Phdafhandling_MetteBjerrumJensen

Kulturarven
og
myten
om den
historiske
identitet.
En diskursanalyse af
arkæologiens rolle i
det senmoderne samfund.
Mette Bjerrum Jensen

Kulturarven og myten om den historiske identitet.
En diskursanalyse af arkæologiens rolle i det senmoderne samfund.
Afhandling, udarbejdet af Mette Bjerrum Jensen.
Indleveret til bedømmelse ved Forhistorisk Arkæologi,
Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik.
Aarhus Universitet
1. maj 2009
Hovedvejleder Helle Juel Jensen
Bivejledere Lisanne Wilken og Thijs Maarleveld.
Forsidemaleri: Poul Ancher Bech. Det tabte land.
Med mindre andet er angivet er illustrationerne forfatterens.

Indholdsfortegnelse
Udgangspunkt,-et............................................................................................5
Kulturarv,-en...................................................................................................9
Diskurs,-en....................................................................................................21
En indgang til kritiske diskursanalyser....................................................24
Krise, -en.......................................................................................................33
Optakt til konkret analyse........................................................................33
Kulturarv og arkæologi 1995-2005..........................................................47
1996.....................................................................................................48
1997.....................................................................................................49
1998.....................................................................................................52
1999.....................................................................................................54
2000.....................................................................................................62
2001.....................................................................................................70
2002.....................................................................................................84
2003.....................................................................................................91
2004.....................................................................................................95
2005...................................................................................................103
Opsummering af tendenser omkring kulturarv 1996-2005....................108
Kulturarv og den generelle samfundsdiskurs....................................113
Bevaring,-en................................................................................................117
Optakt til analyse af kulturarvsarealer...................................................118
Analyse af begrundelserne for udpegning af kulturarvsarealer.............133
Opsummering og diskussion af de nationale kulturarvsarealer.............146
Monument, -er.............................................................................................151
En indgang til nationale monumenter....................................................151
Analyse: Jelling versus Lindholm Høje.................................................154
Analyse: Jelling, Borre og Gamla Uppsala............................................166
Analyse:Midgard historisk senter, Borre...............................................171
a) Borre. Introducerende beskrivelse ..............................................171
b) Borre. Fortidsmindet.....................................................................172
c) Borre. Monumentets nationale betydning.....................................174
d) Borre. Udstillingsbygningen.........................................................177
e) Borre. Farveholdning og materialevalg.........................................178
f) Borre. Semantisk analyse af udstillingens betydningsindhold......179
g) Borre. Kort og symboler...............................................................185
h) Borre. Genreanalyse og opsummering..........................................185
Gamla Uppsala museum (Sverige)........................................................189
a) Gamla Uppsala. Introducerende beskrivelse ...............................189
b) Gamla Uppsala. Fortidsmindet.....................................................190
c) Gamla Uppsala. Monumentets nationale betydning.....................191
d) Gamla Uppsala. Udstillingsbygningen.........................................193
e) Gamla Uppsala. Farveholdning og materialevalg.........................195
f) Gamla Uppsala. Analyse af udstillingens betydningsindhold.......195
g) Gamla Uppsala. Kort og symboler................................................204

h) Gamla Uppsala. Genreanalyse og opsummering..........................208
Kongernes Jelling (Danmark)................................................................209
a) Jelling. Introducerende beskrivelse .............................................209
b) Jelling. Fortidsmindet...................................................................210
c) Jelling. Monumentets nationale betydning...................................212
d) Jelling. Udstillingsbygningen.......................................................215
e) Jelling. Farveholdning og materialevalg.......................................215
f) Jelling. Analyse af udstillingens betydningsindhold.....................217
g) Jelling. Kort og symboler..............................................................225
h) Jelling. Genreanalyse og opsummering........................................226
Sammenlignende analyse af udstillingerne............................................229
Forskelle og ligheder mellem Borre, Gamla Uppsala og Jelling......229
Nationale nodalpunkter.....................................................................233
Identitet,-en.................................................................................................236
Opsummering og diskussion.......................................................................243
Afrundning........................................................................................257
Nye(dis)kurser?...........................................................................................259
Alternative diskurser – arkæologiske tolkninger..............................260
Arkæologi og omverden....................................................................265
Resumé (dk)................................................................................................270
Summary (eng.)..........................................................................................275
Tak (!).........................................................................................................281
Kilder..........................................................................................................282

Udgangspunkt,-et.
En dag kort efter årtusindskiftet stod jeg på et leret udgravningsfelt med en
tv-journalist foran mig og forklarede, at det var vigtigt at samfundet gav
flere penge til arkæologiske udgravninger ”fordi det er vores kulturarv”. Det
gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvorfor de formuldede rester af stolper og
de tilbageværende spor efter en jernalderkloak ligefrem skulle være en
kulturel arv. Og oven i købet vores arv, selvom hverken jeg eller de seere,
jeg henvendte mig til, har nogen konkret forbindelse til den bondefamilie,
der boede på stedet for omtrent 2000 år siden. Jeg havde også hørt, at
kulturarv giver identitet. Men jeg forstod ikke sammenhængen. Hvordan
giver kulturarv identitet? Hvordan giver de aftryk af stolpehuller, vi som
arkæologer afdækker og registrerer, identitet? Hvorfor er arkæologi vigtig i
menneskers liv? Og er arkæologi mere vigtigt, når vi kalder det kulturarv?
Hvem er faget vigtigt for? Og hvis kulturarv er det, vi snakker om? Det gik
op for mig, at jeg og alle mine kolleger bruger argumenterne omkring
kulturarv og identitet uden at have reflekteret over sammenhængen og
meningen overhovedet.
Der gik dog tilsyneladende ikke længe, før kulturarv blev et
dagligdags begreb. Pludselig blev rigsantikvaren erstattet af en
Kulturarvsstyrelse. Kulturarv blev gjort til et essentielt begreb. Vi fik at
vide, at der findes ”national bevaringsværdig kulturarv”. Vi fik at vide, at
skolebørn ikke må blive ”historieløse”, for så har de ingen ”identitet”.
Derfor lancerede kulturministeren ideen om en kulturkanon. Men der var
stadig ingen, der forklarede, hvorfor netop historie er så vigtigt for at
mennesker formes med en brugbar identitet. Der var heller ingen, der klart
og tydeligt definerede, hvis kulturarv det egentlig er, vi snakker om – hvem
har arvet kultur fra hvem? Jeg satte mig for at belyse disse spørgsmål.
Eftersom den daglige brug af denne terminologi ikke foregår med en
eksplicit refleksion som udgangspunkt, hvad enten den bruges af
kulturhistorikere, politikere eller journalister, var jeg bevidst om, at jeg var
nødt til at gå bag om eller ind i de aktuelle udsagn – at ”læse mellem
linjerne”. Efter at jeg meget kort var blevet introduceret til diskursteori på et
kursus i kulturteori havde jeg en idé om, at netop disse teorier og metoder
kunne danne udgangspunkt for en analyse af hvad det egentlig er, vi snakker
om, når vi siger ”vores kulturarv” og ”historisk identitet”.
Det, jeg leder efter, er en forklaring på, hvorfor begrebet kulturarv
omkring årtusindskiftet blev et almindeligt begreb blandt kulturhistorikere
og kulturpolitikere, med et specifikt fokus på arkæologiens forhold til
5

kulturarvsbegrebet. Jeg vil prøve at finde ud af, hvad det er, vi forstår ved
især arkæologisk kulturarv. Jeg vil herunder prøve at finde ud af, om der er
sket en ændring i, hvad vi forstår ved kulturarv, efter at det blev et dagligt
anvendt begreb. Jeg vil se på, om det har haft betydning at begrebet
kulturarv har erstattet de tidligere politiske og administrative begreber
omkring arkæologi og fortidslevn.
Udgangspunktet for min hypotese er, at såvel videnskaben arkæologi
som det materiale, den behandler, bliver brugt i en ideologisk kamp for at
genfortælle og opretholde forestilling om nationalstaten som samfundets
bærende enhed, blandt andet ved at formulere eller italesætte en national,
eller såkaldt 'historisk', identitet. Begrebet kulturarv spiller en væsentlig
rolle i dette spil.
De samlede analyser, der udgør min phd-afhandling, undersøger flere
forskellige slags 'tekster' eller ’medier’, der hver især kan være med til at
belyse, hvordan den generelle diskurs omkring kulturarv er opstået og
hvordan begrebet er blevet givet betydning. Mit teoretiske og metodiske
udgangspunkt er diskursanalytisk, og når jeg anvender begrebet 'tekst' er det
derfor i betydningen 'et materiale, der kan analyseres diskursivt'. Mit
materiale omfatter både faglige ”tekster” (kulturarvsarealer og udstillinger),
tekster der interagerer med den politiske dagsorden (avisartikler) samt mere
generelle tekster, der handler om brugen af arkæologi i samfundet (for
eksempel radiointerviews med kulturhistorikere).
Opbygningen af afhandlingen
Afhandlingen starter med en kort introduktion til begrebet, det hele handler
om: Kulturarv. Dette gør jeg dels for at give læseren et forhåndskendskab til
det begreb, jeg vil sætte under lup, dels for at give læseren et indblik i, at
begrebet kulturarv hverken er et ældgammelt eller et veldefineret begreb.
Introduktionen viser, at begrebet kulturarv indgår i en nutidig kontekst i et
samfund, der oftest går under betegnelsen postmoderne eller senmoderne,
og dermed er et aktuelt begreb at sætte fokus på. Efter introduktionen vil det
også være tydeligt at kulturarv er et begreb, der med Laclau og Mouffes
(2002) ord kan kaldes en flydende betegner – et begreb, der til stadighed er
til forhandling, og hvis betydning formes af såvel en faglig, en politisk og en
almen folkelig brug.
Efter introduktionen til begrebet kulturarv følger et kapitel hvor det
metodiske, og dermed også det bærende teoretiske, fundament for hele
afhandlingen præsenteres: Kritisk diskursanalyse. Det var min klare
intention, da jeg gik i gang med dette projekt, at den endelige afhandling
ikke skulle starte med et teoretisk afsnit, men at jeg ville introducere den
6

teoretiske baggrund dér, hvor teorien blev anvendt. Når jeg alligevel starter
med at ”trække” læseren gennem en teoretisk introduktion, skyldes det, at
alene det, at lære det diskursanalytiske felt at kende, har været en væsentlig
del af denne afhandlings tilblivelse. Den proces, jeg og materialet har været
igennem, beskriver jeg i den teoretiske introduktion. Netop derfor er kapitlet
ikke en teoretisk introduktion til diskursteori generelt, og de teoretikere, der
har udviklet og anvendt disse, men derimod en introduktion til den metode,
afhandlingens analyser bygger på.
I afhandlingens første hoveddel gennemgår jeg så en lang række
avisartikler fra perioden 1996-2005 der indeholder emnerne og ordene
'arkæologi' og 'kulturarv'. Denne del starter med en diskursanalytisk
refleksion over det materiale, jeg vil behandle. Derefter analyseres
materialet år for år, og afsluttes med en diskussion af analysens udsagn.
Formålet med analysen er at vise, hvordan ordet kulturarv, fra at være et rent
juridisk begreb i dansk sammenhæng, der stort set kun optrådte i
museumslovens formålsparagraffer, viste sig at være et løsen, der kunne
skaffe politisk opmærksomhed og bedre finansielle vilkår for dansk
arkæologi. Jeg diskuterer, hvorvidt denne transformation af arkæologien fra
at handle om fortidsminder og arkæologiske spor til at handle om kulturarv,
har haft betydning for fagets rolle i samfundet, herunder en politisk og
ideologisk brug af faget.
Derefter følger et lidt kortere afsnit, hvor jeg diskuterer hvordan den
arkæologiske kulturarv prioriteres. Udgangspunktet er udvælgelsen af
nationale kulturarvsarealer, der blev udført af Kulturarvsstyrelsen i
samarbejde med alle lokale kulturhistoriske museer i 2003-2005. Formålet
er at undersøge, hvad vi vælger er kulturarv, for herefter at diskutere denne
faglige prioritering og opdeling i national versus regional kulturarv.
Herefter foretager jeg en mindre analyse af den populære formidling
af to arkæologiske vikingetidslokaliteter: Jelling og Lindholm Høje.
Formålet med denne analyse er at undersøge i hvilken grad de to lokaliteter
indgår i en national diskurs. Sammenligningen baserer sig på to jævnbyrdige
publikationer der kan betragtes som udvidede udstillingskataloger, der
knytter sig til udstillingscentrene på de to lokaliteter.
Resultaterne fra denne lille undersøgelse inspirerede mig til at
sammenligne formidlingen af Jelling med to jævnbyrdige arkæologiske
lokaliteter, nemlig Borre i Sydnorge og Gamla Uppsala i Østsverige. Alle tre
lokaliteter har været anvendt som symboler på national identitet fra
nationernes dannelse op gennem det sidste årtusinde. Formidlingen af
lokaliteterne baserer sig traditionelt på en sammenblanding af myter og
arkæologiske fakta. Den populære formidling af alle tre lokaliteter foregår i
dag først og fremmest via tre udstillingscentre, der blev bygget ved
7

fortidsminderne omkring årtusindskiftet. Formålet med den
sammenlignende analyse er at undersøge, hvorvidt lokaliteterne i dag indgår
i en eventuelt national diskurs. Jeg ønsker herudfra at diskutere, i hvilken
grad arkæologiske monumenter indgår i en nationaldiskurs i dagens
samfund i Nordvesteuropa.
Alle fem analyser baserer sig på en diskursiv tilgang til materialet.
Som metode har jeg valgt en kritisk diskursteoretisk vinkel. Her udnytter
jeg, at kritisk diskursanalyse primært er et konkret analytisk redskab og ikke
blot en teori om tegn, sprog og kommunikation. Afhandlingen indledes
derfor med en ganske kort introduktion til diskursteori generelt og en mere
uddybende introduktion til de kritiske diskursanalytiske metoder, jeg
specifikt baserer mine analyser på.
Efter analysen opsummeres og diskuteres de forskellige analysers
resultater. På trods af at analyserne er udført på meget forskellige materialer,
er de bundet sammen af det fælles analytiske greb, som den kritiske
diskursanalyse er. De første analyser koncentrerer sig om begrebet kulturarv
i forbindelse med arkæologi, mens de næste analyser først og fremmest
beskæftiger sig med ’det nationale’ i forhold til det arkæologiske felt.
Analyserne giver et samlet billede af, at det nationale betegner begrebet
kulturarv. Omvendt fungerer ordet kulturarv som et knudepunkt i en
national diskurs. Begreberne ækvivaleres med historisk identitet. Analyserne
viser, at historisk identitet er et andet ord for national identitet. Arkæologi er
med andre ord stadig et nationalfag, der definerer sit virke ud fra en national
diskurs, og implikationerne af dette diskuteres. Afhandlingen afrundes med
udkig til alternative arkæologiske diskurser.
8

Kulturarv,-en.
Afhandlingen kredser om begrebet 'kulturarv'. Derfor er det på sin plads
med en kort introduktion til begrebet. Hvor kommer det fra, hvornår får det
betydning i dansk sammenhæng, og hvad forstår vi umiddelbart ved
kulturarv?
Det vækker gerne forundring, at ordet kulturarv først for ganske nyligt
er begyndt at dukke op i danske ordbøger og opslagsværker (Witt 1998,
Bernard Eric Jensen 2004, 2008: 7). En søgning efter kulturarv i Ordbog
over det danske sprog, der dækker perioden 1700 – 1950 er således
resultatløs. Når ordet alligevel føles gammelt kan det skyldes, at man har
haft nærliggende begreber før. Eksempelvis ordet ”oldarv” eller på
gammeldansk (1350-1500) ”oldearv”, der har betydningen ”arv, som
stammer fra ens forfædre; nedarvet gods” (Ordbog over det danske sprog).
Det skyldes formodentlig også ordets sammensætning af begreberne
”kultur” og ”arv”. Begge ord er velkendte, og skaber billeder på noget
abstrakt som noget konkret, der har eksisteret i en længere tidsperiode forud
for vor egen.
I Ordbog over det danske sprog finder man under ordet ”arv” et andet
eksempel på, at fortidsminder først i 1900-tallet er knyttet til dette begreb.
Det citerede eksempel lyder: ”Bonden, der bruger de gamle Stene til
Grundmur for sin Stue, er Nutiden, der udnytter Fortidens Arv til sin
Nødtørft” (Andersen 1912). De gamle stene er her udtryk for det, vi i dag
kalder fortidsminder. Også for 100 år siden forbandt man det fortidige med
noget, man havde arvet. Forekomsten af begreberne 'oldarv' og 'fortidens
arv' kan måske forklare, hvorfor ordet kulturarv ikke synes nyt. I eksemplet
her forbindes 'fortidens arv', som vi i dag ville kalde 'kulturarv', ikke med
det, man har arvet fra ens kendte eller nærmeste slægtled, men fra det man
har fået overleveret fra den mere metafysiske slægt, der dækkes af begrebet
”forfædre”. Den samme forestilling om den forfædrene arv ligger til grund
for de ofte citerede linier i Johannes V. Jensens ”Danmarkssangen” fra 1925
(Bjerrum 2003, Jensen 2008: 31f).
Hvor kommer kulturarv fra?
Ideen der er indeholdt i 'kulturarv' finder fodfæste med begyndelsen af den
nationalromantiske epoke lige omkring århundredeskiftet til 1800-tallet. Her
formuleres ideen om folket, og deraf følger tanken om at dette folk har et
'naturligt' land, fædrelandet eller nationen, og et 'naturligt' sprog,
9

modersmålet. Forestillingen om at disse konstruktioner er naturgivne ligger i
at forskere via lingvistiske studier mener, at kunne påvise sprog og folks
'oprindelsessteder'. Via arkæologiske og historiske studier 'rodfæstes' disse
folks tilstedeværelse i nationalstaternes geografiske område så langt tilbage,
som de arkæologiske kilder går, og via etnologiske studier vises det, at
'folket' er en entitet med fælles kulturtræk indenfor blandt meget andet
klædedragt, folkeviser, sagn og bygninger. Hvordan folk og nationer
konstrueres er behandlet indgående gennem de seneste år, blandt andre af
Benedict Anderson (1991), Inge Adriansen (2003), Ove Korsgård (2004) og
Maja Hagerman (2006). Jeg vil her ikke gå dybere ned i denne debat, men
nøjes med at konstatere, at nationalstaten og folket er konstruktioner, der for
alvor etableres fra 1800-tallets begyndelse. Forestillingen om 'forfædre' og
arven fra disse, gør at vi i den vestlige verden i dag kan operere med
begrebet 'kulturarv'.
Den formodentlig første gang ordet kulturarv lægger ryg til en dansk
fagpublikation må være serien Vor kulturarv fra 1961 (Krarup et al.). Serien
omhandler oldtidens historie og religion i såvel en græsk-romersk som en
nordisk kontekst. Kulturarv bliver således i 1960'ernes Danmark brugt som
samlebegreb for en fælleseuropæisk kulturhistorie. På dette tidspunkt er
kulturarv således ikke synonym med dansk kulturarv. Kulturarv optræder
heller ikke som et administrativt begreb. Museumsloven er det sted, hvor
ordet kulturarv dukker først frem i dansk forvaltning, nemlig i 1984 (Witt
1998). I lovens formålsparagraf bliver det slået fast, at sikring og formidling
af kulturarv er selve meningen med at drive museumsvirksomhed.
I dag er ideen således også blevet et administrativt begreb, der bruges
til at regulere menneskers og nationale regeringers adfærd i forhold til denne
arv. For at forstå, hvordan begrebet har fundet administrativt rodfæste, er det
nødvendigt at forstå det i sammenhæng med overnationale organisationer og
med begrebet Verdenskulturarv (World Heritage). Museumslovens
kulturarvsbegreb kan finde sin rod i heritage-begrebet. Men selv om
begrebet nu indgår i en administrativ praksis, bygger begrebet stadig på den
idé, der kom til udtryk i eksemplerne ovenfor. En ide om at fortiden har
efterladt nutidens mennesker en kulturel arv, og at nutidens mennesker har
en forpligtigelse til at videreføre arven til kommende generationer.
Ideen om Verdenskulturarv, der administreres af organisationen
UNESCO og verdens nationer, har eksisteret siden umiddelbart efter Anden
Verdenskrig i 1946 (Titchen 1995: 2). UNESCO (United Nations
Educational , Scientific and Cultural Organization) er dannet fra
organisationen Leage of Nations i 1945. Ved oprettelsen overtog UNESCO
forpligtigelsen til at samarbejde om bevaring af flytbar og ikke-flytbar
kulturarv, der tidligere var varetaget af Leage of Nations Intellektuelle
komité. Derfor dannede UNESCO ICOM (International Council of
10

Museums) i 1946 (ibid.: 37). ICOMOS (International Council of
Monuments and Sites) blev etableret i 1964 som et led i beskyttelsen af
bygningsarkitektur, som der siden 1931 var skabt international
opmærksomhed omkring i forbindelse med en konferencen i Athen om
restaurering af historiske bygninger.
I 1972 formulerede UNESCOs medlemmer, ”Convention concerning
the Protection of the World Cultural and Natural Heritage” – nu kendt som
UNESCO's World Heritage Convention. I dag er idéen således ikke kun en
idé, men konkretiseret ved at 686 historiske lokaliteter er udpeget som
Verdenskulturarv og optræder på Verdenskulturarvslisten – The World
Heritage List. Heraf er 25 lokaliteter udpeget som ”mixed properties”, altså
arealer med både natur- og kulturhistoriske værdier. (UNESCO 2008). Men
på trods af at listen er helt konkret, hviler den på et fundament af
forestillinger om, at vi rent faktisk kan udpege lokaliteter, der har en
exceptionel betydning for menneskeheden (Titchen 1995). Vi forudsætter, at
et internationalt samfund påtager sig opgaven med at sikre disse lokaliteter
for fremtidige generationer. Listen hviler på en vestlig bevarings-etik, der
fordrer at kulturarv ikke kun kræver men også fortjener beskyttelse. Og den
forudsætter et princip om 'intergenerationel lighed' baseret på forestillingen
om at fremtidige generationer vil have samme etik og værdier, som vi har i
dag, hvorfor den nutidige beskyttelse kan begrundes med henvisning til
disse (ibid.: 1f).
Når der netop i 1972 kunne samles enighed om at beskytte nationale
monumenter på et overnationalt niveau skyldes det formodentlig to ting.
Selvfølgelig bygger ideen på ovennævnte intentioner om at beskytte
bygningskulturarv. Men ideen om at beskytte arkæologisk kulturarv mere
generelt har også rod i det tankegods, der blev bragt til verden op gennem
1960'erne med den amerikanske ”New Archaeology” (Titchen 1995: 75).
Denne videnskabelige bevægelse var med til at sætte fokus på beskyttelse af
arkæologiske lokaliteter in situ for at bevare de arkæologiske spor som
videnskabeligt materiale i deres kontekst. Med de operationelle
retningslinier, der udformes i forbindelse med konventionen i 1972, skifter
man helt den hidtidige terminologi omkring 'ejendom' (property) ud med
begrebet 'kulturarv' (heritage) (Titchen 1995: 75).
UNESCOs arbejde for at beskytte kulturarv udvides hele tiden, og
senest blev ”The UNESCO-Convention on the Protection of the Underwater
Cultural Heritage” 2. januar 2009 ratificeret af tilstrækkeligt mange lande til
at den trådte i kraft. Af Verdenskulturarvskonventionens artikel 1 ses det at
kulturarv er monumenter, bygningskomplekser og lokaliteter (sites) (ibid.).
Oprindeligt er UNESCOs kulturarvsbegreb således et materielt begreb. De
seneste år er UNESCO imidlertid begyndt at skelne mellem 'tangible' og
intangible' kulturarv, altså mellem de fysiske udtryk for kulturarv, der ikke
11

kan genetableres, og den levende, immaterielle kulturarv. Den levende
kulturarv er forbundet med det, man eller forstår ved kultur, nemlig det, der
manifesteres gennem sprog og udførelsen af traditioner.
Kulturarvsbegrebet har siden 1980'erne vundet administrativt indpas
også i de nationale kulturforvaltninger. Den angelsaksiske offentlige
organisation English Heritage blev etableret under the National Heritage Act
i 1983. Før dette blev de britiske fortidsminder varetaget af The Ancient
Monuments Board for England og The Royal Commission on the Historical
Monuments of England (RCHME). I Tyskland var begrebet 'Ahnenerbe',
altså forfædrearven, centralt for naziregimets grundidé (Hansen 2005;
Müller-Wille 1996; Myhre 1994, 1995; Pedersen 2005). Under DDR-tiden
blev begrebet 'Kulturerbe' etableret (Jensen 2008: 35f). Det ny Tyskland
bruger i dag i stedet begrebet 'Gedächtnis' i betydningen kulturel erindring
(ibid.: 36).
Danmarks nordiske nabolande, Norge og Sverige, benytter sig også af
begrebet kulturarv i forvaltningen af historiske levn. I Sverige anvender man
administrativt to begreber indenfor fortidsmindeforvaltning: kulturarv og
kulturmiljø. Udgravninger sorterer under begrebet kulturmiljø, mens
kulturarv i høj grad bruges til at definere en immateriel kulturarv, eller mere
specifikt fortidsminder, der spiller en væsentlig rolle som symboler i
nutidens samfund (se Bjerrum 2003 for en uddybet beskrivelse heraf). I dag
bruges heritagebegrebet overnationalt. Konstruktionen Verdenskulturarv har
medført at begrebet også har fundet rodfæste udenfor den vestlige verden.
Hvornår bliver kulturarv almindeligt i Danmark?
Kulturarv er altså et forholdsvis nyt begreb. Men hvornår er det så blevet et
almindeligt begreb? Det kan vi få en idé om ved at se hvor ofte ordet
optræder i de landsdækkende aviser (figur 1) 1 . I 1996 optræder ordet
'kulturarv' (inklusive diverse endelser) i knap 300 avisartikler. Brugen af
ordet er jævnt stigende frem til i dag, hvilket betyder, at ordet fra 2001
optræder mere end dobbelt så ofte som i 1996, og ved udgangen af 2005
næsten fire gange så ofte.
2001 oprettes Kulturarvsstyrelsen som et led i en strategisk satsning
på at samle fortidsmindebevaring, kulturbevaring og museumsvirksomhed
under ét kontor. Derfor optræder ordet kulturarv naturligvis ofte som et led i
ordet Kulturarvsstyrelse herefter. Men selv renset for ordet
'kulturarvsstyrelse' (figur 2) er der er en markant og jævn stigning i brugen
1 Hvilke aviser der indgår i analyserne, og også i denne figur, er beskrevet i
metodeafsnittet omkring diskursanalyse. Søgning på ordet kulturarv er fungeret ved
hjælp af trunkering, markeret ved *. Det vil sige at alle endelser af ordet er medtaget i
søgningen
12

af ordet kulturarv i tiårsperioden fra 1996 til 2005.
1400
1200
1000
800
600
400
200
0
13
kulturarv*
1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005
Figur 1: Oversigt over brugen af ordet kulturarv i danske aviser fra 1996-2005.
Søgning på ordet kulturarv er foretaget ved hjælp af trunkering, markeret ved *. Det vil
sige at alle endelser af ordet indgår i søgningen.
1000
800
600
400
200
0
kulturarv* (og ikke
kulturarvsstyrelse*)
1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005
Figur 2: Oversigt over brugen af ordet kulturarv i danske aviser fra 1996-2005, renset
for brugen af ordet Kulturarvsstyrelse.

Hvad dækker begrebet kulturarv over i dag?
Den gældende museumslov fra 2001 har sit arkæologiske forbillede om
bevaring i den europæiske Konvention til Bevaring af den Arkæologiske
Kulturarv, Vallettakonventionen, fra 1992. I Museumsloven defineres
museernes arbejdsområde i forhold til kulturarv. Det er således museernes
opgave ”Gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og
formidling […] at virke for sikring af Danmarks kultur- og naturarv”
(Museumsloven § 2, stk 1). Der findes ingen generel bekendtgørelse af hvad
begrebet kulturarv dækker over i museumsloven. Imidlertid er den
arkæologiske kulturarv specificeret som ”spor af menneskelig virksomhed,
der er efterladt fra tidligere tider, dvs. strukturer, konstruktioner,
bygningsgrupper, bopladser, grave og gravpladser, flytbare genstande og
monumenter og den sammenhæng, hvori disse spor er anbragt”
(Museumsloven § 27). Arkæologisk kulturarv er med andre ord et materielt
begreb, der omfatter tidligere tiders fysiske efterladenskaber (og spor efter
disse). Det er samtidig et ekstremt omfattende begreb, der principielt
dækker alle fysiske levn ældre end 'nu'.
Kulturarvsstyrelsen har siden dens oprettelse i 2001 været det centrale
organ for kulturarvsforvaltning. Men her finder vi ikke en eksplicit
definition af kulturarv. Hvis vi ser på styrelsens indsatsområder koncentrer
den imidlertid sig om fem forskellige former for kulturarv:
Ét indsatsområde er bygningskulturarven: ”En væsentlig del af den
danske kulturarv er de mange bygninger, som udgør både en arkitektonisk
og en kulturhistorisk fortælling om forskellige perioder af Danmarks
historie”. Et andet er fortidsminderne: ”Danmark er et rigt land, når det
gælder fortidsminder, den arkæologiske kulturarv.” Et tredje er kulturarv i
betydningen kulturmiljø: ”I de senere år er man blevet mere og mere
opmærksom på, at kulturarv ikke kun kan omfatte enkeltstående bygninger
eller enkelte genstande, men at kulturarv også kan være en helhed af mange
elementer.” Et fjerde er industrikulturarv: ”Frem til 2007 har
Kulturarvsstyrelsen arbejdet målrettet på at øge kendskabet til
industrisamfundets kulturarv og på at sikre, at et repræsentativt udvalg af
industriminder bliver indsamlet, registreret og bevaret.” Det femte
indsatsområde er kulturarv som det, der befinder sig i museernes,
bibliotekernes og arkivernes samlinger indenfor kunst-, kultur- og
naturhistorie: ”Museer, arkiver, biblioteker skal tilsammen varetage
sikringen af Danmarks natur- og kulturarv.” (alle citater er fra bjælken
”Kulturarven” på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside (marts 2009). Også disse
eksempler ligger indenfor feltet af fysisk kulturarv. Direktør for
Kulturarvsstyrelsen Steen Hvass bruger også begrebet 'arv' som direkte
synonym for 'kildematerialet'. Det ses eksempelvis i følgende citat, hvor han
understreger at det er vigtigt at: ”...et passende udvalg af arven bliver
14

indsamlet, registreret, undersøgt og bevaret” (Hvass 2004; 9). Igen
fremtræder kulturarv som et fysisk begreb.
Den immaterielle dimension af kulturarv, som såvel UNESCO som
den svenske kulturarvsadministration opererer med er således ikke en
eksplicit del af kulturarvsadministrationen i Danmark. Er det danske begreb
kulturarv da et begreb, der alene er knyttet til det materielle? For at svare på
dette kan det være nyttigt at se på, i hvilke sammenhænge ordet kulturarv i
øvrigt optræder.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har gennem projektet Korpus
2000 opbygget en elektronisk tekstsamling, der afspejler og dokumenterer
dansk skriftsprog omkring årtusindskiftet. De citater, der ligger i databasen
er primært fra perioden 1998-2002. Desuden findes en tilsvarende samling
for årene lige omkring 1990, Korpus 90. Blandt de i alt 272 tekststykker, der
indeholder ordet kulturarv i disse databaser, har jeg fundet følgende helt
konkrete eksempler på, hvad danske avisskribenter og debattører synes,
kulturarv er. Disse er illustreret i figur3 og beskrevet nedenfor:
Cirka halvdelen er fysiske eksempler på kulturarv. Det drejer sig
eksempelvis om herregårde, slotte, kirker, bindingsværkshuse, smukt
restaurerede huse og gamle vand- og vindmøller. Disse knytter sig alle til
kulturarv som det nostalgiske, ligesom det at pege på gamle husdyrracer (i
eksemplet geder) eller 'traditionelle' (i betydningen gamle og næsten
uddøde) håndværk som kulturarv.
En anden stor del af eksemplerne på kulturarv er de medier, som
størstedelen af befolkningen får deres kulturoplevelser fra – bøger, fjernsyn
(DR), film og internetsider. Der er flere eksempler, der knytter sig til det
kristne: Kirker, salmer og Bibelen. Desuden er der eksempler, der knytter
sig til forestillingen om, hvad der er symboler på det nationale: De Danske
Spritfabrikker, De danske skove, fodbold, 'sangskatten', gøgl, gastronomi
(og ruskultur) samt polsk folkemusik.
De sidste eksempler her har ganske vist et fysisk udtryk – skovene er
fysiske, sangskatten findes i sangbøger, men det er næppe på grund af deres
fysiske tilstedeværelse at de benævnes kulturarv. I deres fysiske udformning
er det blot symboler for det, vi forstår ved kulturarv. Hertil kan listen tilføje
en række eksempler, der ikke findes i en umiddelbar fysisk fortand, men er
abstrakte og rent ikke-materielle begreber: Kultur, sprog, tradition,
matematik, viden, oplevelser og 'guderne'.
15

Her er der tale om begreber, som vi indtil for nyligt kaldte 'kultur' og
ikke 'kulturarv'. En del af ovennævnte knytter sig også til det nye begreb
'oplevelsesøkonomi' – gøgl, gastronomi, fodbold, folkemusik og
traditionelle håndværk. Samme typer af eksempler på hvad
kulturarvsbegrebet omfatter finder man ved en søgning i eksempelvis
statsbibliotekets register. En søgning på statsbiblioteket i 2005 gav følgende
bud på, hvad kulturarv er og hvor den befinder sig: Kirker, fabrikken og
industrilandskabet, Europa, Rigsarkivet, kristendom, social arrogance, de
gamle husdyrracer, den tredimensionelle tekniske kulturarv samt de danske
skove.
16
Figur 3:Kulturarv er alt. Eksempler fra Korpus.

Kulturarv er det hele
Hvis det er muligt at drage en konklusion over så mangfoldigt et materiale
må det være, at kulturarv ikke er et klart defineret begreb. Begrebet kan
bruges og bliver brugt om præcis det, den enkelte person eller institution
ønsker det skal bruges om. Således dækker begrebet kulturarv i lovmæssig
forstand især over materielle efterladenskaber, i museal forstand helst over
de genstande, der bærer en fortælling i sig, og som helst ikke skal være helt
nye. I andre sammenhænge dækker kulturarv over ting, vi (danskere) har
nostalgiske følelser omkring, fordi de enten er symboler på 1900-tallets
bondesamfund, eller mere populært 'Morten Korch samfundet'
(bindingsværk, herregårde, kirker, medister og gule ærter) eller på en
national sammenholdsfølelse (fodbold). Således bliver begrebet, som jeg vil
vise, uddybe og diskutere i det efterfølgende, et centralt begreb i en national
diskurs. Som det ses af ovenstående eksempler flyder kulturarv som begreb
endvidere rundt mellem det materielle og det ikke-materielle. I et
radiointerview blev Direktør for Kulturarvsstyrelsen Steen Hvass spurgt,
hvad kulturarv egentlig er (DR P1 Den hippe kulturarv, bilag 5). Han
svarede:
”Jamen, kulturarv, det er sådan set det hele, det er alt det mennesker
frembringer ved deres virksomhed og levevis og så videre. I hele vores
historie er der produceret kulturarv. Vi producerer også kulturarv i dag, med
hvad der laves af redskaber, og måden vi bor på og så videre, former vores
landskab på og så videre. Så alt hvad, hvor, hvad skal vi sige, mennesker har
en finger med i spillet, der, der dannes der kulturarv, laves der kulturarv.
Men; vi sorterer selvfølgelig lidt i det, vi kan jo ikke gemme alting, og skal
absolut heller ikke gemme alting, så man sorterer lidt i det; hvad mener man
i dag, der er, ud fra den viden vi har i dag, der er væsentlig at prøve at sikre
for vores efterkommere. Og det er så det vi [Kulturarvsstyrelsen, MBJ] ta’r
os af og har forskellige redskaber til som fredning af monumenter og
fortidsminder og sikring af genstande på museerne, og sådan noget – til
efterkommere, til at fortælle lidt om, hvordan har folk boet, og udnyttet det
landskab, som i dag hedder Danmark.”
Citatet viser at Steen Hvass, her som repræsentant for
Kulturarvsstyrelsen mener, at kulturarv er det hele. Mennesker har altid
produceret kulturarv og gør det også lige nu. Men kulturarv er alligevel ikke
det hele. Kulturarv er det, vi sorterer fra som kulturarv. Hvis alt var at
betragte som kulturarv ville både befolkningen og museerne drukne i det.
Kulturarv er med andre ord det, vi vælger ud som betydningsfuldt for os i
dag. Vi kan også læse ud af citatet at kulturarv er det, man kan frede og
bevare, både i landskabet og på museerne. Kulturarv er altså de fysiske
efterladenskaber. Sidst i citatet får vi fornemmelsen af at kulturarv – når
begrebet bruges på disse breddegrader – betragtes som knyttet til det danske.
17

Kulturarv og oplevelsesøkonomi
Indenfor 'oplevelsesøkonomien' (der let forenklet kan betegnes turismefeltet)
kan man finde eksempler på kulturarv og kulturarvsattraktioner der
hedder: jættestuer, stensætninger, kæmpehøje, ruiner, hulemalerier,
besøgscentre, folklore, berømte eller fiktive personer, historiske
begivenheder, arkitektur, kunsthåndværk, kulinariske specialiteter, lokale
skikke og traditioner, museer og udstillinger, landbrug og industri samt
temaruter og natur- og historiske ruter i landskabet (Bornholms
Forskningscenter 2001: 4f). Det er værd at bemærke at kulturarvsbegrebet
her også dækker over ”fiktive personer” - i Danmark eksempelvis Jens
Langkniv. I Sverige er der en stor ”kulturarvsturisme” over fiktive personer
som Jan Guillos tempelridder Arn, Astrid Lindgrens Emil og Bulderbybørn
samt Vilhelm Mobergs smålandske emigranter Karl Oskar og Kristina
(Aronsson 2005). Begrebet oplevelsesøkonomi er stort set jævnaldrende
med begrebet kulturarv, og 'kulturarv' bruges ofte til at betegne det samme
som 'oplevelsesøkonomien'. Et eksempel gives hos Michael Billig, der
beskriver kulturarv (heritage) som ”a booming industry, successfully
marketing the national past as a leisure commodity” (Billig 1995: 113).
Kulturarvsbegrebet indenfor oplevelsesøkonomi hænger således sammen
med kulturarven kommercielle potentiale (se eksempelvis Halewood &
Hannam 2001), og kulturarvens betydning ses ofte som direkte ækvivaleret
hermed. Også David Lowenthal beskæftiger sig med kulturarv som en del af
en senmoderne “oplevelse” eller “dyrkelse” af kulturarv, når han i The
Hertage Crusade and the Spoils of History (1996: 1) skriver: “The world
rejoices in a newly popular faith: the cult of heritage”. I hans fodspor har
Cornelius Holtorf anskuet arkæologisk kulturarv som oplevelse, og
beskriver fortidsminders“archaeo-appeal” således: “People visit
archaeological sites in their leisure time, seeking special experiences that
can, for instance, be gained by visiting exotic curiosities and strange
wonders. That is precisely what many prehistoric monuments offer...”
(2005: 104).
At 'kulturarv' og 'oplevelsesøkonomi' betragtes som to sider af samme
sag fremgår også af følgende citat af daværende Kulturminister Brian
Mikkelsen:
”Kulturarv har en meget stor betydning for danskerne. Vi vælger jo
ikke kun feriested efter, om der er et badeland eller en forlystelsespark, men
også om der er en interessant ruin, et slot eller historisk bymiljø. Og jeg tror,
at danskerne også i deres hverdag sætter pris på, hvad de har i deres nærhed
af fredede huse, gravhøje og kulturlandskaber.” (Kulturarvsstyrelsens
Nyhedsbrev 02, 2005).
Af dette citat kan vi desuden se at den fysiske kulturarv bruges som
18

synlige ikoner for folks (”danskernes”) følelser for denne kulturarv – vi
(danskere) ”sætter pris på” at bo nær og opleve kulturarv. Citat indikerer
også – sammen med Steen Hvass citat ovenfor – at kulturarv knyttes til en
national identitet. For at opsummere viser de eksempler, jeg har gennemgået
indtil nu, at der ikke eksisterer en konsensus om, hvad kulturarv er, eller
med andre ord, at kulturarv stort set er alt. De viser også, at kulturarv ikke
kun er et begreb, der knytter sig til det materielle, men i allerhøjeste grad
noget vi forbinder med det immaterielle i verden, kultur. Mens den faglige
opfattelse af begrebet kulturarv er forbundet med noget materielt, hænger
den mere generelle opfattelse af kulturarv altså i høj grad sammen med den
immaterielle kulturarv. I den 'dagligdags' eller 'almene' brug af kulturarv
værdisættes materiel kulturarv fordi den er udtryk for en immateriel
kulturarv. I denne diskurs er kulturarv altså noget, der har med følelser at
gøre. Følelser, der knytter sig an til det, vi forbinder med begrebet 'identitet'.
Og herunder ikke mindst ting og symboler for 'national identitet'. David
Lowenthal skelner således mellem 'heritage' og 'history':
”Man må ikke forveksle kulturarv med historie. Historie forsøger at
overbevise gennem sandhed, og bøjer sig for usandhed. Kulturarv
overdriver og udelader, opfinder åbenlyst og glemmer uden omsvøb, den
trives ved uvidenhed og fejl. […] Kulturarv bruger historiske spor og
fortæller historiske fortællinger. Men disse fortællinger og spor bliver vævet
ind i fabler og lukket overfor kritisk granskning. Kulturarv er immun
overfor kritik fordi den ikke er lærdom men katekismus – den er ikke
baseret på kontrollerbare facts men på godtroende loyalitet.” (Lowenthal
1998: 3, min oversættelse fra engelsk).
I Lowenthals terminologi er der således en markant forskel på historie
og kulturarv, hvor historie er faktuelt baseret, mens kulturarv er funderet på
fortælling og myter. I denne optik er det ikke problematisk at inkludere også
fiktive personer i kulturarvsbegrebet. I mange tilfælde fungerer disse
allerbedst som kollektiv hukommelse, jævnfør det tyske erindringsbegreb,
for begivenheder eller forestillinger om begivenheder eller tidsepoker, som
'vi' ønsker at mindes.
Eller for at samle det ganske kort:
• Kulturarv er et nyt begreb (men med rod i ideen om forfædre-arv).
• Der er ikke konsensus om hvad kulturarv er.
• Kulturarv er en ide.
• Kulturarv er også administrativ praksis.
• Kulturarv er det hele.
• Og kulturarv er kun det vi vælger at bevare.
• Kulturarv er fysiske levn.
• Men kulturarv er også immateriel og levende.
19

• Kulturarv er ikke (for)historie.
• Og så er kulturarv tilsyneladende forbundet med en forestilling om
noget nationalt.
Der er med andre ord god grund til at beskæftige sig mere indgående
med begrebet kulturarv. Det er der, fordi der ikke er enighed om, hvad
kulturarv er. Vi kan se af ovenstående, at begrebet er til forhandling, og
bliver brugt både fagligt, administrativt, strategisk og politisk. Vi kan se, at
begrebet tillægges forskellig betydning, alt efter hvilken kontekst, det indgår
i. Der udspiller sig med andre ord et diskursivt magtspil med kulturarv som
omdrejningspunktet. Oversat til diskursteoretisk 'sprog' kan vi betragte
begrebet kulturarv som et knudepunkt eller nodalpunkt (Laclau og Mouffe
2002: 24), og spillet om at værdisætte begrebet kulturarv som et diskursivt
magtspil (Fairclough 1992, 2002). I en diskursteoretisk terminologi kan et
begreb som kulturarv, ”hvis betydning endnu ikke er fastlagt, men som der til
gengæld foregår en hegemonisk kamp om at betydningstilskrive” (Ejlskov
2006: 4), betragtes som en flydende betegner (Laclau og Mouffe 2002: 24). Det
tyder på, at vi kan nærme os en bedre forståelse af begrebet kulturarv ved at
betragte de sfærer, det indgår i, som diskurser, som vi kan underkaste
diskursanalyser.
Nedenfor vil derfor først uddybe de netop anvendte diskursteoretiske
begreber, hvorefter jeg vil foretage en diskursanalyse af et udvalgt materiale
for at undersøge, hvordan begrebet kulturarv er blevet et betydningsfuldt
begreb indenfor dansk arkæologi specifikt og dermed også indenfor dansk
kulturpolitik generelt. Dette gør jeg ved at se på en diskussion, der
udfoldede sig i aviserne i perioden 1996-2005; en diskurs, arkæologi som
fag var med til at definere men samtidig blot en lille brik i. Jeg vil vise at
begrebet kulturarv ændrede sin betydning i denne periode, og vise, at det
betydningstilskrives forskellige værdier alt efter hvilken diskurs, det
optræder i. Formuleret på en anden måde (med inspiration af Torfing 2001:
23) kan man betragte den kommende analyse som en forfølgelse af disse
ledetråde eller spørgsmål til materialet: Hvordan blev den forholdsvis nye
og derfor endnu ikke værdisatte betegnelse 'kulturarv' udfyldt med et
konkret politisk og ideologisk projekt? Eller omvendt: Hvilken rolle har
betegnelsen 'kulturarv' fået for dansk arkæologi umiddelbart frem til men
især i tiden efter årtusindskiftet?
Først vil jeg imidlertid give en introduktion til det analyseapparat, min
undersøgelser bygger på: Diskursanalyse.
20

Diskurs,-en.
Diskursanalyser er et relativt nyt bud på et teori- og metodesæt til at
analysere kulturelle fænomener. De fleste diskursteoretikere henviser til
Michel Foucault, og først og fremmest hans L'Archéologie du Savoir (på
engelsk The Archaeology of Knowledge og på dansk Vidensarkælogien) fra
1969 som begrebsdannende indenfor feltet. Diskursteori er som
udgangspunkt en socialkonstruktionistisk teori.
Når jeg nedenfor analyserer diskurser bygger jeg på nogle
fundamentale antagelser om sociale diskurser. Først og fremmest godtager
jeg, at mennesker gennem social interaktion konstruerer 'verden' som vi
opfatter den. Når mennesker agerer med hinanden konstruerer vi den sociale
verden, herunder viden, identiteter og sociale relationer (Jørgensen og
Philips 1999;14). Al kommunikation mellem mennesker danner
betydninger, der udgør den konstruktion vi kalder samfund. Jeg accepterer
derved at viden ikke er en objektiv sandhed, men vores måde at fortolke og
kategorisere verden på (Jørgensen og Philips 1999; 13).
Kommunikation er mere end sprog. James Gee (1996: viii) beskriver
diskurser som adfærd, vi indenfor en gruppe af mennesker har accepteret;
den måde vi interagerer, værdisætter, tænker, tror, taler, læser og skriver på.
Indenfor det diskursanalytiske felt benævnes al denne interageren 'diskurs',
og betragtes som 'tekst' der kan analyseres (Fairclough 1992, 1995, 2002).
Men det diskursanalytiske felt er mere end blot teoretiske betragtninger. Det
er også analytiske redskaber, der kan bruges til at forstå hvordan vi
interagerer. Denne erkendelse tilvejebringes gennem konkrete analyser af
'tekst'.
Selvom tekstbegrebet i diskursteorier bestemt ikke skal forstås som
den bogstavelige tekst, i sin videste definition sådan at al diskursiv praksis
opfattes som 'artikulation' eller 'tekst' (Laclau & Mouffe 1985), er det i
praksis ofte skrevne tekster der danner grundlag for diskursanalyser.
Fairclough begrænser således sine analyser af 'tekst' til det skrevne (se
eksempelvis Fairclough 2000, 2002), mens eksempelvis Locke (2004)
analyserer 'talt' tekst, i transskriberet form. Dette skyldes sandsynligvis at
skrevne tekster er meget håndgribelige og fremtræder som faktiske
dokumenter, der er nemme at håndtere i en videnskabelig analyse, der skal
kunne henvise til et kildemateriale. I modsætning til begreber og diskurser
er tekster også materielle kilder. Skriftlige tekster strukturerer desuden
forskellige udsagn, så de giver betydning (Larsen 2001).
21

Kritisk diskursanalyse
Med diskursanalysen flytter diskursteorien fra sprogvidenskaben ind i
samfunds- og kulturstudier. Diskursanalyse er nemlig udsprunget fra
diskursteori i et ønske om at udvikle et konkret redskab til at forstå og
ændre sociale problemer. En del diskursanalytikere har forsøgt at udvikle
helt håndgribelige metodiske redskaber, der kan bringe forskeren gennem en
diskursanalyse. Denne kombination af en praktisk og teoretisk tilgang til det
diskursive felt forekommer specielt indenfor den teoretiske retning, der
benævner sig selv Kritisk Diskursanalyse (på engelsk Critical Discourse
Analysis eller CDA). Diskursanalysen som redskab er de seneste år også
slået igennem blandt danske forskere, og her kan Diskursanalyse som teori
og metode (Jørgensen og Phillips 1999) samt Diskursteorien på arbejde
(Dyrberg, Hansen og Torfing 2001) betragtes som introducerende
grundbøger på dansk.
Kritisk diskursanalyse er blevet beskrevet som en ”systematisk
udforskning af ofte skjulte årsagsforhold og afgørende forhold mellem (a)
diskursiv praksis, begivenheder og tekster, og (b) større sociale og kulturelle
strukturer; en undersøgelse af hvordan disse praksisser, begivenheder og
tekster opstår af og er ideologisk formet af magtforhold og kamp om magt”
(min oversættelse fra engelsk; Fairclough 1995; 132). Med andre ord
beskæftiger CDA sig med forholdet mellem diskurs og samfund, og
udgangspunktet er at diskursen er styret af ideologi, magtforhold og kampen
om magt (Chouliaraki og Fairclough 1999). Det er ikke noget nyt at dette
magtspil giver sig udtryk i politisk diskurs (Fairclough 2000: 3). Når
diskursanalyse har fået en væsentlig rolle nu er det fordi politisk diskurs og
sprog i det hele taget har fået en afgørende rolle i takt med udviklingen i
mediedækning af politiske begivenheder (Fairclough 2000: 3). Faircloughs
diskursanalyser udspringer af et ønske om at udvikle et samfundskritisk
redskab, der kan hjælpe til at sætte fokus på og afhjælpe sociale problemer:
Social uretfærdighed, sociale kampe og sociale magtspil (Chouliaraki og
Fairclough 1999: 4).
Flydende betegnere
En forudsætning for at diskurser kan opfattes som et konstant magtspil er, at
strukturer aldrig bliver fuldstændige. Strukturer bliver aldrig fuldstændige
fordi de er under konstant forhandling om at værdisætte den dominerende
diskurs, og omvendt tillader det ufuldstændig i strukturer at denne
forhandling eller magtkamp foregår. Med andre ord tillader systemet en
politisk diskussion af værdisæt. I det politiske sættes værdier ind imellem
partielt fast, og konstruerer dermed et 'center'. Det sker eksempelvis når
folketinget vedtager en lov. Men snart kredser diskursen igen om centre, der
aldrig bliver rigtige 'centre', men er centre der konstant flytter sig indenfor
22

den enkelte diskurs. Disse centre kalder Laclau for nodal points, på dansk
oversat til forankringspunkter eller knudepunkter. Diskursanalyse kan
opfattes som en analyse af hvordan disse forankringspunkter fastsættes på
én måde, der ligeså godt kunne have været en anden måde. Den diskursive
meningsdannelse sker i en forhandling af forholdet mellem disse
forankringspunkter. Dette beskrives også som en kamp om at værdisætte
'flydende betegnere' (Andersen 1999: 89ff; Laclau og Mouffe 2002: 24).
For at forklare hvordan begrebet 'flydende betegner' kan forstås bruger
Andersen (1999: 94) et eksempel med en død sæl, der flyder ind på
stranden. Hvorvidt den ses som betegnende for at der politisk skal sættes ind
overfor forurening, fiskeri eller blot betragtes som et offer for naturens
anliggender er en politisk værdikamp – eller en kamp om at værdisætte
'flydende betegnere' og midlertidigt fastlåse 'forankringspunkter'.
Hvis vi skel se på, hvad en flydende betegner indeholder af betydning,
kan et redskab være at kigge på hvilke begreber, der ækvivaleres med
betegneren (se Laclau og Mouffe 2002: 81ff) – i dette tilfælde 'kulturarv'.
Ækvivalenskæder kan beskrives som en kæde af ligheder (ækvivalens) der
danner en gruppe. Et eksempel er hvis vi ser på betegnere 'danske' (i forhold til
for eksempel 'fremmede'). Danskerne er i udgangspunktet vidt forskellige. Men
bistandsklienten, metalarbejderen og købmanden gøres identisk ved at de alle
indgår i etiketten 'danskhed' (Torfing 2001). Eftersom betydninger af et begreb
ikke ligger fast, men er til konstant forhandling, kan det, at prøve at definere
begrebet ud fra dets ækvivalenskæder, ses som et ”et diskursanalytisk forsøg på
midlertidigt at fiksere de forskellige diskurser ved at afdække de kæder af
betydning, de ækvivalerer” (Ejlskov 2006: 6). Udskillelsen af ækvivalerede
begreber udgør således ikke en egentlig definition af begrebet, men nærmere et
øjebliksbillede af, hvad diskursen centreres omkring på et givent tidspunkt.
Efterhånden som den flydende betegner formes af forskellige interessegrupper
eller 'magtkampe' omfatter kæden af begreber, der kan ækvivaleres med
begrebet flere og flere, hvorfor begrebet til sidst er kendetegnet ved så mange
betegnere, at det mister sin essens. Et begreb, der på den måde kendetegnes ved
så mange forskellige betegnere, at det i realiteten er 'udvandet' kaldes med et
diskursanalytisk begreb en 'tom betegner' (empty signifier) (Laclau 1994: 167).
Eksempler på tomme betegnere er 'velfærdsstaten', 'folket' og 'nationen'
(Torfing 1999: 10).
Kampen om at værditilskrive en flydende betegner kan således ses som
en polarisering eller et modsætningsforhold mellem forskellige
ækvivalenskæder. Et andet ord, der anvendes i det diskursanalytiske felt, er
antagonisme. En antagonisme opstiller en kløft mellem to ækvivalenskæder.
(Dyrberg, Hansen og Torfing 2001c).
Diskurser kan analyseres fra forskellige vinkler. Én angrebsvinkel er
at tage udgangspunkt i en begrebshistorik, hvor der er fokus på det enkelte
23

egreb (eller den enkelte betydning delt af flere begreber). En anden
angrebsvinkel er en tekstanalyse, hvor et tekststykke betragtes som en
diskurs i sig selv, der analyseres. Desuden kan man angribe problemet som
en overordnet diskursanalyse, hvor begreber og tekster ses i en større
kontekst. Jeg vil bevæge mig rundt på alle tre planer i mit forsøg på at
afdække, hvordan og hvorfor begrebet kulturarv kom til Danmark, og
hvilken rolle begrebet har i den senmoderne kulturpolitik. Mit eget
diskursbegreb lægger sig således op ad forestillingen om, at diskurs er 'det
hele'. Den verden, vi agerer i, betragter jeg som et samspil af mange
diskurser. Jeg forestiller mig, at alle disse forskellige diskurser, som jeg også
vælger at kalde 'tekster', kan underkastes diskursanalyser. Således vil jeg
forsøge at fange betydningen af kulturarv i primært dansk arkæologi i det
senmoderne samfund ved at analysere forskellige 'tekster', hvor 'kulturarv'
og 'arkæologi' spiller en rolle. Det første materiale, jeg kaster mig over i
kapitlet Krise, er en række avisartikler fra perioden før og efter det seneste
årtusindskifte der indeholder ordene 'kulturarv' og 'arkæolog'. Det næste
materiale jeg vil kaste mig over i kapitlet Bevaring er en række nationale
arkæologiske kulturarvsarealer, som jeg har valgt at betragte som udsagn for
hvad der er de mest væsentlige arkæologiske materialer i dag. De to første
analyser er koncentreret om skriftligt materiale, og er dermed tekstanalyser i
traditionel tekst-betydning. Det sidste materiale jeg vil underkaste en
analyse i kapitlet Monumenter er derimod et udvalg af arkæologiske
vikingetidsudstillinger, som jeg vælger at opfatte som udtryk for
arkæologiens væsentligste rolle i det omkringværende samfund. Den sidste
analysedel omfatter således såvel skriftlige tekster som analyse af farver,
omgivelser, bygninger, kortudsnit og sammenhæng mellem monument,
udstilling og besøger.
En indgang til kritiske diskursanalyser
Nu vil jeg imidlertid først prøve at skitsere, hvordan en diskursanalyse kan
gribes an. Det er min hensigt at metoden her kommer til at fremstå som et
værktøj, jeg bagefter kan bruge i mine konkrete analyser af de forskellige
kildematerialer. Værktøjet baserer sig hovedsageligt dels på anvisninger fra
metodiske anvisninger fra Fairclough (1995, 2002), dels på Dyrberg,
Hansen og Torfings (2001) omskrivninger af disse konkrete analysebud. De
er anvendelige på skrevne tekster, men kan også modificeres til at anvendes
på andre 'tekster'.
Jeg har samlet disse forfatteres metodiske angrebsvinkler og opsummeret
dem i følgende spørgsmål, man kan stille sig selv:
24

Problemfelt
Hvad er det for et genstandsfelt eller problemfelt, jeg vil analysere?
Hvad konstruerer grænserne for den diskurs, jeg vil analysere?
Metodologiske overvejelser
Hvilke overvejelser gør jeg om det materiale, jeg analyserer?
Hvad skal jeg kigge efter i mit materiale?
Hvilke teknikker skal jeg anvende i den konkrete analyse?
Hvilke metodiske overvejelser har jeg gjort i løbet af forskningsprocessen?
Analysestrategi
Hvilken type analyse vil jeg lave?
Hvad vil jeg gerne vise?
Hvad er det for forskelle og betydninger, jeg leder efter? Kunne jeg lede
efter andre, og hvilke historier kunne jeg så have fortalt? Hvorfor har jeg
valgt at fokusere på netop disse forskelle og betydninger?
Skal mit snit lægges diakront eller synkront?
Hvor bredt eller smalt vil jeg gribe problemet an?
Hvordan vil jeg beskrive min egen diskursivitet, altså den sociokulturelle
kontekst, jeg arbejder, lever og tænker i?
Efter at have svaret på disse indledende spørgsmål kan man gå i gang
med sin systematiske analyse. I den systematiske analyse kan man skelne
mellem forskellige angrebsvinkler eller analyseplaner, for eksempel
begrebsanalyse, strukturanalyse, semantisk analyse og genreanalyse.
Begrebsanalyse
Begrebshistorikken har fokus på de(t) enkelte ord. Begreber defineres både
sprogligt og kognitivt. Begreber kan være både ét og flere ord, og flere ord
kan dække over det samme begreb som ét ord, ligesom ét ord kan have flere
betydninger. I en analyse er det en god idé at begynde med at undersøge
betydningsfelter (semantiske felter) for at se, hvilke ord, der kan have
begrebslig status. Desuden kan det være relevant at se på, hvordan
relationerne er mellem forskellige begreber (Dyrberg, Hansen og Torfing
2001c: 329) – er der en hierarkisk relation, hvor et begreb underordnes et
andet (sidebegreb) – som eks. 'national' og 'kulturarv'. Er der en
modsætningsrelation – som eksempelvis 'national' versus 'lokal' kulturarv?
Og ledsages begrebet så altid af sit modbegreb? Det er endvidere relevant at
se på, om det centrale begreb (over tid) får en ny betydning.
En tekstanalyse kan således starte ved at tage udgangspunkt i tekstens
betegnere, på engelsk 'signifiers'. (Fairclough 2002, Laclau og Mouffe 2002,
Larsen 2001, Locke 2004). Dyrberg, Hansen og Torfing (2001c: 327) bruger
den fordanskede franske betegnelse 'signifiant'er' og definerer det som
25

”selve de udtryk […], der bruges i teksten”. I nedenstående analyser har jeg
arbejdet med substantiver, adverbier og adjektiver og pronominer, som
nøgler til at løse teksten op.
Begrebsanalysen er også en retorisk analyse hvor man er opmærksom
på spillet mellem forskellige udtryk: ”Hvilke ord bruges? Hvordan glider
forskellige udtryk over i hinanden? Hvilken brug gøres der af metaforer?
Hvordan dannes der nye ord? Hvilken ladning har ordene?” (Dyrberg,
Hansen og Torfing 2001c: 327). I analysen bør man også lægge mærke til
”betydningen af spillet mellem de lydelige, skriftlige, billedlige eller
gestikulære udtryk” (ibid.).
Det kan man for eksempel gøre ved at overveje, om analysen skal
fokusere på centrale begreber – i mit tilfælde ordet kulturarv – eller mere
perifere ord, der måske kan hjælpe til at forstå de centrale begreber. Man
kan også overveje om mere betydningssvage ord (som for eksempel 'men')
eller ordstillinger iscenesætter de mere centrale begreber? Her kan det være
væsentligt at se på begrebernes ”henholdsvise positive eller negative
konnotation” (Egholm & Wul 2001: 37).
Strukturanalyse eller tekstanalyse
Begrebsanalysen fører over i en mere generel analyse af tekstens struktur
eller 'order of discourse' (Fairclough 2002). En tekstanalyse ser på hvordan
teksten i struktureringen af det narrative og stilistiske iscenesætter bestemte
diskurser (Larsen 2001). Hvis man vil analysere sig om bag denne bevidste
eller ureflekterede iscenesættelse kan man for eksempel se på fremkomsten
af begreber ved at arbejde narrativt semantisk med teksten, eller man kan
prøve at fange diskursen ved at se på de narrative mønstre og temaer (ibid.).
Tekstanalysen kan altså også betegnes som en narrativ analyse, hvor man
undersøger den fortælling, teksten rummer og betragter teksten som en
sammensat helhed. En narrativ analyse kan også omfatte selve
fortælleteknikken (Dyrberg, Hansen og Torfing 2001c). Den narrative
analyse kan udvides ved at fokusere på genre: Er det nyhedsformidling eller
politisk propaganda? Hvordan er teksten komponeret eller struktureret,
hvilken stil og opbygning er den skrevet efter, og hvilke virkemidler bliver
brugt? Hvis det er en blandet genre, kan dette også være bevidst for at opnå
en bestemt effekt.
En tekst kan nemlig, som jeg allerede har været inde på, være en del af
mange diskurser: økonomiske, politiske, medieverdens,
uddannelsesmæssige og så videre, såvel lokale eller nationale som
internationale (Larsen 2001). Den måde, begreber og diskurser
repræsenteres på ændrer sig fra den ene kontekst til den næste, og fra genre
til genre. Dette er netop medvirkende til at det kan være vanskeligt at tackle
26

det problemfelt, man har i fokus (Fairclough 2002), og her kommer
diskursanalysen til hjælp ved at udpensle tekstens underliggende strukturer.
Fairclough har vist, hvordan man ved at se på tekstens egen diskurs
(semiosis) kan undersøge, hvordan tekstens diskurs eksempelvis kan spille
en afgørende rolle i legitimeringen af en bestemt forestilling af
verdensordenen. I et af hans konkrete eksempler blev ideen om ”den nye
globale økonomi” legitimeret (Fairclough 2002).
I ovennævnte konkrete eksempel fandt Fairclough det er væsentligt at
analyse hvordan teksten placerede sig i et netværk af forskellige praksisser.
Fairclough bruger som eksempel på et analyseobjekt et 'White Paper', der
fungerede som en del af den praksis, der konstituerede den daværende
britiske regering. Det kan altså være væsentligt at spørge hvilke netværk
teksten og tekstens afsender er en del af – EU, Verdensbanken,
internationale netværk med flere. Det er væsentligt at overveje hvor
magtfulde disse netværk er, og hvor stor indflydelse de dermed har på
tekstens udspil. Faircloughs analyse viste at diskursen om ”den nye globale
økonomi” er en del af et meget magtfuldt og omfattende netværk, hvorfor
tekstens diskurs bliver taget for givent i det britiske samfund.
Det kan i den forbindelse også være relevant at se på afsenderen af
teksten; hvem kommer med udsagnene, og hvem er derved med til at forme
diskursen? Er det arkæologen, den alment historieinteresserede eller
kulturministeren? Det kan uddybes ved at se på hvilke argumenter der er i
teksten og hvordan afsenderen etablerer gyldighed for sine argumenter.
Dette kan give et indtryk af om afsenderen og dermed teksten er i færd med
at stabilisere eller omvendt med at forandre diskursen.
Kombinationen af disse analyser ”gør det muligt at analysere graden
af diskursiv sedimentering eller institutionalisering. Som beskrevet ovenfor
er mange udtryk er flydende i den forstand, at de ”artikuleres med
forskellige indhold i forskellige kontekster” (Dyrberg, Hansen og Torfing
2001c: 327). Dette antager jeg også gælder ordet kulturarv, der må forventes
at betyde noget forskelligt alt efter om det er en arkæolog eller en politiker,
der bruger det, ligesom det kan have forskellig betydning alt efter om
politikeren er højreorienteret eller en venstreorienteret, og alt efter hvilken
kontekst i tid og rum begrebet anvendes i. Det kan være anvendeligt at se
på, hvilke betydningselementer der sættes lig hinanden, og hvilke der
eventuelt ekskluderes fra diskursen (Dyrberg, Hansen og Torfing 2001c:
327).
Ovenstående kan også beskrives som en semantisk analyse, hvor man
forbinder den retoriske analyse med en analyse af betydningsindhold.
Grundlæggende ser man på, hvordan mening konstitueres. Jeg har (med
inspiration fra Fairclough (2002), Larsen (2001) og Locke (2004)) forsøgt at
27

opstille nogle tekstanalysens nøglebegreber i skema 1.
Skema 1. Forslag til nøglebegreber i en begrebs- og tekstanalyse.
Diskursanalytisk
begreb
Afklaring af
begrebets
betydning
(Vocabulary /
Word
meaning)
Ordvalg
(Wording)
Metafor
Argumentation
(Cohesion)
&
Genre
Metode Hvorfor?
Slå op i ordbog: hvad
betyder ordet? Er der
flere fortolkninger af
ordets betydning?
Hvilken ladning har
ordene?
Hvilke andre ord kunne
være valgt i stedet?
Hvilke billedlige udtryk
bruges? (er kulturarv et
billedligt udtryk, en
metafor for nationen?).
Hvordan kædes
sætninger sammen til
argumenter?
Hvordan er spillet mellem
de forskellige udtryk?
Hvilken fortælleteknik er
der brugt?
Afsender Hvem er 'tekstens'
afsender?
Hvem ønsker et bestemt
budskab ud til
Netværk af
modtageren?
Hvilke netværk / diskurser
praksisser
er teksten en del af?
Tekst-struktur Hvordan er teksten
bygget op for at opnå
kontrol med teksten?
Hvad ekskluderes fra og
inkluderes i diskursen?
28
Eksempelvis ordet ”fædreland” har
i den ene ordbog betydningen
demos, i en anden ordbog
betydningen etnos!
Eks. kan ”fædreland” erstattes af
”moderland” – men så
kendetegner det måske netop et
land man ikke er født i, men føler
for, i modsætning til ens
fædreland, som man er født i. Er
fokus på geografien eller på
slægten? Er fædreland brugt som
en positiv eller negativ
betegnelse?
”Fædreland” er eks. en metafor for
Danmark (for nationen). Men
fædreland henter sin betydning fra
familie, og vægter slægt og fædre
= mænd som billedliggørelse af et
landområde.
Understreger tekstens opbygning
en pointe? For eksempel at en
gravhøj skal bevares fordi den
rummer vores
fædrelandskærlighed. Lægges der
vægt på et argument frem for et
andet? Er der tale om politisk
propaganda?
Er det en fagperson eller en
politiker, der er afsender. Hvilke
diskurser optræder personen eller
i?
Verdensbanken,
Kulturarvsstyrelsen, Regeringen?
Hvordan legitimeres en bestemt
diskurs?

Lingvistisk analyse
I de dominerende repræsentationer af et givent problem findes gerne et antal
forudsigelige lingvistiske karakteristika. I eksemplet med den ny globale
økonomi er processerne i økonomien for eksempel beskrevet uden
ansvarlige sociale agenter. Eksempelvis er der ingen sociale agenter (ingen
ansvarlige for forandringen) i sætningen: ”New technologies emerge
constantly…” (Fairclough 2002:131). Til gengæld er der en tydelig social
agent tilstede, når afsenderen bruger ordet ”vi”. Helt konkret skal man altså
kigge efter de sociale agenter i teksten. Er de tilstede eller fraværende? Er
agenterne abstrakte eller konkrete? Er agenterne eller forandringerne eller
handlingerne noget man blot postulerer (som for eksempel ”nye
muligheder”) eller er de faktuelle?
Desuden kan man se på tekstens tid (henvises der til fremtid, nutid
eller fortid), tempus (er teksten skrevet i nutid eller datid) og modalitet. I
eksemplet med den ny globale økonomi, jævnfør ovenstående eksempel,
står teksten i tidløs ahistorisk præsens (Fairclough 2002: 131). Dette tempus
giver teksten en klang af noget eviggyldigt. Også tekstens modalitet kan
underkastes et analyserende blik. ”Inden for sprogvidenskaben anvender
man ofte begrebet modalitet eller modus, når man vil karakterisere måden
en ytring siges på; fx om man siger skal, vil, bør eller et af de andre såkaldte
modalverber” (Bundsgaard 2005). Man nuancere analysen ved at spørge
”hvem vil” eller ”hvem bør”? Det er relevant at se på, hvor ofte sådanne
modalverber optræder i teksten, og om de i givet fald bruges til at
understrege en mening. Det kan man prøve at finde ud af ved for eksempel
at se på om der overensstemmelse eller modsætning mellem agenterne – er
det eksempelvis ”vi” der ”må” og ”de andre” der ”bør”?
Det kan også være relevant at undersøge, om der i teksten er tale om
autoritative, kategoriske påstande, der kan betegnes som truismer eller
banale sandheder. I teksten om den nye globale økonomi optræder
eksempelvis truismen ”The modern world is swept by change” (Fairclough
2002: 131). Truismer forekommer ofte hvor forandringerne (eller hvad der
er tekstens fokus) er beskrevet som uafhængige af tid og sted – eksempelvis
hvis 'stedet' teksten refererer til er ”verden”.(ibid.).
Analyse af syntaksen
En anden måde at bevæge sig ned i teksten på er ved at se, om dele af
syntaksen er parataktisk (sideordnet). Eksempelvis består afsnittet her af tre
sideordnede sætninger: ”The modern world is swept by change. New
technologies emerge constantly; new markets are opening up. There are new
competitors but also great new opportunities.” (Fairclough 2002: 131) Det
kan være et retorisk kneb som i dette eksempel at opbygge en akkumulation
29

af begivenheder eller forandringer, der har afgørende betydning. Det kan
også være relevant at undersøge om de forskellige sætninger eller afsnit
modsiger hinanden, eller om argumenterne for eksempel kan skiftes ud med
andre tilfældige, lige så gode argumenter? Hvis disse egenskaber
forekommer generelt i forskellige kontekster i samfundet, opretholdes
diskursen gennem rekontekstualisering. Eksempler på forskellige kontekster
er økonomiske tekster, politiske tekster, tekster til uddannelse og så videre
(Fairclough 2002: 131). Her bevæger analysen sig over i en analyse af
interdiskursivitet.
Analyse af interdiskursivitet
Det kan være relevant at løfte det analyserende blik op fra den konkrete
tekst og se på, hvordan diskursen bliver rekontekstualiseret i
samfundsdiskursen generelt. Eksempelvis hvis en sprogbrug er opstået
inden for en bestemt faggruppe eller organisation, og derefter bliver brugt i
en anden kontekst, hvorved det bliver kombineret med et andet sprog (for
eksempel at økonomisk sprog bliver blandet med politisk sprog). Der er
forskel på, om en tekst er politisk, og derfor skal være overbevisende om sit
emne, eller om den er redegørende eller analyserende. En måde at afklare,
hvorvidt en tekst indeholder politisk retorik eller ej, er hvis der er flere
modalverber som ”bør” end almindelige verber som ”er”; samt at førstepronomin
optræder: ”vi” som i ”vi, regeringen” eller som i ”vi, de britiske”.
Dramatiske metaforer er også tit tegn på politisk sprog. De skaber skarpe,
kontante og dramatiske baser for overbevisende politisk retorik. De
ovenstående angrebsvinkler kan være med til at vise, hvordan den
dagsorden, analysen har i fokus (som ovenfor: den nye økonomiske
dagsorden) bliver tekstligt konstrueret som et ”fact of life” (Fairclough
2002). Det kan også være relevant at se på, om visse elementer bliver
”naturliggjort” – hvor kulturelle faktorer beskrives som noget naturgivent –
for eksempel at kultur nedarves mellem generationer (Dyrberg 2001).
Ligeledes kan man undersøge om forskellige begreber, for eksempel race,
kultur og nation, bliver betydningsladet i kraft af hinanden (Dyrberg 2001:
223).
Diskursanalyse med fokus på større enheder
Analysen kan herefter fokusere på de brede spørgsmål: hvem siger
hvad om det aktuelle problem, og hvordan ytres meningerne? Hvad
afgrænser den diskurs, der undersøges? Hvordan etablerer diskursen
kriterier for gyldighed? Kan der iagttages strategier, der prøver at stabilisere
eller forandre diskursen? Man kan lede efter kontinuitet og diskontinuitet –
sikrer teksten kontinuitet, eller forandrer netop denne diskurs samfundet?
Falder en eventuel diskontinuitet (måske tilfældigt) sammen med
eksempelvis et epokeskift, og er dette så med til at forstærke følelsen af
diskontinuitet og forandring indenfor problemfeltet? På dette analyseniveau
30

flyder analysen af formationsregler (som førnævnte) og magtstrategier
sammen. Det kan være væsentligt at lede efter eksempler på inkludering og
eksklusion for at komme på sporet af hvem der former og omformer
magtstrategierne og diskursen. Hvem bliver inkluderet i teksterne? Hvem
bliver ekskluderet? hvem er det, der ekskluderer? Og sker eventuelle
eksklusioner og inklusioner intentionelt eller ikke-intentionelt? (Dyrberg,
Hansen og Torfing 2001c).
Fairclough berører endvidere muligheden for at sammenligne to
tekster, og se på om de repræsenterer den samme eller forskellige diskurser
(Fairclough 2002: 135). Gennem analyser af mere overordnede materialer er
det måske nemmere at diskutere, hvorvidt teksten er en del af en generel
kontinuitet eller en diskontinuitet.
Opsummerende kan det siges, at selvom tekstanalysen har fokus på
udsagn (sætninger), er det meningen, at teksten læses som en del af en
diskurs, men med fokus på det tekstlige (forstået som det sproglige) univers.
Når analysen af den eller de konkrete tekster er gennemført, er det muligt at
stille sig selv spørgsmålet:
Har den sociale orden (netværket af praksisser) på nogen måde
”brug for” problemet?
Hvis ovenstående analyse har vist, at repræsentationerne af det undersøgte
område – som ovenfor 'den nye globale økonomi' – uomtvisteligt er en
vigtig del af at legitimere et område af den sociale orden, så ja! Hvis
teksterne viser sig at have et ideologisk sigte, så ja! Og hvis
repræsentationerne er misrepræsentationer, der opretholder ulige
magtrelationer, så ja! (Fairclough 2002).
Men diskursanalysens formål er ikke alene at konstatere et problem,
det er også at hjælpe til at navigere udenom problemet fremover. For at
sætte fokus på denne opgave, rykker man videre til næste stadie af analysen:
Identificer mulige veje forbi forhindringerne og refleksion
Her flytter man fokus fra den dominerende diskurs til alternative diskurser.
Selvom en diskurs er dominerende, er den sjældent den eneste. Hvor
adskiller den alternative diskurs sig fra den dominerende? Betyder begreber
(ovenfor eksempelvis kapital) det samme i de forskellige diskurser? For at
gøre tilsvarende tekster mere argumenterende og mindre ideologiske i
diskursen fremover kan man foreslå at der inddrages specifikke agenter (i
ovenstående eksempel kunne disse være 'store transnationale selskaber' eller
'britisk-baserede selskaber'), og angivelse af specifik tid i stedet for en bred
31

temporal specificering. Kan man i teksten skrive ”kunne være” i stedet for
”burde være”? Er der konjunktiver (for eksempel ”med andre ord”, ”i høj
grad” eller ”men”), eller komparativer (som ”mere vigtigt”, ”interessant”
eller ”ydermere”)? (Fairclough 2002).
Til sidst må man reflektere kritisk over analysen (Fairclough 2002).
Hvordan kan analysen bruges til at takle problemer? Kan den akademiske
analyse bruges i organisationer eller ideologiske programmer? Kan analysen
få indflydelse på, hvordan vi skriver?
32

Krise, -en.
Nu er det tid til at jeg kaster mig ud i en konkret kritisk diskursanalyse.
Nedenstående omhandler den konkrete analyse jeg vil foretage på
avisartikler omkring årtusindskiftet. Det følgende afsnit er tænkt sådan, at
jeg vil bringe læseren med ind i processen. Det gør jeg ved at gennemgå
ovennævnte spørgsmål, som jeg har stillet mig selv om materialet, både
inden jeg gik i gang med at gennemlæse artiklerne, og undervejs i analysen.
Optakt til konkret analyse
Hvad leder jeg efter? Hvilke forankringspunkter vil jeg lede efter? Hvilke
forskelle og betydninger vil jeg finde?
Det begreb eller den flydende betegner jeg vil undersøge er begrebet
'kulturarv'. Jeg leder efter en forklaring på, hvorfor begrebet kulturarv
omkring årtusindskiftet blev et almindeligt begreb blandt kulturhistorikere
og kulturpolitikere. Jeg vil prøve at afklare, hvilke betydninger, der ligger i
begrebet, og vurdere, om brugen af begrebet har medført et betydningsskifte
for formålet med dansk arkæologi. Jeg vil herunder prøve at finde ud af, om
der sker en ændring i, hvad vi forstår ved kulturarv, efter at det bliver et
dagligt anvendt begreb. Forankringspunktet (nodalpunktet) forventer jeg at
kunne finde i en debat, der udspillede sig imellem en faglig, arkæologisk
kreds og den politiske dagsorden, forstået som befolknings pres på
politikerne for at fastsætte et center eller et knudepunkt omkring begrebet
kulturarv.
Hvad konstruerer grænserne for den diskurs, jeg vil analysere?
Den diskurs, jeg vil analysere, defineres af det ord, jeg har valgt at
sætte fokus på, nemlig kulturarv. Da ordet som vist er et ret nyt begreb på
dansk kunne jeg have valgt hele den kulturhistoriske brug af begrebet
kulturarv som rammen for min undersøgelse. Sådan forholdt det sig faktisk,
da jeg første gang skrev ansøgning til phd-projektet i 2003. Men i løbet af
den periode, jeg har arbejdet med emnet, er kulturarvsdiskursen blevet en så
markant del af den generelle samfundsdiskurs samt den kulturhistoriske
diskurs specifikt, at denne afgrænsning ikke er tilstrækkelig. Jeg har derfor
valgt at fokusere på kulturarvsbegrebet i forhold til mit hovedfag,
arkæologi.
33

Undersøgelsesperioden har jeg sat til årene fra 1. januar 1996 til 31.
december 2005. Denne tiårs periode dækker tiden omkring årtusindskiftet,
hvor jeg selv fornemmede at ordet kulturarv begyndte at sætte sig fast i min
bevidsthed. Perioden dækker også over det politiske skifte der fandt sted da
Venstre og Konservative efter valget i 2001 skabte en højreregering som
erstatning for den hidtidige venstrefløj, hvor Socialdemokratiet og Radikale
havde dannet regering. Dette systemskifte blev af den nye fløj selv
kendetegnet ved paroler omkring opgør med de kulturradikale ideer og
etableringen af nye kulturkanoner.
Da jeg gik i gang med at undersøge hvilket avismateriale, der var
egnet til artiklen, viste det sig at de avisartikler, hvor ordet 'kulturarv' eller
'kulturarven' optræder sammen med ordet 'arkæolog-' (med diverse endelser)
ikke alene er anvendelige til at analysere hvordan kulturarv bliver brugt
indenfor den arkæologiske sfære, men også giver en ide om den diskurs, der
i øvrigt udspiller sig indenfor nabofagene og politisk i den periode, jeg har
undersøgt (se analysen nedenfor). Jeg vil senere uddybe nærmere hvilke
aviser, der indgår i analysen.
Analysestrategi: Hvilken type analyse vil jeg lave? Hvor bredt eller
smalt vil jeg gribe problemet an?
Jeg vil starte med at lave en sproglig analyse af avisartiklernes
struktur og begrebsanvendelse. Tanken er imidlertid at læse disse analyser
sammen og se dem i forholdt til samtidens overordnede diskurs. Jeg vil altså
forholde mig til den arkæologiske diskurs i den angivne periode på såvel et
mikroplan, forstået som den enkelte tekst, og et makroplan, forstået som den
samtidige kontekst. Jeg arbejder således både med et snævert og et bredt
diskursbegreb: diskurser forstås meget bogstaveligt som noget, jeg kan
analysere via tekstanalyser, men også som samfundet.
Skal mit snit lægges diakront eller synkront?
Analysen dækker en tiårs periode fra 1996 til udgangen af 2005,
hvorfor analysen kan ses som et diakront snit. Fra en arkæologs perspektiv
er det imidlertid svært ikke samtidig at opfatte analysen som rimeligt
synkron. Den snævreste periode, nordeuropæiske arkæologer daterer et
forhistorisk materiale indenfor, er i nærheden af de ti år. Jeg ser med andre
ord også min analyse som et billede af en tidsånd indenfor det danske
samfund og dansk arkæologi omkring årtusindskiftet. I forhold til begrebet
kulturarv er det forandringen fra at begrebet optræder som en snævert
anvendt, primært faglig lovbetegnelse, til det bliver et alment begreb, der er
interessant. Samtidig er min tese at kulturarvsbegrebet er med til at
”definere” en periode, eller et diskursivt rum, etableret i en bestemt fase
(Dyrberg, Hansen og Torfing 2001c: 322).
Jeg vil foretage en diakron analyse af avisartiklerne for netop at få et
34

indblik i, om begrebet kulturarv ændrer betydning i løbet den valgte
tidshorisont, ligesom jeg vil se på om begrebet er med til at ændre
betydninger indenfor det kulturelle, politiske og faglige felt i det hele taget.
For at få en ide om hvilken periode, jeg vil foretage undersøgelsen indenfor,
har jeg foretaget indledende materialeundersøgelser (Bjerrum 2003). Her
blev det antydet, at ordet kulturarv i sig selv er et nyt begreb (se også Jensen
2008), der omkring 1999 begynder at erstatte begrebet 'kulturmiljø' i den
politiske sfære, og fra oprettelsen af Kulturarvsstyrelsen i 2001 bliver et
centralt administrativt begreb. Dernæst har materialetilgængelighed været
med til at afgrænse perioden, da flere af de store aviser først bliver
repræsenteret i den centrale artikeldatabase Infomedia efter 1995.
Hvilke overvejelser gør jeg om det materiale, jeg analyserer?
Jeg har overvejet, hvilket materiale der bedst kan spore mig ind på de
spørgsmål, jeg har stillet ovenfor. Er det referater fra arkæologiske nævnsog
rådsmøder? Er det avisartikler? Er det fagtekster? Er det lovtekster? Er
det folketingsdebatter? Er det ved at undersøge, hvad vi udpeger som
kulturarv? Jeg ser alle disse materialer som kilder til en forståelse af
begrebet. Jeg har valgt at lægge min primære fokus på avisartikler, fordi jeg
mener de afspejler en dialog mellem den faglige, kulturhistoriske verden, de
politiske beslutningstagere på kulturområdet, samt den almene befolkning
og dennes værdisætning af kulturhistoriske fag.
I min analyse af kulturarvsbegrebet vil jeg først og fremmest lede efter
den sammenhæng, ordet 'kulturarv' optræder i. Bliver ordet brugt i bestemt
form – 'kulturarven' – således at der ligger en skjult forestilling om, at vi er
enige om, hvad begrebet dækker over, bag den måde vi beskriver kulturarv
på? Hvilke ord optræder kulturarv i forbindelse med? Et ord som 'vores'
foran kulturarv forudsætter, at der findes en gruppe mennesker, der definerer
sig selv blandt andet ud fra en reference til en fælles kulturarv. Her er der
også forskel på, om dette 'vores' refererer til noget, der er fælles for
menneskeheden, som det gøres i verdenskulturarvsbegrebet, eller om det
refererer til en national eller regional gruppeidentitet (se eksempelvis Billig
1995).
Jeg vil forsøge at se, om kulturarv har forskellige betydninger alt efter
om begrebet bruges indenfor en faglig, en politisk eller en almen borgerlig
kontekst. Jeg vil med andre ord se på, om begrebet er med til at forme et
ideologisk felt, og i så fald hvordan og med hvilket resultat.
Jeg forventer at CDA vil være et velegnet redskab til at synliggøre de
retoriske spil, ideologiske propagander og mere eller mindre skjulte
agendaer, der udspiller sig i arkæologien og kulturpolitikken. Jeg vil
foretage en dekonstruktiv analyse (Dyrberg, Hansen og Torfing 2001c: 322)
af avisartiklerne for at få en fornemmelse af, hvordan forestillingen om,
35

hvad kulturarv er, konstrueres etisk og politisk. Jeg antager med andre ord,
at kulturarv ikke er præcist defineret, men at det er en konstrueret størrelse,
hvis betydning ændrer sig over tid – eller med andre ord, at kulturarv er en
'flydende betegner' (Laclau og Mouffe 2002).
Jeg forventer, at analysen vil give mig et indblik i, hvorvidt kulturarv
er et begreb, der bruges til at sætte en bestemt politisk dagsorden. Jeg
forventer også, at analysen vil hjælpe mig til at se, hvorvidt begrebet, hvis
det har et ideologisk sigte, omvendt får indflydelse på det arkæologisk
faglige felt. Jeg forventer, at denne eventuelle betydningsændring vil kunne
påvises at hænge sammen med dels arkæologers faglige selvforståelse og
forståelse af fagets rolle i samfundet, dels gennem den politiske forventning
til hvad arkæologi leverer samfundet.
Beskriv analysens sociale kontekst
I og med CDA i sit udgangspunkt er socialkritisk, er det ifølge
Fairclough (2002: 129) vigtigt at have en fornemmelse for tekstens sociale
kontekst, for eksempel sociale problemer i samtiden eller at sætte fokus på
ting, der bliver udelukket fra den politiske agenda. Dette gælder naturligvis i
særlig høj grad forskning indenfor socialvidenskaberne. Jeg anvender
primært den diskursanalytiske metode i dens egenskab af at være et redskab
til at afkode diskurser. Ikke desto mindre udspringer mit engagement i at
behandle begrebet kulturarv af erkendelsen af at vi som arkæologer deltager
i et socialt samtidsproblem: Hvis vi arkæologer gennem den måde, vi
udfører vores fag på og argumenterer for at samfundet skal investere i fagets
udførelse, i det vi vælger ud som bevaringsværdigt, og det, vi opfatter som
væsentlige historier at formidle er med til at opretholde en national diskurs,
deltager vi også i et samtidigt magtspil mellem hvem der bliver inkluderet
og ekskluderet fra diskursen. Jeg ser altså faget arkæologi og dets udøvere
som aktører i samfundet, og ikke som et fag, der fungerer løsrevet fra
begivenhederne i den omgivende verden. Analysens sociale kontekst er
derfor at diskutere hvilken rolle arkæologi i dag og fremover spiller i dette
samfund. Mere konkret kan man sige at jeg er interesseret i at diskutere
hvilke samfundsgrupper og interessefelter arkæologi inkluderer og
ekskluderer.
Beskriv den diskursive ramme (samfundets diskurs)
I den periode, jeg har valgt at sætte fokus på, optræder en række
begivenheder, såvel i Danmark som i verden, der er med til at ændre den
globale diskurs. Hanne Barslund har beskrevet den centrale del af perioden
således:
”Indenfor den periode [sidste halvdel af 2001] oplevede den vestlige
verden det hidtil værste terrorangreb, krigen i Mellemøsten blussede igen op
for fuld styrke, og fred mellem palæstinensere og israelere syntes mere og
36

mere urealistisk. Herhjemme debatterede vi på højtryk, hvad det vil sige at
være dansk, tonen i udlændingedebatten fik en hidtil uhørt skarp tone, og på
den politiske scene mistede Socialdemokratiet for første gang i 80 år
positionen som Danmarks største parti.” (Barslund 2003: 7).
Terrorangrebet på World Trade Center i New York 11. september 2001
var med til at forstærke en diskurs, hvor mellemøstlige ideologier sættes op
som den direkte modsætning til ideologierne i den vestlige verden. De
ideologiske udtryk kommer tydeligt frem i debatten om diktatur versus
demokrati, islam versus kristendom og et samfund båret på kønsadskillelse
eller kønsligestilling. Terrorhandlingen i New York og de efterfølgende
krigshandlinger fra den vestlige verden rettet mod al Queda har været med
til at forstærke en diskurs hvor ”vi” i vesten står i stærk ideologisk og
religiøs kontrast til mellemøsten og muslimer som ”de andre”. Den nye
diskurs har været med til at fjerne fokus fra begreber som tolerance,
mangfoldighed og multikulturalisme, der var centrale i den
globaliseringsdiskurs, der var central i 1990'erne. Alt dette vil kunne ses
udfoldet i analysen nedenfor.
Her vil det være på sin plads at udfolde en smule om, hvorfor jeg har
valgt at bruge begrebet senmoderne som begrebsmæssig ramme for mine
analyser. Det diskuteres ofte, hvad den tidsalder, vi netop nu lever i, skal
kaldes. Den moderne tid udsprang blandt andet af den opmærksomhed på
videnskaben som det objektive og sandhedssøgende, der blev født i
Oplysningstiden (Walsh 1992: 7ff). Det moderne kom således også til at
hænge sammen med en forøget opmærksomhed på det historiske aspekt, og
fik indflydelse på udformningen af arkæologi som fag (ibid.: 15).
Begrebet post-moderne gør fordring på, at de moderne tider er ovre.
Det postmoderne ses som en samfundsændring i den vestlige verden, der
følger efter 2. Verdenskrig. Det postmodernes grundlæggende præmisser er
opblomstringen af europæiske velfærdsstater, og en verdensafhængig
økonomi (Walsh 1992: 40ff). Begrebet ’globalisering’ kan således knyttes til
det postmoderne. På det filosofiske plan er postmodernismen blevet
forbundet med poststrukturalismen (Walsh 1992: 57), postpositivismen, og
det postprocessuelle, der kan ses som opgør med den moderne videnskabs
idealer om sandhed og objektivitet. En anden effekt af det postmoderne eller
den globaliserede tidsalder er, at opfattelsen af tid og sted er
væsensforskellig fra tidligere. Det skyldes, at kommunikation kan foregå
umiddelbart og med mindre og mindre forskydning i tid mellem det, der
sker, og til der, hvor det bliver kommunikeret hen, ligesom mennesket ikke
er begrænset af det fysiske sted, hvor det opholder sig.
Den disorientering, som postmodernismens og globaliseringens
opbrud i fornemmelsen af tid og sted siden 1960'erne og i særlig høj grad
37

siden begyndelsen af 1990'erne medførte, affødte blandt andet tanken om
”The End of History”, som det blev fremsat af Frances Fukuyama i hans
artikel af samme navn (Walsh 1992: 67). I samme ånd skrev Søren Mørch
”Den sidste Danmarkshistorie” i 1996. De postmoderne teorier,
poststrukturalisme og indenfor arkæologi især postprocessualisme, rummer
således et opgør med historien som noget fikseret, der ligger som en konkret
masse af kilder, og vil manifestere sig som den sande fortid, hvis disse
kilder bliver bragt frem til dagens lys. Indenfor arkæologi har dette betydet
et teoretisk opgør med den dominerende positivistiske og processualistiske
tilgang til det arkæologiske materiale som noget, der giver entydige udsagn
fra sig når de undersøges af arkæologer. Men i modsætning til historikere,
der med de nye teoretiske strømme fandt konsensus i at nationalstaterne er
forestillede fællesskaber, har de postprocessuelle og poststrukturalistiske
teorier endnu ikke helt fundet bred anvendelse i den arkæologiske
forskningspraksis. Mange arkæologer fremlægger stadig 'deres' fund som
om der kun er én sandhed at finde i dem (for en generel diskussion af emnet
indenfor dansk arkæologi henvises til artikler om postprocessuel arkæologi i
Arkæologisk Forum, eksempelvis Madsen 2003 og Jensen 2005). I en
arkæologisk optik er det således mere på sin plads at tale om at vi agerer i
en 'senmoderne' epoke, hvor vi bygger videre på modernismens teorisæt,
end om egentlig 'postmodernisme'.
Begivenhederne i 2001 vendte op og ned på forestillingen om at
globaliseringen vil nedbryde de traditionelle grænser og ideen om
nationalstater som den grundlæggende præmis for det lokale samfund.
Teoretisk kan vi ganske vist stadig enes om, at nationalstaten er en
konstruktion. Men den politiske højrefløjs-retorik i den vestlige verden, og
den store opbakning til denne politik, lader ingen tvivl om, at
nationalstaterne atter lever i bedste velgående. Forestillingen om
nationalstaternes og dermed den klassiske histories død har dermed vist sig
ikke at få egentligt fodfæste i virkeligheden. Alene indenfor dansk populær
historieformidling har de seneste år budt på en opdateret version af den
klassiske 'Danmarks Oldtid' i fire voluminøse bind, (Jensen 2001, 2002,
2003, 2004) og en ny 'Danmarks Krigshistorie' (Frantzen og Jespersen et al.
2008). Desuden er der siden 1988 udgivet og også genudgivet mindst syv
forskellige versioner af oversigtsværker over 'Danmarkshistorien' (Bloch og
Andersen 2002, Dahlberg og Hvass 2007, Feldbæk 2007, Jespersen 2008,
Lauring 2004, Olsen 1988, Scocozza og Jensen 2007). Hertil kommer to
nyudgaver af Saxos Danmarkshistorie (Gesta Danorum) fra henholdsvis
1999 og 2000, foruden en del børnebøger og mindre værker om emnet.
Historien – i hvert fald ikke Danmarkshistorien – er altså ikke død! Også af
denne grund er det rimeligt at antage at vi endnu ikke har bevæget os helt
over i en postmoderne æra, men befinder os i det senmoderne.
Ser vi på netop det danske som rammen for analyserne er den valgte
38

tiårsperiode kendetegnet af at der midt i perioden sker et skifte fra en
socialdemokratisk/radikal regering til en venstre/konservative-regering med
et markant politisk samarbejde med Dansk Folkeparti. Dette parti er
kendetegnende ved en diskurs, der på alle måder understreger partiets
”varme og stærke nationale sindelag” (Dansk Folkeparti 2009). Således
beskriver partiet selv sit politiske grundlag: ”I Dansk Folkeparti er vi stolte
af Danmark; vi elsker vort fædreland, og vi føler en historisk forpligtelse til
at værne om landet, folket og den danske arv.” Perioden er således både
kendetegnet ved en nyliberalistisk diskurs, der slår igennem med det stærke
venstre-konservative samarbejde, og ved en nyromantisk nationaldiskurs,
der hylder fædrelandet, dets historie og dets folk, og af samme grund fører
en ekskluderende diskurs overfor de samfundsgrupper, der ikke er en del af
denne diskurs knudepunkter.
For at summere op, er nogle af de overordnede sociale dagsordener, som er
en præmis for undersøgelsesområdet, eksempelvis:
• Senmodernisme
• Globalisering
• Nyliberalisme
• Fremmedfrygt
• Frygt for at de kendte rammer, eksempelvis det nationale som noget
naturligt, opløses.
Indenfor den arkæologiske diskurs er perioden kendetegnet ved en
krisestemning, der vil blive uddybet i den efterfølgende analyse. Kort
skitseret drejer det sig om at midlerne til arkæologiske undersøgelser ikke
stod mål med det antal udgravninger, som fulgte med en generel vækst i
byggebranchen. Efterhånden var rigsantikvarens finansielle rammer så
snævre, at der hvert forår, når bevillingerne var delt ud på årets første
ansøgninger, kom en klagesang fra de gravende museer om alle de fund, de
måtte se forsvinde uregistrerede. I løbet af sommeren 2000 kom det så vidt,
at Det Arkæologiske Nævn ikke længere ville tage det ansvar at skulle
prioritere ansøgninger uden at have midler hertil, og nævnet nedlagde derfor
sit arbejde. Oven i begyndte fagarkæologer at erkende, at de skjulte
fortidsminder under jorden var under endnu kraftigere nedslidning på grund
af den intensive landbrugsdrift end man havde frygtet hidtil (se eksempelvis
Jørgensen & Pind 2001). Dette falder sammen med et administrativt opgør
med en konstellation, der har eksisteret siden de første
fredningsbestemmelser, hvor administrationen af de synlige og fredede
fortidsminder lå under Skov- og Naturstyrelsens Fortidsmindekontor, mens
ansvaret for de arkæologiske udgravninger lå under Rigsantikvaren og
Nationalmuseet, mens museernes indsamlingsvirksomhed generelt var
bemyndiget af Kulturministeriet. De arkæologiske kulturspor var med andre
ord en del af en interessekonflikt mellem forskellige ministerier og
arbejdskulturer. Såvel i den generelle samfundsdiskurs som for det
39

arkæologiske felt er tiden omkring årtusindskiftet med andre ord at betragte
som sin egen diskurs.
En af de ting, jeg vil undersøge er, om diskurserne omkring
årtusindskiftet har bevirket, at arkæologi fra at være i en position hvor vi
som kulturhistorikere kunne nedbryde grænser mellem ”dem” og ”os” i det
danske samfund har ændret sig til at have en rolle som den, der tydeliggør
forskellen på ”os” og ”de andre”.
Hvilke metodiske overvejelser har jeg gjort i løbet af
forskningsprocessen? Hvilke teknikker skal jeg anvende i den konkrete
analyse?
Jeg har valgt at bruge avisartikler som min primære kilde til at nærme
mig begrebet kulturarv. Den letteste måde at forholde sig til den enorme
mængde af skriftlige medier, er gennem databasen InfoMedia. Denne
database indeholder avisartikler fra de fleste dagblade i Danmark.
Databasen blev oprettet i 2002 som en fusion mellem Politikens
avisarkiv Polinfo og Berlingske Medias avisarkiv Avismedia. Fra 1996 har
de største dagblade i Danmark indsendt deres materiale til databasen. Jeg
har valgt at søge på de største landsdækkende dagblade fra perioden –
Aktuelt, B.T., Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-
Posten, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen. Fra hvornår de
enkelte aviser er repræsenteret i databasen kan ses i tabel 1. Vedrørende
repræsentativitetsproblemer kommer Informations artikler først i databasen i
september 1996, mens Jyllandspostens artikler først indgår i databasen et år
senere. Der er derfor et ”hul” i undersøgelsesperiodens første halvandet år.
Aktuelt ophører med at udkomme i 2001, men denne avis plads i databasen
erstattes af Kristeligt Dagblad, hvis artikler kommer med i samlingen fra
dette tidspunkt. Undtaget det første år, hvor Jyllands-Postens artikler
mangler, betragter jeg materialet som repræsentativt.
Ved en søgning på ordene ”arkæolog*” og ”kulturarv*” 1996-2005
fremkommer 556 avisartikler i alt fra disse 9 dagblade. Trunkeringen, *,
erstatter ordenes endelser. Søgning på ordet arkæolog* dækker således både
over ”arkæolog”, ”arkæologer”, ”arkæologi”, ”arkæologisk” med flere,
mens en søgning på kulturarv* dækker over ”kulturarv” og ”kulturarven”
samt alle endelser efter ”kulturarvs-”. Det er denne søgning der danner
grundlaget for de tabeller og diagrammer, jeg anvender.
40

