Læs som pdf - Historie-nu.dk

TEK TEKST TEK TEKST
ST Frederik Strand og Mathias Strand [14. februar 2005]
Konstruktionen af det
nazistiske folkefællesskab
Goebbels taler er oversat af
Cand.mag. Frederik Strand og
Stud. mag. Mathias Strand.
Indledning af Frederik strand.
Historie Historie Netmagasinet
Netmagasinet
www.historie-nu.dk
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der sætter
nutiden i perspektiv, giver
baggrunden og skaber diskussionerne.
Syv Goebbels-taler i oversættelse
Lederen af Det Tredje Riges ministerium for propaganda og folkeoplysning,
Joseph Goebbels, står om nogen som den store manipulator og propagandist,
der formåede at forføre en hel befolkning. Goebbels‘ propaganda byggede på
en lang række af den moderne tids virkemidler, idet massemedier og –møder
var en integreret del af den nazistiske propaganda. Goebbels‘ propagandistiske
succes kan dog ikke blot forklares ved hans talentfulde udnyttelse af den
moderne tids virkemidler til politiske formål, men skal også findes i det
samfundsideal, Goebbels konstruerede igennem sin propaganda, og som blev
et aksiom inden for den nazistiske ideologi. Dette var forestillingen om et
såkaldt Volksgemeinschaft, der for nazisterne blev et mål såvel som et middel,
idet dette fællesskab både blev en vision for, hvor det nazistiske samfund
skulle bevæge sig hen, og en rettesnor for, hvorledes den enkelte folkefælle
(Volksgenosse) skulle handle.
Det nazistiske Volksgemeinschaft postulerede et sammenfald
mellem Føreren og folket, hvilket groft sagt betød, at Føreren ledte, mens
folket lod sig lede, og dermed blev Føreren folket og behøvede ikke noget
yderligere politisk mandat for at legitimere sit styre. Begrebet
Volksgemeinschaft fik dermed en ensrettende og regulerende funktion, idet
førerviljen i princippet udstak alle retningslinjer for det nazistiske
Volksgemeinschaft og alle folkefæller inden for dette fællesskab. Førerens
retningslinjer indholdsbestemte ligeledes Volksgemeinschaft, der både fik
karakter af et racebestemt blodfællesskab, et socialt fællesskab, hvor modsætningerne
mellem håndens og åndens arbejdere var ophævet, og et retsfællesskab,
hvor individets rettigheder måtte vige for, hvad der tjente folket

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 2
2
bedst.
De syv nedenstående Goebbels-taler, der alle er fra perioden
1933-1939, det tidsrum hvor idéen om det nazistiske Volksgemeinschaft
udvikledes, er blevet oversat med henblik på at vise, hvorledes myten om
Volksgemeinschaft opbyggedes. Man finder således både appellen til håndens
og åndens arbejdere om at overkomme evt. modsætninger og finde
hinanden i et stort racebestemt fællesskab (tale 1, 3 og 7), visionen om et
særligt retsfællesskab (tale 3 og 5) og først og sidst troen på Føreren som
folkets repræsentant og leder (tale 1 og 6). Samtidig viser talerne dog også,
at Volksgemeinschaft ikke blot var en propagandistisk illusion, der blev trukket
ned over hovedet på den tyske befolkning, snarere var det nazistiske
Volksgemeinschaft svar på et dybtfølt ønske i store dele af den tyske befolkning
om at eliminere splittelsen i det tyske samfund og organisere et ægte
sammenhold. Goebbels‘ taler faldt således i gødet jord, og dennes propagandasucces
skal derfor heller ikke blot findes i den virtuose brug af den moderne
tids politiske virkemidler, men må i lige så høj grad lokaliseres i den tyske
befolknings søgen efter enhed og sammenhæng. Goebbels‘ propagandatalent
bestod måske derfor også primært i hans evne til at læse denne søgen og
svare på den ved at tilbyde det nazistiske Volksgemeinschaft som den
samfundsform, der skulle føre ud af splittelsen.
Tale ale nr nr. nr .1
1
30.1.1933 – Berlin, Wilhelmstraße / Det nye Rigskancelli – Reportage fra
SA, SS og Stålhjelmsformationernes fakkeltog i anledning af ”Magt-
overtagelsen” 1
Jeg kan kun sige et par ord. Vi har været på benene siden i morges kl. 5 og er
dødtrætte. [I baggrunden høres heil-råb]. Det, jeg vil sige, er: Vi er alle umådeligt
lykkelige! Lykkelige over, at 14 års arbejde nu er blevet kronet med sejr
og succes. Hvis jeg skal bringe dagen i dag [igen vedvarende heil-råb i baggrunden]
ned på den mest simple benævnelse, så må jeg sige: den er
udholdenhedens triumf. Den nationalsocialistiske ledelses udholdenhed har
vundet denne sejr. Og for mig er det nu gribende at se, hvordan denne by, i
hvilken vi begyndte for seks år siden med en håndfuld mennesker, - hvordan
hele folket i denne by nu virkelig rejser sig, hvordan folk nedenfor marcherer
forbi, arbejdere og borgere og bønder og studerende og soldater – ét stort
folkefællesskab, hvor man netop ikke længere spørger, om man er borger

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 3
3
eller proletar, om man er katolik eller protestant, hvor man kun spørger: Hvad
er du, hvad tilhører du, og hvad bekender du dig til i dit land?
Det er for os nationalsocialister opfyldelsen af det største ønske
på denne dag. Vi mener ikke, at kampen dermed er afsluttet, derimod
starter vi allerede i morgen tidlig det nye arbejde og den nye kamp. Dette er
vores faste overbevisning: Den dag vil komme, hvor ikke kun den nationalsocialistiske
bevægelse i Tyskland, men et helt folk igen vil rejse sig, igen vil
blive sig sine oprindelige værdier bevidst, og et helt folk vil så også tiltræde
marchen frem mod en ny fremtid. Vi er begyndt at kæmpe for arbejde og
brød, for frihed og ære, og denne kamp vil vi tilendebringe. Og vi tror, at den
vil være til velsignelse og lykke for den tyske nation.
Det, vi oplever dernede, disse tusinder og tusinder og titusinder
og titusinder af mennesker, som i en sanseløs rus af jubel og begejstring
hilser den nye statsledelse, - det er i sandhed opfyldelsen af vort inderste
ønske, det er kronen på værket af vores arbejde. Man kan med fuld ret sige:
Tyskland er ved at vågne!
Tale ale nr nr. nr .2
2
10.2.1933 – Berlin, Sportpalast – Radioreportage2 fra en ”regeringsmanifestation”
Mine folkefæller – mænd og kvinder!
Som repræsentant for det arrangerende parti føler jeg først trang til at overbringe
Dem vore varme, broderlige hilsener. Vi hilser vore brødre og søstre i
Riget og på den anden side af grænserne, i øst og vest og nord og syd. Vi
befinder os her i Sportpalast og er øjen- og ørenvidner til denne vidunderlige,
enestående massebegivenhed, som vel aldrig tidligere er set i dette omfang i
Tyskland. Jeg tror ikke, vi overdriver, når vi siger, at mindst 20 millioner mennesker
i Tyskland [marchmusik sætter ind] er vidner til denne enestående
begivenhed. Vi sidder oppe på balkonen i en loge oven over Sportpalast. Nedenfor
viser der sig for vore øjne det imponerende billede af en medrivende,
enestående, stor massemanifestation, en folkemanifestation i ordets sande
betydning: Mænd og kvinder, arbejdere, borgere, studerende, rundt omkring
flankeret af SA- og SS-mænd. Over hele massen hviler en hed, feberagtig
spænding og en vibrerende forventning, - den samme hede, feberagtige spænding
og forventning, som i aften har lagt sig over hele kæmpebyen Berlin.
Dette måtte vi konstatere allerede ved indkørslen til Sportpalast. På alle plad-

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 4
4
ser var der et bølgende vrimmel af mennesker. Gau Berlin har opstillet store
kæmpehøjtalere på ti offentlige pladser, og foran disse højtalere klumper
menneskemurene sig sammen for at blive tilhørere til den store tale, som
vores Fører, Rigskansleren Adolf Hitler vil holde fra tribunen i Sportspalast
om få minutter. De kan allerede med den tiltagene støj høre, hvordan den
feberagtige spænding begynder at tage til. Mændene og kvinderne har rejst
sig fra deres pladser. Hele Sportpalast ligner en myldrende myretue. Overalt
hører De allerede råb af begejstring og bifald, jubel- og heil-råberi. Det er som
om dette Sportpalast aldrig tidligere før denne massemanifestation har vist
sit sande ansigt. Og dog er dette billede for os så gammelt og så kært og så
fortroligt. Vi, som mange hundrede gange har talt fra tribunerne i Sportpalast,
i sin tid som repræsentanterne for en forhånet og bekriget opposition, i dag
som indehaverne af magten og som indehaverne af ansvaret.
Jeg beder Dem nu give Deres fantasi vinger. Forestil Dem: Denne
kæmpebygning, nederst en kæmpemæssig stueetage, flankeret på begge
sider af side-stueetagerne, første etage, anden etage – alt sammen én masse
menneske! De enkelte mennesker kan slet ikke skelnes mere, man ser [enkelte
råb og talekor begynder] kun mennesker, mennesker, mennesker, - masse
menneske. De kan høre, hvordan råbene ”Tyskland, vågn op!” høres heroppe
nede fra massen, hvordan der bliver udbragt heil-råb for bevægelsens Fører
[kommandoer lyder], for Rigskansleren Adolf Hitler. SA-føreren,
Standartenführer Vob, giver netop nu signalet til fanerne og standarternes
indmarch. Nederst, for enden af Sportpalast, bevæger de fire Berlin-standarter
sig, fulgt af hundreder af Berlin-partifaner. [Den tyske nationalhymne bliver
intoneret og sunget]. Lidt efter lidt kommer disse faner op fra Sportpalasts
kælderhvælving. Ved tonerne af den tyske nationalhymne bliver fanerne båret
igennem den store plads. Hele massen synger begejstret med på den
tyske nationalhymne. - - Fanerne rykker nærmere og nærmere, netop nu har
de forreste nået salens pulpitur. I baggrunden af kæmperummet er en fjerdedel
reserveret til fanernes opmarch. Netop nu bevæger de fire standarter sig
hen foran talerstolen. Fanerne begiver sig hen til den bageste del, til den
sidste fjerdedel af salen. Den ene fane efter den anden kommer stadigvæk
frem fra kælderhvælvingen. Alle Sportpalasts sidegange er overfyldt af de
skinnende røde hagekorsflag. Publikum i hele Sportpalast har rejst sig, med
løftede hænder synger de med på nationalhymnen. [Slutningen af
nationalhymnens 1. strofe.] Nedenfor på forreste række sidder repræsentanterne
for rigsregeringen og for den prøjsiske statsregering; på anden, tredje
og fjerde række har repræsentanterne for gesandtskaberne og ambassaderne

