Nr. 4: Diagnostiseringspraksis - Socialpolitisk Forening

26
sociale gadeplansmedarbejdere, betjente, og pædagoger får man et førstehåndsindtryk
af begivenhedernes gang. Historier der er meget lidt
genkendelige fra pressens fremstilling af samme. Ja, som i realiteten er
nogle helt andre historier, men som jo i bund og grund handler om de
samme hændelser.
Bogen handler imidlertid om meget mere end selve optøjerne. Den
handler især om hvilke kulturelle, sociale og økonomiske forhold i de
marginaliserede befolkningsgrupper, der udløser den vrede, der ligger
i en voldelig opstand, og nok så meget om hvilke forhold der burde
eksistere, for at undgå fremtidige uroligheder og konfrontationer med
især ordensmagten. Bogen handler kort og godt om respekt for og anerkendelse
af forskelligheden mellem de etniske og kulturelle befolkningsgrupper,
der nu engang bor i Danmark. Den handler dybest set
om hvordan man for alle mennesker i dagens Danmark – uanset etnisk
baggrund eller oprindelse – kan vælge det gode liv for sig og sine.
Aydin Soei bygger helt klart sine socialpolitiske grundholdninger på
den tyske sociolog Axel Honneths teoretiske konstruktion om anerkendelse,
der medfører, at vi både skal respektere de liberale økonomiske
og politiske frihedsrettigheder, der skal sikre det enkelte menneskes
ukrænkelige ret til eget liv, ejendom og beskyttelse, samt til at ytre sig
og få mulighed for at uddanne sig, og i sidste ende til at blive offentligt
forsørget, dersom indkomstgrundlaget svigter. Hvis borgeren udsættes
for overgreb, krænkelse af rettigheder eller nedsættende stigmatiseringer,
er man enige om at betragte krænkelsen som et kollektivt anliggende.
Al menneskelig samkvem forudsætter et minimum af gensidig
anerkendelse. Mennesket er ikke fra fødslen et isoleret individ, men
forudsætter andres anerkendelse for at realisere sig selv. I familien bliver
kærlighed medium for anerkendelse. I retsstaten bliver mennesket
anerkendt som borger og dermed som et moralsk selvstændigt individ.
Den retlige anerkendelse gælder alle borgere uden forskel. Som selvstændig
person bliver mennesket først anerkendt for sit bidrag til fællesskabet.
Kærligheden giver selvtillid, den retlige anerkendelse giver
selvagtelse, mens den sociale anerkendelse for det personlige bidrag
giver selvværd.
Enhver, der arbejder med forsoning, konfliktløsning, integration,
eller bare dialog ved, at man ikke kommer ud af stedet, hvis man ikke
anerkender modpartens ligeværd, og viser interesse og respekt for dennes
sociale, kulturelle eller religiøse baggrund. Det er det, der danner
baggrund for en samtale med indhold. Hvis man derimod betragter
sit medmenneske med had og mistænksomhed, kommer man ingen
vegne. De forskellige positioner forbliver uændrede, og lejrtænkningen
sætter ind. Denne tankegang er Aydin Soei inderligt imod, og det er
sandsynligvis i det lys, at man skal se denne bog.