Gunder Frederiksen - Nyimpuls.dk

vi Ruth Olsen
Illusion eller
virkelighed?
Et af ungdomsoprørets optimistiske slogans lød: "V ær ikke
bange for at rende panden mod en mur, hvem siger det er
muren, der holder!" Vi ved nok, det skulle forstås i overført
betydning, men ud fra kvantefysikkens erkendelser kunne
man jo sige, at da en mur stort set kun består af tomrum,
kan den vel ikke være så farlig at rende ind i! Eller med
baggrund i de spirituelle påstande, kunne man også sige,
at muren ligesom al anden fysisk materie blot er en illusion,
som vi selv skaber. Altså skulle den ikke være noget
problem!
Jeg tror nu nok, at den der ville prØve at bruge sit hovede
som rambuk, ville finde muren temmelig virkelig og solid.
Men hvordan kan den fremtræde så bastant, når nu alle
atomfysikere er enige om, at den hovedsageligt består af
tomrum? Det kan den, fordi fysisk materie i virkeligheden
består af en enorm spænding mellem tyngdeenergiens
ekspansive kraft og følelsesenergiens kontraktive kraft.
Eller med naturvidenskabens begreber: pga spændingen
mellem de positivt ladede og de negativt ladede energier.
Så længe der er en vis balance mellem disse modsatrettede
kræfter, gør spændingen hele systemet stabilt og
sammenhængende. Ændres der på denne balance i den
eksplosive tyngdeenergis favør, vil der imidlertid ske en
dematerialisering, helt eller delvis, hvorved bunden energi
frisættes. Det er f.eks. noget af det, der sker i et
atomkraftværk, men også i en almindelig brændeovn.
Engang vil vi blive i stand til at dematerialisere, dvs ændre
stoffets spændingsbalance, blot ved hjælp af koncentreret
tankekraft. Men indtil da må vi nok hellere bruge noget
andet end vort eget hovede til at bryde mure ned med!
Når et spøgelse uden videre kan passere en mur, hænger
det sammen med, at man på "den anden side" fungerer i
legemer med andre og finere energifrekvenser. Derimod
består vores fysiske krop af omtrent samme frekvens og
spænding som muren. Den spænding, der holder sammen
på vand- og luftmolekyler, er noget mindre, derfor kan vi
normalt passere vand og luft uden megen modstand.
Det kan alligevel synes forunderligt, at det der faktisk blot
er energihvivler kan fremstå for vore sanser som fast stof.
Men at vore sanser ikke for nærværende er de mest
pålidelige sandhedsvidner, kan man nemt overtyde sig om
ved bare at se på noget så enkelt som en roterende pind
eller propel. Ved en bestemt fart ser den ud som en rund
fast skive, mens den ved endnu større fart nærmest bliver
usynlig. Deraf kan vi indse, at virkeligheden er noget andet
end det, vore begrænsede sanser fortæller os, og at en
bevægelse ikke behøver være særlig hurtig, før vore øjne
ikke kan registrere noget.
Tomrummet
Selvom videnskaben har udviklet redskaber, der er nok
så effektive til at måle "virkeligheden" end vore egne
sanser, tror de fleste stadig, at universet består af mest
tomrum. Det er nemlig endnu begrænset, hvor fine og
hurtige energier, man kan måle. Nogle forskere er dog
begyndt at ane, der er mere energi i universet, end man
hidtil har kunnet registrere. Det har man regnet sig frem
til.
I artiklen "Partikler, tomrum og tankekraft" har Martinus
påvist, at verdensaltets såkaldte tomrum absolut ikke er
tomt. Han skriver, det er "fyldt med elektriske stråler og
bølger fra makrokosmiske væseners tankeudfoldelse". Ja,
det er i sidste ende fyldt af det altomfattende væsens, dvs
3