Nu er det så torsdag morgen. Jeg har været oppe ... - Familien Elkjær

Nu er det så torsdag morgen. Jeg har været oppe
siden kl. 0330 i nat, både pga. stadig lidt
maveonde, men også fordi vi kom tidligt i seng i
aftes. Jeg kan så nu, her foran computeren på hotel
Colon, sidde og reflektere tilbage på 14 meget
begivenhedsrige dag i Nicaragua. En oplevelse der
kun har været muligt, fordi jeg er så heldig at have
et drømmejob som redder, være ansat i et firma
som Falck, og som har tegnet en god overenskomst
med 3F. Tusind tusind tak! Jeg ser allerede frem til
forhåbentlig at komme af sted igen næste år. Tak
for alle de rare hilsner hjemme fra lille Danmark og
alle jer som har fulgt med i min ”lille” dagbog. Den
blev jo nok noget længere end forventet, men kun
pga. jeres dejlige rosende og medlevende ord.
Vi ses snart hjemme i kulden!
Mvh.
Kim Elkjær
Hotel Colon,
Managua,
Nicaragua.
FREDAG DEN 6. MARTS
– ankomst Nicaragua
Efter en fin flyvetur over Atlanten med personlig tv,
film, spil og endda tlf., så er Hold 2 vel ankommet
til Nicaragua og indlogeret på hotel Colon.
I aftes blev vi hentet af Jens og var kort ude på en
lille hyggelig restaurant.
I dag skal vi besøge 3F, have ringet til forsikringen
da vores kufferter ikke nåede med over på det 40
min. korte skift i Panama. Så den står også på lidt
indkøb i dag
Senere på dagen er det vulkan-tur og i morgen,
hvis uniformen er nået frem, døgnvagt på Z1...

FREDAG DEN 6. MARTS OM AFTEN
- sightseeing i hovedstaden
Dagen i dag startede med et besøg på kontoret ved
3F. Her fik vi ringet hjem til vores familier og fortalt
vi var vel ankommet og indlogeret. Endvidere skulle
der også lige ordnes med vores forsikring pga.
bagageforsinkelsen. Over 4 timer, så har man
heldigvis et rådighedsbeløb pr. mand på 5.500 kr.
Derfor gik resten af dagen selvfølgelig med at købe
nye underbukser, sko, bukser, shampoo, parfume,
ja you name it...! Heldigvis er udvalget som
derhjemme, så det var intet problem. Faktisk
næsten lidt luksus! Stor kontrast til de fattige og
hjemløse børn som hænger ud lige udenfor
butikken.
Dagen var afsat til vulkan-tur, men pga. vores
manglende bagage mm. så byttede vi rundt med
søndagens program, som stod på bytur i
hovedstaden Managua, hvor vi jo også bor.
Vi var oppe på udsigtshøjen, rundt ved den nye
havnemarina, ved parlamentet og hele vejen var
Jens fra 3F-kontoret en super guide og fortalte med
stor interesse om de forskellige steder. Så det blev
en god eftermiddag med kultur og historie.
Flere gange i løbet af dagen stødte vi på meget små
børn som rendte rundt mellem bilerne og tiggede
eller solgte alverdens ting som solbriller, frugt eller
Det betød desværre at jeg onsdag morgen måtte
ligge syg i sengen, mens Morten og Jens tog festlig
afsked 25-30 kollegaer. Fra kl. 09-15 havde de
kværnet 6-7 kasser øl.
Jeg vågnede først over middag, brugte lidt tid på at
pakke kufferten til torsdag, fik mig lidt frokost, og
planlagde så at opdatere og færdiggøre min
dagbog. Lige da jeg satte mig ved computeren, kom
Eddie og Jorge Lister fra Z1 – tydeligt berusede
De ville bare lige tage afsked med mig. Det var sgu
pænt af dem! Eddie er en af de 4 som kommer til
Danmark til august, så jeg håber inderligt at kunne
være vært for dem nogle dage i Holstebro.
Lidt efter dukkede en overrislet Motoña (udtales:
”Mortonja” - Mortens nye kælenavn efter den lokale
øl) og Jens med frue op. Jeg havde det nogenlunde,
så takkede ja til eftermiddagens videre fornøjelser.
Vi tog rundt på et bar barer og fik nogle hyggepils.
Onsdag aften allerede kl. 20, var både Morten og
jeg klar til at komme til køjs.

Det fik så en brat afslutning....!!
Her tilbragte vi en hel dag i
luksus med god mad,
svømmeture i det dejlig
tempererede vand, drinks og
afslapning med gode bøger
på liggestolene. Super super
oplevelse!
Hen under aften, da vi kørte hjem, spurgte Jens lidt
henkastet om vi havde lyst til at prøve en lokal
specialitet. En pandekage med ost, bare et lille
mellemmåltid. Uhm, i mine tanker så jeg straks en
lækker pandekage med smeltet ost omkring. Jeg
havde indtil nu spist alt hvad der blev budt mig og
endda uden den, fra tidligere udsendte kollegaer så
uundgåelige, prut-mave.
Morten og jeg blev slemt skuffede Den lokale
specialitet var en flad pandekage, med et flere
centimeter tykt stykke mozzarella ost, bløde løg og
badet i en væske som smagte af sur mælk. Den
specialitet smadrede lige et døgn i Nicaragua for
mig.
Hjemme på hotellet var jeg koldsvedende og havde
total kvalme. Jeg måtte bokse 5 omgang med min
drøbel, for bare at få det lidt bedre. Senere på
aftenen røg også proppen i den anden ende, og jeg
skal udlade at uddybe det yderligere...
Morten havde kun taget en enkelt bid af hans
specialitet, men alligevel slap han ikke for kvalme
og lidt maveonde.
forsøgte at vaske forruder. Alt for at tjene en
skilling.
Jeg er meget glad for at min makker Morten inden
afrejse, fortalte om disse forhutlede skæbner, for
det går lige ind under huden på en forælder. Derfor
blev kufferten også fyldt til bristepunktet med
børnene derhjemmes aflagte tøj.
Jens afleverede os fint på hotellet sidst på
eftermiddagen. Resten af dagen gik vi selv en lille
tur i området omkring hotellet. Vi fik shoppet lidt
mere til vagten i morgen på Z1.
Hvad dagen i morgen bringer tilgår i næste afsnit!
Ha' det godt derhjemme, og Lea, jeg skal hilse igen
fra Jens. Han glæder sig vist til at se dig og Sanne
Og det der med tøse-shopping, ja det har Morten og
jeg vænnet ham til i dag ☺

SØNDAG DEN 8. MARTS KL. 08:00
- knivstikkeri
Morten og jeg er netop hjemvendt fra den første
døgnvagt på hovedstation Z1 (zona 1). Vi har lige
nydt et måltid morgenmad, talt nattens ture
igennem og kan nu slappe lidt af, få vasket støvet
og sveden af os, inden Jens henter os kl. 11 til
vulkan-tur.
Dagen i går startede roligt, for at sige det, umådelig
meget stille og roligt. Af stationens 2 ambulancer,
en danske doneret og en spansk, var den danske
ude at køre. Vi fik hilste på det tilbageværende
vagtpersonale. Flinke og rare gutter alle sammen og
et par spøgefugle hist og her.
De første mange timer var der ikke en eneste tur.
Folkene gik og vedligeholdte stationen, rengjorde,
malede, skiftede lysstofrør mm. Jens, Morten og jeg
havde fredag brianstormet over en middag på en
god mexicansk restaurant, omkring nogle
spørgsmål vi ville stille. Vi slog to fluer med et
smæk, for Morten og jeg ønskede at lave et
videointerview med en Nicaraguansk kollega
omkring det at være "bomberos", og samtidig
havde Jens fået en opgave at lave et interview til
vores interne blad i Falck - "Redderen". Så på et
tidspunkt når jeg er hjemme igen, kan dem som har
lyst få en kopi af dette interview. Tror det blev rigtig
godt. Selvfølgelig med undertekster, for Jens har
lovet at oversætte. Interviewet blev lavet med
Jorge.
Han havde pådraget sig en 2-3 cm flænge som
skulle ind at syes.
Ellers forløb den sidste nat roligt med uforstyrret
søvn. Det kunne vi li’! Utroligt nok, har vi ikke
været til et eneste skud sår, for mens vi har været
her, har vi både hørt om en kvinde som havde
skudt manden i hovedet, og en mand som havde
fået fire skud i kroppen. Det kunne da have været
arbejdsmæssigt en interessant udfordring, for er
ikke så mange skudsår jeg er stødt på i lille
Holstebro, men alligevel nok også et inferno, man
ikke lige ønsker at være midt i herovre trods stort
politiopbud.
Tirsdag morgen og nu var vores vagter herovre
afsluttet. I tankerne var man allerede på vej hjem,
men heldigvis havde Morten en oplevelse fra sidste
år som han absolut ville dele med mig – Laguna de
Apoyo. En lille skønhedsplet 30 minutters
ufremkommelig kørsel fra Managuas pulserende
byliv. Langt langt inde i skoven i kanten af
vulkansøen, lå den hyggeligste og mest romantiske
lille restaurant endda med mulighed for
overnatning. Restauranten var bygget helt ned til
vulkansøens krystalklare vand, men egen badebro.

førersiden, som var presset 25-30 cm ind. Jeg
kunne huske fra tidligere lyskryds, at han ikke
havde sele på, så han har nok fået en større
flyvetur i bilen og muligvis fået flere slemme
skader, både i den side bilen ramte ham, men også
ved at blive kastet rundt i bilen. Z1’s anden
ambulance havde allerede transporteret ham til
hospitalet.
Da aftenensmørket var ved at lægge sig, blev vi
kaldt på den næste ambulance. Ved et lille lokalt
marked, havde der været tumult og en person var
blevet snittet flere gange med kniv. Det så mere
voldsomt ud en det var, for hans hvide bukser og tshirt
var helt smurt ind i blod. Han kom selv gående
til ambulancen. Morten og en nicaraguansk kollega
stod for behandlingen, tog målinger og anlagde iv.
adgang og opsatte væske, for at kompensere for
det mistede blodtab.
Dagens sidste tur fik vi efter
veloverstået fælles aftensmad. En
sikkerhedsvagt var blevet ramt i
baghovedet af en knytnævestor
sten.
Først hen på eftermiddagen omkring ca. 14-15
stykker fik vi vores første ambulance. Vi blev kaldt
ud i et fattigt område, til en ældre kvinde. Jeg skal
lige love for, at vi fik set en anden siden af
samfundet end de gadebørn der er hist og her.
Vejene var små/smalle og faldefærdige huse/hytter
lå side om side. Ved vores ankomst var ambulance
straks omringet af 20-30 nysgerrige børn i alle
aldre. Vi havde videokamera med på turen, hvilket
forevigede en masse ivrige børn som ønskede at
komme med på billedet - råbende, jublende og
glade...
Den ældre dame lå inde bagerst i et lille værelse i
en baggård. Værelset var med de rå mure, vasketøj
på en snor hen under loftet. Spartansk pynt på
væggene og en lugt af urin.
Hendes ene ben var hævet,
smertefuldt og meget ømt.
Morten var behandler på
turen og vurderede det
straks til en DVT (blodprop i
venen). Hun blev lagt på
båren og kørt ud i
ambulance. Imens nåede jeg
at give lidt medbragt
børnetøj til en meget
taknemmelig moder med et
spædbarn på armen.

