Infonor nr. 3-2003 719 kb

Nyhedsbrev om urfolk i Rusland
INFONOR
ÅRGANG 4 • NR. 3 • 2003
INDHOLD:
Samernes interesseorganisation
i Murmanskregionen
OOSMOs
generalforsamling . . . . . . . 3
Interview med
Alexander Kobelev . . . . . . . . 5
Samerna på Kola Halvön
får egen radiostation . . . . . . 6
Shamantrommen i
turkernes traditionelle
kultur i sydvest . . . . . . . . . . 8
Boganmeldelser:
Sibiriens kuldegysende
historie . . . . . . . . . . . . . . . . 15
En højaktuel bog der på
en intelligent måde
tager pulsen på tidens
betydeligste problem . . . . . 16
Den dekonstruerede
shaman eller et kig ind i en
udfordrende forskning . . . 18
Alexander Kobelev
– fungerende
bestyrelsesformand
for samernes interesseorganisation
i
Murmansk-regionen.
Læs interviewet
på side 5

INFONOR
Tidsskrift om urfolk i Rusland
udkommer med fire numre
pr. årgang
Abonnement: 150,- kr. årligt.
For samboende: 200,- kr. årligt.
For studerende: 100,- kr. årligt
Udgives med støtte fra
Miljøstyrelsen.
Artiklernes forfattere og redaktionen
står selv inde for de opfattelser,
som kommer til udtryk
i tidsskriftet.
Redaktion af dette nummer:
Miriam Weiss
Claus Oreskov
Peter Jessen og
Birgitte Hegermann-Lindencrone
Foreningens adresse:
INFONOR
Sct. Annagade 29
3000 Helsingør
E-post: info@infonor.dk
Telefon: 35 26 70 73
www.infonor.dk
ISSN 1399-9370
2 INFONOR
Samisk kulturkamp og
demokrati nedefra
I dette nr. af INFONOR vil vi endnu engang kunne læse om
Kola samernes organisation OOSMO.
Igennem kendskabet til personerne bag OOSMO og deres udvikling
bliver det tydeligt at demokratiseringsprocessen kommer
nedefra dvs. på græsrodsniveau. Alexander Kobelev fra
OOSMO bliver ved med at henvende sig til kommunale og
regionale myndigheder for at gøre opmærksom på problemer
som lokalbefolkningen ønsker løst og indflydelse på, til trods
for at han stadig bliver afvist og får hårde ord med på vejen.
En ting er at ønske at indføre demokrati og noget andet er at
gøre det og lære at tænke på nye måder. Rusland har været og
er stadig i omvæltningens tid, hvilket betyder, at det er nu man
skal lære at tænke på nye måder både som enkeltindivid og
system. Individet må lære at tage større ansvar i forhold til fællesskabet
og systemet må lære at se befolkningen som en
ressource.
INFONOR mener, at det er nødvendigt for at styrke demokratiseringsprocessen,
at donorlande og organisationer med
interesser i Rusland prioriterer at arbejde decentralt, for netop
derved at give befolkningen indflydelse og medansvar i forhold
til udvikling, hvilket i sidste ende vil styrke den demokratiske
tankegang. Det er derfor tragisk at store centralt styrede
organisationer og ngo’er har tiltrukket sig næsten al opmærksomhed
og dermed også al den nødvendige støtte, medens de
små lokalt funderede organisationer kæmper sig igennem en
hård hverdag.
Endvidere ser vi for øjeblikket en øget centralisering af
magten i Rusland, det er derfor ekstra vigtigt at nå ud på og
opretholde kontakter på lokalt niveau og derved sikre sig, at
ens arbejde har forankring og støtte hos lokalbefolkningen og
ikke blot er et udtryk for centralmagtens behov.
Herudover er det kun gennem den direkte interaktion at vidensudveksling
og demokratisk udvikling foregår.
Når vi ser de forhold som OOSMOs medlemmer lever under,
med en hverdag hvor det at overleve overskygger alt, er vi
fulde af beundring over det overskud og engagement, som de
er i stand til at kanalisere ind i den kulturelle og politiske kamp.

Samernes interesseorganisation
i Murmansk-regionen
OOSMOs generalforsamling
AF CLAUS ORESKOV
2003
mødtes samer fra
29.november
hele Kola halvøen
i Lovozero for at diskutere fælles
problemer og vælge bestyrelsesformand
for OOSMO.
Fungerende bestyrelsesformand
Alexander Kobelev startede med
en gennemgang af OOSMOs arbejde
og prioriteter.
Samarbejdet med andre urfolksgrupper
og miljøorganisationer i
Rusland blev fremhævet; ligeledes
blev betydningen af samarbejdet
med de skandinaviske samer betonet.
Derefter gik han over til at redegøre
for de nære aktiviteter i Lovozero.
Her havde OOSMO været aktive
omkring genetableringen af
kulturhuset, der nu er sat i stand
for midler fra Sverige og Norge.
Det er meningen at sameradioen
skal have til huse i det nye kulturhus,
et arbejde, hvor OOSMO også
er involveret. For tiden arbejder
OOSMO på at få gennemført en
regional lov til beskyttelse og udvikling
af det samiske sprog.
Herefter gik man over til redegørelser
fra lokalafdelingerne.
Genadi fra Lovozeros lokalafdeling
fortalte, at det var lykkedes
OOSMO at skaffe lejligheder til 27
familier. Dertil kommer at man har
gjort et stort benarbejde for at
Mange vigtige punkter blev fremlagt
– her af Gennadij Lukin.
fremme det samiske sprog i skolen
og sammen med norsk same-mission
arrangere sprogkurser.
Revda lokalafdeling fremhævede
kulturarbejdet blandt børn og
unge. På samedagen 17. februar
blev det foreslået, at man kunne
udskrive en stil- og tegnekonkurrence
om samisk kultur. Der kunne
laves børneudstillinger i kulturhuset.
Midler til børnelejre om
sommeren blev efterlyst og endelig
mente nogen at der var for lidt
fokus på lokalafdelingerne.
Ivan Matrekhin fra Murmansk
afdeling fremhævede vigtigheden
af at arbejde internationalt og
fremhævede i den forbindelse betydningen
af at være repræsenteret
i Murmansk f.eks. i forbindelse
med Barents samarbejdskontor.
Næste repræsentant anså det
for nødvendigt, at samerne fik ad-
gang til højere uddannelser således,
at samerne selv kunne skabe
bedre muligheder for sig selv og
udnytte det potentiale, som findes.
Dette satte en generel diskussion
om uddannelser i gang. Mange
mente, at det var vejen frem, men
der var også nogle, der ikke troede,
at folk blev bedre mennesker,
fordi de havde en høj uddannelse.
En pointerede, at det vigtigste var,
at alle gjorde en indsats. I den forbindelse
håbede han på, at der
kunne oprettes ungdoms- og
sportsforeninger i byen, noget som
man aldrig har haft før.
Larisa Adeva fra Lovozero efterlyste
mere konkrete udspil. Hvordan
var situationen i lokalafdelingerne,
og hvad måtte der gøres!
Samfundet er i opløsning, og
der er ingen andre end OOSMO,
der beskæftiger sig med vores problemer,
såsom faldet i renbestanden
og den dårlige økonomi. Det,
at vi har muligheden for at samles
og debattere vores problemer, det
skal vi udnytte bedre.
I løbet af dagen blev der rejst
flere debatter om arbejde, økonomi,
børn og unge, miljøbevaring,
sprog og samisk kultur. Det stod
fuldstændigt klart, at OOSMO er
en uundværlig platform for de
spredt boende samer på Kola-halvøen.
Nok var der ikke så mange
konkrete forslag til, hvordan man
kommer videre, men alene det, at
INFONOR
3

Heldigvis var der også tid til te og kaffe!
Samerne på Kola-halvøen bor spredt over et landområde større end Danmark
og det er af stor vigtighed, at de får mulighed for at komme sammen
og debattere fælles anliggender.
4
INFONOR
mennesker med samme problemer
får mulighed for at mødes og udveksle
erfaringer, giver et stort
skub fremad. Når det er sagt, må
det også fremhæves, at den gode
vilje og iderigdommen som findes
ikke er nok, hertil er de sociale problemer
for uoverstigelige.
Alexander Kobelev blev genvalgt
som bestyrelsesformand for
OOSMO i 2 år. Ivan Matrekhin blev
valgt som OOSMOs repræsentant i
Samerådet 1) fra 2005-2009.
Samerne på Kola-halvøen står
overfor massive sociale problemer,
samtidig med at de kæmper for at
bevare deres unikke kultur, herunder
rendrift og sprog. Uden hjælp
udefra går det ikke. Der er en vis
parathed til at hjælpe med styrkelse
af civilsamfundet, men når det
kommer til erhverv og indtjeningsmuligheder
for den enkelte, så
kniber det gevaldigt med den gode
vilje.
INFONOR er af den mening, at
løsningen af problemerne for Kolasamerne
på mikro-plan må omfatte
en styrkelse af sociale og økonomiske
strukturer på samme tid. På
makro-plan handler det om russisk,
skandinavisk, arktisk og internationale
politiske og økonomiske prioriteringer.
■
1) Samerådet er en paraplyorganisation for
samiske interesseorganisationer i Norge,
Sverige, Finland og Rusland.
Frokost blev indtaget på den
lokale cafe. Til venstre i billedet
Olga Artieva (sekretær i OOSMO)
Miriam Weiss (INFONOR).
Til højre: Anne Faartoft (INFONOR)
og Larisa Adeva
(næstformand i OOSMO).

