Superelever til Kinas skoler - chinalink.dk

Superelever til Kinas skoler
Af Karen Bülow Voetmann
Kineserne studerer som rasende af hensyn til sig og deres familier. Hvis de dumper, ses det som udtryk for dovenskab snarere end
manglende evner. Der terpes og læres udenad for at forstå materialet. Og det giver gode resultater, så måske kunne det danske
skolesystem lære noget af konfucianismen, skriver kronikøren, der er cand.mag. i kinesisk og historie.
Asiatiske skoleelevers overlegenhed i fag som matematisk, fysisk og kemi har fået den vestlige verden til at orientere sig mod Østen efter
en model, der kan rette op på bl.a. det danske uddannelsessystems fallit over for disse fag. Udgifterne til uddannelse er lave i Kina, og
resultaterne er bemærkelsesværdigt gode. Nye undersøgelser peger på, at en mere konfuciansk model kan være en løsning med mange
fordele. Men det kan også få alvorlige konsekvenser. Som et resultat af etbarnspolitikken har de fleste børn i Kinas byer ingen søskende.
I de danske medier fremstilles enebørn oftest som forkælede og materialistiske unger. Der tales meget om, at ét barn har fire
bedsteforældres og to forældres fulde opmærksomhed, hvilket gør barnet til ’en lille kejser’ over familien. Men samtidig med at det ene
barn får seks voksnes opmærksomhed, skal barnet også leve op til deres ambitioner. Og kinesiske forældre og bedsteforældre har meget
høje ambitioner på deres børns vegne, især når det gælder uddannelse. At stræbe efter akademisk succes optager det meste af mange
kinesiske bybørns tid. Men hvorfor det? Og hvad er resultatet? Den vigtigste faktor, når man skal forklare, hvorfor kinesiske forældre
fokuserer på uddannelse, er ikke etbarnspolitikken, men derimod konfucianismen. Den kan ses som en moralsk ramme, som kineserne
lever efter, og den spiller derfor nogenlunde samme rolle som kristendommen i Vesten. Men til forskel fra kristendommen, fremhæver
konfucianismen uddannelse som vejen til at opnå høje menneskelige kvaliteter, Konfucius (551-479 f.Kr.), filosofiens grundlægger,
opstillede en række principper for uddannelse. Uafhængige af baggrund kunne alle blive gode mennesker med de rette moralske
kvalifikationer, hvilket fremmede accepten af social mobilitet. Konfucius fremsatte også skrappe forskrifter for børns forhold til deres
forældre. Børn skulle udvise grænseløs respekt, hengivenhed og lydighed og de havde en moralsk forpligtelse til at tilbagebetale
forældrenes kærlighed. Selvom de kommunistiske magthavere har gjort, hvad de kunne for at udrydde de gamle sæder og dyder, så har
Konfucius’ indflydelse været konstant inden for uddannelse og på den måde, kinesiske forældre omgås deres børn på. Moderne kinesiske
forældre er meget autoritære i deres opdragelse. De former og kontrollere deres barn, bedømmer og retter på det og forventer lydighed.
Forældre viser deres kærlighed ved at stille de bedste uddannelsesmuligheder til rådighed. Og barnet honorerer disse anstrengelser med
viden. En søndag eftermiddag, efter at Guiyun har sunget en sang og citeret et digt for sine bedsteforældre, forlanger Guiyuns far at hun
skal fortælle en historie. ’Fortæl om Snehvide eller Historien om fjerene’. Men Guiyun gider ikke mere. ’Hvis du ikke kan fortælle en
historie, hvorfor skulle vi så give dig så mange bøger,’ siger Guiyuns mor.
En anden vigtig faktor til forklaring af kinesiske forældres ambitioner på deres børns vegne er den meritokratiske tradition, som i dag har
den effekt., at selv ufaglærte tør håbe på, at deres barn kan blive professor i fysisk. Allerede i det syvende århundrede havde man
etableret et såkaldt meritokratisk eksamenssystem til rekruttering til embedsstanden. Systemet indebar at folk fra alle klasser kunne
deltage i de årlige, nationale eksaminer, ikke kun adelen. På grund af dette system nærede alle familier håb om, at deres søn kunne blive
en drage’ og opnå indflydelse, hvilket ville være fordel for hele familien Kombineret med Konfucius’ nedvurdering af praktiske erhverv,
fremmer det kinesiske forældres satsning på børnenes akademiske resultater. Man kan drage klare paralleller mellem det meritokratiske
system og den moderne uddannelse. I starten af juli holdes en national eksamen til optagelse på de højere uddannelsesinstitutioner. Det
er den eksamen, der har størst indflydelse på en elevs fremtidsmuligheder, og konkurrencen er hård. Adgang til et universitet lover også
i dag social opstigning, og forældrene tøver derfor ikke med at stille høje krav til deres børn. Uanset social baggrund, land by, bonde,
industriarbejder eller intellektuel, så håber 80 procent af alle forældre, at deres børn vil læse til læge, ingeniør eller videnskabsmand på
universitetet.
