Udvidet artikel - Odby

Dødbjerg – en geologisk perle på Thyholm
Dødbjerg, februar 2013
1
Søren Raarup, februar 2013, revideret juni 2013
Geologien i skrænten ved Søndbjerg Strand. Skrænten er fulgt i en periode på 14 år (1999-2013). Udredning og tolkning er overvejende
baseret på publikationer fra GEUS og Geocenter Danmark (Geoviden).
Lokalisering:
Søndbjerg Strand, 7790 Thyholm
56°36'59.61"N - 8°35'36.39"Ø - P-plads: 56°36'49.27"N - 8°35'28.07"Ø
Navnet Dødbjerg optræder på nyere kort(fra målebordsbladene og frem), men på Matrikelkortet fra 1815 hedder det Døjbjerre. Et sagn
siger, at der engang forliste et skib i fjorden ud for. De druknede søfolk blev begravet i bakken, deraf navnet Dødbjerg.
Klinten langs Søndbjerg Strand vidner om den
tid for ca. 22 millioner år siden, da det ”moderne”
Danmark dukkede op af havet.
Området omkring Søndbjerg Strand på Thyholm er
kendt af mange som et varieret rekreativt naturområde
med strand, bakker, kær, P-plads, borde og bænke,
primitive overnatningsmuligheder og gode gåture.
Hele området er fredet (18 ha) og Naturstyrelsen ejer
ca. halvdelen af arealet, som hermed er sikret, så alle
kan bruge og nyde området.
Efter en periode i 1999 med hyppige østenvinde og -
storme blev der ved en række større nedskridninger
blottet nogle karakteristiske lag med fint, hvidt og
glimmerholdigt sand samt et sort lag, der skilte sig
markant ud (Fig. 2). Der viste sig flere interessante ting
hen langs skrænten, som krævede nærmere undersøgelse.
Der blev trukket på faglig hjælp fra geolog Erik
Skovbjerg Rasmussen, GEUS, som ved en besigtigelse
foråret 2000 med det samme kunne sige, at lagene i
skrænten svarede til det, man kan se i flere kystklinter
i Vejle Fjord og Lillebæltsområdet, altså lag fra tertiærtiden,
mere præcis fra begyndelsen af epoken Miocæn.
En efterfølgende datering af materiale fra det hvide
sand gav resultatet: o. 22 millioner år. Sandet svarer til
Ribe Groupe, Billund Sand, Hvidbjerg Member.
Lagene burde egentlig ligge dybere, men saltdiapiren
under Thyholm har skudt sig 4 km op fra den dybe
undergrund og derved også løftet de øvre lag fra undergrunden.
Desuden har istidens gletschere været
medvirkende med oppresning og foldning af under-
Fig. 1. Søndbjerg Strand. Naturstyrelsen. P-plads, toiletter,
borde-bænke, stier, god badestrand.
2
1
Fig. 2.”Søndbjergskibet”. Nedskridninger i 1999 blottede de
miocæne lag. En henvendelse til Struer Museum satte gang i
undersøgelserne. En strandvandrer ville gøre opmærksom på,
at der var noget, der lignede et skib i Skrænten. Forståeligt.

grundens lag, hvilket især ses i klintens midterste del. I
skræntens sydligste del dominerer istidsaflejringer,
hvor man blandt andet kan se, at isen har været nede
og skrabe i kalken, der på grund af saltdiapiren ligger
højt i området, og som kan ses i Bjørndal kalkgrav og
Odby Klint.
De seneste 10 år har der været forsket meget i netop
den geologiske periode, som Dødbjerg tilhører, og
vores skrænt indgår da også i undersøgelserne. Der er
tilvejebragt yderst detaljeret viden om Nordsøbasinnets
dramatiske udviklingshistorie, fra åbent og forholdsvis
dybt hav til nutidens relativt lavvandede hav
med Danmark, der titter op over havoverfladen. Undersøgelserne
har været rettet mod de tidlig Miocæne
forekomster i et bælte fra Lillebæltsområdet gennem
det centrale Jylland til det vestlige Limfjordsområde.
Samtlige blotninger (kystprofiler, råstofgrave) har
været undersøgt og boredata fra ældre og nye boringer
samt omfattende seismiske undersøgelser ligger til
grund for resultaterne, der blandt andet har medført
en revision af lagenes dannelse og sammenhæng (stratigrafi).
Drivkraften (og finansieringen) har primært været
kortlægning af grundvandsmagasiner (sand- og gruslag),
men en større kortlægning af Nordsøbassinet
relateret til olie- og gasforekomster (sekvensstratigrafi)
indgår også som mål for den omfattende undersøgelse.
Undersøgelsesarbejdet er forestået af geolog
Erik Skovbjerg Rasmussen m.fl., GEUS (Se henvisning
nederst).
