Dagene omkring den 28.-29. August 1943 - Kystartilleriforeningen

More documents

Recommendations

Info

med underlægen blev han kørt til militærhospitalet, hvor han kom sig helt. Officererne blev nu tvunget til at aflevere deres skydevåben, ligesom al krigsmæssig udrustning, tilhørende den øvrige besætning, samt store dele af magasinbeholdningerne blev afleveret og kørt ud af fortet. Desværre havde jeg glemt at skaffe mit eget jagtgevær af vejen, så det gik med på vognen trods min arrige protest, og jeg så det aldrig mere. Fortet kom nu under bevogtning af ca. 35 tyske soldater under kommando af førnævnte løjtnant Ehren. Efter at besætningen var gjort bekendt med situationen og havde afgivet æresord på ikke at have skydevaben, og efter at alle rum var gennemsøgt, blev det dem tilladt at opholde sig inden for nærmere begrænsede områder, og derefter begyndte dagene som internerede. Næste formiddag kom en Kapitän zur See og beklagede i store vendinger, at Prins Knud var blevet interneret under sådanne forhold. Man havde ikke været vidende om, at prinsen havde kommandoen. Prins Knud blev derefter opfordret til at tage med til Hotel d’Angleterre, hvilket han indvilligede i, efter at han havde spurgt os, om vi hellere ville have, at han skulle blive. Vi var dog klar over, at han ville få bedre forhold i byen og tilskyndede ham derfor til at tage ind på d’Angleterre. En af de ting, som chefen tog med sig, da han forlod fortet, var orlogsflaget. Prins Knud fik senere foræret et maleri af Kongelundsfort, hvor flaget vajer fra masten pa rygtraversen, og under dette maleri ophængtes orlogsflaget, der sidst havde vajet den 29. august 1943. Interneringen varede ikke så laenge, og de skiftende tyske officerer lempede ret hurtigt på de stramme bestemmelser, ikke mindst på grund af den danske besætnings disciplin og gode holdning. Efter nogen tid blev besætningen fordelt til Lergravsvejens skole og til Søofficersskolen på Holmen. Efter 11 dage blev jeg frigivet. Den 15. september modtog jeg Marineministeriets brev, der kort og lakonisk lød: “Ministeriet meddeler herved hr. kystløjtnanten orlov indtil videre med lønning”. Og dermed begyndte en hel anden tilværelse, og der skulle hengå et par bevægede år, inden jeg igen meldte mig til tjeneste hos orlogskaptajn Prins Knud på Kongelundsfort, men det er en hel anden historie. 10 Kystarilleribladet 4/03 Rapport over Dagene omkring den 28.-29. August 1943 paa Middelgrundsfort Af Martin Olsen Elev på Middelgrundsfortet Efter at have ligget paa Middelgrundsfort i ca. 1 Aar, hvor tyske Besættelsestropper havde Mandskab paa 15-20 Mand stationeret herude, og Ro og Orden havde præget Forholdet mellem de danske og tyske Soldater, begyndte der i Dagene 25.-26. August at herske en vis Uro paa Fortet. Vor Landlov blev inddraget med kort Varsel ifølge Ordre fra Chefen for Kdf. (Kystdefensionen, red.). Dog kunde det for os menige lade sig gøre at gaa i Land fra Kl. 1600 til 2000, d.v.s. 4 Timer, medens Befalingsmændene havde fri hele Aftenen og Natten med. Lørdag den 28. August herskede der paa Fortet en mærkelig Stemning, idet Besætningen regnede med at komme i Land nogle faa Timer, men nej, der skulde ske mere paa denne Dag. Blandt andet fik vi Meddelelse om, at Ch. f. Kdf. var til Møde i Marineministeriet, og der blev stillet os i Udsigt, at Landlov kunde forventes efter