download bogen prisgivet som pdf-fil, klik her - Johny Noer

Johny
Noer
Da Gud sagde
farvel den augusttirsdag
kl. 00:39, i Korsør
Rapporten
om kirkelige
homovielser

Johny
Noer
Forlaget Pilgrim Convoy
Rapporten om kirkelige homovielser
Da Gud sagde farvel
den augusttirsdag
kl. 00:39 i Korsør

PRISGIVET
Rapport om udviklingen, der
førte til kirkelige homovielser.
Johny Noer
Copyright © Johny Noer
og Forlaget Pilgrim Convoy
www.pilgrimforlag.dk
Grafisk design/sats og omslag:
Thomas Olesen ( www.billedtale.dk )
Tryk:
Friheden, Thisted
1.udgave 1.oplag 2012
ISBN 978-87-995389-1-1
Fotografisk eller anden form for gengivelse
eller mangfoldiggørelse af denne bog
(eller dens omslagsbillede) er ikke tilladt
uden forfatterens eller forlagets skriftlige
tilladelse (Mindre afsnit til brug for citat eller
omtale af bogens indhold er undtaget).
Udgivet af samme forfatter:
’Folkekirken og vielse af homoseksuelle’
2010, Forlaget Soli Deo Gloria /
Scandinavia
Husk på Lots hustru (Lukas 17:32)
Udgivet på samme forlag:
’DUGDRÅBER’…fra et liv uden grænser
– Af Gisèle Noer

Johny
Noer
Forlaget Pilgrim Convoy
… en rapport over
den politiske og teologiske
udvikling, som i Danmark
førte til ikrafttræden af
loven om kirkelige
homovielser
d. 15. juni 2012
”Derfor prisgav Gud dem i deres hjerters begær til urenhed…
derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber…
Gud prisgav dem til en forkastelig tankegang .”
(Rom.1:24-28)

INDHOLDSFORTEGNELSE
Indledning ................................................ 7
Kapitel 1 “Something Rotten” .............................. 13
Kapitel 2 Minister bag lås og slå? ........................... 23
Kapitel 3 Den sorte Port ................................... 35
Kapitel 4 Et kupforsøg .................................... 45
Kapitel 5 Biskoppens notat ................................ 55
Kapitel 6 Statens tvang ................................... 65
Kapitel 7 Den farlige sejlads ............................... 75
Kapitel 8 Oprøret ......................................... 83
Kapitel 9 Ministeren, der vil tage dronningen som gidsel. . . . . . . 93
Kapitel 10 Dronningens underskrift ..........................101
Kapitel 11 Ministrene bør stilles for en dommer ............... 111
Kapitel 12 Ministerens og bispens ritual ...................... 121
Kapitel 13 Lad os indstævne regeringen ..................... 129
Kapitel 14 Fem mørke punkter i det nye ritual ................. 137
Kapitel 15 Stævning ...................................... 143
Kapitel 16 ’De 50’ .......................................... 151

INDLEDNING
Tirsdag, 31. august 2010, spadserede den 61-årige regnskabschef, Erling
Axel, ved midnatstid gennem Korsørs mennesketomme gader. Han ’luftede’
sin gode, gamle ’Mops’-hund, ’Anton’, men havde, som det var sædvane, sit
fotoapparat i højre hånd (- skudklart, hvis et eller andet ’natmotiv’ skulle
vise sig). Det var hans hensigt at dreje omkring ’Sct. Povls Kirke’ for dér at
fotografere en urne i den dæmpede natbelysning.
Da han og hans halvdøve, svagtseende følgesvend, ’Anton’, nåede den
snart 150-årige kirkebygning, stod de begge stille. Erling Axel fortæller: ”En
sær stille vind fik Anton og mig til at være opmærksomme på, at et eller andet
var under opsejling. Da jeg tog billedet af urnen, kunne jeg i mit kamera
se, at der foregik noget henne ved præstedøren. I højre side af billedet var
der noget, der lyste op, som bestemt virkede unaturligt, eftersom der ikke
var nogen gadelampe lige på det sted. Jeg gik derfor hen til præstedøren og
tog et billede, og netop i dette øjeblik fór et meget kraftigt lys ud ad præstedøren
og fortsatte direkte imod mig og hen over mit hoved. Jeg mærkede
det som noget varmt og behageligt, men var samtidig skræmt. Det gik
først op for mig, da jeg kom hjem og viste Tove billedet, hvad det virkelig
var, jeg havde oplevet – nattesøvnen var bare væk, da jeg ikke kunne andet
end at tænke på, hvad det mon kunne have været – men jeg var fyldt med
ærefrygt, da jeg havde en anelse om, at det måske var en besked fra Herren,
men hvad – det vidste jeg ikke på daværende tidspunkt.”
■ ■ ■
Den natlige fotograf fortæller videre, at han ikke anede, hvad han skulle
stille op med den bemærkelsesværdige midnatsoptagelse. På et tidspunkt
henvendte han sig til nogle lokale pressefolk, der undersøgte billedet og
fandt, at det var ægte. Ingen form for digitale manipulationer havde fundet
sted. Billedets ophavsmand insisterede imidlertid på, at der ikke på det
tidspunkt skulle gøres mere ved sagen – og den blev lagt til side, indtil jeg
■ 9 ■

sammen med Gisèle i foråret 2012 besøgte familien i deres smukke hus i
Korsør. Vi var indbudt til et hjemmemøde, hvor en halv snes Korsørborgere
var samlet for at lytte til Guds Ord.
Ved den lejlighed hentede Erling det digitale billede af ’herlighedslyset’,
som forlod kvarterets folkekirke, frem på sin computerskærm. Jeg fik et
aftryk af billedet med den venlige opfordring, at jeg kunne ’bruge det, som
jeg fandt bedst’.
Et halvt år senere stod det klart for mig, at netop dette billede burde
være forside-illustrationen på en bog, som bar titlen: ’PRISGIVET’. Om dette
har jeg følgende at forklare:
STED, TID OG PERSON
Det er min opfattelse, at både sted, tid og person har sin egen betydning
i denne sag. Stedet var (som nævnt) én af de danske byer, Korsør, hvor
evangeliet i den tidligere Sct. Gertruds Kirke siden midten af 1200-tallet har
været forkyndt. Sct. Povls Kirke er således bygget på ’hellig grund’. I ligeved
800 år har Guds Ord lydt i den kirkebygning, der har stået på den jord, som
Erling Axel den nat passerede. Området er mættet med vidnesbyrdet om
den opstandne Frelser. Det er et på alle måder et historisk sted.
Der er nemlig besynderlige forhold knyttet til kirken i Korsør, siden
den for første gang blev opført i Kong Valdemar Sejers sidste regeringsår.
To sære ’tildragelser’ er forbundet med det sted, hvorfra lyset så voldsomt
slog ud den augustnat i 2010. For det første var den gamle prædikestol,
(der i 1660 blev skænket af borgmester Casper Brand) ’båret af Moses’.
(Den må have været tung at bære, for borgmesteren gav Moses en pude på
hovedet for at lette byrden). For det andet var den gamle kirkes tårn ’indbygget
i murværket’, så at borgerne havde svært ved at høre kirkens klokker
– og præsten måtte derfor sende ’råberdrenge’ ud for at gøre opmærksom
på de kirkelige handlinger.
Begge disse særlige ’anliggender’, som er historisk forbundet med Korsørkirken,
taler deres eget sprog: Prædikestolens forkyndelse af evangeliet
synes i den kirke at være viet til – selv om det kan være et hårdt budskab
– at være båret af lovens ord, thi ’loven er en tugtemester til Kristus ’
(Gal.3:24-25) – og de kirkelige handlinger synes i den kirke at skulle være
af en sådan art, at der til alle tider kan sendes ’råberdrenge’ ud for at kalde
folket til gudstjeneste.
Hvis imidlertid disse to vidnesbyrd 1) om den rette forkyndelse af lov
■ 10 ■

og nåde, samt 2) det rene ritual for kirkelige handlinger ikke er til stede, kan
kirken lukke sine porte. Så siger Gud farvel! (CA art.7, stk.1)
■ ■ ■
TIDSPUNKTET
Danmarks største bro, Storebæltsbroen, forbinder de to byer, Nyborg og
Korsør, med hinanden. Det bemærkelsesværdige er, at Danmarks biskopper
d. 14. april 2010 i byen Nyborg på den ene side af broen, udsendte en erklæring
om, at de var parate til at udarbejde et ritual for kirkelige homovielser,
hvis landets lovgivere forlangte det. ”Det er vor pligt!” sagde bisperne.
Dagen efter, d. 15. april 2010, erklærede det samlede bispekollegium sig
(ved et møde i Kirkeministeriet i København) for at være ’kejserens lydige
tjenere’. De stadfæstede overfor ministeren, at et ritual ville ligge færdigt
til brug den dag, at kirkelige homovielser blev indført ved lov. Nøjagtig tre
og en halv måned senere, d. 31. august 2010, gav himlen sit svar. På den
anden side af broen, i byen Korsør, forlod kirkens Herre Sit hus. En lyskugle
strømmede ud af præstens dør… og helligdommen var nu ’overladt til sig
selv…’ (Matt.23:38).
I den forbindelse skrev jeg i en bog, som udkom 14 dage efter den
natlige hændelse i Korsør: ”En skarp, gennemtrængende prøvelsens vind
vil – tror jeg – i den nærmeste fremtid feje ind over Danmark. Den vil blæse
ind alle vegne! Den underlige susen vil høres i folketingssalen og mærkes
som en isnen i kirker og forsamlingshuse. Lad mig sige det sådan: ”Gardinerne
vil blafre i visse ministerier, og der vil blive mærkeligt stille i adskillige
medieimperier og landsdækkende avisredaktioner; det er – sådan forestiller
jeg mig det – som om noget usynligt passerer forbi… ”(s.59). Disse
ord var allerede trykt og lå hos bogbinderen, da den lysende vind forlod
Korsørkirken. Jeg havde skrevet dem uden at vide, at nøjagtigt dette ville
ske kl. 00:39 på den sidste tirsdag i august 2010, hvor en nattevandrende
Korsør-borger pludselig ville stå som lamslået uden for Sct. Povls Kirke og
bogstaveligt opleve, hvad Bibelen beskriver således: ”Det kom i et syn om
natten, mens andre sov deres søde søvn. Jeg blev bange og skælvede af
skræk, jeg rystede over hele kroppen, et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved. Hvad det end var, så standsede det op, jeg
ved ikke, hvordan det så ud…” (Job 4:13-16, hverdagsdansk).
■ 11 ■

MANDEN MED KAMERAET
Den ’tilfældige’ forbipasserende, Erling Axel, regnskabschefen (som hver
dag med toget kører i pendulfart til og fra ’jobbet’ i København) er en
oprigtig kristen, der med sin familie har haft det svært med hensyn til at
finde sig til rette i en kirke, der villigt og imødekommende åbner sine døre
for et – som han siger - : ’fremmed ritual’.
Han er én af landets mange troende, som har sagt farvel til Folkekirken
– men adskiller sig fra de fleste på to punkter: Han ønsker ikke at forholde
sig passiv til den sørgelige udvikling… og han går ofte rundt med et fotografiapparat
for at opsnappe, hvad der sker omkring ham.
Det sidste fik betydning den nat, da det lysende ’vindstød’ pludselig fór
ud ad døren til sakristiet i Sct. Povls Kirke i Korsør. Erling Axel var den eneste
person, som i den midnatstime var parat til at ’optage’ den usædvanlige
hændelse. Da hans trofaste, halvblinde, halvdøve og godmodige hund,
Anton, pludselig stod stille og rejste børster – trykkede Erling Axel i samme
sekund på knappen… og ’billedet’ af ’Gud, der siger farvel’, var foreviget…
KOMMER HERREN TILBAGE?
”Hvis Herren har forladt Sit hus, kommer Han så aldrig mere tilbage!” Det
er et spørgsmål, som bevæger mange danske troende i dag. De har forstået,
at Skriftens alvorsord om den uundgåelige følge af Sodomas synd har at
gøre med det udsagn, som Jesus lader lyde, da Han for sidste gang forlader
Tempelpladsen i Jerusalem: ”Se, jeres hus bliver overladt til jer selv. Jeg siger
jer: Fra nu af skal I ikke se Mig, før den tid kommer, da I siger: Velsignet være
den, som kommer i Herrens Navn” (Matt.23:38-39).
■ ■ ■
I disse ord ligger et løfte. Jesus siger ikke: ”Fra nu af skal I aldrig se mig
igen!” – men Han siger: ”Fra nu af skal I ikke se Mig, før den tid kommer…
Spørgsmålet er derfor: Hvad er det for ’en tid’, Herren taler om? Hvad er det,
der skal ske, før Jesus igen drager ind i Sit hus? Svaret lyder: ”… den tid, da
I siger: Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!” Sagt med andre
ord: ”Jeg kommer ikke igen, før I byder Mig velkommen!”
Hvorledes kan det ses, at Jesus vil blive budt velkommen? Det kan ses
ved, at man ikke lukker dørene, forfølger, prygler eller ihjelslår dem, Han
sender.” Hvis Kristi tjenere mødes med ordene: ”Velsignet være den, der
■ 12 ■

kommer i Herrens navn,” – så vil den samme hilsen afsluttende blive brugt
over for Herren selv…
Derfor er det overalt af afgørende betydning, at portslåerne ikke bliver
hamret i, når Jesu sande udsendinge dukker op. Ej heller at de bliver modtaget
med sure miner og tillukkede hjerter. Nej, hvor det oprigtigt bliver
udtalt: ”Velsignet være den, som bringer os Herrens Budskab… dér er der
håb for, at Guds gode Helligånd vender tilbage for at lede hele folket til
omvendelse og tro…
DENNE BOGS MÅLSÆTNING
Det afsluttende spørgsmål er dette: Hvad er denne bogs sigte, og hvem
henvender den sig til?
Tre udfordrende forhold dukker op på skærmen ved besvarelsen af
disse spørgsmål: For det første forpligtelsen til at klarlægge den beviselige
overtrædelse af Danmarks grundlov, som ved gennemførelsen af loven
om kirkelige homovielser har fundet sted. Den regering, der stod for dette
overgreb, bør ikke gå fri for tiltale; de ansvarlige ministre bør stilles for
retten! For det andet nødvendigheden af at fremlægge den tydelige forulempelse
af kirkens bekendelsesskrifter. De bisper, som har udfærdiget det
for kirken og den bibelske åbenbarelse ’fremmede ritual’, bør straks stilles
til regnskab for denne vanhelligelse af bekendelsen. For det tredje kravet
om, at den indførte lov om dette rituals anvendelse bør øjeblikkeligt bør
omstødes og sættes ud af kraft.
■ ■ ■
Det sidste forekommer de fleste at være et umuligt og uopnåeligt mål. Til
dem vil jeg henvende mig med beretningen fra Bibelens ’Ester-bog’, der
opmuntrende fortæller om den ugudelige lov, der i perserkongens navn ’og
forseglet med det kongelige segl’, var udgået – og derfor tilsyneladende
’aldrig kunne kaldes tilbage’… (Ester 8:8).
Ikke desto mindre foranledigede den unge, jødiske dronning, Ester, at
der blev givet ’skriftlig befaling til at tilbagekalde de skrivelser, som Guds
folks fjende havde udpønset’ (v.5). Den bibelske beretning slutter med, at
’en afskrift af skrivelsen (om tilbagekaldelsen af den udstedte forordning)
’blev kundgjort over hele riget’ (v.13).
Dette er denne bogs tredje og sidste målsætning…
■ 13 ■

Derfor henvender den sig især til 50 danske borgere, som vil være
med til at stævne den regering og de ministre, som har været delagtige i
gennemførelsen af den lov, der påtvinger den danske kristne menighed at
anvende et ritual, der er udfærdiget til kirkelige vielser af par af samme køn.
Når disse 50 borgere har meldt sig (og flere forhåbentligt har sluttet sig til)
vil de første skridt blive taget til at omstyrte denne for riget, kirken og folket
ulykkelige bestemmelse – hvorefter en sådan åndelig bevægelse fortsat
bør være indstillet på at tage et opgør med de bisper, som i åben modstrid
med Skrift og bekendelse, udfærdigede et ritual, der kan anvendes til dette
ugudelige formål. Om den antikristelige ånd, som bereder vejen for ’lovløshedens
menneske, fortabelsens søn’, erklærer apostelen: ”Han sætter sig
imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han
tager sæde i Guds tempel…” (2. Thess.2:4).
At han ikke får lov at gøre dette uhindret, fremgår af det efterfølgende
vers, som siger: ”Også nu ved I, hvad der holder igen, så han først kan åbenbares,
når hans tid er inde” (v.6)… ja, den lovløses virksomhed kan faktisk
ikke gennemføres, før ’den, der holder igen, bliver fjernet…” (v.7).
Så længe dette ikke er sket, vil lovløsheden møde en sådan modstand,
at dens fulde og skjulte hensigt ikke kan virkeliggøres…
■ 14 ■

KAPITEL 1
’SOMETHING ROTTEN’
(Hamlet, 1. akt, 5. scene, vers 65)
William Shakespeares verdenskendte ’profeti’: ’Something rotten in Denmark’
er mig inderligt imod! Ja, som dansker er den mig så frastødende, at
jeg helst så den helt fjernet fra Shakespeares litterære værker. Aldrig kunne
jeg drømme om med disse linjer at optræde som kolportør for et sådant
ildevarslende slogan. Som de fleste udenlandsdanskere elsker jeg mit fædreland.
Mine børn og børnebørn har jeg lært at respektere og holde kært
alt, hvad der er dansk. Ja, når det danske rød-hvide korsbanner går til tops
i vor ørkenlejr i det sydlige Negev i Israel, banker mit hjerte stolt. Må Gud
forbyde, at jeg med denne rapport skulle være illoyal eller forræderisk over
for det folk og det land, som står mit hjerte nært…
Denne kærlighed til landet med de flade, frodige marker, bugnende
bøgeskove og hvidtakkede kirker kan imidlertid ikke afholde mig fra en
indre forpligtelse til her at gentage Shakespeares 400-årige forudsigelse:
’Something rotten in the state of Denmark’.
Med undren har jeg bemærket de besynderlige omveje, ad hvilke denne
i dag så højaktuelle erklæring (helt fra tiden før det 12. århundrede) har
været undervejs. Som en ond kim har Shakespeares ord om det danske
fordærv i utallige slægtled ligget skjult under en pæn, borgerlig overflade –
men netop nu, ved indgangen til det tredje årtusinde, er de første hæslige
blomster begyndt at skyde frem. Dermed er det blevet mig magtpåliggende
– før en grim og giftig frugt modnes – nøje at afmærke de farlige træer
i denne vor del af det internationale, kirkelige landskab. Den halve verden
er nemlig optaget af, hvad der er ved at ske i den protestantiske kirke i det
lille kongerige mod nord. Hvad kan der ligge bag Shakespeares underlige
■ 15 ■

udsagn: ’Something rotten in Denmark’? Hvad skjuler sig bag denne sære
forudsigelse? Kan der gribes ind for at standse forrådnelsen?
■ ■ ■
Shakespeares historie handler om en nedrig og korrupt sammensværgelse,
som har fundet sted i den danske havneby, Helsingør, hvor det gamle, firfløjede
kongeslot, Kronborg, siden 1574 er beliggende. Hvad her skete i den
62 meter lange, dobbelt-etagede, majestætiske riddersal, fortælles i dag
overalt, hvor Hamlet opføres. Især hvad der hændte i den endnu bevarede
’Sorte Port’, hvor de ulykkesvangre ord første gang blev udtalt: ”Something
rotten…”
Rygterne om det ’rådne komplot’ går helt tilbage til nogle halvglemte
skandinaviske folkefortællinger – og blev første gang nedfældet på latin
af den danske historieskriver Saxo Grammaticus’, som i sit 16-bindsværk
’Gesta Danorum’, fortæller om ’dansker-drabet’ (1185). Derefter blev den
skændige handling (’something rotten’) fortalt i François de Belleforests
’Histoire Tragiques’ (Tragiske historier). Forrædermordet står omtalt i det 5.
bind fra 1570. Her beskrives ’det danske, moralske fald’ som den usømmelige
handling, der lå i, at kongemorderen – endnu med blod på hænderne
– giftede sig med den myrdede konges enke.
Da William Shakespeare d. 26. juli 1602 lader historien om den danske
kongesøns hævn notere i ’The Stationer Register’ i London, indskrives skuespillet
under titlen: ’Hamlet, the Prince of Denmark’. Handlingen finder sted
i ’Elsinore’ (Helsingør) – og den nu verdenskendte replik ’something rotten
in the state of Denmark’ falder i 1. akt, 5. scene og det 65 vers.
Ordene udtales af den loyale stridsmand, Marcellus, der forfærdet advarer
Hamlet mod at følge efter sin myrdede fars genfærd. I det øjeblik
udbryder en anden kriger, Horatio: ”Heaven will direct it!” (Det vil himlen
tage sig af!...) hvilket synes at være den eneste og sidste udvej for det
udbredte fordærv, som den 15. juni 2012 med dronningens underskrift og
parlamentets vedtagelse blev ophøjet til lov, og som herefter bedste kan
betegnes med Shakespeares advarende ord: ”There is something rotten in
the state of Denmark…”
… men alt dette fik sin særlige begyndelse ved en skjult hændelse, som
fandt sted i Helsingør.
■ 16 ■

EN TIKKENDE BOMBE
I den kølige sommermåned, juni 2010, dukkede en stærkt provokerende
artikel op i det 120. nummer af et ærværdigt, dansk, teologisk tidsskrift ved
navn ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’. Hele det nummer af tidsskriftet
var dedikeret til det emne, som jeg i denne bog beskæftiger mig med: ’Homofile
vielser i kirken’. Tidsskriftets indhold bestod af en halv snes artikler,
der alle belyste emnet fra en yderst positiv side. Udgivelsen var faktisk et
teologisk propagandaskrift for kirkelige vielser af par af samme køn. En
af artiklerne med emnet ’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’ var
skrevet af tidsskriftets redaktør, sognepræst Jørgen Demant, Kgs. Lyngby,
der tillige virkede som teologisk konsulent for det stift, der tilhører Hamlet-byen,
Helsingør.
I sin gennemgang af vielsesritualet (ved ’Sørens og Peters bryllup) …
altså den homofile vielse i kirken, argumenterede præsten for, at ikke blot
var Den Treenige Gud tilstede i vielsesritualet, men Kristus inkarnerede sig i
det homoseksuelle bryllupskys!
■ ■ ■
Den 14. september 2010 afleverede jeg en klage over præstens artikel til
stiftets biskop, Lise-Lotte Rebel i Helsingør. I denne klage betonede jeg, at
Lyngbypræsten med sin provokerende artikel havde bragt sig selv uden for
kirkens bekendelsesgrundlag. Jeg anmodede om, at præsten blev irettesat.
Hvad herefter skete, viste, at denne klage hurtigt og overalt endte i
papirkurven. Ikke fordi dens indhold var uden begrundelse – men fordi det,
som Shakespeare kalder for ’something rotten in Denmark’, stak dybere,
end de fleste forestiller sig. 21 måneder senere afleverede otte af Danmarks
ti biskopper et ritual for kirkelige homovielser – og loven om homobryllupper
foran alteret trådte i kraft.
Dagen efter min indsendte klage (d. 15. september 2010) afleverede
et af den daværende, danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, nedsat
udvalg af bisper, præster, professorer og lægfolk (12 personer) efter 150
dages overvejelser deres positive rapport om kirkelige homovielser. Samme
dag publicerede jeg en bog på 175 sider over samme emne.
Bogen, der blev udgivet af forlaget Soli Deo Gloria/Scandinavia HK
Ltd., København, havde titlen: ’Folkekirken og vielse af homoseksuelle’. Den
bestod af 21 breve, som jeg over en periode på seks måneder fra byen
■ 17 ■

Sodoma ved Dødehavet i Israel havde sendt ministeren og det nedsatte
udvalg. Bogen med de 21 breve blev sendt til 200 præster og menighedsråd
over hele landet. Den blev de fleste steder afvist og er med tiden endt
som en glemt røst på forlagets hylder. Dens budskab fandt ikke gehør… og
måske går det denne bog på samme måde…
■ ■ ■
I mit første brev til kirkeministeren i det tidlige forår 2010, bad jeg ministeriet
(der fungerede som sekretariat for de af ministeren nedsatte ’top-officielle’
udvalgsmøder) om ’aktindsigt ’. Det er en ’begæring’, som borgerne
i de fleste demokratiske stater har ret til at fremsætte, og som giver dem
anledning til at følge med i, hvad der i myndighedernes hemmelige korridorer
bliver aftalt bag deres ryg.
Ministeren åbnede på min anmodning (tilsyneladende modvilligt) den
skjulte skuffe på klem og udleverede et allerede på det tidspunkt vigtigt
dokument. Derefter lukkede hun atter skuffen med et smæld – og da jeg
d. 3. maj 2011 samt d. 6. juni samme år (Dok. 42908/11) anmodede en
ny kirkeminister, Per Stig Møller, om aktindsigt vedr. nøjagtig det samme
forhold, (nemlig ministerens hemmelige forhandlinger med kirkens bisper)
blev det mig (så vidt jeg kan se) uretmæssigt nægtet! Det samme skete ved
en sidste og fornyet henvendelse til endnu en ny kirkeminister, Manu Sareen,
i november samme år. Skuffen forblev (efter min ringe mening imod
alle gældende regler) lukket og låst! Den indeholdt ting og sager, som ikke
er tilgængelige for den jævne borger. Den skjuler et fordærv.
I det eneste udleverede dokument fra ministeriets hemmelige journalsystem
kunne jeg imidlertid til min forbløffelse læse, at én af biskopperne
(som talsmand for alle landets bisper) havde aflagt følgende løfte til kirkeministeren:
”Hvis folketinget lovgiver således, at ægteskabet skal være for
såvel hetero- som homoseksuelle par, er vi som folkekirke forpligtet til at
udarbejde et ritual, der gør dette muligt.”
På grund af dette opsigtsvækkende løfte gav jeg mit syvende brev til
ministeren og kirkens biskopper titlen: ’Kirkens kryben for kejseren’, idet jeg
henviste til de jødiske farisæeres råb til Pilatus: ”Du er ikke kejserens ven!”
(Johs. 19:12) De danske biskoppers logren for statens ministre bør tjene
som et advarende eksempel i den kristne kirke overalt, hvor de verdslige
myndigheder søger at overtage styret af Kristi menigheds indre forhold.
■ 18 ■

Det statslige kirkeministeriums 2010-udvalgsprotokol om kirkelige homovielser
skabte i Danmark ingen debat! Den var i manges øjne tandløs og
indholdsløs og berørte kun periferisk det anspændte forhold mellem stat
og kirke. Den sagde ikke et ord om de militante homo-ideologers dybeste
motiver og nævnte på intet sted Bibelens advarsler mod Sodomas synd –
ja, den berørte kun med et par linjer sagens kernespørgsmål: Er et lovforslag
om kirkebryllupper for homoseksuelle grundlovsstridigt, og er et ritual
for homovielser foran kirkens alter i virkeligheden det største angreb på
kirkens bekendelsesskrifter indenfor de sidste 500 år. Dette førte til, at jeg
i de følgende fem måneder udsendte et lille skrift med titlen ’Øjeblikket’ til
alle landets præster og menighedsråd. Heri omtalte jeg Helsingør-teologernes
forsvar for homovielser og redegjorde for Lyngbypræstens artikel om
Kristi inkarnation i det homoseksuelle kys. Jeg sendte skriftet over nettet
som Pdf-fil og fik hundredvis af vrede tilbagemeldinger. Adskillige præster
anmeldte mig til myndighederne for udsendelse af ’spam’.
Alt dette er som Skriften på væggen. Ingen klage, ingen anmeldelse,
intet læserbrev, bog eller nogen tv-dokumentation nytter. Der skal stærkere
ting til at bremse denne udvikling. Hvad er det næste skridt?
FEM BLASFEMISKE PÅSTANDE
Danmark har en statskirkeordning. Dette er én af grundene til, at det internationale
samfund med vågen interesse følger med i, hvad der sker i det
1000 år gamle danske kongedømme med hensyn til de homoseksuelles
aktuelle krav på at blive gift i kirken.
Ifølge Danmarks grundlov har den danske stat et påviseligt ansvar med
hensyn til overalt i landet at organisere og finansiere en evangelisk-luthersk
kirkestruktur. (Intet kan udledes af grundloven, at den samtidig skal sørge
for, at alle de organer, der repræsenterer den kirke, som staten organiserer,
er statsorganer.) Men dette er den forpligtelse og magt, som staten i
Danmark har over kirken; spørgsmålet om statsmagtens beføjelser lader sig
imidlertid ikke standse ved denne grundlovsbestemmelse.
Det er nemlig både i Danmark og andre lande (især de nordiske nationer)
den udbredte opfattelse, at staten også har magt over kirkens ’indre
anliggender’. Det vil sige, at den kan tillade sig at trampe ind i kirkens allerhelligste
spørgsmål om lære og bekendelse. Danmarks tidligere kirkeminister,
Birthe Rønn Hornbech, lod i den forbindelse ved juletid i 2010
en sætning falde om, at ’folketinget er kirkens øverste synode’. Disse ord
■ 19 ■

agte sindene i kog og blev af lutherske teologer betegnet som en ’tikkende
bombe’. Denne bombe er ikke siden blevet afmonteret – og det viste sig
halvandet år senere, at nationens folkevalgte mænd og kvinder, de, som
politisk styrer landets øvrige forhold, nu også skulle betragtes som ’øverste
hoved’ i teologiske læresager, der berører kirkens evangelisk-lutherske trosgrundlag?
Hvordan gik det til?
■ ■ ■
I det sene efterår 2011 fik Danmark en ny regering: En såkaldt ’rød blok’.
Allerede i sit regeringsgrundlag fik den nye koalition indskrevet, at den så
hurtigt som muligt ville sørge for, at homoseksuelle ægteskaber kunne indgås
i kirken. Det vil sige, at denne anti-religiøse regeringsblok fra da af
beredte sig på at tage livtag med det 21. århundredes største spørgsmål
i kirkelige anliggender: ’Er Gud til stede i et ritual for kirkelige vielser af
bøsser og lesbiske?’
Den teologiske hjælp til dette foretagende var at hente hos de præster
og professorer, som halvandet år forinden havde meldt ud i tidsskriftet
’Kritisk Forum’, at ’Gud ved vielsen adler den homoseksuelle kærlighed’
samt at det nye ritual kunne bygge på den påstand, (fremsat af teologisk
professor ved Århus Universitet, Svend Andersen), at de to verdenskendte
hovedpersoner i Gamle Testamentes Ruths Bog (Ruth og hendes svigermor,
Naomi) var lesbiske...
Det er på den baggrund, at en nøjere beskrivelse af sognepræst Jørgen
Demants påstand om Kristi tilstedeværelse i ritualet for kirkelige homovielser,
bør fremlægges og nærmere belyses ud fra Den evangelisk-lutherske
Bekendelse. Dette gjorde jeg til en vis grad ved udsendelsen af skriftet ’Øjeblikket’
men uddyber nu denne vigtige sag i det følgende. Dette sker med
en kommende retssag for øje. De ministre, bisper og præster, som forsvarer
denne teologi, bør stilles for en dommer. Det bør tydeligt påvises, at de er
uden for kirkens bekendelse, og dermed krænker Danmarks grundlov. De
bør alle fyres!
■ ■ ■
Læren om Kristi tilstedeværelse i vielsesritualet for bøsser og lesbiske blev,
som omtalt, detaljeret forsvaret i det omtalte tidsskrift ’Kritisk Forum’ (juni
■ 20 ■

2010) af skriftets redaktør, Lyngbypræsten, Jørgen Demant, som i artiklen
’Velsignelsen som inkarnationens gentagelse’ uden at blinke afleverede følgende
fem påstande:
Den trinitariske velsignelse, som anvendes i vielsesritualet, er (citat):
’en inkarnatorisk bevægelse, hvor parret (Søren og Peter) indsættes som
bærere af Guds velsignelse’ (side 65).
Ved parret (Sørens og Peters) bryllup bliver (citat): ’Menigheden vidne
til inkarnationsunderet’ (side 66).
Præstens håndpålæggelse (ved det homoseksuelle par, Sørens og Peters
bryllup) er (citat): ’En solidaritetserklæring, der indebærer Guds medleven
og støtte til de to mennesker, der har givet sig sammen’ (side 67).
Ved homoparret, Sørens og Peters bryllup, er (citat): ’Kysset måske det
stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’ (side 68).
… thi (citat): ’Ligesom Gud forbandt sig med verden i Kristus, sådan kan
mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig med hinanden’ (side 69).
I min klageskrivelse af 14. september 2010 til præstens biskop i Helsingør
stillede jeg i en vedlagt dokumentation skarpt på disse fem påstande.
Jeg betonede, at artiklens forfatter med titlen ’Velsignelsen som inkarnationens
gentagelse’ havde anvendt de to mandsnavne, Søren og Peter,
for dermed klart at tilkendegive, at han fulgte skriftets redaktionelle linje,
der var angivet i dets forord (og på dets forside og bagside): ’At belyse den
kirkelige velsignelse og vielse af bøsser og lesbiske’. Dette var vigtigt at
understrege, fordi præsten under høringen forsøgte at vige uden om denne
kendsgerning ved løgnagtigt at påstå, at artiklen kun handlede om vielsen
(generelt set).
Dernæst henvendte jeg opmærksomheden på præstens beskrivelse af
det homoseksuelle kys (ved Sørens og Peters bryllup), der i artiklen betegnes
som (citat): ’Det stærkeste udtryk for inkarnationens teologi’. Denne
erklæring får følgende detaljerede forklaring med på vejen (citat): ’I den
erotiske hengivelse forbinder (parret) sig med hinanden. I kroppenes forening
– i kysset – bliver de to sig selv… kysset er en hengivelse, hvor jeg
overskrider min krop for at møde en andens krop… samtidig smelter kroppene
sammen… der er en intimitet i hengivelsen, som gør afstandsløs…’
Min klage over disse blasfemiske påstande om Kristi inkarnation i det
homoseksuelle kys blev blankt afvist af præsten, Jørgen Demant, med ordene
(citat): ’Jeg mener ikke at bevæge mig ud over skrift og bekendelse’
(Høring 21.09.2010). Klagen blev yderligere afvist af provst Ejgil Saxe, der
■ 21 ■

til biskoppen udtalte (citat): ’De fremlagte indsigter kaster nyt lys over en
bibelsk og luthersk forståelse af vielsen og velsignelsen; jeg kan fuldt ud
tilslutte mig præstens udtalelse (Høring 21. sept. 2010). Endelig blev klagen
afvist af biskoppen i Helsingør Stift, Lise Lotte Rebel med ordene (citat):
’Sognepræst Jørgen Demant holder sig indenfor bekendelsesgrundlaget,
hvorfor jeg ikke finder anledning til at kritisere sognepræst Jørgen Demant’
(skrivelse af 14.10.2010). Sidst men ikke mindst fejede den daværende kirkeminister,
Birthe Rønn Hornbech, klagen af bordet med en erklæring om,
at hun støttede de gejstliges syn på sagen. ”Jeg er den sidste ankeinstans,”
skrev ministeren, hvormed hun sikkert mente, at nu ville hun ikke høre mere
om den sag…
■ ■ ■
Lyngbypræsten, Jørgen Demant, har imidlertid med sin offentliggjorte lære
om Kristi inkarnation i det homoseksuelle brudekys (og dermed i hele ritualet
for kirkelige homovielser) bevæget sig uden for kirkens bekendelsesskrifter…
især Den Augsburgske Bekendelses artikel 3, hvori det om inkarnationslæren
bl.a. hedder: ”Guds Søn har antaget menneskelig natur… så at
de to naturer, en guddommelig og en menneskelig, er uadskilleligt forenet i
personens enhed, én Kristus…”
Den sidste betoning: ’én Kristus’, indikerer klart, at det ved inkarnationen
er synderen, som ved Helligånden antager Kristi natur, så at han (som
Skriften siger) ’blive ligedannet med Kristus’ (Rom. 8:29) … og ikke – som
historiens kætterbevægelser har påstået – omvendt; forstået sådan, at det
er Kristus, der ved inkarnationen i livsførelse og handling bliver ligedannet
med synderen!
Sognepræst Jørgen Demant gør sig i sin publicerede lære til talsmand
for, at ingen sådan livsforvandling (ved ’afvaskning af synden’… 1. Kor.
6:11) nødvendigvis må finde sted. Han hævder, at Kristus ved inkarnation
gør sig til ét – ikke blot med synderen – men med ’den homoseksuelle erotiske
hengivelse’, og han påstår, at det homoseksuelle par herefter (uden
forudgående omvendelse eller afstandstagen fra den i Skriften nøje udpegede
homoseksuelle synd… Rom. 1:26-28) citat: ’indsættes som bærere af
Guds velsignelse’.
■ ■ ■
■ 22 ■

Denne overtrædelse af Den Augsburgske Bekendelses 3. artikel stk. 1 giver
sig tydeligt tilkende ved den efterfølgende ringeagt, som præsten viser
for artiklens andre stykker. Disse ’afvigelser’, der er en følge af den direkte
overtrædelse, giver sig tilkende på følgende fire punkter:
Præsten forulemper det centrale budskab i evangeliet: ’Kristi offerdød
på korset’ ved at påstå, at Kristus (som det hedder i den samme 3. artikel)
’der virkelig har lidt, er korsfæstet, død og begravet for at kunne forsone
Faderen med os’, lader sig inkarnere og bliver til ét med den erotiske hengivelse
i det homoseksuelle bryllupskys.
Yderligere krænker præsten den 3. artikels fortsatte belæring om, at
’Kristus blev korsfæstet for at være offer ikke bare for arvesynden men
også for alle menneskers syndige handlinger’.
Eftersom homoseksualitet i den Hellige Skrift betegnes som en ’syndig
handling’ (Rom. 1:26-28, 1. Tim. 1:8-11, 1. Mose 18:20 + 19:5) kan et
vedvarende forhold i denne ’handling’ ikke (som præsten og hans gejstlige
tilsynsmænd fejlagtigt påstår) velsignes, thi apostelen formaner: ”Skal vi
blive i synden, for at nåden kan blive større? Nej, langtfra!” (Rom. 6:1)
Fremdeles afviger præsten fra den 3. artikels fortsatte belæring, der
erklærer, at (citat): ’Kristus har taget sæde ved Faderens højre hånd for at
helliggøre dem, der tror på Ham’.
Præstens afvigelse ligger i, at han ikke nøje efterfølger bekendelsens
belæring om, at en helliggørelse nødvendigvis må finde sted i synderens
liv. Ved uden forudgående omvendelse at godtage, velsigne og ved den
kirkelige vielse at fremme det homoseksuelle parforhold, krænker præsten
kirkens bekendelse, der med apostelen siger, at ’de, der lader sig bruge til
unaturlig utugt, eller de, der øver den… helliges ved Jesu Kristi navn og ved
vor Guds Ånd’ (1. Kor. 6:11).
Yderligere efterfølger præsten ikke d. 3. artikels fortsatte belæring, der
erklærer, at (citat): ’Helligånden forsvarer dem (der tror på Kristus) mod
djævelen og syndens magt’. Ved at ’sammenføje det homoseksuelle par
med dets synd, rejser præsten ikke noget forsvar mod djævelens magt –
men i stedet udleverer han synderen til en ulykkelig skæbne – ja, med evigheden
for øje svigter præsten den 3. artikels fortsatte belæring, der siger
(citat): ’Kristus vil komme igen for at dømme levende og døde…
Alt dette kan der skrives og tales om i en uendelighed. Loven om homovielser
i kirken, som trådte i kraft d. 15. juni 2012, beviser, at alle indvendinger
falder til jorden. De, der protesterer, taler for døve øren. Derfor bør
■ 23 ■

de ansvarlige stævnes og bringes for retten. Hvem vil være med at skride
til en sådan handling? Hvem vil være med til med Bibel og bekendelse at
påvise, at ’there is something rotten in Denmark’ – og det skal ikke have lov
til uhindret at brede sig?
■ 24 ■

KAPITEL 2
MINISTER
BAG LÅS OG SLÅ?
Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark er med sin klare protestantiske
bekendelse – midt i en urolig verden af andre anmassende religioner, og
medens Islams minareter truende hæver sig over landets mere end 1000
kirketårne – ifølge rigets grundlov én af de fire fast-funderede hjørnesten i
det danske samfunds bygningsværk. I den danske grundlovs første kapitel
identificeres disse fire granit-hjørner sådan: Territoriet (§ 1), monarkiet (§
2) magtens tredeling (§ 3) samt folkekirken (§ 4). Den danske nationalkirke
står således fast forankret som ’den fjerde statsmagt’.
At samme grund er den internationale opmærksomhed voksende med
hensyn til denne danske ’fjerdestatsmagts’ fremtidige skæbne: Vil denne
solide hjørnesten i en sag om ’seksuel orientering’ blive væltet omkuld?
Hvorledes vil denne århundrede gamle og ærværdige ’statsmagt’ stille sig
overfor den globale, militante fordring, at homovielser nu ved lov skal finde
sted i kirken? Vil den evangelisk-lutherske lære kunne overleve dette
massive angreb på den protestantiske kirkes universelle trosgrundlag? Vil
Danmarks grundlovs fjerde bærende kampesten blive spaltet og sønderdelt
og dermed en afgørende bestanddel af det danske samfunds værdigrundlag
synke i grus?
■ ■ ■
Danmarks flotte grundlovsfundament blev i 1849 omhyggelig lagt af de
mænd, som danskerne i dag kalder for ’grundlovens fædre’. Blandt dem
■ 25 ■

var adskillige af kirkens folk; biskopper, præster og Danmarks fornemme
salmedigter N.F.S. Grundtvig. Den historiske skrivelse blev udfærdiget af en
mand, som siden er blevet kaldt ’den danske grundlovs skaber’, biskop D.G.
Monrad. Han skrev i den forbindelse: ”Hvilken umådelig tænkekraft ligger
der ikke i den udfordring at skulle vejlede et folks tanker. For at kunne gøre
det, må man være vel bevandret i Åndens Rige.”
Adskillige nationale og internationale statsmænd og politiske ledere er
’velbevandrede’ i politiske, økonomiske og sociale spørgsmål – men i sagen
om det stormløb, der nu overalt foretages mod kirkernes fundamentale
trosgrundlag, vil de desværre bevise sig som både hjemløse og fredløse
i Åndens Rige; nogle er (på trods af deres vældige verdslige indflydelse)
totalt ’blanke’, hvad angår de værdier, som er forbundet med den kristne
kirkes budskab i det moderne samfund. Enkelte er ekstremt antikristelige –
og atter andre er ligefrem djævelens håndlangere!
MINISTER SKABTE BANGE ANELSER
Konflikten omkring indførelsen af et ritual for homofile vielser i kirken var
ved indgangen til det andet årti i det 21. århundrede ikke kun et dansk fænomen.
Det beviste sig på det tidspunkt som et globalt projekt, der pludseligt
-, ja, som et lyn fra himlen – stillede skarpt på det lille kongerige i norden.
Her skulle ritualet godtages i hele dette lands verdslige og kirkelige samfundssystem,
indtil rigets dronning til sidst måtte sætte pennen til papiret
for dermed at gøre det kirkelige homobryllup til en kongelig forordning.
Ved nytårsskiftet til 2012 stod det klart for mig og adskillige andre danske
borgere, at dronningens underskrift på et dokument om homoseksuelle vielser
foran alteret i den evangelisk-lutherske kirke var grundlovsstridig! Det
viste sig imidlertid på det tidspunkt at være vanskeligt at skabe en samling
omkring den opgave at bringe den ansvarlige regering for retten i denne
sag, men timen synes nu at være inde til, at danske mænd og kvinder rejser
sig mod dette grundlovsbrud.
■ ■ ■
Efter at Danmark i det regnkolde efterår 2011 sammen med en aggressiv,
venstredrejet regering tillige fik endnu en ny kirkeminister, Manu Sareen,
begyndte de røde advarselslamper at blinke i det danske kirkeliv. Da ministeren
i en storstilet tv-debat om de kirkelige homovielser tillod sig at
■ 26 ■

sætte de deltagende præster i rette, fordi de (som han gav udtryk for) ’ikke
forstod sig på evangeliet’ (der efter hans mening ’udelukkende handlede
om kærlighed’) så begyndte landets kirkefolk at finde grundloven ned fra
hylden. Adskillige fik bange anelser om, at man her havde at gøre med en
minister, der ikke et øjeblik ville holde sig tilbage fra at trampe ind i helligdommens
inderste kamre. Da det omkring samme tidspunkt blev afsløret,
at ministeren i forbindelse med sin politiske karriere ville ’melde sig ud af
statskirken’, fordi hans homoseksuelle venner ikke kunne fejre bøssebryllup
foran alteret, rejste spørgsmålet sig, hvorvidt ministerens iver efter at få
gennemført indførelsen af et ritual for homovielser i virkeligheden ikke var i
strid med grundloven? Ja, for første gang dukkede dronningens grundlovsbestemte
kompetence i kirkelige handlinger frem i lyset. En ængstelse for,
at dronningens person ville blive krænket ved ministerens fremfærd, bredte
sig. For landets troende var apostelens ord lov: ”Frygt Gud og ær kongen!”
■ ■ ■
De to paragrafer i Danmarks grundlov, som mange steder blev taget under
lup, var den fjerde og den sjette paragraf. I den fjerde paragraf hedder det:
”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes
som sådan af staten.” I den sjette paragraf hedder det: ”Kongen skal høre
til den evangelisk-lutherske kirke.”
Grundlovens paragraf 4 er altså – belyst under en juridisk synsvinkel
– næppe til at tage fejl af! Forfatningens karakteristik af kirken er klar som
solen; kirken defineres som værende ’evangelisk-luthersk’, hvilket ifølge
professor og Folketingets mangeårige ombudsmand, dr. Jur. Hans Gammeltoft
Hansen vil sige, at (citat): ’den evangelisk-lutherske kirke ubestrideligt
indgår som en retlig – og retlig bindende figur – i Danmarks Riges
Grundlov’.
Professoren forklarer denne fremstilling med følgende redegørelse: ”De
første syv ord i grundlovens fjerde paragraf indeholder en selvstændig regel,
der lyder sådan: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke!”
Professoren i retsvidenskab erklærer med tydeligt eftertryk: ”Heri ligger, at
den danske folkekirke ikke retligt kan gestaltes eller reguleres på en måde, der
strider mod det system af kirkelige opfattelser, regler og begreber, som indgår
i den evangelisk-lutherske kirke!” Professoren slutter kategorisk: ”Noget sådant
ville simpelthen være i strid med grundloven.” (Kirkeret, Antal 91. s. 93)
■ 27 ■