Udredningen af den Sen Palæogene – Tidlig Miocæne
udviklingshistorie i den nordøstlige del af Nordsøbassinet
er primært en beskrivelse af kyst- og landudviklingen
via sedimentopfyldning fra erosion af det skandinaviske
fjeldområde ud i Nordsøbassinet (progradering)
og bevægelser i bassinets undergrund og randområdet
af det skandinaviske grundfjeld (tektonik),
men rammehistorien (hele begivenhedsforløbet, der
førte til den omfattende sedimentation) hører også
med og er nok så interessant. Dette omfatter de dele af
kointinentaldrift-historien, der handler om Afrikas
kollision med Europa og opsplitning af Nordatlanten,
der førte til Grønlands ”skilsmisse” med Nordeuropa.
Et lidt interessant delemne er: Hvordan var de ellers
nederoderede skandinaviske fjelde i stand til levere så
store mængder materiale til opfyldning af Nordsøbassinet
– der er tale om en lagtykkelse på op til 3 km? Så
historien om hvordan Afrika masede sig op mod Europa
og foldede Karpaterne og Alperne op og den voldsomme
vulkanske aktivitet i Nordatlanten, hvor Grønland
drog vestpå, hører med til historien om lagene i
Dødbjerg – og, bogstavelig talt, om Danmarks tilblivelseshistorie.
Skræntprofilet ved Søndbjerg Strand –
geologisk set
Det er geologisk set spændende at følge skrænten ud
fra to vinkler. Kystnedbrydning, sortering og transport
af det nedbrudte materiale er markant og kan anskues
på kyststrækningen. Noget af materialet havner umiddelbart
ud for skrænten og danner flak, som kan ses
ved lavvande, men ellers er det tydeligt, at skrænten
2
Fig. 3. Nordsøbassinet i Miocæn. Opfoldningen af Alperne og
Karpaterne er i fuld gang på grund af Afrikas kollision med
Europa, hvilket har lukket forbindelsen mellem Nordatlanten og
Tethyshavet. Grønland er på vej vestpå. En kombination af tryk
fra Alperne og trykaflastning fra Nordatlanten (rift) udløser
bevægelser i Nordsøbassinet og der rejses en ca. 1500 m høj
fjeldkæde i det skandinaviske randområde.
Fig. 4. Geologiske tidsskala med blå markering af det, der optræder
i artiklen.
Subæraerne har været forsøgt afskaffede, men ”Kvartær” har
ikke kunnet udryddes, og noget tyder på, at ”Tertiær” heller
ikke lader sig slå ud.
leverer materiale til opbygningen og udviklingen af
oddedannelsen ved Tambohus. Meget af det nedbrudte
lermateriale bundfældes sandsynligvis i bunden af
Skibstedfjord og andre rolige vande i Limfjorden (Fig.
5).

Men ellers udviser skrænten en nær komplet fortælling
om dengang Danmark dukkede op af havet, fra de
første kystnære sandaflejringer med spor af storme
over odde- og tangedannelser samt barriere- og lagunekyster
med tidevandsaflejringer, sort iltfattig og
svovlstinkende mudderbund til floddelta med grovkornede
sand- og grusaflejringer fra det flettede flodløb
samt sumpede søer og mangroveskov, der nu ses
som brunkul. Alt dette kan også ses andre steder i
landet, overvejende omkring Vejle Fjord og Lillebælt
samt Saltenprofilet syd for Silkeborg. Men umiddelbart
ser det ud til, at Dødbjerg har ”komprimeret” hele ud-
Fig. 5. Nedskredet materiale sorteres af bølgerne. Leret opslemmes
i vandet og føres væk af strøm. Sand, grus og mindre
sten føres i zig-zagbevægelser langs kysten af bølger. De større
sten og træerne bliver tilbage.
viklingsforløbet. Det kan formodes, at saltdiapirens
tilstedeværelse har haft indflydelse på lagenes forholdsvis
ringe tykkelse. Desuden har istektonik stillet
den øvre lagserie lid på skrå. Disse antagelser skal dog
undersøges nærmere.
Dødbjergprofilet er en værdig brik i puslespillet om
den geologiske danmarkshistorie. Profilet er ikke storslået
og monumentalt. Det skifter hyppigt udseende på
grund af nedskridninger og tilsøling, så alt efter årstid
og vejrlig er det forskelligt, i hvilken udstrækning herlighederne
lader sig beskue. Jeg har fulgt skrænten
gennem 14 år, og ved hvert besøg har der været ændringer,
- noget kan ikke længere ses og nyt er dukket
frem. Den efterfølgende beskrivelse af profilet tager
udgangspunkt i situationen som den er januar-februar
2013, men der vil indgå fotomateriale fra hele den 14
årige periode.