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 5
5
taget plads. Dér [anden strofe af nationalhymnen intoneres] ser man amerikanere,
englændere, italienere, - kort og godt: hele det politiske Berlin. Hele
det politiske Berlin og hele det politiske udland, som er stationeret i Berlin,
har her sat hinanden stævne.
Fanerne marcherer stadig. Lige nu rykker Hitler-Jugends faner
forbi os dernede, netop fanen fra det Sturmbann, i hvilket drengen, den 16årige
Norkus, blev skudt for nogle måneder siden. - - Netop nu har de sidste
faner taget plads øverst i den sidste fjerdedel af salen. Sportpalast viser nu et
vidunderligt, imponerende billede af massedemonstrationen. Menneskene
står og venter og synger med løftede hænder, man kan kun se mennesker,
mennesker, mennesker. Rundt om er pulpiturerne flankeret af store paroler
for nationen, imod Internationale3 . Hele huset er udsmykket med hagekorsflag.
Stemningen begynder at tage til, og forventningen er spændt til bristepunktet.
Nedenfor foran talerstolen står en hær af fotografer, en hær af filmoperatører.
Hele aftenens tale skal optages på lydfilm, for at komme propagandistisk
til anvendelse i løbet af de næste uger. Nedenfor ved ledelsens
bord [sangen slutter, kommandoer høres] har lederne af Berlin-organisationen
forsamlet sig, bagved dem sidder Rigets Gau-ledere forsamlet. Utallige
SA- og SS-førere har taget plads bag ledelsens borde. Alt er nu fuld af spændingsfyldt
forventning, rigskansleren kan indtræffe hvert øjeblik.
…4 nu for et år siden blev nedslagtet her i Berlin-Moabit, De vil
huske alt -, alt dette endnu fra aviserne. [Tiltagende heil-råb og begejstringsskrig.]
De kan nu høre: Føreren er indtruffet! Hele publikum står op og råber
ham i møde. De første heil-råb giver genlyd. Nedenfor ser man ledsagerne gå
forud. Først en SA-fører, der baner vejen gennem de snævre passager af SAmænd,
så en række af højerestående SS-førere. Helt alene, alvorlig og afmålt,
venligt hilsende, skrider Føreren, rigskansleren Adolf Hitler gennem
masserne, det unge Tysklands Fører! For en måned siden talte han her i
Sportpalast som Føreren for en forhånet og en bespottet opposition, som
man lo ad. Man kan roligt sige: Hvilken vending gennem Guds tilskikkelse! Nu
betræder han, efter en frist på knap 3 uger, talerstolen her i Sportpalast som
kansler af det Tyske Rige for, for første gang, at afgive en tilkendegivelse fra
rigsregeringen. Ganske vist ikke foran et parlament, men foran det tyske folk,
- foran det tyske folk, som har holdt ud, tålt og blødt: det tyske folk, som nu
rejser sig, og som tiljubler og tilråber Føreren, det nye riges rigskansler.
Mødet vil straks tage sin begyndelse. Jeg benytter endnu engang
lejligheden til at hilse alle vores brødre i Riget. Vi hilser dem i nord og
syd og øst og vest, vore brødre på den anden side af grænserne og frem for

alt vore brødre i Tysk-Østrig.
Den tyske rigskansler taler til nationen!
www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 6
6
Tale ale nr nr. nr nr.3
.3
3
10.5.33 – Berlin, Opernplatz - Bogafbrænding ved Deutsche Studentenschafts
demonstration, ”imod den utyske ånd” 5
Mine studiekammerater!
Tyske mænd og kvinder!
Den outrerede jødiske intellektualismes tidsalder er nu forbi, og den tyske
revolutions gennembrud har igen gjort plads for den tyske vej. Da den nationalsocialistiske
bevægelse erobrede magten d. 30. januar i år, kunne vi endnu
ikke vide, at der kunne blive ryddet op så hurtigt og så radikalt i Tyskland. Den
revolution, der da brød ud, var – det kan vi i dag åbent indrømme- af os i lang
tid forud og planmæssigt forberedt. Og hvis man i dag undrer sig over, at vi så
at sige ryster lovene ud af ærmet: det er ikke noget under, for vi behøver jo
kun at overføre vor egen bevægelses lovgivning til staten.
Denne revolution kom ikke fra oven, den er brudt frem nedenfra.
Den er ikke dikteret, men folket selv har villet den. Den er derfor i ordets
bedste forstand fuldbyrdelsen af folkets vilje, og de mænd, der har organiseret,
mobiliseret og gennemført denne revolution stammer fra alle lag, stillinger
og professioner inden for det tyske folk. Her står arbejderen ved siden af
borgeren, den studerende ved siden af soldaten og ungarbejderen, her står
den intellektuelle ved siden af proletaren: ét helt folk har rejst sig!
Men dette adskiller denne revolution fra revolten i november
19186 . Dengang brød materialismen igennem, marxismen gjorde krav på
valpladsen. Undermenneskenes kræfter erobrede det politiske terræn, og
derpå fulgte 14 års utænkelig og ubeskrivelig materiel og åndelig forsmædelse
i Tyskland. Denne forsmædelse fik vi alle at føle på egen krop. Enhver
arbejder, der mistede sin plads ved maskinen, har følt den. Enhver ungarbejder,
der blev nægtet adgang til et arbejde, har følt den. Enhver borger, fra
hvem man tog den sidste skilling ud af lommen, har følt den. Enhver soldat
har følt den, når han tænderskærende måtte se til, at man ustraffet fik lov til
at træde det tyske folks forsvarsberedskab og ære under fode.
Også I studerende, der som fortrop for en virkelig revolutionær
tysk ånd er blevet drevet bort fra de højere læreanstalter, har følt den, når
man, hvis I istemte den tyske nationalsang eller protesterede imod Versailles,
trakterede jer med gummiknipler, I, som i 14 år i tavs forsmædelse har måttet

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 7
7
finde jer i denne novemberrepubliks ydmygelser. Bibliotekerne blev fyldt op
med disse jødiske asfaltlitteraters snavs og smuds. I stedet for, at en tysk
opdragelse opdrog tyskerne i Tyskland, og i stedet for, at virkelige folkeførere
talte tidens ånds sag fra universiteternes talerstole, forskansede den høje
videnskab sig bag paragrafferne og stablerne af akter og retsoptegnelser. Og
mens videnskaben efterhånden isolerede sig og lod sig afskære fra livet, har
det unge Tyskland for længst allerede genoprettet en ny og færdig rets- og
normaltilstand.
Denne rets- og normaltilstand, hvis støtter vi var i oppositionsbevægelsen,
er nu, ved magtovertagelsen gennem os, også blevet vor stats
rets- og normaltilstand. Den bevægelse, der dengang løb storm mod staten,
er nu marcheret ind i staten – ja, endnu mere: den er selv blevet staten! Og de
mænd, der dengang førte denne bevægelse imod staten, de er nu indehavere
af statsmagten. Og dermed har den tyske stat fået en helt ny virkemulighed.
Dermed er det revolutionære tempo, den revolutionære elan og
den revolutionære gennemslagskraft, der i de sidste 14 år har besjælet den
tyske ungdom, nu blevet til hele statens tempo og elan og gennemslagskraft.
Man skal ikke tage fejl: revolutioner, hvis de er ægte, standser
ingen steder! Der findes ingen revolutioner, som kun reformerede eller
omstyrtede økonomien, eller politikken eller kulturlivet. Revolutioner er nye
verdensanskuelsers gennembrud. Og såfremt en verdensanskuelse virkelig
kan gøre krav på denne titel, kan den ikke lade sig nøje med omstyrtende at
vælte ét område i det offentlige liv, da må denne verdensanskuelses gennembrud
omfatte hele det offentlige liv, intet område må forblive uberørt deraf.
Således som den revolutioner menneskene, således vil den også revolutionere
tingene! Og til sidst vil masse, folk, stat og nation så være blevet ét og
det samme.
Det er vi åndelige mennesker klar over: magtpolitiske revolutioner
må forberedes åndeligt. I deres begyndelse står ideen, og først når ideen
forener sig med magten, vil omvæltningens historiske under stige op derfra. I
unge studerende har været bærere, forkæmpere og forfægtere af denne stats
unge, revolutionære ide. Og således somIifortiden havde ret til at løbe storm
med den falske stat, ustaten7 , og slå den ned, således som I havde ret til at
nægte de falske autoriteter i denne ustat jeres respekt og jeres agtelse, -
således har I nu pligt til at gå ind i staten, at bære staten og at give denne
stats autoriteter ny glans, ny værdighed og ny gyldighed. En revolutionær skal
kunne alt: han skal være lige så stor en nedriver af noget værdiløst som en
opbygger af værdierne. Når I studerende benytter jer af retten til at kaste det