GRUNDLOVSSTRIDIG?
Det siger sig selv, at der vil være mange modstandere af en sådan krigserklæring;
ingen politiker eller minister med respekt for sig selv vil finde sig i,
at nogen kalder et lovforslag, som han eller hun højtideligt har fremsat eller
med løftet hånd har været med til at gennemføre, for ’grundlovsstridigt’.
Men den danske professor i retsvidenskab forbliver ubøjelig. Han
sætter fingeren på den fjerde paragraf i grundloven og gentager: ”Denne
væsentlige og gennemgribende betydning (at ingen lovgiver kan skalte og
valte med kirken, som han vil) står fast – ja, dens betydning er ikke til at
komme uden om!” (s.193)
Det modstridige – ja ’grundlovsstridige’ – i at springe i tøjeret for at
befri sig for det faste, håndknyttede reb, med hvilket Danmarks grundlov
holder alle de ministre og politikere fangne, der prøver at unddrage sig
deres konstitutionelle forpligtelse overfor kirkens lære, er uomgængeligt.
Dette blev allerede betonet i en jubilæumskronik (i anledning af kirkeministeriets
75 år), som daværende departementschef i ministeriet, Preben
Espersen, skrev den 25. april 1991. Han lagde heller ikke fingrene imellem!
Advarende gik han endog videre end professoren, idet han kaldte den fjerde
paragraf i grundloven for en ’generalklausul’. ”Den påbyder,” erklærede han,
”at både folketing og kirkeministerium skal tage skyldigt hensyn til indholdet
af den evangelisk-lutherske bekendelse ved fastsættelse og anvendelse
af regler på det kirkelige område.”
Det ville med andre ord sige, at den nye kirkeminister, Manu Sareen,
som i de første uger af 2012 arbejdede ihærdigt på at få lovforslaget om
kirkelige homovielser bragt igennem folketingets trædemølle for (inden
sommeren) at kunne nå frem til dronningens gemakker, skulle gå forsigtigt
med dørene. Han skulle så vidt muligt undgå at få offentlighedens lys
på sit forehavende. Grundlovens ’generalklausul’ var ved at vågne op efter
en 100-årig tornerosesøvn, og den kunne – før ministeren vidste af det –
bringe ham i større personlige vanskeligheder, end han kunne forestille sig.
Disse vanskeligheder banker nu på døren! Der er borgere i Danmark, som er
indstillet på, at de ansvarlige ministre skal stilles til regnskab deres grundlovsbrud.
Ikke mindst efter en undersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad,
som den 27. august 2012 viste, at man efter den hede sommer, hvor kirkerne
skulle have været fyldt med glade, jublende homo-bryllupspar, kun havde
kendskab til, at fem tilfælde af par af samme køn, var blevet viet i kirken.
Kristeligt Dagblad havde talt med biskopperne i 9 af landets 10 stifter
■ 28 ■

– og svaret var stort set det samme: Kun få havde gjort brug af loven, som
nu syntes at føre til kirkens splittelse.
Dette blide sommerbillede fra det kirkelige landskab stod i stærk modsætning
til den voldsomt farvede fremstilling, som landets ligestillingsminister,
Manu Sareen, havde givet Folketinget forud for lovens vedtagelse.
Han undlod på det tidspunkt ikke at bruge enhver anledning til at beskrive
’det vældige behov’, som Danmarks homoseksuelle borgere havde med
henblik på den længe ventede lovændring, som nu endelig ville give dem
lov til at blive gift i kirken.
Ministeransvarlighedslovens 5. paragraf (stk.2) blev højlæst i de troendes
forsamlinger. Her hedder det: ”En minister skal straffes, hvis han
giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger” – og de, der havde
forstand på både historie og jura fandt et 150-årigt regeringsforslag frem
fra den tid i 1848, hvor grundloven blev vedtaget. Der står (i ’den glemte’
19. paragraf) følgende: ”Ministrene kan drages til ansvar for de handlinger,
som er åbenbart skadelige for staten.” De ministre, som i den forbindelse
blev udpeget, var landets statsminister, dets ligestillingsminister og dets
social- og integrationsminister.
(Sagen tilspidsedes ved, at der i de sene augustdage 2012 verserede
rygter i den danske presse - især på dagbladet BT’s redaktion - samt inden
for landets skattekommission, at statsministeren Helle Thorning Schmidts
ægtemand, Stephen Kinnock, var homoseksuel. Statsministeren hævdede i
et åbent brev til offentligheden, at det var ’en falsk påstand’ – men rygterne
såede en nagende mistillid i de kirkelige rækker: ’Var der bag den aktuelle
lovgivning om kirkelige homovielser personlige, urene motiver’?)
DRONNINGENS FORPLIGTELSE
Ligesom den danske stat gennem grundloven uomtvisteligt har forpligtet
sig til at sørge for, at der i landet bliver etableret en national kirke, der har
den evangelisk-lutherske lære som sit absolutte trosgrundlag og dermed
gennem bevillinger og på alle andre områder lægger forholdene sådan til
rette, at denne kirke uhindret kan udføre sin virksomhed - på samme vis er
der også grundlovsbestemte betingelser for, at den danske konge fortsat
kan indtage og opretholde sin suveræne værdighed på Danmarks trone.
Landets monark skal ’høre til den evangelisk-lutherske kirke’! (§ 6)
En sådan betingelse vil imidlertid aldrig kunne opfyldes, hvis ikke
der blev givet en klar og holdbar definition på, hvad det vil sige at være
■ 29 ■

’evangelisk-luthersk’. En tydelig definition er allerede fastlagt i den danske
konge, Christian V’s Danske Lov’ fra det 17. århundrede, hvori det med store
bogstaver betones, at kirkens trosgrundlag er 1) Bibelen 2) de oldkirkelige
symboler 3) Confessio Augustana Invariata af 1530 og 4) Luthers lille katekismus.
Det vil med andre ord sige, at Bibelen (som den i loven førstnævnte definition)
har sin retmæssige plads i Danmarks grundlov. Den Hellige Skrift
står tydeligt omtalt i en næsten 400 år gammel lov, der stadig er gældende!
I forbindelse med kirkens bekendelsesskrifter danner Bibelen grundlaget for
landets nationale kirkeordning. Dette kunne medføre konsekvenser for kirkeministerens
gennemførte lov om kirkelige homovielser – ja, om hvorvidt
han i det hele taget havde ret til at forelægge en sådan sag til dronningens
underskrift.
Dronningen selv har næppe været interesseret i den provokerende kirkeministers
besøg. Det dokument, som ministeren skulle anmode dronningen
om at underskrive, kunne nemlig – så vidt jeg kan se – bringe majestæten
i en ubehagelig situation. Ikke sådan at forstå, at vort lands kongehus
selv var ansvarlig for denne alvorlige udvikling, ej heller i den betydning,
at dronningens høje person hverken skulle eller kunne indvikles i nogen
politisk eller moralsk konflikt – men udelukkende i den forstand, at ministeren
nøje burde vide, hvad han var i færd med at gøre, da han tillod sig
at stille hos landets dronning med netop dette kontroversielle lovforslag til
underskrift.
Lad mig nærmere forklare, hvad jeg mener med dette:
HVEM SKAL DRONNINGEN ’HØRE TIL’?
Af Danmarks grundlovs fjerde paragraf kan det ikke bogstaveligt udledes,
at folkekirken skal organiseres som en statskirke. Grundloven siger blot
(kort og godt) at ’Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke’
(hvilket da med matematisk logik straks forklarer, at folkekirken bør være
evangelisk-luthersk).
Eftersom det ikke noget sted står nævnt, at regenten ’skal tilhøre
folkekirken’ men at det i stedet står mere end tydeligt præciseret, at
’kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke’, kunne det ubehagelige
spørgsmål melde sig: ”Hvad nu, hvis folkekirken ophører med at være
’evangelisk-luthersk?” Eller sagt mere præcist: ”Hvad nu, hvis spørgsmålet
om ’homovielser i kirken’ spalter kirken i to? Og i det tilfælde udtrykt med
■ 30 ■

endnu større forundring: ”Hvad nu, hvis den ene af de to afdelinger må
erkendes at være ’evangelisk-luthersk’ (fordi den bygger på denne kirkens
gamle bekendelse) – og den anden afdeling ikke længere tør betegnes som
’evangelisk-luthersk’, fordi den med en kættersk lære afviger fra kirkens
bekendelsesskrifter … og i det tilfælde: Hvilken af de to afdelinger skal
dronningen tilhøre?
■ ■ ■
Den sjette paragraf i grundloven om kongens stilling med henblik på kirken
er lige så kortfattet i sin formulering som den fjerde paragraf: ”Kongen skal
tilhøre den evangelisk-lutherske kirke’. Det vil sige, at Danmarks dronning
ikke har samme religionsfrihed som dronningens undersåtter. Majestæten
skal tilhøre den kirke, som er grundet på det tydeligt udpegede, reformatoriske
livssyn; dette betegnes med to begreber: ’evangelisk – luthersk’…
Dronningen bliver ikke i grundloven tildelt nogen kompetence i kirkelige
anliggender. Men regenten bliver påbudt en uomgængelig pligt. Majestæten
skal høre til den kirke i landet, som staten grundlovsmæssigt har
forpligtet sig til både at organisere og opretholde på det tydeligt definerede
trosgrundlag, som grundloven fordrer. Hvis staten ikke længere ved
sin materielle og moralske understøttelse kan opretholde en sådan kirke i
landet, kan dronningen ej heller opfylde den forpligtelse, som lovgiverne
siden 1849 har pålagt rigets monark.
Den bekendelsespligt, som bestemmelsen pålægger dronningen, gælder
ikke for dronningens regering. Lovgiverne er – uanset, hvilken religiøs
overbevisning (eller mangel på samme) som de enkelte medlemmer af folketinget
måtte have – neutrale i religiøs henseende.
Men det er rigets dronning ikke! Dronningen skal tilhøre den evangelisk-lutherske
kirke – hvilket helt konkret vil sige, at den kirkeminister (der
har kontrasigneret den kongelige forordning for ritualet for kirkelige homovielser)
efter forgodtbefindende kan ’melde sig ind – og melde sig ud af folkekirken’,
som han har lyst til – men det kan hans dronning ikke! Ministeren
kan også skrive under på et dokument, der er hundrede procent anti-evangelisk-luthersk,
men det kan hans dronning ikke! Hans kolleger i folketinget
kan gennemføre Danmarkshistoriens mest antikristelige lov – men de har
samtidig gennem grundloven pålagt rigets dronning at indtage en stilling,
hvor majestæten er forpligtet til at tilhøre en reformatorisk troslære, der,
■ 31 ■

som det hedder: ’ifølge den kejserliges skrivelses ånd kan føres tilbage til
kristelig enhed’ (citatet fra fortalen til Confessio Augustana henvendt til en
anden majestæt, kejser Karl V på rigsdagen, Augsburg 1530).
MINISTEREN KAN ENDE I FÆNGSEL
Den ligestillingsminister, Manu Sareen, der forelagde dronningen det famøse
dokument, burde altså have tænkt sig om to gange, før han satte sit
navn under den kongelige forordning for den nybagte kirkelige ceremoni
for homo-bryllupper. Ministeransvarlighedslovens femte paragraf siger
nemlig, at hvis kirkeministeren får dronningen til – sammen med ham – at
underskrive et grundlovsstridigt dokument, kan han i værste tilfælde ende
et par år bag et fængselsgitter. Den fjerde paragraf i same lov af 1964 siger
endog, at hvis en ministerkollega aktivt har ’medvirket’ til homovielseslovens
’tilblivelse’ – så kan vedkommende (hvis dronningen afsluttende forceres
til at underskrive en grundlovsstridig forordning) på lignende måde
havne bag lås og slå. Hvis det yderligere kan bevises, at kirkeministeren
med hensyn til sin ’motivering’ ikke har rent mel i posen, men ’forsætligt
har tilsidesat pligter, der påhviler ham efter grundloven’, så kan fængselsopholdet
forlænges, hvis der findes hjemmel derfor i den øvrige lovgivning.
Dette er formålet med denne bog. Overalt i Danmarks Rige er der borgere,
som forudser, hvori denne grundlovsovertrædelse vil ende; disse bør nu
samle sig og skride til handling!
■ ■ ■
Ifølge Ministeransvarlighedsloven § 6 stk. 2 nytter det ikke, at den ansvarlige
kirkeminister bagefter jamrer: ”Det var ikke med vilje.” Der er i loven
indbygget begreber, der hedder ’uagtsomhed’ og ’grov uagtsomhed’ – og
i det tilfælde gør de pågældende ministre klogt i omhyggeligt at sætte sig
ind i Bibelens tale om homoseksualitet samt kirkens bekendelsesskrifter i
henhold til samme emne.
Det vil yderligere være gavnligt for medlemmerne af den på det tidspunkt
ansvarlige regering at gennemlæse Luthers lille katekismus. Den indgår
som en ubrydelig del af den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter.
Også den fortale, hvormed Luther indleder katekismen.
Her omtaler han den sørgelige elendighed som hersker vedrørende den
kristne lære. ”Hvor har jeg dog set megen jammer,” skriver han og tilføjer:
■ 32 ■

”Den jævne mand ved jo slet ingenting om den kristne lære… de lever som
det dumme kvæg og de ufornuftige svin… og de har nydeligt lært at misbruge
al (Kristi) frihed.”
Ved gennemgangen af de ti bud opfordrer Luther præsterne til (citat):
’at anføre mange eksempler fra Skriften på, hvordan Gud har velsignet og
straffet…”
Det vil sige, at henvisninger til Den Hellige Skrift ifølge Luthers katekismus
(og dermed kirkens bekendelse) er på sin plads. Der skal ikke kun
anføres et eksempel fra Bibelen. Katekismen siger ’mange eksempler skal
anføres’.
Det sjette bud bør særligt lægges de lovgivere, som medvirkede ved
tilblivelsen ’af lovforslaget om det nye ritual’, på sinde. Buddet lyder således:
”Du må ikke bryde ægteskabet,” og katekismens forklaring er denne:
”Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og gerning og som
ægtefolk elsker og ærer hinanden.”
Eftersom der i forbindelse med indførelsen af homovielser i kirken har
været strid om, hvorvidt homoseksuelle og lesbiske med rette kunne kaldes
’ægtefolk’ og man derfor i ritualet i stedet har valgt betegnelsen ’ægtefæller’
– så er det ubestrideligt, at katekismen med dette udtryk henviser til
Bibelens første blade, hvor der står skrevet: ’Som mand og kvinde skabte
Han dem’ – og derefter som en betegnelse på ægteskabet: ’Bliv frugtbare’
(1. Mose 1:27-28).
Vedrørende katekismens tolkning af buddet: ’Du må ikke bryde ægteskabet’
– og den dermed tilknyttede definition af ordet ’ægtefolk’ (eller
’ægtefæller’) omtaler Jesus Bibelens skabelsesberetning, idet Han siger:
”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og
kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig
til sin hustru, og de to skal blive ét kød” (Matt. 19:4-5).
Kirkens lære ud fra Skrift og bekendelse anerkender altså kun ’en mand
og hans hustru’ som ægtefolk, der ’(som far og mor) er ’frugtbare’ og føder
børn! Al anden form for samliv er i modstrid med katekismens’ tolkning af
buddet, som siger: ”Vi skal leve rent og kysk i ord og gerning.”
Et hvilket som helst ritual for vielse af homoseksuelle er i sig selv i
ord en overtrædelse af det, som Skriften og bekendelsen tolker som ’rent
og sømmeligt’ – og i gerning en forførende forfalskning af det, som både
Bibelen og kirkens bekendelsesskrifter forstår ved begrebet ’ægtefolk’.
Loven om kirkelige homovielser er således en overtrædelse af kirkens
■ 33 ■

ekendelse, som den formuleres i Luthers lille katekismus. Her anvendes
ordet ’ægtefolk’ om en mand og hans hustru. Eftersom betegnelsen ’rette
ægtefolk’ ikke længere kan anvendes ved det nye ritual for ægteskabsindstiftelse
i kirken, er ethvert andet påfund i strid med Luthers katekismus
og dermed kirkens bekendelse. I den forbindelse har jeg d. 15. januar
2012 skrevet følgende brev til Danmarks kirkeminister:
”Hr. Kirkeminister Manu Sareen,
Med henblik på ministerens oplysningspligt til folketinget, jf. herved
ministeransvarligheds- loven § 5 stk. 2, tillader jeg mig at rette følgende to
spørgsmål til ministeren:
1) Er det kirkeministerens agt i den aktuelle debat om indførelse af et
ritual for kirkelige vielser af homoseksuelle at oplyse folketinget om den
fare der er forbundet med den ’sejlads’, som vort lands evangelisk-lutherske
’kirkeskib’ sendes ud på?
2) Vil kirkeministeren på min anmodning og på grund af situationens
alvor (samt fornyet indsigt i Den Augsburgske Bekendelses afvisning af
’Helsingør-teologernes lære’) genoptage den klageskrivelse, som jeg d. 20.
oktober 2010 sendte til kirkeministeriet desangående?
Baggrunden for disse to spørgsmål, Hr. kirkeminister, er ængstelsen
blandt det danske kirkefolk, at dersom ’væsentlige oplysninger’ om bestemte
faremomenter ikke kommer folketinget for øre, kan Danmarks grundlovs
’fjerde-flagskib’, folkekirken, blive splittet i den kommende storm og lide
forlis.”
Brevet fortsætter: ”Vil kirkeministeren derfor helt præcist underrette
folketinget om den farlige understrøm, der udgår fra Helsingør-teologerne,
der (som jeg har angivet i den nævnte klageskrivelse) påstår, at Gud er tilstede
i det kirkelige ritual for vielser af homoseksuelle – og det i et så ’bogstaveligt
nærvær’, at Kristus inkarnerer sig i det homoseksuelle bryllupskys?
(ifl. 20 nr. af tidsskriftet ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’, juni 2010… jf.
min klageskrivelse til Helsingørs biskop, Lise-Lotte Rebel, over Lyngby præsten,
Jørgen Demants, artikel ’Velsignelsen som Inkarnationens gentagelse’
afleveret til kirkeministeriet 20.10.2010 og suppl. 4.11.2010, hvilken ifl. min
opfattelse ’uretmæssigt blev afvist’ af fhv. kirkeminister Birthe Rønn Hornbech…
dok. 4572.11).
Det er min opfattelse, Hr. kirkeminister, at et af de farligste undervandsskær
i den kommende sejlads (hvilket derfor absolut bør ’afmærkes
■ 34 ■

på søkortet’) er Helsingør-teologernes påstand om, at menigheden (’ved
Søren og Peters bryllup… 1) citat: ’bliver vidne til inkarnationsunderet’ (side
66) at ’kysset’ (v. ’Søren og Peters bryllup’ er 2) citat: ’Det stærkeste udtryk
for inkarnationens teologi’ samt at 3) citat: ’Ligesom Gud forbandt sig med
verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse forbinde sig
med hinanden’ (side 69).
Jeg tillader mig at gøre kirkeministeren opmærksom på denne nye og
farlige lære, idet jeg som et nyt aspekt i sagen kan henvise til, at Helsingør-teologernes
påstande er en tydelig overtrædelse af Den Augsburgske
Bekendelses artikel 3. Den erklærer (om inkarnationen), at ’Guds Søn har
antaget menneskelig natur’ men sådan at forstå, at det er synderen, der
helliggøres i et nyt liv og ikke Kristus, der gør sig til ét med f.eks. ’den erotiske
hengivelse’ i det homofile samliv.
Brevet slutter: ”Med henvisning til apostelens ord: ”Folk, jeg kan se,
at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab” (Ap.G. 27:10) tillader jeg
mig afsluttende at henvise til en sag om et forlis (Grønlandsskibet ’Hans
Hedtoft) som i 1959 var ved at bringe en dansk minister for rigsretten (fordi
han havde givet ’mangelfulde og vildledende oplysninger’ til folketinget)
– samt til den seneste tragedie ved Italiens vestkyst, hvor luksuslineren,
’Costa Concordia’, (i dette 100-år for Titanics apokalyptiske skibbrud) forliste
d. 14. jan. d.å.
Ifølge pressemeddelelser er skibskaptajnen blevet arresteret ’sigtet for
tjenestesvigt’…
Med respekt og agtelse
Givat Hazeva v. Sodoma, Israel:
Johny Noer
■ 35 ■

■ 36 ■

KAPITEL 3
’DEN SORTE PORT’
De sidste ord af Danmarks verdenskendte filosof, Søren Kierkegaard, blev
nedfældet i hans dødsår, 1855. De fik i det første årti af det 21. århundrede
en sær aktualitet. Han skrev: ”… i hele dette skrammel af en statskirke er der
i umindelige tider ikke blevet luftet ud! Den indespærrede luft har udviklet
sig til en farlig gift, hvilket er grunden til, at det religiøse liv enten er sygt
eller helt visnet bort. Så lad da hele denne skrammelbunke styrte sammen!
Luk alle disse billige boder og butikker… og hold op med fortsat at sørge for
kvaksalverne. Lad os i stedet tilbede Gud i al enkelhed!” (Søren Kierkegaard,
Øjeblikket nr.4 - 7. juni 1855).
Kuldgraderne spadserede i februar 2012 langt under nulpunktet i
Danmark, og meldingerne fra det øvrige Europa fortalte om hundredvis
af dødsfald under det jerngreb, som den isnende vinter bragte med sig.
Flugten fra den danske folkekirke bredte sig, og mange af landets troende
begyndte at samle sig i hjemmene. På en sådan kold februardag rejste
sig i regeringspalæet, Christiansborg, i København, et parlamentsmedlem,
præsten Christian Langballe, og stillede landets kirkeminister et nærgående
spørgsmål. ”Vil ministeren tilsidesætte kirkens bekendelsesskrifter for at
kunne indføre homofile vielser i kirken?”
Dagen efter, d. 10. feb. 2012, bragte Kristeligt Dagblad en beretning
om den isnende atmosfære, der bredte sig i parlamentssalen under den
ordveksling, som derefter fandt sted. Da spørgeren henviste til kirkens bekendelsesskrift,
Confessio Augustana, og betonede, at ifølge dette skrift
var det kirkens uomstødelige lære, at et ægteskab kun kunne finde sted
■ 37 ■

mellem en mand og en kvinde, så svarede kirkeministeren undvigende og
(som nogle hævdede) ’skjulte sin uvidenhed ved at være uforskammet’ (Kr.
Dagbl. 10.02.2012).
Efter den dag fik kirkeministeriet blandt nogle af landets kirkegængere
navneforandring. De kaldte kirkeministerens embedsresidens ved Holmens
Kanal i København for ’Den Sorte Port’.
PAVELIG PORTHVÆLVING
William Shakespeares – for danskerne så berygtede – slogan: ’Something
rotten’ falder i ’Hamlet’-skuespillets 1. akt. Ordene hørtes (som jeg tidligere
har nævnt) for første gang i den såkaldte ’sorte port’ på det danske, middelalderslot,
Kronborg, i byen Helsingør.
Den ældede, dunkle slotsport eksisterer som sagt stadig og har med
årene ikke fået navneforandring. Endnu i dag kaldes stedet, hvor ordene
’something rotten in Denmark’ stadig giver genlyd, for ’Den Sorte Port’.
Som i Shakespeares ’Hamlet’ synes et gustent genfærd at være stået op
af graven, og byen, Helsingør, er blevet bosted for den teologiske lære, der
bringer med sig et fordærv, der nu identificeres med den verdenskendte
sætning: ”Something rotten in the state of Denmark.”
Betegnelsen ’Den Sorte Port’ har dermed fået en ny betydning; porten
har flyttet adresse, og persongalleriet har forandret sig. Men genfærdet er
det samme, og den berygtede sætning (om en særlig dansk råddenskab)
har ikke ændret sig. Fordærvelsen (something rotten) står stadig malet på
portens tværbom.
■ ■ ■
Den 15. januar 2012 sendte jeg fra min ’fjerne’ ørkenbase i Israel en mail til
’Den Sorte Port’. Hermed mener jeg altså ikke længere den konkrete, dystre
’Hamlet-port’ på det stille kongeslot i byen Helsingør men den ’Sorte Port’,
som er beliggende ved Holmens Kanal nr. 21, midt i den store, travle hovedstad.
Det vil sige, at min mail var stilet til Danmarks nye kirkeminister, Manu
Sareen, der på det tidspunkt havde sit ministerium bag en gigantisk grim,
grønsort indgangsport i det indre København.
Grunden til, at jeg (og andre) tillod mig at kalde det sted, hvor Danmarks
ærværdige kirkeministerium er beliggende, for ’Den Sorte Port’ var
for det første, fordi denne indgang til ministeriet i sig selv stod som en
■ 38 ■

smudsket, gustenkold, pavelig porthvælving. Man skulle ryste ængstelsen
af sig, før man trådte ind i det fugtige, halvmørke rum.
For det andet havde kirkeministeriet bag Den Sorte Porthvælving skiftet
karakter. Efter at den nye kirkeminister, Manu Sareen, i 2011 tog sæde
i de gamle bygninger, udstrålede porten en sær, gudsfjendsk kulde. Hvor
tidligere ministre havde søgt at støtte og befordre kirken og dens evangelisk-lutherske
lære, så var den nye minister (som håndlanger for en mere
eller mindre antikristelig regering) optaget af at underminere nationalkirkens
trosfundament – ja, han havde som en ’politisk mærkesag’ taget sig
for at gennemføre lovforslag, der sigtede på at splitte kirken ved åbenlyst
at spotte dens bekendelse og trampe på Den Hellige Skrift. Derfor var hans
ministerium blandt landets oprigtigt troende borgere blevet kendt som
’Den Sorte Port’.
■ ■ ■
Min januar 2012-skrivelse til ministeren bag ’Den Sorte Port’ anmodede
høfligt om, at ministeren (ifølge hans embedspligt og i overensstemmelse
med dansk lov om ’ministeransvarlighed’) ville informere Folketinget om
farerne ved den sejlads, som han nu stod overfor at skulle sende det statslige
kirkeskib ud på. ”Det er urolige farvande,” skrev jeg. ”Skibet kan blive
splittet i stormen og gå til bunds! Folketinget bør informeres om de farlige
undervandsskær!”
Samtidig anmodede jeg ministeren om at finde min gamle sag om
’’Den Sorte Port’ i Helsingør frem af skuffen. Altså sagen om Helsingør-teologernes
fordærvende lære (som ministerens forgænger i embedet, Birthe
Rønn Hornbech, havde smidt i papirkurven). ”Sagen om Kristi inkarnation i
homo-kysset vil få ny aktualitet,” skrev jeg. ”Min anke over biskop Lise-Lotte
Rebels løse og useriøse behandling af min klageskrivelse i forbindelse
med Lyngbypræsten Jørgen Demants påstande om Den Treenige Guds tilstedeværelse
i ritualet for homovielser, bør genoptages!”
RØSTEN FRA OVEN
Almindeligvis har jeg gennem årene i min korrespondance med ministrene
bag ’Den Sorte Port’ i København modtaget en korrekt bekræftelse på, at
min mail var modtaget med en høflig angivelse af, hvor lang tid, der ville
gå, før jeg kunne forvente svar.
■ 39 ■

I dette tilfælde skete imidlertid intet! Den nye kirkeminister, Manu
Sareen, var tavs som graven. Derfor tillod jeg mig en uge senere høfligt
at anmode om bekræftelse på modtagelsen af min mail – men den store,
sorte port ved Holmens Kanals forblev lukket og låst. Ikke en lyd hørtes
fra ministeriet – ja, man fik den ubehagelige opfattelse, at ingen jævn og
simpel borger nogensinde skulle forvente at høre noget som helst fra portens
kældermørke. Da jeg endelig ved fornyet henvendelse måneder senere
fik svar, var det en kategorisk afvisning. Sejladsen ’indebar ingen farer’, og
den tidligere ministers behandling af sagen mod Lyngby-præstens stod ved
magt!
■ ■ ■
I øvrigt er jeg kendt med forretningsgangen ved ’personlig henvendelse’ i
Den Sorte Port. Når borgeren endelig – efter at have betalt sit parkeringsgebyr
– er nået frem til den store, mørke porthvælving og med hjertet i
halsen har vovet sig ind i det halvmørke rum, så hører han pludselig (endnu
før han i halvmørket har orienteret sig) en skrattende stemme ’fra oven’.
Den hule genfærdsrøst spørger bydende ’hvem han er, og hvad han vil’?
Hvis borgeren har haft nogen fornemmelse af at være uvelkommen, så
bliver det her mere end tydeligt bekræftet. Som borgeren på portrummets
kolde stenbro får rystet forskrækkelsen af sig og stirrer op mod det sted,
hvorfra røsten lyder, opdager han et glasbur, der som et vagttårn er indbygget
i porthvælvingen over hans hoved.
Bag de duggede ruder aner han skyggen af en skikkelse, der bøjer sig
over en mikrofon. Gennem den skrattende højtaler bliver spørgsmålet gentaget:
”Hvem er du? Hvad vil du?”
Borgeren angiver fra stenbroen sit navn og sit ærinde. Genfærdet i
glastårnet svarer med hul røst: ”Et øjeblik!”
Borgeren får nu anledning til at orientere sig i Den Sorte Port. Han
aner, at han er nået frem til selveste forgården til et eller andet ’uopnåeligt’.
Foran sig kan han skimte endnu en port, der fører ind til nogle ’indre
områder’, der næppe tør betrædes af dødelige. Til venstre er en renskuret
stentrappe og en høj, massiv trædør. Måske kan han ved et eller andet
hemmeligt ’sesam, sesam’ få den dør åbnet.
Da lyder atter ’stemmen fra oven’: ”Har du en aftale?”
I det øjeblik bør borgeren have en eller anden forklaring parat. Hvis han i sin
■ 40 ■

åbenbart ’himmelråbende naivitet’ har vovet sig ind i ’Den Sorte Port’ uden
at have en aftale, kan han godt gå hjem igen. Det ligger i luften: ’Uden en
forudgående aftale kan ingen jordboer nå længere end til portens stenbro’.
I mit tilfælde kunne jeg forklare genfærdet i glasburet, at jeg var på
gennemrejse. ”Jeg har prøvet at opnå en telefonisk aftale,” forklarede jeg
fra stenbroen, ”men på grund af vandskader har ministeriets telefoner ikke
svaret.”
Så var der atter tavshed.
Og da, pludselig, går den høje trædør ved stentrappen op. Jeg træder
ind i ’selveste kirkeministeriet’. Gennem en blinkende glasdør bliver jeg ført
ind i et stort, tomt forhandlingsværelse og anbragt ved et langt, langt,
blankt forhandlingsbord. Jeg forestiller mig, at det sikkert er det sted, hvor
ministeren møder landets biskopper (og hvor de d. 15. september 2010 havde
aflagt deres ’troskabsed til ’kejseren’ ved med bøjede hoveder at erklære,
at ’hvis staten ville have et nyt vielsesritual i kirken, så forpligtede de sig til
at aflevere et sådant’).
En kvindelig sekretær lytter afmålt og reserveret til mit ærinde – og
jeg får med få sætninger besked om, at mit skriftlige andragende om at få
aktindsigt i ministerens forhandlinger med landets biskopper kan jeg godt
glemme.
Få minutter efter er jeg tilbage i Den Sorte Port. Genfærdet i vagttårnet
betragter mig overbærende – og jeg bliver lukket ud i solskinnet ved
Holmens Kanal.
EN FARLIG SEJLADS
Søndag morgen, d. 15. januar 2012 blev for mig ikke nogen helt almindelig
opvågnen. Jeg betragtede solen, der langsomt hævede sig over Edoms
bjerge mod øst. Fra min ørkenbase, ikke langt fra den bibelske by, Sodoma,
kunne jeg skimte ’endetidsbyen’, Bozra, hvis kommende undergang den jødiske
profet, Esajas, har omtalt i sit 34. og 63. kapitel.
Ved min opvågnen den januar morgen stod en tanke lysende klar for
mig. Ikke noget, jeg havde spekuleret på før. Nu stod den bare dér som et
pludseligt indfald: ’Dette år er hundredeåret for Titanics forlis i 1912’!
Den sære indskydelse havde sikkert sin oprindelse i det dramatiske
skibbrud, som aftenen forinden, d. 14. januar 2012, havde fundet sted ved
Italiens vestkyst. Et kæmpe krydstogtsskib i lighed med Titanic, luksuslineren
Costa Concordia, fik en side revet op ved Giglio-øens skarpe skær, og
■ 41 ■

4000 passagerer måtte i uroligt vejr reddes fra det synkende skib.
Havde navnene på disse to såkaldt ’synkefri’ giganter noget at gøre
med deres pludselige undergang? ’Titanic’ betegner et gudsbegreb fra den
græske mytologi; det taler om ’kæmpernes oprør’ og det spanske navn
’Costa Concordia’ signaliserer en idé om ’den samme kyst’ (eller at ’noget
lignende vil ske’!)
Bedre blev det ikke den søndag morgen, da jeg i min daglige bibellæsning
(ifølge den kronologiske orden, som jeg følger) havnede i den jødiske
profet Ezekiels 16. kapitel, hvor han erklærer: ”Dette er Sodomas synd:
Storhed, overflod, sorgløs tryghed… de blev hovmodige og gjorde, hvad der
var afskyeligt!” (v. 49-50)
Ved at læse dette, måtte jeg et øjeblik efterrationalisere indholdet af
det brev, som jeg dagen forinden havde sendt til ’Den Sorte Port’. ”En farlig
sejlads!” havde jeg skrevet, idet jeg gjorde ministeren opmærksom på
hans forehavende med den store, nationale ’velfærdskirke’, statskirken, som
netop den dag ved udfærdigelsen af ministerens lovforslag blev gjort klar
til at sejle ud i rum sø. En sidste hånd blev i de timer lagt på det lovudkast,
som ministeren et par dage senere skulle sende til ’høring’ i alle landets
politiske partier. Med dette lovforslag blev ankeret kappet – og jeg citerede
for ministeren apostelens ord i Ny Testamente: ”Jeg ser, at denne sejlads vil
medføre ulykke og store tab” (Ap.G. 27:10).
’TOMME TRUSLER’
Det kommende uvejr anedes allerede i det rundspørge, som samme dag
blev foretaget blandt statskirkens 2000 præster. Adskillige var usikre på,
om de fortsat ville blive i statskirken. 27 % erklærede, at de aldrig kunne
drømme om at foretage en vielse af to mænd eller to kvinder efter
det nye ritual. Ingen i regeringen syntes imidlertid at være berørt af den
kendsgerning, at en fjerdedel af landets statskirkepræster var imod den
nye ordning. Kirkeministeren bag Den Sorte Port havde kun én kommentar:
”Tomme trusler!”
Rundspørget viste, at for mere end et halvt hundrede præster var
modviljen så stor, at de overvejede deres fremtid i jobbet. Knap 3 % af de
adspurgte erklærede, at de ’ikke længere ønskede at forblive som præster i
statskirken’, hvis en lov om kirkelige homovielser blev indført.
En af de præster, der allerede havde taget en sådan beslutning, udtalte:
”Hvis det bliver som regeringen har sagt, så finder jeg et nyt arbejde. Jeg
■ 42 ■

tager et job som postbud!” Han tilføjede: ”Vi er nogle få stykker, der i det
tilfælde vil danne en frimenighed.”
Hvori ligger den egentlige grund til disse præsters beslutninger? Hvad
er deres dybeste motiv til at forlade statskirken? Svaret er måske at finde i
en tilsyneladende uanseelig begivenhed, som fandt sted i eftersommeren ti
år før århundredeskiftet…
GRUNDLOVSFÆDRENES HENSIGT
På en ’fjern’ septemberdag i 1990 holdt en dansk sognepræst, Flemming
Kofoed Svendsen, et nu halvglemt (og af de fleste totalt overset) foredrag i
en forholdsvis ukendt forening ved navn ’Selskab for Kirkeret’.
(Foredragsholderen, der er tidligere partiformand, folketingsmedlem
og minister, skabte national beundring ved det personlige, bevægende,
kristne vidnesbyrd, han aflagde efter at have oplevet den dybe tragedie
at have mistet sin søn, svigerdatter og to børnebørn ved tsunamien d. 26.
dec. 2009).
I sit foredrag d. 10. sept. 1990 omtalte Flemming Kofoed Svendsen
grundlovens fjerde paragraf, der, som bekendt, siger: ”Den evangelisk-lutherske
kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”
I den forbindelse kom han med en udtalelse, som siden blev refereret i værket
’Kirkeretsantologi 1991’, og som (efter min mening) aldrig må gå i glemmebogen!
Birkerød-præsten erklærede: ”Grundlovsfædrene sagde ikke, at
folkeflertallets kirke skulle understøttes af staten.” Han fortsatte: ”Da nogle
af mændene fra 1849 ønskede, at der i selve grundloven skulle stå en direkte
henvisning til Den Augsburgske Bekendelse, blev det ved paragraffens
formulering afvist som ’unødvendigt’, idet den daværende ’kultusminister’
Madvig omhyggeligt redegjorde for, at der med ’evangelisk-luthersk’ menes
den specifikke religion, som (ifølge Kongeloven § 1 og Danske Lov 2-1) var
den eneste lovlige i riget. Det vil sige, at denne kirkes lære var og forblev
den ’retligt bestående kirke’ med dens bekendelsesskrifter! Flemming Kofoed
Svendsen slutter: ”Meningen var således (fra Enevælden) at overføre
den historisk-retligt bestående kirke som den danske folkekirke – vel at
mærke med dens bekendelsesskrifter…”
■ ■ ■
■ 43 ■

Den danske kirkeministers reaktion på dagbladet Politikens rundspørge (23-
25 nov. 2011) blandt de 2000 statskirkepræster var på det tidspunkt følgende
kommentar: ”Det dér med ’ægtefolk’, er jo ikke noget Gud har fundet
på. Det er noget mennesker har skrevet ind, og det, mennesker har skrevet
ind, kan man sagtens ændre på!”
Kirkeministerens ’prædiken’ om, hvad Gud mener om ægteskabet, må
i dag stå sin prøve, når han i en retlig sammenhæng stilles over for kirkens
’grundlovsanerkendte’ bekendelsesskrifter. Heri forekommer nemlig Luthers
krystalklare kommentar til ’det sjette bud’ (af de ti bud, som Gud gav Moses
på bjerget Sinai): ”Du må ikke bryde ægteskabet.” Kommentaren i Luthers
lille katekismus (der er en del af den danske statskirkes bekendelsesskrifter)
lyder sådan: ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever rent og kysk i ord og
gerning og som ægtefolk elsker og ærer hinanden.”
■ ■ ■
Kirkeministeren og hans regeringskolleger vil i denne sag om begrebet ’ægteskab’
ikke kun komme til at stå overfor kirkens bekendelsesskrifter – men
de vil blive konfronteret med de steder fra Den Hellige Skrift, der tydeligt
og klart taler om ’ægteskabet, som indstiftet af Gud…’
Når Martin Luther i Den danske statskirkes bekendelsesskrifter omtaler
ordet ’ægtefolk’ (i sin udlægning af det sjette bud: ’Du må ikke bryde ægteskabet’)
– så anvender han forklarende det gammeltyske udtryk ’iglicher
sin Gemahl’. Og den bedste måde at forklare Luthers forståelse af ordet
’Gemahl’ er at sammenligne det med udtrykkets latinske oversættelse. Den
latinske tekst anvender betegnelsen ’suam conjugem’, hvilket straks henleder
tolkningen til det nytestamentlige begreb ’sammenføje’.
”Derfor,” erklærer Jesus, ”hvad Gud har sammenføjet, må et menneske
ikke adskille” (Matt. 19:6).
Når den danske kirkeminister og hans ministerkolleger i sit forsvar for
kirkelige homovielser forklarer befolkningen og kirkens præster, at ’ægteskabet’
ikke er noget, som Gud har fundet på’ – så er han i direkte kollisionskurs
med Jesu betegnelse for ordet ’ægtefolk’: ’sammenføje’ (Matt.
19:6). Kirkeministeren er da i åbenlys modstrid med Jesu egen fortolkning
af begrebet ’sammenføje’, idet Jesus i Det nytestamentlige skriftafsnit omhyggeligt
forklarer: ”Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og
holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød” (Matt. 19:5).
■ 44 ■

At denne ’sammenføjning’ i ægteskabet sker mellem en mand og en
kvinde fremgår med al tydelighed af teksten… og det er disse ’kirkens
grundlovstekster’, som kirkeministeren næppe har taget højde for. Om dette
forhold kan siges følgende:
Den reformatoriske bekendelse, som er inkorporeret i Danmarks
grundlov, hviler på Bibelen! I alt, hvad den evangelisk-lutherske kirkes bekendelsesskrifter
erklærer, viser de udelukkende tilbage til Skriften. Denne
faste holdning gennemtrænger fra først til sidst den danske statskirkes
trosgrundlag – og det er om dette ene punkt, at kampene står overalt, hvor
spørgsmålet om kirkelige, homofile vielser er på dagsordenen.
”Vort grundlag er den guddommelige Hellige Skrift,” hedder det i Den
Augsburgske Bekendelses fortale (stk.8) – og som afslutning på bekendelsen
løfter samtlige underskrivere hænderne mod himlen og erklærer: ”Hvor
og hvornår det end bliver forlangt af os, er vi parate til på stedet at angive
de præcise afsnit i Den Hellige Skrift, som vi bygger på.” (Beschluss 7, Apol.
Fortale 9 og Beschluss 27).
(Dette skriftsyn er det, hvormed Danmarks grundlov forpligter staten
til at ’understøtte’ kirken. Hvis altså et ritual for homo-bryllupper i kirken
er imod Skriftens lære, er det dermed også imod kirkens lære, og hvis det
er imod kirkens lære, er det imod grundlovens bogstav – og er et sådant
ritual imod grundlovens bestemmelse, er det grundlovsstridigt, og er det
grundlovsstridigt, kan det ikke underskrives af dronningen.)
VILLE MINISTEREN SKADE DRONNINGEN?
Solen strålede og 10.000 mennesker vinkede til Danmarks afholdte dronning,
da hun i anledning af sit 40 års regeringsjublilæum på slaget 12 d. 15.
januar 2012 trådte ud på balkonen på residenspalæet, Chr. IX’s palæ, på
Amalienborg i København. Da den kongelige Livgarde satte i med ’Dronning
Margrethe II’s parademarch, kunne ingen af de mange fremmødte – ej
heller de fornemme medlemmer fra de nordiske landes kongehuse – ane, at
et mørkt og dødsensfarligt ’attentat’ var ved at blive udklækket i ’Den Sorte
Port’, ikke langt fra kongens slot.
Den destruktive bombe, som blev sammenbastet i kirkeminister-porten,
var ’sammensat’ af de samfundsfarlige ingredienser, der udgjorde selve
lovforslaget om indførelsen af et ritual for homovielser i kirken. De færreste
var klar over bombefaren – og ingen kunne forestille sig, at bomben blev
fremstillet som en trussel mod det kongelige hus.
■ 45 ■