Næste tur fik vi da en dreng kom løbende til
stationen og fortalte at hans ven var faldet ned fra
en mur. Da Morten og jeg har aftalt at skiftes som
behandler var det min tur. Det viste sig at være en
15-årig dreng, som under leg var faldet ca. 3-4
meter ned fra en betonmur. Hurtig fik vi konstateret
at der ingen nakke/rygsmerter var, og gik derfor
videre til der, hvor han klagede mest over smerten,
nemlig i benet. Ingen direkte eller indirekte smerte i
fodleddet
hvor han
klagede
mest, så
tror han slap
billigt med
en
forstuvning
samt to
mindre
flænger i
hovedet.
Tredje tur var en rolig hjemkørsel af en
terminalpatient. Vi kørte 10-15 km ud af byen til
igen et fattigt område med meget spartanske
boliger. Patienten blev båret helt ind i egen seng.
Igen var der mange børn, som var meget ivrige for
at komme med på fotos. Jeg fandt min lille pose
frem med en aflagt nederdel fra min datter og en
lang cowboykjole. Genboernes hytter var faktisk
kun blikskure. Jeg havde ved ankomst set et par
meget små børn lege ude ved vejen. Jeg henvendte
mig ved indgangen og præsenterede mig som
Heldigvis har vi lige adgang til sygehusene hjemme
i lille Danmark!
Efter turen kunne min t-shirt vrides. Jeg havde
givet mine 2 ekstra t-shirts væk til kollegaer på
tidligere vagter, så det blev en lang dag i sin egen
dunst. Vi kørte på tanken efter kølige sodavand, og
et sæt batterier til saturationsmåleren.
Vi trillede hjem mod stationen. På et tidspunkt da vi
holder for rødt lys i et lyskryds, triller en efter
forholdene herovre, pænere taxa op forbi os højre
om. Han lister lidt frem foran os, og da der er hul
suser han over for rødt! Min nicaraguanske kollega
og jeg kigger på hinanden og ryster på hovedet.
Utroligt at nogle, både herovre men så sandelig
også derhjemme, bare skal tage disse chancer i
trafikken, som maximalt giver nogle sekunders
forspring. Han fik så også sin betaling!
5 minutter senere, da vi var tilbage ved Z1 var der
sket et trafikuheld lige i krydset op af stationen.
Pudsigt nok var den smadrede bil en taxa. Fjolset
fra før, havde ikke overholdt hans vigepligt og en
bilist fra sidevejen havde torpederet ham i

Om det er endnu mere graverende i form af indre
blødning, er umuligt at sige uden en scanning.
Efter små 20 min. og stadig ingen behandling, var
der heldigvis en medrejsende kollega til kvinden,
som tog den gode beslutning, at uanset pris, skulle
hun videre til et ordentligt hospital – Vivian Pellas.
Lægen ankom ellers i samme øjeblik for at give
noget kvalmestillende, men når hun nu skulle
overflyttes, så skulle hun da ikke have deres
medicin!
Inden vi kørte fra hospitalet, bad jeg vores chauffør
vente 2 min. så jeg lige kunne få lagt en iv. adgang
(til medicinering direkte i blodåren). Det lykkedes i
2. forsøg Så kørte det ellers over stok og sten
igen, hvilket forståelig nok fremkaldte flere
opkastudbrud fra kvinden. Det var nu heller ikke
lige flydende kørsel som vi praktiserer derhjemme,
men bløde opbremsningen og ingen accelerationer i
svingene, når der er patient i bårerummet. Nej, det
var udrykning med fuld gas, hurtige accelerationer
og hårde
opbremsninger, så vi
blev rusket godt rundt.
Da vi endelig ankom til
Vivian Pellas (husk
navnet, hvis du skulle
blive syg i Nicaragua),
forstod vi tydeligt at dette var landets bedste
hospital. Det var jo danske standarder, med fin
hygiejne, nye apparaturer og enerum til patienten.
Sådan en tur, viser med tydelighed, hvor stor
forskel der er på dem med penge og dem uden!
værende fra
Danmark og
havde en lille
gave. Først så
moderen
meget skeptisk
ud eller måske
bare undrende
over, hvad og
hvem der lige
stod der!? Da
det gik op for
hende, hvad
den "blege"
dansker
forsøgte at
formulere på hans skraldespansk, skal jeg lige love
for der kom et bred tandsmil frem på den mindre
vedligeholdte mund. Da vi 5 min. senere kørte fra
stedet, kunne vi i keglerne fra ambulancens forlys
se en lille pige rende rundt i min datters nederdel.
Det varmede mig inden i, at se dem få gavn af
noget tøj, som vi måske alligevel bare ville smide
ud derhjemme. Når man selv har børn i denne
alder, så går det virkelig ind under huden, så er
meget taknemlig over at min gode kollega Morten,
gav mig det lille tip at medbringe lidt tøj til
børnene...
Tilbage på stationen var vi henne af ved spisetid.
Tidligere på dagen var den gryde med kogte bønner
vi skulle have haft brændt godt og grundigt på, at vi
fik i stedet mad udefra. Ris med bønner, lidt æg og

lidt banan. Smagte udmærket og mættede fint og
ingen dårlig mave ved nogen af os - endnu...!
Kort før midnat blev vi kaldt ud til slagsmål. Ved
ankomst var der meget kaos, politi og folk der løb
forvildede rundt og var meget højlydte/råbende.
Pludselig ud af mængden af 30-40 mennesker
kommer 3-4 mand bærende på en tilsyneladende
livløs mand sidst i 20’erne.
I ambulancen konstaterer vi hurtigt at han er blevet
stukket med en kniv i ryggen øverst over venstre
skulder. Morten hører fint luftskifte på begge lunger
og jeg konstaterer ingen susende ved
indgangsstikket. Han så ud til at have været sluppet
billigt. (ville have skrevet heldigt, men så ville
Morten bare have konstateret at han ikke havde
vundet i lotto).
kvinde, fulgte med i ambulancen. Jeg forsøgte,
undervejs ind til nærmeste hospital, med sveden
dryppende fra panden, at måle blodtryk og
iltmætning. Begge dele var umulige. Umulige fordi
at saturationsmåleren (iltmætning) var løbet tør for
strøm, og der ikke var penge i stationskassen til
nye og fordi chaufføren ræsede derudaf på de her
belægningslagte og ujævne veje, hvilket gjorde det
totalt umuligt at høre noget i stetoskopet eller
bevare grebet på pulsen i håndleddet.
Endelig fremme ved hospitalet, og vi kørte hende
ind i den som altid overfyldte modtagelse. Her fik
hun lov at ligge i 5-10 min. inden der overhovedet
kom nogen og tilså hende.
Jeg overleverede til lægen, som forsvandt lige så
pludseligt som hun kom. Kvinden begyndte at klage
mere og mere over kvalme, og pludselig skulle hun
kaste op. Vi fik vendt brættet og Morten var hurtig
med en nærstående skraldespand. Hun kastede
efterfølgende op flere gange, hvilket er et tegn på
en større hjernerystelse.

Det er hvad vi kalder en hurtig ABC-gennemgang,
for at konstatere om patienten er kritisk eller ikke
kritisk, altså hvor hurtigt vi skal på hospitalet. Hun
var ikke kritisk, havde godt nok en større
blodansamling i hovedet og en lille flænge. Hun
havde kvalme, og smerter i hoved og lænd. Der var
fin bevægelse og følelse i alle lemmer, så ingen
tegn på overrevet nervebaner.
Jeg holdte hendes hoved, og kunne for en gangs
skyld selv tale nogenlunde med patienten, for hun
var amerikaner. Morten forsøgte at anlægge en
halskrave størrelse ”short” (findes i 5 størrelser),
men den var bare for stor. Vi bad kollegaerne om
en mindre, men det havde de ikke! Vi måtte
improvisere som så mange gange tidligere, så hun
blev lagt på spineboard (stift bræt til at beskytte
ryggen med mistanke om brud) uden halskrave.
Selerne til at immobilisere hende med sad heller
ikke korrekte til at lave krydsspænding, så endnu
engang måtte
vi gå på
kompromis.
Vi fik hende på
båren og i den
ulidelige
varme bakset
ind i
ambulancen.
Hendes nicaraguanske ansatte, en engelsktalende
Ved 2-tiden i nat blev vi kaldt op til en fødende
kvinde. Turen var igen kommet til mig som
behandler. Kvinden viste sig at være en 4.
gangsfødende som var 4 dage over termin og nu
pludselig havde fået navlesnorsfremfald og en lille
bitte fod. Navlesnoren var godt krænget rundt om
foden, så jeg forsøgte forsigtig at få den krænget af
og trykket lettet. Der var fin puls i navlesnoren og
barnet trak foden til sig, når jeg kørte en finger hen
under foden – altså der var liv. Vi fik kvinden på
båren med kraftig elevering af benene for at undgå
yderligere tryk på navlesnoren. På hospitalet
overleverede jeg til en engelsktalende kvindelig
læge. Hun spurgte til, om jeg havde observeret liv,
og det kunne jeg jo bekræfte. De tog det ekstremt
roligt syntes jeg, lige indtil det gik op for hende, at
det altså passede, hvad ham danskeren lige havde
stået og fortalt om navlesnor, fod, liv mm. Så skal
jeg love for hun fik råbt ”rapido – rapido” af anden
læge og sygeplejerske og vupti to sekunder senere
så jeg dem bare løbe med båren ned af den lange
gang. Hvordan kejsersnittet endte vides ikke...
Tilbage på stationen gik Morten til køjs igen. Jeg fik
mig lige en sludder med kollegaerne på mit
skraldespanske. De morede sig meget over, at jeg
nu havde fået et barn i Nicaragua, og hvad mon min
kone hjemme ville sige til det

Nattens sidste kørsel blev til et solo færdselsuheld.
En personbil var væltet rundt med 6 passagerer i.
Ved ankomst fik vi hurtigt konstateret at det kun
var 2 behandlingskrævende patienter. En med
smerter i lænden og en med mulig fraktur på
kravebenet. Begge blev behandlet og kørt ind i en
og samme ambulance, nemlig vores. Man er ikke så
pernippen som derhjemme med 1 ambulance til 1
patient og mht. antallet af pårørende med i
ambulancen... Da vi skulle aflevere begge patienter
på endnu et nyt hospital (ikke nyt i den forstand,
men vi kører til mange forskellige af hver deres
standard), fik vi os lidt af et syn. Røde kors kom ind
med en intuberet patient, ikke så mærkeligt, men
kontra vores standard derhjemme, så blev det et
mærkeligt billede. Patienten var selvfølgelig
bevidstløs og intuberet (slange i luftvejene), men
ventilationsposen manglede pose og ilt og der var
ingen overvågning af nogen art. Ja, man benytter
sig af de muligheder og redskaber man har hernede
og ikke mere...
Vi blev kaldt på den første ambulancetur lige midt i
middagsheden. Meldingen lød på ”accidente”,
hvilket er en ret bred betegnelse. Da vi ankom til en
lidt finere hvid bebyggelse, stod der flere ude ved
vejen og lettere panisk vinkede os ind. Det er lidt et
af tegnene på, at der vitterlig er sket noget, ligesom
at man ved der ofte ikke er meget at gøre, hvis den
tilskadekomne ligger ubevægeligt for sig selv, og
folk holder sig på afstand.
Det var en midaldrende forretningskvinde, som med
bare tæer var gledet på en trætrappe og faldet ca.
2 meter ned på et flisegulv med hovedet forrest.
Jeg fik hurtigt konstateret, at hun var ved
bevidsthed, trak vejret i en fin dybde men en smule
hurtigt, og hun havde en normal puls i håndleddet
på 80-90 stykker, hvilket også giver mig et blodtryk
på over 90.