Tabel 1: Oversigt over de landsdækkende dagblade, der indgår i analysen,
samt oplysninger om i hvilken periode de pågældende aviser er
repræsenteret i databasen InfoMedia. Kilde: Infomedia 2008.
Kilde Udgivelsesfrekvens Arkiv
Aktuelt Dagligt 02.01.1996 - 06.04.2001
B.T. Dagligt 03.12.1990 -
Berlingske Tidende Dagligt 01.01.1990 -
Ekstra Bladet Dagligt 02.01.1990 -
Information Alle hverdage 01.09.1997 -
Jyllands-Posten Dagligt 01.09.1996 -
Kristeligt Dagblad Alle hverdage 01.06.2001 -
Politiken Dagligt 01.01.1990 -
Weekendavisen Ugentligt 18.11.1990 -
I den del af analysen, der går ud over tabeller og diagrammer, har jeg
valgt at udvide søgningen til også at omfatte regionale dagblade som
Flensborg Avis, Fyens Stiftstidende, JP Århus, Jyske Vestkysten, Nordjyske
Stiftstidende, Ringkjøbing Amts Dagblad, Thisted Dagblad, Vejle Amts
Folkeblad og Viborgs Stifts Folkeblad for at gøre materialemængden større.
Når disse regionale dagblade medtages i søgningen fremkommer i alt 1002
artikler. Disse dagblade kan ikke indgå i mine statistiske analyser, da mange
af dem først optræder i databasen fra årtusindskiftet, se tabel 2. Som
grundlag for min diskursanalyse har jeg læst samtlige 1002 artikler
igennem, der indeholder ordene kulturarv og arkæolog med diverse
endelser, og valgt eksempler ud nedenfor, som jeg vil gennemgå mere
detaljeret.
Tabel 2: Oversigt over de regionale dagblade, der indgår i analysen, samt
oplysninger om i hvilken periode de pågældende aviser er repræsenteret i
databasen InfoMedia. Kilde: Infomedia 2008.
Kilde Udgivelsesfrekvens Arkiv
Dagbladet Holstebro-Struer 01.12.2000 -
Dagbladet Skjern-Tarm Dagligt 12.01.2000 - 31.12.2006
De Bergske Blade Dagligt 01.12.2000 -
Flensborg Avis 01.01.1996 -
Fredericia Dagblad Dagligt 20.09.2000 -
Fyens Stiftstidende Dagligt 17.09.2001 -
Fyns Amts Avis -
JP Århus Alle hverdage 17.12.2004 - 30.03.2007
Jydske Vestkysten Dagligt 16.09.2004 -
Lemvig Folkeblad 01.12.2000 -
Ringkjøbing Amts Dagblad 01.12.2000 - 31.12.2006
Thisted Dagblad 01.12.2000 -
Vejle Amts Folkeblad Dagligt 01.11.2000 -
Viborg Stifts Folkeblad 01.12.2000 -
41

Under udvælgelsen af artikler til nøjere analyse har jeg forsøgt først at
danne mig et overblik over hvert enkelt år: hvilke typer af artikler optræder
for eksempel i 1996, hvad er hovedtemaerne blandt disse, og ses der
spirende tendenser, der bliver stærkere året efter? Dette overblik har jeg
skabt ved at opstille en række kategorier ud fra artiklerne, og indenfor hvert
kategori – for eksempel ”kulturarv i andre lande”, ”museer og udstillinger”,
”bevaring” eller ”administration” – har jeg noteret, hvor mange artikler der
optræder for hvert år. Derefter har jeg udvalgt nogle artikler, som jeg har
beskrevet nærmere i en gennemgang af hvert enkelt år nedenfor. Enkelte af
disse artikler har jeg underkastet en mere omfattende diskursanalyse. Jeg har
ikke på forhånd haft kriterier for, hvilken type artikler, jeg har villet
analysere nærmere, men det viste sig, at især lidt længere artikler, hvori der
optræder citater, var velegnede til at trække en diskurs ud fra, ligesom
debatindlæg var oplagte som repræsentationer af interessenters direkte
udtrykte holdninger.
De tekster, jeg trækker ud gennem Infomedia-databasen bliver
udskrevet med ens typografi og opsætning, hvilket gør det let at
sammenligne indholdet i teksterne. Modsat er det ikke muligt at danne sig et
indtryk af artiklens eller læserbrevets opsætning og placering på
udgivelsesdagen. Ved enkelte annoncer står der en billedtekst, som giver
indtryk af, at teksten har været sat op, så den fyldte noget i avisen, og at den
netop da rummede en stor aktualitetsværdi. Samtidig er det også muligt at
danne sig et billede af, hvor i avisen den pågældende artikel eller læserbrev
har været placeret, da sektion og sidetal er angivet.
Hvordan forholder jeg mig til min egen diskursivitet?
Jeg opfatter mig selv som en forsker af den postprocessuelle æra. Jeg
mener, at diskurser som kultur og identitet er konstruerede fænomener. Det
vil sige, at jeg opfatter kultur og identitet som noget, mennesker gennem en
bestemt opdragelse og ageren i en bestemt kontekst bliver formet til at
opfatte som naturgivent. I min optik er fænomener som dansk identitet altså
ikke en given størrelse, men et fænomen, der vil ændre sig over tid, og som
udelukkende består fordi danskere opdrages til at føle et sammenhold i en
befolkningsgruppe der stort set afgrænses af nationalstatens grænser. Også
nationalstaten er en konstrueret størrelse. Statens fysiske grænser ser jeg
ikke som konstante, men som noget, der gennem tid har ændret sig flere
gange. Men selvom jeg opfatter disse fænomener som konstruktioner, mener
jeg ikke, det er ligegyldige fænomener. Omvendt mener jeg vi må acceptere,
at det er fænomener, hvis betydning vi konstant genforhandler i det
nulevende samfund.
Som humanist lægger jeg desuden vægt på ideer som tolerance og
42

espekt som grundværdier, og er fortaler for et nuanceret menneskesyn. Jeg
er med andre ord fortaler for et nuanceret kultursyn, og opererer derfor ud
fra en forestilling om at når et begreb som kulturarv bruges i bestemt form
bruges det højst sandsynligt også ideologisk.
I kraft af min position som først arkæologistuderende og senere
arkæolog, er jeg selv en del af den meningssammenhæng, jeg vil analysere.
Jeg ser det som en fordel, at jeg i forvejen har et solidt kendskab til det
arkæologiske fag, den arkæologiske argumentation, museumsloven og den
arkæologiske selvforståelse. Men min faglige baggrund som arkæolog gør
imidlertid, at jeg samtidig ikke kan distancere mig fra problemfeltet. Faktisk
optræder mine egne udsagn i analysen. Jeg er derfor selv en del af
problemfeltet. Jeg er samtidig i en position, hvor jeg har svært ved at
vurdere offentlighedens udsagn uden at sætte disse i forhold til mit faglige
udgangspunkt. Som deltager i den arkæologiske kreds må forvente at jeg
bevæger mig i et minefelt, i og med at jeg kaster et kritisk blik ikke kun på
mine egne men også på mine fagfællers offentlige udsagn om arkæologi.
Valget af diskursteori som mit teoretiske og metodiske afsæt gør det muligt
at kaste et kritisk blik på den diskurs, jeg selv indgår i (jævnfør Andersen
1999: 7).
Jeg betragter nedenstående analyse som en normativ analyse, der dels
har til formål at pege på nogle ting i samfundet, jeg mener, må diskuteres
åbent, dels har til formål at lægge op til en diskussion af, om der findes
attraktive alternativer til den gældende diskurs.
43

Nu hvor jeg har sat rammerne for min analyse op, vil jeg beskrive,
hvordan jeg har prøvet at gå ned i teksterne ved hjælp af begrebsanalyse og
strukturanalyse:
Begrebsanalyse
I dette tilfælde har jeg en formodning om at begrebet 'kulturarv' har en
begrebslig status. Denne formodning er opstået, fordi begrebet 'kulturarv' på
kort tid gik fra at være et relativt uanvendt ord i daglig praksis, både i det
kulturhistorisk faglige felt og blandt medier og befolkning generelt, til at
være et ord, der var på mange læber, og optrådte hyppigt i pressen og hos
kulturpolitikere og embedsmænd. Jeg har ligeledes en formodning om, at
begrebet kulturmiljø – der i praktisk indhold er direkte sammenligneligt
med begrebet kulturarv (jævnfør ex. kulturmiljøer vs. kulturarvsarealer, som
jeg beskriver i en anden artikel) – alligevel slet ikke tillægges det samme
betydningsindhold. Selvom både begrebet 'kulturmiljø' og begrebet
'kulturarv' kan bruges af de samme landskabsforvaltere om det samme
landskab, har disse ord forskellig betydning. Dette er med til at understrege
begrebet 'kulturarv's særegne status. I min semantiske analyse vil jeg derfor
fokusere på kontekster, hvor begrebet kulturarv optræder.
Jeg har i forbindelse med denne hypotese gjort mig overvejelser
omkring, hvilke begreber jeg skal forvente at kunne aflæse betydnings af
begrebet kulturarv ud fra. Jeg har valgt at lade centrale begreber – som
national, kulturarv, identitet – være de, jeg forsøger at forstå og fortolke,
frem for mere perifere ord. Men jeg finder det vigtigt hele tiden at se om
ordet kulturarv i sig selv et perifert eller et centralt begreb i den samtidige
diskurs. Det er også væsentligt at undersøge om ordet kulturarv optræder i
en positiv eller negativ sammenhæng.
Jeg vil desuden se på, hvordan relationerne (Dyrberg, Hansen og
Torfing 2001c: 329) er mellem ovenstående begreber – er der en hierarkisk
relation, hvor et begreb underordnes et andet sidebegreb – som eks.
'national' og 'kulturarv' eller 'vores' og 'kulturarv'? Er der en
modsætningsrelation – som eks. 'national' vs. 'lokal' kulturarv? Og ledsages
begrebet så altid af sit modbegreb? Er der en tidsmæssig
betydningsforandring, hvor begreberne får nye betydninger?
Hvad skal jeg kigge efter i mit materiale?
For at gøre analysen konkret og gøre det muligt at behandle et så stort
materiale som over 1000 avisartikler har jeg sammenfattet de praktiske
anvisninger for (primært lingvistiske) diskursanalyser fra Fairclough (1992,
1995, 2002) og fra Dyrberg, Hansen og Torfing (2001c) til et skema
nedenfor. Disse punkter har været mit arbejdsredskab under analysen:
44

• Hvilke begreber (signifiant'er) bruges i teksten?
• Hvilken ladning har ordene?
• Hvordan glider forskellige udtryk over i hinanden?
• Hvilken brug gøres af metaforer?
• Hvad er betydningen af spillet mellem de lydelige, skriftlige, eller
billedlige udtryk?
• Hvilken genre er teksten? Hvordan er teksten komponeret? Hvilke
virkemidler er der brugt?
• Hvem siger noget om kulturarv – hvem er afsender?
• Hvilke argumenter bruges og hvordan får de gyldighed overfor
modtager?
• Kan teksten ses som en kontinuitet eller en diskontinuitet?
• Hvem bliver inkluderet? Hvem bliver ekskluderet?
• Bliver noget naturliggjort i teksten?
• Hvordan spiller diskursen en afgørende rolle i legitimeringen af
arkæologiens rolle og økonomiske situation?
• Er der flere diskurser i teksten? Økonomiske, politiske,
uddannelsesmæssige, mediediskurser, faglige diskurser et cetera?
• (Er forandringerne noget, der postuleres (”vi må ikke miste vores
rødder”), eller er de faktuelle (”der forsvinder 1 cm om året”)?
• Er teksten skrevet i tidløs, ahistorisk præsens (”vi skal passe på
kulturarven”). Indgår tid i teksten?
• Bruges der bestemt eller ubestemt form af signifiant’erne
('kulturarv(en)')?
• Er der en ansvarlig agent, eller er det eksempelvis
”globaliseringen”? Er de sociale agenter tilstede eller fraværende? Er
de abstrakte ('vi') eller konkrete?
• Forekommer der politisk retorik? Nævnes eksempelvis et 'vi' som i
'vi, regeringen' eller 'vi, det britiske folk')?
• Hvilke modalverber (eksempelvis 'skal', 'vil', 'bør', 'må') optræder?
Bruges de til at understrege mening/betydning? Bruges de ofte?
Modalverber er effektive til at appellere til modtagernes skyldfølelse
(over uvidenhed) eller ansvarsfølelse – ”vi må gøre noget”!
• Er der truismer i teksten? (Eksempelvis “The modern world is swept
by change”).
• Er der argumenter i teksten, der modsiger hinanden? Kan
argumenterne skiftes ud med andre tilfældige, lige så gode
argumenter?
• Bruges der retoriske kneb, som eksempelvis først at opbygge en
sandhed i teksten?
• Bliver begreber overført fra én kontekst til en anden (eksempelvis
begrebet 'kulturarv' overføres fra verdenskulturarv til en anden form
for kulturarv)?
45

Det er ikke muligt at besvare alle punkter et efter et for hver enkelt
avisartikels vedkommende. Alligevel er listen anvendelig da den 'tvinger'
mig til at formulere hvad i artiklen, der gør den virker overbevisende for sin
sag. Desuden bliver de enkelte tekststykker sammenlignelige når analysen
er udført gennem de samme spørgsmål. I forbindelse med jeg stillede disse
spørgsmål til teksterne, prøvede jeg også at besvare et punkt jeg havde
formuleret som:
• Foretag en analyse af betydningsindhold: Hvordan konstitueres
mening? Hvilke elementer sættes lig hinanden? Hvilke elementer
ekskluderes fra diskursen?
Nogle af punkterne overlapper – f.eks. er der tit overensstemmelse
mellem at finde tekstens signifiant'er – altså de ord, der kan betragtes som
nøglebegreber i teksten – og så at se på, hvordan mening konstitueres i
teksten, da den ofte netop konstitueres gennem disse ord. Ofte er
signifiant'erne netop også de ord, der værdilader andre ord – f.eks. hvis der
står ”rige fund”. I nedenstående afsnit, der bygger på min diskursanalyse af
teksterne, har jeg har først læst hver enkel tekst igennem med ovennævnte
skema present i baghovedet. I de tekster, hvor jeg umiddelbart fandt at en
mere grundig analyse vil kunne klarlægge tekstens betydning, har jeg
derefter gennemgået teksten punkt for punkt. I analysen nedenfor har jeg,
både med henblik på læsbarheden og ud fra et ønske om kun at fremhæve de
relevante resultater, imidlertid valgt ikke at beskrive hvert enkelt af
ovenstående punkter slavisk, men derimod at trække de væsentlige
konklusioner af min analyse ud, så den indgår i et beskrivende afsnit.
Punkterne ovenfor vil altså ikke fremgå i listeform nedenfor, men vil være at
finde i min argumentation for min fortolkning af de enkelte tekster.
46

Kulturarv og arkæologi 1995-2005
Herefter følger i en kronologisk rækkefølge en analytisk gennemgang af
avisartikler der indeholder ordene kulturarv og arkæolog, startende i
perioden 1996-2005.
Det jeg vil gøre i de følgende afsnit er at gennemgå en række
avisartikler i en kronologisk sammenhæng, således at jeg indenfor hvert år i
tiårsperioden 1996 - 2005 betragter hvert år som udtryk for én diskursiv
ramme. Det yder naturligvis ikke materialet fuld retfærdighed at foretage
denne kunstige opdeling, hvor jeg behandler hvert år for sig, da der
naturligvis er en glidende overgang fra uge til uge og måned til måned i den
diskursive forhandling af betegnere i kultursektoren som i alle andre dele af
den menneskelige kommunikation. Men det har været nødvendigt at sætte
disse rammer for at kunne vurdere hvordan der sker et eventuelt skifte i
diskursen fra år til år, og hvordan den flydende betegner 'kulturarv'
forhandles, værdisættes, bliver en midlertidigt forankringspunkt for
diskursen, og forhandles igen. Nedenstående gennemgang er med
diskursanalytiske begreber en tekstanalyse af mange små tekststykker, alle
indenfor genrerne avisartikler og avisdebat, som hver især udgør en diskurs,
jeg behandler, men som også tilsammen kan betragtes som et tekstligt
udtryk af den generelle diskurs indenfor det arkæologiske felt i disse år, og
derfor behandles som udtryk for en større 'tekst' eller diskurs, der til slut kan
analyseres i sin helhed. I de konkrete analyser nedenfor svinger mit
'tekstbegreb' altså mellem at være fokuseret på enkelte små i konkret
forstand tekststykker, og at analysere den mere overordnede 'tekst', hvor
tekst er et andet ord for 'samfundsdiskurs'.
Tabel 3: Antal avisartikler med ordene kulturarv* og arkæolog* fra de
landsdækkende aviser. Bemærk at regionale aviser ikke er med i tallet.
Årstal Antal avisartikler
1996 11
1997 22
1998 19
1999 19
2000 49
2001 70
2002 78
2003 101
2004 91
2005 77
47

I nedenstående kronologiske analyse vil jeg gennemgå mange små
teksts tykkers diskurs eller struktur for at lede efter en mere generel 'order of
discourse' i feltet omkring arkæologi og kulturarv. Jeg vil se på, hvordan de
enkelte små tekststykker struktureres i narrative mønstre eller temaer for at
iscenesætte bestemte diskurser. Bemærk, at enkelte af artiklerne indgår som
bilag.
1996
I 1996 optræder ordet 'kulturarv*' i 11 avisartikler i større danske aviser
sammen med ordet 'arkæolog(*)'. Begrebet kulturarv optræder i 1996 i
forbindelse med kulturpolitik eller manglen på samme i europæiske lande.
Af eksempler kan gives historien om, at der i Italien faktisk ikke findes et
kulturministerium, men derimod ”noget som hedder 'Ministeriet for det
kulturelle Arvegods'” (Cecilia Jakobsen: Minister for kulturelt arvegods,
lang artikel Politiken 18.02.1996). Det er værd at notere sig, at 'kulturarv' på
dette tidspunkt altså sættes lig 'kultur' i Italien.
Et andet eksempel er, at Flensborg Avis nævner 'Europæisk
Konvention angående den Arkæologiske Kulturarvs Beskyttelse' i
forbindelse med at Europarådet præsenterer en ”Europæisk Arkæologiplan”
der skal sikre folks kendskab til arkæologi samt forbedre vilkårene for den
arkæologiske forskning (Uden forfatter: Oldtidsminder, notits Flensborg
Avis 09.03.1996). Europarådets indsats for at skabet øget fokus på kulturarv
udmønter sig i ”Bygningskulturens Dag”. I den forbindelse skriver miljø- og
energiminister Svend Auken en pressemeddelelse, hvor han gør opmærksom
på at arrangementet ”er en særlig indsats for at redde store kulturskatte”
samt at ”Det er en opgave, som også Danmark bør føle sig forpligtet
overfor, for her er tale om en væsentlig del af vor fælles, europæiske
kulturarv” (Svend Auken: (Inge rubrik), Dagbladenes Bureau 10.09.1996).
Det er således i forbindelse med klassiske kulturer og den Europæiske
Konvention at ordet kulturarv bliver introduceret til den brede offentlighed.
Men dertil kommer en indenrigs sag: Konservatorer og
kunsthistorikere sætter gennem en dagbladsartikel fokus på et omfattende
problem med manglende midler til at konservere arkæologiske genstande,
malerier og arkivalier, hvorfor ”Museer og arkiver får stadigt sværere ved at
sikre den danske kulturarv” (Marianne Vihøj: Smuldredød, lang artikel
Weekendavisen 12.07.1996). Teresa Nielsen, Vejen Kunstmuseum, mener
ikke man kan ”forpligte museerne til at bevare kulturarven, og så ødelægge
de økonomiske betingelser for at leve op til det” (ibid.). Men omvendt har
”kulturministeren […] tidsånden med sig” når hun sætter fokus på
”eksperimenterende kunst og masser af kulturformidling. Folk skal have
aktive ferier og en kulturel oplevelse med hjem” (ibid.). En af
kulturarvsbegrebets første optrædener omkring dansk kulturforvaltning er
48

således i forbindelse med en situation, hvor der mangler finansielle midler
til at museerne kan leve op til den museale forpligtigelse gennem
museumsloven at bevare kulturarv.
I 1996 er kulturarv ikke en dominerende diskurs. Kulturarv kan ikke
siges at være centralt begreb, hverken i den generelle diskurs eller i den
arkæologiske diskurs, og optræder derfor sjældent og ikke særligt massivt.
Kulturarv er et begreb, der ligger i periferien af andre diskurser, som for
eksempel den diskurs, der centrerer sig om ideen om et styrket europæisk
fællesskab. Hvis man kan snakke om en hovedsignifiant'en for diskursen i
1996 ud fra det lille materiale må det være 'vor fælles, europæiske
kulturarv'. Kulturarv er et begreb, der bruges som synonym for 'kultur', såvel
i diskussionen af italiensk kulturpolitik og som i dansk sammenhæng, hvor
kulturarv bruges synonymt med kunst og kulturelle oplevelser.
Men man fornemmer derudover, at begrebet kulturarv begynder at
blive brugt som et argument for at sikre genstande i arkiver og magasiner.
Det bliver et argument i en forhandling om finanser til at det museologiske
arbejde. Begrebet kulturarv bliver så småt en betegner i sig selv, der er med
til at forme diskursen. Det er i denne rolle, at betegnelsen 'dansk' begynder
at optræde som en væsentlig del af den samlede nøglebetegnelse, kulturarv
så småt er i færd med at udvikle sig til her i 1996. Med andre ord: 'Dansk'
bliver et mærkat der er med at betegne betegneren 'kulturarv'.
1997
Ordene kulturarv og arkæologi optræder dobbelt så ofte sammen i de
landsdækkende aviser i 1997 i forhold til året før. Artiklerne dækker primært
emner indenfor arkæologiske ”højkulturer” i et internationalt perspektiv.
Således behandles det omfattende problem med tyveri af italienske
kulturskatte (Rie Boberg: Italiens kunstskatte stjæles, langt artikel
Berlingske Tidende 01.01.1997), nedslidningen af egyptiske pyramider
(Kim Skotte: De døende pyramider, lang artikel Politiken 09.03.1997),
spørgsmålet om ejerskab til 'Trojas guld', der blev taget fra Tyskland som
krigsbytte og benævnt krigsskadeerstatning af Rusland i 1945, og som nu
kræves tilbageleveret af såvel Tyskland som Tyrkiet, hvorfra fundet
oprindeligt stammer (Uden forfatter: Respekt for kulturarven, kort artikel
Berlingske Tidende 21.04.1997; Anne Marie Nielsen: Guldet fra Troja, lang
artikel Berlingske Tidende 28.06.1997), repatriering af islandske
håndskrifter (Erland Kolding Nielsen: Gaven til Island, lang artikel
Weekendavisen 22.08.1997) samt en sag, hvor en dansk arkæolog i Peru er
blevet anklaget for at handle med arkæologiske fund (Anne Knudsen:
Røverkøb, lang artikel Weekendavisen 31.10.1997; Morten Frich: Danmarks
blakkede ry, Jyllands-Posten 20.12.1997). Desuden beskrives en udstilling
om Assyrerne på Nationalmuseet (Steffen Heiberg: Storhed og fald, lang
49

artikel Politiken 22.05.1997), og en rejsebeskrivelse til ”Thessalonikis
antikke kulturarv” (Caspar Andreas Jørgensen: Thessalonikis antikke
kulturarv, lang artikel Politiken 11.02.1997) – det handler om udgravninger,
tyveri af genstande samt rejsebeskrivelser i og fra Italien, Grækenland,
Egypten, Syrien og Island. Et centralt emne er ulovlig handel med kulturarv,
og i slutningen af 1997 optræder kulturarvsbegrebet i avisspalterne i
forbindelse med et forslag om dansk ratificering af UNESCOs vedtægter
omkring handel med kulturarv. Et andet centralt emne er repatriering af
genstande. Denne debat sætter ejerskabet til kulturarv på befolkningens
dagsorden: Tilhører kulturarvsgenstande det land, det oprindeligt blev
fundet i, det land, der har udgravet det og bevaret det, eller det land, der har
taget det som sejrherre i en krig?
Indvielsen af en udbygning af besøgsarealet til Vikingeskibsmuseet får
en journalistisk fanfare: Det var ”en bragende flot maritim kongelig og
folkelig begivenhed” (Lise Lotte Nielsen: Maritim kulturarv i sin egen havn,
Berlingske Tidende 08.06.1997). Artiklen beskriver, hvordan Dronningen
ankommer i et vikingeskib siddende på ”fine puder” med ”Prins Henrik […]
ved roret”. Dronningen klippede ”en rød-hvid silkesnor over”, og der blev
spillet ”en nykomponeret melodi ”Dronningen kommer”” (ibid.). Åbningen
af museets nye havn og museumsø udspillede sig således under nogle stærkt
nationale symbolske rammer. En tolkning, der støttes af at tekstens
signifiant'er er ord som ”ekstra dimension” ”tiltrækkende og velgørende”,
reference til parisiske udstilling ”Les Vikings”, spillemandsensemble fra
netop ”Roskilde og Lund”, der var centrale byer i det tidlige danske
kongerige, ”glæde og stolthed” samt ”byens og landets kulturhistorie”.
Journalisten beskriver videre, hvordan publikum og regentparret fik ”en
stærk oplevelse, der overraskede og bevægede alle” ved ”mødet med et
oldtidsansigt”, nemlig mandshovedet fra Nydam Mose. Og hvordan ”De
besøgende blev målløse, da [Flemming] Rieck viste sidste nye fund, en
perle så stor som en mandarin skåret i glasklart bjergkrystal” (ibid.).
Arkæologiens bidrag til det royale set-up var således at fremvise
ekstraordinære fund, der kunne bevæge en dronning og gøre hende målløs.
Sammenkoblingen af de exceptionelle offermosefund og den royale,
symbolske indvielsesscene, gør, at journalisten vælger at benytte termen
”kulturarv” som betegner for begivenheden i artiklens overskrift.
Daværende Rigsantikvar Steen Hvass kalder i december 1997 danefæ
for ”råstoffet til vor historie” (citeret i Lise Lotte Nielsen, ”Findere sælger
tit danefæ”, artikel Berlingske Tidende 19.12.1997). Han fortsætter: ”…vi
oplever jævnligt, at folk bliver glade og stolte af, at danefæet er fredet og
herefter indgår som dokumentation i vor museale kulturarv”. Det, en
fagperson her kalder kulturarv – nemlig fund, der kategoriseres som danefæ
– kobles i denne korte avisartikel sammen med en folkelig stolthed, der
formodentlig hænger sammen med en national stolthed. Denne nationale
50

stolthed skabes af ”råstoffet til vores historie” – de værdifulde, arkæologiske
fund. Steen Hvass demonstrerer her, at han betragter national identitet som
noget, der er forbundet med historien.
Året før så vi startskuddet til at 'kulturarv' blev brug som synonym for
'dansk kulturarv' – eller med andre ord, at kulturarv bruges som et centralt
begreb i en national diskurs. Dette bliver mere markant i 1997. Når ordet
'kulturarv' kan anvendes af en journalist som betegner for det, der er
foregået ved en ceremoni der kobler det royale med nationale symboler (så
som nationale 'arnesteder' som Roskilde og Lund og prins Henrik ved roret
på et vikingeskib) og vikingetiden som præcis et sådant nationalt symbol er
det, fordi avisens læsere vil lave en automatisk kobling mellem 'kulturarv'
og noget af national betydning. I netop denne sammenhæng fungerer
'kulturarv' som en lige så kraftfuld betegner som hvis journalisten havde
nævnt Dronningen eller Prinsen eller 'kongelig og folkelig fest' i
overskriften. Kulturarv er blevet en central betegner i en national diskurs.
Kulturarv kommer også på banen i 1997 i forbindelse med at
bibliotekernes bogsamlinger fra de seneste 150 år nedbrydes på grund af
syre, der indgik ved bogens fremstillingsproces. I avisartikler, hvor ord som
”bogsamlinger” og ”bøgerne” er fremtrædende signifiant'er, bruges også
vendingen ”den nationale skriftlige kulturarv”, som det, der skal udarbejdes
en omkostningsfuld bevaringsplan for (Henrik Døcker: Store bogsamlinger
trues, Ritzaus Bureau 29.07.1997; Fra R.B.: Kulturarven mørner bort,
Aktuelt 30.07.1997; Bogsamlinger går i opløsning, Berlingske Tidende
05.08.1997).
Der ses altså på nuværende tidspunkt en tendens til, at begrebet
kulturarv anvendes, når det drejer sig om internationale arkæologiske
fundsteder, eller når bevaringen af historiske genstande bliver sat under
pres. Således bliver kulturarv i 1997 koblet sammen med truede
arkæologiske fund. Erik Johansen fra Rigsantikvarens Arkæologiske
Sekretariat gør opmærksom på, at der ikke er midler til arkæologiske
undersøgelser forud for skovrejsningssager: ”Arkæologerne kan blot
magtesløse følge dybdepløjningen hektar for hektar. Der er tale om en uhørt
vandalisme, hvor alle skrevne og uskrevne internationale aftaler om
kulturarven negligeres. Erik Johansen og hans kolleger mener, at hvis
politikerne ikke hurtigt griber ind, vil et uvurderligt kulturelt og
videnskabeligt materiale gå tabt for eftertiden.” (Knippel, Lars Ole:
Oldtidsgrave ødelægges. Morgenavisen Jyllands-Posten, 19.12.1997).
Betegnelsen ”vandalisme” hægtes her på den almene landbrugsmæssig
aktivitet, dybdepløjning, der oven i købet tilskyndes gennem tilskud af de
statslige landbrugsinteresser. På den måde skaber Erik Johansen et billede af
dybdepløjning som noget, samfundet skal tage stærk afstand fra. Der
refereres til de arkæologiske spor som det, de er: ”oldtidens grave og
51

opladser”. Men samtidig sker der noget med begrebet kulturarv: Erik
Johansen understreger sagens alvor ved at referere til internationale aftaler
om kulturarven – her underforstået arkæologiske fund. Her sættes således
lighedstegn mellem arkæologiske spor i form af bopladser og grave og
begrebet kulturarv.
Kulturarv begynder i 1997 at ligne en diskurs, der i visse tilfælde er
dominerende, nemlig når der tales om trusler mod kulturarven, hvad enten
disse forekommer på museer og i arkiver eller ude i landskabet under
dybdeploven. Kulturarv anvendes nu som synonym for arkivalier, grave og
bopladser. Man kan også sige at 'kulturarv' bliver en metafor der
understreger en dybere betydning i netop arkivalier, grave og bopladser –
fordi de betegnes kulturarv får de en betydning uden for sig selv. Kulturarv
er ved at blive positioneret som et centralt begreb i en faglig
bevaringsdiskurs.
1998
Selvom der forekommer næsten lige så mange artikler med kombinationen
af arkæolog og kulturarv i 1998 som i årene før og efter vil jeg koncentrere
min analyse om dette år til en enkelt artikel, der i sig selv giver et indblik i
den generelle diskurs. Denne gang gælder det ”Oldsager alvorligt truet i
vådområder” (Lise Lotte Nielsen: ”Oldsager alvorligt truet i vådområder”,
artikel Berlingske Tidende, 02.02.1998). Det skyldes at arkæologer er blevet
opmærksomme på at naturgenopretning af Nydam og Ejsbøl moser,
nedbryder forhistoriske genstande fra forhistoriske ofringer i moserne, i
forbindelse med at de tidligere moser igen gøres til vådområder. Genren her
er en avisartikel med fokus på et problemfelt. Afsenderen af budskabet er
Erik Johansen, Direktør for Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat, der
bliver interviewet til artiklen. Mange af de ord, der er valgt til at beskrive de
truede fund og fundomstændigheder bliver ladet gennem positive
superlativer: Det er ”særligt rige” og ”voldsomt interessante oldsager”, der
ødelægges i moserne. På den måde kommer fundene til at fremstå som
særligt vigtige. Herudover fremhæves truslens omfang og alvor gennem
ladede ord som ”alarmberedskab”, ”alvorligt truet”, ”forsvinder i
foruroligende grad” og ”ukontrolleret”, hvorved ødelæggelsen fremstår som
ualmindeligt voldsom. Argumenterne for at tage truslen alvorligt
understreges og får gyldighed ved blandt andet at der først i artiklen nævnes
et nyligt fund på et halvt kilo guld i Ejsbøl Mose. Desuden beskriver
artiklen også situationen ved en anden mere kendt arkæologisk lokalitet,
Ravning Enge, hvorved der er lejlighed til at nævne både Harald Blåtand,
Dannevirke, trelleborgene, og den ”fremragende ingeniørkunst” det er at
lave en ”snorlige” bro.
Artiklens sociale agenter er konkrete institutioner: Det er Skov- og
52

Naturstyrelsen, der gennem naturgenopretningsprojekter udgør en trussel,
og det er Rigsantikvaren og dennes sekretariat, der står som fageksperterne,
der skal forsøge at minimere truslen, dels ved at råbe vagt i gevær, dels ved
at oprette ”observationsposter” og udarbejde en ”rapport”, men også via
”metodeudvikling” så som at dække jord over Ravning Enge broen (ord i
citationstegn er begreber hentet direkte fra teksten). Teksten angiver allerede
i teaseren umiddelbart efter overskriften, at det er ”Nationalmuseets
eksperter [der er] i alarmberedskab”. Der er klare metaforer til 'krig' i
diskursen – ”observationsposter”, ”rapport”, ”metodeudvikling” med fysisk
jordarbejde og ”alarmberedskab”. Teksten kan udlægges sådan at
arkæologer er i kamp mod det, der ødelægger fortidens spor, nemlig
naturgenopretningen. Betydningen af denne magtkamp tydeliggøres ved at
hæfte de positivt ladede betegnere på den arkæologiske fundsituation. Ved
retorisk at sidestille fundet ved Ejsbøl (der er fra 300-400-tallet) med
Ravning Enge (der dateres til sent i 900-tallet) opnår afsenderen at inddrage
stednavne og personer der er en del af en national historisk diskurs – Harald
Blåtand, Dannevirke og trelleborgene. 'Krigen' udkæmpes således ikke om
Ejsbøl alene men er et spørgsmål om at bevare noget der opfattes som
centralt for den nationale historie.
Teksten rummer flere diskurser i sig. Hoveddiskursen er omkring
kulturarv, her sat lig arkæologiske fund, som noget truet, som 'vi'
(arkæologer, borgere) må kæmpe for at bevare. Her er arkæologer at regne
for befolkningens 'soldater' der kæmper med at udgrave genstandene i
mosen. Denne diskurs rummer imidlertid også en anden diskurs, hvor
arkæologi som kulturfag sættes i modsætningsforhold til miljøbevaring som
et naturfag, og hvor kulturfaget rummer en grad af misundelse eller
bitterhed over at 'lade livet' på naturfagets bekostning, for at blive i
krigsmetaforen. Dette kan også ses som en politisk diskurs, hvor
kulturbevaring forsøger at få samme fodfæste som naturbevaring har på
dette tidspunkt, jævnfør at journalisten noterer at ”Det ser ud som om en
voldsom interessekonflikt lurer mellem myndighederne”.
Teksten kan læses som en af de første i rækken af artikler, der gør
opmærksom på at arkæologiske fund er under konstant nedbrydning, og
derfor ikke kun er truet i forbindelse med anlægsprojekter. Retrospektivt er
det derfor bemærkelsesværdigt, at artiklen netop ikke bruger ordet kulturarv
på anden måde end ved at referere til at ”Nationalmuseet er den øverste
myndighed vedrørende den arkæologiske kulturarv”. I stedet bruger
forfatteren til artiklen ord som ”kulturværdierne” og ”forhistoriske
kulturminder”. Selvom kulturarv i forudgående bevaringsdebatter indenfor
kulturområdet har været brugt som en central betegner, er begrebet stadig så
perifert, at det ikke er en 'naturgiven' betegner at hæfte på den faglige
diskurs.
53

1999
I begyndelsen af året 1999 har Ole Strandgaard, rektor for
Museumshøjskolen, en række indlæg omkring museumsloven i Information.
Baggrunden er, at det begynder at trække op til en revision af
museumsloven inden årtusindskiftet. I den første af debatindlæggene
diskuterer Strandgaard kulturarvsbegrebet: ”Kulturarven er i det hele taget
ikke fysiske objekter men ånd, som af og til med lidt hjælp kan tage sæde i
udvalgte genstande, som kommer på museum”. Han spørger også, hvad vi
mener med Danmarks kulturarv: ”Indbefatter det tyrkisk, kurdisk, bosnisk,
tamilsk osv. indvandrer og flygtningekultur? Og hvad med Europa? Eller
resten af verden?” (Ole Strandgaard: Hva' mæ' kulturarven? Information,
27.01.1999).
Vi ser her, at begrebet 'kulturarv' er under forhandling. Strandgaard
opfatter at kulturarv er ved at blive et centerbegreb i forhandlingen om en ny
museumslov, og ønsker at diskutere, hvilke værdier begrebet skal tillægges
– formodentlig som en reaktion på de tendenser, der indtil nu har vist sig
indenfor brugen af begrebet. Der udspiller sig altså en ideologisk kamp om
at værditilskrive begrebet kulturarv. Vi kan ud fra Strandgaards synspunkter
udlede, at han ikke mener begrebet generelt dækker over (for)historiens
fysiske spor, og altså ikke er det fysiske kulturarvsbegreb, der bruges i
museumsloven. Ting opnår først status som kulturarv når de tillægges en vis
'ånd', og dermed ændrer karakter fra genstand til kulturarv. Strandgaard er
med andre ord fortaler for at begrebet kulturarv alene bruges i forbindelse
med en immateriel dimension i nutidens håndtering af fortidens levn. Den
anden tendens i værditilskrivningen af kulturarvsbegrebet Strandgaard med
sin tekst 'kæmper' mod, er kulturarvsbegrebets sideordnede betegnelser
omkring det danske og det nationale. Her ønsker Strandgaard en diskussion
af hvad 'dansk kulturarv' er. Er det symboler på en tid der går forud for den
nyere tids indvandring? Eller er kulturarv også kulturelle spor af 'nye
danskere'?
Ole Strandgaard står tilsyneladende ret alene i sin udlægning af
værditilskrivningen af kulturarvsbegrebet. På den anden side af 'magtvippen'
i kampen om at tilskrive kulturarvsbegrebet betydning sidder i første
omgang en række journalister og arkæologer, der forbinder begrebet
kulturarv med fysiske levn, men samtidig tilskriver dem betydning ved at
sætte dem ind i en national diskurs. I en artikel om at overpløjede gravhøje i
Køge Museums ansvarsområde nu er under fuldstændig nedbrydning,
bruger journalisten ordet ”kulturarv” til at markere under overskriften, hvad
artiklen drejer sig om (Louise Reseke: Gravhøje falder for ploven. Jyllands-
Posten 11.02.1999). I artiklen udtaler daværende rigsantikvar Steen Hvass
sig: ”Det er chokerende, at der er fundet bronze ved halvdelen af gravene,
det har vi ikke vidst før. Det betyder, at der er pløjet helt ned til det centrale
54

gravkammer.[…] Det er mildest talt foruroligende. Nu vil vi sætte nogle
undersøgelser i gang for at se, om det står lige slemt til andre steder”. Også
museumsdirektør Svend Åge Tornbjerg fra Køge Museum kommenterer
undersøgelsen: ”…I det øjeblik oldsagerne går tabt, mister vi vigtig
information.” På trods af at rigsantikvaren er finder nyhederne
”chokerende” og ”mildest talt foruroligende”, holder både han og Tornbjerg
sig til en fagspecifik redegørelse af situationen, hvor det er ord som
”højene”, ”centrale gravkammer” og ”oldsager”, der bruges til at betegne,
hvad der er i fare for at blive pløjet væk. Tornbjerg forklarer, at det vi
(underforstået arkæologerne) risikerer at miste er ”vigtig information”. Det
er kun i journalistens overskrift, vi finder ordet 'kulturarv' brugt – men det
sker tydeligvis i en reference til det materielle kulturarvsbegreb. Ingen af de
to arkæologiske fagfolk anvender begrebet kulturarv, selvom journalistens
overskrift tydeligt viser, at det har en 'ørehænger-værdi', der er stor nok til at
være det ord, der skal fænge læserens opmærksomhed fra starten.
Endnu har fagfolk imidlertid ikke fundet fodfæste i den ny diskurs
med kulturarv som knudepunkt. To måneder senere bringer Berlingske
Tidende nyheden om endnu en truet fundgruppe: køkkenmøddingerne (Lise
Lotte Nielsen: Køkkenmøddingerne mases af traktorer. Artikel i Berlingske
Tidende, 13.04.1999). På trods af at Erik Johansen fra Rigsantikvarens
Arkæologiske Sekretariat er blevet ”ubehageligt overrasket” efter at en
kampagne fra Skov- og Naturstyrelsen har klarlagt, ”at 80 pct. af de hidtil
kendte danske køkkenmøddinger er ved at forvinde i hastigt tempo”, bruger
både han rent arkæologiske betegnelser til at beskrive, hvad det er, der er
under nedbrydning: køkkenmøddinger, østers, fugleknogler, redskaber af
sten og hjortetak, keramik, ildsteder, aske, stolpehuller og begravelser.
Journalisten vælger dog at peppe teksten lidt op med ord som ”kulinarisk
kulturarv”, ”kulturmættede fortidsminder” og ”truede kulturminder”.
Her i foråret 1999 begynder der så småt at tegne sig et billede af at
dansk arkæologi er under pres fra to kanter: for det første er en række
fortidsminder truet af nedbrydning via naturgenopretning, landbrugsdrift og
mere intensivt anlægsarbejde, for det andet kniber det med at finansiere de
nødvendige udgravninger: Artiklen om gravhøje under nedbrydning slår
fast, at de overpløjede gravhøje i dyrket mark ”er blevet yderligere forsømt
på grund af de seneste års vækst i bygge- og anlægsbranchen. Det betyder,
at de 8,2 mio. kr., der årligt afsættes til udgravninger, næsten udelukkende er
blevet brugt til nødudgravninger ved anlægsprojekter.” Artiklen kan dermed
ses som en af de første, der gør opmærksom på at midlerne i dansk
arkæologi har svært ved at slå til, og at landbruget samtidig slider uventet
meget på fortidsminderne på landbrugsjord. Den diskurs, der opbygges så
småt i 1998 og fortsætter i 1999 omkring sammenkoblingen af det det
arkæologiske materiale med begrebet kulturarv kan altså ses som en
diskontinuitet. Arkæologer begynder at erkende omfanget af truslerne mod
55

kildematerialet og den manglende politiske vilje til at afsætte flere midler til
at udgrave dette, og er dermed motiverede for at afsøge en ny diskurs i et
forsøg på at få politiske bevillingshavere og beslutningstagere i tale. Der er
optræk til en alvorlig krise-situation i dansk arkæologi. Krisen slår igennem
i medierne i sommeren 1999:
Sidst i juni 1999 udtaler museumsinspektør Orla Madsen, på baggrund
af sin position som medlem af Statens Museumsnævn, sig i en artikel hvor
også museumsinspektør Lis Helles Olesen indgår, til pressen: ”Der skal
afsættes mindst 50 mio. kr. årligt til nødvendige arkæologiske
undersøgelser” (Lars Ole Knippel: Oldtidsfund i fare for at blive ødelagt.
Artikel i Jyllands-Posten 29.07.1999). Orla Madsen understreger: ”Vi må
gøre os klart, at det er en del af danskernes kulturarv, der forsvinder, når de
nødvendige arkæologiske udgravninger ikke foretages”.
Arkæologen Orla Madsen har opdaget, at han kan bringe diskussionen
om de forhistoriske spors tilstand ind i en ny diskurs ved at bruge ordet
'kulturarv'. Hermed flytter han forankringspunktet, for den diskurs,
bevarings- og udgravningsdebatten udspiller sig i, fra at være 'fortidsminder'
eller 'arkæologiske levn' eller 'køkkenmøddinger' til at have 'kulturarv' som
nodalpunkt.
Endvidere benytter Madsen sig af værditilskrivningen ved at bruge
betegnelsen 'danskernes' foran 'kulturarv'. Dette kan ses som en appel dels
til befolkningens følelse af ejerskab: det er jeres kulturarv, der forsvinder,
dels til befolkningens ansvarsfølelse: det er jeres, og dermed politikernes,
ansvar at sikre arkæologien bedre økonomiske forhold. Hvor højt arkæologi
skal vurderes af samfundet og den almindelige borger fremgår af det næste,
Orla Madsen siger: ”Det er naturligvis tragisk, at stoppet [formodentlig
refereres her til at arkæologer er nødt til at bruge museumsloven til at stoppe
byggeri, når der ikke er midler til først at udføre arkæologiske
undersøgelser] berører industri og familier, men deres trængsler er beskedne
i forhold til sikringen af den samlede kulturarv.” Arkæologiske spor gives
således en ændret betydning og en ny værdi på tre fronter: først ved at
erstatte de almindeligt anvendte betegnelser for arkæologiske spor med
begrebet 'kulturarv', der giver associationer til noget vigtigt, som
befolkningen har nedarvet et ansvar overfor at passe på. Dernæst ved at
sidestille 'kulturarv' i betydningen arkæologisk materiale med 'danskernes
kulturarv'. Det er altså ikke den kulturarv, man de sidste år har læst om i
aviserne, nemlig den græske, italienske, ægyptiske eller mayanske kulturarv
– det er en kulturarv, der i særlig høj grad er umistelig for det danske folk.
For det tredje sættes 'kulturarv' i modsætningsforhold til 'industri og
familier', hvor kulturarv ifølge Madsens formulering vægter tungest på den
moralske vægtskål i forhold til, hvad staten har ansvar for at beskytte.
Det ligger implicit i antagelsen, at hvis danskerne mister kulturarv, så
56

mister vi noget essentielt. På den måde forstærker Orla Madsen sit
argument: det er ikke bare redskaber, keramik eller stolpehuller vi mister –
det noget essentielt. ”Vi mister danskernes kulturarv” har mere karakter af at
være en truisme end et fagligt argument. Truismen gør det muligt at foreslå
at der fremover afsættes seks gange så stort et beløb til arkæologiske
udgravninger som hidtil – i alt 50 mio.kr. Med andre ord legitimerer
truismen 'det er vores alle sammens kulturarv som vi alle skal passe på' at
der fremover skal bruges langt flere penge på arkæologi. Ved et etablere
denne truisme inkluderer Madsen alle borgere i tabet af arkæologiske spor,
hvor stolpehuller og potteskår først og fremmest har betydning for
arkæologer. Omvendt sker der herved en automatisk eksklusion af ”de
andre”. Hvor begrebet kulturarv før blev brugt omkring kulturarv i et
internationalt perspektiv, og kulturarven dermed repræsenterede ”de andre”,
er kulturarv nu noget, der tilhører ”danskerne”.
Man kan sige, at teksten rummer flere diskurser: Den kan først og
fremmest læses i en kulturel diskurs, hvor et kulturfelt gør opmærksom på,
at fagets kildemateriale er truet. Den indeholder også en økonomisk og
indirekte en politisk diskurs, idet der fremsættes et helt konkret ønske om,
hvilket beløb politikerne fremover bør sørge for tilløber arkæologien. Det
minder om politisk retorik, når Orla Madsen siger ”Vi må gøre os klart,
at…”. Men teksten rummer også, som analysen klarlægger, en
følelsesmæssig diskurs, hvor fagpersoner appellerer direkte til borgernes –
og dermed også politikernes – følelser. At der sendes en direkte appel til
befolkningen og politikernes ses også i, at Orla Madsen bruger ordet ”vi”.
Der er altså ikke en tydelig ansvarlig agent – teksten kunne eksempelvis
have nævnt regeringen, rigsantikvaren eller museerne. I stedet inddrages det
generelle ”vi” som ansvarlige. Effekten forstærkes yderligere ved brugen af
modalverber: ”vi må gøre os klart” og ”bør ikke forskrækkes” [over beløbet
på 50 mio. kr.] samt brugen af ahistorisk præsens: når man skriver
”sikringen af den samlede kulturarv” levnes der ikke plads til spørgsmål om
denne kulturarv overhovedet skal sikres – det skal den jo! Spørgsmålet
bliver så hvordan man sikrer denne ”kulturarv”. Som så mange andre
arkæologer i en presset situation bliver Lis Helles Olesen fanget i det
selvmodsigende argument, at hvis vi ikke får flere midler til at grave tingene
frem, så bliver det sådan at ”Om 50 år eksisterer der ikke flere fortidsminder
i den danske jord…”. Det er det samme som at sige at vi kan vælge mellem
at lade fortidsminderne forsvinde eller forsvinde – det sidste dog efter en
arkæologisk dokumentation. In situ bevaring ligger ikke først for i den
arkæologiske løsningsmodel.
Teksten kan ses som en kontinuitet – den bygger videre på den optakt,
der fra slutningen af 1998 har været til at der blev større misforhold mellem
finansiering af udgravninger og graden af trusler mod de arkæologiske spor.
Men den kan også ses som den første artikel, hvor museumsansatte
57

arkæologer selv bruger begrebet kulturarv for at forstærke argumenterne for
at tilskrive flere økonomiske midler til arkæologien.
Den krise, der nu er en realitet i den arkæologiske verden, medfører
en faglig debat i Politiken mellem arkæologifagets studerende. Under
overskriften ”Arkæologi: Den danske kulturarv destrueres” følger
afsenderne Henrik Hatt og Lars Schreiber Pedersen (debatindlæg, Politiken,
18.09.1999) den retorik, der har åbnet sig med brugen af kulturarvsbegrebet
i den arkæologiske verden (figur 4, Bilag 1). Appellen til beslutningstagere
og befolkningen om at tage arkæologien og dens økonomiske situation
alvorligt gør ikke længere brug af konkrete eksempler fra den
feltarkæologiske hverdag, men spiller på befolknings ansvarsfølelse og
følelsen af at miste noget uerstatteligt, af stor værdi for den enkelte. Sidst i
læserbrevet vender forfatterne deres appel direkte til beslutningstagerne ved
at kræve en ”indsats fra politisk side.”
Den øvrige tekst er præget af truismer. Eksempelvis starter
læserbrevet med sætningen: ”I disse år bliver størstedelen af
danmarkshistorien omskrevet”. Andre eksempler lyder at ”vi må værne om
vores natur og miljø” [...] ”da mister vi vigtige brikker til forståelsen af os
selv og vor samtid”, og ”vi” vil ”blive kendt som den generation, der
udslettede store dele af Danmarks historie…”. Desuden postuleres det at ”I
disse debattider om Danmarks rolle i Europa ses en stigende interesse blandt
58
Figur 4: Arkæologistuderende appellerer til
danskernes følelser for kulturarv.

danskerne for vores fælles historie…”. Disse truismer er med til at danne en
ideologisk tone i debatindlægget. Som i teksten ovenfor gør truismerne os
alle til ansvarlige agenter. Truismerne kan altså ses som et retorisk kneb der
anvendes for at vinde læserne over på arkæologiens side. Ved at bruge
truismer antager afsenderne at arkæologiens betydning er selvfølgelig for
alle – og så er vi ikke rigtig kloge, hvis vi ikke sikrer arkæologien bedre
finansiering.
Genren er et læserbrev eller debatindlæg. Indlæggets signifiant'er er
for eksempel: Danmarkshistorien, destrueret, solvogne, ødelagt, værne om,
blind for, ånd, vores forfædre, vi mister forståelsen af os selv, totalt smadret,
ødelagt, holdningsændring, sikres, lader stå til, magtesløse, vores kultur,
lynsnar indsats, omgående og udslettede. Der sker også en værdiladning af
ordene: ”væsentlig kilde”, ”mange tusind år gamle”. Teksten rummer en del
modalverber: ”Det må og bør være i alles interesse” [at der ikke opstår en
situation med manglende midler til arkæologiske udgravninger], og ”Det må
dog være af ren og skær uvidenhed at noget sådant [at vi ødelægger
historiske kilder i landskabet] kan finde sted.” samt ”[der] kræves en lynsnar
indsats”.
Der gøres også brug af landskabet som metafor. Landskabet rummer
den føromtalte ”ånd”, der i dette tilfælde betragtes som iboende selve
landskabet og dermed også iboende alle fortidsminder i landskabet: ”…
kulturlandskabet […] indeholder [ikke blot] en ofte storslået natur, men også
ånd” (underforstået en ånd, der kommer gennem historien eller forfædrene)
”og informationer om vores forfædres virke…”. I og med at landskabet
tillægges denne værdi i form af noget ”storslået” samt ”ånd” kan afsenderne
argumentere for at ”Det er klart for enhver at vi må værne om vores natur og
miljø.” Ved at foretage koblingen mellem natur, landskab og arkæologiske
spor, opnår forfatterne at gøre de arkæologiske spor, der ikke nyder ret
omfattende opmærksomhed eller beskyttelse, med naturen, der på dette
tidspunkt havde stor (også økonomisk) opmærksomhed med såvel
naturgenopretning som naturbeskyttelse.
På trods af at artiklen er skrevet af to studerende, hvis sprog er præget
af samtidens modebegreber som at sige ”totalt smadrer” om dybdepløjnings
virkning på arkæologiske spor, bruger forfatteren også begreber som
”vidnesbyrd om svundne tider”. Denne sidste sprogbrug er med til at
understrege problemstillingens historiske dybde, hvilket igen er med til at
understrege vigtigheden af at sikre de arkæologiske spor. Ved at holde
sproget i ahistorisk præsens med mange modalverber (”vi må værne om…”)
gøres teksten eviggyldig. På samme måde gives argumenterne
(evig)gyldighed ved at understrege at ”vor tusindårige gamle historie er ved
at blive visket ud af blot en enkelt generation”. Forfatterne bruger her en
metafor, hvor historien sammenlignes med et beskrevet papir, hvorfra vi kan
59

viske historien bort. Forfatterne demonstrerer her den historieopfattelse, at
civilisationer skabes gennem en tusindår lang historie. Hvis et land kan
dokumentere en sådan historie kan det omvendt tillade sig at kalde sig en
civilisation. Hvis man vil beskytte en sådan civilisation må man beskytte
dokumentationen for at den er det. I dette tilfælde inkluderer afsendernes
”vi” de mennesker, der har samme nationalitet og historiske baggrund som
afsenderne selv – altså danskerne.
Forfatterne undrer sig over, at man ”bruger så meget energi på at
diskutere petitesser om hvorledes man bedst 'beskytter' vores kultur og det
at være dansk imod et 'truende' multikulturelt Europa!” Men selvom denne
sætning er ment som en opposition til netop den holdning, at et
multikulturelt Europa skulle være en trussel, betyder sammenligningen ikke
desto mindre, at det multikulturelle sættes som opposition til det det danske.
Resten af teksten ekskluderer gennem sit fokus på det danske som noget, der
er uforanderligt gennem et tusindår, netop det multikulturelle – på trods af
forfatternes eksplicitte intention om det modsatte.
Tekstens retorik centrerer 'det danske' som det fællesskab, forfatterne
appellerer til. I det forholdsvis korte læserbrev på 465 ord optræder ordene
”Danmark”, ”dansk” eller ”danskerne” i alt 8 gange. Ved at henvise til
”vores forfædre” i argumentationen antages det implicit, at modtagerne føler
sig som en del af en fælles kultur, som der derfor kan refereres til som
”vores”. Teksten starter og slutter med en reference til Danmarkshistorien.
Teksten naturliggør gennem valget af ”vi” som social agent og fokusering
på det danske at arkæologi er en uundværlig del af det danske samfund.
Teksten kan ses som et af de første indirekte eksempler på, at spørgsmålet
omkring identitet bliver et tema i bevaringsdiskussionen. Alene eksemplet
på, at forfatterne til teksten kobler debatten omkring fremmedfrygt og
kulturbeskyttelse sammen med spørgsmålet om sikring af det arkæologiske
kildemateriale viser, at det ikke blot er et spørgsmål om at argumentere for
flere midler til arkæologien, men at gøre dette ved at hævde at den
arkæologiske viden er en del af befolkningens identitet.
At Henrik Hatt og Lars Schreiber Pedersens synspunkter kunne
opfattes som en ”skarp, nærmest aggressiv nationalisme” (Sindbæk 1999),
vidner et svar fra en på det tidspunkt anden arkæologistuderende, Søren M.
Sindbæk, om (Søren M. Sindbæk: Forhistorien: Arkæologernes hykleriske
navlepilleri, debatindlæg, Politiken, 23.09.1999) (Bilag 2). Sindbæk gør
klart at ”arkæologiske kilder er ikke nationale. Det er ikke danskernes […]
historie vi beskriver, når vi undersøger anlæg fra bondestenalderen eller
bronzealderen.” Sindbæk redegør for, at Danmark ”er et af de bedst
arkæologisk udforskede områder i verden” og at vi derfor skal søge viden
om ” 'os selv' – som mennesker og verdensborgere” ved at tage et
”internationalt ansvar” og udforske ”verdens kulturarv”. Debatten mellem
60

Søren Sindbæk på den ene side, og Henrik Hatt og Lars Schreiber Pedersen
på den anden side med andre ord ses som en forhandling om, hvilken
diskurs der definerer dansk arkæologi. Er arkæologi anno 1999 først og
fremmest netop 'dansk' arkæologi, der forsker i og bevarer 'danskernes'
historie, eller er arkæologi først og fremmest et fag der studerer
(for)historisk materiel kultur, uanset hvor i verden denne kan graves frem?
Det fremgår imidlertid af Hatt og Schreiber Pedersens svar til
Sindbæk (Lars Schreiber Pedersen og Henrik Hatt: Forhistorien: Vi må tage
vores forhistorie alvorligt, Politiken 29.09.1999), at det ikke var deres
intention at være nationalistiske. Tvært imod fremhæver de, at det ”er meget
uheldigt at Søren M. Sindbæk […] ikke har forstået artiklens indhold og
ironi over for netop den småborgerlige nationalisme”. Det er i den
forbindelse også værd at notere, at Lars Schreiber Pedersen siden har
beskæftiget sig med ”Dansk arkæologi i hagekorsets skygge” (2005).
Pedersen fremstår altså som reflekterende over hvordan arkæologi kan
bruges og misbruges af en bestemt ideologisk retning som nazismen. Netop
fordi forfatterne eksplicit tager afstand fra nationalisme er det væsentligt at
notere sig, at de utilsigtet netop bliver fortaler for netop dette: arkæologien
som et fag, der er så væsentligt for at forstå sig selv som dansker, at staten
bør føle sig forpligtiget til at sikre faget bedst mulige forhold. Hatt og
Schreiber Pedersen har uden at notere sig det på det pågældende tidspunkt i
1999 demonstreret, hvordan banal nationalisme (Billig 1995) øver
indflydelse i den daglige diskurs. Dette vil jeg komme nærmere ind på
senere.
Centralt for kulturarvsbegrebet i 1999 er at det er til forhandling. Flere
forskellige fagfolk konkurrerer om at værditilskrive begrebet. Startskuddet
kommer med Strandgaards oplæg til debat om hvilke værdier,
kulturarvsbegrebet indeholder. Kulturarv kommer for alvor på dagsordenen
da der opstår en faglig og senere en økonomisk krise i dansk arkæologi. Til
at begynde med er det især journalister, der bruger begrebet til at peppe de
lidt tørre arkæologiske begreber om stolpehuller og køkkenmøddinger op.
Men fra sommeren 1999 begynder arkæologer selv at anvende begrebet
kulturarv, da det står klart, at finansieringen af udgravninger ikke kan stå
mål med antallet af byggesager. For at fange befolkningens og politikernes
opmærksomhed understreger arkæologerne at ”det er en del af danskernes
kulturarv, der forsvinder”. Dermed opererer arkæologer i en diskurs, hvor de
faglige begreber værditilskrives gennem betegnere, der kan beskrives som
værende udtryk for 'banal nationalisme'. Diskursen under den arkæologiske
krise medfører derfor en debat om, hvilke værdier, der skal ækvivaleres med
kulturarv i betydningen arkæologisk kildemateriale.
61

2000
På den anden side af årtusindskiftet fordobles antallet af artikler, hvor
ordene 'kulturarv' og 'arkæolog' optræder sammen igen, så der nu findes 49
artikler blandt de landsdækkende aviser. På det arkæologiske område er
2000 et år, der sættes i gang med en konference på Nationalmuseet, hvor
”Status og fremtid for dansk arkæologi” fremlægges for fagets udøvere samt
få fremmødte pressefolk og politikere under overskriften ”Før landskabets
erindring slukkes” (Jørgensen & Pind 2001). Konferencen medfører en
intensiveret debat internt i faget om fortidsmindernes forringede tilstand. At
arkæologiens trængsler gennem konferencen fik en vis politisk
opmærksomhed viste sig ved at kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen var
blandt deltagerne.
Konferencen omtales også i pressen: ”Det ser meget, meget alvorligt
ud for den arkæologiske kulturarv. Når materialet ødelægges, er det
uigenkaldeligt mistet” citeres rigsantikvar Steen Hvass for at sige på
konferencen (Lise Lotte Nielsen: Kulturarv er truet, artikel Berlingske
Tidende 23.03.2000; Jørgensen & Pind 2001). Afsenderne af dette budskab
er rigsantikvar Steen Hvass, Det Arkæologiske Nævn og professor dr. phil.
Henrik Thrane i spidsen for ”49 lokalmuseer samt en række universiteter”.
Med andre ord, den samlede danske arkæologiske stand.
Ovenstående citat af Steen Hvass illustrerer, at arkæologer med Steen
Hvass i spidsen i 2000 nu for alvor er begyndt at bruge begrebet 'kulturarv'
som direkte synonym for 'arkæologiske spor'. Også Henrik Thrane udtaler
sig efter mødet til pressen: ”resterne af den danske kulturarv befinder sig i
en skæbnetime”. Af dette citat kan vi se, at ”den danske kulturarv” i en
arkæologisk professors optik er lig med arkæologi. Et andet synonym, der
anvendes for arkæologiske spor i år 2000 er 'vor skjulte kulturarv'. Det ses
eksempelvis af titlen på en pragtbog, der udkommer i anledning af Dronning
Margrete IIs fødselsdag, og beskriver en række arkæologiske (spektakulære)
fund.
Ved at bruge ordet 'kulturarv' frem for arkæologiske fund eller spor
eller levn giver arkæologerne deres argumenter større vægt og almen
gyldighed. Når rigsantikvaren og professoren vælger betegnende ord som
”uigenkaldeligt mistet” og ”skæbnetime” lader det ingen tvivl tilbage hos
læseren om, at situationen for dansk arkæologi er så alvorligt, at det måske
endda allerede er for sent at redde fortidsminderne.
I foråret og sommeren efter ”Før landskabets erindring slukkes” fylder
spørgsmålet om de arkæologiske spor mere og mere i pressen. Godt og vel
en måned efter konferencen sender Det Arkæologiske Nævn et ”nødråb til
kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen” (Ritzaus Bureau: Arkæologer
62

sender nødråb til minister, pressemeddelelse, 03.05.2000). Nødråbet sendes i
form af et brev til kulturministeren efter at nævnet har undsagt
rigsantikvarens ønske om at foretage yderligere beskæringer på de
bevillinger, som nævnet allerede havde givet til nødudgravninger. Det er
altså det økonomiske problem, der på dette tidspunkt optager nævnet, og
ikke landbrugets nedslidning af de fortidige spor, men ligesom for
nedslidningsproblematikken understreger nævnet, at ”problemet er akut”.
Som det er set tidligere sammenligner også Nævnet arkæologien med
naturbevaringen: arkæologiske spor kan ikke genoprettes. Nævnet forsøger
sig endvidere med et rent fagligt argument: ”det er kilderne til mere end
10.000 års kulturhistorie, der i disse år med stigende hast forsvinder”.
Nævnet understreger også, at årsagen til at de ikke ville skære i
bevillingerne var, at ”man ved en sådan handling ville overskride grænsen
for en anstændig og fagligt forsvarlig behandling af den del af landets
kulturarv, nævnet er sat til at varetage”. Hvis vi behandler denne tekst som
én diskurs, er det først og fremmest den arkæologisk faglige diskurs, der
træder frem. Men ovenstående citat viser, at Det Arkæologiske Nævn også
benytter sig af den kulturarvsdiskurs, der er på vej ind i arkæologien.
Pressemeddelelsen bæres imidlertid af præg af flere diskurser: En saglig
diskurs med Det Arkæologiske Nævn som synlig, ansvarlig agent, en
økonomisk diskurs, der understreger behovet for flere midler til dansk
arkæologi, samt en politisk diskurs, også med synlige ansvarlige agenter –
nemlig Det Arkæologiske Nævn som de, der siger stop, og kulturministeren,
som den, der må finde økonomisk råderum.
Den arkæologiske diskurs er ikke helt så let at genfinde i Moesgård
Museums nødråb, der følger umiddelbart efter Det Arkæologiske Nævns
pressemeddelelse: (Jens Kurt Jørgensen: Moesgård: Nødråb for at redde
kulturarv, artikel, Jyllands-Posten, JP-Århus, 04.05.2000): ”Det haster med
en indsats for at bevare den danske kulturarv”, udtaler overinspektør Niels
Andersen, der er ”stærkt bekymret for, at man er ved at overskride grænsen
for en anstændig og fagligt forsvarlig behandling af landets kulturarv.”
Citaterne afslører, at ud over at bruge faglige argumenter omkring
udgravningssituationerne i Århus-området, forfalder arkæologerne let til at
inddrage de argumenter omkring ”den danske kulturarv”, der retter sig
direkte til ansvarsfølelsen hos den almindelige dansker. Citaterne afslører
også, at for den museumsansatte arkæolog, er kulturarv nu også blevet lig
arkæologiske fund. I modsætning til nævnets understregning af, at
arkæologien varetager ”dele af landets kulturarv”, bliver det i den enkelte
arkæologs optik hurtigt til ”hele landets kulturarv”.
Yngre arkæologer, herunder undertegnede, følger efter megen debat
internt blandt de studerende på Forhistorisk Arkæologi, Aarhus Universitet,
omkring de triste fremtidsudsigter for vores fag, i kølvandet på de øvrige
artikler (Marie Kanstrup, Mette Bjerrum og Jon Jagd Christensen:
63

Arkæologi: De fælles fortidsminder trues af moderne skovdrift,
debatindlæg, Politiken, 16.05.2000). Stilen lægger vi allerede i overskriften:
Det er ”vores fælles fortidsminder”, der trues. I debatindlægget bruger vi
desuden begreberne ”vore 'skjulte fortidsminder'” og ”vores kulturarv”. Den
faglige redegørelse for, hvordan dybdepløjning før anlæggelse af skov
ødelægger de arkæologiske spor uden de er blevet forundersøgt, krydses
således med en direkte appel til læsernes følelse af, at det er noget af deres,
de er ved at miste på bekostning af konservative skovrejsningsmetoder. Det
er ikke blot arkæologiske fund, læserne mister – det er kulturarv.
Alt imens den økonomiske situation for arkæologiske udgravninger
forværres, fortsætter arkæologernes forsøg på at skaffe offentlig bevågenhed
omkring problemerne. Således kommer der også et åbent brev til
kulturministeren, energi- og miljøministeren samt fødevareministeren fra de
arkæologiske institutter i København og Århus (figur 5) (Bilag 3). Brevet
bliver bragt i sin fulde ordlyd i to af landets største dagblade (Jørgen Lund
m.fl.: Åbent brev: Vi er i gang med at ødelægge Danmarks arkæologiske
arv, debatindlæg, Politiken 24.06.2000 samt Jørgen Lund: Kulturarven truet.
Åbent brev til kulturministeren, energi- og miljøministeren og
fødevareministeren. Berlingske Tidende 26.06.2000). Af brevets signifiant'er
fremgår det, at ”den arkæologiske arvs tilstand” er ”stærkt truet af
ødelæggelse” i et hastigt ”omfang og tempo”, der ”om få år” vil medføre en
situation, hvor ”landets årtusindlange historie vil være ødelagt for altid”.
Figur 5:Nødråb fra den samlede arkæologistand om fortidsmindernes tilstand
Fordi 'kulturarv' er en 'flydende betegner', hvis betydning på dette
tidspunkt er relativ alt efter kontekst, kommer sætninger, hvor 'kulturarv'
bruges som i dette åbne brev, til at fremstå som truismer eller postulater i
stedet for faktuel. Et eksempel er: ”Truslen mod kulturarven er nu så
64

alvorlig, at der må handles.” En anden at: ”Det [arkæologiske materiale] er
unikt i international sammenhæng”. Truismen i denne sidste sætning ligger i
forestillingen om, at netop de arkæologiske spor under den nuværende
danske muld er mere unikke end andre steder i Europa eller verden.
Som vi tidligere har set, er også brevet her en appel både til
politikernes og til befolkningen. Brevet kan altså ses som en del af en
direkte politisk diskurs. Sidst i brevet formuleres således en direkte appel til
politisk handling. Argumenterne understreges af brugen af modalverber:
”Kulturarven bør kunne værdisættes…” og ”Dette [at formidle kulturarven
til kommende generationer] må være vort fælles mål.” Indirekte modalitet
indgår også i en appel om at Danmark også bør forpligtige sig på
kulturarvsområdet i ”disse år, hvor kulturarven står højt på den
internationale dagsorden”. Den politiske diskurs understreges af, at
afsenderne bygger videre på en metafor om kulturarven som en have, som
kulturministeren tidligere havde lanceret.
For at understrege det væsentlige ved problemstilling overfor disse
modtagere af budskabet, anvendes begrebet ”arv” i stedet for arkæologiske
fagbetegnelser. 'Arv' har man en familiær pligt til at passe på, og bringe fra
fortidige generationer til fremtidige. Ved at anvende ordet 'arv' skriver
afsenderne således debatten ind i en diskurs, der har eksisteret i det
senmoderne, globaliserede samfund med fokus på verdens miljø, siden
Brundtlandrapporten i FN-regi fra 1987 satte fokus på begrebet
bæredygtighed. Afsenderne skriver således debatten om de arkæologiske
spor ind i bæredygtighedsdiskursen, i hvilken ”Danmark må sørge for en
bæredygtig udvikling, hvor denne ressource også vil være tilgængelig for
kommende generationer.”(ibid.).
I modsætning til Brundtlandrapportens verdens-inkluderende
reference til ”Vores fælles fremtid” bruger afsenderne af ovenstående åbne
brev ordet 'vores' i betydningen 'danskernes', når de beskriver, hvem der
'arver' forpligtigelsen til at passe på fortidens spor. Det ses af følgende
eksempler: Det vi risikerer at miste er ”landets årtusindlange historie”, ”den
danske arkæologiske arv” og ”90 pct. af Danmarkshistorien”. Når afsender
bruger betegnelsen ”vor fælles kulturarv ”er det med henblik på at inkludere
danskerne i et fællesskab omkring kulturarven. Det er på denne baggrund, vi
kan læse hvordan afsenderne laver en kobling mellem (den arkæologiske)
kulturarv og de begreber, der hæftes på forestillingen om historisk identitet:
”Men hvorfor skal vi sikre den arkæologiske kulturarv? […]
[M]enneskelivet sættes i perspektiv af historien, og arkæologien uddyber
dette mange gange. Den giver os mulighed for at forstå hvem vi er og kan
give dagsaktuelle spørgsmål den nødvendige historiske baggrund.”
De arkæologiske universitetsafdelingers åbne brev følges op af i
65

medierne de følgende dage. I den forbindelse får museernes arkæologer lov
til at udtale sig om krisen i dansk arkæologi. Jyllands-Posten fanger
arkæolog ved Nationalmuseet Susanne Gram, der udgraver et
cistercienserkloster i Sorø, og næsten har brugt pengene op, så resten af det
arkæologiske materiale går tabt. ”Det er vores kulturarv, det handler om”,
argumenterer arkæologen om de arkæologiske fund (Michael Enggaard:
Arkæologi: Dansk arkæologi i akut krise, Jyllands-Posten 25.06.2000). JP
Århus får en lokal kommentar fra overinspektør Niels Andersen på
Moesgård Museum (Jens Kurt Jørgensen: Kulturarv: Kulturarv trues af
ødelæggelse. Jyllands Posten, JP Århus 26.06.2000): ”Det haster med en
indsats for at bevare den danske kulturarv”, siger overinspektøren, og indgår
dermed i den nytillærte diskurs. Historien holder hen over sommeren. Sidst i
juli interviewes museumsinspektør ved Holstebro Museum og medlem af
Det Arkæologiske Nævn Lis Helles Olesen. Hendes argumenter for at gøre
noget ved situationen referer til at ”Engang var vi foregangsland…”
(Michael Enggaard: Arkæologi: Kulturarven smuldrer, Jyllands-Posten
20.07.2000). Det er således både den faglige stolthed, hun appellerer til
bliver bevaret, såvel som Danmarks førende position på et felt. Her er ”vi”, i
betydningen 'vi danske' mestre – en position vi i lighed med sportsudøveres
præstationer må forsøge at opretholde. Jørgen Holm, arkæolog og
projektforsker ved Nationalmuseet, gør i et læserbrev opmærksom på, at
udgravningen af ”de tidligste spor efter mennesker i Danmark” ved Slotseng
må være en national opgave, og sidestiller ”vores kulturarv” med ”dansk
arkæologi” (Jørgen Holm: Arkæologi: Udgravninger bliver glemt,
debatindlæg, Politiken 03.08.2000). Debatten følger året ud: i december
udtaler Folmer Christiansen, museumsinspektør ved Vejle Museum, at ”Om
få år risikerer vi, at have ødelagt en stor del af vores kulturarv.” (Morten
Crone: Fortiden forsvinder, kort artikel, Fredericia Dagblad 04.12.2000).
Tilstanden blandt ødekirker i dyrket mark giver også anledning til
bekymring: ”Situationen er ikke blot kritisk, men katastrofal” fastslår Niels
Engberg, Nationalmuseet (Lars Ole Knippel: Kulturarv: Fortidskirker truet,
kort artikel, Jyllands-Posten 13.12.2000). Det giver anledning til at beskrive
hvorfor ødekirkerne skal bevares: Ud over, at de er en ”fremtidig
forskningsressource” er de også ””vigtige elementer af vores kulturarv,”
mener Niels Engberg”. Årets debat opsummeres i rigsantikvarens
nyhedsbrev, der citeres i pressen: intensiv dyrkning ”slider unødvendigt
hårdt på vor fælles kulturarv” udtaler rigsantikvar Steen Hvass (Lise Lotte
Nielsen: Tunge plove ødelægger den usynlige kulturarv, artikel, Berlingske
Tidende 23.12.2000 samt Lars Ole Knippel: Arkæologi: Fortidsminder truet
af bøndernes plove, artikel, Jyllands-Posten 29.12.2000).
Et interview af professor i arkæologi Henrik Thrane indfanger
eksempler på kernen i debatten (Lars Ole Knippel: Arkæologi-debat:
Kulturarv uden vismænd, artikel, Jyllands-Posten, 15.08.2000).
”Kulturarven skal opfattes som en nødvendighed og behandles på lige fod
66

med andre samfundsgoder”, siger Thrane. Men han forklarer ikke, hvorfor
arkæologi er nødvendigt, eller hvem det er en gode for. ”Så længe
kulturarven betragtes som et perifert hjørne af dansk politik med et lille
eksklusivt ekspertsystem, et appendiks til museumsloven…sker der intet”
fastslår Thrane, og mener i virkeligheden ikke ”kulturarven”, men
”arkæologi” – for det er rent arkæologiske eksempler, der nævnes i resten af
den forholdsvis omfattende artikel (940 ord). Men – arkæologi er jo netop et
lille fag med forholdsvis få udøvere, og dermed også helt berettiget et
perifert politisk interessefelt. Og arkæologien skal jo netop udtale sig i kraft
af det lille ekspertsystem, fagets udøvere kan kategoriseres som. Ligesom
arkæologi jo blot er en mindre del af museumsloven, og ligesom faget kun
er en mindre del af museernes ansvars- og beskæftigelsesområder. I fagets
selvforståelse, derimod, har arkæologi langt større samfundsbetydning, som
Thranes udtalelser kan ses som eksempel på. Vi arkæologer forventer, at
vores fag har en bred interesse blandt politikerne. Vi forventer, at samfundet
vil bidrage med en væsentlig mængde penge, for at vores fag kan drives. Vi
forventer, at befolkningen bliver forarget, hvis 'deres kulturarv' forsvinder.
Vi forventer, at befolkningen har en så stærk interesse i arkæologi, at det
ikke kun er eksperter, der skal tale for at sikre at fagets kildemateriale ikke
pløjes eller graves helt væk, men at almenheden vil gå i rette med
skadevoldere og uansvarlige politikere. Thrane siger det selv: ”Vi praler
ellers altid af den betydelige interesse i befolkningen.” Vi forventer derfor et
stort lovsæt til at regulere et ret beskedent fag, og rigelige finanser til at
udøve det. Vi sidestiller uden at tøve kulturspor som lige så
bevaringsværdige som en stor genetisk mangfoldighed. Også Thrane
argumenterer, at kulturspor er mere sårbare end truede dyrearter, fordi de
ikke kan regenerere.
Hvorfor har vi arkæologer denne selvforståelse? Det har vi, fordi
arkæologi traditionelt set hænger sammen med etableringen af
nationalstaten, og dermed også at det, vi i dag forstår som et (sen)moderne
samfund. Vi opfatter arkæologi som en væsentlig brik i befolkningens
(ud)dannelse. Vi mener, at arkæologisk viden er så essentiel for
nationalstatens indbyggere, at de vil føle det som et personligt tab, endda et
identitetstab, hvis de forhistoriske levn forsvinder i pløjemarken.
Arkæologiens selvforståelse ligger i den betegnelse, der blev hæftet på faget
i en anmeldelse af pragtbogen der udkom til Dronningens fødselsdag:
arkæologi er ”den nationale danske videnskab” (Anne Knudsen,
Nationalvidenskaben, Weekendavisen 31.05.2000). Eller med Thranes
formulering: ”hele kulturarven [i betydningen 'hele arkæologien'] hører
sandelig til nationalformuen” (Lars Ole Knippel: Arkæologi-debat:
Kulturarv uden vismænd, artikel, Jyllands-Posten, 15.08.2000). Bemærk i
øvrigt ordet ”sandelig”, der giver udsagnet en belærende betydning, så de,
der troede noget andet, forstår, at de tog fejl.
67

For at opsummere på kulturarvsdiskursen i 2000 kan det ses, at såvel
arkæologer som journalister (Michael Enggaard: Arkæologi: Kulturarven
smuldrer, Jyllands-Posten 20.07.2000) sidestiller her begrebet 'kulturarv'
med begreber, der dækker over arkæologiske spor. Vi kan også se at
kulturarv i stigende grad anvendes i en national diskurs, som i denne leder i
Jyllands-Posten (Redaktionen, Jyllands-Posten, Ledende artikel: Danmarks
rod, Jyllands-Posten 31.07.2000), der beskriver situationen i arkæologien
som ”beskæmmende” fordi det er ”brikker til den danske kulturarv, der står
på spil”. Lederskribenten understreger betydningen ved at citere Johannes V.
Jensens Danmarkssangen. Ved denne reference til arkæologien som ”dit
væsens rod” og ”sjæl af dem, der byggede riget” bliver lederen et eksempel
på at der i år 2000 også ofte sker en kobling mellem arkæologi og identitet,
hvor arkæologiske spor ses som kilden til en national identitet.
Der sker imidlertid stadig en forhandling af hvordan
kulturarvsbegrebet skal værditilskrives. Den tendens, hvor der argumenteres
mod at kulturarv forbindes udelukkende med det konservativt nationale,
illustreres af en artikel, der omtaler et nyt formidlingstiltag på
Nationalmuseet (Inger-Lise Klausen: Stafet med kulturarven, artikel
Jyllands-Posten 11.01.2000). Her afsløres hver uge gennem hele året en ny
historie af museets inspektører fra temaudstillingen 'Mangfoldighedens
Danmark'. ”Når kalenderen viser 2001 vil publikum få syn for sagn om den
kulturelle mangfoldighed, der karakteriserer Danmark netop nu. ”I det nye
årtusinde bliver kulturarven og den danske kulturs plads i et
verdenssamfund af central betydning. Et samfund, der til stadighed bliver
mere og mere sammensat. Derfor handler det om sammenhænge mellem
forskellige livsformer, regioner, perioder og kulturer,” siger
museumsinspektør Flemming Kaul.” Senere, mens krisen er trukket op over
sommeren, bliver overinspektør Poul Otto Nielsen fra Nationalmuseet
interviewet. Han gør op med ideen om ”arkæologien som videnskaben om
den nationale arv”, og går dermed mod mange af de øvrige udtalelser i
sommeren 2000 om formålet med arkæologi. Nielsen bruger begrebet
kulturarv i relation til det globale samfund: ”Vi skal holde op med at se
arkæologer som nogle, der piller rundt i den danske navle og i noget
gammelt ragelse, som vi allerede ved alt om. De arbejder internationalt og
skal tænkes ind i samfundsbeskrivelsen og dermed forvaltningen af den
globale kulturarv, for oldtiden er ikke færdig med at levere brikker til vores
verdensforståelse”. Direkte adspurgt, hvorfor vi skal grave mere op, svarer
Nielsen: ”…Vi er ikke historikere, der vender og drejer de samme kilder.
Historien og arkæologien er to meget forskellige fag. Arkæologer skaber
hele tiden nyt materiale…og føjer brikker til samfundets udvikling…” (Ina
Kjøgx Pedersen: Ud af navlen, Weekendavisen 28.07.2000). På trods af at
artiklen, der kan genrebetegnes som interview, beskæftiger sig indgående
med såvel anlægstruslen som dyrkningstruslen og manglerne i
museumsloven, adskiller sig fra tidens øvrige artikler ved kun at gøre brug
68

af få af de virkemidler, der ellers anvendes for at få teksten og argumenterne
til at fremstå overbevisende: Der er ingen truismer, ingen tidløs, ahistorisk
presens, der er ingen modalverber og teksten er præget af en faglig diskurs
med et eksplicit budskab: ”Budskabet er, at vi er blevet til dem, vi er, fordi
vi altid har udvekslet vigtige impulser med omverden.” Men Poul Otto
Nielsens forsøg på at værditilskrive kulturarvsbegrebet verden står faktisk
alene i 2000. Den diskurs, der ser ud til at slå hårdest igennem, er den, hvor
kulturarv påhæftes betegnere der refererer til det danske, der gør begrebet
kulturarv til betegner i en national diskurs.
I løbet af 2000 begynder en avisdebat om en eventuel ny museumslov
og en ny museumsstyrelse (Lise Lotte Nielsen: Kulturarv er truet, artikel
Berlingske Tidende 23.03.2000; Lars Ole Knippel: Kulturpolitik: Statens
Museumsnævn nedlægges, artikel, Jyllands-Posten 14.06.2000; Lars Ole
Knippel: Arkæologi-debat: Kulturarv uden vismænd, artikel, Jyllands-
Posten, 15.08.2000; Michael Enggaard: Museer: Rigsantikvaren er snart
historie, Jyllands-Posten 31.08.2000). Et begreb, museumsfolkene anvender
ofte i forbindelse med den ønskede revision af museumsloven er 'kulturarv'.
Begrebet bruges enten i bestemt form, 'kulturarven', eller med betegnelsen
'vor' foran kulturarv (se eksempelvis Morten Hahn-Pedersen: JP-Kronik:
Ministerudspil til museumslov, tak, kronik Jyllands-Posten 03.03.2000).
Den bestemte form implicerer at modtagere af avisartiklerne ved, hvad de
museumsansatte mener med 'kulturarv'. Sommerens arkæologiske debat om
'kulturarvens' trængsler sætter måske skub i processen med den nye lov, og
lige på kanten til efteråret udtaler kulturministeren sig første gang om
indholdet i den kommende lovrevidering og oprettelsen af en
museumsstyrelse (Søren Anker Madsen og Lise Lotte Nielsen: Ny
finansiering af arkæologien, kort artikel, Berlingske Tidende 30.08.2000).
De første udtalelser afslører, at den nye styrelse skal ”overtage dele af
ansvaret fra rigsantikvaren”, og at finansieringen af arkæologisk arbejde
enten skal ske gennem en fond bestående af bygherretilskud, eller ved at
bygherrefinansiering afgøres af, hvorvidt der bygges i bestemte
arkæologiske zoner.
Alt tyder således på at arkæologernes avisdebat har virket efter
hensigten: Der er en ny finansiering på vej til arkæologien. At det sker netop
i sidste kvartal af 2000 skyldes efter alt at dømme den ændrede diskurs i den
arkæologiske debat. Hvor arkæologer før brugte betegnere som
'fortidsminder' og 'arkæologiske fund' og bedre finansiering af
'udgravninger' som knudepunkter i diskursen, er der for alvor kommet et nyt
forankringspunkt i den arkæologiske debat i 2000: nemlig 'kulturarv'. Og
ikke en hvilken som helst kulturarv, men 'vores danske kulturarv'. Diskursen
i 2000 er præget af højstemte metaforer, der senere munder ud i egentlige
'nødråb': 'Dansk arkæologi befinder sig i en skæbnetime' og 'landskabets
erindring er ved at slukkes'. Fra 2000 må 'kulturarv' siges at blive et
69

almindeligt anvendt begreb, og dermed også et centralt begreb i den
dominerende diskurs indenfor fortidsmindebevaring. Man kan også sige at
'kulturarv' for alvor fra 2000 er en nøglebetegnelse, der er med til at forme
diskursen indenfor det kulturelle felt. Det er med andre ord ikke en
uvæsentlig forhandling der finder sted om at værdisætte kulturarvsbegrebet.
På dette tidspunkt, hvor vi forlader 2000, ser det ud til at den
værditilskrivning, der sætter kulturarv ind i en national diskurs, og hvor
identitet er en væsentlig betegner, er ved at vinde hævd.
2001
”Vi skal udvikle museerne til videns- og oplevelsescentre, der afspejler, at
Danmark er ved at blive et multikulturelt og multietnisk samfund”.
Udtalelsen kom fra kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, dagen efter hun
havde fremlagt forslag til en ny museumslov (Malene Grøndahl: Museerne
og det multietniske Danmark, notits, Information 01.02.2001). ”Museernes
udvikling til moderne videns- og oplevelsescentre er et vigtigt led i
udviklingen af et samfund med kulturel mangfoldighed” sagde ministeren til
en anden journalist (Kirsten Pruzan Mikkelsen: Kulturarven styrkes, artikel,
Berlingske Tidende 01.02.2001). Et halvt år efter de første officielle ytringer
om en ny museumslov, nåede forhandlingerne til Folketinget. Dagsorden for
den nye museumslov er, at museerne skal tilpasse sig en ny virkelighed med
større ”kulturel mangfoldighed”. Eller med en anden formulering af
Elsebeth Gerner Nielsen: ”Med de mange nationaliteter, vi har repræsenteret
i landet, skal museerne gøres til et mødested for dansk kultur og
verdenskultur” (Marie Frank: Øjenåbnere med øget styrke, artikel, Aktuelt,
01.02.2001). Oplægget til loven lægger også vægt på at ”børn og
handicappede personer skal have bedre adgang” til museerne, ”som bidrager
til samfundets uddannelsesmæssige og kulturelle udvikling” (Kirsten Pruzan
Mikkelsen: Kulturarven styrkes, artikel, Berlingske Tidende 01.02.2001).
Men også den arkæologiske virksomhed har fået lovmæssig og finansiel
opmærksomhed: kulturministeren ”ønsker en bedre sikring af fortidsminder
i forbindelse med jordarbejde” (Kirsten Pruzan Mikkelsen: Kulturarven
styrkes, artikel, Berlingske Tidende 01.02.2001). Løsningen er blevet et
forslag om, at bygherrer skal anmode museet om en udtalelse inden
jordarbejde udføres, og ”Ved gennemførelse af en større forundersøgelse
afholdes udgiften af den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres.”
”Bygherren kan selv komme til at betale for arkæologiske udgravninger,
hvis han vælger at bygge, selvom han ved, at der kan være fortidsminder på
stedet” bliver det præciseret af kulturministeren (ibid.). Kulturministeren
giver udtryk for, at denne løsning er valgt for at tilskynde bygherrer til at få
foretaget arkæologiske forundersøgelser inden anlægsarbejde: ”…hidtil har
muligheden for at sende regningen for en arkæologisk udgravning videre
ikke just lagt op til at undersøge, hvad der mon gemmer sig under
overfladen, inden man gik i gang” forklarede Elsebeth Gerner Nielsen
70

(Marie Frank: Øjenåbnere med øget styrke, artikel, Aktuelt, 01.02.2001).
Betydningen af at sikre arkæologiske fund forklares ved, at ”den kulturarv,
der ligger i jorden, [er] den eneste kilde til fortiden, vi har”. Det er dermed
kildematerialet, loven skal sikre, og ikke ”kulturarven” i sig selv, selvom
begrebet bliver brugt som benævnelse for det arkæologiske materiale. De to
modsatrettede tendenser i forhandlingen af værdisættelsen af betegneren
'kulturarv' får med Kulturministerens udspil et lod på vægten, der vipper i
retning af at kulturarv skal være en inkluderende betegner, der omfatter
kultur så bredt, at alt kan kategoriseres her indenfor, således at kulturarv
betragtes som synonym for 'kulturel mangfoldighed' (tegning 1).
Lovforslaget kommenteres efterfølgende af museumsfolk. Merete
Ipsen, formand for Statens Museumsnævn, fortolker således i et debatindlæg
hvad museernes rolle er (Merete Ipsen: Lovende museumslov, debatindlæg,
Berlingske Tidende 07.05.2001): ”Sikring af kulturarven sker ikke for
museernes skyld, men for at fremme samfundets og den enkelte borgers
forståelse af nationens og lokalsamfundets kulturelle udvikling.” Ipsen
mener også at ”forståelse af kulturarv har et internationalt perspektiv” og at
museerne er for alle ”uanset alder, etnicitet eller socialt tilhørsforhold”.
Ipsen opererer således både med værdier for det fællesmenneskelige
kulturarvsbegreb og med værdier, der sætter den ind i en diskurs hvor
nationen og dens borgere er knudepunkter. Som led i værditilskrivningen i
den nationale diskurs er det værd at bemærke at Ipsen anvender ordet
kulturarv i bestemt form. Det indebærer at der er tale om en kulturarv, som
71
Kulturarv Kulturarv som som det
det
danske
danske
danskernes
vores
national
forfædre
landets
tradition
Kulturarv Kulturarv som som det det fælles- fællesfælles- menneskelige
menneskelige
multikulturel
mangfoldig
verdenskultur
multietnisk
moderne
Tegning 1: Kampen om at værditilskrive begrebet
kulturarv. På den ene side af vippen er
kulturarvsdiskursen domineret af betegnere, der
refererer til kulturarv som det danske. På den anden
side af vippen bruges de betegnere, der værdisætter
kulturarv som det fælles menneskelige.