De første undersøgende spørgsmål, som ministeren i folketinget blev mødt
med, efter at han d. 18. januar 2012, kl. 17:35 havde sendt en meddelelse ud
til den danske presse om lovforslaget for kirkelige vielser af homoseksuelle,
var imidlertid nærgående. Det dokument, som officielt blev kaldt ’bemærkninger
til lovforslaget’, og som havde den korte bureaukratiske benævnelse
’Dokument 2071/12’, blev øjeblikkeligt ’røntgenfotograferet’ af de politiske
partier – og siden da har spørgsmålene været nådesløse…
Imidlertid syntes det (på det tidspunkt) endnu ikke at være blevet klart
for politikerne, at det kunne være dronningens hus, som ministeren havde
i sinde at skade. Eftersom de nu undersøger lovens dybeste intentioner, vil
de blive forfærdede over at opdage, at ministeren fra ’Den Sorte Port’ kunne
have haft i sinde at underminere dronningens trone og værdighed. De
vil til deres forskrækkelse komme til at opdage, at kirkeministerens bombe
bestod af sprængstoffer, der særlig sigtede på at ødelægge visse bibelske
udsagn og ganske bestemte steder i kirkens bekendelsesskrifter, som har
en direkte forbindelse med grundlovens bestemmelser vedrørende dronningens
person.
Lidt efter lidt vil det gå op for dem, at når ’bomben fra Den Sorte Port’
er imod Bibelen og kirkens bekendelse, så er den ikke blot grundlovsstridig,
(idet den sprænger bestemmelsen om statens forpligtelse over for kirken
i luften), men dens virkninger vil ryste den sjette grundlovsparagraf, der
erklærer, at dronningen ’skal høre til den evangelisk-lutherske lære’.
■ 46 ■

KAPITEL 4
ET KUPFORSØG
Den sjette uge i 2012 blev på skemaet i den danske folkeskole kaldt ’uge
sex’. I den uge modtog 185.000 elever ’undervisning i sex’. Det drejede sig
om de 10-12 årige – men planen var, at det følgende år skulle 2-3. klasserne
indrulleres, hvorefter programmet i børnehaveklasserne skulle indføres.
Det var organisationen ’Sex og Samfund’, som skød denne kampagne
i gang. Den førtes under banneret ’Retten til mig’. De nye ’ti bud’ lagde en
solid grundvold for, at der i det danske folkelegeme fremover kunne herske
en ublandet sympati for ministerens nye lov om homovielser i kirken.
Det 4. bud, som børnehaveklasserne skulle indoktrineres med, hed kort
og godt: ”Unge har ret til at have et privatliv.” (Der tilføjedes: ”Deres forældre
skal ikke blande sig uden væsentlig grund”). Det 4. bud omtalte en
sådan ’væsentlig grund’ til, at forældre ikke skulle blande sig i. Buddet hed:
”Unge har ret til selv at vælge deres seksualitet og til at udforske deres
seksualitet.”
Det vil med andre ord betyde, at danske, kristne forældrepar fremover
skal holde mund, når deres søn eller datter af statens pædagoger føres på
opdagelse i den verden, hvor det fortælles dem, at ’de selv skal vælge’, om
de vil være dreng eller pige, om de vil være homoseksuelle, lesbiske eller
fortsat følge ’det rene spor’, som deres forældre har anvist dem ud fra deres
egen tro og overbevisning.
Dette er – og derom kan der ikke herske tvivl – en lodret overtrædelse
af FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder fra 1966, hvor
det i stk. 4 hedder: ”De i denne konvention deltagende stater forpligter sig
■ 47 ■

til at respektere forældres (og i givet fald værgers) frihed til at sikre omsorg
for, at deres børns religionsundervisning og moralske opdragelse er i overensstemmelse
med deres egen overbevisning.”
■ ■ ■
De øvrige vinteruger af februar 2012 afdækkede med bitterkolde vindstød
en række tilfrosne ’skyttegrave’ i det danske, politisk-religiøse landskab.
”Luk det danske kirkeministerium,” hed det fra folketingssalens bænke. ”Giv
det navneforandring!” – ”Kald det ’ministerium for livsanskuelser’.” – ”Vi
må skaffe plads til den voksende gruppe af muslimer, som bor i landet!”
(f.eks. Pernille Viksø Bakke…SF).
Det danske Dagblad Fyens Stiftstidende fulgte sagen op. ”Der er kun
blevet lukket ni kirker siden 1849,” skrev bladet. ”Det er for lidt!” Kirkeminister,
Manu Sareen, kommenterede: ”Det skal være lettere at lukke kirker; jeg
er klar med nye regler! (Tv-nyheder 9. feb. 2012).
Morgenavisen ’Jyllandsposten’ kunne i samme åndedræt fortælle, at
kirkeministerens ’nye regler’ gik på, at han ville ’hjælpe’ de lokale menighedsråd
ved at fratage dem det ’tunge hverv’ at skulle nedlægge egnens
kære sognekirke. ”Jeg flytter beslutningskompetencen til provsti-udvalget.,”
forklarede ministeren. ”Jeg laver en ny bestemmelse, at det lokale menighedsråd
i den sag ikke skal have noget at sige; så bliver den byrde løftet
af deres skuldre!” (Henrettelsen af deres ’hjertebarn’ sker på den anden side
af sognegrænsen).
■ ■ ■
Et par uger senere, torsdag d. 16. februar 2012 var den danske kirkeminister
igen på banen. En halv time efter midnat meddelte Ritzau, at ministeren
havde tallet på, hvor mange aktive kirkegængere, der havde været på Fyn
den første iskolde søndag i måneden. ”5700,” citerede han. ”Det er for lidt!
Der må laves en analyse. Jeg vil vide, hvad pengene bliver brugt til.” Han
tilføjede: ”Der er nu ingen tvivl. Der skal lukkes kirker!”
En uge senere var kirkeministeren atter i aviserne. ”Opsigtsvækkende!”
erklærede han. Denne gang var det kirkebesøget på Lolland-Falster, som
var hans ærinde. Han havde læst i Kristeligt Dagblad, hvor mange gange
■ 48 ■

de lollandske kirkeklokker havde ringet forgæves i året 2011. ”Et spørgsmål
om penge,” udtalte han (’ressource-spørgsmål’). ”Lys, præster, kirketjenere!
Der skal nu tages kirker ud af drift.” Ministeren viste imidlertid samtidig
sit hyrdesind. ”Hvordan kan vi tiltrække flere kirkegængere?” sukkede han.
”Hvordan kan kirken blive mere levende?” (tv-nyheder 20. feb. 2012).
Johann Wolfgang Goethe lader i et af sine skuespil (Tosso) replikken
falde: ”Man merkt die Absicht, und man ist verstimmt.” (Man aner hensigten
– og det er forstemmende). Det samme kunne siges om ministerens
’hjertesuk’ og ’hjælpende hyrdesind’. Mange anede en ’ulv i fåreklæder’.
Landets menigheder var begyndt at lugte lunten. ”Han er på vej til kongens
hus,” sagde de. ”Vi må beskytte vor dronning.”
’DRONNINGEN TAGES SOM GIDSEL’.
Senest onsdag d. 22. feb. 2012, kl. 12:00 skulle samtlige ’høringssvar’ vedrørende
kirkeministerforslaget om homovielser i kirken ligge på ministerens
bord bag ’Den Sorte Port’ ved Holmens Kanal i København. Som reaktionerne
strømmede ind fra land og rige, fik ministeriets embedsmænd, konsulenter,
jurister og sekretærer travlt med at skille klinten fra hveden…
Mellem svarene lå tre skrivelser, som ministeren så skævt til. De var
fra de truede områder af Danmark, som han et par dage forinden havde
dømt til at skulle være de næste ofre for kirkelukninger. I den store bunke
af svarskrivelser (på ministerens spørgsmål vedrørende en ændring af
ægteskabslovgivningen, så at vielser af par af samme køn fremover kunne
foretages foran kirkens alter) lå tre høringssvar, som i virkeligheden udtalte,
hvad der boede i mange danske borgeres hjerter. Svarene fra Fyn og Lolland
var skarpe og rammende.
■ ■ ■
Fra en stor sognekirke på Fyn (der har – hvilket jeg ved selvsyn kan bevidne
– fuldt hus ved søndagens gudstjenester) skrev menigheden: ”At kalde to af
samme køn for ’ægtefæller’ er ikke blot et brud med alle kulturelle normer
men et brud med selve den grundvold, som den kristne kirke er bygget på.”
Skrivelsen fortsætter: ” I den Augsburgske Bekendelse, artikel 27, kaldes
ægteskabet for ’en Gud-forordnet stand’. At Paulus og Luther nu skal bøje
sig for den danske regering i 2012, grænser til uforskammethed! Det er bedrøveligt,
at flere af kirkens biskopper åbenbart er parate til at aflevere vort
■ 49 ■

lands kostbare arvesølv for at tækkes tidsånden. Vi finder det foruroligende,
at en kirkeminister spiller ærkebiskop. Han er godt i gang med at definere,
hvad kirken skal forstå ved et ægteskab…”
En jævn folkekirkeborger fra Midtfyn skrev: ”Bibelen indeholder klare
udsagn om, at homoseksualitet i Guds øjne er synd. Dette kan man ikke
negligere ved at indlæse sin egen tolkning i Bibelen om, at kærlighedsbuddet
overtrumfer disse klare udsagn. Den Augsburgske Bekendelse omtaler i paragrafferne
16, 23 og 27 ægteskabet på en måde, som forudsætter, at ægteskabet
i kirkelig henseende kun kan forstås som ægteskab mellem mand
og kvinde. Regeringen, kirkeministeren og folketinget forbryder sig ved en
sådan lovgivning både mod folkekirkens bekendelsesskrifter og mod Grundlovens
§ 4. Derfor er også det for nogle år siden udarbejdede biskoppelige
vielsesritual for homoseksuelle tom snak og bedrag! En vedtagelse af dette
lovforslag vil føre til en katastrofe for vores folkekirke og en ulykke for vort
land…”
■ ■ ■
En frikirke på Lolland (et område, som ministeren truede med snarlige kirkelukninger)
berørte i sit høringssvar det pinlige spørgsmål, at kirkeministeren
ikke (som det ifølge loven er ham påbudt) ’havde omtalt det udsendte lovforslags
forhold til grundloven.”
Frikirken skriver: ”At spørgsmålet om lovforslagets overensstemmelse
med grundloven ikke er behandlet i lovforslaget, må siges at være en graverende
forsømmelse! En så grov, amatøragtig fejl står i stærk kontrast til
det forhold, at man er i færd med at omdefinere en vigtig kulturbærende
institution: Ægteskabet.”
Den lollandske frikirke henviser i sit høringssvar yderligere til en højaktuel
sætning på side 7 i den rapport om homovielser, som en tidligere
kirkeminister (Birthe Rønne Hornbech) sendte på gaden i september 2010.
Heri erklærer 11 af de 12 medlemmer af det statsligt nedsatte udvalg,
at ’det vil være udtryk for et ejendommeligt, abstrakt syn på mennesket,
hvis der stiles mod en såkaldt ’kønsneutral ordning for ægteskab’. Frikirkens
høringssvar konkluderer: ”Den nuværende kirkeminister tilsidesætter altså
med dette lovforslag det forudgående ministerielle arbejde.” Frikirken kommer
derefter sine trosfæller i folkekirken til hjælp ved at anføre et punkt, som
ingen folkekirkelig røst (så vidt vides) endnu havde omtalt Frikirken skriver:
■ 50 ■

”Hvis en splittelse indenfor folkekirken finder sted, og et alternativt
evangelisk-luthersk kirkesamfund bliver dannet, vil dette rejse spørgsmål i
forhold til grundlovens § 4, nemlig hvilken fraktion, der i så fald kan gøre
krav på statens understøttelse, idet der kan argumenteres overbevisende
for, at den fraktion, der ikke vil vie homoseksuelle, er tættest på den
evangelisk-lutherske lære.” Høringssvaret slutter med følgende opsigtsvækkende
konklusion: ”Her vil dronningen blive taget som gidsel i denne
problematik, idet dronningen ifølge grundlovens § 6 ’skal tilhøre den evangelisk-lutherske
kirke’. Spørgsmålet bliver da, hvilken kirke dronningen skal
tilhøre?”
Eftersom det er et spørgsmål, jeg selv har rejst, vil jeg i det følgende
mere indgående befatte mig dermed. ’
RITUALETS BETYDNING
Et centralt begreb, som kan være medvirkende til at afgøre dronningens
fremtidige tilhørsforhold, er læren om ritualernes betydning i den protestantiske
verden. Det er således i den foreliggende situation ’et ritual’, som
dronningen (i forbindelse med de kirkelige homovielser) skulle forordne –
og det afgørende spørgsmål er nu, hvor ’fjernt’ eller ’hvor nært’ dette ritual
forholder sig til det trosgrundlag, som er befæstet i den evangelisk-lutherske
lære.
Når Den Augsburgske Bekendelse i den forbindelse taler om ’evangeliets
hovedstykke, som skal fastholdes’ – så afviser den på stedet enhver
form for ’gudstjeneste, der er indstiftet af mennesker’ (Artikel 28, stk. 52).
Det vil sige, at så såre der foreligger gudstjenestelige ritualer, der ikke har
deres dybe grund i Skriften, og som i hele deres udformning tydeligvis er
indstiftet af mennesker, så kolliderer et sådant ritual med det, som den tyske
tekst kalder ’der vornehme Artikel des Evangeliums’, og som den latinske
tekst kalder ’praecipium evangelii locum (altså: evangeliets ’fornemste
og væsentligste’ budskab). Denne formanende advarsel stemmer overens
med apostelens lære, der taler om ’at skønne, hvad der er det væsentlige’
(Fil. 1:10).
Indførelsen af et ritual, der søger at ændre så væsentlige forhold som
ægteskab, Skriftens autoritet, evangeliets budskab om omvendelse fra synd
og forståelsen af apostlenes lære om helliggørelse er væsentligt og hører
med til evangeliets ’hovedstykker’.
Derfor fortsætter CA’s 28. artikel stk. 78 med at vende sig direkte til
■ 51 ■

kirkens biskopper. ”Nu drejer det sig om, hvorvidt biskopperne vil tåle, at
evangeliet forkyndes rent,” hedder det i artiklen, som tilføjer: ”og hvorvidt
de vil fravige sådanne bestemmelser, der ikke kan overholdes uden synd.”
Konsekvensen for de biskopper, der er med til at forordne et ritual, der
ikke blot er indstiftet af mennesker (og som er uden holdepunkt i Den Hellige
Skrift) – men som direkte pålægger de præster og menigheder, der overholder
det, at ’synde mod Gud’, er af en sådan art, at deres sjæls frelse er i
fare! Derfor slutter Den Augsburgske Bekendelse med følgende formaning
til kirkens øverste myndighed: ”Hvis disse biskopper ikke fraviger et sådant
forehavende, må de selv se til, hvordan de vil stå Gud til regnskab for, at de
ved denne hårdnakkethed giver årsag til kirkens splittelse” (28:78).
Bekendelsen forudser altså ved biskoppers forordning af et menneske-indstiftet
ritual en ’splittelse i kirken’. Spørgsmålet er da: Til hvilken
afdeling af kirken har Danmarks dronning et forpligtende tilhørsforhold? Til
den afdeling, der trodser bekendelsen og vender det døve øre til reformatorens
advarsler – eller til den fraktion, som nægter at udføre det pålagte
ritual, som befordrer synd?
For bedre at kunne forstå rækkevidden af det dilemma, som kirkeministerens
lovforslag bringer ind over kongehuset og hans eget ministeransvar
i den henseende, er det gavnligt at kaste et blik på den danske grundlovsparagraf
6, der i sin ordknaphed lyder sådan: ”Kongen skal høre til den
evangelisk-lutherske kirke’.
Spørgsmålet, som i forbindelse med det kontroversielle lovforslag rejser
sig, er dette: ”Hvad skjuler sig bag grundlovens ordlyd: ”skal høre til’?
Hvad menes med denne forpligtelse, som den danske stat lægger på dronningens
skuldre? Hvorfor er denne paragraf indføjet i grundlovens tekst?
DEN NORSKE GRUNDLOV
Det sted, hvor det mest relevante svar kan findes, er sikkert i den norske
grundlov, som i sin anden paragraf (andet led) siger: ”Den evangelisk-lutherske
religion forbliver statens offentlige religion.”
For at det ord ’forbliver’ kan opretholdes, er den norske konges bekendelsesbinding
tydeligvis stærkere og derfor mere detaljeret udmøntet
og formuleret. De klare retningslinjer i den norske grundlov viser imidlertid
som i et spejlbillede, hvad der er den danske grundlovs intention. Gennem
dette spejlbillede kan vi forstå, hvad der i Danmark menes med ordene
’Kongen skal høre til…’
■ 52 ■

Efter den norske grundlovs paragraf 16 er det kongen, som ’anordner al
offentlig kirke og gudstjeneste’. Det er ifølge samme paragraf også kongen,
som ’påser at religionens offentlige lærere følger de foreskrevne normer’.
Ud fra denne klare definition er det mere end tydeligt, at den norske konges
grundlovsbestemte kompetence er større end den danske dronnings.
Baggrunden for, at den danske paragraf om dronningens absolutte
tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske lære står ubrydeligt fastnaglet
i grundlovens tekst, er (som i Norge), at Danmarks protestantiske tro og
reformerte menneskesyn samt den evangeliske læres værdier skal ’forblive’,
’fastholdes’ og ’anordnes’ overalt i det danske land. Det skal (som i Norge)
’påses’, at ingen fremmed religion eller nogen fremmed lære vinder indpas
i kirken. Monarkens person og forpligtende bekendelse er sat som skjold og
værn og udgør en betydelig, ufravigelig retningslinje for alle, som ifølge
deres embeder skal tage beslutninger i denne sag.
Sammenligningen mellem regentens stilling i Norge og i Danmark kan
i hovedsagen foretages ud fra den grundlovsbefæstede kendsgerning, at
begge disse nordiske lande har forpligtet sig til, at staten sørger for, at der
overalt bliver etableret en kirke, som forkynder og lærer ud fra det evangelisk-lutherske
trosgrundlag. Dette skal ske gennem beslutninger, lovforslag
og bevillinger, som på alle måder skal lægge forholdene sådan til rette, at
kirkens protestantiske virksomhed opretholdes og befordres. Til alt dette
hører, at majestætens person står som garant for, at ingen minister tør
forelægge noget dokument, noget lovudkast eller nogen bestemmelse til
kongelig underskrift uden at det er sikret, at en sådan kongelig autorisation
ikke strider mod kirkens lære eller grundlovens bestemmelser.
EN KÆTTERSK INDTRÆNGEN
Begge lande, både Danmark og Norge, vedkender sig de lovbestemte, kirkelige
bekendelsesskrifter. I Norge er ifølge Chr. V’s norske lov af 15. april 1687
nøjagtigt det samme bekendelsesgrundlag lagt som i Danmark – altså: Bibelen,
den apostolske nikæiske, athanasianske trosbekendelse og Confessio
Augustana af 1530 samt Luthers lille katekismus… hvilket retfærdiggør, at
den norske grundlov anvendes til at kaste lys over ordene i den danske
grundlov: ’Kongen skal høre til…’
Hvis en splittelse af folkekirken finder sted, kan det ikke ud af den danske
grundlovs paragraf 4 (ej heller ud af den norske grundlovs paragraf 2)
udledes noget som helst om, at kirken skal organiseres som en statskirke.
■ 53 ■

Hvis en kommende kirkestruktur organiseres som en selvstyrende organisation,
vil det ikke støde an mod disse paragraffer – men hvis en fremmed
lære eller en åbenlys vranglære (iflg. Den Augsburgske Bekendelse)
vil forsøge at gribe tøjlerne, skal et sådant forsøg anses som en kættersk
indtrængen, der strider mod kirkens bekendelse og dermed støder an mod
grundlovens paragraffer.
En væsentlig sikkerhedsordning for, at noget sådan ikke skal forekomme,
er den kendsgerning, at dronningen kun er forpligtet til at ’høre til’
den fraktion, som forkynder den sunde lære. Dette er naturligvis et fortolkningsspørgsmål,
som vil stå sin prøve med hensyn til indholdet af det
ritual, der fordres for at kunne gennemføre ideen bag det lovforslag, som
er i åbenlys strid med både Skrift og bekendelse, og som samtidig kolliderer
med de grundlovsparagraffer, der er knyttet til statens og dronningens
forpligtelser over for kirkens lære.
ET ’KUPFORSØG’
Imidlertid er det en følge af både den norske og den danske grundlov, at
kirkens ’organer’ (ifølge sædvane) ’forudsættes’ at være statsorganer. Som
følge af dette må de ’organer’, som statens opretter for kirken, aldrig pålægges
opgaver, der er af en sådan art, at de underminerer, skader eller forårsager
splittelse i det kirkelegeme, som staten har forpligtet sig til at opretholde
og understøtte. Ej heller må nogen minister for et sådan statsligt
’organ’ forulempe kongen eller dronningen med en sag, som er i modstrid
med monarkens bekendelsespligt. Ifølge den danske ministeransvarlighedslov
er ikke kun den direkte ansvarlige minister (som søger majestætens
underskrift på en sådan grundlovsstridig ordning) i fare for at blive slæbt
for en dommer, men alle de ministre – ja, hele den regering – som i sit
regeringsgrundlag har været aktive medspillere i et sådant ’kupforsøg’, kan
udsættes for et mistillidsvotum og dermed fjernes fra deres høje embeder…
■ ■ ■
Når det i Danmarks grundlov § 13 erklæres, at ’kongen er ansvarsfri’ og
samtidig tilføjes: ’ministrene er ansvarlige for regeringens førelse’, så kan
alt, hvad der har at gøre med dronningens bekendelsespligt, lægges på ministerens
bord! Det er og forbliver hans personlige ansvar at sørge for, at
dronningen aldrig bør have nogen skrupler med at udstede den kongelige
■ 54 ■

forordning, som han anmoder om. Ministeren ’må med andre ord sørge for
at have sine papirer i orden, når han træder ind på slotspladsen ved Amalienborg.
(Grundloven siger: ’På eget ansvar’). Er han ude i et forkert ærinde,
er det hans hoved, der falder.
Det er i dette projektørlys, at den efterfølgende bestemmelse fra den
norske grundlov skal iagttages. Hvad vi er på jagt efter er en dybere forståelse
af, hvad der kan ligge i den pligt, som er lagt hen til dronningen:
Regenten skal ’høre til’ den evangelisk-lutherske lære.
Norges grundlov siger i sin fjerde paragraf: ”Kongen skal stedse bekende
sig til den evangelisk-lutherske religion, håndhæve og beskytte den”.
De to sidste ord: ’Håndhæve og beskytte’ er ikke direkte omtalt med
hensyn til den danske dronnings forpligtelse. Danmarks monark har ingen
kompetence (myndighed) til at udstede nogen bestemmelse for kirken.
Men denne tilstedeværende ’håndhævningskompetence’ ligger alligevel
skjult i den danske formulering ’høre til’. Den norske bestemmelse bør anses
som en præcisering – og denne præcisering kan i Danmark med fuld
ret rettes mod den minister, der drister sig til at træde ind til majestæten
for at anmode om en kongelig resolution. Ministeren skal da omhyggeligt
påse, at dronningens trosmæssige bekendelsesforhold bliver ’håndhævet
og beskyttet’. Gør han ikke det, skal han fyres! Han har ikke opfyldt sin
fornemste embedspligt…
Hvordan skal ministeren ærbødigt bøje sig for dronningens bekendelsespligt
ved at ’håndhæve’ dens indhold?
Det kan forklares på følgende måde: Udtrykket ’håndhæve’ bruges i
det juridiske univers i forbindelse med ’håndhævelse af en lov’. Det vil sige,
at den pågældende minister skal påse, at grundloven (med hensyn til dronningens
trosbekendelse) bliver overholdt. Han må på ingen måde bede om
en underskrift, som indbefatter et brud på loven. Ligesom politiet af påtalemyndighederne
håndhæver straffelovgivningen, sådan skal ministerens
jurister og embedsmænd og hans egen personlige dømmekraft være både
politi og påtalemyndighed. Solen må aldrig stå op over et lovløst besøg hos
Danmarks dronning. Ingen minister bør driste sig til at krænke majestætens
’fredhellighed’. Sker det, må forbryderen vises udenfor. Han bør kastes i
kachotten!
Når den danske grundlov § 6 fordrer, at dronningen ’skal høre til’
den evangelisk-lutherske lære, ligger der i denne bestemmelse et særskilt
ansvar for, at netop statens minister opfylder sin pligt: Den ligger i at ’hånd-
■ 55 ■

hæve og beskytte’ dronningens tro. Ministeren bør våge som en smed over,
at ingen af kirkens tjenestemænd, og ingen af statens embedsmænd og
frem for alt, at han ikke selv ved noget lovudkast, nogen udtalelse eller ved
nogen anmodning krænker dronningens grundlovsbestemte trosbekendelse.
Han kan have sine ’egne meninger’ om kirken og den kristne lære og
tro – men hvad angår majestætens trosbekendelse skal han vogte sig! Ved
at tilsmudse den, forurener han ikke blot kirke, præster, bisper og grundlov.
Han kaster snavs på tronen, og det skal han ikke slippe helskindet fra!
■ 56 ■

KAPITEL 5
BISKOPPENS
NOTAT
Den 23. februar 2012, kl. 14:30 blev der budt hjerteligt velkommen til en
snes jævne danske borgere, ministre, politikere og folketingsmedlemmer i
det flotte udvalgsværelse nr. 2-080 i Regeringspalæet, Christiansborg i København.
Folketingets kirkeudvalg havde indbudt til det usædvanlige møde,
der var åbent for alle. Dette ’åbne samråd’, som mødet blev kaldt, blev udsendt
over Folketingets tv-kanal, så at selv jeg på min fjerne ørkenbase i
Israel kunne følge denne vigtige drøftelse fra først til sidst.
Kirkeudvalget havde bedt ministeren for ligestilling og kirke, Manu Sareen,
om at redegøre for Folketingets mulighed for at ’trænge ind i kirken’
og udstede love om ægteskabet – med det målbevidste sigte i kirken at
indføre et ritual for kirkelige homo-bryllupper.
Ministeren havde sit manuskript parat og var desuden ’bevæbnet’ med
’et notat’ fra Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, som gjorde, at han
kunne fremsætte sine meninger med en vis sikkerhed. Hvis han kom i vanskeligheder
(med hensyn til at forsvare sit nye lovforslag om homovielser
i kirken) kunne han med det samme tilbagevise al modsigelse med biskoppens
notat. Hvis nogen af de tilstedeværende gik ham for tæt på klingen,
kunne han i yderste nødstilfælde oplæse biskoppens personlige mening om
denne sag. Notatet slutter nemlig med denne klare ’biskoppelige erklæring’:
”For mig at se er selve ordets betydning (ordet ’ægteskab) med til at skabe
en teologisk tydelighed for ægteskabet som en hjertelig, ansvarlig, troværdig
institution, hvad enten det er mennesker af forskellige eller samme køn,
der giver hinanden løfter”
■ 57 ■

Notatet var en så vigtig støtte for ministeren, at han flere gange under
mødet udtalte: ”Jeg læner mig op af denne erklæring.” – Eller: ”Københavns
biskop er min officielle rådgiver i denne sag!” – Ja, biskoppens dokument
var utvivlsomt ministeren vigtigste trumfkort i denne drøftelse. Især Københavnerbispens
sidste ord: Ӯgteskabet er (med teologisk tydelighed) en
ansvarlig institution, hvad enten det er for mennesker af forskellige køn…
eller det er homoseksuelle og lesbiske, der giver hinanden løfter.”
Med denne erklæring i baglommen kunne kirkeministeren nu fremlægge
sine synspunkter vedrørende det lovforslag, som han havde fremsat. Efter
at ministeren i en længere indledning havde forklaret (hvad biskoppens
notat tydeligvis havde inspireret ham til) at kirkens bekendelsesskrifters
’stregkode-data’ for længst var udløbet, og at de derfor straks burde ’tages
ned fra hylderne’, citerede han omhyggeligt indholdet af bispedokumentet
og udtalte: ”Disse gamle skrifter skal ses i et ’historisk lys’; de kan i dag
’tolkes på en hel anden måde’ end på reformatorernes tid.” Ministeren blev
som ’revet med’ af biskoppens opmuntrende vejledning, så at han endog
forlod den ham foreskrevne argumentation og frimodigt bevægede sig
ind i sine egne fortolkninger af Ny Testamente. ”Apostelen siger jo blandt
andet,” forklarede ministeren de forsamlede teologer, ”at kvinder skal tie i
forsamlingen,” og det er der vel ingen, der tager alvorligt i dag…”
’EN EKLATANT FEJL’
Under samrådsdrøftelsen på Christiansborg d. 23. feb. 2012, havde kirkeministeren
imidlertid endnu et dokument med sig. ”Det uddeler jeg efter
mødet,” erklærede han. ”Dokumentets indhold var den pressemeddelelse,
der blev udsendt fra det ’bispesamråd’, som ministeren havde med landets
biskopper d. 8. dec. 2011 i ministeriet for ligestilling og kirke bag ’Den Sorte
Port’ ved Holmens Kanal 21, København.
I denne december-pressemeddelelse erklæredes det klart og tydeligt,
at samtlige biskopper (på trods af teologiske stridspunkter) havde tilkendegivet,
at deres arbejde med et ritualforslag for kirkelige homovielser (citat):
’vil være afsluttet og klart til brug, når Folketinget har afsluttet sit arbejde
med lovgivningen” (Dok.nr. 116243/11). Ministeren hævede røsten (da
han højt læste dette afsnit), løftede pressemeddelelsen i vejret og gentog:
”Samtlige biskopper har tilkendegivet dette!”
I den følgende halvanden time måtte ministeren stå for skud – især
med henblik på hans tilsyneladende ’forglemmelse’ (at han ikke i sit lov-
■ 58 ■

udkast havde omtalt forslagets forhold til grundloven). Den 10. feb. 2012
havde den jurauddannede, tidligere kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, til
Kr. Dagblad udtalt: ”En regering har pligt til i et lovforslag at gøre rede for
de spørgsmål, som grundloven rejser. Det er ikke sket i udkastet til lov om
ægteskab for homoseksuelle i kirken. Det er en eklatant fejl, som justitsministeriets
lovafdeling bør belære regeringen om.”
”Efter at have været kirkens minister i 140 dage, er ministeren nu ved at
splitte kirken ad,” lød det forbitret fra en af mødets deltagere.
Ministeren tog de affyrede salver med smilende ro. Med de to afgørende
dokumenter, han havde bragt med sig, viste han ingen ængstelse for
fortsat at ’sætte dagsordenen’. Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen,
havde d. 23. feb. 2012 erklæret, at det ægteskab, der i kirken blev indgået
mellem homoseksuelle og lesbiske par, var helt i orden efter den evangelisk-lutherske
tradition, og alle kirkens biskopper havde (ifølge ministeren
og den offentliggjorte 8. dec. 2011-pressemeddelelse) sat deres navn under
på det højtidelige løfte, at et ritual for kirkelige homovielser ville (citat):
’være klar til brug, når Folketinget har sluttet sit arbejde!”
SKADELIGT FOR STATEN
Det nøjagtige sted, hvor man for 150 år siden afleverede en bestemmelse
om ministerens ansvar, er i ’Rigsdagsberetning 1848-49, spalte 1647. Det
biskoppelige notat og kirkeministerens lovforslag har fået både politikere
og præster til nøjere at granske, hvad der egentlig blev besluttet i den
grundlovgivende rigsforsamling i de kolde februardage i København i 1848.
Med opmærksomhed havde de (som jeg tidligere har omtalt) noteret sig,
hvad der dengang blev besluttet med hensyn til, at ministre skulle kunne
stilles til ansvar for deres handlinger. Lovforslaget, der blev omtalt som §
19, lød således: ”Ministrene kan drages til ansvar for de i deres embeder
begåede handlinger… som er åbenbart skadelige for staten’.
Ministerens lov om homovielser har efter lovens ikrafttræden udviklet
sig til at blive selve hovedårsagen til en betydelig splittelse af nationalkirken.
Denne synes fortsat at have væsentlige og indgribende konsekvenser
ikke blot for hundredvis af præsters samvittighed og eksistens men kan
føre det folkekirkelige kirkeskib ind i et skibbrud af dimensioner, der endog
vil antaste kongehusets tilknytning til den evangelisk-lutherske lære. Denne
lov er (mildest talt) ’skadelig for staten’. Det skadelige ligger ikke i første
omgang i, at den protestantiske lære bliver ’testet’ – men det destruktive
■ 59 ■

ligger i, at den sidste skanse over for den nationale og internationale, anmassende
hob, der vil Danmarks protestantiske bekendelse til livs, står i
fare for at falde.
Kirkeministerens i manges øjne ’ugudelige lovforslag’ beviser, at han
ikke er kirkens ven, og biskoppens afslørende notat beviser, at Københavnerbispen
er den evangelisk-lutherske læres fjende nr. 1. Bispekollegiets
samlede udmelding beviser, at det ved uformningen af det omtalte vielsesritual
for par af samme køn gør fælles sag med kirkens mest indædte
politiske modstandere og lærens dybest faldne, kirkelige fjender.
Timen er derfor kommet, hvor det ikke længere er tilstrækkeligt høfligt
og tilbageholdende at ’notere sig’ de ulykkelige tilstande. De folk, som så
ihærdigt søger at underminere landets konstitutionelle, juridiske og kirkelige
grundvold, og som så åbenlyst bekæmper nationens grundlovsbefæstede
og bekendelsesbindende tro og lære, bør drages til ansvar. Deres ’skadelige
virksomhed’ er en fare for stat og samfund, familie og alle landets
borgeres sjæl og salighed.
BISKOPPEN I MODSTRID MED BEKENDELSEN
Biskop Peter Skov-Jakobsens notat til kirkeministeren vedr. ægteskabet er i
uforsvarlig modstrid med kirkens bekendelse. Biskoppen skriver bl.a.: ”Det
har indtil nu ikke afstedkommet teologiske overvejelser, hvorvidt det i kirken
indgåede ægteskab eller det i kirken velsignede ægteskab skulle have
en særlig status…”
Med en sådan bispeerklæring kan ministeren kun være tilfreds!
Bispenotatet slår fast, at kirkens velsignelse ikke skal regnes for noget
særligt. Det vil med andre ord sige, at Guds velsignelse ikke skal opfattes
som havende nogen særlig betydning. Med biskoppens egne ord (citat):
”Det i kirken velsignede ægteskab har ingen særlig status!” Hertil siger Luther:
”Hvor meget mere skal vi ære denne guddommelige stand!” Han tilføjer:
Ӯgteskabet har jo Guds ord for sig, er ikke opdigtet ej heller indstiftet
af mennesker.”
Det vil sige, at ægteskabet ifølge kirkens bekendelse (Luthers katekismus)
alle steder og til alle tider af kirkens præster og bisper skal forkyndes
som en ’guddommelig stand’, ’indstiftet af Gud’, og at ægteskabet alene
af den grund kan modtage en særlig velsignelse. Ikke nok med det: Der
behøves ikke (som Danmarks bisper så tydeligt har bevidnet) lang tid til at
udforme et vielsesritual, thi ægteskabet har (Luther-citat): ’Guds ord for
■ 60 ■

sig’ – er altså bekræftet i Den Hellige Skrift. Det er ikke noget menneskeligt
påfund. Det er helt og holdent indstiftet af Gud! Det behøver man ikke
(som det har været tilfældet) flere måneder til at sammensætte!
Københavns biskop erklærer (som omtalt) i sit bemærkelsesværdige
notat til ministeren, at (citat): ’Det i kirken velsignede ægteskab har ikke
nogen særlig status.” Hertil siger Luther: ”Unge mennesker skal lære at holde
ægteskabet i ære som et guddommeligt værk og bud’ (Traubüchlein).
Hvis unge mennesker skal lære, at det er Gud, der står bag ægteskabet
– ja, at ægteskabet ’skal holdes i ære’ som en guddommelig befaling, da
må nødvendigvis ’det i kirken velsignede ægteskab’ have sin berettigelse
– ja, da må det kunne identificeres som havende en ’særlig status’ (idet
det næppe kan forventes, at rådhusets embedsmænd har kendskab til at
forvalte ’de guddommelige ting’ på samme måde som den af Herren dertil
kaldede og indviede præst.)
I sit ’Tillæg om ægteskabet’ (der ubeskåret indgår i kirkens officielle
og forpligtende bekendelse, og som sådan er knyttet til landets grundlov)
siger Luther videre: ”De, der fra først har indstiftet, at man skal føre brud og
brudgom til kirke, har i sandhed ikke anset det for en spøg, men betragtet
det med stor alvor.”
Biskoppen kommenterer i sit notat til ministeren Luthers holdning
vedrørende dem, ’der fører brud og brudgom til kirke’): ”Det er ikke noget
særligt!”
Til dette svarer Luther: ”Sagen er klar! Den, der begærer præstens velsignelse,
viser dermed, at han har brug for Gud i ægteskabet… ikke mindst
på baggrund af al den ulykke, djævelen udretter med hor, utroskab, uenighed
og al slags elendighed…”
MINISTERENS POLITISKE MÅL
At kirkeministeren ikke har mere at byde på med hensyn til sin lov om et
nyt vielsesritual i kirken end et bispenotat og en pressemeddelelse er afslørende;
det ’gerningsindhold’, som skjuler sig bag forslaget om en splinterny
ægteskabsopfattelse, er så dunkelt og ’hemmeligt’, at det maner til mistanke.
Den hast, hvormed dette lovforslag blev jaget gennem Folketinget, er
foruroligende. Det anes, at det er kirkens og evangeliets fjender, der står
bag. Ikke Guds venner!
Alene den kendsgerning, at ministeren har foretaget en retsstridig
handling ved ikke at forklare lovforslagets stilling over for rigets grundlov
■ 61 ■

– og at ministeren beviseligt har søgt at skjule lovforslagets uomgængelige
konsekvenser med hensyn til kirkens splittelse, berørte hans sandhedspligt
over for Folketinget (min.ansv. § 5, stk. 2). Ministerens tavshed (med
hensyn til bispernes indbyrdes strid) samt åbenlyse valg (vedrørende et
bispenotat, der er i tydelig modstrid med bekendelsen) beviste hans ’teologiske
sondring’, når det drejede sig om at følge det, der tjente hans politiske
mål bedst.
BISKOPPENS FALSKE VEJLEDNING
Biskop Peter Skov-Jakobsens notat er så fjernt fra kirkens bekendelse, at
bispen må stilles til regnskab for hans råd til kirkens minister.
Kirkens bekendelse siger (citat): ”Vi skal ære ægteskabets guddommelige
stand.”
Biskoppen siger (citat): ”Det i kirken velsignede ægteskab har ingen
særlig status.”
Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet har Guds ord for sig.”
Biskoppen siger (citat): ”Hvis bekendelsen indeholdt mere end antydninger
af ægteskab-etik, havde fortolkeren måtte tage dette historiske faktum
til efterretning.”
Bekendelsen siger (citat): Ӯgteskabet er hverken indstiftet eller opdigtet
af mennesker.”
Biskoppen siger (citat): ”Ægteskabet har altid været opfattet som et
’verdsligt foretagende’.”
Bekendelsen siger (citat): ”Ægteskabet skal holdes i ære som et guddommeligt
værk…”
Biskoppen siger (citat): ”Hvis ægteskabet i kirken skulle være noget
særligt, ville det problematisere den borgerlige myndighed.”
Bekendelsen siger (citat): ”De, der vil føre brud og brudgom til kirke,
har betragtet dette med stor alvor.”
Biskoppen siger (citat): ”Hvis et ægteskab i kirken skulle være noget
særligt, så vil det problematisere den teologisk-etiske eftertanke over ægteskabet.”
Bekendelsen siger (citat):”Den, der begærer den guddommelige velsignelse,
er klar over, hvilken ulykke djævelen dagligt anretter i ægteskabet.
Biskoppen siger (citat): ”En sådan tænkning,” (at ’det kirkelige ægteskab’
er noget særligt) ville være ny i en evangelisk-luthersk tradition.”
Når Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, (som kirkeministerens
■ 62 ■

’særlige rådgiver’) forklarede statens embedsmand, at ægteskabet - ifølge
Luther – er ’ein ’äusserlich, weltlich Ding’ (et yderst verdsligt foretagende)
– så faldt denne biskoppelige vejledning hos ministeren i god jord. At ægteskabet
ifølge Luther slet ikke skulle have noget med kirken at gøre, passer
fint i ministerens univers. Derfor læste ministeren højt fra bispens notat
ved samrådsmødet på Christiansborg d. 23. nov. 2011. Han lod dermed forstå,
at hans lovudkast om en ændring af ægteskabsloven, ikke var kirkens
– men (som biskoppen havde givet udtryk for): ’den verdslige øvrighedens
domæne’.
VILDFØRENDE FREMSTILLING
Spørgsmålet er nu: Har biskoppens gejstlige ansvar over for lovgiveren langt
overskredet den tilladelige skala ved en så totalt vildførende og fordrejet
fremstilling af bekendelsens ord ’Ein weltlich Ding’ (et verdsligt forhold)?
Bør biskoppens embedsførelse ved udfærdigelsen af et sådant notat ikke
lægges til grund for en nærmere undersøgelse? Står den evangelisk-lutherske
kirke ikke her over for et direkte brud på alle bekendelsesmæssige regler,
der derfor øjeblikkeligt bør indgå i en nærmere bedømmelse af biskoppens
embedsførelse?
Af den grund må biskoppen tages på ordet. Han skriver, at (citat): ’bekendelsesskriftet
fordrer… en viden om reformationstidens situation.
Godt! Lad os da betragte, hvad Luther egentlig mener med ordene
’ægtestanden er en weltlich Ding’ (WA 30.III 205.12… von Ehesachen 1530).
Luther var i en bitter og uforsonlig strid med Den Katolske Kirkes ægteskabsteologi.
Med næb og klør kæmpede han mod pavens lære om, at
ægteskabet skulle regnes som ’Det syvende sakramente’ – ja, allerede i
skriftet ’De Capitate’ trækker Luther blankt mod Roms højtravende, sakramentale
ægteskabsforståelse. Når han i kampens hede anvender udtrykket:
’Ægteskabet er et dybt jordisk forhold’, så mener Luther med ordet ’verdslig’
ikke ’borgerlig’ eller en anden lignende betegnelse i sekulær forstand. Med
udtrykket ’weltlich’ siger Luther: ”Lad os komme ned på jorden! Lad os ikke
lade os rive med af en eller anden katolsk-mystisk ægteskabsforståelse!”
At dette er den rette forklaring på Bekendelsens erklæring om ægteskabet
(forstået som ’en klar jordisk forordning’) fremgår af reformatorens
nærmere redegørelse i ’De Captivitate Babylonica’, 1520, hvor Luthers klare
syn på det nytestamentlige ord ’sacramentum’ heftigt sønderhugger Roms
forsøg på at gøre dette begreb til et ’kirkeligt sakramente’ (Th. Camelot.
■ 63 ■