Finalen på showet bestod
af, at der blev kørt en stor
”drome” (jernkugle) med
en dør i, ind i manegen.
Det var tydeligvis sådan
en man har set
motorcross-kørere køre
rundt inden i, men jeg syntes den var lige lille nok.
Det skulle vise sig at hele 5 motorcyklister kørte
rundt i den, da finalen var på sit højeste – helt
vildt!!!
Det var en super lørdag aften, og vi sluttede lige af
men en enkelt øl på den lokale bar tæt med
hotellet.
Søndag var der ikke
rigtig noget på
programmet, da vi jo
skulle have overnattet i
Estelì. Vi fik i stedet en
aftenaftale med Mario,
en festlig nicaraguansk
kollega. Så søndagen
forløb med afslapning på hotellet og hyggeligt
selskab med Mario inden vi mandag skulle på vores
aller sidste døgnvagt inden hjemrejsen.
Mandag var vi tilbage på hovedstation Z1. Det var
et gensyn med samme vagthold som sidst. Som så
ofte i Nicaragua bød dagen på traumeture og ingen
sygeture.
Det var alt for denne gang. Nu vil jeg have mig et
tiltrængt bad, for godt nok er der mega varmt når
man sidder og venter på at komme ud at køre, men
skal da lige love for at vi koger når vi er indsatte.
Det blæser også meget hernede pt., hvilket egentlig
ikke gør så meget i varmen, men gør bare at det
støver afsindigt, hvilket tydeligt ses på vores flotte
forhenværende hvide ambulancebukser.

MANDAG DEN 9. MARTS KL. 08:00
- på vulkaner
I går søndag blev vi hentet på hotellet af Jens og
skulle rigtig på sightseeing. Jeg kom dog senere til
at opleve dagen med et lidt andet syn end
forventet!
Vi kørte en halv times tid uden for byen og op til en
aktiv vulkan, hvor Jens meget interessant
forklarede om sidst der var vulkanudbrud for flere
hundrede år siden og hvordan en mellemliggende
sø reddede byens indbyggere.
Pludseligt og meget underligt under rundvisningen
på museet, begyndte mit syn at flimre for det højre
øje. Jeg var egentlig veltilpas, men mega underligt
med næsten et slags dobbeltsyn - lidt som at ligge
på bunden af en sø og kigge op mod overfladen,
hvor man ser krusninger i vandet, når det skvulper
ind mod bredden. Meget underligt. Efter 10 min.
Han nægtede at deltage. Klovnen insisterede, men
der var intet at gøre. Han fortsatte hans søgen efter
den sidste deltager, og man sidder der med den
fornemmelse, at bare det ikke bliver mig, årh nej,
bare ikke mig! Man prøver at ignorere, undgå
øjenkontakt og drejer hovedet den anden vej, og
alligevel ”pling” – der fik jeg den flotte røde franske
malerhat på!
Det hele gik ud på, at kloven skulle indspille en lille
kortfilm. Den smukke dame med hatten og hendes
elsker, som blev overrasket af manden, der så trak
en pistol. Jeg havde så den sidste rolle som ham
med klaptræet – lidt klovnerollen, så det var jo lige
mig....!
Showet fortsatte, og vi kom til at
opleve så fantastiske ting som en
bjørn der totalt kunne simulere
at være et menneske. Jeg var
ved at flække af grin, da den
satte sig på en bænk ved sin ejer
med det ene ben over kors
Vi så kæmpe sibiriske tigre
bevæge sig hurtig og elegante
som små killinger.
Tryllekunstneren som fik han
kone til at lave adskillige tøj skift, hver på under 2
sek. Et par gange bevægede han bare en
hulahopring ned over hende og hendes tøj ændrede
sig. Vi troede ikke vores egne øjne. Helt utroligt.

Resten af dagen var programsat til gå rundt i Estelì.
Der var bagende varmt, og Morten og jeg havde
mere lyst til at vende snuden hjem til Managua med
muligheden for at besøge Cirkus Moscow om
aftenen. Trods sygdom i kroppen lod Jens sig
overtale til den 2-3 timers køretur hjem igen. Han
var også bedre af at komme hjem under dynen (vist
et dansk udtryk, for her er det max. et lagen).
Det var en rigtig god beslutning! Morten havde ikke
været i cirkus i mange år, og trods det at jeg de
sidste par år hjemme i
Danmark har været det
med ungerne, så blegner
det ved siden af
oplevelserne her!
Entréprisen var 300
cordobas (ca. 95 kr.) for
de næstbedste pladser. Det første eksotiske dyr der
entrerede manegens velduftende savsmuld, var en
stor giraf. Børn i publikum blev hevet op, og skulle
fodre den med hånden. Flere af dem blev temmelig
overrasket over, hvor lang en tunge sådan en
egentlig har
Cirkusset havde selvfølgelig også den obligatoriske
pauseklovn, som er på mellem de numre, der
kræver til omstrukturering af manegen. Han kom
ind med 4 forskellige hatte i hånden. Den første var
en damehat, som han placerede på hovedet af en
nydelig dame, som sad modsat af os i teltet. Så
fortsatte han ellers rundt langs tribunerne med de
efterfølgende 3 hatte. Den sidste hat blev placeret
på en godt korpulent herre et par rækker bag os.
forsvandt det lige så pludseligt som det kom.
Efterfølgende kørte vi helt op og kiggede ned i den
rygende afgrund. Vi var helt oppe på en udsigtspost
med stor panoramaudsigt over den del her af
landet.
På vej ned igen af de mange trapper, bang! Så var
det dobbeltsynet der igen. Jeg måtte lige
koncentrere mig en ekstra gang for at komme
helskindet ned af alle trapperne.
Igen forsvandt det lige så pludselig som det kom.
Resten af eftermiddagen kæmpede jeg med en slem
hovedpine, så min dag som turist var ikke lige den
bedste. Opholdt med symptomerne, har jeg selv en
lille teori om, at jeg måske har fået en reaktion af
de malariapiller jeg får.

Efter
vulkanbesøget tog
vi på restaurant
for at spise
frokost med den
skønneste og
mest romantiske
udsigt og en kæmpe vulkan-sø omkranset af frodige
grønne træer akkompagneret af diverse
gademusikanter. Var lige her man skulle sidde og
nyde det med konen. Det var der så også mange
lokale der gjorde, med deres altså at forstå!
Herefter gik turen til
Granada, som lidt er de
riges højborg. Mange
utrolig flotte huset,
næsten helt malerisk
med den skønne blå
solbeskinnede himmel
som baggrund. Der er
dog stadig alle sociale lag
som er tilstede i byen.
Lidt af en kæmpekontrast
at sidde på et flot hotel
med skøn cafe og udenfor
sidder en kone med 3
små børn og tigger. Vi
kunne da heller ikke gå
forbi uden der faldt lidt
mønter af og en lille
hyggesnak med børnene.
stod på rad og række. Al forarbejdning er pr.
håndkraft. Der er slet ingen elektriske maskiner
eller robotter impliceret i fremstillingen. Det tager
2-3 år at fremstille en cigar, hvilket uundgåeligt må
give lidt mere respekt, når man bare går ned i
butikken og hiver én ned fra hylden. En
fabrikmedarbejders mindsteløn er 70 cordobas (ca.
23 kr.) om dagen.
Det var et kønt syn, for flere
steder sad medarbejderne med
den fedeste cigar i kæften. Både
mænd som kvinder, men det var
også tilladt at ryge alle dem man
ville i arbejdstiden, så jo flere jo
større løn
Nicaragua har pt. både 1. og 2. præmien som
verdens bedste cigarer. Jeg ville hjertens gerne
købe nogle af disse, men desværre var det kun til
eksport og derfor ej tilladt. Under rundvisningen
stak vores vært mig alligevel to i cigarer i hånden.
De var faldet for kvalitetskontrollen, den ene pga.
lidt mørke nuancer i farven, og den anden pga. en
lille knastlignende sort plet, som næsten var umulig
at se med det blotte øje. Sikke en kvalitetskontrol,
men godt for mig, for nu har jeg to af de gode
garer’ med hjem
Vi sluttede besøget af med at købe lidt af de
vareprøver som var tilladte at sælge, så den står
snart på Flor de Caña, cigar og Nicaraguansk
stemning hos mig!

Lørdag var vi nået til et af turens, for mig
højdepunkter. Vi kørte en times tid og nåede til
byen Estelì, hvor vi skulle besøge en cigarfabrik.
Selv om der ikke normalt er rundture på fabrikken,
havde Jens fået det kringlet via den lokale
stationsleder.
Udefra lignede
det ikke en
fabrik.
Bygningen bar
godt nok præg
af, at her tjente
man penge, for
facaden var
pænt
vedligeholdt og meget farverig. Man kom først ind i
en lille hall, hvor en receptionist og en
sikkerhedsvagt tog imod. Efter 10 minutters
ventetid, kom vores rundviser. Han var
engelsktalende, hvilket var særdeles godt, idet Jens
stadig ikke havde meget stemme. Vi fik den helt
store rundtur på et par timers varighed. Vi startede
der hvor man modtog cigarbladene. De lå i kæmpe
lag og skulle konstant overvåges
temperaturmæssigt. Det hele foregik ved håndkraft
og et normalt termometer. Man hældte vand på
eller kom plastik over, for at sænke eller hæve
temperaturen til den
rette.
Herefter blev bladene
sorteret i de 3
forskellige lag en cigar
består af. Et hav af
hovedsageligt kvinder
Da vi kom tilbage til hotellet, ja jeg er jo lidt flov
over at indrømme det, tog vi hul på den første
flaske gode mørke rom af navnet Flor de Caña! At
der skulle gå faktisk tre dage hernede inden jeg fik
smagt den, beklager jeg dybt og inderligt overfor de
gode kollegaer som tidligere har været på eventyr
hernede - Undskyld...!!!
Til gengæld tømte vi flasken og det hjalp på min
hovedpine.

