Læs formandsberetningen i sin helhed. - Luthersk Mission

Beretning 2010 til generalforsamlingen i
Luthersk Mission
Tak for sidst
Vi ser tilbage med glæde på Landsmødet i Skjern. Det var en stor opmuntring igen at være samlet i LMfamilien.
Vi havde ikke mindst udfordret de unge til at møde talstærkt op i relation til, at vi flyttede mødet
til et andet tidspunkt, og det gjorde de så. Teen-gruppens arrangement betog teenagerne, ligesom den
norske generalsekretær var overvældet over de kreative initiativer, der var taget. Det har været en
oplevelse at se, hvordan LM-Kids gjorde alt, for at børnene kunne have det godt på landsmødet. Og sådan
kunne der nævnes mange positive ting.
Vi fik en økonomisk håndsrækning ud over det forventelige. Det var stort! Vi oplevede
sammenhængskraften i LM mellem børn, unge og ældre, hvilket var meget glædeligt.
Evalueringerne har givet udtryk for mange positive tilkendegivelser, men der er også nogle,
der peger på, at landsmødet var for underholdningspræget. Det passer ikke ind i det virkelighedsbillede, jeg
sidder tilbage med. Men vi har drøftet tilbagemeldingerne indgående, og de ligger som baggrundsviden for
den gruppe, der skal arbejde med det næste landsmøde – om Gud vil - i 2013.
Sekretariatet
I forbindelse med personale- og administrationschefens afgang tog LS en drøftelse af, om der skulle tænkes
nye tanker om strukturerne på sekretariatet. Vi har bl.a. oplevet, at generalsekretæren har brugt mange
ressourcer på de nære ting, mens LS ønsker – hvilket også var klart, da han blev ansat – skulle være ansigtet
udadtil: som møde- og bibeltimeholder, som strategisk tænkende, etc. Som GF ved, har vi foretaget de
nødvendige omstruktureringer, og LS er overbevist om, at det er en god vej at gå. Det har medført, at nogle
medarbejdere har fået nye arbejdsopgaver. Vi håber, at medarbejderne på sekretariatet kan finde sig godt
til rette med de nye strukturer, når de implementeres over de følgende måneder.
Vi er meget opmuntrede over, at vi har kunnet rekruttere de personer som nu er ansat i
såvel kommunikationsafdelingen som i international mission og i resurseafdelingen. Carsten Skovgaard-
Holm går fra at være landssekretær til afdelingschef for national mission, hvilket vi ligeledes glæder os over.
International mission
Jeg tror, at mange husker lørdag aften på landsmødet med prædiken af generalsekretæren og information
fra en missionær, der arbejder i Tyrkiet. Vi fornam, at vi er på den rette vej. Udfordringen er enorm, men vi
vil bede om Herrens hjælp og vejledning. Gud må give os medarbejdere, der er villige til at rejse.
Indsatsen i Kirkikistan er ikke endnu blevet det, vi kunne ønske. På grund af krigslignende
tilstande blev såvel ungdomsturen som undersøgelsesturen til landet aflyst.
På de gamle felter er der ligeledes store udfordringer. I Cambodja har Axel Rye Clausen
udarbejdet en plan for det fremtidige arbejde i Siem Reap. Det ser meget spændende ud, og når
generalsekretæren til januar besøger landet, vil denne plan være på dagsordenen. I Tanzania fungerer Den
danske Skole nu som center for undervisning og uddannelse. Der har været afholdt seniorkurser, et
volonteer training programe, og nu er nationale kristne samlet til undervisning på centeret. Vi er spændte
på, hvad det kan udvikle sig til i fremtiden.
Vi glæder os over et historisk højt antal volontører. De gør et godt stykke arbejde, mens de
er på feltet, og vi er overbevist om, at mange hjerter bliver tændt for international mission. Men LM har
stadig brug for flere missionærer. Missionærer, der vil afsætte 5-10 år til en opgave under fremmede
himmelstrøg.
1

Lokalt og centralt lederskab
Den decentrale struktur i LM har haft og har sine meget store fordele, ikke mindst når det handler om
ejerskab. Beslutningsprocesserne ligger tæt på engagerede mennesker, der er fyldt af iver for at få ting til at
lykkes. Desværre er det sådan, at det indebærer ligeledes svagheder.
