Nyhedsbrev om urfolk i Rusland - Infonor

Nyhedsbrev om urfolk i Rusland 

INFONOR 

ÅRGANG 4 • NR. 2 • 2003 

Foto: Alexander Slugin. 

INDHOLD: 

Urfolkenes retsstilling i 

det nordlige Rusland . . . . . . 3 

Opbygning af civilsamfundet 

i Rusland 

gennem miljøbeskyttelse . . 11 

Status over forskningen 

omkring kultur og 

folklore i Sibirien . . . . . . . . . 15 

Boganmeldelse: 

”Kampen om tundraen” . . 21 


”The Shaman’s Coat” . . . . . 23 

Kamtjatkas flyvende rener 

– hvad blev der af dem? . . . 26 

Ksjusja Adukanova har 

siden sin fødsel boet i 

skoven. Om 2 år tager 

hun til Esso for at gå i 

skole. 

Læs artiklen om rendriften 

i Esso på side 26

INFONOR 

Tidsskrift om urfolk i Rusland 

udkommer med fire numre 

pr. årgang 

Abonnement: 150,- kr. årligt. 

For samboende: 200 kr. årligt. 

For studerende: 100 kr. årligt 

Udgives med støtte fra 

Miljøstyrelsen. 

Artiklernes forfattere og redaktionen 

står selv inde for de opfattelser, 

som kommer til udtryk 

i tidsskriftet. 

Redaktion af dette nummer: 

Miriam Weiss 

Claus Oreskov 

Peter Jessen og 

Birgitte Hegermann-Lindencrone 

Foreningens adresse: 

INFONOR 

Sct. Annagade 29 

3000 Helsingør 

E-post: info@infonor.dk 

Telefon: 35 26 70 73 

www.infonor.dk 

ISSN 1399-9370 

2 INFONOR 

Udvikling af civil- 

samfundet i Rusland 

eller vedvarende kaos 

Det zar russiske og det sovjetiske imperium havde det tilfælles, at 

de var til hinder for udviklingen af en egentlig russisk nationalstat. 

Geopolitisk udvikledes flytbare strategiske grænser og i stedet for 

en nationalstat, der var klart afgrænset, var der tale om et eurasisk 

imperium med et udefinerbart Rusland som centrum. En anden årsag 

til at Rusland ikke udviklede sig til en nationalstat var fraværet 

af en ”nation” i Rusland. Det paternalistiske zarvælde såvel som det 

sovjetiske styre tillod ikke fremvæksten af et civilsamfund, der kunne 

repræsentere nationen. I forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud 

udvikledes et sandt kaos som viste, at man manglede det 

folkelige engagement til udvikling af en demokratisk stat med en 

bæredygtig miljøpolitik og økonomi. Med opbygningen af den nye 

stat havde man haft alle tiders mulighed for at udvikle brugbare og 

bæredygtige love men, på grund af manglen på et civilsamfund udviklede 

det sig til en sand politisk farce med stor menneskelig tragedie 

til følge. I dette nummer af INFONORs nyhedsbrev er der en artikel 

af Xenia Soubotien, der viser, hvor svære vilkår det spæde civilsamfund 

i Rusland har. Artiklen viser også, at det kan lade sig gøre 

at mobilisere græsrødderne og få gennemtvunget folkelige krav 

men ikke uden hjælp og støtte udefra. Det er INFONORs overbevisning, 

at der påhviler de vestlige demokratier et stort ansvar for at 

formidle ekspertviden og økonomisk støtte til de kræfter, som findes 

blandt de russiske græsrødder for at udvikle demokratiske institutioner. 

Det gælder i særlig grad for urfolkene, der sidder nederst 

ved bordet og som aldrig vil få en chance i det nuværende system. 

Opgaven er stor og kompliceret, men hvis man intensiverer og 

systematiserer indsatsen, vil selv en lille arbejdsydelse skabe en stor 

effekt. Nu, hvor de mange Øststøttemidler bliver nedlagt, har vi en 

enestående chance for at omdirigere en del af disse midler til en 

målrettet Ruslandsindsats. Det vil være hjælp til selvhjælp – i stedet 

for en gigantisk politisk ustabil og farlig militær nabo, kan vi få en 

stabil og mindre farlig nabo. Oveni vil vi få et kæmpe marked og en 

stabil olieleverandør til de europæiske lande. Et styrket civilsamfund 

vil betyde flere fora og derved mulighed for en mere nuanceret, 

direkte og målrettet dialog om løsning af de mange problemer, 

for eksempel de miljømæssige problemer, som jo ikke bliver i 

Rusland, men også spredes til os.

Urfolkenes retsstilling i det 

nordlige Rusland 

AF N. I. NOVIKOVA 

Nogle af de sidste ti års 

resultater. Nordruslands 

urfolk har nu levet de 

første ti år under betingelser skabt 

af den nye retlige regulering. 

Hverken de, urfolkene selv, eller videnskabsmænd 

har i tilstrækkelig 

grad nået at vurdere, hvad der i 

løbet af denne periode er gået 

tabt og hvad, der er opnået, men 

der er allerede nedsat en kommission 

under RF’s præsident med 

D. N. Kozakov, der er souschef for 

præsidentens administration, som 

formand. Kommissionen skal forberede 

et forslag om afgrænsning af 

forvaltnings- og bemyndigelsesområder 

mellem statsmagtens føderale, 

regionale og lokale organer. 

Som et resultat af denne kommissions 

arbejde planlægger man at 

gennemføre ændringer i lovene 

om Nordruslands urfolk, der blev 

vedtaget for nogle få år siden. 

