Artikelsamling om CEDAW - Kvindekonventionen

A R T I K E L S A M L I N G
CEDAW
FNs Kvindekonvention
D a N s K K v i N D e s a m f u N D

A R T I K E L S A M L I N G
CEDAW
FNs Kvindekonvention
a n s k k v i n D e s a m f u n D

C E D A W k O n v e n T i O n e n

Indholdsfortegnelse
introduktion
kvindekonventionen CeDaW og dens placering i international og dansk ret
kirsten ketscher
Gør CeDaW-konventionen en forskel?
karen sjørup
kvinder i politik – er de nordiske lande ved at miste førertrøjen?
Drude Dahlerup
Danmark bliver holdt i ørerne af fn. – krisecentre og vold mod kvinder
Pia Rovsing Clemmensen
Den maskerede magt – fn og menneskehandel
Hanne Helth
”Porn Chic” – kønnet i det offentlige rum
anette Dina sørensen
kvindevenlig velfærdspolitik?
anette Borchorst
kvinder i ledelse: Ét er lov….
Birgitte Bruun
vi skal uddanne til demokrati.
Om tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber
esma Birdi
Æresdrab
manu sareen
Det globale kvindeliv – kontrol over egen krop, sundhed og seksualitet
Janice Goodson førde
25 år med CeDaW-konventionen: udfordringer og muligheder
Hanne Beate schöpp-schilling
forfatterbiografier
5
7
15
21
29
37
51
57
65
71
79
85
93
101
C E D A W k O n v e n T i O n e n

C E D A W k O n v e n T i O n e n

Introduktion
Denne publikation indeholder 12 tekster, som belyser forskellige
artikler i CeDaW-konventionen
(Convention on the elimination of all forms of
Discrimination aganist Women).
i disse tekster bruges ”CeDaW” både om selve konventionen og om den
komité under fn, som arbejder med overvågning af, hvordan
konventionen implementeres i alle de lande, der har underskrevet den.
konventionen bliver benævnt på forskellig måde af forfatterne:
CeDaW-konventionen, konventionen om afskaffelse af alle former for
diskrimination af kvinder, og kvindekonventionen.
Henvisning til de relevante artikler i CeDaW-konventionen
er anført ved hver tekst.
vi ønsker god læselyst.
Redaktionen
C E D A W k O n v e n T i O n e n

C E D A W k O n v e n T i O n e n

kvindekonventionen CEDAW og
dens placering i international
og dansk ret
Kirsten Ketscher
Det er forbudt at kønsdiskriminere.
Forbudet mod kønsdiskrimination er det mest almene
diskriminationsforbud.
Det omfatter flest personer, idet kvinder og mænd hver for sig udgør halvdelen
af menneskeheden og derfor også halvdelen af de persongrupper, der
er beskyttet mod andre former for diskrimination, for eksempel etnisk diskrimination,
aldersdiskrimination, handicapdiskrimination etc. Enhver form for
diskrimination indeholder derfor altid et kønsperspektiv.
Imidlertid har det vist sig, at generelle diskriminationsforbud ofte forstås og
anvendes isoleret uden bevidst samtænkning med kønsperspektivet. Dette er
baggrunden for FNs kvindekonvention CEDAW.
Både kvinder og mænd kan være udsat for kønsdiskrimination. I praksis er det
først og fremmest kvinder, der udsættes for diskrimination. Kønsdiskrimination
er derfor ofte det samme som kvindediskrimination.
Det er dette scenario, Kvindekonventionen adresserer, når der i konventionens
indledning står, at selv om der i FN-regi er vedtaget en række tilkendegivelser
til fremme af lige rettigheder for mænd og kvinder, så er FNs medlemsstater
”bekymrede over, at der trods disse forskellige konventioner, erklæringer m.v.
fortsat sker en omfattende diskrimination imod kvinder.”
Kvindekonventionen kan derfor betegnes som det mest målrettede retlige instrument
i bekæmpelse af diskrimination imod kvinder og til fremme af ligestilling
mellem kvinder og mænd.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

KvINDEKoNvENTIoNEN oG FN
Kvindekonventionen hører til den gruppe af konventioner,
som flest medlemslande har tiltrådt. For
tiden (august 2006) har 184 af FNs medlemsstater
tiltrådt konventionen. Kvindekonventionen er med i
grundstammen af FNs menneskerettighedskonventioner.
De andre menneskerettighedskonventioner
er: Racediskrimination (fra 1965), økonomiske,
sociale og kulturelle rettigheder (fra 1966), civile og
politiske rettigheder (fra 1966), og Børnekonventionen
(fra 1983). Disse andre konventioner skal
fortolkes i overensstemmelse med Kvindekonventionen
efter en såkaldt formodningsregel, hvorefter
konventionerne ikke strider mod hinanden.
Opfattelsen af, at kvinder og mænd skal have lige
rettigheder, er et led i en moderne demokratisk
tænkemåde. Flere af de stater, der har tiltrådt
Kvindekonventionen, har imidlertid ikke en demokratisk
styreform, der giver ret til deltagelse på alle
niveauer af både kvinder og mænd. Det gælder
f.eks. Saudi Arabien, hvor kvinder i vidt omfang er
udelukket fra det offentlige liv. Også i andre lande,
der formelt har lige rettigheder mellem kvinder
og mænd, betyder tradition, herunder religion og
kultur, at der diskrimineres mod kvinder. Dette
accepteres de facto af staten, selvom den ved sin
underskrift har forpligtet sig til at bekæmpe og
afskaffe diskrimination imod kvinder.
Kvindekonventionen er tillige en af de konventioner,
hvor flest stater har taget forbehold i forhold
til en eller flere bestemmelser. Reservation, dvs.
forbehold over for at overholde nærmere angivne
bestemmelser, er tilladt, såfremt et sådant forbehold
ikke er så omfattende, at tiltrædelse af konventionen
bliver meningsløs. Mange sådanne reservationer
hænger sammen med religion og religiøse
love i de pågældende stater. De fleste muslimske
lande reserverer sig således imod konventionens
art. 16 om kvinders lige rettigheder i ægteskab og
familieforhold, herunder lige rettigheder i forhold
til børnene. Dette hænger sammen en værdikonservativ
fortolkning af muslimske religiøse love, der
ikke accepterer kvinders og mænds lige rettigheder
i familien.
Tilskyndelse for sådanne lande til at tiltræde
Kvindekonventionen ligger til dels i, at mange
vestlige landes udviklingsbistand ydes på betingelse
af, at staten har tiltrådt Kvindekonventionen,
C E D A W k O n v e n T i O n e n
samt at den modtagne bistand indgår i arbejdet
med at fremme kvinders lige rettigheder. Dette
er et rimeligt krav at stille, fordi det er en bremse
på disse landes udvikling og mulighed for at øge
velstanden, såfremt kvinder ikke inddrages på lige
fod med mænd i landets politiske, sociale, økonomiske
og kulturelle liv.
I FNs optik, og dette er også udtryk for en almindelig
accepteret økonomisk indsigt, er ligestilling
mellem kvinder og mænd ikke alene et menneskerettighedsprojekt,
dvs. en beskyttelse af hver
enkelt individs krav på værdighed, integritet og
fravær af diskrimination. Ligestilling er også en
økonomisk dynamo på udviklingen af et samfunds
velstand. Inddragelse af kvinder i økonomien
bliver derfor tillige en kamp imod fattigdom.
Fattigdom rammer særlig kvinder, udtrykt med
Kvindekonventionens ord: ”kvinder, hvor der
hersker fattigdom har den ringeste adgang til føde,
sundhed, uddannelse, oplæring, beskæftigelsesmuligheder
og andre fornødenheder”.
Som en kontrolforanstaltning med staternes overholdelse
af Kvindekonventionen er der i henhold
til konventionens art. 17 nedsat en overvågningskomite,
kaldet CEDAW-komiteen. De enkelte stater
er forpligtet til med regelmæssige mellemrum
at indberette om fremskridt, problemer og status
i forhold til Kvindekonventionens krav. Danmark
har sidste gang indberettet i 2004 og denne indberetning
blev eksamineret af komitéen i 2006. På
CEDAW-konventionens hjemmeside http://www.
un.org/womenwatch/daw/cedaw/ lægges de forskellige
landes indberetninger ud sammen med de
kommentarer, som de giver anledning til. Staterne
er til en vis grad fristet til at pynte lidt på den
nationale tilstand. Derfor er kvindeorganisationer
og menneskerettighedsorganisationer, de såkaldte
NGO’er (NON Governmental Organisations), et
vigtigt korrektiv og supplement til landenes officielle
indberetninger.
Som et led i at styrke staternes overholdelse af
kvindekonventionen vedtog FN i 1999 den såkaldte
”Valgfri Protokol” til Kvindekonventionen.
Denne protokol giver enkeltindivider og grupper
af enkeltpersoner ret til at indbringe klager
til CEDAW-komitéen over en stats krænkelse af
konventionens rettigheder. Denne klageadgang
er så ny, at der endnu ikke er nogen praksis, idet

forudsætningen for at bringe sager ind for CEDAW
som altovervejende hovedregel er, at mulighederne
ved de nationale retsinstanser er udtømt.
Dette indebærer, at sagerne har været forelagt de
nationale domstole.
Det er ikke obligatorisk for CEDAW-staterne at
godkende denne klageprotokol. Derfor anvendes
udtrykket valgfri. Danmark ratificerede allerede
denne klageadgang i 2000. Der er ingen tvivl om,
at den over tid vil få betydning for udviklingen og
forståelsen af Kvindekonventionen også for dansk
ret.
KvINDEKoNvENTIoNEN I DANSK RET
Den danske stat ratificerede Kvindekonventionen
i 1983. Herefter har den været retligt bindende
for staten. Staten og dermed alle offentlige organer
og myndigheder er forpligtet til at lovgive,
administrere og i det hele taget at handle i overensstemmelse
med konventionen. Derimod kan
konventionen ikke forpligte private, medmindre
konventionen gøres til en del af dansk ret ved
hjælp af en såkaldt inkorporering. Inkorporering
indebærer, at konventionen gøres til dansk lov
ved at gennemgå en almindelig lovbehandling i
Folketinget.
Den eneste internationale konvention, der er
inkorporeret i dansk ret for tiden er Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. I 2001
afgav et udvalg under Justitsministeriet indstilling
om, hvilke konventioner, man yderligere burde
inkorporere. Kvindekonventionen blev afvist på et
noget tvivlsomt grundlag, bl.a. fordi den ikke var
”generel”, og fordi dens håndhævelsesorgan var
for nyetableret.
Argumentationen er en god illustration af, hvordan
man kan udvælge sine klassifikationskriterier,
så de får en tendentiøs virkning. Grunden til, at
Kvindekonventionen ikke er ”generel” hænger
sammen med, at man fokuserer på konventionens
personkreds, som er kvinder. Konventionen om
civile og politiske rettigheder vurderede udvalget
derimod som ”generel”, fordi den omfatter både
kvinder og mænd. I modsætning til kvindekonventionen
er dens rettighedsfelt dog ”specielt”, fordi
konventionen kun omfatter et snævert udvalg af
menneskerettigheder. I sammenligning hermed er
Kvindekonventionen ”generel”, fordi den omfatter
alle typer menneskerettigheder: civile, politiske,
økonomiske, sociale og kulturelle. Alt afhængigt
af, om man fokuserer på en konventions persongruppe
eller dens rettighedsfelt, kan man altså
komme til to forskellige klassifikationer. Ser man
derimod på persongruppens størrelse, er der ingen
tvivl om, at Kvindekonventionen beskytter langt
den største persongruppe mod diskrimination.
Dette justitsministerielle udvalgs indstilling er til
dels udtryk for en noget overgemt juridisk tradition,
hvor ligestilling mellem kvinder og mænd ikke
har været anset som en opprioriteret retlig problemstilling.
I praksis har det imidlertid ikke den
store retlige betydning, om konventionen er inkorporeret
eller ej. Når Danmark har tiltrådt konventionen,
er staten retligt forpligtet til at overholde
den. Man kan derfor påberåbe sig konventionen
både i lovgivningsprocessen og i retssager. Inkorporering
kunne derimod have betydning for kendskabet
til konventionen, således at den i højere
grad blev anvendt. Imidlertid er der en udvikling i
gang, hvor konventioner, herunder Kvindekonventionen,
i stigende grad indgår i dansk ret på lige
fod med dansk lovgivning. Dette hænger sammen
med den almindelige internationalisering. I 2004
blev Kvindekonventionen for første gang anvendt i
en Højesteretssag, der vedrørte kvinders ret til social
sikring i forbindelse med børnepasningsorlov.
Den danske grundlov blev revideret i 1953. Stort
set samtidig med arbejdet med grundlovsrevisionen
tiltrådte Danmark FNs menneskerettighedserklæring
fra 1948 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
fra 1950. Begge disse
retskilder indeholder i modsætning til Grundloven
et kønsdiskrimineringsforbud. Der er dog i dag
almindelig enighed om, at Grundloven hviler på
forudsætningen om ligestilling mellem kvinder og
mænd som en grundværdi. Det er imidlertid uheldigt,
at dette ikke er tydeliggjort i vores nationale
forfatning. Ved en eventuel grundlovsrevision er
der ingen tvivl om, at dette vil blive indskrevet.
Alle moderne forfatninger indeholder princippet
om ligestilling mellem kønnene.
Kvindekonventionen forlanger i art. 2 a), at staterne
skal ”optage princippet om ligestilling mellem
kvinder og mænd i deres forfatning eller i anden
passende lovgivning”. Selvom Danmark ratificerede
Kvindekonventionen i 1983, opfyldte Danmark
C E D A W k O n v e n T i O n e n

først denne forpligtelse i 2000. Danmark blev ved
sin første afrapportering i 1993 bebrejdet, at man
ikke havde en sådan generel bestemmelse. Det
skulle altså tage 7 år, før man opfyldte dette krav.
I dag finder man denne generelle bestemmelse
i Ligestillingslovens § 2, der pålægger enhver
arbejdsgiver, myndighed eller organisation at
behandle mænd og kvinder lige inden for offentlig
forvaltning, erhvervsmæssig og almen virksomhed.
Også med sit medlemskab af Den Europæiske
Union har Danmark forpligtet sig til at overholde
ligestillingsprincippet mellem kvinder og mænd
inden for traktatens område. Dette indebærer i
praksis først og fremmest ligestilling i arbejdslivet
(løn og arbejdsvilkår, uddannelsesforhold, social
sikring m.v.) Alle Unionens medlemmer har
tiltrådt Kvindekonventionen. Denne er derfor også
det fælles grundlag for EU-retten, der skal fortolkes
i overensstemmelse med Kvindekonventionen.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
fra Europarådet indeholder i art. 14 et forbud
mod diskrimination på grund af køn inden for det
rettighedsfelt, der dækkes af konventionen. Alle
Europarådets medlemmer har ligeledes tiltrådt
Kvindekonventionen. Kvindekonventionen er
derfor også et fortolkningsbidrag til Menneskerettighedskonventionen.
HvEM ER bESKyTTET AF
KvINDEKoNvENTIoNEN?
Alle kvinder, der opholder sig lovligt i Danmark,
er omfattet af Kvindekonventionens retsbeskyttelse.
Kvindekonventionen gælder for alle kvinder:
uanset alder, etnicitet, seksuel orientering, nationalitet
etc. Kvindekonventionen virker derfor
ofte sammen med og dækker samme område som
andre FN-konventioner. De vigtigste af disse er
Børnekonventionen, Racediskriminationskonventionen
og konventionen om civile og politiske rettigheder.
Man kan sige, at Kvindekonventionen på
den ene side forstærker kvinders rettigheder ifølge
disse andre konventioner, og på den anden side
forhindrer, at disse konventioner fortolkes således,
at de krænker kvinders rettigheder.
Børn har også et køn, hvad der ofte overses. Pigebørn
får derfor en ekstra beskyttelse ved hjælp af
kvindekonventionen, når denne anvendes sammen
C E D A W 10 k O n v e n T i O n e n
med Børnekonventionen. Dette kan f.eks. få betydning
i forhold til forbud mod børneægteskaber,
som piger med anden etnisk baggrund end dansk
er særlig udsat for, også selvom de bor i Danmark.
Ifølge Kvindekonventionens art. 15 stk. 2 er børns
forlovelse og ægteskab uden retsvirkning. I Danmark
er ægteskabsalderen 18 år både for kvinder
og mænd. Den danske stat er derfor forpligtet til
at forhindre, at piger i praksis udsættes for dette
indgreb på baggrund af en kulturel tradition, som
muligvis er lovlig i oprindelseslandet.
Kvinder med anden etnisk baggrund end dansk
er også beskyttet af Racediskriminationskonventionen.
Dennes styrke er først og fremmest at
beskytte mod diskrimination fra det etnisk danske
samfund. I praksis har de sager, der har været
rejst, ofte drejet sig om ”mandlige” problemstillinger
som f.eks. nægtelse af adgang til diskoteker
og forlystelsessteder, diskrimination af kriminelle
o. lign. Kvinder med anden etnisk baggrund end
dansk vil ofte være bedre beskyttet af Kvindekonventionen,
fordi denne regulerer et ”kvindeligt”
adfærdsmønster. Men et meget væsentligt træk
ved Kvindekonventionen er, at den også forpligter
staten til at beskytte kvinder mod overgreb fra
personer med samme etnicitet. Som eksempler
kan nævnes såkaldt ”kvindelig omskæring”, dvs.
lemlæstelse af de kvindelige kønsorganer, voldelige
ægtemænd, m.v.
Konventionen om civile og politiske rettigheder
sikrer ligestilling, f.eks. i demokratiske organer,
valg m.v. Den regulerer også ligestilling i ægteskabet.
Men også her betyder det kønsneutrale
diskriminationsforbud, at konventionen vanskeligt
opfanger den kvindediskrimination, der finder
sted i forbindelse med f.eks. ret til selv at vælge
ægtefælle, lige rettigheder ved skilsmisse etc. for
kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.
Hertil kommer, at formelle demokratiske rettigheder
skal understøttes af reelle rettigheder, ellers vil
kvinder i praksis ikke opnå ligestilling.
HvILKE RETTIGHEDER oMFATTER
KvINDEKoNvENTIoNEN?
Således som det fremgår af konventionens titel, er
diskriminationsforbudet det centrale omdrejningspunkt
inden for de sagsområder, som konventionen
omfatter.

Konventionen definerer sit diskriminationsbegreb
og område i art. 1 som ”enhver kønsbestemt
sondring, udelukkelse eller indskrænkning, hvis
virkning eller formål er at svække eller tilsidesætte
princippet om, at kvinder på lige fod med mænd
uanset ægteskabelig stilling skal have anerkendt,
kunne nyde eller udøve menneskerettigheder og
grundlæggende frihedsrettigheder på politiske,
økonomiske, sociale, kulturelle, borgerlige og alle
andre områder”.
KoNvENTIoNEN oMFATTER SåvEL DIREKTE SoM
INDIREKTE DISKRIMINATIoN.
Direkte diskrimination indebærer, at henvisning til
køn er en formel del af retsgrundlaget. Det klassiske
eksempel er diskrimination af gravide kvinder,
hvor en arbejdsgiver henviser til graviditeten som
begrundelse for ikke at ansætte. Det er uden betydning
for diskriminationsbedømmelsen, at der i
stedet ansættes en ikke gravid kvinde. Det afgørende
er, at der er sket en diskrimination pga. køn.
Indirekte diskrimination indebærer, at en i formen
kønsneutral bestemmelse eller praksis i realiteten
har et kønsbestemt nedslagsfelt. Det klassiske eksempel
er, at fravær fra arbejde pga. familieforpligtelser
får som virkning, at den pågældende ikke
forfremmes, ikke får lønforhøjelse o. lign. Selvom
fraværsrettigheder for forældre gælder i samme
omfang for mødre og fædre, er det først og fremmest
kvinder, der udnytter disse rettigheder. De
kan derfor blive udsat for indirekte diskrimination.
Kun usaglig diskrimination er forbudt. Sagligt begrundet
diskrimination må gerne finde sted. F.eks.
er det ikke ulovligt, at kvinder får særlige rettigheder
i forbindelse med graviditet og fødsel. De kan
begrundes sagligt i den biologiske belastning, som
moderskabet indebærer for kvinder, se også Kvindekonventionens
art. 4 stk. 2, hvor moderskab er
specielt undtaget.
Værnepligt er i dag udelukkende forbeholdt
mænd, mens kvinder har mulighed for at udføre
frivillig militærtjeneste. Det kan diskuteres, om
dette er usaglig diskrimination af kvinder, idet
kvinder udelukkes fra en række rettigheder, der
hænger sammen med værnepligt, f.eks. ret til
sociale ydelser. I en sag fra 1999 afgjort af Den
Sociale Ankestyrelse fik en kvinde således afslag
på kontanthjælp med den begrundelse, at hendes
behov var selvforskyldt, fordi hun havde meldt sig
som frivillig i modsætning til sine mandlige kolleger,
der var omfattet af værnepligten. De var som
følge heraf berettiget til kontanthjælp.
Udenfor graviditet og fødsel er direkte diskrimination
meget sjældent forekommende i vore
dage, da lovgivningen altovervejende er formelt
kønsneutral. Det praktisk vigtige bliver derfor den
indirekte diskrimination, hvor den formelle retlige
regulering spiller sammen med et kønsmæssigt
typisk adfærdsmønster.
Kvindekonventionen dækker alle typer menneskerettigheder
jf. citatet ovenfor. Udstrækningen af
disse rettigheder er nærmere reguleret i de enkelte
bestemmelser. Det karakteristiske for konventionen
er, at rettighederne er beskrevet på en måde,
der opfanger kvinders liv og problemer. F.eks. ret
til viden om familieplanlægning i art. 12.
Konventionen giver i et vist omfang staterne ret til
at vedtage ”midlertidige særforanstaltninger med
sigte på at fremskynde faktisk ligestilling mellem
mænd og kvinder”, således som det udtrykkes i
art. 4. Det drejer sig om såkaldt ”positiv særbehandling”
af kvinder, hvis bagside dog er ”negativ
særbehandling” af mænd.
I Norge indførtes med henvisning til Kvindekonventionens
art. 4 en regel ved universitetet i
Oslo, hvorefter et vist antal professorstillinger var
specielt øremærkede til kvinder, der var underrepræsenterede
i professorgruppen. Norge påberåbte
sig Kvindekonventionens art. 4, men tabte
i 2002 sagen ved EFTA-domstolen. Domstolen
udtalte, at adgangen til positiv særbehandling
ikke kunne strækkes så vidt, at man helt kunne
udelukke mænd fra at søge disse stillinger. Derimod
kunne man blandt de kvalificerede ansøgere
foretrække kvinder netop for at fremme ligestilling.
Det er en udbredt opfattelse blandt ligestillingsjurister,
at domstolen i denne sag fortolkede
adgangen til positiv særbehandling for snævert. På
den anden side må man huske på, at netop retten
til ikke at blive diskrimineret på grund af køn er en
helt central menneskerettighed også for mænd. En
konsekvent anvendelse af ligestillingsprincippet
har netop også betydet store fremskridt i kvinders
ret til ligestilling.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
11

KvINDEKoNvENTIoNENS FoRbuD MoD
STEREoTypER
I praksis hænger kvinders uligestilling med mænd
ofte sammen med vaneforestillinger og traditionsbestemte
fordomme om kvinders og mænds stilling
i samfundet. Et vigtigt led i fremme af kvinders
ligestilling er derfor nedbrydning af sådanne
stereotyper.
Dette problem adresseres i Kvindekonventionens
art. 5, der indeholder en generel forpligtelse for
staterne til at tage alle passende foranstaltninger
”for at ændre mænds og kvinders sociale og
kulturelle adfærdsmønster med henblik på at opnå
afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden
adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene
køn er mere eller mindre værd end det andet, eller
på fastlåste kønsroller”.
Der er meget, der tyder på, at netop denne bestemmelse
er ved at udvikle sig til en af konventionens
mest centrale bestemmelser. Den indeholder
et dynamisk perspektiv, der rækker videre end et
mere passivt, men naturligvis vigtigt, diskriminationsforbud.
Kvinders ret til ligestilling med mænd er et såkaldt
”moderne” projekt. Ligestillingslovgivning har
tæt sammenhæng med udvikling af urbaniserede
samfund og afvikling af samfund, hvor landbrug
var hovednæringskilde, og religionen havde stor
betydning. I Kvindekonventionen er religion ikke
særskilt reguleret, men antages at være et led i
kulturelle rettigheder.
Kvinders ligestilling med mænd er et forandringsprojekt.
Det kolliderer derfor ofte med rettigheder,
der er forbundet med ønske om ret til at bevare en
bestemt tilstand med henvisning til kultur/og eller
religion. I praksis har en række sager derfor også
været et spørgsmål om kulturelle og religiøse rettigheders
udstrækning, idet disse ofte indeholder
stereotype opfattelser af kvinders og mænds roller.
I de senere år er særligt religiøse rettigheder forbundet
med konservative islamfortolkninger blevet
et stigende problem. Der er f.eks. religiøst begrundede
krav om, at piger ikke må være sammen med
drenge i skolen, begrænsninger på pigers adgang
til at drive sport i skolen etc. Sådanne krav vil ofte
være i strid med Kvindekonventionens generelle
forbud i art. 5, men kan også stride mod mere
C E D A W 1 k O n v e n T i O n e n
specifikke bestemmelser f.eks. art. 10 g), hvorefter
kvinder skal sikres samme muligheder for at
deltage aktivt i sport og legemsøvelser.
Udgangspunktet for en vurdering af sådanne rettighedskollisioner
er, at man ikke kan bruge sine
menneskerettigheder til at krænke andres menneskerettigheder.
Hvis voksne kvinder ikke ønsker
ligestilling, er det for så vidt et frit fravalg for dem
personligt. De kan derimod ikke gennemsættes
over for børn, hvor staten har pligt til at sikre
”afskaffelse af enhver fastlåst opfattelse af kønsrollerne
på alle trin og i alle former for uddannelse”.
Religiøse friskoler har således ikke ret til at undervise
i stereotype kønsroller med henvisning til
religionen. Børnekonventionen understøtter dette,
idet den i art. 29 fastslår, at undervisning af børn
skal bygge på princippet om ligestilling mellem
kvinder og mænd.
I Norge blev der i 2001 afgjort en sag i det norske
ligestillingsnævn om anvendelse af stereotype opfattelser
af kvinder og mænd i en religiøs friskole.
Det drejede sig om en kristen grundskole, der byg-
gede på det såkaldte ACE-grundlag (Accelerated
Christian Education). Disse skoler findes også i
Danmark. Skolens formål var at give en undervisning,
der byggede på en meget bogstavtro fortolkning
af biblen. Børnene lærte således, at det var
Guds ordning, at mænd skulle bestemme over
kvinder. Skolen havde en række eksamensspørgsmål,
hvor børnene skulle testes i, hvorvidt de havde
forstået dette. Et af spørgsmålene lød: Hvem skal
lyde sine ægtemænd? sæt kryds: a) hunde b) katte
c) kvinder. Nævnets flertal kom frem til, at dette
lærebogsmateriale ikke måtte anvendes, da det
bl.a. stred mod Kvindekonventionens art. 5 om
forbud mod stereotyper.
I miljøer med konservative religionsfortolkninger
er kvinderne placeret i en patriarkalsk struktur,
der gør dem udsat for overgreb og manglende
opfyldelse af deres rettigheder i et demokratisk
samfund. De befinder sig ofte i en situation, hvor
de ikke selv er i stand til at sige fra, og hvor der
derfor kan stilles spørgsmålstegn ved deres frivillige
samtykke til religiøst og/eller kulturelt betingede
krav til deres livsstil, f.eks. krav om religiøs
påklædning.

Men kvinder har også ret til at være religiøse.
Kvinder må således ikke diskrimineres på grund
af deres religion. Der har i de senere år været en
række sager om diskrimination af kvinder, der gik
med muslimsk hovedtørklæde, hvilket arbejdsgiveren
ikke ville tillade. Et generelt udformet
forbud mod hovedbeklædning vil typisk være
kvindediskriminerende. Det kan kun tillades,
såfremt det er sagligt begrundet. Der har været
en række sager ved danske domstole, hvor retten
til at bære hovedtørklæde har været til afgørelse.
Ingen af disse har inddraget Kvindekonventionen
eller lovgivningen om ligestilling mellem kvinder
og mænd.
I den såkaldte Føtex-sag kom Højesteret i 2004
til det resultat, at supermarkedet Føtex havde
saglig grund til at forbyde ansatte at bære hovedbeklædning
i kundevendte funktioner. En
muslimsk kvinde havde derfor ikke ret til at gå
med tørklæde. Føtex havde et meget detaljeret
beklædningsreglement, der afspejlede, at den
enkelte ansatte ikke havde ret til at eksponere sin
individuelle livsstil, bl.a. forbud mod hår farvet i
ekstreme farver, forbud mod synlig tatoveringer
og piercinger, forbud mod at tilkendegive politisk
og religiøs overbevisning etc.
Da arbejdsgiveren er forpligtet til at behandle alle
lige, kan en virksomhed ikke favorisere udvalgte
livsholdninger. Religion har i denne sammenhæng
ingen særstilling. Derimod vil det være ulovlig
diskrimination af kvinder, hvis kun muslimsk tørklæde
er forbudt, mens andet er tilladt. Dette var
til dels problemet i en landsretssag fra 2000, hvor
Magasin forbød en muslimsk praktikant at gå med
hovedtørklæde. Magasin tabte sagen, fordi pigen
var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af
sit tørklæde.
Netop spørgsmålet om religiøse manifesteringer
og deres sammenhæng med stereotyper gør hele
dette felt retlig set meget kompliceret, fordi der
skal ske en afvejning i forhold til religionsfriheden.
Her bliver Kvindekonventionens forbud mod stereotypisering
et afgørende fortolkningsbidrag.
KvINDEKoNvENTIoNEN SoM EN LEvENDE
RETSKILDE
Af forskellige grunde har Kvindekonventionen indtil
videre ikke været meget anvendt i retspraksis. Også
i lovgivningsprocessen har den været undereksponeret
set i forhold til de muligheder, den byder på.
Grundene hertil kan være mange. Den danske
selvforståelse, som hviler på, at vi er meget langt
fremme med ligestilling mellem kvinder og mænd,
har utvivlsomt stået i vejen for en videre praktisk
udbredelse. Det har nok blandt mange aktører
indtil for nylig været en udbredt opfattelse, at
Kvindekonventionen først og fremmest adresserer
en U-landsproblemstilling. Ligestilling er imidlertid
et vedvarende projekt også i Danmark. Nogle
problemer løses, mens nye opstår eller bliver
synlige.
En anden forklaring er muligvis, at EU-reguleringen
i vidt omfang har påkaldt sig opmærksomheden,
fordi ligestilling mellem kvinder og mænd
har været et opprioriteret felt for Den Europæiske
Union.
Kvindekonventionen dækker imidlertid langt
mere end EU-reguleringen, der er begrænset til
traktatens område. Familieforhold er således stort
set udenfor traktatens område. Hertil kommer, at
Kvindekonventionen kan have et nyttigt samspil
med EU-reguleringen.
Den juridiske tradition må også bære sin del af
skylden. Den bidrager som så mange traditioner
også i et vist omfang til vedligeholdelse af stereotyper.
Men menneskerettighedernes stadig stigende betydning
skubber også på kendskabet til og anvendelsen
af Kvindekonventionen. Dens praktiske nytte
vil afhænge af, at den bliver stadig mere kendt og
anvendt af kvindeorganisationer, politikere, advokater,
nævn og domstole og myndigheder i øvrigt,
ikke mindst den store offentlige administration, der
til daglig forvalter områder med stor betydning for
kvinders ligestilling og de områder, der dækkes af
CEDAW.
1
C E D A W k O n v e n T i O n e n

C E D A W 1 k O n v e n T i O n e n

Gør CEDAW–konventionen
en forskel?
Karen Sjørup
CEDAW-konventionen var – da den blev vedtaget i 1 – en
vigtig manifestation af, at ligestilling mellem kvinder og mænd
blev betragtet som et væsentligt anliggende på globalt plan.
Spørgsmålet er, om konventionen stadig spiller den samme
rolle i dag år efter.
CEDAWS bETyDNING FoR LIGESTILLINGSpoLITIKKEN I DANMARK I DAG
CEDAW retter sig mod iværksættelse og implementering af nationale institutioner
og love, som kan varetage ligestillingen i landet. Man kan hævde – om end
med en række mindre undtagelser – at Danmark har iværksat en ligestillingspolitik,
der omfatter de temaer, som er nævnt i CEDAWs enkelte artikler, selv om
det kan knibe med den praktiske implementering. Men hvorvidt det er CEDAW,
der har haft indflydelse på den politikudviklingsproces, og om den er et instrument,
som er i stand til at sikre implementering, kan være svært at afklare.
Da vi imidlertid ikke lever i en lille fredhellig enklave fri af påvirkningen af den
globale udvikling i såvel politik som i markedskræfter, har vi i høj grad brug
for en konvention, hvor man kan nedfælde fælles transnationale grænseoverskridende
mål for ligestilling. Og måske burde det overvejes, om ikke CEDAW
burde ændres til en sådan konvention, der også fokuserer på fælles regler og
fælles målsætninger og ikke kun på at overvåge de enkelte lande.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
1

Jeg vil pege på to meget vigtige områder, hvor der
akut er brug for en fælles og overordnet indsats for
ligestilling på globalt plan.
Det ene er den seksuelle nyimperialisme, der
kommer til udtryk i handlen med kvinder til
prostitution, som et voksende og umenneskeligt
fænomen. Det breder sig med lynets hast som
en skyggeside af en globaliseret arbejdsdeling og
hierarkisering af etniske grupper i forhold til den
rolle, de spiller i den globale økonomi. Også den
nylige Jørgen Leth debat og den senere debat om
nødhjælpsarbejderes seksuelle udnyttelse af unge
piger og drenge vidner om denne seksuelle nyimperialisme,
der følger i kølvandet på globaliseringen,
og samtidig også den manglende konsensus
her i landet om at fordømme, at noget sådant sker.
Hvis der skal gøres noget effektivt for at hindre
dette, er det nødvendigt, at der skabes transnationale
målsætninger for løsningen, samtidig med at
det er nødvendigt, at der sættes ressourcer ind, der
kan matche de tilsyneladende enorme summer,
som kan tjenes på handelen med kvinder.
Et andet mere diffust men ligeså væsentligt globalt
ligestillingsproblem er det problem, som udtrykker
sig ved forsøgene på at kontrollere kvinders
seksualitet begrundet i et bestemt religiøst livssyn
eller lokale traditioner. Det kommer til udtryk
ved forekomsten af tvangsægteskaber og æresdrab,
modstanden mod fri abort og modstanden
mod udbredelsen af prævention. Det er således
ikke udelukkende et spørgsmål om sammenstød
mellem muslimske og kristne livssyn og værdier,
men også om den fremvækst af kristen fundamentalisme,
som ses både i Europa og USA. Man
ser således, at USA modsætter sig agitationen for
prævention som led i kampen mod AIDS i udviklingslandene
og dermed det eneste kendte middel
til at hindre smittens udbredelse.
CEDAW-KoNvENTIoNEN SoM poLITISK
INSTRuMENT
CEDAW-konventionen blev vedtaget i 1979, og
det er altså nu 27 år siden. Den var på daværende
tidspunkt et vigtigt resultat af omfattende mødeaktiviteter
i FN regi, hvor danske kvinder også
spillede en væsentlig rolle. Siden har den haft stor
betydning for det arbejde, FN-organisationerne
har gjort rundt om i verden for ligestilling. Den
markerede således også afslutningen af et for lige-
C E D A W 1 k O n v e n T i O n e n
stillingen og kvindekampen væsentligt årti, efter
fremkomsten af de nye radikale kvindebevægelser
omkring 1970, FNs kvindeår i 1975 og en stærk
indsats for at sikre kvinders økonomiske og juridiske
selvstændighed fra mange sider.
Men det er også et langt tidsforløb, som er gået
siden da. Især fordi verden har udviklet sig så
dramatisk på en række forskellige områder. Helt
overordnet er der sket en stærk globalisering og
en omfattende markedsgørelse af såvel arbejdskraft
som varer, og i denne sammenhæng er også
forholdet mellem kvinder og mænd på globalt
plan ændret radikalt. Man kan sige, at man på den
ene side har foretaget store landvindinger i forhold
til kvinders stilling i store dele af verden, navnlig
gennem kvinders øgede økonomiske uafhængighed
af mænd gennem løn, arbejde og uddannelse.
Men samtidig har man også på globalt plan fået
store og nye diskriminations- og menneskerettighedsproblemer.
Man må derfor spørge sig selv, om CEDAW stadig
er relevant i sin nuværende form, eller om den
bør ændres som følge af globalisering og de nye
former for kvindeundertrykkelse, som er forbundet
hermed. Og man kan spørge sig selv, om CEDAW
primært har sin berettigelse i udviklingslande, og
om man derfor skulle koncentrere indsatsen her?
CEDAW fremhæver en række generelle og specifikke
områder, hvorpå kvinder diskrimineres. Til de
generelle hører, at man ser med bekymring på, at
kvinder rammes særligt af fattigdom; at man har øje
for kvinders bidrag til familiens velfærd og samfundets
udvikling; og at man er opmærksom på, at
ligestilling kræver ændring af kvinder og mænds
traditionelle roller i samfundet og i familien.
Men det er karakteristisk, at CEDAW retter sig
mod ’staterne’ og fungerer som en overvågning
af den enkelte stats adfærd, uden at man dermed
har direkte sanktioner til at gribe ind i forhold til
manglende opfyldelse af traktaten. Derfor indledes
langt de fleste artikler i konventionen (2, 3, 5, 6,
7, 8, 9, 10, 11, 12, 13 ,14, 15, 16 og 18) med ’de
deltagende stater skal’.
Målet er dog, ligesom i Danmark, at få CEDAW
indarbejdet i de nationale lovgivninger, som det
er tilfældet i mange af de andre lande, der har

