Læsning af I.P. Jacobsens Pesten i Bergamo - Dansk.dk

Læsning af I.P. Jacobsens Pesten i Bergamo
Sine Frejstrup Grav Petersen
Novellen Pesten i Bergamo er en fortælling om en by, der gennem længere tid hærges af en
pest, de forsøger at finde beskyttelse mod.
Fortælleren
Fortælleren er heterodiegetisk og synes at svæve et sted uden for fortællingens rum. Pesten
bryder ud ”dernede i den nye By” og ”der blev ganske stille derinde i Kirken”. Fokaliseringen er
fysisk bestemt i forhold til rummet, men fortælleren er ikke en deltagende person. Alligevel er der
steder med homodiegetiske træk: Kirkens skæve fliser beskrives som noget ”Foden kjendte saa
godt”, hvor fortællerens synes at have haft en fysisk tilstedeværelse i fortællingens rum. På den
anden side kan det også tillægges den alvidende fortæller at vide, hvilke erindringer byens borgere
har. Han ved, de føler længsel, og han ved det øjeblik, da det lille vanvidspunkt i dem alle ”forstod
denne Galskab”.
Der er bagudsyn i størstedel af fortællingen. Den starter med ”Der var Gammel-Bergamo”,
hvor der skabes en afstand fra fortælleren til fortællingens tid. Han ved, hvor mange der dør og ”da
det var paa sit Højeste mange fler endnu” og får her afsløret, at han betragter begivenhederne på
afstand. Han kender en tid, der rækker udover den fortalte tid. Der sker et skift i denne
bagudskuende beretning, da korstoget kommer til byen. Med et pludselig skift til nutid inde i et
afsnit bliver det en gengivelse af menneskene på tårnets udsyn. Tidligere i afsnittet udbrydes: ”En
Mængde Mennesker!” Hvor udråbstegnet understreger og viser den overraskelse, det er for byens
borgere at opdage de fremmede. På den måde bliver det en medsyns beskrivelse af de fremmedes
indmarch i byen og en gengivelse af Bergamo borgernes forundring. Disse udråbstegn bruges også
senere, når fortælleren angiver følelsesladede tanker hos borgerne.
Den første del er fremstillet panoramisk, hvor fortælletempoet er højt og omfatter de første uger,
hvor pesten hærger de to byer. Der sker et skift med afsnittet ”Saa var det Elleveugersdagen”, hvor
det bliver scenisk. Resten af fortællingens tempo er da skruet ned og handler om denne dag, hvor et
optog kommer til denne lille bjergby. Den første panoramiske del er en beretning, mens den
sceniske både er beretning og beskrivelse. Særligt er afsnittet i medsyn i sin fremstillingsform
meget beskrivende og adjektivmættet. Mod slutningen er den meget lange replik fra den unge
munk, der bliver opfulgt af et opråb fra tilhørerne. Midt i det panoramiske afsnit er også en replik
angivet: ””I dag ville vi æde, thi i morgen skulle vi dø!””. Men det er uklart hvem udsigeren af
denne tanke er. Den opfølges af: ”- Det var som havde de sat det ud efter Noder” og virker derfor
1