Det tertiære drama -
Palæogen, Neogen
I tertiærperioden, der nu officielt hedder Palæogen og
Neogen, udspillede der sig et begivenhedsrigt drama,
der indledtes med et voldsomt brag for 65 millioner år
siden, da en kæmpemeteor slog ned på Yucatán halvøen
i Mexico og udløste en global ildstorm, en gigantisk
tsunami og et verdensomspændende askeskydække,
der holdt sollyset tilbage i lang tid. Op mod 90% af
jordens dyreliv blev udryddet , både i antal og arter.
3
Det gav så plads for udviklingen af det plante- og dyreliv,
vi har i dag.
I forvejen var det gamle superkontinent, Pengæa, gået i
opløsning. Sydamerika havde skilt sig fra Afrika og var
godt på vej vestover. Indien buldrede nordpå ledsaget
af voldsom vulkansk aktivitet (Deccan provinsen).
Afrika svingede op mod Europa og lavede store buler,
Pyrenæerne, Karpaterne og Alperne, og gav uro i undergrunden
helt op på vore breddegrader: Gamle
brudsystemer og strukturer i undergrunden blev vakt
til live og satte bevægelse i Nordsøens og det skandi-
Fig. 6. Geografien i Tidlig Miocæn (22 Ma). Spredningen af
oceanbunden i Nordatlanten har nu stået på i godt 30 millioner
år. Afrika har ”lukket” Nordsøbassinet af. Den sidste forbindelse
har været gennem Rhingraven. Den store opfoldning af
Alperne er begyndt. Sorgenfrei-Tornquist-Teisseyre zonen er en
gammel tektonisk zone der strækker sig fra det sydlige Norge til
Sortehavet. Har fungeret som en slags bufferzone og var aktiv
flere gange i Tertiærtiden.
naviske fjeldområdes undergrund. Afrikas masen
nordpå havde afsnøret det ellers store ocean, Tethyshavet,
så Nordsøen var blevet et lukket indhav med en
smal forbindelse til Nordatlanten mellem Norge og
Shetland (Fig. 3). Grønland lå kun ca. 400 km fra Norge,
mod i dag 1500 km (Fig. 6).
Næste akt i det store drama indledtes med at Nordatlanten
revnede på langs, og Grønland begyndte at vandre
vestpå. Det skete for ca. 62 millioner år siden. Opsplitningen
af Nordatlantens undergrund udløste efterhånden
omfattende vulkansk aktivitet i det nordatlantiske
område. Askenedfald fra vulkanudbrud herfra
kan ses som stribede lag i moleret på Fur og Mors og er
ca. 55 millioner år gamle.
I resten af perioden Palæogen (frem til 23 millioner år
før nu) skete der stadig bevægelser i undergrunden.
Nordsøbassinet blev gradvis fyldt mere og mere op
med leraflejringer. I sidste del af Palæogen og første
del af Neogen foregår der noget, der lokalt berører os
på i dag. Der bliver aflejret sort glimmerler, Brejninge
Formationen og nederste del af Vejle Fjord Formationen.
De, der beskæftiger sig med muligheden for deponering
af radioaktivt affald på Thyholm, vil muligvis

Fig. 7. Profil fra Hvidbjerg i sydvest til Styvel Strandgårde i nordøst, der viser den strukturelle opbygning. Signaturforklaring: Grøn farve:
Danien kalk, blå farve: Palæogene/Neogene lerarter, Brun farve: moræneler. Profillængde: 2,5 km. Overhøjning ca. 12,5 X.
Fra: GEUS, Rapport 2012/126. Omegnsstudier. Rapport nr. 4. Hvidbjerg, Thyholm, Struer Kommune
genkende disse to navne, da det er dem der optræder i
den afsluttende redegørelse fra geologerne som velegnede
til et nuclear affaldsdepot, da de lertyper, der
optræder i formationerne er velegnede til at absorbere
og tilbageholde udslip fra at atomaffaldsdepot! (se
henvisning nederst).
Under markerne nordøst for Hvidbjerg ligger Vejle
Fjord-leret og under det igen Brejningeleret – i et dejligt
tykt lag. Den ”gode” lertype hedder smectit, - det
har en god sugeevne og kan kvelle op, og væsentligt i
denne sammenhæng har det gode geokemiske egenskaber
med hensyn til at binde kemiske forbindelser
(ionbinding), altså også de kemiske forbindelser, der
på et tidspunkt vil slippe ud fra et muligt atomaffaldsdepot
– derfor er området nord for Hvidbjerg i atomaffaldskikkerten.
Det nævnes også, at det sorte ler har et
højt indhold af pyrit. Se under senere omtale af brunkul,
hvad det gør ved beton og jern.
