'tintin in the congo' and politically correct language ... - Ordskik

‘TINTIN IN THE CONGO’ AND POLITICALLY CORRECT
LANGUAGE – REVISED AND REVISITED
Danish title: Har du sagt neger i dag? ’Tintin i Congo’ og det politisk korrekte sprog
Master’s thesis by Marie Dinesen
Department of Scandinavian Studies and Linguistics, Faculty of Humanities, University of
Copenhagen (Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Det Humanistiske Fakultet,
Københavns Universitet). August 2008
Also visit the webpage www.ordskik.dk (in Danish) which has been developed in relation to this
study
MOTIVATION: In Denmark, there is a widespread negative attitude towards politically
correct language (PCL), which arises from a viewpoint that PCL has no impact on reality
and that it limits the freedom of speech.
PROBLEM STATEMENT: In this study, PCL is defined as “the language norms which
honour the ideal of equality”, and it is investigated whether PCL can have the intended
effect on reality and create equality. This is discussed in light of an analysis based on
empirical material of how PCL manifests itself in various ways dependent on the context.
APPROACH: This study’s point of departure is a comparative linguistic analysis of two
Danish translations of the comic strip Tintin in the Congo (TC). As one translation (1975,
J. Sonnergaard) is politically correct and the other (2005, N. Søndergaard) is politically
incorrect these translations offers a unique opportunity to compare the use of PCL and
politically incorrect language in identical contexts. Face work theory is used as an overall
frame for this analysis, and in addition to that, among other theories, semantic role
analysis and argumentation analysis are used to execute the analysis.
After this, the study discusses whether PCL can create equality, and it provides a normative
evaluation of which TC translation answers the purpose of the PCL the best.
In closing, causes for the negative evaluation of PCL and a possible way to overcome this
evaluation are discussed.
RESULTS: This study argues that PCL can create equality and that the decision as to
which language usage answers the purpose of the PCL the best depends on time and place.
It is also argued that the 2005 translation of TC, which is usually regarded as being the
politically incorrect translation, actually answers the purpose of the PCL the best. Finally,
as the negative evaluation of PCL seems to be connected to the term itself, it is argued that
the negative evaluation of the PCL can likely be overcome if the PCL is given a new name.
CONCLUSIONS: This study concludes that PCL can create equality and that the ways in
which language can create equality depends on the time and place. To find out how time
and place affects the language in a specific time and place, i.e. in Denmark year 2008,
further investigations based on empirical material need to be done.

HAR DU SAGT NEGER I DAG?
’TINTIN I CONGO’ OG DET POLITISK KORREKTE SPROG
Kandidatspeciale af Marie Dinesen
Bilag er vedlagt i separat bind
Vejleder: Dorthe Duncker
Afleveret den 1. august 2008
Antal anslag: 208.664 (99, 4 ns.)
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
Det Humanistiske Fakultet
Københavns Universitet
Engelsk titel: ’Tintin in the Congo’ and politically correct language – revised and
revisited
Besøg også hjemmesiden www.ordskik.dk, der er udarbejdet i forbindelse med
dette speciale

INDHOLDSFORTEGNELSE
1. INDLEDNING 6
1.1 Retten til at sige neger 6
1.2 En strid om ord 9
1.3 Tintin i Congo 9
1.4 Problemformulering 10
1.5 Specialets opbygning 12
2. OM POLITISK KORREKTHED 14
2.1 Politisk korrekthed i USA – en kulturrevolution 14
2.2 Politisk korrekthed i Danmark – et sprogligt fænomen 15
3. OM SPROGNORMER 17
3.1 Erik Hansen: konstituerende og strategiske regler 18
3.2 John R. Searle: regulative og konstitutive regler 18
3.3 Politisk korrekt sprog som konstitutiv regel? 20
3.4 Sproglige normer på forskellige sproglige niveauer 21
3.5 Politisk ukorrekt sprog 24
3.6 Normer i tre udgaver af Tintin i Congo 24
4. FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN 27
4.1 Face-teorien 27
4.2 Face-teorien som analyseredskab 30
4.3 Fremgangsmåde 31
4.4 Afsender og modtager 31
4.5 Faktorerne a, b og c 32
4.6 Næranalyse af tekstpar 34
4.7 Argumentationsanalyse 35

4.8 Semantisk rolleanalyse 36
4.9 Særligt om efterprøvning af RSN 38
4.10 Min behandling af empirien 40
4.11 Forholdet til tidligere opgave 42
5. ALLE MENNESKER ER LIGE
- analysens første del 44
5.1 De sortes sprog 44
5.1.1 Politisk ukorrekte normafvigelser 45
5.1.1.1 Kasusafvigelser for pronominer 46
5.1.1.2 Udeladelse af verber 47
5.1.1.3 Manglende bestemmer
i nominalhelheder 49
5.1.1.4 Afvigende bøjning af verber 51
5.1.1.5 Afvigende ordstilling 51
5.1.2 Massa, massa! 56
5.1.3 Klippebryderen Tintin 58
5.1.4 Fortidens synder 60
5.1.5 At være eller ikke at være 61
5.1.6 Lille sorte Coco 62
5.2 De hvides sprog 63
6. ALLE MENNESKER OG DYR ER LIGE
5.2.2 Variation over temaet hjertelighed 68
5.2.3 Dagens lektion: kolonialisme 69
- analysens anden del 72
6.1 Uden mad og drikke 72
6.2 Den enes død 74
6.3 En elefant får fred 78
6.4 Når ord ikke er nok 80

7. ALLE DYR ER LIGE
- analysens tredje del 82
8. SAMMENFATNING AF ANALYSEN 87
9. FRA POLITISK KORREKT SPROG TIL ORDSKIK 89
9.1 Lige anerkendelse eller lige megen anerkendelse 89
9.2 Barnesprog vs. perkerdansk 92
9.3 Modersmål og fremmedsprog 93
9.4 Den politiske korrektheds paradoks 96
9.5 Politisk korrekthed som bodshandling 97
9.6 Tintin i Congo som historisk dokument 98
9.7 (For)brug og fortolkning 100
9.8 Kan man skabe lighed gennem sproget? 101
9.9 En normativ vurdering af GL og NY 102
9.10 Nærmere en definition af politisk korrekt sprog 105
9.11 Politisk korrekt sprog vs. ytringsfrihed 107
9.12 Ukært barn har ét navn 108
9.13 Kritiske bemærkninger 111
9.13.1 Face-teorien 111
9.13.2 Hansens og Searles regler 112
9.14 Har du sagt neger i dag? 113
10. KONKLUSION 114
11. ORDSKIK.DK 119
12. LITTERATUR- & KILDEFORTEGNELSE 120
(BILAG ER PLACERET I SEPARAT BIND)

1. INDLEDNING
I dette speciale vil du møde reporteren Tintin, hans vakse hund Terry og nogle … negere?
(Må man sige det?) Farvede? (Vi har vel alle sammen en eller anden farve. – Somme har
endda hudfarvet hud.) Sorte? (Men de er jo ikke sorte som kul.) Måske er det i
virkeligheden bedre at kalde dem kokosnødder 1 – så har man vel ikke stødt nogen.
Et af de første spørgsmål, jeg måtte stille mig selv, da jeg begyndte at beskæftige mig med
emnet for mit speciale, politisk korrekt sprog, var, hvad jeg skulle eller ville kalde dem – de
sorte – som mit valg er faldet på. (Fordi ”sort” kan stå i modsætning til betegnelsen ”hvid”,
og fordi en skelnen mellem hudfarver er relevant i mit speciale). 2 Et andet spørgsmål, der
trængte sig på, var, hvorfor det var så vigtigt at beskrive de sorte ud fra deres hudfarve?
Det lod ikke til at være tilfældet med andre racer. Det er ikke uvant, at sorte beskrives ud
fra deres hudfarve i sammenhænge som ovenfor, hvor Tintin beskrives ud fra sin
profession, og Terry ud fra sin væremåde. 3 Det ville virke påfaldende, om jeg havde
skrevet: I denne opgave vil du møde den sart rosa Tintin, den hvide Terry og nogle negere.
Dermed er diskussionen om politisk korrekt sprog i gang. 4
1.1 Retten til at sige neger
Og diskussionen om politisk korrekt sprog synes hele tiden at være i gang; en søgning på
Infomedia på begrebet ”politisk korrekt” inden for den – i skrivende stund – seneste uge
giver således 24 resultater. 5 Spørgsmålet om, hvorvidt man ”må” sige neger, er et af de
1 Jf. Elefantens vuggevise af Harald H. Lund, hvor en ”niggerdreng” i den originale udgave i senere udgaver
er blevet til ”negerdreng”, ”negerdukkedreng” og ”kokosnød”. (Bording 2007; Kassebeer 2007; Hjemmeside
om Kim Larsen & Kjukken)
2 Jeg er ikke den eneste, der har måttet overveje dette. Fx beskriver Frost (1997:9) en episode i 1995, hvor en
politimand kom for skade at referere til to anholdte mænd med ordene ”jeg står her med en svensker og en
neger”. Sagen vakte megen debat om, hvorvidt man ”måtte” sige neger, og ”Det endte med, at man måtte
konstatere, at det danske sprog ikke ejer en glose, der på en neutral måde betegner en ”neger”,” som det
elektroniske tidsskrift FaktaLink skriver i artiklen Politisk korrekthed.
3 Jf. note 3.
4 Min indledning er en bearbejdet udgave af indledningen til en tidligere bedømt opgave om emnet. Nedenfor
kommer jeg nærmere ind på, hvordan mit speciale forholder sig til denne opgave.
5 Søgning foretaget den 17. januar 2008 afgrænset ud fra kriterierne, at ordene skal stå ”Præcis sådan”, og at
der skal søges i ”Danske Medier uden webkilder” (for at undgå dubletter) inden for de ”Seneste 7 dage”.

emner, der igen og igen kan give anledning til en debat om politisk korrekt sprog. 6
Information bragte den 14. februar 2008 en artikel med overskriften Retten til at sige
neger, 7 hvorefter spørgsmålet ivrigt blev debatteret på avisens hjemmeside. 8 Foruden at
være et godt billede på, at politisk korrekt sprog er et emne, der kan få folk til tasterne, er
artiklen og den debat, den affødte, også en god illustration af, at der hersker en udbredt
negativ opfattelse af politisk korrekthed. Som professor i filosofi Jesper Ryberg skriver i en
artikel om diskrimination og sprog:
At et synspunkt kaldes PC [politisk korrekt], er i dagens jargon nærmest ensbetydende
med, at det er frelst, pedantisk og humorforladt. En ukritisk løben med de rigtige
meninger. Tilsvarende er det at benævne noget som ”dejligt politisk ukorrekt” blevet en af
tidens komplimenter. 9
Den negative opfattelse af politisk korrekthed og dens manifestation i sproget, det politisk
korrekte sprog, virker paradoksal, når man betænker, at hensigten med det politisk
korrekte sprog er den ædle at hindre forskelsbehandling, hvilket Ryberg også pointerer. 10
Den negative opfattelse udspringer imidlertid oftest af et af to gennemgående
kritikpunkter. 11 Retten til at sige neger og den efterfølgende debat på Informations
hjemmeside illustrerer, hvordan de to kritikpunkter konkret kan komme til udtryk i
debatten. Kritikpunkterne er:
1. Det ændrer ikke på virkeligheden at ændre på sproget. 12
Denne kritik er fx blevet fremført af forfatter til utallige bøger og artikler om
dansk sprog Jørn Lund med ordene: ”Man kan ikke formulere sig væk fra
ulighederne mellem mennesker, selv om mange unægtelig prøver på det.” 13
6 Det måtte MF Jørgen Poulsen erfare, da han efter folketingsvalget i november 2007 brugte vendingen
”negrenes penge” i et interview med JydskeVestkysten om den pekuniære del af hans fratrædelsesordning
med Røde Kors. (Hedegaard 2007)
7 Holm 2008
8 Der er i perioden 14. februar 2008-16. februar 2008 skrevet over 100 kommentarer til artiklen eller
kommentarer til andre læseres kommentarer til artiklen. (Informations hjemmeside)
9 Ryberg 2007:53
10 Ibid. 54
11 Fx har Frost (1997:82ff) opstillet en liste over de væsentligste kritikpunkter mod politisk korrekthed, hvilke
kan opsummeres til de to kritikpunkter, jeg præsenterer her.
12 Dette kritikpunkt beskrives fx hos Frost (1997:83) og i FaktaLink-artiklen Politisk korrekthed.
13 Lund 2001:146

Set ud fra denne optik gør det altså ikke nogen forskel, om man fx siger ”sort”
eller ”neger”, fordi det ikke ændrer på den holdning, man har til sorte, positiv
eller negativ. Som en kommentar til artiklen Retten til at sige neger har en
avislæser skrevet på Informations hjemmeside: ”Hvad hjælper det at
censurere sproget, hvis de mennesker – typisk i U.S.A. – som totalt kunstigt
bruger betegnelser som ”afro-americans” alligevel dybest set er racister?” 14
Det politisk korrekte sprog kan altså ikke virke efter hensigten.
2. Politisk korrekt sprog er en indskrænkning af ytringsfriheden. 15
Dette kritikpunkt går på, at den politiske korrekthed og den selvcensur, den
pålægger os, indskrænker vores ytringsfrihed, og ”ytringsfriheden kan ikke
gradbøjes,” hører man ofte argumenteret, som statsminister Anders Fogh
Rasmussen gjorde det i sin nytårstale 2006. 16 Set ud fra denne optik skal man
sige ”neger”, hvis man har lyst – eller ligefrem for at demonstrere sin
ytringsfrihed. I artiklen Retten til at sige neger fortæller en sort mand om en
situation, hvor han konsekvent er blevet omtalt som ”neger”, og han udtaler i
den forbindelse: ”De forklarede mig så, at det var udtryk for den enestående
danske ytringsfrihed at sige ’neger’, og at det samtidig var en del af den
danske kamp mod det politisk korrekte.” 17
Det politisk korrekte sprog må altså forkastes, da det er mindre værdifuldt end
ytringsfriheden.
I dette speciale beskæftiger jeg mig med disse to kritikpunkter. Mens første kritikpunkt går
på, at det politisk korrekte sprog ikke har nogen værdi, da det ikke ændrer på
virkeligheden at ændre på sproget, går det andet kritikpunkt på, at det politisk korrekte
sprog har en forholdsmæssig lille værdi, idet ytringsfrihedens værdi er større. De to
kritikpunkter er således ordnet hierarkisk, da det ikke giver nogen mening at vurdere den
forholdsmæssige værdi af noget, før man har konstateret, om det overhovedet har en
14 Informations hjemmeside
15 Dette kritikpunkt beskrives fx hos Frost (1997:83), Ryberg (2007) og i FaktaLink-artiklen Politisk
korrekthed.
16 Hjemmesiden Danske Taler
17 Holm 2008

værdi. Jeg tager derfor udgangspunkt i en undersøgelse af det første kritikpunkt, 18 og
denne undersøgelse vil være hovedformålet med mit speciale. Jeg kommer dog ind på det
andet kritikpunkt i min diskussion.
1.2 En strid om ord
Selvom politisk korrekt sprog lader til at være et emne, der optager sindene, er der kun
publiceret én samlet fremstilling 19 på dansk om emnet, nemlig Pernille Frosts En strid om
ord fra 1997. Frost beskriver, at politisk korrekthed kun viser sig på sprogets leksikale
niveau og udelukkende er knyttet til substantiver, i nogen grad adjektiver og i et enkelt
tilfælde en præposition – det politisk korrekte ”i Grønland” over for det politisk ukorrekte
”på Grønland”. 20 Jeg mener imidlertid, at den politiske korrekthed også kan vise sig på
andre sproglige niveauer.
1.3 Tintin i Congo
Jeg fattede første gang interesse for emnet politisk korrekt sprog efter at have læst Hergés
tegneserie Tintin i Congo, 21 der foreligger på dansk i to forskellige oversættelser: Jørgen
Sonnergaards fra 1975 22 og Niels Søndergaards fra 2005. 23 Da forlaget Carlsen 24 i efteråret
2005 udgav tegneserien i Søndergaards nye oversættelse, havde forlaget ”særligt ønsket at
sikre en høj grad af overensstemmelse med Hergés egen sprogtone”. 25 Det betyder – i
kraft af forlæggets beskaffenhed – at den nye oversættelse ikke er politisk korrekt. Det er
derimod Sonnergaards oversættelse fra 1975, der ikke er tro mod Hergés forlæg. 26
I dette album er Tintin, som det fremgår af titlen, i Congo, og der optræder nogle sorte i
tegneserien, hvilket tilsammen med det faktum, at Belgiens kolonisering af Congo bliver
18 Med argumentationsanalytiske termer tilhører det første kritikpunkt den første fase i en argumentation
kaldet den konstaterende fase, idet man her stiller spørgsmål til realitet – ændrer det på virkeligheden at
ændre på sproget? – mens det andet kritikpunkt tilhører den tredje fase kaldet den evaluerende fase, fordi
man her stiller spørgsmål til værdi – er den politiske korrekthed eller ytringsfriheden mest værdifuld. På den
måde kan argumentationens faser illustrere hierarkiet i de to kritikpunkter; afgørelsen af det første er en
forudsætning for afgørelsen af det andet. (Jørgensen & Onsberg 2003:35ff)
19 Fraregnet artikler om emnet.
20 Frost 1997:67
21 Udgaven fra 1946. Se i øvrigt Tintin i Congos tilblivelseshistorie i bilag 9.
22 Hergé 2002
23 Hergé 2005
24 Tintin-tegneserierne udgives ikke længere af Forlaget Carlsen, men af Forlaget Cobolt.
25 Forlaget Carlsens hjemmeside
26 I afsnittet OM SPROGNORMER kommer jeg nærmere ind på, hvordan de to danske oversættelser
forholder sig til hinanden og til Hergés forlæg.

tematiseret, giver udgangspunkt for en politisk ukorrekt fortælling. Med undtagelse af en
enkelt side 27 er alle tegningerne, og dermed placeringen af talebobler osv., i de to album
identiske, og teksten kan derfor sammenlignes taleboble for taleboble, fortællerkommentar
for fortællerkommentar. De to album tilbyder dermed en sjældent forekommende og
interessant mulighed for at sammenligne to tekster, hvori den samme historie bliver fortalt
i hhv. en politisk korrekt og en politisk ukorrekt version. Et resume af handlingen i Tintin i
Congo er vedlagt som bilag 1.
Da jeg læste de to oversættelser erfarede jeg, at det ikke kun er på ordniveauet, de to
oversættelser adskiller sig fra hinanden, og jeg fornemmede den politiske korrekthed i GL
på andre niveauer af sproget end ordniveauet. Herfra udspringer min første tese, ”den
politiske korrekthed kan komme til udtryk på andre niveauer af sproget end blot
ordniveauet.”
1.4 Problemformulering
Min problemformulering udspringer dels af en undren over den negative opfattelse af
politisk korrekt sprog, dels af min tese om, at politisk korrekthed kan manifestere sig på
flere niveauer af sproget end blot ordniveauet. Jeg har beskrevet, at den negative opfattelse
af politisk korrekt sprog oftest udspringer af et af to kritikpunkter, hvor det ene er
underordnet det andet, og jeg tager derfor udgangspunkt i det overordnede kritikpunkt:
Det ændrer ikke på virkeligheden at ændre på sproget. Min tese om, at politisk korrekthed
kan manifestere sig på flere niveauer af sproget end ordniveauet forholder sig til dette
kritikpunkt på den måde, at man for at kunne undersøge virkningen af det politisk
korrekte sprog må undersøge, hvad det politisk korrekte sprog er.
Min problemformulering lyder da:
Jeg ønsker at undersøge, om det politisk korrekte sprog, defineret som den
sproglige normering, der honorerer idealet lighed, kan virke efter hensigten –
kan man gennem sproget skabe lighed?
27 Side 56, hvor Tintin i Hergés oprindelige 1946-udgave og i Søndergaards oversættelse fra 2005 sprænger et
næsehorn i luften. Hergé omtegnede senere på opfordring af Forlaget Carlsen denne side, så næsehornet i
stedet griber flugten, og det er denne omtegning, der findes i Sonnergaards oversættelse fra 1975. Se bilag 7,
8 og 9.

Jeg vil tage udgangspunkt i en komparativ sproglig analyse ud fra bl.a. face-
teori, argumentationsanalyse og semantisk rolleanalyse af de to danske
oversættelser af Tintin i Congo – Jørgen Sonnergaards fra 1975 og Niels
Søndergaards fra 2005 – med henblik på at undersøge, hvordan den politiske
korrekthed manifesterer sig i sproget.
Da jeg ønsker at lade mit bidrag til undersøgelsen af det politisk korrekte sprog ligge i
forlængelse af Frosts undersøgelse, benytter jeg en definition af politisk korrekt sprog
stærkt inspireret af Frost, som kalder politisk korrekt sprog for ”ideologisk normering” 28
og beskriver ”idealet om lighed” som udgangspunktet for denne normering. 29 På den
baggrund har jeg defineret politisk korrekt sprog som den sproglige normering, der
honorerer idealet lighed. 30 Da formålet med mit speciale er at undersøge karakteren af det
politisk korrekte sprog, skal denne definition opfattes som en arbejdsdefinition, som jeg
tager udgangspunkt i for at kunne undersøge sproget. Min definition indebærer ikke, at
der nødvendigvis bliver skabt lighed – det er jo formålet med mit speciale at undersøge,
om det overhovedet er muligt – men at til- og fravalg i sprogbrugen skal kunne tilbageføres
til idealet om lighed, ligesom min definition heller ikke indebærer, at det nødvendigvis er
sprogbrugerens intention, at til- og fravalg i sprogbrugen skal kunne tilbageføres til dette
ideal.
Min speciale består af to dele: en analysedel og en diskussionsdel.
I min analyse undersøger jeg, hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget.
Jeg tager udgangspunkt i idealet bag politisk korrekthed: lighed, og jeg undersøger,
hvordan den politiske korrekthed kommer til udtryk på forskellige niveauer af sproget som
lighed mellem mennesker, lighed mellem mennesker og dyr og lighed mellem dyr. Når jeg
således undersøger, hvordan politisk korrekthed manifesterer sig i sproget, forudsætter
jeg, at ”lighed kan manifestere sig i sproget.” Ved det, at lighed kan manifestere sig i
sproget, forstår jeg, at sproget optræder i Jakobsons poetiske funktion, og at sproget
”gøres til en oplevelse i sig selv, ved at sproget gøres synligt som materiale”. 31 En del af
min fremstillings formål består dermed i at efterprøve denne tese. I forlængelse af min
definition af politisk korrekt sprog vil jeg understrege, at når jeg undersøger, hvordan den
28 Frost 1997:36
29 Ibid. 88f
30 Jeg definerer politisk ukorrekt sprog i afsnittet OM SPROGNORMER.
31 Jacobsen & Skyum-Nielsen 2002:50. Mere om dette i afsnittet OM SPROGNORMER.

politiske korrekthed manifesterer sig i sproget, undersøger jeg, hvad der karakteriserer den
sprogbrug, hvor til- og fravalg kan føres tilbage til idealet om lighed. Min analyse er ikke en
undersøgelse af, hvilke motiver afsenderne 32 af de to oversættelser måtte have for til- og
fravalg i deres sprogbrug.
I min diskussion af, om politisk korrekt sprog kan virke efter hensigten, således at der
skabes lighed, tager jeg udgangspunkt i min analyse samt Niels Holtug og Sune Lægaards
definition af begrebet lighed. Jeg inddrager desuden Frost og Jesper Ryberg, der begge har
beskæftiget sig med politisk korrekt sprog. I min diskussion efterprøver jeg tesen ”lighed
kan skabes gennem sproget”, som netop er forudsætningen for, at det politisk korrekte
sprog kan virke efter hensigten.
Jeg har tidligere på kandidatuddannelsen afleveret en opgave om emnet politisk korrekt
sprog, som har motiveret mig til at skrive speciale om dette emne, og som i bearbejdet
form indgår i mit speciale. I denne opgave 33 benytter jeg ligesom i mit speciale Tintin i
Congo som empiri, men mit formål og fokus er et andet. Arbejdet med denne opgave har
bestyrket min interesse for politisk korrekt sprog, ligesom det har igangsat en
erkendelsesmæssig præcisering af problemstillinger inden for emnet. I min
specialeskrivningsproces har jeg taget afsæt i denne opgave og disse nye erkendelser, idet
jeg har formuleret min problemformulering med et nyt fokus og formål, ligesom jeg har
formaliseret og videreudviklet min metode.
I afsnittet FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN kommer jeg nærmere ind på, hvordan
min tidligere opgave og mit speciale forholder sig til hinanden.
1.5 Specialets opbygning
Indledningsvis giver jeg i afsnittet OM POLITISK KORREKTHED en introduktion til
begrebet politisk korrekthed med fokus på forskellen på opfattelsen af begrebet i Danmark
og USA. Derefter præsenterer jeg i afsnittet OM SPROGNORMER den teori om normer,
som jeg lægger til grund for mit speciale.
I afsnittet FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN beskriver jeg, som skrevet står,
fremgangsmåden for min analyse. Jeg præsenterer face-teorien, som jeg benytter som en
32 Afsenderne af de to oversættelser defineres i afsnittet FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN som
oversætteren af hhv. GL og NY samt det danske forlag, der har udgivet GL og NY.
33 Dinesen 2007

overordnet ramme for min analyse, og derudover argumentationsanalysen og den
semantiske rolleanalyse. Desuden beskriver jeg min behandling af empirien og mit
speciales forhold til min tidligere opgave. I afsnittene ALLE MENNESKER ER LIGE,
ALLE MENNSKER OG DYR ER LIGE, ALLE DYR ER LIGE foretager jeg en komparativ
analyse af de to oversættelser af Tintin i Congo for at undersøge, hvordan den politiske
korrekthed manifesterer sig i sproget, så der skabes lighed mellem mennesker, mellem
mennesker og dyr og mellem dyr. I afsnittet FRA POLITISK KORREKT SPROG TIL
ORDSKIK diskuterer jeg, om politisk korrekt sprog kan virke efter hensigten, således at
man kan skabe lighed gennem sproget. Efter denne deskriptive del giver jeg en normativ
vurdering af, hvilken af de to oversættelser af Tintin i Congo der er mest hensigtsmæssig
set ud fra et lighedsideal. Dernæst giver jeg et bud på en ny definition af politisk korrekt
sprog, og herefter diskuterer jeg det andet kritikpunkt, ”Politisk korrekt sprog er en
indskrænkning af ytringsfriheden”, og giver mit bud på, hvorfor der hersker en negativ
opfattelse af politisk korrekt sprog, og hvordan denne opfattelse kan ændres. Til sidst
inddrager jeg min tidligere opgave i fremsættelsen af nogle kritiske bemærkninger til min
metode.

2. OM POLITISK KORREKTHED
I dette afsnit vil jeg sætte begrebet politisk korrekthed ind i en historisk og geografisk
sammenhæng ved at beskrive den forandring, begrebet har undergået, fra det opstod i USA
under betegnelsen political correctness, til oversættelsen, politisk korrekthed, entrede det
danske ordforråd.
2.1 Politisk korrekthed i USA – en kulturrevolution
Fænomenet politisk korrekthed stammer fra USA, hvor det under den engelske betegnelse
political correctness slog igennem i slutningen af 1980’erne som en form for
kulturrevolution i universitetsmiljøerne. 34 Oprindelsen af selve betegnelsen er uvis og
bliver tilskrevet forskellige personer og grupper. Fælles for forklaringerne på betegnelsens
oprindelse er, at den er opstået i et politisk miljø med stærke modsætninger, 35 og det kan
forklare både ordet ”politisk” og sondringen mellem ”korrekt” og ”ukorrekt” i en
betegnelse, det ellers kan være svært at se logikken i. 36
Tanken bag den politiske korrekthed var et opgør med den undertrykkende kultur på
universiteterne, som også afspejlede sig i undervisningen og læseplanerne, der tog
udgangspunkt i ”dead white males” 37 og dermed forherligede en hvid, mandsdomineret,
vestlig kultur. Man ønskede denne kultur afløst af en multikulturel kultur, og derfor
afskaffede man læseplanerne med de kanoniserede værker og lod det være op til
underviseren, hvad der skulle undervises i, ligesom man lavede kurser specielt for
afroamerikanere, kinesere osv. og indførte speech codes, et kodeks over politisk korrekt
sprogbrug. 38 Fra universiteterne bredte den politiske korrekthed og det politisk korrekte
sprog sig til resten af det amerikanske samfund, som var endnu mere multikulturelt end
universitetsmiljøerne, og senere også til Danmark.
34 FaktaLink-artiklen Politisk korrekthed
35 Ibid.
36 Frost skriver (1997:32) opklarende om betegnelsen, at ”politisk […] ikke betyder ”vedrørende politik”, men
snarere ”etisk”, ”moralsk” eller ”ideologisk”.”
37 Ibid. 14
38 FaktaLink-artiklen Politisk korrekthed

2.2 Politisk korrekthed i Danmark – et sprogligt fænomen
Begrebet politisk korrekthed kom til Danmark i 1991 importeret fra USA af daværende
professor ved Københavns Universitet Thomas Bredsdorff, der skrev en kronik i Politiken
om sit møde med fænomenet i USA. 39 Når jeg bruger betegnelsen politisk korrekt sprog i
forbindelse med Jørgen Sonnergaards oversættelse af Tintin i Congo fra 1975, er det
således en anakronisme, men selvom disciplinen endnu ikke havde fået sit navn, blev den
alligevel praktiseret – i denne tegneserie og i øvrigt. 40
I Danmark antog debatten en noget anden form end i USA, idet vi ikke blev præsenteret
for selve aktionen politisk korrekthed – debatten, der i USA førte til en kulturrevolution, jf.
ovenfor – men for reaktionerne på den, både modstandernes og fortalernes. 41
Modstandernes reaktion var at opstille skræmmebilleder over fænomenet og at satirisere
over det. Fx er det politiske korrekte sprog blevet sammenlignet med skrækscenariet fra
George Orwells roman 1984, 42 hvor man ved at afskaffe store dele af det engelske sprogs
ordforråd konstruerer det særlige Nysprog, hvormed man kan indskrænke borgernes
tankefrihed. 43 Og forfatter og stand-up-komiker James Finn Garner har satiriseret over
fænomenet i sine politisk korrekte eventyr, der også er oversat til dansk. I et af disse
præsenteres Snehvide fx med ordene:
Hendes kælenavn var Snehvide, hvilket fremviser de diskriminerende ideer om, 44 at
associere behagelige og attraktive kvaliteter med lys og ubehagelige og uattraktive
kvaliteter med mørke. Således var Snehvide fra ganske ung et uvidende men heldigt mål
for denne type af farveracistisk tænkemåde. 45
Fortalernes reaktion på den politiske korrekthed var det politisk korrekte sprog. Via dette
sprog markerede man i USA den ændring i måden, man opfattede virkeligheden på, som
var et resultat af den forudgående debat, men uden denne debat blev politisk korrekthed i
39 Ibid.
40 Jf. afsnit 3.6 nedenfor.
41 Frost 1997:12f og FaktaLink-artiklen Politisk korrekthed
42 Frost 1997:84 og FaktaLink-artiklen Politisk korrekthed
43 Orwell 2007:237ff
44 Sic
45 Garner 1995:78

Danmark reduceret til at være et ”udelukkende sprogligt fænomen”, som Frost beskriver
det. 46
Jeg beskrev ovenfor, at det er en anakronisme, når jeg kalder Jørgen Sonnergaards
oversættelse af Tintin i Congo fra 1975 for politisk korrekt, og dette er en god illustration
af, at udskiftningen af belastede betegnelser ikke er noget nyt fænomen. 47 Fx kalder vi ikke
længere personer med psykiske handicap for sindssyge, åndssvage eller evnesvage, men
netop psykisk handicappede, udviklingshæmmede eller sindslidende efter arten af
handicappet. 48 I kraft af, at fænomenet har fået sat en samlende betegnelse på sig, er vi
imidlertid blevet bevidste om mekanismerne bag udskiftningerne, og vi fører derfor en
principiel diskussion om sproglig normering under denne betegnelse. 49
I afsnittet FRA POLITISK KORREKT SPROG TIL ORDSKIK diskuterer jeg, hvilken
indvirkning præsentationen af begrebet politisk korrekthed i Danmark har haft på den
negative opfattelse af det politisk korrekte sprog.
46 Frost 1997:13
47 Ibid. 36
48 Ibid. 56ff
49 Frost 1998 (uden sidetal)

