to get the file - Ballerup Museum

28. ÅRGANG • NR. 4 • DECEMBER 1999 

BALLERUP HISTORISKE FORENING

28. årgang, nr. 4 

er udgivet december 1999 af 

BALLERUP HISTORISKE 

FORENING 

Ballerup Egnsmuseum 

Pederstrupvej 51–53, 2750 Ballerup 

Åbningstider: 

Torsdag kl. 19–21 

Søndag kl. 13–16 

Homepage: 

www.ballerupegnsmuseum.dk 

Telefon: 

ma–fre kl. 8–16: 44 97 11 13 

i åbningstiden: 44 97 15 43 

Giro 3 10 54 31 

Redaktion: 

Jørgen O. Bjerregaard (ansv.) 

Hørhaven 5, 2750 Ballerup 

Svend Jørgen Jensen 

Tjørnevænget 39, 2740 Skovlunde 

Tegninger: 

© Kjeld Johansen 

Tryk: 

ABC tryk, Smørum, tlf. 44 97 10 80 

Oplag: 

700 eks. 

ISSN 0105-6433 

Forsiden: 

Atlas med universet på skuldrene. 

Gengivet efter »Atlas & Vi«, 1964:4. 

INDHOLD: 

Jubilæet der aldrig blev fejret 

Redaktionen ................................side 3 

Atlas – et barn 

af industrialiseringen 

Poul Gerhard Eriksen ..................side 5 

Den første tids personer 

i Atlas A/S 

Poul Gerhard Eriksen ................side 36 

Personer i Atlas A/S 

i nyere tid 


Begivenheder i Atlas 

Danmark A/S i nyere tid 


Flyvevåbnets Bibliotek 

på Jonstrupvej 

Jørgen O. Bjerregaard................side 42 

Nyt fra egnsmuseet 


Fødselsdage 


Anmeldelser 


Artikler i Byhornet 

28. årgang 1999, nr. 1–4............side 60 

Bagsiden: 

Kontorbygningen på Atlas i Kjeld Johansens 

streg.


E 

n af de virksomheder, der gennem 

mange år var med til at 

sætte sit præg på Ballerup, var 

Atlas A/S, der i 1966 flyttede en del af 

sin produktion til den nye fabrik på 

Baltorpvej. Flere af Atlas’ nu pensionerede 

medarbejdere er tilknyttet Ballerup 

Historiske Forening og Ballerup 

Egnsmuseum bl.a. tegneren Kjeld Johansen 

og Leif Johansen. 

Atlas begyndte sin virksomhed lige efter 

nytår 1899 med produktion af maskiner 

i de gamle remiser på Nørrebro, 

og hermed var produktionsselskabet 

Atlas skabt. Men egentlig kan anerne 

føres helt tilbage til 1847, hvor de 

første dampmaskiner blev fremstillet 

hos Tuxen & Hammerich på Lolland. 

Egentlig skulle Atlas have fejret sit 100 

års jubilæum i januar måned i år. Men 

sådan kom det ikke til at gå. I forsommeren 

1999 blev produktionsvirksomheden 

i Ballerup nedlagt, og de øvrige 

funktioner inkl. ca. 100 medarbejdere 

flyttede til Islevdalvej 148 i Rødovre. 

Virksomheden mente derfor ikke, at 

der var nogen grund til at fejre jubilæet. 

I forbindelse med jubilæet var der planer 

om at udgive en jubilæumsavis, 

som skulle indeholde artikler om firmaets 

historie, nutid og fremtid. Artiklerne 

var skrevet af journalist Poul Gerhard 

Eriksen, som havde gjort et stort researcharbejde. 

Men udgivelsen blev aflyst 

i sidste øjeblik. Som et plaster på 

såret blev artiklerne udsendt til de ansatte 

på Atlas, men i fotokopi og helt 

uden illustrationer. 

En planlagt udstilling, som grafikeren 

Flemming Rud Larsen stod bag, blev 

også aflyst. 

Heller ikke en planlagt bog om virksomhedens 

historie blev til noget. Bag 

denne publikation stod Poul Gerhard 

Eriksen og Flemming Rud Larsen m.fl. 

Projektet søgte penge hos forskellige 

fonde og blev anbefalet af professor 

Karsten Laursen, fhv. salgsdirektør Harald 

E. Nielsen, civilingeniør dr. tech. 

E. Ettrup Petersen og civilingeniør 

Haldor Topsøe. Men projektet nød ingen 

støtte og måtte aflyses. 

Efter at have læst Poul Gerhard Eriksens 

artikler fandt vi dem i redaktionen 

så spændende, at vi mente, de burde udgives 

i Byhornet. Det har vi nu fået tilladelse 

til af såvel Klaus Poulsen, Atlas, 

som af forfatteren. Poul Gerhard 

Eriksen har formået at gøre en lang og 

kompliceret historie overskuelig og 

forståelig, så almindelige mennesker 

kan læse den. 

Vi vil forsøge, om vi på et senere tidspunkt 

kan udstille en del af det omfattende 

materiale, som Flemming Rud 

Larsen har udarbejdet. Det består bl.a. 

af en række plancher m.m. Flemming 

Rud Larsen har stillet alt sit materiale 

til vores rådighed. 

Atlas var en af museets nærmeste nabo- 

3

4 

er, ikke mindst da virksomheden ejede 

den nu nedrevne Byagergaard, som lå i 

det sydøstlige hjørne af Pederstrup. 

Desuden blev Atlas bygget på jord, som 

har hørt under Pederstrup. 

Det er håbet, at offentliggørelsen af 

Poul Gerhard Eriksens artikler samt en 

udstilling kan være med til at bane vejen 

for en udgivelse af den planlagte 

bog om virksomheden Atlas – grunden 

er i hvert fald lagt. Industrihistorie er et 

forsømt kapitel i historieskrivningen, 

men bestemt ikke uinteressant. Atlas – 

kæmpen, der bærer universet på sine 

skuldre – har givet navn til denne gamle, 

danske virksomhed med de stolte 

traditioner. Mon ikke han også formår 

at bære historien frem i lyset. 

Det skal nævnes, at en del af billedteksterne 

er forfattet af Flemming Rud 

Larsen, og vi siger tak til ham, til forfatteren 

og til Klaus Poulsen fra Atlas. 

Redaktionen

Atlas 

– et barn af industrialiseringen 

POUL GERHARD ERIKSEN 

E 

n despotisk virksomhedsejer 

blev den indirekte årsag til, at 

Aktieselskabet Atlas blev 

skabt – som et ejendomsselskab. Han 

hed I.P.E. Tuxen. 

I slutningen af 1897 enedes tre af de ansatte 

på Tuxen & Hammerichs Maskinfabrik 

i Nakskov om at oprette et ejendomsaktieselskab 

med en kapital på 

400.000 kr. for at kunne huse Tuxen & 

Hammerichs produktion i København. 

Dette ejendomsselskab fik den 16. december 

navnet Atlas på forslag af ingeniør 

H.H. Schou. 

Fra den græske mytologi hentede man 

Atlas – kæmpen som gav indtryk af 

kraft og styrke. Zeus pålagde titanen 

Atlas at bære himmelhvælvingen på sine 

skuldre. 

»Aktieselskabet Atlas« blev stiftet den 

22. december 1897 af bl.a. Oscar Madsen, 

Emil Vöhtz, der var uddannet på 

fabrikken i Nakskov, bogholderen 

Heinrich Martens samt ingeniør H.H. 

Schou, som i 1890 var blevet ansat i 

Tuxen & Hammerich. 

Tuxen havde afslået, at Tuxen & Hammerich 

fik mere plads, hvilket Madsen, 

Vöhtz og Schou havde foreslået flere 

gange, for at maskinfabrikken kunne 

følge med den eksplosive udvikling i 

industrien. De fire havde en brændende 

ildhu og tro på industrialiseringen og 

fremtiden, og de var som titanen Atlas 

unægtelig præget af både kraft, styrke 

og stålsat vilje. 

Fødslen og de første år var ingenlunde 

nemme for Atlas. Tuxen lagde hindringer 

i vejen, og der skulle en dom i Søog 

Handelsretten til, før A/S Atlas fik 

ro til sin virksomhed som maskinfabrik 

med produktion af Tuxen & Hammerichs 

program. 

Men så lå en verdenskrig forude i 1914. 

Kun en vilje af stål forbundet med en 

sund tankegang bevirkede, at »Atlas« 

overlevede. 

Atlas – kæmpen, der bærer universet på 

sine skuldre. (Atlas & Vi, 1964:4). 

5

6 

J.P.E. Tuxen, her i Flemming Rud Larsens 

streg, blev født i 1847 som søn af 

kaptajn N.E. Tuxen, der var direktør for 

orlogsværftets maskinafdeling. Som faderen 

blev sønnen først uddannet til 

søofficer, men gik efter krigen 1864 ind 

i en teknisk uddannelse, først på Burmeister 

& Wain siden på værftet i Skotland. 

Eneherskeren 

Forhistorien er den, at maskinfabrikken 

»Godthaab« i Nakskov på Lolland i 

1876 blev overtaget af ingeniør I.P.E. 

Tuxen, der var ansat i firmaet, i kompagniskab 

med folketingsmand, ingeniør 

Hammerich. »Godthaab« skiftede 

navn til »Tuxen & Hammerich«. Tuxen 

var og forblev til det sidste en genstridig 

despot. Allerede i 1881 forlod kompagnonen 

Hammerich virksomheden. 

Han efterfulgtes af ingeniør Carl Winsløw, 

der heller ikke holdt til samarbejdet 

med Tuxen. I 1886 forlod også han 

maskinfabrikken i Nakskov. 

Tuxen havde en fortid i marinen og 

havde deltaget i søslaget ved Helgoland. 

Han opførte sig livet igennem 

som en admiral, der udstedte ordrer, 

som skulle effektueres prompte og 

uden selvstændig tankegang hos medarbejderen. 

Schou, Madsen, Vöhtz og Martens udholdt 

despotens tyranni. 

Da Tuxen ikke tog del i de daglige forretninger, 

fungerede Schou, Madsen og 

Vöhtz i praksis som driftsbestyrere. Det 

var industrialiseringens eksplosive epoke, 

og de fire medarbejdere kæmpede 

ihærdigt for, at Tuxen & Hammerich 

kunne være med i udviklingen. Pladsen 

var for trang, og kapitalen var for lille. 

Der var tidspunkter, hvor de tre ansatte 

måtte hæfte personligt for ganske betydelige 

beløb for at få Tuxen & Hammerich 

til at fungere. 

Situationen var uholdbar, og Schou begyndte 

at forhandle med Tuxen om at 

omdanne virksomheden til et aktieselskab. 

Det behagede ikke eneherskeren 

Tuxen, og slet ikke at medarbejdere 

tænkte nye tanker. Men situationen 

tvang Tuxen, og Tuxen & Hammerich 

blev et aktieselskab den 23. november 

1893. A/S Tuxen & Hammerichs kapital 

var 160.000 kr., og Tuxen sad på de 

60.000. Selskabet lejede fabrik og maskiner 

af privatmanden Tuxen, og selvfølgelig 

måtte det komme til indre splid 

hans karakter taget i betragtning. 

A/S Tuxen & Hammerich havde oprettet 

et lille kontor med en tegnestue på 

Vester Fælledvej i København. Det gik

godt med ordretilgangen, men mindre 

godt med likviditeten. Efter to år måtte 

man udvide aktiekapitalen til 320.000 

kr. I 1896 forsøgte man at overtale Tuxen 

til at sælge fabrik og maskiner til 

medarbejderne. Tuxens egen familie 

støttede stærkt ideen, men eneherskeren 

ville ikke sælge. 

Tuxen hang fast i fortiden, mens hans 

ledende medarbejdere tilhørte det tyvende 

århundrede. De moderne folk – 

Schou, Madsen, Vöhtz og Martens – 

indså nødvendigheden af mere plads. 

Ordrerne strømmede ind. A/S Tuxen & 

Hammerich, Nakskov-København beskæftigede 

over 300 medarbejdere, og 

man manglede plads. Gang på gang 

havde man foreslået Tuxen at udvide, 

men eneherskeren sagde – »NEJ« med 

store bogstaver hver gang. 

At stadsingeniøren havde planer om 

nye veje og bygninger, der ville medføre 

en opsigelse af lejemålet på Vester 

Fælledvej, og at Københavns kommune 

i 1897 nedlagde hestesporvognene blev 

udslagsgivende for Schou, Madsen, 

Vöhtz og Martens. Ejendomsselskabet 

Atlas blev stablet på benene af de fire, 

som så ikke behøvede Tuxens godkendelse 

af udvidelsesplanerne, og Atlas 

købte for 130.000 kr. sporvognsremisen 

og staldbygningen ved Baldersgade 

på Nørrebrogade 198. 

Man gav Tuxen meddelelse og indkaldte 

til en ekstraordinær generalforsamling 

i A/S Tuxen & Hammerich med et 

forslag om at likvidere selskabet, hvis 

aktiviteter skulle overgå til A/S Atlas. 

Generalforsamlingen fandt sted den 31. 

juli 1897, og den forløb ikke glat. Tuxen 

spændte på flere måder ben for enhver 

udvidelse. Faktisk var der et ver- 

Atlas’ første kontor- og værkstedsbygninger lå på hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade. 

Bygningerne var i brug helt frem til 1969. (Jubilæumshæftet 

1899–1974). 

7

8 

balt slagsmål, som blev fyldigt refereret 

i dagbladene, især i Berlingske Aftenavis, 

der samme eftermiddag havde en 

stor tospaltet artikel om sagen. Resultatet 

blev dog, at Tuxen & Hammerich 

trådte i likvidation, men Tuxen og hans 

juridiske konsulent protesterede. 

Folk med ildhu og kampånd 

Ledelsen i A/S Atlas overtog den virksomhed, 

som A/S Tuxen & Hammerich 

havde drevet. Man forsøgte mange gange 

uden held at tale Tuxen til rette. Produktionen 

af kølemaskiner, overophedede 

dampmaskiner, gasmaskiner og 

Dawson-gasanlæg blev overtaget, ligesom 

man uden yderligere betaling indtrådte 

i den kontrakt, der var oprettet 

med en ingeniør om udnyttelse af hans 

patent på ammoniak-kølemaskiner. 

Tuxen fastholdt imidlertid sit standpunkt 

om, at likvidationen af A/S Tuxen 

& Hammerich var ulovlig. I et kompagniskab 

med en finansmand drev 

Tuxen det likviderede A/S Tuxen & 

Hammerich videre i Nakskov. Da Søog 

Handelsretten afsagde kendelse om, 

at Tuxen ikke måtte benytte det likviderede 

selskabs navn, ændrede han det til 

A/S I.P.E. Tuxen & Hammerichs Maskinfabrik. 

I Atlas havde man ikke tid til de mange 

stridigheder. Man arbejdede målbevidst 

med styrke og energi på at få virksomheden 

konsolideret. Den 25. januar 

1898 havde det af Schou, Madsen, 

Vöhtz og Martens oprettede ejendomsselskab 

Atlas købt grunden, der lå i det 

nuværende Hillerødgade, og her blev 

A/S Tuxen & Hammerich’s støberi ind- 

Kort efter stiftelsen i 1899 købtes hjørnegrunden Fasanvej/Hillerødgade, hvor Atlas 

opførte jernstøberi og smedje. (Jubilæumshæftet 1899-1974).

ettet – få minutters gang fra Nørrebrogade. 

Den 16 april 1898 bragte aviserne 

en annonce, hvor man indbød til tegning 

af aktier i A/S Atlas, og samme 

måned flyttede man fra Vester Fælledvej 

til Nørrebro. Flere medarbejdere fra 

Nakskov flyttede til København bl.a. 

ingeniør H.H. Mansa, der blev leder af 

tegnestuen. Maskinfabrikken havde 

overværkfører H.C. Hansen som leder, 

støberiet V. Hansen, smedjen N. Fosberg 

og modelsnedkerværkstedet E. 

Dölpher. Det var alle folk, der med 

kræfter som heste, arbejdede i de tidligere 

sporvognes hestestalde. 

En verdenskrig kom 

Vanskelighederne med Tuxen var ikke 

de eneste, Schou, Madsen, Vöhtz og 

Martens havde overvundet. I juni 1898 

viste det sig, at bundforholdene i Hillerødgade 

var utilstrækkelige til at bære 

de bygninger, man ville opføre. Men 

også denne vanskelighed overvandt 

man. Man sikrede fundamenterne til de 

nye bygninger ved at ramme pæle ned. 

1898 randt ud. Men på årets sidste dag 

var man klar. A/S Tuxen & Hammerich 

overgik til A/S Atlas, der med 375 

medarbejdere kunne begynde sin virksomhed 

den 2. januar 1899. 

Der indgik mange nye ordre, ikke 

mindst på køleanlæg. Det var begyndelsen 

til den eksportvirksomhed, Atlas 

siden har været. Man solgte et anlæg til 

et bryggeri i Bucaramanga, Colombia, 

og det krævede både fantasi og ukuelighed 

at få anlægget leveret. Det skulle 

nemlig over bjergene, og man havde 

kun mulddyr til at klare transporten. 

Men denne vanskelighed blev også 

overvundet. Hele køleanlægget kom 

Direktør H.H. Mansa (Jubilæumshæftet 

1899-1924). 

over bjergene til kunden på muldyr. 