En ny fase i udviklingen
indledtes for 23 millioner år siden, igen med gang i de
store bevægelser: Begivenheder i Nordatlantens undergrund
og øget pres fra Afrika bevirkede, at nogle
dele af Nordsøens undergrund sank ind mens andre
hævedes op. Særlig markant var det, at randen af det
skandinaviske grundfjeldsskjold hævedes kraftigt op,
så der i det vestlige og sydlige Norge, tværs over Kattegat
og i det sydlige Sverige rejste sig fjelde i op til 1500
meters højde, svarende til Jotunheimen i Vestnorge i
dag (det skal her bemærkes, at der i kompetente danske
geologiske kredse har verseret en heftig debat om
hvor vidt der har kunnet rejse sig bjergkæder i et kontinentalt
randområde sådan ”lejlighedsvis” ved tektoniske
begivenheder (GEUS), eller om bjergkæderne er
betingede af ligevægtsbalancen (isostasi) og styret af
klimatiske mekanismer, praktisk udmøntet i form af
gletschere (Århus Universitet). I denne udredning
henholdes til ”randtektonik-teorien”, som der er redegjort
for i udredningerne fra GEUS (Japsen).
4
Som følge af den hurtige hævning, klimaet og stor nedbør
blev disse fjelde hurtigt slidt ned (eroderet). Nedbrydningsprodukterne,
i form af ler, sand og grus, blev
i overordentlig store mængder transporteret mod syd
og sydvest gennem tre store flodsystemer, - ud mod
Nordsøbassinet (prograderende deltaer). Leret blev
aflejret på dybt vand og sand og grus aflejredes i de
store deltasystemer. Deltaerne vandrede udad mod
sydvest og på ”kun” en lille million år vandrede kysten
fra det skandinaviske randområde til en linje fra Ringkøbing
– Lillebælt – Sydfyn. Med denne fase ændrede
aflejringsmønsteret i det jyske område sig fra lerede
3
Fig. 8. Skrålejret flodsand og -grus fra det flettede flodløb i det
ydre delta.
Fig. 9. Flettet flodløb, nutidigt. Flodløbene skifter retning. Sand
og grus aflejres på læsider i stejle, skråtstillede lag.

aflejringer på dybere vand til sand- og grus aflejringer i
deltakomplekser og den fremadrykkende kystlinje
med opfyldning af bassinet til følge.
Dødbjerg grundlægges
På et tidspunkt vandrede deltakomplekserne og kystlinjen
henover Thyholmområdet. Det må antages, at
det flodsystem, der vandrede ind over det nordvestlige
jyske område kom fra Setesdalområdet i det sydlige
Norge og løb sydpå i området lidt uden for den nuværende
jyske vestkyst. I selve deltaet, der var af samme
type som nutidens Nildelta, aflejredes grovkornet sand
og grus som banker i det flettede flodløb (Fig. 8-9).
Fig. 10. Hvælvede krydslejringer (stormsandslag) dannede på
vanddybder på omkring 15 meter.
Fig. 11. Hvælvede krydslejringer
1
1
1
Fig. 12. Rytmiske sedimentlag dannet på roligere vand under
indflydelse af tidevand.
Flodløbene ændrede retning efterhånden som de blev
fyldt op. I deltafronten og havet udfor aflejredes sand.
På grund af den dominerende vestenvind blev sand fra
deltaet af bølger og strøm ført østpå og dannede kom-
5
plekser af odder, barriereøer og laguner, som det også
kan ses på den jyske vestkyst i nutiden: Harboøre-
Agger tanger, Ringkøbing Fjord og vadehavsøerne. Her
Fig. 13. Tidevandsdominerede aflejringer i ydre del af lagunen.
stammer sandet fra nedbrydning af klinterne langs
kysten.
Det er udviklingen af et sådant system, vi kan følge i
Dødbjergprofilet. Så lad os tage turen langs skrænten
og følge udviklingen med start i skræntens sydligste
ende, længst væk fra P-pladsen. Tid: 22 mio. år før nu.
Sandet i det ydre strandplan langs kysten blev flyttet
og omlejret af bølger og strøm. Storme efterlod sandet
i nogle markante krydslejrede aflejringsmønstre
(hummockyes), der kan ses i det fine, hvide glimmerglinsende
sand i skræntens nordlige del. Der kan ses
stormlag på 40-70 cm, dannet under en enkelt storm
(Fig. 10-11). På lavere vand aflejredes sandet i et finere
lagdelt lag dannet af tidevand, som kan ses i øverste
del af det hvide sand (Fig. 12).
