Fra Gamle ASTA til NADGE Update

Major Finn Westergaard
Fra Gamle ASTA til NADGE Update
Del II 1960-1969.
Brand i bunkerens radarværksted
Den 20. september 1960 kl. 0114 udbrød der brand i bunkeren. Oversergent Jes Norup
var ved at reparere et scope i O-rummet, da han konstaterede røglugt. Et check viste, at
radarværkstedets skrivebord og en bogreol placeret på dette, stod i flammer. Omtrent
samtidig blev oversergent Arne N. Olsen, som lå og sov på et værkstedsbord få meter fra
ildens arnested, vækket ved at en lampekuppel faldt ned på bordet og knustes! Flyvestationens
brand- og redningstjeneste alarmeredes; men inden den nåede frem, var branden
slukket med en kulsyreslukker. Oversergent Olsen fik en lettere røgforgiftning, og varslingsoperatør
Karen Poulsen fik et chok ved at blive ramt i ansigtet af kulsyresne. Brandårsagen
var en arkitektlampe, der var bøjet for langt ned mod bordpladen, som var beklædt
med plexiglas. De materielle skader bestod i ødelagt inventar: et skrivebord, en bogreol,
teknikernes radio samt halvdelen af enhedens tekniske publikationer.
IFF/SIF
FLD602 maskot, vaskebjørnen Jane, sammen med KF Maria Kien Wind og KF
Bente Madsen i december 1960.
Umiddelbart efter sin oprettelse i 1955 havde radarstationen fået installeret et primitivt
elektronisk identifikationsudstyr, IFF (Identification Friend or Foe). I begyndelsen af 1961
blev en mere avanceret udgave (GPA-78) med betegnelsen IFF/SIF (Selective Identification
Feature) indført. Med dette udstyr fik man et stort antal koder til rådighed, og dermed
var vejen banet for en egentlig skelnen mellem ven og fjende, hvilket var et stort fremskridt
for etablering af et identificeret varslingsbillede.

Mobil enhed
Den 1. februar 1962 blev en mobil radarenhed tilknyttet FLD602. Den mobile enhed havde
betegnelsen FLD623. Dens radarudstyr bestod af de gamle, nu modificerede AMESradarer
fra hhv. Værløse og Karup. Dette udstyr, bestående af en AMES 13 (højdefinder)
og en AMES-14 (søgeradar), tilsammen kaldt AMES 21, var monteret på i alt 10 vogne,
heraf en operationsvogn med scoper, radio, IFF/SIF og toter samt en værkstedsvogn.
FLD623 opererede dagligt i træningsmæssig henseende fra rullebanen nord for Ribevej og
brugtes til uddannelse af nye operatører. Som feltmæssig standplads var udset et højdedrag
på en mark, tilhørende gården ”Borchsminde” ved Hornum, midt i trekantområdet
Horsens, Vejle, Juelsminde. Denne standplads nåede dog aldrig at blive benyttet, for allerede
den 24. juni 1964 var det slut. Udstyret blev pakket sammen, og vogntoget sendt af
sted til Værløse, hvor det hele blev skrottet.
Det første enhedsmærke
Major Jørgen Christian Nielsen tiltræder som chef den 1. maj 1961.
Motivet er Odins to ravne, Hugin og Munin, på hhv. sølv- og sort bund, symboliserende
dag- og natoperationer. Devisen er ”SEMPER PARATUS” (Altid rede) og enhedsbetegnelsen
FLD602.
Mærket er udarbejdet og tegnet af Tøjhusmuseet i København efter direktiv fra kaptajn
Jørgen Scheel, som oprindelig havde tegnet det til brug på detachementets julekort. Anvendt
som blazermærke fra ca. 1. oktober 1962 efter godkendelse af chefen, major J.C.
Nielsen. Mærket har aldrig været officielt autoriseret eller søgt autoriseret, men beordredes
formelt til at udgå ved Flyverkommandobefaling B210 af 13. juni 1967.