Interview med
Alexander Kobelev
AF CLAUS ORESKOV
INFONOR var på besøg i Lovozero
i slutningen af november
2003. Efter deltagelsen i
OOSMOs konference (se forrige
artikel) fangede vi den genvalgte
formand Alexander Kobelev til en
uddybende samtale omkring Kola
samernes aktuelle situation.
SP: ”Er du tilfreds med resultatet af
OOSMOs generalforsamling?”
A: ”Konferencen viste, at OOSMO
bevæger sig i den rigtige retning.
Det var tydeligt, at folk værdsætter
det arbejde, som vi udfører, og der
kom også en konstruktiv kritik af
ledelsens arbejde.
At der er plads til kritik fortæller
mig, at organisationen er levende
og funktionel, det er et sundhedstegn,
når folk kan se både de
gode og de dårlige sider ved vores
arbejde.”
SP: ”Hvad var det vigtigste, der
blev diskuteret på konferencen?”
A:” Det vigtigste var kontakten
mellem OOSMOs forskellige medlemsgrupper
og dermed diskussionerne
om, hvordan denne kontakt
udbygges. Herudover var det
diskussionen omkring OOSMOs
kontors arbejde og underafdelingernes
ditto.
Fordi OOSMOs kontor ligger i
Lovozero, har folk der bor hér
mulighed for af komme her og
modtage forskellige former for
hjælp til forskel fra dem, der f.eks.
bor i Revda, hvor der ikke findes et
lignende kontor. Herfra kan folk
ringe til slægtninge, der bor i Murmansk
eller et andet sted, de kan
fotokopiere vigtige papirer såsom
skattekort, pas og lignende, som er
vigtigt, når folk forhandler med de
officielle myndigheder. På posthuset
er det dyrt, hvis man skal
have kopieret flere sider. Det betyder
meget, at man kan komme herhen
og få noget hjælp og en snak,
folk betragter det som en helt naturlig
ting. Før var almindelige
menneskers liv meget sværere, så
på den måde er det blevet bedre
på nogle punkter.
Et eksempel på det sociale arbejde
som OOSMO har lavet her i
Lovozero. Sidste år hjalp vi 27 familier
med at få lejligheder i et nyt
boligkompleks, nogle af disse familier
boede i barakker uegnede som
menneskeboliger. Vores sundhedsprogram
er ikke kun for samiske
børn, men det er for alle børn, der
går i skole. Gennem samarbejde
med norsk samemission er det nu
muligt at give børnene vitaminer
og frugt. Tidligere fik eleverne mad
på skolen og internatskolen; det er
det offentliges ansvar, at der igen
skabes midler til dette gennem
amtet. Når jeg møder på kommunekontoret,
spørger de straks:
”Hvad er du nu kommet for din
slange”? Selvom jeg er kommet i et
andet ærinde, konfronteres jeg
straks med forskellige emner, som
jeg har bragt frem som en del af
OOSMOs arbejde. Det kan være en
brandtomt, der har stået i 3 måneder
uden, at der er gjort noget ved
det, eller forskellige døre i et boligkompleks
der ikke virker, eller ringeklokker
der er ude af drift. ”Kan
I ikke bare tage jer af jeres egne
sameproblemer i stedet for at blan-
Alexander Kobelev i et stjålent øjeblik sammen med sin kone
Luba (til højre) og vennen Jevgenij Jushkov til venstre i billedet.
INFONOR
5

de jer i det kommunale arbejde”,
spørger de så. Men det er et eksempel
på, at vi er kendt for at
sætte fingeren på alt i lokalsamfundet,
som trænger til at blive
trukket frem i lyset. Meget af dette
arbejde er ikke så synligt, men det
er alligevel alle de små skridt, der
tæller i det lange løb.
Mange af disse emner vil blive
taget op i avisen, som skal udkomme
en gang om måneden, og når
samarbejdet bliver bedre, vil det
blive hver 14. dag.
SP: ”Hvad har højeste prioritet i det
fremtidige arbejde?”
A: ”At hjælpe med at skabe obschinaer
(familiebrug). De samiske
familier, der er parat til at danne
obschinaer og som søger vejledning
i, hvordan man griber sagen
an, er vi forberedt på at hjælpe i
samarbejde med myndighederne.
SP: ”Er det med henblik på rendrift
eller jagt og fiskeri?”
A: ”Det ville være forkert at sige,
at det udelukkende er for rendrift,
for den traditionelle samiske levevis
inkluderer både rendrift, fiskeri
og jagt. Det er vigtigt, at den traditionelle
samiske levevis bliver
genoplivet. En obschina, der kun vil
beskæftige sig med en form for
naturudnyttelse, vil ikke være levedygtig.
Er der nogen, der vil starte
en kommerciel virksomhed, er vi
også parat til at hjælpe dem. I særdeleshed
hvis det er en virksomhed
der vil omfatte samiske produkter,
og hvis flertallet af medarbejderne
i virksomheden er samer. Vi er en
samisk organisation og vores første
prioritet er samerne. Vi samarbejder
gerne med andre f.eks. med de
komi- og netneser-organisationer,
som findes her, men igen – samerne
har vores første prioritet. ■
6
INFONOR
Samerna på Kola
Halvön får egen
radiostation
AF PER JOHANNES MARAINEN
Sommaren 2000 tystnade de
samiska radioprogrammen
på Kola Halvön. Nu pågår
ett projekt som ska bygga en
samisk radiostation i ryska Sapmi.
Det första radioprogrammet
sändes i december 2003.
Mellan åren 1991-2000 sändes det
1 timme samiska radioprogram per
vecka, över kabelradionätet i Lovozero
– Revda området, som är
det huvudsakliga samiska bosättningsområdet
på Kola Halvön, och
är beläget ca. 180 km. sydost om
Murmansk.
Det statliga TV- och Radio-sällskapet
GTRK Murman, som hade
ansvar för sändingarna lade pga.
dålig ekonomi ned de samiska programmen
i juli 2000.
Den 19. december 2003 kan man
åter höra samiska radioprogram på
Kola Halvön.
Det är möjligt tack vare ett 3årigt
projekt som startade sommaren
2002. Fr.o.m. december 2003
sänder radiostationen 20 min. per
vecka, och har 4,5 tjänster.
Sändningstiden ökar succesivt
under projektperioden till 5 timmar
per vecka sommaren 2005, och
antalet tjänster är då 10.
Samiskt ägande
Projektet har intierats av de nordiska
sameradio- och TV-bolagen, och
nu finns även Samerådet och de
Kola Halvöns Sami Radio har en
logotype, med text på kildinsamiska
ryska och engelska.
två samiska organisationerna på
Kola Halvön, Kola Halvöns sameförening
och OOSMO sameförening
med i projektet.
Under projekttiden ska det
utredas vem som ska äga och driva
radiostationen efter att projektet
är avslutat. Mycket tyder redan nu
på att det blir ett helsamiskt ägande,
genom de två sameföreningarna
i Ryssland och eventuellt en
ägare från de nordiska länderna.
Kola Halvöns Sami Radio blir i så
fall den första helt samiskt ägda
radiostationen.
Ett omfattande projekt
– Detta är ett mycket omfattande
projekt, eftersom vi bygger upp en
radiostation helt från grunden,
säger projektledaren Per-Johannes
Marainen.
– Inredning av radiolokaler,

Journalister i arbete
Aleksander Paul
intervjuar Gennadij
Lukin, ledare för
OOSMO sameförenings
Lovozero-sektion
inköp av teknisk utrustning och utbildning
av journalister är de viktigaste
uppgifterna för projektet.
Kola Halvöns Sami Radio har fått
lokaler i kulturcentret, Chum, mitt i
Lovozero. Denna byggnad återinvigdes
i juni 2003, efter att norska
och svenska myndigheter gått
in med medel för att restaurera
lokalerna som stått tomma i nästan
10 år.
– Vi har lokaler som är väl anpassade
för radioverksamhet, och
som dessutom ligger centralt i
Lovozero, säger Valerij Tkachev,
chef på Kola Halvöns Sami Radio.
Utbildningsdelen av projektet
omfattar journalistutbildning och
språkutbildning. Totalt skall 5 personer
utbildas till journalister, och
utbildningen sker dels vid Samisk
Högskola i Kautokeino och dels vid
Murmansk Universitet.
– Det ställs stora krav på journalisterna
vid Kola Sami Radio. De ska
kenna det samiska samhället i Ryssland
och det ryska samhället. Dessutom
ska de vara väl insatta i det
samiska samhället i Norden, och
även ha inblick i urbefolkningsfrågor
i ett globalt perspektiv,
säger projektledare Marainen.
Även språkligt ska de blivande
journalisterna ha stora kunskaper.
Programmen ska sändas på den
lokala samiska dialekten, kildinsamiska,
och ryska. Dessutom ska
journalisterna rapportera till de
nordiska sameradiostationerna på
nordsamiska och något av de skandinaviska
språken. Därför blir
språkutbildning också en central
del i projektet.
Projektets betydelse
Det bor ca. 2000 samer på Kola
Halvön, och majoriteten av dem
kan inte samiska. Projektledare
Marainen menar att radioprogram
på Kildin samiska, kan få en avgörande
betydelse för det samiska
språkets överlevnad.
– Det att få höra sitt språk på
radion, kan göra att de yngre samerna
fattar ett större intresse för
at bevara och utveckla sitt språk.
– Det är också väldigt viktigt för
demokratin i området att samerna
Jevgenij Kirillov, journalist, Valerij Tkachev, direktör
Kola Sami Radio, Aleksander Paul, journalist. De står
utanför det nationella kulturcentret Chum, där Kola
Sami Radio har sina lokaler.
nu vid egna radioprogram na vara
med på att definiera sin egen verklighet,
sin egen syn på sin tillvaro.
Kola Halvöns Sami Radio kommer
att ingå det redan etablerade
samnordiska sameradio-, och TVnätverket.
Journalisterna i Lovozero
ska varje vecka rapportera till
Norden om de viktigaste händelserna
på Kola Halvön. Dessa rapporter
kan sändas på sameradion,
läggas ut på sameradiostationernas
gemensamma web-sida,
www.samiradio.org
eller publiceras i de samnordiska
TV-nyheterna, Oddasat.
Kola Halvöns Sami Radio är därmed
med på att både stärka den
samiska identiteteten inte bara i
Ryssland, men också i Norden. Samtidigt
kan Kola Sami Radio, bli en
viktig distributionskälla för nyheter
från en av de mest intressantanta
regionerna i vårt närområde, Kola
Halvön. ■
INFONOR
7

