Lockout avisen 16. april

H E L E V E J E N
Dagbog fra en lockoutramt lærer
Tekst:
Joan Bang Wittenkamp
Borgerskolen i Taastrup
Mandag d. 8. april
Kære dagbog
Endnu en uge med lockout,
endnu en uge med uvished.
Vi mødtes som i sidste uge
foran Borgerskolen til kaffe
og hjemmebag. Det var dejligt
at se kollegerne igen
efter weekenden. Det minder
mig om, at jeg ikke er
alene. Vi står faktisk sammen
om det her. Gensynsglæden
var stor og samtalen
faldt naturligvis på det altoverskyggende
spørgsmål:
”HVOR LÆNGE?” Ingen af
os ved det, men vi kommer
alligevel med hver vores
seriøse bud. Dækningen af
konflikten i medierne diskuteres
også. Hvilke programmer
har der været, og hvordan
klarede parterne sig?
I vore flotte gule veste vinkede
vi og talte med forældre,
elever, forbipasserende,
ledelse og ”ikke konfliktramte”
kolleger som
kom forbi vores hjørne på
Køgevej/Magdavænget.
Da trafikken foran skolen
stilnede af, traskede vi lige
så stille væk igen. Herefter
kunne vi kun stå tilbage
med forestillingen om, hvordan
arbejdsdagen så ud for
de få lærere, som skulle
undervise. Det må virkelig
også være en mærkelig
situation for dem!
Kl. 13.00 skulle vi mødes i
TIC til stormøde med alle i
kreds 16. Fantastisk – det
giver et sug i maven, når vi
sidder der alle sammen. Vi
skulle bl.a. indspille en fæl-
lessang – fed idé! Folk var
vildt begejstrede og skrålede
højt. Dejligt engagement!
Tirsdag d. 9. april
Kære dagbog
Ingen lærere foran skolen
denne morgen. Vi skulle
alle sammen være med i en
35 km. lang
”menneskekæde” fra Roskilde
til København. Vores
mødested var ved Peugeot
på Roskildevej ved Klovtoftekrydset
kl. 7.15. Alle skulle
være placeret fra 7.30-
8.30. Aktionen var planlagt
af Albertslund-kredsen. På
Facebook kunne man i sidste
uge følge snakken og
muligheden for at få de andre
kredse langs Roskildevej
til at deltage. Godt
tænkt, Albertslund! Det er jo
helt vildt at få sådan en aktion
til at blive til noget. Det
er da et tydeligt tegn på,
hvor gode lærere er til at
planlægge og udføre.
Med skilte og bannere blev
lærerne guidet lidt frem og
lidt tilbage på Roskildevej
af en cyklende Taastruplærer
i gul vest. Vi flyttede os,
når vi blev bedt om det –
alle var interesseret i, at det
blev en succes.
Med kolde tæer og fingre
vinkede vi til smilende og
dyttende bilister og til cyklister,
som havde overskud til
et smil og et ”godmorgen”.
En vogn med to lærere kørte
forbi os på et tidspunkt. I
mikrofonen råbte de:” Vi vil
arbejde og ikke konflikte”,
men jeg blev nok mest af alt
grebet af teksten og den
høje bas fra sangen ”Arbejd
arbejd”, som de spillede i
baggrunden.
Jeg havde virkelig lyst til
selv at køre en tur ad Roskildevej
for selv at opleve
menneskekæden. Så skulle
hornet have været i bund og
den gule vest blafrende i
vinduet!
Heldigvis blev vi filmet af
den fantastiske mediegruppe,
og klippene blev sammen
med flere andre klip
lagt på Facebook. Super!
Jeg var dog lidt ærgerlig
over, at der ikke blev vist
ret meget fra
”menneskekæden” i medierne
om aftenen.
Aftenerne er noget anderledes
for mig i denne periode.
Jeg plejer at være på
intra og forberede mig til
næste dags undervisning.
Det er underligt, og det påvirker
mig faktisk ret meget.
Jeg slapper ikke rigtig af og
kan mærke, at jeg konstant
tænker på lockouten. Jeg
bruger meget tid på at følge
debatten både i medierne
og på diverse facebookgrupper.