Mødets Afslutning. Jeg, som havde Lukaf lige ved siden af Telefoncentralen, opholdt mig her hele Dagen for eventuelt at modtage Oplysninger gennem denne, men det var ikke meget, der sivede ud. I Løbet af Lørdag Eftermiddag blev der udstedt Ordre om, at der om Natten skulde holdes vaagen Beredskabsvagt (4 Mand ad Gangen med 2 Rekylgeværer). Hele Fortets Besætning var klar over, at noget skulde ske, og at det var i Forbindelse med Tyskerne, behøver jeg vel ikke at nævne. Her skal bemærkes, at hverken de danske eller de tyske paa Middelgrund værende Soldater på nogen som helst Maade viste Tegn til Ophidselse. Dog blev der truffet den noget mærkelige Foranstaltning, at vore Skildvagter blev afvæbnet. I vores Kvarter spiste vi til normal Tid, og vore Mønstringer blev afholdt uden Spektakler af nogen art. Kl. ca. 1800 kom en dansk Kutter fra Lynetten med fortroligt Brev til Chefen. Kl. ca. 1930 skulde jeg paa Toilettet og bemærkede, da jeg gik forbi Tyskernes Vinduer, at disse sad og spillede Kort uden at bryde sig om noget som helst andet. Alt aandede saaledes i Ro og Orden, men Kl. 2030 studsede vi lidt ved at se, at der fra Trekroner kom to tyske Kuttere ud imod os. Omgaaende var Fortet i Bevægelse, dog ikke saaledes, at vi fik udleveret Gevær og Ammunition. Nej, Vinduerne blev lukket, og Skodderne (tykke Jernskodder paa 6 cm) blev sat for Vinduerne, og saaledes i Sikkerhed kunde de danske Soldater følge Begivenhedernes Gang. De af os, der var særligt frække, løb fra Kajgaden op paa Toppen af Fortet. Her saa vi, lidt Norden for Fortet, 3 store tyske (d.v.s. det var franske) Torpedojagere, som i Tilfælde af Uroligheder skulde træde hjælpende til. De før nævnte to Kuttere naaede Fortet uden noget skete, dog holdt den ene Kutter igen, saaledes at den kunde naa at stikke af, saafremt vi skulde vise Tænder. De danske Soldater blev holdt væk fra Kajgaden af de danske Befalingsmænd, og nu begyndte noget meget mærkeligt. Tyskerne begyndte at flytte ud af deres Kvarterer og stuve al deres Bagage om Bord i de to Kuttere. Alt gik planmæssigt, og ingen hindrede dem i deres Handlinger. En vis Optimisme herskede paa Fortet. Vi var ærligt talt af den Opfattelse, at vi ikke skulde gense dem mere. Skriveren og jeg løb, som ovenfor nævnt, op paa Toppen, hvor vi regnede med at kunne se noget mere. Her lagde vi mærke til, at der var udsat dobbelt Skildvagt hos Tyskerne. Ellers intet andet at bemærke. Det var ikke ufarligt at færdes paa Toppen, da Tyskerne, hvis de havde opdaget os, uden Varsel vilde have skudt paa os. Flere Gange maate vi paa vor Færd smide os fladt paa Maven, da vi jo nødigt vilde opdages. Da vi kom ned i Fortet igen, var der overhovedet ikke sket nogen Forandring. Tyskerne slæbte stadigvæk deres Gods om Bord, og alt imens aandede Fortet i spændt Uro. Telefonen kimede ustandselig, men efter de Oplysninger Telefonisterne kunde give, vidste Fortet hverken ud eller ind. I Løbet af Aftenen kom en af vore Skildvagter ned til os paa Centralen, han havde været ude for en Hændelse, som han syntes, vi skulde vide lidt om. Under vagten havde han tabt sin Staalhjelm ned over Tæerne på en af Tyskerne, hvorefter Tyskeren meget opbragt raabte: „Ja, vent blot, i Morgen gaar det løs paa Holmen“. Kl. ca. 0100 Lørdag Nat sejlede Tyskerne bort fra Fortet med alt deres Bagage, uden at nogen som helst forhindrede dem deri.