Koordinering er af afgørende betydning, hvis vi skal nå de overordnede mål, som vi går efter.
Fx kan man tænke sig, at efterskolerne i LM profilerer forskellige linjer (musik, sport, friluftsliv,
internationalisering, etc.). Hvis det skal ske, er det nødvendigt med en overordnet strategi. Bibelcamping er
både lokale, regionale og landsdækkende. Når der skal træffes beslutninger, er de lokale, men når de skal
brandes, har de pludselig landsdækkende betydning. Og hvad gør vi, når vi tænker på Landsmødet i 2018
(hvor vi fejrer 150 års jubilæum). Vi tænker os, at det skal ligge i sommerferien, ligesom det gjorde, da vi
fejrede vort 125 års jubilæum.
Vi står over for nogle udfordringer, når det handler om det lokale/regionale arbejde i forhold
til det mere landsdækkende arbejde.
Hvor går vejen?
LM – en missionsbevægelse?
Vi har nogle centrale kerneværdier, som vi vil fastholde med iver. Tydelig mission står der. Hvad er det, vi er
optaget af? Når vi ser læserbrevene i Tro og Mission, er der mange forhold, der bliver problematiseret. Når
vi læser artiklerne er det ofte om kirkepolitiske spændinger og problematiske forhold. Og det er vigtigt. Vi
må hele tiden holdes fast på, hvor vejen går. Men får vi drevet mission blandt de ufrelste? Er vi nidkære for
evangeliets vidnesbyrd i vores nærområder? Strategipapiret fik ikke i første omgang den udbredelse, vi
havde forventet og ønsket, og det kan have sine grunde. Bare det ikke er fordi, vi har mistet synet for, at
evangeliet skal forkyndes, hvis nogen skal frelses.
Er vi stadigvæk en forening med det hovedformål at være til evangeliets fremme?
Et folke-kirkeligt uføre
I det følgende beskriver jeg den kirkelige situation, som den ser ud fra min synsvinkel. På baggrund af den
tilspidsede folkekirkelige situation, mener jeg, at GF må bruge nogen tid på at drøfte denne sag.
En fabel fortæller om seks blinde mænd, der møder en elefant. Efter mødet med elefanten
skal hver af de blinde mænd beskrive, hvad de har mødet. En var stødt ind i elefantens ben og var
overbevist om, at han var stødt på en træstamme. En anden beskrev det som mødet med et palmeblad
(elefantens øre), en tredje at han havde mødt en stor slange (snablen), en fjerde at han havde mødt et spyd
(stødtænderne), en femte mente, at han var stødt mod en mur (elefantens mave), og den sjette beskrev
mødet med et reb (halen). Sagen var, at hver af de blinde mænd havde stødt på en bestemt del af
elefanten og ud fra det møde dannet hvert sit indtryk af helheden.
Indimellem skal vi forholde os til ret så komplekse forhold, og faren for at vi kommer til at se
delmængder i stedet for helheder er nærliggende. Jeg vil opfordre til, at vi, når vi drøfter den folkekirkelige
situation er opmærksom på dette faktum.
Der sker ting på den folkekirkelige front som i den grad må bekymre troens folk. Pludselig blev vi udfordret
på endnu et vigtigt spørgsmål, der – som én udtrykte det – var et dolkestød i hjertet på kristendommen. I
Kristeligt Dagblad kunne man læse, at der ikke kun er én vej til Gud. Selvfølgelig er der mange veje til Gud –
eller rettere veje fra Gud til os. Når vi kristne siger, at Gud har vist sig i Jesus Kristus, betyder det ikke, at han
ikke kan handle eller vise sig på helt andre måder for mennesker i andre kulturelle eller religiøse
sammenhænge end dem, vi kender. Vi tror på Gud som ét med Jesus Kristus, og derfor vil det være Kristus
såvel som Gud, der viser sig for mennesker. Men der er kun én Gud, som er verdens skaber, og derfor er det
ligegyldigt, om vi kalder ham Jahve, Allah eller Brahma, siger Anders Gadegaard. Gadegaard er domprovst,
og biskoppen i Aarhus, Keld Holm, støtter op omkring synspunktet.
