Valby Boldklubs 100 års jubilæumstillæg Valby Boldklubs 100 års ...

Valby Valby Boldklubs Boldklubs 100 100 års års jubilæumstillæg 

jubilæumstillæg 

Tillæg til Valby Boldklubs 75 års jubilæumsskrift 

100 år 

1912 – 2012

Forord fra formanden 

Først og fremmest skal der lyde 

et stort til lykke med jubilæet til 

vores kære gamle klub og alle 

dens medlemmer. Store som små, 

unge som gamle. Jeg håber, at vi 

får et godt jubilæumsår, og at 

klubben bliver fejret på behørig 

vis. 

Hvordan har jubilaren det så? 

Den er såmænd i fin form. Vi har 

en flot og stor seniorafdeling med 

hele seks ellevemandshold og 

fem syvmandshold, hvoraf de tre 

af dem er damehold. Vi har to 

ungdomshold/årgange hhv. U17 

og U6; selvom det ikke er overvældende, 

håber jeg, at det er 

starten til, at vi igen får en stor 

ungdomsafdeling. Endelig har vi 

vores støtteforening Zebraklubben, 

og vi har stadig vores eget 

klubhus. Et vi endda selv har 

bygget, og som vi er meget stolte 

af. Ligesom for 25 år siden er der 

stadig bud efter vores grund. I 

efteråret 2011 blev der vedtaget 

en lokalplan for området, heri 




indgår desværre ikke en fodboldklub. 

Vi har fået lovning på et 

område i Valby Idrætspark, med 

eget klubhus tilknyttet som erstatning. 

Hvornår dette bliver aktuelt 

vil fremtiden vise… forhåbentlig 

aldrig. 

Når en klub runder et stort jubilæum, 

så melder spørgsmålet om 

et jubilæumsskrift sig hurtigt. Da 

bestyrelsen og jubilæumsudvalget 

begyndte deres forberedelser 

til dette 100 års jubilæum og med 

at planlægge, hvordan dette skulle 

markeres, blev der også talt ju- 

bilæumsskrift. Man blev hurtigt 

enige om, at beskrivelsen af klubbens 

første 75 år i høj grad ville 

blive en afskrivning af det fremragende 

jubilæumsskrift, der blev 

udgivet ved 75 års jubilæet. Derfor 

har vi valgt at gengive dette. 

Det kan findes på vores hjemmeside, 

og jeg kan kun opfordre til, 

at man læser det. I stedet har vi 

valgt, at lave det vi kalder for et 

100 års jubilæumstillæg, der hovedsageligt 

beskæftiger sig med 

de sidste 25 år, fra vores forrige 

store jubilæum i ’87 og frem til i 

dag. Det har været 25 begivenhedsrige 

år, hvor klubben sportsligt 

kulminerede med at have hele 

to hold i Danmarksserien. Damerne 

nåede at spille der i én sæson 

og herrerne i hele fem sæsoner 

over to perioder. I herværende 

jubilæumstillæg kan du læse 

om dette. Du kan også støde på 

så prominente navne som DBUs 

generalsekretær Jim Stjerne Hansen 

og forhenværende overborg- 

mester Ritt Bjerregaard. Du kan 

læse om, hvordan damefodbolden 

blev indført, om ”Skildpadden” 

og Onsdagsklubben. Der er også 

blevet plads til et par røverhistorier 

og lystige anekdoter. Vi har 

også valgt at videreføre listen 

over VB-datoer fra 75-års-jubilæumsskriftet, 

mens andre lister, 

der allerede findes på vores 

hjemmeside, er udeladt. En enkelt 

historie fra ’83 om vores 

ynglingehold, der skulle have 

spillet fodbold med Rod Stewart, 

har sneget sig ind. Også selvom 

selve Skotlandsturen, som var årsagen 

til den særlige begivenhed, 

er nævnt i 75 års-jubilæumsskriftet. 

Den er taget med, da den er et 

godt billede på den opfindsomhed 

og kreativitet, der har været i 

klubben. Så sæt dig godt til rette 

og tag hul på et forhåbentligt 

festligt og underholdende jubilæumstillæg. 

Vi lægger ud med en 

hilsen fra Palle Plambeck Olsen, 

der var formand for 25 år siden.

Jubilæumshilsen fra Palle Plambeck 

Olsen 

Palle Plambeck Olsen 

var formand i klubben 

for 25 år siden. Derfor 

har vi bedt Palle om at 

skrive en hilsen til 

klubben. 

1912 står i denne tid som et 

mærkeår for mange, idet det jo 

desværre er 100 år siden det 

kæmpestore skib ”Titanic” sank 

stik mod alle forudsigelser. 

Men 1912 er også for os i 

VALBY BOLDKLUB et 

markerings- og mærkeår, idet det 

er samme år, vor klub blev stiftet. 

I starten var vi meget fremme i 

Københavnsk fodbold. Vi fik på 

et tidspunkt en landsholdsspiller, 

som desværre ikke fik debut’en, 

idet han ikke kunne lide at flyve 

og derfor måtte blive hjemme, da 

landsholdet skulle til udlandet. 

Vor klub har befundet sig midt i 

den københavnske fodboldkreds 




på det sportslige område med 5 

sæsoner i Danmarksserien som 

højdepunktet. 

Men det er i midten af 60’erne 

klubben kommer frem, idet 

primært 2 medlemmer på skift 

fandt på forskellige events, der 

gør, at vi selv kalder denne periode 

for ”guldalder-perioden”. Det 

krævede sin mand med forskellige 

arrangementer, som er omtalt 

på vor hjemmeside. 

I 1988 stoppede jeg som formand 

efter en lang periode. En periode 

der efter 60’erne og 70’erne var 

en forholdsvis ”stille” periode. 

Jeg fik fornøjelsen at stå for 2 

jubilæer (1972 og 1987). Nu er vi 

så ved at skulle fejre det helt 

store, nemlig 100-året her i 2012. 

Den siddende bestyrelse har 

sammen med nedsatte udvalg 

gjort et stort stykke arbejde for at 

markere dette jubilæum på 

fornemste vis. 

Tænk engang – 100 år. Vi er 

stolte og glade og glæder os til at 

se hinanden, tale om gamle tider, 

”og kan du huske” og meget 

mere. I klubhuset, som vi selv 

byggede i 1972-73, hænger en 

del fotos på væggen – det er 

medlemmer, som alle har været 

medlem i mindst 50 år, altså 

halvdelen af perioden. 

Jeg har bevidst holdt mig væk fra 

de bestyrelser, der kom til fra 

1988 til nu. Dem kan man kun 

præge ved generalforsamlingerne, 

som jeg i starten svigtede lidt. 

Men det har været mit indtryk, at 

man har holdt næsen oven vande 

og næsten haft de samme problemer 

omkring hold, samvær m.m., 

som vi havde. 

Desværre har vi måttet svigte 

ungdommen lidt, fordi de unge 

og deres forældre primært søger 

til elite-klubber i håb om, næsten 

alle sammen, at ende i udlandet 

som professionelle. 

Men der er grøde i Valby 

Boldklub, for nogle af de unge 

har meldt sig som parate til at 

gøre dette arbejde, og det skal 

blive spændende at se, hvad det 

udvikler sig til. 

For 5-7 år siden henvendte klubben 

sig også til mig og spurgte, 

om jeg ville hjælpe, fordi man 

mente, at jeg stadig havde mine 

forbindelser. Jeg blev udnævnt til 

formand for en ”Husgruppe”, fordi 

kommunen havde planer om at

sælge grunden på Værkstedvej og 

flytte os til Valby Idrætspark. Det 

har der været en del møder 

omkring, og så har den næsten 

80-årige gamle formand fået en 

aktivitet, idet det formodes, at 

han har masser af tid. 

Selvfølgelig er fordelen, at jeg 

næsten altid kan støtte de andre 

ved møder på Rådhuset, i Valby 

Idrætspark eller hvor det nu er. 

Og jeg nyder det, for det er jo 

andre idrætsledere, man er 

sammen med, og vi har vel alle 

det samme mål. 

Men svært er det at skaffe ledere 

nok, det tror jeg, alle klubber vil 

medgive mig. 




Derfor skal mit jubilæumsønske 

til Valby Boldklub deles op i 3 

dele: 

1. ..at klubben vil få lov at blive 

liggende på Værkstedvej, så 

der stadig er en grøn oase på 

denne side af Gl. Køgevej 

2. ..at der i en efterfølgning fra 

jubilæet vil melde sig flere 

ledere til arbejdet i klubben – 

primært omkring ungdommen 

3. ..at det gode sociale samvær, 

der har været kendetegnende 

for klubben, vil fortsætte, og 

at kammeratskabet stadig vil 

være i højsædet 

Så tror jeg, at Valby Boldklub 

også kan fejre sit 125-års jubilæum 

i 2027, men her kan jeg desværre 

ikke komme.

Interview med Jim Stjerne Hansen 

Palle Plambeck Olsen 

har mødt Jim Stjerne 

Hansen. Generalsekretær 

og i hele tre omgange 

tidligere aktiv i Valby 

Boldklub. 

Du har spillet i Valby Boldklub 

over flere perioder, hvordan var 

det? - og hvad fik dig til at vælge 

VB i serie II direkte efter dit 

Brøndby exit? 

