Rødfarve, linolie og maling. - Danske Torpare

Rødfarve, linolie og maling.
Fokus på traditionelle produkter.
Dette afsnit vil først og fremmest omhandle de ældre typer træbehandling og maling med fokus på
træhuse og svensk tradition.
Nogle ældre produkter som ”rödfärg” og linolie lever bedre end nogensinde, mens andre såsom tempera‐
og limfarve er blevet lidt af en specialitet.
Interessen for traditionelle typer af overfladebehandlinger skyldes dels, at disse ofte æstetisk er
velvalgte til ældre huse, dels at de bedste typer arbejder godt sammen med konstruktioner, der er
diffusionsåbne og fugtbelastede. Endelig har nogle af disse gamle farvetyper ganske simpelt en visuel
karakter, der er værd at ofre kræfter på at opnå.
Af Bjørn Donnis, Kirsten og Claus Thykier
Indhold
Indhold ..................................................................................................................................................... 1
Forord....................................................................................................................................................... 4
Hvad er maling?........................................................................................................................................ 4
Hvad kan maling og oliebehandling – og hvad kan det ikke?.................................................................... 5
Beskyttelse og pynt ........................................................................................................................... 5
Andre funktioner............................................................................................................................... 6
Sammenligning mellem de nedenfor omtalte typer.................................................................................. 6
Linolie og andre olier til bygningsbrug ...................................................................................................... 7
Nogle fælles egenskaber ................................................................................................................... 8
Linolie og linoliebaserede produkter ................................................................................................. 9
(BD): .............................................................................................................................................. 9
(Rå) Linolie .................................................................................................................................... 9
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Side 1 af 56

Kogt linolie/fernis........................................................................................................................ 10
Stand olie og Blæst linolie ........................................................................................................... 10
For den kemisk interesserede:..................................................................................................... 10
Hvad er det linolie kan?................................................................................................................... 10
Beskytter linolie (og andre hærdende olier) mod råd og svamp?..................................................... 12
Skal man fortynde linolie med terpentin? ....................................................................................... 13
Flere oplysninger......................................................................................................................... 14
Priser og forhandlere....................................................................................................................... 14
Kinesisk træolie eller tungolie ......................................................................................................... 16
Tungolie baseret lak .................................................................................................................... 17
Priser og forhandlere................................................................................................................... 17
Dehydreret ricinus olie, ”Dehydrated castor oil” ............................................................................. 18
Tall olie ........................................................................................................................................... 18
Rödfärg og andre slamfarver. ................................................................................................................. 19
Historien ......................................................................................................................................... 19
Hvad er en slamfarve?..................................................................................................................... 20
Der er 2 ægte røde! ......................................................................................................................... 22
Slamfarve er andet end rødfarve! ................................................................................................... 22
Hvad er Ægte Falu Rödfärg .............................................................................................................. 22
Hvad koster det............................................................................................................................... 23
Hjemmekogt ................................................................................................................................... 24
Hvad er fordelen ved rödfärg (og andre slamfarver)?...................................................................... 27
..og ulemperne................................................................................................................................27
Er rödfärg farligt for helbredet? ...................................................................................................... 27
Hvordan dækker det?...................................................................................................................... 28
Hvor godt beskytter Rödfärg? ......................................................................................................... 28
Hvordan bruger man rødfarve? ....................................................................................................... 30
Kan man sprøjtemale med rödfärg? ................................................................................................ 30
Kan man male træ, der tidligere er malet med andet end slamfarve? ............................................. 31
Elkabler på en Falurød facade! ........................................................................................................ 31
De problematiske hvide pigmeter........................................................................................................... 32
Limfarver (og hvidtede lofter)................................................................................................................. 33
Rødfarve, loftshvidt og limfarver..................................................................................................... 33
Loftshvidt........................................................................................................................................ 33
”Ægte” limfarve............................................................................................................................... 33
Temperafarve ......................................................................................................................................... 35
Æggeolietempara ............................................................................................................................ 36
Kaseintempera................................................................................................................................37
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Side 2 af 56

(Lin)oliemaling og alkydoliemaling.......................................................................................................... 38
Syre/Syra: ....................................................................................................................................... 39
Alkydoliemaling .............................................................................................................................. 39
Litteratur, oliemaling: ..................................................................................................................... 40
Forhandlere..................................................................................................................................... 41
Hvidtekalk og erstatninger...................................................................................................................... 42
Tjære ...................................................................................................................................................... 42
Baggrund, historie og egenskaber ................................................................................................... 42
Anvendelse og praktiske egenskaber .............................................................................................. 44
Beg/”Beck”...................................................................................................................................... 45
Hvis du vil vide mere ....................................................................................................................... 46
Hvor køber man trætjære?.............................................................................................................. 46
Slipersolja/kreosot ................................................................................................................................. 47
Jernvitriol/Gråfarvning af træ................................................................................................................. 47
Bejdse (og ”Lasyr”).................................................................................................................................. 48
Lakbejdse: ....................................................................................................................................... 49
Terpentin, balsamterpentin og andre fortyndingsmidler ........................................................................ 49
Mineralsk terpentin ........................................................................................................................ 49
Vegetabilsk terpentin / fransk terpentin / Balsamterpentin............................................................ 49
”Citrusolier” / appelsinskals‐olie ..................................................................................................... 50
De moderne malinger – ”Plastmalinger”................................................................................................. 50
Ikke‐vandig alkydmaling (alkydoliemaling/lackfärg)........................................................................ 50
Vandig akrylmaling (”akrylatfärg”) og latexfarver. .......................................................................... 51
Sammenligninger med traditionelle malinger. ................................................................................ 52
Moderne ”træbeskyttelse” ..................................................................................................................... 55
Læs mere om traditionelle malinger ....................................................................................................... 56
Tryk på dette symbol for at komme tilbage til indholdsfortegnelsen
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Side 3 af 56

Forord
Dette skrift beskæftiger sig mest med traditionelle malingstyper. Det skyldes ikke, at forfatterne mener, at
”alle moderne malinger er ubrugelige” – langtfra!
Mange ældre malingstyper giver meget smukke resultater, især mht. mat overflade, der sammen med det
høje pigmentindhold giver en usædvanlig farvedybde.
Hertil kommer, at en del torpare har et gammelt hus i det svenske. Disse torpare bør have en speciel
interesse for de gamle malinger af såvel tekniske som æstetiske grunde; men det bør naturligvis være
ejerens frie valg, hvilken malingstype, han foretrækker, med mindre huset er fredet (K‐märkt).
Nu er det således, at vi i dag ikke accepterer at bo i huse, hvor temperaturen kun kommer over 15°C i
enkelte rum om vinteren – tænk på hvor mange, der synes, det er ulideligt, hvis det tager to timer fra
ankomsten til husets temperatur er over 20°C. Så derfor fyrer vi på den ene elle anden måde – og vi fyrer
meget – og det er dyrt.
Omkostningerne til opvarmning reducerer vi ved at isolere og tætne for træk og vind – det opfordrer vore
egne myndigheder os også hele tiden til!
Hvis vi nu benytter malinger, der er beregnet til moderne huse med styr på fugtvandringen, i en gammel
enkel konstruktion, hvor der er fugtvandring, og hvor den nylige isolering har gjort den varme side af
væggen varmere og især den kolde siden endnu koldere, og hvor tætningen yderligere har udelukket
blæsten fra at udlufte konstruktionen, så går det – måske – galt, fordi de moderne malinger er beregnet på
moderne konstruktioner, hvor fugtvandring bør være lav og kontrolleret.
(BD)
Hvad er maling?
Maling er et materiale, der består af mindst tre
komponenter: Pigmentet (farven), binderen og
noget der gør malingen flydende.
Det, der gør malingen flydende, kan evt. være
binderen selv. Men selv når binderen er flydende
i uhærdet tilstand, vil man ofte justere, hvor
tyktflydende malingen er, med en fortynder, der
kan være vand, terpentin, cellulosefortynder,
sprit eller andet.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Binderen er det man normalt karakteriserer
malingstypen med: Oliemaling, alkydmaling,
akrylmaling, limfarve, æggeolietempera, cement‐
farve osv. Binderen skal være et stof, der gennem
en fysisk eller oftere kemisk proces hærder til
noget fast og bestandigt efter påføringen.
Pigmenterne (farvestofferne) i ”rigtig maling” (i
modsætning til bejdse, akvarelmaling og
Side 4 af 56

transparent træbeskyttelse) danner et
uigennemsigtigt lag, der er hvidt eller farvet.
Hvis pigmentet er så kraftigt farvet, at der kun
skal tilsættes ganske lidt for at få den ønskede
kulør, vil man yderligere have tilføjet et hvidt
pigment eller et hvidt ”fyldstof”.
Lakker er i moderne sprogbrug normalt maling
uden (større mængde) pigment, men bruges også
om maling med en meget høj glans, der måske
endda er opnået ved polering.
Industrielt anvendes også pulverfarver, der
sprøjtes på emnerne og derefter smeltes
sammen.
Malinger kan yderligere naturligvis indeholde
mange andre stoffer for at tilføre ekstra
funktioner. Det kan være svampegifte til
træbeskyttelse, billige fyldstoffer til at give tykke
og ekstra dækkende lag og evt. struktur, rust‐
hæmmende stoffer, magnetiske materialer,
selvlysende, fluoriserende eller kraftigt
reflekterende stoffer, stoffer, der leder (statisk)
elektricitet væk.
På et meget basalt plan er maling ikke ret
forskellig fra beton og især pudsemørtel. I mørtel
og beton er binderen kalk/cement,
pigmenterne/fyldstoffet er sand, grus eller
skærver, og det, der gør det hele flydende, er
vand. Der findes da også ting som
cementbaserede malinger, berapninge og
filtsning og spartelfarver der danner bro mellem
de to grupper af materialer.
(BD)
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Hvad kan maling og
oliebehandling – og hvad
kan det ikke?
Beskyttelse og pynt
Man maler for at beskytte materialet eller
konstruktionen, man maler for at gøre overfladen
mere glat og rengøringsvenlig, og man maler for
at farvelægge emnet.
Metaller beskyttes forhåbentlig mod
rust/korrosion, og træ mod råd, svamp, mug og
andre trænedbrydende påvirkninger som stærk
sollys.
I vore dage glider pynteformålet (farvelægningen)
ofte sammen med vedligeholdelses‐ og
beskyttelsesformålet.
Et skib males for at sinke rustangreb og
bevoksninger af alger, rurer osv. – og så benytter
man lige lejligheden til at sætte rederiets logo på
skorstenen, der i øvrigt ofte ikke har anden
funktion end netop at vise logoet.
Bundgarnspæle og jernbanesveller var tjærede –
eller behandlede med kreosot eller slipersolja.
Det var alene for, at de skulle holde så længe som
muligt.
Bindingsværk vil ofte også være tjæret med
trætjære eller oliemalet. Det var den bedste
træbeskyttelse, man engang kendte for dette
konstruktionsmæssigt kritiske og yderst
ubeskyttede træ.
I dag er det i de fleste egne svært at forestille sig
bindingsværk, der ikke er sort – eller af en given
Side 5 af 56

farve i en given egn. Så i dag er beskyttelses‐
funktionen næsten blevet overskygget af
farvesætning. Og ren farvesætning bliver det når
”bindingsværket” er rent pynt uden bærende
funktion.
Det klassisk finske, svenske eller norske
rødfarvede hus, er oprindelig opstået som en
måde at få de ”simple” træhus til at ligne de
”fine” huse bygget af røde mursten. Problemet
med mursten var at de fremstilles af ler, der er så
sjælden i de 3 lande. Senere fandt man, at
rødfarven havde nogen beskyttende virkning
overfor solens nedbrydende virkning og endda
lidt overfor svampeangreb.
Andre funktioner
Nogle meget specielle funktioner som f.eks.
magnetiske malinger er nævnt ovenfor.
En egenskab, der er blevet mere og mere vigtig,
er hygiejnen/rengøringsvenligheden.
Ældre typer indendørs maling udmærker sig ved
en påfaldende dårlig rengøringsvenlighed, med
undtagelse af oliemaling og fernis.
I dag kan man dårligt forestille sig at indkøbe en
moderne indendørs maling uden at overveje, om
den er rengøringsvenlig nok til den påtænkte
anvendelse. I erhvervslivet stiller myndighederne
endog meget store og specifikke krav på dette
område også langt udenfor de fødevare‐
bearbejdende erhverv.
(BD)
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Sammenligning mellem de
nedenfor omtalte typer.
I teksten nedenfor er der omtaler af en lang
række malingstyper og andre typer
overfladebehandlinger.
Opdelingen går i grove træk fra ”primitive”
behandlinger (linolie på træ, falu rød), over
traditionelle ”ægte” malinger (limfarve, tempera‐
farver), til moderne og næsten moderne
malingstyper ((lin‐)oliemaling og de moderne
alkyd‐ og akrylfarve), hvor de moderne malinger
kun får få ord med på vejen – dem kender både vi
og farvehandleren.
Endelig er der afsnit om beslægtede materialer,
der er svære at passe ind så som trætjære.
Idéen er på den ene side at reklamere lidt for de
klassiske produkter for de, der kunne få lyst til at
prøve, samt at fortælle lidt om hvilke materialer,
der efter forfatterens mening bør have en fast
plads i udvalget af overfladebehandlings‐
produkter.
Men husk, der er nogle materialer som de fleste
nok vil anse for at være forældede til almindelig
brug.
Netop på dette område er der nogle, der ellers
lever i den moderne verden, der er blevet
overbevist om at enhver type maling, der ikke
fandtes i 1940 er uanvendelig og dybt
ødelæggende.
For at ingen skal være i tvivl, så deler forfatterne
ikke dette synspunkt.
Side 6 af 56

Linolie og andre olier til bygningsbrug
Hør mark (Belgien, foto: Jean‐Pol GRANDMONT ‐ Wikimedia Commons)
De olier der omtales her er de ”naturlige” eller kun let modificerede naturstoffer, der har den egenskab at
de er ”tørrende”, dvs. at de ved udsættelse for lys, varme og ilt hærder op til en konsistens, der af gode
grunde ligner plast eller en hård voks.
De får en fyldig omtale, dels fordi de både historisk og stadig i moderne træpleje har en stor betydning,
dels fordi de i behandlet form ikke alene danner basis for de traditionelle oliemalinger og for fernis.
Sammen med den genopdagelse af disse
traditionelle olier, især linolie i vor del af verden,
er der opstået en række myter om stoffernes
næsten mirakuløse egenskaber. Selvom disse
stoffer har masser af værdifulde egenskaber, er
der desværre ikke hold i mange af de
anprisninger, der udsættes for.
Det er trist fordi man risikerer, at brugere, der har
hørt alt for positive beskrivelser, kasserer
anvendelsen af dem, fordi ”de duede alligevel
ikke”. Det er synd – de kan så meget – men
mirakler udrettes ikke.
I Nordeuropa er linolie (hørfrøolie), den absolut
bedst kendte tørrende olie. I dag er de smukke
blå hørmarker endda blevet et relativt almindeligt
syn i egne af Sverige.
Den eneste anden ”indfødte” olie i Norden, der
udviser tørrende egenskaber i større eller mindre
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
grad er sildeolie/fiskeolie eller ”tran”, som det
kaldes på svensk. I Bohus län var dette den
normale ”bygningsolie”! – den olie som vi i dag –
måske – køber for formuer i små kapsler som ‐3
olie.
Herudover findes der et par ”eksotiske” olier med
tørrende egenskaber, hvoraf vi kun i praksis
møder én enkelt, tung olie eller kinesisk træolie,
der bruges alt for lidt i vor del af verden – samt
den mængdemæssigt måske største af dem alle,
der ingen gang har et ordentligt dansk navn, men
som i Nordamerika er ligeså lovprist som linolie
som det eneste rigtige til bevaring af træ:
”dehydrated castor oil” – på dansk vel ”afvandet
amerikansk olie”.
Men mere om disse produkter senere.
Side 7 af 56

Et par andre tørrende olie er ikke så udbredte
som træbehandling hverken I Skandinavien eller
andetsteds og skal bare lige nævnes ved navn:
Oiticica olie (et af de mange forskellige stoffer,
der kaldes rosentræs olie, fra frø af Licania
rigida). Den er ligesom tung olie en meget
hurtigtørrende olie, men hærder op mere sprødt
og mørkere.
Sojaolie er på grænsen til at være tørrende og
det samme gælder solsikkeolie. For begge gælder
at plantesorten og forbehanlingen spiller ind.
Men normalt sælges oliene ikke direkte til
træbehandling.
”Safflower” olie (farve‐Tidselolie) er tørrende og
gulner ikke. Det meste af denne olie anvendes til
at fremstille alkydolier, hvor den ikke‐gulnende
egenskab videreføres – og meget sælges som
madolie med proklamerede ernæringsmæssige
gode egenskaber. Egenskaberne er stærkt
sortsafhængig!
Nogle fælles egenskaber
Som nævnt er netop disse olier ”tørrende”, dvs.
at de ved udsættelse for lys, varme og ilt hærder
op til voks‐ eller plast‐lignende konsistens.
Samtidig udvider de sig en lille smule.
Når det sammenholdes med at molekylstørrelsen
er så lille at de let trænger nogle millimeter ind i
tørt træ, så kan man opnå en temmelig
fuldstændig udfyldning af træets porer med en
plastlignende masse i nogle millimeters dybde.
Man skal blot forhindre at hærdningen eller
”tørringen” foregår alt for hurtigt.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
ALLE disse og andre planteolier (og dyrefedt) er
ganske små molekyler i forhold til porerne i træ.
Derfor trænger de ganske let – et stykke ind – i
træet. Der er ikke nogen forskel, der overhovedet
har betydning i molekylstørrelse på forskellige
ubehandlede olier og fedter, der stammer fra
forskellig plante og dyr.
Næsten alle planteolierne er flydende ved
stuetemperatur (kokosfedt, kakaofedt og
palmekerneolie er et par undtagelser). Flydende
planteolie er som nævnt tyndflydende nok til at
indtrængningen ved påsmøring er flere millimeter
dyb i nåletræ. Ved neddypning kan man opnå
dybere indtrængning.
Den egenskab, som alle de tørrende olie deler, er
at de indeholder mange dobbeltbindinger – de er
hvad man i ernæringslære terminologien kalder
flerumætter (polyumættede) i meget høj grad.
Advarsel:
Når tørrende olie hærder (stivner) udvikles der
varme. Hvis hærdningen sker langsomt bemærker
man det ikke. Men kluden med linolie (eller
endnu værre med ”tungolie”), der ligger i solskin,
bliver så varm, at man ikke kan holde på den – og
måske går der ild i den. Desværre en uhyggelig
almindelig brandårsag. Husk at gulvolie til
oliebehandlede gulve ofte indeholder linolie!
Brugte klude og pensler
‐ lægges i metalspand med låg,
‐ i en LUKKET plastpose eller
‐ i vand.
Side 8 af 56