3. OM SPROGNORMER
Min onkel Arne har vedtaget, at ordet ”jamen” er indbegrebet af dårligt sprog.
Fremsættelsen af dette synspunkt – eller vedtagelsen af denne norm om Arne vil – er et
eksempel på sproglig normering.
Sproglig normering er et komplekst felt; formanden for Dansk Sprognævn, Niels Davidsen-
Nielsen, har i en artikel defineret sproglig normering som ”udvælgelse af en bestemt type
sprog som retningsgivende for hvordan man bruger sproget korrekt”. 50 Alle – fra min
onkel Arne til Dansk Sprognævn – kan således udøve sproglig normering, og sproglig
normering bliver udøvet hver gang, nogen fremsætter en normativ ytring om sprog. For at
skabe overblik over feltet, kan man skelne mellem sproglige normer ud fra forskellige
kriterier. Man kan fx tale om uofficielle normer som min onkel Arnes over for
Sprognævnets officielle normer og om normer for talesproget over for normer for
skriftsproget. Derved differentierer man normerne ud fra, hvem der normerer, og hvornår
normerne gælder. Man kan også differentiere normerne ud fra et kriterium om, hvorfor
der normeres. Det vil jeg komme nærmere ind på nedenfor.
Hvad der også bidrager til at gøre sproglig normering til et komplekst felt, er, at sproglige
normer har den særegenhed, at de på én gang ligger fast og er i bevægelse. Vi kan finde på
at udbryde: ”Det hedder det altså ikke!”, hvis vi oplever, at en sproglig norm ikke
overholdes. Andre gange kan vi blive i tvivl om normen og spørge: ”Kan man sige det?”, og
vi kan søge at finde et svar, fx i en ordbog. Med den ene hånd kan vi altså løfte
pegefingeren, mens vi med den anden griber ordbogen; vi har ofte en klar opfattelse af,
hvornår en sproglig norm bliver overtrådt, ligesom mange sproglige normer er kodificeret i
ordbøger og grammatikker, men sproget og normerne udvikler sig, og opfattelsen af,
hvornår en sprognorm er overtrådt, kan ændre sig over tid. I dag oplever man fx ofte, at
formerne hans/hendes bliver benyttet på steder, hvor normen foreskriver sin/sit/sine. Da
jeg i den anledning præsenterede min far for det synspunkt, at ”sin” og ”sit” er ved at glide
ud af det danske sprog, replicerede han: ”Nå, så bliver ejendomsretten måske ophævet?”.
50 Davidsen-Nielsen 2004 (uden sidetal)

For at placere mig i dette komplekse felt af sprognormer inddrager jeg Erik Hansen og
John R. Searle.
3.1 Erik Hansen: konstituerende og strategiske regler
I artiklen Den danske rigssprogsnorm 51 beskæftiger Erik Hansen sig med, hvorfor sproget
normeres, og til det formål skelner han mellem konstituerende og strategiske regler. På
dette sted er en opklaring på sin plads: Jeg benytter herefter betegnelsen norm dels om
normative ytringer om sprog, der gør opmærksom på eksistensen af en norm, dels om hele
normkomplekser såsom rigssprogsnormen 52 (herefter RSN) eller politisk korrekt sprog.
Betegnelsen regel bruger jeg dels om handlingsanvisninger, der har til formål at regulere
sproget og dermed skabe eller opretholde en norm, dels som overordnet betegnelse for
typer af sådanne regler, fx Hansens konstituerende og strategiske regler og Searles
regulative og konstitutive regler, der alle introduceres nedenfor.
Hansens konstituerende regler er regler, for hvilke overholdelsen af reglen er et mål i sig
selv; formålet med reglen er at vise, at reglen bliver overholdt. 53 Strategiske regler er
derimod kendetegnet, ved at reglen er et middel; de har et formål, der ligger ud over selve
overholdelsen af reglen. 54 Forskellen på de to regler kan anskueliggøres ved, at man for at
tjekke, om en konstituerende regel er overholdt, spørger, om noget er korrekt eller
ukorrekt, mens man for at tjekke, om en strategisk regel er overholdt, spørger, om noget er
hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt. 55
3.2 John R. Searle: regulative og konstitutive regler
John R. Searle foretager i sin beskrivelse af talehandlinger 56 en todeling af sproglige
udtryk 57 efter, hvilke former for aktiviteter eller relationer de regulerer, idet han sondrer
mellem regulative og konstitutive regler:
51 Hansen 1979
52 Jacobsen & Skyum-Nielsen beskriver (2002:69f) rigssprogsnormen som ”den økonomiske og kulturelle
elites norm”, hvilken de herefter betegner som ”midaldrende københavnsk højsprog”.
53 Hansen 1979:71
54 Ibid.
55 Ibid. Konstituerende normer kan imidlertid også opfattes som strategiske regler, der har et formål, der
ligger ud over selve overholdelsen af reglen – nemlig det formål at opretholde de former, der foretrækkes af
bestemte, ”stærke” sprogbrugere. Dette beskriver Hansen andetsteds. (1975:95)
56 I artiklen What is a Speech Act? (Searle 2001)
57 ”rules for the use of expressions” (Searle 2001:81)

Regulative rules regulate a pre-existing activity, an activity whose existence is logically
independent of the existence of the rules. Constitutive rules constitute (and also regulate)
an activity the existence of which is logically dependent on the rules. 58
Regulative regler er altså regler, der regulerer allerede eksisterende aktiviteter, som ikke er
logisk afhængige af eksistensen af de pågældende regler. Konstitutive regler er regler, der
konstituerer – og samtidig regulerer – aktiviteter, hvis eksistens er logisk afhængig af
reglerne. Deraf følger, at alle konstitutive regler også er regulative regler. Eller som
Henriksen formulerer det: Regulative regler er regler, der bruges til at ”styre aktiviteter og
relationer der allerede findes i verden”, mens de konstitutive regler er regler, der bruges
til at ”skabe og definere nye aktiviteter og relationer.” 59 Searles aktivitetsbegreb forstår
jeg ligesom Henriksen bredt som aktiviteter og relationer. 60
Emma Gads etiketteregler i hendes Takt og Tone. Hvordan vi omgaas 61 er et eksempel på
regulative regler – de regulerer omgangsformen i relationen mellem mennesker, men
relationerne ville også findes uden reglerne. 62 Et eksempel på konstitutive regler er fx
reglerne for fodbold – det er dem, der konstituerer spillet, og uden dem havde vi ikke
spillet. 63
Mens Hansens regler angår regulering af sproget, drejer Searles regler sig om at regulere
aktiviteter og relationer vha. sproget. Searles regelsæt kan dog ligesom Hansens bruges til
at beskrive regulering af sproget, da brugen af sproget er en aktivitet.
Ved at samtænke Hansens og Searles regelsæt har jeg etableret et regelsystem, som består i
en niveaudeling af de regler, der regulerer (og måske konstituerer) sprognormer. I mit
speciale benytter jeg dette regelsystem som en normteoretisk ramme, jeg besvarer min
problemformulering inden for. Sætter man så at sige Searles begreber på Hansens
begreber, bliver det klart, at både de konstituerende og strategiske regler (Hansen) må
figurere som regulative regler (Searle), idet begge former for regler regulerer en aktivitet,
der allerede findes i verden, nemlig sproget. Spørgsmålet er, om de strategisk-regulative
58 Searle 2001:82
59 Henriksen 2001:17. Jf. Searle 2001:82 citeret ovenfor forstår jeg ”nye aktiviteter og relationer” som
aktiviteter og relationer, der er afhængige af reglerne og på den måde ikke ”findes” uden reglerne.
60 Henriksen 2001:17
61 Gad 2001
62 Searle 2001:82
63 Henriksen 2001:17. I hvert fald ikke fodbold, som vi kender det.

egler også kan være konstitutive regler – altså om de kan bruges til at skabe og definere
nye aktiviteter og relationer? I forlængelse heraf er det nærliggende at diskutere begrebet
politisk korrekt sprog.
Figur 1. Mit regelsystem. Både strategiske, konstituerende og konstitutive regler er også regulative
regler. Spørgsmålet er, om strategiske regler også kan være konstitutive regler?
3.3 Politisk korrekt sprog som konstitutiv regel?
Det politisk korrekte sprog reguleres af strategisk-regulative regler, idet det er en norm,
der har et formål, der ligger ud over selve overholdelsen af reglerne: at skabe lighed. Hvis
lighed kan skabes gennem sproget, som min ene tese lyder, er det ensbetydende med, at
man kan opstille strategisk-konstitutive regler for sproget, som kan bruges til at ”skabe og
definere nye aktiviteter og relationer” 64 – i dette tilfælde lighed 65 – og at ligheden kan
være (men ikke nødvendigvis er) 66 logisk afhængig af disse regler.
Politisk korrekt sprog er tænkt som en norm reguleret af (en eller flere) strategisk-
konstitutive regler, der skal skabe og definere en ny relation, lighed, 67 men mange opfatter
det som en norm reguleret af (en eller flere) strategisk-regulative regler, der blot styrer en
aktivitet, der allerede findes i verden, sproget. Frost beskriver i En strid om ord forskellen
64 Henriksens formulering. (2001)
65 Lighed må være at betragte som en relation.
66 Dermed ville man jo ræsonnere, at lighed kun skabes gennem sproget.
67 Jf. afsnittet OM POLITISK KORREKTHED.

på de to synspunkter i et afsnit om de typiske reaktioner på politisk korrekt sprog; de, der
opfatter politisk korrekt sprog som en norm reguleret af strategisk-regulative regler,
opfatter politisk korrekt sprog som ”en skinmanøvre, der ikke efterlader noget spor på det
den ville forandre”. 68 Dette er blot en anden måde at fremsætte det første af de to
kritikpunkter, jeg har beskrevet, på: Det ændrer ikke på virkeligheden at ændre på sproget.
De, der opfatter politisk korrekt sprog som en norm reguleret af strategisk-konstitutive
regler, anser derimod det politisk korrekte sprog for at være et ”værktøj mod
forskelsbehandling”, 69 da ”krav om sproglig opmærksomhed maner […] til eftertanke, og
udøvelse af sproglig opmærksomhed markerer anerkendelse og solidaritet.” 70
Via mit regelsystem kan spørgsmålet om, hvorvidt det politisk korrekte sprog kan virke
efter hensigten, så der skabes lighed gennem sproget, således gøres til et spørgsmål om,
hvorvidt det politisk korrekte sprog er reguleret af (en eller flere) strategisk-konstitutive
regler eller ej. 71
I afsnittet FRA POLITISK KORREKT SPROG TIL ORDSKIK vender jeg tilbage til
Hansens og Searles regler og mit regelsystem.
3.4 Sproglige normer på forskellige sproglige niveauer
Man kan ikke alene sondre mellem sproglige normer ud fra, hvem, hvornår og hvorfor der
normeres, men også ud fra på hvilket niveau af sproget normen optræder.
Hansen beskæftiger sig med normering i forhold til forskellige sproglige niveauer, og til det
formål tager han udgangspunkt i en opstilling af sproglige niveauer, der ser ud som
følger: 72
68 Frost 1997:83
69 Ibid. 84
70 Ibid.
71 En tredje måde at stille spørgsmålet på kunne, som Frost (1997:9) gør det, være: ”Ændrer det på
virkeligheden at ændre på sproget?”
72 Hansen 1979:72

Figur 2. Hansens (1979:72) opstilling af sproglige niveauer.
I Hansens opstilling af sproglige niveauer ligger indholdsniveauet i forlængelse af de
øvrige, udtryksmæssige niveauer. Hansen skriver om forholdet mellem indhold, det
øverste niveau, og udtryk, de nedre niveauer:
Sproglige elementer på det jeg ovenfor har kaldt de nedre niveauer er under ideelle
forhold ikke informative, men derimod bærere af information. 73
Hansen beskriver altså, at sproget på de nedre niveauer ikke i sig selv (under ideelle
forhold) er informativt; det videregiver ikke informationer om fx sprogbrugeren, men er
kun en bærer af information, og Hansens opstilling af sproglige niveauer er derfor ikke
anvendelig til min problemløsning. Når jeg i denne fremstilling vil undersøge, hvordan
politisk korrekthed manifesterer sig i sproget, forudsætter jeg, at lighed kan manifestere
sig i sproget, og en del af min fremstillings formål består i at efterprøve denne tese. Jeg
beskrev i min INDLEDNING, at jeg ved det, at lighed kan manifestere sig i sproget, forstår,
at sproget ”gøres til en oplevelse i sig selv, ved at sproget gøres synligt som materiale” og
derved optræder i Jakobsons poetiske funktion. 74 Gøres sproget synligt som materiale,
bliver det informativt, og for at det kan lade sig gøre, skal de nedre, udtryksmæssige
niveauer også kunne være informative og ikke kun bærere af information.
Med andre ord er efterprøvningen af min tese en efterprøvning af, om lighed kan
manifestere sig på sprogets udtryksmæssige niveauer, der derved også bliver
indholdsmæssige. En niveaudeling, hvor indholdsniveauet ligger i forlængelse af de øvrige
73 Ibid. 74
74 Jacobsen & Skyum-Nielsen 2002:50

niveauer, vil på forhånd gøre en bekræftelse af tesen umulig. For at efterprøve tesen er det
derfor nødvendigt med en niveauinddeling, hvor indholdsniveauet ligger parallelt med de
øvrige, udtryksmæssige niveauer og dermed giver mulighed for, at de udtryksmæssige
niveauer kan spille en anden rolle end blot som bærere af information. 75
Et andet problem ved Hansens niveauinddeling er, at den foregiver at afspejle egentlige
sproglige niveauer, hvad den ikke gør. Sproget kan ikke adskilles og rangordnes på denne
måde, idet man hele tiden uundgåeligt må tage højde for helheden. Hansens opstilling skal
derfor snarere opfattes som en illustration af forskellige discipliner inden for
sprogvidenskaben. Alligevel kan der dog argumenteres for en form for niveaudeling af
sproget, i og med der i de sproglige discipliner tages udgangspunkt i stadig mere
omfangsrige sproglige enheder. Desuden kan en niveaudeling af sproget anvendes til at
skabe en systematisk fremgangsmåde for min analyse og som et udgangspunkt for at be-
eller afkræfte min tese om, at den politiske korrekthed kan komme til udtryk på andre
niveauer af sproget end blot ordniveauet. Jeg anvender derfor en opstilling af sproglige
niveauer i mit speciale. For at signalere, at niveaudelingen er uafhængig af de
sprogvidenskabelige discipliner, har jeg ikke benyttet betegnelserne for disse discipliner,
men de dagligsproglige betegnelser orddele, ord, sætninger osv. Jeg har opstillet
niveauerne efter det princip, at jeg går fra mindre sproglige enheder til større sproglige
enheder, og således går jeg fra orddele til ord til sammensætning af ord til sætninger til
sammensætning af sætninger til tekstdele og til slut hele teksten. Samtidig ligger
indholdsniveauet ikke i forlængelse af de formmæssige niveauer, men parallelt med disse.
Figur 3. Min opstilling af sproglige niveauer.
75 Det, Jakobson kalder en referentiel funktion. (Ibid. 49)

Hvordan jeg inddrager denne niveaudeling, beskriver jeg i afsnittet FREMGANGSMÅDE
FOR ANALYSEN.
3.5 Politisk ukorrekt sprog
Mens jeg har defineret det politisk korrekte sprog som den sproglige normering, der
honorerer idealet lighed, definerer jeg det politisk ukorrekte sprog som den sprogbrug, der
modarbejder idealet lighed. Med min formulering ønsker jeg at understrege, at jeg ikke
opfatter det politisk ukorrekte sprog som en norm i sig selv, men som et brud på den norm,
det politisk korrekte sprog udgør. Et brud, som består i en modarbejdelse af det ideal, der
ligger til grund for det politisk korrekte sprog. Ligesom det gælder for det politisk korrekte
sprog, at honoreringen af lighedsidealet ikke behøver at være intenderet, behøver denne
modarbejdelse af lighedsidealet heller ikke at være det.
Ifølge mine definitioner findes der også sprogbrug, der hverken er politisk korrekt eller
politisk ukorrekt. Man kunne imidlertid også forestille sig, at jeg havde defineret det
politisk ukorrekte sprog som ”al den sprogbrug, der ikke er politisk korrekt”. Jeg mener
dog, der er en vigtig pointe i, at det politisk ukorrekte sprog er et normbrud og som sådan
forholder sig til normen politisk korrekt sprog, ikke blot ikke-forholder sig. Det sidste ville
udvande betegnelsen og gøre dens nytteværdi stærkt begrænset. Desuden lader den
betydning, jeg med min definition lægger i betegnelsen politisk ukorrekt sprog, til at være
ækvivalent med den betydning, anmelderne af NY lægger i betegnelsen, 76 hvilket er
væsentligt, da jeg inddrager anmeldernes kategorisering af NY som politisk ukorrekt i mit
speciale.
3.6 Normer i tre udgaver af Tintin i Congo
Jeg beskæftiger mig med tre udgaver af Tintin i Congo: Hergés 1946-udgave uden senere
ændringer, 77 den gamle, politisk korrekte oversættelse af Jørgen Sonnergaard fra 1975
76 En anmelder skriver fx om NY: ””Tintin i Congo”, som var Hergés første farvelagte værk, bygger på en
historie fra 30’erne, og den er i den grad et barn af sin tid. Den er hvinende politisk ukorrekt med et væld af
barnlige og dumme sorte, og den hvide mand som deres begavede herre. Racismen prikker i øjnene, og det
samme gør Tintins brutale nedkæmpning af Afrikas dyreliv.” (Bjerregaard 2005) Her kalder anmelderen
altså NY politisk ukorrekt og nævner herefter en række elementer, der modarbejder idealet om ulighed,
således at dette kommer til at stå som belægget for hans påstand. (Jf. min præsentation af
argumentationsmodellen i afsnittet FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN.)
77 Jf. bilag 9

(herefter GL) og den nye, politisk ukorrekte oversættelse af Niels Søndergaard fra 2005
(herefter NY).
Sammenhængen mellem NY, GL, og Hergés 1946-udgave af Tintin i Congo samt det
politisk korrekte sprog og det politisk ukorrekte sprog kan illustreres med en figur:
Figur 4. Normer i tre udgaver af Tintin i Congo. GL bliver politisk korrekt i kraft af lighedsidealet. NY
bliver politisk ukorrekt i kraft af dokumentarismeidealet og forlæggets beskaffenhed.
GL og NY er oversat ud fra to forskellige bagvedliggende idealer, som bevirker, at
sprogbrugen i de to oversættelser visse steder bliver hhv. politisk korrekt og politisk
ukorrekt. For GL skyldes det, at den er oversat ud fra et ideal om lighed, 78 jf. definitionen
af politisk korrekt sprog. For NY at den er oversat ud fra et ideal om dokumentarisme 79 i
78 At det bagvedliggende ideal er lighed, fremgår i det hele taget af den manglende ækvivalens med forlægget,
Hergés 1946-udgave, ligesom det fremgår af, at der i forordet til GL tages afstand fra den modarbejdelse af
lighedsidealet, der på trods af bestræbelserne på det modsatte finder sted i GL: Tegneserien ”afslører […]
ubarmhjertigt europæernes datidige holdning til andre racer: Det længste, en tolerant og dannet person
overhovedet kunne gå i retning af at være positiv overfor ”negrene” var til den venlige nedladenhed, som
dette album giver så mange eksempler på. At vurdere albummet ud fra en politisk eller moralsk synsvinkel
ville være ganske ufrugtbart.”
79 At der er tilstræbt dokumentarisme, fremgår af flere erklæringer på Forlaget Carlsens hjemmeside, fx:
”Carlsen Comics genudgiver alle 22 bind i en lækker indbundet udgave – med halvlæderryg og en
papirkvalitet som i de gode gamle dage” og ”Der er tale om den allerførste farvelagte version af hver historie,

etydningen dokumentation af, hvordan tegneserien oprindeligt forelå, hvilket også
indebærer en dokumentation af datidens syn på Afrika og dets indbyggere. 80
Dokumentarismeidealet betyder, at NY er ækvivalent med sit forlæg, Hergés 1946-udgave,
hvori sprogbrugen visse steder modarbejder lighedsidealet. Det er i kraft af forlæggets
beskaffenhed og dokumentarismeidealet, NY sine steder bliver politisk ukorrekt.
Idet NY og Hergés 1946-udgave er nogenledes ækvivalente, jf. figur 4, betragter jeg NY
som ”originaludgaven” af Tintin i Congo, og jeg taler således anakronistisk om ændringer i
GL (1975) i forhold til i NY (2005).
og albummene udgives i kronologisk rækkefølge[…]” og ”[…] farverne står præcis, som Hergé havde tænkt sig
[…]” og ”Carlsen Comics har med den nye oversættelse særligt ønsket at sikre en høj grad af
overensstemmelse med Hergés egen sprogtone […]”
80 Jeg har overvejet det mere fagspecifikke begreb kodikologi, men jeg mener, at betegnelsen
dokumentarisme er mere dækkende, idet den både kan beskrive dokumentationen af den oprindelige
tegneserie og dokumentationen af datidens syn på sorte, hvor begrebet kodikologi vel traditionelt kun
dækker det første.

4. FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN
I dette afsnit præsenterer jeg den analysemetode, jeg benytter i undersøgelsen af, hvordan
den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget. Indledningsvis introducerer jeg face-
teorien, som jeg anvender som en overordnet ramme for min analyse, og jeg beskriver
herefter, hvordan jeg har gjort den til et analyseredskab. Dernæst præsenterer jeg de øvrige
analysemetoder, jeg gør brug af i min analyse, og som jeg ikke forudsætter bekendte:
argumentationsanalysen og den semantiske rolleanalyse. Afslutningsvis gør jeg nogle
særlige bemærkninger om min behandling af empirien og om, hvordan mit speciale
forholder sig til min tidligere opgave.
4.1 Face-teorien
Det er udtrykket at tabe ansigt, på engelsk to lose face, som har givet navn til denne teori. 81
Face-teorien beskæftiger sig med vores ønske om at undgå, at vi selv eller andre taber
ansigt, og hvordan vi undgår eller mindsker disse ansigtstab. I min anvendelse af face-
teorien tager jeg udgangspunkt i lingvisterne Penelope Brown og Stephen Levinsons
præsentation af teorien i artiklen Politeness. Some universals in language usage. 82 Face er
det selvbillede eller ansigt, som alle voksne, kompetente mennesker ønsker at opretholde i
offentligheden, 83 og face består af et negativt face og et positivt face. Det negative face
består i ”ønsket om frihed til at handle uhindret”, 84 og det positive face udgøres af ”ønsket
om at være vellidt og værdsat af andre”. 85
Handlinger, der potentielt kan true en persons face, kaldes for face-truende handlinger. En
sådan handling kan både være verbal og non-verbal kommunikation, 86 fx kan det ikke at
sige noget være en face-truende handling. Man skelner mellem, om det er afsenderens
81 Face-begrebet er oprindeligt dannet af sociologen Erving Goffman. (Henriksen 2001:21)
82 Mit udgangspunkt er et uddrag af denne artikel (Searle 2001). I beskrivelsen af face-teorien har Brown &
Levinson taget udgangspunkt i Goffman og Durkheim. (2001:229)
83 “the public self-image that every member (all competent adult members of a society) wants to claim for
himself” (Brown & Levinson 2001:228)
84 Henriksen 2001:22
85 Ibid.
86 Ibid.

(afsenderen af kommunikationen) eller modtagerens face, der bliver truet, og om det er det
positive eller negative face, der står for skud.
Handlinger, der truer modtagerens negative face, er handlinger, der indebærer, at
modtageren skal foretage en bestemt handling, og som dermed lægger pres på
modtageren. Det er fx ordrer, anmodninger, forslag, råd, påmindelser, trusler, advarsler og
udfordringer. 87 Modtagerens negative face bliver også truet af handlinger, der indebærer,
at afsenderen vil foretage en handling, der påvirker modtageren positivt, og som dermed
lægger pres på modtageren til at godtage eller afslå handlingen og muligvis sætte sig i gæld
til afsenderen. Det er fx tilbud og løfter. 88 Modtagerens negative face bliver endvidere truet
af handlinger, der kommunikerer, at afsenderen kan lide modtageren eller noget,
modtageren er i besiddelse af, hvilket kan få modtageren til at tro, at han/hun enten skal
beskytte sig/sine ting eller give noget til afsenderen. Det kan fx være komplimenter. 89
Handlinger, der truer modtagerens positive face, er handlinger, der viser, at afsenderen
har en negativ holdning til en del af modtagerens face, fx kritik, klager, beskyldninger,
reprimander og fornærmelser. Eller det kan være handlinger, der viser, at afsenderen er
ligeglad med modtagerens positive face, fx hvis afsenderen bringer tabuemner på banen
eller afbryder modtagerens tale. 90
Handlinger, der truer afsenderens negative face, er fx når afsenderen udtrykker tak, fordi
afsenderen derved krænker sit eget face og sætter sig i gæld til modtageren. Eller det kan
omvendt være handlinger, hvor afsenderen tager imod tak eller undskyldninger, fordi
afsenderen dermed kan føle sig forpligtet til i samme ombæring at negligere behovet for
tak eller undskyldning. 91
Handlinger, der truer afsenderens positive face, er fx undskyldninger, fordi afsenderen
dermed indikerer, at han fortryder en tidligere face-truende handling, og modtagelse af en
kompliment, fordi afsenderen ved at modtage en kompliment kan føle sig forpligtet til at
87 Ibid.
88 Ibid. 234f
89 Ibid. 235
90 Brown & Levinson 2001:235f
91 Ibid. 237

modsige komplimenten eller til at gengælde komplimenten. Det kan også være situationer,
hvor afsenderen ydmyger sig selv, fx ved at underkaste sig modtageren, eller situationer,
hvor afsenderen indrømmer skyld eller ansvar. 92
Man vil oftest søge enten at undgå disse face-truende handlinger eller at minimere face-
truslen. Står man over for en face-truende handling, benytter man en af de nedenstående
strategier kaldet superstrategier:
Figur 5. Face-teoriens superstrategier. Efter Brown & Levinson 2001:239.
Når man står over for en face-truende handling, kan man således vælge ikke at foretage
handlingen (strategi 5) eller at foretage den. Foretager man den face-truende handling, kan
man vælge at gøre det direkte eller indirekte (strategi 4). Foretager man handlingen
indirekte, betyder det, at man ikke kan holdes fast på, at man har haft en bestemt intention
med sin kommunikation. 93 Intentionen kommunikeres implicit, ved at man kommer med
hentydninger til det, man ønsker at kommunikere, fx ved bruge af ironi eller metaforer, og
således kan man plædere for, at man reelt ikke har foretaget den face-truende handling
(strategi 5). Foretager man handlingen direkte, kan man enten gøre det med kompensation
eller uden kompensation (strategi 1) for face-truslen. At man ikke kompenserer for face-
truslen vil sige, at man kommunikerer sin intention så direkte som muligt, fx med en
imperativ, hvis man vil have nogen til at gøre noget: ”Gør X!”. Kompenserer man for face-
92 Ibid. 237f
93 Ibid. 239f

truslen, kan man gøre det vha. positive politeness (strategi 2) eller negative politeness
(strategi 3), hvor man mindsker face-truslen ved at appellere til hhv. modtagerens positive
eller negative face. Det gør man hhv. ved at vise, at man deler nogle af modtagerens
værdier, eller ved at vise, at man i videst mulige omfang ikke vil fratage modtageren
muligheden for at handle uhindret. 94
Når man vælger, hvordan man vil gribe en face-truende handling an, overvejer man
følgende faktorer:
a. Ønsket om at kommunikere indholdet af den face-truende handling.
b. Ønsket om at være effektiv eller hurtig.
c. Ønsket om at opretholde modtagerens face.
4.2 Face-teorien som analyseredskab
Som nævnt ovenfor benytter jeg face-teorien som en overordnet ramme for min analyse af,
hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget. Face-teoriens begreb om face-
truende handlinger – handlinger, der potentielt kan true en persons face – er velegnet til
mit formål, da jeg netop beskæftiger mig med, hvordan sprogbrugen i GL og NY potentielt
kan opfattes – ikke med, hvilke intentioner afsenderne af de to oversættelser måtte have,
eller hvordan sprogbrugen nødvendigvis opfattes af en eller flere modtagere, om end jeg
argumenterer for, at den konstruerede modtager, jeg opererer med er i analysen, for store
deles vedkommende er sammenfaldende med den faktiske modtagergruppe, og at der
dermed er sammenfald mellem den opfattelse af sprogbrugen, jeg beskriver, og den måde,
sprogbrugen rent faktisk bliver opfattet på. Mere om dette nedenfor, hvor jeg også
definerer den afsender og modtager, jeg benytter i min analyse.
Endvidere kan man ved brug af strategierne 1-5 lokalisere de steder, hvor lighedsidealet
honoreres i sprogbrugen i GL, og på sin vis også forklare, hvordan det sker, hvilket en
efterfølgende næranalyse af sprogbrugen kan gøre os meget klogere på. Hvordan jeg har
grebet næranalysen an, beskriver jeg nedenfor. Og endelig kan faktorerne a, b og c en
anskueliggøre årsagerne til, at sprogbrugen i GL og NY adskiller sig fra hinanden.
94 Ibid. 240f

4.3 Fremgangsmåde
I min analyse har jeg båret mig sådan ad, at jeg indledningsvis har sammenholdt hele
teksten i GL med hele teksten i NY tekstenhed (taleboble, fortællerkommentar eller
lydgengivelse) for tekstenhed. Det er der kommet en række tekstpar ud af, som jeg har
nummereret. 95 Herefter har jeg taget udgangspunkt i NY og sorteret de tekstpar fra, hvor
der ikke finder nogen face-truende handling sted i NY. I min analyse består en face-
truende handling i, at afsenderen ikke viser respekt for læserens lighedsværdi, jf. nedenfor.
I kraft af, at NY er ækvivalent med Hergés 1946-udgave, jf. figur 4, kan man betragte det
sådan, at de face-truende handlinger i NY er kommunikeret ved brug af strategi 1, dvs.
direkte og uden kompensation for face-truslen, således at face-truslen kommunikeres, som
den blev kommunikeret af Hergé. Herefter har jeg sorteret de tekstpar fra, hvor samme
strategi, strategi 1, er benyttet i GL. I disse tekstpar kan man ikke finde svaret på, hvordan
den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget, da det ikke gælder at lighedsidealet
honoreres i GL, mens det modarbejdes i NY. For de resterende tekstpar gælder det, at man
i GL enten undlader at foretage de face-truende handlinger, foretager dem indirekte eller
kompenserer for dem, og jeg afgør ud fra den direkte, kompensationsfri sprogbrug i NY,
hvilken strategi der er benyttet i GL. Som jeg beskriver det nedenfor, er det kun
strategierne 2, 4 og 5, der kan optræde i GL. Efter jeg har kategoriseret kommunikationen
af de face-truende handlinger i GL under strategierne 2, 4 og 5 og på den måde har fundet
frem til, hvor lighedsidealet honoreres i sprogbrugen i GL (og med face-teoretiske termer
også en forklaring på, hvordan det sker), har jeg næranalyseret tekstparrene for at finde
frem til, hvordan det sker. Min fremgangsmåde i næranalysen beskriver jeg nedenfor.
4.4 Afsender og modtager
Jeg definerer i min brug af face-analysen afsenderen som oversætteren af hhv. GL og NY
samt det danske forlag, der har udgivet hhv. GL og NY. 96 Modtageren definerer jeg som en
konstrueret læser, der har lighed som værdi; ”læser” skal her forstås bredt, således at det
ikke alene dækker ”førstehånds-læsere”, der selv læser GL og NY, men også ”andenhånds-
læsere”, der ikke selv læser GL og NY, men på anden måde bliver gjort bekendt med dem.
Det lader til, at denne modtagergruppe udgør hele eller dele af afsenderens målgruppe,
95 Min nummereringspraksis og øvrige behandling af empirien beskrives nedenfor.
96 Ud fra en overvejelse om, at det er oversætteren og/eller det danske forlag, modtageren vil rette sine
eventuelle repressalier, som de potentielle face-trusler kan afstedkomme, imod.

forstået som den gruppe, afsenderen henvender sig til. 97 Ligesom det må anses for at være
sandsynligt, at denne konstruerede læser er sammenfaldende med en stor del af den
faktiske modtagergruppe. 98 Når jeg i min analyse skriver ”læseren” er det denne
konstruerede modtagergruppe, jeg henviser til.
Jeg betragter det således sådan, at en face-truende handling i NY består i, at afsenderen
ikke viser respekt for læserens lighedsværdi. Idet jeg har defineret politisk korrekt sprog
som den sproglige normering, der honorerer idealet lighed, kan jeg ved på denne måde at
konstruere en modtager, der har lighed som værdi, anvende face-teorien som
udgangspunkt for min undersøgelse af, hvordan læserens og det politisk korrekte sprogs
lighedsideal honoreres i GL. Min anvendelse af face-teorien bygger således på min tese om,
at lighed kan manifestere sig i sproget, og jeg benytter teorien til at afprøve min tese om, at
lighed kan skabes gennem sproget.
4.5 Faktorerne a, b og c
Afsenderne af GL og NY har valgt forskellige strategier i deres oversættelser af Tintin i
Congo, og baggrunden for de forskellige strategi-valg kan anskueliggøres vha. de tre
faktorer a, b og c beskrevet ovenfor, som i tilfældene GL og NY kan siges at udgøres af:
a. Ønsket om at oversætte teksten så tæt på forlægget som muligt.
Da ønsket om at kommunikere indholdet af de face-truende handlinger må skyldes ønsket
om at være tro mod forlægget.
b. Pladsmæssige begrænsninger, der udgøres af taleboblerne, samt indholdsmæssige
begrænsninger, der udgøres af illustrationerne i vignetterne.
Brown og Levinson beskriver, at ønsket om at være effektiv eller hurtig enten kan komme
af, at man ønsker at begrænse anstrengelserne, eller af at man ønsker noget, der kun kan
opnås gennem effektivitet og hurtighed. 99 Når man oversætter Tintin i Congo, er man
97 Jf. Jensens definition af målgruppe: ”Når der er tale om flere adressater [dem afsenderen ønsker at
henvende sig til] med mere eller mindre udprægede fællestræk, taler man om en målgruppe.” (1997:68)
Idet afsenderen i forordet til GL beklager, at lighedsidealet modarbejdes trods intentioner om at honorere
dette ideal, ligesom afsenderen af NY i diverse erklæringer på Forlaget Carlsens hjemmeside ved at beskrive
dokumentarismeidealet begrunder, hvorfor lighedsidealet ikke honoreres, jf. note 79 ovenfor.
98 At flere anmeldere (som jo tilhører denne modtagergruppe) kommenterer modarbejdelsen af
lighedsidealet i NY kan ses som en indikation heraf, jf. fx note 76.
99 Brown & Levinson 2001:239

undet op af illustrationerne i vignetterne, hvilket indebærer, at taleboblernes størrelse og
placering samt den overordnede handlingsgang, der formidles via illustrationerne, ligger
fast. En oversættelse af tegneserien kræver derfor effektivitet på den måde, at man dels er
underlagt nogle pladsmæssige begrænsninger, dels er underlagt nogle indholdsmæssige
begrænsninger.
c. Ønsket om at opretholde modtagerens face.
Ønsket kan fx skyldes, at afsenderens trusler mod modtagerens face kan resultere i
svigtende salg eller andre former for repressalier, fx dårlig medieomtale.
Faktorerne a) og c) er i konflikt med hinanden, da Hergés 1946-udgave består af en række
face-truende handlinger. Derved kan man enten foretage en oversættelse, der ligger tæt på
forlægget, og dermed true læserens face, eller man kan søge at undgå eller minimere face-
truslen og dermed foretage en oversættelse, der ligger længere fra forlægget. I GL har c)
vejet tungere end a) i kraft af lighedsidealet, mens det i NY i kraft af
dokumentarismeidealet er a), der har vejet tungest.
Som jeg beskrev det ovenfor, er strategi 1 benyttet overalt i NY i de analyserede tekstpar. I
kraft af den fremgangsmåde, jeg har valgt for min analyse, er det kun strategierne 2, 4 og 5,
der kan optræde i GL. Jeg beskrev ovenfor, at jeg ikke analyserer de tekstpar, hvor strategi
1 er benyttet i både GL og NY, og da jeg i min brug af face-teorien har defineret
modtageren som en læser, der har lighed som værdi, og afsenderen som
oversætteren/forlaget, kan man sige, at modtageren ikke har noget negativt face i forhold
til afsenderen. Dermed kan afsenderen ikke påvirke modtagerens frihed til at handle
uhindret, og derfor optræder strategi 3 ikke i min analyse.
Strategi 2 bliver benyttet, hvor den face-truende handling foretages direkte, men med
kompensation i form af positive politeness, dvs. at afsenderen viser, at han deler
modtagerens lighedsværdi. Strategi 4 bliver benyttet, hvor den face-truende handling kan
tolkes, dels som om det er strategi 5, der er benyttet, dels som om det er en af strategierne
1-3, der er benyttet. Strategi 5 er benyttet, hvor den face-truende handling ikke er foretaget
i GL.