atificeret konventionen. Desuden er den Valgfri
Protokol (Optional Protocol) et redskab, der kan
bruges til at føre sager efter konventionen.
Konventionen fastsætter, at de deltagende stater
skal indoptage ligestillingshensyn i alle politikker
og aktiviteter, skal arbejde på at ændre kvinders
og mænds adfærdsmønstre, sikre undervisning,
afskaffe diskrimination på arbejdsmarkedet, sikre
sundhed, ret til ejendom samt bekæmpe handel
med kvinder. Kapitel 17 fastsætter nedsættelsen
af CEDAW-komiteen og kapitel 18 de deltagende
landes forpligtelse til at afrapportere deres målopfyldelse
hvert fjerde år.
Det er således meget synligt, at konventionen betragter
de enkelte stater som aktører i forhold til at
implementere konventionen. Der er yderligere det
meget store problem, at der går så lang en periode
mellem de enkelte afrapporteringer. Hvert enkelt
land udarbejder meget omfattende rapporter til
komiteen – den danske rapport fra 2004 er på
107 sider. Derefter følger efter to til tre år eksaminationen
og derefter komiteens svar, som også er
et omfattende dokument. Derudover kan der fra
forskellige NGOer ligge skyggerapporter.
Når man forestiller sig, at denne proces foregår i
alle FNs medlemslande, vil man indse, at der foregår
et meget stort papirarbejde og en hel del rejseaktiviteter
i forbindelse med eksaminationerne
i FN i New York. Samtidig har CEDAW-komiteen
meget få og meget begrænsede muligheder for at
handle i forhold til det enkelte land.
Helt galt går det, hvis man skal kunne handle
hurtigt og ændre kurs på et overordnet plan. Da
har komiteen reelt slet ikke nogen redskaber, i
og med redskaberne for så vidt udelukkende er
eksaminationerne og reaktionen på de modtagne
rapporter. Men til gengæld kan konventionen have
en god virkning i forhold til lande, som modtager
FN-støtte til udvikling af konkrete ligestillingsaktiviteter,
hvor konventionen og komiteens tilbagemelding
må formodes at kunne virke styrende for
den aktivitet, som faktisk foregår. Således kan FN
i disse tilfælde styre med pengepungen, hvorimod
dette ikke er tilfældet, når det gælder en evt. kritik
af den danske indsats.
Konventionen danner på det grundlag ikke et
fundament for, at der kan tages sager op på over-
ordnet transnationalt plan, og der er heller ikke
sanktioner tilknyttet målopfyldelse eller en manglende
sådan. Og som sådan forekommer det mig,
at konventionen trænger til en revision. De nye
ligestillingsproblemer, som er forbundet med religiøs
fundamentalisme og kvindehandel på globalt
plan, kan ikke adresseres på dette plan, og der
bruges derfor primært en række ressourcer på at få
de enkelte stater til at feje for egen dør. Det er der
sikkert langt hen ad vejen megen brug for, men
samtidig kan man sige, at man på det juridiske
plan har formået at opfylde de fleste af CEDAWs
målsætninger i de europæiske lande. På det praktiske
plan kniber det noget mere, hvilket kommer
til udtryk i de øvrige artikler i denne debatpakke.
DANSK LIGESTILLINGSpoLITIK HISToRISK SET
Danmark ratificerede CEDAW-konventionen i
1983, eller godt 10 år efter vi blev medlem af EF
(senere EU). Man kunne også sige over 100 år
efter, at Dansk Kvindesamfund (1871) og Kvinderådet
(1899) blev oprettet, 13 år efter rødstrømpebevægelsens
start, og 8 år efter at ligestillingsrådet
blev nedsat (1975), og Danmark fik en ligestillingslov.
Med andre ord kom ratifikationen af
CEDAW på et tidspunkt, hvor ligestillingspolitikken
i Danmark allerede var indskrevet i national
lov og institutioner. NGOer havde længe været
på banen, og vi var indskrevet i en transnational
sammenhæng – nemlig EU – som opererede og
opererer med en ligestillingspolitisk dagsorden
– en ligestillingspolitik, som i høj grad er inspireret
af FN, bl.a. ligelønslovgivningen.
1970erne var således ligestillingspolitisk et meget
aktivt årti, og det faldt sammen med både de
danske kvinders indtog på arbejdsmarkedet og
udviklingen af den velfærdsstat, som også er
blevet kaldt ’den kvindevenlige velfærdsstat’. Den
kvindevenlige velfærdsstat betyder i den danske
udgave, at man dels oprettede daginstitutioner og
omsorgsfunktioner for syge og ældre, således at
det blev muligt for kvinderne at deltage på næsten
lige fod med mænd på arbejdsmarkedet, og dels
at ydelsessystemet blev individualistisk, således at
man kunne få velfærdsydelser uafhængigt af ægtefællens
indkomst. I modsætning til de fleste andre
europæiske lande blev det således i løbet af et par
årtier muligt for danske kvinder at opnå noget, der
lignede økonomisk ligestilling. Det skal dog understreges,
at den danske velfærdsstat ikke blot var
1
C E D A W k O n v e n T i O n e n

kvindevenlig af egen fri vilje. Ligestillingskampen i
1970erne handlede i høj grad om at sikre daginstitutionspladser,
ligeløn, samme rettigheder til
dagpenge m.m., og man kan konstatere, at denne
kamp lykkedes ganske godt.
Selv om der på græsrodsplan foregik en omfattende
kamp for ligestilling i 1970erne og for så
vidt lige siden da, om end med både fremskridt og
backlash undervejs, så er det bemærkelsesværdigt,
at siden Danmarks indtræden i EU har vi i meget
høj grad fulgt EU’s ligestillingsdirektiver også i
udviklingen af den danske ligestillingspolitik. De
diskussioner og regler, som vi i høj grad har set
som specifikt danske diskussioner eller regler, har
i de fleste tilfælde deres udspring i EU regler. Det
gælder bl.a. ligelønsloven i 1976, der tiltrådte EU’s
direktiv om ligeløn for lige arbejde. EU reglerne på
dette område var så igen stærkt inspireret af FN’s.
Man kan således tale om, at EU politikkerne har
haft en direkte og FN en indirekte påvirkning på
den danske ligestillingspolitik. CEDAW og de
efterfølgende FN-drevne handlingsplaner har efter
min mening ikke formået at påvirke den danske
ligestillingspolitik direkte. Om de har formået at
flytte den danske ligestillingssituation er en anden
sag.
DEN REELLE LIGESTILLING I DANMARK I DAG
De fleste i Danmark i dag mener, at vi har opnået
ligestilling. Når vi kommer ud i verden, betragtes
danske kvinder også ofte som de mest ligestillede,
og på de fleste parametre scorer danske kvinder da
også i top på verdensplan: På juridisk ligestilling,
på arbejdsmarkedstilknytning, på social service.
Det er nu også karakteristisk, at man rundt omkring
i verden, ikke mindst i Østeuropa, mener, at man
der har ligestilling, og at man refererer til landets
grundlov, som fastslår, at alle mennesker er lige.
Det er da også rigtigt, at vi på det formelle plan
stort set har lige muligheder i Danmark. Man skal
imidlertid ikke ret langt ned i statistikkerne for at
få øje på, at ét er lige muligheder på et juridisk
plan, et andet er den realiserede ligestilling. I
realiteten er der langt fra ligestilling i Danmark, ej
heller i de andre lande, der bryster sig heraf.
Det er nu godt 90 år siden, kvinder fik valgret i
Danmark, alligevel er vi langtfra oppe på en lige-
C E D A W 1 k O n v e n T i O n e n
lig parlamentarisk repræsentation. Det ser snarere
ud til, at udviklingen hen mod større lighed er
standset op et godt stykke fra den realiserede ligestilling.
ligesom der synes at være en slags tredjedelsgrænse
i parlamentariske forsamlinger og råd,
nævn og bestyrelser.
Det er karakteristisk, at når vi taler om kønsbalance,
så definerer vi indenfor kønsforskningen normalt
dette som mindst 40 pct. af det køn, der er
færrest af. Samtidig synes man i dansk lovgivning
at have accepteret 33 pct. som undergrænse for
legal ligestilling. Og det ser ud til, at dette tredjedelsdemokrati
for kvinders vedkommende har bidt
sig fast, både ved valg til kommunale forsamlinger
og folketinget. Det betyder, at man i Danmark i
dag ikke finder kvinder demokratisk repræsenteret
på lige fod med mænd men som et synligt mindretal
– om end et kvalificeret mindretal – i en lang
række beslutningsprocesser.
Det ser ud, som om der er indbygget yderligere
flere usynlige grænser for kvindernes indflydelse,
der manifesterer sig som nogle usynlige grænser
for, hvor højt eller langt kvinder kan komme. En
anden grænse er den, som man i mange sammenhænge
har kaldt ’glasloftet’, nemlig det usynlige
loft, der tilsyneladende bremser kvinders karriere,
før de når den absolutte top. Således når man i
Danmark sjældent op på mere end 10 pct. kvinder
i de absolutte toppositioner både i politik, det offentlige
og det private erhvervsliv.
Selv om danske kvinder har en beskæftigelsesfrekvens,
der stærkt nærmer sig mændenes, er
det bemærkelsesværdigt, at indkomstforskellen
mellem kvinder og mænd stadig er mere end 20
pct. Samtidig er der jo sket den store og afgørende
forandring, at kvinder i dag i Danmark uddanner
sig mere end mænd – det gør kvinder nu over en
meget stor del af kloden – og dette har givetvis
en stor indflydelse på kvinder og mænds arbejdsmarkedskarriere
i fremtiden. Men det er indtil nu
bemærkelsesværdigt, at der stadig er en udbredt
kønsarbejdsdeling i Danmark, både på horisontalt
og vertikalt niveau.
På horisontalt niveau på den måde, at der i stillinger,
der er på samme kompetenceniveau, er et
kraftigt skel mellem funktioner, der typisk varetages
af kvinder, og funktioner, der typisk varetages

af mænd. Der er således under 20 pct. mænd i
jobfunktioner som sygeplejerske, socialrådgiver,
pædagog og frisør og tilsvarende mindre end 20
pct. kvinder i en række teknikerfunktioner og
blandt ingeniører.
På vertikalt niveau gør det sig gældende, at man
ser en stadigt lavere andel af kvinder, jo tættere
man kommer de absolutte toppositioner, både
inden for det offentlige og det private erhvervsliv.
Det er således markant, at der i Danmark, på trods
af de lige muligheder, lige adgang til arbejde,
politisk repræsentation og karriere, er langt til
realiseringen af samme. Man kunne også sige,
at man i Danmark og i CEDAW betjener sig af et
ligestillingsbegreb, hvor ligestilling identificeres
med lige muligheder. Men realiseringen af faktisk
ligestilling kræver en langt mere avanceret strategi.
Strategien mainstreaming, som blev vedtaget på
FNs kvindetopmøde i Beijing 1995, er en sådan
strategi, der kan siges at svare på det fænomen, at
lighed for loven ikke automatisk fører til realiseret
lighed. Strategien går ud på at udvikle værktøjer
og målsætninger med henblik på at realisere ligestilling.
Med andre ord, at sætte målsætninger for,
hvordan man når fra tredjedelen til halvdelen af
hvert køn inden for samfundets områder.
GLobALE LIGESTILLINGSpRobLEMER bLIvER
TIL DANSKE LIGESTILLINGSpRobLEMER
Man kan påstå, at så længe kvinder i Danmark
stadig lever som udenlandske prostituerede tvunget
hertil af fattigdom og kyniske bagmænd, så
længe kvinder i Danmark bliver udsat for æresdrab,
så længe kvinder fra Sydøstasien passer børn
for danske forældre til elendig betaling og må
forsømme deres egne børn derhjemme, så længe
danske bistandsarbejdere udbytter unge drenge og
piger seksuelt i udviklingslandene, så længe kan
vi ikke bryste os af, at vi her i Danmark lever i et
smørhul af ligestilling.
Det er fra flere sider blevet hævdet, at ligestilling
mellem kvinder og mænd er et af de vigtigste
vækstparametre i den globale økonomi, og at lande
som USA og Japan har forsømt ligestilling som
sådan og derfor ikke har kunnet sikre sig en bæredygtig
vækst. Det er ligeledes tydeligt, at kvinders
uddannelse og arbejde er blevet en væsentlig del
af den danske human kapital i udvikling af videns-
samfundet. Derfor er danske kvinders arbejde blevet
en så vigtig økonomisk faktor, at det slet ikke
længere er på tale, at kvinder kunne gøre fyldest
som husmødre. På en generation er husmoderen
stort set uddød i Danmark.
Alligevel forbliver konflikten mellem moderskab
og arbejde, mellem arbejde og familieliv, en væsentlig
konflikt, som hyppigt skaber ulighed mellem
kvinder og mænd. Ligestillingsnævnets seneste
årsberetning (2005) vidner tydeligt om det faktum,
at danske kvinder stadig bliver afskediget i forbindelse
med barsel og barselsorlov. Kvinderne bliver
stadig effektivt holdt ude fra den centrale magtudøvelse
i samfundet og de bedst betalte jobs.
Da Danmark blev eksamineret for sin CEDAWrapport
i 2002, blev man kritiseret på en række
områder: For den manglende implementering af
konventionen i lovgivningen, for nedlæggelsen af
Nævnet for Etnisk Ligestilling og Videnscenter for
Ligestilling, for den manglende evne til at realisere
ligeløn, for den lave repræsentation af kvinder i
beslutningsprocesser, kvinder i senior- positioner
på universiteterne, kampen mod kønsstereotyper,
trafficking samt eliminering af diskrimination af
flygtningekvinder og indvandrerkvinder.
Man har da også i den seneste danske rapport fra
2004 besvaret noget af den fremsatte kritik. Men
det helt overordnede problem er, at der for så vidt
ikke er nogen i det politiske felt, der tager sig af
denne kritik, ligesom der heller ikke er initiativer
til at udvide CEDAWs funktionsområde til også at
omfatte transnationale indsatser.
Måske kan denne debatpakke bidrage til at sætte
fokus på denne problematik ved at oplyse bl.a.
politikere og journalister om konventionens eksistens
og den måde, den kan bruges på og samtidig
rejse en debat om, hvorvidt konventionen er tidssvarende
eller trænger til en revision.
1
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Artikel CEDAW-konventionen
C E D A W 0
k O n v e n T i O n e n
Er de nordiske

kvinder i poLITIK
lande ved at miste førertrøjen?
Drude Dahlerup
I mange år lå de nordiske lande alene i toppen, når det gjaldt
ligestillingspolitikken. Alle så op til os, og man spurgte
interesseret, hvordan vi var kommet så langt, og hvor lang tid
det havde taget os? I dag har debatklimaet i Danmark imidlertid
ændret sig markant, og besøgene er blevet færre.
Samtidig er store forandringer på vej internationalt.
Denne artikels emne er udviklingen i kvinders repræsentation i de politiske
institutioner, først og fremmest verdens parlamenter. Det er spændende at se,
at den nordiske førerstilling på dette område nu er udfordret, bl.a. fordi flere
og flere lande nu har taget kønskvotering i brug i politikken.
HvoRFoR bLEv KvINDEREpRæSENTATIoNEN Så Høj I NoRDEN?
Tabel 1 viser udviklingen i kvinderepræsentationen i de nordiske parlamenter.
Som det ses af tabellen var kvinderepræsentationen uendelig lille, kun et par
procentpoint, i de første mange år efter stemmeretten – Finland er her undtagelsen.
I 1940’erne kom der en vis, om end beskeden stigning i kvinderepræsentationen.
Da der ved det danske valg i 1945 kom 8 kvinder ind i Folketinget, det
højeste antal nogensinde, skrev pressen, at nu havde kvinderne ’taget sig sammen’.
Men spørgsmålet er, om det primært var kvindernes skyld, at kvinderepræsentationen
var så lav? I forskningen taler man om de politiske partier som
gatekeepers, dørvogterne til politiske positioner. Det er de politiske partier,
C E D A W k O n v e n T i O n e n
1

TAbEL 1
KvINDEREpRæSENTATIoNEN I DE NoRDISKE pARLAMENTER SIDEN STEMMERETTEN a
DANMARK FINLAND ISLAND NoRGE
ÅR
ÅR 1907 9.5 ÅR
ÅR
1908 12.5
1909 10.5
1910 8.5
1918 2.9 1911 7.0 1915 0.0
1913 10.5 1918 0.0
1916 12.0
1917 9.0
1919 8.5
DANMARK
FINLAND
C E D A W k O n v e n T i O n e n
ISLAND
I
NoRGE
SvERIGE
1920 i+ii 2.1 1922 10.0 1923 2.4 1921 0.7 1922 1.7
1920 iii 2.0 1924 8.5 1927 2.4 1924 0.0 1925 2.2
1924 2.0 1927 8.5 1927 0.7 1929 1.3
1926 2.0
1929 2.7 1929 8.0
1932 2.7 1930 5.5 1931 2.4 1930 1.3 1933 2.2
1935 2.0 1933 7.0 1933 2.4 1933 2.0 1937 4.3
1939 2.0 1936 8.0 1934 2.0 1936 0.7
1939 8.0 1937 2.0
1943 1.3 1945 8.5 1942 i+ii 0.0 1945 4.7 1941 7.4
1945 5.4 1948 12.0 1946 1.9 1949 4.7 1945 7.8
1947 8.7 1949 3.8 1949 9.6
1950 7.9 1951 14.5 1953 0.0 1953 4.7 1953 12.2
1953 9.3 1954 15.0 1956 1.9 1957 6.7 1957 12.6
1953 9.5 1958 14.0 1959 i 1.9 1959 13.4
1957 8.4 1959 ii 3.3
1960 9.5 1962 13.5 1963 1.7 1961 8.7 1961 13.7
1964 9.5 1966 16.5 1967 1.7 1965 8.0 1965 13.3
1966 10.6 1969 9.3 1969 15.4
1968 10.6
1971 16.8 1970 21.5 1971 5.0 1973 15.5 1971 14.0
1973 15.1 1972 21.5 1974 5.0 1977 23.9 1974 21.1
1975 15.6 1975 23.0 1978 5.0 1977 22.6
1977 16.8 1979 26.0 1979 5.0
1979 23.5
1981 23.5 1983 31.0 1983 15.0 1981 25.8 1980 27.8
1984 26.3 1987 31.5 1987 20.6 1985 34.4 1983 29.5
1987 29.1 1989 35.8 1986 30.9
1989 37.5
1990 33.0 1991 38.5 1991 23.8 1993 39.4 1991 32.9
1994 33.0 1995 33.5 1995 25.4 1997 36.4 1994 40.4
1998 37.4 1999 37.0 1999 34.9 1998 42.7
2001 37,4 2002 37.5 2003 30.2 2001
36.4
2005 36,9 2005 45.3
SvERIGE
ÅR
a I Danmark kun Folketinget, i Sverige kun 2. kammeret.
b Kvinder i det danske Folketing udregnes på basis af 179 pladser, dvs. inkl. de grønlandske og færøske mandater
Kilde: Christina Bergqvist m.fl. (red): Likestilte demokratier? Kjønn og politick i de nordiske lande. 1999, tabel 3.
Opdateret.

der alene bestemmer, hvem der bliver opstillet, og
hvem der får de bedste pladser. Derved har partierne
– modsat hvad mange tror – reelt større indflydelse
end vælgerne på, hvem der bliver valgt.
Som tabel 1 viser, blev 1970’erne take off-fasen for
øget kvinderepræsentation i hele Norden. Det var
også i den periode, at kvindebevægelsens 2. bølge
tog fart med rødstrømperne i Danmark, Grupp
8 i Sverige og Nyfeministene og Kvinnefronten i
Norge 1 . Nu nåede kvindeandelen i de nordiske
parlamenter op over de 20%, og i 1980’erne kom
vi over 30% grænsen. Island fik dog først sit store
spring fremad i 1983, da dannelsen af Kvindepartiet
tvang alle partier til selv at nominere flere
kvinder. Stigningerne i kvinderepræsentationen
i 1970’erne og 80’erne var exceptionelle set i et
internationalt perspektiv, og bidrog til etableringen
af Norden som førende i verden, når det gjaldt
ligestilling. Derfor stiller man fra andre dele af verden
ofte spørgsmålet: ”Hvordan kom i så langt?”
Det er ikke helt enkelt at svare på.
Forskningen har peget på strukturelle træk ved
Norden, som må tillægges betydning for, at kvinderepræsentationen
blev så høj. Her fremhæves
faktorer som valgsystemet (forholdstalsvalg), sekulariseringen,
velfærdstatens udbygning og i det
hele taget lighedsidealerne i Norden samt siden
1960’erne stigningen i kvinders erhvervsarbejde
og uddannelsesniveau. Det er imidlertid vigtigt at
slå fast, at den i international målestok høje kvinderepræsentation
i Norden ikke kom at sig selv.
Også de stærke kvindebevægelser og i det hele
taget den stærke bevægelsestradition i Norden må
tillægges stor betydning. 2
ET GLASLoFT på 0%?
Men mens Sverige i dag har 45% kvinder i Riksdagen,
hænger de øvrige nordiske lande tilsyneladende
fast omkring de 35%. Det er, som om
der gælder et hertil, men ikke længere. Nogen vil
måske indvende, at en kvinderepræsentation i
Folketinget på 36,9% vel er ganske flot. Danmark
ligger nr. 5 på verdensranglisten over kvindeandel
i verdens parlamenter (se oversigten på www.
ipu.org). Men set i både et historisk og et globalt
perspektiv må den danske udvikling de seneste
år vække alvorlige bekymringer. Danske kvinder
synes at have slået hovedet mod det, man i den
internationale forskning kalder the glass ceiling,
det usynlige glasloft.
De seneste danske valg har udvist stagnation, ja til
og med eksempler på direkte tilbagegang i kvinderepræsentationen.
1998 blev 37,4% kvinder valgt
ind i det danske Folketing, i 2001 37,9, men ved
valget i 2005 blev det kun til 36,9%. I Sverige har
kvinderne over 40% af pladserne i kommunalbestyrelserne,
og på den baggrund forekommer det
chokerende, at kvinderepræsentationen i danske
kommunalbestyrelser kun har ligget på lidt over
25% ved alle de seneste valg. Dertil kommer, at
der i landet som helhed blev færre kvindelige
borgmestre efter Strukturreformen. Ved amtsrådsvalgene
er kvindeandelen direkte faldet de seneste
år efter mange års stadig stigning: fra 31% i 1993
til 29,1% i 1997 og 27,3% ved valget i 2001. I de
nye regionsråd blev kvindeandelen 33,7. 3
RAMASKRIGET, DER uDEbLEv
Men det værste er egentligt, at stagnationen i
kvinderepræsentationen ikke har vakt stor debat i
Danmark. Da kvinderepræsentationen i den svenske
Riksdag faldt ved valget i 1991 for første gang
siden 1920’erne, rejste der sig et ramaskrig, og
feminister startede et nyt, hemmeligt netværk ved
navn Stödstrumperna,der truede med at starte et
kvindeparti, hvis ikke partierne satte flere kvinder
højt oppe på listerne. 4 Det hjalp.
Udviklingen i Danmark har rystet vores tro på en
stadig fremgang mod kønsbalance i politikken.
Dette burde føre til nye tiltag ud fra den indsigt,
C E D A W k O n v e n T i O n e n

at ligestilling åbenbart ikke kommer af sig selv. 5 I
dag ved vi, at både stagnation og backlash – for at
sige som Susan Faludi – er en mulighed i verden i
dag. Men i stedet hører vi fra både Dansk Folkeparti
og Venstre, at ligestilling skam er et faktum i
Danmark i dag, ja en ’dansk værdi’, som de, der
er indvandret til landet, ikke har (endnu). Ligestilling
er pludseligt blevet noget, der skal bruges
til at slå indvandrerne over i hovedet med. Dette
er en forbavsende argumentation, al den stund
Dansk Folkeparti og før dem Fremskridtspartiet har
været modstandere af det meste af ligestillingslovgivningen
i Danmark, ligesom Venstre langt fra har
været initiativtager på dette område. Det er også
fejlagtigt, hvis man påstår, at der er ligestilling i
Danmark i dag.
Alt i alt bekræfter den danske ligestillingspolitiks
historie, at det er farligt at tro, at ligestillingen ligger
lige rundt om hjørnet. Nye samfundsændringer
kan bidrage til ny uligestilling. Nye kvindegrupper,
bl.a. indvandrede kvinder fra 3. verdens
lande, oplever nye former for diskrimination.
Uden et stadigt pres fra kvindebevægelsen, den
hjemlige og den internationale, kan det gå baglæns
for ligestillingen. Det er derfor spændende at
se, at nye ligestillingstiltag rundt omkring i verden
nu udfordrer Nordens position på ligestillingsområdet.
KvoTERING – EN Ny TREND I vERDEN
Globalt set ser vi i dag nye og spændende tendenser
i ligestillingsdebatten. Når det gælder kvinderepræsentationen,
kan man se tre vigtige ændringer.
For det første i målsætningen: Nu fremstilles
målet ikke længere som ’flere kvinder i politikken’.
I FNs Platform for Action, vedtaget i Beijing
1995, beskrives målet nu som gender balance,
kønsbalance i politikken. For det andet i diagnosen
af problemet: Mens kvindernes manglende
ressourcer tidligere blev udpeget som hovedårsag
til den lave kvinderepræsentation, peger man
nu på betydningen af diskrimination og skjulte
eksklusions-mekanismer i de politiske institutioner
selv, herunder i de politiske partier. For det tredje i
strategien: Man anbefaler en aktiv indsats, herunder
brugen af kvotering for at ændre kvinders
underrepræsentation i politikken.
Nogle af disse nye formuleringer – en ny diskurs,
om man vil – kan allerede findes i CEDAW-kon-
C E D A W k O n v e n T i O n e n
ventionen fra 1979. I denne konvention anbefales
staterne at anvende ‘temporary special measures’
(UN 1979: Art. 4). Også Den Interparlamentariske
Union, IPU og andre internationale og regionale
organisationer har tidligt formuleret nye krav om
aktiv indsats for at øge kvinderepræsentationen.
Imidlertid er det oftest Beijing Deklarationen,
der refereres til i kvotadebatten rundt omkring
i verden. Selve ordet ’kvotering’ må man dog
lede forgæves efter i teksten. Det blev anset for
at være alt for radikalt og farligt. Men alle de
nævnte ændringer, i målsætningen, i diagnosen og
i strategien (aktiv indsats) findes dog indskrevet i
Platform for Action, og i kvindeorganisationernes
argumentation for kvotering henvises man ofte til
netop Platform for Action.
KvoTERING I 100 LANDE
På trods af at kvotering er et kontroversielt redskab
i ligestillingspolitikken, og på trods af al
diskussion om forskellighed mellem kvinder og
om, hvorvidt kvinder udgør en politisk relevant
gruppe, ja, så er der ikke desto mindre tale om en
ny trend i verden. Mest udbredt er kønskvotering
i politikken i lande, som starter så at sige ’from
scratch’ efter borgerkrig eller militærregime, f.eks.
Rwanda og Uganda, Bosnien-Herzegovina, Argentina
og Afghanistan. Ofte sker introduktionen
af kvotering under dobbelt pres: nedefra presser
kvindeorganisationerne i landet på, og samtidig er
der i dag også et pres oppefra, fra det internationale
samfund.
Mere end 40 lande i verden har indført kønskvotering
i politik ved at indskrive kvoteringsregler i
deres forfatning eller valglov. I mere end 50 andre
lande har individuelle politiske partier, især centrum/venstre
partier, selv vedtaget kvoteringsregler,
f.eks. mindst 30 eller 40% kvinder på partiets
lister ved valg. I et stort forskningsprojekt har jeg
og mit forskningsteam analyseret den nye tendens
til aktiv indsats, som kendetegner mange lande i
verden i dag. Vi har analyseret debatterne, spredningen,
valget af kvoteringstype samt konsekvenserne,
både kvantitativt og kvalitativt. 6
Kønskvotering i politik kan have flere forskellige
former. Legal kvotering betyder, at kønskvoteringsreglerne
er vedtaget ved lov eller indskrevet i
selve forfatningen, som f.eks. i Costa Rica (40 %),
Argentina (30 %), Belgien (33 %) og Nepal (5 %).

Frivillig partikvotering indebærer, at visse partier
selv har indført kvoteringsregler omkring opstilling
i deres egne vedtægter. Men kvoteringen kan
også gælde forskellige stadier i nominations- og
valgprocessen. Vi skelner her mellem aspirantkvotering,
der som hos Labour Party i England
har til formål at få flere kvinder frem i den pool
af interesserede, hvorfra partiorganisationerne
vælger deres kandidater; kandidatkvotering, som
gælder andelen af kvinder blandt kandidaterne på
valglisterne, hvilket er den almindeligste form for
kvotering, specielt i proportionalvalg systemer; og
endelig reserved seats/ reserverede pladser, hvor
kvoteringen gælder andelen af kvinder blandt de
valgte. Eksempler på reserved seats er Uganda,
Rwanda og Afghanistan, hvor der skal vælges to
kvinder pr. valgkreds.
Vores forskning viser, at forskellige regioner i
verden synes at foretrække forskellige kvoteringstyper
7 . F.eks. er legal kandidatkvotering det foretrukne
i Sydamerika og det sydlige Afrika, mens
reserved seats mest findes i Sydasien, arabiske lande
og i Afrika umiddelbart syd for Sahara. Størst
modstand mod kvotering synes at forekomme i
de post-kommunistiske lande samt i Vesten. I den
vestlige verden er den mest almindelige form den
frivillige partikvotering på kandidatlisterne, der
hvor kvotering overhovedet findes. 8
To MoDELLER
Man kan skelne mellem på den ene side den langsomme
incremental model eller skridt-for-skridt
modellen i ligestillingsarbejdet og på den anden
side en fast track model, eller de hurtige ryks model.
Under forudsætning af, at kvoteringsreglerne
matcher valgsystemet, at der er eksplicitte regler
om kandidaternes rækkefølge på valgsedlen, og at
der findes sanktioner for overtrædelsen af reglerne,
ja, da kan kvotering i politikken medføre
hidtil usete historiske spring i kvinderepræsentationen.
Som da Costa Rica gik fra 19% til 35%
kvinder i parlamentet ved ét eneste valg. Et sådant
spring ved et enkelt valg har vi aldrig oplevet i de
nordiske lande. 9 Når man i dag spørger os, hvor
lang tid det tog i de nordiske lande at nå op på
25-35 % kvinder i politik, så må vi jo svare, at har
taget 70-80 år, hvis man regner fra kvindestemmerettens
indførelse. Kvindebevægelsen i mange
post-konflikt samfund og 3. verdens lande svarer,
at så længe har de ikke tænkt sig at vente!
Der findes også en ny diskurs, som står i kontrast
til det gammelkendte synspunkt, at først må man
have udvikling og demokrati, og først derefter kan
man måske få ligestilling. Ifølge den nye diskurs,
er ligestilling mellem kvinder og mænd vigtig i
sig selv for at sætte skub i udviklingen og demokratiseringsprocesserne.
Inkludering af kvinder og
andre hidtil marginaliserede grupper i politikken
ses ifølge denne diskurs som en forudsætning for
udvikling og demokrati. Dette kan også være en
vigtig lære for os i Danmark. At de nordiske lande
ikke længere er modellen, i hvert fald ikke den
eneste model på dette felt, er en vigtig konklusion
i vores forskning. Det er vigtigt for mig at formidle
denne pointe på mine mange foredragsrejser rundt
omkring i verden.
RWANDA Ny NR. 1 I vERDEN
I de allerseneste år er der sket store forandringer i
toppen af verdensranglisten, når det gælder kvinderepræsentation
i parlamenterne. Som det ses af
tabel 2 ligger Norden stadig blandt de allerøverste
lande på verdensranglisten. Men andre lande, der
gør en aktiv indsat, er ved at hale ind på de nordiske
lande. Således er Sverige ikke mere nr. 1 med
sine 45% kvinder. I efteråret 2003 indtog Rwanda
stolt førstepladsen. Og i foråret 2006 blev Norge,
Finland og Danmark overhalet af Costa Rica. 10
Man kan læse flere vigtige informationer ud fra
tabel 2. For det første illustrerer tabellen, hvad
forskningen også har påpeget, nemlig at kvinderepræsentationen
gavnes af proportionale valgsystemer
fremfor pluralitets/majoritetsvalg som
f.eks. i Storbritannien og USA, som begge har lav
kvinderepræsentation (19.7 og 15.2%). For det
andet viser tabellen, at de nye lande i verdens-toppen
næsten alle har indført kvotering for at få flere
kvinder ind i politik. For det tredje viser tabellen,
at høj kvinderepræsentation også kan nås uden
kvotering, som i Finland, Danmark og Holland.
Det bliver spændende at se, om de nordiske lande,
set under ét, i løbet af de næste 10 år definitivt
vil miste førertrøjen, når det gælder kvinderepræsentation
i politik.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

TAbEL
LANDENE MED DEN HøjESTE KvINDEREpRæSENTATIoN I vERDEN
LAND KvINDER I pARLAMENTET (%) KvoTERINGS-TypE vALGSySTEM
RWanDa 48.8 (2003) LeGaL kvOTeRinG (k) LisTe PR
sveRiGe 45.3 (2002) fRiviLLiG PaRTikvOTeRinG LisTe PR
COsTa RiCa
nORGe
C E D A W k O n v e n T i O n e n
38.6 (2006) LeGaL kvOTeRinG (L) LisTe PR
37.9 (2005) fRiviLLiG PaRTikvOTeRinG LisTe PR
finLanD 37.5 (2002) inGen kvOTeRinG LisTe PR
DanmaRk 36.9 (2005) inGen kvOTeRinG LisTe PR
HOLLanD 36.7 (2003) inGen kvOTeRinG LisTe PR
CuBa 36.0 (2003) inGen kvOTeRinG ikke-Dem/
TO RunDeR
sPanien 36.0 (2004) fRiviLLiG PaRTikvOTeRinG LisT PR
aRGenTina 35.0 (2005) LeGaL kvOTeRinG (k) LisTe PR
mOzamBique 36.0 (2004) fRiviLLiG PaRTikvOTeRinG LisTe PR
BeLGien 35.3 (2003) LeGaL kvOTeRinG (L) LisTe PR
ØsTRiG 33.3 (2002) fRiviLLiG PaRTikvOTeRinG LisTe PR
isLanD 30.2 (2003) fRiviLLiG PaRTikvOTeRinG LisTe PR.
syDafRika 32.8 (2004) fRiviLLiG PaRTikvOTeRinG LisTe PR
TyskLanD
31,8 (2005) fRiviLLiG PaRTikvOTeRinG mixeD
Guyana 30.8 (2001) LeGaL kvOTeRinG (k) LisTe PR
BuRunDi 30.5 (2005) LeGaL kvOTeRinG (k) LisTe PR
I de tilfælde, hvor parlamentet består af to kamre, vises her underhuset eller 2. kammer.
Valgsystemer: Liste PR: Proportional valg med partilister med flere kandidater. Mixed (Mixed Member Proportional)
en kombination af liste PR og valg i enkeltmandskredse (majoritetsvalg). To runder: et majoritetsvalgsystem med to
valgomgange. Om valgsystemer, se International IDEA’s klassifikationer, www.idea.int
Kvoteringssystemer: Legal kvotering er vedtaget ved lov (L) eller er indskrevet i konstitutionen (K). Frivillig partikvotering
indebærer, at visse partier har vedtaget kvoteringsregler for deres egne lister ved valg.
Kilde. Interparliamentary Union: www.ipu.org; International IDEA and Stockholm University:
www.quotaproject.org; officiel statistik. Tallene er fra seneste valgdag.

NoTER oG KILDEHENvISNINGER
1 Drude Dahlerup: Rødstrømperne. Den danske Rødstrømpebevægelses
udvikling, nytænkning og gennemslag
1970-1985. Gyldendal 1998.
2 Se Drude Dahlerup: Vi har ventet længe nok. Håndbog
i kvinderepræsentation. Nordisk Ministerråd 1988, udkom
også på islandsk, finsk, norsk og svensk; Drude Dahlerup
og Kristian Hvidt: Kvinder på Tinge. Udg. Af Folketingets
Præsidium, Rosinante 1990; Christina Bergqvist m.fl.
(red.): Likestilte demokratier? Kjønn og politikk i Norden.
Universitetsforlaget/Nordisk Ministerråd 1999. Også udgivet
på engelsk.
3 Det grønlandske landsting har nu overhalet Folketinget,
når det gælder kvinderepræsentation. Ved valget i 2005
kom der hele 42% kvinder ind i Landstinget.
4 Det førte til stigningen til 40.4 % ved valget i 1994, jf.
tabel 1. Til valget i september 2006 er der opstillet et nyt
parti, Feministisk Parti. Det er en bevidst strategi, at partiet
ikke kalder sig et kvindeparti, men et feministisk parti. Jeg
har analyseret den forbavsende forskel mellem ligestillingsdebatten
i Danmark og Sverige siden starten af 1990’erne
i artiklen ”Er ligestillingen opnået? Ligestillingsdebattens
forskellighed i Danmark og Sverige”, i Anette Borchorst,
red.: Kønsmagt under forandring. Magtudredningen, Hans
Reitzels Forlag 2002.
5 I bogen Ligestillingspolitik som diskurs og praksis fra
2003 analyserer Anette Borchorst og jeg udviklingen i
dansk ligestillingspolitik på landsplan og kommunalt.
6 Se bogen, Women, Quotas and Politics”, red. af Drude
Dahlerup. Routledge 2006. Vi har i denne bog i samarbejde
med forskere over hele verden lavet den første globale
forskningsanalyse af brugen af kønskvotering i politikken.
Sammen med International IDEA har vi også konstrueret
websiden www.quotaproject.org, som indeholder information
om alle lande i verden med kvotering til parlamentet,
kvoteringstype m.m.
7 Se Dahlerup 2006, Women, Quotas and Politics, tabel
14.1, s. 294
8 Danmark er det land i Norden, der gør mindst brug
af kønskvotering. Ved valg har kønskvotering kun været
anvendt af tre partier og kun i meget begrænset omfang: SF
til Folketinget 1988-90 og til EU-parlamentet 1983-90. Socialdemokraterne
kun til EU-parlamentet og kun 1988-90.
Enhedslisten har gjort brug af kvotering ved enkelte valg.
Om brugen af og effekten af partikvotering i de øvrige
nordiske lande, se tabel 3.2, s. 71 i Lenita Freidenvall,
Drude Dahlerup og Hege Skjeie: ”The Nordic countries.
An incremental model.” i Drude Dahlerup (ed.): Women,
Quotas and Politics. 2006.
9 Det maximale spring i kvindeandelen ved noget parlamentsvalg
i Norden har været på 8-9 procentpoint.
10 I FNs generelle ’Gender Related Development Index
(GDI)’ ligger Danmark nu på 13. pladsen.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

C E D A W k O n v e n T i O n e n
Artikel 1 CEDAW-konventionen
samT Den suPPLeRenDe eRkLÆRinG, ReCOmmenDaTiOn 1 Om vOLD
CeDaW-kOmiTeens GeneReLLe anBefaLinGeR