(RAIPON) Sammenslutningen af urfolk 

i Nordrusland, Sibirien og russisk 

fjernøsten har rettet henvendelse 

til RF’s præsident, hvor man 

har understreget, ...“at de føderale 

love (om urfolkene – N.N.) udgør 

det juridiske grundlag, der gør det 

muligt at skabe betingelser for en 

bæredygtig udvikling for urfolk i 

Nordrusland, Sibirien og russisk 

fjernøsten... Vi er enige i, at forsvaret 

for urfolkenes rettigheder er et 

retsområde, hvor der fremover er 

brug for forbedringer og udvikling, 

men der er ikke brug for en tilintetgørelse 

af grundlaget”. 1) 

Her er det nødvendigt at præcisere, 

at denne henvendelse blev 

Ph.D i Historie N. I. Novikova er 

seniorforsker ved Institut for Etnologi 

og Antropologi, R.A.S. Hendes 

interesseområde er forskningen 

vedr. urfolkene i det nordlige Rusland 

set i forhold til deres juridiske 

status og Sædvaneret. Hun har specielt 

fokus på forholdene mellem 

arbejderne fra olieindustrien og urfolkene 

i Vestsibirien. I 1995 organiserede 

og ledte hun et interinstitutionelt 

seminar om juridisk 

antropologi. 

formuleret efter den 25. februar 

2003, hvor RF’s præsident, Vladimir 

Putin, underskrev ”Dekret Nr. 250” 

”Om ændring af og anerkendelse 

af tab af restgyldighed for visse 

akter underskrevet af RSFSR’s præsident 

og af RF’s præsident.” Således 

ophævede man 3. afsnit, punkt 

1 af ”Dekret nr. 397” fra d. 22 april 

1992 “Om uopsættelige forholdsregler 

til beskyttelse af de steder, 

hvor urfolk i Nordrusland lever og 

driver økonomisk aktivitet”, som 

gav ret til: “Gratis at overdrage 

reners græsningsområder, jagt og 

fiskeriområde til en kompleks, fælles 

anvendelse (renbrug, fiskeri og 

jagt både til lands og til vands, indsamling 

af bær, svampe, nødder, 

lægeurter og andre urter) til 

slægtsfællesskaber (rodovyje 

obsjtjiny) og familier, der er ud af 

de nordrussiske urfolk og er forbundet 

med traditionelle brancher 

og håndværk, i livslangt arveligt 

ejerskab eller som lejemål, og til 

fællesbrug og til statsbrug – til permanent 

(ikke tidsbegrænset) brug 

eller i lejemål”. 

Nordruslands urfolk opfattede 

denne ophævelse som en krænkelse 

af deres konstitutionelle rettigheder. 

2) 

På nuværende tidspunkt er det 

for tidligt at tale om ændringen i 

urfolkenes retslige status, men udviklingstendensen 

vækker bekymring. 

Urfolkenes status 

I 1993 blev urfolkenes status for 

første gang stadfæstet på grundlovsniveau, 

da staten, i overensstemmelse 

med de alment anerkendte 

principper og normer gældende 

indenfor international ret 

og den Russiske Føderations internationale 

aftaler (artikel 69), garanterede 

retten til “beskyttelse af 

de mindre etniske fællesskabers 

oprindelige miljø og steder, hvor 

de lever og deres traditionelle levevis” 

(artikel 72). I samme ånd skal 

man også forstå andre af den russiske 

grundlovs artikler: om, at jorden 

og andre naturressourcer anvendes 

og beskyttes som grundlag 

for folkenes liv og aktivitet, dvs. de 

folk, der bebor de pågældende territorier 

(artikel 9), om de autono- 

INFONOR 

3

me distrikter, som subjekter i RF 

(artikel 65), om lokalt selvstyre, der 

udøves under hensyntagen til historiske 

og andre lokale traditioner 

(artikel 131). 

I løbet af de sidste år er der blevet 

vedtaget tre føderale love, der 

definerer disse urfolks retslige stilling: 

“Om garantierne for RF’s urfolks 

rettigheder” (1999) 3) , “Om de 

generelle regler for organisering af 

fællesskaber (obsjtjiny) bestående 

af urfolk fra Nordrusland, Sibirien 

og russisk fjernøsten” (2000) , “Om 

territorierne til traditionel naturanvendelse 

for urfolk fra Nordrusland, 

Sibirien og russisk fjernøsten” 

(2001). 

Arbejdet med den første af disse 

love strakte sig over ti år og mange 

forskere og repræsentanter for urfolk 

fra Nordrusland deltog i udarbejdelsen 

af den. Skønt resultatet 

af denne aktivitet var skuffende 

for mange af deltagerne er det 

nødvendigt at tage i betragtning, 

at med vedtagelsen af denne lov 

blev sfærer for retslig regulering, 

der definerer urfolkenes liv, for 

første gang angivet. Med alle dens 

mangler, kan denne lov bruges i 

retsanvendelsespraksis og ved forsvaret 

af urfolks rettigheder i retten, 

hvilket set ud fra mit synspunkt 

især er vigtigt. 

En af denne lovs vigtigste mangler 

er tildelingen af rettigheder 

uden en præcisering af, hvorledes 

disse vil blive realiseret. For eksempel 

er det uforståeligt, hvad nyt urfolkene 

principielt har fået i overensstemmelse 

med artikel 8 til 

“forsvaret af deres oprindelige 

miljø og steder, hvor de lever, deres 

traditionelle levevis, erhverv, fiskeri 

og fangst”. I den bliver der blot angivet, 

at eje og anvende jorden frit 

(uden afgift) kan både folkeslag, 

såvel som enkeltpersoner, der tilhører 

disse folkeslag. Men hvorledes, 

bortset fra den kollektive ret, 

adskiller denne artikel sig fra andre 

borgeres rettigheder? Eller artikel 

10 “Retten til at bevare og udvikle 

egen original kultur hos personer, 

4 

INFONOR 

der tilhører urfolkene”, hvor der 

peges på ret til at bevare og udvikle 

modersmål, oprette studiegrupper 

til studier af traditionel udøvelse 

af erhverv, fiskeri og fangst og 

så videre. Disse rettigheder har alle 

andre borgere i Rusland også, men 

hvem påtager sig ansvaret for realiseringen 

af disse rettigheder. 