- 1. gang jeg optrådte for VB var 

som spillende træner for KSholdet 

i 1976/1977. Aftalen kom 

i stand, fordi jeg ikke kunne fortsætte 

som divisionsspiller samtidig 

med, at jeg forfulgte nogle 

civile karrieremæssige muligheder 

i A.P. Møller, og fordi man 

fra VBs side tilkendegav, at man 

ville være tilfreds med to ugentlige 

træningsaftener, og så fordi 




Mørk sweater, lyseblå skjorte, briller og 

askeblond hår. Er der to der står sammen 

i dansk fodbold, så er det Jim og Palle! 

min bror og mange af hans venner 

havde givet mig et indtryk af 

VB som en klub, hvor der blev 

lagt stor vægt på trivsel og det 

sociale samvær. 

2. gang jeg var i Valby – det var i 

foråret 1980. VB spillede stadig i 

KS, og der brugte jeg opholdet, 

til at spille mig i form til at genoptage 

karrieren som divisionsspiller 

efter knap tre års udstatio- 

nering i Brasilien for A.P. Møller. 

3. gang jeg tørnede ud for VB 

gjorde jeg det, fordi nogle af de 

gamle i VB mente, at jeg kunne 

bidrage til at stoppe den sportslige 

nedtur, der havde bragt VB 

ned i serie 2. Jeg ved ikke, hvor 

meget jeg bidrog – for jeg 

trænede meget lidt under daværende 

træner Thorleif Nesjan – 

men det lykkedes holdet at rykke 

op i Serie 1. 

Var det ikke et antiklimaks at 

spille på bane 23 i Kløvermarken 

for 3 måger og 1 hund blot et år 

efter, du havde spillet i første 

division (senere superligaen)? 

- Jo, det var det da, men det var 

en rigtig beslutning for mig og 

mine muligheder for også at gøre 

karriere uden for fodboldbanen. 

Der er ikke mange, der ved det, 

men du var mange penge værd – 

også dengang! Vi fik kr. 1.500,- 

for dig, da du gik til Brøndby – 

en fyrstelig sum, ikke? 

- Dengang var det da en del penge, 

og jeg håber, at I lavede en 

god fest for dem. Men i dag er 

det andre ”transfersummer”, der 

opereres med i dansk fodbold. 

Har du stadig kontakt til folk fra 

klubben? 

- Jeg har stadig, men sjældent, 

kontakt til nogle af de gamle fra 

VB og besøger også af og til 

Værkstedvej. Finn Holm og 

Jørgen Hermansen, der netop har 

kunnet fejre 40 års jubilæum i 

DBU, er dem, jeg har haft mest 

kontakt til, men jeg har da også i 

DBU haft besøg af nogle af gutterne 

fra ”Zebraklubben”. 

Din bror Tommy Stjerne har 

gjort det godt i curling, både før

og efter. Han tog i sin tid det halve 

af vort 5.hold med sig til curling, 

og de udgjorde senere Danmarks 

landshold. Jeg husker bl.a. 

Ivan og Luffe. Fulgte du dem? 

- Da det var mig der i sin tid introducerede 

Tommy til curlingsporten, 

har jeg naturligvis fulgt 

hans og holdkammeraternes flotte 

karriere. Nu er det jo Tommys 

søn, Rasmus, som vi i familien 

sætter vores lid til vil føre de flotte 

familietraditioner inden for 

curlingsporten videre. 

Da du startede i DBU, var der 

vistnok under 10 personer ansat, 

hvor mange er I i dag? 

- Vi er i dag i DBUs administration 

godt 70 medarbejdere og har 

derudover ansat 15 fuldtidstrænere 

til landsholdene og den 

strukturerede talentudvikling. 

Det er mange, men I har jo også i 

tiden udviklet Jer til et stort foretagende 

med en god, solid økonomi. 

Kan du afsløre hvor meget? 




- DBU er blevet en stor og meget 

aktiv organisation og gennem primært 

landsholdet også en god 

forretning. Nettoomsætningen 

ligger i disse år på 140-150 millioner 

kr. om året, der alle kanaliseres 

tilbage til fodboldsystemet i 

form af tilskud til lokalunionerne, 

turneringer, uddannelse, talentudvikling, 

breddeaktiviteter osv. 

Formuen er i de sidste 20 år stille 

og roligt vokset, så den i dag udgør 

140 millioner kr. 

Nettoomsætningen ligger i disse år på 140-150 millioner kr. om året. Primært pga 

landsholdet. Pengene kanaliseres tilbage til fodboldsystemet i form af tilskud til 

lokalunionerne, turneringer, uddannelse, talentudvikling, breddeaktiviteter o.s.v. 

Foto lånt fra DBUs hjemmeside. 

Og det udvikler sig vel stadig? 

- Det er min vurdering, at vi står 

over for en periode, hvor vi ikke 

kan forvente stigende indtægter, 

men så er det jo godt at have en 

formue, man vil kunne tære lidt 

på, hvis man ønsker at fastholde 

det meget høje aktivitetsniveau, 

DBU har i disse år. 

Hvad betyder breddeidrætten og 

klubber som VB for DBU i dag? 

- Breddefodbolden er og bliver 

dansk fodbolds stærke fundament. 

Det er arbejdet med børn 

og unge i de danske klubber, fra 

de kommer ind i klubben – i dag 

nogle steder som 3-4 årige – videre 

gennem talentudviklingen 

og endeligt, for de mest talentfulde, 

arbejdet med landsholdene, 

som gør, at lille Danmark gang 

på gang kan kvalificere sig til 

EM- og VM-slutrunder. I DBU 

beskriver vi det som ”Fra leg til 

landshold”, og her spiller alle 

DBUs klubber og specielt dem 

med et godt ungdomsarbejde en 

væsentlig rolle.

Fylder breddeklubberne nok i 

jeres overordnede strategi, eller 

kunne du godt ønske, at klubberne 

tog mere ansvar? 

- Jeg synes, at mange af DBUs 

klubber tager et stort medansvar 

for udviklingen af tilbud til deres 

medlemmer og oplever egentlig i 

disse år, at vi i DBU skal være 

varsomme med at sætte for mange 

projekter og aktivitetstilbud i 

søen. Det er jo næsten altid er de 

frivillige ledere i klubberne, som 

vi beder om at trække læsset, når 

det gælder gennemførelsen af 

projekter og aktiviteter. 

20. maj 1968 lejede jeg på vegne 

af Valby Boldklub Idrætsparken. 

Glasgow Rangers (som vi var 

værter for i 16 dage med i alt 3 

kampe i Danmark) skulle spille 

mod Frem. I pausen spillede 

Peter Belli og Four Roses på en 

tribune, vi fik lavet. Der var 2 gogo-piger 

med og pludselig fjernede 

Peter Belli pigernes bikinitop, 

så de stod helt bare. Det gik 

efterfølgende verden rundt i pres- 




sen. Bagefter fik jeg et brev fra 

din forgænger Erik Hyldstrup, 

hvor han meddelte, at næste 

gang, jeg skulle leje Parken, 

skulle DBU forud have programmet 

til godkendelse!!! Jeg var 

fuldstændig uskyldig! Gælder 

dette påbud stadig? 

- Er du sikker på, at du var helt 

uskyldig? Jeg var i øvrigt selv i 

Parken til den pågældende kamp 

og husker godt de mange mandlige 

tilskueres reaktion på, at gogo-pigerne 

pludselig smed overdelen 

og blottede deres bryster. 

Har du på falderebet et ønske for 

Valby Boldklub i forbindelse med 

klubbens 100 års jubilæum? 

- Jeg har et par stykker. 

For det første vil jeg ønske, at I 

snart – hvis det ikke allerede er 

sket - får afklaret klubbens fremtidige 

fysiske placering, og at der 

i tilknytning dertil kommer et nyt 

og flot klubhus med tidssvarende 

omklædningsfaciliteter, som kan 

Jim Stjerne ved seneste besøg på Værkstedvej, hvor han uddelte pokalen efter Valby 

Bladet Cup i 2009. En Finale VB vandt 5-1. 

danne rammen om VBs fremtidige 

liv. 

For det andet vil jeg ønske, at VB 

i de kommende 100 år vil værne 

om klubbens værdier til gavn og 

glæde for dens medlemmer. 

Tak fordi du tog dig tid og ville 

se mig. Du kommer vel til vor 

reception 3. maj kl. 14 – 18? 

- Naturligvis. Jeg har været medlem 

af tre fodboldklubber i mit 

liv. Udover VB er det Hvidovre 

og Brøndby, og når VB nu som 

den første af de tre bliver 100 år, 

vil jeg ikke misse en sådan lejlighed.