ONSDAG DEN 11. MARTS KL. 16:40
- så hårene rejser sig på armene
Så er der lige passeret et par dage siden jeg sidst
har haft tid til at skrive hjem, og jeg skal da lige
love for der er sket lidt!
I kan se frem til at høre om vores travle dag på Z4
med flere spændende ture, både på den interessante
måde og den, hvor man føler sig ikke helt på
sikker grund. To gange på vagten følte Morten og
jeg i hvert fald, at situationen ikke helt var under
vores fulde kontrol...
Mandag morgen hentede Jens os til vores anden
døgnvagt som var flyttet fra Z3 til Z4. Z4 er kendt
for at være utrolig venlige, og det må jeg 100%
bakke op om. Sikke en gæstfrihed. Vi blev tilbudt
de bedste senge, de lavede alle måltider til os,
kørte os rundt på sightseeing i ambulancen mellem
turene og så var de ellers bare nogle gutter med et
gæv sind
Vi startede dagen med at blive vist rundt i området.
Det første sted vi
besøgte, var en
skadeklinik for børn.
Forholdene var ikke lige
som derhjemme.
Patienterne var stuvet
sammen i et lille bitte
lokale. Forældre der sad med deres små
Hun boede helt oppe ved grænsen, så for at komme
hertil havde denne kun 15-årige mor sejlet 7 timer i
båd med sønnen på knæerne og efterfølgende 390
km med bus.
Da jeg fik fortalt historien løb det koldt ned af
ryggen på mig, og mine hår rejste sig på armene.
Sikke en rejse, sikke et liv,
sikke en fremtid for sådan en lille pige...!
Vi vendte tilbage til vagtholdet med pizza og havde
fælles stående taffel inden det var sengetid. Vores
kollegaer havde jo overladt deres fine senge til os,
så de måtte arrangere sig i et hjørne af garagen på
nogle tynde madrasser, og med et stykke pap og
ambulancen som væg og læ for vinden.
Se det er gæstfrihed! Jeg håber på at kunne give
lidt bedre forhold, når der kommer 4-5 kollegaer på
besøg i Danmark til august!

Aftenen og natten bød desværre ikke på nogle
udrykninger, men vi fik derimod en fin rundvisning
på byens hospital. Det var samme standard som vi
havde set inde i Managua. Mange patienter på
stuerne, pårørende der selv skulle passe og pleje de
syge, både 2 og 3 patienter i en seng, og en
hygiejne som ikke lige var til en elite smiley.
På barselsgangen mødte vi flere unge mødre, men
specielt en ung pige brændte sig fast. Lige da vi
drejede ind på stuen, ramte der os straks synet af
en ung pige, som var ved at komme stofble på en
lille dreng. Havde det været i Danmark, havde jeg
grangiveligt troet at det var en pige som stod og
legede med hendes dukke, men her var det altså
livets barske realiteter.
børn på skødet med en iltslange og
nebulisator/micromist (astmabehandling) og ikke
andet. Ikke noget med hudsonmaske eller lign.
Morten forbarmede sig over en lille grædende pige
på 2-3 år. Gav hende en lille Sofus-falck bamse.
Hun lyste relativt hurtigt op, stoppede med gråden
og endte med at smile.
Videre gik turen til nærmeste hospital med
akutmodtagelse/skadestue. Det var et stort lokale
som ikke bar præg af at man tænkte på hygiejne,
hvis man overhovedet
gjorde! 3-4 bårelejer var
der uden nogen form for
afskærmning mellem.
En ældre herre lå på den
ene og fik syet nogle
dybe sår i ryggen af en
læge som var ved at
modtage
specialeundervisning på akutmodtagelsen. For
enden af lokalet sad overlægen, som tog imod alle
patienter og visiterede. Han kunne engelsk og var
meget villig til at fortælle os om hele hospitalets
opbygning. Desværre kunne han ikke følge os
rundt, sagde han, for han skulle blive i
modtagelsen.
Han fortalte om, at stort set al deres udstyr var
second-hand (genbrugs) doneret fra forskellige
lande. Meget lidt havde de råd til at købe selv. Det
kunne vi tydeligt se. Udstyr derhjemme som vi

uden tøven smider ud, da det er engangsbrug, blev
brugt igen og igen her.
Overlægen sluttede af med at takke os mange
gange fordi at vi tog os tid til at komme herover og
hjælpe dem ved at medbringe udstyr, donere
køretøjer og ikke mindst syntes han, at det var
storhjertet af os, at vi tog os tiden til det, når vi jo i
stedet kunne være hjemme ved vores familier. Jeg
siger jer, at det var lige så hårene rejste sig på
mine arme og i nakken. Den taknemmelighed han
viste var så oprindelig, at det helt gav mig en
sugende mavefornemmelse.
At jeg og Morten så lige stod der og fik al rosen, er
jo kun en lille del. Derfor sender jeg hermed
roserne videre til alle jer derhjemme, som har
været med til at give tøj/uniformer, indsamle dem
og sende det herover. 3F og Falck som har startet
projektet op. Alle jer kære kollegaer som via hver
eneste arbejdstime donerer 10 øre til projektet og
ikke mindst Jens Harder Larsen, vores fastboende
danske kontakt herovre. Han gør en STOR forskel
herovre og fortjener virkelig kæmpe ros for hans
arbejde. Han har en stor del i fortjeneste af, at
uanset hvor vi kommer herovre, så er der glæde,
venlighed, smil og stor taknemmelighed...!
Så 3F, i må lige sørge for at holde fast på ham...!
Næste stop var ude i et fattigt område, hvor vi
skulle se et udsigtspunkt til en nærliggende sø. Det
var dog ikke højdepunktet. Det var i stedet da vi
stoppede op ved en familie med flere børn (umuligt
at tælle hvor mange). To af børnene var
aldersmæssigt identiske med mine egne, så der
blev straks doneret lidt af børnenes overskydende
tøj! Det var noget der brændte sig fast hos både
Her sad vi måske 1 time til 1 ½ og snakkede om alt
muligt! Han forventede at bo her i Jinotega et par år
og så forsøge at få opholdstilladelse igen til konen.
Han havde ikke pt. noget arbejde, men levede af sin
opsparing fra hans gamle job i Amsterdams
lufthavn, Schipol. Konen arbejdede som NGO’er og
havde en løn over gennemsnittet. En normal
gennemsnits månedsløn lå på ca. 2.500 cordobas
(ca. 800 kr.), men hun tjente godt 4.500 cordobas,
så de var bedre stillet, hvilket også tydeligt kunne
ses kontra nabohusene på hver side.
Vi udvekslede mailadresser, og der blev taget fælles
billede i stuen, inden jeg takkede for deres
gæstfrihed og returnerede til stationen. Det var
blevet mørkt og snart vagttid.

Overfor brandstationen lå en hel vej med små huse
side om side. Faktisk hvad vi ville kalde rækkehuse
derhjemme, for så tæt var de bygget. Et af husene
var i to etager med terrasse. Jeg havde godt
bemærket, at der stod en person deroppe og
betragtede mig, men det var man jo så vant til, at
vi skilte os lidt ud fra normalbilledet.
Pludselig kom han gående hen over gårdspladsen
og præsenterede sig som Rody. Han var flyttet
hertil for 4 måneder siden, da hans nicaraguanske
hustru ikke kunne få opholdstilladelse i Holland.
”Vil du med over og have en kop kaffe?”, spurgte
han hurtigt. På kort tid gik der mega mange tanker
gennem mit hoved. Var der nogen risiko ved det? Vi
er jo blevet opfordret til at tænke os om en ekstra
gang, ikke at bevæge os alene rundt efter mørkets
frembrud, i visse områder ikke flashe for meget
med vestlige værdier som videokamera mm.
Jeg valgte at tage chancen, for denne lejlighed til at
få indblik i en helt almindelig nicaraguansk families
hverdag. Rody viste sig at være en rigtig flink fyr.
Jeg blev vist indenfor, hilste på hans kone, hendes
17-årige datter og hans svigermor. De boede her
alle fire. Huset var et af de bedre, bygget i sten, flot
vedligeholdt og endda med det største og flotteste
komfur jeg havde set i hele Nicaragua. Hans
svigermor kunne godt li’
at lave mad, fortalte han.
Rody fandt et par kopper,
og vi satte os ude i
baggården mellem
køkkenet og det udendørs toilet.
Morten og jeg. At se de snavsede, men glade og
søde børn. Dem og familiens taknemmelighed over
at vi pludselig dukkede op ud af den blå himmel
med nyt rent tøj og lidt penge... Det varmede ens
hjerte
Første ambulancetur var jeg behandler på. Det var
en mindre overførsel fra skadeklinik til hospital med
en ældre herre med blindtarmsbetændelse.
Næste ambulancetur lød på ”accidente”... En
kvindelig motorcyklist var med ca. 60 km/t og uden
hjelm kørt ind i siden på en medkørende bilist.
Hun havde fået en større bule i hovedet og klagede
over smerter i venstre hofte. Morten var behandler

på turen, så jeg fik taget et enkelt billede eller to
mens han og de to nicaraguanske kollegaer Cesar
og Francisco fik lagt halskrave og optaget på det
improviserede spineboard. Kvinden var en af de
indbyggere i Nicaragua, som var bedre bemidlet, så
via hendes forsikring kunne hun komme på det fine
Bautista Hospital. Her var nærmest skinnende rent
kontra hvad vi var vant til fra de andre steder.
Udstyret var på ingen måde det nyeste, tværtimod,
men der var ene rum til patienterne og her
herskede noget mere kosmos end kaos. Vores
kollegaer fortalte efterfølgende, at den modtagende
læge var meget overrasket og imponeret over
Mortens overlevering af patienten med nedskrevne
vitale parametre (blodtryk, puls, iltmætning,
respirationsfrekvens mm.), undersøgelsesmetodik,
kontrol af føleudfald mm. Vores kollegaer hernede
kan mange af de samme ting, men det ser
desværre bare ikke ud til at det bliver gjort ret
meget. Det er mere ”scoop and run” end ”stay and
play”.
Dagens første tur som virkelig fik de små grå i gang
hos Morten og jeg, var ikke pga. selve turen men
mere pga. omgivelserne. Vi blev kaldt til sygdom i
hjemmet. Det var geografisk helt derude, hvor vi
ikke havde regnet med
at havne. At den gamle
Falck-Sprinter
overhovedet kunne
manøvre sig gennem
den ujævne jordvej, var
hvis mere held end
forstand. Morten og jeg var begge efterfølgende
Han hoppede hurtigt i kanen, og lå der med en stor
bog. Morten og jeg så også vores snit til en lille lur.
Det var dog kun kort for Mortens vedkommende, for
ambulancen skulle have skiftet olie, så de forhørte
om vi havde lyst til at med. Jeg valgte sengen, men
mekanikeren Morten var totalt klar. Han fik sig vist
også en på opleveren, for der mødte ham vist noget
af et syn på det lokale værksted, og da olien blev
tappet af, var det ikke i en bakke, men på den bare
jord! Vi er blevet enige om, at det godt kan virke
nytteløst, at vi i vores del af
verdenen sorterer al vores
affald i diverse containere, når
man her har så afslappet et
forhold til det at passe på
naturen.
Jeg fik mig lige en time eller halvanden. Det var
stadig lyst, da jeg vågnede og ikke kunne sove
mere. Jens lå stadig i sengen, og Morten var ikke
kommet tilbage. Jeg var lidt rastløs, gad ikke læse
mere, så jeg gik ud i gårdspladsen. Længst nede i
hjørnet sjippede 3-4 børn med et tov lavet af to
tørresnore. De havde deres hyr med at knuden hele
tiden gik op. Da jeg stod der i gården, havde jeg
ikke lige regnet med, at jeg 10 min. senere skulle
sidde og drikke kaffe med en europæer i hans
svigerfamilies hjem, men sådan er verden jo nogen
gange så uforudsigelig, hvis man bare søger
oplevelserne.