Sine Frejstrup Grav Petersen
mere som en overvejelse, der kan tillægges den alvidende fortæller. Han synes at ville afkode deres
tilstand af galskab og formulere deres vanvidstanke.
Komposition
Fortællingens fabula strækker sig over de 11 uger pesten får dræbt mange af borgerne. Der er
mange tidsangivlser som ”Lige i Begyndelsen”, hvor man med Guds hjælp forsøger at afværge
pesten, og senere ”Endelig en dag” hvor man for sidste gang søger en guddommelig indblanden.
”Og Dag for Dag tog Pesten til” – dette er tre tidsnedslag før fortælletempoet sættes ned ved
elleveugersdagen. De tre tidsangivelser fastsætter faser i borgernes reaktion på pesten, der næsten er
i overensstemmelse med begivenhedernes kronologiske forløb men også rækker ind over hinanden.
Fortælleren synes at ville uddybe og starte forfra på beretningen.
Fortælleren antyder, at han kender til noget, der rækker udover det fortalte. Han er på afstand af
fortællingen og kender til syuzheten, der følger før og efter fabulaen. Før det fortalte må man
formode, at der har hærget pest andre steder i området. De to magre filosoffer har opmobiliseret det
store tog og ”havde sat Ugudeligheden i System”. De har været andre steder, før de kommer til
Bergamo, for deres svøber er allerede indsmurte af blod og de lugter af ”gammel Kirkerøgelse”.
Desuden genkender nogle af borgerne den halvgale skomager, men det uddybes ikke hvor gammelt
det bekendtskab er.
Borgerne fra Bergamo beskrives som en stor masse, der får de samme indfald og fornemmelser
på samme tid. ”Folk fornam det” at intet hjælper og får efterhånden en anden tro. De beskrives som
”Folk”, ”de” og ”Borgerne”, og efter at de har brændt den nye by af, har de ”sluttet sig sammen i
Enighed og Samdrægtighed”. Denne enhed opløser sig nogle gange til at bestå af de fattige, en
”Flok Svirebrødre” eller en slagter overfor den store mængde. Men de bliver aldrig individer men
forbliver typer, der har identitet gennem deres titel eller tilhørsforhold. Optoget beskrives mere
detaljeret: Det er ”Mænd og Kvinder, Gamle og Unge”, der har en lille variation i deres påklædning
men alligevel opfører sig ens. Den mest runde karakter kommer ud af denne mængde, når den unge
munk pludselig træder frem og prædiker for kirken. Men alligevel er der en fjernhed i ham, for han
beskrives næsten mere død end levende. Hans ansigtstræk ligner træsnit ”og ikke Folder i et
Menneskes Ansigt” og hans øjne ”glødede som Kul, der er ved at slukkes”. Og folk synes at forstå,
at de øjne har set helvedes lidelser, og han er ”sendt til os op af Helvedes Gab for at vidne for os.”
Byen ligger i et sydlandsk bjergområde med sletter og en stærk hede. Som pesten skrider frem
bliver landskabet omkring borgerne mere goldt. Før kunne man gemme sig ”inde i de grønne
Marker”, men regnen stopper og ”der rørte sig ikke en Vind”. Borgerne oplever Kirkens ”store,
2

Sine Frejstrup Grav Petersen
kølige Rum” og dens luft som en kontrast til støvet og den bagende hede. De udnævner Jomfru
Maria som borgmester og optoget synger et miserere, da de ankommer til Bergamo, hvilket
indskriver dem i en katolsk religiøsitet. Men fortællingens rum synes uden en egentlig historisk
tidsforankring.
Der er et væld af sammenligninger med dyr. De syge bliver slået ”ned som gale Hunde” og
lever som ”det jagede Dyr” og i borgernes tænder ”lyste hvidt som Tænderne paa tirrede Rovdyr”
og de har stønnet og hylet i deres afmagt, mens Optogets fodskridt har den ”hjordeagtige Lyd”. Det
er både de syge og de endnu levende Bergamoborgere, der igennem det dyrerum bliver sidestillet
med denne dyriske galskab. Samtidig dukker også faktiske rovfugle op og byen tiltrækker
”enkeltvis underlige, store, udenlandske Fugle”, hvor denne antydning af dødshunger manifesterer
sig i fortællingens rum. Under bodshandlingen vil optoget, at Gud skal se ”hvor de er Hunde for at
tækkes ham”. Det kobler dyremetaforikken sammen med religionen og underkastelsen.
Den kristne tematik
Optoget bærer røde bannere og sorte kors, mens de er iklædte mørke dragter med røde kors på
brystet. Denne dobbelthed giver optoget en særlig effekt og varsler måske, at det er noget er
omvendt i optogets ideer. Fortælleren bemærker at bannerne er ”røde som Ild og Blod” og senere at
”der er en Ildregn malet af paa deres røde Faner.” Fortælleren kobler farven sammen med den ild,
beboerne har tændt for at brænde de døde og det blod, han måske ved, de vil udgyde. Ved denne
karakterisering af farven antyder han, hvad dette optog bringer med sig. Ildregnen dukker op igen,
da fortælleren synes, at deres klageråb lyder, ”som et Raab efter den Ildregn, der kom ned over
Sodoma”. Derved skabes en allusion til Biblens historie om byen Sodoma, der for sin synd blev
udslettet af svovl og ildregn fra himmelen. 1 Optoget synes at bære spor af Guds forsøg på at udslette
dem, mens de samtidig ønsker, at denne straf skal komme.
Byen har hele tiden været troende, og de har forskanset sig med ”Hegn bag Mure og Porte”.
Denne indhegning synes at gøre en forskel for det nye og for det gamle Bergamo. Da pesten
kommer, flygter de nede i den nye by, mens fortælleren bemærker at ”de kunde ikke flygte saadan
som de i den nye By havde gjort.” Der er åbenbart noget, der holder dem fast, og det bliver
understreget af deres fysiske indhegning omkring dem.
Pesten betyder i første omgang en inderliggørelse af deres gudstilbedelse. De brænder bål og går
i kirke, hvor de er ”inde for Gud med deres Bønner”. Gud synes kun at være til at nå derinde. Men
da fornemmer de den sandhed, fortælleren også kender: ”det hjalp Altsammen ikke; der var
1 Første Mosebog 19
3