Shamantrommen i turkernes traditionelle kultur i sydvest Sibirien:
Nye oplysninger om dens
konstruktion og semantik
AF DMITRIJ FUNK
Sydvest Sibirien er i dag administrativ
del af Keme
rovo oblast, Altaj kraj og
republikken Altaj. I realiteten er
området noget større, fordi det
delvist indbefatter den sydlige del
af Tomsk oblast og Novosibirsk
oblasts østlige områder.
I det 18. - 20. århundrede boede
der her et relativt stort antal
turksprogede etniske grupper. De
største af dem – tjulym-tatarene,
teleuterne, shorerne, kumandinerne,
tjelkanerne, tubalarerne, telengiterne
og altaj-kishierne (de sidste
fire kaldes med et fælles officielt
navn ”altajerne”) – har bestået til
i dag som selvstændige etniske
grupper. Her vil kun tre af dem
blive behandlet, nemlig teleuterne,
shorerne og kumandinerne. Teleuterne
og shorerne bor hovedsagelig
i Kemerovo oblast. Teleuterne
udgør 2.658 personer, shorerne
omkring 14.018 (iflg. den russiske
folketælling i 2002). Kumandinerne
bor først og fremmest i Altaj kraj
og udgør i dag 3.123 personer.
Disse tre etniske grupper er
valgt, fordi deres shamaner under
åndemaningen (russisk: kamlenije)
benyttede sig af praktisk talt identiske
trommer. På grundlag af deres
udformning, de karakteristiske
billeder på ydersiden og de særegne
ikke-menneskelignende
8
INFONOR
Evenk klædt i shaman udstyr.
håndtag falder alle disse trommer i
én gruppe, som sædvanligvis i sovjetisk
etnografisk litteratur kaldtes
shor-tromme. Jeg vil ikke her redegøre
for, hvorvidt en sådan typologi
er begrundet, men berører det i
artiklens slutning. Etnografiske
publikationer ikke kun etnografisk
forskning, men også etnografiske
redegørelser flyder som regel over
med en mangfoldighed af uberettigede
generaliseringer, forhastede
konklusioner og ”videnskabelige
myter”. Det materiale, som her er
udvalgt til gennemgang, viser dette
tydeligt.
Denne artikels mål er ikke kun
at introducere læseren til den
videnskabelige udveksling af nye
materialer og analysen af dem,
men også at vise en række kilder,
der har dannet grundlag for videnskabelige
myter.
At dømme efter rejsendes og etnografers
beskrivelser og oplysninger
fra nulevende informanter, der
blev shamaner i årene 1920-1940
var de teleutiske, shorske og kumandinske
shamaners faste attributter
i det 18. - 20. århundrede
trommen og trommestikken.
Eftersom det hovedsagelig er
shamantrommen, der vil blive behandlet
her, giver jeg kun en kort
beskrivelse af trommestikken. I begyndelsen
af det 20. århundrede
havde trommestikken (orbu)
til shamantrommen en standardform,
og forskellene mellem dem
bestod kun i måden, de blev beklædt
på.
Hos teleuterne blev trommestikken
lavet af spiræabusken, ikke
desto mindre kaldtes den i shamantekster
konsekvent tash orbu
– stentrommestik. Trommestikken
blev betrukket med kamas (pels fra
skinnebenet) fra vild ged, elik
pytjkagy. Den blev udsmykket med
bånd tuu (bogstaveligt talt ”flag”
eller ”fane”) til ære for de mægtigste
ånder og/eller skytsshamanen
1) .
Ifølge L. P. Potapov betrak
shorerne typisk trommestikken
med den hvide hares vinterpels 2) .

Dette er højst sandsynligt ikke helt
præcist. Ifølge A. V. Anokhins tidligere
oplysninger var kam (shaman)
Ivan fra Abalarstammens
trommestik (orbu – trommestik;
altyn kamtjy – gylden pisk; tabylgalyg
altyn orbu – den gyldne
trommestik af pil) lavet af spiræa,
inderst var den betrukket med
groft hør, og derover kom pelsen
fra en sommerhare 3) . Ligeledes fortæller
Anokhin, at kam Kakysha fra
Tajleps trommestik var lavet af
spiræa 4) . Ud fra beskrivelserne af ni
trommestikker, der er blevet bevaret
på museum (seks i Sankt Petersborg,
to i Tomsk og en i Omsk), er
tre af dem faktisk betrukket med
hareskind, to hvide og en uden
markering af farve. Tre andre museumsstykker
er betrukket med
skinnebensskind fra rådyr og altajhjort,
en trommestik er betrukket
med elgskind, og de resterende to
var ikke betrukket med skind, derimod
var der på en af dem fastgjort
en metalplade 5) . Det er interessant,
at der i beskrivelsen af trommestikkerne
i kataloget fra Kemerovo
står, at deres kerne først og fremmest
er lavet af birketræ (?) 6) , det
kræver i det mindste en kontrol.
Kumandinernes trommestik var
ifølge L. P. Potapov ”af jern (sandsynligvis
en trækerne dækket af
metalplader – D.F.) og skindet fra
vild gedebuk (kuran) var bundet
om” 7) . Efter L. P. Potapov samlede
og publicerede den kumandinske
etnograf F. A Satlajev ny viden om
de kumandinske shamaners rituelle
attributter. Han fortæller, at trommestikken
blev lavet ”af birk eller
spiræa” 8) .
Størrelsen på trommestikken varierede
afhængig af lokale traditioner
og især af, hvad der var behageligt
for shamanen selv. Trommestikkens
længde var fra 25 til 35-37
cm, og bredden fra 3-5 cm til 13-14
cm. Hovedet var som regel bredere
end den del, hvortil der var fastgjort
remme til at spænde trommestikken
fast til shamanens håndled
under åndemaningen.
Tegninger på en teleutisk tromme.
Den tidligste beskrivelse af en
tromme finder vi hos I. P. Falk. Han
beskrev teleuternes tromme allerede
i det 18. århundrede. Trommen
– Falk nedkrev også trommens turkiske
navn tür – bestod ud fra forskerens
optegnelser ”af et rundt
håndfladetykt piletøndebånd med
en diameter på 1,5 til 2 fod på den
ene side betrukket med garvet
hesteskind, og på den anden side
med en tværbjælke af træ, der
tjente som håndtag. På trommeskindet
var der afbildninger af solen,
månen, stjerner, heste, træer,
mennesker, sataner i form af heste
med pigge på ryggen, frøer, regnbuer
og to slanger, alt sammen
tegnet så godt som kam (shamanen
– D. F.) kunne. Trommestikken
var lige så bred som en rulle til tøj
og betrukket med ubehandlet hareskind.
Langs trommens kanter og
på håndtaget hang der jernbjælder”
9) .
Konstruktionen og udsmykningen
af teleuternes, shorernes og
kumandinernes trommer samt
ritualerne omkring disse er også i
andre sammenhænge blevet mere
udførligt beskrevet 10) .
For at undgå at bebyrde læseren
med en overflod af faktuelt materiale,
vil jeg blot slå fast at trommerne
og tegningerne på tromme-
skindet er næsten fuldstændig
identiske 11) . Herefter vil jeg bruge
teleuternes tromme som eksempel
for resten af gennemgangen.
Shamantrommen hed på teleutisk
t’üür eller tjaluu, men under
åndemaningen kaldte shamanen
sommetider trommen ak adan –
”min hellige kamel”. Trommen var
rejsedyr for shamanen – som regel
en hest, men også en kamel og i
nogle traditioner en elg eller en
hjort.
De teleutiske trommer er i omkreds
182 (183) cm, den vertikale
diameter – 68 (60) cm, den horisontale
– 55 cm, håndtagets længde –
64 (57) cm, håndtagets bredde –
9,5 (10,5) cm (fastsat på grundlag
af to trommer, der befinder sig på
museum – kam-shamanen Kanakajs
og den kvindelige shaman
Pödöks). 12)
Trommen bestod af en cedertræs
ramme (kash 13) , eller kurtjuu),
betrukket med skind fra en særlig
hjorteart fra Altaj, fra almindelig
hjort eller føl. På trommens inderside
(tübü) var der lodret fastgjort
en ikke-menneskelignende tværbjælke
af birketræ – alty köstü ala
pars 14) , ”seksøjet broget leopard”.
Vinkelret ned gennem den gik en
tynd metalstang kirish (buestreng),
på hvilken der på begge sider af
INFONOR
9

