blev fundet bedst egnede til
jordlovsudvalgets formål, blev indstillet til Landbrugsministeriets departement, der som nævnt skulle godkende alle
køb.
Når købet var godkendt, forestod Statens Jordlovsudvalg udstykningen og salget af arealer til oprettelse af nye
husmandsbrug, gartnerier og arbejderboliger samt tillægsparceller. Selve den matrikulære udstykning blev udført af
praktiserende landinspektører, men jordlovsudvalget skulle godkende udstykningsplanerne.
Aktivitetsudviklingen i perioden kan belyses med nogle tal.
Køb og salg af jord. Ha i gns. pr. år
1950-54 1955-59 1960-64
Køb af jord 3.223 2.376 858

Salg af jord 3.541 2.709 1.148
Køb og salg af jord. Gns. antal sager pr. år
1950-54 1955-59 1960-64
Købstilbud 715 663 471
Jordkøb 123 119 86
Salg, heraf: 444 394 191
Nye landbrug 126 111 20
Tillægsparceller 232 215 132
Arbejderboliger 16 11 3
Gartnerier 3 8 5
Det ses bl.a., at antallet af købstilbud var langt større end antallet af gennemførte køb. Kun 17-18 pct. af de
modtagne tilbud førte til faktiske køb.
Sammenholder man det gennemsnitlige årlige køb og salg af jord i ha med antallet af køb og salg, ses det, at det
gennemsnitlige enkeltkøb faldt fra 26 ha til 10 ha i løbet af perioden og det gennemsnitlige enkeltsalg fra 8 ha til 6
ha.
Det fremgår også af tallene, at aktiviteten inden for jordlovsudvalgets hovedområde, køb og salg af jord, var i
tilbagegang i denne periode.
Antallet af jordkøb faldt med 30 pct., antallet af salg med næsten 60 pct.. Målt i ha var nedgangen endnu større,
nemlig til henholdsvis godt 1/4 og knap 1/3 af aktiviteten ved periodens begyndelse.
Hovedopgaven for Statens Jordlovsudvalg var oprettelsen af nye husmandsbrug og udviklingen på dette område
skal derfor belyses lidt nærmere.
Nye husmandsbrug. Antal pr. år 1950-64
1950/51 125 1955/56 196 1960/61 38
1951/52 93 1956/57 107 1961/62 19
1952/53 143 1957/58 112 1962/63 18
1953/54 138 1958/59 60 1963/64 12
1954/55 133 1959/60 79 1964/65 15
I alt 632 554 102
Gnsn. pr. år 126 111 20
Det fremgår af tabellen, at oprettelsen af nye brug i den 15-årige periode 1950-64 i alt udgjorde knap 1.300 brug.
Antallet af nyoprettede brug i perioden 1945-49 kendes ikke, da Statens Jordlovsudvalg først begyndte at udsende
årsberetninger fra 1948/49, men det kan skønnes, at der i 5-året 1945-49 blev oprettet 700-800 nye husmandsbrug.
Der er således meget langt til den “produktion” på næsten 12.000 nye brug, som skete i udstykningens storhedstid,
perioden 1920-44.
De 2 perioder er ikke lige lange, men ser man på det gennemsnitlige antal nye brug pr. år i de 2 perioder, er
forskellen stadig meget stor. I tiden 1920-44 blev der således i gennemsnit oprettet 477 nye brug pr. år, men i
perioden 1950-64 kun 86 nye brug pr. år eller mindre end 1/5 af det tidligere antal.
Det ses også af tabellen, at der var en stærk nedgang i oprettelsen af nye brug i løbet af perioden 1950-64. Det
samlede antal nye brug faldt fra 630 i det første 5-år til 100 i det sidste 5-år og det gennemsnitlige antal brug pr. år
faldt tilsvarende fra 126 til 20, altså en nedgang i aktiviteten til 1/6 i løbet af 15 år. Aktiviteten i første halvdel af
1960’erne er meget lille.

Ser man dernæst på salget af tillægsparceller, ser forholdene noget anderledes ud.
Tillægsparceller. Antal pr. år 1950-64
1950/51 204 1955/56 226 1960/61 139
1951/52 258 1956/57 187 1961/62 195
1952/53 235 1957/58 236 1962/63 103
1953/54 266 1958/59 171 1963/64 117
1954/55 195 1959/60 255 1964/65 107
I alt 1.158 1.075 661
Gensn. pr. år 232 215 132
Det samlede salg af tillægsparceller i de 15 år fra 1950 til 1964 udgjorde ca. 2.900. Som tidligere omtalt blev der
i perioden 1920-44 solgt ca. 3.600 tillægsparceller til mindre brug.
Det gennemsnitlige antal solgte tillægsparceller i tiden 1920-44 var 144 parceller pr. år, men i perioden 1950-64
blev der solgt 192 parceller pr. år. På dette område var der altså en stigning i forhold til den foregående periode.
Mens der i perioden 1920-44 blev oprettet 3,3 nye brug for hver solgt tillægsparcel, blev der i tiden 1950-64 solgt
2,2 tillægsparceller for hvert nyt brug. Vægten i arbejdet var flyttet fra oprettelsen af nye brug til salg af
tillægsparceller og dermed en forbedring af produktionsgrundlaget på de allerede eksisterende husmandsbrug, som
ofte var for små til at give et tilfredsstillende eksistensgrundlag for familien.
Også med hensyn til salg af tillægsparceller var der dog en nedgang i løbet af perioden 1950-64. Nedgangen var
på ca. 43 pct. fra første til sidste 5-år.
Ser man endelig på antallet af nye arbejderboliger og gartnerier i tiden 1950-64, er der tale om relativt små tal.
Kun 151 arbejderboliger og 79 gartnerier blev det til.
Udviklingen i Statens Jordlovsudvalgs arealbeholdning fremgår af nedenstående tabel. Tallene er opgjort pr. 1.
april i de pågældende år.
Statens Jordlovsudvalgs arealbeholdning 1948-1965. Ha
1948 18.390
1949 17.776
1950 15.937
1951 15.384
1952 14.802
1953 15.593
1954 14.702
1955 15.158
1956 13.804
1957 13.618
1958 13.907
1959 14.659
1960 13.844
1961 13.223
1962 12.876

1963 12.778
1964 12.567
1965 12.400
Kilde: Statens Jordlovsudvalgs årsberetninger
Det ses, at arealbeholdningen fra 1950 til 1965 faldt fra 15.900 ha til 12.400 ha, svarende til en nedgang på 22
pct.
Nedgangen i arealbeholdningen var altså betydeligt mindre end nedgangen i det almindelige aktivitetsniveau i
samme periode. Det gælder især oprettelsen af nye husmandsbrug og arbejderboliger, men også salget af
tillægsparceller. Dette forhold skulle i de følgende år give anledning til kraftig kritik.
Udlånsaktiviteten holdt sig på et nogenlunde uændret niveau gennem perioden 1950-64, som det fremgår af
følgende tal.
Udlån til jordbrugsmæssige formål. Gns. pr. år
1950-54 1955-59 1960-64
Antal lånetilsagn 1.272 1.255 1.132
Udbetalte lån (mill. kr.) 35,5 42,0 33,4
I løbet af 1960’erne blev det mere og mere tydeligt, at Statens Jordlovsudvalg som institution var sårbar, fordi dens
arbejdsområde var så snævert, i realiteten bestående af kun 2 love, nemlig statshusmandsloven og
arbejderboligloven.
Sålænge aktiviteten var høj inden for dette område og sålænge udstykningsarbejdet blev tillagt stor
samfundsmæssig betydning og var genstand for en betydelig politisk interesse, kunne institutionen stadig tiltrække
bevillinger til sine aktiviteter og personalenormeringer i takt hermed. Men da efterspørgslen efter jordlovsudvalgets
“produkter” faldt stærkt i løbet af 1960’erne på grund af den gode beskæftigelsessituation i byerhvervene og
afvandringen fra landbruget, blev det tydeligt, at institutionen var i en sårbar position.
Interessen blandt de unge på landet for at etablere sig på nye husmandsbrug faldt drastisk i løbet af 1960’erne.
De efterspurgte større ejendomme eller eventuelt et vellønnet job i byerne og var ikke interesserede i et
husmandsbrug på 10-15 ha. Statens Jordlovsudvalg måtte se aktiviteten falde på sine arbejdsområder, uden at det
fik tillagt andre opgaver til erstatning.
Statens Jordlovsudvalg
Den 1. juli 1947 fratrådte Niels Frederiksen som formand for Statens Jordlovsudvalg efter at have fungeret som
formand helt fra udvalgets nedsættelse i 1919. Det blev til en formandsperiode på næsten 28 år, en rekord, der ikke
senere blev slået.
Til ny formand blev udnævnt gårdejer N.C. Nielsen – Man, Aldershåb pr. Brovst. Han var medlem af
Landstinget, valgt af Venstre. Han blev udnævnt af landbrugsminister Erik Eriksen i regeringen Knud Kristensen
1945-47.
I juni 1948 besluttede jordlovsudvalget at nedsætte et forretningsudvalg bestående af formanden, den juridiske
næstformand (Landbrugsministeriets repræsentant), den landbrugskyndige næstformand og administrationschefen.
I de følgende år blev hovedparten af sagerne afgjort i forretningsudvalget, som holdt 13-14 møder om året, mens
det samlede udvalg kun blev indkaldt 4-5 gange om året. Herved blev der opnået en væsentlig effektivisering af
udvalgets arbejde. Forretningsudvalget blev af medarbejderne i administrationen altid omtalt som “F.U.” og var i
mange år det centrale organ i jordlovsudvalgets arbejde.
I september 1948 vedtog udvalget en forretningsorden for Statens Jordlovsudvalg, som efterfølgende blev
godkendt af landbrugsminister Kr. Bording og derefter dannede det formelle grundlag for udvalgets arbejde.
Forretningsordenen gav regler for selve udvalgets funktion, herunder procedureregler (§§ 1, 2 og 4),
formandens funktioner og kompetence (§§ 3, 5 og 6), de stedlige medlemmers arbejdsopgaver og beføjelser (§§ 7

og 8), administrationschefens funktioner og kompetence (§ 9) og forholdet mellem Statens Jordlovsudvalg og
Landbrugsministeriet (departementet) (§ 10).
I perioden 1946-65 holdt det samlede udvalg som nævnt 4-5 møder om året, herunder et årligt møde med
formændene for husmandsbrugskommissionerne. I 1950’erne optog jordlovsudvalget en tradition med et årligt
“sommermøde”, hvor der i forbindelse med mødet blev arrangeret besigtigelse af nogle af udvalgets aktiviteter
rundt i landet for medlemmer, medarbejdere og eventuelle gæster. Forretningsudvalget holdt i perioden 13-14
møder årligt, det sønderjyske underudvalg ca. 6 møder og Vildmoseudvalget 3-4 møder om året.
Arbejdet i “marken” fortsatte i perioden i alt væsentligt efter de hidtidige retningslinier.
Ved hver ny konstituering af udvalget blev der aftalt en fordeling af geografiske arbejdsområder, således at
hvert af de “stedlige medlemmer” fik særligt ansvar for et bestemt område, typisk bestående af 2-3 amter efter
den gamle amtsinddeling før 1970. Som stedlige eller tilsynsførende medlemmer fungerede de medlemmer, der var
udpeget af Folketinget (10 medlemmer) og af landbrugsorganisationerne (2 medlemmer). Proceduren med
nedsættelse af midlertidige (ad hoc) underudvalg ved behandlingen af større sager fortsatte også. Et sådant
underudvalg bestod som tidligere nævnt af medlemmet for det pågældende område, medlemmet fra naboområdet
og jordlovsudvalgets formand, der var “født” formand for samtlige underudvalg.
Jordlovsudvalget var i perioden repræsenteret i forskellige andre udvalg m.m., således:
• Samordningsudvalget vedrørende Tøndermarsken.
• Udvalget vedrørende Tøndermarskens drikkevandsforsyning.
• Typebogsudvalget (typetegninger til husmandsbrug).
• Bestyrelsen for Kalø Jagtgård.
• Landbokommissionen af 1960.
Desuden fungerede 10 af udvalgets medlemmer som formand for en jordfordelingskommission.
Statens Jordlovsudvalg havde i perioden 1946-65 3 udnævnelsesperioder, nemlig 1946-52, 1952-58 og 1958-64.
Ved hver ny konstituering blev udvalget nedsat pr. 1. november og med udløb ved udgangen af oktober det sidste
år i perioden.
Af nye medlemmer i perioden 1946-65 skal nævnes husmand F.W. Teichert (1951) og dyrlæge Niels Ravn
(1958), begge medlemmer af Folketinget.
I forbindelse med vedtagelsen af statshusmandsloven i 1948 blev det bestemt, at det daværende udvalg skulle
fortsætte til udløbet af dets funktionsperiode. Ved nedsættelsen af det nye udvalg pr. 1. november 1952 trådte
bestemmelserne om jordlovsudvalget i statshusmandslovens § 2 imidlertid i kraft.
Statens Jordlovsudvalg skulle herefter bestå af 18 medlemmer, af hvilke 4 skulle udnævnes af
landbrugsministeren, 10 af Rigsdagen (fra 1953 Folketinget), valgt efter forholdstal, 1 af De samvirkende danske
Landboforeninger, 1 af De samvirkende danske Husmandsforeninger, 1 af Alm. dansk Gartnerforening og 1 af
Dansk Arbejdsmands Forbund.
Med hensyn til de 4 af landbrugsministeren udnævnte medlemmer skulle et fungere som formand, mens de 3
andre skulle repræsentere henholdsvis Landbrugsministeriet (departementet), Finansministeriet og udvalgets
administration.
Landbrugsministeriets repræsentant var tillige udvalgets næstformand (s.k. juridisk næstformand). Blandt de af
Rigsdagen (Folketinget) valgte medlemmer udnævnte landbrugsministeren en landbrugskyndig næstformand.
Landbrugsministeriets repræsentant og næstformand i udvalget var 1946-58 departementschef Paul
Stahlschmidt (1888-1977) og derefter kontorchef, senere afdelingschef Niels Wermuth (1907-91).
Ved udgangen af oktober 1963 var der igen formandsskifte i Statens Jordlovsudvalg, idet N.C. Nielsen-Man
fratrådte.
Nielsen-Man opnåede ikke samme popularitet som sin forgænger, Niels Frederiksen. Man talte om “de sorte
biler”, når han med sit følge af udvalgsmedlemmer og embedsmænd kørte rundt i landet i en kortege af store biler
for at besigtige husmandskolonier.
Hans ledelsesstil var også noget autoritær. Da en fuldmægtig i administrationen engang gjorde ham opmærksom
på en faktuel fejl i en orientering, han havde givet udvalget om nogle nye lovbestemmelser, fik han notatet tilbage
med følgende påtegning: – Store høvding har talt!

Nielsen-Man havde ikke sin forgængers runde folkelighed og milde sjællandske lune, men var en udpræget
alvorsmand og en lidt kantet natur. Han fortjener dog anerkendelse og respekt for den store arbejdsindsats, han
gennem 16 år ydede som formand for jordlovsudvalget.
I første omgang blev afdelingschef Hjalmar Kaare fra departementet konstitueret som formand for 1 år.
Fra 1. november 1964 tiltrådte Karl Skytte som ny formand for Statens Jordlovsudvalg. Karl Skytte havde været
medlem af udvalget 1942-57 og været landbrugsminister i regeringerne H.C. Hansen 1957-60 (Trekantregeringen),
Viggo Kampmann 1960-62 og J.O. Krag 1962-64. Han fungerede som formand for jordlovsudvalget til marts 1968,
hvor han blev valgt til formand for Folketinget.
Formand og administrationschef
Udvalgets første formand, Niels Frederiksen, havde som tidligere omtalt ikke kun varetaget de egentlige
formandsfunktioner, men også den overordnede, daglige ledelse af arbejdet i administrationen, både med hensyn til
den almindelige sagsbehandling og sekretariatsfunktionerne. Desuden varetog han funktionen som chef for
personalet og havde således kompetencen med hensyn til ansættelse og afskedigelse af personale m.v.
I forbindelse med udløbet af udvalgets funktionstid i november 1946 og Niels Frederiksens forestående
fratræden som formand, indstillede Statens Jordlovsudvalg i en skrivelse af 13. september 1946 til
Landbrugsministeriet, at der skete en deling af formandsposten, således at den egentlige administration i fremtiden
blev henlagt under en tjenestemand.
Jordlovsudvalgets henvendelse førte til, at der på finansloven for 1947/48 blev oprettet en stilling som
administrationschef i Statens Jordlovsudvalg.
Den fremtidige arbejdsdeling mellem formand og administrationschef blev fastlagt i en skrivelse fra
Landbrugsministeriet af 30. juni 1947.
Formandens funktioner var herefter i hovedtræk følgende:
• Ledelsen af jordlovsudvalgets og underudvalgenes møder.
• Afgørelsen af, hvilke sager, der skulle behandles i udvalgets møder.
• Ansvaret for de landbrugsfaglige dispositioner i administrationen, herunder:
• Afgørelsen af, om tilbud om Jordfondens køb af ejendomme eller arealer burde indstilles.
• Godkendelse af udstykningsplaner.
• Udvælgelse af ansøgere.
• Godkendelse af vilkår for salg af jordlodder.
• Godkendelse af dispositioner vedrørende Jordfondens ejendomme og arealer med hensyn til bortforpagtning,
udlejning, drift ved bestyrer eller egen drift samt andre spørgsmål, der beroede på en landbrugsmæssig vurdering.
Administrationschefens funktioner var følgende:
• Den overordnede, daglige ledelse af arbejdet i udvalgets administration og funktionen som chef for personalet,
herunder ansættelses- og afskedigelseskompetencen.
• Afgørelsen i sager, der ikke udtrykkelig var henlagt til formanden, især sager, hvis afgørelse beroede på en
juridisk eller administrativ vurdering.
Det betød, at hele det meget omfattende, rent administrative arbejde i forbindelse med udvalgets køb og salg af
ejendomme og arealer – udarbejdelsen af skøder, pantebreve, deklarationer m.m. – henhørte under
administrationschefen. Det samme gjaldt hele låneområdet. Hertil kom de egentlige sekretariatsfunktioner,
udarbejdelsen af udvalgets årlige finanslovsbidrag, den løbende bevillingsadministration, regnskabsaflæggelsen,
personaleadministrationen og alle øvrige sekretariatsfunktioner.
Samtidig blev administrationschefen medlem af Statens Jordlovsudvalg som repræsentant for administrationen.
Delingen af formandens hidtidige ansvarsområde betød, at den nye formand blev aflastet for en række
administrative funktioner og for fremtiden kunne koncentrere sig om de centrale funktioner i udvalgets arbejde,
mens de rent administrative opgaver blev henlagt til administrationschefen.
Man kan sige, at formandens område herefter var de mere praktiske beslutninger vedrørende køb, salg og
bortforpagtning m.m., mens administrationschefen havde ansvaret for implementeringen af udvalgets og

formandens afgørelser. Men hertil kom et selvstændigt ansvar for en række administrationsområder, hvor sagerne
på grund af deres store antal og/eller mere rutinemæssige karakter blev afgjort efter faste retningslinier i love og
bekendtgørelser samt administrativ praksis, bl.a. lånesagerne. Desuden var de egentlige sekretariatssager
(finanslovsbidrag, bevillingsadministration, regnskab og personaleadministration) administrationschefens
ansvarsområde.
Gennem denne deling af kompetence og ansvar mellem formand og administrationschef fik administrationen fra
1947 en vis grad af selvstændighed.
Derved blev kimen lagt til den senere udvikling i retning af stadig større selvstændighed og enekompetence for
administrationen og dermed en ændret rollefordeling mellem udvalg og administration, en udvikling som i 1982
resulterede i oprettelsen af Jordbrugsdirektoratet.
Administrationen
Fra 1947 blev administrationen i København organiseret i 3 kontorer: Gl. lovs-kontoret, Ny lovs-kontoret og
regnskabskontoret. Hertil kom fra 1949 et 4. kontor, landinspektørkontoret. Desuden var der som tidligere omtalt
et kontor i Tønder (oprettet 1929) og Vildmosetilsynet (1935).
Gl. lovs-kontoret behandlede sager efter lovgivningen før 1919 – fra 1948 statshusmandslovens kap. IV – om
oprettelse og supplering af brug på privat indkøbt jord.
Kontoret var inddelt i 3 afdelinger (sektioner): Gl. lovs afdeling, Sønderjysk afdeling og Vildmoseafdelingen.
Gl. lovs afdeling varetog lånesagerne i forbindelse med oprettelsen af husmandsbrug og arbejderboliger samt
køb af tillægsparceller.
Sønderjysk afdeling behandlede alle sager fra Tønderkontoret (både ny og gl. lov), som skulle forelægges
Landbrugsministeriet eller andre centrale myndigheder samt andre sager af mere principiel betydning.
Vildmoseafdelingen havde tilsvarende opgaver som sønderjysk afdeling vedrørende statens nordjyske arealer.
Endvidere varetog gl. lovs kontoret sekretariatsbetjeningen af det samlede udvalg, forretningsudvalget og
formanden.
Ny lovs- kontoret havde sagerne efter lovgivningen fra 1919 – fra 1948 statshusmandslovens kap. III – om
udstykning af jord i statens eje.
Kontoret behandlede sager vedrørende køb af jord, godkendelse af udstykningsplaner, udvælgelse af ansøgere
samt salg af jord til nye husmandsbrug og arbejderboliger samt tillægsparceller. Kontorets område omfattede dog
kun “det gamle land”, d.v.s. Danmark minus Sønderjylland, idet alle sønderjyske sager som nævnt blev behandlet i
sønderjysk afdeling.
Regnskabskontoret varetog Statens Jordlovsudvalgs budget, ind- og udbetalinger f.eks. opkrævning af
forpagtningsafgifter og betaling af terminsydelser m.m., udbetaling af lån, intern revision, regnskabsfunktionerne
samt personalesager.
Landinspektørkontoret afgav udtalelser til departementet, fra 1957 til Matrikeldirektoratet i sager vedrørende
sammenlægning, nedlægning og ulovlig samdrift af landbrugsejendomme. Desuden administrerede kontoret
bestemmelserne i landbrugslovens § 11 (godsordningerne), foretog teknisk revision af udstykningsplaner fra
landinspektører og fungerede som fagkontor vedrørende matrikulære spørgsmål.
Da departementet i 1953 nedlagde sit jordlovskontor og overførte hovedparten af den hidtidige departementale
sagsbehandling vedrørende statshusmandsloven og arbejderboligloven og hovedparten af personalet til Statens
Jordlovsudvalg, skete der en væsentlig udvidelse af arbejdet i jordlovsudvalget.
Som følge heraf blev administrationen i København omorganiseret og der skete en opdeling i 5 kontorer med
følgende arbejdsopgaver:
1. kontor. Sager fra hele landet undtagen de sønderjyske og nordjyske amter vedrørende:
• Køb og salg af jord til udstykning og supplering.
• Bortforpagtning og egen drift af Jordfondens arealer.
• Udlån af Jordfondens midler.
2. kontor. Samme typer sager som 1. kontor fra de sønderjyske og nordjyske amter – hvor hovedparten af
Jordfondens arealer var beliggende.
3. kontor. Alle lånesager, bortset fra lån fra Jordfonden, som lå i 1. kontor.

4. kontor. Budget, ind- og udbetalinger, regnskab, personaleadministration og andre sekretariatsfunktioner samt
den fælles journal for hele Statens Jordlovsudvalg, altså samme opgaver som det tidligere regnskabskontor.
6. kontor. Sager vedrørende landbrugsloven (høringssager fra departementet, senere Matrikeldirektoratet),
godsordningerne, revision af udstykningsplaner og matrikulære spørgsmål, d.v.s. samme opgaver som det tidligere
landinspektørkontor.
Jordfordelingssekretariatet (5. kontor) var et sekretariat for jordfordelingskommissionerne. Kontoret havde en
særstilling, idet det kun var underlagt administrationschefen for så vidt angår sekretariatsspørgsmål (budget,
regnskab, personale m.m.). Med hensyn til det faglige arbejde med jordfordeling henhørte det under
jordfordelingskommissionerne.
Hertil kom Tønderkontoret og Vildmosetilsynet.
Tønderkontoret havde status som et lokalkontor, som primært stod for bortforpagtning, udlejning og drift af
statens arealer i Sønderjylland og andre lokale opgaver. Bortforpagtning af mindre arealer skete én gang årligt ved
auktion, den såkaldte landlejeauktion. Alle sager vedrørende køb og salg af jord, godkendelse af udstykningsplaner
og ansøgere og tilsvarende spørgsmål, skulle afgøres ved hovedkontoret i København, men Tønderkontoret
forberedte sagerne til den videre behandling i 2. kontor (tidligere sønderjysk afdeling). Tønderkontoret havde egen
regnskabsafdeling.
Den tekniske afdeling ved Tønderkontoret varetog tekniske anlægsarbejder på Jordfondens arealer i hele landet,
især hoved- og detailafvanding (dræning). I praksis var arbejdet især koncentreret om Nord- og Sønderjylland, hvor
de store arealbesiddelser var beliggende. Den administrative og den tekniske afdeling fungerede som 2 særskilte
enheder med hver sin leder.
Vildmosetilsynet stod for græsudlejningen på Jordfondens nordjyske arealer samt bortforpagtning m.v.
Arealerne omfattede dengang foruden selve Vildmoserne også betydelige arealer ned mod Limfjorden (Øland-
Attrup m.fl.). Endvidere varetog tilsynet sammen med teknisk afdeling i Tønder kultivering (afvanding) af
arealerne. Vildmosetilsynet blev ledet af en inspektør og havde referat til 2. kontor.
Statens Jordlovsudvalgs administration bestod herefter af 5 kontorer i København og kontoret i Tønder, i alt 6
kontorer. Hertil kom Jordfordelingssekretariatet.
Den nyoprettede stilling som administrationschef blev i 1947 besat med kontorchef Flemming Tolstrup. Tolstrup
var blevet knyttet til Statens Jordlovsudvalg i 1935 og blev udnævnt til kontorchef i 1939, da Hermansen trådte
tilbage. I 1955 blev Tolstrup udnævnt til professor i landboret ved Landbohøjskolen og fratrådte dermed stillingen
som administrationschef.
Til ny administrationschef blev udnævnt Hjalmar Kaare, der kom fra en stilling som kontorchef i departementet.
Kaare befandt sig godt i Statens Jordlovsudvalg, som han kaldte “smilenes land”. Dog ikke bedre, end at han
allerede i 1960 gik tilbage til departementet til en stilling som afdelingschef. (1. afdeling).
Hans efterfølger blev Niels Wermuth, som beklædte stillingen til slutningen af 1964, hvor han efterfulgte Kaare
som afdelingschef i departementets 1. afdeling ved dennes tidlige død.
I de 35 år, hvor stillingen som administrationschef i Statens Jordlovsudvalg eksisterede (1947-82), blev
stillingsindehaveren altid omtalt som A-chefen i det daglige arbejde i administrationen.
Årsberetning
Statens Jordlovsudvalg begyndte at udgive årsberetning i 1948/49 og der kom derefter en beretning hvert år frem
til 1961/62, altså gennem 14 år. Derefter stoppede udgivelsen af årsberetning og den blev først genoptaget i
1976/77, men er til gengæld fortsat siden.
Der mangler altså årsberetninger for Statens Jordlovsudvalg for årene 1962/63-1975/76, en periode på ligeledes
14 år. Det må meget beklages, fordi det er en vigtig periode i institutionens historie.
I perioden 1948/49-1961/62 indeholdt årsberetningerne følgende hovedafsnit:
• Statens Jordlovsudvalgs almindelige virksomhed.
• Jordlovsudvalgets og Forretningsudvalgets møder.
• Jordlovsudvalgets og underudvalgenes sammensætning.
• Jordlovsudvalgets repræsentation i andre udvalg.
• Ny lovgivning inden for Statens Jordlovsudvalgs ressortområde.

• Oplysninger om administrationen.
Statens Jordlovsudvalgs køb og salg af jord:
• Gennemførte jordkøb.
• Salg af jord til nye brug, tillægsparceller, arbejderboliger m.v.
• Arealbeholdningen.
• Sagsbehandlingen af de modtagne tilbud.
Långivningsvirksomheden:
• Sager efter landbrugsloven m.m.
• Benyttelsen af statens forkøbsret.
• Regnskab for solgte arealer.
• Ejendomsadministration for Jordfondens og fremmed regning (økonomiske resultater).
I de sidste år indeholdt årsberetningerne også nogle faglige artikler med redegørelser for særlige spørgsmål inden
for jordlovsudvalgets arbejdsområder.
Personaletal
Udviklingen i Statens Jordlovsudvalgs personale i perioden 1950/51-1964/65 fremgår af følgende tal, hvor de
formiddagsbeskæftigede jurister m.fl. er omregnet til fuldtidsbeskæftigede i forholdet 3:1.
1950/51 104
1951/52 109
1952/53 101
1953/54 131
1954/55 127
1955/56 139
1956/57 138
1957/58 141
1958/59 141
1959/60 143
1960/61 153
1961/62 140
1962/63 133
1963/64 122
1964/65 122
Man bemærker den kraftige stigning i personalet i forbindelse med udlægningen af jordlovssagerne fra
departementet og overførslen af departementets personale til jordlovsudvalget i 1953. Personaletallet lå derefter på
et højt niveau frem til 1960, hvorefter der skete en gradvis reduktion som følge af den faldende aktivitet.
Reduktionen i personaletallet var imidlertid væsentlig mindre end faldet i aktiviteten på jordlovsudvalgets
vigtigste arbejdsområder og dette forhold skulle senere give anledning til kraftig kritik.
Lokaleforhold
I januar 1947 flyttede Statens Jordlovsudvalg fra Christiansborg Slot til mere beskedne lokaler i Holbergsgade 23.
Ejendommen Holbergsgade 23 er opført 1873 af arkitekterne F. Meldahl og L. Fenger til brug for Den kgl.
Mønt, der tidligere lå i Nyhavn. Ejendommen blev opført i forbindelse med bebyggelsen af Gammelholm efter
udflytningen af flådens værksteder til Holmen (Nyholm).
Bygningen blev med tiden for lille for Den kgl. Mønt og i 1923 flyttede Mønten til Amager. Samtidig blev
bygningen forsynet med endnu en etage og stueetagen blev indrettet til posthus, som stadig er der.
Statens Jordlovsudvalg havde kontorer i bygningen 1947-1956. Senere har bygningen været benyttet af
Planstyrelsen og af Sundhedsministeriets departement.

I november 1956 flyttede Statens Jordlovsudvalg til Skt. Annæ Plads 19. Da denne ejendom har været rammen
om institutionens liv i en lang periode og tildels fortsat er det, skal den omtales lidt nærmere.
Ejendommen er opført i 1890 med Albert Jensen som arkitekt. Albert Jensen var en af sin tids kendte arkitekter
og har bl.a. opført Charlottenborg udstillingsbygning, J. Lauritzen-koncernens hovedsæde, Sankt. Annæ Plads 26-
28 og Magasin’s bygning på Kgs. Nytorv.
Det var i den såkaldte “stilforvirringens tid” og bygningen er opført i imiteret hollandsk renæssance á la
Rosenborg, hvilket ikke rigtig harmonerer med de øvrige bygninger på Sankt Annæ Plads, som er i klassicistisk stil.
Bygherren var Grosserer-Societetets Komité og byggeriet blev finansieret med midler fra et legat til “en
begyndelse og velment grundsten til en grosserer-skolebygning”, skænket af handelsmanden Niels Brock ved
dennes død i 1802. I den mellemliggende tid var legatet vokset fra 10.000 rigsdaler til ca. 300.000 kr.
Grunden var ved testamentarisk bestemmelse skænket af forretningsmanden og godsejeren Christian
Rønnenkamp. På grunden lå tidligere et beskedent 2-etagers hus, som kan ses på ældre billeder, bl.a. af Fattig-
Holm.
Ejendommen blev bygget til brug for De Brock’ske Handelsskoler, senere Niels Brock’s Handelsskole og nu
Copenhagen Business College. Niels Brock benyttede ejendommen til 1915.
I 1918 blev ejendommen købt af Foreningen til søfartens fremme til brug for Københavns Navigationsskole
(styrmandsskole), som havde været lejer i bygningen siden 1908. Navigationsskolen benyttede bygningen til 1951,
hvor skolen flyttede til nye lokaler ved Jagtvejen. I 1954 solgte foreningen ejendommen til staten ved
Boligministeriet for 935.000 kr. Ejendommen var i 1996 vurderet til 25,0 mill. kr.
Da Statens Jordlovsudvalg flyttede ind i 1956 var der flere private lejemål, som blev opsagt ved fraflytning,
således, at jordlovsudvalget i løbet af nogle år disponerede over hele bygningen, ca. 2.500 m 2 .
Husmandsbrugskommissionerne
Arbejdet i husmandsbrugskommissionerne fortsatte i perioden 1946-65 efter nogenlunde samme retningslinier som i
den foregående periode, dog således, at arbejdet mere og mere blev koncentreret om lånesagerne, især lån til
finansiering af nybyggeri, ombygning og køb af tillægsjord.
Husmandsbrugskommissionernes – i praksis hovedsagelig formændenes – funktioner kan kort beskrives således:
• Modtagelse af ansøgninger om lån efter statshusmandsloven og arbejderboligloven samt ansøgninger om
låneovertagelse ved ejerskifte, gennemgang af ansøgninger og indstilling til Statens Jordlovsudvalg (3. kontor).
• Modtagelse af lånebevilling og pantebrev fra Statens Jordlovsudvalg (3. kontor), hvorefter kommissionen
sørgede for låntagers underskrift på pantebrev samt stempling og tinglysning af dette.
• Indsendelse af tinglyst pantebrev til Statens Jordlovsudvalg, hvorefter lånet kunne udbetales til ansøger.
• Indstilling om ansøgninger om køb af statsjord, indhentning af købers underskrift på skøde samt stempling og
tinglysning af skøde.
• Tilsyn med statshusmandsbrug, gartnerier og arbejderboliger med indestående statslån (panthavertilsyn).
• Mundtlig vejledning af landmænd m.fl. om de gældende regler, ansøgningsmuligheder, sagsgange etc.
Husmandsbrugskommissionerne fungerede således som et nødvendigt mellemled mellem administrationen i
København (hovedsagelig 3. kontor) og de enkelte husmænd og landarbejdere m.fl.

Statens Jordlovsudvalg i krise 1966-71
Administrationsrådets rapport
I december 1965 nedsatte Administrationsrådet et underudvalg vedrørende en rationalisering af
Landbrugsministeriets administration. Underudvalget bestod af direktør i Mejeriselskabet Danmark, J. Thygesen
(formand), departementschef V. Hornslet, Landbrugsministeriet og professor, dr.jur. Poul Meyer.
Underudvalget besluttede at begynde med en undersøgelse af administrationen i Statens Jordlovsudvalg.
Underudvalgets indstilling til Administrationsrådet blev afgivet 11. august 1966. Et af underudvalgets medlemmer,
departementschef Hornslet, kunne ikke tiltræde indstillingen, men afgav en særudtalelse.
I indstillingen hedder det, at Statens Jordlovsudvalgs administration i den seneste snes år har været præget af, at
jordlovsudvalgets arbejde dels har været af aftagende omfang, dels i væsentlig grad har ændret karakter. På
grundlag af de stedfundne undersøgelser mente underudvalget derfor at kunne fastslå, at jordlovsudvalgets
administration under de nuværende jordpolitiske forudsætninger og på baggrund af den nugældende lovgivning
måtte kunne indskrænkes væsentligt. Konkret forslog underudvalget en omorganisering af jordlovsudvalgets
administration, således at denne kom til at bestå af højst 3 kontorer i København.
Underudvalget tog i øvrigt følgende emner op i sin rapport: Statens Jordlovsudvalgs låneadministration,
Jordfondens arealbeholdning, jordfordelingsadministrationen og høringssagerne vedrørende landbrugsloven.
Låneadministrationen
Underudvalget foreslog, at administrationen af tidligere ydede lån med hensyn til låneovertagelse ved ejerskifte,
konvertering, dispensationer fra særlige servitutter m.m. skulle overdrages til Finansministeriets
statsaktivforvaltning (2. statsaktivkontor), som i forvejen sørgede for opkrævning af ydelser på lånene, rykning,
aflysning m.v. Statens Jordlovsudvalgs administration skulle dog fortsat forestå udbetalingen af nye lån.
Jordfondens arealbeholdning
Underudvalget indstillede, at størstedelen af arealbeholdningen (ca. 12.000 ha) skulle afhændes, da behovet for
arealer til udstykning af nye brug var meget begrænset og da statens arealer kun i beskedent omfang blev anvendt
til jordfordeling og tillægsjord.
Jordfordeling
I betragtning af, at jordfordelingen kommer den enkelte lodsejer til gode i form af lavere driftsomkostninger,
foreslog underudvalget, at lovgivningen blev ændret, således at lodsejerne skulle deltage i udgifterne. Endvidere
foreslog underudvalget en decentralisering af berigtigelsesarbejdet i jordfordelingssagerne, således at dette arbejde
blev lagt ud til praktiserende landinspektører og/eller advokater under ansvar over for det lokale lodsejerudvalg.
Høringssager
Underudvalget foreslog endelig, at Matrikeldirektoratet
(og departementet) fremtidig skulle indhente udtalelser i sager vedrørende landbrugsloven ved direkte henvendelse
til jordlovsudvalgets stedlige medlemmer, således at sagerne ikke skulle gå igennem Statens Jordlovsudvalgs
administration.
Underudvalgets indstilling afsluttes med følgende bemærkning: – Underudvalget er opmærksom på muligheden
af at ændre jordlovsudvalgets status til et egentligt direktorat under Landbrugsministeriet. Til et sådant direktorat
kunne tænkes overført forskellige sagsområder fra Landbrugsministeriet, f.eks. vedrørende grundforbedring,
landvinding m.v.
Efter at Statens Jordlovsudvalgs administration havde haft lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger til
rapporten og efter at underudvalgets indstilling var drøftet i Administrationsrådet, sendte rådets formand, tidligere
statsminister Viggo Kampmann landbrugsminister Chr. Thomsen en skrivelse af 7. oktober 1966 med følgende
forslag og henstillinger:

• Den påbegyndte reduktion af personalet i jordlovsudvalgets administration videreføres, således at udvalgets
kontorer i København kan indskrænkes til 3 (mod hidtil 6).
• Matrikeldirektoratet (og departementet) indhenter fremtidig udtalelser i sager vedrørende landbrugsloven ved
direkte henvendelse til jordlovsudvalgets stedlige medlemmer, således at disse sager ikke skal behandles af
jordlovsudvalgets administrationskontorer.
• Administrationen af lån, der er udbetalt af Statens Jordlovsudvalg, overgår til Finansministeriets
statsaktivforvaltning.
• Underudvalgets indstillinger vedrørende Jordfondens arealbeholdning og organiseringen af jordfordelingsarbejdet
forelægges Landbokommissionen af 1960 til udtalelse.
Revisionsdepartementets beretning
Efter anmodning af de af Folketinget valgte statsrevisorer foretog Finansministeriets 2. revisionsdepartement i
1965/ 66 en undersøgelse af udviklingen i Statens Jordlovsudvalgs virksomhed og personale.
Undersøgelsen blev påbegyndt i maj 1965 og beretningen forelå i marts 1966. Efter at Landbrugsministeriet og
Statens Jordlovsudvalgs administration havde haft lejlighed til at fremkomme med kommentarer til beretningen og
statsrevisorerne havde behandlet sagen, blev beretningen udgivet med statsrevisorernes bemærkninger i maj 1967
(Beretning om udviklingen i Statens Jordlovsudvalgs virksomhed og personale).
Selvom Administrationsrådets undersøgelse blev påbegyndt senere end revisionsdepartementets, forelå
rapporten tidligere, idet Administrationsrådet kun brugte 8 måneder til sin undersøgelse, mens
revisionsdepartementets beretning var 2 år undervejs. Forskellen i tidsforbrug skyldes formentlig, at
Administrationsrådets sekretariat kunne basere sig på allerede eksisterende materiale fra en tidligere undersøgelse
i Forvaltningsnævnet.
Det kan virke lidt forbavsende, at 2 statsinstitutioner gennemfører undersøgelser af den samme styrelse
nogenlunde samtidig. Enten har Administrationsrådets underudvalg vedrørende Landbrugsministeriet ikke været
bekendt med, at revisionsdepartementet allerede var i gang med en undersøgelse af Statens Jordlovsudvalg, da
man selv tog fat i februar 1966, eller også har man under alle omstændigheder ønsket at gennemføre sin egen
analyse.
I revisionsdepartementets beretning er der gennemført en analyse af udviklingen i sagstal og personaletal i
Statens Jordlovsudvalg i perioden 1950/51-1964/65.
På baggrund af materialet konkluderede revisionsdepartementet, at administrationens arbejde i væsentlig grad
havde skiftet karakter i løbet af de 15 år. Jordlovsudvalgets oprindelige hovedopgave, fremskaffelse af jord med
henblik på udstykning til nye brug var trådt helt i baggrunden og virksomheden med fremskaffelse af jord til
tillægsparceller var også reduceret betydeligt.
Derimod var omfanget af udlånsvirksomheden nogenlunde stabil og antallet af dispensationssager efter
landbrugsloven var steget stærkt som følge af strukturudviklingen i landbruget.
Revisionsdepartementet siger herefter:
• Det helhedsbillede, der tegner sig af jordlovsudvalgets virksomhed i den undersøgte periode, tyder efter
departementets skøn på, at den samlede arbejdsmængde i de senere år er faldet, idet tyngdepunktet er flyttet fra
jordkøbene og de egentlige udstykningssager, der kræver et større antal juridiske og matrikulære ekspeditioner, til
dispensationssagerne m.v. i forbindelse med lov om landbrugsejendomme og lov om udstykning og sammenlægning
m.m., der ikke stiller de samme krav om registrering, dokumentudfærdigelse m.v. i administrationen som de
førstnævnte sager.
• På baggrund af den skete udvikling måtte det efter departementets opfattelse naturligt forventes, at
jordlovsudvalgets administrative apparat var indskrænket og omlagt under hensyn til forskydningerne i opgaverne
og den stærke nedgang i virksomheden med den egentlige udstykning. Tallene synes dog at vise, at dette ikke er
sket.
Det anføres således, at der samlet blev beskæftiget et større personale i jordlovsudvalget i 1965 end i 1950 og at
sammensætningen af personalet var ændret, således at der blev beskæftiget forholdsvis flere i AC-gruppen og

færre i gruppen af kontorpersonale. Efter revisionsdepartementets beregninger var det samlede personale vokset
med 15 pct. i perioden, men AC-gruppen (inklusive formiddagsbeskæftigede) var vokset med godt 25 pct.
Altså kort sagt: Færre arbejdsopgaver for styrelsen, men ikke desto mindre en vækst i personalet.
På denne baggrund konkluderede revisionsdepartementet følgende med hensyn til udviklingen i sagsmængde og
personale:
• Efter revisionsdepartementets opfattelse tiltrænges der en gennemgribende rationalisering af jordlovsudvalgets
organisation.
• Manglende tilpasning af institutionens organisation til den ændrede sammensætning af opgaverne har efter
departementets opfattelse været medvirkende til, at der er fastholdt et for stort personale til administrationen i de
senere år.
• Det er endvidere revisionsdepartementets opfattelse, at jordlovsudvalget på nuværende tidspunkt har en for stor
kontormæssig overbygning.
Revisionsdepartementet gennemførte også en undersøgelse af Jordfondens arealbesiddelser. Det hedder herom i
beretningen:
• Omfanget af jordlovsudvalgets arealbesiddelser må efter revisionsdepartementets opfattelse bedømmes i
sammenhæng med den af udvalget udøvede udstykningsvirksomhed. Er denne af betydeligt omfang, vil det også
være naturligt, at der på et givet tidspunkt er større arealer i udvalgets besiddelse. Er udstykningsvirksomheden,
som det har været tilfældet i de senere år, stærkt nedadgående, må det også forventes, at arealbesiddelserne er
under reduktion. Som foran nævnt har en sådan reduktion ikke fundet sted i nævneværdigt omfang.
• Ud fra de nævnte synspunkter vil revisionsdepartementet finde det ønskeligt, at der ved jordlovsudvalgets egen
foranstaltning eller af et dertil nedsat særligt udvalg foretages en samlet gennemgang af arealerne i
jordlovsudvalgets besiddelse med henblik på en reduktion af beholdningerne til det omfang, der er nødvendigt til
løsning af udvalgets i de senere år stærkt reducerede opgaver inden for udstykningen.
Det kan konstateres, at på de 2 områder, der er omfattet af begge undersøgelser, nemlig personaletal og antal
kontorer samt arealbeholdningen, er der sammenfaldende konklusioner fra Administrationsrådet og
revisionsdepartementet. Administrationsrådets undersøgelse omfattede derudover en række spørgsmål, som ikke
blev taget op af revisionsdepartementet (låneadministrationen, jordfordelingsarbejdet og høringssager vedrørende
landbrugsloven.
Den offentlige debat og de politiske beslutninger
Revisionsdepartementets beretning med statsrevisorernes bemærkninger blev offentliggjort i begyndelsen af maj
1967 og gav anledning til en del negativ presseomtale af Statens Jordlovsudvalg. Overskrifterne var bl.a.:
• Jordlovsudvalget har for stort et personale.
• Mindre at lave – flere ansatte.
• Kontorer, der ikke kan dø.
• Kontoriusseri.
Et dagblad bragte en leder om sagen, hvori det bl.a. hed:
– Medens udstykningen i Danmark praktisk taget er gået i stå, er det administrationsapparat, som leder
udstykningsarbejdet, ikke blot bevaret, men i fortsat vækst. At udstykningen holder op, kan virkelig ikke hindre
udstykningsapparatet i at trives og vokse, som om intet var hændt. Statens Torneroseslot er ikke til at hugge sig vej
til.
I modsætning til revisionsdepartementets beretning var Administrationsrådets anbefalinger og underudvalgets
rapport ikke blevet offentliggjort, men kun fremsendt til landbrugsministeren og økonomiministeren. Statens
Jordlovsudvalgs daværende administrationschef, Viggo Hauch, mente endda at have et tilsagn om fortrolighed fra
underudvalgets formand. Der havde derfor ikke været nogen presseomtale af rapporten, da den blev fremsendt i
oktober 1966.

Men 15. juni 1967 indeholdt bladet Information en udførlig omtale af Administrationsrådets rapport og i de
følgende måneder udfoldede der sig en ret hidsig avispolemik omkring Statens Jordlovsudvalg og
Administrationsrådets anbefalinger.
Overskrifterne var bl.a. følgende:
• Jordlovsudvalget laver ikke noget.
• Overflødigt udvalg.
• Denne uhyrlige forvaltning.
• Rystende læsning.
• Det går for trægt, etc.
I et interview i Information 28. juni 1967 udtalte Viggo Kampmann, at jordlovsudvalget (18-mands udvalget) burde
nedlægges, fordi “der ikke længere er brug for et politisk organ til at oprette små husmandsbrug”. I stedet kunne
der oprettes et direktorat under Landbrugsministeriet til at varetage det administrative arbejde, som
jordlovsudvalgets administration hidtil havde udført.
Med hensyn til, at sende Administrationsrådets forslag til udtalelse i Landbokommissionen af 1960, sagde
Kampmann: – Man kunne lige så godt sende det på kirkegården. Det er jo de samme personer, der sidder i
jordlovsudvalget og i landbokommissionen. Han havde tilsyneladende glemt, at forelæggelsen for
landbokommissionen var Administrationsrådets eget forslag.
Ved de sjællandske husmandsforeningers sendemandsmøde den 20. juli 1967 kom administrationschef Viggo
Hauch med et skarpt angreb på Administrationsrådet og dets formand.
Forslaget om at afskaffe jordlovsudvalget så han som et udtryk for “den tendens, der er i tiden til hvor som helst
at begrænse det folkevalgte elements indflydelse til fordel for specialisterne”.
Han var modstander af forslaget, fordi jordpolitik efter hans opfattelse blev bedst administreret af fagfolk og
fordi han anså den eksisterende blanding af centraliseret og decentraliseret administration som den både billigste og
sagligt bedste.
Det Hauch mente, var formentlig, at den opbygning af jordlovsadministrationen, der havde eksisteret siden 1919
med et udvalg til at træffe de overordnede beslutninger, en administration til at forberede sagerne og effektuere
udvalgets beslutninger samt husmandsbrugskommissionerne som lokale organer ude i landet var velfungerende og
velegnet til at løse de opgaver, som Statens Jordlovsudvalg dengang havde.
Han kritiserede desuden, at Administrationsrådet havde beskæftiget sig for lidt med en egentlig rationalisering af
administrationen i Statens Jordlovsudvalg, som der var behov for, og i stedet havde stillet en række forslag, som
efter hans opfattelse ikke var brugbare og som tildels ville kræve ny lovgivning.
Rent principielt mente han, at Administrationsrådet burde have afholdt sig fra at stille forslag, som krævede
lovændringer – som f.eks. nedlægning af jordlovsudvalget – men burde have holdt sig til forslag vedrørende en
forenkling og rationalisering af administrationen, som kunne gennemføres administrativt.
Administrationsrådets rapport var derfor ikke til megen hjælp, sagde han, og det hang sammen med “at
Administrationsrådet nu engang er sådan indrettet, at det, der betyder mest for det, er at skabe reklame for sig
selv”.
Foreholdt dette af journalister, svarede Kampmann: – Det kan man ikke sige om jordlovsudvalget!
Nogle dage senere gik landbrugsminister Chr. Thomsen ind i debatten og udtalte, at man ikke kun kunne se
på antallet af nye brug, der blev oprettet. Jordlovsudvalget stod over for en række nye opgaver i forbindelse med
strukturudviklingen i landbruget og han havde derfor ingen planer om at foreslå udvalget nedlagt.
Sagen om Administrationsrådets rapport om Statens Jordlovsudvalg blev bragt til en foreløbig afslutning i
et møde den 9. august 1967 med økonomiminister Ivar Nørgaard, landbrugsminister Chr. Thomsen og
Administrationsrådets formand, Viggo Kampmann.
I mødet gav landbrugsministeren tilsagn om, at der ville ske en nedskæring af jordlovsudvalgets personale i
overensstemmelse med arbejdets art og mængden af sager, men således, at man på sigt ville reducere antallet af
kontorer fra 6 til 3, som foreslået af Administrationsrådet.
Sagen fandt dog først sin endelige afslutning ved landbrugsminister Peter Larsens skrivelse af 30. april
1968 til den nye formand for Administrationsrådet, professor Bent Christensen.

