Mit mål er at gøre leret levende - Keramik

ALLEREDE NÅR MAN træder ind
i Galleri Regina på Østerlyngvej
113, står det klart, at her bor en
spændende kunstner og personlighed.
Lokalet rummer alt fra farvestrålende
kopper, skåle og tallerkner til smukke
skulpturer og store keramikkugler,
som er dekoreret med akrylmaling
og overfladebehandlet, så de kan
holde til pryde folks haver året rundt.
Galleriet huser også en lille café, hvor
de besøgende kan nyde en kop kaffe,
mens de ser nærmere på Reginas
keramik og malerier. Man kan også
kaste sig ud i selv at dekorere en af
de uglaserede kopper, som Regina har
drejet til formålet. Herefter brænder
hun kopperne, så man kan komme og
hente det færdige resultat nogle dage
senere.
Regina Maria er født i Kassel
i Tyskland. Hendes mor er
blomsterdekoratør, og hendes far er
møbelsnedker, så hun har ikke sin
kreativitet fra fremmede.
– Allerede som barn lavede jeg
små skåle af ler, som jeg fandt på
mine gåture i skoven. Jeg syede også
dukker, byggede dukkehuse og skrev
og dekorerede små børnebøger.
Dengang drømte jeg om at komme til
at arbejde indenfor teaterverdenen.
Jeg ville designe kostumer og rejse
verden rundt med mit arbejde.
Med tiden fandt jeg dog ud af, at
det var keramik og malerkunst,
jeg ville koncentrere mig om, men
mine rejsedrømme er alligevel gået i
opfyldelse.
Skæbnesommer
Regina var 15 år, da hun første gang
besøgte Danmark. Hun var med sine
26
LOKALMAGAZINET • SOMMEREN 2008
Kunstneren Regina Maria:
»Mit mål er at gøre
leret levende!«
forældre på sommerferie i Løkken ved
Vesterhavet, hvor hun gik lange ture
og nød den danske natur.
– Jeg udforskede det smukke
område på egen hånd, naturligvis iført
gul regnfrakke og gule gummistøvler
ligesom alle de andre tyske turister.
En dag mødte jeg en ung københavner
på molen, som jeg forelskede mig i. Vi
skrev sammen i to år, og så kom han
pludselig til Kassel for at besøge mig.
Han sagde til mig, at det ville være
hyggeligt, hvis jeg flyttede til Danmark,
og jeg tænkte med det samme: Det
gør jeg sgu! Jeg var ikke mere end 17
år, men jeg var fast besluttet på at
skulle af sted.
Reginas plan om at rejse til
Danmark faldt ikke i god jord hos
hendes forældre.
– De sagde klart og tydeligt nej!
Jeg var ikke myndig, jeg havde ingen
uddannelse, ingen penge –ingenting.
Så de var meget imod det. Men i
stedet for at opgive drømmen tænkte
jeg: Okay, så tager jeg en uddannelse
først, hvis det er det, der skal til.
Jeg ledte bevidst efter den korteste
uddannelse, man kunne tage, og det
viste sig at være klinikassistent.
Reginas lille Renault 4 var tungt læsset,
da hun satte kurs mod København i 1975
Tekst: Kristine Amtoft
Foto: Guy & Co og privat
Dagen efter jeg var udlært, pakkede
jeg min lille Renault 4 og kørte til
København. Og jeg vidste allerede
dengang, at jeg aldrig ville vende
tilbage.
– Min kæreste havde en lejlighed i
Nansensgade, hvor vi boede sammen.
Jeg begyndte med det samme at
lede efter et arbejde. Min kæreste
foreslog – naturligt nok - at jeg skulle
søge arbejde som klinikassistent.
Jeg gloede bare målløst på ham. For
mig havde uddannelsen kun været et
springbræt til at komme til Danmark.
Jeg havde bestemt ikke tænkt mig, at
det var det, jeg skulle bruge mit liv
på. Jeg ville prøve noget helt andet.
Men det var ikke nemt at få arbejde.
Dengang var loven sådan, at man
ikke kunne få opholdstilladelse uden
at have et arbejde. Og omvendt
måtte man ikke arbejde uden at have
opholdstilladelse. Det var så heldigt,
at min kæreste havde en ven, hvis
mor, fru Horsekjær, var chef for
Institut for Planteanatomi og Cytologi
i Botanisk Have. Hun besluttede sig
for at hjælpe mig. Sammen fik vi styr
på mine papirer, og så ansatte hun
mig på instituttet. Til at begynde
med kunne jeg ikke et ord dansk,
men fru Knudsen fra Østerbro, som
jeg arbejdede sammen med, lærte
mig rigtig meget dansk, imens vi gik
og passede planter og lavede mad
til forskere og laboranter. Hun var
faktisk som en mor for mig i den
periode.