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 8
8
åndelige smuds i flammerne, så må I også påtage jer pligten til at bane vejen
for en virkelig tysk ånd i stedet for dette snavs. Ånden kan læres i livet og i
auditorierne, og det fremtidige tyske menneske bliver ikke kun et bogmenneske,
men også en karaktermenneske.
Og det vil vi opdrage jer til. Allerede som ung at have mod til at
se ind i livets nådesløse øjne, at glemme frygten for døden og få ærefrygten
for døden igen, - det er denne unge slægts opgave. Og derfor gør I i denne
midnatstime bedst i at betro det nedbrydende fra fortiden til flammerne. Det
er en stærk, stor og symbolsk handling, - en handling, der skal dokumentere
over for hele verden: her synker Novemberrepublikkens åndelige grundlag i
jorden, men op fra denne aske vil en ny ånds Fugl Fønix sejrrigt rejse sig, – en
ånd, som vi bærer, som vi fremmer, og som vi giver den afgørende vægt og
sætter de afgørende præg på.
Således beder jeg jer, mine studiekammerater, at stå bag riget
og bag de nye autoriteter; således beder jeg jer vie jer til disse arbejdets,
pligtens og ansvarlighedens faner; således anmoder jeg jer om ikke kun at
forstå disse flammer som symbol på den gamle epokes undergang, men også
som den nye epokes opgang. I har allerede tidligt måttet se livet i øjnene. Og
kun få af jer er sådan velsignet med lykkens goder, at de uforstyrret og i idel
fred kan glæde sig over dette liv. I skal ikke klage over det, for selvom denne
unge slægt er blevet fattig på materielle værdier – så har den imidlertid vundet
på sjæl! Og jeg tror: aldrig har en studenterungdom været så berettiget
som denne til at være stolt af livet, stolt af opgaven og stolt af pligten. Og
aldrig har unge mænd som nu med rette kunnet udbryde som Ulrich von
Hutten: O århundrede! O videnskaber! Det er en lyst at leve! 8
I står nu foran disse opgaver. I de sidste ugers og måneders
mægtige demonstrationer har I hen over alle forskelle rakt hånden ud til arbejderne,
håndens kammerater, i fabrikkerne og ved stemplingsstederne. De
barrierer, der tidligere skilte os ad, er revet ned: folket har igen fundet folket!
Og hvis de gamle ikke forstår det, - vi unge har allerede gennemført det!
Når I nu sammen med arbejderne bærer den samme brune
æresklædedragt, og når I, uden at man ville kunne kende forskel, marcherer
i samme rad -, i den samme række og i samme geled, så lader I det komme
synligt til udtryk over for hele verden, at nationen Tyskland igen har forenet
sig, i det indvortes og i det udvortes. Det gamle ligger i flammerne, det nye vil
stige op ud af flammerne i vore egne hjerter! Hvor end vi står sammen og hvor
end vi går sammen, føler vi os forpligtet over for riget og dets fremtid.
Og som så ofte i de tider, da vi endnu kæmpede i oppositionen,

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 9
9
således også nu, vor vi holder magten og ansvaret i hænderne, slutter vi os
sammen i ét løfte, - i dét løfte, som vi så ofte tidligere, da vi kæmpede om
magten, i dybeste kval sendte op mod aftenhimmelen, - i samme løfte, som
igen i dag, under denne himmel og omstrålet af denne flamme, skal være en
ed: Riget og nationen og vores fører, Adolf Hitler – Heil! [ tilhørerne: ”Heil!”],
Heil! [tilhørerne: ”Heil!”], Heil! [tilhørerne: ”Heil!”]
Tale ale nr nr. nr nr.4
.4
4
9.10. 33. – Berlin-Friedrichshain, Horst-Wessel sygehusets gård. – Indvielse
af Horst Wessels dødsværelse9 .
Et folk ærer kun sig selv, når det ærer sine døde. Over enhver bevægelse
stiger én mand op som symbol, og bevægelsen gør klogt i at opretholde dette
symbol rent og ubeskadiget. I dag er det risikofrit og bekvemt at træde hen
bag den døde og misbruge ham til letkøbt effektjageri. Men så træder vi til, og
vi tolererer det ikke! For denne unge studerende er ikke gået i døden for at
jage effekter, ikke leende, men bevidst om dødens bitterhed, og dog tagende
den på sig, fordi det var nødvendigt for Tyskland og for det tyske folk.
Vi, de levende, der fik lov at kalde denne døde vores kammerat,
vi har ikke bare ret til, men også pligt til at bevare denne dødes minde
rent og ubeskadiget. Vi er hans beskyttere, når en bestikkelig dagspresse
vover at snige sig ind på ham. Vi må sørge for, at han forbliver det, han var. Vi
må træde hen foran ham, når en letkøbt mening, der tidligere ikke havde
noget at gøre med os, i dag mener at kunne forfalske hans billede og hans
minde. Denne døde er død for nationen! Og hans sang har han digtet til det
tyske folk10 . Og hans lidelse og hans hensygnen har været en offergang for
66 millioner menneskers fremtid. Hvis vi ikke bevarede dette ubeskadiget,
hvem skulle så gøre det efter os? Hvis vi ikke ville overrække hans billede
uforfalsket til fremtiden, af hvem kunne vi så forlange det?
Og derfor kan jeg kun bede hans kammerater om at marchere
fremad i hans ånd, ikke lade sig vildlede af en bestikkelig dagspresse, ikke
lade sig lede på afveje af letkøbt popularitetsjageri. Vi er ikke kommet for at
tjene den offentlige mening, - vi er kommet for at lade sandheden komme til
orde! Og jeg tror, jeg må have lov til at driste mig til en dom over det, - ikke én
gang, men utallige gange har jeg siddet i dette ensomme værelse og oplevet
vores unge kammerats dødskampe. Jeg har hørt hans bekymringer for bevægelsen
og for vort folks fremtid af hans egen mund. Jeg har forsøgt at gøre
døden lettere for ham med henvisning til det, der skulle gøres for vort værks

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 10
10
storhed.
Jeg mener, at den nationalsocialistiske bevægelse har vist sig
hans offer værdig. Den er gået sin egen vej, uden at afvige til venstre eller til
højre. Den har holdt de faner, for hvilke han døde, hellige. Ud af den frygtelige
sorg, der fyldte hans pårørende og hele bevægelsen, da han gik bort, er vort
folks frihed steget op, og den sang, der tidligere kun blev sunget af små grupper
og sekter i værtshusenes baglokaler, den sang er i dag blevet til et længselsskrig
for en hel, opvakt nation. Det gør os alle godt, hvis vi ofte og inderligt
mindes den tid. Det gør os alle godt, hvis vi i stille øjeblikke prøver at forestille
os, hvordan Tyskland engang har set ud, og hvordan det engang i fremtiden
skal se ud.
Og derfor mener jeg, at vi vil opfylde denne dødes minde bedst,
hvis vi fortsætter i hans fodspor. Også denne bevægelse har opslidt mennesker,
- det blev den nødt til, for at nå frem til den endelige mål. Disse mennesker
er allerede gået over i udødeligheden. I fremtiden må man aldrig tale om
det tyske folks genoprejsning uden at nævne Horst Wessels navn. Og således
beder jeg jer så, mine kammerater: Hold disse faner højt og helligt, forbliv
det, I er, lad jer ikke ryste i jeres faste sind af letkøbte lovsange fra dem, som
aldrig har stået sammen med os, da det var farligt, og som også ville gå igen,
hvis det engang igen skulle blive farligt! Men hold jer til dem, der stod sammen
med jer gennem faren, og tjen trofast de ideer, der hjalp med at overvinde
faren, og som også alene vil give jer kraft til at overstå kommende farer.
Den sang, som vores kammerat efterlod os, er nu blevet vores
sang. I hans ånd har 66 millioner rejst sig på ny i herlig genfødsel, Tyskland
står der igen, stort, stolt og ærligt. Og de faner, som man dengang tog ned fra
hans kiste, er nu gået i vejret på Rigets tinder. Store, opfyldte opgaver ligger
bag os, større uopfyldte ligger foran os. Vi vil ikke klare dem med klogskab og
intelligens alene, - vi vil kun klare dem, hvis klogskaben og intelligensen tilføjes
mod og karakterstyrke. Men at sørge for dette er enhver mands sag: manden
på gaden, manden, der marcherer i rad og række, den jævne mand blandt
folket, der står ved skruestikket og maskinen. Vi er kommet for at lære alle
det; at indpode alle dette var vores opgave. Og denne opgave vil virkelig blive
gennemført til yderste konsekvens.
I, mine kammerater, bærer den dødes minde på jeres hænder.
Når I betræder dette værelse, som vi har viet til hans minde, så fordyb jer i
smerte og vemod, men også i stolthed over, at den døde var én af os. Og tænk
på de kammerater, som dengang, da Horst Wessel lå i de sidste dødskramper,
ville se ham endnu engang, - som dengang gik forbi hans dør på bare fødder

