Fra Gamle ASTA til NADGE Update

luftvet.dk

Fra Gamle ASTA til NADGE Update

Major Finn Westergaard

Fra Gamle ASTA til NADGE Update

Del II 1960-1969.

Brand i bunkerens radarværksted

Den 20. september 1960 kl. 0114 udbrød der brand i bunkeren. Oversergent Jes Norup

var ved at reparere et scope i O-rummet, da han konstaterede røglugt. Et check viste, at

radarværkstedets skrivebord og en bogreol placeret på dette, stod i flammer. Omtrent

samtidig blev oversergent Arne N. Olsen, som lå og sov på et værkstedsbord få meter fra

ildens arnested, vækket ved at en lampekuppel faldt ned på bordet og knustes! Flyvestationens

brand- og redningstjeneste alarmeredes; men inden den nåede frem, var branden

slukket med en kulsyreslukker. Oversergent Olsen fik en lettere røgforgiftning, og varslingsoperatør

Karen Poulsen fik et chok ved at blive ramt i ansigtet af kulsyresne. Brandårsagen

var en arkitektlampe, der var bøjet for langt ned mod bordpladen, som var beklædt

med plexiglas. De materielle skader bestod i ødelagt inventar: et skrivebord, en bogreol,

teknikernes radio samt halvdelen af enhedens tekniske publikationer.

IFF/SIF

FLD602 maskot, vaskebjørnen Jane, sammen med KF Maria Kien Wind og KF

Bente Madsen i december 1960.

Umiddelbart efter sin oprettelse i 1955 havde radarstationen fået installeret et primitivt

elektronisk identifikationsudstyr, IFF (Identification Friend or Foe). I begyndelsen af 1961

blev en mere avanceret udgave (GPA-78) med betegnelsen IFF/SIF (Selective Identification

Feature) indført. Med dette udstyr fik man et stort antal koder til rådighed, og dermed

var vejen banet for en egentlig skelnen mellem ven og fjende, hvilket var et stort fremskridt

for etablering af et identificeret varslingsbillede.


Mobil enhed

Den 1. februar 1962 blev en mobil radarenhed tilknyttet FLD602. Den mobile enhed havde

betegnelsen FLD623. Dens radarudstyr bestod af de gamle, nu modificerede AMESradarer

fra hhv. Værløse og Karup. Dette udstyr, bestående af en AMES 13 (højdefinder)

og en AMES-14 (søgeradar), tilsammen kaldt AMES 21, var monteret på i alt 10 vogne,

heraf en operationsvogn med scoper, radio, IFF/SIF og toter samt en værkstedsvogn.

FLD623 opererede dagligt i træningsmæssig henseende fra rullebanen nord for Ribevej og

brugtes til uddannelse af nye operatører. Som feltmæssig standplads var udset et højdedrag

på en mark, tilhørende gården ”Borchsminde” ved Hornum, midt i trekantområdet

Horsens, Vejle, Juelsminde. Denne standplads nåede dog aldrig at blive benyttet, for allerede

den 24. juni 1964 var det slut. Udstyret blev pakket sammen, og vogntoget sendt af

sted til Værløse, hvor det hele blev skrottet.

Det første enhedsmærke

Major Jørgen Christian Nielsen tiltræder som chef den 1. maj 1961.

Motivet er Odins to ravne, Hugin og Munin, på hhv. sølv- og sort bund, symboliserende

dag- og natoperationer. Devisen er ”SEMPER PARATUS” (Altid rede) og enhedsbetegnelsen

FLD602.

Mærket er udarbejdet og tegnet af Tøjhusmuseet i København efter direktiv fra kaptajn

Jørgen Scheel, som oprindelig havde tegnet det til brug på detachementets julekort. Anvendt

som blazermærke fra ca. 1. oktober 1962 efter godkendelse af chefen, major J.C.

Nielsen. Mærket har aldrig været officielt autoriseret eller søgt autoriseret, men beordredes

formelt til at udgå ved Flyverkommandobefaling B210 af 13. juni 1967.


Ny højdefinderradar

I maj 1964 blev den sidste TPS-10D højdefinder demonteret fra Tårn C, og en FPS-6B sat

op. Denne radar var væsentlig forskellig fra den i 1959 leverede FPS-6A, idet den var udstyret

med ”Variable Nod-Mechanism”. Dette system var lidet holdbart; systemet måtte

ofte have udskiftet kugleled med mange driftsmæssige udeperioder til følge. Højdefinderen

fik derfor fjernet denne mekanisme og benævntes nu FPS-90.

