Oplyst enevælde

More documents

Recommendations

Info

6 Michael Bregnsbo (uoplyst enevælde), og på den anden side den moderne nationalstat fra engang i 1800tallet. Men derved overser man, at magtstaten, den dynastiske fyrstestat, den enevældige stat eller hvad man nu vil kalde den, undergik store forandringer i løbet af 1700-tallet. Staten i f.eks. 1790 var væsensforskellig mht. bureaukratisk organisation, omfang, virkefelter og selvforståelse fra staten i 1690, selv om begge stater var magtstater, fyrstestater eller tidlig moderne stater. 15 Perioden 1750-1800 var derimod en periode, hvor der blev ændret grundlæggende ved forholdet mellem statsmagt og borger, hvilket har haft virkninger frem til i dag. Emnet den oplyste enevælde er omfattende, og det vil i denne artikel hverken være muligt at dække det i dets fulde geografiske, kronologiske eller tematiske udstrækning eller at inddrage og tage stilling til alt relevant litteratur herom. Både de historikere, der holder på, at oplyst enevælde er et meningsfuldt begreb, og de, der affærdiger det som propaganda og skalkeskjul, refererer i deres argumentation ofte til tre bestemte europæiske monarker, nemlig Frederik den Store (konge af Preussen 1740-86), Katharina den Store (regerende zarina af Rusland 1762-96) og Joseph II (medregent sammen med sin mor Maria Theresia 1765-85 og tysk-romersk kejser og konge af Ungarn 1780-90). Disse fyrster skal angiveligt enten have været typiske oplystenevældige monarker eller tværtimod typiske eksempler på, at den såkaldte oplyste enevælde bare var et skalkeskjul. Analysen vil derfor være koncentreret om disse tre fyrster. Fokus vil blive lagt på at efterprøve de vigtigste argumenter, der er blevet fremført imod, at de bør anses som oplystenevældige og imod, at deres reformer bundede i menneskekærlige motiver. Aggressionskrige Både Frederik, Katharina og Joseph førte aggressionskrige mod hinanden og andre magter, og de holdt sig ikke tilbage for at sønderlemme Polen og dele denne stats ter- ritorium imellem sig. Det skulle i sig selv være nok til at diskvalificere dem som oplyste og menneskekærlige, skulle man synes. Den tids Europa var imidlertid præget af mange rivaliserende magter, den indbyrdes konkurrence mellem staterne var hård, og kun de stærkeste overlevede, som eksemplet Polen viser. For at overleve som stat i den tids barske verden, kunne det derfor forekomme hensigtsmæssigt at slå først. Fyrsterne havde begrænsede mål med deres krige og var indstillet på at standse krigene, når målene var nået. Det lod sig imidlertid ikke altid gennemføre, fordi fjenden ofte var af anden opfattelse. 16 Det kan forklare de oplyste fyrsters aggressionskrige og vise, at sådanne krige ikke automatisk diskvalificerer en fyrste fra at gå under betegnelsen oplyst. Krige kræver endvidere ressourcer og opmærksomhed, og det betød, at mange af de indenrigske reformer gik i stå, blev udskudt eller blev opgivet, fordi krig lagde beslag på alle ressourcer og al opmærksomhed. Til gengæld kan man pege på, at mange småfyrster i de mange små stater i Det tyske Rige, som ikke var fastlåst i en stormagtsrolle og ikke måtte anvende mange midler på det militære, synes at have haft langt mere succes mht. at gennemføre oplyste reformer end stormagtsfyrsterne Frederik, Katharina og Joseph. 17 I den forbindelse kan man også pege på Danmark, der holdt sig uden for Europas mange krige i 1700-tallet og kunne opvise en i international sammenligning imponerende liste over oplyste reformer. 18 Religionsfrihed Religionsfrihed var erhvervsmæssigt betinget og ikke udtryk for ligeretspolitik. Også før oplysningstiden havde fyrsterne tilladt folk af anden tro end den officielle statsreligion at slå sig ned, hvis disse mennesker ansås for erhvervsmæssigt værdifulde og kunne bidrage til økonomisk udvikling. Og, siger kritikerne, det var bare den udvikling, der fortsatte. At det var rene og skære nyttehensyn, der betingede religionsfriheden. Men er det sikkert? Frederik den
Store hadede kristendommen, men samtidig erklærede han, at i hans lande måtte enhver – også tyrkere og hedninge – tro, hvad han ville, blot han var en ærlig mand. Der var vitterlig religionsfrihed i Preussen. Problemet med at studere det, der skete i den oplyste enevældes tidsalder, er, at det alt sammen peger hen på forhold, som er helt selvfølgelige for os i nutidens samfund, så som religionsfrihed. Det kan medvirke til, at vi har tendens til at fokusere på ufuldkommenheder i datiden og undervurdere, hvor gennemgribende ny Frederiks religiøse tolerancepolitik var. I Frankrig hændte det på Frederik den Stores tid, at en ung mand blev dømt til at få den ene hånd hugget af, tungen revet ud og derefter brændes levende, fordi han havde ytret sig blasfemisk. Sådan noget forekom ikke i Preussen. 19 Opyst enevælde 7 Frederik den Store (1712-86), konge af Preussen fra 1740. Frederik var en sammensat personlighed. Han førte aggressionskrige og ledede helt op i sin høje alderdom personligt hæren i kamp. Samtidig var han et musisk menneske, komponerede selv og var en habil fløjtespiller. Desuden var han uhyre belæst, fulgte med i oplysningsfilosofien, og fremtrædende navne i 1700-tallets europæiske åndsliv (bl.a. Voltaire) opholdt sig i perioder ved hans hof. Han var stærkt antireligiøs og afviste enhver tale om, at kongens magt stammede fra Gud, men beskrev sig selv som ”statens første tjener”. Der findes talrige anekdoter om hans landsfaderlige regering, f.eks. den, at han skulle have befalet, at en plakat med en karikatur af ham selv, som nogen havde placeret på et træ, skulle flyttes lavere ned, så at den bedre kunne ses. Tegning fra 1777 af Daniel Berger. Denne blev masseproduceret og hang i mange preussiske hjem. Lov og ret. Socialreformer Selv om Frederik den Store søgte at udbygge retssikkerheden, har kritikere påpeget, at principperne om adskillelse mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt aldrig blev gennemført i Preussen. Vist afskaffede Frederik censuren, men ytringsfriheden gjaldt populært sagt kun retten til at rakke ned på kristendom og kirke. Hvis man derimod dristede sig til at kritisere f.eks. kongens udenrigspolitik eller militære forhold, slap man ikke godt fra det i Preussen. Hvis man sammenligner retsvæsenet i Preussen med de samtidige retssystemer i England og Frankrig, bliver billedet, at retssystemet i de to sidstnævnte lande var præget af uoverskuelighed, langsommelighed, samt et så højt omkostningsniveau, at mange var udelukket fra at gå rettens vej. I Preussen derimod var der et
Page 1 and 2: Oplyst enevælde - Ide, realitet el
Page 3: Katharina 2. (1729-9 6). Hun var da
Page 7 and 8: Joseph II. (1741-90), medregent sam
Page 9: at fremsætte mine tanker, og jeg t

Oplyst enevælde

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?