AUGUST 2002 - The Danish Shadows Club

More documents

Recommendations

Info

Her på det seneste har en del af vore engelske Shadows venner startet aktiviteter til at få opsat en ”mindetavle” på facaden med budskabet om at her var det Britisk (Europa’s) fødested for Rock’n Roll – (vel at mærke lang tid tid før en tilsvarende blev opsat i Liverpool, hvor en anden berømt kælder ligger (The Cavern, hvor The Beatles begyndte– hvis du ikke lige huskede det)). Historisk vingesus vidner det om i hvert fald. Og så kunne vi jo egentlig spørge os selv, hvor er den danske pendant? Har vi en kælder et eller andet sted; er det Hit House? Næeh, nok nærmere Kødbyen eller Jomfruburet på strøget – men de lå begge på første sal !!! Har du et bud? Torben Carlsson _____________________________________________ Synsprøve overvejes Der er nogle ting, man skal prøve på et eller andet tidspunkt. En af dem er en Matchless. Tidspunktet var kommet denne sidste majdag, hvor en Matchless SC-30 stod og kedede sig i et dovent hjørne hos Aage Jensen. Jeg var ligefrem blevet opfordret af det begejstrede butiksfolk til at prøve den. Så der er jo grænser for, hvor meget man bør ignorere folk, når de nu alle fortæller, hvor vildt god den er. Pakket med min Q20ér, guitar og pedaler entrerede jeg prøverummet, fik Kaspar fra forretningen lirket ud af døren og lukket efter ham. Min ønskeposition - uforstyrret og alene med Matchlessén. Den så nu ikke ud af meget, denne bror til Hank´s tidligere DC-30. Sort vinyllæder på kabinettet og gråmeleret stof på fronten. Sandsynligvis designet af en mand med en fortid i Mazda´s afdeling for enteriørdesign. Eneste gimmick var lyset i navneskiltet og i funktions-navnene. ShadowsNyt Nr. 13 Side 6 af 6 SC-30éren blev sendt til opvarmning og jeg fulgte op med en dyb E på guldguitaren. Tak for kaffe!! Forstærkeren lyder ikke bare godt, den lyder sublimt. Ikke fordi min egen Fender Deluxe lyder dårligt, slet ikke, men denne klasse A forstærker med de håndomviklede transformatorer og fraværet af printplader spiller bare i en helt anden liga. Eller som Guitar Player Magasin bl.a. meget andet siger: ”The range of tone colors must be heard to be believed”. Der er basis for en religiøs åbenbaring. Og pedalerne til at parfumere lyden med kan man i øvrigt roligt sætte i Den Blå Avis på vej til alters. Timen sammen med SC-30éren gik umanerligt hurtigt. Og den var på Aages regning. De følgende mange timer vil så til gengæld stå mig i 37.000 Kr. Men man kan jo altid regne lidt på det. Se, hvis vi nu siger, at man spiller én time om dagen, og at det er FORSTÆRKEREN i ens liv de næste 10 år, så er det en flad tiér i timen for den ultimative vellyd. Jeg spørger bare, hvor mange saftige forlystelser findes der til en 10ér for en hel time? Rigtigt gættet. -Det er jo mange penge kom det opfindsomt fra mig, da jeg atter havde forladt Aladdins hule.-Ja, men du kan jo se det som en investering, tilføjede Kaspar med professionel attitude. Det kan jeg godt se. Til gengæld kan jeg ikke få øje på, hvor pengene kommer fra. Derfor overvejer jeg seriøst en synsprøve. Sidste: Et øjebliks klarsyn fortæller mig, at med de glimrende togforbindelser der findes, har min kone ikke brug for sin ældre Mazda. Med nye fordæk, køler, bundkar, udstødning og pladearbejde (endnu en luksus Strat parkeret dér) skulle den nok kunne konverteres til en SC-30.
Og når vi nu er i gang - vores Citroën til Hank´s KCP plus det løse. Så sparer vi alle søndagsudflugterne med de indlagte isdepoter, og så har jeg følgelig rigelig tid til at spille. Jo flere timer, jo billigere bliver det. Og til sidst bliver det den rene foræring. Se, det er klarsyn SynOptik ! Thomas Krüger Shadows Festivalen 2002 i Oslo. Årlig Shadows festival, i år med: Bruce Welch’s Shadows, The Saunters, The Ryders, The Reflections, The Falcons, The Pistoleros og The Festival boys. Kære Shadows venner… Tja, jeg kan jo indlede denne lille rapport som altid: Hold da op hvor gik i igen glip af noget…! Som den eneste dansker drog jeg af sted til Shadows festivalen i Oslo fredag den 7 Juni. Færgeturen virkede ret lang, 8 timer, men jeg ville hellere betale 680 kroner tur/retur i stedet for en væsentlig dyrere fly billet. Endelig nåede jeg til hotel Scandic Triaden, ved 18.00 tiden Fredag aften. Jeg mødte en del af mine Shadows venner fra rundt omkring i Europa, først og fremmest den tyske klub formand Horst Schröder. For at få tiden til at gå valgte jeg at snuppe en pizza på det lokale pizzaria… jeg fandt hurtigt ud af at priserne er tårnhøje… 210 Kroner for en pizza! (den blev