Paa dette Tidspunkt, da der ingen Tyskere var paa Fortet, var der Mulighed for mange forskellige Operationer. Vi havde her om Natten to Kuttere samt en Del Robaade liggende, hvilket Materiel kunde være benyttet til at transportere os alle til Sverrig, (evt. 1 Baad til København med Officerer, som skulde hjem til Kone og Børn, og 1 Baad til Sverrig med Soldater. To unge Løjtnanter og en Aspirant benyttede dette gunstige Øjeblik til at smutte. De startede Kl. ca. 0200 i et ganske lille Fartøj med Sejl. Søen var rolig, men i Løbet af 1˚ Time blæste det op. Ifølge svensk Presse er Fartøjet med Mandskab ankommet velbeholdent til Sverrig. Da der ikke skete mere den Nat, gik jeg til Køjs Kl. ca. 0130, hvorefter jeg sov godt og roligt. Kl. 0530 Søndag Morgen blev jeg purret af Chefen (Kommandørkaptajn Lind), der ifølge min Opfattelse var meget opbragt. Jeg kom i en Fart på Benene, hvorefter han spurgte, hvor jeg opbevarede Nøglen til Pengekassen. Men den havde jeg desværre ikke. Chefens Tanke var derefter at styrte Pengekassen i Havnen, men dette blev dog ikke til noget. Af Telefonisterne fik jeg at vide, at Flaadens Skibe paa Holmen var blevet sprængt i Luften Kl. 0410, samt at Fortets fortrolige Sager var blevet brændt. Derudover var der ikke foretaget noget. Søndagen paabegyndtes, uden at der blev truffet nogen som helst Foranstaltninger. Soldaterne stod op og vaskede sig, stillede til Mønstring uden at der blev varskoet noget om Situationens Alvor. Derefter indtog vi vort normale Morgenmaaltid og fik ellersLov til at daske rundt, som vi selv fandt for godt, det var jo trods alt Søndag. Søndag Formiddag Kl. ca. 0930 styrede to tyske Kuttere ud mod os. Igen skete der det, at Mandskabet blev gennet ind i Fortet, og nu begyndte et Skuespil, som der aldrig før er set Magen til. Den ene Kutter sejlede ganske uanfægtet ind i Fortets Havn (fra det Sted, hvor jeg stod, ved Officersfløjen, havde jeg en glimrende Udsigt over Scenen). Den anden Kutter holdt sig uden for Bølgebryderen, indtil den første Kutter var lagt til i Havnen. Samlet Antal af begge Kutteres Besætninger var ca. 35 Mand. Chefen samt en ung Løjtnant tog imod Tyskerne, og dette forløb ikke uden Dramatik. Da den tyske Kutter var ca. 2 m fra Kajen, rakte vores Chef begge Armene i Vejret som Tegn paa Overgivelse. Dernæst gik han til den kommanderende tyske Officer, smilede og trykkede denne hjerteligt i Haanden. Hvad der er blevet sagt imellem dem, er mig ganske umuligt at sige, da jeg ikke har hørt Samtalen. Men jeg gætter paa, at Chefen har sagt: „Velkommen d’Herrer, Morgenkaffen venter“. Tysk/dansk aktivitet på kajen ved overgivelsen til den tyske Marine Tyskerne gav omgaaende Ordre til, at alle vore Vaaben og Ammunition skulde udleveres. Da danske Soldater fik nu Ordre til at hente deres Geværer samt Bajonetter og derefter træde an paa Kajgaden. Paa Kajgaden stod en Tysker med Maskinpistol og holdt samtlige 325 Mand i Skak. Efterhaanden som Soldaterne fik hentet deres Geværer, kom de ned paa Kajgaden igen. Deres Befalingsmænd gav den sidste Geværkommando: „Læg Gevær”, hvilket jo skulde gøres nu, da Spillet var tabt. Men jeg er alvorligt bange for, at de fleste af Geværerne overhovedet ikke mere vil kunne bruges, da de på Vejen ned fik saa mange Knubs, at de næppe kan repareres. Den Tysker, som passede paa os 325 Mand, var af den Slags, man uvilkaarligt faar Respekt for. Det