Untitled

- Men vi kan gøre det i dette tilfælde, fordi vores film er computer animerede, så det er faktisk ikke
en konvertering, da vi oprindelig filmende ”Find Nemo” i 2D. Vi har samlet filmen igen og denne
gang har vi bare filmet præcis den samme film i 3D.”
- Og resultatet? Spektakulært – omend filmskaberne kun nødigt vil pege på én specifik scene, der
bedst illustrerer den utrolige ny skabte dimension af 3D: “I den scene, som vi kalder ‘første skoledag’,
hvor Marlin tager Nemo med ud til revet, følger synsvinklen subjektivt Hr. Rokke og det føles
næsten som om man dykker”, siger Whitehill. ”Det virker næsten som om man kan række ud og
røre de fisk, der svømmer forbi. Så at se det i 3D forstærker samhørigheden med miljøet og får
filmen til at gøre et langt stærkere indtryk.”
Og Hollander tilføjer: “Mange af karaktererne er virkelig cool i 3D; pelikanen Nigel er forrygende
når hans næb leger med 3D dimensionen og en scene, der virkelig overrasede mig, da jeg første
gang så den i 3D, var hvalernes ankomst. Det er et meget langt, roligt forløb; Dory er forvirret og
Marlin gør, hvad Marlin nu gør, mens hvalen langsomt nærmer sig kameraet, småfiskene drøner
forbi og så sluger hvalen Dory og Marlin. Den 3D effekt er virkelig cool og kom helt bag på mig.”
- Men det var scenen med vandmændene, der hensatte Hollander totalt i chok: “Første gang jeg
så den slog det mig, hvor meget jeg var suget ind i historien”, forklarer han. ”Formålet med at vi så
scenen var, at vi skulle evaluere den tekniske del af optagelsen og være sikre på, at vi gjorde
alting rigtigt, men jeg blev bare totalt opslugt af historien. Marlin og Dory er totalt omringet af
vandmænd overalt, de leder efter en vej ud og kameraet drejer omkring dem. Vandmændene er
så skinnende, smukke – men skræmmende i antal - og 3D effekten fremhæver virkelig det
klaustrofobiske øjeblik og forstærker vores følelsesmæssige involvering.”
“- Hele pointen med filmen”, siger Stanton, “er at forholde os til den permanent livsfarlige verden;
for hvordan kan du lade dine børn krydse (vand)vejen alene, hvis du ved, at der er skjulte – og
sultne – rovfisk overalt? - Hvordan bearbejder man den skræk? Og netop ”Find Nemo” i 3D giver
os mulighed for at invitere publikum så meget længere med ind i den vidunderlige historie; og jeg
kan simpelt hen ikke forestille mig en bedre måde at udnytte den nye teknologi på.”
Historien om “Find Nemo” var meget personlig for instruktør/manuskriptforfatter Andrew Stanton,
da den var baseret på en række begivenheder fra hans eget liv. Et besøg i Marine World i 1992 fik
ham til at tænke på de utrolige muligheder, der lå i at genskabe et undervands univers ved hjælp
af computer animation. Det var tre år inden “Toy Story” havde premiere, men Stanton var
fascineret af muligheden for at skabe et så fantastisk miljø. Næste brik i puslespillet kom fra
Stantons barndomsminder om et akvarium i sin tandlæges konsultation. Han glædede sig altid til
tandlægebesøgene, for så kunne han se på fiskene, og han huskede at have tænkt ’Hvor må det
være et mærkeligt sted for en fisk fra havet at bo – savner den ikke sin familie? – Og ville de fisk
ikke gøre hvad som helst, for at kunne flygte tilbage til havet?’”
Sidste brik Stantons puslespil Stanton var forholdet til sin egen søn: “Da min søn var fem tog jeg
ham en gang med i en park. Jeg havde arbejdet meget, og følte skyld over ikke at bruge nok tid
sammen med ham. Så mens vi gik, oplevede jeg en mængde opsparede følelser og tænkte ‘jegsavner-dig,
jeg-savner-dig’, men hele turen var det, jeg sagde ‘lad-være-med-at-pille-ved-den’,
‘hold-op-med-det’ og ’pas-på-du-ikke-falder-derned’. Og så var der en lille stemme i mit hoved, der
sagde, ‘Du spilder den vidunderlige tid med din søn lige her og nu’. Så jeg blev besat af tanken
om, at frygt for et barns sikkerhed faktisk kan forhindre én i at være en god far. Med den
erkendelse faldt alle brikkerne på plads og så havde vi vores historie.”