Etbarnspolitikken og omlægning til en mere markedsorienteret økonomi fra slutningen af 1970erne har medført øget social usikkerhed og
forstærket fokuseringen på uddannelse. Hjernen bag disse reformer, Deng Xiaoping, lagde vægt på, at der var behov for højtuddannede
folk til at bringe Kina på økonomisk fode. Derfor blev uddannelsessystem lagt om fra at sigte på uddannelse af den brede befolkning til et
uddannelsessystem af mere elitær karakter. Desuden tillod man etablering af såkaldte nøgle- og eliteskoler. En nøgleskole er en offentlig
skole, hvor de dygtigste børn sluses ind for at blive forberedt til en universitetsuddannelse. F.eks. har en skole i Sichuanprovinsen
specialiseret sig i at få så mange elever som muligt på universitet. For at nå målet har man øget investeringerne i denne skole på
bekostning af de tekniske skoler, og stillet pengepræmier i udsigt til de elever, der kommer på universitetet. Eliteskoler er private skoler,
hvor der mod betaling ydes højkvalitetsundervisning for at sikre eleverne en plads på forførende universitet i Kina eller udlandet.
Genindførelsen af adgangseksamen til universitetet i 1978 og elitesystemet har haft enorme konsekvenser for den brede uddannelse.
Eksamen er blevet målestok for alting. Skolens niveau måles i, hvor høje karakterer eleverne får til eksaminer. Barnet evner måles i, hvor
mange point han kan få i et hav af tests og prøver. Indlæringsmetoden er passiv, lærerdomineret og tekstbogbaseret i henhold
eksamenskravene. Eleverne forventes at lære alt udenad, har enorme mængder lektier for og testes ugentligt. Kinas forældre har taget
deres børns nye muligheder for at få succes til sig. I modsætning til hvad man måske kunne forvente, har Kinas enebørn ikke fået flere
lommepenge eller tid at lege med kammeraterne. Mange af 1980ernes og 1990ernes forældre er vokset op under og lige efter
kulturrevolutionen, hvor skolerne i perioder var helt lukkede og landet var meget fattigt. Mange følte, at de dengang blev frataget
fremtiden. Og med kun ét barn at satse på, har de nu større økonomisk og socialt overskud til at fokusere på barnets uddannelse. Og det
gør de! Der stilles tidligere og tidligere højere krav til børnene. I traditionelt kinesisk opdragelse mente man, at det ikke var muligt at
rationalisere over for små børn og opdrage på dem før skolealderen. Når børnene så nåede 6-7-års alderen, ændredes billedet radikalt.
Børnene gik fra total frihed til total kontrol. Forældrene og bedsteforældre, begyndte nu at styre og kontrollere børnenes opførsel, og
hvis barnet ikke lystrede eller levede op til forventningerne. Blev det straffet. I forbindelse med etbarnspolitikken har forældrene ændret
opfattelse af, hvornår børn kan forventes at forstå og lære ting. Allerede fra 3-4års alderen forsøger forældrene at få børnene ind i
nøglebørnehaver, hvor der undervises i fag som matematik, sprog, musik og kunst, så børnene nemmere kan komme ind i en
nøglegrundskole, og den sociale tilretning begynder derfor allerede her. Barndommen er blevet kortere. Forældrene er parat til at bruge
enorme summer på at sikre deres børn en god uddannelse. Af forældrenes samlede indtægt går mellem 25 og 50 procent på barnet,
mest på uddannelse og mindre på legetøj og modetøj. Til trods for, at den årlige udgift for at have et barn på en eliteskole kan løbe op
på 25.000 RMB (ca. 18.000 kroner), er der ventelister. Og det i et land, hvor gennemsnitslønnen er 1.577 RMB per måned på landet og
3.892 RMB i byerne. En fader udtalte til en kinesisk tv-station, at ’før i tiden havde vi ikke mange chancer for at få en god uddannelse,
men det har vores børn nu. Jeg synes det er det værd, at bruge mine penge på noget mit barn virkelig kan bruge. Selv om det især er
de rigeste, der har råd til at sende deres børn i eliteskoler, så gør almindelige mennesker, hvad de kan for at følge trop. En
arbejderkvinde fra Beijing, som har sendt sit barn i eliteskole, fortæller, at både forældre og de fire bedsteforældre bidrager økonomisk.