Bag barrieøen/tangen dannedes laguner, svarende til
nutidens Ringkøbing Fjord Her var der roligt vand,
hvor der kunne aflejres ler. Yderst i lagunen aflejredes
ler og sand i rytmiske tidevandslag (Fig. 13). Af og til
2
Fig. 14. Overskylsfane, det lyse sandlag der gennemskærer de
rytmiske tidevandsaflejringer.
skyllede havet ind over odden ved kraftige storme og
lavede såkaldte overskylsfaner (Fig. 14). Dette ses som
sandlag i leraflejringerne. Fænomenet kan også ses på
den jyske vestkyst i dag.

I den indre del af lagunen herskede der marsklignende
tilstande med iltfattige og svovlstinkende sumpe, hvor
planterester ikke kunne forrådne. Dette ses som et ca.
50 cm tykt gennemgående lag i oppe i skræntens nordlige
del (Fig. 15). Havniveauet ændrede sig flere gange
gennem hele perioden, og vores lagune blev da også på
et tidspunkt oversvømmet og kysten rykkede tilbage,
hvilket kan ses af, at det sorte lagunelag opad afløses af
det hvide strandzonesand. Historien gentager sig lidt
højere oppe i skrænten. Men her afbrydes af aflejringer
fra den langt senere gletscheris, der høvlede henover.
Kvartssand og -grus. Floddelta.
Det videre hændelsesforløb er lidt vanskeligt at aflæse,
da hele den mellemste del af skræntprofilet er blevet
mast og foldet af isen i sidste istid, men de aflejringer,
der kan ses, har en helt anderledes karakter. Her optræder
der groft kvartssand og -grus. Kornene er tilmed
kantede, og ikke slidt runde, som strandzonens
sand er det. Det er flodaflejringer fra de flettede flodløb.
Flodsletten er altså trængt ind over Thyholm (Fig.
8-9). Kvartskornene er de mest modstandsdygtige
rester af Norges nedbrudte fjelde. En anden sejlivet
rest er de fine glimmerkorn, der glimter i det hvide
sand, og som også ses i flodgruset. I følge geologerne er
kvartssand og -grus af denne beskaffenhed karakteristisk
for nederodering af bjerge, der er præget af tektonisk
aktivitet (hurtig hævning og brud), så det grove
kvartssand og –grus i vores skrænt er et udsagn om
den høje, men kortvarige fjeldkæde i det skandinaviske
grundfjelds randområde.
Hele den mellemste del af skrænten indeholder flere
varianter af aflejringsmønstre, der er knyttet udviklingen
af kystzone og delta (Fig. 16). Her venter nærmere
studier for at udrede disse. Ligeledes varierede og
komplicerede er lagene umiddelbart under istidens
aflejringer, der tager over i skræntens øverste og sydligste
del.
3
Fig. 16. Aflejringer fra deltaet. Sand med lerede mellemlag.
Brunkul
En helt særlig interessant detalje i skrænten findes i
den sydlige del, hvor der bliver blottet brunkul. Det
træder frem i et lag, der hælder mod syd og er omgivet
af lerede, lagdelte lag (Fig. 17). Deltafronten findes nu
noget længere sydpå, og flodsletten er udviklet til
skovklædt lavland og sumpede mangrovebevoksninger,
og vi befinder os her midt i mangrovesumpen. Der
har været større træer, - der kan pilles hele træstykker
ud af skrænten (Fig. 18). Det stillestående, moseagtige
vandmiljø har været iltfattigt, så døde planterester og
træstammer har ikke kunnet forrådne, hvorved dødt
6
2
2
Fig. 15. De to sort lagunelag, der kan følges højt i skræntens
nordlige del. Lagene kan være vanskelige at se, da de ofte er
dækket af tilsøling eller drys ovenfra.
4
Fig. 17. Området med brunkulsblotningen i den sydlige ende af
skrænten skifter hyppigt udseende på grund af nedskridninger og
tilsøling. Den varierende blotning at skyldes at lagene er skråtstillede
og foldede af gletschertryk under istiden.
4
Fig. 18. Træstykke i brunkulslaget. Fagfolk har tidligere vurderet
træstykker fra skrænten til af være sumpcupres.

plantemateriale gennem årene har hobet sig op og er
blevet til tørv. Når tørven har kunnet udvikles til brunkul,
som kræver et stort tryk fra overliggende lag,
skyldes det, at der over hele herligheden har ligget
senere aflejringer i en tykkelse af ca. 500 meter. Det
har dels været flodsletteaflejringer og dels havaflejringer
fra senere havstigninger. Disse aflejringer er sidenhen
eroderet bort efter senere hævning/kipning af
undergrunden.