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 11
11
for ikke at forstyrre den døde mere.
Dengang var vi et sammensvoret fællesskab! Dette sammensvorne
fællesskab vil vi forblive, så kan ingen nød og ingen fare gøre os noget.
Elsk de venner og kammerater, der dengang fandt hen til os, og pas på,
at det, som vi er og vil, aldrig kan blive forfalsket. Hvis vi forbliver, som vi er,
og som vi var, så vil vi kunne virkeliggøre den dødes ord. Og i denne ånd, mine
kammerater og partifæller, beder jeg jer opfylde den dødes valgsprog, marchere
videre i hans ånd og løfte fanerne op til en march i det lysende liv!
Tale ale nr nr. nr nr .5
5
4. 12. 35. - Saarbrücken, ”Wartburg” (Nauwieser Strabe) - Åbning af
Saarbrückens rigssender
Mine folkefæller, mænd og kvinder!
Det er en festlig lejlighed, som forener os alle i denne time, hvor Saarbrückens
rigssender for første gang indtræder i kredsen af de andre, store tyske sendere.
Og den bevidner dermed vestmarkens indre åndelige og politiske
forbundenhed med den forenede, store tyske nation. Jeg siger med vilje: rigssenderen,
for den føderalistiske splittelses tid er nu overvundet i hele den
tyske radiofoni. Vi har ingen bajersk og ingen preussisk og ingen württembergsk
og badisk sender mere -, vi har kun den tyske ånds sender tilbage.
Det har varet længe, inden vi kunne overvinde denne indre
splittelse. Vi var et folk, der ikke formåede at finde dets politiske samling, og
vi har derfor måske egentlig forspildt to, tre århundreder af vores historie.
Mens de andre folkeslag har været i gang med at fordele verden, har vi slidt
os op i indre splid og folkeligt kiv. Det var Adolf Hitlers historiske bedrift, at
overvinde denne indre splittelse og igen give riget dén sjælelige styrke tilbage,
som er forudsætningen for kanonernes og våbnets styrke! For et folk,
der ikke besinder sig på sine indre værdier, kan ikke virksomt bære ydre
værdier frem til skue. Derfor var det for os heller ikke kun en national pligt,
men en national hjertesag, at påtage os og sejrrigt gennemføre kampen på
dette område.
Og jeg tror, at, på samme måde som vi har tænkt i riget, sådan
har de tyske mennesker her tænkt. Det drejede sig her ikke om løn og om -,
materielle fordele, - det drejede sig om, hvorvidt riget kunne opretholdes i sin
ubeskadigede beståen. Det er derfor mere end en formel tak, når jeg her gør
mig til fortolker af den tyske rigsregering, den nationalsocialistiske bevægelse

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side side 12
12
og hele det tyske folk, og henover æterbølgerne her bringer hele Saarfolket
en officiel tak fra alle disse organisationer og enhver tysk folkefælle. Saarfolket
har bekendt sig til riget11 , det har ikke lyttet til de lokkende fristelser og funklende
besnærelser, der nærmede sig det fra andre sider: dette folk har fulgt
samvittighedens bud og blodets kald og har atter stillet sig blandt kredsen af
sine brødre!
Når jeg nu i dette festlige øjeblik kan tilslutte Saarlands nye
rigssender kredsen af de andre sendere, så bliver vi dermed bevæget af en
stolt glæde og en dyb tilfredsstillelse: det er jo indfrielsen af et af de løfter, vi
har givet Saarfolket og Saarland. For da vi dengang kæmpede for dette folk
og om dette land, da vidste vi, at det var nationalsocialismens gode rygte som
sådan, der stod på spil. Hele verden syntes at have rottet sig sammen mod
os, hele verden gjorde spørgsmålet om Saarlandet til et stridsspørgsmål, og
det var ikke muligt for os at tale med hver enkelt, vi kunne ikke komme over
grænsen, vi kunne kun stole på brødrene i Saarlands, Saarfolkets, hjerte, på
deres indre samvittighed og på deres blods kald.
Sejren i Saarland var den første store udenrigspolitiske succes,
som den national-socialistiske regering og Føreren havde at registrere. Vi kan
også takke den for genoprettelsen af det tyske riges udenrigspolitiske omdømme,
og dengang, da vi ikke kunne og måtte komme, da har æterbølgerne
været broen, på hvilken vi kunne komme til Saarland. Vi har ikke ladet Saarland
i stikken, og Saarland har ikke ladet os i stikken. Vi har sendt rigets stemme
henover grænsen, vi har henover æterbølgerne talt med Saarlands brødre og
søstre og har dermed kunnet tilintetgøre de infame forsøg på dette områdes
løsrivelse fra riget.
Den store generobringsfase af dette område er for længst afsluttet,
vi står allerede midt i opbygningen, står allerede midt i nyordningen af
Saarområdet og genindlemmelsen af dette store land- og folkekompleks i det
forenede tyske rige. Det har ikke været gjort let for os, for selvfølgelig er der
altid ved så store kriser overgangsvanskeligheder. Vi har altid været os disse
overgangs-vanskeligheder bevidst. Jeg er ikke kommet herhen for at skabe
illusioner, og jeg anser det for under en nationalsocialists værdighed at give
løfter, som han på forhånd ved, ikke vil kunne indfries. For jeg har ikke til
hensigt i dag, at fortælle den søde usandhed for derefter engang for alle at
forsvinde, tværtimod har jeg til hensigt at komme igen og igen og igen ... 12 !
[kraftigt bifald.]
Selvfølgelig er der disse overgangsvanskeligheder! Men vanskeligheder
er til, for at man overvinder dem, og ikke for at man giver op over

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 13 13
13
for dem! Vi har overstået andre vanskeligheder, og det går ikke an, kun at se
vanskelighederne og at overse succeserne. Der findes mennesker, der allerhelst
ønsker at puste lyset ud, fordi det kaster en skygge [munterhed, bifald].
De er ikke i stand til at tænke politisk, for slet ikke at tale om historisk. De
bedømmer verdenssituationen ud fra en smørindkøbers synsvinkel13 [latter,
bifald]. Og derudover drejer det sig for dem ikke engang om smør, tværtimod
drejer det sig for dem kun om at give det nationalsocialistiske rige vanskeligheder.
[Råb: ”Helt rigtigt!”, ”bravo!”, bifald.] De mest rasende vegetarer bliver
i opposition til os til radikale svinekødædere! [latter, stærkt bifald.] De kritiserer
heller ikke for at forbedre, tværtimod kritiserer de kun for kritikkens egen
skyld. Det er mennesker, der ikke engang kan lide sig selv - hvordan skal de
så kunne lide os! [latter, bifald.] De siger: Kritik er nødvendigt, - nej: Arbejde
er nødvendigt! [Bravoråb, bifald.]
Vi tager gerne [taleren banker gentagne gange i talerpulten]
imod råd fra mennesker, der forstår noget bedre end os. Men er det rigtigt, at
den klogere skal lade sig kritisere af den dummere? Og at de andre er dummere
end os, det er bevist ved at de har ladet sig sætte uden for magten af os
[latter, bifald]. For var de snedigere end os, havde de formentligt haft forstand
nok til at forhindre os i det [munterhed]. For de havde jo magten! De
havde statsapparatet og bureaukratiet og politiet og embedsmændene og
den offentlige mening og flertallet og pengene, - vi havde slet intet, kun –
små hoveder, små hoveder [latter, stærkt bifald].
Selvfølgelig er en regering nødt til at diskutere med oppositionen.
Det gjorde vi jo, da vi stod i opposition [munterhed]. Men det kan dog
ikke altid fortsætte sådan, på et tidspunkt må det jo have en ende – frem for
alt, når det hårfint viser sig, at regeringen er oppositionen klart overlegen
[munterhed]. Når vores modstandere siger: Jamen, vi har da tidligere tildelt
jer meningsfriheden —, ja, I har tildelt os den, det er jo intet bevis på, at vi
også skal gøre det mod jer! [latter.] Jeres dumhed behøver vel ikke at virke
smittende på os! [latter.] At I har givet os den, - det er jo et bevis på, hvor
dumme I er! [latter.]
Nej, når vi bemærker vanskeligheder i offentligheden, så anstrenger
vi os om disse vanskeligheder. Vi har i de to et halvt år, hvor vi har
regeret, ikke haft andet end bekymringer. Men vi har også løst nogle problemer
[bravoråb]. Og vi har endog løst dem, selvom den måde, hvorpå vi gav os
i kast med problemerne, i begyndelsen var upopulær. Vi har ikke rettet os
efter den offentlige mening, tværtimod har vi gjort det, vi anså for nødvendigt,
og vi havde heller ingen mulighed for at gemme os bag en eller anden

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 14
14
majoritet. Hvis det går galt må vi borge for vores politik med vores hoveder! Vi
kan ikke sige bagefter: Rigsdagen har besluttet det [latter]. Eller: Partierne
ville have det sådan. Men det, vi gør, må vi selv tage ansvaret for! Vi er ikke
bange for dette ansvar [bravoråb, bifald].
Og at vi er unge, er ikke tegn på, at vi tager særlig let på dette
ansvar, tværtimod tyder det højest på, at vi i særlig grad tager det alvorligt.
For hvis vi havde været gamle, så kunne vi jo indtage det standpunkt: Efter os
kommer syndfloden! [munterhed.] Men vi har ikke kun til hensigt at sidde i
regeringen, vi har yderligere til hensigt at blive siddende i regeringen! [latter,
bifald.] Magten vil vi ganske vidst ikke forsvare med magt, men derimod med
ideen: Vi sidder ikke på bajonetspidser, men hviler i det tyske folks kærlighed
og hengivenhed [bravoråb, bifald.]
Når vi opbygger en hær, presser kanonløb og drejer granater, -
da er det ikke for at sætte denne magt ind mod vort eget folk, men for med
denne magt at beskytte de tyske grænser [bravoråb, bifald]. Når jeg fra den
anden side af grænsen bliver mødt med: I betoner jo altid sådan jeres kærlighed
til freden, hvorfor har I brug for en hær? – Vi har ikke brug for en hær for
at føre krig, men for at bevare freden [tilslutning]. Når der bliver sagt til mig
fra den anden side af grænsen: Det sørger Folkeforbundet for [munterhed] -,
så kan jeg dertil kun give som svar: Måske, men dobbelt sømmet holder bedre!
[kraftig latter, bifald.] Det er bedst at være på den sikre side, og det, man har,
det har man! [latter.] Det kan være, at vi ikke engang har brug for den. Men
måske bliver vi engang glade for, at vi har den [munterhed]. I hvert fald - -
[munterhed], dækker vi os ind [kraftig latter, bravoråb, bifald]. Måske kommer
en eller anden engang på den idé, at bringe os civilisationen med bomber
og flyvemaskineeskadriller [munterhed]. Jeg ved det ikke – måske. Og
måske anser vi overhovedet ikke det, man vil bringe os, for civilisation, - måske
vil vi slet ikke have det. Men vi vil ikke beslutte gennem andre, hvad vi vil
have [latter], tværtimod vil vi desangående forbeholde os selv den endelige
afgørelse. Og selv om småborgeren i dag skælder og smælder over, at han får
en tiendedel smør mindre [munterhed], og hvis han af og til en dag ikke har
svinekød, - ét må han dog indrømme: Hvis han i aften hører motorstøj over sit
hus, så ved han helt bestemt, uden at kigge derhen: Det er tyske flyvemaskiner!
[jubel, bifald.] Det har ikke altid været sådan [latter]; der var tider, hvor
det var et sjældent undtagelsestilfælde [munterhed]. Disse tider er gud ske
lov forbi.
Nu imødekommer man igen Tyskland mere venligt [munterhed].
For hver nation ligger, som den har redt! [latter, bravoråb, bifald.] Når et folk