Ny højdefinderradar
I maj 1964 blev den sidste TPS-10D højdefinder demonteret fra Tårn C, og en FPS-6B sat
op. Denne radar var væsentlig forskellig fra den i 1959 leverede FPS-6A, idet den var udstyret
med ”Variable Nod-Mechanism”. Dette system var lidet holdbart; systemet måtte
ofte have udskiftet kugleled med mange driftsmæssige udeperioder til følge. Højdefinderen
fik derfor fjernet denne mekanisme og benævntes nu FPS-90.
Bygning af Tårn D og opholdsbygning
I 1964 besluttede Flyvevåbnet at ”ombygge” FPS-8 søgeradaren, så den ville fremstå som
en slags ”dobbelt FPS-8”, derfor benævnt FPS-88. Denne ombygning indebar montering
af en ny antenne med et areal, der var 3 - 4 gange så stort som den tidligere antennes.
Dette nødvendiggjorde bygningen af et nyt tårn, og i efteråret 1964 påbegyndte man opførelsen
af Tårn D. I januar 1965 gik man desuden i gang med at bygge Bygning 1 (opholdsbygningen).
Men midt i disse aktiviteter skete der noget alvorligt: bunkeren brændte.
Storbrand
Den 29. januar 1965 kl. 0820 blev det under dagligt teknisk eftersyn opdaget, at der sivede
røg ud fra officerernes opholdsrum (se tegningen på næste side, tegnet af Teknisk Leder,
flyverløjtnant af specialgruppen, Knud Overgaard Sørensen). Da man åbnede døren, skete
en røggaseksplosion, og den vestlige del af bunkergangen var i brand i løbet af 4 – 5
minutter. Stærkt medvirkende til brandudviklingen var vægbeklædningen, bestående af
perforerede masonitplader (akustikplader). Ved opvarmning til høj temperatur viste de sig
at brænde, som krudt.
Bunkeren blev evakueret for det meste af personellet på mindre end 5 minutter; men to
personer, telefonoperatør fru M.J. Olsen (Jensine) og sigalkontorets leder, oversergent
Viggo Christensen, befandt sig stadig i bunkerens omstilling og signalkontor (beliggende i
den vestlige ende af det nuværende computerrum). Da branden opstod, lukkede de døren
til deres opholdssted, men mistede herved følingen med situationens udvikling og blev
desuden nok glemt af det øvrige personel. Da man blev klar over, at de manglede, forsøgte
en teknisk officer, fenrik Aage Frandsen, med et reb om livet, at komme dem til undsætning,
men måtte opgive. Også brand- og redningstjenestens røgdykkere fra flyvestationen
måtte give op pga. varmeudvikling og orienteringsbesvær.
Da døren til de to indespærrede begyndte at brænde igennem, blev de klar over, at det var
nu eller aldrig. De tog hinanden ved hånden og løb gennem den brændende dør hen ad
gangen mod nedgangen til det daværende dieselrum. Her blev de grebet af brandfolkene
og hjulpet op. Deres hår, øjenbryn og klæder var svedet, og deres ansigter var fuldstændigt
ophovnede. De blev kørt til behandling på infirmeriet og var efter få dages rekreation
friske igen, uden varige men.
Brandslukningen blev primært udført af flyvestationens brand- og redningstjeneste og Vojens
frivillige Brandværn med assistance fra CF-kolonnen i Haderslev. Desuden tilgik assi-

stance fra brandkorpsene i Haderslev, Kolding, Vejen, Esbjerg og Odense. Branden varede
til ca. kl. 20, altså 12 timer, men der var dog stadig gløder i O-rummet dagen efter.
Omkring klokken 23 begav chefen for FLD602, major Jørgen C. Nielsen, teknisk leder,
flyverløjtnant-1, Knud O. Sørensen og en varslingsoperatør, Ann-Ruth Jacobsen (MØL)
sig ind i bunkeren for at danne sig et overblik over skaden på det stående udstyr i radarrummet.
De måtte kravle fra dieselrummet og venstre rundt på bunkergangen, da varmen
var for stærk, hvis de kravlede højre om; desuden var varmen for uudholdelig, hvis de kom
højere end en meter over gulvniveau.
Skadens omfang
Chief Controllers udbrændte UPA-35.
Næste dag ankom til flyvestationen med en transportmaskine en undersøgelseskommission
med personel fra Flyverkommandoen og Flyvematerielkommandoen. Sammen med
auditøren fra Viborg skulle disse folk klarlægge brandårsagen samt opgøre skadens omfang:
Operationsrummet med 8 stk. UPA-35 scoper, 2 højdefinderscoper samt toter m.v.
var totalt ødelagt. I de ydre rum havde udstyret lidt større eller mindre skade på grund af
varme og røg. To dage efter branden startede man oprydningen i den næsten udbrændte
bunker, hvor man prioriterede eftersøgningen af våben, hvoraf de fleste var gået tabt.
Brandårsagen har ikke konkret kunnet påvises, men den sandsynlige årsag menes at have
været en defekt ledning til en læselampe, som var placeret i officerernes opholdsrum.