der antages at være enighed om. Det er med andre ord den kulturarv, der
knytter sig til det nationalstatslige fællesskab. På samme måde opfordrer
Ipsen til ”politisk vilje og øget støtte” til, er bevarelsen af ”vor fælles
kulturarv”, hvor fællesskabet der refereres til er det nationalstatslige
fællesskab, som det ses af ovenstående citat. Debatindlægget her tydeliggør,
at betegnelsen ”vor fælles kulturarv” er blevet kendetegnet af truismer
omkring det historiske, og dermed er meget anvendelig i politisk retorik.
Som vi så det tidligere indgår 'identitet' stadig som en betegner, der er
med til at værditilskrive kulturarvsbegrebet. Lars Buus, formand for Dansk
Kulturhistorisk Forening, skriver i et debatindlæg at museerne gennem
formålsparagraffen ”anerkendes […] som væsentlige samfundsinstitutioner
som gennem bl.a. forskning og formidling bidrager til den enkeltes
forståelse for kulturens betydning for identiteten” (Lars Buus: Debat:
Museerne er tilfredse med den nye lov, langt debatindlæg, Jyllands-Posten
15.05.2001). Lars Buus referer til ”identiteten” i bestemt form. Det drejer
sig altså om en bestemt identitet, som der kan forventes at eksistere en
fælles forestilling om. Det er sandsynligt, at der er tale om det, der også går
under betegnelsen 'den historiske identitet', som jeg vil komme nærmere ind
på senere.
Selvom der nu er et udkast til en ny museumslov på bordet og selv
efter den vedtages midt i maj, er den arkæologiske krise ikke ovre. I en
kronik beskriver museumsinspektør Per Ethelberg fra Haderslev Museum
hvordan arkæologiske fund dybdepløjes og reolpløjes væk på
skovrejsningsarealer i Sønderjylland (Per Ethelberg: Guld og grønne skove,
kronik, Jyllands-Posten 11.05.2001). En beregning viser, at omkring 200
ukendte fortidsminder risikerer at blive pløjet væk, alene i Haderslev
Museums ansvarsområde. For at få politikerne i tale benytter Per Ethelberg
sig af en diskurs, hvor det at passe på 'sin kulturarv' ækvivaleres med 'det at
være civiliseret'. I denne diskurs benytter han sig af Talebans aktuelle
bortsprængning af Buddha-statuer i Afghanistan som metafor for den dybe
jordbehandling af skovarealer i Danmark: ”I Afghanistan bruger man krudt
og kugler og bliver hængt ud af det internationale samfund. I Danmark
bruger vi reolplov, gruber og stenstrengslægger, men kun få reagerer.”
Ethelberg opfinder endda et ord, der beskriver situationen: ”Danmarks
kulturarv […]bliver[…]talebaniseret”. Han stiller et krav til ”vores
politikere” om at vedkende sig ”deres ansvar for, hvorledes vi skal behandle
vores kulturarv. Skal vi handle som et oplyst, civiliseret land, eller skal vi
placere os på niveau med Afghanistan?” På den måde opstiller Ethelberg en
modsætning; på den ene side afghanske talebanere, der symboliserer det
uciviliserede, på den anden side et vesteuropæisk land, der burde optræde
som det første lands modsætning, i og med at dets indbyggere normalt
betragter sig selv som civiliserede. Det ligger i denne betragtning, at det at
passe på ”sin kulturarv” er en civiliseret handling, og måske endda selve
72

grundlaget for at kunne opretholde en civilisation. Dette er en videreførelse
af idéen om, at en civilisation dokumenterer sin status som sådan gennem en
lang historie. Og fordi en civilisation opretholder denne status gennem
dyrkelsen af forhistoriske og historiske myter, legender og fortællinger, vil
den omvendt miste sin status som civiliseret hvis den sprænger grundlaget
for denne historie i luften. På den måde legitimerer forfatteren at Danmark
ved lovregulering og finansiering sikrer kulturhistoriske levn, og dermed
opretholder sin status som civilisation. Denne analogi mellem Talebans
bevidste ideologiske destruktion af statuer, der står som symboler på en
religiøs buddhistisk manifestation i et nu muslimsk område, og dansk
politik, der vægter moderne landbrug, infrastruktur og bebyggelse højere
end sporene efter forhistoriens ditto ville næppe være blevet betragtet som
'stuerent' fire måneder senere efter 11. september 2001, men på dette
tidspunkt var det en synonymi, som ikke vakte anstød.
Ud over at bruge analogien til Taleban refererer Ethelberg til ”vores
kulturarv”, ”vores fælles kulturarv”, ”vores fortidsminder”, ”vores
gravhøje” og ”vores fælles fortid”, som ”vores arkæologer” skal redde.
Ethelberg skriver: ”Pløjer vi i 80 centimeters dybde, vil det stort set føre til
en udslettelse af det bibliotek, som rummer vores fælles fortid”. Det er ikke
nuværende eller kommende skovejere, maskinstationer eller plantører, der
gøres til ansvarlig agent for den dybe pløjning, det er den generelle,
udefinerede agent ”vi”. På den måde inddrager afsenderen politikere og
borgere i ansvaret for de kulturhistoriske spor. Kronikøren gør i øvrigt brug
af modalverbet 'skal' i eksemplerne: ”...om vi skal sikre vores fælles
kulturarv” og ”skal vi placere os på niveau med Afghanistan” - sætninger,
der også står i ahistorisk, tidløs presens. Dermed ligger det implicit i
forståelsen af kronikkens mening, at de arkæologiske udgravninger generelt
bør prioriteres højere i samfundet. Arkæologi naturliggøres som en
berettiget del af samfundet. Denne pointe understreges af kronikkens sidste
sætning, der bedst kan karakteriseres som en truisme: ”Fattigt er det land,
som ikke forstår at tage vare på sin egen kulturarv”. I denne sætning
understreges det igen, at et land ikke er et rigtigt, civiliseret samfund, hvis
ikke det har en kulturarv, altså historiske fortællinger. Det er nemt at lave
den mentale kobling, at uden arkæologi, ingen nation eller intet land.
Arkæologien, her betegnet kulturarven, tilhører et land, og ansvaret for
udførelsen af faget ligger derfor hos statsmagten, i dette tilfælde hos
politikerne. Som et eksempel på den kulturarv, Per Ethelberg skriver om,
giver han Østergård mellem Haderslev og Toftlund fandt arkæologer ”en
unik skat bestående af guld- og et sølvsmykke. Fundet har givet genlyd
langt ud over rigets grænser.” Gennem unikke fund, herunder specielt rige
metalfund, kan en stat, land, nation eller civilisation demonstrere sin rigdom
overfor andre stater eller civilisationer. Referencen til Østergårdfundet kan
således tolkes som en appel til befolkningens og politikernes nationale
stolthed over den anerkendelse, et unikt skattefund giver i forhold til andre
73

nationer.
Også ”Aalborg Historiske Museum slår alarm for at undgå, at flere
fortidsminder bliver ødelagt” (Ritzaus Bureau, 06.06.2001). ”Vi skal på det
kraftigste henstille til, at der lynhurtigt bevilges penge til i det mindste at
redde den vigtigste del af den forhistoriske kulturarv i Danmark” skriver
museet i sin pressemeddelelse. Misforholdet mellem de penge,
Rigsantikvaren kan fordele på årets udgravninger (8 millioner kroner) og det
beløb, museerne søger til arkæologiske udgravninger (29,5 millioner kroner)
(ibid.) er blevet så stort, at de udgravningsansvarlige arkæologer
tilsyneladende begynder at opstille en prioritering: vi må i hvert fald sørge
for midler til at undersøge ”den vigtigste del” af den arkæologiske kulturarv.
Hvad arkæologerne betragter som ”det vigtigste” bliver ikke specificeret. I
de følgende dages aviser beskrives situationen sådan, at arkæologer ”må
blot se til, mens private bygherrer anlægger veje eller foretager byggerier
midt i fund, som kan være en vigtig del af vores nationale kulturarv”
(Michael Seidelin: Gravemaskinerne truer de danske fortidsminder, artikel,
Politiken 08.06.2001). Det billede, medierne på denne måde maler, er af
arkæologen som beskytter af ”vores nationale kulturarv” og ”uvurderlige
fortidsminder” (ibid.). Arkæologen står magtesløs og ser, at denne
”uvurderlig [e]”, i betydningen essentielle, nationalarv bliver destrueret. Det
er således både den arkæologiske selvforståelse og befolkningens opfattelse
af arkæologer som vogtere over de nationale skatte (Holtorf 2007: 91) der
sættes over styr, fordi der er for få midler til at udføre det arkæologiske
hverv.
Den samme diskurs, med arkæologen som den magtesløse 'Indiana
Jones', fortsætter i pressen. Rigsantikvarens pengekasse er tom (Lise Lotte
Nielsen: Ingen penge til udgravninger, kort artikel, Berlingske Tidende
08.06.2001), og arkæologerne ved Københavns Amtsmuseumsråd udtaler at
”Det umistelige mistes, kulturarven prisgives” (ibid.). Selvom det i
realiteten er stolpehuller, flint og trækulsspor, der er i farezonen, formuleres
sætningen sådan at det er den ikke-definerede 'kulturarv' der prisgives.
Dermed er det ikke først og fremmest arkæologer, der risikerer at miste
potentiel viden, men 'os alle' der risikerer at miste noget, der er så essentielt
for os, at vi ikke må miste det. Med andre ord en analogi til 'historisk
identitet'. I samme diskurs, hvor arkæologisk viden alias dansk kulturarv
alias historisk identitet er knudebetegnende, forklarer daværende phdstipendiat
Mads Kähler Holst fra Forhistorisk Arkæologi på Moesgård
pressen om tilstanden for gravhøje langs Kongeåen og bekymringerne om
manglende midler til naturvidenskabelige og arkæologiske undersøgelser.
Den ellers faglige redegørelse afrundes med konstateringen at ”følgerne for
vor danske kulturarv kan blive katastrofale” (Ritzaus Bureau: Kulturarv i
fare på grund af pengemangel, 08.06.2001). I citatet her sættes der
yderligere et led i ækvivalenskæden, hvor historisk identitet sættes lig
74

national identitet, da det ikke er en hvilken som helst kulturarv men netop
den danske, der befinder sig i en katastrofal situation.
Arkæologerne slår på alle kulturarvsdiskursens strenge i forsøget på at
fange politikernes opmærksomhed. Da der ikke kommer en umiddelbar
politisk reaktion, peger arkæologerne på endnu et argument for at skaffe
flere midler til arkæologien: Nemlig 'den folkelige opbakning'. Blandt andre
Jens N. Nielsen fra Aalborg Historiske Museum forklarer i et brev til
kulturministeren at ”den folkelige forståelse for udgravningerne risikerer at
smuldre” når der ikke er penge til at færdiggøre påbegyndte udgravninger
(Michael Seidelin: Arkæologi: Bundrekord for udgravninger, artikel
Politiken 11.06.2001). Bolden gribes af de arkæologistuderende, der
igennem Danske Arkæologistuderendes Landsforening (DALF) (hvor
undertegnede var daværende bestyrelsesmedlem) sender en anmodning om
en forbedring af udgravningernes økonomiske situation til kulturministeren
(Ritzaus Bureau: Studerende klager over forholdene for dansk arkæologi,
12.06.2001). Her udtrykte vi at museerne ”ikke længere kan opfylde
arkæologiens og folkets krav om kulturbevaring”. Også vi refererede til
”kulturarven” i bestemt form, og frygtede for ”fremtidsperspektiverne” for
denne. Hermed skriver vi os ind i en diskurs, hvor 'den folkelige opbakning'
i sig selv er et argument for at udføre arkæologi og bevare arkæologiske
spor.
Ironisk nok betyder den svære økonomiske situation i arkæologien, at
ikke kun journalisternes, men også arkæologernes egen fokus flyttes væk fra
problemerne omkring skovrejsninger og dyrkningstrussel. Et økonomisk
”hul” på godt 20 millioner kroner er en klar og slagkraftig sag at brænde
igennem med i medierne i modsætning til sagen om, at alle arkæologiske
spor er i risiko for at blive pløjet helt væk. Under den økonomiske krises
højeste er det kun professor Henrik Thrane, der taler om, at det ”i høj grad
[er] op til det ansvarlige ministerium at vælge mellem at undgå
udgravninger og at styrke mulighederne for bevarings på lokaliteterne”
(Lise Lotte Nielsen: Ingen penge til udgravninger, kort artikel, Berlingske
Tidende 08.06.2001). Den øvrige faglige tavshed omkring den intensive
landskabsudnyttelses eliminering af fortidens spor kan også ses som tegn på,
at in situ bevaring ikke er en eftertragtet løsning for aktivt gravende
arkæologer, der hellere vil have flere udgravningsmidler. Det kan også
tolkes sådan, at flertallet af arkæologer betragter udgravning som reel
bevaring, jævnfør museumslovens ordlyd og arkæologistudenternes brev
ovenfor, hvor ”kulturbevaring” sættes lig udgravning, og der i øvrigt tales
om ”kulturarvens destruktion” i forbindelse med at den fjernes uundersøgt,
mens vi ikke betragtede en arkæologisk udgravning som destruktion.
Kernen i sagen er, at den faglige diskurs ændrer sit knudepunkt fra at handle
om 'destruktion af fortidsminder' eller 'dyrkningstrussel' til at være centreret
omkring 'udgravning' som løsningen på arkæologiens problemer.
75

De mange nødråb og den flittige påkaldelse af kulturarvens
beskyttelse fører rent faktisk til politisk handling. Midt i juni 2001 kan
Ritzaus Bureau fortælle, at kulturministeren og rigsantikvaren har fundet en
finansiel løsning, hvor der afsættes 9 millioner kroner ekstra til
arkæologiske undersøgelser i resten af 2001, samt en forventet
ekstrabevilling i 2002 frem til ikrafttrædelsen af den nye museumslov.
Midlerne hertil kommer dels fra tipsmidlerne, dels fra en økonomisk
omprioritering på Nationalmuseet og via Statens Museumsnævn (Ritzaus
Bureau: Ni mio. kr. ekstra til arkæologiske udgravninger, 14.06.2001, Peter
Kronsted: Arkæologi. Hjælp til arkæologien, artikel, Jyllands-Posten
15.06.2001). Det er påfaldende, at diskursen i artiklen, nu hvor 'krisen'
midlertidigt er løst, igen har betegnere som ”arkæologiske undersøgelser”,
”projekter”, ”nødudgravninger”, ”fortidsminder”, ”undersøgelser af
fortidsminder” og ”fortidsspor”. Det står i stærk kontrast til perioden hvor
krisen optrappes, og diskursen i stigende grad blev følelsesbetonet,
appellerende og folkeligt inkluderende, centreret omkring nodalpunktet
'kulturarv'. Det viser også at 'kulturarv' er et synonym for de mere faglige
betegnelser, men det viser omvendt også, at ordet 'kulturarv' og de
konnotationer, dette indeholder, først igen kan erstattes af de faglige
synonymer når dagsordenen ikke længere er en politisk appel.
I 2001 skriver Lotte Hedeager regelmæssigt i Weekendavisen om
arkæologiske emner. I disse artikler forholder hun sig kritisk til den
nationale brug af arkæologi med inspiration fra Terje Østigårds bog Norge
uten Nordmenn (Lotte Hedeager: Norske nordmænd, artikel,
Weekendavisen 01.06.2001): ”Man kan spørge sig selv, hvorledes
vikingerne og deres forfædre kan legitimere norsk identitet og
selvforståelse, når de i realiteten havde en moral og et menneskesyn
omfattende drab, voldtægt og blodhævn […]? Og spørgsmålet melder sig,
om arkæologerne desuden skal være med til at underbygge den
nationalistiske myte om et sammenhængende og ensartet folk, hvis
kulturarv de er sat til at forvalte, når nu man betænker, at det er dagens
territoriale grænser, som her presses bagud i tider og perioder, hvor de ikke
havde den mindste relevans?”. Senere tager hun udgangspunkt i en artikel af
Jes Wienberg (1999) og ser kritisk på kulturarvsbegrebet og tidens
historiebrug: (Lotte Hedeager: Kulturarven, artikel, Weekendavisen
05.10.2001) ”Kulturarven er etableret som et stærkt og værdiladet begreb
for at beskytte, hvad tidligere generationer har skabt […]Enorme summer
overalt i verden går i disse år til arkæologiske udgravninger, til
dokumentation, konservering, magasinering, udstilling og fredning, mens
stadig flere arkæologer er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved fortidens
selvindlysende betydning i det moderne samfund. Hvordan skal vi forstå
den kroniske nostalgi, den voksende tendens til at udgrave, bevare og
fortælle om fortiden?” Hedeager forsøger med en forklaring: ”svarende
76

veksler afhængigt af tid og sted – om vi skriver 1666 eller 2001, om vi er i
Berlin eller Løgstør, og spænder over alt fra fædrelandskærlighed og
nationalisme, til folkeoplysning og nutidens krav om samfundsnytte […]
Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt fortiden er værdifuld, men en
stadig vurdering af dens nytte. Begrebet har dermed mest af alt fået karakter
af et politisk mantra, hvor kravet om økonomisk vinding for første gang i
historien er gjort til legitimeringsgrund for det humanistiske projekt”.
Hedeager sætter spørgsmålstegn ved denne historiebrug: ”Er det
moderniseringen, som legitimeres gennem en mod-ideologi af ”rødder” og
”tradition”? […] Er kulturarven vore rødder, eller er den vore fødder? Og
skal den låse os fast i nostalgisk national identitet, eller skal den udstikke
muligheder til et historisk perspektiv på en nutidig virkelighed af kulturelt
mangfold?”. Lotte Hedeager stiller sig gennem sit syn på Østigårds bog og
Wienbergs artikel kritisk overfor det kulturarvsbegreb, der formuleres af
hendes danske kolleger på dette tidspunkt.
Hedeager foretager imidlertid en værditilskrivning af
kulturarvsbegrebet med modsat fortegn i et referat af rapporten 'Før
landskabets erindring slukkes' (Lotte Hedeager: Bevar min arv!, artikel,
Weekendavisen 24.08.2001). Her konstaterer Hedeager, at ”vi er godt i gang
med at udslette 12.000 år af Danmarkshistoriens arkivalier – vores
forhistoriske kulturarv”. Hun spørger derefter retorisk: ”Men rækker vore
gigantiske kræfter virkelig ikke til at forvalte denne arv med omtanke og
indsigt? Skal vi forsat acceptere, at tilfældige økonomiske interesser
forårsager en blind destruktion af den arv, som tilhører os alle?” Lotte
Hedeager har et par måneder inden redegjort for, hvordan arkæologien skal
være opmærksom på at agere antinationalistisk (Lotte Hedeager: Norske
nordmænd, artikel, Weekendavisen 01.06.2001). Alligevel bruger hun de
begreber som alle andre danske arkæologer omkring ”vores kulturarv” der
”tilhører os alle” i en kontekst, hun selv har sat indenfor
”Danmarkshistoriens arkivalier”, og dermed gjort det sandsynligt, at ”os
alle” må referere til ”os danske”.
Sommeren 2001 kommer der igen mediefokus på problematikken
omkring illegal handel med kulturarv i forbindelse med at Nationalmuseet
afholder en international konference om emnet. Rigsantikvar og direktør for
Nationalmuseet Steen Hvass udtaler, at ”Her i Danmark har vi nu de
nødvendige metoder og instrumenter til at beskytte vores egen kulturarv,
men vi kan ikke se på at andre lande bliver plyndret af organiseret
kriminalitet.” (Michael Seidelin: Øget illegal handel med kunstskatte,
artikel, Politiken 01.06.2001). Formuleringen viser, at kulturarv opfattes
som noget, der tilhører nationalstater (lande), og at disse lande først og
fremmest må sikre deres egen kulturarv, og dernæst koncentrere sig om at
også andre nationalstater beholder deres retmæssige arv indenfor grænserne.
Hvorfor det er så vigtigt at sikre at kulturarven bliver i landet udtaler Steen
77

Hvass sig også om: ”Hele folkeslag opdager, at en vigtig del af deres fortid
og dermed identitet i bogstaveligste forstand forsvinder” (Michael Seidelin:
Kampen om fortidens skatte, artikel, Politiken 01.06.2001).
Problemerne omkring handel med kulturarv er ikke nye. Det er til
gengæld den fokus på industrikulturarv, der pludselig dukker op i
sensommeren 2001. En af de sager, der har fanget mediernes
opmærksomhed, er omkring Holmen i København (Michael Seidelin:
Baggrund: Strid om kulturarv fortsætter, baggrundsartikel, Politiken
11.07.2001). ”Den danske kulturarv er andet end gravhøje og stråtækte
bondehuse. Kulturarven er også fabrikker og storbyer” er konklusionen
(Christina Sommer og Maria Jakobsen: Kulturarv: Til kamp for
industrisamfundets arv, større artikel, Jyllands-Posten, 23.07.2001). ”De er
ikke nødvendigvis lige så idylliske og smukke, men de har en lige så
afgørende rolle for vores selvforståelse og identitet” citeres
museumsdirektør Flemming Steen Nielsen, Danmarks Grafiske Museum
(ibid.). På samme måde som arkæologerne tilskrev stolpehuller ny
betydning ved at kalde dem for 'vores kulturarv', skaber nyere tids
kulturhistorikere nu også ækvivalens mellem fabriksbygninger, kulturarv og
identitet. Essensen af den nye fokus på industrialismens kulturspor er at
industrikulturarv kan blive ”en god forretning. Men det kræver en anden
respekt og et langt mere moderne syn på mulighederne i vores kulturarv, end
politikerne hidtil har vist” (Michael Seidelin: Baggrund: Strid om kulturarv
fortsætter, baggrundsartikel, Politiken 11.07.2001). Med andre ord:
Politikernes hidtidige fokus på de forhistoriske kulturspor og
bygningskulturen som kulturarv er gammeldags, mens en satsning på
industrikultur er moderne.
Den 11. september 2001 ændrer verdensordnen sig, da 19 al Qaeda
terrorister torpederer New Yorks World Trade Center samt Pentagon med
kaprede fly (The 9/11 Commission 2004). Samme efterår sker der også i
Danmark store ideologiske forandringer, efter at en valgkamp går i gang.
Den nye verdensdiskurs viser sig at sætte sit tydelige præg på denne
valgrunde, hvilket på dette tidspunkt bevirker en nedtoning af praktiske
kulturpolitiske aspekter (Jakob Høyer: Reportage: (U)kulturelt valg, stor
artikel, Jyllands-Posten 13.11.2001). Med Jakob Høyers ord lyder analysen
af situationen: ”Kultur er blevet et fremmedord i den aktuelle valgkamp.
Enkelte gange er ordet dukket op forklædt i andre valgtemaer og ofte i en
flygtig tilstand, så det kulturelle aspekt hurtigt bliver afløst af tekniske
diskussioner. Som i den intense debat om det flerkulturelle samfund og
fremmede kulturer, hvor de færreste debatterer kulturelle værdier og idealer
men i stedet koncentrerer sig om grænserne for familiesammenføring og
andre juridiske størrelser.” (ibid.). Midt under valgkampen tager den
planlagte museumsstyrelse mere konkret form, der blandt andet omfatter at
opgaverne hos rigsantikvaren, Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat
78

samt Det Kulturhistoriske Centralregister samles i styrelsen. Formålet er at
samle varetagelsen af ”den jordfaste kulturarv”, der hidtil har ligget under
fem forskellige ministerier. Steen Hvass aftræder sin stilling som
rigsantikvar men fortsætter som direktør for Nationalmuseet (Lise Lotte
Nielsen: Danmarks kulturarv skal sættes i system, kort artikel, Berlingske
Tidende 26.11.2001; Lars Ole Knippel: Kulturarv: Ny lov om kulturarv, kort
artikel, Jyllands-Posten 01.12.2001). Steen Hvass beskriver situationen
således: ”Danmarks faste kulturarv udgør med sine fortidsminder i det åbne
land eller skjult under jorden, sine byer, landsbyer, kirker og bygninger en
unik og umistelig kilde til vores historie og fælles identitet. Det er en arv,
der er skabt af vore forfædre, og som vi forvalter og bygger videre på. Den
fremtidige udfordring består i at få anlagt helhedsbetragtninger i
varetagelsen af denne kulturarv” (Citeret i Lars Ole Knippel: Kulturarv: Ny
lov om kulturarv, kort artikel, Jyllands-Posten 01.12.2001; Hvass 2001). I
dette citat sammenkobler Steen Hvass via metaforen 'forfædre' den fysiske
kulturarv (fortidsminder og bygninger) med den ikke-fysiske kulturarv –
nemlig denne kulturarvs symbolske betydning for landet og dets
indbyggere. Den fysiske kulturarv gøres til noget, der som udgangspunkt
altid skal passes på og beskyttes (gennem helhedsforvaltning), netop fordi
den har betydning for ”vores identitet”. Denne betydning er blevet tilskrevet
det materielle gennem det, at vi har ”arvet” disse kulturspor fra ”vores
forfædre”. Den fysiske kulturarv legitimerer gennem denne forbindelse til
tidligere generationer ”vores” ejerskab af disse fortidsminder og bygninger,
og den jord de ligger på og i. Nutidens forvaltere har et stort ansvar i at
forvalte disse fysiske kulturspor, da de netop er nedarvede, og dermed ”det
vi bygger videre på” – altså fundamentet til fremtiden.
20. november 2001 stemte den danske befolkning for et
regeringsskifte. Den ny kulturminister Brian Mikkelsen skriver efter godt en
uge på posten en kronik, for at svare uddybende på den forhåndskritik der
har lydt fra oppositionen og forskellige kulturpersoner (Brian Mikkelsen:
Kultur på egne ben, kronik, Berlingske Tidende, 07.12.2001). Som kronik er
genre og afsender klart defineret. Kronikken kan også karakteriseres som et
politisk forsvar. Den kan betragtes som en diskontinuitet i kulturpolitikken,
idet Brian Mikkelsen som konservativ politiker markerer et brud med den
hidtidige radikale ministers dagsordener. De toneangivende signifiant'er i
teksten omkring kultur og kulturarv er f.eks. ”debat, engagement og
entusiasme”, ”fantasi, fiktion, filosofi og forrygende oplevelser”. Desuden
skriver ministeren om ”dynamik”, om ”værdier og idealer”, om en ”klar
styrkelse”, samt om at ”forny og modernisere dansk kulturpolitik”. Han
kalder Kulturministeriet for et ”holdningsministerium”. Brian Mikkelsen
snakker konsekvent om ”dansk kultur”, ”dansk kulturliv”, ”dansk
kulturpolitik” og ”kulturglade danskere”. Som minister i den danske
regering er Mikkelsens opgave selvklart at varetage danske interesser.
Alligevel vælger Mikkelsen at understrege netop ordet ”dansk” ved at
79

gentage det hver gang han skriver ordet ”kultur”. Ligeledes anvender
Mikkelsen bestemt form af ordet kulturarv, og henviser derved til borgernes
fælles referenceramme omkring det danske. Det står således klart at
kulturministeren allerede fra starten af sit embede havde et ønske om at
styrke ”det danske” som en bærende diskurs på kulturområdet. Den valgte
retorik er dermed stærkt inkluderende for de, der betragter sig selv som
danske, men ekskluderer omvendt de, der føler sig marginaliserede i forhold
til denne identitet. Den kultur, der kan anses for at være specifikt dansk,
bliver fremhævet i denne diskurs, mens det, der har et internationalt præg
ikke vil blive positivt fremhævet på denne baggrund.
Ministeren undgår dygtigt at bruge ret mange modalverber, og bruger
ingen deciderede truismer eller retoriske klicheer, og teksten kommer
dermed mindre til at fremstå som et manifest, og mere som en refleksion af
en holdning, der allerede 'naturligt' eksisterer i samfundet. I kronikken er
sproget næsten gestikulært, og tonen er på grænsen til at være overlegent i
forhold til den socialdemokratiske, netop afsatte miljøminister Svend
Auken, og i forhold til de kunstnere og kulturpersoner (som teaterchef Klaus
Bondam), der står i opposition til en konservativ kulturpolitik. Den
overlegne tone holdes dog på plads gennem en klar ironi, f.eks. da
Mikkelsen ønsker Auken tillykke med den nye opgave ”som kommentator”.
Denne tone bruger Mikkelsen til at spille på et billede, hvor han står i en
konservativ faderrolle, hvorfra han kan agere ”skuffet og forarget” over de
kunstnere, der offentligt advarede mod højrefløjens politiske linie. Ved
hjælp af denne retorik bliver kunstnerne næsten til uartige børn, der har
forbrødret sig mod faderens verdensbillede. Mikkelsen konstituerer mening
i teksten ved at vende disse skeptikeres modstand og argumenter på
hovedet: Hvis problemet (i deres optik) er at kulturen skal saneres, er
Mikkelsens argument at det selvfølgelig kun sker for kulturens og
kunsternes egen skyld. Og hvis problemet er, at kulturarven er ”flyttet ud af
holdningsministeriet” (Miljøministeriet), så beskriver Mikkelsen
Kulturministeriet som ”regeringens ideologiske ansigt” – ”dér, hvor vi ikke
kun taler om penge og paragraffer men har mulighed for at debattere om
værdier og idealer”.
Med denne definition er Kulturministeriet blevet en del af rammen for
den ”værdi- og kulturkamp”, som blev den nye regerings varemærke
(Kastrup 2008). Kronikkens mening konstitueres også gennem
modsætningen til den politik, der blev ført før Mikkelsen tiltrådte: den
beskrives som ”fastlåst”, ”traditionel” og ”mærkelig”. På samme måde kan
man sige at Mikkelsen gennem opstillingen af modsætningen til
oppositionens betragtning over højrefløjens kulturpolitik naturliggør, at
konservativ politik er for dansk kultur, for miljøet og at den har et socialt
sigte. Teksten opererer med tydelige sociale agenter: de tidligere ministre
har ansvaret for den traditionelle og irrationelle kulturpolitik, mens den nye
80

minister har ansvaret for at styre kulturpolitikken ind på en ny kurs. De
øvrige sociale agenter, der kan ses i teksten, er ”danskerne”.
Mikkelsen beskriver, hvordan han har ”været med i langt størstedelen
– godt 90 procent – af de kulturpolitiske forlig, der er indgået under den
forhenværende regering”. Han beskriver desuden hvordan han ”ser det som
en klar styrkelse [af kulturelle værdier og idealer] at den nye regering har
flyttet den del af kulturarven, der tidligere har hørt under miljøområdet, til
Kulturministeriet”. Gennem disse formuleringer tager Mikkelsen en meget
stor del, om ikke hele, æren for den forandringsproces på kulturområdet
inklusiv oprettelsen af en museumsstyrelse, der blev sat i gang under
Elsebeth Gerner Nielsen. Diskursen spiller på denne måde en afgørende
rolle i legitimeringen af den nye kulturpolitik som symbolet på (rigtige)
værdier, fremskridt og forandring.
Godt et par uger senere skifter museumsstyrelsen, der i realiteten
aldrig kom til at eksistere andre steder en i aviserne og referater fra
Folketingets udvalg og beslutningsprocesser, navn til Kulturarvsstyrelsen
(Ritzaus Bureau: Citathistorie fra Berlingske Tidende: Kulturarven får ny
forvalter, 27.12.2001). Styrelsens funktion kan Brian Mikkelsen kun
uberettiget tage æren for (hvilket han blandt andet gør i: Lise Lotte Nielsen:
Kulturarven får ny forvalter, artikel Berlingske Tidende 28.12.2001 og i
Nina Ørum: Styrelser: Fortiden under samme tag, artikel, Politiken,
29.12.2001), men den nye styrelses navn må Brian Mikkelsen få fuld kredit
for. Den officielle forklaring på navneskiftet er ifølge Jyllands-Posten at
”Kulturarvsstyrelsen hed oprindelig Museumsstyrelsen, men da den nye
borgerlige regering overførte forvaltningen af den faste kulturarv … fra
Miljøministeriet til Kulturministeriet, fik styrelsen navneændring” (Lars Ole
Knippel: Kandidater til den ny styrelse, Jyllands-Posten 03.01.2002). Som
vi så ovenfor er denne sammenlægning forvaltningssammenlægning være
planlagt længe. Den nye styrelse overtager 55 af Miljøministeriets 90
medarbejdere (Nina Ørum: Styrelser: Fortiden under samme tag, artikel,
Politiken, 29.12.2001). Navneskiftet skal signalere ”at Kulturministeriet
både skal samle og udvikle arbejdet på landets museer samt varetage
restaurering og fredning af bygninger. Dertil kommer beskyttelse af
fortidsminder.” (Lars Ole Knippel: Kandidater til den ny styrelse, Jyllands-
Posten 03.01.2002). Der gives altså administrative begrundelser for at bruge
netop 'kulturarv' som betegner for den nye styrelse. Denne argumentation
står i kontrast til Mikkelsens kronik ovenfor, hvor kulturministeren forbandt
kulturarv med et værdipolitisk, nykonservativt projekt.
Dette projekt bliver konkretiseret gennem en ny fortælling, som Brian
Mikkelsen iscenesætter på denne måde: ”I vores turbulente og globaliserede
tid er det vigtigt, at vi ved noget om vores historie, hvilke rødder vi har, og
hvor vi kommer fra” (Citeret fra Lise Lotte Nielsen: Ny, bred styrelse skal
81

varetage kulturarven, artikel, Berlingske Tidende 28.12.2001). Andetsteds
uddybede kulturministeren synspunktet: ”Vi lever i en turbulent og
globaliseret tid, hvor vi hele tiden får nye indtryk. For at finde den vej, vi
begiver os ud på i fremtiden, er vi nødt til at kende vores rødder og vide,
hvilken fortid vi stammer fra. Den danske kulturarv er fundamentet for det
samfund, vi lever i i dag. Derfor prioriterer vi området fra regeringens side.”
(Citeret fra Nina Ørum: Styrelser: Fortiden under samme tag, artikel,
Politiken, 29.12.2001).
I disse citater kobles tre ting sammen. Først beskriver ministeren den
gældende samfundsdiskurs som styret af ”globaliseringen”. Dette begreb er
lige så høj grad som kulturarv en tom betegner (se eksempelvis Torfing
1999: 7ff), der bruges til at beskrive en diskurs, hvor international handel og
økonomisk og ressourcemæssig afhængighed, international kommunikation
og tværnationale, tværkulturelle og tværreligiøse folkevandringer sætter
dagsorden for mellemmenneskelig og politisk ageren. På den måde kan
”globalisering” henvise til aspekter lige fra konsolideringen af EUfællesskabet
til frygt for voksende muslimsk dominans i demokratiske
vestlige samfund. Når ministeriet kobler betegneren ”turbulent” til denne
globale virkelighed er det formodentlig for at udtrykke en følelse af afmagt
og at ”det går for stærkt”, hvilket fremkalder frygt konsekvenserne af dette
internationale samfund. Dernæst benytter ministeren sig af metaforer, der
viser, at han kender ”vejen” til fremtiden. Denne vej er historien. Historien,
betegnet 'kulturarven', beskrives metaforisk som ”fundamentet for det
samfund, vi lever i i dag”. Kendskab til ”kulturarven” gøres med andre ord
til svaret på den følelse af usikkerhed og manglende nationalt tilhørsforhold
der kan opstå, når man rejser rundt om jorden i stedet for at gå i lære nede
ved tømreren, eller e-shopper i stedet for at handle i nærbutikken.
Historiesynet knyttes metaforisk til det jordbundne og geografisk funderede,
når det kobles sammen med ”rødder” og der ”hvor vi kommer fra”. Dermed
skaber kulturministeren en modpol til det 'rodløse' samfund, hvor mennesker
flytter sig, både indenfor og på tværs af statsgrænser. Via denne metafor
knytter kulturministeren til sidst 'kulturarv' sammen med 'det danske'. Brian
Mikkelsen skaber en ækvivalenskæde hvor ”globaliseret” bliver lig
”turbulent” i betydningen 'svært at finde fodfæste' hvilket igen betyder at ”vi
er nødt til at kende vores rødder”. Samtidig skaber han en anden
ækvivalenskæde, hvor ”rødder” sættes lig ”kulturarv” der sættes lig
”historien”. Og han skaber en tredje ækvivalenskæde, hvor ”kulturarv”
sættes lig den ”fortid vi stammer fra”, og dermed lig ”den danske
kulturarv”.
Selvom det for mange mennesker i deres praktiske virkelighed er
næsten anakronistisk at tale om ”rødder” og ”der hvor vi kommer fra” som
en værdi, er det nødvendigt at gøre for Kulturministeren som konservativ
politiker, der vil fastholde traditionelle værdier og nationalstaten som
82

diskursiv ramme i den gældende virkelighed. Derfor etablerer den nye
kulturminister denne fortælling med et konservativt kulturarvsbegreb som
nodalpunkt, der står i stærk kontrast til den tidligere ministers forestilling
om et ”multikulturelt samfund” som grundlaget for en fælles
referenceramme.
Etableringen af kulturarvsstyrelsen kommenteres også af den afgående
rigsantikvar Steen Hvass, der ”mener det er en god ide at skille [embedet
som rigsantikvar og som leder af Nationalmuseet] ad” (Nina Ørum:
Styrelser: Fortiden under samme tag, artikel Politiken 29.12.2001). I artiklen
kan vi læse at Hvass ”betragter i det hele taget den nye kulturarvsstyrelse
som et positivt tiltag, der giver mulighed for en helhedstænkning og
helhedsvurdering af, hvordan den danske kulturarv skal varetages”. Hvass
citeres for at sige ”…Det giver en helt anderledes 'power' i forhold til
markeringen af, at der eksisterer en kulturarv, som man skal tage hensyn
til.” Her giver den afgående rigsantikvar altså udtryk for at ”kulturarv” er et
begreb, han bruger af to årsager. For det første, fordi man øjensynligt skal
tage mere hensyn til den end til arkæologiske fortidsminder. For det andet
fordi begrebet ”kulturarv” har større gennemslagskraft end de øvrige
betegnelser, Hvass har for sit interessefelt. Når også han understreger at det
drejer sig om ”den danske kulturarv” lægger han sig i tråd med
kulturministerens ovennævnte diskursive værditilskrivning af
kulturarvsbegrebet. Det er slående, hvor godt det passer med den afgående
rigsantikvars formuleringer, at den nye styrelse blev netop en
kulturarvsstyrelse og ikke en museumsstyrelse. De højaktuelle
samfundstrends og politiske temaer drejer sig ikke om museal forvaltning –
de handler om kulturarv.
2001 er et år, der med rette kan illustreres ved en vippe, hvor
forskellige diskurser kæmper om at værditilskrive kulturarvsbegrebet. Året
starter med den daværende radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens
udtalelser om, at kulturarvsinstitutionerne skal være ”videns- og
oplevelsescentre, der afspejler, at Danmark er ved at blive et multikulturelt
og multietnisk samfund”. Året slutter med, at den nyvalgte konservative
kulturminister Brian Mikkelsen udtrykker at ”Vi lever i en turbulent og
globaliseret tid, hvor vi hele tiden får nye indtryk. For at finde den vej, vi
begiver os ud på i fremtiden, er vi nødt til at kende vores rødder og vide,
hvilken fortid vi stammer fra. Den danske kulturarv er fundamentet for det
samfund, vi lever i i dag. Med andre ord starter kulturarv året med at indgå i
en diskurs, hvor det fællesmenneskelige er et knudepunkt, og slutter året
med selv at være knudepunkt i en diskurs, der har historisk identitet, rødder
og det nationale som betegnere.
Imellem disse to diskurser optræder kulturarv som et nodalpunkt i et
arkæologfagligt nødråb. I denne fagdiskurs iscenesætter arkæologer sig selv
83

som vogter over det nationale skatkammer, eller beskyttere af den danske
identitet, der i materialiseret form findes under mulden i form af
arkæologisk materiale. Arkæologerne ækvivalerer det at beskytte kulturarv
med det at være en civilisation, og indikerer dermed omvendt at hvis den
danske regering ikke giver tilstrækkelige midler til arkæologiske
udgravninger, er Danmark ikke et civiliseret samfund. Arkæologer baner
dermed vejen for den ny kulturministers udlægning af kulturarv som det
essentielle, hvor det er nødvendigt at kende til denne kulturarv eller 'sine
rødder', og hvor kulturarv derfor ækvivaleres med historisk identitet. Den
diskurs, flertallet af arkæologer, inklusive rigsantikvaren, og den ny
kulturminister anvender, er med sine betegnere som 'danskernes' med til at
skabe et fællesskab omkring kulturarv som nodalpunkt. Diskursen er med
andre inkluderende for de, der føler sig som en del af dette fællesskab. Med
oprettelsen af Kulturarvsstyrelsen bliver kulturarv et virkeligt knudepunkt
for den administrative praksis på det kulturelle felt. Derudover bliver
kulturarv i 2001 en del af et nykonservativt, værdipolitisk projekt.
2002
Umiddelbart efter nytår begynder første arbejdsdag i den nyoprettede
kulturarvsstyrelse (Lise Lotte Nielsen: Spænding om ny styrelse, kort
artikel, Berlingske Tidende 05.01.2002). De kulturhistoriske museers
talsmænd har i den forbindelse to analytiske betragtninger over den nye
styrelse. Merete Ipsen, leder af Kvindemuseet i Århus og netop nedlagt
formand for Statens Museumsnævn, udtaler at ”Betegnelsen
Kulturarvsstyrelsen falder helt på linie med, hvad man arbejder med i de
internationale museumsorganisationer og i udlandet” (ibid.). Denne
betragtning henviser til, at heritage-begrebet har vundet større indpas i lande
udenfor Storbritannien igennem en årrække. Lars Buus, formand for
Foreningen af Danske Kulturhistoriske Museer, kommer også med sin
vurdering af Kulturarvsstyrelsen: ”Jeg ser den nye styrelse som en central
og højt prioriteret manifestering på kulturområdet…” (ibid.). Buus
fornemmer altså i tråd med Brian Mikkelsens intentioner, som påvist
ovenfor, at den borgerlige regering har sat kulturarv højt på den ideologiske
dagsorden. Omvendt bekymrer de zoologiske museer sig over navet
Kulturarvsstyrelsen, der tilsidesætter det naturhistoriske som begreb,
ligesom kunstmuseerne udtrykker bekymring for om kunstområdet vil blive
tilsidesat i forhold til de arkæologiske og historiske institutioner (ibid.).
Også Anne Højer Petersen fra Storstrøms Kunstmuseum, der med denne
bekymring fungerede som talsmand for kunstområdet, har tilsyneladende
bemærket, at den historiske dimension har en central plads i den nye
kulturministers hjerte. Da den nye direktør for Kulturarvsstyrelsen bliver
offentliggjort ved udgangen af januar 2002 bliver zoologernes og
kunsthistorikernes bekymring næppe mindre: direktøren hedder Steen Hvass
84

(Lise Lotte Nielsen: Museumsmand bliver chef for vores kulturarv, kort
artikel, Berlingske Tidende 31.01.2002). Som direktør ser Steen Hvass
”store muligheder i den nye konstruktion og den nye stilling, hvor han får
ansvaret for forvaltningen af hele den danske kulturarv” (Michael Seidelin:
Kulturarvens nye vogter, kort artikel, Politiken 31.01.2002). Som en måned
tidligere mener Hvass stadig, ”…at arbejdet med kulturarven som en helhed
[…] vil give helt nye muligheder for at profilere den danske kulturarv langt
højere…” (ibid.). ”Den danske kulturarv” er ikke kun den borgerlige
regerings ideologiske diskurs, men også embedsmændenes mantra.
At al snakken om kulturarv måske i højere grad kan opfattes som et
ideologisk projekt end en praktisk og international administrativ linie, bliver
ikke anfægtet af den del af pressen, der indtil nu har beskæftiget sig med
debatten omkring bevaring, kulturarv, museumsloven og en ny
Kulturarvsstyrelse. Derimod melder Ekstra Bladet, der hidtil har været så
godt som tavs omkring implementeringen af en nye kulturarvsdiskurs- og
praksis, sig på banen. I en talenær gengivelse af et interview med Steen
Hvass (der blandet andet citerer Hvass for at indlede et svar med ordene
”Øeh, jaeh, tjaeh. Ha, ha, men jo altså.”) spøger avisen direkte: ”Har det her
[oprettelsen af en Kulturarvsstyrelse] noget med regeringens samarbejde
med Dansk Folkeparti at gøre: At nu skal vi rigtig satse på vores nationale
identitet ved at sætte blus under vores danske kulturarv?” (Marie Lade: Seks
skarpe: Hvass for en fisk?, kort interview, Ekstra Bladet 31.01.2002). Hvass
afviser denne betragtning, og sammenlægningen af forskellige
administrationer af fortidsminder og museer er jo også besluttet som et
politisk forlig under en socialdemokratisk regering. I retorikken omkring
'vores fælles rødder i den danske kulturarv' er det imidlertid nærliggende at
se en klar sammenhæng med de konservative værdier i regeringen og dens
støtteparti Dansk Folkeparti.
Efter fire måneder på posten som direktør for Kulturarvsstyrelsen
bringer Information et interview med Steen Hvass (Allan de Waal:
Kulturarv: Dansk kulturarv styret og centraliseret, interview, Information
29.05.2002). I interviewet redegør Hvass for sin opfattelse af forskellen
mellem fast og løs kulturarv: ”Den løse kulturarv er det, du kan tage og
sætte på et museum. Hvorimod den faste, det er huse og fortidsminder, som
står fast i landskabet”. Journalisten opfanger imidlertid, at der også er andre
begreber knyttet til den faste kulturarv, end at de blot er fysiske, da Steen
Hvass forklarer: ”Jelling er helt unik. Gravhøjene og så den store billedsten
med Kristus, slangen og løven, og den mindre med runerne. Den danske
konge og navnet Danmark nævnes første gang, og også kristendommens
ankomst til Danmark”. ”Det lyder ikke som fast kulturarv…” kommenterer
journalisten, og kalder bagefter Hvass beskrivelse af Jellingmonumenterne
for ”den nationale flomme”. Hvass argumenterer, at stenene jo står på
stedet, for at forklare, hvorfor han kalder det fast kulturarv. Journalisten har
85

imidlertid fanget en væsentlig, men ganske overset del af
kulturarvsvaretagelsen i den nye styrelse. Mens der er en definition af fast
og løs, begge dele fysisk, kulturarv, er der ingen definition af ikke-fysisk
kulturarv i embedsmandsdiskursen. Interviewet viser klart at der ikke findes
en kategori for de overleveringer, som ikke er bevaringsværdige i deres
fysiske form alene, men også eller måske endda overvejende rummer en
ikke-fysisk kulturarv – en fortælling eller myte, som gør genstandene eller
stederne bevaringsværdige. I stedet for at diskutere denne problemstilling,
som har været central i for eksempel Sverige, undviger Steen Hvass
spørgsmålet fra journalisten, og slår fast, at Jelling hører under kategorien
fast kulturarv.
Journalisten spørger imidlertid senere i interviewet, om
Kulturarvsstyrelsen ”Rider […] på en UNESCO-bølge af internationale
konventioner, om patrimoine og world-heritage?”. At oprettelsen af
Kulturarvsstyrelsen udspringer af en international interesse i kulturarv
benægter Steen Hvass. ”Det bygger snarere på en dansk tradition”, mener
han, og henviser til Oldsagskommisionen, bygningsfredningen og
fortidsmindefredningen. Steen Hvass mener tilsyneladende ikke at begrebet
kulturarv skulle henvise specifikt til hverken en europæisk trend eller en
lunken nationalitet.
Artiklen retter i øvrigt en kritik af armslængdeprincippet, der før
eksisterede mellem Statens Museumsnævn og Kulturministeriet, men som
nu er bortfaldet, i og med at Kulturarvsstyrelsen via sin administration
fordeler kulturpengene fra ministeriet. Direkte adspurgt understreger Steen
Hvass, at styrelsen er tættere på ministeriet end på museerne, og først og
fremmest går ministeriets ærinde 2 . For arkæologiens vedkommende betyder
det, at hvor rigsantikvaren før gik museernes ærinde i forhold til at påvirke
den politiske dagsorden, så er det nu omvendt: Den politiske dagsorden
afgør, hvordan Kulturarvsstyrelsen skal administrere museerne.
Kulturarvsstyrelsen gør da heller ikke meget for at tilgodese
museernes og de arkæologiske udøveres interesser, da de kort efter
udtrykker offentlig bekymring for, at den økonomiske finansiering af den ny
museumslov vil komme det arkæologiske kildemateriale til skade, når den
træder endeligt i kraft til årsskiftet (Lennart S. Madsen og Per Ethelberg:
Fælles støtte til fortiden, debatindlæg, Jyllands-Posten 24.06.2002; notits i
2 Spørgsmålet til Steen Hvass lyder: ”Hvis man på den ene side har museernes ledelse og
det daglige bevaringsarbejde i byer og landskaber, og på den anden side har ministeriet
og de politiske vedtagelser – hvilken side hører Kulturarvsstyrelsen så mest til?”. Steen
Hvass svarer: ”Ministeriet! Det er os der forvalter love og vedtagelser.” Kort efter
spørger journalisten igen: ”Hvem skal du lytte mest til – dine egne specialister i
Styrelsen eller museernes daglige udøvere?”. Hvass svarer: ”I praksis bliver det et
samspil. Men i sidste ende er det mig, der tager beslutningen.” (Allan de Waal:
Kulturarv: Dansk kulturarv styret og centraliseret, interview, Information 29.05.2002)
86

Fredericia Dagblad 24.06.2002). Det vil sige, arkæologerne kalder det ikke
for ”arkæologisk kildemateriale” nu, men for ”vores fælles kulturarv”.
Arkæologerne synes ikke ”det kan […] siges at være retfærdigt” at private
”råstofindvindere, skovrejsere, virksomhedsejere og parcelhusejere”
fremover kan risikere at skulle få en ekstra udgift på f.eks. 100.000 kroner
på deres anlægsarbejde. De foreslår i stedet at alle bygherrer eksempelvis
indbetaler 50 øre per kubikmeter indvundet råstof eller 25 øre per plantet
træ til en fælles pulje. Den enkelte skadevolder på arkæologiske spor ville
således få en udgift der ”næppe [vil] løbe op i mere [end] 1000-1500 kr.”
(Lennart S. Madsen og Per Ethelberg: Fælles støtte til fortiden, debatindlæg,
Jyllands-Posten 24.06.2002). Dansk Folkeparti finder det også ”aldeles
urimeligt at pålægge lodsejere en økonomisk byrde til arkæologi”.
Kulturordfører Louise Frevert fremfører at hun er ”bange for, at kulturarv
går tabt, fordi folk af økonomiske hensyn udlader at rapportere fund.”
(notits i Fredericia Dagblad 24.06.2002). Hun mener at udgravninger er en
statslig forpligtigelse, ikke en privat. Det modsatte synspunkt er dog også
oppe at vende i debatten – at ”ingen bliver tvunget til at finansiere
arkæologiske udgravninger. De kan blot lade fortidsminderne være i fred!”,
og det derfor ”ikke [kan] være meningen, at alle de øvrige skatteborgere
skal betale for, at en enkelt bygherre ønsker at få placeret et anlægsarbejde,
sådan at dele af kulturarven bliver ødelagt.” (Klaus Ebbesen: Arkæologi:
Kostbar fortid, debatindlæg, Politiken 25.06.2002). Madsen og Ethelbergs
forslag var imidlertid ikke at lade staten betale, men netop at lade alle
skadevoldere betale en lille del af byggeomkostningerne til en fælles pulje,
der derefter skulle fordeles på de prioriterede udgravninger (Lennart S.
Madsen og Per Ethelberg: Fælles støtte til fortiden, debatindlæg, Jyllands-
Posten 24.06.2002). I sit debatindlæg understreger Klaus Ebbesen, at den ny
lov er lavet ud fra et princip om at ”Vi [arkæologer] graver faktisk så lidt
som overhovedet muligt. Allerhelst ser vi, at fortidsminderne bliver i jorden
som en del af kommende slægters kulturarv” Klaus Ebbesen: Arkæologi:
Kostbar fortid, debatindlæg, Politiken 25.06.2002).
Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti blander sig ikke kun i
debatten om finansieringen af arkæologiske udgravninger. Peter Skaarup,
der er folketingsmedlem for partiet, foreslår at museerne skal skilte hvilke
udstillingsgenstande, der museerne har ”raget til sig ved tyveri, røveri eller
krigsbytte” (Ritzaus Bureau: Citathistorie fra De 3 Stiftstidender og Jydske
Vestkysten: Minister vil ikke afsløre tyvekoster, 19.09.2002). Dette er ikke
for at hænge museerne ud for at stjæle genstande, men for netop at vise, at
danske museer har få stjålne genstande i forhold til de svenske, der både
ligger inde med Dronning Margrethe I's brudekjole, Næstved Bys jordebog
og førsteudgaven af Jydske Lov. Såvel kulturministeren som
Kulturarvsstyrelsen afviser forslaget (ibid.). Forslaget tydeliggør, at i Dansk
Folkepartis optik, er historiske genstande nationaleje, og det er vigtigere at
kræve ”sit” kulturmateriale ”hjem” end det er at sikre et fortsat venskabeligt
87

forhold mellem Danmark og Sverige.
Til gengæld blander Kulturarvsstyrelsen sig ikke offentligt i
museernes diskussion af udgravningsfinansieringen, og bekræfter dermed
direktørens indstilling, at han først og fremmest er ”ministeriets mand”. I det
hele taget ytrer styrelsen sig sjældent, og i en længere beskrivende artikel
om styrelsen konkluderer journalisten da også, at ”den nye styrelse […] i
dens første 10 måneders levetid har ført et for offentligheden stort set
upåagtet liv i Slotholmsgade 1 i København.” (Frede Jakobsen: Nutiden
bliver også fortid, lang artikel, Fyens Stiftstidende, 03.11.2002).
Brian Mikkelsen udtaler sig til gengæld stadig om hvad kulturarv er.
”[M]ed kulturarv hentydes der i høj grad til den fysiske kulturarv, vores
fortidsminder, grave og ruiner, til arkæologiske fund, bygningsfredning og
bygningsrestaurering. Det er et stykke Danmark i sten og natu[]r, det er de
fysiske reminiscenser af noget, der var engang, selv om de pågældende
lokaliteter og levn måske stadig er velfungerende i dag. Funktion eller ej, så
afspejler de vores fælles historie, så fysisk som den overhovedet kan blive
… og denne kulturarv fortjener en plads i vores hjerter.” (Frede Jakobsen:
Nutiden bliver også fortid, lang artikel, Fyens Stiftstidende, 03.11.2002).
Den fysiske kulturarv herunder arkæologiske fund og fortidsminder – skal
ikke tages bedre vare på, fordi det er et videnskabeligt kildemateriale. Den
skal varetages bedre, ikke kun fordi den er symboler på det danske
fællesskab, men fordi det er et stykke Danmark. Kulturarv er det danske i
fysisk form, som vi kan samle op og lægge i vindueskarmen eller på
museum. Det er også derfor, at Brian Mikkelsen, på trods af at han gør
meget ud af at beskrive kulturarven som noget fysisk, kan sige at den
”afspejler […] vores fælles historie” og ”fortjener en plads i vores hjerter”.
Den fysiske kulturarv er med andre ord en mental konstruktion, 'vi' kan
bygge fællesskaber på, og integrere i 'vores' nationalfølelser. Det er af denne
årsag, vi skal have respekt for den og etablere en styrelse til at passe på den,
og ikke fordi den først og fremmest er fysisk.
Direktør for Kulturarvsstyrelsen Steen Hvass mener at ”den bedste
måde til at bevare kulturarven er måske at fortælle om den, at skabe en
forståelse af, at vi alle er ansvarlige for vores kulturarv” (ibid.). Med andre
ord er det overleveringerne, den rituelle fortælling, der er central i
kulturarvsbevaringen. Disse fortælleritualer kalder vi tradition og myter, når
vi beskriver dem i forhistorisk kontekst. Det, fortællingerne gør, er at
etablere bånd mellem forfædrene, der skabte ”kulturarven” og os i dag, der
er ”ansvarlige” for denne kulturarv. Den folkelige fortælling i form af
”bevidstheden om egen hjemstavn” mener Hvass betyder ”meget mere for
folk i disse tider med Europa, globalisering og internationalisering” (ibid.).
Hvor Mikkelsen benytter sig af en metafor til kærlighed, der rummes i vores
hjerter, hvorfor vi med andre ord også skal betragte kulturarv som noget, vi
88

har et nært og kærligt forhold til, bruger Hvass truismen om
”globaliseringen” til at begrunde, hvorfor kulturarv skal anses som vigtigt i
det moderne samfund. Han referer desuden til myten om en folkelig
opbakning til den historiske forvaltning, idet han beskriver, hvordan
”Folkene i Kulturarvsstyrelsen [gennemgående] føler, at der er stor
forståelse i befolkningen for deres arbejde og for at der skal bruges penge på
det” (ibid.).
Et år efter sin indtræden på posten som Kulturminister, skriver Brian
Mikkelsen atter en kronik om sin kærlighed til historien (Brian Mikkelsen:
Kronik: Husk historien, Berlingske Tidende 29.12.2002). Denne artikel
henviser til flere metaforer og truismer. ”Som sneglen har vi erfaringernes
hus på ryggen, når vi trækker historiens spor ind i fremtiden”, ”Vi må have
fundamentet i orden”, underforstået kendskabet til historie, ” Her [i historie]
har vi et arkimedisk punkt”. I en diskursteoretisk tekst ville han have kaldt
det et nodalpunkt. Metaforerne fortsætter: Historien kan ”tjene som vaccine
mod den vilde tanke, den tøjleløse utopi”. Hvis vi ikke giver børn og unge et
kendskab til historie bliver de ”om ikke blinde – så overladt til alle mulige
andre aktører, der nemt gør dem til marionetdukker”. Historie og den
konservative samfundsforståelse er en kontrakt mellem generationerne.
Mennesker lever blandt andet gennem deres ”stofskifte med naturen” – og
det er altså historien. Mikkelsen etablerer med andre ord et billede af et
menneske, der er underlagt naturens luner i form af stofskifte, sygdomme,
blindhed og tøjleløse tanker. Historien er vidunderkuren, der vaccinerer mod
disse vilkår, og som gør at vi kan have et naturligt stofskifte. Derfor
beskrives historien af Mikkelsen som ”et menneskeligt grundvilkår”.
Brian Mikkelsen skaber flere visuelle billeder på kulturarv. Han
beskriver det som et ”faktum” at ”kulturarven ligger lige for fødderne af os.
Vi skal træde varsomt på den og sørge for, at den ikke forvitrer og bliver til
ingenting.” Han skaber en figurativ kobling mellem historien og Sherlock
Holmes: ”det [er] elementært. Vi skal bare følge sporene”. Mikkelsen
henviser også til Kierkegaards filosofi, at ”Livet leves forlæns, men forstås
baglæns”. Han tilslutter sig at folkeskolens historieundervisning skal
”Tilbage til kongerækken”. Mikkelsen beskriver hvordan ”Vi står midt i
historiens flod […]. Vi bader i den, lever af den, drukner i den. ”Vi kommer
fra noget”. Kronikken tydeliggør, at kulturministerens historiesyn er styret
af disse truismer og hverdagsfilosofier om, hvilken rolle historie kan spille
for nulevende mennesker. Hovedparten af argumenterne for, hvad vi skal
med historie, er bundet op på disse metaforer, der – måske i mindre doser –
kan genfindes blandt mange politikere, historikere og arkæologer, der
argumenterer for, hvorfor historie er vigtigt i samfundet. Ved at inddrage
”vi'et” som ansvarlig agent, gør vi som fagfolk og politikere
problemstillingen almengyldig, og understreger at det er mere end fagligt
kildemateriale, det drejer sig om. Selvom ordet identitet ikke bruges, er det
89

egreber, der knytter sig til identitetsbegrebet, som vi fagfolk bruger i
argumentationen for udøvelsen af vores fag.
Kulturarvsbegrebets betydning i 2002 opsummeres bedst ved et
udtræk af ovennævnte citater. Kulturarvsbegrebet defineres i 2002 især
indenfor de nye administrative rammer i form af et stærkt kulturministerium
og den ny kulturarvsstyrelse – eller med Lars Buus' ord: ”Jeg ser den nye
styrelse som en central og højt prioriteret manifestering på
kulturområdet…”. Udtalelserne fra den ny styrelse viser, at ”den danske
kulturarv” er ikke kun den borgerlige regerings ideologiske diskurs, men
også embedsmændenes mantra. Journalisterne er skeptiske over den
værditilskrivning, der sker med kulturarvsbegrebet i 2002. De sammenligner
diskursen fra ministeren og styrelsen med retorikken hos Dansk Folkeparti,
der har vundet indflydelse som støtteparti til den nye regering: ”Har det her
[oprettelsen af en Kulturarvsstyrelse] noget med regeringens samarbejde
med Dansk Folkeparti at gøre: At nu skal vi rigtig satse på vores nationale
identitet ved at sætte blus under vores danske kulturarv?” En anden
journalist fanger, at der ligger undertoner i diskursen hvor kulturarv bruges
som administrativt begreb, der ikke kommer eksplicit frem: ”Det lyder ikke
som fast kulturarv…” kommenterer journalisten Steen Hvass beskrivelse af
Jellingmonumenterne, og kalder den bagefter for ”den nationale flomme”.
Også kulturministeriets diskurs er kendetegnet ved Brian Mikkelsens
truismer: ”Som sneglen har vi erfaringernes hus på ryggen, når vi trækker
historiens spor ind i fremtiden”, ”Vi må have fundamentet i orden”,
underforstået kendskabet til historie, ” Her [i historie] har vi et arkimedisk
punkt”.
2003
I 2003 topper brugen af kulturarv i sammenhæng med arkæologi, og der er
med 101 avisartikler en etableret diskurs omkring dette felt. Det er således
tydeligt i avisartiklerne, at begrebet kulturarv er blevet en naturlig del af den
arkæologiske fagdiskurs. Begrebet bruges ihærdigt. At være ”levende
optaget af kulturarven” som ”en af de ildsjæle, der vogter over den lokale
kulturarv” (Nils Engberg: Mindeord: Bent Stiesdal, Berlingske Tidende
31.01.2003) er således ensbetydende med at have et engagement i egnens
historie og arkæologi. Runer er en del af den danske kulturarv (Peter
Kronsted: Forskning: Fup eller fakta om runer, Jyllands-Posten 18.02.2003).
Det er de, fordi ”Der er runer på guldhornene og på Jellingstenen, der
fortæller, at kongen Harald Blåtand vandt sig hele Danmark og gjorde
danerne kristne”, fortæller Marie Stoklund fra Nationalmuseet til
journalisten (ibid.). Fortidsspor i marine miljøer under havoverfladen er
kulturarv (Jan Bill: Den sunkne kulturarv, debatindlæg, Berlingske Tidende
06.03.2003). I et langt debatindlæg om Moesgårds nye konserverings- og
naturvidenskabelige afdeling, beskriver afdelingslederen Peter Hambro
Mikkelsen afdelings arbejdsmetoder og -materiale, men sætter disse
90

videnskabelige arkæologiske fakta i relief med i indledningen at beskrive
arbejdet som en undersøgelse ”af vores fælles arkæologiske kulturarv” og
slutte af med at beskrive materialet som ”vores enestående og sårbare
arkæologiske kulturarv” (Peter Hambro Mikkelsen: Naturvidenskab og
arkæologi, debatindlæg, Jyllands-Posten 16.03.2003). Arkæologer har også
taget kulturministerens program til sig, og begrunder faget med at ”Det er
overordentligt vigtigt at kende sin historie og vide, hvad man kommer af”
(Marie Stoklund, ibid.). Fagfolk insisterer ligeledes på at der en stigende
interesse for arkæologi begrundet med en søgen efter en national identitet:
”Folk bliver mere og mere interesserede i historie i disse år, hvor den
nationale identitet er til debat” (Jørgen Jensen, citeret i Marianne Krogh
Andersen: Mug i nationalarven, lang artikel, Weekendavisen 14.02.2003).
Kulturarv er med andre ord ved at blive ækvivaleret med så mange
interessefelter, at det nærmer sig en egentlig status som 'tom betegner'.
Men vi aner også en ny diskurs. Under den tidligere ledelse blev
Nationalmuseet internt kritiseret for ikke at leve op til ambitionerne om at
være det førende kulturhistoriske museum. I 2003 lyder igen kritiske røster
over Nationalmuseet (Marianne Krogh Andersen: Mug i nationalarven, lang
artikel, Weekendavisen 14.02.2003; Gert C. Nielsen: Eftertiden får
regningen, interview Berlingske Tidende 19.02.2003; Anders Otte
Stensager: Hvorfor ikke bare sælge nationalmuseet?, debatindlæg,
Weekendavisen 28.02.2003). Den nye direktør, Carsten U. Larsen, fik ved
sin tiltræden i opdrag at gennemføre en sparerunde, hvilket omtrent et år
senere får nuværende og tidligere inspektører til at ytre deres utilfredshed
med nedskæringerne. Jørgen Jensen klager således over at ”Det er helt galt
med forvaltningen af kulturarven” – og med kulturarv mener han åbenbart
gravhøje, udgravninger og samlinger (Marianne Krogh Andersen: Mug i
nationalarven, lang artikel, Weekendavisen 14.02.2003). Carsten U. Larsen
beklager selv den benhårde prioritering, han har været nødt til at foretage og
understreger, at ”Det er en illusion at forestille sig, at vi kan spare så meget,
uden at det kommer til at gå ud over noget” (Marianne Krogh Andersen:
Mug i nationalarven, lang artikel, Weekendavisen 14.02.2003). Og det er
ikke kun på bemandingen af museet, der skal spares. Bevaringsafdelingen
må fremover nøjes med at koncentrere sig ”om de genstande, som har
national betydning…”. Citatet er et eksempel på at der nu forekommer en
diskurs, hvor kulturarvsbegrebet ikke blot er det hele, men kan gradbøjes.
Nu er der ikke blot kulturarv i bestemt form, men også kulturarv af
”national betydning”, der kan prioriteres højere end anden kulturarv. Denne
problematik vil jeg komme nærmere ind på i det kapitel, der handler om
bevaring af kulturarvsarealer.
Den samme diskurs findes i en diskussion om magasinproblemer, der
kommer på dagsorden i løbet af 2003. De kulturhistoriske museer har
problemer med at opbevare deres genstande forsvarligt, og der kommer
91

eksempler på at museer går sammen om at bygge fælles magasiner (Lars
Ole Knippel: Kulturhistorie: Otte museer samarbejder, artikel, Jyllands-
Posten 15.10.2003). Museumsleder Jørgen Smidt-Jensen ved
Kulturhistorisk Museum Randers kalder ikke blot genstandene kulturarv –
det er nu blevet ”den nationale kulturarv” (ibid.). Udtrykket national
kulturarv har måske fundet vej til museernes fagdiskurs efter
Kulturarvsstyrelsens uddeling af såkaldte ENB-midler – midler til at
konservere genstande af ”Enestående National Betydning”. Jørgen Smidt-
Jensen bruger også udtrykket i en kronik, hvor han forklarer at ikke kun de
nationale, men også de lokale museer rummer dele af ”vores fælles
nationale kulturarv” (Jørgen Smidt-Jensen: Bevar kulturarven, debatindlæg,
Jyllands-Posten 19.10.2003). Præcis som da arkæologien blev ramt af en
alvorlig krise, bruger historikere nu begrebet ”kulturarv” i kombination med
ordene ”vores”, ”fælles” og ”national” for at appellere til befolkningens
ansvarsfølelse i forhold til de museale genstande. Og præcis som
arkæologerne, citerer også Smidt-Jensen Johannes V. Jensens tekst
”Henfarne slægter forglem dem ej! I arv de gav dig en ædel gave. Henfarne
slægter i landets marv sig ej fornægter. Bevar din arv!” (ibid.).
I øvrigt er det værd at notere sig titlen på avisartiklen: Mug i
nationalarven (figur 6) (Marianne Krogh Andersen: Mug i nationalarven,
lang artikel, Weekendavisen 14.02.2003). Titlen spiller naturligvis sprogligt
på ordet kulturarv i kombination med ordet Nationalmuseum. Men
konstellationen viser også, at ordet kulturarv umiddelbart forbindes med det
nationale. Der er ingen modsætninger mellem ordene: Kulturarv kunne lige
så godt hedde nationalarv. Det er i øvrigt værd at bemærke, at begrebet
'kulturarv' i sig selv ikke længere er så god en catchline som nationalarv,
92
Figur 6: Mug i nationalarven

hvorfor journalisten vælger 'kulturarv' fra i overskriften.
I øvrigt er det ikke så meget den danske kulturarv, der fanger
mediernes opmærksomhed i 2003. Derimod sætter U.S.A. og Danmarks krig
i Irak fokus på den mesopotanske kulturarv. Det er værd at diskutere
diskursen i forbindelse med bekymringen for den irakiske kulturarv. En
journalist formulerer for eksempel at ”Tab af menneskeliv under en krig i
Irak er en grusom tanke, men bekymringen gælder også tabet af
menneskehedens historie” (Karin Bo Bergquist: I skudlinien, lang artikel,
Weekendavisen 07.03.2003). Arkæolog Arnulf Hausleiter, Carten Niebuhr
Instituttet, udtaler sig i en anden artikel om hvad han tænker, når han hører
der er krig i Irak: ”Først og fremmest tænker jeg på alle de mennesker, der
bliver dræbt. I anden omgang tænker jeg, at et samfunds identitet
bestemmes af dets nutid, dets fremtid og dets fortid. Så når man ødelægger
kulturarven, så undergraver man også landets identitet.” (Rasmus Egelund:
Identiteten ligger i kulturarven, interview, Information 04.04.2003).
Formuleringerne viser, at kulturarv opfattes som det næstvigtigste at
beskytte efter menneskeliv. Denne tolkning støttes af andre tolkninger af
diskursen. Når der skrives ”Kulturarven kan meget nemt blive taget som
gidsel” (Karin Bo Bergquist: I skudlinien, lang artikel, Weekendavisen
07.03.2003), bliver kulturarv næsten personificeret: man kan tage
mennesker som gidsel, men altså også kulturarv. Det samme er tilfældet i
formuleringen: ”angreb på kultur-monumenter kan opfattes som en kriminel
handling” (ibid.). Man kan ikke angribe en motorvej eller en skov, men man
kan angribe en by eller landsby med mennesker, eller en militær stilling med
soldater, og man altså også angribe kulturarv – som om den var en person.
Manus Brinkman, der er generalsekretær for ICOM i Paris, udtaler, at han
tror, irakere vil kunne finde på at placere luftværnsskyts i nærheden af et
kulturmonument, ”for det vil efterlade det amerikanske forvar i en meget
vanskelig situation. Vil det angribe eller ej i en sådan situation?” (ibid.). På
grund af Haag-konventionen bliver ødelæggelse af kulturmonumenter et
militært dilemma næsten på linie med ødelæggelsen af menneskeliv. Det
bliver ”en moralsk sag” som Brinkman udtaler, ”på samme måde som [sager
der kan forfølges ved] den ny humanitære domstol” (ibid.). Også her skaber
Brinkman en ækvivalens mellem værdien af kulturarv og værdien af
menneskeliv. Betydningen af kulturarv sættes også i relief af en anden
journalists beskrivelse af plyndringerne af Nationalmuseet i Irak: ”Irakernes
nutid er et mareridt af blod, sårede børn, ødelagte bydele, anarki og
ydmygelser. Fremtiden er uvis, men indtil sidste fredag havde irakerne deres
6.000 år gamle kultur som rygstød midt i krigens kaos” (Michael Seidelin:
Krig i Irak: Kulturarv: ”Hele vores arv er forsvundet. Hvorfor? Hvorfor?”,
artikel, Politiken 15.04.2003). Også her vurderes kulturarv til at have et
betydningsniveau, hvor den (næsten) ækvivaleres tab af menneskeliv, børns
helbred og folks hjem.
93

Hvorfor han opfatter det sådan forklarer Brinkman ikke. Det gør til
gengæld Arnulf Hausleiter: ”Der har altid været en interesse for at udnytte
kulturarven. Det handler om [irakernes] selvforståelse og om den kulturelle
identitet. På en måde kan man vel sige, at det bruges til at styrke styrets
legitimitet”, og senere: ”alle bruger historien efter deres eget behov”
(Rasmus Egelund: Identiteten ligger i kulturarven, interview, Information
04.04.2003). Han beskriver også forhistoriske monumenter som ”nationale
symboler”. En læser stiller sammenligningen op: Museet i Bagdad
”rummede jo uerstattelige værdier i klasse med guldhornene, Gundestrupkedlen
og solvognen” (Søren Nancke-Krogh: Kulturrov, kort debatindlæg,
Information 25.04.2003). ”Irakerne gjorde dette [plyndrede
Nationalmuseet]. De gjorde det mod deres egen historie og ødelagde de
fysiske beviser for deres egen nations tusindårige civilisation” skriver
journalisten (Robert Fisk: En civilisation smadret, artikel, Information
14.04.2003). De arkæologiske genstande er med andre ord symbolet på
såvel den irakiske nation som den irakiske civilisation – og når de fysiske
genstande bag disse symboler smadres, smadres i overført betydning også
Irak som nation og civilisation. Blandt egne borgere og verdens borgere i
øvrigt handler det ikke blot om, at arkæologiske genstande bliver ødelagt –
det handler om, at Irak sætter sin position som nation over styr. ”Iraks
kulturelle identitet er ved at være udslettet”, som en journalist skriver
(Robert Fisk: Iraks historie op i røg, artikel, Information 15.04.2003).
Men i og med at de mesopotanske fund betragtes ikke kun som irakisk
kulturarv men som ”hele menneskehedens arv”, som Nationalmuseets
kurator Donny George udtrykker det (Michael Seidelin: Jagten på verdens
forsvundne kulturarv fortsætter, lang artikel, Politiken 25.04.2003), eller
”den menneskelige civilisations kulturarv” (Robert Fisk: Ikke kun Irak der
gik itu, artikel, Information 07.06.2003) opfattes plyndringerne ikke kun
som et brud med en intern irakisk orden og samfundsstruktur, men som et
angreb mod hele verdens identitet i følelsen af at tilhøre et civiliseret
samfund, hvis udvikling mytisk set forbindes med Mesopotamien.
Plyndringerne af Nationalmuseet i Bagdad blev foretaget af irakere.
”Dette er hvad vort eget folk har gjort mod sin historie”, som en af museets
vagter udtrykker det (Robert Fisk: En civilisation smadret, artikel,
Information 14.04.2003). ”Ved håndgribeligt at destruere sporene fra
oldtidens magtcentre som Babylon, Ur og Nineve har formålet med
vandalismen ikke mindst været ønsket om at fornedre Saddam Husseins
regime […] fordi denne kulturarv symbolsk var blevet monopoliseret som
ideologisk legitimering af Baath-partiet og dets ledergestalt”, forklarer Lotte
Hedeager (Lotte Hedeager: Plyndring, artikel, Weekendavisen 25.04.2003).
I 2003 kan man således udskille tre kulturarvsdiskurser. En, hvor
kulturarv bruges bredt som synonym for historie og historisk eller
94

arkæologisk materiale. En, hvor kulturarv differentieres i national versus
ikke-national. Og sidst én udløst af krigen i Irak, hvor kulturarv bruges som
betegner for det civiliserede, hvor samfundet beskytter sin kulturarv, i
modsætning til det ikke-civiliserede, hvor borgere plyndrer nationen for
kulturarv. Fælles for de tre diskurser er, at kulturarv betragtes som noget
essentielt, som skal beskyttes af det nationale henholdsvis internationale
samfund.
2004
Mange af avisartiklerne, der sammenkobler ordene kulturarv og arkæologi i
2004, er klager over den ny museumslov. Da museumsloven blev udformet
var ideen, at bygherrerne blev betragtet som skadevoldere, der efter
forureneren-betaler-princippet skulle betale samfundet for de arkæologiske
udgravninger, som en slags kompensation for at samfundet mister disse
kulturspor, der tidligere lå i jorden. Men nu, hvor loven viser sig at medføre
”væsentligt fordyrende og ikke påregnelige ekstraudgifter” (direktør ved
Dansk Byggeri Jens Klarskov citeret i Niels Højland: Byggeri: Kostbare
minder, artikel Jyllands-Posten 20.01.2001) argumenterer de implicerede
parter, at ”da det er samfundet og forskningen, der har gavn af værdierne [af
de uerstattelige fortidsminder], så er det ikke rimeligt, at det er bygherren,
som skal betale” (ibid.), eller anderledes formuleret: ”udgravningerne er i
almenvældets interesse, og at det derfor også må være almenvældet, der
betaler” (arkitekt C. V. Elmbæk Knudsen ibid.).
I en parallel sag forklarer en bygherre, at ”det krænker […] [hans]
retsopfattelse, at bygherren […] har pligt til for egen regning at få jorden
undersøgt og udgravet for oldtidsminder, når der skal bygges” (Niels
Højland: Arkæologi: Regning fra fortiden, artikel, Jyllands-Posten
20.01.2004). Førnævnte arkitekt beskriver museumsloven som
”fuldstændig uforståelig og urimelig” (ibid.). Urimelig, fordi den
”samfundsskat”, som de arkæologiske spor betegnes, skal graves ud for at
tilgodese ”almenvældets tarv” ved at ”give os alle sammen ny viden om
vores fortid” (ibid.). Desuden er det ”oprørende” at ”størrelsen af udgifterne
til en lovpligtig arkæologisk udgravning er helt tilfældige, alt afhængig af,
hvad der findes i forbindelse med forundersøgelserne” (ibid.). ”Hvis en
søgegrøft tilfældigvis går hen over noget spændende, som det vil koste
meget at få konserveret, så stiger det beløb, som bygherren skal betale, og
det kan blive meget dyrt. Går søgegrøften derimod lige forbi de kostbare
klenodier, så de først bliver opdaget ved selve udgravningen, stiger prisen
ikke. Det er altså ligesom at spille i lotteriet, hvad en bygherre kan komme
til at betale” (C. V. Elmbæk Knudsen ibid.). Desuden klager bygherren over,
at ”det virker som om, at der ikke blev gjort noget for at holde
omkostningerne nede, når det nu alligevel var os, der skulle betale” (Niels
95

Højland: Arkæologi: Regning fra fortiden, artikel, Jyllands-Posten
20.01.2004).
Også boligordfører Tove Videbæk, Kristendemokraterne, ”mener, det
er helt urimeligt, når museumsloven pålægger private udgifter til
arkæologiske udgravninger.” Dels fordi entreprenørerne ikke kender
størrelsen af udgiften til arkæologi inden byggeprojektet går i gang, dels
fordi hun frygter, at ”mindre samvittighedsfulde” entreprenører vil kunne
finde på at grave fortidsminder væk uden at anmelde fundet (Søren Rahbek:
Tove Videbæk vil have ændret museumsloven, Vejle Amts Folkeblad
21.09.2004). En konkret sag, hvor et ejendomsmæglerpar fra Brande er
kommet i klemme i loven, får også Venstres folketingsgruppe til at
genoverveje museumsloven: ”Sagen fra Brande er én blandt flere ganske
urimelige eksempler på, hvordan loven rammer enkeltpersoner […] Som det
er nu er det ret tilfældigt, hvem der modtager regningen for vores fælles
kulturarv. Hvis man er uheldig at have en grund med arkæologiske fund,
risikerer man en regning, selvom fundene er hele samfundets” udtaler
folketingsmedlem Jens Viberg (Søren Rahbek: Venstre vil ændre
museumsloven, kort artikel, Vejle Amts Folkeblad 11.11.2004). En anden
avis beskriver hvordan ”Et chokeret ægtepar fra Brande skal nu betale
kæmperegning for, at et museum kan grave efter potteskår på deres jord”
(Tine Gjerløv: Skal betale halv mio. for potteskår, lang artikel B.T.
02.11.2004). Bygherrerne udtrykker deres frustration: ”Vi købte grunden for
at udstykke den i parceller. Men så ville museet grave efter fortidsminder,
og regningen for arkæologer, maskiner og redskaber er sendt til os. […] Og
så kan vi være ruineret. […] Man skulle da tro, at netop fortidsminder var
noget, der skulle komme alle danskere til gode og derfor var en offentlig
opgave” (ibid.). Lone Andersen, dengang formand for Ringkøbing Amts
Familielandbrug, betegnede i et læserbrev den ny museumslov som en
urimelig og uhensigtsmæssig lov, der ”kan sætte en familie fra hus og hjem”
i bestræbelsen på at sikre ”vores fælles kulturarv” ”som alle må have en
interesse i at bevare” (Lone Andersen: Fælles kulturarv betales af private,
kort debatindlæg Jyllands-Posten 21.11.2004).
Kulturarv betegnes nu igen ved flere forskellige begreber som
”værdier”, ”udgravninger”, ”oldtidsminder”, ”samfundsskat”, ”vores
fortid”, ”noget spændende”, ”kostbare klenodier” og ”potteskår”. Nu drejer
det sig om konkrete, individuelle sager, og derfor søger afsenderne af
budskabet at individualisere dette. Det handler ikke om det altdækkende
'kulturarv', men om specifikke ting, de kan risikere at skulle betale for bliver
undersøgt arkæologisk. Diskursen indeholder ord som ”tilfældigvis”,
”uheldig” og ”spil i lotteriet”, som understreger, at der ikke er rimelighed i
lovgivningen – den rammer tilfældigt. ”Vor fælles kulturarv” er samfundets,
eller ”alle danskeres”, fællesanliggende, da kulturarv undersøges for
”almenvældets” skyld – derfor bør ”det offentlige” ifølge bygherrernes optik
96

etale for udgravningerne. Konklusionen på borgenes holdning til
skadevolderprincippet i den ny museumslov kan sammenfattes i én
udtalelse, der kom til udtryk gennem et læserbrev: ”Vores fælles fortid skal
vi være fælles om at betale” (Villy Christiansen: Betal for den fælles fortid,
kort debatindlæg Vejle Amts Folkeblad 21.12.2004). Da private bygherrer i
konkrete sager bliver økonomisk påvirket af museumsloven, bortfalder selv
liberale politikeres idé om skadevolderprincippet, og afløses af det, vi kan
kalde 'kulturarvsprincippet': At de arkæologiske spor er ”vores fælles
kulturarv” og udgravninger skal derfor finansieres af samfundet.
Bygherrerne selv opfatter sig heller ikke sig selv som skadevoldere, der skal
betale kompensation for ødelagte fortidsminder, men som nogle, der
uretmæssigt bliver tvunget til at ansætte arkæologer til en udgravning.
Arkæologer betragtes ikke længere som 'helte' der 'redder' kulturarven
fra undergang, men som nogle, der er årsag til uretfærdig forskelsbehandling
af borgere. Nu etableres den modsatte diskurs af den, arkæologer var med til
at etablere i 1999, hvor industri og familiers trængsler måtte negligeres til
fordel for bevaring af fortidsminder (se Lars Ole Knippel: Oldtidsfund i fare
for at blive ødelagt. Artikel i Jyllands-Posten 29.07.1999). I 2004 er sikring
af kulturarv mindre væsentlig end at sikre at samfundsborgeres
privatøkonomi.
Senere udtaler samme bygherren fra Brande, der nu har fået et budget
på udgravning af arealet på lidt over 400.000 kroner, at hun ”savner en
diskussion om, hvad samfundet reelt får for de penge, der betales til
arkæologiske undersøgelser.[...] - Hvilken ny viden er det, der kommer ud af
det her?” (Dina Blomstrand citeret i Søren Rahbek: EDC-mæglere betaler
arkæologisk undersøgelse under protest, artikel Vejle Amts Folkeblad
11.12.2004). Når den enkelte borger skal betale for arkæologien er det
tilsyneladende ikke nok at begrunde udgravninger med, at de sikrer vores
fælles kulturarv. Udgravninger skal også føre til ny viden.
Frem til ikrafttrædelsen af den ny museumslov herskede en diskurs,
hvor arkæologiske spor i kraft af deres position som 'kulturarv' måtte
beskyttes og udgraves næsten for enhver pris. Diskursen etablerer en
ansvarsfølelse, hvor alle fra den almindelige samfundsborger til
toppolitikeren må påtage sig ansvar for at beskytte den fælles, danske
kulturarv. Fra 2003 bliver kulturarvsbegrebet brugt som så overordnet en
betegner, at begrebet kan betragtes som en 'tom betegner'. Derfor ser på
dette tidspunkt tendenser til at prioritere kulturarv, så det nationalt
bevaringsværdige bliver kategoriseret som mest værdifuld kulturarv, og
dermed mest beskyttelsesværdig. Da bygherrer begynder at modtage
regninger på arkæologiske udgravninger betragtes det ikke længere som
vores alles ansvar at beskytte kulturarven. Princippet om, at den
skadevolder, der fjerner kulturarv, må betale kompensation til samfundet i
97

form af en udgravning, erstattes af en diskurs, hvor fokus flyttes fra det der
ødelægges – selve det arkæologiske materiale – til den arkæologiske viden
der dannes i udgravningsprocessen. Denne viden produceres ikke for
bygherrens skyld, men for samfundet, og derfor bør samfundet betale for
udgravninger. Samtidig kan bygherre – og samfundet – så også stille krav til
arkæologien om at der skal foreligge ny viden efter end udgravning.
Forestillingen om at 'vores historiske identitet' ligger i jorden og har værdi i
sig selv, og at denne fælles, mentalt konstruerede værdi fjernes ved
udgravning er således erstattet af en mere praksisorienteret diskurs, hvor
det, der ligger i jorden er arkæologisk materiale, der skal omsættes i ny
arkæologisk viden for at have værdi.
Blandt fagfolk ses et forsøg på at opretholde de tidligere etablerede
diskurser. Kulturarvsstyrelsen forsvarer den ny museumslov; ”der er taget
højde for, at den lille mand ikke kan komme i klemme” udtaler Steen Hvass
i en sag, der netop viser det modsatte (Tine Gjerløv: Skal betale halv mio.
for potteskår, lang artikel B.T. 02.11.2004). Også de udøvende arkæologer
tager til genmæle overfor de utilfredse bygherrer. I et længere debatindlæg
skriver overinspektør Niels Andersen, Moesgård Museum: ”Personligt
mener jeg også, at det er statens opgave at sikre kulturarven, men at private
så blot uden videre kan lægge udgifter for en påtvungen udgravning over til
staten, er jeg ikke enig i”. (Niels H. Andersen: Debat: Fortiden skal frem i
lyset, langt debatindlæg Jyllands-Posten 27.01.2004). Fastholdelsen af
diskursen ses også i en fornyet fokus på de synlige fortidsminder,
gravhøjene. I Vejle Amt fører amtets arkæologer tilsyn med højene, og
”Omkring halvdelen er truet af pløjning, kreaturer, byggeri, skovrejsning,
affald eller andre problemer, især som følge af den intensive landbrugsdrift”
forklarer arkæolog Gert Hougaard Rasmussen i en længere avisartikel om
emnet, der indledes med hele det velkendte vers fra 'Danmarkssangen'
(Michael Rothenborg: Danmarkshistorie: Man pløjer da gravhøje, lang
artikel Politiken 28.04.2004). I Ribe Amt besigtiger museumsdirektør Ulla
Mejdahl en gravhøj, der er blevet skadet af ejeren. Hun udtaler med stor
alvor: ”Det er efter vores opfattelse meget vigtigt at bevare sådan et stykke
kulturarv, for det er jo derigennem vi skaber vores identitet” (citeret i
Annette Bruun Jarl: Gravhøj blev jævnet med jorden, kort artikel, Jyske
Vestkysten 19.02.2004). Arkæologer fastholder således en diskurs, hvor
arkæologiske fortidsminder ækvivaleres med dansk identitet, og derfor er
bevaringsværdige. Identitets-diskursen fastholdes ligeledes i den fortsatte
krise på bevaringsområdet, hvor museernes magasinproblemer fortsat er på
dagsorden. Nu trues museernes store satsninger på bevaringsområdet af
strukturomlægninger, i og med at amternes eksistens er kommet diskussion:
”Hvis vi skal bevare erindringen om vores fælles kulturhistorie, er vi nødt til
at håbe på, at den fælles konserveringsordning for museerne fastholdes...”
(Jørgen Smidt-Jensen: Amtets skjulte skatte, Jyllands-Posten 15.08.2004).
98

Kulturarvsdiskursen har vist sin styrke i situationer, hvor andre
instanser i samfundet tilsidesætter hensynet til arkæologiske fund, og bruges
derfor fortsat. Således bruger arkæolog Bo Jensen det nationale
kulturarvsbegreb til at beklage, at DR2 gennem programmet 'Oldtid til salg'
har undladt at gøre opmærksom på, at handel med oldsager er ”en
forbrydelse” (Bo Jensen: Debat: Oldtid ulovligt til salg, Jyllands-Posten
11.10.2004). Ifølge Bo Jensens debatindlæg burde DR2 have gjort
opmærksom på, at ”Hver gang det sker [at en oldsag fjernes fra fundstedet],
mister vi noget af Danmarks kulturarv.”
Truslen om at nedlægge amterne får amtspolitiker i Københavns Amt,
Lars Abel (Konservative) til at tale for bevarelsen af regionale museumsråd
til fordel for de arkæologiske spor. ”Fortidsminderne er med til at give det
enkelte lokalområde og dets borgere et ståsted med rødder dybt nede i den
jord, hvor de bor. Det er blandt andet dét, begrebet kulturarv handler om
nemlig den identitet, vi knytter til arkæologiske levn” (Lars Abel: Debat:
Kulturarv er lokal identitet, Jyllands-Posten 04.10.2004). Lars Abel viser
herved, at han godt er klar over, at kulturarv er en identitets-konstruktion,
som vi (det 'vi' formoder jeg dækker over i hvert fald politikere, men
formodentlig også borgere generelt) skaber gennem en reference til
arkæologiske fund. Erkendelsen betyder dog ikke at Abel ikke selv benytter
sig af tricket; han argumenterer netop for at styrke arkæologien ved at slå på
at kendskab til arkæologiske fund giver befolkningen rødder. Og selvom han
lige herefter problematiserer, at vi har en tendens til at se kulturarv som ”et
guldindrammet og fornemt spejl for vores nationale identitet”, henviser han
selv til fundet af” overdådige fyrstegrave og rige bebyggelser” som et
argument for, hvorfor arkæologien i Københavns Amt er væsentlig.
I 2004 kommer kulturarv på finansloven. Folketingsmedlem Louise
Frevert udviser begejstring: ”Man kan ikke andet end at klappe i hænderne
over den kulturaftale, som Dansk Folkeparti har fået halet i land. […] Den
største glæde er dog klart indsatsen for vores kulturarv. I alt for mange år
har nationale klenodier fået lov at forfalde. Nu bliver der taget hånd om
problemet, og 20 mill. kr. er afsat til restaurering af en række af de mest
markante monumenter. Dertil kommer 8 mill. kr. til arkæologiske
udgravninger og næsten 31 mill. kr. til istandsættelsesarbejdet af de
kongelige begravelseskapeller i Roskilde Domkirke. […] Dansk Folkeparti
er stolt af kulturaftalen og får for alvor slået fast, at vi er et godt parti, der
værner om vor danske kulturarv.” (Louise Frevert: Bredspektret kulturaftale,
Horsens Folkeblad, 18.11.2004). Læserbrevet illustrerer hvad
højrefløjspartiet betragter som bevaringsværdig kulturarv: ”de kongelige
begravelseskapeller”, ”markante monumenter” samt ”nationale klenodier”.
Gennem betegnerne ”vores” og ”vor danske” begrunder diskursen, hvorfor
der afsættes specificerede millionbeløb på finansloven til bevaring af
kulturarv. Diskursens betegnere viser, at det ikke er kildemateriale, der
99

afsættes penge til at bevare, men derimod mindesmærker der står som
nationale symboler. Signifiant'en ”værner” der hæftes på Dansk Folkepartis
rolle i kulturarvsindsatsen kan ses som en krigsmetafor, hvor Dansk
Folkeparti (ligesom arkæologerne) beskytter den danske identitet,
materialiseret i blandt andet arkæologiske fund. Læserbrevet etablerer også
et differensforhold mellem ”de gode”, der beskytter kulturarv, der
nødvendigvis må stå i modsætning til 'de onde', der ikke tager vare om
kulturarv.
Netop den diskurs, hvor arkæologiske spor ækvivaleres med dansk
identitet anfægter Nationalmuseets direktør Carsten U. Larsen i et interview.
Han understreger at ”Alle de særtræk, som vi mener er specielt for
danskerne og Danmark, kan såmænd også findes hos andre folk i Europa”
(Bent Blüdnikow: Hvor ligger danskheden: I arv de gav os en ædel gave,
interview, Berlingske Tidende 21.12.2004). Direkte adspurgt, om han
betvivler at Nationalmuseet udstiller dansk identitet svarer han, at ”Der er
god grund til at være stolt af at være dansker og vor kulturarv, men vi kan
ikke påvise forhold, som kitter danskerne sammen som folk og nation, som
ikke også kan påvises hos andre folk. […]...vi har et erindringsfællesskab i
kraft af vores fælles oplevelse af historien […], men andre folk har stort set
samme oplevelser. Navnene på slagmarkerne og herskerne kan være
forskellige, men indholdet er stort set det samme fra land til land. […] Det
enkelte menneske har hver sin oplevelse af danskheden, og vi kan ikke tale
om en fælles holdning.” Frustreret spørger journalisten: ”Hvad blev der af
den fælles kulturarv? […] De tidligere ledere af Nationalmuseet så det vel
som deres opgave at definere danskheden og repræsentere noget fælles. Går
du ikke i den stik modsatte retning og mindsker derved
sammenhængskraften i danskernes selvopfattelse” (ibid.).
Journalisten tillægger her Nationalmuseet værdi når det fungerer som
et sted, der skaber et erindringsfællesskab der støtter op om det nationale
fællesskab. Han tolker det sådan, at netop det altid har været museets rolle,
på trods af at museets udstillinger traditionelt har været
genstandsfokuserede. I journalistens optik er der en direkte sammenhæng
mellem et Nationalmuseum, der genkonstruerer nationale fortællinger, og
den sammenhængskraft, der ligger i at være fælles om at være danske.
Carsten U. Larsen har en anden teoretisk indgangsvinkel til sin egen og
Nationalmuseets rolle: ”Det kan da godt lyde mærkeligt, at jeg som leder af
Nationalmuseet siger, at der ikke findes karaktertræk som kan definere
danskhed. Men så er det fordi man ikke har forstået forskellen mellem den
fysiske kulturarv for en nation og så den mentale samhørighed, som nogle
døber til at være en særlig danskhed” (ibid.). Larsen skelner altså mellem
kulturarv (der beskrives som fysisk) og danskhed, der er mentalt baseret.
Han uddyber dette: ”Den nationale kulturarv, som jeg er med til at forvalte”
- altså de materielle efterladenskaber fra tidligere perioder - ”kommer af en
100

nation, som har haft skiftende grænser. Og hånden på hjertet, så er der jo
ikke stor forskel på de genstande, vi har her på museet, og så dem, du finder
på andre nationalmuseer” (ibid.). Man kan tolke udtalelserne sådan, at de
fysiske genstande, i Carsten U. Larsens optik, bliver gjort til nationale
symboler i dag i de respektive nationer, hvor de er fundet – og at disse
symboler ikke adskiller sig synderligt fra hinanden. Carsten U. Larsen har
med andre ord et reflekteret og teoretisk forhold til sammenhængen mellem
arkæologiske (og historiske) genstande, kulturarv og national identitet. På
trods af dette perspektiv sætter Carsten U. Larsen alligevel lighedstegn
mellem ”det at være […] dansker” og ”vores kulturarv”. Han udtrykker
derved at arkæologi og historie er væsentlige elementer i en national
identitet – men han anerkender ikke de historiske genstande som vidnesbyrd
om at de nationale identiteter er unikke i et historisk perspektiv. Nationale
symboler er universelle. ”Fælles kulturarv” er et internationalt fælles
fænomen.
To helt nye tendenser spores i 2004: En ny museal interesse i de
tidligere danske kolonier, f.eks. i Ghana og Trankebar (Lars Ole Knippel:
Arkæologi: Solidt skulderklap til Ghana-projekt, kort artikel, Jyllands-
Posten 14.01.2004; Michael Seidelin: Den danske fortid i Ghana sikres, lang
artikel Politiken 20.01.2004), samt at begrebet 'oplevelsesøkonomi' finder
vej til avisspalterne i forbindelse med arkæologi (Kristoffer Friis: Turist på
et rigtigt slot, artikel, Berlingske Tidende 17.01.2004). I øvrigt bragte de
sidste måneder af 2004 en positiv opfølgning på historien om det plyndrede
Nationalmuseum i Bagdad: en stor del af de formodede stjålne og ødelagte
genstande viste sig i stedet at være blevet reddet af museets medarbejdere
(Lars Ole Knippel: Kultuarv: Kunstskatte blev reddet, artikel, Jyllands-
Posten 25.11.2004).
Samlet set er 2004 er kendetegnet ved at den ny museumslovs
konsekvenser går op for den almindelige borger, der skal betale for
arkæologiske udgravninger. Den diskurs, borgerne udtrykker sit forhold til
kulturarv i, understreger holdningen, at kulturarv er almenvældets, og derfor
må almenvældet også betale for udgravninger. Bygherren ser ikke sig selv
som skadevolder. Den fagarkæologiske diskurs vinder indpas igen, hvor der
kommer mere fokus på fagarkæologiske termer end på begrebet kulturarv. I
den ny diskurs er arkæologen ikke længere en helt, der redder kulturarv,
men en uretfærdig lovudøver, der er dyr i drift. En ny tendens i diskursen er,
at det ikke længere er et argument i sig selv at referere til 'kulturarv' som
knudepunktet for arkæologiens værdi i samfundet, men at der stilles krav
om at udgravninger munder ud i 'arkæologisk viden'. En anden ny tendens
er, at kulturarv ikke blot er kulturarv, men at kulturarv kan gradbøjes. I
denne diskurs er der forskel på værdien af national kulturarv og den øvrige
kulturarv, uden at det specificeres, hvad der er national kulturarv.
101