Nogle bjerge i Sydamerika kunne ikke 

tage pippet fra Atlas-folkene. Hele køleanlægget 

blev pakket i kolli, der ikke 

vejede over 50 kg hver. 

Man kan med rette sige, at maskinfabrikken 

Atlas havde en vanskelig fødsel, 

og de første år indeholdt nye besværligheder. 

Den megen uro på arbejdsmarkedet 

med den store konflikt 

vanskeliggjorde tingene. Og i år 1900 

fandt der yderligere en fem måneder 

lang arbejdsmandsstrejke sted. 

Man må med rette tilføje, at børnesygdommene 

ikke bød på mindre vanskeligheder. 

Det første år udbetalte Atlas 

4% i udbytte, men de næste år betalte 

Atlas ikke udbytte til aktionærerne. 

Faktisk havde man underskud. Først i 

1907 gik det både fremad og opad med 

stormskridt. 

9

En side fra H.H. Mansas 21 siders håndskrevne ordensreglement for tegnestuen 

på Atlas fra 1903–1906. (Atlas’ arkiv). 

Inden krigen begyndte, var der fuld 

gang i Atlas. Man skabte nye produkter. 

Man gav sig til at producere margarinemaskiner, 

man eksperimenterede 

bl.a. med et kølesystem, der kunne holde 

mælk koldt under transport, og med 

ammoniak-køling af jernbanevogne. 

Arbejdet på Atlas med dampmaskinerne 

førte til, at man også gav sig til at 

bygge dampturbiner. 

I 1907 havde Atlas købt naboejendommen 

i Baldersgade, og om efteråret 

købte selskabet nabogrunden til ejendommen 

i Hillerødgade. I 1908 købte 

Atlas for et betydeligt beløb anvendelsesretten 

til en tysk ventilkonstruktion, 

der ikke i sig selv førte til et ønsket resultat. 

Men det gav anledning til, at At- 

10 

las konstruerede en anden ventil, og 

med den kunne man sætte kølemaskinernes 

kompressorer op i omdrejningstal. 

Desværre betød det ikke, at Atlas også 

kunne sætte udbyttet op. I 1908 medførte 

et banksammenbrud, at mange af 

kunderne ikke kunne betale Atlas, der 

måtte afskrive sine tilgodehavender. 

Blandt de mange nye vanskeligheder 

kan det også nævnes, at gasmotorerne i 

slutningen af det første årti fik faldende 

afsætning. Elektrificeringen var i fuld 

udvikling, og industrien gik over til 

elektromotorer. Men den ildhu og dynamik, 

der havde skabt Atlas, var fortsat 

i behold. Vanskelighederne for gasmotorerne 

blev en ny udfordring. Atlas

gav sig i 1909 til at producere dieselmotorer 

til elektricitetsværkerne. Det 

blev til en betydelig produktion, som i 

årene frem til verdenskrigen i 1914 

solgtes i et stort antal. 

Man kunne afvikle de mange ordrer 

med de nye udvidelser af pladsforholdene. 

Omsætningen var i stadig stigning. 

Man betalte udbytte, og man kunne 

foretage store henlæggelser. Det sidste 

fik stor betydning for Atlas i den 

krigstid, der skulle komme. 

Krig og fred 

Et barn kan altid blive svækket af en 

udefra kommende virus. Således blev 

også den endnu unge kæmpe Atlas 

påvirket af den verdenskrig, der hærgede 

Europa 1914–18. På bestyrelsesmøder 

i de år drøftede man de store vanskeligheder, 

der var med at få råmaterialer 

fra udlandet, med at gennemføre 

leverancerne og sende produkterne til 

kunder ude i verden. 

Man besluttede sig for at udbetale fuld 

gage til de funktionærer, der blev indkaldt 

til militærtjeneste. Men samtidig 

stod det bestyrelsen klart, at det var 

nødvendigt for Atlas at reducere sine 

økonomiske forpligtigelser og holde 

driften i gang så længe som muligt. 

Allerede i 1915 så situationen lidt lysere 

ud for Atlas. Flere betydningsfulde 

ordrer indløb, og man udvidede i 1916 

smedjen og støberiet. Man opførte en 

ny bygning til modelsnedkeri og modellager 

i Hillerødgade, og den derved 

indvundne plads i Baldersgade blev benyttet 

til maskinværksted. Man påbegyndte 

produktionen af dampturbiner 

under medvirken af professor Th.E. 

Thomsen ved Polyteknisk Læreanstalt i 

Ejendomsselskabet, som nu var et aktieselskab, 

havde fra start en kapital på 

400.000 kroner, men gamle aktier skulle 

ombyttes og nye tegnes. Her en aktie 

udstedt den 28. januar 1898 og først 

annulleret 94 år senere, hvor produktionsvirksomheden 

Atlas-Danmark atter 

bliver omdannet til et ejendomsselskab, 

og fabrikationen underlægges en ny 

selskabsdannelse i året 1992. 

København. Og man fremstillede 

damphydrauliske 1000-tons presser og 

108 hydrauliske pumper med et samlet 

kraftforbrug på 11540 HK. Mest i forventning 

til fredstiden, når krigen på et 

eller andet tidspunkt sluttede. 

Ved årsskiftet 1916–17 indtrådte direktørerne 

Vöhtz og Madsen i bestyrelsen, 

og man udnævnte tre nye underdirektører 

blandt mangeårige ledende med- 

11

Direktør H. Martens. (Jubilæumshæftet 

1899–1924). 

arbejdere – ingeniørerne H.H. Mansa 

og Zimsen og kontorchefen H. Martens. 

H.H. Mansa blev en kendt, respekteret 

og af nogen frygtet direktør 

helt op i 1950’erne. Sidstnævnte Martens 

er forfatter til A/S Atlas’ statelige 

25 års jubilæumsskrift. 

Verdenskrigen nærmede sig afslutningen, 

og Atlas rustede sig til at imødekomme 

fredstidens behov for sving i 

hjulene. Udvidelserne og eksperimenterne 

var gjort, og kapitalspørgsmålet 

løste man ved i januar 1918 at udvide 

aktiekapitalen først til 1,5 mio. kr. og et 

halvt år senere til 3 mio. kr. I årene 

1915–18 udbetalte Atlas 10% i udbytte. 

Men mellemkrigsårene bød ikke i 

første omgang på opblomstring, tværtimod. 

Mellemkrigstidens vanskeligheder 

fik Atlas at mærke på mange måder. 

Lønningerne steg ganske betragteligt – 

12 

ca. 242% for Atlas’ vedkommende. Af 

19 skibsturbineanlæg, som var bestilt i 

1918 og 1919, blev kun ni i løbet af de 

næste fire år aftaget, fordi værfterne ikke 

kunne blive færdige med de skibe, 

turbinerne skulle installeres i. Det russiske 

marked, der ikke havde været 

uden betydning, var usikkert efter revolutionen. 

Og det engelske marked svigtede, 

bl.a. fordi englænderne ville beskæftige 

deres egen arbejdskraft. 

Den 30. marts 1920 ønskede H.H. 

Schou at forlade direktørposten og 

virksomheden efter 21 år, og i hans sted 

udnævntes professor Th.E. Thomsen til 

administrerende direktør. Thomsen 

blev fritstillet – som det hedder – kun 7 

år senere. I november 1920 fratrådte direktør 

E. Zimsen, og i december døde 

en af de markante kræfter i bestyrelsen 

gennem 20 år, fabriksejer Goldschmidt 

(der havde skiftet navn til Guildal). Atlas 

måtte således i 1920 sige farvel til 

initiativrige og erfarne folk. 

Beskæftigelsen i Atlas faldt efter krigen. 

I 1923 var antallet af medarbejdere 

reduceret til under det halve. Med 

den ånd af ukuelig optimisme, der er 

karakteristisk for Atlas, og som er af 

stor psykologisk betydning for viljen til 

at overleve ved kreativ anvendelse af 

alle hjerneceller til nye initiativer, fleksibilitet 

og energisk arbejde, gik selskabet 

sit 25. jubilæumsår i møde. Den 1. 

januar 1924 mødtes medarbejdere og 

bestyrelsesmedlemmer på hovedtrappen. 

En medarbejder holdt en optimistisk 

tale og afslørede medarbejdernes 

gave til jubilaren – en bronzefigur, der 

forestillede den græske gud Atlas, som 

bærer himmelhvælvingen på sine 

skuldre. Bestyrelsens formand siden år

1900, ingeniør, etatsråd N.C. Monberg, 

takkede bevæget. Han bekendtgjorde, 

at Atlas udbetalte en måneds gage til de 

månedslønnede, og 14 dages løn til de 

timelønnede i jubilæumsgratiale. Derefter 

gik alle over i monteringsværkstedet, 

hvor dagens jubilæumsfest fandt 

sted – utvivlsomt mens sneen faldt 

udenfor. 

Fiasko blev igen vendt til succes 

Den unge Atlas overvandt børnesygdommene. 

Men manddomsprøven blev 

hård. Mellemkrigstiden medførte ikke 

den opblomstring, mange havde ventet. 

På Atlas sporedes en bedring i salget i 

1925, men allerede om foråret blev Atlas 

igen ramt af en virus udefra. Indtægterne 

fra årets første måneder gik tabt, 

da en lockout blev en realitet. Da 

lockouten var forbi, kom kronestigningen, 

der gjorde eksporten vanskeligere. 

Det blev nødvendigt at reducere medarbejdernes 

lønninger først med 5% og 

derefter med 10%. De arbejdsomme 

medarbejdere var solidariske med deres 

arbejdsplads, som blev angrebet af den 

virus, børsspekulanter og andres adfærd 

påførte Atlas af økonomisk dårligdom. 

Der skulle gå mange år, før modgang 

blev vendt til medgang for Atlas. Man 

skulle helt frem til midten af 30’erne. 

Historien om produktet »Glacia« er på 

sin vis karakteristisk for de vanskeligheder 

20’ernes fredsår indebar for Atlas. 

»Glacia« var en hermetisk lukket 

kølemaskine, som Atlas producerede 

fra 1922. Men man havde alle tænkelige 

og utænkelige skuffelser med denne 

maskine. Princippet var opfundet af en 

fransk munk og konstrueret af en 

Direktør, cand. polyt S.A.J. Mansted. 

(Atlas’ arkiv). 

schweizisk ingeniør. Da patentet ikke 

blev fornyet i 1920, gik Atlas i gang 

med produktionen. I 1924 solgte man 

114 af disse maskiner. 

Atlas solgte »Glacia« bl.a. til Argentina 

og Indien, hvor de var særlig egnet, fordi 

de nemt kunne betjenes af folk uden 

nogen form for tekniske forudsætninger. 

Men problemerne tårnede sig op, 

bl.a. fordi maskinerne ikke kunne repareres 

på stedet, men skulle fragtes til 

København for reparation og derefter 

returneres til kunden. 

Faktisk var »Glacia«, som i første omgang 

var en succes, blevet en fiasko. 

Direktion og bestyrelse var på nippet til 

helt at stoppe produktionen. 

I 1923 blev en ung ingeniør Sven Axel 

Jørgen Mansted ansat på Atlas. Mansted 

var en stilfærdig fyr uden store 

armbevægelser, men med en udholden- 

13

de vilje og lune. Hans navn skulle senere 

blive en uadskillelig del af Atlas’ 

virksomhed. 

Ingeniør Mansted arbejdede hårdt på at 

løse problemerne med »Glacia«. Det 

utrolige skete. Det lykkedes ham at 

overvinde alle vanskeligheder ved at 

finde den løsning, Atlas kunne bruge. 

At det lykkedes skyldtes også, at Atlas’ 

ledelse ikke, som måske andre ville have 

gjort, stoppede Mansted. Man satte 

ham ikke til andet arbejde, selv om ingen 

havde tillid til, at »Glacia« kunne 

blive lønsom. Hvis en medarbejder troede 

noget muligt, så havde ledelsen i 

Atlas ingen ønsker om at lægge ham 

hindringer i vejen. Fra at være en succes, 

der blev fiasko, blev »Glacia«-maskinerne 

igen vendt til succes. 

S.A.J. Mansted var cand.polyt. fra 1922 

og blev afdelingsleder for køleteknik. 

Han uddannede sig samtidig i salg og 

reklame på Handelshøjskolen i København. 

Han blev også manden, som man 

i 1932 valgte til at genoprette virksomhedens 

eksport, som havde været stærkt 

vigende siden krigen. 

Mansted blev udnævnt først til underdirektør 

og i 1937 til administrerende direktør. 

Den post varetog han frem til 

1963, og han sad i bestyrelsen til sin 

død i 1973. 

Mansted trådte ind som underdirektør 

samtidig med, at en af de første og mest 

kraftfulde pionerer, H.H. Schou døde. 

Mansted blev i 30’erne en af de afgørende 

personer, der sammen med 

H.H. Mansa og en stab af trofaste og 

ihærdige medarbejdere bistået af den 

nye hovedaktionær, skibsreder Knud 

Lauritzen, førte Atlas frem til fornyelsen 

af den verdensomspændende suc- 

14 

Skibsreder Knud Lauritzen. Foto ca. 

1975. Venligst udlånt af Lise Lauritzen 

Loft, JL A/S. 

ces, virksomheden før 1914 havde 

været. Mansted var også med til at sikre, 

at Atlas overlevede den anden verdenskrig, 

der som endnu en epidemi 

hærgede verden 1940–45. 

Pionerer falder fra 

Atlas nærmede sig i midten af 20’erne 

næsten katastrofale forhold. I bestyrelsen 

gjorde Hjerl Hansen en del for at 

puste liv i nye initiativer. H.H. Mansa 

og Heinrich Martens udgjorde dengang 

hele direktionen, efter at Zimsen og 

H.H. Schou var udtrådt, og Schous efterfølger, 

professor Thomsen, i 1927 

blev fritstillet. Martens og Mansa førte 

Atlas gennem de vanskelige år med 

dollarens bankerot i 1929 frem til, at

man i 30’erne efter hårdt slid og slæb 

fik vendt udviklingen. 

Sovjetunionen meldte sig som marked 

allerede i 1927, og det blev til et salg af 

49 mejeridampmaskiner og i 1930 til 

18 skibsmaskiner til dampdrevne hjuldampere 

til flodsejlads. Man sluttede 

kontrakt med tændstikfabrikken i Jönköping 

om en dampmaskine til en af fabrikkens 

virksomheder i Indien, og den 

leverance blev siden til flere dampmaskiner 

til tændstikfabrikkens virksomheder 

rundt i verden. Mange andre ordrer 

på store dampmaskiner indløb i de 

år. 

Et behov for at sætte omsætningen op i 

omdrejningstal blev tilfredsstillet. 

20’ernes besvær blev overvundet. I 

1934 solgte Atlas på et år mere end 200 

»Glacia«-maskiner, 12 store turbineanlæg, 

en stor hydraulisk smedepresse, og 

der indgik mange ordrer på fedtsmeltnings- 

og destruktionsanlæg. Nye store 

opgaver meldte sig – bl.a. tre maskinanlæg 

til kartoffelmelsfabrikker, samt 

opførelsen af tre nye fabrikker, som 

Handelsministeriet stod som bygherre 

for. Man havde opnået gode resultater 

med nye margarinemaskiner, og der var 

stærk efterspørgsel på både disse og på 

køleanlæg til skibe. I 1936 kunne man 

bl.a. glæde sig over en ordre fra Brasilien 

på et komplet og meget stort slagteri 

med moderne maskiner efter tørsmeltningsmetoden, 

ligesom Kødfoderfabrikken 

»Sjælland« (der i dag hedder 

Kambas) afgav ordre på et meget stort 

destruktions- og fedtsmeltningsanlæg. 

1936 var året, hvor endnu en af pionererne, 

Oscar Madsen, faldt fra. To år efter 

faldt Vöhtz fra. Bogholderen Heinrich 

Martens døde i 1937. På tre år mi- 

stede Atlas tre af sine gamle drivkræfter. 

Direktionen bestod herefter af direktør 

S.A.J. Mansted og H.H. Mansa. Dr. 

Rudolf Christiani fra Christiani & Nielsen 

var formand for bestyrelsen. 

En ny krig – men også 

en ny mand 

I 1937 nåede Atlas en omsætning på 5,5 

mio. kr., halvdelen fra eksportmarkederne, 

og der var fortsat stigning i omsætningen 

både på eksport- og hjemmemarkedet. 

Det gode ry, Atlas havde fra 

begyndelsen for kvalitet og præcision, 

blev ikke gjort til skamme. Opblomstringen, 

som man havde ventet på efter 

den første verdenskrig, kom nu i midten 

af 30’erne. 

Direktør Mansted foretog flere succesfyldte 

salgsturneer bl.a. til Sydamerika, 

hvor USA med alle midler forsøgte at 

overtage hele markedet, og til det Persien, 

der i 1935 havde fået navnet Iran. I 

Shahens rige afgav man bestilling på en 

kæmpe fiskekonservesfabrik til Bendar 

Abbas og en komplet kødkonservesfabrik 

til Nordiran. De sidste år af 

1930’erne gav gode fremtidsudsigter 

for Atlas. 

Men det skulle som bekendt gå anderledes 

for verden i 40’erne. 