Bygning af Tårn D og opholdsbygning

I 1964 besluttede Flyvevåbnet at ”ombygge” FPS-8 søgeradaren, så den ville fremstå som

en slags ”dobbelt FPS-8”, derfor benævnt FPS-88. Denne ombygning indebar montering

af en ny antenne med et areal, der var 3 - 4 gange så stort som den tidligere antennes.

Dette nødvendiggjorde bygningen af et nyt tårn, og i efteråret 1964 påbegyndte man opførelsen

af Tårn D. I januar 1965 gik man desuden i gang med at bygge Bygning 1 (opholdsbygningen).

Men midt i disse aktiviteter skete der noget alvorligt: bunkeren brændte.

Storbrand

Den 29. januar 1965 kl. 0820 blev det under dagligt teknisk eftersyn opdaget, at der sivede

røg ud fra officerernes opholdsrum (se tegningen på næste side, tegnet af Teknisk Leder,

flyverløjtnant af specialgruppen, Knud Overgaard Sørensen). Da man åbnede døren, skete

en røggaseksplosion, og den vestlige del af bunkergangen var i brand i løbet af 4 – 5

minutter. Stærkt medvirkende til brandudviklingen var vægbeklædningen, bestående af

perforerede masonitplader (akustikplader). Ved opvarmning til høj temperatur viste de sig

at brænde, som krudt.

Bunkeren blev evakueret for det meste af personellet på mindre end 5 minutter; men to

personer, telefonoperatør fru M.J. Olsen (Jensine) og sigalkontorets leder, oversergent

Viggo Christensen, befandt sig stadig i bunkerens omstilling og signalkontor (beliggende i

den vestlige ende af det nuværende computerrum). Da branden opstod, lukkede de døren

til deres opholdssted, men mistede herved følingen med situationens udvikling og blev

desuden nok glemt af det øvrige personel. Da man blev klar over, at de manglede, forsøgte

en teknisk officer, fenrik Aage Frandsen, med et reb om livet, at komme dem til undsætning,

men måtte opgive. Også brand- og redningstjenestens røgdykkere fra flyvestationen

måtte give op pga. varmeudvikling og orienteringsbesvær.

Da døren til de to indespærrede begyndte at brænde igennem, blev de klar over, at det var

nu eller aldrig. De tog hinanden ved hånden og løb gennem den brændende dør hen ad

gangen mod nedgangen til det daværende dieselrum. Her blev de grebet af brandfolkene

og hjulpet op. Deres hår, øjenbryn og klæder var svedet, og deres ansigter var fuldstændigt

ophovnede. De blev kørt til behandling på infirmeriet og var efter få dages rekreation

friske igen, uden varige men.

Brandslukningen blev primært udført af flyvestationens brand- og redningstjeneste og Vojens

frivillige Brandværn med assistance fra CF-kolonnen i Haderslev. Desuden tilgik assi-


stance fra brandkorpsene i Haderslev, Kolding, Vejen, Esbjerg og Odense. Branden varede

til ca. kl. 20, altså 12 timer, men der var dog stadig gløder i O-rummet dagen efter.

Omkring klokken 23 begav chefen for FLD602, major Jørgen C. Nielsen, teknisk leder,

flyverløjtnant-1, Knud O. Sørensen og en varslingsoperatør, Ann-Ruth Jacobsen (MØL)

sig ind i bunkeren for at danne sig et overblik over skaden på det stående udstyr i radarrummet.

De måtte kravle fra dieselrummet og venstre rundt på bunkergangen, da varmen

var for stærk, hvis de kravlede højre om; desuden var varmen for uudholdelig, hvis de kom

højere end en meter over gulvniveau.

Skadens omfang

Chief Controllers udbrændte UPA-35.

Næste dag ankom til flyvestationen med en transportmaskine en undersøgelseskommission

med personel fra Flyverkommandoen og Flyvematerielkommandoen. Sammen med

auditøren fra Viborg skulle disse folk klarlægge brandårsagen samt opgøre skadens omfang:

Operationsrummet med 8 stk. UPA-35 scoper, 2 højdefinderscoper samt toter m.v.

var totalt ødelagt. I de ydre rum havde udstyret lidt større eller mindre skade på grund af

varme og røg. To dage efter branden startede man oprydningen i den næsten udbrændte

bunker, hvor man prioriterede eftersøgningen af våben, hvoraf de fleste var gået tabt.