Ud over at jeg på denne måde benytter face-teorien som den overordnede ramme for min
analyse, benytter jeg den også i analysen af de enkelte tekstpar, hvor afsender og modtager
er figurerne i tegneserien. Som det vil fremgå af analysen, bliver læserens face i disse
situationer påvirket i anden ombæring.
4.6 Næranalyse af tekstpar
Efter jeg således har identificeret de tekstpar, hvor lighedsidealet honoreres i GL, mens det
modarbejdes i NY, har jeg foretaget an næranalyse af disse tekstpar for at finde frem til,
hvordan det sker. I min næranalyse er jeg gået frem efter min niveaudeling af sproget i
figur 3 fra de mindre sproglige enheder til de større sproglige enheder i en systematisk
eftersøgning af, hvordan lighedsidealet honoreres i GL og modarbejdes i NY. På den måde
har jeg så at sige ladet tekstmaterialet vælge de analysemetoder, der har været relevante
for min problemløsning, i og med det er de analysemetoder, der har kunnet forklare,
hvordan lighedsidealet hhv. honoreres og modarbejdes. Det har bl.a. resulteret i følgende
analysemetoder, hvor de øverste analysemetoder har at gøre med større sproglige enheder,
de nederste med mindre sproglige enheder:
Figur 6. Min opstilling af sproglige niveauer med et udvalg af mine analysemetoder.
Mit formål med inddragelsen af niveaudelingen er ikke at vise, på hvilke niveauer af
sproget den politiske korrekthed manifesterer sig, men at vise, at den manifesterer sig på
flere forskellige niveauer.

I afsnittene ALLE MENNESKER ER LIGE, ALLE MENNESKER OG DYR ER LIGE og
ALLE DYR ER LIGE fremdrager jeg tekstpar, der er repræsentative for mine analyser, og
beskriver, hvordan sprogbrugen i GL honorerer lighedsidealet, mens sprogbrugen i NY
modarbejder det, og dermed, hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget.
4.7 Argumentationsanalyse
Retorikerne Charlotte Jørgensen og Merete Onsberg beskriver i deres bog Praktisk
argumentation argumentation ud fra en retorisk synsvinkel og definerer retorisk
argumentation som ”kommunikation hvor afsender søger at vinde modtagers tilslutning
til et begrundet synspunkt.” 100 Det er denne type argumentation, jeg beskæftiger mig med i
min analyse af GL og NY, og til at analysere argumentationen benytter jeg filosof og logiker
Stephen Toulmins argumentmodel, som Jørgensen og Onsberg præsenterer i deres bog.
Argumentmodellen kan bruges til at analysere et argument, dets bestanddele og
relationerne mellem dem. Modellen har tre faste elementer, der altid er til stede i et
argument, eksplicit eller implicit: 101
1. Påstand (P)
2. Belæg (B)
3. Hjemmel (H)
Disse tre faste elementer udgør grundmodellen, som jeg gør brug af i min analyse. Den ser
ud som følger:
100 Jørgensen & Onsberg 2003:10
101 Til den udvidede model hører endvidere elementerne ”styrkemarkør”, ”gendrivelse” og ”rygdækning”.
(Ibid. 24ff)

Figur 7. Grundmodellen i argumentationsanalysen. Efter Jørgensen & Onsberg 2003:13.
Pilens retning illustrerer, at påstanden er argumentets mål. Modellen fortæller imidlertid
ikke noget om, i hvilken rækkefølge elementerne står i et givet argument.
Påstanden (P) er ”det synspunkt om et eller andet som afsender søger at få modtagers
tilslutning til.” Påstanden er i sjældne tilfælde implicit. Ofte kan man indsætte ordet
”derfor” foran påstanden.
Belægget (B) er ”den information eller det grundlag som afsender fremsætter som direkte
støtte for P.” Belægget er undertiden implicit. Ofte kan man indsætte ”fordi” foran
belægget.
Hjemmelen (H) ”autoriserer at modtager kan acceptere P på grundlag af B.” Således
kommer man fra B til P via H, der bygger bro mellem de to. Hjemmelen er som regel
implicit. Man kan ofte indsætte ordet ”eftersom” foran hjemmelen.
I min analyse angiver jeg, at et element er implicit ved at sætte det i parentes.
4.8 Semantisk rolleanalyse
I min analyse anvender jeg semantisk rolleanalyse til at beskrive den sproglige
betydningsdannelse i GL og NY. Sprogforsker Hanne Ruus præsenterer i sin tekst Sproglig
betydningsdannelse den semantiske rolleanalyse i form af en række semantiske roller og
en anvisning på, hvordan de anvendes i en tekstanalyse. I min analyse tager jeg
udgangspunkt i hendes beskrivelse af denne analyseform. En semantisk rolle er ”en
relation mellem en verbalform og en anden størrelse inden for samme helsætning i en
tekst.” 102 Som Ruus beskriver, er det dog også muligt at finde roller i ledsætninger. 103
Rolleanalysen giver mulighed for på et formelt plan at sammenligne betydningen i én
102 Ruus 1979:161
103 Ibid. 169

sætning med betydningen i en anden. Nedenfor kommer jeg nærmere ind på, hvordan de
semantiske roller kan anvendes i en tekstanalyse. Først vil jeg præsentere rollerne. De
semantiske roller, som har den relation, der beskrives, til det betydningsbærende verbum i
sætningen, 104 er følgende:
CAUSE UNINTENTIONAL: fænomen, der forårsager handlingen. (CU)
AGENT: levende væsen, der udfører en handling. (AG)
MEANS INSTRUMENT: middel, der bruges til at udføre handlingen. (IN)
MATERIAL: materiale, der medgår til handlingen. (MA)
PATIENT RECEIVER: levende væsen, som handlingen er rettet imod. (RE)
EXPERIENCER: levende væsen, som oplever handlingen. (EX)
OBJECT CONCRETE: størrelse, der indgår i og evt. påvirkes af handlingen. (OK)
ABSTRACT: fænomen, der indgår i og evt. påvirkes af handlingen. (OA)
GOAL AIM: handlingens formål. (AI)
RESULT: handlingens resultat. (RS)
TIME MOMENT: handlingens sted i tiden. (MO)
DURATION: handlingens udstrækning i tiden. (DU)
SPACE LOCATION: handlingens sted i rummet. (LO)
DIRECTION: handlingens retning i rummet. (DI)
SOURCE ABSTRACT: fænomen, der er forudsætning for handlingen. (SA) 105
Et levende væsen omfatter mennesker og dyr, mens en størrelse er mere bredt defineret,
idet det er et overbegreb for mennesker, dyr og ting. En handling er en aktivitet, tilstand
104 Forstået som ”finittet i en sætning med fuldfinit ellers til det mest betydningsbærende infinit.” (Ibid. 168)
105 Ibid. 163f

eller hændelse, mens et fænomen er noget komplekst eller uhåndgribeligt som tanker, tale
og naturkræfter. 106
Rollerne er komplementært distribueret, dvs. at der kun kan findes en cause, som enten
kan være unintentional eller agent osv., 107 ligesom rollerne kan kun forekomme én gang i
samme sætning på samme syntaktiske niveau. 108
Det betydningsbærende verbum, der analyseres ud fra, betegnes ’V’, hjælpeverber betegnes
’HJ’, 109 og led, der ikke har nogen rolle, betegnes ’Ø’. 110
Undertiden kan det være vanskeligt at afgøre, hvilken rolle et sætningsled har, da nogle af
rollerne kan synes svære at adskille fra hinanden, men rollerne har nogle typiske
manifestationsformer mht. bestemte ledsætningsformer eller sætningsled, hvilke Ruus har
opstillet en oversigt over. Vha. disse kan man ved at analogisere og bruge
udelukkelsesmetoden foretage en forsvarlig analyse. Jeg har placeret en oversigt over
manifestationsformerne i bilag 2.
I en tekstanalyse kan man vha. tildelingen af semantiske roller undersøge, om nogen af
rollerne har en påfaldende udfyldning, ligesom man kan undersøge, hvordan aktørerne er
fremstillet i rollerne, fx via tilknyttede adjektiver, der giver positive eller negative
konnotationer. Desuden kan man vise relationerne mellem aktørerne i en sætning og en
handling. Igennem rolleanalysen kan man dermed afsløre synsvinklen i en tekst. I min
analyse benytter jeg på den måde rolleanalysen til at sammenligne synsvinklen i hhv. GL
og NY i to parallelle situationer beskrevet med forskellig sprogbrug.
4.9 Særligt om efterprøvning af RSN
Til efterprøvningen af RSN benytter jeg sætningsskemaet og nominalhelhedsskemaet, 111
som jeg forudsætter bekendte og således ikke præsenterer her. Jeg har dog placeret en
præsentation af disse skemaer i bilag 3.
Til efterprøvningen af RSN har jeg opstillet et analyseskema, der er vedlagt som bilag 4.
Dette skema udgør en komplet 112 oversigt over, hvilke afvigelser fra RSN der optræder i NY
106 Ibid. 164f
107 Ibid.
108 Ibid. 168
109 Ibid.
110 Ibid. 170
111 I min anvendelse af sætningsskemaet har jeg taget udgangspunkt i Jacobsen & Skyum-Nielsens
præsentation af dette (2002) samt i Hansens ditto (2004). I min analyse inddrager jeg desuden pointer fra
Heltofts revision af sætningsskemaet (2005). I min anvendelse af nominalhelhedsskemaet har jeg ligeledes
benyttet Jacobsen & Skyum-Nielsen (2002) samt Hansen (2004).

og GL, 113 og i hvilke tekstpar de optræder. I min analyse er der fremkommet følgende fem
afvigelser fra RSN: kasusafvigelser for pronominer, udeladelse af verber, manglende
bestemmer i nominalhelheder, afvigende bøjning af verber og afvigende ordstilling, jf.
figur 6 ovenfor.
Undertiden er det vanskeligt at afgøre, hvilken afvigelse fra RSN der er tale om. Det
skyldes, at en given replik kan være afledt af mere end en replik i overensstemmelse med
RSN, jf. eksemplet nedenfor. I disse tilfælde har jeg valgt den løsning, der gør brug af de
afvigelser fra RSN, der optræder hyppigst i GL, ud fra et rationale om, at der er størst
sandsynlighed for, at disse træk forekommer endnu en gang. Et eksempel på en sådan
replik, der kan være afledt af flere replikker i overensstemmelse med RSN, er
nedenstående, der falder i en situation, hvor Tintin er blevet en populær herre, efter han
med sin bil har transporteret et forulykket, lokalt tog til en station. En sort mand
henvender sig i den anledning til ham med ordene (21-4):
GL: Hov, du må ikke gå! Bliv her hos os babanesere!
NY: Dig ikke køre! Dig komme med os til Babaoro’m!
Én mulighed er, at replikken i NY er afledt af en replik i overensstemmelse med RSN, der
lyder:
Du må ikke køre! Du skal komme med os til Babaoro’m!
Hvilket vil betyde, at modalverberne ”må” og ”skal” er udeladt i NY. I denne sætning
udtrykker den sorte mand nærmest sit ønske som en ordre, der dog nedtones i kraft af
modalverberne.
En anden mulighed er, at replikken i NY er afledt af en replik i overensstemmelse med
RSN, hvor den sorte mand ytrer sin ordre via en fremtidsform skabt af verber i præsens:
Du kører ikke! Du kommer med os til Babaoro’m!
112 Med undtagelse af de afvigelser, der ikke lader til at være overlagte, jf. note 119.
113 Der findes enkelte afvigelser fra RSN i GL, jf. nedenfor i afsnittet ALLE MENNSKER ER LIGE samt bilag
6.

Hvilket vil betyde, at der ikke er nogen verber, der er udeladt i NY, men at der er en
afvigende ordstilling.
I det første alternativ er afvigelserne fra RSN kasusafvigelser for pronominer og udeladelse
af verber, og i det andet er det ligeledes kasusafvigelser for pronominer samt afvigende
ordstilling. I dette tilfælde har jeg derfor taget udgangspunkt i det første alternativ i min
analyse, da udeladelse af verber forekommer hyppigere end afvigende ordstilling, jf. bilag
4. Det ikke nogen opklaring at konsultere Hergés 1946-udgave i disse situationer, da
afvigelserne her er lige så tvetydige.
4.10 Min behandling af empirien
Med undtagelse af en enkelt side 114 er alle tegningerne, og dermed placeringen af
talebobler osv., i de to album identiske, og teksten kan derfor sammenlignes tekstenhed for
tekstenhed. En sådan tekstenhed kan være en taleboble med en replik, en boks med en
fortællerkommentar eller en lydgengivelse uden for boble eller boks. Jeg har stillet teksten
fra GL og NY op i par, som jeg har nummereret, således at der kan henvises entydigt til
dem i analysen med et nummer. Alle tekstpar er nummeret med to eller tre tal adskilt af
bindestreger. Første tal angiver sidetallet, andet tal angiver vignet 115 -nummeret på den
pågældende side, og tredje tal angiver tekstenhedens placering i rækkefølgen inden for den
pågældende vignet, jf. figur 8 nedenfor. Tekstenhedernes rækkefølge er afgjort ved at læse
den enkelte vignet oppefra og ned og fra venstre mod højre og således at det, der står
højest oppe, kommer før det, der står længst mod venstre. Er der kun to tal, betyder det, at
der kun er en tekstenhed i den pågældende vignet. Fx betyder 34-1-1 side 34, vignet nr. 1,
tekstenhed nr. 1, mens 36-3 betyder side 36, vignet nr. 3, hvor der kun er én tekstenhed.
114 Jf. bilag 7, 8 og 9.
115 Jeg benytter Christiansens (2001) tegneserie-terminologi.

Figur 8. Min nummereringspraksis.
I transskriberingen af side 56 gør en særlig praksis sig gældende, idet denne side er tegnet
forskelligt i de to udgaver. Jeg angiver derfor ”NY” eller ”GL” foran talangivelsen, fx NY56-
6-2 eller GL56-2.
Jeg har i min transskribering medtaget al tekst og alle tegn i bobler og i bokse med
fortællerkommentarer. Derudover er kun medtaget den tekst og de tegn, der er oversat fra
fransk til dansk, 116 jeg har derfor ikke medtaget tegn som ”!” og ”?”, når de forekommer
alene og fungerer som ikonografiske elementer uden for bobler eller bokse.
I bilag 5 har jeg placeret en samlet oversigt over alle tekstpar. I dette bilag har jeg ud over
tekstparnummeret angivet, hvem der inden for fortællingen er ophavsmand til teksten, fx
”Tintin”, ”Terry”, ”lydgengivelse” eller ”fortællerkommentar”. De gennemgående figurer er
Tintin, Terry, ”blind passager” (hvid mand), ”missionær” (hvid mand), ”heksedoktor” (sort
mand) og Coco (sort dreng). Øvrige figurer betegnes ved deres hudfarve (da den er
116 Hergé (u.å.)

væsentlig for analysen) og deres køn eller funktion, fx ”sort matros”, og dyr betegnes ved
deres art, fx ”leopard”.
4.11 Forholdet til tidligere opgave
Som beskrevet i indledningen har jeg i formuleringen af min problemformulering og
konstruktionen af min metode taget afsæt i en opgave om politisk korrekt sprog, jeg
tidligere har afleveret på kandidatuddannelsen. Jeg vil her afklare, hvordan mit speciale
forholder sig til denne opgave.
I min tidligere opgave er formål og fokus et andet end her i mit speciale; i opgaven
forholder jeg mig direkte til Frosts beskrivelse af, at politisk korrekthed kun kommer til
udtryk på sprogets leksikale niveau, og at det kun sker via substantiver og adjektiver, 117 og
med det formål at modbevise dette foretager jeg en komparativ analyse af GL og NY for at
undersøge, hvordan den politiske korrekthed kommer til udtryk på forskellige niveauer af
sproget. I mit speciale er formålet, jf. min problemformulering, at undersøge, om politisk
korrekt sprog kan virke efter hensigten, således at man gennem sproget kan skabe lighed,
og her indgår også en analyse af, hvordan politisk korrekthed manifesterer sig i sproget – i
modsætning til i min opgave er denne analyse dog ikke målet, men et middel til at kunne
besvare min problemformulering.
I min opgave tager jeg, ligesom jeg gør det her, udgangspunkt i idealet bag den politiske
korrekthed, lighed, og jeg undersøger, hvordan lighedsidealet honoreres i forholdet
mellem mennesker, mellem mennesker og dyr og mellem dyr. Her i mit speciale har jeg
formaliseret og videreudviklet min metode, idet jeg har gjort face-teorien til en overordnet
ramme for min analyse, ligesom jeg har udformet et analyseskema til brug for
efterprøvningen af RSN og derudover benytter fx argumentationsanalyse og semantisk
rolleanalyse til min analyse. I min opgave gør jeg ikke brug af formelle analysemetoder
som disse, men påpeger forskelle mellem GL og NY og lader i høj grad forskellene tale for
sig selv. At jeg bruger en anden metode her end i min opgave, har selvfølgelig også sin
naturlige forklaring i, at formålet med min analyse her er et andet. Mens jeg i min opgave
undersøger, på hvilket niveau af sproget den politisk korrekthed kommer til udtryk,
undersøger jeg her, hvordan den kommer til udtryk – fx via argumentationen eller
tildelingen af semantiske roller. Qua empirifællesskabet mellem mit speciale og min
117 Jf. min INDLEDNING.

opgave er der et sammenfald mellem visse analytiske observationer, men i mit speciale har
jeg udbygget analysen af dem. I forlængelse heraf berører jeg i afsnittet FRA POLITISK
KORREKT SPROG TIL ORDSKIK nogle af de temaer, jeg har diskuteret i min opgave,
men her i specialet udfolder jeg diskussionerne, ligesom de, da fokus her er et andet, tager
en anden retning.
I afsnittet FRA POLITISK KORREKT SPROG TIL ORDSKIK beskriver jeg, hvilken
betydning den fremgangsmåde, jeg har valgt i mit speciale, har haft for resultaterne af min
undersøgelse ved at sammenligne denne undersøgelses resultater med de resultater, jeg
har opnået i min tidligere opgave.

5. ALLE MENNESKER ER LIGE
- analysens første del
I dette og de to følgende afsnit foretager jeg en komparativ analyse af GL og NY for at
undersøge, hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget. I min
undersøgelse tager jeg udgangspunkt i idealet bag politisk korrekthed, lighed, og jeg
undersøger, hvordan lighedsidealet honoreres i relationer mellem mennesker, mellem
mennesker og dyr og mellem dyr, så de pågældende grupper kommer til at fremstå mere
lige.
Jeg har delt min analyse ind i tre afsnit:
ALLE MENNESKER ER LIGE – hvor jeg undersøger, hvordan lighedsidealet honoreres i
relationer mellem mennesker – sorte og hvide.
ALLE MENNESKER OG DYR ER LIGE – hvor jeg undersøger, hvordan lighedsidealet
honoreres i relationer mellem mennesker og dyr.
ALLE DYR ER LIGE – hvor jeg undersøger, hvordan lighedsidealet honoreres i relationer
mellem dyr.
5.1 De sortes sprog
Først og fremmest tjener sprogbrugen i GL til at få alle mennesker, dvs. sorte og hvide, til
at fremstå mere lige.
En af de mest markante forskelle på de to oversættelser, som de fleste anmeldere af NY har
følt sig nødet til at kommentere, jf. nedenfor, er formen 118 af de sortes sprog. I GL taler de
sorte et dansk uden gennemgående overlagte afvigelser 119 fra RSN, mens de i NY taler et
118 Jeg benytter udtrykket ”sproget form” til at beskrive sprogets udtryksmæssige niveauer under et. Formen
står i modsætning til indholdet. Her menes altså, at anmelderne ikke kommenterer det, de sorte siger, men
den måde, de siger det på.
119 Der er enkelte afvigelser fra RSN i de sortes tale i GL. Disse er dog enten af en type, der lader til at væreu
overlagte og ikke modarbejder lighedsidealet, fx brugen af det normafvigende ”herr” i stedet for ”hr.” eller
”herre” i 1-5-1. Eller også er de af en type, der med en kliché kan kaldes undtagelser, der bekræfter reglen.
Mere om dette i bilag 6.

dansk med mange afvigelser fra RSN. 120 – En anmelder karakteriserer dette sprog som
”grammatisk ukorrekt børnehavesprog.” 121
5.1.1 Politisk ukorrekte normafvigelser
At de sorte i GL behersker RSN, er med til at honorere lighedsidealet og gøre denne
oversættelse politisk korrekt, og tilsvarende er det med til at modarbejde lighedsidealet og
gøre NY politisk ukorrekt, at de sorte her ikke behersker RSN. Man kan trække denne linje
fra normbeherskelse eller mangel på samme til politisk (u)korrekthed, fordi det kan skabe
en høj grad af ulighed i læsernes vurdering af hhv. de sorte og de hvide i NY, at de sorte
ikke behersker RSN. Som salig Paul Diderichsen skriver: ”sprogrigtighed opfattes ikke
alene som kriterium på dannelse, men endog på intelligens og duelighed i mange andre
retninger.” 122 De sortes mangelfulde normbeherskelse kan altså resultere i en generel
nedvurdering af de sorte, hvilket man undgår i GL ved at lade de sorte beherske RSN på
lige fod med de hvide. Kristian Lindberg ekspliciterer i sin anmeldelse af NY
sammenhængen mellem de sortes normafvigende sprogbrug og opfattelsen af NY som
værende politisk ukorrekt:
I dialogerne mellem Tintin og de indfødte, koloniserede congolesere, er teksten tillige
bragt tilbage til forne tiders bramfrit politisk ukorrekte, i og med de sorte ikke længere
synes i stand til at bruge verber. 123
Såfremt læseren deler den opfattelse af en sammenhæng mellem normbeherskelse og
intelligens, som bliver beskrevet her, er det en trussel mod læserens positive face, at de
sorte i NY ikke behersker RSN. Det får de sorte og hvide til at fremstå ulige for læseren, og
ved at afsenderen fremstiller relationen mellem de sorte og hvide således, demonstrerer
han, at han 124 ikke deler læserens lighedsværdi. I GL undlader afsenderen at foretage den
120 Det er i øvrigt et genkommende træk i fremstillingen af sorte i tegneserier verden over, at de taler et sprog
med mange afvigelser fra normen. (Strömberg 2003:63)
121 Gotfredsen 2005
122 Diderichsen 1968:176
123 Lindberg 2005. Gotfredsen (2005) ræsonnerer sig frem til samme sammenhæng: ”Men i disse politisk
korrekte tider kan det undre, at man har valgt at lade afrikanerne i ”Tintin i Congo” tale grammatisk
ukorrekt børnehavesprog.” Ligeså gør Arzrouni (2005)
124 Afsenderne er ovenfor defineret som de to oversættere og deres danske forlag. I hvert fald de to
oversættere er af hankøn, derfor bruger jeg formen ”han”.

face-truende handling, ved at han lader de sorte beherske RSN. Her benyttes altså strategi
5.
Afvigelserne fra RSN i NY består af fem gennemgående træk, som jeg her præsenterer i
rækkefølge efter hyppigheden af deres forekomst. 125
5.1.1.1 Kasusafvigelser for pronominer
Det første træk er kasusafvigelser for pronominer. For alle afvigelser af denne type gælder
det, at der benyttes akkusativform (mig, dig, ham, dem, os), hvor RSN foreskriver
nominativform (jeg, du, han, de, vi). Et eksempel på det forekommer, da en sort mand
beklager sig over sin træthed i hhv. GL og NY (20-3-2):
GL: Jeg er træt!
NY: Mig er træt!
I denne replik, som er helt parallel i de to oversættelser, fremstår forskellen særlig tydeligt:
I GL er brugt nominativformen, der er i overensstemmelse med RSN, i NY
akkusativformen, der ikke er det. Det er dog en undtagelse fra reglen, at replikkerne i hhv.
GL og NY er helt parallelle.
Et eksempel på en kasusafvigelse, hvor replikkerne ikke er helt parallelle, har vi, da en sort
mand beder Tintin om at følge med sig og siger, at han har en overraskelse til ham. (For
nysgerrige læsere kan det afsløres, at overraskelsen er, at den sorte mands stamme har
gjort Tintins hund, Terry, til deres konge.) Replikken lyder i hhv. GL og NY (50-4-1):
GL: Følg med, der venter dig en stor overraskelse!
NY: Dig følge med! Os have stor overraskelse!
I NY er der dels brugt akkusativformen ”dig” i stedet for nominativformen ”du”, dels er der
brugt akkusativformen ”os” i stedet for nominativformen ”vi”.
125 For trækkenes forekomsthyppighed se bilag 4.

Et tredje eksempel på en sådan afvigelse er Cocos (Tintins ”boy” eller hjælper) replik, da
han erfarer, at den blinde passager (skurken i fortællingen), som Tintin, Terry og han selv
har taget til fange, er flygtet (19-1-2):
GL: Tintin! Tintin! Fangen er flygtet!
NY: Massa! Massa! Fangen ham væk!
Kasusafvigelsen her består i, at der i NY er brugt akkusativformen ”ham” i stedet for
nominativformen ”han”. Denne kasusafvigelse adskiller sig imidlertid fra de øvrige, ved at
den indgår i en sætning, hvor kopula er udeladt, hvorved pronominet nærmest kommer til
at optræde som stedfortræder for det udeladte verbum. Denne kombination af
kasusafvigelse og kopuladrop optræder hyppigt i NY. 126
5.1.1.2 Udeladelse af verber
Det andet gennemgående træk er udeladelse af verber. Det er næsten udelukkende kopula
og hjælpeverber, der er udeladt. Der findes dog et enkelt eksempel på, at et fuldverbum er
udeladt. Det har vi, da en forskræmt Coco beretter om sit første møde med den blinde
passager (14-7-1):
GL: Uh-huh! … Hvid mand kom og slog Coco… Coco meget bange… bagefter tog hvid
mand din bil og kørte…
NY: Snøft! Hvid massa kom og slog lille sorte Coco. Coco bange. Hvid massa tog bil…
[ILLUSTRATION FJERNET]
Vignet 14-7 i GL.
Her er fuldverbet ”blev” udeladt i NY i sætningen ”Coco bange”. 127 Der er dog også
afvigelser fra RSN i GL, hvor fuldverbet ”blev” ligeledes er udeladt i den parallelle sætning
126 Tilsvarende eksempler findes fx i 18-9-2, 23-10-1 og 25-12-2. Øvrige forekomster af kasusafvigelser for
pronominer findes i 7-1-2, 7-2-2, 14-6-1, 14-9-2, 18-11, 20-1-1, 20-1-3, 21-4, 21-7-1, 24-8-1, 24-9-2, 25-11-2,
26-6, 26-7-2, 26-8, 27-1-2, 27-2, 27-3, 27-5-1, 27-9-1, 27-9-2, 27-11-1, 28-1-2, 28-4, 28-5-1, 28-6-3, 28-7-2,
28-13, 29-2-1, 29-8-1, 29-9, 30-1, 30-4-2, 30-11, 30-12, 31-1-1, 31-12-2, 32-1-1, 32-2-1, 34-1-3, 36-4, 36-7-1,
36-7-2, 50-2-1, 50-7-1, 53-5, 62-1-3, 62-1-4, 62-1-5 og 62-1-6, jf. bilag 4.
127 Jeg anser det for at være mest sandsynligt, at det er dette verbum, der er udeladt.

”Coco meget bange”. Afvigelserne bliver imidlertid i begge tilfælde legitimeret af bl.a.
Cocos sindstilstand; 128 han er meget bevæget, hvilket fremgår af indholdet i replikken samt
af illustrationen i vignetten, hvor Cocos hoved er nedbøjet, og store tårer står ud fra hans
ansigt. Denne udeladelse af et fuldverbum i GL må derfor betragtes som en undtagelse, der
bekræfter reglen om, at det udelukkende er hjælpeverber og kopula, der er udeladt. Jeg
kommer nærmere ind på denne replik og øvrige afvigelser fra RSN i GL i bilag 6.
Et eksempel på et udeladt hjælpeverbum finder vi i Cocos replik, da Tintin, der har iført sig
en abepels, hilser på ham (18-8-2):
GL: Hjælp! En talende abe! Den har ædt Tintin!
NY: Gisp! En abe, der taler! Den ædt Tintin!
Her er slutningerne af de to replikker helt parallelle, og udeladelsen af verbet ”har”
fremtræder helt tydeligt i NY.
Også for denne afvigelse fra RSN gælder det, at replikkerne i GL og NY ikke nødvendigvis
er helt parallelle. Et eksempel på det er nedenstående replik, hvor en sort mand udtrykker
sin uforbeholdne mening om Tintin efter et sammenstød mellem Tintins bil og et
congolesisk tog, der har resulteret i, at toget er blevet afsporet (20-6-1):
GL: Han er en OND hvid mand!
NY: Hvide massa meget, meget ond!
Her optræder et såkaldt kopuladrop, idet verbet ”er” er udeladt i NY. 129
5.1.1.3 Manglende bestemmer i nominalhelheder
Det tredje gennemgående træk er manglende bestemmer i nominalhelheder. Et eksempel
på det optræder fx, hvor en sort mand har opdaget, at en hellig fetich er forsvundet, og
meddeler dette til heksedoktoren/troldmanden (24-6-2):
128 Derudover bliver de også legitimeret af et formmæssigt forhold, udeladelsesprikkerne. Dette beskriver jeg
nærmere i bilag 6.
129 Øvrige forekomster af udeladelse af verber optræder i 7-2-2, 14-6-1, 18-9-2, 19-1-2, 20-1-1, 20-7-1, 21-1-2,
21-4, 21-7-1, 23-10-1, 24-6-2, 25-4, 25-12-2, 26-1-2, 26-7-1, 26-7-2, 27-2, 27-3, 27-5-1, 27-11-1, 28-1-2, 28-4,
28-5-1, 28-8-3, 28-13, 29-1, 29-2-1, 29-8-1, 29-9, 30-1, 30-4-2, 30-12, 31-1-1, 31-12-2, 32-1-1, 34-1-3, 36-4,
36-7-1, 36-7-2, 50-2-1, 50-4-1, 53-5 og 62-1-5, jf. bilag 4.