Det væsentligste i Atlas’ historie i den 

sidste halvdel af 30’erne var, at rederiet 

J. Lauritzen havde opkøbt aktiemajoriteten. 

I efteråret 1938 henvendte skibsreder 

Knud Lauritzen sig til bestyrelsesformanden, 

dr. Rudolf Christiani, og 

tilkendegav, at rederiet – som det formelt 

hed – ønskede et tæt samarbejde 

med bestyrelsen. Men rederiet ønskede 

dog ikke, at dette samarbejde omfattede 

15

estyrelsesmedlemmet, vekselerer 

Lannung. Formanden havde kun ét at 

gøre. Det var at indkaldte til ekstraordinær 

generalforsamling. Bestyrelsen 

svedte. Hvad var dog grunden til, at 

Lannung var i unåde hos Knud Lauritzen? 

Det var pinligt, at manden skulle 

ydmyges på en generalforsamling. Dr. 

Christiani har formodentligt ringet til 

Lannung. Måske havde han selv læst 

skriften på væggen, da meddelelsen om 

den ekstraordinære generalforsamling 

kom. I hvert fald meddelte Lannung bestyrelsen, 

at han trak sig. 

I Ole Langes bog om rederiet J. Lauritzen 

får vi i 1995 forklaringen på, hvorfor 

den vitalt virksomme og talentfulde 

virksomhedsleder, skibsreder Knud 

Lauritzen, ikke ville have Lannung i 

bestyrelsen. Gunnar Lannung var børsspekulant! 

Noget mere dræbende for en 

virksomhed kunne man ikke være i 

Knud Lauritzens øjne. 

Kun et år efter disse begivenheder blev 

den gode udvikling i Atlas brat og brutalt 

afbrudt. Det nazistiske Tyskland 

startede, trods alle internationale aftaler 

og løfter om det modsatte, den anden 

verdenskrig i slutningen af 1939. 

Alle maskinerne til fiskekonservesfabrikken 

i Iran, var pakket, lastet og afskibet. 

Men fragtskibet blev kaldt til 

tysk havn, og forsendelsen gik på tysk 

ordre retur til Atlas. Men nazisterne 

kunne ikke tage pippet fra Atlas. Det 

lykkedes at få fragten gennemført. I oktober 

måned 1939 blev fiskekonservesfabrikken 

ganske uanfægtet sendt af 

sted på en af rederiet J. Lauritzens skibe. 

Fabrikken ankom i god behold til 

Iran i december. Sådan var Atlas og rederiet 

J. Lauritzen også i stand til at 

16 

samarbejde, og de handlede resolut. 

Tyskerne anede ingenting. 

Årene 1940–45 betød, at Atlas skulle 

stå sin sidste store manddomsprøve. 

Det spørgsmål, mange i Atlas utvivlsomt 

stillede sig, var, om den nu ellers 

så livskraftige Atlas ville overleve den 

dødelige virus, der bredte sig over Europa 

og store dele af resten af verden? 

Atlas i håndjern 

Klokken var 5 om eftermiddagen, da telefonen 

ringede hos Atlas’ direktør 

S.A.J. Mansted. Det var den 22. april 

1940. Mansted sad og arbejdede på sit 

kontor i Baldersgade på Nørrebro, og 

stemmen i telefonen kom fra en officer 

i de tyske besættelsestroppers overkommando. 

Mansted fik ordre til at blive 

på fabrikken. 

Den 9. april havde det tyske militær invaderet 

Danmark. Mansted vidste, 

hvad det betød. Han måtte blive på kontoret. 

Der gik en lille times tid, så ankom 

den tyske kaptajn Forstmann ledsaget 

af tre andre tyske officerer – alle 

frygtindgydende bevæbnet og i fuld 

uniform. 

Den nazistiske besættelsesmagt forlangte 

på stedet at se fabrikken og at få 

virksomhedens fabrikationsprogram 

forelagt. Om det betød en besættelse af 

Atlas, kunne Fostmann endnu ikke sige. 

Mansted måtte efterkomme tyskernes 

krav, og da officererne havde set, 

hvad de ville, forlangte Fostmann at få 

tilbud på hydrauliske presser tilsendt 

allerede næste dag. Hvis ikke dette tilbud 

kom, lå det i luften, at der kunne 

ske frygtelige ting. 

Næste dag, den 23. april, blev direktør 

Mansted kaldt til den tyske overkom-

mando, hvor den tyske kaptajn Pohl 

overrakte Mansted et stykke papir, der 

indeholdt en beslaglæggelse af Atlas 

inden for visse områder. Samtidig afgav 

Pohl ordre på levering af hydrauliske 

presser. Mansted så ingen anden 

mulighed end at indrette virksomheden 

efter de tyske direktiver og at efterkomme 

ordren. 

Atlas blev lagt i håndjern. Man kunne 

ikke andet end at bruge kræfter på leverancerne 

til de tyske tropper. 

Kort efter beordrede de nazistiske 

besættelsestropper leveringen af granatpresser 

og andet materiel, de havde 

behov for. Hvis ikke der kom tilbud og 

levering hurtigt nok, rykkede tyskerne 

meget kraftigt og håndfast. 

Den gode udvikling Atlas havde oparbejdet 

i 30’erne var brat bragt til ophør. 

Den store fremgang på verdensmarkedet 

og den stigende omsætning på det 

danske og skandinaviske marked blev 

brutalt afbrudt. 

Atlas brød sig bestemt ikke om sin nye 

»kunde«. Ingen på Atlas fra bestyrelse 

og direktion ud til medarbejderne på fabrikkens 

værksteder brød sig om det 

»samarbejde«, der blev beordret af tyskerne. 

Uro og usikre forhold 

Den anden verdenskrig var kommet til 

Atlas, hvor den foregik på kontorerne 

og i fabrikshallerne. 

Leverancen til en kødkonservesfabrik 

blev i 1940 fragtet til Iran via Sovjetunionen, 

og nåede Nordiran i god behold. 

Men efter 1941, hvor verdenskrigen 

også hærgede mellem Sovjetunionen 

og det nazistiske Tyskland, var al 

forbindelse til Sovjetunionen afbrudt. 

Store leverancer til Sovjetunionen af 

skibsdampmaskiner til flodbåde på 

over 4 mio. kroner kunne ikke gennemføres. 

Produktionen af »Glacia«-maskinerne 

gik i stå, fordi eksportmarkederne 

ikke kunne nås. 

Samtidig kom der uro og ængstelse hos 

de montører, Atlas havde sendt til Iran 

for at montere fabriksanlæg og maskiner. 

Men alle gjorde jobbet færdig og 

kom velbeholdne hjem til Danmark. 

Det blev nødvendigt for Atlas at satse 

på hjemmemarkedet i det omfang, den 

tyske besættelsesmagt ikke lagde beslag 

på fabrikkens ydeevne. Men også 

herhjemme kunne det volde problemer. 

For eksempel da man skulle levere en 

række marineturbiner til det danske 

søværn. Leveringen blev umulig, eftersom 

den danske marine ødelagde sine 

egne skibe, for at de ikke skulle indgå i 

tyskernes styrker. 

På Atlas blev man noget overrasket 

over, at den tyske besættelsesmagt vidste, 

hvad der stod i brevene. De nye forhold 

betød nemlig, at tyskerne læste 

den post, de ville. Så den tyske overkommando 

kendte hvert bogstav, der 

stod i brevene fra Atlas. Forsøgene på 

at forsinke råvarerne og trække leverancerne 

til besættelsesmagten i langdrag 

var ingen hemmelighed for den tyske 

»samarbejdspartner«. 

Adskillige vidnesbyrd fra dengang viser, 

at man på Atlas mente, det bedste, 

der var sket, var at rederiet J. Lauritzen 

1937–38 opkøbte aktiemajoriteten. 

Skibsreder Knud Lauritzen var i juni 

1939 indtrådt i bestyrelsen og blev i 

1942 i de vanskelige år formand for bestyrelsen. 

Den uro og ængstelse, der var alminde- 

17

lig hos de fleste danskere i 1940–45, 

blev på Atlas ikke mindre af, at der udbrød 

mærkværdige brande i Baldersgade-fabrikken 

– hovedsagelig i kantinen. 

Og særdeles stor blev uroen, da der i februar 

1942 tidligt om morgenen udbrød 

en ny brand på Atlas. Værkstedsbygningens 

øverste etager i Baldersgade 

stod i flammer. Taget og de to øverste 

etager blev ødelagt. Politiet kunne ikke 

påvise, at der var tale om en aktion fra 

den danske modstandsbevægelses side, 

men den tyske overkommando forlangte, 

at direktør Mansted og driftsbestyrer 

Stahlschmidt på Atlas blev straffet. Politiet 

idømte Mansted en bøde på 4000 

18 

kr. og Stahlschmidt fik en på 2000 kr. 

med forvandlingsstraf på henholdsvis 

40 og 20 dages hæfte. Fordi Atlas ikke, 

som det var påbudt alle virksomheder, 

havde oprettet et vagtværn. Det tyske 

militær tvang en meddelelse om dommene 

optaget i samtlige aviser til skræk 

og advarsel for andre firmaer. Herefter 

måtte Atlas organisere et værn. Man 

kaldte det et brandværn. 

Men i slutningen af april måned 1944 

gennemførtes en bombeaktion imod 

Atlas – formodentlig af dele af den illegale 

modstandsbevægelse, som ville 

stoppe de leverancer, den tyske besættelsesmagt 

havde beordret Atlas. 

En søndag morgen i februar 1942 opstod en uforklarlig brand i tagetagen på 

værkstedsbygningen i Baldersgade. Skaderne gik også ud over etagen nedenunder, 

og kom med driftstab til at andrage små 700.000 kr. Forsikringsselskabet ville ikke 

betale, idet det påstod, at det var sabotage. Der var dog intet, som kunne berettige 

denne påstand.

Hvad dele af modstandsbevægelsen ikke 

vidste, og næppe mange har vidst før 

nu, er, at branden i 1942 og bombeaktionen 

i april 1944 førte til, at der på Atlas 

opstod en lille gruppe modstandsfolk, 

som illegalt fabrikerede våben til 

gruppen »Holger Danske« i den danske 

modstandsbevægelse. 

Modstandsgruppen »Atlas« 

I juni 1944 mødtes tre af brandværnets 

folk og spurgte sig selv, hvad de kunne 

gøre med brandslukningsudstyr, hvis 

bevæbnede bombemænd trængte ind på 

Atlas. De tre var konstruktionschefen 

Peter Garde, værkstedschefen H.C. 

Larsen og laboratoriechefen Eigil Ettrup 

Petersen. 

At de tre hemmeligt gik i gang betød, at 

der på Atlas illegalt blev fabrikeret 

håndgranater, maskinpistoler, 5 kg 

landminer, magasiner til 7,65 pistoler – 

ja, endog flammekastere, der ville være 

effektive imod panservogne. Dette 

uden at nogen – hverken direktion og 

bestyrelse eller medarbejderne i værkstederne 

– anede det mindste derom. 

De tre dannede gruppen »Atlas«, der 

senere blev registreret som en gruppe 

under kompagniet »Ringen« i modstandsbevægelsen. 

Atlas-gruppen oprettede 

et firma »Dansk Sikkerhedsbox 

Industri«, der bestod af et papskilt på en 

dør i Øster Farimagsgade. Dette dækfirma 

stod for indkøb af materialer, som 

blev betalt af »Holger Danske«. Under 

gulvet i Atlas-fabrikkken lå et lager af 

de våben og sprængstoffer, man illegalt 

leverede til modstandsbevægelsen. 

Nogle uger før tyskernes kapitulation 

den 4. maj 1945 organiserede Garde, 

Larsen og Ettrup en modstandsgruppe 

på ca. 30 mand blandt brandværnets 

medlemmer. Den 4. maj om aftenen var 

de 30 bevæbnede mand på Atlas for at 

beskytte virksomheden, hvis de danske 

nazister og den slagne tyske besættelsesmagts 

Gestapo-folk skulle iværksætte 

den »brændte jords aktioner«. 

Blandt disse 30 var bl.a. fællestillidsmanden 

Richter og fire smede, som i 

forvejen var medlemmer af »Holger 

Danske«, og også den senere salgschef 

Harald Nielsen. Den 30. maj 1945 

modtog de et særligt indhæftet takkebrev 

underskrevet Kn. Lauritzen og S. 

Mansted – Atlas’ bestyrelsesformand 

og den administrerende direktør. 

Denne illegale del af historien om Atlas 

er utvivlsomt af betydning for forståelsen 

af, hvad der skete efter krigen. 

Også Atlas blev undersøgt for sit »samarbejde« 

med besættelsesmagten af 

rigsadvokaturen. Tre år senere blev det 

fastslået, at der intet grundlag var for at 

rejse tiltale imod Atlas for landsforræderi. 

Den særlige undersøgelseskommission, 

som staten satte til at kulegrave 

de danske virksomheder, der havde 

samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, 

frifandt Atlas for at have overtrådt 

den såkaldte værnemagerlov, som 

Folketinget straks efter befrielsen i 

1945 vedtog med tilbagevirkende kraft. 

Kæmpen Atlas var ikke landsforræder. 

Atlas havde haft hænderne i tyske 

håndjern. 

Juridisk spillede det også en rolle, at direktør 

Mansted modigt og med personlig 

risiko tidligt trak en grænse for 

»samarbejdet« med besættelsesmagten. 

Man havde vidner uden for Atlas, der 

kunne bekræfte Mansteds konsekvente 

optræden. Københavns Telefon Aktie- 

19

selskab kunne dokumentere, at Mansted 

pure havde afvist KTAS, da man på 

Atlas efter ordre fra den tyske besættelsesmagt 

ville installere en direkte linie 

til tyskernes hovedkvarter Dagmarhus. 

Stærkere og større end nogensinde 

Krigen var slut, og der skulle tages fat 

på at få genopbygget Atlas på det nye 

verdenskort. 

Man kan sige, at der blev sat fuld kraft 

på Atlas igen, så snart freden kom. Det 

gik ikke som efter 1. verdenskrig. Ordrerne 

beløb sig allerede ved udgangen 

af 1946 til ikke mindre end 15–16 mio. 

kr. Et ganske stort beløb efter datidens 

målestok. 

Den fremsynede skibsreder, konsul 

20 

Knud Lauritzen, og den ikke mindre visionære 

direktør Mansted var allerede 

under krigen enige om, at Atlas, når krigen 

var slut, og der igen kunne arbejdes 

frit, dels måtte have mere plads, dels 

have samlet sin virksomhed under et 

tag. 

Allerede i 1941 besluttede man at købe 

en mere end 10 ha stor grund på Lundtoftesletten 

i Lyngby. I 1946 kunne 

man forelægge 1. præmieforslaget i en 

arkitektkonkurrence. På et bestyrelsesmøde 

i maj samme år foreslog Knud 

Lauritzen, at Atlas af hensyn til det store 

nybyggeri skulle udvide aktiekapitalen 

til 3 mio. kr. Det blev vedtaget i juni 

samme år, og aktierne blev udbudt. 

De var for hovedpartens vedkommende 

Byggeudvalget, der ledede opførelsen af køleskabsfabrikken i Lundtofte. Fra venstre 

fabrikant Chr. Balsløw, direktør S. Mansted og direktør Ove Hold. (Jubilæumshæftet 

1899–1974).

solgt på ingen tid. Lauritzen-familien 

ønskede at bevare »det nære samarbejde« 

med Atlas. 

I efteråret 1948 blev det første spadestik 

taget til det nye Atlas-byggeri i 

Lyngby. Atlas blev født som barn af industrialiseringen. 

Som 50-årig var det 

en stor, stærk moderne industrivirksomhed, 

der spillede en betydelig rolle 

på både hjemme- og eksportmarkedet. 

Så stor og stærk, at kun en del af produktionen 

skulle placeres på Lundtoftesletten 

i Lyngby. 

Atlas skabte fremtidens arbejdspladser 

og produkter 

Atlas blev ikke blot gigantisk i sin produktion 

og sit verdensomspændende 

salg. Atlas var revolutionerende inden 

for fødevareproduktion med opdagelsen 

af frysetørringsprocessen. Men Atlas 

blev også ledelsesmæssigt en banebrydende 

virksomhed. Atlas var i efterkrigsårene 

allerede i 1950’erne 25–30 

år forud for tiden. Fordi skibsreder 

Knud Lauritzen var den, han var. 

Den revolutionerende, moderne ledelsesstil 

skyldtes især Knud Lauritzens 

humane personalepolitik, der prægede 

Atlas kraftigt i den sidste halvdel af 

virksomhedens 100-årige historie. 

I begyndelsen af 1938 havde brødrene 

Knud og Ivar Lauritzen sikret Lauritzen-familien 

aktiemajoriteten i Atlas. 

Atlas havde gennem årene leveret 

dampteknologi og køleudstyr til rederiet 

J. Lauritzens skibe, og Knud og Ivar 

Lauritzen havde en selvfølgelig interesse 

i Atlas-virksomhedens produkter. 

Allerede i 1950 gjorde Atlas sig bemærket 

i det øvrige samfund ved at indføre 

en bonusordning for funktionærer 

og timelønnede arbejdere. Der blev afsat 

et beløb til bonusordningen svarende 

til halvdelen af udbyttet til aktionærerne. 

Halvdelen af beløbet til bonusordningen 

udbetaltes kontant, mens 

den anden halvdel gik til sociale formål, 

der blev fastsat af en bestyrelse 

med seks medlemmer valgt blandt 

medarbejderne og to fra ledelsen og aktionærerne. 