På trods af de nye tendenser fastholder fagfolk den allerede etablerede
diskurs, hvor kulturarv ækvivaleres med historisk identitet. Denne diskurs
udbygges af Dansk Folkeparti, der bruger kulturarv som et centralt begreb i
deres politik i 2004. Således sikrer Dansk Folkeparti ”kulturarven” konkrete
millionbeløb på finansloven for 2005. Dansk Folkepartis kulturarvsdiskurs
får et nyt nodalpunkt, nemlig begrebet 'danskhed'. Dette begreb defineres af
de samme betegnere som har været anvendt til at værditilskrive
kulturarvsbegrebet, hvorfor pressen også sætter lighedstegn mellem
'danskhed' og 'kulturarv'. Som en modreaktion på denne ækvivalens
begynder fagfolk som Carsten U. Larsen og Lars Abel at reflektere over
indholdet af begrebet kulturarv, og nuancere brugen af betegnere, der
værditilskriver begrebet. I stedet for at ækvivalere 'det danske' med
'kulturarv' differentierer Carsten U. Larsen de to betegnelser, og viser, at det,
der traditionelt kaldes 'dansk kulturarv' i sit væsen ikke adskiller sig fra
andre nationaliteters forestilling om kulturarv. Denne nye diskurs opfatter
kulturarv som en konstruktion.
2005
Strukturreformen, sammen med fornemmelsen af at ”Staten lægger
overordnet op til en reduktion af museernes antal” (Henning Götz: Museer i
Vordingborg og Stege overvejer sammenlægning, kort artikel, Næstved
Tidende 04.05.2005) bevirker, at flere museer i 2005 begynder at overveje
sammenlægninger. Mod slutningen af året roser Kulturarvsstyrelsen
Haderslev Museum for at have fusioneret med seks andre museer til
Museum Sønderjylland (Michael Mogensen: Kulturarvsstyrelsen begraver
Haderslev Museum i roser, Jydske Vestkysten 23.11.2005). ”Ganske
imponerende”, ”Dygtig ledelse” og ”Højt internationalt niveau” er nogle af
de ord, Kulturarvsstyrelsen knytter til fusionen (ibid.). Det er således meget
tydeligt, hvilken udvikling Kulturarvsstyrelsen støtter: Færre små og flere
store museer. De lokale museer skal være regionale, og de skal behandle
deres opgaver ”i national kontekst” (ibid.).
Sagen fra Brande bliver fortsat taget op i medierne i 2005, og
bygherren udtaler nu: ”Havde vi vist det [at ejeren af grunden skal betale
udgifterne ved en arkæologisk udgravning], havde vi aldrig købt grunden.
Vi har ingen glæde af de fund, der er i jorden.” (Mathilde Nørgaard: Spor af
bopladser fra stenalderen på Hyvildvej, kort artikel Vejle Amts Folkeblad
05.04.2005). Denne debat fortsætter således i 2005. Formanden for teknisk
udvalg i Rødekro lægger ”ikke skjul på, at han efterhånden er træt af de
mange arkæologiske fund rundt om Rødekro”. Thorkild Fink,
folketingsmedlem fra Venstre, mener at ”Det kan da ikke være meningen at
hver gang, der findes fortidsminder, skal de graves fri” (Bente Staugaard:
Rødekro er omkranset af grus og fortidsminder, kort artikel Jyske Vestkysten
102

Sønderborg 31.03.2005). ”Fortidens tikkende bomber” kalder en journalist
risikoen for at støde på fortidsminder i forbindelse med anlægsarbejde (Per
Borgaard: Hullet i Højers budget er helt efter reglerne, Jyske Vestkysten
Aabenraa 17.02.2005. En grusgravejer har måttet dække et areal til igen,
efter at forundersøgelsen havde vist bebyggelsesspor. ”Det er ikke mig, der
ønsker de [arkæologiske] oplysninger, så det er heller ikke rimeligt, at jeg
skal betale for dem” udtaler lodsejeren (Jens Overgaard: Jernalder kaster
grus i graveprojekt, artikel Jydske Vestkysten Kolding 18.02.2005).
Indtil nu har identitetsdiskursen været fremtrædende i
værditilskrivningen af begrebet kulturarv. Men når det kommer til konkrete
udgravninger på levende bygherrers udstykninger, betalt af private penge,
føler bygherrerne ikke, de får nogen ”glæde af de fund, der er i jorden”. Ud
over at de har færre penge kan de ikke mærke en afgørende forskel i deres
liv efter at der er undersøgt fortidsminder på deres jord. Det ændrer ikke
bygherrernes identitet eller livskvalitet, og i hvert fald ikke i positiv retning.
Det er interessant, at de mange bygherrer netop ikke bruger ordet kulturarv.
De taler om ”fortiden”, ”arkæologiske spor”, ”jernalderlandsby”
”arkæologisk udgravning” ”undersøgelser”, ”søgerender”, ”gamle brønde”
(Jens Overgaard: Jernalder kaster grus i graveprojekt, artikel Jydske
Vestkysten Kolding 18.02.2005), ”forundersøgelser”, ”ildsteder”, ”potteskår”
og ”stolpehuller” (Mathilde Nørgaard: Spor af bopladser fra stenalderen på
Hyvildvej, kort artikel Vejle Amts Folkeblad 05.04.2005). Der ses således en
tendens til, at man undlader at bruge kulturarv som en betegner, når man vil
reducere betydningen af de arkæologiske spor, mens arkæologer bruger
begrebet kulturarv og ækvivalerer det med for eksempel det danske eller
identitet for at styrke betydningen af det arkæologiske materiale.
Det er værd at notere, at de mange avisartikler om utilfredse lodsejere
og bygherrer i 2005 får Kulturarvsstyrelsen til at indrømme, at den ikke har
informeret tilstrækkeligt grundigt om de nye regler på området (Ritzaus
Bureau: Haven kan gemme arkæologiske udgifter 12.08.2005). I denne
pressemeddelelse benytter Kulturarvsstyrelsen sig nu af nye synonymer for
det, der først hed arkæologiske fund og siden blev til kulturarv: Nu kaldes
det ”de forpligtelser, der ligger nede i jorden” (ibid.). Hermed signalerer
styrelsen ligesom gennem kulturarvsbegrebet, at modtagerne af meddelelsen
skal føle sig forpligtet til at få foretaget arkæologiske undersøgelser. Men
hvor brugen af begrebet kulturarv henviser til en følelsesmæssig
forpligtelse, henvises der denne gang til den lovmæssige forpligtelse at få
foretaget udgravninger. Kulturarvsstyrelsen bruger også et andet synonym
for det, den hidtil har kaldt kulturarv i følgende citat: ”Kulturarvsstyrelsen
vil hellere lade fortidsminderne ligge urørt, men hvis der skal bygges, så
skal arkæologerne sikre værdierne først” (ibid.). Ordet ”værdi” signalerer, at
bygherrens økonomiske omkostninger kan forsvares ud fra samme
økonomiske værdibegreb. Hvor kulturarvsbegrebet henviser til et andet
103

værdibegreb, nemlig de fælles nationale følelsesbaserede og ideologiske
værdier, så signalerer ordet ”værdi” i denne sammenhæng, at arkæologiske
fund kan ækvivaleres med en økonomisk værdi.
Nu består den arkæologiske krise ikke i, at der mangler penge til
arkæologiske udgravninger, men derimod at der mangler forståelse for
værdien af arkæologi, også betegnet kulturarv, i samfundet. Det bliver
derfor relevant at definere kulturarv som en værdi indenfor en økonomisk,
social diskurs, hvor netop 'værdi' er en betegner. Derfor foretager
Kulturarvsstyrelsen i samarbejde med Fonden Realdania en undersøgelse,
der påviser, at kulturarv er spiller en betydning for mennesker i deres valg
af bolig og job (Torben Jakobsen: Den danske kulturarv: Gamle værdier:
Kulturarv giver identitet, lang artikel Jyllands-Posten 27.09.2005).
Undersøgelsen bruges til at vise, at kulturarv er en del af befolkningens
identitet. Steen Hvass udtaler i denne forbindelse: ”Kulturarven giver
kvalitet i tilværelsen. I en tid med globalisering, hvor det hele flyver af sted,
og folk rejser mere og mere, er der behov for at finde ud af, hvor man har
sin base og sit udgangspunkt” (Torben Jakobsen: Den danske kulturarv:
Gamle værdier: Kulturarv giver identitet, lang artikel Jyllands-Posten
27.09.2005). Direktøren for Kulturarvsstyrelsen har 'opdateret' sine
metaforer og skiftet ”sine rødder” ud med begrebet ”sin base”. Sætningen
fremstår imidlertid alligevel som en truisme. Globaliseringen, her beskrevet
som det faktum at folk kan rejse ubegrænset, sættes som årsagsvirkning til
at folk mister kontakt med deres ”udgangspunkt” – et andet begreb for
'rødder' eller 'identitet', her underforstået en historisk identitet. Der refereres
også til truismen at ”det hele flyver af sted” i en senmoderne hverdag. Steen
Hvass sætter kendskab til ”kulturarv” op som en modvægt til det hektiske
liv. Kulturarv ækvivaleres indirekte med ro, orden og stabilitet. Sociolog
Henrik Dahl støtter denne anskuelse: ”Erindringen […] hjælper os med at
holde retningen i livet” (ibid.). Henrik Dahl bruger endvidere en metafor til
at beskrive betydningen af erindring som ”kølen på en båd. Kølen sørger
for, at båden ikke kæntrer” (ibid.).
Disse konklusioner på Fonden Realdanias undersøgelse medfører, at
Kulturarvsstyrelsens næste store satsning får medvind, nemlig at få
kommunerne til at melde sig i konkurrencen om at blive en ud af tre
forsøgs-kulturarvskommuner. I alt søger 53 kommuner ud af landets 98 om
at blive Kulturarvskommune (Lisbeth Stryhn: Kommunen satser på
kulturarven, lang artikel Randers Amtsavis 21.12.2005). Steen Hvass bliver
spurgt, hvad kulturarv er i denne forbindelse? ”Det er ikke museer eller
genstande. Det kan være et landskabsmiljø med en masse kulturarv, et
byrum, et fiskerleje. Den nye Esbjerg Kommune har sagt, at de er
interesserede, og vi sagde: ”Ribe! Det er for nemt!”. Men på den anden
side… havnen i Esbjerg rummer nogle udfordringer” lyder svaret (Helle
Hellmann: Fredninger: Kulturarv betyder fremdrift, lang artikel Politiken
104

17.11.2005). Det er svært se af forklaringen, hvad Kulturarvsstyrelsen
egentlig mener, kulturarv er. På den ene side er Ribe for nem at erklære som
kulturarv, på den anden side må det gerne være et byrum med ”en masse
kulturarv”. På den ene side er havnen i Esbjerg ikke umiddelbart noget, der
ligger Kulturarvsstyrelsen lige for at pege på som kulturarv, på den anden
side rummer netop den nogle udfordringer. Hvass' eksempler efterlader det
indtryk, at kulturarv er noget, der er pænt og lidt idyllisk og lugter lidt af
tidlig småindustri som et gammelt fiskerleje, men ikke for idyllisk som
bindingsværkshusene i Ribe, og heller ikke for industrielt som havnemiljøet
i Esbjerg. 10 år efter begrebet kulturarv for alvor begyndte at komme ind i
forvaltningen af kulturspor, forholder den øverste embedsmand på området
sig til begrebet, som om det er noget, der er konsensus om hvad er, og som
derfor ikke behøves defineres nærmere end at det skal indeholde ”en masse
kulturarv”. Den store tilslutning til udvælgelsen af kulturarvskommunerne
viser dels, at kulturarv er blevet et begreb, der rækker ud over den snævre
forvaltningspraksis og de politiske diskussioner, dels at kulturarv ikke
længere forbindes med noget fra gammelt, men tvært imod med vækst og
fremsyn.
En artikel fra begyndelsen af 2005 er interessant i forholdet mellem
identitet og kulturarv. Ingolf Thuesen fra Carsten Niebuhr Instituttet har
været i Irak og anbefalet ”at arbejdet med den levende og nære kulturarv
nok bør have førsteprioritet i forhold til omsorgen for tidligere tiders
monumenter” (Bjørn Okholm Skaarup: Irakisk kulturkamp, lang
interview/artikel, Weekendavisen 11.03.2005). ”Min anbefaling til
Kulturministeriet har derfor været, at vi skulle forsøge at skabe en slags
folkebiblioteker og kulturcentre, steder hvor man foruden adgang til bøger
havde mødesale, internetcafeer mm. […] Man mangler en egen kulturel
identitet [i Irak]. Nu har landet i årtier været underlagt en tyran, der forsøgte
at bygge hele nationens identitet op omkring sin egen person og sin egen
holdning. Alle skolebøger og alle nyheder i aviser og TV handlede om
Saddam – og efter hans fald befinder irakerne sig nu i et kulturelt vakuum.”
Artiklen beskriver desuden hvordan Saddam Hussein brugte forhistoriske
kulturperioder til at legitimere sig som enehersker (ibid.). Udtalelsen viser,
at Thuesen som arkæolog ikke forventer at den personlige identitet kan
findes gennem kendskab til fortidens kulturer, hvorimod en fælles identitet
på tværs af kulturelle eller religiøse grænser mellem f.eks. kurdere, sunnier
og shiitter kan legitimeres gennem historien. Kulturel identitet er med andre
ord ikke noget, der ligger latent i jorden og kan graves frem og bruges
direkte til at give personlig identitet. Det er den levende kulturarv – altså
den, der ækvivaleres med begrebet 'kultur' – der er væsentlig i forhold til at
give identitet, mens forhistoriske monumenter ikke tilskrives den samme
betydning.
En værdi, de til gengæld tillægges i Danmark. Her lancerer
105

Kulturministeriet gennem Kulturarvsstyrelsen konceptet 'Historiens Dag'.
Arrangementets formål er at der ”sættes fokus på vores fælles kulturarv” -
og netop denne formulering tager rigtig mange museer til sig i deres
markedsføring af de programmer, de etablerer i anledningen (Uden forfatter:
Museer markerer Historiens Dag på søndag, Nordjyske.dk, 17.05.2005;
Rune Werliin: På skattejagt i historien, Ugeposten Skjern 18.05.2005; Lone
Nyhuus: Børnehjørnet, JP Danmark 18.05.2005; Hans Jørn Kristensen:
Museum lokker med tur i skoven, artikel, Jydske Vestkysten Esbjerg
19.05.2005). Pressematerialet har tilsyneladende også indeholdt
formuleringer som ”Denne dag giver os […] mulighed for at komme ud i
historien og høre beretningerne mens vi ser og sanser kulturarven omkring
os”. Arrangementet indebærer at børnene kan optjene postkort ”som bevis
på, at de har fået del i den danske kulturarv” (Rune Werliin: På skattejagt i
historien, Ugeposten Skjern 18.05.2005; Lone Nyhuus: Børnehjørnet, JP
Danmark 18.05.2005). I løbet af dagen vil der blive ”fortalt om gamle dage
og den danske kulturarv” (Hans Jørn Kristensen: Museum lokker med tur i
skoven, artikel, Jyske vestkysten Esbjerg 19.05.2005). Ligesom begrebet ”i
gamle dage” fungerer som en truisme, optræder ordet ”kulturarv” nu
jævnbyrdigt hermed. Historiens Dag blev ifølge kulturminister Brian
Mikkelsen en ”succes, der ligger langt over, hvad han havde forventet”
(Henrik Dannemand: 45.000 kom til Historiens Dag, lang artikel,
Berlingske Tidende 24.05.2005). Det får ministeren til at udtale at ”Den
første Historiens Dag har vist, at danskerne ikke er ligeglade med vores
fælles kulturarv. Vi vil gerne høre vores fælles historie” (ibid.).
For at opsummere ser vi i 2005 nogle nye tendenser i brugen af
kulturarv. De kulturhistoriske lokalmuseer blev grundlagt på lokale
engagementer i lokalområdets historie. Den begyndende museumsfusion
viser, at den lokale betydning af kulturarv nu ikke længere er den
dominerende. Kulturarvsstyrelsens udtalelser i den anledning viser, at
kulturarvsinstitutioner skal nu helst fungere på regionalt, nationalt eller
internationalt niveau. Konkret bruges begrebet kulturarv i 2005 af fagfolk til
at konstruere positive billeder af historiens betydning i det senmoderne
samfund., og for at øge arkæologi- og historievidenskabernes værdi.
Befolkningen i almindelighed anvender derimod faglige betegnelser til at
beskrive udbyttet af den arkæologiske videnskab. Når det kommer til
praksis har befolkningen ”ingen glæde af de fund, der er i jorden”.
Kulturarv som identitetsskabende eksisterer med andre ord først og
fremmest som en konstruktion, der er etableret af Kulturministeriet,
Kulturarvsstyrelsen og de udøvende arkæologiske og historiske institutioner.
Kulturarvsstyrelsen fastholder denne konstruktion i 2005 gennem tre
landsdækkende tiltag: Fonden Realdanias undersøgelse, der viser, at
kulturarv giver identitet, udvælgelsen af tre kulturarvskommuner og
lanceringen af Historiens Dag.
106

Man kan sige, at der i 2005 opstår nye diskurser omkring
knudepunktet kulturarv. Den ene er kulturarv som forpligtigelse. Denne
diskurs opstår i kølvandet på den ny museumslov, der har direkte
implikationer for private mennesker. Det gør det nødvendigt for direktøren
for Kulturarvsstyrelsen at tale om kulturarv som forpligtigelse – nu ikke kun
en moralsk forpligtigelse til at bevare arven fra 'vores forfædre', men også
en lovfæstet forpligtigelse. Den anden ny tendens er at knytte betegneren
'værdi' til kulturarv. Herved benytter kulturarvsinstitutioner sig af en
økonomisk diskurs eller en virksomhedsdiskurs, hvor kulturarv har en
værdi, der kan omsættes i andre goder, eksempelvis identitet, der kan få folk
til at bosætte sig i kulturarvskommuner og blive arbejdstagere og
skatteydere her. Identiteten kan også knyttes til de produkter, kommunens
virksomheder skal 'brande'. Den tredje ny diskurs er at kulturarv kun er
væsentlig som levende kulturarv. Denne diskurs kommer til udtryk hos
Ingolf Thuesen der er rejst til Irak for at hjælpe med at skabe en ny
identitetsmæssig ramme for den krigshærgede befolkning. Men diskursen
genfindes også implicit i Kulturarvsstyrelsens tiltag med
kulturarvskommuner og Historiens Dag. Det første tiltag kan ses som forsøg
på at integrere ældre bygninger og byrummets historie i nutidens byliv,
mens det andet tiltag kan ses som et forsøg på at gøre arkæologiske og
historiske fikspunkter i landskabet relevante for nutidens familier.
Opsummering af tendenser omkring
kulturarv 1996-2005
Som alle andre diskurser udsættes også diskursen omkring kulturarv
for ”større eller mindre rystelser, der skaber mulighed for selvstændige
politiske interventioner, som potentielt kan føre til en forandring af
diskursen” (Dyrberg, Hansen og Torfing 2001b: 27). I perioden jeg nu har
analyseret foregår der en forhandling af kulturarvsbegrebets betydning, der
kommer til udtryk som ”ubemærkede, subtile sprogspil, hvor mening dis- og
reartikuleres” (ibid.). Det kan være svært at registrere en sådan
værdiforhandling i den talte diskurs, men avisartiklerne og avisdebatten
giver et fint billede af, hvordan kulturarvens begrebslige status forhandles
og ændres i perioden. Som ovenstående analyse viser, er kulturarv et begreb,
der konstant forandrer sig. Her er der netop tale om ”diskurser, som
ustandselig disartikuleres og reartikuleres af forskellige politiske strategier”
(ibid.: 322). Det vil derfor ikke være muligt at finde et 'naturligt' afgrænset,
statisk tidsrum, analysen kan koncentrere sig om. På trods af dette mener
jeg, at den valgte periode omfatter et tidsrum, hvor netop kulturarvsbegrebet
107

værditilskrives og forhandles i særlig intensiv grad. Jeg vil nedenfor
opsummere hvad jeg fik ud af at analysere avisartiklerne fra perioden. Men
først vil jeg hæfte et par kommentarer til diskursanalysen som metode efter
at have brugt den på et konkret materiale.
Virker diskursanalyse?
Fairclough anbefaler, at man efter analysen reflekterer over, om den har
kunnet give et nyt lys på det, man forsøgte at beskrive, og om den
foretagede analyse har relevans. Jeg vil i første omgang formulere min
refleksion lidt anderledes, nemlig: virker diskursanalyse?
Diskursanalyse er i virkeligheden et banalt redskab, når den bruges til
at trænge ned i sproglige lag i tekstdokumenter. Af og til har jeg grebet mig
selv i at overveje, om det er for banalt. Minder den i brug lidt for meget om
en dansktime i gymnasiet? Ja, på sin vis. Men jeg har også opdaget, at
analysen rent faktisk gør noget. Den forandrer mit syn på teksterne. Den
giver mig mulighed for at påpege sammenhænge, der ikke fremstod
åbenlyse da jeg blot læste teksten igennem. Den fungerer som en øjenåbner,
hvor den retorik, der før rummede indlysende sandheder, pludselig bliver til
en konstruktion af en bestemt mening – således at det ikke er sandheder,
men konstruerede sandheder. Mange af de formuleringer, arkæologer har
brugt i forbindelse med kulturarv, kan ikke ret nemt anfægtes i sig selv, da
de ikke er i modstrid med praksis, eller i sig selv vækker forargelse: der er jo
ikke noget forkert i at sige, at fortidsminder er arkæologisk kulturarv. Meget
af det, vi som arkæologer ”fyrer af” til journalisterne, i forsøget på at fange
både deres og befolkningens opmærksomhed, siger vi jo ikke i et bevidst
forsøg på at konstruere en ny sandhed: Vi siger ikke, at kulturarv er en
umistelig del af dansk identitet, i et bevidst forsøg på at bygge en mur
mellem ”dem” og ”os” ved hjælp af forhistoriske ”byggeelementer”. Uden
diskursanalysen ville jeg have haft meget svært ved at argumentere for, at
den bevidst eller ubevidst valgte retorik har bestemte konsekvenser for den
arkæologiske selvforståelse, for samfundets opfattelse af arkæologien både
som fag og som fysiske spor, og for samfundets brug af arkæologien og
forhistorien. Eller anderledes formuleret: at arkæologernes formuleringer
både er en del af og med til at formulere en ny samfundsdiskurs.
De fleste politikere bliver eksperter i retorik. Det gælder ikke mindst
de, der når så langt som til en ministerpost. Jeg har læst tekst efter tekst af
kulturminister Brian Mikkelsen uden umiddelbart at kunne sætte en finger
på nogle af de argumenter, han har benyttet sig af. Selvfølgelig lever vi i en
globaliseret verden og har ekstra meget brug for at kende vores rødder.
Truismen er så gennemsyret af den samfundsdiskurs vi lever i, at vi ikke
stopper op for at overveje, hvilket budskab der i grunden ligger bag
formuleringen. Men med diskursanalysen i hånden fik jeg mulighed for at
108

gå ned i den enkelte tekst: hvad er det for signifiant'er, teksten rummer.
Bruger forfatteren modalverber og truismer; er det en politisk diskurs eller
en økonomisk diskurs eller en faglig diskurs, teksten skriver sig ind i? Er
der modstridende argumenter, og hvordan konstrueres mening i teksten?
Alle de forhold, min analyse har bragt mig omkring, har åbnet teksterne op,
og givet mig mulighed for, med mere end min mavefornemmelse i bagagen,
at læse mellem linierne.
Jeg ser det i høj grad også som en styrke, at diskursanalysen kan
bruges på alle planer. Én ting er den konkrete analyse af dokumenter, men
det giver mening at bruge analysen til også at læse sammenhænge mellem
de forskellige dokumenter – en mening, som jeg har udnyttet ved for det
meste at bevare teksternes kronologiske orden. På den måde giver det også
umiddelbart mening at læse hver enkelt tekst som en del af en gældende
samfundsdiskurs, der påvirkes af små og store begivenheder, og på den
måde ændres over tid – men som til enhver tid er en nødvendig
forudsætning at kende for at forstå de enkelte teksters diskursive mening.
Alligevel mener jeg, det har været nødvendigt at gennemgå alle disse
punkter i teksterne. Når man går listen igennem får man sat ord på det, der
ligger som en fornemmelse eller som noget indlysende fra starten. Analysen
har derfor sin berettigelse, i det at man ud over blot at hente citater fra
teksterne, rent faktisk kommer ”bag om” teksten, og kan læse tendenser i
både den enkelte tekst og i sammenligningen mellem teksterne. Teksterne er
i øvrigt lettere sammenlignelige, når de er behandlet ud fra den samme
metode hver gang.
Opsummering af forskellige kulturarvsdiskurser
Jeg vil prøve at inddele de forskellige diskurser, kulturarv indgår i ovenfor. I
og med at kulturarvsbegrebet som en flydende betegner stadig er under
forhandling skal nedenstående betragtes som et forsøg på at udskille
forskellige diskurser omkring kulturarv, så vi kan nærme os en bedre
forståelse af hvordan begrebet anvendes og betydningstilskrives.
Diskurs 0: kulturarv som tom betegner
Introduktionen ovenfor viste, at kulturarv er et begreb, der indgår i
mange forskellige sammenhænge. Denne introduktion trækker på materiale
fra perioden 1990 til 2005, og kan derfor betragtes som et samlet billede af,
hvor forskellige betydninger kulturarvsbegrebet bliver tilskrevet. Kulturarv
ækvivaleres med så mange forskellige ting som fodbold – folkemusik –
bindingsværk – internet – bøger – madkultur – traditionelle håndværk –
kristendom og nordiske guder. Samlet set er kulturarv således at betragte
som en tom betegner. Ved at analysere perioden kronologisk og lægge vægt
på et bestemt udsnit af kulturarvssfæren, nemlig arkæologi, har det alligevel
109

været muligt at udskille mere specifikke diskurser, hvor kulturarv
ækvivaleres med mere samlede betegnere.
Diskurs 1: kulturarv lig med civilisation
En af de første diskurser, hvor kulturarv anvendes, er en, hvor
kulturarv ækvivaleres med civilisation, i betydningen tidligere højkulturer.
Kulturarv er i denne sammenhæng eksempelvis genstande fra mayakultur
eller romerske ruiner. Denne diskurs bruges i anden halvdel af 1990'erne til
at sætte fokus på (ulovlig) handel med arkæologiske genstande.
Diskurs 2: kulturarv er et buzzword
Hvis vi betragter den netop gennemgåede tiårsperiode samlet, kan vi
se at ordet kulturarv i periodens første år, fra 1996 til 1999 først og
fremmest har begrebslig status i den journalistiske genre. Journalister har
brug for begreber, der kan skabe en forbindelse mellem læserens følelser og
interessefelter til det, de skriver om i artiklen. Flere journalister opdager i
disse tre år, at ordet 'kulturarv' har denne funktion. Derfor anvender de ordet
i overskrifter, der handler om arkæologiske genstande, der handles ulovligt
over grænser, og arkæologiske spor, der trues af dyrkning. Kulturarv bliver i
denne diskurs ækvivaleret med arkæologiske genstande og anlægstyper;
stenredskaber, potteskår og køkkenmøddinger for eksempel.
Diskurs 3: kulturarv som det essentielle
Den journalistiske diskurs var med til at starte en bevægelse i den
arkæologiske fagdiskurs, der begyndte at anvende ordet til at opnå større
folkelig og politiske bevågenhed om en krise i dansk arkæologi, hvor
arkæologer dels oplevede et misforhold mellem antallet af udgravninger og
de økonomiske midler hertil, dels erkendte at de arkæologiske spor var
under stærk nedbrydning af det intensive landbrug. Fra 1999 opnår kulturarv
begrebslig status i den fagarkæologiske diskurs. Også her ækvivaleres
kulturarv med arkæologisk materiale, potentiel viden, arkæologisk
videnskab, fysiske spor, genstande og fortidsminder som gravhøje.
Men kulturarv ækvivaleres også med vores kulturarv, vor nationale
arv, danskernes kulturarv og historisk identitet. I denne diskurs indgår det
nationale med andre ord som betegner for kulturarv. Fagets markante
personer (heriblandt den nuværende direktør for Kulturarvsstyrelsen Steen
Hvass) var hurtige til at fange ideen med at sidestille 'køkkenmøddinger' og
'potteskår' med 'danskernes kulturarv'. Diskursen bredte sig lynhurtigt til de
daværende medlemmer af Statens Museumsnævn og Det arkæologiske råd,
der anvendte samme begreber til at ”gøre os klart, at det er en del af
danskernes kulturarv, der forsvinder, når de nødvendige arkæologiske
udgravninger ikke foretages” (Lars Ole Knippel: Oldtidsfund i fare for at
blive ødelagt. Jyllands-Posten 29.07.1999), og ikke blot potteskår. I denne
diskurs fremstår kulturarv som noget essentielt, og karakteriseres ved
110

etegneren 'umistelig'.
Kulturarv bruges her som et legitimerende, inkluderende begreb.
Legitimerende, fordi diskursen retfærdiggør en øget økonomisk bevilling til
historiske og arkæologiske aktiviteter og en ændret lovgivning.
Inkluderende, fordi begrebet kulturarv bruges til at inkludere befolkningen i
et ansvar for arkæologiske udgravninger, bevaringsproblemer og den
lovmæssige administration af disse områder. I denne diskurs bliver myten
om 'den folkelige opbakning' et argument for at udføre arkæologi og bevare
arkæologiske spor.
Man kan sige, at arkæologer bruger kulturarv som et løsen, der
medfører sympati, opmærksomhed og midler. At ordet får status af et løsen
viser kurven over, hvor ofte ordet kulturarv begynder at blive brugt i
forbindelse med arkæologi efter kriseåret 1999 (figur 7). Og det virkede! I
2002 trådte en ny museumslov i kraft, hvilket har ført væsentligt flere
midler til udgravningsarkæologien.
120
100
80
60
40
20
0
1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005
Diskurs 4: kulturarv som administrativt begreb
Kulturarv indgår også i en praksisorienteret anvendelse, hvilket kan
benævnes den administrative kulturarvsdiskurs. Fra 1984 optræder ordet
kulturarv i museumslovens formålsparagraf, og burde dermed være et
centralt nøglebegreb i kulturpolitik og -adminstration. Begrebet optræder
imidlertid stort set ikke i pressen uden der er tale om direkte referencer til
loven. En undtagelse er dog referencer til det internationale
111
arkæolog* kulturarv*
Figur 7: Brugen af ordene arkæolog* sammen med kulturarv* (trunkeret) i de
største danske dagblade i perioden 1996-2005.

Verdenskulturarvsbegreb.
Den styrelse, der er tænkt til at samle administrationen af
fortidsminder og de museale fag, benævnes i planlægningsfasen
museumsstyrelsen. Det er med andre ord 'museumsvirksomheden' der er det
centrale forankringspunkt i de politiske forhandlinger om en ny lov og
administration for museerne. Fra 2002 bliver kulturarv en del af navnet i den
centrale administration af museer og fortidsminder, da den planlagte
museumsstyrelse skifter navn til Kulturarvsstyrelsen. Det er
bemærkelsesværdigt, at begrebet kulturarv efter 2002 konsekvent bruges af
kulturarvens administrative repræsentanter – kulturministeren,
Kulturarvsstyrelsen, og arkæologerne og historikerne. Begrebet bruges
desuden jævnligt af journalister. Til gengæld bruges begrebet stort set ikke
af den almindelige befolkning efter at den bliver personligt og
privatøkonomisk involveret i kulturarvsbevaring i forbindelse med
skadevolderprincippets indskrivelse i museumsloven. Dette tyder på at det
administrative system ikke kun bruger begrebet, fordi det egner sig til
administrativ brug, men i høj grad bruger begrebet, fordi det fremmer en
bestemt ideologi indenfor kulturarvsbevaring.
Diskurs 5: kulturarv som et ideologisk begreb
Efter regeringsskiftet og indsættelsen af en konservativ kulturminister
forsvinder det museumsfaglige nodalpunkt fuldstændig, og erstattes af et
nyt: 'Kulturarv'. Fra slutningen af 2001 får kulturarv således begrebslig
status ikke alene i den administrative, men også i den politiske og
ideologiske diskurs. De hidtidige ideologiske projekt med at gøre museerne
til knudepunkter i en diskurs om kulturel mangfoldighed erstattes af et
nykonservativt, nyliberalt projekt, hvor kulturarv bruges til at (re)definere
nationalstaten som rammen for projektet. Kulturarv indgår i dette projekt i
en ækvivalenskæde med betegnere som – det danske – rødder – det danske
fællesskab – historisk identitet – national identitet. At denne diskurs er
ideologisk og politisk fremgår blandt andet af at der optræder mange
modalverber, samt at første-pronomin optræder ofte som i 'vi, danskerne'. I
Brian Mikkelsens interviews og kronikker i hans første år som
kulturminister gør han flittigt brug af dramatiske metaforer, som skaber
skarpe, kontante og dramatiske baser for overbevisende politisk retorik.
Det ideologiske kulturarvsbegreb optræder i særlig høj grad hos
kulturministeren, for eksempel i forbindelse med indførelsen af 'Historiens
Dag', og hos direktøren for Kulturarvsstyrelsen, når han skal forklare hvad
styrelsens opgaver er. Det er en diskurs, hvor kulturarv ækvivaleres med
begreber som 'det danske' og 'vor fælles'. Diskursen kan ses som en del af
den nykonservative diskurs generelt. Denne diskurs kan være svær at
adskille fra en egentlig nationalistisk diskurs, som den kommer til udtryk
når Dansk Folkepartis Louise Frevert fremhæver partiet som 'de gode' der
112

'værner om vor danske kulturarv'. Man kan sige, at kulturarvsbegrebet bliver
rekontekstualiseret. Den bestemte sprogbrug, der er opstået i den
arkæologiske sfære som udløber af en arkæologisk selvforståelse hvor
arkæologi betragtes som et essentielt nationalfag, benyttes herefter i en
nyliberal kontekst, hvor begrebet bruges til at rekonstruere det nationale
som en fælles referenceramme. Herunder bliver det igen rekontekstualiseret
til at indgå i den højrefløjsdiskurs, hvor kulturarv ækvivaleres med den nye
betegner 'danskhed', der igen bliver defineret i modsætningsfold til det
udanske og fremmede.
Kulturarv og den generelle samfundsdiskurs
Gennem den analyserede tiårsperiode kan vi både se strategier, der prøver at
stabilisere kulturarvsdiskursen og strategier, der prøver at forandre
diskursen. De første år af perioden er kendetegnet ved, at kulturarvsbegrebet
ikke er et anvendt begreb i særlig høj grad. Det begynder først for alvor at
blive anvendt, da der eksisterer en krisesituation i dansk arkæologi (jævnfør
figur 7). Denne krise kan ses som en diskontinuitet, hvor forudsætningerne
for at udføre den arkæologiske videnskab er under forandring. Det er
kendetegnende for de første mange forsøg på at få politikerne i tale om
problemerne med finansieringen af udgravninger og bevaring af kulturspor i
dyrket mark ikke medfører en politisk reaktion. Det stod især tydeligt da
konferencen 'Før landskabets erindring slukkes' blev holdt på
Nationalmuseet. På trods af at pressen og politikere var indbudt og
konferencen højt lanceret mødte kun ganske få journalister og politikere op
(se kommentarer fra konferencedebatten i Jørgensen & Pind 2001). Først da
arkæologer begyndte at formulere sine argumenter i en konsekvent diskurs,
hvor kulturarv og ikke arkæologiske fagbetegnelser var knudepunktet, fik
arkæologien politisk opmærksomhed om fagets problemer. Den
arkæologiske kulturarvsdiskurs kan således ses som en diskontinuitet, hvor
netop den anvendte diskurs er med til at forandre betingelserne for den
arkæologiske videnskab. Men samtidig kan den arkæologiske
kulturarvsdiskurs også opfattes som en kontinuitet, hvor diskursen bygger
på en lang tradition i fagets selvforståelse. Denne selvforståelse kan
udlægges som Marianne Krogh Andersen (2003) fra Weekendavisen
beskrev det: At arkæologi er et nationalfag. Denne arkæologiske
selvforståelse kommer til udtryk flere gange i den analyserede avisdebat,
hvor vi som arkæologer referer til den folkelige opbakning, og fagets
naturlige rolle som identitetsskabende. Denne grunddiskurs i arkæologien
gjorde det muligt at anvende det ny begreb 'kulturarv' uden større
betænkeligheder. Begrebet indeholder i sig selv netop de kerneelementer,
der kendetegner arkæologifagets traditionelle rolle: at beskæftige sig med
kultur som noget, der har efterladt genstande til eftertiden – genstande, vi,
der lever i dag, har 'arvet' fra forhistoriske 'forfædre'. Arkæologiens
traditionelle rolle som nationalfag (Gjerløff 1999a; Sørensen & Uzzell 2002;
113

Østigård 2001) har også betydet, at det har været nemt at koble nationale
betegnere som 'dansk' og 'vores' til kulturarvsbegrebet.
Der opstår imidlertid en rekontekstualisering af kulturarvsbegrebet i
forbindelse med regeringsskiftet i 2001. Da året begynder bruges kulturarv i
en diskurs, der har begreber som 'multikulturel' og 'mangfoldighed' som
knudepunkter. Da året slutter, er kulturarv selv blevet et politisk
nøglebegreb, der har betegnere som 'forfædre', 'rødder', 'dansk' og 'historisk
identitet' knyttet til sig. Kulturarvsdiskursen bygger videre på de tendenser,
arkæologien har været med til at etablere i de foregående år, og antager
derfor umiddelbart karakter af at være en kontinuitet af en eksisterende
diskurs. Sammenlignet med den tidligere radikale/socialdemokratiske
kulturarvsdiskurs er den nykonservative/nyliberale kulturarvsdiskurs
imidlertid kendetegnet ved at forandre den politiske diskurs indenfor feltet.
Hvor den radikale kulturarvsdiskurs eller magtstrategi forsøgte at virke
inkluderende for de befolkningsgrupper, der er kendetegnet ved at bibringe
det danske samfund en 'mangfoldighed' af kulturer, virker den
nykonservative for at inkluderer folk i det danske ideologiske fællesskab.
De, der har danske 'rødder' og 'forfædre' bliver inkluderet i det 'naturgivne'
fællesskab omkring en fælles historie og dermed en fælles identitet.
Regeringsskiftet kan altså ses som en diskontinuitet også på det
kulturpolitiske felt, og specielt indenfor kulturarvsdiskursen. Den massive
lancering af kulturarv i den kulturkonservative politik, hvor kulturarv bliver
et forankringspunkt, som kulturpolitikken centreres om, kan opfattes som et
forsøg på at stabilisere kulturdiskursen omkring netop dette knudepunkt.
Når Brian Mikkelsen igen og igen bruger ordet kulturarv er det et udtryk for,
at han ønsker at stabilisere den diskurs, han selv har lanceret.
I begge diskurser kan kulturarv anses for at være 'essentielt' i
betydningen at mennesker definerer sig selv og andre ud fra den identitet,
der skabes gennem kulturarv. Men i den første diskurs hedder
ækvivalenskæden – kulturarv – mange forskellige eksempler på hvad kultur
er – mangfoldighed – kulturarv som det bredt inkluderende. Den modsatte
ækvivalenskæde hedder kulturarv – danskhed – historisk identitet –
kollektiv identitet – national identitet – kulturarv som det specifikt
inkluderende (i det danske fællesskab). Der er således en antagonisme, en
kamp eller en kløft mellem de to kulturarvsdiskurser. Man kan sige at
begrebet kulturarv før 2001 fungerer i en kulturarvsdiskurs, hvor det
nationale er en betegner for forankringspunktet kulturarv, mens begrebet
kulturarv fra slutningen af 2001 fungerer i en værdikamp om at redefinere
det nationale, hvor kulturarv indgår som en væsentlig betegner.
Ved at bruge begrebet kulturarv har fagfolk, journalister,
embedsmænd og politikere i forening formået at skabe en række
umodaliserede sandheder eller truismer af typen ”i den globaliserede verden
114

liver vi rodløse og får brug for at kende vores identitet”, ”kulturarv er en
del af vores identitet” eller ”vi skal bevare for kommende generationer”
(hvem siger, de har en interesse i det vi bevarer til dem?) og ”folk er glade
for kulturarv”. Disse truismer formuleres i en tidløs ahistorisk præsens, der
bestyrker deres karakter som eviggyldige sandheder. Brugen af bestemt
form når der skrives om 'kulturarven' er med til at opretholde en forestilling
af konsensus om begrebet. Følelsen af at der er tale om noget, alle har
ansvar for opretholdes ved at de sociale agenter betegnes 'vi'. Følelsen af, at
personligt og politisk engagement er nødvendigt styrkes gennem brugen af
modalverber - ”vi må passe på kulturarven”. Kulturarvsbegrebets
egenskaber bliver opretholdt gennem rekontekstualisering, i og med at
begrebet optræder i forskellige diskurser (jævnfør Fairclough 2002: 131).
Eksempler på disse diskurser kan være at den faglige bekymring i
læserbreve, den konkret politiske folketingsdebat, oplysningsmateriale til
skoler (som eksempelvis Gyldendals og Politikens undervisningsavis om
kulturarv (flere?)). Således konstitueres 'kulturarv' som et 'fact of life'. Den
måde, begrebet kulturarv bliver brugt på i dansk arkæologi i den
analyserede periode viser, at danske arkæologer kun sjældent finder det
nødvendigt at skelne mellem 'kulturarv' og 'historie' i de betydninger, David
Lowenthal (1998) har defineret. Tvært imod bruges begrebet 'kulturarv'
næsten konsekvent om de felter af det arkæologiske fag, som Lowenthal
regner under 'historie', eksempelvis i omtalen af de forhistoriske spor, ikke
som kildemateriale, men som kulturarv.
Ovenstående analyse har vist, at repræsentationerne af det undersøgte
område, kulturarv, i den undersøgte periode har været en væsentlig del af at
legitimere et område af den sociale orden, nemlig betydningen af den
arkæologiske videnskab i samfundet, eller mere overordnet den generelle
kulturpolitik. Den har også indikeret, at diskursen er med til at opretholde
ulige magtrelationer. Ifølge Fairclough (2002) har samfundet eller den
sociale orden således brug for at få belyst problemet. Analysen her er med
andre ord berettiget. Jeg vil nu gå videre med næste del af afhandlingen. Her
vil jeg fordybe mig i et enkelt aspekt af den arkæologiske praksis, nemlig in
situ bevaring i landskabet gennem udpegning af såkaldte kulturarvsarealer.
115

Bevaring,-en.
”Danmarks kulturarv i form af de bevarede arkæologiske levn fra
fortidens menneskelige aktivitet er en unik ressource til vor forståelse
af den gradvise identitetsudvikling og vor rolle i den internationale
kulturudveksling, som har fundet sted siden de første mennesker tog
ophold for små 15.000 år siden. […] Nationale kulturressourcer af
denne type skal der naturligvis tages vare på.”
(Kulturarvsstyrelsen 2003-2004: 1)
Med ovenstående citat indledte Kulturarvsstyrelsen i 2003 sin
kampagne for at få indberettet ”særligt interessante kulturhistoriske
værdier” som ”kulturarvsarealer af national betydning” (Kulturarvsstyrelsen
2003-2004: 1). I dette tilfælde blev kulturhistoriske værdier defineret som
arkæologiske levn. Jeg vil her bruge kulturarvsarealerne som case study for
at diskutere om hvilke konsekvenser det kan medføre, at vi fagligt
kategoriserer udvalgte dele af det arkæologiske materiale som national
kulturarv.
Nedenfor vil jeg først gennemgå baggrunden for ideen om kulturarvsarealer.
Dernæst vil jeg analysere hvad Kulturarvsstyrelsen forventede ville blive
udpeget som national arkæologisk kulturarv. Jeg vil derefter analysere
materialet fra de amter, jeg har udvalgt med det formål at undersøge, hvad
der rent faktisk er udvalgt som national arkæologisk kulturarv. Jeg vil
anlægge to angrebsvinker på materialet: den ene er en vurdering af de
nationale kulturarvsarealer på baggrund af en optælling af arealer fordelt på
kategorier af fund, den anden er en diskursanalyse af udvalgte
arealbegrundelser. Til sidst vil jeg diskutere hvilken betydning det kan få at
begynde at klassificere dele af de forhistoriske levn som national kulturarv.
116

Optakt til analyse af kulturarvsarealer
Siden begyndelsen af 1800-tallet har der eksisteret en formel
fortidsmindebeskyttelse i Danmark. Fra 1809 blev de første dysser,
jættestuer og gravhøje fredet gennem frivillige ordninger. Fra 1937 blev
fredning af synlige fortidsminder under Naturfredningsloven en realitet.
Siden har synlige fortidsminder og tinglyste fortidslevn været administreret
af Naturbeskyttelsesloven og nu Museumsloven (Kapitel 8a). Ikke-fredede
og ikke-kendte fortidslevn er ligeledes i dag omfattet af Museumsloven
(Kapitel 8). Hidtil har fortidsmindebeskyttelsen altså skelet mellem synlige
og ikke-synlige samt mellem tinglyst fredede og ikke-tinglyste
fortidsminder. Men med kulturarvsarealudpegningen blev der indført endnu
et parameter for at skelne mellem fortidsminders betydning: efter
udpegningen kan arkæologiske fundsteder opdeles i fund af 'lokal', 'regional'
eller 'national' betydning.
Der er frem til 2006 udpeget i alt 1349 kulturarvsarealer (DR nyheder
2006). Dette antal udgør under én procent af de over 180.000 kendte
arkæologiske registreringer. Arealerne er udpeget af arkæologer på 48
museer og vurderet og kategoriseret af to af Kulturarvsstyrelsens
medarbejdere (Jørgensen 2004). Udpegningen fandt sted over 3 år fra 2003
til 2006 (DR nyheder 2006). Da jeg selv har haft til opgave at udvælge og
beskrive kulturarvsarealer for Nordjyllands Historiske Museum og
Vesthimmerlands Museum samt beskrevet (men ikke udpeget)
kulturarvsarealer for Horsens Museum har jeg ønsket at undgå at inddrage
disse ansvarsområder i nedenstående undersøgelse (for mine egne kriterier
for udpegning henvises til Bjerrum Jensen 2003b). Udvælgelsen er derfor
foretaget sådan, at jeg har valgt amter ud i et øst-vest bælte tværs gennem
Danmark, fra Bornholm til Varde (figur 8). Det drejer sig om de tidligere
amter Bornholm, Præstø, Sorø, Svendborg, Odense, Haderslev og Ribe 3 . I
disse udvalgte 7 amter er der udpeget i alt 418 kulturarvsarealer, hvoraf 178
er klassificeret som nationalt bevaringsværdige. På den måde dækker min
undersøgelse knap en tredjedel af alle udpegede arealer, en tredjedel af de
23 amter Det Kulturhistoriske Centralregister arbejder med, og både
bornholmske, sjællandske, fynske og jyske lokaliteter (se figur 8 ).
3 Det Kulturhistoriske Centralregister bygger på herredsindberetninger om arkæologiske
fund fra 1873 og fremefter. Derfor bygger databasen over arkæologiske fund på
amtsinddelingen fra før 1970. Arkæologiske fund registreres i dag stadig med et
katalognummer på baggrund af hvilket sogn de stammer fra – et såkaldt sb-nummer
(sognebeskrivelsesnummer. Såvel sb-nummeret som kulturarvsareal-nummeret kan
bruges til at finde lokaliteten i databasen på dkconline.dk
117

Sarah M. Titchen har undersøgt hvilken betydning der ligger i
begrebet “outstanding universal value” i forbindelse med lokaliteter der er
udpeget som Verdenskulturarv, ved at analyse de udvalgte steder. I den
forbindelse betragter hun Verdenskulturarvslisten som et direkte udtryk for
”outstanding universal value” (Titchen 1995: v). På samme måde vil jeg
betragte kulturarvsarealerne som direkte udtryk for hvad der opfattes som
nationalt bevaringsværdigt kulturarv, henholdsvis regionalt
bevaringsværdigt.
Fra kulturmiljø til kulturarv
Da Kulturarvsstyrelsen blev etableret i 2001 og fik ressortområder
vedrørende forvaltningen af synlige og fredede fortidsminder flyttet hertil
fra Miljøministeriet erstattede ordet 'kulturarv' det hidtil anvendte begreb
'kulturmiljø' (se Bjerrum Jensen 2003b). Helt konkret betød dette
eksempelvis at de tidligere kulturmiljøatlas (der oprindeligt opstod som
kommuneatlas) nu blev til kulturarvsatlas (figur 9).
118
Figur 8: De amter, der indgår i analysen af
kulturarvsarealer, er angivet med blåt.

Figur 9: Fra kulturmiljø til kulturarv
Det betød også at de arkæologiske kulturmiljøer, der fra og med
regionplan 2001 var blevet integreret i den generelle amtslige
planforvaltning (se Bjerrum Jensen 2003a, 2003b) forvaltningsmæssigt set
blev ”underkendt” af den nye styrelse (Bjerrum Jensen 2003b). I stedet for
at tilskynde etableringen og integrationen af kulturmiljøer i
regionsplanlægningen ønskede Kulturarvsstyrelsen at udpege ca. 1000
arkæologiske kulturarvsarealer. Denne prioritering kan bedst ses som udslag
af en interessekonflikt mellem det tidligere kulturhistoriske kontor under
Miljøministeriet, der blandt andet havde ansvaret for at de kulturhistoriske
værdier blev integreret i regionplanlægningen, og den nye
Kulturarvsstyrelse, der kom til at ligge under Kulturministeriet. Det kan
desuden ses som en politisk strategi som et led i den nye konservative
Kulturministers opgør med den tidligere socialdemokratiske Miljøministers
interesse i kulturmiljøet. Som en del af denne politiske og ideologiske kamp
om at fastsætte normer og værdier indgik for den nye regerings side en
generel afstandstagen til begrebet ”miljø”, bedst eksemplificeret i den
strategiske indsættelse af den miljøkritiske Bjørn Lomborg som direktør for
det til lejligheden oprettede Institut for Miljøvurdering (se eksempelvis
Michael Rothenborg 2002). At erstatte kulturmiljøbegrebet med den nye
kulturarvsbegreb kan, ud over at lægge sig op ad en europæisk tendens til at
benytte sig af heritage-begrebet i forvaltningen, ses som en klar strategisk
markering i denne værdikamp (se Bjerrum Jensen 2003a og 2003b for en
udvidet diskussion af dette emne). Kulturarvsstyrelsens medarbejdere har
givet udtryk for, at de ikke opfatter kulturarvsarealerne som forskellige fra
119

kulturmiljøudpegningerne (Jørgensen 2004). Jævnført med analysen af
kulturarvsbegrebet ovenfor er det da også sandsynligt, at der også lægges ny
betydning i kulturarvsarealerne i forhold til kulturmiljøerne. Dette vil blive
diskuteret senere.
Ønsket om at udpege kulturarvsarealerne kan også ses som en følge af
arbejdet med den nye museumslov. I bilaget til udkastet til den nye lov blev
der gjort et notat om at der skulle oprettes en database over de væsentligste
bevaringsværdier. Notatet var formodentlig et udspring af de anbefalinger
om den faste kulturarv, som var blevet udarbejdet i tiden lige inden
regeringsskiftet (Kulturministeriet 2002) med Steen Hvass som ankermand.
Notatet kan imidlertid også tolkes sådan at folketingsgruppen fandt det
nødvendigt at præcisere, hvad der var ”væsentlige” fortidsminder, og som
derfor ville blive berørt af den nye bygherrefinansierede museumslov.
Resultatet blev under alle omstændigheder at der blev afsat en betydelig
pulje til at udarbejde en database over særligt interessante arkæologiske
lokaliteter.
I forbindelse med udpegningen af arealerne fik museerne tilsendt et
hæfte, der foruden beskrivelse af den konkrete arbejdsproces omkring
indberetningen også omfattede en beskrivelse af eksempler på ”hvad
kulturarvsarealerne kan omfatte”, udarbejdet på grundlag af 144
forsøgsindberetninger (Kulturarvsstyrelsen 2003-2004, oprindelig kursiv).
Jeg har tidligere diskuteret hvorvidt kulturarvsarealerne er en
hensigtsmæssig størrelse i bevaringsøjemed (Bjerrum Jensen 2003). Her er
det væsentlige spørgsmål imidlertid hvordan arealerne kan bruges til at
undersøge, hvordan vi prioriterer kulturarv. Nøgleordet i forbindelse med
udpegningen af kulturarvsarealerne har nemlig været prioritering – en
prioritering af hvad der er 'væsentlig' arkæologisk kulturarv (Hvass citeret i
Rostock og Voss 2002; Kulturarvsstyrelsen 2002). For at uddybe kriterierne
for 'væsentlighed' valgte Kulturarvsstyrelsen at inddele arealerne i grader af
bevaringsværdighed. De arkæologer, der fik til opdrag at udpege
kulturarvsarealer i deres ansvarsområde kunne derfor læse følgende i
Kulturarvsstyrelsens hæfte: ”Ved 'særlig interessant' forstås lokaliteter af
national og international videnskabelig og kulturhistorisk betydning […].
Det kan besluttes på et senere tidspunkt at udvide databasen med
kortgrundlag for regionalt betydningsfulde arkæologiske lokaliteter”
(Kulturarvsstyrelsen 2002). Gradinddelingen blev derved foretaget ved at
skelne mellem international, national og regional kulturarv. Der var ingen
faglig diskussion omkring kriterierne for udvælgelsen forud for
udpegningen. Kulturarvsarealerne som de tager sig ud i dag kan derfor hver
især ses som udtryk for 43 arkæologers (alt efter om én eller flere har været
sat til at udpege arealerne på de enkelte museer) individuelle kriterier for
hvad der (i 2003-2004) er 'væsentlig' kulturarv.
120

Museernes opdrag
I oplægget fra Kulturarvsstyrelsen var ikke givet særlige retningslinjer for
hvilke kriterier, der skulle ligge bag udpegningen. I en følgeskrivelse
(Kulturarvsstyrelsen 2003-2004) anslås imidlertid størrelser af potentielle
arealer ud fra en række ”klassiske” lokaliteter som 38 museer tilbagemeldte
til Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat på en forespørgsel om
dyrkningstrussel på disse steder (ibid.: 5). Hvis man trækker de lokaliteter
ud, som nævnes i Kulturarvsstyrelsens oplæg til udpegning (ibid.), drejer det
sig om følgende fundtyper:
• Bopladsområder og vandrelandsbyer
• Fossile stenalder landskaber
• Stenalderbopladser
• Jernalderbopladser
• Værksteds- og handelspladser
• Højgrupper
• Tuegravpladser
• Jordfæstegrave
Der er sat navne på en del eksempler på stenalderbopladser, der i alle
tilfælde drejer sig om ”klassiske” lokaliteter, der har været væsentlige i
dateringen og opfattelsen af subsistensøkonomi indenfor
stenalderperioderne – Langå, Sølbjerg, Holmegårds Mose, Troldebjerg,
Kainsbakke (ibid.: 6) og Sarup (ibid.: 7). Stenalderbopladserne betegnes
”vore ældste bopladser” (ibid.: 6). Ligeledes er der sat navn på eksempler på
omfangsrige vandrebopladser – Bjerre Enge i Thy og Bjerringgård ved
Skive. Jernalder-byhøje i Aalborg er nævnt som specifikke eksempler på
lokaliteter, hvor en lidt anden placering af nybyggeri kunne have forhindret
”destruktion af et særligt bevaringsværdigt kulturhistorisk objekt” (ibid.:6).
Trundholm Mose nævnes specifikt som ”eksempel på et særdeles
bevaringsværdigt nationalt klenodie” i kraft af at mosen er ”fundstedet for
Solvognen” (ibid.:7). Mosen benævnes ”det ”hellige” sted” (ibid.). Gudme
beskrives som en af ”landets fineste og international kendte
jernalderbopladser” (ibid.). Ejsbøl Mose beskrives som stedet ”hvor ofrede
guldfund og våben fra sen romersk og ældre germansk jernalder blev ”flået”
op af jorden ved udjævning og planering” (ibid.). Våbenofferfund beskrives
generelt som at ”vi […] har næsten 40 erkendte tilfælde, der på europæisk
niveau er unikt og særdeles interessante og noget særligt Skandinavisk”
(ibid.).
Hedegård ved Horsens beskrives som ”En jordfæstegravplads med
tilhørende boplads af særlig bevaringsværdi” (ibid.: 8).
Himlingøjegravpladsen er ”Et eksempel på en international kendt og
forskningsmæssig tungtvejende lokalitet” (ibid.). Sorte Muld på Bornholm
121

nævnes som eksempel på en centralplads. Tissø og omkringliggende
eksempler nævnes som eksempel på en ”storgård” (ibid.: 7). Jelling
beskrives som et potentielt område for vikingetidsbebyggelse med ”særlige
kulturværdier pga. af de nærliggende kongegrave – og World Heritage
objekt” (ibid., oprindelig kursivering). Desuden lægges der op til at alle
middelalderlige bykerner udpeges som nationale kulturarvsarealer.
Forfatterne til hæftet om kulturarvsarealudpegningen benytter sig, som
det ses i ovenstående, af en terminologi, der omfatter referencen til et ”vi” i
betydningen ”vi danske”. Denne anvendelse af det, Michael Billig (1995)
betegner som banal nationalisme, anvendes såvel for stenalderlokaliteter -
”vores ældste bopladser” - over bronzealderfund – Solvognen, der generelt
opfattes som et national klenodie (se eksempelvis Wienberg 2008) er brugt
som eksempel på et oplagt kulturarvsareal – til jernalderofferfund - ”vi” har
40 unikke fund af slagsen.
De nævnte eksempler på stenalderfund omfatter klassiske lokaliteter i
arkæologiske forstand. Det drejer sig altså om lokaliteter, der har været
afgørende indenfor den faglige forskning – men også om lokaliteter, der
næsten udelukkende er typebetegnende for lokaliteter indenfor de
nuværende danske geografiske rammer. Bronze- og jernalderlandsbyer er
repræsenteret på baggrund af deres udbredelse i tid og sted
(vandrelandsbyer) og deres ophobning af kulturlag (byhøje). I disse
eksempler er det med andre ord primært stedernes forskningsmæssige
kvaliteter der ligger til grund for at de bruges som eksempler på hvad der
kan udpeges som kulturarvsarealer. Anderledes forholder det sig med langt
hovedparten af Kulturarvsstyrelsens eksempler: Solvognen som er et
nationalt symbol. Tissø som er en ”stormandsgård” og tolket som et led i en
gryende statsdannelse. Himlingøje som er gravplads for mennesker i den
øverste ældre romertids liga på Sjælland. Sorte Muld med flere guldfund i
kulturlagende, også tolket som centralplads og muligt sæde for en
”Bornholmsk konge”. Jelling som har værdi på grund af de såkaldte
kongegrave. Middelalderbyerne som udtryk for det organiserede
statssamfund. Alle disse eksempler kan kategoriseres som udtryk for et
ønske om at bevare de lokaliteter, der afspejler rigdom, magt, kongemagt og
et centraliseret, hierarkisk samfund. Sådanne lokaliteter som et ”vi” kan føle
stolthed ved indgår i ”vores” forhistorie – og som derved kan blive nationale
symboler ligesom solvognen.
Dette var forudsætningerne, der implicit blev givet for at museerne
kunne udpege kulturarvsarealer. Arealerne blev herefter udvalgt af de
enkelte museer og udfyldt så de direkte kunne indgå i den centrale
kulturhistoriske database DKC. Arealerne består dels af en række grunddata
som tilhørende sb-numre, stednavne, datering og begivenheder på
lokaliteten, dels af et kort med arealets fysiske afgrænsning (se figur 10). Til
122

hvert areal har museerne udfyldt en fritekst der beskriver og begrunder
hvorfor arealet er udvalgt som kulturarvsareal. Det er denne fritekst, der er
grundlaget for min diskursanalyse nedenfor af de nationale
kulturarvsarealer.
Diskursanalyse af kulturarvsarealerne
Nogle af de spørgsmål jeg i analysen har stillet til de udvalgte nationale
kulturarvsarealer er:
1) Er der nogen perioder, der er overrepræsenteret i arealerne? Og
hvordan ser præsentationen ud i sammenligning med den generelle
fundmængde i Det Kulturhistoriske Centralregister?
2) Er der nogen fundkategorier, der er overrepræsenterede?
3) Hvilke fundtyper optræder blandt de nationale kulturarvsarealer?
4) a) Forekommer der kategorier der er tegn på rigdom, prestige og
magt. Eksempelvis : unik, guld, sølv, detektorfund, største, første,
centralplads, ladeplads, handelsplads, magt, rig, skat, perle, ormehovedring,
kong, stormand, høvding, fyrste, herregård, borg, befæstning,
vold, forsvar, lur, halsring, armring, fingerring, brakteat, fibel,
sværd, eller
5) b) optræder der ord der henviser til almindelig bebyggelse eller grave:
ord som almindelig eller grube, eller
6) c) forekommer der eksplicitte eksempler på at stedet sættes i en nutidig
national kontekst: nation, Danmark, dansk?
123
Figur 10: Eksempel på et kulturarvsareals fysiske
udstrækning som det kan ses på dkconline.dk

I forbindelse med nedenstående optælling af arealerne fordelt på
kategorier skal det bemærkes, at det har været nødvendigt at kategorisere
kulturarvsarealerne i mere simple dateringsgrupper end de er beskrevet
under i selve arealudpegningen. Det skyldes at mange lokaliteter dateres til
flere arkæologiske perioder. Jeg har inddelt arealerne i perioder efter den
mest gængse kronologiske opdeling, der blandt andet ligger til grund for
Jørgen Jensens oversigtsværk 'Danmarks Oldtid'. I tabel 4 ses en oversigt
over den omtrentlige tidsmæssige længde af de forhistoriske perioder der er
anvendt i optællingen af nationale kulturarvsarealer.
Tabel 4. Den tidsmæssige længde af de forhistoriske perioder der er anvendt
i optællingen af nationale kulturarvsarealer (der er anvendt arkæologiske
forkortelser for perioderne fra palæolitikum til middelalder).
Tidsperiode
Antal
ca. år
30
25
20
15
10
5
0
paleo meso neo br.a frj rja gja vik mia
3500 5500 2000 1500 500 400 300 300 500
paleo meso neo br.a frja rom
ja
Figur 11: Kulturarvsarealernes fordeling på tidsperioder.
124
gja vik mia nyere
tid

50
45
40
35
30
%
25
20
15
10
5
0
Figur 12: Det generelle fundbillede fordelt på perioder, vurderet ud fra godt
70.000 specifikt daterede lokaliteter i DKC.
I første omgang kan vi se på den kronologiske fordeling af de udvalgte
nationale kulturarvsarealer fra de syv amter på tværs af Danmark (figur 11)
Figuren viser, der er en tydelig overvægt af lokaliteter fra romersk jernalder.
For metalaldrene i øvrigt får man umiddelbart den fornemmelse, at der er en
forholdsvis ligelig fordeling af fortidsminder på de forskellige
metalperioder. Til gengæld synes ældre stenalder (og nyere tid)
underrepræsenterede. Vi kan altså konstatere at metalaldrene er bedre
repræsenterede blandt de nationale kulturarvsarealer end stenaldrene, og vi
kan konstatere at især romersk jernalder står for den største andel af
arealudpegningerne. Men hvordan ser fordelingen ud i forhold til det
generelle fundbillede?
Det bedste grundlag for at vurdere fordelingen af nationale
kulturarvsarealer i forhold til det samlede kildemateriale er at se på
registreringerne af arkæologiske fundsteder i Det Kulturhistoriske
Centralregister (DKC). Her er per marts 2009 registeret 185.145 lokaliteter.
Imidlertid er over halvdelen af disse, nemlig 114.320 lokaliteter, enten
udaterede, dateret til oldtid bredt (75.726) eller dateret til flere
hovedperioder, så det derfor ikke kan lade sig gøre at anvende dem i
analysen her. I alt er 70.825 lokaliteter registreret til specifikke perioder, og
de fordeler sig som på figur 12.
Når især neolitikum og bronzealder er så voldsomt repræsenteret i
DKC generelt, skyldes det naturligvis de mange tusind gravhøje fra disse
perioder, som er registreret igennem 1800- og første halvdel af 1900-tallet.
Tilsvarende optræder mange middelalderlige voldsteder og ødekirketomter
synligt i landskabet, således at disse også er registrerede.
125
paleo meso neo br.a frja rom ja gja vik mia

45
40
35
30
25
20
15
10
5
0
paleo meso neo br.a frja rom ja gja vik mia
Figur 13: Venstre søjle(blå): Kulturarvsarealernes kronologiske fordeling.
Højre søjle (lilla): Fordelingen af fund, registreret i DKC.
De to grafer er sammenstillet i figur 13. Det fremgår her at de ældste
arkæologiske lokaliteter fra palæolitikum er bedre repræsenteret i
kulturarvsarealerne end hvad der kan begrundes i det faktiske antal fund fra
perioden. Derimod er især stenaldrene, men også bronzealder
underrepræsenterede i forhold til fundmaterialets omfang, når det drejer sig
om nationale kulturarvsarealer. Fra og med jernalderen forekommer der
flere fund blandt de nationale kulturarvsarealer i forhold til, hvilken rolle de
spiller i det generelle fundbillede. Mest markant, er der udpeget væsentligt
flere lokaliteter fra germansk jernalder som national kulturarv i forhold til
den mængde fund fra perioden, der ellers foreligger.
Ser vi på fordelingen af fund mellem stenaldre og metalaldre
(inklusive bronzealder) i DKC-registret er der tæt på lige mange fund fra
stenalder som fra metalaldre (51 % fra stenalder og 49 % fra metalaldre
blandt de specifikt daterede lokaliteter) (figur 15). Men blandt de nationale
kulturarvsarealer optræder der syv gange så mange arealer fra
metalperioderne som fra stenalderperioderne (figur14).
Der er en række usikkerhedsfaktorer, der må medføre en vis
forsigtighed i direkte sammenligninger mellem fordelingen af de to grupper
registreringer. Først og fremmest naturligvis den store mængde fund i DKC,
der ikke er entydigt dateret til en periode. Ikke mindst fordi
kulturarvsarealerne ofte dækker over flere perioder, og derfor er registreret
for hver af de perioder, der indgår i arealet. Men selvom man bør forholde
sig til fordelingerne med en vis forsigtighed, er der næppe tvivl om, at
jernalderperioderne samt vikingetid og middelalder er voldsomt
126

overrepræsenteret blandt de nationale kulturarvsarealer i forhold til
periodernes længde.
Kulturarvsarealer: Antal lokaliteter fra
stenalder og metalalder
23
Figur 14: Forenklet fremstilling, der viser at
fund fra metalaldrene udgør den overvejende
del af de nationale kulturarvsarealer.
Lokaliteter fra metalaldrene udgør (87 %)
mens fund fra sten- og bronzealder kun udgør
13 % af det udpegede materiale.
Figur 15: Den modsvarende
repræsentation i DKC er delt ligeligt
mellem stenaldre og
49% 51%
metalaldre.
En del af forklaringen herpå er naturligvis, at der kun forekommer få
fund fra de ældste oldtidsperioder – selvom de strækker sig over lange
tidsperioder har befolkningen været mere spredt og bosættelsen af mindre
og mindre permanent karakter jo længere man kigger tilbage i tid. Derfor
kan det forventes, at der målt pr. århundrede vil være udpeget forholdsvis
flere lokaliteter fra vikingetid end fra ældste stenalder. Men som eksemplet
fra palæolitikum viser, hvor kulturarvsarealudpegningen faktisk vægter de
palæolitiske fund højere end deres aktuelle repræsentation i DKC giver
belæg for, så er der formodentlig andre aspekter, der er væsentligere ved
udpegningen som nationalt bevaringsværdigt kulturarvsareal, end det rent
statistisk repræsentative. For at komme det spørgsmål nærmere, kan man se
på hvad det er for begrundelser, arkæologerne har valgt ved deres udpegning
af kulturarvsarealerne.
Hvad er det da for kategorier, der udpeget blandt de nationale
kulturarvsarealer? Jeg har forsøgt at inddele arealerne fra de syv amter i
grupper af fund. Disse kategorier ses i forenklet form i figur 16. En fjerdedel
af fundene er begrundet i gode bevaringsforhold eller at lokaliteterne på
anden vis indeholder velegnet forskningsmateriale. Dette kriterium må siges
at være grundlæggende for alle arkæologiske spor, vi som fagfolk ønsker at
undersøge eller bevare i landskabet; hvis ikke de rummer et potentiale for
127
156
metalaldre
stenaldre
DKC: Antal lokaliteter fra stenalder og
metalaldre

ny eller forbedret viden er der hverken grund til at udgrave dem eller bevare
dem. Et andet 'automatkriterium' for at udpege en lokalitet som national
kulturarv er stedets forskningshistorie, enten fordi kendte arkæologer har
undersøgt dem, eller fordi de i øvrigt refereres til som klassiske eller
typebetegnende lokaliteter. I alt er cirka 6 % af arealerne udvalgt som
nationale kulturarvsarealer på baggrund af deres historik.
40
35
30
25
20
15
10
Figur 16: Fordelingen af nationale kulturarvsarealer (fra alle perioder) i
kategorier af fund.
Hele 34 % af fundene falder indenfor en kategori hvor der er ”rige”
eller andre specielle fund. Det er lokaliteter, der rummer de anlægs- og
genstandstyper, der blev beskrevet i indledningen som tegn på rigdom,
prestige og magt. Hertil kommer 9 % af lokaliteterne som indikerer handel
og infrastruktur, og som derved falder indenfor kategorien, der understreger
velorganiserede samfund med hierarkiske strukturer. En lille del af arealerne
er specifikt udpeget med henvisning til stedets rolle i det kristne samfund,
mens en lidt større del (13 %) af arealerne referer eksplicit til konger,
Danmark og den danske stat. Kun 7 % af de nationale kulturarvsarealer kan
betegnes som jævne, almindelige lokaliteter.
128
5
0
Bevaring/forskning
Rigdom/specielle fund
Danmark/konge/stat
Kirke
Infrastruktur/handel
Forskningshistorie
Almindelig

Figur 17: 87 % af de nationale kulturarvsarealer kan betegnes
som symboler på en velhavende statsmagt. Kun 13 % af de
nationale kulturarvsarealer kan betegnes som repræsentanter på
'almindelige', jævne jæger/samler- eller bondesamfund.
Hvis vi ser på metalaldrene alene, kan hele 87 % af lokaliteterne
karakteriseres som rige, de knytter sig til stormænd, statsdannelse, forsvar,
kirke eller handel, eller har specielle anlæg som veje, helleristninger el. lign
(figur 17). Men de fleste arkæologiske fund hører ikke til disse kategorier.
De er gårde, landsbyer eller grave uden spektakulære, rige fund. Disse
fundtyper er særdeles underrepræsenteret blandt de nationalt
bevaringsværdige kulturarvsarealer. Kun 13 % af de mere almindelige gravog
bopladser er udpeget som national bevaringsværdig kulturarv.
Hvad er da forklaringen på, at de prestigefyldte fund fra jernalder,
vikingetid og middelalder, tilsyneladende er så voldsomt
overrepræsenterede i kulturarvsarealerne? For at svare på det må vi se
nærmere på begrundelserne for de udpegede arealer.
129
Metalaldre: Fordeling af nationale
kulturarvsarealer
87%
13%
ager, grube
størst, rig, konge,
kirke, forsvar

Analyse af begrundelserne for
udpegning af kulturarvsarealer
Jeg vil her give nogle eksempler på, hvilke begrundelser vi
arkæologer, der har udpeget kulturarvsarealer har givet for udpegningen.
Formålet er at undersøge, hvilke termer og kategorier vi bruger om de
arkæologiske fund, og hvordan dette valg af terminologi kan have
konsekvenser for om arealerne af Kulturarvsstyrelsen betragtes som af
national eller regional værdi. I min analyse af den beskrivende tekst har jeg
lagt vægt på følgende dele af Faircloughs (1992, 2002) og Dyrberg, Hansen
og Torfings (2001c) forslag til tekstanalyse, som jeg beskrev mere udførligt
i forrige afsnit:
• Hvilke begreber (signifiant'er) bruges i teksten?
• Bruges der bestemt eller ubestemt form af signifiant’erne
('kulturarv(en)')?
• Hvilken ladning har ordene?
• Hvilken brug gøres af metaforer?
• Hvad er betydningen af spillet mellem de lydelige, skriftlige, eller
billedlige udtryk?
• Hvordan er teksten komponeret? Hvilke virkemidler er der brugt?
• Hvilke argumenter bruges og hvordan får de gyldighed overfor
modtager?
• Bliver noget naturliggjort i teksten?
• Er de sociale agenter tilstede eller fraværende? Er de abstrakte ('vi')
eller konkrete?
• Hvilke modalverber (eksempelvis 'skal', 'vil', 'bør', 'må') optræder?
• Forekommer der truismer i teksten?
”Vore ældste bopladser”.
En stenalderlokalitet, der er udvalgt som national bevaringsværdigt
kulturarvsareal, bliver typisk beskrevet sådan:
”Klassisk mellemneolitisk boplads, periodedannende for MN II,
udgravet 1939-42 af J. Winther. Bopladsen ligger på sydfoden af
banken Blandebjerg. Undersøgelsen viste, at stenalderens
jordoverflade var dækket af et tykt, meget fundrigt affaldslag, hvori
striber af brændt lerklining fra husvægge var indlejret. Under
affaldslaget fandtes adskillige spor af bebyggelse i form af
affaldsgruber, ildsteder og stolpehuller” (Svendborg Amt 22, sb nr.
130

090303-158).
De signifikante ord her er ”klassisk” og ”periodedannende”, der går på
at lokaliteten er en arkæologisk locus classicus. De øvrige signifikante ord
henviser til bevaringsforholdene: der er et ”tykt affaldslag” og stedet er
”meget fundrigt”. Henvisninger til stedets ”klassiske” kvaliteter, gode
bevaringsforhold, et specielt (for eksempel over 100 skafttungepile, se
090703-80) eller et ”rigt” oldsagsmateriale – i betydningen omfangsrigt (se
eksempelvis sb nr. 030304-106, 090306-136 eller 090307-53) – er
kendetegnene for flere af de stenalderlokaliteter, der er udpeget som national
kulturarv. Men der forekommer imidlertid også eksempler på at
stenalderbopladser sættes ind i en national diskurs:
”Ved Slotseng er fundet flere palæolitiske
rensdyrjægerbopladser i tilknytning til en tvangspassage over Nørreåsystemet.
I et nærliggende dødishul er der fundet samtidige
rensdyrknogler sikkert dokumenterede, heraf en med isiddende
flintpilespids. Der er tale om en af Danmarks ældste bopladser.
Undersøgelserne har påvist, at det må forventes, at der findes flere
bopladser og kulturlagsaflejringer i området. Lokaliteten er således af
overordentlig stor vigtighed for udforskningen af vor ældste
forhistorie.” (Haderslev Amt kulturarvsareal 17, sb nr. 200209-116).
Præcis som Kulturarvsstyrelsens repræsentant gjorde, da
vedkommende beskrev eksempler på stenalderbopladser som ”vores ældste
bopladser” (Kulturarvsstyrelsen 2003-2004: 6), sætter beskriveren her et
palæolitisk fund ind i en nutidig nationalstatsramme ved at definere
bopladsen som ”en af Danmarks ældste”. Afsenderen inddrager desuden en
social agent - ”vi”, som i ”vi danske”. Dermed gøres den arkæologiske
lokalitet til ”vores” fælles anliggende, underforstået nationalstatens
anliggende. Sætningen kan i sig selv betragtes som en truisme: fordi det er
en af ”Danmarks ældste bopladser” har forskeren placeret den i en
”naturlig” kategori som ”af overordentlig stor vigtighed”. Ved at gøre brug
af værdiladede tillægsord som ”overordentlig stor” understreges lokalitetens
betydning. Gennem diskursen tillægges lokaliteten således en betydning,
ikke i dens samtidige kontekst, men for os i dag. Andre eksempler på dette
fænomen er eksempelvis et areal der er ”Danmarks største
jernudvindingsområde”, (Ribe Amt kulturarvsareal 60, sb nr. 190804-110),
et andet der er ”Danmarks største helleristningsfelt” (Bornholms Amt 6, sb
nr. 060101-219) samt et tredje der er ”Danmarks største koncentration af
neolitiske huse” (Bornholms Amt 50, sb nr. 060205-282).
131

Solvogn og lurer
De bronzealderlokaliteter, der er udvalgt som national kulturarv i de
ovennævnte amter, adskiller sig markant fra stenalderlokaliteterne ved at det
er pladser med guld og bronze, der er udpeget. Et eksempel er dette:
”Bronzealderhøjrække langs nordsiden af Kongeåen. Der er over
et 2 km langt stræk registreret mindst 25 gravhøje, hvoraf kun 3 er
fredede. Blandt de mange høje findes nogle af landets største og
fundrigeste - Guldhøj og Kongenshøj. Der er således her registreret
flere gravhøje med egekistebegravelser. Det anses for sandsynligt, at
der her potentielt kan findes velbevarede egekistegrave bevaret i
fugtige højkerner indkapslet i "alkapper". Ved boringer foretaget i
området er det påvist, at højgruppen tilhører gruppen af gravhøje med
jernlag. Området er derfor udpeget som særligt bevaringsværdigt og
med et stort forskningspotentiale i lighed med området omkring Tobøl
ved Kongeåens vestlige halvdel. Specifikt kan nævnes at jernkappen i
Guldhøj (sb. 6) er opbrudt af ploven, men det anses for sandsynligt, at
der fortsat kan gøres iagttagelser vedrørende højkonstruktionen” (Ribe
Amt kulturarvsareal 4 190109-81).
Tekstens argumentation er bygget sådan op, at det væsentligste
kriterium for udpegning af netop dette areal er at ”nogle af landets største
og fundrigeste” gravhøje findes her. Afsenderen har fundet det vigtigt at
nævne navnene på de to største høje – Guldhøj og Kongenshøj. Navnene i
sig selv giver associationer til rigdom og magt, symboliseret ved guld og
konge. De arkæologiske forskningspotentialer har fået sekundær betydning i
argumentationsrækken. For en anden bronzealderlokalitet lyder beskrivelsen
således:
”Lokaliteten Kirkebjerg er et stort bopladsområde fra primært
yngre bronzealder. […] I det meget fundrige kulturlag er der bl.a.
fundet lerklining med spor efter bemaling samt forme fra
bronzestøbning af lurer og halsringe. Fra området (se også 080205-
334) kendes flere samtidige offerfund samt ligeledes samtidige
gravhøje af en betydelig størrelse, hvoraf Lusehøj (080205-16) er
udgravet og publiceret. Meget tyder på, at Voldtofte-området - med
Kirkebjerg-pladsen som det centrale element - i yngre bronzealder var
et regionalt magtcentrum, hvis lige hører til sjældenhederne. (Odense
Amt kulturarvsareal 12 sb nr. 080205-335).
Her er der tale om en lokalitet med ”meget fundrige kulturlag”. To
fundkategorier fremhæves som argument for at udpege arealet: bemalet
lerklining, samt forme til støbning af lurer og halsringe. For yderligere at
argumentere for at fundet hæver sig over det jævne refereres til ”gravhøje af
132

en betydelig størrelse” i nærområdet og Lusehøj – der tolkes som en
”fyrstegrav” (se Odense Amt kulturarvsareal 11 sb nr. 080205-334) -
nævnes ved navn. Det understreges også eksplicit at lokaliteten her er ”det
centrale element” i ”et regionalt magtcentrum, hvis lige hører til
sjældenhederne”. Det er med andre ord lokalitetens rigdom, eksklusivitet og
høje hierarkiske placering der gør den anbefalelsesværdig som national
kulturarv.
Lokaliteten har endnu en kvalitet, der er værd at fremhæve for at
komme i 'den nationale liga' – nemlig at der er fundet støbeforme specifikt
til lurer. Flere af de øvrige bronzealderlokaliteter er arealer der indeholder
fund af lur(er). Lurerne spiller en væsentlig rolle som nationalt symbol
(Sørensen & Uzzell 2002). Ligesom solvognen fra Trundholm Mose
opfattes som ”et nationalt klenodie” (Kulturarvsstyrelsen 2003-2004)
fungerer lurerne på samme måde.
Detektorfund
Et eksempel på en jernalderlokalitet kunne være denne:
”Det indrammede areal indeholder et ressourceområde med et
vandrelandsbysystem, som det kendes fra Vorbasse, hvoraf dele af
flere bebyggelser [fra førromersk jernalder til middelalder] samt dele
af en enkelt gravplads er undersøgt.
[…] Det er en overordentlig velorganiseret bebyggelse med helt
kantede parceller på ca. 20 x 40 m. På arealet er der fremkommet 3
slaggegruber fra jernudvindingsovne af "Skovmarkstypen", en
fladmarksgrav fra enkeltgravskultur og en hustomt fra senneolitisk
tid/ældre bronzealder...” (Ribe Amt kulturarvsareal 13 sb nr. 190304-
92).
Denne bebyggelse er fremhævet som værende ”overordentlig
velorganiseret” med ”helt kantede parceller”. Når det strukturerede
fremhæves på denne måde er det fordi der ligger en implicit tolkning som
tegn på en høj grad af organisering bag bebyggelsen. Traditionelt ser
arkæologer en direkte sammenhæng mellem graden af struktur i
bebyggelserne og graden af et hierarkisk opbygget samfund. (Mortensen &
Rasmussen 1988-1991). Jo mere velorganiserede og symmetriske anlæg, der
er tale om, jo højere placeres de af arkæologer i hierarkiet. Dette vil jeg
uddybe nærmere i den del af afhandlingen, der analyserer udstillingen
Kongernes Jelling. Selvom det ikke står eksplicit i beskrivelsen af
kulturarvsarealet fremstår arealet for en arkæolog som betydningsfuldt i
kraft af disse tegn på organisation. Et andet eksempel på et nationalt
bevaringsværdigt jernalderfund er dette:
133

”... I 1982 og 1994 udgravedes her dele af en landsbybebyggelse
fra henholdsvis ældre førromersk jernalder og yngre romersk
jernalder/ældre germansk jernalder. Husene var meget velbevarede,
med vægstolper og hegnsforløb. Fra den yngre jernalderbebyggelse
synes gårdsanlæggene at placere sig på en række på de højeste punkter
langs åen. Jernudvindingsovnene lå mellem husene. Pladsen er langt
fra færdigudgravet og dens endelige udstrækning kendes ikke. Der er
iagttaget cropmarks på markerne syd for pladsen, her er endvidere
registeret en grube […].
Ca. 2 km sydvest for bopladsen blev der i 1870 gjort et
skattefund - 15 guldbrakteater i en urne [...]. [L]okaliteten har et stort
uudnyttet forskningspotentiale til belysning af organisering af
jernudvinding og landsby. Området dyrkes intensivt. ”
(Ribe Amt kulturarvsareal 34, sb nr 190509-199).
Dette fremstår som en ren faglig beskrivelse af et arkæologisk
forskningsobjekt – en landsby med velbevarede stolpe- og hegnsforløb med
spor efter lokal jernudvinding mellem husene. Pladsen ikke er totaludgravet,
men at der stadig er gode muligheder for fund, og dermed et ”uudnyttet
forskningspotentiale”. Men det er ikke udelukkende på grund af disse
kvaliteter, at pladsen er blevet kategoriseret som 'national bevaringsværdig
kulturarv'. Afsenderen har nemlig fundet det nødvendigt at tilføje at der et
par kilometer fra bopladsen blev ”gjort et skattefund - 15 guldbrakteater i en
urne”. Denne tilføjelse har ikke umiddelbart noget med de to
jernalderlandsbyer med jernudvindingsovne at gøre. At nævne fundet af 15
guldbrakteater kan betragtes som en 'dramatisk' effekt, der tilføjes for at
argumentere for at det uudnyttede forskningspotentiale i landsbyfundet skal
bevares. Tilføjelsen ”hæver” lokaliteten til ”guldklasse”.
Disse to eksempler på lokaliteter demonstrerer, at magt og rigdom er
blandt kriterierne for at udpege fortidslevn som national kulturarv. At guld,
sølv og metaller i det hele taget ikke er ligegyldig faktor for hvorvidt en
lokalitet bliver udvalgt som national bevaringsværdig, indikerer den
statistiske analyse af de udvalgte arealer ovenfor. Jernalderlokaliteterne
omfatter mange pladser, der kan karakteriseres som handels- lade- eller
værkstedspladser. Disse er netop kendetegnet ved metalfund. Nedenfor
følger et par eksempler på beskrivelsen af sådanne fund:
”Lundsgård-komplekset består af såvel grave som bopladsspor;
pladsen har været kendt siden det første fund blev registreret her i
1851 i form af en guldring fundet ved grøftegravning […]. Siden er
det arkæologiske kildemateriale blevet forøget ved enkeltfund,
arkæologisk udgravning og - i de senere år - detektorfund. På
bopladsen, der strækker sig dateringsmæssigt fra slutningen af ældre
romersk jernalder til begyndelsen af ældre germanertid, med en klar
134

overvægt i 4.-5. århundrede, kan iagttages et markant indslag af
håndværksrelaterede fund. Det drejer sig - ud over vægtlodder, en del
af en vægt og to kvartsitsten med mandelformede fordybninger -
primært om affald fra bronze- og sølvsmedeaktivitet (smelteklumper,
barrer og støbekegler), jernslagger samt affald/råmateriale
(kronhjortetak) fra bearbejdning af ben/tak. Bopladsen kan groft
inddeles i to områder: en østlig del med bevaret kulturlag (det er
herfra metalfundene stammer), hvori der forekommer anlæg og
konstruktioner, samt en vestlig del uden bevaret kulturlag.
Kulturlagsområdet var genstand for større arkæologiske undersøgelser
i perioden 1937-1944, hvorved der fremkom flere hustomter fra 4.-5.
århundrede. Lundsgård må tolkes som værende en centralplads med
en merkantil - og antagelig tillige politisk og religiøs - betydning, der
har strakt sig vidt omkring.” (Odense Amt 23 sb nr. 080811-98).
Først sættes fundet ind i sin ”guld-kontekst” - her er i 1851 fundet en
guldring. Dernæst karakteriseres bopladsen ved et ”markant indslag af
håndværksrelaterede fund”. Disse beskrives som bronze- og
sølvsmedeaktivitet. Det er med andre ord disse fund, der udgør den for
beskrivelsen væsentlige kerne i fundmaterialet. Den del af bopladsen, hvor
metalfundene er fra, fremhæves. Bopladsen tolkes som en ”centralplads” -
altså en plads højest i samfundets magthierarki. Det er den i økonomisk
eller ”merkantil” betydning. Det må man tolke sådan at arkæologen antager
at forekomsten af håndværk medfører salg af de færdige varer. Tolkningen
af pladsen går dog videre og antager at pladsen også er centrum i ”politisk
og religiøs” forstand – selvom dette ikke fremgår af det beskrevne
materiale. Denne tolkning ligger implicit i en opfattelse af at håndværk og
handel i den pågældende periode hænger sammen med en central magt. Et
lignende eksempel følger her:
”... Hovedinteressen ligger indenfor registreringerne af fund fra
jernalder og vikingetid. Bopladsen […] rummer hustomter fra romersk
jernalder foruden omfattende 60 cm tykke kulturlag med fund af
glasfragmenter, denarer, guldklip, bronzegenstande foruden en
jernudvindingsslagge af lokal herkomst. Bopladsen har samme lange
bebyggelseskontinuitet som ses i Gudme og Lundeborg, hvilket gør
den forskningsmæssigt interessant. Få hundrede meter fra bopladsen
er udgravet den tilhørende gravplads fra ældre romertid med
våbengrave. […]. Andre steder indenfor arealet er registreret
udaterede brandgrave ligesom både rekognosceringer og
detektorafsøgninger stadig bringer nye fund til, bl.a. skår fra
germanertidsglas.
Arealet har et meget stort forskningsmæssigt potentiale, der skal
ses i sammenhæng med Gudme-Lundeborg komplekset” (Svendborg
Amt kulturarvsareal 1 sb nr. 090101-40).
135

Igen består det fremhævede fundmateriale af ”tykke kulturlag”,
”glas”, ”denarer, guldklip, bronzegenstande” og spor efter jernudvinding.
Det er fundet af disse genstande der gør pladsen ”forskningsmæssigt
interessant”. Desuden fremhæves fundet af ”våbengrave”. Og det
understreges atter at stedet rummer et ”meget stort forskningsmæssigt
potentiale”. Som beskrevet ovenfor gælder det for mange af de nationale
kulturarvsarealer at udpegningen begrundes med ”stort forskningsmæssigt
potentiale”. Ofte drejer det sig om fund, der betegnes som ladepladser,
handelspladser eller centralpladser, og fundene er kendetegnet ved at rumme
metalgenstande, herunder af guld og sølv. Således beskrives det for en
tilsvarende lokalitet at ”arealets forskningspotentiale [træder frem] ved
karakteren af metalfundene” (Svendborg Amt, kulturarvsareal 4, sb nr.
090104-198). Det forskningsmæssige potentiale for en lokalitet begrundes
også eksempelvis ved at de skal ses i sammenhæng med metalrige pladser
(for eksempler, se Ribe Amt kulturarvsarealer 22 og 50, Svendborg Amt
kulturarvsarealer 1, 4, 5, 6, 42 og 53; Odense Amt kulturarvsarealer 22 og
23). Med andre ord er det arkæologiske forskningspotentiale stort når det
drejer sig om pladser med en central funktion i jernaldersamfund. Men
hvorfor er det større her end ved så mange andre typer af lokaliteter?
Forskningspotentialet for en given forhistorisk lokalitet afhænger først og
fremmest af hvilke spørgsmål, vi som arkæologer stiller til materialet (se
eksempelvis Ejstrud og Jensen 2000). Desuden kan bevaringsforholdene på
stedet have en afgørende betydning for omfanget af de spørgsmål, vi kan
stille til lokaliteten som materiale. For flere af de nationale kulturarvsarealer
er gode bevaringsforhold da også et kriterium der lægges til grund for
udpegningen. Men kriteriet efterfølges lige så ofte af den før beskrevne type
fund – metal, gerne ædelmetal (se eksempelvis Svendborg Amt,
kulturarvsareal 3).
At metalfund, altså de såkaldte ”detektorpladser”, let finder vej til en
placering blandt de nationale kulturarvsarealer, er nedenstående også et
eksempel på:
”I Boeslunde er fundet Sydskandinaviens største mængde af
guldfund fra yngre bronzealder bl.a. 6 guldskåle […] og 5 edsringe
[…]. Flere rige detektorpladser med fund fra ældre romersk jernalder
til vikingetid/tidlig middelalder viser at området var centralplads i
yngre jernalder. På Neble 1 […] er udgravet et splittet sølvfund med
bopladsspor. På Grisebjerg […] er udgravet et splittet sølvfund med
bebyggelsesspor, bl. a. hus. På Langetofte […] er udover
detektorfundene (næbfibula med granater) udgravet tidlige
middelalderlige huse, som viser at lokaliteten er forløberen for
kirkelandsbyen. Ved Espevej […] er fundet jernudvindingsovne fra ca.
100 f.Kr. Ved Lundsbjerggård […] fandtes huse fra ældre germanertid
136

samt middelalder. (Sorø Amt 25 sb nr. 040301-130).
Opbygningen af beskrivelsen af lokaliteten her er sådan, at først
fremhæves det som stedet for ”Sydskandinaviens største mængde
guldfund”, hvoraf ”guldskåle” og ”edsringe” fremhæves specifikt. Dernæst
beskrives stedet som indeholdende ”flere rige detektorpladser” - bemærk at
adjektivet rige bruges for at fremhæve disse pladser yderligere. Så
fremhæves to ”sølvfund” samt endnu en plads med en ”næbfibula med
granater”. De mere jævne fund med ”jernudvindingsovne” og ”huse”
nævnes til sidst. Her understreger opbygningen af teksten en pointe i form af
at det væsentlige beskrives først.
Den arkæologiske fascination af disse pladser hænger formodentlig
sammen med to ting: dels metalfundene, hvor jagten på guld stadig taler til
Indiana Jones i os (jævnfør Holtorf 2007), dels at de opfattes som et lag af
jernaldersamfundet, der er velorganiseret, og som derfor afspejler magt. Det
er med andre ord det elitære, der trækker vores arkæologiske
opmærksomhed. Denne generelle fascination afspejler sig som det kan ses
også i valget af nationalt bevaringsværdige lokaliteter.
Jeg har indtil nu postuleret, at når vi som arkæologer udpeger arealer
med mange metalgenstande og spor efter håndværk, handel og forsvar som
den mest væsentlige kulturarv er det fordi disse indikerer samling af magt,
der i sidste ende fører til en samling af det danske rige. Dette synspunkt
kommer imidlertid også eksplicit til udtryk i arealbeskrivelserne. Et
eksempel er beskrivelsen af nedenstående areal, hvor fundets rolle for den
arkæolgiske statsbygning er eksplicit formuleret:
”I Ejsbøl Mose har der i ældre og yngre jernalder været
foretaget ofringer af flere omgange. Ældst er en række lerkar hensat i
mosen i århundrederne før Kristi fødsel. […] Fra 1.-5. århundrede
e.Kr. er der i flere omgange ofret våben og udstyr fra slagne hære.
[…] Der er således gjort et stort guldfund i form af hærførerudstyr og
betalingsguld midt ude i mosen. Mosen er en af landets vigtigste
våbenoffermoser og har stor betydning for forståelsen af landets
tidlige rigsdannelse...” (Haderslev Amt kulturarvsareal 21, sb nr.
200302-73).
Fund der udviser stor metalrigdom fungerer på tilsvarende måde som
symboler på national rigdom. Derfor sætter vi arkæologer uden videre
lighedstegn mellem at en rig lokalitet eller grav er ”nationalt
betydningsfuld”, som det er eksemplificeret i arealbeskrivelsen her:
”Kulturarvsarealet er karakteriseret af Elsehovedskatten fra
germansk jernalder, men området rummer også omfattende
137

ebyggelseslevn fra mesolitikum og neolitikum: flint, skaldynger,
kulturlag og grave. Det er imidlertid germanertidsskatten, der hæver
arealet op som nationalt betydningsfuldt. Det nøjagtige fundsted
kendes ikke med sikkerhed, men fundet af en ildsten fra jernalderen
giver måske antydningen af, hvor skatten lå. Området vurderes at
rumme et stort forskningsmæssigt potentiale i forhold til de rige
jernalderfund fra Gudme og Lundeborg” (Svendborg Amt
kulturarvsareal 6 sb nr. 090107-162).
Her er tale med et område med fortidsminder fra forskellige perioder,
også velbevarede pladser med kulturlag. På trods af dette ville afsenderen
ikke have foreslået kulturarvsarealet som nationalt betydningsfuldt hvis det
ikke var for ”Elsehovedskatten”. Bemærk at ”skatten” bruges i bestemt form
– der henvises til den som et begreb. Bemærk også at området kun
”vurderes at rumme et stort forskningsmæssigt potentiale” i kraft af dets
formodede forbindelse med centralpladserne Gudme og Lundeborg.
Et andet eksempel på at 'almindelige' bopladser skal hæves til
'guldkategori' for at afsenderne kan finde berettigelse for at indsende fundet
som forslag til kulturarvsareal er dette fra Fyn:
”...På en af bopladserne er fundet 3 grubehuse fra ældre romersk
jernalder/yngre romersk jernalder med smeltedigler, hvori sidder
dråber af guld og sølv foruden smeltedråber og barrer af bronze. Fra
bopladsområderne foreligger desuden metalfund og
jernudvindingsslagger.
Set i forhold til lokale forhold har området stor forskningsmæssig
betydning, men det forskningsmæssige potentiale skal også ses i
forhold til områdets tætte beliggenhed til Gudme/Lundeborg og de
rige fund fra Midtfyn” (Svendborg Amt kulturarvsareal 42)
Arealet rummer mange jernalderbo- og gravpladser, men på trods af at
de karakteriseret som havende ”gode bevaringsforhold” er det ikke disse,
der giver dem ”forskningsmæssigt potentiale” - det er deres eventuelle
tilknytning til ”de rige fund” andre steder på Fyn. Få ”dråber af guld og
sølv” er nok til at skabe denne forbindelse.
Fine fund fra dansk forhistorie
”Fyrstegravene fra romersk jernalder vest for Himlingøje hører til
blandt de absolut fineste fund fra dansk forhistorie. De repræsenterer
det daværende samfunds top, der bl.a. har stået for den videre
distribution af importvarer fra det romerske rige til det øvrige
Skandinavien. Der er konstateret jernalderbosættelser i området, men
den til gravene hørende bosættelse er endnu ikke lokaliseret. Inden for
138

de senere år er der imidlertid gjort interessante fund med detektor over
et større område nord for det nuværende Himlingøje. Kronologisk
fordeler disse fund sig over en lang periode fra førromersk jernalder
og helt op i yngre middelalder” (Præstø Amt kulturarvsareal 5 sb nr.
050105-29).
Ligesom før anvendes bestemt form om ”fyrstegravene”. Afsenderen
antager dermed at fundet har ikonisk status. Ligesom før er det
metalgenstande der betragtes som ”interessante fund” og ”rige” genstande i
form af romersk import der understreges som væsentlige fund. Det fremgår
eksplicit at fundene tolkes som tilhørende ”det daværende samfunds top”.
Det er med andre ord som symbol på elitær magt at arealet er blevet
udpeget. Ved at understrege at disse fund ”hører til blandt de absolut fineste
fund fra dansk forhistorie” sætter afsenderen fundet af rige importfund i
jernalderen ind i en kontekst, hvor disse rige fund også repræsenterer
nationalstaten Danmark.
Forskønnende adjektiver og superlativer
Langt hovedparten af de arealer, der er udpeget som national kulturarv, er i
beskrivelsen karakteriseret ved forskønnende adjektiver. Et forskønnende
adjektiv, der – også i sin superlative form – kendetegner mange af de
nationale kulturarvsarealer er ”rig”. At det spiller en rolle at fremhæve
arealet gennem denne karakteristik – hvad enten det går på rigdom i
økonomisk forstand eller i omfangsmæssig forstand – ses af nedenstående
eksempler:
”Bornholms vigtigste og rigeste offermose fra yngre bronzealder
samt ældre og yngre jernalder. Omkring Balsmyr findes bebyggelse
fra alle oldtidsperioder. Vest herfor i Simblegårdsbakkerne fandtes i
1895-96 de hidtil rigeste gravfund fra førromersk jernalder”
(Bornholms Amt kulturarvsareal 10 sb nr. 060104-274). (Se også
Bornholms Amt kulturarvsareal 33).
Her er brugt flere superlativer - ”vigtigste” og to gange ”rigeste” for at
fremhæve arealets karakter.
Blandt de nationale kulturarvsarealer findes også blandt andre ”et af
Bornholms største og kendteste jernaldergravfelter” (Bornholms Amt
kulturarvsareal 27 sb nr. 060201-154) og ”Bornholms største og bedst
bevarede bautastensamling” (Bornholms Amt kulturarvsareal 31 sb nr.
060201-159). 'Stor' er, som det kan ses af ovenstående, også et adjektiv der
forekommer ofte i arealbeskrivelserne blandt de nationale
kulturarvslokaliteter. Endnu bedre er det naturligvis hvis en lokalitet kan
bryste sig af at være ikke alene den største, men Danmarks største:
139