Jern- og svovludfældning
Der kan i perioder ses nogle flotte gule udfældninger
på brunkullet og på de sorte lagunelag længere henne
(Fig. 19-20). Forklaring, her forenklet: I et iltfattigt
vandmiljø huserer svovlbakterier. Svovl og jern fra det
døde organiske materiale bliver omdannet til pyrit
(FeS2), også kaldet svovlkis. Så længe dette ligger i et
iltfattigt miljø er det beskyttet, men hvis det udsættes
for ilt, fx ved gennemsivende regnvand/grundvand,
opløses det og jernet bliver til okker og svovlet bliver
til svovlsyer i forbindelse med vandet. Ved yderligere
iltning og fordampning, når det trænger ud på overfladen,
udfældes de gule belægninger.
4
Fig. 19. Udfældning af svovlsulfat (gule belægninger) og okker.
Gennemsivende regnvand har opløst pyrit i brunkulslaget og
dannet svovlsyre og jernopløsninger. Ved udsivning og iltning på
overfladen udfældes svovl og jern. Svovlforbindelserne bliver dog
hurtig vasket ned af regn.
Under gunstige betingelser dannes flotte gule blomkålslignende
udfældninger, jarosit (Fig. 21). De rust- og
okkerfarvinger, der ses flere steder i skrænten, skyldes
denne opløsning af pyrit og udfældning fra grundvandssivning.
De rustfarvede sten langs stranden ved
åudløbet lidt syd for Dødbjerg har samme forklaring.
Her stammer svovlkisopløsningen dog fra dræning af
4
Fig. 20. Nærbillede af de udfældede svovl- og jernopløsninger.
7
sommerhusområdet ned mod Serup Kær, hvor der
4
Fig. 21. Jarosit, Blomkålslignende udkrystallisering af svovl. Vaskes
hurtigt væk af regn.
Fig. 22. Grundvand med opløst pyrit (svovlsyre og jern) pibler ud
i strandbunden ud for brunkulsprofilet. Svovlsyren bliver fortyndet
i fjorden, jernet udfældes på stenene i strandkanten. Selv
isbremmen er farvet af det udsivende (giftige)grundvand.
Fig. 23. ”Rødsten”. Svovl- og jernopløsningen fra brunkulslaget
trænger ud et underliggende sand- og gruslag (fra deltaets tidligere
stadie). Ved iltning udfældes jernet (limonit) og kitter sandkornene
sammen.
drænes tørveholdig jordbund. Ud for det blottede
brunkul er stenene i strandkanten ligeledes stærkt
rustfarvede. Ved lavvande kan det ses, at grundvand,
som har været en tur gennem brunkulslaget, pibler op
(Fig. 22). På et område af stranden nord for ”brunkulsdelen”
stikker der brunjernsten frem i bunden af klinten.
Gennemsivende grundvand har opløst pyritten i
de sorte lag og jernet er blevet udfældet i gruslag nederst
i skrænten. Det udfældede jern sammenkitter
gruset til en rustrød, hård bjergart, rødsten (Fig. 23).

Mangrovesumpen
Det kan være vanskeligt at forestille sig, hvordan der
har set ud i sumpskoven ved Søndbjerg for o. 22 millioner
år siden, men man ved, at der har hersket et
varmt tempereret til subtropisk klima, og hvis man
skal finde et sted i verden i dag, der kunne illustrere
det, ville Everglades sumpe i Florida være et godt bud.
4
Fig. 23. Mangrove med cypresser, Everglade, Florida. Miljøet og
klimaet i det miocæne Søndbjerg har svaret til hvad der gælder i
Everglade i dag.
Kvartære aflejringer
Den øverste del af skrænten består af aflejringer fra
istiden. Det er værd at bemærke lagene med kalk og
flint, som fortæller, at isen har bevæget sig hen over
kalkoverfladen nedenunder og eroderet denne (Fig.
25). Den sydlige del domineres af smeltevandslag og
flydestrukturer med stort indhold af det miocæne sand
og grus. Øverst forekommer slirer af miocænt sand og
brunkul, som isen har trukket op. Der forekommer et
markant lag af kalk- og flintblokke fra den lokale undergrund.
Allerøverst findes en kompakt bundmoræne
fra den sidste is (Flovlev till).
Den glaciale side af skrænten (glacialtektonik og aflejringstyper)
er et yderligere studie værd. Flydestrukturerne
og de mange vindslebne sten vidner om tilstande
og begivenheder i et permafrostmiljø foran isen.
Unikke sedimentstrukturer
Nok er Dødbjergprofilet beskedent i omfang og højde,
men det er alt andet end beskedent geologisk set. I
bogen ”Geologiske naturperler”, Gyldendal 2011 kan
5
Fig. 24. Kvartære aflejringer. Det homogene lag i midten er
antagelig smeltevandsler fra sen Elster (250.000 år). Det ses
tydeligt her, at lagene er foldede af istryk (vinkelret på profilet).
8
6
Fig. 25. Frisk nedfald. Kalk og flint vidner om at isen har eroderet
i den lokale undergrund (danien kalken).
Fig. 26. Flydestrukturer med morænemateriale og slirer af det
miocæne sand og grus.