”Den kvindelige teleutiske shaman Marfa Tolyshevjas tromme:
1) indersiden 2) ydersiden”.
pars var nogle jern vedhæng. Disse
vedhæng (Sünker, eller küme, bogstaveligt
bidselspænder) symboliserede
pile. Indefra og ud til den
yderste del af bagsiden hang metalvedhæng
udformet som halvmåner
– kylysh (sværd, sabel) som
symboler på shamanens og hans
ånders våben. Vedhængene beskyttede
ikke blot shamanen imod
fjender under åndemaningen, også
bagefter ville vedhængene begynde
at rasle, hvis der var fare på
færde 15) . Oplysningerne om en
”levende” tromme og dens evne til
at forudse fremtiden passer sammen
med lignende forestillinger
hos turkerne i Sajano-Altaj, deres
historiefortællere (kaitjy) havde
også ”levende” instrumenter. Vedhængene
(kylysh) var foroven sat
fast til nogle små pinde nedenunder
trommeskindet, hvor de resonerede
lyden. Normalt var der
seks sådanne pinde. På nogle
shorske trommer har man set
færre, men trommer af denne type
hos alle de ovennævnte etniske
grupper har normalt seks pinde. De
blev kaldt örkösh (pukkel), og
trommen blev efter antallet af pukler
kaldt alty örköshtü ak adan,
den sekspuklede hellige kamel. Der
er også nedskrevet et andet navn
for disse pukler müüs, som betyder
10
INFONOR
horn (det er fra shorerne 16) , det
tyder på, at forestillingerne om
”rejsedyrets” udseende ikke var
helt entydige.
Derudover var der på jernstangen
(kirish) på begge sider af pars
fastgjort endnu to bånd (t’alama).
Der findes mange lignende beskrivelser.
Der er efter min mening
skrevet langt mindre om afbildningerne
på trommeskindets skindyderside
(pydyzhi), hvor mærkeligt
det end må virke for eksperter bekendte
med S. V. Ivanovs ”Afbildningerne
på Sajano-Altaj folkenes
kultgenstande og deres betydning”
17) og Vilmosh Dioszegis ”Pre-
Islamic Shamanism of the Baraba
Turks and Some Ethnogenetic Conclusions”
18) . Jeg vil analysere netop
disse afbildninger udførligt 19) .
Ved første øjekast ser det ud,
som om alle tegningerne på teleuternes
trommer er placeret, så de
afspejler forestillingen om verdensaltets
tre verdener, den øverste verden,
jorden og helvede. Den øverste
verdens symboler er på den
øverste store del af trommens overflade.
”Jorden” er afbildet i form af to
horisontale parallelle linjer med en
tredje brudt linje imellem. ”Underverdenen”
befinder sig under afbildningen
af jorden og fylder den
nederste mindste del af trommen.
Sådan tolkede næsten alle forskere
tegningerne. Kun A. V. Anokhin er
en undtagelse fra denne regel, han
lavede en storslået og vanen tro
meget omhyggelig beskrivelse af
trommen, men han turde ikke ud
fra sine informanters oplysninger
hævde, at disse aftegninger var en
direkte afbildning af den folkelige
forestilling om en tredelt verdensorden.
Jeg vil forsøge at afgøre, hvorvidt
alle tegningerne på trommen
virkelig er omhyggeligt placeret i
universets tre dele, og i hvor høj
grad denne placering svarer til
teleuternes traditionelle forestilling
om universet.
Først kommer en kort redegørelse
for universets struktur, som de
teleutiske shamaner så den 20) .
1. Menneskene og ånder, der var
knyttet til en lokalitet (bjerge,
floder, søer o.l.) yjyk var på
pu-t’er ”vores/denne jord”. Den
så ud som en tallerken og stod
på fire mørkeblå tyres rygge.
2. Rundt om ”vores jord” løb
t’er-t’oly (den jordiske vej), den
tænkte jord, som teleuterne
mente var en bred ring. Den østlige
og sydlige del af t’er-t’oly
blev regnet for beboet, der boede
de neutrale ånder, de ånder,
der var velvilligt indstillede overfor
mennesket og endelig pajana-guderne.
Pajana var – fordi
de var jordiske – mindre velvillige
overfor mennesket end for
eksempel de himmelske guder.
De kunne gøre folk syge eller slå
ihjel. Når pajana gjorde gode
gerninger, var det kun til gengæld
for en ofring. Man havde
kendskab til alt i alt 30 pajanaånder.
Af de mest kendte kan
nævnes dørtrinets ånd Karadam
(ezhik-tengerezi), hans
søn Sook-khan, guden T’öökhans
sønner (se nedenfor)
– Temir-khan, Erkej-khan, Mordok-khan,
Purkaj-khan, guden
for jord og vand Perjutji-khan

(Pörüci-qaan), vandelementernes
ånder Talaj-khan, Sulajkhan,
og Ker-Balyk, beskytteren
af shamantrommen Tajlyk-khan,
ildens herre Ojmok-aru. Både
pu-t’er og t’er-t’oly var foroven
dækket af et jerndække temir
kapkak.
3. Østpå, langt fra jorden var der
to ”planeter”, i shamantekster
kaldes de tjyn-t’er, ”sandhedens
jord” eller ”den sande jord”. På
den ene af tjyn-t’er boede den
mægtigste guddommelige stamfar
Adam, som var mægtig nok
til at skabe nye himmelboere,
på den anden planet boede
T’öö-khan.
4. Den øverste verden, Himlen
(tengere) forestillede man sig
bestod af 17 lag, hvor der først
og fremmest boede ulgeniguder.
5. Aalys-t’er (mørkets jord) bestod
af syv eller ni underjordiske lag,
hvor de onde ånder boede
(ajna, körmös).
På den øverste del af trommens
yderside blev der nogle gange påmalet
alt i alt mere end 30 afbildninger
af forskellige væsener, som
man for nemheds skyld kan opdele
i seks grupper:
1) ”Himmeldelen” – en rød linje,
der ifølge N. P. Dyrenkova symboliserer
himmelhvælvingen,
solen, månen, stjernerne, morgenstjernen
og aftenstjernen,
stjernebillederne Orion, Plejaderne,
og Store Bjørn, regnbuen,
hvis øverste ende støtter på
endnu en sol og den nederste
støtter på jorden (NB! - D.F.).
2) ”Den hellige Ulgens bog Sabyr”
– en bekræftelse på shamanens
evne til at udføre seancen.
(Ulgen er iflg. shorernes mytologi
den øverste gud o.a.).
3) Otte eller ni fugle:
Seks eller syv af dem var Ulgens
fugle, de blev også kaldt
”Tjamgyl-fuglene”, de var shamanens
modstandere og lod
ham ikke komme ind til Erkajkhan
(pajana-ånd! – D.F.) eller til
T’öö-khan (der boede på
Tjyn-t’er! – D.F.), så snart shamanen
fangede fuglene, blev de til
hans hjælpere.
Den syvende (eller ottende)
fugl personificerede shamanens
”mørke tjener-fugl” eller
”Ulgens hellige høg”.
Den ottende (eller niende)
fugl var Kaan-Karlyk (pajanaånd!
– D.F.) den tjente som shamanens
spejder og hjælper.
Et net, som Tjamgyl-fuglene
brugte til at fange en syg per-
sons ånd t’ula.
4) Shamanens, de himmelske ulgener
Baj-Ulgens, Kyzygans,
Totojs, Ojrots (=Burkhan=Eksej-
Meksej), Tumats, Abjoshs samt
pajana-ånden (NB! – D.F.) Mordok-khans
bura-heste.
5) Tre træer: hellige lærketræer og
birketræer, hvor fuglene Kaan-
Kush eller Kaan-Karlyk eller fuglemoderen
Kurgaj-Kaan sad (de
to sidste er pajana-ånder! –
D.F.).
6) Shamanens beskytter, som er en
pajana-ånd (NB! – D.F.) Ulgens
søn Kirbi-Taj.
”Tegnet af antropologen Anokhins informant. Viser 3 ud af 5 verdener i ”verdens
sjælen”. Jorden og himlens verden er ikke medtaget. Tegningen er en
kopi efter originalen, der befinder sig på kunstkammeret i Sct. Petersborg.”
INFONOR
11