Brandårsagen har ikke konkret kunnet påvises, men den sandsynlige årsag menes at have

været en defekt ledning til en læselampe, som var placeret i officerernes opholdsrum.


Primitive operationsfaciliteter

Allerede i midten af februar varslede stationen igen fra to stk. OA-99 scoper og et højdefinderscope

i et midlertidigt operationsrum, indrettet i en skurvogn, som havde været anvendt

til administrations- og chefkontor. Disse funktioner flyttedes nu til flyvestationen i

bygning 315. Tre uger efter branden var man i stand til at udføre kontrol fra to IC positioner.

Controllerne sad i en mobil radiovognkasse og havde to UHF-radioer til rådighed.

Højttalerne til radioerne var private ”køkkenhøjttalere”, som personellet stillede til rådighed!!

I slutningen af marts ændredes og udvidedes de operative faciliteter. Der blev opstillet to

militærtelte ved foden af Tårn B: det ene som operationsrum, det andet som radarrum. Der

opstilledes endvidere to skurvogne, hvor der i den ene blev indrettet omstilling, signalkontor,

opholdsrum for kvinder samt kontor for teknisk leder. Den anden skurvogn indrettedes

som kantine, opholdsrum for mænd samt kontor for næstkommanderende.

På grund af de begrænsede operationsfaciliteter kunne alle operatører ikke få mulighed for

lokalt at vedligeholde deres operative færdigheder. Derfor blev en stor del af det operative

personel beordret til midlertidig tjeneste i Skagen, hvor den fornødne træning kunne opnås.

Sommeren 1965: Tårn D bygges; i forgrunden de primitive

operationsfaciliteter.

Radarværkstedet, sommeren 1965.


Operationer under primitive forhold 1965-1966

FLLT-1 (R) Knud Erik Dich på Chief Controller positionen.

Administrationskontoret i skurvognen med

SG Leif M. Nielsen ved skrivebordet.

KF Karen Lind ved OA-99 tellerscopet og bag VPB’en ses

KF Lilly Christensen Gammelgaard.

Der slappes af i det fri.


Ny søgeradar

Efterhånden var det nybyggede Tårn D klar til at huse den nye radar, som den 23. august

1965 ankom på fem togvogne til flyvestationens område. Den 25. august blev piedestalen,

som vejede 6,4 tons, løftet på plads af en stor mobilkran, og to dage senere begyndte man

opsætningen af radomen. I begyndelsen af opbygningsfasen er en radome af den valgte

konstruktion meget sårbar, idet den først får sin styrke, når den sidste trekant er sat på

plads. Derfor kræver en sådan operation rolige vind- og vejrforhold i ca. 3 døgn. Man gik i

gang kl. 1100, og allerede den 29. august kl. 0237 var man færdige efter knap 40 timers

uafbrudt arbejde.

Teltoperationer fortsætter

I november 1965 besluttedes, at operationerne fra teltet skulle fortsætte vinteren over. Alt

udstyr blev derfor nedtaget, og teltene isoleret, og efter en uges forløb var man klar igen.

Stationen blev forsynet med strøm fra tre mobile GM-generatorer, som var opstillet vest for

Tårn D. Disse generatorer kørte uafbrudt i mere end et halvt år uden nævneværdige problemer.

FPS-88 roterer

Den 23. november 1965 var den nye søgeradar færdigmonteret, og FPS-8 blev slukket kl.

0800. Knap halvanden time senere blev FPS-88 startet for første gang. Stationen skulle nu

lukke for operationer et par døgn for omstilling til drift med den nye radar. Der var visse

indkøringsproblemer, men den 27. november kl. 0100 blev stationen atter meldt operativ.

Nyt udstyr

I midten af april 1966 modtog kommunikationsteknikerne nyt udstyr i form af en 24-kanals

ASSMANN båndoptager og en TT-10 High Power radio, som kunne sende med en effekt

på 10 kW. Til sammenligning var effekten på de almindelige radioer på ca. 20 – 30 Watt.

Bunkeren klarmeldes

Den 2. maj 1966 var bunkeren igen klar til operationer med UPA-35 og OA-99 konsoller

samt et specielt varslingskonsol, et 21 tommers Marconi med vandret placeret billedrør.

