Min mor, Kristiane - for-glem-mig-ej

Min mor, Kristiane
Fortalt og skrevet af Martha Anker Knudsen (1993)
Redigeret af Bodil Ancher Andersen (2007)
Min mor, Kristiane
For rigtigt at kunne fortælle om min mor fra hendes allerførste tid, undgår jeg ikke tillige at
omtale hendes forældre Marie og Jørgen. Hvem de var og hvor de kom fra.
Marie var fra Tranum i Vendsyssel – dengang en fattig, sandet og forblæst egn nær Jammerbugten
– og på mødrene såvel som på fædrene side var hun ud af en slægt af husmænd
og daglejere.
Jørgen var fra Bårse nær Præstø. På sin fars side havde de langt tilbage i tiden været
småbønder. På sin mors side var han af sømandsslægt fra Nyboder med rødder i Norge og
Sverige.
Hvorfor disse to unge mennesker fra hver sit hjørne af Danmark rejste til Kolding for at
tjene som pige og karl på Straarupgaard, ved ingen. Var det skæbnen? Kendte de måske
hinanden i forvejen, eller var det der, de mødtes og blev forelskede? Vi ved det ikke, men vi
ved, at de blev gift med hinanden i Dalby Kirke nær Kolding den 20. august 1892.
Jørgine Kristiane Emilie bliver født
Man kunne tro, at det var på grund af ”lykkelige omstændigheder”, at Marie og Jørgen giftede
sig så unge. Hun var 18 og han var 23 år. Imidlertid gik der over et år, før deres første
barn kom til verden, så de to har nok ganske enkelt elsket hinanden.
De unge nygifte har måske en kort tid fået lov at bo i Bårse hos Jørgens mor, der levede
som enkekone der. Måske har de selv haft deres første bolig i byen, hvor Kristiane kom til
verden, søndag den 3. september 1893.
Hun blev døbt i Bårse Kirke den 15. oktober samme år og fik navnet Jørgine Kristiane Emilie
Pedersen. Jørgine nok efter sin far eller hans far, som også hed Jørgen. Kristiane fik hun
efter sin bedstemor i Vendsyssel og Emilie efter bedstemoderen i Bårse.
Den første erindring
Ifølge oplysninger fra Københavns Stadsarkiv havde den lille familie i året 1894 bopæl
på adressen Nordvestvej 37, 2. sal – i dag Rantzausgade. Dengang var det et udpræget
arbejderkvarter, hvor karéens beboere jævnligt var i fagforeningsoprør og hvor druk og ballade
var hverdagskost 1 . Jeg skal ikke skyde mine bedsteforældre, Marie og Jørgen, noget i
skoene i den henseende, men det tegner et billede af det miljø, min mor som spæd levede i.
Den lille familie har dog nok, så tit det lod sig gøre, besøgt bedstemoderen i Bårse. Min
mors tidligste erindring stammer i al fald derfra.
Marie havde puttet barn og flasker i barnevognen for at køre til købmanden. Uheldigvis
vælter vogn med alt indhold og min mor fik uheldigvis glasskår i og omkring øjet. Hun
huskede ikke selve episoden, men erindrede til gengæld hvordan hun, vel tilbage i andensalslejligheden
i København, sad i vinduet og stolt råbte ned til de større børn i gården: ”Jeg
har et dårligt øje! Har I set mit dårlige øje?”.
1 Christian Christensens selvbiografi ”En rabarberdreng vokser op” fra 1961
1

En far forsvinder
Min mor, Kristiane
Min mor huskede kun svagt sin far. Hun mente, at han var sømand og erindrede ham som
én, der kom og løftede hende op.
I dag ved jeg så meget, at han blev soldat ved 15. batteri den 10. april 1894. I 1897 fik han
rejsetilladelse, gældende til 1901. Siden 1902 har jeg ikke kunnet spore ham i noget arkiv.
Før han helt forsvandt, nåede han at blive far til endnu en lille pige, min mors lillesøster
Akta. Hun blev født den 14. september 1896 og døbt i Mathæuskirken den 23. oktober
samme år. Ved dåben fik hun navnet Akta Olivia Gudrun Pedersen. På det tidspunkt var
familien flyttet til en stuelejlighed i Saxogade 42.
Jeg ved ikke, hvor min morfar blev af. Jeg ved ikke, om min mor eller moster vidste det.
Der var vist lidt tys-tys om sagen og under alle omstændigheder har det været en streng
skæbne for Marie at være alene om at sørge for de to småpiger på datidens Vesterbro.
Hun måtte arbejde i morgen- eller nattetimerne for at være hos børnene om dagen. Min mor
har fortalt, at engang kom husværten ind i lejligheden, hvor de to piger lå i deres senge.