1957, side 429-449). Bekendelsesskrifterne frasiger sig her enhver katolsk
opfattelse af ægteskabet som ’det syvende sakramente’. ”Ægteskabet er befalet
af Gud,” hedder det, ”men er ældre end Ny Testamente og kan derfor
aldrig indeholde den ’nådesforjættelse’, der er karakteristisk for et sakramente”
(Apol. 13:14f.)
Denne vigtige information blev ministeren ikke delagtiggjort i ved udfærdigelsen
af det ’notat’, som biskoppen havde udrustet ham med. Deraf
må det tolkes, at det på ingen måde var et ’gejstligt svar’, som biskoppen gav
ministeren på hans forespørgsel; det var et ’politisk svar’ – hvilket da straks
stiller skarpt på selve legaliteten i biskoppens embedsførelse. Bispe-notatet
skabte i offentligheden en naturlig mistillid; selvom biskoppen i sit ’notat’
anvendte et traditionelt, teologisk sprogbrug, så var han åbenlyst ude i et
andet ærinde; han ville bane vej for kirkelige homovielser…
KØBENHAVNER-BISPENS STILLING
Biskoppens embedsdragt er sort præstekjole med fløjlsvinger – dog bærer
Københavns biskop kjole helt af fløjl. Det bestemte kongen d. 13. marts
1683, og det blev bekræftet af kongen d. 24. oktober 1934. Derfor er Københavns
biskop (selvom han ikke har ret til at tale på alle bispernes vegne)
noget særligt! Det er også Københavns biskop, der indvier alle de andre bisper
til deres tjeneste i kirken – derfor omtales han undertiden med det fornemme
latinske udtryk: ’Primus inter pares’ (Den første blandt ligemænd).
Dette er grunden til, at kirkeministeren erklærede, at det notat om kirkelige
homovielser, han havde modtaget fra Københavns biskop, havde en overordnet
betydning!
”Det notat støtter jeg mig til,” sagde han.
■ ■ ■
En biskop har en tilsynsfunktion. Han skal holde øje med, at ’alting går
skikkeligt og ret til, som her befales’ (iflg. Danske Lov 2-17-1). Selvom ’D.L.’
er en ældgammel lov, er dens regler ’stadig gældende’. Denne lov påbyder,
at ’hvis biskoppen bliver bekendt med, at der foreligger påståede forseelser
mod bekendelsesgrundlaget eller ritualerne, skal han straks undersøge sagen
og give udtrykkelig påbud om, at en utilladelig praksis eller adfærd skal
ophøre’ (Betænkn. 1182/1989).
Dette påbud gælder for biskoppens tilsyn med præsten. Men hvem
■ 64 ■

holder øje med biskoppen? Hvem sætter Københavns biskop i rette, ’når der
foreligger påståede forseelser mod bekendelsesgrundlaget? Hvem våger
over biskoppens lære? Hvem tør sige til ham, at han er en kætter? Hvem
har ret til at anklage en biskop for vranglære? Hvem kan stille hovedstadens
biskop, Peter Skov-Jakobsen, stolen for døren og åbent erklære: ”Du er på
centrale punkter i modstrid med kirkens bekendelse, og bør herefter stilles
til regnskab med, at du i dit høje embede forsøger at vildlede både kirkens
minister og dermed det hele Folketing. Ja, du bør drages til ansvar for din
gejstlige meddelagtighed i at krænke dronningens påbudte trosbekendelse!”
HIMMELRÅBENDE FALSK VEJLEDNING
Københavns biskop vejledte statens kirkeminister med disse ord: ”Den evangelisk-lutherske
ægteskabsetik er blot antydet i CA (Confessio Augustana).
For at kunne afsløre denne himmelråbende, falske forklaring er det
nødvendigt først og fremmest at klargøre, at bekendelsesskrifterne bygger
deres yderst detaljerede ægteskabsetik på tre bærende søjler. De forklarer,
at samfundsordenen hviler på tre stænder (413.33: ordo ecclasiasticus, politicus
og oeconomicus… ASm, praefatio 14). Ægteskabet, der er forbundet
med én af disse tre stænder, er den ældste og derfor (ifølge bekendelsesskrifterne)
anset for at være den mest betydelige (Luthers katekismus GK
I.209).
Den ægteskabsetik, som biskoppen skjulte for ministeren, kommer her
tydeligt til syne. Det klargøres her, at Gud skabte mennesket og gav den
befaling, at det skulle blive frugtbart og opfylde jorden. Bekendelsesskrifterne
lader både biskopper og ministre forstå, at for at denne guddommelige
befaling kan føres ud i livet, har Gud nedlagt i mennesket en drift, der
tiltrækker manden til kvinden og kvinden til manden…og det er kun med
denne skabelsesorden, at der kan tales om ægteskab.
Biskoppens hemmeligholdt for ministeren, hvad bekendelsesskrifterne
fortæller om denne ’naturlige appetit’ (’appetitus’), der på ingen måde (som
det hedder) må forveksles med ’den uordentlige brunst’, der er følgerne af
Adams fald (Apol. 23:7).
Af biskoppens konklusion, at ’ægteskabet er en troværdig, ansvarlig
institution for mennesker af samme køn’ (Bispenotat, 23. feb. 2010) kan det
kun udledes, at det var Københavnerbispens slet dulgte hensigt at undlade
at informere ministeren om denne præcise ’ægteskabsetik’. ”Et sådant begreb
er kun antydet i CA,” erklærede bispen.
■ 65 ■

Dette er grunden til, at biskoppen ikke (ærligt og redeligt) forklarede
for ministeren, at bekendelsesskrifterne går i detaljer med denne sag. Bekendelsesskrifterne
taler åbent om, at med hensyn til menneskets driftsliv
har Skaberen givet alle mennesker ’en naturlig ret’ (’ius naturale’ … Apol.
23:9). – Ja, de hævder, at denne ’naturlige ret’ (som er inkorporeret i menneskets
driftsliv) ’ikke kan ophæves, så længe Gud ikke selv har ændret den
menneskelige natur’ (336.9; Apol. 23:12). Stærkere kan det næppe siges!
■ 66 ■

KAPITEL 6
STATENS TVANG
I alt 157 særlige ’anmodninger’ lå d. 22. feb. 2012 på kirkeminister Manu
Sareens bord. De mere end et halvandet hundrede skarpt formulerede ’andragender’
varslede ilde. De lod ane, at ministeren (kan hænde til hans egen
forskrækkelse) havde at gøre med et farligt, ulmende oprør.
Blandt de ’jævne folk’ i by og på land skimtedes de første truende skikkelser,
der nu rejste sig mod ministerens projekt. Brevbunken på ministerens
bord lod ham vide, at han ikke skulle gøre sig nogen forhåbninger om, at
hans lovforslag om kirkelige homovielser ville slippe igennem kirkesognenes
sidste frontafsnit uden sværdslag. Gode, danske borgere og bønder
har aldrig villet finde sig i nogen form for tvang – så ministeren bag ’Den
Sorte Port’ i København skulle ikke tro, at han nu bare kunne trække et
’hvilket som helst kirkeligt ritual’ ned over hovedet på landets lokale menighedsfolk;
hvis statens embedsmand i sin naivitet havde huset en sådan
opfattelse, skulle de 157 barske brevskrivere nok få ham på andre tanker.
De 157 slet dulgte advarsler var en del af 1738 offentliggjorte høringssvar
til det lovforslag, som i det kommende forår ville sætte både kirke og
folk på gloende pæle.
Brevene fra sognenes jævne kirkegængere (men også fra præster,
provster, menighedsråd og kirkelige organisationer) gjorde ministeren opmærksom
på et problem, som han næppe havde taget højde for. Blandt
de 157 var gravere, kirketjenere, kordegne, sekretærer og ikke mindre end
40 organister. Det anedes mellem linjerne i de ordknappe skrivelser, at hvis
kirkeministeren med tvang ville indføre det nye vielsesritual for homosek-
■ 67 ■

suelle, så ville graverne ikke længere grave, kirketjenere ikke længere tjene,
kordegnene ikke længere åbne kirkens døre; ringerne ville ikke ringe med
kirkens klokker, sekretærerne ikke længere skrive… alterlysene ville ved anvendelsen
af det nye ritual ikke blive tændt, salmernes numre ikke længere
blive opsat på tavlen, og den snehvide alterdug ville ikke længere blive
skiftet. Kirkens orgel ville ikke under homobryllupper give en tone fra sig;
kirkens organister ville ikke længere spille!
Der var ikke tale om en generel arbejdsnedlæggelse men kun om en
såkaldt ’forespørgsel’. Det fremgik af ministerens lovforslag, at præster,
som havde samvittighedskvaler, kunne slippe for at skulle vie par af samme
køn – og de 157 ’breve’ anmodede nu om, at også andre kirkefunktionærer
måtte kunne (som det hedder): ’fritages fra at deltage i vielser af homoseksuelle’.
– Organisterne erklærede ligeud, at ’lovændringerne var uforenelige
med kristen ægteskabsforståelse’. De tilføjede: ”Hvis disse vielser indføres,
så presses vi ud i en samvittighedskonflikt i vort daglige arbejde.” Organisterne
sluttede: ”Vi anmoder derfor om, at disse ritualer ikke indføres,
eller alternativt, at man sikrer kirkemusikernes ret til at blive fritaget for at
medvirke.”
Organisterne støttedes af de præster, som allerede var fritaget for at
tage del i (hvad de kalder) ’et fremmed ritual’. Kirken er jo ikke præsternes
alene,” skrev de til ministeren.
Menighedsfakultetet gjorde det i samme åndedrag klart for kirkeministeren,
at de kirkelige medarbejdere ’i lige så høj grad som præsterne’
måtte kunne fritages fra at medvirke. Hertil var ministerens svar kort, koldt
og klart. – Brevene med den høflige ’anmodning’ besvaredes for hele bunkens
vedkommende med stemplet ’AFVIST’. ”Det teologiske ansvar for gennemførelsen
af en kirkelig vielse af par af samme køn påhviler præsten,”
erklærede ministeren og tilføjede: ”Alle kirkefunktionærer er forpligtet til at
medvirke; den kirkelige handling skal gennemføres!”
En del af de ’oprørske menighedsmedlemmer’ havde henvist til menighedsrådsloven
§ 38, der mere end tydeligt fastslår, at intet ’nyt vielsesritual’
(- ja, selv ikke den mindste ændring, - ja, ikke så meget som flytningen af et
komma) kan indføres, uden at menighedens lokale styre har sagt ja dertil.
Ministerens svar lå i hans lynhurtige tilføjelse i det fremlagte lovforslag:
”Menighedsrådet kan ikke blokere for et ritual af vielse af samme
køn.” Dermed havde han fastlåst ethvert forsøg på at hindre, at den lokale
sognekirke anvendes til homobryllupper. Da ministeren fik dette lovforslag
■ 68 ■

igennem, spærrede han samtidig vejen for al videre indsigelse. Hvis nogen
gør oprør, da står politiet parat for at håndhæve lovens strenge bogstav.
NYT STATSEVANGELIUM
Under lovforslagets førstebehandling, tirsdag d. 20. marts 2012 i Folketinget,
fulgte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), samme hårde linje.
Hun lod forstå, at fløjlshandskerne ville blive taget af, og at nu ’var der talt
nok om den sag’; dette lovforslag (hvis hele sigte var at indføre et vielsesritual
for bøsser og lesbiske i kirken) skulle gennemføres. ”Det er et forslag,
som regeringen er meget stolt af,” erklærede statsministeren, ”og vi står
fast på, at sagen er blevet tilstrækkelig diskuteret; nu skal der handles!”
Som begrundelse for, at denne sag var urokkelig og hvilede på et så
’trygt og sikkert fundament’, at selv det kirkelige styre måtte kunne indse,
at dette var den eneste farbare vej frem, sluttede statsministeren: ”Det er
en stor sag for regeringen: Uanset hvem, man er forelsket i, har man mulighed
for at blive gift i en kirke!”
Med dette klare ’manifest’ gjorde regeringen sig til ’kærlighedens fortaler’.
Den ’store sag’, som statsministeren og kirkeministeren (og alle de
ministre, som i sin tid skrev under på dette styres ’regeringsgrundlag’) var
og er og forbliver statens fortolkning af ’kærlighedens evangelium’. Den nye
læres hovedbudskab er dette: ”Uanset, hvem man er forelsket i, har man
mulighed for at blive gift i en kirke.”
Det var nu op til landets biskopper at forklare de styrende – ja, hele
folket – om det fremover er dette (fra højeste sted proklamerede statsevangelium),
som landets evangelisk-lutherske kirke skal bygges på. Er denne
erklæring i overensstemmelse med den åbenbarelse, som Jesus taler om,
når Han til apostelen Peter siger: ”På denne klippe vil jeg bygge min kirke,
og helvedes porte skal ikke få overhånd” (Matt. 16:18).
Ægteskabsloven, der fortsat bør betragtes som en af samfundets og
kirkens grundpiller, synes herefter at skulle funderes på et nyt statsfundament.
Sagen om denne nye grundvolds bæredygtighed er ifølge landets
højeste embede nu (med loven om kirkelige homovielser) endeligt og
afsluttende færdigbehandlet. En splinterny sokkel for skabningens første
guddommelige ’mandat’ (om ægteskabet) er hermed cementeret: ’Forelskelsen
har førsteret! Alle andre bøger i kirken skal herefter lukkes og
lægges til side. Alle andre bekendelser skal sløjfes. Statens funklende, nye
kirkesøjle er rejst!
■ 69 ■

MINISTERENS SNUBLESTEN
Imidlertid syntes en ny lovparagraf at være kommet på den danske kirkeministers
dagsorden! Hans jurister i kirkeministeriet var utvivlsomt i de
timer travlt beskæftiget med at undersøge denne særlige og for ministeren
faretruende bestemmelse under lovfortolkningens største lup! Loven, der
her var tale om, var pludselig (som trold af en æske) dukket frem i den
offentlige debat. Ingen havde tidligere talt om den, og ingen havde tillagt
den nogen særlig betydning. Nu var den blevet en tilsyneladende så alvorlig
hindring for statens ’store projekt’ om indførelse af vielser af homoseksuelle
i kirken, at den syntes at kunne komme til at spille en (for regeringens
politiske mærkesag) aldeles afgørende rolle.
Denne juridiske ’snublesten’ for kirkeministerens kontroversielle lovforslag
bærer som sagt betegnelsen: ’Menighedsrådslovens § 38’. Høringsparterne
i den landsomfattende høring, som ministeren iværksatte i
januar-februar 2012 tilbagemeldte, at de havde i sinde at anvende netop
denne bestemmelse til eventuelt at ’blokere’ ministerens stormløb på kirkens
evangelisk-lutherske ægteskabsetik. Ministeren indrømmede, at denne
’ukendte paragraf’ udgjorde et ’hul’ i hans lovforslag. Han tilføjede: ”Men
det vil nu blive lappet!”… og så hastede han med at nedfælde følgende
advarsel i ’homo-lovforslaget’: ”Bestemmelsen (§ 38) kan ikke bruges til,
at menighedsrådene blokerer for, at ritualet for vielse af par af samme køn
bruges i kirken…”
Dette vil på godt dansk sige: Hvis de jævne sognebørn i kirkernes forskellige
menighedsråd skulle finde på at ’sætte bom’ for kirkens indgangsport,
når ritualet for homobryllupper skal anvendes, så vil ministeren sørge
for, at de dertil indsatte myndigheder fjerner denne bom. Ministeren har
nu sammen med hele regeringen fastslået: ”Den kirkelige handling skal
gennemføres!” Og med det kan samtlige ministre kun mene: Den kirkelige
handling skal (med djævelens) vold og magt gennemføres.
Men her har kirkeministeren forregnet sig. De fredelige ’søndagssognebørn’
kan – hvis det er påkrævet – vise sig fra en mindre ’høflig’ side! Det
bør han i de kommende dage få at mærke…
HVERKEN KONGER ELLER PAVER KAN HINDRE DET
Hvad er indholdet af denne så afgørende lovbestemmelse, der betegnes
som § 38 i menighedsrådsloven? Bestemmelsen lyder således:
”Præsten skal have menighedsrådets samtykke til, at der ved de
■ 70 ■

faste gudstjenester eller kirkelige handlinger anvendes en anden autoriseret
liturgi eller andre autoriserede ritualer end dem, der hidtil er anvendt i
menigheden.”
Denne lovparagraf siger altså, at selvom Folketinget har lovgivet, og
dronningen har ’kongeligt autoriseret’ – ja, uanset hvilken stilling den stedlige
præst, provst eller biskop indtager – ja, om så hundrede kirkeministre
lader lyde tusinde befalinger, (ja, om paven i Rom udsteder den frygteligste
bandbulle), så forbliver den eneste myndighed på denne jord, der kan give
tilladelse til, at et nyt kirkeligt ritual indføres i en folkekirkelig gudstjeneste,
sognets eget (af den lokale menighed valgte) menighedsråd…
■ ■ ■
Den afdøde, tidligere departementschef i kirkeministeriet, Preben Espersen,
har i sit højt værdsatte og anerkendte værk, ’Kirkeret’, i sin omtale af menighedsrådslovens
38. paragraf henvist til den (som han kalder det): ’betydelige
debat’, der i slutningen af ’80erne fandt sted i Norge i forbindelsen
med en lignende sag, (som den, der nu huserer i Danmark).
Staten ville på det tidspunkt i vort nordiske broderland tvinge et nyt
ritual igennem i kirken – og sagen endte i 1989 ved Højesteret. Den daværende
procesfuldmægtig, Jens Edvin Andreassen, skrev i den forbindelse
bogen: ’Konge, rigsrike og lokalmenighed’. (Værket er i dag som ’forsvundet
fra jordens overflade’ – men findes naturligvis på statsbiblioteket i Oslo).
Jeg vil i mine efterfølgende betragtninger over dette emne vende tilbage
til denne værdifulde bogs stærke og lysende klare indhold, der indeholder
en dybdeborende argumentation i forsvaret for lokalmenighedens selvbestemmelsesret
- ja, dette værk over sognemenighedens forfatningsretlige
stilling vil (tror jeg) kunne trække tæppet væk under fødderne på den danske
stats aktuelle overgreb men hensyn til den enkelte menigheds ret til at
bestemme, hvad der foregår i dens kirke.
FÆLDENDE BEVISER
Intet kan derfor i dagens Danmark være mere aktuelt end at finde disse ældede,
gulnede papirer frem fra statsbiblioteket i Oslo for at få rede på, hvad den
gamle, norske procesfuldmægtig så lidenskabeligt fremlagde af ’fældende
beviser’ med hensyn til den himmelråbende uret, der udøves, når en stat med
lov og magt vil gennemtvinge et nyt ritual i den lokale, kristne menighed.
■ 71 ■

Som sagen i Danmark i de tidlige forårsdage i 2012 drejede sig om
menighedslovens § 38 stk. 2 – sådan drejede sagen sig i det norske efterår
for 25 år siden om Kirkeordningsloven § 32 bogstav b. Her pegede den tidligere,
norske advokat på det særlige punkt i ’bogstav b’, som han kalder ’den
sproglige forståelse’ af lovens klare tekst. (Den norske ’menighedsrådstekst’
ligner den danske. Den lyder sådan: ”Menighedsmødet afgør alle sager…
om indføring af en ny, godkendt liturgi”).
■ ■ ■
”Dette skal forstås sådan,” forklarer bogens forfatter, ”Intet nyt ritual kan
indføres i den enkelte menighed, uden at det er udtrykkeligt vedtaget på
et menighedsmøde.” (kap. 3, s. 81). Han fortsætter: ”Menighedsmødet står
på den anden side ikke frit til selv at udarbejde et ritual efter eget ønske;
det ritual, der er tale om at indføre, må i forvejen være ’godkendt’. Dermed
menes åbenbart ’autoriseret af kongen’. Den gamle, norske jurist tilføjer:
”Regeringen har imidlertid efter lovens ordlyd ikke i sin magt at påtvinge
den enkelte menighed et nyt ritual. Her har menighedsmødet den hele og
fulde afgørelsesmyndighed.”
(Hvor nordmændene i deres menighedsrådslov siger ’afgøre’, siger
danskerne ’samtykke’. Det danske udtryk er for mig at se stærkest. Det taler
om en ’enhed’. Der er - hvis nogen ’samtykker’ – opnået en eller anden
åndens enighed’. En fælles ’indforståelse’, der fører til en beslutning. Det ’ja’
eller det ’nej’, der lyder fra det danske menighedsråd, hviler på en menighedsforsamlings
endelige afklaring: - Man ’samtykker’…)
Hvis dette harmoniske ’samtykke’ ikke gives fra den enkelte sognemenighed,
kan kirkeministeren godt pakke sin lov med alle dens kongelige segl
og flotte folketingsvedtagelser sammen. Menighedsrådslovens § 38 stk. 2
flytter sig ikke en meter! Det er menighedens folk på stedet, som beslutter,
om de vil have ’ritualet for homovielser inden for kirkens døre’. Politiet,
som sendes for at håndhæve loven, kan godt gå hjem igen. Loven er på
sognebørnenes side!
’NORSK HORROR-STORY’
Før den norske procesfuldmægtig, Edvin Andreassen, for alvor i sin bog
tager fat på ritualsagen, der ved Højesteret faldt ud til statens fordel, giver
han i nogle få linjer et harmfuldt, knivskarpt referat af retssagens forløb.
■ 72 ■

Den norske ’horror-story’ er god at få forstand af. Spørgsmålet er nemlig:
Vil det samme ske i Danmark? Vil staten fremover - som det for et kvart
århundrede siden skete i Oslo - træde retfærdigheden under fode og virkeliggøre
en diktatorisk magtanvendelse, som (i liturgiske spørgsmål) aldrig
er set magen.
Den danske kirkeminister har anvendt samme totalitære sprog og
brugt lignende terrortrusler. Derfor fortsætter jeg her med at referere fra
det slidte, glemte værk fra det norske statsbibliotek. Hvad skete der i den
norske højesteret, da staten (ifølge Rt. 1987 side 473) fik medhold i, at
den lokale menighed ikke havde ret til at ’afgøre’ eller give sit ’samtykke’ i
dette ’ritual-spørgsmål’? Der skete, hvad der nu kan forventes at ville ske i
Danmark, nemlig, at menigheden (ved statslig tvang) overalt skal anvende
den lovbefalede liturgi; ’den kirkelige handling skal (som den danske kirkeminister
myndigt befaler) ’alle vegne gennemføres med magt’!
■ ■ ■
Med tungt hjerte skriver den gamle, norske advokat: ”Den opfattelse, at
menighedsmødet har ret til at sige ’ja’ eller ’nej’, blev ikke lagt til grund for
indførelsen af en ny højmesseliturgi i 1977. Ved den påtvungne indførelse
af et nyt ritual, blev det dengang hævdet, at staten har det i sin fulde magt
’at påbyde’ det nye ritual. (’Menighedsrådslovens paragraf’ angiver kun en
slags ’bestemmelse’ om (hævder regeringen) ’hvem der skal træffe den
endelige afgørelse… hvis altså staten (i det hele taget) giver den enkelte
menighed tilladelse til selv at vælge…’ - ”På dette grundlag og ud fra dette
syn gav Højesteret i Oslo staten medhold – og ritualet blev derefter overalt
indført med magt!”
Den norske procesfuldmægtig kommenterer (og hans hjertesuk kan
høres over både tid og afstand): ”I loven står der imidlertid intet om, at
menighedsmødet kun har ret til at vælge (altså: nægte eller beredvilligt at
give sit ’samtykke’) hvis staten giver lov dertil!”
”Tværtimod hævder loven,” erklærer Edvin Andreassen i sin bog, ”at i
spørgsmålet om indførelsen af et nyt ritual har menighedsrådet den fulde
afgørelsesret – uafhængig af, hvad staten har bestemt.”
FEM AFGØRENDE PUNKTER
I det følgende afsnit af Edvin Andreassens forfatningsretlige værk, er det,
■ 73 ■

som om den gamle advokat atter står i Oslos Højesteret for at forsvare sit
synspunkt. Hans opgave er at tilbagevise den påstand, at menighedsrådsloven
kan tolkes på den måde, at det til syvende og sidst er staten, der ’nådigt’
giver lokalmenigheden tilladelse til at ’godkende eller afvise et ritual’.
Denne ’statslige tilladelse’ til at sige ’ja eller nej’ kan på stedet fratages
menigheden (påstår den norske stat og tilføjer): ”Derfor er det staten og
staten alene, der har det afgørende ord i denne sag.”
Den norske procesfuldmægtig anfører 5 punkter der (udover at tilbagevise
den norske stats påstand) samtidig kaster et krystalklart lys over
den danske kirkeministers despotiske påfund, at han kan afvise den danske
menighedsrådslov § 38 stk. 2 med sin splinternye (og i sidste øjeblik
hæsblæsende hurtigt affattede) bestemmelse, at ’menighedsrådet ikke kan
bruge denne paragraf til at blokere for det nye ritual’.
De fem afgørende punkter ser således ud:
Det første punkt (som den trænede, norske procesfuldmægtig betoner) har
at gøre med, hvad han kalder ’lovens kategoriske formulering’. – ”Det ville
være direkte misvisende” (forklarer han) – ”ja, helt overflødigt at tale om,
at allerede autoriserede ritualer skal have ’en ekstra godkendelse’ (nemlig:
menighedsrådets samtykke), hvis ikke det var lovens dybt alvorlige mening,
at man i denne sag ikke kunne træffe beslutning ’over hovedet på den lokale
menigheds råd og styre’.”
Det andet punkt taler om ’menighedsrådets uafhængige myndighed’.
Hvis menigheden først skal spørge regeringen om tilladelse til at give sit
endelige ’samtykke’ til indførelsen af et ritual, så er det totalt unødvendigt
at udstede en særlig lov om ’menighedsrådets eneret’ i sådanne sager. I
et sådant tilfælde skulle lovens bogstav nødvendigvis på stedet have en
tydelig anført reservation. Dette er ikke sket og kan derfor ikke nu fordres!
Det tredje punkt omtaler ’den ret, som menighedsrådet har haft ved
tidligere godkendelser af ritualer’. Disse beskrives i den 38. paragraf som
(citat): ’ritualer, der hidtil er anvendt’. ”Da disse i sin tid blev godtaget,”
forklarer procesfuldmægtigen, ”skulle menighedsrådet ikke først anmode
staten om tilladelse til at ’give sit endelige samtykke’. Hvorfor skal der så
på nuværende tidspunkt pludselig indføres en anden ordning? Kunne det
være, fordi staten frygter, at lokalmenigheden med hensyn til netop dette
nye ritual ikke er til sinds at ville give sit samtykke?
Det fjerde punkt omtaler den kendsgerning, at lige så lidt, som staten
■ 74 ■

kan fratage menigheden dens ultimative ret til at anvende (citat): ’det ritual,
der hidtil har været anvendt i menigheden’ (og som menighedsrådet ene
på det tidspunkt har godkendt) ’lige så lidt kan hverken konge, regering eller
minister påtvinge menigheden (citat): ’en anden autoriseret liturgi’ (som
menighedsrådet endnu ikke har givet sit ’samtykke’ til).
4a. (I den danske menighedsrådslov § 38 stk. 3 forekommer en tilføjelse,
som sætter sagen på spidsen. Den erklærer, at end ikke (citat): ’mindre
ændringer må foretages i det ritual, som allerede benyttes’ uden at menighedsrådet
giver sit ’samtykke’. En så streng og tydelig bestemmelse gør det
klart, at et helt nyt ritual på ingen måde tåles i menigheden, uden at det
lokale styre har accepteret det. Staten kan ifølge menighedsrådsloven ’ikke
ændre en tøddel’ ved det bestående, hvor langt mindre kan den da enerådigt
indføre et helt nyt ritual?)
”Der er kun ét tilfælde,” slutter den norske højesteretssagfører, ”hvor
man kan forestille sig, at en undtagelse fra disse fire punkter kan finde
sted! Noget sådant kunne forekomme, hvis det senere bliver påvist, at det
pågældende ritual, ikke er i overensstemmelse med kirkens lære. Kirken er
efter grundlovens § 2 (i Danmark § 4) forpligtet på den evangelisk-lutherske
lære. Hvis det nu kan påvises, at et ritual (eller en salmebog) i et centralt
spørgsmål ikke er i overensstemmelse med kirkens bekendelse, vil staten
have både ret og pligt til at påbyde dette eksisterende ritual (eller den omtalte
salmebog) at blive skiftet ud med en liturgi, som er i overensstemmelse
med bekendelsen.”
Afsnittet konkluderer: ”Når det gælder love som menighedsrådsloven,
skal der meget til for at fravige det tolkningsalternativ, som lovens ordlyd
efter en naturlig, sproglig forståelse udpeger!” - ”Dette gælder i særlig
grad,” hedder det videre, ”når lovens ordlyd på ingen måde efterlader den
mindste tvivl…”
VÆRN MOD REGERINGENS OVERGREB
Den danske kirkeminister bør i den kommende tid sætte sig nøje ind i, hvilket
røre indførelsen af et ritual kan foranledige. ’Historiske notater’ fra det
norske kirkeliv er belærende:
Det er således bemærkelsesværdigt, at kirkeordinansen fra 1537 befaler
de ansvarlige myndigheder med hensyn til ændring af ritualer at ’gå
frem med lempe og føje’. ”Ellers,” hedder det, ”vil de fattige bønder på
landet blive rasende…” – og det er heller ikke uden betydning, at ved et
■ 75 ■

senere ’liturgi-opgør’ i Norge (vedr. en formastelig, kongelig resolution af
2. december 1886) skrev landets biskopper: ”Nu er det på tide at værge
kirken mod regeringens overgreb’: 1) Kristiansands biskop erklærede: ”Vesterlandsbonden
vil simpelthen gøre oprør! Der bliver protester, udtrædelser
og splittelser.” 2) Trondheims biskop bemærkede: ”Den tilståede selvbestemmelsesret
krænkes ved påbud om tvungen indførelse af et ritual.” 3)
Tromsøs biskop skrev: ”Det kommer ikke til at gå godt! Tvang mødes overalt
med uvilje!” (25. okt. 1897, Departementstidende 1898, side 322).
■ ■ ■
Det er ikke uinteressant, at S. Brochs værk, ’Norsk Kirkeret’ (Kristiania 1904)
gengiver en forhandling om ’menighedsrådsmødets betydning og dermed
fastslår: ”Om indførelsen af autoriserede ritualer hedder det: ”De skal forelægges
et menighedsmøde til foreløbig behandling. Først seks uger senere
kan en beslutning tages! Uden at menighedens samtykke på denne måde er
meddelt, må foranstaltningen ikke iværksættes” (side 19).
■ 76 ■

KAPITEL 7
DEN FARLIGE
SEJLADS
”Manu Sareen tumler videre mod et grundlovsbrud.” Med disse ord sluttede
et skarpt læserindlæg i Jyllandsposten, lørdag d. 3. marts 2012. Udtrykket
’tumler videre’ var rammende! Ministeren syntes ikke selv at være klar
over, hvilke ’halvfarlige områder’ han bevægede sig ind på, og de jurister
i kirkeministeriet, der skulle råde ham, forekom enten tavse, uvidende eller
’oversete’; hvis de (hvad de burde være) var ’bedrevidende’ end deres
minister, havde de ifølge loven pligt til at søge at standse ham i hans gale
forehavende. Endog i det tilfælde, hvor deres ministerchef i sine ambitiøse
tåger stædigt ’tumlede videre’…
I en betænkning fra DJØF’s fagligt etiske arbejdsgruppe, Kbh. 1993, anføres
det på side 138, at ’en ansat, der finder, at en ordre er ulovlig, har pligt
til at underrette ordregiveren om sin opfattelse – endog ’hvis en påtænkt
beslutning blot muligvis er ulovlig’ (Rets. mell. politikere og embedsmænd,
Kbh. 1983, side 95f)… hvilket på mere ’forståeligt dansk’ vil sige, at en ansat
i kirkeministeriet kan komme i fedtefadet, hvis han på dette område
ikke gør sin pligt. For ministeriets jurister og teologisk kyndige bestod denne
pligt i at sige til ministeren, at han var galt afmarcheret. Dette særlige
pligtsforhold syntes i de dage at dukke op på overfladen; ministeren havde
nemlig udsendt ’dekreter’, der forekom tydeligt lovstridige – og de ’ansatte’
(som med høje lønninger er betalt for at vejlede den ’omtumlede’ minister)
burde været blevet draget til ansvar for denne sags videre forløb.
■ 77 ■

ÆRKEBISPELIG ERKLÆRING
Det er under denne særlige ’ansvarssynsvinkel’, at den ’ærkebispelige erklæring’,
som ministeren afleverede til kirkens tjenestemænd i midten af marts
2012, bør iagttages.
Det ministerielle ’dekret’ blev officielt udstedt til samtlige folkekirke-menigheder
over det ganske land. Det lød i sin barske korthed således:
”Det teologiske ansvar for gennemførelsen af en kirkelig vielse (af homoseksuelle
par) påhviler præsten!”
Den ildevarslende hensigt, der ligger bag denne erklæring, er følgende:
”De kirkelige medarbejdere og menighedsrådenes medlemmer bør herefter
ikke længere blande sig i spørgsmålet om ’det teologiske ansvar’ for gennemførelsen
af vielser af lesbiske og homoseksuelle foran alteret. I den
sag er den stedlige præst den eneste ansvarlige; han må af kirkeministeriet
betragtes som den eneste, der er i besiddelse af den teologiske viden om,
hvad det drejer sig om…”
Grunden til, at embedsmændene i ministerens ministerium ved denne
erklæring øjeblikkeligt burde have tændt den røde advarselslampe (og på
det stærkeste at have frarådet ministeren at komme med en sådan udtalelse)
vil jeg her nærmere forklare – men forinden bør jeg gøre kirkeministeriets
ansatte opmærksom på, at det i lignende sager er blevet påpeget, at
selv hvor ministeriets tjenestemænd kan have været af den formodning, at
’det er ministeren selv klar over’ – ja, endog hvor ministeren i egen person
kan have givet udtryk for, at ’det vil han ikke høre tale om’, så bortfalder
’underretningspligten ikke’. Den er af betydning for en (som det hedder):
’bevismæssig senere ansvarsplacering’, og (hedder det videre): ”Den har
betydning for det pres, der derved lægges på den overordnede for at få
denne til at berigtige det ulovlige forhold’ (’Tamilsagen, tjenestemandsundersøgelse,
side 55 og 44).
TEOLOGISK MINEFELT
De folk i kirkeministeriet på hvem denne ’ubetingede underretningspligt’
hviler, burde f.eks. have standset ministeren, da han var i færd med at udsende
sit ’bispedekret’ med påbuddet om, at ’kirkefunktionærer alle vegne
og til alle tider er forpligtet til at medvirke i homovielsen, selvom de har
personlige samvittighedskvaler’. – ”Det er uden betydning, om de kirkelige
medarbejdere deler præstens villighed til at velsigne homobryllupper eller
ej,” skrev ministeren, ”den kirkelige handling skal gennemføres!”
■ 78 ■

Kirkeministeriets trænede jurister og myndige departementschef burde
have forklaret ministeren, at han med en sådan beslutning var på vej ind
i et historisk-teologisk minefelt, der til syvende og sidst kunne komme til at
koste ham dyrt. ”Når ministeren blandede sig i, hvem der i den lokale menighed
havde det teologiske ansvar for en sag,” (skulle de have påtalt) – ”så
rodede han sig ind i nogle forhold, som i dybeste forstand havde at gøre
med den evangelisk-lutherske lære; ministeren påtog sig dermed ’bispens
tilsynsembede’ og fastsatte retningslinjer af udpræget teologisk karakter.”
Kirkeministerens teologiske rådgivere burde yderligere have forklaret
ministeren følgende:
”Det område, som ministeren her bevægede sig ind på, var læren om,
hvorledes den kristne menighed opbygges – og ministeren havde med sin
’officielt udstedte befaling’ stukket hånden i en hvepserede’, hvis indhold
havde at gøre med den kendte sætning: ”Ifølge luthersk tradition består
ingen kvalitativ forskel mellem præst og lægmand’. (Prof. Dr. Theol. Theodor
Jørgensen, ’folkekirkens ledelsesstruktur’).
Kirkeministeriets ’åndelige vejledere’ burde endvidere have forklaret
ministeren følgende: ”Ved at hævde, at ’kun præsten kan tage det teologiske
ansvar for gennemførelsen i sognets kirke af et bryllup for bøsser og
lesbiske, har ministeren taget en konkret, læremæssig stilling til reformationens
500-årige opgør med ’pavens præsteordination’. Ved at erklære:
”Kun en ordineret præst kan finde ud af dette her!” – har kirkeministeren
udtalt sin egen teologiske forståelse af det eksplosive begreb, (som han
sikkert er totalt uvidende om, men som var et af Luthers hovedpunkter i
hans kamp mod Rom): ’Det almene præstedømme’. Luther var voldsomt og
heftigt imod det syn, som kirkeministeren nu gjorde sig til talsmand for.
Luther hævdede, at ’alle kristne er præster, bisper og paver’, og at ’de kan
forstå Den Hellige Skrift lige så godt som præsten på prædikestolen’. Luther
kæmpede mod pavedømmets gejstlige hierarki.
ET MAGTSYMBOL
For at kunne begribe, hvad kirkeministeren søgte at bringe ind i Danmarks
kirke vedrørende ’det præstelige overherredømme’, bør vi indbyde både
ham og hans rådgivere i kirkeministeriet til Rom! Vi skal da et øjeblik stå
sammen i den gigantiske St. Peters Kirke og betaget stirre op i den vældige
kuppel, der efter sigende er bygget over apostelen Peters grav. De største
af renæssancens mestre har her skildret den kendte discipel, der – i stedet
■ 79 ■

for at være den enfoldige, lærde fisker fra Kapernaum, som Ny Testamente
beskriver - her er fremstillet som et majestætisk magtsymbol for Den katolske
Kirke.
”Du arme fisker fra Genesaret,” må vi da udbryde. ”Hvad er der dog blevet
af dig? En middelalderpave (iklædt Julius II i jernrustning) er her parat
til at nedslagte sine fjender.”
Peter er i Vatikanet blevet til den første romerske pave, den ufejlbarlige
universalbiskop for hele kristenheden – og fra ham nedstammer det hierarkiske
præstedømme, som er det eneste, der (ifølge paven) kan ’forklare de
teologiske problemer’, som den jævne, kristne kirkegænger ikke har skyggen
af forstand på.
Ingen aner, om apostelen Peters blege ben ligger under denne gigantiske
’gravkirke’. Ingen aner, om han i 25 år (som hævdet) har været biskop
i Rom. Ingen aner, om Peter overhovedet har været i Rom – men én ting
ved vi: Legenden om ’præstedømmet’, der nedstammer fra ham, er en løgnehistorie.
Hele den katolsk-okkulte opfattelse af præstens særlige indsigt
og magt er den lære, som de første evangelisk-lutherske kristne kæmpede
imod med blod, sved og tårer – og vi har ikke brug for ’en ny pave’, der vil
indføre denne lære for derefter med tvang fordre, at gode, danske, evangeliske
kristne bøjer sig for ministerens fornægtelse af læren om ’det almene
præstedømme’.
■ ■ ■
Gravskriften over Peter i Rom er hentet fra Matt. 16:18, hvor Jesus siger til
Sin tro discipel, at Han vil bygge Sin kirke på den krystalklare åbenbarelse,
som denne ulærde efterfølger havde modtaget af Faderen.
Når kirkeministeren handlede ud fra den katolske forståelse af denne
tekst og påstod, at de jævne bønder og borgere i de danske ’sogne’ ikke har
forstand på Bibelen’ (det har kun deres præst) så var han (sikkert uden at
vide det) ’tumlet ind’ i et af de mest afgørende reformatoriske lærespørgsmål.
Det slipper han ikke godt fra – og det burde hans embedsmænd i
Kirkeministeriet have fortalt ham. – Ja, ministeriets ansatte aner ikke, hvad
det kan koste dem, at de tilsyneladende har forholdt sig tavse i denne sag.
Men det vil nu blive dem forelagt. De bør nu trækkes for retten for dér at
afgive deres forklaring.
■ 80 ■

DEN FARLIGE SEJLADS
Den 30. januar 1959 forliste Den kgl. Grønlandske Handels nyeste skib m/s
’Hans Hedtoft’ på sin første rejse under en orkan i farvandet ved Kap Farvel,
og alle 95 ombordværende druknede. Efter forliset blev der i pressen
rejst spørgsmål om forsvarligheden af vintersejlads på Grønland. Det blev i
den forbindelse fremdraget, at besejlingen af Grønland i vintermånederne
allerede tidligere, i 1957. havde været kritiseret, og det blev i samme forbindelse
hævdet, at daværende grønlandsminister, Johannes Kjærbøl i marts
1957 havde besvaret et spørgsmål i Folketinget om forsvarligheden af vinterbesejlingen
på Grønland på en ufyldestgørende og vildledende måde.
Til at undersøge sagen blev der nedsat et undersøgelsesudvalg, bestående
af tre dommere, der i to beretninger tog stilling til den rejste kritik
af Kjærbøls embedsførelse. I beretningen lagde undersøgelsesudvalget
en række normer vedrørende embedsmænds og ministres embedspligter
til grund for udvalgets stillingtagen. For embedsmændenes vedkommende
drejede det sig om normer 1) vedrørende en ministers sandhedspligt over
for Folketinget, 2) vedrørende en ministers pligt til at udspørge sine embedsmænd
3) samt pligten til ikke at udøve påtryk mod embedsmændene i
teknisk-faglige anliggender.
■ ■ ■
Den foreliggende sag om ’ændring af ægteskabsloven’ for at give plads til
homovielser i kirken, handlede dybest set om de samme spørgsmål (som i
sagen om den farlige sejlads i 1959). Det er derfor påkrævet at få besvaret,
om ministeren for ligestilling og kirke har besvaret de spørgsmål, som han
blev stillet i Folketinget i marts 2012 (vedrørende det eventuelle grundlovsbrud,
som han med sit famøse lovforslag styrede imod) på en lignende
’ufyldestgørende og vildledende måde’? Det synes efterhånden at være på
høje tid, at der endeligt bliver kastet lys på en række faktuelle forhold (som
f.eks. lovforslagets forhold til grundloven og til kirkens bekendelsesskrifter
samt til menighedsrådsloven og ministeransvarlighedsloven).
Sagen gav i forsommeren 2012 anledning til en yderligere omfattende
debat, både i offentligheden og i Folketinget – men det forekom samtidig
klart som solen, at både regeringen og dens minister var bedøvende ligeglade
med, hvor megen debat, sagen afstedkom; det eneste statsministeren,
kirkeministeren og de øvrige regeringsmedlemmer sigtede på, var en
■ 81 ■

hastig vedtagelse af lovforslaget, så at loven efter planerne kunne træde i
kraft d. 15. juni 2012.
Det var Kjærbølsagen i 1959, der banede vej for ministeransvarlighedsloven
(1964), som retter søgelyset direkte mod de højtbetalte embedsmænd,
der skal vejlede deres minister.
Efter undersøgelsesudvalgets opfattelse i forbindelse med katastrofesejladsen
ved Kap Farvel, så var embedsmændenes advarselspligt gældende
– også selvom ministeren støttede sig til nogle ’kaptajnserklæringer’
– ja, også selv om ministeren havde travlt med andre ting. ”Embedsmændene
skulle have slået i bordet overfor ministeren,” hedder det i erklæringen
(Beretn. vedr. Grønlandsskibet, Khb. 1959, side 26)… ”uanset om ministeren
ville høre på dem eller ej! I sidste instans vil ansvaret for skibbruddet også
blive lagt på deres skuldre…”
I denne forbindelse har jeg i et foregående kapitel gengivet det advarende
brev, som jeg over en hel måned forgæves forsøgte at få afleveret til
kirkeministeren (det blev ustandseligt og på mystisk vis ’opsnappet’ undervejs)
– og det andet, ministerens svar, gengiver jeg her.
Den sidste skrivelse er underholdende læsning:
KIRKEMINISTERENS SVAR
(af 6. marts 2012)
Kære Johny Noer
Tak for dine henvendelser af 22. januar 2012, 15. februar 2012 samt 20.
februar 2012, hvori du oplyser, at du ikke har fået svar på din oprindelige
henvendelse af 15. januar 2012.
Jeg kan oplyse, at de nævnte e-mails af 15. januar 2012, 22. januar
2012 og 15. februar 2012 ikke ses tidligere at være modtaget i ministeriet.
For så vidt angår din henvendelse af 15. januar 2012 kan jeg oplyse, at
jeg ikke deler din opfattelse af den – som du beskriver det – fare, som er
forbundet med et kommende ritual for kirkelige vielser af homoseksuelle i
folkekirken.
Jeg kan endvidere oplyse, at jeg ikke har til hensigt at genoptage dine
tidligere fremsendte klager over sognepræst Jørgen Demant, som er blevet
behandlet af min forgænger som kirkeminister, senest med daværende
ministeres brev til dig af 24. januar 2011, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er
biskoppen over Helsingør Stifts vurdering, at sognepræsten holder sig in-
■ 82 ■

den for folkekirkens bekendelsesgrundlag. Jeg agter således ikke at foretage
mig yderligere på baggrund af dine seneste henvendelser.
Med venlig hilsen
Manu Sareen
■ 83 ■