Hermed kunne en mere normal tilværelse for enhedens personel begynde. Desuden havde

detachementet fået en opholdsbygning over jorden med kantine, opholdsrum, bade- og

toiletfaciliteter samt kontorer til chefen, teknisk leder og administrationspersonalet.

Tactical Evaluation

Den 1. november 1966 kom detachementet ud for en ny ”opfindelse” indenfor Natoalliancen:

TACEVAL. Radarstationen blev den første danske K&V enhed, som blev udsat

for dette check på stationens umiddelbare kampformåen.

Først på aftenen dukkede pludselig en masse kampdommere op og ville ind på området.

Vagtkommandøren tilkaldte vagthavende officer, flyverløjtnant-1 Freddy H. Hansen, fra O-


ummet, og han modtog en introduktionsskrivelse, der nævnte, at en taktisk evaluering af

FLD602 var i gang. Det pudsige var, at vagthavende officer ved vagtens tiltrædelse af

næstkommanderende, major Bent Løkkegaard, havde fået overdraget et nyt dokument,

som NK ikke selv havde haft tid til at læse, da det netop var tilgået enheden. Dokumentet

omhandlede TACEVAL! Vagthavende havde imidlertid endnu ikke fået tid til at studere

indholdet. Det blev selvsagt en speciel oplevelse - man kan roligt sige, at det var ”learning

by doing”. Karaktererne var følgelig heller ikke noget at prale af.

DANSEMIK

Med indførelsen af F-104G Starfighter i luftforsvarsrollen erkendte Flyverkommandoen i

1965, at det stillede nye og store krav til controllernes dygtighed. Kravene var af en sådan

karakter, at man ikke skønnede, at de ville kunne honoreres uden brug af et moderne dataanlæg

til støtte for interceptionsberegninger. Flyvematerielkommandoen sendte allerede

i begyndelsen af januar 1966 udbudsmateriale på et sådant datasystem til 14 udenlandske

firmaer; men i Forsvarsministeriet var man betænkelig. Ville det være rimeligt at anvende

4,5 mio. kroner på et sådant anlæg, når Nato’s kommende NADGE-system ville være operationsklar

inden for en overskuelig årrække? Chefen for Flyvevåbnet fastholdt imidlertid

sit ønske og argumenterede så godt, at Forsvarsministeriet tilsluttede sig projektet.

Kontrakten på DANSEMIK (Dansk Semiautomatisk Interceptions Kontrol) gik til det svenske

firma Standard Radio & Telefon AB (SRT), og sidst på vinteren 1967 var de første

teknikere på kursus i Sverige.

MOPS

Major Viggo Bent Andre Ramlau tiltræder som chef den 1. maj 1967.

Flyverkommandoen besluttede, at FLD602 under installationen af DANSEMIK fortsat skulle

være i operativ drift. Der blev derfor udarbejdet en plan for et Midlertidigt Operationsrum

(MOPS), som skulle placeres i Tårn D på 4. etage (rum 503). Den 17. maj 1967 lukkedes

for operativ drift, så displayudstyret kunne flyttes fra bunkeren til MOPS og dermed frigøre

bunkeren til installation af DANSEMIK. Den 6. juni kl. 1200 var MOPS operationsklart!


MOPS

Layout af MOPS baseret på tegning af Teknisk Leder, flyverløjtnant af specialgruppen, K.O. Sørensen.

Udstyret, der er benævnt C-1830, er det såkaldte ’Time-sharing Master Control’, der gjorde det muligt at

tildele højdefinderen på skift mellem IC-positionerne. Desuden kunne man også definere, hvor lang tid den

enkelte operatør havde tildelt højdefinderen.


MOPS. På billedet t.v. ses forrest CC-radiopanel og scope. I midterrækken et højdefinderscope og 2 IC-scoper. Fjernest ses varslingsscoper

og plottetavler. På billedet t.h. ses det store Marconi 21 tommers scope, hvorfra telleren rapporterede til SOC Karup.

Der var 80 trappetrin til MOPS, og da personellets opholdsfaciliteter stadig var i bygning 1,

kom de ansatte ganske naturligt i bedre form. Når der blev kaldt personel til O-rummet, og

det hastede, ja, så var vejrtrækningen i høj grad påvirket, når man ankom til sin arbejdsposition.