Til den unge moder på
gadehjørnet, på højest 16
år, som ammede og støttede
hendes lille barn med den
ene hånd og rakte den
anden tiggende ud efter os.
Jeg havde en lille armeløs sparkedragt i min
medbragte pose, som var lige perfekt i størrelsen.
Hun blev mægtig glad, og jeg stak hende da også
lidt penge. Det gør sgu ondt at se på!
Som så mange gange før, blev vi overrasket over,
hvor fin og pæn en restaurant der kunne gemme sig
inde midt i mellem alle de faldefærdige huse. Det er
umuligt at se på facaderne, hvad der gemmer sig
inde bagved af små perler (må man sige det!).
Morten pakkede pænt de overskydende pomfritter
fra hans frokost ind i et par servietter, for at give
det til den unge moder. Hun tog sagte imod pakken,
men da vi kom på afstand var det tydeligt at hun
guffede dem i sig med velbehag.
Vi fortsatte rundt i Jinotega og fik suget flere
indtryk til os og endte tilbage på stationen hen på
eftermiddagen.
Vi skulle først køre med på vagt fra kl. 19.
Morten, Jens og jeg havde fået indlogeret os i
stationens soverum. Stationen var ikke opbygget
som et decideret hus, men nærmere en lade, for
der var åbent over det hele. Der var ingen
radiokontakt, men udelukkende en telefonlinje til at
alarmere ambulancen.
Jens havde skrantet med hans hals og havde stort
set ingen stemme, ikke så godt for en tolk!
enige om, at det var godt at vi ikke kørte fast, for
var ikke lige et område vi havde lyst til at blive
fanget i. Husene var lavet af hvad der nu kunne
indsamles fra diverse lodsepladser.
Overskudstømmer, plasticposer, presseninger,
diverse metal, blik mm. Da vi endelig efter 15
minutters kørsel 1 (udrykning) med 3-5 km/t var
fremme, var det første vi hørte da Morten og jeg
stod ud af ambulancens sidedør: ”GRINGOS...!”
Vi var sikre på at det nu ville sprede sig som en
steppebrand, og i løbet af kort tid ville alle slyngler
og banditter i området kende til vores
tilstedeværelse. Vores kameraer og videokameraer
blev også gemt tilbage i bilen!
Det var godt det samme, for hvad der nu ventede
os, betød at vi kom til at skulle arbejde lidt
alternativt efter danske normer, og jeg håber så
sandelig ikke at Svend Trautner (vores lægelig
direktør i Falck) læser med her.
For at sætte jer lidt ind i vores arbejdsmæssige
tankegang herovre, så vurderes behandlingen af
hver patient ud fra cost/benefit. Kan det betale sig
at bruge en ”dyr” grøn venflon (intravenøs adgang
til medicin eller væske) til denne fattige patient,
hvis overlevelsesmulighederne er begrænsede!
Derhjemme smider vi jo venflons rundt i flæng både
på behandlings- og ikke behandlingskrævende ture.
Både for at opnå rutine men primært ud fra devisen
– al nødvendig behandling til patientens tarv!
Nå, men her stod vi så i et fattigt land som
Nicaragua. Ude i det fattigste område, hvor man

ved at naboen vil slå ihjel for det armbåndsur til
150 kr. man har på armen. Dilemmaet vi stod i var,
at kvinden som var nyrepatient og nyligt
hjemkommet fra hospitalet nu lå stendød i sengen i
denne lille dunkle hytte med hele familien tilstede.
Morten og jeg kunne ret hurtigt konstatere at hun
havde været død i et par timer, marmoreret hud,
ingen puls og lysstive pupiller. Familien derimod
anede ikke hun var død, men troede hun sov tungt.
Ud fra danske normer, så kan vi kun erklære folk
døde ved tydelige tegn såsom forrådnelse,
forkullelse, tydelige tegn på skader uforenelig med
liv samt tilstedeværelse af ligpletter og dødsstivhed.
Skulle vi nu sige højt, at deres mor var død med
fare for at de ville beskylde os for dette eller køre
tilnærmelsesvis genoplivning som vi ville have gjort
hjemme i Danmark. Tilnærmelsesvis fordi, defi’en
(hjertestarteren) er den gamle model (LP300) og
skulle vi spilde en venflon på noget vi inderst inde
sagtens kunne se var spild jf. Nicaraguanske
normer.
Føljetonen fortsætter næste gang jeg får tid til at
skrive... Her vil jeg også berette om aftens sene tur
til husbrand, hvor Morten og jeg måtte bakke ud
pga. egen sikkerhed!
Nu skal jeg nemlig have mig et bad inden jeg skal
møde ind på vores vagt på Z9 her kl. 19. Det er
aller første gang kollegaer fra Danmark er på denne
station, så bliver lidt spændende at se deres
reaktion på os og hvad vi medbringer af udstyr
TORSDAG DEN 19. MARTS KL. 09:15
- oplevelser ud over det sædvanlige
2-3 timers kørsel tog det at komme til Jinotega. Vi
ankom til stationen lidt over middag. Vores
nicaraguanske kollegaer var godt i gang med
vedligeholdelsen. De havde for godt en måned siden
fået deres først ambulance, en aflagt model
Mercedes Sprinter fra station Skive. Jeg tror aldrig,
at den har set pænere ud. Hjulkapslerne funklede i
solen efter en gang
sølvspray, bilen blev
pudset med klude ved
håndkraft, ja selv
skærmkasserne
indvendig fik en gang
sort maling.
Efter en præsentation, lidt opfyldning af
ambulancen af det medbragte materiel, gik vi en
runde i byen til fods. Solen skinnede som altid på
disse kanter, men temperaturen var faldet en smule
i Jinotegas højder kontra den kvalmende hede i
Managua by.
På vores rundtur i Jinotega by sugede vi
indtrykkene til os. Det var alt fra landskabet med
frodige grønne træer op af bjergene, de for biler
næsten ufremkommelige veje. Konen der stod og
stegte ubestemmeligt kød over åben grill på gaden,
duften af let branket kød, synet af små faldefærdige
boliger, som udefra så ubeboelig ud, men indvendig

var fuldt møbleret med hvad vi ville betegne som
genbrugsmøbler.
hvor vi skulle på nattevagt. Mere herom følger i
næste kapitel....
TORSDAG DEN 12. MARTS KL. 10:58
- alternativ genoplivning og politivold
Scenen var sat! Det var altså mandag sidst på
eftermiddagen og mørket var ved at falde på.
Morten og jeg var havnet helt derude, hvor vi i
vores vildeste fantasi ikke havde regnet med at
havne. Den lille jordvej vil var kørt på, havde fået
den gamle danske Mercedes Sprinter til at pruste og
vride sig i smerte. I mine tanker var jeg tilbage
under redderuddannelsen i Esbjerg, hvor vi på en
natteøvelse skulle ud og køre i unimog i med
kuperet terræn ved Oksbøllejren. Dette for at lære,
hvor meget sådan et 4-hjulstrukket køretøj nu
kunne modstå og krænge sine hjul til hver side.
Nu var vi bare ikke i trygge Danmark længere, men
stod i denne lille dunkle hytte med gulv af den bare
kolde jord, i et område blandt ludere og lommetyve
og så endda med hjertestop.
Morten og jeg behøvede næsten ikke kommunikere.
Vi kunne tydeligt læse i hinandens øjne, hvordan
scenariet skulle afvikles. Hurtigt kommanderede vi
de nicaraguanske kollegaer via tegnsprog ud efter
defibrillator og ventilationspose mens vi påbegyndte
normal HLR (hjerte-lunge-redning). Vi fik optaget
patienten i ambulancen, kørte mod hospitalet og
sønnen sad med i bårerummet (gør vi ikke lige i DK
når der er stop!). Vi fortsatte hjertemassage og
kunstigt åndedræt i det nu godt fyldte bårerum på
ambulancen. Jeg havde den nemme tjans med at
ventilere. Morten havde trukket nitten og måtte