Danmark
bliver holdt i ørerne af FN
pia Rovsing Clemmensen
Danmark har i 1 underskrevet FN´s kvindekonvention,
som forpligter den danske regering til at arbejde for
”afskaffeLse af aLLe fORmeR fOR
DiskRiminaTiOn mOD kvinDeR”.
KRISECENTRE oG voLD MoD KvINDER
Det er næppe almindelig kendt blandt danskere, at der findes en Kvindekonvention
under FN, som forpligter den danske regering til at leve op til forbedringer
af kvinders vilkår. Kvindekonventionen handler om kvinders rettigheder
på alle planer, og mænds vold mod kvinder er ét af mange udtryk for diskrimination
mod kvinder. Den danske regering eksamineres hvert 4. år af FN´s
CEDAW-komite, og der har netop nu været foretaget en sådan eksamination,
hvor regeringen har fået både ros og ris.
Artiklen her skal se på CEDAW-komiteens seneste anbefalinger til forbedringer
for voldsramte kvinder og vil i den forbindelse komme ind på konsekvenserne af
forskellige opfattelser af mænds vold mod kvinder og krisecentrenes funktion.
For at blive klar over hvorfor FN peger på forbedringer, og hvorfor det er
relevant at stille bestemte krav til regeringen, er det væsentligt at forstå, hvad
det er for et fænomen, vi har med at gøre. Fysisk og psykisk vold er en kompliceret
og sammensat størrelse, der har store skadevirkninger for ofrene.
FySISK oG pSyKISK voLD
Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi definerer vold mod kvinder, og det er
ikke ligegyldigt, hvilke ord vi bruger om det. De ord, vi bruger, afspejler
vores tanker. Hvis vi bruger ordet ”husspektakler”, henledes tankerne på
en mand og en kvinde, der skændes og slås som ligeværdige parter. Hvis
vi siger ”familievold” eller ”partnervold”, kan der være tvivl om, hvem der
bruger vold mod hvem, og tankerne kan ledes hen mod, at det måske også
C E D A W k O n v e n T i O n e n

er kvindens egen skyld. Nu ved vi jo alle, at kvinder
er bedre til at bruge mund, og at mænd nogle
gange må slå i afmagt – eller hvad? Konsekvenserne
af en tankegang, som lader kvinden og den
voldelige mand deles om skylden, kan illustreres
ved et eksempel:
For ganske nylig ringede en kvinde på krisecentrets
hotline. Hun havde endnu en gang fået
bank, gik grædende rundt i gaderne i sin hjemby
og turde ikke tage hjem og hente sine personlige
ejendele, så hun kunne komme på krisecenter. Jeg
rådede hende til at bede politiet om hjælp, og hun
svarede, at det havde hun gjort. Hun kunne ikke
få hjælp, for de havde ikke mandskab nok til ”at
passe på folks forhold, der ikke fungerer.” Dén
måde at tale og tænke om mænds vold mod
kvinder ligger meget dybt i vores kultur. Man kan
sige, at tabuet om volden stadigvæk kun delvis er
brudt, og at problemet stadig i høj grad ses som
noget, der hører den enkelte person og privatlivet
til. Det medfører, at der ikke for alvor bliver gjort
noget ved det. Men hvad er ”mænds vold mod
kvinder” så egentlig?
Mænds vold mod kvinder handler ikke om, at en
mand én gang har slået sin kone eller kæreste. Det
handler om fysisk og psykisk vold over længere tid,
som påvirker begge parter. Både manden og kvinden
kommer ud på en moralsk og følelsesmæssig
glidebane, hvor det unormale efterhånden opleves
som mere eller mindre normalt. De pakker det hele
ind i forskellige forklaringer og undskyldninger for,
hvad der foregår. Den svenske forsker Eva Lundgren
har beskrevet disse fænomener og kalder dem for
”voldens normaliseringsproces”.
Både fra Eva Lundgren, fra megen anden forskning
og fra krisecentrene ved man, at fænomenet
mænds vold mod kvinder følger et mønster.
Voldsramte kvinder kan berette om oplevelser af
forskellige voldsformer, som fysisk vold, psykisk
vold, seksuel vold, økonomisk vold, materiel vold,
latent vold og indirekte vold gennem børnene.
Der er forskel på, hvor grov volden er, men mønsteret
er typisk: Der er tale om gentagen vold over
tid, om isolering af kvinden, om at hendes selvværd
nedbrydes, at hun udsættes for trusler, og at
hun skiftevis behandles med hårdhed og blidhed,
hvilket alt sammen gør kvinden desorienteret og
fastholder hende i forholdet.
C E D A W 0 k O n v e n T i O n e n
Hvis samfundet som helhed konfronterer den
voldsramte kvinde med en opfattelse af, at hun på
en eller anden måde selv er skyld i de overgreb,
der bliver begået imod hende, er det blot endnu
en hindring på hendes vej mod et værdigt og
voldsfrit liv for sig selv og sine børn. Derfor er det
afgørende, hvordan man både i samfundet generelt
og fra statens side opfatter og omtaler mænds
vold mod kvinder. Det er afgørende, hvordan
volden defineres.
DEFINITIoNER AF voLDEN
Via samarbejde med udlandet er der foregået en
påvirkning i retning af, at vi i Danmark i højere
grad ser på volden som kønsbaseret og et udtryk
for undertrykkelse af kvinder. Tankegangen blev
også formuleret af den danske kvindebevægelse i
1970´erne og 80´erne, men den er modsat dengang
på vej til at nå større offentlig og politisk
anerkendelse. På en EU-konference i 1999 blev
der enighed om at kalde volden for ”mænds vold
mod kvinder”, så man gjorde det klart, hvem der
udøver vold mod hvem.
I FN´s kvindekonvention nævnes problemet med
mænds vold mod kvinder ikke direkte, men ligger
kun indirekte i konventionen. I konventionens
Kapitel 1, artikel 1 står der:
”I denne konvention betyder udtrykket ”diskrimination
mod kvinder” enhver kønsbestemt sondring,
udelukkelse eller indskrænkning, hvis virkning eller
formål er at svække eller tilsidesætte princippet om,
at kvinder på lige fod med mænd uanset ægteskabelig
stilling skal have anerkendt, kunne nyde eller
udøve menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder
på politiske, økonomiske, sociale,
kulturelle, borgerlige og alle andre områder.”
Da kvindekonventionen udtrykker sig i så generelle
vendinger, opstod der et behov for at konkretisere
voldsproblemet. Det skete i 1993, da man i
FN vedtog en supplerende erklæring, der direkte
handler om vold mod kvinder: ”Declaration on
Elimination of Violence against Women.” I denne
erklæring defineres volden langt mere præcist
således:
”Begrebet vold mod kvinder betyder enhver kønsbaseret
voldelig handling, som resulterer i eller kan
resultere i fysisk, seksuel eller psykologisk skade el-

ler lidelse for kvinder, inklusiv trusler om sådanne
handlinger, tvungen eller vilkårlig frihedsberøvelse,
enten i offentligheden eller i privatlivet.”
Denne definition understreger, at det er kønsbaseret
vold mod kvinder, der tales om, og ikke den
mere kønsneutrale ”partnervold” eller ”familievold”.
Deklarationen inddrager alle former for vold
mod kvinder som for eksempel voldtægt, incest
og omskæring af kvinder. Definitionen inddrager
både den private vold og vold begået i offentligheden.
Vold i offentligheden kan for eksempel være
sexchikane. I erklæringens Artikel 2 understreges,
at det også er vold, hvis de nævnte voldsformer
udøves eller tolereres af staten; at hvis voldsramte
ikke får tilstrækkelig hjælp og beskyttelse udsættes
de for dobbelt undertrykkelse; og at hvis staten
ikke reagerer på volden, legitimeres den.
FN´s definitioner har været med til at ændre de
danske definitioner og dermed vores holdninger
til, hvad vold mod kvinder er. Op gennem
1990´erne har der været stærke tendenser i
Danmark til at se volden som individuelle psykologiske
problemer mere end som for eksempel et
udtryk for et samfundsproblem.
I den supplerende erklæring fra 1993 slås det
fast, at vold mod kvinder ”er en manifestation
af historisk betingede ulige magtforhold mellem
mænd og kvinder, og at vold mod kvinder er en af
de afgørende sociale mekanismer, gennem hvilke
kvinder er tvunget ind i en underordnet position
i forhold til mænd”. Det er stærke ord, og selvom
den danske regering ikke er direkte forpligtet i forhold
til denne sidste erklæring fra 1993, har den
en stor symbolværdi. I den danske handlingsplan
for bekæmpelse af vold mod kvinder fra 2002
tager regeringen også højde for denne udmelding
og formulerer sig således i forordet: ”Mænds vold
mod kvinder kan ses som en manifestation af en
grundlæggende ulighed mellem de to køn – som
et ligestillingsproblem”.
VK-regeringen lægger sig altså – i hvert fald i deres
diskurs – tæt op ad FNs definitioner på mænds
vold mod kvinder. Men har regeringen så også
levet op til sine egne flotte ord, når det kommer til
stykket?
DANMARK TIL EKSAMEN
Det er interessant at se på, hvad CEDAW-komiteen
peger på af kritiske punkter i forhold til den
danske indsats til bekæmpelse af vold mod kvinder.
CEDAW har både ros og ris til regeringen for
dens indsats dels over for hele ligestillingsområdet
og dels over for området om vold mod kvinder.
RoS TIL HANDLINGSpLANERNE FoR
bEKæMpELSE AF voLD
Først roserne: CEDAW roser regeringen for at have
indført skærpede straffe for voldtægt og for at have
forbedret retssystemet, så man kan anklage folk,
der medvirker til kvindelig omskæring. Disse roser
er givet under eksaminationens afsnit vedrørende
mænds vold mod kvinder og vidner om, at FN
som ovenfor nævnt definerer volden bredt, idet
de her både inddrager spørgsmålet om incest og
kvindelig omskæring. Regeringen roses for at have
gennemført lovgivning, der giver politiet mulighed
for at fjerne voldsmænd fra hjemmet, så det ikke
altid skal være den voldsramte kvinde, der skal
tage af sted.
CEDAW roser også regeringen for de to handlingsplaner
til bekæmpelse af vold mod kvinder. Den
første handlingsplan blev igangsat i 2002 og den
næste i 2005.
I den forbindelse er det interessant, at handlingsplanerne
oprindeligt blev til på opfordring fra
EU- konferencen i 1999. Den danske delegation
på konferencen anbefalede nedsættelse af
en tværministeriel gruppe, der skulle formulere
en handlingsplan. En sådan gruppe blev i 2000
nedsat under daværende ligestillingsminister socialdemokraten
Jytte Andersen. Handlingsplanen
blev færdig, men blev ikke offentliggjort på grund
af regeringsskiftet i 2001. I marts 2002 fremlagde
den daværende konservative socialminister Henriette
Kjær en handlingsplan, der var en revideret
udgave af den første.
bEKyMRING ovER uDbREDELSEN AF voLDEN
Komiteen udtrykker bekymring over den store
udbredelse af vold mod kvinder og piger. Baggrunden
for CEDAWs bekymring er det faktum, at
vold mod kvinder i hjemmene er et meget udbredt
fænomen, og tallene vidner om, at det er for
udbredt til kun at vedrøre specielt udsatte grupper
C E D A W k O n v e n T i O n e n
1

af mennesker med sociale og psykiske problemer.
En større dansk befolkningsundersøgelse viser, at
der årligt er 41.000 kvinder der bliver udsat for
partnervold. 2000 kvinder og 2000 børn bor hvert
år på landets 38 krisecentre. Mange taler ikke om
det, så det er svært helt at vide, hvor stort et omfang
vold mod kvinder har. Der er stadigvæk tale
om et delvist skjult problem.
Jeg vil nu udvælge og fremhæve to af CEDAWs kritikpunkter
i forhold til mænds vold mod kvinder:
• Problematikken om udenlandske kvinders usikre
fremtidsudsigter i Danmark, hvis de må forlade
et ægteskab på grund af vold indenfor de
første syv år.
• Problematikken vedrørende de nødvendige
økonomiske midler til drift af blandt andet krisecentrene.
uDENLANDSKE KvINDER
CEDAW er bekymret for de kvinder, hvis opholdstilladelse
i Danmark hviler på ægteskabet, og som
er i fare for at blive udvist, hvis de forlader en voldelig
mand. Komiteen er bekymret for de vanskeligheder,
kvinderne møder på grund af de kriterier,
de skal opfylde for at kunne blive her i landet.
Baggrunden for CEDAWs bekymring er gældende,
dansk lov: Hvis en udenlandsk kvinde inden for
de første 7 år af sit ægteskab i Danmark bliver
udsat for vold, skal hun kunne dokumentere
volden, hvis hun vil blive i landet. Et andet vigtigt
hovedkrav for at opnå opholdstilladelse er kravet
om tilknytning til Danmark og gennemførelse af et
integrationsprogram i Danmark. Begge krav kan i
udgangspunktet lyde rimelige – men i praksis sætter
kravene voldsramte kvinder i en umenneskelig
position.
Kravet til kvinden om dokumentation af volden
er paradoksalt, da det typiske voldsforløb blandt
andet indebærer en isolation af kvinden. Derfor
kan det være yderst vanskeligt for kvinden at fremskaffe
dokumentation, hvis hun for eksempel ikke
har fået lov til at gå alene til lægen og vise de blå
mærker. Gennem mit arbejde i krisecentret kom
jeg i kontakt med en udenlandsk kvinde, som ikke
kunne dokumentere volden, da den overvejende
var af psykisk art. Hun stammede fra et yderst fat-
C E D A W k O n v e n T i O n e n
tigt område og blev gift med en dansk mand, der
arbejdede i hendes land. De fik et barn sammen,
og hun var højgravid med deres andet barn, da
han uden varsel rejste tilbage til Danmark og ikke
ville vide af hende. Kvinden og børnene var uden
forsørgelse, og hendes nærmeste familie kunne
ikke tage sig af dem. Hun tog et fly til Danmark,
bankede på mandens dør og insisterede på, at
han skulle tage sit ansvar for kone og børn. Efter
en måned henvendte hun sig i krisecentret, og
hendes sag var aldeles håbløs. Kvinden stod til at
blive udvist, da hun havde været i landet i meget
kort tid og ikke havde bevis for vold. Hun fik en
advokat til at føre sin sag, og det endte med, at
hun fik opholdstilladelse, ikke begrundet i hendes
egen situation, men i at faderen skulle have mulighed
for samvær med deres to fællesbørn.
Det andet hovedkrav – kravet om at den udenlandske
kvinde skal have fulgt et integrationsprogram
– giver også nogle paradoksale konsekvenser.
Et eksempel til belysning: En thailandsk
kvinde, der i ægteskabet havde været udsat for
fysisk og psykisk vold, skulle udvises fra Danmark.
I sagen henviste Udlændingeservice blandt andet
til, at kvinden ikke havde gennemført integrationsprogrammet.
Sagen var den, at kvinden selv havde
ønsket at følge programmet, men var blevet presset
af sin voldelige og utilregnelige mand til at arbejde
på fuld tid, kort efter at de var blevet gift og
flyttet sammen. Manden mente nemlig, at kvinden
hurtigst muligt skulle være med til at tjene penge.
Kvinden kunne ikke holde ud at bo sammen med
ham og henvendte sig i krisecentret uden at vide,
om hun blev udvist af landet og uden at kende
sine rettigheder i forhold til børnene. Til kvindens
held fik også hun en dygtig advokat. Hun endte
ligeledes med at få opholdstilladelse, fordi der var
et fællesbarn. Hvis en kvinde i samme situation
ikke har børn og kun har boet her i landet i kort
tid, bliver hun udvist. Vi har i krisecentret oplevet,
at en kvinde måtte pakke kufferten og blev hentet
af politiet og kørt direkte til lufthavnen.
De to førstnævnte kvinder var heldige, men de var
også nogle af de få, der trods alt havde så meget
styrke i behold, at de overhovedet henvendte
sig til et krisecenter. Men sådan forholder det sig
ikke for flertallet af de udenlandske, voldsramte
kvinder.

I regeringens rapport til CEDAW-komiteen fremgår
det, at der i perioden fra 1998-2003 har
været 275 sager. Regeringen påpeger, at volden i
mange af disse sager ikke har været dokumenteret.
I 86 af sagerne har kvinderne fået opholdstilladelse
i Danmark. De øvrige er blevet udvist.
De fleste udenlandske kvinder ønsker at blive i
Danmark, da det er forbundet med stor skam at
vende tilbage til hjemlandet som fraskilt. I mange
lande er det ikke muligt for en kvinde at leve som
fraskilt, som vi kender det i Danmark, dvs. have
egen bolig, arbejde og klare sig selv. Nogle steder
er det forbundet med livsfare at vende tilbage.
Disse forhold ignorerer den gældende danske
lovpraksis, og man kan stille spørgsmålet, om den
danske stats fremgangsmåde overfor disse kvinder
er udtryk for det danske folks generelle, moralske
niveau.
CEDAW formulerer sig i den forbindelse ret skarpt
overfor regeringen:
”Komiteen anbefaler, at regeringen straks (without
delay) gennemgår sin administrative praksis til
fornyet overvejelse angående kravene for opholdstilladelse
for udenlandske gifte kvinder, som har
været udsat for vold i ægteskabet”.
Regeringen skal så ved næste eksamination stå til
regnskab for, hvad de har gjort i den anledning.
Regeringen er forpligtet til at følge FN´s anbefalinger
og henstillinger, men kan ikke direkte straffes
hvis de ikke følger dem. Alligevel har komiteens
ord stor værdi, da de organisationer, der kæmper
for, at regeringen lemper på kravene til kvinderne,
dermed får noget at holde sig til.
KRISECENTRENE oG DERES øKoNoMISKE
GRuNDLAG
Krisecentre er for voldsramte kvinder med eller
uden børn, og der tilbydes husly og beskyttelse.
Der ydes både personlig og praktisk hjælp. Det
typiske ophold varer 3-4 måneder, men det kan
vare kortere eller længere efter behov. Krisecentrene
visiterer selv og fungerer som akutinstitutioner.
Hvis der ikke er ledige pladser, kan kvinden og
eventuelle børn overnatte på overbelægning, indtil
krisecentret har fundet et andet sted til dem. Man
bliver aldrig afvist ved døren. Mange kommer efter
først at have været i kontakt med andre myndigheder
såsom socialforvaltning, politi eller skadestue.
Krisecentrene har desuden åben rådgivning, hvor
borgere enten via telefon eller ved personligt
fremmøde anonymt kan få en samtale om deres
situation. En del pårørende til voldsramte søger
rådgivning om, hvordan de skal forholde sig, og
hvordan de kan hjælpe kvinden. De fleste henvendelser
kommer fra kvinder, der er ved at samle
mod til at forlade en voldelig eller alkoholisk
mand. De har brug for at tale deres situation igennem
og få oplysning om deres rettigheder. Der er i
krisecentrene i forskellig grad kontakt med tidligere
beboere i mere eller mindre planlagt efterværn.
Efter de mange år jeg har arbejdet som krisecentermedarbejder,
står det efterhånden klart for mig,
hvor vigtig en funktion krisecentrene udfylder. Krisecentrene
er hvert år, for flere tusinde kvinder og
børns vedkommende, de sidste, der griber dem,
inden en total menneskelig deroute. Det siger sig
selv, at dette arbejde, som varetages af krisecentrene,
kræver, at forholdene kvalitetsmæssigt er i
orden, og at der er et tilstrækkeligt antal ansatte til
at varetage opgaverne. Det er imidlertid også min
erfaring, at en del krisecentre stadigvæk baserer
sig på minimale bevillinger, på frivillig arbejdskraft
og nogle ganske få ansatte.
Det ser desværre ud til, at forholdene ikke bliver
bedre efter strukturreformen. Krisecentrene skal til
at konkurrere på prisen. Efter amternes nedlæggelse
skal de fleste krisecentre rent administrativt
høre under kommunerne. Når en kvinde flytter
ind på et krisecenter, skal den kommune, hun
kommer fra, købe en plads af den kommune,
krisecentret ligger i. Tidligere havde de fleste
krisecentre overenskomst med amterne, hvorefter
udgiften blev betalt af stat og amt, og med
en mindre brugerbetaling til kvinden. Fremover
skal kommunen have den fulde pris fra kvindens
hjemkommune. En sådan ordning vil fremme købmandsskab,
og det er sandsynligt, at kommunerne
vil prøve at spare. Det kan få nogle konsekvenser.
Da krisecentrene skal konkurrere på prisen,
kan det kun medføre kvalitetsforringelse. Selvom
nogle krisecentre kan gennemføre nogle fornuftige
rationaliseringer, vil det ikke være tilstrækkeligt
til, at de krisecentre, der fungerer uden frivillig
arbejdskraft, kan konkurrere prismæssigt med de,
der drives med frivillige. Som det ser ud i øjeblikket,
vil en konkurrence på kvalitet måske ikke få
samme vægt som en konkurrence på pris.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Krisecentrene har ifølge Den sociale Servicelov §
93b selvvisitering og fungerer som akutinstitutioner.
Når kommunerne skal tage stilling til betaling
og prisniveauer, kan det tænkes, at de vil forsøge
at få indflydelse på visiteringen. Hele tanken
om, at en kvinde, der er udsat for vold, altid skal
kunne henvende sig i et krisecenter uden først at
skulle have afklaret en hel masse, bliver en saga
blot. En af fordelene ved krisecentrene er det lave
niveau for bureaukrati, og at det ikke er pengene
men mennesket der kommer først. Kommunernes
sagsbehandlere vil blive pålagt nye tidskrævende
opgaver, og det kan tænkes, at kommunerne forsøger
at forenkle sagsgangen ved at pålægge ”deres”
krisecenter kun at tage kvinder ind fra egen kommune
eller egen region. Herved vil princippet om
selvvisitering være i fare. Som det er nu, indlogerer
krisecentrene kvinder fra hele landet. På grund
af volden er nogle kvinder nødt til at flytte langt
væk fra manden. Det værste er, at hvis en kommune
ikke kan finde et krisecenter til en rimelig
pris, er der ingen forpligtelse til at hjælpe kvinden
til et sådant sted. Kommunen kan finde andre og
billigere løsninger, for eksempel nogle udslusningsboliger,
hvor kvinder og børn så ikke vil få
den specielle hjælp, som krisecentrene kan yde.
Ifølge § 93 har kvinderne ret til anonymitet på et
krisecenter. Da staten og amterne har refunderet
store dele af udgifterne, har der mange steder været
en brugerbetaling, som kvinderne selv kunne
klare. De behøvede derfor ikke at involvere deres
kommune. Fremover skal der betales fuld pris,
og kommunen skal altid involveres. Den eneste
anonymitet, der er tilbage, er kvindens og krisecentrets
ret til ikke at fortælle, hvor hun bor. Man
kan også stadigvæk henvende sig telefonisk eller
personligt i et krisecenter og få anonym rådgivning.
Jeg tror, man er på vej i en forkert retning. Erfaringen
viser, at når det gælder samfundets svageste
grupper, er det mest hensigtsmæssigt, at staten
finansierer, da kommunernes økonomi er alt for
trængt til at klare denne opgave. De svageste
grupper har typisk brug for handling her og nu
og fleksibilitet, og de har brug for en lav grad af
bureaukrati. Det handler om hurtig hjælp, kvalificeret
hjælp og omsorg.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
CEDAW-KoMITEENS ANbEFALINGER oG
REGERINGENS KApACITETSuNDERSøGELSE
CEDAW-komiteen anbefaler, at regeringen skaffer
de nødvendige økonomiske ressourcer til
beskyttelse, støtte og hjælp til ofrene. Komiteen
anbefaler også oprettelse af et tilstrækkeligt antal
krisecentre.
Ligestillingsministeriet har i forbindelse med handlingsplanen
af 2002 fået foretaget en undersøgelse
af kapaciteten på krisecentrene. Her kan man se,
at der mangler krisecenterpladser, idet en fjerdedel
af alle de kvinder, der ønsker krisecenterophold,
ikke kan få plads det første sted, de henvender sig,
men må prøve flere steder. Det betyder, at de kan
risikere at skulle langt væk fra deres hjemegn for
at få en plads. Da henvendelserne er anonyme,
er det vanskeligt at opgøre nøjagtigt, hvor mange
pladser der mangler, men der er nogle tendenser
på landsplan, der viser, at København, de omliggende
sjællandske amter, midtjyske amter og Fyn
mangler pladser.
Udenlandske kvinder opholder sig gennemsnitligt
længere i krisecentrene, fordi deres sager typisk
er komplicerede og tager lang tid at udrede. Men
manglen på pladser hænger også sammen med,
at nogle kvinder må blive for længe i krisecentrene
på grund af mangel på boliger, fordi deres
sag trækker i langdrag, eller fordi kvinden ud over
volden også har svære sociale problemer, der kan
tage lang tid.
Som et eksempel kan nævnes en midaldrende
kvinde af tyrkisk herkomst, der var gået fra et
voldeligt ægteskab. Hun havde hverken netværket
eller pengene til selv at finde et sted at bo. Hendes
hjemkommune kunne kun tilbyde hende en
lejlighed beliggende overfor eksmandens. Hun var
ikke medlem i andre boligselskaber, og hun kunne
ikke optages på boligakutlisten i krisecentrets
kommune, for hér prioriterede man kommunens
egne borgere og børnefamilier. Til sidst måtte krisecentret
indkalde til et ekstraordinært møde med
akutlisten, hvorefter kvinden fik en bolig via boligselskaberne.
I mellemtiden havde hun optaget
en plads på krisecentret i lang tid, hvilket betød, at
pladsen var blokeret for andre kvinder, der kunne
have behov for den.
Undersøgelsen af kapaciteten på krisecentrene

pegede også på, at kvaliteten af krisecentrenes arbejde
er yderst svingende. Krisecentrene er meget
forskellige med hensyn til økonomisk fundament
og bemanding. Nogle har udelukkende faguddannet
personale, og andre har nogle få ansatte og en
større gruppe frivillige, der skiftes til at have vagt.
24 ud af 38 krisecentre er bemandede døgnet
rundt, heraf er syv bemandet med ansat personale
og 17 bemandet med frivillige vagter. I praksis
foregår det således, at hvis det nærmeste krisecenter
ikke har åbent ved akut behov, skal kvinden
henvende sig til hotline telefonen, til politi eller
skadestuen. Her kan hun få hjælp til at finde et
krisecenter eller til at komme i kontakt med kommunens
sociale døgnvagt. Både krisecentrene og
regeringen har formuleret kvalitetsstandarder, men
det er ikke lykkedes at få regeringen til at vedtage
standarder for finansieringen. Det er lagt ud til de
enkelte regioner og kommuner at finde ud af.
FRA oRD TIL HANDLING
CEDAW-komiteen peger i eksaminationen på
behovet for at implementere politikken, så man
bedre kan forebygge vold. Dermed menes en opfordring
til regeringen om at gøre ord til handling,
og at der sørges for varige løsninger.
Siden kvindebevægelsen sidst i 1970´erne satte
problemet på dagsordenen, er der sket meget. Kri-
REFERENCER
Behrens, Hanne Lilholt. 2004. Undersøgelse af kapaciteten
på krisecentre. vfc socialt udsatte, Videns- & Formidlingscenter
for socialt udsatte.
CEDAW: Committee on the Elimination of Discrimination
against Women: Thirty-sixth session 7-25 august 2006.
Concluding comments of the Commitee on the Elimination
of Discrimination against Women: Denmark.
Clemmensen, Pia Rovsing. 2005. Den rette hjælp til voldsramte
kvinder. Forlaget Frydenlund.
Declaration on the Elimination of Violence against Women.
UN. Proclaimed by the General Assembly resolution
48/104 of 20 December 1993.
Kvinderådet. Det Nationale Voldsobservatorium – et
samarbejde om bekæmpelse af mænds vold mod kvinder.
Kvinderådet 2005.
Larsen, Karen Helweg. 2001. ”Vold og seksuelle overgreb”.
I: ”Sundhed og sygelighed i Danmark år 2000”. Kjøller,
Rasmussen og Kristian (red.) Statens Institut for Sundhed.
secentre er blevet oprettet landet over og har bevist
deres berettigelse. Der skydes som nævnt ikke de
store penge i området, og det varetages i høj grad
af frivillig arbejdskraft. Den danske regering og
FN har formuleret slagkraftige hensigtserklæringer
til bekæmpelse af volden. Problemet er, at disse
erklæringer ikke har medført de store bevillinger, og
hensigterne er ikke trængt igennem i lovgivning og
i myndigheders praksis. Der mangler stadig politik
til forbedring af kvinders ligestilling og kvinders
rettigheder. Man kan sige, at hensigtserklæringerne
er et vigtigt skridt på vejen, men der er en mægtig
træghed, når det gælder at bekæmpe vold, og når
det gælder at få den rette hjælp på plads til disse
ulykkelige familier. Hvor vigtigt et spørgsmål anses
for at være kan måles på, hvor stor politisk interesse
det reelt vies og på hvor mange penge, der tilføres
området. Krisecentre er et billigt sted at anbringe
kvinder og børn.
Summa summarum så er hovedpunkterne i
CEDAWs rapport, at regeringen skal revidere
lovgivningen for udvisningstruede, voldsramte
kvinder, og at regeringen skal bruge de fornødne
penge til bekæmpelse af volden. Det gør komiteen
ud fra en viden om, at en del af de aktuelle bevillinger
til bekæmpelse af vold er tidsbegrænsede
og ikke implementeret i hverken lovgivning eller
praksis.
Ligestillingsministeriet. Regeringens handlingsplan til bekæmpelse
af vold mod kvinder. 8. marts 2002.
Ligestillingsministeriet. Handlingsplan til bekæmpelse af
mænds vold mod kvinder og børn i familien 2005-2008.
April 2005.
Lundgren, Eva. 1989. Våldets normaliseringsproces. Två
parter – två strategier. I: Kvinnomishandel. JÂMFO,
Delegation för Jämställdhetsforskning, Rapport nr. 14,
januar 1989.
Ministry of Foreign affairs and Department of Gender
Equality. Sixth Periodic Report By the Government of Denmark
on “The Implementation of the Convention on the
Elimination of All forms of Discrimination Against Women”
June 2004.
Og: Department of Gender Equality. Speech for the
CEDAW examination
Udenrigsministeriet den 9. September 1983. Bekendtgørelse
af konvention af 18. december 1979 om afskaffelse af
alle former for diskrimination imod kvinder.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

C E D A W k O n v e n T i O n e n

Den maskerede magt
– FN og menneskehandel
Artikel CEDAW-konventionen
Hanne Helth
Trafficking
(fra engelsk) at handle med og at flytte varer eller personer fra et
sted til et andet.
menneskehandel/kvindehandel kaldes i internationale sammenhænge
for trafficking, når en person flyttes fra et sted til et andet for
at blive solgt til forskellige former for udnyttelse under anvendelse
af en eller flere former for magt og tvang. Der kan både være tale
om, at personer flyttes fra et land til et andet, og om, at de handles
inden for et lands egne grænser. når der er tale om menneskesmugling,
smugles en person fra et sted til et andet, uden at der er tale om
tvang eller trusler.
FN-konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet
fra år 2000 (Palermokonventionen), har en tillægsprotokol om forebyggelse,
bekæmpelse og retsforfølgelse af menneskehandel, særlig handel med
kvinder og børn (Protokollen om menneskehandel).
Protokollen indeholder en definition på menneskehandel, som har været internationalt
samlende, og som i dag er grundlaget for, hvordan de fleste stater definerer
fænomenet. Protokollens formål er at anvise retningslinjer til at fjerne
de barrierer mellem staters retssystemer, der forhindrer samarbejdet om bekæmpelse
af den internationale organiserede menneskehandel; at skabe normer
for, hvordan national lovgivning skal se ud for mest effektivt at bekæmpe
menneskehandel; og at give retningslinjer for forebyggelse af menneskehandel
og rehabilitering af ofrene. Konventionen er tiltrådt af 2/3 af FN’s medlemslande.
Danmark tiltrådte og ratificerede konventionen og protokollen i 2003.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

I FN-protokollen defineres menneskehandel:
(a) ved menneskehandel forstås det at rekruttere, transportere eller overføre en person,
holde en person skjult eller modtage en person ved brug af magt eller trusler om magtanvendelse
eller anden form for tvang, bortførelse, bedrageri eller misbrug af magt eller
udnyttelse af en sårbar stilling eller ydelse eller modtagelse af betaling eller fordele for at
opnå samtykke fra en person, der har myndighed over en anden person, med det formål at
udnytte vedkommende. Begrebet udnyttelse omfatter mindst udnyttelse af en andens prostitution
eller andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende
former for udnyttelse af arbejdskraft eller fjernelse af organer.
(b) den omstændighed, at et offer for menneskehandel har givet sit samtykke til den under
litra a) omhandlede udnyttelse, skal være uden betydning, når der er gjort brug af et af de i
litra a) nævnte midler.
80% af de mennesker, der handles på verdensplan,
handles til udnyttelse i sexindustrien, det vil
sige til prostitution og dertil knyttede aktiviteter.
Den måde, man anskuer prostitution og menneskehandel,
er forskellig fra land til land og dermed
også den lovgivning, der knytter sig til området. I
nogle lande er prostitution legaliseret og betragtes
som et arbejde, og sexindustrien er en branche på
lige fod med alle andre. Dette er f.eks. tilfældet
i Holland, Tyskland og Australien. I Danmark er
prostitution også legaliseret, men det er ikke lovligt
at tjene på andres prostitution. (Se faktaboks:
Prostitution i Danmark, hvad må man?).
Selv om sexindustrien er legal i nogle lande, er
den alligevel en slags subkultur, der er afhængig
af international organiseret kriminalitet. I Holland
er der f.eks. ca. 3.000 illegale, handlede kvinder
på det såkaldt legale prostitutionsmarked. Det
fortæller, at det fordækte og skjulte altid følger i
kølvandet på sexindustrien. Det er i høj grad internationale
kriminelle netværk, der står for tilførslen
af kvinder og børn, som kan sælges til prostitution
og andre former for seksuel udnyttelse over hele
verden. Sexindustrien har derfor fordel af ikke at
fastslå hverken sin størrelse eller indtjening. Nogle
stater kan også have fordel af, at der er en vis
uklarhed om disse forhold. Har man som i f.eks.
Holland legaliseret sexindustrien fuldt ud, ser det
ikke godt ud i statistikkerne, at legalisering ikke
bekæmper eller forhindrer menneskehandel.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Det er vanskeligt at bestemme antallet af ofre for
menneskehandel, da der ikke er internationale standarder
for, hvordan man opgør antallet af personer
i sexindustrien. Men der findes forskellige bud.
International Organization for Migration (IOM)
anslår, at der hvert år handles 500.000 kvinder og
børn til EU-landenes sexindustri. Den amerikanske
regerings bud i 2005 var, at der årligt handles 4
millioner mennesker på verdensplan, hvoraf 80%
er af hunkøn, og halvdelen er børn. 3,2 millioner
handles inden for nationale grænser, mens 600.000
-800.000 handles over internationale grænser, det
vil sige 240.000-360.000 børn. Udnyttelsen af det
store antal børn underbygges af international forskning,
der viser en gennemsnitsdebutalder på ca. 14
år i prostitution, hvilket tyder på, at mænds køb af
børn er mere en regel end en undtagelse.
I Danmark er det forbudt at købe prostitution af
personer under 18 år. Alligevel foregår der også
her udnyttelse af børn. Alene i de seneste par år
har der været grove eksempler på, at mænd udnytter
børn. Tøndersagen, hvor en 10-årig pige blev
solgt gentagne gange af sine forældre til prostitution,
er ét eksempel; Ringkøbing Amts sikker-chatkonsulent,
der udnyttede mindreårige piger til
pornoproduktion og sex, er et andet; tilstedeværelsen
af mindreårige danske og udenlandske piger i
gadeprostitution er et tredje. En del medieindslag
har også vist, at mindreårige piger og drenge ofte
får tilbud fra mænd om at prostituere sig, når de

chatter på internettet, eksempelvis på arto.dk. Det
viser desværre, at prostitution og pornografi er en
normaliseret og integreret del af vores samfund,
og at børn kun i meget ringe grad er beskyttet mod
at blive konfronteret med mænds seksualitet med
risiko for at blive udsat for psykiske eller fysiske
seksuelle overgreb.
Når 80% af de mennesker, der handles, handles
til sexindustrien og er kvinder og børn, er det
nødvendigt at se menneskehandel i et kønsperspektiv.
Menneskehandel drejer sig primært om
at sælge kvinder og børn i sexindustrien, det vil
sige at forsyne mænd med prostitution. Man kan
sige, at der er tale om en slags kønnet kriminali-
prostitution i Danmark – hvad må man?
i Danmark kan man prostituere sig, når blot man betaler skat af prostitutionsindtægterne.
Officielt kaldes prostitutionen i Danmark ikke for legaliseret, man anvender benævnelsen
afkriminaliseret. afkriminaliseringen skete i 1999 og skulle signalere, at prostitution i sig
selv ikke er at betragte som en kriminel aktivitet. effekten af afkriminaliseringen er, at
kvinder ikke arresteres for prostitution, men da der ikke samtidig er indført lovgivning, der
giver politiet redskaber til at bekæmpe efterspørgslen, har afkriminaliseringen reelt betydet,
at sexindustrien har frit spil til at vokse i Danmark. i realiteten betyder afkriminaliseringen,
at prostitution er legaliseret i Danmark, og at der er tale om en legaliseret sexindustri,
der fungerer på almindelige markedsøkonomiske principper om udbud og efterspørgsel.
Det er lovligt at udleje lokaler til massageklinikker/bordeldrift. man må dog ikke udleje værelser
på hoteller, moteller o. lign. til prostitution. man må drive natklubvirksomhed med strip.
escortprostitution er ikke ulovlig, og enhver kvinde kan stille sig ved fortovskanten og trække.
man må ikke tjene på andres prostitution, altså være ruffer eller menneskehandler. man må
heller ikke ”indbyde til utugt eller stille usædelig levevis til skue”, siger straffeloven. alligevel
annonceres og markedsføres prostitution og andre former for seksuelle ydelser frit, hvilket
betyder, at ekstra Bladet tjener op mod 40 mio. kr. årligt på prostitutionsannoncer.
kun ganske få betaler skat af prostitutionsindtægter. staten har ført nogle få skatterazziaer
mod bordeller, og har ellers undladt at opkræve skat af de mange millioner kroner i sorte
penge, der stammer fra prostitution.
kun en mindre del af landets op mod 700 bordeller drives, uden at bagmænd- og kvinder enten
tjener penge på forhøjede lejeindtægter eller ved at kræve en bestemt procentdel af de prostitueredes
indtjening. Også i andre former for organiseret prostitution som escort-, bar- og gade-
prostitution afleverer de prostituerede en større eller mindre del af indtjeningen til bagmænd-
og kvinder, og for udenlandske prostituerede er der ofte tale om, at endog meget store dele
eller hele indtjeningen går i andres lommer. Der er altså tale om tungt rufferi, som kun i meget
ringe grad anmeldes, efterforskes og straffes.
Prostitutionslovgivning, se den danske straffelov, www.retsinfo.dk
tet, hvor efterspørgslen efter prostituerede er hele
omdrejningspunktet for sexindustriens eksistens
og ekspansion. Når stater taler om at bekæmpe
menneskehandel, er det derfor helt afgørende, at
de bekæmper efterspørgslen, det vil sige prostitutionsbrugerne.
Fastholdelsen af mænds ret til at
have adgang til prostitution er den egentlige årsag
til alle former for udnyttelse af kvinder og børn i
sexindustrien.
pALERMoKoNvENTIoNENS LANDvINDINGER
FN-protokollen om menneskehandel har derfor
et særligt fokus på bekæmpelse af handel med
kvinder og børn til seksuel udnyttelse. Protokollen
rummer tre meget væsentlige landvindinger for
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Lande, der har kriminaliseret købet af prostitution
fORBuD mOD kØB af PROsTiTuTiOn: sverige, filippinerne og sydkorea
DeLvisT fORBuD: finland
fORBuD mOD BÅDe kØB OG saLG af PROsTiTuTiOn: Litauen
kvinder i en tid, hvor stater ofte tyr til at legalisere
prostitution og dermed giver sexindustrien mulighed
for at vokse ekspansivt og næsten uhindret.
FN-protokollens første landvinding er at definere
udnyttelsen af en anden person som ” … mindst
omfattende udnyttelse af en andens prostitution
eller andre former for seksuel udnyttelse.”
Prostitution defineres som udnyttelse, stater bør
bekæmpe, og knytter menneskehandel til prostitution.
Det er det modsatte af, hvad sexindustrien
og dens magtfulde lobby gør. Kloden rundt diskuterer
sexindustriens tilhængere menneskehandel
løsrevet fra prostitution. De ser prostitution
som et arbejde, opdeler prostitution i frivillig og
tvungen prostitution og beskriver mennesker, der
udnyttes i sexindustrien, som sexarbejdere og
ikke som prostituerede eller ofre. I lande, hvor
disse synspunkter er herskende, er sexindustrien
ofte legaliseret og består af lokale eller importerede
’sexarbejdere’, der siges at have ’valgt’
prostitutionen selv, mens kun en lille del af de
importerede kvinder, nemlig de, der beviseligt er
udsat for tvang, trusler osv., ses som ofre for menneskehandel.
Der sker en gradbøjning af prostitutionen,
der kan skabe en forestilling om, at den
både kan være ’fri’ og ’tvungen’. Og man ser bort
fra, at alle prostituerede – også de såkaldt lykkelige
ludere - rammes af alvorlige skadevirkninger,
og undlader at tage stilling til spørgsmålet om det
frie valgs forudsætninger.
Forudsætningerne for mange prostituerede,
uanset hvor de kommer fra, er et liv præget af
overgreb, større eller mindre grad af social nød
og manglende reelle alternativer til prostitution.
Forskning viser, at en del prostituerede har været
udsat for seksuelle overgreb og/eller incest, inden
de begyndte at prostituere sig. Desuden skubber
fattigdom, dårlig eller ingen uddannelse, opvækst
i krigszoner, voldelige oplevelser osv., og i det
hele taget det, man kan kalde ringe fremtidsmu-
C E D A W 0 k O n v e n T i O n e n
ligheder, kvinder ud i prostitution. Samtidig er
det helt overvejende kvinder og piger, der stilles
over for dette såkaldt ’frie’ valg om at sælge sig
til det andet køn. Igen viser der sig et kønsperspektiv,
hvor kvinders stilling og roller i samfundet
betinger, at de alene på grund af deres køn
kan stilles over for dette ’frie valg’ om at lade sig
udnytte i sexindustrien.
Det ’frie’ valg viser sig ofte at bestå i et fravalg af
værre alternativer. Det er nemt at få øje på, når
det drejer sig om udenlandske kvinder, der kommer
fra samfund med meget ringe økonomiske
muligheder og ofte har forsørgerbyrder i kombination
med dårlige fremtidsudsigter. Men også
danske kvinder i prostitution viser nogle af de
samme tegn: seksuelt misbrugte, ringe eller ingen
uddannelse, ustabile opvækstvilkår, offentligt
forsørgede, alene om at opfostre børn osv. Det
vil sige, at de har været i en social situation, hvor
de har følt, at de havde få reelle alternativer til
prostitutionen. Der er altså, for både udenlandske
og danske prostitueredes vedkommende, for
en stor del tale om kvinder, hvis liv er præget af
særlige sociale eller psykiske omstændigheder,
der gør dem sårbare, og derfor gør prostitution til
en mulighed.
De mange historier i danske medier om de lykkelige
højtuddannede ludere, der tjener en skilling
ved siden af livet som jurist eller sygeplejerske, er
undtagelsen og ikke reglen. Det er historier, der
tjener det formål at normalisere prostitutionen, gøre
den socialt acceptabel og skabe et bedre rekrutteringsgrundlag
for sexindustrien. Virkeligheden er, at
flere tusinde danske kvinder lever med de psykiske,
fysiske og sociale ar, de har fået som prostituerede
(se faktaboks: Skadevirkninger ved prostitution), og
at disse kvinder eksempelvis er præget af at være
dårligere uddannede, oftere arbejdsløse og oftere
eneforsørgere end gennemsnittet af danske kvinder.