Fig. 27. Foldestrukturer. Flere steder i skræntens sydlige del ses
foldestrukturer, der viser at der har været et tryk fra østlig retning.
læses: ”De sedimentstrukturer der findes i aflejringer
tilhørende Billund Sandet og relaterede geologiske lag
er unikke i verden og udgør et kæmpe potentiale til uddannelse
af geologistuderende og folk med tilknytning
til de geotekniske fag”. Dødbjergprofilet er en værdig
repræsentant for Billund Sandet, selvom det nok tilhører
et vestligere deltakompleks end Billunddeltaet, der
har været genstand for den mangeårige, dybtgående
undersøgelse. Det er artikler fra disse undersøgelser,
der ligger til grund for denne udredning af Dødbjergprofilet.
Aflejringernes beskaffenhed og strukturer
svarer nøje til det, der findes i lokaliteterne i Midt- og
Østjylland, så der skulle være belæg for at drage parallel
sammenligning. Dødbjerg har da også ”deltaget” i
den omfattende undersøgelse.

Sedimentstrukturer i det miocæne:
Ler i bunden under ”Hvidbjergsandet”
Hvælvede krydslejringer (stormsandslag)
Tyndt gruslag i ”Hvidbjergsandet”
Hvælvede krydslejringer (stormsandslag)
Hvælvede krydslejringer (stormsandslag)
Rytmiske tidevandslag
Rytmiske tidevandslag. Indre strandzone, ydre lagune?
Indre lagune (sort)
Tidevands lag. Kanal (nedfalden blok. Vender på hovedet)
NB!
Denne udredning af Dødbjergprofilet, Søndbjerg
Strand, er amatørarbejde. Beskrivelser og tolkninger er
ikke resultat af egentlig videnskabeligt, metodisk undersøgelsesarbejde.
Så måske vil et videre arbejde med
skrænten føre til nogle korrektioner, men artiklens
9
Lagune, sort slam fra iltfattigt miljø. Stort ind hold af organisk
materiale
Groft sand og grus fra deltaets flettede løb. Flodbanker.
Groft sand og grus fra deltaets flettede løb
Groft sand og grus fra deltaets flettede løb
Groft sand og grus, floddelta. Lerede mellemlag.
Sand- og grusaflejringer fra delta
?
?
?
Brunkul flankeret af skiftende ler og sandlag.

udlægninger er baseret på nøje læsning at publikationerne
fra GEUS og andre relevante videnskabelige
artikler (se litteraturhenvisninger).
”Atomler” – oligocæn glimmerler
Vi skal lige tage en tur tilbage til perioden før Miocæntidens
fremrykkende deltakyst, til Oligocæns Brejning
og Vejle Fjord formationerne. Her blev der aflejret ler
på dybere vand og i iltfattige bundforhold. Leret er
sort, det vil sige med et stort indhold af organisk materiale.
Det har et højt indhold af pyrit, hvilket betyder, at
der ved kontakt med luft og grundvand vil udvikles
svovlsyre – det har vi jo set i vores skrænt. Der skal
ikke megen fantasi til at forstille sig, hvordan beton og
jern vil have det i et sådant miljø. I geologernes afsluttende
rapport er lerets gode absorberingsevne fremhævet,
men pyrit/svovlsyreproblematikken er ikke
nævnt (se henvisning til GEUS-rapporten nedenfor).
Det har været fremme i pressen, at en COWI-rapport
har godtgjort, at der på et tidspunkt vil trænge grundvand
gennem betonen i et underjordisk depotanlæg.
Man må så bare håbe, at der ikke vil være ilt til stede! I
Oslo kender man problemet, idet man i områder skal
fundere bygninger i pyritholdige skifre. Her bliver
beton og jern simpelt ætset i stykker.
Det har ved gennemgang af tilgængeligere rapporter
vedrørende atomaffaldsdepoter kunnet udledes, at
man (ved depot i lerforekomster) går efter ler der har
gode absorberingsegenskaber (kan opsuge væsker),
har gode geokemiske egenskaber med hensyn til ionbinding
(kan binde kemiske forbindelser der slipper
ud), plasticitet og kvælningsevne (lukker af for gennemsivning
af grundvand og lukker sig sammen om
fysiske deformationer, fx jordbevægelser og jordrystelser).
Disse egenskaber besidder Vejle Fjord og
Brejning leret i tilfredsstillende udstrækning.