Etablering af bonusordningen affødte 

et brev til Knud Lauritzen fra skibsreder 

A.P. Møller, der bl.a. skrev: »Som 

eftertænksom dansk Borger beklager 

jeg, at Deres Koncern har taget dette 

Skridt, som for mig står som letsindigt. 

Man bør være varsom med sligt…« 

I efteråret 1951 blev Atlas’ bonusordning 

drøftet i Folketinget. Nogle af de 

velfærdsordninger, Knud og Ivar Lauritzen 

indførte i virksomhederne, er 30 

år senere blevet til lov på arbejdsmarkedet. 

Revolutionerende sund fornuft 

Atlas havde en meget virksom formand 

i skibsreder Knud Lauritzen. Han inviterede 

i 1970’erne medarbejderne til 

selskabets generalforsamlinger, hvor de 

havde ret til at få ordet. 

Som en af de første virksomheder i 

Danmark – måske den første – opfordrede 

bestyrelsen medarbejderne til at 

købe aktier, for at få indflydelse på og 

tage medansvar for deres egne arbejdsforhold 

og Atlas’ trivsel. I 1960’ernes 

og 70’ernes offentlige diskussion om 

økonomisk demokrati, som Knud Lauritzen 

i øvrigt foretrak at kalde »demokratisk 

økonomi«, fremdrog han ofte 

Atlas som et eksempel på fremtiden. 

Der er sammenhæng i de forhold Knud 

21

Lauritzen gennemførte. Bonusordningen 

medførte velfærdsordningerne. 

Halvdelen af den bonus medarbejderne 

oppebar betød, at der i 1950’erne var 

penge til at købe sommerhuse til medarbejdernes 

brug. Noget som ikke var 

almindeligt i virksomhederne på det 

tidspunkt, men blev det siden. 

Knud Lauritzens virke i Atlas resulterede 

i, at der allerede i 1951 etableredes et 

produktivt seniorværksted, hvor ældre 

medarbejdere, der ønskede det, kunne 

deltage i produktionen på nedsat arbejdstid, 

og således ikke med ét slag 

skulle ud af arbejdsmarkedet på grund 

af alder eller aldersbetinget svagelighed. 

Det var 35–30 år før det omgivende 

samfund beskæftigede sig med 

sådanne tanker. 

Blandt de andre velfærdsordninger var 

– og er endnu – seniorklubben et meget 

benyttet samlingssted for pensionerede 

medarbejdere, der mødes under venskabelige 

forhold. Autoværkstedet blev 

etableret for, at medarbejderne kunne 

reparere, pleje og passe deres knallerter 

og biler, og der blev i 1958 etableret en 

ordning, hvorefter medarbejdere, der 

havde det behov, kunne låne penge til 

køb af bil og parcelhus. 

»I Dansk Arbejdsgiverforening og 

dansk industri blev Atlas ikke populær,« 

siger forhenværende direktør Aksel 

Drejet. 

Knud Lauritzens ledelsesfilosofi indeholdt 

medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde, 

som han prioriterede og 

formulerede i en række principper for 

»Common Sense« (almindelig sund 

fornuft). »Trivsel og arbejdsglæde skabes 

ved medindflydelse og medansvar, 

og en overdreven ensidig økonomisk 

22 

sans må ikke influere herpå,« skrev han 

som et af sine common sense-principper. 

Disse principper blev sendt rundt 

til ledende medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer 

i J. Lauritzen koncernens 

virksomheder. 

»Min far holdt simpelthen af mennesker,« 

fortæller sønnen Ole Lauritzen, 

der ofte fulgte ham på rundture i Atlas. 

»Min far kendte hver medarbejder fra 

sin gang i virksomheden, hvor han gik 

sin tur rundt over det hele – oppe og nede. 

Han fotograferede hver eneste ny, 

han mødte, med sit lille lommekamera. 

De fik et billede, og selv gemte han ansigterne 

i et album, så han kunne huske 

enhver. Han spurgte til de enkeltes velbefindende, 

viste deltagelse i hans eller 

hendes sorger og nærede stor omsorg 

for hver eneste.« 

Lise Lauritzen Loft, der på sin fars opfordring 

indtrådte i Lauritzen-familiens 

Fondsstyrelse i 1976, og i 1988 blev 

medlem af bestyrelsen for Atlas, fortæller, 

at Knud Lauritzen en dag på Atlas 

så en medarbejder arbejde udendørs 

i regn og kulde. Da han spurgte vedkommende 

og fik bekræftelse på, at det 

var et koldt og vådt job, gav Knud Lauritzen 

direktionen meddelelse om forholdet. 

Et halvtag, der gav læ og ly, 

blev bygget næste dag. Det viser, hvordan 

Knud Lauritzen følte med hver en 

medarbejder, og hvordan bestyrelsens 

formand levede med i hver lille detalje. 

I 1951 indviedes en ny indendørs rørsmedje 

på Fasanvej. Mange tusinde kilometer 

rør årligt var hidtil blevet bukket 

i fri luft. 

»Desværre var der mistillid i fagbevægelsen 

om motiverne til de forskellige 

sociale velfærdsordninger,« siger

Lise Lauritzen Loft. »Generelt velbegrundet,« 

tilføjer hun, »det må jeg sige, 

men ubegrundet i forhold til min far.« 

Skibsreder Knud Lauritzen skrev hver 

dag et referat af de ting fra arbejdsdagen, 

han selv skulle huske, og andre 

skulle delagtiggøres i – bl.a. datteren 

Lise. I et sådant referat noterer Knud 

Lauritzen i oktober 1971 under overskriften 

»Demokrati på arbejdspladsen«: 

»Vi talte en del sammen om disse forhold 

(Atlas’ direktør A. Drejet og Knud 

Lauritzen), og jeg meddelte, at jeg for 

mit vedkommende ikke havde noget 

imod, hvis man på Atlas kom ind på at 

gøre forskellige forsøg (på økonomisk 

demokrati), og jeg nævnte, at vi bl.a. i 

JL (rederiet J. Lauritzen) netop var ved 

at se på Økonomisk Demokrati gennem 

tilbud af Vesterhavs-aktier (Lauritzenvirksomheden 

Rederiet Vesterhavet) til 

også de sejlende medarbejdere. I forbindelse 

hermed kom Drejet ind på 

spørgsmålet, om man ikke kunne invitere 

repræsentanter fra medarbejderne 

med til bestyrelsesmøder, hvortil jeg 

svarede, at et sådant forsøg kunne jeg 

udmærket tænke mig, at man søgte at 

gennemføre netop på Atlas, og det kunne 

f.eks. være på den basis, at netop 

skiftende – ikke de samme – medarbejdere 

deltog i bestyrelsesmøderne – ikke 

som direkte medlemmer; men som repræsentanter 

for medarbejderne for at 

se og høre, hvad der egentlig foregår og 

blive informeret, så de kan stille 

spørgsmål, foruden at lære de forskellige 

at kende.« 

Et andet referat viser Knud Lauritzens 

humanisme og praktiske foretagsomhed. 

Han skriver i 1971 under over- 

skriften »Støj/værksteder«: 

»Jeg gjorde opmærksom på, at jeg havde 

mærket en meget ubehagelig støj i 

værkstederne ved min gennemgang for 

nylig, særligt fra kedelafdelingen, og 

således at det virkede helt ned i de øvrige 

værksteder. 

Drejet kunne meddele, at man arbejdede 

med problemerne og havde haft folk 

fra Teknologisk Institut ude for at se på 

forholdene, men det var vanskeligt at 

gøre noget rigtigt ved det. Men jeg bad 

ham se på, om der ikke var mulighed 

for ophængning af støjabsorberende 

tæpper eller lignende.« 

Atlas fik albuerum i Ballerup 

Allerede i 1929 havde bestyrelsesmedlemmet, 

Hjerl Hansen til H.H. Mansa i 

direktionen nævnt, at han i England 

havde hørt en ingeniør tale om, at man 

måske kunne producere små kølemaskiner 

til husholdningsbrug. Direktør 

Mansa mente ikke på det tidspunkt, at 

organisationen var gearet til en sådan 

fabrikation. Det var de store industrielle 

kølemaskiner, man ville satse på, og 

dette viste sig – set i bakspejlet – da også 

rigtigt. 

Men produktionen af de små husholdningskøleskabe 

– et Atlas til køkkenet – 

blev dog påbegyndt små 10 år senere. 

Da fabrikation af de store køleanlæg til 

industribrug stillede store krav til værkstedernes 

kapacitet, besluttede man i 

1939 at dele køleafdelingen i to, hvoraf 

den ene skulle omfatte fabrikation og 

salg af mindre køleanlæg og køleskabe 

dels til kommercielt brug for slagtere, 

bagere, hoteller osv., dels køleskabe til 

husholdningsbrug. 

Udviklingen i Atlas betød, at virksom- 

23

Opførelsen af driftskontorets kælder august 1965. I baggrunden skimtes Byagergaards 

lade. 

heden voksede sig endnu større i årene 

efter 1945, end selv den meget visionære 

bestyrelsesformand Knud Lauritzen 

og hans fremsynede og dynamiske 

direktør Mansted havde taget højde for. 

Den nye fabriksbygning, der i 1946 

blev taget det første spadestik til på 

Lundtoftesletten i Lyngby, kom aldrig 

til at huse mere end køleskabspoduktionen. 

Salget af de små husholdningskø- 

24 

leskabe blev enorm trods stor konkurrence 

fra andre lande, der ligeledes producerede 

tilsvarende køleskabe – bl.a. 

»Frigidaire«. Senere kom også en stor 

konkurrence fra italienske køleskabsfabrikker, 

der havde statsstøtte for at afskaffe 

arbejdsløsheden. I slutningen af 

60’erne solgte Atlas Lundtoftefabrikken 

og hele produktionen af husholdningskøleskabe.

Det egentlige Atlas med fabrikation af 

de store maskiner forblev på Nørrebro, 

som internt kom til at hedde BAFA 

(BAldersgade-FAsanvej). Men ekspansionen 

i BAFA-produktionen havde 

længe gjort pladsforholdene på Nørrebro 

for trange. Det Atlas, der i 1966–69 

kom til Ballerup, var under Lauritzens 

ejerskab blevet til en moderne virksomhed. 

I Ballerup kunne man i 1973 opgøre fabriksbygningens 

etageareal til ca. 

33.000 kvadratmeter, hvoraf ca. 10.000 

var til administration og resten til fabrikshaller 

og værksteder. Det samlede 

grundareal var på 125.000 kvadratmeter 

– ca. fem gange mere, end Atlas- 

BAFA havde haft på Nørrebro. Og i 

Ballerup var der rigelig plads til parkerede 

biler og store lastbiler til transport 

af de store anlæg. 

Atlas for fuld damp 

Atlas producerede i køleafdelingen – 

KI – de store industrielle kølehuse og 

fryseanlæg. Slagteriafdelingen producerede 

færdigt monterede slagterier, og 

Mg-afdelingen udviklede fabrikationen 

af margarinemaskiner. Mens afdelingen 

for Glacia-ismaskinerne fik stor afsætning 

også til den voksende iscremeindustri. 

Atlas omfattede desuden den 

kemotekniske afdeling, den hydrauliske 

afdeling og den såkaldte DD-afdeling 

for dampmaskiner og andre maskinanlæg, 

samt turbineafdelingen 

Allerede i 1949 leverede Atlas et stort 

køle- og fryseanlæg til Lissabons nye 

slagtehus, og et stort kontaktfryseanlæg 

for hvalkød til Færøerne. Ligesom Atlas 

leverede flere såkaldte skæl-ismaskiner 

(til brud-is) til Sovjetunionen samme 

år. 

Atlas’ såkaldte DD-afdeling udførte et 

par store skibsdampmaskiner i 1949, og 

en dybtrykmaskine til ugebladhuset Aller, 

efter køberens egne tegninger. Og i 

1950 leverede Atlas’ DD-afdeling en 

Den nyopførte fabrik i Ballerup. I baggrunden til højre landsbyen Pederstrup med 

Byagergaard. (Atlas’ arkiv). 

25

2000 HK dampmaskine til Aalborg 

Værft. Slagteriafdelingen leverede 20 

tørsmeltere til behandling af slagteribiprodukter, 

og i 1950 indledte kemoafdelingen 

produktionen af de første fiskemelsanlæg, 

som siden blev af stor 

betydning for virksomheden – og for 

resten af verdens produktion af foderstoffer 

til kyllinger, svin og andre dyr. 

Det, Atlas dengang påbegyndte i kemoafdelingen, 

blev til de moderne kogere, 

presser og tørringsmaskiner, som vi i 

dag kender til produktion af kødbenmel 

og fiskemel til dyrefoder. Det er et af de 

områder, hvor Atlas blev fremherskende 

på verdensmarkedet allerede i 

1950’erne og 60’erne. 

I maj 1950 indledte Atlas et samarbejde, 

som fortsatte til 1983 med det norske 

firma Stord Bartz AS i Bergen om 

produktionen af fiskemelsfabrikker til 

hele verden, idet Stord leverede visse 

komponenter til Atlas’ fiskemelsanlæg. 

Der var fuld damp på Atlas efter anden 

verdenskrig. 

Selskabet blev i 1959 omorganiseret 

sådan, at Atlas fik en administrerende 

direktør i toppen, og der udnævntes én 

direktør for BAFA på Nørrebro, og én 

direktør for fabrikken i Lundtofte ved 

Lyngby med produktionen af små køleanlæg 

og husholdningskøleskabe. I 

Lundtofte blev ingeniør I.A. Rimstad 

direktør, og på BAFA hed direktøren 

A. Drejet. Den administrerende direktør 

i toppen var S.A.J. Mansted. Han 

fratrådte i 1963 efter et langt arbejdsliv 

posten som administrerende direktør, 

men fortsatte sit virke i bestyrelsen. Fire 

år senere – i slutningen af 1967 blev 

produktionen på fabrikken i Lundtofte 

afhændet. Rimstad, der var folketings- 

26 

mand for partiet »De Uafhængige«, 

måtte vælge – Atlas eller partipolitik. 

Han valgte det sidste. Det er Aksel Drejet, 

der bliver Knud Lauritzens nære 

medarbejder i 60’erne og 70’erne. 

Fire store milepæle 

Foruden Knud Lauritzen er Aksel Drejet 

en af de personer, hvis navn er uløseligt 

knyttet til det moderne Atlas’ seneste 

historie. 

Der er fire store milepæle i 1960’erne, 

der former det nye Atlas. 

Den første i 1963, hvor BAFA fik en 

gigantisk ordre fra Sovjetunionen på 24 

store fabrikker til slagteri og kødforarbejdning. 

Det var en samlet større ordre 

end nogensinde i Atlas’ historie, og så 

stor at Atlas indgik samarbejde med det 

svenske firma Alfa Laval om leverancen, 

således at Atlas var underleverandør 

på de 16 af slagterierne. Men 

indtægten og dermed fortjenesten for 

Atlas var så betydelig, at hele den nye 

fabrik i Ballerup kunne betales kontant, 

ligesom Atlas i 1968 kunne købe aktiemajoriteten 

i Thomas Th. Sabroes fabrik 

for køle- og fryseanlæg i Århus. 

Det var den anden store milepæl. Senere 

blev Atlas endog eneaktionær i Sabroe-selskabet. 

Var der tre danske fabrikker, der sloges 

med næb og kløer i konkurrencen om 

verdensmarkedet for de store industrielle 

køle- og fryseanlæg, var det Gram i 

Sønderjylland, Sabroe i Århus og Atlas 

i København. Fra 1968 var Atlas således 

stor og stærk på det marked. 

De to andre milepæle i Atlas’ historie er 

salget af Lundtoftefabrikationen af små 

husholdningskøleskabe i Lyngby, og 

igangsættelsen af Atlas i den nye store

Køleskabsfabrikken i Lundtofte bliver i 1968 solgt til Elektrolux. (Jubilæumshæftet 

1899–1974). 

fabrik på Baltorpvej i Ballerup. Det var 

disse begivenheder, som A. Drejet var 

stærkt involveret i. 

I 1961 var der gået ti år siden Atlas 

etablerede »Atlas do Brazil« i Brasilien, 

og i juni måned 1961 stiftedes »Atlas 

del Peru« for salg og lokal produktion 

af fiskemelsanlæg under Atlas’ samarbejde 

med norske Stord. 

Men allerede i 1963 stod det klart, at 

Atlas-datterselskabet »Atlas do Brazil« 

grundet på en brasiliansk skærpet restriktionspolitik 

og inflation ikke længere 

havde de muligheder, det tidligere 

havde haft. Selskabet i Brasilien bliver 

senere medaktionær i »Sabroe do 

Brazil«. 

I december 1966 udtalte I.A. Rimstad, 

at der kunne være – ikke uvejr; men – 

skyer forude for Atlas. Om skyerne 

hang i Sydamerika, eller hvad Rimstad 

tænkte på, skal ikke kunne siges. Oliekrisen 

i begyndelsen af 70’erne forudså 

vist ingen. Og det var utvivlsomt heller 

ikke de følgende begivenheder i Atlas, 

Rimstad tænkte på. 

I 1966 dør direktør H.H. Mansa 93 år 

gammel efter hele sit liv at have arbejdet 

på Atlas. Han blev medlem af direktionen 

ved årsskiftet 1916–17 og opnåede 

næsten 60 år som direktør. 

Man siger nok, at ingen er uundværlig. 