Med hensyn til Administrationsrådets forslag og henstillinger, jfr. side 91, anføres følgende:
• Efter forløbet af en passende overgangstid, bl.a. af hensyn til jordrenteafløsningen, er det
jordlovsudvalgets hensigt at indskrænke antallet af kontorer ved udvalgets administration i København til 3.
• Landbrugsministeriet finder ikke anledning til at gennemføre princippet om direkte høringer af de stedlige
medlemmer af jordlovsudvalget, fordi det er nødvendigt med behandling i et samlende organ for at opnå
ensartethed i sagsbehandlingen.
• Landbrugsministeriet kan ikke gå ind for, at administrationen af udbetalte lån skal overgå til
Finansministeriets statsaktivforvaltning. Da ekspeditionen af de primære lånesager fortsat skal varetages af
jordlovsudvalget og da sager om efterfølgende låneovertagelse m.m. behandles på samme måde og er undergivet
de samme overvejelser som nye lånesager, bør sagsbehandlingen naturligt foretages af den samme instans, som
behandler den primære lånesag, altså jordlovsudvalget.
Med hensyn til de 2 spørgsmål, som efter Administrationsrådets anmodning havde været forelagt
Landbokommissionen af 1960 til udtalelse, henholdt Landbrugsministeriet sig til kommissionens udtalelser.
Med hensyn til Jordfondens arealbeholdning havde kommissionen tilkendegivet, at jordlovsudvalget efter en
gennemgang af fondens besiddelser i videst muligt omfang burde afhænde sådanne arealer, som efter udvalgets
skøn ikke inden for en rimelig tid ville kunne tjene strukturelle formål såsom jordsupplering og jordfordeling og når
der i øvrigt kunne opnås fornuftige salgsbetingelser.
Med hensyn til spørgsmålene om organiseringen og finansieringen af jordfordelingsarbejdet var der i
landbokommissionen enighed om, at en udlægning af berigtigelsesarbejdet i de større jordfordelingssager til
praktiserende landinspektører og/eller advokater, ikke kunne anses for nogen hensigtsmæssig eller ønskelig
ordning.
For så vidt angår spørgsmålet om lodsejernes deltagelse i udgifterne til jordfordeling fandt et flertal af
medlemmerne i kommissionen – ikke overraskende – at bestemmelserne i den gældende lov burde opretholdes.
Nye opgaver i perioden 1966-71
Revision af statshusmandsloven.
I 1967 blev statshusmandsloven ændret på en række punkter. De 3 vigtigste ændringer var:
• Ændring af formålet med statens køb af jord.
• Ændring af bestemmelserne om statens forkøbsret.
• Adgang til afløsning af jordrente.
Formålet med statens køb af jord
Hovedformålet med statens køb af jord havde hidtil været, at fremskaffe jord til oprettelse af nye husmandsbrug,
men dette blev nu ændret til, at statens jordkøb primært skulle tage sigte på at fremskaffe jord til
strukturfremmende formål, d.v.s. til supplering af mindre brug eller med henblik på at indgå i jordfordelinger.
Loven gav dog fortsat staten mulighed for at erhverve jord til oprettelse af nye brug, hvor særlige forhold
gjorde sig gældende, f.eks. i tyndt befolkede egne og på nykultiveret jord. Der tænktes nok især på Sønderjylland.
Ændringen blev yderligere understreget ved, at det i den nye lovs § 12 blev præciseret, at ejendomme og
arealer, der var erhvervet til jordbrugsmæssige formål, fortrinsvis skulle anvendes til supplering af mindre jordbrug.
Ændring af forkøbsretsbestemmelserne
Ændringen indebar bortfald af den umiddelbare forkøbsret, som staten siden statshusmandsloven af 1948 havde
haft til landbrugsejendomme med en grundværdi over en vis grænse (oprindelig 35.000 kr., senere ændret til 56.000
kr.).
Staten kunne dog fortsat pålægge forkøbsret på landbrugsejendomme og frie jorder efter de særlige
procedurer og regler herfor. Forkøbsretten kunne imidlertid kun anvendes med henblik på at fremme
strukturudviklingen i landbruget, altså supplering og jordfordeling, ikke med henblik på oprettelse af nye brug.
Adgang til afløsning af jordrente

Den vigtigste ændring i statshusmandsloven fra 1967 var, at der blev indført en adgang for ejere af
jordrenteejendomme til at få jordrenten afløst. Det var også den ændring, som fik de største arbejdsmæssige
konsekvenser for administrationen i Statens Jordlovsudvalg.
Spørgsmålet om en almindelig adgang til afløsning af jordrenten var blevet rejst i henvendelser til
Landbrugsministeriet og Statens Jordlovsudvalg fra individuelle jordrentehusmænd og husmandsforeninger og
sagen var også rejst i Folketinget.
Baggrunden herfor var især de betydelige stigninger i grundværdierne for landbrugsejendomme, der kunne
forudses ved 13. alm. vurdering i 1968 – en stigning i grundværdierne på 70 pct. for landet som helhed.
Da jordrenten blev beregnet som en procent af grundværdien, er det klart, at en stærk stigning i
grundværdien ville give jordrentebrugene en væsentlig merudgift og dermed – alt andet lige – en dårligere
økonomisk situation.
Dette blev endnu tungere at bære, når jordrentehusmanden kiggede over skellet til naboen, der var
etableret på et brug på privat indkøbt jord. Han havde i sin tid erhvervet jorden for en fast købesum og sad nu med
et jordkøbslån med faste, årlige ydelser og fik derfor ikke nogen udgiftsforøgelse (ud over højere ejendomsskatter),
men derimod en betydelig kapitalgevinst.
Reglerne for afløsning af jordrente, statshusmandslovens § 25 a-k, var i korthed følgende:
Ejere af ejendomme og arealer, der var pålagt jordrente til Jordfonden kunne kræve jordrenten afløst mod
en afløsningssum, som var lig med grundværdien på ansøgningstidspunktet efter fradrag for forbedringer.
Der kunne ydes lån af Jordfonden til hel eller delvis berigtigelse af afløsningssummen for
landbrugsejendomme og gartnerier m.m. 20 pct. af lånene var rente- og afdragsfri og restbeløbet skulle forrentes
med 5 pct. p.a.
Administrationen af afløsningsordningen blev henlagt til Statens Jordlovsudvalg.
Det samlede jordrentepligtige areal udgjorde ved lovens gennemførelse ca. 81.000 ha, hvoraf langt
hovedparten hørte til ca. 7.000 statshusmandsbrug og ca. 4.000 tillægsparceller. Hertil kom godt 100 gartnerier og
ca. 500 arbejderboliger med tilsammen ca. 350 ha.
Jordrenteafløsningen blev straks fra starten en stor succes. Allerede medio 1970 havde Statens
Jordlovsudvalg modtaget over 7.000 ansøgninger om afløsning af jordrente.
Som en logisk konsekvens af adgangen for jordrentedebitorer til at få jordrenten afløst bortfaldt den
tidligere adgang til afhændelse af statsjord på jordrentevilkår. I den nye lovs § 13 blev det fastsat, at statens salg af
arealer til jordbrugsmæssige formål skulle ske mod en salgssum. Det vil sige, at der ikke længere kunne ske
afhændelse af jord på jordrentevilkår.
Revision af arbejderboligloven
Lov om opførelse af arbejderboliger på landet (arbejderboligloven) blev ændret 2 gange i perioden 1966-71, nemlig
i 1967 og i 1971.
Ved lovændringen i 1967 blev de hidtil gældende regler om statens salg af byggegrunde til arbejderboliger
på jordrentevilkår ophævet, således at byggegrunde for fremtiden skulle afhændes mod en salgssum.
Desuden blev der indført en almindelig adgang til at få afløst jordrenteforpligtelsen på de grunde til
arbejderboliger, der siden 1938 var afhændet på jordrentevilkår.
Reglerne for afløsning af jordrente på grunde til arbejderboliger fulgte for øvrigt i alt væsentligt de
tilsvarende regler for afløsning af jordrenten på statshusmandsbrug, herunder adgangen til at opnå lån til hel eller
delvis berigtigelse af afløsningssummen.
Administrationen af afløsningsordningen blev ligesom ordningen for landbrug og gartneri henlagt til Statens
Jordlovsudvalg.
Ved lovændringen i 1971 blev den hidtidige ordning med lån af statskassen til opførelse af arbejderboliger
afløst af en ny ordning, hvor statens støtte blev givet i form af statsgaranti for lån og boligdriftslån.
Opførelsen af nye arbejderloliger skulle for fremtiden finansieres ved optagelse af lån på det almindelige
realkreditmarked, men for at finansieringen kunne ske i nogenlunde samme omfang som hidtil, ydede staten garanti
for den yderste del af de optagne prioritetslån.
Da ydelserne på disse prioritetslån i væsentlig grad ville overstige de ydelser, der skulle betales af statslån

efter de hidtidige regler, kunne der ydes halvårlige driftslån til delvis betaling af terminsydelserne.
Statsgarantien kunne ydes for oprykkende, sekundære prioritetslån inden for en lånegrænse på 90 pct. af
anskaffelsessummen for arbejderboligen. Det var endvidere en betingelse for ydelse af statsgaranti, at
byggegrunden og byggeprojektet var godkendt af Statens Jordlovsudvalg samt, at købesummen for grunden og
byggeudgifterne lå inden for bestemte grænser.
I de tilfælde, hvor betingelserne for ydelse af statsgaranti var opfyldt, kunne der desuden ydes et rentefrit
boligdriftslån af statskassen.
Det halvårlige driftslån udgjorde differencen mellem de faktiske halvårlige ydelser af de optagne
prioritetslån og den beregnede, halvårlige ydelse af et annuitetslån på 90 pct. af udgifterne til grundkøb og byggeri
med en forrentning på 6,5 pct. p.a. og en løbetid på 40 år. Den årlige ydelse på prioritetslånene blev med andre ord
maksimeret til 6,5 pct. p.a. Driftstilskuddet kunne ydes i 20 år.
Når samtlige prioritetslån var indfriet skulle ejeren af arbejderboligen indbetale et afdrag på driftslånet
svarene til den nævnte beregnede halvårlige ydelse, indtil lånet var tilbagebetalt.
Landbrugsloven
Lov om landbrugsejendomme (landbrugsloven) blev også ændret 2 gange i perioden 1966-71, ligeledes i 1967 og i
1971.
Hovedformålet med begge de 2 lovændringer var at udvide rammerne for den meget stærke
strukturudvikling, der skete i landbruget i 1960’erne og 1970’erne.
Landbrugsloven 1967
1967-loven var baseret på landbokommissionens 3. betænkning, betænkning 403/1966.
Loven tog sigte på at skabe regler, som på den ene side gav væsentlig friere muligheder end før for
ændringer i landbrugets strukturforhold for så vidt angår ejendomsstørrelser og driftsformer, og som på den anden
side sikrede mulighed for at bevare det personlige selveje som den fremherskende besiddelsesform inden for
landbruget.
Loven indeholdt i hovedtrækkene følgende ændringer:
• Fri adgang til sammenlægning op til 35 ha og mulighed for sammenlægning op til 75 ha, forudsat at der ikke
var aktuelt behov for tillægsjord til mindre landbrugsejendomme på stedet (§ 13).
• Adgang til samdrift af 2 eller flere ejendomme ved forpagtning inden for en arealgrænse på 100 ha (§ 9).
• Samling af bestemmelserne om personers og selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme i et nyt kap.
V i loven (§§ 16-27).
Erhvervelsesreglerne var en sammenskrivning af bestemmelserne om personers erhvervelse i den tidligere
landbrugslov og reglerne om selskabserhvervelse i loven om sammenslutningers og institutioners landbrugsjord fra
1957. Institutionsloven blev samtidig ophævet.
Landbrugsloven 1971
Loven fra 1971 byggede også på forslag fra landbokommissionen, kommissionens 8. betænkning, betænkning
556/70.
Baggrunden for kommissionens forslag og lovændringerne i 1971 var den meget stærke strukturudvikling i
landbruget i 1960’erne. Fra 1960 til 1970 faldt antallet af landbrugsbedrifter fra 196.000 til 140.200, en nedgang på
næsten 56.000 bedrifter eller ca. 29 pct. I de sidste år af 1960’erne var tilbagegangen på 6.000-7.000 bedrifter pr.
år.
Denne udvikling skyldtes den stærke afvandring fra landbruget i 1960’erne på grund af de dårlige
økonomiske vilkår i landbruget og de gode beskæftigelsesmuligheder og indtjeningsmuligheder i byerhvervene, især
industrien, i en periode med fuld beskæftigelse.
Dertil kom den stærke mekanisering og specialisering i landbruget, som nødvendiggjorde mindre
arbejdskraft i erhvervet.
Landbrugsloven fra 1971 havde til formål, at give rammer, som tillod en fortsættelse af denne udvikling

gennem en yderligere liberalisering af reglerne om samdrift og sammenlægning. Der skulle være videre muligheder
end hidtil for en udvikling af markbruget i retning af større driftsenheder, som var i stand til at udnytte
mekaniseringens fordele.
Den deraf følgende reduktion i antallet af landbrugsejendomme anså man for alligevel at være nødvendig
på grund af den kraftige nedgang i antallet af beskæftigede i landbruget, som på længere sigt ville give færre
købere af landbrugsejendomme.
En nedgang i antallet af ejendomme blev vel endda anset for ønskelig, fordi den ville give mulighed for en
større produktion og bedre indkomstforhold for de landmænd, der blev i erhvervet.
Ved landbrugsloven fra 1971 blev sammenlægningsgrænserne på henholdsvis 35 og 75 ha erstattet af en
generel sammenlægningsgrænse på 100 ha, således at der ved sammenlægning inden for denne arealgrænse ikke
skulle tages hensyn til, om der var ønsker om tillægsjord i lokalområdet.
Desuden blev grænsen for samdrift ved forpagtning forhøjet fra 100 til 200 ha, dog således, at hvis de
samdrevne jorder hørte til mere end 5 forskellige landbrugsejendomme, måtte samdriften ikke omfatte mere end
100 ha.
Erhvervelsesreglerne i lovens kap. V blev opretholdt uændrede ved 1971-loven.
Den nye udlånslov
Lov om statens udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. (udlånsloven) fra 1971 er en vigtig lov, fordi den danner et
skarpt skel mellem det gamle og det nye. Den er ensbetydende med udstykningspolitikkens ophør og det første led
i en mere bredspektret fremme af strukturudviklingen i jordbrugserhvervene.
Baggrunden for loven var landbokommissionens 10. betænkning (Betænkning 598/71), som indeholdt
forslag vedrørende statens långivning til jordbrugsmæssige formål, statens erhvervelse af jord, administrationen af
jordlovgivningen samt jordfordelingsloven.
Den nye udlånslov var inddelt i 4 kapitler:
• Statens udlån til jordbrugsmæssige formål.
• Statens fremskaffelse og anvendelse af jord.
• Administrationen (retsgrundlaget for jordlovsudvalget og jordbrugskommissionerne).
• Bestemmelser om ophævelse af ældre love og ministerbemyndigelser.
I lovens kap. I om statens udlån hed det, at der kunne ydes lån til køb af jord i forbindelse med sammenlægning
eller supplering af landbrugsejendomme. Desuden kunne der ydes lån til køb af jord, til opførelse af bygninger og til
tekniske installationer i forbindelse med oprettelse og supplering af gartnerier.
Det betød modsætningsvis, at der herefter ikke længere kunne ydes statslån til oprettelse af nye
husmandsbrug og heller ikke til opførelse af bygninger på landbrugsejendomme.
I kap. II om statens fremskaffelse og anvendelse af jord hed det, at staten kunne erhverve fast ejendom
ved frivillig aftale med henblik på supplering eller jordfordeling mellem landbrugsejendomme samt til oprettelse af
gartnerier og havekolonier.
Desuden kunne der erhverves arealer til supplering eller jordfordeling – men ikke til gartnerier eller
havekolonier – ved benyttelse af statens forkøbsret. Reglerne i statshusmandsloven om pålæg af forkøbsret på
landbrugsejendomme og frie jorder blev således opretholdt i den nye lov. Reglerne om forkøbsret i §§ 20-26
svarede til reglerne i statshusmandslovens §§ 8-8 f.
Dette betød modsætningsvis, at der ikke længere kunne erhverves jord med henblik på oprettelse af nye
brug, heller ikke i den afsvækkede form i statshusmandsloven fra 1967 (tyndt befolkede områder m.m.).
Kapitel II indeholdt desuden regler om forbedringsarbejder på statens arealer samt om bortforpagtning og
salg af disse.
I Kapitel III om administrationen blev det slået fast, at Statens Jordlovsudvalg skulle opretholdes i sin
hidtidige form. Jordlovsudvalget havde således vist sin levedygtighed ved at have overlevet både
Administrationsrådets forslag om nedlægning, en veritabel pressestorm med kraftige krav om nedlægning af
udvalget og overvejelser i landbokommissionen om et ændret jordlovsudvalg. En anden sag var, at jordlovsudvalget
mistede de fleste af sine hidtidige arbejdsopgaver ved ophævelsen af statshusmandsloven.

Derimod forsvandt husmandsbrugskommissionerne og blev erstattet af de nye jordbrugskommisioner, jf.
neden for.
Endelig indeholdt kapitel IV bestemmelse om ophævelse af lov om oprettelse og supplering af mindre
landbrug m.m. (statshusmandsloven) samt den hidtidige årlige udlånslov, som indeholdt rammer og vilkår
vedrørende de mange forskellige former for lån i forbindelse med supplering og oprettelse af nye brug.
Dermed var der sat et endegyldigt punktum for udstykningspolitikken, som havde rødder helt tilbage til
1899 for brug på privat indkøbt jord og 1919 for jordrentebrugene.
Desuden indeholdt kapitlet en bemyndigelse til landbrugsministeren til ved bekendtgørelse at fastsætte
bestemmelser om opretholdelse af adgangen til afløsning af jordrente og bestemmelser vedrørende ejendomme,
der var oprettet og lån, der var ydet i henhold til statshusmandsloven af 1948 eller de ældre jordlove, således at
retsstillingen for de pågældende ejendomme eller lån kunne opretholdes.
Rentesikringsloven
Lov om tilskud til investeringer i landbrugets produktionsbygninger (rentesikringsloven) gav adgang til at yde
statstilskud til nyopførelse eller ombygning af kvæg- og svinestalde med tilhørende anlæg.
Tilskuddet blev beregnet som forskellen mellem basistallet 6,5 pct. og den faktiske effektive rente af 30årige
kreditforeningsobligationer af åbne serier med en nominel rente på samme procent. Ved en effektiv rente på
f.eks. 11 pct., blev tilskuddet 4,5 pct. o.s.v. Med andre ord blev renteudgiften til staldbyggeri maksimeret til 6,5 pct.
af den pågældende investeringsudgift. Tilskuddet kunne dog ikke overstige 5 procentpoint.
Tilskudsperioden var 10 år, men dog kun med fuldt tilskud de første 5 år og derefter en aftrapning. Den
årlige tilsagnsramme var på 30 mill. kr.
Administrationen af ordningen blev henlagt til Statens Jordlovsudvalgs administration og det var den første
egentlige tilskudsordning eller erhvervsfremmeordning, hvis administration blev henlagt til jordlovsudvalgets
administrationskontor.
På grund af de ugunstige indtjeningsmuligheder for landbruget og især for den animalske produktion i
1960’erne havde der i flere år været en stagnation eller tilbagegang i nybyggeri og modernisering af
produktionsbygningerne, og der var derfor i begyndelsen af 1970’erne et meget betydeligt opsparet
investeringsbehov. Det skyldtes dels teknisk forældelse af den eksisterende bygningsmasse, dels den igangværende
strukturudvikling mod færre og større driftsenheder.
Rentesikringsloven havde til formål at lette vilkårene for en nødvendig modernisering af landbrugets
staldbygninger og samtidig gav loven en slags kompensation for bortfaldet af den hidtidige statslige långivning til
bygningsinvesteringer i henhold til statshusmandsloven.
Rentesikringsloven blev forelagt og vedtaget sammen med landbrugsloven og den nye udlånslov og som
landbrugsminister Henry Christensen understregede ved forelæggelsen i Folketinget, skulle de 3 love ses i
sammenhæng.
Alle de 3 love tilsigtede en modernisering og rationalisering af landbrugets produktionsapparat inden for
både den vegetabilske og animalske produktion i retning af specialisering og større driftsenheder.
Baggrunden var en forventning om, at Danmark var på vej til at blive medlem af EF. Forhandlingerne om
Danmarks medlemskab af EF var begyndt 30. juni 1970 og allerede i foråret 1971 kunne det vurderes, at
forhandlingerne ville resultere i et tilbud om medlemskab.
Dansk landbrug stod således foran at kunne realisere sin vision op gennem 60’erne: Fjernelsen af
hindringerne for samhandelen med landbrugsvarer i Vesteuropa og den deraf følgende adgang for effektive
producenter til frit at kunne afsætte deres varer inden for det store fælles marked.
På denne baggrund var det vigtigt, at dansk landbrug blev bragt i stand til at høste de fordele, der ville
kunne opnås i det store europæiske marked. Forudsætningen var, at der skete en udbygning og forbedring af
produktionsapparatet og derigennem en effektivisering af produktionen, således at der kunne produceres til
konkurrencedygtige priser og dansk landbrug kunne bevare og helst øge sin konkurrenceevne.
Der blev således skrevet landbrugshistorie i 1971. Udstykningspolitikken, som havde spillet en væsentlig
rolle i den danske landbrugspolitik i ca. 70 år, blev skrinlagt og der blev sat en ny dagsorden for
landbrugspolitikken. Den gik ud på, at lette vilkårene for en modernisering af hele produktionsapparatet – både i

markbruget og i den animalske produktion – således at dansk landbrug kunne stå bedst muligt rustet i den
kommende kamp om afsætningsmuligheder og markedsandele inden for det udvidede EF.
Rentesikringsloven blev ophævet i 1973 i forbindelse med gennemførelsen af moderniseringsloven, men
tilskud i medfør af de givne tilsagn blev udbetalt i 10 år fra tilsagnstidspunktet, således at der skete udbetaling af
tilskud helt frem til 1983.
Udstykningspolitikken i bakspejlet
I bogen “Husmandsliv” har G. Solvang givet en detaljeret skildring af udviklingen i de økonomiske og sociale
forhold i husmandskolonien Rønhave på Als 1925-80.
Rønhave var en af de 36 tyske domænegårde, som Statens Jordlovsudvalg overtog efter genforeningen.
Ejendommen ligger nord for Sønderborg med arealerne ned mod Alssund. Ejendommen var dengang på 318 ha.
I 1925 blev ejendommen udstykket og husmandskolonien Rønhave oprettet. Der blev oprettet 27 nye
husmandsbrug med lodder fra 5,3 til 6,7 ha. Desuden blev der udstykket 10 tillægsparceller og et par byggegrunde.
Bygningerne og restparcellen fungerede videre som forsøgsstation under Statens Planteavlsforsøg.
I de første ca. 25 år blev husmandsbrugene i Rønhave-kolonien drevet på traditionel måde med alsidigt
markbrug med korn, roer og græs, malkekvæg, svin og høns.
Omkring 1980 var der imidlertid sket meget betydelige forandringer i kolonien. Inden for den tidligere ret
homogene husmandskoloni var der fremkommet en række nye brugstyper, som var forskellige på en række
punkter.
De 5 hovedtyper af brug omkring 1980 var følgende:
• Husmandsbruget som pensionistbolig.
• Det alsidigt drevne husmandsbrug.
• Det specialiserede husmandsbrug.
• Husmandsbruget, hvor én af ægtefællerne er fuldtidsbeskæftiget uden for landbruget.
• Husmandsbruget som bolig for en familie med byerhverv.
I husmandsbruget som pensionistbolig var besætningen sat ud og jorden solgt fra til en naboejendom. Bygningerne
fungerede kun som bolig for det ældre husmandsægtepar.
Det alsidigt drevne brug havde foruden den oprindelige lod på 6,7 ha tilforpagtet 6,5 ha fra et nedlagt brug.
Der var fortsat alsidigt markbrug og besætningen var udvidet, så den bestod af 14 malkekøer, 20 ungkreaturer, 12
søer med opdræt og et hønsehold. Familien klarede sig økonomisk med indkomsten fra landbruget og havde ingen
bierhverv.
Det specialiserede husmandsbrug havde også forøget arealet ved tilkøb af noboejendommen.
Husdyrholdet bestod af 30 ungkreaturer til opfedning og godt 200 fedesvin. Husmanden havde desuden bierhverv i
vinterhalvåret.
Husmandsbruget, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget uden for landbruget, havde stadig kun det
oprindelige areal på 6,1 ha, som blev dyrket udelukkende med byg. En del af høsten blev brugt som foder til en lille
svinebesætning, mens resten blev solgt. Familiens hovedindkomst stammede fra mandens fuldtidsbeskæftigelse i
byerhverv.
I husmandsbruget som bolig for en familie med byerhverv var jorden solgt fra og landbrugspligten
ophævet. De oprindelige driftsbygninger (stald og lade) var revet ned og boligarealet til gengæld udvidet.
Ejendommen bestod derefter af en stor bolig på 230 m 2 og en grund på 1.900 m 2 og fungerede som bolig for en
familie, hvor begge forældre havde arbejde i byerhverv.
Den her beskrevne udvikling for de 27 brug i Rønhave-kolonien kan antages at være forløbet på
nogenlunde samme måde for de 12.000-14.000 husmandsbrug, som blev oprettet gennem Statens Jordlovsudvalg.
Til illustration af problemstillingen kan det også nævnes, at antallet af brug under 10 ha fra 1960 til 1970 faldt fra
91.500 til 44.000 brug.
Det viste sig, at de små brug på 5-8 ha, som man udstykkede i 1920’erne og de følgende årtier, ikke på
lang sigt var store nok til i sig selv, at give tilstrækkeligt indtjeningsgrundlag for en familie.
Man kan så rejse spørgsmålet, om det ville have været bedre, helt at undlade det indgreb i den oprindelige

landbrugsstruktur, som udstykningen var, og overlade det til markedskræfterne, at bestemme strukturudviklingen i
landbruget. Det var det synspunkt, som modstanderne af udstykningspolitikken stod for.
Hertil er at sige, at dette er en teoretisk problemstilling. Helt op til midten af 1950’erne var der i det store
og hele konsensus mellem de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og de
konservative – om udstykningspolitikken. De konservative stemte således for de årlige udlånslove indtil 1956.
(Udlånsloven for finansårene 1957/58 og 1958/59).
Dernæst må man tage de økonomiske og sociale forhold i den periode i betragtning. I begyndelsen af dette
århundrede var der et befolkningsoverskud på landet i forhold til de eksisterende erhvervsmuligheder.
Alternativet til udstykningspolitikken ville have været en endnu større indvandring til byerne, end den, der
faktisk skete og under kriseperioderne i 1920’erne og 1930’erne ville dette have medført endnu større
arbejdsløshed i byerne med deraf følgende social uro og ustabilitet. Ved at en del af dette befolkningsoverskud
blev skaffet erhvervsmuligheder på landet, bidrog man således til den sociale ro og stabilitet, samtidig med, at de
pågældende mennesker fik bedre livsvilkår.
Hovedparten af de nye husmænd blev rekrutteret fra gruppen af egentlige landarbejdere, d.v.s. gifte folk
med egen husstand, som især arbejdede på de større gårde. Denne gruppe udgjorde i 1930’erne ca. 40.000.
Men en del husmænd kom naturligvis fra gruppen af landbrugsmedhjælpere (karle) på de almindelige
bøndergårde, som fik kost og logi hos arbejdsgiveren. Denne gruppe var langt større, ca. 100.000.
For folk fra begge grupper betød det, at få foden under eget bord på et husmandsbrug en større grad af
sikkerhed og stabilitet og en social opstigning. Selvom arbejdskravene var meget store og økonomien stram,
foretrak de alligevel tilværelsen som selvstændige landbrugere frem for tilværelsen som lønmodtagere.
Udstykningspolitikken havde derfor i høj grad også et socialt sigte.
Desuden var de mindre brugs relative konkurrenceevne langt bedre dengang, før den omfattende
mekanisering af landbruget, som først for alvor begyndte i slutningen af 1940’erne.
Forrentningsprocenten i det mindre landbrug, som blev beregnet af Det landøkonomiske Driftsbureau, lå i
mange år på niveau med og i perioder over forrentningsprocenten i de andre brugsstørrelser, ligesom den var mere
stabil end forrentningsprocenten for de store brug.
Endelig må man ikke undervurdere husmandsbrugene som kulturel faktor. Det var gode hjem. Hjem, hvor
man lærte sparsommelighed, nøjsomhed og værdien af hårdt arbejde og selvstændigt ansvar. Fællesskabet om
arbejdet gav et stærkt familiesammenhold og disse værdier opvejede for mange de lange arbejdsdage og den
stramme økonomi. Der er andet end penge, som spiller en rolle, når man kun har ét liv, som det er blevet sagt.
Husmandsbruget skabte betingelser for et godt familieliv med sund arbejdsglæde under enkle forhold – et
jævnt og muntert, virksomt liv.
Man kan sige, at landbrugspolitikken i første halvdel af 1900-tallet – i hvert fald den jordpolitiske del af den
– havde en social dimension, mens landbrugspolitikken siden omkring 1970 først og fremmest har taget sigte på at
fremme det danske landbrugs internationale konkurrenceevne og afsætningsmuligheder. Men den til enhver tid
førte politik må bedømmes på grundlag af samtidens økonomiske og sociale forudsætninger og kan ikke vurderes
ud fra en langt senere tids helt andre forhold.
Statens Jordlovsudvalg
I perioden 1966-71 fortsatte jordlovsudvalget sit arbejde efter samme retningslinier som i de foregående år.
Udvalgets sammensætning var også uændret. Udvalget bestod som hidtil af 18 medlemmer, hvoraf
landbrugsministeren udnævnte 4, Folketinget 10 og De samvirkende danske Landboforeninger, De samvirkende
danske Husmandsforeninger, Almindelig dansk Gartnerforening og Dansk Arbejdsmands- og
Specialarbejderforbund hver 1 medlem.
Det ene af de af landbrugsministeren udnævnte medlemmer fungerede som formand, mens de 3 andre
medlemmer repræsenterede Landbrugsministeriet, Finansministeriet og udvalgets administration. Selvom
statshusmandsloven blev ophævet i 1971 og erstattet af udlånsloven, skete der som omtalt i det foregående ingen
ændringer med hensyn til Statens Jordlovsudvalg og dets sammensætning.
Af nye medlemmer i perioden skal nævnes gdr. Peter Larsen, Otterup og Niels Eriksen, Kørbitzdal.
Peter Larsen havde været medlem af Folketinget fra 1953 og var medlem af Statens Jordlovsudvalg fra

1964 til 1968, hvor han blev udnævnt til landbrugsminister i regeringen Baunsgaard. Han døde i 1970, kun 46 år
gammel.
Niels Eriksen, som afløste ham, var medlem af Folketinget fra 1947 og var medlem af Statens
Jordlovsudvalg 1968-76. Desuden havde han en lang række tillidshverv inden for landbrugsorganisationerne,
andelsvirksomheder, banker og erhvervsvirksomheder. Han var indehaver af den uofficielle titel: Kongen af Fyn.
I 1964 havde fhv. landbrugsminister Karl Skytte afløst N.Chr. Nielsen-Man som formand for
jordlovsudvalget og da han i 1968 blev valgt til formand for Folketinget, blev han afløst af folketingsmand, grd.
Simon From (V).
Karl Skytte var nok i visse henseender den bedste formand, Statens Jordlovsudvalg har haft. Han kendte
det faglige arbejde i udvalget ud og ind som medlem gennem 15 år (1942-57) og stedligt medlem for Svendborg og
Holbæk amter.
Som landbrugsminister gennem 7 år havde han desuden erhvervet sig en betydelig administrativ erfaring
og var vant til at træffe beslutninger. Desuden havde han gode kontakter på Christiansborg, som kom udvalget til
gode.
Han havde pondus – også i rent fysisk forstand – og fyldte godt i formandsstolen. Med sin sociale holdning
fulgte han alle udvalgets aktiviteter med engagement og interesse.
Desværre varede hans formandsperiode kun godt 3 år og hans fratræden blev beklaget af medlemmer og
udvalgets medarbejdere. På den anden side kunne det vel med en vis tilfredshed konstateres, at jordlovsudvalget
var i stand til at levere en formand til Folketinget.
Man kan få et indtryk af jordlovsudvalgets arbejdsopgaver ved at se nedenstående oversigt, der er baseret
på mødereferaterne fra jordlovsudvalget og forretningsudvalget i 1965/66:
Sager vedr. køb, drift og salg af jord 27 sager
Dispensationer efter statshusmandsloven
og arbejderboligloven 32 -
Låneansøgninger 19 -
Udtalelser efter landbrugsloven 43 -
Generelle administrative spørgsmål 12 -
Man vil se, at allerede i midten af 1960’erne udgjorde udtalelser til departementet og Matrikeldirektoratet om sager
efter landbrugsloven den største gruppe af sager i jordlovsudvalget og forretningsudvalget og næsten 1/3 af de
sager, som udvalget behandlede.
Med beslutningen om at ophæve statshusmandsloven havde man fjernet den lovgivning, som udvalget i sin
tid var blevet etableret for at administrere og dermed forsvandt en meget væsentlig del af jordlovsudvalgets
hidtidige arbejdsopgaver.
Men da man samtidig besluttede, at opretholde udvalget i uændret form, havde man jo skabt et
beskæftigelsesproblem for udvalget. Jordlovsudvalget løste dette problem ved at samle sig om den arbejdsopgave,
der var tilbage, nemlig høringssagerne efter landbrugsloven. Dette sagsområde blev da jordlovsudvalgets
hovedopgave i de følgende ca. 20 år.
Administrationen
Sagsområderne
Nedenstående tabel viser aktiviteten inden for Statens Jordlovsudvalgs vigtigste sagsområder i sidste halvdel af
1960’erne.
Det ses, at der var tale om en meget stærk nedgang i antallet af modtagne købstilbud og ligeledes markant
nedgang i antallet af godkendte jordkøb og solgte lodder – altså jordlovsudvalgets oprindelige hovedaktivitet.
Derimod var antallet af tilsagn om lån efter statshusmandsloven og arbejderboligloven stabilt og endog
svagt stigende. Administrationen i forbindelse med tidligere ydede lån gav også anledning til et betydeligt antal

sager vedrørende konvertering, låneovertagelse ved ejerskifte, dispensationer fra deklarationsbestemmelser og
låneindfrielser.
1965/66 1966/67 1967/68 1968/69 1969/70
Modtagne købstilbud 313 364 129 142 77
Godkendte jordkøb 92 68 46 93 45
Solgte lodder 129 108 85 83 57
Lånetilsagn 1.469 1.344 1.813 1.742 1.917
Ændring af rentevilkår m.v. 905 983 627 576 685
Udtalelser efter landbrugsloven 955 1.196 763 859 957
Afløsning af jordrente - - 979 4.756 1.280
Høringssagerne efter landbrugsloven vedrørende udstykning, sammenlægning og nedlægning af
landbrugsejendomme lå også stabilt i perioden med knap 1.000 sager om året.
Endelig var der et meget betydeligt antal sager om afløsning af jordrente – med et toppunkt i 1968/69 –
efter at der blev åbnet mulighed herfor ved ændringen af statshusmandsloven i 1967.
5-året 1965-69 er den sidste periode, hvor det er meningsfyldt at belyse aktiviteten i Statens
Jordlovsudvalgs administration ved hjælp af de oven for nævnte sagsgrupper. I 1971 blev statshusmandsloven
ophævet og administrationen fik i de følgende år tillagt en række helt nye sagsområder, som medførte at
institutionen ændrede karakter.
Administrationens organisation
Ved begyndelsen af perioden 1966-71 bestod Statens Jordlovsudvalgs administration i København af 5 kontorer.
Kontorerne havde følgende arbejdsopgaver:
1. kontor. Sager fra hele landet undtagen de sønderjyske og nordjyske amter vedrørende:
• Køb og salg af jord til udstykning og supplering.
• Bortforpagtning og egen drift af Jordfondens arealer.
• Udlån af Jordfondens midler.
2. kontor. Samme typer sager som 1. kontor fra de sønderjyske og nordjyske amter, hvor hovedparten af
Jordfondens arealer var beliggende.
3. kontor. Alle lånesager, bortset fra lån af Jordfondens midler.
4. kontor. Finanslovsbidrag, bevillingsadministration, regnskabsaflæggelse, personalesager og andre
sekretariatsfunktioner. Beregning og opkrævning af forpagtningsafgifter m.v. Betaling af terminsydelser, skatter og
afgifter. Fælles journal.
6. kontor. Sager vedrørende landbrugsloven. Fagkontor vedrørende matrikulære spørgsmål i
udstykningssager. I daglig tale kaldet “landinspektørkontoret”.
Jordfordelingssekretariatet (5. kontor) var et sekretariat for jordfordelingskommissionerne og var således
ikke en del af Statens Jordlovsudvalgs administration, bortset fra sekretariatsspørgsmål. Med hensyn til det faglige
arbejde efter jordfordelingsloven sorterede det udelukkende under jordfordelingskommissionerne.
Hertil kom kontoret i Tønder og Vildmosetilsynet.
Jordlovsudvalgets kontor i Tønder var sekretariat for det sønderjyske underudvalg og forberedte sager til
2. kontor vedrørende køb og salg af jord i de sønderjyske amter. Desuden varetog kontoret drift og bortforpagtning
af jordfondens arealer i Sønderjylland, herunder den årlige landlejeauktion.
Den tekniske afdeling varetog projektering, udlicitering og tilsyn med tekniske arbejder på Jordfondens
arealer i hele landet, d.v.s. hovedafvanding, dræning, kultivering og udstykningsmodning (veje, vand, el etc.). Hertil
kom de såkaldte forlandsarbejder foran digerne ud mod Vadehavet.
Kontoret i Tønder var faktisk delt i 2 kontorer, nemlig et administrationskontor og et teknisk kontor med
hver sin chef.
Vildmosetilsynet var sekretariat for Vildmoseudvalget og forestod græsudlejning i Store og Lille Vildmose

samt i øvrigt drift og kultivering af Jordfondens ejendomme og arealer i det nordjyske område.
Efter den kraftige kritik fra revisionsdepartementet og Administrationsrådet gav landbrugsministeren som
tidligere omtalt i august 1967 tilsagn om, at der ville ske en reduktion af antallet af kontorer i København fra 6 til 3.
Denne nedskæring blev dog først gennemført i 1969 og kontorerne havde derefter følgende sagsområder:
1. kontor. Finanslovsbidrag, bevillingsadministration, bogholderi og regnskab, personaleadministration og
andre sekretariatssager. Desuden sager vedrørende køb, drift og salg af ejendomme og arealer.
2. kontor. Lån i henhold til statshusmandsloven og arbejderboligloven. (Samtlige ekspeditioner i
lånesagerne). Sager vedrørende afløsning af jordrente.
3. kontor. Jordfordelingssekretariatet. Sager vedrørende jordfordelingsloven.
Det skal dog nævnes, at der allerede i 1966 var sket en reduktion fra 6 til 4 kontorer, idet 1 kontorchef var
overflyttet til departementets 2. afdeling og 1 kontorchef var stillet til rådighed for interne rationaliseringsopgaver i
Statens Jordlovsudvalg.
Personale
Halveringen af antallet af kontorer førte dog ikke til en tilsvarende reduktion af personalet.
Udviklingen i jordlovsudvalgets personale i perioden 1966-70 fremgår af følgende tal, hvor de
formiddagsbeskæftigede jurister m.fl. er omregnet til fuldtidsbeskæftigede i forholdet 3:1.
Statens Jordlovsudvalgs personale excl. jordfordelingssekretariatet
AC Kontorpersonale I alt
1966 39 85 124
1967 39 82 121
1968 37 79 116
1969 34 78 112
1970 30 73 103
Statens Jordlovsudvalgs personale incl. jordfordelingssekretariatet
AC Kontorpersonale I alt
1966 52 103 155
1967 51 100 151
1968 48 96 144
1969 45 98 143
1970 42 95 137
Personalet i Statens Jordlovsudvalgs administration (excl. jordfordelingssekretariatet) gik fra 1966 til 1970 ned fra
124 til 103 personer, altså en reduktion på 17 pct. Personaletallet inkl. jordfordelingssekretariatet gik i samme
tidsrum ned fra 155 til 137, en nedgang på 12 pct.
Personalets fordeling på AC’ere og kontorpersonale var nogenlunde uændret 30:70, men dog med en svag
tilbagegang for AC-siden i forbindelse med afviklingen af formiddagsstillingerne i slutningen af 1960’erne.
Når personalereduktionen ikke blev større skyldtes det øget aktivitet som følge af forhøjelsen af
statshusmandslovens bevilling til lån til køb af suppleringsjord i 1967 (fra 12 mill. kr. til ca. 50 mill. kr.) samt et
meget stort antal sager vedrørende afløsning af jordrente i slutningen af 1960’erne.
Administrationschef i hele den turbulente periode 1966-71 var Viggo Hauch.
Husmandsbrugskommissionerne
Jordlovsadministrationen var i hvert fald siden Statens Jordlovsudvalg i 1924 fik ansvaret for administrationen både
af den ældre udstykningslovgivning og 1919-lovene i princippet en central administration, for så vidt som

afgørelserne helt overvejende blev truffet centralt i jordlovsudvalget og i dettes administration. Men samtidig havde
jordlovsudvalgets stedlige medlemmer og husmandsbrugskommissionerne til stadighed spillet en væsentlig og
nødvendig rolle ved tilvejebringelsen af beslutningsgrundlaget for jordlovsudvalgets afgørelser.
Spørgsmålet om en større eller mindre decentralisering eller snarere dekoncentration af
jordlovsadministrationen havde fra tid til anden været oppe til drøftelse og spørgsmålet blev også taget op af
Landbokommissionen.
Kommissionens sekretariat fremlagde i januar 1964 en skitse baseret på etablering af 5-7 jordbrugsnævn
med tilhørende sekretariater, som skulle overtage en væsentlig del af de administrative opgaver, der hidtil var
blevet varetaget af Statens Jordlovsudvalg og departementet.
Modellen for denne skitse var de svenske jordbruksnämnder.
Landbokommissionens drøftelser af denne skitse førte til, at kommissionen nedsatte en arbejdsgruppe med
den opgave at udarbejde forslag til, hvorledes en dekoncentration af visse dele af jordlovsadministrationen kunne
gennemføres.
Arbejdsgruppens redegørelse forelå i maj 1964. Den foreslog etablering af 18 jordbrugsnævn med hver 6
medlemmer, nemlig en formand, 2 medlemmer fra landboforeningerne, 2 fra husmandsforeningerne og 1 medlem
med administrativ baggrund. Til støtte for nævnene skulle der etableres 5 områdekontorer i henholdsvis
København, Aalborg, Viborg, Vejle og Tønder. Hvert af kontorerne skulle fungere som sekretariat for 3-5
jordbrugsnævn.
De tilsynsførende medlemmers og husmandsbrugskommissionernes funktioner skulle overgå til
jordbrugsnævnene og de skulle have beføjelse til at træffe afgørelser på en række områder.
Som konsekvens heraf skulle husmandsbrugskommissionerne ophæves og Statens Jordlovsudvalg skulle
ændres til et landsjordbrugsnævn bestående af de 18 formænd for jordbrugsnævnene samt repræsentanter for
administrationen og organisationerne.
Da store dele af den jordpolitiske lovgivning på dette tidspunkt stod foran revision, blev spørgsmålet om
ændringer i jordlovsadministrationen dog indtil videre stillet i bero.
Landbokommissionens 10. betænkning fra januar 1971 indeholder imidlertid nogle overvejelser om en
ændret opbygning af jordlovsadministrationen.
I dette oplæg har man igen forladt tanken om jordbrugsnævn med områdekontorer som sekretariater, bl.a.
formentlig på grund af de administrative udgifter.
I stedet foreslog man etablering af et antal jordbrugskommissioner ved en slags fusionering af Statens
Jordlovsudvalgs “stedlige medlemmer” og husmandsbrugskommissionerne.
Jordbrugskommissionerne skulle efter forslaget overtage det arbejde, der hidtil var udført af de 12
tilsynsførende medlemmer af Statens Jordlovsudvalg, de 26 husmandsbrugskommissioner og de (fra 1. januar
1971) 5 jordfordelingskommissioner.
Statens Jordlovsudvalgs “stedlige medlemmer” skulle være formænd for jordbrugskommissionerne og lede
kommissionernes arbejde. De hidtidige formænd for husmandsbrugskommissionerne blev viceformænd og de 2
andre medlemmer af kommissionerne, som var udpeget af henholdsvis landbo- og husmandsforeningerne blev
såkaldte “menige medlemmer” af jordbrugskommissionen.
Desuden skulle der udpeges tilforordnede medlemmer, som kunne tiltræde kommissionerne ved
behandlingen af særlige spørgsmål, f.eks. vedrørende gartnerier eller arbejderboliger.
Det var en klar forudsætning, at der ikke skulle etableres sekretariater som bistand for
jordbrugskommissionerne og som konsekvens heraf skulle de heller ikke have kompetence til at træffe afgørelser i
sagerne. De skulle som hidtil alene afgive indstillinger til de centrale myndigheder.
Landbokommissionens forslag blev gennemført ved udlånsloven fra april 1971. I lovens § 33 hedder det: –
Landbrugsministeren nedsætter et passende antal jordbrugskommissioner og giver nærmere regler for
kommissionernes sammensætning og arbejdsområde og for udnævnelse af medlemmer af kommissionerne.
Loven lagde sig altså ikke fast på noget bestemt antal kommissioner og gav heller ikke bestemte
retningslinier for disses sammensætning.
I august 1971 kom Statens Jordlovsudvalg på departementets anmodning med et forslag til
kommissionsområder og disses bemanding.

Der blev foreslået 18 jordbrugskommissioner. De fleste amter skulle kun have 1 kommission, men Fyns
amt, Sønderjyllands amt, Aarhus amt, Viborg amt og Nordjyllands amt skulle hver have 2 kommissioner. De fleste
kommissioner skulle kun have 1 viceformand, men 5 af kommissionerne skulle dog efter forslaget have 2
viceformænd, således at der i alt blev 23 viceformænd.
På den måde blev der sørget for, at flest mulige af de 26 formænd for husmandsbrugskommissionerne
kunne fortsætte som viceformænd i jordbrugskommissionerne. Til gengæld blev systemet nok lidt overbemandet.
Landbokommissionen havde foreslået, at jordbrugskommissionernes områder skulle være de nye amter
efter kommunalreformen 1970, med visse undtagelser. De foreslåede 18 kommissionsområder svarede imidlertid
nogenlunde til de gamle amter før kommunalreformen, idet man tog vidtgående hensyn til de tilsynsførende
medlemmers hidtidige områder.
Kommissionens forslag om, at jordfordelingssagerne skulle lægges ind under jordbrugskommissionerne blev
heller ikke taget til følge og de 5 jordfordelingskommissioner fortsatte deres eget liv ved siden af
jordbrugskommissionerne.
Statens Jordlovsudvalgs forslag til områder for de nye jordbrugskommissioner blev fulgt i
Landbrugsministeriets bekendtgørelse fra september 1971 om jordbrugskommissionerne. (Landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 435 af 21/9-71 om jordbrugskommissioner).

Nye tider, nye opgaver
1972-82
Overførsel af sagsområder fra departementet
De første år i 1970’erne stod i Fællesmarkedets tegn. Forhandlingerne om Danmarks optagelse i De europæiske
Fællesskaber blev indledt den 30. juni 1970 og afsluttet i foråret 1972.
Folkeafstemningen om Danmarks tilslutning til EF fandt sted den 2. oktober 1972 og Danmark blev
medlem af De europæiske Fællesskaber fra 1. januar 1973. – Så kommer landbruget i Paradiset, som Aksel
Larsen sagde under en af Folketingets mange debatter dengang.
Forhandlingerne om medlemskab og gennemgangen af hele den eksisterende lovgivning med henblik på
efterfølgende tilpasning til EFs regelsæt gav i disse år anledning til hektisk aktivitet i de berørte ministerier, ikke
mindst i Landbrugsministeriet.
Det stod tidligt klart for ministeriets ledelse, at det ville blive nødvendigt med en ændring af departementets
organisation, hvis den danske deltagelse i administrationen af den fælles landbrugspolitik skulle ske på en
tilfredsstillende måde. Især forberedelsen af rådsmøderne og varetagelsen af væsentlige økonomiske interesser i
de mange forvaltningskomitéer krævede en ny organisation.
I forbindelse med Danmarks tilslutning til EF blev der derfor foretaget en gennemgribende reorganisering
af Landbrugsministeriets departement med henblik på at sætte ministeriet i stand til at varetage de danske
interesser inden for den fælles landbrugspolitik på en effektiv måde, herunder ikke mindst i forbindelse med
markedsordningerne for alle de vigtigste landbrugsvarer.
Landbrugsministeriets departement bestod i 1960’erne af 2 afdelinger, 1. og 2. afdeling. 1. afdeling havde
4 kontorer: 1. kontor (landvæsenskontoret), 2. kontor (domænekontoret), 3. kontor (grundforbedringskontoret) og 4.
kontor (veterinærvæsen m.m.). 2. afdeling bestod i mange år af kun et enkelt kontor, men fra 1966 var der dog 2
kontorer i 2. afdeling.
Denne organisation blev med virkning fra 1. november 1972 afløst af en helt ny organisationsplan, som var
forberedt af et internt udvalg. Det nye departement bestod af et sekretariat og 2 afdelinger med henholdsvis 5 og 6
kontorer.
I 1. afdeling var de vigtigste ændringer, at domænekontoret blev delt i 2 kontorer, 2. og 3. kontor, at 4.
kontor ligeledes blev delt i 2 kontorer, 4. og 5. kontor og at det hidtidige 3. kontor (grundforbedringskontoret) blev
nedlagt.
Departementets 2. afdeling blev derimod fuldstændig ændret. De 6 nye kontorer havde følgende
arbejdsopgaver:
• Koordinering af EF-spørgsmål og generelle EF-spørgsmål.
• Markedsordningerne for animalske landbrugsvarer.
• Markedsordningerne for vegetabilske landbrugsvarer.
• Markedsordningerne for frugt og gartneriprodukter.
• Spørgsmål vedrørende landbrugseksporten til industrilande og internationale organisationer vedrørende
i-lande (GATT, OECD m.fl.).
• Spørgsmål vedrørende eksporten til udviklingslande og internationale organisationer vedrørende u-lande
(FAO, WFP m.fl.).
Nedlægningen af 1. afdelings 3. kontor og overførslen af sagerne til Statens Jordlovsudvalgs administration havde
dog også en anden baggrund, nemlig ønsket om en tydeligere markering af arbejdsdelingen mellem departementet
og direktoraterne.
I en betænkning vedrørende centraladministrationens organisation (betænkning nr. 629/1971) havde en
arbejdsgruppe under Administrationsdepartementet anbefalet, at departementerne foretog en gennemgang af deres
arbejdsopgaver med henblik på en opstramning af arbejdsdelingen mellem departementer og direktorater/styrelser.
Hovedsynspunktet var, at departementerne fortrinsvis skulle varetage lovforberedelse, planlægning og overordnet
styring samt fungere som sekretariat for ministeren. Derimod skulle den almindelige ekspedition af større grupper
af enkeltsager i videst muligt omfang lægges ud til direktorater og styrelser (departement/direktoratsmodellen).
Der var altså en dobbelt baggrund for nedlægningen af grundforbedringskontoret og overførelsen af

sagerne til Statens Jordlovsudvalgs administration, nemlig dels behovet for en reorganisering og effektivisering af
Landbrugsministeriets departement i forbindelse med EF-tilslutningen, dels et generelt ønske om en mere
konsekvent gennemførelse af departement/direktoratsmodellen og herunder en betydelig udlægning af enkeltsager
fra departementet.
De lovområder, der blev overført fra departementet til Statens Jordlovsudvalgs administration i forbindelse
med nedlægningen af grundforbedringskontoret, var følgende:
• Lov om udlån til yngre landmænd.
• Lov om finansiering af grundforbedring og vandløbsregulering.
• Lov om indkøbsforeninger for mindre jordbrugere.
• Lov om afsætning af frisk dansk frugt og danske gartneriprodukter.
Overførslen af de 4 sagsområder skete ved departementets skrivelse af 24. oktober 1972 og med virkning fra 1.
november 1972.
I det følgende skal de 4 love omtales lidt nærmere.
Loven om udlån til yngre landmænd, der havde været gældende siden 1967, gav mulighed for at støtte
landmænd under 40 år, der etablerede sig første gang på en landbrugsbedrift, opfyldte visse uddannelseskrav (som
hovedregel grønt bevis) og tog landbrug som hovederhverv.
Lovens formål var at lette generationsskiftet for derved at fremme tilgangen af yngre, veluddannede
driftsledere til landbruget og øge erhvervets dynamik og tilpasningsevne.
I 1976 kom gartnere og frugtavlere med under loven og den fik navneforandring til lov om udlån til yngre
jordbrugere.
Støtten blev ydet i form af et kurstabslån og et etableringstilskud.
Statslånet blev beregnet som et beløb svarende til kurstabet på et 30-årigt realkreditlån, der forrentes med
5 pct. p.a. Låneloftet var oprindelig 600.000 kr., men blev forhøjet flere gange i de følgende år og var i 1982 1,3
mill. kr.
Lånene blev udbetalt af Statens Jordlovsudvalg, men den videre administration af lånene skete i
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.
Der blev nedsat et bedømmelsesudvalg med repræsentanter for erhvervsorganisationerne og
Undervisningsministeriet og med administrationschefen som formand til behandling af dispensationssager efter
ordningen. Ca. 40 pct. af sagerne blev behandlet i bedømmelsesudvalget.
I perioden 1976-82 var det gennemsnitlige, årlige antal ansøgninger ca. 1.050. Der blev i gennemsnit i
denne periode udbetalt lån for 143,7 mill. kr. og etableringstilskud for 18,7 mill. kr. årligt.
Loven om finansiering af grundforbedring og vandløbsregulering var fra 1970 og gav adgang til at yde
statslige lån og tilskud til vandløbsregulering, d.v.s. større arbejder, typisk hovedafvanding, der blev udført af flere
lodsejere i forening. Desuden kunne der ydes et tilskud på 25 pct. af udgifterne til grundforbedringsarbejder, d.v.s.
enkeltmandsarbejder, typisk dræning, mens lån til sådanne arbejder måtte optages på det almindelige lånemarked.
Loven var en videreførelse af den udlåns- og tilskudsvirksomhed, der havde eksisteret siden 1933 (for
enkelte former siden 1921) med henblik på at sikre landbrugsarealernes afvanding samt i et vist omfang tillige
tilgodese beskæftigelsesmæssige hensyn. Lovgivningen var indtil overførslen i 1972 blevet administreret i
departementets grundforbedringskontor, fra 1960 1. afdeling, 3. kontor.
Grundforbedringsloven fra 1970 fik kun en kort levetid, idet Landbrugsministeriet ved skrivelse af 17. maj
1972 gav samtlige grundforbedringsudvalg meddelelse om, at der som led i regeringens sparebestræbelser skulle
gennemføres et bevillingsstop for så vidt angik statsstøtte til de i grundforbedringsloven omhandlede
foranstaltninger.
Den tilbageværende administration i Statens Jordlovsudvalg bestod således i at foretage regnskabsmæssig
afslutning af de landvindings- og afvandingssager, hvortil der var ydet lån og tilskud fra staten i henhold til
grundforbedringsloven fra 1970 eller tidligere love. Dette arbejde blev afsluttet i 1981.
Loven om indkøbsforeninger for mindre jordbrugere, der ligeledes var fra 1970, gav mulighed for at yde
lån af statskassen til indkøbsforeninger for ejere af mindre landbrugsejendomme.
Lovens formål var at lette finansieringen af medlemmernes indkøb af landbrugsmaskiner, husdyr,

edskaber m.m. gennem ydelse af statslige lån på fordelagtige vilkår. Lånene blev ydet med en løbetid på 30 år og
en årlig forrentning på 6,5 pct.
Indkøbsforeningerne indsendte ansøgning om lån til et tilsynsudvalg, bestående af en repræsentant for
husmandsforeningerne, en for Finansministeriet og en for Landbrugsministeriet (formand).
På grundlag af tilsynsudvalgets indstilling bevilgede Statens Jordlovsudvalgs administration det pågældende
lån, samtidig med, at der blev fremsendt en obligation til bestyrelsens underskrift. Når den underskrevne obligation
var modtaget, blev den oversendt til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning med anmodning om
udbetaling af lånet, ligesom hypotekbanken forstod den videre administration af lånet.
Ordningen stammede tilbage fra 1939, men var altså indtil 1972 blevet administreret i
Landbrugsministeriets departement (grundforbedringskontoret).
Da området overgik til Statens Jordlovsudvalgs administration var der 31 indkøbsforeninger med i alt ca.
30.000 medlemmer. Foreningernes gæld til staten var ca. 105 mill. kr.
Loven om afsætning af frisk dansk frugt og danske gartneriprodukter (1970) gav adgang til at yde lån til
rationalisering og udbygning af gartneri- og frugtavlsvirksomheder samt af frugtlagre og afsætningsvirksomheder.
Lånene blev ydet med en løbetid på indtil 15 år og en forrenting på 6,5 pct. p.a.
Loven var et led i 1960’ernes landbrugsordninger og en videreførelse af låneordninger, der havde
eksisteret siden 1962 og var blevet administreret i departementets grundforbedringskontor.
Efter det danske medlemskab af EF blev afsætningsloven afløst af loven om administration af EF’s
markedsordninger for frugt og gartneriprodukter m.v. De særlige lånebestemmelser i denne lovs § 19 udløb i 1978.
Nye love i perioden 1972-82
Moderniseringsloven
Efter den 1. januar 1973 var Danmark som nyt medlemsland forpligtet til at gennemføre EF’s retsregler i
Danmark, herunder reglerne vedrørende EF’s strukturpolitik på landbrugsområdet.
Det vigtigste strukturdirektiv for primærsektoren var moderniseringsdirektivet (rådsdirektiv 159/1972).
Dette direktiv blev i 1973 gennemført som lov om støtte til modernisering af jordbrugsbedrifter
(moderniseringsloven).
Lovens formål var at bidrage til at bringe jordbrugernes indkomster op på niveau med indkomsterne for
lønmodtagere uden for landbruget (faglærte arbejdere i provinsen) gennem støtte til investeringer i et bedre og
mere moderne produktionsapparat på landbrugsbedrifterne.
Ansøgerne skulle forpligte sig til at gennemføre en udviklingsplan, som skulle godtgøre, at bedriften ved
planens afslutning ville kunne give mindst 1 heltidsbeskæftiget en arbejdsindkomst, svarende til indkomstniveauet
for lønmodtagere uden for jordbruget.
Efter loven kunne der ydes rentetilskud til lån, der blev optaget til finansiering af investeringer til
gennemførelse af en godkendt udviklingsplan for jordbrugsbedrifter. Rentetilskuddet udgjorde 5 pct. af den
tilskudsberettigede investering i de første 6 år og blev så nedsat gradvis, indtil det bortfaldt efter det 10. år. I 1982
blev rentetilskuddet sat op til 8 pct.
Fra moderniseringsloven trådte i kraft i 1974 og til udgangen af 1982 blev der givet tilsagn om rentetilskud
til i alt ca. 14.750 ansøgere med en samlet investering på 5,5 mia. kr. Det svarer til et gennemsnit på ca. 1.640
tilsagn pr. år i perioden 1974-82.
Moderniseringsloven var – bortset fra rentesikringsordningen – den første ordning, hvor der blev anvendt
edb i sagsbehandlingen. Alle relevante data i ansøgning og udviklingsplan blev indtastet i database hos LEC,
ligesom LEC sørgede for edb-udskrivning af forhåndstilsagn, endelige tilsagn, udbetalingslister samt udskrivning og
udsendelse af checks.
Samtidig med vedtagelsen af moderniseringsloven blev loven om tilskud til investeringer i landbrugets
produktionsbygninger (rentesikringsloven) ophævet. De tilsagn, der var givet efter loven, stod dog ved magt og det
betød, at der fortsat blev udbetalt tilskud efter denne lov til 1984.
Ved moderniseringslovens udløb i 1984 blev der udarbejdet en statistik vedrørende lovens virkninger. Der
var på det tidspunkt givet tilsagn til ca. 16.500 ansøgere med en samlet investering på 6,6 mia. kr. 81 pct. af de
foretagne investeringer var bygningsinvesteringer, heraf kostalde 13 pct., svinestalde 28 pct., lader, siloer,

maskinhuse og andre bygninger 14 pct. og installationer som fodrings- og udmugningsanlæg m.v. 17 pct.. 13 pct. af
investeringerne var investeringer i besætningsudvidelser og 5 pct. i maskiner til markbruget.
Udover rentetilskuddet var der også nogle andre tilskudsmuligheder under moderniseringsloven.
I forbindelse med ydelse af rentetilskud kunne der ydes statsgaranti for de optagne lån, hvis ansøgeren
ikke kunne opnå lån på det almindelige lånemarked.
Desuden kunne der ydes et særligt tilskud til gennemførelse af udviklingsplaner, der forudsatte en
omstilling til okse- og fårekødsproduktion (ekstensivering) og der kunne ydes tilskud til dækning af
administrationsomkostningerne ved etablering af samarbejde mellem jordbrugere.
Disse særlige støtteordninger fik dog aldrig nogen videre betydning.
Fra 1982 blev der givet mulighed for at yde et særligt engangstilskud til jordbrugere under 40 år, som
indsendte en udviklingsplan inden 5 år efter deres etablering på egen bedrift.
Moderniseringsloven har været en vigtig ordning for jordbrugserhvervene. Den investeringsstøtte til
primærbedrifterne, som er ydet efter loven, har bidraget væsentligt til at fremme den nødvendige modernisering og
effektivisering af landbrugets og gartneribrugets produktionsapparat. Denne kontinuerlige moderniseringsproces
har været en afgørende forudsætning for, at dansk landbrug og gartneri har kunnet bevare deres konkurrenceevne
og dermed deres betydning for produktion, beskæftigelse og valutaindtjening.
Tilskud til regnskabsføring
I henhold til loven om tilskud til fremme af regnskabsføring i jordbrugsbedrifter (1974) kunne der ydes tilskud til
jordbrugere, der forpligtede sig til – i en sammenhængende periode af mindst 4 år – at føre et regnskab, som kunne
danne grundlag for udarbejdelsen af et årligt driftsregnskab med status og beregning af driftsresultatet. Reglerne
var indeholdt i moderniseringsdirektivet (RD 159/72), men blev i Danmark gennemført som en særlig lov.
Formålet med ordningen var at fremme indførelsen af regnskabsføring på jordbrugsbedrifter som grundlag
for en bedre driftsplanlægning og økonomistyring. På tidspunktet for lovens vedtagelse i 1974 var kun lidt over
halvdelen af danske jordbrugere regnskabsførende.
Tilskud blev udbetalt én gang om året i 4 år til bedrifter, der opfyldte visse nærmere fastsatte
minimumskrav til regnskabsføringen. Ordningen blev ligesom moderniseringsloven administreret med udstrakt
anvendelse af edb.
Loven blev ophævet med virkning fra 1. januar 1990, da ordningen ikke længere skønnedes at have
væsentlig betydning for brugen af regnskabsføring i jordbrugserhvervene.
Grundforbedringslån
I 1974 vedtoges også lov om grundforbedringslån. I henhold til loven kunne der gives tilladelse til, at pantebreve for
lån til grundforbedring, som var optaget i det almindelige lånemarked, blev tinglyst med pant i den pågældende
ejendom forud for andre hæftelser af privatretlig oprindelse.
Loven blev administreret af jordbrugskommissionerne med rekurs til Statens Jordlovsudvalg.
Samtidig blev loven om finansiering af grundforbedring og vandløbsregulering ophævet, efter at
tilsagnsgivningen efter denne lov var standset allerede i 1972.
Ordningen med fortrinspant for grundforbedringslån i jordbrugsbedrifter er fortsat i kraft (1997).
Tilskud til dræning og vanding
I henhold til loven om tilskud til dræning og vanding fra 1975 blev der igen givet mulighed for at yde tilskud til disse
foranstaltninger.
Loven var et led i den række af beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, som blev gennemført af
regeringen Anker Jørgensen II (1975-78).
Der blev regnet med, at der ved dræning af 1.000 ha ville medgå 50.000 arbejdstimer ved selve
dræningsarbejdet, hvortil kom ca. 40.000 arbejdstimer ved fremstillingen af lerrør, transport m.m. Ved vurderingen
af beskæftigelseseffekten måtte det tages i betragtning, at det hovedsagelig drejede sig om ufaglært arbejdskraft og
om beskæftigelse i vintersæsonen (oktober-marts).
En bedre dræningstilstand ville også medføre en større dyrkningsstabilitet og dermed større høstudbytter.