Linolie og linoliebaserede produkter
Der er mange meninger om linolie – til
underholdning er nedenstående forfatternes
individuelle præsentationer, hvortil det skal
noteres at vi alle er glade brugere af linolie
produkter:
(KT & CT):
Linolie har de gode egenskaber, at fugt og
kondens kan passere igennem (diffusionsvenlig).
Brugen af linolie hviler på mange århundreders
erfaringer. Olien trænger langt ind i træet og
beskytter det.
Linolie udvindes af hørfrø, som presses på samme
måde, som når man presser oliven‐ eller rapsolie.
Brug koldpresset linolie, som er den bedste og
reneste.
Rå koldpresset linolie bruges til imprægnering af
råt træ og kitfalse i vinduer, samt hvis man vil
lave kit selv.
Kogt koldpresset linolie bruges til linoliemaling.
Også hvis man selv fremstiller maling med
velegnede pigmenter eller pigmentpasta!
Linoliemaling anstryges tyndt med gode pensler,
egnet til formålet ‐ f.eks. kinesiske pensler med
sorte svinebørster. Linoliemaling skal altid
anstryges tyndt. Hvis ikke, rynker den, danner en
gullig hinde ‐ og tørrer for langsomt. Skal males to
til tre gange!
OBS. Brug linoliemaling fra anerkendt firma. Mal
udvendigt kun i tørt vejr og ikke i en temperatur
på under 15°!
N.B. Linoliedrænkede klude kan selvantænde.
Brænd dem eller opbevar dem i vand!
Sollys bidrager til hærdning af linolie. Malingen
tørrer dårligere i mørke eller kunstlys. Derfor må
man regne med længere tørretid om vinteren end
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
om sommeren. I mørke rum kan maling med
linolie gulne noget.
(BD):
(Rå) Linolie (hørfrøolie, sv.: linolja, engelsk:
linseed oil, flax) udvindes af hørfrø. Frøene
og/eller den pressede olie skal lagre adskillige
måneder, ellers forbliver der for mange uønskede
stoffer i olien ‐ og disse stoffer siges at fremme,
at det linoliebehandlede får skimmelsvampe
(bliver sortprikket). Urenheder er specielt et
problem for koldpresset linolie. Det er et
problem, at der ikke er en god deklaration af
"renheden" af linolie.
Rent sprogligt: ”jomfruolie” er det samme som
koldpresset olie. Termen er taget fra olivenolie,
vistnok mest for at give en grund til at tage en
højere pris. Som nævnt er det et problem, hvis
den koldpressede olie ikke er lagret så længe, at
ikke‐olie bestanddelene, der måtte findes, kan
fjernes.
Varmpresset olie er som navnet siger presset ud
under opvarmning, hvorved man får højere
udbytte. Der kommer flere urenheder med, men
til gengæld udskilles de yderst let. For spiseolier
regner man normalt varmpresset olie for ringere
produkter end koldpressede. Til træbehandling er
dette næppe tilfældet, men ofte er den
varmpressede linolie lidt mere viskøs
(tyktflydende) og skal derfor måske fortyndes
med lidt terpentin for at få en god indtrængning.
Nogle fagfolk mener endda, at en mildt
varmebehandlet fernis (altså et produkt mellem
rå linolie og kogt linolie/fernis vil fungere
allerbedst til træbehandling, og at den normalt
anbefalede anvendelsen af koldpresset linolie er
en uheldig misforståelse!
Side 9 af 56

Kogt linolie/fernis
”Koges” linolie (kold‐ eller varmpresset), får man
naturligt nok "kogt linolie" også kaldet fernis.
”Koges” er sat i anførselstegn, fordi den bedste
temperatur er noget under linolies kogepunkt.
Her er hærdningen (dannelsen af polymerer), dvs.
sammenbindingen mellem de enkelte molekyler
til meget store molekyler i fuld gang. Hvis
fernissen er kogt længe (eller ”dobbeltkogt”), vil
den derfor ikke trænge ret langt ind i træet.
Ved milde varmebehandlinger er molekylerne
stadig så meget mindre end træets porer, at det
ikke har negativ indflydelse på indtrængningen.
Til gengæld sikrer kogningen, at også de dybeste
lag olie tørrer og beskytter.
Fernis giver en pæn overflade (en malingsfilm ‐
lak), fordi hærdningen foregår i hele laget på
samme tid. Derimod vil rå linolie, der ligger i et
lag på overfladen ved hærdningen typisk først
danne en film, der derefter rynker på grund af
udvidelsen ved hærdningen.
Der er på det seneste rejst tvivl om, der faktisk
optræder en betydelig polymerisation ved de
forskellige former for kogning – det har været
svært at eftervise ved de metoder, der burde
kunne demonstrere det. En anden teori er, at
kogninger først og fremmest nedbryder de
antioxidanter, der naturligt er i olien og som især
i den koldpressede, rå linolie sinker poly‐
merisationen.
Et problem med "kogt linolie/fernis" er, at man
ikke har en deklaration, der angiver "hvor meget"
den er kogt/polymeriseret.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Stand olie og Blæst linolie
… er andre behandlinger (kogt hhv. uden og med
megen luft), der giver delvist polymeriserede
produkter i familie med kogt linolie.
Standolie er temmelig tyktflydende – tilsætning
af standolie giver en mere "normal" struktur på
malingen og et lidt laklignende produkt. Standolie
er normalt temmelig dyrt.
For den kemisk interesserede:
Den rå linolie (jomfruolie, koldpresset olie,
kemikalie identifikationsnummer: CAS‐nummer
8001‐26‐1) indeholder som alle andre fedtstoffer
3 lange kulbrintekæder, hver forsynet med en
syregruppe (som i eddikesyre) i den ene ende. De
tre syregrupper er bundet til glycerin (glycerol) ‐
fedtstoffer kaldes derfor også triglycerider. Ca. 2
af de 3 "fedtsyrer" (de lange kæder med
syregruppen) i linolie indeholder 3
dobbeltbindinger (linolénsyre) ‐ resten 1 eller 2
(linolsyre). Langt de fleste linoliemolekyler
indeholder 57 kulstofatomer, hvilket
sammenlignet med rene kulbrinter (som f.eks.
mineralsk terpentin) er ganske mange, men ikke
ret mange i forhold til plast.
Hvad er det linolie kan?
Fordelen ved en træbehandling med først linolie
og derefter linoliemaling af flere typer (stigende
grad af "fedme") i mange lag er, at træets
porøsitet i overfladen og nogle mm ind fyldes
godt ud med et plast‐ eller vokslignende produkt i
form af den hærdede linolie.
Fordi malingen er så tyndflydende, maler man i
(helst mange) tynde lag – hvilket i øvrigt næsten
Side 10 af 56

altid er fordelagtigt for alle malingstyper –
traditionelle som moderne.
Ulempen er selvfølgelig de mange behandlinger
(op til 7 gange inklusiv forbehandlinger med ren
olie og grundinger ifølge nogle anvisninger) samt
de lange tørretider. Næsten alle, der har brugt
oliemaling, kender nok, at man står søndag
eftermiddag og er nødt til at lukke vinduerne,
selvom malinger ikke er hærdet.
På den anden side giver mange, tynde lag god
holdbarhed.
‐ Husk at man sagtens kan linoliebehandle
træværk, og derefter fortsætte med en
malingsbehandling med alkydoliemaling.
‐ Husk, at ikke må benyttes relativt "tætte"
malinger som oliemaling ‐ heller ikke
linoliebaseret maling – hvor der kommer megen
fugt "indefra", så går det HELT galt. Men der ”må”
ikke komme megen fugt gennem en ordentlig
konstruktion.
Tænk i så fald i stedet på f.eks. slamfarve. I øvrigt
anbefales ved vinduesmaling, at man maler en
gang mere indvendigt end udvendigt – så kan
fugten fra huset diffundere hurtigere ud af de
yderste lag maling end ind i træet gennem det
tykkere inderste lag ‐ lyder principielt rigtigt, men
man må tvivle på, om effekten overhovedet er
målelig.
‐ Husk at benytte en relativt stiv "anstryger" (rund
pensel) og kun dyppe den 5‐10 mm ned i
malingen. En anstryger arbejder malingen godt
ned i træet. I det her tilfælde er penselvalget
virkelig af betydning for resultatet og for, hvor let
arbejdet går. Hvis der dannes penselstriber
"forslætter" man – trækker en flad pensel let
henover den våde maling.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
‐ Husk at linolie ikke "genopretter strukturen" i
rådnet træ – men noget træ, der er delvist
nedbrudt, således at det er meget porøst, men
som stadig hænger sammen, vil i nogen grad
kunne "udstøbes" med den polymer, linolien
danner. Egentlig omdanner man i de ekstreme
tilfælde vinduet (eller hvad det nu er) til et
cellulosefiber armeret ”linolieplast”‐vindue! Men
heldigvis en langt smukkere udgave af normale
plastvinduer. Men hvis årsagen til, at træet
rådnede, ikke er fjernet, er det en stakket frist.
Tidligere anvendelse af linolie‐ eller alkydolie
maling var ikke årsagen til at det pågældende træ
rådnede, men måske årsagen til at den
eksisterende bygningsfejl fik nedbrudt træet
meget hurtigt.
Ved en kraftig linoliebehandling af nedbrudt træ,
skal man sikre at træet er meget kraftig udtørret
inden linoliebehandlingen.
‐ Selvom man ofte angiver at linoliebehandlet træ
og linoliemaling er diffusionsåben, så er det
en egenskab, hvor sætningen bør fortsætte med
”når man sammenligner med…”.
Det siger sig selv, at træ, hvor alle porerne i
overfladen er udfyldt med en planteolie, der er
hærdet til et ”plastlignende” materiale, ikke kan
være meget let gennemtrængelig overfor damp.
Og det er i det store og hele meningen med
påføringen!
‐ Alle olierne og olieprodukterne (oliemaling,
fernis osv.) kan tilsættes (eller være tilsat) sikkativ
(tørremiddel – typisk en koboltforbindelse ), der
forkorter hærdetiden.
Side 11 af 56

Hvis der tilsætter så meget sikkativ, at malingen
eller fernis’en færdighærder ligeså hurtigt som
moderne produkter, må man forvente, at mange
af produkternes gode egenskaber er mistet.
‐ Husk til sidst, at en ren linoliebehandling ikke
alene kan beskytte udendørs nåletræ!
Heller ikke ”red cedar” eller lærketræ. Som
minimum skal linolien være tilsat fungicid og
behandlingen gentages med jævne mellemrum –
hvilket fører til næste afsnit.
Beskytter linolie (og andre hærdende olier) mod
råd og svamp?
Linolie er principielt en fødevare ‐ også for nogle
mikroorganismer. På den anden side er rene
fedtstoffer (hærdende eller ej) typisk lette at
opbevare uden at blive fordærvede – olivenolie,
smør osv. harsker (det er næsten det samme,
som det der sker ved "hærdningen"), men de
rådner og mugner normalt ikke.
Når man nogle gange har observeret, at
linoliebehandlet træværk meget hurtigt bliver
angrebet af mikroorganismer (typisk
skimmelsvampe – sorte prikker/belægninger),
antages det ofte, at det skyldes, at olien ikke har
været ren, men indeholdt andre stoffer fra
hørplanten, der så har næret mikroorganismerne.
Disse belægninger kan afvaskes, og brug af
detergenten Rodalon vil typisk udskyde
genvæksten betydeligt.
I løbet af nogle få år vil linoliens overflade dog
under alle omstændigheder være så nedbrudt, at
skimmelsvampeangrebet går i gang på udendørs
linoliebehandlet træværk, hvis der er mangel på
både fungicid og fravær af en stærk konstruktiv
træbeskyttelse ( en konstruktion, hvor der er
taget stort hensyn til at at f.eks. endetræ ikke
opfugtes, og træet i det hele taget tørrer let, samt
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
at der er et ”billigt” offerlag (spån eller brædder)
udenpå alt bærende – sådan som f.eks. de
overlevende norske stavkirker er opført.)
Kun hyppig vedligeholdelse kan i så fald holde
overfladen i form.
Udendørs træværk uden god konstruktiv
beskyttelse kan ikke behandles til en lang levetid
med linolie alene.
At olierne som sådan skulle have en beskyttende
virkning ved at være "giftige" for mikro‐
organismer er ikke korrekt. Til gengæld vil et
stykke træ, der er grundigt behandlet med linolie,
tungolie eller andet, der fylder porerne ud, være
blevet "massivt" i overfladen (alle porer i
overfladen er "udstøbt" med de plastlignende
polymerer), og i den tilstand er det nok kun de
allermest aggressive mikroorganismer, der –
bogstaveligt talt – kan finde fodfæste på/i træet.
Hvis først træet er revnet ("vejrbidt" eller
"soludtørret") er situationen en anden, og
oliebehandlingerne vil nok sinke yderligere
angreb, men vil ikke kunne give nær så god en
beskyttelse, som man opnår ved at behandle
træet fra det er nyt.
Fungicid‐problemet: I gamle dage benyttedes i
malinger pigmenter (tænk på blyhvidt), der ofte
var giftige for mug‐ og råd‐svampe og mos og
alger – og for dyr og mennesker. Tilsætning af en
mindre mængde af zinkoxid (zinkhvidt) anbefales
til tider, idet zink ligesom moderne fungicider er
giftigere for mikroorganismer end for mennesker
og dyr – desværre er zink jo et stof, der aldrig vil
forsvinde fra miljøet.
Side 12 af 56

Linolie tilsat fungicid kan man købe hos special‐
forhandlere af linolie og linolieprodukter – se
under Forhandlere. Problemet er, at der bør være
2 typer fungicider: et eller flere der beskytter
mod mug og skimmel. Både i spanden og i den
første tid efter påføring. Derudover bør der ved
udvendig anvendelse som grundingsolie være et
olieopløseligt rådbeskyttende fugicid.
De forskellige fabrikater oplyser normalt ikke
hvilke virkninger, de tilsatte fungicider har.
Desværre / heldigvis kan man som privat vistnok
ikke købe koncentrerede moderne fungicider –
heldigvis fordi man let vil komme til at
overdosere de meget små mængder, der skal
anvendes; desværre fordi det er svært at opnå en
passende koncentration ved at tilsætte et i
forvejen fortyndet middel.
Vil man meget gerne lave alt fra bunden, er én
mulighed for at få en linolie med nogen egentlig
kemisk modstandsdygtighed over råd og svamp
at blande linolien med en (oliebaseret)
trægrunder med fungicid som f.eks. Gori 22.
Nu skal man bare tænke på at fungicid indholdet i
træbeskyttelsen som f.eks. Gor1i 22 i forvejen er
det, der er beregnet til at give en god beskyttelse.
Så tilsætning af en mindre mængde
fungicidholdig træbeskyttelse til linolien har
næppe nogen væsentlig effekt.
Så egentlig er det næppe anbefalelsesværdigt –
man roder med noget smågiftigt stof uden at få
megen virkning.
Der findes et produkt til genopretning af stærkt
nedbrudt træværk ved navn Gori 22/7, der ses
anbefalet som fungicid tilsætning. Midlet er i dag
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
ikke mere koncentreret end alm. Gori 22 mht.
fungicider. Det indeholder derimod yderligere et
insekticid (mod husbukke) og ”forøger træets
dimensionsstabilitet” – her tænkes på bevaring af
træ, der egentlig næsten er rådnet væk på
museums genstande o.l.
Andre steder ser man anbefalinger af tilsætning
af "citricidal, et let nedbrydeligt fungicid
udvundet af grapefrugtkerner" ‐ at et let
nedbrydeligt stof skulle være en effektiv langvarig
beskyttelse virker selvmodsigende.
Nu kunne det selvfølgelig være denne tekst, der
er lidt for anprisende, men stoffet er undersøgt
seriøst. Nogle kommercielle ”Grapefrugt Frø
Ekstrakter” var faktisk noget virksomme –
efterfølgende fandt man, at netop de virksomme
var tilsat det syntetiske fungicid benzethonium
klorid
Der forhandles, så¨vidt vides, både et oprenset
naturstof under navnet, såvel som et råt ekstrakt
af grapefrugtkerner.
Alt tyder på at stoffet tilhører den "alternative"
verden – til tider hjulpet på vej af lidt tilsat
virksom kemi – og det var vel ikke meningen!
(BD)
Skal man fortynde linolie med terpentin?
vel at mærke ved grunding af træ. Igen et af de
spørgsmål, der diskuteres heftigt både med og
uden den store viden.
Grundlæggende skal man nok ikke fortynde, hvis
linolien er fornuftigt tyndtflydende. Umiddelbart
synes den terpentinfortyndede linolie at trænge
dybere ind, men det vil i nogen udstrækning
Side 13 af 56

fortrinsvis være terpentinen, der trænger langt
ind.
Alt andet lige vil den mængde terpentin, der er
tilsat, delvist ende som ”manglede” udfyldning af
porerne. Dette betyder, at man skal grunde
mindst en gang mere. På den anden side er det
udmærket at fortynde, hvis man ser, at den
linolie, man har, ikke trænger ordentlig ind men
danner en film på overfladen. Godt nok tørrer
man rutinemæssigt overfladefilmen af efter 20‐
30 minutter, men hvis intet er trængt ind er hele
øvensen spildt.
Dette kan især observeres på andre, mindre
porøse, træarter end nåletræ.
Det mest ubehagelige er, at nogle fabrikanter
sælger ”grundingsolier” uden at oplyse at de –
måske – er terpentinfortyndet – og uden at
prisen afspejler, at halvdelen er billig terpentin.
For tungolie (se nedenfor) er det normalt at
fortynde, fordi olien hærder så hurtigt, at man må
sikre en god indtrængning, der forløber hurtigt.
(BD)
Flere oplysninger
Center for Bygningsbevaring i Raadvad, Anvisning
vedr. Linolie (Søren Vadstrup):
www.bygningsbevaring.dk/files/anvisninger/spm
_linolie.pdf
GODE RÅD OM MALING med traditionelle
malingstyper på træ og murværk af Søren
Vadstrup. Copyright Raadvad, Nordisk Center til
bevarelse af håndværk. ISBN 87 90915‐14‐3.
Kan læses på
www.bygningsbevaring.dk/files/gode_r%C3%A5d
_maling.pdf
Miljøstyrensen har i 2001 udgivet en rapport i
serien: ”Økologisk Byfornyelse og Spildevands‐
rensning, Nr. 15 2001”: ”Linolie til overflade‐
behandling af udvendigt træværk”.
Rapporten på ca. 100 sider omhandler
grundlæggende en undersøgelse af en lang række
bygninger, der 5‐10 år før har været behandlet
med linolieprodukter. Der er dog også masser af
baggrundsstof vedr. linolie og linoliemaling.
Konklusionen er i denne forfatters tolkning kort,
at linolie og linoliebaserede produkter er rigtig
gode – når de bruges korrekt. At der er mange
muligheder for fejl, samt at man ved
professionelle anvendelser (dvs. hvor maleren
skal lønnes) skal have udviklet systemer med
kortere tørretider og færre påføringer.
Rapporten indeholder mange billeder af vinduer,
der er blevet restaureret med linoliemaling ca. 5
år før. Nogle er fantastisk flotte – på andre er
behandling kassabel og har været det længe. Den
bedste tilstand ses på nogle vinduer, der er malet
5 gange over 6 uger efter grundings‐
behandlingerne!!!!
www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2001/87‐
7944‐657‐4/html/default.htm
Priser og forhandlere
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Pris:
Ren rå linolie af fin kvalitet, inkl. Skandinavisk
produceret, bør ikke koste meget over SEK/DKK
Side 14 af 56

