Nr. 6 - DSU - Dansk Skak Union

Bøger
En broget buket
Skakkens facetter, kunst
eller kamp . En ny dansk
skakbog argumeneter for,
at skak er begge dele.
Bogen består af en samling essays,
skrevet af to forfattere, hvis skakinteresser
ligger på forskellige felter(!).
Danny Kristiansen præsenteres
som en af landets bedste kendere
af litteratur og kultur med og om
skak, foruden at han er en rutineret
problemist. Poul Hedegaard Jensen
er, så vidt jeg forstår, mere til nærskak,
men også optaget af studier.
Hver af dem har ud fra disse interesser
og uafhængigt af hinanden
produceret en række bidrag; man
kommer dermed vidt omkring i
skakkens verden, men til gengæld
må man så give afkald på den røde
tråd. På bagsider af bøger står der
ofte tvivlsomme ting, her således, at
ikke alene mesterspillere, men også
andre, der vil dygtiggøre sig, har
meget at hente. Dette er imidlertid
ikke en lærebog, men et stykke
underholdningslitteratur.
En af de større sektioner udgøres
af en udførlig gennemgang af hele
elleve nyere skakromaner skrevet på
eller oversat til dansk. Første bog i
rækken er Carl Bjerredahls Hvid
Dronning, hvor vi får et langt referat
af en meget indviklet handling. Det
gik dog ikke op for mig, hvad bogen
har med skak at gøre, ud over titlen.
Anmelderen henviser til nogle partier
fra VM-matchen i 1921, og det
oplyses, at forbrydernes plan skulle
være udklækket ved skakbrættet,
men hvori sammenhængen mellem
planen og partierne består, gøres der
ikke rede for. Noget er i gærde, står
der på side 10. Hører gærder ikke
snarere hjemme i kricket?
Anden omtale har denne udgangsreplik:
‘Det skaklige islæt er minimalt.’
Her bliver jeg så lettere des-
28 2003 /6/252
orienteret. Er pointen en slags dekonstruktion?
Hvorfor omtale en skakroman,
som ikke er det alligevel? Også tredje
værk i rækken lider under skaklige
mangler: ‘Det skaklige stof er en form
for pseudoskak.’ Tilsyneladende er
bogen desuden oversat af en ikke
skakkyndig person.
De fleste af de elleve bøger lider
af den skavank, at skakken virker
som noget påklistret, noget udvendigt,
og forfatternes kendskab til
skak er gerne temmelig overfladisk.
Det sidste generer måske ikke den
almindelige læser, men for os andre
bliver bog og forfatter dermed utroværdige.
Hvis man i egentlig forstand
skulle tale om en skakroman,
måtte spillet indgå på integreret og
harmonisk vis i konstruktionen, og
måske ligefrem være et bærende element.
Det gør det kun i få af de
præsenterede bøger.
Anmeldelserne gav mig heller
ikke lyst til at læse nogen af dem,
skak eller ikke skak.
I artiklerne om skakproblemer
sættes kompositionerne gerne ind i
en historisk, anekdotisk eller rent fiktiv
ramme. Det fungerer gennemgående
meget godt. Jeg studsede dog,
da jeg på side 41 stødte på et afsnit
fra dr. Watsons dagbog, dateret 24.
marts 1899. Her beskrives Holmes
som siddende ved sit skakbræt, da
Watson indfinder sig i Baker Street.
Men så vidt jeg husker, spillede
Holmes slet ikke skak, og heller ikke
andre spil; han foretrak sin violin.
Ganske vist omtales spillet i Conan
Doyles opus, men på det sted, der
lige randt mig i hu, var omtalen ikke
just positiv. Om en snedig morder –
og passioneret skakspiller – udtalte
Holmes, efter sagens opklaring:
‘Amberley excelled at chess – one
mark, Watson, of a scheming mind.’
Og scheming mind kan her oversættes
med et rænkefuldt sind, så Holmes
har tydeligvis ikke meget tilovers for
dette spil og dets udøvere. Citatet er
fra The adventure of the retired
colourman.
Men tilbage til det foreliggende
værk: Holmes skulle angiveligt have
opklaret et par sager ved at bestemme
sidst udførte træk i nogle skakstillinger!
Forbløffende, hvilken mesterdetektiv,
tænker man! Men den
forventningsfulde læser bliver snydt.
Det viser sig nemlig, at forfatteren
benytter det lille trick at omdøbe et
skakproblem til en „sag“, og så er
det jo ingen sag. Når vi bladrer om
fra side 41 til 42, brister illusionen
endegyldigt. Her analyserer Holmes
en stilling fra Skakbladet 1924! Og
på side 43 en fra The Guardian 1970.
Så får vi naturligvis også en del af
klassikerne, som nok er værd at genopfriske,
Dilarams problem, Samuel
Loyd og Karl d. 12., Hannemans
bogstavhyldest til sølvholdet fra
1927, foruden mange andre problemer,
der for mig var ukendte.
Siden følger en del studier, også
fra Skakbladets julekonkurrencer,
hvor der især fokuseres på biløseligheden,
et tilbagevendende problem.
Andre kapitler handler om
skakblindhed, kombinationer og
dobbeltskak.
Alt i alt meget stof, megen underholdning;
det er dog for mig at se
især studierne og problemerne, der
bærer bogen, mens de elleve anmeldelser
er mindre inspirerende.
Hans Jørgen Lassen
Danny Kristiansen &
Poul Hedegaard Jensen:
Skakkens facetter, 93 sider,
Vissings Forlag, 2003, 90 kr.