Den bornholmske konsul i Sydney - Bornholms Museum

smøre dem ind i sæbeskum og barbere dem med en stor trækniv for til sidst at skylle dem rene i et
bassin, der var lavet af et sejl på dækket. Langt om længe nåede skibet Perth i Vestaustralien,
hvor de første passagerer blev sat i land, og derefter fortsatte skibet til Adelaide, Melbourne og til
sidst Sydney, som var Ludolph Marckers bestemmelsessted.
I Sydney havde onklen fået en af sine forretningsforbindelser til at tage sig af Ludolph
Marcker og hjælpe ham videre til Nevertir, hvor der ventede en hest og vogn, som skulle
transportere ham det sidste stykke vej til onklens bolig i Coonamble. Denne sidste del af turen
varede næsten tre dage, og her fik Ludolph Marcker for første gang et rigtige indtryk af den barske
australske natur med sine mange forskellige dyrearter og planter. Han lærte, hvor praktisk
myggenet kan være, og han beretter selv, hvordan han en nat fik anvist en fornem himmelseng
med vedhæng. Dette vedhæng var naturligvis et myggenet, men Ludolph Marcker vidste ikke,
hvad det skulle bruges til før den næste morgen, hvor han var blevet stukket af utallige myg og var
ganske ukendelig pga. hævelser i ansigtet. Dette var, som han selv fortæller, en erfaring han kun
behøvede at lære en enkelt gang.
I Coonamble mødte Ludolph Marcker for første gang sin onkel Jørgen Fog, men før
de mange hilsener kunne overbringes, var det skik at drikke en kold øl inden man talte sammen.
Jørgen Fog var taget til Australien i en ung alder og havde levet en omflakkende tilværelse, hvor
han bl.a. havde arbejdet som minearbejder, men nu havde han en kolonialvareforretning og
fungerede som ”Justice of Peace”, der var en art dommer, som varetog små juridiske sager som
f.eks. fuldskab eller slagsmål. I disse mindre australske byer var der ingen jurister eller dommere til
at varetage sådanne småsager, og derfor udnævntes en eller flere pålidelige folk, der nød en vis
anseelse i samfundet, til at dømme i disse sager.
Ludolph Marcker beskriver selv den første tid hos onklen som begyndelsen på
slaraffenlivet, hvor han først skulle lære at ride og skyde samt at tale sproget. Herefter gjorde han
sig forskellige erfaringer på de store kvægstationer, men først og fremmest blev tiden brugt på at
jage det meget fremmedartede australske dyreliv. En enkelt gang var Ludolph Marcker uheldig og
kom til at skyde den fredede latterfugl der har sit navn pga. af sin meget karakteristiske lyd, der
minder om menneskelatter, men ellers var byttet kænguruer, sorte svaner, strudse og ænder i
massevis. Denne afslappende tilværelse skulle dog få en ende, idet Jørgen Fog gik konkurs.
Ludolph Marcker drog tilbage til Sydney, hvor han fik job på et apotek i Burwood og efter nogle
måneder blev tilbudt partnerskab. Partnerskabet kom til at vare 7 år fra 1887 til 1894, hvorefter
eventyrlysten fik Ludolph Marcker til at søge til Vestaustraliens ørken i jagten på guld.
Han havde i Sydney hørt rygter om store guldfund i Coolgardie i Vestaustralien, og
han lod sig friste til at prøve lykken som guldgraver. Han købte et ”Miners Right” – en tilladelse til
at grave efter guld - og sejlede til Fremantle sammen med hundredevis af håbefulde guldgravere.
9