50‐80 for 1 liter, og mindre i større portioner.
Kogt linolie (fernis) koster typisk 10‐20% mere.
For at sætte ovenstående priser i perspektiv:
Importprisen for rå linolie (i store mængder, fra
Canada og Argentina) er efterhånden steget til
omkr. 10 DKK pr. liter,
Skandinavisk produceret under SEK 30 pr. liter!
Specielt til pleje af havemøbler sælges div.
produkter, der typisk består af linolie m/u
terpentin, evt. fungicid og evt. med lidt rødbrun
farve til omkring DKK 200 pr. liter!
(BD)
Forhandlere
I vore dage er det igen let at købe både rå linolie
og linoliefernis i et byggemarked.
Ønsker man specielle typer eller renheder er det
værd at se, hvad specialforretninger kan tilbyde.
Disse forretningers hjemmesider har også megen
værdifuld information og gode vejledninger. Man
skal dog ikke ”tro alt hvad man læser”. Der
optræder også en del anprisninger, som
produkterne ikke kan bære – og også rent
sludder. Se også under Flere Oplysninger ovenfor.
I Sverige: Der er lag vægt på bl.a. at udvælge
nogle firmaer i eller på vej til ”torpareland”.
www.linoljeprodukter.se (Allbäck i Ystad – fra
lokalt dyrket hør – lang liste af forhandlere i
Sverige og Danmark)
www.ottossonfarg.com (nær Lund) er en af de
gode oliemalingfabrikanter i Sverige – både
direkte salg og forhandlere. Sælger også linolie.
http://www.linoljefarg.se (Wibo färg) er en
anden kendt oliemalingsfabrikanter, mest med
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
salg gennem forhandlere. Sælger også linolie.
www.gysinge.nu sælger kogt linolie (fernis) til den
urimelige pris af SEK 130 pr. liter(for 1 liter),
hvorimod
www.byggfabriken.com (bl.a. Malmö) har et
udvalg til usædvanlige rimelige priser. Fører i
øvrigt den nedenfor omtalte ”Danish Oil”.
www.qvesarum.se ( nær Lund/Höör)
www.kulturfarg.com (ikke i Torpareland, men
Norrbotten)
www.qvarnarp.com (Eksjö)
www.hellbergslin.se (på Öland, lokalt dyrket)
www.folkesbygg.se (Hanaskog nær Kristianstad)
mange forskellige renovering materialer og
linolieprodukter fra Ottoson Färgmakeri
I Danmark:
PAS PÅ: Nogle danske fabrikker sælger ren linolie
(med/uden fungicid) under navnet Grundingsolie.
I andre firmaer er Grundingsolie halvt linolie og
halvt terpentin.
Nedenstående udvalg er langtfra fuldstændigt. De
fleste af disse firmaer har internetbutik.
Linolie1‐2‐3, Stenløse www.linolie123.dk
www.damsonpaint.dk
Wolfs linolie‐ og tjærefabrik, St. Heddinge
www.wolfs.dk
Morsø maling www.morsmaling.dk (priserne
synes meget rimelige)
Genbyg.dk A/S, Amager Landevej 185, Kastrup
(tæt på broen) www.genbyg.dk (også her synes
priserne på linolie meget rimelige)
Linoliebutikken, Højbjerg www.linoliebutikken.dk
Københavns Farvehandel (Badstuestræde),
www.kobenhavnsfarvehandel.dk
Side 15 af 56

Tibberup Høkeren i Helsingør
www.tibberuphoekeren.dk sælger linoliemaling
fra Københavns Farvehandel.
Kinesisk træolie eller tungolie
Også kaldet Aleurites olie. ”Tung” udtales i øvrigt
”på kinesisk” og ikke som ordet ”tung” i
modsætning til ”let”.
I østasien (Kina, Korea, Japan) er denne olie helt
dominerende, hvor vi bruger linolie. I USA er tung
olie næsten enerådende til finish på ”finere
træarbejder” og benyttes i høj grad til generel
træbehandling.
I Sverige er produktet også bedre kendt (og
lettere at købe) end i Danmark. Enkelte svenske
industrielle vinduesfabrikanter anvender tungolie
til grundbehandling af trævinduer, hvilket olien er
yderst velegnet til.
Olien udvindes af kernerne i de giftige frugter fra
træet Aleurites fordii (og beslægtede arter), der i
dag dyrkes i stor stil i mange lande netop for at
fremstille denne olie. Verdensproduktionen af
tungolie er ca. 1/10 af produktionen af linolie. For
begge olier gælder i øvrigt, at langt den største
del anvendes teknisk – bl. a. til at omdanne til
alkydolier.
Tungolie indgår ligesom linolie som en
komponent i en del ”plastmalinger” (alkydolie
baserede malinger) og i masser af trykfarve.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Den kemiske forklaring:
Næsten al fedtsyren i tung olie er den sjældne
elaeostearin syre, der har 3 dobbeltbindinger
siddende tæt på hverandre. Det er således en
mere umættet olie end linolie, hvilket sammen
med de tætsiddende dobbeltbindinger bl.a.
betyder, at den hærder hurtigere.
En anden forskel fra linolie er, at tungolie – for
det meste – danner en glat (ikke rynket) film på
overfladen, hvis overskud ikke er tørret ordentlig
af. Dette skyldes, at tungolie hærder nogenlunde
samtidig "over det hele", mens linolie typisk
hærder fra overfladen. Når hele laget hærder
samtidigt, forårsager udvidelsen en lidt tykkere
film i stedet for rynker.
Ved behandling af havemøbler kan det være
udmærket med denne lidt voksagtige film fra
tungolien – især hvis man kan få den jævn. Men
hvis man bruger tungolie til grundbehandling af
f.eks. vinduesrammer, bør man undgå filmen
(tørre efter inden olien hærder, eller slibe filmen
af, før der males videre).
Hærdet tungolie gulner mindre end linolie – giver
det man I USA kalder ”wet look wood”.
Hvor tungolie sammenlignes med linolie, vil man
normalt se tungolie beskrevet som et bedre valg,
der er mere bestandigt – især ved kritiske
komponenter (bundstykker i vinduer).
Fortyndet tung olie synes ideelt ‐ og billigt ‐ i
forhold til div. "teak olier" ‐ til vedligeholdelse af
teak (og andre hårdttræs) havemøbler. Min
Side 16 af 56

erfaring er, at hvis man først vasker træet rent,
lader det tørre og derefter tørrer over med en
klud godt fugtet med "45%" tungolie inden
møblerne er blevet (alt for) misfarvede, kan de
holdes som nye i lang tid, med en minimal
indsats.
Man ser langt oftere, at der anvendes fortyndet
tungolie, end man ser fortyndet linolie. Det beror
på (udover at det er en lidt dyrere olie), at olien
hærder så relativt hurtigt. Derfor er fortyndingen
en fordel, således at man kan opnå en god
indtrængning før hærdningen. At arbejde med
ren ufortyndet tungolie på en varm, solfyldt
sommerdag er ikke rigtig muligt, det hærder på
klud og pensel.
Til gengæld må man, hvis man ønsker en total
opfyldning at træets porøsitet med hærdet olie,
og man benyttet fortyndet olie, udføre
påføringen 2‐3 eller flere gange.
Man kan til tider se, at tungolie fremhæves for at
have mindre molekyler end linolie – og derfor
skulle trænge hurtigere/dybere ind. Det er ikke
korrekt, at molekylerne er mindre, de er af
næsten ens størrelse. Meget præcist målt er
molekylerne i tungolie/kinesisk træolie marginalt
større. Undersøgelser (i litteraturen) om tung
olie skulle være mindre viskøs (mindre
tyktflydende) end linolie giver ikke belæg herfor.
Der findes et eksamensarbejde fra Chalmers
(Teknisk Universitet i Göteborg), der viste at
forbehandling med tungolie (før grunding med
polyurethan og slutmaling med alkydoliemaling)
gav den bedste holdbarhed (af de undersøgte
metoder) for træ af samme kvalitet. (BD)
Tungolie baseret lak
Koges tungolie dannes en "fernis" ligesom for
linolie. Passende blandinger af kogt og rå tungolie
+ linolie o.a. giver en lak, der kaldes Tonkin‐lak.
Denne lak siges at være en af de mest elastisk og
holdbare/modstandsdygtige af de ældre typer på
markedet. Især skulle den være anvendelig på
træ med lav porøsitet (teak o.l.), hvor mange
andre lakker har en dårlig vedhæftning. Et
gammelt fransk produkt ved navn Le Tonkinois
(der dog øjensynligt er 70% linolie baseret)
sælges stadig (temmelig dyrt), men skulle være et
rigtigt godt valg til f.eks. teaktræ på skibe, hvis
det påføres korrekt ‐ dvs. i 4‐8‐12 lag!
En af typerne af "Epifanes" bådlak (Hollandsk) er
også tungolie baseret.
Disse kunne måske være interessant til kritiske
detaljer på huse?
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Priser og forhandlere
Tungolie koster i Sverige (hvis man ikke køber det
for dyrt) 75‐100 SEK/liter ‐ enten som ren olie
eller som en 30‐50% blanding med terpentin og
fungicid. Varemærker er bl.a. Jupex 45 og Jupex
90 (45 og 90 er % af tungolie) fra Wibo Färg.
Brafab (Havemøbel fabrikant) har et produkt
svarende til Jupex 45, som man ofte ser I
forretninger, der sælger havemøbler.
I Danmark føres tung‐olie produkter af mange af
de specielle linolie‐/linoliemalingsforhandlere
som blandt andre Linolie123 og Morsø maling, se
Forhandlere af linolie.
Literprisen ligger I Danmark på 75‐170 DKK
(100%).
Tonkinlakker er ret let tilgængelig i såvel Danmark
som Sverige, både hos specielle
Side 17 af 56

linolie/linoliemaling‐forhandlere og i båd‐ og
skibsudstyrsforretninger. Sammenlign pris inden
køb – variationen er betydelig!
(BD)
Dehydreret ricinus olie, ”Dehydrated castor oil”
”Castor oil” eller ricinus olie er det vi kender – i
hvert fald fra vittighederne – som ”amerikansk
olie”. Olien produceres på verdensplan i lige så
stor mængde som linolie.
Omtales her fordi den, når den nu er så udbredt,
nok kommer på markedet engang – med nogle
urimelige anprisninger.
Den kemiske forklaring:
Castor olie, der i Skandinavien traditionelt kun
benyttes industrielt, er kun "enkeltumættet",
men indeholder som noget næsten enestående
for fedtstoffer en hydroxyl (‐OH) gruppe, der let
kan fraspaltes som vand og give endnu en
dobbeltbinding – efter denne fraspaltning
(”dehydrering”) er denne olie også hærdende.
Internationalt benyttes olien meget i trykfarver,
samt som komponent i ”naturlige” malinger og
lakker. Yderligere indgår den på samme måde
som linolie – efter ”ommøblering af molekylet” – i
hærdende alkydolier til moderne malinger.
I USA er olien almindeligt anvendt, hvor vi bruger
linolie. Den er temmelig tyktflydende og ligeledes
ret hurtigthærdende.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Og bare for sjov: I USA/Storbritannien kalder
man olier bestående af linolie, tung olie, lidt
lak/harpiks for "Danish Oil". Der anvendes til at
oliebehandle trægenstande og kan poleres til et
meget smukt resultat! (BD)
Tall olie (Tall olja, ”tall” det svenske ord for
fyrretræ, der i denne sammenhæng er blevet
internationalt, engelsk: ”Tall Oil” – som man i den
engelske verden naturligvis udtaler forkert – som
det engelske ord for høj, ja selv på fransk: ”Huile
de tall”) er også værd at nævne, selvom den ikke
er hærdende. Tall olie stammer som ordet siger
fra nåletræer, især fyr. Under papirfremstilling vil
små mængder fedtstoffer og harpiks i træet
adskilles i frie fedtsyrer og glycerol. Fedtsyren vil ‐
fordi surhedsgraden er lav – udskilles som "sæbe"
(Natrium salt af fedtsyrerne). Tall olie er disse
sæber lavet "tilbage" til frie fedtsyrer samt noget
ikke nedbrudt fedtstof fra træet.
Udover anvendelse til fremstilling af alkyd
malinger optræder tall olie også i mange af de –
især svenske – "træolier", der benyttes til første
træbeskyttelse og grunding.
Tall olie varierer efter sigende virkelig meget i
kvalitet alt efter processen på papirfabrikken –
svensk tall olie er vistnok blandt de ringere – set
som træolie. Efter rensning benyttes tall olie i
øvrigt i stor stil til (gen‐) fremstilling af sæbe,
herunder "brun sæbe", der i Sverige traditionelt
er farvet gult eller grønt, fordi tall oile oprindelig
var så uren, at den farvede sæben.
Det sidste nye er, at man snart begynder at
fremstille dieselbrændstof fra tall olien.
Side 18 af 56

Egentlig forekommer olien i meget små mængder
i fyrretræet, men på grund af de kolossale
mængder træ, der passerer gennem de finske og
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
svenske papirfabrikker, er produktionen alligevel
enorm.
(BD)
De 4 standardfarver i 2009 fra Falu Rödfärgverket: Grå, lys rød, den normale røde, sort. Fotograferet i meget stærkt sollys. I
mørkere vejr er den grå tæt på den sorte, og begge de to røde virker betydeligt mørkere.
Rödfärg og andre slamfarver.
Hvis man skal nævne én ting, der af danskere og
mange andre opfattes så ærkesvensk, som man
overhovedet kan tænke sig, så er det nok de røde
træhuse med ”hvide kanter”. Man kan bare se på
foreningens logo eller studere forsiderne på lidt
ældre numre af Torpare bladet, hvor der var et
rødt hus på næsten hvert andet nummer!
Det morsomme er, at det set i et andet – lidt
længere – perspektiv er rödfargen temmelig
moderne foreteelse, fuldkommen som
støbejernskomfurer og danske firlængede
bindingsværksgårde. (BD)
Historien
Ældre svenske træhuse var ubehandlede eller
tjærede.
”Rödfärgsverket”, hvor pigmenter til “Ægte
rødfarve” produceres, opridser historien således:
I 1500 tallet begyndte man at bruge rødfarve. I
1600‐tallet blev rødmalede huse et tegn på
rigdom og status – man prøvede at efterligne de
røde murstenshuse i Danmark og resten af
Europa! (Ler til mursten er jo en sjælden vare i
Sverige!).
Før kongelige besøg blev byernes borgere til tider
beordret til at male facaderne røde.
Side 19 af 56

I 1700 tallet spredte rødfarven sig til herregårde
og større gårde og til bygningerne ved de første
industribruk, præstegårde o.l. Samtidig blev
husene nu oftest bygget som blokhuse (med
”knut” hvor tømmerstokkene flettedes sammen i
hjørnerne).
I byerne begyndte man at udstyre husene med
beklædnings brædder, i hvert fald mod gaden og
facaden blev oftere oliemalet i lyse farver.
I løbet af 1800 tallet blev rødfarven spredt til
almindelig bondehuse og efterhånden også til
den almindelige befolknings huse samtidig med,
at man begyndte at male udhuse og stalde. Det er
faktisk dette billede af Sverige, som det først kom
til at se ud fra slutningen af 1800‐tallet, vi i dag
opfatter som ”det rigtige, gamle svenske” udtryk.
I Nationalromantikkens tid i slutningen af 1800‐
tallet blev de mere eller mindre smukke
”farvesætninger” af til tider overbroderede
Snickarglädje‐huse populære – ofte oliemalede.
I 1900 tallet forsvandt træhusene efterhånden i
byerne. På landet og på de resterende trævillaer i
byerne blev moden facademalinger i kun to farver
– en til fladerne og en til vinduer og udsmykning –
udført i linolie‐ og senere alkyd‐oliemaling, senest
akrylmalinger. Eller beklædningen blev udskiftet
med asbestcement plader (”eternit”) eller endda
stålplader.
Parallelt hermed kom den revival‐bevægelse af
gammel byggeskik, som vi stadig ser i dag – og
med den (måske lidt overdrevne) fokusering på
rødfarve med hvide ”knutar” – som også er så
tydelig i dag.
I øvrigt er rødfarve i dag ganske almindelig i
Finland, der selvfølgelig også var svensk i mange
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
år – og i moderne tid efter sigende i bl.a. Chile!!!
Derimod er farvelagte træhuse på Færøerne, i
Island og Grønland normalt oliemalede.
(BD)
Hvad er en slamfarve?
”Ægte rødfarve” er en slamfarve.
I al almindelighed består en maling af (mindst) tre
komponenter – pigmentet (det der giver farven)
og binderen – noget det størkner til noget der
plast‐ eller lim‐lignende og endelig et
opløsningsmiddel, der gør det hele flydende.
Slamfarven er nok næsten så tæt på
stenaldermandens farve til hulemalerier som
muligt: Et pigment, noget vand og en uhyre svag
binder, nemlig lidt melklister!
Melklisteret er der første og fremmest for at give
malingen en konsistens, så det kan smøres på, og
for at pigmentet ikke bundfælder. Umiddelbart
efter tørring vil det virke som binder, men man
må formode, at det stille og roligt vaskes væk og
nedbrydes – så man ender med, at have pigment
direkte på træet. I dag vil mange slamfarver dog
være tilsat lidt linolie, der binder godt nok til at
farven ikke smitter ret meget af, men som slet
ikke er til stede i tilstrækkelig mængde til, at
træet har en egentlig malingsfilm på overfladen.
Pigmentet i rødfarve består af et jernoxid, som af
mineralogerne kaldes hæmatit eller blodjernsten.
Det fremstilles mange steder i verden under
navne som Italiensk Rødt eller Engelsk Rødt.
Falu rödfärg kommer fra grubeaffald – malm, der
blev frasorteret i Falu kobbergrube, fordi det
Side 20 af 56

indeholdt for lidt kobber (sorteringsarbejdet var i
øvrigt børnearbejde!).
Dette ”affald” indeholder/ består af jernglans
(der grundlæggende allerede er hæmatit, bare i
store massive, sorte klumper). Jernglansen
nedbrydes overfladisk af vand gennem årene og
danner et tyndt lag gul okker på overfladen af
stenene, der eventuelt smuldrer. Disse gullige
sten/grus kaldes ”rödmull”.
3 trin i rødfarvens tilblivelse: Bagest til højre; rå jernglans
(malm), forrest nedbrudt jernmalm (”rödmull”) med et
flere mm tykt lag okker og bagest til venstre den brændte
rødfarve på en meget primitiv Dalarhäst – Falun er
hovedbyen i Dalarne.
”Rödmullen” sigtes så man kun har småsten og
grus. Dette roteres i en stor tromle så
overfladelaget af okker og kvartsstøv slides af.
Ved vask af ”rödmullen” får man 10% som
”slam”, mens resten af stenene returneres og får
lov at ligge 20‐30 år mere for yderlige dannelse af
okker.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Bunker af rödmull, der venter på at blive sigtet, få slebet
overfladen af og returneret til yderligere nedbrydning.
Slammet, der er en blanding af jernhydroxider
(okker/rust), jernsulfat og fint kvartssand,
underkastes den vigtige ”brænding”
(opvarmning).
Farvekontrol ved brændingen. Hver "bunke" er en "time‐
prøve". Én plade repræsenterer således ét skift. Man
nedknuser prøven om sammenligner farven på det glatte
område hvor man har presset pigmentet sammen.
Ved denne termiske/kemiske proces fraspaltes
svovlholdige gasser og vand, og hæmatiten
gendannes, men nu i en højrød form og i en
farvenuance, der er afhængig af ovnens
temperatur.
Side 21 af 56