Damefodbold i Valby Boldklub 

Bag en hver mand står 

en kvinde. Bag kvindefodbold 

i Valby Boldklub 

står en mand… 

Det første spadestik til at indføre 

damefodbold i Valby Boldklub 

blev taget i 1988 af Jørgen Bay 

Christensen, der desværre ikke er 

blandt os mere. Selvom det her i 

jubilæumsåret snart er 25 år siden, 

er det et ubeskrevet blad i 

klubbens historie. Det på trods af 

at damerne i tidens løb har haft 

klubbens højst rangerende hold, 

har slået de forhenværende uofficielle 

verdensmestre fra 1970, 

Femina, har huset en tidligere 

landsholdsspiller og har vundet 

over Hamburger Sports Verein i 

en turnering i Meiendorf i 

Tyskland, som de sågar endte 

med at vinde. Ved den lejlighed 

hjemførte de i øvrigt klubbens 

største pokal. 




For at kaste lys over historien 

satte vi to af hovedpersonerne fra 

de tidlige år, Ulla Kristiansen, 

der var med fra start og nåede at 

spille over 100 kampe på førsteholdet, 

og Allan Jensen, der har 

været med hele vejen, stævne en 

onsdag eftermiddag i klubhuset. 

Det blev til en både sjov og minderig 

tur ned af memory lane. 

Jamen I har jo ikke noget 

hold! 

Da Jørgen Bay i efteråret ´88 

spurgte Ulla om, hvorfor hun 

ikke spillede i Valby Boldklub, 

var svaret, at det kunne hun ikke, 

da Valby Boldklub jo ikke havde 

noget damehold. Spørgsmålet var 

nu ikke så tosset, som det umiddelbart 

kunne lyde. Ulla kom en 

del i klubben og var ofte at finde 

på sidelinjen, når hendes kæreste 

og senere mand Dennis spillede 

kampe for Valbys førstehold. I en 

genfortælling af opstarten i Klubnyt 

nr. 2 fra april 1989 kunne 

man læse: ”efter den sidste førsteholdskamp 

var der flere af 

spillernes damer der undrede sig 

– ja nærmest brokkede sig over – 

at der ikke var damefodblod i 

Valby”. Det måtte der jo gøres 

noget ved, så Jørgen satte sig for 

at starte en dameafdeling op. 

Stor tilslutning 

I starten lavede Jørgen al fodarbejdet 

selv, men som tilslutningen 

voksede, kom Keld Nielsen, 

også kaldet ”Røde Keld”, hurtigt 

til. Ulla var én af de første, der 

meldte sig under fanerne. Hun 

spillede på det tidspunkt i Fremad 

Valby og tog nogle holdkammerater 

med over. ”Vi lukkede 

nærmest holdet i Fremad Valby 

og startede op i Valby”, husker 

hun. Jørgen satte også en annonce 

i avisen, og tilslutningen 

var nærmest overvældende. 

Hurtigt var der spillere nok til to 

ellevemandshold. Ud over 

spillerne fra Fremad Valby kom 

der bl.a. også spillere fra Pioneren, 

Bispebjerg og SB75. 

Damerne, som de blev præsenteret i Klubnyt 

nr. fra 1989.

De kunne jo ikke løbe 

med! 

Allan Jensen kom til hen over 

vinteren i ’89, da pigerne startede 

vintertræningen. ”Hverken 

Jørgen eller Keld kunne jo løbe 

med, når de trænede, og så måtte 

jeg jo træde til” mindes Allan. 

Det har han så gjort lige siden. 

Allan har i alle årene været en 

gennemgående skikkelse omkring 

førsteholdet. Det var ham, 

der sørgede for at samle holdet, 

da det året efter en tur i Danmarksserien 

måtte trække sig. 

Den daværende træner var blevet 

sur og tog sit gode tøj og det meste 

af holdet og gik. Mere om det 

senere. 

Oprykning det første år 

Det første år stillede Valby med 

to damehold i serie II. Tøjet blev 

velvilligt sponseret af ”Esser” og 

”Kysse Møller”. Det blev til en 4. 

plads til førsteholdet og en 10. 

plads til andetholdet, hvilket var 

ganske pænt, da der var 12 hold i 

rækken. 4. pladsen viste sig at 

være nok til en oprykning til serie 




I. En oprykning allerede det 

første år var næsten for godt til at 

være sandt. Der var mange, der 

måtte knibe sig i armen for at tro 

det. ”Opbakningen fra klubben 

var god”, husker Ulla, ”Selvom 

der kom en del drillerier fra herrespillerne, 

der spurgte, om vi 

ikke skulle bytte trøjer efter 

kampen og sådan noget”. 

Træerne vokser ikke ind i 

himlen 

Trods det fantastiske første år 

havde det taget hårdt på holdet og 

folkene omkring. Jørgen Bay 

valgte at stoppe. Heldigvis fortsatte 

Allan og Keld. Det var der 

brug for. På spillersiden måtte 

man kæmpe hårdt for sin 

eksistens i serie I, mens serie II 

holdet desværre måtte trække sig. 

Udfordringerne fortsatte året efter, 

hvor også Keld stoppede. Allan 

fortsatte med forskellige trænere 

tilknyttet. Ved sommerpausen 

lå holdet i bunden af rækken. 

Det lignede en alt for hurtig afslutning 

på det eventyr, der var 

startet et par år tidligere. 

Vendepunktet 

Mens det så allermørkest ud, kom 

vendepunktet. Bo Frandsen, der 

tidligere med stor succes havde 

trænet vores andethold på herresiden, 

trådte til. Samtidigt fik 

holdet tilgang af en række gode 

spillere. Dette var den saltvandsindsprøjtning, 

som man havde 

brug for. Efter blot et nederlag i 

efterårets kampe, sluttede holdet 

på en imponerende 4. plads i 

rækken. De gode takter forsatte i 

’92. Holdet vandt rækken og 

rykkede dermed op i Københavnsserien. 

Da herrerne samtidigt 

rykkede op i Danmarksserien, 

må det betegnes som et af 

de mest succesrige år i klubbens 

historie. Det år blev der festet i 

klubhuset til den helt store guldmedalje. 

Selvom man i euforien 

over at komme i DS var lige ved 

at glemme damernes flotte resultat, 

husker Ulla. 

Valbys Største Pokal 

I ’94 deltog pigerne i en turnering 

i Meiendorf i Tyskland. Meiendorfer 

SV, der ligger i den tyske 

oberliga, var arrangør. I den første 

kamp slog man Hamburger 

Sports Vereins damer 3-2. I øvrigt 

det eneste hold der scorede 

hos VB, husker Allan. Damerne 

endte som samlet vinder af turneringen 

og hjemførte dermed 

den, til dato, største pokal i 

klubbens pokalsamling. 

Allan og Ulla med pokalen vundet i 

Meiendorf. 

DS here we come! 

Holdet fik igen en ny træner i 

Dorte Kristiansen og sluttede på 

en flot 4. plads efter det første år

i Københavnsserien. Allerede 

året efter vandt man rækken og 

skulle dermed spille i Danmarksserien 

i ´95. En imponerende 

præstation. Da herrerne samme år 

røg ud af Danmarksserien efter to 

begivenhedsrige sæsoner, var damerne 

nu det højest rangerende 

hold i Valby Boldklub. 

Efter en forrygende vintertræning 

blev der gået til den fra start. 

Danmarksserien krævede meget 

af pigerne, og holdet blev desværre 

ramt af en del skader. Hårdest 

var det, at holdets topscorer 

Eva også gik i stykker. Hun stod 

for halvdelen af holdets mål, så 

hende havde man ikke råd til at 

miste. Holdet måtte lide den tort 

at rykke ud efter blot en enkelt 

sæson. Man forlod dog ikke rækken 

uden at gøre sig bemærket. 

Det største minde, Allan og Ulla 

sidder tilbage med, var da man 

helt uventet slog det daværende 

tophold Femina 2 – 1 på fremmed 

græs. Femina, der i ´70 

vandt det uofficielle verdensmesterskab 

for kvinder i Italien! Der 

er ikke andre hold i klubben der, 




hverken før eller siden, har gjort 

kunsten efter og taget en lignende 

skalp. 

Opløsning! 

I Danmarksserien havde damerne 

igen fået ny træner, Jesper afløste 

Dorte. Dette skulle vise sig at 

være fatalt for holdet. I løbet af 

vinteren var der en del spillere, 

der valgte at stoppe, og lige inden 

turneringsstarten i ’96 valgte den 

nye træner også at gå. Med ham 

fulgte en række spillere. Holdet 

var i opløsning, og man blev nødt 

til at trække det. Valby havde 

derfor intet damehold i foråret. 

Ny start i mindre skala 

Allan, der havde været med næsten 

hele vejen, tog heldigvis initiativ 

til at samle resterne af holdet. 

Allerede i efteråret kunne 

man starte op igen. Denne gang 

kun med et syvmandshold. Unægtelig 

en nedskalering af det 

hold, der på rekordtid spillede sig 

fra serie II til Danmarksserien, og 

som i perioden husede flere divisionsspillere 

og en enkelt lands- 

holdsspiller i Annette Kamph 

Olsson, der står noteret for 3 Alandskampe. 

De første år var Allan alene om 

holdet, sidenhen kom Jan Hjaltelin 

til, og da han stoppede, stod 

Tommy Schmidt klar. 

Går man Allan på klingen, indrømmer 

han, at det kunne være 

sjovt at spille ellevemands igen 

med pigerne. P.t. er de ikke nok, 

og ikke alle har lyst til det. Men 

det er nok det største ønske for 

Allan, hvis man spørger ham om 

fremtiden. Det er jo lidt pudsigt, 

når man tænker på, at damerne 

alle årene har klædt om i klubhuset. 