Forarbejdning af shaman tromme
Ud fra denne oversigt kan man
konstatere, at der på denne del af
trommen – med undtagelse af tegningerne
af solen og månen ikke
er en eneste af den teleutiske panteons
himmelske væsener. For at
kunne sige at den himmelske sfære
(eller en del af den) er afbildet, så
bliver man nødt til at anerkende,
at tegningerne ikke går ud over
det sjette himmelske lag, hvor Far
Måne Aj-aba i teleuternes forestillingsverden
befandt sig. Der er på
trommens øverste del tegninger af
væsener, der tilhører den ”overjordiske”
gud T’öö-khan, men også
”jordiske” pajana-ånder. Jorden er
også afbilledet. Det materiale, der
er til rådighed, tillader således ikke
12
INFONOR
sikkert og entydigt at fortolke tegningerne
på trommeskindets øverste
del som ”den øverste verden”.
Lad os nu se nærmere på linjerne,
der deler den øverste del af
tegningerne på trommen fra den
nederste, og som etnografer almindeligvis
identificerer med ”jorden”
21) . Man skal lægge mærke til,
at teleuterne, som A. V. Anokhin
ganske rigtigt bemærker, ”ikke har
noget navn for disse linjer” 22) .
Disse linjer er tegnet på en ganske
særlig måde, blandt andet adskiller
”jorden” ikke blot de øverste
tegninger fra de nederste; den
går hele vejen rundt langs trommekanten.
Det vil altså sige at ”jorden”
omkranser ”hele den himmel-
ske del af verdensaltet” med en
asymmetrisk ring. Det er endnu et
eksempel på gisninger fra forskernes
side, der ikke er underbygget
af informanters vidnesbyrd, denne
gang er det hos N. P. Dyrenkova.
Hun skrev blandt andet: ”Langs
den indre kant af den streg, der
indrammer det øverste område, er
der endnu en rød linje, der
a n t a g e l i g v i s (opdelingen er
min – D.F.) afbilleder himmelhvælvingen
23) ”.
En anden særegenhed ved
”rammen” er, at de trekanter, der
er tegnet mellem de to parallelle
linjer, (spidserne vender op mod
den øverste del, mod trommens
kant) hver har tre små ”udvækster”.
Selvom antallet af trekanter
og følgelig antallet af ”udvækster”
var forskelligt – 17, 18, 22 – blev de
opfattet som ”de 17 khaners veje”,
det vil sige veje til jorden t’er-t’oly
til pajana-ånderne på den tænkte
jord. Selve t’er-t’oly – den tænkte
jord blev ikke afbilledet på trommen,
kun nogle af dens beboere
dukker i en eller anden form op på
tegningerne på den øverste, og
som det vil blive påvist nedenfor,
på den nederste del af trommeskindet.
Hvad angår linjen, der består af
trekanter, skal det bemærkes, at
det kun var teleuterne, der ikke
havde noget navn for dem (eller
måske rettere: der ikke havde noteret
noget navn i begyndelsen af
det 20. århundrede). Shorerne og
kumandinerne havde bevaret dette
navn. Shorske og kumandinske
shamaner huskede udmærket dens
betydning og kaldte den tegri
kuru/ tengerening kuru (bogstaveligt
”den himmelske midje”) ”regnbuen”
24) .
Til sidst den nederste del. Her er
der seks tegninger:
1) Bura, Adams hest (altså, ifølge
tidlige beskrivelser af Verdensaltets
opbygning, den overjordiske
guds rejsedyr). Den er hos
Pörütji-kaan (en pajana-ånd).

2) Et kvadrat påmalet en menneskelignende
skikkelse Kar-Adam
25) (en pajana-ånd), dørens
vogterånd, ”de himmelske
døre”, dørtrinets herre, uden på
forhånd at have sikret sig dette
væsens godkendelse kan shamanen
(kam) ikke mane nogen af
Verdensaltets ånder.
3) Fiskeuhyret Ker-Palyk (pajanaånd)
som er shamanens beskytter
og hjælper når han i forbindelse
med åndemaningen befinder
sig et sted i Verdensaltet.
4) En frø, der støtter Tujes-könök
med hjemmebrygget øl, når
shamanen rejser i en af Verdensaltets
verdener.
5) En slange, der er ”jordens tøndebånd
(!), t’ek-t’ylan”, hvis shamanen
finder den, beskytter
den ”sjælen” – t’yla mod onde
ånder.
6) Jorden, der er afbilledet som en
række striber allernederst på
trommen under slangen.
På den nederste del af trommen er
der ingen figurer, som direkte kan
henføres til underverdenen. Fire af
dem forstiller ikke desto mindre
væsener, der bor under jordens
overflade. Kar-Adam og hans søn
er dog pajana-ånder fra den tænkte
verden; Kar-Adam kaldes endda
Tengere, det vil sige ”himlen, himmelske
gud”; Kar-Palyk er ligeledes
en pajana-ånd, slangen beskytter
t’yla mod onde ånder. Disse fire figurer
hjælper shamanen, når han
rejser i en hvilken som helst del af
Verdensaltet, selv i himlen.
Ovenstående beskrivelse og fortolkning
af tegningerne på de teleutiske
trommer rejser to vigtige
spørgsmål: 1) Hvilke forestillinger
om Verdensaltet er gengivet i tegningerne?
Og 2) Hvorfor er der i så
høj grad overensstemmelse mellem
tegningerne og deres placering på
teleuternes trommer og på shorerne
og kumandinernes trommer, når
det Sajano-Altaj shamanerne har
nedskrevet i det 19. og 20. århundrede
er præget af så store afvigel-
ser? Sidste spørgsmål er yderligere
kompliceret, fordi en endnu længere
række etniske gruppers trommer
deler ligheden i konstruktion
og bemaling: I det 18. århundrede
blev lignende trommer med lignende
tegninger beskrevet og aftegnet
af forskere hos barabin
tatarerne, og fra slutningen af det
19. århundrede til begyndelsen af
det 20. århundrede ligeledes hos
tjelkanerne og tubalarerne (i nord
Altaj 26) ), samt hos nogle khakasgrupper.
Tegningerne på de teleutiske
trommer er vanskelige at fortolke,
og sammenhængen med de teleutiske
forestillinger om fem verdener
er endnu sværere, fordi disse
forestillinger kun med varsomhed
kan sammenlignes med de traditionelle
forestillinger om en tredelt
verden.
De stilistiske og kompositoriske
afbildninger på shamantrommerne,
der gengiver menneskehedens
gamle forestillinger om verden og
dens indbyggere sandsynligvis fra
tiden før år nul, giver yderligere
problemer, når man forsøger at
sammenligne dem med religiøse
forestillinger, der for det meste er
nedskrevet i slutningen af det 19.
århundrede. Desværre er forskerne
som oftest ikke opmærksomme på
denne vigtige detalje.
Sådanne sammenligninger er
også komplicerede, fordi selve produktionen
af trommerne blev varetaget
ikke af shamanerne selv, men
af deres stammefæller, til tider
endda uden shamanens ledelse.
Spørgsmålet om sammenfald (identitet)
i shamaners og ikke-shamaners
verdenssyn i traditionelle turksamfund
i Sajano-Altaj er endnu
ikke blevet undersøgt, det er, så
vidt jeg er bekendt, end ikke blevet
stillet. J. B. Simtjenkos udmærkede
arbejde om nganasanernes trosforestillinger
27) kunne bruges som
model for en undersøgelse af traditionelle
verdenssyn.
På nuværende tidspunkt, tænker
jeg, vil det mest korrekte være
blot at konstatere: at tegningerne
på teleuternes trommer og følgelig
også på shorernes og kumandinernes
trommer hverken svarer fuldstændig
til forestillingen om en tredelt
eller en femdelt verdensstruktur.
For at finde ud af hvorfor tegningerne
på teleuternes, shorerne,
kumandinernes og endda nogle af
khakasernes trommer er ens, er vi
igen nødt til at bevæge os ud på
de mere eller mindre plausible
gisningers og hypotesers territorium.
For nylig forsøgte man for
eksempel at forklare ligheden
mellem teleuternes og shorernes
shamantrommer ud fra teleuterne i
Kusnetsk-sænkningens (kaldet atjkyshtymerne)
etniske oprindelse 28) .
Det er muligt, at en sådan forklaring
indeholder et fornuftens frø,
der går ud på, at teleuternes
shamantromme faktisk er atjkyshtymernes
tromme, fordi atjkyshtymerne
blev assimileret ind i
den teleutiske gruppe. Jeg forholder
mig dog skeptisk til dette. Det
middelalderlige dadan samfund
(tatar) er imidlertid brugbart i denne
sammenhæng, sporene efter
dette samfund er den dag i dag
synlige både i et anseeligt antal
fuldstændig identiske kulturelementer
og i selve det navn teleuterne,
kumandinerne og shorerne
og khakaserne har givet sig selv,
nemlig ”tadar”. Det er meget muligt,
at ligheden mellem de ovennævnte
folkeslags trommer og
trommetegninger kan forklares
med, at deres forfædre var del af
dadan/tatar folket.
De teleutiske trommers tegninger
og konstruktion er næsten
fuldstændig homogen – til forskel
fra alle de tilstødende turksprogede
folk. Måske er denne omstændighed
mindre væsentlig, men ikke
desto mindre viser den det teleutiske
folks enhed, og hvordan forskellige
slægter er konsolideret i et
teleutisk fællesskab. Det ser ud til,
at shamanen spillede en ganske
væsentlig rolle i denne konsolide-
INFONOR
13