Men en virksomhed som Atlas kan ikke 

undvære mennesker med dynamik, visioner 

og kreativitet. I 1972 dør direktør 

Mansted, efter med alle sine enorme 

kræfter at have virket i Atlas fra 1923 

og som direktør fra 1932. Han var en 

27

usædvanlig retskaffen mand med en 

hårdnakket vilje til at løse problemerne 

med almindelig sund fornuft. 

Kun seks år senere dør den usædvanligt 

visionære og utraditionelle skibsreder 

Knud Lauritzen 74 år gammel. Han betød 

alt for det moderne Atlas. Hans sunde 

fornuft var revolutionær for hans 

virke for Atlas fra 1939. Næppe nogen 

virksomhedsejer har nogensinde været 

så afholdt som Knud Lauritzen, og det 

var med stor sorg, at medarbejderne på 

Atlas modtog budskabet om hans død. 

Hver eneste medarbejder, der var på 

Atlas dengang, følte det som et personligt 

tab. De kendte ham, som han kendte 

dem personligt hver og én. 

Der blev et stort tomrum i Atlas. Knud 

Lauritzen var uundværlig. 

28 

Atlas bliver til 

Atlas-Stord Denmark A/S 

Kært barn har mange navne, siger man, 

og i dag, hvor den norske Aker-RGI 

koncern ejer Atlas sammen med danske 

Pen-Sam, hedder fødselsdagsbarnet Atlas-Stord 

Denmark A/S. Selskabet er en 

del af den norsk registrerede Stord-koncern, 

der har selskaber i flere lande i 

verden. 

Stord er en mangeårig partner til Atlas, 

idet de to virksomheder allerede i 

1950’erne etablerede et samarbejde om 

leverancer til mange forskellige steder i 

verden. Samarbejdet ophørte i 1983, og 

selskaberne blev hårde konkurrenter. 

Man kan sige, at en tidligere forlovelse 

er blevet afløst af ægteskab. 

»På Atlas forudser man, at forbindelsen 

Tegnestuen på fabrikken i Ballerup. Foto ca. 1974. (Jubilæumshæftet 1899–1974).

til Aker-RGI resulterer i adgang til professionelle 

ledelsesressourcer og en 

øget goodwill hos det finansielle system,« 

siger den afgåede direktør Axel 

Nørskov Laursen som en hilsen til 

fremtiden. 

A/S Atlas, der i 1984 blev omdøbt til 

Atlas-Danmark A/S, tilhørte stadig 

Lauritzen-Gruppen, og efter en reorganisering 

i 1986 stiftes Atlas Industries 

A/S. Efter i en periode fra 1990 at have 

været ejet af medarbejderne, finder Atlas 

Industries A/S sammen med det 

danske selskab Skako A/S i Fåborg. 

Skako A/S er en børsnoteret virksomhed, 

der bl.a. fremstiller udstyr til betonindustrien, 

men som også er leverandør 

af vibrationsudstyr, specielle 

tørreanlæg til den kemiske industri. 

Storaktionæren i Skako A/S var danske 

Pen-Sam. På sin vis har Atlas fortsat sit 

danske familieskab med Pen-Sam, idet 

Pen-Sam i dag ejer 45% af Atlas-Stord, 

mens Aker-RGI ejer 55%. 

De sidste tyve år 

De tyve år, der er gået siden skibsreder 

Knud Lauritzens død i 1978, har været 

både omtumlede og begivenhedsrige 

for Atlas. 

Direktøren i J. Lauritzen Holding hed i 

1986 Sv. Dyrløv Madsen. Reelt var han 

også den, der i 1986 udpegede den dengang 

35-årige ingeniør Axel Nørskov 

Laursen til administrerende direktør i 

Atlas Industries A/S. Nørskov Laursen 

var i 1985 på opfordring af formanden i 

J. Lauritzen Fondet og administrerende 

direktør i Atlas, Aksel Drejet, kommet 

fra Sabroe i Århus til en stilling som divisionschef 

i Atlas-Danmark. Drejet 

sad dengang i Lauritzen Fondet som 

Direktør Axel Nørskov Laursen var den 

sidste danske direktør på Atlas. (Atlas’ 

arkiv). 

formand i styrelsen efter afdøde Knud 

Lauritzen. Fondets styrelse vælger bestyrelsen 

for J. Lauritzen Holding, og 

bestyrelsen ansætter den nye direktør. 

Foruden Axel Nørskov Laursen, satte 

Holdings direktør Sv. Dyrløv Madsen 

Sten Danø som bestyrelsens kommitterede 

på den opgave at modernisere organisationen 

af Atlas-Danmark A/S. 

Produktionen blev opsplittet i flere divisioner, 

og fik det nyt selskab: Atlas 

Industries A/S som producent. Dette 

selskab er det eneste, der bliver liggende 

i Ballerup. 

Atlas Industries A/S bygger på kompetencerne 

fra Industridivisionen, Fabriksdivisionen 

samt udviklingsafdelingen 

i Atlas Denmark A/S. De øvrige 

aktiviteter bliver udskilt og relativt hur- 

29

Rejsegildet i forbindelse med opførelsen af den nye kontorbygning i Ballerup i 

1980. (Atlas’ arkiv). 

tigt solgt eller lukket. Kæmpen Atlas er 

blevet noget slankere og hedder nu Atlas 

Industries A/S. 

Det er denne virksomhed ejet af J. Lauritzen 

Holding, som medarbejderne 

køber. 

»Jeg var da på en måde ked af at medvirke 

til salget af min fars »børn«,« siger 

Knud Lauritzens datter, Lise Lauritzen 

Loft, som dengang sad i Fondets 

styrelse. »Netop Atlas var et meget 

nært og kært barn. Atlas lå tæt på, så 

han kunne komme dér ofte. Men jeg 

støttede kraftigt tanken om, at medarbejderne 

overtog Atlas. Fordi det er 

sundt, at medarbejderne i det mindste er 

med til at eje deres arbejdsplads og således 

også har et medansvar.« 

30 

»Det var helt på linie med min fars 

principper,« forklarer Lise Lauritzen 

Loft videre. »Men det blev kun besluttet, 

at Lauritzen Holding solgte Atlas 

Industries A/S, fordi der var fuld enighed 

i Fondets styrelse og i bestyrelsen i 

Holding. Professor i økonomi Karsten 

Laursen var medlem af fondets bestyrelse 

fra 1985 til december 1996, og 

dets formand fra 1990. De økonomiske 

konjunkturer var på det tidspunkt 

sådan, at det var ønskværdigt for J. 

Lauritzen Holding at sælge Atlas Industries.« 

Medarbejdernes virksomhed 

Over halvdelen af de 275 medarbejdere 

købte aktier i Atlas Industries A/S, og

med virkning fra udgangen af 1989 

overtog medarbejderne virksomheden. 

Hvorom alting er, stod medarbejderne i 

1990 med en virksomhed, som havde 

en meget stor ordretilgang. Atlas Industries 

A/S havde en stigende omsætning 

fra 150 til 200 mio. kr. årligt, og medarbejdernes 

selskab havde en ordretilgang, 

som betød langtidskontrakter. 

Men i årene 1991–92 og 92–93 havde 

Atlas Industries på sine regnskaber nulresultater. 

Egenkapitalen var for lille til 

at magte den produktion, man skulle finansiere. 

Man havde derfor behov for 

en kassekredit på 100 mio. kr. Men 

bankerne og det financielle marked var 

kommet i krise, og Atlas Industries’ aktionærer 

så sig om efter investorer med 

et stort udviklingspotentiale. 

Prins Henrik besøger Atlas i Ballerup i 

forbindelse med besøg af en zambiansk 

delegation. Prinsen ledsages af økonomidirektør 

Bjørn Pedersen. (Atlas’ arkiv). 

»Der blev satset meget på nyudvikling 

for at distancere sig fra konkurrenterne,« 

siger Axel Nørskov Laursen, »og 

den strategi lykkedes. Som en 100% 

ordreproducerende virksomhed er Atlas 

meget konjunkturfølsom. Da regnskaberne 

i 1991 og 1992 endte med nulresultater, 

og bankerne samtidig havde 

generelle problemer, blev selskabet af 

sin bank bedt om enten at skaffe øget 

egenkapital, eller at drive en mindre 

forretning. Bankgælden var praktisk taget 

0, men bankerne var nervøse for 

den risiko, de løb ved at stille forskudsgarantier 

samt ved at terminssikre selskabets 

udestående fordringer.« 

»I 1993 kom Atlas Industries i kontakt 

med det børsnoterede selskab Skako 

A/S, som var interesseret i at købe Atlas 

Industries A/S,« forklarer direktør 

Nørskov Laursen videre. »Vi havde tre 

problemer. Vi kurssikrede de beløb, Atlas 

Industries skulle have, når leverancerne 

var gennemført. Det betød, at vore 

kontrakter var sikret, hvis dollarkursen 

faldt. Da vor bank stillede garanti 

for Atlas Industries’ forskud, kunne det 

betyde, at bankerne løb en risiko for tab 

ved dollarens fald – foruden selvfølgelig 

en formel risiko ved tab, hvis vore 

kunder ikke kunne betale. Derfor var 

vort problem forenklet sagt, at vi drev 

en for stor forretning i forhold til egenkapitalen. 

Vi søgte at holde et godt flow 

– en god gennemstrømning i kassen. 

Men da Skako A/S viste sig interesseret 

i at købe hele Atlas Industries A/S, var 

det fristende. Fordi Skako magtede situationen, 

og forretningen kunne 

fortsætte uanfægtet, og arbejdspladserne 

kunne bevares. 

Skako var en udmærket køber set med 

31

I billedets øverste venstre hjørne ses byggepladsen nord for Baltorpvej. Ovenover skimtes Pederstrup og i forg 

32

nover skimtes Pederstrup og i forgrunden villaer og boligblokke. (Atlas & Vi, 1965:3). 

33

vore øjne. Det var en børsnoteret virksomhed, 

der havde adgang til at skaffe 

yderligere kapital til finansiering af 

vækst. Ledelsesstilen tillod, at vi kunne 

fortsætte med at arbejde efter de hidtidige 

principper, og samtalerne viste, at 

vi kunne samarbejde. Derfor blev 25% 

af Atlas Industries A/S solgt til Skako 

A/S i 1994, og Skako udnyttede senere 

en option på at købe resten af selskabet,« 

slutter Nørskov Laursen sin beretning 

om de seneste år. 

Nogen vil måske mene, at det er en sørgelig 

historie. Men direktøren gennem 

de mange omskiftelser og trængsler ser 

anderledes på det. 

»Medarbejderne havde oprindeligt købt 

Atlas Industries for at bevare de danske 

34 

arbejdspladser,« fastslår Axel Nørskov 

Laursen. »Nu fik de i tilgift en ganske 

betydelig aktiegevinst!« 

Foreløbig sidste kapitel i den 100-årige 

historie 

Fire år efter havde Skako A/S behov for 

at sælge aktierne i Atlas Industries A/S. 

Der var flere mulige købere. En af de 

muligheder, direktør Axel Nørskov 

Laursen anbefalede, var en sammenlægning 

med den tidligere samarbejdspartner, 

der var blevet til det Aker-RGIejede 

Stord International a.s. 

Den model, der gennemføres er, at 

Aker-RGI, som ejer Stord, og Pen- 

Sam, som var storaktionær i Skako, deles 

om ejerskabet i Atlas-Stord med 

De forladte og mennesketomme fabrikslokaler på Atlas umiddelbart efter lukningen. 

Bygningerne rummede tidligere helt op til 800 medarbejdere. Foto: Flemming 

Rud Larsen, 1999.

Atlas i Ballerup. Til højre driftskontorbygningen, i midten kantinen og til venstre 

gavlen af fabrikshallen. (Atlas & Vi, 1966:4). 

55% af aktierne til Aker-RGI og 45% 

til Pen-Sam. 

Axel Nørskov Laursen forlod posten 

som administrerende direktør i koncernen 

Atlas-Stord i september 1998. 

Nørskov Laursen afløstes af direktør 

Helge Holen. 

Fabriksbygningens værksteder og kontorer 

er ikke solgt men ejes fortsat af 

Atlas-Danmark A/S og dermed af J. 

Lauritzen Holding. Atlas-Danmark A/S 

eksisterer stadig, dog kun med en medarbejder 

– Kurt Thunbo, som gennem 

mange år var afdelingsleder i Atlas og 

medarbejderrepræsentant i Atlas-Danmarks 

bestyrelse. 

Litteratur: 

Interesserede, der vil vide flere detaljer om 

Atlas’ historie, kan læse i Heinrich Martens 

rigt illustrerede bog »Aktieselskabet Atlas, 

København – 1899–1924«, Knud Meisters 

bog »Atlas – 1899-1/1-1949« og H. Ørvads 

manuskript »A/S Atlas i perioden fra 1949 

til 1974«. Desuden indeholder Ole Langes 

bog »Logbog for Lauritzen 1884–1995« også 

beskrivelser af forholdene i Atlas, og i 

»Sådan skabtes Danmarks største virksomheder« 

(udsendt af Erhvervsbladets Forlag) 

har A. Nørskov Laursen skrevet om Atlas. 

Desuden kan det nævnes, at dr. techn. Eigil 

Ettrup Petersen har skrevet og privat udsendt 

et skrift om den illegale våben- og 

ammunitionsfremstilling på Atlas i 1944. 

35

36 


i Atlas A/S 


Lillejuleaften 1897 stiftedes »Aktieselskabet Atlas« af H.H. Schou, E.Vöhtz, 

Oscar Madsen og Heinrich Martens, der alle arbejdede i Tuxen & Hammerichs 

Maskinfabrik, Nakskov-København, samt af kommandør V. Buchwald, 

overretssagfører Hans Nielsen og grosserer Johs. Martens, der havde tilknytning 

til samme maskinfabrik. Kapitalen udgjorde 400.000 kr. Selskabet købte 

på generalforsamlingen ejendommen Nørrebrogade 198 hj. af Baldersgade. I 

begyndelsen af 1898 erhvervedes for 40.000 kr. yderligere et areal på Lyngbygades 

Forlængelse – på den nuværende Hillerødgades hjørne af Nordre Fasanvej. 

Til bestyrelse i A/S Atlas valgtes Buchwald, Hans Nielsen og Johs. Martens 

med sidstnævnte som formand, og H.H. Schou, E. Vöhtz, Oscar Madsen og 

H. Martens valgtes til direktion. I 1898 supplerede bestyrelsen sig med etatsråd, 

direktør Philip Schou og ingeniør, senere etatsråd, N.C. Monberg. I 

marts 1898 vedtoges at udvide aktiekapitalen med 550.000 kr. til i alt 800.000 

kr. og det vedtoges at opløse Tuxen & Hammerich ved udgangen af 1898. 

I september 1900 udtrådte grosserer Johs. Martens af bestyrelsen og blev som 

formand afløst af ingeniør N.C. Monberg. Samtidig indtrådte fabriksejer Joh. 

Goldschmidt, der senere tog navneforandring til Joh. Guildal. 

I august 1903 døde overretssagfører Hans Nielsen. Han afløstes i bestyrelsen 

først i foråret 1905 af havebygmester, senere borgmester H.C.V. Møller. I 

april 1907 rettedes henvendelse til selskabets aktionærer for at udvide aktiekapitalen, 

og der nytegnedes for 200.000 kr. således at selskabets aktiekapital nu 

blev 1 mio. kr. I november 1910 afgik kommandør V. Buchwald ved døden. 

Hans plads i bestyrelsen forblev tom i fire år. I december 1914 indtrådte i 

Buchwalds sted direktør Hjerl Hansen.

Ved udgangen af 1916 fratrådte E. Vöhtz og O. Madsen direktionen, mens 

H.H. Schou fortsatte som administrerende direktør. Samtidig indtræder bogholder 

Heinrich Martens og ingeniørerne H.H. Mansa og E. Zimsen som 

underdirektører. 

I 1920 fratrådte adm. direktør H.H. Schou sin stilling og afløstes af professor 

Th. E. Thomsen. I november fratræder direktør E. Zimsen, og i december afgår 

fabrikant Joh. Guildal ved døden. Hans plads i bestyrelsen gennem 20 år 

forblev ubesat. 

I 1927 dør formanden for bestyrelsen, N.C. Monberg, der efterfølges af dr. 

Rudolf Christiani med ingeniør Cruse som næstformand. Bestyrelsen fritstiller 

adm. direktør, professor Th. E. Thomsen. 

I 1930’erne dør tre af pionererne fra Nakskov, tre af de største drivkræfter i 

A/S Atlas’ tilblivelse: Ingeniør H.H. Schou dør i 1933, Oscar Madsen dør i 

1936, og i 1939 dør E. Vöhtz. 

Ingeniør S.A.J. Mansted, der i december 1923 blev ansat i Atlas, udnævntes i 

1932 til underdirektør og senere til administrerende direktør. Stilling havde 

han frem til 1960, hvor A. Drejet indtræder som meddirektør. Mansted fratræder 

i 1963 direktionen, men fortsætter i bestyrelsen, hvori han fik plads i 

1945. H.H. Mansa forbliver i direktionen som underdirektør til sin høje alderdom. 

Han kom til Atlas i 1899 og dør 93 år gammel i 1966. 

Bestyrelsesmedlem H.C.V. Møller udtræder i marts 1936, og afløses af vekselerer 

G. Lannung, der dog må forlade bestyrelsen, da skibsreder, konsul 

Knud Lauritzen indtræder i juni 1939, hvor dr. Rudolf Christiani er formand. 