I Danmark defineres prostitution som et socialt
problem for den enkelte kvinde, samtidig med at
man lovgivningsmæssigt har legaliseret sexmarkedet.
Det betyder, at samfundet sender et signal
om, at prostitution er en acceptabel måde at tjene
penge på, og at det er socialt acceptabelt at købe
prostitution, samtidig med at staten anerkender, at
de, der prostituerer sig, tager skade af det. Denne
modsætningsfyldte politik sender dobbelttydige
signaler om, hvad staten ønsker, der skal ske med
sexindustrien, brugerne af den og ofrene for den.
Dobbelttydigheden har mange ansigter. Ofte
handler debatterne i offentligheden f.eks. netop
om det før omtalte konstruerede modsætningsforhold
mellem frivillig og tvungen prostitution.
Denne debat er netop en konsekvens af den legaliserede
prostitution, og kan ikke eksistere uden
en forestilling om ’frivillighed’ i større eller mindre
grad. Den danske debat hedder i grove træk: Danske
prostituerede har selv valgt prostitutionen, så
de skades ikke, en del udenlandske prostituerede
har gjort det samme, mens en mindre gruppe af
de udenlandske kvinder i prostitution er ofre for
menneskehandel, altså uden for det påståede ’frie’
valg. De skades, ikke så meget af prostitutionen,
men af det pres, de udsættes for af deres bagmænd,
synes holdningen at være.
Virkeligheden er, at udenlandske kvinder, der kan
defineres som ofre for menneskehandel, udsættes
for pres, fordi målet er, at de skal prostituere sig.
Menneskehandlerne udsætter kvinderne for fysisk
og psykisk vold og social isolation med det formål
at få dem ind i prostitution og dermed påføre dem
alle de traumer, der følger med det at sælge sin
krop. Menneskehandlen er midlet til at nå målet:
prostitution. Igen, for handlede kvinders vedkommende,
giver det ingen mening at se menneskehandlen
isoleret fra prostitutionen, det er to tæt
forbundne kar.
Dobbelttydigheden betyder også, at staten ønsker
at bekæmpe menneskehandel og har en handlingsplan
for dette. Staten har også en handlingsplan
for, hvordan danske prostituerede får et bedre
liv, mens den stort set ikke bekæmper efterspørgslen
efter prostitution. Efterspørgslen får lov at
vokse frit. Kun købet af kvinder, der er ofre for
menneskehandel, har der været kampagner mod,
hvilket er en absurditet, for når mændene står
henne på bordellet og skal vælge, hvilken kvinde
de vil købe, kan de ikke se forskel på handlede
og ikke-handlede prostituerede og er nok heller
ikke særlig optagede af netop det spørgsmål i den
situation. Man undskylder sig med, at kvinderne
selv har valgt at lade sig købe, at der må være tale
om ’frivillig prostitution’.
FN-protokollens anden landvinding er at fastslå,
at det, ” … at et offer for menneskehandel har
givet sit samtykke til den omhandlede udnyttelse,
er uden betydning … ” for, om man kan defineres
som offer. Diskussionen om prostitution som et frit
valg for den enkelte kvinde er derfor ifølge protokollens
tekst irrelevant for, hvorvidt en kvinde
kan defineres som offer. Det er meget væsentligt.
Mange af de kvinder og piger, der handles, har
givet samtykke i en eller anden form til at skulle
ind i sexindustrien, de har bare ikke kendt konsekvenserne.
Det, at de kan defineres som ofre på
trods af, at de har givet en eller anden form for
samtykke, betyder, at alle ofre for kvindehandel
har ret til rehabilitering og støtte – også de såkaldte
selvvalgte sexarbejdere. Dermed er alle ofre
dækket af protokollens definition.
FN-protokollens tredje landvinding er at fastslå,
at ” … stater skal vedtage eller styrke lovgivningsmæssige
eller andre foranstaltninger – herunder
uddannelsesmæssige, sociale og kulturelle – med
henblik på at modvirke den efterspørgsel, der
er årsagen til alle former for udnyttelse af andre
mennesker, navnlig kvinder og børn, der fører til
menneskehandel.” Her anvender protokollen et
’skal’, ikke et ’kan’ eller ’bør’. Stater skal iværksætte
eller styrke lovgivning og andet, der modvirker
efterspørgslen efter kvinder og piger til sexindustrien.
Den danske stat skal altså vedtage love,
der bekæmper efterspørgslen efter prostitution, og
sørge for informationskampagner, debat og andre
forebyggelsesstrategier, der får mænd til at ændre
adfærd, så de stopper med at købe prostitution.
Protokollens skarphed, hvad angår efterspørgslen
efter prostitution, understøtter FN´s Kvindekonventions
(CEDAW-konventionen) artikel 6: ”..... stater
skal tage alle passende forholdsregler, herunder at
gennemføre lovgivning, med henblik på at hindre
enhver form for handel med kvinder og udnyttelse
af kvinder ved prostitution”.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
1

C E D A W k O n v e n T i O n e n

Skadevirkninger ved
prostitution
SoCIALE FøLGER
• social isolation og ensomhed.
• afstand til familie og venner på grund
af hemmeligholdelse af prostitutionen
og prostitutionsindtægterne.
• svagt socialt netværk.
• manglende opbakning fra myndigheder.
• ingen eller kun svag kontakt til arbejds-
markedet.
SuNDHEDSMæSSIGE FøLGER
• underlivsgener som smerter, svie,
udflåd, kløe, irritation og hudløshed.
• angst for kønssygdomme, hiv og aids
samt uønskede graviditeter.
• større udsathed for seksuelt overførte
sygdomme.
• Hemmeligholdelse af prostitutionen
over for praktiserende læge og det
øvrige sundhedssystem med deraf
følgende manglende sundhedsmæssig
rådgivning.
pSyKISKE FøLGER
• Lavt selvværd, følelsesmæssig
forvirring, nedsat selvtillid og selvforagt.
• angst for bl.a. vold og voldtægt.
• større udsathed for vold og voldtægt.
• Psykiske følger af vold og voldtægt.
• manglende sexlyst og vanskelighed ved
at adskille private seksuelle kontakter
og prostitution.
• vanskelighed ved at forbinde kærlighed
med sex samt orgasmeproblemer.
• vanskelighed ved at indgå i nære relationer.
• Psykisk udsathed.
Kvindekonventionen pointerer, som Palermokonventionen
gør det, at staten skal lovgive mod
efterspørgslen, fordi den er kernen i, at kvinder
handles og prostitueres. Begge konventioner er
vigtige redskaber for kvindebevægelserne, når der
skal stilles krav til regeringer om at bekæmpe den
stadig stigende seksuelle udnyttelse af kvinder og
børn, som, når der skæres ind til benet, er gement
slaveri.
DEN DANSKE SExINDuSTRI
Ingen kan sige eksakt, hvor mange kvinder der
hvert år får ødelagt deres tilværelse i den danske
sexindustri. Der tales om 3.500-7.800 prostituerede
alt efter kilde og opgørelsesmetoder, og
politiet opererer i øjeblikket med et skøn på 6.000
prostituerede. I starten af 1990’erne var der under
2.000 prostituerede på landsplan, så uanset opgørelsesmetode
er antallet af kvinder i prostitution
steget kraftigt de seneste 15 år.
En større dansk prostitutionskundeundersøgelse
fra 2005 slår fast, at ca. 14% danske mænd har
købt prostitution en eller flere gange i løbet af
livet, og at den danske prostitutionskunde er en
ganske almindelig mand, en hr.-hvem-som-helst,
gerne fra middel- eller overklassen, der ofte lever i
parforhold. Han er dermed ikke primært en kikset
mand, der ikke kan få sex på andre måder, – han
er veluddannet og har købekraft.
Det er ikke dokumenteret, at antallet af prostitutionsbrugere
er steget op gennem 1990’erne. Der
er altså tale om et modsætningsforhold mellem
den kraftige øgning i udbuddet af prostituerede og
manglen på dokumenteret øgning i efterspørgslen.
Det kan tyde på uopklarede elementer i prostitutionskundeopgørelserne:
Er der et mørketal, hvad
angår mænds ønsker om at oplyse om deres reelle
prostitutionskøb? Eller er købsfrekvensen stærkt
øget for den enkelte prostitutionskunde de seneste
år, stigningen i udbuddet af prostituerede over de
sidste 15 år taget i betragtning? Er købsfrekvensen
højere i nogle geografiske områder end i andre?
Én ting er helt sikker: Sexindustrien foretager sig
ikke noget, der ikke giver et ordentligt afkast; det
stærkt øgede udbud af prostituerede betyder, at
der er prostitutionsbrugere, der står klar til at købe
dem.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Oveni at det samlede antal kvinder i den danske
sexindustri er steget, er også andelen af udenlandske
kvinder steget kraftigt. Andelen varierer,
alt efter hvilken del af sexindustrien der er tale
om, men inden for alle områder er der tale om
vækst. For eksempel udgør udenlandske kvinder i
dag mellem halvdelen og 70% i bar- og gadeprostitution,
og politiet vurderer, at der også er tale
om en vækst i antallet af udenlandske kvinder i
escortprostitution.
Det kræver importstrategier, logistiske overvejelser,
internationale forhandler- og distributionsnet,
grossistkontakter, markedsføringsstrategier
og -muligheder, transport af illegale penge og
kvinder. Det kræver, at nogle er villige til at leje
ud til bordeldrift, at der kan skaffes bosteder til
kvinderne, at der er håndlangere til at holde dem
under opsyn, at kvinderne kan flyttes fra punkt a
til b i en fart, at de kan udstyres med de nødvendige
papirer osv., og ikke mindst, at kvinderne kan
holdes under psykisk kontrol ved hjælp af trusler
og vold. Alt dette sørger de kriminelle netværk for.
I Danmark er lokale alfonser, rockergrupperinger,
kriminelle grupper i indvandrermiljøer og udenlandske
mafialigaer som f.eks. den albanske og
østeuropæiske mafia involveret i denne organiserede
kriminalitet.
LyKKELIGE LuDERE oG LIGESTILLING
Den danske stats blåstempling af mænds køb af
prostitution bunder i dens definition af prostitution
som et socialt problem for den enkelte kvinde og
ikke som en hindring for ligestilling og som udtryk
for et ulige magtforhold mellem kønnene. På den
måde støtter samfundet myterne om mandens seksualitet
som dyrisk og utæmmelig, en middelalderlig
opfattelse, som fastholder prostitution som en
rettighed, mænd skal have. Disse undertrykkende
forestillinger opretholder sexindustrien og har
konsekvenser for både kvinder og mænd og deres
indbyrdes forhold. I et samfund med legaliseret
prostitution kan kvinder ikke opnå ligestilling.
Prostitutionen gør kvinder til varer, til ting. At reducere
et menneske fra at være et helt individ til en ting
er en effektiv usynlig undertrykkelsesmekanisme,
som bevarer det maskerede magtforhold i prostitutionen.
For prostitutionens kerne er iscenesættelsen
af den villige kvinde, der underkaster sig mandens
behov. Alle kvinder er salgbare og potentielt set
C E D A W k O n v e n T i O n e n
ludere, og de kan reduceres fra hele og frie individer
til at blive beskrevet og behandlet som kropsdele og
kropsåbninger. Reduktionen er født ud af samfundets
syn på den prostituerede, hvilket bl.a. kan ses af
de krav, mænd stiller til prostituerede: de skal gøre,
hvad de bliver betalt for; de må ikke stille seksuelle
modkrav; de skal altid stå til rådighed; de er
udelukkende til for at gøre manden tilfreds; og han
skal ikke yde noget følelsesmæssigt til gengæld for
sex. Den prostituerede kvinde er en ting uden egne
behov og krav.
Dét er prostitutionens kvindesyn, som også er blevet
reklame-, musik- og medieindustriens. Kvinder
afbildes i musikvideoer, tv-programmer, blade,
magasiner og reklamer igen og igen som kropsdele
eller som noget, mænd kan blive liderlige af
at se på: kavalergange, halvnøgne struttende baller,
lip-gloss-glinsende trutmunde, numsevridende
sexbomber. Positurerne er hentet i prostitutionens
og pornografiens univers, og det er de billeder,
man er omgivet af i dagligdagen: når man står
ved busstoppestedet, læser aviser og blade, køber
møbler, mad, togbilletter eller mælkeprodukter.
En konstant billedmæssig fremstilling af kvinder
som sexobjekter lægger et stort pres på især unge
kvinder om at skulle se lækre, tiltrækkende og
sexede ud. Der er tale om et seksualiseret kvindesyn,
som oplærer piger til at tage sig ud, tage sig
af og stå til rådighed som det primære, mens det
at tilfredsstille egne behov og stille krav kommer i
anden række. Kvindesynet bag de seksualiserede
reklamer og medieindslag normaliserer prostitution,
gør den spiselig og til et mainstreamfænomen.
Luder er et skældsord, der er blevet så normalt at
anvende, at det bruges mod piger i folkeskolen,
når de skal trynes.
Er kvinder sexede, kan de ses som potentielle
ludere, er de ikke sexede, er de forkerte. Piger
og kvinder kan dermed vælge mellem pest eller
kolera, når de skal danne identitet og opnå accept
i samfundet. Dette kvindesyn skader ikke blot den
prostituerede, men alle kvinder, og bremser hele
samfundet i at udvikle sig ligeværdigt, så kvinder
nyder de samme rettigheder som mænd i praksis
og ikke bare på papiret. Kvindesynet gør også
prostitution til et problem for den enkelte kvinde,
ikke for samfundet. Myten om, at de fleste kvinder
bevidst har valgt prostitutionen og er glade

for det, pålægger kvinder ansvaret for deres egen
undertrykkelse. De kan jo bare lade være, få sig
en uddannelse, eventuelt søge hjælp og finde på
noget andet at bruge livet på eller rejse hjem, hvor
de kommer fra, synes tankegangen at være.
MASKuLINE MyTER oG MAGT
Forestillingen om den utæmmelige maskuline
liderlighed, der skal tilfredsstilles for enhver pris
for ikke at ende med uagtsomme voldtægter eller
med, at mænd må nøjes med at tilfredsstille sig
selv, er en af de bærende myter, der opretholder
sexindustrien og mænds overordnede magtposition
over for kvinder.
Retten til at købe kvinder, hvis man har lyst, og
dermed købe sig magt over et andet menneske,
betyder noget for den måde, samfundet opfatter
mænd på. Når myten om, at mænd ikke kan leve
uden ret og adgang til prostitution og pornografi,
fastholdes, medfører det, at samfundet accepterer
at definere alle mænd som potentielle primitive
overgribere, der ikke er i stand til ved viljens kraft
at tage ansvar for deres seksualitet og sørge for, at
den ikke forvolder andre skade. Hvorfor finder de
mere end 80 pct. danske mænd, der ikke køber
kvinder, sig i det? Og hvorfor er mænd så loyale
over for deres kønsfæller, også når de ødelægger
andre? For når samfundet fastholder mænds ret til
prostitution ved at anvende økonomisk, seksuel
og materiel magt, er det også en ret, som de mere
end 80 pct. danske mænd, der ikke køber prostitution,
har. Men de agerer som det tavse flertal. De
deltager hverken offensivt i samfundsdebatten om
prostitution, støtter kvindebevægelsen i at bekæmpe
prostitution eller sætter deres kønsfæller på
plads i omklædningsrummene, når det viser sig, at
kammeraterne har købt kvinder.
Alle ved, at alle mænd ikke er overgribere, ligesom
alle kvinder ikke er ludere. Men muligheden
og valget er til stede og dermed også forestillingen
i det ene køn om det andet køns over- eller
underlegenhed. Over- underordningsforholdet
mellem mænd og kvinder er en bærende idé i de
kulturelle strukturer og normer, kønnene opdrages
til at gentage i større eller mindre grad. Og
mænds ret til at købe kvinder giver dem magt
til at ødelægge kvindeliv. I bedste fald i al usynlighed,
fordi de kvinder, der lever med skadevirkningerne
efter prostitution, bærer skaderne
som usynlige brændemærker; i værste fald i fuld
C E D A W k O n v e n T i O n e n

synlighed, i de tilfælde hvor kvinder skamferes,
voldtages eller dræbes i prostitution.
For nylig er mandlige folketingspolitikere begyndt
at arbejde mod kvindehandel på tværs af de
politiske partier. De bryder dermed den tavshed,
kvindebevægelsen hidtil er blevet mødt med fra
magtfulde mænd, når talen er faldet på køb af
kvinder, hvilket er et lille tegn på, at der trods
alt er ved at ske et normskred og et begyndende
opgør med loyaliteten over for mandlige kønsfæller,
alene fordi de er mænd. Det kan blive et skridt
hen imod, at mænd også begynder at tage stilling
til prostitution.
DANSKERNE oG pRoSTITuTIoN
I en undersøgelse af danskernes syn på prostitution
fra 2002 mener otte af ti adspurgte mænd og
ca. halvdelen af de adspurgte kvinder, at prostitution
er en helt eller delvis acceptabel del af samfundet.
Ca. halvdelen af de adspurgte mener ikke,
at prostitution skal reguleres gennem lovgivning,
og ca. 60%mener, at de prostituerede skal hjælpes
gennem sociale tiltag.
Disse holdninger afspejler statens liberale dobbeltholdning
til prostitution. Sexindustrien i Danmark
har derfor kronede dage, - det er attraktivt at være
på det danske sexmarked, fordi repressalierne er
små, risikoen lav og profitten stor. Den dobbelttydige
prostitutionspolitik fritager prostitutionsbrugerne
for ansvar og tager aldrig for alvor fat om
problemets rod. Man går i ring.
Den danske dobbeltholdning underbygges af de
statslige tiltag på området – og af det, der ikke bliver
gjort. I 2002 kom Ligestillingsministeriet med
en handlingsplan, ’Handlingsplan til bekæmpelse
af kvindehandel’, der havde til formål at etablere
rehabilitering af ofre for kvindehandel, at skabe
nationalt og internationalt samarbejde om løsningen
af rehabiliteringsopgaver og kriminalitetsbekæmpelse
samt i det hele taget at skaffe sig mere
viden om omfanget og karakteren af kvindehandel
i Danmark. Bekæmpelse af efterspørgslen var stort
set ikke-tilstedeværende i planen.
Strafferetligt er menneskehandel gjort strafbart ved
en bestemmelse i straffeloven. Rigspolitiet har desuden
medarbejdere, der har kvindehandel som arbejdsområde,
og politiet deltager i internationale
C E D A W k O n v e n T i O n e n
politiefterforskningsnetværk, hvor kvindehandel er
et fokusområde. Desuden har alle landets politikredse
en kontaktperson på kvindehandelområdet.
Så langt, så godt. Alligevel rejses der kun ganske
få sager sammenlignet med udbuddet af kvinder,
som enhver kan se ved blot at slå op på prostitutionssiderne
i Ekstra Bladet. For uanset hvor langt
under jorden prostitutionen går, er det ikke svært
at finde hverken bordeller eller prostituerede, - de
skal jo være let tilgængelige for prostitutionsbrugerne.
Dermed er de det også for politiet.
De, der tjener på prostitution, tjener også ofte på
våben og stoffer eller samarbejder med nogen, der
gør, og sexindustrien ligger på en andenplads over
verdens mest lukrative kriminalitetsområder kun
overgået af narko- og våbenindustrien. Det har
betydet, at kyniske internationale mafiabander har
bidt sig fast i den danske undergrund, hvor de har
kunnet samarbejde med danske kriminelle i ro og
fred, fordi det ikke for alvor har været en politisk
prioritet at lade politiet sprænge bordeller, distributionsnetværk
og menneskehandlerligaer.
Det lave antal sager, der hidtil er ført mod menneskehandlere,
viser, at kvindehandel til dato
ikke har været et vedvarende prioritetsområde for
politiet i praksis, selv om prostitution kan være
nøglen til mange former for kriminalitet, og der fra
politisk hold har været fokus på området. Det kan
der være flere grunde til. Efterforskning i prostitutionsmiljøerne
er tids- og ressourcekrævende, og
politiet har flere opgaver, end de har mandskab
til at løse. Og prostitution er et kvindeproblem og
lider under samme usynliggørelse, som man har
set på områder som efterforskning af vold mod
kvinder og efterforskning af voldtægter, hvor det
også har taget mange år for kvindebevægelsen at
få sat disse kriminalitetsområder højt på politiets
dagsorden. Desuden blev Danmark kort efter
handlingsplanens gennemførelse involveret som
krigspartner i en global terrorkrig, som sluger
mange af politiets ressourcer.
Det bliver formentlig anderledes i fremtiden. I forbindelse
med den nye politi- og domstolsreform,
som sættes i værk i 2007, har justitsministeren og
rigspolitiet barslet med en plan om ’En styrket politimæssig
indsats mod prostitutionens bagmænd’,
hvor man vil sætte ind over for dem, der tjener
på andres prostitution. Alle landets 700 bordeller
skal i 2007 have besøg af politiet, der skal laves

proaktiv efterforskning i prostitutionsmiljøerne, og
der skal satses på at øge myndighedskontrollen
i prostitutionsmiljøerne sammen med eksempelvis
skatte-, brand- og udlændingemyndigheder.
Desuden lægges der op til et intensiveret internationalt
samarbejde for at komme menneskehandlerligaer
til livs.
På det sociale område blev der i kølvandet på
handlingsplanen fra år 2002 iværksat en del tiltag.
Der er både tale om et videnscenter, hvor man
evaluerer og beskriver menneskehandlen, og om
sociale projekter af forskellig art – opsøgende
teams, beskyttelsestilbud, væresteder, telefonrådgivning
og et undervisningstilbud – hvor man
holder øje med, rådgiver og sætter plastre på, når
udenlandske prostituerede har brug for det og er i
stand til at finde frem til dem. Ingen af tilbuddene
til de handlede kvinder har det primære formål at
få kvinderne ud af prostitutionen, mens alle projekterne
rådgiver om seksuelt overførte sygdomme
og uddeler kondomer, noget, der konserverer de
udenlandske kvinder dybere ind i prostitutionen.
Tiltag, der målrettet bekæmper efterspørgslen har
ikke været en del af statens arbejde ved bekæmpelse
af kvindehandel. Et af statens få tilbud er
Kompetencecenter Prostitutions nye anonyme
telefonrådgivning, hvor prostitutionsbrugere kan
henvende sig med deres spørgsmål og tanker om
det at købe seksuelle ydelser. Prostitutionskunden
vil blive mødt af rådgivere, der har stor erfaring
på prostitutionsområdet, og som ikke er belærende
eksperter, skriver rådgivningen om sig selv.
Rådgivningen er statens bud på en bekæmpende
strategi over for efterspørgslen efter prostitution,
men man skriver ikke et ord om at få mænd til at
ophøre med at købe kvinder. Der er tale om et
individuelt rådgivningstilbud, hvor prostitutionsbrugeren
selv kan vælge, hvorvidt han vil ophøre
med at købe kvinder eller ej. Igen lægges det op
til den enkelte mand, hvorvidt han vil gøre noget
ved sit prostitutionsforbrug, mens staten ikke
tager stilling for eller imod mænds køb af kvinder.
Staten har desuden ført enkelte små forebyggelseskampagner
i medier og dagblade for at imødegå
krav om at gøre noget for at reducere efterspørgslen
efter prostitution blandt den mandlige del af
befolkningen.
Særtiltag for ofre for kvindehandel består altså
i beskyttede opholdssteder, opsøgende teams
i prostitutionsmiljøerne og telefonrådgivning.
Defineres en kvinde som offer for menneskehandel,
kan hun maksimalt opholde sig i Danmark i
en måned og modtage sundhedsmæssig, juridisk
og social rådgivning, hvorefter hun hjemsendes,
trods EU’s anbefaling om ophold i minimum 3
måneder. Både ofrene for menneskehandel og de
socialarbejdere, der skal varetage deres interesser,
rammes på denne måde af statens kyniske immigrationspolitik
og den legaliserede prostitutions
modsætning mellem at støtte markedet og støtte
ofrene.
Danmarks svar på Palermo- og Kvindekonventionens
krav om at modvirke og hindre efterspørgslen
efter prostitution synes altså at være: Kære
prostitutionskunde, hvis du har problemer med at
købe kvinder og f.eks. synes, det belaster din økonomi,
så ring og tal med en flink rådgiver, og lad
være med at købe kvinder, der har alt for mange
blå mærker. Samfundet overlader hermed reelt
bekæmpelsen af efterspørgslen til den enkelte
prostitutionsbruger. Det svarer stort set til at lade
en ræv vogte gæs.
Den sociale offerindustris tiltag med væresteder,
opsøgende teams etc. skal sættes op imod en
sexindustri med minimum 700 bordeller og 3.500
-7.800 prostituerede, omkring 300.000 prostitutionsbrugere,
et legaliseret prostitutionsmarked,
en skatteunddraget millionindtjening, en international
velorganiseret og professionel, kriminel
markedsledelse og en massiv markedsføring af
prostitution både i aviser og på internettet. Der
er en holdning både i befolkningen og blandt
majoriteten af politiske beslutningstagere om, at
prostitution blot er et individuelt socialt problem,
og at tiltagene derfor primært skal rettes mod at
sætte plastre på, når skaden er sket og den enkelte
prostituerede er brudt sammen. Stort set ingen
straffes for utugtig annoncering. Ganske få straffes
for rufferi. Stort set ingen straffes for menneskehandel.
Næsten ingen betaler skat af prostitutionsindtægter.
Det er ganske enkelt ikke godt nok.
HvAD SKAL DER TIL?
Hvis Danmark for alvor ønsker at bekæmpe menneskehandlen,
er der ingen vej uden om hverken
Kvindekonventionens eller Palermokonventionens
C E D A W k O n v e n T i O n e n

artikler om bekæmpelse af efterspørgslen efter prostitution.
Det kræver, at samfundet grundlæggende
ændrer syn på prostitution og menneskehandel.
Man må anerkende, at der er forskellige formål med
menneskehandel, og opfatte den menneskehandel,
der sker til sexindustrien, som løsrevet fra andre former
for menneskehandel. Den krænkelse, der sker
gennem seksuel udnyttelse i prostitution, har for det
første en karakter, der griber ind i menneskers helse
og livsmuligheder på en særlig grusom og skadelig
måde, og for det andet er der tale om et kønnet
fænomen. Med andre ord er der forskel på at blive
handlet til udnyttelse i tekstilindustrien og til udnyttelse
i sexindustrien. Statens tiltag bør derfor også
være forskellige.
Man må også anerkende, at prostitution og menneskehandel
er tæt forbundne fænomener, og
at menneskehandlen har det primære formål at
forsyne sexindustrien med kvinder og børn. Man
må anerkende, at mænds efterspørgsel efter prostitution
er den egentlige årsag til, at den danske
sexindustri er i vækst, at flere tusinde danske
kvinder også ender i sexindustrien, og at der er
fællestræk mellem handlede og ikke-handlede
kvinder med hensyn til de skader, de pådrager
sig i prostitution. Man må anerkende, at kvinder
ender i prostitution på grund af strukturelle og kulturelle
forhold i samfundet, der på trods af mange
års kamp for kvinders frigørelse stadig gentager
et ulige magtforhold mellem kvinder og mænd
og tildeler kvinderne rollen som underordnede
individer, der kan være til salg. Man må tage alle
nødvendige redskaber i anvendelse for at bekæmpe
sexindustrien, altså udvide fokus fra at omfatte
rehabilitering af ofre og bekæmpelse af bagmænd
til også at omfatte bekæmpelse af efterspørgslen.
Både kvinder og mænd, politikere og samfundsdebattører
må turde anfægte og debattere mænds
hidtil ukrænkelige ret til at købe kvinder. Ellers går
man i ring om enebærbusken, mens den vokser
sig større og større.
DER ER bRuG FoR
• En politisk anerkendelse af, at prostitution og
kvindehandel skyldes samfundsmæssige og
kulturelle strukturer, der fastholder kvinder som
underordnede individer, der kan sælges som en
hvilken som helst anden vare
• En prostitutionspolitik, der
- mindsker mænds efterspørgsel efter prostitution
C E D A W k O n v e n T i O n e n
- får kvinder ud af prostitution
- mindsker sexindustrien ved at forebygge al
rekruttering til den
• Mindskelse af efterspørgslen gennem
- at gøre det strafbart at købe sex
- forbud mod markedsføring af prostitution,
herunder annoncering i trykte og elektroniske
medier
- forbud mod udlejning af lokaler til bordeldrift
og anden prostitutionsvirksomhed
- information og rådgivning af befolkningen
– især unge – om prostitution, kvindehandel,
skadevirkninger, seksualitet og kønsroller
- fortløbende obligatorisk undervisning om prostitution
og prostitutionsforebyggelse på alle uddannelser
inden for social- og sundhedsområdet
• Etablering af exitprogrammer i alle landets regioner,
hvis primære formål er at få kvinder ud
af prostitution gennem juridisk, økonomisk,
social, psykologisk og sundhedsmæssig rådgivning
og behandling samt uddannelsesprogrammer,
der hjælper kvinderne ind på det ordinære
arbejdsmarked
• Stabil ikke-projektfinansiering af sociale tiltag,
der arbejder med exitprogrammer og rehabilitering
af kvinder i prostitution, herunder af ofre
for kvindehandel
• Udvidelse af retten til midlertidigt ophold for
handlede kvinder til minimum 3 måneder, som
EU har anbefalet, uafhængigt af om kvinden
samarbejder med politiet i forbindelse med retsforfølgelse
af menneskehandlere
• At politiet altid er it- og teknologimæssigt på
højde med de kriminelle netværk, de skal bekæmpe,
– det vil sige, at politiet løbende har
penge til ny teknologi
• En målbar effektfuld rehabilitering af ofre for
kvindehandel, hvor det bl.a. vurderes, om der
bør gives permanent opholdstilladelse af hensyn
til kvindens liv og helse. Rehabiliteringen skal
følge anvisningerne i Palermokonventionen. Der
bør foretages en opfølgning på, hvad der sker
med og hvordan hjemsendte kvinder klarer sig
• En bistandspolitik med kvindefokus:
- økonomisk støtte til rehabiliterings-, uddannelses-
og arbejdsmarkedsprojekter for kvinder i
afsenderlande
- positiv særbehandling af udenlandske kvinder,
der ønsker at arbejde i Danmark, ved hjælp af
kvoter for midlertidige arbejdstilladelser til kvinder,
samt uddannelses- og arbejdsmarkedsord-

ninger, der støtter kvindernes økonomiske selvstændighed
ved tilbagevenden til hjemlandet
De politikere og embedsfolk, der har lovgivnings-
og planlægningsansvaret på prostitutions- og menneskehandelsområdet
vil sige, at Danmark allerede
opfylder konventionernes krav. Der er ganske
rigtigt fine handlingsplaner, statslige og private
aktører på rådgivnings- og socialområdet, formelle
tværfaglige nationale og internationale netværk og
efterforskningsmæssige tiltag. Alle tiltagene, også
de private, er primært stats- og puljefinansierede
REFERENCER
• FN’s Konvention om Bekæmpelse af grænseover-
skridende organiseret kriminalitet, 2000
• FN’ s Protokol om forebyggelse, bekæmpelse og
retsforfølgning af menneskehandel, særlig
handel med kvinder og børn, til supplering af
De Forenede Nationers Konvention om
bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret
kriminalitet, 2000
• ’Handlingsplan til bekæmpelse af handel med kvinder’,
Ligestillingsministeriet, 2002
• ’Et andet liv – regeringens forslag til en helheds-
orienteret indsats på prostitutionsområdet’,
Socialministeriet, 2005
• Faktaark om kvindehandel,
Ligestillingsministeriet, 2006
• Danmarks Statistik, Statistikbanken, 2006
• ’Kompendium om indsatser mod kvindehandel’,
Ligestillingsministeriet, 2006
• ’Notat med fakta og tal for arbejdet 1. oktober 2003
-30. april 2006’, Reden Stop Kvindehandel, 2006
• ’Menneskehandel i Globalt perspektiv’, rapport, Reden
Stop Kvindehandel, 2005
• Kvinderådets årsberetning 2005
• ’Redegørelse om prostitution i Danmark : oplæg til en
handlingsplan på prostitutionsområdet’, Videnscenter
for Socialt Udsatte, 2004
• ’Rådgivning til prostitutionskunder’, Kompetencecenter
Prostitutions hjemmeside, 2006
• ’Det skal ikke bare være en krop mod krop-oplevelse...’
En sociologisk undersøgelse om prostitutionskunder,
Claus Lautrup, Videncenter for Socialt Udsatte, 2005
• ’Barprostitution? – en kortlægning af 13 stripbarer i
København’, Jette Heindorf og Flemming Pedersen,
PRO-Centret, 2000
• Trafficking in Persons Report 2005, US State
Department
og hviler på et fundament af legaliseret prosti-
tution – ønsket eller uønsket. De skræver dermed
over en kløft af dobbeltmoral og myter og er
afhængige af ikke at støde det herskende politiske
flertal, der – ud over et enkelt politisk parti – ikke
ønsker at ændre prostitutionssyn. I den kløft blomstrer
den danske sexindustri som aldrig før.
NB! Denne artikel er skrevet i november 2006,
før en ny handlingsplan mod trafficking blev vedtaget
i december 2006.
• ‘Study on national legislation on prostitution and traf-
ficking in women and children’, Andrea de Nicole
m.fl., 2005
• ‘Trafficking in human beings, third report of the Dutch
national rapporteur’, Bureau NRM, 2005
• CATW-report 2005, Coalition Against Trafficking in
Women
• ‘Integration of the Human Rights of Women and a
Gender Perspective’, rapport, FN’s specialrapportør
vedr. menneskehandel, specielt handel med
kvinder og børn, Sigma Huda
• ‘The Links between Prostitution and Sex Trafficking
– a briefing handbook’, Coalition Against Trafficking in
Women i samarbejde med European Womens Lobby,
2006
• ‘A Comparative Study of Women Trafficked in the
Migration Process’, forskningsrapport, Janice Raymond,
Jean De Cunha m.fl., 2002
• ‘Prostitution in 5 countries: Violence and Post-
Traumatic Stress Disorder’, et forskningsprojekt af
Melissa Farley m.fl., 1998
• ’Prostitution, Trafficking and Traumatic Stress’, bog,
Melissa Farley, 2004
• ’Guide to the UN Trafficking Protocol’, Janice
Raymond, 2001
• Besvarelse af spørgsmål nr. 89, 2005, fra Folketingets
Retsudvalg vedr. politiets ressourcer i forbindelse med
traffickingsager,
• ’Redegørelse vedrørende aktuel indsats for den politi
mæssige indsats mod kvindehandel’, Rigspolitiet, 2005
• ’En styrket politimæssig indsats mod prostitutionens
bagmænd’, Rigspolitiet, 2006
• ’Evaluering af regeringens handlingsplan til bekæm-
pelse af kvindehandel’, COWI, 2006
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Artikel CEDAW-konventionen
C E D A W 0 k O n v e n T i O n e n

