Frank vender ”hjem” - Bjert Stenderup Net-Avis

More documents

Recommendations

Info

26 Dyrlæge Frandsens dagbog Tekst og tegning Jens Bach Andersen Så indfandt sig atter tiden, hvor man som en flue (eventuelt en bette juleflue) med fornuften som indsats må gebærde sig i spidsrod mellem juleedderkoppens fintmaskede spind af guirlander og kulørte bånd, musetrapper, lyskæder og dioder, og hvad alt skidtet hedder, spundet mellem knagerækker, familiebilleder og kravlenisser, og videre til forhavers intetanende grantræer og vindmøller med strandskaller, og ingen slipper igennem. Måske liiige bortset fra de af os, der allerede ligger med brækkede ben og sager i Alper und Glühwein. Angående selve nisserne, så er det vel stadig et spørgsmål, om de kan integreres på en fornuftig måde, eller om de i det hele taget skal have opholdstilladelse. Tillad mig i den forbindelse at offentliggøre sider fra en gammel dagbog, jeg er i besiddelse af. Der er intet pinligt i dagbogen, jeg kan godt være bekendt at afsløre lidt af indholdet, det mener jeg, og den oprindelige ejer er både død og borte. Den har tilhørt en dyrlæge, som hed Frandsen, fremgår det på indersiden af omslaget. Siderne er møre og gulnede, og flere passager er vanskelige at læse, men jeg har gjort mit bedste. Jeg fandt den på et loppemarked engang, og dengang stod jeg først lige og bladrede lidt i den, men faldt så over et forløb over nogle af de sidste sider, der gjorde mig for nysgerrig til at lade den ligge. Ti kroner. Først har jeg bare valgt en tilfældig dato, for at læseren ligesom kan vænne sig til sproget. "4. December", skriver altså dyrlæge Frandsen med i øvrigt sirlig skrift. Ikke noget med almindelig lægeskrift. Året er 1847. Altså: "4. December, 1847. Per Sivertsen bankede paa Døren aarle i Morges for at faa mere Perikum-Mixtur til hans Ko, som jeg ellers havde nemet under Behandling for daarlig Mave paa bedste Vis. Sivertsen er Kværulant. Især paa Koens Vegne. Om Eftermiddagen agede jeg ud til Finn Larsen, desangaaende noget med hans Hest. Larsens Hest virkede ør, da jeg ankom. Den fik en prægtig Slurk af min Mixtur i en Spand. Larsen gav en Kop Juleøl. Jeg fik Sild til Aftensmad." Og sådan fortsætter dyrlæge Frandsen med almindeligheder i sin gulnede dagbog, indtil vi kommer til den syttende december. Her sker der noget besynderligt. "17. December, 1847. Oprydning på Klinikken. Jeg skrabede Gulvet og strøede frisk Sand paa. Per Sivertsen var her efter mere Mixtur. Kanske hans Ko er blevet Misbruger. Pudsede Vinduet, nu Højtiden sig nærmer. Sidst paa Dagen lød der Puslen ved Døren. Jeg aabnede. Der var ingen, men noget laa pakket ind i noget Tæppeværk på Dørtrinet. Jeg lagde Pakken paa Operationsbordet og gik over for at faae Kaffe. Ingeborg i slet Lune, fordi jeg opholder mig saa meget her ovre paa Klinikken. Levninger til Aften." Og her fletter jeg lige ind, at Ingeborg er dyrlæge Frandsens hustru, hvilket fremgår et andet sted i dagbogen. Videre til 18. december: "18. December, 1847. Havde nær haft Stort i Benklæderne her til Morgen. Der kom uhyggelige Lyde fra Pakken på Operationsbordet. Her plejer at være saa stille. Jeg havde glemt, Pakken laae her. Jeg sneg mig nærmere og pakkede forsigtigt op, og Jøsses, først troede jeg, det var en glatbarberet Abekat, der var kommet til Skade, og som nogen havde bragt hid. Det var det ikke. Skyndsomt fik jeg sat Slaaen for Døren, ifald Per Sivertsen skulle dukke op desangaaende mere Perikum- Mixtur til hans sygelige Ko. Den har været i skidt og daarlig Stand siden November. Dette Aar. Knapt troede jeg mine egne Øjne, det var en Nisse. En NISSE. Det var ikke et Tæppe, den var pakket ind i, det var dens Klæder. Graa Klæder og en rødlig Spidshue, som den havde nemet af og trykkede mod Brystet. Jeg stillede straks Diagnosen Lungesyge. Staruttens hæse Lyde fortsatte, og jeg fattede saa meget, som at jeg fisme ikke skulle trække Klæderne af