Og det er ikke kun skolepenge, forældrene betaler. En embedsmand i Sichuan-provinsen blev i 1993 dømt for at have modtaget mere
end 400.000 RMB (ca. 300.000 kroner) i bestikkelse for at sikre børn pladser i nøgleskoler.
Når klokken ringer, har børnene ikke fri. De fleste nøgleskoler forventer, at der læses lektier med børnene efter skole, enten med hjælp
fra hyrede privatlærer, eller at familien selv gør det. Mange forældre mener, at der skal læses mange lektier, før man kan klare sig godt,
og 2-3 timer om dagen er ikke ualmindeligt for børn i 12-års alderen. Efter opfyldelsen af akademiske krav er forældrene stadig ikke
tilfredse. Ud over skolen og lektierne tilbringer mange børn timer af deres fritid i såkaldte børnepaladser eller med private undervisere,
hvor de modtager undervisning i engelsk, musik, dans og drama. Når familien har gæster, er det ikke ualmindeligt at udstille børnenes
kunnen. Jeg har ofte besøgt kinesiske bekendte, hvor den 9-årige søn blev tvunget til at gennemføre en samtale på engelsk med mig,
eller citere et gammelt digt, hvis indhold han ingen forudsætninger havde for at forstå. Kinesiske børn har stort set aldrig fred! Hvad er
resultatet af en så intens påvirkning, og hvordan reagere børnene på det? Overraskende for vestlige iagttagere tyder meget på, at
kinesiske børn klare sig bedre i skolen og generelt er mere harmoniske end børn fra Vesten. Kinas åbning mod Vesten har gjort det
muligt for vestlige psykologer og sociologer at undersøge kinesiske børn og sammenligne dem med børn fra USA, Hongkong, Taiwan og
Singapore. De sidste tre steder er domineret af den etniske kinesiske befolkning. I Kina har det elitære system og det lave antal
studiepladser bevirket, at mange elever forlader skolen før tid, fordi de bliver ignoreret af lærerne, som kun tager sig af de bedste. Men
hvad med de børn som klarer sig gennem systemet? Umiddelbart klager børnehavepædagoger over, at børnene er sene til praktiske ting:

de kan ikke binde deres sko etc. Men nye undersøgelser har vist, at intellektuelt er de kinesiske børn suveræne i forhold til amerikanske
børn. De har tidligt et stort ordforråd og omfattende viden inden for sprog, videnskab og matematik på grund af den tidlige undervisning
i børnehaven. Når de når 6-7 klasse har de yderligere distanceret amerikanerne, både inden for læsning og matematik. Den mest
almindelige vestlige kritik af den kinesiske uddannelsesmodel er, at de kinesiske studerende er passive, ukritiske og mangler evnen til at
tænke kreativt, fordi de bare har lært alting udenad. Men også her kommer den vestlige uddannelsesmodel til kort. Kinesiske børn har
vist sig langt bedre til at arbejde kreativt og selvstændighed. Universiteter i USA og New Zealand har set sig nødsaget til at forlange
højere pointscore på optagelsesprøver fra kinesere, for at undgå at få for mange på campus. Intet tyder heller på, at kinesiske børn lider
under det konstante pres de er udsat for fra forældre og skole. Der er færre børn i Kina end i USA, der lider af depressioner, og de klager
mindre over ondt i maven og hovedpine. Kort sagt tyder noget på, at kinesiske børn ikke bare er dygtigere i skolen, også er gladere
børn, autoritær opdragelse, konstant pres og begrænset frihed til trods.
Disse forhold kan ikke blot forklares med etbarnspolitik, konstante prøver og få uddannelsespladser. Kineserne var dygtigere, inden
etbarnspolitikken slog igennem. Den første etbarnsårgang startede på universiteterne under stort såhej i efteråret 1997, men kinesiske
studerende havde vundet den internationale matematik-olympiade flere gange inden da. Og hvis det matematiske olympiade-guld ikke
gik til Kina, så gik det oftest til hold fra Singapore, Taiwan eller Hongkong. Det har været muligt at spore en klar tendens til at etniske
kinesere i USA og Canada klarer sig markant bedre end andre etniske mindretal. Da der ikke er noget bevis for, at kinesere er mere
begavede end andre folkeslag, er det atter nødvendigt at vende sig mod den konfuciansk/meritokratiske fællesnævner for at forklare,
hvorfor kinesiske børn og børn med etnisk kinesisk baggrund er så dygtige. Da samme psykologer og sociologer forsøgte at undersøge,
hvorfor med konfuciansk baggrund klarer sig bedre, fandt de nogle klare, kulturelt betingede fællestræk. For det første er det mange
konfucianske børns højeste ønske at få sig en god uddannelse – i modsætning til ikke kinesiske børns ønske om en ny bil eller cykel. 98
ud af 100 konfucianske børn ønskede at komme på universitetet. De fleste udtrykte stor bekymring for de økonomiske og sociale
konsekvenser, hvis de ikke fik en god uddannelse. Det syn på uddannelse er enormt, motiverende. Elever med en anden etnisk baggrund
ser uddannelse som et middel til at forholde sig kritisk over for samfundet og blive gode samfundsborgere. Kinesere ser altså uddannelse
som noget, de gør for sig selv og familien af økonomiske årsager, i modsætning til ikke-konfucianere, som ser uddannelse som noget til
gavn for almenvellet og som en sjælelig forskønnelse. For det andet har etniske kinesere, takket være deres konfuciansk-meritokratiske
tradition, en markant anderledes holdning til arv og miljø. Elever af konfuciansk herkomst ser social arv som vigtigt, men den
altafgørende faktor for dem er arbejdsindsatsen. Ikke-konfucianere ser især medfødte evner som den afgørende faktor for, hvor langt
man kan nå. For en konfucianer er at dumpe simpelthen at være doven! Denne holdning får familien til at lægge et enormt engagement i
børnenes uddannelse. Der terpes med barnet og resultatet er sjælden tilfredsstillende, for tingene kan altid gøres bedre, huskes bedre.