Samtidig bliver der i loven alt 

for ofte anvendt ordet “kan” i stedet 

for “skal”. Desuden er der ikke 

i denne lov, som heller ikke i de følgende, 

en præcis beskrivelse af, 

hvordan en konkret borger kan nyde 

godt af alle de rettigheder, som 

er forkyndt i lovgivningen. 

Man kan regne artikel 14, om 

retslig beskyttelse af urfolkenes 

rettigheder, for at være en vigtig 

landvinding i den pågældende lov. 

I denne artikel er det angivet, at 

personer, der tilhører urfolkene og 

ligeledes sammenslutninger af urfolk 

har ret til retslig beskyttelse af 

deres oprindelige miljø og steder, 

hvor de lever, deres traditionelle 

levevis, erhverv, fiskeri og fangst...“. 

På denne måde har lovgiverne i 

forhold til urfolkene netop udstukket 

de specifikke rettigheder, der 

kræver en speciel beskyttelse. 

Man kan notere sig nogle forhold, 

der følger af pågældende 

artikel: 

1. Retten til retslig beskyttelse i 

den pågældende kontekst har 

både enkelte borgere og sammenslutninger. 

2. Det bliver specielt understreget, 

at denne artikel vedrører netop 

forsvaret for miljøet og steder, 

hvor urfolkene lever og udøver 

traditionel levevis. 

3. Ved behandling af sager ved 

domstolene tager man de pågældende 

folks traditioner og 

sædvaner i betragtning. 

4. Deltagelse af bemyndigede repræsentanter 

tillades ved retten. 

Netop i denne lov bliver urfolkenes 

sædvane og traditioner nævnt for 

første gang, hvilket ubetinget er et 

vigtigt skridt i retning af at skabe 

en lovgivning, der tager hensyn til 

deres livsstil. 

Selvbestemmelse og selvstyre 

I loven “Om garantierne for RF’s 

urfolks rettigheder” bliver spørgsmålet 

om selvstyre i praksis ikke reguleret. 

I den er der kun artikel 11 

om “Urfolkenes territoriale samfundsmæssige 

selvstyre”: ”Med 

henblik på urfolkenes socialøkonomiske 

og kulturelle udvikling, forsvaret 

af det oprindelige miljø og 

steder, hvor de bor, deres traditionelle 

levevis, udøvelse af erhverv, 

jagt og fangst, og ligeledes 

med henblik på løsning af spørgsmål 

af lokal betydning, har personer, 

der tilhører urfolkene i områder, 

hvor der er en stor befolkningstæthed 

af urfolk, ret til i overensstemmelse 

med RF’s subjekters 

love at oprette territoriale samfundsmæssige 

selvstyreorganer 

under hensyntagen til nationale, 

historiske og andre traditioner.” 

På trods af alle forskellene i 

hvordan man greb spørgsmålet an 

i 1990’erne på baggrund af en stigende 

samfundsmæssige bevidsthed 

og de første demokratiske ændringer, 

blev der af lederne af de 

indfødtes bevægelse formuleret 

vigtige slagord – retten til selvbestemmelse 

og retten til jord og 

andre naturressourcer. Herunder 

bliver urfolks selvbestemmelse i 

Rusland og steder i verden forstået 

primært som selvstyre. Dette synspunkt 

blev også afspejlet i udkastet 

til ”Deklarationen om urfolks Rettigheder”. 

I FN dokumenter, primært i 

“Den internationale pagt om økonomiske, 

sociale og kulturelle rettigheder” 

(vedtaget i 1966) anerkendes 

alle jordens folkeslags ret til 

selvbestemmelse og retten til frit at 

disponere over sine naturrigdomme 

og ressourcer. 

I udkastet til ”Deklarationen om 

urfolks Rettigheder” bliver det 

slået fast, at urfolkene har ret til

selvbestemmelse (artikel 3), der i 

en af dens former kan realiseres 

som retten til autonomi og selvstyre 

i spørgsmål, der vedrører interne 

og lokale forhold, herunder spørgsmål 

som kultur, religion, uddannelse, 

informationsteknologi, massemedier, 

sundhedsspørgsmål, tildeling 

af boliger, beskæftigelse, socialhjælp, 

økonomiske aktiviteter, 

anvendelse af jord og ressourcer, 

miljøproblemer, adgang for udenforstående, 

og ligeledes spørgsmålet 

om metoderne og midlerne til 

finansiering af alle de nævnte autonome 

funktioner (artikel 31). 

Selvstyre er en nødvendig betingelse 

for at skabe mulighederne 

for overlevelse og udvikling af de 

traditionelle kulturer, der baserer 

sig på rendrift, jagt og fiskeri og 

som har principielt anderledes tilgange 

til naturanvendelse. Man 

må ikke lade være med at tage det 

faktum i betragtning, at urfolkene, 

i de områder hvor de lever, udgør 

et mindretal, og at deres rettigheder 

ikke i fuldt mål kan blive beskyttet 

gennem den repræsentative 

magts organer og den demokratiske 

stats mekanismer, som de 

ser ud på nuværende tidspunkt. 