den. Den fik sig et Maal Perikum-Mixtur. Tænk sig, en Nisse, det MAA være en Nisse. Jøsses. Jeg lagde den i en Kasse Halm med et uldent Tæppe over. Den faldt hurtigt i Søvn. Den er cirka en halv Meter høj og ser noget slidt ud. Vi fik Skrubber til Aften. Jeg fik to, og Ingeborg en. 19. December, 1847. Jeg ankom meget aarle paa Klinikken. Nissen er stadig levende. Gid at et Apparat til Forevigelse af Virkeligheden var opfundet. Jeg vækkede Nissen og hældte mere Mixtur i den. Det er ilde med dens Lunger, som de giver Lyd. Den taler ogsaa utydeligt. Den er svær at forstaae. Det er dog ikke meget, den ytrer sig, det lyder mest, som om den skælder ud. Jeg flyttede dens Kasse ned bag Reolen med Bogen og Remedierne. Jeg trak Reolen lidt ud fra Væggen, just saa der var Plads til Kassen. Om Eftermiddagen kom Sivertsen igen desangaaende sin simulerende Ko. Selve Koen var gaaet med. Godt var det, at Nissen laa bag Reolen. Jeg har jo mit Ry som
troværdig Dyrlæge. Det er ligegodt meget, at de findes. En vaskeægte Nisse. Hvem skulle have troet det. Koen staar nu i Aflukket ved Klinikken. Den har fået en Spand Mixtur. Nissen fik ogsaa. Samt en Haandfuld af Ingeborgs Brunkager, medens hun var ude ved Hønsene. Koen ville ikke have. Jeg satte mere Mixtur over. En prægtig Portion. Loftet er desangaaende fyldt med tørret Perikum. Den prikbladede, som er den bedste. Fik Øllebrød til Aften. Jøsses, jeg hader det Skidt." Og her fletter jeg lige ind, at det ingen steder fremgår, hvad Frandsens mixtur, udover perikum, egentlig bestod af (penicillin blev først opdaget 1928). Jeg må også lige sige, at man faktisk var i gang med at opfinde kameraet i 1800-tallet, men det var åbenbart ikke nået til Frandsens egn. Videre til 20. december: "20. December, 1847. Atter meget aarle paa Klinikken. Nissen sad i et Havreneg ved Destillatoren med en Kop Mixtur. Den havde selv taget, selvom Blandingen stadig boblede. Det er en arrig, bette Starut. Den gik fornærmet i Halmkassen igen, da jeg spurgte til dens Befindende. Sivertsen kom for at hente sin Ko. Han ville have den hjem for at klemme lidt Mælk ud af den. Den var til alt Held i Bedring. Han havde Juleøl med. Larsen kom ogsaa paa sin nye Hest. I højttravende Galop. Flere af Ingeborgs frostsikre Urtepotteskjulere gik desangaaende Fløjten. Al hans Juleøl var sluppet op for et Par Dage siden, så vi delte den Spandfuld, som Per Sivertsen havde med som Afregning. Vi sad ude ved Koen. Nissen var jo paa Klinikken. Hvad maatte de ikke tro, hvis de saae den. Min Troværdighed som Egnens Dyrlæge ville sikkerligvis gaae Heden. Da de skulle Hjem, kom de til at bytte Dyr, saa vidt jeg kunne see. Sivertsen trak af Sted med Hesten, og Larsen tog Sivertsens Ko. Han sad i øvrigt længe paa den ude paa Gaardspladsen, inden Dyret fattede hans Raaben HYP og gik i Trav. Ingeborgs de sidste Urtepotteskjulere stod ikke at redde. Sild til Aften, da jeg fandt ind. 21. December, 1847. Jøsses, for et Kalas i gaar. Snuppede mig en Kop Mixtur her til Morgen. Nissen fik ogsaa. Der er Bedring at fornemme. Hos os begge. Jeg fandt ud af, Nissen kunne spille Dam. Vi spillede hele Eftermiddagen. Den blev kun hidsig, naar den tabte. Jeg lod den vinde. Lige ved et Hundrede Rigsdaler rendte den med. Alt i alt en rolig Dag. Atter Sild til Aften. Taask-Peter havde en god Dag paa Fjorden forleden. 22. December, 1847. En hektisk Morgen. Nissen fik Skræk i Livet, da den mødte den Kunstnisse, som Ingeborg havde stillet paa Reolen. Hvem ville ikke det. Den var udført i Saltdejg og dobbelt saa stor. Den væltede ned i Halmkassen. Jøsses, som Hidsigproppen tog på Vej. Jeg lagde Forbinding om dens Hoved og maatte ind efter Smaakager. Ingeborg fik et Glimt af mig, saa Kagerullen knuste en anden Saltnisse, der længe har belastet Amagerhylden ved Døren til Fadeburet. Beroliget gik Nissen (altsaa min egen) i Halmkassen igen, og jeg puttede den i Uldtæppet. Lidt efter stod den op igen og