”porn Chic”
– kønnet i det offentlige rum
anette Dina sørensen
Fænomenet ”seksualisering af det offentlige rum” medfører
mange henvisninger til seksualitet i massekulturen 1 .
I de senere år har denne ”seksualisering” været til heftig debat, ikke mindst på
grund af den stereotypisering af massekulturens kønsbilleder, som fænomenet
synes at føre med sig. Og der er grund til at forholde sig kritisk, for billederne
lever ikke bare deres eget liv. Langsomt sætter de standarder for, hvordan køn
skal forstås, og hvordan mennesker skal agere for at få bekræftet deres kønsidentitet.
Især ser det ud til, at piger skubbes ud på en seksualiseret scene, når
de skal afprøve deres identitet i det daglige, sociale samspil med jævnaldrende.
Hvad betyder det for kønsligestillingen?
poRNoGRAFIENS MASSEKuLTuRELLE MAINSTREAMING
I udgangspunktet er det væsentligt at slå fast, at massekulturens måder at
skabe opmærksomhed på gennem henvisninger til det seksuelle ikke er af
så ny dato, som debatten lader antyde. I Danmark har det været lovligt at
vise seksuelle billeder i det offentlige rum siden forbuddet mod billedporno
C E D A W k O n v e n T i O n e n
1

grafi blev ophævet gennem fjernelse af straffelovens
§234 i 1969. Man kan imidlertid tale om, at
henvisningerne til det seksuelle er mangedoblet
de senere år. Den svenske forsker Anja Hirdman
kalder det ’den mediale intimiseringsproces’ eller
’medialiseret seksualitet’. Med det mener hun, at
der er et øget fokus på det ’private’ og ’intime’ i
massekulturen, særligt i 1900-tallets sidste årtier.
Temaet “seksualitet” bliver mere og mere synligt
i massekulturen, især i det medieudbud, der henvender
sig til unge, mener hun.
Men det afgørende nye ved situationen, og den
udfordring vi står overfor aktuelt, handler først og
fremmeste om pornografiens nye status i vores
kultur. Herunder dens langt større aftryk på massekulturelle
medieprodukter – også kaldet ’pornografiens
massekulturelle mainstreaming’. Begrebet
beskriver den kulturelle proces, hvor pornografi
glider fra et lukket univers ud i massekulturen og
ind i vores hverdagsliv, som et mere accepteret
kulturelt element. At dette får betydning for de billeder
af køn, der skabes i massekulturen, er hvad
denne artikel vil vise i det følgende.
STEREoTypE KøNSbILLEDER
Kønsbilleder, der primært kan relateres til den
softcorepornografiske genre, glider nemlig ud i
massekulturen og slår igennem i andre af massekulturens
produkter. Svenske Anja Hirdman har
i sine studier af ugeblade til henholdsvis mænd
og kvinder vist, hvordan bestemte kønsbilleder fra
hardcore pornografien langsomt overtages af softcore
pornografien, hvorefter de bliver almindelige
(eller mainstream) i massekulturen. Ikke mindst i
de magasingenrer, der henvender sig til piger og
kvinder. Et fænomen, der peger i denne retning,
er ”luderfigurens” nuværende status i reklamebilleder.
Den servicemindede, seksuelt tilgængelige
kvinde er en fast figur i pornografiens fortælling,
og allerede i 1998 fastslog den danske forsker
John Thorup, at ’luderlooket’ var ved at blive en
integreret del af reklamernes billedsprog. Siden
da er tendensen forstærket, og modereportager og
reklamebilleder indsætter i stigende grad kvinder
i positurer og relationer, der associerer til prostitutionsforhold.
Massekulturelle repræsentationer af
mænd og mandlighed har ikke på samme måde
taget farve af pornografiens massekulturelle mainstreaming.
Ganske vist ser vi en stigende seksualisering
og objektgørelse af mænd og mandlighed
C E D A W k O n v e n T i O n e n
i massekulturelle sammenhænge, men man kan
diskutere, hvor tydelige referencerne tilbage til
hardcore- og softcore pornografiens fremstillinger
af mandlighed er. For eksempel er hardcore-pornografiens
fremstilling af mandlig, seksuel præstationsdygtighed
endnu ikke gledet ud og blevet
almindeligt integreret i de mandlighedsbilleder,
massekulturen fremstiller.
Denne kønsstereotype fremstilling af kvinder og
kvindelighed er der grund til at undre sig over,
især når man ser på reklamebilleder. Reklamebranchen
er almindeligvis kendt for at være ’streetwise’,
– at kunne tage bestik af samfundsmæssige
tendenser og formidle kulturelle forandringstræk
ligeså hurtigt, som de viser sig. Forholdet mellem
kønnene er ingen undtagelse. Gennem de sidste
50 år har reklamemediet således fungeret som
seismograf for kønsforholdets bevægelighed. Enhver
udvidelse af rollerepertoiret eller forskydning
af magtforholdet er lynhurtigt blevet registreret,
sat visuelt i scene og spredt til forbrugerne. Set i
bakspejlet - og i lyset af pornografiens massekulturelle
gennemslag - står 1990’erne som det årti,
hvor reklamerne i deres visuelle fremstilling af køn
for alvor forsøgte at opløse kønnenes traditionelle
betydning. Dette var helt i tråd med, hvordan
tendenserne var samfundsmæssigt set, og ganske
på linie med de postmoderne ideer om kønnets
kulturelle konstruktion og potentielle foranderlighed.
Reklamemediets anderledes visualisering af
køn viste sig ved, at kvinder blev fremstillet som
magtfulde, intelligente og uafhængige aktører. De
indtog den offentlige sfære, bemægtigede sig bilen
og brød døren op til mandelogerne. Den samme
flertydighed ramte de beskrivelser af maskulinitet,
som massekulturen diskede op med i samme periode.
1990’erne var således årtiet, hvor det blev
muligt at trække mandlighedens betydning fri af
breadwinner-rollen og magten og fremstille mænd
som både sexede objekter, afhængige individer,
følsomme personager og omsorgsfulde fædre:
’The male swan will watch over offspring while his
mate searches for food’, som Marc O’Polo formulerede
det i 1997.
Som en konsekvens af pornografiens massekulturelle
mainstreaming er mangfoldigheden i de
kønsbilleder, der produceres i dag, i risiko for
at blive fortrængt til massekulturens marginaler,
mens vi langsomt – vil jeg påstå – bevæger os

mod kvindelighedens ultimative seksualisering:
dvs. mod en reduktion af kvindelighedens betydning
til ’sexy’. At ’sex’ er kvindelighedstegnet par
exellence er de senere år blevet bekræftet gentagende
gange i massekulturen, ikke mindst af den
virak, der for et par år siden opstod i kølvandet på
lanceringen af Yves Saint Laurents nye herreduft
’M7’. YSL-reklamen viste en nøgen mand med
synlig eksponering af penis. En række herremagasiner,
blandt andre GQ (Gentlemen’s Quarterly)
fandt det så anstødeligt, at redaktionen nægtede
at publicere reklamen, med mindre motivet blev
beskåret. Det, der er værd at bemærke sig her, er,
at trods 30 år med seksuel frisættelse er der fortsat
modvilje mod at bringe billeder, der seksualiserer
objektgjort mandlighed. Og konsekvensen af
denne modvilje kan blive, at den øgede seksualisering
af massekulturen, som pornografiens nye
kulturelle status har medført, udelukkende bliver
virksom i forhold til billeder af
kvinder/kvindelighed. Hermed
risikerer seksualitet - og
sex-appeal - i stigende grad at
blive en central kulturel kode
for vores forståelse af kvindelighed.
Set i et ligestillingsperspektiv
er det sandsynligvis
ikke uproblematisk.
NåR SEKSuALITET KLæbER
TIL KvINDELIGHED
Det, man kan frygte, er, at
massekulturens etablering af
’seksualitet’ som central kode
for kvindelighed kommer til at
klæbe til kvinder og i videre
forstand påvirker vores forståelse
af, hvad kvindelighed
er. De ligestillingsmæssige
konsekvenser kan være, at det
bliver vanskeligere for kvinder
at få adgang til samfundsmæssig
magt: økonomisk magt,
kulturel magt, politisk magt,
fordi ’sex-appeal’ ikke er en
kvalifikation, der har gyldighed
i magtens rum. Kulturelt set
har vi en idé om, at seksualitet
ikke er relevant i magtens rum,
og at magtens rum derfor er
renset for seksualitet.
I følge den logik og de normer, der hersker i magtens
rum, bliver sammenknytningen af seksualitet
og kvindelighed derfor ikke læst som en kønsspecifik
kvalifikation, der er gangbar eller relevant
i magtens rum. Så i det omfang, at ’seksualiteten’
eller ’sex-appeal’ for alvor slår igennem som en
betydning, vi særligt tillægger kvindelighed, kan
det medføre, at kvinder får større problemer med
at få adgang til magtpositioner i samfundet, fordi
de vil blive betragtet som bærere af forkerte ’kvalifikationer’.
KvINDELIGE ToppoLITIKERES bALANCEGANG
De kvinder, der i dag får adgang til magten rum,
er allerede på nuværende tidspunkt tvunget til at
balancere og forhandle de kulturelle forestillinger,
kvindelighed er kodet med, for at blive anerkendt
og respekteret. At det er en hård kamp, tegnede
journalist Ulrikke Moustgaard et indgående billede
af i 2004 i bogen ’Håndtasken, heksen og de
blåøjede blondiner – danske, kvindelige politikere
ifølge pressen – og dem selv’. Moustgaard sammenlignede
pressens billeder af de kvindelige toppolitikere
med de billeder, politikerne havde af sig
selv. Bogen viser, at et veritabelt sammenstød mellem
meget traditionelle opfattelser af, hvad henholdsvis
en ’politiker’ og en ’kvinde’ er, har bidt
sig fast blandt journalisterne på landets nyhedsredaktioner.
Et af resultaterne er, viser Moustgaard,
at de kvindelige politikeres politiske evner sjældent
tematiseres i pressen. Sker det, er det farvet af
en udpræget skepsis. Til gengæld er journalisterne
optaget af de kvindelige politikeres udseende,
adfærd og privatliv. Moustgaard fastslår, at pressen
sjældent skriver om den kvindelige politiker uden
at indflette kønnet. Når der er tale om en mandlig
politiker, er kønnet til gengæld usynligt, fordi der
er sammenfald i ideer om mandlighed og forestillingerne
om, hvad en ’rigtig politiker’ er.
De kvindelige politikere ved, at de skal balancere
det køn, som vedvarende klæber til dem, for at
tackle spillet med pressen og få den synlighed, de
er afhængige af som politikere. Men der bliver tale
om catch-22 – en uløselig opgave, viser Moustgaard.
På den ene side er de nødt til i et vist omfang at
tage pressens traditionelle kvindebilleder på sig,
dvs. fortælle om deres børnefødsler og privatliv,
eller lade sig style for ikke at blive mistænkeliggjort
på deres kønsidentitet. På den anden side er
det præcis disse handlinger, der låser dem fast til
C E D A W k O n v e n T i O n e n

kønnet og i sidste ende sætter grænser for deres
politiske karriere, skriver Moustgaard. Og selve
balancekunsten - det at ramme den rette dosering
af acceptabel kvindelighed - er en vanskelig affære,
viser Moustgaard: De må ikke være for kedelige
og farveløse, men heller ikke for eksotiske, de
må ikke have for mange børn, og heller ikke være
barnløse, ikke være for sexede, men heller ikke
usexede, og endelig er det bedst, hvis de er heteroseksuelle,
for lesbiske bliver for mandlige. Flere
kvindelige politikere har prøvet ikke at mestre balancen
på denne usynlige kridtstreg. Justitsminister
Lene Espersen er en af dem. Hun åbnede akkurat
én knap for meget i skjorten og måtte i lang tid
efter sin tiltrædelse som justitsminister døje med
øgenavnet ’den talende kavalergang’ og derfor
også kæmpe for at bevise, at hun var kompetent
nok til at bestride posten som minister.
bEHov FoR ALTERNATIvE FoRTæLLINGER
oM KøN
Med pornografiens massekulturelle mainstreaming
får vi et problem på halsen, som måske nok har
cirkuleret i vores kultur tidligere, men som nu
risikerer at ramme med fornyet kraft. Ikke blot risikerer
vi, at den stigende seksualisering af kvinder
og kvindelighed kommer til at begrænse vores
kulturelle forståelser af, hvad kvindelighed er,
hvilket kan begrænse kvinders adgang til magtens
rum, fordi de vil blive betragtet som bærere
af ’forkerte kvalifikationer’. I et videre perspektiv
medfører de stadig mere stereotype og endimensionale
massekulturelle kønsbilleder, at pigers og
drenges, mænds og kvinders alternative identifikationsmuligheder
begrænses væsentligt, fordi de
rollemodeller, de kan sammenstykke en identitet
fra, bliver færre. Fra medieforskningen ved vi, at
der er sammenhæng mellem virkeligheden og de
skildringer, massekulturen laver af den. Det er ikke
kun menneskers forskellige måder at praktisere
deres liv på, der påvirker massekulturens billeder
og fortællinger. Påvirkningen går også den anden
vej. Menneskers livspraksis tager form af de billeder,
massekulturen producerer. Derfor er billederne
ikke bare en skærm for virkeligheden. De er
også medskabere af den.
At dette er tilfældet, kan man blandt andet hente
viden om i en ny nordisk undersøgelse af unges
forhold til pornografi, udarbejdet på Nordisk
Institut for Kvinde- og Kønsforskning (NIKK) ved
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Oslo Universitet. Ifølge undersøgelsens studier af
websites, hvor unge kommunikerer med hinanden
og lægger profiler af sig selv, er der tydelige tegn
på, at pigerne tager de seksualiserede koder på
sig i de billeder, de lægger ud på sitet af sig selv.
Billederne indgår i et bedømmelsessystem, hvor
jævnaldrende kan bedømme portrætterne efter en
skala fra 1 til 10. Set med ungdomssociologiske
briller er der tale om, at de unge som led i deres
almindelige identitetsdannelsesproces, med selvportrætterne
forhandler deres køn og krop med
jævnaldrende. De søger, og får en vurderende
feedback på den identitet, de stiller til skue gennem
billederne. Det særlige er – viser undersøgelsen
– at pigerne honoreres for at tage de seksualiserede,
softcore-pornografiske koder på sig og i
selvportrætterne for eksempel vise kløften mellem
brysterne, baller i g-streng eller trutmund. I denne
kønsidentitetsforhandling, som de unge har i gang
med deres jævnaldrende, ser det altså ud til, at
pigerne – i modsætning til drengene – skubbes
ud på en softcore-pornografisk scene. Samt at de
høster anerkendelse for at tage de seksualiserede
koder, som massekulturen i højere og højere grad
knytter til kvindelighedsbilleder, på sig.
Hvis vi mener de skandinaviske kønsligestillingsidealer
alvorligt og virkelig vil skabe lige
muligheder for mænd og kvinder på alle samfundsmæssige
niveauer, må der skabes alternative,
massekulturelle fortællinger om køn, der udfordrer
den tætte sammenkobling af ’kvindelighed’ og
’seksualitet’. For hvis ikke der findes fortællinger
om såvel kvindelige koncernchefer, professorer og
statsledere som mandlige sexobjekter og omsorgsfulde
fædre, bliver det vanskeligere at få øje på,
at disse rollemuligheder eksisterer. Og det bliver
ligeledes vanskeligere at bryde op i de handlemønstre
og den vanetænkning hos den enkelte og
i samfundet, der gør kønnet til en begrænsning.

NoTE
1 ’Massekultur’ er kultur, og forskellige typer af masseproducerede
medieprodukter, der henvender sig til og er
tilgængelige for alle mennesker; TV, blade, aviser, reklamer
og de fleste film og bøger. Massekultur betragtes ofte som
det modsatte af ’subkultur’ og ’finkultur’, der omvendt
henvender sig til helt specifikke målgrupper. Grænserne
mellem massekultur og finkultur har i årevis været et væsentligt
tema i kunsten.
REFERENCER
Cawood, Sarah Højgaard og Sørensen, Anette Dina,
(2002): ”Ej blot til lyst – pornografi i et ligestillingsperspektiv”,
Videnscenter for Ligestilling.
Drotner, Kirsten, (2001): ”Medier for fremtiden – børn,
unge og det nye medielandskab”, Høst og Søn.
Hirdman, Anja, (2001): ”Tilltalande bilder – Genus, sexualitet
och publiksyn i Veckorevyn och Fib aktuelt”, Atlas.
Hirdman, Anja, (2006): ”Medierna och den pornografiska
förtjusningen. In: Koll på porr – Skilda röster om sex, pornografi,
medier och unga”, Medierådet.
Krog-Meyer, Monica, (red), (2002): ”Patter, pik og penge
– pornoficering af det offentlige rum”, Rosinante.
McNair, Brian, (1996): ”Mediated sex – pornography &
postmodern culture”, Arnold.
McNair, Brian, (2002): ”Striptease culture – sex, media and
the democratisation of desire”, Routledge.
Moustgaard, Ulrikke, (2004): ”Håndtasken, heksen og de
blåøjede blondiner – danske, kvindelige politikere ifølge
pressen – og dem selv”, Roskilde Universitetsforlag
Søndergaard, Per Straarup, (2002): ”Ung i en pornotid”,
CDR-Forlag, 2002.
Sørensen, Anette Dina, (1997): ”Kønsrepræsentationer og
erotisering – strejftog gennem 40 års reklamebilleder”, i
Kvinder, Køn og Forskning 4/97: 63-71.
Sørensen, Anette Dina, (2003): ”Porn Chic – køn og mainstreaming
af pornografi i massekulturen”, i Perspektiver
på ungdom og krop, (red) Hølge-Hazelton, Bibi, Roskilde
Universitets Forlag.
Sørensen, Anette Dina, Cawood, Sarah Højgaard, (2004):
”Pornoens legalisering - Seksualitetens befrielse og kvindens
seksuelle frigørelse?” i: 1968 – dengang og nu (red)
Andersen, Bendix & Olsen, Museum Tusculanums Forlag.
Sørensen, Anette Dina, (2005): ”Køn, massekultur og pornografi”.
Baggrundsrapport til konferencen ”Ung i en herresexet
verden”, Minister for Ligestilling & Nordisk Institut
for kvinde- og kønsforskning (NIKK).
Sørensen, Anette Dina & Knudsen, Susanne V., (2006):
Slutrapport for ”Unge, køn og pornografi i Norden”,
Nordisk Ministerråd.
Thing, Morten, (1999): ”Pornografiens historie i Danmark”,
Aschehoug.
Thorup, John, (1998): ”Luderlook i 1990’ernes ungdomsreklame”,
i RetorikMagasinet.
Wickman, Jan, (2004): ”Ortodox maskulinitet versus
metrosexualitet – spänninger i finländska mediarepresentationer
av idrottsmän”. Paper ved mandeforskningskonferencen
”Den Onde, den Gode, den Normale”, Södertälje,
Sverige.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Artikel 11 CEDAW-konventionen
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Kvindevenlig
velfærdspolitik?
Anette borchorst
I international sammenhæng bliver den danske
velfærdsstat sammen med den svenske og norske ofte
kaldt for kvindevenlig.
Kvindevenlige politikker forbindes med børneinstitutioner, barsels- og forældreorlov
og ret til frihed ved børns sygdom, hvilket har gjort det lettere at
forene arbejdsliv og familieliv. Sammen med danske velfærdsydelser ved sygdom,
arbejdsløshed og førtids- og alderdomspensionering har danske kvinder
i international sammenligning mange og udbyggede sociale rettigheder. Bl.a.
derfor har deres tilknytning til arbejdsmarkedet ligget i toppen blandt de vestlige
lande de sidste fire årtier.
Flere af de kontinental-europæiske lande som Tyskland, Holland og Italien har
i samme periode haft et stort antal husmødre, bl.a. fordi de via deres skatte- og
familiepolitik har tilstræbt at holde kvinder i hjemmet. I dag er kvinders erhvervstilknytning
stigende i hele Vesten, men der er store problemer med børnenes
pasning, og især mødre med små børn arbejder på deltid i mange lande.
I europæisk sammenhæng har danske kvinder ikke bare høje erhvervsfrekvenser,
de arbejder også meget på fuldtid og har stabil tilknytning til arbejdsmarkedet,
og endelig er enlige mødre mindre fattigdomstruede 1 . Spørgsmålet er,
hvilke dynamikker, der har skabt den danske udvikling, og om det er rigtigt, at
majoritetsbefolkningen har fået ligestilling?
C E D A W k O n v e n T i O n e n

HuSMoRFAMILIEN – EN pARENTES I DANMARKS-
HISToRIEN
Det er en udbredt misforståelse, at Danmark før
1960 var et husmorsamfund, hvor mor gik hjemme
og passede børn, mens far tog på arbejde og tjente
pengene. Fuldtidshusmorens gyldne periode varede
kun knapt 15 år fra slutningen af 1940’erne til
begyndelsen af 1960’erne. I første halvdel af 1900tallet
var den dominerende danske familieform bygget
op om landsbrugsproduktion, hvor både mænd
og kvinder var involveret. Selv om mænd havde en
langt stærkere juridisk og politisk position end kvinder,
så var begge parter afgørende for den økonomiske
indtjening. I arbejderklassen var der ikke råd
til at klare sig med én løn, så her havde både mænd
og kvinder fabriksarbejde. Dermed var det kun i
borgerskabets familier, at kvinder gik hjemme, og
her havde man ofte råd til at betale sig til lønnet
hjælp i familien i form af husassistenter, barnepiger
mv. Efter 2. verdenskrig blev landbrugssamfundet
gradvist afviklet, og velfærdsstigningen betød, at
der også i arbejderfamilierne blev råd til at kunne
klare sig med én indkomst. Antallet af husmødre
steg fra 1945, og mod slutningen af 1950’erne var
¾ af alle gifte kvinder husmødre på fuld tid.
Det idylliske billede, der ofte tegnes af 1950’er
familien med mor, der ventede hjemme med boller
og kakao til børnene, er imidlertid langt fra
virkeligheden. En husmors hverdag var opfyldt
med praktiske gøremål, og hygiejne spillede en
stor rolle, bl.a. fordi der stadig var alvorlige og
livstruende sygdomme, man skulle undgå. Dertil
kom at madlavning, vask og rengøring ofte var
tidskrævende og besværlige processer. Moderskab
og børnepasning spillede ikke den mest centrale
rolle. Efter besættelsen blev der nedsat en statslig
kommission, bl.a. med repræsentation fra kvindeorganisationer
som Dansk Kvindesamfund og
Danske Kvinders Nationalråd. Den fokuserede på
muligheden for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet
ved at rationalisere husarbejdet, udbygge
børneinstitutionerne og bygge kollektive anlæg fx
i forbindelse med højhusbyggeri 2 . Da den statslige
kommissions betænkning blev publiceret i 1954,
blev dens forslag imidlertid skrottet, dels fordi en
økonomisk krise dæmpede behovet for arbejdskraft,
og dels betød udbruddet af den kolde krig,
at det ikke var populært at tænke i statslige løsninger,
som fx børneinstitutioner.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
I begyndelsen af 1960’erne opstod der højkonjunktur,
og mange forskellige grupper mente,
at tiden var moden til at trække kvinderne ind
i arbejdsstyrken. De dominerende grupper i
kvindeorganisationerne mente fortsat, at uddannelse
og økonomisk uafhængighed var vejen til
ligestilling, og nu var der også bred opbakning
i de politiske partier til at stimulere tilgangen af
kvinder til arbejdsmarkedet, også fordi arbejdsgiverne
stod med et udækket behov for arbejdskraft.
Forslag om at udbygge børneinstitutioner
blev hevet op af skufferne og blev en integreret
del af et nyt omfattende velfærdsstatsprojekt.
Med udbygningen af sundheds- og omsorgsområdet
blev en række af de opgaver, der tidligere
lå i familierne, lagt ud i velfærdsstatens institutioner,
og det frigjorde kvinderne fra familiearbejdet.
Samtidig skabte denne udbygning især
beskæftigelse til kvinder, hvorved der blev tale
om en selvforstærkende udvikling. Socialdemokraterne
var hovedarkitekt for velfærdsstatsprojektet,
men de fleste beslutninger var præget af
bred politisk konsensus. Fx blev den lov, der
satte fart i udbygningen af børneinstitutioner i
1964, vedtaget med stemmer fra samtlige partier
i Folketinget. De borgerlige partier var motiveret
af arbejdsgivernes problemer med at skaffe
tilstrækkelig med arbejdskraft, men forestillingen
om, at børneinstitutionerne var gode og væsentlige
for børnenes udvikling, nød også bred
opbakning 3 . Samtidig bidrog nye og forlængede
pædagoguddannelser til at give institutionerne et
kvalitetsløft.
p-pILLEN, DEN NyE KvINDEbEvæGELSE oG
ARbEjDSLøSHEDSuNDERSTøTTELSE GjoRDE
EN FoRSKEL
I første halvdel af 1900-tallet var et typisk kvindeliv
præget af utallige graviditeter, børnefødsler og
aborter, og derved blev det biologiske moderskab
en krumtap for mange kvinders livsløb. Der er
nogen, der har hævdet, at opfindelsen af p-pillen
var 1900-tallets vigtigste opfindelse. Sikkert er det,
at danske kvinder efter frigivelsen i 1966 fik langt
bedre muligheder for at kontrollere, hvornår de fik
børn og hvor mange. Også den frie abort fra 1973
bidrog hertil. Ikke alene var abort eller fosterdrab,
som det hed, ikke længere strafbart, men kvinder
kunne få abort som del af det offentlige sundhedsvæsens
skattefinansierede ydelser.

De drastiske ændringer i kvinders familie- og
arbejdssituation udløste omfattende diskussioner
om, hvor kvinderne skulle være, og hvor børnene
skulle passes. Ikke mindst kvinderne selv engagerede
sig i en til tider ophedet debat, om de skulle
arbejde ’ude eller hjemme’. Hjemmearbejdende
mødre anklagede udearbejdende for at være
dårlige mødre, og husmødrene blev beskyldt for
at være samfundssnyltere. Den nye kvindebevægelse,
som blev etableret i slutningen af 1960’erne
og begyndelsen af 1970’erne, var også drivkraft
for et markant opgør med de traditionelle kønsrollemønstre.
Opgøret med husmor-forsørgerfamilien, kvindernes
højere uddannelsesniveau og stabile
arbejdsmarkedstilknytning og de forbedrede
præventionsmuligheder medvirkede til at gøre familiemønstrene
langt mere dynamiske. Flere blev
skilt, færre giftede sig og mange levede i papirløse
forhold, og det betød mindre stigmatisering af
ugifte og enlige mødre. Alt i alt blev 1960’erne og
begyndelsen af 1970’erne vidne til markante og
gensidigt samvirkende ændringer i familien og på
arbejdsmarkedet, først og fremmest i kvindernes
situation.
NyE RAMMEbETINGELSER: øKoNoMISK KRISE
oG joRDSKREDSvALG
Med inspiration fra Sverige og Norge diskuterede
man i slutningen af 1960’erne og 1970’erne,
hvordan man kunne understøtte disse ændringer
i den statslige politik. Da man i 1974 lagde op til
at gøre ligestilling mellem kønnene til et statsligt
politikområde, bl.a. ved at nedsætte et permanent
ligestillingsorgan, var der imidlertid indtruffet helt
nye økonomiske og politiske rammebetingelser.
Oliekrisen ramte Danmark hårdt i 1972-73 og
resultatet var høj arbejdsløshed, og det lagde en
dæmper på de kræfter, som primært var motiveret
af at dække efterspørgslen efter arbejdskraft. Dertil
kom at jordskredsvalget i 1973 vendte op og ned
på dansk politik og underminerede den brede
politiske konsensus mellem de politiske partier
om velfærdsstaten og ligestilling mellem kønnene.
Valget reducerede kvinderepræsentationen for
første gang i 20 år, og Fremskridtspartiets entré på
den parlamentariske scene betød åbenlys modstand
mod ligestillingsinitiativer og statslig børnepasning.
Kristeligt Folkeparti var et andet nyt, men
langt mindre parti på Tinge, og dette parti var de
første år også skeptisk over for ligestilling, fordi
det opfattede det som en trussel mod en familieform,
hvor børnene blev passet hjemme 4 .
I dette politiske og økonomiske klima advarede
mange om, at kvinderne nu ville blive sendt hjem
til kødgryderne. Men kvinderne ville med en parole
fra den nye kvindebevægelse ’det hele’: tage
uddannelse, have arbejde og familie. Dertil kom,
at husmorlivsformen kun havde nået at rodfæste
sig i en enkelt kvindegeneration, og fuldtids-husmødrene
opmuntrede ofte selv deres døtre til
at opnå økonomisk uafhængighed af mænd og
ægteskab. Når kvinderne blev i arbejdsstyrken,
skal det også ses i sammenhæng med, at de som
arbejdsløse kunne få dagpenge, hvis de var medlem
af en a-kasse. Både deltids- og fuldtidsforsikrede
kvinder kunne dermed bevare tilknytningen
til arbejdsstyrken, og arbejdsløses børn blev med
få undtagelser ikke opsagt i børneinstitutionerne,
bl.a. fordi man var enige om den pædagogiske
værdi for børnene. På trods af omfattende besparelser
nedlagde man heller ikke børneinstitutioner.
I midten af 1970’erne var kvinder også blevet en
stor minoritet i Folketinget og i kommunalbestyrelserne,
og selv om de langt fra var indbyrdes
enige om spørgsmål som abort og børnepasning,
så betød tilstedeværelsen af kvinder i politik,
at spørgsmål om børnepasning og barsels- og
forældreorlov var blevet en fast bestanddel af den
politiske dagsorden 5 .
Den statslige ligestillingspolitik fik imidlertid en
svag start i Danmark. Nok blev der etableret et
permanent ligestillingsorgan i 1975 med Ligestillingsrådets
oprettelse, men det var en svag institution,
der ikke havde nær samme manøvremuligheder
som tilsvarende organer i Sverige og Norge.
ER GLASSET HALvFuLDT ELLER HALvToMT?
Udviklingen mod større integration af kvinder i
arbejdsstyrken og i uddannelse er støt og roligt
fortsat. I dag er der under 10 procentpoints forskel
i mænds og kvinders erhvervsfrekvenser, og kvinder
tager længere uddannelser end mænd. Danske
mænd tager sig af en relativt stor del af husarbejdet,
og i sammenligning med deres europæiske
medsøstre har danske kvinder mindre husarbejde 6 .
Der er imidlertid flere grunde til at nuancere billedet
af Danmark som en ligestillingssucces.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Først og fremmest har den stigende arbejdsmarkedstilknytning
ikke, som mange forventede, løst
nogle af de afgørende ligestillingsknaster. Løngabet
mellem kvinder og mænd har overlevet,
og det er især påfaldende set i lyset af kvinders
stigende uddannelsesfrekvens, samt lovgivningen
om ligeløn fra 1976. Samtidig er der opstået det
ligestillingsparadoks, som Danmark deler med
de øvrige nordiske lande, at arbejdsmarkedet er
blevet mere kønssegregeret netop i den periode,
hvor tilgangen af kvinder til arbejdsstyrken har
været mest markant. Det giver sig især udslag i en
skarp kønsopdeling af det offentlige og det private
arbejdsmarked. Knap halvdelen af kvinderne er
offentligt ansatte, især inden for amter og kommuner,
og godt 80 pct. af mændene er privatansatte.
I forbindelse med udviklingen mod et multikulturelt
samfund er det blevet klart, at forskelle mellem
kvinder er øget, og at nogle grupper af minoritetskvinderne
hører blandt de dårligst integrerede
i det danske samfund. Til de nye ligestillingsproblemer
hører også, at danske kvinder gennemsnitlig
indbetaler en større andel af deres indkomst til
arbejdsmarkedspensioner, men på grund af deres
lavere løn og mindre kapitalpensioner ligger deres
samlede pensionsopsparing væsentligt under
mænds. Dertil kommer, at kvindernes andel af
lederstillinger på arbejdsmarkedet ikke er steget
nævneværdigt, og der findes en række stærkt
mandsdominerede elitepositioner – fx i forsvaret,
erhvervslivets top, herunder bestyrelserne, i forskningsverdenen
og den kommunale administration.
Endelig står kvinder fortsat for en langt større del
af husarbejdet end mænd, og de varetager de mest
ufleksible opgaver, mens mænd tager sig af de
mest fleksible, der fx kan placeres i weekenden.
Lovgivningen om ligeløn og ligebehandling har
fjernet åbenlys kønsdiskrimination, men der er tale
om en kønsneutral lovgivning, som kun har begrænset
betydning i en stærkt kønnet virkelighed.
Kvinder og mænd skal have lige løn for samme
arbejde af samme værdi, men de har sjældent
samme arbejdsopgaver, og der er en klar tendens
til at vurdere typisk mandearbejde højere. Paradoksalt
nok har de kvindevenlige politikker i sig selv
forstærket problematikken. Kvinder tiltrækkes af
offentlig ansættelse, fordi kvinde- og familievenlige
ordninger er mest udbredt her, men lønstigningerne
i det offentlige er i disse år mere begrænsede end
C E D A W 0 k O n v e n T i O n e n
i det private. Samtidig har det vist sig, at kvinder
mister karrierechancer, lønstigninger og pension,
jo flere børn de får. Denne børnestraf indikerer,
at arbejdsmarkedet er dårligt gearet til at matche
behovene i familien, og det er primært kvinderne,
der søger at matche behovene. Arbejdsgivere forventer,
at familien er en ressource for mænd og en
barriere for kvinder. Disse forventninger sætter sig
også igennem som stereotype kønsbilleder. Også i
familier, som deles om ansvaret, har kvinden ofte
odds imod sig på arbejdsmarkedet, og mænd, der
ønsker at tage forældreorlov mødes nogle steder
med mobning og modstand.
Der er altså klare forbehold for billedet af Danmark
som en ligestillingssucces, og konklusionen
er, at integration af kvinder på arbejdsmarkedet
ikke i sig selv og automatisk sikrer ligestilling. Målet
behøver ikke nødvendigvis at være, at kvinder
og mænd laver de samme opgaver, men problemet
opstår, hvis især kvinders aktiviteter vurderes
lavere end mænds, og hvis fx ældre kvinder har
dårlige pensioner som følge af deres ansvar for
børnene i de unge år. Udviklingen mod et mere
multikulturelt samfund og en større kulturel diversitet
kalder desuden på mere nuancerede analyser
af integrationsproblemer for minoritetskvinder,
som er langt mere marginaliserede i forhold til
arbejdsmarkedet end danske kvinder og minoritetsmænd.
FAR på bANEN: EN WIN-WIN LøSNING?
En løsning er af få fædrene mere på banen i småbørnsomsorgen.
I Norge og Sverige har man set
dette som en win-win situation, der gavner både
børn, mænd og kvinder, og de to lande øremærkede
i 1993 en ’fedrekvote’ og 1994 en ’pappamånad’
til fædrene. Dette blev med det samme en
succes, og øremærkningen er siden blevet udvidet
i begge lande. Danmark har imidlertid ikke
politiseret fædrerollen på samme måde som de
to andre lande og har på det seneste fulgt et helt
andet spor end alle de øvrige nordiske lande.
I 1997 forlængede man forældreorloven (tidligere
kaldet barselsorloven) med virkning fra april 1998
fra 24 til 26 uger, og de to sidste uger blev efter
inspiration fra Norge og Sverige øremærket til
fædre. Beslutningen polariserede for første gang
i barsellovgivningens historie Folketinget i to
blokke. De borgerlige partier stemte i mod, mens

C E D A W k O n v e n T i O n e n
1

Socialdemokratiet og venstrefløjen stemte for.
Beslutningen blev imidlertid truffet i stor ubemærkethed.
De to uger fik ikke en særlig betegnelse
som i de andre to lande, men den blev ligesom
der hurtigt en succes. Mens der i det store hele
ikke har været nogen ændring i andelen af mænd,
der tog del i de 10 uger af orloven, der kunne deles
mellem mor og far siden 1984, så tredobledes
antallet af mænd, der tog orlov i uge 25 og 26 fra
1998-2001 7 .
VK regeringen valgte imidlertid at fjerne øremærkningen
af forældreorloven kort efter sin tiltrædelse
i 2001, samtidig med at den udvidede den til 52
uger. Argumentationen var, at øremærkning til
fædre var tvang og formynderi, og denne argumentation
blev i første omgang også accepteret
langt ind i socialdemokratiets rækker 8 . En sådan
argumentation er imidlertid bemærkelsesværdig
set i lyset af, at Danmark i Norden øremærker
relativt mest af orloven til mødrene, uden at det
opfattes som tvang. Konstruktionen af orloven bygger
dermed på en selvfølgelig opfattelse af børn
som kvinders ansvar, hvorimod man ikke ser fædres
mulighed for at passe de mindste børn som en
rettighed. Siden ændringerne er kønsfordelingen
af orloven helt forventeligt også blevet skævere.
Sagen afspejler et særligt dansk ligestillingsparadoks.
Ifølge §4 i ligestillingsloven fra 2000 skal
det offentlige arbejde for ligestilling og indarbejde
ligestilling i al planlægning og forvaltning. Det er
den såkaldte mainstreamings-bestemmelse, som
imidlertid ofte overses, måske fordi der er stor
tiltro til, at Danmark er blandt verdensmestrene i
ligestilling.
Et mere nuanceret blik på den danske udvikling
må derfor tage højde for, at der er sket store fremskridt
i ligestillingen, men der er gamle ligestillingsproblemer,
der ikke er løst og nye er kommet
til. Derfor må den danske ligestillingsfortælling
beskrives således, at glasset både er halvfuldt og
halvtomt. Da der i disse år lægges op til afgørende
velfærdsreformer, er det ikke blevet mindre væsentligt
at tage mainstreamings-øvelsen alvorligt 9 .
KvINDEvENLIG vELFæRDSpoLITIK SoM
pRobLEMET ELLER LøSNINGEN?
Udfordringer fra globalisering, aldringen af befolkningen
og udviklingen mod multikulturelle
samfund har ført til overvejelser i mange lande om
C E D A W k O n v e n T i O n e n
fremtidens velfærdspolitik. I Danmark nedsatte
Regeringen i 2003 en Velfærdskommission, der
skulle lægge op til velfærdsreformer. Kommissionen
fik 36 millioner til analysearbejde og satte
omfattende analyser af de danske velfærdsydelser
i gang. Kommissionen valgte – formentlig på
grund af sin snævre sammensætning med næsten
udelukkende neoklassiske økonomer - en meget
snæver samfundsøkonomisk analyseoptik på
velfærd. Den beregnede, om borgerne er en bruttobelastning
for samfundet ved at se på, hvor store
ydelser hver enkelt får, og hvor meget de betaler i
skat. Konklusionen var, at en nyfødt pige i gennemsnit
gennem livet modtager 2,4 mio. kr. mere
fra det offentlige, end hun betaler i skat, mens en
nyfødt dreng betaler 0,8 mio. kr. netto gennem sit
liv 10 .
Beregningerne skabte overskrifter i aviserne om,
at ’Kvinder koster kassen’, hvilket blev uddybet
med, at kvinders barselsorlov, lavere løn og
længere levetid gør dem dyre i drift for samfundet,
og ’Mændene tager slæbet’ 11 . Kommissionen
spidsformulerede ikke selv sine formuleringer
på denne måde, men pointen var, at den gjorde
kvindevenlige politikker til et problem i sig selv.
Kvinders større ansvar for børn blev fortolket som
en samfundsbelastning, frem for et produkt af en
kønsarbejdsdeling, der bl.a. sikrer, at mænd kan
have en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.
Et helt andet billede af de danske og skandinaviske
familiepolitiske ydelser blev givet af nogle
eksperter, som skulle følge op på de beslutninger,
der blev truffet på EU’s berømte Lissabon topmøde
12 . Udgangspunktet var det samme som for
Velfærdskommissionen, nemlig befolkningens
aldring og globaliseringen, og regeringslederne
besluttede ved denne lejlighed at gøre EU til den
mest konkurrencedygtige og vidensbaserede økonomi
i Verden. På topmødet opstillede man bl.a.
benchmarks for kvinders beskæftigelse i 2010
på 60% Dette niveau nåede Danmark i slutningen
af 1970erne, og det skal som nævnt oven
for bl.a. ses i sammenhæng med kvindevenlige
politikker. Eksperterne argumenterede for, at disse
politikker er en social investering, som ikke bare
styrker kvinder og børn, men hele samfundet.
Eksperterne og Velfærdskommissionen fokuserede
dermed begge på konkurrencedygtighed, men en
vigtig pointe for eksperterne var, at social ulighed

svækker et samfunds konkurrencedygtighed. De
viste med tal fra en række forskellige lande, at der
er markante forskelle på, hvor fattigdomsramte
enlige forsørgere og småbørnsfamilier med to
voksne er, netop på grund af velfærdspolitikkernes
indretning. Samtidig er det interessant, at der i dag
er stor international interesse for, at den danske
velfærdshumlebi kan flyve i den forstand, at den
klarer sig godt økonomisk på trods eller måske
bl.a. på grund af en stor offentlig sektor.
Hos velfærdskommissionen blev velfærdspolitikkerne
altså fortolket som en samfundsbelastning;
hos EU eksperterne som en social investering.
Forskellen kan næsten ikke være større. Kønsperspektivet
forsvandt i Velfærdskommissionens
analyser, og den foreslog ikke nedskæringer på
børneinstitutioner eller forældreorlov. Problemet
NoTER oG KILDEHENvISNINGER
1 Statistik om kvinder og mænd i Danmark se http://www.
dst.dk/sites/kvm.aspx. Internationale sammenligninger se
OECD (2005). Society at a Glance. OECD Social Indicators.
Paris: OECD.
2 Se Betænkning nr. 57 (1954). Fællesanlæg til lettelse af
hjemmets arbejde, København: Boligministeriets udvalg
vedrørende kollektive anlæg.
3 Se Anette Borchorst (2005). ”Nøglen i de rigtige hænder.
Lov om børne- og ungdomsforsorg 1964”, i Jørn Henrik
Petersen & Klaus Petersen (red.), 13 reformer af den danske
velfærdsstat. Odense: Syddansk Universitetsforlag, side
133-146.
4 Partiet problematiserede som det eneste parti i Folke-
tinget også virkningerne af pornografi og prostitution.
5 Se Drude Dahlerup (1990). ”Da ligestilling kom på
dagsordenen. Ligestillings- og kvindepolitik i Folketinget
1965-1990”, i Drude Dahlerup & Christian Hvidt (red.)
Kvinder på tinge, København: Rosinante, side 158-219.
6 Se Mette Lausten & Karen Sjørup (2003). Hvad kvinder
og mænd bruger tiden til – om tidsmæssig ligestilling i
danske familier, København: Socialforskningsinstituttet.
7 Se Anette Borchorst & Drude Dahlerup (2003). Ligestillingspolitik
som Diskurs og Praksis. København: Samfundslitteratur,
side 226.
er imidlertid, at dens forslag til nedskæringer og
omlægninger i øvrigt navnlig vil ramme kvinder.
Kvinder har højere arbejdsløshed og går hyppigere
på førtidspension og efterløn. De optjener
også mindre arbejdsmarkedspension og bliver
derfor mere afhængige af folkepension, varmehjælp
og boligydelse osv. Reformer i forlængelse
af kommissionens analyseoptik vil derfor næsten
uundgåeligt gøre den danske velfærdsstat mindre
kvindevenlig end i dag 13 . De kvindevenlige
velfærdspolitikker er ikke nødvendigvis den eneste
eller bedste løsning, og de kan ikke uden videre
eksporteres til andre lande. Det er imidlertid væsentligt,
at mainstreamings-øvelsen tages alvorligt,
således at politikerne ikke træffer deres valg i
køns-blinde, men med udgangspunkt i systematisk
viden om, hvordan velfærdsreformerne påvirker
kønnene i majoritets- og minoritetsbefolkningen.
8 Se Anette Borchorst (2003). Køn, Magt og Beslutninger.
Politiske Forhandlinger om Barselsorlov 1901-2002, Århus:
Magtudredningen.
9 Borchorst, Anette (2006). ”Om nødvendigheden af at
tænke køn og ligestilling med velfærdsreformer”, i Jørn
Henrik Petersen & Klaus Petersen (red.), 13 løsninger for
den danske velfærdsstat. Odense: Syddansk Universitetsforlag,
side 189-203.
10 Velfærdskommissionen (2004). Fremtidens velfærd
kommer ikke af sig selv. Analyserapport, maj, side 381f.
11 10 minutter 14. juni 2004; Politiken 18. september
2005.
12 Deres rapport blev senere publiceret i en bog: Gösta
Esping-Andersen m.fl. (2001). Why we need a new welfare
state, Oxford: Oxford University Press.
13 Anette Borchorst & Jørgen Goul Andersen (2006).
”Er kvinder en underskudsforretning? Om Velfærdskommissionens
kønsperspektiv og mangel på samme”, i Anette
Borchorst & Ann-Dorte Christensen (red.), Kønsrefleksioner
– om magt og mangfoldighed, Aalborg Universitetsforlag,
side 55-77.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Artikel CEDAW-konventionen
Artikel CEDAW-konventionen
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Artikel 11 CEDAW-konventionen