Som kompensation for manglende huslejebetaling fjernede han kakkelovnslåger og vinduer.
Marie var imidlertid en håndfast dame og fik ham senere kommanderet til at sætte tingene
tilbage på plads.
Kongen er død – hurra!
Der må have været kontakt til den svenske del af familien på det tidspunkt. Lillesøster Akta
var derovre for et stykke tid og talte svensk, da hun kom hjem. Især storesøsteren syntes,
det var sjovt at få hende til at tælle: ”Tygge-ét, tygge-to, tygge-tre o.s.v.”.
Kristiane blev også selv sendt på ferie på landet. Engang var hun dog næppe mere end
ankommet til den vildtfremmede familie, før hun blev grebet af så stor en hjemve, at hun
omgående blev sendt hjem igen. På en lignende ferietur oplevede hun det skønneste syn: en
hel mark fyldt med gule blomster, som hun kunne plukke. Da hun siden fik at vide, at det
var en sennepsmark, blev hun flov. Det havde hun nu ingen grund til, for findes der noget
smukkere end en rapsmark en tidlig sommerdag?
Mor kunne fortælle om hestetrukne brandkøretøjer, der med ringende klokker hastede gennem
Vesterbrogade. Om at være én blandt mange andre småpiger, der dansede rundt om
lirekassemanden i baggården. Om dengang kong Christian den 9. døde 2 , hvilket gav alle
skolebørnene en uventet fridag, hvorpå de løb gennem gaderne, mens de hujede: ”Hurra, vi
har fået fri! Kongen er død! Hurra!”.
Det må være én af de sidste markante oplevelser for Kristiane i barndommens by. Samme
år fyldte hun 13 og blev – angiveligt for sit helbreds skyld - sendt til Midtjylland i en slags
familiepleje og som billig arbejdskraft.
Et voksent barn
Hun kom til en familie ved Kragelund, hvor man havde et utal af børn. Jeg tror, der var ni.
Konen syede selv al familiens tøj, og mens hun dagen lang sad ved symaskinen, måtte stakkels
Kristiane , som selv kun var et barn, tage sig af alt det andet. Hun var ked af at være
der.
2 Kong Christian den 9. døde den 29. januar 1906
2

Min mor, Kristiane
På sin konfirmationsdag, søndag den 12. april 1908, blev hun iklædt en sort kjole, hvilket
ikke var ualmindeligt dengang. Men så snart hun var kommet hjem fra Kragelund Kirke,
måtte hun lægge den fra sig og gå i gang med arbejdet i stald og køkken, som hun plejede.
Jeg ved ikke, om Marie fik råd til at rejse fra København til Kragelund i anledning af
konfirmationen. Jeg tror det næppe, men jeg ved, at hun ved hjælp af store afsavn fik råd til
at give sin datter et fint lille ur til at hænge i en kæde om halsen. I min barndom havde mor
altid uret til at ligge i en lille sort, silkeforet æske i øverste kommodeskuffe. Hvor er det nu?
Ved nogen mon det?
Lillesøster Akta kom også til en familie på samme egn som søsteren. Jeg ved ikke, om det
var på samme tid, hun var jo tre år yngre. Ingen af pigerne kom igen til at bo i København,
men jeg tror, at de i deres ungpige-år var derovre et par gange.
Ren af hjertet
Kristiane var en pige, der forstod at værne om sin dyd. Måske havde hun oplevet for meget
i sit barndomsmiljø. Instrukser havde hun vel også fået af sin mor, men der var dog noget,
som Marie havde glemt at fortælle datteren.
I dag får de fleste piger deres menstruation i en tidlig alder, men Kristiane var fyldt sine 15
år, før det skete for hende. Inden da var hun kommet til at tjene på en gård, hvor hun delte
kammer med en lidt ældre pige og en aften så Kristiane hende skifte sit blodige bind. Da
udbrød den lille rene af hjertet: ”Sådan noget skal ingen få at høre om mig”!
Den plads, som kom til at betyde mest for Kristiane, var nok den hos Line og Kristian
Østermark på gården Svanelyst. Jeg tror, at hun nærmest fik et datter- og søsterforhold til
familien dér. Døtrene Agnes og Sine omgikkes hun i alle årene fremover.
Kristiane og Kristian
Jeg tror også, at det var på den tid, at hun mødte Kristian - min far.
Han tjente som karl på en nærliggende gård, og om aftenen, når de unge gik til deres samlingssted,
kunne hun vedblivende huske, at når hun kom, slog han ud med hånden og sagde:
”Hende der, det er min pige”!
Kristiane var også pæn. Mørk og slank, sikkert lidt anderledes end de andre runde bondepiger.
Måske har hun også endnu haft lidt at sit fine sprog i behold. Og Kristian var en spøjs
fyr, som kunne få alle folk til at grine, fortalte hun mig.