Controllerne kunne lyde noget forpustede på radioen, når de gik i gang med de

indledende checks. MOPS var desuden et varmt sted at operere fra i sommerperioden, og

ofte lod man om aftenen og natten døren til reposen stå åben. Af og til forvildede der sig

derfor en fugl indenfor, og så måtte man se at få det forskræmte dyr fanget og sat udenfor

igen.

DANSEMIK installeres

Den 28. juli 1967 ankom montørerne fra SRT, og kabelarbejdet til det nye udstyr startede.

Få dage efter opstilledes de tomme racks, og en uge senere blev elektronikken monteret.

Den 10. august kl. 0900 kunne der for første gang iagttages video på konsollerne!

Den 1. september blev systemet overdraget. Al hardware fungerede perfekt, og man gik

derefter i gang med optimering af målfølgnings- og interceptionsprogrammet. Den 7. september

var dette arbejde afsluttet, og systemet kunne bruges operationelt. MOPS perioden

var slut for denne gang.

Som det fremgår af navnet DANSEMIK, var systemet beregnet til kontrol. Varslingen foregik

stadig fra det store 21 tommers Marconi-scope med telefonline til plotteren på General

Situation Map (GSM) i Sector Operations Centre Karup. DANSEMIK var et fantastisk godt

udstyr set med en controllers øjne. Systemet var bygget op omkring chief controller (svarer

til FA-positionen), som under sig havde to intercept controllere med hver sit kontrolteam,

bestående af en tracker og en højdefinderoperatør.


Trackeren tog sig af målfølgningen af target og gav anvisninger til højdefinderoperatøren,

som så kontinuerligt fulgte mål- og jagerflyet, så alle fortløbende var vidende om den relative

højde mellem de to fly. Målfølgningen af jagerflyet var normalt controllerens opgave,

men kunne efter aftale delegeres til trackeren. Alle syv positioner havde mulighed for at

være i kontakt med hinanden ved hjælp af et særdeles brugervenligt intercom-system.

Også til undervisning og træning var systemet langt forud sin tid. Via telefonnettet var det

muligt at forbinde F-104 simulatoren på Ålborg med DANSEMIK, så en pilot i Ålborg kunne

”flyve” en mission under kontrol af en rigtig controller i Skrydstrup. Målflyet blev styret af

instruktøren i simulatoren, og pilotens styreinput fik et simuleret jager-radarekko til at bevæge

sig på scoperne i Skrydstrup. Når piloten kom inden for eget flys radar pick-up range,

kunne han på sit scope se målet og melde hhv. ”contact” og ”judy”.

I midten af januar 1968 suppleredes udstyret i O-rummet med et 12 tommers Marconiscope,

som blev placeret på ”broen”, betegnelsen for den række, hvor chief controlleren

sad. Dette scope skulle bruges som ECCM-scope, og der indgik tillige et A-scope til analyse

af jammingen. ECCM-scopet kunne i nødstilfælde bruges som en tredje kontrolposition,

da der var ført radiomulighed til konsollet. Fra denne position udførtes i spidsbelastningsperioder

primært kontrol med luftmålsskydninger i Nordsøen.

Øvelse ”Ravneklo 1968”

DANSEMIK operationsrum, september 1967.

Fra den 24. – 27. september 1968 afvikledes øvelse ”Ravneklo 1968” i og omkring Skrydstrup

med deltagelse af 4000 m/k. FLD602 personel lå i kantonnement på en gård i Øster

Lindet. Et lokalt dagblad besøgte dette sted og kunne berette følgende:

”Mænnerne har fået stillet en stald til rådighed. Gør det så noget, at der også er køer og

kalve, når man bare kan holde varmen? Fritiden i spredeområdet går med kortspil, snak,

lidt soven ind i mellem og kortspil igen.


Og så ser man naturligvis efter fjenden, som jo nødigt skulle triumfere ved et overraskelsesangreb.

Man bliver i spredeområdet indtil vagtafløsningen skal finde sted. Så går det

tilbage til detachementet, hvor der både er lys og varme – happy days o.s.v. Det værste

ved turen i høet? For mange fodboldkampen Danmark-Tjekkoslovaiet onsdag aften, som

alle gik glip af. Man snakkede om 5. kolonne virksomhed!