knokle i den varme og fugtige atmosfære.
Undervejs ind vidste vi godt, at det her intet
nyttede, og da vi afleverede patienten/afdøde til
lægen i skadestuen, gad han ikke engang tilse
patienten efter at vi havde fortalt vores
observationer af ingen puls, ingen respiration,
lysstive pupiller, asystoli på defi’en og at familien
havde oplyst at hun havde ligget sådan et par
timer.
Bagefter kan man på en måde ikke lade være med
at tænke, at nu er hendes pinsler da ovre! I hendes
56-årige liv har hun nok knoklet sig gennem hver
evig eneste dag for at kunne brødføde sine 5 børn.
Næste tanke er så – hvilket liv har de nu at se frem
til......!?
Senere på aftenen blev vi tilkaldt til politivold! Da vi
ankom på stationen blev vi genet om i baggården,
hvor vi i skæret af vores lommelygter kunne
konstatere at mand og kone var kommet på kant
med loven. Hvad der var årsag til, efter den
anholdte mands udsagn, at 5 betjente havde
sparket ham og konen og de nu lå på jorden iført
håndjern, vides ikke. Det jeg kunne konstatere var,
har manden havde fået en 4-5 cm flænge over øjet
og konen som sad i skrædderstilling på jorden
stadig iført håndjern ikke havde nogen synlige tegn
på skader. Mens jeg og min nicaraguanske kollega
fik skyllet hans sår, så han sit snit til at fortælle mig
ovennævnte på engelsk. Det forstod betjentene jo
ikke meget af, da kun få taler engelsk herovre, så
han fik hurtigt af vide på spanske, at her skulle han
tale spansk! Han fortsatte på engelsk: ”I want you
to see, what my country is doing to the people!”
Jeg tror ikke at politivold er et ukendt fænomen på
konstant, hvilket denne dagbog da også er ved at
bære indtryk af.
Nå, men det var jo bare et påskud, og deraf følger
selvfølgelig en grund. Nu skulle Jens have hans
manddom tilbage! Det horn vi havde købt forleden i
storcentret, skulle nu installeres i bilen. Det burde
jo egentlig have været Morten, for han er uddannet
mekaniker, men til vores lille projekt, kunne jeg
med mine 10 tommelfingre være med.
Vi kaldte det et stresshorn! Faktisk var der slet ikke
meget manddom i det, da det bestod af et pivdyr
udformet som en burgerbolle. Den slags med den
total irriterende pivlyd, man giver sin hund. Jeg fik
den hurtigt fikset med lidt pehahaft (forbinding i
ambulancerne), så da han kom ud igen var rattet
flot forbundet og klar til brug.
”Hvad er der lige sket her!”, var hans reaktion.
Vi syntes lige han skulle have et stresshorn, for vi
syntes han virkede utrolig frustreret i trafikken
over, at han bare kunne hamre og banke i hornet
uden af det sagde noget. Så resten af opholdet, fik
vi en mindre stresset Jens
Torsdag aften sluttede som en anden aften med
gutterne i de gode gamle ungdomsår. Stand-up på
tv’et ”Anden på coke”, cola, chips, take-away-food
og benene oppe. Dejlig hyggelig aften.
Vi havde nu rundet den første uge i Nicaragua, fyldt
med mange intense og forunderlige øjeblikke.

Alligevel skulle det lykkedes mig den følgende dag,
at få en højst uventet oplevelse oppe i Jinotega,
Billederne er uden tekst og er eminente til at sætte
sig med børn i en rundkreds og samtale omkring
hvad man gør og ikke bør gøre.
”Humlegaardsprojektet” blev det i sin tid opkaldt,
da det stammer fra mit eget område Struer, hvor
en meget dygtig tidligere kollega, Claus Lundgaard,
fandt på at implementere førstehjælpen allerede på
institutions- og børnehaveplan. Ud over at få
dygtige små førstehjælpere, fortalte Claus mig også
engang en meget varm historie, som han havde
fået viderefortalt af en institutionsmedarbejder. Der
var nemlig et lille biprodukt af førstehjælpen.
Børnene lærte omsorg for hinanden, og institutionsmedarbejderen
havde oplevet en situation, hvor
hun havde observeret et barn som var faldet og
havde slået sig. Ved barnets gråd reagerede de
omkringværende børn med omsorg, interesse og
medfølelse, hvilket gjorde at barnet blev trøstet og
faktisk helt holdte med at græde, vel og mærke
uden en voksens indblanding.
Se det er et godt biprodukt, og lige et lille sidespring
i denne sammenhæng
Torsdag aften var intet på tapetet, så vi havde aftalt
hygge hjemme hos Jens med film og hvad dertil
hører.
På vejen hen til Jens, smuttede han og Morten lige
ind i supermarkedet efter lidt cola og chips. Jeg blev
for første gang tilbage i bilen under påskud af at jeg
bare skulle have cola som dem. Normalt vandrer vi
jo med rund overalt, for hele tiden opstår der nye
muligheder og nye indtryk. Man suger bare til sig
disse kanter…!
Pludselig bliver vi viftet over til en ventende taxa i
samme baggård. En person har oplyst at han har
diabetes og pludselig føler sig dårlig. Han synker
mere og mere sammen og går i krampelignende
tilstand. Morten og jeg tjekkede begge hans pupiller
og var ret sikre på, om det var rigtige kramper.
Desværre har man ikke blodsukkermåler i
ambulancen herovre, så vi kunne ikke bekræfte
vores mistanke ved et simpelt tjek. På båren med
ham og vores anholdte ven med flængen siddende
op af væggen i ambulancen og så gik den til
hospitalet....
En ting hernede, som er meget forskellig fra
derhjemme, er at den kommunale redningstjeneste
og Røde kors kæmper om patienterne. Vi blev kaldt
til tilskadekomst, men ved ankomst havde Røde
kors aflyttet vores radioer og var først på stedet.
Patienten var væk og vi returnerede til stationen.
Aftenens sidste ambulancetur var hen ad 20-21
tiden. Lige da vi endelige skulle til at give os i kast
med endnu en kulinarisk oplevelse tilberedt over
det traditionelle nicaraguanske udekøkken,
bestående af et lille ildsted og en meget udslidt
gryde. Lys var der heller intet af, så
kokken/bomberos (nicaraguansk for redder) måtte
stå med en lygte i munden.

Vi blev kaldt ud alle sammen til boligbrand i et tæt
beboet og bebygget mellemklasse område.
Mellemklasse fordi nogle af husene var bygget i
sten. Indendørs taler vi stadig om rå murvægge
o.lign.
Ved ankomst var der allerede begyndt at stimle folk
sammen. Der steg kraftig lys røg op inde fra et
ubestemmeligt sted i boligkomplekset! Brandfolkene
havde allerede rullet slanger ud og var i færd med
at slukke ilden. Vores nicaraguanske kollegaer gik
med frem og viftede os frem i mængde. Morten og
jeg fulgte trop, men efter 10-15 meter sagde vi
stop! Hele indsatsen forgik uden røgdykkerudstyr.
Ikke at de ikke har udstyret, men kompressoren på
stationen til at levere ilten var defekt! Så det var
bare ind uden nogen form for beskyttelse. Det
mente kollegaerne så også at vi bare kunne, men
her sagde vi altså fra. Morten og jeg vendte om, jeg
forsøgt på mit sparsommelige spanske at råbe til
nogle småbørn i en af nabo-boligerne, at de skulle
løbe ud, men det var umuligt! Umuligt fordi nu
skete der endelig noget spændende og anderledes i
gaden, så selvfølgelig skulle de da have det med! I
løbet af mindre end 5 min. var der stimlet over 100
børn og unge sammen. Flere
markant skumle typer derimellem,
hvilket betød at jeg valgte at stille
mig helt op af en mur og
observere, for jeg skulle i hvert
fald ikke have noget til at gå bag
min ryg....!
Indsatsen varede et par timer og endte utroligt nok
med kun en lettere tilskadekommen.
hjælper dem med afvænning og en tilvænning til en
mere normal levevis. Vi gav dem et 3-timers
undervisningsforløb, hvor Jens underviste i
powerpoint, og vi stod for den mere praktiske del
mht. HLR (hjerte/lungeredning = hjertemassage og
kunstigt åndedræt).
Vi havde medbragt lidt ekstra i
form af sofus-bamser, et par
børne-førstehjælpsbøger og en
workshop (er en stak
laminerede

tegninger/karikaturer af børn i forskellige
situationer som tilskadekomst, mobning osv.)
bedre stillet familie boede. Han sov på en gammel
stålramme seng med bløde fjedre og en gammel
tynd madras. Væggene
var klisteret til med hans
liv – oplevelser indenfor
brandvæsnet, billeder af
køretøjer, et kort over
hans land og et billede
af Che Guevara.
Køkkenet havde både et køleskab, dog af ældre
dato, og et lille vågeblus. Det virkede på en gang
både organiseret og uorganiseret! Måske fordi, der
egentlig var pænt og ryddeligt, men der var al slags
forskellige skåle, flasker, gryder, pander mm. i
forskellige farver, materialer og sågar ting der bar
præg af genbrugsaffald. Der var ikke decideret
rodet, men bare mange ting på et meget lille
område, hvilket virkede kaotisk. I modsatte ende af
køkkenet stod to senge. En til børnene og en til
hans moder.
Torsdag eftermiddag stod på undervisning i
førstehjælp. 3F/Falck bakker op om et lokalt projekt
kaldet ”Inhijambia”, hvor lokale projektorer kører
ud i slumområderne og henter gadebørn ind,
Efterfølgende gik opklaringsarbejdet i gang og vi fik
adgang til boligen. Det syn der mødte os, glemmer
hverken Morten eller jeg nogensinde.....!

FREDAG DEN 13. MARTS KL. 07:45
- søgen i asken
Vi traskede efter Bomberos ind i huset, bestående
af en lille veranda, et forrum med seng og et slags
skrivebord og hylder med bøger. Det viste os
dermed, at familien her var lidt bedre bemidlet end
de aller fattigste. Gulvet var dækket af 3-4 cm vand
efter brandsvendenes slukningsarbejde. Vi soppede
videre ind i et efter forholdene herovre, okay
køkken endda med skabe på væggene.
Så gennem et lille
udendørs vaskerum,
hvor jeg straks fik øje på
en lille klapvogn, hvilket
sendte tankerne hjem
på mine egne små børn.
I stenvasken stod en
balje, hvor i der lå 2-3
par str. 20-24 børnesko.
Straks begyndte man at tænke på den tragedie,
som familien nu skulle igennem, heldigvis uden
nogen fatale udfald, men alligevel... Det er jo ikke
som derhjemme, hvor jeg også har set folk miste
både hus og hjem, men der har vi da en forsikring,
og muligheden for via vores arbejde at kæmpe os
tilbage relativt hurtigt. Den familie her, som sad på
verandaen, så jeg et billede af på væggen. En
storsmilende mor og hendes 7 børn. Det var en
kæmpe kontrast til det jeg så nu! Livet kan ændre
sig radikalt for os alle på få sekunder!
Længst inde i huset, fik vi virkelig syn for sagen
omkring denne families katastrofe. I skæret fra
Brandvæsnet er på mange måder en stor medspiller
i det offentlige system til borgernes bedste. F.eks.
næste morgen da Morten og jeg stod op, var
tankvognen væk! Ikke til brand, men for at hjælpe
de lokale kvinder med tøjvask...!
Natten bød ikke på nogen ambulanceture, så Z9 har
stadig den første tur til gode med de gæve vikinger.
Næste morgen tog vi afsked med kollegaerne.
Carlos, tidligere nævnte kollega, som bor inde i
Managua, kørte os hjem. Men inden da, skulle vi da
lige forbi og se hans hjem. Det var jeg meget
spændt på, for jeg havde ikke set nogle kollegaers
hjem. Morten havde godt nok fortalt historier om
jordgulve og faldefærdige hytter. Sådan var Carlos’
hjem nu ikke, men alligevel skræmmende i forhold