GL: Troldmand, der er sket en ulykke… den hellige fetich er forsvundet!
NY: Ak og ve, heksedoktor! Stor ulykke sket! Hellig fetich væk!
Replikken i NY indeholder subjektivkernen ”ulykke”, der sammen med beskriveren ”stor”
og den udeladte bestemmer ”en” udgør en nominalhelhed. Ligesom den indeholder
subjektivkernen ”fetich”, der sammen med beskriveren ”hellig” og den udeladte
bestemmer ”en” eller ”den” ligeledes udgør en nominalhelhed: 130
Forfelt Centralfelt Slutfelt
Adled
Bestemmer Beskriver
(en) stor ulykke
(en)/(den) hellig(e) fetich
Kerneled Adled
Et andet eksempel på en udeladt bestemmer i en nominalhelhed findes i heksedoktorens
replik, da denne erfarer, at Tintin skal på leopardjagt (30-11):
GL: På leopardjagt? Så har han underskrevet sin egen dødsdom!
NY: Leopardjagt? Ham underskrive egen dødsdom!
Replikken i NY indeholder subjektivkernen ”dødsdom”, som sammen med bestemmeren,
det refleksive pronomen ”sin”, der er udeladt, udgør en nominalhelhed:
Forfelt Centralfelt Slutfelt
Adled
Bestemmer Beskriver
(sin) egen dødsdom
Kerneled Adled
130 Jf. bilag 3. I formuleringen ”Hellig fetich væk!” er der, alt efter bestemmeren, muligvis også en
kongruensfejl.

Også efterstillede artikler, bestemthedsendelser, kan være udeladt. Et eksempel på det ser
vi i denne ildevarslende besked fra heksedoktoren (der er den blinde passagers
medsammensvorne og selv har stjålet fetichen) til Tintin, efter at Tintin er blevet beskyldt
for at have stjålet bemeldte fetich (25-4):
GL: I morgen ved solopgang vil babaneserne henrette dig!
NY: Når sol står op i morgen, Babaoro’m-folk dræbe dig! 131
Her er ordene ”sol” og ”Babaoro’m-folk” 132 i NY subjektivkerner, hvor
bestemthedsendelserne, hhv. ”-en” og ”-et”, er udeladt. 133
5.1.1.4 Afvigende bøjning af verber
Det fjerde gennemgående træk er afvigende bøjning af verber.
I alle tilfælde er der brugt infinitivform af verbet i stedet for den form, der er i
overensstemmelse med RSN. Et eksempel på det optræder, da to sorte mænd slås om en
stråhat, og den ene mand siger (27-9-1):
GL: Han har stjålet min fine stråhat!
NY: Ham stjæle flot stråhat fra mig!
Her er i NY brugt infinitivformen ”stjæle” i stedet for præteritum participium som i GL,
”har stjålet”. Et andet eksempel, hvor det dog ikke er samme verbum, der er brugt i de to
oversættelser, finder vi, hvor Tintin undrer sig over at blive tiltalt ved navn af fremmede,
sorte stammefolk, og en sort mand siger (50-3-2):
GL: Naturligvis! Du er jo verdensberømt!
131 Jeg har hverken kunnet be- eller afkræfte, at ”Babaoro’m” er navnet på en autentisk congolesisk stamme.
Hergé greb dog sjældent noget ud af fantasien (Farr 2005 er nærmest et katalog over dette), så det er langtfra
utænkeligt. Årsagen til, at der i GL er valgt et andet navn til denne stamme, skal måske findes i, at der findes
en romkage ved navn babaorum, og at man har villet undgå at ”give de sorte et kagenavn”.
132 ”Babaoro’m-folket” udgør, ligesom flere af de øvrige subjektivkerner, i sig selv et nominalhypotagme, hvor
kerneleddet er ”folket”, og ”Babaoro’m” er beskrivende adled (Hansen 2004:69f).
133 Øvrige forekomster af manglende bestemmer i nominalhelheder findes i 14-7-1, 18-9-2, 20-6-1, 20-7-1, 21-
1-2, 21-7-1, 24-3, 24-8-1, 24-9-2, 25-1, 25-11-2, 25-12-2, 26-1-2, 26-6, 26-7-1, 26-7-2, 26-8, 27-1-2, 27-2, 27-5-
1, 27-9-1, 27-11-1, 28-5-1, 28-13, 29-1, 29-2-1, 29-8-1, 29-9, 29-10, 30-1, 30-4-2, 30-12, 31-1-1, 32-1-1, 32-2-1,
36-4, 36-7-1, 50-4-1 og 50-7-1, jf. bilag 4.

NY: Javist! Alle her kende dig!
Her er infinitivformen ”kende” brugt i stedet for præsensformen, ”kender”.
Et tredje eksempel er en sort mands replik, da Tintin erfarer, at mandens stamme har
fundet Terry, der har været forsvundet (50-7-1):
GL: Vi fandt den lille hund ved afgrundens rand, og så førte vi den med os…
NY: Os finde lille hund henne ved slugt. Os tage den med herhen.
Her er infinitivformerne ”finde” og ”tage” brugt i stedet for præteritumformerne ”fandt” og
”tog”. 134
5.1.1.5 Afvigende ordstilling
Det femte og sidste gennemgående træk er afvigende ordstilling, hvad Star Wars-fans vil
kende som ”Yoda speak”.
Den afvigende ordstilling kan tydeliggøres ved at indsætte de pågældende sætninger i
sætningsskemaer, jf. præsentationen af sætningsskemaet i bilag 3. Oftest afviger
ordstillingen i NY, ved at sætningsdele, der hører hjemme i lille a, er rykket frem foran lille
v, dvs. at neksusadverbialer, fx negationer, står foran det finitte verbal. Et eksempel på det
møder vi, da en sort mand til sin store overraskelse må erkende, at de pile, han og hans
stamme har skudt mod Tintin, ikke kan ramme Tintin. (Det skyldes, at pilene bliver
tiltrukket af en stor magnet, som Tintin har placeret bag et træ.) (29-8-1):
GL: Den hvide er tabu, høvding! Vore pile kan ikke ramme ham! … Stor troldmand! …
NY: Hvid mand ham tabu, høvding! Ham ikke blive ramt af pile! Ham stor troldmand!
Her har sætningen ”Ham ikke blive ramt af pile!” en ordstilling, der afviger fra RSN. Det
fremgår af sætningsskemaet nedenfor, hvor jeg øverst har omskrevet sætningen, så den er i
overensstemmelse med RSN, og nederst har indsat sætningen, som den ser ud i NY:
134 Øvrige forekomster af afvigende bøjning af verber findes i 14-9-2, 21-1-2, 24-3, 24-8-1, 24-9-2, 25-1, 25-11-
2, 26-6, 26-8, 27-1-2, 27-2, 27-9-2, 27-11-1, 28-1-2, 28-4, 28-5-1, 28-7-2, 28-13, 29-1, 29-2-1, 29-8-1, 29-9,
30-11, 30-12, 31-1-1, 32-1-1, 32-2-1, 50-4-1, 53-5, 62-1-4, 62-1-5 og 62-1-6, jf. bilag 4.

F v n a V N A
RSN Han bliver ikke ramt af pile
NY Ham
(ikke)
blive ramt af pile
Her afviger ordstillingen i NY altså, ved at et led, negationen ”ikke”, er rykket fra lille a
frem foran lille v. Dette led har jeg sat i parentes.
Et andet eksempel på en afvigende ordstilling i NY finder vi, hvor heksedoktoren ærgrer
sig over Tintins stigende popularitet og hans egen faldende ditto (24-3):
GL: Den lille, hvide fyr tilraner sig magt! Snart vil stammen ikke længere adlyde mig,
heksedoktoren. Hvad gør jeg?
NY: Lille hvide mand vinde sortes respekt. Snart de ikke længere lytte til mig, heksedoktor.
Lille hvide mand må væk.
Her koncentrerer jeg mig om den afvigende ordstilling i sætningen ”Snart de ikke længere
lytte til mig, heksedoktor.” Som ovenfor har jeg omskrevet sætningen, så den er i
overensstemmelse med RSN, og jeg har indsat denne sætning samt sætningen fra NY i et
sætningsskema:
F v n a V N A
RSN Snart lytter de ikke længere til mig,
NY Snart (de)
(ikke længere)
heksedoktoren
lytte til mig, heksedoktor
Også her har jeg sat de led, der i NY har fået en ny plads, i parentes. Igen er der tale om, at
et led fra lille a rykket frem foran lille v, og derudover er et led fra lille n, som leddet fra
lille a har trukket med sig, også rykket frem foran lille v.
Den afvigende ordstilling i NY viser sig som nævnt ovenfor oftest, ved at led fra lille a er
rykket frem foran lille v. Dermed er der ofte tale om, at helsætninger får

ledsætningsledstilling (n-a-v i stedet for v-n-a), 135 jf. bilag 3. Denne konstatering af, at
”helsætninger får ledsætningsstilling” gør os dog ikke klogere på, om den afvigende
ordstilling har nogen betydning for indholdet af sætningen, 136 men her kan lingvist Lars
Heltoft komme os til hjælp. I artiklen Topologi som tegnsystem plæderer Heltoft for en
revision af begreberne helsætning og ledsætning, som netop gør det muligt at kæde en
sætnings ledstilling sammen med sætningens semantiske funktion og dermed konkludere
noget om indholdet ud fra ledstillingen. Heltoft sammenkæder de to kriterier, man
normalt benytter til at afgøre, om en sætning er en helsætning eller en ledsætning, således,
at man ikke kan tale om helsætninger med ledsætningsstilling eller ledsætninger med
helsætningsstillinger, men kun om ”rene” helsætninger og ledsætninger. Disse to kriterier
er ledstillingskriteriet og dependenskriteriet. Ifølge ledstillingskriteriet er det ledstillingen,
der afgør, om en sætning er en hel- eller ledsætning. Helsætninger har som beskrevet v-n-
a-rækkefølge, mens ledsætninger har n-a-v-rækkefølge. Ifølge dependenskriteriet er
ledsætninger derimod kendetegnet ved at være led i andre sætninger, mens helsætninger
er selvstændige sætninger. Kriterierne er dog ikke komplementært fordelt, og derfor kan
man altså tale om ledsætninger med helsætningsledstilling og helsætninger med
ledsætningsledstilling. 137 Heltoft kæder som nævnt kriterierne sammen, og ifølge hans
revision af hel- og ledsætnings-begreberne er en helsætning en sætning, der ”udtrykker
abstrakte rammer for illokutionær værdi”, fx ønske eller konstatering, 138 mens en
ledsætning ikke har nogen markering af illokutionær ramme. 139 Dermed ændrer
negationens placering i heksedoktorens replik ovenfor (24-3) ikke på, at sætningen er en
helsætning, men den ændrer den illokutionære ramme. Således fremsætter heksedoktoren
sit synspunkt med forskellig grad af sikkerhed i hhv. RSN-sætningen og i NY. I RSN-
sætningen sker det som en konstatering (snart lytter de ikke længere til mig,
heksedoktoren), mens det i NY sker som det, man kunne kalde et uønske eller et negativt
ønske, altså et ønske om, hvad der ikke skal ske (snart de ikke længere lytte til mig,
heksedoktor). På den måde fremstår heksedoktoren i RSN-sætningen som en mand, der er
i stand til at forudsige begivenhedernes gang, mens han i NY fremstår anderledes usikker,
135 Hansen (2004:81)
136 Hansen beskriver (ibid. 53f), at de rent formelle træk er adskilt fra betydningen af sætningen, når man
foretager en analyse vha. sætningsskemaet.
137 Jacobsen & Skyum-Nielsen 2002:110ff
138 Heltoft (2005:121f) giver bl.a. eksemplerne ”bare du dog ville skynde dig lidt” (ønske) og ”(det er klart) at
arbejde giver han ikke” (konstatering).
139 Heltoft 2005:121

og den afvigende ordstilling bidrager dermed til etableringen af en opfattelse af de sorte
som usikre, barnagtige mennesker, som falder fint i tråd med Hergés egen beskrivelse af
sin fremstilling af de sorte:
… jeg vidste ikke andet om disse lande, end hvad folk sagde dengang: ”Afrikanerne var
som store børn … Gudskelov for dem, at vi dukkede op! Og så videre …” Og så tegnede jeg
afrikanerne i overensstemmelse med dét, i den fuldstændig formynderiske ånd, der
dengang var herskende i Belgien. 140
Også led fra andre pladser end lille a kan være flyttet frem som her, hvor en sort mand
efter at være blevet tilset af Tintin rejser sig fra sit sygeleje (28-4):
GL: Ikke syg mere! Nu går jeg på jagt! 141
NY: Mig ikke mere syg! Mig gå på jagt!
Her er det ordstillingen i sætningen ”Mig ikke mere syg!”, der afviger fra RSN. Det fremgår
af sætningsskemaet nedenfor:
F v n a V N A
RSN Jeg er ikke syg mere
NY Mig (ikke)
(mere)
Her er ikke blot et led fra lille a, negationen ”ikke”, rykket frem foran lille v, men også et
led fra store A, adverbialet ”mere”. Her ændrer den afvigende ordstilling dog ikke som
ovenfor indholdet af sætningen. 142
140 Farr 2006:22
141 Her er dog også en afvigelse fra RSN i GL. Denne omtales i bilag 6.
142 Øvrige forekomster af afvigende ordstilling findes i 14-9-2, 25-11-2, 26-6, 26-8, 27-1-2, 28-4, 29-9, 30-12,
31-1-1, 53-5, 62-1-4 og 62-1-5, jf. bilag 4.
syg

Efter gennemgangen af de typer af afvigelser fra RSN, der findes i de sortes sprog i NY, er
spørgsmålet nu, om vi også finder disse typer afvigelser i andre gruppers sprog. Det vil jeg
vende tilbage til i afsnittet FRA POLITISK KORREKT SPROG TIL ORDSKIK.
Jeg har ovenfor beskrevet, hvilke typer af normafvigelser der forekommer i de sortes sprog
i NY. Som nævnt sammenligner flere anmeldere af NY de sortes sprog med barnesprog. Én
kalder det som tidligere nævnt ”grammatisk ukorrekt børnehavesprog.” 143 En anden
bemærker, at ”historiens sorte personer nu [lyder] mere usammenhængende og
barnlige” 144, og en tredje skriver først, at de sorte ”taler som børn” for senere at
nedgradere de sortes sprog til ”babysprog”. 145
Som jeg har beskrevet det ovenfor, betyder dét, at de sortes sprog i GL er ændret i forhold
til Hergés 1946-udgave, at man undgår at de sortes mangelfulde normbeherskelse
resulterer i en generel nedvurdering af dem. Meningen er derfor god nok; ændringen af de
sortes sprog kan legitimeres ud fra den politiske korrektheds lighedsideal. Men uanset de
nok så ædle hensigter kan det være problematisk at ændre de sortes sprogbrug. Det
kommer jeg nærmere ind på i afsnittet FRA POLITISK KORREKT SPROG TIL
ORDSKIK.
5.1.2 Massa, massa!
Ikke kun formen af de sortes sprog, men også indholdet tjener i GL til at få de sorte og de
hvide til at fremstå mere lige. Det sker bl.a. via til- og omtalen af Tintin, fx titulerer de
sorte oftest Tintin ”massa”. Det sker fx, hvor Terry på skibet undervejs til Congo er faldet
over bord, og en sort matros indtrængende advarer Tintin, der vil redde Terry (7-2-2):
GL: Uha, spring ikke derned… havet er fuldt af hajer!
NY: Dig ikke hoppe ud, massa… Der er mange hajer her!
Titulaturen ”massa” er en forvanskning af det engelske ord ”master”, 146 på dansk ”herre”
eller ”lærer”, 147 og det er en titulatur, der har en belastet fortid, idet slaver i tidligere tider
143 Gotfredsen 2005
144 Petersen 2005
145 Arzrouni 2005
146 Hjemmesiden Dictionary.com
147 Ibid.

ugte den om deres herrer. 148 Hver gang, en sort benytter denne titulatur, krænker han
eller hun dermed sit eget positive face, da denne titulering indebærer, at den sorte, om end
måske kun bogstavelig talt, underkaster sig Tintin. Tituleringen er på den måde med til at
skabe det asymmetriske magtforhold mellem de sorte på den ene side og Tintin og de
øvrige hvide på den anden side, som er kendetegnende for NY, og derfor er denne
tiltaleform næsten overalt ændret i GL. 149
Et andet eksempel på, at en sort titulerer Tintin ”massa” forekommer, da Tintin giver Coco
besked på at passe på sin bil, mens han selv går på jagt, og Coco svarer (12-1-2):
GL: Ja, Tintin.
NY: Godt, massa.
Her understreges det asymmetriske magtforhold tillige af forskellen mellem de to måder,
hvorpå Coco accepterer Tintins opgavefordeling; det anerkendende-accepterende ”godt”
står over for det neutralt accepterende ”ja”. I Den danske ordbog (herefter DDO) er
betydningen af ordet ”god” bl.a. beskrevet som ”udstyret med de nødvendige el. rette
positive egenskaber” 150 Betydningen af ordet ”ja” er samme sted bl.a. forklaret med
ordene:
bruges for at udtrykke at man bekræfter el. er enig i noget netop sagt (el. noget skrevet),
fx som bekræftende svar på et spørgsmål el. som udtryk for accept af en påstand, et
tilbud el. en anmodning. 151
Brugen af titulaturen ”massa” i NY er medvirkende til, at de sorte de hvide fremstår
ulige. 152 I næsten alle tilfælde undgår man helt denne type face-truende handlinger i GL
ved at udelade denne titulatur, og derved er det også her strategi 5, der benyttes i GL.
I et enkelt tilfælde benyttes titulaturen ”massa” dog også i GL. Det sker, da Tintin og Coco
første gang møder hinanden, og Coco bekræfter deres aftale om at slå følge på rejsen (11-
10-2):
148 Hjemmesiden Urban Dictionary
149 Der er en enkelt undtagelse, som jeg kommenterer nedenfor.
150 Bind 2, side 542
151 Bind 3, side 119
152 Titulaturen benyttes også i NY i 7-1-2, 11-10-2, 14-6-1, 14-7-1, 18-11, 19-1-2, 20-6-1, 23-10-1, 28-1-2, 28-5-1,
29-2-1, 32-1-1 og 31-12-2.

GL: Ja, Massa.
NY: Ja, massa.
[ILLUSTRATION FJERNET]
Vignet 11-10 i GL.
[ILLUSTRATION FJERNET]
Vignet 11-10 i NY.
I GL er ”massa” skrevet med stort begyndelsesbogstav, i NY med lille. Stort
begyndelsesbogstav bruger man normalt i proprier, mens man bruger små
begyndelsesbogstaver i appellativer. Forudsat at oversætteren har fulgt
retskrivningsreglerne, 153 har han altså i GL valgt at gøre ”massa” til et proprium, og det kan
opfattes som en nedtoning af truslen mod Cocos positive face. I og med at Coco bruger
”massa” som et proprium i stedet for som et appellativ, bruger han ordet til at benævne
Tintin, men ikke til at beskrive ham; han anerkender altså ikke nødvendigvis, at Tintin er
hans herre eller lærer. Ved at truslen mod Cocos positive face på denne måde nedtones,
nedtones samtidig truslen mod læserens positive face, idet afsenderen dermed i højere
grad viser respekt for læserens lighedsværdi. Derved er det strategi 2, positive politeness,
der her er benyttet.
5.1.3 Klippebryderen Tintin
Et andet kaldenavn, de sorte i NY bruger i til- og omtalen af Tintin, er ”bula matari”. Det
betyder ”stenknuseren” 154 eller ”klippebryderen” 155 og er et tilnavn, den
opdagelsesrejsende Henry Morton ”Doktor Livingstone, formoder jeg” 156 Stanley fik af de
indfødte i Congo, efter at han med dynamit havde banet vej for Kong Leopold II’s
153 I Retskrivningsordbogen, som var gældende på daværende tidspunkt, RO55, hedder det i § 9 side 15:
”Stort begyndelsesbogstav bruges endvidere i følgende tilfælde: A. I egennavne (proprier) samt
fællesnavne (appellativer), der bruges som egennavn. Princippet er, at man ved at bruge stort
begyndelsesbogstav fremhæver ordets karakter af egennavn…”
154 Hochschild 2002:91
155 Jf. titlen på Jakob Wassermanns biografi Klippebryderen “Bula Matari”: Stanleys Liv og Rejser
156 Hochschild 2002:46

kolonisering af landet. 157 Forfatter og tintinolog Michael Farr beskriver, at ”Boula matari
eller ”den, der knækker sten” var blevet brugt som beundrende udtryk om den hvide
mand, lige siden Henry Stanley Morton [sic] 158 sprængte sig vej gennem klipperne i
Congo-floden.” 159
Udtrykket ”bula matari” optræder ved to lejligheder i NY. Den første er, da Tintin har tilset
og kureret en syg sort mand, og dennes kone efterfølgende udbryder (28-5-1):
GL: Hvid mand er stor heksedoktor! Han kurerer min mand!
NY: Hvide massa ham stor medicinmand! Ham gøre min mand rask! Hvide massa ham
stor bula matari!
Anden gang, udtrykket ”bula matari” bliver brugt, er, da Tintin er rejst fra Congo, og en
ældre sort mand vemodigt siger til nogle yngre sorte mænd (62-1-6):
GL: Nu har I en hel masse, som I engang kan fortælle jeres børnebørn!
NY: Mig aldrig igen få se en bula matari som Tintin!
Når de sorte i NY bruger udtrykket ”bula matari” som et appellativ, der beskriver positive
egenskaber, ligger der i det en anerkendelse af Stanleys gerninger i Congo, og
fremstillingen af en sådan anerkendelse af Stanleys gerninger står i stor kontrast til
congolesernes forhold til Stanley, som det fx beskrives i Adam Hochschilds bog Kong
Leopolds arv. Her citerer Hochschild fra en præst og menneskerettighedsforkæmper, der
skriver om Stanley, at hans ”navn frembringer en skælven når man nævner det for disse
jævne personer; de husker hans brudte løfter, hans vidtløftige eder, hans hidsige
temperament, hans tunge slag, hans strenge og barske foranstaltninger hvorved de blev
berøvet deres land.” 160 Deri skal årsagen til, at udtrykket ikke er brugt i GL, sandsynligvis
findes. Ligesom titulaturen ”massa” er det medvirkende til, at de sorte og hvide fremstår
ulige i NY, og derved krænkes læserens face ved brug af dette udtryk. Da udtrykket ikke er
brugt i GL, er det også her strategi 5, der benyttes.
157 Ibid. 91
158 Navnet er Henry Morton Stanley (ibid. 38).
159 Farr (2006:27)
160 Hochschild 2002: 141f

5.1.4 Fortidens synder
Belgiens kolonisering af Congo er ikke den eneste af fortidens synder, NY vækker
mindelser om. Også slavehandlen, som prægede Congo i 1600-1700-tallet, 161 bliver
tematiseret. Da Tintin har afsløret heksedoktoren i at stræbe ham efter livet, beder
heksedoktoren ham (32-1-1):
GL: Tilgiv mig! … Jeg ville ikke dræbe dig! Bare skræmme… Og så omklamrede slangen
mig… uden dig havde jeg været død nu… jeg vil altid være din lydige tjener!
NY: Nåde, hvide massa! Nåde! Mig komme for at dræbe dig… mig komme for at kværke
dig! Men slange få mig først. Uden dig mig død. Mig nu din slave, hvide massa!
I NY beder heksedoktoren Tintin om at vise nåde – et udtryk, der ifølge DDO betyder, at
man beder om ”velvilje fra en højtstående person el. autoritet”, 162 – mens han i GL beder
Tintin om tilgivelse, hvilket ikke fortæller noget om magtforholdet mellem afsenderen og
modtageren af ytringen bortset fra den momentane asymmetri, som det at bede om
tilgivelse indebærer. 163
I forbindelse med samme optrin siger heksedoktoren i en tidligere replik (31-12-2):
GL: Skyd mig ikke! Vær barmhjertig, hvide mand!
NY: Dig ikke dræbe mig! Nåde, hvide massa! Dig ikke dræbe mig!
Her er forskellen på ordvalget ikke en forskel mellem ”nåde” og ”tilgivelse”, men mellem
”nåde” og ”barmhjertighed”, men forskellen er alligevel den samme. Ifølge DDO betyder
det at være barmhjertig at være ”medlidende, tilgivende og parat til at hjælpe folk i
nød”, 164 og dette adjektiv afslører altså heller ikke – som ”nåde” gør det – noget om
magtforholdet mellem heksedoktoren og Tintin. I GL fremstår heksedoktoren og Tintin
dermed mere lige end i NY, ved at heksedoktoren i stedet for at bede om nåde beder om
hhv. tilgivelse og barmhjertighed.
En anden bemærkelsesværdig forskel på ordvalget i GL og NY i heksedoktorens replik
ovenfor (32-1-1) består i, at heksedoktoren i NY tilbyder Tintin at være hans slave, i GL at
161 Ibid. 22
162 Bind 4, side 323
163 Bind 6, side 90
164 Bind 1, side 292

være hans tjener. Der er stor forskel på betydningen af de to ord, idet ”tjener” ifølge DDO
betyder en ”person der er ansat til at opvarte nogen” eller en ”person der ydmygt
underkaster sig el. (uselvisk) forsøger at være til nytte el. gavn for nogen”, 165 mens en
”slave” betyder en ”person som er en andens retmæssige ejendom, og som er tvunget til at
adlyde og arbejde for vedkommende”. 166 At være tjener er altså et hverv, man frivilligt
påtager sig, ligesom en tjener er en selvejende person. En slave arbejder derimod under
tvang og er ejet af sin herre. Brugen af udtrykket ”slave” i NY får dermed magtforholdet
mellem Tintin og heksedoktoren til at fremstå meget ulige, og i GL undgår man dette, ved
at heksedoktoren blot tilbyder sig som tjener for Tintin. Derudover kan brugen af
udtrykket ”slave” i NY siges at forstærke indtrykket af en ulige magtfordeling i kraft af
Congos fortid som slavenation, 167 hvilket man altså undgår i GL.
I disse to replikker krænker heksedoktoren i høj grad sit eget positive face i NY ved
fuldstændigt at underkaste sig Tintin, og i GL bliver face-krænkelsen mindre i kraft at, at
heksedoktoren moderer sit ordvalg. I kraft af, at krænkelsen af heksedoktorens face bliver
mindre i GL, bliver også truslen mod læserens positive face mindre, idet afsenderen
dermed i højere grad respekterer læserens lighedsværdi. Her er det altså strategi 2, positive
politeness, der er benyttet.
5.1.5 At være eller ikke at være
De sortes underkastelse stopper ikke ved heksedoktorens optræden. Da Tintin er rejst fra
Congo, siger en nedslået sort mand (62-1-2):
GL: Tænk engang… ovre i Europa ligner alle folk Tintin…
NY: Tænk, at alle hvide i Europa er som Tintin…
En anmelder af NY skriver om de to oversættelser af denne replik:
Forskellen på de to versioner er enorm. Der er forskel på at ligne og at være. Man kan
ligne Tintin alene ved at have hvid hudfarve. Men man kan kun være som Tintin, hvis
man er modig, rådsnar og retfærdig, og det har alle europæere, og da slet ikke belgierne,
165 Bind 6, side 118
166 Bind 5, side 423
167 Hochschild 2002:22

som bekendt ikke været i Afrika, for nu at sige det helt utrolig mildt. Den ny oversættelse,
der altså følger Hergé, fastholder billedet af Tintin som en frelserskikkelse helt ud i
sproget. Det andet placerer ham – ved hjælp af et enkelt ord, - blandt mennesker: Tintin
er en guttermand, javel, men ikke et billede på alle hvide. 168
I GL fornøjer den sorte mand sig ved tanken om, at Europa er fyldt med hvide mennesker.
I NY stiller han Tintin op på en piedestal – og med ham alle andre hvide. Som anmelderen
bemærker, står det i kontrast til de historiske fakta. Hvad der er mere relevant for denne
analyse er dog, at Tintin bliver gjort til en frelserskikkelse. – Han bliver en frelserskikkelse,
fordi han har frelst de sorte. Men havde de brug for at blive frelst? I NY fremstår de sorte
og hvide meget ulige i kraft af, at de sorte værdsætter de hvides formynderi, og i GL
fremstår de mere lige, ved at de sorte ikke udtrykker en sådan værdsættelse. I forhold til
læserens face er det her strategi 2, der er benyttet i GL, i og med at afsenderen her i højere
grad viser respekt for læserens lighedsværdi, end han gør i NY.
Nogenledes det samme er på spil i nedenstående replik, hvor en sort kvinde efter Tintins
afrejse siger til sin søn (62-1-5):
GL: Hvis du ikke er artig, bliver du aldrig stor og stærk som Tintin!
NY: Hvis dig ikke artig, dig aldrig blive som Tintin!
I GL er der udpeget bestemte efterlignelsesværdige kvaliteter ved Tintin, mens det i NY er
hele Tintins person, der er efterlignelsesværdig. Igen handler det om forskellen på at være
og at ligne. I NY er idealet at være som Tintin, i GL at ligne ham på bestemte punkter. I NY
fremstår de sorte og de hvide meget ulige i kraft af denne grænseløse beundring – det er
vist det, der kaldes tilbedelse. I GL fremstår de mere lige, ved at beundringen modereres.
Her er det igen strategi 2, der er benyttet i GL, eftersom afsenderen her i højere grad end i
NY viser respekt for læserens lighedsværdi.
5.1.6 Lille sorte Coco
Et andet karakteristika ved de sortes tale er, at de ofte bruger adjektivet ”sort” til at
beskrive sig selv eller andre sorte. Et eksempel på det ser vi, da den blinde passager har
168 Pedersen 2005

stjålet Tintins bil, som Coco skulle passe på, og Coco grådkvalt går til bekendelse over for
Tintin (14-7-1):
GL: Uh-huh! … Hvid mand kom og slog Coco… Coco meget bange… bagefter tog hvid
mand din bil og kørte…
NY: Snøft! Hvid massa kom og slog lille sorte Coco. Coco bange. Hvid massa tog bil…
Her omtaler Coco i NY sig selv, muligvis inspireret af Lille Sorte Sambo, som ”lille sorte
Coco”, selv om informationen om, at Coco er lille og sort, ikke har nogen relevans for det,
Coco fortæller. 169 Det er indbegrebet af forskelsbehandling, 170 at egenskaber, der ikke er
relevante i en konkret situation, bliver fremstillet, som om de er det. Som Frost skriver i
forbindelse med en situation, hvor det københavnske politi har anholdt en svensker og en
neger – og beskrevet dem som sådan: 171
Det kritisable ligger i overhovedet at beskrive manden ved hans udseende, som om det
har relevans i situationen, og særligt tydeligt blev det naturligvis ved at den anden
person samtidig blev karakteriseret ved sin nationalitet, svensker. 172
Det virker derved som negativ diskrimination, når de sorte omtaler sig selv og andre sorte
som sådan, når det ikke er relevant for den pågældende situation, og i GL har man i de
fleste tilfælde undgået denne form for diskrimination ved ikke at bruge en persons
hudfarve til at referere til denne. Således er det strategi 5, der er benyttet i forhold til
læserens face, ved at man undlader at foretage den face-truende handling.
5.2 De hvides sprog
Forlaget Carlsen skrev – nærmest undskyldende – i forbindelse med, at de udgav NY:
Tintin i Congo er ubetinget en af de mest naive af Hergés Tintin-historier. At den er skabt
i 1930 på baggrund af Hergés arbejdsgivers ønske om at fortælle belgiske børn om
169 Andre eksempler ud over nedenstående på, at de sorte omtaler sig selv eller andre sorte som sådan i NY,
findes i 20-1-3, 21-1-2 og 24-3.
170 DDO, bind 2, side 323f
171 Frost 1997:9. Denne situation har jeg også omtalt i note 2.
172 Ibid. 96

kolonialismens lyksaligheder er tydeligt, og man er nødt til at læse den med datidens
nedladende og foragtelige syn på afrikanerne in mente. 173
I NY kommer dette nedladende og foragtelige syn på afrikanere tydeligst til udtryk gennem
den måde, de hvide til- og omtaler de sorte på, og forholdet mellem Tintin og hans ”boy”
eller hjælper, Coco, der følger ham på en del af rejsen, er en god illustration af datidens syn
på de sorte. Tintin og Cocos bekendtskab indledes med, at Tintin siger (11-10-1):
GL: Så er vi enige, Coco? Du ledsager mig på hele rejsen…
NY: Har vi så en aftale, Coco? Du følger med mig på hele rejsen?
I GL skal Coco altså ledsage Tintin, mens han i NY skal følge med ham. At ledsage nogen
betyder ifølge DDO at ”følge med nogen el. noget et sted hen, fx for at vise vej, hjælpe el.
passe på”, 174 mens at følge nogen betyder at ”bevæge sig bag efter nogen el. noget i samme
bevægelsesretning”. 175 Således får vi, billedligt talt, indtryk af, at Tintin og Coco i GL går
side om side, mens Coco i NY holder sig et skridt bag Tintin. 176 Vi får dermed to forskellige
indtryk af Cocos funktion i følgeskabet. I GL har Coco en funktion i forhold til selve rejsen,
som det hedder i DDO fx ”at vise vej, hjælpe el. passe på” – der er altså brug for Coco for at
gennemføre rejsen. Sådan forholder det sig ikke i NY, hvor rejsens vellykkethed ikke er
afhængig af Coco – Tintin kan godt klare sig selv – Coco er snarere en foranstaltning til at
opretholde en vis komfort på rejsen, hvilket lige så vel kunne være en opgavebeskrivelse for
en tjener – eller slave. I GL fremstår ansættelsesforholdet mere som en ligeværdig
udveksling af ydelser på markedsmæssige vilkår, og det øger indtrykket af lighed mellem
Tintin og Coco.
Indtrykket af, at Coco i GL er en nødvendighed, mens han i NY blot er en mulighed, bliver
bestyrket af Tintins ordvalg, da han inden mødet med Coco i hhv. GL og NY bekendtgør, at
han vil have en ”boy” med på rejsen (11-9-1):
GL: Og nu er det på tide at komme videre – vi får brug for en bil og en boy…
173 Forlaget Carlsens hjemmeside
174 Bind 3, side 515
175 DDO, bind 2, side 448
176 Ganske vist kan det ”at følge nogen” også have en betydning, der minder om betydningen af ”at ledsage
nogen”, men det første kan vække associationer, som det andet ikke kan.