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 15 15
15
ikke sætter pris på sig selv -, hvordan skulle andre så kunne sætte pris på det!
[munterhed.] men at opbygge en hær, det koster penge. Vi har heller ikke
opbygget denne hær for sjov. Men det er ikke en hær, der skal forsvare pengeskabe,
- det er en hær for det tyske folk. Vi har kalkuleret på følgende
måde: Vi begynder nu at sætte gang i den tyske beskæftigelse, fem millioner
kommer igen i arbejde, en stor produktionskampagne er i gang, vi fabrikerer
på syntetisk vis egne råstoffer14 , og dermed gør vi os mere og mere uafhængige
af udlandet, - der findes måske en eller anden i udlandet, der ikke gnider
sig i hænderne nu og glad konstaterer: Gud ske lov, at tyskerne klarer sig
selv! – derimod kunne det måske være muligt, at én og anden ærgrede sig
over det, og var misundelig på os [munterhed]. Og at han på grund af et vist
mindreværdskompleks sagde: Vi kan ikke indhente tyskerne med hovedet,
måske kan vi med kanonerne. Og mod det [bravoråb], mod det vil vi beskytte
os.
Denne hær er til for, at bonden igen i ro og mag kan trække sin
plov gennem jorden og arbejderen igen i ro og mag kan sætte sin maskine i
gang. Alle kan nu igen være af den overbevisning: Den store opbygning, der
har været planlagt i år og årtier i Tyskland, den fuldføres nu i skyggen af et
nyslebent tysk sværd; nationens sikkerhed hviler igen i dens egen kraft, og
folket har igen tilbageerobret sin egen stolthed, og det hærder sig i sine egne
idealer, og det er også klar til, igen med egen kraft at garantere sine grænsers
sikkerhed og sit arbejdes og sit nationale livs sikkerhed. Det har ikke været
let. Det er altid let, at råbe bravo, når en hær er færdig, - men det er altid
meget svært at opbygge en hær. Det er altid let at give sit samtykke til, at en
nation er trådt ud af Folkeforbundet, når nu fordelene er så mærkbare, - men
det er altid svært at træffe beslutningen dertil.
Frem for alt er det meget svært, når man alene må påtage sig
ansvaret for det og slet ikke ved, hvad følgerne bliver, men derimod kun kan
stole på sin egen dristighed og sit eget held. Vores modstandere siger: Ja, i
har netop været heldige! [munterhed.] Ja netop, netop: Held skal der til! [munterhed.]
Hvis en regering intet held har, men derimod hele tiden er uheldig, -
ja, hvad har folket da ud af det? [munterhed.] At vi har knoklet os igennem og
foldet os ud [latter], og at den kære Gud har hjulpet lidt til med det -, det taler
da ikke imod os, det taler da for os! [munterhed.] Vi har ganske vist ikke hele
tiden gået rundt og missioneret eller opført os på en sådan måde, som om
den kære Gud var vores partiformand [latter], sådan som det var på mode i
andre partier, men immervæk [kraftigt bifald], men immervæk: det ser da
ikke ud til, at han har været direkte unådigt indstillet over for os.

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 16
16
Når man altså fra den modsatte side møder os med: I er hedninge!
-, så kan jeg kun sige: Ja, så! -, hvordan det? [munterhed.] På hvilken
måde? - hvorfor? [munterhed.] Opfører vi os så hedensk? Er det hedensk, at
man arrangerer en vinterhjælpeaktion og ernærer millioner af mennesker med
den? Er det hedensk at give et folk dets indre fred tilbage? Er det hedensk, at
man hjælper den fattige bror og nabo? Er det hedensk, at man genopretter
familiens etos. Og også giver arbejderen en mening og et formål med sit liv
igen? Er det hedensk, igen at opbygge en stat på moralske principper, at
uddrive gudløsheden, at rense teater og film fra den jødisk-liberale marxismes
smitte og forpestning, - er det hedensk? Hvis det er hedensk, så betakker vi
os unægteligt for en kristendom, der har gjort det modsatte! [bravoråb, stormende
bifald.]
Kirkerne siger: Der står i jeres program, at I religiøst står på
positiv-kristen grund. Enig! Men vi ville kun ønske, at sådan, som vi er religiøst
positivt-kristne, ville kirkerne være politisk positivt-nationalsocialistiske.
[bravoråb, bifald]. Så er vi enige, så er der slet intet, der skiller os mere [munterhed].
Vi ønsker på ingen måde at jage på kirkens enemærker. Ingen af os
mærker i sig evnerne til at være den politiske reformator, vi er derimod alle
meget fokuseret på det timelige. Vi beskæftiger os heller ikke med det hinsidige,
derimod beskæftiger vi os med det dennesidige [munterhed, bifald]. Vi
ønsker altså helt klart at adskille disse to myndigheder fra hinanden: Den ene
sørger for himlen, og den anden sørger for jorden [munterhed]. Den nationalsocialistiske
bevægelse har ikke fjernet sig fra denne linje. Den har heller
ikke til hensigt at fjerne sig fra den. Den sørger for folkets velfærd, indadtil
som udadtil. Dertil har den brug for et sundt, stærkt og moralsk højtstående
folk. Den lader intet middel uprøvet for at gøre folket sundt, stærkt og moralsk
højtstående. Den har allerede udført et vældigt opdragelsesarbejde på
dette folk, og den har til hensigt at fortsætte dette opdragelsesarbejde.
Det er derfor det rene vrøvl, når man i dag siger til os: De andre partier
har I opløst, hvorfor opløser I ikke jeres eget parti? De andre partier blev
opløst, fordi de var overflødige, og vores parti forbliver, fordi der er brug for
det! [kraftigt bifald.] Når man siger til mig: Ja, vi er da alle national-socialistiske!
- så kan jeg kun give til svar: Det håber jeg [munterhed.] Jert budskab
hører jeg , men troen fattes! 15 [munterhed.] Og endeligt: Den nationalsocialistiske
bevægelse er ikke kun til for at gøre alle mennesker nationalsocialistiske,
men også for at lære alle mennesker at handle nationalsocialistisk. Hvis
alle mennesker i en by er katolske -, opløser den katolske kirke sig da? [munterhed.]
Siger præsten da måske: Nå, de er jo alle katolske, hvad skal vi så

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 17
17
med kirken? [munterhed, bifald.] Nej, kirken forbliver der, for at menneskene
kan forblive katolske! Og hvis hele landet er national-socialistisk: partiet forbliver
der, for at tyskerne forbliver nationalsocialistiske! [bravoråb, kraftigt
bifald.]
For vi er ikke kommet, for at opføre et kort, men uforpligtende gæstespil
i den tyske politik, vi er derimod kommet, for at tage tingene på os og
beholde dem i vores hænder! Ikke forgæves taler vi om vores bevægelses
hundredårige betydning, den skal skrive historie og den har allerede skrevet
historie! For vor tids tyske folk er et andet end det tyske folk, som vi måtte
overtage sammen med magtovertagelsen. Vi har givet dette folk en anden
kerne, en anden holdning. Vi har gennem en utrættelig opdragelse rodet op i
dette folks inderste og har sammenføjet dets bedste dele! Og man kan nu
igen virkelig tale om en tysk nation. Og endda om en nation, der, besjælet af
en samlet vilje, også kan beslutte sig for at tænke og handle samlet.
Og dermed har Tyskland nemt ved at gå ind for freden. For freden
bliver kun sluttet vedvarende og fair mellem ligeberettigede. Freden som vi
har nydt fra 1918 til 1933, var i virkeligheden en ufred. Denne fred har ikke
løst de europæiske problemer, men har kun kompliceret dem.
Et af problemerne var problemet omkring Saarområdet. Og man har i
den traktat, som man fejlagtigt kaldte en fredstraktat, lagt dette område mellem
Tyskland og Frankrig, for altid at kunne bruge det som et stridens æble
mellem Paris og Berlin. At denne rosværdige hensigt slog fejl og at dette område
entydigt bekendte sig til sit moder- og hjemland, det har været de tyske
mænd og kvinder ved Saarflodens fortjeneste [bravoråb, bifald]. De har dermed
ikke kun -, tjent deres hjemegn, de har også gjort den europæiske fred
en tjeneste. De har sat sig ind for Europas stabilitet og konsolidering. Og at
det var Føreren muligt at opbygge en ny hær, og at det på grund af begge
disse kendsgerninger, at vi ikke længere er i Folkeforbundet og besidder en
ny hær, - at det på grund af begge disse kendsgerninger er os muligt at holde
Tyskland uden for verdens klammeri og kriser, kan føres tilbage til den kendsgerning,
at Saarområdet igen er gjort tysk. Mændene og kvinderne ved
Saarfloden er dermed i ordets bedste betydning blevet den tyske enigheds
pionerer og den europæiske freds banebrydere. De har en stor del af æren
for, at Tyskland igen har rejst sig som verdensmagt, og at det i dag atter kan
spille med på et instrument i folkeslagenes koncert.
Den tyske nation udbringer for dette denne provins sin tak. Denne tak
bliver så meget desto varmere og hjerteligere, når et blik på verden kan overbevise
os om, hvordan vi har gjort rigtig i de store tyske udenrigspolitiske