Man regnede med et årligt merudbytte ved dræning på 5-10 hkg korn pr. hektar eller en dertil svarende mængde
foderenheder i andre afgrøder.
Vanding medfører også en større og mere stabil planteproduktion og virker derigennem som sikkerhedsnet
for de øvrige investeringers udnyttelse. Stabilitet og sikkerhed i grovfoderproduktionen er af stor driftsmæssig
betydning i forbindelse med kvæghold og mælkeproduktion. Ved dyrkning af salgsafgrøder som f.eks. kartofler
eller specialafgrøder og gartnerikulturer er vanding en betingelse for at opnå et ensartet udbytte af god kvalitet.
Arealerne med behov for vanding udgør ca. halvdelen af det samlede landbrugsareal.
Tilskuddet til dræning og vanding udgjorde 25 pct. af de tilskudsberettigede udgifter, i perioden 1981-84 dog
33 1/3 pct. Fra 1981 kunne der desuden gives tilskud til gravefri dræning, d.v.s. maskinel nedlægning af plastrør
uden gravning af åbne render som ved traditionel dræning.
Aktiviteten i perioden 1975-82 fremgår af nedenstående tabel.
Tilskud til dræning og vanding 1975-82
Dræning Vanding
Tilskud, mill. kr. Areal i hektar Tilskud, mill. kr. Areal i hektar
1975 10,9 6.500 - -
1976 10,3 5.400 16,9 24.200
1977 8,3 3.900 21,3 27.100
1978 14,6 6.000 20,4 23.700
1979 15,3 5.200 13,9 14.700
1980 15,1 4.500 3,3 3.300
1981 32,4 8.000 3,1 3.700
1982 40,9 8.900 4,3 3.600
1975-82 147,8 48.400 83,2 100.300
Det fremgår, at det drænede areal udgjorde ca. 6.000 ha i gennemsnit pr. år i perioden.
Der regnes med, at omkring halvdelen af det samlede landbrugsareal eller ca. 1,4 mill. ha er drænet. Med
en varighed af en dræning på 35 år skal der altså drænes 40.000 ha årligt for at opretholde den eksisterende
dræning. Med en varighed på 50 år skal der drænes ca. 28.000 ha årligt.
Selv i de år, hvor der blev givet betydelige tilskud til dræning, var der altså langt til, at det almindelige
vedligeholdelsesbehov blev opfyldt.
Det areal, hvor der i perioden 1975-82 blev etableret vandingsanlæg med tilskud udgjorde tilsvarende under
10 pct. af det areal, hvor der er behov for vanding.
Man må altså konkludere, at disse ordninger havde en begrænset effekt set i forhold til de totale behov.
Byggestøtteloven
I henhold til loven om tilskud til byggeforanstaltninger (byggestøtteloven) kunne der i årene 1975-78 ydes tilskud til
nybygning, tilbygning og ombygning af produktionsbygninger på jordbrugsbedrifter.
Loven var ligesom loven om tilskud til dræning og vanding et led i rækken af beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger, som blev gennemført af regeringen Anker Jørgensen.
Byggestøttelovens hovedformål var at fremme beskæftigelsen blandt bygningshåndværkere i
landdistrikterne.
Man regnede ved lovens vedtagelse med, at en investering i landbrugsbyggeri på 1,0 mill. kr. ville skabe
beskæftigelse svarende til 9 årsværk, heraf 6 årsværk ved selve byggeriet og 3 i byggematerialeindustrien og ved
transport m.m.
Tilskudsordningen gav anledning til samlede bygningsinvesteringer på jordbrugsbedrifter på ca. 830 mill. kr.
Det kan således antages, at ordningen har haft en samlet beskæftigelsesvirkning på ca. 7.500 årsværk,
heraf 5.000 ved selve byggeriet og 2.500 ved fremstilling af byggematerialer m.m. Ordningen må således siges at
have opfyldt sit formål som beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Tilskud til landbrugsbyggeri samt til dræning og vanding havde en særlig interesse derved, at den
beskæftigelsesmæssige effekt manifesterede sig i landdistrikterne, mens de andre beskæftigelsesfremmende
foranstaltninger især berørte byerhvervene. Derved skete der en vis geografisk afbalancering af den samlede
beskæftigelsesvirkning af de forskellige foranstaltninger.
Bevillingstilsagn under byggestøtteordningen ophørte 31. december 1978 og sidste tilskud blev udbetalt i
1980.
Skovforbedrende foranstaltninger
I 1977 vedtoges loven om tilskud til produktions-, beskæftigelses- og miljøfremmende foranstaltninger i det private
skovbrug.
Lovens formål var at fremme gennemførelse af kulturforanstaltninger i private småskove såsom udhugst
og pleje af unge bevoksninger m.m. Tilskud kunne ydes til private skovejere, når den pågældende ejendoms
samlede skovbevoksede areal ikke oversteg 50 hektar.
Tilskuddet blev ydet med indtil 100 pct. af den arbejdsløn, der blev udbetalt i forbindelse med arbejdernes
udførelse.
Der er ingen tvivl om, at loven om tilskud til skovforbedrende foranstaltninger har ydet et væsentligt bidrag
til en forbedring af kulturtilstanden i de private småskove og dermed har gavnet både vedproduktionen,
beskæftigelsen og skovmiljøet, således som det var lovens formål.
Rentetilskudsloven
I henhold til lov om tilskud til nedbringelse af jordbrugserhvervenes renteudgifter fra 1980 med senere ændringer
kunne der ydes statstilskud til nedbringelse af renteudgifter, der hidrørte fra investeringer i driftsbygninger og
installationer på jordbrugsbedrifter samt førstegangsetableredes køb af driftsbygninger.
Baggrunden for ordningen var den såkaldte “gældskrise” i begyndelsen af 1980’erne. I tillid til de højere
producentpriser, som landbruget opnåede efter Danmarks tilslutning til EF i 1973, havde mange yngre landmænd
købt ejendom til relativt høje priser og havde optaget store lån til finansiering af investeringer i
produktionsbygninger, besætning og maskiner.
I begyndelsen af 1980’erne skete der imidlertid en opstramning af prispolitikken i EF på grund af den
begyndende overskudssituation, samtidig med, at den danske lånerente steg til en hidtil ukendt højde. Den
gennemsnitlige effektive obligationsrente var stigende fra 1976 og nåede i 1982 et niveau på 21-22 pct. p.a.
Landbrugets nettorenteudgifter steg fra 3,0 mia. kr. i 1976/77 til 8,2 mia. kr. i 1981/82. Mens nettorenteudgifterne
udgjorde 36 pct. af bruttooverskuddet i 1977, var de i 1980 steget til 75 pct. heraf.
Mange landmænd og især de yngre og mest aktive blev derfor fanget i en “gældsfælde” med store lån og
høje rentesatser.
De stærkt stigende finansieringsudgifter sammen med stagnerende salgsindtægter fra produktionen ved
overgangen fra 1970’erne til 1980’erne skabte betydelige økonomiske vanskeligheder i landbruget, især for de
yngre landmandsfamilier med en stor animalsk produktion.
Landbrugets indkomstklemme kunne i 1970’erne finansieres gennem belåning af ejendomsprisstigningerne,
fordi priserne på jord og ejendomme i årene efter EF-tilslutningen steg kraftigt – meget mere end den almindelige
landbrugsdrift kunne forrente.
Men fra 1979 begyndte ejendomspriserne at falde og dermed brød systemet sammen.
Den løse gæld, som hidtil i stort omfang havde kunnet konverteres til langfristede kreditforeningslån, fordi
der var friværdier i ejendommene, måtte nu forrentes over en dyr kassekredit eller som løs foderstofgæld til en
rente helt oppe på 30 pct. p.a.
Det synlige resultat af gældskrisen i landbruget blev en stærk stigning i antallet af tvangsauktioner.
Antallet af kundgjorte tvangsauktioner over landbrugsejendomme udviklede sig således:
1979
159
1980

159
1981
1.607
1982
1.452
1983
966
1984
839
Der opstod således en politisk situation, hvor der var behov for foranstaltninger fra samfundets side for at hjælpe
de kriseramte landmandsfamilier.
Folketinget vedtog en række foranstaltninger, som tog sigte på at lette likviditeten i landbruget. Det drejede
sig om følgende tiltag:
• Gældssaneringsloven.
• Loven om negativ indkomstskat.
• Reglerne om henstandslån i kreditforeningerne.
• Loven om tilskud til nedbringelse af jordbrugserhvervenes renteudgifter (rentetilskudsloven).
Tilskuddet blev udbetalt i 4 rater og udgjorde 4 pct. om året af det beløb, hvormed de tilskudsberettigede
investeringer oversteg 150.000 kr. For investeringer, der var omfattet af en moderniseringsplan efter
moderniseringsloven, var tilskuddet dog 5 pct. om året.
Fra Lovens ikrafttræden 1. september 1980 og indtil ansøgningsfristens udløb 31. december 1981 indkom
der i alt 25.200 ansøgninger om rentetilskud.
Udbetalingerne i medfør af rentetilskudsloven udgjorde følgende beløb:
Mill. kr. 1980 1981 1982 1983 1984
79 275 339 513 6
I lovens gyldighedsperiode 1980-84 blev der altså i alt udbetalt ca. 1,2 mia. kr. til landmændene til nedbringelse af
renteudgifter på jordbrugsbedrifter.
Den samlede likviditetslettelse for landbruget i 5-året 1980-84 i medfør af de forskellige støtteordninger for
landbruget (negativ indkomstskat, gældssanering, henstandslån og rentetilskudsloven) udgjorde ca. 4,0 mia. kr.
Vikarordninger
I 1981 vedtoges loven om tilskud til vikarordninger inden for jordbruget. Efter loven kunne der ydes tilskud til
foreninger af jordbrugere, som havde til formål at yde vikarbistand til foreningens medlemmer ved disses sygdom,
ved efteruddannelse, som krævede fravær fra bedriften samt ved ferier og fridage.
Formålet med statens støtte til driften af vikarordningerne var at bidrage til at forbedre landmænds og
gartneres arbejdsvilkår ved at skaffe mulighed for kvalificeret hjælp til pasning af bedriften under sygdom,
efteruddannelse samt ved ferie m.m. I dag er de fleste bedrifter eenmandsbedrifter og ejeren (eller forpagteren) er
derfor i en vanskelig situation i tilfælde af f.eks. sygdom.
Tilskud til de enkelte vikarforeninger ydes til delvis dækning af foreningernes udgifter til lønning og
kørselsgodtgørelse til vikarer og arbejdsfordelere, til uddannelse af vikarer og til foreningernes administration.
Ved behandlingen af ansøgninger om tilskud blev der nedsat et udvalg på 6 medlemmer, bestående af
repræsentanter for Statens Jordlovsudvalg (formand) departementet, landbo- og husmandsforeningerne, Dansk
Erhvervsgartnerforening og Arbejderbevægelsens Erhversråd.
Fra lovens ikrafttræden den 1. juli 1981 og til udgangen af 1982 blev der etableret 47 vikarordninger,

hvorefter hele landet var dækket.
Der er ikke tvivl om, at vikarordningerne har imødekommet et stort behov og har bidraget til at skabe
større tryghed ved arbejdssituationen i store dele af det praktiske jordbrug. Ordningen tillægges derfor stor
betydning af jordbrugerne.
Samtidig har ordningerne en positiv samfundsøkonomisk virkning i retning af at stabilisere produktionen.
Bedrifter med en stor animalsk produktion, drivhusgartnerier m.m. er meget sårbare i tilfælde af ejernes sygdom
eller fravær og er derfor afhængige af, at der kan skaffes kvalificeret vikarhjælp i sådanne situationer.
Projektstøtte
I forbindelse med Danmarks medlemskab af EF var i 1973 vedtaget lov om tilskud til strukturprojekter inden for
jordbruget. Ved loven gennemførtes rådsforordning 17/1964 i Danmark. Ordningen omtales imidlertid først nu,
fordi administrationen af projektstøtteordningen lå i Landbrugsministeriets departement i perioden 1973-81.
Fra 1. maj 1981 blev de administrative opgaver vedrørende udbetaling af tilskud og kontrol med de
godkendte projekters gennemførelse i overensstemmelse med de tidligere givne tilsagn om tilskud overført til
Statens Jordlovsudvalgs administration. Siden 1985 har direktoratet varetaget alle administrative opgaver i
forbindelse med projektstøtten.
Projektstøttens formål er at fremme projekter, som tager sigte på udvikling eller rationalisering af
virksomheder, der beskæftiger sig med behandling, forarbejdning eller afsætning af jordbrugsprodukter.
Det danske statstilskud udgjorde mellem 5 og 8 pct. af den tilskudsberettigede investering.
Ved et statstilskud på 5 pct. ydede den europæiske udviklings- og garantifond for landbruget et tilskud på
12,5 pct. Ved et statstilskud på mellem 5 og 8 pct. ydede udviklingsfonden et beløb på 2,5 gange statstilskuddet,
ved et statstilskud på 6 pct. var EF-tilskuddet således på 15 pct. Statstilskud på 8 pct. og derover til særligt højt
prioriterede projekter udløste et EF-tilskud på 25 pct.
Strukturprojektordningen spiller således samme rolle for jordbrugets forsynings- og
forarbejdningsvirksomheder (sekundærsektoren) som moderniseringsloven og dens efterfølgere har gjort og gør for
de egentlige jordbrugsbedrifter (primærsektoren), nemlig at fremme investeringer i en løbende modernisering og
tilpasning af produktionsapparatet med henblik på at sikre danske fødevarevirksomheders internationale
konkurrenceevne og dermed deres afsætningsmuligheder, beskæftigelse og valutaindtjening.
Ændringer i tidligere love m.v.
Arbejderboligloven
Som tidligere omtalt, blev statens støtte til opførelse af arbejderboliger på landet fra 1971 ydet i form af en
statsgaranti for almindelige prioritetslån samt boligdriftslån til nedbringelse af terminsydelserne.
Denne ordning blev imidlertid kun benyttet i et meget begrænset omfang. Ved en ændring af
arbejderboligloven i maj 1975 blev adgangen til at yde støtte til opførelse af nye arbejderboliger derfor helt
ophævet.
Samtidig blev der indført adgang for ejeren af en arbejderbolig til at kræve boligen frigjort for
rådighedsindskrænkninger efter arbejderboligloven mod indfrielse af statslån, indbetaling af en særlig
frigørelsesafgift til statskassen samt et beløb, svarende til den rentebesparelse, som de lavt forrentede lån havde
bevirket siden ejendommens oprettelse (rentelempelsesbeløbet).
Efter ophævelsen af støtten til opførelse af nye arbejderboliger drejede administrationen i Statens
Jordlovsudvalg sig om administrationen af den eksisterende boligmasse.
Der blev i årene 1938-71 oprettet ca. 17.000 arbejderboliger med statslån, men ca. 1.000 af disse boliger
var tidligere frigjort for notering og rådighedsindskrænkninger, således at der i 1975 eksisterede ca. 16.000
arbejderboliger.
Administrationen af arbejderboligsager i Statens Jordlovsudvalg omfattede i det væsentlige 3 kategorier af
sager, nemlig:
• Ejerskiftesager.
• Dispensationssager.
• Frigørelsessager.

Ved ejerskifte på en arbejderbolig skulle der tages stilling til, om køber opfyldte betingelserne for at få tinglyst
adkomst på boligen samt at overtage de indestående statslån. Antallet af ejerskiftesager lå i perioden 1972-82 på
ca. 200 om året.
Ifølge arbejderboliglovens § 18 måtte ejeren ikke foretage ombygning af eller tilbygning til boligen eller
ændringer i dens indretning, hvorved ejendommen mistede sin karakter af énfamiliebolig, passende for en
arbejderfamilies indtægtsniveau. Bygningsforandringer, som respekterede boligens karakter, kunne finde sted, men
krævede en særlig tilladelse fra Statens Jordlovsudvalgs administration.
Hvorvidt en given forandring respekterede boligens karakter eller ej beroede naturligvis på et skøn. De
mere tvivlsomme sager blev derfor forelagt jordlovsudvalgets SID-valgte medlem, gruppeformand Jes Nissen, som
af karsken bælg udtalte sin mening om udestuer, spisekøkkener, bryggerser og carporte.
Formålet med frigørelsesafgiften var at give ejerne fri rådighed over deres ejendomme, så de fremover
slap for besværet med rådighedsbegrænsninger, f.eks. ved ombygning m.v. Samtidig fik staten nogle af sine penge
tilbage i statskassen.
Frigørelsesafgiften skulle modsvare den økonomiske fordel ved ejendommens frigørelse. Afgiften
varierede mellem 25.000 kr. og 50.000 kr., afhængigt af områdets karakter. Antallet af frigørelsessager udgjorde i
årene 1976-82 ca. 200 om året.
Ved udgangen af 1982 var der endnu omkring 13.000 arbejderboliger, der var omfattet af lov om
arbejderboliger på landet.
Statshusmandsbekendtgørelsen
I forbindelse med ophævelsen af statshusmandsloven i 1971 måtte der tages stilling til, hvordan der skulle forholdes
med hensyn til de lån, der var bevilget efter statshusmandsloven og de ældre jordlove. Der udestod på det tidspunkt
en samlet lånemasse i statshusmandsbrug på 700-800 mill. kr. og med en restløbetid på 30-40 år.
Der blev derfor indsat en bemyndigelsesbestemmelse i lov om statens udlån til jordbrugsmæssige formål
m.m. (udlånsloven) fra april 1971.
Landbrugsministeren blev bemyndiget til ved bekendtgørelse at fastsætte bestemmelser vedrørende
ejendomme, der var oprettet og lån, der var ydet i henhold til statshusmandsloven og de ældre jordlove, hvorved
den for ejendommene eller lånene hidtil gældende retsstilling blev opretholdt med de ændringer, som udlånsloven
eller den øvrige lovgivning nødvendiggjorde. Ministeren blev desuden bemyndiget til ved bekendtgørelse at
fastsætte bestemmelser, hvorved adgangen til afløsning af jordrente blev opretholdt.
Bekendtgørelsen om statshusmandsbrug m.m. og jordrente (statshusmandsbekendt-gørelsen) kom i 1973
(Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. oktober 1973).
Statshusmandsbekendtgørelsen indeholdt følgende hovedbestemmelser:
Pantebreve for lån i henhold til statshusmandsloven eller de ældre jordlove skulle bevare deres
prioritetsstilling og de i pantebrevene fastsatte bestemmelser om lånenes forrentning, amortisation og forfald samt
om tilbagerykning, udpantning m.m. skulle gælde uændret.
Servitutter og andre rådighedsindskrænkninger, der påhvilede ejendomme i henhold til statshusmandsloven
eller de ældre jordlove skulle bevare deres gyldighed og de foretagne noteringer i matrikel og tingbog om
“statshusmandsbrug” skulle opretholdes, sålænge der indestod lån i ejendommen fra staten eller Jordfonden.
Ved ejerskifte, hvor den nye ejer fik tilladelse til at overtage indestående lån i henhold til
statshusmandsloven eller de ældre jordlove, skulle lånevilkårene ændres, således at restlånene blev konverteret til
ét samlet lån (annuitetslån), der blev forrentet med 6,5 pct. p.a. og afdraget over en periode på ca. 30 år fra det
oprindelige låns anvisning. Det vil sige, at der skulle gælde samme vilkår som for nye lån efter udlånsloven.
Statshusmandsbekendtgørelsen indholdt desuden detaljerede bestemmelser vedrørende jordrente, herunder
selve jordrenteforpligtelsen, regler vedrørende afløsning af jordrente og om lån til afløsning af jordrenten. Disse
bestemmelser svarede til de tilsvarende bestemmelser i statshusmandsloven (§§ 18-25).
I henhold til bestemmelserne om afløsning af jordrente var jordrenten pr. 1. april 1976 afløst på 10.200
ejendomme og arealer. I de følgende år var der følgende antal sager med afløsning af jordrente.

Afløsning af jordrente 1976-82. Antal sager
1976 635
1977 275
1978 197
1979 530
1980 78
1981 59
1982 33
Ved udgangen af 1982 resterede der kun ca. 1.500 jordrentedebitorer, mod oprindelig ca. 13.500.
Jordfordeling
Jordfordelingsarbejdet fortsatte i perioden 1972-82 i alt væsentligt efter de retningslinier, der var fastlagt med
jordfordelingsloven fra 1955.
Jordfordelingssekretariatet forestod udfærdigelse af jordfordelingsplaner, forelæggelse af disse for
jordfordelingskommissionerne til godkendelse og afsigelse af kendelse samt udførte det videre fornødne til
planernes gennemførelse og berigtigelse i matrikel og tingbog. Planlægningen blev som hovedregel udført af
praktiserende landinspektører, men undertiden af sekretariatets egne planlæggere.
Godkendelse af jordfordelingsplaner samt afsigelse af foreløbig og endelig kendelse skete i perioden 1972-
82 i 5 jordfordelingskommissioner med følgende områder:
Kommission 1: Sjælland og Bornholm
Kommission 2: Fyn, Vejle og Aarhus amter
Kommission 3: Nordjylland og Viborg amter
Kommission 4: Ringkøbing og Ribe amter
Kommission 5: Sønderjyllands amt.
Langt hovedparten af aktiviteten lå i kommission 3-5, altså i Nord-, Vest- og Sønderjylland.
Ved en lovændring i 1975 blev der indført nogle mindre ændringer i 1955-loven. Bestemmelsen om, at der
til brug for planlægningen skulle foretages en vurdering af jordernes indbyrdes ombytnings- og beliggenhedsværdi
blev justeret efter erfaringerne fra praksis, således at denne vurdering kunne undlades, hvis forholdene talte for
det.
I denne periode fik jordfordelingssekretariatet en ny aktivitet, som i de følgende år fik stigende betydning,
nemlig jordfordeling i forbindelse med vejanlæg og andre strækningsanlæg.
I forbindelse med den øgede byudvikling i 1960’erne og 1970’erne skete der også et opsving i vejbyggeriet,
som førte til et samarbejde mellem jordfordelings- og vejmyndighederne. Samarbejdet tog sigte på, at begrænse de
arronderingsmæssige gener ved nye vejanlæg mest muligt, samtidig med at antallet af overkørsler og nye
markadgangsveje blev indskrænket af hensyn til færdselssikkerheden.
I forbindelse med anlæg af nye amtsveje skete planlægningen og det øvrige arbejde i henhold til
jordfordelingslovens bestemmelser og arealomlægningerne skete ved kendelse afsagt af den pågældende
jordfordelingskommission.
Med hensyn til anlæg af statslige hovedlandeveje blev der omkring 1970 etableret en ordning, hvor
jordfordelingssekretariatets planlæggere udarbejdede forslag til frivillige jordfordelinger, der gennemførtes som led i
ekspropriationerne til det pågældende vejanlæg. Planlægningsarbejdet blev altså udført af
jordfordelingssekretariatet som en art konsulentvirksomhed for ekspropriationskommissionen.
Planlægningen m.v. skete efter bestemmelserne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation af fast
ejendom (ekspropriationsprocedureloven) og arealomlægningerne blev berigtiget af ekspropriationskommissionen.
Ved en ændring af ekspropriationsprocedureloven i 1981 fik ekspropriationskommissionerne udvidet
hjemmel til at gennemføre jordfordeling i forbindelse med ekspropriation til offentlige anlæg. Samtidig blev der

fastlagt retningslinier for anlægsmyndighedens samarbejde med Jordfordelingssekretariatet vedrørende de
landbrugsmæssige hensyn ved hovedvejsanlæg.
Det arbejde, der gennem årene er udført af jordfordelingssekretariatet i forbindelse med veje og andre
strækningsanlæg har haft stor betydning både ved at skabe de bedst mulige driftsforhold for de
landbrugsejendomme, der er blevet berørt af anlægget og ved at forbedre færdselssikkerheden ved at reducere
færdslen med landbrugsmaskiner på tværs af og langs med det nye vejanlæg mest muligt.
Antallet af foreløbige kendelser er et godt udtryk for jordfordelingsaktiviteten. I nedenstående tabel er
derfor vist antallet af foreløbige kendelser for hvert år i perioden 1972-82 samt det omlagte areal og antallet af
deltagende ejendomme.
I gennemsnit for hele perioden var der 14 jordfordelinger pr. år med et omlagt areal på ca. 2.400 ha og 600 berørte
ejendomme. Det omlagte areal var 170 ha pr. sag og der deltog i gennemsnit 41 ejendomme pr. sag.
x) 1/4-31/12-78
Jordfordelingsaktiviteten 1972-82. Foreløbige kendelser
Antal Omlagt areal Antal Omlagt areal Antal
kendelser (ha) deltagende pr. sag ejendomme
ejendomme pr. sag
1972/73 15 4.267 1.029 284 69
1973/74 13 3.076 591 237 45
1974/75 11 1.133 311 103 28
1975/76 13 1.730 505 133 39
1976/77 17 3.091 596 182 35
1977/78 15 2.088 534 139 36
1978 x) 9 1.108 263 123 29
1979 17 2.211 450 130 26
1980 11 2.285 556 208 51
1981 16 2.345 720 147 45
1982 21 3.760 941 179 45
Gennemsnit
1972-82 14 2.463 590 170 41
Landbrugsloven
Landmændenes forventninger om en bedre indtjening i landbruget forud for Danmarks tilslutning til EF og en
almindelig stigning i efterspørgslen efter landbrugsjord til byudvikling og til rekreative formål havde medført
kraftige prisstigninger på landbrugsjord fra slutningen af 1960’erne.
Samtidig kunne man konstatere en betydelig interesse for køb af landbrugsejendomme fra byfolks side,
med det formål at skaffe sig en helårs- eller feriebolig og samtidig opnå visse skattemæssige fradragsmuligheder. I
1970 udgjorde ikke-landmænds køb således 44 pct. af det samlede antal salg af landbrugsejendomme. Herved blev
tendenserne til prisstigninger på landbrugsjord yderligere forstærket.
Denne udvikling blev anset for på længere sigt at hæmme en sund strukturudvikling i landbruget, fordi de
højere jordpriser bidrog til at vanskeliggøre især de yngre landmænds etablering. Da adgangen for personer til at
erhverve indtil 2 ejendomme var fri for enhver, måtte de unge landmænd, der ønskede at etablere sig, ofte
konkurrere med mere pengestærke købere. Tilsvarende gjaldt etablerede landmænd, som ønskede at købe
suppleringsjord.
På denne baggrund fremsatte regeringen i december 1972 forslag om ændring af landbrugsloven, herunder
særlig erhvervelsesbestemmelserne.

Lovforslaget undergik væsentlige ændringer under folketingsbehandlingen, hvor spørgsmålet om at undgå
spekulationsprægede erhvervelser og fjerneje spillede en væsentlig rolle. Ved fjerneje tænkte man dels på byfolks
køb af landbrugsejendomme, dels – selv om det ikke blev sagt så direkte – på andre EF-landes borgeres køb af
danske landbrugsejendomme.
Den nye landbrugslov, der blev vedtaget i juni 1973, skærpede derfor reglerne om erhvervelse af
landbrugsejendomme væsentligt.
For personerhvervelsers vedkommende blev de hidtidige erhvervelsesregler suppleret med bestemmelser,
hvorefter erhververen skulle tage fast bopæl på den erhvervede ejendom. Endvidere skulle erhververen have eller
tage jordbrug som hovederhverv, medmindre den erhvervede ejendoms grundværdi var under en vis grænse eller
dens areal var under 5 ha.
Reglen om, at der frit kunne erhverves indtil 2 landbrugsejendomme uanset beliggenhed, blev strammet,
således at det blev en betingelse, at ejendommene kunne samdrives efter landbrugslovens § 9, d.v.s. var
beliggende inden for en indbyrdes afstand af 15 km.
Formålet med de gennemførte ændringer i landbrugsloven var, at sikre en fortrinsstilling med hensyn til
erhvervelse af landbrugsejendomme for personer, der skulle leve af at drive landbrug, at modvirke spekulation i
forbindelse med erhvervelse af landbrugsejendomme samt at modvirke etablering af fjerneje af danske
landbrugsejendomme.
Landbrugsloven fra 1973 markerede en vigtig nyorientering af erhvervelsesreglerne, idet man for første
gang indførte erhvervelsesbetingelser, der direkte tog sigte på at give de egentlige landmænd, der skulle leve af at
drive landbrug, en fortrinsstilling ved erhvervelse af landbrugsejendomme.
I juni 1978 blev landbrugsloven igen ændret og reglerne om personers erhvervelse af landbrugsejendomme
blev yderligere skærpet.
Baggrunden for lovændringerne var forslag i betænkningen om en fremtidig landbrugspolitik, betænkning
795/ 1977.
For erhvervelser i almindelig fri handel blev erhvervelsesbetingelserne suppleret med et uddannelseskrav,
som det oprindelig havde været foreslået allerede i lovforslaget fra 1972.
Formålet med uddannelseskravet var bl.a. at undgå, at f.eks. ægtefæller uden erhvervsarbejde kunne
fungere som formelle ejere (“stråmænd”) i forbindelse med byfolks køb af landbrugsjendomme, de såkaldte
“koneerhvervelser”.
Desuden var det vel opfattelsen, at et uddannelseskrav ville sikre en vis fortrinsstilling for de egentlige
jordbrugere, der ønskede at erhverve en landbrugsejendom for at etablere en fagligt kvalificeret og økonomisk
rentabel drift som erhvervsmæssigt grundlag for familien.
Erhvervelsessagerne
Administrationen af landbrugsloven havde siden landbrugsloven fra 1949 været delt mellem departementet og
Matrikeldirektoratet, således at departementet administrerede erhvervelsesbestemmelserne, mens
Matrikeldirektoratet administrerede de øvrige bestemmelser i loven.
Siden landbrugsloven fra 1967 administrerede Matrikeldirektoratet således lovens kapitel I-IV om
ophævelse af landbrugspligten, landbrugsejendommes drift, samdrift, forpagtnings- og lejeforhold samt udstykning
og sammenlægning af landbrugsejendomme, mens departementet administrerede lovens kap. V om erhvervelse af
landbrugsejendomme.
Administrationen af erhvervelsesbestemmelserne havde ikke noget særligt stort omfang før 1973, men
efter indførelsen af bopælspligten og hovederhvervskravet i 1973-loven blev der tale om et ret betydeligt antal
dispensationsansøgninger, ca. 200 om året.
I de første år efter 1973 foregik administrationen på den måde, at administrationen i Statens
Jordlovsudvalg modtog ansøgningerne og udførte hele sagsbehandlingen, hvorefter de færdige – men ikke
underskrevne – skrivelser blev sendt over til departementet, hvor en ekspeditionssekretær skrev dem under og
fremsendte dem til ansøger. Administrationen i Statens Jordlovsudvalg fungerede altså som en slags
“underleverandør” til departementet for at sige det så pænt som muligt.
Denne noget ejendommelige arbejdsdeling blev dog bragt til ophør i 1975. Ved Landbrugsministeriets

ekendtgørelse af 29. august 1975 om administrationen af visse bestemmelser i lov om landbrugsejendomme blev
Statens Jordlovsudvalg bemyndiget til at træffe afgørelse efter bestemmelserne i landbrugslovens kap. V om
erhvervelse af landbrugsejendomme. Endvidere blev jordlovsudvalget – i praksis administrationen – bemyndiget til
at udøve en række beføjelser – bl.a. kontrol- og straffebestemmelser – efter lovens kap. VI-VIII, der hidtil havde
været udøvet af departementet.
Administrationen af erhvervelsesbestemmelserne omfattede behandlingen af ansøgninger fra personer, der
ønskede at erhverve en landbrugsejendom, men som ikke opfyldte de almindelige erhvervelsesbetingelser i
landbrugsloven. Endvidere ansøgninger fra selskaber, institutioner m.m. om erhvervelse af landbrugsjord.
Administrationen i jordlovsudvalget varetog desuden kontrollen med erhvervelse af landbrugsejendomme,
når erhververen havde afgivet erklæring om at opfylde landbrugslovens erhvervelsesbetingelser. Hvis der tidligere
var meddelt erhvervelsestilladelse på nærmere angivne betingelser, påså administrationen, at de pågældende
betingelser blev opfyldt inden for de fastsatte tidsfrister eller eventuelt efter fristforlængelse.
I forbindelse med dette kontrolarbejde blev der i en del tilfælde meddelt påbud om genafhændelse af
vedkommende landbrugsejendom og hvis påbudet ikke blev efterlevet kunne der blive tale om at rejse tiltale
gennem den stedlige politimester.
Antallet af ansøgninger fra personer om tilladelse til erhvervelse af en landbrugsejendom med dispensation
fra landbrugslovens erhvervelsesregler var følgende:
Antal dispensationssager for personer. 1974-82
1974 250
1975 319
1976 232
1977 226
1978 190
1979 1.000
1980 1.531
1981 2.250
Det ses, at antallet af dispensationsansøgninger efter 1973-loven lå omkring 200 sager om året. Det noget større
antal i 1975 skyldes overførslen af sager fra departementet.
De nye regler i 1978-loven med uddannelseskrav og krav om landbrug som væsentligste erhverv i
forbindelse med et øget udbud af mindre ejendomme på grund af krisen i landbruget førte imidlertid i løbet af få år
til en 10-dobling af antallet af dispensationssager.
Kravet om landbrugsuddannelse og landbrug som væsentligste erhverv gjaldt ifølge loven for alle
landbrugsejendomme, altså også for et stort antal små og ukurante ejendomme med nedslidte
produktionsbygninger, hvor det var ganske urealistisk, at få disse krav opfyldt. Samtidig var interessen for
suppleringsjord fra de etablerede landmænds side ikke særlig stor i begyndelsen af 1980’erne på grund af krisen i
landbruget.
Derfor kom den viste voldsomme vækst i antallet af dispensationssager og der måtte tilrettelægges en
meget lemfældig dispensationspraksis af hensyn til det praktiske liv.
Der var i begyndelsen af 1980’erne ca. 100.000 landbrugsejendomme i Danmark. Med en gennemsnitlig
ejertid på 30-35 år vil det sige, at der var en årlig omsætning på godt 3.000 ejendomme. Da antallet af
dispensationsansøgninger allerede i 1982 var oppe på ca. 2.800 vil det sige, at en meget stor del af samtlige
ejendomshandeler i landbruget måtte passere “dispensationsmøllen” i Statens Jordlovsudvalgs administration. Det
var en situation, som var uholdbar på længere sigt.
Antallet af ansøgninger fra selskaber m.v. om tilladelse til erhvervelse af landbrugsjord lå i perioden 1974-
82 på ca. 100 sager om året.
Udstykningssagerne

Som nævnt var det Matrikeldirektoratet, der administrerede bestemmelserne i landbrugslovens kapitel I-IV om
udstykning og sammenlægning af landbrugsejendomme, ophævelse af landbrugspligten, forpagtningsforhold m.v.
Der var truffet aftale mellem Statens Jordlovsudvalg og Matrikeldirektoratet om, at mere betydningsfulde
sager og ansøgninger, der indeholdt væsentlige dispensationer fra landbrugslovens regler skulle forelægges
jordlovsudvalget.
I henhold til denne aftale virkede jordlovsudvalget som høringsinstans for Matrikeldirektoratet i sager
vedrørende udstykning og sammenlægning m.v.
Indtil 1979 var proceduren den, at Matrikeldirektoratet oversendte de pågældende sager til
jordlovsudvalgets administration, som efter høring af medlemmet for det pågældende område og eventuel drøftelse
i jordlovsudvalgets forretningsudvalg tilbagesendte sagen med jordlovsudvalgets indstilling. Antallet af høringssager
vedrørende landbrugslovens kap. I-IV udgjorde i perioden 1973-78 ca. 1.700 om året.
Fra 1979 blev der iværksat en forenklet procedure, hvorefter den landinspektør, der havde sagen, kunne
forelægge den direkte for jordlovsudvalgets stedlige medlem, som derefter afgav sin udtalelse til
Matrikeldirektoratet. De mere principielle sager og ansøgninger, der indeholdt væsentlige dispensationer fra
landbrugslovens regler blev dog fortsat forelagt jordlovsudvalget i henhold til ovennævnte aftale mellem Statens
Jordlovsudvalg og Matrikeldirektoratet.
Efter iværksættelsen af denne nye procedure faldt antallet af høringsager vedrørende kap. I-IV til ca. 500
sager om året.
Fysisk planlægning
Reformen af hele planlovgivningen i 1970’erne og 1980’erne gav administrationen i Statens Jordlovsudvalg en
række nye opgaver med varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser i forbindelse med planlægningsarbejdet i
amter og kommuner.
De vigtigste elementer i planlovreformen var by- og landzoneloven (1969), loven om lands- og
regionplanlægning (1973), kommuneplanloven (1975) og lovbestemmelserne om sektorplanlægning (ændringslove).
Da den fysiske planlægning vedrørte mange af Landbrugsministeriets arbejdsområder, blev der nedsat en
arbejdsgruppe, hvori Statens Jordlovsudvalgs administration også var repræsenteret. Arbejdsgruppen havde til
formål at sikre koordinationen af Landbrugsministeriets indsats ved varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser
i forbindelse med planlægningen af arealanvendelsen i det åbne land.
Arbejdsgruppen behandlede både spørgsmål om andre ministeriers regeludformning vedrørende
reguleringen af jordbrugserhvervenes produktionsforhold og spørgsmål om vigtigere konkrete planer og projekter.
Samtidig fungerede gruppen som forum for gensidig orientering.
I perioden 1972-82 behandlede arbejdsgruppen et stort antal regionplaner, kommuneplaner, mere
principielle sager vedrørende lokalplaner, § 15-rammeudvidelser samt spørgsmål vedrørende
landbrugsplanlægning.
Jordbrugskommissionerne var også inddraget i arbejdet med den fysiske planlægning som lokal
jordbrugskyndig instans og afgav udtalelser vedrørende kommune- og lokalplaner m.v.
Arealadministrationen
Forkøbsret på frie jorder
Ved Danmarks indtræden i EF den 1. januar 1973 blev vi omfattet af EFs regler om ret til fri etablering og dermed
til erhvervelse af fast ejendom til erhvervsformål. Der gjaldt dog en særlig 5-årig overgangsordning for erhvervelse
af fast ejendom til landbrugs- og skovbrugsformål.
Denne overgangsordning bortfaldt den 1. januar 1978 og statsborgere i de andre EF-lande havde derefter i
princippet ubegrænset ret til at købe fast ejendom i Danmark til erhvervsmæssigt formål.
De nye regler medførte ikke problemer for arealer, der var pålagt landbrugspligt. Ved bestemmelserne om
bopælspligt i landbrugsloven fra 1973 var der blevet skabt et effektivt værn mod fjerneje af egentlige
landbrugsejendomme. Dette værn omfattede imidlertid ikke de såkaldte “frie jorder”. Herved forstås i
almindelighed arealer i landzone, der udnyttes eller kan udnyttes jordbrugsmæssigt, men som ikke er undergivet
landbrugspligt.

Sådanne arealer ville efter 1. januar 1978 frit kunne købes af enhver, såvel danske statsborgere som
udlændinge. I tiden op til den 1. januar 1978 kunne man da også konstatere stærkt stigende priser på sådanne frie
jorder.
Denne situation gav anledning til, at spørgsmålet om en sikring af de frie jorder blev rejst i Folketinget og i
pressen, bl.a. af folketingsmand Svend Haugaard og der opstod en politisk diskussion om spørgsmålet.
På denne baggrund anmodede Landbrugsministeriet i december 1977 i et notat til regeringens
økonomiudvalg om en forhøjelse af Statens Jordlovsudvalgs bevilling til køb af fast ejendom med henblik på at
skabe et beredskab til erhvervelse af frijord. Samtidig anmodede departementet jordlovsudvalget om at pålægge
forkøbsret for staten på frie jorder i henhold til §§ 20-26 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til
jordbrugsmæssige formål (udlånsloven).
Umiddelbart efter blev sagen forelagt Finansudvalget, som ved aktstykke 194 af 25. januar 1978 tiltrådte,
at jordkøbsbevillingen i henhold til udlånsloven blev forhøjet med henblik på sikring af de frie jorder mod
spekulationskøb.
I aktstykket er det anført, at statens forkøbsret ville blive anvendt i tilfælde, hvor formålet med købet var
andre end landbrugsmæssige formål og hvor arealerne ikke indgik i et naturligt tilhørsforhold til en
landbrugsejendom.
I Sønderjylland fandtes der fra gammel tid særlig store arealer, der var “frie jorder” og indsatsen for pålæg
af forkøbsret blev derfor i første omgang koncentreret om det sønderjyske område. I løbet af 1978 og 1979 blev
der i et snævert samarbejde med det sønderjyske matrikelvæsen og de sønderjyske dommerkontorer registreret og
tinglyst forkøbsret på ca. 6.000 ha frie jorder med ca. 1.000 ejere i Sønderjyllands amt.
Fra 1981 blev arbejdet med registrering og tinglysning af forkøbsret på frie jorder udvidet til det øvrige
land.
Ved udgangen af 1982 var der i alt tinglyst forkøbsret på ca. 12.000 ha frijord i hele landet.
Det dansk-tyske dige
I slutningen af 1970’erne blev Statens Jordlovsudvalg involveret i etableringen af det nye dige ud for Tønder
marsk.
I årene 1958-70 var der udført forlandsarbejder foran Højer og Emmerlev diger med det formål at skabe
basis for bygning af et nyt, fremskudt dige foran det gamle Højer-dige fra 1861. Det nye dige blev således anlagt
på arealer, der var indvundet af Statens Jordlovsudvalg og som for størstedelen tilhørte Jordfonden.
Ved loven om et fremskudt dige for Tønder marsk (1977) blev det fastsat, at Statens jordlovsudvalg skulle
yde et bidrag til finansieringen af digeanlægget på 15.000 kr. pr. ha, der blev inddiget og kunne anvendes
landbrugsmæssigt. Begrundelsen herfor var den værdiforøgelse, som arealerne ville opnå ved at blive inddiget.
Jordfondens bidrag til digeanlægget blev ca. 12 mill. kr. eller 10 pct. af de samlede anlægsudgifter på ca. 120 mill.
kr.
Det fremskudte dige blev bygget i årene 1979-81 som led i et fælles dansk-tysk projekt.
Det dansk-tyske dige går fra Emmerlev Klev i nord til Hindenburgdæmningen ud til øen Sylt i syd. Det har
en samlet længde på 12,8 km, heraf 8,6 km på den danske side og 4,2 km på den tyske side af grænsen.
Den danske del af diget har en digekrone 7,45 meter over DNN. Det betyder, at diget vil kunne modstå
stormfloder med en vandstand, som vil indtræffe med en beregnet gennemsnitlig tidsafstand på 200 år. Den
dobbelte digesikring giver dog en endnu større sikkerhed.
Gennem etableringen af det nye dige opnåede man 3 væsentlige fordele, nemlig:
• En bedre beskyttelse af tøndermarskens befolkning mod stormflod gennem etableringen af en dobbelt
digebeskyttelse.
• Etableringen af et stort indvandsreservoir, der kan optage vandet fra Vidåen, når storm og højvande gør
det nødvendigt at lukke sluseportene. På denne måde opnås der en aflastning af Vidåsystemets ådiger og man
undgår tidligere tiders brud på ådigerne og dermed følgende oversvømmelse af store landområder og Tønder by.
• Indvinding af et ca. 1.000 ha stort område, en ny kog, som dels giver plads til reservoiret og dermed sikrer
indvandsløsningen, dels kan udnyttes til græsning. Desuden har området stor betydning for fuglelivet i området.

Det fremskudte dige og særlig løsningen på indvandsproblemet gennem det store reservoir har skabt tryghed mod
nye oversvømmelser i tøndermarsken og i Tønder by. Anlægget har derved ydet et væsentligt bidrag til den
styrkelse af byens erhvervsliv, der er sket i de senere år, bl.a. ved at flere store virksomheder har valgt at placere
sig i Tønder.
Margrethe-kog
Den nye kog, der blev indvundet gennem etableringen af det fremskudte dige og som har fået navnet “Margrethekog”,
har et areal på godt 1.000 ha.
Heraf anvendes ca. 340 ha til det foran omtalte indvandsreservoir. Reservoiret er ved en tærskel delt i et
daglig-reservoir på ca. 80 ha og et højvandsreservoir på ca. 260 ha. Højvandsreservoiret udnyttes normalt 5-8
gange om året, når det er nødvendigt at lukke sluseportene ved storm og højvande. I de mellemliggende perioder
fungerer højvandsreservoiret som en saltvandssø, idet der pumpes saltvand ind fra Vadehavet af hensyn til
fuglelivet.
Landbrugsarealerne i Margrethe-kog udgør ca. 650 ha, hvoraf Statens Jordlovsudvalg efter inddigningen
ejede ca. 400 ha, mens ca. 250 ha ejedes af Frederikskogens lodsejerfællesskab.
I bemærkningerne til digeloven var det anført, at de statslige landbrugsarealer i den nye kog agtedes
anvendt til græsning, dog således at der ville kunne dyrkes korn i forbindelse med udlæg eller omlægning af
græsarealerne.
De mere detaljerede retningslinier for kultiveringen og anvendelsen af statens arealer i den nye kog blev
efterfølgende aftalt mellem Statens Jordlovsudvalg, Landbrugsministeriets departement, Fredningsstyrelsen og
Sønderjyllands amt.
Kultiveringen blev udført i årene 1981-84 og omfattede en hovedafvanding med pumpekanaler og
pumpestationer, detailafvanding ved åbne sidegrøfter, anlæg af veje til landbrugsarealerne samt forsyning af
området med el og drikkevand til dyrene.
De privatejede landbrugsarealer i Margrethe-kog blev i 1984 fredet ved kendelse fra Fredningsnævnet.
Herefter er disse arealer pålagt en drift med varigt græs efter samme retningslinier som for de statslige arealer.
Margrethe-kogen har bekræftet en gammel tradition i Tøndermarsken om, at der inddiges en ny kog i hvert
århundrede. De tidligere koge er følgende: Højer kog (1556), Gl. Frederikskog (1692), Rudbøl kog (1716) og Ny
Frederikskog (1861).
Sammenfatning
Året 1971 betegner det afgørende “vandskel” i Statens Jordlovsudvalgs historie.
I de foregående 50 år havde institutionen i det store og hele kun haft 2 love at administrere, nemlig
statshusmandsloven og arbejderboligloven. I hele perioden 1919-71 havde Statens Jordlovsudvalg næsten
udelukkende beskæftiget sig med jordpolitiske opgaver d.v.s. oprettelse af statshusmandsbrug og arbejderboliger,
fremskaffelse af tillægsjord og långivning i forbindelse hermed.
I 1971 blev statshusmandsloven ophævet og afløst af lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til
jordbrugsmæssige formål (udlånsloven) og dermed var der gjort klar til en ny tid med helt andre opgaver.
I perioden 1972-82 fik Statens Jordlovsudvalg tillagt administrationen af ikke mindre end 13 forskellige
love, som man med en fælles betegnelse kunne kalde erhvervsfremmeordninger. Heraf var 5 allerede eksisterende
ordninger, som blev overført fra Landbrugsministeriets departement, men de resterende 8 ordninger var baseret på
ny lovgivning.
Hertil kom skærpelsen af landbrugslovens erhvervelsesregler, som i de følgende år gav Statens
Jordlovsudvalgs administration en ganske betydelig arbejdsopgave.
Det er således fra 1971, at man kan se de første træk i den forvandling, der siden er sket fra en institution
med rent jordpolitiske opgaver til et direktorat med bredt formulerede opgaver for jordbrugserhvervene.
Denne omstilling skete i alt væsentligt i løbet af 1970’erne, hvor institutionens arbejdsopgaver helt ændrede
karakter.
Man kan sige, at jordlovsudvalget i de første 50 år havde opgaver med et socialt præg, nemlig at skaffe
arbejdspladser på landet i form af nye brug til dem, der ønskede en tilværelse som selvstændige landbrugere og

gode boliger til arbejdstagerne, landarbejderne.
Siden 1971 har institutionen administreret en lang række ordninger, som mere bredt tilsigter at fremme en
effektiv og markedsorienteret produktion inden for jordbrugserhvervene for derved at fastholde og forbedre
erhvervenes internationale konkurrenceevne og afsætningsmuligheder. Desuden er der i de senere år kommet en
række ordninger, som sigter på at forbedre de miljømæssige forhold i det åbne land.
Da statshusmandsloven blev ophævet, mistede Statens Jordlovsudvalg den arbejdsopgave, som det var
blevet sat i verden for at løse og man kunne have taget konsekvensen heraf og have nedlagt institutionen. Man
valgte imidlertid, at beholde institutionen og give den nogle nye opgaver. Således er Statens Jordlovsudvalgs historie
efter 1971 historien om ny vin på en gammel flaske.
Statens Jordlovsudvalg
Udvalget
Som nævnt i det foregående hovedafsnit betød ophævelsen af statshusmandsloven ikke, at jordlovsudvalget blev
nedlagt. Udvalget fortsatte som hidtil med 18 medlemmer, hvoraf 4 var udnævnt af landbrugsministeren, 10 af
Folketinget og 4 af organisationerne.
Den hidtidige struktur med et forretningsudvalg og 2 stående underudvalg, det sønderjyske underudvalg og
Vildmoseudvalget, fortsatte ligeledes. Lovhjemlen for Statens Jordlovsudvalg fandtes nu i udlånslovens kap. III.
Medlemmerne af Statens Jordlovsudvalg var udnævnt i 1970 for en periode på 6 år. 1. november 1976
blev der udnævnt medlemmer for en ny 6-årig periode indtil udgangen af oktober 1982.
Ved konstitueringen af det nye jordlovsudvalg pr. 1. november 1976 blev Simon From afløst som formand
af Karl Johan Mortensen. Han havde været medlem af Folketinget for Socialdemokratiet siden 1969 og var bl.a.
formand for Folketingets erhvervsudvalg 1971-73 og 1975-78.
K.J. Mortensen var en populær formand på grund af sit gode humør og praktiske tag på tingene. Han
befandt sig godt i jordlovsudvalget og var glad for posten som formand. Efter kommunevalget i 1977 blev han valgt
til borgmester i Vejle og måtte derfor i henhold til partiets regler træde tilbage som formand for Statens
Jordlovsudvalg.
Til ny formand for udvalget blev fra 1. april 1978 udpeget husmand Ib Rasmussen, Skævinge. Ib
Rasmussen havde været formand for de sjællandske husmandsforeninger siden 1972 og havde en række andre
tillidsposter inden for landbrugets organisationer m.v.
Blandt de medlemmer, der særlig prægede arbejdet i udvalget i denne periode skal nævnes Jens Risgaard
Knudsen og Svend Haugaard.
Risgaard Knudsen havde været medlem af Folketinget siden 1964 og han var fiskeriminister 1964-68 og
trafikminister 1979-81. Han var medlem af Statens Jordlovsudvalg 1969-76.
Risgaard var en af jordlovsudvalgets “tunge drenge” i kraft af sin politiske position og der blev lyttet, når
han tog ordet. I Folketinget blev han kaldt “rigstaktikeren”. På grund af sin forkærlighed for den helt præcise og
korrekte formulering blev han også kaldt: Det talende cirkulære.
Svend Haugaard var medlem af Folketinget 1964-79 og var sit partis landbrugspolitiske ordfører en del af
tiden. Han var medlem af jordlovsudvalget 1970-83. I kraft af sit stærke engagement og energiske væsen var han
et stort plus for drøftelserne i udvalget. Hvis man kunne tale om “strammere” og “slappere” i jordlovsudvalget med
hensyn til administrationen af landbrugsloven, hørte Haugaard afgjort til strammerne.
Nævnes må også dyrlæge, tidligere folketingsmand Niels Ravn, der var medlem af Statens Jordlovsudvalg
1958-83, altså i 25 år. I kraft af sin mangeårige anciennitet og deraf følgende store erfaring havde han status som
en slags Mr. Jordlovsudvalg.
Ravn er dog ikke det medlem af jordlovsudvalget, der har opnået størst anciennitet. Det er gdr.,
folketingsmand og formand for slægtsgårdsforeningen Chr. R. Christensen, Badstrup, som var medlem af udvalget
1945-76, altså i 31 år.
Mødeaktiviteten i jordlovsudvalget var i perioden 1972-82 nogenlunde som i de foregående år, nemlig 2-3
møder om året i det samlede udvalg, 14-15 møder i forretningsudvalget, som trak hovedlæsset og 2-3 årlige møder
i det sønderjyske underudvalg og Vildmoseudvalget, som behandlede sager af mere lokal karakter.
Forretningsudvalget – i daglig tale “F.U.” – holdt sine møder 1. og 3. onsdag i hver måned.