NY: Og lad os så se at komme videre på rejsen. Vi skal have fat i en boy og en bil.
I GL får de brug for en boy – en konstatering, der indeholder en argumentation for,
hvorfor de skal have en boy med på rejsen: En boy er (på en eller anden måde) nødvendig
for gennemførelsen af rejsen. Sætter man replikken ind i en argumentationsmodel, ser det
således ud:
Figur 9. Argumentationen i 11-9-1 i GL.
Påstanden er implicit i belægget, således at belægget både fungerer som påstand og belæg,
og hjemmelen kan man slutte sig til derudfra.
I modsætning hertil skal Tintin og Terry i NY blot have fat i en boy, hvilket ikke afslører
anden motivation for at tage en boy med på rejsen end det, at muligheden er til stede. Sagt
på en anden måde er der her en påstand uden hverken belæg eller hjemmel og derfor ikke
nogen argumentation. 177 I beskrivelsen af ansættelsesforholdet mellem Tintin og Coco har
afsenderen af GL benyttet strategi 2. I GL fremstår Coco i højere grad end i NY som en
ligeværdig forretningspartner, og dermed viser afsenderen respekt for læserens
lighedsværdi.
Også på andre måder bliver vi klogere på forholdet mellem Tintin og Coco. Da Tintin,
Terry og Coco senere er stoppet op for at slå lejr for natten, siger Tintin til Coco (15-6):
GL: Terry og jeg går ud efter mad, mens du slår teltet op og tænder bål, Coco.
NY: Coco, du slår teltet op og tænder et bål, mens jeg skaffer aftensmaden.
177 Jørgensen & Onsberg definerer argumentation som ”ræsonnementer hvor der indgår mindst to
informationer hvoraf den ene begrunder den anden.” (2003:9)

Den væsentligste forskel på de to replikker er rækkefølgen af informationerne og
placeringen af konjunktionen ”mens”. I GL oplyser Tintin først om, hvad han har tænkt sig,
at han selv og Terry skal udrette, før han giver Coco instrukser om, hvad han forventes at
bestille imens. I NY er rækkefølgen modsat. Forskellen kan umiddelbart forekomme at
være den samme: I begge tilfælde truer Tintin Cocos negative face ved at give ham en ordre
og dermed i stor udstrækning indskrænke hans handlemuligheder, men der er imidlertid
stor forskel på de to scenarier. I GL fremstår det i kraft af konjunktionen ”mens”, som om
Tintin og Coco allerede har aftalt, at Coco skal slå teltet op og tænde et bål. Sagt på en
anden måde præsupponerer Tintin, at en sådan aftale foreligger. Lingvist Peter Harder
skriver om præsuppositioner:
… ideen med at lancere sine egne præmisser som præsuppositioner er, som vi også
tidligere har set, at lade dem fremstå som noget allerede fastslået, der ikke behøver
diskussion. 178
Når man fremsætter sine egne præmisser som præsuppositioner, giver man ikke
modtageren mulighed for at gøre nogen indvendinger mod præmisserne, og derfor kaldes
dette greb for møveri. Når Tintin i GL præsupponerer, at han og Coco allerede har fordelt
opgaverne mellem sig, kan det opfattes sådan, at Tintin ønsker at fratage Coco muligheden
for at gøre indvendinger imod hans opgavefordeling, hvilket ikke tjener til at få Tintin og
Coco til at fremstå mere lige – tværtimod.
Derfor er det måske snarere – idealet bag GL taget i betragtning – en anden fortolkning,
der skal stå til troende: At formålet med præsuppositionen er at lade det fremstå, som om
der rent faktisk foreligger en aftale mellem Tintin og Coco og dermed øge indtrykket af
lighed mellem Tintin og Coco. Selvom præsuppositioner traditionelt bliver opfattet som en
foranstaltning til fordækte forehavender, kan de også have et hæderligt formål. I en
oversættelse af en tegneserie er oversætteren som beskrevet i afsnittet
FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN bundet op af illustrationerne med dertilhørende
talebobler i vignetterne, hvilke begrænser oversætterens muligheder for at ændre teksten.
Teksten i en given vignet skal passe til den situation, tegningen illustrerer, ligesom den
skal passe til taleboblens størrelse, og den kan derfor ikke gøres væsentligt kortere eller
178 Harder 1980:17

længere. Oversætteren har derfor ikke mange muligheder for at ændre på indholdet. I en
face-truende situation som den, der finder sted i 15-6, er en sådan udnyttelse af
præsuppositionens hæderlige karaktertræk måske den eneste måde, hvorpå man kan
mindske face-truslen – i første omgang mod Coco, i anden omgang mod læseren. På den
måde benyttes præsuppositionen i GL altså til at få Tintin og Coco til at fremstå mere lige.
Derved viser afsenderen, at han respekterer læserens lighedsværdi, og således er det
strategi 2, der her er benyttet.
Ud over at rækkefølgen af informationerne i samspil med forbinderen ”mens” får Tintin og
Coco til at fremstå mere lige ved at gøre truslen mod Cocos negative face mindre, er
rækkefølgen af informationerne også i sig selv med til at mindske truslen mod Cocos
negative face og dermed få Tintin og Coco til at fremstå mere lige. Brown & Levinson
beskriver, hvordan en face-krænkelse kan blive forstærket af årsager til, at afsenderen ikke
selv skal eller kan foretage en handling, han vil have modtageren til at udføre. 179 I
forlængelse heraf er det rimeligt at antage, at en face-krænkelse kan blive formindsket af
samme årsager. Når Tintin i GL først fortæller, hvad han selv vil foretage sig, hvorefter han
udstikker instrukser til Coco, nedtones instruksens karakter af tvang, fordi det, at Tintin
giver Coco instrukser, bliver retfærdiggjort af, at Tintin selv er optaget af andre gøremål.
Dermed er der en åbenlys årsag til, at han ikke selv udfører opgaverne, og det får forholdet
mellem Tintin og Coco til at fremstå mere ligeværdigt. I forhold til læserens face er det igen
strategi 2, der er benyttet i GL, fordi afsenderen dermed i højere grad end i NY viser
respekt for læserens lighedsværdi.
Et andet eksempel på, at en face-trussel nedtones i GL, forekommer da Tintin og Terry
efter at have været ude efter mad kommer tilbage til deres lejr. Tintin er iført en abepels og
må forsikre en opskræmt Coco om, at han ikke er en abe: (18-9-1):
GL: Du skal ikke være bange, Coco, det er mig, Tintin, indenunder. Er maden parat – ?
NY: Tag det roligt, Coco. Det er bare mig. Tilbered nu den her antilope til os.
179 Brown & Levinson 2001:250

I NY gør Tintin brug af to imperativer, ”tag” og ”tilbered”, ”tag” som del af udtrykket ”tag
det roligt”, der ikke vidner om nogen empati for modtageren af ytringen, snarere en
nedladende holdning til samme. I GL er dette udtryk ændret til det mere indfølende ”du
skal ikke være bange”, ligesom sætningen med imperativen ”tilbered” er ændret til en
spørgesætning, ”Er maden parat – ?”. Spørgeformen og ændringen af imperativformerne i
GL nedtoner truslen mod både Cocos negative og positive face. Truslen mod Cocos
negative face mindskes i kraft af, at den lodrette ordre gøres til et spørgsmål, og Coco
dermed ikke får indskrænket sin handlefrihed. Truslen mod Cocos positive face mindskes,
ved at Tintin udviser empati for Coco og dermed demonstrerer, at han værner Cocos
positive face – modsat i NY, hvor Tintin med replikken ”Tag det roligt, Coco” giver udtryk
for, at han ikke er bange for de ting, Coco er bange for, og dermed ikke værner Cocos
positive face. Som vi så det ovenfor, kommer Tintin og Coco dermed til at fremstå mere
ligeværdige i GL, og i forhold til læserens face er det atter strategi 2, der er benyttet, da
afsenderen i højere grad end i NY viser respekt for læserens lighedsværdi.
5.2.2 Variation over temaet hjertelighed
Datidens syn på de sorte bliver ikke kun illustreret af forholdet mellem Tintin og Coco.
Undervejs på sin færd i Congo bliver Tintin gjort til høvding af en sort stamme. I den
anledning bekendtgør en sort mand nogenlunde enslydende i hhv. GL og NY (27-5-1):
GL: Du er en god hvid mand! Du skal være babanesernes store høvding!
NY: Dig god hvid mand! Dig være babaoro’m-folks høvding!
Hvortil Tintin replicerer (27-5-2):
GL: Tusind tak!
NY: Så siger vi det.
Der er stor forskel på, med hvilken hjertelighed Tintin modtager hvervet som høvding for
stammen. I NY accepterer Tintin med et ligegyldigt, næsten nødtvungent ”Så siger vi det.”,
mens han i GL anerkender udnævnelsen med et ”Tusind tak!”, og ved at udnævnelsen i GL
bliver mødt med taksigelse, bliver hvervet som høvding gjort til et ærefuldt hverv. Med
andre ord udgør Tintins replik i NY en trussel mod den sorte mands positive face, idet

Tintin giver udtryk for, at han ikke deler den sorte mands værdier, mens face-truslen i GL
undgås, ved at Tintin netop giver udtryk for, at han deler den sorte mands værdier. Derved
fremstår forholdet mellem Tintin og den sorte mand og hans stamme mere ligeværdigt i
GL end i NY, og også her er det strategi 2, der er benyttet i forhold til læserens face, da
afsenderen dermed viser, at han respekterer læserens lighedsværdi.
5.2.3 Dagens lektion: kolonialisme
Det er ikke kun datidens nedladende og foragteligt syn på afrikanere, der i NY kommer til
udtryk gennem de hvides tale. Også den arrogante holdning til hele det afrikanske
kontinent, der herskede i tidligere tider, bliver demonstreret. Hochschild, forfatteren til
Kong Leopolds arv, beskriver denne holdning således:
Opdagelsesrejsende, journalister såvel som imperiebyggere talte om Afrika som om det
var uden afrikanere: Et vidtstrakt, tomt landområde der ventede på at blive fyldt af byer
og jernbanelinjer fremstillet af den magiske, europæiske industri. 180
Da en hvid missionær tager Tintin med til en missionsstation og viser ham rundt på
lokaliteten, giver missionæren i NY udtryk for denne opfattelse af det afrikanske land (36-
3-1):
GL: Til højre skolestuen… i midten vores kapel… senere planter vi lidt til…
NY: Dér har vi skolestuen, og henne i midten kapellet. Da vi ankom for et år siden, var det
én stor vildmark.
Missionærens replik i NY giver med formuleringen ”Da vi ankom for et år siden, var det én
stor vildmark.” indtryk af, at afrikanerne skal være taknemmelige for, at den ”magiske,
europæiske industri” er kommet dem til undsætning og har fået sat skik på deres land,
hvilket står i skarp kontrast til kolonialismens reelle ulyksaligheder – det skønnes, at
Congos indbyggertal på ca. 20 millioner mennesker blev halveret i de år, landet var under
først Kong Leopold II’s og senere Belgiens styre. 181 Missionærens replik er ændret i GL, så
180 Hochschild 2002:131
181 Ibid. 287

han ikke giver udtryk for denne arrogante holdning til det afrikanske kontinent (og
samtidig ikke vækker mindelser om kolonialismen), og dermed fremstår forholdet mellem
de sorte og de hvide mere ligeværdigt. I forhold til læserens face er der gjort brug af
strategi 5 i GL, da hentydningen til kolonialiseringen her er fjernet, og man derved
undlader at foretage den face-truende handling.
Kort efter at Tintin er ankommet til missionsstationen, bliver det klart, at en lærer på
missionsstationens skole er blevet syg, og Tintin tilbyder at overtage hans undervisning.
Da missionæren herefter præsenterer Tintin for klassen, sker det med ordene (36-7-3):
GL: Her er vores elever, kære ven. Jeg håber, det går fint –
NY: Jeg håber ikke, eleverne skuffer Dem.
I både GL og NY udtrykker missionæren bekymring for, at noget kan gå galt, når Tintin
skal undervise eleverne. En semantisk rolleanalyse af ledsætningerne (understreget) kan
anskueliggøre forskellen på de to replikker:
GL: Her er vores elever, kære ven. Jeg håber, det (CU) går (V) fint (RS) –
NY: Jeg håber ikke, eleverne (AG) skuffer (V) Dem (RE).
I GL er det finitte verbum i ledsætningen ”går”, og i denne sætning optræder desuden
rollen cause unintentional (CU), som udgøres af det demonstrative pronomen ”det”, og
rollen goal result (RS), som udgøres af adjektivet ”fint”.
I NY er det finitte verbum det – i forhold til ”går” i GL – noget mere betydningsladede
”skuffer”. Her optræder desuden rollen cause agent (AG) i skikkelse af substantivet
”eleverne” samt rollen patient receiver (RE) i form af det personlige pronomen ”Dem”.
Forskellen på rollerne i de to replikker består bl.a. i, at der i NY optræder en cause agent
(AG), mens der i GL optræder en cause unintentional (CU), som udgøres af det
demonstrative pronomen ”det” uden nogen klar reference, blot undervisningssituationen
som et hele. Det betyder, at der i NY er en helt klar angivelse af, hvad der muligvis kan give
anledning til problemer – eleverne. I GL er det uklart, hvad der skulle kunne skabe
problemer; i beskrivelsen af rollen rollen ”cause unintentional” ligger der, at det ikke er et
levende væsen, men noget komplekst og uhåndgribeligt, der forårsager handlingen, jf.
afsnittet FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN. I forlængelse heraf optræder der i NY en

patient receiver (RE), mens der i GL optræder en goal result (RS). Hvor handlingen i NY er
rettet mod et levende væsen, Tintin, optræder der i GL blot et resultat af en handling, som
altså hverken udgår fra eller er rettet mod et konkret levende væsen. Derved bliver det i NY
gjort helt klart, hvad missionæren mener, der kan gå galt: Eleverne kan skuffe Tintin. I GL
er det derimod meget uklart, og det gør forholdet mellem eleverne og deres lærer, Tintin,
mindre ligeværdigt, når man ikke går ud fra, at de vil give anledning til skuffelse.
Det er ikke kun de divergerende roller, der i denne replik får forholdet mellem eleverne og
Tintin til at fremstå mere ligeværdigt i GL, end det gør i NY; også syntaksen spiller ind. I
NY består missionærens replik af en helsætning med en indlejret ledsætning. I GL er
replikken derimod splittet op i to helsætninger (med en indlejret ledsætning i den ene)
uden nogen eksplicit markering af sammenhæng mellem de to helsætninger. I begge
replikker omtaler missionæren eleverne og udtrykker et ønske om, at undervisningen må
forløbe godt. I NY er det helt klart, at det er eleverne, der kan give anledning til problemer.
I GL giver man ikke 182 indtryk af, at man forventer, at eleverne skal give årsag til
problemer, fordi man ikke markerer nogen sammenhæng mellem informationen ”Her er
vores elever, kære ven” og fremsættelsen af ønsket ”Jeg håber, det går fint –”. I forhold til
læserens face er det dermed igen strategi 2, der er benyttet i GL, idet afsenderen her viser
større respekt for læserens lighedsværdi end i NY.
182 I hvert fald ikke eksplicit.

6. ALLE MENNESKER OG DYR ER LIGE
- analysens anden del
Ud over at sprogbrugen i GL får sorte og hvide til at fremstå mere lige end i NY, får den
også mennesker og dyr til at fremstå mere lige. I NY behandles vilde dyr meget nonchalant,
og storvildtjagter er en yndet form for tidsfordriv. En anmelder af NY skriver:
Tintin i Congo er født politisk ukorrekt, fyldt med vidunderligt groteske jagtscener, hvor
Tintin afliver den ene truede dyreart efter den anden på opfindsomme måder.
Greenpeace ville have hadet det, hvis ikke netop det til fulde illustrerede, hvor let man
tidligere tog på naturen. 183
Storvildtjagter er politisk ukorrekte, da de vidner om stor ulighed mellem mennesker og
dyr; dyr lider en meningsløs død, fordi mennesker slår dem ihjel for underholdningens
og/eller trofæernes skyld. Beskrivelsen af storvildtjagter i NY udgør en trussel mod
læserens face, da afsenderen ved at beskrive dem viser, at han ikke deler læserens
lighedsideal. På den baggrund har man i GL gjort forholdet mellem mennesker og dyr
mere ligeværdigt og imødekommet læserens face ved at gøre dyrenes død mere
meningsfulde.
6.1 Uden mad og drikke
Et godt eksempel på, at de vilde dyrs død bliver gjort meningsfulde i GL, har vi, da Tintin
under en jagt ved et uheld er kommet til at skyde 15 antiloper i stedet for en enkelt og
derefter konstaterer (16-9-1):
GL: Den kommer til at stå på røget dyrekølle i landsbyen året ud!
NY: Vi kommer da i hvert fald ikke til at mangle frisk kød!
183 Arzrouni 2005

[ILLUSTRATION FJERNET]
Vignet 16-8 i GL.
En argumentationsanalyse kan kaste lys over forskellen på de to udgaver af Tintins replik.
Man kan betragte Tintins replikker som to forskellige påstande, der indgår i to forskellige
argumentationsmodeller, hvor illustrationen i 16-8 er belægget, og der er to forskellige
hjemmeler. I GL kan argumentet opstilles på denne måde:
Figur 10. Argumentationen i 16-9-1 i GL.
I NY kan argumentet tilsvarende opstilles på følgende måde:
Figur 11. Argumentationen i 16-9-1 i NY.

Man finder frem til hjemmelen i en argumentation ved at spørge, hvordan man kommer
fra belægget til påstanden. 184 I GL er påstanden, at ”Den kommer til at stå på røget
dyrekølle i landsbyen året ud!”, og den afslører en bagvedliggende hjemmel, hvor essensen
er, at når man har skudt dyrene, så spiser man dem – dyrene skal ikke dø forgæves. I NY er
påstanden, at ”Vi kommer da i hvert fald ikke til at mangle frisk kød!”, og den efterlader
indtrykket af en hjemmel, hvor ræsonnementet er, at der er mindst lige så meget kød, som
der er brug for, og det er underforstået, at det måske ikke bliver spist alt sammen.
I hhv. GL og NY fremsættes der altså ud fra samme belæg to forskellige påstande, som
fører til, at læseren konstruerer to forskellige hjemmeler – og to forskellige opfattelser af
afsenderen. I kraft af hjemmelen i GL er dyrenes død ikke forgæves, hvilket giver læseren
indtrykket af, at afsenderen deler læserens lighedsværdi. Således er det strategi 2, der her
er benyttet.
6.2 Den enes død
Senere bliver Terry kidnappet af en abe, og da Tintin får en idé til, hvordan han kan redde
Terry, siger han (17-4-2):
GL: Jeg har en idé … men den kræver en abe!
NY: Jeg har en idé. Jeg må lige finde en anden abe …
Tintins idé går ud på at slå en anden abe ihjel og iklæde sig dens skind, således at han
ubemærket kan snige sig ind på den abe, der har kidnappet Terry. De to ovenstående
replikker består begge af to helsætninger. I NY er de adskilt af et punktum, mens de i GL er
koblet sammen af konjunktionen ”men”. Der er dermed tale om en adversativ kobling, som
markerer, at replikken indeholder en modsætning. 185 På den måde bliver vi i GL gjort
opmærksomme på en modsætning mellem det forhold, at Tintin har fået en idé, hvilket
normalt er en positiv tildragelse, og det forhold, at udførelsen af planen kræver en abe som
offer. Denne modsætning bliver understreget af de tre tøveprikker, som antyder, at Tintin
har kvaler ved at fremsætte betingelsen for planens udførelse. Ligeledes understreges det
via brugen af ordet ”kræver”, at aben er nødvendig for udførelsen af planen, og at dens død
184 Jørgensen & Onsberg 2003:15
185 Bülow-Møller 1989:144f

tjener et højere formål. 186 I modsætning til det står formuleringen ”Jeg må lige finde en
anden abe …”, som ikke giver indtryk af, at Tintin har nogen særlige betænkeligheder ved
at udføre sin plan. I kraft af konjunktionen og ordvalget i øvrigt gøres forholdet mellem
mennesker og dyr mere ligeværdigt i GL, end det er i NY, og derved viser afsenderen
respekt for læserens lighedsværdi. Her er det altså igen strategi 2, der er benyttet.
Da Tintin kort efter finder og skyder en abe, siger han (17-5):
GL: Det er Terrys liv eller dit!
NY: Dér er en! Godnat med dig!
[ILLUSTRATION FJERNET]
Vignet 17-5 i GL.
Her kan en argumentationsanalyse igen anskueliggøre forskellen på de to replikker.
Replikken i GL kan indsættes som belæg i en argumentationsmodel, hvor illustrationen i
17-5, der viser, at Tintin lægger an til at skyde en abe, kan betragtes som en påstand, der
lyder: ”Jeg vil skyde den abe.” Derudfra kan hjemmelen konstrueres:
Figur 12. Argumentationen i 17-5 i GL.
Her falder det lige for at konstruere en hjemmel på baggrund af påstanden og belægget:
Terry skal overleve – derfor må åben dø. I NY forholder det sig ganske anderledes, idet
Tintins replik her ikke fungerer som et belæg, sådan som det er defineret af Jørgensen &
186 Jf. DDO bind 3, side 404: ”forudsætte; være betinget af”

Onsberg: ”… den information eller det grundlag, som afsender fremsætter som direkte
støtte for P.” 187 Og det er netop pointen. I GL motiverer afsenderen nedskydningen af aben,
hvad han ikke gør i NY. Via argumentationen i GL bliver det gjort klart, at aben ikke dør
forgæves, hvilket får forholdet mellem mennesker og dyr til at fremstå mere ligeværdigt
end i NY. I forhold til læserens face er det på den måde strategi 2, der er benyttet; via
denne argumentation viser afsenderen, at han respekterer læserens lighedsværdi.
Da Tintin efter at have nedlagt bemeldte abe gør sig klar til at iklæde sig dens pels, siger
han (17-6):
GL: Det gør mig ondt … og nu et hurtigt ham-skifte …
NY: Fint! Og så skal jeg bare lige have den flået.
En semantisk rolleanalyse kan anskueliggøre forskellen på de to replikker. Jeg har
understreget de sætninger, jeg analyserer:
NY: Fint! Og så (MO) skal (V) jeg (AG) bare lige have (HJ) den (OK) flået (HJ).
GL: Det (CU) gør (V) mig (RE) ondt (RS) … og nu et hurtigt ham-skifte. 188
I GL er al handling, de finitte verber, taget ud af den del af sætningen, der omhandler
abens pels. Til gengæld er sætningen ”Det gør mig ondt …” indføjet. Her dækker
pronomenet ”det” formodentlig over det faktum, at aben er død, hvilket er en skæbne,
Tintin har påført den. Alligevel spiller ”det” rollen cause unintentional, og dermed fremstår
det, som om det er noget komplekst og uhåndgribeligt, der har forårsaget abens død – og
den nok så håndgribelige Tintin kan vaske sine hænder. Ikke nok med det påvirkes Tintin
som patient receiver af denne cause unintentional således, at han nødes til at udtrykke sin
sympati (goal result) med aben. I NY har Tintin i modsætning hertil rollen som cause agent
og er årsagen til abens lidelser. På den fremstår forholdet mellem mennesker og dyr mere
ligeværdigt i GL end i NY, ved at det ikke er et menneske, Tintin, der er skyld i abens død,
men noget komplekst og uhåndgribeligt – naturen går sin gang. Og ved at Tintin udtrykker
187 Jørgensen & Onsberg 2003:14f
188 Der kan ikke foretage rolleanalyse af sidste del af replikken, da den ikke indeholder noget verbum, jf.
FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN.

sin sympati med aben, viser han respekt for dennes positive face, hvilket også øger
indtrykket af et ligeværdigt forhold de to imellem. I forhold til læserens face er der dermed
gjort brug af strategi 2, idet afsenderen på denne måde viser respekt for læserens
lighedsværdi.
Derudover er der et bemærkelsesværdigt ordvalg i de to replikker. I NY bruges verbet ”flå”
til at beskrive det, at Tintin vil iklæde sig abens pels, mens der i GL er valgt verbet ”ham-
skifte”. Det er dels interessant, at der i NY er valgt et verbum, at flå, som betegner noget
mennesker gør ved dyr, mens der i GL er valgt et verbum, der betegner noget, som dyr ”gør
ved sig selv”, at skifte ham. Dels er det interessant, at de to verber betegner to forskellige
dele af den handling, at Tintin fjerner pelsen fra aben og selv tager den på. Verbet i NY
beskriver øjeblikket, hvor Tintin flår pelsen af aben, mens verbet i GL beskriver den mere
fredelige handling, at Tintin iklæder sig pelsen. Begge dele medvirker til hhv. at optone og
nedtone handlingens karakter af overgreb, og det er også medvirkende til, at forholdet
mellem mennesker og dyr fremstår mere ligeværdigt i GL end i NY. Igen er det strategi 2,
der gøres brug af i forhold til læserens face, ved at afsenderen viser respekt for dennes
lighedsværdi.
6.3 En elefant får fred
Senere bliver Tintin inviteret på elefantjagt af en hvid missionær. Det sker med ordene
(38-6):
GL: I morgen skal vi på jagt efter en elefant, som er blevet forrykt –
NY: Kunne De ikke tænke Dem at komme på elefantjagt i morgen? Det er altid spændende.
Også i dette tilfælde kan en argumentationsanalyse tydeliggøre forskellen på de to udgaver
af replikken i hhv. GL og NY. Både påstand, belæg og hjemmel er forskellig i de to udgaver.
I GL kan argumentationen opstilles således:

Figur 13. Argumentationen i 38-6 i GL.
I NY er den tilsvarende argumentation:
Figur 14. Argumentationen i 38-6 i NY.
Der bliver i de to udgaver præsenteret vidt forskellige årsager til, at elefantjagten skal finde
sted. Det fremgår af belæg og hjemmel i hhv. GL og NY. I GL finder den sted, fordi en
elefant er blevet forrykt (og vel for at forhindre, at den gør skade på sig selv eller andre), i
NY derimod finder elefantjagten sted, fordi det altid er spændende at tage på elefantjagt. I
NY har storvildtjagten altså et formål i sig selv, og der skeles ikke til elefantens eller andres
ve og vel. En anden forskel på de to argumenter er, at det af påstanden i GL fremgår, at det
allerede er lagt fast, at elefantjagten skal finde sted, ”I morgen skal vi på jagt…”.
Formuleringen ”Kunne De ikke tænke Dem at komme på elefantjagt i morgen?” i NY
afslører derimod ikke, om elefantjagten alligevel skulle have fundet sted og lader derfor
læseren i tvivl om, hvorvidt elefantjagten bliver arrangeret alene for at fornøje Tintin.
Arrangeres storvildtjagter i tide og utide ved den mindste anledning, får det menneskerne i
NY til at virke meget uinteresserede i dyrenes tarv, og det får forholdet mennesker og dyr i

NY til at fremstå meget ulige. Ved at der ikke er den tvivl i GL, og ved at elefantjagten her
har sin årsag i, at elefanten er blevet forrykt, demonstrerer afsenderen, at han respekterer
læserens lighedsværdi, og dermed er der gjort brug af strategi 2 i forhold til læserens face.
Da elefanten senere har måttet lade livet, udbryder Tintin ved synet af dens livløse krop
(42-1):
GL: Elefanten! Endelig fik den fred.
NY: Min elefant … stendød!
Med brugen af adverbiet ”endelig” i GL gives der indtryk af, at elefantens død har været
ønsket eller ventet, af elefanten selv eller andre, 189 hvilket passer fint sammen med
missionærens replik i 38-6 i GL, hvor det bliver gjort klart, at elefanten skal dø, fordi den
er blevet forrykt, jf. ovenfor. Brugen af udtrykket ”at få fred” forstærker indtrykket af, at
elefanten selv har ønsket at få fred, eller at det i hvert fald er det bedste for den. Det, der
sker, når udtrykket ”at få fred” benyttes i GL, er, at elefantens død reframes i forhold til i
NY. Framing betyder ”at indramme”, og når man framer eller reframer, placerer man
kommunikationen inden for en bestemt begrebsramme, som rummer bestemte værdier. På
den måde kan man styre modtagerens associationer og den opfattelse, modtageren får af
det, der kommunikeres om. 190 I dette tilfælde styrer afsenderen læserens opfattelse af
elefantens død i en positiv retning ved at bruge vendingen ”at få fred”, der traditionelt
bruges, når nogen dør efter et langt sygeleje, 191 og døden således er et velkomment
alternativ til lidelserne. Desuden undgår afsenderen ved at bruge dette udtryk de negative
konnotationer, som adjektivet ”(sten)død”, der er brugt i NY, har. I forhold til læserens
face er der her gjort brug af strategi 2 i GL, da afsenderen ved at reframe elefantens død, så
elefanten ikke dør unødigt, gør forholdet mellem mennesker og dyr mere ligeværdigt og
dermed viser, at han respekterer læserens lighedsværdi. Således kommer det via
vignetterne 38-6 og 42-1 i GL til at fremstå, som om at en bestemt elefant dør, fordi den er
blevet forrykt, og at det er det bedste for den, mens det i NY fremstår, som om en tilfældig
elefant må lade livet for at underholde hvide mennesker.
189 I DDO hedder det om betydningen af adverbiet ”endelig”, at det ”bruges til at udtrykke at en begivenhed
indtræffer efter at have været ventet el. ønsket i lang tid.” Bind 2, side 61
190 Kock 2006:51f
191 Hjemmesiden Ordbogen over Faste Vendinger

6.4 Når ord ikke er nok
I ét tilfælde har ord ikke været nok: side 56. Her sprænger Tintin i NY et næsehorn i luften,
men i GL er siden tegnet om, så omtalte næsehorn i stedet griber flugten, jf. bilag 7 og 8.
Hergé foretog denne omtegning på opfordring af Forlaget Carlsen i forbindelse med
udgivelsen af GL, som beskrevet i bilag 9. Strategien, der her er benyttet i forhold til
læserens face, er således strategi 5: at undlade at foretage den face-truende handling.
Sprængningen af næsehornet, som den fremgår af illustrationerne, er i sig selv en meget
face-truende handling, og de ledsagende replikker lader intet tilbage at håbe for den, der
ønsker at tale Tintins sag for Dyrenes Beskyttelse. Allerede inden Tintin i NY sprænger
næsehornet i luften, konstaterer han med forventningens glæde (NY56-3):
NY: Det horn bliver et flot jagttrofæ!
Tintin taler i futurum og giver dermed udtryk for, at han ikke er i tvivl om, at hornet snart
skal blive hans. Da Tintin lidt senere sprænger næsehornet i luften, konstaterer han
nøgternt ”Der røg den!” (NY56-12-3), og da han opdager, at alt undtagen hans jagttrofæ er
sprængt væk, med samme mål af ophidselse: ”Hold da ferie! Der kom vi vist lidt for meget
knald på!” (NY56-13)
[ILLUSTRATION FJERNET]
Vignet NY56-13.
Det er altså ikke alene gjort med, at Tintin sprænger et næsehorn i luften, han formår også
at gøre det på en måde, så alt, der bliver tilbage, er det, han skal bruge: næsehornets horn
– hans jagttrofæ. – Dette er i øvrigt et glimrende billede på Kong Leopold II’s kolonisering
af Congo, som foregik ved at sprænge sig vej igennem Congos bjerge og derefter udbytte
Congos folk og natur.