Dameomklædning og i det 

hele taget bedre forhold, ville være 

et nærliggende ønske. 

Det har ikke været 

forgæves! 

Anstrengelserne har ikke været 

forgæves. I dag har Valby hele 3 

damehold, alle syvmands. Heldigvis 

kan de hjælpe hinanden, 

bla. når holdene bliver ramt af en 

anden ”erhvervsskade”, nemlig 

gravide spillere. ”Der er en bar- 

nevogn”, siger Ulla, mens hun 

ser på gamle billeder,” ja sådan 

var det”, forsætter hun. ”Jeg 

passer stadigvæk børn”, siger 

Allan med et smil på læben. 

Det kunne være sjovt at 

ses igen 

Tommy Schmidt er dukket op, 

Allan kikker på uret: ”Der er 20 

minutter til træningen starter”. 

Interviewet er ved at nå sin naturlige 

afslutning. Man kan godt 

høre, at Allan og Ulla har mange 

fælles minder og anekdoter at 

dele. Direkte adspurgt syntes de 

begge, at det kunne være både 

sjovt og hyggeligt at ses med 

nogle af de gamle fra ”succesholdet” 

igen. Lynhurtigt remses 

de første 5-6 tidligere spillere op, 

som der er kontakt med på facebook. 

Hvem ved, måske har vi 

ikke set det sidste til pigerne, der 

på et tidspunkt havde klubbens 

bedste hold. Så længe Allan er 

med, er der i hvert fald et naturligt 

omdrejningspunkt. Man kan 

roligt sige, at bag Valbys damer 

står en mand.

Interview med Finn og Dennis 

Hvis der er to, der gennem 

de seneste 25 år 

har tegnet klubben, er 

det Finn Holm, hvis 

hjerte altid har banket 

for klubben og specielt 

førsteholdet og Dennis 

Kristiansen, indehaver 

af klubrekorden for 

flest førsteholdskampe 

og nu medlem af bestyrelsen. 

Vi har sat de to 

mr. Valby’er stævne. 

Der var indbudt til en kop kaffe 

og ca. en times udveksling af 

minder. Det blev til to kopper 

kaffe og et par timers samtale. 

For da snakken gik, var det 

tydeligt, at de to herrer havde en 

masse fælles oplevelser at dele 

ud af. 




Finn og Dennis: Mr. Valby Boldklub senior og mr. Valby Boldklub junior. 

50 øre om måneden 

Finn hvornår kom du til klubben 

og hvorfor? 

FH: ”Pioneren nedlagde sin 

ungdomsafdeling, det har været 

i 1954. Min kammerat ville have 

mig med til Hvidovre. Heldigvis 

var der lukket den dag, vi prøvede 

at melde os ind. Så skyndte 

jeg mig over til Valby Boldklub, 

for den havde jeg fået et godt 

øje til. Jeg meldte mig ind hos 

Leo Andersen. Jeg kan huske, at 

kontingentet var 50 øre om måneden.” 

Hvad var Valby for en klub i 

50’erne? 

FH: ”Valby havde intet klubhus, 

vi var en tribuneklub. Vi havde 

omklædningsrum nummer 3. Det 

var Leo Andersen der tegnede 

klubben. Vi havde ”Mælke” 

Henning som træner. Ronald 

Haasum var der også, kan jeg 

huske” 

FH: ”Det hændte også at førsteholdet 

manglede trænere. De gad 

ikke at have os. Der var ellers 

gode spillere på holdet, bl.a. 

Walther og Ole P.” 

Hvornår trådte du ind i 

bestyrelsen? 

FH.: ”Jeg startede i bladredaktionen 

i 70’erne, så var jeg i FU, 

derefter røg jeg i bestyrelsen. 

Det må have været i begyndelsen

af 80’erne. Jeg var med til at 

ansætte Tony Saabye som træner.” 

Hvad fik dig til det? 

FH.: ”Jeg blev spurgt, om jeg vil 

være med. Så var jeg ”dum” nok 

til at sige ja.” 

Lige meget hvem du er, 

bliver du behandlet ens 

I har begge været medlem af 

klubben i mange år. Hvad er 

det, der har fået jer til at blive? 

”Kammeratskabet og det sociale”, 

lyder det samstemmende. 

DK: ”Lige meget hvem du er, 

bliver du behandlet ens. Der er 

et godt forhold holdene i mellem. 

Man hjælper hinanden, når 

der mangler spillere. Selvom jeg 

spillede på førsteholdet, kunne 

jeg godt hjælpe tredjeholdet.” 

DK: ”En af de historier, der 

bedst betegner Valby, var den 

måde Erik Jespersen kom ind i 




klubben på. Han var lige flyttet 

til Valby fra Odense. Han var i 

Silvan og får øje på vores anlæg. 

Han møder Jørgen Bay og Keld. 

Inden han har set sig om, tilbyder 

de ham at hjælpe med at 

flytte. De kører så til Odense og 

henter hans ting.” 

FH: ”Jeg hjalp til, skal jeg hilse 

at sige.” 

DK: ”Ja, og efterfølgende spiller 

han på vores femtehold. De anede 

sgu’ ikke en gang, at han 

havde spillet både for Esbjerg, 

OB og B1909 og havde været 

kåret til årets pokalfighter, da 

Esbjerg mødte FREM i pokalfinalen. 

Det er først da han kommer 

ud at spille, at man finder 

ud af, hvem han er. Sådan byder 

man et menneske velkommen.” 

Når I kigger tilbage, hvilke ting 

er det så, I tænker tilbage på? 

Her er begge enige: ”Sjove tider 

og gode mennesker.” 

DK: ”Man kunne gå i byen efter 

en træning eller sidde i klubhuset 

og rafle.” 

DK: ”For mig var det vigtigt, at 

alle KB-drengene kom til klubben, 

Mikkel Berg, Bregenborg 

og Harrsen. Det gjorde, at der 

blev strammet op. Der kom lidt 

vindermentalitet til. Det gjorde 

også, at der blev rykket en del 

gode spillere ned på andenholdet. 

Vi fik derved en god bredde 

af gode spillere.” 

Så tænkte jeg, at jeg lige 

så godt kunne gøre noget. 

Og det fik jeg lov til 

Midt i 80’erne var det som om, 

at klubben begyndte at satse 

mere og mere på det sportslige. 

Det var du en del af, Finn. Lagde 

I en plan? 

FH: ”Det var mig selv der tog 

sagen i egen hånd. Bestyrelsen 

gjorde ikke noget. Så tænkte jeg, 

at jeg lige så godt kunne gøre 

noget. Og det fik jeg lov til.” 

Det var Finn der lokkede Jim… 

Vi havde bl.a. Jim Stjerne 

Hansen, der kom fra Brøndby 

IF, og Kim Frandsen, der kom 

fra Vanløse IF, på holdet Serie 

II. Hvordan kom vi i kontakt med 

dem? 

FH: ”Jeg prøvede, om jeg kunne 

lokke Jim til. Han var lige stoppet 

i Brøndby og spillede på 

femteholdet sammen med sin 

bror Tommy. En dag skulle jeg

hjælpe lidt til på femteholdet. 

Jim spillede sweeper og jeg lige 

foran. Jeg tror, vi havde 5-6% af 

spillet, men vi vandt. Det var 

Jims fortjeneste. Så spurgte jeg 

ham, om han ikke kunne hjælpe 

førsteholdet. Efter en del betænkningstid 

sagde han ja.” 

FH: ”Mht. Kim Frandsen, ja så 

var Bo Frandsen, hans bror, jo 

allerede i klubben som andenholdstræner. 

Det var gennem 

ham, vi fik ham på holdet.” 

FH: ”Det gav os jo en oprykning 

i sidste ende.” 

I Valby fik man venner 

Dennis du startede i 87, hvad fik 

dig til klubben? 

DK: ”Jeg havde spillet på førsteholdet 

i FREM i alle ungdomsårene. 

Som ynglingespiller trænede 

jeg sammen senior-førsteholdet. 

Da jeg blev senior, skulle 

jeg til at træne med andenholdet. 

Det var ikke sjovt. Jeg havde 

prøvet at hjælpe holdet i VB 




og syntes, at det var sjovt. Også 

fordi jeg fik lov til at spille andre 

pladser, end det jeg gjorde i 

FREM. Min bror Bjarne, Finn 

Dige, Henrik Dige og ”Sko” var 

allerede i klubben. Dem spillede 

jeg jo sammen med ude i Sommerbyen 

Ejby. Det gjorde udslaget. 

På et tidspunkt var der hele 

8 fra Ejby på holdet.” 

Faktabox: Dennis Kristiansen 

Medlem af VB: 1987-91 og 

siden 93 

Tidligere klubber: Sommerbyen 

Ejby og FREM 

Førsteholdskampe: 435 

Indehaver af VBs klubrekord 

Årets VB-spiller: ’89, ’93, ’99 

Hvad var det for en klub du kom 

til? 

DK: ”I Valby fik man venner. I 

FREM havde man ikke venner, 

man havde bekendte. Det er det, 

man har vundet i Valby. Det er 

alle de venner man har fået! 