ingsproces. Shamanen fik mulighed
for at udføre ikke blot helbredende
og andre åndemaninger for
medlemmer af forskellige slægter
og fælles klanofringer for hele det
teleutiske samfund ved at påføre
tegninger af forskellige teleutiske
slægters beskyttere. ■
14
Oversat fra russisk af
Anne Bojsen Faartoft.
NOTER
1) Funk D. A. ”Batjat teleuterne i det 18. århundrede
til første fjerdedel af det 20.
århundrede – en historisk og etnografisk
undersøgelse”, Moskva, 1993.
2) Potapov L. P. ”Die Schamanentrommel
bei den altaischen Völkerschaften – Glaubenswelt
und Folklore des sibirischen
Völker“, Budapest, 1963, s. 228.
3) Funk D. A. ”A. V. Anokhins materialer
om shor shamanisme – shamanisme og
tidlige religiøse forestillinger”, Moskva,
1995, s. 191-192.
4) Ibid. s. 198.
5) Shorerne. Katalog over Ruslands museers
etnografiske samlinger. Tj. 5. Åndelig
kultur. Kemerovo, 1999, s. 64-66.
6) Ibid.
7) Potapov L. P. op.cit. s. 236-237.
8) Satlajev F. A. ”Kumandinetserne (et historisk-etnografisk
rids fra det 19. århundrede
til den første fjerdedel af det 20.
århundrede), Gorno-Altajsk, 1974, s. 155.
9) Falk I. P. „Beiträge zur topologischen
Kenntnis des Russischen Reichs, 6. Abteilung,,
bd. 3“, Sankt Peterburg, 1786, s.
559-600.
10) Anokhin A. V. ”Tjalu – teleuternes kamtromme”,
arkiv Instituttet for videnskabelig
forskning, Museet for antropologi
og etnogafi, f. 11. op. 1. n. 157; Dyrenkova
N. P. ”Materiale om teleuternes
shamanisme”, en samling, Museet for
antropologi og etnogafi í . Kh. å ., L.,
1949; Potapov L. P. ”De teleutiske shamaners
tromme og dens tegninger”, Sankt
Petersborg, Museet for antropologi og
etnogafi. í .Kh. å . L., 1949, samme forfatter,
”Altaj Shamanisme” Leningrad,
1991; Ivanov S. V. ”Afbildningerne på Sajano-Altaj
folkenes gamle kultgenstande
og deres betydning”, Sankt Petersborg,
Museet for antropologi og etnogafi,
1955, t.16. s. 165-265; Potapov L. P og
Menges Dr. ”Materialen zur Volkskunde
der Türkvölker des Altaj”, mitteilungen
des Seminars für Orientalischen Sprachen
zu Berlin. Jg. XXXVII. Abt. 1., Berlin,
1934, s. 53-104; Potapow L.P. ”Die Shamanentrommel
bei den altaischen Völkerschaft…”;
Pokrofjeva E.A. ”Shamantrommer
– et historisk og etnografisk
atlas over Sibiriens folk”, Moskva, Leningrad,
1961, s. 435-492; Satlajev F.A
”Kumandinetserne… ”, s. 156-157; Funk
D. A. „En ukendt beskrivelse af teleuternes
shamantromme fra Anokhins arkiv“,
Etnografisk oversigt, 1997, nr. 4. s. 40-47;
samme forfatter ”Anokhins materiale
om shorets shamanisme…“; samme forfatter
”Teleuternes shamanisme: traditio-
INFONOR
nelle etnografiske fortolkninger og nye
forskningsmæssige muligheder”, Moskva,
1997, s. 268 blandt andre.
11) Det var S. V. Ivanov, der i 1955 påviste
ligheden mellem disse tegninger. Se:
Ivanov S. V. ”Afbildningerne på… og
deres betydning”, s. 239. Senere i 1963
antog også L. P. Potanov denne tese med
nogle vigtige specificeringer (se: Potapow
L. P. ”Die Shamanentrommel bei
den altaischen Völkerschaften…).
12) Dyrenkova N.P. ”Materiale om shamanisme”,
…, s. 114.
13) Kash – grænse, kant, grundlag. I forbindelse
med shamantrommer – selve rammen.
14) Forøvrigt bør man lægge mærke til, at
L. P. Potatov, for at vise det traditionelle i
de teleutiske shamantrommer (ved sammenligning
af oplysninger fra begyndelsen
af det 18. århundrede med oplysninger
fra begyndelsen af det 20. århundrede)
i en række af sine udgivelser henviser
til tjuljbertrommen, der er beskrevet i
S. P. Krashennikovs dagbøger. Se fx Potapov
L. P. ”Atajshamanisme”, Leningrad,
1991, s. 166. At dømme efter I. G. Gmelins
materiale, hvor den selv samme
tjuljbertromme, som også Krashennikov
beskrev, bliver beskrevet grundigere, er
en sådan sammenstilling ikke helt berettiget.
I. G. Gmelin står der: håndtaget
”havde i den ene ende en rund og ligesom
udstående fortykkelse, som i midten
var forsynet med to runde messing
(bronze?)knapper – som øjne, det var,
som om de gav hele træstykket udseende
af et ansigt.”, (Gmelin I. G. ”Reise
durch Sibirien von dem Jahr 1733 bis
1743. Erster teil”. Göttingen, 1751, s.
301; Jeg gør opmærksom på, at i en anden
oversættelse af dette sted fra I. G.
Gmelins arbejde, der blev bragt i S. D.
Titova ”Vesteuropæisksprogede kilder
fra det 18.århundredes vedrørende Sibiriens
folkeslags etnografi”, [i den fælles
monografi ”Materiale om Ruslands folks
kultur”, Novosibirsk, 1995, s. 41-42], er
den en smule upræcist oversat som ”kusnetsk-tatarsk”).
Det vil sige at tjuljber
trommen højst sandsynlig er nordaltajsk.
15) Potapov L. P. ”En teleutisk shamankvindes
tromme”, …, s. 193.
16) Se. Funk D. A. Anokhins materiale om
shor shamanisme”, …, s. 199.
17) Ivanov S. V. ”Afbildningerne på… og deres
betydning”…
18) Dioszegi V. ”Pre-Islamic Shamanism of the
Baraba Turks and some Ethnogenetic Conclusions”,
in: Dioszegi V og Hoppal M.
Hvorfor
bladrer
du ikke
om til
bagsiden?
(eds.), “Shamanism in Sibiria”, Budapest,
1978, p. 83-168.
19) I de følgende karakteristika tager jeg udgangspunkt
i 1) Anokhins tegninger og
Prosvirkinas beskrivelse af den teleutiske
tromme og dens tegningerne, som er blevet
samlet af Anokhin; 2) Dyrenkovas og
Potapovs tegninger og beskrivelser, som er
lavet på grundlag af en undersøgelse af
de tre teleutiske trommer, der er bevaret i
museumssamlinger og brugt i ritualer; 3)
de tegninger, som teleuterne selv lavede
af deres trommer på Dyrenkovas forespørgsel
i 1930’erne og igen i 1980’erne
på min forespørgsel; 4) iagttagelser af
teleuteres trommefremstilling i 1960’erne
til brug på Kemerovo museum for lokalkundskab.
20) For en grundigere gennemgang se min
bog ”Teleutisk shamanisme – traditionelle
etnografiske fortolkninger og nye forskningmæssige
muligheder”, Moskva, 1997.
21) Potapov L. P. ”En teleutisk shamankvindes
tromme”, …, s. 193; Ivanov S. V. ”Afbildningerne
på… og deres betydning”, …,
s. 239.
22) Se: Anokhin A. V. ”De batjat-teleuternes
tromme i Kusnetsk ujesd, Tomsk guvernement”,
Arkiv, Instituttet for videnskabelig
forskning, Museet for antropologi og etnologi.
F. 11. Ó p. 1. n. 158- L. 15.
23) Dyrenkova N. P. ”Materiale om shamanisme”,
…, s. 118.
24) Funk D. A. ”Anokhins materiale om shor
shamanisme”, …, s. 190, 194; Potapow L.
P. ”Die Schamanentrommel bei den altaischen
Völkerschaften“, …, s. 237.
25) I Dyrenkovas materialer (”Materiale om
shamanisme”, …, s. 120, 132-133) er det
Kar-Adams søn ”dørtrinets herre Kar
Göösh-Khan, men det er sandsynligvis en
unøjagtighed. Den nedsættende term
”Kar Kösh” (den sorte kedel) blev brugt
under seancen for at styrke shamanens
forestilling om Kar-Adams (eller hans søn
Sook-Khans) nedladende forhold til ham;
således kaldte disse ånder shamanen for
”sorte kedel”.
26) Her skal det indrømmes, at der hos barabinetserne,
tjelkanetserne og tubalarerne
fandtes trommer med lignende tegninger,
kun håndtaget var helt anderledes – det
var menneskelignende.
27) Simtjenko J. B. ”Nganasanernes traditionelle
trosopfattelser”, Tj.1. Moskva, 1996.
28) Batjanova E P. ”Ashkyshtymy – historiske
og kulturelle etniske problemer hos turkmongolerne
i syd Sibirien og de omkringliggende
områder”, ansvarlig red. D. A.
Funk, Moskva, 1994, s. 14-26.