Betingelserne for en udvikling af 

urfolkenes selvstyre og selvorgani- 

sering kan kun skabes ved at man 

tildeler dem ret til at deltage i forvaltning 

af ressourcerne og ved lov 

fastslår deres ret til jord. 

I år 2000 blev den føderale lov 

“Om de generelle principper for 

organisering af fællesskaber (”obsjtjiny”) 

bestående af urfolk i Nordrusland, 

Sibirien og russisk fjernøsten 

i RF” vedtaget. I den periode, 

hvor man arbejdede med dette lovforslag 

blev der gjort et forsøg på 

at føre ideen om selvstyre ud i livet 

gennem organiseringen af fællesskaber. 

Også arbejdet med dette 

lovforslag tog flere år og denne lov 

blev også udsat for så væsentlige 

ændringer, at loven i den endelige 

variant næsten intet har til fælles 

med det oprindelige udkast. I loven 

bliver der faktisk ikke talt om hverken 

retten til jord eller retten til 

selvstyre. Selve ordet selvstyre (i 

forbindelse med fællesskaber) møder 

man i loven kun en gang, hvor 

der står skrevet, at “på steder, hvor 

urfolkene bor tæt, kan de lokale 

selvstyreorganer, efter forslag fra 

urfolkenes fællesskaber og/eller 

sammenslutninger (associationer) 

af fællesskaber, overdrage dem 

særskilte beføjelser.” Ordet jord 

forekommer ikke en eneste gang i 

denne lov. 

Her ses en Pimsski Hanter familie 

(Surgut-amt i Hanty-Mansijsk autonome 

region) 

I den føderale lov “Om de generelle 

principper for organisering af 

lokalt selvstyre i den Russiske Føderation” 

(artikel 2) bliver lokalt selvstyre 

defineret som “En selvstændig 

aktivitet, anerkendt og garanteret 

af den Russiske Føderations 

Forfatning, udført af befolkningen 

under eget ansvar til beslutning af 

spørgsmål af lokal betydning, ud 

fra befolkningens interesser, dets 

historiske og andre lokale traditioner”. 

I det oprindelige koncept til lovforslaget 

om fællesskaber (obsjtjiny) 

blev der gjort forsøg på at afgrænse 

de lokale selvstyreorganers 

beføjelser og urfolkenes fællesskabers 

beføjelser. Dette er forbundet 

med, at de lokale selvstyreorganer 

eksisterer for hele befolkningen, 

der bor på et givent territorium, 

blandt hvilke urfolkene kun udgør 

en talmæssigt ubetydelig gruppe. 

For mange oprindelige folk, der 

bor i industrielt udviklede områder 

i Nordrusland, er selvstyre i betydelig 

grad et spørgsmål om overlevelse, 

ikke kun den rent fysiske overlevelse, 

men også den kulturelle. 

For dem er nødvendigheden af at 

slutte sig sammen i fællesskaber 

først og fremmest dikteret af industrivirksomheders 

angreb på de jor- 

INFONOR 

5

de, hvor de udøver deres økonomiske 

aktivitet. Fællesskabet giver 

som et selvstyreorgan mulighed for 

at deltage i forvaltningen af de ressourcer, 

der befinder sig på deres 

territorium, at indgå fuldgyldige 

kontrakter om ressourcernes anvendelse. 

Nutidens fællesskaber er 

ikke en arkaisme. De opstår som en 

frivillig form for sociale kontakter 

der, hvor omstændighederne ansporer 

til det, hvor betingelserne i 

dag er til det. 

I det foreslåede lovforslag blev 

fællesskabet betragtet som et selvstyreorgan, 

en økonomisk aktør og 

som jordejer. Men i den vedtagne 

lov bliver fællesskabet betragtet 

som “en form for selvorganisering 

af enkeltpersoner, der tilhører urfolkene 

og som har noget til fælles, 

de kan være blodsbeslægtede, 

af samme familie eller slægt og/ 

eller bebo samme territorium, være 

naboer. Fællesskabet dannes for at 

forsvare deres oprindelige miljø og 

6 

Byen Nadym (jamal-nenetsisk 

autonome region). 

INFONOR 

de steder, hvor de bor, bevare og 

udvikle traditionel livsstil, traditionelle 

erhverv, fiskeri, fangst og kultur. 

På hvilke andre måder kan urfolkene 

realisere deres selvstyre, hvis 

ikke igennem deres fællesskaber? 

Gennem forsøg på at oprette nationale 

distrikter med egne myndigheder? 

Men sådanne forsøg er 

som oftest ikke effektive. 

Gennem overdragelse af magtbeføjelser 

til “etniske repræsentanter”? 

En sådan praksis er opstået i 

nogle føderationssubjekter – Forsamlingen 

af nordrussiske urfolk i 

Khanty-Mansy autonome distrikt, 

repræsentanten for urfolkene i 

Sakhalins oblastduma o. lign. I urfolkenes 

sammenslutning (RAIPON) 

er dannelsen af et urfolkenes parlament 

et spørgsmål, der er blevet 

drøftet i den sidste tid og lederne 

af urfolkenes bevægelse arbejder i 

den retning. Dette spørgsmål er 

kompliceret og mange er ikke 

overbeviste om, at det kan løses 

ved hjælp af en formel repræsentation 

ved den ene eller den anden 

slags myndigheder. Det er muligt, 

at det er mere perspektivrigt at 

skabe egne organisationer, der forsvarer 

urfolkenes interesser på det 

lovgivende niveau. 

