Dansk forsvar under tysk dominans - clemmesen.org

Tysk Danmarkskort fra omkring 1900.
At disse nøglepolitikere var så uenige om, hvorledes dansk forsvar
skulle indrettes for at tjene dette overordnede formål, skyldtes deres
forskellige indenrigspolitiske baggrund, interesser og ideologiske
grundlag. For den gamle overklasse var det naturligt at prioritere forsvaret
af dannelsens og magtens centrum, København. For repræsentanterne for
flertallet af danskerne, bønderne, var det meningsløst kun at forsvare et så
lille hjørne af landet. Mest muligt skulle dækkes bedst muligt mod de
trusler, der ikke var helt umulige at imødegå. For den nye, kritisk
tænkende overklasse i byerne, der kom til at danne kernen i Det Radikale
3
Venstre, var det logisk fuldt ud at tage konsekvensen af, at et militært
forsvar var håbløst.
Holdninger til forsvaret var også præget af tidens ideologier. Den
grundtvigianske vækkelses folk ville mobilisere den patriotiske ånd ved at
gøre hæren til en altomfattende folkevæbning med en meget kort militær
uddannelse. Længere værnepligtstjeneste under tidens militære disciplin
dræbte begejstringen. Heri var man enige med socialister, for hvem en
massehær af borgere havde den fordel, at den ikke kunne anvendes som et
klassepolitisk magtmiddel. Grundtvigianerne udgjorde dog kun en del af
det Venstre, der var samlet i 1870. Men resten kunne som de primære
skatteborgere støtte tanken, fordi en milits med kort uddannelse nok var ret
billig. En gruppe inden for det nye Venstre – Lars Bjørnbaks jyske
Bondevenner - fastholdt ud fra et kristent pacifistisk synspunkt, at den
eneste holdbare vej frem var at løse internationale konflikter ved voldgift.
Militære styrker skulle nedlægges.
Også synet på flåden var præget af politiske og ideologiske skel.
Inspireret af Frankrigs Liberale opfattede venstrepolitikere en flåde af små
fartøjer bevæbnet med fremtidens våben, torpedoen, som en effektiv og
billig afløser for de store panserskibe. Modstanden mod de store skibe blev
dog svækket ved udgangen af århundredet, hvor netop store panserskibe af
de internationale politiske eliter sås som selve essensen af den sømagt,
som var nødvendig for statens prestige.