Vores veteraner i dag er jo sammensat 

af alle mulige, fra den 

gang jeg startede til klubben.” 

DK: ”For mig var det også en useriøs 

klub at komme til. På banen 

blev der gået til den, men 

jeg var vant til at træne mere. 

Samtidigt kunne jeg egentlig 

godt lide, det jeg så. Det var 

kammeratskabet, som før 

nævnt.” 

Faktabox: Finn Quist Holm 

Medlem af VB siden: 1954 

Tidligere klubber: Alsønderup 

IF og Pioneren 

Førsteholdskampe: 11 

Æresmedlem i VB 

VBs sølvnål 

DBU-KBHs sølvemblem 

Finn, hvad var det for en klub 

Dennis kom til? 

FH: ”Du må huske, at vi lå i 

serie I. Vi var nok mere en breddeklub, 

end du var vant til, Dennis.” 

Valby havde jo ry for at være en 

meget social klub, hvor tredje 

halvleg betød mere end de to på 

banen. Var det ikke lidt af en 

kulturomvæltning? 

DK: ”Det var det, men det var 

også det, der fangede mig. Man 

fik venskaber. Jeg kunne godt 

være ”uvenner” med mine holdkammerater 

i FREM, hvor Konkurrencen 

var meget hårdere.” 

Du havde jo spillet i de bedste 

rækker op gennem ungdomsrækkerne 

i FREM. Hvordan vurderede 

du niveauet i VB, da du kom 

til klubben? 

DK: ”Det var så dårligt, at fra at 

være sweeper i FREM kom jeg 

op på midten i VB og scorede 

fem mål i min første kamp. De 

kunne godt spille fodbold på 

vores hold. Det var mere modstanderne, 

der var dårlige.” 

DK: ”Problemet var også, at 

halvdelen af vores hold aldrig 

havde lært at spille fodbold. Dvs.

løbe rigtigt for hinanden og 

placere sig rigtigt på banen. Der 

gik nok 3 – 4 sæsoner før holdet 

blev fyldt op med boldspillere. 

Bl.a. med dem fra KB osv.” 

I et par perioder fik vi sammensat 

et ganske pænt spillermateriale. 

Syntes I, at der var respekt 

for VB? 

FH.: ”Ja, den mærkede jeg! 

Halvdelen på KBHs udvalgte 

hold var jo VB’ere på det tidspunkt. 

Vi fik meget ros af vores 

konkurrenter, når jeg mødtes 

med dem.”. 

FH: ”Gennem alle årene syntes 

jeg altid, at vi har haft gode 

spillere. Nogle som Ole Peter… 

og Jan Andersson, da vi lå i KS 

i 70’erne. Politiken udnævnte 

ham den gang som en af de mest 

oversete spillere i Danmark.” 

Hvornår havde vi egentlig vores 

bedste hold? 




FH: ”I nyere tid var det selvfølgelig 

dem, der lå i DS, men 

jeg syntes også, at de hold vi lå i 

KS med var gode.” 

DK: ”Jeg vil sige i ’93, der havde 

vi også den største bredde” 

FH: ”Jeg vil også sige 93.” 

Hvor seriøse var I? 

DK: ”Spillerne ville jo selv. Jeg 

var jo dybt rystet over, at vi kun 

trænede to gange om ugen. Der 

gik ikke lang tid, før vi krævede 

at træne 3 gange. Spillerne var 

nogle gange mere seriøse og 

ambitiøse end træneren.” 

DK: ”Vi var nok for seriøse i 

forhold til dem vi omgik, vil 

nogen mene. Vi havde en anden 

mentalitet.” 

Hvor besværlige/krævende var 

spillerne? 

FH: ”Vi kunne godt lide resultaterne. 

Så jeg syntes ikke, at de 

var for krævende, i forhold til 

det de kunne.” 

DK: ”Jeg havde en sæson hvor 

jeg brugte 5 par støvler pga. af 

et specielt indlæg, jeg spillede 

med, og jeg er blevet fløjet hjem 

3 – 4 gange til kamp på klubbens 

regning, men det var noget, jeg 

blev bedt om af klubben.” 

Vi havde nok det bedste hold i ’93, der havde vi også den største bredde.

Han kunne drive et helt 

hold. 

Hvilke medspillere har gjort 

indtryk? 

DK: Samtidigt med Peter Lindby 

kommer Mikkel Berg til 

klubben. Han kom med det fodboldmæssige 

fra KB plus en enorm 

vindermentalitet. Det er 

det, der gør, at vi ser tegningen 

til vores DS hold. Han hiver niveauet 

op. Han kunne drive et 

helt hold. Så var han samtidigt 

en humørspreder. Han blev 

klubmenneske fra dag et.” 

DK: ”Peter Lindby introducerede 

os til klublivet. Han insisterede 

på, at vi drak sodavand 

sammen efter træning. Når vi 

drak øl, gik han.” 

Hvilken modstander har gjort 

størst indtryk? 

DK: ”Den hårdeste modstander 

er nok Uche Okechukwu, da han 

spillede i Brøndby. I det hele 




taget har det nok været de forskellige 

Brøndbyhold, vi har 

mødt.” 

Hvilken er den sjoveste kamp, 

du har medvirket I? 

DK: ”Det er Slagelsekampen, 

men også ude mod Viktoria i 

KS. Jeg scorer alle vores 3 mål, 

vi vinder vist 3-2, men jeg får 

ikke fidusen, den tager Jesper. 

Jeg fik kun én stemme. Jesper 

fik resten. Det har jeg aldrig 

oplevet før!” 

Hvilken er den sjoveste kamp, 

du har set, Finn? 

FH: ”Slagelsekampen helt afgjort.” 

Førsteholdet ligger p.t. i serie 

II. Hvad skal der til for at få 

holdet frem i rækkerne i dag. 

Hvad mangler? 

DK: ”Jeg savner lidt den samme 

vilje til at træne og vinde, som 

vi havde. Og ville spille for hol- 

det uanset fødselsdage i familien 

og lignende.” 

Finn, du har været medlem af et 

par forskellige bestyrelser, så du 

har jo oplevet lidt af hvert. Er 

der nogen perioder, du har været 

specielt glad for. 

FH: ”Jeg vil sige årene i DS og 

KS.” 

Det er jo lidt sjovt, at I hver især 

repræsenterer nogle årgange, 

der har holdt sammen længe. 

Hvorfor tror I, det er sådan? 

FH: ”Nerven i klubben. Det er 

fordi, man er blandt nogen, man 

kan lide.” 

FH: ”Når man først er meldt ind 

i Valby Boldklub, kommer man 

aldrig derfra.” 

DK: ”Én gang VBer, altid 

VBer!” 

Hvad er Valbys største 

udfordring her i 100 året? 

FH: ”Det er selvfølgelig at 

overbevise kommunalbestyrelsen 

om at få lov til at blive på 

Værkstedvej.” 

DK: ”Ja, og blive i serie II. Vi 

skal ikke ned i serie III!” 

Hvad ønsker I jer for VB i 

fremtiden? 

”At vi bliver ved med at være en 

hyggelig og rar klub. At nye folk 

føler sig velkomne. At vi får 

nogle ungdomsspillere, og at vi 

får et stabilt og godt førstehold”, 

lyder det samstemmende!

DS Eventyret 

I 90’erne spillede VBs 

herrer to perioder i 

Danmarksserien. 

Det blev til i alt 5 

sæsoner. 

Efter i mange år at 

have levet en 

kummerlig 

tilværelse i KBUs 

lavere rangerede 

rækker, dog med et 

lille ophold i 

Københavnsserien 

i midt 70’erne, 

lykkedes det 

klubben i 1992 

at spille sig op i 

Danmarksserien. 

Det skete endda af 

to omgange. I alt 5 sæsoner (93- 

94 samt 97-99) blev det til. Det 

var ganske godt klaret af en lille 

klub som Valby Boldklub at bide 

skeer med diverse superligareserver. 

Det blev til en sjetteplads 

som bedste resultat. I den 

En milepæl: Oprykning til 

DS i ’92. 




periode spillede klubben mod 

mange prominente navne, der i 

sig selv kunne udgøre et helt 

stjernehold. Blandt modstanderne 

var at finde senere og forhenværende 

landsholdsspillere som 

Jon Dahl Tomasson, Ebbe 

Sand, Per Nielsen, 

Brian Jensen, 

Søren Colding, 

Bent ”Turbo” 

Christensen 

og Erik Rasmussen. 

Det blev til en del 

mindeværdige 

kampe. 

FREM Kampen 

To kampe skiller sig 

dog ud. Den ene var 

da Valby spillede 2-2 

mod FREM på Værkstedvej 

i ’94, efter at 

have ført 2-0. FREM tillod sig 

endda at brænde et straffe. Der 

var 300 – 400 tilskuere, der 

fyldte godt op og dannede en 

festlig ramme for kampen. Det 

modsatte opgør på FREMs 

DS holdet anno 1993. 

hjemmebane blev i øvrigt tabt 

med cifrene 1-0. Det bemærkelsesværdige 

ved den 

kamp var, at de 580 tilskuere der 

så kampen, var lig med sæsonrekorden 

på FREMs hjemmebane 

det år. 