Sibiriens kuldegysende historie
BOGANMELDELSE AF ANDREAS KNUDSEN
”A History of the Peoples
of Siberia”
By James Forsyth.
Cambridge University Press, 1992.
ISBN 0521 40311 1. 455 sider.
Forsyth giver med denne bog en
imponerende fremstilling af de
sibirske folkeslag, ikke kun om urbefolkningen,
men også de indvandrede
russere bliver nævnt i det
fornødne omfang. Bogen spænder
vidt og indeholder et imponerende
og i muligt omfang detaljeret materiale
for at give læseren et indtryk
af rundt regnet 400 års kolonisationshistorie
og slutter med Sovjetunionens
sammenbrud. Den fylder
dermed et stort hul i litteraturen
om Ruslands og Sovjetunionens historie
og er samtidig et opgør med
den vidt udbredte myte, at Sibirien
stort set blot er den asiatiske forlængelse
af det europæiske Rusland.
Forsyth skriver eftertrykkeligt
allerede i forordet, at denne antagelse
negligerer de sibirske folkeslags
selvstændige historie og muliggør
samtidig en anden, endnu
mere tungtvejende myte: at Sibiriens
kolonisering stort set forløb
med urbefolkningens samtykke,
udført af flittige russiske bønder
og mere eller mindre heltemodige
kosakker, som indgik en symbiose
til gavn for alle involverede.
På denne myte spandt allerede
de russiske historikere før 1917,
men dens omfang og bredde fik
fart på under sovjettiden. Historikerne
opfyldte med deres fremstilling
herskernes ønske om, at Sibiriens
indlemmelse i det russiske rige
adskilte sig fundamentalt fra de
andre europæiske magters koloni-
sering af især Amerika, men også
Australien, Sydafrika osv. Kun undtagelsesvis
bemærkes, at nogle af
de oprindelige folkeslag ydede
hård militær modstand eller foretrak
flugten til afsidesliggende områder
eller over grænserne til Kina
hhv. Mongoliet. Hver gang understreges
dog, at det kun skete, fordi
despotiske feudalherrer tvang deres
folk til det og forhindrede dem
i at hilse russerne velkommen med
brød og salt eller snarere sagt pelsvarer
og kvinder. Det er så de tilfælde,
hvor selv en erfaren russisksovjetisk
historiker ikke var i stand
til at fordreje eller fortie sandheden
fuldstændig.
Forsyths bog derimod vrimler
med skrækeksempler på den grusomme
fremgangsmåde, som den
russiske stat og dens håndlangere
brugte for at sikre sig et så stort
som muligt stykke af den sibirske
(pels-)kage. Inddrivelsen af yasak af
især zobel, men også andre pelsdyr,
havde den samme drivkraft for
de russiske erobrere som guldsøgningen
for de spanske. Resultaterne
var tilsvarende. Befolkningstallet
dalede hurtigt, epidemier hærgede
urbefolkningen, og dens selvforsynende
økonomi brød sammen
og blev afhængig af russiske handlendes
forsyninger til ågerpriser.
Russiske kosakker, embedsmænd,
købmand og selv bønder var ikke
for fine til at gøre indfødte, der
ikke kunne klare gældsforpligtelserne
længere, til slaver, en praksis,
der blev opretholdt til en vis grad
indtil begyndelsen af det 20. århundrede.
Et vigtigt anliggende for Forsyth
er det at punktere myten om, at Sibirien
på fredelig vis blev indlemmet
i det russiske rige og, de nye
og gamle befolkningsgrupper ikke
kun havde fordele af indvandringen,
men hurtigt smeltede sammen
til noget nyt. Sådan kan man
selvfølgelig også forklare russificeringsprocessen
og folkemord gennem
tvangsarbejde og massakrer
under de utallige krigstog.
I stort omfang ukendt for den
brede offentlighed er den indædte
militære modstand, som stort set
alle folkeslag ydede. Nenetser, jukagirer
og tchuktcher var eksempelvis
i perioder i stand til at bremse
den russiske kolonisering eller
ligefrem holde stand og bevare
uafhængigheden. På mange måder
lignede den kamp den, de nordamerikanske
indianere førte mod
engelske, franske og amerikanske
erobrere. Uheldigvis for den sibirske
urbefolkning fandtes der ikke
nogen russisk J.F. Cooper, der kunne
give en af deres modstandshelte
en eftermæle mage til den berømte
”Læderstrømpe” – cyklus. Selv-
INFONOR 15

om russerne før eller senere kunne
underlægge sig alle folkestammer
og blive herskere over ca. en tredjedel
af Asien, rørte der sig modstand
og ønske om autonomi og
selvstyre i de folkeslag, der var ressourcestærke
nok, og når chancen
bød sig. Her skal blot nævnes jakuternes
politiske kamp i perioden
før revolutionen i 1917 og at de
tog kommunisternes ved ordet, da
disse oprettede den autonome sovjetrepublik,
Jakutien, inden for
Den russiske Sovjetrepublik ved at
prøve at holde russerne udenfor
det traditionelle jakutiske område.
Bred opmærksomhed giver Forsyth
sovjettiden. Den bragte nogle
bemærkelsesværdige lettelser for
de sibirske urfolk såsom alfabetiseringen
og medicinforsyning. På den
anden side stod forstærkede russificeringsbestræbelser,
som skulle
omforme dem efter ”homo sovjeticus”
- modellen. Sibiriens storstillede
industrialisering efter 2. verdenskrig
førte til yderligere indskrænkninger
af deres territorier.
Indretningen af nationale kredse
etc. ændrede ikke noget ved, at urbefolkningen
blev til en håbløs lille
og marginaliseret minoritet i deres
eget land. Stalins terror og Sibiriens
militarisering under den kolde krig
underminerede deres traditionelle
levevis yderligere.
Bogens indhold retfærdiggør titlen
og en omfangsrig litteraturoversigt
viser muligheder for yderligere
fordybelse i enkelte perioder
eller folkeslag. En tidstabel, som
sammenligner begivenheder i Sibirien
og resten af verden ville være
en stor hjælp til at sætte dem i relief
med verdenshistorien. Desuden
skulle forlaget overveje, hvordan
kortene kunne trykkes tydeligere.
Det ville gøre det nemmere også
for de læsere, der ikke er stærke i
Sibiriens geografi, at følge med i
teksten. ■
16 INFONOR
En højaktuel bog der
på en intelligent
måde tager pulsen på
tidens betydeligste
problem
BOGANMELDELSE AF ERIK WINTHER
”The End of Eurasia.
Russia on the border
Between Geopolitics and
Globalization”
Af Dmitri Trenin.
Carnegie Endowment
for International Peace.
354 sider, $ 24.95.
Dr. Demitri Trenin er underdirektør
i Carnegie Moskva Center. Hans
fagområde er udenrigs- og sikkerhedspolitik.
I 1993 trak han sig tilbage
fra den russiske hær, hvor
han bl.a. deltog i de strategiske
nedrustningsforhandlinger i Geneve.
I ”The End of Eurasia” påviser
han, at Rusland stadig ikke har løst
sit geopolitiske dilemma og dermed
mangler en international
identitet. For at forstå Ruslands
nuværende situation gennemgår
Trenin landets geopolitiske historie
fra Moskva fyrsternes første statsdannelser
og frem til i dag.
Ruslands position mellem Europa
og Asien skabte tidligt et behov
for en tredje vej. Siden Peter den
Store har ideologien været den, at
Rusland skulle forene hele den eurasiske
landmasse. Sikkerhedspolitisk
betragtede man geografisk
ekspansion som en sikkerhedsforanstaltning
og et selvforsvar. Samtidig
med at det russiske territorium
voksede, opstod russiskkontrollerede
stødpudestater. Nogle blev efterhånden
inkorporeret i kernestaten,
medens andre fik lov at beholde
en relativ frihed.
Rusland udviklede sig til et selvforsynende
land, et univers i sig
selv. Grænser mistede deres sædvanlige
betydning, strukturen indebar,
at grænserne var flytbare.

Rusland var lukket inde af ikkerussiske
grænser. Landet udviklede
sig aldrig til en egentlig nationalstat,
men til et eurasisk imperium.
Ideen om at bygge kommunismen i
et land gav grænserne et ideologisk
indhold i stedet for et territorielt.
I 1926 kulminerede russisk ekspansion
f.eks. i Arktis, hvor man
proklamerede store dele af Arktis
som USSR’s polare besiddelser og
med efterkrigstidens grænser var
Rusland nået et maksimum af sikkerhed
med en ring af stødpudestater
omkring sig. En konstruktion
der krævede enorme resurser, som
efterhånden udhuler den russiske
økonomi.
Med opløsningen af Sovjetunionen
opstod en helt ny geografisk
situation. Da Ukraine brød ud var
Rusland ikke længere et imperium,
især set med vestlige øjne. Nu måtte
man til at flytte grænserne den
modsatte vej indefter, hvorved en
ny række problemer tårnede sig
op. Et af disse er den demografiske
situation. Pludselig var der 25 millioner
russere, der boede udenfor
Rusland, og samtidig bor en lang
række folkeslag indenfor grænserne
i et stadig mere og mere nationalistisk
Rusland. I Sibirien og fjernøsten
forekommer der en stigende
økonomisk udmatning og affolkning,
hvorved området bliver yderligt
fremmet og fjernt for resten af
Rusland. Underligt nok var der kun
en republik, nemlig Tuva, der under
disse forhold forsøgte løsrivel-
se. Det lykkedes ikke og nu konkurrerer
Tuva sammen med de 9
andre regioner om subsidierne fra
Moskva, i stedet for at fundamentere
en økonomisk og politisk platform
for reformer. Både Kina og
Japan har territorielle krav til
Rusland, så der er problemer nok i
fjernøsten, ligesom Kaukasus området
er en heksekedel af konflikter.
Fjernøsten, Kaukasus og europæisk
Rusland kræver hver deres egen
strategi, især i forhold til deres
geografiske naboer.
Dmitri Trenin kommer også godt
omkring de nye uafhængige stater
fra det tidligere Sovjetunionen. Her
er nationaliteten forbundet med
etnicitet og ikke med borgerskab.
Det første skridt hen imod en egen
identitet for disse stater var derfor
af- russificering. Uafhængighed af
Rusland blev til både en ydre og
indre proces. Som forfatteren siger,
så er der ikke noget enkelt russisk
problem, men på den anden side
flere russiske problemer end der er
løsninger. En ting er imidlertid sikkert,
der går ingen vej tilbage til
det eurasiske imperium.
For Dmitri Trenin er der kun en
farbar vej for fremtiden – Rusland
må og skal knytte sig til vesten.
Dette må ske ved at integrere sig
med EU og opbygge en alliance
med USA. Europa må på sin side
åbne for at Rusland kan integrere
sig økonomisk, politisk, socialt og
kulturelt med os og samtidig holde
en dør åben for russisk medlem-
Ingermanland
Dmitri Trenin.
skab i EU. For Europa vil det betyde
større sikkerhed og international
stabilitet.
Der er tale om en højaktuel bog,
der på en intelligent måde tager
pulsen på tidens betydeligste problem,
det post-sovjetiske samfund
mellem geopolitik og globalisering/”vesternisering”.
En stor del af
de emner bogen gennemgår vil
være nye for de fleste læsere. Forfatteren
har gjort sig stor umage
for at anskueliggøre de geopolitiske
scenarier gennem kendte eksempler
fra historien, hvorved læsere
med vestlig baggrund lettere
kan følge argumentationen. Efter
endt læsning forstår man, hvor gigantiske
kræfter der her er på spil,
og hvor let det hele kan ramle
sammen som et korthus. At få stabiliseret
det russiske hus er den absolut
vigtigste politiske udfordring
i vores tid. Et lemlæstet, svagt og
splittet Rusland er i ingens interesse.
■
Ingermanland er området nord og vest for St. Petersborg.
Her bor ingermanlænderne som oprindelig kom fra Finland og bosatte sig her i det 17. århundrede.
Finland har nu iværksat støtte til ingermanlænderne. Den finske stat har finansieret opførslen af 10 ældreboliger
i Karelen og St. Petersborg. Et andet projekt går ud på at oprette sprogkurser i finsk så ingermanlænderne
kan få mulighed for ansættelse i finske firmaer i Rusland.
Man ved ikke hvor mange ingermanlænderer der bor i Rusland men man regner med mellem 120.000 til 150.000.
Læs videre på Euro Views: http://manila.djh.dk/finland/stories/storyReader$4
INFONOR 17