Ifølge de historiske vidnesbyrd 

var selvstyre ikke et problem hverken 

rent praktisk, men heller ikke i 

den traditionelle verdensopfattelse 

hos Nordruslands urfolk. Valget af 

udviklingsretningen var på forhånd 

bestemt af naturforholdene og typen 

af erhverv. De forskellige folkeslag 

(eller fællesskaber) stod enten 

i et bytteforhold til hinanden, 

eller levede for sig selv, autonomt, 

uden at blande sig i naboernes liv. 

Normerne for deres sædvaneret 

byggede på gensidige aftaler mellem 

naboer og koordinationen af 

handlinger. Det er jo ikke tilfældigt 

at også i dag, straks efter vedtagelsen 

af “Statutten om slægtjordes

status i Khanty-Mansy autonome 

distrikt”, kunne de af urfolkene, 

der ønskede at købe jord, tilstrækkelig 

let opnå en aftale med naboerne. 

Selvfølgelig taler jeg her kun 

om de folk, som havde bevaret den 

traditionelle levevis og sædvanerettens 

etik, men det er netop også 

for dem det er nødvendigt at skabe 

en særlig lovgivning, tildele dem 

retten til selvbestemmelse i form af 

selvstyre, idet man respekterer 

deres eget valg. Disse folkeslags 

sædvaneret kan spille en vigtig 

regulerende rolle i denne proces. 

Sædvaneret: 

fortolkningsproblemer 

Desværre er sædvaneretten ikke 

genstand for den store opmærksomhed, 

hverken i videnskabelige 

undersøgelser eller i praksis. Det er 

et syvkretisk kulturfænomen i konstant 

forandring, der kræver, at 

man forholder sig opmærksom til 

det; det kan umuligt presses ned 

over et samfund, hvis det er ophørt 

med at være normen for dette 

samfund. I dag eksisterer der forskellige 

fortolkninger af sædvaneretten, 

og samtidig er der visse normer, 

der er kommet til udtryk i 

internationale dokumenter, som er 

fælles for alle urfolk, og som adskiller 

urfolkene fra resten af verden. 

I internationale dokumenter, 

herunder i ILOs Konvention nr. 169 

“Om urfolk og om folk, der lever i 

stammefællesskab i uafhængige 

lande” bliver der som en grundlæggende 

karakteristik af urfolk 

anført, at deres “situation reguleres 

helt eller delvist af egne sædvaner 

eller traditioner, eller af særlig 

lovgivning”. 

I loven “Om de generelle principper 

for organisering af fællesskaber 

(”obsjtjiny”) bestående af 

urfolk i Nordrusland, Sibirien og 

russisk fjernøsten i RF” (artikel 4, 

punkt 2) står der skrevet, at 

“Spørgsmål vedrørende den indre 

organisation af fællesskaber bestående 

af urfolk og det indbyrdes 

forhold mellem dets medlemmer 

kan afgøres på grundlag af urfolkenes 

traditioner og sædvane, der 

ikke er i modstrid med den føderale 

lovgivning og med føderationssubjekternes 

lovgivning og som 

ikke krænker andre etnos 4) og 

andre borgeres interesse”. 

Dette er et spørgsmål, som man 

skal nærme sig med forsigtighed i 

betragtning af, at det slet ikke er 

gennemarbejdet. Men det er nødvendigt 

at begynde et arbejde i 

denne retning, eftersom en stram 

regulering af den statslige lovgivning, 

i første række i forhold til jorden 

medfører et negativt forhold 

til lovgivningen hos urfolkene, primært 

hos renholderne. Således mener 

nogle af dem, at loven om fællesskaber 

fra 1992 i Republikken 

Sakha (Jakutien) faktisk har bundet 

nomader til et bestemt territorium, 

hvilket kan føre til modsigelser 

mellem fællesskaberne. “Tiden vil 

gå og det vil vise sig, at denne lov 

har trukket løkken ned over halsen 

på renhyrderne og jægeren, mener 

N.A. Rumjantsev fra landsbyen 

Jengra (det sydlige Jakutien): rener 

anerkender ikke grænser og det 

gør zoblen heller ikke, de vil gå ind 

på fremmed territorium, og på 

grund af dette kan der opstå modstridende 

holdninger og skandaler 

mellem fællesskaberne” 5) . Lignende 

udtalelser har jeg hørt også fra 

renholdere i Khanty-Mansy distriktet. 

Folk der bor på tundraen og i 

skoven opfatter sig selv som noget 

uadskilleligt fra jorden, noget meget 

væsentligt uadskilleligt. Således 

forklarede en renholder mig denne 

forbindelse med jorden: 

“Den hjord vi har er stor. Om 

sommeren går græsningsarealet 

ind over boreområderne. Rent 

praktisk kan jeg ikke sætte et gærde 

op, for hjorden er jo stor. Til så 

stor en hjord er det jo nødvendigt 

at indhegne et meget stort græsningsareal, 

for hvis man indhegner 

et lille område, så tramper de det 

hurtigt ned. For mine rener er disse 

jorde allerede ikke tilstrækkelige, 

mine rener går udenfor disse 

grænser, og nu er det blevet sådan 

at jorden bliver udpint og det betyder, 

at renerne begynder at forsvinde, 

og dermed begynder menneskene 

at forsvinde.” Principperne 

for traditionel naturanvendelse 

medfører nødvendigheden af at 

skabe tilstrækkeligt vidtstrakte territorier, 

der har en speciel status, 

hvor spørgsmålet om anvendelsen 

af jorden kunne blive afgjort ud fra 

sædvanerettens normer. I dag er 

dette vanskeligt først og fremmest 

på grund af de forhindringer der 

er i forbindelse med vedtagelsen af 

den føderale lovgivning om jorden. 