Primitive operationsfaciliteter
Allerede i midten af februar varslede stationen igen fra to stk. OA-99 scoper og et højdefinderscope
i et midlertidigt operationsrum, indrettet i en skurvogn, som havde været anvendt
til administrations- og chefkontor. Disse funktioner flyttedes nu til flyvestationen i
bygning 315. Tre uger efter branden var man i stand til at udføre kontrol fra to IC positioner.
Controllerne sad i en mobil radiovognkasse og havde to UHF-radioer til rådighed.
Højttalerne til radioerne var private ”køkkenhøjttalere”, som personellet stillede til rådighed!!
I slutningen af marts ændredes og udvidedes de operative faciliteter. Der blev opstillet to
militærtelte ved foden af Tårn B: det ene som operationsrum, det andet som radarrum. Der
opstilledes endvidere to skurvogne, hvor der i den ene blev indrettet omstilling, signalkontor,
opholdsrum for kvinder samt kontor for teknisk leder. Den anden skurvogn indrettedes
som kantine, opholdsrum for mænd samt kontor for næstkommanderende.
På grund af de begrænsede operationsfaciliteter kunne alle operatører ikke få mulighed for
lokalt at vedligeholde deres operative færdigheder. Derfor blev en stor del af det operative
personel beordret til midlertidig tjeneste i Skagen, hvor den fornødne træning kunne opnås.
Sommeren 1965: Tårn D bygges; i forgrunden de primitive
operationsfaciliteter.
Radarværkstedet, sommeren 1965.

Operationer under primitive forhold 1965-1966
FLLT-1 (R) Knud Erik Dich på Chief Controller positionen.
Administrationskontoret i skurvognen med
SG Leif M. Nielsen ved skrivebordet.
KF Karen Lind ved OA-99 tellerscopet og bag VPB’en ses
KF Lilly Christensen Gammelgaard.
Der slappes af i det fri.

Ny søgeradar
Efterhånden var det nybyggede Tårn D klar til at huse den nye radar, som den 23. august
1965 ankom på fem togvogne til flyvestationens område. Den 25. august blev piedestalen,
som vejede 6,4 tons, løftet på plads af en stor mobilkran, og to dage senere begyndte man
opsætningen af radomen. I begyndelsen af opbygningsfasen er en radome af den valgte
konstruktion meget sårbar, idet den først får sin styrke, når den sidste trekant er sat på
plads. Derfor kræver en sådan operation rolige vind- og vejrforhold i ca. 3 døgn. Man gik i
gang kl. 1100, og allerede den 29. august kl. 0237 var man færdige efter knap 40 timers
uafbrudt arbejde.
Teltoperationer fortsætter
I november 1965 besluttedes, at operationerne fra teltet skulle fortsætte vinteren over. Alt
udstyr blev derfor nedtaget, og teltene isoleret, og efter en uges forløb var man klar igen.
Stationen blev forsynet med strøm fra tre mobile GM-generatorer, som var opstillet vest for
Tårn D. Disse generatorer kørte uafbrudt i mere end et halvt år uden nævneværdige problemer.
FPS-88 roterer
Den 23. november 1965 var den nye søgeradar færdigmonteret, og FPS-8 blev slukket kl.
0800. Knap halvanden time senere blev FPS-88 startet for første gang. Stationen skulle nu
lukke for operationer et par døgn for omstilling til drift med den nye radar. Der var visse
indkøringsproblemer, men den 27. november kl. 0100 blev stationen atter meldt operativ.
Nyt udstyr
I midten af april 1966 modtog kommunikationsteknikerne nyt udstyr i form af en 24-kanals
ASSMANN båndoptager og en TT-10 High Power radio, som kunne sende med en effekt
på 10 kW. Til sammenligning var effekten på de almindelige radioer på ca. 20 – 30 Watt.
Bunkeren klarmeldes
Den 2. maj 1966 var bunkeren igen klar til operationer med UPA-35 og OA-99 konsoller
samt et specielt varslingskonsol, et 21 tommers Marconi med vandret placeret billedrør.
Hermed kunne en mere normal tilværelse for enhedens personel begynde. Desuden havde
detachementet fået en opholdsbygning over jorden med kantine, opholdsrum, bade- og
toiletfaciliteter samt kontorer til chefen, teknisk leder og administrationspersonalet.
Tactical Evaluation
Den 1. november 1966 kom detachementet ud for en ny ”opfindelse” indenfor Natoalliancen:
TACEVAL. Radarstationen blev den første danske K&V enhed, som blev udsat
for dette check på stationens umiddelbare kampformåen.
Først på aftenen dukkede pludselig en masse kampdommere op og ville ind på området.
Vagtkommandøren tilkaldte vagthavende officer, flyverløjtnant-1 Freddy H. Hansen, fra O-