7. ALLE DYR ER LIGE
- analysens tredje del
Ud over at sprogbrugen i GL får sorte og hvide samt mennesker og dyr til at fremstå mere
lige, får den også alle dyr til at fremstå mere lige. I NY er nogle dyr – Tintins hund, Terry –
mere lige end andre, men i GL gøres forholdet mellem alle dyr mere ligeværdigt ved at
Terry bliver nedgraderet fra (hvid) mand til hund.
At Terry i NY til- og omtales som et (hvidt) menneske, i GL som en hund, ser vi et
eksempel på, da Terry efter at være faldet over bord under sejlturen til Afrika bliver tilset af
en hvid doktor, der besvarer Tintins ængstelige spørgsmål med (8-8-1):
GL: Nej, heldigvis… den lever!
NY: Han er heldigvis i live!
I GL omtaler doktoren Terry med pronomenet ”den”, der normalt bruges om ting eller dyr,
mens han i GL gør det med pronomenet ”han”, der normalt bruges om personer af
hankøn. 192
I NY bliver Terry også behandlet som et menneske, ved at Tintin gør brug af det
inkluderende, personlige flertalspronomen ”vi” og dermed inddrager ham i de hændelser,
de tildrager sig, mens Tintin i GL udelukker Terry ved kun at benytte entalsformen ”jeg”.
Det sker fx, da Tintin bliver beskyldt for at have stjålet en hellig fetich, hvorefter han og
Terry bliver bundet og ført bort. Tintin siger (25-3):
GL: Nu hænger jeg på den!
192 I Hergés 1946-udgave er der brugt den tilsvarende franske form, ”il”. At Sonnergaard har valgt at bruge
pronomenet ”den” i sin oversættelse, kan også hænge sammen med, at det mest almindelige i 1975 måske var
at omtale sine kæledyr som sådan, hvor det i dag måske er mere almindeligt at omtale dem som ”han” og
”hun”, idet man i højere grad opfatter dem som en del af familien. Da der er flere andre indicier, der peger i
samme retning, opfatter jeg dog dette som et udtryk for, at man forsøger at gøre alle dyr mere lige. Øvrige
tekstpar, hvor Terry i NY omtales som menneske, i GL som hund er 3-8-1, 7-1-2, 7-2-1, 8-7-1, 8-9, 13-8, 60-
12, 61-1, 61-2 og 61-4.

NY: Vi sidder kønt i det nu, må jeg sige!
I GL lader Tintin til at være havnet i suppedasen alene. Selvom Terry er fysisk til stede, er
han tilsyneladende blot tilskuer til begivenhederne, og han synes ikke i stand til at påvirke
slagets gang. Skal de reddes ud af situationen, er det alene op til Tintin. I NY fremstår det,
som om Tintin og Terry følger hinanden i tykt og tyndt. De bliver bragt i de uheldige
situationer sammen, og de finder udvejene sammen.
At Terry i NY betragtes som menneske og dermed er hævet over de andre dyr, bliver også
klart, da en sort mand titulerer ham ”massa”, som Tintin også tituleres med, jf. ovenfor.
Det sker, da en sort matros kaster en redningskrans ud til Terry, efter han er faldet over
bord (6-11):
GL: Kom så, lille hund! ...
NY: Her, massa hund! Tag den!
Og det er ikke kun den måde, Terry bliver til- og omtalt på, der gør, at han i NY fremstår
mere ligeværdig med de andre dyr, end han gør i GL. Også forskellen på Terrys
selvopfattelse viser, at der er forskel på hans status i hhv. GL og NY. Et indtryk af, hvordan
Terry opfatter sig selv, får vi, da Terry er om bord på et skib, som han tror der er ved at
synke. Terry forsøger at få bakset et redningsbælte ned fra væggen og ud på dækket, men
han må opgive ævred. Det sker med ordene (2-6-1):
GL: Nå, jeg ved alligevel ikke, hvordan det [redningsbæltet] bruges.
NY: Nå, pyt! Den [redningskransen] var alligevel for tung at slæbe.
[ILLUSTRATION FJERNET]
Vignetterne 2-4, 2-5 og 2-6 i GL (øverst) og NY.

Ved hjælp af en argumentationsanalyse kan forskellen på de to replikker anskueliggøres.
Illustrationerne i vignetterne 2-4, 2-5 og 2-6, der viser, at Terry forsøger at få
redningsbæltet ned fra væggen, at han får det i hovedet og derefter løber væk med
uforrettet sag, kan betragtes som en påstand, der lyder: ”Jeg må opgive at flytte
redningsbæltet.” Påstanden kan indsættes i to forskellige argumentationsmodeller med
hver deres belæg for, hvorfor Terry må give op, og følgelig også to forskellige hjemmeler. I
GL ser argumentationen således ud:
Figur 15. Argumentationen i 2-4, 2-5 og 2-6 i GL.
Mens argumentationen i NY ser således ud:
Figur 16. Argumentationen i 2-4, 2-5 og 2-6 i NY.
I GL opgiver Terry at få redningsbæltet med sig, fordi han ikke ved, hvordan det bruges.
Årsagen må formodes at være, at Terry er en hund, da de fleste mennesker er bekendt med
fænomenet redningsbælte og dets brug. I NY er årsagen derimod, at Terry ikke kan bære
redningsbæltet. Hans fysik står ikke mål med hans vid, men det er en skæbne, der lige så
vel kunne tilfalde et menneske, og det har altså ikke nogen forbindelse til, at han er en
hund.

I GL fremstår alle dyr – de vilde, afrikanske dyr og Terry – altså mere lige som et resultat
af nedgraderingen af Terry fra (hvid) mand til hund, og således er det strategi 2, der er
benyttet i forhold til læserens face.
Terrys nedgradering bevirker ikke kun, at alle dyr kommer til at fremstå mere lige. Når
Terry i NY bliver fremstillet som en voksen (hvid) mand, mens de sorte bliver fremstillet
som små børn, bliver Terry vurderet højere end de sorte mennesker, og det får afstanden
og uligheden mellem de sorte og de hvide til at fremstå endnu større, end den ellers ville
have gjort. I kraft af at Terry i GL bliver fremstillet som en hund og på den måde bliver
vurderet lavere end de sorte mennesker, bliver afstanden mellem de sorte og de hvide
kortere i GL, end den er i NY.
Alle mennesker er lige. Alle mennesker og dyr er lige. Alle dyr er lige.

8. SAMMENFATNING AF ANALYSEN
I min analyse har jeg vist, at lighedsidealet i GL honoreres på en lang række måder, og jeg
har dermed bekræftet teserne ”lighed kan manifestere sig i sproget” og ”den politiske
korrekthed kan komme til udtryk på andre niveauer af sproget end blot ordniveauet”.
Jeg benyttede face-teorien som en overordnet ramme for min analyse, og således har jeg
beskrevet, hvordan afsenderen af GL ved brug af forskellige strategier undgår at true
læserens positive face eller mindsker truslen mod dette i GL. Af min analyse er det blevet
klart, at afsenderen har benyttet strategi 2, positive politeness, hyppigst, og strategi 5, at
undgå at foretage den face-truende handling, er også benyttet. Den sidste mulige strategi,
strategi 4, at foretage den face-truende handling indirekte, er ikke benyttet. 193
Strategi 2 udfolder sig på en lang række måder: via tildelingen af semantiske roller, brugen
af kohæsionsmekanismer, argumentationen, syntaksen, brugen af præsuppositioner og
framing samt brugen af nedtoningsmekanismer, fx ændringen af verber i imperativ til en
anden form.
At strategi 2 er den hyppigst forekommende, er ikke overraskende, da afsenderen ved brug
af denne strategi til en vis grad kan tilgodese alle faktorerne a, b og c, ”ønsket om at
oversætte teksten så tæt på forlægget som muligt”, ”pladsmæssige begrænsninger, der
udgøres af taleboblerne, samt indholdsmæssige begrænsninger, der udgøres af
illustrationerne i vignetterne” og ”ønsket om at opretholde modtagerens face”, jf. afsnittet
FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN.
Strategi 5 er benyttet, hvor den politiske korrekthed kommer til udtryk, ved at bestemte
ord er fravalgt, ligesom den er benyttet, hvor den politiske korrekthed kommer til udtryk,
ved at de sorte taler et dansk i overensstemmelse med RSN i modsætning til deres
”grammatisk ukorrekte børnehavesprog” i NY. For begge deles vedkommende er der tale
om manifestationer af den politiske korrekthed, som vi på forhånd kendte til;
193 Jeg beskrev i FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN, at strategi 1 og 3 ikke kan forekomme i GL.

manifestationen via ordvalget har Frost beskrevet, jf. min INDLEDNING, og anmelderne af
NY har beskrevet de sortes sprog som politisk ukorrekt, jf. note 123.
Ved nærmere eftertanke er det ikke overraskende, at strategi 5 kun afslører velkendte
sproglige manifestationsformer af den politiske korrekthed. Strategi 5 indebærer, at man
undlader at foretage den face-truende handling, hvilket i min analyse – bortset fra i
tilfældet de sortes normafgivende sprog – betyder, at den politiske korrekthed
manifesterer sig i sproget, ved at man ikke siger bestemte ting. Når det politisk korrekte
sprog er et spørgsmål om ikke at sige bestemte ting, har den omgivende sprogbrug ingen
indvirkning på, hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget, idet det kun
sker på ordniveauet. De nye erkendelser i forhold, hvordan den politiske korrekthed kan
manifestere sig i sproget, gør vi, hvor strategi 2 er benyttet. De steder, hvor strategi 2 er
benyttet, bliver sprogbrugen politisk korrekt i samspil med den omgivende sprogbrug.
Dermed kommer empirien til sin ret, og den politiske korrekthed viser sig på flere andre
sproglige niveauer end blot ordniveauet, hvilket bevirker, at det politisk korrekte sprog
ikke kun bliver et spørgsmål om ikke at sige bestemte ting, men også et spørgsmål om,
hvordan man siger bestemte ting. Dette er en erkendelse, der kan have betydning for den
negative opfattelse af politisk korrekthed, hvilket jeg beskriver i afsnittet FRA POLITISK
KORREKT SPROG TIL ORDSKIK. I dette afsnit efterprøver jeg ligeledes min sidste tese,
”lighed kan skabes gennem sproget”. En bekræftelse af denne tese er en forudsætning for,
at det politisk korrekte sprog kan virke efter hensigten og skabe lighed.

9. FRA POLITISK KORREKT SPROG TIL ORDSKIK
Kan det politisk korrekte sprog virke efter hensigten – kan man gennem sproget skabe
lighed?
Dette spørgsmål stillede jeg i min problemformulering. Efter jeg i min analyse har
undersøgt, hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget, vil jeg her med
udgangspunkt i analysen og med inddragelse af bl.a. Frost diskutere dette spørgsmål.
Herefter foretager jeg en normativ vurdering af, hvilken af de to oversættelser af Tintin i
Congo der er mest hensigtsmæssig set ud fra et lighedsideal, ligesom jeg giver mit bud på
en ny definition af politisk korrekt sprog. Herefter diskuterer jeg det andet kritikpunkt, at
det politisk korrekte sprog indskrænker ytringsfriheden, hvorefter jeg diskuterer årsagerne
til den negative opfattelse af politisk korrekt sprog og giver mit bud på, hvordan denne
opfattelse kan ændres. Til sidst inddrager jeg min tidligere opgave i fremsættelsen af nogle
kritiske bemærkninger om min fremgangsmåde.
Før jeg kan diskutere, om man kan skabe lighed gennem sproget, må jeg imidlertid først
gøre det helt klart, i hvilken betydning jeg anvender begrebet lighed.
9.1 Lige anerkendelse eller lige megen anerkendelse
I skuespillet Købmanden i Venedig taler Shylock i sin vel nok mest kendte monolog om
lighederne mellem jøder og kristne:
Jeg er jøde! Har en jøde ikke øjne? Har en jøde ikke hænder, arme, ben, organer,
skikkelse, sanser, lidenskaber? Næres han ikke af samme føde, såres han ikke af samme
våben, er han ikke udsat for de samme sygdomme, helbredes han ikke ved de samme
lægemidler, varmes og køles han ikke af samme sommer og vinter som en kristen? Hvis I
stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I kilder os, ler vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da
ikke? 194
194 Shakespeare 1978:298f

Shylock fremhæver her forskellige identiske egenskaber ved jøder og kristne og plæderer
på den måde for lige anerkendelse af de samme egenskaber hos jøder og kristne – ligesom
sorte har kæmpet for lige anerkendelse af sorte og hvide, og kvinder har kæmpet for lige
anerkendelse af kvinder og mænd. Kravet om lige anerkendelse har således været historisk
afgørende for bl.a. de sortes borgerretskamp og kvindefrigørelseskampen, 195 men i vore
dage bliver det opfattet som et utilstrækkeligt, utidssvarende krav, når man taler om
lighed. Dette vender jeg tilbage til.
Begrebet lighed bliver af Niels Holtug og Sune Lægaard fra Center for Studier af Lighed og
Multikulturalisme 196 beskrevet som mulighedslighed, dvs. lighed i forhold til muligheder
og rettigheder. I artiklen Lighed i det multikulturelle samfund beskriver Holtug &
Lægaard, hvorledes man siden oplysningstiden har opfattet lighed som et spørgsmål om, at
alle burde have de samme rettigheder og muligheder, hvilket var ensbetydende med, at alle
skulle have præcis de samme rettigheder og muligheder. 197 I nyere tid er forskellige
grupper af minoriteter begyndt at plædere for, at mulighedslighed i stedet bør handle om,
at alle har lige attraktive sæt af muligheder. 198 På den måde tager man udgangspunkt i
minoriteten i stedet for i majoriteten og i forskellene mellem forskellige grupper i stedet
for lighederne mellem dem. 199
Næste spørgsmål er, hvad det er, man bør have lige gode muligheder for at opnå ifølge
idealet om mulighedslighed. 200 Holtug & Lægaard sondrer mellem det, de kalder
fordelingspolitik, og det, de kalder anerkendelsespolitik. Fordelingspolitik omhandler
civile, politiske og sociale rettigheder som ytrings- og religionsfrihed, stemmeret og
fordelingen af og adgangen til økonomiske goder, mens anerkendelsespolitikken angår
immaterielle goder som status, anseelse, (selv)respekt og ligeværd. De
anerkendelsespolitiske rettigheder kan, i modsætning til de fordelingspolitiske, tildeles og
forhandles gennem sproget og er således anvendelige til min undersøgelse af, om man kan
skabe lighed gennem sproget. Når jeg anvender begrebet lighed i mit speciale, er det derfor
i denne betydning.
Man kan tale om lige anerkendelse i betydningen lige anerkendelse af de samme
egenskaber hos forskellige grupper, som Shylock plæderer for i sin monolog ovenfor. Som
195 Holtug & Lægaard 2008
196 Der hører under Københavns Universitet.
197 Holtug & Lægaard 2008
198 Ibid.
199 Ibid.
200 Ibid.

nævnt bliver denne form for anerkendelse dog anset for at være utilstrækkelig og
utidssvarende. Det skyldes, at den kun kan begrunde, at alle skal have præcis de samme
rettigheder, ikke lige attraktive sæt af rettigheder, og det er derfor mere tidssvarende at
betragte lige anerkendelse som et spørgsmål om lige megen anerkendelse, hvilket netop
kan begrunde, at alle skal have lige attraktive sæt af muligheder. Lige megen anerkendelse
kan inddeles i forskellige grader: 201
1. Faktuel anerkendelse af, at en minoritet, fx en religion eller en race, er til stede eller
af fortrængte forhold i et samfunds historie.
2. Anerkendelse af, at bestemte forskelle er legitime, fx at det er legitimt at bære
muslimsk tørklæde.
3. Positiv anerkendelse af forskelle. Anerkendelse af, et en forskel er værdifuld.
Figur 17. Oversigt over forskellige opfattelser af (muligheds)lighed. (Efter Holtug & Lægaard 2008).
Den ældre opfattelse af lighed og anerkendelse angår lige anerkendelse af de samme egenskaber –
den nyere opfattelse angår lige megen anerkendelse.
I mit speciale beskæftiger jeg mig med lige anerkendelse af de samme egenskaber og lige
megen anerkendelse i forskellige grader. Ved det, at man kan skabe lighed gennem
201 Ibid.

sproget, forstår jeg, at man gennem sproget skaber lige anerkendelse af de samme
egenskaber, eller at man skaber lige megen anerkendelse i første, anden eller tredje grad.
9.2 Barnesprog vs. perkerdansk
I min diskussion af, om det politisk korrekte sprog kan virke efter hensigten og skabe
lighed, tager jeg udgangspunkt i min analyse og diskuterer, hvilken virkning sprogbrugen i
GL og NY kan have.
Den politiske korrekthed kommer til udtryk i sprogbrugen i GL dels gennem sprogets
form, dels gennem sprogets indhold. Jeg diskuterer virkningen af de to
manifestationsformer af politisk korrekthed hver for sig, først manifestationen via sprogets
form.
Jeg beskrev i analysen, at de sorte i GL taler et dansk uden afvigelser fra RSN, 202 mens de i
NY taler et dansk med flere afvigelser fra RSN. Jeg beskrev endvidere, at sproget i GL
honorerer lighedsidealet, ved at man undgår, at de sortes mangelfulde normbeherskelse
resulterer i en generel nedvurdering af de sorte. Denne analyse af virkningen af det politisk
korrekte sprog i denne sammenhæng kan dog ikke stå alene.
Som jeg kort beskrev det i ALLE MENNESKER ER LIGE, kan det være problematisk, at de
sortes sprog i GL er ændret, så det er i overensstemmelse med RSN. Det er nemlig
nærliggende at opfatte denne censurering som et signal om, at det normafvigende sprog
ikke er legitimt. I denne sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at flere anmeldere
sammenligner de sortes normafvigende sprog i NY med barnesprog, jf. afsnit 5.1.1.5,
eftersom en anden og mere oplagt sammenligning er en sammenligning med det, der
(u)populært kaldes perkerdansk. 203 Det er sandsynligt, at sammenligningen med
barnesprog skyldes, at vi kun opfatter normafvigende sprog som legitimt, hvis det kommer
fra børn – fordi vi ved, at børns tale kun afviger fra RSN, fordi de endnu ikke ved bedre. 204
Opfattelsen af perkerdansk er en ganske anden. Professor i dansk som andet- og
202 Bortset fra enkelte undtagelser, jf. bilag 6.
203 Normann Jørgensen 2000. Denne betegnelse er til mit formål mere anvendelig end fx ”indvandrerdansk”,
idet den kan dække mere bredt over alt dansk, der er talt med accent. Det er i denne betydning, jeg benytter
begrebet.
204 Det er vanskeligt at afgøre, i hvor høj gad normafvigelserne i NY stemmer overens med normafvigelserne i
barnesprog og perkersprog, men sproget i NY tager i hvert fald ikke entydigt udgangspunkt i nogen af de to.
Det er ydermere klart, at det andet mest hyppigt forekommende træk, udeladelse af verber, ikke genfindes i
hverken barnesprog eller perkerdansk; tværtimod er både barnesprog og perkersprog bygget op omkring
verber, og snart sagt alt andet kan være udeladt. (Holmen 1997:133; Kunøe 1972:64)

fremmedsprog Jens Normann Jørgensen beskriver, at ”Det er et ganske almindeligt
synspunkt, at mange perkere ikke ”taler ordentligt dansk””. 205 Derfor ville det være en
kritik af de sortes sprog at sammenligne det med det illegitime perkersprog – man kunne
endda – og her demonstrerer den politiske korrekthed sin indbyggede sans for ironi –
opfatte det som politisk ukorrekt. Så hellere antyde, at de sorte bare ikke ved bedre.
Beskrivelsen af de sortes sprog fortæller således mindst lige så meget om holdningen til de
sortes sprog, som den fortæller om sproget.
9.3 Modersmål og fremmedsprog
Inden jeg går længere ind i diskussionen af, hvorfor de sortes sprog bliver sammenlignet
med barnesprog og ikke med perkerdansk, vil jeg henlede opmærksomheden på et bestemt
forhold: Originaludgaven af Tintin i Congo er fransksproget, og figurerne heri taler fransk
– de hvide, fordi de kommer fra et fransktalende land, Belgien, og de sorte, fordi deres
land er koloniseret af et fransktalende land, Belgien. Dette forhold må man holde sig for
øje, når man beskæftiger sig med de sortes sprog, for der går noget mening tabt, når
tegneserien oversættes, og de sorte pludselig taler dansk. – Det skyldes jo ikke, at deres
land, Congo, er koloniseret af et dansktalende land.
Tintinologen Michael Farr skriver i sin bog Tintin. En rejse gennem Hergés univers om de
sortes sprog i originaludgaven og i oversatte udgaver:
Det fransk, som tales af Hergés indfødte personer, er afrikaniseret til et grammatisk
ufuldkomment pidgin-fransk baseret på træk fra swahili. Dette afspejles også i
oversættelserne til flere andre sprog. 206
Hergé greb sjældent noget ud af fantasien, 207 ej heller de sortes sprog, hvilket er endnu en
grund til at mene, at sammenligningen med perkerdansk er mere nærliggende end
sammenligningen med barnesprog. En inddragelse af begreberne modersmål og
fremmedsprog kan dog gøre os klogere på, hvorfor det alligevel er sammenligningen med
barnesprog, der har vundet genklang blandt anmelderne. Professor i tosprogethed og
205 Normann Jørgensen 2000:111
206 Farr 2006:27
207 Hvilket Farr 2006 er et vidnesbyrd om.

dansk som andetsprog Anne Holmen definerer i sin tekst Normer for dansk som
andetsprog begreberne modersmål, fremmedsprog og andetsprog således:
Såvel andetsprog som de to parallelle begreber, modersmål og fremmedsprog, er
komplekse størrelser, der defineres ud fra sprogenes betydning for den enkelte
sprogbruger [...]. I en forenklet version er dansk modersmål for den, der lærer det af sine
forældre, fremmedsprog for den, der lærer det i udlandet (fx i Polen eller USA), og
andetsprog for den, der lærer det i Danmark efter modersmålet. 208
De sorte i originaludgaven af Tintin i Congo taler fransk i et ikke-fransktalende land.
Derfor må de sortes fransk opfattes som et fremmedsprog, og i forlængelse heraf må de
sortes dansk i GL og NY også betragtes som et fremmedsprog. Når anmelderne imidlertid
sammenligner de sortes sprog med barnesprog, bedømmer de de sortes sprogkundskaber
udi det danske, som om det er de sortes modersmål. Det er nemlig kun i sammenhæng
med modersmål, at det giver mening at forbinde en persons sprogbeherskelse med
personens alder og tale om ”barnesprog”; kun for modersmål starter sprogindlæringen
nogenlunde samtidigt blandt sprogbrugerne og foregår i nogenlunde samme tempo. Når
man kalder de sortes sprog for barnesprog, bevirker det derfor, at man opstiller de normer
for de sortes sprog, som normalt gælder for et modersmål, og man illuderer, at de sorte har
tillært sig sproget på modersmålsvilkår, og at niveauet af deres normbeherskelse har at
gøre med deres udviklingstrin og ikke deres herkomst. Derfor falder det anmelderne – og
måske andre – for brystet, at man kan finde på at lade de sorte tale ”ukorrekt som børn” 209
– det er jo det samme som at kalde dem dumme. Regnede man i stedet de sortes sprog for
et fremmedsprog, ville man have helt andre forventninger. Som Numa Sadoul, forfatter og
tintinolog, pointerer:
Hvis Hergé bruger dette forkerte sprog til congoleserne, er det ikke fordi han regner dem
for ude af stand til at tale korrekt fransk, men fordi situationen (på savannen) og deres
skolegang (rudimentær) udelukker, at de skulle mestre det franske sprog. 210
208 Holmen 1997:131
209 Jf. karakteristikken af sproget som ”grammatisk ukorrekt børnehavesprog”.
210 Sadoul 1979:35

Når de sortes sprog bliver regnet for et modersmål, ser man bort fra disse forhold og det
faktum, at de sorte har tillært sig normen på fremmedsprogsvilkår, og møder de sorte med
forventninger om, at de skal kunne beherske normen. Holmen beskriver, at fremmedsprog
ofte har en fremtidig funktion i modsætning til modersmål og andetsprog, der skal løse
aktuelle kommunikative behov. Det betyder, at man kan give sig god tid til at lære et
fremmedsprog, inden man bliver mødt med krav om at beherske det, hvad der ikke er
tilfældet med modersmål. 211
Holmen beskriver videre, at begreberne modersmål, andetsprog og fremmedsprog
defineres ud fra sprogenes betydning for den enkelte sprogbruger, 212 men når flere
anmeldere udtrykker modersmålsforventninger til de sortes normbeherskelse, 213 tager
anmelderne ikke udgangspunkt i sprogets betydning for de sorte, men i sprogets betydning
for dem selv; de har sproget som modersmål, og beherskelsen af RSN er derfor en selvfølge
– og et krav. Derfor beskriver de det som politisk ukorrekt, at de sorte i NY ikke taler dansk
i overensstemmelse med RSN, 214 og skulle man tage konsekvensen af det og skabe en
politisk korrekt oversættelse, hvor de sorte og de hvide fremstår mere lige, skulle man altså
lade de sorte i NY beherske RSN på lige fod med de hvide, som man har gjort det i GL. Når
man gør det, skaber man lighed ved at anerkende, at sorte og hvide kan være i besiddelse
af præcis de samme sprogfærdigheder, og dermed tager man udgangspunkt i den ældre
opfattelse af lighed, jf. figur 17. Det fremgår også af, at anmelderne, som jeg beskrev det
ovenfor, tager udgangspunkt i sprogets betydning for dem selv, og dermed tager de
udgangspunkt i den dansktalende majoritet, 215 de selv er en del af, der har dansk som
modersmål.
Tager man udgangspunkt i den nyere opfattelse af lighed, er det væsentlige imidlertid ikke
lige anerkendelse af de samme egenskaber, men lige megen anerkendelse, og man tager
ikke udgangspunkt i majoriteten, men i minoriteten og dens egenskaber. Anden grad af
lige megen anerkendelse angår anerkendelse af, at bestemte forskelle er legitime, jf. figur
17, og ud fra den nyere opfattelse af lighed kan man således skabe lighed ved at lade de
sortes sprog afvige fra RSN og dermed anerkende, at det er legitimt at tale et sprog, der
211 Holmen 1997:131
212 Ibid.
213 Og det er sandsynligt, at andre læsere deler denne opfattelse.
214 Jf. note 123.
215 Majoriteten, der har dansk som modersmål over for minoriteten, der har lært dansk som et fremmed- eller
andetsprog.

afviger fra normen. Ud fra den opfattelse skaber det altså lighed, at de sorte i NY taler et
normafvigende sprog.
Ved at inddrage face-teorien kan betydningen af, at de divergerende opfattelser af lighed
tager udgangspunkt i hhv. majoriteten og minoriteten, tydeliggøres. I analysen beskrev jeg,
at man i GL undlader at foretage den face-truende handling, som består i at lade de sorte
tale et sprog, der afviger fra RSN, og at man dermed gør brug af strategi 5 i forhold til
læserens face. Når man foretager denne analyse, tager man i vurderingen af, hvilke
handlinger der kan true læserens face, således udgangspunkt i den del af
modtagergruppen, der udgøres af den majoritet, der behersker RSN. 216 Tager man i stedet
udgangspunkt i den del af modtagergruppen, der udgøres af den minoritet, der ikke
behersker RSN, 217 kan man i stedet opfatte det som en face-truende handling, at man i GL
ændrer de sortes sprog, så det stemmer overens med RSN. Det kan dels betragtes som en
trussel mod læserens positive face, i og med bortredigeringen af det normafvigende sprog
kan ses som en kritik af normafvigende sprog og dermed som en kritik af læserens eget
sprog. Dels kan det ses som en trussel mod modtagerens negative face, idet den manglende
anerkendelse af det normafvigende sprog, som bortredigeringen indebærer, kan forstås
som et krav til modtageren om at tale i overensstemmelse med RSN. På den måde kan
modtageren føle sin ytrings- og dermed handlefrihed indskrænket.
Lighed kan altså se forskellig ud fra hhv. majoritetens og minoritetens synspunkt.
På dette punkt af diskussionen er det oplagt at spørge, om det, der skaber opfattelsen af
ulighed mellem sorte og hvide i NY, er, at de sorte i NY taler et sprog, der afviger fra RSN,
eller det, at vi opfatter det som politisk ukorrekt, at de gør det? Dette spørgsmål udtrykker
det, man kan kalde den politiske korrektheds paradoks.
9.4 Den politiske korrektheds paradoks
Formen af de sortes sprog i GL kan altså dels opfattes sådan, at den skaber lighed, fordi
den anerkender, at sorte og hvide kan være i besiddelse af præcis de samme
sprogfærdigheder. Dels kan den, hvis man tager udgangspunkt i den nyere opfattelse af
lighed, opfattes sådan, at den ikke skaber lighed, fordi den ikke anerkender det
normafvigende sprog (hvorimod der skabes lighed i NY, der netop anerkender det
normafvigende sprog). Denne dobbelthed er den politiske korrektheds paradoks. Ensretter
216 Nogenlunde lig med den gruppe læsere, der har dansk som modersmål.
217 Nogenlunde lig med den gruppe læsere, der har dansk som fremmed- eller andetsprog.