”Madsebakke udgør Bornholms og Danmarks største
helleristningsfelt. I området findes talrige helleristninger. I 2004
fandtes 450 m NV for Madsebakke endnu et stort felt med mindst 16
skibe...” (Bornholms Amt kulturarvsareal 6 sb nr. 060101-219) .
Et eksempel mere hvor der er brugt superlativer er dette:
”Kulturarvsarealet dækker over Bornholms rigeste gravfelt fra
yngre romersk jernalder. Ved Sandegård og Hullegård findes
omfattende bebyggelseslevn fra alle oldtidsperioder. Bebyggelserne
knytter sig formentlig til de samtidige naturhavne og gode
anløbspladser ved Balka og Snogebæk. Omkring et kildevæld ved
Hullegård er der fundet bevarede trægenstande bl.a. en kortle.”
(Bornholms Amt kulturarvsareal 33 sb nr. 060201-161).
Læser man udenom superlativet ”rigeste” og adjektivet ”omfattende”
drejer det sig om et areal med et gravfelt fra yngre romersk jernalder og
bebyggelseslevn fra alle oldtidsperioder, knyttet til naturhavne og kildevæld.
Dette areal kan sammenlignes med et nærliggende areal:
”Middelalderbebyggelse omkring naturhavn, bykilde og kapel.
Omfattende oldtidsbebyggelse langs markant strandvoldsdannelse
med flere jernaldergravpladser - én enkel i selve centrum ved havnen.”
(Bornholms Amt kulturarvsareal 35 sb nr. 060202-31).
Fortidsminderne på de to arealer er stort set identiske – dog er der i det
sidste eksempel mere end ét jernaldergravfelt. Dette areal er imidlertid
udvalgt som regionalt kulturarvsareal. Den store forskel på de to arealer er,
at der for det første areals vedkommende er brugt forskønnende adjektiver,
mens der ikke sprogligt er gjort noget for at fremhæve det sidste areal.
Rigets forsvar
Blandt de nationale kulturarvsarealer i min undersøgelse er der en del, der
har med forsvar at gøre – folkevolde, borge og våbenofferfund. Dette kunne
tyde på at vi som arkæologer finder tidlige eksempler på forsvar af grænser
som vigtige arkæologiske fund. Dette kan hænge sammen med at vi er
fagligt opdraget til at kategorisere de emner, der har med rigets opkomst og
forsvar at gøre som væsentlige for historien. Et eksempel på sådan et
kulturarvsareal er Trældiget (Ribe Amt 1, sb 190101-113). Begrundelsen for
udpegning til kulturarvsareal lyder:
”Trældiget anses for at være et vigtigt voldanlæg af betydelige
dimensioner og udstrækning. Der er tale om en såkaldt 'folkevold' som
140

det kendes fra Olgerdiget og Æ Vold i Sønderjylland. […] Anlægget
tolkes dog ikke til at have den store forsvarsmæssige karakter, men
mere en markering af en administrativ grænse muligvis med
opkrævning af afgifter på diverse varer m.m. ved kontrollerede
vejpassager. […] Trældiget kan dateres inden for tidsrummet ca. 400
f.Kr. til ca. 250 e.Kr., men antages nærmere at være ældre romersk
jernalder/yngre romersk jernalder (ca. 50 til 250 e.Kr.). ”
Ved at bruge betegnelsen 'vigtigt' lægger afsenderen sin vurdering af
areal frem som et overbevisende argument. Ordet træder i stedet for et
modalverbum – det her er vigtigt, og bør derfor anerkendes som
kulturarvsareal. Men hvorfor er anlægget vigtigt? Er det fordi, det er unikt?
Nej, for i næste linie slår afsenderen fast at der kendes så mange tilsvarende
anlæg, at de har deres egen betegnelse, nemlig folkevolde. Det står ikke
klart, om afsenderen mener, anlægget er vigtigt for at forstå dets samtidige
periode (men eftersom afsenderen længere nede i begrundelsen negligerer
de ældste 450 år af anlæggets 600 år lange historie er dette næppe det
eneste, der ligge bag betegnelsen 'vigtigt' – afsenderen betragter i hvert fald
ikke anlægget som vigtig for (forståelsen af) det førromerske samfund. Det
kunne tyde på at anlægget betragtes som 'vigtigt' i den forstand at det – hvis
dateringen ligger så sen som mulig – kan betragtes som et led i
statsdannelsen. Denne opfattelse lægger sig op af en mulig ækvivalenskæde,
man kan læse ud af materialet – en 'folkevold' er 'folkets' anlæg. 'Folket'
bliver en metafor for nationen. Anlægget tolkes som ”en markering af en
[…] grænse”. Dette betyder også, at der må være et 'folk', et 'vi', der har
brug for en grænse til 'de andre'. Da anlægget befinder sig nær Kongeåen,
der i historisk tid har fungeret som grænse mellem Danmark og Tyskland, er
det let at lave en mental kobling mellem den forhistoriske grænse og en
dansk-tysk grænse. Dermed bliver anlægget – grænsen – 'vigtig' for
'danskerne' og for nationalhistorien. Arealet falder dermed bogstaveligt set
indenfor kategorien 'nationalt' bevaringsværdigt. Et tilsvarende eksempel i
Trældigets fysiske nærhed er Skodborghus:
”Den middelalderlige befæstning Skodborghus er beliggende på
en måtte i engen ved Kongeåen. […] I det udpegede areals østligste
del er der et udateret overgangssted over Kongeåen. Skodborghus skal
ses i sammenhæng med Koldinghus og Riberhus, som er placeret ved
vigtige trafikknudepunkter for den nord-syd gående trafik. Efter 1864
er stedet blevet benyttet til toldbolig ved den dansk tyske grænse. […]
[Bevaringsforholdene] anses for særdeles gode.” (Ribe Amt,
kulturarvsareal 17, sb 190308-140).
Dette er en middelalderlig befæstning ved den senere dansk-tyske
grænse ved Kongeåen. Kongeåen, der fungerer som et mentalt billede på
denne grænse, nævnes flere gange i beskrivelsen. Det nævnes også som et
væsentligt kriterium at stedet har været toldbolig mens kongeåen sidst i
141

1800-tallet fungerede som grænse. Der henvises til Koldinghus og Riberhus,
der betragtes som nogle af rigets forsvarsbastioner. Når ”den nord-syd
gående trafik” nævnes ligger det implicit heri at der er tale om trafik mellem
Danmark og de sydligere liggende lande. I selve dette fortidsminde glider
forskellige 'udtryk' over i hinanden – stedet har både været en reel
grænsepost og fungerer også som et billede på den Kongeåen som den
nordligste danske grænsebastion.
I det hele taget er mange middelalderlige voldsteder og tilflugtsborge
udpeget som national kulturarv. Således også følgende tilflugtsborge:
”Tidligmiddelalderlig tilflugtsborg […] hvis dramatiske endeligt
er velbelyst gennem anlæggets delvise udgravning i 1990'erne. Ved
undersøgelsen fremkom adskillige våben, beslag, spænder, nitter,
lerkarskår, smykker samt et par mønter. Ved bakkens sydrand
afdækkedes to koncentrationer af skeletrester. Skeletterne lå
sammendynget uden anatomisk orden, hvilket tyder på, at der først
noget senere er blevet ryddet op efter nogle voldsomme
kamphandlinger. Der var knogler af både mænd, kvinder og børn samt
af større husdyr. I forbindelse med dette lag fandtes fuldstændige
skeletter af en voksen mand og et barn sammen med hestekranie og
underbensknogler af hest, tolket som et vendisk offer af mennesker og
en flået hest. […] Lokaliteten vurderes som et fortidsminde af
betydelig arkæologisk, (kultur-) historisk og formidlingsmæssig
værdig, som stadig rummer et stort, urørt arkæologisk materiale.
(Svendborg Amt 26 sb nr. 090304-110). ”...Med de makabre rester af
borgenes nedhuggede forsvarere er det et vidnesbyrd om vendernes
hærgen i det sydlige Danmark. […]. To gange i første halvdel af 1100tallet
er borgen blevet indtaget og forsvarerne enten hugget ned eller
taget til fange. Angriberne har formentlig været vendere. Ligene af de
faldne mænd, kvinder og børn er sammen med stumper af deres
ejendele blevet efterladt på stedet og er først ved en senere oprydning i
forbindelse med en udbygning og forstærkning af volden blevet
dækket af voldens fyldmasser...” (Svendborg Amt kulturarvsareal 30
sb nr. 090306-137).”
Et signifikant ord i disse beskrivelser er ”vidnesbyrd”. Begrundelsen
for at udpege lokaliteterne som kulturarv er med andre ord at stedet
dokumenterer en vigtig begivenhed. Denne begivenhed beskrives som
”vendernes hærgen i det sydlige Danmark”. Begivenheden er med andre ord
en del af Danmarkshistorien, der fortæller om en krigstilstand (i starten af
1100-tallet) hvor danskere (”vi”) blev angrebet af ”vendere” (”de andre”).
At det netop er lokaliteternes status som symboler på et ”rigsforsvar” der er
afgørende for at klassificere dem som national kulturarv understreges af
beskrivelsen af en tilsvarende lokalitet:
142

”...Det tidligmiddelalderlige voldsted Søby Volde indgår
sammen med flere andre voldsteder af lignende type i et formodet
sydligt rigsforsvar mod venderne, hvilket sammen med den øvrige
arkæologiske mangfoldighed berettiger arealet til betegnelsen 'af
national betydning'” (Svendborg Amt kulturarvsareal 59 sb nr.
090705-31).
En indirekte reference til det nationale kan også komme til udtryk
gennem landskabsmetaforer. Et område med ”godt 60 gravhøje” og ”en del
stenalderbopladser” (Haderslev Amt kulturarvsareal 1, sb nr. 200103-241)
beskrives desuden som ”et af de smukkeste kulturlandskaber i
Sønderjylland, hvor oldtiden træder meget stær[k]t frem for beskueren”. Her
gøres brug af en dramatisk metafor i form af landskabet, hvorfor der trækkes
på en nationalromantisk tradition, hvor naturen understreger historiens fylde
og får stærke (nationalromantiske?) følelser frem.
Opsummering og diskussion af de
nationale kulturarvsarealer
Ser man på arkæologernes begrundelser for udpegning er der markante
forskelle på stenalderperioderne og de efterfølgende metalperioder. For
stenalderperioderne vejer forskningspotentiale på grund af velbevarede
kulturlag og organisk materiale højt. Stenalderperioderne er
underrepræsenteret blandt de arkæologiske fund, der er udvalgt som
national kulturarv. Og det på trods af, at stenalderperioden strækker sig over
en sammenlagt længere tidsperiode, at der generelt er rigtig mange kendte
stenalderlokaliteter i Danmark, at det er den fundgruppe, der er bedst kendt
af den almene befolkning, fordi man let kan finde flintredskaber selv, og at
Danmark er et af de få steder i verden, hvor der findes stenalderpladser med
velbevaret organisk materiale.
Fra metalaldrene kan tæt på 90 % af de nationale kulturarvsarealer
betragtes som symboler på velstand, statsdannelse, magtkontinuitet fra
forhistorien til i dag, kristendommens rodfæstelse i landområdet og forsvar
af riget. Men de fleste arkæologiske fund hører ikke til disse kategorier af
handelspladser, infrastruktur, rige gravfund, våbenofringer eller
detektorpladser med sølv og guld. Hovedparten af det arkæologiske
materiale er spor efter gårde, landsbyer eller grave uden spektakulære, rige
fund. Disse fundtyper er særdeles underrepræsenteret blandt de nationalt
143

evaringsværdige kulturarvsarealer.
Ovenstående analyse viser altså, at det ikke er ligegyldigt om de
arkæologiske spor betegnes som ”rige”, ”store”, ”de første”, ”de største”,
eller om der refereres til det nationalstatslige fællesskab. Brugen af
forskønnende adjektiver, superlativer og augmentativer øger chancen for at
fortidsmindet kategoriseres som ”nationalt bevaringsværdigt”.
At der er mange sølv- og guldfund og borge blandt de udpegede
arealer har ikke noget at gøre med deres repræsentativitet. Det skyldes
derimod, at pladser med denne type fund er med til at opretholde
forestillingen om at vores samfund bygger på rige kulturer. Når stormænd
og konger spiller så central en rolle blandt kulturarvsarealerne, er det fordi
vi gerne vil forestille os, at landområdet Danmark har været en samlet enhed
meget længere end 1000 år tilbage. Når vi som fagfolk udpeger en
overvejende del af sådanne lokaliteter som de mest bevaringsværdige
fortidslevn er det måske fordi arkæologien har et billede af sig selv som
nationalvidenskab. I kraft af dette må vores udgravninger og vores
forskningsindsats først og fremmest fremvise imponerende fund og støtte op
om forestillingen om nationalstaten Danmark med den lange historie. Når vi
udpeger fundsteder for lurer og kongegrave som de mest bevaringsværdige
levn fra forhistoriske perioder er det ikke fordi vi har foretaget en
kvalificeret afvejning af, hvorvidt enkeltfundne lurer giver os mere
væsentlig viden om bronzealdersamfund end bopladskomplekser. Vi
udvælger derimod lurer som national kulturarv fordi de er nationalstatens
symboler.
Enkelte arealer bruger landskabet som metafor for stedets karakter.
Dette understreger en nationalromantisk diskurs om fortidens spor som
'naturgivne' og essentielle – som noget, hverken mennesker eller landskab
kan klare sig uden. Man kan sige, at de små tekststykker, som
begrundelserne udgør, opererer mellem flere diskurser. Den fremherskende
diskurs er den faglige: der anvendes arkæologiske periodespecifikke
dateringer, arkæologiske fagudtryk, og der refereres til arkæologiske
kolleger som var de begreber. Samtidig er der en diskurs, der tangerer en
politisk appel i flere arealer. Det beskrives eksempelvis at et areal er under
nedbrydning af dyrkning, at det ligger i eller nær et område der udstykkes,
eller at der foregår råstofindvinding. Begrundelserne bliver en appel om at
skåne de arkæologiske spor mod nutidens landskabsudnyttelse. Den mere
eller mindre bevidste nationale diskurs, der kommer til udtryk i
arealbegrundelserne, kan ses som et led i denne politiske diskurs. De
bygherrer, arealudpegningerne er møntet mod, får på den måde et indtryk af
at der er tale om væsentlig kulturarv – ikke kun i kraft af de arkæologisk
faglige muligheder i fundene, men fordi der er tale om lokaliteter, man som
dansk statsborger kan være stolte af.
144

I oplægget til udpegningen af arealerne skrev Kulturarvsstyrelsen:
”Indberetningen af arkæologiske kulturarvsarealer af national betydning har
flere formål. Først og fremmest er det hensigten at få et overblik over de
særligt interessante kulturhistoriske værdier. Samtidig er det formålet ud fra
Museumslovens § 23 stk. 4, at oplyse brugere, der skal foretage større
jordarbejder, om, på hvilke arealer, der findes kulturhistoriske værdier, som
det vil være uhyre omkostningskrævende for bygherren at finansiere en
udgravning af.” (Kulturarvsstyrelsen 2003-2004). Ud over at give styrelsen
et fagligt-administrativt overblik over ”interessante kulturhistoriske
værdier” (måske til brug i en politisk diskurs) ligger der også en økonomisk
diskurs indbygget i ideen om kulturarvsarealer: De skal være indikationer på
at det bliver dyrt at få foretaget arkæologiske udgravninger, og dermed dyrt
at bygge i disse områder. Som udtryk for denne diskurs fungerer de arealer,
hvor der er kulturlag, efter hensigten, da de er omkostningstunge at udgrave.
Mange arkæologiske fortidsminder vil imidlertid være dyrere at undersøge
end et fundsted for lurer eller skatte. Man kan altså sige at der både bruges
faglige, politiske, nationale og økonomiske argumenter for at give de
nationale kulturarvsarealer gyldighed overfor modtagerne (bygherrerne).
I forrige afsnit viste jeg, hvordan begrebet kulturarv fra 1999 men især
fra 2000 fik begrebslig status i fagarkæologisk regi. Jeg har vist, at
betegneren kulturarv ofte ledsages af sidebegreber, der knytter sig til det
nationale. I dette afsnit har jeg vist, hvordan begrebet kulturarv rangordnes
ved at tilføje det en modsætningsrelation, hvor national kulturarv kommer til
at stå i modsætning til kulturarv af regional eller lokal betydning. Gennem
fastsættelsen af denne hierarkiske relation i forhold til begrebet kulturarv er
arkæologer med til at forme en narrativ fortælling om at væsentlig kulturarv
er det, der har national betydning, eller betydning for nationen.
Efter denne gennemgang kan den måske fremstå som en kritik af, at
ovenstående eksempler på national kulturarv optræder som
bevaringsværdige. Det er på ingen måde intentionen. Jeg er ikke uenig i at
ovenstående kulturarvsarealer rummer et forskningspotentiale som gør dem
bevaringsværdige. Min anke er, at vi i den måde, vi prioriterer hvad der er 1.
klasses (national) kulturarv, hvad der er 2. klasses (regional) kulturarv – og
hvad der er 3. klasses kulturarv (resten af de mindst 160.000 arkæologiske
fundsteder), lægger en stor nutidig bias ned over fremtidens potentielle
forskningsmateriale. Når vi finder handelspladser, våbenofferfund og
borgbanker mere bevaringsværdige end en landsby uden handel eller
jernudvinding eller en gravplads uden metalfund eller perler, er det fordi de
første er magtens og statens symboler. Som et led i via en diskursanalyse at
undersøge hvem eller hvad, der bliver inkluderet i eller ekskluderet fra
diskursen, kan vi konkludere, at den store masse af 'almindelige'
forhistoriske lokaliteter der er levn fra størstedelen af fortidens befolkninger
145

kun sjældent er inkluderet blandt de mest bevaringsværdige fortidsminder.
Den grundlæggende arkæologiske intention med at udpege nationale
kulturarvsarealer var at yde udvalgte dele af det arkæologiske
forskningsmateriale i form af velbevarede fortidsminder, specielt under
jordoverfladen, bedre beskyttelse. Det kan blandt andet læses i
Kulturarvsstyrelsens oplæg til udpegningen (Kulturarvsstyrelsen 2003-2004:
6ff). Med andre ord anerkendte Kulturarvsstyrelsens fortidsmindekontor at
mange arkæologiske lokaliteter burde friholdes fra dyrknings- og
anlægsaktivitet. kulturarvsarealudpegningen har imidlertid kun i ganske få
tilfælde flyttet byggeri fra udpegede lokaliteter, og den har ingen
virkemidler i forhold til at forhindre landbrugets destruktion af
fortidsminder. Ifølge Kulturarvsstyrelsens direktør er det en enestående
registrering af arkæologiske levn, som er foretaget med udpegningen af
kulturarvsarealer (DR Nyhederne 2006). Men de 1349 kulturarvsarealer kan
lige så vel ses som en proforma udpegning, der kun på papiret opfylder
Valettakonventionens henstilling om at virke kulturbevarende.
En meget stor del af de 180.000 registreringer i DKC er kommet til på
baggrund af kampagner finansieret af staten. Staten har brugt penge på at
berejse og genberejse de synlige fortidsminder. Og staten har brugt penge på
at udgrave størstedelen af det arkæologiske lokaliteter, der er undersøgt frem
til 2002, hvor den nye bygherrefinansierede museumslov trådte i kraft. Man
kan derfor argumentere, at alle 180.000 registreringer principielt bør
betragtes som værdifuld kulturarv set fra statens side. Men med
udpegningen af kulturarvsarealerne signalerer staten at der er nogle
arkæologiske områder, der er mere interessante end andre.
Kulturarvsarealerne kan med andre ord opfattes som et signal om, at højest
én procent af de kendte lokaliteter er værdifulde, og dermed værd at bruge
penge på at udgrave. Hvorfor skal en bygherre betale flere hundrede tusind
kroner til en udgravning af noget, der ikke er så værdifuld, at det bliver
klassificeret som national kulturarv? Opdelingen af arkæologiske lokaliteter
i et a-hold og et b-hold risikerer på den vis at medføre en forskel i
finansieringen af de kulturspor, der ligger henholdsvis indenfor og udenfor
en kulturarvsarealudpegning. Det er let for en arkæolog, der sidder med en
byggesag, at argumentere for værdien af at udgrave i et nationalt
kulturarvsareal, mens det er sværere at begrunde hvorfor der skal foretages
arkæologisk bevaring eller undersøgelse af et område, der indeholder 'helt
almindelige' kulturspor – jeg har selv begrundet en arkæologisk beskyttelse
med henvisning til stedets kulturarvsmæssige status som nationalt areal.
Når vi inddeler kulturarv i nationalt og ikke-nationalt
bevaringsværdig, får det potentielt konsekvenser for den arkæologiske og
historiske forskning. Det er således sandsynligt at arkæologer fremover vil
få lettere ved at finansiere udgravninger af handelspladser med metalfund
146

end landsbyer med møddinger. Industrialiseringen vil bedst kunne belyses
ud fra nogle større, velbevarede industribygninger, mens bevarede mejerier
og brugsforeninger vil komme i undertal. Og museerne vil først og
fremmest få mulighed for at genkonservere lurer og krinolinekjoler, mens
knoglematerialet fra den jævne jernaldergravplads bliver til støv på
magasinernes hylder.
Fra et videnskabeligt standpunkt, hvor størstedelen af det tilgængelige
forskningsmateriale, der kan forventes at rumme udsagn om flest mulige af
forhistoriens mennesker, betragtes som sekundære i forhold til de mere
spektakulære fund, er det nødvendigt at overveje, om det signal, vi som
arkæologer ønsker at sende til omverden, er: Bygherren må først og
fremmest advares mod at bygge der hvor der findes 'rige' arkæologiske fund.
Disse rige fund (og dermed eliten) er vigtigst. De almindelige menneskers
historie kan vi bedre undvære, hvis vi skal vælge.
147

Monument, -er.
I første del af afhandlingen viste jeg gennem en analyse af avisartikler
indenfor temaet arkæologi og kulturarv at arkæologien opererer indenfor en
banal-national diskurs, ligesom den nykonservative, nationale diskurs har
indflydelse på den antikvariske diskurs og praksis. I næste afsnit af
afhandlingen viste jeg at også arkæologisk faglige prioriteringer af
kulturarvsarealer er med til at genetablere forestillingen om det nationale
som det fagligt set mest værdifulde. I de følgende afsnit vil jeg undersøge
hvorvidt også den arkæologiske formidling opererer indenfor en national
diskurs, og se på om hvilken grad arkæologi også i dag opfatter sig selv som
nationalfag.
En indgang til nationale monumenter
I den essentielle kulturarvsdiskurs er den grundlæggende tese, at
'kulturarv', og herunder arkæologiske monumenter og arkæologiske
slutninger, har en væsentlig og 'umistelig' værdi for samfundet. Denne
diskurs, hvor arkæologi opfattes som essentielt, har også givet sig udtryk i
etableringen af museer eller udstillingscentre der synes skabt for at
opretholde nationale myter. Jeg vil i det nedenstående analysere tre sådanne
udstillinger – i Jelling, Borre og Gamla Uppsala. Disse tre udstillingscentre i
tre forskellige nordiske lande er opført omkring årtusindskiftet, og er
dermed eksempler på, at forestillingen om den essentielle kulturarv ikke
bare er retorik, men også har udmøntet sig i en konkret eksponering af
arkæologisk kulturarv.
Mit teoretiske ståsted forud for denne analyse er den efterhånden
generelt accepterede idé at nationer er konstruktioner. Denne
konstruktivistiske historieopfattelse blev etableret af blandt andre Benedict
Anderson med hans bog ’Imagined Communities’ (1983, på dansk
’Forestillede fællesskaber’ 2001). Forestillingen om nationen som
samfundets fundament bygger på ideen om at der findes naturligt
afgrænsede grupper af mennesker som indenfor denne naturlige ramme
sammen kan konstituere en politisk enhed. Det naturlige ligger i at denne
148

gruppering ”altid har eksisteret”. For at kunne demonstrere dette, må
nationen henvise til sin 'nationale historie', blandt andet gennem den
arkæologiske videnskab (Díaz-Andreu and Champion 1996: 3, Hobsbawm
1984: 14).
Derfor blev der, samtidig med at forestillingen om nationer som
naturgivne størrelser blev formet i sidste halvdel af 1800-tallet, etableret en
række institutioner, herunder museer, der skulle være med til at støtte
forestillingen om befolkningens naturgivne ret til et geografisk område. På
grund af dets rolle i opbygningen af nationen som et forestillet fællesskab er
den arkæologiske disciplin altså ikke alene influeret af nationale
strømninger, men har ligefrem disse ideer indlejret i sig (Díaz-Andreu and
Champion 1996: 3). Ifølge Díaz-Andreu og Champion var Danmark en af
de første nationer hvor en større middelklasse hurtigt bakkede op om brugen
af arkæologi i den nationale retorik (ibid.: 4).
Forestillingen om det nationale fællesskab opretholdes blandt andet af
'invented traditions' (Hobsbawm 1984). Disse '(gen)opfundne traditioner'
skal forstås som praksisser, hvor åbenlyse eller skjulte ritualer eller
symboler indprenter bestemte værdier eller adfærdsnormer i befolkningen
gennem gentagelse, hvilket indbefatter at man 'holder fast' i fortiden. Ofte
vil disse traditioner forsøge demonstrere en kontinuitet til en historisk fortid
(Hobsbawm 1984: 1ff). Disse (gen)opfundne traditioner kan være svære at
erkende, især i de tilfælde, hvor processen udføres over lang tid og
legitimeres af eksempelvis staten (Hobsbawm 1984: 4). I analysen tager jeg
således også udgangspunkt i det gældende videnskabelige paradigme der ser
historie som en sammenblanding af historiske begivenheder og nutidige
konstruktioner (Shanks and Tilley 1987, Smith 1991: 19ff, Friedman 1992).
På den baggrund vil jeg gerne undersøge nærmere, i hvilken grad
dansk arkæologi anno 2009 optræder som et nationalt projekt, ikke kun i en
faglig diskurs, som undersøgelsen har været koncentreret om hidtil, men
også når faget henvender sig til et publikum. Spørgsmålet er, om den
arkæologiske forskning udmønter sig i udstillinger, der enten forholder sig
positivt til den nationale position, eller blot fremstiller det forhistoriske
materiale i en nutidig national kontekst uden at reflektere synderligt over
hvilken bias vi dermed giver forhistorien. I de nedenstående analyser vil
fokus ikke være, hvorvidt afsenderne, også benævnt udstillerne, kuratorerne
eller tekstforfatterne, bevidst eller ubevidst opererer indenfor en national
diskurs eller ej. Uanset om vi som arkæologer er os vores eventuelle
nationale diskurs bevidst eller ej er det afgørende punkt hvilket indtryk
teksterne eller udstillingerne efterlader hos modtageren, også kaldet
publikum eller de besøgende. Det er min opgave at prøve at afkode teksten,
så det bliver tydeligt, hvilke indtryk teksten efterlader – og dermed hvilken
historie vi fortæller, på og mellem linierne.
149

I det følgende vil jeg begive mig rundt i forskellige analyser af
forskellige former for materiale. Mit metodiske udgangspunkt vil også her
være kritisk diskursanalyse. I den første af tre grupper af analyser har jeg
valgt at fokusere meget på de enkelte ord i et tekstmateriale, der er udgivet i
forbindelse med to danske udstillingscentre. I den næste gruppe af analyser
vil jeg, hvor analyserne hidtil har været udført på skriftligt materiale,
anvende et udvidet 'tekstbegreb'. Det betyder, at jeg forholder mig til såvel
udstillingernes plancher som museumsbygningernes udformning og
sammenhængen med monumenterne, og betragter alt dette som et udtryk,
der kan 'læses' som en helhed. I den tredje og sidste analyse vil jeg igen
sætte fokus på det skrevne materiale i form af en analyse af forholdet
mellem myte og fakta, som det kommer til udtryk i en specifik udstilling.
Ud over at omdrejningspunktet for alle analyserne er at jeg har
diskursen som angrebsvinkel, forholder alle tre analyser sig til lokaliteten
Jelling. Mere konkret foretager jeg i dette afsnit først en sammenlignende
analyse af to bogudgivelser der knytter sig til udstillingerne Kongernes
Jelling og Lindholm Høje Museet. Derefter griber jeg igen fat i Jelling, men
denne gang for at sammenligne udstillingen Kongernes Jelling med de
tilsvarende udstillinger Midgard historisk senter ved Borre i Sydnorge samt
Historisk Centrum, Gamla Uppsala i Østsverige. Som Jelling har de to andre
lokaliteter også været brugt til at opbygge nationalstaternes image som
naturgivne rammer med en historie tilbage i mytisk tid. Denne
sammenlignende analyse er således et forsøg på at undersøge om der er
forskel på, hvorvidt disse lokaliteter stadig indgår genopbygningen af det
nationale. Som undersøgelsen vil vise, skiller Kongernes Jelling sig ud ved
at have en tydelig national diskurs. Den tredje og sidste analyse går derfor i
dybden med Kongernes Jelling, med det formål at påvise, hvordan Jelling
bruges til at (gen)opfinde myten om Danmark som en naturgiven geografisk
enhed med en homogen, kristen befolkning, der har eksisteret uforanderligt
gennem mere end 1000 år.
Selvom materialet er ret beskedent, og kun omfatter nogle få
arkæologiske lokaliteter og udstillinger, er det mit håb, at analyserne samlet
set vil give et indtryk af, hvilken rolle formidlingen af arkæologiske
lokaliteter spiller i den nordligste del af Europa i det senmoderne samfund.
150

Analyse: Jelling versus Lindholm Høje Kort tid efter jeg var begyndt på dette projekt besøgte jeg i en weekend
udstillingen Kongernes Jelling, der var åbnet i 2000 i Jelling, som en
afdeling under Vejle Museum. Besøget efterlod mig med en fornemmelse af
at udstillingen var udtryk for en klar national diskurs. Inspireret af Anette
Pedersen (2002, 2006), der har foretaget en sammenlignende analyse af de
valgte emner i ni danske vikingetidsudstillinger, fik jeg lyst til at afprøve
denne fornemmelse ved at sammenligne Kongernes Jelling med et
tilsvarende formidlingstiltag. Valget faldt på besøgscenteret Lindholm Høje
Museet, der er opført i 1989 som en udstillingsafdeling under Nordjyllands
Historiske Museum, tidligere Aalborg Historiske Museum. Som
forhistoriske monumenter er disse to lokaliteter sammenlignelige. Begge
rummer gravmonumenter fra vikingetid, de har begge en lang
udgravningshistorik, og begge lokaliteter har forholdsvis nye
udstillingscentre. Hvad fortidsminderne angår, har begge lokaliteter noget
storslået over sig, Jelling i form af to store høje og en runesten med et
omfattende billedrelief, mens Lindholm Høje lokaliteten rummer over 700
gravmonumenter med stensætninger, hvoraf mange er synlige i dag. I
tilknytning til begge udstillinger findes et hæfte eller nærmere en lille bog
der beskriver emnerne i udstillingerne. I tilfældet Kongernes Jelling drejer
det sig om bogen De kongelige monumenter i Jelling: deres historie,
forvaltning og formidling skrevet af Steen Hvass (2000), der modsvares af
udgivelsen Lindholm Høje. Gravplads og landsby (1995), skrevet af flere
forfattere med tilknytning til undersøgelsen af lokaliteten. Det er disse to
bøger, der danner grundlag for en sammenlignende analyse af formidlingen
af de to lokaliteter. Min tese forud for undersøgelsen er, at der vil være en
udtalt forskel på, i hvor høj grad de to skrifter indgår i en national diskurs.
Jeg forventer at Jelling-publikationen og udstillingen Kongernes Jelling i
høj grad refererer til det nationale, mens forventningerne til udgivelsen om
Lindholm Høje er at den fremstår mindre national, men måske med en
lokalpatriotisk diskurs.
Der hersker mange fællestræk mellem de to publikationer. Såvel
Jelling-teksten som Lindholm Høje-teksten omhandler en lokalitet dateret til
yngre jernalder og vikingetid. De beskriver begge vikingetidsbegravelser i
stadig synlige gravmonumenter. Jelling blev første gang undersøgt i 1704,
Nordhøjen i 1820, Lindholm Høje i 1889, og de har begge en omfattende
udgravningshistorik gennem det 19. og det 20. århundrede, hvorfor
undersøgelserne har været udført af flere omgange med forskellige faglige
forudsætninger. Begge bøger er udgivet i tilknytning til en
udstillingsbygning på selve lokaliteten, og kan derfor betragtes som
udvidede ”guides”. De er begge skrevet i et sprog, der henvender sig til
151

offentligheden og ikke til fagfæller, hvorfor begge bøger er rige på
farveillustrationer og er fremlagt i et indbydende layout. De kan med
rimelighed sammenlignes i omfang. Der er umiddelbart kun én væsentlig
forskel, nemlig at bogen om Lindholm Høje i modsætning til Jelling-bogen
har flere forfattere – syv i alt. Såvel forfatteren af Jelling-bogen, Steen
Hvass, som forfatterne af Lindholm Høje-bogen, er dog faguddannede,
fortrinsvis arkæologer.
Jeg har valgt først at sammenligne publikationernes opbygning og
indhold. På den måde kan jeg betragte publikationerne som en samlet
diskurs, der kan give indtryk af, hvilke betydninger af lokaliteterne der
vægtes når de skal formidles til en bred offentlighed. Først vil jeg se på
opbygningen af teksterne. Opbygningen kan følges i skematisk form i tabel
5. Dernæst vil jeg se på, hvilke signifiant'er de to tekster indeholder. Denne
del af analysen bygger på en kvantitativ ordoptælling, der kan ses i
tabellerne 6 til 8.
Begge bøger starter med at slå den pågældende lokalitets betydning i
nutidens samfund fast: Lindholm Høje beskrives i bogens 2. linie som ”et af
Nordens mest storslåede oldtidsminder” (Trolle 1995: 7) og ”I Jelling findes
således uden tvivl Danmarkshistoriens fornemmeste monument” (Hvass
2000: 6). Men hvor afsenderne af Lindholm Høje-publikationen bruger to
linier på at fastslå stedets betydning for nutidens mennesker, og derefter
bruger 10 sider på forskningshistorik, bruger forfatteren af Jellingpublikationen
knap 9 sider på at stadfæste lokalitetens betydning som
nationalt og royalt monument i dag, før forskningshistoriken beskrives.
Opbygningen af publikationerne viser derved, at Jelling i højere grad end
Lindholm Høje er en lokalitet, der skal placeres i en nutidig kontekst. Dette
indikerer, at Jelling som arkæologisk lokalitet iscenesættes i nutiden og
primært indgår i og har betydning for en nutidig diskurs, mens lokalitetens
forhistoriske betydning er underordnet dens nutidige. Denne konklusion
styrkes af at der endvidere bruges meget spalteplads af Jelling-publikationen
på at beskrive Jellings forvaltningshistorik, primært i nyere tid. I
modsætning hertil koncentrerer Lindholm Høje-fremstillingen sig om
lokalitetens forhistoriske kontekst og de arkæologiske fund.
Herefter har jeg valgt at sætte fokus på enkelte begreber eller ord i
teksterne – altså at se på det, Fairclough blandt andre referer til som
”wording”. Metoden har været at nærlæse teksterne og markere alle
forskønnende adjektiver, som for eksempel ’fin’, ’exceptionel’, ’størst’ eller
’rig’. Desuden har jeg ledt efter ord, der kan knyttes til det nationale,
eksempelvis ’Danmark’, ’dansk’ og ’national’. Såvel teksten om Lindholm
Høje som teksten om fortidsminderne i Jelling er skrevet for at fremme et
positivt billede af lokaliteterne. Når ordet ’storslået’ optræder i teksterne,
152

skal det derfor læses som en del af en positiv, imødekommende og rosende
kontekst.
Tabel 5: Indhold og opbygning af publikationen Lindholm Høje. Gravplads
og landsby samt De kongelige monumenter i Jelling.
Lindholm Høje. Gravplads og
landsby
• Udgravningshistorik
• Lokalitetens samtidige
kontekst (landskab,
Limfjorden, Ålborg og
kongemagt)
• Beskrivelse af monumenterne
(skibssætningerne, højene, de
øvrige grave)
• Lokalitetens samtidige
kontekst (landsby og
agerbrug)
• Genstande (beskrivelse af
tekstiler og livet på Lindholm
Høje)
• I alt 87 sider
De kongelige monumenter i Jelling
• Fortidsmindernes rolle i dansk
identitet
• Tolkning af tekst på
runestenene
• Udgravningshistorik
• Beskrivelse af monumenterne
(højene, skibssætning og
kirke)
• Lokalitetens samtidige
kontekst (Ravning Enge og
ringborge)
• Forvaltningshistorik frem til
åbning af udstillingsbygning
• I alt 81 sider (eksklusiv
engelsk resume)
Jo flere forskønnende adjektiver, og herunder superlativer, en tekst
indeholder, jo mere ihærdigt forsøger afsenderne af teksten at overbevise sin
læser om det relevante eller unikke i netop det emne, teksten beskriver. Et
eksempel på, hvordan valg af ord kan påvirke læseren i en positiv retning er,
når Jellingstilen beskrives ved at den ”opstod kort før år 900 og blomstrede
til lidt ind i anden halvdel af 900-tallet” (Hvass 2000: 22). Når forfatteren
vælger metaforen ’blomstrede’ i stedet for eksempelvis det ikke-ladede ord
’fortsatte’ kan det naturligvis være fordi afsenderen er opmærksom på at
variere sit sprog eller bløde lidt op for de arkæologiske fakta. Men samme
side i øvrigt indeholder ordet ´fornemme’ tre gange på 10 korte linier er
sproget ikke i øvrigt varieret. Valget af et forskønnende adjektiv kan i stedet
tolkes sådan, at afsenderen bevidst tilstræber en positiv tone i teksten ved at
bruge et romantiseret sprog.
I tabel 6 har jeg talt op hvor ofte forskellige forskønnende tillægsord
optræder i de to publikationer henholdsvis. I tabel 7 har jeg foretaget en
tilsvarende optælling af andre signifiant’er der kan forbindes til det
nationalstatslige, for eksempel henvisninger til magt, rigdom eller noget
skelsættende. Endelig har jeg i tabel 8 foretaget en sammentælling af, hvor
ofte teksten refererer direkte til nationalstaten ved at benytte stedordet
Danmark eller synonymer herfor. I samme tabel kan man se hvor tit
pronominer som ’vi’, ’os’ og ’vores’ optræder. Ved at bruge disse ord
henviser afsenderne til et fællesskab, som både de selv og læseren må føle
153

sig som en del af. Her er kun medtaget de tilfælde, hvor stedordene viser
tilbage til det nationalstatslige fællesskab og ikke til eksempelvis det
faglige, arkæologiske fællesskab som afsenderne indgår i.
Optællingerne viser, at afsenderen af De kongelige monumenter i
Jelling benytter sig af langt flere forskønnende adjektiver der kan siges at
have en direkte eller indirekte reference til det nationale end afsenderne af
Lindholm Høje. Gravplads og landsby (tabel 6). I Jelling-publikationen
forekommer det forskønnende tillægsord ’fornem’ eller variationer heraf syv
gange, hvorimod det ikke forekommer i Lindholm Høje-bogen. Superlativet
’mægtigste’ forekommer 13 gange i Jellingbogen mod to gange i den for
Lindholm Høje. I det hele taget benytter Jellingpublikationen sig af
tillægsord, der understreger monumenternes fysiske og mentale omfang i
forhold til alle andre fortidsminder, eksempelvis ordene ’kæmpemæssige’,
’imponerede’, ’store’ og ’storslåede.’ Andre ord, der optræder ofte i
Jellingpublikationen i modsætning til i den tilsvarende for Lindholm Høje er
eksempelvis ordene ’ældste’ og ’ærværdige’. Disse adjektiver er med til at
understrege Jellings betydning som fortidsminde i nutiden. Ord som ’rig’ og
’fin’ bruges bemærkelsesværdigt nok ikke om Jellingfundene men flere
gange i forhold til gravene på Lindholm Høje. Det er markant, at
Jellingpublikationen lægger vægt på fortidsmindernes symmetriske
kvalifikationer: Ord som ’snorlige’, ’geometrisk’ og ’symmetrisk’ optræder
meget hyppigt her. Ord som disse, der giver associationer til
ingeniørvidenskab og magtanvendelse bruges ikke om de ellers ret
symmetriske og geometriske fortidsminder på Lindholm Høje.
Tilsyneladende ækvivaleres det snorlige og symmetriske med kongemagt
(se også Bjerrum Jensen 2009: 81).
Referencer til det kongelige optræder tre gange i Lindholm Høje
publikationen mod 21 gange i Jellingpublikationen. Dette hænger
naturligvis sammen med at Jelling via runestenene på lokaliteten forbindes
med en kongeslægt. Mere væsentligt er det at bide mærke i at en direkte
henvisning til det nationale forekommer 13 gange i Jellingpublikationen
mod to gange i Lindholm Høje bogen. I alt har jeg opgjort at der optræder
119 superlativer med direkte eller indirekte national reference i
Jellingpublikationen mod 29 i Lindholm Høje udgivelsen. Ved at se på
anvendelsen af superlativer i de to tekster står det derfor klart, at
fortidsminderne i Jelling i langt højere grad skrives ind i en national diskurs
end fortidsminderne ved Lindholm Høje.
Denne tolkning støttes når vi ser på hvordan afsenderne har brugt
stedord og stednavne i teksterne (tabel 8). Jellingteksten henviser i alt 39
gange til det danske, til Danmark og til riget eller landet underforstået
Danmark i forhold til Lindholm Høje tekstens otte gange i alt.
154

Herudover indeholder teksterne også en række andre signifiant’er der
indikerer hvorvidt teksterne er en del af en national diskurs (tabel 7). Ord
som ’attraktion’, ’blomstrede’, ’nybrud’ og ’en ny orden’ viser ved deres
forekomst i Jellingbogen at fortidsminderne tolkes som noget positivt såvel i
fortiden (blomstrede) som i nutiden (attraktion). De står også som symboler
på en positiv fremstillet ny orden, der indtræder ved deres opførelse, hvilket
traditionelt sættes i sammenhæng med fremkomsten af den kongeslægt, hvis
stamtræ kan føres frem til i dag samt omvendelsen af de hedenske vikinger
til kristne danskere. Jellingpublikationen rummer en del komparativer som
”…stod utvivlsomt mål…” eller ”…kvalitet som næppe blev overgået…”.
Brugen af komparativer gør teksten mere argumenterende (Fairclough
2002), og tydeliggør at forfatteren af teksten om Jelling vil overbevise sine
modtagere om et bestemt budskab, der ikke nødvendigvis kan argumenteres
for ud fra de arkæologiske fakta alene.
Sådan som fortidsminderne i Jelling bliver beskrevet gennem brugen
af superlativer og stedord der henfører til det danske kommer de til at
fremstå som et langt væsentligere forhistorisk materiale end gravene på
Lindholm Høje. Og det på trods af at der kun er fundet én grav i Jelling,
nemlig en genbegravelse i forbindelse med opførelsen af en af de tidligere
kirkefaser (Krogh 1983, Krogh og Leth-Larsen 2007), samt et tomt
gravkammer, hvorfra liget muligvis er flyttet, mod over 700 grave fra en
cirka 400 år lang periode på Lindholm Høje. Som vi kunne se det var
tilfældet med de nationale kulturarvsarealer ser vi også i sammenligningen
af de to publikationer at det ikke er arkæologisk faglige kriterier der afgør, i
hvor høj grad et fortidsminde fremstilles som betydningsfuldt, men derimod
om fortidsmindet kan indgå i en national diskurs.
Denne fremhævelse af Jelling på bekostning af et fortidsminde som
det ved Lindholm Høje kan imidlertid ikke tilskrives at Lindholm Høje
tekstens forfattere har nedtonet lokalitetens nutidige betydning eller forholdt
sig objektivt til den nationale diskurs. Tværtimod bliver Lindholm Høje
beskrevet som ”et af Nordens mest storslåede oldtidsminder” (Trolle 1994:
7) og ”et af Danmarks smukkeste fortidsminder” (Johansen 1994: 17).
Formuleringen: ”I yngre jernalder og vikingetiden var fjorden også nationalt
et vigtigt knudepunkt…” (Johansen 1994: 19) viser at forfatterne overfører
nutidens geografiske rammer på det forhistoriske materiale, i og med at
staten Danmark ikke med sikkerhed kan siges at omfatte Nordjylland på det
tidspunkt, hvor gravpladsen eksisterede. Forfatterne af Lindholm Høje
teksten skriver sig således også ind i en national diskurs, formodentlig uden
at være bevidste om det. Dog fremtræder det nationale i Lindholm Høje
bogen beskedent set i forhold til Jelling bogen.
155

Tabel 6. Forskønnende tillægsord der direkte eller indirekte har en national reference
156
Jelling
Ord Antal Antal
Berømte 1 1
Betydelig 1
Betydningsfuld(e) 1 1
Dynastisk 1
Enestående (i verden) 3 3
Enorm 1
Epokegørende 1
Et af de smukkeste 1
Fantastisk 1
Fin(e) 2
Flot(te) 2
Fornem(t) (fornemmest(e)) (meget fornemt) 7
Fuldstændig 1
Først(e) (eks. for første gang, første kirke) 4
I høj grad interessante 1
Imponerende 3
International 1
Kong-, kongelige, kongsgård, kongesæde, kronen, kong- 3 21
Kostbare 1 1
Kæmpemæssigt 1
Lang og spændende 1
Magtfuld(e) 1
Menneskehedens 1
Mægtigst(e) 1
National(e) 2 13
Noget særligt 1
Rig(e), rigere 4
Smykket 1
Snorlige, stramt mønster, geometrisk, symmetrisk, ensartethed, præcision,
kvalitetsmæssige
Stor(e)(t) (hvor det ikke udelukkende bruges til at beskrivet et anlægs
dimensioner, men til at fremhæve dem, og eks. ”stor national opgave”)
Lindholm
Høje
Stor, størrelse 1 2
Storslået / storslåede, storhed 1 5
Stærke 1
Størst(e) 5 7
Særegen 1
Tusind år gamle (for at understrege tyngde) 1
Universel 1
Usædvanligt udstyr 1
Velfungerende 1
Verdens hidtil største 1
Vigtigste 2
Ældst(e), gamle (når fremhævet som noget positivt) 4
Ære og værdighed, ærværdige 4
Total 29 119
10
11

Tabel 7. Signifiant'er i teksten der direkte eller indirekte har en national reference
157
Lindholm
Høje
Jelling
Ord Antal Antal
Attraktion 1
Blomstrede 1
En ny orden 1
Forfædre 1
Kulturarv 2
Kvalitet som næppe blev overgået 1
Magt- (eks. magtkoncentration) 2
Mausoleum 1
Mindesmærke 1 6
Monument 58
Nybrud 1
Stod utvivlsomt mål 1
Stor lokal interesse 1
Vitale interesser 1
Total 4 75
Tabel 8. Pronominer og stednavne i teksten der direkte eller indirekte har en national reference
Lindholm
Høje
Jelling
Ord Antal Antal
Danmark(s) 5 17
Danmarkshistorie(n) 1
Dansk(e) 3 10
Danskernes 1
Dronning 2
Kong 10
Landet(s), nationen (i betydningen Danmark) 8
Nordens 1
Os 1
Riget, det samlede rige, rigs- 4
Vi (i betydningen ´vi danskere´, ikke i betydningen vi arkæologer) 1 2
Vore(s) 1 1
Total 11 57

Sammenligningen af adverbier og stednavne med reference til det
danske viser, at Jelling publikationen i overvejende grad er skrevet i en
national diskurs, og at Jellings position som nationalt monument
genkonstrueres gennem den nyeste arkæologiske beskrivelse af
fortidsminderne rettet mod et bredt publikum. Men selvom diskursen om
Jelling er markant national i forhold til Lindholm Høje publikationen er det
værd at notere, at der også spores tendenser til en national diskurs i
sidstnævnte bog. Lindholm Høje gravpladsen er tolket som gravplads til en
ordinær landsby. En del af gravpladsens samtidige bebyggelse er erkendt og
rummer hverken tegn på handel eller ekstraordinær velstand (Pedersen
1994). Alligevel fremhæves den samtidige kongemagt med tre referencer til
den samtidige royale sfære. Den nutidige nationale diskurs træder direkte
frem ved to referencer til det nationale, otte til Danmark og det danske, og
indirekte gennem to eksempler hvor ”vi” eller ”vores” er brugt i
betydningen vi danskere (se tabel 6-8). I den populære formidling af Jelling
lægger forfatteren således en nutidig bias ned over det arkæologiske
materiale, uden at være eksplicit omkring dette.
Det gør det interessant at rette blikket mod selve udstillingen i
Lindholm Høje Museet 4 . I udstillingen refererer en del af plancherne også
her til statsmagt i vikingetid. En af plancherne beskriver således at Danmark
i vikingetiden blev ”samlet under én konge.[…] Store kongelige
bygningsværker som Dannevirke og ringborgene viser, at kongen havde
rådighed over betydelige ressourcer. Hans magt afhang både af hans
personlige egenskaber og af skiftende politiske og økonomiske forhold”.
(Lindholm Høje, Tekstplanche 12). På en anden planche har udstillerne
fundet det væsentligt at redegøre de tidligste referencer til landet Danmark.
”Det ældste Dannevirke, som beskyttede Jylland – danernes land – mod
fjender sydfra, blev opført omkring år 730 […] Det tyder på, at Jylland på
dette tidspunkt var underlagt en samlet ledelse. ’Danernes mark’ var i 800årene
betegnelsen for danernes grænseområder: øerne, Skåne, Halland og
måske Bohuslän, samt Sydnorge. Vægkortet viser de danske besiddelser i
perioden 1015-1035 – det største område, der har hørt under en dansk
konge. Man begyndte antageligt først at bruge navnet ’Danmark’ om hele
det danske kongerige i 900-tallet, da Harald Blåtand ’vandt sig al Danmark’,
som der står på den store Jellingesten.”
Udstillingen beskriver også det tidlige kongelige møntvæsen fra og
med 1030 (planche 15), opkomsten af byer (planche 13) og en beskrivelse af
kongens funktion (planche 12). Udstillingen rummer et kort der har til
formål at vise hvor de danske og skånske ringborge ligger, samt en tidstavle
over de første skriftlige vidnesbyrd om dansk kongemagt, fra Willibrords
4 Jeg besøgte udstillingen med henblik på en analyse i januar 2005. Siden er
udstillingsarealet blevet udvidet per september 2008, og udstillingen fremtræder som
helhed således anderledes i dag
158

erettelser om Ogendus (på tavlen dateret til 714) til og med Svend
Estridsen (1074). Der er en illustration af den store Jellingesten, samt en
planche der i en længere teksts beskriver vikingetidens våben, selvom
”Våbenfundene fra Lindholm Høje er så få, at man får det indtryk, at folk
har levet her i fred og fordragelighed”, som der står på planchen (planche
10). Desuden beskrives emnet ”Limfjorden” (planche 16) og emnet ”Handel
og samfærdsel” (planche 18) med fokus på samhandel i vikingetidens
Europa illustreret gennem et vægstort kort over handelsruter i Europa.
Selvom udstillingen på Lindholm Høje har hovedfokus på at beskrive den
stedlige gravplads og bebyggelse har udstillingen således en afdeling, hvor
primært vikingetidens samfund beskrives. I denne afdeling er den
dominerende diskurs sat i en national ramme, hvor begivenheder behandles
indenfor nutidens nationale geografiske rammer og kun medtages hvis de
har relation til kongemagt. På den måde er en lokalhistorisk udstilling som
Lindholm Høje med til at styrke forestillingen om den nuværende
nationalstatslige ramme som noget nærmest naturgivent, i og med
nationalstatens grænser og institutioner også eksisterede i yngre jernalder og
vikingetid.
Det kan konkluderes, at der er væsentlig forskel på den diskurs, der
anvendes i de to publikationer der knytter sig til henholdsvis Jelling og
sættes Lindholm Høje. Den populære formidling af Jelling indgår i en
national diskurs, hvor Jelling som lokalitet bliver et knudepunkt i forståelsen
af 'dansk identitet'. Signifiant'er, der knytter sig til det nationale, indgår kun i
mindre omfang i den publikation, der er udgivet i forbindelse med
udstillingen på Lindholm Høje. Her anvendes færre signifiant'er, der kan
knyttes til direkte til det nationale. Direkte henvisninger til det danske
forekommer imidlertid – for eksempel bruges ordet Danmark 5 gange og
ordet dansk 3 gange i publikationen. På samme måde præsenteres Lindholm
Høje fundet i udstilling i en national ramme, hvor lokalitetens betydning
fremhæves, ikke gennem dens bevaringsmæssige potentiale eller dens vægt
i forståelsen af jævne germansk jernalder og vikingetidssamfund, men
gennem dens position i forhold til den samtidige statsmagt. Det kan tolkes
sådan, at afsenderne finder berettigelsen til at udstille Lindholm Høje
gennem en henvisning til stedets placering i en national sammenhæng. Det
kan også tolkes sådan, at formidlingen af Lindholm Høje er udtryk for at
afsenderne forsøger at etablere en lokal arkæologisk lokalitets betydning i
opbygningen af en fælles national identitet. Etableringen af 'det danske'
forekommer i denne diskurs kun i kraft af lokale forhistoriske centre som
eksempelvis Lindholm Høje.
Denne konklusion omkring formidlingen af Lindholm Høje tyder på,
at det er værd at analysere udstillingen i Jelling for at undersøge, om den i
samme grad som publikationen kan siges at hente betydning gennem en
national diskurs. En mere grundig analyse af formidlingen af Jelling kan
159

måske give svar på, hvorfor der er så stor forskel på hvor omfattende
betydning det nationale har i fremstillingen af henholdsvis Jelling og
Lindholm Høje. En sådan analyse vil jeg foretage nedenfor. Men for at sætte
Jelling i perspektiv, har jeg valgt at udvide analysen til også at omfatte en
analyse af to tilsvarende udstillinger, nemlig et udstillingscenter ved Borre i
Sydnorge og et formidlingscenter ved Gamla Uppsala i Østsverige.
Analyse: Jelling, Borre og
Gamla Uppsala
Ovenstående undersøgelse af forskellen på formidling af
vikingetidsgravhøjene i Jelling og gravmonumenterne fra germansk
jernalder og vikingetid på Lindholm Høje bestyrkede min opfattelse af, at
den måde, vi vælger at formidle bestemte typer af fortidsminder på, lægger
vores gældende samfundsnormer og samfundsopbygning omkring
nationalstaten og national identitet ind over det forhistoriske kildemateriale.
Undersøgelsen gav mig derfor mod på at efterforske dette felt yderligere. En
oplagt mulighed var at sammenligne Kongernes Jelling med tilsvarende
udstillingscentre ved Borre i Vestfold og Gamla Uppsala. Alle tre
udstillingscentre er etableret omkring årtusindskiftet, og alle tre lokaliteter
består i arkæologisk henseende af synlige fortidsminder, der hører til blandt
nordens største gravhøje, samt skjulte fortidsminder, der på anden måde
knytter sig til et aristokratisk miljø i yngre jernalder og vikingetid. Alle tre
lokaliteter er desuden omtalt i tidlig middelalderlige historiske værker, og
har derfor en mytisk fortælling knyttet til sig. Desuden har alle tre lokaliteter
op gennem nationalromantikken og fra midten af 1800-tallet være brugt som
et led i den nationale opbygning og fortælling.
I det følgende vil jeg først gennemgå den metode, jeg har benyttet i
min analyse af udstillingerne. Derefter vil jeg beskrive og analysere
udstillingerne en ad gangen. Afslutningsvis vil jeg foretage en
sammenlignende analyse af de tre forskellige måder at formidle nationale
monumenter på.
Metode
I denne sammenlignede analyse har jeg valgt at tage udgangspunkt i samme
konkrete spørgsmål som min gennemgang af avisartiklerne tog afsæt i. I det
følgende vil jeg starte med at besvare de konkrete spørgsmål, jeg, som i
160

analyserne ovenfor, har sammenfattet af anbefalingerne i Dyrberg, Hansen
og Torfing (2001a, 2001c) samt Fairclough (1992, 1995, 2002):
Hvad leder jeg efter? Hvad er mit fokuseringspunkt? Hvilke forskelle
og betydninger vil jeg finde?
Mit fokuseringspunkt er at undersøge i hvilken grad udstillingerne
bruger eller indgår i en national diskurs og dermed en national
identitetsopbygning. Ved at sammenligne tre udstillinger, der er bygget på
samme tid og formidler næsten identiske fortidsminder, har jeg god
mulighed for at lede efter betydningsforskelle i de tre udstillingsdiskurser.
Alle tre udstillinger har en historie som nationale forankringspunkter,
hvilket jeg vil beskrive mere indgående for hver af lokaliteterne nedenfor.
Jeg vil gerne undersøge hvordan de tre udstillinger hver især forholder sig
til det nationale i dag. Anser de sig selv som formidlere af en national arv
eller som formidlere af en arkæologisk lokalitet? Bliver udstillingerne i dag
brugt som referencepunkter for opbygningen af national identitet?
Hvilke metodiske overvejelser har jeg gjort i løbet af
forskningsprocessen? Hvad skal jeg kigge efter i mit materiale? Hvilke
teknikker skal jeg anvende i den konkrete analyse?
Forud for den konkrete analyse var et påtrængende spørgsmål,
hvordan jeg i praksis skulle sammenligne formidlingen af de tre lokaliteter.
Skulle jeg analysere samtlige plancher, eksempelvis ved at opstille en række
signifiant'er, jeg kunne lede efter som i analysen ovenfor? Kunne jeg
sammenligne de kort og billeder, der bruges i udstillingerne? Har farvevalg
og symbolvalg i udstillingerne en rolle, og kan de sammenlignes? Skulle jeg
forholde mig til de permanente dele af udstillingerne, eller kunne jeg med
fordel inddrage eventuelle særudstillinger? Ville det være muligt at betragte
monumenterne og udstillingerne som en sammenhæng? Hvordan skulle jeg
bedst registrere de oplysninger, jeg ville finde på de enkelte lokaliteter? Og
hvordan skulle jeg gøre disse oplysninger sammenlignelige?
Jeg udarbejdede før min rundrejse til museerne en række spørgsmål til
hver lokalitet. De var baseret på mit præliminære besøg på Kongernes
Jelling. Erfaringen herfra gjorde, at jeg valgte at fotografere alle plancher, så
jeg efterfølgende kunne nedskrive citater herfra. Jeg vidste også, at der var
nogle områder, jeg med fordel kunne forsøge at sammenligne:
farveholdning, museets placering og rolle i forhold til fortidsminderne,
kortmateriale, valg af plancher og (original)genstande.
Inden afrejse læste jeg de tre museers hjemmesider. Herfra dannede
jeg mig et forhåndsindtryk af de tre steder. I og med at fokuseringspunkt på
forhånd var sat til at være den nationale diskurs lå der selvfølgelig en fare
for at mine konklusioner ville blive draget ud fra helt indlysende eksempler,
hvorimod det måske ville være sværere at begive sig ned i materialets
161

grundsubstans. Omvendt ville ethvert andet fokuseringspunkt have betydet
at jeg måske ikke lagde mærke til alle de mindre detaljer, der kan afspejle en
eventuel national diskurs, som for eksempel symboler eller symbolsk ladede
henvisninger.
Analysestrategi: Hvilken type analyse vil jeg lave?
Analysen af de tre udstillinger er tænkt som et forsøg på at betragte
alle dele af udstillingerne som én diskurs. Det vil sige, at jeg i analysen både
vil sætte fokus på den skrevne tekst i de enkelte udstillinger, men også på
farvehold, symbolik, prestige-værdi, materialevalg, emnevalg, finansielle
baggrund og så videre. I analysen betragter jeg også lokaliteterne som
helheder, hvorfor analysen også omfatter de indtryk bygninger og
fortidsminder gør på den besøgende. Med andre bygger analysen på et bredt
tekstbegreb, hvor alt forstås som tegnstrukturer, der kan læses og analyseres
(se Dyrberg, Hansen og Torfing 2001c: 324f).
Hvad konstruerer grænserne for den diskurs, jeg vil analysere?
Der er flere afgrænsninger i min analyse. Hver sætning, hver planche
eller hver illustration kan læses for sig. Men mine grænser går ikke kun i at
finde ud af, hvad der er af intentioner bag sætningen eller planchen. Jeg
arbejder derfor så vidt muligt med de enkelte lokaliteter som en grænse. Mit
analyseobjekt i de tre tilfælde er altså både selve udstillingerne, men også
selve fortidsminderne samt forholdet mellem disse og udstillingen.
Hvad vil jeg gerne vise?
Jeg vil gerne vise at den betydning en forhistorisk lokalitet har i
nutidens samfund kommer til udtryk i udstillingen og i befolkningens brug
af lokaliteten, og omvendt: at den diskurs, kulturhistorikerne vælger at
fremstille stedet i, har betydning for hvordan samfundet nu og fremover vil
opfatte fortidsmindet. Med andre ord vil jeg gerne vise, at det har en
konsekvens, hvis vi som forskere fremstiller en lokalitet i en national
diskurs. Jeg vil også diskutere, om dette indebærer utilsigtede konsekvenser,
som eksempelvis eksklusion af grupper af mennesker, der eventuelt kunne
undgås ved at bruge en anden diskurs. Jeg vil gerne indsamle et
materialegrundlag for at diskutere, om national diskurs forekommer bevidst
eller ubevidst i udstillinger, og hvad det betyder at være bevidst om den.
Metodespørgsmål: Hvilke teknikker skal jeg anvende i den konkrete
analyse?
For at kunne sammenligne de tre lokaliteter bedst muligt har jeg valgt
at opstille en række punkter, som jeg betragter som elementer, der kan
genfindes og analyseres i de forskellige udstillinger. Nedenstående skal altså
ikke ses som et skema, der følges til punkt og prikke, men som en
retningslinie for, hvad jeg har forsøgt at sætte fokus på i analysen. Ved at
opstille en række hovedpunkter for analyserne gøres de tre lokaliteter så
162

sammenlignelige som muligt. Også her bygger punkterne delvist på
Dyrberg, Hansen og Torfing (2001c) samt Fairclough (1999, 2002):
a) Introducerende beskrivelse
• Hvor i verden ligger fortidsminderne og udstillingen?
• Hvornår er udstillingen lavet?
• Er der gratis adgang eller betalt?
b) Fortidsmindet
• Beskrivelse af fortidsmindet
c) Historik: Monumentets traditionelle betydning for det nationale
• Hvordan er fortidsmindet blevet brugt tidligere? Hvilken rolle har
det haft som nodalpunkt i opbygningen af et nationalt fællesskab?
d) Udstillingsbygningen
• Hvordan ser udstillingsbygningen ud?
• Hvordan er sammenhængen med fortidsmindet?
• Hvordan er 'access' til udstillingen? Er der nem adgang til
lokaliteten? Er der gratis adgang?
e) Farveholdning og materialevalg
• Hvilke farver og materialer er der brugt i udstillingerne?
• Hvilket indtryk efterlader de af udstillingen og dens betydning?
• Ville det have gjort en forskel, om der havde været et andet
materiale- eller farvevalg i den pågældende udstilling?
f) Semantisk analyse af udstillingens betydningsindhold
• Hvordan er 'access' til udstillingen? Er plancherne letlæste eller
henvender de sig til folk med en lang uddannelse?
• Hvilke emner har man valgt i udstillingerne? Hvilken fortælling om
lokaliteten er de med til at understrege?
• Hvordan etablerer diskursen kriterier for gyldighed?
• Er der strategier, der prøver at stabilisere og / eller forandre
diskursen?
• Led efter kontinuitet og diskontinuitet.
• Led efter inkludering og eksklusion for at komme på sporet af
magtstrategierne, der former og omformer diskursen.
• Kig efter selve de udtryk (signifiant’er), der bruges i teksten (De
signitfiant’er, jeg kigger efter er eksempelvis henvisninger til det
nationale: Danmark / Norge / Sverige, Kongerige, rige, eller dansk /
norsk / svensk – eller en anden angivelse, eks. sveer, eller ”vi ved
ikke hvem de var”).
• Hvilke ord bruges? Led efter forskønnende adjektiver og
163

superlativer. Hvilken ladning har ordene?
• Bruges substantiver i bestemt eller ubestemt form? Bestemt form,
eksempelvis ”den kongelige grav”, der understreger, at der
selvfølgelig er en kongelig grav, og dermed gør diskussionen af,
hvorvidt der er (kongelige) begravelser eller ej overflødig – eller det
modsatte: eksempelvis overskrifter med spørgsmålstegn.
• Se på om der findes et antal forudsigelige lingvistiske karakteristika,
der tyder på der er tale om en dominerende repræsentation.
Eksempelvis at funktionen som en national byggesten opretholdes
gennem diskursen ved at referere til det royale, ved at bruge en
terminologi der knytter sig til det nationalstatslige fællesskab som
dansk/norsk/svensk og vi/vores.
• Kig efter sociale agenter. Er de tilstede eller fraværende?
Eksempelvis er der en tydelig social agent tilstede, når man bruger
ordet ”vi”.
• Er forklaringerne i udstillingerne postulater eller faktuelle?
• Er der umodaliserede sandheder / truismer i teksterne?
• Tid: Blandes nutid og fortid sammen?
• Sted: Refereres der til ”verden” eller til specifikke steder? Hvor
'udspiller' diskursen sig?
• Syntaks. Hvilken relation har de forskellige dele af udstillingerne
indbyrdes? Modsiger de hinanden? Kan argumenterne skiftes ud
med andre tilfældige, lige så gode argumenter? Har teksten eks.
brugt et retorisk kneb at opbygge en akkumulation af begivenheder,
der har afgørende betydning?
• Bliver noget ”naturliggjort” – beskrives kulturelle faktorer
eksempelvis som noget naturgivent
g) Kort og symboler
• Hvilket kortmateriale bruges i udstillingen?
• Referer de til et regionalt, nationalt eller overnationalt område?
• Kan tidligere eller nulevende etniske grupper aflæses i materialet?
h) Genre
• Hvilken genre tilhører udstillingen? Er den national, lokal eller
regional? Er den bygget op om ét eller flere temaer eller lokaliteter?
• Er genren faktuel eller historiefortællende / mytisk – eller en
sammenblanding? Reflekteres der over udstillingens position?
• Har udstillingen et ideologisk sigte? Eksempelvis at opbygge
national identitet eller at diskutere udstillingspolitik?
• Hvordan er teksten komponeret eller struktureret; hvilken stil og
opbygning har den, og hvilke virkemidler?
i) Opsummering og refleksion over analysen.
164

Punkt a) til h) vil jeg i de følgende tre kapitler gennemgå for hver af
udstillingerne. Da Jelling allerede er blevet analyseret ud fra kvalitativ
optælling af signifiant'er vil afsnittet omkring den semantiske analyse blive
tilpasset for at undgå gentagelser. For at de tre lokaliteter skal være
sammenlignelige er det dog nødvendigt at gribe fat i Jelling endnu en gang,
nu ud fra de ovenstående punkter. Efter jeg har gennemgået de tre
udstillinger og fortidsminder for sig vil jeg foretage en diskussion af
stedernes betydning og anvendelse i dag. Såvel her som under de enkelte
udstillingsanalyser vil jeg forøge at reflektere over min analyse og forholde
mig til, om der er et problemfelt, analysen kan bidrage til at belyse (punkt
i)).
Analyse:Midgard historisk senter, Borre
a) Borre. Introducerende beskrivelse
Midgard historisk senter og Borrehøjene ligger ved Oslofjordens vestbred i
Vestfold, Sydnorge. Centret blev åbnet 27. Maj 2000 af Hendes Majestæt
Dronning Sonja. Institutionen ejes og drives af Vestfold fylkeskommune.
Fra og med 1. januar 2008 indgår Midgard historisk senter i virksomhet for
Kulturarv. Centret ledes af en faguddannet arkæolog, og særudstillingerne
på centret er forskningsbaserede. På trods af at centret har eksisteret siden
2000 er centret først nu ved at opbygge en permanent udstilling om de
arkæologiske fund fra Borre. Denne udstilling bliver også forskningsbaseret.
På hjemmesiden har Midgard historisk senter formuleret to
hovedmålsætninger: ”Å være et kompetansesenter som skaper og formidler
kunnskap om Vestfolds vikingtid, og å gjøre Vestfold til et Nordisk sentrum
for formidling av vikingtid gjennom driften av Vikinger i Vestfold.”
Udstillingens navn, Midgard historisk senter, sender en række signaler til
den besøgende som modtager. Referencen til Midgård signalerer dels, at
centret har fokus på den nordiske mytologi eller religion. Det signalerer
også at centret vil formidle Midgård, altså menneskenes verden i vikingetid.
Navnet skaber en forventning hos modtageren om at centret beskæftiger sig
med vikingetid på et generelt plan, mere end at det handler om
Borremonumenterne. At bruge ordet 'historisk' i navnet bringer genren væk
fra det mytiske og ind i en faglig funderet genre. Med andre ord skal de
mytiske fortællinger tage afsæt i den historiske faglighed. Ordet historisk
trækker fokus væk fra det arkæologiske perspektiv og over på en periode og
en historisk metode, der baserer sig på skriftlige kilder, der i højere grad kan
betragtes som 'vidnesbyrd' om historiske perioder end den arkæologiske
videnskabs tolkninger. At der er tale om et center signalerer dels at der er
tale om et mødested, men ordet 'senter' kan også signalere at Borre er et
regional center, der skal formidle Vestfold som et område, der (også) i
165

forhistorisk tid var at betragte som et knudepunkt i Norge og Norden. Det
kan endvidere signalere, at der er tale om et nationalt centrum, at det er
herfra nationen udspringer. Endeligt kan det betragtes som et nordisk
centrum, som der lægges op til på planchen der formidler nationalparken
med Borrehøjene.
Der er entre til udstillingen. Centret ligger lidt uden for de nærmeste lokale
byer. Stedet er lettest tilgængeligt hvis man har bil. Nationalparken, der
rummer gravhøjene, er udflugtsmål for lokale i weekenden.
b) Borre. Fortidsmindet
Fortidsminderne i Borre består af en gravhøjsgruppe med store og små
gravhøje beliggende tæt på Oslofjordens vestkyst i Vestfold. I dag ligger
fortidsminderne indenfor et indgærdet område, der er udpeget som
nationalpark. Nationalparken domineres i dag af gamle egetræer foruden
løvtræer som asp, ask og birk, og fungerer som udflugtsmål på grund af
parkens rekreative værdier. Alle storhøjene har indbrudshuller, formodentlig
fra indbrud foretaget i højenes brugstid (Myhre 2003: 64). Der har kun
været foretaget mindre arkæologiske undersøgelser i hovedparten af højene.
De arkæologiske fund fra Borre stammer primært fra en høj udenfor
nationalparken, hvorfra der i 1852 blev taget materiale til vejbyggeri.
Nicolay Nicolaysen fra den nystiftede 'Foreningen til norske
fortidsmindesmærkers bevaring” undersøgte højresterne og fandt en
skibsgrav med resterne af et aristokratisk udstyr, der dateres til begyndelsen
af 900-tallet (Myhre 2003, Zachrissen 2008). Genstandsmaterialet tyder på
at højen rummede en dobbeltgrav med en mand og en kvinde (Myhre og
Gansum 2003: 68). Området har været brugt til højbyggeri, måske tilbage
166
Figur 18: Borres geografiske placering

fra romersk jernalder, men i hvert fald fra 600-tallet e.Kr. frem til omkring
år 1000 (Myhre 2003).
Figur 19: De to haller, der blev fundet ved georadarmålinger ved
gravhøjene i Borre 2007. Fra Tørrestad 2007.
Der har været gjort mange forsøg på at finde en samtidig bebyggelse
til gravhøjene i Borre. Ved undersøgelser fra 1988-1992 blev der fundet en
del gruber omkring gravhøjene (Myhre 2003). I foråret 2007 blev der fundet
yderligere grave ved magnetometer- og georadarundersøgelser. I efteråret
2007 lykkedes det endvidere ved disse metoder at lokalisere to halbygninger
netop uden for nationalparken cirka 100 meter fra de synlige gravhøje. Bygningerne
har været mellem 30 og 40 meter lange og 10 meter brede. De tolkes
som ”aristokratiets festsaler”, og er dateret til 6-700 tallet (Tørrestad
2007). Leder af Midgard historisk senter, Terje Gansum, ser hallerne som
”beviset på at stedet har vært et kongelig maktsenter i Vikingtiden” (citeret i
Tørrestad 2007). På trods af dateringen til 6-700 årene mener fylkesarkæologerne
at ”Funnet er sensasjonelt og styrker teorien om at Borre har vært
senter for vikingene rundt […] Oslofjorden” (Tørrestad 2007).
167

Figur 20: Gravhøjene i Borre
c) Borre. Monumentets nationale betydning
Da Nicolaysen i 1852 fandt resterne af en skibsbegravelse i Borre var han
forberedt på at finde en kongegrav. 14 år tidligere var Snorri Sturlasons
'Heimskringla' blevet genudgivet. Heri gengives 'Ynglingatal', der skulle
være digtet for kong Ragnvald, hvis forfader, Halvdan Øysteinsson, skulle
være gravlagt i Borre. Efter udgravningen konkluderede Nicolaysen at
Borre måtte være sæde for de vestfoldske konger. Historikeren P. A. Munch
støttede op om tolkningen med en publikation kort tid efter (Myhre 2003:
53ff). ”Dermed var 'sanheten' om Ynglingættas gravplass på Borre fastlagt
gjennom tre autorative publikasjoner: Snorris Heimskringla, Munchs nye
norgeshistorie og Nicolaysens arkeologiske dokumentasjon.” (ibid.: 56).
Denne historiske 'sandhed' blev senere genkonstrueret af professor i
arkæologi A. W. Brøgger i 1915 (ibid.). På dette tidspunkt, 10 år efter Norge
var blevet en selvstændig stat, havde landet brug for ”en rik historie og
imponerende materielle spor etter fordums storhet. Gravfeltet på Borre og
Ynglingeætta passet perfekt inn i dette bildet.” (ibid.: 56).
Brøgger virkede for at gravfeltet blev udpeget som nationalpark. Borre
blev indviet som Norges første Nationalpark i juni 1932 af Kong Haakon
VI. Ved åbningen holdt Brøgger en tale, hvor ”han gikk langt utenfor de
historiske og arkeologiske kildene” (ibid.: 56) og hæftede konkrete
ynglingekonger på de ikke-undersøgte gravhøje og trak liner fra Borre over
Harald Hårfagres rigssamling til den norske stat anno 1932 (ibid.). Som
symbol for det urnorske blev Borre fra 1935 til 1944 samlingssted for
Nasjonal Samling (Myhre 1994: 127). På et hovedstævne ved Borrehøjene
tog Vidkun Quisling afsæt i Brøggers konklusioner og trak linier til det ny
Norge, som Nasjonal Samling skulle bygge. Gudbrand Lundes holdt i
samme ånd en tale hvor han kundgjorde at: ”Det var forfedrene til Harald
Hårfagre de som muliggjorde at vi fikk et Norge. I oss bor en del av deres
168

tanker og drømmer. Vi skal knytte båndet med vår tidligere storhetstid og
videreføre våre store høvdingers verk” (citeret i Myhre 1994: 132).
Efter 1945 blev der stille omkring Borre, både fagligt og i social
sammenhæng, og bevoksningen i nationalparken fik lov at tage overhånd.
Nasjonal Samling havde ødelagt muligheden for at bruge nationalparken
som samlingspunkt for en national identitet efter nazismens nederlag
(Myhre 2003: 58). Først fra 1960'erne har parken fået folkelig betydning
igen, og bliver blandt andet brugt til 17. maj samlinger for Borre og Horten
området. Fra 1970'erne har der igen været arkæologisk interesse omkring
Borre (ibid.)
Når man i dag kommer til Borre fører en gammel egeallé ned til
gravhøjsgruppen. Den giver indtryk af at befinde sig et gammelt, solidt og
ærværdigt sted, hvilket understreges af de mange egetræer i selve parken.
Træerne optræder altså som fysiske udtryk for en metafor på noget
bestandigt, gammelt og ærefrygtindgydende. Også under en af
nationalsocialisternes samlinger brugte en reporter de ”lyse bjerker og
mørke eketrær” i nationalparken (Myhre 1994: 132) som symboler på
forholdet mellem det gamle Norge og det ny. I det seneste forslag til
vedligeholdelse af parken lægges der vægt på at eg og ask bevares med
begrundelsen: ”Eiketrær kan bli gamle, og nærer forestillinger om fortid.
Dermed gir eiketrær preg av gammel historie, noe som også gjelder
forestillinger om asketrær, gjennom det mytologiske treet Yggdrasil. En
bevisst prioritering av disse treslagene vil gi parken et særpreg med tilsiktet
alderdommelig karakter” (Høringsutkast 2007: 35). Selve højgruppen er
omkranset af et mandshøjt stendige. Hovedindgangen til nationalparken er
en svær dobbeltport i massive planker (figur 21). Hver port har en stor,
ringformet metalring, der minder om en dørhammer. Portene efterlader et
indtryk af at stå overfor et skatkammer med velbevogtede genstande.
Indenfor porten mødes man af en nyere tids 'runesten' med et knyttet
trefliget symbol, omridset af en skibsstævn samt indskriften ”Velkommen til
Borreparken” i kantet skrift. Stenen er indbegrebet af nutidens forestilling
om det vikingetidige og understreger visuelt at man som besøgende i Borre
færdes i et samspil mellem en vikingetidig og en nutidig diskurs, hvor det
vikingetidige bruges som symbolsprog. Såvel stenhegnet som porten,
velkomsstenen og egetræerne er med til at understrege fortidsmindernes
monumentalitet.
169

Figur 21: Hovedindgang til Nasjonalparken i Borre
At Borre blev Norges første nationalpark signalerede at Borrehøjen
var de vigtigste monumenter at bevare i Norge. Det siger noget om hvilken
rolle monumenterne har spillet for nationalstaten Norges selviscenesættelse
og identitetsdannelse. Ved at gøre fortidsminderne til nationalpark har man
skrevet dem ind i en nutidig narrativ eller fortælling og ændret deres
betydning fra at være forhistoriske levn til at være nationale monumenter. At
fortidsminderne ved Borre stadig i dag som i 1932 har national bevågenhed
ses eksempelvis i at den Norske Riksantikvar har udpeget Vestfold som
pilotfylke i udviklingen af geofysiske undersøgelsesmetoder i Norge
(Tørrestad 2007). Fundene ved Borre har således sammen med fundene af
Oseberggraven, Gokstadgraven samt Kaupang national bevågenhed i en
arkæologisk faglig kontekst. De nyeste arkæologiske undersøgelser i Borre,
der har resulteret i erkendelsen af to halbygninger, omtales endvidere i en
diskurs, der fremhæver det kongelige, det nationale og det vikingetidige (se
Tørrestad 2007).
I dag har Claus Krag (1991) sandsynliggjort at hverken Halvdan
Øysteinsson eller hans forfædre skulle være gravsat i Vestfold, og Harald
Hårfagre forbindes ikke længere med Borre. I stedet er det muligt at knytte
to senere konger, Olav Geirstad-alv og Ragnvald den Hedershøye fra sidste
halvdel af 800-tallet til Borre (Myhre 2003: 66). I dag tolkes Borre som et
magtcentrum, der har været sæde for forskellige kongeslægter gennem
århundreder. Hvor storhøjene hidtil har været set som tegn på en
kontinuerlig magt, tolkes de nu i lige så høj grad som udtryk for, at de
siddende slægter gentagne gange har været udfordret på deres magtposition,
og har skullet synliggøre sin magt gennem højbyggeri (Myhre 2003: 68ff).
Den nationale historie baseret på de gamle sagn er med Claus Krags
170

nytolkning ikke forsvundet i norsk fag- og folkelitteratur. Nu er dens fokus
blot flyttet fra Vestfold til Rogaland og Hordaland (Gansum og Kobro 2005:
19) .
At Borre stadig har en national betydning i dag understreges på
Midgard historisk senters hjemmeside, hvor fortidsminderne beskrives
således: ”Borrehaugene er blant Norges viktigste nasjonale kulturminner, og
det historiske stedet inntar en sentral rolle i vikingtidens Europa.” Borre har
med andre ord været et nodalpunkt i opbygningen af en norsk national
identitet siden kort tid efter at Norge blev selvstændig, og er det fortsat i
dag.
d) Borre. Udstillingsbygningen
Et par hundrede meter vest for de synlige fortidsminder i Nasjonalparken
ligger udstillingsbygningen Midgard historisk senter. Fortidsminder og
museum har fælles parkeringsplads, og man passerer hovedindgangen til
museet når man går ned i Nasjonalparken. Bortset fra en nærliggende kirke
er der agerland omkring museet og fortidsminderne. Der er således ingen
tvivl for den besøgende om at der er en sammenhæng mellem museum og
fortidsminder.
Udstillingsbygningen (figur 22) kan betegnes som et arkitektonisk
prestigeprojekt (se midgardsenteret 2009). Udstillingsbygningen er tegnet af
Lund & Slaatto Arkitekter AS i Oslo, i samarbejde med arkitekt Halgeir
Kårstein. Bygningen er opført primært i beton og glas. Indgangspartiet er en
lang overdækkende trækonstruktion, der indenfor fortsætter sin akse ned
gennem museet, med udsyn gennem glasvæg i gavlen. Indenfor er
bygningen åbnet med vinduer fra gulv til loft ned mod nationalparken, mens
facaden er lukket mod landevejen. Der er således visuel forbindelse mellem
udstillingen og monumenterne. Tagkonstruktionen i træ giver associationer
til en skibsstævn. Udenfor bygningen, ned mod nationalparken, vajer tre
norske vimpler.
Udstillingen er opført i ét plan og der er derfor let fysisk adgang for alle
brugere. Meget af formidlingen i Borre er dog ikke optimal for
kørestolsbrugere, da den er baseret på fysisk aktivitet. Der er entre til
udstillingen 5 .
5 Entre er 50 NOK for voksne og 25 NOK for børn per januar 2009
171

Figur 22: Udstillingsbygningen med hovedindgangen set fra Nationalparken ved
Borre
e) Borre. Farveholdning og materialevalg
Vægge og gulve i udstillingen er umalet beton. Det giver en neutral
baggrund for såvel de permanente som de skiftende udstillinger. Man kan
sige, at betonen udgør en ikke-farve, i den forstand at der ikke nødvendigvis
skal tages et aktivt farvevalg der matcher udstillingerne. Den åbne
glasfacade der dækker det meste af bygningens ene længdeakse gør
rummende lyse og indbydende. Loftet i hele aksen af det centrale rum, fra
indgangspartiets start til bygningens modsatte ende, er udformet i en
hængende trækonstruktion, der også indefra associerer til skibsskrog (figur
23). I de øvrige udstillingsrum er loftet i beton. Den huleagtige stemning,
der herved er opnået, understøttes af at såvel permanente som midlertidige
montrer er holdt i grå og sorte farver. To af disse rum kan betragtes som
stemningsrum, hvor der er opbygget en kulisse der understøtter rummets
brug eller historie. I det ene rum er der opstillet en trækonstruktion i form af
en del af det indre af et forhistorisk hus. I et andet rum er der arbejdet med
mørklægning af rummet, hvori der er skabt en stemningskulisse med
trædukker og modellerede trærødder, der understøtter en videofortælling om
nordisk mytologi 6 . Ved mit besøg i Borre var det kun bunden i montrerne i
særudstillingen der havde en egentlig farve. Denne farve var dyb rød, og
sendte signaler om fare, blod og nationalsocialisme.
6 Dette rum bliver ændret i 2009, så der kører egne producerede dokumentarfilm
(Gansum, pers. com. 2009)
172

Det samlede indtryk af udstillingen er, at
rummet ikke specifikt er bygget til en
kulturhistorisk udstilling, men også kunne
Figur 23: Det centrale udstillingsrum i
have rummet eksempelvis en
Midgard historisk senter
kunstudstilling. I forhold til at museet har
lagt stor vægt på formidling gennem
kulisser, mytologi, og indlæring gennem leg, som jeg vil uddybe nedenfor,
virker det ikke som om udstillingsbygningen er bygget for at imødese dette
fokus bedst muligt. Rummene med beton fra gulv til loft virker som kolde
og hårde rammer for indlæring gennem leg, og indbyder ikke til højlydt
kommunikation. Det virker tvært imod som om arkitekterne har forsøgt at
opnå en andægtig stemning. Omvendt virker den aflange, lave bygning i ét
plan 'jordnær', og efterlader et indtryk af formidlingen af
Borremonumenterne som et folkeligt, inkluderende projekt.
f) Borre. Semantisk analyse af udstillingens betydningsindhold
Midgard historisk senter rummer følgende udstillingsafsnit:
• En reception med salg af kopismykker, bøger, legetøj og øvrige
souvenirs.
• En cafe.
• En hovedakse, prominarium, der bruges som gangareal og
særudstillingsrum.
• Et siderum beregnet til permanent udstilling om Borre. Rummet har
været brugt til særudstillinger siden museets åbning. Den
permanente udstilling åbner 14. juni 2009 (Gansum, pers. com.
2009).
• Et siderum med en kulisse som et udsnit af et landhus, der kan
bruges til grupper med guide, blandt andet til rollespil, men som ikke
173
Figur 24: Udstillingsrum, Midgard
historisk senter. Eksempel på kulisse om
nordisk mytologi.

ummer en decideret udstilling.
• Et siderum, ’Gudernes verden’, med religion som tema bygget op
med mørklægning, kulisser, tegnefilm og en montre med tilknytning
til nordisk mytologi 7 .
• Desuden findes skoletjenesterum med kopier af genstande, som de
besøgende kan røre ved og tage på.
• Udendørs findes en stor afdeling med 'historisk legeplads'. Denne er
bemandet i sommerhalvåret, og fungerer derfor som en væsentlig del
af formidlingen ved centret.
Hovedvægten af formidlingen i centret er således lagt på formidling
om de forhistoriske perioder jernalder og vikingetid til børn. Det gælder
såvel legeplads, skoletjenesterum samt fortællingerne om nordisk mytologi,
hvor der er lagt større vægt på iscenesættelsen af den anderledes, mystiske
og mørke religion end på en videnskabelig redegørelse af arkæologisk viden
om datidens tro og riter. Næststørst vægt lægges der på særudstillinger, da
disse skifter jævnligt og fylder fysisk meget i udstillingsbygningen. Hidtil
har der ikke været et egentligt fokus på selve Borrehøjene. Den kommende
permanente udstilling om dette emne kommer til at ændre herved. Da denne
del af udstillingen stadig bliver mindre end særudstillingen, og da der stadig
er stort fokus på legepladsen, vil jeg alligevel konkludere at udstillingen
lægger mindst vægt på gravhøjene i Borre og den arkæologiske viden der
knytter sig hertil. Emnerne i udstillingen er med til at understrege det, der
signaleres i udstillingscentrets navn: At stedet beskæftiger sig med at
formidle vikingetiden bredt, uden specifikt fokus på Borrehøjene, og med en
klar hovedvægt på forestillingen om det vikingetidige miljø (og ikke
materialet fra yngre jernalder).
Under mit besøg i Borre stod der en
særudstilling med titlen Vikingvisjoner.
Udstillingen havde som tema at se
vikingerne som en fremmed kultur mere
end som en del af en national fælles
afstamning. En opstilling af en norsk
nationaldragt overfor en burka
tydeliggjorde at formålet med udstillingen
var at sætte vore dages skelnen mellem
”os” og ”de andre” til diskussion, ligesom
et billede af den amerikanske præsident
Bush overfor Bin Laden (figur 25)
tydeliggjorde at udspringet for
udstillingens tema er et aktuelt fokus på
forholdet mellem den vestlige, kristne
verden, og den mellemøstlige, muslimske.
7 Jævnfør note ovenfor
174
Figur 25: Forhistorien brugt som afsæt for at
diskutere modsætningen mellem 'dem' og 'os'. Fra
særudstillingen Vikingvisjoner på Midgard historisk
senter.