ummet, og han modtog en introduktionsskrivelse, der nævnte, at en taktisk evaluering af
FLD602 var i gang. Det pudsige var, at vagthavende officer ved vagtens tiltrædelse af
næstkommanderende, major Bent Løkkegaard, havde fået overdraget et nyt dokument,
som NK ikke selv havde haft tid til at læse, da det netop var tilgået enheden. Dokumentet
omhandlede TACEVAL! Vagthavende havde imidlertid endnu ikke fået tid til at studere
indholdet. Det blev selvsagt en speciel oplevelse - man kan roligt sige, at det var ”learning
by doing”. Karaktererne var følgelig heller ikke noget at prale af.
DANSEMIK
Med indførelsen af F-104G Starfighter i luftforsvarsrollen erkendte Flyverkommandoen i
1965, at det stillede nye og store krav til controllernes dygtighed. Kravene var af en sådan
karakter, at man ikke skønnede, at de ville kunne honoreres uden brug af et moderne dataanlæg
til støtte for interceptionsberegninger. Flyvematerielkommandoen sendte allerede
i begyndelsen af januar 1966 udbudsmateriale på et sådant datasystem til 14 udenlandske
firmaer; men i Forsvarsministeriet var man betænkelig. Ville det være rimeligt at anvende
4,5 mio. kroner på et sådant anlæg, når Nato’s kommende NADGE-system ville være operationsklar
inden for en overskuelig årrække? Chefen for Flyvevåbnet fastholdt imidlertid
sit ønske og argumenterede så godt, at Forsvarsministeriet tilsluttede sig projektet.
Kontrakten på DANSEMIK (Dansk Semiautomatisk Interceptions Kontrol) gik til det svenske
firma Standard Radio & Telefon AB (SRT), og sidst på vinteren 1967 var de første
teknikere på kursus i Sverige.
MOPS
Major Viggo Bent Andre Ramlau tiltræder som chef den 1. maj 1967.
Flyverkommandoen besluttede, at FLD602 under installationen af DANSEMIK fortsat skulle
være i operativ drift. Der blev derfor udarbejdet en plan for et Midlertidigt Operationsrum
(MOPS), som skulle placeres i Tårn D på 4. etage (rum 503). Den 17. maj 1967 lukkedes
for operativ drift, så displayudstyret kunne flyttes fra bunkeren til MOPS og dermed frigøre
bunkeren til installation af DANSEMIK. Den 6. juni kl. 1200 var MOPS operationsklart!

MOPS
Layout af MOPS baseret på tegning af Teknisk Leder, flyverløjtnant af specialgruppen, K.O. Sørensen.
Udstyret, der er benævnt C-1830, er det såkaldte ’Time-sharing Master Control’, der gjorde det muligt at
tildele højdefinderen på skift mellem IC-positionerne. Desuden kunne man også definere, hvor lang tid den
enkelte operatør havde tildelt højdefinderen.