var ikke nok med, at han havde Maskinpistolen hængende paa Maven. Hans handskebeklædte Officershænder havde fat i Pistolen, og Pegefingeren veg ikke fra aftrækkeren. Da Stambesætningen skulde aflevere deres Geværer, nægtede de at gaa ud til Tyskerne med disse. Straks kom vor Kasernemester farende og bandede og skældte. Det skal her bemærkes, at denne har nazistiske Tilbøjeligheder, hvorfor Stambesætningen overhovedet ikke reflekterede paa hans Skaberi. Derefter kom en anden Befalingsmand, som stille og roligt sagde, at de skulde gaa ud og aflevere Geværerne, hvilket ogsaa blev gjort. Omend meget nødigt. Jeg overværede alt dette og kunde efterhaanden snart ikke finde mig selv. Da jeg et Øjeblik efter stod ude paa Kajgaden og overværede Udleveringen af vores Skyts, slog mine Nerver Klik, og jeg græd. Naar jeg bagefter tænker tilbage paa denne lille Hændelse, forstaar jeg ikke, at man som voksen, der efterhaanden har gennemgaaet lidt af hvert, kan føle sig saa forladt og bitter, at man kan fælde en Taare ved det, men det var Tilfældet med mig og mange andre af Besætningen. Efter at al vor Ammunition m.m. var udleveret, faldt Fortet atter til Ro, men det, der var sket, havde taget meget paa os alle. Om Eftermiddagen blev jeg kaldt ind til Chefen, som sagde, at jeg skulde fungere som Regnskabsfører, indtil vores rigtige Regnskabsfører kom tilbage. Jeg havde en hel Del Bryderier med at bestille Mad m.m., men ved Proviantunderkvartermesterens Hjælp klarede vi dog alle Skær. Der blev nu stillet os i Udsigt, at vi skulde forblive paa Fortet i seks Uger, men Tiden vil jo vise, at dette er Tilfældet. Efter at den tyske Besættelse havde fundet Sted, forløb Dagen normalt. Vi spiste, sov og diskuterede. Om Aftenen gik vi til normal Tid til Køjs, d.v.s., jeg gjorde ikke. Kl. ca. 1010 havde jeg fundet ned til Maskinisternes Lukaf, hvor jeg sammen med disse og Proviantmathen sad og diskuterede Dagens forskellige Hændelser. Pludselig kom Kasernemesteren (Nazisten) ind ad Døren, og det eneste, han sagde, var, i en irriterende Tone: ‘Elev, se saa at komme til Køjs’, hvilket jeg overhovedet ikke svarede paa. Jeg rejste mig, sagde Godnat til Kammeraterne og gik ned paa mit Lukaf, hvor jeg ikke skyndte mig med Afklædningen. Et Øjeblik efter kom Kasernemesteren (det vidste jeg), smækkede Døren op, og da han saa mig fuldt paaklædt, blev han skruptosset og raabte: ‘Se saa for Fanden at komme til Køjs’. Denne Ordre kunde jeg slet ikke svare paa. (Nu skal det bemærkes, at Nerverne efter Dagens Begivenheder var paa Højkant. Ydermere havde jeg arbejdet til Kl. ca. 1930, hvorfor jeg ogsaa gerne vilde have lidt Frihed, samt sidst, men ikke mindst havde Kasernemesteren ved flere Lejligheder vist, at han ikke kunde lide mig, altsaa personlig Forfølgelse. Sluttelig var Manden Nazist!) ¤ Kystartilleribladet 4/03 11
Page 1 and 2: 93. ÅRGANG - 2003 NR. 4 - SEPT / O
Page 3 and 4: Den 29. august 1943 Som den 19-åri
Page 5 and 6: Samtidig med at man entrede INGOLF,
Page 7 and 8: Jubilarstævnet 2003 Årets højdep
Page 9: 29. august 1943 på Kongelundsfort
Page 13 and 14: Den gamle fane - og den nye på Mid
Page 15 and 16: Skyttegruppen Skyttegruppen fylder
Page 17 and 18: Generalforsamlingen KAF Fyn har tor
Page 19 and 20: Nordjyllands afdeling Manneaften Ef

Dagene omkring den 28.-29. August 1943 - Kystartilleriforeningen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?