Den dekonstruerede shaman
eller et kig ind i en udfordrende
forskning
BOGANMELDELSE AF CLAUS ORESKOV
”Shamans and Religion.
An Antropological Exploration
in Critical Thinking.”
Af Alice Beck Kehoe.
Waveland Press, Inc. 2000.
125 sider.
Alice Beck Kehoe underviser til
daglig i antropologi på Wisconsin-
Milwaukee universitet. I den daglige
undervisningssituation og på internationale
antropologiske konferencer
provokeredes hun af, hvad
hun anså for grove generaliseringer
af betegnelsen og begrebet
shaman og shamanisme. Hun
spurgte sig selv om tiden ikke var
18 INFONOR
moden til en seriøs gennemgang af
antropologiens brug af dette
begreb. Hvad der kom ud af disse
overvejelser, kan man læse i ”Shamans
and Religion”, som på en
gang er et opgør med og en dekonstruktion
af antropologiske
generaliseringer og ligeså meget
en demonstration af kritisk tænkning
som antropologisk metode!
Bogen kan læses som en række
kritiske essays, der hver især gør op
med et eller flere eksempler på,
hvad forfatterinden anser for fejlagtig
brug af termen shaman og
shamanisme. Hovedskytset retter
forfatterinden imod religionshistorikeren
Mirecea Eliades konstruktion
og generalisering af shamanisme-begrebet.
Bogen indledes med en sober etnografisk
redegørelse for fænomenet
shamaner i sin oprindelige sibiriske
sammenhæng både før i tiden
og i dag. Herefter viser forfatterinden,
hvordan antropologer og religionshistorikere
har generaliseret
begrebet shaman til gradvis at omfatte
alt og alle, så begrebet efterhånden
er så udvandet, at det bliver
meningsløst.
Eliades shamanisme-begreb har i
mange år været det dominerende
indenfor samfundsforskningen, selv
om der fra tid til anden har været
kritiske røster fremme. Det er primært
i bogen “La Chamanisme et
les techniques archaïques de l´extase”,
der udkom i 1951, at Eliade
forfægter sine teorier og tanker
angående shamanisme. Alice Beck
Kehoe viser, hvordan Eliades forskning
var domineret af tanken om
de ”ædle vilde”, der afskærmet fra
civilisationen havde bevaret en oprindelig
ren og sandere religion
end de vestlige kultursamfund,
med andre ord satte Eliade lighedstegn
mellem arkaiske samfund og
nulevende fjerne folkeslag. Denne
sammentænkning af kulturer, der
var fjerne i tid og rum, var Eliade
ikke alene om, for det var stadig
god etnografisk latin i 1951. Eliade
mener, at shamaner deler samme
potentiale for spiritualitet med alle
mennesker, men at det, der gør
forskel på dem og andre religiøse
personer, er, at de kan komme i
ekstase og kontrollere ekstatiske
teknikker for derved at forhøje religiøse
erfaringer. Det ekstatiske
stadie eller trancen, der af shamanen
forklares som sjælens rejse til
himmelen eller underverden, er for
Eliade den fundamentale erfaring
af spiritualitet. Det er det mystiske
immanente ”hellige”, der manifesterer
sig selv. Ud fra denne betragtning
kategoriserer han palæolitiske
mennesker, der levede for
20.000 år siden, med nulevende
jæger- og ren-nomadesamfund,
fordi de begge ifølge Eliade fremviser
eksempler på den samme fundamentale
spirituelle erfaring.
Kategoriseringen fortsætter og
inddrager vidt forskellige folkeslag

jorden over udenfor ”civiliserede
bysamfund” og slår dem sammen
under betegnelsen shamanisme.
Alice Beck Kehoe argumenterer
overbevisende imod disse grove generaliseringer.
Hun begrænser sig
imidlertid ikke kun til dekonstruktion,
men viser også, hvordan og
hvorfor man godt kan generalisere
begrebet shaman ved hjælp af lige
dele kritisk sans og videnskabelig
metode. Konklusion på bogen er,
at termen og begrebet shaman og
shamanisme i første omgang skal
være forbeholdt de sibiriske folkeslag,
der selv anvender begrebet
for visse religiøse specialister. Dernæst
mener forfatterinden, at man
med forsigtighed kan anvende termen
om lignende praktikker, der
anvendes i en zone omfattende de
nordlige stepper, skove og tundraer,
som Sibirien historisk har været
forbundet med, m.a.o. samer, inuit
og nordamerikanske indianere.
Alice Beck Kehoes opgør med
generelle antropologiske forestillinger
om shamaner er modig og
velgørende. Hun argumenterer for,
at man genindsætter et etnografisk
begrundet specifikt begreb i
stedet for Eliades omfattende anvendelse
af shamanbegrebet. Hermed
har hun på fornuftig vis
tæsket sine akademiske fagfæller
på plads, men hvad stiller man op
med den folkelige diskurs, som for
længst har taget Eliades generaliseringer
til sig? Og det gælder ikke
bare den folkelige diskurs i vor
egen del af verden, men også hos
de kulturer hvis religiøse praktikker
omfattes at Eliades shamanbegreb,
men kun delvis af Alice Beck Kehoes.
Jeg skal komme med et interessant
tilfælde.
For en del år siden havde jeg lejlighed
til at træffe en yanomami
indianer fra Brasilien. Han var en
shabori, altså en religiøs specialist
der kunne kommunikere med åndeverden.
Han havde lige deltaget
i en international urfolks kongres,
hvor han havde mødtes med samiske
urfolk. Som souvenir fra kongressen
havde han et smykke
hængende i en snor om halsen.
Smykket var en miniature efterligning
af en samisk nåjde (shaman)
tromme. ” Jeg er shaman, og det
er en samisk shaman tromme”,
sagde han for at understrege, hvorfor
han gik med et sådan smykke!
Alice Beck Kehoes bog henvender
sig i første omgang til studerende
i antropologi og religionshistorie,
og jeg tror ikke, man vil få
meget ud af den uden en vis kundskab
om de emner, der diskuteres i
bogen. Det er ikke fordi den er
skrevet i noget svært sprog, men
fordi den forudsætter en faglig
baggrundsviden. ■
INFONOR 19

■ Ja tak, jeg ønsker at blive medlem af INFONOR og modtage
tidsskriftet INFONOR. Kontingentet er kr. 175,- årligt
standard, samboende kr. 225,- og kr. 125,- for studerende
■ Ja tak, jeg ønsker at blive abonnent på tidsskriftet
INFONOR. Pris: kr. 150,- standard. Samboende kr. 200,- og
studerende kr. 100,-.
■ Send venligst vedtægter m.m.
■ Beløbet er indbetalt på på giro 1199-1-682-5808
INFONOR, v/ kasserer L. Bundgaard
Gl. Stenhusvej 4, 4300 Holbæk
Tlf. 3526 7073 · E-mail: info@infonor.dk
20 INFONOR
Den sibiriske tiger eller amur tigeren, som den
også kaldes, var for nogle år siden på randen af
udryddelse. Truslen imod amur tigeren kom
fortrinsvis fra krybskytter der sælger de dræbte
tigre i Kina, hvor de anvendes i den traditionelle
medicin. Tigerknogler anvendes imod reumatisme
i traditionel kinesisk medicin, kødet bruges imod
malaria og øjenæblerne anvendes imod betændelse.
Efter Sovjetunionens sammenbrud blev det
lettere for kinesiske krybskytter at krydse
grænsen til Amur landet, men nu lader det til at
en massiv russisk indsats langsomt er ved at stoppe
den ulovlige trafik. De russiske myndigheder
har i samarbejde med udenlandske miljø- og
dyreværnsorganisationer oprettet anti-krybskytte
brigader. Udviklingen er endelig blevet vendt og
måske er der håb for at amur tigeren vil overleve.
Udegerne, der er bosat over et stort område i
Khabarovsk-regionen og den ussuriske tajga i den
nordlige del af Primorye-regionen, føler sig særligt
knyttet til tigeren blandt andet har deres shamaner
særlige tiger hjælpeånder.
Andy Warhols udgave af den sibiriske tiger.
INFONOR samarbejder med OSMOO (Kola, Rusland), Vepsän
Sebr (Rusl.) Sjögrensällskapet og Työväen Retkeily Liitto
(Finland), Stockholms Sameförening, CHUM-netværket, m.fl.
Bliv medlem af INFONOR
og få nyhedsbrevet med posten
Navn:
Adresse:
Postnr.:
By:
Evt. e-mail:
Send kuponen til INFONOR,
Sct. Annagade 29, 3000 Helsingør.