Kampen mod Slagelse 

Stærkest i erindringen hos spillere 

og medrejsende Valby-fans, 

står vel udekampen mod Slagelse, 

det første år i Danmarksseri- 

en. Slagelse var med i topstriden, 

og Valby kæmpede som nyoprykkere 

for at etablere sig i serien. 

Det var en højdramatisk 

kamp der, på en smuk sommeraften, 

blev overværet af over 

1100 tilskuere. I øvrigt den sjette 

mest sete kamp i Danmark i den 

runde. Efter at have været 

kommet tidligt foran 1-0, på et 

lidt tyndt straffe, foregik det meste 

af første halvleg på Slagelses 

præmisser. Med opbakning fra

Herligt Billede hentet fra Vanløse Ifs hjemmeside. Her fejrer Vanløse deres pokaltriumf 

over OB i 1974. Cirklet ind: Steen Madsen og Tommy Kristiansen. Senere 

en dynamisk 1-2 holds træner duo i Valby Boldklub. 

det store hjemmepublikum, blev 

der lagt maksimalt pres på 

Valby. Ved halvleg var vi bagud 

2-1. Denne stilling blev i løbet 

af anden halvleg udlignet. I slutfasen 

spillede Valby kun med 9 

mand, da holdet blev ramt af sin 

anden udvisning. Slagelse var på 

det tidspunkt reduceret til 10. I 

de døende minutter fik Valby 

tilkendt et frispark lige uden for 

Slagelsefeltet. Dennis der kort 

forinden, havde spurgt ud til 

træneren, Tommy Kristiansen, 




om han lige skulle løbe op og 

score et mål, da han passerede 

udskiftningsboksen, blev sat til 

at sparke. BANG, 3-2 til Valby! 

Så var der fest i omklædningsrummet 

og hele vejen hjem i 

bussen fra Slagelse. Kampen 

kan nok betragtes som Valbys 

”Sovjet-kamp”. Det var et 

svendestykke og en foreløbig 

kulmination på den indsats, man 

gennem flere sæsoner havde 

ydet for at nå DS. 

Målrettet indsats 

Op gennem sidste halvdel af 

80’erne påbegyndte en målrettet 

indsats fra ledere og spillere der 

skulle bringe Valby tilbage i 

Københavnsserien, vores første 

mål. Bl.a. blev der skaffet gode 

habile træner-konstellationer til 

både første- og andetholdet. Bo 

Frandsen formåede at bringe 

andetholdet op i serie I, samtidigt 

med at førsteholdet spillede 

i serie I. Det borgede jo for en 

hvis bredde. I takt med at klub- 

ben fik tilgang af flere og flere 

spillere, der havde spillet fodbold 

på et højere plan, øgedes 

træningsmængden. På trænersiden 

rustede man også op, og 

man fik fat i tidligere divisionsspillere. 

Først med Ole Holst, 

siden med Peter Lindby, Tommy 

Kristiansen, med 2 A-landskampe 

og en fin udenlandskarriere 

og endelig med Bo With. 

Bo scorede i øvrigt det reducerende 

mål til 1-2 i den førnævnte 

kamp mod FREM. 

Kampprogram fra 30. april 1994. To ting bemærkes. Et skræmmende stærkt Brøndbymandskab samt VBs 

placering som det højst placerede hold i Valby, 1 plads foran FREMs førstehold.

Rugekasse 

Valby blev et godt hold for spillere, 

der enten var på vej frem 

eller som gerne ville afslutte på 

et fornuftigt niveau. 

Af spillerprofiler fra den periode 

kan nævnes: Kim Frandsen, med 

en fortid i Vanløse IF, Jim 

Stjerne Hansen (Hvidovre IF, 

Brøndby IF), Erik Jespersen 

(bla. Esbjerg, OB), 

Michael Madsen (bl.a. Brøndby, 

SBV Vitesse). Også spillere, der 

senere kom til større hold, startede 

i Valby i den periode. Her 

kan nævnes Daniel Vide (Fremad 

Amager), Claus Jørgensen 

(FREM, Køge) og Michael 

Madsen ( Bla. AB, AS Bari, Vfl 

Wolfsburg, Farum). 




Claus Jørgen spillede over 170 

førsteholdskampe for FREM efter 

sin tid i Valby. 

Alting har en ende 

Et generationsskifte er svært at 

håndtere for en lille klub som 

Valby. Efterhånden som diverse 

stamspillere stoppede, fik Valby 

Michael Madsen spillede bl.a. 

for AB og As Bari efter 

Valby. 

sværere og sværere ved at holde 

fast. Efter en flot serie på 16 år, 

hvor klubben aldrig var lavere 

rangeret end KS måtte klubben 

lide den tort at rykke ned i Serie 

I. I jubilæumsåret befinder vi os 

i serie II. Det er næsten samme 

udgangspunkt som for 25 år 

siden. Lad os håbe, at bunden er 

nået, og et nyt stort eventyr venter 

forude.

Livets gang i klubhuset 

Klubhuset er vores 

største aktiv. Ud over 

at lægge festsal til 

klubbens egne arrangementer 

så som afslutningsfester,sommerfester 

og diverse 

storskærmsseancer, 

bliver der også afholdt 

en række private 

arrangementer af 

klubbens medlemmer 

og venner. Derudover 

huser det to af vores 

vigtigste støtter. Zebraklubben 

og Onsdagsklubben. 

Zebraklubben 

Zebraklubben blev stiftet i 

1969 som en støtteklub til 

Valby Valby Valby Boldklubs Boldklubs 100 100 års års jubilæumstillæg 



Valby Boldklub, både socialt og 

økonomisk. Klubben har i dag 

65 medlemmer. Klubhuset danner 

hvert år rammen om to vigtige 

Zebra-arrangementer. Vi 

starter hvert år op midt i januar 

med vores nytårskur, hvor fremmødet 

er omkring 60 medlemmer. 

Vi spiser en frokost og informerer 

om året, der er gået, og 

om hvilke planer vi har for det 

kommende år. En altid hyggelig 

dag, hvor vi får hilst på mange 

gamle klubkammerater. I april 

holder vi vores generalforsamling 

også med en frokost bagefter. 

Derudover har vi som regel 

2 guidede byvandringer også 

afsluttet med en frokost på et 

godt spisested i nærheden af turens 

afslutning. 

Onsdagsklubben 

Hver onsdag kl. 12 året rundt 

mødes en række hæderkronede 

medlemmer i klubhuset på 

Værkstedvej, kun afbrudt af 

julefrokost eller andre ekskursioner 

ud af huset. Det kan 

forekomme 2 til 3 gange i løbet 

af året. Vi spiser frokost, og 

derefter er der nogle, der spiller 

billard. Om sommeren spilles 

der krolf, en krydsning af kroket 

og golf, mens andre fortsætter 

Onsdagsklubben i aktion. 

snakken i klubhuset. En gang i 

mellem giver vi også en hjælpende 

hånd omkring klubhuset. 

Der er i dag 14 faste medlemmer 

af Onsdagsklubben. Vi har ofte 

gæster, der kommer forbi og deltager 

i vores snak om hverdagen 

og livet i almindelighed. Alle 

Valby Boldklubs og Zebraklubbens 

medlemmer er velkomne. 

En af de mere fornemme af slagsen 

var, da tidligere overborgmester 

Ritt Bjerregård i 2008 

hilste og gav hånd til onsdagsklubben, 

da hun spiste frokost i 

klubhuset, i forbindelse med en 

rundtur i Valby Idrætspark.

VB årstal (1987 – 2012) 

Dette er en videreførelse af den liste over VB årstal 

der findes i 75 års jubilæumsskriftet på side 34 – 35. 

1987: Stor 75 års jubilæumsfest 

afholdes i Serapion- 

Ordenens Selskabslokaler 

på Frederiksberg. 

Jørgen Herbert, kendt fra 

DR-sporten, er konferencier. 

1987: Carlsberg-Pokalen, en 

gave fra Carlsberg, 

indstiftes. Ole & Birte 

Schou Petersen er de 

første modtagere. 

1988: Herrerne rykker op i 

Københavnsserien efter 

at have vundet serie I. 

1989: Damefodbold indføres i 

klubben. Lægger ud med 

to hold i Serie II. Førsteholdet 

ender på en 4. 

plads, der giver oprykning 

til serie I allerede 

første år. 




1992: VB-Herrer vinder KS og 

rykker op i Danmarksserien 

for første gang i 

klubbens historie. 

1992: VB-Damer vinder Serie I 

og rykker op i Københavnsserien. 

1994: VB-Damer vinder KS og 

rykker op i Danmarksserien. 

Er nu klubbens 

højst rangerede hold. 

1994: Efter 2 sæsoner i DS 

rykker VB-herrer ned i 

KS. Første sæson opnår 

holdet en 6. plads, hvilket 

er den bedste placering 

i klubbens historie. 

1994: VB-Damer vinder Meiendorfer 

SV’s turnering i 

Tyskland. Slår bla. Hamburger 

Sports Vereins 

damer 3-2 på deres vej. 

1995: VB-Damer rykker ned i 

KS efter blot en sæson i 

DS. 