Også pigerne fra Kvindeligt Flyverkorps deltager i øvelsen. På lige fod med mændene

oven i købet. Da de fik tilbudt værelser på en omegnskro, sagde de pænt nej tak til tilbuddet

– de ville med mændene i krig. Og det kom de. De har fået nye uniformer. Kampuniformer

ligesom deres mandlige kolleger, store støvler og oppakning. Det er næsten ikke til

at se, hvad der er opad eller nedad. Og dog, det er ikke rigtigt. Den nye mode for piger i

”krig” siger, at der godt kan blive plads til et par rottehaler under den store stålhjelm. Det

klæder!

Hen under aften drysser de alle rundt. Snakken går, og man fryser. Maden lader vente

på sig – den første varme ret siden øvelsen start – hvad mon der er i gryderne? – Nå, under

de forhold kan alt spises. – Bare det er varmt!

Maden er på vej. Siden engang om eftermiddagen har flyvestationens kostforplejning

opereret fra to omegnskommuner. Menuen onsdag aften stod på oksekødssuppe og oksekød

med grøntsager. Fem eller seks kogekasser er i brug. De værnepligtige slider i det.

Der skal bestilles noget, når 3-4000 munde skal mættes.

Natten falder på. Kommer fjenden i nat? Eller i morgen. Fem timer til afløsning. Ravneklo

1968.”

NADGE tekniske forkurser

I 1966 indgik Nato kontrakt med et konsortium, NADGECO, som var dannet af seks elektronikfirmaer.

Systemet NADGE (Nato Air Defence Ground Environment) medførte bygningen

af fem nye radarstationer og udbygning af 64 eksisterende stationer i Europa. I efteråret

1969 blev det første af tre hold teknikere sendt på et 16 ugers kursus i Erndtebrück

i Tyskland. Det sidste hold afsluttede kursus den 1. november 1970.

Air Defence Competition

I årene 1967 – 70 deltog Flyvevåbnet i AFCENT (Allied Forces Central Europe) konkurrence

”Air Defence Competion” (ADC). Da det danske område hørte til Nato’s Nordregion

kunne man kun deltage som gæster og havde derfor ikke mulighed for at vinde vandrepokaler.

Der var tre vandrepokaler, hvoraf den ene, Guynemer Trophy, skulle gå til den vindende

AFCENT sektor. Den anden pokal, Hudleston Trophy, skulle gå til det vindende

pilothold, medens den sidste, Burniaux Trophy, tildeltes det vindende controllerhold.

Den danske del af konkurrencen blev afviklet fra FLD602, som stillede faciliteter og støttepersonel

til rådighed. Flyvevåbnet udpegede en række piloter fra Ålborg og controllere fra

K&V-systemet til deltagelse i konkurrencen. Ved lodtrækning i AFCENT blev der efterfølgende

fundet fem piloter og fire controllere, hvoraf én fra hver gruppe var reserve. GCIholdet

var sammensat af en chief controller (CC) og to controllere (IC).


Det danske hold var i høj grad handicappet, da der pga. våbentypen, Sidewinder, kun

kunne laves ”stern attack”. I 1967 – 69 opnåede det danske hold sidstepladser, men 1970

blev atypisk, idet de tre deltagende gæstehold, England, Frankrig og Danmark, besatte de

tre første pladser. Det vil sige, at de førnævnte pokaler blev tildelt AFCENT’s hold, der fik

4., 5. og 6. pladsen! Danmark blev nr. 3 både på pilot- og controllersiden.

High level delen blev gennem alle årene udført fra FLD602. Low level scenariet blev kontrolleret

fra en nærluftforsvarsradar i Ålborg-området med flyverløjtnant-2 Poul Erik Ebbesen

fra FLD602 som controller. I 1969 og 1970 udførtes low level delen fra lavvarslingscentralen

i Ålborg med seniorsergent Erik Christian Mynster, FLD602, som

broadcast controller.

I 1967 deltog Flyvevåbnet som specielt inviteret gæstehold, og der foreligger desværre

ingen fotografier af hverken pilot- eller GCI-hold. De efterfølgende år blev der derimod taget

fotografier af begge holdtyper:

GCI-holdet 1968. Fra venstre FLLT-1 G.F. Møller, FLD601 (IC), KN H.A.D. Monberg, FLD602 (IC),

MJ E.R. Jensen, FLD602 (CC) og KN H.F. Sibbesen, FLD602 (IC).


Pilotholdet 1968. Fra venstre: FLLT-1 J. Jacobsen (COB), KN P. Johansen (JON), FLLT-1 S.E.R. Hansen (SER),

FLLT-2 M.L. Carlsson (CAS), KN K. Larsen (KAR) og FLLT-1 K.Thygesen (GES).