til danske standarder! Han boede med sine to døtre
og sin egen mor. Han havde som en af de eneste et
hus bygget i sten og med stengulv. Alligevel blev
jeg da påvirket af at se, hvordan sådan en lidt
mine øjne, hvilket også afspejles i en mindre
respekt fra medtrafikanterne, når det virkelig
gælder.
Lige i den her situation, i Tipitapa, skal det dog
siges, har stationen også har et vist ønske om at
vise byens borgere, at man nu kan rekvirere en
ambulance fra brandstationen.
Vi sluttede aftenen af på
stationen med fælles
hygge omkring bordet
med is og sodavand.
Fælles i bogstaveligste
forstand, da man ikke
har service til 12 mand,
så vi delte kopper. Til aftensmaden måtte man også
spise på skift.
Morten kom med den fremragende idé, at vi kun
fokuserede på udstyr til ambulancetjenesten, men
at der også ville være noget socialt forbedrende på
stationen ved at forære dem 12 stk. tallerkener og
krus.
Stationen havde indvilliget i et
projekt, hvor de havde taget et
par børn til sig, for at opdrage lidt
på dem og derved forhåbentlig
undgå at de ender i kriminalitet.
De kørte med sammen med de
normale Bomberos, sov på stationen, men ved
morgengry var det hurtigt
hjem og skifte tøj og så i
skole.
Politiets, bomberos og
vores lommelygter sad
flere af børnene med tårer
på kinderne og grødet
stemmer og rodede i asken
for at finde ejendele som
stadig var nogenlunde
intakte.
Morten og jeg vekslede kort blikke og vi var begge
tydeligt mærkede at dette øjeblik. Med tanken om,
hvor svært det bliver for denne enlige mor til 7 i
dette land at komme på fode igen, måtte jeg
kæmpe med klumpen i halsen, mens jeg i tankerne
igen fløj hjem til mit eget lille trykke hjem i dejlige
lille Danmark – puha...!
Da vi alle vendte hjem til stationen var det endelig
spisetid. Klokken havde passeret 23. Folkene var
trætte og dagens indtryk bare tydeligvis præg på
stemningen, som ikke var så opløftet og drilsk som
tidligere på dagen.
Alt i alt havde Morten og jeg en meget oplevelsesrig
døgnvagt på Z4 sammen med nogle virkelig venlige
og gæstfrie kollegaer. På et tidspunkt hvor jeg
havde stået og vist billeder hjemmefra, hvilket er et
kanon udgangspunkt for at skabe relationer og
samtale, trods mit begrænsede kendskab til det
spanske. Tegnsprog kommer man nemlig langt

med. Et af billederne jeg viste, forstillede min mor,
søster og hendes mand foran Amalienborg. Så
syntes en af kollegaerne at det var vildt sjovt at
lære mig at sige: ”mor, svoger, svigerinde, søster,
kvinde (bemærk det lidt mandchauvinistiske udtryk)
og mand”. Min tunge slog totalt krøller til stor
morskab for alle. Efterfølgende kom samme kollega
med en seddel, hvorpå han havde noteret mere end
20 spanske ord omkring alle de ting vi var kommet
ind på via mine billeder, så jeg fik lige lidt ekstra
spanskkursus
Næste morgen vågnede vi uden at være kaldt ud en
eneste gang i løbet af natten. Det trængte vi sgu
også til oven på den aften. Jeg vågnede kl. 06,
hvilket jeg faktisk gør næsten hver dag hernede.
Måske pga. varmen, jeg ved det ikke. Kollegaerne
var ved at stå op, for der gøres rent på stuen og
rengøres biler således man afleverer en flot ny
station til næste hold kl. 9. Noget vi måske skulle
begynde på derhjemme!? NOT!!!
Jeg lå i min seng og tog
det lille spanskkursus
fra i går frem. Efter en
halvtimes intens øvelse
så var ordene brændt
fast. Jeg rejste mig fra
sengen da førnævnte
kollega kom ind, og så
fik han ellers hele
svadaen med: ”Det er
min mor, hun er svigerinde til min svoger. Det er
min søster. Hun er kvinde til min svoger. Han er
mand til hende!” Jeg sluttede sætningen af med at
sige: ”og du er en god kollega”, tog min lille taske
med multitool og maglite (stor stor værdi herovre)
og gav ham det i gave! Hold da op han blev
Vi kørte op til et rekreationslignende område. Ikke
efter danske standarder, men alligevel blev vi
overraskede. Området var bygget op omkring
varme kilder fra den aktive vulkan. Trods mørket
kunne vi tydeligt se, at her kunne være hyggeligt i
dagtimerne. Der var bar/restaurant. Varmt vands
bassin opvarmet fra vulkanen, kilder der ligefrem
dampede, og endda en sauna. Ufatteligt hvem der
gider sidde i sauna i dette land med den varme,
tænkte jeg.
Turen fortsatte videre kørsel 1 (med blå blink) dog
uden udrykning. Ikke fordi vi havde fået en tur,
men fordi vi skulle på tanken og have is. Er sgu
første gang jeg har prøvet at køre efter is kørsel 1!
Min teori gik lidt på, at man også gerne ville flashe
lidt, tilstedeværelsen af denne ”nye” ambulance.
Generelt har man et lidt anderledes forhold til

udrykningskørsel og brugen deraf i dette land.
Frivillige kører rundt med udrykning, ambulancerne
tænder det, hvis de synes trafikken går for
langsom, ja generelt bruges det for flittigt efter
børnene spille, legede og havde det sjovt. Det var
tydeligt at se den store sociale værdi, der lå i dette
nyopbyggede basketanlæg.
Vi besøgte byens hospital. Her fik jeg syn for sagen
omkring hygiejne og personalets sikkerhed.
Omgangen med brugt udstyr, kanyler og rengøring
er ikke lige af samme standard som hjemme, trods
ISS flere gange har fået høvl! Stoffet på bårelejerne
bar tydelig præg af sidste patient. Der var både
blodpletter og andre mere eller mindre udefinerbar
pletter.
Skåle med størknet blod stod
samlet i hjørnet i en balje.
Kanyler var ikke pænt og sikkert
afskaffet i en dertilhørende
kanyleboks, men lå bare smidt i
et par papkasser. Tænk sig lige
at snuble, og tage fra med begge
hænder – av av...!
Vi fik delt lidt tøj og sofus-bamser ud, inden
sightseeingturen gik videre.
overrasket! Efterfølgende blev multitoolet i hans
bælte også flashet til hver eneste kollega, og jeg
skulle selvfølgelig lige fremsige førnævnte sætning
igen på stationen overfor selveste chefen
Vi drog tilbage til hotellet, hvor vi fik et forfriskende
bad inden det næste døgn nu stod på velfortjent
afslapning ved Stillehavet. Det bliver så næste
gang, at jeg fortsætter fortællingen, da vi nu skal af
sted på weekendtur.
Trods tirsdagen til Stillehavet var af den mere
luksuriøse slags med hytte beliggende på standen
og Flor de Caña (lokal mørk rom), så bringer dette
land konstant nye og uventede impulser med sig....

SØNDAG DEN 15. MARTS KL. 13:00
- møde med Stillehavet og Kevin
Tirsdag morgen begav vi os på den længe ventede
luksustur til Stillehavet. Med 34-38 graders varme i
Managuas stillestående og forurenede luft, så havde
Morten og jeg set frem med glæde til et døgns
afslapning med udsigt over Stillehavet, vind i håret
(rettelse på issen) og kølige drinks til synet af
solnedgangen.
Jens hentede os i hans lille rappe blå peugeot.
Oplevelser skulle der blive nok af. Bare når man
kører rundt inde i hovedstaden Managua, er der
konstant noget at se på med vores danske øjne.
Gamle amerikanske skolebusser, der er læsset til
bristepunktet med både mennesker indeni og
bagage på taget.
Biler der er topgejlet med blinkende antenner, lys
om nummerpladerne, vilde tegninger på siderne,
men totalt bulede og ramponerede.
skulle ryge bagud af bilen. Så ja, det var fine
forhold med en lukket aldrende Falck-ambulance.
Efter aftensmaden hoppede vi alle i de to biler,
ambulancen og sprøjten (brandbil). Vi skulle se
Tipitapa by. Her er ca. 100.000 indbyggere. Byen
havde for en måned siden fået et helt nyt basketball
anlæg.

Umiddelbart så det
mærkværdigt ud, at der
i et fattigt område som
dette, midt i den skumle
aften og blandt
faldefærdige boliger,
utallige spartanske
salgsboder, legende smudsede børn, pludselig lå det
flotteste overbygget anlæg med superhalogenspots
i taget og flotte tilskuertribuner!
Min første tanke var, hvorfor man dog ikke brugte
pengene anderledes og mere fornuftigt. Men det var
jo lige netop hvad det var! I stedet for at ungerne
rendte rundt og lavede hærværk, tyverier, sniffede
lim mm., så havde hele byen nu et samlingspunkt,
hvor familierne mødtes. Spiste medbragt eller mad
købt i salgsboderne i den lune aftenbrise, mens
første gang at nogle danskere skulle køre med på
denne stationen, men Carlos var vant til os, da han
tidligere har kørt på anden station. Ikke at han
gerne ville flytte station, for han bor inde i
Managua, men her i landet er man ansat ved
brandvæsnet og ikke en bestemt station, så de kan
flytte brandmændene som de lyster!
Noget af det første vi bemærkede, at her på
stationen har man ikke rendende vand. Der var en
stor plastiktønde udenfor køkkenet, hvor man
hentede vand til maden og opvasken. I den
modsatte gavlende, var 2 andre tønder som blev
brugt til bad og vask efter toiletbesøg, hvis man gør
i den slags...!
På stationen viste man glædeligt den aldrende
Falck-ambulance frem. Det var jo fine sager, for
førhen kørte man patienter i en pick-up-lignende
japansk slangetender-tingest. Patenterne blev lagt
på et spineboard (fladt bræt) og om bag i den åbne
pickup. Det var så nødvendigt at en Bomberos
(brandmand) skulle stå bagerst på bilen under
udrykning ind til hospitalet, for at patienten ikke
Gamle kærere trukket af udmagrede heste,
motorcykler med både 2 og 3 passagerer og
sjældent med styrthjelme.
Familier der render rundt i den pulserende trafik, for
at tjene til dagen og vejen ved at tigge, vaske
forruder, sælge vand, brød, solbriller, slik, ja sågar
fugle!