Sine Frejstrup Grav Petersen
Ingenting der hjalp.” – og så vender de deres tro mod ”Helvedes Magter” for beskyttelse. Det
bliver en mangfoldig dyrkelse af egoisme, laster og druk, der synes som en ”uendelig
Helvedeskoncert”. Fortælleren er nemlig dømmende i denne trosudvikling: Han kalder det ”deres
Forkerthed” og karakteriserer det som unaturlige laster. Samtidig ved han også, at de heller ikke
ville kunne have fundet frelse og beskyttelse hos Gud, for ”der var Ingenting der hjalp.”
Historien bliver på den måde en beretning om en trosudvikling, hvor de går fra den ene
yderlighed til den anden. Optogets selvpinende og selvfornedrende underkastelse for Gud leder
Bergamo beboerne ind i en ny fase. Da de kommer ind i kirken, mærker de en ”Slags Længsel”
men er samtidig hånende overfor optoget, men ”ikke saa meget fordi man vilde Gud noget”. De
”Hellige” slår deres kroppe som ofre til Gud, for det er med dem, de har ”syndet imod hans Bud”.
De viser hvordan gudstilbedelsen kan kombineres med den kraft galskaben besidder. Det er den
forening og legemliggørelse af bodshandlingen, der udløser en rus og en sødme, Bergamo borgerne
higer efter.
I Munkens tale skifter tonen til karakter af en prædiken. Han siger ”Eder” og genfortæller med
Biblens ord, hvordan Jesus korsfæstelse gik for sig. Denne udforskning af troens væsen når et
klimaks i dette toneskift, hvor munken får lov at udlægge den nye frelserhistorie. Det bliver et
højdepunkt med hans messende ”der er ingen Jesus død for os paa Korset.” Samtidig intensiveres
brugen af allitterationer som ”Had og Hævntørst” og ”Forfærdelse og Fortvivlelse”, der fortætter
og forstærker tonen. I talen lader munken Jesus forlade menneskene på jorden ”med en Konges
Vrede” og forklarer dermed den straf, der er overgået dem alle. Den harmfulde frelser og de
syndende mennesker bliver årsagen til den meningsløshed, de alle befinder sig i. Paradoksalt nok
har borgerne udvist samme hårdhed og ubarmhjertighed overfor de pestramte som den Jesus også
bliver udsat for, og Jesus’ foragt kommer til at virke som en reaktion på borgernes manglende
næstekærlighed.
Fortælleren ved også, at filosofferne har organiseret optoget af ”deres Hjærters Ondskab” og
det er en galskab. Denne fortæller er kritisk over for al den tro, borgerne i Bergamo får praktiseret;
de bevæger sig fra den ene vildfarelse til den anden. Fortælleren taler imod deres tro men taler
alligevel om, at det synes ”som om Synden fra en dulgt og snigende Sot” er ude efter borgernes
sjæl. Brugen af synd og sjæl hører netop inde i et kristen tematik sammen med allusionerne til
Biblen, og på den måde opstår der et spændende spil. Fortælleren synes at svæve alvidende som
Gud over fortællingens rum, men budskabet er, at der ingen frelse er i religionen og dermed ingen
Gud. Det bliver en leg med formen og allusioner, der siger noget andet end indholdet. Mærkelig
4

Sine Frejstrup Grav Petersen
bliver dog afsnittet med medsyn, hvor fokaliseringen synes at flytte sig ned på borgernes niveau
uden det store overblik. Det har sin kvalitet i den dramatiske virkning, og det vil måske gennem
denne kontrastvirkning understrege, hvor konstrueret den anden fortælleform er.
Pesten kan ses som en bredende og skræmmende ateisme, der hurtigt får bugt med det nye
Bergamo, mens borgerne i gamle Bergamo i første omgang har forskanset sig for godt bag deres
høje mure. Men ligene kommer også her til at ligge og lugte i gaderne med ”en kvælende Stank”,
og de forsøger ihærdigt at finde en mening og en guddom - men der er ingen at hente.
Frelsen er en indbildt historie, som Bergamo borgerne ikke formår at komme ud af. De
understreger netop selv, at der er tale om en opdigtning, da slagteren siger: ”Munk, vil du nagle
ham til Korset igjen, vil du.” Og dermed tillægger munken evnen til at omforme en religiøs
sandhed.
5