■ 84 ■

KAPITEL 8
OPRØRET
Københavns Politi rykkede tirsdag d. 3. april 2012 ud til Ministeriet for Ligestilling
og Kirke, hvor en medarbejder havde åbnet et brev med et noget
uventet indhold. Brevet, der var stilet til kirkeminister Manu Sareen, indeholdt
et hvidt pulver, og medarbejderen slog straks alarm og underrettede
ministeriets øvrige ansatte.
Brevet blev efterfølgende sikret i et aflukket lokale, og politiet fragtede
derefter kuverten med det hvide pulver til analyse hos Kemisk Beredskab.
Her kunne man konstatere, at det hvide pulver var en blanding af hvedemel
og knuste mineraler, formentlig sten. Manu Sareen var ikke selv til stede i
’Den sorte Port’, ministeriet på Frederiksholm Kanal, da brevet ankom.
■ ■ ■
Det er altid en alvorlig situation, når et samfunds borgere begynder at gribe
til forskellige former for vold eller truende adfærd, hvis de ikke kan få deres
politiske eller religiøse vilje igennem. Mellemøsten og Irland er afskrækkende
eksempler.
Brevet med ’det truende indhold’, der var stilet til Danmarks kirkeminister,
bør ikke anses for en uskyldig sag; det bør være et manende tegn
på, at den sag, som ministeren har gang i, kan sætte alle slags lidenskaber i
kog. Ministeren tog fejl, da han gav udtryk for, at dette kun var ’en lille sag’,
og (som han gentog) ”vi skal videre; vi har vigtigere ting på programmet.”
Danmarks kirkeminister har med loven om kirkelige homovielser ka-
■ 85 ■

stet en brændende fakkel ind i helligdommen, og både han og hans regeringskolleger
kan forvente et oprør og en harme, som vil vokse med dagen.
For landets åndelige ledere gælder det nu at få ledet den voksende vrede og
uro ad de rette kanaler, så at der ikke sker ulykker eller oprør rejser sig, en
opstand, som vil søge at gribe til midler, der er evangeliet uværdigt. Derfor
bør de ansvarlige ministre stævnes, og en retshandling bør kaste lys over
hele denne sags sære forløb.
Da et religiøst oprør kogte i Jerusalem for tyve århundrede siden, rejste
den vise farisæer, Gamaliel, sig. Han gav to eksempler på mænd, der førte
vreden i en forkert retning; (Ap.G. 5:36-37) de blev henrettet og omkom.
”Men disse mennesker,” sagde Gamaliel (til de styrende og med henblik på
de netop fængslede apostle) ”pas på, at I ikke kæmper mod Gud!” (v.39)
Denne nytestamentlige hændelse omtales i kirkens højaktuelle bekendelse,
når talen falder på, at ’den verdslige øvrighed vil have gennemført love, der
er forbundet med synd’. Om dette forhold er følgende at sige:
’LOVOVERTRÆDERNE’?
Når Den Augsburgske Bekendelse åbent og ligefremt taler om, at ingen
kristen noget sted skal adlyde den verdslige øvrighed, hvis denne (som det
hedder i art. 16:7) ’befaler ham at synde’ – så henviser bekendelsen som
omtalt til Ny Testamente for dermed på stedet at underbygge denne åbne
opfordring til oprør med Guds Ord.
Det er ikke altid, at bekendelsen i sine udsagn anvender skrifthenvisninger
– men i dette tilfælde, hvor reformatorerne åbent og uforfærdet
opfordrer til ulydighed mod det antikristelige, politiske og religiøse styre,
synes en sådan tydelig understregning af Skriftens tale at være absolut
nødvendig.
Den beretning i Ny Testamente, som Den Augsburgske Bekendelse i
dette tilfælde henviser til, er den usædvanlige historie, hvor de religiøse
ledere i Jerusalem (tydeligvis drevet af skinsyge og sårede ambitioner) kastede
nogle af Jesu mest kendte apostle i fangehullet. Imidlertid viste det
sig (fortæller ’Apostlenes Gerninger’), at Himlen ikke var indforstået med
det gudsfjendske, religiøse styres fremgangsmåde. I stedet for (som Skriften
andre steder påbyder) at ’underordne sig den verdslige øvrighed’ gjorde
endog Gud oprør mod systemets uretfærdige behandling af Kristi tjenere;
ved nattetid sendte Han en engel, der (tværtimod alle givne love og regler)
tillod sig at åbne de fængselsdøre, som myndighederne havde lukket for at
■ 86 ■

føre de af den lovlige øvrighed arresterede prædikanter ud i det fri (Ap.G.
5:19).
Denne handling var i sig selv – i det verdslige styres øjne – en lovløs og
forbryderisk indtrængen. Dem, der befrier ’oprørere’, som både det religiøse
og civile styre omhyggeligt har sørget for at få anbragt bag lås og slå, må
– det må selv et barn kunne indse – selv betragtes som ’lovovertrædere’.
Imidlertid er det præcis denne historie, som Den Augsburgske Bekendelse
henviser til, når den opfordrer Jesu efterfølgere til overalt og i samlet flok at
vise foragt for lovens bestemmelser, hvis disse gør sig skyldige i at ’befale
de kristne at synde’…
Da den natlige, himmelske gæst for 2000 år siden stod i den mørke,
kolde fængselscelle i Jerusalem, løste han ikke blot lænkerne på de (af de
lovlige myndigheder indsatte) fanger, - men han gav dem oven i købet
besked om, at de straks skulle gå over på Tempelpladsen og fortsætte deres
illegale aktivitet. ”I skal træde åbenlyst frem i helligdommen,” sagde engelen,
”og I skal fortsætte med at tale til folket alle livets ord!”
De indsatte burde på det tidspunkt have indvendt, at det sidste (den
direkte forkyndelse) netop var det, myndighederne ’udtrykkeligt’ (v.27)
havde ’forbudt’ dem at gøre.
ADLYD GUD
Den nat lå det i luften i tempelvagtens fængselscelle, at det, som den himmelske
agent befalede apostlene at gøre, kunne han ikke selv udføre. Han
var (på trods af sin høje udsendelse) ikke i stand til ’at tale livets ord’. Skønt
han var mægtigere i kraft og indsigt end de pjaltede, indespærrede apostle,
og skønt han kunne åbne alle slags lukkede porte og døre – så kunne han
ikke (som disse arme, dødelige, der havde oplevet Frelserens nåde) forklare
’Livets ord’. Derfor sagde han: ”Gå og tal – lad folket vide, hvad Israels Gud
og menighedens Herre har at sige i denne sag. Adlyd Gud – (og modsæt
jer dermed enhver form for efterfølgelse af det system, der befaler jer at
synde!”)
Allerede ved daggry stod apostlene på Tempelpladsen. Folket samlede
sig ivrigt omkring dem. Ingen ved, om der den morgen blev stillet spørgsmål
om, hvorledes de arresterede prædikanter var sluppet ud af fængslet
– men alle vidste, at de med deres fortsatte og uforfærdede forkyndelse
om Jesus (samt yderligere udlæggelse af ’Livets ord’), klart overtrådte
den strenge befaling, som styret havde udstedt. Mængden var i de tidlige
■ 87 ■

morgentimer klar over, at deres samling på Tempelpladsen (og det budskab,
de lyttede til), ville blive betragtet som en oprørshandling; men de
var enige om at modsætte sig den religiøse tvang og det totalitære påbud.
En gærende opstand var på vej – ikke antændt af mennesker, men af Den
levende Gud. Dagens prædiken-tekst var denne: ”I skal adlyde Gud mere
end mennesker!”
■ ■ ■
(På baggrund af den Augsburgske artikel om ’de borgerlige forhold’, er
det af betydning at beskæftige sig med denne usædvanlige beretning i
Ny Testamente. Det er således nødvendigt at gennemgå hele det omtalte
skriftafsnit, idet dette i Augsburgerbekendelsens 16. artikel stk. 7 er udpeget
som den eneste bibelske ’retskilde’, reformatorerne henviser til. Her
citeres i bekendelsen fra Apostlenes Gerninger, idet der henvises til en præcis
situation, hvor ’øvrigheden befaler den kristne at synde’. – ”Da bør de
kristne adlyde Gud mere end mennesker,” hedder det).
FÆNGSELSCELLEN TOM
Beretningen fra oprøret i Den Hellige Stad fortsætter således:
I mellemtiden var der sendt bud rundt i hele Jerusalem. Fra de tidligere
morgentimer havde ypperstepræsternes udsendinge banket på 71 døre i
byen og dens nærmeste omegn. – Det samme råd af religiøse ledere, som få
døgn forinden havde domfældt Jesus fra Nazaret, skulle nu tage en stilling
til det ulmende oprør, som i disse timer bredte sig.
Da rådet endelig var samlet, sendte man folk fra tempelvagten hen for
at hente de to ’oprørere’, der sad lænket og indespærret i byens fængsel.
Beretningen i Ny Testamente beretter nøje, hvorledes tempelvagterne
trådte ind i selve fangerummet og til deres forbløffelse så, at den aflåste
celle var tom. Fangerne var forsvundet.
Kommandantens rapport til de ventende 71 mænd er talende. Også
den står omhyggeligt nedskrevet i Ny Testamente; den lyder sådan: ”Da
vi ankom til fængslet, fandt vi alt i orden efter reglerne. Fængselsdørene
og porten var ikke blot aflukket og låst – men sikkerheden var ’forsvarlig’.
Da vi tjekkede vagtordningen, var alt efter bogen. Vagterne stod på deres
poster; intet var at udsætte på fængslets overvågningssystem. Alt gik efter
reglementet.”
■ 88 ■

Kommandanten sluttede: ”Men da vi åbnede døren til fangernes celle,
var den tom!”
■ ■ ■
En bemærkelsesværdig stilhed herskede blandt de 71 jødiske mænd. Enhver
gjorde sig sine egne tanker. Adskillige kiggede hen på en af rådets
mest agtede mænd, en farisæer ved navn Gamaliel. Hvad sagde han til den
historie? Hvis nogen i dette øjeblik skulle udtale sig, måtte det være ham;
han var den eneste, der nød en sådan anseelse, at han kunne forvente at
finde lydhørhed.
Men Gamaliel sad tavs som en statue. Det var tydeligt, at han var berørt
af tempelkommandantens rapport, men han sagde ikke et ord. Og når
han intet sagde, var der heller ikke nogen anden, som turde løfte røsten.
Selv ypperstepræsten, Kajfas, forholdt sig tavs.
Da blev en mand ført ind i rådssalen. Han kom direkte fra Tempelpladsen,
hvor oprøret sydede og gærede. Han kunne fortælle det sidste nyt
med hensyn til de undslupne fangers opholdssted. Manden var ophidset
og forpustet – men han fik fremstammet: ”De mænd, I fængslede i går, står
her til morgen og underviser folket på Tempelpladsen!”
Alle stirrede på ypperstepræsten.
Kajfas sagde stadig intet. Han gav kommandanten for tempelvagten et
tegn. Det betød: ”Hent dem!”
Kommandanten samlede vagtmandskabet og begav sig af sted. Inden
afdelingen af tempelvagter trådte ind på Tempelpladsen, vendte kommandanten
sig til sine folk: ”Ingen magtanvendelse!” sagde han. ”Ingen brug
af vold!”
Mandskabet nikkede. De var indforstået. Den oprømte skare skulle ikke
provokeres. Det kunne gå helt galt. Ingen jordisk myndighed ville slippe
godt fra at gribe til våben i denne situation. Kommandanten havde allerede
’scannet’ situationen og set, at nogle af mændene på Tempelpladsen havde
samlet sten. ”Altså: Ingen form for tvang,” advarede han; ”den af jer, der
lægger hånd på en af de undvegne, er skyld i, at vi alle bliver stenet.”
FORBUDDET
’De undvegne’ blev ført frem for rådet. Ypperstepræsten talte nu for første
gang. Han henvendte sig direkte til apostlene (så vidt fremgår af beretnin-
■ 89 ■

gen, stillede han ingen spørgsmål, der havde at gøre med den uafklarede
sag, som alle i rådet i det øjeblik spekulerede på: ”Hvordan er I sluppet ud
af fængslet?”) Selve den kendsgerning, at Kajfas som forhørsleder slet ikke
kommer ind på dette spørgsmål, er bemærkelsesværdig. Ypperstepræsten
startede lige på med anklagen.
”Har vi ikke udtrykkeligt forbudt jer at lære mere i dette navn?” begyndte
han og omtalte derefter straks overtrædelsens art: ”Nu har I fyldt
hele Jerusalem med jeres lære!” (Ap.G. 5:28). Han fortsatte med på stedet
at stille skarpt på lovovertrædelsens hensigt: ”I vil bringe dette menneskes
blod over os! I er ude på at give os skylden for hans død!”
Set med sanhedrinens øjne var apostelen Peters forklaring mildest talt
kritisabel. Han svarede ikke i overensstemmelse med den måde, man opfører
sig under et forhør; han prædikede – og hvis der er noget, som forhørsdommere
afskyer som pesten, er det folk, der prædiker.
”Vore fædres Gud har opvakt Jesus,” råbte han – og hans røst var ikke
præget af nogen form for usikkerhed. Hvem var denne ulærde fisker fra Genesaret,
der tillod sig at prædike om ’vore fædres Gud’ til ypperstepræsten
og det samlede råd af fornemme jøder?
Uden at fremlægge skyggen af dokumentation fortsætter den anklagede
med at anklage sine anklagere. ”I tog Ham af dage ved at hænge Ham
på et træ!” (v.30)
En udtalelse af den art måtte på stedet provokere en afstandstagen.
Med sådanne ord ville den arresterede ikke have en levende chance for at
slippe billigt fra denne sag. Hans oprørsidéer var gået ham til hovedet.
… og nu fortsatte han med at tale om den korsfæstedes opstandelse
og ophøjelse til at være ’fører og frelser’. Alt det, som han var blevet forbudt
at nævne – ja, han talte endog om ’Israels omvendelse’ (v.31)… hvad
ville det ende med?
Da pludselig rejste sig rådets mest fremtrædende mand, Gamaliel. Han
talte indtrængende. Hans ræsonnement lagde en dæmper på forsamlingens
harme. ”Hold jer fra disse mennesker,” sagde han. ”Vogt jer, at det ikke
skal vise sig, at I kæmper mod Gud!” (Ap.G. 5:39)
OPRØR MOD STATSEVANGELIET
I henblik til Danmarks grundlov § 4 har kirkeministeren pligt til at udføre sit
arbejde i loyalitet mod den evangelisk-lutherske lære. Så vidt det i dag kan
bedømmes, har ministeren svigtet dette loyalitetskrav i samme øjeblik han
■ 90 ■

sendte forslaget om kirkelige homovielser til høring. Ved at anmode kirkens
biskopper om at udforme et ritual for kirkelige vielser af bøsser og lesbiske,
har kirkeministeren kastet en brand ind i ’kirkens indre anliggender’; den vil
udvikle sig til et oprør og en strid, der vil medføre splittelse, som ministeren
og hans embedsmænd bør drages til ansvar for.
Selv uden formaliserede regler må der kunne stilles visse fundamentale
krav til den embedspligt, som er ministeren betroet. Han skal være
medvirkende til at ’understøtte’ den evangelisk-lutherske lære – ikke til ved
provokerende og kontroversielle lovudkast at befordre splittelse i det kirkelegeme,
som han er sat til at betjene. Han må vise troskab mod de etiske
normer, som kirkens bekendelse giver udtryk for og ikke være håndlanger
for en antikristelig tidsånd, som søger at styrte kirkens grundpiller.
Det tilkommer kirkens minister – indenfor rammerne af kirkens bekendelsesskrifter
– at tilrettelægge forholdene for, at kirken kan udføre den
opgave, som Bibelen og kirkens Herre giver den. Men ministeren har intet
at gøre med denne opgaves indhold. Han skal ikke tolke Bibelens kærlighedsbudskab
for kirkens præster (sådan som kirkeminister Manu Sareen
har gjort for åben skærm ved tv-udsendelser) – og han skal ikke fungere
som ærkebiskop (sådan som præsterne og menigheden i Sct. Hans Kirke i
Odense har præciseret i deres høringssvar).
Kirkeministeren skal ikke fastsætte, hvad der skal forkyndes i kirken,
eller hvordan ritualet skal forvaltes – han skal heller ikke bestemme disse
ritualers indhold, hvilket han gør sig skyldig i ved at henvende sig til kirkens
biskopper for at få udformet et ritual, der (ifølge kirkens skrift og bekendelse)
’indebærer åbenlys synd’.
I alt dette har den danske kirkeminister i høj grad overtrådt sin kompetence,
hvilket ubønhørligt bør få sine konsekvenser. Hvis dette ikke sker
ad de givne parlamentariske eller juridiske veje, kan det medføre uoverlagte
handlinger, som provokeres frem ved systemets uretfærdighed.
■ ■ ■
Det populære ’kærlighedsevangelium’, som Danmarks statsminister forkyndte
i folketingssalen på Christiansborg tirsdag d. 20. marts 2012, (hvor
en første behandling af lovforslaget om kirkelige homovielser fandt sted)
står i skærende modstrid med det evangelium, som kirkens bekendelsesskrifter
er bygget på. ”Det er vort ønske ved dette lovforslag at muliggøre,”
■ 91 ■

udtalte statsminister Helle Thorning-Schmidt, ”at ligegyldigt hvem man elsker,
kan man blive gift i kirken.” Dermed lagde også hun op til et kirkeoprør,
hvis konsekvenser hun næppe kan forestille sig.
Som en indledende erklæring til netop det lovforslag, der på den dag
(under stor mediebevågenhed) skulle fremlægges i Folketinget – og ved
denne enestående lejlighed udtalt af landets regerings øverste myndighed
– er der ikke blot tale om en tilfældig ’medfølgende bemærkning’. Nej,
øjeblikket fordrede et manifest. En kort fremstilling af en ideologi. Et ’regeringsbudskab’:
Et statsevangelium, som med fordringen om at få udarbejdet
et ritual, ansporer til oprør.
Spørgsmålet er nemlig kun ét: Harmonerer regeringens og kirkeministerens
statsevangelium med det evangelium, som Kristus har betroet sin
kirke? Hvis dette ’statsevangelium’ blev isoleret til rådhuset, ville landets
kristne kun advare og formane de styrende til at opgive et sådant forehavende.
Men i det øjeblik dette ’evangelium’ ved et ritual ’påtvinges’ kirken,
vil landets troende sætte sig til modværge. At dette sidste (indførelsen af
et syndigt ritual) er regeringens hensigt er åbenbart, thi statsministeren
omtaler i sin officielle proklamation, at ’kirken skal stå til rådighed med en
passende kirkelig handling’.
Hertil siger Den Augsburgske Bekendelse i sin 16. artikel stk. 7: ”Det
er nødvendigt, at kristne adlyder deres øvrighed og dens love, medmindre
den befaler at synde. Da bør de nemlig adlyde Gud mere end mennesker”
(Ap.G. 5:29).
SKAL DE KRISTNE LYDE ØVRIGHEDEN?
Det afgørende spørgsmål i denne sag er altså kun dette ene: Er kirkeministerens
lovforslag og statsministerens nye kærlighedsbudskab forbundet
med synd? Hvis det ikke er tilfældet, siger Den Augsburgske Bekendelse, da
’er det nødvendigt, at kristne alle vegne adlyder deres øvrighed.”
Bekendelsen udtaler klart og tydeligt, at hvis der ikke er nogen form
for synd eller overtrædelse af Guds Bud forbundet med kirkeminister Manu
Sareens lovforslag om, at ’to mennesker af samme køn foran alteret bliver
smedet sammen i et ægteskab’ eller statsministeren Helle Thorning-Schmidts
fordring på en kirkelig handling for ’al slags kærlighed’ – da ’skal den kristne
adlyde øvrigheden og ministerens lov. Det er ikke en sag, den enkelte tør
diskutere eller ’have sin egen mening om’. Bekendelsen, som er kirkens faste
grundlov, påbyder (sort på hvidt) at det er ’nødvendigt at adlyde….’ Kirkens
■ 92 ■

døre bør i det tilfælde (uden undtagelse og uden murren i krogene) slås op
på vid gab for homoseksuelle og lesbiske bryllupper.
Hvis det derimod ikke er tilfældet, at øvrighedens love eller krav er
’uden synd’, så stiller sagen sig for den kristne anderledes! Da skal han ikke
adlyde landets love – men han skal modsætte sig disse og handle efter
Guds lov.
I samme åndedrag, som bekendelsens ordlyd taler om den kristnes
pligt til at adlyde landets lov og ret, tilføjes en undtagelse. Lydigheden er
’nødvendig’ og obligatorisk ’medmindre øvrigheden befaler den kristne at
synde’. I det tilfælde skal den kristne ikke blot undlade at adlyde den verdslige
myndighed… men (hedder det) ’han skal adlyde Gud mere end mennesker’.
For at forstå, hvad der ligger i denne forordning, henviser bekendelsen
til den beretning i Ny Testamente (der er beskrevet ovenfor) som ledetråd
for besvarelsen af det spørgsmål: ”Hvad ligger der i de ord: ’Da bør de nemlig
adlyde Gud mere end mennesker’?” (Ap.G. 5:29)
DE FEJE
Den gamle indremissionskæmpe, Chr. Bartholdy, nævnte i en række radioforedrag,
at han havde undret sig over, at de første, som står omtalt i Ny
Testamente i opremsningen af de elendige, der ender i ’søen, der brænder
med ild og svovl’, er ikke morderne og de utugtige; de dukker senere op på
listen! Nej, dem, der står øverst i rækken, er ’de feje’ (Åb. 21:8). Og netop
dette er en stor udfordring i det oprør, som fra nu af vil brede sig over land
og rige.
Når det nemlig i kirkens 500 år gamle bekendelse står skrevet, at hvis
øvrigheden ’befaler de kristne at synde’ (CA. Art. 16:7) –da bør de adlyde
Gud mere end mennesker, så kan det deraf udledes, at de ikke skal adlyde
den verdslige øvrighed. Med udgangspunkt i bekendelsens formulering, at
’øvrigheden befaler at synde’, er det, som her omtalt, nøjagtigt, hvad der
sker ved det lovforslag, som kirkeministeren fik ophøjet til lov d. 15. juni
2012. Ved den påtvungne indførelse af et kirkeligt ritual, der er i strid med
både Skrift og bekendelse, kan staten ikke længere unddrage sig sit ansvar
med hensyn til det tydelige påbud om synd, som her finder sted! At enkelte
præster af samvittighedsgrunde kan undlade at deltage i sådanne kirkelige
handlinger, sætter ikke lovens forpligtelser i noget uskyldigt skær; kirkeministerens
lovforslag opfylder samtlige betingelser for at kunne indordnes
under betegnelsen ’befaling til synd’ – og denne befaling bør intet sted af
■ 93 ■

nogen oprigtig kristen efterfølges. Tværtimod bør den – som det skete i den
første kristne menighed i Jerusalem – udsættes for de troendes åbenlyse
ringeagt! Alle steder bør den overtrædes, og overalt bør Kristi stridsmænd
gøre nøjagtigt det modsatte af, hvad dette påtvungne, nye, afskyelige afgudsritual
beordrer dem til at gøre. Ingen bør samle sten op for at gribe til
selvtægt! Ingen vold og intet våben bør anvendes – men med Ordets sværd
og i sandhedens navn kaldes der i denne time til oprør. Den regering, statsminister
og kirkeminister, der handler så uansvarligt, bør stilles til ansvar
for sine gerninger.
■ 94 ■

KAPITEL 9
MINISTEREN, DER TOG
DRONNINGEN SOM GIDSEL
På baggrund af en række bemærkelsesværdige begivenheder i Norge, hvor
den norske konge pludselig med sin person modsatte sig, at der ved et planlagt
stortingsmøde d. 21. maj 2012 skulle kunne tages de første skridt til
betydelige ændringer af Norges grundlov, vendte blikket sig mod Danmark.
I Norge arbejdede politikerne på, at få det kristne livssyn ud af Grundloven,
hvilket da samtidig berørte den norske konges kristne bekendelsespligt.
Hertil reagerede Kong Harald med en kort, fyndig bekendtgørelse. ”De norske
konger er kristne!” Med denne erklæring støttede den norske majestæt
sig til to paragrafer i Grundloven. Hvorledes stillede nu den danske dronning
sig til de samme krav?
Tre norske jurister har i deres værker (fra før århundredeskiftet) omtalt
den grundlovsbefæstede baggrund for, at Norges Kong Harald kunne
tage en så dristig, personlig stilling i den politiske kirkekamp, som stadig
finder sted i Danmarks broderland. (Det drejer sig om F. Carstberg: Norges
statsforfatning II, 3. udg. (Oslo 1964, side 14) samt T.H. Aschehoug: Norges
nuværende statsforvaltning II, 2. udg. (Kristiania 1992) side 479-480 samt
K. Robberstad: Lærebog i Kyrkjeret I (Oslo 1945; side 16ff.)
Af særlig interesse for den danske dronnings stilling i den foreliggende
sag om ’et nyt vielsesritual for par af samme køn’, (der d. 15. juni 2012 blev
ophøjet til lov i Danmark), rettede opmærksomheden sig mod den norske
jurist, Jens Edvin Andreassens kommentarer i forbindelse med emnet:
’Kongens tilsynskompetence, særlig i konfessionelle spørgsmål’ (Oslo 1989,
side 44).
■ 95 ■

Han skriver bl.a.: ”Den Norske Grundlov siger i § 4, at kongen ’håndhæver’
den evangelisk-lutherske religion, mens § 16 siger, at kongen ’påser’,
at religionens offentlige lærere følger de normer, som er foreskrevet dem.”
Den norske procesfuldmægtig fortsætter: ”Man kan af ordet ’håndhæve’
ikke udlede noget andet, end at kongen skal sørge for, at der bliver
reageret, dersom kirkens forkyndere afviger fra læren…” Det viste sig nu,
at den norske konge fulgte denne tolkning af Grundloven. Han sørgede
for, at der bliver reageret. Ja, han regerede personligt: ”Jeg er en kristen,”
sagde han.
Det store spørgsmål i Danmark var nu, om den danske dronning ville
tage samme stilling. Dronning Margrethe har ifølge den danske Grundlov
også en ’bekendelsesbinding’. Her ’skal kongen høre til den evangelisk-lutherske
kirke’ (§ 6). Spørgsmålet er, hvorvidt disse lovens ord i Danmark
tilkendegiver, at også den danske monark kan og bør reagere, hvis kirkens
bekendelse bliver krænket. Med andre ord: Støtter Danmarks Grundlov vor
dronning, hvis hun ønskede at tage samme stilling som den norske konge?
Kunne også Danmarks dronning tillade sig at sige: ”Danmarks konger
er kristne!” – og dermed, når grundlovsbekendelsen angribes, for Gud og
mennesker åbent at protestere med ordene: ”Jeg er en kristen!”
■ ■ ■
I Danmark stod den aktuelle strid ikke om en grundlovsændring; den sag vil
imidlertid snart melde sig (idet enkelte politikere allerede har meldt ud, at
’Grundloven er gammeldags’ og at ’alt hvad der har at gøre med konge og
kongehus skal ud af Grundloven’).
Hvad Danmarks dronning skulle præsenteres for var nøjagtig det
spørgsmål, som den norske jurist stiller skarpt på med titlen: ”Kongens tilsynskompetence,
særlig i konfessionelle spørgsmål’.
Han siger: ”Hvis kongen skal ’påse’, at bestemmelser om bekendelsespligten
bliver opfyldt, så må kongen (nødvendigvis) også tage stilling til,
hvad bestemmelserne fastsætter.” Jens Edvin Andreassen fortsætter: ”Det
samme gælder, hvis kongen skal ’påse’, at rituelle forskrifter bliver fulgt.
Da må kongen nødvendigvis personligt tage stilling til, hvad forskrifterne
fastsætter…” (side 44).
Kong Harald i Norge fulgte denne tolkning; han ’tog stilling’. ”Norges
konger er kristne,” sagde han. Han havde med sin klare bekendelse fulgt
■ 96 ■

estemmelsen; han fulgte ved sit vidnesbyrd, (som nordmændene agter og
værdsætter) forskrifterne.
Dette gælder ifølge den her angivne tolkning også spørgsmålet om
’rituelle forskrifter i kirken’. Altså et nyt vielsesritual. Er et sådant nyt ritual
inden for normerne af kirkens bekendelse? Hvis ikke - kan Danmarks dronning
i så tilfælde reagere? Kan Majestæten personligt tage stilling?
Om dette siger den norske grundlovsfortolker:
”Dette sidste spørgsmål (hvorvidt et ritual er indenfor kirkens bekendelsesskrifter)
kan kongen ikke afgøre! Et sådant spørgsmål om den gældende
liturgi kan kongen ikke med nogen endelig virkning afklare. Det må
da i tilfælde af tvivl bringes for domstolene (som det nu er tilfældet i Danmark)
for her at blive prøvet. Den norske Grundlovs § 16 er ikke til hinder
for dette (jf. Rt. 1985, side 498). Hvad den liturgiske forskrift foreskriver,
kræver imidlertid teologisk fagkundskab og her er selv domstolenes kompetence
begrænset” (side 44).
(Dermed er sagen klar! Når tolkningen af Grundloven ikke (i liturgiske
spørgsmål) tilkender monarken nogen beslutningsmyndighed med endelig
virkning, så er denne begrænsning lagt fast. Det gælder imidlertid også
regeringens mangel på kompetence – ja, domstolenes begrænsning!)
Disse foreskrevne begrænsninger synes imidlertid ikke på noget tidspunkt
at være nogen hindring for ’en personlig reaktion’ fra monarkens
side; en ’personlig stillingtagen’. Sådan som Norges konge har gjort. ”Jeg og
mit hus er kristne,” erklærer han – og dette ikke blot tillader men påbyder
Grundloven både Norges konge og Danmarks dronning at sige. Om dette
har jeg følgende at forklare:
EN SÆRLIG DANSK GRUNDLOVSPARAGRAF
I et hundrede og halvtreds år har en særlig paragraf i Grundloven givet
de danske jurister hovedpine! Utallige forsøg har været gjort for at ’bryde
koden’ bag præcis denne paragrafs ældgamle, halv-juridiske begreb, der
for længst er ’faldet ud af ordbogen’, men som nu synes at leve i bedste
velgående i Danmarks Riges Grundlov.
Bestemmelsen lyder sådan: ”Kongens person er fredhellig (§ 13)… og
for første gang siden 1849 så det nu endelig ud til, at det, som teoretikerne
ikke har fattet, og de lærdeste, retsvidenskabelige professorer ikke har
kunnet mestre, blev gjort lysende klart ved den ufattelige begivenhed, der
■ 97 ■

udspillede sig, inden de danske ministre tog på sommerferie i 2012. Den
danske kirkeminister havde nemlig planer om i juni 2012 at gøre det klokkeklart
(for både regering, kongehus, domstole og den danske befolkning)
hvad der ligger i ordene: ’Dronningens person er fredhellig’. – ”Der ligger
ingenting,” var hans budskab. ”Jeg vil bevise, at det er en gabende tom
grundlovsparagraf.”
Ministeren ’tolkede’ personligt det gamle grundlovsbegreb ved åbenlyst
at overtræde bestemmelsen. Ved frækt og smilende at spadsere forbi
det kongelige advarselsskilt: ’FREDHELLIG’, viste han for alverden, hvorledes
denne ’nyttesløse’ grundlovsbestemmelse skulle forstås! Med en gudløs
politikers uforskammethed trampede han ind på nationens mest fredede
område for dermed at bevise, at ingen i det ganske rige turde gribe ind over
for denne åbenlyse provokation.
”Der kan I selv se!” spottede han, ”der er ikke længere noget, der hedder
’fredet’, og der er intet, der hedder ’helligt’, og der er slet ikke noget, der
hedder ’fredhelligt’.
Og eftersom alle forholdt sig tavse og passive over for denne udfordring,
gav de ham evigt ret! Eftersom ingen sendte politiet efter ham og
på stedet slæbte ham for en dommer (sammen med grundlovens tydelige
advarselsskilt ’FREDHELLIG’) – så gav de ham dermed deres samtykke og
sang med på den samme spottevise:
”Der er intet mere, der er ’fredet’;
intet, som er ’helligt’!
- intet mere, som er ’helligt-fredet’;
- og ’fredhelligt’ ej gjort forskelligt!
Hvad var det for en vanærende handling, som den danske kirkeminister i
største hast udøvede for én gang for alle (og på sin regerings vegne) at
træde dette gamle ’hellighedsbegreb’ under fode? Hvad udsatte ministeren
den danske dronning for? Hvormed krænkede han majestætens person for
dermed at gøre det tydeligt for alle, at det ord ’fredhellig’ kan danskerne
godt stryge af grundloven? Hvad var kirkeministerens hemmelige plan?
EN GROV OVERTRÆDELSE
Den plan, som den danske kirkeminister på den skæbnesvangre junidag
2012 førte ud i livet, var følgende: I sin halvblinde kamp for at opnå et politisk
mål, vandrede ministeren – inden han tog på sommerferie – selvtilfreds
og i ’embeds medfør’ - forbi den kongelige livgardes vagt på Amalienborg
■ 98 ■

for (i tydelig modstrid med landets grundlov) at præsentere sig selv for
Danmarks dronning; ministeren var ventet, og ingen ved, hvorledes dronningen
modtog ham. Majestæten var vidende om, at ministeren kom i et
’politisk forretningsanliggende’, og at han som sådan var officiel repræsentant
for en regering, der på forskellig måde havde vist kongehuset foragt.
I hånden havde ministeren et dokument, som dronningen skulle underskrive.
Det drejede sig om et nyt ritual, der skulle indføres i kirken, og
det kunne – efter sædvane – kun ske ved kongelig resolution. Det var i den
forbindelse, at den uhørte krænkelse fandt sted, og landets troende holdt
vejret: Hvorledes ville dronningen reagere?
■ ■ ■
Hvis nemlig nogen handling nogensinde vil blive omtalt som en ’helligbrøde’,
og hvis nogen overtrædelse nogensinde med rette vil kunne betegnes
som en forulempelse af dronningens ’fredhellighed’, så er det, hvad herefter
fandt sted på kongens slot.
Ministeren anmodede høfligt og (hvilket er hans art) slebent dronningen
om en underskrift på det famøse dokument, som skulle ’kongeligt forordnes’
(det nye vielsesritual, der skulle indføres i alle landets folkekirker).
Dronningen kunne i det øjeblik med politisk sindsro underskrive, for
den 13. paragraf i Grundloven erklærer, at majestæten er ’ansvarsfri’. ”Det
var i så tilfælde kun ministeren, der stod til ansvar.” Hvis der altså forefandtes
noget som helst ’grundlovsstridigt’ i denne sag, var det kirkeministeren,
der kom til at forklare sig. Desuden kunne dronningen ved ministerens besøg
stille sig tilfreds med, at størstedelen af landets biskopper havde været
med til at udforme det pågældende ritual; intet kunne altså være mere
legalt. Danmarks dronning havde al jordisk ret til at skrive under; det bliver
ministeren, der kommer til at betale regningen; han er den, der høster de
ulyksalige konsekvenser af denne handling.
Nu hedder det imidlertid i Grundloven, at det er ’dronningens person,
der er fredhellig’. Der tales altså ikke her om monarkens ophøjede stilling
som ’rigets regent’; der peges entydigt i loven på ’dronningens person’.
Det var dermed dronningens person, som ministeren forulempede. Det var
dybest set og i lovens genspejling majestætens ’personlige tro’ og ’indre
overbevisning’, som ministeren frækt udfordrede. Han vovede sig med sit
halvsnavsede dokument ind på majestætens mest intime enemærker, hvor
■ 99 ■

en minister aldrig nogensinde har noget at gøre. Ligesom Danmarks kirkeminister
dumdristigt og åndelig blankt tumlede rundt i kirkens ’indre anliggender’,
og uden skyggen af gudsfrygt maste sig frem med et fremmed
ritual foran kirkens alter – således holdt han sig ikke tilbage fra at storme
forbi Grundlovens manende advarselsskilt om ’det fredhellige område’, der
hører med til dronningens værdighed. Afstumpet og uimodtagelig for advarsler
væltede ministeren sig ind på dronningens person for at afkræve
hende en bekendelse, der strider mod alt, hvad hun i Danmarks Riges
Grundlov højtideligt har forpligtet sig til. Danmarks kirkeminister ville lave
et ’statskup’, hvor han ville tage dronningen og den kongelige, kristne bekendelse
som ’gidsel’.
(”Vil han oven i købet øve vold mod dronningen her i huset i min nærværelse,”
råbte den bibelsk-babyloniske hersker, da Guds folks fjende nr. 1
for 3500 år siden søgte at bønfalde dronningen om en særlig gunst (Ester
7:8). Derefter lød befalingen: ”Hæng ham!” og få timer senere dinglede
den frække minister i den galge, som han selv havde rejst for sine egne
modstandere…)
Når et lands politikere, regering og ansvarlige ministre synes både døve
og blinde for alle advarsler om ikke at træde ind på de steder, der er – ikke
blot ’fredede’ – men afmærket med betegnelsen ’fredhellige’, så regnes det
ikke længere blot for ’en overtrædelse’ men for en ’grov overtrædelse’, der
skal straffes. Dette vil jeg i det følgende nærmere forklare.
NORGES KONGE
For at kunne fatte, hvad der ligger i ordet ’grov overtrædelse’ er det atter
nødvendigt at vende blikket mod Norge. ”De vil kaste Jesus ud af Grundloven,”
hævdede landets troende befolkning, da de i maj 2012 afleverede
12.000 protestunderskrifter til Norges Storting i Oslo.
Kristent Samlingsparti var gået i spidsen for at indsamle underskrifterne,
og partileder Morten Selven holdt en flammende tale foran Stortinget.
”Der er mange politikere, der i dag taler varmt om ’de kristne værdier’,”
udtalte han og tilføjede: ”Ja, de taler begejstret om ’den kristne kulturarv’
– men samtidig er de parate til at afkristne hele vort land med deres
stillingtagen til Grundlovens kristne livssyn. Gudstjenester bliver forbudt i
vore skoler, og navnet Jesus må ikke nævnes i en børnehave – nu vil man
have kristendommen ud af Grundloven!”
Arrangørerne havde bedt om, at repræsentanter for Stortinget tog
■ 100 ■

imod de 12.000 underskrifter ved det store friluftsmøde – men ingen fra
parlamentet var mødt op for at modtage underskrifterne. ”Men kongen har
talt,” lød det; ”han har sagt: ”De norske konger er kristne!”
DET RELIGIØSE SKUESPIL
En af de paragrafer, som søges fjernet fra den norske grundlov, er den
fjerde paragraf, som siger: ”Kongen skal stedse bekende sig til den evangelisk-lutherske
religion, håndhæve og beskytte den.” Vor danske dronning
kan utvivlsomt indlæse samme betydning i den danske grundlov, der i paragraf
seks siger: ”Kongen skal høre til Den evangelisk-lutherske kirke.”
Ingen af disse to paragrafer tildeler monarken nogen kompetence
(myndighed) til at give (hvad man i det juridiske sprog kalder) ’materielle
bestemmelser’ for kirken. Begge paragraffer pålægger imidlertid de to landes
regenter en ’personlig håndhævningskompetence’. Det vil sige, at både
den norske konge og den danske dronning for deres egen del og af hjertet
bør fastholde deres bekendelsesbinding. De bør personligt kunne sige, at de
ikke vil undlade at bekende sig til den kristne tro.
De norske jurister forklarer sagen således: ”Udtrykket ’håndhæve’
bruges mest i forbindelse med den forståelse, at man ’håndhæver’ en lov.
Staten kan f.eks. oprette et forvaltningsapparat for at håndhæve en lov. I
det tilfælde skal denne forvaltning påse, at loven bliver overholdt, og at
brud på loven bliver forfulgt på foreskreven måde. Det betyder ikke, at den
pågældende myndighed også har det sidste ord med hensyn til tolkningen
af loven. Hvad der ligger i en bestemt lovbestemmelse, er domstolenes sag.
Det må de i sidste instans tage stilling til.”
De norske jurister forklarer yderligere: ”Når kongen i Grundloven § 4 er
sat til at håndhæve og beskytte (på dansk: er sat til ’at høre til’) den evangelisk-lutherske
religion, så ligger der efter vor mening i dette, at kongen
er pålagt et særskilt ansvar for at påse, at staten opfylder sin pligt efter §
2, og at der bliver reageret, hvis kirkens tjenestemænd sætter sig ud over
kirkens trosgrundlag.”
Det kunne for den danske dronning betyde, at også ’tilhørsbindingen’,
som er nævnt i den danske grundlov ’pålægger dronningen et personligt
ansvar så langt, at majestæten ikke nødvendigvis (blindt og robotagtigt)
skal følge statens embedsmænds anvisninger, hvis disse strider mod den
bekendelse, som den samme stat har pålagt regenten at følge som en ufravigelig
pligt.”
■ 101 ■

De norske jurister slutter: ”Det må heraf kunne udledes, at lovgiveren
har pligt til at gøre beskyttelsen af statsreligionen mulig gennem lovbestemmelser,
eventuelt straffebestemmelser, rettet mod grovere angreb på
statsreligionen.”
Vedrørende en sådan ’grovere overtrædelse’ med hensyn til at få dronningen
til at afstå fra sin bekendelsesbinding, kan følgende tilføjes: ”Den
bekendelsespligt, som de to skandinaviske grundlove pålægger kongen eller
dronningen, gælder kongen og dronningen personligt. Dette præciseres
især i den norske grundlov, som i den 12. paragraf (andet led) erklærer, at:
”Af statsrådets medlemmer skal over det halve antal bekende sig til statens
offentlige religion.” Det vil sige, at ligesom parlamentets medlemmer
omtales med en ’personlig pligt’ vedrørende deres religiøse tilhørsforhold,
sådan gælder det også rigets regent. I denne sag bliver Grundlovens bestemmelse
’personlig’; den kan ikke blot opfattes ’formel’ og kan ikke ’dækkes
ind under’ det embedsagtige, ’ansvarsfrie område’. Bestemmelsen har
tydeligt som sigte ikke blot en tom, indholdsløs ’læbernes bekendelse’. (Som
alt, hvad der fyger ind over det politiske livs facader og det ’udadvendte,
udenadlærte ritual’, er og forbliver Gudsbekendelsen et personligt hjerteanliggende,
der har rod i den enkeltes samvittighed. Det gælder både konger,
ministre og jævne handelsfolk, arbejdere og bønder. Gud i Himlen lytter til
bekendelsens oprigtighed – hvad enten den kommer fra slot eller vrå. Hvad
angår ’mundens bekendelse’, siger Bibelen, har den at gøre med ’hjertets
tro’. Gud hader (siger Gamle Testamente) det ’religiøse skuespil’ og nægter
ifølge profeten Esajas at have noget med det at gøre (1:10-18).
Det er ikke mindst i den henseende, at det store spørgsmål om den
danske dronnings kristne bekendelse skal ses! Den er i første omgang en
bekendelse over for Gud – og i den sag havde det danske folk håb for deres
dronning; de havde bemærket, at dronningen i sin nytårstale 2012 på en
særlig måde dvælede ved ordene: ”Må Gud bevare Danmark!” – Helhjertet
bad og fastede de for dronningen og ’hele kongens hus’ – og de ønskede
af hjertet at efterleve Ny Testamentes ord: ”Frygt Gud, ær kongen!” Derfor
rejser de sig også i dag til strid mod den minister, der d. 15. juni 2012 udøvede
sin helligbrøde og dermed tog dronningens dyrebare bekendelse som
gidsel for derigennem at søge at gennemføre sin egen politiske mærkesag!
■ 102 ■