* * * 

I sædvanerettens normer, der regulerer 

urfolkenes forhold til jorden, 

kommer et af de grundliggende 

træk i deres verdenssyn frem - den 

store ansvarlighed i forhold til jorden, 

slægternes jordområder, når 

folk betragter deres ret til slægtsjorde 

i første række som deres ansvar 

i forhold til denne jord. Et andet 

vigtigt træk er det forhold, at 

ifølge sædvanerettens normer deler 

man ikke jorden strengt mellem 

menneskene, besiddelserne kunne 

godt være overlappende i forhold 

til hinanden. Repræsentanter for 

urfolkene siger endog, at hvis oliefolkene 

havde det rigtige forhold 

til jorden, så kunne man også godt 

give dem jord, men de forstår ikke 

og føler ikke urfolkene som deres 

naboer. 

Jorden kan ikke tilhøre et menneske, 

mennesket kan kun passe 

på jorden, derfor kan urfolkene 

slet ikke forstå og acceptere konceptet 

”udstykning af jorde til industriel 

udnyttelse”. Det er muligt, 

at der her gemmer sig en af årsagerne 

til, at de så let lod tilrejsende 

geologer og senere oliefolk ind på 

deres jorde. De gamle siger nu, at 

de troede, at de andre bare ville 

arbejde lidt, hvis det nu var det de 

havde brug for, og så ville de forsvinde 

igen. Herunder mener ur- 

INFONOR 

7

folkene, at det er faldet i khanternes, 

ja og i de andre urfolks lod, at 

bære denne byrde, at bevare disse 

jorde, i første række de hellige jorde, 

men det er deres lod. 

Jordens værdi er for urfolkene 

primært ikke en kommerciel værdi, 

men en social værdi. Jeg var vidne 

til en tilspidset konflikt på grund af 

en udstykning af slægtsjorde ved 

Jugan (Khanty-Mansy autonome 

distrikt) i 1998. Konflikten opstod 

fordi næsten alle khanten P. S. Kogontjins 

slægtsjorde blev overdraget 

til henholdsvis et naturreservat 

og til en olieudvindingsvirksomhed. 

Selv er han formand for fællesskabet 

”Kogontjino”, der tæller 

ca. 20 personer og beskæftiger sig 

med jagt og fiskeri. Modsætningerne 

blev tilspidset, da olieudvindingen 

gik i gang ved flodens øvre 

løb. For på en eller anden måde at 

beskytte sine jorde sultede P. S. Kogontjin 

i 28 dage. Konflikten blev 

ikke løst, men det lykkedes naboerne 

og slægtningene at overtale 

ham til at opgive sultestrejken, for 

ikke at efterlade sin søn faderløs. 

Da jeg talte med ham ikke længe 

efter disse begivenheder, fortalte 

han, at oliefolkene tilbyder ham 

penge for jorden, men han kan 

ikke give jorden fra sig, for han er 

jæger og hans søn skal også være 

jæger og hvis han giver jorden fra 

sig – ”hvad kommer sønnen så til 

at arve?” 

I Nordrusland er der mange konflikter 

på grund af jorden og på 

grund af andre ressourcer, men 

netop ved Jugan hørte jeg af P. S. 

Kogontjin for første gang formålet 

formuleret så klart – at efterlade 

børnene jorden i arv til jagt og fiskeri, 

og jeg så at man var parat til 

at ofre livet for det. Indtil da havde 

jeg kun observeret så skarpe konflikter 

mellem renhyrder og oliefolk. 

Den moderne lovgivning har 

endnu ikke løst spørgsmålet om 

jorde der anvendes af urfolk og 

som overdrages ved arv. Heri består 

en af dens alvorlige mangler, eftersom 

den manglende løsning af 

8 

INFONOR 

dette problem undergraver en fundamental 

hjørnesten i den traditionelle 

naturanvendelse som en strategi 

for en bæredygtig udvikling. 

Urfolkene beviser deres særlige 

forbindelse med jorden med det 

princip, der er proklameret i en 

lang række internationale dokumenter, 

første og fremmest i ILO 

konvention nr. 169. Dette eksempel 

er karakteristisk for deres traditionelle 

levevis og viser forskellene 

mellem den positive (statslige) lovgivning 

og sædvaneretten. Herunder 

er det sådan, ”at det traditionelle 

system ikke ignorerer jordens 

økonomiske værdi, men denne 

værdi er ikke af bestemmende 

karakter, således som det er tilfældet 

i det borgerlige retssystem, der 

bygger på den kapitalistiske produktionsform, 

under hvilken jordens 

bytte (ombytnings) værdi udregnes 

og indgår i det fælles marked, 

hvor den individualistiske organisering 

af byttehandlerne dominerer. 

Tværtimod fastholder det 

traditionelle system princippet om 

at jorden ikke kan videregives og 

dermed placerer det jordens ikkekommercielle 

karaktertræk på 

førstepladsen: retten til jord kan 

kun overdrages mellem medlemmerne 

af en og samme gruppe. På 

denne måde abstraherer det traditionelle 

system fra jordens økonomiske 

værdi, hvorimod det civilretslige 

system sætter den økonomiske 

værdi på første pladsen. For det 

traditionelle system er retssubjekternes 

samfundspolitiske status en 

hjørnesten, hvorimod det civilretslige 

system ikke tager synderlige 

hensyn til dem.” 6) De her anførte 

data giver ikke en udtømmende 

beskrivelse af problemet, men 

peger blot endnu en gang på, hvor 

kompliceret det er at behandle 

jordforhold i stater, der har påtaget 

sig den rolle det er at tage 

højde for sædvaneretten i sit retssystem. 