Kvinder i ledelse
Et er lov…
birgitte bruun
Den danske lovgivning flugter
CEDAW-konventionen. Det gælder ligeløns- og
ligebehandlingslovene, der rækker helt tilbage til
midten af 1 0’erne.
En arbejdsgiver må ikke diskriminere det ene køn, hverken hvad angår ansættelse,
løn, efteruddannelse eller forfremmelse etc.
I Danmark har kvinderne verdens højeste erhvervsfrekvens – over 70% – næsten
på linie med mændenes. I den private sektor har kvinder ca. 18% af
lederjobbene på højt niveau (2003, Statistisk Årbog 2005), men kun 4,3% af
egentlige toplederstillinger (administrerende direktører) i private virksomheder
(2001, Nina Smith, et al, 2005).
Kvindernes uddannelsesniveau er stærkt stigende. De er nu i overtal i gymnasierne
og på flere af de lange, videregående uddannelser. Uddannelsessystemet
er imidlertid stærkt kønsopdelt. Ca. 40% af befolkningen er uddannet
inden for fag, hvor det ene køn er dominerende. 25% af alle de kvinder, der
er uddannet i 1990’erne, er enten blevet sygeplejersker eller social-/sundhedsassistenter.
Uddannelsesvalget har stor betydning for den senere skæbne på
arbejdsmarkedet, der således også er kønsopdelt.
Men kønsopdelingen sker også i en anden dimension – nemlig i kønsopdelingen
på organisatorisk niveau i virksomheden. Selv i sektorer, hvor der næsten
kun er kvinder ansat, har de få mandlige ansatte en langt større chance for at
få en lederstilling. Her må årsagerne søges i ledelses- og arbejdspladskulturen
og i, at de to køn mødes med forskellige forventninger.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

På lederposterne i erhvervslivet er der øjensynligt
ikke sket revolutionerende ændringer på trods af
en 30 år gammel lovgivning og på trods af kvindernes
høje erhvervsfrekvens. I den finansielle sektor
er der stort set lige mange kvinder og mænd ansat,
og det er nærliggende at søge efter årsagerne til,
at kønsfordelingen på lederposterne ikke afspejler
dette forhold. Vi har arbejdet på at øge antallet af
kvinder i ledelsen i Nykredit i adskillige år med
gode resultater – men det er en anden historie.
LySTEN DRIvER væRKET
- ELLER HjæLp TIL SELvHjæLp
Det vil være helt afgørende for virksomhedernes
fortsatte udvikling og succés, at de i større udstrækning
evner at få inddraget kvinderne som et
vigtigt ledelsespotentiale. Demografien tilsiger, at
kampen om kompetencerne bliver hård. Historisk
små ungdomsårgange kombineret med et historisk
stort antal ældre medarbejdere på vej ud af
arbejdsmarkedet vil intensivere behovet for at
udnytte potentialet optimalt.
Flere og flere virksomheder har da også erkendt,
at der skal en aktiv indsats til for at gøre sig attraktiv
for både kvinder og mænd. Virksomhederne
må jagte og eliminere synlige og usynlige barrierer
for at øge egne udviklingsmuligheder på sigt.
Der er ydermere danske og udenlandske undersøgelser,
der viser en positiv sammenhæng mellem
antallet af kvinder i ledelsen og de økonomiske
resultater.
Der er imidlertid stadig mange virksomheder
– både private og offentlige, der har en stærk tro
på, at det hele løser sig selv med tiden. Denne tro
kan være begrundet i, at mange barrierer faktisk
er usynlige, men nok så effektive. Det er derfor
tvivlsomt, om tiden løser problemet, da en del af
forklaringerne er strukturelt betinget og bl.a. baserer
sig på kønsopdelingen i uddannelsessystemet
og på arbejdsmarkedet, hvortil kommer forskellige
forventninger til de to køn. Hvis vi betragter
den udvikling, der er sket på området inden for
de sidste 30 år, må vi i hvert fald regne med at
skulle væbne os med en tålmodighed, vi slet ikke
har råd til. Globaliseringen og samfundets hastige
forandringstakt vil stille yderligere krav til ledelse.
Virksomhederne skal blive bedre til at udnytte det
samlede potentiale af kompetente mænd og kvinder
– og det haster!
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Udviklingen i samfundet vil også betyde, at det
bliver afgørende nødvendigt for virksomhederne at
arbejde med en mangfoldighedsdimension omfattende
bl.a. køn, alder og etnisk baggrund for også
ad den vej at øge det samlede potentiale.
Det er en almindelig anerkendt erfaring, at teams,
der består af både kvinder og mænd, fungerer
bedst. Skulle dette mon ikke også gælde lederteams?
HvoR ER bARRIERERNE?
Det kan undre, at kvinderne ikke buldrer ind på
lederposterne i det private erhvervsliv. Barriererne
skal søges flere steder
i samfundet
i familien
i virksomhederne
i balancen mellem arbejdsliv og familieliv
i kvinden
i fordomme og myter.
Samfundet kunne godt bruge nogle flere rollemodeller,
så en kvindelig partileder eller virksomhedsleder
ikke konstant skal udfordres på sin
kvindelighed, sin tøjsmag eller sit udseende. Hvis
manden er normen og kvinden undtagelsen, skal
der altså kæmpes på mange fronter – også de
mere usaglige, og det må naturligvis tage lysten fra
nogle. De kendte portrætter af virksomhedsledere
fokuserer ofte helt forskelligt afhængigt af, om
der er tale om en mand eller kvinde. Manden kan
præsentere virksomhedens og egne resultater og
strategier, mens kvinden ofte også må godtgøre,
hvordan hun får lederposten og privatlivet til at
hænge sammen.
Familien kan være en barriere for den kvinde, der
gerne vil ledelsesmæssigt til tops. En tilsvarende
barriere møder en mand ikke.
En kvinde, der bliver mor, hæmmes i sin karriere,
mens en mand, der bliver far, accellerer karrieremæssigt.
Det er der flere undersøgelser, der viser.
Det handler altså om at få aftalt nogle rimelige
rammer for arbejdsdeling i hjemmet, at købe sig
til nogle af tjenesteydelserne, og at kvinden skal
dele det overordnede, koordinerende ansvar for
familien med manden.

Virksomhederne kan bearbejde barriererne på
mange måder. Det handler frem for alt om at gøre
lederrekrutteringsprocessen klar, synlig og saglig,
at skabe debat om holdninger til ledelse i virksomheden,
at stille værktøjer til rådighed for ledere og
medarbejdere og at synliggøre det langsigtede mål
med indsatserne. De konkrete værktøjer kan f.eks.
være
• mentorprogrammer
• ”Før leder”-forløb
• afklaringstilbud
• ”Tilbage i jobbet”-programmer
• talentudviklingsprogrammer
• netværksaktiviteter
En del virksomheder har i flere år arbejdet med
aktiviteter for at øge antallet af kvinder i ledelsen.
Nogle af erfaringerne kan bl.a. findes på www.
lige.dk (Kvinder i ledelse/private erhverv), hvor
man også kan finde en værktøjskasse til inspiration
for virksomhederne.
Balancen mellem arbejdsliv og familieliv er særlig
vigtig, når en kvinde skal forholde sig til spørgsmålet
om at påtage sig en lederstilling. Dette
skyldes, at kvinden som regel maksimalt kan opnå
en aftale med sin partner om ligedeling af arbejdet
i familien. Mænd kan af og til have held til at få
en mere lukrativ aftale på plads. På denne måde
kan mænd altså i gennemsnit regne med en højere
grad af service på hjemmefronten end kvinder.
Dermed kan mænd mønstre større fleksibilitet og
simpelthen lægge flere arbejdstimer på jobbet.
Catalyst (ledende amerikansk konsulent- og rådgivningsorganisation,
nonprofit, der arbejder med
mangfoldighed og kvinders vilkår i arbejdslivet)
har i en undersøgelse vist, at kvindelige ledere
ikke har den samme opbakning hjemmefra som
mænd. 75% af de kvindelige ledere er gift/samboende.
Det gælder 95% af de mandlige ledere.
73% af kvinderne har en partner med fuldtidsarbejde.
Det har kun 25% af mændene. 63% af
de kvindelige ledere har børn. Det har 90% af
mændene.
Tallene viser, at en kvinde, der overvejer en lederkarriere,
i større udstrækning må tænke over og
aktivt tage stilling til balancen mellem arbejdsliv
og familieliv.
I nogle virksomheder og organisationer eksisterer
der en sejlivet myte om, at et lederjob kun kan
klares, hvis du er i stand til at arbejde 60 timer om
ugen eller mere – og ofte på helt uforudsigelige
tidspunkter.
En sådan myte vil naturligt nok kunne afholde
mange kvinder fra at tænke i ledelsesbaner. Hvis
myten netop er en myte, kan det afskære et ellers
oplagt potentiale blandt kvinderne og dermed
mindske konkurrencen om lederjobbene. Dette
kommer altså til skade både for virksomheden og
for bundlinien. Er det ikke en myte, men faktisk et
udtryk for de reelle vilkår i lederjobbet, er sagen
lige så alvorlig. Så har du altså en ledergruppe,
der ikke har mulighed for et inspirerende og energigivende
familie- og privatliv. Det kan medføre,
at det ikke er de bedste ledere, virksomheden rent
faktisk har i lederjobbene. Det kan også betyde, at
lederne med de lange arbejdstider ikke lige evner
at se sine medarbejdere som ”hele mennesker” eller
måske har problemer med delegeringens kunst.
I de fleste lederjobs må man nok påregne, at der
kan opstå situationer, der kræver nærvær ud over
de 37 timer. Men det er ikke det samme som at
normsætte arbejdstiden til 60 timer. Der er i øvrigt
i mange virksomheder gode muligheder for fleksibilitet
i lederjobbet, hvor lederen kan udføre noget
af arbejdet hjemme og på et selvvalgt tidspunkt
ved hjælp af mobiltelefon, computer mv.
Sammenfattende kan man sige, at den kvinde, der
gerne vil have en lederkarriere, bør gøre sig nogle
overvejelser før valg af virksomhed og ægtefælle.
Kvinden kan søge nogle af barriererne i sig selv.
Taler vi topledelse, kan det føles som en barriere
at have udsigt til at være den eneste kvinde i
ledergruppen. Man kan få opfattelsen af, at man er
nødt til at hyle som de ulve, man er omgivet af, og
det vil naturligvis gå ud over behovet for at være
sig selv. Man kan også have en frygt for at blive
udsat for nedsættende bemærkninger på sit køn i
forhandlingssituationer. Det er vigtigt at gøre op
med sig selv, om man vil være med til at ændre
mønstret med de udfordringer, det giver. Mange
har gjort det, og der kan udledes forskellige erfaringer,
jf. senere.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Fordomme og myter om kvinder og mænd som
ledere eksisterer i bedste velgående. I forbindelse
med Trampolin-projektet (som løb over hele 2005
og blev afsluttet i april 2006 – se link-henvisning)
blev 178 ledere (50% mænd og 50% kvinder)
indledningsvis bedt om at opstille myter om hhv.
mandlige og kvindelige ledere. De kunne finde på
rigtig mange florerende myter – dobbelt så mange
om kvindelige ledere som om mandlige. Fordomme
har indflydelse på, hvordan du ser potentialet
blandt dine medarbejdere. I hvilken udstrækning
har du en stereotyp opfattelse af, hvordan den
rette lederkandidat ser ud, og i hvilken udstrækning
spejler du kandidaterne i dig selv? Taler du til
dit eget spejlbillede, vil du have problemer med
at se potentialet i det andet køn. Der vil i så fald
være overhængende risiko for, at du overser oplagt
potentiale. Du mister også muligheden for den
ledelsesudvikling, der netop opstår, hvor forskelligheder
brydes.
vILjE oG MoD
Det er nærliggende i en artikel som denne at
sætte særligt fokus på kvindens egen del af festen
– hvad kan den kvinde, der ønsker en ledelseskarriere
selv gøre?
På baggrund af mange års arbejde med emnet og
gennemførelse af adskillige undersøgelser kan
de efterfølgende, personlige betragtninger måske
tjene til inspiration. Kvinder er lige så forskellige
som mænd, så det hele vil nok ikke være lige
relevant for alle.
Hvis du gerne vil være leder, skal du først og fremmest
gøre dig klart, at du vil!
KLARE uDMELDINGER
Giv klart til kende, at du ønsker en lederkarriere
– både til din nuværende chef (f.eks. i udviklingssamtaler)
og eventuelt andre steder i virksomheden.
Gør brug af en mentorordning, hvis muligheden
foreligger. Ellers må du selv skaffe dig en mentor.
Tag ikke bekymringerne på forskud, men fokusér
på dine styrker. Der vil for alle være noget at lære
i et nyt job, hvilket jo netop er det gode og udviklende
ved at skifte.
Magt skal gribes og indflydelse tilkæmpes, så sid
ikke og vent på at blive ”budt op”.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Karriereforløbet kan sættes på stand by i en periode,
hvor f.eks. familieforpligtelserne er forøget.
Husk at give klart udtryk for, at du er tilbage og
igen parat til at påtage dig yderligere ledelsesopgaver,
når dette er tilfældet. Det er ikke sikkert, at
andre gætter det.
ARbEjDSLIv/FAMILIELIv
Du bør sørge for at få en god aftale på plads på
hjemmefronten. Kvinder med familie, der vælger
en lederkarriere, vælger som regel samtidigt, at
familien bliver en ”to-karriere”-familie, og det stiller
krav om, at aftalerne er i hus. Hvem gør hvad?
Hvad kan outsources? Hvilke back up-muligheder
har vi? Husk – det er et fælles ansvar.
KoMpETENCER
Valg af uddannelse allerede efter grundskolen
viser sig at have stor betydning for karriereforløbet
efterfølgende. Det kan altså betale sig at tænke
langsigtet allerede på et tidligt tidspunkt. Men det
er ofte på et tidspunkt i livet, hvor mange andre
fremtidstanker står i kø.
I arbejdslivet er uddannelse et livslangt projekt
– vælg også her uddannelser, der er egnet til ledelseskarriere.
Foretag nogle funktionelle, horisontale
spring, som kan give dit CV bredde og gøre dig
bedre rustet til ledelsesopgaven. Søg gerne stillinger
på kanten af dine kompetenceområder. Der
vil være mere at lære, og det er god træning. Hold
dig i form – fysisk og mentalt. Fysisk via kost og
motion – det giver energi og virker stressforebyggende.
Mentalt via til stadighed at udfordre dine
egne antagelser og møde det anderledes.
STRATEGISKE ovERvEjELSER
Hvis du har planer om en fortsat ledelseskarriere
ud over første ledelsesniveau, skal du gøre dig bekendt
med karrierevejene i virksomheden. Nogle
lederjobs – ofte inden for administration, back
office, HR mv. – har karakter af ”dead end”-jobs,
hvor det er vanskeligt at få øje på næste karrieretrin.
Gå efter de karrieregivende lederstillinger
og vær bevidst om konsekvenserne af dine valg.
Samtalen med den rekrutterende chef er uhyre
vigtig. Sørg for at få præsenteret dine styrker og
hvad du kan bidrage med i lederrollen. Stil rimelige
krav til vilkår i jobbet (løn, titel mv.) – ydmyghed
betaler sig ikke lige i denne forbindelse.

SuCCéS I LEDERjobbET
Når du er blevet chef, skal du sørge for at have
nogle gode, ærlige sparringpartnere – gerne din
egen chef og din eventuelle mentor. Deltag i ledernetværk
– blandede og/eller kvindenetværk. Findes
det ikke, så tag initiativ til at få det etableret.
Gør dig synlig i virksomheden. Tag ordet, når det
er relevant, deltag i tværorganisatoriske aktiviteter
og gå med i strategiske projekter.
Stil krav til din chef om udfordringer og udviklingsaktiviteter.
Vær opmærksom på, at du er en rollemodel.
Hjælp andre kvinder i deres afklaring, f.eks. ved
at fungere som mentor – formelt eller uformelt.
Deltag også aktivt i arbejdet med at spotte talenter
i virksomheden.
Hold fast i din egen personlighed, selvom det kan
være fristende at tilpasse sig en bestemt ledelsesjargon.
Vær til gengæld aktiv i arbejdet med at
udvikle og fremtidsorientere ledelseskulturen i
din virksomhed – det vil være til nytte for både
virksomheden og dig selv.
Brug humor på den gode måde. Det er fantastisk,
hvad man kan få sagt med den rette selvironi og
REFERENCER
Bøger
”Grib magten – om kvinder og ledelse”, red. Annette
Nielsen og Gunhild Riske, Politikens Forlag A/S 2004
”Ledelse og køn – sådan arbejder 18 virksomheder med
den lille forskel”, Mia Søiberg og Mette Marie Karlberg,
Jyllands-Postens Forlag 2006
Kunsten at gøre karriere, Jeanette Løgstrup og Jette Meier
Carlsen, Jyllands-Postens Forlag 2005
Det kønsopdelte arbejdsmarked, Helle Holt m.fl., Socialforskningsinstituttet
2006
-distance. Giv gerne noget af dig selv, så vil andre
også være villige til at bidrage.
Påtag dig endelig ikke moderrollen på jobbet.
Hvis du gør det, mister du ledelsesautoritet over
for dine medarbejdere.
- Til slut et lille reklamespot!
KoM FREM I LySET!
Et job som leder kan give dig en masse spændende
oplevelser og udfordringer. Du vil være i
kontakt med mange mennesker med forskellige
udgangspunkter og holdninger. Du vil have stor
indflydelse på din egen arbejdssituation og kunne
påvirke virksomhedens udvikling.
Du vil have indflydelse på medarbejdernes trivsel,
performance og udvikling. Du vil blive målt på
dine resultater – både i det korte og i det lange
perspektiv – og på i hvilken udstrækning, du evner
at få dine medarbejdere til at vokse. Du vil have
en engagerende og inspirerende dagligdag med en
bred vifte af varierende opgaver. Det vil være sjovt
og indholdsrigt og give dig en masse energi, som
du også kan nyde godt af i dit private liv.
Links
Ligestillingsministeriet www.lige.dk
Dansk Industri www.di.dk
Ledernes Hovedorganisation www.lederne.dk
Catalyst – Kvinder i ledelse i USA www.catalystwomen.org
Europa-Kommissionens database om kvinder i ledelse
www.europa.eu.int/comm/employment_social/women_
men_stats/index_en.htm
Trampolinprojektet www.trampolin.socialfonden.net
Projektet towards-power www.towards-power.com
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Artikel 1 CEDAW-konventionen
C E D A W 0 k O n v e n T i O n e n

vi skal uddanne til demokrati
Esma birdi
En artikel om tvangsægteskaber og
arrangerede ægteskaber.
FAMILIETRADITIoNER
Det er hos indvandrer- og flygtningefamilier, som kommer fra landsbyer med
tradition for et kollektivistisk samfund, at man finder de stærkeste traditioner
for tvangs- og arrangerede ægteskaber. Når disse familier kommer til Vesten,
bor de ofte i isolerede indvandrermiljøer. Selvom udviklingen i forhold til ægteskabstraditioner
i oprindelseslandene ofte går i den “rigtige” retning mod
større selvbestemmelse, opleves paradoksalt nok den modsatte tendens, når
man immigrerer til veludviklede demokratier. Det betyder, at der faktisk er
kvinder, der er ringere stillet i et vestligt samfund, end de ville være i oprindelseslandet,
bl.a. fordi familierne oplever en stor kontrast mellem deres egne og
de vestlige værdier og normer. Familierne må derfor anvende hårde metoder
for at opretholde deres oprindelige traditioner.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
1

I en traditionel kollektivistisk familie opfattes indgåelse
af ægteskab som et familieanliggende. Familien
ønsker, at den unge gifter sig godt, hvilket
vil sige med en person af god familie. Det betyder,
at familien skal have et uplettet rygte og gerne have
en god social status, så man gifter sig “opad”. For
kvindens vedkommende kan det gælde om at sikre
hende materiel velstand, men det religiøse tilhørsforhold
kan også spille en rolle. Hvis familien er
meget troende, vil de måske sikre sig, at disse værdier
bliver opretholdt i det nye ægteskab mellem
de unge.
Da ære og skam har en stor betydning for at blive
accepteret og anerkendt i det sociale fællesskab,
er det vigtigt for hele familien at bevare et godt ry
udadtil. Derfor lægges der vægt på, at især pigerne
afholder sig fra situationer, som kan give anledning
til sladder. Hun skal fx ikke have en munter
eller intim samtale med en mand i nærheden af
folk, som kender hende, for slet ikke at tale om
kæresteri, der er bandlyst. I følge familiens vurdering
vil hun bedre være i stand til at tiltrække gode
kandidater, hvis hun har en ærbar opførsel.
Hele familiens ære hænger meget stærkt sammen
med, at kvinderne i familien hele tiden er opmærksomme
på at værne om datterens ære. Hendes
handlinger kan skade hele familiens anseelse.
Familien vil føle det som yderst ubehageligt at
blive genstand for folks fordømmelse eller afstandtagen,
fordi et familiemedlem ikke har levet op til
normerne. Et enkelt menneskes handling kan på
den måde påvirke hele storfamilien eller klanen
og brede sig som ringe i vandet. På den måde kan
mange mennesker føle sig sårede, og hun kan derved
pådrage sig den kollektive fordømmelse.
Der indgår også et krav om, at den unge kvinde
skal være jomfru ved indgåelse af ægteskab. I
praksis er det oftest moren, der har ansvaret for
at levere en “intakt” datter. Drenge har derimod
en længere snor og kan bedre afvige fra normen.
Hvis to unge har haft et kæresteforhold, uden
at der nødvendigvis har været et seksuelt forhold,
forventes det af ham, at han gifter sig med
hende. Men hvis hun eller hendes familie har et
dårligt ry, kan mandens familie forlange, at han
finder en “ren” pige.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Når en pige begynder at interessere sig for drenge,
kan det give anledning til bekymring, især hos
moren. Hun vil vurdere, om der ligger en reel
interesse for det modsatte køn, eller om det bare
er noget pigesnak. Situationen kan betyde, at hun
må i gang med at finde en løsning, før det ”går
galt” for hendes datter. Denne løsning kan være
at indsnævre hendes bevægelsesfrihed, og måske
derefter at vælge imellem eventuelle bejlere.
Moren kan ikke tage direkte kontakt til drengens
familie, da det pr. tradition altid er drengens familie,
der retter henvendelse om ægteskab til pigens
familie.
Pigen bliver ofte ikke informeret om de ægteskabsplaner,
der er under opsejling for hende. Det
kan derfor komme som et chok, når det går op for
hende, hvad der er ved at ske. Nogle unge piger
vil måske være interesserede i ægteskab for at
slippe væk fra forældrenes kontrol. De forventer
ofte, at de kan få en større frihed sammen med
deres mand, og at de kan have flere udadrettede
aktiviteter. De fleste piger ønsker dog ikke at blive
bundet i så tidlig en alder i form at et arrangeret
ægteskab, der kan indeholde elementer af tvang.
KoNSEKvENSER FoR DE INvoLvEREDE
I det kollektivistiske samfund er der ikke lagt vægt
på at tilgodese det enkelte individs ønsker og behov.
Identiteten hos 14-15-årige piger er derfor ofte
ikke så udviklet, så man kan træffe selvstændige
beslutninger. De unge modtager også påvirkninger
fra den danske kultur, fx i form af deres skolegang,
og derved stifter de bekendtskab med den personlige
frihed, som praktiseres i Danmark. Det giver
ofte pigerne mod til at sætte sig op imod deres
forældre og modsætte sig et arrangeret ægteskab.
Konsekvenserne af et arrangeret ægteskab eller et
tvangsægteskab er for kvindens vedkommende,
at hun pr. tradition er mandens og hans families
ejendom. Er familien venligtsindet, vil de give
hende større råderum og støtte hendes udvikling,
så længe det gavner familien og deres søn. Autoritære
familier forventer en underdanig svigerdatter,
der servicerer familien, og at hun følger de retningslinier,
de udstikker for hende. Svigerfamilien
vil isolere hende fra personer, som kan give hende
“gode idéer”, så hun ikke begynder at stille krav.
De vil også have indflydelse på hendes dispositioner
i forhold opdragelse og samvær med eventu-

elle børn. Samfundets forventninger om, at hun er
en aktiv deltager i forhold til aktiviteter i institution,
skole og på arbejdsmarkedet kan således også
være afhængige af storfamiliens velvillighed.
Hvis det i forbindelse med en skole-hjem samtale
aftales, at det er en god idé, at datteren fx går i
SFO eller lignende, kan det være svært for moren
at få resten af familien med på idéen. Dels fordi
skolen går ind på familiehierarkiets domæne, og
dels fordi det er svigerdatteren, der er budbringeren.
Under disse forhold er det også yderst vanskeligt
for hende at tænke i uddannelse og karriere
for sig selv.
Det er vigtigt for svigerdatteren at få et godt
forhold til svigerfamilien, da det vil styrke forholdet
til hendes mand. Hvis manden ikke er en
ordentlig “beskytter” for hende og ikke lever op
til hendes forventninger, må hun ofte bøje sig i
konfliktsituationer med familien.
Oftest vil kvinden heller ikke inddrage sin egen familie
i konflikter af frygt for, at de går ind i det og
blander sig, hvilket kan medføre endnu dårligere
betingelser for hende. Nogle familier forventer, at
deres svigerdatter skal være dem taknemmelig,
idet de har hentet hende herop til bedre vilkår,
hvilket kan virke som et yderligere pres på hende.
Kvinder, som bor sammen med deres svigerforældre,
er oftest de mest isolerede, og de tør ikke
vise deres frustration. Hvis kvinderne også har
ringe kendskab til det danske arbejdsmarked og
civilsamfund, har de oftest intet reelt valg. Alternativet
til ægteskabet er isolation. Uden et socialt
netværk og status er hun oftest dårligere stillet end
i ægteskabet – med mindre hendes liv er i fare.
For mandens vedkommende er konsekvensen af
et tvangsægteskab eller et arrangeret ægteskab ofte
den, at han ikke tager sit ægteskab alvorligt og overlader
ægtefællen til familien og lever et dobbeltliv.
Det vil sige, at han lever et liv, hvor han på overfladen
opfører sig, som familien forventer det, men har
så også et liv med en kæreste ved siden af. Dette
vil han oftest betragte som et “plaster på såret”, da
han ikke kan leve sit liv, som han ønsker det. Denne
form for dobbeltliv er velkendt og bliver stiltiende
accepteret af omgangskredsen, da mange benytter
sig af den.
Når parret så får børn, bliver farens tilknytning til
børnene dårlig, hvis forholdet mellem ægtefællerne
ikke er godt. Kommunikationen er ofte også
meget ringe imellem forældrene. Det kan være
vanskeligt for manden at skulle finde sin rolle som
en ansvarlig far og ægtefælle. Det kan medføre, at
han i takt med stigende forventninger fra familie
og kone ikke har lyst til at komme hjem.
I situationer hvor manden er meget fraværende fra
hjemmet, er familien og omgangskredsen tilbøjelig
til at give kvinden skylden. De vil ofte anbefale
hende udover at gøre sine huslige pligter, at være
velsoigneret, ikke stille spørgsmål om, hvor manden
har været og i det hele taget have en venlig
attitude og rette sig efter hans ønsker, så han får
lyst til at komme hjem. Men sjældent er det det,
der gør, at manden holder af hende.
For manden skaber denne situation et ambivalent
forhold til hans kone. På den ene side har han
ondt af hende, og på den anden side minder hun
ham om hans smerte. Han kan have svært ved at
fortælle hende, at han ikke føler noget for hende
af frygt for, at forældrene vil reagere på, at der er
noget galt med forholdet. Hans forældre vil lægge
pres på ham for at være en god far, ægtemand
og søn, der tænker på sin familie. Det samme vil
hans kone forlange. Hvis hans kone bliver ved
med at kræve hans opmærksomhed, kan han reagere
ved at slå hende i afmagt og frustration.
Der er eksempler på, at manden har fundet sig en
kæreste, som han har boet sammen med gennem
10 år, samtidig med at han har holdt fast i sin ægtefælle,
som han er blevet tvangsgiftet med. I et af
tilfældene har parret 3 fælles børn. På spørgsmålet
om, hvorfor han har bibeholdt sin ægteskabelige
status med konen, som han ikke bor sammen
med, svarer han, “Det er synd for hende”. Han
mener, at hun på denne måde bevarer sin status
som en gift kvinde, hun har en “beskytter”, og
de har fælles børn, som de kan samarbejde om
i forhold til samvær m.m. En anden årsag til, at
han ikke lader sig skille, er, at han ikke tør tage
konflikten med storfamilien, selvom alle kender til
situationen.
Mange kvinder holder disse forhold ud i mange
år, idet det ellers kan koste dem både ægteskab,
opholdstilladelse, status, børn, og måske kan
C E D A W k O n v e n T i O n e n

kvinden nå at blive genstand for endnu et arrangeret
eller tvangsægteskab og dermed få et endnu
dårligere udgangspunkt end første gang. I sådanne
tilfælde betaler børnene også en høj pris. De er
oftest splittede mellem far, mor og bedsteforældre.
De har svært ved at forstå, hvem de primært skal
knytte sig til, især hvis de bor sammen med bedsteforældrene.
Nogle bedsteforældre går meget
aktivt ind i børneopdragelsen, hvilket kan betyde,
at børnene bliver forvirrede over, hvem der er
deres primære opdragere – især hvis der ikke er
aftalt en opdragelsesstrategi i familien.
Hvis forholdet mellem mor og bedsteforældre ikke
er godt, kan barnet lide under det, fx ved at svigermor
modarbejder svigerdatteren i hendes opdragelsesprincipper.
Når moren ikke kan leve op til
de forventninger, der er til hende både fra familien
og fra samfundet, kan det gå ud over barnets
muligheder for integration. Familiens manglende
koordinering og samarbejde om opdragelsen kan
betyde, at barnets behov ikke afkodes, og det
dermed ikke får den nødvendige opbakning til sit
skolearbejde. Det kan betyde, at barnet får svært
ved at tilegne sig demokratiske værdier.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Barnet risikerer at blive splittet imellem to kulturer
og dermed konstant være i konflikt med sig selv
og sine omgivelser. Det kan på den ene side opleve
sig elsket og på den anden side føle sig svigtet.
Barnet vil have svært ved at finde sin identitet
i forhold til familien og det samfund, det lever i.
Det danske samfund er ofte ikke opmærksomt på
dette forhold i barnets liv, da denne ægteskabstradition
og de konsekvenser, der er forbundet med
det, er meget fremmed for de fleste danskere.
HvoRFoR opRETHoLDER MAN
æGTESKAbSTRADITIoNEN?
Der er i Danmark forskellige opfattelser af definitionerne
på et arrangeret ægteskab og et tvangsægteskab
– alt efter hvilke øjne, der ser på det.
Spørger man etniske minoriteter fra landsbyerne,
om arrangerede ægteskaber er i orden, vil de
fleste ikke forstå spørgsmålet. Det skyldes bl.a.,
at den personlige frihed ofte ikke eksisterer for
dem, og at man er vant til at overlade sin skæbne
til storfamilien. Årsagen er måske, at omgangskredsen
i et stort omfang bearbejder de unge og
forherliger tanken om ægteskabet i en tidlig alder,

således at man ”pr. automatik” føler sig tiltrukket
af ideen, når familien mener, at tiden er inde. Det
betyder, at ægteskabsinstitutionen af flertallet accepteres
som et familieanliggende.
Det er almindeligt i mange kulturkredse, at brudens
forældre, eller begge hold forældre, deltager
i forberedelserne og eventuelt afholder brylluppet
for det unge par.
Dette har intet med et arrangeret ægteskab at gøre,
da det kun er selve bryllupsfesten, familien har
arrangeret og stået for. Dette misforstås ofte af etniske
minoriteter og kan resultere i, at de ikke tager
debatten om arrangerede ægteskaber alvorligt.
Den almindelige opfattelse af et frit ægteskabsvalg
er her i Vesteuropa, at begge parter uden hjælp eller
indblanding fra familien selv finder hinanden.
Alt andet end et kærlighedsægteskab opfattes som
et udtryk for manglende frihed. Der ligger helt
fundamentalt modstridende værdier til grund for
disse forskellige traditioner.
Den generelle holdning blandt de etniske minoritetsunge
i Danmark er, at de selv vil vælge,
hvem de skal giftes med. De vil således ikke acceptere
et ægteskab, som alene er arrangeret af
forældrene uden deres indflydelse. Holdningen
til tvangsægteskaber blandt de unge er generelt,
at det er forkasteligt. Omvendt er pigerne bevidste
om, at de ikke uden videre selv kan foreslå
en kandidat til forældrene. Det kan drenge
bedre tillade sig.
Grundlæggende vil de unge have, at de i fællesskab
med den øvrige familie skal samarbejde i
udvælgelsesprocessen, hvis det kan lade sig gøre.
Valg af en kandidat kan være for stor en beslutning
at tage, hvis man ikke er vant til at bestemme
selv. Selvom der i familien kan være enighed om
kandidaten, er det ikke tilladt for de unge at lære
hinanden at kende over en periode – udover nogle
samtaler med en slags “anstandsdame”.
De unge er oftest for umodne til at indgå i et ægteskab
i forhold til det ansvar, der ligger i det. Især
ved de unge ikke, hvor stort et ansvar det er at få
et barn i en tidlig alder, eller hvad det vil sige at
C E D A W k O n v e n T i O n e n

være en ligeværdig partner med ægtefællen. Der
kan gå flere år, før de unge selv indser, at det har
været forkert at blive gift i en tidlig alder. Selvom
de unge er bevidste om, at de selv skal bestemme,
hvem de skal giftes med, bliver de overraskede
over, hvor meget de må bøje sig for storfamilien
og de værdier, som er gældende i det traditionelle
ægteskabsmønster.
Grunde til at piger og unge kvinder kan finde det
svært eller formålsløst at argumentere imod et
ægteskab:
• Hun tør ikke sige sin familie imod
• Hun vil blive ansvarliggjort for ufred i familien
• Hun kan blive beskyldt for ikke at være jomfru.
Den mindste mistanke herom vil svække hendes
muligheder for at tiltrække en god kandidat
• Hun har aldrig talt med sin familie om følelser
for et andet menneske
• Familien har udpeget en fætter eller et andet familiemedlem,
hvilket kan betyde, at familierne
kan blive uvenner, hvis hun siger fra
• Familien anerkender ikke pigens dømmekraft
• Pigen oplever pres fra flere sider
• Hun kan blive manipuleret
• Hun kan blive truet
• Hun kan blive udsat for vold
• Aftalen er indgået for mange år siden
• Hun er familiens ejendom
• Hvis hun lader sig skille, er alternativet isolation
og mistet status
• Uden netværk har hun ingen fremtidsudsigter
og muligheder for fodfæste på arbejdsmarkedet
• Hun er ikke vant til at argumentere med sin
familie
• Hun er for ung til at overskue konsekvenserne
af forældrenes valg
• Hvis hun gør, hvad der forventes af hende, gør
det samarbejdet med familierne nemmere, men
hun tilsidesætter sine egne behov.
Årsager til, hvorfor tvangsægteskaber og arrangerede
ægteskaber forekommer i Danmark:
• Der er en lang tradition for tvangs- og arrangerede
ægteskaber – og ikke for kærlighedsægteskaber
• Kvinderne kommer fra patriarkalske og kollektive
samfund
• Familierne har et stærkt ønske om at bevare deres
oprindelseskultur
C E D A W k O n v e n T i O n e n
• Der lægges ikke så stor vægt på det personlige
ansvar som på det kollektive ansvar
• Der er flere kandidater at vælge imellem i oprindelseslandet,
så derfor er det oplagt for forældrene
at finde en kandidat der
• På grund af økonomiske fordele og en forestilling
om, at tætte familier samarbejder bedre.
Fætter/kusine-ægteskaber anses ofte for at være
ønskelige Denne situation stiller især kvinden
meget dårligere, hvis hun vil bryde ud af et familieægteskab,
idet hun ofte vil blive gjort ansvarlig
for hele storfamiliens sammenhold
• Mange familier anser unge, som er opvokset i et
vestligt land, for spolerede unge. Forældrenes
holdning er, at pigerne bliver alt for selvstændige
og drengene alt for uansvarlige af at vokse
op i Danmark, og derfor skal man hente en fra
oprindelseslandet
• Familierne har større magt overfor den, som er
blevet hentet herop. Kvinderne er uvidende om
det nye land. De kan ikke sproget, de kender
ikke samfundet, og de har begrænsede muligheder
for at få hjælp til at komme ud af forholdet.
Derfor er de helt afhængige af svigerfamilien
• Der er færre, der bliver skilt, p.g.a. begreberne
om ære og skam
• Det frie danske samfund er stik imod de normer
og værdier, der gælder i det kollektive samfund.
Et demokratisk samfund giver den enkelte frihed
til at bestemme over eget liv – det er modsat i
det kollektivistiske.
HvoRDAN KAN DER FoREbyGGES?
For at sikre lige rettigheder for alle borgere i et
demokratisk samfund, er det påkrævet at bekæmpe
disse ægteskabstraditioner. Ulige vilkår giver
uligevægt i samfundet. Et demokrati sikrer den enkelte
selvbestemmelse over eget liv. Mange etniske
minoriteter nyder godt af at leve i et demokratisk
land, fx at leve et liv som den enkelte selv ønsker
det i forhold til kultur, religion og påklædning.
Men mange mennesker fra kollektive samfund
glemmer ofte, at demokratiet samtidig forbyder, at
nogen bestemmer over andres liv, sådan som det
er tilfældet i det kollektivistiske samfund. Et demokrati
har svære vilkår uden gensidighed.
Når der i det danske samfund debatteres om
arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber,
kræver det indsigt i det kollektivistiske samfund

for at kunne argumentere ordentligt imod disse
ægteskabsformer. Der bør sættes ind med oplysning
om demokrati og personlige rettigheder i en
tidlig alder, så de unge lærer at forholde sig til
situationen, hvis den skulle opstå for dem.
Undervisere kan med fordel lade de unge arbejde
med emnet og skrive opgaver, der giver
dem mulighed for at reflektere over spørgsmålet.
Endvidere bør fagpersoner, som har berøring med
de unge, være opmærksomme på en ændret adfærd
hos eleverne i de større klasser. Det vil være
en hjælp for den unge, hvis læreren spørger ind
til, om der er en bestemt årsag til ændringen, så
læreren kan få afdækket, om den unge er udsat for
pres omkring indgåelse af ægteskab. Læreren skal,
i samarbejde med fx en sagsbehandler fra kommunen
eller andre relevante personer, som beskæftiger
sig med emnet, klarlægge, hvilken form for
støtte den unge har brug for, og om situationen er
egnet til at inddrage forældrene.
Der kan fx være tale om mediation, hvor den
unge og forældrene indkaldes til at løse konflikten
i fællesskab sammen med en professionel. Dog
skal man være opmærksom på, at man ved mæglingssamtaler
med alle parter ikke nødvendigvis
opnår en løsning på konflikten, selvom familien
lader til at have opnået en enighed. I denne sammenhæng
vil den unge sjældent give udtryk for
sine oprigtige ønsker, men i stedet være tilbøjelig
til at sige, hvad der bliver forventet. Det kan
skyldes det skæve magtforhold i familiehierarkiet,
hvor man har respekt for de ældre og ikke sætter
sig op imod sin families ønsker.
Hvis situationen er akut, kan der være tale om at
anbringe den unge uden for hjemmet. Men det
kan være meget vanskeligt for den unge at håndtere
den nye situation uden for hjemmet, isoleret
fra sin familie. Vedkommende skal så både forholde
sig til de nye omgivelser og konflikten med
familien, der ikke er afsluttet. Ofte er det svært at
administrere den nye frihed, hvor den unge kan
have svært ved at forstå, at der indenfor de nye
rammer også eksisterer regler, som man må indordne
sig under. Den unge har ofte brug for hjælp
og støtte fra en professionel i denne situation. En
total isolation fra familien er derfor ikke altid det
bedste for den unge, selvom om der er overhængende
trusler om et uønsket ægteskab. Man skal
derfor bestræbe sig på at få det optimale ud af
situationen for alle parters skyld. Men heller ikke
lade sig lokke tilbage til familien af løfter, som
familien måske ikke har til hensigt at indfri.
Familien har et forklaringsproblem overfor resten
af storfamilien: hvorfor er deres datter havnet i den
situation? Det er vigtigt at have den dimension
med for eventuelle fagpersoner, der skal arbejde
med familien. Forældrene skal føle, at deres
problemer bliver taget alvorligt. Det er uvant for
forældrene at skulle samarbejde med fagpersoner,
som de ikke føler varetager deres interesser, men
som de tværtimod føler splitter familien. Derfor
vil det på langt sigt være en investering i hele
familiens fremtid, at der bliver givet god plads til,
at familien kan ytre sin bekymring. Det kan også
anbefales, at man i de store klasser i folkeskolen
og i gymnasier holder store dialogmøder med
forældregenerationen, men det kræver, at sådanne
møder målrettes denne gruppe, således at ingen
føler sig trådt over tæerne. Det er vigtigt at tale
åbent om de konsekvenser, man kan se på kort og
langt sigt, for de unge, for deres familier, for de
børn, der kommer ud af det, og ikke mindst for
samfundet.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Alle er født lige,
med samme rettigheder og
værdighed
C E D A W k O n v e n T i O n e n
§
Menneskerettighedserklæringens 1