KAPITEL 10
DRONNINGENS
UNDERSKRIFT
I det tidlige forår 2012 meddelte jeg i ’et dagligt’ brev på min hjemmeside,
at jeg natten til d. 17. april modtog et Herrens ord i forbindelse med den
underskrift, som dronningen få uger senere skulle sætte på den kongelige
anordning, at bryllupper for homoseksuelle herefter kunne finde sted foran
kirkens alter.
I mit brev kaldte jeg denne natlige inspiration for ’Guddomssvaret’,
idet jeg henviste til, at apostelen anvender samme udtryk i Ny Testamente
(Rom. 11:4). Det betyder simpelthen, at når der stilles direkte spørgsmål til
Gud, svarer Han.
I den kongelige forordning, som dronningen skulle underskrive, lød
teksten således: ”Vi, Margrethe Den Anden, Danmarks dronning ved Guds
Nåde, gør hermed vitterligt…” Eftersom dronningens bekendelse således
henviste til Guds Nåde, kunne det forventes, at både majestætens egne –
og mediernes spørgsmål om ’det lovlige aspekt’ vedrørende dronningens
underskrift blev besvaret - ikke af noget menneske – men af Nådens Gud.
Svaret til dronningen lød sådan:
”Tro ikke, at du alene skal undslippe, fordi du er i kongens palads. Nej,
dersom du virkelig tier ved denne lejlighed, så kommer der andetstedsfra
hjælp og redning – men du og din slægt skal omkomme. Hvem ved, om det
ikke netop er for sligt tilfældes skyld, at du er kommet til kongelig værdighed.”
Bibelens dronning svarede: ”Gå hen og kald alt Guds folk sammen og
hold faste for mig, således at I hverken spiser eller drikker dag eller nat i
tre døgn, og derefter vil jeg gå ind til kongen, skønt det er imod loven; skal
■ 103 ■

jeg omkomme, så lad mig omkomme” (Ester 4:13-17). ”Den, som fik buddet,
gjorde ganske, som Ester have pålagt ham” (v.17).
TRE DAGES BØN OG FASTE
Den, der altså ville gøre alvor af dette Guddomssvar, burde mærke sig den
givne befaling: ”Gå hen og kald alt Guds folk sammen og hold faste for
mig (dronningen), således at I hverken spiser eller drikker i tre døgn” (Ester
4:16).
Eftersom jeg bemærkede, at befalingen tydeligt var personligt stilet:
”Gå hen og kald,” gjorde jeg for mit eget vedkommende alvor af dette og
kaldte over min hjemmeside i Herrens navn Guds folk i Danmark til i tre
dage fra 4.-6. maj 2012 at ’holde bøn og faste for Danmarks dronning’.
Fredag d. 4. maj var vor ’nationale bededag’, som de gudløse i årevis
har søgt at få afskaffet. Den var imidlertid – tror jeg – for denne anlednings
skyld bevaret og af Herren udset til at være den første bede- og fastedag
for Danmarks dronning Margrethe. Den anden af de tre dage, d. 5. maj, var
Danmarks befrielsesdag, hvor Guds folk burde søge Herrens Åsyn for, at
kirkeministerens ’åndelige besættelsesmagter’ ikke med deres formørkede
indflydelse skulle trænge ind på kongens slot – og den tredje dag d. 6. maj,
var en triumferende søndag, hvor lovsangen burde stige op fra mange kirker
og forsamlinger over land og rige.
I store og små forsamlinger kunne Herrens folk samles. ”Thi hvor to
eller tre er forsamlede om Mit Navn, dér er Jeg midt iblandt dem” (Matt.
18:20). I forbindelse med opmuntringen til bøn og faste for Danmarks
dronning havde jeg otte punkter at betone. Disse omtales i det følgende:
1. DRONNINGEN SKAL TALE
Professor dr. Theol. Theodor Jørgensen har i en artikel med titlen ’Folkekirkens
ledelsesstruktur (Kirkeretsantologi 1991) skrevet følgende:
”Dronningen kan ikke foretage sig noget imod Folketinget, ministeren
eller biskopperne men kun handle på deres vegne.”
Hvis dette virkeligt havde været tilfældet, burde denne udfordrende anledning
vise et andet billede. Skriften siger jo til dronning Ester: ”Hvis du
virkelig tier i denne situation, vil der komme hjælp andetsteds fra.” Øjeblikket
fordrede, at dronningen her talte på egne vegne! Både Gud og folket ventede
at høre dronningens egen mening i denne sag. Derfor måtte bønnen til
Gud være, at dronningen her ikke forholdt sig tavs. Dronningen skulle tale.
■ 104 ■

Den advarsel, der er knyttet til det bibelske påbud, er, at hvis dronningen
afslår et give udtryk for sin egen bekendelse, vil Nådens Gud passere
tronen og hente hjælp fra en anden kant – men kongedømmet, som ene
opretholdes ved Guds nåde, står i fare.
2. 40-ÅRSPRØVEN
Den teologiske professor fortsætter i sin artikel:
”Dronningens underskrift er en sidste rest af fyrstekirken.” Derfor burde
kristne overalt have samlet sig og bedt om, at denne ’sidste rest’ af en
kristen monarks indflydelse måtte blive manifesteret.
Netop i den tid, hvor i Danmark en ny kirkeordning søgtes indført, ønskede
de troende over for Gud og mennesker at give til kende, at de hellere
ville have en kristen fyrste (dronningen) end en flok vantro biskopper og
præster til i rette øjeblik at udtale et myndigt ord.
Et sådant øjeblik var inde, og ordet, som i første omgang gjaldt Bibelens
dronning, Ester, gjaldt nu Danmarks dronning: ”Hvem ved, om det ikke
er med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed”
(v.16).
Efter 40 år på tronen oprandt prøvens time. Danmarks kristne bad
for, at deres dronning måtte bestå 40-års prøven – at majestæten ville
nægte at sætte sit navn under et lovforslag, som er imod kirkens skrift og
bekendelse.
3. SKRIFTEN PÅ VÆGGEN
I artiklen ’Pilotering i dansk religionsret’ har lektor Lisbeth Christoffersen,
Ph. D. bl.a. skrevet: ”Der er nu tale om at gennemføre et opgør med et
enevældigt element i dansk religionspraksis. De kongelige ordninger er ikke
alene på kanten af Grundlovens § 66 men også af selve religionsfriheden”
(Samf. Vidensk. Syn. 2001). Disse truende udsagn, som allerede for mere
end en halv snes år siden blev offentliggjorte, nærmede sig nu deres virkeliggørelse;
det er en farlig time for Danmarks kongehus. Kun Guds nåde
kan bevare Margrethe Den Anden som Danmarks dronning. Må Gud give
nåde til, at dronningen fremover kan læse skriften på væggen. Det såkaldt
’religionspraktiske udsagn’ ville nemlig på godt og letforståeligt ’bibeldansk’
sige: ”Øksen ligger ved træets fod…” og (Jesu egen forudsigelse): ”så skal da
hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden” (Luk. 3:9).
■ 105 ■

Den bøn, som de troende i Danmark i de dage mere end nogensinde bad
for deres dronning, var, at majestæten måtte få nåde fra Gud til at læse
alvoren i tidens tegn.
Daniels Bog fortæller om en afvegen perserkonge, der i sin arrogante
ligegyldighed og sit tåbelige overmod dristede sig til at ’vanhellige det hellige’.
Alle hans ’stormænd’ fulgte med i den himmelråbende overtrædelse.
”I samme stund,” fortæller Skriften, ”viste der sig fingre af en menneskehånd,
som skrev på væggens kalk i kongens palads” (Dan. 5:3). Ingen
kunne tyde skriften, før dronningen dukkede op og sagde: ”I dette rige
findes en mand, i hvem Guds Ånd er… Lad ham kalde!” (v.12) Da Daniel blev
ført frem, talte han uden frygt til majestæten og sagde: ”Du har vanhelliget
det hellige! Derfor er denne hånd udsendt fra Ham, og skriften på væggen
står optegnet” (v.24).
Da Daniel tydede skriften, holdt festen op. Ordene på væggen betød:
”Du er vejet og fundet for let! Dit riges dage er talte. Der er gjort ende på
dit kongedømme!” (v.26)
Fuldbyrdelsen af dette profetiske ord lod ikke vente på sig. Samme nat
stod kongens trone tom! I Guddomssvaret fra Esters Bog lyder advarslen:
”Hvis du tier i denne situation, vil dit fædrenehus (kongedømme) gå til
grunde (Ester 4:16). Må dronning Margrethe få nåde til at læse, hvad der i
denne time ’står skrevet på væggens kalk i kongens palads’!
4. KORSVEJEN
De af Danmarks kristne, som i store og små grupper i begyndelsen af maj
påtog sig en ’Ester-faste’ for deres dronning, bad for majestætens rådgivere.
Eksperterne syntes nemlig at være både blinde og døve med hensyn til
den overhængende fare, der lå i, at kirkeministeren, som var hovedmanden
bag ’vanhelligelsen af det hellige’ (og som nu omtaltes som ’eneste underskriver’
af love og bestemmelser) havde formået at samle alle kirkelige
retninger og foreninger inden for folkekirken for at gennemføre endnu et
nyt forslag fra hans hånd: ’En ny styrelse af folkekirken’.
Dronningens rådgivere burde af den grund have lyttet til kirkeministeriets
departementschef, Henrik Nepper-Christensen, som til en tilhørerskare,
der bl.a. rummede 9 ud af 10 biskopper, 20 repræsentanter fra
landsforeningen af menighedsråds-medlemmer, 12 fra Indre Mission og
kirkeordførere fra samtlige partier samt en repræsentation fra præste- og
provsteforeningen, udtalte: ”Folkekirkens ritualer kan alene autoriseres
■ 106 ■

gennem en dansk minister.” Dronningens underskrift blev end ikke nævnt!
Talende – men uvist af hvilken grund!
’Ester-forbederne’ mærkede sig, at blandt biskopperne sad den dag
Kjeld Holm fra Århus, som med hensyn til et kommende homobryllup i
Domkirken i Århus til tv-nyhederne (uden at sænke blikket) havde udtalt:
”Jeg vil gerne være med til at markere, at – for mit vedkommende – 18 års
bestræbelser på, at bøsser og lesbiske er ligestillede med heteroseksuelle –
har ført frem til et resultat.”
Dronningens rådgivere burde have henledt majestætens opmærksomhed
på, at med dette domkirkebryllup var en uundgåelig korsvej forestående!
Danmarks trone skulle fremover følge trop enten med biskop Holm
og hans håndlangere – eller med den del af kirken, som ifølge Den Augsburgske
Bekendelse betragtede Bibelen som Guds Ord. Grundloven siger, at
dronningen ’skal høre til…’ (§ 6). Enten til dem, der sammen med landets
’omnipotente’ kirkeminister skrev under på Danmarks kirkehistories mest
vanhellige håndfæstning – eller til dem, der lægger en dybere betydning i
dronningens bekendelse: ”Gud bevare Danmark,” og som til hver en tid vil
nægte at lægge navn og rang og ære til en sådan handling.
5. DRONNINGEN HAVDE FORBUD MOD AT UNDERSKRIVE
Danmarks troende påkaldte i tre dage Gud for dronningens personlige forhold
til kirkens bekendelse; Den Augsburgske Bekendelse erklærer nemlig i
sin 28. artikel og stykke 23 følgende: ”Når biskopperne lærer eller bestemmer
noget mod evangeliet, da har menighederne en befaling fra Gud, som
forbyder at adlyde.”
Som det øverste medlem af den evangelisk-lutherske kirke i Danmark,
er dronningen personligt undergivet denne nøje udformede artikel i kirkens
bekendelsesskrift. Som dronning kan majestæten ikke af nogen verdslig
myndighed bydes at efterkomme nogen befaling, men som et personligt
troende lem på Kristi legeme må selv den, der sidder på Danmarks trone,
efterkomme kirkens reformatoriske bekendelse.
Det vil i dette tilfælde sige (ifølge art. 28:23), at hvis en frafalden,
verdsligt indstillet biskop egenrådigt bestemmer noget ’som er mod evangeliet’,
da har selv dronningen ’en befaling fra Gud, som forbyder at adlyde’.
Med rette kan dronningen altså over for både statsråd og medier, ministre,
bisper, provster, præster og paver erklære: ”Vi, dronning Margrethe Den
Anden, lader os ikke byde af noget menneske, men hvis vor evangelisk-lu-
■ 107 ■

therske kirkes bekendelse (som vi af staten er blevet pålagt at følge) giver
os ’en befaling fra Gud’, da må vi adlyde.
■ ■ ■
Den befaling, som Danmarks dronning ifølge Den Augsburgske Bekendelse
er påbudt at følge, drejede sig i dette tilfælde om et højaktuelt og konkret
forbud. ’Hvis en biskop lærer eller bestemmer noget, som er mod evangeliet’,
forelægges majestæten i kirkens bekendelse et direkte ’forbud mod at
adlyde’.
(Det vil sige, at når biskoppen i Århus meddelte, at han i byens domkirke
d. 22. august 2012 ville ’markere’, at ’par af samme køn kunne blive
gift i kirken på samme måde som par af forskellige køn’, så (iflg. artiklens
ordlyd): ’er det en Guds befaling, at dronningen aldrig med sin underskrift
burde have fremmet en sådan handling).
6. DEN SUNDE LÆRE
De kristne, der i Danmark på Store Bededag i maj 2012 samledes til bøn for
Danmarks dronning, bad Gud om, at majestæten blev givet den fornødne
indsigt i den sunde lære. Den Augsburgske Bekendelses forbud mod at adlyde
Århusbiskoppen, Kjeld Holm, var nemlig kun gældende, hvis hans ’lære
eller bestemmelse var mod evangeliet’. Hertil siger apostelen i Ny Testamente:
”Loven skal bruges… mod dem, der slår deres far og mor ihjel, for
drabsmænd og mænd, der ligger i med mænd… efter det evangelium, jeg
har fået betroet!” (1. Tim. 1:8-11).
Hvis Århusbispen fremdeles turde hævde, at han ved denne bryllupsgudstjeneste
for to mænd ’der ligger i med hinanden’, forkyndte evangeliet,
kunne dronningen naturligvis lytte til de af hendes vejledere, der ville sige
det samme. Men dronningen kunne også have lyttet til Ny Testamentes
apostel, der erklærer, at det er i overensstemmelse med ’den sunde lære og
det evangelium, som han (Paulus) har fået betroet,” (v.11) at omtale den
’unaturlige utugt’ i den liste af alvorlige overtrædelser (fadermordere og
modermordere’), som ikke (uden omvendelse) kan forenes med ’Åndens
helligelse og tro på sandheden’ (2:13).
Dronningen måtte altså vælge mellem biskop Kjeld Holm eller apostelen
Paulus. Majestæten blev her stillet over for valget mellem én af
Danmarks førende homo-bisper, som provokerende brugte sin biskoppe-
■ 108 ■

lige værdighed og den domkirke, hvis prædikestol var blevet ham betroet,
til (som han udtrykte det) at ’markere’ ægteskabet mellem to personer af
samme køn – eller Kristi apostel, som i sit nytestamentlige brev siger: ”Ifølge
det evangelium, som er blevet mig betroet, er det en synd, at mænd
ligger i med mænd.”
Maj-forbederne for Kongens Hus tog i deres tre dages-påkaldelse
yderligere højde for, at biskop Kjeld Holm udæskende regnede det for en
sikker sag, at Danmarks dronning bifaldt hans domkirke-bryllup for homoseksuelle.
For ham var dronningens underskrift intet problem!
Dronningen skulle ifølge kirkeministerens plan kongeligt forordne dette
bryllup i juni 2012. Derfor havde biskoppen sagt til de to giftelystne,
homoseksuelle mænd, at de med fortrøstning kunne sætte et kryds i deres
kalender for lørdag d. 11. august. ”Der sker ingen ændringer,” havde han
sagt, ”dronningen skriver under…”
De to mænd, som begge hed Peter til fornavn, glædede sig. ”Det bli’r
en kæmpedag,” jublede de. ”Det er vort livs drøm at blive gift i kirken; vi
har allerede sendt indbydelser ud” – (og ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt
skulle de to mænd nødigt skuffes. ”De, der elsker hinanden,
skal kunne blive gift i kirken,” erklærede hun).
Men Paulus bruger et andet sprog. (Den Augsburgske Bekendelse citerer
i forbindelsen med det guddommelige forbud mod at adlyde de biskopper,
der som Århusbispen lærer mod evangeliet, apostelens ord): ”Men
om… en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har
forkyndt jer, forbandet være han” (Gal. 1:8).
”I skal faste for min skyld,” udbrød dronning Ester. ”I må hverken spise
eller drikke nat eller dag i tre døgn; derefter vil jeg handle – selvom det er
imod loven!” (Ester 4:16). Hvad ville Danmarks dronning gøre?
7. VILLE DRONNINGEN TRÆDE I KARAKTER?
Jeg vil slutte med at citere to henvendelser, som jeg modtog d. 17. april
2012. Den ene er fra Jørn Nielsen, Næstved, og den anden fra Birgit Christensen,
Hjørring. Den første mail lyder sådan:
”Hvis Dronning Margrethe II som både regent og Folkekirkens overhoved
nægter at underskrive den modbydelige lov om homoseksuelle vielser,
vil hun sandsynligvis have udført sin største bedrift nogensinde – ja, måske
i hele monarkiets historie. Hun står således på en moralsk skillevej, og
hendes valg: skal, skal-ikke underskrive, vil blive et stykke Danmarkshistorie
■ 109 ■

uden sidestykke.
Bønner vil blive bedt for hende, at hun som landets dronning vil træde
i karakter og ikke bare være en ubetydelig kransekagefigur, der pr. automatik
føjer dem, ”der giver ulykkeslove” (Es. 10:1) og underskriver disse. Tænk,
om vor dronning i en afgørende stund vil vise royalt ”mandsmod” med et
uforfærdet NEJ til en homo-lov, der vil være ensbetydende med at trampe
på Guds ord og kaste Jesus, som er Guds ords alfa og omega, endegyldigt
på porten.
Dette vil vor lunkne gejstlighed overvejende være uenig med mig i, for
den (men ikke alle) vil i stedet sødladent forsikre, at Guds kærlighed også
gælder homoseksuelle forhold. Det kan den gøre uden blusel, fordi den selv
har forkastet Guds ords absolutte og bindende autoritet og i stedet gjort
Bibelens sandhedsværdi relativ efter forgodtbefindende og iht. en rådende
folkeopinion.
Et nej fra vor i øvrigt teologisk kyndige og evangelisk oplyste Dronning
vil give genlyd udover landets grænser. Utænkeligt, siger de sagkyndige, da
det evt. medfører hendes abdikation el. debat om monarkiets afskaffelse.
Men hvad så? Hun er jo ansvarlig overfor kongernes Konge og herrernes
Herre og skal som den aldrende majestæt, hun nu er, måske alligevel snart
møde Ham som øverste inappellable instans – ikke som dronning, men på
lige fod med enhver anden synder, hvis eneste redning i dette liv og i al
evighed er den korsfæstede og opstandne Frelser som vejen, sandheden og
livet i alle livets eksistentielle forhold – og så må det ellers briste eller bære.”
Den anden mail er et brev, som en kristen kvinde fra Hjørring har skrevet
til dronningen. Det lyder sådan:
8. ’KÆRE DRONNING MARGRETHE’
”Med dette ønsker jeg, at fortælle Dem, at De og Deres skønne familie hver
dag er med i mine bønner. Jeg takker Gud for, at vi i Danmark har en troende
regent, som hvert nytår har turdet bekende denne tro ved at udtale et
”Gud bevare Danmark” for hele folket. Må Hans velsignelse hvile over Dem
og alle i Deres hus fortsat.
Mit næste anliggende er at fortælle Deres Majestæt, at jeg beder Gud
give Dem styrke og mod til at gå imod det lovforslag, som kirkeminister
Manu Sareen vil præsentere Dem for i nærmeste fremtid – og som han
forventer Deres underskrift på. Jeg har en formodning om, at dette strider
mod Deres forståelse af Guds` ord i Romerbrevet kap. 1:24-27. For mig er
■ 110 ■

det ubegribeligt, at en minister vil forsøge at forulempe vores Dronning på
den måde.
Ordene i Romerbrevet er utvetydige. Guds vrede over menneskers
uretfærdighed:
v24 Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de
indbyrdes vanærede deres legemer. v25 De udskiftede Guds sandhed med
løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – Han være
lovet til evig tid! Amen.
v26 Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder
udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, v27 og ligeså opgav
mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres
begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig
derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.”
Alle i landet ved, at de homoseksuelle med vold og magt vil vies i
folkekirken, selvom Guds´ ord siger, at det vil være en vederstyggelighed
for Gud. Gud elsker disse mennesker. De er dyrebare i Hans øjne, men Han
hader deres handlinger og det liv de på det område fører. Vores opgave som
bekendende kristne er at bede for dem, så de må omvende sig fra deres
vildfarelse.
Kære Dronning Margrethe. Vi er mange, som beder for Dem i denne
vanskelige afgørelse, beder om, at de må få mod og styrke til at gå imod
dette forslag og vise, at den danske Dronning er en bekendende kristen,
som står for Guds´ ord, og ifølge grundloven er tilhørende den evangelisk-lutherske
kirke’ og dens bekendelse.”
Den 15. juni 2012 havde dronning Margrethe underskrevet loven om,
at homovielser skulle kunne finde sted i alle landets kirker…
■ 111 ■

■ 112 ■

KAPITEL 11
MINISTRENE BØR STILLES
FOR EN DOMMER!
Ifølge Dansk Lov fra 1683 skal ’nogle af sognets bedste og mest gudfrygtige
sognemænd tilforordnes præsten som hans medhjælpere. Disse gode
borgere skal (som det hedder): ’bistå præsten med alt det, som Gud i Sit
Ord har befalet’. Disse ’sognemænd’ har imidlertid ingen selvstændige beføjelser.”
Denne gamle lov fra 1700-tallet fortæller altså, hvilken inspirerende
tanke, der ligger bag den hjælp, som sognets mænd alle vegne bør yde, for
at Guds Rige kan blive fremmet på deres egn.
Der kan næppe være tvivl om, at de samme hjertelige følelser og motiver
også i dag hersker mange steder i det folkekirkelige legeme – og det
er af den grund usandt, når kirkeministeriet i forsommeren 2012 udsendte
den kortfattede meddelelse: ’Københavns Stiftsråd anbefaler lukning af 16
kirker’. Det ord ’anbefaler’ rummer – er jeg overbevist om – kun en sørgelig
konklusion af Stiftsrådets fremlagte regnskaber – men hjerternes bedrøvelse
og bæven er langt fra inkluderet i denne ’anbefaling’. Nej, ministeren
søgte i en sidste skræmmende meddelelse (om storlukningen af kirker) at få
offentligheden til at tro, at lokale menigheder er indforstået med, at staten
’sælger huset over hovedet på dem’.
Ny Testamente taler advarende om, at ’lovløshedens menneske’ i sit
regeringshovmod vil blive åbenbaret i forbindelse med det såkaldte ’store
frafald’ (2. Thess. 2:3-4). Et af tegnene på denne antikristelige ’fremtoning’
er, at der vil fremstå herskere, der frækt og åbenlyst vil ophøje sig over alt,
hvad der hedder Gud og helligdom (v.4). Det sidste (den specielle, arro-
■ 113 ■

gante holdning over for ’helligdommen’) synes at have vist sig ved, at en
minister med en halv løgn (anvendelsen af ordet ’anbefaler’) meddelte, at
nu ’sælger han lige’ en snes kirker i Københavnsområdet.
Samme afsnit i Ny Testamente forklarer, at menigheden ved denne foragt
for helligdommen ikke bare sidder med hænderne i skødet og lader lovløshedens
agent husere. ”Også nu ved I, hvad der holder igen,” siger apostelen
(v.6) og tilføjer: ”… kun må den, der holder igen først fjernes” (v.7).
Der er skrevet bindstærke kommentarer over apostelens udtryk: ’Det,
der holder igen’.
Hvad er det? spørges der. I denne sag tør det betones, at det, der holder
igen på ’den lovløse’ aldrig kan være noget eller nogle, der samarbejder
med ham. Ej heller vil det være forkert at sige, at al form for lovløshed bedst
kan standses ved loven. For at blive ved de jordiske muligheder, er der i dette
tilfælde ikke skyggen af tvivl om, at kirkeministeren endog har Danmarks
Grundlov imod sig, når han søger (som det hedder i samme nytestamentlige
skriftafsnit): ’at tage sæde i Guds tempel’ (2. Thess. 2:4). Det vil sige,
når han – samtidig med at han sælger kirker i bundter – prøve at mase sig
ind i kirkens indre anliggender med et ritual, som er i direkte modstrid med
kirkens bekendelse.
Derfor synes den aktuelle opskrift på ’at holde igen’ først og fremmest
at være ensbetydende med at de troende samles i endrægtig bøn og dernæst,
at de lige så enigt stiller kirkeministeren for en dommer. Om dette har
jeg følgende kommentarer:
MINISTERENS TYNDE KONKLUSION
Det er ikke svært at finde ud af, hvilke tydelige ansvarsbetingelser, der er
knyttet til at få overdraget en ministerpost i Danmark. Siden midten af det
forrige århundrede har dette forhold været nøje præciseret i dansk lov-
givning.
Til den person, der har opnået ministerværdigheden bag ’Den sorte
Port’ i Holmens Kanal – nærmere betegnet: Kirkeministeriet – stilles der
imidlertid særlige fordringer. Hvis disse betingelser ikke opfyldes, vil den
pågældende minister blive fyret; i værste tilfælde vil han rive alle sine ministerkolleger
med sig i faldet – og selv kan han ende i arresthuset.
Set ud fra den synsvinkel var det tynd is, som kirkeminister Manu Sareen
i april 2012 vovede sig ud på. Samtidig med, at han ville indføre et
fremmed ritual i kirken, var han nu parat til at sælge mere end 16 kirker i
■ 114 ■

hovedstadsområdet. Hvis han ikke i hast fik sammentømret et mere solidt,
bærende ’stillads’ for sit lovforslag om kirkelige homovielser, ville den snart
forårsoptøede is briste under ham – og kun med den største møje ville han
kunne reddes i land.
Kirkeminister Manu Sareen udtalte derfor den 31. marts 2012 (efter i
Kristeligt Dagblad at have fremsat fem ’konstateringer’’) et: ’summa summarum’.
Dermed var ministeren begyndt at tale latin. Det kendte udtryk
betyder direkte oversat: ’Summernes sum’ og vil på godt dansk sige: ’Når
alt kommer til alt’.
Heraf måtte offentligheden forstå, at ministeren nu fremlagde sine
sidste, afgørende argumenter i sagen omkring de kirkelige homobryllupper.
Han var i stand til at opgøre sit facit. Hans fem ’konstateringer’ var – når de
omhyggeligt tælles sammen – ministerens sidste ord i denne sag! Der var
herefter ikke mere at tilføje. Han erklærede med sit ’summa summarum’, at
i spørgsmålet om indførelse af et nyt ritual i kirken (der tillader homoseksuelle
at indgå ægteskab foran kirkens alter) havde (citat): ”Regering og Folketing
ageret som lovgiver i fuld overensstemmelse med den kirkeordning,
som var gældende i Danmark!”
Var dette sandt? Var ministerens konklusion et ’summum jur’ (Den højeste
retfærdighed) eller et ’summa injuria’ (Den højeste uretfærdighed)?
Dette vil jeg i det følgende søge at besvare:
’HØJT AT FLYVE…’
”Ministeransvarets principielle begrundelse er enkel,” hedder det i cand.
jur. Jens Peter Christensens digre (620 sider) doktorafhandling over emnet
(1997). Han tilføjer: ”Med magt må følge ansvar,” (side 26). Han slutter:
”Det vil være uacceptabelt, hvis landets øverste magthavere ikke kunne stilles
til regnskab for deres handlinger.”
Mange danske spørger i den forbindelse sig selv, hvorvidt deres kirkeminister
levede op til den ’principielle betingelse’, der var knyttet til hans
position.
”Er det tilfældet,” spurgte adskillige, ”at ministeren i virkeligheden ikke
ejer så meget som en gnist af den ansvarsfølelse, som er forbundet med
hans høje embede?”
Den unge politikers ministerpost havde bragt ham i en situation, hvor
der fordredes stor skønsomhed og dyb indsigt. Den, som havde opnået
en magtposition forbundet med Guds kirke, havde dermed fået betroet en
■ 115 ■

opgave, hvor det ikke længere drejede sig om at være politisk smart eller
om at have den fornødne støtte fra et ministeriums kloge hoveder. En kirkeminister
er og forbliver afhængig af en særlig, personlig indsigt; den er
af åndelig karakter, taler sandt (ikke løgn) og bygger ikke kun sine beslutninger
på ’tørre tal’ eller økonomisk gevinst. Hvis ministeren ikke har den
selv, og han ikke har de rette rådgivere, kan han falde så dybt, at (som det
hedder i Ny Testamente): Hans embede bliver ’taget fra ham og givet til en
anden’ (Ap.G. 1:20).
■ ■ ■
”Til højheden knytter sig en tung og overvældende regnskabsopgørelse,”
skriver C.V. Nyholm i tidsskrift for Retsvidenskab 1895 (side 325-430). Om
middelalderens danske kongedømme fortæller han, at ’fyrsterne lige fra
Knud Den Hellige til Valdemar Atterdag fik dette at føle – nogle med livets
andre med tronens tab…” (side 327).
Kirkeminister Manu Sareen ville (hvis han fortsatte sit vilde løb) komme
til at opleve bitterheden i Nyholms begreb ’regnskabsopgørelse’. Der
ventede ham da en opgørets dag, hvor han ville komme til at følge de omtalte
middelalderfyrstes kranke skæbne. Om ikke (som i 1200-tallet) med
livet som indsats, så i hvert fald med det sørgelige tab af det høje embede;
ministeren ville komme til at erfare sandheden i det gamle ordsprog: ’Højt
at flyve, dybt at falde’. Hvis han (hvilket var højst sandsynligt) i dag tillod
sig at le af denne forudsigelse, ville han græde derover i morgen.
DOMMEDAG?
Enevældens grundlov, som er kongeloven af 1665, bestemte i sin 2. artikel,
at kongen skulle anses ’for det ypperste og højeste hoved her på jorden
over alle menneskelige love, og uden andet hoved eller dommer over sig
i gejstlige og verdslige sager end Gud alene (Himmelst. og Møller, forfatn.
Love, Kbh. 1958 s.16).
I den sidste uge af marts 2012 satte kirkeminister, Manu Sareen, brand
i den aktuelle debat om homovielser med en såkaldt ’opsigtsvækkende påstand’
om, at nogle præster havde truet ham med ’at han ville blive straffet
på dommedag’, hvis han foranledigede, at bøsser og lesbiske ville få ret til
at gifte sig i kirken.
Siden har ministeren undskyldt sig over for landets biskopper; ”det er
■ 116 ■

ikke blevet sagt lige på den måde,” forklarede han ved et møde med bisperne.
Biskop Karsten Nissen fra Viborg Stift var tydeligt lettet. ”Det er
godt, at det bliver rettet,” udtalte han til pressen. ”Jeg undrede mig meget
over, at nogen skulle have sagt sådan noget.” Samme holdning havde formanden
for provsteforeningen, Paw Kingo Andersen. ”Der er ikke nogen af
mine medlemmer, der kunne finde på at sige til kirkeministeren, at han vil
blive straffet på dommedag,” erklærede han. (Ministeren selv havde tidligere
udtalt, at han mente, at ’uenigheder burde holdes i en ordentlig tone’.
– ”Der tales jo så meget om ’en rummelig folkekirke’ og ’næstekærlighed’,”
erklærede han).
Tilbage stod nu spørgsmålet: Hvis Kongeloven af 1665 tillod sig at sige
til den enevældige majestæt, at selvom han følte sig hævet over al anden
form for dom, så ville han alligevel blive stillet til regnskab for Gud… om
da ikke noget lignende turde siges til kirkens minister. Og hvis man kunne
tillade sig at gå så vidt at tale om kongens eller dronningens regnskabsdag
for Gud, ville det da være helt forkert at fortælle ministeren Jesu egen beretning
om den mand, ’der døde og blev begravet… men som slog sine øjne
op i dødsriget, hvor han var i pine…?” (Luk. 16:22-23)
Hvorfor er bisper og provster så bange for at citere Ny Testamentes
advarsel om fortabelsens mulighed? Er det at gøre kongerne og ministrene
en tjeneste ved kun at henvende sig til dem i en foreskreven ’ordentlig tone’,
hvilket åbenbart vil sige, at Jesu tale om helvedes realitet ikke bør nævnes
med et ord?
SKYLDIG SOM PILATUS
Hvad angår den kendsgerning, at kirkeministeren allerede her på jorden
bør stilles til regnskab for sin administration af, hvad den mere end 400 år
gamle kongelov kalder ’gejstlige og verdslige sager’ – så forgrenede hans
embedspligt sig i dagens Danmark i to ansvarstyper: ’Det politiske og det
retlige ansvar’.
Det politiske ansvar for, at landets folkekirke var på vej mod et større
skibbrud, havde ministeren forsøgt at bortforklare med et smil og en pæn
redegørelse over for Folketinget. I værste fald kunne han være blevet stillet
over for et mistillidsvotum efter Grundlovens § 15 (hvilket da ville have
betydet, at hele regeringen måtte sige farvel; det ville da have ført til en
afsked med det ulykkelige styre, der ifølge landets statsminister betragtede
lovforslaget om kirkelige homovielser med ’udelt stolthed’).
■ 117 ■

Kirkeministerens retlige ansvar var imidlertid ubrydeligt bundet til lovgivningen,
nærmere bestemt den barske lov, der bærer ’kodenummeret’ 117,
og som trådte i kraft d. 11. maj 1964. Denne ’ministeransvarlighedslov’ giver
ikke ved dørene; den er i sig selv udtømmende og uhyggelig præcis i sin
regulering af kirkeministerens ansvarsgrundlag; den siger bl.a. at ministeren
skal give ordentlig besked om samtlige faremomenter ved et lovforslag.
I Ministeransvarlighedslovens femte paragraf stk.2, bliver det slået fast, at
kirkeministeren vil blive straffet, hvis han ’giver Folketinget urigtige eller
vildledende oplysninger under Folketingets behandling af sagen, eller hvis
han fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse
af sagen’.
Den 31. marts 2012 fremkom ministeren i Kristeligt Dagblad med fem
såkaldte ’konstateringer’, som han (som omtalt) afslutter med ’et summa
summarum’ (en konklusion). Hvis det blot var disse fem ’konstateringer’ og
den efterfølgende konklusion, som ministeren havde afleveret som ’fyldestgørende
oplysninger’ til Folketinget, burde han på stedet have været
spærret inde; da var han skyldig i en historisk undergangssejlads for Danmarks
nationalkirke.
Som det fremgår af det efterfølgende, synes kirkeministeren at have
gjort sig skyldig i ’mangelen på fyldestgørende oplysninger til Folketinget’
i alle de fem punkter, som han var rykket i felten med. Dette vil jeg punkt
for punkt gøre klart, og det er min faste overbevisning, at ministeren i en
eventuel kommende retssag bør holdes fast ved ’den forførelse’ og ’den
totale mangel på ansvarlig overholdelse af embedspligten’, som hans fem
konstateringer gav udtryk for. De fem punkter er følgende:
1. DE MANGE MENINGER !
Ministerens første forklaring til et spørgende folketing lød ifølge hans egne
ord sådan (citat): ”Jeg konstaterer… at brede kredse af biskopper, præster og
andre kirkefolk mener, at der ikke teologisk er argumenter imod, at homoseksuelle
par skal kunne blive viet til ægteskab i folkekirken!”
Hertil vil den såkaldte ’politiske ansvarsordning’ muligvis nikke samtykkende.
Hvis der var flertal for en sag, ansås den for at være i orden! Apostelen
i Ny Testamente forudsiger imidlertid, at der vil komme en tid, hvor folk (som
det hedder): ’ikke bare selv lever sådan, men de bifalder også, at andre gør
det’ (Rom. 1:32). Kirkeministeren havde muligvis fra det brede lag høstet bifald.
Dermed havde han tilsyneladende sit ’politiske ansvarsområde’ dækket.
■ 118 ■

Men ministeransvarets retlige funktion er ikke af samme art! Den er
bedøvende ligeglad med flertallets mening. Den stiller udelukkende skarpt
på legaliteten i ministerens embedsførelse. Den spørger ikke om, hvorvidt
’brede kredse af kirkefolk mener det ene eller det andet’. Den søger kun
efter ét: Er det, de mange mener, lovmæssigt bæredygtigt? Er deres argumenter
grundet på et sikkert, legalt holdepunkt? Er det løgn eller sandhed,
hvad de står for? Er teologien i overensstemmelse med den givne lære og
bekendelse? Som apostelen siger: ”I er blevet lydige imod den læreform, til
hvilken I blev overgivet!” (Rom. 6:17) På dette punkt faldt ministerens ’konstateringer’
uhjælpeligt igennem – og det bør han nu stilles til ansvar for.
2. ”DET ER RIMELIGT, AT…”
Kirkeministerens andet holdepunkt i sine redegørelser over for Folketinget
lød sådan (citat): ”Jeg konstaterer, at brede kredse af biskopper, præster og
andre kirkefolk mener, at det vil være rimeligt, at homoseksuelle får mulighed
for at blive viet i folkekirken.”
Denne forklaring burde have skærpet opmærksomheden hos Folketingets
medlemmer. Sagen drejede sig nemlig i dette tilfælde ikke om, hvorvidt
Per eller Poul fandt noget ’rimeligt’. En så afgørende, historisk beslutning
for kirke, folk, grundlov, regering og kongehus burde ikke bygge på,
om ministeren fandt sagen ’rimelig’. Spørgsmålet er, om kirkeministerens
forslag var et åbenlyst brud på de retlige regler, der nødvendigvis må indgå
i beslutningsprocessen vedrørende kirkens bekendelsesskrifter og Grundlovens
bestemmelser. Her spørges nemlig ikke om, hvorvidt ministerens
embedsførelse er ’rimelig’; her spørges, om den er lovlig? (Hvis f.eks. et nyt
nadverritual skulle indføres i kirken, og store dele af præsteskabet mente,
at Pavens teologi vedrørende brødets brydelse var ’rimelig’, så ville et sådant
synspunkt ikke kunne flytte noget. ”Er Roms teologi om Det Hellige
Måltid i overensstemmelse med kirkens bekendelse?” vil der blive spurgt.
Det samme gælder i sagen om et ritual for homobryllupper: Hvorvidt det
er ’rimeligt’ er underordnet. Er ritualet anerkendt af Skrift, Bekendelse og
Grundlov? Også på dette punkt faldt kirkeministerens ’konstatering’ igennem!
Hans forklaring var ikke (som loven fordrer) ’fyldestgørende’ – og en
sådan uholdbar fremgangsmåde burde på stedet være standset! Ministeren
bør derfor nu bringes for en dommer, så at der kan falde lys på de ’mørkets
gerninger’, han har været i færd med at udføre.
■ 119 ■

3. ”INGEN PROTESTSTORM!”
Kirkeministerens tredje ’konstatering’ (da han skulle forklare sin sag for Folketinget)
lød sådan (citat): ”Jeg konstaterer, at der på ingen måde er tale om
nogen proteststorm i høringssvarene.”
Ved at tale sådan forsøgte kirkeministeren at forskyde sit ansvar fra
’det retlige system’ (Var ministerens lovforslag juridisk bæredygtigt) til det
såkaldt ’politiske system’ (Hvor mange protesterer?)
Høringssvarene gik heller ikke ud på, hvor mange, der mente det ene
eller det andet – men om der forefandtes enkelte svar, der kunne være
vejledende. Der var nemlig i høringen tydelige tilkendegivelser vedrørende
ministerens ’ærkebiskoppelige fremfærd’ samt direkte advarsler mod ’at
krænke dronningens bekendelsespligt’. Disse svar havde ministeren med
sin ’konstatering’ hensynsløst skubbet til side – og i stedet givet sig til ’at
tælle’, hvor mange, der var for, og hvor mange, der var imod. Han svigtede
dermed den del af sin embedspligt, der fordrer, at hans beslutninger burde
være styret af de retligt prægede normer – og ikke af et flertals politiske
stillingtagen!
■ ■ ■
Ministerens argument: ”Der var ikke proteststorm,” beviste blot, at han
næppe havde overvejet modstandernes omhyggelige redegørelser; høringens
stærke argumenter indeholdt nemlig ikke kun en ’storm’ men en
’orkan’ af advarsler. Ministerens ’konstatering’ var i sig selv en sørgelig bekendelse:
”Jeg hører ikke noget,” sagde han – og det på trods af, at der var
menigheder på landsplan, som i den grad tog bladet fra munden og talte til
kirkens minister i en tone, der nærmede sig det direkte oprør.
Det folketing, der lyttede til denne ministers langt fra ’fyldestgørende’
forklaring, beviste dermed, at det foragtede den jævne kirkegængers tale;
det hørte ikke råbet fra de tusinde sogne; her rejste sig nemlig en storm, der
kom fra dybet og var båret frem af en sådan hjertets kraft, at både minister
og regering burde have standset og lyttet.
Ministeren selv bør derfor hurtigst muligt bringes til domhuset, for
at hans ulykkessvangre konstateringer kan blive prøvet. Hans konstatering
vedrørende betydningen af den ’såkaldte proteststorm’ vil da blive fejet til
side af ministeransvarlighedslovens selvlysende paragraffer.
■ 120 ■