På nuværende tidspunkt er 

manglen på succes i den statslige 

politik i forhold til urfolkene i 

Nordrusland i betydelig grad forbundet 

med, at staten ikke ønsker 

at tillade forskellige modeller for 

naturanvendelse og forskellige former 

for regulering af denne, herunder 

statsretslig og sædvaneretslig 

regulering. På det sidste er der 

gjort forsøg på at ændre denne 

situation. 

Den officielle rets moderne syn 

på den traditionelle naturanvendelse 

er i fuldt omfang kommet til 

udtryk i en lov, der er blevet vedtaget 

for nylig ”Om territorierne til 

traditionel naturanvendelse for urfolk 

fra Nordrusland, Sibirien og 

russisk fjernøsten.” I denne gives 

der for første gang en definition af 

sædvaneregler, der er opstået som 

en tradition og som anvendes 

bredt blandt urfolkene i Nordrusland, 


i Den Russiske Føderation, sædvaneregler 

for at udøve traditionel 

naturanvendelse og traditionel 

levevis. 

I loven bliver der anført, at den 

retslige regulering af forholdene 

inden for områder som uddannelse, 

beskyttelse og brug af territorier 

for traditionel naturanvendelse 

udøves blandt andet også af disse 

folks sædvaneregler, hvis disse ikke 

er i modstrid med Den Russiske 

Føderations lovgivning og De Russiske 

Føderationssubjekters lovgivning 

(artikel 2). Sådanne sædvaneregler 

regulerer, side om side med 

lovgivningen også anvendelsen af 

naturressourcer, der befinder sig på 

territorierne for traditionel naturanvendelse 

(artikel 13). Netop i 

dette spørgsmål kan urfolkene 

udøve deres traditioner for en naturanvendelse, 

der ikke udpiner 

naturen, og demonstrere deres evne 

til at anvende ressourcer med 

”måde”. Den nye lovgivning udskiller 

territorierne for traditionel naturanvendelse 

som særligt beskyttede 

naturterritorier og dermed 

går lovgivningen ud fra den internationale 

rets principper, som i 

mange dokumenter understreger 

den rolle disse folks viden og prak-

sis har for bevarelsen af det omgivende 

miljø. 7) 

Sædvaneregler kan også spille 

en stor rolle som et middel til løsning 

af tvister og konflikter, der er 

opstået angående udnyttelsen af 

ressourcer på territorier for traditionel 

naturanvendelse. Tiden vil 

vise, i hvor høj grad denne lov svarer 

til urfolkenes forventninger. 

Men set ud fra mit synspunkt giver 

den større muligheder for udviklingen 

af traditionel naturanvendelse. 

En vigtig faktor, der kommer til at 

vise hvor levedygtig loven er, bliver 

dens anvendelse i retten til forsvar 

for urfolkenes rettigheder. 

Urfolkenes verden 

– en mosaik 

Den nye jordlov, der blev vedtaget 

i år 2002 har fastslået normerne i 

den føderale lov ”Om territorierne 

til traditionel naturanvendelse for 

urfolk fra Nordrusland, Sibirien og 

russisk fjernøsten”, ifølge hvilken 

disse territorier blev udskilt som 

specielt beskyttede, har fastlagt 

ordningen og retten til at eje ressourcer. 

Dog er der en væsentlig 

ændring – ud af loven forsvandt 

enkeltpersoner, der kan henregnes 

til urfolkene, her figurerer kun fællesskaber, 

som retssubjekter med 

ret til at anvende jorden (artikel 

78, 82). 

Problemet er, at langt fra alle 

indfødte lever i og ønsker at leve i 

fællesskaber. Desuden forekommer 

fællesskaber mange af dem at være 

en moderne variant af sovjettidens 

kolkhoser, men mennesker, der har 

følt en vis grad af frihed de sidste ti 

år, ønsker slet ikke igen at deltage i 

en kollektivisering. De er også 

stødt på det forhold, at principperne 

om frivillighed og selvorganisering 

ofte overtrædes i praksis ved 

oprettelse af fællesskaber. I dette 

spørgsmål står Jordloven seriøst tilbage 

for den Føderale lov ”Om territorierne 

til traditionel naturanvendelse 

for urfolk fra Nordrusland, 

Sibirien og russisk fjernøsten”, 

den tager ikke højde for de 

forskelligartede traditioner for 

naturanvendelse hos forskellige af 

Nordruslands urfolk. 

Spørgsmålet om et arveligt ejerskab 

af jorden forbliver også uløst. 

Forfatteren til kommentarerne til 

den Føderale lov ”Om territorierne 

til traditionel naturanvendelse...” 

og Jordloven, P. N. Pavlov drager 

den konklusion i spørgsmålet om 

urfolkenes naturanvendelse, at den 

eneste måde at tildele jordlodder 

til at føre traditionel levevis på er i 

form af en anvendelse, for hvilken 

man ikke betaler 8) . Jeg har hørt udtalelser 

af typen, at arve jorden indenfor 

rammerne af territorier for 

traditionel naturanvendelse er 

umuligt, eftersom der ikke er ga- 

”Jukola bliver voksen”. Pigen fra 

renavler kooperativet ”Valetta” 

(uilta, evenkerne) Foto taget på 

en strand i det nordlige Sakhalin. 

rantier for, at arvingerne vil føre en 

traditionel levevis. På denne måde 

gør staten arbejdet lettere for sig 

selv, eller mere præcist staten efterlever 

ikke sine forpligtigelser, da 

ordningen for disse territorier som 

specielt beskyttede er defineret, og 

som følge heraf er spørgsmålet 

om, hvorvidt det er muligt eller 

umuligt at tildele bestemte personer 

den givne jord i hvert enkelt 

tilfælde et spørgsmål, hvor der kan 

tages en beslutning. Spørgsmålet 

om arveligheden er meget vigtigt, 

og det er en logisk følge af de 

nordrussiske folks forestillinger om 

jorden. 