Embedsmændene i jordlovsudvalgets administration oplevede det som et frisk pust ude fra det praktiske liv, når de
gæve medlemmer med deres robuste skikkelser og sunde ansigtskulør dukkede op på Skt. Annæ Plads.
Hovedsagen var naturligvis selve møderne i forretningsudvalget (og det samlede udvalg), hvor der skulle
tages stilling til de sager, der var forelagt i referat af administrationen. Det var typisk større og mere principielle
sager, sager, hvor en dispensation ville være på kanten af hidtidig praksis og sager, hvor der var uenighed mellem
det stedlige medlem og administrationen om sagens afgørelse.
Møderne fandt sted i den såkaldte “store mødesal” i bygningen på Skt. Annæ Plads. Medlemmerne sad
rundt om bordet med formanden midt for i vinduessiden, flankeret af medarbejdere fra administrationen.
Der var tradition for, at medarbejdere, der havde en sag på dagsordenen kunne overvære møderne i
forretningsudvalget, så der var altid en “kødrand” af yngre medarbejdere op langs væggen.
Næsten alle medlemmerne af udvalget var rygere og der blev røget flittigt i møderne, både cigaretter,
cigarer og pibe. Heldigvis var det så viseligt indrettet, at røgen søgte opad, så det stadig var muligt at se hinanden
efterhånden som mødet skred frem.
Der udviklede sig efterhånden en praksis, hvor medlemmerne efter mødet (og en styrkende frokost)
stillede sig til rådighed for medarbejderne for en snak om de verserende sager, en slags “efterbørs”.
Denne uformelle snak om sagerne før der blev afgivet indstilling af medlemmet og truffet afgørelse af
administrationen (eller udvalget) var særdeles nyttig. Medlemmerne havde kendskab til de rent faktiske forhold på
stedet, den eller de pågældende ejendomme og (i erhvervelsessager) køberens forhold etc., mens sagsbehandlerne
som regel havde et bedre kendskab til reglerne i lov og bekendtgørelser og den gældende praksis.
Ud af denne dialog mellem medlemmer og sagsbehandlere kom der som regel nogle gode og fornuftige
afgørelser, som både var i overensstemmelse med love og regler, men også til at leve med for landmændene.
Omdannelsen af Statens Jordlovsudvalgs administrationskontor til et direktorat fra 1. juli 1982, som er
nærmere omtalt i det følgende afsnit, førte til, at udvalget måtte have nyt navn.
Statens Jordlovsudvalg havde været et navn, som dækkede både udvalget og administrationskontoret. Nu
var der behov for et navn alene for selve udvalget. Det nye navn blev: Jordlovsudvalget.
Jordlovsudvalgets arbejdsopgaver
I november 1975 udarbejdede daværende administrationschef Johs. Jensen et notat om Statens Jordlovsudvalgs
arbejdsopgaver med særligt henblik på, hvilke typer af sager, der blev forelagt selve udvalget eller
forretningsudvalget og hvilke sagsområder, der var administrationens kompetenceområde.
Det fremgik heraf, at udvalgets væsentligste arbejdsområde helt klart var sagerne efter landbrugsloven.
Udvalget og forretningsudvalget fik dels forelagt et betydeligt antal sager om erhvervelse af landbrugsejendomme,
som var Statens Jordlovsudvalgs eget sagsområde, dels et stort antal sager om udstykning og sammenlægning m.v.
af landbrugsejendomme, hvor institutionen var høringsinstans for Matrikeldirektoratet. Herudover blev enkelte
sager om køb eller salg af arealer forelagt forretningsudvalget, men de fleste af disse sager blev behandlet i det
sønderjyske underudvalg og i Vildmoseudvalget. Endelig blev ganske enkelte dispensationssager vedrørende
jordkøbslån forelagt udvalget.
Det betød, at hele administrationen af de tilskuds- og låneordninger (erhvervsfremmeordninger), der var
henlagt til Statens Jordlovsudvalg fra 1971 og frem var administrationens kompetence og sager vedrørende disse
lovområder blev efter fast praksis ikke forelagt udvalget eller forretningsudvalget.
I 1975, hvor notatet blev udarbejdet, administrerede Statens Jordlovsudvalg følgende ordninger:
• Moderniseringsloven.
• Tilskud til regnskabsføring.
• Udlån til yngre landmænd.
• Tilskud til dræning.
• Byggestøtteloven.
• Lån til indkøbsforeninger.
• Jordrentesager.
• Arbejderboligsager.

På disse 8 væsentlige sagsområder varetog Statens Jordlovsudvalgs administrationskontorer hele sagsbehandlingen,
eventuelt med bistand fra jordbrugskommissionerne (viceformændene).
I 1976 blev der udarbejdet et nyt notat, der endnu klarere præciserede arbejdsdelingen mellem selve
udvalget og administrationen.
I forbindelse med udnævnelsen af medlemmer for en ny funktionsperiode fra 1. november 1976 fandt
Landbrugsministeriet tiden inde til at præcisere den faktiske arbejdsdeling mellem udvalget og administrationen i
udvalgets forretningsorden.
I den nye forretningsorden fra november 1976, som afløste en forretningsorden fra 1958, hedder det om
selve jordlovsudvalgets funktioner: – Udvalget bistår administrationen i sager om køb eller salg af jord samt i sager
om erhvervelse af landbrugsejendomme i henhold til landbrugslovens kap. V og sager om udstykning,
sammenlægning og nedlægning af landbrugsejendomme i henhold til landbrugslovens kap. I-IV, hvor der er tale om
udøvelse af et jordbrugsmæssigt skøn.
Med hensyn til “jordlovsudvalgets administrationskontor” hedder det: – Administrationschefen har ansvaret
for afgørelsen af andre spørgsmål end de oven for nævnte, herunder navnlig sager, hvis afgørelse beror på et
juridisk eller administrativt skøn.
Det betød i praksis, at hele sagsbehandlingen vedrørende erhvervsfremmeordningerne var
administrationens enekompetence. Mens administrationen frem til 1971 i alt væsentligt havde fungeret som et
sekretariat for jordlovsudvalget, således at udvalget havde den formelle kompetence på hele institutionens
sagsområde, var det nu klart, at udvalgets kompetence både de facto og de jure var begrænset til landbrugsloven
(og udlånslovens kap. II), mens hele erhvervsfremmeområdet var administrationens og i sidste ende
administrationschefens kompetence.
Tabellen overfor viser, at sagerne vedrørende landbrugsloven var helt dominerende i udvalgets arbejde,
idet de udgjorde næsten 90 pct. af de forelagte sager.
I 1975 behandlede jordlovsudvalget eller forretningsudvalget
følgende antal sager:
Sager efter landbrugsloven 227
heraf erhvervelsessager 89
udstykningssager m.v. 138
køb og salg af arealer 2
sager om jordkøbslån 4
sager om arbejderboliger 2
sekretariatssager 17
andet 6
I alt 258
Administrationen
Ved begyndelsen af 1972 bestod Statens Jordlovsudvalgs administration i København som tidligere omtalt af 3
kontorer med følgende sagsområder:
1. kontor. Sekretariatssager, herunder institutionens budget (finanslovsbidrag), bevillingsadministration og
regnskab. Personaleadministration. Sekretariat for jordlovsudvalget. Arealadministration (køb, salg og
bortforpagtning af arealer, udlånslovens kap. 2).
2. kontor. Jordkøbslån (udlånslovens kap. 1). Sager om afløsning af jordrente. Sager vedrørende
arbejderboliger. Rentesikringsloven (1971).
3. kontor. Jordfordelingssekretariatet samt sager efter landbrugslovens kap. I-IV.
I slutningen af 1972 blev som tidligere omtalt en række sagsområder, der hidtil havde været administreret i
Landbrugsministeriets departement, overført til Statens Jordlovsudvalg. Det var bl.a. loven om udlån til yngre
landmænd, grundforbedringsloven og loven om lån til indkøbsforeningerne.
Overførelsen af sagsområder og personale blev ledet af en styringsgruppe med et medlem fra

Administrationsdepartementet.
Det var vurderingen i Statens Jordlovsudvalgs administration, at de overførte sagsområder ikke kunne
indpasses i de bestående 3 kontorer og styringsgruppen pegede derfor på oprettelsen af et nyt 4. kontor i Statens
Jordlovsudvalg, som skulle have ansvaret for de overførte sagsområder. Et sådant 4. kontor blev imidlertid ikke
etableret. Det var trods alt kun få år siden antallet af kontorer efter kraftig ekstern kritik var reduceret fra 6 til 3
og tiden var nok ikke moden til allerede nu at gå den anden vej.
Dertil kom, at chefen for departementets grundforbedringskontor, som blev nedlagt, ikke fulgte med
sagsområdet over til Statens Jordlovsudvalg, men blev udnævnt til chef for departementets nyoprettede
sekretariatskontor.
Resultatet blev, at de nye sagsområder blev administreret på den måde, at lederne af områderne
(ekspeditionssekretærer) havde direkte referat til administrationschefen.
I 1973 og følgende år blev der tilført Statens Jordlovsudvalg yderligere betydelige sagsområder gennem ny
lovgivning (moderniseringsloven, tilskud til regnskabsføring, tilskud til dræning og vanding, byggestøtteloven og
skovforbedringsloven).
Endelig betød ændringerne i landbrugsloven i 1973 med de skærpede erhvervelsesregler, at der opstod en
ny og meget arbejdskrævende administration i forbindelse med dispensation i erhvervelsessager.
Flere af disse nye sagsområder blev heller ikke indpasset i de eksisterende kontorer, således at lederne af
de pågældende områder (ekspeditionssekretærer) også havde direkte referat til administrationschefen.
Der var efterhånden tale om en helt urimelig og uholdbar situation, hvor administrationschefen fungerede
som kontorchef på en væsentlig del af institutionens arbejdsområder.
Jordlovsudvalgets administration bad derfor i 1977 en ny styringsgruppe (stadig med deltagelse af
Administrationsdepartementet) komme med forslag til fordeling af jordlovsudvalgets opgaver på kontorerne og
normering af kontorchefstillinger.
Styringsgruppens forslag forelå i november 1977 og gik ud på opdeling af sagsområderne på 4 kontorer i
København og oprettelse af en 4. kontorchefstilling.
Styringsgruppen foreslog følgende fordeling af arbejdsopgaverne mellem kontorerne:
1. kontor. Sekretariatssager. Arealadministration. Tilskud til dræning og vanding. Byggestøtteloven.
Skovforbedringsloven og loven om indkøbsforeninger. Sekretariat for jordlovsudvalget og forretningsudvalget.
2. kontor. Moderniseringsloven. Tilskud til regnskabsføring. Lån og tilskud til yngre jordbrugere.
Rentesikringsloven. Udlånslovens kap. 1 (jordkøbslån). Arbejderboligsager.
Jordrenteafløsning.
3. kontor. Jordfordelingssekretariatet.
4. kontor. Landbrugslovens erhvervelsesregler. Udstyknings- og sammenlægningssager (høringssager fra
Matrikeldirektoratet). Sager vedrørende fysisk planlægning.
5. kontor var som hidtil Statens Jordlovsudvalgs kontor i Tønder.
På baggrund af styringsgruppens forslag indstillede Statens Jordlovsudvalg i november 1977 til
departementet, at der blev oprettet et 4. kontor i jordlovsudvalgets administration med ovennævnte arbejdsområde.
Statens Jordlovsudvalgs indstilling blev dog ikke imødekommet på daværende tidspunkt. Det skyldtes bl.a.,
at Landbrugsministeriet i september 1977 havde nedsat en arbejdsgruppe som bl.a. skulle komme med forslag til
ændret opgavefordeling mellem de centrale jordlovsmyndigheder, d.v.s. departementet, Statens Jordlovsudvalg og
Matrikeldirektoratet. En af de muligheder, der blev drøftet, var en flytning af administrationen af landbrugslovens
erhvervelsesregler fra Statens Jordlovsudvalg til Matrikeldirektoratet.
Uanset den manglende kontorchefstilling gennemførte Statens Jordlovsudvalg dog den foreslåede
kontoropdeling fra 1. janaur 1978. Ledelsen af 4. kontor blev indtil videre varetaget af en ekspeditionssekretær.
Først fra 1981 lykkedes det at få oprettet en ny 4. kontorchefstilling i Statens Jordlovsudvalg. Selvom der
havde været et klart og veldokumenteret behov for en kontorchefstilling i hvert fald siden 1972, tog det altså
næsten 10 år at komme igennem med denne sag.
I forbindelse med, at loven om finansiering af grundforbedring og vandløbsregulering i 1972 blev overført
til Statens Jordlovsudvalg blev Afvandingsudvalgets ingeniørkontor, som var udvalgets tekniske sekretariat,
ligeledes overført til jordlovsudvalget.

Ingeniørkontoret blev i 1975 ændret til “Teknisk afdeling i København” i forbindelse med den hidtidige
leder, chefingeniør E.B. Jacobsens fratræden. Selve afvandingsudvalget blev først nedlagt i 1983. Der var således
i en årrække 2 tekniske afdelinger i Statens Jordlovsudvalg, én i Tønder og én i København med hver sin leder
med referat til administrationschefen.
Administrationschef Viggo Hauch trak sig tilbage i slutningen af 1972 i forbindelse med, at han overtog
hvervet som amtsborgmester i Københavns amt.
Hauch havde været tilknyttet Statens Jordlovsudvalg siden 1935 og var administrationschef 1964-72.
Udover arbejdet i jordlovsudvalget havde han flere andre hverv. Han var således medlem af Folketinget for
venstre i 3 perioder (1945-53, 1960-64 og 1966-71), medlem af amtsrådet for Københavns amt 1966-78, formand
for Amtsrådsforeningen 1966-72 og amtsborgmester i Københavns amt 1972-74.
Ny administrationschef fra 1. januar 1973 blev Johs. Jensen, der kom fra en stilling som kontorchef i
departementet (1. afd., 4. kontor).
I 1978 gik Johs. Jensen af og blev fra 1. oktober 1978 afløst som administrationschef af J. Priemé, der
ligeledes kom fra en stilling som kontorchef i landbrugsministeriets departement (1. afd., 3. kontor).
Oprettelsen af Jordbrugsdirektoratet
I løbet af 1970’erne blev forholdet mellem selve jordlovsudvalget og administrationen mere og mere problematisk.
Det var stadig udvalget, der gav institutionen sit navn og det var i princippet udvagets formand, der
repræsenterede institutionen udadtil over for andre myndigheder m.m.
Rent formelt var udvalget og administrationen en enhed – én juridisk person. De bemyndigelser, der i en
række love var givet institutionen til at træffe afgørelser på ministerens vegne var i alle de pågældende love givet til
“Statens Jordlovsudvalg”, d.v.s. udvalget med den til udvalget knyttede administration (administrationschef og
kontorer). Som konsekvens heraf blev alle afgørelser underskrevet “P.U.V.”, på udvalgets vegne.
Administrationen havde således – i hvert fald på det formelle plan – ikke nogen selvstændig status.
Men i løbet af 1970’erne var administrationen af en række erhvervsfremmeordninger som tidligere omtalt
lagt over til Statens Jordlovsudvalg og disse sager blev efter fast praksis og udvalgets egen forretningsorden siden
1976 ikke forelagt udvalget. Alle afgørelser blev truffet i administrationen, som hovedregel med rekurs til
departementet, men i visse tilfælde som f.eks. byggestøtteloven som endelige afgørelser.
Selve jordlovsudvalget beskæftigede sig siden 1971 stort set udelukkende med sagerne efter
landbrugsloven, dels erhvervelsesreglerne, hvor institutionen selv havde kompetencen, dels udstykningssagerne,
hvor Statens Jordlovsudvalg blev hørt af Matrikeldirektoratet.
Forholdet var altså det, at alle afgørelser inden for de forskellige erhvervsfremmeordninger blev
underskrevet “på udvalgets vegne”, uanset udvalget intet havde med disse sager at gøre.
Dette var i længden en urimelig og uholdbar situation og generelt kan man vel sige, at den historisk
betingede opbygning med et udvalg og en dertil knyttet administration ikke længere svarede til de faktiske forhold.
Dette forhold havde vel været erkendt i departementet i hvert fald fra begyndelsen af 1970’erne, men
samtidig var det klart, at de vekslende landbrugsministre havde stor ulyst til at røre ved jordlovsudvalget, hvor der
sad flere nuværende og tidligere folketingsmedlemmer, som havde indflydelse i deres respektive folketingsgrupper,
når det drejede sig om landbrugsspørgsmål.
I begyndelsen af 1982 udbad daværende departementschef H.J. Kristensen sig et notat om, hvilke
muligheder ministeren havde for at gøre noget ved denne sag.
I notatet blev det påpeget, at der forvaltningsretligt ikke var noget til hinder for, at ministeren ændrede
Statens Jordlovsudvalgs administration til et direktorat.
På denne baggrund forelagde H.J. Kristensen landbrugsminister Bjørn Westh et forslag om at hugge
knuden over ved administrativt at gøre Statens Jordlovsudvalgs administration til et direktorat og ministeren tiltrådte
forslaget.
Det kommende direktorat skulle jo have et navn. Daværende administrationschef Priemé foreslog i et
møde med departementschef H.J. Kristensen “Jordbrugsdirektoratet” som navn og det blev tiltrådt. Navnet
tilkendegav, at direktoratet bredt beskæftigede sig med ordninger for jordbrugserhvervene samtidig med, at det var
kort og mundret.

Efter at spørgsmålet om oprettelse af direktoratet havde været drøftet i et regeringsmøde blev det ved
ministerskrivelse af 30. juni 1982 fastlagt, at Statens Jordlovsudvalgs administrationskontor med virkning fra 1. juli
1982 blev omdannet til et direktorat, Jordbrugsdirektoratet. Der blev desuden udsendt en pressemeddelelse og
indrykket officiel meddelelse om ændringen i Statstidende.
Der var visse steder lidt skumlerier over, at ændringen skete rent administrativt og endda i Folketingets
sommerferie, som man sagde. Sagen gav også anledning til en vis avispolemik, men dog langt mindre, end man
måske skulle have ventet. Kritikken døde hurtigt hen, fordi det blev klart for alle, at der var tale om en rigtig og på
sin vis nødvendig beslutning.
Den administrative oprettelse af Jordbrugsdirektoratet blev i øvrigt snart fulgt op af lovgivning. I december
1982 blev der vedtaget 3 love, som formaliserede oprettelsen af Jordbrugsdirektoratet og regulerede det fremtidige
forhold mellem Jordbrugsdirektoratet, jordlovsudvalget og jordbrugskommissionerne.
Den første var en ændring af udlånsloven, hvorved landbrugsministerens beføjelser efter loven blev flyttet
fra Statens Jordlovsudvalg til Jordbrugsdirektoratet.
Med hensyn til lovens kap. I om statens udlån til jordbrugsmæssige formål var der for så vidt kun tale om
en formalisering af en allerede eksisterende tilstand.
Men med hensyn til lovens kap. II om statens fremskaffelse og anvendelse af jord var der tale om en
meget reel ændring. Ændringen betød, at kompetencen vedrørende hele arealadministrationen blev flyttet fra
Statens Jordlovsudvalg til Jordbrugsdirektoratet.
Det drejede sig især om indstillinger til departementet vedrørende køb af arealer, den egentlige
arealforvaltning (græsudlejning, bortforpagtning og egen drift af arealer), anlægsarbejder på direktoratets arealer,
salg af arealer samt administrationen af forkøbsretsordningen.
Som konsekvens heraf blev det sønderjyske underudvalg og Vildmoseudvalget, der hidtil i væsentlig grad
havde varetaget disse opgaver, nedlagt med udgangen af 1982.
I betragtning af, at dette område havde været Statens Jordlovsudvalgs arbejdsområde siden dets oprettelse
og i de første 50 år – hele perioden 1919-71 – tillige dets vigtigste arbejdsområde, må man sige, at der blev flyttet
hegnspæle med denne lovændring.
Den anden ændring var en ændring af jordfordelingsloven. Ved denne lov blev de 5 særlige
jordfordelingskommissioner nedlagt og deres funktioner henlagt til jordbrugskommissionerne.
Jordfordelingssekretariatet, som hidtil havde haft en selvstændig status som sekretariat for
jordfordelingskommissionerne, således at det kun var underlagt administrationschefen i sager vedrørende budget og
personale, mistede denne særstatus og indgik fra 1. april 1983 som et kontor i Jordbrugsdirektoratet på linie med de
øvrige kontorer.
Ved den 3. lov – lov nr. 702 af 21. december 1982 om ændring af forskellige lovbestemmelser i anledning
af oprettelsen af et jordbrugsdirektorat – blev den administrative kompetence vedrørende en lang række
erhvervsfremmeordninger flyttet fra Statens Jordlovsudvalg til Jordbrugsdirektoratet.
På dette område var der dog kun tale om en formalisering af en allerede eksisterende tilstand, idet
jordlovsudvalget som tidligere omtalt ikke beskæftigede sig med disse ordninger, som var administrationens
kompetence.
Endelig skal det nævnes, at den i 1947 oprettede stilling som administrationschef i Statens Jordlovsudvalg
med virkning fra 1. juli 1982 blev ændret til en stilling som direktør for Jordbrugsdirektoratet og direktøren blev
tillagt “de funktioner, der sædvanligvis varetages af en styrelseschef”, herunder at repræsentere direktoratet udadtil
over for andre myndigheder m.m.
Ved oprettelsen af Jordbrugsdirektoratet pr. 1. juli 1982 trådte administrationen definitivt ud af
jordlovsudvalgets skygge og fik selvstændig status som et direktorat. Udvalget og “administrationskontoret” var
indtil 1. juli 1982 en enhed – én juridisk person – men efter denne dato eksisterede denne enhed ikke længere. Der
eksisterede herefter et direktorat og et udvalg, d.v.s. 2 juridiske personer.
For at undgå forveksling mellem det tidligere Statens Jordlovsudvalg med det dertil knyttede
“administrationskontor” og det nye rene udvalg, måtte dette også have et nyt navn og det blev meget naturligt
“Jordlovsudvalget”.
Det tidligere navn “Statens Jordlovsudvalg” havde i mange år givet anledning til en vis forvirring, idet man i

pressen og i den offentlige debat sjældent gjorde det klart, om man med “Statens Jordlovsudvalg” mente udvalget
og administrationen, eller kun selve udvalget eller eventuelt kun administrationen. Internt i Landbrugsministeriet
klarede man sig som regel med at sondre mellem “selve udvalget” og “udvalgets administration” eller
“administrationskontoret”.
Nu var der skabt fuldstændig klarhed, idet der herefter eksisterede et Jordbrugsdirektorat og et
Jordlovsudvalg som 2 selvstændige enheder eller juridiske personer med hver sit klart afgrænsede
kompetenceområde.
Jordbrugsdirektoratet havde kompetencen med hensyn til administrationen af erhvervsfremmeordningerne
(tilskuds- og låneordningerne), jordfordelingsarbejdet og hele arealadministrationen, mens Jordlovsudvalget havde
kompetencen vedrørende administrationen af landbrugslovens erhvervelsesregler. Jordbrugsdirektoratets 4. kontor
fungerede fra 1. juli 1982 som sekretariat for Jordlovsudvalget.
De administrative afgørelser fra direktoratets 4. kontor blev som hidtil underskrevet “P.U.V.”, på
udvalgets vegne, mens alle andre afgørelser fra Jordbrugsdirektoratet fra 1. juli 1982 blev underskrevet P.D.V. –
på direktørens vegne. Nogle år senere – i Britta Schall Holbergs ministertid – gik man efter ministerens ønske
over til at underskrive alle skrivelser med “Med venlig hilsen”, men det er en anden historie.
Jordbrugsdirektoratets oprettelse fra 1. juli 1982 var en milepæl i institutionens udvikling.
Jordbrugskommissionerne
Mens de tidligere husmandsbrugskommissioner i det væsentlige havde været beskæftiget med den omfattende
långivning efter statshusmandsloven og arbejderboligloven fik de nye jordbrugskommissioner fra 1971 en række
nye opgaver.
I takt med, at Statens Jordlovsudvalg fik tillagt et antal nye arbejdsområder op gennem 1970’erne, fik
jordbrugskommissionernes viceformænd en række funktioner på det lokale plan.
Det drejede sig om opgaver i forbindelse med moderniseringsloven, loven om tilskud til dræning og vanding,
byggestøtteloven, udlånslovens kapitel I (jordkøbslån) og grundforbedringsloven.
Viceformændenes funktioner efter disse ordninger var især at afgive indstilling om tilsagn om tilskud i
henhold til de forskellige ordninger, gennemgang af regnskaber og bilagsmateriale efter arbejdernes udførelse,
eventuel besigtigelse af de udførte byggearbejder o.l., samt at afgive indstilling om udbetaling af tilskud i henhold til
de tidligere afgivne tilsagn.
Viceformændene havde derudover opgaver i henhold til landbrugsloven, bl.a. attestation af
uddannelsesattester i erhvervelsessager. Desuden havde de til opgave at afgive indstilling om pålæggelse af
forkøbsret på frie jorder efter besigtigelse i marken.
Ved siden af disse nye opgaver var der stadig en del arbejdsopgaver i henhold til den ældre lovgivning. Det
drejede sig om sager efter statshusmandsbekendtgørelsen om låneovertagelse ved ejerskifte og om afløsning af
jordrente samt om sager vedrørende arbejderboliger.
Endelig havde viceformændene ligesom tidligere husmandsbrugskommissionernes formænd en væsentlig
funktion i form af en omfattende telefonisk og personlig rådgivning og besvarelse af spørgsmål fra landmændene
vedrørende de mange forskellige ordninger. Derved fungerede viceformændene som et nyttigt mellemled mellem
administrationen i København og landmændene.
I forbindelse med jordbrugskommissionerne må også nævnes de årlige viceformandsmøder. I begyndelsen
af 1970’erne kom man ind på at afholde et årligt møde med viceformændene for jordbrugskommissionerne og
embedsmænd fra Statens Jordlovsudvalgs administration.
På mødets første dag blev der givet en orientering af embedsmændene om ny lovgivning og regler inden
for viceformændenes arbejdsområder og om aftenen var der fælles spisning og selskabeligt samvær, hvor også
ægtefællerne deltog.
Den følgende dag var der tradition for en køretur i lejet bus ud i landskabet. Da værtskabet gik på tur
mellem viceformændene, kom man på den måde rundt til alle landets egne og vi kunne se, hvor forskellige de er, i
hvert fald hvis man går lidt i detaljer.
For embedsmændene var det en kærkommen lejlighed til at komme lidt væk fra skrivebordene og komme
ud at se noget praktisk landbrug og nogle smukke landskaber, så viceformandsmøderne var meget populære.

Vi fulgte med andre ord Jeppe Aakjærs udmærkede råd:
Slider byen, danske mand,
alt for stærkt din trøje,
tag et mål af Danmarks land
fra dets egne høje ....

Afbureaukratisering og reorganisering 1983-89
Overførsel af sagsområde fra departementet
I januar 1983 blev lov om tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed (Konsulentordningen) overført fra
departementet til Jordbrugsdirektoratet.
Rådgivningstjenesten for landbruget er organiseret af landbo- og husmandsforeningerne og styret af
brugernes repræsentanter. Det samme gælder konsulenttjenesten for gartnerierhvervet m.v.
Konsulenttjenesten i landbruget er opbygget af 2 lag, et lokalt og et nationalt. Det lokale niveau er landboog
husmandsforeningernes netværk af landbocentre, hvorfra konsulenterne giver de enkelte landmænd den faglige
rådgivning og service, de ønsker.
Det nationale niveau er Landbrugets Rådgivningscenter (tidligere Det faglige Landscenter) med dets
landsudvalg, landskontorer og landskonsulenter for de forskellige fagområder.
Landbrugets Rådgivningscenter har bl.a. til opgave, at være fagligt bagland for den lokale rådgivning og at
formidle ny viden fra forsøgs- og forskningsinstitutionerne ud til foreningskonsulenterne. Landbrugets
Rådgivningscenter har siden 1987 været placeret i Skejby ved Århus.
Staten støtter det faglige rådgivningsarbejde gennem ydelse af tilskud. Formålet med statens støtte til
jordbrugets konsulentvirksomhed er at give mulighed for at yde jordbrugerne specialiseret og tværfaglig rådgivning
på centrale jordbrugsfaglige områder, således at jordbrugernes eget udbytte og det samfundsmæssige udbytte af
jordbrugets produktion bliver bedst muligt.
Staten har ydet tilskud til landbrugets konsulentvirksomhed gennem bevillinger på de årlige finanslove siden
begyndelsen af 1900-tallet.
Reglerne for ydelse af tilskud til konsulentvirksomheden var helt frem til 1970 ikke fastsat i nogen lov, men
i cirkulærer fra Landbrugsministeriet, men således at ændringer i tilskudsreglerne, som betød merudgifter for
staten, blev forelagt finansudvalget i hvert enkelt tilfælde.
I august 1970 henstillede finansudvalget imidlertid til landbrugsminister Henry Christensen, at der i
folketingsåret 1970/71 blev fremsat et lovforslag for dette efterhånden betydelige udgiftsområde. Dette resulterede
i lov om statens tilskud til den landøkonomiske konsulentvirksomhed fra 1971.
I 1983, hvor administrationen af tilskudsordningen blev overført til Jordbrugsdirektoratet, var lovgrundlaget
for konsulentordningen den nævnte lov fra 1971 med ændring i 1975, lovbekendtgørelse nr. 489 af 4. september
1975.
Efter loven fra 1975 kunne der ydes tilskud til lønning af konsulenter og assistenter, kørselsudgifter,
pensionsordninger, udgivelse af faglige beretninger samt efteruddannelse af konsulenter og assistenter.
Statstilskud kunne ydes til konsulenter og assistenter inden for følgende faglige områder: Planteavl,
husdyrbrug, landøkonomisk ungdomsarbejde, redskabs- og maskinbrug, husholdning, driftsøkonomi og
regnskabsføring samt landbrugsbyggeri.
Statstilskuddet blev som hovedregel ydet med 70 pct. af foreningernes udgifter til konsulentvirksomhed,
dog højst i forhold til fastsatte tilskuds- grænsebeløb og inden for et stillingsloft for antal tilskudsberettigede
stillinger for henholdsvis konsulenter, assistenter og landbrugsteknikere.
I 1988 blev konsulentloven ændret, således at det hidtidige system med tilskud til et bestemt antal
konsulenter og assistenter blev afløst af en rammetilskudsordning. Dette har betydet, at de organisationer og
foreninger, der er godkendt til at udføre rådgivningen, tildeles en samlet tilskudsramme for hvert år. Inden for
denne ramme kan den enkelte tilskudsberettigede organisation/forening få tilskud til en nærmere fastsat andel af
udgifterne til de tilskudsberettigede aktiviteter. Det er et væsentligt led i konsulentsystemet og dets løbende
tilpasning, at det hviler på medfinansiering og selvforvaltning fra brugerne af rådgivningen.
Formålet med den nye lov var at gøre jordbrugets konsulentvirksomhed mere fleksibel, således at
rådgivningen hurtigere kan tilpasses ændringer i rådgivningsbehovet.
For yderligere at styrke mulighederne for tilpasning gav loven mulighed for, at tilskudsmodtagerne hvert år
som udgangspunkt skal afgive en del af tilskuddet, f.eks. 2 pct., som så indgår i en pulje, som de herefter kan
ansøge om at få andel i med henvisning til nye og/eller særligt presserende rådgivningsbehov.
De udbetalte tilskud til konsulentordningen udgjorde i perioden 1983-89 følgende beløb:

1983: 197,3 mill. kr.
1984: 214,5 -
1985: 225,6 -
1986: 221,9 -
1987: 238,0 -
1988: 252,7 -
1989: 231,5 -
Dansk landbrug har siden 1960’erne gennemgået en udvikling præget af betydelige forandringer. Der er sket en
stærk nedgang i antallet af landbrugsbedrifter og i den direkte beskæftigede arbejdsstyrke og der er sket en
forenkling eller specialisering af produktionen på de tilbageblevne bedrifter.
I konsekvens af denne udvikling har dansk landbrug kunnet øge sin produktivitet og fastholde sin
internationale konkurrenceevne, således at værdien af produktion og eksport af landbrugsprodukter er steget
markant.
Konsulenttjenesten har ydet et væsentligt bidrag til at gøre denne udvikling mulig ved at yde landmændene
den faglige rådgivning, de havde brug for i forbindelse med denne omstillingsproces og ved at formidle ny viden fra
landbrugsforskningen ud til det praktiske landbrug.
Tilskudsmidlernes fordeling, geografisk og fagligt, sker på grundlag af kriterier, som indstilles af
organisationerne og godkendes af Jordbrugsdirektoratet.
Konsulentordningen administreres ved hjælp af et edb-system, der giver mulighed for en væsentlig
hurtigere tilskudsudbetaling end tidligere.
Ny lovgivning i perioden 1983-89
I perioden 1983-89 vedtog Folketinget en række nye love, hvor administrationen blev henlagt til
Jordbrugsdirektoratet. Disse love skal kort omtales i det følgende.
Efteruddannelsesloven
I december 1982 vedtog Folketinget lov om tilskud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene og
administrationen af ordningen blev henlagt til Jordbrugsdirektoratet.
Formålet med ordningen var at give jordbrugerne bedre muligheder for deltagelse i faglig efteruddannelse.
I en tid, hvor den tekniske udvikling inden for jordbrugserhvervene går meget hurtigt, er det ønskeligt, at
jordbrugerne ligesom andre samfundsgrupper deltager i en faglig efteruddannelse med henblik på at opretholde og
ájourføre deres faglige viden og kunnen med henblik på at opretholde en effektiv og konkurrencedygtig produktion.
I henhold til efteruddannelsesloven fra 1982 kunne der ydes tilskud til kursusudgifter til ejere, forpagtere,
bestyrere og brugere af jordbrugsbedrifter samt disses ægtefæller eller samlevere samt til personer, der var
beskæftiget som lønmodtagere inden for jordbrugsområdet og som opfyldte visse uddannelseskrav.
Kurserne skulle have en varighed af mindst 5 sammenhængende undervisningsdage eller omfatte
sammenlagt mindst 5 undervisningsdage med samme deltagerkreds.
I januar 1987 blev efteruddannelsesloven afløst af en ny lov på området. Den nye lov videreførte i alt
væsentligt den eksisterende tilskudsordning med følgende ændringer: Ud over den direkte kursiststøtte kunne der
ydes støtte til planlægnings-, koordinations- og oplysningsvirksomhed i forbindelse med efteruddannelsen. Desuden
kom den skovbrugsfaglige efteruddannelse med under loven og der blev nedsat et rådgivende udvalg for ordningen.
Jordbrugsdirektoratet har siden 1983 behandlet ansøgninger fra kursusarrangørerne og har fastsat
tilskudssats og tilskudsloft.
Aktiviteten under efteruddannelsesordningen 1983-89 fremgår af nedenstående tal.
Efteruddannelsesaktiviteten 1983-89
Antal deltagere Antal kurser

1983 1.537 72
1984 3.278 168
1985 3.798 198
1986 4.035 222
1987 4.094 232
1988 5.268 304
1989 6.928 391
Det fremgår, at efteruddannelsesordningen i udpræget grad har været en succeshistorie og har imødekommet et
stort behov i jordbruget. Antallet af kursusdeltagere voksede i perioden 1983-89 fra ca. 1.500 til knap 7.000 og
antallet af tilbudte kurser voksede fra 72 til knap 400.
De største kursusudbydere er landbrugsskolerne samt landbo- og husmandsforeningernes
efteruddannelsesinstitutioner, Tune og Koldkærgård. Den mest benyttede kursusform er “En uge på
landbrugsskole”.
Efteruddannelsesordningen er blevet et vigtigt led i jordbrugernes kontinuerlige faglige dygtiggørelse.
Rentesaneringsloven
Loven om tilskud til nedbringelse af jordbrugserhvervenes renteudgifter (rentetilskudsloven) blev i november 1983
efterfulgt af lov om rentesaneringsydelse til landbruget m.v., rentesaneringsloven.
Lovens baggrund og formål var det samme som for rentetilskudsloven, men de økonomiske vanskeligheder
for en stor gruppe af landmænd på grund af den store gæld og det høje renteniveau havde vist sig langt mere
omfattende end oprindelig antaget. Regeringen og Folketinget fandt det derfor nødvendigt med en langsigtet
løsning på gældskrisen i landbruget.
Rentesaneringsloven gav mulighed for at yde tilskud til nedsættelse af renteudgifterne på højt forrentede
lån.
Tilskud var betinget af, at ansøgerens samlede gæld udgjorde mindst 45 pct. af de skattemæssigt opgjorte
erhvervsaktiver og at ansøgeren var kommet i sådanne økonomiske vanskeligheder, at der var behov for tilskuddet
for derved at sikre, at ansøgeren kunne videreføre sin bedrift.
For lån, hvortil der blev opnået tilskud, blev renten nedbragt til 12 pct. p.a.
Tilskudsgrundlaget var afhængigt af en række forhold, herunder størrelsen af de foretagne investeringer i
en nærmere fastsat periode. Tilskuddet blev ydet i 4 år fuldt ud og derefter nedtrappet over de næste 4 år.
Ved administrationen af rentesaneringsloven blev der anvendt edb i vidt omfang i et samarbejde med
Landbrugets Edb-Center, Risskov. Således foregik ansøgerregistrering, tilskudsberegning og udbetaling af tilskud
via edb. Jordbrugsdirektoratet sørgede via terminaler med direkte opkobling til LEC for løbende opdatering af
registrene.
Administrationen af rentetilskudsloven og rentesaneringsloven gjorde det nødvendigt at leje lokaler i
Toldbodgade 18 til denne administration.
Ansøgningsfristen efter rentesaneringsloven udløb den 31. juli 1984 og der blev i alt godkendt ca. 23.000
ansøgninger.
Udbetalingerne i henhold til rentesaneringsloven udgjorde følgende beløb:
Udbetalinger efter rentesaneringsloven 1984-91
1984 425,8 mill. kr.
1985 438,8 - -
1986 423,3 - -
1987 406,4 - -
1988 317,0 - -
1989 227,5 - -

1990 145,4 - -
1991 71,2 - -
De samlede udbetalinger i henhold til rentesaneringsloven i perioden 1984-91 udgjorde således i alt ca. 2,5 mia. kr.
I løbet af perioden 1984-91 faldt antallet af tvangsauktioner i landbruget og ved slutningen af perioden var
gældskrisen i det væsentlige overvundet.
Med rentetilskudsloven og rentesaneringsloven samt de øvrige kriselove og foranstaltninger,
gældssaneringsloven, loven om negativ indkomstskat og reglerne om henstandslån i kreditforeningerne, blev der
givet landbruget og de øvrige jordbrugserhverv en meget betydelig økonomisk håndsrækning fra det øvrige
samfund i en vanskelig situation.
Tilskud til produktudvikling
I erkendelse af, at produktudviklingen og markedsføringen af danske landbrugsvarer var ved at blive indhentet eller
endda overhalet af vore nærmeste konkurrentlande, nedsatte landbrugsminister Britta Schall Holberg i 1986 et
udvalg, der skulle komme med forslag til, hvordan der kunne ske en forøgelse af virksomhedernes samlede indsats
på produktudviklingsområdet og dermed en styrkelse af deres internationale konkurrenceevne.
Udvalgets arbejde indgik i det landbrugspolitiske strategioplæg, der blev fremlagt i november 1986. En
central del af dette strategioplæg var en øget statslig og branchemæssig støtte til virksomhedernes produktudvikling
med henblik på at styrke virksomhedernes omstillings- og konkurrenceevne. En tilsvarende lov om statstilskud til
produktudvikling i fremstillingsvirksomhed inden for industri og håndværk havde eksisteret siden 1977.
Lovforslag blev fremsat i december 1986 og i juni 1987 vedtog Folketinget 2 love om tilskud til
produktudvikling, nemlig:
• Lov om tilskud til produktudvikling i jordbruget.
• Lov om tilskud til produktudvikling i forarbejdning m.v. af jordbrugsprodukter.
I det følgende skal de 2 love omtales nærmere.
Produktudvikling i jordbruget
Loven om produktudvikling i jordbruget havde til formål at yde tilskud til forsøgs- og udviklingsprojekter inden for
den primære jordbrugssektor, d.v.s. landbrugs- og gartneribedrifter m.v.
For landbrugssektorens vedkommende var det hensigten, at udvikle nicheproduktioner af enhver art – blot
der var rimelig økonomi i produktionen – for derved at flytte arealer væk fra de traditionelle produktionsgrene, hvor
der på daværende tidspunkt var tendenser til overproduktion og utilfredsstillende salgspriser. Det var endvidere
hensigten, at øge landmændenes indtjeningsmuligheder ved at rationalisere og billiggøre den traditionelle produktion
gennem nye produktionsmetoder og ved at forbedre kvaliteten af produkterne.
Inden for gartnerierhvervet koncentrerede interessen sig især om udvikling af nye produkter, f.eks. nye
typer af potteplanter m.v.
Tilskudsordningen for det primære jordbrug omfattede projekter om:
• Videreudvikling eller forbedring af eksisterende produkter og produktionsprocesser i jordbruget.
• Udvikling af nye produktionsmetoder for velkendte jordbrugsprodukter.
• Udvikling af nye produktioner.
Det var en betingelse for ydelse af tilskud, at projektet havde en reel nyhedsværdi for jordbruget.
Tilskud kunne ydes med indtil 40 pct. af meromkostningerne i forbindelse med udviklingsarbejdet.
Til bistand ved lovens administration blev der nedsat et rådgivende udvalg med repræsentanter for
Landbrugsministeriet, Industriministeriet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger og Dansk
Erhvervsgartnerforening.
Loven gjaldt for årene 1987-89 og havde en beløbsramme på 48 mill. kr. Loven er senere forlænget flere
gange.
I perioden 1987-89 indkom der relativt mange projektansøgninger fra gartnerierhvervet, mens landbruget

var svagere repræsenteret. Ansøgningerne fra gartneribedrifterne omfattede ofte udvikling af nye produkter, bl.a.
nye typer af potteplanter m.v.
Ansøgningerne fra landbruget omfattede typisk udvikling af nye produktionsmetoder og -processer med
henblik på at reducere omkostningerne, forbedre kvaliteten eller opnå miljømæssige forbedringer.
Alt i alt har loven om produktudvikling i jordbruget bidraget til, at mange nye produkter er kommet frem
både på det danske marked og på eksportmarkederne, ligesom der er skabt en række praktiske resultater inden for
procesudvikling.
Specielt gartnerierhvervet har opnået gode resultater med udvikling af nye produkter, der efterfølgende er
blevet kommercielle succes’er ikke blot for den enkelte tilskudsmodtager, men – via en afsmittende effekt – også
for andre virksomheder inden for branchen. En række projekter har resulteret i en ny omsætning med et stort
eksportindhold.
Produktudvikling i forarbejdningssektoren
Produktudviklingsordningens formål er at styrke udviklingsaktiviteten i den danske fødevaresektor med henblik på
at skabe en bedre indtjeningsevne i sektoren.
Den danske fødevaresektor har traditionelt haft fokus på volumen og pris. Der har været satset på en stor
produktion af ensartede varer uden individuelt særpræg (bulkvarer) og med prisen som den vigtigste
konkurrenceparameter. Det er imidlertid klart, at danske fødevareproducenter er sårbare, når de vil konkurrere på
prisen, fordi Danmark er et land med et højt omkostningsniveau.
Ved at udvikle nye produkter, som er tilpasset forbrugernes ønsker på bestemte markeder og som gennem
mærkning og emballage fremstår med et individuelt genkendeligt særpræg, vil der kunne skabes en
forbrugerpræference for det pågældende produkt og dermed en mindre prisfølsomhed.
Gennem en sådan udvikling vil landbrugets forædlingsvirksomheder kunne sikre sig bedre og mere stabile
afsætnings- og indtjeningsforhold og dermed et bedre økonomisk resultat, som også vil komme landmændene til
gode gennem højere og mere stabile råvarepriser.
Endelig vil en øget produktudviklingsindsats i retning af nye produkter med større forædlingsgrad og
værditilvækst have en positiv virkning på den generelle samfundsøkonomi i form af øget beskæftigelse i
fødevaresektoren og større eksport og valutaindtjening.
Formålet med tilskudsordningen for produktudvikling i forarbejdningssektoren var og er at fremme en
sådan udvikling bort fra produktion af de traditionelle bulkvarer og over imod produktion af mærkevarer med en
særlig forbrugerpræference og mindre prisfølsomhed. Dermed sikres en bedre og mere stabil indtjening for
virksomhederne og råvareproducenterne.
I henhold til loven om produktudvikling i forarbejdningssektoren kunne der gives tilskud til at gennemføre
projekter til produktudvikling i forarbejdning og forædling af jordbrugsprodukter samt aktiviteter, som var
nødvendige forudsætninger for en erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejdet.
Foruden at give tilskud til udvikling af nye produkter, kunne der også gives støtte til en bedre udnyttelse af
biprodukter, der fremkommer ved forarbejdning af basisprodukter, således at værdien af basisprodukterne øges.
Endelig kunne der ydes støtte til proces- og systemudvikling inden for produktion af fødevarer.
Tilskud kunne ydes til private erhvervsvirksomheder, grupper af private erhvervsvirksomheder, forsøgs- og
forskningsinstitutioner og til forsøg- og forskningsprojekter.
Det var en betingelse for ydelse af tilskud, at projektet havde en reel nyhedsværdi og at projektet indebar
en forøgelse af ansøgerens samlede udviklingsaktivitet.
Tilskud udgjorde indtil 40 pct. af meromkostningerne i forbindelse med produktudviklingen, hvis private
virksomheder indgik i projektet.
Der blev nedsat et bevillingsnævn, der træffer afgørelse om tildeling af tilskud og vilkårene herfor.
Bevillingsnævnet består af 11 medlemmer, der beskikkes af landbrugsministeren.
Loven om tilskud til produktudvikling i forarbejdning m.v. af jordbrugsprodukter fra 1987 var gældende for
5-året 1987-91 og havde en samlet tilsagnsramme på 396 mill. kr. Loven er siden forlænget flere gange.
Produktudviklingsordningen for forarbejdningssektoren har siden starten i 1988 bidraget væsentligt til en
kraftig stigning i produktudviklingsaktiviteten inden for fødevaresektoren i Danmark.