Knud Lauritzen er formand for bestyrelsen i Atlas fra 1942. 

37

38 

Personer i Atlas A/S i nyere tid 


Skibsreder, konsul Knud Lauritzen, rederiet J. Lauritzen, indtræder som repræsentant 

for hovedaktionæren, J.Lauritzen Fondet, i bestyrelsen for A/S Atlas 

i 1939. Knud Lauritzen bliver i 1942 formand efter dr. Rudolf Christiani, 

og varetager posten indtil 1964. Det år overlader han posten til direktør i rederiet 

J. Lauritzen O. Holm, der efterfølges af Knud Lauritzens nevø skibsreder 

J.D. Lauritzen. Skibsreder, konsul for Chile, Knud Lauritzen dør i 1978. 

Ivar Lauritzen, skibsreder i rederiet J. Lauritzen, bror til Knud Lauritzen, er i 

Lauritzen-perioden til sin død i 1974 medlem af bestyrelsen i A/S Atlas. 

Jørgen Ditlev Lauritzen, født 1926, er søn af Ivar Lauritzen, og direktør i 

rederiet J. Lauritzen, medlem af A/S Atlas bestyrelse fra 1965 til 1983, og formand 

fra 1967. 

Lise Lauritzen Loft, født 1935, er datter af Knud Lauritzen og medlem af J. 

Lauritzens Fondets styrelse og i 1988–89 af bestyrelsen i selskabet, der siden 

1986 hedder Atlas Industries A/S. 

Direktør og bestyrelsesmedlem Sven Axel Jørgen Mansted er i A/S Atlas’ direktion 

fra 1932 til 1963, og i bestyrelsen fra 1945 til sin død i 1972. S.A.J. 

Mansted er eneadministrerende direktør til 1960, hvor A. Drejet optages som 

meddirektør. Efter Mansteds fratræden i 1963 som direktør indtræder I.A. 

Rimstad som administrende direktør i A/S Atlas til 1968. 

Direktør Ib Adam Rimstad, født 1909 og død 1984, gift med Marie Louise, 

datter af fhv. formand for A/S Atlas’ bestyrelse, dr. Rud. Christiani. Direktør 

Rimstad, er civilingeniør og medlem af Folketinget for »De Uafhængige« 

1960–66. Han bliver direktør for Atlas-virksomheden i Lyngby på Lundtoftesletten 

i 1960 til 1963, og er bestyrelsesmedlem i A/S Atlas fra 1950 til 1960. 

Rimstad efterfølger Mansted som administrerende direktør i 1963, og forlader 

Atlas i 1968 til fordel for sit politiske arbejde.

Direktør Aksel Drejet er født 1921. Han er direktør for datterselskabet »Atlas 

do Brazil« i Rio de Janeiro 1954–60, direktør for A/S Atlas’ fabrik (kaldet BA- 

FA) på Nørrebro fra 1960. Han er i direktionen fra 1960 til 1979, og er administrerende 

direktør for hele A/S Atlas fra 1968 til 1979. A. Drejet sidder i Atlas’ 

bestyrelse som næstformand fra 1974 til 1986 og er medlem af J. Lauritzen 

Fondets styrelse fra 1967. Han opfordres efter skibsreder Knud Lauritzens 

død af J. Lauritzens Fondets styrelse til formandshvervet og fungerer som 

sådan fra 1978 til 1986. 

Direktør Harald Jensen Agerley efterfølger I.A. Rimstad på direktørposten i 

A/S Atlas’ virksomhed (KII) på Lundtoftesletten i Lyngby fra 1964 til virksomheden 

og produktionen af husholdningskøleskabe frasælges med virkning 

fra 1.1.1968 til Electrolux. Agerley afgår fra A/S Atlas og fortsætter i virksomheden 

med Electrolux som ejer. 

Direktør Knud Richard Knudsen, født 1933, er udviklingsingeniør og senere 

overingeniør i A/S Atlas, og leder af projektering og indkøring af A/S Atlas’ 

køkken-elementfabrik i Nykøbing Falster. Bliver underdirektør og chef for 

A/S Atlas’ samlede produktionsvirksomhed i 1969, og medlem af direktionen 

i 1974, samt administrerende direktør efter A. Drejet i 1979. I 1983 fratræder 

K.R. Knudsen A/S Atlas. 

Direktør Nils Skibsted Hansen, direktør i A/S Sabroe-Atlas i Århus, bliver direktør 

i A/S Atlas’ datterselskab »Atlas do Brazil«. Han er medlem af Atlas’ 

bestyrelse fra 1978 og administrerende direktør for A/S Atlas fra 1983 til 1986. 

Direktør Axel Nørskov Laursen, født i 1951, ingeniør i A/S Sabroe-Atlas i 

Århus, divisionschef i Atlas-Danmark A/S i København 1985–86, og administrerende 

direktør i Atlas Industries A/S fra december 1986. Han er administrende 

direktør i Atlas-Stord AS og i Atlas-Stord Denmark A/S til udgangen 

af af september 1998. 

Direktør Helge Holen, født i 1961, efterfølger A. Nørskov Laursen, og er – 

med en baggrund som virksomhedskonsulent for store svenske industrivirksomheder 

og en stilling som divisionschef i fem år i Elkem i Norge – administrerende 

direktør i Atlas-Stord AS og i Atlas-Stord Denmark A/S fra oktober 

1998. 

39

40 

Begivenheder i Atlas Danmark 

A/S i nyere tid 


1965 påbegynder A/S Atlas at opkøbe aktier i selskabet A/S Thomas Sabroe i 

Århus, der er en konkurrent til Atlas’ køle-fryse anlæg. 

1967 sælger A/S Atlas produktionen (kaldet KII) af små køleanlæg og husholdningskøleskabe 

i Lundtofte. 

1968 og frem har A/S Atlas et vidtgående samarbejde med A/S Th. Sabroe i 

Århus. 

1974 ejer A/S Atlas Sabroe-selskabet 100%, der derefter hedder Sabroe-Atlas 

A/S. 

1983 er året, hvor Atlas og Stord opløser samarbejdsaftalen om verdensmarkedet 

fra begyndelsen af 1960’erne. 

1984 overflyttes A/S Atlas’ produktion af industrielle køleanlæg til Sabroe-Atlas 

A/S i Århus, og selskabet A/S Atlas’ navn ændres i efteråret til Atlas-Danmark 

A/S. 

1986 er året, hvor J Lauritzen Holding, hvis direktør er S. Dyrløv Madsen, giver 

konsulenten Sten Danø den opgave at reorganisere Atlas-Danmark A/S. 

Det bliver året, hvor Atlas-Danmark A/S sælger ud. Atlas Danmark A/S omfatter 

i 1986: 

Sabroe-Atlas i Århus, Industridivisionen med kød-, ben- og fiskemelsanlæg 

og frysetørringsanlæg, Marinedivisionen med produktion af ferskvandsgeneratorer 

og affaldsforbrændingsanlæg til skibe, Contracting med køle-frysehuse 

og slagterianlæg, Fabriksdivisionen, Fjerkræ-divisionen med fjerkræslagterier, 

Udviklingsdivisionen, Risø-afdelingen med komponenter til

atomkraftværker, Dataafdeling samt Kontorservice- og økonomiafdeling. 

Efter reorganiseringen afhændes dele af Atlas Danmark, og firmaet Atlas Industries 

A/S etableres med Industridivisionen med kød-, ben- og fiskemelsanlæg 

samt frysetørringsanlæg, Fabriksdivisionen og Kontorservice- og 

økonomiafdeling, idet øvrige funktioner enten er nedlagt eller solgt. 

Sabroe-Atlas i Århus med produktion af køle-fryse anlæg forbliver i Atlas- 

Danmark A/S, der således også ejer selskabet i Brasilien, som i dag hedder 

»Sabroe-Atlas do Brazil«. 

1990 køber medarbejderne aktierne i Atlas Industries A/S og overtager aktiver 

og passiver. Der aftales størrelsen aktiekapitalen 10 mio. kr. og et ansvarligt 

lån på 3 mio. kr. med J. Lauritzen Holding, der er ejer af Atlas-Danmark A/S. 

1994 startes salget af Atlas Industries A/S’ aktier til det børsnoterede Skarko 

A/S. 

1997 overgår aktiemajoriteten til det norske selskab Arker-RGI, der ejer Stord 

International a.s, og man etablerer Atlas-Stord AS som holdingselskab, der 

ejer Atlas-Stord Denmark A/S, Atlas-Stord AS. Tidligere datterselskaber af 

Atlas Industries A/S og Stord International a.s slås sammen eller overgår til det 

nye ejerskab. 

41



e fleste borgere i Ballerup og 

Værløse kommuner ved, at 

Værløse Flyvestation ligger i 

Værløse kommune. Men når talen falder 

på Flyvevåbnets officersskole, i 

daglig tale kaldet Jonstruplejren, så 

aner de færreste, at den faktisk ligger i 

Ballerup kommune. Og endnu færre 

har viden om, at Flyvevåbnets Bibliotek 

også ligger i Ballerup. Det har siden 

1995 haft bopæl i Jonstruplejren, nærmere 

betegnet Jonstrupvej 240. Det kan 

nævnes, at biblioteket rummer i alt 

32.000 bøger om flyvning og abonnerer 

på over 100 flyvetidsskrifter. At der ofte 

er mindre udstillinger, bl.a. med 

flymodeller. Endvidere, at der er offentlig 

adgang, og at alle kan låne. Bibliotekets 

åbningstid er tirsdag og torsdag 

kl. 10.00–15.30, onsdag kl. 

10.00–17.00 og fredag kl.10.00–14.00. 

Telefon 44893702. 

Lidt om bibliotekets historie 

På biblioteket kan man købe en lille 

publikation med titlen »Vingen, Sværdet 

og Bogen« skrevet af Hans A. 

Schrøder, der er daglig leder af biblio- 

42 

JØRGEN O. BJERREGAARD 

D 

teket. Heri kan man læse om, hvordan 

det hele begyndte. Og det er bestemt ikke 

kedelig læsning. Historien startede 

egentlig allerede i 1909, da »Det danske 

aeronautiske Selskab« blev stiftet. 

Samme år oprettedes et slags bibliotek 

på Polyteknisk Læreanstalt. Herfra flyttedes 

det senere til selskabets klublokaler 

på Kløvermarken. I 1913 måtte biblioteket 

flytte fra Kløvermarken til selskabets 

kontor i Amaliegade. 

Det egentlige militære flyvebibliotek, 

der kun var et lille »håndbibliotek« 

blev etableret den 15. december 1917, 

efter at hæren i 1915 havde overtaget 

Kløvermarken med tilhørende bygninger. 

I 1923 blev Flyverkorpset ved kongelig 

resolution oprettet, og ved samme 

lejlighed fik bogsamlingen på Kløvermarken 

tilladelse til at betegne sig 

»Flyverkorpsets Bibliotek«. Biblioteket 

skulle ifølge den nye hærlov varetages 

af en i korpset tjenestegørende befalingsmand, 

og det skulle være åbent 

hverdage fra klokken et til halv to. Det 

er således året 1923, der regnes som 

stiftelsesåret for Flyvevåbnets Bibliotek. 

I 1926 flyttede biblioteket til Lund-

Det gamle Jonstrup Seminarium, hvori biblioteket var placeret. (Vingen, Sværdet 

og Bogen). 

tofte sammen med Hærens Flyveskole. 

I forbindelse med en ny hærlov i 1932 

fik Flyverkorpset samme status som de 

øvrige værn, og biblioteket tog navneforandring 

til »Hærens Flyvetroppers 

Bibliotek«. 

Værløse 

I 1934 flyttede Hærens Flyveskole til 

Værløse, hvor der netop var anlagt en 

ny flyveplads. Biblioteket flyttede med. 

Men da tyskerne den 9. april besatte 

Danmark og dermed også Værløse Flyveplads, 

blev der igen holdt flyttedag. 

Flyvetropperne blev midlertidigt indkvarteret 

i Måløv og Ballerup. Staben 

flyttede til Prinsessegades kaserne, og 

med dem fulgte også biblioteket. 

Den 15. februar 1946 flyttede biblioteket 

atter tilbage til Værløselejren, hvor 

det blev placeret i bygning 44, som lå i 

den sydlige del af Flyvetroppernes indkvarteringsbygninger. 

Som leder udpegedes 

ingeniør E.F. Schou. 

Flyvevåbnet oprettes 

som selvstændigt værn 

I 1950 blev Flyvevåbnet og dermed også 

Flyverkommandoen oprettet og personellet 

fra Hærens og Marinens Flyvetropper 

overført til det nye værn. 

»Hærens Flyvetroppers Bibliotek« tog 

ved denne lejlighed navneforandring til 

»Flyverkommandoens Bibliotek«. 

Men problemerne stoppede ikke her. 

Flyverkommandoen flyttede i 1952 til 

Vedbæk (Flyvestation Vedbæk), og i 

1957 fulgte biblioteket efter. Samtidig 

blev det bestemt, at biblioteket for eftertiden 

skulle benævnes »Flyve- 

43

våbnets Bibliotek« – det navn, som benyttes 

den dag i dag. 

Jonstrup 

I 1968 flyttede biblioteket atter. Denne 

gang til Flyvevåbnets Officersskole, 

der havde til huse i det gamle Jonstrup 

Seminariums bygninger i Jonstrup. Det 

blev placeret i den vestlige halvdel af 

bygning 3, hvis østlige halvdel rummede 

gymnastiksal m.m. Det var en stor 

fordel, idet man derved kom tættere på 

de elever og kadetter, som havde brug 

for bibliotekets efterhånden store 

bogsamling. Hermed også de første 

skridt til at omdanne det til et egentligt 

forskningsbibliotek. I 1969 fik privatpersoner 

tilladelse til at benyttet biblioteket. 

Det skete ved bestemmelse for 

Flyvevåbnets faglige bibliotekstjeneste 

med ordene: 

»Privatpersoner har adgang til at se bibliotekets 

bogsamling og udtage de 

bøger og tidsskrifter, som der anmodes 

om. De pågældende kan dog ikke medtage 

lånene, men kan efter opgivelse af 

det bibliotek, de er knyttet til, få lånene 

tilsendt gennem dette.« 

Kommandomæssigt hørte biblioteket 

under Flyverkommandoen, men administrativt 

under Flyvevåbnets Officersskole. 

I 1969 blev Flyverkommandoen 

nedlagt og underlagt Forsvarskommandoen, 

og biblioteket placeredes for en 

tid under chefen for Flyvevåbnet. I 

1973 blev biblioteket rent organisatorisk 

placeret under Flyvevåbnets Officersskole, 

for derefter i 1980 atter at 

blive underlagt Flyvevåbnets chef. 

Denne stilling blev i 1982 nedlagt, og 

biblioteket kom nu til af høre under Inspektøren 

for Flyvevåbnet, men admi- 

44 

nistrativt hørte det stadig under officersskolen. 

Den blev på det tidspunkt 

bestyret af overassistent Svend Aage 

Jeppesen, som var civil, og da han i 

1982 gik på pension, blev driften en tid 

varetaget af overassistent fru Hornskjær. 

Biblioteket får en militær leder 

I 1984 blev den pensionerede oberstløjtnant 

E.P. Willumsen ansat som daglig 

leder. Han gennemgik i 1986 Danmarks 

Biblioteksskoles uddannelse 

som forskningsbibliotekar, og først nu 

kunne biblioteket leve op til de bestemmelser, 

der var nedfældet i Kundgørelse 

for Forsvaret af 19. marts 1959, nemlig 

at bibliotekaren skulle være en officer 

fra Flyvevåbnet, og at han tillige 

skulle have en supplerende biblioteksfaglig 

uddannelse. Han afløstes i 1988 

af oberstløjtnant L. Ingemann Rasmussen, 

der netop var blevet pensioneret fra 

sin stilling i Flyvematerielkommandoen. 

I 1991 blev stillingen som Inspektør for 

Flyvevåbnet nedlagt, og biblioteket 

blev underlagt forsvarschefen. 

Hele to fagreferenter 

I 1994 blev de netop pensionerede majorer 

J. Konradsen og K. Lerke Møller 

ansat som fagreferenter ved biblioteket 

med ugentlige arbejdstider på 16 timer. 

De fik moderniseret biblioteket, således 

at man ved hjælp af ny edb-teknik og 

søgeord hurtigt kunne finde frem til de 

artikler og bøger, lånerne havde brug 

for. 

Da Ingemann Rasmussen i 1994 på 

grund af alder måtte forlade stillingen 

som bibliotekar, blev Flyvevåbnets Of-

ficersskole pålagt at udpege en daglig 

leder af biblioteket. Det blev skolens 

administrative leder, der fik overdraget 

ledelsen. Året efter flyttede såvel officersskolen 

som biblioteket til Jonstruplejren. 

Fra Værløse til Ballerup kommune 

Med flytningen i 1995 fik Ballerup 

endnu et bibliotek, selv om kun de 

færreste borgere i kommunen kender 

det. Konkret skete det den 17. maj 

1995, hvor biblioteket tog sit nye domicil 

i brug, bygning nr. 27 i Jonstruplejren. 

Forinden var oberstløjtnant Hans 

A. Schrøder blevet ansat som leder af 

biblioteket, og det var også ham, der 

kom til at forestå flytningen af de mange 

tusinde bøger og tidsskrifter – en 

flytning, som forløb helt uden problemer. 