Pilotholdet 1969. Bagest fra venstre: KN N.N. Jacobsen (NAK), KN T.S.H. Olsen (TOR), FLLT-1 P.G. Tanggård (TAN).

Forrest fra venstre: FLLT-1 M.L. Carlsson (CAS), FLLT-1 J.H. Kristensen (RIS), MJ O. Fogh (FOL) og FLLT-1 L. Tophøj (TOP).


GCI-holdet 1969: Fra venstre: FLLT-2 J. Kofoed (IC), FLD601, MJ H.J.E. Lørup Larsen (CC), FLD602,

FLLT-1 L. Mørup (IC), FLD602 og FLLT-1 F.H. Hansen (IC), FLD602.

Uddannelse til controller

Siden kontrol- og varslingstjenestens start havde alle controllere skullet have officersstatus.

I 1967 besluttede Flyverkommandoen imidlertid, at der fremover skulle uddannes

stampersonel til jagerkontrolfunktionen. I februar 1968 startede det første hold deres uddannelse,

og fra sommeren 1969 havde man allerede tre jagerkontrollører (seniorsergent

Gynther Cordes, seniorsergent Erik C. Mynster og oversergent Finn Westergaard), som de

nu benævntes, ved enheden.

Når elever ankom til stationen blev de indledningsvis uddannet til kontrol af luftmålskydninger,

dvs. kanonskydning mod flagmål og missilskydning mod de såkaldte Delmar mål

samt kontrol af practice intercepts (PI’s). Herefter fik de efter et par måneders forløb lov til

også at prøve kræfter med profile fighter missioner. Når operationsofficeren mente, at eleven

var ”god nok”, blev der pludselig under en mission sat flere ”checkere” på, og hvis

missionen forløb godt, var man udchecket. Beskeden om, at man var godkendt til selvstændig

jagerføring kunne f.eks. meddeles på intercom på denne måde: ”Så skal der gives

kaffe og cigarer til officererne i opholdsrummet!” Først da vidste controllereleven, at han

nu fik udskiftet sit elevnummer med et rigtigt controllernummer.


Luftmålsskydninger

Skydning mod flagmål fandt som regel sted i EK D 73 Rømø skydeområde og i ED D 41

Sylt Inner Range. Målslæbeflyet var Hawker Hunter fra ESK724, som trak målslæbet for

jagerne fra både Skrydstrup og Ålborg.

Sidewinder-skydninger fandt sted to gange om året i ED D 46 Sylt Outer Range. Disse

skydninger begyndte i 1966, hvor et T-33 fly trak et såkaldt Delmar mål efter sig. Desuden

deltog 2 F-104, et skydende fly og et chase fly. Missionen startede med, at en F-104 foretog

en afsøgning af skydeområdet for at konstatere, om der lå skibe i nedslagsområdet.

En T-33 var samtidig under udflyvning fra Skrydstrup med opspolet slæbewire. Ved ankomst

til skydeområdet startede udrulningen af wiren i 20000 fods højde. Der skulle udrulles

8 km wire, så det tog sin tid! Når udrulningen var færdig, blev de to F-104 styret ind

bag Delmar-målet i 19000 fods højde. Ved passage af ”Open Fire Point” meddelte controlleren

dette til formationen; chasepiloten tastede en forudbestemt frekvens på sin UHF radio,

hvorved en modtager i Delmar-målet tændte fire magnesium flares mellem målets halefinner.

Herved fik missilet en varmekilde at styre efter, mens T-33 var i sikkerhed 8 kilometer

længere fremme. Når målet var ramt, startede indrulningen af wiren. En mission af

denne type med 2 T-33 og 4 F-104 varede normalt 2 ½ time.

Filmoptagelse

I efteråret 1969 og første halvår af 1970 blev filmen ”Phantom Red Scramble” optaget på

Flyvestation Aalborg og ved FLD602. Filmen omhandlede en hverdag i Danmark, hvor

livet går sin vante gang, mens Flyvevåbnet overvåger dansk luftforsvarsområde - klar til

våbenindsættelse ved en uautoriseret flyvning i dansk luftrum. Denne film var i mange år

et fast programindslag, når der var besøgende ved enheden. Vi var nok en smule stolte

over at være blevet ”filmstjerner” sammen med vort flotte DANSEMIK-system!

More magazines by this user
Similar magazines