Det Postmoderne Karneval - inksheddk

Det postmoderne i lyset af det moderne
[Postmodernism] may be generally conceived as embodying a conflict of old and
new modes - sexual, social, political, economic, religious, and artistic. Some theorist
identify this conflict in terms of a break between the past and present; others see the
relationship more in terms of continuity. (Deborah Haynes, Bakhtin and the Visual
Arts, 159).
Postmodernismen er efterhånden en omdiskuteret og relativ term og størrelse,
hvilket tydeligt kommer til udtryk i ovenstående citat af Deborah Haynes. Hvad
dækker dette begreb egentligt over, og hvad indbefatter det postmoderne i forhold
til det moderne? Og eksisterer denne postmodernisme overhovedet? Vi vil forsøge
at få greb om denne term i lyset af vores projekt nemlig vores analyse af Terry
Gilliams film Brazil fra 1985 set i et moderne versus postmoderne perspektiv.
Først og fremmest vil vi undersøge hvad der kendetegner postmodernismen
og hvorledes denne kan anskues: som en modpol til eller en kontinuitet med
modernismen. Her vil blive taget udgangspunkt i kritikere af og teoretikere om
postmodernismen, såsom Deborah Haynes, Linda Hutcheon, Ole Thyssen og
Brian McHale. Ligeledes skal det understreges at nedenstående gennemgang vil
være præget af eklekticisme og vil derfor være langt fra udtømmende.
I: Postmodernismen: kontinuitet, gråzone og/eller brud
I Bakhtin and the Visual Arts belyser Deborah Haynes postmoderne æstetisk teori
i forhold til Bakhtins moderne teorier. Haynes argumenterer imod Jean-Francois
Lyotard 1 og andre teoretikere, som mere eller mindre betragter postmodernismen
som “a recycling of modern ideologies and values”. 2 Derimod er Haynes tilhænger
af at “new cultural forms are emerging [i postmodernismen] and these challenge
the myths of modernism.” 3 Haynes argumenterer for dette ved at opregne
forskellige træk i postmodernistisk kunst, som adskiller sig fra modernistisk
kunst. Her skal blot nævnes nogle af de væsentligste træk: eklekticisme; brug
af ressourcer fra massekulturen (f.eks. tegneserier, graffiti, reklamer), så skellet
mellem lav- og finkultur begynder at blive nedbrudt; fokus på hvorledes det sociale
rum gennemsyres af undertrykkelse og fortrængning (oppression og repression);
kritik af høj-modernismen og dens fokus på hegemoni. 4 Derfor anerkender
Haynes postmodernismen, som en tradition der på flere punkter skiller sig ud fra
modernismen, men hun kritiserer de “postmodern theories that emphasize the
object or viewer while extolling the death or absence of the artist [because they]
ultimately fail to acknowledge the fact that the artist has a vocatio, a significant
role in contemporary society.” 5 Haynes kombinerer således postmodernistisk
og Bakhtinsk teori, idet Bakhtin opvejer nogle af de postmodernistiske teoriers
emfaser på f.eks. værket eller recipienten, hvilket hermed giver Haynes mulighed
5