Særudstillingen er et eksempel på, at fagfolkene bag Midgard historisk
senter opfatter udstillingen som en del af en nutidig diskurs, samt at centrets
arkæologer reflekterer over, hvordan forhistoriske tolkninger indgår i denne
diskurs, og ønsker at diskutere dette med centrets publikum.
Med hensyn til, hvor let udstillingen er at tilegne sig, er det forskelligt
fra afsnit til afsnit. En stor del af formidlingen er lagt an på indlæring
gennem leg, og denne del kræver ikke specifikke forudsætninger fra
modtagerne. Hvis man udelukkende deltager i denne del af formidlingen vil
modtagerne på den anden side forlade centret med en bekræftelse af
forventningerne til, hvad 'vikingetid' var: Bueskydning, øksekast og tro på
de nordiske guder. Afsnittet omkring den nordiske religion kræver til
gengæld et vist forhåndskendskab til mytologien, hvis de forskellige
opstillinger skal give umiddelbar mening. Den særudstilling, jeg oplevede,
havde et højt fagligt niveau, men krævede at modtagerne havde en højere
uddannelse for at forstå problemstillingerne. Det sprog, der bruges i de
foreløbige tekster til den kommende permanente udstilling er arkæologisk
fagsprog. Teksten er fagligt argumenterende, og gør ikke brug af dramatiske
metaforer. De antagelser, der gøres om Borrefundet og dets kontekst bygger
på henvisninger til såvel ældre som helt nye forksningspubliceringer.
Den kommende udstilling i museet handler om elitens selvbillede i
yngre jernalder, og har til formål at skabe forståelse for miljøet i Borre på
skibshøjens tid (Zachrisson 2009). I oplægget til udstillingsemnerne gøres
der ikke brug af hverken metaforer eller forskønnende adjektiver for at
fremhæve materialet positivt. Der anvendes heller ikke referencer til 'vores'
historie. Den kommende udstilling har således ikke som hverken erklæret
eller underliggende formål at være med til at opbygge en norsk identitet, i
modsætning til dengang nationalparken blev etableret. Ved at fjerne fokus
fra 'vikingetid' som fagligt nodalpunkt, og i stedet vælge 'yngre jernalder',
formår arkæologerne bag udstillingen at tage Borre ud af den hidtidige
nationale diskurs, og bringe den ind i en ny. Den ny diskurs forholder sig til
menneskerne, der er gravlagt i Borrehøjene, som symboler på 'det
fremmede', og betragter deres samtid som en diskurs uden direkte referencer
til nutidens. De ting, der fremhæves som forskellige er eksempelvis yngre
jernalders symbolverden, mytologi, madkultur, tøjkultur, idealbilleder i form
af en datidig krigerideologi, forskel mellem fri og ufri mennesker, og
mellem eliten og det jævne menneske. Argumentationen i
udstillingsoplægget er faktuel og bygger på et omfattende
forskningsmateriale med referencer, der går ud over Borre og ud over en
(syd)norsk kontekst (jævnfør udstillingsoplæg af Zachrisson 2009).
I beskrivelsen af yngre jernalder som en fjern kultur kommer
Borrehøjenes begravede mennesker til at fremstå mere som 'de andre' end
som 'os'. Dette står i kontrast til den hidtige fremlæggelse af Borrehøjene,
175

hvor diskursen har iscenesat den 'virkelighed' at det var 'de urnorske
mennesker' der lå begravet i Borre. Denne diskontinuitet i diskursen har
kunnet opstå fordi centrets ansatte er bevidste om, at nutidens diskurs
influerer på vores arkæologiske udlægning af forhistorien. Terje Gansum har
således forklaret sigtet med den ny udstilling således: ”Jeg tror at mye av
den ”norske” vikingtiden er preget av moderne politiske forhold: Vi har fått
den Kalde krigens vikingtid servert, og det er på høy tid å smelte frontene
og se vikingtiden i nye perspektiver – det er noe av det vi vil ha fram med
den nye utstillingen” (Gansum, pers. com. 2009). Når den nationale diskurs
ikke genfindes i udstillingsoplægget kan det måske også skyldes at man har
valgt at lade en svensk arkæolog udarbejde teksten (Gansum, pers. com.
2009).
Den kommende udstilling udarbejdes med henblik på at (gen)skrive
Borrefundet ind i en yngre jernalders royal kontekst, eksempelvis ved at
forbinde den mytisk-historiske Yngligeslægt i henholdvis Borre og Gamla
Uppsala via de fund, der er gjort i skibshøjen (Zachrisson 2009). Men i
modsætning til diskursen i Jelling opfattes 900-tallets kongemagt i Borre
ikke som en fasttømret størrelse, der har eksisteret uforandret til i dag, men
nærmere som resultatet af forhandlinger mellem magtfulde slægter på tværs
af nutidige nationalstatsgrænser. Således understreger teksten til den
kommende permanente udstilling i Borre forbindelserne til øst. Hvor den
tidligere diskurs omkring Borre understregede Borres betydning som center,
'udspiller' den nye diskurs sig på tværs af nutidige magtkonstruktioner.
Skibshøjen tolkes ikke som en kongegrav, men som en begravelse af en
mand og en kvinde, hvis indbyrdes relationer og rang ikke er afgjort, omend
de tolkes som tilhørende datidens elite. Den kommende udstilling forholder
sig imidlertid også til Snorri Sturlasons fortællinger om Borre. Torunn
Zachrisson (2009) argumenterer således for, at traditionerne om Ynglingene
er nærværende i Borre. Hun henviser til at stednavne i Ynglingesagaen kan
genfindes i det sydlige Vestfold.
Man kan ud fra ovenstående analyse sige, at der er et syntaktisk
modsætningsforhold i de forskellige dele af formidlingen på Borre.
Nationalparken italesættes som i 1932 stadig som væsentligt for det norske
samfund (jævnfør Høringsutkast 2007). Midgard historisk senters
hjemmeside understreger, at ” Borrehaugene er blant Norges viktigste
nasjonale kulturminner”. Den nationale diskurs er således stadig central i
formidlingen af Borre, og iscenesættes med vikingetidige symboler,
eksempelvis et vikingesværd på hjemmesiden, der skaber
sammenhængskraft mellem forestillingen om Borre som det urnorske. På
Midgard historisk senter kan børn og voksne 'lege vikinger' og på den måde
finde den urnorske viking frem i dem selv. Tilstedeværelsen af det stort
anlagte udstillingscenter er i sig selv tegn på, at stedet Borre spiller en
væsentlig rolle som kanoniseret kulturarv, der skal formidles til blandt andre
176

skolebørn. Samtidig prøver centret med den kommende udstilling at dreje
fokus væk fra vikingetiden og væk fra forståelsen af Borre som 'norsk' over
på en forståelse af Borre som 'interkulturel'. Denne ny udstilling, hvor
Borrefundene igen bliver iscenesat, men nu i en ny diskurs, rummer i sig
selv en diskrepans i forhold til den formidlingsform, der har været valgt det
første lille årti af centrets levetid, hvor Borrefundene har været ignoreret, og
det formidlingsmæssige fokus i stedet var lagt på et generelt og mytisk
billede af 'vikingetiden'.
Det er påfaldende at den diskursive ramme både i udstilling,
børneaktiviteter, særudstilling(er) og på hjemmesiden samt i skoletilbud er
vikingetid, mens dateringen af de yngste af højene og de nye hal-fund
daterer en del af de væsentlige arkæologiske materiale i Borre til yngre
jernalder (Myhre 2003, Tørrestad 2007). Dette kan skyldes, at der er et
større publikum til et museum om vikingetid. Dette ses eksempelvis i Ribe,
hvor museet Ribes Vikinger via sit navn signalerer vikingetid, uagtet at kun
en lille del af fundene fra Ribe dateres til denne periode. Vikingetid sælger
bare bedre end middelalder. Det kan imidlertid også forklares ud fra den
diskurs, Borrefundet hidtil har været en del af, som traditionelt forbinder
gravhøjene med mytiske vikingetidskonger.
Den dominerende repræsentation i Borre er en indirekte, skjult
national diskurs. Den kommer til udtryk gennem en række forudsigelige
karakteristika. For eksempel at centret beskæftiger sig med vikingetid, både
i den formidling, der er rettet mod børn, i dens fokus på vikingetidens
mytologi selvom det de seneste år er blevet anerkendt, at vikingetidens
religion bygger på en forestillingsverden, der er etableret i jernalder. Alene
det at sådan et vikingetids historisk formidlingscentrum er placeret ved
Borre, der i dag ligger 'langt ude på landet', viser, at det har betydning, at
placere stedet netop ved Borre. Denne betydning er ikke umiddelbart synlig
i hverken centrets navn eller de udstillinger, der vises i centret. Betydningen
kommer imidlertid til udtryk i det, at centret er med til at opretholde en
fokus på nationalparken (se Høringsutkast 2007), i at centrets medarbejdere
er med til at foretage fortsatte undersøgelser af fortidsminderne i området,
og i den diskurs, der kommer til udstryk, når fundene dukker op: Vi leder
efter spor efter kongerne i området. Centret spiller altså stadig en central
rolle i en national diskurs i Norge.
At formidlingscentret i Borre overhovedet er bygget finder ikke sin
gyldighed i reelle arkæologiske fund, men først og fremmest i nyere tids
brug af fortidsminderne. Den dybere strategi med at anlægge centret kan
derfor tolkes at være at styrke et referencepunkt for norsk national identitet.
Denne strategi formuleres imidlertid ikke eksplicit, hverken i udstillingerne
eller på centrets hjemmeside. Når norske skoleelever besøger Midgard
historisk senter gør de det derfor tilsyneladende i en kontekst, hvor de lærer
177

om vikingetidens samfund, mens det mere skjulte formål er opdragelse til
nutidige samfundsborgere gennem at de besøger et nationalt monument. Der
er således ikke tale om at den arkæologiske formidling af et fortidsminde
står øverst på dagsorden – det gør den i højere grad eksempelvis ved den
genopførte, nærliggende Oseberghøj. Den magtstrategi, der ligger bag
opførelsen af centret har ikke rod i en arkæologisk virkelighed, men i
konsolideringen af betydningen af et nationalt monument. I og med at
centret ledes af en faguddannet arkæolog, flyder den nationalstatlige
magtstrategi imidlertid sammen med den arkæologisk faglige strategi. Den
arkæologiske ekspertise på stedet kommer således til at være garanter for
den underliggende, ikke illustrerede mytiske fortælling, der knytter sig til
Borre. For den besøgende er det ikke umiddelbart synligt at der ligger en
national fortælling under overfladen ved et besøg i udstillingscentret. En
udlænding vil med stor sandsynlighed kun opfatte at stedet spiller en
national rolle ved at læse planchen foran Nasjonalparken. For skoleklassen,
derimod, der overvejer et besøg til Midgard historisk senter sker dette
sandsynligvis på baggrund af lokalitetens betydning i historiebøgerne, og
næppe fordi de her kan skyde med bue og pil eller få en visuel oplevelse af
Odin. Den oplevelse kan de hente ved snart sagt alle museumscentre i
Nordeuropa.
Magtstrategierne omkring Borre er således ikke umiddelbart synlige.
Der er tilsyneladende en kamp om to diskurser. Den ene vil opretholde
Borre som et nodalpunkt i den nationale identitetsdiskurs. Det er disse
kræfter, der blandt andet har sørget for at centret blev bygget, at det blev
indviet af Dronning Sonja, og at der stadig gøres tiltag i nationalparken for
atter at understrege gravhøjenes monumentalitet. Det er tilstedeværelsen af
denne diskurs, der får skolelærere til at finde et besøg ved de nationale
monumenter i Borre nødvendigt for deres elever. Den anden diskurs skal
findes blandt de fagarkæologer, der er beskæftiget på stedet. Disse trækker
brugen af Borre i en anden retning end den nationale identitetsopbygning.
Det gør de blandt andet ved i særudstillinger at diskutere hvordan nutiden
etablerer en bestemt forestilling om det vikingetidige samfund ud fra
nutidens behov for at se sammenhænge i verden på en bestemt måde – for
eksempel i at nordmænd stammer fra stolte, modige og sejrende vikinger.
Det gør de ved at skabe en permanent udstilling om Borrefundende, der gør
op med koldkrigsbilledet af en nordisk kulturgruppe uden influens fra øst.
Fagfolkenes strategi er med andre ord at forandre diskursen, så Borre ikke
længere er nodalpunkt for en norsk identitet. Fagfolkene på stedet befinder
sig imidlertid i et dilemma, i og med at publikum, herunder skoleklasser, og
måske også de øknomiske midler formodentlig i høj grad kommer til Borre i
kraft af stedets rolle som symbol på det (ur)norske. Forskellige 'tider'
blandes sammen i Borre. De forhistoriske fund har hidtil være brugt i en
konstruktion af nationalstaten. Denne identitetsopbygning har imidlertid
være præget af den måde, hvorpå Borrehøjene blev brugt som symboler
178

under nazismen frem til 1945. Den nationalsocialistiske epoke har således
haft indflydelse på, hvordan fortællingen om Borre er kommet til udtryk
siden da. Nu bruges de forhistoriske fund igen i en nutidig konstruktion,
men denne gang bruges forhistorien til at vise, at 'de' ikke var som 'vi', der er
'norske' i dag.
Såvel særudstillingen Vikingvisjoner som den kommende permanente
udstillingen om Borre sætter (selv)billedet af aristokratiet i yngre jernalder
og vikingetid op som en modsætning til en nutidig diskurs. Den
overordnede diskurs bliver på den måde en italesættelse af det fremmede
overfor det kendte, eller vikingerne som ”de andre” hvis livsførelse står i
kontrast til ”os”. Men omvendt trækker udstillingscentret på samme tid de
genkendelige elementer fra ”vikingetiden” ud i 'hands on' formidlingen:
Børnene får lov til at kaste med økse, skyde med bue og høre drabelige
fortællinger fra den oldnordiske mytologi. På den måde bliver vikingetiden
for de besøgende familier en velkendt leg, og det, der på plancherne
beskrives som det anderledes og ukendte iscenesættes i aktiviteterne som
genkendeligt. Der er således etableret en modsætning mellem de forskellige
udsagn i udstillingen.
g) Borre. Kort og symboler
Der er i dag ingen kortudsnit i udstillingen i Borre. Udstillingen i Borre
efterlader sig på nuværende tidspunkt det indtryk, at udstillingen ikke kan
knyttes an til et geografisk område. Der er således ikke udarbejdet
kortmateriale, der understreger Borres nationale betydning. Til gengæld
forstærker fraværet af kort indtrykket af at Borreudstillingen i dag mere er
en mytisk fortælling end en faktuel beskrivelse af et forhistorisk fund.
h) Borre. Genreanalyse og opsummering
På Midgard historisk senters hjemmeside beskrives centret som et refleksivt
formidlingssenter med fokus på formidling til børn. Det er denne sidste
genre, der dominerer såvel arealmæssigt som aktivitetsmæssigt i centret
med legeplads og fantasifuld scenografisk fremstilling af ’gudernes verden’.
Denne genre er også dominerende på centrets hjemmeside, hvor
legeområdet beskrives indgående, og hvor der henvises til målrettede
formidlingstiltag for folkeskoler. Desuden rummer centret en genre, der
bedst kan betegnes som et fagarkæologisk diskussionsforum, der møder den
almene befolkning. Det er i denne genre, stedets særudstillinger optræder,
hvoriblandt de seneste har været en udstilling om jernets rolle, den ovenfor
bekrevne Vikingvisjoner samt en fremlæggelse af nytolkninger af
vikingetidsbegravelserne i Gokstad og Oseberg. De hidtidige særudstillinger
har levet op til centrets formål om at forholde sig refleksivt til historien. Den
mere permanente arkæologiske formidling har hidtil være koncentreret om
den mytiske vikingetid, men med den kommende udstilling flyttes fokus til
179

en faktuel arkæologiske formidling. Centrets faktuelle position bestyrkes
ved at der er arkæologer ansat på centret.
Diskursen omkring Borre i den hidtige udstilling legitimerer ”det
nationale som det, vi alle godt ved hvad er, så vi ikke behøves vise det
eksplicit”. Hermed etableres et nationalbegreb som inkluderer de, der uden
yderligere forklaring kan tage del i dette ikke-formulerede fællesskab, hvor
Borrehøjene opfattes som symbol på det urgamle, selvstændige Norge.
Omvendt bliver diskursen ekskluderende for de, der ikke hjemmefra kender
til lokalitetens implicitte betydning. Man kan sige, at udstillingen i Borre på
den ene side legitimerer et skel mellem ”dem” og ”os”, hvor de andre er de
forhistoriske slægter, der indgår i en social praksis, der er forskelligt fra den
i dag genkendelige, og på den anden side forsøger at minimere skellet
mellem disse andre og os i dag ved at lade publikum komme tæt på
eksempelvis den vikingetidige våbenhåndtering.
Hidtil har centret valgt at flytte fokus væk fra selve Borrehøjene ved
simpelthen at lade andre emner fylde mere. Det kan se ud som om Borre har
haft problemer med at finde ud af hvilket ben, de skulle stå på de første 8-9
år af centrets levetid. Det kan beskrives sådan, at den diskurs, Borre har
fungeret i siden fortidsminderne blev brugt som nationalsocialistisk symbol
frem til den udstilling, der nu bliver sat op, har været en ikke-diskurs eller
en indirekte diskurs. Med det mener jeg at Borre har spillet en rolle i
forestillingen om Norge som en selvstændig, urgammel nation siden
slutningen af 1800'tallet, men at denne diskurs det seneste halvthundrede år
ikke er kommet direkte til udtryk.
At Borrefundet ikke hidtil har været særskilt behandlet i Midgard
historisk sentrum kan hænge sammen med, at planerne om at bygge et
udstillingcenter i Borre faldt sammen med at Claus Krag (1991) netop havde
været med til at iscenesætte en ny fagdiskurs omkring de tidlige
sagnhistoriske kilder, hvor Harald Hårfagre antages at stamme fra Sogn og
Rogaland og ikke Vestfold (se Gansum og Kobro 2005: 18). I den faglig
diskurs om Borre har man derfor siden slutningen af 1980'erne ledt efter nye
ben at stå på (Gansum og Kobro 2005: 19). Som Gansum og Kobro
beskriver det:
”Seen from Vestfold's point of view, the grand history is gone, but the
archaeological finds are still here and need to be explained. In Vestfold we
have to create as much knowledge about the Viking Age as possible and,
especially with regards the extraordinary ships' graves, to tell stores based
on an archaeological framework instead of the historical one.” (ibid.: 19).
Derfor har udstillingen i Borre de første knap 10 år af dets levetid
fremstået som en mytisk fortælling om det vikingetidige univers med
180

hovedvægt på de nordiske guder og vikingerne som krigere i
levendegørelsen til børn. Nationalparken Borre har fungeret som nationalt
udflugtsmål og samlingspunkt, men stedets nationale betydning har ikke
været diskuteret direkte i udstillingen. De nyeste fund giver ikke alene de
arkæologiske tolkninger nyt liv og et mere fyldigt udgangspunkt, de gør det
også muligt at flytte det formidlingsmæssige fokus væk fra den mytiske,
idealiserede fortælling om vikingetiden med en implicit opfattelse af Borre
som et center i rigsdannelsen, og i stedet rette fokus på det forhistoriske
Borre som en fremmed, 'eksotisk' verden. Eller med Terje Gansums ord om
Borre: ”Vi må begynne å se det hele i litt større perspektiv. Grensene var
ikke der på samme måte, og folke- og kulturflyttingen skjedde på annen
måte enn vi har trodd.” (citeret i Lippestad 2006).
Frem til midten af 1990'erne blev Borre i den folkelige litteratur og
skolernes historieundervisning beskrevet som arnestedet for den norske
kongemagt (Gansum og Kobro 2005: 18) ud fra den traditionelle tolkning af
de sagnhistoriske fortællinger, hvorved Borre fungerede som nodalpunktet i
en national diskurs. De hidtidige værditilskrivning af Borre gennem de
mytisk-historiske kilder har også hængt sammen med, at de arkæologiske
oplysninger om Borrefundet indtil for ganske nyligt har været yderst
sparsomme. Ideen med udstillingscentret er derfor næppe udsprunget af
forestillingen om at genren skulle være en omfattende og uddybende
arkæologisk udstilling af Borrefundet. Ideen med centret skal derfor søges i
den dagsorden, hvor Borrefundet spiller en rolle for norsk identitetsbygning.
Denne genre er imidlertid ikke synlig i udstillingen, men ligger kun implicit
i hele konceptet omkring nationalparken og opførelsen af udstillingscentret.
Denne genre kommer altså ikke åbenlyst til udtryk, men kan ses gennem
diskursanalysen.
Der er med andre ord sket et skifte i den faglige diskurs omkring
Borre. Siden 1990 er Borres betydning 'reduceret' til at være et led i
forståelsen af centrale magtpositioner i vikingetidens Norge. I et forsøg på at
værditilskrive Borre på ny har den faglige diskurs flyttet fokus fra det
historiske til det arkæologiske felt. Hvor Borre før blev brugt i en national
diskurs, bliver fokus nu flyttet så lokaliteten forståes ud fra en europæisk
ramme (ibid. 19). Terje Gansum og Lars Ueland Kobros opfattelse af Borres
position stemmer overens med den analyse, der ovenfor er foretaget af
Borres betydning. Man kan også udtrykke det således at Borre har været 'en
flydende betegner' i den nationale diskurs. Borres betydning er under
forhandling i diskursen omkring værditilskrivninge af 'det norske', og dens
før dominerende position i denne diskurs er sat under pres. Nu bruges det
arkæologiske materiale til at betydningstilskrive Borre i en ny diskurs.
Derfor er tiden nu moden til at Midgard historisk sentrum nyopstiller sin
udstilling, og ændrer fokus fra at være et nodalpunkt i en generel
vikingetidig diskurs til at være en reflekteret diskussion af Borres betydning
181

før og nu.
Centret vil både fremvise et fund, der bedst karakteriseres som
nationens arkæologiske arnested, men som samtidig er den nationale
akilleshæl i form af nazistpartiets brug af Borre som symbolpolitisk
omdrejningspunkt. Oven i dette ønsker centret at være et sted hvor
arkæologiske refleksioner bringes ud til befolkningen. Genren er med andre
ord et miks af et nationalt opdragelsesprogram, tilsat let fordøjelige emner
om den vikingetid, der er genkendelig for et nutidigt publikum: øksekast,
bueskydning, kubb-spil samt historier om de nordiske guder, krydret med
arkæologisk faglige diskussioner på et fagligt højt plan, der måske skyder
over målet til et publikum på søndagsudflugt? Eller sagt på en anden måde
er genren en sammenblanding af myte og fakta, af national og regional
identitet, af et såvel ideologisk, nationalt program som et ideologisk,
reflekterende arkæologisk program, der ønsker at fremme inkludering frem
for eksklusion af 'det fremmede' i det norske samfund.
Stedets nationale rolle lever nu videre i det norske samfund form af
tilstedeværelsen af centret, nationalparken og Borrehøjene som folkeligt
kendte monumenter. At Borre stadig har en 'naturlig' rolle som symbol på en
stolthed over det norske kan blandt andet ses på postkort fra Borreområdet
(figur 26) købt i Åsgårdstrand 2007.
Figur 26: Postkort med titlen Kongernes Borre! Motiv er Borre
Gannestad Pleiehjem. Foto: Leif Preus. Forlaget Lykkens
Prøve, Horten. Bemærk det norske flag og de gamle træer.
182

Gamla Uppsala museum (Sverige).
a) Gamla Uppsala. Introducerende beskrivelse
Gamla Uppsala ligger i Østsverige omkring 70 kilometer nord for
Stockholm, umiddelbart nordvest for Uppsala. Museet åbnede på
Eriksdagen den 18. maj i 2000 under navnet Gamla Uppsala Historiskt
Centrum, og blev indviet af Kong Carl XVI Gustaf (kilde: Planche
”Indvigning”, første sal Gamla Uppsala Historisk Centrum). I dag omtales
museet som Gamla Uppsala museum på hjemmesiden. I lighed med
udstillingscentret i Borre signalerer navnet, at der er tale om et center, i dag
som i forhistorien. Museet drives af det svenske Riksantikvariämbetet, der
er den øverste arkæologiske myndighed. Museet rummer en permanent
udstilling med titlen Myt, makt och människa samt en temaudstilling,
Vikingar i Österled. På hjemmesiden beskrives museets virke således: ”I
Gamla Uppsala museum berättar vi vad vi vet [om de mäktiga
kungshögarna] men också vilka gåtor som ännu återstår att lösa.”. Museet
iscenesætter således sig selv som et sted, hvor man kan få fakta omkring
gravhøjene, men gør samtidig i en postpositivistisk ånd opmærksom på, at
museet ikke leverer endegyldige svar på Gamla Uppsalas rolle i forhistorien.
Figur 27: Gamla Uppsalas geografiske
placering
183

I dag er Gamla Uppsala en landsby, og ligger dermed ret afsides. Der
er dog en togstation i byen, og med kun 5 kilomenter fra Uppsala er området
let tilgængeligt for mennesker med bil. Museet har handicapfaciliteter, og
det er muligt at læse plancheteksterne og se udstillingsmodellerne fra en
kørestol. Der skal betales entré til museet 8 .
b) Gamla Uppsala. Fortidsmindet
Figur 28: Gravhøje i Gamla Uppsala.
Der er mange forhistoriske såvel synlige som ikke-synlige spor i Gamla
Uppsala, men det er gravhøjsgruppen med de store 'kongehøje' som
interessen for Gamla Uppsala koncentrerer sig om. Storhøjene ligger på
række i et gravhøjsfelt, der rummer i alt ca. 250 store og mindre grave.
Der findes yderligere seks mindre gravfelter i Gamla Uppsala
området. Mennesker er gravlagt i området i et kontinuerligt forløb fra
bronzealder til i dag, med en forhistorisk hovedkoncentration i perioden fra
ca. 200 e.Kr. til 1200 e.Kr. Desuden er der arkæologisk undersøgt 16
begbyggelseskoncentrationer i Gamla Uppsala, hvor hovedparten ligger
nord og øst for det store gravhøjsfelt. En del af disse bebyggelser er tolket
som dele af en kongsgård (Ljungkvist 2000). Den lange række af store
gravhøje (figur 28) virker imponerende og monumental. Indtrykket
forstærkes af at højene er friholdt fra beplantning, i modsætning til i Borre,
8 Voksne 50 kroner per januar 2009
184

hvor nationalparkens træer hæmmer det visuelle indtryk af højene, samt at
de ligger frit i landskabet, i modsætning til i Jelling, hvor monumenterne
ligger omkranset af by og vej. Mellem gravhøjgruppen og
kongsgårdsområdet ligger Gamla Uppsala kirke, der ligeledes virker
monumental i det, der i dag er en lille bymæssig bebyggelse.
c) Gamla Uppsala. Monumentets nationale betydning
I sidste halvdel af det 11. århundrede nedskriver Adam af Bremen hvad han
har fået fortalt om Uppsala. Det er især fortællingerne om ofringer af dyr og
mennesker ved et hedenske tempel, der fascinerer Adam af Bremen. Knap et
halvt århundrede senere, i 1219, beskriver Snorri Sturlason, at
Ynglingekongerne i Uppsala nedstammede fra Frej og at mange af slægtens
konger blev begravet i Uppsala. De tidligste historier om Uppsala bygger
med andre ord på en mytisk fortælling. Gamla Uppsala har siden Snorri
Sturlason været brugt til at fremhæve en bestemt position, eller med andre
ord været brugt i politiske projekter. I 1520'erne og 1530'erne gjorde Gustav
Vasa Gamla Uppsala og den årlige Eriksmesse her til svensk
nationalsymbol. Erik IX blev i 1160 dræbt i Gamla Uppsala af en
sammenslutning af danskere og sverkere, der ønskede at overtage den
svenske trone. Få år efter drabet blev domkirken i Gamla Uppsala
valfartsmål, og Erik fik status af helgenkonge. På drabsdagen den 18. maj
har der hvert år siden 1164 været en procession og messe. Efter Gustav Vasa
vandt et oprør mod den danske Kong Christian II og blev konge i 1523
brugte han denne messe til at markere sin position i forhold til Danmark, og
gjorde dermed Eriksmessen og Gamla Uppsala et nationalsymbol. Fra 1600tallet
blev monumenterne i Gamla Uppsala omgærdet af sværmeri for de
nordiske guder, og højene fik navne som Odinshøj, Thorshøj og Frejshøj. I
1689 var Kong Carl XI med ved en udgravningskampagne i Gamla Uppsala.
Som i resten af Nordeuropa blev svensk arkæologi i 1800-tallets første
halvdel opfattet som at ”söka nationens rötter” (citat fra Planchen ”mellan
myt och verklighet”, Gamla Uppsala museum 2007). ”I freden 1809 hade
Finland, en tredjedel av Sverige, gått förlorat till Ryssland. Efter denna
katastrof behövde den nationella känslan stärkas. I Stockholm bildades
Götiska förbundet år 1811. Här såg man tillbaka till forntiden, då man ansåg
att Sverige och Norden var som starkast. Man ville återuppta de
”fornnoriska vanorna”. Mjöd dracks ur ett gemensamt dryckeshorn…”
(Planche: Mellan myt och verklighet”, Gamla Uppsala museum 2007). Fra
midten af 1800 tallet blev Gamla Uppsala skandinavisternes symbol på det
nordiske (vikingetidige) fællesskab. De betragtede stedet som ”det urgamle
kongehjem” (citat fra Planchen ”mellan myt och verklighet”, Gamla
Uppsala museum 2007). Gamla Uppsala har derfor fra i hvert fald anden
halvdel af 1800-tallet indgået i forestillingen om det nationale i Sverige. På
185

dette tidspunkt blev Gamla Uppsala udflugtsmål for intellektuelle, er blandt
andet drak mjød her for at leve sig ind i den vikingetidige ånd.
Kunstmaleren Carl Larsson foreslog et minnetempel opført på en af
kongshøjene. Templet skulle indeholde kæmpeskulpturer af Odin, Tor,
Balder, den korsfæstede Kristus samt Gustaf II Adolf hjerte i sin urne samt
fund fra Vendelgravene. Formålet var at få svenskerne til at ”tro på vår ras
ursprungliga ädelhet och höghhet” (citat fra Planchen ”mellan myt och
verklighet”, Gamla Uppsala museum 2007, Ide fremført af Carl Larsson i
Ord och Bild 1908). Fra 1900 tallets begyndelse blev det alment accepteret
at kongerne Aun, Egil og Adils var begravet i Gamla Uppsala højene.
Højene blev set som symboler på Sveariget. I 1937 sagde professor Sune
Lindquvist at ”Svea rikes historia är inte bara den längsta, utan måhända den
stoltaste som kan skrivas om något ännu bestående rike i vår världsdel”
(citat fra Planchen ”mellan myt och verklighet”, Gamla Uppsala museum
2007). Under 2. Verdenskrig forsøgte unge nazister at bruge Gamla Uppsala
som samlingssted. Det vakte imidlertid en massiv moddemonstration, hvor
omkring 2000 Uppsalaborgere mødte frem.
I modsætning til i Borre lykkedes det altså ikke nationalsocialisterne
alene at fastsætte diskursen om Gamla Uppsala. Tværtimod forekommer der
også tegn på en fornyet folkelig opmærksomhed omkring monumenterne
under krigen. I 1940'erne ryddede myndighederne således de af landsbyens
bygninger,der var kommet for tæt på monumenterne, for at genskabe et åbne
landskab (Planchen ”mellan myt och verklighet”, Gamla Uppsala museum
2007). Efter krigen flyttede fokus sig væk fra nationalismen over på 'det
moderne', og monumenterne i Uppsala blev ikke genstand for stor
opmærksomhed før i 1990'erne, undtaget den arkæologiske
nødudgravningsvirksomhed (se eksempelvis Nordahl 2001). Monumenterne
i Gamla Uppsala har i større eller mindre grad været et nodalpunkt for en
svensk national diskurs siden 1500-tallet. Stedet har både været brugt
idealistisk som eksempel på det urnordiske og det ursvenske, og har også
været brugt aktivt politisk, ikke kun af Gustav Vasa, men også op gennem
tid frem til såvel nazister som af den folkelige modreaktion. Forestillingen
om, hvad der foregik i oldtidens Gamla Uppsala har været præget af en
direkte læsning af de tidligste mytisk-historiske kilder, hvorfor der har været
fokus på den nordiske gudekult. Denne direkte læsning har også betydet, at
monumenterne i Gamla Uppsala er blevet forbundet med det vikingetidige
univers, hvorfor mjøddrikning bruges til at 'bringe' de besøgende i Gamla
Uppsala i den rette vikingetidige, ursvenske stemning. Mange udenfor
fagarkæologien eller historiefaget forbinder sandsynligvis stadig Gamla
Uppsala med vikingetid, selvom de store gravhøje er opført i germansk
jernalder. Man kan sige, at stedet i mere eller mindre grad har fungeret som
nationalt samlingspunkt siden 1500'tallet i kraft af de myter, der er bygget
op omkring stedet, og at de arkæologiske fund og nye dateringer udfordrer
denne myte.
186

Figur 29: Udstillingsbygningen i Gl. Uppsala set fra gravhøjene
d) Gamla Uppsala. Udstillingsbygningen
Gamla Uppsala museum er tegnet af Carl Nyrén. Museumsbygningen ligger
mellem museets ankomstområde og gravhøjene, således at man ikke
nødvendigvis ser gravhøjene før man er kommet ind i museet. Foran
indgangen til museet er der et legeområdet med et lege-vikingeskib med
skjolde på siderne. Museet er en bygning beklædt med umalet træ. Det
umalede træ fungerer som kontrast til de især malede træhuse, som er
karakteristiske for Midtsverige. Det umalede træ får på én måde bygningen
til at fremtræde ældre end de 17-1800 tals gårde der ligger i området,
samtidig med at lokalbefolkningen kaldte det ”en ufo der var landet” da de
så skitserne af museet (Kilde: Planchen ”mellan myt och verklighet”, Gamla
Uppsala museum 2007). Bygningen er formet som en spidsoval, med let
kantede sider og et tag, der rejser sig højest midt på rygningen, og ligner et
”låg” der er lagt på den skibsformede bygning. Bygningen minder med sin
let kantede spidsovale form om en skibssætning. På trods af gravhøjenes
datering til yngre jernalder har Riksantikvarieämbetet ved at placere et legevikingetidsskib
foran museet valgt at skabe et billede hos den besøgende om
et vikingetidsmuseum. Denne association støttes af at man som et af de
første udstillingselementer møder vikingerejsen, en virtuel 'rejse', der er
udviklet i samarbejde med Borre og Jelling. Temaudstillingen, Vikingar i
Österled, opstillet i umiddelbar forlængelse af receptionsdisken og
museumsbutikken, har også været med til at give indtryk af en vikingetidig
diskurs, idet man som modtager træder ind i udstillingen.
Udstillingsarealet er fordelt på to etager. Indgangspartiet er et lyst
område med glasfacader, men så snart man bevæger sig ind i udstillingen
187

fremtræder bygningen lukket. Indvendig er vægge og gulve i rå beton, på
førstesalen er der dog et lyst trægulv, der dominerer indtrykket i samspil
med effekter af lysindfald fra loftet. Underetagen giver associationer til det
moderne, til nutiden, og det konstruerede, mens førstesalen associerer til
noget fortidigt og naturligt. Publikum føres rundt i udstillingen i en rute, der
leder fra underetagen til første sal. På første sal kan den besøgende mere frit
bevæge sig i rummet, inden man i det modsatte hjørne af, hvor man kom op,
finder udgangstrappen til underetagen.
Figur 30: Mellan myt och verklighet. Gamla Uppsala museum 2007.
Stueplanet og førstesalen er forbundet via en meget bred trappe, der
samtidig fungerer som auditorium. Herfra er der gennem et enormt
panoramavindue udsigt til gravhøjsrækken. Gravhøjene kan således ses fra
begge etager, men er ikke synlige før publikum har bevæget sig gennem
introduktionen til Gamla Uppsala. Som det vil blive uddybet nedenfor bliver
gravhøjene i dette introduktionsafsnit iscenesat som skiftende tiders
symboler. Efter at være blevet introduceret til de symbolske høje, 'trækker'
bygningen ved panoramaeffekten disse fysiske symboler ind og gør dem til
ikoner for det, der vises på førstesalen. Der er således arkitektonisk søgt at
skabe en vekselvirkning mellem de fysiske monumenter og udstillingen,
først ved at placere udstillingsbygningen foran monumenterne, så de ikke er
umiddelbart synlige for den besøgende, og derefter ved at lade panoramaet
til højene åbne sig op når man er halvejs gennem udstillingen.
På førstesalen møder modtagerne som det første et udstillingselement,
der er en model over verden set fra en tidlig vikings synspunkt. Modellen er
bygget som en spejling af den vikingetidige verdensforståelse, hvor
himmelhvælvet ligner udstillingsbygningens tag, og verdens afgrænsning
188

matcher bygningens væglinier. Mellem himmel og hav findes nederst (i
stueplan) Midgard, den menneskelige verden, og ovenover (på førstesalen)
gudernes verden. En af hovedtemaerne i udstillingen ovenpå er netop at
fremstille elitemiljøet som et forsøg på at skabe en guddommelig verden på
jorden, med fester med svinekød og øl, og en regent der er halvt
guddommelig.
Man kan derfor sige at udstillingen er forbundet med fortidsminderne
udenfor på to plan. Ved at have store panoramavinduer mod højene trækkes
de forhistoriske monumenter ind i udstillingen. Og omvendt er selve
udstillingsbygningen bygget som en spejling af vikingetidsverden. De
længst glemte verdensforestillinger trækkes med bygningen som medium
igen ud til gravhøjene og det Gamla Uppsala. Bygningen er et nyt element i
landskabet, men bygningens grundidé er urtidig. Man kan besøge højene
uden at løse billet til udstillingen. Men når man står ved gravhøjene kan
man se gennem panoramavinduerne ind i udstilling, og derved føle at
museet er en del af helhedsoplevelsen, som man også må ind og se.
e) Gamla Uppsala. Farveholdning og materialevalg
De rå betonvægge i underetagen giver en neutral baggrund for
udstillingsplancherne. Plancherne selv rummer elementer af gråblå, samt i
mere begrænset mængde andre varme farver som gul, mørkerød, grøn, lilla
og karrygul. På førstesalen er planchefarver holdt i lysegråblå. Som nævnt
associerer materialevalget til noget råt og moderne. Som noget råt kan
udstillingen, og dermed emnet, der vises i udstillingen, formes af nutiden.
Det moderne giver også den besøgende en fornemmelse af at bevæge sig i
en nutidig diskurs mere end en forhistorisk.
Formen fra selve bygningen, den spidsovale skibsform, går igen i flere
kulisseelementer på førstesalen, blandt andet i montrer, en model over
vikingetidens verdensbillede og i biografen. På førstesalen er de enkelte
udstillingsafsnit opdelt ved hjælp af halvkugleformede træskærme, der
formodentlig skal ligne halve gravhøje. Materialerne, der er brugt i
udstillingen ovenpå, er overvejende lyst, umalet træ, hvilket forstærker
opfattelsen af noget fortidigt, frem for hvis der var brugt plexiglas eller
plasticmaterialer. Den konsekvente brug af træ bevirker sammen med et lyst
plankegulv på førstesalen at udstillingen får et eksklusivt indtryk, på trods af
at de dominerende materialer er råt træ og rå beton. Den arkitektoniske
omhyggelighed understreger stedets betydning i nutiden.
189

f) Gamla Uppsala. Analyse af udstillingens betydningsindhold
Udstillingsarealet i Gamla Uppsala museum omfatter:
• En reception med butik og garderobe.
• Et temaudstillingsareal i åben forbindelse med reception og
permanent udstillingsvæg.
• Et legeområde med en kulisse af et langhus med bænke, genstande,
udklædningstøj og træheste.
• En væg med permanent udstilling i stueplan.
• Et auditorium, der samtidig er trappe til førstesalen. Her er
panoramavindue mod højene. I høretelefoner kan man se på
gravhøjene mens man hører historier om stedet.
• Et meget stort, åbent udstillingsareal på førstesalen, der er inddelt i
sektioner ved hjælp af plancher, kulisser og montrer. Ét aflukke
rummer en biograf.
I underetagen har udstillerne valgt at tematisere brugen af Gamla
Uppsala gennem tiden fra området blev forladt og dermed trådte ind i en
mytisk æra. Denne historik fortælles omvendt kronologisk med
udgangspunkt i museets opførelse, og slutter ved Adam af Bremen.
Afsenderne har forsøgt at illustrere det faktum, at der eksisterer flest
oplysninger om nyere tids historie, og færre og færre jo længere tid tilbage i
historien, man bevæger sig. Det gøres ved at det første udstillingsafsnit
fortælles på én lang planche, hvor de enkelte emner udgør dele af planchen,
der er delt op i tern. Jo længere tilbage i tid, planchens emner er, jo færre
fortællinger optræder, og jo længere fysisk mellemrum kommer der imellem
dem (figur 30).
I dette afsnit behandles Gamla Uppsalas forhistoriske og arkæologiske
historie under overskriften ”mellan myt och verklighet”. Udstillerne gør
således opmærksom på, at Gamla Uppsalas historie ikke kun baseres på
fakta men også på myter, og planchens emner gør det klart for modtageren,
at myten har været den bærende diskurs i forskellige tiders brug af Gamla
Uppsalas monumenter. Udstillernes refleksive og postprocesuelle
historieopfattelse udtrykkes dermed eksplicit i udstillingens første afsnit. Et
eksempel på dette findes i beskrivelsen af at ”Vissa av Snorres uppgifter kan
vara sanna. Snorre var själv i Sverige år 1219. Där besökte han lagman Eskil
som kan ha givit honom fakta att väva ihop med myterna.”. I dette citat gør
afsenderne opmærksom på, at den efterfølgende brug af monumenterne er
baseret på en sammenblanding af myter og noget, der faktisk er sket.
Den postprocessuelle diskurs kommer meget eksplicit til udtryk i
'postludiet' til underetagens udstilling. Den lange planche slutter med
190

spørgsmålet ”och sanningen då?” (figur 31) i store typer, inden publikum
ledes videre til udstillingen om de arkæologiske fund og tolkninger i Gamla
Uppsala.
Figur 31: Det store spørgsmål i Gamla Uppsala.
Den diskurs, der er valgt i udstillingens første afsnit, er meget
selvrefleksiv. Udstillingen tydeligt for den besøgende, at arkæologi er et fag,
der influeres af samtidens strømninger. De emner, der er valgt ud til
planchen viser, hvordan monumenterne i Gamla Uppsala er blevet
indskrevet i en national diskurs. Dette er sket såvel i den nationalromantiske
periode som af skandinavister, samt af kunstnere og politikere i
mellemkrigstiden og af nazister i 1940'erne. Modtageren lades ikke i tvivl
om at Gamla Uppsala er en lokalitet, der indgår som nodalpunkt i en
national diskurs, men samtidig gøres den besøgende opmærksom på, at der
ikke er en neutral udlægning af Gamla Uppsala monumenternes betydning.
Modtageren bliver gjort opmærksom på, at Uppsalamonumenterne er blevet
brugt politisk – også i diskurs, eftertiden er mindre stolt af. Således indledes
planchen med teksten: ”Gamla Uppsala betraktades länge som centrum i en
forntida sveastat. Men efter andrea världskriget tonades detta ner. Kriget gav
dårlig eftersmak, alla vände sig bort från det storsvenska” (Kilde: Planchen
”mellan myt och verklighet”, Gamla Uppsala museum 2007). Ved at vise, at
denne kontruktion af betydningstilskrivning af Gamla Uppsala har fundet
sted siden de første historikere beskæftigede sig med stedet bliver det
tydeligt, at det i dag kan være svært at skelne de derved dannede myter og
konstruerede nationalfølelser fra de begivenheder, der reelt har fundet sted i
forhistorisk tid i Gamla Uppsala.
Selvom udstillingens første afsnit er skrevet i en postprocessuel
diskurs, er der alligevel traditionelle 'antagelser', der ikke sættes
spørgsmålstegn ved. For eksempel anvendes der i udstillingens allerførste
191

tekst betegnelsen ”Kungshögarna” om højene (Planchen ”mellan myt och
verklighet”, Gamla Uppsala museum 2007). Med andre ord godtages den
betragtning, at der er tale om kongegrave, uden at der umiddelbart sættes
spørgsmålstegn herved. Dette sker på trods af at næste del af udstillingen
giver et mere nuanceret billede, hvor fundene i gravene viser, at de ikke alle
har været 'kongegrave', men også har været begravelsessted for kvinder
(Planche: ”Vilka ligger i högarna”, Gamla Uppsala museum 2007).
Fra indførelsen i temaet omkring monumenternes placering 'mellem
myte og virkelighed' føres den besøgende forbi panoramaudsigten til de
konkrete, fysiske monumenter. I hovedtelefoner kan man høre fortællinger
om fortidens liv i Gamla Uppsala, der primært baserer sig på myter, før man
ad trappen føres ”tilbage” i tid til en fortælling om fortidens liv i Gamla
Uppsala, der primært er baseret på arkæologisk og historisk viden.
Det kræver en nøje balance at holde en faglig afstand til myterne som
grundlag for videnskabelige tolkninger om Gamla Uppsala, mens man
samtidig ønsker dels at inddrage myterne i en forklaring på de hændelser,
man arkæologisk kan se har fundet sted i Gamla Uppsala, og man også
ønsker at indvi publikum i netop de myter, der har været med til at gøre
Gamla Uppsala til et sted, der har været turistmål gennem 1000 år. En af de
måder, udstillerne har forsøgt at imødekomme det at præsentere sagnene om
Gamla Uppsala på, er at fortælle uddrag af Ynglingesagaen og Rolf Krakes
saga via hovedtelefoner. Forklaringsteksten til hovedtelefonerne lyder:
”Gamla Uppsala har alltid varit en mytomspunnen plats. Med utsikt över
kungshögarna kan du här höra utdrag ur några av sagorna som berättar om
Uppsala” (Rum og planche: Berättelser vid högarna). Ved specifikt at bruge
betegnelsen ”myte” sidestilles sagerne med det mytiske frem for det
historisk faktuelle, en kontekst, sagaerne ellers ofte anvendes i.
Også udstillingen på førstesalen er udarbejdet i en diskurs, der
understøtter tanken om Uppsala-monumenterne mellem myte og
virkelighed. Det første element, der møder modtageren, er således den
føromtalte model af verdensbilledet i yngre jernalder og vikingetid med hel
forneden, midgård i midten og asgård foroven, der modsvarer
udstillingsbygningens arkitektur. Her blandet den nutidige virkelighed, som
den besøgende befinder sig i, nemlig den fysiske bygning, sammen med den
forhistoriske opfattelse af 'virkelighed' eller verden – et verdensbillede, der
for os i dag fremtræder som mere 'mytisk' end 'virkeligt'. Ved siden af dette
udstillingselement er der en stor model af Gamla Uppsala med højene som
centrum (figur 32). Men det er hverken en model af stedet som det ser ud i
dag, eller en fysisk tolkning af hvordan det så ud i en bestemt forhistorisk
periode. Det er en model, hvor tid og rum er blandet sammen. Her ses
gravhøje under udgravning samtidig med røgen fra ligbålet side om side
med opførelsen af en fase af domkirken. I samme model kører et moderne
192

tog gennem byen på den eksisterende jernbane, med kurs mod et damptog.
Forhistoriske huse ligger dør om dør med 1800-tallets banegård i
nationalromantisk stil. 17-1800 tals gårde ligger lige op ad gravhøjene, og
mytiske elementer som norrøne guder i kæmpeform samt Ask Ygdrasil
optræder også i modellen. Modellen understreger dermed på visuelt, og
dermed på en måde der fremmer indlæringen, at der ikke er én fortælling
om Gamla Uppsala, men at fortællingerne er blandet sammen så stedet i dag
både rummer en faktuel historie og en mytisk dimension krydret med en
forskellig brug af stedet op gennem tiden.
Figur 32: Model over Gamla Uppsala med sammenblanding af tid, myter og fakta.
På væggen rundt om modellen er en plancheudstilling med titlen ”En
resa i tid och rum”, hvor nedslag i Gamla Uppsalas og andre svenske
lokaliteters historie, under overskriften ”Hemmavid”, er sat op mod
samtidige begivenheder i Norden, Europa og resten af verden, ”Vida
världen”, på den nederste del af den vandrette, visuelt sammenhængende,
lange planche. Historien starter ca. 200 e.Kr.
I udstillingsafsntittet ”En resa i tid och rum” beskrives kort den første
hal i Uppsala (ca 300-400-tallet), herefter ”Ett norrlänskt kungadöme” (ca.
500) hvor teksten lyder: ”I Högom, nära Sundsvall, har kungen dött. Han
högläggs iklädd en dräkt med förgyllda detaljer. På fingrarna har han
guldringar. Hans svärd läggs ned invid honom. […] Gravens utformning och
utrustning liknar dem i kungshögarna i Uppsala fast av enklare kvalitet.”
Læg mærke til, at der ikke bruges betegnelser som ”småkonge” eller
høvding om denne begravede, men ordet ”konge” bruges ligeværdigt med
de konger, der beskrives med hovedsæde i Gamla Uppsala. Det samme
gælder for udstillinges beskrivelse af Lejre og Borre (Planchen: En resa i tid
och rum).
Dette står i kontrast til den måde, diskursen om Jelling italesætter
Jelling som det eneste kongesæde i samtidens nordiske område. Lejre
nævnes ikke i Jelling, og det diskuteres end ikke om andre større
193

ygningsværker skal tilskrives Harald Blåtand eller andre. Mammengraven
eller andre tilsvarende grave omtales sjældent og kun nærmest
kontroversielt som kongegrave.
Èt sted i Gamla Uppsala udstillingen anvender afsenderne ordet ”vår”.
På planchen ”Mässa den 18 maj år 1180” står der: ”Stefan, vår förste
ärkebiskop, leder mässan.” Det er uklart, om betegnelsen er brugt fordi
plancheteksten angiveligt er en 'fortælling', hvor personer fra 1180 skal
forestille at fortælle i første person om deres oplevelser af begivenheder på
festdagen, eller om ”vår” refererer til et nutidigt fællesskab, ”vi svenske”.
Under overskriften Vilka ligger i högarna?står der: ”Kungasläkten i
Uppsala var vida känd i Norden och kallades Ynglingaätten. Aun, Egil och
Adils är namn på tre Ynglingakungar. De sägs ligga begravda i de tre
kungshögarna.” Ved at lade plancheoverskrifter stå som åbne spørgsmål
giver afsenderne det budskab, at svarene er fortolkninger og ikke
'sandheden'. De tekster, der følger efter en sådan åben tolkning kan være et
åbent svar. Således er dette også et åbent svar. Først beskriver teksten tre
Ynglingekonger, der efter traditionen skulle ligge begravet i højene. Sidst i
afsnittet skriver afsenderne: ”Vi vet inte om berättelserna är sanna”. På den
ene side lægger afsenderne deres tolkning frem til diskusion, jævnfør
spørgsmålstegnet og den plads, der er givet til tvivl om forholdet mellem
myte og fakta. På den anden side henvises til ”de tre kungshögarna” i
bestemt form, således at det ikke betvivles, at der er tale om kongshøje, og
at der er tre af dem, som sagnet siger. Det er således ikke til diskursion, om
der er tale om kongshøje i Gamla Uppsala. Til gengæld er det til diskusion
hvor meget vægt, man skal lægge på de tidligste kilder, ligesom afsenderne
bruger samme planche til at vise, at de arkæologiske og osteologiske
tolkninger af fundene fra højene giver andre billeder end sagnene, og derved
gør spørgsmålstegnet i overskriften berettiget. De forklaringer, der gives i
udstillingen, lægger således større vægt på de faktuelle, arkæologiske
iagttagelser end på de mytiske postulater.
Arkæologerne bag udstillingen i Gamla Uppsala ækvivalerer ikke
nutidens kongebegreb med folkevandringstidens: ”Till kung i Uppsala blev
man inte född. Makten kunde inte ärvas. Ett förbund av lokala hövdingar
utvalde en medlem ur Ynglingaätten till kung.” (Planche: Ett heligt
kungadöme). På den måde formår afsenderne her at differentiere mellem
den nutidige og den forhistoriske diskurs.
Sproget i Gamla Uppsala bærer præg af, at afsenderne har tænkt over,
hvilket budskab de bringer frem til modtageren gennem teksten. På trods af
dette forekommer der en del forskønnende adjektiver og superlativer i det
afsnit af udstillingen, der beskriver de arkæologiske fund fra Gamla
Uppsala. En planchetekst understreger således at ”Gravgåvorna var av
194

högsta kvalitet, värdiga en kung” (Planche: ”Föremål och ben”). En anden
benytter det forskønnende adjektiv ”storslagen” til at fremhæve Gamla
Uppsalas position i yngre jernalder: ”Ingenstans i Norden visar sig
folkvandringstida makt så storslagen som i Uppsala, där Ynglingaätten hade
sin hemvist. En kungadynasti hade skapats!” (Planche: En värld i
förändring). Tegnsætningen, hvor sætningen sluttes med et udråbstegn, er
med til at cementere den arkæologiske tolkning der lægges frem i citatet og
ophøje den til sandhed. Udstillingen er via sådanne greb med til at
'naturliggøre' forestillingen om Gamla Uppsala som uden samtidigt
sidestykke, og som udgangspunktet for et (tidligt svensk) kongedynasti.
Men selvom afsenderne bag udstillingen gerne vil fremhæve de
kvaliteter, der gør stedet til nodalpunkt for det første og største
kongedynasti, lægger de samtidig vægt på at stedet ikke er formet uden
påvirkning fra en større diskurs: ”De stora världshändelserna påverkade
Norden. Ett nytt styresskikck formades här. Kungshögarna är ett synligt
resultat.” (Planche: En värld i förändring). Planchen tager udgangspunkt i en
strid, hvor den kinesiske mur presser mongolfolket mod vest, så Europa
invaderes af hunnere. Det fører til folkevandringer, verden forandres,
romerriget falder, og Europa styres af en germansk magtelite. I Norden
udmønter dette sig i magtkampe mellem betydningsfulde slægter og
opførelsen af storhøje. Det er således ikke den 'naturlige' fremkomst af et
svensk ur-rige, der beskrives, men tværtimod bliver Gamla Uppsala placeret
i en diskurs om global forandring.
Teksterne i analysen har forskellig sværhedsgrad. Der er overskrifter,
der giver et umiddelbart indtryk af det overordnede emne. Der er tekster i
stor skriftstørrelse, som er letlæste. Og så er der mere detaljerede plancher,
som går i dybden med historikken. For alle tekster gælder, at der er arbejdet
med sproget, så teksten er indbydende for den ikke-arkæologiske læser.De
egentlige tekster er suppleret med en biograf og en afdeling med
høretelefoner, så man også kan få oplysninger om emnet uden nødvendigvis
at skulle læse sig til dem. Udstillingen har dermed god 'access' uanset
hvilken uddannelsesmæssig baggrund den besøgende kommer med.
Alligevel er der så mange oplysninger i udstillingen, og en så reflekteret
stillingtagen til den historiske brug af lokaliteten, at folk med en boglig
uddannelse nok vil få størst udbytte af udstillingen.
Et eksempel på, hvilken indflydelse det har på udstillingens budskab,
at den arkæologiske fagterminologi er erstattet af mere dagligdags ord, er
denne beskrivelse af de arkæologiske fund: ”Kvar i västhögen finns bara lite
ben, aska och söndersmälta ting. Resterna ser ut som skräp. Men
arkeologerna är säkra på att de här funnit spåren av en kung
(Genstandstekst: Spår av en kung). Ved at henvise til det arkæologiske som
en videnskab i den forstand, at arkæologer forstår at tolke selv meget
195

ødelagte fund, formår afsenderne både at forklare, hvorfor genstande, der
tolkes som elitære, virker ubetydningsfulde i montren, og samtidig formår
afsenderne at øge den arkæologiske troværdighed ved at stå ved, at
arkæologiske fund ikke altid er prangende i sig selv.
Udstillerne har valgt at vise arkæologiske fund fra Tuna i Badelunda,
Vendel og Valsgärde ved siden af de forholdsvis beskedne fund fra
gravhøjene i Gamla Uppsala. Herved gøres indtrykket af de elitære
genstande mere massivt. Afsenderne kunne have valgt at lægge flere fund
fra selve Gamla Uppsala frem, og eksempelvis satse på et større afsnit om
den formodede kongsgård, end der er brugt plads på i dag. Et sådant valg
ville imidlertid have fjernet fokus fra de mennesker, som det arkæologiske
afsnit af udstillingen i dag lægger vægt på. På trods af at hovedindtrykket af
udstillingen er, at den er baseret på arkæologiske fakta, fylder disse fakta
fysisk en meget lille areal i udstillingen. Det, der fylder, er dels beskrivelsen
af forholdet mellem myte og fakta, der gør beskueren til en aktiv del af
tolkningen af Gamla Uppsala, dels som sagt de mennesker, der kan 'læses'
ud af det spinkle, arkæologiske materiale fra gravhøjene.
Hovedvægten af formidlingen i Gamla Uppsala museum ligger på det
voksne publikum med en vis boglig erfaring. Der er meget tekst i
udstillingen, men teksten er gjort læsevenlig gennem anvendelsen af korte
sætninger, og fagterminologi er i så vidt muligt undgået eller forklaret.
Underetagen, der for den permanente udstillings vedkommende baserer sig
på planchetekst med et emne, der kræver et rimeligt historisk overblik af
modtageren, er målrettet mod voksne. Denne afdeling indeholder til
gengæld den virtuelle vikingerejse, der henvender sig til større børn, og et
'lege-langhus', der er indbydende for de mindre børn. Disse to afsnit der er
målrettet mod børn har hovedvægten på en generel fortælling om to
elementer i det forhistoriske (primært vikingetidige) samfund, nemlig
vikingetidens handelsruter og langhuset som ramme for dagligliv, og
fortæller kun indirekte noget om lokaliteten Gamla Uppsala. Overetagen
rummer en del modeller, rekonstruerede billeder af de mennesker, der er
begravet i højene samt en biograf, hvilket taler til det publikum, der ikke
primært tilegner sig udstillingen gennem planchetekst. Overetagen må
imidlertid siges at være målrettet mod et læsekyndigt, voksent publikum.
Der er valgt mange emner i Gamla Uppsala museum, således at den
besøgende bliver introduceret indgående for den arkæologiske og historiske
viden om stedet. Foruden forholdet mellem myte og virkelighed er de
gennemgående temaer forholdet mellem Gamla Uppsala og den øvrige
verden, forholdet mellem Gamla Uppsala og samtidige, tilsvarende og
nærliggende gravpladser, og udviklingen i Gamla Uppsala fra
jernalderlandsby over kongesæde til middelalderlandsby. Fordi Gamla
Uppsala udstillingen igennem tolkes i forhold til udviklingen i resten af
196

verden bliver Gamla Uppsala på trods af stedets centralfunktion i yngre
jernalder ikke præsenteret som et nodalpunkt i en diskurs, hvor Uppsala ses
som centrum for forhistorisk magt og forandring.
Den dominerende repræsentation i Gamla Uppsala museum må siges
at være den postprocessuelle fremstilling af et arkæologisk fund mellem
myte og virkelighed. Denne repræsentation er dominerende i udstillingens
første afsnit, og danner rammen for den mere fundbaserede fremstilling af
Gamla Uppsala på førstesalen. Der er arbejdet aktivt for at gøre denne
diskurs dominerende på stedet, eksempelvis ved at udforme selve
udstillingsbygningen som modellen over yngre jernalders verdensbillede –
eller omvendt. Det overvejende indtryk, dette efterlader er, at der ikke er én
sandhed omkring Gamla Uppsala, men at stedet rummer mulighed for
forskellige og for nye tolkninger. Det er med andre ord gennem
repræsentationen af forholdet mellem myte og virkelighed, at den
postprocessuelle diskurs gives gyldighed. Afsenderne giver via udstillingen
modtagerne mulighed for selv at være med til at danne sig en forestilling
om, hvad der er foregået i Gamla Uppsala, og hvilken rolle lokaliteten kan
spille i modtagerens samtidige diskurs. Med andre ord bliver den besøgende
i udstillingen klædt på til selv at afgøre, hvilken betydning Gamla Uppsala
skal tilskrives i den besøgendes egen identitetsprojekt. Afsendernes forsøg
på at gøre den kognetive 'access' til udstillingen nemmere tilgængelig
gennem korte tekster uden fagsprog modtager er med til at gøre dette
senmoderne projekt muligt.
På grund af afsendernes bevidsthed omkring den diskurs, der arbejdes
med i museet, fremtræder udstillingen overordnet set som en helhed. Der er
dog et syntaktisk modsætningsforhold mellem gravhøjenes datering og
dermed udstillingens arkæologisk-faglige fokus, og de elementer, der er
trukket frem for at styrke forestillingen eller myten om Gamla Uppsala som
et vikingetidigt kongesæde, primært gennem formidlingen til børn. Dette
forhold hænger sandsynligvis sammen med den forståelsesramme, Gamla
Uppsala traditionelt er tolket ud fra, altså den mytiske og tidligt historiske.
Der optræder således en skjult national diskurs i Gamla Uppsala museet på
trods af afsendernes bevidsthed om det konstruerede i denne repræsentation.
Denne skjulte diskurs ses eksempelvis også i de citater, hvor Gamla Uppsala
fremhæves som unik – ligesom henholdsvis Borre og Jelling bliver det i
'deres' respektive udstillinger. At Gamla Uppsala også i dag er et
knudepunkt i en national diskurs ses også af det faktum, at
udstillingsbygningen blev inviet på Eriksdagen af Kong Carl XVI Gustaf.
Den nationale diskurs er dog ikke dominerende, og skal ses i lyset af at
modtageren gennem udstilling gøres opmærksom på, at der siden den
tidligste historiske tid er foregået en konstruktion af det nationale i
diskursen omkring Uppsala.
197

Selvom det, at en storstilet, statsligt styret udstilling ved 'kongshøjene'
i Gamla Uppsala i sig selv kan betragtes som en kontinuitet i den nationale
diskurs, kan udstillingen gennem sit refleksive forhold til de nationale myter
samtidig ses som et forsøg på at forandre diskursen omkring Gamla
Uppsala. Riksantikvarieämbetet kan i den sammenhæng betragtes som
institutionen bag en magtstrategi, der på den ene side fastholder den
gældende diskurs gennem stadig at værditilskrive Gamla Uppsala som et
betydningsfuldt udgangspunkt for det svenske samfund og den svenske
identitetsopbygning, der til stadighed har haft Gamla Uppsala som
nodalpunkt, men på den anden side er med til at omforme den gældende
diskurs, så den passer ind i et senmoderne samfund, hvor identitet er noget,
individet selv former, blandt andet ud fra at skabe sin egen forståelse af det,
der er foregået i Gamla Uppsala efter endt besøg i udstillingen.
g) Gamla Uppsala. Kort og symboler
Der anvendes syv kort i Gamla Uppsalas museums permanente udstilling
(figur 33). Det første kort, den besøgende ser, er et kort over det nuværende
Europa samt det nordligste Afrika. Dette kort ser ser man nedefra, i det det
befinder sig mellem de to etageadskillelser i udstillingen. Første gang man
møder kortet betragter man det således 'fra Afrika', altså nedefra. Europa, og
ikke mindst Uppsala, er ikke i fokus, men virker tværtimod langt væk, og
fremtræder dermed ikke som diskursens centrum. På førstesalen ser man
kortet igen, denne gang med synsvinklen placeret ud for Nordeuropa. Kortet
har markerede grænser, der er forsøgt at matche yngre jernalders
befolkningsgrænser. For Nordeuropas vedkommende vil det sige at et
område tilskrevet ”franker” er markeret med en fuldt optrukken grænse. Det
nuværende Danmark inklusive Hedeby og Sydvestsverige er markeret med
en fuldt optrukken grænse indenfor hvilken betegnelsen ”daner” optræder,
ligesom der er en grænse mellem det nuværende Norge, markeret med
”norska folk”, og Østsverige – det sidste markeret som ”svear”. 'Svearnes'
område er markeret med en gul farve, der adskiller sig fra resten af kortet,
ligesom 'danernes' og 'norska folkets' område er markeret med en mørk
orange, der skiller sig ud. Kortet er med til at styrke forestillingen om, at
arkæologer i dag kender den præcise udstrækning af forhistoriske 'folk', og
at disse folk i yngre jernalder boede i 'lande' der næsten modsvarer nutidens
– dog ikke helt. Kortet fremhæver det østsvenske område som et
selvstændigt 'rige', og viser dermed det 'kongedømme', Uppsala-kongerne
har regeret over.
Kortet, set fra førstesalen, opretholder således forestillingen om at de
europæiske nationer med visse modifikationer 'går tilbage' til yngre
jernalder. Ud over dette kort, hvor Uppala optræder som en lille prik på i et
stort verdensbillede, findes der ikke andre kort udelukkende over 'Sverige' /
198

sveernes land i udstillingen. De øvrige kort er et kobberstik over Uppsala fra
1718, en oversigt over gravfeltet ved Valsgärde samt over bådgravfelter i
Mälardalen, samt et kort over Skærgård og Mälaren omkring det nuværende
Stockholm. Det er med andre ord detailkort, der bruges til at markere
arkæologiske fund i den umiddelbare nærhed af Gamla Uppsala. Det
syvende kort er over vikingetidens handelsruter, og er igen med til at
understrege at det forhistoriske verdensbillede har været større end indenfor
'landets grænser'. På dette kort er det nuværende Danmark, Norge og
Sverige undtagen Finnmarken markeret med en kontrastfarve til de øvrige
områder, og fremstår derved som et fælleskulturelt område. Dette kort er
med andre ord med til at opretholde forestillingen om 'vikingerne' som et
folk.
I udstillingen fylder kort meget lidt i forhold til tekst, fotos,
rekonstruktionsbilleder og –tegninger samt genstande. Den figurative
hovedvægt i udstillingen er med andre ord lagt på at skabe den rette kulisse
til de forskellige fokuspunkter i udstillingen. Kun ét kort i udstillingen
angiver det område, hvor Ynglingeslægten i Uppsala angiveligt har regeret
indenfor. Dette kort er imidlertid i så stor skala, og med Uppsala som en lille
prik i det europæiske, yngre jernalders fysiske verdensbillede, at denne
tolkning ikke er dominerende i udstillingen. To kort angiver etniske grænser,
nemlig dette yngre jernalders kort samt kortet over vikingetidens
handelsruter. På det første angives forskellige 'folk', nemlig danerne, det
norske folk og sveerne indenfor fysiske grænser, markeret ved fuldt
optrukken streg. Netop den fuldoptrukne streg indikerer, at disse 'folk' har
manifesteret sig i det forhistoriske samfund på samme måde som danskere,
nordmænd og svenskere gør det i dag. Andre grænser på kortet er nemlig
angivet ved stiplet linie, eksempelvis saxernes område. Det står ikke klart
hvorfor nogle folk i yngre jernalder tilskrives mere markante grænser end
andre, men måske skyldes det, at de folk, der i deres reminiscens eksisterer i
dag har fået markeret 'deres' område som permanent fra og med yngre
jernalder. Det sidste kort, der markerer et vikingetidigt fællesskab er med til
at opretholde forestillingen om vikingerne som et fælles folk. En myte, der
efterhånden er anerkendt som en faglig konstruktion.
Plancherne i udstillingen og hovedvægten på forholdet mellem myte
og virkelighed efterlader det indtryk, at nutidens viden om en eventuel
Ynglingeslægt og yngre jernalders konger baseres på et spinkelt og i
hovedsagen mytisk materiale. Omvendt forholder det sig med kortmaterialet
i udstillingen. Det efterlader indtryk af, at at kongerne i Gamla Uppsala
herskede over et folk indenfor en i dag kendt fysisk grænse – et folk, der er
navngivet 'sveerne', og som dermed kan ækvivaleres med det folk, der i dag
er det svenske. Kortet understreger med andre ord den nationale diskurs
hvor Gamla Uppsala er nodalpunkt. Kortmaterialet europæiske fokus er
199

imidlertid med til at sikre, at indtrykket af denne kongemagt er, at den har
interageret såvel regionalt som globalt, og at udviklingen i Gamla Uppsala
derfor ikke kan forstås uden at kende til forholdende i resten af (den
vestlige) verden.
200

Kort 1. Kort over det
nuværende Europa samt det
nordligste Afrika. Set nedefra
(med Afrika som fokus)
Kort 4. Oversigt over gravfeltet
ved Valsgärde
Kort 2. Samme kort over det
nuværende Europa samt det
nordligste Afrika. Nu set med
nordeuropa som fokus
Kort 3. Kobberstik fra
Gamla Uppsala 1718
Kort 5. Bådgravfelter i Mälardalen Kort 6. Kendt vand og farlige
udmarker. Detailkort over
Skærgård og Mälaren omkring
det nuværende Stockholm
Kort 7. vikingetidens handelsruter
Figur 33: Kort i Gamla Uppsala museum
201

h) Gamla Uppsala. Genreanalyse og opsummering
Udstillingen må betragtes som en national udstilling mere end en lokal, da
den administreres gennem Riksantikvarieämbetet. Genren i Gamla Uppsala
museum kan siges at være 'opdragende' mere end baseret på 'oplevelse'. Der
er meget tekst i udstillingen, og der stilles krav til den besøgende om selv at
vurdere hvorvidt der skal lægges vægt på det mytiske eller det arkæologiske
materiale i tolkningen af pladsens betydning. Kun for børnepublikummet er
udstillingen baseret på indlæring gennem leg og berøring. Denne del af
udstillingen har imidlertid en anden diskurs end den øvrige udstilling,
nemlig med vikingetiden som knudepunkt.
En af de første tekster i den permanente udstilling giver en forklaring
på, hvorfor Gamla Uppsala forbindes med vikingetid af mange svenskere.
Ifølge planchen kan årsagen findes i at man på den nærliggende restaurent
Odinsborg førhen fik serveret mjød fra drikkehorn, og ”därför förknippar
man gärna Gamla Uppsala med vikingatiden.” (Planchen ”mellan myt och
verklighet”, Gamla Uppsala museum 2007). Udstillerne har således
reflekteret over hvorfor den almindelige borger opfatter Gamla Uppsala som
et vikingetidigt fortidsminde, men har derimod ikke selv formået at styre
uden om myten.
Genren kan beskrives som 'oplysning' mere end på 'oplæring'.
Udstillingens hovedvægt er lagt på, at den besøgende skal forstå hvordan en
arkæologisk lokalitet bruges i samtidens diskurs, og hvordan forskellige
ideologiske og politiske synspunkter er med til at forme tolkningen af det
forhistoriske materiale. Udstillingen har et klart 'ideologisk' sigte, nemlig at
sætte de forhistoriske monumenter i perspektiv til den postmoderne
forståelse af at opfattelsen af historien ændrer sig alt efter hvilken
samfundsdiskurs, der er rådende. At Gamla Uppsala på trods af udstillernes
refleksive, konstruktivistiske tilgang til det historiske og mytiske materiale,
indgår i en national fortælling kan læses indirekte i materialet, blandt andet i
valg af netop Eriksdagen som indvielsesdag, og af Kong Carl XVI Gustaf
som forestående for indvielsen. Disse elementer understreger at stedet stadig
bruges i en royal diskurs, der er med til at stadfæste stedets nationale
betydning. På trods af at udstillingen rummer mange elementer, der sætter
den som centrum i en national diskurs, formår afsenderne med deres
eksplicitte refleksioner over brugen af materialet at diskutere det nationale
mere end at cementere det.
202

Kongernes Jelling (Danmark)
a) Jelling. Introducerende beskrivelse
Udstillingscentret Kongernes Jelling, der ligger i den nuværende stationsby
Jelling (der har godt 4000 indbyggere) nær Vejle i Midtjylland, Danmark,
blev indviet den 3. december 2000 (Sønnichsen 2000). Indvielsen blev
kombineret med en ’årtusindfest’, hvor ”hele det officielle Danmark”
inklusive Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og statsministeren,
fejrede overgangen til det 21. århundrede (ibid.).
Figur 34: Jellings geografiske placering
Udstillingsbygningen er finansieret dels af offentlige dels af private
midler. Den eksisterende udstilling er udarbejdet af Nationalmuseets
medarbejdere (Wohlert 2000: 77). Driften blev frem til januar 2007
varetaget af det lokale Vejleegnes Museer, fra 2005 i samarbejdsaftale med
Nationalmuseet, og er nu overtaget af Nationalmuseet. Frem til overtagelsen
var der betalt entré til museet 9 , men under Nationalmuseet hører udstillingen
til blandt landets ”væsentligste” kulturarvsinstitutioner, som
Kulturministeren i 2005 besluttede at give gratis adgang til (Mikkelsen
9 Entrepris Voksne 40 DKR, børn 15 DKR
203

2005).
Forud for etableringen af udstillingscentret forventedes det at den
besøgende på museet ville være veluddannet og interesseret i fortiden
(Thomsen 2003). Jelling ligger ikke umiddelbart ved alfarvej, men omvendt
tager det ikke lang tid at komme i bil til Jelling fra den jyske
hovedmotorvej. Mange besøgende ankommer i turistbus.
b) Jelling. Fortidsmindet
Fortidsminderne i Jelling består af flere elementer, der ligger koncentreret
omkring Jelling kirke, der i dag fremstår som en tidlig middelalderlig,
hvidkalket landsbykirke. Det ældste element er en gravhøj, der formodes at
stamme fra bronzealder, selvom der ikke er fundet rester af en oprindelig
bronzealdergrav. Omkring denne gravhøj, muligvis med højen som centrum,
er der rejst en skibssætning. De seneste udgravninger antyder, at
skibssætningen kan have været enorm, med en længde på 350 meter og
mere end 70 meter på det bredeste sted (Christensen og Andersen 2008).
Skibssætningen er ikke dateret, men kan være rejst i første halvdel af
900'tallet (se Krogh 1993:262). Den kan dog også stamme tilbage fra yngre
jernalder eller tidlig vikingetid. Bronzealderhøjen er blevet udvidet i
vinteren 958-959, i hvilken forbindelse der blev bygget et sekundært
trækammer centralt i den gamle høj. Denne høj blev efter traditionen kaldt
Thyras høj, men går i dag under betegnelsen Nordhøjen. Syd for denne
findes endnu en høj, rejst efter nordhøjen fra omkring 970 (Krogh 1993:
259). Sydhøjen kaldtes oprindeligt Gorms høj. Når der er sat navne på de to
høje skyldes det to runesten, der i dag står centralt mellem monumenterne.
Den mindste af disse runesten er flyttet fra sin oprindelige, ukendte
placering. Den er sat af kong Gorm (den Gamle) over hans hustru Thyra.
Stednavnet Danmark optræder på runestenen i betegnelsen af Thyra som
'Danmarks pryd'. Den største af runestenene står omtrent på sin oprindelige
plads, hvor den blev sat af Harald (Blåtand). På denne runesten ærer Harald
sine forældres minde og deklarerer, at han selv ”vandt sig al Danmark og
Norge og gjorde danerne kristne” (Molkte 1972). Denne runesten står ved
sydindgangen til frådstenskirken. Der er fundet rester af en brandgrav fra
yngre germansk jernalder under nordhøjen, indeholdende et ituslået kar
(angivet som 'kop') samt rester af glasperler. Denne grav lå umiddelbart
under oprindelig jordoverflade omtrent 3,5 meter fra nordhøjens højfod
(Krogh 1993:143, Krogh og Leth-Larsen 2007: 264). Det er muligt, at denne
grav oprindeligt har ligget under en lav høj (jævnfør Ejner Dyggves tegning,
der er gengivet som fig. 65 i Krogh 1993: 142f). De seneste udgravninger
har konstateret resterne af en palisade, der har hegnet området omkring
204

monumenterne ind, og indvendigt langs hegnet spor efter langhuse, der
dateres til sen vikingetid (Christensen og Andersen 2008).
Der blev første gang foretaget en arkæologisk udgravning af Jelling i
1704, hvor Frederik IV fik undersøgt nordhøjen, der dengang gik under
betegnelsen ”Dronningens høj”. Kampagnen gav ingen fund. Først i 1820
opdagede Jellings bønder et plankekammer i nordhøjen, da de var i færd
med at oprense en kilde fra toppen af højen. Det førte til en egentlig
udgravning af kammeret. Der var kun spredte rester af oldsager i og udenfor
kammeret, der derfor i dag tolkes som et gravkammer, der er blevet
genåbnet og ryddet få år efter der var blevet gravlagt en person i højen. I
1861 iværksatte Frederik VII endnu en udgravning i Jelling, denne gang af
sydhøjen. Undersøgelsen tilvejebragte imidlertid ikke den forventede grav.
Til gengæld blev der opført en kopi af gravkammeret i selve nordhøjen, så
publikum kunne besøge dette. Næste udgravning fandt sted på
Nationalmuseets initiativ i 1941-42, hvor sydhøjen blev endevendt i et sidste
forsøg på at finde den grav, man antog måtte være i højen. Men selv efter en
totaludgravning af sydhøjen blev der ikke fundet spor efter en gravlæggelse.
I 1976-79 fandt Nationalmuseets arkæologer et gravkammer med resterne af
et mandsskelet under kirkegulvet, og konstaterede at kirken har efterfulgt tre
tidligere faser i træ (Krogh 1983: 194). Den oftest fremhævede tolkning er
at Gorm oprindeligt blev begravet i nordhøjens trækammer, men at hans
jordiske rester år senere blev flyttet til kammeret under kirkegulvet (Krogh
1983, 1993).
I dag er de to store høje genopført efter udgravning, og dominerer
indtrykket af provinsbyen Jelling. De ligger indenfor kirkegården til Jelling
kirke, der i dag fremtræder som en hvidkalket frådstenskirke. De to runesten
står ud for våbenhuset, og i øjeblikket diskuteres det, om de skal overbygges
på stedet eller flyttes indendørs for at sikre dem mod at blive nedbrudt. Der
er kun få genopstillede sten tilbage fra den formodede skibssætning på
kirkegården. De øvrige fortidsminder i Jelling er ikke synlige.
c) Jelling. Monumentets nationale betydning
At nordhøjen blev kaldt Thyras høj og sydhøjen Gorms kan tilskrives de
myter om Jelling, der baserer sig på Svend Aggesen og Saxo Grammatius
beretninger om Jelling og dens monumenter, som de nedskrev godt 200 år
efter de blev bygget (Krogh 1993: 12). Når Saxo fortæller om Jelling er det
fordi han ser stedet som en brik i Danmarkshistorien. Jelling har med andre
ord spillet været tilskrevet en national betydning siden omkring 1200.
Et kig på udgravningshistorikken i Jelling antyder at interessen for
205

monumenterne i Jelling hænger sammen med interessen for nationalstaten,
efter at forestillingen om en sådan begyndte at blive etableret i løbet af
1800'tallet (se Mahler et al. 1983: 131ff). I årene mellem udgravningen i
1821 og 1861 blev der rejst en flagstang på hver af højene. Herfra vajer
Dannebrog den dag i dag. I 1861 var helstaten under pres mens
nationalliberalismen blomstrede, og udgravningen i Jelling må derfor, ud
over at tilfredsstille kongens arkæologiske og 'slægtsforsningsmæssige'
interesse også have fungeret som en markering af nationens territorium og
historie. Ligeledes må besættelsen af Danmark i 1940 have betydet, at en
udgravning i Jelling netop i 1941 blev brugt som en demonstration af, at
Danmark havde eksisteret i et årtusinde, og derfor også bestod på trods af at
landet var besat af den tyske statsmagt. En anden årsag til at en udgravning
fandt sted i netop 1941 var frygt for at besættelsesmagten skulle ”forgribe
sig på de nationale monumenter” (Krogh 1993: 133). Forestillingen om
”Danmark for folket” blev netop et faktum i løbet af besættelsestiden, hvor
parolen opfordrede folket til at 'stå sammen' mod besættelsesmagten, og
blev forstærket gennem anvendelsen af nationale symboler (se Adriansen
2003: 293ff).
Jellings nationale betydning har imidlertid ikke været formuleret
eksplicit til alle tider. I Ejner Dyggves (1964) fremlæggelse af
Jellingmonumenterne efter 1940'ernes udgravninger fokuserer han på
monumenternes konstruktion i forhold til landskabet med omdrejningspunkt
i kongeslægten. Selvom diskursen er inkluderende for det ”hjemlige”,
underforstået det danske, beskrives monumenterne ikke direkte som
nationale, og Haralds rige benævnes heller ikke som i den nuværende
udstilling en nation. På dette tidspunkt har den logisk-positivistiske
arkæologiske tradition haft den indflydelse, at er i højere grad er fokus på at
vise en fundfremlæggelse end at bruge en arkæologisk redegørelse til at
fremhæve en national identitetsfølelse. Op gennem 1980'erne og 1990'erne
blev der arbejdet på at udvide formidlingen af monumenterne i Jelling med
deciderede oldtidsparker, hvor rekonstruerede vikingetidsmiljøer skulle give
publikum en totaloplevelse i forbindelse med et Jellingbesøg. Fokuspunktet
i disse parker gik videre end monumenterne, og omfattede også mere
generelle emner fra vikingetiden, blandt andet fremkomsten af byer og
organiseringen af landsbyer, bådebyggeri og handel (Hvass 2000: 65ff). Det
primære formål med centrene var at bedre lokalsamfundets
indtægtsmuligheder fra de besøgende i Jelling, og var altså projekter med
det lokale som knudepunkt. At fastholdelsen af stedets nationale betydning
spiller en væsentlig rolle også i den lokale diskurs blev demonstreret i 1989
hvor der kom massiv lokal protest mod et forslag om at fjerne flagstængerne
(der på det tidspunkt blev set som ”uheldige” af myndighederne) fra højene
(ibid.: 53).
På trods af at fokus gennem 1980'erne og 1990'erne blev trukket i
206

etning af at fremlægge Jelling i en bredere bebyggelseshistorisk ramme, har
monumenterne i Jelling haft betydning som nationalt referencepunkt siden
de første arkæologiske udgravninger, men specielt siden etableringen af det
rekonstruerede gravkammer i nordhøjen i 1861, som trak de første egentlige
besøgende til Jelling. Monumenterne har siden 1700-tallet været genstand
for monarkiets opmærksomhed i en søgen efter og dokumentation af 'de
royale rødder' og som en demonstration af kongeslægtens nedarvede ret til
landet. Frem til bøndernes fund af nordhøjens kammer i 1820 byggede
fortællingen om Jelling alene på de tidlige mytisk-historiske kilder. Samtlige
arkæologiske undersøgelser har udfordret denne myte, først og fremmest
ved at sydhøjen viste sig ikke at være en gravhøj, men også i og med at
nordhøjen var så godt som fundtom ved alle tre udgravningskampagner heri.
I de situationer, hvor de arkæologiske resultater derfor har medført et
nødvendigt brud på den traditionelle opfattelse af Jelling, har arkæologer
forsøgt at bøje det arkæologiske materiale, så det passer med den
traditionelle udlægning. Da den første udgravning af sydhøjen viste sig at
være fundtom udgravede man højen én gang mere, for det kunne jo ikke
passe at Gorms grav ikke eksisterede. Da sydhøjen vitterligt viste sig at
være fundtom ændrede man tolkningen af de hidtil gjorte fund, så Thyras
gravkammer i nordhøjen nu blev tolket som grav for begge regenterne (se
Krogh 1993: 85, 125ff) og senere endnu som Gorms (første) gravkammer
(Krogh 1983, 1993: 232ff) . Denne problematik vil blive taget op nedenfor.
Forestillingen om hvad der er foregået i Jelling bygger dog stadig på
en direkte læsning af Haralds store runesten hvor han kundgør at have
samlet Danmark og gjort danerne kristne, og som det vil fremgå i de
følgende afsnit strækkes de arkæologiske vidnesbyrd for at fastholde denne
diskurs. Det sker, fordi Jelling også i dag fungerer som symbol mere end
som arkæologisk objekt.
På udstillingscentrets startside kan man læse at ”Kongernes Jelling
[…] fortæller dig historien om tiden, da Jelling var centrum i den danske
historie”. At Jelling igen siden årtusindskiftet indgår i en eksplicit diskurs
som national knudepunkt kan ses af blandt andet citater af den nuværende
kulturminister samt af Direktør for Kulturarvsstyrelsen Steen Hvass.
Kulturminister Carina Christensen omtaler runestenene i Jelling som ”nok
det vigtigste monument vi har her i Danmark” (Kulturminister Carina
Christensen, Ritzau udsendelse, Politiken 08.12.2008). Steen Hvass
betragter den store runesten som ”...for hele Danmarkshistorien fuldstændig
fundamental i fødslen af nationen.”(Steen Hvass, Ritzau udsendelse,
Politiken 08.12.2008). Hvass betragter desuden Jelling som ”...det første og
eneste sted, der fortæller om Danmark som samlet nation [...] At danskerne
blev kristne er bekendtgjort på stenen, og der blev et samlet Danmark”
(citeret i Vinther 2009). Især den store Jellingsten er altså ikke alene et
fortidsminde men betragtes som et dokument, der direkte og uden
207

Figur 35: Udstillingsbygningen i Jelling. Overfor anes stien ind til kirken og
fortidsminderne.
forståelsesforskydning mellem 900'tallets og nutidens diskurs kan bruges i
en nutidig kontekst til at forstå, hvad den danske nation er. At Jelling har en
særligt national position bekræftes også af, at bevaringen af
Jellingmonumenterne er kommet på finansloven for 2009 (op cit. Politiken).
Som symbol bliver Jelling i dag brugt af såvel lokale grupper 10 som
nationalt (jævnfør at bevarelsen af Jellingstenene i 2009 kom på
finansloven) samt af den kongelige familie (der referer til en direkte
forbindelse mellem Dronning Margrethe II og Gorm den Gamle på
kongehusets hjemmeside). Jelling indgår i dag ikke kun i en national
diskurs, men har også siden december 1994 været optaget på UNESCOs
liste over Verdenskulturarv, hvilket Steen Hvass (2000: 38) beskriver som
en stadfæstelse af monumenternes ”enestående, universelle værdi”.
d) Jelling. Udstillingsbygningen
Udstillingsbygningen til Kongernes Jelling virker meget stor i den jævne
stationsby. Bygningen er pudset hvid, så den får et udtryk til fælles med den
hvidkalkede kirke ved siden af. Den er lagt, så den bliver et ekstra
”monument” blandt monumenterne – den ligger således tæt på kirken og
højene. Bygningens fløje er udformet som to brede klodser forbundet af et
lidt lavere, aflangt område, og kan dermed læses som en reference til de to
10 I 2008 blev der etableret en lokal styregruppe der skal søge forsknings- og
formidlingsmidler til Jellingmonumenterne
208

unde høje på begge sider af det aflange kirkeskib (figur 35). Bygningen
fungerer dermed som monumenternes 'spejl'. Inde fra udstillingen er der
omvendt to meget store vinduespartier i hele væggens højde med direkte
udsyn til høje og kirke. Dermed bliver monumenterne også 'spejlet' inde i
bygningen – de bliver nærmest trukket ind i bygningen. Det voluminøse i
såvel monumenter som udstillingsbygning understreger tilsammen at her er
noget af stor betydning for samfundet.
Udstillingen har danske og engelske tekster, og bortset fra at de
danske tekster står øverst er der ikke indikeret en rangforskel, for eksempel
gennem font-størrelse, på de danske og engelske tekster. Udstillingen tolkes
derfor som primært rettet mod et nationalt publikum, sekundært mod et
internationalt publikum der kunne tænkes at komme, fordi Jelling er
verdenskulturarv. Udstillingens fysiske tilgængelighed god, også for
barnevogne og kørestolsbrugere. Den fysiske ’access’ til udstillingen er med
andre ord i princippet ligeordnet, hvad enten du er barn eller voksen, dansk
eller udlænding. I praksis er plancherne dog ikke ophængt så de
imødekommer kørestolsbrugere (Thomsen 2003: 22).
e) Jelling. Farveholdning og materialevalg
Når man træder ind i udstillingshuset til Kongernes Jelling står man i et stort
rum der er åbent helt til loftet på 1. sal. Hvide søjler bærer indgangspartiet i
glas (figur 36). Gulvet er i granitfliser, og granitten findes også på væggen
på vej ned i garderoben (figur 37). Det giver et indtryk af at bevæge sig
rundt i selve grundfundamentet.
209

Figur 36: Materialer og
rumfornemmelse i foyeren til
Kongernes Jelling
Figur 38: Form og farver i Kongernes Jelling
Figur 37: Granit anvendt i
garderoben i Kongernes Jelling
Selve udstillingen Kongernes Jelling findes på 1. salen. I
udstillingsrummene er gulvet lagt med store fyrreplanker, der signalerer et
dyrt skandinavisk designvalg, understreget af tilstedeværelsen af klassiske
'myrestole'. Anvendelsen af træplanker spiller associativt godt sammen med
det plankesatte kammer i nordhøjen. Udstillingens vægge står i pudsede
mursten der er malet blå i en nuance der ved sammenligning med farvekort
ligger lige mellem kornblå og kongeblå. Ved at vælge en nuance lysere end
210

egentlig kongeblå opnår arkitekterne dels at rummene ikke bliver for mørke,
dels at fornemmelsen af at befinde sig i et royalt rum netop antydes for
publikum.
Fra det første udstillingsrum har museumsgæsten udsigt til begge de
rekonstruerede gravhøje og Jelling kirke. På den måde trækkes
monumenterne ind i udstillingen, og for den besøgende efterlades der ingen
tvivl om at udstillingen, de besøger, omhandler de synlige monumenter
udenfor bygningen.
Figur 39: Panoramaeffekter fra udstillingen
Kongernes Jelling mod høje og kirke
f) Jelling. Analyse af udstillingens betydningsindhold
Udstillingsarealet i Kongernes Jelling omfatter:
• Foyer der er åben i to plan med caféområde og trappeareal
• En reception med butik
• Garderobe i kælderen
• Rum til foredrag
• Et permanent udstillingsområde på førstesalen der er inddelt i rum
ved hjælp af kraftige skillevægge. Der er én rute gennem
udstillingen. Udstillingen består af:
• rum med panoramavinduer mod høje og kirke
• gangareal med genstandskopier af fund fra Jelling
• område med vægt på øvrige prestigefulde bygningsværker der
tilskrives Harald Blåtand. Her er pæle fra Ravning Enge broen hængt
på rad i loftet.
• rum med vægt på runesten, hvor Jellingstenen står centralt i rummet.
• gangareal med fokus på Thyra Danebod
211

• område anvendeligt til mindre foredrag med stole og et royalt
stamtræ på endevæggen.
• niche og gang med fokus på historik over brugen af Jelling og
udgravninger
• Trappeareal til underetagen
• Rum med legeareal med et rekonstrueret vikingetelt samt spil
• I modsatte ende af huset er et foredragsrum i stuen samt et
særudstillingslokale på førstesalen.
Hovedemnet i udstillingen er de arkæologiske undersøgelser af højene
og kirken. Det nævnes kort, at der har været forskellige tolkninger af for
eksempel skibssætningen og højene, men der fremhæves kun én tolkning af
hvordan monumenterne opfattes i dag. Et andet stort afsnit fortæller om
runesten, hvor en kopi i fuld størrelse af Haralds runesten er placeret
centralt. Desuden inddrages andre runesten der forholder sig til Danmark.
Visuelt sammenkoblet med dette emne beskæftiger udstillingen sig med
Ravning Enge broen, hvis bropiller fysisk fylder i rummet, samt andre store
bygningsanlæg som trelleborgene og Danevirke, der ligesom broen
beskrives som Harald Blåtands bygningsværker. Desuden rummer
udstillingen et afsnit, der handler om myten omkring Thyra Dannebod, samt
et afsnit med fokus på tidlig middelalders myter, den gryende
historievidenskab og den arkæologiske praksis i de tidlige udgravninger.
Udstillingen indeholder også et tema om kristendom, kirker, og dåb. En
central væg i udstillingen er dedikeret til en stamtavle over den danske
kongerække 11 .
Udstillingen åbner med dette citat: “Kongerne Gorm den Gamle og
Harald Blåtand skabte I 900-årene et storslået kongeligt anlæg i Jelling.
Tiden har for længst udvisket erindringen om de døde og de begivenheder,
der fandt sted her. Men højene, runestenene og kirken står endnu tilbage
som vidnesbbyrd om kristendommens indførelse og samlingen af Danmark
til et rige for 1000 år siden.”
På trods af at denne planchetekst er den første, den besøgende møder i
udstillingen, og dermed skulle forventes at have introducerende karakter,
anvendes der en overvægt af substantiver i bestemt form: Kongerne,
erindringen, højene, runestenene og kirken. Afsenderne forventer med andre
ord at publikum har et forhåndskendskab til Jelling, og dermed ved, hvilke
konger, runestene og hvilken kirke, der er tale om. Man kan sige, at 'access'
til udstillingen lettere for de, der har kendskab til emnet, før de kommer til
Kongernes Jelling. Teksten indikerer ligeledes at at man kan forvente en
11 En del af konklusionerne i dette afsnit har jeg udgivet i Archaeological Review from
Cambridge 2009 under titlen Royal Jelling: Danish National Heritage Reinvented.
Artiklen holder udsagn fra udstillingen Kongernes Jelling op mod et større arkæologisk
materiale og den nationale diskurs
212

form for kollektiv erindring, 'erindringen', om Jelling. Brugen af det
forskønnende adjektiv 'storslået' er med til at understrege den betydning,
afsenderne tolker ind i monumenterne. Ordet 'kongeligt' indikerer en høj og
prangende standard, og fungerer på samme måde. Signifiant’en
”vidnesbyrd” er ligeledes central i analysen af teksten. Ved at bruge dette
ord ophøjes Jellingmonumenterne til elementer, der dokumenter samlingen
af Danmark til et rige og kristendommens indførelse i dette rige. Den
fortælling, Harald Blåtand I 900'tallet nedfældede på runestenen gøres
dermed til sandhed. Sandheder behøves ikke underkastes fortolkning.
Diskursen i Kongernes Jelling har med andre ord det 'faktum' som
nodalpunkt, at Danmark blev et samlet, kristent rige under Harald Blåtand.
Udstillingens første planche viser dermed, at udstillingen ikke som i Gamla
Uppsala lægger op til en refleksion eller giver bud på flere sanheder
omkring Jelling.
Flere af udstillingens tekster anvender substantiver i bestemt form:
”den kongelige grav” og ”det kongelige monument”. Sproget gør på den
måde en diskussionen af, hvorvidt der er (kongelige) begravelser eller ej
overflødig. Der gøres ikke brug af eksempelvis spørgsmål i hverken
overskrifter eller tekst. Der er ikke alternative tolkninger eller tvivl om de
arkæologiske udsagn at spore i teksten. Det eneste 'måske' handler om,
hvorvidt der er gået 50 eller 60 år mellem anlægsarbejderne i Jelling. Ellers
er der ingen åbne spørgsmål, ingen 'det kunne tolkes sådan at', eller
'arkæologerne tror at'. Den valgte form er således faktuel og lægger ikke op
til at den besøgende skal reflektere over monumenternes betydning. Fakta er
fundet, fakta er skrevet, sagen er lukket. Også Anna Sofie Åkerman
Thomsen har konkluderet om udstillings tekster at de ”er skrevet på en ikke
problematiserende eller aktiverende måde. Således virker budskabet som en
klar tilkendegivelse af at forskerne er enige om tolkningen af lokalitetens
forhistorie…” (2003: 22).
Ved at bruge Nordhøjen og Sydhøjen som stednavne med stort
begyndelsesbogstav gøres de til ikoner – det er ikke blot en fundtom
jordhøj, men ”Sydhøjen”. Ind imellem bruges også den ældre betegnelse
”Dronningehøjen” om nordhøjen (eksempelvis på planchen: Generationers
udgravninger, Kongernes Jelling 2007). På mange plancher anvendes som
ovenfor forskønnende adjektiver (Bjerrum Jensen 2009, bilag 8). Disse
fremhæver lokalitetens exceptionelle karakter, og efterlader det indtryk, at
der ikke findes fortidsminder der modsvarer Jellings. Imidlertid adskiller
fundmaterialet i nordhøjen sig ikke væsentligt fra andre elitære
vikingegrave, hvoraf den nærmeste pendant i tid og sted er Mammengraven
(Iversen et al. 1991). Det er ligeledes påfaldende, at den samtidige
sjællandske lokalitet Lejres betydning ikke diskuteres I forhold til Jelling.
Denne lokalitet tolkes traditionelt som vikingetidigt kongesæde (Christensen
1991, 1997), og er nævnt I de samme mytisk-historiske kilder som Borre og
213

Gamla Uppsala, ligesom Harald Blåtand selv formodes at være begravet i
domkirken i Lejres efterfølger, Roskilde.
At materialet bliver bøjet i forhold til den generelle arkæologiske
konsensus om vikingetid gør muligvis afsenderne ekstra opmærksomme på
at fremhæve netop Jellings unikke karakter. Således benytter udstillingen sig
af fortærkende ord for at understrege det gyldige I udstillingens udsagn.
”Ansvaret for helheden [i at sammenkoble ældre monumenter med nye] lå
uden tvivl hos den kongelige familie…” (Planche: “Kongehøje, runesten og
kirke”, Kongernes Jelling 2007). Vendingen ”uden tvivl” antyder netop at
tilskrivningen af denne handling til en kongelig familie netop ikke kan læses
direkte af de tilbageværende kilder, men må bero på en tolkning. En anden
måde at fremstille et gæt om monumenternes historie og opførelse som en
tilstræbt sandhed ses på planchen ”Tre trækirker og en stenkirke”. Her står
om kirken at ”bygherren var sikkert kongen selv”.
Plancherne i udstillingen henviser gentagne gange til Danmark. En
planche fortæller ”Harald satte sin magt igennem i hele Danmark og vandt
sig Norge. […] ...stenene ar af eftertiden fået tilnavnet Danmarks
Dåbsattest.”. En anden planche lyder: ”Gorm den Gamle og Harald Blåtand
er de to første konger i den danske kongeslægt. […] Gorms enkle runesten
knytter kongeparret Gorm og Thyra til et rige kaldet Danmark”. Et tredje
eksempel er planchen der beskriver at ”...højene, runestenene og kirken står
endnu tilbage som vidnesbyrd om kristendommens indførelse og samlingen
af Danmark til et rige for 1000 år siden.” (Plancher, Kongernes Jelling,
2007). Dette modsvarer analysen med fokus på signifiant'er ovenfor.
Ligesom i bogen, der knytter sig til udstilligen (Hvass 2000), refereres der
også i selve udstillingen ofte til 'kong', 'kongen' og 'det kongelige'.
Udstillingen er således med til at fasttømre Jellings betydning i en royal
diskurs. I udstillingen findes således en fuld væg med en tavle over den
kongelige arverække fra Gorm den Gamle og Dronning Margrethe II.
Udstillingen giver ligeledes udtryk for at ”Gorm den Gamle og Harald
Blåtand er de to første konger i den danske kongeslægt, hvis efterkommere
kan følges op til i dag.” (Planche: Runesten og Kongeslægt, Kongernes
Jelling, 2007). På vægtavlen er slægtsleddene markeret med rødt og sat i en
lige linie (figur 40). Denne røde tråd er delt i to, tilsyneladende for at kunne
være på væggen. Tilfældet vil dog, at netop det sted i slægtsrækken, hvor
linien brydes, falder sammen med Christoffer IIIs død i 1448, der betød at
den oldgamle arvefølge blev brudt fuldstændig (Kongehuset 2008).
214