Som et konkret resultat heraf er en lang række nye fødevareprodukter blevet lanceret både på det danske
marked og på eksportmarkederne.
Ordningen har også bidraget til etableringen af et tættere samspil mellem jordbruget,
levnedsmiddelvirksomhederne og forskningsinstitutionerne om udvikling af nye produkter og produktionsprocesser.
Endelig har ordningen bidraget væsentligt til en større opmærksomhed omkring nødvendigheden af
produktudvikling inden for fødevareområdet og til etablering af selvbærende forsknings- og udviklingsmiljøer inden
for fødevaresektoren. Produktudviklingen i forarbejdningsektoren fremstår derfor som en af direktoratets vigtigste
og mest perspektivrige erhvervsfremmeordninger.
Økologisk jordbrugsproduktion
I juni 1987 vedtog Folketinget lov om økologisk jordbrugsproduktion.
Formålet med loven var at fremme udvikling af økologisk jordbrugsproduktion.
Økologisk jordbrug bygger på en målsætning om etablering af stabile og harmoniske driftssystemer, hvor
produktionsmetoderne tilrettelægges således, at de enkelte driftsgrene kan integreres i et naturligt biologisk
kredsløb i mark og stald.
Der anvendes ikke industrielt fremstillede gødninger, pesticider eller vækststoffer, ligesom der i
fodermidler ikke anvendes industrielt fremstillede tilsætningsstoffer. Gødningsforsyningen baseres især på
organiske gødninger – husdyrgødning, grøngødning, afgrøderester m.v. – samt kvælstoffiksering gennem
bælgplanter.
Plantesygdomme, ukrudt og skadedyr kontrolleres ved hensigtsmæssige og alsidige sædskifter, mekanisk
jordbehandling samt hensigtsmæssigt sortsvalg, herunder sortsblandinger.
Loven giver mulighed for at fremme den økologiske jordbrugsproduktion gennem
• Støtte til omlægning af bedrifter til økologisk drift (omlægningsstøtte).
• Støtte til udvikling af projekter inden for økologisk jordbrugsproduktion (udviklingsstøtte).
Omlægningsstøtte kan gives over en 3-årig periode med et beløb pr. omlagt hektar. En af hovedbetingelserne for
at få omlægningsstøtte, er at bedriften er autoriseret til økologisk drift efter Landbrugsministeriets bestemmelser
herom, som administreres af Plantedirektoratet.
Udviklingsstøtte kan gives til projekter, der sigter på at afhjælpe indkøringsvanskeligheder eller til
information, forsøg eller forskning inden for økologisk jordbrug. Støtten ydes som udgangspunkt med 40 pct. af de
meromkostninger, der kan henføres til den økologiske del af projektet. Til projekter vedrørende information, forsøg
og forskning m.m. kan der gives forhøjet støtte.
Efter loven er Det økologiske Jordbrugsråd nedsat med det formål at fremme, følge og vurdere
udviklingsmulighederne for en dansk økologisk jordbrugsproduktion. Rådet består af en repræsentant for
henholdsvis Landbrugsministeriet, Miljøministeriet, Foreningen for biodynamisk jordbrug, Landsforeningen
økologisk jordbrug, Samarbejdsudvalget for økologisk/biodynamisk jordbrug, De danske Landboforeninger, Danske
Husmandsforeninger og Forbrugerrådet.
Der er etableret en offentligt godkendt mærkningsordning for økologiske produkter, Ø-mærket. Der er
endvidere etableret en kontrol med produktion, markedsføring, opbevaring, transport, distribution, mærkning og
detailsalg af økologiske produkter.
Ø-mærket er forbrugernes garanti for, at den pågældende vare er produceret efter økologiske principper.
Støtten til økologisk jordbrugsproduktion imødekommer en tendens i tiden til at forbrugerne ikke alene
interesserer sig for fødevarernes pris og kvalitet, men også for, hvordan produktionen er gennemført – anvendelse
af pesticider, vækstfremmere, antibiotika, husdyrvelfærd etc. For visse grupper af forbrugere er det et krav, at
kunne få økologiske produkter, som er underkastet en effektiv kontrol.
Antallet af bedrifter med økologisk jordbrug var i 1989 – det første år med omlægningsstøtte – 401 og i
1991 672 bedrifter. Det samlede areal, der blev drevet økologisk, udgjorde i 1989 9.553 ha og i 1991 17.963 ha.
Udviklingsstøttens bredt definerede virkefelt har i praksis betydet, at der er givet støtte til en lang række
forskellige formål til fremme af den økologiske jordbrugsproduktion. Støttemulighederne i forbindelse med
udviklingsprojekter har utvivlsomt været et afgørende incitament for projekternes gennemførelse og har samtidig

evirket et højt innovationsniveau inden for økologien.
Alt i alt må man således sige, at loven om økologisk jordbrugsproduktion har levet op til sin målsætning om
at fremme udvikling af økologisk jordbrugsproduktion. Desuden er der tegn på, at økologiloven har haft en
følgevirkning, som ligger ud over de økologiske brug i form af, at en del af de landmænd, der driver et
konventionelt landbrug, er påvirket af den økologiske tankegang i deres måde at drive landbrug på.
Tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder
Med denne tilskudsordning blev der i 1989 åbnet mulighed for, at Jordbrugsdirektoratet og amtsrådene kunne give
tilskud til jordbrugere, herunder deltidslandmænd, der indførte eller opretholdt miljøvenlige produktionsmetoder i
særligt udpegede miljøfølsomme områder.
De nærmere regler for ordningen blev fastlagt i Landbrugsministeriets bekendtgørelse fra august 1989 om
tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder. Bekendtgørelsen var udstedt i medfør af loven om støtte til
forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget (forbedringsloven), som i 1986 afløste moderniseringsloven.
Som grundlag for ordningen har amtsrådene udpeget de miljøfølsomme områder og udarbejdet
programmer for den landbrugsmæssige drift. Amtsrådene har udpeget ca. 4 pct. af det danske landbrugsareal som
miljøfølsomme områder.
De miljøfølsomme områder omfatter fortrinsvis strandenge, ferske enge, moser, overdrev, vandløbs- og
sønære arealer, som er oplande til særligt følsomme recipienter, fuglebeskyttelsesområder og andre
fredningsmæssigt højt prioriterede områder samt arealer over særligt sårbare grundvandsressourcer.
Programmerne for de enkelte områder angiver dels hvilke mål, man ønsker at nå, dels hvilken
landbrugsmæssig drift, der skal indføres eller opretholdes for at nå målet. Den landbrugsmæssige drift vil typisk
være opretholdelse eller indførelse af ekstensiv drift med afgræsning eller slæt, herunder omlægning af agerjord til
vedvarende græsarealer. Der kan være tale om regulering af pesticid- og gødningsanvendelse samt vandings- og
afvandingsforhold.
Aftaler mellem amtsrådet og den enkelte jordbruger om tilskud til jordbrugsdrift i de miljøfølsomme
områder skulle indgås for en periode på 5 år og omfatte et areal på mindst 1,0 ha. Arealet skulle være
landbrugsmæssigt udnyttet inden for en nærmere angivet periode. Det årlige tilskud blev udbetalt af
amtskommunen direkte til landmanden. Det var frivilligt både for amtsrådene og landmændene, om man ville indgå
en aftale.
Tilskud til skovforbedring
Siden 1977 var der ydet støtte til skovforbedrende foranstaltninger i medfør af lov om tilskud til produktions-,
beskæftigelses- og miljøfremmende foranstaltninger i det private skovbrug, jf. side 133.
I marts 1989 blev den tidligere lov afløst af lov om tilskud til skovforbedrende foranstaltninger.
I overensstemmelse med regeringens skovpolitiske redegørelse fra april 1987 var formålene med den nye
skovforbedringsordning følgende:
• At sikre en øget produktion i skovbruget, ikke mindst i det mindre skovbrug, hvor produktiviteten er lavest.
• At sikre eksistensen af en privat skovsektor med lønsomme virksomheder.
• At øge skovenes miljømæssige og friluftsmæssige værdier for befokningen.
• At forbedre ressourceudnyttelsen og forbedre rentabiliteten i det private skovbrug.
Efter loven kunne der gives tilsagn om tilskud til ejere af private skove til at gennemføre projekter, der efter en
skovbrugsfaglig bedømmelse ville medføre produktions- og miljømæssige forbedringer.
Tilskud kunne – i lighed med den tidligere ordning – ydes til:
• Udtynding og udrensning af yngre bevoksninger.
• Konvertering af lavt producerende bevoksningstyper.
• Etablering af løvskovsbælter til forebyggelse af skovbrand og stormfald.
• Anlæg af skovveje og læggepladser.
• Gravning og oprensning af grøfter.

• Udarbejdelse af driftsplaner.
De tilskudsberettigede omkostninger omfattede udgifter til arbejdsløn, køb af planter og materialer samt leje af
maskiner.
Tilskuddet blev beregnet som en procentdel af de godkendte udgifter til de enkelte foranstaltninger.
Udgifterne skulle være på mindst 20.000 kr. og måtte ikke overstige 200.000 kr. De anvendte procentsatser var 40,
50 og 60.
Hvis ejerens samlede skovareal oversteg 50 ha blev satsen nedsat med 1 procentpoint for hver
overskydende hektar. Godkendelse af udgiften forudsatte, at det enkelte projekt efter en skovbrugsfaglig
bedømmelse ville medføre produktions- og/eller miljømæssige forbedringer. Jordbrugsdirektoratet havde derfor
godkendt et antal skovbrugskonsulenter, der skulle bistå ansøgerne med at udfærdige ansøgninger og kontrollere
arbejdernes udførelse i overensstemmelse med de givne tilsagn.
Tilsagnsgivningen i henhold til loven om tilskud til skovforbedrende foranstaltninger har haft følgende
omfang:
Tilsagn om tilskud til skovforbedring
Antal tilsagn Tilskudsbeløb
1989 280 7,0 mill. kr.
1990 420 9,0 - -
1991 277 6,2 - -
1992 110 1,9 - -
1993 271 5,9 - -
Den mindre aktivitet i 1992 skyldes, at en del af årets bevilling blev anvendt til retablering af kulturer med
tørkeskader efter den langvarige tørke i sommeren 1992.
Lov om tilskud til skovforbedrende foranstaltninger blev ophævet i juni 1993 i forbindelse med vedtagelsen
af lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v. (Strukturudviklingsloven).
Denne lov indeholdt i kap. 7 regler om tilskud til skovbrugsforanstaltninger, herunder skovforbedrende
foranstaltninger. Ordningen fortsatte således som et element i strukturudviklingsloven.
Tilskud til plantning af læhegn
I december 1988 vedtog Folketinget lov om læhegn.
Lovens kap. 1 indeholder en definition af begrebet “læhegn” samt forskrifter om læhegns placering i
forhold til naboejendomme og vejarealer, om ændring af læhegn, om vedligeholdelse af læhegn og om naboretlige
regler i forbindelse med læhegn.
Lovens kap. 2 indeholder reglerne for tilskudsordningen. Tilskud kunne ydes dels som tilskud til anlæg af
læhegn, dels som støtte til forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter af betydning for læplantningen.
Lovens formål er at fremme læplantning. Læplantning modvirker sandflugt og jordfygning og giver derved
større sikkerhed for landbrugsproduktionen. Læhegn bevirker også en nedsættelse af vindhastigheden ud over de
lokale læzoner og medvirker derved til et bedre miljø for planter og husdyr og omkring boliger (landskabeligt læ).
Med sammensætningen af de moderne flerrækkede læhegn er disse oftest positive landskabselementer og
hegnenes placering vil ofte medvirke til at fremhæve landskabets naturlige konturer. Læhegn tjener også som
levesteder og spredningsveje for vildtet, som på den måde kan færdes skjult over store afstande.
Læplantning skete oprindelig helt overvejende som individuelle plantninger i form af enkeltrækkede hegn,
som blev plantet i skel mellem markerne.
I 1960’erne begyndte man med kollektive egnsprojekter i form af flerrækkede læhegn. Et projekt skulle
normalt omfatte mindst 20 km 3-rækkede læhegn. Egnsprojektet tilsigtede, at skabe et varigt hovedsystem af hegn
på en hel egn og det kunne eventuelt suppleres med individuelle hegn.
I henhold til lov om læhegn kunne tilskud ydes til:

• Anlæg af kollektive læhegn,
• Anlæg af individuelle læhegn og
• Forsknings-, forsøgs- og udviklingsprojekter af betydning for læplantningen.
I forbindelse med kollektiv læplantning udgør tilskudsgrundlaget: Projektering, rydning af eventuelle gamle hegn,
jordbearbejdning, planteindkøb, plantning, renholdelse i de første 3 vækstsæsoner og afleveringsforretning.
I forbindelse med individuel læplantning udgør tilskudsgrundlaget alene udgifterne til indkøb af planter.
Tilskud til forskning og forsøg kan bl.a. omfatte undersøgelser og forsøg med henblik på udvælgelse af de
mest egnede træarter og plantemateriale, plantningsmetoder og udvikling af maskiner til plantning og
vedligeholdelse af læhegnene.
Tilskuddet udgør 50 pct. af tilskudsgrundlaget.
Indtil 1989 var det Det danske Hedeselskab, der administrerede tilskudsmidlerne til læplantningen. Efter
lov om læhegn fra 1988 har direktoratet det overordnede ansvar for tilskudsordningen, men Fællesudvalget for
Læplantning varetager den daglige administration, herunder udbetaling af tilskud til kollektiv og individuel
læplantning.
Læplantning er af stor betydning for jordbruget, ikke mindst på de lette jorder i landets vindudsatte egne.
Risikoen for jordfygning og de deraf følgende skader på såbede og planter samt på jordens struktur og
dyrkningsværdi er stadig en realitet. Ved læplantning påvirkes de klimatiske vækstfaktorer i gunstig retning, således
at der kan opnås øget produktion og større dyrkningssikkerhed.
Ved egnsvis planlægning og systematisk gennemførelse af læplantningen kan der opnås en samlet
lævirkning og dermed en væsentlig klimaforbedring i hele det pågældende område.
Endelig er de kollektive læhegn et væsentligt landskabeligt element, der understreger de naturlige linier i
landskabet.
Alt i alt er der således god grund til, at den mere end hundredårige tradition for statens engagement i og
støtte til læplantningsarbejdet er blevet fortsat.
Læplantningsaktiviteten 1990-94.
Tilskud Kollektive læhegn
mill. kr. km
1990 20,6 801
1991 21,9 820
1992 18,7 756
1993 16,6 595
1994 21,0 446
Ændringer i eksisterende ordninger
Støtten til yngre jordbrugere ved førstegangserhvervelse af en jordbrugsbedrift var siden 1967 givet i form af et
statslån og et tilskud. Statslånet blev fra 1972 beregnet og udbetalt i Jordbrugsdirektoratet, mens den videre
administration af lånet skete i Hypotekbanken.
I 1985 blev den hidtidige lov imidlertid afløst af lov om statsgaranti og rentetilskud m.m. ved udlån til yngre
jordbrugere.
Støtten til førstegangsetablering blev efter den nye lov ydet i form af en statsgaranti for et 20-årigt lån af
Dansk Landbrugs Realkreditfond og ved at staten betaler de første 10 halvårsterminer på lånet.
Den nye lov administreres af Dansk Landbrugs Realkreditfond. DLR gennemgår låneansøgningerne og
yder og administererer et almindeligt kontantlån af fondens åbne serier.
Jordbrugsdirektoratets funktioner efter den nye lov består i, at sørge for det finanslovsmæssige arbejde og
for EF-refusionen. Endvidere foretager direktoratet kontrol af DLRs virksomhed på dette område ved gennemsyn
af udvalgte sager og ved gennemgang af fondens bevillinger og udbetalinger. Endelig behandler direktoratet klager
over DLRs afgørelser.

Endvidere skal nævnes, at moderniseringsloven i april 1986 blev afløst af lov om støtte til forbedring af
strukturen og effektiviteten i jordbruget (forbedringsloven).
Jordfordeling
I december 1982 blev jordfordelingsloven ændret således, at jordfordelingssagerne fra 1. april 1983 blev behandlet
af de i henhold til udlånsloven nedsatte jordbrugskommissioner.
Som følge af denne lovændring blev de hidtidige 5 jordfordelingskommissioner nedlagt og afløst af de 12
jordbrugskommissioner. Ved afsigelse af kendelser i henhold til jordfordelingsloven tiltrædes
jordbrugskommissionerne, ligesom hidtil jordfordelingskommissionerne, af en dommer og et realkreditkyndigt
medlem.
Den nye jordfordelingslov blev bekendtgjort som lovbekendtgørelse nr. 63 af 14. februar 1983, som
herefter dannede grundlag for jordfordelingsarbejdet i en årrække.
Jordfordeling har traditionelt været et godt middel til at skabe en bedre arrondering for
landbrugsejendomme samt et middel til at formindske færdslen på offentlige veje med de ofte store og tunge
landbrugsmaskiner.
I Struktur- og Planudvalgets 2. delbetænkning om opfølgning af marginaljordsstrategien (Betænkning nr.
1145/ 1988) blev det imidlertid påpeget, at jordfordeling også er et meget hensigtsmæssigt middel til at samle og
omlægge jorder i forbindelse med etablering af skovområder, naturgenopretningsprojekter og større
naturplejeforanstaltninger.
I mange af de almindelige strukturforbedrende jordfordelinger har man også tidligere løst problemer og
omlagt arealer til gavn for naturformål. Men i 1987 og 1989 blev der rejst 2 særlige sager i henholdsvis Fjand Enge
ved Nissum Fjord og Legind Vejle på Mors, hvor hovedformålet var at skaffe arealer til et
naturgenopretningsprojekt, samtidig med, at der blev skaffet erstatningsarealer eller skabt strukturforbedringer for
de berørte jordbrugere.
I Fjand-sagen blev der omlagt 340 ha med deltagelse af 50 lodsejere. Som resultat af jordfordelingssagen
fik Skov- og Naturstyrelsen overdraget ca. 200 ha strandenge, mens en stor del af landmændene har fået afhændet
disse mindre produktive arealer eller fået bedre arealer i bytte, således at der nu er en langt mere hensigtsmæssig
struktur i området.
I Legind-sagen blev der omlagt 115 ha med deltagelse af 17 lodsejere. Der blev genskabt en ferskvandssø
på 30 ha, mens 40 ha er udlagt til kær og enge.
I begge disse sager blev planlægningsarbejdet udført af landinspektør F. Østergaard fra
Jordbrugsdirektoratets jordfordelingskontor. Som en anerkendelse for dette arbejde fik Østergaard i 1993 Ford
European Conservation Award for væsentligste danske miljøinitiativ i 1993.
I de følgende år har jordfordeling som indtægtsdækket virksomhed i forbindelse med
naturgenopretningsprojekter, skovtilplantning, rekreative områder m.v. fået stigende betydning og
jordfordelingskontoret har dermed fået et nyt arbejdsområde.
I 1988 udgav Jordbrugsdirektoratet en pjece om jordfordeling. Pjecen rettede sig især til landbrugets
konsulenter og offentlige myndigheder, der kunne tænkes at blive inddraget i en jordfordeling eller som selv
overvejer at tage initiativ til en jordfordeling.
Aktiviteten inden for jordfordelingsarbejdet i perioden 1983-89 fremgår af nedenstående tabel.
Jordfordelingsaktiviteten 1983-89. Foreløbige kendelser
Antal Omlagt Antal Omlagt Antal
kendelser areal (ha) deltagende areal ejendomme
ejendomme pr. sag pr. sag
1983 22 4.790 1.199 218 54
1984 31 8.111 1.572 262 51
1985 16 3.504 708 219 44
1986 20 3.921 781 196 39

1987 24 5.387 1.191 116 49
1988 23 6.744 1.178 293 51
1989 28 6.101 1.232 254 44
Gennemsnit
1983-89 23 5.508 1.123 222 47
Sammenligner man med perioden 1972-82 vil det ses, at det omlagte areal var mere end dobbelt så stort i
gennemsnit for 1983-89 som i den foregående periode og antallet af deltagende ejendomme var næsten dobbelt så
stort. Det omlagte areal pr. sag var også væsentligt større.
Alt i alt var perioden 1983-89 således en periode med en stor aktivitet inden for jordfordelingsområdet.
Landbrugsloven
Landbrugsloven blev i perioden 1983-89 ændret 4 gange, nemlig i 1983, 1985, 1986 og 1989.
Ved en ændring af landbrugsloven i maj 1983 blev lovens regel vedrørende jordbrug som væsentligste
erhverv – efter en aftale herom mellem ministeren og Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg – lempet således,
at der i perioden 1983-85 kunne tjenes et større beløb uden for bedriften. Samtidig blev der ved bekendtgørelse
gennemført en mindre lempelse af uddannelseskravet.
Baggrunden for disse lempelser af reglerne vedrørende væsentligste erhverv og uddannelse var de
vanskelige økonomiske vilkår for landbruget i 1980’erne.
I december 1985 blev der igen foretaget nogle ændringer i landbrugsloven.
Herefter kunne nedlægning af en landbrugsejendom nægtes, hvis ejendommen blev anset for
bevaringsværdig og ejendomsværdien excl. stuehusværdien oversteg en vis grænse. Betingelserne ved erhvervelse
af 2. ejendom blev ændret for så vidt angår afstandskravet, som blev sænket fra 15 km til 1 km. De midlertidige
bestemmelser fra 1983 om lempelse af kravet om jordbrug som væsentligste erhverv blev samtidig forlænget,
ligesom det lempede uddannelseskrav blev forlænget ved bekendtgørelse.
Ved en ny lovændring i juni 1986 blev betingelserne for at erhverve en landbrugsejendom i alm. fri handel
(lovens
§ 16) ændret væsentligt.
Ved alle erhvervelser efter § 16 gjaldt stadig betingelserne om, at erhververen skulle være fyldt 18 år,
være dansk statsborger eller statsborger i et andet EF-land og at han skulle tage bopæl på ejendommen inden 6
måneder.
Hvis ejendommens areal ikke oversteg 15 ha, dens grundværdi ikke oversteg en vis grænse og erhververen
ikke var ejer af nogen anden landbrugsejendom, var der ikke yderligere erhvervelsesbetingelser.
Oversteg enten areal eller grundværdi disse grænser, krævedes det tillige, at erhververen havde en
godkendt landmandsuddannelse og selv drev ejendommen.
Hvis erhververen i forvejen ejede en landbrugsejendom gjaldt tillige, at de 2 ejendomme skulle ligge inden
for en vejafstand på 5 km og at de tilsammen ikke måtte overstige 50 ha.
Erhververen skulle ved erhvervelsen af ejendom nr. 2 altid have en godkendt landmandsuddannelse, have
jordbrug som sit væsentligste erhverv og selv drive ejendommen.
For de helt små ejendomme blev der med andre ord hverken krævet landbrugsuddannelse eller landbrug
som væsentligste erhverv, men kun de 3 grundbetingelser om alder, statsborgerskab og bopæl.
For de større ejendomme gjaldt – foruden de 3 grundbetingelser – et krav om landbrugsuddannelse og
egen drift, men stadig ikke krav om landbrug som væsentligste erhverv.
Ved erhvervelse af ejendom nr. 2 gjaldt – foruden grundbetingelserne – både krav om uddannelse,
væsentligste erhverv og egen drift af ejendommen.
Ved denne sanering af reglerne vedrørende erhvervelse i alm. fri handel med en sondring mellem de
forskellige kategorier af ejendomme, blev der omsider fundet en løsning på det problem, der var blevet skabt, da
man i landbrugsloven fra 1978 stillede krav om landbrugsuddannelse og landbrug som væsentligste erhverv for alle
landbrugsejendomme.
Denne stive regel betød, at man i administrationen i Jordbrugsdirektoratet måtte foretage tidkrævende

sagsbehandling vedrørende et stort antal små og ukurante ejendomme, hvor det var fuldstændig urealistisk at få
disse krav opfyldt og hvor der derfor måtte gives dispensationer “på løbende bånd”. Jordbrugsdirektoratet
oprettede i disse år en særlig sektion med ikke-akademisk personale til at behandle denne gruppe af
erhvervelsessager.
Generelt førte de ens regler for alle grupper af ejendomme som tidligere vist i løbet af få år til en 10dobling
af antallet af dispensationssager, således at en meget stor del af samtlige ejendomshandler i landbruget
måtte passere administrationen i Jordbrugsdirektoratet.
Antallet af ansøgninger fra personer om tilladelse til erhvervelse af en landbrugsejendom med dispensation
fra landbrugslovens erhvervelsesregler var følgende:
Antal dispensationssager for personer. 1983-89
1983 3.135
1984 3.132
1985 3.540
1986 2.832
1987 1.975
1988 2.046
1989 1.836
Det fremgår af tallene, at saneringen af erhvervelsesreglerne i fri handel betød en nedgang i antallet af
dispensationssager fra over 3.000 sager til under 2.000 sager om året. I 1986 var der kun “halv virkning”, fordi de
nye bestemmelser i loven først trådte i kraft den 15. juli 1986.
Antallet af ansøgninger fra selskaber m.v. om tilladelse til erhvervelse af en landbrugsejendom lå i
perioden 1983-89 på ca. 170 sager om året, altså en del højere end i den foregående periode.
I 2. delrapport om struktur og ejerformer fra udvalget vedrørende struktur, finansierings- og ejerforhold i
landbruget (Bernstein-udvalget), blev der peget på, at administrationen af landbrugsloven ville kunne lettes
betydeligt ved en liberalisering af lovens bestemmelser.
Udvalgets anbefalinger blev fulgt op i den ændring af landbrugsloven, som Folketinget vedtog i juni 1989
(Lov nr. 381 af 7. juni 1989).
Den nye landbrugslov fra 1989 indeholdt en lang række liberaliseringer af lovens regler:
• Landbrugspligten kunne ophæves på ejendomme under 2 ha og på skovarealer over 35 ha mod pålæggelse
af fredskovspligt.
• Afstandsgrænsen ved samdrift blev forhøjet til 10 km med mulighed for at gå op til 25 km.
• Den generelle sammenlægningsgrænse blev forhøjet fra 100 til 125 ha med mulighed for dispensation.
• Afstandsgrænsen ved sammenlægning blev hævet fra 1 til 2 km med mulighed for at gå op til 3 km.
• Arealgrænsen ved fortrinsstilling til suppleringsjord blev hævet fra 50 til 70 ha med den tilføjelse, at
fortrinsstilling ikke kunne gøres gældende, hvis den første køber havde miljøproblemer.
• Ved køb af ejendomme op til 30 ha – med mulighed for lokalt at gå op til 50 ha – bortfaldt
uddannelseskravet.
• Ved køb af ejendom nr. 2 blev afstandsgrænsen forhøjet fra 5 til 10 km.
• Endelig blev der givet mulighed for, at aktie- eller anpartsselskaber kunne erhverve landbrugsejendomme,
dog under forudsætning af, at den bestemmende indflydelse i selskabet lå hos en person, der opfyldte betingelserne
for personlig erhvervelse af den eller de pågældende ejendomme (“ankermandsreglen”).
Alt i alt var der således tale om en ganske omfattende liberalisering af landbrugslovens regler.
Landbrugslovens administration
Administrationen af landbrugsloven havde været en central administration, så længe loven havde eksisteret, d.v.s.
siden 1925, men med traditioner på området endnu længere tilbage.

Det vil sige, at afgørelserne blev truffet centralt, men på grundlag af indstillinger fra jordlovsudvalgets
stedlige medlemmer, der siden 1971 samtidig var formænd for jordbrugskommissionerne. På denne måde blev det
sikret, at der blev taget et rimeligt hensyn til lokale forskelligheder i landets forskellige egne samtidig med, at der
skete en koordination af afgørelserne på centralt sted, således at ensartede sager blev afgjort på ensartet måde i
hele landet.
Bestemmelserne vedrørende udstykning og sammenlægning m.m. (landbrugslovens kap I-IV) blev
administreret i Matrikeldirektoratet, mens erhvervelsesbestemmelserne først blev administreret i departementet og
siden 1975 i Statens Jordlovsudvalg/Jordbrugsdirektoratet.
Overførsel af udstykningssagerne til Jordbrugsdirektoratet.
I forbindelse med regeringsdannelsen i september 1987 blev Matrikeldirektoratet overflyttet fra
Landbrugsministeriet til Boligministeriet.
Administrationen af landbrugslovens kap. I-IV, som hidtil havde været administreret i Matrikeldirektoratet,
kunne naturligvis ikke overflyttes til Boligministeriet, men skulle forblive under landbrugsministerens ressort.
Der blev derfor nedsat en arbejdsgruppe i Landbrugsministeriet bestående af repræsentanter for
departementet, Matrikeldirektoratet og Jordbrugsdirektoratet, til forberedelse af overflytningen af kap. I-IV
sagerne fra Matrikeldirektoratet til Jordbrugsdirektoratet. I løbet af 1988 udarbejdede arbejdsgruppen de
nødvendige bekendtgørelser, cikulærer m.v. til regulering af det fremtidige administrative system.
1. januar 1989 blev Matrikeldirektoratet, Geodætisk Institut og Søkortarkivet sammenlagt til én styrelse,
Kort- og Matrikelstyrelsen under Boligministeriet. Kort- og Matrikelstyrelsen fik ansvaret for hele den statslige
kortproduktion (topografiske kort, matrikelkort og søkort) samt for matrikelvæsenet og det statslige tilsyn med
landinspektørerne m.v.
Samme dato som den nye Kort- og Matrikelstyrelse blev oprettet – den 1. januar 1989 – blev
administrationen af landbrugslovens kap. I-IV overført fra Kort- og Matrikelstyrelsen (tidligere
Matrikeldirektoratet) til Jordbrugsdirektoratet (4. kontor).
For at lette sagsgangen for udstykningssager, som krævede tilladelse efter landbrugsloven, indførtes
samtidig en ordning, hvorefter et stort antal udstykningssager omfattende forhold, hvortil der ifølge landbrugslovens
§ 4 umiddelbart kunne forventes tilladelse, kunne indsendes til notering i Kort- og Matrikelstyrelsen uden forud
indhentet tilladelse fra Jordbrugsdirektoratet, blot landinspektøren på et erklæringsskema kunne afgive erklæring
om, at sagen alene omhandlede sådanne forhold.
Ved overførslen til Jordbrugsdirektoratet blev der samtidig indført klageadgang til Landbrugsministeriets
departement for afgørelser efter landbrugslovens kap. I-IV. Disse afgørelser kunne tidligere ikke påklages, men
blev afgjort endeligt i Matrikeldirektoratets regie.
Ved overførslen af administrationen af landbrugslovens kap. I-IV fra Kort- og Matrikelstyrelsen til
Jordbrugsdirektoratet blev der for første gang etableret en enhedsadministration af landbrugsloven, et gammelt
ønske i Jordbrugsdirektoratet. Denne samling af landbrugslovens administration i Jordbrugsdirektoratet blev dog af
kort varighed, fordi spørgsmålet om udlægning af landbrugslovens administration til amterne blev rejst med stigende
styrke.
Udlægning af landbrugsloven til amterne
Væsentlige dele af lovgivningen vedrørende det åbne land var i 1980’erne udlagt til amtskommunerne i
overensstemmelse med intentionerne i kommunalreformen og planlovreformen.
Det gjaldt den generelle planlægning for det åbne land, d.v.s. regionplanlægningen og sektorplanlægningen,
herunder landbrugsplanlægningen og det gjaldt helt eller delvis administrationen af lovgivningen vedrørende
miljøbeskyttelse, naturfredning, råstofudnyttelse samt by- og landzoneloven og vandløbsloven.
Fra amtskommunal side pegede man derfor på, at en udlægning af landbrugslovens administration til
amterne ville indebære en bedre koordination af administrationen af landbrugsloven med den øvrige
arealanvendelseslovgivning og dermed en bedre samordning af interesserne i det åbne land.
Spørgsmålet om udlægning af landbrugslovens administration til amterne havde været drøftet i flere
ministerielle arbejdsgrupper og udvalg, men uden at der havde kunnet opnås enighed om sagen. Det gælder således

Administrationsdepartementets rapport om strukturlovgivningen (1986) og Arealudvalgets betænkning om
harmonisering af lovgivningen om arealanvendelse (betænkning nr. 1124/ 1987).
Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg afgav i juni 1988 en tillægsbetænkning til betænkning om forslag
til lov om refinansiering af realkreditlån i landbrugsejendomme, hvor et flertal i udvalget fremsatte en række
bemærkninger om ændring af landbrugsloven. Flertallet ønskede loven ændret, således at administrationen af loven
blev forenklet væsentligt.
I 2. delrapport om struktur og ejerformer fra udvalget vedrørende struktur, finansierings- og ejerforhold i
landbruget (betænkning nr. 1152/1988) blev spørgsmålet om landbrugslovens administration også behandlet.
Udvalget anbefalede en generel liberalisering af lovens bestemmelser og en decentralisering af
sagsbehandlingen, således at der i højere grad kunne tages hensyn til lokale forhold og ønsker.
Med baggrund i udvalgets betænkning indgik regeringen, Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne et
landbrugslovsforlig. Forliget indeholdt en høj grad af liberalisering af de hidtidige bestemmelser vedrørende
samdrift, sammenlægning og erhvervelse m.v., ligesom der blev lagt op til en udlægning af administrationen til
amterne.
I overensstemmelse hermed fremlagde landbrugsminister Tørnæs forslag til ny landbrugslov i april 1989 og
loven blev vedtaget i juni 1989. Den nye lov indeholdt en betydelig liberalisering af lovens bestemmelser (jf.
foregående afsnit) samt bestemmelser om udlægning af administrationen til amterne.
Kompetencen til at træffe afgørelse efter landbrugsloven blev udlagt til regionale jordbrugskommissioner.
Der blev nedsat en jordbrugskommission for hvert amt bestående af en formand og 2 andre medlemmer.
Formanden skulle være jurist og de 2 andre medlemmer skulle udpeges efter indstilling fra de stedlige foreninger
under henholdsvis De danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger. Alle 3 medlemmer udpeges af
amtskommunen. Sekretariatsfunktionen for jordbrugskommissionerne varetages af amtsadministrationerne, ligesom
amterne afholder alle omkostninger i forbindelse med kommissionernes arbejde.
Jordbrugsdirektoratet blev samtidig klageinstans for afgørelser truffet af de amtslige
jordbrugskommissioner. Det er dog kun afgørelsen af retlige spørgsmål, der kan påklages, mens der ikke kan
klages over de skøn, som kommissionerne har udøvet som led i deres afgørelser.
Bestemmelserne om de amtslige jordbrugskommissioner findes i landbrugslovens §§ 30 og 30 a.
Udlægningen af administrationen af landbrugsloven til de amtslige jordbrugskommissioner skete med
virkning fra 1. januar 1990. Samlingen af lovens administration i Jordbrugsdirektoratet varede således kun nøjagtig
eet år. I den givne situation, ville det have været mere hensigtsmæssigt, at udstykningssagerne var forblevet i
Matrikeldirektoratet, indtil de kunne lægges ud til amterne.
Udlægningen af landbrugslovens administration til de amtslige jordbrugskommissioner betød, at
jordlovsudvalget mistede sin eneste arbejdsopgave og måtte derfor logisk føre til nedlægning af udvalget, som
allerede foreslået i handlingsplanen for afbureaukratisering. Dette skete ved ophævelse af §§ 31-33 i lov om
statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. (udlånsloven).
Udlægningen af landbrugslovens administration til amterne må siges at være en markant ændring og et
brud med en meget gammel tradition for central forvaltning på dette område. Denne tradition går som nævnt
tilbage til landbrugsloven fra 1925, men har i virkeligheden rødder endnu længere tilbage i tiden.
På den anden side måtte udlægningen siges at være i overensstemmelse med moderne administrative
principper om størst mulig decentralisering og med “nærhedsprincippet” om, at afgørelserne bør træffes så tæt på
borgerne som muligt. Der synes da også i den forløbne tid siden 1990, at have været almindelig tilfredshed med
udlægningen til amterne hos lovens brugere, landmændene.
Den mere overordnede regulering af jordbrugserhvervenes grundlæggende produktionsforhold, som
landbrugsloven tilsigter, kan tilgodeses gennem bestemmelserne i selve loven samt gennem bekendtgørelser,
cirkulærer, vejledninger og andre generelle retsforskrifter samt ved klagesagsbehandlingen. Den almindelige
enkeltsagsbehandling i 1. instans er i denne sammenhæng af mindre betydning.
Arealadministrationen
Tøndermarsken
Tøndermarsken er et af de bedst bevarede eksempler på det kulturlandskab, der er karakteristisk for det

nordvesteuropæiske lavlandsområde langs Nordsøen.
Det karakteristiske marsklandskab består af de inddigede forlande, kogene, med det flade, åbne,
græsdækkede landskab med græssende får og kreaturer, netværket af vandfyldte kanaler og skelgrøfter, som
omgiver fennerne, den spredte bebyggelse på de kunstige forhøjninger i kogene, værfterne, og længst ude
digelinierne. Marskens landskab udgør en helhed, der har været stabil gennem århundreder.
Skønt er landet – ingen hindring
standser blikket, når det vanker
over vidderne og henter
fred og ro til sind og tanker.
I marts 1988 vedtog Folketinget lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken.
Loven omfatter Ny og Gl. Frederikskog, Rudbøl kog samt Magisterkogen, i alt ca. 2.500 ha. Heraf er ca.
1.850 ha egentlige afvandede marskarealer. I henhold til loven skal ca. 1.380 ha af disse henligge i vedvarende
græs, mens ca. 470 ha fortsat kan indgå i alm. omdrift.
Lovens formål er, at bevare Tøndermarskens ydre koge og den nedre del af Vidå-systemet som et samlet
naturområde af national og international betydning.
Formålet er således, at bevare og beskytte områdets store landskabelige, naturmæssige og kulturhistoriske
værdier, samtidig med, at der tages hensyn til den landbrugsmæssige drift.
Loven sikrer, at de store, sammenhængende græsarealer bevares og fortsat afgræsses af kreaturer og får.
Samtidig sikres det, at afvandings- og bevandingssystemet med pumpeanlæg, kanaler og åbne grøfter drives videre
som hidtil.
Loven pålægger landmændene og de øvrige lodsejere en række begrænsninger. Store arealer må som
nævnt kun anvendes til græsning, brugen af kunstgødning er begrænset og der er forbud mod hegning o.s.v. Til
gengæld herfor er der udbetalt erstatninger til lodsejerne.
Inden den endelige udpegning af de vedvarende græsarealer skulle Jordbrugsdirektoratet (Tønderkontoret)
gennemføre en jordfordeling i området med den målsætning, at omdriftsarealerne skulle tilhøre og drives af de
landbrugsejendomme, der har bygningerne beliggende inden for lovens område, ligesom omdriftsarealerne skulle
søges placeret så nær ved bygningerne og i så få lodder som muligt.
Det viste sig nødvendigt, at gennemføre denne jordfordeling i 2 etaper. Den første etape dannede grundlag
for udpegningen af de vedvarende græsarealer, mens 2. etape primært tog sigte på en forbedring af
arronderingsforholdene.
Jordfordelingen måtte overvinde mange vanskeligheder på grund af de særlige ejerforhold i marsken.
Størstedelen af landbrugsarealerne i Tøndermarsken består af enkeltlodder, som udlejes til afgræsning, som regel
på 1-årige kontrakter. Omkring 25 pct. af arealerne ejes af landmænd, 30 pct. af offentlige myndigheder, legater,
stiftelser o.l. og resten af private ejere uden for landbruget. Marskfenner har fra gammel tid været betragtet som
en god og værdifast pengeanbringelse. Knap 75 pct. af landbrugsarealerne i de ydre koge er frie jorder og kun ca.
25 pct. er undergivet landbrugspligt.
Direktoratets Tønderkontor har siden 1988 varetaget Landbrugsministeriets repræsentation i Det
rådgivende udvalg for Tøndermarsken, som er nedsat i henhold til loven.
Græsningsordningen
I loven om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken var der bestemmelse om, at der til sikring af den
fremtidige afgræsning af de vedvarende græsarealer skulle etableres en græsningsordning, som ville muliggøre
udlejning og afgræsning af arealerne.
Reglerne for græsningsordningen findes i Miljøministeriets bekendtgørelse fra november 1989 om
græsningsordningen i de ydre koge i Tøndermarsken.
Græsningsordningens formål er at sikre afgræsning af de arealer, der er udlagt til vedvarende græsarealer.
Græsningsordningen skal fungere som et slags sikkerhedsnet ved at sikre afgræsningen af de vedvarende
græsarealer, hvor ejeren ikke ønsker selv at drage omsorg for græsningen eller hvor græsningsforpligtelsen ikke

opfyldes.
Græsningsordningen omfatter:
• Statsejede vedvarende græsarealer.
• Andre vedvarende græsarealer, hvor ejeren måtte ønske dette.
• Vedvarende græsarealer, som af Sønderjyllands amtsråd er påbudt, at indgå i græsningsordningen, fordi de
ikke drives i overensstemmelse med loven og de forskrifter, der er fastsat i medfør af loven.
Direktoratets kontor i Tønder har siden græsningsordningens etablering i 1990 udøvet beføjelserne med hensyn til
administrationen af ordningen, herunder udbetaling af et eventuelt overskud til lodsejerne.
Handlingsplanen for afbureaukratisering
I december 1988 fremlagde regeringen en handlingsplan for afbureaukratisering.
Planen var udarbejdet af et ministerudvalg med statsministeren som formand, et parallelt
departementschefudvalg med departementschefen i Statsministeriet som formand og et embedsmandsudvalg.
Målet med planen var at forenkle, effektivisere og afbureaukratisere den offentlige sektor. En fuld
gennemførelse af handlingsplanens forslag ville indebære en indskrænkning i den offentlige administration med ca.
10.000 arbejdspladser og en årlig besparelse i de offentlige udgifter på ca. 3 mia. kr.
Handlingsplanen for afbureaukratisering indeholdt i alt 15 forslag vedrørende Jordbrugsdirektoratets
område, her gengivet med handlingsplanens eget ordvalg. Det foreslås:
• At nedlægge jordlovsudvalget.
• At der sker en forenkling og liberalisering af landbrugsloven.
• At ordningen med at yde favorable statslån efter udlånsloven ophæves.
• At ophæve ordningen med tilskud til dræning og vanding.
• At ordningen med lån til indkøbsforeninger for mindre jordbrugere ophæves.
• At ordningen med støtte til regnskabsføring ophæves.
• At lov om statsgaranti for driftslån til væksthusgartnerier ophæves.
• At ophæve lov om statstilskud til landbrugskursus m.m.
• At ophæve mergelloven.
• At Landbrugsministeriet ophører med jordfordelingsaktiviteterne, således at der ikke tages nye sager op.
• At ophæve ordningen med køb af jord samt ordningen med pålæg af forkøbsret.
• At sælge Vildmosen.
• At sælge jorder og avlsbygninger, der hører under Kalø Gods.
Endelig var der forslag om bortfald af tilskud efter konsulentloven til husholdningskonsulenter m.fl. samt forslag om
revision af tilskudsordningen til Hedeselskabet.
I det følgende er der foretaget en gennemgang af hvert af forslagene med beskrivelse af, hvad der faktisk
skete med forslagene.
Nedlæggelse af jordlovsudvalget
Retsgrundlaget for jordlovsudvalget fandtes som tidligere omtalt i kap. III, §§ 31-33 i lov om statens fremskaffelse
af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. (udlånsloven) – og før 1971 i statshusmandsloven.
Ophævelsen af bestemmelserne om jordlovsudvalget og dermed nedlæggelsen af udvalget skete med
vedtagelsen af den nye landbrugslov fra juni 1989. Samtidig blev det dog bestemt, at tidspunktet for ophævelse af
§§ 31-33 i udlånsloven skulle fastsættes af landbrugsministeren.
Rent faktisk skete ophævelsen af bestemmelserne og dermed nedlægningen af jordlovsudvalget pr. 1. april
1990. Det sidste møde i udvalget fandt sted den 21. marts 1990 og samme aften gav landbrugsministeren en
afskedsmiddag for udvalgets medlemmer.
Liberalisering af landbrugsloven

Den nye landbrugslov fra juni 1989, som trådte i kraft den 1. september 1989, indeholdt en væsentlig liberalisering
af lovens regler samt bestemmelser om udlægning af administrationen til amterne, jf. de foregående afsnit om
landbrugsloven og landbrugslovens administration.
Ophævelse af udlånslovens kapitel I
Ophævelsen af udlånslovens kap. I om statens udlån til jordbrugsmæssige formål skete ved lov om ændring af
udlånsloven, vedtaget i juni 1990.
Lovændringen gik ud på, at hele lovens kap. I (§§ 1-17) blev ophævet, hvilket betød, at der ikke længere
kunne ydes lån til køb af jord i forbindelse med sammenlægning eller supplering af landbrugsjendomme. Ligeledes
bortfaldt muligheden for at overtage allerede givne lån i forbindelse med ejerskifte på ejendommen.
Ophævelse af loven om tilskud til dræning
Loven om tilskud til dræning og vanding blev ophævet med virkning fra 1. januar 1990.
Tilsagnsgivningen til vandingsanlæg var dog allerede administrativt blevet indstillet fra 1983 og
tilsagnsgivningen til dræningsarbejder blev indstillet fra udgangen af 1988.
Stop for lån til indkøbsforeninger
Ved en lovændring i juni 1990 blev adgangen til at yde statslån til indkøbsforeningerne for mindre jordbrugere
ophævet. Foreningerne og deres samvirksomhed har dog fortsat adgang til at optage andre lån end statslån, d.v.s.
lån i det almindelige lånemarked.
Indkøbsforeningernes samlede restgæld til statskassen udgjorde ved ophøret af den statslige långivning pr.
31. december 1989 112,5 mill. kr. fordelt på 32 foreninger. Restgælden skal afvikles over 50 år.
Ophævelse af lov om tilskud til regnskabsføring
Loven om tilskud til fremme af regnskabsføring i jordbrugsbedrifter blev ophævet med virkning fra 1. januar 1990,
da ordningen ikke længere skønnedes at have væsentlig betydning for fremme af regnskabsføring i
jordbrugsbedrifter.
Ophævelse af diverse mindre love
Ved en lov fra december 1989 om ophævelse af forskellige støttelove inden for Landbrugsministeriets område blev
tillige ophævet nogle tidligere love om:
• Statsgaranti for driftslån til væksthusgartnerier.
• Statstilskud til landbrugskursus.
• Tilskud til mergelselskaber.
Disse ordninger havde stort set ingen betydning for erhvervene.
Jordfordelingsloven
Forslaget i handlingsplanen for afbureaukratisering gik som nævnt ud på, at Landbrugsministeriet skulle ophøre
med jordfordelingsaktiviteterne.
Dette måtte nærmest forstås således, at loven om jordfordeling skulle ophæves, eller at der i hvert fald
skulle indføres fuld brugerbetaling i alle jordfordelingssager.
Et så vidtgående indgreb kunne der imidlertid ikke samles politisk tilslutning til.
Resultatet af de politiske overvejelser og drøftelser blev en landbrugsaftale fra marts 1990 mellem
regeringen og Socialdemokratiet.
Efter denne aftale skulle en ny lov om jordfordeling udformes efter følgende principper:
Almindelige kendelsessager vedrørende private lodsejere kunne fortsat gennemføres efter de hidtidige
regler inden for et aktivitetsniveau svarende til indtil 13 årsværk.
For at sikre, at offentligt finansierede jordfordelinger mellem private lodsejere havde tilstrækkelig privat- og
samfundsøkonomisk betydning, blev der indført brugerbetaling i forbindelse med disse jordfordelingssager. Afgiften

lev fastsat til 5 pct. af værdien af den jord, som indgik i den pågældende jordfordeling.
Desuden blev det aftalt, at de kvalitetskrav, som Jordbrugsdirektoratet ville anvende i konkrete
jordfordelingssager, som hovedregel skulle være strengere end landbrugslovens almindelige krav.
Endelig blev det aftalt, at jordfordeling i forbindelse med strækningsanlæg og naturgenopretning fremover
ville kunne gennemføres som kendelsessager mod fuld brugerbetaling af rekvirenten, d.v.s. den pågældende
offentlige myndighed.
Den ny jordfordelingslov, hvor principperne fra den politiske aftale var indarbejdet, blev vedtaget i juni
1990, jf. lovbekendtgørelse nr. 467 af 22. juni 1990.
Jordkøbsloven
Handlingsplanens forslag gik ud på, at ophæve ordningen med køb af jord samt ordningen med pålæg af
forkøbsret.
Dette måtte forstås som et forslag om ophævelse af udlånslovens kap. II, i hvert fald afsnit A om statens
fremskaffelse af jord (§§ 18-26).
Også her opstod der imidlertid politiske betænkeligheder ved at foretage så vidtgående ændringer på dette
ret følsomme område.
I den før nævnte landbrugsaftale fra marts 1990 mellem regeringen og Socialdemokratiet blev der opnået
enighed om, at et kommende lovforslag skulle udformes således, at bestemmelserne om pålæg af forkøbsret på frie
jorder skulle opretholdes og at bestemmelserne om statens adgang til køb af frie jorder skulle opretholdes inden for
rammer, der fastlægges på de årlige finanslove.
Endvidere skulle proceduren for statens videresalg af jord ændres, således at der blev sikret offentligt
udbud.
Lovforslag efter disse retningslinier blev fremsat i april 1990 og vedtaget i juni samme år, jf.
Landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr. 470 af 22. juni 1990.
Reglerne om almindelige frivillige køb i lovens §§ 18 og 19 blev i det væsentlige opretholdt, men i
bemærkningerne til lovforslaget blev det tilkendegivet, at lovforslaget tilsigtede at begrænse opkøbsaktiviteterne
væsentligt, således at der for fremtiden som hovedregel kun ville ske køb af frie jorder samt køb i forbindelse med
gennemførelse af naturgenopretningsprojekter o.l. i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen eller amterne.
De hidtidige almindelige køb af landbrugspligtige arealer med henblik på at fremme strukturudviklingen
gennem supplering og jordfordeling skulle altså standses. Dette blev efterfølgende gennemført administrativt ved
instruks fra departementet til Jordbrugsdirektoratet.
I Sønderjylland, hvor man især havde gjort brug af mulighederne i udlånslovens bestemmelser om køb af
jord, føltes bortfaldet af disse muligheder som et væsentligt tab og det førte senere til oprettelsen af den
sønderjyske jordfond, som har taget de strukturfremmende opgaver op, som staten trak sig ud af i 1990.
Bestemmelserne om statens forkøbsret i udlånslovens §§ 20-26 blev opretholdt uændrede.
Statens salg af jord skulle for fremtiden normalt ske ved offentligt udbud i overensstemmelse med
Finansministeriets cirkulære om alm. regler for salg af statens faste ejendomme.
Endelig blev jordkøbsbevillingen for fremtiden nettostyret, således at indtægterne ved salg af arealer kunne
tillægges årets bevilling til køb af jord. En tilsvarende ordning havde Skov- og Naturstyrelsen haft i flere år.
Efter at udlånsbestemmelserne var ophævet fik loven om statens fremskaffelse af jord og udlån til
jordbrugsmæssige formål m.m. – i daglig tale udlånsloven – naturligt navneforandring til: Lov om statens
fremskaffelse af jord til jordbrugsmæssige formål m.m., i daglig tale jordkøbsloven.
Ophævelse af Jordfonden
Ændringerne af udlånsloven i 1990 indebar også, at Jordfonden blev ophævet.
Jordfonden var som tidligere omtalt oprettet i medfør af lov om lens, stamhuses og fideikommisgodsers
overgang til fri ejendom fra 1919.
Jordfondens funktion var i de senere år, at stå som den formelle ejer af direktoratets arealer samt som
kreditor for lån ydet af fonden i henhold til statshusmandsloven.
Jordfonden havde ved udgangen af 1988 en nettoformue på ca. 766 mill. kr.

Den formelle ophævelse af Jordfonden som en særlig konto på finansloven skete med vedtagelsen af
finansloven for 1991.
Efter ophævelsen af Jordfonden er Jordbrugsdirektoratet og senere Strukturdirektoratet blevet noteret som
ejer i tingbøgerne. Tålmodige medarbejdere i direktoratet har måttet bruge en del tid på at forklare
tinglysningsdommerne, at der ikke var tale om nogen realitetsændring.
Salg af Vildmosearealerne
Handlingsplanen for afbureaukratisering lagde op til salg af samtlige statens arealer i Vildmoserne. På det
tidspunkt, hvor forslaget blev fremsat, udgjorde disse arealer ca. 2.500 ha, heraf 1.360 ha i Store Vildmose, 900 ha
i Lille Vildmose og 260 ha i Sandmosen.
Størrelsen af disse arealer gjorde det klart, at et salg af samtlige arealer til private ville blive meget
vanskeligt for ikke at sige umuligt allerede på grund af landbrugslovens afstandsbestemmelser i forbindelse med
sammenlægning. Dertil kom de begrænsninger i driftsformen, der i givet fald måtte pålægges private købere på
grund af arealernes særlige karakter.
Der viste sig imidlertid hurtigt en betydelig politisk modstand mod salgsplanerne, både i Folketinget og i
Nordjyllands amtsråd. Som led i sin modstand mod salgsplanerne rejste amtsrådet i 1991 fredningssag for både
Store og Lille Vildmose.
Ifølge regionplanen for Nordjyllands amt kunne statens arealer i Vildmoserne inddeles i 3 arealtyper:
• Arealer udlagt som regionalt råstofområde.
• Arealer udlagt som regionalt naturområde.
• Arealer udlagt som jordbrugsområde.
Ifølge regionplanen er målsætningen for de regionale råstofområder, at sikre en beskyttelse og hensigtsmæssig
udnyttelse af råstofforekomsterne (sphagnum).
Målsætningen for de regionale naturområder er at sikre den bedst mulige varetagelse af naturbeskyttelsesog
bevaringsinteresserne samt udnyttelsen til friluftsformål.
Målsætningen for jordbrugsområderne er at betrygge og sikre mulighederne for en almindelig
jordbrugsmæssig udnyttelse af arealerne.
Resultatet af den politiske diskussion blev, at råstofarealerne og naturarealerne skulle forblive i statens eje.
For de arealer, der er udlagt som regionalt naturområde, fandt man det bedst stemmende med hensynet til
bevarelse af de landskabelige værdier – det karakteristiske, åbne græsningslandskab – og arealernes særlige status,
at disse arealer blev bevaret i offentligt eje.
For de arealer, der er udlagt som regionalt råstofområde, fandt man tilsvarende, at en hensigtsmæssig
planlægning og styring af indvindingen af de betydelige sphagnumforekomster i Vildmoserne bedst ville kunne ske,
når arealerne var i offentligt eje.
Derimod kunne der opnås enighed om at afhænde de ca. 460 ha af Jordbrugsdirektoratets arealer i Store
Vildmose, der var udlagt som landbrugsarealer.
De 460 ha landbrugsarealer blev afhændet i 1992 og 1993 efter godkendelse i Finansudvalget. Arealerne
blev solgt til sammenlægning med eksisterende landbrugsejendomme i området.
Fredningsplanen for Lille Vildmose skal kort omtales, da den indeholder nogle langsigtede perspektiver for
området.
Formålet med fredningen af Lille Vildmose er, at sikre den landskabelige helhed, der knytter sig til mosens
oprindelige udstrækning.
Fredningen tilstræber på længere sigt etableringen af et stort, sammenhængende græsnings- og
naturområde, som vil strække sig fra Høstemark skov i nord, over de nuværende råstofområder, hvoraf store dele
tilhører Strukturdirektoratet, til Tofte mose og Tofte skov mod syd.
Efterhånden som råstofgravningen i området afsluttes, vil arealerne blive efterbehandlede.
Efterbehandlingsplanen tager sigte på at udbygge områdets naturværdier, samtidig med at omfanget af de
nuværende græsningsarealer fastholdes.
Hele den vestlige del af det nuværende råstofområde tænkes gennem naturgenopretning udviklet til et

naturområde, som skal skabe sammenhæng mellem de eksisterende naturområder mod nord (Høstemark skov) og
syd (Tofte mose og skov). Der skal etableres søer, vådområder, beplantninger og småbiotoper.
Den østlige og sydlige del af råstofområdet tænkes udlagt til et stort, sammenhængende græsningsområde.
Det samlede, fremtidige natur- og græsningsområde vil strække sig over ca. 14 km fra nord til syd og ca. 5
km fra øst til vest og dække et samlet areal på ca. 7.500 ha. Området vil til sin tid blive Danmarks største
sammenhængende naturområde.
Salg af Kalø Gods
I maj 1989 anmodede Landbrugsministeriet ved akt 276/89 om Finansudvalgets tilslutning til, at Kalø Gods blev
udbudt til salg.
Godset skulle udbydes som en samlet virksomhed, altså ikke kun “jorder og avlsbygninger” som anført i
handlingsplanen for afbureaukratisering.
Tilbuddene skulle afgives under 2 alternative forudsætninger, nemlig:
• At godset blev solgt uden bindinger.
• At det blev solgt med en forpligtelse til at udleje lokaler og forsøgsarealer til Vildtforvaltningen i 15 år.
Aktstykket blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 20. juni 1989. Socialdemokratiets og SFs medlemmer af
udvalget stemte imod ansøgningen, idet man principielt var imod at sælge statsejede ejendomme med betydelige
historiske, friluftsmæssige og naturforvaltningsmæssige interesser for almenheden.
Der blev nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for Jordbrugsdirektoratet, Skov- og Naturstyrelsen
og Landbrugsministeriets departement. Arbejdsgruppen udarbejdede et omfattende udbudsmateriale, der var klar i
oktober 1989.
Den 8. november 1989 blev Kalø Gods udbudt offentligt til salg ved avertering i dagspressen i
overensstemmelse med Finansministeriets cirkulære af 28. august 1984 om almindelige regler for salg af statens
faste ejendomme.
Kalø Gods bestod på udbudstidspunktet af ca. 430 ha landbrugsarealer og ca. 380 ha skov samt et antal
bortforpagtede landbrugsejendomme m.v., således at godsets samlede tilliggende udgjorde ca. 870 ha. Hertil kom
en større bygningsmasse bestående af hovedbygning, jagtslot, driftsbygninger, lejeboliger m.m.
Ejendomsværdien pr. 1. januar 1989 var 41,9 mill. kr. Hertil kom værdien af kvægbesætningen samt landog
skovbrugsmaskiner, som i forbindelse med udbuddet var vurderet til henholdsvis 1,4 mill. kr. og 2,9 mill. kr.
I udbudsmaterialet var det tilkendegivet, at tilbud først ville kunne accepteres af sælger efter
Finansudvalgets godkendelse.
Fristen for afgivelse af tilbud var den 10. januar 1990 og åbning af tilbud fandt sted samme dag. Der
indkom 12 tilbud, hvoraf de 9 kunne anses som konditionsmæssige tilbud i overensstemmelse med
udbudsmaterialet.
Efter aftale med Miljøministeriet blev det besluttet at acceptere et tilbud efter alternativ 2, idet ministeriet
fortsat ønskede at kunne anvende lokaler på godset til brug for Danmarks Miljøundersøgelser.
Ud fra en samlet vurdering udvalgte Landbrugsministeriet et tilbud fra Apoteksteknikernes Pensionskasse
efter alternativ 2 og Jordbrugsdirektoratet forhandlede derefter de nærmere betingelser med tilbudsgiver og dennes
advokat. Tilbuddet lød på 61,0 mill. kr.
I første omgang ansøgte køber om tilladelse til selskabserhvervelse efter landbrugslovens § 21, stk. 2, nr.
1 (forsøgs- og forskningsvirksomhed), men jordbrugskommissionen for Århus amt gav afslag på denne ansøgning.
Det blev derfor nødvendigt at lade overdragelsen ske efter landbrugslovens § 20 om selskabserhvervelse
med en “ankermand”, som opfylder landbrugslovens regler om uddannelse m.v.
Ifølge skødet skulle et selskab ved navn Kalø Landbrugsaktieselskab erhverve hele godset. Derefter
skulle skovarealerne samt hovedbygningen, jagtslottet og slotskroen videresælges til et andet selskab, som var fuldt
ejet af Apoteksteknikernes Pensionskasse, mens landbrugsaktieselskabet skulle beholde landbrugsarealerne med
driftsbygninger og medarbejderboliger.
I Kalø Landbrugsaktieselskab skulle pensionskassen eje 90 pct. af aktiekapitalen, mens en landmand, der
opfyldte landbrugslovens krav, skulle eje 10 pct., men med den bestemmelse, at landmandens aktiepost havde

forhøjet stemmevægt, således at han havde stemmeflertal i selskabet. Hermed var betingelserne i landbrugslovens
§ 20 opfyldt.
Ifølge skødet var overdragelsen betinget af Finansudvalgets godkendelse af salget, jf.
udbudsbetingelserne.
I maj 1990 anmodede Landbrugsministeriet derfor om Finansudvalgets tilslutning til, at
Jordbrugsdirektoratet solgte Kalø Gods til Kalø Landbrugsaktieselskab for 61,0 mill. kr. kontant (akt 206/90).
Et par dage senere fremsatte folketingsmedlemmer fra Socialdemokratiet og SF et forslag til
folketingsbeslutning om opfordring til at trække regeringens aktstykke tilbage fra Finansudvalget. I
bemærkningerne til forslaget hedder det bl.a.: – Forslagsstillerne finder regeringens handlinger på miljø- og
naturforvaltningsområdet paradoksale, når landbrugsministeren vil sælge Kalø Gods samtidig med at
miljøministeren hvert år anvender store beløb til naturforvaltning, herunder opkøb af arealer med naturværdier.
Kalø Gods rummer netop sådanne værdier, som miljøministeren i anden forbindelse formodentlig ville købe.
Efter forslagsstillernes opfattelse var der således ingen saglige grunde, der talte for salget af Kalø,
tværtimod talte alle forhold imod. Regeringen burde derfor opgive sit ideologisk begrundede salg af Kalø Gods.
I det afgørende møde i Finansudvalget den 9. maj 1990 meddelte CDs repræsentant, at han ikke kunne
godkende salget, angiveligt fordi han “ikke kunne lide konstruktionen” (med ankermanden). Formodentlig har den
stærke modstand fra Socialdemokratiet og SF dog også spillet en rolle.
Dermed var der et flertal i Finansudvalget imod salget og Finansudvalgets tilslutning til overdragelsen
kunne altså ikke opnås.
Salget af Kalø Gods måtte derfor opgives og godset forblev indtil videre i Jordbrugsdirektoratets eje som
hidtil.
Den 1. januar 1993 blev godset i sin helhed ved kgl. resolution overført fra Landbrugsministeriet til
Miljøministeriet. Kalø danner nu ramme for Danmarks Miljøundersøgelser, afdelingen for fauna- og floraøkologi.
Det skal nævnes, at sagen om salg af Kalø Gods under hele sit forløb var genstand for stor
opmærksomhed i medierne.
Regeringens handlingsplan for afbureaukratisering indeholdt som tidligere nævnt 15 forslag inden for
Jordbrugsdirektoratets område.
En samlet status for disse 15 forslag ser således ud:
11 forslag blev fuldt gennemført
3 forslag blev delvis gennemført (jordfordelingsloven, jordkøbsloven og salget af Vildmoserne) og
1 forslag kunne ikke gennemføres (salg af Kalø Gods).
Landbrugsministeriets organisationsudviklingsprojekt
I juni 1988 iværksatte departementschefen i Landbrugsministeriet et organisationsudviklingsprojekt for
ministerområdet og der blev nedsat 6 arbejdsgrupper, herunder en arbejdsgruppe vedrørende
Jordbrugsdirektoratets sagsområde.
Arbejdsgruppen, som bestod af medarbejdere i departementet og i Jordbrugsdirektoratet samt enkelte
andre, afgav sin rapport i januar 1989.
Indstillingen til landbrugsministeren om arbejdsgruppernes forslag til organisatoriske ændringer i
Landbrugsministeriet forelå i februar 1989 og ministerens resolutioner fulgte senere i februar og i marts måned.
Resten af året blev brugt til den praktiske gennemførelse af de mange forskellige ændringer, således at den nye
organisation af Landbrugsministeriet og herunder af Jordbrugsdirektoratet var på plads fra 1. januar 1990.
De ændringer, der blev gennemført i Jordbrugsdirektoratets organisation med virkning fra 1. janaur 1990
var i hovedtrækkene følgende:
Ændret arbejdsdeling mellem Jordbrugsdirektoratet og Landbrugsministeriets departement
vedrørende regeldannelsen
Ved regeldannelse forstås udarbejdelsen af lovforslag, bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger o.l.