Endelig formales den brændte pigment til 10‐100
(mikron) korn (eller 0,01‐0,1 mm). Dette er
faktisk ret grove korn i forhold til andre
pigmenter og er en af årsagerne til, at man opnår
den ekstremt matte farve. (BD)
Der er 2 ægte røde!
I gamle dage havde pigmenter nok forskellige
nuancer fra dag til dag.
Hvor mørk farvens bliver bestemmes af
temperaturen ved brændingen.
Efterhånden lagde man sig fast på en ret lys farve
– næsten orange i aftensol! For en del år siden
skiftede man til en højere temperatur. Mange
svenskere syntes, at den lyse farve trods alt var
for skrigende eller “unaturlig”.
I dag er den mørke farve den helt dominerende
med 99% af produktionen, men den lyse kan
sagtens købes som råt pigment til
hjemmekogning og som færdigkogt i ”byggnads‐
vård”‐forretninger og ved bestilling.
Desværre skal man vil for færdigkogt farve oftest
skulle betale næsten dobbelt pris, hvis man
foretrækker den lyse farve.
Fremstillingsomkostningerne er grundlæggende
de samme, men mængden, der fremstilles af den
lyse farve, er naturligvis mindre. Se de 2 farver
inden Rødfarve‐afsnittet (på side 19) (BD)
Slamfarve er andet end rødfarve!
Man kan fremstille slamfarve af alle
(tilstrækkeligt billige) uorganiske pigmenter!
Desværre har Rødfarveværket gradvist fjernet de
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
fleste kulører fra sortimentet, således at der
udover de to røde (den gamle lyse, næsten
orange og den nyere ret mørke) p.t. kun er sort
og grå.
De sorte og grå slamfarver fra Falun er også
baseret på den gule okker, blot brænder men
uden adgang af luft og får dannet et andet
jernoxid end hæmatit. Yderligere er der tilsat
noget trækul. De sorte pigmenter brændes i
lønarbejde udenfor Falun.
Gysinge fører dog færdige slamfarver – desværre
til en gevaldig pris – i andre kulører
www.gysinge.nu/frames.aspx?sectionId=844
Falu Vapen (der er noget andet end selve
Rödfärgverket) sælger andre kulører i slamfarver:
faluvapen.se/index_slamfarger.html
Muligvis kan de findes andre steder. (BD)
Hvad er Ægte Falu Rödfärg
I princippet kan rödfärg fremstilles ud fra ethvert
hæmatit (jernoxid) pigment, gravet op af jorden
eller fældet fra et jernsalt. Generisk kaldes disse
røde pigmenter Italiensk rødt og Engelsk rødt.
Flere miner har som Falu gruben fremstillet
rödfärg af affaldet, f.eks. Sätragruvan i Finspång
og minerne nær Nora. Men med årene er ”Ægte
Falurød” blevet et begreb i Sverige – kun de
nuancer, der traditionelt fremstilles ved at
udtrække 10% slam fra bunkerne med
malmaffald fra den for længe siden lukkede
kobbermine i Falun, tørre, pulverisere og
opvarme det regnes for ”ægte”. Hertil kommer at
andre mineraler i netop dette affald (zink bl.a.)
har en konserverende effekt/er giftigt for alger og
svampe.
Side 22 af 56

Endelig indeholder Falu farven meget kvartsstøv
(mere end halvdelen!), der giver en
”glimmeragtig” reflekser og dermed en særegen
glans i den eller meget matte farve.
Det vil sige at pigmentet ”bør” komme fra
pigmentleverandøren: Falu Gruva i Falun (ejet af
Store Kopparberget, der igen ejes af den
finsk/svenske Stora Enso koncern (træ/papir)):
www.falurodfarg.com
Al pigment fra og slamfarve fremstillet
på basis af Falu rödfärg er mærket med
symbolet:
Indtil 2008 havde en række fabrikanter licens til
at fremstille færdig slamfarve på basis af pigment
leveret fra Falu Gruben. Desværre har Falu
rødfarveværket monopoliseret produktionen,
med tilsvarende øgning af prisen.
Rötmotaverken/Falu Vapen – et af ”licens‐
kogerierne”
www.faluvapen.se/index_produkter_fv.html er
vistnok det eneste,der stadig må fremstille
”ægte” Falu rødfarve på licens samt slamfarve i
andre kulører.
Den tidligere licens “rødfarvekoger” Vadstena
Färg, www.vadstenafarg.se/ fremstiller nu en
rødfarve på andet pigment.
Også en tredje licenskoger Teknos/Tranemo
www.teknos.fi/?l=se_se fremstiller nu under
navnet “Tranemo Rödfärg” en “uægte” rødfarve.
Man kan få ”uægte” rødfarve fremstillet af
pigment (Engelsk Rødt eller Italiensk Rødt) af
uoplyst oprindelse. Farvenuancen vil nok være
anderledes – den svage ”glimmer” effekt af det
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
enorme indhold af fint kvartssand vil normalt
mangle. Om dette gælder alle produkter er ikke
til at sige på forhånd, men det er tydeligt, at disse
produkter sælges billigt, men med ringe
oplysninger og normalt uden opstrøgne
farveprøver.
Man må håbe, at der foretages undersøgelser,
der ender med, at man finder producenter, der
laver flotte farver efter gode opskrifter, i en
konstant kvalitet og især, at man får spredt
oplysningen. Desværre står den lidt tilbedende
holdning til Falu farver, der findes i Sverige nok i
vejen for interessen.
På et tidspunkt må Faluverket dog til at løse
problemet, idet der kun er gammelt grubeaffald
udenfor hullet til ca. 80 års rødfarve produktion!
Eftersom selve Falu Gruv er ikke alene fredet,
men udnævnt til et UNESCO Verdensarvområde,
er det utænkeligt af fjerne mere malmaffald fra
gruben.
Redningen ligger måske i Garpenberg mine ca. 30
km syd for Falun, idet denne aktive mine drevet
af Boliden bryder en mineralisering, der er meget
lig den der lå i Kopparberget i Falun. (BD)
Hvad koster det
Færdig Falu rød koster typisk (2009) for 10
liter/12 kg: omkr. SEK 230‐400 og SEK 600‐650 for
hhv. den almindelige og den lyse udgave.
Den billigste ”almindelige” fandt vi i 2009 i
Cheapy efterfulgt af Byggmax‐kæden, den
dyreste i Byggfabriken i Malmö
(www.byggfabriken.com ) , der til gengæld havde
den billigste lyse!
Side 23 af 56

Disse priser svarer til 10‐20 SEK/m² for hhv. mørk
og lys farve.
MEN – der er mange forretninger, der i det
mindste om foråret sælger Falu Rödfärg
(færdigkogt, normalt i 10 liter/12 kg spande)
noget billigere (før monopolet blev strammet
blev der solgt helt ned til halv pris)
Med priserne i den lave ende, kan det ikke betale
sig selv at koge farven fra ægte Falu pigment,
men det kan være morsomt og hyggeligt, og man
kan fremstille farven efter egen opskrift. Dette
gælder den normale mørke farve.
Til gengæld kan man selv koge den lyse farve til
næsten samme pris som den mørke ca. SEK 2600
for 20 kg pigment, der giver 100 kg farve. Det er
halv pris af færdigkogt!
Hvis man skal bruge meget færdig (mørk)
rødfarve, så er det værd at se efter (om foråret)
hos f.eks. Byggmax (www.byggmax.se ), Cheapy
(Silvans billigkæde): www.cheapy.se ,
ÖoB/Överskottsbolaget
(www.overskottsbolaget.se ), Biltema!
(www.biltema.se/), Jula (www.jula.se) og Rusta
(www.rusta.se ). I perioder (også ofte om
foråret) har Coop Forum med ”Bygg och
Trädgård” solgt det billigt og ICA Maxi har det
også til tider på tilbud ligesom div. bygge‐
markedskæder.
Men desværre sidder Falu efterhånden så fast på
prisdannelsen, at der ikke mere er meget at spare
på den originale farve. Til gengæld kommer de
uoriginale farver ind på dette marked – til 100‐
170 SEK/10 liter. (BD)
Hjemmekogt
Ønske man at ”koge” farven selv koster
pigmentet (sælges i dag ikke mere direkte fra
Falun, men kun fra forhandlere, der kan findes
her:
www.falurodfarg.com/frf_templates/RetailerList
Map.aspx?id=1467 ): omkr. SEK 2500 for 20 kg –
dette giver omkr. 100 liter maling. Som man kan
se er der, hvis ovenstående pris holder, meget at
spare ved selv at koge den lyse røde, men næsten
intet for den normale mørkere.
Den ”officielle opskrift” fra Falu verket er:
Recept för 50 kg färg (räcker till 150 m2)
Ingredienser:
33 l vatten
2,5 kg vetemjöl
10 kg rödfärgspigment
1 kg järnvitriol
4 kg kokt linolja [linoliefernis]
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Anvisning:
Koka upp 28 liter vatten
Rör ut mjölet i 5 l vatten och vispa ner det
Låt koka under omrörning i 15 minuter
Tillsätt pigmentet och järnvitriolen
Koka under omrörning i 15 minuter
Tillsätt linoljan
Koka i ytterligare 15 minuter under omrörning
Tillsätt ev ca 2 dl såpvatten för bättre emulgering
(lösning) av linoljan
När färgen svalnat är den målningsklar.
fra
www.falurodfarg.com/frf_templates/Page.aspx?i
d=230 [järnvitriol kaldes også jernsulfat]
Trækonservator Jørgen Vinther har afholdt nogle
kurser i Danske Torpare regi. Nedenstående er
Jørgen Vinters bud på en opskrift:
Side 24 af 56

Opskrift på Falurödfärg
Kog 12 liter vand,
tilsæt 200 g jernvitriol og 50 g kobbervitriol.
2 kg Falurödfärg eller italienskrød udrøres i det kogende
vand.
Fremstil og tilsæt ½ liter melklister af hvedemel eller
rugmel.
Tilsæt 2 liter rå linolie
et brev hjortetaksalt - (syder) - eller 500 g brun sæbe.
Det hele koges i en time, hvorefter det spædes med ca
10 liter vand.
Det er interessant, at denne opskrift (Jørgen
Vinters) kun indeholder mindre end halvt så
meget rødfarvepigment som Falu værkets, men
samme mængde (koncentration) af linolie.
Tilsætningen af kobbervitriol (kobbersulfat) er
formentlig ulovlig i dag, og er under alle
omstændigheder noget miljøsvineri.
Endelig er der benyttet rå linolie og ikke kogt
linolie (fernis). Det er lidt underligt, den rå linolie
vil være mere tilbøjelig til at forsvinde ind i træet
og dermed ikke hjælpe til med at binde
pigmentet. Yderligere vil den hærde ganske
langsomt.
En tredje opskrift fra autoritativ svenske kilde
ligner Falu‐verkets, men indeholder dobbelt så
meget jernsulfat/vitriol.
Kirsten Thykier, der har stor erfaring i at
restaurere gamle svenske huse, bruger
nedenstående opskrift, der ligner den sidste
noget – her i 4 gang så stor portion (se også
Torpare Bladet nr. 124):
Falurödfärg – eller svenskrødt, som danskerne
kalder den – er en ”slamfärg”, som bruges
overalt i Sverige.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Det rustrøde pigment er et restprodukt fra
kobberudvindingen i minerne i byen Falun.
Slamfarven fås også i andre kulører end rød ‐
f.eks. gul og sort.
Selv foretrækker vi den lyse røde, som er den
nuance, man brugte i gamle dage. Den er lidt
dyrere end den noget mørkere røde, som blev
moderne først i 1900‐årene.
Pigmentet (såvel som den færdigblandede
maling) kan købes i ”byggnadsvårdsaffärer”
eller bestilles gennem velassorterede
farvehandler.
Forberedelser, inden huset males
Tag arbejdstøj, handsker og støvmaske på.
Børst væggene fri for støv, alger og
spindelvæv samt løst pigment fra tidligere
maling.
Brug en stiv skurebørste eller en stålbørste
hertil.
Efter dette vil det være herligt med et godt
bad eller en svømmetur i søen for at kunne
kende sig selv igen.
Fremstilling af malingen
Du skal bruge:
1. 50 liter postevand
2. 2 kilogram jernvitriol (farvehandler eller
Lantmännen)
3. 2‐2½ kilogram finmalet rugmel
(levnedsmiddelbutik)
4. 8 kilogram Falurödfärg‐pigment
(farvehandler eller byggnadsvårdsaffär)
(NB: Opskriften kan ganges op eller ned efter
behov!)
Side 25 af 56

Sådan gør du:
1. Tænd ild under en grukedel eller en lille
olietønde
2. Hæld 45 liter vand i (gem de sidste 5 liter)
3. Når vandet koger, kommes jernvitriolen i,
og der omrøres, indtil vitriolen er opløst
4. Rugmelet udrøres i de sidste 5 liter vand
5. Rugmelsrøden hældes i grukedlen/tønden
under stadig omrøring og koger i 15
minutter
6. Pigmentet drysses derefter i blandingen
under kraftig omrøring
7. Det hele koger nu i 30 minutter under
omrøring (syng gerne en svensk låt imens)
8. Ilden slukkes. Malingen er nu færdig og
kan bruges med det samme – også varm!
Opskriften giver 60‐65 liter maling, som
rækker til ca. 200 m 2 ved ommaling og ca.
100 m 2 ved nymaling.
Gode råd (de er ikke dyre!)
1. Da malingen tørrer hurtigt, er det bedst at
male i fugtigt vejr.
2. Mal ikke i direkte solskin, men følg Solens
vandring og mal hele tiden på skyggesiderne
af huset.
3. Tør evt. malingsstænk på døre og vinduer af
med en fugtig klud. Jernforbindelserne i
malingen kan give grimme rustpletter.
(KT)
Opskriften er igen ”tynd” mht. pigment, der er
meget jernvitriol i – og det er som det kan ses en
opskrift uden linolie og derfor uden behov for
sæbe.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Med denne variation i opskrifterne kan man
indirekte udlede, at det ikke er meget vigtigt
præcist hvilken opskrift, man benytter.
Men der er et par generelle hensyn:
Kobbervitriol bør med vore dages viden udelades
af miljø‐ og helse‐hensyn. Beskytter rødfarve ikke
godt nok, så brug træbeskyttelse. Kobbervitriolen
kan i øvrigt give et blågrønt skær.
Uden linolie vil den tørre farve smitte mere af, og
holde lidt dårligere. Til gengæld siges linolie at
fremme afskalning frem for almindelig
nedslidning. Men det er et valg man må træffe.
Hvis man udelader linolien så er der ikke nogen
grund til at tilsætte nogen form for sæbe.
Færdigkogt rødfarve er i dag næsten udelukkende
fremstillet med lidt linolie.
Anvender man væsentlig mere linolie end i
opskrifterne ovenfor, opnår man ikke den
ønskede matte overflade, farven kan skalle af, og
dens diffusionsåbne egenskaber forringes på
ukontrolleret vis.
Ønsker man af en eller anden grund noget mere
”malingagtigt” så vær konsekvent og brug
(dyrere) lin‐ eller alkydoliemaling med rødfarve
kulør – eller en dækkende træbeskyttelse. Men
sørg for, at husets konstruktion er velegnet til
egentlig maling.
De hjemmekogte farve indeholder ikke fungicid
(svampegift), hvorfor nedbrydningen af melet (fra
klisteret) begynder hurtigere – ofte med et
tydeligt angreb af skimmelsvamp (små sorte
prikker) i nogle år – især på en fugtig nordside.
Bruger man meget mel, bliver angrebet værre – al
andet lige.
Lad være med at eksperimentere med
egentilsætning af fungicid. De fungicider, der
Side 26 af 56

fungerer, kan private ikke købe koncentrerede.
Man kan selvfølgelig godt bruge ”Atamon” o.l.
(det aktive indholdsstof i Atamon er kemikaliet
natriumbenzoat, E 211), men det er ikke
godkendt til denne brug. Det bliver også meget
dyrt i effektive mængder (fordi Atamon til
syltning sælges dyrt i tynde opløsninger).
Atamon har kun en væsentlig virkning i surt miljø
(som frugtholdige safter og marmelade).
Færdigkogt Falu rødfarve er sur nok – formentlig
på grund af jernvitriolen, men om en given
opskrift på hjemmekogt er tilstrækkelig sur, bør
kontrolleres for ikke helt at spilde kræfterne.
(BD)
Hvad er fordelen ved rödfärg (og andre
slamfarver)?
I korte træk: tradition, diffusionsåben, let
forarbejde, kan pletrepareres i et par år, let at
påføre pænt, relativt billigt, let forarbejde før
genmaling
..og ulemperne
relativ kort holdbarhed – selvom de fleste oplever
langt mere end de 5‐10 år, man ser opgivet,
kræver ru træ (næsten) og konstruktionsmæssig
træbeskyttelse (dvs. at træhuset er opført
fornuftigt, med bl.a. tagudhæng og beskyttet
endetræ) i (endnu) højere grad end filmdannende
farver (som (lin‐)olie maling ).
Da malingen ender med at være tørt pulver
aflejret i den grove overflade på det ru træ
sammen med lidt tørret melklister, så vil
farvelaget være ekstremt diffusionsåbent! – også
selvom der evt. er tilsat en lille smule linolie.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Mængden af linolie er slet ikke stor nok til at
lukke overfladen. (BD)
Er rödfärg farligt for helbredet?
Måske et sært spørgsmål – så simpel en
sammensætning og ”naturlige” råvarer? Men
fundamentalt er rødfarve problematisk som så
meget andet.
For os, der kun anvender rødfarve få dage med
års mellemrum, er det ikke den store bekymring,
vi skal mobilisere, men alligevel bør man overveje
helseproblemet 2 gange: Først og fremmest når
man børster gammel maling ned og igen ved
påføring af den nye. Så længe farven sidder på
væggen er den ufarlig.
Ved afbørstningen af gammel farve bør man
bære støvmaske og i øvrigt vaske sig selv og tøjet
grundigt.
Kobberindholdet er så lavt, at det ikke giver
anledning til den store uro, og zink er ikke farligt
for ”højere dyr”, som vi mennesker er i denne
sammenhæng.
Rødfarven kan indeholde en del bly – op til 1,2%
af det tørre pigment, og dette er ikke sundt.
Men først og fremmest er kvartsen i ægte Falurød
absolut ikke noget, man skal få i lungerne i større
mængde – og slet ikke når støvet endda kan
indeholde (skimmel)svampesporer.
Påføring af ny farve med pensel er også
helsemæssigt uden problemer. De færdigkogte
farver er tilsat fungicider (svampegifte), hvorfor
handsker og alm. renlighed med hænder, læber
(skæg) og tøj inden eftermiddagskaffen /pils‐
neren) er en god idé.
Side 27 af 56