Men forelskelsen var ikke nok at gifte sig på. Mor havde tjent i så mange år, at hun nu var
kompetent til at bestride en husbestyrerindeplads, og det gjorde hun en tid. Jeg ved ikke
så meget om rækkefølgen, men både hun og Kristian havde deres gang og deres venner i
sognene omkring Kragelund, Pederstrup, Vinderslev og Mausing.
To generationer under samme tag
Kristiane var en moden pige på 28 år, da hun søndag den 29. maj 1921, blev gift med
Marius Kristian Anker Andersen i Engesvang Kirke.
Kristian var nummer tre i en søskendeflok på seks. Forældrene, Niels Peter og Elsemarie,
havde haft en lille ejendom oppe i bakkerne, men den var nu gået over på den ældste søns
3

Min mor, Kristiane
hænder og de to gamle havde ladet bygge en slags aftægtsbolig nede ved landevejen. I det
hus blev der også plads til Kristian og hans Kristiane.
I de første år var huset således delt op i to små lejligheder, bestående af stue, køkken og
sovekammer. Altså havde de to familier – de unge og de gamle – lige meget plads. I disse år
var Kristiane tæt omgivet af sin svigerfamilie og måske har det ikke altid været for hende at
bo så tæt på svigermoderen – måske heller ikke omvendt.
I kraft af at de boede sammen, så de også en del til Kristians søskende, som mor havde
et godt forhold til. Hun fortalte tit om begivenhederne, da farbror Trier og hustruen Maja
tog flugten til Amerika. Om farbror Ottos mange besøg hjemme hos sin mor. Om farbror
Anders Peter og Marie, som boede oppe i bakkerne.
Hendes egen søster, Akta, var i mellemtiden blev gift med en fra egnen, og til hende blev
der foretaget mange cykelture i årenes løb. De to snakkede så godt sammen og Akta var den
eneste, som mor kunne dele sine barndomsminder med.
- og der kom æg i reden
Nu begyndte familien at vokse
I december 1922 fik Kristiane og Kristian den første lille søn, som de kaldte Marinus. Desværre
døde han af en slem lungebetændelse, kun 2½ måned gammel. Jeg tror, at både mor
og far fik et slemt knæk derved. Og dengang var der ikke psykologhjælp at hente. Om mor
ved jeg, at hun ville pakke hans lille krop ind i vat, så han ikke skulle blive kold. Og at hun
gik udenfor og skreg. Det har far siden fortalt mig – og også han fik nogle eftervirkninger at
slås med.
I 1924 kom Egon til verden og efter fem års forløb kom de tre næste i hurtig rækkefølge:
Johannes (1929), Emanuel (1930) og Martha (1931).
Mine bedsteforældre, Niels Peter og Elsemarie, døde i henholdsvis 1928 og 1934. Det
betød blandt andet, at lidt mere af huset gik over på de unges hænder. En stue, et køkken og
en forgang blev de dog ved med at leje ud i årene fremover.
Menneskesky
Når jeg ser på de første femten år af min mors ægteskab, må hun tit have haft det svært.
Hun fødte fem børn, mistede ét af dem. De gamle svigerforældre blev syge og døde dér i
huset. Hendes egen mor i København var syg og kun ved store afsavn fik Kristiane råd til at
besøge hende et par gange, inden Marie døde i 1935. Endvidere var det i de svære førkrigsår
med stor arbejdsløshed.
Om sommeren gik mor meget i tørvemosen. Det var strengt arbejde, mor kunne ikke lide
det og havde tit ondt i ryggen. Da vi kom op i 40´erne og der for alvor kom gang i de store
tørvefabrikker rundt omkring, måtte jeg også tage med – på samme måde som de andre
mødres børn.
Når middagsfløjten lød, var det skøn at kunne rette de ømme rygge for at gå hen i koneflokken
og spise den medbragte mad. Mor kunne altid bedst lide at sidde og spise for sig selv,
men sommetider er man jo nødt til at deltage i fællesskabet, og det gjorde hun da også.
Mor var på mange områder lidt menneskesky. Lidt afvisende til tider. Men både og. Hun
ville meget gerne en tur til Silkeborg eller til Ikast og førte sig frejdigt frem i butikker og
”Kirstine Rasmussens Café”, hvor hun så gerne ville drikke kaffe. På den anden side tror
4

Min mor, Kristiane
jeg aldrig, at hun satte sine ben i Klode Mølle Brugsforening. Hun var alt for genert og sky
til at gå gennem den lille by. Når hun besøgte veninderne Katrine eller Dorthea, gik hun
altid omvejen over mergelbanen eller langs ”den store grøft”.