MOPS. På billedet t.v. ses forrest CC-radiopanel og scope. I midterrækken et højdefinderscope og 2 IC-scoper. Fjernest ses varslingsscoper
og plottetavler. På billedet t.h. ses det store Marconi 21 tommers scope, hvorfra telleren rapporterede til SOC Karup.
Der var 80 trappetrin til MOPS, og da personellets opholdsfaciliteter stadig var i bygning 1,
kom de ansatte ganske naturligt i bedre form. Når der blev kaldt personel til O-rummet, og
det hastede, ja, så var vejrtrækningen i høj grad påvirket, når man ankom til sin arbejdsposition.
Controllerne kunne lyde noget forpustede på radioen, når de gik i gang med de
indledende checks. MOPS var desuden et varmt sted at operere fra i sommerperioden, og
ofte lod man om aftenen og natten døren til reposen stå åben. Af og til forvildede der sig
derfor en fugl indenfor, og så måtte man se at få det forskræmte dyr fanget og sat udenfor
igen.
DANSEMIK installeres
Den 28. juli 1967 ankom montørerne fra SRT, og kabelarbejdet til det nye udstyr startede.
Få dage efter opstilledes de tomme racks, og en uge senere blev elektronikken monteret.
Den 10. august kl. 0900 kunne der for første gang iagttages video på konsollerne!
Den 1. september blev systemet overdraget. Al hardware fungerede perfekt, og man gik
derefter i gang med optimering af målfølgnings- og interceptionsprogrammet. Den 7. september
var dette arbejde afsluttet, og systemet kunne bruges operationelt. MOPS perioden
var slut for denne gang.
Som det fremgår af navnet DANSEMIK, var systemet beregnet til kontrol. Varslingen foregik
stadig fra det store 21 tommers Marconi-scope med telefonline til plotteren på General
Situation Map (GSM) i Sector Operations Centre Karup. DANSEMIK var et fantastisk godt
udstyr set med en controllers øjne. Systemet var bygget op omkring chief controller (svarer
til FA-positionen), som under sig havde to intercept controllere med hver sit kontrolteam,
bestående af en tracker og en højdefinderoperatør.

Trackeren tog sig af målfølgningen af target og gav anvisninger til højdefinderoperatøren,
som så kontinuerligt fulgte mål- og jagerflyet, så alle fortløbende var vidende om den relative
højde mellem de to fly. Målfølgningen af jagerflyet var normalt controllerens opgave,
men kunne efter aftale delegeres til trackeren. Alle syv positioner havde mulighed for at
være i kontakt med hinanden ved hjælp af et særdeles brugervenligt intercom-system.
Også til undervisning og træning var systemet langt forud sin tid. Via telefonnettet var det
muligt at forbinde F-104 simulatoren på Ålborg med DANSEMIK, så en pilot i Ålborg kunne
”flyve” en mission under kontrol af en rigtig controller i Skrydstrup. Målflyet blev styret af
instruktøren i simulatoren, og pilotens styreinput fik et simuleret jager-radarekko til at bevæge
sig på scoperne i Skrydstrup. Når piloten kom inden for eget flys radar pick-up range,
kunne han på sit scope se målet og melde hhv. ”contact” og ”judy”.
I midten af januar 1968 suppleredes udstyret i O-rummet med et 12 tommers Marconiscope,
som blev placeret på ”broen”, betegnelsen for den række, hvor chief controlleren
sad. Dette scope skulle bruges som ECCM-scope, og der indgik tillige et A-scope til analyse
af jammingen. ECCM-scopet kunne i nødstilfælde bruges som en tredje kontrolposition,
da der var ført radiomulighed til konsollet. Fra denne position udførtes i spidsbelastningsperioder
primært kontrol med luftmålsskydninger i Nordsøen.
Øvelse ”Ravneklo 1968”
DANSEMIK operationsrum, september 1967.
Fra den 24. – 27. september 1968 afvikledes øvelse ”Ravneklo 1968” i og omkring Skrydstrup
med deltagelse af 4000 m/k. FLD602 personel lå i kantonnement på en gård i Øster
Lindet. Et lokalt dagblad besøgte dette sted og kunne berette følgende:
”Mænnerne har fået stillet en stald til rådighed. Gør det så noget, at der også er køer og
kalve, når man bare kan holde varmen? Fritiden i spredeområdet går med kortspil, snak,
lidt soven ind i mellem og kortspil igen.