2

Siden 1989 har der været mulighed for et registreret partnerskab for homoseksuelle og i
1997 åbnede biskopperne op for en gudstjenestelig markering af forholdet. I 2005 udtalte biskopperne, at
de bibelske udsagn om homoseksualitet ikke kan anvendes i en fordømmelse, idet evangeliets helhedssyn
vejer tungere i denne sag end enkeltstående bibelord.
Efterfølgende har der været et markant pres, både fra de homoseksuelles side og fra politisk
og kirkeligt hold om, at der skal finde en ligestilling sted mellem det heteroseksuelle ægteskab og det
homoseksuelle forhold. Man kan notere sig den meget klare udmelding, der har været fra de personer som
er positive over for denne sag. Fx Københavns biskop, når han siger, at vi læser ikke Bibelen
fundamentalistisk. Det er en historisk tekst, og den skal hele tiden fortolkes. Homoseksuelle forhold bliver
omtalt som en synd i Bibelen, men vi opfatter det som kærlighedsforhold. Det er kærligheden, der er i
centrum for vores fortolkning.
Noget lignende stod helt klart i et debatprogram på TV2news i september måned, hvor
sognepræst Ivan Larsen, København udtrykte sig teologisk tydeligt i en diskussion med LM’s
generalsekretær.
Det kirkeministerielle udvalg
Da Jens Ole Christensen fik opfordringen til at gå ind i dette udvalg, drøftede vi det, og LS var enige med
Jens Ole i, at denne opfordring måtte han sige ja til. Opfordringen kom til ham som privatperson, men det
er helt klart, at den samlede højrefløj i Danmark har glædet sig over den store indsats, som Jens Ole har
gjort i udvalget. Sammenlagt bliver det nok til mere end én måneds arbejde. Jeg har dyb respekt for det
intense arbejde, som Jens Ole har lagt i arbejdet. Jeg er stolt af at have ham som LM’s generalsekretær, og
jeg tror, at andre misunder os lidt for det. Det er trist, at han kom til at stå så alene, som han gjorde, men
det er uden for enhver tvivl, at hans indsats er blevet bemærket – på den positive måde. Biskop Skov-
Jakobsen siger: Jens Ole Christensen er virkelig en mand med integritet. Jeg beundrer hans oprigtighed. Og
jeg respekterer hans måde at arbejde på for og i folkekirken dybt. Vi kan være rygende uenige, men jeg
fornemmer, at vi gensidigt har forstået, at vi begge har en hjertesag og ikke bare flakker omkring.
Alligevel står vi tilbage med en rapport ”Folkekirken og registreret partnerskab”, der lægger
op til et velsignelsesritual af to af samme køn. Om det bliver det ene eller det andet, gør teologisk set ikke
den store forskel. Man vil velsigne noget, Guds ord kalder synd. At der kommer en præambel (en
indledning til ritualet) som siger, at præster, der af samvittighedsgrunde ikke ønsker at anvende dette ritual,
fordi de finder det uforeneligt med kristen ægteskabsforståelse, er fritaget for at bruge det er godt, men det
udtrykker så at sige kun den frihedstænkning, der allerede er: At præster, der fx af samvittighedsgrunde
ikke vil vie fraskilte, har frihed til at sige nej.
Hvad sker der? Jeg tror, at kirkeministeren vil fremlægge et forslag til velsignelsesritual for to
af samme køn. Hun vil samtidig sikre frihedsordninger på dette og andre områder, fx mindretallets
muligheder i forbindelse med præsteansættelser. Jeg kan få den tanke, at hun forsøger at tage meget med
den ene hånd og give lidt med den anden.
Det handler mindst af alt om teologi. Man vil have ligestilling, og den vil man kæmpe for,
uanset at det er en ganske lille gruppe, der vil gøre brug af den vielses-/velsignelseshandling, der
sandsynligvis bliver mulighed for at få i nogle kirker.
Hvad gør vi?
Lad mig vedgå det med det samme: Mit folkekirkelige medlemskab vakler. Det er ikke, fordi folkekirken har
været min egentlige menighed – den har jeg andetsteds, men synliggørelsen af den totale disrespekt for
Bibelen påvirker mig. Nogle vil sige: Det er ikke noget nyt. Der er præster, der ikke tror på undere, kødets
opstandelse, de to udgange, etc. Jeg vil sige: Det nye er, at en ordning, som bliver tydeligt og klart fordømt i
skriften, kommer til udtryk i den for mange præster tredje vigtigste bog efter Bibelen og
bekendelsesskrifterne.
