Geografisk spredning af sygdommen FOS – med ... - adbou.dk

ved døden. Knoglens overflade har ved og omkring skaden en meget lys farve, og hvor cortex ikke
er bevaret er det underliggende knoglemateriale ofte porøs og har let ved afskalning. På Fig. 8 kan
ses disse post-mortale skader, hvor skaden fremstå meget lys modsat knoglens oprindelig overflade
cortex, som i dette tilfælde har en let gullig nuance.
Knoglematerialet gennemgår, som alt andet, en generel nedbrydning, og de post-mortale skaderne
får denne proces til at foregår hurtigere, idet knoglens originale og glatte overflade er blevet brudt.
Ved FOS læsioner har knoglen den samme farve, både på den almindelige cortexoverflade, men
også nede i og omkring læsionerne. Der er ligeledes ingen spor efter afbræk og knoglens overfalde
bliver ikke hurtigere nedbrudt på grund af læsionerne. Dog har områder med FOS læsioner en
tendens til at være mere udsat for post-mortale skader, idet de osteolytiske forandringer kan
forekommer let skrøbelige, og således har lettere ved at få skader langs med læsionens kant. Det ses
derfor ikke sjældent, at der både forekommer post-mortale skader og FOS læsioner tæt op af
hinanden.
Fig. 8. Kraniet fra individet i grav 102 fra Skt.
Mikkels Kirke. Knoglen er generelt godt
bevaret og cortex er på det meste af kraniet
velbevaret. Dog ses der i frontalens venstre side
post-mortal overfladeafskalning, således at det
underliggende knoglevæv fremstå i en lysere
farve, og med ujævne kanter. Ved håndtering af
kraniet sås der at små stykker fra området
dryssede af. Foto: Louise Schelde Jensen 2009.
17