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side 18
18
beslutninger. For denne verden giver ikke noget fredeligt indtryk, den er hensunken
i klammeri, vildfarelser og uorden. Det synes, som havde den for længst
glemt Verdenskrigen. Svære kriser ryster Europa. Fra flere landes hovedstæder
kommer meldinger om strejker, oprør og barrikadekampe. Folkene selv er
faldet ned i det dybeste sjælelige virvar. Parlamentariske regeringer kommer
og går. Tyskland har dog i dag styrken og magten til at holde sig uden for dette
klammeri. Det er ikke længere medlem af Folkeforbundet og besidder en hær
for at beskytte sine grænser. Tyskland kan selv tage skæbnen i egen hånd, og
dermed besidder det muligheden for at drive inden- og udenrigspolitik på
lang sigt.
Er det ikke en fredens og velfærdens ø, vi bebygger? Og kan ikke hver
tysker med stolthed for sig selv sige, at det i dag igen er umagen værd at leve
og arbejde? Har man allerede glemt, at vi har bragt fem millioner mennesker
tilbage i erhvervslivet? Vil man da lukke øjnene for det grandiose projekt, de
tyske statsbaner -,motorvejene er? Vil man da ikke se, hvilken vidunderlig
organisation, Arbeitsdienst16 er. Og vover man endnu at betvivle, at tingene
har ændret sig i Tyskland? Tidligere drev vort lands ungdom dovent rundt på
arbejdsløshedskontorerne, i dag marcherer de med fædrelandssange på læberne
igennem gaderne i vores byer, - er der en, der vover at sige, at alt er
blevet ved det gamle! Nej, meget har ændret sig og meget grundlæggende
ting har ændret sig.
Man glemmer kun alt for let det onde fra fortiden, for at bevare det
gode, og man ser kun alt for let det onde i nutiden for at glemme det gode.
Men selv den mest ondskabsfulde kritiker kan dog ikke bestride, at Tyskland
af i dag overhovedet ikke længere lader sig sammenligne med gårsdagens
Tyskland! Ser vi bort fra alle materielle succeser, kigger vi kun folket i øjnene
– og konstaterer, at det tyske folk igen har lært at le og leve, og at det igen
glæder sig over sin tilværelse, og at det igen med mod går til sit arbejde, og at
det besidder tiltro til sin regering og sin ledelse. Dette folk er igen blevet i
stand til og rede til at tro. Dette folk har igen fået en indre fasthed, det svajer
ikke længere som et siv for vinden. Og kan heller ikke længere blive brugt
som kastebold i de internationale verdensmagters spil, men står derimod
igen fast og sikkert på egne fødder.
Selvfølgelig har vi bekymringer, vi vil altid have bekymringer. Vi er vokset
op med bekymringer og vil engang blive gamle med bekymringer. Der er
ikke noget uhæderligt i at bekymre sig om et folks skæbne. Og det er ingen
skændsel, ikke17 at sætte sig ind for et folk og forsøge at hjælpe det. Jeg
mener ikke, at vi bør skamme os, fordi vi har ligget søvnløse om natten i

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 19
19
bekymring for folket. Jeg tror, at folket allerede tilgiver os for, at vi bekymrer os
for det! [bravoråb, bifald.] Det kommer heller slet ikke an på, hvorvidt et folk
eller en regering har bekymringer. Det kommer kun an på, hvordan de griber
bekymringerne an. Om de vil vige uden om bekymringerne eller give op over
for bekymringerne – eller om de vil gå til angreb på bekymringerne. Og man
kan bebrejde os meget, men at vi ikke har haft mod til at angribe problemerne,
- det kan man ved Gud ikke bebrejde os! Vi har allerede – [bravoråb,
bifald], vi har allerede taget tyren ved hornene!
Selvfølgelig kan man bevise, at vi har begået hundrede og sytten fejl.
Når en regering laver tusinde ting, så vil den her og der begå fejl, - hvor der
handles, der spildes [munterhed]. Vi har handlet, handlet hurtigt og gennemgribende
og måtte derfor også sommetider her og der lide nederlag og det vil
vi også lide i fremtiden. Men hvem er den farisæer, som kaster den første
sten på os? Hvem vil bebrejde os, at vi ved alt det, vi har udført, også her og
der har taget fejl? Vores forgængere kunne ikke fejle, for de har ladet tingene
løbe, som de ville. Dertil besad vi rigtignok ikke modet, vi har ikke haft dristigheden
til passivt og med korslagte arme at iagttage vort folks sammenbrud,
tværtimod har vi taget fat. Og har med en overmenneskelig styrke bragt denne
mod dalen rullende lavine til standsning og må hver dag blive ved med at
holde den, for at folket ikke skal styrte i afgrunden.
Vil man bebrejde os for det , og tror verden, at den kan sidde til doms
over os for det? Verden bør lade os være i fred – sådan, som vi lader den
være i fred. Og verden burde beskæftige sig med dens egne bekymringer, -
den har vist nok af dem til, at den kan fylde tiden ud [bravoråb, bifald]. Og
vores egne problemer kan den roligt overlade til os. Vi giver ikke verden instrukser
om, hvordan den skal opføre sig, men verden skal også blive os fra
livet med sine råd om, hvordan vi skal opføre os [tilslutning].
Vi har ikke til hensigt at eksportere nationalsocialismen til andre lande;
vi har forklaret tusinde gange, at nationalsocialismen ikke er en eksportvare
[munterhed]. Tværtimod: Hvis det stod til os, ville vi helst gøre den til et varemærke
og få patent på den [munterhed]. Hvorfor skulle vi påtvinge andre
folkeslag -, andre folkeslag nationalsocialismen! Vi er nemlig af den mening,
at et folk bliver stærkere gennem nationalsocialismen. Der er ingen anledning,
til at gøre andre folk stærkere, end de allerede er i forvejen! [Munterhed,
bifald.] Nej, vi skal nok klare os selv, og verden skulle også klare sig selv.
Som enige nationer kan vi omgås hinanden. Hvis verden beskæftiger sig med
sine bekymringer, så giver den os mulighed for at beskæftige os med vores.
Nationerne ville da have lettest ved at finde broen til hinanden, hvis de ville

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side 20 20
20
besinde sig på deres egenart og deres folkelige race.
Foratbyggedenne bro, også fra Tyskland over til Vesten, har vi oprettet
senderen i Saarbrücken. Ikke kun, for at vi i riget har et åndeligt tilgangssted
til Saarområdet, men også, for at Saarområdet dermed har en åndelig
forbindelse til andre lande. De skal herfra bygge broen – ikke med en ubestemt
civilisation, men med betoningen af vores egenart, der endeligt også er
den bedste repræsentation af den tyske ånd. For denne sender skal være bro
i verden! Og den skal vise verden rigets enhed, den skal holde vort livs spejl
frem for verden! Netop fordi rigets enhed engang her blev truet af rigets fjender,
skal rigets enhed være første og sidste programpunkt i radioarbejdet her.
For - [bravoråb, bifald], for i denne enhed ligger vores styrke, i vores styrke
hviler freden, og i freden hviler vores lykke og rigets velfærd! [Bravoråb, heilråb,
stormende bifald.]
Tale ale nr nr. nr .6
6
9. 4. 38 – Wien, Hotel Imperial – Reportage fra Hitlers besøg18 Mine tyske folkefæller, mænd og kvinder!
Nu er det øjeblik kommet, hvor millionmasserne marcherer gennem hele Tysklands
gader. Sorte mennesketog bevæger sig gennem by og land: tyskernes
store hær er brudt op for at forsamle sig på pladserne og i salene i vort nye
Rige. Her vil hele Tyskland modtage Førerens sidste generalappel foran sit
folk.
Føreren selv er netop ankommet til Wien her til morgen. Gennem
et uoverskueligt espalier af mennesker kørte han, stående i sin bil, fra
banegården til Wiens rådhus for her at modtage hyldesten fra denne vidunderlige
bys stænder. Fra rådhusets balkon blev ”Det stortyske Riges dag” så
proklameret klokken 12. Efter nogle sekunders åndeløs stilhed begyndte sirenerne
at hyle i hele Tyskland, og nationen begyndte som ved et trylleslag en
to minutter lang, tavs trafikstilstand. Der fandtes vel ingen tysker i hele Riget,
der i dette øjeblik ikke var sig den skæbnebestemte og historiske betydning
af den tid, som vi netop gennemlever, bevidst. På rådhuspladsen i Wien lettede
som på kommando 30.000 brevduer, som fløj svirrende og søgende i
luften, for derefter at tage fat på rejsen til deres hjemsteder rundt omkring i
hele Tyskland. De skal bringe budskabet om det forenede Rige med sig derhen.
Gribende var øjeblikket, hvor det unge tyske luftvåbens eskadriller viste
sig over Wien midt i sirene-hylene, og over denne vidunderlige by lod de deres