Og så ser man naturligvis efter fjenden, som jo nødigt skulle triumfere ved et overraskelsesangreb.
Man bliver i spredeområdet indtil vagtafløsningen skal finde sted. Så går det
tilbage til detachementet, hvor der både er lys og varme – happy days o.s.v. Det værste
ved turen i høet? For mange fodboldkampen Danmark-Tjekkoslovaiet onsdag aften, som
alle gik glip af. Man snakkede om 5. kolonne virksomhed!
Også pigerne fra Kvindeligt Flyverkorps deltager i øvelsen. På lige fod med mændene
oven i købet. Da de fik tilbudt værelser på en omegnskro, sagde de pænt nej tak til tilbuddet
– de ville med mændene i krig. Og det kom de. De har fået nye uniformer. Kampuniformer
ligesom deres mandlige kolleger, store støvler og oppakning. Det er næsten ikke til
at se, hvad der er opad eller nedad. Og dog, det er ikke rigtigt. Den nye mode for piger i
”krig” siger, at der godt kan blive plads til et par rottehaler under den store stålhjelm. Det
klæder!
Hen under aften drysser de alle rundt. Snakken går, og man fryser. Maden lader vente
på sig – den første varme ret siden øvelsen start – hvad mon der er i gryderne? – Nå, under
de forhold kan alt spises. – Bare det er varmt!
Maden er på vej. Siden engang om eftermiddagen har flyvestationens kostforplejning
opereret fra to omegnskommuner. Menuen onsdag aften stod på oksekødssuppe og oksekød
med grøntsager. Fem eller seks kogekasser er i brug. De værnepligtige slider i det.
Der skal bestilles noget, når 3-4000 munde skal mættes.
Natten falder på. Kommer fjenden i nat? Eller i morgen. Fem timer til afløsning. Ravneklo
1968.”
NADGE tekniske forkurser
I 1966 indgik Nato kontrakt med et konsortium, NADGECO, som var dannet af seks elektronikfirmaer.
Systemet NADGE (Nato Air Defence Ground Environment) medførte bygningen
af fem nye radarstationer og udbygning af 64 eksisterende stationer i Europa. I efteråret
1969 blev det første af tre hold teknikere sendt på et 16 ugers kursus i Erndtebrück
i Tyskland. Det sidste hold afsluttede kursus den 1. november 1970.
Air Defence Competition
I årene 1967 – 70 deltog Flyvevåbnet i AFCENT (Allied Forces Central Europe) konkurrence
”Air Defence Competion” (ADC). Da det danske område hørte til Nato’s Nordregion
kunne man kun deltage som gæster og havde derfor ikke mulighed for at vinde vandrepokaler.
Der var tre vandrepokaler, hvoraf den ene, Guynemer Trophy, skulle gå til den vindende
AFCENT sektor. Den anden pokal, Hudleston Trophy, skulle gå til det vindende
pilothold, medens den sidste, Burniaux Trophy, tildeltes det vindende controllerhold.
Den danske del af konkurrencen blev afviklet fra FLD602, som stillede faciliteter og støttepersonel
til rådighed. Flyvevåbnet udpegede en række piloter fra Ålborg og controllere fra
K&V-systemet til deltagelse i konkurrencen. Ved lodtrækning i AFCENT blev der efterfølgende
fundet fem piloter og fire controllere, hvoraf én fra hver gruppe var reserve. GCIholdet
var sammensat af en chief controller (CC) og to controllere (IC).

Det danske hold var i høj grad handicappet, da der pga. våbentypen, Sidewinder, kun
kunne laves ”stern attack”. I 1967 – 69 opnåede det danske hold sidstepladser, men 1970
blev atypisk, idet de tre deltagende gæstehold, England, Frankrig og Danmark, besatte de
tre første pladser. Det vil sige, at de førnævnte pokaler blev tildelt AFCENT’s hold, der fik
4., 5. og 6. pladsen! Danmark blev nr. 3 både på pilot- og controllersiden.
High level delen blev gennem alle årene udført fra FLD602. Low level scenariet blev kontrolleret
fra en nærluftforsvarsradar i Ålborg-området med flyverløjtnant-2 Poul Erik Ebbesen
fra FLD602 som controller. I 1969 og 1970 udførtes low level delen fra lavvarslingscentralen
i Ålborg med seniorsergent Erik Christian Mynster, FLD602, som
broadcast controller.
I 1967 deltog Flyvevåbnet som specielt inviteret gæstehold, og der foreligger desværre
ingen fotografier af hverken pilot- eller GCI-hold. De efterfølgende år blev der derimod taget
fotografier af begge holdtyper:
GCI-holdet 1968. Fra venstre FLLT-1 G.F. Møller, FLD601 (IC), KN H.A.D. Monberg, FLD602 (IC),
MJ E.R. Jensen, FLD602 (CC) og KN H.F. Sibbesen, FLD602 (IC).