I det øjeblik man går over til at sprøjtemale, så
bliver problemerne større – lidt som ved
afbørstningen, blot er der nu også fungiciderne at
tage hensyn til.
Ved sprøjtemaling med færdigkogt farve bør
(skal) man anvende typen, beregnet hertil, idet
der her er valgt et (endnu) mere ufarligt fungicid
(en af de mange ”Parmetol’er”).
Fungicidet er formentlig nedbrudt for længst, når
man børster gammel maling af. (BD)
Hvordan dækker det?
På nyt, uhøvlet træ regner man med omkr. 3 m²
pr liter. Uanset om man maler med pensel eller
sprøjte, skal nyt træ helst have ”lidt mere end én
gang” (men to er rigeligt) – det er en fordel at
fortynde lidt med vand første gang (men
fortynder man mere end med ca. 10% bliver det
alt for tyndt til penselmaling).
Almindeligvis påstår man, at ”høvlet træ kan man
ikke anvende rødfarve (eller andre slamfarver)
på”. Det er dog en sandhed med modifikationer.
Ofte vil man jo have ”locklister” – den lille
dækliste mellem beklædningsbrædderne – og
disse vil ofte være høvlet på siderne – og det går
da meget godt at male dem. Det er tydeligt, at
den glatte overflade ikke tager mod megen farve,
men efter et par ganges overmaling er overfladen
blevet passende ru og sugende af de første lag
farve, og så dækker det rimeligt. Men det er helt
korrekt, at på større og især ”vejrmæssigt
belastede” overflader er slamfarve ikke et godt
valg på høvlet træ – selvfølgelig kan man med en
båndsliber – meget groft slibebånd og lav
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
hastighed – gøre overfladen mere ru, men det gør
jo samtidig træet mindre holdbart. (BD)
Hvor godt beskytter Rödfärg?
Rødfarven er kraftig farvet, hvorfor beskyttelsen
af træet mod nedbrydning af sollyset er rigtig
god.
Noget mere kompliceret er beskyttelsen mod råd
og svamp.
Allerførst er råd og svamp kun et stort problem,
hvis træet er fugtigt en stor del af tiden.
Slamfarven er diffusionsåben (ligger som
pigmentkorn i overfladen), hvorfor træet tørrer
næsten ligeså let, som hvis det var ubehandlet.
Ligeledes forsvinder fugt indefra huset let ud
igennem træet. I en ”sund” konstruktion, hvor
der næsten ingen fugt kommer fra jord, indefra
eller fra fundamentet, hvor træet er beskyttet af
tagudhæng, og væggen mod opsprøjt fra jorden
osv. vil slamfarven fungere fint – det vil
ubehandlet træ såmænd også gøre.
Hvis en konstruktionsdetalje er meget
fugtbelastet – vi kender alle vinduerne, der
uanset kvalitet før eller siden rådner ”i bunden” –
så skal der mere til end slamfarve. Et tilsvarende
kritisk sted er det nederste af beklædningen, hvor
den er så tæt på terræn eller tæt på et udløb fra
er nedløbsrør, at der kommer opsprøjt. Én
mulighed er at give træet det pågældende sted
en behandling (eller flere) med træolie/linolie
eller ”kinesisk træolie” – alt med fungicid – og
lade det hærde/tørre. Derefter rødfarve
malingen. Det hjælper absolut, men rigtig godt er
det jo ikke. Alternativt kan man købe tid ved at
Side 28 af 56

anvende trykimprægneret træ + rødfarve. I begge
tilfælde vil der ofte være lidt farveforskel.
Endelig er der det evige spørgsmål om Rødfarve
er alge‐, svampe‐ og råd‐hæmmende? Og selvom
vi ikke har kunnet finde nogen god undersøgelse
af problemet, så vover vi et svar: Jo, den er giftig
overfor disse organismer – men ikke særlig meget
og næppe i lang tid!
Selve pigmentet indeholder stadig lidt kobber
(Falu Gruv var jo først og fremmest en kobber‐
mine).
Kobber er et ganske giftigt tungmetal, der i gamle
dage var meget brugt i træbeskyttelse (f.eks. den
oprindelige ”Cuprinol”). I dag er kobbersalte
faset ud til de fleste anvendelser, fordi effekti‐
viteten ikke var imponerende i forhold til den
grove miljøbelastning. Heldigvis er der meget,
meget lidt kobber i rødfarven ca. 0.1‐0.3% – hvis
der var væsentlig mere, var rødfarve ikke tilladt!
Derudover indeholder rødfarven naturligt noget
zink.
Zink er et interessant stof, idet det næsten ikke er
giftigt for ”højere organismer”, vi har endog brug
for en del zink for at fungere. Til gengæld er zink
uhyre giftigt overfor alger, lav, en del svampe osv.
Nogle kender tricket med at lægge små stykker
zinkplade (fra en tagrende) mellem tagstenene i
øverste og næstøverste række på nordsiden af
huset? – så forsvinder algebegroningen på
tagstenene.
Endelig tilsætter man i nogle opskrifter rødfarven
betydelige mængder ”jernvitriol” (ferrosulfat) –
det samme som man kan bruge til at bekæmpe
mos i græsplænen. Dette har nogen giftvirkning
over overfor mos og alger, men alle, der har
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
anvendt det mod mos, ved, hvor hurtigt
virkningen ophører.
I de færdigkogte rødfarver er der tilsat fungicider,
ganske som i træbeskyttelse, men dog i små
mængder. Disse fungicider er først og fremmest
tilsat, for at hvedemelet ikke skal rådne mens
malingen står i spanden!
Men selvfølgelig ophører deres virkning ikke
momentant ved påføring af malingen.
Totalt set vil rødfarven have nogen giftvirkning
overfor svampe, alger osv. På den anden side er
virkningen ikke massiv. Desværre skyldes en del
af virkningen indholdet af tungmetaller (kobber
og især zink) – en metode for træbeskyttelse,
som man ellers søger at undgå, idet disse stoffer
aldrig nedbrydes, men forbliver i miljøet.
Forhåbentlig er dit hus konstrueret med
omtanke: træ, der sjældent bliver vådt, og under
alle omstændigheder træ, der let tørrer, og en
konstruktion, hvor der ikke kommer betydelig
fugtbelastning i konstruktionen fra jorden eller
fra beboerne.
I så fald holder træet sig i umindelige tider uden
rådangreb.
Det er det, man kalder konstruktiv træbeskyttelse
– langt bedre og billigere end træbeskyttelse i
malerdåser.
Skulle du få (mange) ”sorte prikker”
(skimmelsvampe) på væggen – så begynd med
bare at vente et års tid og se, om ikke de kan
børstes af, når de har spist alt melet i rødfarven.
Ellers kan fortyndet Rodalon‐udendørs (9,5%
Benzalkoniumchlorid) og en børste + masser af
Side 29 af 56

vand klare det for noget tid – eller alternativt
noget ”Algtvätt” (og ikke älgtvätt som vi engang –
under de febrilske forsøg på at tale svensk – kom
til at spørge efter). Og næste gang du skal male
dette sted, så påfør også lige
Rodalonen/algtvätt’en – fortyndet efter
anvisningen – før du maler! (BD)
Hvordan bruger man rødfarve?
En af de allerbedste ting ved Falurød (udover
udseendet) er, at ved ommalinger er forarbejdet
meget begrænset. Under forudsætning af, at der
ikke er skader i træet, der skal repareres, børster
man med en stiv kost – hvis der direkte er
flagende maling skraber man flagerne væk, hvis
ikke kosten tog dem. Et angreb af skimmelsvamp
(sorte prikker) eller alger fjernes ved at vaske
med at passende middel hertil – eller Rodalon, i
nødstilfælde kan du bruge fortyndet Klorin. Skur
efter med rigeligt vand efter 15 min, med mindre
der står andet i brugsanvisningen, og lad træet
tørre nogenlunde op før maling.
Ved ommaling er det en fordel at give steder helt
uden maling et strøg allerførst – og hvis træet er
helt sølvfarvet og glat kan man give det et strøg
med groft sandpapir først. Så kan man formentlig
klare sig med en enkelt omgang rødfarve over det
hele.
Falurød er en dejlig maling at male med, når først
man vænner sig til den – ”strukturen” er god til
hurtige bevægelser med en bred pensel – én gang
hurtigt den ene vej, og én gang langsomt retur for
at arbejde farven ned i det ru træ – og overlap
bliver usynlige efter tørring.
Yderligere kan man – så længe det er nogenlunde
nymalet (i månedsvis) – reparere helt usynligt.
Endelig tørrer malingen på under 1 time.
Men selvfølgelig tager et helt hus sin tid og en del
kræfter – det er en god ide at tage en side, facade
eller gavl hvert/hverandet/hvert tredje år – det vil
de fleste nok finde meget mere overkommeligt.
(BD)
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Kan man sprøjtemale med rödfärg?
Her er, hvad Faluverket skriver:
Måla med spruta:
Falu Rödfärg tillverkas både som handstrykningsfärg och
sprutmålningsfärg. När det gäller sprutmålning, kan en
lågtrycksspruta användas, typ Volumair turbinspruta, med
munstycke 2‐2,5 mm eller högtrycksspruta med 10‐ 20 bar
och munstycke 1‐1,2 mm.
Man behøver ikke købe en speciel maling – man
skal bare fortynde med 20‐25% vand, så man
sænker pigmentindholdet – ellers stopper dysen.
En fordel ved den specielle sprøjtemaling er, at
der er valgt en mindre usund fungicid.
Spørgsmålet er, hvor megen tid man sparer – skal
man bruge mange kræfter på afdækning af
sokkel, vinduer og døre og omkring taget – er
besparelsen nok beskeden. Det er lidt smag og
behag – men på en lang ladevæg uden vinduer er
sprøjtemaling rigtig effektiv.
Til gengæld mangler den sprøjtemalede væg at få
malingen ”masseret” ind i overfladen, så
holdbarheder er nok lidt kortere. (BD,CT)
Side 30 af 56

Kan man male træ, der tidligere er malet med
andet end slamfarve?
Det korte svar er nej – men der er undtagelser.
Hvis den gamle maling er en ”tynd”
træbeskyttelse (penetrerende), således at der
ikke er en malingsfilm, og desuden måske noget
nedbrudt (må ikke mere være vandskyende), så
går det fint.
Hvis den gamle maling (dækkende maling) er
meget nedbrudt (det meste skallet af og resten
meget mat), så kan man sagtens forsøge efter
afskrabning. Hvis den gamle maling kun delvist er
skallet af, så skal man være forberedt på, at det
senere vil skalle mere af og dermed blotlægge
træet – der så skal have ny rødfarve. Men det er
lettere at give en årlig gang rødfarve end at slibe
det hele og samtidig sørge for, at overfladen
bliver ujævn nok.
Det gode er, at rødfarven er meget gennem‐
trængelig og derfor ikke vil forårsage nogen
ulykker.
Det værste, der kan ske, er, at det ikke bliver
pænt, og man skal til at skure rødfarven af og
behandle med andet. Det kan blive et stort
arbejde, hvorfor man bør forsøge at behandle et
lille felt først!
Hvis man nu ikke KAN anvende slamfarve før man
har fået skiftet beklædningen! – og man synes,
man altså SKAL have et rødfarvet hus. I så fald er
løsningen at anskaffe en type dækkende
træbeskyttelse eller oliemaling i samme farve.
Det har de fordele og ulemper, som netop denne
type maling nu engang har, og den glans, der
hører til den valgte maling, men farven kan være
pæn nok. Men man opnår selvfølgelig ikke den
specielle mathed, som er så karakteristisk for
rødfarven.
En torpare har dog i torpareforum givet en
opskrift, der måske er generelt anvendelig:
Problemet: Man har et hus, der er
(alkyd)oliemalet (i Falurød farve) og man er ked
at den relativt blanke farve.
Torparens løsning: tager Falurød pigment og
oprører det til en (tyk) pasta med terpentin.
Derefter blandes én del pigmentpasta i én del rød
alkydoliemaling. Den resulterende såkaldte
”magre” maling giver et langt mattere og mere
”autentisk” udseende. Der er ganske simpelt for
meget pigment til, at malingsfilmen rigtig kan
dannes omkring og over pigmentkornene.
Formentlig reduceres holdbarheden betydeligt i
forhold til oliemalingen, men hvis man nu har 3
huse ved siden af hverandre, og det ene er malet
i blank oliemaling – og det irriterer grænseløst
hver gang man ser på det….
En variant ville i øvrigt være at fremstille
pigmentpastaen med linolie. (BD)
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Elkabler på en Falurød facade!
Det synes måske som en mærkelig overskrift, men
dækker over en virkelig specialitet til den, der
elsker rødfarve! Clas Ohlson sælger el‐kabler (og
plastklemmer til fastsømning) i ”Falurød” farve!
Her er et link direkte til produkterne (Clas Ohlson
skifter hele tiden varenumre, så link’en virker
måske ikke):
www.clasohlson.se/Product/Product.aspx?id=1364
83581
www.clasohlson.se/Product/Product.aspx?id=1364
89096
‐ så kan huset da ikke blive mere gennemført
svensk! (Det pynter faktisk). (BD)
Side 31 af 56

De problematiske hvide
pigmeter
At ”hvidt er ingen farve” – er mere rigtigt, end
man umiddelbart tror. Alle hvide pigmenter er i
virkeligheden glasklare stoffer – som meget små
partikler. Tænk på, hvor hvidt florsukker er i
forhold til melis!
Et findelt glasklart stof fungerer som et effektivt
hvidt stof, hvis det bryder lyset meget kraftigere
end omgivelserne!
Nogle af de ældste hvide pigmenter er kridt,
porcelænsler (pibeler, kaolin), talk (talkum,
fedtstenspulver) og gips.
Ingen af disse stoffer har brydningsindekser, der
er høje nok til, at man i dag betragter dem som
pigmenter. Røres de op i (lin‐)olie, er de let
transparente (gennemskinnelige). De benyttes
stadig sammen med aluminiumoxid, men første
og fremmest som ”fyldstof” til f.eks.
spartelmasser og strukturmaling – eller
”kridering”, som man kaldte det før i tiden. Især
benyttes de i vandbaserede typer, hvor de
fungerer fornuftigt efter tørring.
Et af de første ”farve”‐mæssigt gode hvide
pigmenter, man fik, var ”blyhvidt” (basisk
blycarbonat), et fantastisk godt pigment, kendt i
mindst 2000 år, der desværre har to problemer,
hvoraf vore forfædre desværre ikke tog det ene
alvorligt.
Det ”lille” problem er, at blyhvidt reagerer med
svovlbrinte (gassen, der lugter af rådne æg) og
bliver sort!
Det uhyggelige problem er, at bly er et giftigt
tungmetal, hvis virkning først indtræder efter
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
lang tid, og som sådan aldrig nedbrydes og
forsvinder. Så ikke alt gammeldags er godt!
Allerværst er det, at blyhvidt på grund af
håndværkerkonservatisme er anvendt parallelt
med andre hvide pigmenter op i 1940’ne på trods
af, at ikke alene var faren velkendt, men man
havde endda alternativer. Alternativerne blev
blot anset for uanvendelige, nymodens og
uprøvede. Endelig har der har sikkert stået
malingrester i udhuset langt efter 1940’ne.
Derfor: træ der er oliemalet hvidt eller i lyse
farver, må ALDRIG brændes i brændeovnen og
må ALDRIG smides i skoven – det skal på
genbrugspladsen, med mindre du positivt ved at
det er malet første gang efter f.eks. 1955.
Det bør nævnes, at det selvfølgelig er strengt
forbudt at anvende såvel blyhvidt som blymønje i
alle civiliserede lande!
En af de første afløsere for blyhvidt kaldes
Lithopone, en blanding af Bariumsulfat og
zinksulfid. At barium er endnu giftigere end bly er
ikke problemet, for netop bariumsulfat er så
komplet uopløseligt,som man næsten kan
forestille sig. Problemet er, at lithopone ikke kan
overmales med (lin‐)oliemaling, idet denne ikke
binder!
En anden afløser var zinkhvidt (zinkoxid, kendt
fra zinksalve og zink liniment) og brugt fra 1834.
Pigmentegenskaberne er kun nogenlunde, ikke
meget bedre end de bedste fyldstoffer, men dog
en ren hvid farve. Problemet her er, at zinkhvidt i
(lin‐)oliemalig (og nogle andre typer oliemaling)
gulner, hvis ikke malingen udsættes regelmæssigt
Side 32 af 56

for sollys! I hvor høj grad fænomenet skyldes
zinkhvidt og hvor meget, der skyldes linolien er
ikke helt klart.
I øvrigt kan det (basiske) zinkoxid reagere med
(forsæbe) linolien, hvilket gør malingen hård og
uønsket sprød – hvilket i øvrigt også skete med
blyhvidt.
Fra starten af 1900‐tallet blev titanhvidt
(titandioxid, rutil) et praktisk tilgængeligt, hvidt
pigment, idet man dels fik produktionsmetoderne
på plads, dels lærte at coate (pålægge et
overfladelag) de små pigmentkorn med zinkoxid
eller andet, for at det ikke i sollys skulle
”afbrænde” binderen.
Titanhvidt slog dog først rigtigt igennem i maling i
anden halvdel af 1900‐tallet.
Titanhvidt er et af de allermest ”hvide” stoffer,
der eksisterer p.gr.a. et ekstremt højt
lysbrydningsindeks. Samtidig er det absolut
ugiftigt, må bruges som hvid farve i fødevarer (og
slik), og desuden er det umådeligt inert (ikke‐
reaktivt), især når først det er coated, så det ikke
kan aktiveres af sollys. Derfor forbliver det hvidt,
lige meget hvad det udsættes for.
(BD)
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Limfarver (og hvidtede lofter)
Rødfarve, loftshvidt og limfarver
Alle disse farvetyper er grundlæggende limfarver:
et pigment opslemmet i en vandig lim.
I slamfarverne (rødfarven bl.a.) er limen bare
melklister med meget ringe styrke, som
formentlig forsvinder med tiden.
Loftshvidt
I lofts‐kridt anvendes en helt speciel lim kaldet
”Islandsk mos”, der binder ganske svagt, hvorfor
det er let at vaske loftet ned.
Der er en stor forvirring om, hvad ”Islandsk mos”
er. Der er to muligheder – og ingen af dem er
faktisk en mos. Nogle anfører, at der faktisk er
carrageenan‐tangplanten, der normalt hedder
”Irsk mos”, hvorfra man udtrækker carragenanen,
der er et vedkendt fortykningsmiddel i
fødevareindustrien. Imidlertid indeholder ægte
”Islandsk mos” Cetraria islandica, der er en art
lav, som ligner rensdyrlav, også en stor mængde
af et stivelseslignende produkt. Et gæt kunne
være, at man oprindelig har brugt Islandsk Mos,
men da det blev for dyrt at indsamle, skiftede
man over til det meget lignende carrageenan fra
”Irsk mos”.
”Ægte” limfarve
Når man taler om limfarver, tænkes normalt på
indendørs vægmalinger, der har mange
egenskaber, som ligner rødfarven – også mht.
udseendet – men hvor limen trods alt er noget
kraftigere.
Limfarver var den fremherskende vægmaling
frem til midten af 1900‐tallet.
Side 33 af 56