1996: VB-Herrer rykker igen 

op i DS. 

1996: Efter først at have trukket 

11 mands-dameholdet 

overgår VB-Damer 

nu til kun at spille 7mands 

fodbold. 

1999: VB-Herrer rykker ned i 

KS. Denne gang efter 3 

sæsoner i DS med en 7. 

plads som bedste placering. 

2004: VB-Herrer rykker ned i 

Serie I. Det er 16 år siden, 

de sidst har været så 

lavt rangeret. 

2006: VB-Herrer må en tur ned 

i Serie II. Det er 21 år siden 

de sidst lå i Serie II. 

2008: VB-Herrer rykker atter 

op i Serie I. 

2009: VB-Herrer rykker igen 

ned i Serie II. 

2009: Zebraklubben, VBs støtteforening 

holder 40 års 

jubilæum.

Eksterne Nåle 

Kun fem medlemmer 

har gennem tiderne 

modtaget officielle nåle 

eller emblemer. Senest 

modtog Finn Holm 

DBU-Københavns 

sølvemblem i 2010. 

I Valby Boldklub har vi en 

række medlemmer, der i tidens 

løb har gjort sig fortjent til og 

modtaget nåle/emblemer fra 

hhv. DBU og DBU-København. 

Medlemmer som har betydet 

meget for vores boldklub gennem 

tiderne. 

DBUs Sølvnål 

For tildeling af DBUs sølvnål 

gælder, at 




• den alene tildeles, når 

lokalunionernes regler for 

tildeling af Sølvemblem er 

opfyldt 

• 25 års rent klubarbejde 

forudsættes. Arbejdet tæller 

dog først fra det fyldte 15. 

år. 

• den kan tildeles alle ledere - 

altså ikke blot for 

bestyrelsesarbejde, men 

også ungdomsarbejde som 

leder/ulønnet træner 

• hvis der er tale om under 25 

år, men over 20 år kan disse 

suppleres med 

lederarbejde udenfor 

klubben 

• at der i særtilfælde kan 

dispenseres fra ovennævnte 

Modtagere af DBUs sølvnål: 

Navn Årstal 

Ronald Haasum 1987 

Leo Andersen 1982 

DBU-Københavns Sølvemblem 

DBU Københavns sølv-emblem 

uddeles til personer, som har 

udført et betydningsfuldt arbejde 

for den københavnske fodbold, 

under DBU København, 

igennem en længere årrække. 

Vejledende betingelser for at 

komme i betragtning til DBU 

Københavns sølv-emblem: 

Man skal mindst have opfyldt to 

ud af følgende arbejdsforløb: 

• minimum 20 år i klubudvalg 

• minimum 15 år i klubbestyrelse 

• minimum 12 år i DBU 

København-udvalg 

• minimum 8 år i DBU 

København-bestyrelse 

Modtagere af DBU-Københavns 

Sølvemblem: 

Navn Årstal 

Finn Holm 2010 

Palle Plambeck 1987 

John Andersen 1987 

Leo Andersen 1972 

Ronald Haasum 1972

”Skildpadden” 

”Skildpadden” Klubbens 

hemmelige førsteholdstrofæ. 

Få kender til den. Endnu færre 

har haft den. ”Skildpadden”, for 

det er den, vi taler om, uddeles 

nemlig ikke med faste intervaller. 

Den tildeles kun særlige spillere, 

der indfrier de lidt særlige krav 

og forpligtigelser, der følger med 

den. 

Den er sammensat af en papegøjetang 

og en hestesko, hvorpå 

der er monteret nogle ben. Den 

ligner allermest en skildpadde, 

deraf navnet. 

Det menes, at det var Fritz 

Nielsen, Richards bror, der fik 

lavet trofæet en gang i 70’erne. 

Fritz, der selv havde spillet på 

VBs bedste hold, var en trofast 

førsteholdsstøtte til det sidste. 

Han var gerne mand for forskellige 

festlige belønninger og præmier 

til førsteholdet. 




Den uddeles kun, når indehaveren 

finder, at nu har en ny personlighed 

fortjent den. Vigtigste 

kriterier er at spilleren 

• er en kapacitet på førsteholdet 

• er trofast overfor førsteholdet, 

og en man kan stole på 

• er en Valbymand af hele sit 

hjerte og sætter klubben meget 

højt 

• forpligter sig til at give trofæet 

videre, når en ny førsteholdsspiller 

har fortjent den 

• sikrer at trofæet forbliver i 

klubbens regi 

Kun tre spillere har til dato fået 

tildelt trofæet. Walther Larsen, 

som var den første der modtog 

den, fik den af Fritz. Den næste 

var Dennis Kristiansen, da han 

slog klubrekorden for flest spillede 

førsteholdskampe. Ved 

overrækkelsen bemærkede 

Walther, at Dennis nok skulle 

have haft den lidt før, men da han 

Her er den så: ”Skildpadden”, det hemmelige førsteholdstrofæ. 

var en smuttur ovre i FREM, 

måtte han vente lidt. P.t. findes 

den hjemme hos Jesper Dyjak, 

idet Dennis valgte at give den videre 

til ham. Et simpelt regnestykke 

siger, at hvis man lægger 

de 3 herrers førsteholdskampe 

sammen, så har de repræsenteret 

klubben 1066 gange! 

Hvem den næste i rækken bliver, 

vil tiden vise.

”Mødet” med ROD STEWART 

Fortalt af Palle Plambeck 

Olsen 

I maj 1983 kunne man i pressen 

læse, at nu kom ROD STE- 

WART snart til koncert i Danmark. 

Koncerten skulle foregå i 

Idrætsparken, og det var Arne 

Worsøe’s ICO, som var arrangør 

for alle Rod’s koncerter i Danmark. 

Vi havde på det tidspunkt et rimeligt 

stærkt ynglingehold med 

spillere som Jesper Dyjak, målmand 

(nuværende formand), 

Flemming Hansen, Brian Bille, 

Henrik Dige Christensen – alle 

som senere kom på klubbens førstehold 

og nogle endda tog svipsere 

til andre større klubber. Med 

var også René Hochauer, der senere 

blev dommer. Han har dømt 

os en del gange, og vi bruger 

ham bl.a. til vores Nytårsstævner. 

Endelig var der Per Jacobsen, 




senere formand i Rikken Boldklub 

og initiativtager til Valby 

Bladet Cup. 

Deres træner var Bent ”Turtle”, 

som styrede drengene med rimelig 

hård hånd. 

Ole B. Petersen og jeg besluttede 

på et tidspunkt, at disse ynglinge 

skulle have en tur til Skotland, 

hvor jeg kunne udnytte de forbindelser, 

som jeg havde fra 1968 

og senere i forbindelse med 

Glasgow Rangers turen. Så vi 

lavede et kuvertlotteri og et projekt 

med indkøbsposer, som vi 

fik alle Brugser/Kvickly i Valby 

til at bruge i stedet for deres egne. 

Ole stod for designet, som var 

sort-hvide striber på tværs, som 

vor gamle klubdragt. Det var 

Oles firma, som leverede plastposerne 

til en favorabel pris. Det 

sindrige ved ideen var, at vi fik 

reklamer på poserne fra andre 

næringsdrivende i Valby og 

omegn. Vi tjente ca. 40.000,- kr. 

på poserne alene. Det var mange 

penge i 1983. Vi fik i alt vistnok 

samlet over 90.000 kr. ind, og 

ynglingene var med til dette 

arbejde. 

En af dem, der støttede og lagde 

bunden til økonomien, var 

GUNNAR NU HANSEN. Det år 

fyldte han 77 år., og Klubben fik 

derfor det opfindsomme beløb af 

kr. 7.777,77 fra Gunnar Nu Fonden 

til Skotlandsturen. Uddelingen 

foregik på hans fødselsdag 

under stor bevågenhed hos SE 

OG HØR. 

Rod sagde ”Yes” 

Rod Stewart har altid været kendt 

for sin fodboldinteresse, og det 

var almindelig kendt, at han 

stammede fra Skotland. Jeg fik så 

den tossede tanke, at vi skulle 

spørge Rod, om han ville spille 

fodbold med vore ynglinge, da 

deres forestående tur gik til hans 

hjemland. 

Jeg kontaktede Arne Worsøe, 

som oplyste, at han netop var på 

vej til England og ville spørge 

Rod, om han var interesseret. 

Og det var han!!! 

Rod Stewart, som han ser ud i dag. 

Det blev aftalt, at vi skulle møde 

op i Idrætsparken nogle dage før 

koncerten, for da ville Rod komme 

over og checke forholdene i 

Idrætsparken. Han skulle dog

hjem igen for at overvære en 

fodbold landskamp England- 

Skotland. 

Jeg aftalte med Arne Worsøe, 

hvornår vi skulle komme, men 

der kom så problemer! Ynglingene 

skulle samme aften spille en 

udsat kamp. Da det ikke var 

muligt at finde en ny dato, skulle 

træner Bent ”Turtle” få rykket 

kamptidspunktet frem. 

Dermed ville det hele gå 

op i en højere enhed, og vi 

kunne hente ynglingene og 

køre dem ind i Parken. Det 

klarede ”Turtle” fint, men 

selvfølgelig opstod der et 

nyt problem! Den eneste, 

der ikke havde fået besked, 

var dommeren. Da vi kom 

for at hente drengene, var 

spillet i stadig fuld gang. Vi 

måtte pænt vente til de var færdige. 