Mødet med byens bohèmer
Livet i København var spændende
for den unge, tyske pige, der lige var
kommet til Danmark.

– Min kærestes forældre var
medejere af Grand Café i Lille
Kongensgade ved Kongens Nytorv.
Den lå over Hviids Vinstue og
restaurant Skindbuksen, som begge
ligger der endnu. Dengang i 1970’erne
kom alle de københavnske kunstnere
og bohèmer på Skindbuksen for at
spise Skipperlabskovs. Det var et
fantastisk spændende miljø.
Til sin svigerfars 70 års fødselsdag
på Grand Café mødte Regina den
berømte portrætmaler Kirsten Kjær,
som boede i en lejlighed over caféen.
– Hun var en farverig dame. Jeg
glemmer aldrig, da jeg så hende første
gang. Hun kom brusende ind i lokalet
iført en knaldrød kjole, hvilket var
meget vovet, ja nærmest upassende
på den tid. Hun blev meget glad for
mig og inviterede mig til at komme
og besøge hende i sin lejlighed over
caféen. Planen var, at jeg skulle sidde
model for hende, så hun kunne male
mit portræt. Desværre var jeg for
genert, så jeg takkede nej. Dengang
anede jeg ikke, hvem hun var, men
det er sjovt at tænke på, at hvis jeg
havde været en smule mere modig,
kunne mit portræt i dag have hængt
på Kirsten Kjærs Museum i Jylland
ved siden af Stauning og Asta Nielsen,
som var blandt de mange store
personligheder, hun portrætterede.
Fra København til Nordjylland
I starten af 1980’erne flyttede Regina
til Nordjylland sammen med sin mand,
havbiologen Mogens Hansen.
– Vi havde begge en drøm om at
lave keramik, så vi købte et nedlagt
husmandssted ved Rubjerg Knude
Regina mødte den berømte
portrætmaler Kirsten Kjær til en
fødselsdagsfest i slutningen af
1970’erne.
og kastede os ud i det. Vi havde
ingen penge, så vi byggede selv en
drejeskive af drivtømmer, vi fandt
på stranden. Mogens lærte sig at
dreje, og jeg tog mig af at brænde
keramikken. Efterhånden fik vi stor
succes og kunne leve af det. På et
tidspunkt fik vi den idé, at vi ville lave
en kakkelovn af keramik. Vi støbte
selv rammen, og bagefter beklædte vi
den med keramiske kakler, som var
dekoreret med aftryk af forskellige
blomster og krydderurter. Vi kom så
langt, at vi søgte patent på ovnen og
udstillede den på brugskunstmesser i
blandt andet Frankfurt og Hamborg.
Planen var, at ovnen skulle sættes
i produktion, og vi indså, at vores
husmandssted var for lille til det store
projekt.
Regina og Mogens designede denne
kakkelovn af keramik, som dog
aldrig blev sat i produktion.
Tilfældigvis blev nabogården sat til
salg netop på det tidspunkt, og da den
ville passe godt til formålet, købte
vi den. Min veninde fra København,
Bente Hauschildt, flyttede ind på
gården. Det var meningen, at hun
skulle overtage produktionen af
kakkelovnen, fordi Mogens og
jeg havde for travlt med vores
serieproduktioner og skulpturer.
Efter noget tid fandt hun dog ud af,
at det alligevel ikke var noget for
hende, og så strandede projektet
desværre. Kakkelovnen blev aldrig sat
i produktion, men jeg tænker stadig
ofte på at genoplive projektet.
Strandfogendgården i Lønstrup
I 1984 solgte Regina og Mogens
husmandsstedet og nabogården
og flyttede ind på den gamle
strandfogedgård i kunstnerbyen
Lønstrup.
– Det var en kæmpestor gård. Vi
boede i en længe og havde værksted i
en anden. Den sidste af de tre længer
indrettede vi som et sommerhus,
vi kunne leje ud. Det gik nu så godt
for os, at vi ansatte lærlinge og
hjælpere. Vi arrangerede workshops
og fik besøg af keramikere fra hele
verden, blandt andet Australien
og England. Samtidig var jeg med
i to kunstnergrupper, Nordjyske
Keramikere og Børglum Klostergruppen,
hvor vi hjalp hinanden med
vores kunst. Strandfogedgården var
altid fuld af liv, og det var en meget
inspirerende tid. Hver gang man
oplever noget nyt, lagrer man det i
hjernen, og så kommer det ud igen i
en eller anden form senere.
Selv om Regina og Mogens havde
travlt med keramikken, fandt de
alligevel tid til endnu et sideprojekt.
