Den bornholmske konsul i Sydney - Bornholms Museum

More documents

Recommendations

Info

Derfor blev der i 1717 vedtaget en lov angående deportering af fanger til de britiske kolonier, og i 1718 blev de første fanger sendt til de britiske kolonier i Amerika. I alt blev ca. 50.000 fanger sendt til Amerika, men denne transport blev standset ved starten af den Amerikanske Uafhængighedskrig i 1776. Herefter begyndte briterne at lede efter alternative kolonier, hvor de kunne sende deres straffefanger til, og i denne forbindelse blev østkysten i New Holland taget i betragtning. Udover at fungere som fangekoloni, hvor enhver form for flugt tilbage til hjemlandet stort set var umulig, havde England brug for baser i Sydhavet, hvor handelsskibe og hvalfangerskibe kunne få forsyninger og blive repareret. Derfor blev en flåde på 11 skibe med 750 fanger, 400 søfolk og 200 marinesoldater under kommando af Arthur Phillip sendt til Ny Holland i maj 1787. Skibene nåede bestemmelsesstedet Botany Bay i New Holland i januar 1788, efter at have mistet 48 fanger på den 8 måneder lange sejlads. Fangerne, der blev valgt til deportation, var typisk blevet dømt gentagende gange for små tyverier, der dog havde en strafferamme på mellem 7 og 14 års deportation eller fængsel. Desuden manglede flere fanger kun kort tid i at have udstået deres straf, hvilket der dog ikke blev taget hensyn til. I tilfælde af at en deporteret fange efter ankomsten til Australien udstod sin straf, blev vedkommende straks sat på fri fod, men en eventuel rejse tilbage til England var på egen bekostning. Dette var således en effektiv måde, hvorpå man hjemme i England kunne slippe af med kriminelle elementer i samfundet. Rejsen var særdeles hård for straffefangerne, idet de var stuvet sammen under dæk i store bure, hvor det var umuligt at rette sig op. Fangerne var to om at dele en 90 cm bred køje, og de fik kun en halv times motion på dækket om dagen, hvis vejret tillod det. Mange fanger blev syge og døde af de dårlige forhold ombord eller af mangel på lys og luft. Herudover kunne fangerne blive udsat hedebølger, frostvejr og storm på vejen mod Australien. Deportationer af kvinder foregik på skibe uden mandlige fanger. De kvindelige fanger måtte udover de ubekvemme forhold ombord også slås med overgreb fra søfolkene, og det var meget almindeligt, at en stor del af disse kvinder var gravide, når de nåede til New Holland. Det viste sig hurtigt, at Botany Bay ikke kunne brødføde en koloni, fordi der manglede drikkevand, og Arthur Philip søgte derfor længere mod nord og fandt et bedre egnet område. Stedet blev døbt Sydney Cove (det nuværende Sydney) efter den britiske indenrigsminister, og den 26. januar 1788 hejste officerer og marinesoldater det engelske flag under overværelse af en lille gruppe uforstående aboriginere. Denne dato fejres i dag som Australiens nationaldag. Det første år efter koloniens oprettelse var en kamp for at overleve pga. mangel på mad og problemer med aboriginerne, men i takt med at flere skibe ankom med straffefanger og forsyninger til New Holland, spredte kolonien sig til andre dele af området. Samtidigt steg behovet for nye bosættelser og jord, idet frigivne straffefanger fik tilbudt et område, som de kunne dyrke, 4
men dette forværrede yderlige forholdet til aboriginerne, som fik frataget deres traditionelle jagtområder. Forholdet mellem englænderne og aboriginerne havde fra starten været præget af mistro og fjendtlighed. Arthur Philips, havde forsøgt at skabe venskabelige forbindelser til aboriginerne, men stridighederne mellem de to folk eskalerede i takt med den britiske ekspansion, og aboriginerne blev efterhånden fortrængt til ydreområderne for til sidst næsten helt at forsvinde. Efterhånden som den engelske dominans over New Holland voksede opstod et ønske om at frigøre navnet på kontinentet fra dets oprindelige opdagere. Derfor blev det for første gang i 1814 foreslået at omdøbe New Holland til Australien, og i løbet af nogle få år blev dette navn brugt både om kontinentet og folket, men først i 1901 fik kontinentet officielt sit navn. Gennem 1800-tallet udvidede englænderne herredømmet over området, og Australien blev inddelt i kron-kolonier, der hver blev ledet af en guvernør, og i 1845 var der fem kron-kolonier: New South Wales, Victoria, Tasmanien, South Australia og West Australia. I 1900 blev der holdt folkeafstemning blandt Australiens hvide befolkning om oprettelsen af en forbundsstat, og i 1901 fik Australien sin grundlov. Hermed blev New Holland officielt omdøbt til Australien, og kronkolonierne blev delstater i forbundsstaten Commenwealth of Australia. I takt med at området udviklede sig, tiltrak Australien også frie emigranter, og fårehold forvandlede området til et mulighedernes land, hvor personer med begrænsede midler kunne blive velhavende, og arbejdere kunne opnå en rimelig levestandard eller selv blive jordejere. Det var dog fortsat USA og Canada, der tiltrak størstedelen af de europæiske emigranter, og efter guldfundene i Californien i 1840 oplevede Australien en markant nedgang på arbejdskraft. Stort set alle emigranter drog til Amerika, samtidig med at mange tusinde australiere forsøgte lykken som guldgravere i Californien. Australiens tiltrækningskraft skulle dog hurtigt vende, efter der blev fundet guld i 1851, og alene i 1852 kom der 80.000 nye indvandrere til Australien, hvormed problemet med arbejdskraft blev løst. Samtidig voksede utilfredsheden med at anvende straffefanger som arbejdskraft, både fordi de holdt lønningerne kunstigt nede, og fordi man ikke længere ønskede at fungere som Storbritanniens skraldespand. I 1868 standsede transporten af straffefanger til Australien, og på det tidspunkt var ca. 160.000 engelske straffefanger transporteret til kontinentet. Guldgravere og livet som guldgraver Australiens goldrush blev sat i gang af Edward Hargraves, der var vendt tilbage til Australien i januar 1851 efter et mislykket forsøg som guldgraver i Californien. Han var overbevist om, at der kunne findes guld i Australien, og han fik overtalt en forretningsmand fra Sydney til at finansiere sit forehavende. Edvard Hargraves fandt hurtigt det ønskede guld og vendte tilbage til Sydney for at 5
Page 1 and 2: Den bornholmske konsul i Sydney His
Page 3: organiseret. Derudover begyndte eur
Page 7 and 8: Udvandringens historie De første d
Page 9 and 10: smøre dem ind i sæbeskum og barbe
Page 11 and 12: landt guldgraverne. Der var hverken

Den bornholmske konsul i Sydney - Bornholms Museum

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?