allehelgen - troweb.org

18
*
artikel
Sorgen er der, når vi
vågner om morgenen,
når vi arbejder, spiser,
taler, rejser, sover og
i nattens drømme…
Lise Trap, Sorg den dybeste ære glæden kan få, 2010
Af Birgit Svendsen og Katrine Louise Raun
Sorgen hører med til livet. Det véd
enhver - også selvom vi gør, hvad vi
kan for at holde den på afstand. For
i vores hektiske, succesjagtende og
fremtidsorienterede hverdag er der
ikke meget tid eller plads til at få døden
og sorgen på tværs. Den er bøvlet
og besværlig og gør forbandet ondt.
Alligevel er Allehelgen den tid på året,
hvor vi i kirken - i ord og musik - forsøger
at give sorgen et rum. Fordi vi har
brug for et sted, et rum, hvor vi giver
os selv lov til at være i sorgen, og slet
og ret: At sørge.
For døden og sorgen hører uløseligt
sammen med vores menneskeliv.
Vi kan synes, det er uretfærdigt,
meningsløst, og uoverkommeligt.
Men det er sådan, det er. Som forfatteren
Cecil Bødker skriver et sted:
Ingen kan plukke lykkens roser og
lade sorgens hænge.
Hvor der er liv, er der også død. Hvor
der er glæde, er der også sorg.
Sorg - den dybeste ære
glæden kan få
Ovenstående er titlen på en bog skrevet
af sognepræst Lise Trap efter tabet
af hendes 20-årige søn for tre år
siden. Man kan ikke undgå at dvæle
ved titlen. En modsætningsfuld titel,
der instinktivt kalder på anfægtelsen:
For hvordan kan man overhovedet
få den tanke at forbinde sorgen med
glæde?
Alligevel findes forbindelsen, nemlig i
det at ”ære”. ”Ære” i betydningen af
det at vise respekt, holde i hævd –
højtideligt, rituelt og med bestandighed.
Dét, at sorgen viser glæden ære,
giver det dybt meningsløse mening:
Netop fordi glæden var så stor og så
*
artikel
NU SÆTTER
KÆRLIGHEDEN SIG
VED SORGEN
Nu sætter kærligheden
sig ved sorgen
og trækker sygelejets tunge vejr
og tager en dødssygs hænder
der ingen udvej kender
og hvisker:
Men jeg er jo lige her!
Nu lægger kærligheden
sig hos angsten
og holder om dens
stive stålgrå bryst
og bliver ved at klemme
og har en elskets stemme:
Jeg bliver hos dig,
til det bliver lyst
Nu ånder kærligheden
gennem savnet
af dem der ikke lever
blandt os mer
de døde bliver båret
usynligt gennem året
af os der går og græder
mens vi ler
Nu sender kærligheden
sit mirakel
og hvisker stille ved en
afdøds kind
lad bare himlen blåne
og natten få sin måne
når mørket falder, kalder
Gud os ind!
*
Fra salmesamlingen:
Vi som er søgende
- salmer til moderne mennesker
Unitas Forlag 2010
værdifuld, kunne udløse den dybeste
form for ære, nemlig sorgen.
Et livsbekræftende billede midt i al det
allerfrygteligste.
Enkelt, usentimentalt og generøst deler
Lise Trap sine tanker og oplevelser
fra livets sværeste stunder med sin
læser. Hun trækker ikke kun på sine
egne erfaringer, men drager også
nytte af alle de mange, mange vidnesbyrd
fra sørgende, som hun igennem
sit lange præstevirke har stiftet
bekendtskab med. Hun gør samtidig
den indrømmelse, at det at være personligt
ramt af sorg, gør en verden til
forskel. Først da forstår man til fulde
tabets omfang og gennemgribende
karakter:
Da jeg selv mistede min søn, blev
jeg kastet ud i det kaos, som jeg som
præst har set andre sørgende forældre
være i. Jeg opdagede, at dét, jeg
havde troet, jeg forstod, havde jeg
langt fra forstået.
Forståelse er i det hele taget et nøgleord
i hendes refleksioner og håndfaste
råd omkring sorg og sørgende.
Det er for eksempel ikke forkert, at andre
omkringstående ikke forstår den
sørgende til fulde, for det kan de ganske
enkelt ikke. Men deres tilstedeværelse
giver alligevel - det til trods
- meget stor mening for den sørgende.
At være der, lytte, holde i hånd,
tænde et lys og give praktisk hjælp, et
måltid mad, en gåtur, eller hvad der i
øvrigt falder en naturligt at gøre.
Sorgens tider
I bogen følger man hendes erfaringer
fra den første, fortumlede og turbulente
tid, den næste tid, hvor erkendelsen
af tabet er ved at indlejre
>>
19