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side 21
21
tordnende motorsang lyde. I dette øjeblik betrådte Føreren så rådhusbalkonen
– hilst af et eneste, jublende skrig fra de hundredetusinder, der stod forsamlet
neden under ham.
Fra tidligt i morges til dette øjeblik har menneskemasserne stået
foran Hotel Imperial, i hvilket Føreren er flyttet ind, og har igen og igen på ny
med rungende talekor krævet at se Føreren. Byen Wien selv har fuldkomment
ændret ansigt natten over. – Netop nu [i baggrunden stormende bifald, der
varer ved de næste minutter] betræder Føreren balkonen! Tusinder og
titusinder af mennesker tiljubler ham. En eneste, bølgende menneskehær er
forsamlet dernede foran Hotel Imperial, for at tilråbe Føreren, for at takke
ham, for at tilråbe ham med heil-hilsner fra det til Riget atter tilbagekaldte
tyske Østrig. Byen Wien har iført sig sit festligste tøj; fra alle huse – ja, man
kan sige: fra alle vinduer hilses man af det nye Riges faner. Ved de store
pragtgader er opstillet triumfbuer i kulørt righoldighed. Ned fra dem skinner
denne historiske begivenheds store paroler, som nede fra jorden og i denne
bys atmosfære – sådan kunne man forestille sig det – har en helt anden,
endnu dybere betydning end andre steder i Riget.
De hører nu nede fra pladsen massernes heil-råb stille op imod19 balkonen [jubelråbene ender]. Gaderne selv blev fra tidlig morgen og til dette
øjeblik time gennemrejst af hele tiden voksende, jublende mennesketog. Man
kan sige, at hele millionbyen er på benene: ung og gammel og fattig og rig,
uden betragtning af klasser, stænder og professioner. Det er folket selv, der
her dagen før en stor nationalpolitisk begivenhed gør sig klar til en fest af
sande monumentale dimensioner. Alt længes nu vildt mod den hele tiden
nærmere kommende time, hvor Føreren fra Wien for sidste gang inden den
historiske 10. april griber ordet, for at tale til hele sit folk.
Det er vel den største nationale demonstration, der nogen sinde
har fundet sted i verden. Hvor så man nogetsteds og på noget tidspunkt 75
millioner mennesker forsamlet om én mand, parat og besluttet til at lytte til
hans ord, - mere endnu: at modtage hans ord som rettesnor og befaling for en
stor national handling. Hvad betyder overfor dette demokratisk-parlamentariske
valgkampe, som vi endnu har i erindring fra en frygtelig fortid! Dengang
appellerede dusiner af partier til folket. Ingen af dem talte om gennemførte
præstationer, alle talte de kun om løfter, som igen ingen af dem var klar til
eller bare i stand til at indfri.
Det er nu forbi. I denne valgkamp handler det ikke mere om
dagligdagsproblemer eller parlamentariske ligegyldigheder, - vores nations
store skæbne, hele folkets fremtid er stillet frem til en afgørelse. Og netop

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side 22 22
22
dette folk selv skal afgive sin historiske stemme derover. Det er dermed et
sandt historisk valg, som det tyske folk skal udføre i morgen. Vores ja er ikke
kun udtryk for en tak over for Føreren, men frem for alt også for en pligt over
for ham, over for nationen og over for vores folkelige fremtid.
En sikker udlandspresse er i de forgangne uger ikke blevet træt
af ondskabsfuldt at kritisere eller med søgte argumenter at mistænkeliggøre
den tyske folkepolitiks vej. Hvor lidt disse forsøg har slået igennem og holder
stik, det kan man konstatere, når man i dette minut kaster et blik ud af vinduet
og kigger ned på de jublende menneskemasser, der står nedenunder
som en tyk mur foran Hotel Imperial og igen og igen på ny råber efter Føreren.
Det er det tyske folk, - et lille udsnit dog af det 75-millioner-folk, som i dette
øjeblik marcherer ud til Førerens generalappel i hele Tyskland.
I verden har man tidligere ofte med en sand foragt talt om det
tyske folk som et upolitisk folk. De tider er nu forbi, det tyske folk er i ordets
højeste grad blevet politisk. Spørgsmålene, som Føreren er gået til angreb på
og for størstedelen allerede har løst, er spørgsmål, som angår folket selv, og
som derfor af folket selv bliver opfattet som dets store, nationale skæbnespørgsmål.
De angår i dag ikke mere klasser, stænder, professioner eller
konfessioner: Nationen som politisk enhed nærmer sig under Adolf Hitlers
føring disse problemer - ikke for at debattere dem, men derimod for at løse
dem. Det er det forende, store Tyskland fra Flensborg til Klagenfurt og fra
Aachen til Tilsit, som i dag i denne forstand marcherer ud til det stortyske
Riges dag.
I ånden ser vi nu, hvordan billedet af hele landet har forandret
sig i dette øjeblik. Er disse 75 millioner ikke et drastisk bevis på fuldendelsen
af det germanske demokrati, som vi nationalsocialister har villet og har foranlediget,
- et demokrati, i hvilket folket forsamler sig om sin Fører, for fra hans
mund at modtage befalingen til sin nationale skæbneudformning!
Man kan forestille sig, hvilken lykke det betyder for Føreren selv.
I denne by Wien har han engang levet som bygningsarbejder, ukendt blandt
millioner, men drevet af en overmægtig længsel mod et større Tyskland, der
nu har fundet sin opfyldelse gennem ham. Den lykkeligste øjeblik i hans liv
skal nu også blive hele folkets lykkeligste øjeblik. Og fra denne stolte dag for
det stortyske rige vil vi alle med løftet hoved gå ind mod den stoltere dag, hvor
hans historiske handling endeligt bekræftes.
Det, som vi på denne 10.april skal fuldføre, det er ikke længere
et valg i dagligdags forstand, for over for det historiske valg, der er stillet dem,
har tyskerne i hele landet ikke mere et valg. Folkets stemme har allerede

kundgjort sig. Og når folkets stemme er Guds stemme, da går vi tyskere i
morgen til en gudsdom, for at sige ja! Således er der ud af det tyske folk i
Østrigs uendelige kvaler alligevel til sidst kommet frelse. Lidelsens tårer er
blevet til glædestårer! Råbet ”et folk, et rige, en Fører”, som for første gang
blev istemt i dette tyske land, har fundet en herlig bekræftelse for hele det
stortyske Rige.
Nedenunder på den vide plads råber masserne til Føreren. Øjeblikket
er kommet, hvor han forlader hotellet, for at begive sig gennem jublende,
uoverskuelige menneskeespaliere til Nordwestbahnhof, hvorfra han
vil rette sin sidste appel ud mod alle tyskere. Hele folkets velsignelser følger
ham derved, hele folket (vil være hans tilhørere. For) 20 første gang i historien
bliver da til sidst i hans slutappel bede- og takkebønnen fra Wien istemt af
utallige millioner, og den vil stige til vejrs mod den natlige himmel.
Når da klokkerne fra alle tyske kirker ubryder, blander deres
ubrydelige urokkelige lyde i denne nationalbøns drønende akkorder, når glædesilden
bliver antændt fra alle højder, når troen på vores store nationale fremtid
vidunderligt og festligt trænger ind i alle tyskeres hjerter, da får det os til at
sige og bekende: Tyskland er opstået på ny! Leve det stortyske Rige, leve
vores folk og vores Fører!
Tale ale nr nr. nr .7
7
www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 23 23
23
17.6.39 – Danzig, Statsteatrets balkon – Kort tale til Danzigs befolkning i
anledning af Danzigs Gaukulturuge
(Tyske mænd og kvinder! Danzigere! Jeg kommer fra Riget, for at overbringe
jer Førerens og det tyske folks hilsen. Jeg står her på en tysk bys jord, foran
mig) titusinde tyske mennesker og rundt omkring utallige vidner på tysk kultur,
tysk skik, tysk væremåde og tysk byggekunst. I danzigere taler som vi i
Riget det tyske sprog. I stammer fra den samme race og det samme folkelige
særpræg21 . I er forbundet med os i et stort skæbnefællesskab: Derfor vil I
hjem til Riget! [Heil-råb, minutterlange talekor: ”Et folk, et land, en Fører!”]
Jeres beslutsomhed om en tilbagevenden til den store moder, vores fælles
fædreland, er stærk og uovervindelig. Kun – [Heil-råb], kun en misundelig og
uforstående verden kunne ville gøre det forsøg at modsætte sig denne ustandselige
trang fra folk til folk! [Fy- og Heil-råb.]
Natten over – [lange, vedvarende talekor], natten over er jeres
by blevet til et internationalt problem. Det har I tidligere slet ikke vidst og slet
ikke villet. Hvad I altid har villet, hvad I vil i dag, og hvad I vil i al fremtid, er