Det, der slog malingen ud, var, at limfarven er
meget lidt slidstærk og absolut ikke vaskbar.
Til gengæld har den en smuk, mat overflade, der
især er synlig med kraftigt farvet pigment.
Sådanne flader kan have en umådelig smuk
stoflighed.
Det er denne matte glans fra limfarven, der er en
væsentlig årsag til, at man i dag generelt stadig
vælger vægmalinger, der er meget matte (glans
5‐10).
Ældre limfarver (i dag kun meget traditionelle
limfarver) vil være baseret på lim fremstillet fra
slagteriaffald: benlim, perlelim, hudlim, mens
nyere limfarver i høj grad baseres på udgaver af
celluloselim (celluloseklister/tapetkliser).
Limfarven er meget diffusionsåben, hvilket dog
også gælder almindelige moderne vægmalinger
på et porøst underlag.
Limen vil opløses i stærk fugt, og fugtig maling vil
få skimmelsvamp, der lever af limen.
Man blander normalt selv malingen. Hvis den
købes færdig, er den (bør den være) billigere end
færdig vægmaling.
Det er lettere at finde råvarer/opskrifter hos de
alternative malingsleverandører, de der sælger
linoliemalinger, trætjære osv., frem for i den
almindelige farvehandel.
Grundopskrift: til 1 liter maling:
1 kg pigment opblødes natten over i vand – skal
være en tyk pasta.
Der fremstilles ½ liter lim efter opskrift på
pakken.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Man blander nu f.eks 75% af hhv. lim og
farvepasta og laver et prøveopstrøg. lader tørre 2
timer. Kontrollerer farve, glans (for meget
dyrelim gør overfladen blakket/blank). Evt.
justeres forholdet mellem farve og lim, ved at
tilsætte mere af de 25% af hver, der er gemt.
Malingen gøres tyndere med vand hvis
nødvendigt.
(BD)
Man kan også fremstille hvide eller lyst tonede
limfarver.
Nedenstående opskrift er et godt startpunkt.
Materialer
5 kg kridt
ca. 2,5 liter vand
Limopløsning:
100 gram celluloselim (forstærket!)
2,5 liter vand
Pigment (hvis farven ikke skal være hvid ‐ skal stå
natten over i et glas med vand, inden det lidt
efter lidt blandes i limopløsningen)
De 2,5 liter vand hældes i en spand.
Kridtet hældes i uden omrøring (”uden” ikke
”under”, det er vigtigt!).
Lad opslemningen stå til næste dag uden
omrøring.
Pisk limpulveret nogle minutter ned i de andre
2,5 liter vand.
Rør om, til pulveret er opløst.
Lad blandingen stå 15‐20 minutter.
Hæld limblandingen langsomt i kridtblandingen
under stadig grundig piskning.
Hvis man ønsker at indfarve limfarven, skal man
være opmærksom på, at der går ret meget
Side 34 af 56

pigment til. Det er derfor klogt at formindske
mængden af kridt i forhold til mængden af
pigment.
Prøv først med en lille portion af kridt‐
limblandingen, bland pigment i og lav en
farveprøve på et stykke karton. Når man har
opnået den rette nuance, har man en ide om
forholdet mellem kridt‐lim og pigment i det hele
taget.
OBS. Farven bliver lysere, når den tørrer!
Limfarve tørrer hélmat op og er mest velegnet til
at male på papir (tapeter), murværk eller træ. Der
kan males med såvel rulle som med pensel. Selv
foretrækker vi pensel. Dækkeevnen er særdeles
god, og der kræves kun én anstrygning.
Maling med limfarve i køkkener anbefales ikke,
da limfarve preller af på selv let fedtede
overflader, og den er ikke vaskbar. Her anbefales,
at man i stedet bruger æggeolietempera,
naturtempera (som er noget mere robust) eller
linoliemaling.
Limfarvede lofter er smukke, men forberedelsen
temmelig besværlig, da lofterne skal være helt
rengjorte. (KT & CT)
Temperafarve
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Temperafarver er de ældst kendte udgaver af de
moderne vandfortyndbare malinger.
I vandfortyndbare ”rigtige” malinger, så som de
fleste moderne malinger, har man en emulsion af
meget små olie/binder/”plast”dråber med
pigment i vand.
Man kan sammenligne det med olie/eddike
dressingen, der kan rystes eller røres til en
mælket væske – eller med mælk og fløde, hvor
man har en emulsion af mælkefedt i vand.
Olie/eddike dressingen skiller hurtigt i eddike og
olie, hvis ikke ”man gør noget”.
Fløden er langt mere stabil. Hemmeligheden er
mælkens indhold af en protein, der kaldes kasein,
som forhindrer fedtdråberne i at vokse sammen.
Temperafarver fremstilles grundlæggende efter
samme opskrift: man fremstiller en oliemaling af
pigment og f.eks. linolie. Blander med vand og et
proteinstof og pisker, til det emulgerer.
Som protein vil man normalt enten benytte æg
(der i det store og hele består af et protein –
albumin – og vand) eller kasein udvundet fra
skummetmælk. Disse malinger kalder derfor
naturligt hhv. æggetempera (æggeolietempera)
og kaseintempera.
I øvrigt kommer man let i et dilemma med
navngivning mht. temperafarver, idet nogle
regner en maling af melklister og linolie (+
pigment) for en temperafarve, på trods af at
protein‐indholdet (her gluten fra hvedemel) er
meget begrænset. Lidt flabet kan man omtale
disse typer maling som en opbagt sovs.
Side 35 af 56

Hvis man regner en sådan maling for en
temparafarve, så bliver rødfarve i de opskrifter,
hvor man tilsætter lidt linolie også at regne som
temperafarver.
Lidt teknik:
I mange opskrifter, bl.a. én af nedenstående,
tilsættes ”Atamon” for at forhindre at malingen
mugner/rådner. Kemikaliet i Atamon er IKKE
godkendt til dette brug, og det er næppe en
strålende idé eller rettere temmelig uansvarligt
at have det relativt potente E211 Natriumbenzoat
siddende på væggene. Der er angiveligt et
betydeligt antal personer, der er allergiske for
det.
Temperamaling bør nyfremstilles når man skal
bruge det.
Temperamalinger er temmelig vejrfaste på ru træ
og puds.
Temperamalinger bør anvendes på ret sugende
underlag. Høvlet, ubehandlet træ er den mest
”glatte” og tætte, overflade man bør anvende det
på.
(BD)
Æggeolietempara
den ”fine” til mere maleriagtige detaljer
Den mest kendte emulsionsmaling er
æggeolietempera. Ordet “tempera” kommer fra
latin “temperare”, som betyder at
sammenblande. Æg som bindemiddel har været
anvendt i det gamle Egypten og i det antikke Rom
og Grækenland. Vi kender vel alle besværet med
at vaske indtørrede æggerester af tallerkener og
bestik. Æggeolietempera har været anvendt siden
middelalderen. Den er billig og holdbar!
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Opskrift på æggeolietempera til maling af
møbler m.v.
(mindste mængde ‐ multiplicer efter behov)
1. Slå et æg ud gennem en sigte i en skål (både
blomme og hvide).
2. Pisk det let.
3. Hæld 2 halve æggeskaller kogt, koldpresset
linolie i blandingen.
4. Tilføj 2 halve æggeskaller vand heri. (dvs. lige
meget æg, olie og vand)
5. Omrør blandingen, som nu emulgerer.
6. Tilføj pigment efter smag og behov og rør det
hele sammen.
Prøv dig frem. N.B. Nogle pigmenter opløses
bedre end andre!
7. Lad malingen stå køligt et par timer.
(KT & CT)
Opskrift på magrere æggeolietempera (til
sugende underlag ‐ f.eks. vægpap)
En fjerdedel æg (blomme og hvide).
En fjerdedel rå, koldpresset linolie.
To fjerdedele vand.
Pigment.
Gode råd
Æggeolietempera skal anstryges tyndt. Malingen
tørrer meget hurtigt på overfladen, så hvert
penselsstrøg er definitivt. Man kan altså ikke
efterstryge! Når malingen har tørret ca. en uge,
kan man børste den med en blød børste, hvis
man vil opnå en silkeblank overflade. Først efter
flere uger er malingen hærdet igennem. Derefter
er den utrolig slidstærk og næsten umulig at
fjerne igen.
Møbler, som er malede med æggeolietempera,
kan friskes op, ved at man stryger dem med en
mager tempera. Bland en møbeltempera uden
Side 36 af 56

pigment, men med mere vand i og stryg den over
den gamle maling. Tør efter med en tør klud.
(KT & CT)
Kaseintempera
Opskrift (Søren Vadstrup):
100 g tørkasein udrøres i 200 ml vand.
Der tilsættes nu yderligere 800 ml varmt vand ‐
ikke kogende.
Under omrøring tilsættes herefter 20‐25 g
hjortetaksalt (ammoniumhydrogencarbonat) for
hver liter kaseinopløsning. Under denne proces
sker der en kraftig opbrusning, hvorfor man fra
starten skal anvende en rigelig stor
blandingsbøtte. Når limstoffet er bruset af,
tilsættes der 5 ml Atamon (anti‐skimmelmiddel)
pr. liter. [en ikke‐tilladt anvendelse af Atamon,
BD]
I stedet for tørkasein kan man bruge 200 g kvark,
som blandes i 1 liter varmt vand, hvorefter der
tilsættes 20‐25 g hjortetaksalt for hver liter
kaseinopløsning – samt Atamon.
Dette limstof tilsættes nu farvestoffet (ca. 0,5 kg
pigment til 1 liter limstof – afhængigt af
pigmentet). Man fremstiller først en lidt tykkere
pigmentpasta, som røres godt igennem. Derefter
tilsættes mere og mere limstof, indtil en
passende strygbarhed og dækkeevne opnås.
Malingens smitfrihed kontrolleres gennem
prøveopstrøg.
Tørkasein kan købes f.eks. hos Tibberuphøkeren i
Helsingør, hos Qvarnarp, hos Wederslóv Herrgård
eller Gysinge.
Find adresser og websider under Priser og
forhandlere (KT & CT)
Man kan købe temperamalinger færdige, men
desværre er meget af det der sælges under
navnet tempera er dog bare noget ”der ligner”
Et par henvisninger – der er flere
www.kulturarv.dk/tjenester/publikationer/emne
opdelt/bygninger/byggeblade/15_byggematerial
er/02_materialer_II/
mba.evia.dk/?id=6
”GODE RÅD OM MALING” med traditionelle
malingstyper på træ og murværk af Søren
Vadstrup. Copyright Raadvad, Nordisk Center til
bevarelse af håndværk. ISBN 87 90915‐14‐3. Kan
læses på
www.bygningsbevaring.dk/files/gode_r%C3%A5d
_maling.pdf
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Side 37 af 56

(Lin)oliemaling og
alkydoliemaling
Oliemaling er blot linoliefernis (kogt linolie), evt.
tilsat siccativ (tørringsmiddel) og evt. terpentin
eller rå linolie. Hertil et eller flere passende
uopløselige pigmenter (farve).
Antallet af (modstridende) opskrifter er mindst
ligeså stort som antallet af småproducenter.
Traditionelt benyttes som pigmenter
jernforbindelser til brune/gule/røde farver ‐
kromoxid til grønne, sod (kønrøg) til sort/grå og
til blå hhv. koboltbaserede pigmenter og
ultramarin.
Kromoxid og koboltblå indeholder masser af
stærkt miljøbelastende tungmetal, men så længe
pigmentet er intakt, og malinger sidder, hvor den
skal, er det ikke noget problem, idet pigmentet er
meget lidt opløseligt. Problemet opstår, når man
engang skal af med det malede træ – eller vil slibe
på det. Ultramarin er på trods af den flotte farve
et mineral, der altid fremstilles syntetisk, og som
på trods af farven IKKE indeholder tungmetaller.
Bemærk at fordi en farve kaldes f.eks. koboltblå
eller ultramarin, så er det ikke nødvendigvis hhv.
en koboltforbindelse eller mineralet ultramarin,
til tider er det blot navnet på kuløren.
"Moderne" malinger er efterhånden skiftet over
til alle at være grundlæggende hvide (titandioxid)
og så tilsat farvet toner (efter kundens ønske, i
butikken). Disse "tonere" vil typisk være
kraftigere farvende organiske azofarvestoffer i
stedet for de klassiske uorganiske pigmenter og
bruges på grund af den meget høje
farveintensitet i mindre mængde.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Oliemaling kan sagtens (og bliver) fremstillet med
moderne pigmentsystemer – eller som hybrider.
Tilsætning af en mindre mængde af zinkoxid
(zinkhvidt) anbefales til tider i linoliemalinger,
idet zink ligesom moderne fungicider er giftigere
for mikroorganismer end for mennesker og dyr.
Desværre er zink et stof, der aldrig vil forsvinde
fra miljøet. Et andet problem, der anføres, er, at
zinkoxid er (lidt) "alkalisk", og i princippet vil
alkaliske pigmenter reagere med (nedbryde)
linolien til sæbe! – og man må derfor ikke bruge
zinkoxid i store mængder som pigment i
linoliemaling. Vi stiller os dog noget tvivlende
overfor, om der dels i praksis kan foregå en
forsæbning – dels om den (med zink delvist
forsæbede maling) vil skade, idet zinksæber ikke
er vandopløselige.
Linoliemaling kan ”bare” benyttes som maling,
uden at man først forbehandler med rå linolie
osv. ligeså vel som man kan linoliebehandle noget
træ, der efterfølgende males med moderne
maling.
Normalt vil man dog søge at få det bedst mulige
ud af linoliemalingen, ved at foretage det man i
dag kalder en "systembehandling" med
linolieprodukter. Dette består i først at behandle
med rå linolie, derefter med linoliemaling (farve),
hvor man gradvist skifter fra ren linoliemaling til
blandinger af linoliemaling og stadig mere og
mere ekstra linolie ("federe" maling), altså
samtidig mindskning af pigmentindhold.
Alternativt kan man på mere normal måde, efter
den indledende imprægnering med rå linolie,
først grunde og mellemstryge med linoliemaling
(evt. med lidt terpentin eller linolie tilsat –
Side 38 af 56

malingen skal gøres meget tyndtflydende), og
derefter slutmale med ren linoliemaling.
Nogle mener, at det er meget forkert at tilsætte
terpentin – andre at det er OK. Det er dog næppe
nødvendigt med tilsætning af terpentin, fordi de
fleste linoliemalinger er tyndtflydende i en for de
fleste ganske uvant grad.
Syre/Syra: En lille advarsel: Hvis du læser svensk
litteratur om disse produkter herunder hærdning
af linolie, vil du både støde på ordene "syre", der
betyder ilt, oxygen (”oljorna tar upp syre ur
luften”) og "syra", der betyder syre (noget surt)
på dansk (f.eks. innehåller fettsyra)! Et rigtig
svært ordpar, der desværre kan give anledning til
større eller mindre ”katastrofer”.
(BD)
Alkydoliemaling
De typer af de ”moderne” malinger, olier, lak
osv., der umiddelbart er sammenlignelige med
linoliemaling, er alkydoliemaling (i praksis de
malinger, der fortyndes med terpentin).
Reelt er forskellen, at hvor linoliemalingen har en
binder ("det, der stivner"), som består af linolie
og kogt linolie (fernis), og hvor malingen måske er
tilsat lidt terpentin, så vil alkyd‐oliemalingens
binder i stedet bestå af "alkydolie", og den vil
normalt indeholde en væsentlig mængde
terpentin eller en anden kulbrinte. Herudover er
der selvfølgelig i begge malinger pigment og evt.
hjælpestoffer: stoffer der forhindrer en for tidlig
dannelse af en overfladefilm, evt. fungicid, osv.
osv.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Ordet ”alkyd‐” lyder meget "syntetisk", men er
grundlæggende ikke ret forskellig fra de såkaldt
"naturlige" tørrende olier: Man fremstiller noget,
der ligner de naturlige fedtstoffer/olier – ud fra
fedtsyrer fra f.eks. linolie eller tall olie og andre
organiske syrer samt syntetiske polyalkoholer
(polyoler) i stedet for glycerin. Alt i alt får man en
lidt større og mere forgrenet ”olie”. Ved at
variere hvilke olier, man begynder med,
mængden og typen af polyol, mængden og typen
af den ekstra syre, procesbetingelserne osv. osv.
får man en hel række variable, der gør, at man
kan "designe" binderen ‐ f.eks. til at tørre
hurtigere, flyde pænt sammen, ikke gulne, blank
overflade osv.
Efter at terpentinen er fordampet, hærder
alkydmaling på samme måde som linolie‐
produkter, dvs. ved reaktion med luftens ilt.
Som bekendt tager det let adskillige timer selv for
disse ”designede” malinger.
Alkydoliemolekylerne er typisk nogle få gange
større end de rå, tørrende oliers molekyler (linolie
oevs).
At man alligevel nok ofte har en noget ringere
indtrængning i meget porøst træ end for
linoliemaling, skyldes, at alkydoliemolekylerne
har en tendens til at "optræde i flok" (større
ensembler, kaldet miceller). Disse siges at kunne
være et par tusindedele mm store – hvilket er
omk. 1000 gange større end det enkelte alkyd‐
molekyle – eller molekylerne i de tørrende olier.
Til de bedste resultater anbefales ofte
"systemmaling" ‐ altså behandling med en række
produkter, der er tilpasset hverandre. Vores egen
– helt uvidenskabelige – erfaring er dog, at ved
f.eks. maling af vinduer, vil man kunne opnå et
udmærket og holdbart resultat gennem en rigtig
Side 39 af 56

god og grundig forbehandling med linolie eller
måske endnu bedre med tungolie (med eller
uden fungicider), efterfulgt af maling (helst i et
par omgange). Ved påstrygningen begyndes med
en noget fortyndet alkydoliemaling (af en type
beregnet til netop udendørs brug, f.eks.
"dækkende træbeskyttelse").
Pas
På: Man bør passe meget på med at male
med alkydoliemaling ovenpå linoliemaling – hvis
der er fugt i træværket, får man opblæring. Til
gengæld fungerer linoliemaling ovenpå alkydolie‐
maling udmærket, om end man ikke rigtig opnår
nogen af linolien ”tekniske” fordele ved denne
metode.
Vi mener, at mange af problemerne med
alkydoliemaling
– udover fugtbelastet
konstruktion – skyldes, at udsatte konstruktioner
forbehandles utilstrækkeligt og blot males
en
enkelt gang med et tykt lag. Det virker også lidt,
som om malingsproducenterne overfor private
ikke er glade for at fortælle, hvor langsommelig
en rigtig god malerbehandling faktisk er. Til
gengæld synes "natur”‐malings producenterne
snarere at overdrive, hvor grundig man skal være.
Der har været en lille tendens til, at nogle
malingsfabrikker så småt er ved at fremstille
hybrider
mellem gammeldags linoliemaling og
moderne malinger. Hvor meget, der er salgsgas
(hvor man tilsætter en alkydmaling en sjat linolie,
eller hvor linolien bare er en af råvarerne i
alkyd'en) og hvor meget, der er seriøse forsøg på
at kombinere det bedste ved hhv. den
traditionelle linoliebehandling/linoliemaling og de
muligheder, der er i moderne malinger, står ikke
klart.
Se f.eks. på Beck & Jørgensens system B3,
( www.bj.dk ) eller Beckers: Expolin + "oljefärg"
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
( www.beckers.se ), der dog vist er udgået.
(BD)
Litteratur,
oliemaling:
Der
er til udarbejdelsen af ovenstående hentet
oplysninger
så mange steder fra, at vi ikke vil
forsøge
at referere til dem.
Se dog bl.a. www.tekno logisk.dk/1962
Vi vil dog også gerne fremhæve nedenstående
lille referat af en rapport. Det
bemærkelses‐
værdige er, at man her ser en "grøn"
organisation,
der tager alle mulige forbehold
overfor at "naturligt" og "ufarligt" skulle være
synonymer:
Informationscenteret for Miljø & Sundhed:
www.miljoeogsundhed.dk/rapport/Linolieresume
.doc
I sammenhængen
her er det væsentligste dog, at
der i selve rapporten er en meget omfattende
litteraturliste, der er nyttig, uanset om man er
enig i rapporten konklusioner eller ej.
Se også i Informationscenterets pjece: "Bolig. Råd
om Miljø og Forbrug fra Informationscenteret for
Miljø & Sundhed" ‐ kan findes på
www.miljoeogsundhed.dk/raadommiljoogforbrug
/bolig2003.pdf
Informationen på Rådvad centerets
hjemmeside
om linolie og oliemaling ( www.raadvad.dk )
specifikt
www.bygningsbevaring.dk/default.asp?pid=190 ).
overfladebehandling af udvendigt
Miljøstyrelsen:
Linolie til
træværk
Side 40 af 56

Kulturarvsstyrelsen: Overfladebehandling af
udvendigt træ
Forhandlere
En
lidt tilfældig liste mest med producenter af
maling,
men også nogle forhandlere inkl.
forhandlere
af pigmenter.
I Danmark:
Genbyg.dk A/S, Amager Landevej
185, Kastrup
(t æt på broen) www.genbyg.dk
Linoliebutikk en, Højbjerg www.linoliebutikken.dk
Original linoliemaling ApS www.linolie‐maling.dk
Linolie1‐2‐3, Stenløse www.linolie123.dk
www.damsonpaint.dk
Wolfs linolie‐ og tjærefabrik, St. Heddinge
www.wolfs.dk (sælges i København bl.a. hos:
Gammelholms Tapet & Farvehandel,
Holbergsgade 16, 1057 København K)
Morsø maling www.morsmaling.dk
Tibberuphøkeren, Helsingør
www.tibberuphoekeren.dk sælger lino
fra Københavns Farvehandel.
liemaling
I Sverige:
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
www.ottossonfarg.com (nær Lund)
Ottossons Färg sælges mange steder: bl.a.
Wederslöf Herrgård/Byggnadsvård ved Växjö
www.wederslofbyggnadsvard.se og
www.folkesbygg.se (Hanaskog nær Kristianstad)
www.kulturfarg.com
www.gysinge.nu
www.linoljeprodukter.se (Allbäck i Ystad)
www.kulturhantverkarna.se (Stockholm, mange
forhandlere)
www.qvarnarp.com
www.byggreturen.se (Quesarum, ved Höör)
www.byggfabriken.com (Malmö)
Nogle af de store malingsfabrikker har
linoljemaling i sortimetet, bl.a. har Beckers
produktet ”Tradition”:
http://www.beckers.se/sv/Utomhus/Vara‐
Produkter/Fonster/Tradition‐Linoljefarg/
Side 41 af 56

