Nedslidningen. Udvalgte kildeklip om danskerne ... - clemmesen.org

overfor hvilken man – om med Rette eller Urette ved jeg ikke – ytrer en udpræget
mangel paa tillid”.
Mistilliden fra forskellige konservative kredse blev således rettet dels imod forsvarsordningen som
sådan, og dels imod den militære ledelse af ordningen. Der var ifølge Wulff to hovedårsager til
mistilliden. Den historiske årsag var at den civile politiske ledelse under udformningen af
forsvarsordningen, havde nedtromlet den militære faglige ledelse:
”Overfor faldne Ytringer om Højres Forsvarsprogram [i 1909] gjorde jeg opmærksom
paa, at Højre egentlig ikke havde noget særligt Forsvarsprogram, men kun krævede,
at Forsvaret skulde indrettes saaledes, som den ansvarlige, militære Sagkundskab
krævede det, men saa føjede jeg til, at jeg nærede megen Frygt for, at denne militære
Sagkundskab under Forhandlingerne om Forsvarets Ordning havde været Genstand
for et overordentlig stærkt politisk Tryk, saa at den havde ladet sig skrue ned til et
Lavmaal af Krav, som hverken kunde svare til dens egen Overbevisning, eller være
forsvarligt overfor Folket”.
Den anden årsag til den nutidige uro om Forsvaret i almindelighed og den dårlige materiel - og
forsyningssituation i særdeleshed var:
”… en Frygt for, at vi i 1909 har faaet et Surrogat af ringe Værdi allerede den Gang, og
at den Udvikling af krigsforholdene, vi nu lærer at kende omkring os, har gjort dette
Surrogat endnu mindre Tilfredsstillende, saa at det svigter, naar det i givet Tilfælde
skal bruges, og vi er jo ikke selv Herrer over, hvorvidt vi kommer til at bruge det; vi kan
blive tvunget dertil. (…). Men det, jeg vil gøre her, er paa min Gruppes vegne at rette
den indtrængende Henstilling til Regeringen: Er det ikke muligt at rette nogle af de
Mangler ved denne Ordning, som Krigsforholdene har gjort saa iøjnefaldende” (…) ”Vi
kan ikke nægte den den Anerkendelse, at de ikke er rettede eller i Færd med at blive
rettet, og jeg vil tilføje, paa samme Maade som en af de foregaaende Ordfører gjorde,
at saa slet, som en del af Pressen fremstiller vor Forsvarsordning, er den ikke, saa slet
er vi ikke forsynede med Udrustning”.
Befolkningen ville dermed få mere tiltro til Forsvaret, hvilket ikke var det samme som militarisme:
”Hvis man derved kunde opnaa, at Befolkningen fik større Tillid til sit Værn, tror jeg,
man havde opnaaet noget meget vigtigt. Det er nemlig ikke saadan, som det ærede
Medlem for Københavns Amts 2den Valgkreds (K. M. Klausen) troede, at det er nogle
vilde, vanvittige og umættelige Militarister, som ophidser Befolkningen. Det er det ikke:
jeg kender i alt fald ingen, og skulde der eksistere nogle af den Slags, har de i alt Fald
ingen Indflydelse. Men det er saaledes, at der i den civile Befolkning og næsten endnu
mere i militære Kredse er udbredt en Forestilling om, at der findes Mangler”.
Forsvarsminister Munch svarede bla. ved at fastholde det kritiserede lovgrundlag for
forsvarsordningen:
”Det har fra første Færd været sagt fra vor side, at Forudsætningen for hele styrelsen
under de nuværende Vilkaar var, at man byggede paa den Lovgivning, der blev
gennemført i 1909. Det har været erkendt af alle politiske Partier, at denne Lovgivning
maatte man betragte som Grundlaget under den Styrelse, der finder Sted i Danmark
under Krigen, uanset om man var mere eller mindre tilfreds med den. Vi for vort
Vedkommende har staaet og staar med den Opfattelse, at der er mange Ting deri,
som vi ingenlunde kan billige. I den Henseende adskiller vor Synsmaade sig ikke fra
129/150