æresdrab
Af Manu Sareen
æresdrab – dette umiddelbart misvisende ord
kom på alles læber efter den svenske kvinde Fadime Sahindal
blev skudt af sin far i Sverige foråret 00 .
Hun havde efter sigende bragt skam over familien og vanæret sin far. Hendes
”forbrydelse” var, at hun var kæreste med en svensk mand. Ordet er umiddelbart
misvisende, da der overhovedet ikke er noget som helst ærefuldt ved
at slå sit eget barn ihjel! Det er en planlagt henrettelse af et andet menneske.
Ordet ”æresdrab” har af samme grund været forsøgt ændret til ”kvindehenrettelse”
og ”kvindelikvidering”. Ikke desto mindre så dækker ordet ”æresdrab”
alligevel ganske godt over fænomenet, når man dykker ned i baggrunden for
disse uforståelige handlinger. Æresdrab er i yderste konsekvens en genrejsning
af kollektivets ære, hvor hele slægten i mange tilfælde inddrages. Igennem
drabet genvindes familiens ære og status ved at rense familiens navn gennem
likvideringen – æresdrabet.
Artikel CEDAW-konventionen
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Fadime Sahindal er ikke den eneste, der er blevet
dræbt, fordi hun trådte ved siden af nogle kulturelle
æresbegreber. I Danmark har flere kvinder
ligesom Fadime måtte lade livet, fordi de har bragt
skam over familien. Senest Ghazala Khan, hvis
navn også kom på alles læber i Danmark. Der er
ingen, der ved, hvor mange kvinder der udsættes
for æresdrab, men kriminalinspektør Kurt Jensen,
ansat ved drabsafdelingen i København, udtalte
til forskellige medier i 2002, at der er tale om 1-2
sager om året. Ved samme lejlighed var der flere
medier, der skrev, at der i tidsrummet 1994-2000
havde været 15 æresdrab i Danmark.
Æresdrab bunder i gamle værdier, normer og
traditioner, der handler om at rense familiens ære
med blod fra den, der har vanæret familien. Det
er enten faderens eller hans sønners pligt at rense
familienavnet, efter det er blevet vanæret. Hvis de
ikke gør det, kan familien blive udstillet som en
svag familie og vil risikere at blive hånet af andre
familier i det etniske miljø. Hvis familien bor i
et landsbysamfund, kan man være ganske sikker
på, at alle i byen ved, hvad der er sket. Og som
oftest er det de kvindelige familiemedlemmers
seksuelle ære eller opførsel, der er stridspunktet,
f.eks. hvis en kvinde mister sin mødom inden hun
bliver gift. Æresoprejsning i sådan en situation vil
være enten at udstøde kvinden fra familien eller at
slå hende ihjel. På denne måde vil familien vise
omverdenen, at det er en handlekraftig familie,
der ikke finder sig i den slags ”fejltrin”. Faderen
eller sønnen vil have gjort deres pligt, vil omgivelserne
sige. I små landsbysamfund var det før i
tiden almindeligt, at den mand, der havde taget
en kvindens mødom udenfor ægteskab, kunne
risikere den samme skæbne.
Det er almindelig kendt, at æresdrab har foregået
på Sicilien, andre steder i Italien og hos nogle
befolkningsgrupper i USA. På Island var æresdrab
i form af blodfejder dagligdag for mange
islændinge i utallige generationer. Man har også
har hørt om æresdrab i Mellemøsten, Indien og
Afrika. Æresdrab bliver af mange opfattet som en
muslimsk tradition, men det har intet med Islam
at gøre, ligesom æresdrab heller ikke har noget at
gøre med katolicisme eller hinduisme. Ifølge islam
begår de mænd, der dræber på grund af ære, en
forbrydelse. Islam, katolicismen og hinduismen
foreskriver ganske vist ærbarhed hos både mænd
C E D A W 0 k O n v e n T i O n e n
og kvinder, men der står intet om at tillade drab.
Det, der kan karakteriseres som fællesnævner for
æresdrabene verden over, er snarere, at det er et
levn fra et gammelt patriarkalsk livssyn, hvor manden
havde ret til at kontrollere kvinden i alle livets
henseender. Man kunne kalde det et levn fra et
“patriarkalsk fundamentalistisk” samfund. Denne
gamle tradition er desværre overleveret fra enkelte
familier og fra generation til generation i visse
dele af verden den dag i dag. Der er stadig landsbysamfund,
der praktiserer denne fremfærd over
for kvinder, og da indvandringen fra disse steder
har bragt mennesker til Danmark, ser vi desværre
også disse æresrelaterede forbrydelser her i landet.
Verden er blevet mindre, og afstanden fra en
fjerntliggende landsby i Asien til Kastrup lufthavn
er ikke længere end prisen på en flybillet.
Årsagen til, at der er mange mennesker i det danske
samfund, der tror, at æresdrab er en muslimsk
tradition eller er påbudt i Koranen, er bl.a., at der
er muslimer, der selv opfatter det som en muslimsk
handling og noget, der står i Koranen. Igen
er det oftest uuddannede mennesker fra forskellige
landsbysamfund, der har denne opfattelse og
som praktiserer denne form for afstraffelse. Det er
mennesker, der praktiserer deres egen “landsbyudgave”
af Islam, der ikke har nogen relation til de
lærde muslimers lære i storbyerne.
Æresdrab bliver ikke kun begået, når en kvinde
handler imod sin fars vilje. Der er også andre
varianter og årsager. Der er eksempler på, at
æresdrab er begået på grund af kvinders utroskab,
skilsmisse, vestlig levevis, eller at hun er blevet gift
med en mand fra en anden trosretning, men det er
hovedsageligt kvinder, der udsættes for æresdrab.
Desværre er der også tragiske eksempler på, at
kvinder har været udsat for æresdrab, efter at de er
blevet voldtaget. Logikken syntes i mange tilfælde
at være, at kvinderne sikkert selv har lagt op til sex
og derfor skal straffes.
Æresdrab er desværre et stadigt stigende problem
rundt omkring i verden. Ifølge Amnesty Internationals
rapport fra 1999 ”Pakistan: Honour Killings
of Girls and Women” har der været en stigning i
antallet af æresdrab i landet indenfor de senere år.
I FN’s fem års opfølgning på Verdenskvindekonferencen
fra 1995 gør andre rapporter fra mellemøstlige
og asiatiske lande ligeledes opmærksom på

denne stigende tendens. Det mest paradoksale er,
at der er meget, der peger på, at stigningen i æresdrab
skyldes en øget bevidsthed iblandt kvinder
omkring deres egne rettigheder.
Man kan kun undre sig over, at nogle mennesker
kan begå disse ugerninger på grund af æren. Men
bag om æresoprejsningen ligger endnu et ”skjult”
fænomen, nemlig skammen, der er drivkraften bag
det hele.
Skammen og æren er hinandens tro ledsagere,
og det er moralens og skyldens fætre og kusiner.
Skammen er samtidig den diametrale modsætning
til æren. Ære er forbundet med noget positivt
– man bliver hyldet og bringer ære over sin
familie, sin slægt og i visse tilfælde sit land. Men
hvis nogen træder ved siden af de skrevne og
uskrevne regler og normer, bringer vedkommende
skam over sig selv, sin familie og slægt. Skammen
ligger over én som en tung dyne, den er skadelig
og kan have forfærdelige konsekvenser. Den har
mange former, fra barndommens dybtliggende
skam til den løselige skam. Når jeg beskriver skam
i denne sammenhæng, skelner jeg derfor mellem
den umiddelbare skam, hvor man bliver taget i en
løgn, tyveri eller andre lignende episoder, der afstedkommer
en skamfølelse og et lettere kropsligt
ubehag. Det er i de fleste tilfælde en umiddelbar
og forbigående følelse. Den skam, der refereres
til i denne forbindelse og som i sin yderste konsekvens
kan afstedkomme et æresdrab, er anderledes.
Den er dybtliggende og mere ødelæggende
end den umiddelbare skam. Den rammer både
ofret og gerningsmanden, når vi taler om æresrelaterede
ugerninger, men med forskelligt efterspil for
de to parter. Den kan skabe foragt og isolation i
det kollektive fællesskab. Det er en socialt betinget
skam, der har en helt anden funktion end den
umiddelbare og hurtigt forbigående skam.
” Hvis jeg ikke handler, så har jeg tabt min ære,
og hvordan skal jeg så se min familie i øjnene,
når jeg kommer tilbage til landsbyen”, sagde en
minoritetsfar til mig, efter at han havde truet sin
datter med at dræbe hende. Han havde opdaget,
at hun havde en dansk kæreste. Skammen havde
overtaget hans liv, og den eneste måde han kunne
befri sig fra skammens snærende bånd, var ved
at genoprette sin ære overfor kollektivet ved at
dræbe sin datter.
Om skammen er et gammelt bibelsk levn, fra da
Adam og Eva tog sagen i egen hånd og ikke kunne
lade frugterne på træet være og efterfølgende måtte
betale med udstødelse, skyld og skam, - eller om
det er en følelse, som er medfødt, eller noget helt
tredje, vides naturligvis ikke med sikkerhed. Men
det er sandsynligt, at skammen er en måde at forholde
sig på og handle i forhold til sine omgivelser
og omvendt. Skammen er det bindemiddel, der
holder mennesker sammen og forhindrer kaos og
moralsk forfald. Men skammen er også en social
kontrol af individet. Skammen er afsløringen af
mennesket selv, hvis man ikke er det, man udgiver
sig for at være, og hvis man ikke har styr på sine
døtre. Men hvad med døtrene? Er de så ikke bærere
af skammen, når de i kollektivets øjne handler
forkert? Svaret er ” Jo”.
Skammen kommer både udefra, bl.a. fra kollektivet,
og bor i det enkelte menneske. Den bliver
plantet som et lille frø, parat til at blive aktiveret
og næret via opdragelse, kultur og normer i de
enkelte familier og samfund. Efter den ”skamudløsende
hændelse” kan det være tanken om
hændelsen, der så at sige nedsænker kvinden i
mismod og dårlig samvittighed. Det subjektive
resultat af skammen bliver bl.a., at man får en
følelse af, at man ikke er værd at elske, og hvilket
menneske kan overleve det?
Årsagen til skammen kan være skyld i, at den
nærmeste familie forlader én. Og hvad stiller man
op med forladtheden? Hvad stiller man op med
angsten og frygten? Det kan i sin yderste konsekvens
koste én livet.
Når vi indeholder alle andre følelser: kærlighed,
skyld, vrede, forelskelse osv., er vi i stand til at
handle på baggrund af disse følelser. Vi kan endog
kanalisere disse følelser ud til den eller dem,
vi er vrede på eller elsker og savner. Problemet
med skammen er, at den ikke vil eller kan rettes
udad. Der er ingen steder at rette den hen, og
hvis kvinderne kunne gøre det, ville de opleve
det paradoks, det er at afsløre sin egen hemmelighed
og skammelighed til gengæld for håbet om
forløsning. De er låst fast af skammen. Til gengæld
handler patriarken til tider i skammens nådesløse
univers og begår æresdrab, som om det var den
eneste løsning. Den samme følelse, men med to
vidt forskellige løsninger.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
1

Jeg har set skammen ramme nådesløst utallige
gange, og resultatet er altid det samme. Skammen
ødelægger frie, uafhængige og glade mennesker.
Den efterlader de hårdest ramte med en indslumrende
og ensom sjæl og en kronisk dårlig sam-
vittighed, som de konstant vil prøve at vikle sig ud
af, men forgæves. Adam og Eva kunne give et offer
og få forladelse og frelse for det skamudløsende.
I dag er boden for mange kvinder den psykiske
skamfering, ensomhed, fortrængning, under-
danighed – og i nogle tilfælde et æresdrab. Men
paradokset og tragedien er igen, at uanset om
omgivelserne har glemt den skamudløsende
hændelse, så vil den subjektive oplevelse af skammens
eksistens stadig være til stede hos mange
kvinder. En oplevelse, som er så virkelig, at nogle
kvinder fortæller, at de føler sig som omvandrende
døde.
Pointen er, at skammen får det ”patriarkalsk fundamentalistiske
samfund” til at reagere – ligesom
skammen får nogle kvinder til at undertrykke deres
egne behov og følelser hele livet. Konsekvensen
af denne kamp er i mange tilfælde, at det er
kvinderne, der taber, og i de mest tragiske tilfælde
må de lade livet.
For nogle er skammen og angsten for dens konsekvenser
så store, at kvinderne vælger at holde den
”skamudløsende hændelse ” for sig selv, hvis de
har mulighed for det. For skammen rammer dobbelt.
Ikke nok med, at det er en ubehagelig følelse
for én selv, men skammen medfører også, at andre
mennesker holder sig væk.
Bevidstgørelsen om skammen og dens konsekvenser
fra barndommen og hele livet igennem er effektfuld
og kan ikke kun aktiveres ved tanken om
at træde ved siden af. Den kan også aktiveres som
en påmindelse fra pigernes forældre eller andre
autoriteter om, at hvis du ikke gifter dig med den
eller den, så bringer du skam over familien.
”Jeg slår dig ihjel, hvis du ikke gør, som jeg siger”,
sagde en bror til sin søster igennem hele hendes
liv. Jeg havde hende til samtale utallige gange
igennem et år. Jeg vurderede, at broren ikke
kunne finde på at slå hende ihjel, men ikke desto
mindre var truslen om et æresdrab så reel og nærværende
for hende, at hun langsomt døde inde i
hjertet, som hun selv beskrev det.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Skammen har mange ansigter, men er i den grad
drivkraften bag æresdrabene, som er den mest
uforståelige forbrydelse af alle. Uforståelig og
ubegribelig i den forstand, at det strider imod alle
rationelle følelser at slå sit eget afkom ihjel. Kærlighed
til vores børn er absolutte og dybtliggende
følelser, og alligevel er der nogle mennesker, der
finder på at slå deres børn ihjel for at leve op til
kollektivets normer og æresbegreber. Jeg har aldrig
kunne forstå disse handlinger, men det er vel også
essensen af æresdrabet, at det er ubegribeligt og
ondskabsfuldt.
Jeg er ofte blevet spurgt: “Hvorfor dræber familierne
deres døtre?”, og “Hvad kan man gøre for
at forhindre det?”. Det er svært at give et entydigt
svar på, men der er ingen tvivl om, at hvis man
skal æresdrab til livs, kræver det tålmodighed og
en koordineret indsat, ikke blot i Danmark, men i
hele Norden. Denne problemstilling er ikke kun et
stridsemne i Danmark, men kendes også i Sverige
og Norge.
I det hele taget er der brug for mere viden på
det ”etniske minoritetsområde” og ikke kun om
æresdrab, men også når der er tale om generationskonflikter
mellem de unge og deres forældre.
Efterfølgende er det ligeledes vigtigt at få bredt
denne viden ud til alle, der er i kontakt med
etniske minoriteter, f.eks. læger, socialarbejdere,
sundhedsplejerske, lærere, pædagoger og politiet
m.fl. Det er vigtigt, at man udvikler en national
beredskabsplan, som skal udbredes til alle ovenstående
aktører, så de ved, hvad de skal være
opmærksomme på. Ligeledes er det vigtigt, at man
ved, hvor man skal henvende sig som offentlig
myndighedsperson for at få hjælp.
En af de største barrierer i tilgangen til dette arbejde
er desværre, at vi som myndighedspersoner
ikke kommunikerer tilstrækkeligt med hinanden,
og derved får vi ikke bredt vores viden ud. Der
sidder ofte personer, der har en viden og kompetence
på dette område i den ene ende af landet,
men denne viden bliver ikke formidlet ud, selvom
den også kunne være brugbar mange andre steder
i landet.
Man bør endvidere opkvalificere undervisningen
på de forskellige uddannelsessteder omkring
arbejdet med etniske minoriteter og i særdeles

omkring tvangsægteskaber og æresdrab. Det er
vigtigt, at kommende pædagoger, lærere, socialrådgivere,
sygeplejersker m.fl. får en faglig og
kompetent undervisning på dette felt. En undervisning
der kan udvikle kulturelle og sociale kompetencer,
så man er klædt bedst muligt på i mødet
med etniske minoritetsfamilier.
Efter min mening skal tilgangen til disse problemer
løses ved en socialfaglig og forbyggende indsats.
Og så har jeg i øvrigt tillid til, at det danske retssystem
vil tage deres opgave alvorligt, når de ser
denne slags sager. En tillid, som er blevet styrket
efter retssagen, der omhandlede æresdrabet på
Gazala Khan.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

C E D A W k O n v e n T i O n e n
Artikel 10 CEDAW-konventionen
– kontrol
Artikel 11 CEDAW-konventionen
Artikel 1 CEDAW-konventionen

Det globale kvindeliv
over egen krop, sundhed og seksualitet
janice Goodson Førde
Kvinders og pigers kontrol over egen krop, seksualitet og
sundhed er hjørnestenen i kvinders og pigers menneske-
rettigheder, ligestilling og ligeværd.
RETTEN TIL KoNTRoL ovER EGEN KRop, SuNDHED oG SEKSuALITET
(SRSR)
Retten til at bestemme over egen krop, seksualitet og sundhed hedder ’seksuelle
og reproduktive rettigheder’ og hører uløseligt sammen med den ’seksuelle
og reproduktive sundhed’. Det er både en grundlæggende rettighed og en forudsætning
for at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder, drenge og piger.
Seksuelle og reproduktive rettigheder og sundhed (SRSR) er ikke et privat anliggende,
der kan løses inden for familiens rammer. Det er heller ikke forhold,
som kun vedrører den enkelte kvindes eller piges hverdag. SRSR er universelle
rettigheder og skal ses som en del af en større sammenhæng - som de globale
rettigheder, der udgør rammerne for et globalt kvindeliv. Disse rettigheder binder
danske kvinder sammen med kvinder i andre verdensdele, selv om der er
store nationale og regionale forskelle i kulturelle, religiøse og sociale traditioner
og normer fra land til land. Retten til kontrol over egen krop, seksualitet og
sundhed er vigtig for kvinder og piger overalt i verden, fordi den er nødvendig
for at opnå ligestilling og en bæredygtig udvikling samt ved bekæmpelse af fattigdom.
Derfor er disse rettigheder også afgørende i kampen mod HIV/AIDS.
SRSR er sikret af CEDAW-konventionen sammen med andre FN menneskerettighedskonventioner,
som tildeler det enkelte menneske forskellige typer af rettigheder
i forhold til staten. Flere FN-konferencer og topmøder har resulteret
C E D A W k O n v e n T i O n e n

i handlingsplaner, der har etableret både retningslinier
for sikring af rettighederne og videreudviklet
fælles definitioner og forståelser af dem. Med rettighederne
følger ansvar og forpligtelser, både for staten
og det enkelte menneske. Det er hovedsagelig
staternes og de offentlige myndigheders ansvar og
forpligtelser, som er nedfældet i CEDAW-konventionen.
Konventionen er derfor et vigtigt redskab
både i dansk politik og hverdag og globalt i udviklingspolitik,
strategier og bistandssamarbejde.
KoNvENTIoNEN – DEFINITIoNER oG
ToLKNINGER AF RETTIGHEDER
SRSR dækker et bredt spektrum af problemstillinger
og behandles flere steder i konventionen.
Denne artikel fokuserer på reproduktive rettigheder
i forhold til individet, familien og samfundet,
og retten til sundhed ses i sammenhæng med beskyttelse
mod og bekæmpelse af HIV/AIDS. Deres
direkte forbindelse til udvikling og bekæmpelse af
fattigdom vil også blive belyst.
En bred definition af SRSR er alt, hvad der har
med seksualitet, fertilitet og fødsler at gøre.
Desuden omfatter det familieformen og omsorg
for børn, samt al den omsorg og uddannelse for
kvinden selv og familieenheden, som muliggør
menneskers eksistens og virke i hjemmet og ude i
samfundet.
De præcise definitioner, som er nyttige for forståelsen
af SRSR, findes i dokumenter, erklæringer og
handlingsplaner fra FN-konferencer:
Seksuelle og reproduktive rettigheder: en
gruppe menneskerettigheder, som allerede er anerkendt
i national lovgivning, internationale menneskerettighedsdokumenter
og andre relevante
FN-dokumenter. Disse rettigheder baseres på den
grundlæggende rettighed for alle par og individer,
at man frit og under ansvar kan bestemme antal,
hyppighed og tidspunkt for sine børnefødsler og få
oplysninger og midler til at gøre det, samt ret til at
opnå den højeste standard af seksuel og reproduktiv
sundhed. Dette omfatter også retten til at træffe
beslutninger om reproduktion, fri for diskrimination,
tvang og vold. (International Conference
for Population and Development (ICPD), ICPD
Program of Action, para.7.3)
C E D A W k O n v e n T i O n e n
Seksuelle rettigheder: Denne rettighedsbaserede
tilgang til ligestilling blev bekræftet og videreførtved
den 4. Verdenskvindekonference i Beijing,
1995: ”Kvinders menneskerettigheder inkluderer
deres ret til at have kontrol over og frihed til under
ansvar at beslutte forhold vedrørende deres egen
seksualitet...”. Paragraffen betragtes som en definition
af seksuelle rettigheder. (Beijing Declaration
og Platform for Action, 1995, para. 96) I 2004
anerkendte FN’s Menneskerettighedskommission
konkret kvinders seksuelle rettigheder som
nødvendige for at komme volden til livs og skabe
kønsmæssig ligestilling.
Reproduktiv sundhed: en tilstand af fysisk,
mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af
sygdom og andre former for dårligt helbred, som
har med det reproduktive system, dets funktioner
og processer at gøre. Det indebærer, at mennesker
kan opnå et tilfredsstillende og sikkert seksuelt liv,
og at de har en reproduktiv kapacitet samt friheden
til at beslutte hvis, hvornår og hvor tit, de vil
benytte sig af denne ret. Implicit i denne sidste
betingelse er mænds og kvinders ret til oplysning
og rådgivning samt adgang til sikre, effektive og
godkendte familieplanlægningsmetoder, som de
har råd til og frit kan vælge imellem. Desuden skal
der være frit valg af andre lovlige metoder til regulering
af fertiliteten, samt ret til passende sundheds-
og omsorgstjeneste og -ydelser, som kan
sikre kvinder sunde og sikre graviditeter og fødsler
og skabe de bedste muligheder for at føde et sundt
barn. (ICPD Program of Action, para.7.2)
Retten til kontrol over egen krop, sundhed og seksualitet
omfatter mange aspekter, bl.a.
- ret til lægebehandling og sundhedspleje
- ret til planlægning af hvornår og hvor mange
børn, man ønsker
- ret til grundig oplysning og rådgivning om præventionsmuligheder
samt adgang til disse, også
for unge mennesker og personer uden for ægteskab
eller parforhold
- ret og adgang til sikker prævention og sikker, legal
abort, hvor abort ikke forstås som et præventionsmiddel,
men som en behandlingsmetode
- ret til selvbestemmelse over egen seksualitet og
familieformer, fri for diskrimination.
- ret til frihed og beskyttelse mod vold
- ret til beskyttelse og sundhed i arbejdsforhold.

Rettighederne behandles flere steder i CEDAW
konventionen, hvor de forskellige aspekter fremhæves.
Artikel
”De deltagende stater skal tage alle passende
forholdsregler:” ...
”b) for at sikre, at undervisning i familiekundskab
omfatter den rette forståelse af,
at moderskab er en samfundsfunktion, og
anerkendelse af mænds og kvinders fælles
ansvar for deres børns opdragelse og
udvikling, dog således at forstå, at hensynet
til børnenes tarv er det vigtigste i alle
tilfælde.”
Artikel 10
”... (om) afskaffelse af diskrimination imod
kvinder på uddannelsesområdet for at
sikre dem ligeret med mænd og især for,
på grundlag af ligestilling mellem mænd
og kvinder, at sikre:” ... h) ”adgang til særlig
vejledning om, hvordan familiens sundhed
og trivsel sikres, herunder oplysning
og rådgivning om familieplanlægning.”
Artikel 1 .1
”... til at afskaffe diskrimination imod
kvinder på sundhedsområdet for, på
grundlag af ligestilling mellem mænd og
kvinder, at sikre adgang til lægebehandling
og sundhedspleje, herunder familieplanlægning.”
Artikel 1 .
”... sikre kvinder passende og om nødvendigt
gratis bistand i.f.m. graviditet, nedkomst
og i tiden efter fødslen såvel som
tilstrækkelig ernæring under graviditet og
amning.”
se yderligere artiklerne 10, 11, 12 og 14
for en mere omfattende dækning.
I denne gruppe af rettigheder er retten og adgangen
til planlægning af børn, oplysning om
prævention, sikker abort og kontrol over egen
seksualitet nogle af de mest kontroversielle seksuelle
og reproduktive rettigheder p.g.a. forskelle i
landenes kulturelle, religiøse og sociale traditioner
og normer. SRSR opfattes således meget forskelligt
forskellige steder i verden. I både CEDAW og FNs
handlingsplaner beskrives rettighederne derfor
mere snævert, end vi oftest forstår dem her i Danmark.
Det er tilfældet på grund af uenigheder mellem
nationalstaterne, der skyldes de ovennævnte
grunde. F.eks. bruges ”familieplanlægning” som
et begreb, der omfatter både prævention, planlægning
af antal børn og dertil tilhørende information
og omsorg, men det forstås forskelligt afhængigt
af, hvor man kommer fra. Nogle steder kan det
betyde planlægning af børn kun for gifte forældre
- andre steder kan det forstås bredere, så det
også omfatter information og rådgivning for ugifte
voksne og unge mennesker. F.eks. anerkender den
katolske kirke, som styres af Vatikanet i Rom, ikke
brugen af præventionsmidler, heller ikke i ægteskabet,
hvor seksuel afholdenhed ses som den
eneste familieplanlægningsmetode. Selv om der
er uenigheder inden for den katolske kirke om anvendelse
af prævention eller ej, specielt i relation
til HIV/AIDS-faren, er den officielle doktrin om
præventionsmetoden ’afholdenhed’.
Skellene går hovedsageligt mellem på den ene
side de nordiske lande samt Holland, Storbritannien
og en række EU-lande, Canada og flere latinamerikanske
lande, som støtter en bredere forståelse
af SRSR. På den anden side er USA, under
den nuværende præsident Bush og Det Republikanske
Partis ledelse, konservative kristne lande,
Vatikanet, og konservative kristne og muslimske
udviklingslande. De sidstnævnte er tit allierede i
en snæver forståelse af seksuelle og reproduktive
rettigheder og sundhed.
Også inden for EU har det været et følsomt område
i internationale forhandlinger, hvor medlemslande
med en stærk katolsk kirke har en tendens til at
være mere konservative. Med EU’s udvidelse i
2004 sluttede flere lande, så som Polen, Slovakiet,
Letland og Malta, sig til bl.a. Irland og nogle
sydeuropæiske lande og udvidede dermed gruppen
af konservative katolske lande i EU. Dette
kan få betydning for forståelsen af SRSR i EU. Det
C E D A W k O n v e n T i O n e n

har i hvert fald styrket den konservative EU-lobby
på SRSR-området og kan svække EU’s fremtidige
stemme for kvinderettigheder både inden for og
uden for unionen.
I forpligtende internationale aftaler har stater ret til
at tage forbehold i forbindelse med vedtagelse af
aftalerne for at markere deres modstand mod visse
bestemmelser eller paragraffer i aftalerne. Denne
ret har en række stater benyttet sig af på dette
følsomme rettighedsområde.
Dette problematiske forhold mellem rettigheder
og kulturrelativisme blev der taget fat i allerede på
FN’s menneskerettighedskonference i Wien i 1993,
hvor Wien-Deklarationen og dens handlingsprogram
udtrykker bekymring over de ”forskellige former
for diskrimination og vold, som kvinder fortsat
udsættes for over hele verden”. Deklarationen
afviste samtidig kulturrelativisme-argumentationen
med den forklaring, at menneskerettigheder ”er
universelle, udelelige, gensidigt afhængige og forbundne”.
Selv om regionale og nationale forskelle
samt kulturel og religiøs baggrund skal huskes, ”er
det staters pligt... at fremme og beskytte alle menneskerettigheder
og den fundamentale frihed” .
Til trods for dette er det et faktum, at kultur, religion,
traditioner og sociale forskelle påvirker forståelsen
af og kvindernes adgang til rettighederne.
Et voksende konservativt backlash i nyere tid truer
nogle af de landvindinger i kvinderettigheder, som
er blevet hårdt tilkæmpet på FN-konferencer siden
1990’erne. Det påvirker staternes politiske vilje til
at implementere og efterleve CEDAW-konventionen
og andre FN-handlingsplaner, som skal sikre
kvinderettigheder.
GLobAL FoRSTåELSE AF SRSR oG KAMpEN MoD
FATTIGDoM
Kvinder udgør en stor del af verdens allerfattigste
mennesker. De vurderes til at være 70% af verdens
fattige globalt. SRSR er både et mål og et
middel i opnåelse af ligestilling, ligeværd og styrkelse
af kvinders og pigers stilling i samfundet. De
er også mål og middel i kampen mod fattigdom
og for en bæredygtig udvikling herhjemme og i
udlandet. Dette afspejles nu i 2015 Målene, som
spiller godt sammen med CEDAW-konventionen.
Begge er redskaber til fremme af kvinderettigheder
og udvikling.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
I september 2000 afholdt FN et Årtusindetopmøde,
hvor medlemsstaterne blev enige om at fremme
bæredygtig udvikling og halvere den globale
fattigdom ved år 2015. Otte udviklingsmål, som
kaldes ’2015 Målene’, blev formuleret. Tre af de
otte mål for bekæmpelse af fattigdom og fremme
af udvikling er: 3) at sikre kvinders ligestilling og
styrke deres stilling i samfundet, 5) at nedbringe
dødeligheden blandt gravide og fødende kvinder
med tre fjerdedele, og 6) at bekæmpe spredningen
af HIV/AIDS og andre smitsomme sygdomme.
Selv om hensynet til kvinder og piger var skrevet
ind i flere af målene, var det globale kvindepolitiske
netværk kritisk over for 2015 Målene. Kvinderettigheder
var hverken halvt eller helt integreret i
alle otte mål – en ’Beijing light’ udgave blev den
kaldt, med henvisning til Den 4. Verdenskvindekonferences
”Platform for Action” fra 1995. SRSR
var slet ikke nævnt i målene, bl.a. for at undgå
stridigheder. Men i forbindelse med FN’s 5-års
statusopgørelse over fremskridt mod halvering af
fattigdom i september 2005, lykkedes det at opnå
et gennembrud i en række formuleringer vedr.
ligestilling og reproduktiv sundhed, som gør det
lettere at inddrage ligestilling i gennemførelsen af
2015 Målene. Ved en stærk lobbyindsats fra det
globale kvindepolitiske netværk og støtte fra landene
med en bred forståelse af SRSR, blev 2015
Mål nr.3 udvidet fra sit begrænsede fokus på uddannelse
af kvinder og piger og antal kvinder valgt
ind i politiske forsamlinger. Nu inkluderer Mål 3
bl.a. en genbekræftelse af Den internationale Befolknings-
og Udviklingskonferences Kairo-handlingsplan
(ICDP Program of Action) og målet om
universel adgang til reproduktiv sundhed for alle
inden år 2015, samt en genbekræftelse af Den 4.
Verdenskvindekonferences Beijng-handlingsplan
(Platform for Action) og dens mål og delmål som
afgørende for at nå 2015 Målene.
CEDAW-konventionen og 2015 Målene bør og
skal bruges sammen til at fremme ligestilling og
kvinderettigheder ved at kæmpe mod uligheder,
sygdom, vold mod kvinder og børn, manglende
udvikling og fattigdom i Danmark og globalt. Skæve
rettigheder og manglende ligestilling blokerer
for udvikling, velfærd og velstand. De skal bruges
i Danmarks bistandssamarbejde med u-landene.

I mange u-lande har dårlig reproduktiv sundhed
store konsekvenser for kvinder og spædbørn.
I Tanzania dør ca. 9000 kvinder hvert år pga.
graviditeter og fødsler, og 250.000 invalideres.
Ifølge lovgivningen er fødsler gratis, da de er
en del af den primære sundhedsservice. Men i
virkeligheden koster stort set alle fødselskomplikationer
penge, og hospitalsforsyninger, såsom
gummihandsker, lagener, mad eller medicin,
skal ofte betales eller medbringes af patienten
selv. Ca. 530.000 kvinder dør af komplikationer
og sygdomme i forbindelse med graviditeter og
fødsler hvert år. 99% af dødsfaldene sker i udviklingslande.
For hver kvinde som dør, får 30 andre
akutte komplikationer, i alt 15 millioner hvert år.
Risikoen for at dø i barselsseng er ca. 1 ud af 20
i Afrika i forhold til 1 ud af 2800 kvinder i udviklede
regioner.
Aborter er et alvorligt og negligeret problem i
mange udviklingslande. Ca. 45 millioner kvinder
søger abort hvert år, heraf 19 millioner under
usikre og dårlige betingelser. 40% af disse usikre
aborter bliver udført for unge kvinder mellem 15
og 24 år. I gennemsnit skyldes 13% af mødredødeligheden
usikre aborter, selv om tallet kan
være så højt som 25-30% i nogle områder. Usikre
aborter hænger også sammen med dårligt helbred,
infektioner og ufrugtbarhed. I Afrika ender 1 ud
af 150 aborter med, at kvinden dør, medens der
i den udviklede del af verden dør 1 ud af hver
85.000 kvinder, der får abort.
En anden problemstilling i forbindelse med fødsler
er brugen af rugemødre, abortering af pigefostre
og fostergenetik, både i i- og u-lande, men
specielt i Asien. Rugemødre bruges i tilfælde af
problemer med frugtbarheden, men der kan være
problemer i forhold til både den fødende kvindes
og barnets rettigheder. Der hvor der er en tradition
for prioritering af drengebørn, det gælder f.eks. i
Indien, Kina og Nordafrika, går det ud over pigefostre,
-babyer og -børn. Børnebegrænsningspolitikker
i Kina og Indien kan tilskynde til fravalg af
piger. Dels ved at pigebørn underernæres, efterlades,
mishandles eller oplever omsorgssvigt på
anden måde, specielt i fattige familier. Dels ved
udvikling af fostergenetik, der også har muliggjort
udtagning af befrugtet hunkøn embryo og pigefostre,
så moderen er sikker på at føde en dreng.
Denne indgriben i naturens orden kan føre til en
skævvridning af den naturlige fordeling mellem
drenge og piger. En undersøgelse fra University of
London af Therese Hesketh viser, at der om tyve
år vil være 15% flere mænd end kvinder i Kina
og Indien. Denne forskel kan føre til markante
ændringer af samfundsstrukturen i disse lande. I
Kina har den store succes med et-barnspolitikken
medført, at mange forældre fravælger pigebørn.
Tendensen til en voksende overvægt af drengebørn
kan allerede ses i dag i Kina, hvor drengebørnenes
andel af fødte børn er større i dag, end
den var i 1980. Mandeoverskuddet kan også få
negative følger for mændene i forhold til dårligere
uddannelse, lavere sociale kår og lignende og
forskyde magtforholdet mellem mænd og kvinder
til kvinders fordel.
HIv/AIDS
Kultur, traditioner og kønsroller begrænser kvinders
muligheder for at træffe beslutninger om
sex og reproduktion. Vold mod kvinder og piger
påvirker deres kapacitet til at beskytte sig selv
mod HIV/AIDS, for ikke at tale om at opnå fulde
seksuelle og reproduktive rettigheder. SRSR, som
er et redskab til fremme af kvinderettigheder og
ligestilling, kan også bruges til at bekæmpe HIV/
C E D A W k O n v e n T i O n e n

AIDS. Implementering af CEDAW-konventionens
bestemmelser og hensigter styrker kampen mod
sygdommen. Af de næsten 40 millioner mennesker
i verden, som har HIV/AIDS, er mere end
halvdelen mænd, medens 57% af de HIV/AIDSramte
i Afrika syd for Sahara er kvinder. I 2003
blev det estimeret, at kun 8% af alle mennesker
med behov for ART-medicin mod HIV/AIDS
modtager den, medens kun 4% i det sydlige Afrika
modtager den; og kun 8% gravide kvinder blev
tilbudt forebyggende behandling mod sygdomsoverførsel
fra moren til barnet/fostret.
Blandt ungdom, 15-24-årige, smittes 6000 med
HIV hver dag, heraf er flertallet unge kvinder. I
slutning af 2001 havde ca. 11,8 million unge i
denne aldersgruppe HIV/AIDS, heraf var 7,3 million
unge kvinder; og kun en lille procentdel af
disse unge er klare over, at de er HIV-positive. 2/3
af nyligt smittede unge 15-19 årige i det sydlige
Afrika er unge kvinder; og mere end 13 million
børn under 15 år har mistet den ene eller begge
forældre til AIDS. Et stort flertal af disse forældreløse
AIDS-børn lever i Afrika.
Med så store konsekvenser for voksne, unge kvinder
og børn, er det klart, at smitten og sygdommen
påvirker udviklingen og kampen mod fattigdom.
Kvinders og pigers manglende SRSR og andre
kvinderettigheder påvirker HIV/AIDS-bekæmpelsen
og mulighederne for at skabe en bæredygtig
udvikling. Manglende respekt, lovgivning og opretholdelse
af kvinders og pigers rettigheder fører
til og fastholder deres manglende ligestilling. Det
sætter dem ikke i stand til at kræve deres rettigheder
og besværliggør håndhævelsen af beskyttelse
mod overgreb.
I den udstrækning at etniske kvinder har endnu
dårligere vilkår og færre rettigheder end andre
kvinder og mænd i samfundet p.g.a. etnisk, religiøst,
kulturelt eller socialt tilhørsforhold, stilles de
over for en hårdere kamp for SRSR og deres andel
i udviklingen og en hårdere kamp mod fattigdom
og HIV/AIDS. Her er CEDAW-konventionen sammen
med de andre kvinderettighedsdokumenter
grundlæggende og nødvendige redskaber for
oplysning, fortalervirksomhed og lobbyarbejde.
De er også retningslinier for både formulering og
implementering af internationale og nationale aftaler
og lovgivning, både i Danmark, indenfor EU
C E D A W 0 k O n v e n T i O n e n
og i samarbejde med det øvrige udland, herunder
udviklingslandene.
Kvinders og pigers kontrol over egen krop, seksualitet
og sundhed er centrale rettigheder for ligestilling,
ligeværd og udvikling samt i fattigdoms- og
sygdomsbekæmpelse. CEDAW-konventionen er et
grundlæggende redskab i denne kamp.