Det har også kunnet udledes af rapporterne, at en bygningskonstruktion
nede i jorden ikke i længden kan
holdes intakt. Der vil på et tidspunkt ske nedbrydning
og indtrængen af grundvand. Nutidens betonhøjteknologi
har nok at gøre med at lave beton (fx i
forbindelse med tunnelbyggeri) der kan klare 100 år. I
atomaffaldsdepotets konditioner skal der sikres for
mindst (eller op) til 300 år. Da vil de lavradioaktive
stoffer være henfaldne til et ”acceptabelt” niveau. Tilbage
er der så bare en portion højradioaktivt affald
samt en vis mængde giftige tungmetaller (bly, cadmium
og andet godt).
Geopark?
Geopark Nordvestjylland er et projekt i sin vorden
(presse- og medieomtale november 2012). Idéoplægget
er baseret på et geografisk område der dækker
Lemvig og Struer Kommuner. I den nugældende model
vil Dødbjerg være et geologisk site.
10
For den mere interesserede:
www.odby.dk/geologi/doedbjerg
Geoviden
På Geocenter Danmarks hjemmeside findes en serie
populærvidenskabelige hæfter der kan downloade.
De kan også rekvireres og abonneres på gratis.
Hæfte nr. 3, 2010, ”Danmarks geologiske udvikling fra
65 til 2,6 mio før nu” har bl.a. en grundig gennemgang
af det, der svarer til Dødbjergprofilets geologi. Planchen
på side 16-17 svarer til, hvad der er hændt ved
Søndbjerg Strand, - den mangler blot mangrovesumpen
med brunkul: Webadresse:
http://geocenter.dk/publikationer/geoviden/
GEUS – publikationer:
En række bulletiner fra den omfattende undersøgelse
af Øvre Oligocæn og nedre Miocæn:
”Lithostratigraphy of the Upper Oligocene – Miocene
succession of Denmark”
Erik Skovbjerg Rasmussen, Karen Dybkjær and Stefan
Piasecki:
http://www.geus.dk/publications/bull/nr22/indexdk.htm
Alle bullitiner (92 sider) findes samlet her:
http://www.geus.dk/publications/bull/nr22/nr22_p01-
92.pdf
Deponering af radioaktivt affald:
GEUS, alle publikationer
http://www.geus.dk/program-areas/natureenvironment/denmark/radioaktivt_affald/index-dk.htm
Omegnsstudier, Hvidbjerg, Struer Kommune
http://www.geus.dk/program-areas/natureenvironment/denmark/radioaktivt_affald/geus_rap_2012-
126.pdf
Bøger:
Naturen i Danmark – GEOLOGIEN
Gyldendal 2006
Geologiske naturperler -
Danske brikker til Jordens puslespil
Gyldendal, 2011
Liv i skrænten
Digesvalerne bygger reder højt i skræntens hvide, faste glimmersand.
Her har et rovdyr, sandsynligvis en mår, været på besøg!

Apendix
De blå nummermarkeringer på billederne findes de steder i skrænten som vist i det sammensatte profilbillede herunder.
Profilet er i alt ca. 270 meter langt.
De ældste lag findes mod nord, altså den fjerneste ende fra P-pladsen. Så en tur i tidsrækkefølgen fra ældst til yngst
begynder i den nordlige ende.
3
4
5
6
1
2
”Hvidbjergsand”. Hvidt, fint glimmersand. Aflejret i den ydre strandzone. Stormlag.
Sorte laguneaflejringer. To bånd på ca. 50 cm gennem den nordlige del af skrænten.
Groft sand og grus. Kantede korn. Aflejringer fra deltaets flettede flodløb. Sandbanker i flodløbet.
Brunkul.
Gråt, homogent smeltevandsler, Sen Elster (3. sidste istid, 250.000 år).
Smeltevandslag med kalk og flint fra den lokale undergrund (danien kalk).
3 4
2
1
1
Søndbjerg Strand år -22 millioner.
Deltaet og kystlinjen er vandret sydover. Det er denne vandring,
der kan følges i skræntprofilet fra nord mod syd.
3
11
4
2

I Geoviden nr. 3, 2010 findes et opslag (s. 16-17) hvor dannelsesmiljøet for de forskellige lag i de miocæne
klintprofiler er vist. Billederne heri stammer fra lokaliteter i Vejle Fjord og Lillebæltområdet.
GEOCENTER DANMARK
Geoviden nr. 3, 2010
”Danmarks geologiske udvikling fra 65 til 2,6 mio. år før nu”
Hæftet kan downloades her:
http://geocenter.dk/publikationer/geoviden/
Her et forsøg på at antyde tilsvarende med billeder fra Dødbjerg, Søndbjerg Strand. Med forbehold.!
Ler under ”Hvidbjergsandet”.
Dybt vand.
Brunkul. Mangrovesump på
flodsletten.
Hvælvede krydslejringer.
Relativt dybt vand. Lagune.
Strømløbsrende (tidevand?)
12
Lagune. Det sorte er lag fra
stillestående, iltfattigt vand.
Marint sand med tynde lerlag.
Kanaler.