man sproget i den politiske korrektheds navn, tabuiserer man det normafvigende sprog og
bestyrker den opfattelse af, at der er den sammenhæng mellem normbeherskelse og
intelligens, som Diderichsen har beskrevet med formuleringen ”sprogrigtighed opfattes
ikke alene som kriterium på dannelse, men endog på intelligens og duelighed i mange
andre retninger.” 218 Frost har beskrevet dette generelle problem ved udøvelsen af politisk
korrekthed med ordene:
Det demokratiske samfund prædiker tolerance over for afvigere, men bruger samtidig al
sin energi på at udjævne og ensrette, fordi det bagvedliggende ideal er lighed. […]
Paradokset for det demokratiske menneske er altså at medlidenheden med afvigere
udspringer af idealet om lighed, og at selv samme medlidenhed skaber en ulighed. Kort
sagt er det altså idealet om lighed der gør ulighed til et tabu. Det mest demokratiske man
kunne gøre over for afvigere, var altså at holde op med at betragte dem som sådan. 219
Ud fra min diskussion ovenfor forekommer det sandsynligt, at dette paradoks er opstået,
fordi man har lagt den ældre opfattelse af lighed, lige anerkendelse af de samme
egenskaber, til grund for udøvelsen af politisk korrekthed. Og i forlængelse heraf lader
paradokset til at kunne ophæves ved i stedet at lade den nyere opfattelse af lighed, lige
megen anerkendelse, være grundlaget for udøvelsen af den politiske korrekthed. Jeg
vender tilbage til dette i afsnit 9.9.
9.5 Politisk korrekthed som bodshandling
Efter at havde diskuteret virkningen af den politiske korrekthed, når den manifesterer sig i
sprogets form, vil jeg her diskutere virkningen af manifestationen af den politiske
korrekthed via sprogets indhold. Den politiske korrekthed manifesterer sig i sprogets
indhold i både de sortes og de hvides sprog: I forhold til i NY optræder de sorte i GL
mindre underdanigt over for de hvide. Det nedladende syn på de sorte og den arrogante
holdning til Afrika er ligesom hentydningerne til fortidens synder i form af kolonialisme og
slavehandel i vid udstrækning retoucheret bort, og det samme er den nonchalante
holdning til storvildtjagt. På den måde skaber man i GL lighed ud fra den ældre opfattelse
af lighed, der fordrer lige anerkendelse af de samme egenskaber; man anerkender de
218 Diderichsen 1968:176
219 Frost 1997:88

samme egenskaber mennesker imellem, mennesker og dyr imellem og dyr imellem.
Ligesom det ikke var uproblematisk at ændre formen af de sortes sprog i GL, er det heller
ikke uproblematisk at ændre indholdet af sproget.
Tintin i Congo har i udlandet fået en hårdere medfart end i Danmark, idet den direkte er
blevet anklaget for racisme. I Storbritannien opfordrede den såkaldte Commission for
Racial Equality i sommeren 2007 alle boghandlere til at fjerne Tintin i Congo fra deres
hylder, hvilket førte til, at boghandlerkæden Borders rykkede albummet fra børne- til
voksenafdelingen. Og i Sverige anmeldte Afrosvenskernes Landsforbund albummet til den
svenske ombudsmand for at indeholde racistiske billeder. 220
Det ligger da også ligefor at opfatte fremstillingen af de sorte i NY som nedladende og
racistisk, men spørgsmålet er, hvem der har udbytte af det, når der udøves politisk
korrekthed, og denne fremstilling ændres. Frost skriver om årsagen til, at vi udøver politisk
korrekthed:
Vi har indset at vi ikke bare har udforsket, men udpint og forstyrret de omgivelser, vi var
sat i, og naturen, biologien og atmosfæren truer med at sige stop. Resultatet af denne
bevidsthed er en gigantisk dårlig samvittighed, en moderne syndsbevidsthed på hele
artens vegne. Vi er derfor mere end villige til at påtage os skyld, og
”undertrykkelsesideologien” kan ses som sådan et skyldkompleks hos de hårdest ramte,
og kampen for minoriteterne og økologien er i nogen grad en tilsvarende
bodshandling. 221
Den politiske korrekthed kan altså betragtes som en bodshandling, og anlægger man den
synsvinkel, kan GL opfattes som et forsøg på ”at gøre det godt igen” ved at demonstrere et
anderledes ligeværdigt syn på sorte mennesker og vilde dyr. Forlad os vor skyld!
9.6 Tintin i Congo som historisk dokument
Men ikke kun den politisk korrekte GL kan opfattes som en bodshandling, det kan den
politisk ukorrekte NY også. En bodshandling, som består i at fremlægge tidligere tiders
fordomsfulde opfattelse af og nedladende holdning til sorte og dyr. På den måde kan man
220 Bording 2007 samt den ledende artikel Tintin og den politiske korrekthed (Berlingske Tidende, 25. juli
2007)
221 Frost 1997:105

skabe lighed ved at anerkende de fortrængte forhold i historien, jf. figur 17. En historie,
som har endog meget trange kår i den kollektive hukommelse; i sin bog om Kong Leopold
II’s og senere Belgiens kolonisering af Congo, Kong Leopolds arv, omtaler Hochschild
eftertidens forhold til denne del af historien i et kapitel med den sigende titel Den store
glemsel. Sammenhold det med, at koloniseringen af Congo indebar et folkemord på ti
millioner mennesker. Skaber man lighed ved at anerkende de fortrængte forhold i
historien, tager man samtidig udgangspunkt i den nyere opfattelse af lighed, jf. figur 17.
Forfatter og tintinolog Benoît Peeters beskriver Tintin i Congos dokumentariske kvaliteter,
som gør tegneserien til et historisk dokument:
Dette bind rummer alt, lige fra missionærer til løvejagter, lige fra diamantminer til
krokodiller, det er et veritabelt katalog over alle kolonialismens klicheer. Så man må i
sidste ende erkende, at albummet ganske vist ikke tegner noget særlig virkelighedstro
billede af Congo i 1930rne, men at det til gengæld er et fremragende studie i de
forestillinger, samtidens europæere havde om Afrika… 222
Tintin i Congos historiske værdi, som Peeters beskriver her, bliver forstærket af, at et
populærkulturelt værk som en tegneserie ofte giver et tydeligere billede af den herskende
tidsånd, end mere finkulturelle værker gør. 223 Med Peeters beskrivelse i tankerne er det
nærliggende at overveje, om det ikke snarere er de hvide, undertrykkerne, end det er de
sorte, de undertrykte, der har udbytte af det, når Tintin i Congo udkommer i en politisk
korrekt version, der giver de hvide mulighed for at fortrænge fortidens synder og
uvidenhed. Når man læser NY med nutidens briller, kan man let få den tanke, at det ikke er
de sorte, men de hvide, der blive fremstillet negativt, og tegneseriens receptionshistorie
giver indtryk af, at andre også har haft den opfattelse. Tintinolog og forfatter Michael Farr
skriver om opfattelsen af tegneserien, at ”Befolkningen i Zaire [Congo] var meget mindre
optaget af historiens forældede koloniale nedladenhed, end europæerne var.” 224 Og efter
det belgiske forlag Casterman i 1966 havde slettet Tintin i Congo fra deres katalog og
dermed trukket albummet ud af cirkulation, var det på opfordring af den congolesiske
222 Peeters 1989 side 31. Farr (2006:22) beskriver det samme.
223 Strömberg 2003:7. Christiansen har samme pointe. (2001:10)
224 Farr 2006:27

egering, at tegneserien i 1970 blev genudgivet, jf. bilag 9. Der er et indicium for, at Tintin i
Congo i hvert fald i en periode har nydt større popularitet blandt sorte end blandt hvide.
Selvom NY altså lader til at udgøre en mere reel bodshandling end GL og tager
udgangspunkt i en mere tidssvarende opfattelse af lighed, kalder anmelderne altså denne
oversættelse politisk ukorrekt. Nedenfor diskuterer jeg denne tilsyneladende
uoverensstemmelse.
9.7 (For)brug og fortolkning
Frost kan hjælpe os til at forstå anmeldernes reaktion på NY. Hun skriver i artiklen ”Det
hedder det ikke!” om det, hun kalder det hedder det ikke-argumentet. Her beskriver hun,
at vores opfattelse af formålet med en ytring bestemmer, hvilket sprog vi accepterer i
ytringen. Hvis vores opfattelse er, at en afsenders intention er at være objektiv, påtaler vi
afsenderens sprogbrug, hvis vi ikke mener, den er det. Men hvis vores opfattelse er, at
afsenderens intention er at kommunikere en subjektiv mening, kommenterer vi ikke
afsenderens sprogbrug – men måske den holdning, han giver udtryk for. Udtaler en person
fx, at ”perkere er arbejdssky”, er det ikke sprogbrugen, men (måske) synspunktets
gyldighed, man vil anfægte, hvorimod spørgsmålet ”Har det været et handicap for dig at
være kejthåndet?” er en oplagt anledning til at gå i rette med sprogbrugen. 225
At Tintin i Congo, jf. ovenfor, har fået en hård medfart i udlandet, skal måske finde sin
forklaring i det hedder det ikke-argumentet og de mekanismer, det beskriver.
Populærkulturelle værker er børn af deres tid, og det er både deres styrke og deres
svaghed. Det er deres styrke, fordi de dermed er et tydeligt billede af deres samtid, og det
er deres svaghed, fordi deres faste forankring i en bestemt tid gør det svært at løsrive dem
fra denne tid og det umiddelbare brugsformål, de her har haft. Christiansen, forfatter til
bogen Tegneseriens æstetik, beskriver dette:
… æstetikkens traditionelle genstandsområde, kunsten, er bundet til fortolkning, mens
produktionen af massekultur [populærkulturen] er bundet til dennes funktionelle
(for)brug. 226
225 Frost 2006:81f
226 Christiansen 2001:10

Christiansen beskriver således, hvordan opfattelsen af kunsten/finkulturen er knyttet til
fortolkning, mens opfattelsen af masse-/populærkulturen er knyttet til forbrug. Med det in
mente kan det hedder det ikke-argumentet give os en forklaring på, hvorfor Tintin i Congo,
selvom den lader til at udgøre en mere reel bodshandling end GL og tager udgangspunkt i
et mere tidssvarende syn på lighed, alligevel har fået en hård medfart, især i udlandet. At
tegneseriemediet efter vores opfattelse er bundet til dets funktionelle (for)brug, betyder jo
netop, at vi bedømmer tegneserien efter, hvad vi finder acceptabelt på dette sted og på
denne tid. Hvis man skal opfatte Tintin i Congo som et historisk dokument, kræver det, at
man ændrer opfattelsen af tegneserien fra en genstand for funktionelt (for)brug til en
genstand for fortolkning og dermed ændrer opfattelsen af tegneseriens tilknytning til tid og
sted. Boghandlerkæder i England og USA svarede da også på kritikken af Tintin i Congo
ved at rykke albummet fra børneafdelingen til voksenafdelingen, jf. ovenfor. Da børn og
voksne læser med forskelligt formål og udbytte kunne dette netop signalere, at tegneserien
ikke skulle knyttes til (for)brug, men til fortolkning.
9.8 Kan man skabe lighed gennem sproget?
På spørgsmålet om, hvorvidt det politisk korrekte sprog kan virke efter hensigten, således
at man gennem sproget skaber lighed, kan jeg altså ud fra min analyse og Holtug og
Lægaards beskrivelse af lighed svare ja – men det kan også virke imod den. Dermed har jeg
bekræftet min anden tese, ”lighed kan skabes gennem sproget”.
Det er blevet klart, at afgørelsen af, om der skabes lighed gennem sproget, afhænger af,
hvilken lighedsopfattelse man lægger til grund for sin vurdering: I GL skaber man lighed
ud fra den ældre opfattelse af lighed, der handler om lige anerkendelse af de samme
egenskaber, mens man i NY skaber lighed ud fra den nyere lighedsopfattelse, der angår lige
megen anerkendelse i forskellige grader. 227 I GL sker det bl.a., ved at de sorte og de hvide
behersker RSN på lige fod, og at det dermed anerkendes, at sorte og hvide kan have præcis
de samme sprogfærdigheder. I NY sker det bl.a., ved at de sorte taler et normafvigende
sprog, og at det dermed anerkendes, at normafvigende sprog er legitimt, hvilket hører
under anden grad af lige megen anerkendelse, jf. figur 17.
227 At man i GL forholder sig til den ældre lighedsopfattelse, er ikke så underligt taget i betragtning, at GL
udkom i 1975. - Og i 1975, da GL udkom, var den lige anerkendelse måske det første, nødvendige skridt på
vejen mod større lighed, som jeg beskrev, at det også har været det i de sorte borgerretskamp og i
kvindefrigørelseskampen.

Dermed kan man ud fra min arbejdsdefinition af politisk korrekt sprog, som lød ”den
sproglige normering, der honorerer idealet lighed”, afgøre at to modsatte sprogbrug begge
er politisk korrekte og politisk ukorrekte, idet den sproglige normering i GL og NY begge
kan siges at honorere idealet lighed, men samtidig også kan siges at modarbejde
lighedsidealet. Dermed kan min definition af politisk korrekt sprog ikke bruges til at
afgøre, hvad der er politisk korrekt sprogbrug, og hvad der ikke er det.
Det er ud fra min diskussion blevet klart, at skal man kunne afgøre, om en given sprogbrug
er politisk korrekt, skal man ud over at afgøre, om den sproglige normering honorerer
idealet lighed, også kunne afgøre, hvilken slags lighed man ønsker fremmet, hvilket må
bero på en normativ vurdering af, hvilken slags lighed der er bedst. Nedenfor vil jeg
demonstrere, hvordan en sådan normativ vurdering kan foretages, og derefter vil jeg
forsøge at komme nærmere en definition af politisk korrekt sprog.
9.9 En normativ vurdering af GL og NY
Mens jeg har anlagt en deskriptiv vinkel i min undersøgelse af, om det politisk korrekte
sprog kan virke efter hensigten, har filosof Jesper Ryberg i sin artikel Diskrimination og
sprog anlagt en normativ vinkel, idet han undersøger, om vi bør bruge politisk korrekt
sprog. Her vil jeg med udgangspunkt i Rybergs artikel gå ind i en normativ diskussion af,
hvilken oversættelse af Tintin i Congo der er mest hensigtsmæssig set ud fra et
lighedsideal.
Ryberg foreslår i sin artikel, at man lægger et ”skadessynspunkt” til grund for vurderingen
af, om vi bør benytte politisk korrekt sprog eller ej:
Om det er etisk forkert at benytte sig af hadsk tale, eller at anvende ord der kan opfattes
som diskriminerende, afhænger af, om disse ytringer er til skade for nogen. 228
Han argumenterer med, at det er et synspunkt, der har rødder langt tilbage i den etiske og
politiske filosofi, at grænserne for, hvordan man bør handle, bestemmes af, om man ved
sin handlen skader andre. 229 Ryberg skriver anskueliggørende: ”Grænsen for min ret til at
svinge armen går der, hvor andres kæber er.” 230
228 Ryberg 2007:56
229 Ibid.
230 Ibid.

Skadessynspunktet indebærer, at hvis vi kan skade nogen ved at bruge politisk ukorrekt
sprog, bør vi bruge politisk korrekt sprog. I forlængelse af min diskussion af, om politisk
korrekt sprog kan virke efter hensigten og skabe lighed, og efter at have argumenteret for,
at der kan skabes lighed gennem sproget, koncentrerer jeg mig her om, hvorvidt man
gennem sproget kan skade nogen på en måde, så de ikke opnår lighed, og derudfra
foretager jeg min normative vurdering.
Ryberg beskriver, at det er sandsynligt, at man kan påføre andre skade via sin sprogbrug,
men understreger samtidig, at det er et faktuelt spørgsmål, der kræver dokumentation, 231
og han skriver at:
… spørgsmålet om, hvorvidt forskellige former for sprogbrug er forkert eller ej, ikke
giver baggrund for generelle svar på tværs af tid og sted. Om visse vendinger kan være
krænkende for medlemmer af bestemte grupper, afhænger i vid udtrækning af den
historiske sammenhæng, ordene anvendes i. 232
Med udgangspunkt i min analyse og diskussion kan jeg således udelukkende diskutere
hensigtsmæssigheden af GL og NY på dette sted, på denne tid. 233
I GL forsømmer man ud fra den nyere lighedsopfattelse at skabe lighed, ved at de sortes
normafvigende sprog ikke anerkendes, og ved at de fortrængte forhold i historien ikke
anerkendes. I NY forsømmer man at skabe lighed ud fra den ældre lighedsopfattelse, ved at
der ikke er lige anerkendelse af samme egenskaber. De sortes sprog afviger fra RSN, hvad
de hvides sprog ikke gør, og sorte mennesker og vilde dyr har ikke samme status som hvide
mennesker og Terry.
Her vil jeg inddrage faktorerne tid og sted i en diskussion af, hvilken af de to oversættelser
der er mindst skadelig og dermed mest hensigtsmæssig.
Tager man højde for tid og sted, kan man nuancere opfattelsen af, at der i NY forsømmes
at skabe lighed, ved at sorte mennesker og vilde dyr ikke har samme status som hvide
mennesker og Terry. Der må være forskel på at udgive ny litteratur, der fremstiller sorte og
dyr på en nedladende måde, og på at genudgive ældre litteratur, der fremstiller sorte og
dyr på tilsvarende vis. Førstnævnte må formodes at være udtryk for et aktuelt
231 Ibid. 61
232 Ibid.
233 Og ikke svare på, hvilken lighedsopfattelse der i det hele taget er mest hensigtsmæssig. Det må afhænge af
tid og sted, da begge lighedsopfattelser har vist deres værd som nævnt ovenfor.

synspunkt, 234 mens sidstnævnte er dokumentation af tidligere tiders synspunkter og
dermed, som jeg beskrev det ovenfor, et historisk dokument. Som Frost anfører, vil det
være helt absurd at stille nutidige krav til historiske tekster; 235 de kan og skal ikke udtrykke
den opfattelse, der hersker i dag. Skulle de det, ville de miste deres værdi. I tilfældet Congo
kan NY være med til gøre op med eftertidens behandling af kolonitiden, som Hochschild
omtaler som ”den store glemsel”, hvilket kan skabe lighed ud fra den nyere
lighedsopfattelse ved at anerkende de fortrængte forhold i historien, som jeg beskrev det
ovenfor. GL er derimod medvirkende til at udøve denne glemslens politik og forsømmer
dermed at skabe lighed.
Ligeså er der forskel på at udgive et værk, der fremstiller sorte på en nedladende måde, i et
land som Danmark, der har en relativt ubelastet fortid, hvad angår racemæssige konflikter
i forhold til sorte, og i et land som fx Sydafrika, hvor Tintin i Congo da heller ikke har
været udgivet, siden apartheidstyret blev væltet. 236 Jf. ovenstående er det sandsynligt, at
Tintin i Congo i Sydafrika, hvor sådanne racekonflikter er drabelig virkelighed, ville blive
opfattet som udtryk for aktuelle synspunkter, og udgav man tegneserien her, ville man
risikere at optrappe konflikterne og dermed sandsynligt ikke blot forsømme at skabe
lighed, men direkte modarbejde den.
Jeg har beskrevet, at der i NY forsømmes at skabe lighed, ved at de sorte taler et sprog, der
afviger fra RSN. Forskellen på karakteren af den kritik, NY er blevet mødt med i Danmark,
og den kritik, Tintin i Congo er blevet mødt med i udlandet, kan nuancere denne
opfattelse. Mens man i udlandet har opponeret mod fremstillingen af sorte som et hele, 237
har kritikken i Danmark af NY hovedsageligt drejet sig om de sortes ”grammatisk
ukorrekte børnehavesprog”. At selve fremstillingen af de sorte – bortset fra deres sprog –
ikke har været årsag til debat i Danmark, kan opfattes som et argument for, at udgivelsen
ikke har påført nogen skade her til lands – om det så er, fordi at det, ”der står i tegneserier
er ligegyldigt, når man ser på den hetz, der finder sted mod somalier og muslimer i
Danmark,” som centerleder Niels-Erik Hansen fra Dokumentations- og
rådgivningscenteret om racediskrimination i Danmark har udtalt, 238 og der altså er det, der
er meget være, eller om det er udtryk for, at der ikke er nogen, der har følt sig krænket af
234 Medmindre der er tale om satire.
235 Frost 1997:19.
236 Hjemmesiden Comicwiki
237 Jf. afsnit 9.5
238 Artiklen Dansk racismecenter frikender Tintin på Politiken.dk (uden forfatter)

tegneserien, må stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder fortæller det, at det i
Danmark ikke er fremstillingen af de sorte, men de sortes normafvigende sprog, der anses
for at være problematisk. Dermed giver receptionen af NY i Danmark indtryk af, at det her
er holdningen til normafvigende sprog, der er en hindring for ligheden. Jeg beskrev
ovenfor denne mekanisme som den politiske korrektheds paradoks, og i forlængelse heraf
beskrev jeg, at paradokset tilsyneladende kan ophæves ved at lægge den nyere
lighedsopfattelse til grund for udøvelsen af politisk korrekthed. Skal man gøre det i
tilfældet Tintin i Congo skal man netop lade de sortes sprog afvige fra RSN og dermed
medvirke til at legitimere normafvigende sprog. Når man i GL lader de sorte beherske RSN
på lige fod med de hvide, er man medvirkende til at stigmatisere normafvigende sprog og
dermed forsømme at skabe lighed.
På den baggrund mener jeg, at NY i Danmark år 2008 bedst er den mest hensigtsmæssige
oversættelse af Tintin i Congo set ud fra et lighedsideal.
9.10 Nærmere en definition af politisk korrekt sprog
Jeg beskrev ovenfor, at man for at kunne afgøre, om en given sprogbrug er politisk korrekt,
ud over at afgøre, om den sproglige normering finder sted ud fra idealet lighed, også skal
afgøre, hvilken slags lighed man ønsker fremmet, hvilket må bero på en normativ
vurdering af, hvilken slags lighed der er bedst, og jeg har netop vist, at en inddragelse af
faktorerne tid og sted er anvendelige og relevante til at foretage en sådan normativ
vurdering. Her vil jeg forsøge at komme en definition af politisk korrekt sprog nærmere
ved at inddrage disse faktorer samt Hansens og Searles regler, som jeg præsenterede i
afsnittet OM SPROGNORMER.
Jeg beskrev i afsnittet OM SPROGNORMER, at det politisk korrekte sprog ud fra mit
regelsystem er reguleret af strategisk-regulative regler. Spørgsmålet var da, om det politisk
korrekte sprog derudover var reguleret af Searles konstitutive regler? For at det politiske
korrekte sprog skulle være reguleret af konstitutive regler, skulle de regler, der
konstituerer politisk korrekt sprog, skabe noget nyt, nemlig lighed. Jeg har ovenfor
beskrevet, at man gennem sproget kan skabe lighed. Dermed er det politisk korrekte sprog
også reguleret af strategisk-konstitutive regler (og dermed også regulative, da alle
konstitutive regler også er regulative, jf. figur 1. Det næste spørgsmål, man kan stille, er nu,
om alle strategiske regler (Hansen) også er konstitutive regler (Searle), eller om det kun
gælder for nogle af de strategiske regler, at de også er konstitutive, andre blot regulative. Er

der nogle regler for politisk korrekt sprog, der regulerer det uden at konstituere det?
Afgørelsen af dette er relevant i bestræbelserne på at komme en definition af det politisk
korrekte sprog nærmere.
I diskussionen ovenfor blev det klart, at faktorerne tid og sted er anvendelige til en
afgørelse af, hvilken lighed der er bedst i en given sammenhæng, og dermed også en
afgørelse af, hvad der er politisk korrekt sprog. Man kan således betragte det sådan, at der
findes regler f0r politisk korrekt sprog, der afhænger af tid og sted, hvilket indebærer, at
der findes regler for det politisk korrekte sprog, der regulerer det, men som ikke
konstituerer det. Uagtet at andre faktorer end tid og sted også kan være relevante for en
afgørelse af, hvad der er politisk korrekt sprogbrug, betyder det, at alle strategiske regler
ikke er konstitutive regler.
Anlægger man dette synspunkt, kan min arbejdsdefinition af politisk korrekt sprog
betragtes som en strategisk-konstitutiv regel, der konstituerer det politisk korrekte sprog,
men skal man afgøre, hvad der er politisk korrekt sprogbrug i en given sammenhæng, må
man supplere denne strategisk-konstitutive regel med en række strategisk-regulative
regler, der er afhængige af tid og sted. En sådan regulativ regel kunne fx være, at man ikke
må sige neger. Mens der er uenighed om, hvorvidt denne regel gælder for det politisk
korrekte sprog i Danmark, lader det til at være en vedtagen regel i andre dele af verden, fx i
USA og Afrika. 239 Hvilke regulative regler der gælder for det politisk korrekte sprog i
Danmark, er et faktuelt spørgsmål, som kræver dokumentation, 240 ligesom sådanne regler
kræver løbende opdatering. Ud fra min analyse og diskussion kan jeg ikke opstille
specifikke regulative regler, men jeg kan korrigere min definition af politisk korrekt sprog,
så den tager højde for, at der findes sådanne regulative regler. Jeg vil da korrigere min
definition til:
Politisk korrekt sprog er den sproglige normering, der honorerer idealet lighed under
hensyntagen til den tid og det sted, hvor sprogbrugen optræder.
239 Holm 2008
240 Ryberg 2007:61

9.11 Politisk korrekt sprog vs. ytringsfrihed
I indledningen beskrev jeg de to kritikpunkter, som den negative opfattelse af politisk
korrekt sprog oftest udspringer af. I min analyse og efterfølgende diskussion har jeg taget
udgangspunkt i det første kritikpunkt: ”Det ændrer ikke på virkeligheden at ændre på
sproget.” Her vil jeg diskutere det andet kritikpunkt: ”Politisk korrekt sprog er en
indskrænkning af ytringsfriheden.”
Jeg vil lade det være helt klart: Det politisk korrekte sprog er en indskrænkelse af
ytringsfriheden. Vil vi udtrykke os politisk korrekt, kan vi ikke sige hvad som helst, og vi
lægger således bånd på os selv. Der findes imidlertid masser af situationer, hvor vi, i
modsætning til når det gælder politisk korrekt sprog, finder det helt acceptabelt, at vi ikke
bare kan sige, hvad der passer os. Dette beskriver Ryberg, og han argumenterer dels ud fra
et moralsk, dels ud fra et juridisk synspunkt for, at ytringsfriheden ikke fratager os
ansvaret for de handlinger vi udfører gennem sproget. Vi mener således ikke, at det er
acceptabelt at sige hvad som helst, hvis blot man påberåber sig sin ret til at ytre sig frit. Jeg
har ovenfor beskrevet Rybergs skadessynspunkt, som indebærer, at en afgørelse af, om det
er etisk forkert at benytte politisk ukorrekt sprog, afhænger af, om det er til skade for
nogen. Dette synspunkt lægger Ryberg også til grund for diskussionen af dette spørgsmål.
Siger man person fx til nogle børn, at isen på en sø kan bære vel vidende, at det ikke er
tilfældet, med den konsekvens, at flere børn drukner under deres skøjtetur, vil vi være
enige om, at man har handlet forkert. 241 Derudover vil mange være enige om, at det fx er
forkert at afgive løfter, man ikke kan eller vil holde. 242 Vi kan altså hurtigt blive enige om,
at der er handlet forkert, selvom der kun er handlet med sproget. Og det gælder såvel i
etisk som i juridisk øjemed. Ryberg refererer en amerikansk juraprofessor, der har
pointeret, at en absolut beskyttelse af ytringsfriheden ville betyde, at hele aftaleloven, store
dele af forvaltningsloven og dele af straffeloven ville falde ud af lovgivningen. 243
Ytringsfriheden fratager os altså hverken etisk eller juridisk set ansvaret for vores
handlinger. Hvad der efter min mening er mere væsentligt at holde sig for øje er, at det
politisk korrekte sprog heller ikke fratager os vores juridiske ret til i stor udstrækning at
tænke, tale og tegne, hvad vi vil. Ytringsfriheden er en ret - det politisk korrekte sprog er et
valg. Der kan imidlertid være god grund til at vælge det politisk korrekte sprog. Vælger
241 Ryberg benytter dette eksempel. (2007:55)
242 Ibid.
243 Ryberg 2007:55. Den citerede er Frederick Shauer.

man det politisk korrekte sprog, vælger man også at udvise høflighed gennem sproget. I de
fremdragne eksempler er det, når man vil udvise almindelig hensyntagen og høflighed,
man vil afholde sig fra at benytte sin ret til at ytre sig frit. Sammenligner man de hvides
sprog i GL med de hvides sprog i NY, turde det stå klart, at sproget i GL ikke blot bevirker,
at de sorte og hvide bliver mere lige, men også at de hvide behandler de sorte langt mere
høfligt – betænk blot forskellen på Tintins behandling af Coco i GL og NY. Udviser man
høflighed over for sin samtalepartner, fremmer man dialogen med denne. Medforfatter til
Pakidanerdialogerne - samtaler uden grænser Mette Bom skriver i en artikel om politisk
korrekt sprog og ytringsfrihed:
… det politisk korrekte sprog er ikke, mener jeg, et udtryk for selvcensur, fortielse eller et
udtryk for, at vores ytringsfrihed begrænses. Tværtimod er det et udtryk for, at vi
gennem det politisk korrekte sprog med dets indbyggede neutralitet netop fremmer en
dialog og den ytringsfrihed, som vi så højt besynger i vores ”civiliserede” del af verden. 244
Ligesom det gælder for høflighed i det hele taget, gælder det også for den sproglige
høflighed, at den letter vores omgang med hinanden. Både i bogstavelig og overført
betydning kan man vælge at holde døren for sin næste eller at smække døren i hovedet på
denne. Salig Emma Gad lader til at have forudset denne konflikt mellem ytringsfrihed og
politisk korrekt sprog, da hun skrev: ”Formløshed er ikke ensbetydende med Frisind men
kun en tarvelig Forfalskning deraf.” 245
9.12 Ukært barn har ét navn
Selvom der findes masser af situationer, hvor vi finder det helt acceptabelt, at vi ikke bare
kan sige, hvad der passer os, finder vi det ikke acceptabelt, når det er politisk korrekt
sprog, der truer med at indskrænke vores ytringsfrihed. I dette afsnit vil jeg diskutere
årsagerne til den politiske korrektheds svære vilkår. Jeg vil argumentere for, at denne
holdning til politisk korrekt sprog hænger sammen med en forvrænget opfattelse af, hvad
politisk korrekt sprog er, som er knyttet til selve betegnelsen politisk korrekthed.
Jeg beskrev i afsnittet OM POLITISK KORREKTHED, hvordan vi i Danmark ikke er blevet
præsenteret for selve aktionen politisk korrekthed, men for reaktionerne på den:
244 Bom 2006
245 Gad 2001:7f

modstandernes reaktion i form af satirer over begrebet og fortalernes reaktion i skikkelse
af det politisk korrekte sprog.
At vi er blevet præsenteret for modstandernes reaktion på politisk korrekt sprog betyder, at
megen af den sprogbrug, vi i dag kender og opfatter som eksempler på politisk korrekt
sprog, egentlig er modstandernes satirer over begrebet. 246 Med Frosts ord ”forklarer
[man] hensynsfuldheden sådan som det ser ud for dem der praktiserer den, men man
navngiver begrebet med modstandernes udtryk.” 247 I den senere tid lader det til at
dikotomien politisk korrekt sprog vs. ytringsfrihed, som modstanderne har opstillet, også
er blevet en del af politisk korrekt sprog-diskursen. 248 Udtalelser som statsministerens
”ytringsfriheden kan ikke gradbøjes” 249 befæster dikotomiens plads i diskursen.
Dikotomien indebærer, at man enten er for ytringsfrihed eller er for politisk korrekt sprog,
og er man for det ene, er man imod det andet. Er man for ytringsfrihed, er man imod
politisk korrekt sprog, og brugen af politisk ukorrekt sprog bliver ligefrem en måde at
forsvare ytringsfriheden på. 250
At vi er blevet præsenteret for fortalernes reaktion på den politiske korrekthed betyder,
som jeg beskrev det i afsnittet OM POLITISK KORREKTHED, at politisk korrekthed er
blevet opfattet som et udelukkende sprogligt fænomen. Det betyder, at kun de sproglige
manifestationer af politisk korrekthed, det politisk korrekte sprog, har fået
opmærksomhed, ikke ideologien bag den politiske korrekthed. Det har resulteret i, at den
politiske korrekthed fremstår noget indholdsløs, som om den kun handler om sproglig
overflade. For det andet og i forlængelse heraf er det politisk korrekte sprog – også af
fagpersoner, der har en positiv indstilling til fænomenet som Frost – blevet præsenteret
som et fænomen, der udelukkende har at gøre med sprogets ordniveau. Jeg har vist i min
analyse, at man kan anlægge et bredere syn på politisk korrekt sprog, som indebærer, at
det politisk korrekte sprog manifesterer sig på flere sproglige niveauer, og jeg beskrev i
afsnittet SAMMENFATNING AF ANALYSEN, at man, hvis man opfatter politisk
korrekthed som et fænomen, der kun manifesterer sig på ordniveauet, reducerer den
politiske korrekthed til kun at være et spørgsmål om ikke at sige bestemte ting. Hvis man
derimod opfatter den politiske korrekthed som et fænomen, der også manifesterer sig på
246 FaktaLink-artiklen Politisk korrekthed
247 Frost 1998 (uden sidetal)
248 Forstået som den måde, vi taler om politisk korrekt sprog, på.
249 Jf. afsnit 1.1
250 Holm 2008

andre niveauer af sproget, gør man også den politiske korrekthed til et spørgsmål om,
hvordan man siger bestemte ting. Mens den første opfattelse giver næring til tanker om
censur og dermed politisk korrekt sprog vs. ytringsfrihed-dikotomien, gør den anden
opfattelse sammenhængen mellem politisk korrekt sprog og almindelig høflighed og
hensyntagen lettere at få øje på. Således er det sandsynligt, at man kan gøre op med
dikotomien, hvis man udbreder en bredere opfattelse af, hvad politisk korrekt sprogbrug
kan bestå i.
Dermed mener jeg at have sandsynliggjort, at den negative holdning til politisk korrekt
sprog er knyttet til selve betegnelsen politisk korrekthed. Betegnelsen bliver yderligere
problematiseret af, at man i kraft af orddelen ”korrekt” kan få indtryk af, at der kun er én
måde at kommunikere politisk korrekt på. Politisk korrekthed opfattes udelukkende som
sproglig normering, og for mange sproglige normer gælder det for dansk sprog, at der kun
er en autoriseret variant. Det er derfor nærliggende at drage den konklusion, at der kun er
én måde at kommunikere politisk korrekt på, hvilket kan virke hæmmende eller resultere i
en rasmus modsat-tendens; enten opgiver folk, fordi de næsten kun kan fejle, eller også gør
de sig umage for at handle ukorrekt for at demonstrere deres ret til at tale frit. Tryk avler
som bekendt modtryk. 251
Tager man dette i betragtning, virker det ikke underligt, at der hersker en negativ holdning
til politisk korrekt sprog. Den negative holdning lader i høj grad til at være knyttet til selve
betegnelsen politisk korrekthed, og det er derfor sandsynligt, at den negative holdning kan
ændres, hvis disciplinen relanceres under en ny betegnelse. Frost beskriver, at man som
led i markedsføring af et bestemt fænomen kan udskifte betegnelsen, man bruger om
fænomenet, hvis dets kernebetydning er utilstrækkelig. Det må i høj grad siges at være
tilfældet her, hvor fænomenet, betegnelsen politisk korrekthed dækker over, er sat så
meget på spidsen, at man ikke kan skille satire fra alvor.
Jeg foreslår betegnelsen ordskik som afløser for betegnelsen politisk korrekt sprog.
Betegnelsen er ny og uden negative konnotationer, men i kraft af ligheden med ordet
bordskik er den ikke helt fri for konnotationer, idet den leder tankerne hen på høflighed og
251 Dette beskriver Holm (2008).