4. ”FOLKETINGET GIVER IKKE PÅLÆG OM RITUALER!”
Kirkeministerens fjerde konstatering lød sådan (citat): ”Hverken kirkeministeren,
regeringen eller Folketinget har givet pålæg om udformningen af de
ritualer, der skal anvendes!”
Med denne indstilling til spørgsmålet om indførelse af et nyt ritual i
folkekirken blev sagen øjeblikkelig af højaktuel, principiel betydning.
Ingen havde forventet, at nogen minister eller noget folketingsmedlem
skulle blande sig i udformningen af bryllupsritualet for homoseksuelle.
Hvem havde givet kirkeministeren en sådan tanke?
Nej, sagen drejede sig på det tidspunkt ikke om selve udformningen
af ritualet (- den debat ville først komme på dagsordenen, når biskopperne
havde lagt deres forslag på bordet). Hvad i de sene martsdage i 2012 var
det afgørende punkt, var dette: Hvordan kunne ministeren overhovedet tillade
sig at henvende sig til biskopperne for at anmode om et sådant ritual?
Hvordan kunne han med et direkte lovforslag bringe en sådan sag på bane?
Hvorledes turde han i det hele taget bede dronningen om at underskrive en
forordning om et sådant ritual?
Hvad ritualet drejede sig om (homovielser i kirken) var på det tidspunkt
det afgørende! Ikke dets udformning! Det var selve ritualets idé, som var
dybt fremmed for kirken – ikke dets endelige udformning. Det var den kirkeministerielle
’formørkelsens ånd’, der skjulte sig bag den nye liturgi, som
kirken måtte værne sig imod. Hvordan ritualet blev fremsagt eller sunget
var i første omgang underordnet – det var selve den kendsgerning, at en
tydeligt afsporet lære gennem dette ritual (og det lovforslag, som befordrede
det) fandt plads i kirkens ritualbog. (Det er ikke, hvad djævelen siger,
eller hvordan han siger det, der er sagens kerne; det er selve den frækhed,
der giver ham anledning til at komme med et forslag af den art, som denne
alvorlige sag drejede sig om).
Ministerens fjerde konstatering lagde op til en politisk-administrativ
skandalesag, der kunne komme til at koste ham dyrt! Ja, hele ministerflokkens
regeringsgrundlag kunne briste derved – og samtlige af hans ministerkolleger
kunne blive sendt på gaden!
”BISKOPPERNE HAR LOVET”
Den femte og sidste konstatering blandede på en ildevarslende måde landets
biskopper ind i sagen. ”Biskopperne har over for mig tilkendegivet,”
erklærede ministeren, ”at de vil arbejde med den endelige udformning af
■ 121 ■

itualet.” Ministeren tilføjede triumferende og truende: ”Det vil de, selvom
de indbyrdes er uenige om den teologiske forståelse af henholdsvis ægteskab
mellem mand og kvinde og mellem par af samme køn.” Han konstaterede
(citat): ” De otte biskopper har lovet at afslutte arbejdet med ritualet,
så ritualet kan være klar til brug, når lovgivningen træder i kraft.”
Biskoppernes eneste redning syntes altså at være, at ministerens antikristelige
lovgivning ’aldrig trådte i kraft’. Kun dette kunne løse dem fra
deres uheldige løfte – og hvis de ville redde sig ud af kirkeministerens rævesaks
(som d. 15. juni 2012 klappede om sine ofre) burde de med al kraft
have stridt og kæmpet for at hindre, at ministerens forslag om kirkelige
homovielser blev ophøjet til lov.
■ ■ ■
Hvad kan i dag hjælpe kirken ud af den nød? Hvilket våben kan bruges for
at hindre ministeren i at videreføre sine mørke planer?
Det har i de seneste år været karakteristisk, at Folketinget, som grundlag
for sin stillingtagen til en ministers embedsførelse, har ønsket en tilbundsgående,
retlig undersøgelse og bedømmelse af det passerede, før
man selv ville tage stilling til sagen.
Det har endvidere været karakteristisk, at Folketinget omhyggeligt har
lagt de retlige vurderinger til grund for sin egen politiske stillingtagen.
Dette er vejen frem! Kirkeministerens flyvske og flygtige ’konstateringer’
er ikke et værdigt fundament for en afgørelse i dette for kirken aldeles
afgørende lærespørgsmål. Ministerens ’slogans’ er – set fra et solidt undersøgelsesorgans
vurdering – ’hen i vejret’. En retfærdighedens fremgangsmåde
er i denne time mere end nødvendig. Kirkeministerens ’spil for galleriet’
og ’Charlatan-optræden’ er ikke foreneligt med hans embedes ansvar.
Han må med sine medsammensvorne bringes for en dommer.
■ 122 ■

KAPITEL 12
MINISTERENS
OG BISPENS RITUAL
En sag, som Højesteret i Danmark ønsker at holde fingrene fra, er den, hvor
dommerne kunne blive stillet over for at skulle tage stilling til et teologisk
lærespørgsmål. Altså, hvor en af de stridende måske skulle udpeges som
’falsk lære’! En slags kætterproces, hvor en eller anden minister kunne blive
sat i gabestokken.
Af samme grund vil ingen, som i kunne have i sinde at føre sag mod
Danmarks kirkeminister, vove at lade en eventuel stævning af ministeren
hvile på den (efter sigende) uholdbare påstand, at han gør sig til talsmand
for en kirkehistorisk vranglære. Det vil jo være det samme som at sige, at
ministeren er en kætter. Og det kan man nu engang ikke tillade sig at sige
om en kirkeminister? Det ville være som at rejse en skamstøtte over hans
fornemme embede – og det vil kun skabe forargelse!
■ ■ ■
Imidlertid er sagen den, at ministeren ved sit lovforslag om homovielser
uomtvisteligt pålagde kirkens biskopper at udfærdige et ritual, der efter
d. 15. juni 2012 overalt skulle indføres i kirken. Det afgørende var ikke, at
ministeren blandede sig i ’kirkens indre anliggender’. Den anklage ville han
(selvom den er fuldstændig retfærdig) kunne ’ryste af sig’. Dermed ville en
retssag mod ham være tabt! Nej, det, som ministeren nu bør sagsøges for,
er ritualets konkrete indhold. Selvom ministeren tusinde gange tør erklære,
at han ’ikke har noget med indholdet’ at gøre, så forbliver dette i åbenlys
■ 123 ■

modstrid med sandheden! På trods af, at ministeren ikke har været med til
at udfærdige ritualets ’ord-for-ord indhold’, så var han den, der med indædt
pågåenhed har ’sørget for, at dette for den evangelisk-lutherske kirke dybt
og uforsonligt læremæssigt afvigende ritual overhovedet så verdens lys.
Når derfor Kristeligt Dagblad d. 10. april 2012 citerede retsteologen
Kristine Garde for at forklare, at ’Højesteret næppe ville afgive et teologisk
votum om folkekirkens rette lære’ – så havde retsteologen naturligvis ret,
så langt som det gjaldt ’folkekirken’ – men aldrig, når det drejer sig om ’Den
evangelisk-lutherske kirkes lære’. Den er nemlig med henblik på den pågældende
sag ikke hundrede og sytten forskellige størrelser. Kirkens lære bygger
på bekendelsesskrifter, der i spørgsmålet om det foreliggende ritual er
forholdsvis enkle, ligefremme… og hvor der ofte efter hver artikel tages en
tydelig læremæssig holdning med ordene: ”Vi fordømmer… vi forkaster…
samt: ’dette er i hovedsagen summen af vor lære, hvoraf det kan ses, at den
intet rummer, som afviger fra Bibelen…” (art. 21 stk. 1).
VÆRN MOD KÆTTERSK LÆRE
Andre jurister forudsagde i Kristeligt Dagblad d. 10. april, at en retssag mod
staten med påstand om grundlovsbrud ikke havde en levende chance for
at blive vundet.
Det ville med andre ord sige, at de borgere, der mente, at folkekirkens
grundlovssikrede værn mod al fremmed og kættersk lære godt kunne pakke
sammen og gå hjem! ”De vil ikke få et ben til jorden,” forklarede eksperterne.
”Den borgerlige lovgivning havde i lærespørgsmål ikke et ord at skulle
have sagt om kirkens tro, lære og ritualer.”
Flere jurister, som Kristeligt Dagblad talte med, mente således ikke, at
der er nogen muligheder for at få en retssag op at stå.
Har de ret i denne påstand? Det er korrekt, at en retssag mod regeringens
lovforslag om kirkelige homovielser aldrig bør have til formål at
fremme ’en bestemt religiøs opfattelse’ – på den anden side kan landets
domstole næppe afvise, at Grundloven i sig selv gør fordring på at blive
juridisk forsvaret, hvis den bliver angrebet.
Hvis der opstår en både national og historisk betonet teologisk konflikt
omkring forståelsen af Grundlovens fjerde og sjette paragraf, kan dommerne
ikke skubbe en sådan sag fra sig med ordene: ”Et sådant forhold forstår
vi os ikke på! Derfor afviser vi den!”
Grundlovsbestemmelserne, der i dette tilfælde drejer sig om statens
■ 124 ■

absolutte pligt til at understøtte, fremme, værne og klargøre en i loven
nøje defineret lære, kalder både højt og gennemtrængende (ikke kun på en
gennemreflekteret teologi) men på en ansvarsbevidst retsvidenskab, der
tør forlade sin vante rundgang for at bevæge sig ind i dimensioner, som
dybest set er dens arv fra fortiden.
BLEV KIRKENS BEKENDELSE KRÆNKET?
Når Danmarks kirkeminister på regeringens vegne ikke blot tvang biskopperne
til at udfærdige et helt nyt og afgjort fremmed ritual for folkekirken
– men sidenhen påtrængende insisterede på, at biskopperne ’havde lovet
ham at dette ritual skulle være færdigt ved lovens ikrafttræden’, - da fandt
uvægerligt en krænkelse af Grundloven sted.
Det blev hævdet, at ved en eventuel kommende retssag kunne Højesteret
ikke afgøre, om vielse af homoseksuelle ’var i strid med den kristne
tro’. Dette lød for de fleste som et fornuftigt argument, thi hvordan kunne
sekulære dommere afgøre åndelige ting?
Imidlertid fortæller alene titlen på f.eks. lov nr. 336 af 14. maj 1992, at
der i sådanne forhold kan forekomme tilfælde, hvor domstolen må træde
til. Loven hedder: ’Domstolsbehandling af gejstlige læresager’ – og drejer
sig om dette ene for øjeblikket højaktuelle punkt: ”Er den danske folkekirkes
bekendelsesgrundlag d. 15. juni 2012 ved lov om kirkelige homovielser
blevet tilsidesat?”
Der er altså ikke tale om, at højesteretsdommere nu skal fare frem
med rettroenhedens patos – men udelukkende om dette ene og såre simple
spørgsmål: ”Blev kirkens bekendelse krænket ved kirkeministerens lovforslag,
der fordrede et nyt, (tilsyneladende læremæssigt formørket) ritual i
kirkens ritualbog?”
MINISTERENS LOYALITETSPLIGT
Kirkeministeren burde ikke være uvidende om, at hans ministerium gennem
tiden har beskæftiget sig med læresager. Af samme grund havde han ikke
den mindste grund til at ’vise overraskelse’, hvis han selv – på grund af
sit kontroversielle lovforslag og dets udfordring til Grundloven –fik en sådan
’læresag’ på halsen. Den 22. sept. 2005 nedsatte ministeriet et udvalg,
der et år senere (9. nov. 2006) fremlagde en offentlig rapport om gejstlige
læresager. Heri indgik det provokerende begreb: ’En juridisk-teologisk
vurdering af et lærespørgsmål’. Det er noget lignende, som Højesteret nu
■ 125 ■

(tilsyneladende modvilligt) bør tage stilling til. ’Juridisk-teologisk’ bør den
afgøre, hvorvidt regeringens kirkeminister forulempede Grundlovens paragraf
4, 6 og 13, der på det bestemteste forpligter ham til at være loyal
over for den religiøse lære, der i loven defineres som ’evangelisk-luthersk’
og som forbyder ham at forulempe dronningen med et grundlovsstridigt
dokument.
Den pågældende kirkeministerielle rapport indeholder forslag til lovændringer
vedr. menighedsrådets loyalitetspligt. Hvis en sådan nøje defineret
pligt forefindes m.h.t. kirkens lokale menighedsråd, da må den i endnu
højere grad gælde kirkens minister! – Der forekommer i denne læresag om
kirkelige vielser af personer af samme køn et stort behov for det ærværdige,
historiske samspil mellem teologi og jura.
Rektor, adj. professor Eberhard Harbsmeier, Løgumkloster, skriver:
”Spørgsmålet om den rette lære er primært teologisk og kun derefter et
juridisk anliggende.” Han tilføjer: ”Hvis teologien ikke kan levere en klar
skelnen og klare kriterier for, hvad der er ret og falsk lære, nytter det ikke
at råbe efter jurister.”
Han slutter: ”Vover man imidlertid ikke at tale om den rette tro, og
relativerer man sandheden ud fra den kendte frase, at ’ingen har patent på
sandheden’, må konsekvensen være, at man ikke kan tale om falsk lære og
hæresi.”
Præcis dér begynder Højesterets arbejde i denne sag. Der er ingen
grund til at misunde disse dommere, men de er nødsaget til at gå til sagen,
som ikke længere kun kalder på teologer men på jurister.
EN ÅSTEDSFORRETNING
Da nu sagen synes at være afgørende for den pågældende kirkeministers
videre skæbne, ville det have været på sin plads at indbyde dommerpanelet
til en såkaldt ’åstedsforretning. Det vil sige, at de ved selvsyn kunne forvisse
sig om, at her finder en ugerning sted (idet de selv besøgte gerningsstedet,
for dér at foretage en personlig vurdering af overtrædelsens art).
Gerningsstedet var i denne sag Aarhus Domkirke, hvor evangeliet har
været forkyndt siden slutningen af det 12. århundrede. I denne smukke,
middelalderlige helligdom (som er Danmarks længste kirkebygning, og som
ved sit ligeved 100 meter høje spir, sine kalkmalerier, prædikestol med lydhimmel
(1588) står som en af vort lands smukkeste domkirker) fandt forbrydelsen
sted.
■ 126 ■

Her blev den ceremoni, som ministeren havde bestilt for homofile vielser,
for første gang udført i en dansk domkirke. Lørdag, d. 11. august
2012 erklærede biskop Kjeld Holm ved egenhændig håndspålæggelse det
knælende, homoseksuelle par, to mænd (som begge bærer fornavnet Peter)
at være rette ægtefolk for Gud og mennesker.
Spørgsmålet, som dommerne da skulle søge at besvare, var kun dette
ene: Er det ritual, som anvendes ved en sådan kirkelig handling i overensstemmelse
med Den evangelisk-lutherske kirkes lære. Hvis dommerne blev
enige om, at dette var tilfældet, ville både bisp og minister gå fri for tiltale,
og så kunne disse homobryllupper gennemføres i hver eneste folkekirke
over det ganske rige. Hvis de derimod blev enige om, at det ikke var tilfældet
(ritualet stemmer ikke med læren) – så burde både bisp og minister – ja,
den hele regering tage konsekvenserne, hvilket ville betyde, at de alle –
uden undtagelse – burde tage deres gode tøj og gå.
■ ■ ■
Ingen vidste ved averteringen af homobrylluppet, hvordan det ritual blev
udfærdiget, som biskop Kjeld Holm skulle anvende lørdag d. 11. august i
Århus Domkirke. Biskoppen sad nemlig på det tidspunkt sammen med sine
bispekolleger for at prøve at finde frem til den rette formulering, og der
var ingen tvivl om, at alt ville komme til at lyde flot ’liturgisk’; det ville ikke
mangle på religiøs opstemthed: Ja, der ville være øjeblikke, hvor ikke et øje
var tørt – og her gjaldt det for de besøgende dommere at holde hovedet
koldt: Er ritualet i overensstemmelse med kirkens Skrift og bekendelse?
Et punkt gjaldt i det kommende vielsesritual for bryllupper af personer
af samme køn. Det var bønnen ’Fadervor’. Derfor kunne denne bøn allerede
blive gjort til genstand for dommerundersøgelsen. Bønnen skulle bedes i
forbindelse med håndspålæggelsen og velsignelsen af de to mænd og deres
fremtidige samliv.
1. BLIVER GUDS NAVN HELLIGET VED VIELSEN?
Biskop Kjeld Holm skulle altså i forbindelse med ægtevielsen af det kønsneutrale
par henvendt til Gud, Den Almægtige, udtale ordene: ”Helliget
blive Dit Navn.” Her burde de ved gudstjenesten tilstedeværende dommere
nøje eftertænke bønnens ord. Biskoppen erklærede jo med henblik på
brylluppet mellem de to mænd, at ’Guds Navn kan blive helliget derved…’
■ 127 ■

Dommerne burde her tage i betragtning, at det andet af de ti bud lyder
således: ”Du må ikke misbruge din Guds navn” (2. Mose 20:7), og at Luther
i sin kommentar (der er ét af kirkens bekendelsesskrifter) bl.a. forklarer:
”Det betyder: Du skal frygte Gud… så du ikke foretager noget bedrag ved
Hans Navn.”
Der måtte altså ikke finde skyggen af forførelse eller bedrag sted ved
denne gudstjeneste. Alle tilstedeværende burde være helt på det rene med,
at ved denne kirkelige homovielse ’blev Guds Navn helliget’, thi der står
skrevet: ”Herren lader ikke ustraffet den, der misbruger Hans Navn” (2.
Mose 20:7).
2. KUNNE BISKOPPEN SIGE: ”KOMME DIT RIGE?”
Biskoppen skulle derefter ifølge det af kirkeministerens påbudte ritual i forbindelse
med hans bispelige håndspålæggelse for Gud og mennesker (og
med tydeligt henblik på ægtepagten mellem de to homoseksuelle mænd)
fremsige sætningen fra Jesu bøn: Komme Dit Rige…”
Her burde dommerpanelet lytte opmærksomt. Apostelen siger nemlig
i Ny Testamente: ”Det skal I vide, at ingen utugtig eller uren har lod og
del i Guds Rige” (Ef. 5:5). Han tilføjer: ”Lad ingen bedrage jer med tomme
ord, thi for sådanne synders skyld kommer Guds vrede over ulydighedens
børn!” (v.6)
Med hensyn til ritualer, der således strider mod evangeliet, erklærer
Den Augsburgske Bekendelse: ”Det er ikke tilladt biskopperne at indstifte
den slags gudstjenester” (Art. 28, stk. 50).
Når Ny Testamente betegner det forhold, hvor ’mænd ligger i med
mænd’ som ’unaturlig utugt’ (1. Tim. 1:10)… og det fremdeles i Skriften
hedder: ”ingen utugtig skal arve Guds Rige…” kunne biskoppen i Århus da
tillades at sige: ”Komme Dit Rige!” – når han bad for homoseksuelles fortsatte
samliv?
3. VAR DET GUDS VILJE SOM SKETE I DOMKIRKEN?
Efterfølgende skulle biskop Kjeld Holm ifølge det helt nye (og både for Folketinget
og dronningen fremlagte) ritual udtale Jesu ord: ”Ske Din vilje på
jorden, som den sker i Himmelen!”
Her burde de ved domkirkegudstjenesten tilstedeværende dommere
omhyggeligt læse Martin Luthers kommentar til denne bøn – og de burde
ikke glemme, at Luthers krystalklare forklaring indgår som en etableret del
■ 128 ■

af folkekirkens bekendelse – og derfor er nøje knyttet til den 4. paragraf i
Danmarks Grundlov!
Luther spørger: ”Hvorledes sker Guds vilje?” Han svarer: ”Når Gud bryder
og hindrer enhver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige Hans
Navn og ikke lade Hans Rige komme – hvad der jo er djævelens, verdens og
vort køds vilje, men styrker og bevarer os faste i Hans ord…”
Dommerne ville her være kommet på den vanskelige opgave at skulle
finde ud af, om det ved Århus-gudstjenesten er djævelen, verdensånden og
kødets lyster, der var på spil – og det kunne de kun (ifølge Luther og kirkens
bekendelse) finde ud af ved ’at være faste i Guds ord’.
Apostelen siger: ”Far ikke vild! Hverken mænd, der ligger i med mænd,
eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, skal arve Guds Rige” (1. Kor.
6:9). Hvilket helt bogstaveligt med Luthers forklaring vil sige: ”Den, der
hindrer og bryder den onde plan bag biskop Kjeld Holms homobryllup, gør
Guds vilje!
4. KUNNE DER BEDES OM ’SYNDERNES FORLADELSE’?
Efter at biskop Kjeld Holm havde tilspurgt de to mænd, om de vil forblive
i deres homoseksuelle samliv, ’indtil døden skiller dem ad’, fortsatte han i
bønnen Fadervor at fremsige Jesu ord: ”Forlad os vor skyld!”
Om den homoseksuelle livsstil i byen Sodoma siger Herren til Abraham:
”Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres synd er
meget stor” (1. Mose 18:20; gl. overs. ’såre svar’…). Det vil sige, at Bibelen
tydeligt betegner det homofile samliv som synd. Om denne femte bøn i
Fadervor forklarer Luther: ”Vi beder i denne bøn, at vor Fader i Himmelen
ikke vil se hen på vor synd og for dens skyld afvise vor bøn.”
Om syndernes forladelse siger Den Augsburgske Bekendelse, at ’den
kan opnås, når man omvender sig!” (Art. 12, stk. 1).
(Når synden bliver erkendt, indjages der en anger i samvittigheden”
siger artiklen (stk. 4).
Dommerne skulle da bedømme, om det er ret at bede om ’syndernes
forladelse’ for et syndigt forhold, som man har lovet at fortsætte med til
sin dødsdag.
5. KUNNE DER HER BEDES ’LED OS IKKE I FRISTELSE’?
Biskop Kjeld Holm skulle derefter fremsige Jesu ord fra bønnen Fadervor:
”Led os ikke i fristelse.” Luther forklarer i kirkens bekendelsesskrift, at det
■ 129 ■

etyder, at Gud må bevare os fra, at ’djævelen forfører os til mistro.” Den
danske oversættelse af det latinske ’superstitioner’ og det tyske ’Missglauben’
er svag. Det drejer sig her om at bede Gud om beskyttelse for
vranglære.
Apostelen Peter taler om nøjagtig den slags fristelse, når han siger:
”De lokker i kødeligt begær ved deres løsagtighed dem, som var lige ved
at undslippe folk, der vandrer i vildfarelse” (2. Pet. 2:18). Dette taler apostelen
om dem, der levede i Sodoma og Gomorra (v.6) og som ’blev dømt
til ødelæggelse og sat til advarende eksempel for ugudelige mennesker i
kommende tider’.
Dommerne burde derfor overveje, om den biskop, som ved en lignende
Sodoma-løsagtighed lokkede folk ind i vildfarelse – om det kunne tillades,
at han for Guds Åsyn ved denne homo-kirkelige handling udtaler ordene:
”Led os ikke i fristelse?”
6. KUNNE BISPEN HER BEDE: ’FRI OS FRA DET ONDE’?
Den sidste bøn fra Fadervor, som biskop Kjeld Holm skulle bede i Århus
Domkirke ved homo-brylluppet d. 11. aug. 2012 lød sådan: ”Fri os fra det
onde.”
Luther forklarer i bekendelsesskriftet denne bøn sådan: ”Det vil sige:
Vi beder Faderen om at fri os fra alt, hvad der kan skade os på legeme og
sjæl og ære…”
Når apostelen omtaler homoseksualitet som en ’vanærende lidenskab’
(Rom. 1:26) og erklærer, at ’når mænd over skamløshed med mænd’, så
’pådrager de sig den velfortjente løn for deres forvildelse’, da er der konkret
tale om, at både legeme og sjæl og ære bliver skadet ved dette forhold.
Hvorledes er det da muligt – spørger vi de tilstedeværende dommere,
at biskoppen – alt imens han udfører det onde og i modstrid med kirkens
bekendelse - kan fremsige bønnen: ”Fri os fra det onde?”
Kunne der her være tale om, at kirkeministeren og Århus-biskoppen i
fællesskab søgte at fremme indførelsen af et fremmed ritual i kirkens ritualbog?
Hvilke konsekvenser kan en sådan handling medføre?
■ 130 ■

KAPITEL 13
LAD OS INDSTÆVNE
REGERINGEN!
Den 15. juni 2012 var en tung og mørk dag i Danmarks historie; det var
dagen, hvor Danmarks Folketing på højtidelig, kongelig forordning (og dermed
med dronningens værdige segl og underskrift) meddelte, at lovforslag
L.106, der overalt i riget giver homoseksuelle og lesbiske par ret til at blive
viet i en dansk folkekirke, trådte i kraft.
Ved den forudgående heftige debat havde 85 af Folketingets medlemmer
stemt for forslaget, 24 imod (og 2 hverken for eller imod). Tidligere
statsminister, Lars Løkke, og den fungerende statsminister, Helle Thorning-Schmidt,
glimrede ved deres fravær og deltog således ikke i afstemningen.
En kristen kvinde skrev efter den sørgelige afstemning et bevægende
brev til Folketingets formand, Mogens Lykketoft, Folketingets medlemmer
og Folketingets læsesal. Brevets indhold (som er blevet mig tilsendt i en
personlig mail) lyder: ”Denne lov medfører uoverskuelige konsekvenser for
Danmark! Vi, som tror på Gud og Bibelen, banker herefter støvet af vore
fødder! Må Gud se i nåde til os, og må nu alle troende, bibeltro præster, der
kender deres Gud, lyde Ham mere end mennesker – ja, må de endelig indse,
at Folkekirken er blevet en teaterkulisse, hvor der ikke længere er plads til
forkyndelsen af Guds uforfalskede ord!”
For ret at kunne forstå, hvad de troende i Danmark nu bør gøre, vil
jeg i det følgende nedfælde nogle enkle tanker over det velkendte, bibelske
afsnit, der så tydeligt fortæller, hvad der for godt 4000 år siden skete i byen
Sodoma ved Dødehavet i Israel.
■ 131 ■

Stedet ligger kun få kilometer fra min egen ørkenbase i Zins ørken,
og jeg kan derfor bevidne, hvad jeg med egne øjne ser: Dette tidlige, så
frugtbare område (1. Mose 13:10) er i dag forvandlet til en gold, menneskefjendtlig
saltsteppe, hvor intet levende (dyr, fisk eller planter) kan gro eller
trives; ”det er sket,” forklarer apostelen, ”for at det skal være ’et advarende
eksempel’ for kommende slægter” (2. Pet. 2:6) – ja, Ny Testamente betoner
i samme afsnit, at byerne Sodoma og Gomorras ødelæggelse (de endte i en
’svovlgennemsyret askehob’…v.6) er sat som et særligt manende eksempel
’for ugudelige mennesker’. Budskabet har altså direkte adresse til samtlige
gudløse politikere, der i Folketinget stemte for homo-lovforslaget og til
hele flokken af vantro, frafaldne biskopper, der styrer folkekirken mod det
sidste, store skisma – ja, Bibelens advarsel henvender sig (uden omsvøb)
til de gudsfjendske journalister og magtfulde mediepaver, der med ord og
billeder støtter denne nye lov.
DEN NØGNE SANDHED
I Bibelens beretning om Sodoma (som der – i den aktuelle situation - er al
god grund til at hente frem fra Skriftens første blade) hedder det, at ’Herren
sagde: ”Sandelig, skriget over Sodoma og Gomorra er stort, og deres synd
er såre svar” (1. Mose 18:20, gl. overs.).
Der var altså en opsigtsvækkende reaktion i himlen, da homoseksualitet
fremstod som den ’normale og generelle livsstil’ i Sodoma. Den
(som nogle kalder): ’sandkassedebat’, der fandt sted i Folketinget, inden
homo-lovens endelige vedtagelse og ikrafttræden, genspejlede mere end
tydeligt, at de danske politikere ikke et øjeblik regnede med, at der er en Gud
foroven, der lyttede til deres ’himmelråbende’ kommentarer.
Resultatet af afstemningen og dronningens bedrøvelige underskrift
taler sit eget sprog: ”Herren sagde: Skriget over Sodoma er stort.” Han tilføjede:
”En svær synd ruger over byen” (v.20).
Hvis denne bibelske konstatering er et udtryk for den nøgne og usminkede
sandhed om, hvad der egentlig skete i Sodoma og Gomorra, da må
samme karakteristik være gældende med hensyn til Det danske Folketings
gennemførelse af loven om kirkelige vielser af homoseksuelle.
I det tilfælde er det den rene forførelse, når det homofile samfund lovgiver,
som om denne såkaldte ’seksuelle orientering’ blot er en ’lille, uskyldig
afvigelse’ fra det normale – ja, at denne (som Bibelen formulerer det) ’naturstridige’
form for seksualitet er ’lige så normal’ som det heteroseksuelle
■ 132 ■

forhold. Da drejer den nye lovgivning sig i virkeligheden om en overtrædelse,
der – set ud fra Skriftens indfaldsvinkel – fører til, at et land, en egn eller
en by bliver dømt og straffet af Gud.
Det sidste (at homoseksualitet i Bibelen betegnes som ’en alvorlig
synd’) bekræftes af Ny Testamentes apostel, der myndigt anbringer ’den
unaturlige utugt’ på linje med ’fadermordere, modermordere, manddrabere
og menneskerøvere’ (1. Tim. 1:9-10) – ja, erklærer, at enhver, der i sin mangel
på indsigt forsvarer det homoseksuelle samliv ’strider mod den sunde
lære’ (v.10)… hvilket kort og godt vil sige, at de bisper, præster, ministre og
politikere, der godtager og med deres indflydelse fremmer den nye lov, er
at betegne som ’vranglærere’.
ET ILDEVARSLENDE NÆRVÆR
Hvad efterfølgende finder sted i Sodoma er ikke mindre end skræmmende!
Bibelen beretter (i et sprog, som folk kan forstå), at Gud ’ved selvsyn vil
undersøge, om sagen virkelig forholder sig så alvorlig, som den forlyder.
”Jeg vil personligt stige ned,” hedder det i den jævne, bibelske fremstilling.
”Jeg vil forvisse Mig om, at de virkelig handler så galt, som det lyder” (v.21).
Et eller andet forfærdeligt var ved at blive udløst over homo-byen ved
Dødehavet! En truende skæbne hang som en mørk sky over det homoseksuelle
samfund i Sodoma – og det ildevarslende, der var undervejs, var af
en sådan art, at Gud Herren (ifølge Skriften) erklærede: ”Jeg vil have absolut
vished om dette!” (v.21)
Hvis dette samme forhold kan overføres på den aktuelle situation i
Danmark, ser det sort ud for det lille land i det høje nord! Da kunne det forventes,
at Guds nærvær var til stede (som en tavs og sammenbidt observatør)
ved det første domkirkebryllup, der fandt sted i Århus d. 11. august,
2012. ”Jeg vil stige ned for at se, om de omsætter den nye lov i handling,”
siger Herren.
■ ■ ■
Det afgørende øjeblik i Sodoma-beretningen kommer først til syne i den
’(dødsensalvorlige) situation, da der tilsyneladende ikke er mere at tale om!
”Da vendte mændene sig bort derfra,” hedder det… ”og drog ad Sodoma til.”
Det vil sige, at dommen ’allerede havde taget sin begyndelse’; de ’mænd’,
som Den Almægtige havde udsendt for at lade straffen ske fyldest, var nu
■ 133 ■

på vej for at ’udrette deres gruopvækkende gerning (Matt. 5:25-27). De var
ikke undervejs for at velsigne Sodoma for dens homofile samfundsorden.
De havde ikke i sinde at udtale noget smukt og godt og opløftende over
byen, der havde hengivet sig til det syndige forhold, som Ny Testamente
kalder et ’urent og skamløst begær’ – nej, Guds gesandter havde sat retning
mod Sodoma for at lade ild og svovl regne ned over stedet… og det så
ikke ud til, at noget eller nogen kunne standse dem. Snart ville homo-byen
ligger i ruiner – og alle dens prædikanter, der havde lovet indbyggerne guld
og grønne skove, ville for evigt være gjort til skamme.
DET GUNSTIGE ØJEBLIK
Netop da skete det udsædvanlige, som selv i denne time atter kan tænde
en håbets flamme med hensyn til Danmarks situation! Skriften siger: ”Men
Herren blev stående foran Abraham!” (v.22)
Som sagt var al samtale ophørt. Der var ikke mere at sige. Alle argumenter
både for og imod var opbrugt, og der herskede nu kun denne sære
stilhed, der går forud for stormen. Ingen talte. Herren var tavs og Abraham
stum! Englene var taget af sted for at udføre deres hverv – og præcis i det
øjeblik stod Herren stille! Skriften siger, at Han ’blev stående foran Abraham…’
Abraham var ikke sen til (som Ny Testamente siger: ’at udnytte det
gunstige øjeblik’ (Ef. 5:16), Skriften siger jo: ”Kald på Mig, medens Jeg er
nær!” – og denne anledning lod Abraham ikke være ubrugt. Mosebogen
fortæller: ”Abraham trådte nærmere.”
■ ■ ■
Personligt er jeg af den opfattelse, at dette er den forhåndenværende situation
i Danmark, inden Gud slipper Sin harme løs og åbner for de himmelske
forrådskamre af dommedagsgløder. Han giver de troende en sidste
anledning til – om det er muligt – at afvende den kommende katastrofe.
Hvis der i denne time findes blot en lille gruppe af Herrens folk i Danmark,
der vil gøre, som Abraham gjorde, så udtaler Gud det præcise løfte,
der kan redde både folk og land fra fortabelsens afgrund.
Budskabet til de danske kristne er klart: I denne mørkets time, hvor
dommen hænger som et damoklessværd over land og rige, skal de nærme
sig Gud. Tværtimod at holde sig forskrækket på afstand, skal de – på denne
■ 134 ■

onde dag – ’træde nærmere til Gud’. Da vil Han i Sin nåde hjælpe dem til
at bede nøjagtigt for det, som nu står nedfældet på Hans guddommelige
agenda.
GUD STRAFFER OG ØDELÆGGER
Abraham gjorde sig ingen illusioner om, hvad der nu var ved at ske. Han så
i øjnene, at alt håb var ude. Ødelæggelsen var bestemt og ville blive udført.
Derfor vendte Abraham sig til det dybeste i Guds hjerte. Det, der havde at
gøre med Herrens evige retfærdighed. Den uomstødelige kendsgerning, at
Gud i Sin harme aldrig slår og sønderriver i blinde. Selv i dommens hede er
Gud målrettet og gør forskel på folk…
”Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med gudløse?” spørger
Abraham (Vi bør lægge mærke til, at spørgsmålet ikke lyder således: ”Vil du
virkelig udrydde?”) Dette er der nemlig højt uddannede teologer og højt
lønnede bisper og provster, der vil bilde folk ind. De fortæller menigheden,
at Gud ikke kunne drømme om at dømme, straffe og ødelægge. ”Det stemmer
jo ikke overens med budskabet om ’en kærlig Gud’,” forklarer de. Men
deri tager de fejl! Beretningen om Sodoma fortæller, at Gud gør alvor af
Sine advarsler. Han dømmer, og Han ødelægger!
… og hermed kommer Abraham til sagen. ”Måske findes der halvtredsindstyve
retfærdige i byen,” siger han og tilføjer: ”Vil Du virkelig udrydde
dem og ikke tilgive stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges skyld?” (1.
Mose 18:24)
Herrens svar falder på stedet. Gud siger: ”Dersom Jeg finder halvtredsindstyve
retfærdige i Sodoma, i selve byen, vil Jeg for deres skyld tilgive
hele stedet…” (1. Mose 18:26).
Dette guddommelige løfte er i dag for mig det væsentligste: Findes der
i Danmark 50 retfærdige, der vil gøre noget ved denne sag? Jeg betoner, at
jeg her ikke taler om 50 retfærdige, som vil bede for denne sag. Ej heller 50
retfærdige, som vil tale om den eller skrive om den. End ikke 50 retfærdige,
der vil ’yde en lille tæremønt’ for at stille deres egen samvittighed tilfreds…
Nej, de retfærdige, som jeg her taler om, og som Gud (det er jeg overbevist
om) søger efter med lys og lygte, er dem, som apostelen Jakob så
nøje beskriver. Altså ikke blot dem, der er ’retfærdige’ – men dem, som er
retfærdige på den måde, at de udfører troens og retfærdighedens gerninger…
■ 135 ■

Jakob siger: ”Vær Ordets gørere og ikke blot dets hørere, ellers bedrager
I jer selv (1:22).
Han fortsætter: ”Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger,
er den i sig selv død!” (v.17) Han tilføjer: ”Du tror, at Gud er én; deri
gør du ret; det tror de onde ånder også – og skælver” (v. 19-20).
Apostelen slutter: ”Men ønsker du, tankeløse menneske, bevis for, at
tro uden gerninger er gold? Blev ikke vor fader Abraham retfærdiggjort
af gerninger, da han bragte sin søn Isak på alteret? Du ser altså, at troen
virkede sammen med hans gerninger, da han bragte sin søn Isak på alteret,
og troen virkede sammen med hans gerninger, og ved gerningerne nåede
troen sin fuldendelse, og således blev det skriftord opfyldt, som siger:
Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed, og han blev
kaldt Guds ven” (22-23)
■ ■ ■
Ifølge denne fremstilling af det stærkt debatterede, bibelske begreb, der
kaldes ’retfærdiggørelse’, synes troens gerninger (ifølge apostelen Jakob)
at være selve beviset på, at et menneske er retfærdigt i Guds øjne! Det
chokerende ved denne forklaring vil for adskillige være, at ’Guds venner’
ikke i første omgang tælles blandt de mange ’rettroende’, (der på stedet
og med mange ord kan forklare ’hemmeligheden ved retfærdiggørelseslæren’)
– men i højere grad blandt dem, som i deres efterfølgelse af Kristus
kommer ind i et liv, der er fyldt med troens indsats! For at sige det rent ud:
Spørgsmålet om sjælens frelse er i så tilfælde ikke kun et spørgsmål om
den passive tro – men et spørgsmål om ’den tro, der virker sammen med
gerninger’ (Jak. 2:22).
STIL REGERINGEN TIL ANSVAR
Hermed kommer jeg til mit egentlige ærinde! Hvad gør vi som troende i
Danmark over for den gudløse lov og det fremmede ritual, som d. 15. juni
2012 blev ophøjet til ’ikrafttræden’ over det ganske rige? Hvorledes stiller
nationens sande og oprigtige kristne sig til denne Sodoma-udfordring,
der i sidste instans vil bringe Herrens mishag over kirke og folk? Eller sagt
med andre ord: ”er der 50 troende mænd og kvinder i dette land, som
sammen med mig vil indstævne den siddende regering til (personificeret
i dens statsminister, socialminister og kirkeminister) at møde i byretten i
■ 136 ■

Domhuset i København for at afgive forklaring på det grundlovsbrud, som
her er sket – og for med en efterfølgende retssag for øje at få gjort alle
disse politikere, bisper og præster ansvarlig for den antikristelige handling,
som de her har begået?
De, som vil være med til at indstævne de tre ministre, skal sende en mail til
johnynoer@hotmail.com med følgende indhold:
1) Fulde navn
2) Fødselsdato
3) Bopæl: Gade, Husnummer, evt. etage/sal, Postnummer & Bynavn.
4) Telefonnummer
5) Profession
6) E-mail adresse (også selvom den fremgår af den afsendte e-mail)
Stævningens indhold kan læses i et efterfølgende kapitel med titlen ’STÆV-
NING’). Som listen på ’medstridere’ øges, vil jeg fremover gøre rede for,
hvorledes vi videre kan gribe sagen an – og hvad dette (for dem, som fortsat
vil stå med i kampen) vil indebære for den enkelte. Fortsat vil vi søge om
’fri proces’, idet vi ikke på nogen måde vil bringe dem, som melder sig ind,
i nogen økonomisk forpligtelse. Hvad det drejer sig om nu er en helhjertet,
endrægtig troens indsats.
■ 137 ■

■ 138 ■

KAPITEL 14
FEM MØRKE PUNKTER
I DET NYE RITUAL
De otte danske biskopper, som mandag d. 11. juni til Danmarks kirkeminister
afleverede deres forslag til ritualet for homovielser i kirken, gjorde dermed
kirkens præster en dårlig tjeneste! Ja, ifølge Den hellige Skrift anbragte de
med dette ritual hundredvis af præster i en situation, hvorved disse kan pådrage
sig de alvorligste timelige, legemlige åndelige og evige konsekvenser.
Bisperne har f.eks. ved to anledninger i homo-ritualet forordnet, at
præsterne under den kirkelige homovielser skal lægge hænderne på det
homoseksuelle eller lesbiske par. I det ene tilfælde af håndpålæggelse skal
præsten (citat): ’lægge sin hånd på parrets hænder’ og ’forkynde dem at
være ægtefæller både for Gud og mennesker’ – og i det andet tilfælde skal
præsten – med håndspålæggelse – erklære over for det knælende homofile
par, at de skal være velsignede (citat): ’indtil de engang skal møde Dig (Gud)
ansigt til ansigt’.
■ ■ ■
Ny Testamente advarer imidlertid på det alvorligste kirkens præster mod at
følge denne biskoppelige forordning. Apostelen siger: ”Lad ingen håndpålæggelse
ske overilet, og gør dig ikke medansvarlig for andres synder; bevar
dig selv ren!” (1. Tim. 5:22). – (Der er i læren om håndspålæggelser (Hebr.
6:2) tale om en ’overførelse’ eller ’identifikation’. Her underviser apostelen
endog om at gøre sig ’medansvarlig’ – ja, ’medansvarlig for andres synder’.
Gads bibelleksikon informerer om, at der ved håndspålæggelse ’etableres et
■ 139 ■

skæbnefællesskab mellem de to parter’ s.327)). Når Ny Testamente samtidig
belærer om, at ’mænd, der øver skamløshed med mænd, pådrager sig
den velfortjente løn for deres forvildelse’ (Rom. 1:27), så slipper den præst,
der ved håndspålæggelse ’for Guds Åsyn’ erklærer dette forhold for at være
’sammenføjet’ af Gud, ikke for de konsekvenser, som det homoseksuelle par
udsætter sig for. Når de to (som præster erklærer) skal ’møde Gud ansigt
til ansigt’ – så vil præsten, der ved håndspålæggelse har identificeret sig
med deres homoseksuelle synd, modtage samme løn – og ’syndens løn er
døden’ (Rom. 6:33).
Det nye ritual vedkender sig ikke apostlenes lære om ’den overilede
håndspålæggelse’ – og er derfor i forbindelse med de efterfølgende fem
punkter i modstrid med kirkens bekendelse.
DET HOMOFILE SAMFUNDS BØN
1) Den kirkelige handling indledes blandt andet med bønnen: ”Kære Gud,
udspænd din kærligheds himmel over os!”
Til denne bøn svarer profeten Esajas med følgende udsagn fra Herren:
”Lån øre til Herrens ord, du Sodoma og Gomorrafolk! Hvor meget I så end
beder, Jeg hører det ikke. Tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra
mine øjne!” (Es. 1:10 og 15-16).
Når Gud Herren taler direkte til ’Sodoma- og Gomorrafolket’, er det
ubestrideligt det homofile samfund, Han henvender sig til. Han siger: ”Jeres
smukke bøn om, at Jeg skal ’udspænde min kærligheds himmel over jer’ kan
I godt glemme! Jeg hører den ikke – og har kun ét budskab til jer: ”Få jeres
onde gerninger bort fra Mine øjne!”
Ny Testamente lærer, at ’byerne Sodoma og Gomorra dømte Gud til
undergang og lagde dem i aske og gjorde dem dermed til et advarende
eksempel for ugudelige mennesker i kommende slægter’ (2. Pet. 2:6).
Det nye ritual vedkender sig ikke omvendelsens betydning og er derfor
i modstrid med kirkens bekendelse (CA art.12, stk.1-5).
OM ORDET: ’ÆGTEFÆLLE’
2) Ifølge vielsesritualet for homoseksuelle skal præsten tilspørge parret
med ordene: ”Så spørger jeg dig, Peter Hansen, vil du have Søren Andersen
som ægtefælle?”
I Luthers lille katekismus, der er en del af Den Danske Folkekirkes bekendelse,
tales om de ti bud. Det sjette bud lyder således: ”Du må ikke bryde
■ 140 ■