Pilotholdet 1968. Fra venstre: FLLT-1 J. Jacobsen (COB), KN P. Johansen (JON), FLLT-1 S.E.R. Hansen (SER),
FLLT-2 M.L. Carlsson (CAS), KN K. Larsen (KAR) og FLLT-1 K.Thygesen (GES).
Pilotholdet 1969. Bagest fra venstre: KN N.N. Jacobsen (NAK), KN T.S.H. Olsen (TOR), FLLT-1 P.G. Tanggård (TAN).
Forrest fra venstre: FLLT-1 M.L. Carlsson (CAS), FLLT-1 J.H. Kristensen (RIS), MJ O. Fogh (FOL) og FLLT-1 L. Tophøj (TOP).

GCI-holdet 1969: Fra venstre: FLLT-2 J. Kofoed (IC), FLD601, MJ H.J.E. Lørup Larsen (CC), FLD602,
FLLT-1 L. Mørup (IC), FLD602 og FLLT-1 F.H. Hansen (IC), FLD602.
Uddannelse til controller
Siden kontrol- og varslingstjenestens start havde alle controllere skullet have officersstatus.
I 1967 besluttede Flyverkommandoen imidlertid, at der fremover skulle uddannes
stampersonel til jagerkontrolfunktionen. I februar 1968 startede det første hold deres uddannelse,
og fra sommeren 1969 havde man allerede tre jagerkontrollører (seniorsergent
Gynther Cordes, seniorsergent Erik C. Mynster og oversergent Finn Westergaard), som de
nu benævntes, ved enheden.
Når elever ankom til stationen blev de indledningsvis uddannet til kontrol af luftmålskydninger,
dvs. kanonskydning mod flagmål og missilskydning mod de såkaldte Delmar mål
samt kontrol af practice intercepts (PI’s). Herefter fik de efter et par måneders forløb lov til
også at prøve kræfter med profile fighter missioner. Når operationsofficeren mente, at eleven
var ”god nok”, blev der pludselig under en mission sat flere ”checkere” på, og hvis
missionen forløb godt, var man udchecket. Beskeden om, at man var godkendt til selvstændig
jagerføring kunne f.eks. meddeles på intercom på denne måde: ”Så skal der gives
kaffe og cigarer til officererne i opholdsrummet!” Først da vidste controllereleven, at han
nu fik udskiftet sit elevnummer med et rigtigt controllernummer.

Luftmålsskydninger
Skydning mod flagmål fandt som regel sted i EK D 73 Rømø skydeområde og i ED D 41
Sylt Inner Range. Målslæbeflyet var Hawker Hunter fra ESK724, som trak målslæbet for
jagerne fra både Skrydstrup og Ålborg.
Sidewinder-skydninger fandt sted to gange om året i ED D 46 Sylt Outer Range. Disse
skydninger begyndte i 1966, hvor et T-33 fly trak et såkaldt Delmar mål efter sig. Desuden
deltog 2 F-104, et skydende fly og et chase fly. Missionen startede med, at en F-104 foretog
en afsøgning af skydeområdet for at konstatere, om der lå skibe i nedslagsområdet.
En T-33 var samtidig under udflyvning fra Skrydstrup med opspolet slæbewire. Ved ankomst
til skydeområdet startede udrulningen af wiren i 20000 fods højde. Der skulle udrulles
8 km wire, så det tog sin tid! Når udrulningen var færdig, blev de to F-104 styret ind
bag Delmar-målet i 19000 fods højde. Ved passage af ”Open Fire Point” meddelte controlleren
dette til formationen; chasepiloten tastede en forudbestemt frekvens på sin UHF radio,
hvorved en modtager i Delmar-målet tændte fire magnesium flares mellem målets halefinner.
Herved fik missilet en varmekilde at styre efter, mens T-33 var i sikkerhed 8 kilometer
længere fremme. Når målet var ramt, startede indrulningen af wiren. En mission af
denne type med 2 T-33 og 4 F-104 varede normalt 2 ½ time.
Filmoptagelse
I efteråret 1969 og første halvår af 1970 blev filmen ”Phantom Red Scramble” optaget på
Flyvestation Aalborg og ved FLD602. Filmen omhandlede en hverdag i Danmark, hvor
livet går sin vante gang, mens Flyvevåbnet overvåger dansk luftforsvarsområde - klar til
våbenindsættelse ved en uautoriseret flyvning i dansk luftrum. Denne film var i mange år
et fast programindslag, når der var besøgende ved enheden. Vi var nok en smule stolte
over at være blevet ”filmstjerner” sammen med vort flotte DANSEMIK-system!