Den hidtidige praksis havde været, at departementet forestod alle væsentlige funktioner i forbindelse med
udarbejdelsen af lovforslag og bekendtgørelser, dog således, at Statens Jordlovsudvalg/Jordbrugsdirektoratet
normalt var repræsenteret i de udvalg eller arbejdsgrupper, der som regel blev nedsat til at forberede lovforslagene.
Fra 1. januar 1990 blev der etableret en ny procedure, hvorefter Jordbrugsdirektoratet skulle udarbejde alle
lovforslag indenfor sit arbejdsområde på grundlag af “bestillingsskrivelser” fra departementet. En
bestillingsskrivelse skulle indeholde en så præcis og detaljeret beskrivelse som muligt af det lovforslag, som
ministeriet ønskede udarbejdet, men selve den teknisk-juridiske udformning af forslaget blev overladt til
Jordbrugsdirektoratet.
Udarbejdelsen af bekendtgørelser i henhold til vedtagne love blev også i det store og hele lagt ud til
Jordbrugsdirektoratet, men de skulle dog som hidtil som hovedregel underskrives af ministeren.
Denne ændrede arbejdsdeling mellem Jordbrugsdirektoratet og departementet var principielt vigtig og gav
direktoratet en anden status, fordi der var tale om udlægning af et vigtigt arbejdsområde, som hidtil havde været
betragtet som et rent departementalt anliggende. Det skal i den forbindelse nævnes, at de arbejdsområder, der
varetages af Jordbrugsdirektoratet, er den del af Landbrugsministeriets ressortområde, der er mest belastet med
lovgivningsarbejde.
Jordbrugsdirektoratets inddragelse i EF-arbejdet
Arbejdet i Bruxelles med gennemførelsen af EFs strukturpolitik for jordbrugserhvervene havde hidtil været
varetaget af departementet alene, men som et resultat af drøftelserne i arbejdsgruppen vedrørende
Jordbrugsdirektoratet, blev direktoratet inddraget mere i dette arbejde.
Siden 1990 har en medarbejder fra Jordbrugsdirektoratet deltaget i møderne i Den stående
landbrugsstrukturkomité (STAR), som under Kommissionens forsæde behandler alle forslag til
kommissionsforordninger og -direktiver samt medlemslandenes forslag til nationale gennemførelsesbestemmelser
og programmer.
På baggrund af de senere års ændringer i EU’s landbrugspolitik, hvor strukturpolitikken har fået større
vægt, har arbejdet med de strukturpolitiske forslag, herunder arbejdet i STAR, fået stigende omfang og betydning.
Under alle omstændigheder er det både nyttigt og inspirerende for direktoratets yngre medarbejdere at have fået
den europæiske dimension ind i deres arbejde.
Overførsel af arbejdsområder til Jordbrugsdirektoratet
I forbindelse med Landbrugsministeriets organisationsudviklingsprojekt blev en række arbejdsopgaver overført fra
departementet til Jordbrugsdirektoratet. Det drejede sig om følgende arbejdsområder.
Fysisk planlægning
De arbejdsopgaver, der blev overført fra departementet, var følgende:
• Behandlingen af amternes forslag til region- og sektorplaner samt forhandlinger med de pågældende
amtslige myndigheder.
• Opgaver vedrørende landbrugsplanlægning, herunder udarbejdelse af vejledninger til amterne og
indstillinger til Miljøministeriet vedrørende godkendelse af landbrugsplaner.
• Varetagelse af de jordbrugsmæssige interesser i forbindelse med gennemførelsen af større konkrete
planlægningssager, f.eks. Tøndermarsken, Skjern Å-projektet m.fl.
Varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser i forbindelse med udarbejdelsen af kommune- og lokalplaner var
allerede overført fra Matrikeldirektoratet til Jordbrugsdirektoratet fra 1. januar 1989 i forbindelse med etableringen
af Kort- og Matrikelstyrelsen.
Med arbejdsopgaverne vedrørende den fysiske planlægning blev et stort og vigtigt arbejdsområde overført
til Jordbrugsdirektoratet.
Byggesektionen
Landbrugsministeriets byggesektion blev overflyttet fra departementet til Jordbrugsdirektoratet pr. 1. januar 1990.

Byggesektionen forestår alle bygge- og renoveringsarbejder på Landbrugsministeriets institutioner i samarbejde
med private firmaer.
Statskonsulenten i havebrug
Statskonsulenten i havebrug, som hidtil havde haft referat til departementet, blev flyttet til Jordbrugsdirektoratet.
Skovskolen
Skovskolen blev fra 1. januar 1990 placeret som en institution under Jordbrugsdirektoratet. Skolen havde tidligere
referat til departementet.
Endvidere blev følgende sagsområder overført fra departementet til Jordbrugsdirektoratet pr. 1. januar
1990:
• Tilsynet med Dansk Landbrugs Realkreditfond.
• Fremme af udviklingen i særlige landdistrikter (mål 5 b).
• Lov om hegn.
• Lov om mark- og vejfred.
• Lov om kapitelstakster.
• Lov om høstpant.
• Legatadministration, herunder “Landlegatet”.
• Opgaver vedrørende Det danske Hedeselskab.
De ovennævnte nye arbejdsområder i Jordbrugsdirektoratet fra 1. januar 1990 vil blive nærmere omtalt i det
følgende afsnit om perioden 1990-94.
I rapporten fra arbejdsgruppen vedrørende Jordbrugsdirektoratet, som var nedsat i forbindelse med
Landbrugsministeriets organisationsudviklingsprojekt, var man inde på spørgsmålet om en vicedirektør i
Jordbrugsdirektoratet.
Det hedder herom i rapporten: – Arbejdsgruppen peger på det hensigtsmæssige i at styrke
Jordbrugsdirektoratets ledelse med en vicedirektør, der kan bistå direktøren i den overordnede ledelse af
direktoratet.
Der blev i den forbindelse henvist til forøgelsen af direktoratets opgaver ved overførelse af
arbejdsområder fra departementet i forbindelse med gennemførelsen af organisationsudviklingsprojektet og navnlig
til opgavernes ændrede karakter. Endvidere henviste man til, at erfaringerne fra andre ministeriers styrelser
bekræftede hensigtsmæssigheden af en vicedirektørstilling.
I indstillingen til landbrugsministeren fra februar 1989 vedrørende organisatoriske ændringer i
Landbrugsministeriet hedder det imidlertid om dette spørgsmål: – Som følge af afbureaukratiseringsplanerne stilles
forslaget om etablering af en stilling som vicedirektør i Jordbrugsdirektoratet i bero indtil videre.
Jordbrugsdirektoratets organisation
Ved begyndelsen af perioden 1983-89 bestod Jordbrugsdirektoratet af 5 kontorer, heraf et i Tønder.
Kontorerne var organiseret med følgende fordeling af arbejdsområderne.
1. kontor. Sekretariatsfunktioner, herunder direktoratets finanslovsbidrag (budget), bevillingsadministration,
regnskab og personaleadministration. Desuden havde kontoret visse arbejdsopgaver uden for det
sekretariatsmæssige. Det drejede sig om arealadministrationen (uden for Sønderjylland), d.v.s. køb, bortforpagtning
og salg af jord samt nogle tilskudsordninger (tilskud til dræning, til skovforbedrende foranstaltninger og til
indkøbsforeninger).
2. kontor varetog administrationen af hovedparten af jordbrugets tilskuds- og låneordninger, nemlig
investeringsstøtte efter moderniseringsloven, senere forbedringsloven, projektstøtte, lån og tilskud til yngre
jordbrugere, konsulent-, vikar- og efteruddannelsesordningerne, jordkøbslån efter udlånsloven, tilskud til
regnskabsføring samt rentesaneringsloven.
3. kontor (Jordfordelingskontoret) fungerede som sekretariat for jordbrugskommissionerne i
jordfordelingssager og forestod udfærdigelse af jordfordelingsplaner, forelæggelse af disse for

jordbrugskommissionerne til godkendelse og afsigelse af foreløbig og endelig kendelse samt berigtigelse af
kendelserne i matrikel og tingbog. Endvidere medvirkede kontoret på konsulentbasis ved Jordfordeling i forbindelse
med strækningsanlæg.
4. kontor fungerede (fra 1982) som sekretariat for Jordlovsudvalget i sager om erhvervelse af
landbrugsejendomme i henhold til landbrugslovens kap. V og i sager om udstykning og sammenlægning af
landbrugsejendomme m.v. i henhold til landbrugslovens kap. I-IV. Endvidere behandlede kontoret sager om fysisk
planlægning, råstofsager m.m.
5. kontor (Tønderkontoret) forestod foranstaltninger til fremme af jordbrugets strukturudvikling i det
sydjyske område. De vigtigste aktiviteter var arealadministration, herunder køb, udlejning og salg af arealer med
henblik på strukturforbedring, tinglysning af forkøbsret på frie jorder, jordfordelingsplanlægning m.m.
Kontorets tekniske afdeling varetog projektering og tilsyn med forlandsarbejder foran digerne samt
grundforbedringsarbejder på Jordfondens arealer.
I 1988 blev der oprettet et nyt 6. kontor i Jordbrugsdirektoratet.
6. kontor fik som sagsområde de nye sager om tilskud til produktudvikling i jordbruget og i
forarbejdningssektoren og fungerede som sekretariat for det rådgivende udvalg og bevillingsnævnet. Desuden
behandlede kontoret sager vedrørende tilskud til strukturprojekter inden for jordbruget (projektstøtte) og sager om
fremme af økologisk jordbrugsproduktion ( omlægnings- og udviklingsstøtte) og varetog sekretariatet for Det
økologiske Jordbrugsråd.
Personalet i Jordbrugsdirektoratet udgjorde i denne periode ca. 150 personer.
Edb i Jordbrugsdirektoratet
I 1987 foretog Jordbrugsdirektoratet en systematisk gennemgang af direktoratets arbejdsopgaver og en vurdering
af styrelsens edb-mæssige behov inden for en tidshorisont på 3-5 år.
Jordbrugsdirektoratets målsætning var at anvende edb i et omfang og inden for områder, hvor
databehandling kunne bidrage til en mere rationel administration og til forbedringer på områder som
beslutningsgrundlag, serviceniveau og bedre muligheder for tilpasning til fremtidige opgaver.
I begyndelsen af 1988 blev der iværksat en prækvalifikationsrunde og blandt de 29 indkomne ansøgninger
udvalgte direktoratets styregruppe 6 leverandører, som blev opfordret til senere at afgive egentlige tilbud.
Tilbudsgrundlaget, der blev færdiggjort i juni 1988, indeholdt bl.a. en kravspecifikation, der byggede på
ideen om at etablere integrerede sagsbehandler-arbejdspladser, hvor medarbejderne skulle kunne udføre både
tekstbehandling, journalisering, ekstern og intern kommunikation etc. fra samme arbejdsplads.
Ved tilbudsfristens udløb den 31. august 1988 var der modtaget 5 egentlige tilbud, blandt hvilke
styregruppen udvalgte 3, som blev nærmere vurderet af direktoratets interne arbejdsgruppe, et konsulentfirma og
styregruppen.
Arbejdsgruppen, konsulentfirmaet og styregruppen pegede i enighed på ét af de 3 firmaer til de videre
forhandlinger og i november 1988 indledte Jordbrugsdirektoratet forhandlinger med firmaet.
Regeringens afbureaukratiseringsplan i december 1988 satte midlertidigt projektet i stå, men i foråret 1989
kunne forhandlingerne genoptages og i sommeren samme år indgik Jordbrugsdirektoratet kontrakt med en edbleverandør
om levering og vedligeholdelse af et samlet edb-system (lokalnet) til direktoratet.
I løbet af 1989 blev der installeret et lokalnet, som bandt Jordbrugsdirektoratets forskellige enheder
sammen omkring en central minidatamat, placeret i hovedkontoret på Sankt Annæ Plads i København. Der blev
endvidere etableret 80 nye edb-arbejdspladser (31 PC’ere og 49 terminaler).
I efteråret 1989 blev der gennemført uddannelse af medarbejderne i brugen af det nye edb-system. I
første omgang blev uddannelsen koncentreret om tekstbehandling og brugen af terminaler og PC’ere.
Uddannelsen vedrørende edb-journalisering blev efterfølgende gennemført i begyndelsen af 1990, således at man
kunne gå over til edb-journalisering fra sommeren 1990.
Jordbrugsdirektoratet anvendte dog også edb i kontorarbejdet før etableringen af lokalnettet i 1989. I 1985
var der således installeret 16 tekstbehandlingsanlæg, 6 PC’ere til data- og tekstbehandlingsopgaver og 7
skærmterminaler, hvoraf 2 var tilsluttet statens centrale regnskabssystem (SCR), 3 var tilsluttet
Matrikeldirektoratets database (edb-matriklen) og 2 var tilsluttet Landbrugets Edb-Center (LEC). Men det var

altså først i 1989, at der blev etableret et egentligt lokalnet med en fælles minidatamat.
Det skal understreges, at ovenstående afsnit om edb i Jordbrugsdirektoratet alene vedrører anvendelsen af
edb i kontorstøttesystemer indenfor den interne administration i direktoratet.
De store tilskudsordninger, som Jordbrugsdirektoratet administrerer, har siden 1972 som hovedregel været
kørt på edb hos et eksternt servicebureau.
Opgaven har hver gang været udbudt i licitation, men licitationerne er som hovedregel blevet vundet af
Landbrugets Edb-Center (LEC) i Risskov ved Århus, som har særlige forudsætninger for at gøre sig gældende
inden for Jordbrugsdirektoratets arbejdsområde.
Det er således LEC, der varetager de edb-mæssige funktioner vedrørende de fleste af de
erhvervsfremmeordninger for jordbruget, som direktoratet administrerer.
I perioden 1983-89 gjaldt det således følgende ordninger: Moderniseringsloven/forbedringsloven,
konsulentordningen, vikarordningen, tilskud til produktudvikling i jordbruget og i forarbejdningssektoren, tilskud til
økologisk jordbrugsproduktion og de 2 midlertidige kriseordninger, rentetilskudsloven og rentesaneringsloven.
Jordlovsudvalget
Det tidligere Statens Jordlovsudvalg havde som tidligere omtalt fået navneforandring til Jordlovsudvalget fra 1982 i
forbindelse med oprettelsen af Jordbrugsdirektoratet.
Jordlovsudvalget var et rent sagsbehandlende udvalg og direktoratets 4. kontor fungerede som sekretariat
for udvalget. Jordlovsudvalgets arbejdsområde var alene landbrugsloven, hvor erhvervelsessagerne
(landbrugslovens kap. V) var direktoratets eget sagsområde, mens udstykningssagerne (landbrugslovens kap. I-IV)
var sager, hvor udvalget blev hørt af Matrikeldirektoratet.
1. april 1983 blev Jordlovsudvalget nedsat for en ny 4 års periode, til 1. april 1987. Ved denne lejlighed blev
gdr. Søren Jensen, Hasseris ny formand i stedet for husmand Ib Rasmussen, Skævinge. Ib Rasmussen fortsatte
som 1. næstformand i udvalget, valgt af Folketinget.
Søren Jensen havde været medlem af Folketinget for Venstre 1957-73 og 1975-77, formand for Ålborg
amts Landboforening 1966-81, medlem af bestyrelsen for De jyske Landboforeninger, De samvirkende danske
Landboforeninger og Landbrugsrådet 1966-81, medlem af Ålborg byråd 1970-78 og af Nordjyllands amtsråd fra
1978. Søren Jensen havde desuden en række andre tillidshverv, bl.a. inden for andelsbevægelsen.
Af andre medlemmer af Jordlovsudvalget i perioden 1983-89 kan bl.a. nævnes senere landbrugs-, justitsog
trafikminister Bjørn Westh og senere undervisningsminister Ole Vig Jensen, begge medlemmer af Folketinget i
perioden.
Med vedtagelsen af den nye landbrugslov i 1989 blev bestemmelserne om Jordlovsudvalget i udlånslovens
§§ 31-33 ophævet, dog således, at tidspunktet for ophævelsen skulle fastsættes efter landbrugsministerens
nærmere bestemmelse.
Den faktiske ophævelse af bestemmelserne og dermed nedlægningen af Jordlovsudvalget skete pr. 1. april
1990.
Det første møde i Statens Jordlovsudvalg fandt sted den 21. november 1919 og det sidste møde i
Jordlovsudvalget var den 21. marts 1990. Udvalget fik således en samlet levetid på godt og vel 70 år.
Det må siges, at være ganske godt klaret af et udvalg, der fra starten blev betragtet som et midlertidigt
udvalg til gennemførelse af “oktoberlovene”.
Jordbrugskommissionerne
Retsgrundlaget for jordbrugskommissionerne var indtil 1989 udlånslovens § 34. Som omtalt i det foregående blev
denne bestemmelse imidlertid ophævet ved den nye landbrugslov fra juni 1989 og retsgrundlaget for de nye,
amtslige jordbrugskommissioner blev landbrugslovens §§ 30 og 30 a.
De tidligere jordbrugskommissioner bestod af en formand, som samtidig var medlem af Jordlovsudvalget,
1-2 viceformænd samt 2 medlemmer udpeget af landbrugsorganisationerne.
De nye jordbrugskommissioner skulle bestå af en formand, der skulle være jurist, samt 2 andre medlemmer
udpeget af henholdsvis de stedlige landbo- og husmandsforeninger.
Der var altså tale om en helt ny måde at sammensættte jordbrugskommissionerne på og en ny udpegende

myndighed, nemlig amtsrådene, og som det måtte forventes, betød dette et betydeligt “mandefald” mellem de
tidligere formænd og viceformænd i kommissionerne.
Af de 12 tidligere formænd (10 valgt af Folketinget og 2 af landbrugsorganisationerne) kunne kun 2
fortsætte i de nye jordbrugskommissioner, indstillet af landboforeningerne og valgt af de respektive amtsråd.
Af de 18 tidligere viceformænd kunne dog 10 fortsætte i de nye kommissioner, indstillet af landbo- og
husmandsforeningerne og valgt af amtsrådene.
Endvidere blev der ved bekendtgørelse fastsat en forretningsorden for de regionale jordbrugskommissioner
ved behandling af sager efter landbrugsloven.
De nye amtslige jordbrugskommissioner begyndte deres virksomhed den 1. januar 1990.
Efter at jordbrugskommissionerne havde været en integrerende del af Statens
Jordlovsudvalg/Jordbrugsdirektoratets organisation siden 1972, var de herefter en del af amternes administration.

En 70-årig i god form 1990-94
Overførsel af sagsområder fra departementet
Som omtalt i det foregående afsnit vedrørende perioden 1983-89 blev der pr. 1. januar 1990 og i løbet af året
overført et større antal sagsområder fra departementet til Jordbrugsdirektoratet.
I det følgende er der givet en kort beskrivelse af hvert enkelt af de nye sagsområder i
Jordbrugsdirektoratet.
Byggesektionen
Landbrugsministeriets byggesektion, der blev overført til Jordbrugsdirektoratet i 1990, forestår alle bygge- og
anlægsopgaver samt større vedligeholdelsesarbejder på ministeriets institutioner.
Ved gennemførelse af bygge- og anlægsopgaver udføres bygherrefunktionen af byggesektionen, der på
den pågældende styrelses vegne varetager alle forhold, som er fastlagt i statsbyggeloven samt de til enhver tid
gældende retningslinier for det statslige byggeri.
Desuden administrerer byggesektionen en anlægsbevilling optaget på den årlige finanslov til gennemførelse
af større vedligeholdelsesopgaver, mindre bygge- og anlægsopgaver samt gennemførelse af energibesparende
foranstaltninger i statens bygninger.
Af større anlægsopgaver, som siden 1990 er udført med byggesektionens medvirken, kan bl.a. nævnes
følgende: Udbygning af Forskningscenter Foulum med Institut for Plantevækstfaktorer, restaurering og ombygning
af Kalø gods samt en udbygning af ministeriets bygningsmasse i Kgs. Lyngby.
Af planlægningsopgaver kan bl.a. nævnes opførelse af et nyt forskningscenter i Flakkebjerg ved Slagelse
for Statens Planteavlsforsøg, indretning af et nyt råvarekvalitetscenter på Forskningscenter Aarslev samt en
samling af Veterinærdirektoratets laboratorieenheder i Ringsted.
Byggesektionen har endvidere forestået en ombygning og udvidelse af Skovskolen i Nødebo samt
opførelse af en ny bygning til Forskningscenter for Skov og Landskab i Hørsholm.
Herudover har byggesektionen gennemført en række større vedligeholdelses- og energibesparende
opgaver inden for Landbrugsministeriets årlige anlægsbevilling på finansloven.
Efter sammenlægningen af Landbrugs- og Fiskeriministeriet har byggesektionen overtaget tilsynet med det
tidligere Fiskeriministeriums bygninger og faste anlæg.
Statskonsulenten i havebrug
Statskonsulenten i havebrug har fungeret som Landbrugsministeriets repræsentant i en række udvalg, råd og
arbejdsgrupper og har samtidig virket som koordinator for Kolonihaveforbundets 37 regionale konsulenter med
hensyn til planlægning, miljølovgivning m.v.
Rådgivning er især blevet ydet inden for emnerne bæredygtigt jordbrug, jordbrug og miljø,
marginaljordsproblematik, tilplantning, efterbehandling til jordbrugsformål, kompostering, non-food samt pesticid- og
gødningsspørgsmål.
Statskonsulenten har bl.a. repræsenteret Landbrugsministeriet i følgende udvalg og råd: Det rådgivende
udvalg for park og landskab, Have- og Landskabsrådet, Marginaljordsrådet og Medieudvalget for den grønne
sektor.
Stillingen som statskonsulent i havebrug, der var oprettet i 1920, blev nedlagt i 1995.
Skovskolen
Skovskolen blev oprettet i 1963 med det formål at etablere en samlet erhvervsskole for skovbruget. Skolen ligger i
Nødebo ved Hillerød.
I årene 1974-78 blev der oprettet 3 såkaldte rullende afdelinger med station i Nødebo, Kompedal i
Midtjylland og Odense. De rullende afdelinger forestår korte kurser i arbejdsteknik mv. for skovarbejdere over alt i
landet.
I 1981 blev der endvidere oprettet en særlig afdeling af skovskolen i Kompedal. Denne afdeling forestår

udelukkende uddannelse af skovarbejdere.
Skovskolen varetager 3 uddannelser inden for skovbruget, nemlig skovteknikeruddannelsen (4-årig), EFGskovbrugsuddannelsen
(3-årig) og skovarbejderuddannelsen (kurser). Desuden gennemfører Skovskolen
efteruddannelseskurser inden for alle sine vigtigste undervisningsområder.
Skovskolens medarbejderstab udgør ca. 65 heltids- og deltidsansatte.
Skovskolen ledes i det daglige af en forstander, mens de mere overordnede retningslinier for skolens drift
fastlægges af Skovskolerådet.
Skovskolen havde siden sin oprettelse i 1963 haft referat til Landbrugsministeriets departement (1.
afdeling), men blev fra 1. januar 1990 som led i organisationsudviklingsprojektet overført som en institution under
Jordbrugsdirektoratet.
Ved kgl. resolution af 13. oktober 1994 blev Skovskolen overført til Miljø- og Energiministeriet sammen
med administrationen af skovbrugsforanstaltningerne i henhold til strukturloven.
Fremme af udviklingen i særlige landdistrikter
Sagsområdet blev overført til Jordbrugsdirektoratet fra 1. januar 1990, men Landbrugsministeriets bekendtgørelse
om tilskud til fremme af udviklingen i særlige landdistrikter trådte først i kraft i november 1991. Bekendtgørelsen
var udstedt i medfør af bestemmelser i lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget
(forbedringsloven).
Reglerne i bekendtgørelsen vedrører støtte fra EFs landbrugsfond og den danske stat til fremme af
udviklingen i særlige landdistrikter. Bekendtgørelsen dækker mål 5 b-ordningen og LEADER-programmet. Begge
ordninger er såkaldte multifonds-foranstaltninger, der omfatter tilskud fra EFs regionalfond, socialfonden og
landbrugsfonden. I Danmark administreres ordningerne af Jordbrugsdirektoratet (nu Strukturdirektoratet),
Erhvervsfremmestyrelsen og Arbejdsministeriet.
Den overordnede ledelse og koordination vedrørende mål 5 b-ordningen og LEADER-programmet
varetages af en styringskomité. Styringskomitéen er sammensat af repræsentanter for de interesserede ministerier
og styrelser, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, individuelle amter og kommuner,
Sammenslutningen af danske Småøer samt EU-Kommissionen i Bruxelles.
Strukturdirektoratets direktør er formand for styringskomitéen og direktoratet fungerer som sekretariat for
komitéen.
Den daglige administration af de landbrugsrelaterede projekter, herunder tilsagn om tilskud, udbetaling af
tilskud samt kontrol og tilsyn, varetages af Strukturdirektoratet.
I Danmark er 33 øer omfattet af tilskudsmulighederne under de 2 ordninger, nemlig de 6 større øer
Bornholm, Langeland, Læsø, Mors, Samsø og Ærø samt 27 mindre øer.
Mål 5 b-ordningen
De tilskudsberettigede foranstaltninger under mål 5 b-ordningen skal gennemføres i et samarbejde, der omfatter
mindst 3 jordbrugsbedrifter.
Der kan under ordningen ydes tilskud til omstilling fra traditionel jordbrugsproduktion til økologisk
produktion, produkter dyrket med et lavt forbrug af gødning og pesticider, produkter med særlige
kvalitetskendetegn, egnsspecifikke produkter, non-food produkter m.v.
I forbindelse med omstilling af produktionen kan der endvidere ydes tilskud til jordbrugernes fælles
indsamling, forarbejdning og afsætning af de produkter, der er resultat af omstillingen.
Under mål 5 b-ordningen kan der også ydes tilskud til samarbejdsprojekter vedrørende etablering af
alternative indkomstmuligheder på jordbrugsbedrifter, f.eks. i form af indtægter fra feriegæster og turister.
Tilskud til omstilling af produktionen ydes som et beløb pr. omstillet hektar eller dyreenhed i de første 3 år
fra omstillingens påbegyndelse.
LEADER-programmet
LEADER-programmets administration varetages af Strukturdirektoratet som koordinerende myndighed, en central
Leader-gruppe og 6 lokale aktionsgrupper for henholdsvis de større øer Bornholm, Læsø, Mors, Samsø og

Ærø/Langeland og Sammenslutningen af danske Småøer, som repræsenterer de 27 mindre øer.
Hver af de lokale aktionsgrupper er repræsenteret i den centrale Leader-gruppe. Den daglige
administration og sekretariatsbetjeningen af den centrale gruppe varetages af Sammenslutningen af danske
Småøer.
Det samlede tilskud fra de 3 strukturfonde – landbrugsfonden, regionalfonden og socialfonden – hjemtages
af Strukturdirektoratet, som videresender tilskuddet til de respektive danske myndigheder, der så har ansvaret for
den videre formidling til de lokale aktionsgrupper.
Tilsynet med DLR
Dansk Landbrugs Realkreditfond er et specialinstitut, der yder sekundære lån i jordbrugsejendomme inden for 70
pct. af ejendommenes værdi.
Dansk Landbrugs Realkreditfond er en selvejende institution, der ledes af et repræsentantskab, en
bestyrelse og en direktion. DLR blev oprettet i 1960.
I forbindelse med organisationsudviklingsprojektet i Landbrugsministeriet blev det besluttet, at overføre
tilsynet med DLR til Jordbrugsdirektoratet. Dette skete ved loven om Dansk Landbrugs Realkreditfond fra
december 1989, jf. lovens kap. 6.
Ifølge bekendtgørelsen om DLR skal Jordbrugsdirektoratet (nu Strukturdirektoratet) påse, at instituttet
overholder bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør af loven.
Strukturdirektoratet foretager stikprøvevis kontrol med instituttets udlånsvirksomhed ved gennemgang af et
passende antal af instituttets lånesager. Gennemgangen af lånesager sker normalt i forbindelse med den kontrol,
som Strukturdirektoratet udfører i DLR i forbindelse med fondens administration af loven om udlån til yngre
jordbrugere.
Tilsynet modtager endvidere genpart af det materiale, der tilsendes fondens bestyrelse. Dette består af
regnskabsmateriale, notater til drøftelse i bestyrelsesmøderne, besigtigelsesrapporter og låneindstillinger i de
største enkeltsager.
Tilsynet deltager desuden i et årligt møde med den eksterne revision og DLRs direktion forud for fondens
repræsentantskabsmøde.
Der afgives en årlig beretning om direktoratets tilsynsvirksomhed.
Lov om hegn
Hegnsloven indeholder bestemmelser om rejsning af nye hegn, udskiftning, ændring og sløjfning af hegn,
vedligeholdelse af hegn, det kommunale hegnsyn, regler for gennemførelse af hegnsynsforretninger m.m.
Hegnsloven er en “stor lov”, som består af 8 kapitler med i alt 53 paragraffer.
Hegnsloven har i det væsentlige til formål at løse nabokonflikter om hegnsforhold.
De fleste af de beføjelser, der er tillagt landbrugsministeren i henhold til hegnsloven, blev fra 1990 henlagt
til Jordbrugsdirektoratet.
En væsentlig del af direktoratets arbejde med hegnsloven består i ekspedition af henvendelser om
naboforhold fra de lokale hegnsyn, kommuner, landvæsenskommissioner, advokater og private borgere.
Direktoratets 4. kontor varetager desuden opgaver efter kap. I i lov om læhegn, der har nøje sammenhæng med
hegnsloven.
Lov om mark- og vejfred
Mark- og vejfredsloven indeholder regler om personers færdsel på fremmed grund samt om erstatning for skader
forvoldt af løse husdyr på anden mands grund, optagelse af fremmede husdyr m.m.
De fleste af de beføjelser, som er tillagt landbrugsministeren i henhold til mark- og vejfredsloven blev
ligeledes henlagt til Jordbrugsdirektoratet i 1990.
I praksis er der som hovedregel tale om vejledende virksomhed over for andre myndigheder,
forsikringsselskaber, advokater, vurderingsmænd m.fl.
Lov om kapitelstakster og lov om høstpant

Danmarks Statistik beregner hvert år kapitelstakster for byg og hvede for 8 forskellige områder samt for hele
landet. Kapitelstaksterne beregnes på grundlag af indberetninger fra kornhandelen som et gennemsnit af de
salgspriser, landmændene har opnået ved salg i tiden fra høst til udgangen af året for tør og renset vare frit leveret
på eller ved landmandens ejendom.
Kapitelstaksterne anvendes ved beregning af forpagtningsafgifter i landbruget.
Landbrugsministeriet har ingen administrative beføjelser efter disse 2 love og direktoratets virksomhed er
normalt alene af vejledende karakter.
Legatadministration
Landlegatet
I 1990 blev administrationen af Landlegatet overført fra departementet til Jordbrugsdirektoratet. Landlegatet er
den andel af Landbrugslotteriets overskud, som landbrugsministeren forestår fordelingen af. Legatet råder over ca.
2 mill. kr. årligt, der uddeles en gang om året, omkring 1. maj. Landlegatet yder økonomisk støtte til personer,
institutioner og sammenslutninger, fortrinsvis til gennemførelse af aktiviteter, der kan forbedre landbefolkningens
indtægtsmuligheder og levevilkår eller øge viden af betydning for dansk landbrug.
Direktoratets 4. kontor indkalder og gennemgår ansøgninger til legatet, ca. 200 pr. år. Kontoret refererer
de modtagne ansøgninger over for Landlegatudvalget og afgiver indstilling om fordeling af legatmidlerne til
udvalget. Efter udvalgets behandling af ansøgningerne udarbejdes indstilling til ministeren samt aktstykkeudkast til
Finansudvalget. Direktoratet forestår derefter uddeling af legatmidlerne samt efterfølgende regnskabsmæssig
kontrol m.v.
Danske Fiskeres kulturelle Fond
Fra 1. januar 1995 blev administrationen af Danske Fiskeres kulturelle Fond overført fra det tidligere
Fiskeriministerium til Strukturdirektoratet.
Fonden modtager kapital fra Finansministeriets konto for bødeindtægter for overtrædelse af loven om
saltvandsfiskeri. Efter lovens bestemmelser tilkommer der fonden halvdelen af de oppebårne bødeindtægter.
Kapitalen uddeles efter fondsbestyrelsens skøn som hjælp til uddannelse af unge fiskere, både gennem
tilskud til individuelle fiskere, der ønsker en videregående uddannelse inden for erhvervet, og til foreninger o.l., der
har til formål at give unge fiskere undervisning relateret til fiskerierhvervet. Endvidere kan fonden yde tilskud til
undervisningsmateriale til brug ved kurser, der har til formål at dygtiggøre danske fiskere.
Anden legatadministration
I 1990 blev Landbrugsministeriets legattilsyn overført fra departementet til Jordbrugsdirektoratet. Direktoratet
varetog derefter de opgaver, som påhviler fondsmyndigheden i henhold til lov om fonde og visse foreninger samt
lov om erhvervsdrivende fonde. Jordbrugsdirektoratet havde herefter tilsyn med ca. 300 fonde og de daglige
opgaver bestod overvejende i godkendelse af regnskaber, godkendelse af bestyrelsesmedlemmer, stillingtagen til
vedtægtsændringer og til sammenlægning af fonde.
Som følge af en ændring af hele fondslovgivningen blev Landbrugsministeriets opgaver som
fondsmyndighed fra 1. januar 1992 overdraget til henholdsvis Civilretsdirektoratet (almindelige fonde) og Erhvervsog
Selskabsstyrelsen (erhvervsdrivende fonde).
Siden 1992 har direktoratets 4. kontor dog fortsat varetaget tilsynet med en række mindre fonde, der ikke
er omfattet af fondslovgivningen samt udøvet en række af de beføjelser, der er tillagt landbrugsministeren i henhold
til servitutter, fundatser m.v.
Tilskud til miljøforbedrende investeringer
I regeringens handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget var det bl.a. forudsat, at de skærpede krav til
anvendelsen af husdyrgødning ville medføre behov for øgede investeringer i opbevaringsanlæg for husdyrgødning.
I henhold til lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v. har der derfor siden
1987 kunnet ydes støtte til investeringer i anlæg til opbevaring af husdyrgødning, som er nødvendige til opfyldelse
af miljølovgivningens krav.

Administrationen af ordningen blev ved kgl. resolution af 6. april 1990 overført fra Miljøministeriet til
Landbrugsministeriet og har siden været administreret af Jordbrugsdirektoratet/Strukturdirektoratet.
I maj 1992 vedtog Folketinget en række ændringer af miljøstøtteloven og disse ændringer trådte i kraft den
1. januar 1993.
Det er en betingelse for ydelse af støtte, at anlægget efter investeringen har en kapacitet, der er
tilstrækkelig til at opfylde lovgivningens krav til udbringning, udnyttelse og opbevaring af husdyrgødning fra
landbrug og andre virksomheder med husdyrhold.
Støtten kunne ydes til individuelle opbevaringsanlæg, typisk gylletanke, fælles opbevaringsanlæg, fælles
biogasanlæg og til volumenreducerende anlæg. Støttesatsen ved investeringer i individuelle anlæg og fælles
opbevaringsanlæg var oprindelig 25-45 pct. af de støtteberettigede omkostninger, men fra 1993 35 pct. af disse.
Støttesatsen ved investeringer i fælles biogasanlæg og volumenreducerende anlæg var 40 pct. af de
støtteberettigede omkostninger.
Ansøgninger om støtte til individuelle anlæg og fælles opbevaringsanlæg blev behandlet af den pågældende
kommune, mens ansøgninger om støtte til biogasanlæg og volumenreducerende anlæg blev afgjort af
Jordbrugsdirektoratet/Strukturdirektoratet.
I henhold til loven kunne Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning derudover give
statsgaranti for lån til miljøforbedrende investeringer. Endvidere var der mulighed for at straksafskrive de
miljøforbedrende investeringer efter særlige regler herom.
Den samlede tilsagnsgivning efter loven om støtte til miljøforbedrende investeringer udgjorde ved
udgangen af 1994 ca. 725 mill. kr.
Fristen for ansøgning om tilskud til miljøforbedrende investeringer udløb den 31. marts 1996.
Loven om støtte til miljøforbedrende investeringer må ses som et nødvendigt led i bestræbelserne for
kontrol med udledningen af gødningsstoffer fra husdyrproduktionen. Reguleringen af udbringningstidspunkter m.v.
har gjort det nødvendigt at skabe tilstrækkelig opbevaringskapacitet på landbrugsejendomme med husdyrhold eller
eventuelt i fælles anlæg.
Loven må siges at have opfyldt sit formål, men investeringerne i gylletanke m.m. er sket i et noget
langsommere tempo end oprindelig forudset, således at det har været nødvendigt at forlænge lovens
ansøgningsfrist flere gange.
Nye ordninger i perioden 1990-94
Det fødevareteknologiske Forsknings- og Udviklingsprogram 1990-94 (Føtek)
Som led i regeringens strategiske forsknings- og udviklingsprogram fra 1989 blev det besluttet at gøre en
særlig indsats inden for fødevareområdet i form af et fødevareteknologisk forsknings- og udviklingsprogram.
Føtek-programmet var et samarbejde mellem Landbrugsministeriet, Erhvervsministeriet og
Undervisningsministeriet, der tilsammen stillede ca. 525 mill. kr. til rådighed for en særlig satsning inden for
fødevareteknologisk forskning og udvikling i årene 1990-94. Landbrugsministeriets andel heraf udgjorde 175 mill.
kr., som blev administreret i Jordbrugsdirektoratet. Det forventedes, at erhvervene ville bidrage med et tilsvarende
beløb til den særlige indsats.
Programmets formål var at udbygge og styrke den danske fødevaresektors position på de internationale
markeder. Målene skulle især nås gennem en koncentreret indsats inden for forskning, produktudvikling og
teknologiudvikling under hensyn til de fremtidige markedsforhold og til de markedskrav, som ville være vigtige for
dansk fødevareindustri at satse på i fremtiden.
Forudsætningen for at nå de langsigtede erhvervsstrategiske mål var opfyldelsen af en række delmål,
nemlig:
• En styrkelse af den offentlige universitets- og sektorforskning inden for fødevareområdet.
• Større indsats inden for forskning og udvikling i virksomhederne i fødevaresektoren.
• Styrket og intensiveret samarbejde mellem den offentlige og private forskning og synergivirkninger heraf.
Indsatsen under programmet skulle primært ske i form af støtte til erhvervsorienterede samarbejdsprojekter inden
for følgende faglige områder: Kvalitet, sundhed og ernæring, produktionsteknologi, forbrugeradfærd og -

præferencer samt afsætningsforhold.
Samarbejdsprojekter gennemføres ved et forpligtende samarbejde om udvalgte større forsknings- og
udviklingsopgaver, finansieret ved hjælp af midler fra programmet og fra de private samarbejdspartnere i det
pågældende projekt.
Føtek-programmet blev administreret af Jordbrugsdirektoratet, Erhvervsfremmestyrelsen og
Undervisningsministeriet, Forskningsafdelingen. Der blev i september 1990 oprettet en koordineringsgruppe
bestående af 2 medlemmer fra hvert af de 3 ministerier. Gruppen skulle koordinere de 3 ministeriers indsats og
afgive indstillinger til brug ved afgørelse om tilskud i de enkelte ministeriers bevillingsorganer, for
Landbrugsministeriets vedkommende Bevillingsnævnet. Koordineringsgruppen fik fra januar 1992 en
bestyrelseslignende funktion med fast formandskab under Undervisningsministeriet for resten af programperioden.
Der blev desuden oprettet et fællessekretariat sammensat af repræsentanter fra de 3 ministerier.
Som et afgørende led i det fødevareteknologiske forsknings- og udviklingsprogram, blev der oprettet 3
grundforskningscentre, et på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole og 2 på Danmarks tekniske Højskole.
Føtek-programmet (Føtek 1) resulterede i igangsætning af ca. 150 projekter med en samlet projektudgift
på ca. 840 mill. kr. og med en gennemsnitlig offentlig støtte på ca. 50 pct., hvilket svarer til programmets
målsætning.
Omkring 2/3 af projekterne og ca. 90 pct. af den samlede projektudgift havde karakter af egentlige
samarbejdsprojekter mellem private virksomheder, brancheorganisationer og offentlige forskningsinstitutioner.
Programmet involverede tæt ved 200 private virksomheder i fødevaresektoren. Programmet har således utvivlsomt
medvirket til nedbrydning af de traditionelle barrierer mellem forskning og erhvervsliv.
Føtek-programmet har endvidere haft en betydelig virkning på uddannelsen af unge forskere inden for
fødevareområdet. Konkret har Føtek 1 direkte og indirekte givet anledning til ansættelse af 85 Ph.D.-studerende
og 14 erhvervsforskere.
De fleste unge forskere, som har afsluttet deres uddannelse med en Ph.D.-afhandling under programmet,
er blevet ansat på institutter eller i offentlige styrelser, hvor der er sket en betydelig oprustning på
fødevareområdet. På lidt længere sigt må det antages, at flere unge forskere vil finde beskæftigelse i virksomheder
inden for fødevaresektoren.
Uddannelsen af et betydeligt antal unge forskere med interesse for at forske inden for fødevareområdet
kan på længere sigt vise sig at være den vigtigste virkning af Føtek-programmet.
Koordineringsgruppen lod foretage en slutevaluering af Føtek-programmet i form af en kombineret
spørgeskema- og interviewundersøgelse blandt de deltagende virksomheder og forskningsinstitutioner.
Hovedresultaterne af denne undersøgelse var følgende:
• Føtek har skabt et frugtbart og velfungerende samarbejde mellem på den ene side universitets- og
sektorforskningen og på den anden side fødevareindustrien.
• Føtek har ansporet en stor del af de deltagende virksomheder inden for fødevareområdet til en mere
intensiv forsknings- og udviklingsindsats.
• Den offentlige forskning inden for fødevareområdet har fået et betydeligt løft som følge af programmet.
Alt i alt har Føtek-programmet således opfyldt sine foran anførte delmål så langt som det kunne forventes.
Føtek-programmet blev fra 1. januar 1994 fulgt op af en fortløbende indsats – Føtek 2. Der er altså ikke
længere tale om en tidsbegrænset indsats.
De 3 forskningscentre er i Føtek 2 afløst af Levnedsmiddelcentret (LMC), som varetager både forskning
og udvikling på levnedsmiddelområdet. LMC har en koordinerende funktion i Føtek 2 og er tilforordnet i
Fællessekretariatet.
Føtek 2 satser på forskningstunge projekter i samarbejde mellem erhvervene og forskningsinstitutionerne.
De fagligt prioriterede områder i Føtek 2 er: Sundhed og ernæring, kvalitet, nye anvendelsesmuligheder for
fødevarer, miljø- og arbejdsmiljøvenlige produktionsmetoder samt forbrugerpræferencer og -adfærd.
Administrationen af Føtek 2 er decentraliseret og forenklet med henblik på en bedre service og smidigere
sagsgang. Som konsekvens heraf er koordineringsgruppen bortfaldet.

Østlandepuljen
Folketingets finansudvalg tiltrådte i november 1989 og i marts 1990 2 aktstykker, hvorved der blev bevilget
henholdsvis 50 mill. kr. og 100 mill. kr. til støtte til projekter, der kunne fremme den økonomiske reformproces i de
østeuropæiske lande.
Målsætningen for ordningen var at fremme og styrke den økonomiske udvikling i disse lande og derved
forbedre deres muligheder for en fremtidig tilslutning til EU, således som de fleste af dem har tilkendegivet, at de
ønsker. Samtidig tilgodesås også danske eksportinteresser inden for moderne produktionsteknologi, know-how
m.m.
Det var en forudsætning for støtte til et projekt, at lokale eller centrale myndigheder i det pågældende land
udtrykte interesse for projektet og ønskede at medvirke til gennemførelsen af det. Endvidere blev der lagt vægt på,
om projekterne på længere sigt forbedrede dansk erhvervslivs muligheder for at opnå eksportordrer til de
østeuropæiske lande og for at deltage i mere omfattende projekter, som bliver finansieret af forskellige
internationale kilder.
Ansøgninger om støtte fra Østlandepuljen blev behandlet i Det interministerielle Østlandeudvalg (IMØ).
IMØs indstillinger skulle efterfølgende godkendes af Finansministeriet, hvorefter Jordbrugsdirektoratet kunne
bevilge tilskud til de projekter, der havde relation til jordbrugsområdet.
Ordningen blev i 1994 afløst af sektorprogrammer for Central- og Østeuropa.
Tilskud til udtagning af jord af produktionen
Ved en ændring af lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget i juni 1990 blev der givet
mulighed for at yde tilskud til ejere og forpagtere af jordbrugsbedrifter, der forpligtede sig til at tage agerjord ud af
produktionen.
De nærmere regler for ordningen blev fastlagt i en bekendtgørelse fra oktober 1990 om tilskud til
udtagning af jord af produktionen. Ordningen trådte i kraft den 1. november 1990.
Udtagningsordningen var et led i reformen af den fælles landbrugspolitik i EF. Formålet med ordningen var
at tilskynde jordbrugerne til at reducere produktionen og derved bidrage til en tilpasning af produktionen til
markedsbehovene. Samtidig skulle ordningen gavne miljøet og naturen.
Tilskud kunne ydes til ansøgere, der forpligtede sig til i en periode på 5 år at tage jord ud af produktionen.
Den udtagne jord skulle i hvert af de 5 år udgøre mindst 20 pct. af bedriftens agerjordsareal og den skulle bestå af
lodder på mindst 1 sammenhængende hektar.
De udtagne arealer skulle anvendes til:
• Tilplantning med skov.
• Græsning med henblik på ekstensivt husdyrhold.
• Braklægning uden for omdriften.
• Braklægning inden for omdriften.
• Ikke-jordbrugsmæssige formål.
Tilskuddet blev fastsat med varierende satser på grundlag af det hidtidige udbytte pr. ha og den aftalte anvendelse
af de udtagne arealer. Udbetaling af tilskud skete en gang årligt i august måned.
Hvis de udtagne arealer blev anvendt til tilplantning med skov kunne der i mange tilfælde også ydes tilskud
til tilplantningen efter reglerne om tilskud til etablering af skov, jf. det følgende afsnit.
Efter indførelsen af den generelle hektarstøtte med braklægningsforpligtelse i juni 1992 kunne der ikke
indgås nye aftaler under den 5-årige udtagningsordning. Endvidere blev der indført regler om adgang til at træde ud
af allerede indgåede aftaler.
Antallet af aftaler og udtagne arealer under den 5-årige udtagningsordning udviklede sig således:
Antal aftaler Antal hektar
1991/92 712 8.218
1992/93 616 7.434

1993/94 521 6.293
Den 5-årige udtagningsordning fik således en kort levetid og det var meget begrænsede arealer, der blev udtaget.
Ordningen fik derfor ikke nogen større betydning med hensyn til udtagning af jord af produktionen.
Tilskud til etablering af skov
Ved loven om ændring af lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget fra juni 1990 blev
der også åbnet mulighed for at yde støtte til etablering af privat skov.
Med denne og følgende ændringer af forbedringsloven gennemførtes i Danmark de af EFs ministerråd
vedtagne ændringer af forordningen om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet. Disse ændringer indebar
en tilpasning af den fælles strukturpolitik i EF i form af en række foranstaltninger, der tog sigte på en begrænsning
og omlægning af landbrugsproduktionen, fremme af miljøvenlige produktionsformer og øget tilplantning af
landbrugsarealer med skov.
Udover en begrænsning af landbrugsproduktionen havde tilskudsordningen det hovedformål at øge det
samlede skovareal og dermed træproduktionen i Danmark. Målet var, at det danske skovareal skulle fordobles
over en trægeneration. Forudsætningen for at nå dette mål, var at der skulle tilplantes ca. 5.000 hektar pr. år i 80-
100 år.
På længere sigt stilede man mod en årlig nytilplantning af 2.000-3.000 ha skov i privat regi og en offentlig
tilplantning – hovedsagelig i statsskovene – af nogenlunde samme størrelse.
Baggrunden for ønsket om mere skov var bl.a. et ønske om at øge træproduktionen, idet den danske
produktion af træ og træprodukter kun dækker mindre end 1/3 af forbruget. Desuden kunne skovrejsning medvirke
til at beskytte grundvandsressourcerne, reducere gødnings- og pesticidforbruget samt bidrage til en forbedring af
levemulighederne for det vilde plante- og dyreliv. Endelig ville der blive flere muligheder for friluftsoplevelser for
befolkningen.
Ordningen med tilskud til etablering af skov blev sat i kraft 1. februar 1991.
Efter ordningen kunne der ydes tilskud til etablering af skov på landbrugspligtige arealer i privat eje.
Tilskud kunne omfatte etablering af løvskov og nåleskov, samt skovbryn. Der skulle udarbejdes en plan for
etableringen, der kunne godkendes af Jordbrugsdirektoratet, og der var krav om et mindste antal planter pr. ha og
om etablering af skovbryn. Arealerne skulle desuden pålægges fredskovspligt.
Tilskuddet blev ydet til delvis dækning af etableringsudgifterne, omfattende løn til fremmed arbejdskraft,
leje af materiel, køb af planter og frø samt udgifter til konsulentbistand ved projektering og gennemførelse af
etableringen. Dette tilskudsgrundlag kunne højst udgøre 30.000 kr. pr. ha ved etablering af løvskov og skovbryn og
højst 15.000 kr. pr. ha ved etablering af nåleskov.
I områder, der af amterne var udpeget som skovrejsningsområder udgjorde tilskuddet højst 75 pct. af
tilskudsgrundlaget for løvskov (og skovbryn) og højst 60 pct. for nåleskov. Uden for skovrejsningsområderne
udgjorde tilskuddet 50 pct. for løvskov og 40 pct. for nåleskov.
Ansøgning om tilskud skulle udarbejdes i samarbejde med en godkendt skovbrugskonsulent.
Antallet af ansøgninger om tilskud til etablering af skov og antallet af hektar fremgår af følgende tal:
Antal ansøgninger Antal ha
1991 15 429
1992 16 237
1993 3 286
Det ses, at der var meget langt fra de faktiske tal for tilplantningen og til det ambitiøse mål om tilplantning af
2.000-3.000 ha pr. år i det private skovbrug.
Reglerne om tilskud til tilplantning i det private skovbrug blev fra 1993 overført til loven om støtte til
jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v. (strukturudviklingsloven). Reglerne indgår som en del af
lovens afsnit om skovbrugsforanstaltninger.