fik en Sild, jeg havde lagt til Side. Det gaar bedre med dens Lunger. Vi spillede mere Dam. Det bankede paa Døren, og Nissen sprang af sig selv om bag Reolen. Vi blev desangaaende begge noget forskrækkede. Dambrikkerne laa i hele Klinikken. Det var Sivertsen. Han spurgte, om jeg havde set hans Ko. Han snakkede ikke om Hesten. Lidt efter kom Larsen. Han ville høre, om jeg havde set hans Hest. Han nævnte ikke Koen. De kom begge alene. Til alt Held havde Sivertsen igen en Spand Juleøl med, som vi delte i Aflukket ved Klinikken. Vi fik Traadene redt ud. De ville bytte tilbage senere. Nissen smilede til mig sidst paa Dagen. Tror jeg nok. Mere Sild til Aften. Saa kan Taask-Peter saagu snart godt æde Resten selv. 23. December, 1847. Nissen er væk. Dens Halmkasse var som tom her til Morgen. Jeg har ledt og ledt. Det er lidt trist, bare nu den klarer sig i det Fri efter at have været domesticeret paa Klinikken. Her er saa stille nu. Sivertsens Ko er død. Fred være med 27 Svinet. Han kom næsten tudende. Han mente, det var fordi, Larsen havde tvunget den i Galop. Flæsk og Kaal til Aften, min Livret. Men ingen Appetit. 24. December, 1847. Stadig ingen Spor af Nissen. Kun den tomme Halmkasse staar Mutters alene tilbage. Per Sivertsens Ko er alligevel ikke død. Hans Kone bragte Nyeheden hid. Til Gengæld er Sivertsen selv drattet om til morgen, da de mødte hinanden. Altsaa ham og Koen. Han havde faaet Skræk i Livet. Han troede, det var et sortbroget Gespenst, der pludselig skulle malkes. Konen spurgte, om hun desangaaende maatte faae lidt Mixtur til Sivertsen. Det fik hun. Vi fik Flæskesteg til Aften. Med Rødkaael. Og brun Sovs og Asier og hele Molevitten. Jeg tog tre Gange. PS.: I Aar fik jeg den bedste Julegave, jeg nogensinde har smagt. Jøsses, en vederkvægende Flaske Portvin. Af den allerfineste Slags. Jeg opdagede den lidt inden, vi skulle spise, da jeg smuttede over paa Klinikken for at skrive Dagbog. Jeg sidder her nu igen. Og spekulerer, medens jeg nedgrifler disse Ord. Portvinen stod paa mit Dørtrin, stoppet ned i en lille rød Spidshue." Citat slut. Dette var siderne fra dyrlæge Frandsens dagbog, som jeg altså ikke ville holde for mig selv. Og den slags efterlader jo nærmest én med åben mund og i forvirring til knæerne. Frandsen får end ikke tanken at skrive en lægevidenskabelig artikel om sit fund. Han nævner det i hvert fald ikke, og hvorfor gør han ikke det! Der må jo have været noget om snakken; ingen vil vel fortælle usandheder overfor deres private dagbog. Ikke i det omfang. Han har oven i købet lavet et par små skitser af nissen ude i siden; skitser som jeg også tillader mig at viderebringe. Måske havde også dyrlæger tavshedspligt dengang; jeg mener ikke, de har det i dag. Angående selve nisserne, så er jeg personlig nok mest for noget tålt ophold. In absentia så at sige. Indtil videre. Det kommer altid ubelejligt, når kendsgerninger truer vore overbevisninger.
Page 1 and 2: Nummer 11, 17. årgang, december 20
Page 3 and 4: Bjert-dreng på Mungo Park Den gaml
Page 5: Bjert Kalender godt modtaget På ti
Page 8 and 9: 8 Kuhrt & Pedersen Tømrer- og Sned
Page 10 and 11: 10 Bjert Babes & Boys i Barcelona J
Page 12 and 13: 12 Der mangler stadig fjernvarme-sv
Page 14 and 15: 14 Forkæl dig selv -og dem du hold
Page 16 and 17: 16 Sdr. Stenderup Kirke Søndag den
Page 18 and 19: 18 Meget mere discount med god tid
Page 20 and 21: 20 JOBSØGENDE? Kom og bliv inspire
Page 22 and 23: 22 Kolding Bedemandsforretning GARA
Page 24 and 25: 24 Tømrer- & snedkerforretning Rud
Page 28 and 29: 28 Vi byder gamle og nye kunder vel
Page 30 and 31: 30 Sven Åge´s Service Udfører al
Page 32 and 33: 32 Festsalen i Mejeriet Går du med
Page 34 and 35: 34 Nyhedsbrev Glædelig jul og godt
Page 36 and 37: 36 Microsoft certificeret system in
Page 38: 38 6091 “Det er her det sker” 6

Frank vender ”hjem” - Bjert Stenderup Net-Avis

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?