De nye omgivelser betød et stort 

Bibliotekets heraldiske mærke. (Vingen, Sværdet og Bogen). 

plus for biblioteket, som nu blev mere 

tilgængeligt og fik mulighed for at indrette 

sig med nyt og moderne inventar 

til glæde for brugere og personale. 

I dag fremtræder biblioteket som et moderne 

og spændende bibliotek, ikke 

meget ulig andre biblioteker. Med udnævnelsen 

af Hans A. Schrøder fik biblioteket 

også en dynamisk og meget entusiastisk 

leder. En leder, der ikke er 

bange for at sætte sig bag skrivemaskinen, 

ja, i dag hedder det jo pc’en. I løbet 

af ganske kort tid er det lykkedes ham 

at skrive en række spændende bøger 

om Flyvevåbnet. (Se anmeldelsen af 

hans bog om angrebet på Værløse Flyveplads 

den 9. april 1940 i dette nummer 

af Byhornet). 

Biblioteket har også fået eget heraldisk 

mærke. Det var en sej proces, som tog 

sin begyndelse helt tilbage i 1982. Men 

45

i forbindelse med dronningens besøg i 

Jonstruplejren i 1997 kom der gang i 

sagerne. Mange var involveret, men 

målet nået. Lidt har man også skævet til 

Værløse kommunes byvåben, der i sit 

skjold bærer en bog. Resultatet er et flot 

stykke heraldik med påskriften »Experti 

Docemus«, som oversat til dansk betyder: 

»Vi har fundet ud af det, og nu 

fortæller vi jer det.« 

Ønsker man at læse mere om bibliotekets 

historie, så kan man læse det i 

ovennævnte skrift, hvorfra jeg flittigt 

har refereret. 

Kilde: 

Hans A. Schrøder: Vingen, Sværdet og Bogen. 

Flyvevåbnets Bibliotek, 1998. 

46 

Tur til 

Jonstruplejren 

Torsdag den 11. maj år 2000 arrangerer 

naturvejleder Keld Nørgaard 

og Jørgen O. Bjerregaard en såkaldt 

»Natur- og kulturhistorisk tur« til 

Jonstruplejren, hvor Hans A. 

Schrøder vil fortælle om lejrens historie, 

draken fly og ikke mindst 

om Flyvevåbnets Bibliotek. Turen 

starter kl. 19.00 på hjørnet af 

Måløvgårdsvej og Jonstrupvej.

D 

NYT FRA EGNSMUSEET 

en nye Ballerup kalender var 

på gaden allerede sidst i oktober. 

Det er igen de to lokale 

kunstnere Kjeld Johansen og Roman 

Kasarab, der står bag kalenderen. Motiverne 

har de to kunstnere hentet i og 

omkring museet i Pederstrup. 

Kalenderen er i år sponseret af Post 

Danmark. I den anledning har vi valgt 

et forsidemotiv, som relaterer til postvæsenet, 

nemlig et af storfyrstinde Olgas 

malerier af et lokalt, nu nedrevet 

hus. Det lå oprindelig på hjørnet af Gl. 

Skolevej og Stationsvej (nu Bydammen). 

Uden for huset står det lokale 

postbud i færd med at aflevere et brev. 

Huset har i sin tid tilhørt vejmand Olsen. 

Prisen for kalenderen er kun 50 kr. Den 

kan købes følgende steder: Bibliotekerne 

i Ballerup, Måløv og Skovlunde, 

Ballerup Posthus, Lautrup Posthus, Hedeparkens 

Posthus, Måløv Posthus, 

Smørum Posthus, Skovlunde Posthus, 

Mæhles Boghandel i Centrumgaden, 

Arnold Buscks Boghandel i Ballerup 

Centret, B.B. Foto i Skovlunde Centret, 

El-service i Hedegårdscentret og naturligvis 

også på Ballerup Egnsmuseum i 

Pederstrup. 

»Festen der ikke vil dø« 

Loke Film har været i Pederstrup for at 

optage scener til TV2’s juleudsendelse 

»Festen der ikke vil dø«. Optagelserne 

fandt sted den 12. og 16. november i de 

gamle stuer på Lindbjerggaard samt i 

området uden for museet. Anledningen 

var den naturlige, at vi i år kunne fejre 

den sidste jul i dette årtusinde. Producer 

var Søren Tarp. 

TV2 havde givet den 28-årige Henrik 

Nordborg frie hænder til at fortælle om 

julens historie. Henrik Nordborg besøgte 

bl.a. Betlehem, hvor Jesus ifølge 

traditionen blev født for 2000 år siden. 

Men egentlig er det guldhornene på Nationalmuseet, 

der sætter ham på sporet. 

Vi følger Henrik op gennem tiden i 

hans jagt på at forklare julen og dens 

traditioner. Han besøger Nationalmuseet, 

Rigsarkivet, kirker m.m. for til sidst 

at slutte på museet i Pederstrup. 

Udsendelserne blev sendt de fire adventssøndage, 

og hver af dem var af ca. 

en halv times varighed. Vi er glade for, 

at vi kunne give vores bidrag til denne 

spændende udsendelse. 

Olinas dukker 

Som nævnt i sidste nummer af Byhornet 

kan man for tiden se udstillingen 

»Eventyrlige dukker« på Ballerup 

Egnsmuseum. Udstillingen viser 37 af 

Olina Venttsels håndlavede russiske 

dukker. 

Museet vil gerne købe 10 af dukkerne 

og har fået dem tilbudt til en favørpris 

på 30.000 kr. Dem er historisk forenings 

bestyrelse nu på sponsorjagt efter. 

De første 3.000 kr. er givet, idet Digterparkens 

grundejerforening har givet tilsagn 

om et støttebeløb på foreløbig 

47

3.000 kr. Desuden håber det frivillige 

personale ved museet at kunne donere 

en af dukkerne. Museet giver selv et bidrag 

til købet, ligesom der er sendt en 

ansøgning til Kannovs Fond. 

Portræt af Otto C. 

Museet har erhvervet et portræt af den 

nu afdøde bladtegner Otto C., som levede 

1898–1982. Tegneren var i begyndelsen 

af 1920’erne på besøg på 

Hvidøre, sandsynligvis for at male kejserinde 

Dagmar. Storfyrstinde Olga må 

have benyttet lejligheden til at udføre 

en meget smuk blyantstegning af ham. 

Tegningen har hun senere foræret ham. 

Portrættet var sammen med en del af 

Otto C.’s tegninger og øvrige kunstværker 

i 1998 udstillet på Øregaard 

Museum, hvor vores lokale tegner, 

Kjeld Johansen, fik øje på det. Han henvendte 

sig til udstilleren, Vibeke Otto, 

der er datter af Otto C., og spurgte hende, 

om ikke billedet burde indlemmes i 

Ballerup Egnsmuseums samling af Olga-billeder. 

Hun tilbød at sælge det, 

men først efter at det havde været udstillet 

i Brandts Klædefabrik i Odense. 

Nu er det lykkedes at få det til Pederstrup, 

idet en god ven af museet, advokat 

Thomas Mansfield fra Seattle i 

USA, har sponseret købet. 

Vi er glade for, at Vibeke Otto har valgt 

at sælge portrættet af sin far til egnsmuseet. 

Det er indtil videre museets første 

blyantstegning udført af storfyrstinde 

Olga. Så snart den er registreret, vil den 

blive ophængt i udstillingen til glæde 

for museets mange gæster. 

Veteranbiler i Pederstrup 

Søndag den 28. maj 2000 køres Brøns- 

48 

højløbet for femte gang. Løbet, der er 

en pendant til det berømte London- 

Brighton-løb, er ved at udvikle sig til en 

god tradition. Denne gang kommer 

løbet til at køre fra Brønshøj Museum 

til Ballerup Egnsmuseum. Det arrangeres 

i samarbejde med Dansk Veteranbil 

Klub og Dansk Veteran Motorcykel 

Klub, Brønshøj Museum og Ballerup 

Egnsmuseum. Et par af ildsjælene bag 

løbet er Lars Cramer-Petersen og Rita 

Krogh fra Brønshøj Museum 

Ifølge traditionen bliver løbet åbnet af 

den ansvarlige borgmester for Brønshøjområdet. 

Sidste år var det kulturborgmester 

Hans Thustrup Hansen, der 

lagde stemme til. Vores borgmester har 

sagt ja til at modtage de kørende 

gæster, når de ankommer til Pederstrup. 

Hvordan det skal ske, er endnu ikke afgjort. 

Det er meningen, at løbet starter ved 

Brønshøj Museum, og at de gamle 

køretøjer er fremme i Pederstrup omkring 

kl. 12.00, hvor der spises frokost 

og afholdes konkurrence blandt de deltagende 

køretøjer bl.a. om kostumer. 

Som dommere medvirker Eva Lundsfryd 

og Dorris Hasbak fra Danmarks 

Radios kostumeafdeling. Der er allerede 

givet tilsagn om præmier fra virksomheder 

her i kommunen bl.a. El-service 

og Bosch A/S. I Pederstrup vil 

kommunens borgere m.fl. kunne tage 

de smukke, gamle køretøjer i øjesyn. 

Reserver dagen i kalenderen. Følg også 

med i den lokale presse. 

I forbindelse med løbet vises på museet 

en udstilling med veterankøretøjer i miniformat, 

nemlig i form af legetøj. 

Jørgen O. Bjerregaard

Annonce 

Løvens Kemiske Fabrik 

49

50 

Fødselsdage 

I 

løbet af de sidste par måneder 

har tre gode venner af museet 

fejret runde dage. 

Folmer Nielsen 

Folmer Nielsen, der er den ene af Ballerup 

Historiske Forenings to revisorer, 

fyldte 12. oktober 70 år. Det blev fejret 

ved en reception i Baghuset. Folmer 

Nielsen er et kendt ansigt i Ballerup, 

men også her i Pederstrup. Han er 

egentlig uddannet lærer, men blev senere 

ansat som tømmerhandler og 

isenkræmmer i Reeh A/S i Ballerup og 

avancerede til direktør indtil virksomheden 

lukkede i 1990. 

Folmer Nielsen, der bestrider en række 

tillidshverv, er karakteriseret ved sit altid 

gode humør og gåpåmod – eller, 

som der stod i Ballerup Bladet: »Folmer 

Nielsen ser ud som en 60-årig, har 

et generalieblad som en 160-årig og bliver 

nu 70 år.« Han boede i en årrække 

sammen med sin kone, Lissi, på Nysøvang, 

men er nu flyttet til Hornbæk. 

Alligevel ser man ham tit i Ballerup, 

hvor han bl.a. er aktiv i Ballerup Fugleskydningsforening 

og Håndværker- og 

Borgerforeningen. 

Foreningen og museet ønsker Folmer 

til lykke med dagen og håber, at han 

lang tid fremover vil røgte hvervet som 

revisor i Ballerup Historiske Forening. 

Tatjana Meiners 

Et yderst aktivt medlem af komiteen 

»Olgas Venner«, Tatjana Ladischensy- 

Meiners fyldte den 1. oktober 80 år. 

Tatjana er født i Danmark af russiske 

forældre, der kom her til landet som 

flygtninge i forbindelse med revolutionen 

i Rusland 1917–24. Tatjana arbejdede 

i 1945 som tolk for russiske krigsfanger, 

og hun var i en lang periode kirkeværge 

ved den russiske kirke i Bredgade. 

Tatjana Meiners var en af initiativtagerne 

til udstillingen med de russiske dukker 

på Ballerup Egnsmuseum, og hun 

møder trofast op hver søndag og fortæller 

de besøgende gæster om dukkerne 

og dukkemageren Olina Venttsel. 

Tatjana er yderst aktivt menneske, og 

det er svært at se på hende, at hun nu 

har rundet de 80 år. Der er altid fart 

over feltet, og beslutninger tages hurtigt 

uden alt for meget snak. Museet og 

foreningen ønsker hende til lykke og 

håber, at hun også mange år fremover 

vil virke for vores sag. 

Peter Dalhoff-Nielsen 

Peter Dalhoff-Nielsen, der den 8. november 

fyldte 75, har mange titler.

Mag.art. i slavisk filologi, journalist og 

ikke mindst forfatter. Han var i mange 

år kendt som Danmarks Radios udenrigspolitiske 

korrespondent. Peter Dalhoff-Nielsen 

og hans gode bekendt, 

forfatter og lektor Henrik Bertelsen 

blev begge medlem af komiteen »Olgas 

Venner« og har besøgt museet indtil 

flere gange. 

Selv om navnet er dansk, og han er født 

på Frederiksberg, så er hans modersmål 

russisk. Hans farfar var russisk officer 

under zaren. Hans far var først bankmand, 

senere korrespondent til udenlandske 

nyhedsmedier. Hans mor kom 

her til landet efter revolutionen. 

Peter Dalhoff-Nielsen har skrevet en 

lang række bøger, bl.a. en bog, som p.t. 

er meget apropos »Den afmægtige 

Bjørn – 200 års russisk krig mod Tjetjenien«, 

endvidere »Baltisk Opbrud«, 

»Moskva kontra Islam«, »Krudttønden 

Kaukasus«, »Farvel Jugoslavien«, 

»Brun pest – fremmedhad, racisme og 

nynazisme i Europa«, »Ørnens Land«, 

»Albanerne – et folk i Europa« o.m.fl. 

Peter Dalhoff-Nielsen har hjulpet os 

med flere gode oplysninger, og vi ønsker 

ham held og lykke med fremtiden 

og håber, at han også fremover vil 

lægge vejen forbi Pederstrup. 

Jørgen O. Bjerregaard 

Generalforsamling 

Ballerup Historiske Forening afholder 

ordinær generalforsamling tirsdag 

den 28. marts 2000 kl. 19.30 i 

Baghuset, Sct. Jacobs Vej 1, Ballerup. 

Indkaldelse med dagsorden følger i 

næste nummer af Byhornet, men reserver 

allerede nu datoen. 

51

52 

Annonce 

Den Danske Bank

Anmeldelser 

Hulkort og EDB 

»Hulkort og EDB i Danmark 

1911–1970« af Lars Heide. Udgivet af 

forlaget Systime 1996 som en del af serien 

»Systime Teknologihistorie«. 400 

sider med s/h illustrationer. Bogen kan 

bestilles på tlf. 86181400. Pris 350 kr. 

I forbindelse med museets udstilling 

»Da computeren blev voksen« har vi 

fået tilsendt forskelligt litteratur, bl.a. 

ovennævnte bog. Bogen fortæller om 

hulkort- og EDB-teknologien på en 

spændende og levende måde og således, 

at man kan læse den uden at være 

elektronikingeniør. Ikke mindst gøres 

der meget ud af Regnecentralen. Den 

gennemgår også teknologiens anvendelse 

i Danmark fra den første i 1911 

via overgangen til EDB i 1960’erne og 

frem til indføringen af skærmterminaler 

omkring 1970. Kort og godt: historien 

om en teknologi og dens spredning 

og tilpasning i Danmark. 

Forfatteren er cand.mag. i historie og 

matematik og Ph.D. i teknologihistorie. 

I en årrække gymnasielærer, 1958–88 

kandidatstipendiat ved Odense Universitet 

og 1995–97 forskningslektor samme 

sted finansieret af Statens Humanistiske 

Forskningsråd. I 1996 ansat som 

museumsinspektør ved Post- og Telemuseet 

i København. 


Visitatsbog 

»Biskop Balles Visitatsbog 

1799–1807« ved Christian Larsen. 

Udg. af Selskabet for Udgivelser af Kilder 

til Dansk Historie, 1999. 505 sider 

ekskl. omslag med enkelte s/h illustrationer. 

Prisen for bogen er indtil videre 

200 kr. ekskl. forsendelse og den kan 

bestilles på adressen: Selskabet for Udgivelse 

af Kilder til Dansk Historie, 

Rigsdagsgården 9, 1218 København K. 

Fax. 33143414. 

Bogen bygger på biskop Nicolai Edinger 

Balles visitatsbog fra hans to sidste 

rejser 1799–1804 og 1805–1807 (den 

sidste dog ikke helt fuldendt). Biskop 

Balle blev født den 12. oktober 1744 i 

Vestenskov ved Nakskov som søn af 

degn Søren Petersen Balle og hustru 

Margrethe Dorothea Mundt. Balle døde 

den 19. oktober 1816 hos sin svigersøn, 

etatsråd G.H. Olsen i København. Han 

blev biskop over Sjællands stift i 1783. 

Han udgav i sin embedsperiode både en 

lærebog i religion til brug i skolerne og 

en ny salmebog. 

53

Det var ved lov fastlagt, at biskopper og 

provster havde visitatspligt. Hvert sogn 

skulle besøges mindst hvert tredie år. I 

1804 blev visitatspligten efter Balles 

forslag udvidet til også at omfatte degneboligen 

og skolehusenes stand m.m. 

