Sognebladet, december 2012 - februar 2013

JuLErOSEN selma Lagerlöfs ”Julerosen” i stærkt forkortet udgave
I et kloster i Öved oppe i Sverige,
tæt ved Gøngeskoven, lå der en
urtegård, som hver sommer var
så fuld af blomster, at det skin‑
nede både rødt og gult og blåt for
øjnene, når man så ind i den.
En dag midt om sommeren,
kom en røvermor sammen med
sine børn til klostret for at tigge
mad. Et af børnene fik øje på den
dejlige urtegård. Røvermoderen
kunne ikke lade være med at
fortælle klostrets abbed, som hed
Hans, at det var en dejlig have –
men hun kendte en endnu smuk‑
kere have – ”din have er ikke nær
så smuk som den,” sagde hun.
Det hørte gartneren, og han blev
lidt sur.
Men røvermoderen begyndte
at fortælle abbeden om noget, der
skete i røverfamiliens skov hvert
år, når det blev julenat.
”Hver julenat forvandler den
mørke skov sig til en have for at
fejre Jesu fødsel,” fortalte hun. ”Vi
der bor i skoven, har nu set det
ske hvert evige år, og i den have
har jeg set blomster så dejlige, at
jeg ikke har vovet at løfte min
hånd for at plukke dem.”
Abbeden svarede, at han fak‑
tisk havde hørt om en skov, der
klædte sig i flotte farver hver jule‑
nat. Og han bad røvermor om at
sende et af sine børn efter ham til
næste jul og føre ham til skoven.
Og det lovede hun.
Senere på sommeren kom
ærkebiskop Absalon en dag til
klosteret. Abbeden viste ærkebi‑
skoppen sin flotte have. Så kom
han til at tænke på røverfamilien.
Abbeden bad ærkebiskoppen om
et brev, der kunne frigive røver‑
familien, som var dømt til at leve
ude i den mørke skov.
Abbeden fortalte om den
flotte skov julenat. Så sagde ærke‑
biskoppen, at hvis abbeden kunne
komme med bare én blomst fra
den skov, ville han gi´ røverfami‑
lien et frihedsbrev.
Tiden gik, og det blev kold vin‑
ter og jul. Julenat kom et af røver‑
børnene og hentede abbeden og
klostrets gartner tog også med.
Jo tættere de kom på skoven,
desto mørkere og koldere blev
det, men midt i det var der en
fjern svag lyd af klokker og eng‑
lesang.
Pludselig var der et strålende
lys. Det kæmpede sig frem som
en lysende tåge mellem de sorte
træer. Hele naturen vågnede og
foldede sig ud. Bregner, lyng og
forårsblomster dukkede frem i
klare farver. Træerne sprang ud,
vandfald og bække begyndte
at løbe. Fuglene begyndte at
synge og skovens dyr at springe
omkring.
Abbeden fik tårer i øjnene af
glæde. At han gamle mand skulle
få lov at opleve dette. At møde
himlens glæde og høre englene
synge julesange.
Men ved siden af ham stod
gartneren, og hans hoved var
fuldt af mørke tanker. ”Det her
kan ikke komme fra Gud, det må
være den onde selv, som vil for‑
hekse os og ha´ os til at se ting,
som ikke er til,” tænkte han. Han
var så ond og mørk i sine tanker,
at han slog efter en lille skovdue,
der satte sig på hans skulder.
Da stoppede med ét engle‑
sangen – og alt blev helt stille.
Natten kom tilbage til sko‑
ven, kulden kom, naturen
stivnede, dyrene forsvandt,
lyset svandt.
7
Abbeden fik forfærdeligt ondt.
”Dette kan jeg ikke overleve,”
tænkte han. ”Himmelens engle
var så tæt på mig og blev jaget
bort. De ville synge julesange for
mig, men ondskaben jog dem
væk.” Abbeden strakte sin hånd
ned i græsset og ledte efter bare
en lille blomst; men i det han
bøjede sig, døde han.
Den døde abbed blev ført
tilbage til klosteret, og der opda‑
gede man, at han havde nogle
rodknolde i hånden. Gartneren
tog dem og plantede dem ude i
klosterhaven.
Året gik, indtil det igen blev
jul. Så kom gartneren til at tænke
på den døde abbed. Han gik ud i
klosterhaven for at mindes ham.
Og herude i den mørke julenat, så
han de smukkeste blomster med
sølvhvide blade. Nu blomstrede
rodknoldene fra røvernes skov
julenat i klosterets have.
Da ærkebiskoppen kom på
julebesøg og så blomsterne,
huskede han sit løfte. Han skrev
et frihedsbrev til røverfamilien.
Og sådan gik det til, at røverfami‑
lien kom til at bo i byen sammen
med andre mennesker. I fred med
alle.
Der blev aldrig mere en smuk
julenat i røverskoven; men til gen‑
gæld havde menneskene nu hos
sig den blomst, abbeden havde
taget med sig i sidste øjeblik. Man
har kaldt blomsten for julerosen,
og hvert år til jul sender den sine
hvide blomster op af den frosne
jord, så alle kan tænke på, at selv
om mennesker forsøger at lukke
det gode ude, og lukke andre
mennesker ude, så vil det gode og
smukke sejre til sidst.