REFERENCER
• Dansk Kvindesamfund: CEDAW-pakken ”Kvinders
grundlov”, 1993.
• FN-Menneskerettighedskonference, Wien, 1993: Wien-
Deklarationen & Handlingsprogrammet.
• Janice G. Førde: “Effekten af internationale handelsregl-
er på kvinders forhold i udviklingslande”, tale på
PROJECT FIVE-O 25-års Jubilæumskonference
”Uddannelse og styrkelse af kvinder i udviklingslande”,
3. sept. 2005, København.
• Janice G. Førde: “KULU – Women and Development
input to priorities for a new DANIDA strategy on
Reproductive and Sexual Health and Rights (MDG3)”,
til ‘UM Temamøde om Ligestilling og Rettighedsbaseret
Programmering’, d. 26. aug. 2005, Udenrigsministeriet,
Kbh.
• Kvindernes U-landsudvalg: Nyt fra Kvindernes U-lands
udvalg, oktober 2005.
• Leslie Larsen (red.): “CEDAW Conference on the
United Nations Convention on the Elimination of All
Forms of Discrimination Against Women, 31 Oct.-5
Nov. 2001, Odense, Denmark”, Dansk Kvindesamfund,
2002.
• Lisbet Davidsen: ”Kondomer si – kondomer no”,
Politiken, 6. maj 2006.
• Majken Lundberg og Randi Theil Nielsen: ”FN’s Kvin-
dekonvention – til afskaffelse af alle former for dis-
krimination mod kvinder”, Kvinderådet, 2. udg., august
2003.
• Maria Rasmussen: ”Piger er en mangelvare”, Dato,
d. 30. august 2006.
• Merete Jensen: ”Vi er nødt til at skabe håb”, (om AIDS),
Kristeligt Dagblad, 5. august 2006.
• Udenrigsministeriet, Danida: ”Promotion of Sexual and
Reproductive Health and Rights, Strategy for Denmark’s
Support /Fremme af seksuelle og reproduktive sundhed
og rettigheder. Strategi for dansk bistand”, maj 2006.
• Udenrigsministeriet, Danida: Report ”Status,
Challenges and Recommendations for the Strengt-
hening of the ICPD Goals”, marts 2005.
• Udenrigsministeriet, Danida: ”Strategi for Danmarks
støtte til bekæmpelse af hiv/aids i udviklingslandene”,
maj 2005.
• Udenrigsministeriet: Udvikling, ”Månedsavis om dansk
udviklingsbistand”, juni/nr.05/2006.
• Ulrikke Moustgaard (red.): ”Rettigheder? – En antologi
om kvinders virkelighed”, Dansk Kvindesamfund, Kvin
dernes U-landsudvalg (KULU), Kvinderådet, 2006.
• Victor Szulc: ”Omskæring kan holde smitte væk” (om
forebyggelse af aids), Kristeligt Dagblad, 18. august
2006.
• www.genderlinks.org.za: Accelerating Gender Equality
in SADC: Fact sheet 8 HIV/AIDS.
• www.kulu.dk for information og dokumentation om
2015 Målene og SRSR.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
1

C E D A W k O n v e n T i O n e n

år med
CEDAW-konventionen:
udfordringer og muligheder
Hanne beate Schöpp-Schilling
ovERSAT FoR DANSK KvINDESAMFuND AF HANSINA DjuRHuuS
Tale afholdt ved IAW’s (International Alliance of Women)’s
konference d. 1 . september 00 i berlin. 1
I. INDLEDNING
Det er mig en stor ære og en stor glæde at tale til jer her i dag om FN’s ”Konvention
om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder”. Dette er
en helt særlig anledning, eftersom det er 100-årsdagen for grundlæggelsen af
IAW. Der er mange årsager til min glæde:
• For det første, i mit sekstenårige medlemskab af CEDAW-komitéen har medlemmerne
af IAW vist deres venskab overfor komitéen og har overvåget
både dens og konventionens fremskridt meget nøje. Igennem deres deltagelse
ved internationale konferencer rundt omkring i verden medvirkede de
faktisk til at sprede kendskabet til konventionen iblandt IAW’s medlemmer.
• For det andet føler jeg mig stærkt forbundet med IAW’s oprindelse. I slutningen
af 80’erne var jeg medlem af bestyrelsen for Berliner Frauenband 1945.
Organisationen var dengang medlem af Deutscher Frauenring, som var det
tyske medlem tilknyttet IAW. På det tidspunkt lykkedes det mig at indsamle
penge, således at jeg kunne ansætte en arkivar til at overføre størstedelen
af arkivet (fra 1894-1933) og biblioteket hos Forbundet af tyske kvindesammenslutninger
til mikrofilm, og få det katalogiseret og opbevaret hos statsarkivet
i Berlin. Forbundet af tyske kvindesammenslutninger blev grundlagt i
1894 og – som det tyske medlem tilknyttet International Council of Women
– indkaldte den til ICW kongressen i Berlin i 1904. Dette fandt sted to uger
før grundlæggelsen af the International Women’s Suffrage Alliance, der senere
fik benævnelsen the International Alliance of Women for Suffrage and
Equal Citizenship – IAW.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

• For det tredje mener jeg, at der går en direkte
linje fra de kvinder, som kæmpede for kvinders
valgret i starten af det 20.årh., til de kvinder som
deltog ved FN’s Verdenskonference om kvinder
i 1975, og til jer som er forsamlede her i dag for
at fejre jeres organisations 100-årsdag. I 1904
bestemte kvinder, at det var et strategisk mål at
kæmpe for kvinders valgret, og derigennem for
kvinders stemme i offentligheden for at kræve
og sikre deres politiske, økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder. I 1975 lykkedes det kvinder
at få opfyldt deres anmodning om en særlig
FN-konvention om kvinders menneskerettigheder,
sammen med et panel af uafhængige eksperter
til at overvåge arbejdet. Ved hjælp af denne
konvention gik diskrimination imod kvinder
fra at være en mindre og ubetydelig forseelse til
at blive anerkendt som en krænkelse af menneskerettighederne.
I dag fortsætter I arbejdet med
at beskytte og fremme kvinders menneskerettigheder
over hele verden.
Kvinderne fra1904 ville ikke kunne genkende
verden anno 2004, selv om den tids spørgsmål
stadig er aktuelle, som man kan se på en liste over
kvindespørgsmål, der blev udarbejdet for nylig.
Denne liste omfatter blandt andet:
”Kampen for at overleve; politikken vedrørende
fødevarer, brændstof og brænde; kvinders sundhed
og reproduktive frihed; uddannelse til kvinder og
piger; beskæftigelsesmuligheder; ligeløn, sikre
arbejdsvilkår og beskyttelse imod sexchikane;
voldtægt og vold i hjemmet; trafficking; kvinders
rettigheder som menneskerettigheder; militarisering;
fredsarbejde; kampen for miljøet; bæredygtig
udvikling; demokratisering; velfærdsrettigheder;
AIDS; lige arbejdsvilkår mht. status og løn inden
for den offentlige administration; …feministiske
tidsskrifter og forlag; og revision af undervisningsplanerne,
en feministisk pædagogik og akademisk
forskning og undervisning ud fra en feministisk
synsvinkel.” 2
Som denne liste viser, fortsætter diskriminationen
imod kvinder stadig på alle områder af deres liv,
og den fortsætter over hele verden, selv om der
utvivlsomt er sket nogle fremskridt med hensyn
til dens afskaffelse. Listen er blevet udvidet og
indbefatter nu emner, som man ikke talte højt
om i 1904. Eksempelvis vold i hjemmet og andre
C E D A W k O n v e n T i O n e n
former for vold imod kvinder, som også er diskriminerende,
eller faren for diskrimination ved den
nye reproduktive medicin. Kvinder har også lært
at acceptere, at kvindebevægelsen indeholder
en mangfoldighed af stemmer og har inddraget
kvinder i udviklingslande og deres prioriteter. I
den fortsatte kamp for kvinders rettigheder forbliver
FN-konventionen, og komitéen som overvåger
dens implementering, det mest magtfulde redskab.
II. CEDAW-KoNvENTIoNENS SæRLIGE
KENDETEGN
I december i år kan CEDAW, ”Konventionen om
afskaffelse af alle former for diskrimination imod
kvinder”, fejre sin 25-årsdag. I august 2004 havde
177 af FN’s 191 medlemsstater ratificeret konventionen
3 . I 2000 blev der indført en frivillig protokol
(Optional Protocol), i tillæg til konventionen. Den
giver kvinder, der har fået krænket deres menneskerettigheder,
en mulighed for at klage og få foretaget
en undersøgelse af klagen. Der er 63 stater,
der har ratificeret den frivillige protokol 4.
CEDAW-konventionen er det vigtigste internationale
instrument i kampen for kvinders menneskerettigheder.
Den er fast forankret inden for menneskerettighedernes
generelle struktur, der tager
udgangspunkt i det enkelte menneskes værdighed.
Menneskerettighederne er universelle, men selv
om man skal anerkende og værne om forskellige
kulturers traditioner og skikke, så kan disse ikke
retfærdiggøre, at et andet menneske udelukkes fra
at gøre brug af sine menneskerettigheder. Menneskerettigheder
er udelelige og indbyrdes afhængige,
dvs. at de kan ikke anbringes i et hierarki,
hvor f.eks. borgerrettigheder og politiske rettigheder
ville blive anset for at have større betydning
end økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
Kvinder og pigers menneskerettigheder udgør en
del af de universelle menneskerettigheder, og de
kan ikke mistes, adskilles eller deles.
For at nå målet om formel og faktisk ligestilling
for kvinder benytter CEDAW-konventionen tre
forskellige fremgangsmåder/procedurer, der tager
udgangspunkt i ikke-diskrimination, beskyttelse og
forbedring. Dette medfører, at det er nødvendigt
med følgende normer og bestemmelser:
• Diskrimination imod kvinder indbefatter både
den direkte og den indirekte diskrimination,

samt den bevidste og den ubevidste diskrimination,
som tager udgangspunkt i kønnet og den
sociale konstruktion af det (på eng. ”gender”) 5 .
• Ligestilling imellem mænd og kvinder i anerkendelsen,
udøvelsen eller anvendelsen af deres
menneskerettigheder, bliver defineret som
både juridisk og faktisk ligestilling.
• Uanset deres ægteskabelige status skal kvinder
beskyttes imod alle former for diskrimination.
Det gør sig gældende på alle områder af deres
liv, herunder også diskrimination i privatlivet.
• Statslige aktører, så vel som personer, organisationer
og foretagender, er forpligtede til at afholde
sig fra diskrimination og skal retsforfølges
og straffes af staten, hvis det modsatte er tilfældet.
• For at afskaffe diskrimination imod kvinder, har
regeringer tilladelse til, efter deres eget skøn, at
anvende et omfattende udvalg af juridiske virkemidler
og andre foranstaltninger, som er hensigtsmæssige.
Når de griber til handling, skal
det ikke desto mindre ske uden tøven.
• Regeringer er forpligtede til at tage passende forholdsregler
på alle områder for at sikre kvinders
udvikling og fremskridt. Formålet med dette er
at give dem garanti for, at de kan anvende deres
menneskerettigheder på lige fod med mænd.
Eksempelvis indebærer det, at donorlande er
ansvarlige for, at menneskerettigheder indgår
som en del af deres udviklingssamarbejde med
udviklingslande. Et andet eksempel er, at donorlandene
indarbejder en kønsbevidst tilgang
i deres asylpolitik.
• Beskyttelse af kvinder i deres biologiske moderskabsfunktion
anses ikke for at være diskrimination,
lige så lidt som vedtagelsen af midlertidige
særforanstaltninger anses for at være det, hvis
disse bliver benyttet til at fremskynde kønnenes
faktiske ligestilling med hensyn til at gøre brug
af deres menneskerettigheder 6 .
Konventionen beskriver detaljeret, de forpligtelser
regeringer har til at afskaffe diskrimination
imod kvinder på deres forskellige livsområder
for at opnå kønnenes juridiske og faktiske ligestilling.
Det gøres udtrykkeligt klart med hensyn
til prostitution og trafficking; i det offentlige og
det politiske liv; vedr. nationalitet; uddannelse;
beskæftigelse; sundhed; på andre økonomiske
og sociale områder i livet; i selve lovgivningen; i
ægteskabet og familien. Eftersom det er en kends-
gerning, at størstedelen af verdens kvinder bor i
landområder, er det vigtigt at bemærke, at deres
forhold bliver fremhævet i en særskilt artikel. Især
da disse kvinder ofte lever under forhold, der er
kendetegnet ved mangfoldig diskrimination, dvs.
diskrimination på grundlag af deres køn eller den
sociale konstruktion af det (på eng. ”gender”), eller
på andre grundlag 7 .
Konventionen er et ”levende” redskab, og dens
særlige terminologi, der henviser til ”alle former
for diskrimination” på ”det politiske, økonomiske,
sociale, kulturelle, borgerlige og alle andre områder”,
åbner mulighed for fortolkning og afklaring 8 .
Det har CEDAW-komitéen gjort i dens generelle
anbefalinger. Forskellige former for diskrimination,
som tydeligt er indeholdt i konventionens
artikler, er ved hjælp af sådanne fortolkninger
grundigt beskrevet, herunder også en udførlig
henvisning til de heraf følgende forpligtelser for
de deltagende stater. Desuden fremhæves også
former for diskrimination, som ikke er nævnt specifikt
i konventionen. Det gælder blandt andet det
alvorlige problem med vold i hjemmet og andre
former for vold imod kvinder, inklusive kønslemlæstelse
og diskrimination imod kvinder i forbindelse
med krig 9 .
Det er vigtigt at klarlægge forholdet imellem
CEDAW-konventionen og Beijing Platform for
Action, som blev vedtaget på den fjerde Kvindekonference
i 1995 af FN’s medlemsstater, der var
til stede ved konferencen. Beijing Platform for
Action er en handlingsplan, opdelt i tolv indsatsområder,
der dækker skiftende stadier og områder
af kvinders livscyklus 10 . Den beskriver detaljeret,
hvilke skridt FN’s medlemsstater skal tage, for
at afskaffe al diskrimination imod kvinder, men
den er ikke et juridisk bindende redskab. Det er
derfor vigtigt at bemærke, at de forholdsregler,
som bliver foreslået i de tolv indsatsområder, let
kan relateres til de forskellige artikler i konventionen.
For de lande, der har forpligtet sig til det,
tjener konventionen som det lovmæssige grundlag
for implementeringen af handlingsplanen, hvis
landene samtidig er deltagende stater i CEDAWkonventionen.
CEDAW-komitéen består af 23 kvindelige og
mandlige eksperter, der kommer fra forskellige
verdensdele og har stor ekspertise inden for kvin-
C E D A W k O n v e n T i O n e n

ders menneskerettigheder. For tiden mødes komitéen
to gange om året, tre uger ad gangen 11 . Siden
2000 har den benyttet sig af tre fremgangsmåder,
når den overvåger CEDAW-arbejdet: landenes
forpligtelse til at rapportere, som er fastlagt i selve
traktaten, og kommunikations- og undersøgelsesproceduren,
som er fastlagt i den frivillige protokol
12 .
Siden 1983 har komitéen behandlet de rapporter,
som de deltagende stater med regelmæssige mellemrum
skal aflægge. Efterhånden har komitéen i
en årrække formuleret kommentarer til rapporterne.
I disse bemærkninger ansporer de hvert enkelt
af de respektive deltagende stater til at koncentrere
sig om at afskaffe alle former for diskrimination
på de områder, hvor den stadig findes 13 . Siden
den frivillige protokol trådte i kraft, har komitéen
modtaget en række henvendelser, som den har
forholdt sig til 14 . Udover det har komitéen fuldført
én undersøgelsesprocedure.
III. MuLIGHEDER oG uDFoRDRINGER
MuLIGHEDER
Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at konventionen
i de sidste 25 år har ændret livet for millioner
af kvinder over hele verden og fortsætter
med at gøre det. Den kendsgerning, at regeringer
skal aflægge rapport til CEDAW-komitéen, har fået
dem til at sætte forskellige initiativer i gang for at
komme kvindediskriminationen i deres lande til
livs. Det kan f.eks. være foranstaltninger af juridisk
eller politisk art, eller at regeringen sætter særlige
programmer i værk. Det er nødvendigt med en
mængde forskellige tiltag, eftersom diskrimina-
tionen kan være personlig, institutionel eller strukturel.
I mange lande er kvinders lovmæssige status og
deres faktiske levevilkår forbedret, selv om krige,
indre politiske og økonomiske omvæltninger eller
globaliseringens negative påvirkninger har givet
tilbageslag. Der er skabt forskellige former for
nationale instrumenter, og særlige politikker for
kvinder har dermed fået et institutionelt grundlag
af de fleste landes regeringer. Anvendelsen af midlertidige
særforanstaltninger har forøget kvindeandelen
i det politiske liv, på uddannelsesinstitutionerne
og på arbejdspladsen. Køns-mainstreaming
C E D A W k O n v e n T i O n e n
bliver brugt som et redskab til at integrere kvinders
særlige problemer i den almindelige politik, herunder
også i udviklingsplaner.
Kvindelige NGO’er har benyttet sig af muligheden
for at overvåge og støtte implementeringen
af konventionen ved at fremlægge såkaldte alternative-
eller skyggerapporter, og ved at være til
stede når CEDAW-komitéen behandler deres lands
rapport. At NGO’erne har involveret sig så kraftigt i
arbejdet, har givet overvågningen af konventionen
en ny dimension og har bidraget til at give kvinder
magtbeføjelser i deres egen nationale kontekst.
Den frivillige protokol tildeler NGO’erne en klar
plads i den forstand, at den tillader sådanne grupper
at indsende klager på vegne af kvinder, der har
været udsat for brud på menneskerettighederne.
Desuden giver den frivillige protokol også komitéen
tilladelse til at sætte undersøgelser i gang,
når det gælder alvorlige eller systematiske brud på
kvinders menneskerettigheder. Undersøgelserne
sættes i gang på grundlag af pålidelige informationer
fra NGO’erne.
uDFoRDRINGER
Implementeringen af CEDAW-konventionen, og
komitéen der overvåger dens arbejde, står dog
også over for mange udfordringer. Når det gælder
afskaffelse af diskrimination imod kvinder, har
udfordringerne som regel en tendens til at stille sig
i vejen for den videre udvikling. Ofte har de endda
tendens til at hindre de fremskridt, der er opnået
igennem de sidste 25 år.
uDFoRDRINGER FoR SELvE KoNvENTIoNEN
• Hvor forbudet imod diskrimination på grund af
race eller etnicitet er anerkendt i international
sædvaneret, så har kvinders ret til ikke-diskrimination
stadig ikke opnået samme juridiske status
• Efter 25 år har konventionen stadig ikke opnået
at blive ratificeret universelt
• Mange af de deltagende stater har taget såkaldte
forbehold vedrørende vigtige artikler i konventionen
og anerkender dermed heller ikke deres
forpligtelse til at implementere dem. Ved at tage
disse forbehold undergraver de konventionens
styrke og universelle gyldighed
• Andre af de deltagende stater implementerer

ikke konventionen, men henviser til deres tro,
kultur og deres nationale identitet for at kunne
fortsætte med at diskriminere kvinder på deres
territorium
• Religiøs fundamentalisme i dens forskellige former
truer også konventionens universelle gyldighed
• Mange af konventionens deltagende stater
mangler stadig at ratificere den frivillige protokol.
For det første giver den frivillige protokol
komitéen tilladelse til at hjælpe den enkelte
kvinde eller grupper af kvinder, der har været
udsat for brud på deres menneskerettigheder.
For det andet giver protokollen komitéen tilladelse
til at udvikle en retslære vedrørende den
diskrimination, som kvinderne har været udsat
for
• Endnu flere af de deltagende stater mangler
stadig at ratificere tilføjelsen til art. 20, stk. 1 i
konventionen, der ophæver begrænsningen på
komitéens mødeperiode. Denne begrænsning
er et helt særligt træk ved FN’s nuværende syv
menneskerettighedstraktater, og udgør en diskrimination
imod selve konventionen og imod
de kvinder, den skal beskytte.
MED HENSyN TIL CEDAW-KoMITéEN vIL jEG
påpEGE FøLGENDE uDFoRDRINGER:
• En stor del af de deltagende stater aflægger
overhovedet ikke rapport eller gør det ret sent,
hvilket betyder, at komitéen ikke får tid til at
undersøge rapporten så grundigt, som de ellers
ville have gjort. De får ikke undersøgt, i hvilken
grad og hvilken udstrækning staten implementerer
konventionens bestemmelser, og det går
dermed ud over kvinderne i det pågældende
land
• Samtidig er komitéens arbejdsperiode begrænset,
og den har derfor ikke tid nok til at behandle
de rapporter, som de deltagende stater indsender.
Arbejdsperioden er fastlagt i konventionen,
men det medfører, at der for tiden er mere end
40 deltagende stater, som venter på at få deres
rapport gennemgået. I øjeblikket kan komitéen
ikke overkomme at behandle flere end 16 lande/rapporter
om året 15
• På grund af komitéens begrænsede arbejdsperiode,
er den også ret sen til at formulere generelle
anbefalinger, der kunne de være en hjælp
for regeringer ved både fortolkning og dermed
også implementering af konventionen
• Den begrænsede arbejdstid udgør også en trussel
imod komitéens mulighed for at tage sig af
klager fra kvinder, der har været udsat for brud
på deres menneskerettigheder, og sætte undersøgelsesprocedurer
i gang
• I september 2002 igangsatte FN’s generalsekretær
en reform af de organer, der er en del af
FN-traktaterne. CEDAW-komitéen er også et af
disse organer, og reformen forudser, at indberetningsprocessen
fremover vil blive ændret. I
det første udkast til ”retningslinjer for en harmonisering
af indberetningsprocessen” fra 2004,
indgår nogle drøftelser, som udgør en trussel
imod CEDAW-konventionens særlige overvågningsproces
og imod beskyttelsen af kvinders
menneskerettigheder. Man foreslår i udkastet,
at når der aflægges rapport over for et af FN’s
syv organer, benyttes et udviddet grunddokument,
som er fælles for alle organer. Grunddokumentet
vil bl.a. indeholde relevant information
om implementeringen af konventionen på
alle de områder, som dækker ikke-diskrimination
og ligestilling for særligt udsatte grupper,
som f.eks. kvinder, børn, etniske grupper og
race grupper. Årsagen til det er, at disse normer
er indeholdt i alle FN’s syv menneskerettighedstraktater,
og der opnås således overensstemmelse
mellem dem. Derudover vil hvert
enkelt organ tilknyttet en traktat modtage en
rapport, der specifikt vedrører traktaten. Denne
rapport vil indeholde mere dybdegående information,
der fokuserer på de særlige temaer i de
enkelte konventioner. På den ene side er forslaget
om at harmonisere indberetningsprocessen
interessant, eftersom det kan være med til
at lette indberetningsbyrden for de deltagende
stater, og lette arbejdet for de organer, som er
tilknyttet traktaterne. På den anden side truer
forslaget også med at formindske eller endda
afskaffe den særlige indberetningsproces, som
er en del af CEDAW-konventionen. Dermed
kommer den basale forståelse for kvindediskriminationens
særlige natur, sammenlignet
med andre former for diskrimination, også i
fare. Ikke desto mindre kan vi nu, i maj 2006,
konstatere, at denne fare er drevet over, og at
de nye indberetningsprocedurer til komitéerne
kan ende med at give kvinders menneskerettigheder
endnu større anerkendelse 16 .
• I 2005 har et nyt forslag vedrørende reformpla-
C E D A W k O n v e n T i O n e n

nerne været til diskussion, hvor man har foreslået,
at alle syv organer knyttet til FN’s traktater
bliver lagt sammen i et fællesorgan. Forslaget
blev fremlagt af Højkommissæren for Menneskerettigheder
i hendes handlingsplan. Det er
dog ikke nyt, men har været fremme siden slutningen
af 80’erne. Hendes oplæg vedrørende
forslaget fra marts 2006 giver dog ikke et klart
billede af, hvordan det nye organ skal se ud,
og på nuværende tidspunkt er det meget uklart,
hvad det vil komme til at betyde for CEDAWkomitéen
17 .
Iv. NATIoNALE oG INTERNATIoNALE
NGo’ERS FuNKTIoN I FoRHoLD TIL
CEDAW-KoNvENTIoNEN oG CEDAW-KoMITéEN
Hvor kvinderne i 1904 grundlagde IAW for at
sikre kvinder stemmeretten, må kvinder i dag, herunder
også I, der er medlemmer af IAW, arbejde
for at sikre kvinders menneskerettigheder. Det
gøres bedst ved at støtte op om CEDAW-konventionen
og dens komité, og ved nøje at overvåge de
farlige udviklinger, som jeg lige har nævnt.
Igennem årene har komitéen i stigende grad peget
på de mange værdifulde arbejdsopgaver, som
NGO’erne kan tage sig af for at støtte CEDAWkonventionen
og CEDAW-komitéen, således at de
kan blive et endnu stærkere redskab i kampen for
kvinders menneskerettigheder:
• Verdens kvinder bør ikke længere acceptere, at
forbudet imod racediskrimination har opnået
status som international sædvaneret, hvorimod
forbudet imod diskrimination på grundlag af
kønnet og den sociale konstruktion af det (på
eng. ”gender”) ikke har opnået samme status
• Verdens kvinder bør udøve pres på deres regeringer
for at få dem til at sikre CEDAW-komitéen
tilstrækkelig arbejdstid ved at lægge pres
på FN’s generalforsamling. Det ville stille CE-
DAW-komitéen på lige fod med FN’s Menneskerettighedskomité
eller FN’s Børnerettighedskomité,
og gøre det muligt for den at fuldføre sit
mandat
• Verdens kvinder bør nøje overvåge de nuværende
bestræbelser på at reformere indberetningsprocessen
til FN’s traktatorganer. CE-
DAW-komitéen gjorde, sammen med de andre
traktatorganer, sin holdning klar vedrørende
C E D A W k O n v e n T i O n e n
harmoniseringen af retningslinjerne, og det lykkedes
dem at hindre visse ændringer i proceduren.
CEDAW-komitéen vil også udtale sig om
det nye forslag om et fællesorgan for alle FNtraktaterne,
samt anmodningen om at komitéen
fremover skal betjenes af Højkommissariatet for
Menneskerettigheder (the Office of the High
Commissioner for Human Rights) i Genéve, i
stedet for som nu af Afdelingen for Kvinder og
Udvikling (the Division for the Advancement of
Women) i New York. Det vil blive nødvendigt
med støtte og hjælp fra kvindeorganisationer
som IAW for at få indflydelse på reformarbejdet
vedrørende traktatorganerne, og det vil være til
fordel for alle verdens kvinder.
Der er mange flere opgaver forude for de kvindelige
NGO’er i forbindelse med at udbrede kendskabet
til konventionen, med at få indflydelse
de rigtige steder, med at skrive skyggerapporter,
og med at støtte de kvinder, der, i henhold til
den frivillige protokol, har været ofre for brud på
menneskerettighederne. Selv om jeg ved, at der
er mere end tilstrækkeligt med opgaver at tage fat
på, så vil jeg opfordre alle IAW’s medlemmer til
at engagere sig i nogle af dem eller dem alle. Jeg
kan kun gentage ordene i konventionens indledning,
der så rigtigt siger at: ”et lands fulde og hele
udvikling, verdens velfærd og fredens sag kræver
den størst mulige deltagelse af kvinder på lige
fod med mænd på alle områder”. Selv om denne
udtalelse havde sin rigtighed i 1904, og selv om
der siden er sket fremskridt i kampen for at sikre
kvinder ligestilling, så er der stadig lang vej, før
vi opnår vores mål fuldstændig. Når jeg ser på
kvindernes og kvindebevægelsens resultater igennem
de sidste 100 år, så er jeg, ikke desto mindre,
overbevidst om, at vi i det lange løb vil sejre.

NoTER
1 H.B. Schöpp - Schilling sept. 2004. Ingen del af denne
tekst må citeres eller bruges uden forudgående tilladelse
fra forfatteren. Teksten og fodnoterne blev ændret i maj
2006 for at få den udvikling med, der er sket siden sept.
2004.
2 Jeg er Mary Hawkesworth tak skyldig for denne liste.
Den findes i Hawkesworth, Mary, the Semiotices of Premature
Burial: Feminism in a Postfeminist Age, Signs, vol. 29,
No. 4, Summer 2004, s. 962.
3 Den 2.marts 2006 havde 182 stater ratificeret konventionen.
Se hjemmesiden www.un.org/womenwatch/daw/
cedaw hvor oplysningerne blev hentet den 9.maj 2006.
4 Oplysningerne blev hentet den 1.sept. 2004 på hjemmesiden
www.un.org/womenwatch/daw/cedaw . Den 13.
marts 2006 havde 78 stater tiltrådt det frivillige protokollat.
Oplysningerne blev hentet på ovennævnte hjemmeside
den 9.maj 2006.
5 Benævnelsen ”gender” forekommer ikke i konventionen,
men det henviser til den sociale konstruktion af roller
og pligter, som tilskrives kvinder og mænd i samfundet.
Det henviser desuden til de ulige magtrelationer imellem
kønnene, og det er derfor også omfattet af art. 5, stk. a,
som indeholder en forpligtelse til at afskaffe: ”fordomme,
sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse,
at det ene køn er mere eller mindre værd end det
andet, eller på fastlåste kønsroller.”
6 I konventionens art. 4, stk. 1 nævnes ”midlertidige
særforanstaltninger”. Desværre bliver en anden terminologi
benyttet i europæisk kontekst, ”positiv særbehandling”.
Det er ikke desto mindre et begreb i international
lovgivning, der anvendes, når stater skrider til handling
for at opfylde menneskerettighederne, hvilket skal ses i
forhold til, at de afholder sig fra at krænke dem. Termen ”
midlertidige særforanstaltninger” er derfor at foretrække,
og det har CEDAW – komitéen også udtrykt i de generelle
anbefalinger nr. 25 fra 2004.
7 Vedr. benævnelsen ”gender”, se fodnote 5.
8 Min understregning.
9 Indtil videre har komitéen vedtaget 25 generelle anbe-
falinger. For tiden arbejder den på en generel anbefaling
vedr. kvinder, der udvandrer, og på en generel anbefaling
vedr. artikel 2 og 3 i konventionen.
10 De vigtigste indsatsområder i Beijing Platform for Action
er bl.a. fattigdom, uddannelse, sundhed og vold mod
kvinder.
11 I december 2005 vedtog generalforsamlingen en resolution
(A/RES/60/230 fra den 23. dec. 2005), der tillader
komitéen at afholde tre møder i 2006 og 2007 i tre uger
ad gangen, i stedet for de sædvanlige to møder. Resolutionen
tillader også, at komitéen deler sig op og arbejder i
to mødesale i august 2006, samt i januar og august 2007.
Dette er et forsøg på at hamle op med de mange rapporter,
som de deltagende stater har indsendt, og som venter på at
blive behandlet.
12 Den frivillige protokol blev vedtaget af generalforsamlingen
i december 1999 og trådte i kraft i december 2000.
13 Disse bemærkninger kan findes på hjemmesiden www.
un.org/womenwatch/daw/cedaw.
14 Nærmere detaljer herom kan fås på hjemmesiden
www.un.org/womenwatch/daw/cedaw/optional.
15 Se fodnote 11. Man håber dog på at få nedbragt stakken
af ubehandlede rapporter, men det kræver ikke desto
mindre, at en ny resolution skal vedtages som støtte for, at
komitéen efter 2007 mødes tre gange årligt og arbejder i to
mødesale.
16 Siden 2004 har kontoret for Højkommissariatet for
Menneskerettigheder skrevet to udkast til ”retningslinjer for
en harmonisering af indberetningsprocessen”. En teknisk
arbejdsgruppe bestående af en ekspert fra hvert enkelt
FN – organ samledes to gange under mit formandskab i
december 2005 og i februar 2006 for at redigere udkastet.
Det forventes, at det nye udkast til ”retningslinjer for en
harmonisering af indberetningsprocessen” bliver vedtaget
ved FN – komitéernes møde i Genéve i juni 2006. De farer,
jeg henviste til vedrørende det første udkast, eksisterer
ikke længere.
17 HRI/MC/2006/CRP.1 fra den 14.marts 2006.
C E D A W k O n v e n T i O n e n

C E D A W 100 k O n v e n T i O n e n

Forfatterbiografier
Esma Birdi er uddannet tolk og har desuden i 20 år arbejdet med integration
som foredragsholder og underviser. Med baggrund i både egne erfaringer og
et intenst arbejde med etniske minoriteter har hun følt, at arbejdet med kvinders
rettigheder var en vigtig sag. I samarbejde med Dansk Kvindesamfund
har Esma afholdt to landsdækkende foredragsrækker om tvangsægteskaber og
arrangerede ægteskaber, og har i samme regi deltaget i udgivelsen af et idékatalog
i integration af børn i alderen 0-16 år. Esma modtog i 2003 Venstres
frihedspris.
Anette Borchorst er kønsforsker og lektor på Aalborg Universitet, Institut for
Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold. Hun har i mange år beskæftiget
sig med køn, arbejdsmarked og velfærdspolitikker i Skandinavien
og Vesteuropa, og har skrevet om dansk ligestillingspolitik, bl.a. med Drude
Dahlerup i bogen, ”Ligestilling som diskurs og praksis” fra 2003. Fra samme år
findes en analyse til Den danske Magtudredning om danske barselsorlovsdebatter
i bogen ”Køn, magt og beslutninger”.
Birgitte Bruun er født 1951 og vicedirektør i Nykredit og chef for Centersupport
samme sted, en afdeling med ca. 200 medarbejdere. Herudover er hun
formand for arbejdsgruppen Karriere, Køn og Kultur, der arbejder med initiativer,
der skal øge antallet af kvinder i ledelsen og skabe en kultur, der giver
øget plads til mangfoldighed. BB modtog Dansk Kvindesamfunds Mathildepris
i 2005.
Pia Rovsing Clemmensen har i 20 år arbejdet på Roskilde kvindekrisecenter
som socialrådgiver. Hun er uddannet socionom og cand. scient. soc. og var i
2003 ansat på Samfundsvidenskab, Roskilde Universitetscenter, hvad der resulterede
i bogen ”Den rette hjælp til voldsramte kvinder”.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
101

Drude Dahlerup er professor i statskundskab ved Stockholm universitet. Hun
har tidligere været docent ved Institut for Statskundskab i Århus, og har som
kvindeforsker skrevet adskillige bøger om kvinder i politik, kvinder på arbejdsmarkedet
og kvindebevægelsens historie.
Janice Goodson Førde er international konsulent og forkvinde for Kvindernes
U-landsudvalg (KULU). Janice er uddannet med political science, økonomi
og Østasien-Kina studier fra USA, samt samfundsfag og forvaltning med
specialisering i udviklingsspørgsmål, ligestilling og kvinders rettigheder i Danmark.
Blandt sine frivillige hverv er hun desuden forkvinde for Focal Point
for International Gender and Trade Network-Europe. Hun har deltaget i den
4. internationale kvindekonference i Beijing i 1995 og andre internationale
topmøder og konferencer, som del af den danske delegation samt NGO-
repræsentant.
Hanne Helth er født 1962 og uddannet ergoterapeut, erhvervsvejleder og
konfliktmægler. Hanne har gennem en årrække arbejdet med danske og
udenlandske kvinder i det danske prostitutionsmiljø som projektleder og
socialarbejder. Desuden har hun fungeret som ekspert i kvindehandel i forskellige
nationale og internationale sammenhænge. Hun er medlem af Dansk
Kvindesamfunds Københavnskreds samt af landsstyrelsen.
Kirsten Ketscher er professor dr. jur. i socialret ved Det Juridiske Fakultet,
Københavns Universitet, og professor II i kvinneret ved Avdeling for Kvinnerett,
Det Juridiske Fakultet, Universitetet i Oslo.
Manu Sareen er født i Indien i 1967 og kom til Danmark i 1971. Han er
uddannet socialpædagog og arbejder som integrationsrådgiver og ansat i
Døgnkontakten, krisecenter for børn og unge, og er desuden tilknyttet LOKK
(Landsforeningen af Kvinde-Krisecentre). Udover dette underviser MS i socialt
arbejde og er fag- og børnebogsforfatter. MS er også medlem af Københavns
Borgerrepræsentation for Det Radikale Venstre, hvor han er gruppeformand,
og er desuden folketingskandidat i København. MS er gift med Anya, og sammen
har de tre børn, Cilja, Felix og Alvin.
10
C E D A W k O n v e n T i O n e n

Karen Valeur Sjørup er født 1948 og er mor til to voksne sønner. Hun er uddannet
sociolog fra Københavns Universitet i 1976 og lektor i kønsforskning
ved RUC fra 1986. Fra 1997-2000 var hun desuden prorektor RUC, og fra
2000-2002 direktør i Videnscenter for Ligestilling. I 2002 blev KVS centerchef
på Center for Ligestillingsforskning, RUC.
Hanne Beate Schöpp-Schilling har været medlem af FN’s CEDAW-komité
siden 1988. Hun er tidligere generaldirektør for kvindeanliggender ved det
tyske forbundsministerium for Familie, Kvinder og Ungdom og har desuden
været direktør for den tyske afdeling af AFS (American Field Service).
Hanne Beate har en ph.d. i American Studies og har studeret på universiteter i
München, Berlin og Yale. Hun har udgivet bøger og holdt forelæsninger såvel
nationalt som internationalt om emner vedrørende kvindestudier, arbejdsmarkedsstudier
og menneskerettigheder.
Anette Dina Sørensen er uddannet cand.mag. i historie og kønsstudier på RUC
i 1994. Hun har arbejdet med køn, seksualitet og massekultur igennem mange
år, dels i forbindelse med ph.d-stipendium, og dels i en årrække som adjunkt
på Center for Ligestillingsforskning (RUC). ADS har været redaktør på forskningstidsskriftet
Kvinde, Køn og Forskning og freelance tilknyttet Politikens Vid
og Sans. I 2004 udarbejdede hun en større rapport om danske dagblades behandling
af temaet “prostitution” fra 1997 til 2003 for PRO-temaet. Gennem
de sidste tre år har hun været ansat på Oslo Universitet som projektleder på
en tværnordisk undersøgelse af Unge, køn og pornografi, som blev afsluttet i
september i år.
C E D A W k O n v e n T i O n e n
10

a n s k k v i n D e s a m f u n D
DANSK
KvINDESAMFuND
10
© Copyright Dansk Kvindesamfund
Redaktør: Charlotte Ferslev Møller
Udgivet af Dansk Kvindesamfund
Niels Hemmingsensgade 10, 3.
1153 København K.
Tlf. 33 15 78 37
E-mail: danskkvindesamfund@mail.dk
www.kvindesamfund.dk
Lay out: Designgrafik / Nana Keiding
Foto: Ty Stange
Tryk: Reklameholdet 75 50 36 36
ISBN: 978-87-89512-03-7
Printed in Denmark 2007
C E D A W k O n v e n T i O n e n

ISBN: 978-87-89512-03-7
DANSK
KVINDESAMFUND
www.kvindesamfund.dk
Niels Hemmingsens Gade 10, 3. • 1153 København K • tlf. 33 15 78 37