Skovbrugets konsulentvirksomhed
Efter lov om tilskud til skovbrugets konsulentvirksomhed fra maj 1990 kunne der ydes tilskud til sammenslutninger
og institutioner til delvis dækning af udgifter til konsulentvirksomhed vedrørende skovbrug.
Ved loven blev der etableret en ordning med fælles tilskudsregler for de godkendte konsulentordninger
inden for skovdyrkerforeningerne, Det danske Hedeselskab og Dansk Skovforening.
Lovens formål var at fremme og effektivisere konsulentvirksomheden i skovbruget og derigennem forøge
træproduktionen og de miljømæssige værdier i skovene.
Tilskud til konsulentvirksomhed i skovbruget kunne ydes inden for følgende faglige områder:
• Skovdyrkning.
• Dyrkning af juletræer og pyntegrønt.
• Skovbrugets driftsteknik.
• Erhvervs- og samfundsmæssig vejledning.
• Driftsplanlægning.
• Flersidigt skovbrug.
Tilskuddet udgjorde 30-50 pct. af de godkendte udgifter, afhængigt af den pågældende skovs størrelse og
beliggenhed (bonitet). Tilskuddet til den almene konsulentvirksomhed sigtede primært på ejere af mindre, private
skove (50 ha eller derunder). Reglerne i ordningen var tilnærmet reglerne i loven om tilskud til jordbrugets
konsulentvirksomhed.
Udbetalingerne af tilskud til skovbrugets konsulentvirksomhed udgjorde følgende beløb:
1992: 8,3 mill. kr.
1993: 8,9 - -
1994: 9,3 - -
Loven om tilskud til skovbrugets konsulentvirksomhed blev overført til Miljø- og Energiministeriet (Skov- og
Naturstyrelsen) ved kgl. resolution af 13. oktober 1994.
Landbrugsfællesskaber
Landbrugsministeren nedsatte i maj 1990 et udvalg vedrørende etablering af landbrugsfællesskaber. Udvalget
skulle overveje problemer og muligheder i forbindelse med etablering af landbrugsfællesskaber med henblik på
iværksættelse af initiativer omkring information, rådgivning og forskning vedrørende landbrugsfællesskaber.
Begrebet landbrugsfællesskaber spænder vidt, lige fra situationer, hvor flere går sammen om brugen af en
eller flere landbrugsmaskiner over fælles markdrift eller husdyrproduktion til fuldt driftsfællesskab af flere
ejendomme.
Perspektiverne i at etablere fællesdrift eller samdrift af nabogårde, der hver især har harmoniproblemer på
forskellige punkter, er bl.a. mulighed for at opnå bedre sædskifter, større udbytter med mindre handelsgødning og
en bedre udnyttelse af viden og kunnen. Hermed kan opnås en øget effektivitet i dele af produktionen, herunder
anvendelse af mindre maskintid og færre arbejdstimer pr. produceret enhed. Hertil kommer muligheden for den
enkelte landmand for en større kontaktflade i det daglige og en bedre mulighed for afløsning ved ferie, sygdom
m.v.
Udvalget afgav betænkning i oktober 1990 og på grundlag af betænkningens forslag tiltrådte
Finansudvalget i april 1991 et aktstykke, hvorefter der kunne ydes støtte til information, rådgivning og forskning til
fremme af landbrugsfællesskaber.
Ifølge aktstykket kunne der ydes tilskud til:
• Udarbejdelse af informationsmateriale.
• Efteruddannelse af konsulenter.
• Udarbejdelse af standardmodeller og -kontrakter for oprettelse af andelsbrug.
• Rådgivning omkring foranalyse og opfølgning.
• Dækning af landmandens omkostninger i forbindelse med etablering af fællesskabet.

• Videnindsamling og forskning omkring etablering og drift af landbrugsfællesskaber.
Der blev nedsat en rådgivende arbejdsgruppe for ordningen, mens den praktiske administration blev varetaget af
Jordbrugsdirektoratet.
Den samlede tilsagnsramme for ordningen udgjorde i perioden 1991-94 14,0 mill. kr.
Tilskudsordningen for fremme af landbrugsfællesskaber udløb med udgangen af 1995.
Høsttabsordningen
Den langvarige tørke i sommeren 1992 med deraf følgende betydelig nedgang i høstudbyttet, især i egne med
ringere jordboniteter, gav anledning til etablering af en høsttabsordning med høsttabslån og indkomststøtte.
Høsttabslån
Retsgrundlaget for høsttabslånene var en lov fra november 1992 om statsgaranti og ydelsestilskud vedrørende
høsttabslån til tørkeramte jordbrugere.
I henhold til loven kunne der ydes statsgaranti for lån til ejere af jordbrugsbedrifter, hvor høstudbyttet var
nedsat som følge af tørken i 1992.
Høsttabslånet udgjorde værdien af bedriftens udbyttetab med tillæg af sags- og låneomkostninger og med
fradrag af 20 pct. af den gennemsnitlige udbytteværdi for årene 1990 og 1991 (egenrisiko).
Høsttabslånet blev ydet af Dansk Landbrugs Realkreditfond som et 10-årigt konvertibelt kontantlån på
annuitetsbasis og lånet skulle placeres inden for 95 pct. af ejendommens kontantværdi med oprykkende panteret.
Staten ydede 100 pct. garanti for disse lån inden for en ramme på 500 mill. kr.
Det var en betingelse for at opnå statsgaranti til høsttabslån, at ansøgeren i høståret 1992 havde haft et
udbyttetab på mindst 30 pct. i forhold til det gennemsnitlige udbytte af salgs- og foderafgrøder i årene 1990 og
1991.
Endvidere skulle ansøgeren:
• Have jordbrug som hovederhverv.
• Have erhvervet ejendommen inden den 1. juli 1992.
• Have en gældsprocent på mindst 50.
• Kunne godtgøre økonomisk overlevelsesevne.
For nyetablerede landmænd med høj gældsbelastning kunne der endvidere opnås ydelsestilskud til høsttabslånet,
hvis ansøgeren havde erhvervet ejendommen efter den 30. juni 1986 og havde en gældsprocent på mindst 65.
Dansk Landbrugs Realkreditfond modtog ialt ca. 1.000 ansøgninger om høsttabslån, hvoraf 550 tillige
indeholdt ansøgning om ydelsestilskud.
Statens udgifter til ydelsestilskud og til indfrielse af garantier blev finansieret af grovvaregarantifondsmidlerne.
Indkomststøtte
Lovgrundlaget for indkomststøtten var lov om indkomststøtte til landbrugere fra november 1992.
Efter loven kunne der ydes indkomststøtte til ejere eller forpagtere af landbrugsbedrifter med et høsttab i
1992 på mindst 30 pct. i forhold til det gennemsnitlige udbytte for årene 1990 og 1991.
Indkomststøtten udgjorde 650 kr. pr. ha. med landbrugsafgrøder i 1991-92. Indkomststøtten kunne dog
højst udgøre 71.000 kr. pr. årsværk og højst ydes til 1 årsværk og 1 ansøger pr. bedrift.
For at opnå indkomststøtte skulle – ud over de betingelser, der gjaldt for høsttabslån – følgende yderligere
betingelser være opfyldt:
• En gennemsnitlig familieindkomst pr. årsværk for 1990 og 1991, der ikke oversteg 163.000 kr. for bedrifter
i de jyske og fynske amter og 185.000 i det øvrige land.
• En gennemsnitlig indkomst for 1990 og 1991 fra landbrugsproduktionen, som udgjorde mindst 10 pct. af
den samlede husstandsindkomst.

Ansøgernes gennemsnitlige høsttab i 1992 i forhold til udbyttet i de 2 foregående år udgjorde ifølge
indkomststøtteordningens opgørelsesmetode godt 190.000 kr. eller 39 pct.
Der skete udbetaling af indkomststøtte i ca. 5.800 sager svarende til et beløb på i alt ca. 220 mill. kr. eller
et gennemsnitligt beløb på 37.650 kr. pr. ansøger.
Udgifterne til indkomststøtten blev finansieret således:
Grovvarefondsmidler: 155,7 mill. kr.
Finanslovsbevilling: 43,6 - -
EU-refusion: 20,4 - -
I alt 219,7 mill. kr.
Hovedparten af udgifterne til indkomststøtte blev således finansieret af grovvarefondsmidlerne. Baggrunden herfor
var følgende.
Ved aktstykke 551/81 tiltrådte Finansudvalget, at staten indskød 150 mill. kr. i 2 grovvarefonde,
Andelsgrovvarehandelens Garantifond og Grovvarehandelens Garantifond, fordelt med 75 mill. kr. til hver fond.
Baggrunden var landbrugets gældskrise i begyndelsen af 1980’erne og herunder den stærke stigning i
foderstofgælden.
Fondenes formuer bestod udover de oprindelige indskud fra staten af ansvarlig lånekapital indskudt af de
deltagenede grovvareselskaber.
Fondsformuerne med tillæg af renteindtægter og kursgevinster og med fradrag af tab på garantier og
administrationsomkostninger blev delt ved fondenes ophør.
Halvdelen af fondenes nettoformuer blev tilbagebetalt til grovvareselskaberne. Den statslige andel af
grovvarefondsmidlerne blev i 1984 placeret i Finansieringsfonden af 1963 til særskilt forvaltning og forrentning.
Den statslige andel skulle i henhold til akt 551/81 og fondsvedtægterne anvendes til landbrugsmæssige
formål, efter forhandling mellem landbrugsorganisationerne og landbrugsministeren og efter dennes godkendelse.
Efter en omfattende offentlig debat om de statslige grovvarefondsmidler blev det besluttet at anvende
disse midler til delvis finansiering af indkomststøtten vedrørende høsttab.
EF-reformens ledsageforanstaltninger
EF’s ministerråd vedtog i maj 1992 en reform af den fælles landbrugspolitik. Reformen havde som hovedmål, at
skabe bedre markedsligevægt og mere stabile indkomster for landbrugerne samt bidrage til en langsigtet forbedring
af natur- og miljøbeskyttelsen i medlemslandene.
Reformen blev opdelt i markedsforanstaltninger og ledsageforanstaltninger.
Markedsforanstaltningerne indeholdt en justering af markedsordningerne, således at de garanterede
mindstepriser for en række landbrugsprodukter – først og fremmest korn – blev nedsat over en årrække. Som
kompensation for disse prisnedsættelser blev der indført en hektarstøtte til producenter af markafgrøder.
Hektarstøtten udbetales direkte til landbrugerne som et beløb pr. hektar landbrugsjord, der er dyrket med korn,
oliefrø eller proteinafgrøder.
Ledsageforanstaltningerne blev gennemført i form af 3 rådsforordninger, nemlig:
• Rådsforordning om en fællesskabsordning om miljøvenlige produktionsmetoder i landbruget samt om
naturpleje (Rfo 2078/92).
• Rådsforordning om en fællesskabsordning med støtte til skovbrugsforanstaltninger i landbruget (Rfo.
2080/92).
• Rådsforordning med støtte til førtidspensionering i landbruget (Rfo. 2079/92).
Fællesskabsordningerne om miljøvenlige produktionsmetoder i landbruget og om skovbrugsforanstaltninger var
obligatoriske for medlemslandene, mens ophørsordningen var frivilling.
Miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger
De danske regler om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger blev vedtaget som lov om støtte til jordbrugets

strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v. i juni 1993. Ved udformningen af de danske regler blev der lagt
vægt på at fremme målsætningerne i regeringens og Folketingets handlingsplan for en bæredygtig udvikling i
landbruget.
Tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger gives først og fremmest til arealer, der ligger i “særligt
følsomme landbrugsområder” (SFL-områder). SFL-områderne er udpeget af amterne inden for en samlet ramme
på 350.000 ha for hele landet.
SFL-områderne er udpeget inden for følgende områdetyper:
• Grundvandsområder.
• Kystnære områder.
• Lavbundsområder.
• Højbundsområder.
• Randzoner.
For hvert SFL-område er fastsat hvilke miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og evt. andre foranstaltninger, der er
særligt egnede til at opfylde målsætningen for det pågældende område og dermed berettiget til at modtage et særligt
SFL-tillæg til det normale tilskud.
Alle de nedenfor nævnte miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger er 5-årige, dog undtaget den 20-årige
udtagningsordning og demonstrationsprojekterne, hvor der gælder særlige regler.
Nedsættelse af kvælstoftilførslen
Der gives et tilskud til at nedsætte forbruget af kvælstof, så det ikke overstiger 60 pct. af det opgjorte behov.
Sprøjtefrie randzoner
Der gives tilskud til etablering af sprøjtefrie randzoner på 12 m bredde langs vandløb og søer samt andre
naturtyper. Der ydes kun tilskud til arealer beliggende inden for SFL-områder af områdetypen randzoner.
Omlægning af agerjord til græsarealer uden for omdriften
Der gives tilskud til at omlægge mindst 1 ha agerjord til græsarealer uden for omdriften. Det omlagte areal kan
afgræsses og anvendes til slæt, dog ikke i perioden 15. april - 15. juli. Der ydes tilskud på 2 niveauer, afhængigt af
gødningstilførsel og græsningstryk, hvortil kommer evt. SFL-tillæg.
Opretholdelse af græsarealer uden for omdriften
Der gives tilskud til at opretholde græsarealer på mindst 1 ha uden for omdriften. Bestemmelserne for arealernes
anvendelse er de samme som ved omlægning til græsarealer, ligesom der også her er tale om 2 niveauer.
Udlæg af italiensk rajgræs i kornafgrøder
Tilskud gives til udlæg af italiensk rajgræs i kornafgrøder for at reducere udvaskningen af kvælstof. For at opnå
tilskud skal arealudlægget omfatte mindst 5 ha pr. ansøgning. Der må ikke tilføres gødning og pesticider fra kornet
er høstet og til 15. februar det følgende år.
Udtagning af agerjord
Tilskud ydes til udtagning af agerjord i 20 år. Arealerne skal tages ud af produktionen og omdannes til
naturområder (biotoper) herunder overdrev, skov, søer, vandhuller o.l. Der ydes kun tilskud til arealer beliggende
inden for SFL-områder af typen særligt følsomme grundvandsområder.
Demonstrationsprojekter
Formålet med demonstrationsprojekterne er gennem uddannelse og oplysning at udbrede kendskabet til
miljøvenlige produktionsmetoder. Projekterne kan enten omfatte en specifik produktionsgren, en enkelt
jordbrugsbedrift med flere produktionsgrene eller samspillet mellem flere produktionsenheder.

Skovbrugsforanstaltninger
De danske regler om skovbrugsforanstaltninger er gennemført som lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling
og til økologisk jordbrug (juni 1993).
Under skovbrugsforanstaltninger kan der ydes tilskud til ejere af landbrugsarealer til følgende
foranstaltninger:
• Skovtilplantning af landbrugspligtige arealer.
• Pleje af de tilplantede arealer.
• Foranstaltninger til forbedring af eksisterende skove.
Skovtilplantning og pleje
Private jordbrugere kan få tilskud til at plante skov på landbrugspligtige arealer og til at pleje de nye bevoksninger i
5 år.
I områder, der af amterne er udpeget som skovrejsningsområder, udgør tilskuddet 75 pct. af
tilskudsgrundlaget for løvskov og skovbryn og 60 pct. for nåleskov. I andre områder udgør tilskuddet henholdsvis
50 pct. for løvskov og 40 pct. for nåleskov.
Tilskuddet ydes til delvis dækning af etableringsudgifter, omfattende løn til fremmed arbejdskraft, udgifter
til køb af planter og frø, udgifter til leje af materiel og til konsulentbistand i forbindelse med projektering og
gennemførelse af projektet. Desuden kan der ydes et tilskud til pleje af de nye bevoksninger i de første 5 år.
Skoven skal pålægges fredskovspligt og skal i øvrigt opfylde forstlige krav om et mindsteantal planter pr.
ha og krav om skovbryn. Direktoratet har godkendt et antal sagkyndige konsulenter, der skal bistå ansøgerne med
at udfærdige ansøgninger og kontrollere, at tilplantningen sker i overensstemmelse med de givne tilsagn.
Reglerne om tilskud til tilplantning afløste de tidligere regler i lov om støtte til forbedring af strukturen og
effektiviteten i jordbruget (forbedringsloven) og er stort set identiske med de tidligere regler. Derimod er tilskuddet
til pleje af de tilplantede arealer et nyt element i ordningen.
Skovforbedrende foranstaltninger
Der kan ydes tilskud til 10 forskellige skovforbedrende foranstaltninger. Foranstaltningerne kan opdeles i 3 grupper:
• Forbedring af skovtilstanden inden for de forskellige bevoksningsarter og -typer.
• Fremme af rationel skovdrift på den enkelte ejendom ved anlæg af skovveje og læggepladser, ved
grøftearbejder o.l.
• Foranstaltninger, der tjener til fremme af en god og fleksibel skovdrift.
Tilskud til skovforbedrende foranstaltninger kan også ydes til mere ekstraordinære tiltag med henblik på at udbedre
skader efter storm (stormfald), tørke, insektangreb eller andre skader.
Reglerne om tilskud til skovforbedrende foranstaltninger afløste de tidligere regler herom i lov om tilskud til
skovforbedrende foranstaltninger fra 1989 og denne lov blev ophævet.
Ud over reglerne vedrørende miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger og skovbrugsforanstaltninger indeholdt
loven om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk jordbrug m.v. (strukturloven) også visse ændringer i
reglerne vedrørende tilskud til økologisk jordbrug og til læplantning. Den hidtidige særlige lov om økologisk jordbrug
blev ophævet og reglerne om støtte til økologisk jordbrug blev indarbejdet i strukturloven.
Ophørsstøtte til jordbrugere og erhvervsfiskere
EFs ministerråd vedtog som tidligere omtalt i maj 1992 en reform af den fælles landbrugspolitik. Som led i reformen
vedtoges en fællesskabsordning med støtte til førtidspensionering i landbruget (Rfo. 2079/92). Ordningen var
frivillig for medlemsstaterne.
Baggrunden for ordningens gennemførelse i Danmark var en aftale, som landbrugsministeren indgik med
landbrugets organisationer den 6. april 1993. Aftalen indebar, at regeringen ville søge EFs ophørsordning for
jordbrugere gennemført. I en aftale af 13. april samme år med fiskeriets organisationer blev det besluttet, at en
tilsvarende national ordning skulle indføres for erhvervsfiskere.
Regeringen nedsatte i maj 1993 en interministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter fra

Landbrugsministeriet, Fiskeriministeriet, Socialministeriet, Arbejdsministeriet og Finansministeriet. Arbejdsgruppen
skulle forberede udkast til lovforslag til gennemførelse af en EF-medfinansieret ophørsordning for jordbrugere og
en national ophørsordning for erhvervsfiskere samt fremkomme med forslag til den praktiske gennemførelse af
ordningen. Arbejdsgruppen afgav rapport i september 1993.
Regeringen fremsatte i oktober 1993 forslag til lov om ophørsstøtte til jordbrugere og forslag til lov om
ophørsstøtte til erhvervsfiskere. Lovforslagene byggede i vid udstrækning på arbejdsgruppens forslag. I december
1993 vedtog Folketinget de 2 love om ophørsstøtte til jordbrugere og til erhvervsfiskere.
Ophørsstøtte til jordbrugere
Ophørsordningen for jordbrugere giver ældre jordbrugere, der ikke har nået den normale pensionsalder, men som
ønsker at ophøre med landbrugsvirksomhed, mulighed for at have en rimelig indkomst i denne periode. Samtidig
bidrager ordningen til at forbedre de øvrige bedrifters økonomiske bæredygtighed ved, at andre bedrifter overtager
landbrugsarealerne eller hele bedriften fra de jordbrugere, der ophører med landbrugsvirksomhed.
Ophørsstøtte kan ydes til jordbrugere, der på ophørstidspunktet:
• Er fyldt 55 år, men ikke 67 år.
• Har haft jordbrug som hovederhverv i de forudgående
10 år.
• Afhænder eller bortforpagter bedriftens arealer.
• Ophører med al erhvervsmæssig landbrugs- og gartnerivirksomhed.
Bedriftens arealer skal i hele støtteperioden være afhændet eller bortforpagtet til en anden jordbruger, der opfylder
et nærmere fastsat uddannelseskrav og som forpligter sig til, at have jordbrug som hovederhverv i 5 år fra
ophørstidspunktet.
Ophørsstøtten for jordbrugere består af en årlig godtgørelse og en årlig præmie pr. ha, der frigøres i
forbindelse med ophøret og beløbene reguleres med mellemrum.
I 1994 udgjorde den årlige godtgørelse ca. 37.000 kr. og den årlige præmie ca. 2.300 kr. pr. ha. Den
samlede ophørsstøtte kunne højst udgøre 93.480 kr. årligt.
Ophørsstøtte til erhvervsfiskere
Ophørsstøtten til erhvervsfiskere kan ydes til fiskere, der på ophørstidspunktet:
• Er fyldt 55 år, men ikke 67 år.
• Har drevet erhvervsfiskeri i de forudgående 10 år.
• Har været beskæftiget i de forudgående 2 år på et fiskerfartøj, der modtager ophørsstøtte.
• Ophører med al erhvervsmæssig fiskerivirksomhed.
Ophørsstøtten til erhvervsfiskere udgjorde i 1994 93.480 kr. årligt pr. støttemodtager.
Jordfordeling
Ny lov om jordfordeling
Loven om jordfordeling mellem landejendomme fra 1955 blev i 1990 ændret på væsentlige punkter.
Lovændringerne var et led i regeringens handlingsplan for afbureaukratisering, men skal også ses på baggrund af
strukturudviklingen i landbruget og de seneste års justering af landbrugspolitikken.
Jordfordelingssager, der har et landbrugsmæssigt sigte (forbedring af arronderingsforholdene) og som
rejses af en kreds af private lodsejere, ville fortsat blive finansieret af staten, men således at aktivitetsniveauet
fremover skulle svare til niveauet i 1970’erne og personaleforbruget i jordfordelingskontoret skulle gradvis
reduceres til 13 årsværk.
Desuden blev der indført en brugerbetaling i form af en afgift på 5 pct. af værdien af de jorder, der indgår
i jordfordelingen. Afgiften skulle sikre, at sagen havde en tilstrækkelig privat- og samfundsøkonomisk betydning. I
en typisk sag ville afgiftsbeløbet skønsmæssigt udgøre 25-30 pct. af statens udgifter i den pågældende sag.
Afgiften blev opkrævet i forbindelse med lodsejernes betaling af vederlag for jord.

Jordfordeling i forbindelse med naturgenopretning
Jordfordeling er ikke kun et hensigtsmæssigt middel til at skabe arronderingsmæssige forbedringer for
landbrugsejendomme og til at begrænse landbrugsmæssig færdsel på de offentlige veje.
I Struktur- og Planudvalgets 2. delbetænkning (Betænkning nr. 1145/1988) blev der peget på, at
jordfordeling er et hensigtsmæssigt virkemiddel til samling og omlægning af jorder i forbindelse med
naturgenopretningsprojekter, større naturplejeforanstaltninger og etablering af skovområder.
På denne baggrund blev lovens anvendelsesområde udvidet i den nye lov om jordfordeling. I lovens § 1
hedder det nu:
• Jordfordeling kan endvidere anvendes i forbindelse med køb eller salg af arealer til
naturgenopretningsprojekter, naturpleje, skovtilplantning, rekreative områder og større anlægsprojekter m.v. samt til
at fremskaffe erstatningsjord af hensyn til gennemførelsen af sådanne projekter.
Udgifterne ved gennemførelse af en sådan sag betales af den, der har anmodet om at få sagen rejst (rekvirenten).
Betalingen for jordfordelingskontorets arbejde i sådanne sager sker efter statens regler om indtægtsdækket
virksomhed.
De nye regler om jordfordeling som indtægtsdækket virksomhed har åbnet et nyt og interessant
aktivitetsområde for jordfordelingskontoret.
Siden 1990 har kontorets planlæggere medvirket ved gennemførelsen af en række større
naturgenopretningsprojekter.
Det største af dem er Skjern Å-projektet. Arbejdet med opkøb af jord og jordfordeling er gennemført ved
3 fortløbende jordfordelinger: Skjern Å vest, Skjern Å øst og Skjern Å (III). Efter disse jordfordelinger og Skov- og
Naturstyrelsens egne erhvervelser i området udgjorde det samlede areal til rådighed for projektet med
genopretning af Skjern Å ca. 1.650 ha ved udløbet af projektets 1. fase.
Andre større naturgenopretningssager med forudgående jordfordeling har været: Fjand Enge ved Nissum
fjord, Legind vejle på Mors og Geddal strandenge ud til Venø bugt. I de 3 nævnte sager blev der omlagt
henholdsvis 340 ha, 115 ha og 170 ha. I alle de 3 sager blev der fremskaffet betydelige arealer til
naturgenopretning (retablering af strandenge og søer m.v.) samtidig med, at den jordbrugsmæssige struktur i
området er blevet forbedret.
I perioden 1990-94 var arbejdet i jordfordelingskontoret koncentreret om færdigbehandlingen af de sager,
som var rejst før lovændringen i 1990. Der blev derfor kun afsagt få foreløbige kendelser i denne periode (i alt 32
foreløbige kendelser).
Tabellen viser derfor – i modsætning til de foregående tabeller for perioderne 1972-82 og 1983-89 – ikke
antallet af foreløbige kendelser, men antallet af endelige kendelser i perioden 1990-94.
Jordfordelingsaktiviteten 1990-94. Endelige kendelser
Antal Omlagt Antal Omlagt Antal
kendelser areal (ha) deltagende areal ejendomme
ejendomme pr. sag pr. sag
1990 11 2.356 605 220 55
1991 34 7.484 1.426 220 42
1992 36 7.918 1.674 220 47
1993 41 7.801 1.732 190 42
1994 25 7.625 1.424 305 57
Gennemsnit
1990-94 29 6.637 1.372 231 49
Landbrugsloven

Den 1. januar 1990 blev 1. instans-behandlingen af ansøgninger efter landbrugsloven lagt ud til 14 regionale
jordbrugskommissioner med sekretariat i hver sit amt. Samtidig overtog Jordbrugsdirektoratet væsentlige dele af
den centrale administration af landbrugsloven fra Landbrugsministeriets departement.
For Jordbrugsdirektoratets 4. kontor, der administrerer landbrugsloven, betød årsskiftet 1989/90 således en
markant ændring af arbejdsopgaverne. Kontorets arbejde havde hidtil overvejende bestået i ekspedition af et meget
stort antal enkeltsager – ca. 2.000 sager årligt om personers og selskabers erhvervelse af landbrugsejendomme og
et stort antal sager vedrørende udstykning, sammenlægning m.v.
Fra 1990 blev opgaverne af mere overordnet karakter, idet direktoratet overtog væsentlige dele af
departementets hidtidige opgaver. Det drejede sig især om forberedelse af lovforslag, besvarelse af spørgsmål fra
Folketingets Landbrugs- og Fiskeriudvalg og udarbejdelse af bekendtgørelser vedrørende landbrugsloven. Hertil
kom de hidtidige opgaver med udarbejdelse af cirkulærer og vejledninger til jordbrugskommissionerne.
Desuden blev Jordbrugsdirektoratet fra 1. januar 1990 klageinstans for jordbrugskommissionernes
afgørelser. Det er dog kun kommissionernes afgørelse af retlige spørgsmål, der kan påklages til direktoratet, mens
der ikke kan klages over det skøn, som jordbrugskommissionerne har lagt til grund for deres afgørelser.
Direktoratets 4. kontor varetager også vejledende funktioner, idet jordbrugskommissionerne, landmænd og
andre udbeder sig direktoratets fortolkning af generelle spørgsmål i relation til landbrugslovens bestemmelser. De
vigtigste af de givne svar og de væsentligste afgørelser i klagesager udsendes til jordbrugskommissionerne som
retningsgivende for sagsbehandlingen i kommissionerne.
Jordbrugskommisisonerne indsender statistikskemaer over de behandlede sager til direktoratet, som
derefter behandler materialet og udsender en samlet halv- og helårsstatistik til alle kommissioner.
Ændring af landbrugsloven
Landbrugsloven blev endnu en gang ændret i 1994 og de nye regler trådte i kraft den 1. september 1994.
De vigtigste ændringer i forhold til de tidligere regler var følgende:
• Der blev fastsat nye bestemmelser om landbrugsejendommes drift, herunder om transport af
husdyrgødning ud over 10 km samt om krav til andel af egen jord for ejendomme med husdyrhold.
• Reglerne om samdrift blev lempet og sammenlægningsgrænsen blev forhøjet fra 125 til 150 ha.
• Reglerne om fortrinsstilling til suppleringsjord blev udvidet, således at landmænd, der ejer mindre end 70 ha,
har en fortrinsstilling over for landmænd, der ved køb af suppleringsjord (eller yderligere en ejendom) vil blive ejer
af mere end 70 ha.
Med hensyn til erhvervelse af landbrugsejendomme blev der indført adgang til at erhverve op til 3
landbrugsejendomme.
Sidstnævnte regel bryder med en meget gammel tradition i dansk landbrugslovgivning, idet 2
ejendomsreglen havde været gældende siden 1949, altså i 45 år.
Arealadministrationen
Den sønderjyske Jordfond
Ved ændringen af den tidligere udlånslov, nu jordkøbsloven i 1990 blev Jordbrugsdirektoratets muligheder for køb
af almindelig landbrugspligtig jord med henblik på jordfordeling og supplering stærkt begrænset.
Dette gav anledning til, at Sønderjyllands amt sammen med 5 af kommunerne i amtet i 1993 oprettede Den
sønderjyske Jordfond. Fonden er en selvejende institution med en bestyrelse på 5 medlemmer og den finansieres af
amtet og de 5 kommuner. Jordbrugsdirektoratets kontor i Tønder er sekretariat for Jordfonden. Fonden er i øvrigt
oprettet i henhold til en bestemmelse i loven om frikommuner.
Fondens formål er at købe og sælge landbrugs- og naturarealer i Sønderjyllands amt med henblik på
forbedring af arronderingen i landbruget, men også i forbindelse med offentlige myndigheders gennemførelse af
projekter for naturgenopretning, skovrejsning, byudvikling, trafikomlægninger m.m.
Overdragelse af Vildmosetilsynet til Nordjyllands amt
Med virkning fra 1. januar 1994 blev Vildmosetilsynet overdraget fra Jordbrugsdirektoratet til Nordjyllands amt.

Det aftalemæssige grundlag for overdragelsen af tilsynet var dels en samarbejdsaftale om administrationen
af Jordbrugsdirektoratets arealer i Vildmoserne, dels en aftale om retningslinierne for den fremtidige drift af
direktoratets arealer i Vildmoserne. Samarbejdsaftalen fastlægger de overordnede rammer for overdragelsen,
mens den mere detaljerede beskrivelse af ordningen fremgår af aftalen om retningslinierne for driften af arealerne.
Efter overdragelsen af Vildmosetilsynet til Nordjyllands amt varetager amtet ved tilsynet alle funktioner
vedrørende græsudlejningen samt driften og vedligeholdelsen af Jordbrugsdirektoratets arealer i Vildmoserne.
Jordbrugsdirektoratet har beholdt ejendomsretten til arealer, bygninger og maskiner m.m., som er omfattet
af samarbejdsaftalen. Direktoratet har fortsat det overordnede tilsyn med arealerne i sin egenskab af ejer, ligesom
administrationen af forpagtningskontrakter vedrørende sphagnumindvinding fortsat er direktoratets opgave.
Indtægterne fra græsningsleje, jagtleje og evt. landbrugsforpagtning indgår i regnskabsaflæggelsen over for
Jordbrugsdirektoratet, mens sphagnumindtægterne tilfalder Jordbrugsdirektoratet direkte uden om
Vildmosetilsynets regnskaber.
Aftalen har i de forløbne år fungeret til begge parters tilfredshed.
Vest Stadil fjord
I slutningen af 1993 blev et område på ca. 1.500 ha landbrugs- og naturarealer i Vest Stadil fjord udbudt til salg.
Udbuddet omfattede godt 1.400 ha frijordsarealer, en landbrugsejendom og et klit-areal. Ved udbuddet
indkom der 2 tilbud.
I henhold til § 20 i jordkøbsloven var der tinglyst forkøbsret for staten ved Jordbrugsdirektoratet på ca. 660
ha frijord inden for området og direktoratet besluttede at gøre forkøbsretten gældende.
Udbyders advokat foreslog efterfølgende, at Jordbrugsdirektoratet erhvervede samtlige de udbudte
arealer, ca. 1.500 ha, og ikke kun de ca. 660 ha, hvor forkøbsretten var gjort gældende. Efter forhandling med
lokale repræsentanter tiltrådte landbrugsminister Bjørn Westh, at Landbrugsministeriet ved Jordbrugsdirektoratet
erhvervede samtlige de udbudte arealer i Vest Stadil fjord.
Sagen blev derefter forelagt Folketingets Finansudvalg, som tiltrådte landbrugsministerens indstilling i juni
1994 (aktstykke 348/94).
Jordbrugsdirektoratet erhvervede derefter arealerne med overtagelse den 1. juli 1994.
I august 1994 nedsatte landbrugsministeren en arbejdsgruppe, som fik til opgave at udarbejde forslag til en
samlet plan for den fremtidige anvendelse af statens arealer i Vest Stadil fjord og afgive indstilling herom til
ministeren. Arbejdsgruppen skulle i den sammenhæng undersøge mulighederne for at gennemføre
naturgenopretning på dele af arealerne, ligesom det var forudsat, at arealer af særlig naturmæssig interesse
(vandarealer, rørskove og våde enge) efterfølgende ville kunne afhændes til Skov- og Naturstyrelsen.
Arbejdsgruppens indstilling til landbrugs- og fiskeriminister Henrik Dam Kristensen forelå i juni 1995.
Flytning af skovsagerne til Miljøministeriet
I forbindelse med regeringsdannelsen efter valget i september 1994 (regeringen Nyrup Rasmussen II) blev det ved
kgl. resolution af 13. oktober 1994 besluttet, at de sagsområder vedrørende skovbruget, der hidtil havde hørt under
Landbrugs- og Fiskeriministeriets ressort, skulle overføres til Miljø- og Energiministeriet.
Det drejede sig om følgende sagsområder:
• Tilskud til skovbrugsforanstaltninger i henhold til strukturloven (lovens Kap. 7), det vil sige tilskud til
skovtilplantning af landbrugspligtige arealer, pleje af de tilplantede arealer og skovforbedrende foranstaltninger.
• Tilskud til skovbrugets konsulentvirksomhed.
• Tilskud til produktudvikling af skovbrugsprodukter efter loven om tilskud til produktudvikling af jordbrugsog
fiskeriprodukter.
• Skovskolen.
• Forskningscenter for Skov og Landskab.
Alle disse sagsområder bortset fra Forskningscenter for Skov og Landskab havde hidtil været administreret i
Jordbrugsdirektoratet. Der var derfor i realiteten tale om en overførsel af “skovsagerne” fra Jordbrugsdirektoratet
til Skov- og Naturstyrelsen.

Overførslen af “skovsagerne” til Miljøministeriet kom uventet og føltes naturligvis som et tab for
Landbrugsministeriet og da især for Jordbrugsdirektoratet.
I Jordbrugsdirektoratet betragtede man tilskuddene til skovbrugsforanstaltninger som en integrerende del
af ledsageforanstaltningerne, det vil sige den struktur- og miljømæssige del af EUs landbrugsreform fra 1992. I
konsekvens heraf var skovbrugsforanstaltningerne gjort til et element i loven om støtte til jordbrugets
strukturudvikling sideordnet med tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, til jordbrugsdrift i miljøfølsomme
områder og til økologisk jordbrug m.m.
Dertil kom, at administrationen af ordninger vedrørende det private skovbrug havde henhørt under
Landbrugsministeriet siden dets oprettelse i 1896. Flytningen af området var derfor et brud med en næsten 100-årig
tradition.
Endelig kan det anføres, at skovbruget så vidt vides henhører under Landbrugsministeriet i næsten alle
andre europæiske lande.
På den anden side må det vel retfærdigvis erkendes, at der vil være visse fordele ved at samle al
administration vedrørende skovbruget – både statsskovbruget og det private skovbrug – i ét enkelt ministerium.
Konsulentrapport om Jordbrugsdirektoratet
Jordbrugsdirektoratets arbejdsopgaver havde siden 1990 undergået betydelige forandringer. Det skyldtes især
følgende forhold.
Reorganiseringen af Landbrugsministeriet pr. 1. januar 1990 indebar, at Jordbrugsdirektoratet blev
stærkere inddraget i det lovforberedende arbejde end tidligere samtidig med, at en række sagsområder blev
overført fra departementet til Jordbrugsdirektoratet. Desuden havde direktoratet fået en række nye arbejdsopgaver
som følge af ny lovgivning siden 1990.
Jordbrugsdirektoratets økonomistyring var blevet mere ressourcekrævende fordi Rigsrevisionen,
statsrevisorerne og EFs institutioner stillede stigende krav til bevillingsadministrationen, idet man ønskede en
bevillingskontrol med et meget højt sikkerhedsniveau. Det gjaldt i øvrigt generelt, at kvalitetskravene til den
offentlige administration var stigende samtidig med, at der blev ført en restriktiv politik på ressourceområdet.
Jordbrugsdirektoratet havde i årene 1988-90 gennemført en vidtgående overgang til edb-sagsbehandling
via et internt netværk med egen minidatamat, men det var spørgsmålet, om edb-redskabet kunne udnyttes bedre
end hidtil.
Antallet af kontor-enheder i Jordbrugsdirektoratet var siden 1988 øget fra 5 til 7, uden at der i øvrigt var
sket ændringer i direktoratets interne organisation.
Disse forhold medførte, at Jordbrugsdirektoratet måtte gøre sig overvejelser om, hvorvidt der burde ske
visse tilpasninger i de administrative systemer, i kontrolfunktionerne, i edb-systemet og dets brug, i
efteruddannelsen af personalet og i styrelsens organisation.
I slutningen af 1993 anmodede Jordbrugsdirektoratet derfor konsulentfirmaet KPMG C. Jespersen
Management A/S om at gennemføre en undersøgelse af Jordbrugsdirektoratet. Undersøgelsen skulle især omfatte
følgende forhold:
• En vurdering af de eksisterende administrative systemer (sagsgange) i relation til kravet om en effektiv og
korrekt administration på et tilstrækkeligt højt sikkerhedsniveau.
• En vurdering af kontrolfunktionerne i relation til Rigsrevisionens og EF-revisionens krav med henblik på at
sikre en effektiv og betryggende kontrol på et tilstrækkeligt højt niveau.
• En vurdering af mulighederne for rationaliseringer og ressourcebesparelser, bl.a. gennem en forenkling
eller omlægning af eksisterende sagsgange og kontrolprocedurer.
• En vurdering af edb-systemets praktiske anvendelse i sagsbehandlingen.
• En vurdering af medarbejderstabens sammensætning og efteruddannelse sammenholdt med
arbejdsopgaverne og ændringerne heri.
• En vurdering af organisationsstrukturen, herunder balancen mellem stabs- og liniefunktionerne og
koordinationen mellem kontorerne.

Bagved formuleringen af det sidste punkt om stabs- og liniefunktionerne lå spørgsmålet om den overordnede
ledelse og den tværgående koordination i direktoratet.
Tidligere, da chefgruppen kun bestod af 4-5 personer, skete den overordnede koordinering og styring af
hele direktoratet i vidt omfang i de ugentlige chefmøder. Men efter at chefgruppen var vokset til 8 personer
(direktør plus 7 kontorchefer) var den blevet for stor og ikke længere egnet til at fungere som forum for centrale
ledelsesbeslutninger.
Der var derfor behov for, at der i Jordbrugsdirektoratet blev etableret en gruppe, hvor der kunne føres en
drøftelse over kontorchef-niveauet vedrørende institutionens helhedsinteresser og tværgående spørgsmål.
Der var med andre ord ønske om en styrkelse af den centrale ledelsesfunktion og den interne koordination
i direktoratet. Den centrale ledelsesfunktion defineres i den forbindelse som ledelsesbeslutninger over
kontorniveauet, som vedrører institutionen som helhed, alle kontorerne eller en flerhed af kontorer.
Mere konkret var der ønske om oprettelse af en stilling som vicedirektør i Jordbrugsdirektoratet.
Spørgsmålet om oprettelse af en vicedirektørstilling blev som tidligere omtalt bragt på bane i 1989 i forbindelse
med forberedelsen af den ændrede organisation i Landbrugsministeriet fra 1. januar 1990. Sagen blev imidlertid sat
i bero på grund af regeringens handlingsplan for afbureaukratisering, som blev iværksat omtrent samtidig med
organisationsplanen.
Det var disse betragtninger, der lå bag ved formuleringen af det sidste punkt om stabs- og liniefunktionerne
i konsulentfirmaets kommissorium.
Konsulentundersøgelsen blev gennemført i 2 faser. I første fase blev den faktiske situation analyseret og
vurderet med henblik på prioritering og nærmere analyse af enkeltområder. Den indledende analyse gennemførtes
hovedsagelig i form af en interviewrunde med chefer og medarbejdere med særlig indsigt på enkeltområder. I
anden fase blev der foretaget en detaljeret analyse af sagsgangene inden for en række af direktoratets
administrationsområder og en analyse af direktoratets organisation. Arbejdet blev gennemført i 2 arbejdsgrupper.
Konsulentfirmaets rapport forelå i slutningen af oktober 1994.
Med hensyn til de eksisterende administrative systemer havde konsulenterne sammen med medarbejdere i
direktoratet foretaget en gennemgang af 12 udvalgte erhvervsfremmeordninger og miljøordninger samt 6 andre
sagsområder, bl.a. jordfordelingssager, klagesager vedrørende landbrugsloven og behandling af lokalplaner.
Desuden blev der udarbejdet 17 såkaldte ruteskemaer med en detaljeret grafisk fremstilling af sagsgangene inden
for de pågældende arbejdsområder. For hvert af de gennemgåede sagsområder havde konsulenterne tilføjet deres
kommentarer og anbefalinger med hensyn til forenkling af sagsgangene og ressourcebesparelse m.v.
Angående kontrolfunktionerne udtalte konsulenterne, at der var et meget højt kontrolniveau i
Jordbrugsdirektoratet, men at det burde overvejes, at styrke den interne revisionsfunktion med henblik på
begrænsning af parallelle kontrolfunktioner i kontorerne og gennemførelse af en øget stikprøvekontrol fra den
interne revision. Desuden anbefalede konsulenterne en øget anvendelse af edb-systemkontroller.
Edb-understøttelsen i sagsbehandlingen blev også grundigt behandlet i rapporten. Konsulenterne
anbefalede, at der blev etableret en sammenhængende edb-strategi for direktoratet og en stærkere edb-mæssig
koordination både internt og eksternt.
Desuden anbefaledes en større systemmæssig integration mellem Jordbrugsdirektoratet og dets eksterne
partnere, bl.a. konsulenterne, således at data kun indtastes ét sted i systemet og derefter genbruges.
Med hensyn til jobkrav og medarbejderprofiler fandt konsulenterne, at der var behov for en højere grad af
koordinering af efteruddannelsesplanlægningen i direktoratet med henblik på en mere målrettet planlægning og
styring af efteruddannelsen efter Jordbrugsdirektoratets nuværende og forventede fremtidige behov. En
koordineret efteruddannelsesplanlægning ville efter konsulenternes opfattelse kunne sikre en bedre udnyttelse af de
ganske betydelige ressourcer, som direktoratet anvender på efteruddannelse af sit personale.
For så vidt angår organisationsstrukturen anbefalede konsulenterne, at den centrale ledelsesfunktion i
Jordbrugsdirektoratet blev styrket ved oprettelse af en stilling som vicedirektør og en styrkelse af stabsfunktionen,
især med hensyn til økonomistyring og informationsteknologien.
Som konsekvens af den nye ledelsesstruktur foreslog konsulenterne endvidere en ny mødestruktur for de
interne møder i Jordbrugsdirektoratet, således at de hidtidige chefmøder blev erstattet af:
• Egentlige direktions- og stabsmøder.

• Kontorchefmøder (direktionen plus samtlige kontorchefer).
Oprettelsen af en stilling som vicedirektør i Jordbrugsdirektoratet blev besluttet i oktober 1994 og stillingen blev
besat pr. 1. marts 1995.
De fleste af konsulenternes andre anbefalinger er efterfølgende blevet gennemført.
Sammenlægning af Landbrugsministeriet og Fiskeriministeriet
Ved kgl. resolution af 27. september 1994 blev det besluttet at gennemføre en organisatorisk sammenlægning af
Landbrugsministeriet og Fiskeriministeriet, således at de 2 ministeriers sagsområder for fremtiden varetages i ét
samlet ministerium, Landbrugs- og Fiskeriministeriet.
Forslaget til organiseringen af det samlede ministerium blev udarbejdet af en arbejdsgruppe med deltagelse
af ledelses- og medarbejderrepræsentanter fra de 2 hidtidige ministerområder. Udgangspunktet for arbejdet var, at
sammenlægningen skulle føre til en mere rationel opgavevaretagelse, uden at funktionaliteten blev forringet.
Som følge af det nye Landbrugs- og Fiskeriministeriums størrelse blev det besluttet, at organiseringen af
ministeriet skulle tage udgangspunkt i den departements-/direktoratsmodel, der havde været gældende for
Landbrugsministeriet.
Det nye ministerium var en realitet fra 1. januar 1995.
I forbindelse med sammenlægningen overtog Jordbrugsdirektoratet visse arbejdsopgaver inden for
erhvervsfremme- og strukturområdet fra det tidligere Fiskeriministerium.
De sagsområder, som blev overført til Strukturdirektoratet var især FIUF og PESCA-programmet.
FIUF – Finansielle Instrumenter for Udvikling af Fiskerisektoren – og den i henhold hertil vedtagne
sektorplan for perioden 1994-99 indebærer et bredt engagement i fiskerisektorens strukturtilpasning som led i den
fælles fiskeripolitik.
PESCA-programmet er en støtteordning inden for rammerne af EUs regionalpolitik, hvorefter der kan
ydes støtte til omstilling og niche-produktion i egne, som er specielt afhængige af fiskerierhvervet. PESCAprogrammet
svarer i øvrigt til LEADER-programmet på landbrugsområdet.
Det danske PESCA-program omfatter 38 kommuner med en særlig stærk koncentration af
fiskerierhvervet og/eller med en betydelig fiskeindustri.
Programmet omfatter 4 hovedområder:
• Bistand til omstrukturering i fiskerisektoren (virksomhedsmodernisering, faglig efteruddannelse af fiskere
m.v.).
• Bistand til omstilling af virksomheder i fiskerisektoren.
• Foranstaltninger til fremme af økonomisk aktivitet, som kan skabe nye arbejdspladser i sektoren.
• Bistand til iværksættelse af andre projekter af generel art af betydning for fiskeriet og fiskeindustrien.
Der er oprettet et overvågningsudvalg, som skal følge programmet og foretage nødvendige tilpasninger. I dette
udvalg er EU-Kommissionen og Den europæiske Investeringsbank repræsenteret sammen med de involverede
ministerier, organisationer inden for fiskerisektoren og repræsentanter for de regionale myndigheder.
Herudover overtog Strukturdirektoratet konsulentordningen for fiskeriet og visse andre
erhvervsfremmeordninger inden for fiskerisektoren.
De nye opgaver vedrørende fiskeriet blev henlagt til Strukturdirektoratets 2. kontor, som i forvejen
administrerede tilsvarende ordninger inden for landbrugsområdet.
Jordbrugsdirektoratets organisation
Handlingsplanen for afbureaukratisering betød, at store dele af den lovgivning, som blev administreret af
Jordbrugsdirektoratet måtte igennem Folketinget i årene 1989-90.
Landbrugsloven og jordfordelingsloven blev ændret væsentligt og udlånsloven blev ændret til jordkøbsloven.
Lovene om tilskud til dræning og om tilskud til regnskabsføring samt en række mindre love blev ophævet og loven
om lån til indkøbsforeninger blev ændret væsentligt.

Udarbejdelsen af de mange lovforslag med bemærkninger var en meget arbejdskrævende proces, som
belastede kontorernes medarbejdere. Da Jordbrugsdirektoratet samtidig fik en række nye arbejdsopgaver og måtte
nedskære personalet som konsekvens af afbureaukratiseringen betød det, at direktoratets ressourcer var anstrengt
til det yderste i denne periode.
Ændringerne som følge af afbureaukratiseringen, herunder særlig udlægningen til amterne af 1. instansbehandlingen
af sagerne efter landbrugsloven og den deraf følgende nedskæring af direktoratets lønsumsbevilling,
medførte, at Jordbrugsdirektoratet så sig nødsaget til at afskedige ca. 20 medarbejdere. Antallet af medarbejdere i
Jordbrugsdirektoratet i perioden 1990-94 fremgår af nedenstående tal:
1990 155
1991 147
1992 136
1993 140
1994 159
Vedtagelsen af de nye love om tilskud til etablering af læhegn (1988), tilskud til skovforbedrende foranstaltninger
(1989), tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder (1989), tilskud til udtagning af jord af produktionen (1990)
og tilskud til etablering af skov (1990) førte i sommeren 1990 til oprettelse af et nyt kontor i Jordbrugsdirektoratet
(7. kontor) til administrationen af de mange nye ordninger.
Jordbrugsdirektoratets 7. kontor havde ved sin oprettelse følgende arbejdsopgaver: Tilskud til udtagning af
jord af produktionen, tilskud til etablering af skov, tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder, tilskud til
skovforbedrende foranstaltninger og tilskud til etablering af læhegn. Hertil kom arealadministration uden for det
sønderjyske område.
I slutningen af 1980’erne påbegyndte Jordbrugsdirektoratet udgivelsen af publikationer inden for sine
forskellige faglige områder. Det drejede sig især om orientering om nye ordninger, vejledninger for ansøgere,
analyser, evalueringsrapporter m.v. I perioden 1989-94 udgav Jordbrugsdirektoratet således i alt ca. 30
publikationer.
I perioden 1990-94 skete der en omfattende renovering af direktoratets lokaler i bygningen Sankt Annæ
Plads 19, således at medarbejderne fik væsentlig bedre arbejdsforhold.
Desuden blev der gennemført en reorganisering af direktoratets arkivforhold i forbindelse med, at der blev
lejet lokaler til et stort fjernarkiv i bygningen Toldbodgade 55. Det nye fjernarkiv betød, at kontorerne kunne
aflastes for betydelige mængder arkivmateriale og dermed fik bedre pladsforhold.
I forbindelse med en udvidelse af 7. kontor i 1993 på grund af administrationen af
“ledsageforanstaltningerne” blev det nødvendigt at flytte 4. kontor til andre lokaler. Både 4. kontor og 3. kontor
(Jordfordelingskontoret), som i en periode havde haft til huse i Nyropsgade 22, fik nye lokaler i bygningen
Toldbodgade 31 i umiddelbar nærhed af de øvrige kontorer i Sankt Annæ Plads 19.
Arbejdsopgavernes fordeling på kontorerne ved udgangen af 1994 var således:
1. kontor (Sekretariatet)
Økonomistyring, herunder budget, finanslovsbevilling og regnskab. Personaleadministration, edb-spørgsmål samt
øvrige sekretariatsfunktioner.
2. kontor
Forbedringsstøtte. Fremme af udviklingen i særlige landdistrikter (mål 5b og Leader-programmet). Støtte inden for
fiskerisektoren i medfør af FIUF og PESCA. Opgaver vedrørende lov om statsgaranti og rentetilskud ved udlån til
yngre jordbrugere. Tilsyn med Dansk Landbrugs Realkreditfond m.m.
3. kontor
Behandlingen af jordfordelingssager til foreløbig og endelig kendelse. Varetagelse af de landbrugsmæssige hensyn
i forbindelse med anlæg af strækningsanlæg (veje, gasledninger o.l.).