Figur 40: Tavle over kongeslægten fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe II.
Kongernes Jelling 2007.
På trods af at magten om kongetitlen op gennem vikingetid og
middelalder var præget af ustabilitet og kamp om kronen mellem
rivaliserende familier, giver udstillingen udtryk for det modsatte. Den
fremstiller den danske kongemagt som stabil siden Gorm den Gamle. Denne
stabilitet og kontinuitet understreges af, at myten om at der er blodsbånd
mellem Gorm og den nulevende dronning opretholdes ved hjælp af en
bevidst udstillingsstrategi. Udstillingen opretholder også her Haralds
diskurs, der efterlader indtryk af stabilitet. Samtidig kan diskursen ses som
udtryk for opretholdelsen af den danske kongemagts nedarvede ret til det
danske rige, der i dag kan forstås som en metafor for det danske folks ret til
det danske landområde, eller med andre ord som metafor for nationalstatens
beståen.
De store glasfacader ud mod landevejen og monumenterne giver
udstillingen indtryk af at være åben og tilgængelig, som et rum for alle.
Dette forhold er blevet forstærket efter at Jelling blev en del af
Nationalmuseet, og dermed kom blandt de udstillingssteder, hvor der er
gratis adgang. Det kan imidlertid diskuteres om udstillingens mentale
tilgængelighed er ligeordnet alle. Der vil være en væsentlig forskel på den
besøgendes forhåndskendskab til de ”koder” der ligger i forståelsen af
monumentets rolle for dansk identitet, hvad enten der er tale om en etnisk
dansk gæst, en dansk gæst med anden etnisk familiebaggrund eller en
udlænding.
Udstillingen skelner skarpt mellem det hedenske og det kristne.
Skibssætningen og nordhøjen – og dermed perioden frem til opførelsen af
nordhøjen fra slutningen af 958 – betragtes som hedenske (”En kongelig
215

egravelse”, Kongernes Jelling 2006). De elementer i Jelling, der tilskrives
tiden efter at Harald har rejst den store runesten, hvor han skriver at han
gjorde danerne kristne, betragtes som kristne. Dette gælder således den store
Jellingsten, indbruddet i nordhøjen og (gen)begravelsen, der er fundet under
gulvet i den senere romanske stenkirke. Det gælder således også de tre
bygningsværker, der er iagttaget som forløbere til kirken, og som i dag
tolkes som trækirker, der har været bygget på stedet forud for stenkirken.
Om den første af disse tre kirker står der: ”[Kirken] skulle muligvis også
tjene som dåbskirke for de mange, der fulgte kongen over i den nye tro”
(Planche ”Tre trækirker og en stenkirke”). Det indtryk, udstillingen
efterlader, er således at det meste af en befolkningsgruppe, danerne, blev
omvendt fra hedenskab til kristendom og døbt på ganske kort tid på Haralds
bud, og at denne omvendelse også har haft umiddelbar indflydelse på den
samtidige materielle kultur, og dermed de udsagn, arkæologer kan genfinde
i dag. Det indtryk, udstillingen giver er, at den ikke accepterer de
arkæologiske diskussioner, der argumenterer for at skiftet fra hedenskab til
kristendom har været en proces, der er foregået over flere hundrede år, og i
hvert fald strækker sig fra første halvdel af 900'tallet til befolkningen
overvejende bekender sig til kristne verdensbilleder, tro og ritualer i
1200'tallet (Andersen 1986: 17; McGuire 2008; Skovgaard-Petersen 1981:
22ff). Udstillingen forholder sig således heller ikke refleksivt til de
genstande fra nordhøjen, der ikke burde optræde i en hedensk kontekst,
eksempelvis et lille hængekors, en lille sølvkalk og et vokslys 12 .
Hængekorset er fundet udenfor dets arkæologiske kontekst, nemlig i den
minegang, der blev brugt ved undersøgelsen af højen i 1961, og som stod
åben for publikumsbesøg da korset ved et tilfælde blev fundet i 1963. I
montren står der om korset at det stammer fra minegangen. Det er derimod
ikke i udstillingen diskuteret at korset er fundet i fyld, der mest sandsynligt
stammer fra kammeret (jævnfør Krogh og Leth-Larsen 2007: 220). Lyset
forklares i både udstilling og i fundfremlæggelsen bag denne (Krogh 1993
samt Krogh og Leth-Larsen 2007) sådan, at det er bragt til kammeret ved
genåbningen og tømningen af kammeret. Det diskuteres ikke, at tilsvarende
pendanter er forekommet i samtidige, elitære grave, der tolkes som
(eventuelt delvist) kristne (Iversen and Näsmann 1991: 66; Leth-Larsen
1991: 110).
Udstillingen kan dermed ses som en fastholdelse og stabilisering af
den diskurs, Harald selv benyttede på den store runesten gennem en
afvisning eller ignorering af alternative tolkningsmuligheder, der ville
medføre en forandring diskursen. Den diskurs, der fremlægger budskabet på
den store Jellingsten som 'sandhed', kan ses som en kontinuitet i
fastholdelsen af den mytiske forestilling om Jelling. Det er samtidig
fastholdelsen af en mere generel dansk national diskurs, nemlig at
12 Desuden er der i nordhøjen fundet et fragment af en sølvtallerken, der kan have indgået
i kristne dåbsritualer (Krogh 1993: 248)
216

kristendom siden omtrent 965 har været 'det naturlige valg' for danskere,
frem for måske at tilskynde en ændret diskurs med fokus på religiøse valg
på baggrund af politiske og kulturelle forhandlinger. At det danske er
nodalpunkt i diskursen om Jelling understreges i citatet: “Harald Blåtands
runesten I Jelling var rettet mod danskerne. Dens budskab skulle ses og
forstås af landets egen befolkning og er derfor skrevet på dansk...” (Planche:
“Tradition og fornyelse”). Gennem dette citat etablerer afsenderne det som
et faktum, at Danmark I 900'tallet var et land befolket af 'danskere' der talte
og skrev 'dansk'. Et kig på runestenene og det generelle samfundsbillede af
vikingetiden viser, at sproget, landet og befolkningen dengang var forskellig
fra i dag. Men gennem udstillingens diskurs ækvivaleres 900'tallets danske
identitetsopfattelse med nutidens.
Fundet af ovennævnte genstande udfordrer på den anden side,
sammen med fundet af vogndele i kammeret (Bjerrum Jensen 2009), den nu
gældende arkæologiske diskurs, der kommer til udtryk i såvel udstillingen
som i hovedværkerne bag udstillingen (Krogh 1993 og Krogh og Leth-
Larsen 2007), hvor nordhøjen betragtes som Gorms oprindelige gravsted,
inden han blev flyttet til kirken. Det kristne fundmateriale og vogndelene,
der indikerer en kvindebegravelse, stemmer ikek overens med denne
tolkning. Derfor underkendes fundomstændighederne i udstillingen ved at
blive omskrevet eller ekskluderet fra diskursen. Der er flere
tolkningsmuligheder om det arkæologiske materiale fra Jelling, der er
ekskluderet fra udstillingens diskurs, og dermed stabiliserer den ønskede
fremlæggelse af Jelling (se Bjerrum Jensen 2009 og for eksempel Andersen
1995). Eksempelvis giver udstillingen indtryk af at der sker en forandring
fra en diskurs eller samfundsorden til en ny da Harald Blåtand bliver konge,
underlægger sig Danmark og Norge og gør folket kristent. Denne bratte
forandring kan imidlertid ikke findes i det generelle arkæologiske materiale
fra perioden (se Näsmann 2006). Fremstillingen af Jelling I forhold til det
samtidige arkæologiske materiale fremstår mere som et postulat og en
tilpasning til den ønskede konklusion end som en faktuel vurdering af
Jellings forhistoriske betydning.
Afsenderne bruger aktivt sociale agenter i teksterne til at understrege
udstillingens budskab. Der er tydelig sociale ageneter tilstede i beskrivelsen
af hvem, der har bygget monumenterne i forhistorisk tid. Harald har
gravlagt sin far i nordhøjen, og senere flyttet ham til gravkammeret i kirken.
Harald har bygget kirken, Harald har kristnet danerne, og Harald har samlet
riget, blandt andet ved at etablere Ravning Engebroen og ringborgene. Reelt
har vi arkæologisk set ingen mulighed for at sætte navn på bygherren bag
hverken infrastruktur, kirker eller borglignende anlæg i 900'tallet, men
denne faglige kendsgerning ignoreres ved at nævne Harald eksplicit som
social agent. Hvad angår tolkningerne gennem tiden af de forskellige anlæg
refereres der til passive sociale agenter: ”Store sten er i årenes løb dukket op
217

på Jelling kirkegård. […] Stenene blev en tid tolket som dele af det mægtigt,
trekantet, hedensk kultsted. Denne tolkning er siden forladt.” (Planchen:
Skib,høj og runesten – et hedensk monument”). Modtageren får ikke at vide,
hvordan stenene kan være ”dukket op”, og får heller ikke umiddelbart at
vide hvornår eller af hvem de nu forkastede tolkninger er fremført, ligesom
der heller ikke sættes en tydelig social agent bag de nugældende tolkninger.
På den måde fremstår individuelle arkæologers tolkninger som
videnskabelige sandheder.
Afsendernes forestilling om at ”Kongernes mindesmærker i Jelling er
det ældste, kendte slægtsmonument i Norden rejst af flere generationer på
samme sted” tager ikke det arkæologiske materiale alvorligt, hvor såvel
Borre som Uppsala er blandt eksemplerne på ældre slægstsmonumenter.
Men fordi udstillingen har til formål at fremhæve Jelling som noget
enestående, foretages denne parallelisering ikke. Udstillingen rummer
endvidere en selvmodsigelse i, at Gorm den Gamle anerkendes som
Danmarks første konge, men det samtidig accepteres at riget først blev
samlet under Harald Blåtand. Ved at acceptere denne selvmodsigelse
naturliggøres Jelling som en lokalitet, hvor myter og vage historiske
forestillinger gøres til kendsgerninger.
Diskursen omkring Jelling har siden Aggensen og Saxo været båret af
mytiske forestillinger om Jellinghøjene som gravhøje for Gorm og Thyra.
Denne forestilling dementeres i udstillingen, der klarlægger, at sydhøjen var
fundtom, og Gorms endelige hvilested beskrives som værende under
kirkegulvet i Jelling Kirke. På den måde kan man sige at de arkæologiske
resultater af århundredes udgravninger i Jelling langsomt forandrer
diskursen. Ikke desto mindre ses der også en fortsat kontinuitet i det mytiske
stof. Thyra beskrives stadig på en hel væg i udstillingen (figur 41), på trods
af at teksten selv må indrømme at ”hendes liv og død er stort set ukendt”
(Planchen: Thyra Danebod, Kongernes Jelling 2007). Teksterne fremstiller
de arkæologiske tolkninger som var de kendsgerninger, hvorved ubesvarede
spørgsmål ekskluderes fra diskursen, mens de forklaringer, der forestillingen
om Jelling som arnestedet for det danske rige fremhæves som arkæologiske
kendsgerninger – eksempelvis at Gorm er begravet i Jelling, eller at
Danmark blev et samlet rige under Harald. Således kan Jellings rolle ses
som en mytisk lokalitet, der kan tilpasses den nationalt etablerede fælles
erindring. Jellingstenens budskab kan i sig selv læses som en umodaliseret
sandhed. Udstillingen er med til at naturliggøre den 'sandhed', der læses
direkte fra Jellingstenens tekst: At Danmark har været et kristent, samlet og
stabilt rige med en homogen befolkning, der har talt og skrevet dansk, i
mere end 1000 år. Mange af udstillingens udsagn bliver derfor i sig selv
truismer. Man kan derfor sige, at arkæologien i fremlæggelsen af Jelling
fungerer som en magtstrategi i at forme og fastholde en national diskurs.
Den nationale diskurs med Jelling som nodalpunkt etablerer gyldighed ved
218

at gøre spinkle arkæologiske slutninger til sandhed, ved at udvælge det
materiale, der stemmer overens med tolkningen af Jelling som
udgangspunktet for etableringen af det danske rige, det danske sprog og den
kristne identitet.
Figur 41: Thyra – en central figur?
g) Jelling. Kort og symboler
Der vises seks kort i Kongernes Jelling (figur 42). Bortset fra det første kort,
der er en reproduktion fra 1786, er kortene i udstillingen udført ens, dog
med forskelligt ”zoom”. Kortenes største udbredelse viser Sydskandinavien
(kort 4) op til midt i det nuværende Sverige og norge, og med
landområderne langs den sydvestlige del af Østersøen (i dag Nordtyskland,
Polen og det nordligste Holland). På de fire af kortene har man valgt ikke at
gengive landegrænser. Forestillingen om datidens grænser kan indirekte
læses i, at tre af disse kort (kort, 3, 5 og 6) har det nuværende Danmark med
Sydslesvig og Skåne / Halland. Udstillerne har ved at vælge dette kortudsnit
forsøgt at give en fornemmelse af, at udbredelsen af runesten er et
kulturelement, der netop tilhører dette område, og dermed er med til at
definere et fælleskulturelt område i 900-årene. Imidlertid findes der en høj
koncentration af runesten i Østsverige, på Øland og Gotland, hvilket ikke
fremgår af kortet. På kortene fremstår Hedeby og Danevirke som en del af
det danske område. Dette indtryk forstærkes af at man har valgt ikke at
markere den nuværende dansk-tyske grænse. Beskuerens samlede indtryk
bliver, at der i 900-årene eksisterede et fælles kulturelt område, der svarer til
Margrethe I's rige fra slutningen af 1300-tallet. Dette indtryk bekræftes af
kort 4, der viser et tolket kort over Sydskandinavien i 900-årene. Her har
udstillerne valgt at markere netop dette areal med en lysere farve som
kontrast til det øvrige nordligste Europa og Sydskandinavien. Der er ikke
markeret en decideret grænse, men den skarpe farvekontrast sammen med
219

illedteksten: ”Sydskandinavien på Harald Blåtands tid i 900 årene” skaber
den forestilling hos beskueren, at Danmark var et samlet storrige i 900
årene.
Kort 1: Omegnen af Jelling 1786 Kort 2: Skibssætninger Kort 3: Runesten
Kort 4: Sydskandinavien i 900årene
Kort 5: Store anlægsarbejder Kort 6: Frådstenskirker i
Danmark
Figur 42: Kort i udstillingen Kongernes Jelling
Det samlede indtryk der efterlades af kortmaterialet i Kongernes
Jelling er, at udstillingen omhandler et emne, der stort set matcher det
geografiske område, der i dag er nationalstaten Danmark. Kortmaterialet
understreger at diskursen omkring Jelling er geografisk centreret omkring
det nuværende danske område.
h) Jelling. Genreanalyse og opsummering
Arkæologerne bag Kongernes Jelling har selv beskrevet udstillingen som ”et
tredelt udstillingsforløb [hvor man kan] lære om monumenternes tilblivelse,
deres eftermæle og betydning for den nationale mytologi.” (Sønnichsen
220

2000). Udstillingen problematiserer imidlertid ikke Jellings rolle som
nationalt knudepunkt. Udstillingen rummer eksempelvis en montre, hvor
motivet fra Jellingstenen vises i fem danske pas. Hermed understreger
udstillingen at Jelling er et nationalsymbol, og det 'naturlige' i at anvende
stedet som sådan. Afsenderne diskuterer således ikke at der via
kristussymbolet på Jellingstenen sættes lighedstegn mellem dansk
statsborgerskab og det at være kristen, og i overført betydning at kunne føre
sin slægtstavle tilbage til Gorm den Gamle. Når Jellingstenen optræder i det
danske pas er det som symbol på at blodsbånd og kendskabet til en delvist
mytisk urhistorie er forudsætninger for at være en del af det danske
fællesskab. Når passet optræder i udstillingen uden at denne diskurs
diskuteres er det med til at cementere Jellings rolle som et sådant symbol.
Udstillingens genre kan kaldes ”den nationale fortælling”.
Udstillingen omhandler såvel fakta som myter, og efterlader ikke det
indtryk, at de faktuelle udsagn er mere sande end de mytiske. Mange
arkæologiske oplysninger i udstillingen bygger på usikre tolkninger, men
fremstilles som entydige fakta. De mange faktuelle oplysninger efterlader et
indtryk af at udstillingen repræsenterer sandheden om Jelling, og at denne
ikke lægger op til diskussion. Udstillingen er altså hverken diskuterende
eller reflekterende, men fremstiller en ensidig tolkning af monumenterne i
Jelling – en tolkning, der bakker op om myten om et homogent, kristent
Danmark, der har eksisteret i 1000 år.
Udstillingen opretholder forestillingen om det danske og Danmark
som statiske fænomenter. Den samme kongelige slægt har regeret landet.
Befolkningen i det nudanske område har været danske i mere end 1000 år.
De fysiske grænser har været næsten de samme i hele perioden. Og lige så
længe har det hørt med til at være dansk, at man også var kristen. Diskursen
i udstillingen er med til at etablere den statiske, uforanderlige natioanlstat
som ideal. Jelling er arketypen på et nationalt symbol, “der giver
associationer til forestillinger om fordums og nutids storhed og til danskere
som et folk eller måske snarere som en stamme. […] [N]etop forestillingen
om ”Danmark, i tusind år / længer end saga når” er en af grundstenene i
denne symbolverden.” (Adriansen 2003: 297).
Den arkæologiske videnskab er en aktiv medspiller i opretholdelsen af
denne konstruktion. Et tydeligt eksempel på dette ses i Knud J. Kroghs
forsøg på at rekonstruere af et ud af to ens forgyldte beslag, muligvis
bogbeslag, fra Jellings nordhøj. I dag fremtræder beslaget uden spor efter
den udsmykning, der har præget beslagets centrale korsformede udmejsling.
Krogh og Leth-Larsen gætter på at der har siddet en klar sten, måske krystal,
i en indfatning i midten (Krogh og Leth-Larsen 2007: 241). På trods af dette
har Knud J. Krogh valgt at rekonstruere beslaget sådan at dets centrale
symbol bliver et Dannebrog (figur 43).
221

Figur 43: Knud J. Kroghs forsøg på en
rekonstruktion af et ud af to ens forgyldte
beslag, muligvis bogbeslag, fra Jellings
nordhøj. Gengivet fra Krogh og Leth-Larsen
2007.
Udstillingen er med til at fastholde en diskurs, hvor der kun er én
dansk identitet. Den identitet baserer sig på etnos frem for på demos. I den
etniske identitetsforståelse vægtes slægtens betydning højt (Korsgaard 2004:
23), hvorfor det er væsentligt at demonstrere slægtsbåndet mellem fortidens
og nutidens kongemagt, samt at understrege stabilitet og kontinuitet. Man
kan derfor konkludere, at der er et samfundsmæssigt problem i den måde,
Jelling fremstilles på. Udstillingen skaber et fællesskab for nogle, men
ekskluder samtidig andre. Begge parter har dansk statsborgerskab, og er i
den forstand danske. Men Jelling understreger at det at være dansk ikke er et
spørgsmål om at have et dansk pas, det er også et spørgsmål om at vedkende
sig det historiske og kristne fællesskab, der er symboliseret i passet via
afbildningen af den store Jellingsten.
Jelling spiller en rolle som nodalpunkt i konstruktionen og
rekonstruktionen af danske identiteter (se også Bjerrum Jensen 2009).
Jelling er et perfekt udgangspunkt for at forme forestillingen om det danske.
Stedet kombinerer myter med fakta, historie med arkæologi og sidestiller
dannelsen af staten med en officiel omvendelse af 'statsborgerne' til
kristendom. Som sådan er Jelling i lige så høj grad et mytisk sted som en
forhistorisk lokalitet.
222

Sammenlignende analyse af
udstillingerne
De tre udstillinger, Kongernes Jelling, Gamla Uppsala museum og
Midgard historisk senter, Borre, har mange fællestræk. Alle opført ved
årtusindskiftet, og indviet af de respektive landes regenter. Alle bygninger er
arkitektoniske prestigeprojekter, og er tegnet med store glasfacader mod
monumenterne, så der er skabt en visuel sammenhæng mellem
udstillingerne om monumenterne. Man kan sige, at de nye
udstillingsbygninger i sig selv hører til blandt de respektive steders
monumenter. Også de forhistoriske monumenter har mange fællestræk. De
manifisterer sig som monumentale (grav)høje, som enorme bygningsværker
i jord. De arkæologiske undersøgelser i højene daterer sig tilbage til den
ældste arkæologiske historie, hvilket præger udsagnsgraden af fundene. På
alle tre lokaliteter har man i nyere tid forsøgt via udgravning at etablere en
sammenhæng mellem gravmonumenter og samtidig bebyggelse, hvilket i de
seneste år har føjet kongsgårde (Gamla Uppsala), haller (Borre) og langhuse
indenfor en indhegnet tofte (Jelling) til monumenterne. For alle tre
lokaliteter gælder, at de optræder i de tidligste historiske kilder, der i
overvejende grad bygger på en sagnfortælling om det, der kan beskrives
som de tidligste nationalhistorier eller kongeslægtsfortællinger. Dette har
betydet, at alle tre lokaliteter helt frem til i dag med forskellig styrke
gennem tiden har været anvendt som knudepunkter i de respektive nationale
statsbygninger. De fysiske udstillingsrammer på stederne er med andre ord
ens. Monumenterne er næsten ens. Historikken er ens. Og stedernes rolle
som nodalpunkt i en national diskurs har store lighedspunkter. Alligevel er
diskursen i de tre udstillinger forskellige.
Det kan derfor være på sin plads at tilføje de tre analyser nogle fælles
konklusioner for at understrege, ikke kun hvordan de tre lokaliteter er ens,
men også hvordan formidlingen af dem og deres plads i den senmoderne
diskurs er forskellig.
Forskelle og ligheder mellem Borre, Gamla Uppsala og Jelling
Samlet kan man ud fra ovenstående analyser konkludere, at Kongernes
Jelling er skrevet i en positivistisk diskurs, hvor én sandhed tilstræbes.
223

Denne ene sandhed kan ideelt set 'læses' direkte ud af det arkæologiske
materiale, og derfor forkaster man indenfor diskursen alle alternative
tolkningsmuligheder når fundet fremlægges. Indenfor den positivistiske
diskurs er fokus rettet mod ting, der kan måles og vejes. Etableringen af
Jellinghøjene opgøres for eksempel i mandetimer. Gamla Uppsala
udstillingen er derimod skrevet i en postprocessuel diskurs, hvor det
accepteres at der ikke er én historie eller en endegyldig sandhed. Samtidig er
man som postprocessuel forsker opmærksom på, at éns egen position bør
være tydelig i fremlæggelsen af forskningsresultater (hvis man overhovedet
kan tale om 'resultater' i en sand postprocessuel diskurs). Derfor indledes
udstillingen naturligvis med en refleksion over brugen af Gamla Uppsalas
monumenter gennem tid med udgangspunkt i etableringen af
udstillingscentret.
Den første overskrift i Gamla Uppsala museum, ”Mellan myt och
verklighet”, signalerer en refleksiv og postprocessuel tilgang til historien.
Modsat i Kongernes Jelling, hvor den første planche benytter ordet
”vidnesbyrd” om Jellingmonumenterne, hvorved Harald Blåtands runesten
og de herpå baserede fortællinger om Jelling gøres til indiskutable fakta. I
modsætning til i Gamla Uppsala er fremlægges historien om Jelling som et
entydigt positivistisk udsagn, hvor der findes ét facit. Formidlingen i Borre
er sværere at placere i en teoretisk diskurs end de andre to udstillinger. Den
hidtidige udstilling giver ikke mange konkrete svar på afsendernes tolkning
af Borre eller dens samtidige kontekst. Udstillingen kan således ikke kaldes
positivistisk. De seneste særudstillinger har været skrevet i en
postprocessuel diskurs, og har lagt op til refleksion over etablerede
'sandheder' om forhistoriske emner. 'Hands-on'-formidlingen lægger sig i
kølvandet på en processuel tilgang til materialet, hvor erfaring blandt andet
hentes gennem efterprøvning af forhistoriske redskaber, men lægger sig
også i en tradition fra 1990'ernes formidling, hvor aktivering af især et
børnepublikum har været mantraet. Samtidig kan den hidtidige udstilling ses
som et udslag af en postmoderne historieopfattelelse, hvor man af angst for
at fremlægge én sandhed har lagt det arkæologiske materiale så åbent frem,
at publikum selv må danne sig en forestilling om det forhistoriske materiale.
Den kommende udstilling bliver en fremlæggelse af Borrefundet indenfor
de nyeste arkæologiske forestillinger om yngre jernalders samfund, og vil
derfor blive præget af såvel processualistiske som postprocessuelle teorier.
Tolkningen af såvel Jelling som Borre bygger på et forholdsvist
spinkelt arkæologisk kildemateriale, specielt set i lyset af de vidtrækkende
tolkninger af Jellingmaterialet. Først i de seneste år har arkæologerne på
Midgard historisk senter fået større arkæologisk viden om gravhøjene og
deres samtidige bebyggelse end den, der baserede sig på fundet fra
skibshøjen. Ser man med kritiske briller på materialet i Jelling, har man en
udateret skibssætning, to stort set fundtomme høje samt en begravelse under
224

kirkegulvet at forholde udsagnet på de to runesten i Jelling til. I Gamla
Uppsala har flere udgravninger været med til at underbygge den
arkæologiske udsagnsværdi om stedet. Disse omstændigheder afspejles i
udstillingerne. Den samlede viden om Gamla Uppsala fremtræder som
omfattende og veldokumenteret. Udstillingen i Jelling bygger i høj grad på
en direkte læsning af den væsentligste kilde, nemlig Haralds runesten. Og
udstillingen i Borre har indtil nu ikke handlet om Borrefundet. Først 9 år
efter opførelsen af besøgscentret supplerer man nu udstillingen med en
afdeling specifikt om Borre.
Udstillingen i Gamla Uppsala er sat i en diskurs, hvor forandring
vægtes. Udstillingen viser, at fortællingerne om Uppsala har forandret sig
gennem tid, og postludiet fra historik-delen af udstillingen (figur31)
italesætter Gamla Uppsala som et sted, der også i fremtiden vil blive
omfortolket. Samtidig har udstillingen også fokus på kontinuitet, hvor der er
skabt en direkte forbindelse mellem Gamla Uppsala i dag og det
forhistoriske Uppsala, i og med at alle tidsperioders tolkning af Gamla
Uppsala er fremlagt i udstillingen, fra den monumentale gravplads gik ud af
brug til i dag. Men kontinuitet er i denne forbindelse ikke det samme som
stabilitet. Stedet har forandret sig, og stedets betydning har forandret sig,
jævnt gennem en lang tidsperiode. Denne diskurs står i kontrast til
formidlingen af Jelling, hvor udstillingens diskurs står i stabilitetens tegn:
Kongemagt er det samme i dag, som det var i midten af 900-tallet, det
danske kongehus i dag er af samme slægt som Gorm den Gamle,
betegnelsen Danmark har stort dækket over det samme i vikingetid som i
dag, danskere har været danskere siden Harald Blåtand (før det, kan man
forstå ved at nærlæse plancherne, boede der 'danere' og ikke 'danskere' i
Danmark), og kristendom er kristendom, hvad enten den udspiller sig i en
tidlig middelalderlig, katolsk diskurs eller i en senmoderne.
I Gamla Uppsala bruges det tidligt historiske, mytiske sagnstof aktivt i
udstillingen, og sætter de arkæologiske fund i relief. Samtidig er man som
modtager ikke i tvivl om, at disse sagn ikke repræsenterer sandheden, og at
de arkæologiske undersøgelser på nogle punkter faktisk står i opposition til
den mytiske, traditionelle forståelse af 'kongshøjene'. I Borre har man indtil
nu valgt ikke at bruge udstillingen til at forholde sig til de tidligt historiske
kilder eller sagn omkring Borre som kongssæde. Man har med andre ord
fagligt set ekskluderet de oprindelige myter fra diskursen. I stedet har
afsenderne bag udstillingscentret valgt at lade centret være en fortælling om
'vikingetiden' på et meget generelt plan, med fokus på vikingetidig
mytologi, krigerleg og 'hjemme i langhuset'. I Jelling ekskluderer man de
arkæologiske fund, der ikke stemmer overens med den nationale fortælling,
fra diskursen.
Afsenderne bag udstillingen i Gamla Uppsala har formået at give
225

plads til en faglig, historicistisk refleksion på plancherne. En tilsvarende
refleksion har gennem en årrække også fundet sted hos personalet på
Midgard historisk senter, jævnfør særudstillingerne, men har endnu ikke fået
lov til at komme til udtryk i en egentlig udstillingstolkning af Borrefundene.
Indtrykket af, at der findes en refleksiv holdning til stedets nationale
betydning blandt Midgard historisk senters personale forstærkes af, at
museet bevidst har valgt at lade en svensk arkæolog skrive
udstillingsteksterne til den kommende permanente udstilling (Gansum pers.
com. 2009). Udstillingen i Jelling fremstår i modsætning til pendanten i
Borre, og i lighed med udstillingen i Gamla Uppsala, eksplicit omkring
stedets nationale betydning. Men i modsætning til udstillingen i Gamla
Uppsala efterlader udstillingen i Jelling ikke udtryk for at der ligger en
reflekteret faglig holdning til Jellings rolle som nationalt nodalpunkt bag.
I den kommende udstilling opfattes Borre som én af mange lokaliteter
i Vestfold, hvor den lokale magtelite har manifesteret sig, og Borre betragtes
ikke længere som 'den eneste ene' i etableringen af 'det norske'. I Uppsala
tolker man den tidlige kongetitel som noget, man vælges til, og ikke fødes
til. På trods af de mytiske-historiske kilder, der udnævner Gamla Uppsala
som et magcentrum i yngre jernalders Norden, lægger diskursen i Uppsala
vægt på at adskille myter fra fakta, og at se Uppsala som én af flere
magtcentre i tiden. Dette står i kontrast til diskursen omkring Jelling, der via
påvisningen af slægsbånd knytter vikingetidens Gorm den Gamle sammen
med den nulevende Dronning Margrethe, og udlægger vikingetidens Jelling
som en center for en enerådende, stabil kongemagt over et landområde
modsvarende det nuværende Danmark, Sydnorge og Sydvestssverige. Den
diskurs, der var gældende i den norske nationalbygning med Borre som
knudepunkt frem til 1990'erne gør sig således stadig gældende i Danmark.
Af samme grund har afsenderne bag Kongernes Jelling valgt ikke inkludere
samtidige magtudtryk på linie med Jelling, eksempelvis gravhøjen i
Mammen, der har mange fællestræk med nordhøjen, og fundet af et
bebyggelsesmiljø i Lejre, der modsvarer de mytisk-historiske kilder om en
kongsgård her. Hvor Jelling skal efterlade det indtryk at Danmark kun har
én konge i sidste halvdel af 900-tallet, og at denne kongemagt har været
stabil indtil i dag, er man i såvel Borre som Uppsala gået væk fra
forestillingen om den tidlige kongemagt som stabil og enerådende.
Fælles for de tre udstillinger er, at de indgår i flere dominerende
netværk (Fairclough 2002). Blandt Kongernes Jellings administrative
netværk hører Nationalmuseet (der har ansvaret for udstillingen) og
Kulturarvsstyrelsen (der har ansvaret for fortidsminderne).
Udstillingscentret indgår desuden i et kommunalt, politisk netværk i form af
en styregruppe, der udarbejder strategiplaner for forskning og formidling,
herunder søgning om fondsmidler. I denne styregruppe sidder også en
folketingspolitiker fra højrefløjspartiet Dansk Folkeparti, hvorfor Jelling
226

også kan sige at indgå i et højrepolitisk netværk på nationalt plan. Ud over
dette indgår museet også i et netværk omkring lokalmuseerne, der var med
til at etablere museet og har ansvar for udgravninger i Jelling generelt. I
kraft af at Jellingmonumenterne er blevet verdenskulturarv indgår Jelling
også i et netværk af interesser for international fortidsmindebeskyttelse.
Sidst indgår Jelling i et forskningsbaseret netværk af praksisser, hvor
tolkningen af Jellingmonumenterne er en del af et national og nordisk
forskningsfelt. Alle disse netværk af praksisser er på hver deres vis
magtfulde, men hvor den arkæologisk faglighed for eksempel i 1960'erne
stod højest i formidlingen af Jelling (se Dyggve 1964), kommer denne
tilsyneladende langt nede på listen i dag, hvor eksempelvis arkitektens
udkast til udstillingsbygning og Bjørn Nørgaards gobeliner på
Christiansborg får en væsentlig spalteplads i iscenesættelsen af Jelling (se
Hvass 2000). I kraft af Kongernes Jellings netværksposition indgår stedet
naturligt i en central, national administrativ og politisk diskurs. På
tilsvarende vis står Gamla Uppsala museum i en samfundsmæssig stærk
position i kraft af at stedet drives af det administrativt dominerende netværk
Riksantikvarieämbetet. Hvor Jelling og Uppsala indgår i nationale
netværker, indgår Borre først og fremmest i regionale, hvor Virksomhet for
kulturarv i Vestfold Fylkeskommune er det væsentligste. Stedernes
netværksposition afspejler dermed i rimelig grad stedernes nuværende
position i de respektive nationale diskurser. At de nationale netværk
omvendt er med til at opretholde stedernes betydning i den nutidige
samfundsdiskurs fremgår af eksemplet, at Jelling Kirke i forbindelse med
årtusindskiftet og etableringen af Kongernes Jelling blev renoveret for 10
millioner kroner ”som statens gave til befolkningen og bevaringen af
Danmarkshistorien” (Sønnichsen 2000). På trods af forskelle mellem de tre
udstillinger indgår de alle tre i markante, nutidige diskurser, og betydningen
af stederne hænger for alle tre lokaliteters vedkommende sammen med
opbygningen og opretholdelsen af en national diskurs. At alle tre lokaliteter
er betydningsfulde elementer i en nutidig diskurs ses også i det faktum, at
det har været muligt at fremskaffe midler til et storstilede
formidlingsprojekter i arkitektoniske prestigebyggerier i form af
udstillingscentrene 13 . Formidlingens nationale diskurs vil være fokus i det
næste afsnit.
Nationale nodalpunkter
Den nutidige nationale diskurs er tydelig i Steen Hvass publikation, der blev
udgivet i forbindelse med åbningen af Kongernes Jelling. Her bruges
betegnelserne ’Italien’,’Tyskland’, ’Norge’, ’Sverige’ og ’Danmark’ når
konflikter og magtfordeling i vikingetiden skal beskrives (Hvass 2000: 37f).
Forfatteren skriver eksempelvis: ”Gennem størstedelen af Kong Harald
13 Kongernes Jelling har kostet 65 millioner kroner (Sønnichsen 2000)
227

Blåtands regeringstid havde en stor del af militæret været bundet af
stridigheder med det tyske rige omkring landets sydgrænse, og i år 974 var
handelsbyen Hedeby og Danevirke erobret af tyskerne. Både Norge, Sverige
og de slaviske stammer mod sydøst søgte at udvide sig udenfor egne
grænser og kunne blive en trussel. Ser vi på udviklingen omkring den
dansk-tyske grænse omkring 980…” og lige efter: ”Det tyske modangreb,
der førte til erobringen af Danevirke og Hedeby, kom året efter og lagde
Sønderjylland under tysk herredømme” (Hvass 2000: 37f). Hvis det ikke var
for årstallene kunne læseren tro, at historien gjalt 1864. Diskursen rummer
ingen fagkritisk vurdering af, i hvilken grad, Danmark, Tyskland, Norge og
Sverige er moderne konstruktioner, og om betegnelserne for disse kan
bruges på samme måde i en 'vikingetidskontekst', som de kan i dag.
Ovenstående analyser har tydeliggjort, at alle tre lokaliteter indgår i en
fortsat national diskurs, men der er forskel på, om de har en direkte,
indirekte eller en ureflekteret erkendelse og fremstilling af deres egen rolle i
den nationale identitetsopbygning. Afsenderne i Gamla Uppsala museum
har reflekteret over stedets nationale betydning, og fremlægger eksplicit
disse refleksioner i udstillingen. Udstillingen viser, at sandheden om Gamla
Uppsala vil være forskellig alt efter hvilken tidsepoke eller diskurs man
befinder sig i. Analysen har også gjort det tydeligt, at Borre traditionelt set
er knudepunkt i en national diskurs, og blev som sådant brugt som
nodalpunkt i en nationalsocialistisk diskurs under 2. Verdenskrig. Siden har
man, sandsynligvis i frygt for at fastholde denne diskurs, undertrykt Borre
som tydeligt nationalt nodalpunkt, hvorfor Borres nationale rolle ikke
tematiseres i udstillingen. Stedet indgår i stedet i en indirekte eller skjult
national diskurs, hvor det stadig trækker store overskrifter når der
findes ”kongshaller” i Borre (Tørrestad 2007).
Museet i Gamla Uppsala etablerer et skel mellem 'os', der ser
udstillingen i en senmoderne kontekst, og 'de andre', der levede i det
forhistoriske Uppsala. På samme måde bygger den kommende udstilling om
Borrefundet på en diskurs, hvor yngre jernalders samfundsorden fremstilles
som 'fremmed'. Dermed bliver de forhistoriske mennesker 'de andre', der har
forskelligt livssyn fra 'os' i dag. Jelling står på dette punkt i stærk
modsætning til diskurserne i de to andre udstillinger.
Diskursen omkring Jelling legitimerer ”det nationale som det stabile
fikspunkt” eller ”det nationale som noget der udspringer af en fælles kilde”.
Her er kilden den store Jellingesten, og derfor konstrueres historien så de
øvrige arkæologiske kilder i Jelling understøtter denne.
Ved at bekræfte de eksisterende sagnhistoriske kilder, bliver
udstillingen i Jelling selv et led i konstruktionen af Jelling som en national
myte. Diskursen i Jelling baserer sig ligeledes på en forestilling om ”det
nationale som det nedarvede”, altså som noget, der gennem slægten
228

overføres til næste generation. Der bruges ofte metaforer for familie eller
det familiære, når der implicit refereres til nationen: fædreland, forfædre,
hjemland (Billig 1995: 71; Johnson 1987). Dermed har den nationale
diskurs i Jelling etnos-begrebet som knudepunkt (Korsgaard 2004). Således
legitimerer formidlingen af fortidsminderne i Jelling en skelnen mellem en
dansk identitet baseret på 'demos' i kraft af et formelt dansk statsborgerskab,
som modsætning til en dansk identitet, baseret på etnos. En dansk identitet
baseret på etnosbegrebet er således kendetegnet ved et kendskab til en fælles
historie, der for den danske identitetes vedkommende udspringer af 900tallets
Jelling. At etnos-begrebet er grundlæggende i forståelsen af det
danske statsborgerskab anno 2009 er eksemplificeret ved at testen til at blive
dansk statsborger for nyligt blev omdøbt til en ”indfødsretsprøve”. Denne
betegnelse signalerer at 'det nedarvede' eller 'medfødte' identitetsbegreb
griber ind den officielle tilegnelse af et statsborgerskab, der administrativt
set er baseret på et demos-begreb. Blandt spørgsmålene i testen har netop en
reference til Jelling som det første sted, navnet Danmark optræder, været
centralt 14 . Dette spørgsmål understreger ikke alene Jellings betydning som
nodalpunkt i den nationale diskurs, men forklarer også hvorfor
formidlingscentret Kongernes Jelling er formuleret i en diskurs, hvor der er
lagt vægt på at opretholde forestillingen om Jelling som det grundlæggende
danske. Jelling opretholder den diskurs, der både gennem etiske normer og
politisk ideologi er opstillet i Danmark, nemlig at nationalstaten består af en
etnisk homogen gruppe. Udstillingscentret i Jelling opretholder med andre
ord en forestilling om 'vi, danske' som direkte efterkommere i blod og ånd
som Harald Blåtands folk. I denne diskurs bliver 'de andre' de mennesker i
dag, der ikke har danske forfædre, som ikke er kristne, som ikke er født i
Danmark, eller som ikke har tilegnet sig viden om den danske historie.
Forståelsen af betydningen af Jelling i en senmoderne kontekst lægger sig
med andre ord op ad begrebet 'historisk identitet'. Det kan også formuleres
sådan at Kongernes Jelling understøtter tanken bag den umodaliserede
sandhed at 'vi i en globaliseret verden bliver vi rodløse og får brug for at
kende vores identitet'. Netop begrebet 'historisk identitet' vil blive behandlet
i det næste kapitel.
Ved hjælp af opretholdelsen af nationale fikspunkter som 'vor fælles
kulturarv' gøres disse lokaliteter til symbolet på det historiske som
hovedessensens for et senmoderne, nationalt fællesskab. En simplificeret
opsummering af ovenstående analyse kunne være, at i Norge optræder Borre
som et national fikspunkt, ikke gennem en eksplicit, national diskurs, men
gennem de nationale fortællinger, der er 'barnelærdom' hos enhver
nordmand, og som historielærerne ønsker at opretholde, på trods af nye,
arkæologiske tolkninger (Gansum & Kobro 2005). I Sverige lever
formidlingen af Gamla Uppsala op til den politisk formulerede forestilling
14 24. februar 2009 blev dette spørgsmål accepteret som ugyldigt på grund af faglige
argumenter for at der ikke kan gives et entydigt svar på dette spørgsmål
229

om, at kulturarv kan bruges til at styrke mangfoldighed (se Aronsson 2008).
Mens konstruktionen af Jelling som kulturarv hænger sammen med
opretholdelsen af en forestilling om den danske befolkning som et
homogent, kristen fællesskab.
Ikke desto mindre er alle tre udstillingcentre manifestationen af
(national) kulturarv, og de indgår alle tre som nodalpukter i formuleringen af
en historisk baseret national identitet. Eller med Faircloughs begreber man
kan konkludere, at diskursen omkring de tre analyserede udstillinger og
lokaliteterne, de indgår i, spiller en afgørende rolle i legitimeringen af 'det
nationale'. Analysen demonstrerer hvordan dagsorden i fokus (her: det
nationale som noget naturligt og oldgammelt) bliver tektligt konktrueret
som en uomtvistelig 'fact of life'.
Identitet,-en
”Det er vigtigt at bevare sin kulturarv, så man ikke mister sin identitet.
Men man skal vide, hvad det betyder.” Mattias Peder Tøndevold-
Linnet, 19 år. (Kulturarv 2005).
Mattias Peder Tøndevold-Linnet fulgte tilsyneladende med i
kulturdebatten i 2004. Samme år lancerede Kulturminister Brian Mikkelsen
Historiens Dag, og annoncerede i den anledning formålet:
”Vi skal have gjort op med den historieløshed, som desværre er
udbredt ikke mindst blandt børn og unge”. Kulturminister Brian
Mikkelsen, (citeret i Kulturarvsstyrelsens Nyhedsbrev september
2004).
Michael Billig undrede sig tilbage i 1990'erne sammen med andre
kulturteoretikere, herunder Etienne Balibar (1991), over, at man kan tale om
'vores' kultur, som om det er genetisk nedarvet (Billig 1995: 71). Som det
ovenfor analyserede materiale antyder og de ovenstående citater viser, er det
siden årtusindskiftet blevet etableret som et 'fact of life', at ”vi” skal
”bevare vores kulturarv”, så ”vi” ikke bliver ”historieløse”. Men, som
Tøndevold-Linnet antyder, er det stadig mindre klart, hvad dette egentlig
betyder. Lad os 'høre' om direktør for Kulturarvsstyrelsen Steen Hvass kan
bringe os nærmere et svar. I et radiointerview spørger studieværten Steen
Hvass: ”Har vi altid været så optaget af vores kulturarv, som vi er nu?”
230

Svaret lyder:
”Ja, det har man faktisk, øhm. Man kan følge langt tilbage i
historien at man, man kan ta’ som eksempel Gorm den Gamle og den
store Jellingsten, der skriver Harald Blåtand jo at det, det er et minde
han sætter over sin far og sin mor, og han kristner Danmark, og samler
Danmark og så videre. Og, det store monument i Jelling er jo sådan set
et monument, der skal dokumentere, at Harald Blåtand har en gammel
slægts…øh, hviler på en gammel slægt, der har siddet med magten, så
længe der kan huskes. Og sådan har man gjort det altid i historisk tid.
Øh, man kan også når man kører rundt til forskellige byer i verden, og
i Danmark, i Europa, se hvordan man, magten, hele tiden, der hvor
kongemagten er, øh, eller hvor de lokale herremænd er, hele tiden har
prøvet at dokumentere, at de har en stor historisk tradition, det sted de
har boet. Så det er sådan set at øh, hvad skal man sige, at dokumentere
sin eksistens, og sin, sin ejendomsret, ud fra, hvad er der af historiske
kilder, der viser det, og det er jo lige præcis dens kulturarv. Det har
man altid: Sikret sin identitet på den her måde. Og… Jeg tror,
interessen for det i dag kan bliver større og større, som vi oplever det,
og øh, vi lever jo i en globaliseret verden, der sker ikke noget som
helst ude i verden før vi ved det brøkdelen af et sekund via vores
nyhedsmedier i dag, hvad sker der der. For ligesom at øh, hvad skal
man sige, finde sig selv i den verden, vi lever i, der er der nok..., der
bliver der en større og større interesse for vores baggrund, vores ophav
henne, hvor er det vi, hvor i grunden er det lige vi kommer fra?
(Steen Hvass om ”Den hippe kulturarv”, Bilag 5)
Steen Hvass tager udgangspunk i Jellingslægtens, kongemagtens og
herremændenes monumenter som eksempel på, at man gennem tiden har
forsøgt at ”dokumentere sin eksistens” ud fra hvad der er ”af historiske
kilder”, hvilket han jævnfører med kulturarv. Og dette, at vise hvem man er
ud fra kulturarv, ækvivalerer han med at ”sikre sin identitet”. Citatet viser,
som mange af de aviscitater, der blev analyseret i starten af afhandlingen,
også en umodaliseret sandhed: At interessen for kulturarv og identitet bliver
større og større på grund af 'globaliseringen'. Også her gælder det, at
referencen til en historisk identitet har karakter af en 'sandhed' der
konstrueres på baggrund af en truisme.
Begrebet identitet er blevet behandlet intensivt i kultur- og
samfundsteorien (jævnfør eksempelvis Anderson 1983; Billig 1995; Smith
1986; Woodward 2004). Der er i dag generel enighed om, at de færreste
mennesker definerer sig selv ud fra én identitet. Men selvom vi har mange
identiteter, spiller den nationale identitet i dag en væsentlig rolle i vores
selvbilleder. Identitet er i sig selv en flydende betegner, hvis betydning er
under stadig forhandling. Pladsen her er ikke til at diskutere, hvad identitet
231

er eller hvilken betydning det spiller i menneskers liv om de føler, de har en
eller flere identiteter eller ej. Formålet med dette kapitel er derimod at se
nærmere på, hvad 'vi', i betydningen politikere og arkæologer, mener, når vi
refererer til en 'historisk identitet'.
Når jeg i titlen bruger termen 'myten om den historiske identitet'
rummer dette i sig selv en diskursiv form, der bør underkastes et kritisk blik.
Jeg antyder for eksempel ved at referere til den historiske identitet i bestemt
form, at 'vi' er enige om, hvilken identitet der er tale om. Det er ikke mange
historiske identiteter, men én. 'Vi' er med andre ord fælles om at dele en
historisk identitet.
Lad os vende tilbage til udgangspunktet for denne afhandling. Jeg stod
på udgravningsfeltet og foretog, henvendt til offentligheden, en kobling
mellem en jernalderkloak og begrebet 'kulturarv' som katalysator for en
'historisk identitet'. Flere af mine kolleger udtalte sig på samme tid om
arkæologiens 'store folkelige opbakning' (Assing 2001: 48; Thrane 2001).
Den faglige selvforståelse, der kommer til udtryk i denne formulering er, at
vi som arkæologer mener, at arkæologi spiller en betydningsfuld rolle for
'folket', altså for den almindelige dansker. Steen Hvass skrev at: ”Til alle
tider har mennesker haft behov for at at kende deres egen kulturarv som et
nødvendigt udgangspunkt for tilværelsen og som en væsentlig del af både
deres egen og hele nationens identitet” (Hvass 2002). Med andre ord
betragtede vi arkæologi som essentiel for befolkningen. Denne holdning
blev fra 2002 støttet af Kulturministeren. Denne essentialitet førte og fører
vi som arkæologer over på vores argumentation for at bevare og undersøge
arkæologiske spor: 'Vi må passe på vores kulturarv fordi det er en del af
vores historiske identitet'. Eller, som det antydes i citatet af Steen Hvass,
'vores nationale identitet'.
Koblingen mellem arkæologi, kulturarv og historisk identitet sker
også i dette radiointerview af en arkæolog og museumsinspektør (P1
10.05.2005):
Studievært: ...hvorfor er det vigtigt at kende vores kulturarv?
Arkæolog: Ja fordi, ja k øh, kulturarv…arven er af… afgørende
til en forståelse af os selv og den omverden, vi er en del af. Og det gi’r
os et historisk perspektiv på den klode, hvor vi går.
[…] [musik]
Studievært: ...hvad vil du betegne som vores fælles, historiske
kulturarv?
Arkæolog: Ja den øh, omfatter jo alle spor efter menneskelig
aktivitet, og også de omgivelser som de har været i, og det er jo
næsten alt, der kan, vi kan definere som kulturarv. Det kan være f…,
jeg var lige ved at sige, et indslag som det her, om et minut så er det jo
232

allerede en del af vores arv, og, men det kan også gå tilbage til, når jeg
nu arbejder historisk og arkæologisk så går det tilbage helt til istiden,
12.000 år tilbage i tiden.
Studievært: Og hvad kan det være, når man taler arkæologi, for
eksempel?
Arkæolog: Jamen det, øh, hvis det er arkæologi, så er det sådan
noget som det man ved mest, flintøkser, men det kan også være rester
af deres begravelsesanlæg, gravhøje, dysser, jættestuer, vikingeskibe,
øh, bopladser, alt muligt af den art.
Studievært: Hvad kan vi få ud af og øh, se nærmere på vores
kulturarv, du var lige inde på det kort her i indledningen, men kan du
uddybe det?
Arkæolog: Det, nja, altså , efter min mening, er kendskab til
kulturarv med til at gi’ os en identitet, øh, som menneske, også i
forhold til de andre mennesker vi omgås, andre nationer, og øh, og
derfor er, føler jeg det som en helt naturlig ting (ler lidt) at man har
sin, en historisk identitet. Og øh – man kan også se, dem, der ikke har
det, de søger og øh få en identitet, ofte ubevidst, men man kan mærke
på folk, hvis folk ikke har det selv, nationer d’ ikke har det, så gør de
en stor indsats for at få den identitet.
Studievært: Men hvorfor mener du, det er iden…
identitetsskabende og kende sin kulturarv?
Arkæolog: Altså, det, jamen, hvis du ikke havde en kulturarv,
eller du kun havde e.., undskyld jeg siger det, men den tyske kulturarv,
så ville du nok opf…opfatte dig selv som et andet menneske end, m..,
at du har den danske kulturarv. Der er sådan en forskel, ikke fordi jeg
vil være nationalistist, men øh, for vi har jo også i oldtiden vær’ været
noget af det samme som den tyske kulturarv er, men den ændrer sig jo
hele tiden.
Da arkæologen bliver stillet spørgsmålet, hvad det vigtige er ved
kulturarv, tøver han lidt, men konstaterer så, at for at at forstå os selv som
mennesker, må vi kende til det historiske perspektiv forud for os. Han
konkluderer altså, at det essentielle ved kulturarv er, at det giver 'os' en
identitet. Men studieværten er ikke tilfreds med svaret. Han vil have
uddybet, hvad vi får ud af at have flintøkser, gravhøje og vikingeskibe. Så
arkæologen gentager, at efter hans mening giver kulturarv os identitet. Han
uddyber denne gang ved at tilføje, at det også er ”i forhold til andre
mennesker vi omgås, andre nationer”. Arkæologen sidestiller her historisk
identitet med national identitet. Han understreger også, at denne historiske
eller nationale identitet er så essentiel, at ”hvis folk ikke har det selv,
nationer d’ ikke har det, så gør de en stor indsats for at få den identitet.”
Arkæologen betragter med andre ord historisk identitet/national
identitet/arkæologi som essentielt for en nation og dens folk.
233

Studieværten er imidlertid ikke helt med. Han vil gerne have uddybet
hvorfor det er identitetsskabende at kende sin kulturarv. Af arkæologens
svar står det igen tydeligt, at han betragter det, ikke alene som noget
essentielt, men også som noget alle er enige om er essentielt. Derfor kan han
indlede sætningen med ”jamen”, i betydningen, ”jamen, det er da
indlysende”. Men når han nu skal uddybe det, sætter han genkendelige
begreber på den nationale identitet. Han giver således udtryk for at tysk
kulturarv er grundlæggende forskellig fra dansk kulturarv, og at det betyder,
at det tyske folk føler sig tysk og det danske dansk. Arkæologen
konkluderer, at man er et forskelligt menneske alt efter hvilken kulturarv,
der er ens baggrund. Kulturarv danner altså menneskers personlighed som
henholdsvis 'danske' og 'tyske'.
Arkæologen fornemmer, at han bevæger sig rundt i et nationalistisk
felt, i og med, at han kategoriserer mennesker ud fra om deres 'kulturarv',
som han netop har ækvivaleret med gravhøje og oldager, er dansk' eller
'tysk'. Han undskylder derfor, han siger det. Desuden understreger han
eksplicit, at han ikke vil være nationalist (underforstået i betydningen racist
eller nationalsocialist). På trods af denne eksplicitte erklæring er det netop
en national diskurs, han sætter det arkæologiske materiale og dets betydning
i.
Når arkæologer som her kan henvise til historien, og herunder
forhistorien, som essentiel, hænger det sammen med, at mennesker
kategoriserer 'sig selv' ud fra en forestilling om at være formet af unikke
markører (Billig 1995: 71). Som Billig beskriver, betyder det, at en britisk
identitet defineres ud fra nogle markører, der adskiller det fra andre, og
”hvis vi ikke har kongehuset er vi ikke De Britiske Øer som vi kender det”
(Billig 1995: 72). Hvis det, vi forbinder med det unikke ved 'vores' identitet
forsvinder, er 'vi' ikke længere er 'os' (Billig 1995: 72). Når arkæologi
betragtes som essentielt for dannelsen af identitet, giver det således mening
at argumentere at 'hvis vi mister vores kulturarv, mister vi vores identitet',
som kulturministrene, Kulturarvsstyrelsen og arkæologerne i de i
afhandlingen analyserede eksempler har fremlagt det. I denne diskurs giver
det mening, at den danske regering må sikre at Jellingstenen ikke smuldrer
væk. Eller at vi skal bevare national kulturarv gennem administrative tiltag.
Og at arkæologer skal have midler til arkæologiske udgravninger.
Billig henviser til den meget udbredte Social Identity Theory,
formuleret af Henri Tajfel i 1974, der sætter individet og dets valg som
betingelse for identitet; grupper eksisterer kun hvis vi vælger at være en del
af dem (se Billig 1995: 66). Ifølge denne teoretiske retning sidestilles
national gruppeidentitet med religiøs, politisk, seksuel eller en hvilken som
helst ungdomsgruppeidentitet (ibid. 67). Hvis gruppen skal opretholdes skal
gruppeidentiteten læres videre til nye medlemmer. Det er derfor, Brian
234

Mikkelsen kan fastholde, at historisk identitet er essentiel, og at rodløshed
må erstattes med kendskab til historien.
I en diskurs, hvor kulturarv betragtes som essentielt, giver det derfor
også mening kulturpolitisk at konstruere en “ordning, der giver alle
danskere gratis adgang til væsentlige dele af vores kulturarv [på
nationalmuseerne]” og desuden sikre “at den unge generation – der
desværre er præget af en vis historieløshed – kan komme gratis ind på alle
museer i landet. ” (citat, Mikkelsen 2005). Adgang til at lære om
'kulturarven', på blandt andet Nationalmuseet og i Kongernes Jelling,
forebygger, i denne diskurs, 'historieløshed'.
Vi arkæologer har med andre ord en forestilling om at vi kan gå ud og
grave danskernes identitet op af jorden. Og hvis vi i stedet lader de
forhistoriske spor blive bevaret in situ i landskabet, kan vi som arkæologer
tage æren for at bevare den historiske identitet. Og hvis vi alligevel er nødt
til at undersøge gravhøje, fordi de må overlade deres placering til en
asfalteret vej, kan vi trods alt gøre folk den tjeneste at genopføre dem igen.
Dette sidste var eksempelvis tilfældet ved Rosted på Djursland, hvor ”Det
blev en folkesag at få gravhøjene genopført der, hvor de hørte hjemme, tæt
ved fundstedet” (Asingh 2001: 48). Således kan befolkningen ved Rosted
fortsat bruge 'deres kulturarv'. De genopførte gravhøje er et sted hvor lokale
og turister ”slår sig ned i fred og ro, og eftertænksomt lader blikket glide ud
over landskabet, som også dengang var beboet af bønder” (ibid.). Følelsen
af identitet og direkte samhørighed med mennesker, der levede for 2000 år
siden, er med andre ord manifesteret i en gravhøj. Eksemplet viser, at det er
den også, selv efter at den arkæologiske viden er fjernet fra gravhøjen, og
den ikke længere er kildemateriale, men en jordhøj – præcis som gravhøjene
i Jelling, der i dag er to tomme jordhøje beskyttet som Verdenskulturarv. Det
er med andre ord ikke fortidsmindernes værdi som kildemateriale, der giver
identitet eller giver monumenterne betydning i nutiden, det er deres
symbolske værdi, der er bevaringsværdig for befolkningen og staten.
Diskursen med den essentielle kulturarv som nodalpunkt rummer med
andre ord en modsigelse. På den ene side kobles begrebet 'kulturarv' med
'historisk identitet', der igen kan ækvivaleres med 'national identitet' for at
understrege, at 'kulturarv' har værdi og betydning i dag. Det er dette,
arkæologer har brugt som argument siden tiden umiddelbart op til
årtusindskiftet, for at sikre midler til at udøve vores arkæologiske
virksomhed, og for at sikre at dele af det kulturhistoriske materiale bliver
bevaret, så vi også kan udøve denne virksomhed i fremtiden. Men samtidig
med at vi understreger det essentielle i kulturarven, og konstruerer den
'sandhed', at flintøkser og gravhøje giver nutidsmennesker identitet, trækker
vi det arkæologiske kildemateriale fra en faglig diskurs til en
identitetsbaseret diskurs. I den faglige diskurs har flintøkser og potteskår
235

etydning. De er essentielle som kildemateriale til at forstå arkæologiens
objekt, nemlig forhistoriske samfund. I identitetsdiskursen er det 'kulturarv',
der er essentiel. Kulturarv i betydningen symboler for og manifestationer af
'noget' der 'giver identitet' for mennesker i dag. I denne diskurs er det med
andre ord den symbolske kulturarv, der er nodalpunkt. Dermed er det i
princippet ligegyldigt, om vi bevarer en gravhøj (fordi den rummer et
arkæologisk kildemateriale) eller vi genopfører en jordhøj, der minder os
om en gravhøj, og i lige så høj grad udtrykker vores følelse af samhørighed
med forfædrene og de nulevende af samme 'slægt' og med samme 'identitet'.
Et andet paradoks i diskursen er, at vi som arkæologer og politikere
meget tydeligt ævkivalerer historisk identitet med national identitet,
samtidig med at vi tilsyneladende, i hvert fald som arkæologer, skammer os
over det, og undskylder, når det bliver for eksplicit. Vi vil ikke være tages
som fortalere for en national arkæologi, sandsynligvis fordi især sporene
efter førkrigstidens racistiske arkæologiske teser (Hagerman 2006: 352ff) og
nazisternes racehygiejniske projekt begrundet i teorier fra SS-Ahnenerbe og
Reichsbund für Deutche Vorgeschichte (se eksempelvis Eriksen 1996:37ff;
Hansen 2005; Müller-Wille 1996; Myhre 1994, 1995; Pedersen 2005) ligger
latent. Hvorfor er det så netop national arkæologi, vi bedriver? Dette
spørgsmål vil jeg gerne forsøge at svare på ved at summere op på de
analyser, jeg har udført i afhandlingen.
236

Opsummering og
diskussion
Udgangspunktet for denne afhandling var en række spørgsmål, jeg stillede
mig på kanten af et udgravningsfelt i 2001, da begrebet kulturarv pludselig
var blevet en del af dansk arkæologis vokabularium: Hvordan bliver de
aftryk af stolpehuller, vi som arkæologer afdækker og registrerer, kulturarv?
Hvordan giver denne kulturarv identitet? Er arkæologi vigtig i menneskers
liv? Og er arkæologiske spor mere vigtige, når de kaldes kulturarv? Hvis
kulturarv er det, vi snakker om? I de foregående kapitler, har jeg nærmet
mig svarene på blandt andet disse spørgsmål gennem en diskursanalytisk
metode. I dette afsluttende kapitel skal trådene søges samlet og
perspektiverne trækkes op.
Kulturarv er en flydende betegner
Indledningsvis beskrev jeg, hvordan begrebet kulturarv er en flydende
betegner, der kan bruges om snart sagt alting. Hvis kulturarv er fodbold, er
der én gruppe i befolkningen, der kan identificere sig med kulturarv. Hvis
kulturarv er folkemusik er det en anden gruppe. Hvis kulturarv er gravhøje
er det en tredje gruppe, der vil føle, at de beriger deres liv, og måske oven i
købet betragter dem som væsentlige for deres identitet. Det sidste har
eksempelvis formanden for den nyetablerede Dansk Kulturarvs Forening
Jørgen Mejlsø givet udtryk for (pers. com. 2008). Når kulturarv er det hele
vil der altid være nogle, der kan identificere sig med kulturarv, og bruge det
i den personlige identitetsopbygning.
Tidligere undersøgelser har vist, hvordan flydende betegnere kan
anvendes ud fra en forhandlingsstrategi eller ud fra en politisk kontekst
(Ejlskov 2006: 47). Ejlskov (ibid.: 36) har således beskrevet hvordan
regeringen efter 2001 ikke ønskede at anvende ordet 'tværfaglighed' i den
nye gymnasiereform, hvorfor der blev indgået kompromis om at anvende
begrebet 'samspil mellem fagene' i stedet. På samme måde har ordet
'kulturarv' ud over at matche en konservativ værdipolitik været en passende
erstatning for begrebet 'kulturmiljø', der var et af den tidligere regerings
socialdemokratiske miljøminister Svend Aukens nøglebegreber. Man kan ud
fra analysen af avisartikler om kulturarv og arkæologi i tiårsperioden fra
1996 sige, at fagarkæologer i kraft af kulturarvsbegrebets egenskaber som
flydende betegner til at starte med anvender begrebet som led i en
237

forhandlingsstrategi, hvor man dels ønsker en bedre finansiering af den
arkæologiske virksomhed, dels ønsker en ændret lovgivning, der kan
inkorporere Valettakonventionens intention om in situ bevaring. Da denne
forhandling rent faktisk udmunder i opfyldelsen af de ønskede mål, ændres
brugen af kulturarvsbegrebet. Ændringen forstærkes af, at den falder
sammen med et politisk og ideologisk magtskifte. I den nye diskurs
anvendes kulturarv som et led i en magtstrategi, der helt bogstaveligt går ud
på at rydde de gamle begreber og organisationer af vejen. Svend Aukens
kulturmiljø bliver derfor erstattet med kulturarv, samtidig med at
Fortidsmindekontorets arbejdsopgaver flyttes fra det tidligere
Miljøministerium til den nye Kulturarvsstyrelse. Som et led i den nye
regerings oprydningsarbejde med et opgør med 'smagsdommeriet' som
påskud nedlægges også Det Arkæologiske Nævn.
Det må tages i betragtning, at planerne om at samle
fortidsmindeforvaltningen i én styrelse var en plan, der blev formuleret
under SR-regeringen, men ikke desto mindre formår den nye kulturminister
Brian Mikkelsen at foretage et hurtigt greb, der får det til at fremstå som
hans fortjeneste, at kulturarven nu bliver bedre varetaget, jævnfør analysen
af artiklerne fra 2002. Grebet består hovedsageligt i, at hele forvaltningen
samles under hvad der på det tidspunkt synes som et helt nyt begreb, nemlig
'kulturarv'. Begrebet kulturarv flytter sig på denne måde fra en
forhandlingsstrategi til en politiks strategi. I lighed med andre nedlagte råd
erstattes Det Arkæologiske Nævn hurtigt af Det Arkæologiske Råd, hvilket
kan ses som et led i fuldførelsen af udrensningen af den tidligere regerings
magtinstitutioner. Få måneder senere optræder begrebet kulturarv i en ny
strategi, nemlig en ideologisk. Det sker, da kulturministeren begynder at
ækvivalere 'kulturarv' med 'historisk identitet' – et begreb, der kan ses som
varemærket for hans konservative kulturpolitik, der kulminerer med
udførelsen af ideen om en ny kulturarvskanon (Kulturministeriet 2006).
Diskursen etableres af forskellige afsendere gennem den analyserede
tiårsperiode. Først er det især journalister, der bruger begrebet kulturarv. I
1997 optræder et enkelt eksempel i avismaterialet på, at konservatorer
betegner det materiale, der ligger på museernes magasiner, kulturarv, i en
argumentation rettet mod den almene borger. Da det arkæologiske felt
oplever kriser dels på den økonomiske front, dels i form af at det
arkæologiske materiale nedbrydes, begynder arkæologer at bruge begrebet
kulturarv. Ved regeringsskiftet i 2001 bliver begrebet kulturarv en del af en
kulturkonservativ retorik. Og da den nye museumslov fra 2002 får
økonomisk betydning for den enkelte borger eller bygherre begynder
befolkningen generelt at bruge begrebet kulturarv om de arkæologiske
fortidsminder. Kendetegnende for brugen kulturarv er at den er udtryk for et
ønske om forandring: Det, vi har prøvet at argumentere med hidtil virkede
ikke, så vi prøver en ny strategi: At bruge begrebet kulturarv og derved
238

appellere til pligtfølelse eller en sammenholdsfølelse hos andre medborgere.
De kritiske diskursanalyser, jeg har udført på forskellige slags 'tekster'
eller medier ovenfor, har vist at ordet kulturarv i stigende grad er blevet et
nodalpunkt i en national diskurs i perioden omkring årtusindskiftet. Den
samme tendens kan iagttages ved en kvantitativ undersøgelse af
avisartiklerne.
Diagrammet figur 44 viser, at identitet ofte kædes sammen med ordet
kulturarv. Kurven følger stigningen i anvendelsen af ordet kulturarv i den
analyserede periode (jævnfør figur 2). Koblingen mellem kulturarv og
identitet har fundet sted dobbelt så mange gange i 1999 som i 1997. Der har
med andre ord været en generel tendens til at koble kulturarv sammen med
identitet, som arkæologien har overtaget, da faget i 1999 begyndte at kæde
fortidsminder sammen med kulturarv.
På samme måde kan udviklingen af brugen af ordet kulturarv i
sammenhæng med direkte nationale referencer til vor kulturarv og dansk
kulturarv ses i figur 45 og figur 46. Også disse grafer følger den generelle
kurve for ordet kulturarv, og viser, at brugen af begrebet kulturarv og det
nationale er knyttet tæt sammen.
Hvis vi igen tager fat i det diagram, der blev vist efter analysen af
avisartikler (genindsat her som figur 47), skiller det fald sig ud, der
optræder fra 2004 i anvendelsen af begrebet kulturarv i sammenhæng med
arkæologi. Diagrammet tydeliggør en af afhandlingernes pointer, nemlig at
danske arkæologer i høj grad anvendte ordet kulturarv strategisk fra 1999,
med det formål at skaffe flere midler til faget. Denne tolkning understøttes
af den bratte stigning i koblingen mellem kulturarv og arkæologi, der sker
fra udgangen af 1999, og dermed falder sammen med krisen i dansk
arkæologi. Fra 2005 stiger kurven igen (figur 49), og det tyder på, at, at
ordet kulturarv har fået en central plads i den arkæologiske diskurs, og nu
optræder som en begrundelse for faget, ikke kun i krisestider, men i det hele
taget. Figur 48 viser, at antallet af gange, hvor arkæologi generelt har fået
opmærksomhed i pressen, har været helt jævn gennem den analyserede
periode. Arkæologi generelt fik med andre ord ikke hverken større eller
mindre omtale i forbindelse med krisen og tiden omkring indførelsen af den
ny museumslov. Men antallet af gange, hvor arkæologi blev forbundet med
kulturarv, og dermed med det nationale, blev mangedoblet.
239

240
Figur 44: Optælling af antallet af avisartikler i de
landsdækkende aviser med begge ordene kulturarv*
og identitet* (trunkeret) i perioden 1996 – 2005.
600
500
400
300
200
100
0
150
100
50
0
vor* kulturarv* i alt
1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005
Figur 45: Diagram over antallet af avisartikler i de
landsdækkende aviser med begge ordene vor* og
kulturarv* (trunkeret) i perioden 1996 – 2005.
1000
800
600
400
200
0
kulturarv* identitet*
1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005
dansk* kulturarv*
1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005
Figur 46: Diagram over avisartikler i de
landsdækkende aviser med begge ordene dansk* og
kulturarv* (trunkeret) i perioden 1996 – 2005.

241
120
100
80
60
40
20
0
1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005
Figur 47: Optælling af antallet af avisartikler med
begge ordene arkæolog* og kulturarv* (trunkeret) i
perioden 1996 – 2005.
1200
1000
800
600
400
200
0
arkæolog*
1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005
Figur 48: Diagram over antallet af avisartikler med
ordet arkæolog* (trunkeret) i perioden 1996 – 2005.
140
120
100
80
60
40
20
0
arkæolog* kulturarv*
arkæolog* kulturarv*
1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008
Figur 49:Diagram over antallet af avisartikler med
begge ordene arkæolog* og kulturarv* (trunkeret) i
perioden 1996 – 2008.

Myten om den historiske identitet
Norske og svenske arkæologer har siden midten af 1990'erne gjort
opmærksom på, hvordan det arkæologiske fag fungerer som et redskab for
dannelsen af det nationale (blandt andre Eriksen 1996; Mjærum 2008;
Petersson 2005; Solli 1997; Østigård 2001). Den måde vi bruger begrebet
'kulturarv', 'fortidsminder' og 'fædrene arv' på lægger vægt på slægtens
betydning for at have (fortælle, genfortælle, konstruere og rekonstruere)
historie(n). Kulturarv kan i en sådan diskurs ses som en metafor for national
identitet. Det samme fokus med slægten som den bærende struktur gør sig
også gældende i navngivningen af 'indfødsretsprøven'.
Historisk identitet er et andet ord for national identitet. Det kan læses
eksplicit i ovenstående citat af Steen Hvass, hvor han opstiller truismen at
mennesker er nødt til at kende deres kulturarv som en væsentlig del af deres
egen og nationens identitet. Det kan læses mere implicit af Brian
Mikkelsens ækvivalering mellem historisk identitet og nationale
institutioner som formidleren af den. Og det kan analyseres af citatet
ovenfor, hvor arkæologen skaber en ækvivalenskæde mellem arkæologiske
genstande, kulturarv og national identitet.
Analyserne i afhandlingen har vist, at der kan sættes lighedstegn
mellem 'historisk identitet' og 'national identitet', og at kulturarv i denne
diskurs betragtes som essentiel. Dette historiesyn ligger bag hovedparten af
de udsagn, arkæologer har fremlagt via medierne i perioden mellem 1996 og
2005. Analyserne har illustreret, at arkæologien gennem sin selvforståelse,
sit udgravnings- og bevaringsvirke og via de arkæologiske udstillinger er
med til at styrke og 'genfortælle' eller 'rekontekstualisere' denne nationale
identitet. Historisk identitet er en myte, vi konstruerer. Når jeg bruger
begrebet 'myte', er det for at understrege, at den historiske eller nationale
identitet er en konstrueret identitet. Kulturarv som en konstruktion står
dermed i modsætning til kulturarv som det essentielle.
Ovenstående citater, og avisdebatten mellem arkæologer og bygherrer
efter den ny museumslov trådte i kraft, understreger det absurde i
forestillingen om at forhistoriske levn i sig selv har noget at gøre med
nutidsmenneskers identitet. Det har de kun, fordi vi bruger de forhistoriske
spor til at genfortælle en national historie. Vi gør det hele tiden. Vi gør det,
når vi finder 'Danmarks ældste stenalderboplads' eller når vi finder 'en brik i
Danmarkshistorien'. Vi gør det, når vi skriver en ny 'Danmarks Oldtid'
(jævnfør Jensen 2001-2004). Og vi gør det, når vi iscenesætter fundtomme
høje i Jelling som 'nationale monumenter' gennem en ny og tilsyneladende
videnskabeligt funderet udstilling. Udøvelsen af arkæologi er udøvelsen af
'banal nationalisme' (Billig 1995).
242

Banal nationalisme er en betegnelse for de dagligdags
repræsentationer af det nationale. Omsat til en dansk kontekst kommer disse
eksempelvis til udtryk når vi flager med Dannebrog, refererer til en fælles
forestilling om P. S. Krøyers 'Hip Hip Hurra' som indbegrebet af dansk
sommerstemning, bliver medlemmer af 'Grænseforeningen', betaler i kroner
og istemmer 'Der er et yndigt land' når der er landskamp. Begrebet omfatter
også når man i medierne bruger vendinger i bestemt form, som
”statsministeren” (underforstået den danske statsminister), ”vejret”
(underforstået det danske vejr) eller ”vores hold” (underforstået det danske
(lands)hold) (jævnfør lignende eksempler hos Billig 1995).
National identitet er ikke blot en identitet som andre identiteter (ibid.:
7). Michael Billig beskriver det sådan: ”Nationalism is more than a feeling
of identity. […] The problem is that the historical particularities of
nationalism, and its links with the world of nation-states, tend to be
overlooked, if national 'identity' is considered as functionally equivalent
with any other type of 'identity'” (1995: 65). Identifikationen med det
nationale ligger latent i enhver nationalstatsborger, og vedligeholdes
gennem det daglige møde med banal nationalisme (ibid. 69). Det er derfor,
vi i mødet med national retorik, for eksempel når den amerikanske
præsident argumenterer for at gå i krig, så ubesværet glider med på
tendensen eller ideen (se ibid. 1ff).
Netop fordi banal nationalisme fungerer som en 'skjult' nationalisme
og optræder i og gentages gennem dagligdags handlinger, er banal
nationalisme en betydningsfuld og kraftfuld ideologi. Som ideologisk
redskab er banal nationalisme især stærk, fordi den er svær sætte fingeren
på, og dermed svær at analysere og antaste. Kritisk diskursanalyse forstået
som metode har vist sig som et effektivt redskab til netop at påpege den
banalt nationale diskurs.
Vi arkæologer graver ikke folks identitet op af jorden. Vi beskytter
ikke folks identitet ved at få landmænd til at grave udenom gravhøje eller
bygherrer til at flytte sit byggeri væk fra de arkæologiske spor. Men vi er
med til at skabe en national identitet, når vi bruger arkæologi og historie til
at vise, at 'vi' har boet her i 12.000 år, eller at 'vores' 'første' konge blev
begravet i Jelling. Vi er med til at skabe en national stolthed, når vi viser de
mange guldfund, mønter, perler, karneoler, romerske importvarer og
lignende 'pragtstykker' frem fra forhistoriske handelspladser som udtryk for
rige samfund i 'vores' oldtid. Historisk identitet er med andre ord ikke kun
en myte, men også en 'konkret' konsekvens af den måde, vi udfører
arkæologi på. Ved at bevare flest 'rige fund' eller fremhæve det fra oldtiden,
der er størst, ældst og flottest, eller hænger sammen med ideen om Gud,
Konge og Fædreland, skaber vi en identifikation hos nutidens borgere med
forhistoriske samfund: 'Vores forfædre lagde grunden til det samfund, vi har
243

i dag', og med hinanden indenfor det samme familiært baserede fællesskab:
I dag i praksis nationalstaten (jævnfør Eriksen 1996).
Ud fra en socialkonstruktivistisk teori er ”identitet” noget vi
konstruerer, og ikke noget, der er givent. Den senmoderne verdensanskuelse
rummer det at opfatte sig selv som en del af et kollektiv, der lever i en
samfundsform, der fordrer en bestemt vidensopbygning og adfærd.
Årsagerne til at netop disse normsæt, og ikke andre, regulerer samfundet, er
historisk begrundede. På denne måde kan et begreb som ”historisk identitet”
give mening (se Fairclough 2002; Dyrberg, Hansen og Torfing 2001b). En
sådan opfattelse af 'historisk identitet' indebærer imidlertid en diskussion af,
hvor langt tilbage i tid, den samfundsform og de normer, mennesker i dag
lever under, begyndte at forme sig. Samfundsform og normer ændrer sig fra
generation til generation, og man skal ikke kigge mange generationer tilbage
for at se en samfundsdiskurs, der er væsensforskellig fra den nutidige. Vi
kan imidlertid godt have den opfattelse, at 'vi alle' indenfor den givne,
nutidige gruppe, har ”én historisk identitet”, da vores verdensanskuelse føles
naturlig ud fra den gældende diskurs. Men det er værd at pointere, at ”den
historiske identitet” ikke findes, da samfundet, viden og identiteten er en
konstruktion, og ikke en essentiel værdi. Når samfundet i dag bruger
begreber som ”kulturarv” og ”historisk identitet” er det fordi vores
videnskonstruktion har fået sociale konsekvenser; vi er kommet til den
opfattelse at mennesker i dette samfund former en fælles identitet ud fra
kendskab til historiske begivenheder og epoker (se Dyrberg, Hansen og
Torfing 2001b).
Den historiske identitet i en arkæologisk diskurs eksisterer med andre
ord ikke uden et mytisk aspekt. Bortset fra det elementært menneskelige
vilkår findes der intet belæg for en omfattende fælles verdensanskuelse
mellem det nutidige og de forhistoriske samfund. 'Vores' identitet i dag
baserer sig ikke på en nedarvet videnskonstruktion fra forhistorisk tid.
Forestillingen om en fælles identitet kan derimod godt basere sig på en
forestilling om et fællesskab baseret på kendskab til de samme fortællinger
om forhistorien, herunder oprindelsesmyter. Det er imidlertid væsentligt
som arkæolog at noteres sig, at det netop er myten, der er 'identitetsbærer'
(Eriksen 1996: 100ff). Som ovenstående analyse var med til at vise,
forandrede Borres betydning sig, i det øjeblik det mytiske grundlag fjernet
fra fortællingen. Nu må arkæologerne på stedet skabe nye fortællinger, og
gør det eksempelvis ved at bruge vikinger til at brande Vestfold (Kobro
2007). I Uppsala har arkæologerne erkendt, at myterne om stedet er skabt og
genskabt gennem et årtusind, og derfor både er fortællingen om Gamla
Uppsala og samtidig kun kan bruges i selektiv grad i en fortolkning af de
arkæologiske fund. Myterne bliver ikke slået ihjel i Gamla Uppsala
museum, men de bliver heller ikke udlagt som fakta. Myterne er med til at
fastholde stedets betydning i en senmoderne kontekst, men de bliver ikke
244

etragtet som grundlaget for fortolkningen af det arkæologiske
kildemateriale. Fortællingen om Jelling har også ændret sig, i takt med, at de
arkæologiske undersøgelser har stillet flere spørgsmål end givet svar i
forhold til myten omkring Jelling som stedet for Gorm og Thyras mausoleer.
I stedet for at se på det arkæologiske materiale med kildekritiske øjne, er
resultaterne af udgravningerne i Jelling blevet fortolket ud fra en nyere tids
myte om Jelling: At Jelling er stedet, hvor nationalstaten Danmark blev født
og døbt, som startskuddet på et homogent samfund, der grundlæggende
bygger på uforanderlige værdier gennem tusind år.
For at summere op på anvendelsen af begrebet kulturarv i perioden
mellem 1996 og 2005 kan man betragte kulturarvsarealerne og etableringen
af de nationale udstillingscentre som nye ækvivalenskæder, hvor der sker en
omforandring af diskursen, så kulturarv betydningslades med nye betegnere.
Ud fra dette kan listen over diskurser, der blev pågyndt i den samlede
vurdering af analysen af avisartikler, føres videre med nye
kulturarvsdiskurser, der har vist sig i det følgende analysemateriale:
Diskurs 6 (etableret gennem diskursen om national kulturarv som det
bevaringsværdige): Kulturarv er – det storslåede – guld – konge –
fædreland.
Diskurs 7 etableret gennem diskursen omkring de nationale
monumenter viser, at summen af begreber om kulturarv også bruges her. Det
viser, at kulturarv og nationale monumenter kan ækvivaleres.
Hvis man skal forsøge at opstille en ækvivalenskæde over de
dominerende begrebsanvendelser, der er blevet analyseret i de ovenstående
analyser, kan den se sådan ud:
Arkæologiske spor som stolpehuller og køkkenmøddinger er kulturarv
– kulturarv er 'vores kulturarv' – kulturarv er det essentielle og umistelige –
kulturarv er nationalarv – kendskab til kulturarv er et værn mod
historieløshed – historisk identitet er et andet ord for national identitet –
national identitet opretholdes gennem myter – arkæologi bruges til at
bekræfte nationale fortællinger og skabe nye – arkæologer er mytemagere –
arkæologiske spor gøres til nationalt stof – arkæologisk materiale er
kulturarv.
Begreberne i ækvivalenskæden betydningslader hinanden. Med andre
ord viser de samlede analyser i afhandlingen, at der etableres der en fælles
artikulation mellem arkæologi og det nationale med kulturarv som
nodalpunkt i løbet af perioden mellem 1996 og 2005. De viser også, at
senmoderne arkæologi bruges til at opretholde og skabe myter om det
nationale. Hvorfor det sker, vil jeg opsummere i det følgende.
245

En forklaring på den nationale diskurs:
En forklaring på den massive brug af nationale nodalpunkter i den
arkæologiske senmoderne diskurs kan være, at 'kulturarv' brander faget.
Hvis arkæologi giver stolthed til folket, giver folket arkæologien penge og
opbakning.
Omvendt er den såkaldte kulturarv også med til at 'brande' Danmark
og det danske. Lige som et på mange konkrete måder anakronistisk
kongehus er et godt 'brand' for en nation, kan kulturarv også være det. På
planchen ”Nationalmonumentet i Jelling” beskrives det at ”højene og
runestenene har fortsat stor betydning som inspirationskilde, udflugtsmål og
nationalt monument” (Planchen:, Kongernes Jelling 2007). Det beskrives
hvordan den store Jellingsten har ”de kvaliteter, nutiden kræver af et
moderne logo og vartegn”. Jelling som national symbol er med andre ord
også Jelling som et brand.
En anden forklaring på national diskurs
En anden forklaring på, at den nationale diskurs er en dominerende
repræsentation i den senmoderne arkæologi er, at vi som arkæologer udfører
banal nationalisme.
Når journalister fra slutningen af 1990'erne begynder at skrive om
'vores nationale arv' i stedet for om forhistoriske levn eller arkæologisk
kildemateriale er det 'vi', de refererer til et nationalt 'vi', der både omfatter
den samlede læserskare og nationen (Billig 1995: 115). Det samme gælder
de arkæologer, der overtager diskursen, og dropper 'potteskårene' og
'køkkenmøddingerne' til fordel for 'vores fælles kulturarv'. Det ligger så
stærkt i den arkæologisk faglige og almene nationale opdragelse, at vi kun
lægger mærke til at vi gør det, når vi næsten 'kommer til at tale over os', som
i eksemplet med arkæologen ovenfor, der undskyldte, han nu ville foretage
en essentiel skelnen mellem mennesker på baggrund af hvorvidt gravhøjen i
baghaven er dansk eller tysk.
Når en afsender bruger ord som 'vores', 'vi', 'fædrelandet', 'nationen' og
'herhjemme' er det netop fordi vedkommende udtrykker sig som banal
nationalist. Det er væsentligt at pointere at ordet banal ikke skal forstås i
betydningen primitiv eller ufarlig (Billig 1995). Tværtimod anser Michael
Billig netop banal nationalisme for at rumme en farlighed, der forstærkes af,
at det nationale netop er skjult, i modsætning til hos ekstreme nationalister
(1995). Michael Billig har valgt at bringe begrebet banal nationalisme på
banen for at have et begreb, der kan bruges til at vise, at nationalisme findes
246

landt almindelige borgere og politikere, og ikke kun på den yderste
højrefløj (1995: 5). Når vi som arkæologer opererer i en banal nationalistisk
diskurs, er der med andre ord god grund til at blive mere opmærksomme på,
hvordan vi gør det, hvornår vi gør det, og hvorfor vi gør det.
Mennesker i den moderne verden bygger en kollektiv identifikation op
om forhistoriske myter. Det har været anført, at hvis ikke en national
fortælling bliver formuleret af moderate eller af fagfolk, vil den blive
monopoliseret af ektremister (Adriansen 2003: Prolog; Eriksen 1996: 102f;
Mjærum 2007; Østerrud 1994: 136). Det er ikke nødvendigvis misforstået at
arkæologisk materiale i visse tilfælde bruges til at skabe en national diskurs.
Det er imidlertid ikke uden konsekvenser at gøre det. Som Michael Billig
(1995) illustrerer, er det banal nationalisme, der gør at soldater går i krig for
fædrelandet. Og som blandt andre Thomas Hylland Eriksen (1996: 93ff)
viser, kan arkæologiske tolkninger, der bygger på en politisk ideologi, være
med til at opretholde voldsomme konflikter mellem grupper af mennesker.
Det er med andre ord væsentligt at være tydelig omkring, hvornår vi som
arkæologer betragter vores virke som en underbygning af det nationale, og
hvornår vi mener at drive arkæologi for at få større viden om forhistoriske
samfund.
Konsekvenser for kildematerialet
Når vi som arkæologer (eller politikere eller journalister)
argumenterer for bevaring af og forskning i arkæologisk materiale ud fra et
nationalt essentialistisk synspunkt, får det konsekvenser for hvad vi i sidste
ende bevarer og forsker i. Således viste ovenstående analyse af de nationalt
bevaringsværdige kulturarvsarealer at vi som fagfolk tager betegnelsen
'national' bogstavelig. Det vi udpeger som mest bevaringsværdigt er de fine
fund, der kan bruges til at give national stolthed, og styrke historien om
skabelsen af nationen. Den nationale fagdiskurs medfører med andre ord en
række konsekvenser for kildematerialet og arkæologien.
a) Når det eneste argument for bevaring er national identitet må det
nødvendigvis blive 'national kulturarv', vi bevarer – og ikke 'arkæologisk
kildemateriale'.
Som det blev uddybet i avisartiklerne og analysen af
kulturarvsarealerne, betragter Kulturarvsstyrelsen det som sit ansvar at
beskytte den nationale kulturarv. De fine fund beskyttes således med
nationale bevaringstiltag. Det er stadig et åbent spørgsmål, hvordan vi
prioriterer en ikke-national kulturarv, så dele af denne også sikres gennem
bevaringstiltag, ligesom det er et åbent spørgsmål, hvem der har ansvaret for
at sikre den ikke-nationale kulturarv.
247

) Når det væsentlige at bevare er 'kulturarv' er ressourcen fornybar.
Dette er ikke tilfældet, hvis det er forhistorisk kildemateriale, vi ønsker at
bevare.
Direktør for Kulturarvsstyrelsen Steen Hvass har givet udtryk for, at
kulturarv produceres hele tiden. I et radiointerview udtrykte han således
bekymring for den nyeste kulturarv. På spørgsmålet om, hvilken del af den
danske kulturarv, han er mest bange for, risikerer at forgå, svarede han:
”Det er i og for sig den nyeste del af kulturarven. Vi producerer
kulturarv hver dag, men den almindelige opfattelse er jo, at det skal have
nogen, eller mange, år på bagen, for det ligesom er kulturarv. […] Jeg vil
sige at det, noget af det, vi producerer i dag, det er jo kulturarv i morgen.”
(Pas på kulturarven, DR P1, bilag 7). Også Cornelius Holtorf (2008) har
givet udtryk for, at kulturarv skabes fortløbende, og at vi ikke kan betragte
kulturarv som en ikke-fornybar ressource. Kulturarv og kulturlevn er skabt
af mennesker, og skabes naturligvis fortsat i dag. Som kulturarv betragtes
giver nuproduceret kulturarv i mange tilfælde mere mening end den ældre.
Det forhistoriske kildemateriale bør imidlertid ikke forveksles med den
kulturarv, der produceres nu og giver mening nu. Potentiel viden om
samfund, der eksisterede for 1000 eller 2000 eller 6000 år siden kan ikke
retableres, hvis den først er blevet destrueret af en gravemaskine eller en
plov.
c) Når de arkæologiske kilder først og fremmest har det formål, at
konstruere og genkonstruere nationale fortællinger bøjer vi de arkæologiske
tolkninger mere, end det er rimeligt ud fra kildernes udsagn.
Dette eksemplificeres i Jelling, hvor de arkæologiske tolkninger
tilpasses den etablerede myte om Jelling. Et andet eksempel er et meget
diskuteret fund fra Kjelmøy i Finnmark, der blev gjort i begyndelsen af
1900'tallet. De fremlagte dateringer placerede først fundet i vikingetid,
selvom tolkningen baserede sig på et spinkelt grundlag, senere som et
kompromis til yngre jernalder, og til sidst omkring 1980 efter en C14datering
til yngre bronzealder – en datering, der var foreslået siden fundet
blev gjort, og som modsvares af genstandsmaterialet. Den første datering
stemte muligvis ikke overens med den arkæologiske dateringer, men
derimod med den nationale myte om, hvornår brugen af jern kom til
samerne i Finnmarken (Mjærum 2007: 13, fremstillingen er taget fra Olsen
1991).
d) Der er et misforhold mellem hvad vi som arkæologer siger (at
kulturarv giver identitet) og hvad vi ønsker (at bygherrer og landmænd skal
passe på forhistorisk materielle levn). På grund af dette misforhold mister
argumentationen autoritet.
248

I 1998 begyndte det at stå klart for arkæologer, at den arkæologiske
praksis stod overfor en række alvorlige udfordringer, i og med at det
arkæologiske kildemateriale var under hurtig nedbrydning i dyrket land, og
at bevillingerne til udgravninger samtidig ikke kunne følge med
anlægssagerne i byggebranchen. I et ønske om at fange pressens og
politikernes opmærksomhed etablerede dansk arkæologi en ny diskurs, hvor
fortidsminder blev ækvivaleret med det nationale og en nutidig kulturel
identitet. Dette fjernede imidlertid, som det er vist ovenfor, fokus fra de
arkæologiske fund som et kildemateriale, og flyttede det over på et fokus på
kulturarv. Men, som analyserne også har været med til at klarlægge, baserer
ideen om kulturarv og national identitet sig først og fremmest på myter og
moderne konstruktioner.
Hvis arkæologi er et fag, der først og fremmest skal opretholde og
etablere nationale myter, behøves vi ikke nødvendigvis at bevare et
arkæologisk kildemateriale. Men som fagarkæolog er det netop ikke
tilstrækkeligt at retablere en gravhøj når den er ødelagt. Vi ønsker jo, at de
forhistoriske levn i den skal bevares uden den bliver ødelagt.
Alligevel fortæller vi befolkningen, at de skal passe på vores
kulturarv, fordi den giver dem identitet. Bevarelse af denne historiske,
nationale identitet bliver begrundelsen for, at de skal betale millioner, for at
vi arkæologer tager potteskår og tegninger med hjem til museumsmagasinet.
Tilbage står en fattigere bygherre og undrer sig over, hvor folkets
nyerhvervede rigdom i form af en styrket identitet blev af. Hvis
udgravningsarkæologien begrunder sin eksistens med, at den skaber
historisk identitet, lever vi ikke op til de forventninger, vi stiller
befolkningen i udsigt. Arkæologi bliver et dårligt brand (jævnfør Holtorf
2007).
Diskursen centreret omkring knudepunktet kulturarv har faktisk været
med til at flytte fokus fra den egentlige krise i dansk arkæologi, nemlig
landbrugets stadige nedslidning af fortidsminder. Det skyldes måske, at
begrebet kulturarv medfører så meget uklar retorik, at det ikke har stået klart
for hverken arkæologer, journalister eller politikere, hvad den egentlige
dagsorden var. Fordi der er anvendt en diskurs, der først og fremmest taler
til følelser, og derved tilsidesætter behovet for fakta, har det ikke været
nødvendigt at fremstille et klart budskab i debatten for at få spalteplads. Det
at nævne ordet 'kulturarv' har været tilstrækkeligt for at blive hørt. Der er
således ikke sat spørgsmålstegn ved, hvordan arkæologiske udgravninger
kan betragtes som beskyttelse af den arkæologiske kulturarv.
e) Også på en anden front risikerer arkæologi at blive et dårligt brand,
nemlig i forhold til kommende arkæologer.
249

De seneste år er der blevet sat fokus på, hvor stor en rolle den
arkæologiske identitet spiller, både for befolkningen, der betragter
arkæologer som inkarnationen af 'den arkæologiske skattejæger' i ordets
mest positive betydning – altså som manifestationen af at det er 'spændende'
at forsøge at opklare mysteriet om forhistorien. Det er med andre ord et
meget positivt billede, almenheden har af det arkæologiske virke (Holtorf
2007; Sandberg 2007). Den arkæologiske identitet spiller sandsynligvis en
rolle for valget at blive arkæologer. Hvis den arkæologiske identitet
ækvivaleres med at arbejde for et dansk nationalprojekt, kan det få
betydning for potentielle arkæologers lyst til at søge ind i faget – ikke
mindst hvad angår den del af befolkningen, der ikke opfatter sig som etnisk
danske.
f) Den diskurs, der oprindeligt skulle inkludere befolkningen og
politikere i en forståelse af den arkæologiske krise, kan medføre en omvendt
effekt: At diskursen virker ekskluderende for en del af befolkningen.
Skridtet mellem at udføre arkæologi som et identitetspolitisk projekt i
positiv kontekst: Se, vi har en fælles europæisk identitet. Se, forhistoriske
bopladser viser, at samerne har ret til jorden. Se, du har en fortid at være
stolt af som dansker, til at udføre et identitetspolitisk projekt i negativ
forstand, hvor forhistorien bruges til at fremhæve ét folk eller én national
identitet som overlegen i forhold til andre, er skræmmende kort. Eksemplet
ovenfor med arkæologen, der i et radiointerview nærmer sig en flig af
denne sidste brug af arkæologien viser, hvor lidt der skal til, før vi som
arkæologer bevæger os over grænsen, hvor vi bruger arkæologi til at
definere det danske som overlegent i forhold til andre folk. Et andet
eksempel findes i brugen af Jelling som manifestationen af 'de danske' i
betydningen det kristne og den nedarvede kultur. Når Jelling på den måde
bruges til at definere det danske som etnos frem for demos, får det
betydning for danskeres opfattelse af 'os selv' og vores nedarvede ret til
landet, i forhold til mennesker af anden etnisk oprindelse, eller mennesker
der definerer sig selv ud fra en anden kulturel og religiøs kontekst. Hvis det
'ægte' danske gennem 1000 år er kristent, er det ikke muligt at blive 'ægte
dansk' hvis man er muslim. Hvis en 'ægte dansker' har 'forfædre' i Danmark,
kan hverken en første-, anden- eller tredjegenerations indvandrer til
Danmark være 'ægte dansk'. Hvis etnosbegrebet er identifikationsnøgle for
danskere, vil mennesker, der er danske udelukkende i demos-forstand, hvor
man formelt set er dansk statsborger, ikke blive accepterer i det danske
identitetsbaserde fællesskab. Analysen har været med til at stadfæste, at vi
som arkæologer er med til at opretholde forestillingen om den danske
nationalitet som knyttet til forfædrene og den mytiske historie, og vi er
derfor aktivt med til at opretholde etnosbegrebets betydning i den danske
identitet. Dette er en legitim og verdensudbredt måde at anvende
arkæologien på – men som fagudannede må vi forholde os ærligt til, at det
250

er den rolle, vi har valgt at arkæologien skal have. Man kan også formulere
det sådan, at vi må være ærlige omkring hvilke identiteter, det er, vi mener
at bidrage til. Eller sådan, at vi er nødt til at stå ved fagets nationale rolle,
når det er den, der er den bærende diskurs.
Etableringen af en national identitet har gennem det meste af to
hundrede år været set som et positivt projekt, og arkæologien har i den
forstand været set som en positiv faktor i dette projekt. Men som det
efterhånden er vist, hænger det nationale også sammen med de blodigste
konflikter. I øjeblikket oplever Europa stigende konflikter, dels i forhold til
indvandrering, dels i forhold til 'de andre' personoficeret til det konservativt
muslimske. Ovenstående analyser har vist, at kulturarv og det nationale er
begreber, der betydningslader hinanden. På samme måde har Dyrberg
(2001: 223) vist, at der sker en fælles artikulation mellem race, kultur og
nation. Gilroy har formuleret det sådan: ”Vi [står] i stigende grad […]
overfor en racisme, som unddrager sig at blive anerkendt som sådan, fordi
den er i stand til at kæde ’race’ sammen med det nationale, patriotisme og
nationalisme – en racisme der har lagt den nødvendige afstand til primitive
idéer om biologisk underlegenhed og overlegenhed, og som nu søger at
præsentere en imaginær definition af nationen som et forenet kulturelt
fællesskab” (Gilroy 1990: 196, citeret hos Dyrberg 2001: 223). Den
arkæologiske videnskab bør tage stilling til, om den vil bidrage til at
opretholde de potentielle konfliktzoner, eller ændre sin betydning og
gennem alternative diskurser virke for mellemfolkelig forståelse.
Afrundning
Analyserne har tydeliggjort, at danske arkæologer opererer indenfor en
banal nationalistisk diskurs, og at begrebet kulturarv fungerer som et
knudepunkt i en sådan diskurs. Den nationale diskurs indebærer i hvert fald
tre problemer. Dels, at de arkæologiske spor under begrebet kulturarv ikke
opnår den beskyttelse, der var tilsigtet tilbage i krisen før årtusindskiftet.
Det gør de ikke, fordi der ikke er en reel sammenhæng mellem den store
mængde af arkæologiske spor i form af stolpehuller, keramik, flint, trækul
og gruber, og det, der er kendetegnet ved kulturarv, nemlig at det kan bruges
til at opretholde en national stolthed eller identifikation. Dels, at arkæologer
ved at skelne mellem nationalt bevaringsværdig kulturarv og alle de
arkæologiske spor, der ikke er, flytter fokus fra det arkæologiske
kildemateriale over på en diskurs, hvor de arkæologiske spor bliver
symboler på nationale værdier. Dels, at arkæologer ved at deltage i en
national diskurs, med kulturarv som knudepunkt, er med til at opretholde
forestillingen om 'vi, danske' (gennem 1000 år) i modsætning til 'de andre'. I
samme åndedrag, som dansk arkæologi er med til at inkludere 'danskere' i
en fælles identitet, er faget også med til at ekskludere en række borgere, der
ikke har et 'nedarvet' eller mere specifikt et tillært kulturelt kendskab til den
251

historiske symbolverden, der bruges til at definerer dansk identitet og
statsborgerskab som 'ethnos' mere end 'demos'. En kritisk refleksion over de
analyser, jeg har foretaget, indebærer en diskussion af, hvordan analysen
kan bruges til at takle de problemer, der er blevet belyst (Fairclough 2002).
Her vil jeg mene, at det at erkende omfanget af de problemer, den
arkæologiske diskurs fokus på kulturarv og det nationale medfører, er første
forudsætning for at vi som arkæologer kan begynde at lede efter alternative
diskurser. Dette vil jeg gerne uddybe i næste kapitel.
252

