HØST-hallen - Velkommen til agurk

KIRKE OG MENIGHED
Religionen og det offentlige rum
”Der er for meget religion i det
offentlige rum”, har statsministeren
udtalt. I den udtalelse ligger
der en skjult kritik af den forbindelse,
der i islam er mellem
religion og politik og en åben
tilkendegivelse om, at hvis vi
ønsker, at andre herhjemme nærmer
sig en større adskillelse, så
bør vi også gøre det som danske.
Det spørgsmål, som afledes af en
sådan kommentar og holdning
er, om kirken er et offentligt
rum? Eller kan man afgrænse kirken
til et privat rum, hvor særligt
interesserede kommer? Kan man
sige, at det ord, der lyder i kirken
er noget helt privat for særligt
interesserede? Nej, for kirken er
ikke et privat rum. Kirken er
et offentligt rum. Og ordet, der
lyder i kirken har ikke privat
karakter, men det gælder os alle
som et offentligt anliggende.
Grundteksten, når et menneske
ved dåben indtræder i menigheden,
er den såkaldte Missionsbefaling
fra Matthæusevangeliet.
Her fortæller Matthæus
om, hvordan Jesus satte sine disciple
stævne, og dér på bjerget
uden for byen sagde han til dem,
at ”nu skal I gå ud i alverden,
døbe og lære de døbte, forkynde
evangeliet”. Og de tog ham på ordet,
bogstaveligt talt. For få dage
senere, da Pinsedagen kom, hvor
disciplene var samlede i huset,
fik de på en eller anden uforklarlig
måde kraft og energi til at tage
fat på det, som Jesus havde sagt,
de skulle. Derfra huset gik de ud
på torvene i Jerusalem, og dér på
torvene begyndte de at fortælle.
Og derudenfor på torvene skete
det, at folk standsede op og lyttede,
fordi de fornemmede, at det
vedkom dem. De forstod, hvad
disciplene talte om, fordi de blev
grebet af det, der blev sagt, ramt
af det, der blev fortalt. Fra det øjeblik
blev den kristne kirke født
ind i verden. Fra det øjeblik, hvor
en eller flere har noget på hjertet,
der handler om Guds storværker
og fortæller om det, og en eller
flere lytter til det, tager det til
sig, fordi det vedkommer dem,
fordi de forstår det, fordi de er
grebet af det, fordi de er ramt
i hjertet af det, er kirken skabt.
Dér er der kirke. Og den dag på
torvet i Jerusalem skete det, at
den kristne kirke fik sin plads i
verden. Torvet i en storby er et offentligt
rum, og den første kirke
var et torv. Den første kirke var
derfor i et offentligt rum, og kirken
er i dag fortsat et offentligt
rum. Det er sandt, at man efter
nogen tid trak inden døre. Da der
for alvor var blevet skabt lydhørhed
overfor det, som disciplene
havde at fortælle, og flere og flere
sluttede op om det, begyndte
man at sætte det i system. Så
aftalte man at mødes på søndage,
for søndagen var den dag,
hvor Herren opstod. Søndagen
blev helligdagen, og man fandt
egnede rum at være i, så man
kunne holde gudstjeneste.
Dér står vi så i dag. Eller rettere
vi sidder. For vi har jo indrettet
dette offentlige rum ganske behageligt
med stole og bænke, og
vi har sat mødet i stand på den
måde, at vi har ritualiseret det
med salmer, bønner, læsninger,
prædiken, dåb og nadver. Der
sker stort set det samme hver
gang, men det er fortsat en offentlig
handling, og kirkerummet
er fortsat et offentligt rum.
Da Jesus dengang havde sagt til
sine disciple, hvad de skulle, sluttede
han med at sige, ”lad os gå
herfra”, og derfra gik disciplene
ud ”i verden”, ud i offentligheden,
og dér omsatte de det, de
havde oplevet og erfaret i mødet
med ham, i sprog og handling.
Det er bevægelsen, at hvad du hører
i kirken og tager til dig som en
sandhed for dig, skal du omsætte
udenfor i andre offentlige rum.
Det er et kristenmenneskes bevægelse.
At omsætte ordet, som
du hører i ét offentligt rum i et
andet offentligt rum.
”Den, der har mine bud og
holder dem, han er den, der elsker
mig”, sagde Jesus. Det er
altså budene, der dengang blev
og i dag fortsat skal omsættes
i en levet dagligdag og virkelighed.
Og hvad er så disse bud?
Ja, det er ikke blot at døbe, men
efterfølgende at lære de døbte at
holde det, som Jesus befalede og
sagde. Det er det, vi som forældre
og familie skal omsætte udenfor
det rum, hvor det første gang
KIRKE OG MENIGHED
blev påtalt. Og det bud handler
om, at som du er elsket, således
skal den kærlighed have krop i
en levet virkelighed og dagligdag.
Som du er elsket og taget imod,
som den du er, og ikke fordi du
er den, du er, sådan skal den
kærlighed have krop udenfor.
Var dåben kun en rituel og hellig
handling i et lukket rum, så
var der ikke mere at sige. Men
fordi dåben også er oplæring, så
følger der denne opdragelse, og
den skal vi som forældre og som
kirke tage på os.
Hvis vi går til den anden ende
af aldersskalaen, til de gamle,
så har der gennem længere tid
været en alvorlig kritik af hele ældreplejen.
Og den er sine steder
berettiget. Det handler i bund og
grund om omsorg. Der kan ikke
lovgives om omsorg forstået på
den måde, at kirken ikke kan
lovgive om, at sådan og sådan
skal ældreplejen rent politisk
udmønte sig. Nej, men har du i
kirken hørt et ord om, at du skal
tage vare på din næste, på det
menneske, som har hjælp behov,
og har du taget det til dig som en
sandhed om det liv, vi har lever
sammen, så skal der også udenfor
lyde en kritik af og et korrektiv
til ældreplejen, dér, hvor det er
nødvendigt. Eller så skal du tage
det ansvar på dig, dér, hvor du
er, og i de sammenhænge, hvor
du har ansvar og forpligtelse.
Når der i ét offentligt rum lyder
en sandhed om omsorg, så skal
denne sandhed omsættes i et
andet offentligt rum. På det skal
14 15