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side 22
24
2
klart: I vil høre til det store tyske Rige! [Heil-råb.] ( Jeres vilje er forståelig, klar,
entydig og, som jeg kan fastslå ud fra jeres holdning, urokkelig. I har nu det
uheld, at jeres skønne tyske by Danzig ligger ved Wislas munding; og efter
Warschawa-teorien tilhører) byer ved flodmundinger altid de lande, igennem
hvilke disse floder flyder! [Stærkt bifald, vedvarende talekor: ”Jøderne og polakkerne,
de vil have fat i Danzig!”] Derfor hører for eksempel også Rotterdam
til Tyskland, da den ligger ved Rhinens munding, og da Rhinen er en tysk flod.
Denne bevisførelse halter, som I vil indrømme, og som verden også ved, og
den er ikke uden komik. Det er man selvfølgelig også klar over i Warszawa. Og
fordi man der ved, at man har uret, skælder man ud.
De polske agitatorer kræver på det seneste Østpreussen og
Schlesien fra Tyskland [fy-råb, talekor]. Polens grænse skal ifølge dem snarest
være Oder [latter, tilråb]. Man undrer sig, hvorfor de ikke gør krav på
Elben eller sågar Rhinen [latter]. For så mødes de jo lige med deres nye
forbundsfæller, englænderne, hvis grænse som bekendt også ligger ved Rhinen
[munterhed, tilråb]. De polske chauvinister erklærer, at de i et kommende
slag vil drive os tyskere sammen ved Berlin [piften, skrig, fy-råb, vedvarende
tilråb]. Jeg behøver overhovedet ikke spilde nogle ord på det. For at kunne
drive sammen er der brug for tre [bifald]: (en, der driver sammen, og en, der
lader sig drive sammen! Hvorhen jeg end kigger: Jeg ser for øjeblikket hverken
den ene eller den anden, -idetmindste ikke hvis denne begivenhed
skulle finde sted ved Berlin22 .
Derfor tager vi i Riget ikke, som I vel heller ikke vil gøre det,)
disse polske storpralere alvorligt [bifald, tilråb]. De er sandelig politiske
pubertetsytringsformer [latter, tilråb], der efter et stykke tid går væk af sig
selv. London vil, som den engelske udenrigsminister Lord Halifax erklærede
for overhuset for et par dage siden, vide at få bilagt Danzig-spørgsmålet i
venskabelige forhandlinger. Derfor har England også stillet Warszawa en blankocheck
til disposition [uro] og gør i øjeblikket et forsøg på at indkreds Riget
og Italien, for på ny at tage politikken fra 1914 op [fy-råb, piften]. Men man
tager fejl der, hvis man tror, man har et svagt, afmægtigt, borgerligt Tyskland
foran sig. Det nationalsocialistiske Rige er ikke svagt, men derimod stærkt!
Det er ikke afmægtigt, det besidder oven i købet for øjeblikket den mest imponerende
værnemagt i verden! [Heil-råb, bifald.] (Og det bliver heller ikke
regeret af et fejt bourgeoisi, men derimod ført af Adolf Hitler.
Derfor betragter vi den måde, de taler på i Warszawa og London
som lutter diskussiondiller, som med mange ord skal skjule manglen på
magt og beslutsomhed. Og hvad kommer det jer ved? I danzigere vil hjem til

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 25 25
25
Riget!) [Langvarige talekor: ”Vi vil hjem til Riget! Vi vil hjem til Riget!”) Ud fra
den spontane begejstring, hvormed I møder mig som Førerens udsendte, taler
danziger folkets blodsmæssige forbundenhed med vores Stortyske Rige,
med vores tyske hjemland, men også beslutsomheden om, at komme, hvad
komme vil, man vil ubrydeligt fastholde troskaben [heil-råbene begynder] over
for det fælles fædreland! [Talekor: ”Vi vil hjem!”]
Det er ikke første gang, at jeg ser jer sådan foran mig. I min
erindring ser jeg for mig de store rigspartidage, sangforeningens og den tyske
gymnastik- og sportsfest i Breslau og ikke mindst mit besøg hos jer forrige år.
Jeg vil bare sige dermed, at jeres samhørighedsfølelse med Riget ikke er af
nyere dato, sådan som den engelske og franske presse ynder at tillægge jer
det, men derimod har været (levende hos jer) siden den dag, den tunge uret,
adskillelsen fra Riget, blev begået mod jer. Vær nu overbevist om, at enhver i
Tyskland kender jeres ønsker, deler disse ønsker af hele deres hjertet med
jer, og står med den samme ubetingede troskab over for jer, som den, med
hvilken I holder fast ved det Stortyske Rige! [Heil-råb.]
(Hvad vi altså vil i Riget, det er ligeså klart) som det, I vil. Føreren
har i sin sidste rigsdagstale helt uden det kan misforstås udtrykt det, da
han sagde: Danzig er en tysk by og den vil til Tyskland! [Heil-råb, talekor: ”Et
folk, et land, en Fører! Vi takker vores Fører!”] Det skulle verden dog – [talekorene
varer ved], det skulle verden dog, som man burde mene, have forstået.
Og verden burde også ud fra fortidige erfaringer vide, at Føreren aldrig
taler tomme ord! [Heil-råb.] Verden befinder sig i hvert fald i en meget farlig
vildfarelse, hvis den tror, at Føreren lader sig skræmme af trusler eller
kapitulerer over for pressioner [heil-råb]. Det kan der overhovedet ikke være
tale om!
Derfor har I lov til, tyske mænd og kvinder fra Danzig, at skue
fortrøstningsfuldt ind i fremtiden. Det nationalsocialistiske Rige står ved jeres
side, som I står ved dets! [Heil-råb.] Hele verden ser nu fuld af spænding på
denne natlige folkedemonstration, som I arrangerer her på denne store plads.
I Paris og London findes der en krigshetzende løgnepresse [fy-råb]. De hævder
– fortsatte fy-råb], de hævder, at I slet ikke vil hjem til Riget! [Fy-råb, skrig:
”Nej! Nej!”, piften, talekor: ”Vi vil hjem til Riget! Vi vil hjem til Riget!”] (I har på
denne dags aften givet dem det rigtige svar. Jeg tager som Rigets repræsentant)
med dyb tak imod det. Jeg kom for at styrke jer i jeres beslutsomhed, - og
nu har I styrket mig! Og således opfordrer jeg jer da til, at I også i fremtiden
forbliver modige, tapre og ranke: Tyskland er overalt der, hvor der er tyskere,
altså også blandt jer! [Vedvarende heil-råb.]

Så lad os da i denne festlige aftentime fra hjertets dybde og
fylde råbe: Leve vores Fører, leve vores tyske Danzig, leve vores Stortyske
Rige – Sieg Heil! [Tilhørere: ”Heil!”], Sieg Heil! [Tilhørere: ”Heil!”], Sieg Heil!
[Tilhørere: ”Heil!”, Heil-råb, sang: ”Deutschland, Deutschland über alles”.]
NOTER
1 Alle taler er hentet fra Helmut Heiber: Goebbels-Reden Band 1-2: 1932-
1945 (Düsseldorf 1971). Ingen af disse taler har tidligere været oversat til
dansk.
2 Dette er formentlig den mest vellykkede radioreportage, Goebbels afholdt.
Det er værd at bemærke hele det sportsjournalistiske præg,
Goebbels giver regeringsmanifestationen.
3 Dvs. den internationale kommunisme og socialisme i og uden for Tysk-
land.
4Her er opstået en lakune efter indsættelsen af en ny plade.
5 Man bør bemærke, at det er vanskeligt at oversætte begrebet ”der
undeutsche Geist” til dansk.
6 Altså den revolte, der førte til afsættelsen af Kejser Wilhelm II og indførelsen
af republikken i Tyskland.
7 Det er mest hensigtsmæssigt at oversætte ’der Unstaat’ til ’ustaten’, da
Goebbels både lægger en normativ vurdering i dette udtryk, dvs. det er en
uretfærdig stat, og en rent deskriptiv betydning, altså at det ikke er en rigtig
stat, forstået som en levedygtig enhed.
8 Ulrich von Hutten var en tysk ridder og reformator fra det 16. århundrede.
Han regnes som en af grundlæggerne af den tyske ”germaner-ideologi”.
9 Det værelse, hvori Horst Wessel omkom.
10 SA-føreren Horst Wessel er digteren bag SA-sangen ”Die Fahne hoch”,
som blev ophøjet til en ny nationalsang i Det Tredje Rige. Wessel blev angiveligt
skudt af nogle kommunister d. 23 februar 1930.
11 I januar 1935 afholdtes der valg i Saarområdet. 91 % af saarlænderne
stemte for en tilbagevenden til Tyskland.
12 Den sidste del af talen fortaber sig i bifald.
13 Den nazistiske magtovertagelse var i de første år fulgt af en markant
prisstigning på nogle varer, bl.a. smør.
14 Nazisterne startede en omfattende og omdiskuteret produktion af bl.a.
kunstig benzin og syntetisk gummi for at forberede Tyskland på en evt. krig.
15 Citat fra Goethes Faust (dansk oversættelse v. P. Hansen, 1881, Gylden-
dalske Boghandels Forlag s. 47)
www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 26 26
26

16 Fra 26. juni 1935 blev der indført en halvårlig Arbeitsdienstpflicht for alle
mænd og kvinder mellem 18 og 25 år, sideløbende hermed blev die Organisation
des Reichsarbeitsdienstes oprettet.
17 Dette ”ikke” (”nicht”) er naturligvis en fortalelse.
18 Den 12. marts 1938 havde Hitler, angiveligt på en opfordring fra den
østrigske nationalsocialist, Arthur Seyß-Inquart, givet ordrer til, at tyske tropper
skulle rykke ind i Østrig. Kort efter de tyske troppers indtog holdt Hitler
under stor jubel sit indtog i Østrig. Det er dette indtog, denne radioreportage
refererer til.
19 Der er tilsyneladende tale om en fortalelse. I stedet for det tyske
’entgegenstellen’, må det formodes, at han har ønsket at sige
’emporhallen’ el. lign. Betydningen må da være: ”De hører nu nede fra
pladsen massernes heil-råb gjalde op til balkonen”.
20 Fejl i optagelsen. I den skrevne presse er sætningen færdiggjort som i
parentesen.
www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 27
27
21 Danzig havde tidligere hørt til Det Tyske Kejserrige, men havde med
Versailles-traktaten fået status af en ”fristad”. En af nazisternes hovedkrav
efter annekteringen af Böhmen og Mähren var derfor, at Danzig skulle
vende tilbage til det tyske rige.
22 Goebbels skulle her have sagt ”to” i stedet for ”tre”.