Børns legekultur: reservat eller pædagogisk ... - Zip Zap Video

Medier i børne- og ungdomskulturen
Feltarbejde: 1991 - 1998
Sammen med et videokamera har jeg i en årrække været en del af
forskellige børnegruppers leg. Optagelserne fandt sted på
parkeringspladser, i baghaver, i kældre og på legeværelser, altså
oftest uden for, eller i periferien af institutionelle rammer. Herved
blev nogle af børnenes lege, fortællinger, kropslige udfoldelser og
billedudtryk skildret i video og lyd. Min rolle var ikke neutral, jeg
var ikke “fluen på væggen”, men jeg befandt mig i et aktivt og
deltagende samspil med børnene i deres legekultur. (Note 1).
Videooptagelserne baserede sig på en børnekulturel synsvinkel, hvor
fokus var på børnenes udtryk i fortælling, billeder og lyd.
Optagelserne giver bl.a. eksempler på børns medielege: lege, der er
inspirerede af medier, og lege, hvor børn udtrykker sig gennem
medier. Et gennemgående træk var, at kroppen og sanserne indtog
afgørende udgangspunkter. Det var tydeligt, at børnene i
medielegene undersøgte og afprøvede roller og relationer. Undervejs
gennem forløbet var det således spændende at se, i hvilken grad
børnenes leg afspejlede et modsætningsfuldt og mangfoldigt samfund.
Det populærkulturelle og nye kompetencer?
Mangfoldighed synes at være et af de væsentlige nøgleord, til at
forstå børns og unges interesse for medier. Konkret kan denne
mangfoldighed og optagethed konstateres i en nyere undersøgelse,
der fortæller, at unge i 15-års alderen anvender en broget buket af
medier i knap 8 timer dagligt (Fridberg, 1997: 22ff ). Det lyder voldsomt,
og spørgsmålet melder sig hurtigt: Hvordan får de unge overhovedet
tid til at bruge computer, tv, video, radio og cd-afspiller i et sådant
omfang indenfor døgnets små 24 timer? Svaret er ganske konkret og
tydeligt i statistikken, at de unge har tændt for flere apparater på én
gang, og har således sanserne rettet mod en mangfoldighed af
samtidige påvirkninger.
"Baggrundsstøj", "overfladiskhed" og "fordummelse" kan være nogle
af de forestillinger, der melder sig, når vi hører om mediebrug af
denne karakter. Den gode litteratur, samvær i foreningsliv og leg
under frie former kan være eksempler på de udfoldelses- og
dannelsesformer, vi voksne oplever som "rigtigt" udviklende - i hvert
fald sammenlignet med de populærkulturelle tilbud, der sprøjtes
ukontrolleret ud af samtlige medier og derefter ind i hver en afkrog af
børne- og ungdomslivet. Et af paradokserne er, at mange børn og
unge ifølge før nævnte statistiske undersøgelse faktisk når det hele
og mere til. De både læser (af og til endda aviser), de går til spejder
og sport, ordner lektier og har måske også tid til at finde sammen i
kammeratskabsgrupper, der ligger udenfor institutionernes
pædagogiske "fangarme."
Et andet paradoks set med voksne øjne er, at det synes som om, at
mange børn og unge formår at anvende mediernes fortællinger,
billeder og musikformer på konstruktive måder, trods de massive,
beregnende og kommercielle påvirkningsstrategier, der er rettet