4. kontor
Den centrale administration af landbrugsloven, herunder koordinering og vejledning af jordbrugskommissionerne,
udarbejdelse af administrative retningslinier m.v. Klagesager for så vidt angår retlige spørgsmål. Varetagelse af
Landbrugs- og Fiskeriministeriets interesser i forbindelse med region-, kommune- og lokalplanlægningen og i
forbindelse med andre myndigheders areallovgivning m.v. Hegnsloven, mark- og vejfredsloven. Sekretariat for
Landlegatet og Danske Fiskeres kulturelle Fond samt tilsynsmyndighed for en række fonde.
5. kontor (Tønder)
Planlægning af jordfordeling i det sønderjyske område. Sager vedrørende statens forkøbsret til frie jorder og køb
og salg af jord i henhold til jordkøbsloven. Arealadministration. Sekretariat for Den sønderjyske Jordfond. Teknisk
afdeling varetager projektering og udførelse af forlandsarbejder foran digerne mod Vadehavet.
6. kontor
Tilskud til produktudvikling af jordbrugs- og fiskeriprodukter. Sekretariat for Det rådgivende Udvalg og
Bevillingsnævnet. Det fødevareteknologiske Forsknings- og Udviklingsprogram (Føtek 2). Tilskud til
strukturprojekter indenfor jordbruget og fiskerisektoren. Fremme af økologisk jordbrugsproduktion. Sekretariat for
Det økologiske Jordbrugsråd. Støtte fra Østlandepuljen.
7. kontor
Miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger. Sekretariat for Det rådgivende Udvalg. Tilskud til læplantning. Tilskud til
udtagning af jord af produktionen. Tilskud til jordbrugsdrift i miljøfølsomme områder. Tilskud til miljøforbedrende
investeringer. Tilskud til landøkonomisk konsulentvirksomhed. Tilskud til vikarordninger inden for jordbruget.
Tilskud til efteruddannelse inden for jordbrugserhvervene. Ophørsstøtte til jordbrugere og erhvervsfiskere.
Som tidligere omtalt blev det i slutningen af 1994 besluttet, at oprette en ny stilling som vicedirektør i
direktoratet.
I forbindelse med sammenlægningen af Landbrugsministeriet og Fiskeriministeriet til Landbrugs- og
Fiskeriministeriet blev direktoratets navn ændret fra Jordbrugsdirektoratet til Strukturdirektoratet for Landbrug og
Fiskeri, i daglig tale Strukturdirektoratet.

Strukturdirektoratet 1995-1997
Politik og arbejdsopgaver
Økonomisk baggrund
I 1995 udviklede den økonomiske situation sig gunstigt for jordbrugs- og fiskerierhvervene. Inden for landbruget
var der en god høst, gode afsætningspriser og tilskud kombineret med en behersket omkostningsudvikling påvirket
af den lave rente. Også inden for fiskeriområdet blev den økonomiske udvikling positiv efter flere års
utilfredsstillende resultat.
Den forbedrede økonomiske situation inden for både jordbrug og fiskeri samt de tilknyttede
forarbejdsningssektorer kom til udtryk i en generel øget investeringslyst. Det medførte større interesse og flere
ansøgninger til en række af Strukturdirektoratets investerings- og erhvervsfremmeordninger.
Interessen for Strukturdirektoratets miljøordninger omfattende ekstensivering og marginalisering samt
ophørsordningen var imidlertid behersket.
Sideløbende med den positive økonomiske udvikling inden for jordbrug og fiskeri har miljø- og
forbrugerinteresser på flere fronter medført øget opmærksomhed og debat om erhvervenes grundlæggende
produktionsbetingelser, og dermed lagt op til en ændring af produktionsvilkårene.
I 1996 fortsatte den positive økonomiske udvikling i landbruget. Årsagen var først og fremmest en
betydelig vækst i indtjeningen for svineproducenterne, mens malkekvægsektoren oplevede en mindre nedgang i
indtjeningen. En væsentlig årsag hertil var, at forbrugerne i Europa rettede efterspørgslen mod svinekød, som følge
af BSE-situationen (kogalskaben).
Planteavlerne havde en dårligere indtjening i forhold til året før, hvilket skyldtes stigende omkostninger.
Pelsdyravlerne og gartnerierne fik forbedret indtjeningen i 1996. Også fiskeriet oplevede økonomisk fremgang.
Den overvejende gunstige økonomiske situation i jordbrugs- og fiskerierhvervene og i de tilknyttede
forarbejdningsindustrier medførte, at investeringslysten i stort set alle sektorer har været voksende i de sidste år.
Investeringerne har navnlig rettet sig mod køb af maskiner og inventar. Investeringsomfanget har også været
stigende, når det gælder stalde og driftsbygninger, modernisering af fiskefartøjer og produktionsmidler i
forarbejdningsindustrien.
Strukturdirektoratets hovedopgave er at fremme fødevaresektorens, herunder jordbrugs- og
fiskerierhvervenes strukturtilpasning og udvikling, og den generelle økonomiske situation har derfor været positiv
for direktoratets virke.
Den skærpede samfundsdebat om erhvervenes grundlæggende produktionsvilkår og langsigtede
målsætninger betyder imidlertid, at der på mange af direktoratets arbejdsområder løbende opstilles nye mål, som
stiller praktiske krav til direktoratets administration.
Strukturudviklingen
Udviklingen i retning af færre, men større produktionsenheder inden for det primære jordbrug og den fortsatte
stigning i jordpriserne har det sidste års tid givet anledning til megen debat i organisationerne og i Folketinget. På
baggrund af en forespørgselsdebat i april 1997 har fødevareministeren nedsat et udvalg, der skal analysere såvel
udviklingen i de sidste 25 år som den mulige strukturudvikling i de kommende 10 - 15 år. Strukturdirektoratet
forestår sekretariatsarbejdet. Det må forventes, at udvalgets analyser og anbefalinger får stor betydning for en
række af direktoratets fremtidige arbejdsopgaver.
Fødevareteknologi
Der er bred enighed om, at hvis Danmark skal gøre sig håb om at sikre fremtiden for fødevaresektoren, skal de
nationale bestræbelser for at fremme de grundlæggende rammebetingelser for området, herunder forskning,
produktudvikling og markedsudvikling, styrkes.
I forbindelse med dannelsen af et samlet Fødevareministerium er der skabt nye muligheder for at foretage
en offensiv og koordineret indsats for at styrke forskning og udvikling til gavn for beskæftigelse og økonomi i den
danske fødevareindustri.
Et godt eksempel på en sådan indsats er det fødevareteknologiske forskningsprogram – FØTEK – hvor
Strukturdirektoratet er koordinator. Programmet er tidligere omtalt. Det udløber med udgangen af 1997, men

forventes at blive videreført.
Miljø
Udvalget om natur, miljø og EU’s landbrugspolitik, som Strukturdirektoratet deltog i, afgav betænkning i januar
1996. Betænkningen indeholdt en lang række forslag til, hvordan man kan tilrettelægge landbrugsordninger, så der
opnås den størst mulige positive virkning for miljø, natur og friluftsliv. Flere forslag er ved at blive realiserede. De
miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger har fået udvidet anvendelsesområdet, og administrationen er udlagt til
amterne i håb om, at flere landmænd vil kunne drage nytte af ordningerne. Udlægningen og programændringerne
har indebåret et betydeligt arbejde i Strukturdirektoratet, hvilket også er tilfældet for amternes vedkommende.
I december 1995 blev der under Strukturdirektoratets ledelse nedsat en arbejdsgruppe, hvis mål var at
opnå en bedre koordination mellem varetagelsen af jordbrugs-, natur- og miljøinteresser i planlægningen og i
lovgivningen om arealanvendelse. Arbejdsgruppen udsendte i sommeren 1996 en rapport, der indeholdt et
idékatalog til forenklinger og til øget information.
Økologi
Økologi har været et væsentligt arbejdsområde for Strukturdirektoratet i en årrække. Arbejdet omfatter såvel den
arealrelaterede økologistøtte som støtten til udviklingssiden. “Aktionsplan for fremme af den økologiske
fødevareproduktion i Danmark” blev sat i værk i 1995 og mange af anbefalingerne er effektueret.
I forbindelse med finanslov 1997 blev der vedtaget fire “grønne initiativer”, som i de kommende år må
formodes at præge direktoratets arbejde. Det handler bl.a. om mere omfattende Ø-mærkning af fødevarer,
styrkelse af græsrodsforskning og kompensationsordninger for grønne indkøbsaftaler.
Det afsluttede udvalgsarbejde om drikkevand under Miljø- og Energiministeriet kan meget tænkeligt
resultere i nye initiativer, herunder at en række af Strukturdirektoratets eksisterende ordninger inddrages i
bestræbelserne på at sikre vore drikkevandsressourcer. Her kan jordfordelinger, miljøvenlige
jordbrugsforanstaltninger og opkøb af jord komme på tale.
I sommeren 1996 koordinerede Strukturdirektoratet ministeriets deltagelse i IFOAM’s økologiske
verdensudstilling på Holmen i København.
Kvalitet og forbrugerhensyn
Forbrugerne i Danmark og i udlandet forventer en ansvarlig og bæredygtig produktion, der i større omfang tager
hensyn til produktsikkerhed, dyrevelfærd, sundhed, arbejdsmiljø og eksternt miljø. Det er den enkelte forbruger, der
suverænt vurderer, om et produkt har den rigtige kvalitet, og det bliver en stor udfordring for fødevareproduktionen
i alle led at imødekomme forbrugerens krav til kvalitet.
I den danske fødevarepolitiske debat tages der – i konsekvens af den stigende forbrugerbevidsthed –
stadig oftere udgangspunkt i forbrugerkravene, hvor udgangspunktet tidligere ofte var valutaindtjeningen.
I sommeren 1996 lancerede fødevareministeren forslaget om et kvalitetsmærke, der i første omgang
omfatter kød, men senere udstrækkes til at gælde andre fødevarer. Arbejdet med mærket forestås af Veterinærog
Fødevaredirektoratet, mens Strukturdirektoratet har forestået udformningen af kvalitetslogoet.
Strukturdirektoratet har også støttet Foreningen Fiskebranchens markedsføringskampagne for fisk.
Kampagnen er blevet vel modtaget af forbrugerne, og afsætningen af fersk fisk i danske detailforretninger er
blevet større siden kampagnens start. Det øgede salg af fersk fisk har samtidig øget opmærksomheden på de
kvalitetsproblemer, der ved flere lejligheder har kunnet konstateres. Der forestår en betydelig indsats for
organisationerne og de implicerede offentlige myndigheder, hvis forbrugernes kvalitetskrav skal imødekommes.
EU’s landbrugs- og fiskeripolitk
Strukturdirektoratets arbejdsopgaver vil – udover de rent nationale prioriteringer – løbende blive påvirket i takt med
udviklingen, især udviklingen i EU’s landbrugs- og fiskeripolitik. Der er næppe tvivl om, at der i de kommende år
forestår betydelige ændringer, og at erhvervene står over for store udfordringer.
Det langsigtede mål er, at den globale handel med landbrugsvarer i alt overvejende grad skal bestemmes
af markedskræfterne alene.

Der er ikke opstillet eksakte tidsplaner for, hvornår dette mål skal nås, men måske med udgangen af næste
årti. Derved vil der være mulighed for en overgangsperiode af en passende længde, hvilket også er nødvendigt af
hensyn til de produktionstilpasninger, som både producenter og virksomheder skal gennemføre.
I takt med ændringerne i støttepolitikken er Strukturdirektoratet indstillet på at håndtere udfordringen af de
fremtidige opgaver.
Regnskabstal 1996
Regnskabstal 1996: Beløb i mill. kr.
Administration:
Udgifter: 119,5
Indtægter: 17,7
Anlæg:
Udlæg: 25,2
Indtægter: 13,1
Tilskud:
Udgifter: 1.705,2
Indtægter: 537,9
- heraf EU: 354,4
- andet:183,5
Organisatoriske forhold
Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri
Den 1. januar 1995 blev Landbrugs og Fiskeriministeriet lagt sammen. Det medførte, at fra og med samme dato
fik direktoratet ændret navn til Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri. Årsagen var, at direktoratet fik
overdraget ansvaret for en række ældre såvel som helt nye støtteordninger på fiskeriområdet.
På ledelsessiden afløste Søren Skafte midt i 1995 Jørn Priemé som direktør. Direktionen blev yderligere
styrket med Sten Strömgren som vicedirektør. Ansvaret for økonomi, personale, servicefunktioner og IT blev
samlet i et udvidet administrationskontor. Direktoratets interne og eksterne kommunikations- og
informationsaktiviteter blev samtidig koordineret i en nyoprettet funktion som informationschef. Byggesektionen
blev etableret som en selvstændig enhed.
Forsknings- og Udviklingsafdelingen
I midten af 1995 besluttede Landbrugs- og Fiskeriministeriet efter en grundig analyse og høring af alle berørte
parter at samle ministeriets administrative udviklings- og forskningsopgaver i Strukturdirektoratet. Sigtet var at
sikre det bredest mulige grundlag for prioriteringen og fordelingen af ministeriets betydelige ressourceindsats på
forsknings-, forsøgs- og udviklingsområdet. Det blev samtidig forudsat, at det ville ske i snæver sammenhæng med
indsatsen for at fremme erhvervene. Det blev herefter besluttet, at det hidtidige selvstændige Forskningssekretariat
og den dertil knyttede kommitterede i internationale anliggender vedrørende forskning og forsøg, ministeriets
fondssektion og det tværministerielle Non Food-koordinationssekretariat den 1. januar skulle integreres i
Strukturdirektoratet.
Disse enheder blev sammen med udviklingskontoret – tidligere 6. kontor – samlet i en Forsknings- og
Udviklingsafdeling. Som en følge heraf blev Flemming Duus Mathiesen udnævnt til udviklingsdirektør og daglig
leder af afdelingen med reference til direktøren.
Udviklingsdirektøren er ansvarlig for administrationen af ministeriets forsknings- og udviklingsprogrammer
og medvirker til den overordnede prioritering af forskningsmidlerne indenfor ministerområdet. Udviklingsdirektøren

epræsenterer forskningsområdet i Fødevareministeriets administrative ledelsesgruppe.
Fysiske forhold og IT
De nye opgaver og de tilførte medarbejdere nødvendiggjorde en udvidelse af kontorarealet. I januar 1996 kunne
Strukturdirektoratet disponere over tre lejemål på Sankt Annæ Plads 19, Toldbodgade 29 og tre etager i
Toldbodgade 31, der nu var blevet gjort sammenhængende.
I foråret 1995 vedtog direktoratets samarbejdsudvalg en IT strategiplan. Efter udbudsforretning,
kontraktindgåelse, installation og en omfattende kursusvirksomhed kunne det nye edb anlæg tages i brug 1. januar
1996.
Strukturdirektoratet
Den 1. januar 1997 ændrede Landbrugs- og Fiskeriministeriet navn til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri, i daglig tale Fødevareministeriet. Som en følge heraf ændrede Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri
også navn. Da direktoratet har opgaver inden for alle tre områder, blev departementet og direktoratet enige om, at
det fremtidige navn ikke kunne bære alle tre hovedområder, så derfor blev det til Strukturdirektoratet.
Direktoratets ejendomsrelaterede sager blev samlet i 5. kontor i Tønder. For at styrke direktoratets
kontrolindsats blev der etableret en selvstændig enhed for Intern Kontrol og Tilsyn.
I juni 1997 blev der oprettet et selvstændigt Øststøttekontor, og samtidig blev det hidtidige 2. kontor delt i et
1. og 2. kontor. I forbindelse med disse opgaver har Strukturdirektoratet lejet 5. salen i Toldbodgade 31 til kontorer.
AC-medarbejderne har følgende uddannelser:
cand. agro.
cand. brom.
cand. geom.
cand. hort.
cand. jur.
cand. mag.
cand. merc.
cand. merc. int.
cand. polit.
cand. polyt.
cand. scient.
cand. scient. pol.
cand. silv.
cand. tech. soc.
cand. oecon.
civiløkonom
lic. argo.
Ph. D.
Strukturdirektoratets organisation

Fødevareministeriets organisation

Mål for Strukturdirektoratets virksomhed
Strukturdirektoratet har gennem de senere år fået tilført ganske mange nye og forskelligartede opgaver. Det er
samtidig direktoratets ambition at sikre det bredest mulige grundlag for prioriteringen og fordelingen af direktoratets
betydelige ressourceindsats på såvel regelforvaltning og erhvervsfremme som på forskning, udvikling og forsøg.
Denne prioritering er kun mulig i en enhedsorganisation præget af et højt informationsniveau hos alle medarbejdere
på alle niveauer, og med fælles målsætninger og strategier, der sikrer en høj grad af effektivitet og ensartethed i
opgavernes varetagelse.
I forbindelse med samlingen af ministeriets administrative forskningsopgaver i Strukturdirektoratet pr. 1. januar
1996 og dannelsen af Fødevareministeriet ved slutningen af 1996 blev de nye opgaver derfor indarbejdet i
direktoratets strategiplan for 1997-99.
Strukturdirektoratets målsætning
• At administrere tilskudsordninger og reguleringslove på en effektiv, korrekt og brugervenlig måde, der

indbefatter præcision og kvalitet i opgavevaretagelsen, hurtig ekspedition og god betjening af kunderne.
• At opfylde direktoratets initiativforpligtelse ved løbende at vurdere de regulerende bestemmelsers
hensigtsmæssighed og de forskellige erhvervsfremme- og miljøordningers samt forsknings- og
udviklingsprogrammers relevans for målgrupperne og samfundet, så nytten af direktoratets samlede virksomhed
bliver størst mulig.
• At koordinere ministeriets forsknings- og udviklingsindsats, herunder prioritere og administrere
tilskudsmidler til forskning og udvikling inden for fødevareområdet, herunder landbrug, gartneri og fiskeri samt
forsøgsfiskeri. Koordinationen udføres sådan, at der i størst muligt omfang sikres øget innovationskapacitet i
erhvervene, forbedret produktkvalitet samt udvikling af nye produkter og produktionsmetoder, og således at dansk
forskning inden for fødevareområdet opnår – og fastholdes på – et højt internationalt niveau.
• At varetage forskningskoordinerende opgaver i relation til andre ministerier med berøring til
fødevareområdet, i forhold til arbejdet i EU og i andre internationale sammenhænge samt i relation til
Fødevareministeriets sektorforskningsinstitutioner.
• At varetage servicefunktioner og opgaver i forbindelse med tilsyn med og kontrol af andre institutioner og
forvaltningsenheders administration på en effektiv måde.
• At give hurtig og korrekt betjening af departementet og minister.
• At skabe en attraktiv arbejdsplads med spændende og fagligt udviklende opgaver, og med vægt på
samarbejde, arbejdsmiljø og medarbejderudvikling.
• At fremstå indadtil og udadtil som en enhed med et tydeligt og ensartet image. Det sikres gennem internt
samarbejde og ekstern kommunikation, der retter sig mod borgerne, erhvervene, organisationerne og den øvrige
offentlige sektor.
• At udvikle Strukturdirektoratet løbende, så direktoratet til enhver tid er i stand til at løse opgaverne i
overensstemmelse med institutionens egne målsætninger og brugernes krav.
Strukturdirektoratet vil løbende revurdere målsætningerne i takt med, at direktoratet stilles over for nye opgaver og
udfordringer.

Blå Bog
Formænd og styrelseschefer
1919-1997
Formænd
Frederiksen, Niels
1874-1951.
Uddannet ved landbruget. Ejer af et husmandsbrug i St. Karleby ved Roskilde 1903- 29.
Formand for De samvirkende sjællandske Husmandsforeninger 1911-29. Medlem af Landbokommissionen
af 1911. Medlem af Roskilde amtsråd 1911-22. Medlem af Folketinget (Det radikale Venstre) 1913-35, valgt i
Lejrekredsen. Formand for Det radikale Venstres rigsdagsgruppe 1929-34.
Formand for Statens Jordlovsudvalg 1919-47.
Niels Frederiksen fungerede som formand for Statens Jordlovsudvalg fra udvalgets nedsættelse i 1919 og
til 1947. Det blev til en formandsperiode på næsten 28 år, en rekord, der ikke senere blev slået.
Niels Frederiksens lange formandsperiode var den egentlige udstykningstid, hvor udstykningspolitikken
havde politisk medvind og hvor der blev oprettet over 12.000 nye husmandsbrug.
Som medlem af den radikale folketingsgruppe og i en periode formand for Det radikale Venstres
rigsdagsgruppe var han en politisk stærk formand med betydelig indflydelse på tidens jordlovgivning og -politik.
Niels Frederiksen var en lille, tætbygget person, livlig og venlig af væsen, nøgtern og retsindig af karakter.
Han var gennem alle årene en vellidt og respekteret formand for udvalget, hvis afgørelser var præget af en solid
landbrugsfaglig viden, et sikkert jugement, udpræget økonomisk sans og sund fornuft. Fast i troen på
udstykningssagens værdi og berettigelse. Glad og stolt over sit livsværk: De mange tusinde nye husmandsbrug,
gartnerier, arbejderboliger og kolonihaver ud over landet.
Ved sin afgang kunne han se tilbage på en livsgerning, der erhvervede ham husmændenes taknemlighed og
som blev et betydningsfuldt afsnit i dansk landbrugs historie.

Nielsen-Man, N.Chr.
1894-1969.
Uddannet ved landbruget. Ejer af gården Aldershåb ved Brovst 1946-69.
Medlem af Landstinget (Venstre) 1932-53. Partisekretær for Venstre 1942-51.
Formand for Statens Jordlovsudvalg 1947-63.
Nielsen-Man blev udnævnt af landbrugsminister Erik Eriksen i regeringen Knud Kristensen 1945-47.
I Nielsen-Man’s formandsperiode blev der kun oprettet ca. 1.700 nye statshusmandsbrug mod 12.000 i
forgængerens tid. Den årlige oprettelse af nye brug faldt i løbet af hans formandstid fra over 100 til 12-15 stykker.
Der var således tydelige tegn på, at udstykningstiden lakkede mod enden. Til gengæld fik Statens Jordlovsudvalg
andre aktiviteter i denne periode, bl.a. opgaver i forbindelse med administrationen af landbrugsloven.
De unge husmænd, der stod og skulle vælge mellem etablering på jordrentevilkår eller på privat indkøbt
jord (med jordkøbslån), rådede han til, at vælge sidstnævnte brugsform. Det blev han angrebet for af radikale
politikere, som mente, at jordlovsudvalgets formand burde være neutral, men udviklingen gav ham jo ret.
Ved ophævelsen af Landstinget i forbindelse med vedtagelsen af den nye grundlov i 1953 mistede Nielsen-
Man sin politiske position og koncentrerede sig derefter helt om arbejdet i jordlovsudvalget.
Nielsen-Man var en høj og ganske repræsentativ mand. Af væsen var han udpræget alvorsmand, noget
stiv og højtidelig og i det hele taget en lidt kantet natur. Han kunne godt smile, sagde man, men der skulle ligesom
være en særlig anledning. Hans ledelsesstil var noget autoritær og han krævede i det hele taget respekt for sin
person.
Som formand for Statens Jordlovsudvalg gennem 16 år ydede han en stor og engageret arbejdsindsats og
viste evner som administrator og forhandler. Som nordjyde interesserede han sig særlig for jordlovsudvalgets
nordjyske aktiviteter, bl.a. Vildmoserne.

Skytte, Karl
1908-1986.
Uddannet ved landbruget. Ejer af Bregnehøjgaard i Sallinge 1953-86.
Formand for Radikal Ungdoms Landsforbund 1933-37. Medlem af Svendborg amtsråd 1946-57. Medlem
af Statens Jordlovsudvalg 1942-57. Medlem af Folketinget (Det radikale Venstre) 1947-78. Medlem af
Finansudvalget 1950-57.
Landbrugsminister 1957-64. Formand for Det radikale Venstres folketingsgruppe 1964-68.
Formand for Statens Jordlovsudvalg 1964-68.
Formand for Folketinget 1968-78.
I Karl Skyttes formandstid fortsatte den udvikling, der var begyndt i Nielsen-Man’s tid. Oprettelsen af nye
brug gik efterhånden i stå og strukturpolitikken koncentrerede sig om salg af tillægsparceller og långivning i
forbindelse hermed. Samtidig fik jordlovsudvalgets opgaver i forbindelse med landbrugsloven stadig større
betydning.
I slutningen af Skyttes formandsperiode kom den omfattende offentlige kritik af Statens Jordlovsudvalg i
kølvandet på de 2 kritiske rapporter fra Revisionsdepartementet og Administrationsrådet. Karl Skytte tog loyalt
institutionen i forsvar i denne turbulente periode.
Skytte var nok i visse henseender den bedste formand, Statens Jordlovsudvalg har haft. Han kendte det
faglige arbejde i udvalget ud og ind som medlem gennem 15 år og som landbrugsminister gennem 7 år havde han
desuden erhvervet sig en betydelig administrativ erfaring og var vant til at træffe beslutninger.
I hele den periode, hvor han var formand for jordlovsudvalget, var han også formand for Det radikale
Venstres folketingsgruppe. Han var således en politisk stærk formand med betydelig indflydelse på Christiansborg.
Skytte havde pondus – også i fysisk forstand – og han fyldte godt i formandsstolen. Han ledede udvalgets
møder med myndighed og resumerede udvalgets beslutninger i en kort og klar form, som var karakteristisk for
ham. Han kunne optræde med bestemthed, hvis det var nødvendigt, men som ægte fynbo var han altid gladest ved
det milde.
Han var i sjælden grad afholdt og respekteret af jordlovsudvalgets medlemmer og medarbejderne i
administrationen og hans fratræden efter kun godt 3 år på formandsposten blev beklaget fra alle sider.

From, Simon
1904-1985.
Uddannet ved landbruget. Forpagter af gården Bygvraa ved Haderslev 1929-44. Ejer af Bygvraa 1944-67.
Medlem af Folketinget (Venstre) 1943-73. Medlem af Folketingets præsidium 1964- 73. Medlem af
Finansudvalget 1959-64. Medlem af Landsskatteretten 1960-68.
Formand for Statens Jordlovsudvalg 1968-76.
I Simon Froms formandsperiode blev statshusmandsloven ophævet i forbindelse med vedtagelsen af den
nye udlånslov fra 1971 og der blev dermed sat et endegyldigt punktum for udstykningspolitikken. I hans periode
kom også en række nye erhvervsfremmeordninger, som signalerede den nye tid med andre opgaver for
institutionen. Jordlovsudvalget koncentrerede sig mere og mere om sagerne efter landbrugsloven.
From blev udnævnt til formand for Statens Jordlovsudvalg af landbrugsminister Peter Larsen i VKRregeringen
1968-71. Ved udnævnelsen var han 64 år og havde siddet i Folketinget i 25 år. Det er nok rimeligt, at
betragte udnævnelsen som en belønning for de mange års arbejde i den politiske vingård.
Simon From var en stout sønderjysk bonde, værdig og repræsentativ med sin høje, kraftige skikkelse og
hvide hår. Som god sønderjyde fulgte han udvalgets aktiviteter i Sønderjylland med særlig interesse.

Mortensen, Karl Johan
1927-1997
Handels- og kontoruddannelse. Ansat på Vejle og Omegns Svineslagteri 1950. Bogholder 1957. Lønningschef
1968-70.
Forskellige faglige tillidshverv, bl.a. landsformand for slagteriernes personales landsklub under HK 1953-
57. Medlem af Folketinget (Socialdemokratiet) 1969-78. Sekretær for den socialdemokratiske folketingsgruppe
1971-77. Medlem af Lønningsrådet 1971-75. Formand for Folketingets erhvervsudvalg 1971-73 og 1975-78.
Formand for Statens Jordlovsudvalg 1976-78.
Medlem af Vejle byråd 1974-93. Borgmester i Vejle 1978-93.
Karl Johan Mortensen er den eneste af jordlovsudvalgets 7 formænd, som ikke havde nogen
landbrugsmæssig baggrund. Hans mangeårige erfaringer inden for fagligt og politisk arbejde erstattede dog rigeligt,
hvad han måtte mangle af speciel landbrugsmæssig viden.
K.J. Mortensen fandt sig godt til rette i jordlovsudvalget og var glad for arbejdet. Han var en populær
formand på grund af sit gode humør, sin slagfærdighed og praktiske tag på tingene.
Efter kommunevalget i 1977 blev han valgt til borgmester i Vejle og måtte derfor i henhold til partiets
regler træde tilbage som formand for Statens Jordlovsudvalg.

Rasmussen, Ib
1922-
Uddannet ved landbruget. Ejer af gården Krogen i Skævinge.
Formand for De sjællandske Husmandsforeninger 1972-90. Medlem af Danske Husmandsforeningers
formandskab 1973-90. Medlem af bestyrelsen for Oxexport 1975-92. Medlem af Kødbranchens Fællesråd 1975-
92. Medlem af bestyrelsen for Landbrugets Finansieringsfond 1973-90. Medlem af Landbrugsrådet og af rådets
præsidium 1975-90. Medlem af bestyrelsen for Dansk Landbrugs Realkreditfond 1983-90.
Formand for Statens Jordlovsudvalg 1978-83.
Ib Rasmussen blev udnævnt af landbrugsminister Poul Dalsager i regeringen Anker Jørgensen. Per
Hækkerup, der havde en finger med i spillet om hans udnævnelse, udtalte dengang: – Jordlovsudvalgets formand
skal være en mand med træsko på!
Ib Rasmussens baggrund var en række tillidsposter inden for landbrugsorganisationerne med
formandsposten i de sjællandske husmandsforeninger som basis. Desuden ejede og drev han en landbrugsejendom
i Skævinge i Nordsjælland.
I hans formandstid blev Jordbrugsdirektoratet oprettet og Statens Jordlovsudvalg blev som konsekvens
heraf ændret til Jordlovsudvalget. Udvalget beskæftigede sig nu udelukkende med sager efter landbrugsloven.
Antallet af erhvervelsessager steg fra ca. 200 indtil 1978 til over 2.000 i begyndelsen af 1980’erne.

Jensen, Søren
1922-
Uddannet ved landbruget. Ejer af Søndergaard i Gl. Hasseris.
Formand for Venstres Ungdoms Landsorganisation 1953-55. Medlem af Folketinget (Venstre) 1957-73 og
1975-77. Medlem af partiet Venstres hovedbestyrelse 1981-86.
Formand for Aalborg Amts Landboforening 1966-81. Medlem af bestyrelsen for De jyske Landboforeninger, De
samvirkende danske Landboforeninger og for Landbrugsrådet 1966-81.
Medlem af bestyrelsen for Oxexport 1964-82 og medlem af Kødbranchens Fællesråd 1975-82. Formand
for Aalborg Kvægtorv 1969-83 og formand for bestyrelsen for Aalborg Eksportslagteri 1972-84.
Medlem af Statens Jordlovsudvalg 1970-90. Medlem af Overfredningsnævnet 1976-85. Medlem af
Aalborg byråd 1970-78. Medlem af Nordjyllands Amtsråd 1978-90. Viceamtsborgmester 1978-90.
Formand for Jordlovsudvalget 1983-90.
Som formand for Jordlovsudvalget kunne Søren Jensen trække på erfaringer fra mere end 30 års offentlig
virksomhed, som dækkede et meget bredt felt spændende fra bestyrelsesposter i landbrugets organisationer og i
andelsvirksomheder over byråd og amtsråd til mange års medlemskab af Folketinget. Desuden havde han været
medlem af Statens Jordlovsudvalg og dettes forretningsudvalg siden 1970.
Søren Jensen var i kraft af sin mangeårige bestyrelseserfaring en overlegent dygtig formand, som ledede
udvalgets møder med myndighed og energi. Han blev udvalgets syvende og sidste formand, idet udvalget blev
nedlagt i foråret 1990 efter godt 70 års virksomhed.

Hermansen, Albert
1874-1955.
Kontoruddannet. Exam.jur. 1898. Medarbejder i Landbrugsministeriet (Matrikelkontoret) 1897. Revisor 1898. Chef
for Landbrugsministeriets Tiendeafløsningskontor 1904. Fuldmægtig i Direktoratet for Matrikelvæsenet 1917.
Sekretær for Statens Jordlovsudvalg 1920. Kontorchef i Statens Jordlovsudvalg 1922-1939.
Hermansen havde vist gode evner som leder i sin tid som chef for det midlertidige tiendeafløsningskontor.
Desuden havde han fra sin tidligere virksomhed et godt kendskab til ejendomsretlige og matrikulære forhold.
Albert Hermansen er pioneren, som fik til opgave at bygge en institution op helt fra grunden, som kunne
administrere jordlovene fra 1919 og – fra 1924 – tillige de ældre jordlove om etablering på privat indkøbt jord og
dermed hele udstykningslovgivningen. Der skulle etableres administrative systemer vedrørende køb, udstykning af
jord til nye brug og tillægsparceller samt långivning til nyetablerede husmænd m.v. Desuden skulle der oprettes
budgetfunktioner, bevillingsadministration, regnskabsafdeling, journal og arkiv m.m. Personalet i Statens
Jordlovsudvalgs administration voksede i hans tid fra 3 personer til 60-70 personer, inklusive Tønderkontoret og
Vildmosetilsynet. Det lykkedes at bygge en velfungerende administration op og det bedste bevis for det er, at
institutionen jo eksisterer endnu. Ganske vist under et andet navn og med nogle helt andre opgaver, men dog når alt
kommer til alt den samme institution med et ubrudt udviklingsforløb tilbage til 1919.
Hermansen var 46 år, da han blev leder af Statens Jordlovsudvalgs sekretariat, nøjagtig jævnaldrende med
formanden Niels Frederiksen. Der udviklede sig et særdeles godt og tillidsfuldt samarbejde mellem de 2 mænd med
Hermansen som administratoren, der havde ansvaret for, at udvalgets beslutninger blev ført ud i livet og at hele det
komplicerede administrative apparat fungerede effektivt og samtidig med en høj grad af retssikkerhed.
Hermansen er den af institutionens – hidtil – 8 styrelseschefer, der har haft den længste funktionstid,
nemlig 19 år.

Tolstrup, Flemming
1906 -
Student 1924. Cand.jur. 1930. Sekretær i Landbrugsministeriet 1932. Fuldmægtig i Statens Jordlovsudvalg 1935.
Ekspeditionssekretær 1938. Kontorchef 1939.
Administrationschef 1947-55.
Professor i landboret ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1955-73. Dr.jur. h.c. ved Københavns
Universitet 1973.
Flemming Tolstrup efterfulgte Hermansen som kontorchef i 1939. I forbindelse med Niels Frederiksens
fratræden som formand for jordlovsudvalget skete der en deling af formandens hidtidige kompetenceområde,
således at den egentlige administration blev udskilt og henlagt under en nyoprettet stilling som administrationschef.
Det betød, at hele det meget omfattende, rent administrative arbejde i forbindelse med udvalgets køb og
salg af ejendomme og arealer – udarbejdelsen af skøder, pantebreve, deklarationer m.m. – henhørte under
administrationschefen. Hertil kom de egentlige sekretariatsfunktioner, udarbejdelsen af udvalgets årlige
finanslovsbidrag, den løbende bevillingsadministration, regnskabsaflæggelsen, personaleadministrationen og de
øvrige sekretariatsfunktioner. Samtidig blev administrationschefen medlem af Statens Jordlovsudvalg som
repræsentant for administrationen.
Stillingen som administrationschef blev besat med F. Tolstrup.
Tolstrup var en fornem jurist, administrationens bedste juridiske “nøddeknækker” og han interesserede sig
tidligt for fagets mere teoretiske sider.
Efter at have gjort tjeneste i Statens Jordlovsudvalgs administration i 20 år, heraf de 16 som chef, valgte
Tolstrup at forlade det praktiske administrative arbejde til fordel for forskning og undervisning inden for faget, idet
han overtog et nyoprettet professorat i landboret ved Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole fra 1955. Som led i
sin akademiske lærervirksomhed udgav han en række bøger, herunder flere udgaver af Den danske landboret.
Ved sin afgang som professor i 1973 blev han som anerkendelse for sin indsats inden for landboretten
udnævnt til dr.jur. honoris causa ved Københavns Universitet.

Kaare, Hjalmar
1897-1964.
Student 1915. Cand.jur. 1921. Sekretær i Landbrugsministeriet 1925. Fuldmægtig 1932. Ekspeditionssekretær
samme år. Kontorchef i Statens Jordlovsudvalg 1940. Kontorchef i Landbrugsministeriet (departementet) 1945.
Administrationschef i Statens Jordlovsudvalg 1955-60. Medlem af Statens Jordlovsudvalg 1955-60.
Afdelingschef i Landbrugsministeriets departement 1960-64. Fungerende formand for jordlovsudvalget 1963-64.
Medlem af bestyrelsen for Ungdommens Uddannelsesfond 1952-55. Formand for bestyrelsen for Minerva Film
akts. 1951-57.
Hjalmar Kaare efterfulgte Tolstrup som administrationschef i 1955. Han var godt kendt med
jordlovsudvalgets arbejdsområder fra sin tid som kontorchef i Statens Jordlovsudvalg 1940-45 og desuden havde
han en omfattende administrativ erfaring som chef for departementets landvæsenskontor, der foruden en række
faglige områder også omfattede departementets sekretariatsopgaver (budget, bevillingsadministration, regnskab og
personale m.v.).
Kaare befandt sig godt i Statens Jordlovsudvalg, som han kaldte “smilenes land”. Hans tid som
administrationschef blev dog ret kort, idet han i 1960 gik tilbage til departementet i en stilling som afdelingschef (1.
afdeling).
Senere fungerede han som formand for jordlovsudvalget i det årstid, der gik fra Nielsen-Mans afgang og til
Karl Skytte kunne overtage formandsposten efter sin afgang som landbrugsminister i september 1964.
Kaare var en dygtig embedsmand med sans for de praktiske realiteter i sagerne og han havde en
omfattende og bredt funderet viden om jordlovsudvalgets arbejdsområder. Han var en professionel administrator i
ordets bedste betydning.
Han var desuden et levende og varmt menneske med mange interesser og var respekteret og afholdt af
såvel medarbejderne i jordlovsudvalget som de mange andre, som hans arbejde bragte ham i kontakt med.

Wermuth, Niels
1907-1991.
Student 1924. Cand.jur. 1931. Sekretær i Landbrugsministeriet 1932. Fuldmægtig 1937. Ekspeditionssekretær 1940.
Kontorchef i Statens Jordlovsudvalg 1945. Kontorchef i Landbrugsministeriet (departementet) 1946.
Administrationschef i Statens Jordlovsudvalg 1960-64.
Afdelingschef i departementet (1. afdeling) 1964-74.
Medlem af Statens Jordlovsudvalg 1958-74. Næstformand 1958-61 og 1964-74.
Medlem af kommissionen vedrørende statshusmandsloven 1957-60. Medlem af jagtlovskommissionen 1959-65.
Medlem af Landbokommissionen af 1960 1960-74 og af Forureningsrådet 1969-72.
Niels Wermuth afløste Kaare som administrationschef i Statens Jordlovsudvalg ved dennes udnævnelse til
afdelingschef i oktober 1960. I forbindelse med Kaares død i september 1964 overtog Wermuth stillingen som chef
for departementets 1. afdeling. Hans tid som administrationschef i jordlovsudvalget blev derfor ret kort – kun 4 år.
Desuden var Wermuth medlem af Statens Jordlovsudvalg i 16 år, heraf hovedparten af tiden som repræsentant for
ministeriet og udvalgets næstformand.
Wermuth var en kapacitet på jordlovgivningens område med et detaljeret kendskab til alle områdets
krinkelkroge. Han var en kompetent og myndig embedsmand med en stor arbejdsevne, men hans tid som
administrationschef blev så relativt kort, at den ikke kom til at præge institutionens udvikling i særlig grad. Wermuth
havde hovedparten af sin livsgerning i departementets tjeneste.

Hauch, Viggo
1905-1985.
Student 1924. Cand.jur. 1932. Sekretær i Landbrugsministeriet 1933. Fuldmægtig i Statens Jordlovsudvalg 1935.
Ekspeditionssekretær 1939. Kontorchef 1946.
Administrationschef i Statens Jordlovsudvalg 1964-72. Medlem af Statens Jordlovsudvalg 1964-72.
Medlem af Folketinget (Venstre) 1945-53, 1960-64 og 1966-71.
Medlem af Københavns amtsråd 1966-78. Formand for Amtsrådsforeningen i Danmark 1966-72. Medlem af
Kommunalreformkommissionen. Amtsborgmester i Københavns Amt 1972-74. Medlem af Hovedstadsrådet 1974-
77.
Viggo Hauchs tid som administrationschef faldt nogenlunde sammen med Statens Jordlovsudvalgs
kriseperiode 1966-71.
I 1967 kom de 2 kritiske rapporter fra henholdsvis Administrationsrådet og Revisionsdepartementet og den
efterfølgende offentlige debat med undertiden skarp kritik af jordlovsudvalget. Kritikken mundede ud i en politisk
aftale om en reduktion af antallet af kontorer i Statens Jordlovsudvalgs administration fra 6 til 3 og en nedskæring
af personalet.
Det var også i Hauchs tid, at udstykningspolitikken blev bragt til ophør, markeret ved statshusmandslovens
ophævelse i 1971. Den første af de nye erhvervsfremmeordninger, nemlig rentesikringsloven kom også i hans tid.
Alt i alt var det en belastende og noget frustrerende periode for jordlovsudvalgets chefer og medarbejdere,
hvor institutionens hidtidige arbejdsopgaver bortfaldt eller blev reduceret væsentligt, uden at man endnu kunne
begynde at se konturerne af den fremtidige opgavestruktur med erhvervsfremmeordningerne som det vigtigste
element.
Til trods for, at det må have knebet med at få så meget tid til arbejdet i jordlovsudvalgets administration,
som det var ønskeligt, var Hauch meget afholdt af personalet og der var mange, der beklagede hans afgang, da
han i slutningen af 1972 søgte afsked i forbindelse med udnævnelsen til amtsborgmester i Københavns Amt.
Hauch var af væsen rolig og saglig, men kunne være skarp i politiske diskussioner, hvor der stod
væsentlige interesser på spil. Han var en elegant selskabsmand og havde en stor omgangskreds. Ved mærkedage
og ved festlige lejligheder var han en god og vittig taler.

Jensen, Johannes
1910-1984.
Student 1931. Cand.jur. 1938. Sekretær i Landbrugsministeriet 1938. Fuldmægtig i Statens Kornkontor 1940.
Fuldmægtig i Landbrugsministeriet (departementet) 1945. Ekspeditionssekretær 1949. Kontorchef 1958.
Administrationschef i Statens Jordlovsudvalg 1973-78. Medlem af Statens Jordlovsudvalg 1973-78.
Sekretær for Det veterinære Sundhedsråd 1948-73. Medlem af Landbrugsministeriets korneksportudvalg 1948-73.
Medlem af Plantesundhedsrådet 1958-62.
Johs. Jensen kom til Statens Jordlovsudvalg fra en stilling som kontorchef i departementets 1. afdeling, 4.
kontor, som bl.a. havde veterinærvæsenet som område.
I Johs. Jensens embedsperiode (1973-78) begyndte omstillingen af Statens Jordlovsudvalg fra en institution
med rent jordpolitiske opgaver til en institution med mere bredt formulerede opgaver for jordbrugserhvervene. Det
skete ved, at administrationen i disse år fik en række nye ordninger at forvalte, dels ved overførsel fra
departementet, dels gennem ny lovgivning.
Det drejede sig bl.a. om følgende erhvervsfremmeordninger: Moderniseringsloven, tilskud til
regnskabsføring, udlån og tilskud til yngre landmænd, tilskud til dræning og vanding, byggestøtteloven, tilskud til
skovforbedrende foranstaltninger, lån til indkøbsforeninger for mindre jordbrugere og grundforbedringslån med
fortrinspant.
Den nye landbrugslov i 1973 med den væsentlige skærpelse af reglerne om personers erhvervelse af
landbrugsejendomme, bl.a. bopælspligten, gav i de følgende år administrationen (og udvalget) en ganske betydelig
arbejdsopgave. Desuden fortsatte aktiviteterne inden for jordfordeling og arealadministration.
Statens Jordlovsudvalg var kommet gennem sin krise og gik ind i en ny tid med nye opgaver og aktiviteter.
Johs. Jensen var typen på den danske embedsmand, når han/hun er bedst: Myreflittig, altid punktlig og
velforberedt ved møder, et udpræget pligtmenneske. Rolig, venlig og ligevægtig, men stærk og vedholdende, når det
gjaldt et sagligt spørgsmål. Suaviter in modo, fortiter in re (mild i formen, stærk i sagen).

Priemé, Jørn
1930-
Student 1948. Agronom 1956. Cand.polit. 1963. Sekretær i Landbrugsministeriet 1963. Fuldmægtig 1970.
Landbrugsattaché ved Danmarks faste repræsentation ved De europæiske Fællesskaber, Bruxelles, 1971-74.
Kontorchef i Landbrugsministeriet (departementet) 1975.
Administrationschef i Statens Jordlovsudvalg 1978-82.
Direktør for Jordbrugsdirektoratet 1982-95.
Medlem af Statens Jordlovsudvalg 1978-87. Medlem af Miljøankenævnet 1980-89.
I Priemés tid skete der en meget stærk udvikling i institutionens arbejdsopgaver og aktiviteter.
Der kom en lang række nye erhvervsfremmeordninger: Projektstøtteordningen, tilskud til produktudvikling,
Føtek, Østlandepuljen, fremme af udviklingen i særlige landdistrikter, konsulent-, vikar- og
efteruddannelsesordningerne, m.fl.
Desuden kom der en række nye miljøordninger. Alt i alt var der tale om en tilgang af 13 nye
erhvervsfremmeordninger og 5 miljøordninger i denne periode.
Hertil kom fra 1990 arbejdet med udarbejdelse af lovforslag og bekendtgørelser inden for styrelsens
arbejdsområde samt varetagelsen af ministeriets interesser inden for den fysiske planlægning. Desuden fik
direktoratet ansvaret for ministeriets byggesektion og fik opgaver vedrørende legatadministration, ligesom arbejdet
med jordfordeling, landbrugslovgivning og arealadministration fortsatte.
Den stærke vækst i antallet af arbejdsopgaver førte til oprettelsen af 2 nye kontorer, således at antallet af
kontorer i denne periode voksede fra 5 til 7.
Som konsekvens af de mange nye arbejdsopgaver blev Statens Jordlovsudvalgs administration i 1982
ændret til Jordbrugsdirektoratet og i 1990 blev Jordlovsudvalget nedlagt.
I perioden 1978-94 udviklede styrelsen sig til at dække alle betydende ordninger til fremme af
strukturudviklingen i jordbrugserhvervene og fra 1995 også i fiskeriet.
Denne periode var således klart en fremgangstid for styrelsen, hvor den styrkede sin position ganske
betydeligt og efter omstruktureringen af Landbrugsministeriet fra 1990 indtog den sin naturlige plads mellem de
andre store styrelser inden for ministerområdet, nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Skafte, Søren
1951-
Student 1971. Cand.polit. 1979. Fuldmægtig i Statsministeriet 1979-84. Ministersekretær 1984-90. Konsulent 1990-
91. Departementschef i Energiministeriet 1991-95. Direktør for Strukturdirektoratet 1995.
Formand for Fødevareministeriets Strukturprojektudvalg og Overvågningsudvalgene vedr. FIUF og
PESCA. Medlem af Bevillingsnævnet for Produktudvikling og tilforordnet Fødevareministeriets rådgivende udvalg
vedr. udviklingen af Fiskerisektoren.
I 1995 besluttede Landbrugs- og Fiskeriministeriet at samle ministeriets administrative funktioner
vedrørende forskning og udvikling i Strukturdirektoratet. Formålet var at sikre det bedst mulige grundlag for
prioriteringen og fordelingen af ministeriets betydelige ressourceindsats på forsknings- og udviklingsområder.
Det blev således besluttet, at det hidtil selvstændige Forskningssekretariat, ministeriets fondssektion og
Non Food- sekretariatet skulle integreres i Strukturdirektoratet. Disse enheder blev sammen med direktoratets 6.
kontor fra 1. januar 1996 samlet i en Forsknings- og Udviklingsafdeling under ledelse af en udviklingsdirektør.
Ansvaret for direktoratets økonomistyring, personaleadministration, servicefunktioner og IT er samlet i et
udvidet administrationskontor under ledelse af en administrationschef. Direktoratet har vedtaget en IT-strategiplan
og har taget et nyt edb-anlæg i brug i januar 1996.
Direktoratets interne og eksterne informationsaktiviteter er henlagt til en nyoprettet stilling som
informationschef.
Strukturdirektoratets arealadministration er blevet samlet i 5. kontor i Tønder og i 1997 er der oprettet et
særligt Øststøttekontor samtidig med, at det hidtidige 2. kontor er delt i et 1. og 2. kontor. For at styrke
direktoratets bevillingskontrol er der etableret en selvstændig enhed for Intern Kontrol og Tilsyn.
Samlet står Strukturdirektoratet godt rustet til at håndtere udfordringerne fra de fremtidige opgaver, der vil
blive betroet direktoratet.

Formænd for Statens Jordlovsudvalg
Niels Frederiksen 11/11 - 1919 - 30/6 - 1947
N.Chr. Nielsen-Man l/ 7 - 1947 - 31/10 - 1963
Hjalmar Kaare (fg.) 1/11 - 1963 - 5/9 - 1964
Karl Skytte 1/11 - 1964 - 31/3 - 1968
Simon From 1/4 - 1968 - 31/10 - 1976
Karl Johan Mortensen 1/11 - 1976 - 31/3 - 1978
Ib Rasmussen 1/4 - 1978 - 31/3 - 1983
Søren Jensen 1/4 - 1983 - 31/3 - 1990
Chefer for Statens Jordlovsudvalgs administration
Jordbrugsdirektoratet
Strukturdirektoratet
A. Hermansen
Sekretær 1/9 - 1920 - 30/6 - 1922
Kontorchef 1/7 - 1922 - 30/6 - 1939
Fl. Tolstrup
Kontorchef 1/7 - 1939 - 31/3 - 1947
Administrationschef 1/4 - 1947 - 31/3 - 1955
Hj. Kaare
Administrationschef 1/4 - 1955 - 31/10 - 1960
Niels Wermuth
Administrationschef 1/11 - 1960 - 31/10 - 1964
Viggo Hauch
Administrationschef 1/11 - 1964 - 31/12 - 1972
Johs. Jensen
Administrationschef 1/1 - 1973 - 30/9 - 1978
J. Priemé

Administrationschef 1/10 - 1978 - 30/6 - 1982
Direktør 1/7 - 1982 - 31/7 - 1995
Søren Skafte
Direktør 1/8 - 1995

Litteratur
Christiansen, Johs.: Manden, der hentede jorden. Bogen om Niels Frederiksen. 1948.
Hertz, Michael: Et ministerium finder sin form. Landbrugsministeriet 1896-1923. 1996.
Jørgensen, Tormod: Statens Jordlovsudvalg 1919-44. 1944.
Kristensen, M.K. m.fl.: Vildmosearbejdet. 1945.
Olsen, Erling: Danmarks økonomiske historie siden 1750. 1962.
Pedersen, Erik Helmer: Det danske landbrugs historie 1914-88. 1988.
Skrubbeltrang, Fridlev: Den danske Husmandsbevægelse. 1943.
Skrubbeltrang, Fridlev: Den danske Husmand I-II. 1952 og 1954.
Smørum, Jens: Vejen jeg gik og mennesker, jeg mødte. 1961.
Solvang, Gunnar: Husmandsliv. En etnologisk skildring af livsvilkårene i Rønhave-kolonien på Als 1925-80. 1984.
Solvang, Gunnar: De nye husmandskolonier. 1988.
Thygesen, O.: Herregårdsliv på Kalø. Erindringer fra Kalø Gods 1926-80. 1983.
Tolstrup, Flemming: Lærebog i landboret. 1962.
Typebog for bygninger til mindre landbrug. 1957.
Wulff, Helge: Landboret 1992.
Betænkninger m.v.
Betænkning angående tilvejebringelse af jordlodder for landarbejdere. 1896.
Betænkning afgivet af landbokommissionen af 1911. Første del.
- I. Landbrugets kreditforhold.
- II. Formen for brug af jord i offentlig eje. 1916.
Betænkning angående lens, stamhuses og fideikommisgodsers overgang til fri ejendom. 1918.
Betænkning vedrørende udstykning af jord til mindre landbrug. 1934.
Betænkning om opretholdelse og drift af jordbrug. 1948.
Betænkning om sammenslutningers og institutioners landbrugsjord. Betænkning nr. 159/1956.
Betænkning vedrørende statshusmandsloven og loven om opførelse af arbejderboliger på landet. Betænkning nr. 236/1959.
Betænkning om revision af lovgivningen om landbrugsejendomme og om finansiering i landbruget m.v. Betænkning nr. 403/1966.
Beretning om udviklingen i Statens Jordlovsudvalgs virksomhed og personale. 1967.
Betænkning om revision af lov om landbrugsejendomme m.m. Betænkning nr. 556/1970.
Betænkning om lovgivningen vedrørende opførelse af arbejderboliger på landet. Betænkning nr. 557/1970.
Betænkning om statens långivning til jordbrugsmæssige formål m.m. Betænkning nr. 598/1971.
Redegørelse fra arbejdsgruppen vedrørende centraladministrationens organisation. Betænkning nr. 629/1971.
Betænkning om en fremtidig landbrugspolitik. Betænkning nr. 795/1977.
Jordfordeling. Rapport fra en arbejdsgruppe under Landbrugsministeriet. 1982.
Landbokommissionen 1984. 1. delbetænkning: Landbrugsloven. Betænkning nr. 1034/1985.
Landbokommissionen 1984. 2. delbetænkning: Landbrug og miljø. Betænkning nr. 1078/1986.
Betænkning om harmonisering af lovgivningen om arealanvendelse. Betænkning nr. 1124/1987.
Struktur- og planudvalgets 1. delbetænkning – om gennemførelsen af EFs socio-strukturelle foranstaltninger i Danmark. Betænkning nr.
1122/1987.
Struktur- og planudvalgets 2. delbetænkning – om opfølgning af marginaljordsstrategien i Landbrugsministeriets lovgivning m.v. Betænkning nr.
1145/1988.
Udvalget vedrørende struktur, finansiering og ejerforhold i landbruget (Bernstein-udvalget). 2. delrapport om struktur og ejerformer. Betænkning
nr. 1152/1988.
Bæredygtigt landbrug. En teknisk redegørelse. 1991.
Rapport om økonomien ved omlægning til økologisk jordbrug. 1992.
Landbrugsministeriets miljøordninger, 4 ordninger til et bedre miljø. 1994.
Opslagsværker
Dansk Biografisk Leksikon, 2. udg. 1933-44.
Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg. 1979-84.
Kraks Blå Bog 1910-95.
Lovtidende.
Folketingstidende.
Årsberetninger
Statens Jordlovsudvalgs årsberetning 1948/49-1961/62.
Statens Jordlovsudvalgs årsberetning 1976/77-1981.
Jordbrugsdirektoratets årsberetning 1982-1994.
Strukturdirektoratets årsberetninger, 1995 og 1996.