Utroligt det eneste vi indtil nu har set, som var kørt
ned, var en hund. Jens fortalte at der blev kørt ca.
200 ned om året.
Turen til Masachapa
(se kort her) tog godt 2 timer af veje af en lidt
anden standard end vi er vant til hjemme. På et
tidspunkt kørte vi 30-40 km af brostensbelægning
som alle var lagt ved håndkraft. Vi passerede flere
vejarbejdere som var i færd med at udbedre vejen.
Puha, tænkte jeg i den varme. Af og til så vi da
også vejarbejdere ligge og snue den i vejkanten.
Vi ankom til Masachapa ved frokosttid, og satte os
straks i restauranten tilhørende vores
overnatningssted. Hotel vil jeg ikke lige kalde det,
for det var mere en slags hytter.
Restauranten var bygget
ud over Stillehavet på
piller, så vi sad skønt på
1. parket med udsigt
over havets blå bølger,
en skyfri himmel med en
bagende sol. Det gjorde
dog ikke så meget, for der var en svalende vind.
Jens og Morten havde været her sidste år også, så
de vidste hvad der var godt! Specialiteten var en
”Snapper”, en slags fisk, som jeg må sige, da den lå
der på min tallerken, ikke lige så spiselig ud, men
udseendemæssigt, så har han også mistet den
nicaraguanske manddom! Vi havde løsningen, Jens
skulle have et nyt horn til bilen, men ikke et helt
almindeligt horn...!
På vejen hjem fra vores indkøb stødte vi ind i
”Circus Moscow”. De var ved at rangere en større
trucker på plads med de største sibiriske tigre. Vi
fandt hurtigt vores kameraer frem. Man er jo ikke
ligefrem vant til at de dens slags dyr i manegen i
Danmark. Vi blev ret hurtigt enige om, at hvis
programmet tillod det en af dagene, så ville vi gøre
alt for at komme til en forestilling – det lykkedes
heldigvis.

Ved aftenstid blev vi hentet af Jens, stadig uden
horn/manddom, og kørte en times kørsel op til
Tipitapa hvor station Z9 ligger. Vi blev pænt
modtaget af vagtholdet, og Carlos, en af
kollegaerne som har været i Danmark på
udveksling, viste os rundt på stationen. Det var
og andre fravalgt. Den store glæde det er at begave
sådan et lille pigebarn med lidt ekstra, lige så stor
en sorg er det at afvise det næste barn, fordi posen
er tom
Jeg fandt en lille
pingvintrøje, måske en
smule for stor, men så
var der noget til
lillebroderen at vokse i.
Hun takkede mange
gange og smuttede
tilbage over den trafikerede ved til moderen som
stod i midterrabatten for at sælge vand til de
forbipasserende bilister. Jeg bemærkede at hele
vejen derover, havde hun trøjen helt oppe til
næsen. Det var tydeligt at se, hun ikke lige var vant
til duften af vaskepulver.
Morten og jeg gik målrettet efter en bestemt ting i
indkøbscentret..! Jens vores lokale guide/3Fansatte,
virkede på os lettere stresset i den daglige
trafik pga. hans horn i bilen ikke fungerede. Det er
tydeligt, at bilens horn er en del af mandens
maskulinitet på disse kanter og til tider
potensforlænger. Det er de mærkeligste lyde bilerne
kan sige på disse kanter. Der dyttes af pigerne, der
dyttes af andre langsom reagerende bilister (vi
snakker nanosek.), der dyttes af uopmærksomme
bilister, der dyttes før et kryds for at advare, der
dyttes af fodgængere på vejbanen, der dyttes hvis
man ikke har dyttet i 2 minutter, ja der dyttes
konstant i Nicaragua!
Så ikke nok med at Jens skiller sig markant ud
hold da op! Det var nok
den mest velsmagende
fisk jeg nogensinde har
smagt!
Den kunne jo nok heller
ikke blive friskere, for
mens vi sad der på
restauranten, kunne vi se fiskerne nede på stranden
forberede til at sejle ud om aftenen i deres små
joller med påhængsmotorer.
Under middagen kom 3 børn på 8-12 år og ville
sælge os deres hjemmelavede armbånd og
halskæder samt figurere lavet af muslingeskaller.
Det skulle vise sig, at blive en oplevelse som

ændte sig mere fast end jeg lige havde
umiddelbart forventet. Faktisk tager jeg mig selv i
hver dag, at tænke tilbage på den tirsdag!
Jens fortalte at han kendte drengen ”Kevin” fra
tidligere besøg med andre hold. De to piger var
hans veninder. Kevin fortalte, at hans lærerinde var
syg og der ikke var nogen vikar, så de havde fået fri
fra skole i dag. Han havde så taget bussen de 8 km
til havet for at sælge sine hjemmelavede
muslingefigurer.
Allerede da jeg havde set dem på stranden med
retning mod os, havde jeg bestemt mig for at købe
noget af dem. Både for at få lidt souvenirs med
hjem til min dejlige kone og børn, men også for at
støtte Kevin og veninderne. Jeg købte et par
halskæder og armbånd til Vivi og Amalie. Morten
købte også et par kæder. Pigerne smuttede videre,
men Kevin satte sig på hug på gulvet ved vores
bord og snakkede med os. Jens købte en af Kevins
figurer.
Da vi var færdige med vores frokost bemærkede
jeg, at resterne blev delt ud til børnene. Så man fik
det næsten helt dårligt over at sidde der og være
prop mæt! Vi spurgte om de ville have en
sodavand, og de takkede de selvfølgelig ja til.
ONSDAG DEN 17. MARTS KL. 00:25
- socialt engageret
Kevin har været i mine tanker hver dag siden...
Jeg glemte at skrive i sidste kapitel, at da vi forlod
ham og hans veninde på stranden, kom de
efterfølgende løbende efter os. Vi skulle have et par
af muslingefigurerne som souvenirs. Trods deres
fattigdom, og muligheden for indtjening, skulle vi
altså have 2 figurer hver Morten og jeg!
Onsdag efter morgenmad serveret på terrassen var
det slut med luksus.
Tilbage til det vi var her

for. Vi skulle ud til station Z9 i Tipitapa til en
nattevagt.
Da vi lidt over middag ankom tilbage til Managua,
besluttede Morten og jeg os for at bruge
eftermiddagen på lidt indkøb i det lokale storcenter.
Jeg medbragte som altid på vores lille gåture, en
lille pose med børnenes aflagte tøj, for lur mig om
der ikke skulle være nogen der kunne bruge det.
Ganske rigtigt! Der gik ikke mange minutter før en
sød lille pige, med hendes lillebror på armen,
passede os op. Vi havde også medbragt en lille pose
med lidt småkager, som hun straks guffede i sig. Vi
har bare så svært ved at stå for de små børn, men
de er bare overalt, så det virker som en umulig
kamp trods de bedste intentioner. Nogle bliver valgt
på en hård skolebænk, i skoleuniform, i et varmt
klasselokale, når man kan rende rundt i shorts på
stranden, få penge og mad af turisterne og have
det sjovt!
Da vore veje skiltes stak jeg Kevin 5 dollars og
sagde, husk nu skolen er vejen til selv at tjene
penge, trods førnævnte dilemma.
Resten af døgnets timer gik med 3 flasker Flor de
Caña, cola, lime og isterninger, mens vi sad alle tre
på række ude på terrassen med ansigtet ud over
horisonten og nød synet af fugle der flakkede rundt
i skæret af solnedgangen og diskuterede flere af
livets store spørgsmål...
Næste morgen så vi ikke Kevin – han var i skole
Vi tjekkede ind i vores hytte. Vi havde valgt en fin
lille en med 3 sengepladser. Vi bestilte straks en
falske Flor du Caña og fyldte køleskabet med kolde
colaer. På hyttens terrasse med udsigt fra 2. sals
højde over Stillehavet nød vi den første forfriskende
sjus. Der var noget dejligt eksotisk over at stå der i
varmen, med den udsigt og så et forfriskende køligt
glas med rom, cola og isterninger mellem fingrene.
Jens gik i gang med at skrive hans interview fra i
mandags af Jorge fra Z1, som skal udgives i vores
interne blad ”Falcken”. Morten og jeg tog badetøj på
og begav os på stranden. Her nød vi et par timer i
solen, og fik plasket lidt rundt i det store hav.
Vi gik os en længere tur på stranden og fik taget lidt
billeder af de spartansk byggede fiskerhytter, som i

”hammerslag” ikke ville indbringe meget pr. kvm.,
men en formue for beliggenheden!
Tænk sig at kunne se solnedgangen over Stillehavet
hver eneste aften, og at kunne stå op hver morgen
med udsigt over havet og til lyden af de brusende
bølger som skyller mod strandkanten! Jeg ville dog
alligevel ikke bytte!!
Da vi gik på stranden stødte Kevin til os igen. Han
var sgu en sød lille dreng. Vi sludrede lidt mere med
ham, og kom med lidt formanende ord om, hvor
vigtigt det nu var at gå i skole. Han sagde, at han
var sulten og om vi ikke ville købe lidt mad til ham.
Hjemme fra Holstebro oplever man ikke sådan
fattigdom. Når man er i hovedstaden ser man
måske nogle gange de der fattige bumser som
sidder omkring og tigger, men man ignorerer dem
lidt. Første gang han sagde det, havde jeg den
samme reaktion – jeg ignorerede ham. Tænkte at
ja, sådan gør han vel for at få lidt ekstra ud af
turisterne. Da han spurgte igen, og jeg kunne se
oprigtigheden i hans øjne, så forbarmede jeg mig
over ham og stak ham en lokal pengeseddel
svarende til 10 kr. hjemme i DK. Han blev glad og
smuttede videre.
Vi trængte til en is i den her varme, Morten og jeg.
Vi gik fra stranden og op mod byen. På et hushjørne
lige ned til stranden i skyggen mødte vi atter Kevin
siddende sammen med en kvinde og hendes to små
piger på ca. 2 år og 8 år. Det var Kevins veninde fra
før. Jeg skal da lige love for at Kevin godt nok var
sulten. Han havde lige guffet to store pandekager
med ris mm. i sig. De var så store, at jeg nok ikke
engang kunne have fortæret en enkelt i denne
varme.
Vi spurgte Kevin om han vidste et godt sted at købe
is. Selvfølgelig gjorde han det! Vi købte et par
ekstra is og satte os i skyggen hos dem. Kevins
veninde gav mig hendes lille grønne fugl, så der sad
jeg i skyggen med is i den ene hånd og en sød lille
fugl i den anden
Jeg sad så her og reflekterede over mit gode liv
derhjemme og hvor heldige mine børn er i deres
hverdag kontra disse her. Alligevel var de jo glade,

friske og søde unger. De lærte at tage til takke med
hvad de nu har. Nogen gange vil jeg ønske at flere
at os velstillede derhjemme, kunne udvise samme
ydmyghed overfor al den rigdom vi har i vores del
af verdenen i stedet for at tage mange ting for
givet...!
Morten og jeg havde en rigtig hyggelig dag i Kevins
selskab, og jeg kunne tydeligt mærke, at han også
nød vores selskab, ikke bare fordi vi var en vej til
føde, men fordi vi hyggede os. Han fik endda lov at
se lidt billeder og lege lidt med min iPhone. Det
gjorde vist indtryk.
Jeg kan godt se, at selv om vi var formanende om
vigtigheden af at gå i skole, i stedet for at hænge
ud på stranden, måske blegnede lidt når man fra
Kevins syn som 10-årig skal vælge mellem at sidde