3

På et møde i de otte (8 organisationer på den kirkelige højrefløj), hvor der også var
repræsentation fra Evangelisk Luthersk Netværk, sagde en yngre sognepræst, at han havde meddelt sin
menighed, at han ikke kunne fortsætte med at være deres præst, hvis der blev indført et ritual for
velsignelse eller vielse af to af samme køn. Jeg har dyb respekt for denne mand. Eller som
undervisningskonsulent i Indre Mission, Carsten (SPRINT) Korsholm Poulsen skriver i Indre Missions
Tidende: Jeg står – så jeg går. Han fortsætter: Det er ikke mig, der er gået! Jeg står, hvor jeg hele tiden har
stået. Her har den lutherske kirke for øvrigt stået i 500 år og den kristne kirke i 2000 år!
For 15 år siden ville mange i LM være helt på det rene med, at ordningen med kvindelige
præster har skriften imod sig. I dag forholder det sig ganske anderledes. Ledelsens udmelding har været
tydelig og klar, men har vi folket med os? Det har vi ikke i samme udstrækning som for 15 år siden. Hvordan
vil det gå i relation til det spørgsmål, der nu er fokus på? Selv om jeg anser det for at være af en anden
karakter, er jeg dybt ængstelig for, at det samme vil gøre sig gældende i dette spørgsmål. Vi skal vel blot
have tid til at vænne os til det, tænker jeg.
I 1996 var jeg med til at stemme for muligheden for oprettelse af frimenigheder i LM. Det
gav nogle vældige dønninger. I dag er vi mange, der er taknemmelige for, at LM tog dette skridt. Set i
relation til den nuværende situation, kan det være af helt afgørende betydning.
Landsstyrelsen har netop ansat en frimenighedskonsulent. Birger Reuss Schmidt er ansat i en
20 % stilling som frimenighedskonsulent. Det skal ses som en klar markering af, at LS anser dette område
for vigtigt. Ikke blot i relation til de 13 frimenigheder, der allerede er etableret, men også som inspirator,
konsulent og støtte for de forsamlinger/menigheder, der måtte overveje at blive frimenighed. I den
forbindelse kan det oplyses, at der bliver afholdt en frimenighedskonference i november 2010.
Følgende spørgsmål må drøftes på generalforsamlingen:
1. hvordan agerer vi – internt og offentligt - i forhold til den rapport, der er udkommet?
2. hvordan rådgiver vi forsamlingerne? Er situationen afgørende ny i forhold til tidligere? Vælger vi
fortsat at pege på de to spor (folkekirke og frimenigheder), eller betyder udviklingen i folkekirken,
at vi skal være mere tydelige?
Med regnskabsdagen for øje.
Som kristne har vi et afgørende pejlemærke for alt det, vi tager os for, og det vi satser på i livet.
Regnskabsdagen. Den kommer! Hvordan levede vi vort liv i denne verden? Hvordan anvendte vi vore
ressourcer? Hvad var det, vi satsede på, når alt kom til alt?
Brorson skriver: Fald ned med ydmyg hjertens bod for nådens stol og trone, og bed, at Gud
for Jesu blod vil lade sig forsone, at du herefter bedre må din nådestid anvende, og så ved livets aften få en
god og salig ende.
Det er med regnskabsdagen for øje, at vi må leve livet. Privat som i missionsforeningen. Det
skaber perspektiver over livet og ansvarlighed for, hvordan vi anvender de resurser, som Gud har givet os.
Tak!
Vi er fyldt af taknemmelighed over de mange frivillige medarbejdere i LM. Tak også til jer, der arbejder som
ansatte medarbejdere i LM – i international mission, i national mission eller/og på sekretariatet i Hillerød.
Tak til GS (generalsekretariatet) for jeres store arbejde med at lægge så godt til rette som muligt for os i LS.
Det gør I med stor flid og ihærdighed. Vi glæder os over det gode samarbejde.
Oktober 2010
Jens Peter Rejkjær
Landsformand
4