Sidst, men ikke mindst, er der stor forskel i synet på udenadslære og terperi i de to kulturer. I vesten er udenadslære og at noget er
interessant to inkompatible størrelser. Men udenadslære er en brugbar strategi til at mestre detaljer, så det større billede bliver klarere.
Kineserne lærer ikke bare udenad for at lære udenad. De lærer udenad for at forstå materialet. Det står i kontrast til det vestlige
skolesystems tendens til at sætte ’at lære udenad’ i forbindelse med korttidshukommelse og kedsomhed. Selv om den konfucianske
uddannelsesmodel umiddelbart virker som et system, hvor alle kan blive stjerner, er der omvendt eksempler på, at når elever falder
igennem systemet, så rammes de hårdt. Især børn, som når langt i systemet, kan have svært ved at håndtere det personlige nederlag
og den skyld, som den personlige nederlag og den skyld, som den konfucianske tankegang dikterer, at de skal føle over for forældrene.
’Ansigt’ og ’tab af ansigt’ er centrale begreber i etniske kinesere psyke. Ansigt er den prestige, man opnår via den succes man selv eller
en slægtning har. Når et barn ikke klarer sig godt uddannelsesmæssigt, taber hele familien ansigt. En studerende sagde meget
rammende inden den nationale adgangseksamen til universitetet. Nogle vælger selvmord for at undgå at tabe ansigt. 19-årige He Lingli
kunne ikke klare presset og hængte sig i sit hjem. Eksamensrelaterede selvmord kendes også fra Hongkong og Singapore. Selv en anden
plads, efter et liv spækket med akademisk succes, kan få det at slå klik for nogen. Lu Gang, en kinesisk doktor i fysik ved University of
lowa, USA, blev så skuffet, da han kun vandt universitetets sølvmedalje for sin ph.d.-afhandling, at han skød vinderen af førsteprisen, en
anden kineser, og tre amerikanske professorer, for til sidst at rette pistolløbet mod sig selv. Den konfucianske model er måske nok en
model der kan trække mange svagere elever op, men noget tyder på, at går det galt, går det meget galt. Der er noget at lære af Kina.
Selvom Danmark ikke kan blive et konfuciansk land, så er der elementer i den konfucianske tankegang, som er brugbare. Der er næppe
nogen i Danmark, der er i tvivl om, at en god uddannelse er en fordel. Men det får ikke alle til at stræbe efter den. Et ændret syn på
social arv kunne ændre dette. Man kunne begynde at se børnene som renskrevne ark med lige muligheder for indlæring gennem hårdt
arbejde. Fordi Peters far er ufaglært, behøver Peter ikke at blive det. Selv om det i Danmark økonomisk er muligt at uddanne sig, kan det
være svært at mobilisere den sociale støtte. Desuden kunne danske forældre tage ansvar for deres børns uddannelse, i stedet for at
overlade det til skole og lærere. Det er næppe nødvendigt at ty til privatlærere og børnepladser, men man kan forklare sit barn, at man
forventer noget af det og har tillid til, at det kan forstå hvad der forgår i skolen, samt være parat til at hjælpe med lektierne. Sidst, men
ikke mindst kunne niveauet øges, hvis man igen accepterede, at visse ting ikke kan læres uden at terpe. Skolegang er ikke kun for at
have det sjovt, den er for at lære noget. Forkælede kinesiske enebørn skal man lede længe efter.
Kilde: bl.a. Lau, Sing, ed. Growing up the Chinese Way, Hong Kong: Hong Kong U.P. 1996