Hvidtekalk og erstatninger
Hvidtning med hvidtekalk er selvfølgelig en
overfladebehandling, men noget anderledes end
egentlige malinger.
Det er karakteristisk, at binderen og pigmentet er
samme stof – den læskede kalk, der først tørrer
som en slamfarve og derefter langsomt hærder til
kalk/kridt ved at optage CO2 fra atmosfæren.
Kalkning vil normalt benyttes på murværk og ikke
på træ, om end det forekommer. Hvis man
ønsker at kalke træ – til mere end lidt svag
hvidtoning, skal man iblande kalken kasein
(mælkeprotein) eller en anden lim
Kalkning er sammen med slamfarve maling de
mest diffusionsåbne overfladebehandlinger.
Hvidtekalk kan indfarves, men ikke med ethvert
pigment, idet kalken er meget basisk. På grund af
den stærke base‐ (eller lud‐)virkning skal man
også være ekstremt forsigtig, således at man ikke
får stænk i øjnene. Læsket kalk er langt farligere
end syre.
En velkendt farvesætning er gulfarvning (som
Nyboder) med tilsat jernsalte (jernvitriol), der
danner okker.
Alternativer, der deler mange af egenskaberne
ved hvidtekalk, er div. cement‐ eller silikat‐
baserede ”murfarver”, der bl.a. sælges under
varemærket Cempexo.
Inden man evt. skifter til silikatmaling eller
cementfarve, bør man sætte sig ind i disse typers
krav til kvaliteten af underlaget. Ligeledes bør
man være klar over, hvilke begrænsninger disse
vil sætte for fremtidige behandlinger. I ved ældre
bygninger må man være grundig i at undersøge
om skiftet er forsvarligt, måske en forbedring,
eller katastrofalt.
Indendørs finder vi kalkning på skorstenen og
ildstedet i køkkenet. Her kan man også støde på
primitive udsmykninger, der egentlig er
kalkmalerier. De vil sjældent (aldrig?) være udført
som al fresco (udført i våd hvidtekalk), som de
egentlige kalkmalerier, men er malet efter
kalkningen.
Loftshvidt er et andet materiale end hvidtekalk!
(BD)
Tjære
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Baggrund, historie og egenskaber
Tjære er den mørke, højtkogende væske, der
udskilles når stenkul eller træ opvarmes uden (ret
meget) ilt. Processen er den såkaldte tør‐
destillation eller pyrolyse og foretoges i gamle
dage i en tjæremile (også kaldet ”tjärdal”) – en
(træ‐) kulmile indrettet, så tjæren opsamles.
Stenkulstjære (stenkul opvarmet på samme måde
– evt. i et koksværk), og det beslægtede produkt
kreosot, er i det store og hele uanvendelig til
trædele i bygninger og under alle omstændig‐
heder er de så giftige produkter, at der er store
begrænsninger mht. salg og anvendelse.
I Sverige er stenkulstjæreprodukter ikke ”helt så
forbudte” som i Danmark!
Side 42 af 56

Trætjæren var i perioder tilgængelig i Sverige i
fantastisk store mængder, bl.a. på grund af den
enorme produktion af trækul til jernværkerne.
Faktisk havde Sverige/Finland i praksis monopol
på fremstillingen af trætjære i 1600‐tallet, og det
var landets vigtigste eksportartikel i mange år.
Trætjære ‐ ofte under navne son Finsk eller Norsk
Trætjære, dalbränd tjära, Stockholm Tar (en
speciel fin, lys kvalitet) har en tusindår lang
historie som en komponent i ”træbeskyttelse” af
stærkt belastet træ og beskyttelse af f.eks. tov og
sejl. Uden at forklejne produktets dyder, må man
huske, at for blot 200 år siden var dette det
eneste virkningsfulde produkt, man overhovedet
kendte.
I vore dage vil de færreste fagfolk betragte
trætjære som træbeskyttelse – altså noget der
aktivt beskytter i dybden og i lngere tid mod råd
og svamp, men derimod som et værdifuldt stof til
overfladebehandling – se senere.
EU behandlede fra 1998 til 2007 trætjære som et
”biocid” (gift, i dette tilfælde komponent til
træbeskyttelse), men undersøgelser førte til
konklusionen at beskyttelse var så svag i forhold
til moderne træbeskyttelse, at trætjære fra 2007
har været ”frikendt”/”dømt ubrugelig” – hvordan
man nu måtte vælge at anskue det.
Trætjære præsenteres ofte som et ufarligt
”natur”produkt. Det er det ikke – læs blot de
lovpligtige advarsler (i Danmark):
R20/21/22- Farlig ved indånding, ved hudkontakt og
ved indtagelse.
R43- Kan give overfølsomhed ved kontakt med huden.
S2- Opbevares utilgængeligt for børn.
S23- Undgå indånding af dampe / aerosoltåger.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
S36/37- Brug særligt arbejdstøj og egnede
beskyttelseshandsker.
S46- Ved indtagelse, kontakt omgående læge og vis
denne beholder eller etiket.
S51- Må kun bruges på steder med god ventilation.
Mal-kode (1993) : 00-5 (andre udgaver har højere tal
såsom 3-5!). Første tal vedrører om maleren påvirkes
af at indånde dampe ( skala 00 til 5, det andet tal fare
ved berøring o.l. Skala 0-6. Højt tal = farligt).
Må desuden kun anvendes af personer over 18 år.
Man SKAL bruge beskyttelseshandsker der er tætte
overfor tjærens bestanddele (allergifaren).
De fleste advarsler inkl. 5‐tallet i Malkoden er
relateret til den store risiko for allergi.
Når det er sagt – og indirekte dermed en advarsel
for indendørs anvendelse – trætjære har absolut
en betydelig træbeskyttende virkning – men
formentlig mere ved at udfylde træets porer, end
på grund af ”giftighed” (mod råd…). Den
beskyttende virkning mht. ”giftighed” overfor råd
er slet ikke på niveau med moderne
træbeskyttelsesolier tilsat fungicider. Jævnfør
også EU's beslutning nævnt ovenfor.
Trætjære beskytter ikke hårdt belastet træ
(konstant opfugtet træ, forkerte bygnings
konstruktioner, træ i jordkontakt) i noget særlig
omfang. Her skal man have fat i specielle tropiske
træsorter eller trykimprægneret træ – eller
bedre: ændre konstruktionen radikalt.
De norske stavkirker og de svenske spånklædte
kirker holder først og fremmest godt, fordi
trækonstruktionen er gennemtænkt og
omhyggeligt udført og konstant vedligeholdt –
ikke på grund af den (ofte kolossale mængde)
tjære, der sprøjtes på. I øvrigt holder de bedst i
de nordligere, tørrere egne af landene!
Side 43 af 56

Anvendelse og praktiske egenskaber
Udover at trætjære ikke er et helt ufarligt
produkt (allergi fare) – se ovenfor – er der andre
egenskaber, man bør kende:
Trætjære hærder eller tørrer ikke uden videre!
Efterhånden fordamper de mest flygtige
bestanddele, nogle af bestanddelene oxideres og
nedbrydes, og overfladen mærkes ikke klæbrig,
med mindre det bliver meget varmt Men egentlig
”hærdet” bliver det aldrig eller først efter lang tid.
Trætjære er IKKE ordentlig opløselig i
petroleum/mineralsk terpentin/benzin/stenkuls‐
nafta o.l., om end det kan variere fra det ene
tjæreprodukt til det andet.
Derimod er det opløseligt i methanol også kaldet
”træsprit”! Dette er altså den mulige fortynder.
Methanol er desværre ret giftig og ikke altid lige
let at få fat på. Almindelig sprit fungerer oftest
også.
Nogle typer trætjære kan blandes med linolie.
Normalt skulle det gå godt for produkter, der er
navngivet Finsk Trætjære.
Ønsker man en tjære, der tørrer nogenlunde op –
og helst inden for rimelig tid, siges en blanding af
1/3 linolie, 1/3 vegetabilsk terpentin (”balsam
terpentin”) og 1/3 trætjære at fungere, idet
linolien hærder.
Man benytter den dyre vegetabilske terpentin
fordi tjæren er lettere at opløse/blande med
denne.
Måske skulle man overveje at anvende
Slipersolja?
Trætjære er i bøtten meget mørkt og meget
tyktflydende. Når det er – korrekt – anvendt
bliver træet lysebrunt (nærmest te‐farvet – lidt
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
afhængig af fabrikat), med mindre der
efterhånden er påført mange lag eller det er
ældet, så ender det med at blive sort!
Ønsker man fra starten et sort tjærelag, må man
tilsætte kønrøg (sv. ”kimrök”, sort pigment
bestående af fint kul (sod) ). Man anbefaler 0.5‐2
kg kønrøg til 20 liter tjære.
Når man skal påføre trætjære går det oftest
MEGET lettere, hvis man får opvarmet bøtten
temmelig meget (60‐70 °C) – men husk, at det
kan antænde! Brug helst vandbad eller el‐plade
og en metalgryde (under overvågning!).
Man anvender bygningsmæssigt traditionelt
trætjære til overfladebehandling af udvendigt
træ. Før rødfarven blev opfundet, var tjæring den
eneste brugbare overfladebahandling af
træbygninger. Lang tid efter overlevede
(overlever) tjæring til udhuse, af gavltrekanter,
spåntage (og de ældre træbeklædte tage) og især
simple udhusdøre og luger.
Fungerer bedst på uhøvlet træ.
Alle kender en blakket, sort udhusdør eller port, der har
fået tjære mange gange. Her skodder der bare er
behandlet én gang – formentlig med fortyndet trætjære.
Cajsa Wargs hus (Borgarhuset), Wadköping, Örebro
Side 44 af 56

En anden anvendelse er til grovere, svært
udskifteligt – mest udvendigt – træværk:
fodbjælken, bindingsværk (evt. med sort eller
kulørt pigment se nedenfor), spær, sternbrædder
og vindskeder.
Ved disse anvendelser kommer man delvist
”indvendigt” i huset – især ved spær.
Man bør i dag overveje disse indvendige
anvendelser meget – dels p.gr.af allergi‐
problemerne, dels vil nogle mennesker finde den
kraftige tjærelugt (duften?), der er tydelig i
månedsvis, uudholdelig!
Hvis man overvejer at f.eks. at tjære ”delvist
indvendige” detaljer som spær eller en
bryggersdør, en loftsluge e.l. – på grund af
udseende eller på grund af tjærens vandafvisende
egenskaber, så prøv først at tjære et løst bræt og
stil det op tæt på stedet, man vil tjære.
Hvis nogen af brugerne af huset synes, at huset
nu er ubeboeligt, får hovedpine osv. kan man
fjerne det tjærede bræt og i stedet behandle med
andre materialer som f.eks. moderne
træbeskyttelse (kun udvendigt+kanter og kun hvis
nødvendigt) og/eller bejse, linolie osv.
En tredje anvendelse er trætjære tilsat pigmenter
(kønrøg (sod) for sort farve) til ”maling” af
bindingsværk eller f.eks. luger og porte. Evt. kan
man yderligere tilsætte (linolie)fernis, hvorved
man egentlig har fremstillet en oliemaling tilsat
trætjære.
Tjære er et ældre middel til kosmetisk reparation
af meget nedbrudt (råddent) træ.
Man påfører rigeligt tjære og efter nogen tid
bliver det relativt hårdt om man får ”udstøbt”
porøsiteten i det nedbrudte træ. Hærdende olie –
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
linolie og især ”Kinesisk træolie” kan gøre samme
eller bedre gavn.
I familie hermed er tætningen og ”udstøbningen”
af samlinger udvendigt. Se nærmere nedenfor
under beg. Ting, man indvendigt klassisk ville
kitte – og hvor man i moderne materialer ville
bruge spartelmasse eller fugemasser.
Trætjære kan i det store og hele ikke overmales
med maling, før trætjæren er betydeligt
nedbrudt.
Trætjære danner i al almindelighed en
nogenlunde diffusionsåben behandling, idet det
sjældent lykkes at fylde overfladeporøsiteten
fuldstændig op, og efter mange behandlinger vil
tjæren typisk krakelere og dermed åbne sig.
Beg/”Beck”
Beg er det, der bliver tilbage ved fordampning af
træ‐ eller stenkulstjære (fra jordolie får man et
lignende produkt kaldt bitumen – eller asfalt).
Beg sammen med drev tætner træbåde. I
bygningssammenhæng dukker de forskellige
typer op dels til overfladebehandling af
bindingsværk, til tætning og udfyldning ved
samlinger af bindingsværk og endelig som
behandling af sokler.
Grundlæggende er alle tre typer beg betænkelige
i alle tre anvendelser. Risikoen for at spærre fugt
inde er uhyggelig høj. På den anden side – hvis
det nu er gået godt i 100 år, og man ikke har
ændret stort på anvendelse eller isolering af
huset så…
Side 45 af 56

Hvis du vil vide mere
Kulturarvsstyrelsen:
www.kulturarv.dk/tjenester/publikationer/emne
opdelt/bygninger/byggeblade/11_overfladebeha
ndling/04_traetjaere/ ‐ masser af information.
Riksantikvarieämbetets Matarialguide:
materialguiden.raa.se/materialguiden/index.asp?
page=mat_show&matid=66&chptid=194
Hvor køber man trætjære?
Nedenstående skal ikke betragtes som en
anbefaling af netop disse leverandører eller som
en fuldstændig liste. Mange af firmaerne sender
produkterne.
HUSK at sammenligne priser, de varierer meget.
Danmark:
Abelona.dk, Nykøbing Sjælland
www.abelona.dk
Gammelholms Farvehandel, Holbergsgade 16,
1057 København K
Morsø Maling ApS, Erslev (Mors)
www.morsmaling.dk
Linolie Danmark, Skive
www.linolie.dk
Linolie1‐2‐3, Stenløse
www.linolie123.dk
Linoliebutikken, Højbjerg
www.linoliebutikken.dk
Naturmaling, Vendersgade 5, København K
www.naturmaling.dk
Genbyg.dk A/S, Amager Landevej 185, Kastrup
www.genbyg.dk
Phenix, Ravnsborggade 16A, 2200 KBH N
[Auson trætjære] www.phenixx.dk
Tibberuphøkeren, Helsingør
www.tibberuphoekeren.dk
Wolfs linolie‐ og tjærefabrik, St. Heddinge
www.wolfs.dk
forhandles også af bl.a.
Lørup Malervarer, Ringe
www.LM‐linolie.dk
Sverige:
I Sverige kan man uden videre finde trætjære: i
farvehandlen og (de fleste) byggemarkeder, sågar
hos Biltema og Jula. Går man efter specielle
produkter, produkter med en historie osv., kan
man se på følgende forhandler:
Claessons Trätjära, Göteborg
www.claessons.com
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Gysinge Byggnadsvård www.gysinge.nu sælger en
simpel ovnbrændt trätjära (3071‐131) til de
vanlige kraftige priser, mens Byggfabriken
www.byggfabriken.com sælger Dalbränd trätjära.
(BD)
Side 46 af 56

Slipersolja/kreosot
I Sverige ser man masser af ”slipersolja”
(”Jernbane svelle olie”) til salg. Det anbefales til
”brygger” (både‐ og badebroer) og andet træ,
man ønsker at beskytte mod råd.
For en dansker, der husker dengang alle (helst)
skulle fjerne evt. jernbanesveller, fordi de var
imprægneret med det angiveligt farlige kreosot,
kan det undre.
Forskellen er at splipersolja er en blanding af
trætjære og alkydolie, mens den kreosot, der i
nyere tid blev brugt i Danmark og i mange andre
lande, var et stenkulstjære produkt.
I Sverige har man og har man haft samme
problematik. Her er professionel anvendelse af
stenkuls‐kreosot dog stadig tilladt – det virker så
godt ved træ‐el‐ og telefon‐master. Men privat
må man ikke bruge det.
Da slipersolie er trætjære baseret, er det tilladt.
Tests viser, at produktet giver træ en noget bedre
holdbarhed en almindelig träolja, specielt sinkes
revnedannende udtørring.
Slipersolja kan IKKE overmales med alm. maling.
(BD)
Jernvitriol/Gråfarvning af træ
I ældre tid har det været benyttet at behandle råt
træ med jernvitriol/jernsulfat på ydersiden, især
på sekundære bygninger (udhuse osv).
Træet får herved en smuk grå/sølvgrå farve, som
træ ellers opnår ved ældning. Farvningen opstår
gennem en nedbrydning af træets overflade.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Opskriften er
500 g jernvitriol
30 g kobbervitriol (kobbersulfat/cuprisulfat)
½ pose ”sølvbejdse”
Alt opløses i 7‐10 liter varmt vand.
Sølvbejdsen er tilsat, for at man straks kan se,
hvor langt man er nået med påsmøringen, idet
jernsulfaten først farver træet efter lidt tid udsat
for sollys.
Jernvitriol behandlede udhusdøre, Wadköping, Örebro
Træet bliver farvet, men langtidsbeskyttelsen er
marginal, idet der ikke er nogen beskyttelse mod
sollys, og jernsulfatens egentlige træbeskyttende
virkning ikke holder i lang tid.
Derfor kræver anvendelsen, at den konstruktive
træbeskyttelse er god, og egentlig opnår man
alene herved næsten samme virkning.
I vore dage må behandlingen regnes for primært
kosmetisk.
Behandlingen ændrer ikke på, hvor diffusions‐
åbent træet er.
Side 47 af 56