hensyntagen i en sammenhæng, hvor vi finder det helt naturligt at udvise høflighed og
hensyntagen. 252
9.13 Kritiske bemærkninger
Erkendelsen af kontekstens betydning for politisk korrekthed er meget væsentlig, da den
er nødvendig for at kunne undersøge, hvordan de mange sproglige mekanismer, der øger
eller mindsker ligheden i vores samfund, virker. 253
Således skriver jeg i min tidligere opgave om politisk korrekt sprog. Kontekstens betydning
for politisk korrekthed kan dels forstås som den betydning, den omgivende sprogbrug har
for, hvilken sprogbrug man mener der kan betegnes som enten politisk korrekt eller
politisk ukorrekt, som jeg beskrev det i SAMMENFATNING AF ANALYSEN, og den kan
dels forstås som den betydning, tid, sted og evt. andre faktorer har for, hvad man i
konkrete situationer opfatter som hhv. politisk korrekt og politisk ukorrekt sprogbrug. I
min tidligere opgave gør jeg disse erkendelser, men stopper ved det. I mit speciale er jeg
ved brug af face-teorien samt Hansens og Searles regler kommet et stykke længere i
erkendelsesrækken, og på den måde understreger mit speciale i sammenligning med min
tidligere opgave værdien af en velvalgt metode.
9.13.1 Face-teorien
Jeg har benyttet face-teorien som en overordnet ramme for min analyse af, hvordan den
politiske korrekthed manifesterer sig i sproget. Således har jeg i analysen kategoriseret den
politisk korrekte sprogbrug under strategierne 1-5 og har fundet frem til, at den politisk
korrekte sprogbrug i GL hører under strategierne 2 og 5. Som jeg beskrev det i
SAMMENFATNING AF ANALYSEN gjaldt det for den sprogbrug, der hørte under strategi
5, at det var manifestationsformer af den politiske korrekthed, vi allerede kendte til, hvor
sproget blev politisk korrekt uafhængigt af den omgivende sprogbrug. Den sprogbrug, der
hørte under strategi 2, fremviste derimod nye manifestationsformer af den politiske
korrekthed, hvor sprogbrugen blev politisk korrekt afhængigt af den omgivende sprogbrug.
252 Det uhensigtsmæssige ved betegnelsen kan være, at den kan lede tankerne hen på, at det hele handler om
ord, men da det er en ny betegnelse, skulle det være muligt i stor udstrækning at styre, hvilken betydning
betegnelsen får.
253 Dinesen 2007:22

Inddragelsen af face-teorien har på den måde vist, at man gør de nye erkendelser i forhold
til, hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget, der, hvor man inddrager
den omgivende sprogbrug i sine undersøgelser. Og dette er ikke den eneste erkendelse,
inddragelsen af face-teorien har hjulpet på vej. At de manifestationsformer, vi allerede
kender til, er dem, hvor den omgivende sprogbrug er uden betydning, har gjort, at vi har
reduceret det politisk korrekte sprog til at spørgsmål om ikke at sige bestemte ting. De nye
manifestationsformer gør, at politisk korrekt sprog yderligere bliver et spørgsmål om,
hvordan man siger bestemte ting. Mens den første opfattelse giver næring til tanker om
censur og politisk korrekt sprog vs. ytringsfrihed-dikotomien, som jeg har beskrevet det
ovenfor, gør den anden opfattelse det lettere at se en sammenhæng mellem politisk korrekt
sprog og almindelig høflighed og hensyntagen. Således har inddragelsen af face-teorien
betydet, at jeg i forhold til min tidligere opgave har opnået nye erkendelser i forhold til
kontekstens betydning for den politiske korrekthed. Dels ved at jeg er blevet klar over, hvor
man kan eftersøge nye erkendelser om den politiske korrektheds manifestationsformer,
dels ved at jeg er blevet klar over, hvilken betydning det kan have, at vi ikke har erkendt
denne nye type manifestationsformer.
9.13.2 Hansens og Searles regler
I mit speciale har jeg samtænkt Hansens konstituerende og strategiske regler med Searles
regulative og konstitutive regler, hvilket har resulteret i et regelsystem, der består i en
niveaudeling af de regler, der regulerer sprognormer, jf. figur 1. Jeg har benyttet dette
regelsystem dels som et erkendelsesmæssigt udgangspunkt for besvarelsen af min
problemformulering, dels som en normteoretisk ramme, jeg har besvaret min
problemformulering inden for.
I løbet af min undersøgelse har jeg placeret det politisk korrekte sprog inden for mit
normsystem, idet jeg har beskrevet det som en sprogbrug, der både er styret af strategisk-
regulative regler og strategisk-konstitutive regler, og det har været et godt udgangspunkt
for at opnå nye erkendelser om kontekstens betydning for, hvad man i konkrete situationer
opfatter som hhv. politisk korrekt og politisk ukorrekt sprogbrug. Ved brug af
normsystemet og med inddragelse af Ryberg er jeg nået frem til, at tid og sted er faktorer,
der kan påvirke etableringen af de strategisk-regulative regler og dermed vores opfattelse
af en sprogbrug i en konkret kontekst. Jeg har ved brug af normsystemet også kunnet
beskrive, at vi for at afgøre, hvilken sprogbrug der i en konkret kontekst er politisk korrekt

eller politisk ukorrekt, mangler viden om de strategisk-regulative regler, der regulerer det
politisk korrekte sprog på en bestemt tid, på et bestemt sted. Via erkendelsen af dette har
jeg ydermere kunnet opstille en ny definition af det politisk korrekte sprog, som både tager
højde for, at der findes strategisk-regulative og strategisk-konstitutive regler, mens min
arbejdsdefinition kun tog højde for sidstnævnte. Alt sammen erkendelser, jeg ikke nåede
frem til i min tidligere opgave.
Ved brug af face-teorien samt Hansens og Searles regler har jeg altså i forhold til min
tidligere opgave ikke blot kunnet konstatere, at konteksten har en betydning for den
politiske korrekthed, men har også kunnet indkredse konktekstens betydning, ligesom
jeg med udgangspunkt i Hansens og Searles regler kan give nogenledes konkrete
anvisninger på, hvilke undersøgelser af det politisk korrekte sprog der er behov for i
fremtiden, hvis man vil indkredse kontekstens betydning yderligere, nemlig undersøgelser
af, hvilke sted- og tidsafhængige regulative regler der gælder for det politisk korrekte
sprog, fx i Danmark år 2008.
9.14 Har du sagt neger i dag?
I min indledning beskrev jeg mine overvejelser om, hvordan jeg skulle omtale de sorte,
som mit valg faldt på. På trods af dette valg har jeg givet mit speciale titlen Har du sagt
neger i dag?, og som en afrunding på min diskussion vil jeg knytte en kommentar til min
titel. Jeg stiller spørgsmålet ”Har du sagt neger i dag?”, fordi jeg ønsker at vække debat om
sproglig høflighed. I den forbindelse mener jeg, det er vigtigt at møde sprogbrugerne der,
hvor de er. Betegnelsen neger har masser af debatpotentiale i sig, fordi den har en
særstatus i det danske sprog: Nogle anvender den slet og ret som en neutral betegnelse om
sorte mennesker. Andre kan ikke få betegnelsen over deres læber, fordi de opfatter den
som værende stærkt politisk ukorrekt. Andre igen bruger betegnelsen, netop fordi de
mener, den er politisk ukorrekt, og fordi de ønsker at demonstrere deres ret til at ytre sig
frit. 254
Har du sagt neger i dag?
254 Holm 2008. Den tilsvarende engelske betegnelse, negro, besidder ikke samme debatpotentiale, da der
hersker bred enighed om, at denne betegnelse er politisk ukorrekt og nedsættende. Af samme grund er min
engelske titel ikke en direkte oversættelse af min danske, da det snarere ville fjerne grundlaget for debat.

10. KONKLUSION
Mit speciale udsprang af en undren over den negative opfattelse af politisk korrekthed og
dens manifestation i sproget, det politisk korrekte sprog: Hvordan hang den sammen med
den politiske korrektheds ædle formål at hindre forskelsbehandling og skabe lighed?
Jeg beskrev herefter, at denne negative opfattelse oftest udspringer af et af to
kritikpunkter:
1. ”Det ænder ikke på virkeligheden at ændre på sproget.”
2. ”Politisk korrekt sprog er en indskrænkning af ytringsfriheden.”
En undersøgelse af det første kritikpunkt var hovedformålet med mit speciale.
Ud over de to kritikpunkter bestod udgangspunktet for mit speciale i min tese om, at ”den
politiske korrekthed kan komme til udtryk på andre niveauer af sproget end blot
ordniveauet”. Denne tese udsprang af en uoverensstemmelse mellem Frosts beskrivelse af,
at den politiske korrekthed kun manifesterer sig i sproget på ordniveauet, 255 og min
fornemmelse af, at den politiske korrekthed også kunne viser sig på andre niveauer af
sproget. En fornemmelse, som jeg fik efter at have læst Hergés tegneserie Tintin i Congo i
to danske oversættelser– Jørgen Sonnergaards politisk korrekte fra 1975 (herefter GL) 256
og Niels Søndergaards politisk ukorrekte fra 2005 (herefter NY). 257
Formålet med mit speciale var da at undersøge, om det politisk korrekte sprog kan virke
efter hensigten, således at man gennem sproget kan skabe lighed, og for at kunne
undersøge det politisk korrekte sprog tog jeg udgangspunkt i en arbejdsdefinition af dette,
som lød: ”den sproglige normering, der honorerer idealet lighed”.
Udgangspunktet for min undersøgelse var en komparativ sproglig analyse af GL og NY for
at undersøge, hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget. Således ville jeg
før jeg undersøgte, om det politisk korrekte sprog kunne virke efter hensigten, undersøge
hvad det politisk korrekte sprog var. GL og NY var velegnet empiri til dette formål, da der i
GL og NY bliver fortalt den samme historie i hhv. en politisk korrekt og en politisk
255 Frost 1997:67
256 Sonnergaard 2002
257 Søndergaard 2005

ukorrekt version, og dermed kunne jeg i forskellen på de to tekster finde svaret på,
hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget.
For at kunne undersøge, hvordan den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget,
forudsatte jeg, at ”lighed kan manifestere sig i sproeget”, og i min diskussionen af dette
spørgsmål efterprøvede jeg tesen ”lighed kan skabe gennem sproget”.
For at placere mig i det komplekse felt, sprognormer udgør, inddrog jeg Hansens skelnen
mellem konstituerende regler (hvor reglen er et mål i sig selv) og strategiske regler (der har
et mål, der ligger ud over selve overholdelsen af reglen) 258 samt Searles ditto mellem
regulative regler (der regulerer allerede eksisterende aktiviteter, som ikke er logisk
afhængige af eksistensen af de pågældende regler) og konstitutive regler (som konstituerer
og regulerer aktiviteter, hvis eksistens er logisk afhængig af reglerne). 259 Ved at samtænke
de to regelsæt opstillede jeg et regelsystem, som bestod i en niveaudeling af de regler, der
regulerer sprognormer. Regelsystemet benyttede jeg som en normteoretisk ramme, som
jeg besvarede min problemformulering inden for. Som et udgangspunkt for min brug af
regelsystemet slog jeg fast, at det politisk korrekte sprog er reguleret af en eller flere
strategisk-regulative regler, da det politisk korrekte sprog er en norm, der har et formål,
der ligger ud over selve overholdelsen af reglen, jf. min definition: at skabe lighed, ligesom
det er en norm, der regulerer noget, der allerede findes i verden: sproget. Jeg stillede
herefter spørgsmålet, om det politisk korrekte sprog også er reguleret af en eller flere
strategisk-konstitutive regler. Et bekræftende svar på dette var en forudsætning for et
bekræftende svar på min problemformulering: Hvis det politisk korrekte sprog kan virke
efter hensigten og skabe lighed, er det ensbetydende med, at det er reguleret af en eller
flere strategisk-konstitutive regler, som konstituerer aktiviteter, hvis eksistens er logisk
afhængig af reglen, nemlig lighed.
Som en overordnet ramme for min analyse af GL og NY anvendte jeg face-teorien og dens
superstrategier, strategierne 1-5. 260 Ved at analysere teksten i GL og NY ved brug af disse
strategier lokaliserede jeg de steder, hvor den politiske korrekthed manifesterer sig i
sproget, hvorefter jeg næranalyserede sproget på disse steder ved brug af bl.a. face-teori,
258 Hansen 1979
259 Searle 2001
260 Brown & Levinson 2001

argumentationsanalyse og semantisk rolleanalyse for at finde frem til, hvordan den
politiske korrekthed manifesterer sig i sproget.
I min analyse viste jeg, at den politiske korrekthed manifesterer sig i sproget i GL på en
lang række måder: Det sker, ved at de sorte taler et dansk uden afvigelser fra RSN i
modsætning til i NY, via udeladelsen og udskiftningen af bestemte ord, via
argumentationen, gennem brugen af præsuppositioner og framing samt ved tildelingen af
semantiske roller. Desuden via syntaksen, brugen af kohæsionsmekanismer samt
anvendelsen af nedtoningsmekanismer, fx ændringen af verber i imperativ til en anden
form.
Dermed bekræftede jeg teserne ”lighed kan manifestere sig i sproget” og ”den politiske
korrekthed kan komme til udtryk på andre niveauer af sproget end blot ordniveauet”.
Det viste sig, at de sproglige manifestationsformer af den politiske korrekthed, som vi på
forhånd var bekendt med, fandtes på ordniveauet, og at sprogbrugen her var politisk
korrekt uafhængigt af den omgivende sprogbrug. For de ubekendte manifestationsformer
gjaldt det derimod, at sprogbrugen blev politisk korrekt i samspil med den omgivende
sprogbrug, og jeg beskrev, at mens de førstnævnte manifestationsformer gør politisk
korrekt sprog til et spørgsmål om ikke at sige bestemte ting, gør sidstnævnte
manifestationsformer det yderligere til et spørgsmål om, hvordan man siger bestemte ting.
Herefter diskuterede jeg på baggrund af min analyse, om man kan skabe lighed gennem
sproget, og som et udgangspunkt for denne diskussion anvendte jeg Holtug & Lægaards
beskrivelse af lighed og anerkendelsespolitik. 261 Via en diskussion af den politiske
korrektheds manifestation i GL i hhv. sprogets form og sprogets indhold nåede jeg frem til
den konklusion, at man kan skabe lighed gennem sproget, hvilket bekræftede min tese om,
at ”lighed kan skabes gennem sproget”. Jeg beskrev herefter, at to komplementære
sprogbrug i GL og NY ifølge min arbejdsdefinition af politisk korrekt sprog begge kunne
kaldes politisk korrekte, og jeg gjorde det dermed klart, at opfattelsen af, hvor og hvordan
der skabes lighed, afhænger af, hvilken opfattelse af lighed man lægger til grund for sin
vurdering, og at man for at afgøre, om en given sprogbrug er politisk korrekt, ud over at
afgøre, om den honorerer idealet lighed, også må afgøre, hvilken slags lighed man ønsker
fremmet, hvilket må bero på en normativ vurdering af, hvilken slags lighed der er bedst.
261 Holtug & Lægaard 2008

For at demonstrere hvordan en sådan normativ vurdering kunne foretages, foretog jeg en
normativ vurdering af GL og NY, hvor jeg inspireret af Ryberg 262 inddrog faktorerne tid og
sted og fandt frem til, at NY er den mest hensigtsmæssige oversættelse af de to set ud fra et
lighedsideal.
Herefter inddrog jeg mit regelsystem for at komme nærmere en definition af politisk
korrekt sprog. Da jeg tidligere konkluderede, at man kan skabe lighed gennem sproget,
stod det på dette punkt klart, at politisk korrekt sprog også er reguleret af strategisk-
konstitutive regler.
Jeg afgjorde i min normative vurdering af GL og NY, at faktorerne tid og sted var relevante
for afgørelsen af, hvad der er politisk korrekt sprogbrug, og dermed afgjorde jeg, at der
findes regler for det politisk korrekte sprog, der afhænger af tid og sted, hvilket er
ensbetydende med, at der findes regler for det politisk korrekte sprog, der regulerer det,
men ikke konstituerer det. Dermed kunne min arbejdsdefinition af det politisk korrekte
sprog betragtes som en strategisk-konstitutiv regel, der konstituerer det politisk korrekte
sprog, og jeg kunne fastslå, at man for at afgøre, hvad der er politisk korrekt sprogbrug i en
given sammenhæng, må supplere denne regel med en række tids- og stedsafhængige
strategisk-regulative regler. Dermed kunne jeg korrigere min definition af politisk korrekt
sprog til en definition, der tager højde for, at sådanne strategisk-regulative regler er til
stede: ”Politisk korrekt sprog er den sproglige normering, der honorerer idealet lighed
under hensyntagen til den tid og det sted, hvor sprogbrugen optræder.”
Efter dette diskuterede jeg det andet kritikpunkt: ”Politisk korrekt sprog er en
indskrænkning af ytringsfriheden”, og jeg medgav, at politisk korrekt sprog er en
indskrænkning af ytringsfriheden, men pointerede samtidig, at der findes masser af
situationer, hvor vi finder det helt acceptabelt, at vi ikke bare kan sige, hvad der passer os.
I forlængelse heraf understregede jeg, at det politisk korrekte sprog ikke fratager os retten
til at tænke, tale og tegne, som vi vil; mens ytringsfriheden er en ret, er det politisk
korrekte sprog et valg. Da man ved at vælge det politisk korrekte sprog kan udvise
høflighed og hensyntagen og dermed lette omgangen med hinanden, er der imidlertid god
grund til at vælge det politisk korrekte sprog, argumenterede jeg.
262 Ryberg 2007

Afslutningsvis beskæftigede jeg mig med den negative opfattelse af politisk korrekt sprog,
som mit speciale udsprang af, og jeg kædede denne opfattelse sammen med, at vi i
Danmark har en forvrænget opfattelse af, hvad politisk korrekthed er, hvilken er knyttet til
selve betegnelsen politisk korrekthed: Vi er blevet præsenteret for så mange satirer over
begrebet, at vi ikke kan skille satire fra alvor, og derudover er der en dominerende politisk
korrekt sprog-diskurs, der tager udgangspunkt i en politisk korrekt sprog vs. ytringsfrihed-
dikotomi. Det betyder, at hvis man er forkæmper for politisk korrekt sprog, er man
modstander af ytringsfrihed. Desuden er vi ikke blevet præsenteret for ideologien bag den
politiske korrekthed, hvilket betyder, at politisk korrekthed bliver opfattet udelukkende
som et sprogligt fænomen. Opfattelsen af den politiske korrekthed bliver yderligere
snævret ind, ved at politisk korrekt sprog bliver opfattet som noget, der kun har at gøre
med sprogets ordniveau, hvilket reducerer det politisk korrekte sprog til et spørgsmål om
ikke at sige bestemte ting. Anlægger man et bredere syn på politisk korrekt sprog som et
fænomen, der også kan optræde på andre af sprogets niveauer, kan man yderligere gøre
det politisk korrekte sprog til et spørgsmål om, hvordan man siger bestemte ting. Det vil
desuden gøre sammenhængen med almindelig høflighed og hensyntagen lettere at få øje
på, ligesom det ville kunne gøre op med politisk korrekt sprog vs. ytringsfrihed-
dikotomien. Efter at have argumenteret for, at den negative opfattelse af det politisk
korrekte sprog er knyttet til selve betegnelsen politisk korrekthed, argumenterede jeg for
en relancering af disciplinen under et nyt navn for at ændre denne opfattelse, og jeg
foreslog betegnelsen ordskik.
Igennem min undersøgelse har jeg opnået nye erkendelser om det politisk korrekte sprog,
hvilket bl.a. har resulteret i, at jeg har revideret min arbejdsdefinition af dette. Min
reviderede definition skal imidlertid opfattes som en definition, der er under udvikling, og
således stadig er at betragte som en arbejdsdefinition. Med udgangspunkt i denne vil en
oplagt og relevant forfølgelse af nye erkendelser om det politisk korrekte sprog bestå i en
undersøgelse af, hvilke strategisk-regulative regler, der gælder for det politisk korrekte
sprog, herunder en undersøgelse af, om disse regler er afhængige af andre faktorer end tid
og sted.

11. ORDSKIK.DK
Jeg beskrev i slutningen af min diskussion, at jeg anser det for at være sandsynligt, at den
negative holdning til politisk korrekt sprog kan ændres, hvis fænomenet politisk
korrekthed relanceres under en ny betegnelse, 263 og jeg foreslog betegnelsen ordskik. For
at markedsføre betegnelsen ordskik har jeg oprettet hjemmesiden ORDSKIK.DK,
www.ordskik.dk. Ud over at markedsføre betegnelsen er formålet med hjemmesiden også
at skabe viden og debat om ordskik under overskriften ”ytringsfrihed er en ret – høflighed
er et valg”.
Skærmdump fra www.ordskik.dk.
263 Når jeg alligevel har valgt at give mit speciale en undertitel, hvor begrebet politisk korrekthed indgår,
skyldes det, at begrebet er udgangspunktet for mit speciale.

12. LITTERATUR- & KILDEFORTEGNELSE
Arzrouni, Christopher: Massa, massa!
Anmeldelse af Tintin i Congo og Tintin. En rejse gennem Hergés univers
I: Weekendavisen, 25. november 2005, 2. sektion, Bøger, side 13
Bjerregaard, Hans: Komix: Lækker racisme i originale farver
Anmeldelse af Tintin i Congo
I: Ekstra Bladet, 7. november 2005, 1. sektion, side 28
Bom, Mette: Er det politisk korrekte sprog blevet stuerent?
I: Hjemmesiden Kommunikationsforum, www.kommunikationsforum.dk, 4. oktober 2006
http://www.komunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12501 (8. maj 2008)
Bording, Mikkel: Politisk korrekthed: Negerproblemet i Tintin og anden fiktion
I: Information, 27. august 2007, 1. sektion, side 14-15
Brown, Penelope & Levinson, Stephen C. (2001): (Uddrag af) Politeness. Some universals
in language usage
I: Henriksen, Carol (red.): Can you reach the salt? Pragmatikkens klassiske tekster
Roskilde Universitetsforlag
Bülow-Møller, Anne Marie (1989): The Textlinguistic Omnibus: A Survey of Methods for
Analysis
Handelshøjskolens Forlag/Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Christiansen, Hans-Christian (2001): Tegneseriens æstetik
Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet
Davidsen-Nielsen, Niels (2004): En ordbog der åbner op
I: Nyt fra Sprognævnet, 2004, nr. 2 (hentet fra Dansk Sprognævns hjemmeside,
www.dsn.dk, uden sidetal)
Diderichsen, Paul (1968): Sprogrigtighed – sprogvurdering – sprogregulering
I: Diderichsen, Paul: Sprogsyn og sproglig opdragelse
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Farr, Michael (2006): Tintin. En rejse gennem Hergés univers
Carlsen
Frost, Pernille J. (1997): En strid om ord. Det politisk korrekte sprog
Fremad

Frost, Pernille (1998): Halvfemsernes sprogstrid – om politisk korrekthed
I: Nyt fra Sprognævnet, 1998, nr. 3 (hentet fra Dansk Sprognævns hjemmeside,
www.dsn.dk, uden sidetal)
Frost, Pernille (2006): ”Det hedder det ikke!”
I: Nysprog nu
Modersmål-Selskabets årbog 2006
C.A. Reitzels Forlag
Gad, Emma (2001): Takt og Tone. Hvordan vi omgaas
Gyldendal
Garner, James Finn (1995): Politisk korrekte eventyr
Aschehoug
Gotfredsen, Kaare: Tintin vender tilbage
Anmeldelse af Tintin i Congo
I: Fyens Stiftstidende, 23. november 2005
Hansen, Erik (1975): Den hemmelige præmis
I: Kjøller, Klaus (red.): Analyser af sprogbrug. Argumentation
Borgens Forlag
Hansen, Erik (1979): Den danske rigssprogsnorm
I: Hansen, Erik & Skyum-Nielsen, Peder (red.): Sprognormer i Norden
Indlæg ved et fællesnordisk symposium i København, oktober 1978
Nydanske Studier & Almen kommunikationsteori (NyS), nr. 12
Akademisk Forlag
Hansen, Erik (2004): Dæmonernes port. Støttemateriale til undervisningen i nydansk
Hans Reitzels Forlag
4. udgave
Harder, Peter (1980): Møveri. Om at pådutte andre sine egne forudsætninger
I: Harder, Peter & Poulsen, Arne (red.): Hvad går vi ud fra?
Gyldendal
Hedegaard, Anne: Jeg sagde nej til Røde Kors-penge
I: JydskeVestkysten, 11. december 2007, 1. sektion, side 4
Heltoft, Lars (2005): Topologi som tegnsystem
I: Engberg-Pedersen, Elisabeth m.fl.: Dansk Funktionel Lingvistik: en helhedsforståelse af
forholdet mellem sprogstruktur, sprogbrug og kognition
Københavns Universitet, Handelshøjskolen i København og Roskilde Universitetscenter
Henriksen, Carol (2001): Indledning
I: Henriksen, Carol (red.): Can you reach the salt? Pragmatikkens klassiske tekster
Roskilde Universitetsforlag

Hergé (u.å.): Tintin au Congo
Casterman (ISBN: 2-203-00101-1)
Hergé (2002): Tintin i Congo
Oversat af Jørgen Sonnergaard, Carlsen Comics
Hergé (2005): Tintin i Congo
Oversat af Niels Søndergaard, Forlaget Carlsen
Hochschild, Adam (2002): Kong Leopolds arv
Lindhardt og Ringhof
2. udgave
Holm, Gretelise: Retten til at sige neger
I: Information, 14. februar 2008, Bøger, side 38-39
Holmen, Anne (1997): Normer for dansk som andetsprog
I: Widell, Peter & Kunøe, Mette (red.): 6. Møde om Udforskningen af Dansk Sprog til
minde om Peter Skautrup 1896-1996. Aarhus Universitet. 10.-11. oktober 1996
Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet
Holtug, Niels & Lægaard, Sune (2008): Lighed i det multikulturelle samfund
I: Universitetsavisen, nr. 5, 11. april 2008
Københavns Universitet
Jacobsen, Henrik Galberg & Skyum-Nielsen, Peder (2002): Dansk sprog. En grundbog
Det Schønbergske Forlag
Jensen, Leif Becker (1997): Indføring i tekstanalyse
Roskilde Universitetsforlag
Jørgensen, Charlotte & Onsberg, Merete (2003): Praktisk argumentation
2. udgave, Ingeniøren|bøger
Kassebeer, Søren: ”På Vesterbro en neger gik”
I: Berlingske Tidende, 20. januar 2007, 2. sektion, Magasin, side 3
Kock, Christian (2006): Newspeak – toppen af et isbjerg
I: Nysprog nu
Modersmål-Selskabets årbog 2006
C.A. Reitzels Forlag
Kunøe, Mette (1972): Kronologien i sprogtilegnelsen
I: Kunøe, Mette: Barnesprog
Gjellerup
Lindberg, Kristian: Tintin og den mystiske oversættelse
Anmeldelse af Tintin i Congo og Tintin. En rejse gennem Hergés univers
I: Berlingske Tidende, 7. november 2005, 2. sektion, Magasin, side 2

Lund, Jørn (2001): Politisk korrekthed
I: Lund, Jørn: Sproglig status. Syv kapitler om det danske sprog
Hans Reitzels Forlag
Normann Jørgensen, Jens (2000): Perkerdansk og de sure gamle mænd. En advarsel til
alle unge i Danmark
I: Dansk – vejen til integration
Modersmål-Selskabets årbog 2000
C.A. Reitzels Forlag
Orwell, George (2007): 1984
9. udgave, Gyldendal
Pedersen, Jes Stein: Tegneserier: ”Tænk, at alle hvide i Europa er som Tintin”
Anmeldelse af Tintin i Congo og Tintin. En rejse gennem Hergés univers
I: Politiken, 4. november 2005, 2. sektion, side 8
Peeters, Benoît (1983): Hergé. Bogen om Tintin og hans skaber
Carlsen, 1983
Peeters, Benoît (1989): Tintin og hans skaber
Carlsen
Petersen, John: Alle tiders Tintin
Anmeldelse af Tintin i Congo og Tintin. En rejse gennem Hergés univers
I: JydskeVestkysten, 27. november 2005, 1. sektion, side 15
Ruus, Hanne (1979): Sproglig betydningsdannelse. Semantiske roller i tekster
I: Nydanske Studier & Almen kommunikationsteori (NyS), nr. 10/11
DLF
Ryberg, Jesper (2007): Diskrimination og sprog
I: Lippert-Rasmussen, Kasper & Ryberg, Jesper (red.): Født og forbliver lige og frie? Om
diskrimination og etik
Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet
Sadoul, Numa (1979, red.): Hergés oplevelser: 50 år med Tintin
Runepress
Searle, John R. (2001): What is a Speech Act?
I: Henriksen, Carol (red.): Can you reach the salt? Pragmatikkens klassiske tekster
Roskilde Universitetsforlag
Shakespeare, William (1978): Købmanden i Venedig
I: Shakespeare, William: Samlede skuespil. Bind 11. Stor Ståhej for ingenting.
Helligtrekongers Aften. Købmanden i Venedig
P. Haase & Søns Forlag

Strömberg, Fredrik (2003): Serienegeren. Fordomme fortalt i billeder
Mellemfolkeligt Samvirke
Vinterberg, Søren: Fra Sonnergaard til Søndergaard
I: Politiken, 2. januar 2008, Kultur, side 4
Ledende artikel: Tintin og den politiske korrekthed
I: Berlingske Tidende, 25. juli 2007, 2. sektion, Magasin, side 8
Uden forfatter: Artiklen Dansk racismecenter frikender Tintin
I: Politiken.dk, 13. juli 2007
Ordbøger
Retskrivningsordbog (RO55)
Dansk Sprognævn/Gyldendalske Boghandel/Nordisk Forlag
1963 (6. oplag), 1. oplag 1955
Den danske ordbog (DDO)
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/Gyldendal, 2003-2005
Upubliceret
Dinesen, Marie (2007): Har du sagt neger i dag? En undersøgelse af politisk korrekt
sprog i tegneserien Tintin i Congo
Fri skriftlig hjemmeopgave i forbindelse med kurset Sprog og norm
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Det Humanistiske Fakultet, Københavns
Universitet
Kilder fra internettet
Hjemmesiden Urban Dictionary
www.urbandictionary.com
Herunder opslaget ”massa”
http://www.urbandictionary.com/define.php?term=Massa (19. marts 2008)
Det elektroniske tidsskrift FaktaLink
www.faktalink.dk
Herunder artiklen Politisk korrekthed
www.faktalink.dk (19. februar 2007)
Hjemmesiden Dictionary.com
www.dictionary.com
Herunder opslagene ”massa” og ”master”
http://dictionary.reference.com/search?q=massa (27. december 2006)
http://dictionary.reference.com/browse/master(27. december 2006)
Informations hjemmeside
www.information.dk

Herunder debat om artiklen Retten til at sige neger
http://www.information.dk/154760 (8. maj 2008)
Hjemmesiden Danske Taler
www.dansketaler.dk
Herunder statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale 2006
http://www.dansketaler.dk (8. maj 2008)
Infomedia
www.infomedia.dk
Hjemmeside om Kim Larsen & Kjukken
www.kjukken.dk
Herunder tekst til Elefantens Vuggevise
http://www.kjukken.dk/tekster/kim/elefantensvuggevise.php. (31. juli 2008)
Hjemmesiden Ordbogen over Faste Vendinger
www.idiomordbogen.dk
Herunder opslaget ”få fred”
www.idiomordbogen.dk (8. maj 2008)
Forlaget Carlsens hjemmeside
www.carlsen.dk
Herunder Tintin i ny udgave og ny oversættelse og Tintin i Congo er første
bind i den nye udgave
I: Tegneserieavisen, november 2005
www.carlsen.dk (31. juli 2008)
Hjemmesiden Comicwiki
www.comicwiki.dk
Herunder opslaget ”Tintin i Congo”
http://comicwiki.dk/wiki/Tintin_i_Congo (8. maj 2008)