ægteskabet.” Luther fortolker myndigt: ”Det vil sige… at vi lever rent og
kysk i ord og gerning, og som ægtefolk elsker og ærer hinanden.”
Bekendelsens latinske tekst anvender betegnelsen ’suam conjugem’ om
ordet ’ægtefolk’ og henleder dermed opmærksomheden på Jesu forklaring
af udtrykket ’conjugem’ (sammenføje). ”Har I ikke læst,” spørger Jesus, ”at
Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ”Derfor
skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru… hvad
altså Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” (Matt. 19:5-7).
Ifølge det givne vielsesritual for homoseksuelle skal præsten afsluttende
’forkynde’ det viede par at være (rette) ’ægtefæller’. Med det latinske
ord ’conjugem’ som baggrund er der ikke skyggen af forskel på udtrykket
’ægtefolk’ og ’ægtefæller’. (De otte biskopper har ikke løst denne opgave
tilfredsstillende; ordet ’ægtefælle’ er ifølge Luthers Katekismus helt identisk
med det latinske ord for ’ægtefolk’).
I kirken sker denne ’forkyndelse’ for Guds og menneskers åsyn! Hvis
ritualet for en vielse af homoseksuelle indeholder udtrykket ’conjugem’,
må præsten straks anfægtes af samvittighedskvaler ved at skulle forkynde
denne ’sammenføjning’ som værende i overensstemmelse med Jesu lære
– og hvis ordet ’ægtefolk’ erstattes med et andet udtryk, er også dette i
modstrid med Luthers katekismus og dermed kirkens bekendelse.
Det nye ritual vedkender sig ikke den guddommelige sammenføjnings
betydning og er derfor i modstrid med kirkens bekendelse.
”VIL DU ELSKE OG ÆRE…”
3) Præsten skal fremdeles spørge parret: ”Vil du elske og ære ham… indtil
døden skiller jer ad?”
I Ny Testamente forklarer apostelen, at homoseksualitet er en ’urenhed,
hvorved mennesker vanærer deres legemer indbyrdes’ (Rom. 1:24) og
tilføjer: ”Det er en vanærende lidenskab, hvor deres kvinder ombytter den
naturlige omgang med den unaturlige, og at mændene vender sig fra den
unaturlige omgang med kvinden og optændes i begær efter hverandre…”
(v.26).
Hvorledes kan præsten anvende udtrykket, at de to homoseksuelle skal
’ære’ hinanden, når apostelen erklærer, at deres samliv i sig selv er ’vanærende’
– og hvorledes kan han få dem til at love, at de ikke vil bryde med
dette syndige samliv, før døden skiller dem ad?
Det nye ritual vedkender sig ikke Skriftens betydning og er derfor i
■ 141 ■

modstrid med kirkens bekendelse. Præsten skal i det nye vielsesritual erklære,
at det homoseksuelle par ’en dag skal møde Gud ansigt til ansigt’.
REGNSKABETS DAG
4) Bekendelsesskriftet Athanasianum (som ligeledes er en grundlæggende
bekendelse for Den Danske Folkekirke) taler om, at ved Kristi genkomst ’skal
alle mennesker opstå og aflægge regnskab for deres gerninger’. Desuden
hedder det i Symbolum Nicaeno-Constantinopolitanum (som tillige er en
del af middelalderkirkens liturgi): ”Jeg tror på Jesus Kristus, at Han skal
komme igen for at dømme levende og døde…”
Apostelen advarer på samme måde de troende mod de mennesker, der
(som han skriver): ’spotter jer, når I ikke styrter jer ud i den samme strøm af
udsvævelser’. Han slutter: ”Men de skal gøre regnskab for Ham, som er rede
til at dømme levende og døde” (1. Pet. 4:5).
Præsteløftets prægnante vending: ’Jeg lover for den alvidende Guds
Åsyn med regnskabsdagen for øje’, er i en gejstlig retssag (Arboe Rasmussen,
1911-1916) blevet omtalt som ’et løfte, som øvrigheden må respektere’
(HRD, s.111).
Skriften erklærer med henblik på den nærværende sag om det såkaldte
’kønsneutrale ægteskab’: ”Du må ikke have samleje med en mand, som man
har samleje med en kvinde” (3. Mose 18:22).
Kirkeministerens nye lov, der nu overalt sigter på i kirken at indføre
en liturgi og et ritual, der er betydeligt påvirket af den homofile ideologi,
som er i tydelig modstrid med folkekirkens bekendelsesgrundlag – ja, er
domineret af den opfattelse, at Skriftens og bekendelsens vidnesbyrd om
en ’regnskabets dag’ ikke skal tages alvorligt.
Det nye ritual vedkender sig ikke dommens betydning og er derfor i
modstrid med kirkens bekendelse.
DET NATURLIGE OG DET NATURSTRIDIGE
5) ”Skabelsesberetningen fra Bibelen, som bruges til vielser mellem mand
og kvinde, duer selvsagt ikke,” forklarer biskop Elisabeth Dohns Christensen
fra Ribe Stift til Jyllandsposten.
Allerede den oldkirkelige bekendelse, Symbolum Romanum, erklærer:
”Jeg tror på Gud, Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber.”
…og vedkender sig derved Bibelens skabelsesberetning, hvori det
■ 142 ■

hedder: ”Gud skabte mennesket i Sit billede, i Guds billede skabte Han det,
som mand og kvinde skabte Han dem – velsignede dem og sagde: Bliv
frugtbare og talrige, opfyld jorden… (1. Mose 1:27-28).
Jesus henviste til dette sted i Skriften, når Han siger: ”Har I ikke læst,
at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde.” Han konkluderer:
”Derfor skal en mand forlade sin far og sin mor og binde sig til
sin hustru, og de to skal blive ét kød” (Matt. 19:4-5) – hvilket alt sammen
bevidner, hvorledes ’det naturlige’ mand-kvinde forhold fremhæves af både
Skrift og bekendelse. Apostelen i Ny Testamente omtaler det homofile samliv
med ordene: ”Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den
naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden…
og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente”
(Rom. 1:26-27).
Kirkeministerens nye lov lægger på baggrund af disse Skriftens og bekendelsens
vidnesbyrd op til et truende skisma, der i omfang og styrke vil
’forstyrre den offentlige orden’ (§ 67 Gr.)
Der hersker med henblik på forslaget om den kirkelige velsignelse af
det homofile samliv et skæbnesvangert misforhold mellem dets overfladiske
mediebevågenhed og dets manglende teologiske substans, især hvad
angår forholdet til ’Guds naturlige skaberværk’.
Ved ikke at kunne vedkende sig Bibelens Skabelsesberetning, som Jesus
henviser til i forbindelse med ægteskabet, er det nye vielsesritual i modstrid
med kirkens bekendelse.
De otte biskopper, der står bag de nye forslag, er:
Niels Henrik Arendt, Haderslev, Henning Toft Bro, Aalborg, Elisabeth
Dons Christensen, Ribe, Kresten Drejergaard Odense, Peter Fischer-Møller,
Roskilde, Kjeld Holm, Aarhus, Karsten Nissen, Viborg og Peter Skov-Jakobsen,
København.
De har ikke blot gjort landets præster en dårlig tjeneste – men har alle
otte med dette ritual bevæget sig uden for kirkens bekendelse og bør alle
stilles til regnskab derfor!
■ 143 ■

■ 144 ■

KAPITEL 15
STÆVNING
Undertegnede Johny Noer, BATAR, Quéré 4, 22590 Pordic, Frankrig
Indstævner herved på vegne af 50 danske borgere:
Den danske Stat ved statsministeren, Helle Thorning Schmidt, Prins Jørgens
Gård 13, 1218 København K og social og integrationsministeren, Karen
Hækkerup, Holmens Kanal 22, 1060 København K og ligestillings og
kirkeministeren, Manu Sareen, Frederiksholms Kanal 21, 1220 København
til at møde i Københavns Byret, Domhuset, Nytorv 15, København K på den
måde og med svar, som retten bestemmer ved påtegning på stævningen.
SAGSØGERS PÅSTAND
Sagsøgte tilpligtes at måtte anerkende, at regeringens lovforslag nr. L106
vedr. kirkeligt ægteskab mellem to personer af samme køn, fremsat d. 14.
marts 2012 og ved kongelig anordning ført til ikrafttræden den 15. juni
2012 har medført 1) statslig påtvingelse vedr. udarbejdelsen af et ritual
til brug ved kirkens vielse af homoseksuelle, samt 2) at indholdet af dette
ritual er en krænkelse af Grundlovens § 4 og 6, som betoner Den evangelisk-
lutherske kirkes lære.
Det indførte vielsesritual for homoseksuelle indeholder fem punkter,
som er i modstrid med både Skrift og bekendelse. Disse er følgende: Det
nye ritual…
vedkender sig ikke Den Augsburgske Bekendelses lære om omvendelsens
betydning.
■ 145 ■

vedkender sig ikke Jesu lære om ægteskabet som ’den guddommelige sammenføjnings’
betydning.
vedkender sig ikke Bekendelsesskrifternes klare lære om Skriftens betydning.
vedkender sig ikke Skriftens og bekendelsens tydelige lære om dommens
betydning.
vedkender sig ikke betydningen af Skabelsesberetningen i lyset af Jesu
lære om ægteskabet. (Se vedlagte begrundelse: ’FEM MØRKE PUNKTER I
DET NYE RITUAL’)
Sagsøger begærer sagen henvist til Østre Landsret til behandling i 1.
instans.
Der tages forbehold om at udvide påstanden til også at omfatte krænkelse
af Grundlovens § 13, ministeransvarlighedsloven § 4 og 5 og menighedsrådsloven
§ 38 samt FN-konventionen om borgerlige og politiske
rettigheder artikel 18, stk. 1,2 og 4.
GRUNDLOVENS RELVANTE BESTEMMELSER
§ 4: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes
som sådan af staten.
§ 6: Kongen skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke.
Disse klare beskrivelser i Grundloven vedrørende den kirkes lære, som
den danske stat er forpligtet til at understøtte, og som dronningen er forpligtet
til at tilhøre, bør retten nu tage stilling til. Domstolen må afgøre,
hvorvidt det ritual, som staten ved lov har pålagt kirken, er i overensstemmelse
med Den evangelisk lutherske kirkes bekendelsesskrifter. Hvis dette
er tilfældet, opfylder staten sin pligt ved at ’understøtte’ kirkens lære. Hvis
det ikke er tilfældet, underminerer staten kirkens lære og krænker derved
både dronningen og rigets grundlov.
For dronningen kan sagen få betydning i det tilfælde, den gennemførte
lov fører til en splittelse af folkekirken. Dronningens tilhørsforhold er da
grundlovsbestemt, og domstolen må da afgøre, hvilken del af ’den splittede
kirke’, der ifølge bekendelsesskrifterne tør betegnes som Den evangelisk-lutherske
kirke.
SAGSFREMSTILLING
Denne retssag handler udelukkende om, hvorvidt det er i overensstemmelse
med Grundloven, at staten ved lov påtvinger kirken et ritual, der ifølge
■ 146 ■

Bibelen og bekendelsesskrifterne forekommer i en uforsonlig modsætning
til kirkens grundlovsbestemte lære og dronningens (af staten forpligtede)
trosbekendelse.
De tre indstævnede ministre har alle (og hver for sig) offentligt afleveret
deres fortolkning af kirkens bekendelse – en forståelse, der (som det ses
af følgende) åbenlyst trodser kirkens lære og ved lov tvinger kirkens menighedsråd,
organister, kirketjenere og andre funktionærer til at medvirke ved
anvendelsen af ritualet for vielser af homoseksuelle.
Idet sagsøger forudsætter, at sagsøgte ikke bestrider, at den nu gennemførte
lov tilsigter, at (citat): ’alle medlemmer af den danske folkekirke
kan blive gift i kirken – uanset deres seksuelle orientering, samt at regeringen
hermed fjerner forbuddet mod vielser af homoseksuelle i kirken
for fremover at kunne fortsætte med andre tiltag i retning af kønsneutral
ægteskabslovgivning ’fremlægges lovforslaget med (andre lignende) bemærkninger
ikke.
■ ■ ■
Den retlige interesse for sagsøgeren består i, at folkekirkens forfatning ifølge
Grundlovens § 66 ’ordnes ved lov’. En løfteparagraf, der siden 1849 har
ventet på sin opfyldelse. Regeringens lov om kirkelig vielse af par af samme
køn indeholder en substantiel læreafvigelse og er et angreb på selve livsnerven
af landets kristne kirke. En højaktuel, relevant sag for retsteologien – og
dermed for domstolen (med henvisning til, at Højestret i aug. 1996 godtog
en lignende sagsøgning af statsministeren for brud på Maastricht-Traktaten
på grund af traktatens ’generelle og indgribende karakter’).
Sagens offentlige interesse bevises ved at en lignende sag om indførelse
af et nyt kirkeligt ritual i Norge endte med Højesteret d. 9. april 1987 (Rt.
s. 473; ISBN 8200028488).
Sagens samfundsmæssige interesse bevidnes ved, at en fjerdedel af de
præster, der betjener landets 2394 folkekirker nægter at følge indholdet af
regeringens nye lov og mere end et halvt hundrede præster anser lovens
indhold som dokumenteret vranglære og i modstrid med præsteløftet (fastsat
v. kgl. resolution 27. aug. 1870).
Sagsøgerens personlige interesse er bevidnet i bogen ’Folkekirken og
vielse af homoseksuelle’, som sagsøgeren udgav 15. sept. 2010 (Forlaget
Scandinavia). Hvad yderligere angår sagsøgerens personlige interesse,
■ 147 ■

henvises til den sagsbehandling, som sagsøgeren personligt er blevet udsat
for vedrørende den klage, som han d. 14. sept. 2010 sendte til biskop
Lise-Lotte Rebel, Helsingør, over en artikel, som i det 120. nummer (juni
2010) i tidsskriftet ’Kritisk Forum for Praktisk Teologi’ var skrevet af den
teologiske konsulent for Helsingør Stift, sognepræst Jørgen Demant, Kgs.
Lyngby. I denne artikel erklærer forfatteren, at Guds tilstedeværelse i bryllupsritualet
for det homoseksuelle par, Søren og Peter, er så nærværende,
at Den Treenige Gud inkarnerer sig i det homoseksuelle brudekys.
På trods af sagsøgerens omhyggelige dokumentation afviste samtlige
instanser: præst, provst, biskop og til sidst kirkeminister, klagen uden anden
begrundelse end denne ene: ”Der er muligvis tale om ’en fejlagtig opfattelse
af Jørgen Demants artikel” (Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, dok. nr.
126204/10).
Sagsøgerens ’fejlagtige indlæsninger’ drejer sig om følgende fire påstande
i præstens artikel:
Den trinitariske velsignelse er (citat): ’en inkarnatorisk bevægelse, hvor
parret (Søren og Peter) indsættes som bærere af Guds velsignelse (side 65).
Ved vielsesritualet (ved Søren og Peters bryllup) bliver (citat): ’Menigheden
vidne til inkarnationsunderet’ (side 66)
Præstens håndpålæggelse (ved Søren og Peters bryllup) er (citat): ’En
solidaritetserklæring, der indebærer Guds medleven og støtte til de to mennesker,
der har givet sig til hinanden’ (side 67).
Ved Peter og Sørens bryllup er (citat): ’kysset måske det stærkeste udtryk
for inkarnationens teologi’ (side 68)… for (citat): ’Ligesom Gud forbandt
sig med verden i Kristus, sådan kan mennesker i den erotiske hengivelse
forbinde sig med hinanden” (side 69).
Artiklens forfatter udtaler ved en høring 21. sept. 2010 at han (på trods
af brudeparrets mandsnavne) ikke henviser til ’homovielser’ men kun til
’vielsen’. Disse fire påstande må i dag – efter både de verdslige og kirkelige
myndigheders blåstempling – anses for at være den teologiske baggrund
for det aktuelle ritual, som nu ved lov indgår i folkekirkens kirkelige handlinger.
OM GRUNDLOVSBRUD
Det gøres gældende, at efter at have overvejet indholdet af den nu gennemførte
lov i 150 dage konkluderede et kirkeministerielt udvalg d. 15. sept.
2010 (citat): ”Folketinget kan ikke lovgive på en måde, der er i strid med
■ 148 ■

den grundlæggende evangelisk-lutherske bekendelse; Folketinget er i den
henseende begrænset af udtrykkelige grundlovsbestemmelser (som f.eks.
Grundlovens § 4).”
Og yderligere: Professor i retsvidenskab, Hans Gammeltoft Hansen erklærer:
”Den danske folkekirke kan ikke retligt gestaltes på en måde, der
strider mod det system af kirkelige opfattelser, som indgår i Den evangelisk-lutherske
kirke. Noget sådant ville simpelthen være i strid med Grundloven!
Det er ikke til at komme uden om!” (Kr. Dagbl. 28.06.91).
Og yderligere: Daværende departementchef i kirkeministeriet, Preben
Espersen erklærer: ”Grundlovsbestemmelse § 4 må opfattes som en generalklausul,
der påbyder folketinget og kirkeministeriet at tage skyldig hensyn
til indholdet af den evangelisk-lutherske bekendelse (Kr. Dagbl. 25.04.91).
Og yderligere: Den jurauddannede, tidligere kirkeminister, Birthe Rønn
Hornbech erklærer: ”Forslaget om ændring af ægteskabsloven er i strid
med Grundloven, hvis forslaget ikke er i overensstemmelse med bekendelsesskrifternes
opfattelse af ægteskabet; det virker ikke som om kirkeministeren
kender dette ansvar over for Grundloven” (Kr. Dagbl. 10.02.2012).
OM KIRKENS BEKENDELSE
Det gøres fremdeles gældende, at da Kejser Karl V den 21. januar 1530
indkaldte fyrster og stænder til en rigsdag i Augsburg med påbuddet: ”I
skal gøre rede for jeres tro!” kunne de reformerte teologer få måneder
efter fremlægge deres forsvarsskrift. Dette var begyndelsen til Confessio
Augustana, som i dag er et hovedbekendelsesskrift i Den Danske Folkekirke.
I 1555 blev det et grundlag for Augsburger-religionsfreden. 1577 fik
det kirkeretlig gyldighed for de kirker, som tilsluttede sig konkordieformlen
(sidste lutherske bekendelsesskrift). For Danmarks vedkommende præciseres
CA’s ’karakter af bekendelsesskrift’ såvel i Kongeloven som i Chr. V’s
Danske Lov. Da grundloven ingen ændring har foretaget med hensyn til
kirkens bekendelse, gælder dette stadig! Derfor må reformerte kristne i dag
som dengang ’gøre rede for deres tro¨’.
I Den Augsburgske Bekendelse hedder det således, ’at siden Adams fald
fødes alle mennesker, som er forplantet på en naturlig måde, med synd, det
vil sige: Uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær; ”denne sygdom
eller last,” betones det, ”er virkelig synd…” (art. 2, stk. 1-2).
Dette udsagn (at ’synd er synd’) stemmer overens med Bibelens
lære, hvor der i beretningen om Sodomas undergang fortælles, at byens
■ 149 ■

indbyggere råbte til Abrahams slægtning, Lot: ”Hvor er de mænd, der er
kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!” (1.
Mose 19:5). Om det homofile forhold i Sodoma forklarer Skriften: Herren
sagde: ’Der lyder et højt skrig fra Sodoma; deres synd er meget stor!”
(1. Mose 18:20). Apostlene forklarer i Ny Testamente, at når det homofile
’begær optændes’, er både mænd og kvinder ’hengivet til vanærende lidenskaber’
– ja, til ’et uværdigt sind, så de gør det, der er usømmeligt” (Rom.
1:26-28).
Regeringens lov om vielse af homoseksuelle par i kirken og dermed
velsignelse af deres samliv fjerner sig fra det centrale punkt i kirkens bekendelse
og Skriftens lære at ’synd er synd’ – og at en synder derfor først
og fremmest skal omvende sig.
I Den Augsburgske Bekendelse hedder det fremdeles, at ’faldne kan opnå
syndernes forladelse til enhver tid, når de omvender sig” (Art. 12, stk. 1).
Dette samstemmer med apostelens lære, når han siger: ”I skal aflægge
det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges
af sine forføreriske lyster, og I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det
nye menneske, skabt i Guds billede…” (Ef. 4:22).
Eftersom Guds lov er til for (ifølge Skriften) at føre syndere til omvendelse,
hedder det videre: ”Loven er bestemt for forbrydere… dem, der slår
deres far og mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd, der ligger i med
mænd… og hvad ellers strider mod den sunde lære (1. Tim. 1:8-11).
Regeringens nye lov foranlediger kirkens største lærestrid efter reformationen.
Den nye lov strider mod kirkens lære om omvendelsens betydning.
Den er i direkte kollisionskurs med kirkens bekendelsesskrifter og er
derfor i uoverensstemmelse med Grundloven.
■ ■ ■
Det gøres gældende, at Danmarks dronning på grund af sin grundlovsbefæstede
bekendelsesbinding (gr.l. § 6) og ved den påbudte udstedelse af
’kongelig forordning’ bliver årsag til, at ministerens ansvar skærpes (gr.l.
§ 13). Ministeren har ved denne lov taget dronningen ’som gidsel’ for en
politisk mærkesag. Majestæten er den eneste person i riget, der ikke (som
andre borgere) har trosfrihed… hvilket er blevet krænket af et regeringsgrundlag,
der strider mod dronningens (af staten påbudte) trosbekendelse
og dermed mod grundlovens klare bestemmelser. 6000 borgeres protester
■ 150 ■

ligger allerede i kirkeministeriet – (protestbevægelsen vil vokse med dagen
– og vil ved sin styrke bevidne ’sagsgenstandens størrelse’).
Ifølge de 1738 høringssvar, som d. 22. feb. 2012 lå på kirkeministerens
bord, har 157 præster anmodet om, at også ’andre kirkefunktionærer kan
fritages for at deltage i bryllupper med par af samme køn’ (40 organister
har fremsat samme ønske). Ministeren har afslået denne anmodning – hvilket
forekommer som en overtrædelse af FN-konventionen om borgerlige
og politiske rettigheder af 1966 art. 18 stk. 1-2, der bl.a. betoner: ”Denne
ret skal omfatte frihed til… at kunne udføre rituelle handlinger… efter eget
valg,” samt: ”ingen må underkastes tvang, der kan begrænse hans frihed
til at antage en anden tro efter eget valg.” Samt artiklens 4. stykke (i forbindelse
med det normgennembrud, som er inkorporeret i det nye statsligt
påtvungne ritual): ”De i denne konvention deltagende stater forpligter sig
til at respektere forældres ret til at sikre deres børns moralske opdragelse i
overensstemmelse med deres egen overbevisning.”
Sagen har af den grund ikke kun national interesse men følges med
global opmærksomhed – og dens forløb vil enten bekræfte eller afkræfte,
hvorvidt retfærdigheden i Danmark sker fyldest, eller om Shakespeares
verdenskendte replik fra skuespillet Hamlet synes at gå i opfyldelse: “Something
rotten in the State of Denmark”. – Må Gud give, at der i Danmark
ydes retfærdighed i denne sag, og at Shakespeares dystre erklæring bliver
gjort til skamme!
Sagsøgte opfordres til at oplyse om begrundelserne for berettigelsen
til at gennemføre en ny ægteskabslov, der med sit nye ritual som anført er i
åbenlys strid med kirkens bekendelsesskrifter, og som derfor er i et absolut
modsætningsforhold til de nævnte paragraffer i Grundloven.
Bilag, der fremlægges: 1) Det nye vielsesritual, 2) Seks mørke punkter
i det nye ritual
Sodomas ørken, Israel, den 15. juni 2012
Johny Noer
■ 151 ■

■ 152 ■

KAPITEL 16
´DE 50’
I midten af jul 2012 modtog jeg en venlig mail fra en god ven, der ud af et
oprigtigt hjerte stillede det præcise spørgsmål, som mange troende ønsker
svar på i disse dage: ”Er det virkelig i overensstemmelse med evangeliet at
trække en statsmagt for retten?” – ”Er det ikke bedre,” spurgte min gamle
ven, ”at overlade dommen til Herren og dermed fortsat og med forøget iver
at forkynde evangeliet?”
Dette spørgsmål vil jeg her søge at besvare – og dermed samtidig forklare,
hvad det er for folk, som jeg tror, at menighedens Herre efterlyser,
når kaldet nu (bl.a. gennem denne bog)går ud til de 50 danskere, som på
stedet er parate til at stille sig til rådighed med hensyn til at stævne de
tre danske regeringsmedlemmer, som sammen har iværksat og afsluttende
gennemført lovgivningen om homofile vielser i kirken.
Mit svar til mine betænkelige, kristne venner vil jeg i første omgang
bygge på to steder i Skriften, som for mig har været en personlig inspiration
med hensyn til at tage dette skridt. Det ene sted er fra Gamle Testamente
og det andet fra Ny Testamente. Det sidste lyder sådan: ”Og Skriften
siger til Farao: Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for at Jeg kan vise
Min magt på dig, og for at Mit navn kan blive forkyndt over hele jorden”
(Rom.9:17).
Den bemærkelsesværdige formulering: ’Og Skriften siger til Farao’ lader
forstå, at Gud – så længe der er noget der hedder Den Hellige Skrift
– aldrig vil være tavs over for et gudsfjendsk diktatorisk Farao-styre. Som
Han talte et myndigt ord til fortidens tyranner, således fortsætter Han gen-
■ 153 ■

nem Skriftens beretninger at tale det samme ord til vor tids ’Faraoer’. De
skal vide, at der er en Gud foroven, der følger med i deres udstedelser af
antikristelige og antisemitiske love. Foruden at forkynde evangeliet skal ’de
50’ lade herskeren forstå, at ’i himlen er Herrens trone’, og at ’Hans blik
ransager menneskenes børn’. De skal (ved at stævne de skyldige) forkynde,
at ’dem, der elsker uret, hader Hans sjæl’ – ja, at det ender med, at ’Han over
de gudløse sender regn af gløder og svovl. Et stormvejr er deres tilmålte
bæger’ (Salme 11:4-6). De bliver ikke blot stævnet; de bliver dømt…
Af dette nytestamentlige skriftord om Farao fremgår det yderligere, at
Gud tillader, at hensynsløse despoter fremstår, ’for at Hans navn kan blive
forkyndt over hele jorden’ (Rom.9:17)… og netop dette, mener jeg, bør være
de 50 danskeres egentlige motiv til at tage et opgør med den henholdsvis
stats-, social- og ligestillingsminister, som i sommeren 2012 i fællesskab
foretog vor tids største overgreb over for den kristne menighed i Danmark.
’De 50’, som nu rejser sig, strider altså ikke for at forhindre, at det
homoseksuelle samfund frit kan etablere sig i det danske, demokratiske
landskab – men de står op overalt som et åndeligt værn mod de politiske
og gejstlige kræfter, der i dag bevæger sig ind over menighedens tærskel
for med et nyt og fremmed ritual at anfægte de normer og den etik, som i
årtusinder har hersket indenfor Kristi Kirkes mure.
Kun få er klar over, hvad der egentligt foregår. Befolkningen lader sig
dagligt spise af med et par hule politiske slogans, samt hvad medierne nådigt
lader falde af krummer fra bispernes bord – og det er på høje tid, at
den jævne borger får at vide, hvad der sker bag de lukkede døre i regeringspalæets
mødelokaler og på landets bispesæder. En afslørende retssag, hvor
ministre, (og siden) provster og biskopper bliver stævnet og stillet til ansvar,
er på sin plads. Den vil kaste lys over alt det skjulte, som frækt eller fromt
er gemt bort fra befolkningens øjne. Ved en sådan retslig konfrontation
vil Guds sande ord blive forkyndt over det ganske rige – ikke ved nogen
anmassende forkyndelse men af den simple grund, at Danmarks Grundlov
tydeligt forsvarer kirkens bekendelsesskrifter, der fra først til sidst bevidner,
at Bibelen bør betragtes som Guds Ord.
KRIGSERKLÆRINGEN
’De 50’ vil være af den overbevisning, at de i en mørkets time ikke bør lade
denne Gudgivne anledning gå fra sig. ”Ved at forsvare landets grundlov,”
siger de, ”forsvarer vi kirkens bekendelse. Og ved at forsvare kirkens beken-
■ 154 ■

delse, kæmper vi for vor hævdvundne, protestantiske tro. Og ved at kæmpe
for vor protestantiske tro, strider vi for det reformerte livssyn, som er vor
arv. Og ved at stride for vor reformatoriske arv, løfter vi banneret over ’den
tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige” (Jak.1:3) nemlig: at
Den Hellige Skrift ikke er et menneskeværk men er inspireret af Gud.”
Det totalitære overgreb, som staten ved sin lovgivning har foretaget
over for kirken, er i sig selv en krigserklæring! Det er denne provokerende
handling, der nu kalder ’de 50’ til kamp. Da teologerne ikke på noget tidspunkt
har løftet ordets sværd, må borgere og bønder nu kaldes til samling
– og da kirkens ledende mænd har bevist sig at være en forræderisk ’femte
kolonne’, må slaget udkæmpes på retsteologiens mark.
■ ■ ■
Gennem dette initiativ af ’de 50’ vil netop det afsnit i Ny Testamente og de
artikler i bekendelsesskrifterne komme til orde, der (som apostelen formulerer
det)… ’byder visse folk ikke at føre fremmed lære’! – ”Den slags,” tilføjer
apostelen, ”volder kun ordstrid og tjener ikke Guds frelsesplan i troen”
(1.Tim.1:3-5). Det vil sige, at det ikke er dem, der nu rejser sig for at forsvare
evangeliet, der volder ordstrid og uro! Det er altså ikke ’de 50’, som ’af et
rent hjerte, en god samvittighed og en oprigtig tro’ (v.3-5) søger at værne
Skrift og bekendelse, der er årsag til den bitre strid – men det er dem, der
(som apostelen siger) ’er kommet bort fra denne tro, og som i stedet har
vendt sig til intetsigende snak’, der er skyld i denne kirkekamp. ”De vil gerne
være lærere i loven men fatter ikke selv, hvad de siger og så sikkert hævder”
(v.7), slutter Paulus og tilføjer: ”Men vi ved, at loven er god, dersom man
bruger den, som lov skal bruges; den er bestemt for lovløse, drabsmænd,
dem, der øver unaturlig utugt… og hvad andet, der strider mod den sunde
lære” (1.Tim.1:3-11).
’De 50’ vil dermed frimodigt stå frem med det mest opmuntrende løfte,
som menighedens Herre lader lyde i en forvirringens og frafaldets tid; det
er løftet om Hans kirke. De vil stille skarpt på den begivenhed, som fandt
sted, da Jesus på Sin lange, farlige vandring mod Jerusalem ankom til den
romerske by, Kæsarea. Her undersøgte Han, hvorvidt disciplene havde fattet,
hvori deres store fremtidsopgave bestod. Han spurgte dem først, hvad
folk mente om Ham. Men det var ikke Hans egentlige ærinde. Han ville vide,
hvor meget disciplene havde begrebet af den åbenbarelse, der var blevet
■ 155 ■

dem betroet. Simon Peters enestående svar beviste tydeligt, at Gud havde
givet ham den vigtigste åbenbarelse, som kan vederfares en menneskesjæl.
Faderen havde vist denne enfoldige fisker fra Galilæa, at Menneskesønnen
var ’den levende Guds Søn, og at Han var jødernes Messias’ (Matt.16:16).
– ”Den åbenbarelse,” siger Jesus til Peter, ”er dit livs største lykke – ja, det
er selve den klippe, hvorpå Jeg vil bygge Min kirke.” Jesus tilføjer (og netop
dette er det opmuntrende budskab til Kristi Menighed, når mørket falder
på)… at overalt, hvor denne enkle åbenbarelse lyser i hjerterne, vil helvedes
sluseporte ikke få magt over den!” (v.18)
Når kirkens opstandne Herre derfor i disse timer vandrer land og rige
rundt for med lys og lygte at søge efter ’de 50’, som vil stå disse afgrundsstrømme
imod, så kalder Han de troende, som er grebet af dette enkle syn:
’Jesus er Messias, og Han er Den levende Guds Søn’.
FOLK AF DEN KALIBER
Bibelens Dommerbog beretter om de anarki-tilstande, der på et tidspunkt
herskede i Israel. ”I de dage var der ingen konge i Israel,” fortælles det;
”enhver gjorde, hvad han fandt for godt” (21:25). I den periode sendte Gud
dommerne. De var alle troens helte, som befriede Guds folk fra de fremmede
tyranner.
Til dem, som afværgende forklarer, at det er gammeltestamentlige historier,
der ikke kan bruges som eksempel på Guds virke i vor tid, er svaret:
”Ny Testamentes Hebræerbrev tager tråden op!” – ”Tiden vil jo ikke slå til,”
hedder det, ”hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson og Jefta”
(11:32-40). Den første slog med 300 mand Medjanitternes horder på flugt.
Den anden tog kampen op mod 900 jernvogne. Den tredje rev ene mand
Gazas byport ud af dens hængsler og stolper og bar den op på bjerget over
for Hebron. Den fjerde tvang fjenderne til at udtale et bestemt hebraisk
ord, og hvis de med deres dialekt røbede, at de var forrædere, gjorde han
med dem kort proces. Det er folk af den kaliber, som nu vil rejse sig for
at befri vort land fra fjendens åg. De behøver ikke at være mange – men
er parate til at gøre modstand over for mørkets tungeste skyts. Enkeltvis
tager de kampen op mod ’dødsrigets porte’ – og viser ingen skånsel over
for forræderne.
Da John Wesley i 1700-tallet ene mand og på hesteryg red gennem
hele England, prædikede han et solidt budskab om Guds hellighed, lovens
strenghed og Herrens retfærdighed – og det med en sådan kraft, at (ifølge
■ 156 ■

historisk observation) den franske revolutions blodbad i 1789 ikke kunne
bane sig vej over Kanalen. Wesley lagde grunden til Metodistkirken, der
på det tidspunkt opbyggedes på den åbenbarelse af Kristus, der bl.a. lyder
sådan: ”Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil Han heller ikke
skåne dig. Så se da Guds godhed og strenghed: Hans strenghed imod dem,
der faldt, Hans godhed imod dig, hvis du bliver i Hans godhed; ellers bliver
også du hugget af!” (Rom.11:21-22)
Hebræerbrevets forfatter slutter sin beretning om trosheltene med
dette udbrud: ”I kraft af deres tro besejrede de riger” (11:32). Det er den tro,
som ’de 50’ møder op med; en overbevisning om, at Gud har kaldet dem til
at drive mørkets kræfter på flugt, og at der kan vindes sejr over hele riget…
’DE MÆGTIGE’
Allerede i Bibelens Esajas Bog dæmrer det, at Gud vil have fat i nogle af
dem, som Skriften kalder ’de mægtige’. Ja, at disse modige mænd og kvinder
faktisk er en værdigfuld del af den særlige belønning, som skænkes
Jesus efter Hans lidelse på korset. Det hører altså med til evangeliets kernebudskab,
at Gud på et tidspunkt kalder på dem, som udgør den arv, der
tilhører Kristus som ’løn for Hans lidelse’.
”Fordi Hans sjæl har haft møje, skal Han se det, hvorved Han mættes,”
lyder det i en ældre Esajas-oversættelse (53:11-12), som fortsætter: ”Derfor
arver Han mange, med mægtige deler Han bytte.”
Spørgsmålet er nu: ”Hvem er disse ’mægtige’, som Herren til sidst deler
herredømmet, riget og byttet med? Hvem er disse troens kæmper?
Nogle vil svare: Det er englene! For eksempel engelen, Gabriel, der om
sig selv siger: ”Jeg er Gabriel, som står for Gus Åsyn!” (Luk.1:19) Eller engelen
Mikael, der i Ny Testamente omtales som en ærkeengel (Judas v.9) – ja,
som mægtigt stred med dragen og nedstyrtede den fra himlen (Åb.12:7).
Hebræerbrevets forfatter er kort for hovedet i sit svar. ”Det er ikke
engle, Han underlægger den kommende verden, som vi taler om,” siger han
(2:5) og tilføjer: ”Der er én, der et sted har sagt: Hvad er et menneske, at Du
husker på det? En menneskesøn, at du tager Dig af ham?... Med herlighed
og ære har Du kronet Ham, alt har Du lagt under hans fødder” (6-7).
’De mægtige’ er altså at finde blandt menneskenes børn. De vil stå
frem på rette tid og sted…
■ ■ ■
■ 157 ■

Den verdslige lovgivning om homoseksuelle vielser i kirken er både i
Danmark og andre nationer blevet kraftigt understøttet af kirkens mest
indflydelsesrige mænd. Det politiske og markant religiøse syn bag dette
’mægtige’ normgennembrud er overalt i den protestantiske verden blevet
’mægtigt’ befordret af præster, provster, bisper og ærkebisper og andre høje
kirkelige embeder og fornemme positioner.
Imidlertid er det bibelske syn på disse nytestamentlige tjenestegerninger
(Ef.4:12) forbundet med apostlenes lære om de ’høje kaldelser’. ”Ikke
enhver,” forklares det, ”kan udøve en af Gud salvet tjeneste i Kristi menighed,
han må være guddommeligt kaldet dertil. At være præst, biskop,
menighedsforstander eller ældste er altså ikke et job som enhver anden
stilling. Ingen kan – ifølge Skriften – indsættes i en sådan gerning udelukkende
på baggrund af et eksamensbevis fra et teologisk fakultet eller en
anbefaling fra en bibelskole eller et præsteseminar. Der skal mere til! En
sådan tjeneste skal blåstemples af Gud.”
’De 50’ bør ikke opfattes som disse særligt benådede tjenestegerninger,
som den opstandne Herre skænker sin menighed – men de kan meget
vel stille sig til rådighed på grund af en personlig kaldelse. ”Jeg er ikke
udsendt af mennesker,” forklarer Paulus (Gal.1:1) og tilføjer: ’ej heller ved
noget menneske men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som opvakte Ham fra
de døde’. Den sidste erklæring (opvækkelsen fra de døde) henviser til Helligåndens
mægtige kraft. ’De 50’, som melder sig til denne særlige indsats
i Guds Rige, tør frimodigt vedkende sig Herrens ord, når Han siger: ”Udtag
dem til den gerning, Jeg har kaldet dem til (Ap.G.13:2).
NÅR MORGENSTJERNERNE JUBLER
Kristne alle vegne indstiller sig i disse dage på forfølgelsestider. Jesus bruger
ikke blide og milde ord om de forhold, som går forud for dyrets vrede.
Han taler om, at ’det hellige bliver givet til hundene’ – ja, at ’perler
kastes for svin’. Han præciserer, at dette er den givne optakt til, at vilddyrene
går til angreb. ”Når de har trådt samtlige værdier ned i sølet, vil
de vende sig om og sønderrive jer,” siger Han (Matt.7:6). Samtidig taler
de jødiske profeter om, at når natten er mørkest, anes morgenstjernernes
lys i det fjerne. ”Da Skaberen grundede jorden og lagde dens hjørnesten,”
hedder det i Jobs Bog, ”jublede morgenstjernerne, og alle gudssønner råbte
af glæde (38:4 og 7). ”Når folkene ængstes i rådvildhed, og mennesker
besvimer af rædsel og gru… så skal I rette jer og løfte jeres hoveder,”
■ 158 ■

siger Jesus, ”thi da nærmer jeres forløsning sig” (Luk.21:25-28).
■ ■ ■
Efter den ulykkelige junidag i 2012, hvor lovforslaget om kirkelige vielser af
par af samme køn blev ophøjet til lov i Danmark, sænkede sig i de efterfølgende
måneder en underlig stilhed over det ganske land. Det var som om,
det endnu ikke var gået op for befolkningen, hvad her var ved at ske. Det
ildevarslende profetord fra Bibelen syntes at gå i opfyldelse: ”Retten er os
fjern, og retfærd når os ikke; vi bier på lys – se: mørke! Vi venter på dagning,
men vandrer i mulm!” Profeten Esajas fortsætter, og hans skildring
af den aktuelle situation forekom rammende: ”Vi famler langs væggen som
blinde, famler som savner vi øjne, vi snubler ved middag som i skumring og
er som døde i vor kraftigste alter” (59:9-10).
På et tidspunkt så det ud som om lammelsen ville tage overhånd. Ville
passiviteten sejre? Ville det ildevarslende profetord af Esajas få ret? Ville
’sandhedens plads’ stå tom? Esajas-ordet lyder således: ”Med ret stævner
ingen til doms eller fører ærligt sin sag” (59:4). Dette bibelords indhold er i
dag blevet en udfordring for ’de 50’. Det taler jo om at ’stævne til doms’. Det
vil sige, at den tid er forbi, hvor man lader forbrydere gå frit omkring. Man
’stævner dem’, for at de kan blive dømt for deres overtrædelser.
I den aktuelle situation vil dette bibelord sige, at der må være mindst
50 (1. Mose 18:24-26) i det danske land, som ikke længere vil lade sig lamme
af den bedøvende passivitetens- og opgivelsens ånd, der hviler som en
mørk sky over folk og rige – men at der nu vil rejse sig mænd og kvinder,
som ærligt og redeligt vil ’føre sag’ mod den gudløse regering og kirke, der
hensynsløst har tilladt overgrebet mod Kristi menighed ved (påtrængende
og med magt) at gennemføre, at et ’fremmed ritual’ for vielser af homofile
par biskoppeligt er blevet udformet og nu afsluttende gennemføres i
samtlige landets sognekirker. Spørgsmålet er nu, om profetens forfærdende
konklusion går i opfyldelse! Han sagde: ”Gud, ser, at ingen griber ind, og
det undrer Ham!” (59:16) ’De 50’ er svaret på dette spørgsmål.
RÆKKEVIDDEN AF GUDS NÅDE
Profetens tale – med henblik på Israels moralske og åndelige undergang –
er ufattelig billedrig og utrolig ukortfattet. Selv de bedste af vor tids poeter
kan næppe gøre disse dybt inspirerede tekster efter. Esajas begynder sit
■ 159 ■

mørke udsagn med at åbne en håbet dør; ”Der er stadig redning og frelse
at opnå,” forklarer han og erklærer: Herrens arm er ikke for kort til at frelse,
og Hans øre ikke for sløvt til at høre…” (59:1).
De, som mener, at situationen i vort danske fædreland er så tilspidset,
og folkets synd og overtrædelse (med den seneste skændselsdåd) nu er
så langt ude, at Himlens Gud ikke længere kan nå de elendige, tager fejl!
Herrens arm er ikke for kort. ”Rækkevidden for Hans overvældende nåde og
barmhjertighed er ikke så fjern, at Guds hånd ikke længere kan nå frem til
ulykkesstedet; der er stadig håb! Den Almægtige står heller ikke magtesløs
over for denne situation! Han kan både høre og se og handle – og er (ifølge
profeten) parat til at åbenbare Sin kraft og herlighed. Dette er jøden Esajas’
indfaldsvinkel med henblik på Israels fald; han starter med at slå fast, at de
ulykkelige forhold ikke er løbet løbsk. Gud har alt under kontrol og har ikke
på noget tidspunkt trukket sig helt tilbage.
■ ■ ■
Esajas følger imidlertid sagen op med at male et dystert fremtidsbillede af
den nations verdslige og åndelige ledere, der har været med til at gennemføre
sådanne ulykkeslove, som bringer Guds mishag over folk og land; han
beretter, hvad både borgerne og den kristne menigheds medlemmer har i
vente: ”De udruger slangeæg og væver edderkoppespind; den, der spiser
deres æg, dør; træder man på dem, udklækkes øgler. Deres spind duer ikke
til klæder, deres gerninger er den rene ondskab, vold og ulykke er på deres
veje og fredens vej kender de ikke…” (v.5-8)
’De 50’, som aner timens alvor, står nu over for en afgørende beslutning:
Vil de stå op og tage et opgør med dette altomfavnende djævelskab?
Eller vil de fortsat sidde med hænderne i skødet og passivt betragte, hvorledes
ulykken breder sig?
Profetens svar på dette spørgsmål er i første omgang nedslående. ”Vi
brummer alle som bjørne,” erklærer han og tilføjer: ”Vi kurrer vemodigt som
duer…” (Es.59:11).
Tiden vil vise, om det er alt, hvad den kristne menighed kan stille op
af forsvar mod det massive angreb, som nu sættes ind mod dens struktur
og lære; lidt bjørnebrummen i krogene og et par vemodige klagesange, lidt
duekurren, som høgene hurtigt vil bringe til tavshed!
Det var i en sådan situation, at Herrens engel åbenbarede sig for en
■ 160 ■

ung, jødisk bonde, der ’tærskede i vinpersen for at have den i sikkerhed for
Midjanitterne’ (Dom.6:11). – ”Herrens engel viste sig for ham og sagde til
ham: Herren er med dig, stærke kriger!” – ”drag hen i denne din kraft, så
skal du frelse folket fra fjendens hånd; sandelig, Jeg sender dig!” (v.12-14).
■ 161 ■

Bogen med det bemærkelsesværdige forsidebillede af Guds herlighedslys,
som forlader en dansk folkekirke den sidste dag i august 2010, rejser
spørgsmålet om, hvorvidt William Shakespeares 400-årige forudsigelse:
’Something rotten in the state of Denmark’ er ved at gå i opfyldelse? Den
opfordrer til at lade tre af de ansvarlige ministre for loven om kirkelige
homovielser havne bag lås og slå – og kalder på 50 danske mænd og
kvinder, som vil være med til at stævne ’det onde triumvirat’.
Bogen beskæftiger sig med Københavns biskops skæbnesvangre notat om
kirkelige vielser af par af samme køn og sammenligner bispens notat med
kirkens bekendelse. Den stiller skarpt på statens tvang og ligestillings-
ministerens optræden som ’ærkebiskop’.
Den gør samme minister ansvarlig for hans forsøg på ’at tage dronningen
som gidsel’ for sin egen politiske mærkesag – og påviser fem mørke
punkter i det for kirken fremmede vielsesritual.
Johny Noer rejste i 1977 med en traktordreven konvoj af gamle sigøjnervogne
fra Danmark med retning mod Israel. Her har han beplantet
en oase i Zins ørken, hvorfra han medvirker i et fredsarbejde blandt unge
israelere og palæstinensere.