Efter hvert visitat var der indberetningspligt 

(1737–91) til Generalkirkeinspektionskollegiet 

og derefter til 

Danske Kancelli. Balle var en omhyggelig 

mand, og det er ganske morsomt 

at læse om bl.a. hans besøg i Ballerup, 

Måløv og Skovlunde. Et enkelt udpluk 

fra Balles besøg i Skovlunde Skole den 

23. september 1806: 

»Kirkesanger og Skole Lærer Ørsted er 

vel ikke ukyndig, men alligevel kun lidet 

skikket til at forestaae en Skole, da 

han ey veed at skaffe sig Anseelse hos 

Børnene, og har liden Gave til at lede 

deres Forstand. Af de paa Listen antegnede 

Børn savnedes 8. Meget faa havde 

lært nogle Kapitler i Lærebogen. Nogle 

flere havde lært Catechismus enten heel 

eller halv. Men om Mening og Indhold 

havde de fleeste intet Begreb. Enkelte 

kunne ved megen Umage lade sig 

lede til at fatte Ordenes simple Forstand 

og til at bruge Eftertanke. Det lidet, 

man havde vidst af Bibelsk Historie, 

var mest forglemt. Med Skrivningen 

var det ey synderlig bevendt. Ikkun 5 

befattede sig dermed og 2 med Regning. 

Men den eneste, som nogenledes 

heri kunde vise sig, havde forrige Vinter 

søgt en anden Skole. Ved Boglæsning 

røbedes især en Mangel af 

Stavning. Jeg kunde net op udlede 10 

Børn, som havde gjort saa megen 

Fremgang, at det var billigt at forære 

hver af dem sin Bog til videre Opmuntring. 

Skole Lærer og Kirkesanger 

54 

Ørsted har i sær at vare paa rigtig Stavning 

ved Boglæsning og ellers giøre 

Børnene opmærksom paa Ordenes rette 

Forstand.« 

Bagest i bogen er der et fint noteapparat, 

ordforklaring samt sted- og personregister. 


Værløse Flyveplads 

»Angrebet på Værløse Flyveplads den 

9. april 1940« af Hans A. Schrøder. 

Udgivet af Flyvevåbnets Bibliotek 

1999. Bogen er på 146 sider og har mere 

end 70 s/h illustrationer. Prisen er 

145 kr. Den kan bestilles på telefon 

44893702 alle ugens hverdage. Bogen 

fremsendes portofrit. 

Bogen bygger på flyveren Vagn Holms 

dagbog fra den 8. og 9. april, suppleret 

med en omfattende dokumentation. 

Den fortæller bl.a. om Hærens Flyvetroppers 

situation i april 1940 og om, 

hvorledes en række personer – både militære 

og civile naboer – oplevede angrebet, 

som kostede to danske flyvere 

livet, nemlig løjtnant Vilhelm Gotfredsen 

og sekondløjtnant Gustav Friedrich 

Brodersen. 

Den tyske operationsordre for angrebet 

er gengivet, og de fire danske eskadrillers 

officielle rapporter citeres. 

Endelig har forfatteren, der er ansat 

som leder af Flyvevåbnets Bibliotek, 

gennemført en vurdering af begivenhederne, 

hvor ikke mindst de ledende officerers 

personlige egenskaber sættes i 

relation til, hvad der blev gjort, og 

navnlig hvad der ikke blev gjort. 

Absolut spændende læsning, der jo også 

vedrører vores kommune, idet dele 

af Flyvevåbnets personel blev overflyt-

Foto fra bogen om Værløse Flyveplads. 

tet til Ballerup og Måløv, da tyskerne 

besatte flyvestationen. Læs i øvrigt artiklen 

om Hans Riber Bertelsen i Byhornet 

1995:2 »Kamerad, kennst Du 

Knackebrot?«, hvori han også beretter 

om angrebet på Værløse Flyvestation 

den 9. april 1940. Hans Riber Bertelsen 

var dengang sergent ved Flyvetropperne. 

Hans A. Schrøder, der er pensioneret 

oberstløjtnant ved Flyvevåbenet, har 

skrevet en lang række bøger, hvoraf her 

bl.a. kan nævnes: »From Tempforth to 

Dronning Margretes Høj«, »Mindeværdige 

Dage i dansk militærflyvnings Historie«, 

»Det danske Flyvevåben«, 

»Vingen, sværdet og bogen«, »Jeg en 

Draken«, »Fra Tiger Moth til Gloster 

Gauntlet«. Disse kan også bestilles på 

Flyvevåbnets Bibliotek. 

Som et kuriosum kan nævnes, at Hans 

A. Schrøder også har skrevet bogen 

»Glücksborgerne – En slægtshistorie 

fortalt gennem Europas Frimærker«, 

udgivet af forlaget Spektrum i 1997 

med støtte af Post Danmark. Et spændende 

bidrag til alle, der samler på frimærker. 


Kulturhistorisk oversigt 

»Københavns Amt – Kulturhistorisk 

oversigt. Nyere tid 1536–1997« ved antroplog, 

mag. scient Peter Sorenius, arkitekt 

Jens Johansen og museumsinspektør 

Niels Peter Stilling. Udgivet i 

1999 af Københavns Amt i samarbejde 

med Københavns Amtsmuseumsråd og 

Søllerød Museum. 520 sider ekskl. omslag. 

Rigt illustreret med s/h fotografier 

og flerfarvede kort. Prisen er 200 kr., 

og bogen kan bestilles hos Københavns 

Amts Naturafdeling, tlf. 43222842. 

Forordet er skrevet af Allan Schneider- 

55

mann, formand for Københavns Amts 

Udvalg for Teknik og Miljø og lyder i 

al sin enkelthed: 

»I den statslige udmelding til amternes 

regionplanrevision 2001 er det præciseret, 

at regionplanerne skal indeholde 

retningslinier, der sikrer kulturmiljøet 

som den 3. dimension i miljøplanlægningen 

ved siden af forureningsbekæmpelse 

og beskyttelse af dyr og planter. 

Baggrunden er ønsket om at sikre de 

kulturhistoriske værdier i et landskab 

under stærk forandring. De senere års 

hastige udvikling har betydet, at meget 

af landskabets historie og kontinuitet er 

gået tabt. Den hidtidige indsats, der er 

gjort for at sikre fortidsminder og historiske 

bygværker skal derfor suppleres 

med en målrettet indsats via den løbende 

regionplanlægning, der sikrer de 

kulturhistoriske spor og sammenhænge 

gennem tid og sted. 

Københavns Amt har som led i ovennævnte 

indsats fundet det vigtigt med 

en nærmere identificering af kulturmiljøet 

med nærværende dokumentation af 

»nyere tid«, da netop denne periode er 

dårligst belyst kulturhistorisk i forhold 

til perioderne »middelalder« og »oldtid«. 

»Nyere tids« kulturhistoriske interesser 

i Københavns Amt er tænkt som grundlag 

for den kulturhistoriske planlægning 

og administration i amt og kommuner. 

Hensigten er tillige, at den kulturhistoriske 

oversigt skal kunne anvendes 

bredt af historisk interesserede. 

Målet er at skabe større forståelse for de 

kulturhistoriske levn regionalt og lokalt 

for herigennem at beskytte og synliggøre 

dem. 

Det er mit håb, at det foreliggende kul- 

56 

turhistoriske materiale vil blive benyttet 

som hjælp og inspiration for at sikre 

kulturmiljøværdierne i Københavns 

Amt og samtidig medvirke til at bevaring 

og benyttelse baseres på en bred 

lokal forståelse og medvirken.« 

Mere konkret og nøjagtigt kan det vel 

næppe udtrykkes. Bogen er delt op i en 

række afsnit: Vestegnen, Nordvestegnen, 

Amager og Nordegnen. Efter hvert 

afsnit er der en litteratur- og kildeliste. 

Vi kommer vidt omkring. Bogen dækker 

områder som: landsbyer, vejanlæg, 

landsteder og herregårdsanlæg, industrikomplekser, 

militære anlæg, havneanlæg, 

kirkegårde, boligbebyggelser, 

fritidsområder, udflytterbebyggelser, 

offentlige bygninger etc. 

Afsnittet om Ballerup kommune indledes 

med et flot fotografi af Pederstrupgaard 

i Pederstrup og fylder i alt 30 sider 

med en mængde fotografier og kort. 

Bagest i bogen er der en række farvelagte 

oversigtskort, hvor de enkelte kulturhistorisk 

interessante områder er 

plottet ind. 

Bogen er et kærkomment supplement 

til de kommuneatlasser, som enkelte 

kommuner nåede at få lavet, men som 

man beklageligvis aldrig fik lavet her i 

kommunen. Jeg kunne håbe, at værket 

kunne medvirke til, at vi også fik udarbejdet 

en nøjagtig registrering af de 

kulturværdier, som man her i kommunen 

mener bør bevares for eftertiden. 

Når først de er forsvundet, er de væk for 

evigt. 

Bogen bør stå på enhver politikers og 

beslutningstagers boghylde, og den bør 

i det hele taget tages med på råd, hver 

gang et kulturhistorisk minde står i fare 

for at blive udslettet. De kan synes nok

så små i den store sammenhæng, men 

er af stor betydning for historien og de 

mennesker, som bor og lever med og 

nær dem. 


Kulturplan 

»Kulturplanen 1999/2000«. Udgivet af 

Københavns Amt i 1999 og med forord 

af formanden for Undervisnings- og 

kulturudvalget i Københavns Amt, Lars 

Abel. 24 sider inkl. omslag. Hæftet kan 

rekvireres på tlf. 43222222, ligesom 

man kan læse om det på amtets hjemmeside: 

www.kbhamt.dk 

Vil man vide noget om, hvad der rør sig 

rent kulturelt i Københavns Amt, kan 

man med fordel læse ovennævnte lille 

folder. Der fokuseres på i alt fem områder, 

som har modtaget støtte: Store internationale 

højdepunkter, Stimulering 

af kultur til unge, Udvikling af nye talenter, 

Præsentation af den flerkulurelle 

scene og Andre aktiviteter. I alt har 11 

projekter modtaget støtte. 

Af publikationen fremgår tillige, at der 

er betalt i alt 30.3 millioner kroner til 

museer, nemlig til Arken, Amagermuseet, 

Handels- og Søfartsmuseet, Ole 

Rømer Museet samt Københavns Amts 

Museumsråds arkæologiske arbejder 

m.v. 


Kulturpolitik 

»Kulturpolitik Ballerup Kommune frem 

mod år 2005«. Udgivet af Ballerup 

Kommune, 1999. Kommunalbestyrelsen 

vedtog Kulturpolitikken den 27. 

september 1999. 

Som en fortsættelse af et debatmøde, 

der blev afholdt på Villa Blide i 1996, 

arrangeret af Musisk Samråd og Kultur- 

og fritidsudvalget vedr. kommunens 

kulturpolitik, blev der nedsat en 

arbejdsgruppe, hvori bl.a. deltog Ballerup 

Historiske Forenings næstformand, 

Mogens Bille. Som et resultat af arbejdsgruppens 

indsats udkom ovennævnte 

hæfte, som indeholder en række 

ønsker og forslag til kommunens kulturpolitik 

frem til år 2005. Et fint stykke 

arbejde, som kan virke som inspirator 

for kulturlivet. 

Pederstrupområdet er også nævnt. Desværre 

med diverse fejl. F.eks. står der i 

hæftet, at Pederstrupgaard i 1998 havde 

17.405 besøgende. Tallet er korrekt, 

men der skulle have stået, Ballerup 

Egnsmuseum og ikke Pederstrupgaard. 

Dernæst nævnes ordet »Pederstrupsamlingerne«. 

Denne samling kender jeg 

ikke noget til. Ballerup Egnsmuseum 

har en samling. Det samme har Folkedanserne, 

nemlig det, der efter branden 

er tilbage af »Friborgsamlingen«. 

Under adresselisten nævnes ordet »Pederstrupmuseerne«. 

Også forkert, idet 

der kun findes et museum i Pederstrup, 

nemlig Ballerup Egnsmuseum. 

Generelt om Pederstrupområdet kan siges, 

at det ikke har fået den grundige 

omtale, det fortjener. Men ellers er oplægget 

fint. 


Nyt fra Rigsantikvaren 

»Rigsantikvarens Nyhedsbrev nr. 5, oktober 

1999«. Udgivet af Rigsantikvarens 

Sekretariat, Nationalmuseet. 

I dette brev peges på problemerne omkring 

oldsager og deres forsvinden. Ikke 

mindst grave fra yngre stenalder og 

bronzealder. I brevet henvises til rap- 

57

portmaterialer fra Jylland og fra Køge 

Museum. De nye, moderne landbrugsredskaber 

ødelægger resterne af oldsager, 

grave og spor efter huse. Især er det 

gået ud over nedlagte og nu overpløjede 

gravhøje. I Køge-området er der fortaget 

undersøgelser ved i alt 31 overpløjede 

høje, og resultatet er alarmerende. 

Hvis udvikingen fortsætter, vil det 

betyde en vidensmæssig katastrofe af 

uoverskuelig omfang. 

Nyhedsbrevet nævner, at den bedste 

løsning på problemet er at vælge den, 

der anvendes inden for naturbeskyttelsesloven 

gennem opkøb af områder 

med truet flora og fauna. En anden mu- 

58 

lighed er at indføre »dyrkningsrestriktioner« 

i udvalgte områder. Det vil, står 

der i konklusionen, ikke være hverken 

kompliceret eller kostbart at udvælge 

større grupper af høje for eftertiden. 

Men at finde ressourcer til udgravning 

af de høje, der umiddelbart står over for 

destruktion, er nok knap så let en sag at 

løse. 

Man må håbe, at Rigsantikvarens budskab 

også når ud til de ansvarlige og de, 

der træffer beslutninger, selv om det jo 

i virkeligheden er en sag, der vedrører 

os alle. Nemlig at bevare vigtige spor 

fra vores alle sammens fortid. 

Jørgen O. Bjerregaard

Artikler i Byhornet 

28. årgang 1999, nr. 1–4 

(Mindre redaktionelle meddelelser er ikke medtaget). 

60 

Nr. 1: 

Udstillinger 

og arrangementer 


S-tog på deltid…! 

Joen Jensen..................................side 4 

Christen Christensen 

Bommerhede 

Jørgen O. Bjerregaard ..............side 11 

En trist historie 


Løven fylder 90 




Runde dage i Pederstrup 


Nye bøger 


og Svend Jørgen Jensen ............side 35 

Nr. 2: 

Da Ballerup var katolsk 


Ballerup-området 

i middelalderen 

Henrik Adrian..............................side 9 

Mænd i jern 


Livet ved sognets kirke 

Jens Jørgen Nygaard ................side 31 

Middelalderkirkerne 

og deres skytshelgen 

Svend Jørgen Jensen ................side 37 

Mariabilledet i Måløv Kirke 

og dets forbilleder 

Hans Pedersen ..........................side 48 

Sankt Ibs kilde i Måløv 


Blev Måløv tabt i terningspil? 

Jørgen O. Bjerregaard ..............side 56

Veje, kroer og klostre 




Nye bøger 


og Henrik Adrian ......................side 70 

Nr. 3: 

Da computeren blev voksen 


50 år med computere 

Jørgen O. Bjerregaard ................side 4 

Det danske dataeventyr 

begyndte i en kælder 

– om Christian Rovsing A/S 

Hans Overgaard........................side 12 

Dansk institut 

for matematikmaskiner 

– om Regnecentralen 


Fra hardware til software 

– om Dansk Data Elektronik 


TOMS fylder 75 år 




Anmeldelser 


og Svend Jørgen Jensen ............side 44 

Nr. 4: 



Atlas – et barn 

af industrialiseringen 



i Atlas A/S 

Poul Gerhard Eriksen ..............side 36 

Personer i Atlas A/S 

i nyere tid 


Begivenheder i Atlas 

Danmark A/S i nyere tid 







Fødselsdage 


Anmeldelser 


61

62 

gode grunde til at kontakte ABCtryk 

god og hurtig service 

kvalitetstryk 

den rigtige pris 

tryk 

Riskær 3 · 2765 Smørum · Telefon 4497 1080 · Fax 4497 1856 

ISDN 4497 1081 · Email abc.tryk@get2net.dk · Web abc-tryk.dk

BALLERUP HISTORISKE FORENING 

FORENINGENS 

BESTYRELSE: 

Formand: 


Hørhaven 5, 

2750 Ballerup 

44 97 19 12 

Næstformand: 

Mogens Bille 

Måløvgårdsvej 17, 


44 65 67 97 

Kasserer: 

Bjarne Koldtoft 

Bispevangen 33, 


44 97 21 47 

Sekretær: 

Svend Jørgen Jensen 

Tjørnevænget 39, 

2740 Skovlunde 

44 91 91 97 

Henrik Adrian 

Æblevangen 71, 

2765 Smørum 

44 66 02 71 

Lasse Mouritzen 

Søndersøvej 15, 

3500 Værløse 

44 48 61 85 

Ole Weywadt 

Horsekær 16, 

2765 Smørum 

44 97 75 70 

MUSEUMSUDVALGET: 

Villy Falk 

Forhistorisk arkæologi 

44 94 64 71 

H. E. Ekstrøm 

Fotogruppen 

4492 27 02 

Inge Koldtoft 

Købmandsbutikken 


Museets effekter 

og gruppebesøg 

44 97 11 13 

Hans Hansen 

Bygninger og vedligeholdelse 

44 97 41 86 

Ernst Jacobsen 

Smedjen 

44 91 15 44 

Bodil Schrøder 

Haven 

44 97 41 50 

Mona Sørensen 

Registrering 

44 68 74 54 

Jørgen Schlütter 

Udstillinger 

42 48 24 99 

Lillian Stehr 

Ture og foredrag 

44 68 10 93

to get the file - Ballerup Museum

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?