Jeg havde nok,
som så mange andre, hele
tiden regnet med, at Bondo
og Ziegler ville nå et forlig.
Da lockouten indtraf, tænkte
jeg, at den ville vare en uge,
men her på 2. uge er jeg
blevet meget i tvivl om,
hvor længe dette varer ved.
Og hvordan bliver det mon
at komme tilbage på arbejde
igen og med hvilken
løsning?
Onsdag d. 10. april
Kære dagbog
Mødtes igen foran Borgerskolen
med kollegerne. Jeg
er absolut ikke morgenmenneske.
Hader at høre lyden
af mit vækkeur, men jeg
kommer alligevel ud af fje-
Beskeder
Trio søger 400 sangere
rene, fordi jeg sammen med
mine fantastiske kolleger vil
vise over for især forældrene,
at vi faktisk mener det,
når vi siger, at vi gerne vil
undervise og ikke konflikte.
Jeg tror og håber på, at forældrene,
fordi de har set os
dagligt, vil have respekt for,
at vi ikke bare lagde os under
dynen, mens konflikten
stod på. Vi var derimod synlige
i gadebilledet med diverse
aktioner.
Lidt før 12.00 mødtes vi igen
på Rådhuspladsen for at
deltage i en ”flash mob”. Vi
var alle på mailen instruerede
i, hvordan det skulle foregå.
Da klokkespillet begyndte,
inden de 12 slag gik i gang,
læste alle i en medbragt
bog. Da det første slag slog,
”frøs” vi. Jeg glemte at tælle
slagene. Jeg var så optaget
af at fornemme øjeblikket
med stilheden på trods af
mange tusinde mennesker
omkring mig. Vi stod der
som sild i en tønde og sagde
ikke et kvæk. Det var
vildt, og jeg tror, at jeg fik
gåsehud. Da det tolvte slag
lød, tabte alle bøgerne. Der
lød et højt smæld, og duerne
fløj op af ren forskrækkelse.
Skulle vi klappe eller
bryde ude i sang eller latter
– gråd måske? Jeg tror, at
alle have lyst til eller brug
for at udbryde et eller andet,
men det er jo ikke meningen
med en ”flash mob”.
Vi gik i gåsegang væk fra
Rådhuspladsen til tonerne af
”Kom, bøj dig forover”.
Borgerskolelærerne mødtes
herefter til en god og hyggelig
frokost.
Torsdag d. 11. april.
Koret er tilbage på sporet. Tilmeldinger er væltet ind. Så kunne du tænke dig, at synge i xx-koret,
så skriv trygt til:
Mirijana35@gmail.com
Og har du også evner og ambitioner om at lede et sådan kor – SÅ SKRIV.
Kære dagbog
S I D E 3
Tak for julegaven, Ziegler!
Med min datter, som ikke
har været i skole i snart 14
dage, tog vi sammen med
alle lærerne fra Kreds 16 en
tur i Zoologisk Have. Vi
samledes foran hovedindgangen
kl. 11.00, så der
kunne tages fællesbillede
med os alle sammen iført
vore gule veste. Herefter
blev vi sluppet løs…
Det blev en hyggelig dag.
En lidt anderledes aktion
måske, men mon ikke et par
bedsteforældre med børnebørn
på ”lockouttur” bed
mærke i vores tilstedeværelse…
Fredag d. 12. april.
Kære dagbog
På Borgerskolen igen.
Jasminka havde nybagt
franskbrød med til hele
flokken. Dejligt! Vibeke
kom forbi. Det var hyggeligt,
at hun havde tid til at
komme forbi os.
”God weekend”, sagde de
arbejdende kolleger til os.
”God weekend”, svarede
vi. Normalt kan jeg mærke
en afslappet følelse i hele
kroppen, når jeg siger det
til mine kolleger efter en
hård arbejdsuge, hvor jeg
for det første ved, at jeg har
givet mig 110 % i løbet af
ugen og for det andet, at
jeg, efter et par dage med
fokus på familien, mandag
morgen er i fuld gang igen
sammen med 22 dejlige
unger i 3.y. Da jeg sagde
det i dag, var det med en
lidt anden fornemmelse:
”Hvad er det jeg skal holde
weekend fra og hvornår
begynder arbejdet for os
mon igen?”