Indendørs – uden sollys – vil ”gråningen” fra
jernsulfaten være beskeden – brug en ren bejdse.
(BD)
Bejdse (og ”Lasyr”)
Bejdse (svensk ”bets”. ”Beis” er norsk, hvor den
kendte fabrik Herdins ligger) er en tyndtflydende,
normalt gennemsigtig (transparent), farve som
man påfører alene for at ændre udseendet.
Hygæa/Teknos er andre velkendte fabrikater i
Skandinavien.
Man kan købe nogle typer bejdse færdig‐
blandede, men oftest vil man nok blande dem
selv fra små breve med et farvepulver.
Der findes vandbejdse, spritbejdse og i dag også
vand/sprit bejdse.
Navnet fortæller, at de opløses i hhv.
(varmt)vand, sprit, og en vand/sprit blanding.
De nok mest kendte bejdser i vor del af verden
(fra Herdins) er i dag produkter, der enten kan
benyttes til vandbejdse eller til vand/sprit‐
bejdser.
Spritholdige opløsninger er lettest at arbejde
med, fordi de tørrer meget hurtigt, og den
ubrugte bejdse kan holde sig i en lukket flaske.
Ulemper:
Bejdse kan kun bruges på ubehandlet træ – eller
træ hvor evt. gammel oliebehandling o.l. er
”forsvundet”. Se dog lakbejdse nedenfor.
Bejdse skal normalt efterbehandles – olie, lak…
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Bejdse kan ikke fjernes, idet det er den absolut
bedst indtrængende overfladebehandling! Farven
trænger flere mm ned i lette træsorter, såsom
gran og fyr.
I hårde træsorter som eg og delvist bøg ligger den
mere yderligt, men der skal stadig slibes meget
træ væk, hvis man fortryder behandlingen. Men
man kan sagtens f.eks. male ovenpå.
Bejdse findes i et utal af ”træfarver” samt i
nogenlunde klare grundfarver (rød, gul, blå, grøn
og også sort).
Hvis man ønsker at ændre udtrykket i et stykke
træ, så det ligner anden træsort – eller f.eks. efter
en reparation få et nyt stykke træ til at ligne et
ældet, skal man ikke stole alt for meget på
farvekortene. Man kan godt komme til at skulle
fremstille et par bejdser – eller blande – før man
bliver tilfreds med efterligningen.
Udover at få f.eks. fyrretræ til – mere eller
mindre – at ligne teak, eg eller mahogni, så er en
af de nyttige egenskaber ved bejdse, at man kan
få en flade, hvor træet af en eller anden grund ser
mere uensartet ud end man ønsker – nogle
brædder gulner måske hurtigere end andre – til
at blive langt mere ensartet uden at foretage et
større farveskift. Men husk bejsningen inden evt.
lakering eller oliebehandling.
Som nævnt er de helt eller delvist spritbaserede
bejdser holdbare. Man finder er god flaske med
et holdbart skruelåg, som man blander bejdsen i.
Det, der ikke bruges, gemmer man med navn på –
og måske binder man en stump lyst fyrretræ
behandlet med bejdsen på. Man skal nok få brug
for det.
Side 48 af 56

Lakbejdse: Købes færdigt. Er en (tynd) lak med
bejdsefarve tilsat. Kan (også) benyttes ovenpå
tidlige lakeret træ. På ubehandlet træ giver det
bejdse og lak i én behandling, men farve og farve‐
intensiteten er svær at styre.
De laktyper, man køber for at beskytte indendørs
træbeklædning mod gulning, er i den svagt hvide
udgave i princippet en hvid lakbejdse tilsat et lys‐
filter.
”Beislakk” er (norsk) for en klar lak beregnet til at
benytte ovenpå bejdsen!!!
”Lasyr” i Sverige dækker både over
træbeskyttelse til udendørs brug og over færdige
”bejdseagtige” farver/lakker til indendørs brug.
(BD)
Terpentin, balsamterpentin og
andre fortyndingsmidler
Mineralsk terpentin (et destillat af råolie) hedder
på svensk Lacknafta, Målarterpentin eller evt.
White Spirit. Petroleum er nogenlunde det
samme (er godt nok til penselrens) og hedder på
svensk Fotogen [udtale: fotosjeen]. Tändvätska
og lampolja er også næsten det samme og kan
anvendes i små mængder i en snæver vending.
Kemisk består terpentin af lange, næsten
uforgrenede, kulbrinter CH3‐CH2‐CH2‐...‐CH2‐CH3
med et indhold af en lang række andre kulbrinter,
herunder 15‐20% aromater (benzen, toluen o.l.).
I de andre produkter nævnt overfor er der
normalt færre aromater.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
I vore dage ser man mere og mere forskellige
varianter med tilnavne som alifat‐nafta, luktfri,
låg‐aromatisk, paraffinisk (og tilsvarende
lampeolie osv). Principielt er de nogenlunde
samme stofblanding, men man har fået reduceret
aromatindholdet stærkt.
Hvis man er generet af lugten af almindelig
terpentin, kan det være en god idé at vælge de
lavaromatiske, der dog stadigvæk indeholder
stoffer, man bør omgås med nogen varsomhed
især indendørs. De lavaromatiske terpentiner vil i
al almindelighed fungere ligeså godt, dog er de
lidt dårligere opløsningsmidler.
Vegetabilsk terpentin / fransk terpentin / Balsamterpentin
(tidligere: terpentinolie – før i tiden blev ordet
”terpentin” benyttet om produkter med stort
indhold af harpiks. Pas på ved gamle opskrifter,
harpiksen ville gøre slutproduktet mere lak‐agtig).
Vegetabilsk terpentin kaldes på svensk
Balsamterpentin eller ofte blot (äkta ) terpentin!
Det udvindes ved destillation af træ (fine varer
tappes fra det levende træ sammen med harpiks)
og indeholder langt mere komplicerede
molekyler end mineralsk terpentin ‐ især store
mængder af et, der hedder α‐pinen [alfa‐pi‐nén].
‐pinen
Side 49 af 56

Vegetatabilsk terpentin er et lidt bedre
opløsningsmiddel til mange ting (f.eks. når der
skal renses delvist hærdet maling af), men et
dårligere opløsningsmiddel til (bone)voks.
Ifølge listerne over grænseværdier (hvor meget
man må udsættes for på en arbejdsplads) er
mineralsk og vegetabilsk terpentin nogenlunde
lige farlige.
Grundlæggende kan de to materialer og deres
variater (alifatnafta osv.) i al almindelighed
erstatte hverandre, og ingen er mindre farlige,
eller mere ”naturlige” end det andet – alt
stammer fra plante riget i forskellige tidsaldre.
Denne ombyttelighed gælder penselrens,
pletfjerning, fortynding med små mængder o.l.
Men hvis man skal tilsætte større mængder til en
(lin‐)olie eller alkyd‐oliemaling, bør man sikre sig
at fortyndingsmidlet fordamper inden malingen
hærder, ellers får man ikke under nogen
omstændigheder en god malingsfilm. Problemet
er selvfølgelig, at de nødvendige data og viden til
at foretage denne bedømmelse af fordampnings‐
hastigheden vil vi normalt hverken have eller
uden videre kunne skaffe os.
Det sikreste, man kan gøre, er at benytte præcist
den type terpentin, der står i opskrift eller på
dåse – og derudover prøve at kontrollere, at man
ikke er udsat for en oversættelsesfejl! – eller et
problem med ord, der har ændret betydning
gennem årene. (BD)
”Citrusolier” / appelsinskals‐olie
…benyttes til tider som "naturlig" erstatning for
terpentin. Også disse stoffer er en samling af
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
terpener ligesom vegetabilsk terpentin – og ligeså
farlige, og især allergimæssigt meget
betænkelige. Efter en kort populær periode er
det i dag således at anvendelsen normalt frarådes
af miljø‐ og arbejdssikkerhedsmyndigheder.
(BD)
De moderne malinger –
”Plastmalinger”
…jamen de dur slet ikke! Det indtryk kan man få
når man læser beskrivelserne fra f.eks.
linoliemalings fabrikanter.
Og mange af os har haft kedelige oplevelser med
f.eks. moderne vinduer, der er rådnet efter 10 år,
hvor man beskylder malingen for at være
årsagen.
Det holder ikke. De ”moderne” malinger –
”plastmalinger” som nogle – forkert – benævner
dem, er gode – og oftest økonomisk optimale,
hvis man skal betale arbejdsløn. Men de kræver,
som alle andre materialer, at man respekterer
deres egenskaber og begrænsninger.
Først en yderst kort gennemgang af typerne,
derefter nogle sammenligninger!
Ikke‐vandig alkydmaling
(alkydoliemaling/lackfärg)
Denne maling kender vi formentlig alle, selvom
den er på vej ud af markedet, fordi de
professionelle malere i praksis ikke mere må
bruge den. Det er rundt regnet de malinger,
”emalje”, ”halvmat vinduesmaling” osv., som
Side 50 af 56

skal/kan fortyndes med terpentin, og som er 4‐6‐
8 timer om at tørre.
De er omtalt ovenfor.
De er grundlæggende fremstillet som forbedrede
udgaver af linoliemalingen, blot er den kogte
linolie erstattet af ”alkydolie”, der ikke er et
billigere produkt, men ét hvor man kan få
indflydelse på egenskaberne.
Alkydolie findes i utallige udgaver og fremstilles
af bl.a. linolie, tall olie og div kemikalier. I
princippet samler man de enkelte byggesten i
oliemolekylet anderledes end i den kogte
linoliefernis. Ikke for at gøre det billigere, for det
er det ikke, men for at opnå ønskede egenskaber:
Først og fremmest vil man have en sikker, kortere
tørre/hærdetid. Derudover er der – på grund af
håndværkerlønningerne – et ønske om at gøre
det muligt at påføre malingen i tykkere (og færre
lag), der flyder pænt ud og hærder uden at rynke.
Alkydoliemolekylerne er noget større end
linoliefernisen og danner endnu større
”klumper”, men det er stadig en maling, hvor
binderen, alkydolien, trænger rigtig godt ind i
træets overflade og binder malingsfilmen fast.
Malingen vil normalt påføres som linoliemaling
så man har en sammenhængende malingsfilm,
der naturligvis er temmelig tæt. Alligevel er
malingen ganske diffusionsåben, når man
sammenligner med andre malinger, der danner
film.
Nu er der forskel fra den ene type til den anden.
Typisk er ALLE malinger, der er matte (fordi de
indeholder meget pigment eller fyldstof) langt
mere diffusionsåbne end blanke malinger – og
hvad er det så lige, man ser sammenlignet?
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Lidt længere nede i teksten henvises til to
”officielle” danske dokumenter, hvor man
rangordner linoliemaling og alkyd‐oliemaling
direkte modsat. (BD)
Vandig akrylmaling (”akrylatfärg”) og
latexfarver.
Vi kender den som den normale vægmaling og
efterhånden også som vandfortyndbare malinger
til alle mulige andre anvendelser.
Malingen minder meget om de gamle
temperafarver – de består af meget små flydende
kugler af binder, pigment og evt. hjælpestoffer,
der er opslemmet i vand – lidt som fløde eller
mælk. Når malingen tørrer, i høj grad ved at
vandet suges ind i det, der males – og selvfølgelig
fordamper, så smelter kuglerne sammen til en
mere eller mindre sammenhængende
malingsfilm.
Denne film bliver normalt ikke ret tæt som andre
emulsionsmalinger ikke engang overfor flydende
vand, hvorfor malingen normalt er meget
duffusionsåben!!! Dette gælder i endnu højere
grad, hvis man f.eks. maler sugende, ujævne
overflader som tapet eller gipsplader (der har et
papirlag yderst), men derimod i mindre grad hvis
man maler på grundet, høvlet træ! Bl.a. af denne
grund kan man fra forskellige – i sig selv gode,
troværdige – tests få meget forskellige vurde‐
ringer af anvendeligheden.
På træ anbefales oftest en grunding for at få en
god vedhæftning, og så er det diffusions‐
tætheden af den tætteste af de to malingstyper,
der er bestemmende.
Side 51 af 56

Binderen kan i øvrigt være forskellige stoffer,
almindeligst er akrylpolymerer. I de malinger der
kaldes ”latex”‐malinger, er det normalt PVA
(polyvinylalkohol), som vi kender fra PVA‐lim (den
hvide almindelig trælim). Latex er i øvrigt en
uheldig benævnelse, idet latex normalt teknisk
forstås som naturgummi. Endelig er der malinger
med vinylacetat som binder, hvilke ofte
benævnes ”plast‐malinger”. Der skal sikker være
adskillige andre polymerer, der anvendes.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Sammenligninger med traditionelle malinger.
Allerførst er her en lille tabel klippet fra et skrift
(en ”anvisning”), omhandlende ”Valg af maling til
ældre træfacader” fra Center for
Bygningsbevaring i Raadvad, skrevet af Søren
Vadstrup, M.A.A.
Her er de 6 valgte malingstyper:
1 linoliemaling
2 lim‐ og temperafarver
3 plast‐ og akrylmaling samt vandig alkyd
4 alkydoliemaling
5 halvdækkende plastmaling med fungicider (vandfortyndbar træbeskyttelse)
6 halvdækkende alkydoliemaling med fungicider (terpentinfortyndbar træbeskyttelse)
Nu er det næppe nogen nyhed, og næppe heller
fornærmende at notere, at Søren Vadstrup
(forenklet sagt) er en meget stor tilhænger af
ældre bygningsmetoder og traditionelle
materialer. Samtidig drejer denne evaluering sig
som nævnt om vedligehold af ældre facader.
Alligevel er kritikpunkterne mod hhv. vandig
akrylmaling og alkydoliemaling primært, at der
Side 52 af 56

skal afrenses (hvis den gamle maling skaller) og
det miljø‐uvenlige ved at alkydoliemaling
indeholder terpentin.
Hele ”anvisningen” er uanset forudfattede
meninger værd at læse og kan hentes her:
www.bygningsbevaring.dk/files/anvisninger/v
algmaling.pdf
En anden anvisning drejer sig delvist om
samme emne: ”MALING AF TRÆFACADER ‐
med traditionelle malingstyper”, hvor Søren
Vadstrups anbefalinger og evaluering af en
række traditionelle malingstyper
præsenteres.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
www.bygningsbevaring.dk/files/anvisninger/
malingtraefacader.pdf
Den samlede danske skov‐ og træindustri, Skov‐
og Naturstyrelsen og mange andre står bag
hjemmesiden www.trae.dk
På denne hjemmeside refereres i ”leksikonet”
Teknologisk Instituts samlede bedømmelse af
linoliemaling, alkydoliemaling og vandig
akrylplastmaling.
Artiklen kan læses her:
www.trae.dk/index.asp?page=/dokumenter/
dokument.asp%3FDokumentID%3D128
Tabellen herfra er gengivet nedenfor (på næste
side) med mine understregninger.
Side 53 af 56

Egenskab Linoliemaling Terpentin‐opløst alkydmaling Vandig acrylplast og plastal‐
kydmaling
Væsken:
Lugt Aromatisk linolielugt Terpentinlugt Svag lugt; (f.eks. ammoniak,
formaldehyd)
Rengøring af
pensler
Terpentin eller hårshampo og vand Terpentin eller hårshampo og
vand
Brandrisiko Brandbar Brandbar Ikke brandbar
Lagring Ikke temperaturfølsom. Kan danne skind Ikke temperaturfølsom.
Kan danne skind
Vand
Min. 10 ºC
Påføring Flyder godt sammen, løber, kun tynde lag Flyder godt sammen Moderat sammenflydning
Kræver hurtig påføring
Tørretid Lang til meget lang tørretid afhængig af
bindemiddel og sikkativ
Lang tørretid ‐ ca. 1 døgn Kort tørretid ‐ ca. 2 timer
Indtrængning Indtrængende Indtrængende Ikke indtrængende
Vedhæftning God vedhæftning også til ældre overflader.
Ekspanderer under hærdningen.
ældning
God vedhæftning også til ældre
overflader
Filmen:
God vedhæftning til rengjort, fast
porefyldt overflade. Bedst på
alkydgrunding
Blank fra start, men bliver mat Blank fra start, men bliver mat Mat fra start, ændres ikke
Bleges. Eroderer fra overfladen, kriderer.
Gulner i mørke.
Bleges. Eroderer fra overfladen,
kriderer. Lyse kulører gulner
Sej, gulner og kriderer ikke
Vandtæt og lidt diffusionsåben Vandtæt og mere diffusionsåben Er ikke vandtæt men diffusionsåben
Kortere livslængde Kortere livslængde Længere livslængde
Fleksibilitet Bliver med tiden hård og sprød med
mikrorevner, som kan lukkes ved
genbehandling 2‐3 gange.
Hård og bliver sprød med
mikrorevner
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Elastisk og forbliver elastisk meget
længe.
Er termoplastisk
Side 54 af 56

Hovedformålet med at gengive denne tabel er
først og fremmest at vise, at selv de, der har
professionel forstand på området, ikke præcist
kan angive, hvad der er bedst.
Så derfor er der god grund til at være skeptisk
overfor overbevisninger om, at dette eller hint
materiale er alt andet overlegent, det være sig et
”velprøvet gammelt produkt” eller ”det sidste
nye fantastiske nanoteknologi‐baserede
produkt”. Ligesom man bør have en naturlig
skepsis overfor at et givent og til formålet
anbefalet materiale i virkeligheden er
”fuldstændigt uanvendeligt” og vil føre til
”katastrofale konsekvenser”. (BD)
Moderne ”træbeskyttelse”
Hvis dette afsnit var skrevet for 25‐30 år siden
ville det have været simpelt. Træbeskyttelse var
farvede, men nogenlunde transparente væsker,
der lod åretegningen være synlig, og hvor der var
et indhold at stoffer, der skulle forhindre råd og
svamp.
De var baseret på linolie/alkydolie/tallolie.
Egenskaberne opnåedes ved ikke at have noget
fyldstof og intet eller kun lidt uopløseligt pigment.
Samtidig tilsatte man en heftig blanding af giftige
tungmetaller og organiske fungicider.
Disse træbeskyttelser udmærkede sig ved at give
nogen beskyttelse mod Solens nedbrydende
virkning (”udtørring”), men nok mindre end man
umiddelbart troede, fordi de lyse var for
gennemsigtige. De forskellige giftige stoffer
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
havde en virkning i nogen tid, men en del
vaskedes ud.
Yderligere var de lette at genbehandle – næsten
lettere end rødfarve, ligesom diffusionen af
vanddamp var næsten uhindret.
Ulempen var, at holdbarheden på udsatte steder
såsom sternbrædder, bjælkeender, kraftigt
opfugtede steder var meget ringe.
Yderligere ændredes farven gradvist mod
mørkere for hver behandling.
To‐tre udviklinger har mudret billedet.
For det første er der kommet stadig flere typer
”dækkende træbeskyttelse”, der umiddelbart er
uskelnelige fra almindelig maling, men som dog
indeholder fungicider.
For det andet er der også på dette område sket et
skift mod vandbaserede typer. Grundlæggende er
det en lidt vanskelig sag at fremstille en
vandbaseret fungerende træbeskyttelse, især
mht. grundingsolier. En grundtanke ved
træbeskyttelse er, at den skal være trængt lidt
ind i træet, men vandige emulsionsmalinger
udmærker sig netop ved, at det emulgerede
samler sig i et diffusionsåbent lag på overfladen.
Og endelig er der foregået den almindelige
udvikling, hvor man på den ene side må fjerne
stoffer, der efterhånden vurderes som uønskede i
miljøet, mens man på den anden side får adgang
til nye specifikke beskyttelsesmidler, bindere med
langt bedre langtidsholdbarhed mv.
En tydelig konsekvens af det sidste er formentlig
det, der afspejles i, at disse malingstyper i dag er
blandt de mest kostbare.
Side 55 af 56

”Lasyr” i Sverige kan både dække over en
træbeskyttelse (med fungicid) og over en
færdigblandet ”bejdseagtig” farve til indendørs
brug.
Sidst opdateret 12. januar 2010 af Bjørn Donnis
Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk
Læs mere om traditionelle
malinger
Man bør absolut undgå at anvende
Rundt om i teksten er der enkelte specifikke
henvisning til f.eks. center for bygningbevaring
træbeskyttelse indendørs.
Hvis det er farvelægningen, man ønsker, vil
Søren Vadstrups ”Gode råd om maling”, der kan
(sprit)bejdse eller lasyr være et godt alternativ, læses her
hvor bejdsen evt. kan efterfølges af lakering eller www.bygningsbevaring.dk/files/gode_r%C3%A5d
en linolie eller tungolie‐behandling. (BD)
_maling.pdf er nævnte flere steder i dette skrift.
Den lille bog omtaler mange ældre malingstyper,
inklusiv nogle, der næppe er af praktisk betydning
for os som tranfarve baseret på olie fra hvallever.
Bogen er dog seriøs og troværdig, hvilket er godt
at have til sammenligning, når man læser de til
tider fantasifulde anprisninger fra fabrikanter og
forhandlere. (BD)
Side 56 af 56