smidt ind i værelsets køleskab og holdt hele weekenden! ). Senere på aftenen mødte jeg et par norske venner fra Reflections, de blev lidt små-skuffede over at jeg ikke havde taget billige øller med fra Danmark! Vi gik sammen over i koncert salen hvor Bruce Welch’s Shadows var ved at være færdige med lydprøven. Så fik jeg hilst på Bruce, ”Jonesy” og Phil Kelly. Alle i godt humør og tilfredse med lydprøven, Bob Watkins var dog ikke helt tilfreds med stortrommen som han syntes var lidt ”bumlet”. Bruce var kommet godt over hans slemme omgang høfeber fra Hollandsturen i April. Jeg faldt i snak med Phil og fik også kigget nærmere på hans lækre Meazzi ekko-maskine. Det er ret imponerende at manden kun har en guitar, oven i købet en Fender Squire med de originale ”billige” pickupper på. Han spiller bare og så lyder det fantastisk! Ikke noget med Hank Marvin signature Strats til 45.000, KCP og Matchless forstærkere. Han har aldrig prøvet Kinman pickupper, ”dem har jeg ikke råd til” siger han! Senere på aftenen var der livemusik i natklubben, nogle forskellige lokale 60’er bands og ind imellem gamle vinyl plader på grammofonen. Selv om det var dyrt i baren var det meget hyggeligt. Jeg fik også hilst på Cliff Hall. En meget munter lille mand, der altid har en frisk replik klar. Jeg fandt ud af at ShadowsNyt Nr. 13 Side 7 af 7 han spiller en del jazz hjemme i England, han er en fabelagtig musiker, nok en af de bedste i hele Shadows historien. Nå, det blev sent og øjnene blev trætte (og hovedet!) så det var godnat og på gensyn i morgen. Lørdag startede med en lækker morgen buffet, og klokken 12.00 startede selve festivalen. Første Band var traditionen tro The Festival boys. Festivalens arrangører danner altid et band til lejligheden, lysten driver værket! Næste band var for tredje gang The Pistoleros fra Norge. Et forholdsvis ungt band som går meget højt op i at det hele skal være så 60’er agtigt som muligt. Stilen har rødder i The Shadows men de har en stor del norsk instumentalt musik på programmet. Deres lyd er ganske autentisk, måske lidt ensformigt, mange af numrene lyder ens, samme tromme takt, samme guitar lyd. Uheldigt for lead guitaristen begyndte hans ellers så nydelige Vox Long Tom ekko at køre op og ned i tempoet, han forklarede at det var charmen ved at spille på de gamle sager. Hurtigt blev en mor sendt op på værelset efter en mindst ligeså gammel Watkins copicat… så vidt jeg husker! Det eneste jeg savnede var lidt mere liv på scenen imellem medlemerne af bandet, de står for stille og kigger på deres guitarer meget koncentrerede, men det kommer nok. Bandet har for øvrigt lige udgivet deres første CD: The Arrival of The Pistoleros. Næst på programmet var et Norsk gammelt band ”The Falcons”. De var i 60’erne ret store på den Norske instrumental himmel, udgav en singel der hed ”Piggtråd” som blev verdensberømt i Norge. Bandet blev opløst i 1965, men startede for kort tid siden op igen. Repertoiret bestod stort set kun af diverse Shadows hits i deres egne udgaver. Mange akkorder var langt fra originale, og desværre var leadguitaristens Vox også skruet lidt for højt op så lydbilledet var ikke helt i top. Han virkede også enormt nervøs, men med en pause på ca. 35 år tager det vel også lidt tid at komme i gang igen. Så blev det tid til det svenske band The Ryders. Et svensk 60’er danseband som er godt spillet sammen, og har udgivet flere CD’er. Der var en blanding af sang numre, Shadows ting og andre instrumentale hits. På en eller anden måde kunne man fornemme at de var vant til at der var et dansegulv foran dem, folk lytter jo mere efter når bare de sidder ned og nyder musikken. Vi fik blandt andet et nummer fra en Brian Bennett solo plade ”Thunderbolt”, udmærket, og de havde også publikum godt med. The Reflections imponerede mig godt og grundigt. De havde ændret stilen fra Fendere med lyst gribebræt til Fendere med mørk rosewood gribebræt. Det understreger jo at de ville forsøge at lave deres show som var det i 1962. Fra første slag på trommerne var der stil over drengene. De lagde ud med de to første numre fra Kingston live CD’en, fuldstændig som på pladen. Hvert enkelt lille finesse var på plads. Der var god stil på hele linien, ens guitarer, ens jakkesæt, ens Korg guitar tunere, samme måde at binde
Page 1 and 2: INDHOLD: ShadowsNyt er medlemsblad
Page 3 and 4: Alle er mere end velkomne med indl
Page 5: 1. Formandens beretning 2. Godkende
Page 9 and 10: Bruce, Alan og Phil i slutningen af

AUGUST 2002 - The Danish Shadows Club

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?