Under moders vinge
Min mor holdt meget af os børn. Så meget, at hun ikke gerne ville dele os med nogen. Hun
kunne være afvisende overfor vore lege- og skolekammerater – og det samme gjaldt sandelig
også mange år senere, når vi kom hjem med vore kærester. Hun kunne godt komme i
tanke om at gå i seng!
Hun var dog ikke altid sådan. Hun kunne også være glad og munter og som regel tøede hun
op efter nogen tid. Jeg tror, at den afvisende attitude til dels var et værn mod en usikkerhed
over for nye, fremmede eller uventede gæster.
I mine sidste barneår, hvor mine brødre var kommet ud at tjene, havde jeg et meget rart
forhold til min mor. Mange fra min generation vil påstå, at de aldrig fik nogen oplysning
om det seksuelle og den slags ting, og jeg kan da med god ret sige det samme. Dog, når jeg
tænker mig om, forsøgte min mor egentlig på flere måder at forberede mig lidt – omend
ikke med rene ord.
Hun fortalte blandt andet om en karl, hun engang var forelsket i, som ”aldrig prøvede
på noget forkert”! Om det unge par, ”der havde gjort det”, men som til spot og spe blev
kørt gennem byen på en åben vogn, fordi de ikke kunne komme fra hinanden – og andre
lignende ting, som jeg i dag tror var ment som både advarsel og oplysning.
Når vi var alene eller cyklede en tur, kunne hun med glade øjne fortælle, om dengang hun
mødte far. Hvor glad hun var for ham, hvor pæn han var og hvor meget hun stadig holdt af
ham.
Kærlighedens kontraster
Jeg husker en dag, hvor far havde været et ærinde i Engesvang. Han kunne nemt falde
i snak og glemme tid og sted, og også den dag var han igen så sent på den, at mor blev
nervøs og bange. Der i mørkningstimen betroede hun mig, at selv om hun tit skældte ud, så
var hun så ked af, hvis der skulle ske ham noget. Omsider kom han da hjem, men i stedet
for at falde ham kærligt om halsen, ja, så fik mor straks den hårde mine på: ”Nå, det var
også på tide – hvor har du været”? Dengang undrede jeg mig, men i dag kender jeg den
reaktion fra mig selv.
Mor og far skændtes tit. Fars udadvendte væsen mod mors indesluttede og afvisende kunne
nok gøre ham populær på hendes bekostning. Vi børn ved, at de begge også havde en anden
side. Vel var far sjov og populær, men han kunne også være hidsig, urimelig, uordentlig,
rodet og stædig. Mor, som af natur var et ordensmenneske, havde megen besvær med at
holde hjemmet pænt.
Jeg tænker tit på, hvor svært det må have været for hende. Især dette, at han mildest talt
ikke gik særligt højt op i at holde sig ren. Tæer og hænder var altid beskidte og håret vildt
og uredt. Når han skulle i kirke om søndagen og mor (venligt!?) syntes, at han burde frisere
sig lidt, lød det: ”Det er ikke for at se pæn ud, jeg går i Guds hus” – og så redte han sig i
hvert fald ikke!
Mor og far var af holdning indremissionske – mest prægede det far. Det hændte, når der var
gammel dansemusik i radioen, at mor vippede i takt med fødderne. Så fulgte der et grynt
og dommedagsblikke fra far: ”Du skal ikke lære børnene at danse”! Ligeså kunne hun finde
5

Min mor, Kristiane
på i dagningen at nynne på ”Nu dages det brødre, det lysner i øst” med samme effekt! Hun
lærte os ikke desto mindre trinene i Syvspring og sang for os om ”Ingeborg på femte sal”,
en lidt vovet gammel vise.
Jeg vil mene, at selv om mors surhed og særhed til tider vel kunne dæmpe fars livsglæde, så
har hans gudsfrygt og ikke-socialistiske standpunkt måske på samme tide dæmpet hendes.
Den kønneste af alle koner
I mørkningstimen, når ilden buldrede bag marieglasset i den gamle kakkelovn, sang mor for
os. ”Alperosen”, ”I en seng på hospitalet”, ”Den lille martyr”, ”Farvel, farvel lille Grethe”
og alle de andre, som vi stadig husker.
Hun ville i det hele taget gerne samle os omkring sig med hyggelige aktiviteter. Så var hun
mild og god, men som sagt på vagt, da de ”uvedkommende” kom til!
Mor var pæn. Som barn syntes jeg, hun var den kønneste af alle konerne – høj, mørk og
slank. I unge mennesker, hendes børnebørn, kender hende kun som lille, grå og lidt vanskelig.
Kristiane døde den 2. oktober 1972 (den dag, vi stemte os ind i EF). Jeg var ikke hos hende,
fik ikke sagt det, jeg så gerne ville, men jeg vil tro, at hun godt vidste det: jeg elskede
hende!
n
6