gennem 100 år - Jerne IF

I beretningen på generalforsamlingen 1977
tog formanden klubbens udvisningsstatistik
under behandling – JIF kunne ikke leve
med at ligge i toppen med udvisninger.
Det medførte et skænderi, hvor spillerne
på andetholdet kritiserede ledelsen for at
”lade andetholdet i stikken” og give førsteholdet
de bedste trænere. Bestyrelsen svarede
igen med at påpege de mange forsømmelser,
der viste, at spillerne ikke ”gjorde
nok ved træningen”. Det var ikke nogen
konstruktiv diskussion, og den understregede
blot, at der var forskellige holdninger
til, hvad klubben egentlig stod for. Generalforsamlingen
havde som så ofte dårlig
tilslutning, ofte blot 15-20 deltagere og ofte
med svigtende deltagelse udvalg. Det blev
f.eks. skarpt kritiseret, at der til en generalforsamling
kun var mødt en enkelt repræsentant
for fodboldudvalget. Det beklagede
formanden næsten hvert år og mindede
om foreningens motto: ”Den korteste vej til
målet er at håbe lidt og virke meget”.
1970’erne og 1980’erne var organisatorisk
og internt en periode med mange bryderier
– mangel på trænere især i fodbold,
og med en mærkbar tilbagegang i medlemstal
i begyndelsen af 1980’erne. Det forhindrede
dog ikke foreningen i at markere
JIFs 80-års dag med et stort arrangement,
der strakte sig over fire dage med reception
i klubhuset, fodboldkampe for ”de små
fødder”, ynglinge og seniorer, gymnastikopvisninger
og ”optræden af en hypnotisør”,
revy i forsamlingshuset og endelig et
stort afsluttende bal.
Det er vigtigt at understrege, at uanset
de nævnte eksempler på brydninger inden
for bestyrelsen og udvalgene, var foreningen
stadig den lokale idrætsforening med
stor forældreopbakning og med børn og
unge, der udover det sportslige hentede
gode oplevelser i det fællesskab, der trods
alt stadig eksisterede.
Elite-bredde
Meget af den diskussion, der blev ført,
hang sammen med forskelligt syn på målet
for foreningens aktiviteter. Skåret ned til en
enkelt formulering var det spørgsmålet om
elite contra bredde. Hvor det gav sig selv,
at fodbolden var en konkurrencesport,
hvor et hold stod over for et andet, var
gymnastik en idræt, hvor deltagerne kappedes
med sig selv, og hvor det var holdets
samlede præstation, der var det vigtigste.
Joan Schmidts indlæg afslører, at der var
stor afstand mellem de mere traditionelt
tænkende ledere, der ønskede at fastholde
gymnastikken som holdsport, mens Joan
Schmidt og Alex Herold ærgrede sig over,
at bestyrelsen ”stod så stejlt på” ikke at ville
have konkurrencehold. Når Joan og Alex
ønskede konkurrencen, var det bl.a. fordi
de mente, der lå et incitament for de unge i
at vise deres evner i forhold til andre og derigennem
få ny inspiration til deres eget arbejde.
Inden for fodbold fandt den samme
diskussion sted og lå f.eks. bag den kritik,
andetholdet fremførte, når det hævdede, at
førsteholdet altid blev prioriteret højest. I
et interview i 1985 med den daværende Radio
Victor blev Erik Jensen spurgt om sin
holdning, og hans svar var ganske klart, at
Jerne Idrætsforening var en lokalforening,
der satsede på bredden og ikke havde ambitioner
om at være eliteklub. Det var derfor,
som Joan skriver, et gennembrud, da
bestyrelsen ”omsider” gav sig og lod de to
gymnastikledere få lov at arbejde med deres
konkurrencehold.
Diskussionen var dog ikke endt og fortsatte
ind i 1990’erne. I 1992 gik foreningens
formand Bjarne Mathiesen af i utide ”på
grund af en meningsforskel i forhold til
den øvrige bestyrelse og fodboldudvalget”.
Bjarne Mathiesen sagde til Jydske-
Vestkysten, at bestyrelsens flertal og fodboldudvalget
prioriterede førsteholdet meget
højt, men ”jeg har det standpunkt, at alle
er lige helt nede fra sandkasseafdelingen
og til førsteholdstruppen”. Den konkrete
Nutiden | 71