– Mogens var uddannet havbiolig
og ville gerne lave en film om
undervandslivet i Danmark. Derfor
henvendte vi os til Statens Filmcentral,
som bevilgede os midlerne til at
realisere projektet. Det blev til en
serie på seks film, som hed “Danmark
under havet” og blev optaget i
havet ud for Læsø. Vi fik hjælp af tre
musikere fra gruppen Fandango, som
både skrev musik til filmen og hjalp til
med optagelserne. Filmene blev vist i
tv fredag aften i den bedste sendetid, ☞
LOKALMAGAZINET • SOMMEREN 2008
27

og senere hen blev de også brugt til
undervisning.
At rejse er at leve
Reginas kunst har ført hende rundt
i hele verden. Hun har blandt andet
rejst i Skotland, Chile, Frankrig,
Brasilien, Sri Lanka og Israel.
– Kunstnere over hele verden taler
samme sprog, men udtrykker sig
forskelligt. Det er meget inspirerende
at besøge andre kulturer og se,
hvordan man laver keramik de
forskellige steder. Jeg besøgte en
gang en lokal pottemager i Sri Lanka.
Han havde selv bygget sin ovn, og
dens tag var belagt med halverede
kokosnødder, som skulle holde på
ovnens varme. Det lyder måske
umiddelbart meget primitivt, men
det fungerede jo fint for ham, også
selv om han ikke havde et moderne
værksted at arbejde i.
– I 1995 rejste jeg til byen Beer
Sheba i Israel, hvor jeg boede i
tre måneder. Jeg var blevet hyret
af det tyske fagblad Keramik
Magazin til at skrive om en stor
udsmykningsopgave, hvor 10
kunstnere fra blandt andet USA,
Holland og Tyskland udsmykkede hele
byen med deres keramiske arbejder.
Det var endnu et godt eksempel på,
hvor mange forskellige udtryk kunsten
har. Et enkelt liv er slet ikke nok til at
udforske alle de muligheder, man har.
Bæverhytte og vikingebryllup
Da Regina og Mogens blev skilt,
flyttede hun tilbage til Sjælland. Efter
en mellemlanding i Præstø rykkede
hun videre til Lumsås. Her mødte hun
for 11 år siden Allan, som hun er gift
med i dag.
– Allan og jeg flyttede sammen ind
på Lindegården i hjertet af Rørvig. Vi
lejede hele den forreste længe, som
ligger ud til rundkørslen. Der havde vi
vores værksted og udstilling. Vi kaldte
det Bæverhytten, fordi vi byggede
små stande udformet som solide
træhytter i hele længen. Jeg udstillede
og solgte min keramik, og Allan lavede
smykker af alt, hvad han kunne finde
i naturen. Det var for eksempel ben,
muslingeskaller og sneglehuse.
– I 1998 blev vi gift som vikinger.
Allan har altid haft en stor interesse ☞
Regina og Allan ved deres
vikingebryllup i Skansehagebugten
i 1998.
LOKALMAGAZINET • SOMMEREN 2008
29

30
LOKALMAGAZINET • SOMMEREN 2008
LOKALMAGAZINET • • SOMMEREN 2008
Regina og Allan bruger deres have til at
få inspiration, hygge sig og
nyde det gode vejr
for vikinger, og jeg synes også, at
vikingernes historie er spændende.
Der har en gang ligget en vikingeborg
her i området, og kongerne blev viet i
Skansehagebugten. Derfor syntes vi, at
det var det perfekte sted at blive gift.
Vi udså os et bestemt træ for enden
af Vikingestien, som vi ville vies under,
og min mor pyntede det op med
smukke, orange tylblomster. Allan
og jeg havde lånt en vikingeinspireret
båd af en ven, så vi blev sejlet ud fra
Rørvig Havn og gik i land på en lille
mole, der ligger på det udvalgte sted.
Alle gæsterne havde vikingetøj på. Selv
viceborgmester Majken Nevermann,
som foretog vielsen, dukkede op i en
fl ot, kongeblå kjole. Bryllupsfesten
blev holdt hjemme i haven på
Lindegården og varede i tre dage. Det
var helt fantastisk!
Galleriet på Østerlyngvej
I 2000 købte Regina og Allan huset
på Østerlyngvej, hvor de nu bor
sammen med de to yngste af Reginas
i alt fem børn, og hvor Regina
også har sit galleri, maleratelier
og keramikværksted. Galleriet
holder åbent året rundt, og Regina
arrangerer ofte keramik- og
malerkurser for både børn og voksne.
– Jeg vil gerne give nogle af mine
gode oplevelser med kunsten videre
til andre. Det er lige så vigtigt for et
menneske at meddele sig, som det
er at trække vejret. Man prøver at
omsætte en følelse, der er vokset
frem i sindet, til en synlig form. Mit
mål er at gøre leret levende, ligesom
det gør mig levende. Jeg er meget
taknemmelig for mit liv og for at
have mødt så mange spændende
mennesker på min vej.
Læs mere om Regina Maria og hendes
kunst på www.reginamaria.dk