Nye(dis)kurser?
I 1990'erne blev modernismen, nationalstaten og dermed også den nationale
historie erklæret død. Det nye årtusind, som var i udsigt, varslede en global,
postmodernistisk æra. Ikke desto mindre viste 1990'erne også Europa, ikke
mindst ved gentagelser af kulturel hygiejne' i det tidligere Jugoslavien, at
forestilling om national identitet levede videre på trods af den nye globale
æra. Michael Billig udgav i 1995 Banal nationalism for at gøre op med
forestillingen om det globales elimination af det nationale. Det første årti i
det nye årtusind har bekræftet, at Billig havde ret i sin tese om, at det
nationale ikke er blevet uaktuelt. Den banale nationalisme lever i højeste
grad mellem 'os' – alle os borgere i den senmoderne verden af nationalstater.
I det ovenstående har jeg været med til at vise, at den konservative
kulturpolitik, der har været ført i Danmark siden 2001, har været anvendt til
igen at sætte fokus på og dermed at opretholde det danske
nationalstatsfællesskab. I den analyserede periode fra 1996-2005 er linierne
mellem det danske og det ikke-danske blevet trukket stadig skarpere op, i en
grad så folketingets yderste højreparti har ført kampagnen ”Gi´ os Danmark
tilbage” 15 . I den diskurs, Dansk Folkeparti opstiller, ækvivaleres
kulturarvsobjekter med danskhed. I Dansk Folkepartis diskurs kan
'Danmark' 'tages fra' 'danskerne' i den forstand, at Danmark indgår i en
ændret diskurs med nye nodalpunkter i forhold til en traditionel diskurs
omkring det danske. I samme diskurs giver det mening at kræve Dronning
Margrethe I's brudekjole leveret tilbage til 'Danmark', uagtet at Margrethe I
også var regent i Sverige. Dansk Folkeparti kan ses som det mest kontante
symptom på, at banal nationalisme er blomstret op på den politiske scene i
det ny årtusind. Jeg har i min analyse af avisartikler vist at banal
nationalisme også er en bærende diskurs indenfor fagområdet arkæologi.
Som nævnt ovenfor, har den akademiske reaktionen på
højredrejningen i den europæiske nationalisme i det ny årtusinde, i flere
tilfælde været at at argumentere, at vi med fordel kan holde fast i en moderat
nationalisme, så det nationale ikke bliver monopoliseret af højrepartiernes
diskurs. Set fra det synspunkt, Michael Billig med sit begreb banal
nationalisme har indført, er det nationale imidlertid ikke i fare for at blive
monopoliseret. Det nationale optræder i alt, ikke mindst i den arkæologiske
opdragelse og det arkæologiske opdrag. Det er derfor relevant at give
ovennævnte postulat et modspørgsmål: Hvis vi alle er dagligdags
nationalister, hvor kort er grænsen så til, at vi bliver nationale ekstremister?
Min pointe er, at det er relevant at tænke over, hvorfor vi anvender national
15 Kampagne for Dansk Folkeparti 2008. Sloganet prydede blandt andet plakater med en
kvindelig dommer med sort tørklæde om hovedet.
253

argumentation og opretholder nationale symboler. Så længe det fungerer på
et moderat plan, kan den nationale side af arkæologien opfattes som en
styrke, der gør det lettere at at være arkæolog, og få penge til at undersøge
spor efter en tidligere materiel kultur. Men hvis den nationale diskurs bliver
altdominerende, som eksempelvis analysen af avisdebatten antyder den er
blandt senmoderne arkæologer, kræver det, at vi bliver opmærksomme på at
skelne mellem det arkæologiske som nationens redskab og det arkæologiske
som et redskab til at studere forhistoriske samfund.
Kulturarv i betydningen 'Heritage' var ikke et begreb, der oprindeligt
var tænkt at skulle omfatte arkæologisk materiale fra forhistoriske perioder,
ud over de markante, forhistoriske bygningsværker, der falder under ideen
om Verdenskulturarv. Begrebet fik imidlertid et indtog i de europæiske råd
og overnationale faginstitutioner, og viste sig at være anvendeligt som
knudepunkt i eksempelvis Valettakonventionen om beskyttelse af
arkæologisk materiale, hvor begrebet er forankringspunktet i de enkelte
nationalstaters forpligtigelse til at have arkæologiske institutioner, der kan
varetage bevaring og udgravning af arkæologiske spor. I Danmark øjnede
journalister, at kulturarv kunne bruges til at fange læsernes opmærksomhed
ved at engagere dem følelsesmæssigt i problemstillingen omkring det
arkæologiske kildemateriales tilstand, og arkæologer og politikere så
derefter, at begrebet kulturarv var anvendeligt til at nå et mål, nemlig at
sikre arkæologiske spor fra – i arkæologisk forstand – øjeblikkelig
destruktion.
Arkæologi er en del af samfundets diskurs, hvorfor vi må acceptere, at
historie og arkæologi formes af diskursen og moddiskurserne, og dermed
ændrer sit udtryk og formål over tid. Arkæologi er således heller ikke i
Danmark et statisk fag, men et fag, hvis betydning er til konstant
forhandling. Det kan således være nødvendigt at diskutere, om fagets skal
blive ved at opretholde sig selv som Danmarks nationalfag. Jeg vil derfor
her til sidst forsøge at flytte fokus fra den dominerende diskurs til
alternative diskurser, som Fairclough (2002) anbefaler. Jeg vil ud fra
anbefalingerne blandt andet se på, om der er andre eller mere specifikke
agenter end 'vi', der kan inddrages i diskursen, eller om der er andre
betydninger af begreberne kulturarv og historisk identitet, der kan lægges
vægt på.
Alternative diskurser – arkæologiske tolkninger
I dette afsnit vil jeg bevæge mig rundt om forskellige arkæologiske
diskurser, der i Danmark de seneste år har haft det nationale som
knudepunkt, og overveje, om der findes nærliggende alternative diskurser.
254

Alternativ diskurs – fortiden er et fremmed land
L. P. Hartleys åbning fra The Go-Between (1953), ”The past is a foreign
country: they do things differently there” har dannet grundlag for såvel
David Lowenthals (1985) som Brit Sollis (1996, 1997) teoretisering over
fortiden som et fremmed land. Udgangspunktet for Lowenthals skelnen
mellem 'history' og 'heritage' er således en skelnen mellem 'past' og 'history',
hvor 'fortiden' er alt det, der skete før vores tid og 'historie' er det, vi i dag
studerer af udvalgte begivenheder fra fortiden. Brit Solli foreslår, at vi som
arkæologer betragter forhistoriske mennesker som et fremmed folkefærd,
eller med andre ord, at vi gør forhistoriske mennesker til 'de andre' i stedet
for at gøre dem til 'os' ved at kalde dem 'forfædre' (Solli 1997:19). Som
Anette Pedersen har formuleret det, ud fra Sollis idésæt, ville forhistorien
”blive befolket med de rette folk – nemlig mærkelige fremmede, hvis tankeog
idéverden nutidens mennesker ville have svært ved at følge og acceptere”
(Pedersen 2002: 85). Den nutidige identifikation ville således ikke finde sted
mellem nutidens mennesker og 'vores forfædre', men mellem nutidens
mennesker og fortidens mennesker og landskab. Ved at fokusere på det
forunderlige ved kulturel mangfoldighed, som forhistoriske studier
eksemplificerer, kunne man finde det unikke og det anderledes, og bruge
dette i sit identifikationsprojekt eller identitetsbygning (Solli 1996: 88).
Det kan være en fordel for det arkæologiske virke og den faglige
troværdighed oftere at skelne mellem 'historie' og 'fortid'. På den måde kan
historiske fortællinger stadig indgå i nationale myter eller andre diskurser,
der søger at formulere og opretholde specifikke identiteter, samtidig med at
det historiske virke kan udføres uden at skulle leve op til de forventninger,
der er, hvis faget skal skabe 'kulturarv'. Således behøves man som dansk
arkæolog ikke nødvendigvis at være en del af en national diskurs eller
begrunde sit virke i, at man 'giver identitet'. Det kan være nødvendigt at slå
tydeligere fast, at der er forskel på kulturarv og materiel kultur. Til det
formål kan Lowenthals definitioner på kulturarv være værd at holde in
mente:
”Kulturarv er ikke en testbar og end ikke en plausibel forklaring på
vores forhistorie; den er en trosbekendelse på fortiden. […] Dette indebærer,
at det er nytteløst at beskylde kulturarv for at være farvet.[...] Når patrioten
spørger 'mit land, ret eller uret', fortæller kulturarv ham altid, at det har ret.
Opfyldt med falske fortællinger om krigslykke konkluderede Richard Cobb
(1983: xv) at historikere burde gøre det til en regel 'at antage, at vores land
altid tager fejl' .” (Lowenthal 1998: 3, min oversættelse fra engelsk).
Med dette udgangspunkt kan arkæologiens rolle blive en anden: Faget
kan gøre op med myter frem for at genkontekstualisere dem. Denne vinkel
kan samtidig gøre plads til mangfoldighedsbegrebet i den arkæologiske
255

kulturforståelse igen.
Alternativ diskurs – bevaring af uerstatteligt kildemateriale
Hvis vi accepterer at sondre eksplicit mellem kildemateriale og kulturarv, er
det værd at overveje, om denne skelnen også bør føres ind i det juridiske
grundlag for arkæologien. Det, at ordet kulturarv allerede længe havde
optrådt i museumsloven før det begyndte at få betydning for såvel fagfolk
som i det omgivende samfund (jævnfør Witt 1998), betød, at det var
nærliggende for konservatorer, arkæologer og museumsansatte historikere at
begynde at inddrage kulturarv i argumenterne for, hvorfor museumsverden
skal tilgodeses finansielt, da fagene oplevede bevaringskriser forskudt over
perioden mellem 1996 og 2005. Begrebet var ikke klart defineret, men blev
anvendt som ækvivalent for de museale genstande. At
betydningstilskrivningen af begrebet medførte et kraftigt øget fokus på det
nationale aspekt kom muligvis bag på fagfolkene. Der er med andre ord
god grund til at få indført også en lovmæssig sondring mellem det, der er
kulturarv, og det, der er kildemateriale.
En mulighed kunne være at man en mere nuanceret terminologi i
Museumsloven, så det potentielle arkæologiske kildemateriale og de
museale genstande blev kaldt ved deres rette navn, eksempelvis
arkæologiske spor eller levn. På den måde ville begrebet kulturarv kunne
bruges om det, der tilskrives betydning i en nutidig diskurs, og hvis
betydning er under stadig 'forhandling'. En del kunst og litteratur ville
således kunne omfattes af begrebet, ligesom 'historiske bygninger', der
stadig er i anvendelse, hvad enten det er som boliger, firmadomiciler eller
turistmål, ville kunne kaldes kulturarv. Enkelte arkæologiske genstande, der
fungerer som identifikationsobjekter, eksempelvis solvognen, ville også med
rette kunne kaldes kulturarv. En anden mulighed er således at diskutere, om
forskellene mellem materiel og immateriel kulturarv med fordel kan ridses
skarpere op også indenfor det danske kulturarvsbegreb, som det de seneste
år er blevet det indenfor især amerikansk arkæologi og
Verdenskulturarvsbegrebet. Således kunne begrebet kulturarv reserveres til
det, der knytter sig til en nutidig 'åndsliggørelse' af fortidens kulturelle levn,
affald, værker og fysisk antropologiske rester.
Alternativ diskurs – fra fakta til foreløbige slutninger
Den måde, vi som arkæologer skriver tekster på til udstillinger og
publikationer er naturligvis præget af den fagtradition, vi gennem vores
studie og oplæring på arbejdspladserne er opdraget i. Derfor arbejder vi ofte
i en national kontekst uden at være os det bevidste. Det er ganske ofte, at
arkæologer indleder en publikation eller udstilling med et kort, der forholder
256

sig til de nuværende geografiske nationalstatsgrænser. Det arkæologiske
kortmateriale bruges, med andre ord, til at illustrere at 'isen forsvandt og
nationerne dukkede frem af havet', som Håkan Petersson (2004) og Peter
Aronsson (2008, 2009) har pointeret. Når arkæologer i forhold til Jelling
vælger at fremstille arkæologiske tolkninger som ubetvivlelige fakta, kan
det hænge sammen med, at vi gerne vil fremstille arkæologi som en eksakt
videnskab, der kan forvandle et særdeles fragmentarisk kildemateriale til
sand viden. Denne 'viden' kan herefter blandt andet bruges i
dokumentationen af dannelsen af en dansk stat, nation og identitet. Lad os
forestille os, at arkæologerne, der skrev om Jelling, lagde vægt på det, vi
ikke ved om Jelling. I så fald ville udstillingen Kongernes Jelling, den
dertilhørende bog, og de videnskabelige værker bag stille følgende
foreløbige konklusioner op:
Vi ved ikke med hvilket formål sydhøjen blev bygget. Vi ved ikke
hvem, der blev begravet i nordhøjen, om det var en mand eller kvinde, et
barn eller flere personer, vi ved ikke om de var hedninge eller en kristne. Vi
ved ikke, hvem der er begravet i kirken, ud over at det er en for den tid
ældre mand, men kvalificerede gæt kunne være både Gorm og Harald. Vi
ved med rimelig sikkerhed, at denne person ikke oprindeligt var begravet i
kirken, men kan kun gætte på at vedkommende er flyttet hertil fra
nordhøjen. Vi ved ikke med sikkerhed om det er en skibssætning, der ligger
under sydhøjen og måske også under nordhøjen, og vi ved ikke hvorfor eller
hvornår dette monument er opført, og vi ved heller ikke hvorfor det er
blevet forsætligt ødelagt ved den senere anlæggelse af højene. Vi ved ikke
hvornår der opstod et kongerige, der blev kaldt Danmark, og vi ved ikke
hvor stort det var før i tidlig middelalder. Vi regner ikke med at Danmark, på
det tidspunkt, hvor højene og kirken i Jelling blev opført, hverken havde
samme udbredelse, som vi kender fra tidlig middelalder eller i dag, og vi
ved ikke hvordan relationen mellem Jelling og Lejre var i sidste halvdel af
900'tallet. Vi ved blot, at der var konger og i dronninger med relation til
Jelling, men det arkæologiske materiale støtter den tolkning, at det var der
også i Lejre. Vi ved ligeledes, at Roskilde Domkirke bliver begravelsessted
for kongelige i tiden efter Harald Blåtand, og både Jelling og Lejre ændrer
betydning i datidens samfund på dette tidspunkt. Vi ved ikke, om Haralds
kongerige omfattede hele Jylland og Sjælland, og vi ved derfor heller ikke,
om ringanlæggene ved Limfjorden, Hobro, Odense, Trelleborg på Sjælland
og Trelleborg i Skåne blev opført af ham.
Britt Solli har opfordret arkæologien til at blive overrasket over
arkæologiske fænomener, i stedet for at fremlægge dem som fakta (Solli
1997:19). Hvis vi ud fra denne tanke valgte at vise bare nogle af de mange
huller i vores arkæologiske viden, ville det ikke fremstå som fakta, at
Danmark blev til i Jelling i år 986 og det danske folk derefter blev kristnet
af Harald, og 'den danske kultur' dermed var grundlagt og har eksisteret
257

uforandret til i dag. Fortællingen om tilblivelsen af den kristne stat
Danmark tilbage i en mytisk, førhistorisk tid, ville dermed ændre betydning,
og gøre plads til andre udlægninger af den danske identitet, eller mere
populært, 'danskhed', end den, der baserer sig på ethnos.
Alternativ diskurs – arkæologi 'uden' tolkninger
Den nye 'Danmarks Oldtid' på Nationalmuseet, der blev indviet i 2008, kan
opfattes som et bud på en alternativ diskurs. Denne udstilling kan ses som
modsætningen til Kongernes Jelling. Udstillingen rummer en overflod af
periodespecifikke og unikke genstande, og arkæologerne bag udstillingen er
stolte af, at den rummer langt flere genstande end den foregående (Poul Otto
Nielsen, Arkæologisk Forum artikel). Til gengæld er der stort set ikke
fremlagt nogle tolkninger af det enorme genstandsmateriale, på nær den
tolkning, der ligger implicit i en kronologisk opbygget udstilling, at
oldsagerne dateres til forskellige perioder. Det massive fokus på genstande
betyder også, at der kun er ganske få forhistoriske mennesker at finde i
udstillingen. Mere beskrivende prosatekster findes udelukkende ved de
nationale ikoner som solvognen og egtvedpigen (se også Rasmussen 2008).
Udstillingen bliver dermed svært tilgængelig for de, der kommer uden
forhåndskendskab til 'Danmarks Oldtid'. Udstillingen opretholder med andre
ord forestillingen om et nationalmuseum som facitlisten for
eksamenspensum i historie. En stor fare ved denne genstandsfremlæggelse
af en udstilling er endvidere, at den ikke viser, i hvilket omfang,
arkæologien rent faktisk har haft en videnstilvækst, og ikke kun en
fundtilvækst, i den generation, der er mellem opstillingen af henholdsvis
den nye udstilling og den gamle.
Nationalmuseets nyeste arkæologiske udstillingstiltag har undladt de
arkæologiske tolkninger, der kunne være med til at skabe en eksplicit
national fortælling. Den er dog 'national' i den forstand, at den findes på
nationalmuseet, og i lighed med kulturarvsarealerne fremstiller 'de ypperste
skatte', arkæologien har bidraget nationalstaten og dens indbyggere.
Udstillingen er med andre ord svær at bruge som en forbilledlig ny diskurs.
Den tydeliggør imidlertid, at vi som arkæologer er nødt til at vælge at give
de forhistoriske materiale en bias, hvis en arkæologisk udstilling skal give
mening i nutiden.
Alternative diskurser – nationale udstillinger
En sådan bias er gennem det sidste årti på tilsvarende vis forsøgt undgået i
Midgard historisk senter. Frem for at forholde sig til 'den nationale arv' der
knyttede sig til det sparsomme arkæologiske materiale, valgte centret at
fokusere på en meget overordnet introduktion til vikingetidsmiljøer. Den
258

kommende udstilling vil give museet et tiltrængt 'knudepunkt' i form af en
permanent sektion omkring det, lokaliteten implicerer: Borrehøjenes samtid.
I modsætning til udstillingen Kongernes Jelling, der har valgt at fortsætte
den nationale bias, der traditionelt er blevet kædet sammen med stedet, har
arkæologerne bag udstillingen i Borre valgt at fremstille det forhistoriske
materiale ud fra de nyeste arkæologiske tolkninger af yngre jernalders
elitemiljø. Udstillingens fokus bliver med andre ord en fremstilling af
'fortiden som et fremmed land', i tråd med den senmoderne, norske
arkæologis teoretiske afsæt. Dette giver centret mulighed for at diskutere de
mange myter, der knytter sig til Borre, og udfordre forestillingen om Borre
som et nodalpunkt i den norske nationale diskurs.
Arkæologerne bag udstillingen i Gamla Uppsala museum har formået
at kombinere en traditionel, mytisk baseret udlægning af stedets betydning
med en nuanceret fremlæggelse af det arkæologiske materiale, der ikke
nødvendigvis stemmer overens med myterne. Dette greb virker i høj grad
vellykket på grund af udstillingens eksplicitte fremstilling af forholdet
mellem de forhistoriske levn og den nationale betydningstilskrivning. De tre
udstillinger er tre vidt forskellige måder at håndtere arkæologiens nationale
rolle på. Udstillingerne viser også, at dansk arkæologi med forholdsvis
enkle greb kan nuancere de nationale arkæologiske knudepunkter som
eksempelvis Jelling, Lejre eller de mange forhistoriske og tidligt
middelalderlige forsvarsanlæg. Den grundlæggende ingrediens for at flytte
fokus væk fra det nationale og over på det, de arkæologiske tolkninger kan
bære, er en reflekteret tilgang til udstillingen, og en ærlig fremstilling af
såvel myternes eller det tidligt historiske materiales som arkæologiens
fordele og begrænsninger.
Uanset hvordan vi præsenterer de arkæologiske 'resultater' til
offentlighed, kan vi ikke undgå at tilskrive dem en nutidig fortolkning.
Ligesom der i mange år har været åbenlyse fordele for det arkæologiske felt
ved at fortælle og genfortælle historien om det homogene Danmark, kan der
fremover være fordele ved også at vægte fortællinger om mangfoldighed,
som det sker blandt kulturhistorikere i Sverige (jævnfør
Riksantikvarieämbetet 2004; Aronsson 2008: 9f). Et ofte fremhævet,
succesfuldt eksempel på at et statsligt, nationalt museum som offentlig
institution kan anvendes aktivt i forsøget på at integrere flerkulturelle
identiteter, er Te Papa i New Zealand (Message 1996: 167).
Arkæologi og omverden
Arkæologi viderefører en dybt integreret tradition for at være et nationalfag,
hvilket påvirker fagets interne diskurs, og fordrer en svær selverkendelse,
hvis diskursen skal ændres. Men som debatten i avisartiklerne ovenfor viste,
kunne det også være brugbart med forslag til alternative diskurser i det felt,
259

hvor fagarkæologien møder omverden.
Alternativ diskurs – arkæologi og mangfoldighed
Det kan være kontroversielt at opretholde en singulær, 'national identitet' i
tilfælde, hvor en flerkulturel virkelighed møder en ”would-be-etnic” nation
(Vale 1999:396). En sådan situation kan på mange måder siges at være
blevet dagsordenen for det senmoderne Danmark gennem de seneste 20 år.
Før 2001 blev denne situation politisk imødekommet med tiltag, der minder
om de svenske kulturinstitutioners forsøg på at interagere i en
mangekulturel diskurs. Den planlagte museumsstyrelse var således tænkt
som en aktiv værditilskriver i en sådan diskurs (Mikkelsen 2001).
Museernes formål blev reartikuleret som fokuspunkter for en diskurs om
forandring, der kunne fremhæve de positive sider af et flerkulturelt
samfund. Men efter 2001 blev dette synspunkt fuldstændig fortrængt til
fordel for en fokusering på en singulær, dansk identitet. I den ny politiske
værditilskrivning af kulturarvsbegrebet blev der sat lighedstegn mellem
kulturarv og historisk, i betydningen national, identitet. Denne diskurs blev
yderligere betegnende for den generelle samfundsdiskurs i kraft af Dansk
Folkepartis strategi, hvor kulturarv blev ækvivaleret med 'danskhed'.
Kulturarvsdiskursen har på den måde været med til at flytte betydningen af
begrebet, fra at være centreret omkring det mangfoldige hvor forandring
betragtes som en styrke, til at se det multikulturelle som en forhindring for
en fastholdelse af forestillingen om det stabile danske samfund.
Danskere har i dag en markant tendens til at opfatte det flerkulturelle
som noget negativt, samtidig med at de har en stærk identifikation med
nationen (Larsen 2008). Udlægningen af det historiske som noget essentielt
og nedarvet falder i denne sammenhæng i tråd med befolkningens nationale
følelser. Ikke desto mindre medfører det generelle danske værdisæt baseret
på det nationale konflikter i det danske samfund. De seneste år er ordet
integration ved at blive skrevet ud af den danske samfundsdiskurs og
erstattet af begrebet assimilering. Dette begreb styrker opfattelsen af 'det
ægte danske' som en status, der er næsten umuligt at opnå, med mindre man
er født ind i 'dansk kultur'. Den stærke skepsis overfor 'andre kulturer' gør
det svært for tilflyttere at blive integreret i Danmark.
Som Jellingudstillingen eksemplificerer understøtter arkæologien i
dag billedet af, at der kun er én rigtig måde at være dansk på. Hvis de
arkæologiske udstillinger og de kulturhistoriske museer valgte at fremstille
fortællingerne på en måde, så kulturarv ikke blev fremstillet som noget
essentielt, kunne museerne få en nutidig betydning ved at vise, at kulturel
forandring er et menneskeligt grundvilkår. Den amerikanske Præsident
Obama undlod under valgkampen at definere sig selv med én identitet
(Krasnik 2008). Museerne har tilsvarende mulighed for at vise, at de fleste
260

mennesker rummer mange identiter, og er formet af forskelligt genetisk
materiale, kulturelle påvirkninger, og en konstant skiftende tidsånd.
Selvom danskere er blandt de mest nationale folkefærd (Larsen 2008),
er den nationale diskurs under forandring. De yngste borgere har ikke
samme nationalfølelse som deres ældre medborgere. I hvor høj grad de
næste generationer vil knytte sig til forestillingen om det homogene, danske
samfund, beror blandt andet på ideologiske kampagner. Den nuværende
regering har gjort sit til at fastholde en national stolthed gennem
kulturarvsdiskursen og kanonprojektet. Denne diskurs virker imidlertid i
lige så høj grad ekskluderende, som den er inkluderende, og vækker derfor
anstød i grupper af samfundet (Jensen 2008: 153). Hvis ikke debatten på
området nuances over de kommende år, ser Bernard Eric Jensen en risiko
for en demokratisk konflikt (ibid.: 161). Museerne kan måske give denne
hidtil dominerende, men også konfliktladede diskurs et modspil ved at sætte
spørgsmålstegn ved forestillingen om det nationale som uforanderligt. I
stedet for at læsse yderligere på den side af vippen, der 'holder' den
nationale diskurs nede på jorden, og mangfoldighedsdiskursen oppe i luften
(jævnfør Tegning 1), kan en mere nuanceret kulturarvsdiskurs bringe bedre
balance i vippen.
Alternativ diskurs – arkæologi som menneskeligt perspektiv
Ovenfor blev et radiointerview med en arkæolog brugt som eksempel på at
den arkæologiske diskurs bevæger sig i et felt af banal nationalisme.
Interviewet kan imidlertid også bruge til at fremhæve et andet aspekt,
nemlig den grundlæggende intention bag de udtryk, der blev formuleret
nationalt. Arkæologen udtaler nemlig som det første at kulturarv er
”afgørende til en forståelse af os selv og den omverden, vi er en del af. Og
det gi’r os et historisk perspektiv på den klode, hvor vi går.” Arkæologi er
med andre ord et fag, der kan perspektivere det at være menneske. Vi kender
dybest set ikke årsagen til livet, men kan forstå, at vi ikke er de første, der
har stået overfor disse eksistentielle overvejelser. Mennesket er ikke blot et
nu, det er et kontinuum. Arkæologen rejser store spørgsmål om, hvordan
mennesket og menneskelig kultur opstod, og arkæologi er måske også med
til at give flig af svar. I den forstand kan vi tale om, at arkæologi er med til
at forme menneskers selvforståelse. Arkæologi kan forme identiteter. Ved at
flytte fokus fra den nationale identitet til en virkelig essentiel
identitetsforståelse kan arkæologi være med til at alle mennesker får en
bredere forestilling om det at være menneske.
Alternative arkæologiske diskurser i debatten /medierne
Som arkæologer står vi overfor et valg. Valget om at fortsætte i en diskurs,
261

hvor det nationale fungerer 'skjult' bag betegnere som kulturarv og forfædre,
og dermed kommer implicit til udtryk i vores argumentationer. Denne
diskurs bevæger sig på grænsen af, hvad jeg fornemmer mange arkæologer
kan stå inde for, hvilket også fremgik af arkæologens undskyldninger for
egen retorik i radiointerviewet ovenfor. Eller valget om at skabe et ideal i
”Den ærlige arkæolog”.
Den ærlige arkæolog erkender, at arkæologi opererer indenfor to
betydningsfelter. I det ene felt
er arkæologi at ækvivalere med det arkæologiske materiale. I denne
betydning er arkæologiske spor som stolpehuller, potteskår, gravhøje og
runesten ikke kulturarv. De giver ikke identitet. Det er derimod et
kildemateriale, som staten og dens borgere i dag kan tage en beslutning om,
at de vil være med til at passe på, fordi det er den eneste mulighed vi har for
at få noget at vide om de mennesker, der har levet på jorden i perioder, der
er så tilpas langt tilbage i tid, at vi ikke har eller ikke kan forlade os på en
tolkning af nedskrevet materiale alene.
I det andet betydningsfelt kan arkæologi beskrives som et felt, der er
med til at forme og omforme nutidige diskurser og identiteter. Indenfor dette
felt kan arkæologi bruges til at opretholde myter om nationalstaten og den
nationale identitet, og tilpasse disse myter til den gældende
samfundsdiskurs. Arkæologi kan også bruges til at udfordre disse myter.
Den kan eksempelvis demonstrere at 'dansk' er noget andet i dag end på
Harald Blåtands tid. Eller at landområder kan skifte tilhørsforhold, og Skåne
eksempelvis kan gå fra at være dansk til svensk til Øresundsregion i
sammenhæng med Østsjælland. Arkæologi kan bruges i
identifikationsprojekter på utallige måder, hvoraf et eksempel kan være at
vise at Danmark eller Norge eller Sverige ”altid” har været udsat for
forandring forårsaget af migration. Arkæologi kan også vise at det
multikulturelle ikke er et nyt fænomen, men også fandtes i eksempelvis
vikingetiden. Faget kan vise, at demokratiske institutioner ikke er 'naturlige'
blot fordi 'vi' bor i et land, der i dag er demokratisk. Men arkæologi kan
også fungere som en blanding mellem myter og fakta og en tilpasning af de
forhistoriske materiale til præcis den konklusion, man ønsker at fremvise –
hvad enten man vil vise at Jelling og ikke Lejre var kongesæde sidst i
900'tallet eller omvendt, eller man ønsker at vise at Gamla Uppsala har
været den mest betydningsfulde lokalitet i Sverige siden yngre jernalder,
eller at Borre er beviset på at Norge er en selvstændig stat beboet af
nordmænd med norsk identitet (jævnfør Eriksen 1996).
Den ærlige arkæolog vil således forsøge at undgå flydende betegnere
som kulturarv i sin kommunikation med omverden, hvad enten det sker
gennem kronikker, interviews, udstillinger eller udpegningen af
bevaringsværdigt materiale. Et par konkrete eksempler kunne se sådan ud:
262

Museumsleder og -inspektør Merete Ipsen (2001) sagde om museerne
og disses genstandsmateriale at: ”Sikring af kulturarven sker ikke for
museernes skyld, men for at fremme samfundets og den enkelte borgers
forståelse af nationens og lokalsamfundets kulturelle udvikling.”
Hvad hvis Ipsen i stedet havde formuleret sin holdning således at
”Museerne ønsker at sikre kulturspor for at fremme samfundets og den
enkelte borgers forståelse af menneskets kulturelle forandring og variation”?
Jeg vil slutte af med et sidste forslag til en ændring af den
arkæologiske diskurs, som den har taget sig ud siden tiden omkring
årtusindskiftet. Steen Hvass beskrev situationen om at få samlet
forvaltningen af fortidsminder under et ministerium således: ”Danmarks
faste kulturarv udgør med sine fortidsminder i det åbne land eller skjult
under jorden, sine byer, landsbyer, kirker og bygninger en unik og umistelig
kilde til vores historie og fælles identitet. Det er en arv, der er skabt af vore
forfædre, og som vi forvalter og bygger videre på. Den fremtidige
udfordring består i at få anlagt helhedsbetragtninger i varetagelsen af denne
kulturarv” (Steen Hvass, citeret i Knippel 2001).
Hvad hvis denne fremtrædende embedsmand på kulturarvsområdet
havde udtalt: ”Fortidsminderne i det åbne land eller skjult under jorden, i
byer, landsbyer, kirker og bygninger er en unik kilde til at forstå menneskets
historie. Det er spor efter de mennesker, der har levet her før os, og vi må
forvalte disse spor med omtanke. Den fremtidige udfordring består i at få
anlagt helhedsbetragtninger i varetagelsen af disse kulturspor.”
Alternativ diskurs på ækvivalenskædens formel
En kort opsummering af ovenstående forslag til nye diskurser i den
senmoderne danske arkæologi kan illustreres ved et forsøg på at formulere
en ny ækvivalenskæde. Den kunne eksempelvis se sådan ud:
Arkæologiske spor som eksempelvis stolpehuller og
køkkenmøddinger er kildemateriale – kildematerialet kan tolkes af
arkæologer – forhistoriske emner kan bruges i en nutidig diskurs –
arkæologisk materiale kan bruges til at opretholde nationale myter –
arkæologisk materiale kan bruges til at udfordre national myter – arkæologi
giver indsigt i menneskeliv før og nu – arkæologisk materiale er
kildemateriale til at forstå menneskelig ageren.
263

Resumé (dk)
Udgangspunktet
Omkring årtusindskiftet fik begrebet 'kulturarv' en central rolle i en
kulturhistorisk bevaringskurs i Danmark. Før midten af 1990'erne optrådte
ordet sjældent, men omkring årtusindskiftet blev kulturarv et essentielt
begreb. Aviserne skrev, at 'vi må passe på vores kulturarv'. Politikere sagde,
at skolebørn bliver 'historieløse' og mister deres 'historiske identitet'. Nogle
af de arkæologiske fortidsminder blev udpeget som 'national
bevaringsværdig kulturarv'. Og Danmark fik en 'Kulturarvsstyrelse'. Ordet
kulturarv blev imidlertid ikke defineret nærmere. Ingen forklarede, hvem,
der har arvet kultur fra hvem og hvorfor. Der blev heller ikke sat ord på,
hvordan potteskår skaber historisk identitet.
Afhandlingen belyser disse spørgsmål. Det teoretiske og metodiske
afsæt for analyserne i afhandlingen er kritisk diskursanalyse, i forventningen
om, at netop denne indgangsvinkel kunne fremhæve, hvad det egentlig er, vi
snakker om, når vi siger 'vores kulturarv' og 'historisk identitet'.
Afhandlingen fokuserer på årtiet mellem 1996 og udgangen af 2005.
Et formål med afhandlingen er således at lede efter en forklaring på,
hvorfor begrebet kulturarv omkring årtusindskiftet blev et almindeligt
begreb, med et specifikt fokus begrebets betydning i arkæologien. Et andet
formål er, at vise hvad det er, vi forstår ved arkæologisk kulturarv. Et tredje
formål er at finde ud af, om der er sket en betydningsændring af kulturarv,
efter at det blev et dagligt anvendt begreb. Afhandlingen undersøger, om det
har haft indflydelse på værdien af det arkæologiske kildemateriale, at
begrebet kulturarv har erstattet de tidligere faglige og administrative
begreber. Afhandlingen vil diskutere, hvorvidt dansk arkæologi i det
senmoderne samfund kan kaldes et nationalfag. Afhandlingen bygger
således på en hypotese om, at såvel videnskaben arkæologi som det
materiale, den behandler, bliver brugt i en ideologisk kamp for at
genfortælle og opretholde forestillingen om nationalstaten som samfundets
bærende diskurs, blandt andet ved at italesætte en national, eller såkaldt
'historisk', identitet. Begrebet kulturarv spiller en væsentlig rolle i dette spil.
Det materiale, der analyseres i afhandlingen, er flere forskellige slags
'tekster' eller ’medier’, der hver især kan være med til at belyse, hvordan den
generelle diskurs omkring kulturarv er opstået og hvordan begrebet er blevet
264

tilskrevet betydning. Mit teoretiske og metodiske udgangspunkt er
diskursanalytisk, og når jeg anvender begrebet 'tekst' er det derfor i
betydningen 'et materiale, der kan analyseres diskursivt'. Mit materiale
omfatter både faglige 'tekster' (kulturarvsarealer og udstillinger), tekster der
interagerer med den politiske dagsorden (avisartikler) samt mere generelle
tekster, der handler om brugen af arkæologi i samfundet (for eksempel
radiointerviews med kulturhistorikere).
Kulturarv
Afhandlingen er bygget op efter følgende struktur:
Afhandlingen starter med en kort introduktion til begrebet kulturarv. Hvor
kommer begrebet fra? Hvornår bliver begrebet almindeligt i Danmark?
Hvad dækker begrebet over i dag? Her bliver det tydeligt, at begrebet
kulturarv hverken er et velkendt eller et veldefineret begreb. Introduktionen
viser, at begrebet kulturarv tilskrives betydning i det senmoderne samfund,
mere end kulturarv i betydningen historisk materiale rummer betydning i
sig selv. Introduktionen tydeliggør, at kulturarv er et begreb, der med
diskursteoretikerne Laclau og Mouffes ord kan kaldes en flydende betegner
– et begreb, der til stadighed er til forhandling, og hvis betydning formes af
såvel en faglig, en politisk og en almen folkelig brug.
Diskurs
Efter introduktionen til begrebet kulturarv følger et kapitel hvor det
metodiske, og dermed også det bærende teoretiske, fundament for hele
afhandlingen præsenteres: Kritisk diskursanalyse. Afsnittet holder fokus på
kritisk diskursteori som metode, og hovedinspiratorerne bag de anvendte
metoder er Norman Fariclough, Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, samt de
danske diskurspraktikere Dyrberg, Hansen og Torfing. Den proces,
forfatteren og materialet har været igennem for at sammensætte en
analysemetode, der var anvendelig på det udvalgte materiale, beskrives.
Afsnittet er med andre ord en introduktion til den metode, afhandlingens
analyser bygger på.
Krise
I kapitlet Krise analyseres en lang række danske avisartikler fra perioden
1996-2005 der indeholder begge ordene 'arkæologi' og 'kulturarv'. Først
beskrives forfatterens diskursanalytiske refleksion over det artikelmaterialet.
Derefter analyseres materialet år for år, og kapitlet afsluttes med en
diskussion af analysens udsagn. Analysen viser, hvordan ordet kulturarv
blev et løsen, der kunne skaffe politisk opmærksomhed og bedre finansielle
265

vilkår for dansk arkæologi. Pointen i analysen er, at det kunne lade sig gøre
fordi det nationale blev brugt til at betegne begrebet kulturarv. Analysen
viser også, hvordan kulturarv efter regeringsskiftet i 2001 blev anvendt som
knudepunkt i en nykonservativ, national diskurs. I denne diskurs
ækvivaleres kulturarv med historisk identitet, der igen kan sidestilles med
national identitet.
I den analyserede periode foregår der således en forhandling af
kulturarvsbegrebets betydning, der kommer til udtryk som ”ubemærkede,
subtile sprogspil, hvor mening dis- og reartikuleres” (Dyrberg, Hansen og
Torfing 2001b: 27). Kulturarv er således et begreb, hvis betydning konstant
forandres. Den valgte analyseperiode omfatter et tidsrum, hvor
kulturarvsbegrebet netop værditilskrives og forhandles i særlig intensiv
grad.
Bevaring
I kapitlet Bevaring analyseres et udvalg af nationalt bevaringsværdige
kulturarvsarealer. Til analysen er der valgt arealer fra et tværsnit af det
museale landskab øst-vest over Danmark. Formålet med denne analyse er at
undersøge, hvad fagfolk vælger er national bevaringsværdig kulturarv.
Analysen tydeliggør, at de udvalgte lokaliteter har en kraftig national bias.
Kapitlet afrundes med en diskussion af mulige konsekvenser ved denne
bevaringsdiskurs.
Monumenter
Kapitlet Monumenter rummer analyser af populær arkæologisk formidling
af udvalgte vikingetidslokaliteter med det formål at undersøge, hvorvidt
også denne diskurs er præget af arkæologiens iscenesættelse som
nationalfag. Først foretages en begrebsfokuseret sammenlignende analyse to
'udvidede udstillingskataloger' fra lokaliteterne Jelling og Lindholm Høje.
Analysen tydeliggør at Jelling betydningstilskrives som knudepunkt i en
dansk national diskurs, mens Lindholm Høje betydningstilskrives som
regionalt knudepunkt i en national kontekst.
Denne analyse efterfølges af en analyse af tre udstillingscentre, der
traditionelt har spillet en rolle som knudepunkter i nationale, delvist mytisk,
delvist arkæologisk baserede diskurser, nemlig Midgard historisk senter ved
Borre i Sydnorge, Gamla Uppsala museet i Østsverige, samt Kongernes
Jelling. Alle tre udstillinger er åbnet i år 2000. Formålet med analysen er at
undersøge, i hvilken grad og på hvilken måde lokaliteterne i dag indgår i en
national diskurs.
266

Analysen har tydeliggjort, at alle tre lokaliteter indgår i en fortsat
national diskurs, men at stedernes betydning forhandles og værdisættes på
vidt forskellige måder. Besøgscentret i Borre har hidtil været baseret på en
ikke-diskurs, hvor udstillerne har valgt at skrive den tidligere meget
eksplicitte nationale betydning ud af museets rolle, ved ikke at forholde sig
direkte til de arkæologiske fortidsminder. Denne diskurs reartikuleres nu,
hvor stedets ansatte planlægger en ny udstilling, hvis diskurs fremstiller
fortidens samfund som 'det fremmede', og dermed bliver i stand til at ændre
stedets traditionelle nationale betydning som knudepunkt for en opbygning
af et norsk 'vi'.
I Gamla Uppsala museum har udstillerne eksplicit på plancher i
udstillingen reflekteret over de konstante genforhandlinger af stedets
nationale betydning, der har fundet sted siden oldtiden. Udstillingen
fremstiller derfor at der ikke er én sandhed om Gamla Uppsala, men at
stedet har mange betydninger. Udstillingen lægger op til, at beskueren selv
former et billede af Gamla Uppsala ud fra et samspil mellem myter og
arkæologi, og dermed selv formulerer hvilken betydning stedet tilskrives i
den personlige identifikationsproces.
Kongernes Jelling fremstår som en modsætning til de to andre
udstillingscentre. I modsætning til centret i Borre, hvor den nationale
diskurs hidtil har ligget implicit i stedet, men ikke har været behandlet
eksplicit i udstillingen, fremstilles fortidsminderne i Jelling i en mere
eksplicit national diskurs. I modsætning til udstillingen i Gamla Uppsala
findes der imidlertid ingen faglig refleksion over forholdet mellem den
arkæologiske viden og den nationale fortælling. Frem for at fokusere på de
mange åbne spørgsmål, det arkæologiske materiale i Jelling stiller,
fremstiller udstillingsdiskursen tolkningen af Jelling som fakta. Den
arkæologiske fremstilling af Jelling støtter i sit emnevalg om om Jellings
traditionelle rolle som nodalpunkt i en national diskurs, hvor Jelling bruges
som symbol på et homogent, kristent Danmark, der har eksisteret næsten
uforandret gennem tusind år. Diskursen omkring Jelling legitimerer med
andre ord en national identitet baseret på ethnos.
Ikke desto mindre er alle tre udstillingcentre manifestationen af
(national) kulturarv, og de indgår alle tre som nodalpukter i formuleringen af
en historisk baseret national identitet. Eller med Faircloughs begreber man
kan konkludere, at diskursen omkring de tre analyserede udstillinger og
lokaliteterne, de indgår i, spiller en afgørende rolle i legitimeringen af 'det
nationale'. Analysen demonstrerer hvordan dagsorden i fokus (her: det
nationale som noget naturligt og oldgammelt) bliver tektligt konktrueret
som en uomtvistelig 'fact of life'.
267

Identitet
Analyserne viser samlet, at kulturarv i dansk sammenhæng tilskrives en
betydning som noget essentielt. I kapitlet Identitet bruges citater fra
henholdsvis en arkæologisk embedsmand og en museumsansat arkæolog til
at vise, at historisk identitet er det samme som national identitet. I
kulturarvsdiskursen optræder arkæologi altså som et nationalfag, i den
forstand at arkæologi genererer kulturarv, der danner grundlag for en fælles
artikulation af en historisk eller national identitet. I kapitlet bliver det
understreget, at danske arkæologer udøver banal nationalisme som det er
defineret i 1995 af Michael Billig.
Opsummering, diskussion og nye diskurser
Efter analysen opsummeres og diskuteres de forskellige analysers resultater.
På trods af at analyserne er udført på meget forskellige materialer, er de
bundet sammen af det fælles analytiske greb, som den kritiske
diskursanalyse er. Analyserne giver et samlet billede af, at det nationale
betegner begrebet kulturarv. Omvendt fungerer ordet kulturarv som et
knudepunkt i en national diskurs. Analyserne viser, at historisk identitet er et
andet ord for national identitet. Arkæologi er med andre ord stadig et
nationalfag, der definerer sit virke ud fra en national diskurs, og
implikationerne af dette diskuteres.
Den nationale diskurs indebærer i hvert fald tre problemer. De
arkæologiske spor under begrebet kulturarv opnår ikke den nødvendige
beskyttelse, fordi stolpehuller og flint ikke kan bruges til at opretholde en
national stolthed eller identifikation. Den aktuelle bevaringsdiskurs
ekskluderer de forhistoriske levn, der først og fremmest er arkæologisk
kildemateriale, og flytter fokus over på de arkæologiske symboler, der
bekræfter nationale værdier. Den senmoderne arkæologi i Damark bruges til
at opretholde forestillingen om en stabil, homogen national identitet, og
negligerer forandring som et menneskeligt livsvilkår. Ved hjælp af kritiske
diskursanalyse har det været muligt at påpege en problematisk diskurs, hvor
dansk arkæologi er med til at opretholde et skel mellem 'vi, de etnisk,
kristne danske' og 'de andre, ikke-kristne tilflyttere'. Afhandlingen rundes
derfor af med forslag til alternative arkæologiske diskurser.
268

Summary (eng.)
Cultural Heritage and the tales of historical identity.
A discourse analysis of archaeology in late-modernity.
Background
Around the turn of the millennium the term 'cultural heritage' became a
nodal point in the archeological discourse of preservation in Denmark. The
term ‘cultural heritage’ occurred just rarely prior to the 1990's. Starting
around 1998, the newspapers suddenly said that 'we must preserve our
cultural heritage'. Politicians announced that children 'lose their sense of
history' and 'their historical identity'. Some archaeological sites came to be
defined as 'national heritage'. Moreover, a Danish Department of Cultural
Heritage was established. Cultural heritage, however, was not defined more
specifically. No one tried to define, who were the heirs to this heritage, and
why. Nor did anyone explain how exactly pottery shards create historical
identity.
This thesis clarifies these questions. The theoretical and methodical
framework of analysis is based on Discourse Theory, in the hopes that this
particular point of view can identify the real discourse behind the phrases of
'our cultural heritage' and 'our historical identity'. The period in focus is
1996-2005.
One aim of the thesis is to persue an explanation for, why the term
'cultural heritage' became commonly used around the turn of the millenium,
focussing specifically on its meaning in the archaeological discourse.
Another aim is to show, what we understand by the term 'archaeological
cultural heritage'. A third aim is to investigate, whether there has been a
change in meaning of 'cultural heritage' since it has become an every-day
term in Denmark. The thesis investigates, whether it has influenced the
value of the archaeological record, that the term ‘cultural heritage’ has
replaced earlier vocational and administrative terminology. The thesis will
discuss whether Danish archaeology can still be seen as a nationalistic
discipline in late-modernity. The thesis then, builds on the hypothesis that
the science of archaeology, as well as the remains it examines, are both used
in an ideological effort to reinvent and uphold the notion of the national
state as the bearing discourse of society by implementing a national, or socalled
‘historic’, identity. The term ‘cultural heritage’ plays an important
269

ole in this endeavor.
The subject of analysis in this thesis constitutes a number of different
‘texts’ or ‘media’, that each contribute to the clarification of how the general
discourse of cultural heritage developed, and how meaning has been
ascribed to the term. My methodological 'tool' is Critical Discourse Analysis
and here the terminology ‘text’ refers to a subject matter that may be
analysed discursively. My material comprises ‘archaeological texts’ (areas
of land appointed as cultural heritage and exhibitions), texts that relate to
political affairs (newspaper articles) and texts of more general nature, about
the use of archaeology in society (i.e. radio interviews with cultural
historians).
The structure of the thesis is as follows:
Cultural heritage
The thesis sets out with a short introduction to the term ‘cultural heritage’.
Where does the term originate? When does its use become widespread in
Denmark? What does the term cover today? Here it becomes clear that the
term is neither well known nor well defined. 'Cultural heritage' is not to be
confused with material culture, rather 'cultural heritage' is ascribed meaning
in late-modernity. In the introduction it becomes clear, that cultural heritage
is a term, which in the words of discourse theorists Laclau and Mouffes,
may be described as a fluid phrase – a phrase, that is open for negotiation
and whose meaning is shaped by professional, political as well as common
use.
Discourse
Following the introduction is a chapter where the methodological, and
hereby also the bearing theoretical foundation of the thesis are introduced:
Critical discourse analysis. This chapter focuses on critical discourse theory
as a method, and the main inspiration behind the applied methods are
Norman Fariclough, Ernesto Laclau and Chantal Mouffe, along with the
Danish practitioners of discourse analysis Dyrberg, Hansen & Torfing. The
process, by which the author and the subject matter have passed in order to
compose a method of analysis suited for the subject, is described. In other
words, this chapter is an introduction to the method on which the analyses in
the thesis is build.
Crisis
In the chapter Crisis (Krise) a series of newspaper articles from the period
270

1996-2005, which comprise both the words 'archaeology' and 'cultural
heritage' are analysed. First, the author’s discourse analytical reflexions over
the articles are described. Then follows an analysis of the articles, year by
year, and the chapter closes with a discussion of the result of the analysis.
The analysis shows how the phrase ‘cultural heritage’ became a device for
political attention and improved financial circumstances for Danish
archaeology. The conclusion of the analysis is that this was possible because
nationalism came to describe the term 'cultural heritage'. The analysis also
shows how 'cultural heritage' was used as nodal point in a new conservative,
nationalistic discourse after the change in government in 2001. In this
discourse 'cultural heritage' is equivalent to historical identity, which again
can be compared to nation identity.
During the period of analysis a negotiation of the meaning of the term
'cultural heritage' takes place. This is expressed as “unnoticeable, subtle
plays on the language, where meaning is de- and rearticulated” (Dyrberg,
Hansen & Torfing 2001: 27, my translation from Danish). 'Cultural heritage'
then is a term, whose meaning is constantly changing. The chosen period of
analysis encompasses a period of time where the term ‘cultural heritage’ is
ascribed value and negotiated intensely.
Preservation
In the chapter Preservation (Bevaring) a series of 'national heritage areas'
with archaoelogical sites are analysed. Areas from an East-West cross
section of Denmark have been chosen for the analysis. The goal of this
analysis is to examine which criteria museum professionals use when
appointing cultural heritage to have a national preservation status. The
analysis shows that the chosen locales have a strong national bias. The
chapter is concluded with a discussion of possible consequences of this
preservation discourse.
Monuments
In the chapter Monuments (Monument) the popular archaeological
presentation of selected Viking Age sites is analysed with the intent to
examine, whether the exhibition discourse is also marked by the staging of
archaeology as a nationalistic discipline. The first part of the analysis is a
terminology focused comparison of two comprehensive exhibition
catalogues from the sites of Jelling and Lindholm Høje. The analysis reveals
that Jelling has the ascribed meaning of a nodule point in a Danish
nationalistic discourse, while Lindholm Høje has the ascribed meaning of a
regional nodule point in a national context.
271

This analysis is followed by another of three exhibitions that
traditionally have played a role as nodule points in nationalistic, partly
mythical, partly archaeologically founded discourses; Midgard historisk
senter near Borre in southern Norway, the Gamla Uppsala museum in
eastern Sweden and finally Kongernes Jelling. All three exhibitions opened
in 2000. The purpose of the analysis is to examine to which extent and in
what way these location are incorporated in the national discourse of today.
The analysis has shown that all three locations are incorporated in a
continued national discourse, but the meaning of the locales are negotiated
and valued differently. So far the exhibition in Borre has been based on a
non-discourse, where the curators have chosen to remove the earlier very
explicit nationalistic significance of the role of the museum, by not dealing
directly with the archaeological remains. This discourse is now being
rearticulated, with the planning of a new exhibit, whose discourse portray
the ancient society as representing 'the other' allowing for a transformation
of the traditional nationalistic denotation as nodal point for the development
of a Norwegian 'we'.
On placards at the museum of Gamla Uppsala, curators explicitly
reflect over the constant renegotiation of the nationalistic significance of the
site, that has taken place since ancient times. The exhibit claims that there is
no single truth about Gamla Uppsala but many. The exhibit invites the
visitor to form their own opinion of Gamla Uppsala based on the interaction
of myth and archaeology, and thereby devise for themselves, the
significance of the place in a personal process of identification.
Kongernes Jelling stands in opposition to the two other centres of
exhibition. Contrary to the centre in Borre, where the nationalistic discourse
so far has been implicit to the location, but not treated explicitly in the
exhibit, the monuments in Jelling are rendered in a much more explicit
nationalistic discourse. And contrary to the exhibit in Gamla Uppsala, there
is no reflection over the relationship between the archaeological record and
the national story. In stead of focusing on the many open questions posed by
the archaeological findings, the discourse of the exhibit depicts the
interpretation of Jelling as facts. The archaeological representation of Jelling
support by choice of subject matter, the traditional role of Jelling as a nodal
point in a nationalistic discourse, where Jelling is utilised as a symbol of a
homogenous, Christian Denmark, that has existed almost unchanged for a
thousand years. In other words, the discourse round Jelling legitimises a
national identity defined by the principle of jus sanguinis.
Nonetheless, all three exhibitions are manifestations of (national)
'cultural heritage' and all three do they constitute nodal points in the
articulation of a historically based national identity. Or in the terms of
272

Fairclough, it may be concluded, that the discourse surrounding the three
subjects of the analysis and the locations they are part of, play a defining
role in the legitimating of the nation. The analysis demonstrates how the
agenda in focus (here: the nationalistic as something natural and ancient)
becomes textually constructed as indisputable 'fact of life.'
Identity
Taken together, the analyses show, that cultural heritage in a Danish context
is ascribed significance as something essential. In the chapter Identity
citations from both an archaeological employee of the state and an
archaeologist museum curator are used to illustrate that historical identity is
the same as national identity. In the discourse of cultural heritage,
archaeology then takes on the role as a nationalistic discipline, in the sense
that archaeology generates cultural heritage, which is the foundation of a
shared articulation of a historical or national identity. In this chapter it is
stressed that Danish archaeologists practice banal nationalism as it was
defined in 1995 by Michael Billig.
Summery, discussion and new discourses
After the analyses, the results are summarised and discussed. In spite
of the fact that the analyses were conducted on very different subject
matters, they are all tied together by the shared analytical tool, the Critical
Discourse Analysis. The analyses offer the coherent picture that the term
cultural heritage in Denmark is used mainly in its essential meaning, and
therefore can be described as nationalism. On the other hand, the term
cultural heritage functions as a nodule point in a nationalistic discourse. The
analyses show that historical identity is just another word for national
identity. Archaeology then, is still a nationalistic discipline which defines its
vocation based on a nationalistic discourse. The implications of this
discovery are discussed.
The nationalistic discourse comprises at least three problems. The
archaeological remains covered by the term cultural heritage do not receive
the necessary protection, because post holes and pieces of flint are
unsuitable in sustaining national pride or identification. The ongoing
discourse on preservation change the role of prehistoric remains. These are
not measured by their scientific value, but by their value as symbols for the
nation. Danish archaeology in late modernity is utilised to uphold a notion
of stable, singular national identities, which takes away focus from change
as a human constituent of life. By means of critical discourse analysis is has
been possible to point out a problematic discourse, where Danish
archaeology contributes to uphold a divide between 'we, the ethnic,
273

Christian Danes' and 'the others, non-Christian immigrants'. Therefore, the
thesis is rounded of with some suggestions for alternative archaeological
discourses.
274

Tak (!)
Tak til mine vejledere, Helle Juel Jensen, Thijs Maarleveld og Lisanne
Wilken, ikke mindst for jeres beredvillige indsats i slutspurten. Også tak til
Marie Louise Stig Sørensen, der fulgte projektet som vejleder fra starten
frem til mit ophold ved Syddansk Universitet.
Tak til min uofficielle men helt uundværlige, helt personlige vejleder og
coach Claus Kjeld Jensen.
Tak til Syddansk Universitet Esbjerg, og specielt til afdelingen for Maritime
Archaeology og Institut for Historie og Civilisation for Jeres gæstfrihed
under mit ophold ved en anden uddannelsesinstitution. Særlig tak til mine
nærmeste kolleger på gangen, uanset afdeling og institut.
Tak til Aarhus Universitet for at have støttet min forskning med et phdstipendium.
Tak til alle på Moesgård for at jeg føler mig hjemme hver gang
jeg er på 'gården'.
Tak til Elisabeth Munksgård Fonden for at have støttet min studierejse til
Borre, Gamla Uppsala, Birka og Stockholm med 10.000 kroner.
Tak til Tine Lorange for en elegant oversættelse af mit resume til engelsk,
og for at redde mig fra mavesår på målstregen.
Tak til Terje Gansum og Torunn Zachrisson for velvilligt at stille endnu ikke
offentliggjort materiale omkring den kommende udstilling på Midgard
historisk sentrum til rådighed for mine analyser.
Tak til Kulturarvsstyrelsen for adgang til database fra DKC.
275

Kilder
Adriansen, Inge 2003. Nationale symboler i det danske rige 1830-
2000. København. Etnologiske Studier, Museum Tusculanums Forlag, Bind
1.
Ancient monuments board. Se http://www.historicscotland.gov.uk/ancient_monuments_and_archaeological_areas_act_1979.p
df
Andersen, Harald 1995. The Graves of the Jelling Dynasty. Acta
Archaeologica (66) 1996: 281-300.
Andersen, H. Hellmuth 1986. Hedenske danske kongegrave og deres
historiske baggrund – et forsøg på en syntese. Kuml 1985. Aarhus
University Press: 11-34.
Andersen, H. Hellmuth 1987. Vorschristliche Königsgräber in
Dänemark und ihre Hintergründe – Versuch einer Synthese. Germania
(65)1987: 159-173.
Andersen, H. Hellmuth 1991. Svend Estridsens bidrag til 900-tallets
historie / Die Beiträge Svend Estridsens zur Geschicte des 10. Jahrhunderts.
Mette Iversen, Ulf Näsman and Jens Vellev (red.)1991. Mammen. Grav,
kunst og samfund i vikingetid. Viborg Stiftsmuseums række (1). Jysk
Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Aarhus University Press: 329-333.
Andersen, Marianne Krogh 2003. Mug i nationalarven, lang artikel,
Weekendavisen 14.02.2003
Andersen, Niels Åkerstrøm 1999. Diskursive analysestrategier.
Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann. Nyt fra Samfundsvidenskaberne,
Insitut for Organisation og Arbejdssociologi. Købehavn.
Andersen, Vilhelm 1912. Knud Sjællandsfars Tide-Bog. II. Hellig og
Søgn, 294.
Anderson, B. 1983. Imagined Communities. Reflections on the Origin
and Spread of Nationalism. London: Verso.
Aronsson, Peter 2005. Brugen af historien. Forelæsning på kurset
Kulturinstitutioner, forskning og samfund. Bibliotekshøjskolen, København
oktober 2005.
276

Aronsson, Peter 2008. Historia och platskonstruktion - historikernas
roll på den globala kulturmarknaden . Knut Sprauten (red.). Sted, tilhørighet
og historisk forskning lokalhistoriens form og funksjon i det 21. århundre.
Oslo. Norsk lokalhistorisk institutt.
Aronsson, Peter (red.) 2009 (i tryk). Platser för en bättre värld.
Auschwitz, Ruhr
och röda stugor. Lund. Nordic Academic Press.
Asingh, Pauline 2001. Højfolkenes Jammersminder. Jørgensen, Anne
Nørgård og Pind, John (eds.) 2001. Før landskabets erindring slukkes.
Status og fremtid for dansk arkæologi. København, Rigsantikvaren og Det
Arkæologiske Nævn.
Barslund, Hanne 2002. Forord, i: Naser Khader, Bent Melchior &
Hanne Barslund 2003: Modsætninger mødes. Naser khader og Bent
Melchior. Fortalt til Hanne Barslund. Forlaget Forum, København.
Bech, Jens 2003. Fra fortidsminder til kulturmiljø: hvad Alstrup Krat
og Hohøj gemte. Copenhagen: Kulturarvsstyrelsen and Skov- og
Naturstyrelsen.
Bencard, M. 1990. The Stratigraphy and Dating of 8th Century Ribe.
Journal of Danish Archaeology 7, 1988 (1990).
Billig, Michael 1995. Banal Nationalism. London, Sage Publications.
Bjerrum, Mette Kirstine 2003. Kulturspor i landskabet. Arv eller
miljø? Speciale indlevet ved Forhistorisk Arkæologi, Aarhus Universitet.
Bjerrum Jensen, Mette 2003b. Udpegning af kulturarvsarealer.
Arkæologisk Forum 9/2003, 16-20.
Bjerrum Jensen, Mette 2005. Hvad skal bevares? - flere spørgsmål til
kulturarvsarealerne. Arkæologisk Forum 12/2005.
Bjerrum Jensen, Mette 2009. Royal Jelling: Danish National Heritage
Reinvented. Pruitt, Tera C. and Yates, Donna (eds.): Invention and
Reinvention. Perceptions and Archaeological Practice. Archaeological
Review from Cambridge vol. 24.1 April 2009.
Bohman, Stefan 1997. Historia, museer och nationalism. Stockholm:
Carlssons förlag.
277

Bornholms Forskningscenter 2001. Kulturarv. Du er guiden!
Bundsgaard, Jeppe 2005. Bidrag til danskfagets it-didaktik. Med
særligt henblik på kommunikative kompetencer og på metodiske
forandringer af undervisningen. Version 2: Den dynamiske.
http://www.did2.bundsgaard.net/top/index.php. Ph.d.-afhandling Danmarks
Pædagogiske Universitet.
Böss, Michael 1998. Historievidenskab og politisk kultur i Irland: Den
republikanske arv i: (red: Nina Koefoed og Søren T. Pedersen) Historie
Faget – et udsyn. Den Jyske Historiker, s. 34-52.
Chouliaraki, Lilie and Fairclough, Norman 1999. Discourse in late
modernity: rethinking critical discourse analysis. Edinburgh University
Press.
Christensen, Lars K. 2004. Ind i fabrikken, i: Caspar Jørgensen og
Vibe Ødegaard (red): Museernes arbejde med Industrisamfundets Kulturarv.
Arbejdsrapport fra seminar den 28. august 2003 på Nationalmuseet.
Udgivet af Kulturarvsstyrelsen, København, s. 59-64.
Christensen, Peter Mohr and Steen Wulff Andersen 2008. Kongeligt?
SKALK 2008 (1): 3-10.
Christensen, Tom 1991. Lejre Beyond Legend – The Archaeological
Evidence. Journal of Danish Archaeology (10) 1991: 163-185.
Christensen, Tom 1997: Hallen i Lejre. J. Callmer and E. Rosengren
(red.) “Gick Grendel att söka det höga huset.” Arkeologiska källor till
aristokratiska miljöer i Skandinavien under yngre Järnålder. Halmstad.
Christiansen, Folmer 1999. Jelling. Bebyggelse fra jernalder og
vikingetid. Kuml 1999. Aarhus University Press:181-226. Including English
summary: Jelling. Settlements from the Iron Age and the Viking Age.
Cobb, Richard 1983. French and Germans, Germans and French.
Hanover, NH.
Dahlberg, Rasmus og Hvass, Lone 2007. Danmarks historie. Fra
gravhøj til globalisering. Samvirke bøger / Det Historiske Hus Aps.
Dansk Folkeparti 2009. Dansk Folkepartis hjemmeside.
http://www.danskfolkeparti.dk/Vores_grundlag_.asp. 21.03.2009.
Díaz-Andreau, Margarita and Champion, Timothy 1996. Nationalism
278

and archaeology in Europe: an introduction. Díaz-Andreau, Margarita and
Champion, Timothy (eds.) Nationalism and archaeology in Europe, London,
UCL Press.
DR nyheder 2006. Hele Danmarks kulturarv er kortlagt. 06.04.2006 /
www.dr.dk
Dyrberg, Torben Bech 2001. Racisme som en nationalistisk og
populistisk reaktion på elitedemokrati. Dyrberg, Torben Bech, Hansen,
Allan Dreyer og Torfing, Jacob (red.). Diskursteorien på arbejde. Roskilde
Universitetsforlag, 221-245.
Dyrberg, Torben Bech, Hansen, Allan Dreyer og Torfing, Jacob (red.)
2001a: Diskursteorien på arbejde. Roskilde Universitetsforlag.
Dyrberg, Torben Bech, Hansen, Allan Dreyer og Torfing, Jacob
2001b. Diskursteorien på arbejde. Dyrberg, Torben Bech, Hansen, Allan
Dreyer og Torfing, Jacob (red.): Diskursteorien på arbejde. Roskilde
Universitetsforlag, 7-18.
Dyrberg, Torben Bech, Hansen, Allan Dreyer og Torfing, Jacob 2001c.
Metodiske reflektioner, Dyrberg, Torben Bech, Hansen, Allan Dreyer og
Torfing, Jacob (red.): Diskursteorien på arbejde. Roskilde
Universitetsforlag, 319-338.
Egholm, Liv og Wul, Lene 2001. A. D. Jørgensens
Fædrelandsfortællinger – en mikrohistorisk analyse, i: Claus Møller
Jørgensen & Carsten Tage Nielsen (red.): Historisk analyse – nye teorier og
metoder. Roskilde Universitetsforla, s. 19-56.
Ejlskov, Jeppe Wolff 2006. Spor i vandet - en diskursanalyse af
begrebsbruget i gymnasiereformen. Masterafhandling, Master i
Gymnasiepædagogik, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier,
Syddansk Universitet.
http://www.sdu.dk/~/media/269FB45EF93F49698E6D84BF9F6A3715.ashx
Ejstrud, Bo og Jensen, Claus Kjeld 2000: Vendehøj. Gravplads og
Landsby. Århus. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 35.
Engelhardt, J. 1881. Jernalderens Gravskikke i Jylland. Aarbøger for
nordisk Oldkyndighed og Historie.
Fairclough, Norman 1999 (1992). Discourse and Social Change.
Cambridge, Polity Press.
279

Fairclough, Norman 2000: New Labour, new language? London,
Routledge.
Fairclough, Norman 2002. Critical discourse analysis as a method in
social scientific research, i: Ruth Wodak (ed.): Methods of Critical
Discourse Analysis. Sage Publications, London, 121-138.
Fairclough, Norman and Ruth Wodak 1995 (1997). Critical discourse
analysis. London, Sage.
Feldbæk, Ole 2007. Gyldendals bog om Danmarks historie.
Gyldendal.
Fentz, Mytte & Anne Nørgård. Tekstiler og dragter, i: Lindholm Høje.
Gravplads og Landsby. Aalborgbogen 1994. Selskabet for Aalborgs Historie
og Aalborg Historiske Museum, pp. 65-79.
Fisher, Edward F. 1993. The West in the Future: Cultural Hegemony
and the Politics of Identity. American Anthropologist, New Series, Vol. 95
no. 4 (Dec., 1993), s. 1000-1002.
Frantzen, Ole L., Jespersen, Knud J.V., Jensen, Kurt Villads, Lind,
Gunner, Clemmesen, Michael H. og Friis, Thomas Wegener 2008:
Danmarks Krigshistorie.Bind I og II. Gad.
Friedman, Jonathan 1992. The Past in the Future: History and the
Politics of Identity. American Anthropologist, New Series, Vol. 94 no. 4
(Dec., 1992), s. 837-859.
Gamla Uppsala museum. Website:
http://www.raa.se/cms/extern/se_och_besoka/gamla_uppsala.html
Gansum, Terje og Kobro, Ueland Lars 2005. The history that
disappeared. Viking Heritage magazine 1/2005.
Gansum, Terje 2009. mailkorrespondance dateret 27. januar 2009.
Bilag 4.
Gemzell, Carl-Axel 2002. Hvem ejer historien? Tekst & teser.
Arbejdspapirer fra Institut for Historie, Kbh., vol. 6/7, s. 1-15.
Gjerløff, Anne Katrine 1999a. ”I oplukte Høje, med spejdende Øje”.
1700-tallets oldtidsforskning og nationale brug af fortiden. 1066. Tidsskrift
for historie. 26:3, 3-13.
280

Gjerløff, Anne Katrine 1999b. Løgn og Levn – arkæologi og det
historiske kildebegreb. Arkæologisk Forum nr. 1, 1999, s. 2-8.
Gjerløff, Anne Katrine 2001. Fup eller fakta? Arkæologi og
pseudovidenskab. Arkæologisk Forum nr. 5, 2001, s. 2-7.
Gräslund, Anne-Sofie 1996. Arkæologin och kristnandet. Nielsson,
Bertil (red.). Kristnandet i Sverige – Gamla källor och nya perspektiv.
Uppsala.
Hagerman, Maja 2006. Det rena landet. Om konsten att uppfinna sina
förfäder. Stockholm, Prisma.
Halewood, Chris & Hannam, Kevin. Viking heritage tourism:
Authenticity and Commodification. Annals of Tourism Research Vol. 28:3,
565-580.
Hansen, Ole Thirup Katsholm 2005: Anmeldelse af Uta Halle: ”Die
Externsteine sind bis auf weiteres geermanisch!”. Prähistorische
Archäeologie im Dritten Reich. Sonderveröffentlichngen des
Naturwissenschaftlichen und Historischen Vereins für das Land Lippe, Band
68. Bielefeld 2002. Kuml 2005, 317-319.
Hatt, Henrik 2002. Anmeldelse af Palle Ove Christiansen 2000:
Kulturhistorie som opposition – træk af forskellige fagtraditioner. Kuml
2002, s. 305-307.
Hedeager, Lotte 1990. Danmarks Jernalder. Mellem stamme og stat.
Århus. Aarhus Universitetsforlag.
Holtorf, Cornelius 2005. From Stonehenge to Las Vegas. Archaeology
as Popular Culture. Rowman Altamira.
Holtorf, Cornelius 2007. Archaeology is a Brand! The meaning of
archaeology in contemporary popular culture. Oxford. Archaeopress.
Holtorf, Cornelius 2008. Popular story-telling and the politics of
archaeology. Indlæg på heldagsseminariet Politisk arkæologi og
arkæologisk politik. Københavns Universitet, Saxoinstituttet, 31.10.2008.
Hobsbawm, Eric 1983. Introduction: Inventing Traditions.
Hobsbawm, Eric and Ranger, Terence (eds.) The Invention of Tradition.
Cambridge, Cambridge University Press, 1-14.
Hvass, Steen 2000: De kongelige monumenter i Jelling: deres
281

historie, forvaltning og formidling. Århus, Phønix-Trykkeriet A/S.
Hvass, Steen 2001. Forord. Nationalmuseets Arbejdsmark 2001.
Hvass, Steen 2002. Forord. Kulturministeriet. Rapport fra det
tværministerielle udvalg om den statslige politik for den faste kulturarv.
København. Kulturministeriet september 2002.
Hvass, Steen 2004. Præsentation af satsningsområdet
industrisamfundets kulturarv. Jørgensen, Caspar og Ødegaard, Vibe (red).
Museernes arbejde med Industrisamfundets Kulturarv. Arbejdsrapport fra
seminar den 28. august 2003 på Nationalmuseet. København,
Kulturarvsstyrelsen, 9-13.
Hvass, Steen og Det Arkæologiske Nævn (red) 2000. Vor skjulte
kulturarv. Arkæologien under overfladen. Festskrift til Hendes Majestæt
Dronning Margrethe II, 16. april 2000. København. Det Kongelige Nordiske
Oldskriftselskab og Jysk Arkæologisk Selskab.
Hyldtoft, Ole 2004. Økonomisk historie og industrisamfundets
kulturarv, i: Caspar Jørgensen og Vibe Ødegaard (red): Museernes arbejde
med Industrisamfundets Kulturarv. Arbejdsrapport fra seminar den 28.
august 2003 på Nationalmuseet. Udgivet af Kulturarvsstyrelsen,
København, s. 25-30.
Hylland Eriksen, Thomas 1996. Kampen om fortiden. Et essay om
myter, identitet og politikk. Oslo. Aschehoug.
Højrup, Thomas 2004. Etnologien og Industrisamfundets kulturarv.
Jørgensen, Caspar og Ødegaard, Vibe (red). Museernes arbejde med
Industrisamfundets Kulturarv. Arbejdsrapport fra seminar den 28. august
2003 på Nationalmuseet. København, Kulturarvsstyrelsen, 13-24.
Høringsutkast 2007. Helhetsplan for Borreparken 2007-2015.
Høringsutkast 15 oktober 2007, korrigert 14. februar 2008.
http://www.midgardsenteret.no/~/media/B3BB7D80E8FE48BD96F2E4C09
5A582A8.ashx, 05.04.2009.
Iversen, Mette, Ulf Näsman and Jens Vellev (red.)1991. Mammen.
Grav, kunst og samfund i vikingetid. Viborg Stiftsmuseums række (1). Jysk
Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Aarhus University Press.
Iversen, Mette and Ulf Näsman 1991. Mammengravens indhold.
Mette Iversen , Ulf Näsman and Jens Vellev (red.)1991. Mammen. Grav,
kunst og samfund i vikingetid. Viborg Stiftsmuseums række (1). Jysk
282

Arkæologisk Selskabs Skrifter XXVIII. Aarhus University Press: 45-66.
Jensen, Bernard Eric 2004. Noter fra et seminar om Kulturarv,
Værket, Randers, 2004, arrangeret af Kulturhistorisk Museum Randers.
Gad.
Jensen, Bernard Eric 2008. Kulturarv. Et identitetspolitisk konfliktfelt.
Jensen, Claus Kjeld 2005. Refleksiv feltarkæologi. Postprocessuel
arkæologi i praksis. Arkæologisk Forum 12, 21-24.
Jensen, Jørgen 2001. Danmarks Oldtid bind 1. Stenalderen. 13.000 -
2000 f.Kr. København, Gyldendal.
Jensen, Jørgen 2002. Danmarks Oldtid bind 2. Bronzealderen. 2000 -
500 f.Kr. København, Gyldendal.
Jensen, Jørgen 2003. Danmarks Oldtid bind 3. Ældre jernalder. 500
f.Kr. - 400 e.Kr. København, Gyldendal.
Jensen, Jørgen 2004. Danmarks Oldtid bind 4. Yngre jernalder og
vikingetid 400 - 1050 e.Kr. København, Gyldendal.
Jespersen, Knud J. V. 2008: Historien om danskerne: 1500-2007.
Gyldendal.
Johansen, Erik 1994. Lindholm Høje og Limfjorden i: Lindholm Høje.
Gravplads og Landsby. Aalborgbogen 1994. Selskabet for Aalborgs Historie
og Aalborg Historiske Museum, 17-27.
Johansen, Erik og Anette Lerche Trolle 1994. Lindholm Høje.
Gravplads og Landsby. Aalborgbogen 1994. Selskabet for Aalborgs Historie
og Aalborg Historiske Museum.
Johnson, G.R. 1987: In the name of the fatherland: an analysis of kin
term usage in patriotic speech and litterature, Internationl Political Science
Review, 8, 165-74.
Jørgensen, Anne Nørgård 2004. Kulturarvsarealer - hvordan og
hvorfor. Arkæologisk Forum 11/2004.
Jørgensen, Anne Nørgård og Pind, John (eds.) 2001. Før landskabets
erindring slukkes. Status og fremtid for dansk arkæologi. København,
Rigsantikvaren og Det Arkæologiske Nævn.
283

Jørgensen, Caspar 2004. Introduktion, i: Caspar Jørgensen og Vibe
Ødegaard (red): Museernes arbejde med Industrisamfundets Kulturarv.
Arbejdsrapport fra seminar den 28. august 2003 på Nationalmuseet. Udgivet
af Kulturarvsstyrelsen, København.
Jørgensen, Claus Møller 2001. Kildebegreb, tekst, kontekst.
Jørgensen, Claus Møller og Nielsen, Carsten Tage (red.). Historisk analyse –
nye teorier og metoder. Roskilde Universitetsforlag, 57-94.
Kastrup, Mads 2008. Kulturkamp: Jeg er jo selv vokset op i den kamp.
Interview: Anders Fogh Rasmussen. Berlingske Tidende. 15.06.2008.
Kobro, Lars Ueland 2007. En ny vikingtid i Vestfold? Vikingavisa
2007. Vikinger i Vestfold, 3.
Kongernes Jelling 2008. Webside:
http://www.kongernesjelling.dk/information_enestaaende_jelling_ENG.htm.
13 May 2008.
Korsgaard, Ove 2004. Kampen om folket: et dannelsesperspektiv på
dansk historie gennem 500 år. Gyldendal, Copenhagen.
Krag, Claus 1991. Ynglingatal og Ynglingesaga. En studie i historiske
kilder. Oslo, Universitetsforlaget.
Krarup, Per, Holmboe, Haakon og Gierow, Krister 1961. Vor
kulturarv I-VI. Forlaget for Faglitteratur, København.
Krasnik, Martin 2008. Radiointerview med Martin Krasnik om Min
amerikanske drøm. Danmarks Radio P1, 09.12.2008.
Krogh, Knud J. 1983. The Royal Viking-Age Monuments at Jelling in
the Light of recent archaeological Excavations: A preliminary Report. Acta
Archaeologica 53, 1982: 183-216. Copenhagen.
Krogh, Knud J. 1993. Gåden om Kong Gorms Grav: Historien om
Nordhøjen i Jelling. Vikingekongernes monumenter i Jelling bind 1.
Carlsbergfondet og Nationalmuseet. Copenhagen: Poul Kristensens Forlag.
Krogh, Knud J. and Bodil Leth-Larsen 2007. Hedensk og Kristent.
Fundene fra den kongelige gravhøj i Jelling. Vikingekongernes monumenter
i Jelling bind 2. Carlsbergfondet og Nationalmuseet. Copenhagen.
Kulturarv 2005. Kulturarv. En undervisningsavis fra Politiken og
Gyldendal.
284

Kulturarvsstyrelsen 2002: Skrivelse A 221/02 vedrørerende
Kulturarvsarealer i Danmark.
Kulturarvsstyrelsen 2003-2004. Kulturarvsarealer i Danmark.
Information og vejledning.
Kulturministeriet 2002. Rapport fra det tværministerielle udvalg om
den statslige politik for den faste kulturarv. Kulturministeriet september
2002, København.
Kulturarvsstyrelsens hjemmeside: http://www.kulturarv.dk/
Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal 1985: Hegemony & Socialist
Strategy. Verso, London.
Laclau, Ernesto og Mouffe, Chantal 2002. Det radikale demokrati –
diskursteoriens politiske perspektiv. Roskilde Universitetsforlag.
Lammers, Karl Christian 1998. Historieforskningen som
legitimationsvidenskab? Tyske historikere i diskussion om historiefagets
etik og forhold til politik, i Koefoed, Nina og Pedersen, Søren T. (red.)
Historie Faget – et udsyn. Den Jyske Historiker, s. 18-23.
Larsen, Anne Trine 2001. Kulturarven. I Jørgensen, Claus Møller &
Nielsen, Carsten Tage (red.) Historisk analyse – nye teorier og metoder.
Roskilde Universitetsforlag, s. 95-122.
Lauring, Palle 2004: Palle Laurings Danmarks historie. Aschehough.
Linde-Laursen, Anders 1999. Solvang. Et stykke Danmark i
Californien? Stoklund, Bjarne (red.): Kulturens nationalisering. Et
etnologisk perspektiv på det nationale. Museum Tusculanums Forlag,
Københavns Universitet, s. 213-234.
Lippestad, Annette 2006. Teorier om gravfunn på Borre.
Gjengangeren.no., 22.11.2006
http://www.gjengangeren.no/apps/pbcs.dll/article?AID=2006111220196 5.
april 2009).
Ljungkvist, John 2000. Den förhistoriska bebyggelsen I Gamla
Uppsala. Preliminära tolkningar och omtolkningar av bebyggelseutveckling
och organisation. Fornvännen 95(2000): 145-163.
Locke, Terry 2004. Critical Discourse Analysis. New York, London.
285

Continuum.
Lowenthal, David 1985. The past is a foreign country. Cambridge.
Cambridge University Press.
Lowenthal, David 1996 (1997). The Heritage Crusade and the Spoils
of History. Cambridge, Cambridge University Press.
Lowenthal, David 1998. Fabricating Heritage. History & Memory vol.
10:1.
Luke, Timothy W. 2002: Museum Politics: Power play at the
Exhibition, Minneapolis, University of Minnesota Press.
Maarleveld, Thijs J. 2007: The 2001 UNESCO-Convention on the
Protection of the Underwater Cultural Heritage: Origin and Consequences,
i: Morten Hahn-Pedersen (red): Havets Kulturarv. De nordiske maritime
museers arbejdsmøde i Thorshavn. August 2006. Fiskeri- og Søfartsmuseets
Studieserie nr. 24, s. 9-33.
Madelund, Birgitte 2004. Erindringens materialisering. Den
amerikanske kollektive erindring og the Vietnam Veterans Memorial.
Historiefagets teoretiske udfordring. University of Southern Denmark
Studies in History and Social Sciences vol. 285. Odense: Syddansk
Universitetsforlag.
Madsen, Torsten 2003. At gøre arkæologi. Refleksioner over
udgravningen som videnskabelig praksis. Arkæologisk Forum 8, 12-20.
Mahler, Ditlev L. og Paludan-Müller, Carsten og Hansen, Steffen S.
1983. Om arkæologi. Forskning, formidling, forvaltning – for hvem?
København. Hans Rietzels Forlag.
Matunga, Hirini 1994. Waahi tapu: Maori sacred sites, in: D.L.
Carmichael, J. Hubert, B. Reeves & A. Schanche (eds): Sacred Sites, Sacred
Places. One World Archaeology 23. Routledge, London and New York.
McGuire, Brian Patrick 2008. Da himmelen kom nærmere:
fortællinger om Danmarks kristning 700-1300. Copenhagen: Alfa.
Message, Kylie 2006: New museums and the making of culture. New
York, Berg.
Midgard historisk senter: Webside: http://www.midgardsenteret.no/
286

Midgardsenteret. 2009: http://www.midgardsenteret.no/SkoleUndervisning/
Om%20Midgard.aspx. 05.04.2009.
Mikkelsen, Brian 2005. Bedre adgang til kulturarven. Berlingske
Tidende 28.02.2005.
Mikkelsen, Kirsten Pruzan 2001: Kulturarven styrkes. Berlingske
Tidende 01.02.2001
Mjærum, Axel 2008. Vår mangfoldige forhistorie. Petersson, Bodil og
Skoglund, Peter (red.) 2007. Arkeologi och identitet. Acta Archaeologica
Lundensia Series in 8 No 53. Lund. Institutionen för arkeologi och antikens
historia.
MoMA 2009: www.moma.org/about_moma/history (13.01.2009) samt
www.moma.org/about_moma/newmoma.html (13.01.2009).
Mortensen, Peder & Rasmussen, Birgit M. 1988-1991 Fra stamme til
stat i Danmark. Bd. 1 og 2. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 22. Århus.
Aarhus Universitetsforlag.
Müller-Wille, Michael 1996. The political Misuse of Scandinavian
Prehistory in the years 1933-1945. Roesdahl, Else and Sørensen, Preben
Meulengracht (eds.) The waking of Angantyr : the Scandinavian past in
European culture: Den nordiske fortid i europæisk kultur. Acta Jutlandica
LXXXI:1 Humanity Series 70.
Myhre, Lise Nordenborg 1994. Arkeologi og politikk. En arkeopolitisk
analyse av faghistoria i tida 1900-1960. Avhandling for
magistergrad i nordisk arkeologi. Varia 26, Oslo.
Myhre, Lise Nordenborg 1995. Fortida som propaganda. Arkeologi og
nazisme – en faglig okkupation. Frá haug ok heini 1/1995, 13-20.
Myhre, Bjørn 2003: Borregravfeltet som historisk arena. Viking 2003.
Norsk Arkeologisk Selskap, Oslo, 49-77.
Myhre, Bjørn og Gansum, Terje 2003. Skipshaugen 900 e.Kr..
Borrefunnet 1852/2002. Midgard, Horten.
Namer, Ditte 2008: National identitet og religion på museum, i:
Danske Museer 1, 2008, s. 12-14.
Nielsen, Karen Højlund 1994: Lindholm Høje gravpladsen, i:
Lindholm Høje. Gravplads og Landsby. Aalborgbogen 1994. Selskabet for
287

Aalborgs Historie og Aalborg Historiske Museum, 27-39.
Nordahl 2001: Båtgravar i Gamla Uppsala. Spår av en vikingatida
högreståndsmiljö. Aun 29. Uppsala, The Department of Archaeology and
Ancient History, Uppsala University.
NRK 2008:
http://www.nrk.no/nyheter/distrikt/ostafjells/vestfold/1.4221149
(19.01.2009).
Näsman, Ulf 2006. Danerne og det danske kongeriges opkomst. Om
forskningsprogrammet ”Fra Stamme til Stat i Danmark”. Kuml 2006.
Aarhus University Press: 205-241.
Olesen, Martin Borring 2000. Trelleborg eller ej? – om den skånske
trelleborgs tilknytning til de danske ringborge. Kuml 2000. Aarhus
University Press: 91-111.
Olsen, Bjørnar 1991. Kjelmøyfunnenes (virknings)historie og
arkeologi. Viking 54, 65-85.
Olsen, Olaf 1988 (2002): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie.
Bind I-XVII. Gyldendal og Politiken.
Ordbog over det danske sprog. Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab. www.ordnet.dk
Pedersen, Anette 2002. Arkæologiens udstillingsvindue. Hvilket
billede skabes af forhistorien i eksisterende udstillinger, og i hvilken grad er
der overensstemmelse mellem den museale formidlings værdigrundlag og
værdigrundlaget i samfundet for øvrigt. Kandidatspeciale bedømt ved
Forhistorisk Arkæologi, Aarhus Universitet 2002.
14.
Pedersen, Anette 2006. Gud, konge og fædreland. Arkæologisk Forum
Pedersen, Anne 1994. Landsbyerne på Lindholm Høje, i: Lindholm
Høje. Gravplads og Landsby. Aalborgbogen 1994. Selskabet for Aalborgs
Historie og Aalborg Historiske Museum, 39-53.
Pedersen, Lars Schreiber 2005. Dansk arkæologi i hagekorsets skygge
1933-1945. Kuml 2005, 145-186.
Petersson, Håkan 2005. Nationalstaten och arkeologin. 100 år av
288

neolitisk forskningshistoria och dess relationer till samhällspolitiska
förändringar. Institutionen för arkeologi. Göteborgs univeristet 2005.
Randsborg, Klaus 1992: Fra den anden verdenskrig til fremtiden. I:
Henrik Thrane (ed): Dansk forhistorisk arkæologi – gennem de sidste 25 år,
nu og I 2001. Rapport fra et seminar d. 5. december 1991. Statens
Humanistiske Forskningsråd. Odense, s. 5-15.
Ravn, Mads 1999. Nybro. En trævej fra Kong Godfreds tid. Kuml
1999. Aarhus University Press: 227-257.
Rasmussen, Anita Brask 2008. Stor oldtidssatsning er ekstremt
gammeldags. Information 10.06.2008.
Riksantikvarieämbetet 2004. Det dynamiske kulturarvet. Fördjupad
omvärldsanalys för kulturmiljöområdet 2004.
Roesdahl, Else 2002. Forskning før formidling. Cozart, Stacey, Graff,
David, Mogensen, Svend Aage, Fahrendorff, Lars, Nielsen, Johannes,
Blach, Calle, Agger, Sune og Bræmer, Katrine Populærformidling 2002.
Århus. Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet, 4-5.
Roesdahl, Else and Nordqvist, J. 1971. De døde fra Fyrkat.
Nationalmuseets Arbejdsmark 1971.
Rothenborg, Michael 2002. Naturen fik en Bjørn på. Politiken
28.12.2002.
Scocozza, Benito og Jensen, Grethe 2007: Politikens étbinds
Danmarkshistorie. Politiken.
Shanks, Michael and Christopher Tilley 1987. Re-constructing
archaeology : theory and practice. Cambridge: Cambridge University Press.
Sindbæk, Søren M. Forhistorien: Arkæologernes hykleriske
navlepilleri. Politiken, 23.09.1999
Skipper, Jon Bloch og Andersen, Anders K. K. 2002 (2006):
Danmarkshistoriens årstal. Aschehough.
Smith, Anthony D. 1991. National Identity. London: Penguin Books.
Sogneportalen: http://www.sogn.dk/jelling/index.php?
mod=sognside&func=sogneInfo&p1=7905 (08.01.2009).
289

Solli, Brit 1995. Fra hedendom til kristendom. Religionsskiftet i
Norge i arkeologisk belysning. Tidsskrift for norrøn arkeologi 58.
Solli, Brit 1996. Fortiden er et annet sted. Om arkeologi og
kulturminnevern - røtter og føtter. Norsk antropologisk tidsskrift 1996 (2),
79-90.
Solli, Brit 1997. Forankring fryder? Ottar 3, 15-20.
Sønnichsen, Ole 2000. Årtusindfest: Nationalmyte i nye klæder.
Jyllands-Posten 03.12.2000.
The National Commission on Terrorist Attacks upon The United
States (The 9/11 Commission) 2004: The 9/11 Commission Report. Final
report of the National Commission on Terrorist Attacks Upon the United
States. New York : Norton.
http://govinfo.library.unt.edu/911/report/index.htm
Thomsen, Anna Sofie Åkerman 2003. Museal formidling, arkæologi
og den nationale myte. En komparativ analyse af Kongernes Jelling, Gamla
Uppsala : Historisk Centrum og Sutton Hoo Visitor Centre.
Kandidatspeciale. Forhistorisk Arkæologi, Københavns Universitet.
http://forhistoriskarkaeologi.ku.dk/forskning/specialer/
Thorsen, Niels 1998. Ærbødighed og trods i Amerika. En debat om
forudsætningerne for den amerikanske revolution, i: (red: Nina Koefoed og
Søren T. Pedersen) Historie Faget – et udsyn. Den Jyske Historiker, s. 24-
33.
Thrane, Henrik 2001. Oldskriftselsskabet og dansk arkæologi ved
indgangen til det nye århundrede. Foredrag ved selskabets 175 jubilæum d.
20 januar 2000, i: Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1999
(2001), 265-274.
Titchen, Sarah M. 1995: On the construction of outstanding national
value. UNESCO's World Heritage Convention (Convention concerning the
Protection of the World Cultural and Natural Heritage, 1972) and the
identification and assessment of cultural places for inclusion in the World
Heritage List. Phd-afhandling (thesis for the degree of Doctor of
Philosophy), April 1995, Australian National University, Canberra.
Torfing, Jacob 2001. Velfærdsstatens ideologisering. Dyrberg, Torben
Bech, Hansen, Allan Dreyer og Torfing, Jacob (red.). Diskursteorien på
arbejde. Roskilde Universitetsforlag.
290

Torfing, Jacob 1999. New theories of discourse. Laclau, Mouffe and
Zizek. Blackwell.
Trolle, Anette Lerche 1994. Udgravningen af Lindholm Høje + Livet
på Lindholm Høje, i: Lindholm Høje. Gravplads og Landsby. Aalborgbogen
1994. Selskabet for Aalborgs Historie og Aalborg Historiske Museum, 7-17
+ 79-88.
Tørrestad, Yngve 2007. Kongsgård funnet i Borre. NRK 05.12.2007:
http://www.nrk.no/nyheter/distrikt/ostafjells/vestfold/1.4221149
(19.01.2009).
Uzzell, David and Sørensen, Marie-Louise Stig 2002: The affordances
of the past in the creation of national identities. Turgut, H. and Kellett, P
(eds): Traditional environment in a new Millennium. Defining principles
and professional practice. Proceedings of second international symposium
on traditional environments in a new millennium, Amasya. Faculty of
Architecture, Istanbul Technical University, 42-46.
Vale, Lawrence J. 1999: Mediated Monuments and National Identity,
Journal of Architecture 4 (4.1), 391-408.
Vejbæk, Ole 1994: Agerbruget på Lindholm Høje, i: Lindholm Høje.
Gravplads og Landsby. Aalborgbogen 1994. Selskabet for Aalborgs Historie
og Aalborg Historiske Museum, 53-65.
Vinther, Per 2009: Her blev Danmark født. Interview med Steen
Hvass, http://www.jelling.dk/page36139.aspx, 20.02.2009
Waterbolk, Harm T. 1992: Danish Prehistoric Archaeology: A Personal
View from the Netherlands. I: Henrik Thrane (ed): Dansk forhistorisk
arkæologi – gennem de sidste 25 år, nu og I 2001. Rapport fra et seminar d.
5. december 1991. Statens Humanistiske Forskningsråd. Odense, s. 23-41.
Wienberg, Jes 1999. The Perishable Past. On the Advantage and
Disadvantage of Archaeology for Life. Current Swedish Archaeology 7.
Stockholm, 183-202.
Witt, Torben 1998: Hvad er kulturarv?
Wohlert, Claus 2000. Udstillingshuset Kongernes Jelling. I Hvass,
Steen: De kongelige monumenter i Jelling: deres historie, forvaltning og
formidling. Århus, Phønix-Trykkeriet A/S.
291

Woodward, Kath 2004. Questioning Identity: Gender, Class, Ethnicity.
London: Routledge.
Wæhrens, Anne 2007:Auschwitz-Birkenau: Erindringssted og
turistattraktion. En analyse af erindringer og deres brug. Speciale,
godkendt 28. juni 2007, Dansk Institut for Internationale Studier,
København. Tilgængelig via http://www.diis.dk/sw29903.asp
Zachrisson, Torun 2009: Borre – utställing vid Midgard Historisk
Senter. Manustext. Under udarbejdelse, januar 2009.
Østerud, Øjvind 1994. Hva er nasjonalisme? Oslo.
Østigård, Terje 2000. Forskningsetikk I arkeologi som vitenskap og
sosial praksis. Primitive Tider 2000, 120-134.
Østigård, Terje 2001. Norge uten nordmenn. En antinasjonalistisk
arkeologi. Oslo. Spartacus.
292