Jeg havde i forvejen adviseret 

presse, blade, TV m.m., så de 

stod nok også og ventede. 

Da vi langt om længe kom ind til 

Parken fik vi beskeden: ”Sorry – 




Rod Stewart har været her, men 

er taget hjem igen”. 

Der var megen skuffelse hos 

ynglingene. Flemming Nielsen 

(sportsredaktør POLITIKEN) 

fortalte mig bagefter, at der var 

flere blandt journalisterne, som 

havde taget fodboldstøvler med – 

og de havde spillet med Rod. 

I aviserne dagen efter stod ”det 

var synd for Valby 

Boldklub”, som havde 

fået idéen og sørget for 

det hele. 

Det var i alle aviser, 

TV, SE OG HØR samt 

BILLEDBLADET, så 

Arne Worsøe og Valby 

Boldklub fik selvfølgelig 

reklame ud af det. 

Som trøst fik jeg 22 

billetter til ynglingene 

og deres piger samt træner og 

ledere. Det var en rigtig god 

koncert. 

Turen til Skotland 

Jeg havde aftalt med Erik Lykke 

Sørensen (tidl. målmand hos 

Glasgow Rangers og landsholdet), 

at han skulle hjælpe med 

turens afvikling. 

På et tidspunkt blev Ole B. og jeg 

enige om, at der var så mange 

penge til turen, at jeg godt kunne 

tage et fly til Glasgow og checke 

forholdene vedr. hotel m.m. Jeg 

boede så nogle dage hos Erik 

Lykke, som lige var blevet udnævnt 

til manager i St. Mirren. 

Hotellet lå i LARGS (anbefalet 

af Erik), og det så godt ud. Erik 

var sammen med ynglingene en 

del af tiden og gennemførte sågar 

et træningspas med dem. Han tog 

dem på rundtur hos Celtic og 

Glasgow Rangers og var også en 

tur til Edinbourgh. Erik havde 

sørget for, at St. Mirrens bus 

kørte drengene rundt: Det vakte 

en del opsigt, og da man skulle 

køres hjem efter at have overværet 

en kamp i Glasgow, var 

der politieskorte ud af byen. 

Ynglingene kom hjem og 

meddelte, at de havde haft en 

fantastisk tur. Ikke mindst fordi 

holdet fløj til Skotland via 

Bergen. For mange var det deres 

første flyvetur. 

PS.: Mens jeg var hos Erik, 

skulle St. Mirren møde Celtic på 

Celtic Park. Erik skaffede mig 

billet til direktør-logen, jeg hilste 

på Celtic’s manager. St. Mirren 

tabte i denne Erik’s første kamp 

som manager for dem. 

Erik Lykke Sørensen spillede bl.a. 

for Glasgow Rangers og er noteret 

for 15 A-landskampe.

Røverhistorier 

I en klub, som Valby 

Boldklub, der har en del 

år på bagen, er der bunke 

vandre- og røverhistorier 

tilknyttet, der 

på sin egen måde tegner 

et billede af klubben 

og dens medlemmer. 

Nulevende som savnede. 

Historierne bliver 

sjældent mindre underholdende 

af at blive 

genfortalt. I forbindelse 

med Valby Boldklubs 

100 års jubilæum bringer 

vi et udvalg af de røverhistorier, 

der er knyttet 

til vores klub. 

Holger 

Der går en historie om Walther, 

der ringer hjem for at fortælle, at 

han står og spiller tennis med 




Holger. Holger var en kontakt, vi 

havde i vores tyske venskabsklub 

Niendorfer Tsf, lige uden for 

Hamborg. ”Nej hvor hyggeligt”, 

svarede konen, ”Kan du ikke invitere 

ham med hjem at spise?”. 

”Nej du, den går ikke, for jeg er i 

Hamborg!”, svarede Walther. 

Sikke en fest… 

Det var en lørdag sommerdag, 

hvor vi skulle spille kamp ude 

mod Viktoria, tror jeg nok, i 

Københavnsserien. Vi skulle allerede 

spille kl. 13, så vi var sikkert 

sat til at møde kl. 11. Vi 

mødtes normalt et par timer før, 

når vi spillede udekampe. 

Aftenen inden havde der været 

stor fest i klubhuset. Kan det passe, 

at det var Rudis 50 års fødselsdag, 

der var blevet fejret? Det 

bar klubhuset præg af. Mon ikke 

at Rudi i dag ville have klaget over 

den tilstand, klubhuset var 

efterladt i ;-) 

Tilsyneladende havde det været 

en ”våd” fest til den lyse morgen, 

for på en af bænkene udenfor 

klubhuset, lå Walther og ”slappede 

af”. ”Hvem skal I spille 

mod?”, spurgte han, da han så os. 

Da han fik at vide, at det var ude 

mod Viktoria, sagde han straks: 

”Jeg ta’r med!” 

Så sagt så gjort. Vi fik plads til 

Walther i en af vores biler, og 

han tog med ud og så os spille. 

Hvad kampen blev, kan jeg ikke 

huske. Til gengæld husker jeg, 

hvad Walther sagde, da vi returnerede 

til klubhuset efter kampen: 

”Jeg må også se at komme 

hjem, min kone ved ikke hvor jeg 

er”. 

Et lift… 

Efter en kamp sidder nogle stykker 

og drikker øl, blandt andet 

”Esser” og ”Dommer Martin”. 

Da der efterhånden ”er rendt en 

del vand gennem åen”, siger 

Martin, at det nok er på tide at 

tage hjem, hvorefter Esser siger, 

at hvis han bliver lidt længere, så 

kan han køre med ham. Da det er 

blevet tid til at vende snuden 

hjemad, går de ud til Essers bil. 

Esser åbner bagsmækken og tager 

en folde-ud cykel op og kigger 

på Martin, hvorefter han siger: 

”Er du gående? Jeg troede, 

du var på cykel!” 

Svigerforældre 

Valby skulle på træningslejr på 

Langeland. Da bussen, de skulle 

køre i, runder Toftegårds Plads, 

ser de Tommy komme gående 

med en pose morgenbrød. De 

holder ind til siden, så de kan 

hilse på ham. Da Tommy hører 

hvor de skal hen, beslutter han 

sig for at tage med. 

Det var en fin tur, men da det 

bliver søndag siger Tommy, at 

han nok hellere må ringe hjem. 

Konen vidste ikke, hvor han var. 

Han skulle jo bare ned for at

hente morgenbrød. Svigerforældrene 

var på besøg! 

Efter Cigaretter 

Jeg kan ikke huske, om jeg havde 

trænet eller spillet kamp, men på 

vej fra omklædningen over til 

klubhuset går jeg langs banen. På 

en bænk sidder Tommy (vores 

førsteholdstræner) og ser fodbold. 

Jeg sætter mig ved siden af 

ham, og vi ser næsten kampen 

færdig. Pludselig udbryder Tommy: 

”Nåh, jeg må også til at 

komme hjem…Det er min datters 

fødselsdag…Vi har huset fuld af 

gæster…jeg sagde, at jeg bare 

skulle ned efter cigaretter!” 




En tå(ge)hyler af dimensioner 

Vi var i gang med fodboldkampen. 

Vi var old boys – (dengang 

fandtes ikke veteran, superveteran, 

masters m.m.). Vor venstre 

back var POUL DEHN, en 

stor kraftig fyr med et godt spark 

i. Det var tåget, men vi spillede 

alligevel. På et tidspunkt 

sparkede Poul mod mål, bolden 

sejlede af sted – over målet og 

ind på banen bagved. Denne bane 

var tom – vi var faktisk helt alene 

i området. Så vi ledte efter bolden 

i tågen i en rum tid. Da vi 

langt om længe fandt den, var 

den helt flad!!! Det var en af de 

gamle læderbolde med snøre. 

Sikken en sparketeknik – det 

snakkede vi meget om bagefter 

Respekt 

Old boys skulle spille mod 

Frem’s old boys. Hos Frem var 

John Hansen og Per Henriksen 

med – de var altid gode for godt 

humør på banen. Frem’s holdleder 

var legendariske Pauli Jørgensen. 

Vi hørte ham true sine 

spillere med, at hvis de ikke spillede 

ordentligt, ville han sætte sig 

selv ind. Vi havde inden kampen 

aftalt, at hvis Pauli kom på banen 

og fik bolden, skulle vi lade ham 

gøre, hvad han ville med den. 

Pauli var godt oppe i årene, og vi 

skulle ikke risikere at skade ham. 

På vort hold var Benny Nielsen, 

et konditions-fænomen. Han var 

bokser, Danmarksmester og Nordisk 

mester i sin klasse. 

Benny går på et tidspunkt tæt på 

en Frem’er og tager bolden fra 

ham. Da han kiggede op opdagede 

han at det var Pauli. Benny 

spillede bolden tilbage til Pauli 

og trådte nogle skridt tilbage og 

sagde ”Undskyld”!

Valby Boldklubs 100 års jubilæumstillæg Valby Boldklubs 100 års ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?