Arveretten er i dette tilfælde 

ikke forbundet med en overdragelse 

af en del af territoriet til en 

eller anden bestemt person, men 

opfattes af urfolkene som en bevarelse 

af jorden indenfor rammerne 

af en særlig ordning. Det er 

nødvendigt at bemærke, at ideen 

om at jorden kan gå i arv er relativ 

ny. Hos visse af urfolkene i Nordrusland 

opstod den allerede i det 

19. årh., for størstedelen af dem 

udgjorde rener, transportmidler, 

bolig og andre personlige ejendele 

hovedarven[9]. En anden situation 

opstod i løbet af anden halvdel af 

det 20. århundrede. Forskellige 

strømninger blev forenet i denne 

proces, hvor ideen opstod – international 

ret om urfolk og menne- 

INFONOR 

9

skerettigheder, miljøret, internationale 

dokumenter om miljøbevarelse 

og ligeledes ideer fra bevægelsen 

til forsvar for Nordruslands 

urfolks rettigheder. 

Den internationale ret går ud 

fra, at urfolkenes rettigheder er 

forbundet med at sikre dem adgang 

til bestemte territorier, som i 

sig selv, men også i kraft af andre 

ressourcer, der befinder sig på territorierne, 

udgør grundlaget for livets 

opretholdelse, ”intet folk må 

under nogen omstændigheder fratages 

de til folket hørende eksistensmidler”. 

(Den internationale 

pagt om økonomiske, sociale og 

kulturelle rettigheder, artikel 1). 

Miljøretten forbinder det at udøve 

traditionel naturanvendelse med 

en bevarelse af miljøet. Da urfolkene 

i begyndelsen af 1990’erne bestræbte 

sig på at få de såkaldte 

slægtsjorde som arvelige besiddelser, 

kan man sige, opstod en ny 

norm indenfor den traditionelle 

naturanvendelse. I en situation, 

hvor konkurrencen om ressourcerne 

tilspidses i forhold til industrivirksomhederne 

kan urfolkene kun 

bevare og udvikle deres kultur på 

denne måde. Denne nye ideologi 

har nenetseren Jurij Vella, der er 

renhyrde og digter, udtrykt i en 

sætning: ”Jord – renlav – renholder 

– renholderens barnebarn – er en 

skrøbelig, men ubrudt kæde”. 

Hvad sker der med 

lovgivningen vedrørende 

Nordruslands urfolk? 

Det er ikke kun urfolkene selv og 

videnskabsfolk, der beskæftiger sig 

med kritik af den eksisterende lovgivning, 

også i de statslige strukturer 

arbejder man videre med ændringer. 

Præsidentens administration 

har præsenteret et udkast til 

en ny redaktion af den Føderale 

lov ”Om territorierne til traditionel 

naturanvendelse for urfolk fra 

Nordrusland, Sibirien og russisk 

fjernøsten”. Hermed det statslige 

synspunkt: 

”Ændringer og tilføjelser omfat- 

10 

INFONOR 

ter ændringer i status for territorier 

til traditionel naturanvendelse 

(TTN). Hvis de tidligere hørte under 

kategorien af særligt beskyttede 

territorier og objekter, så foreslår 

man nu at ekskludere dem fra 

listen af beskyttede naturterritorier 

og definere dem som territorier 

med en særlig ordning for anvendelse 

af jord og øvrige naturressourcer, 

dannet med henblik på at 

føre traditionel levevis. 

Det foreslås, at man overdrager 

alle bemyndigelser vedrørende organisering 

af de nævnte territorier 

og etablering af ordninger til anvendelse 

og beskyttelse af jorden 

og andre naturressourcer indenfor 

deres grænser til den Russiske 

Føderations statslige myndighedsorganer. 

Herunder forudsætter man 

organisering af TTN realiseret på 

grundlag af føderale love, fremsat i 

RFs Statsduma af RFs regering, 

blandt andet på forslag fremsat af 

Føderationssubjekternes statslige 

myndighedsorganer. 

Spørgsmålet om ejendomsretten 

til jordstykker, beliggende på TTN 

vil blive løst indenfor rammerne af 

RFs jordlovgivning. 

Det er nødvendigt at bemærke, 

at de foreslåede ændringer og 

tilføjelser til den føderale lov ”Om 

TTN” svarer til de ændringer og 

tilføjelser, der indføjes i andre 

føderale love, herunder i RFs Jordlov, 

hvad angår afgrænsninger og 

definition af statsorganernes og de 

lokale selvstyreorganers myndighed”. 

10) 

* * * 

Hvis man sammenfatter nogle af 

de sidste ti års resultater kan man 

sige, at en vigtig landvinding er 

højnelsen af den samfundsmæssige, 

og herunder den retslige bevidsthed 

hos Nordruslands urfolk. 

Urfolkene har erklæret deres rettigheder 

på alle niveauer af det 

statslige system, deres samfundsmæssige 

status i samfundet er vok- 

set. Indenfor det lovgivende arbejde 

er de grundlæggende problemer, 

der er forbundet med selvstyre, 

deltagelse i forvaltningen af 

naturressourcerne, samt TTNs status 

blevet formuleret. Mange 

essentielle problemer er blevet afspejlet 

i lovgivningen. Men man 

har kun taget de første skridt ad 

den vej, der fører til skabelsen af 

betingelser for en virkelig fri udvikling 

for disse folk og en eliminering 

af diskrimination af borgere, hvis 

levevis adskiller sig fra den dominerende 

del af befolkningen. ■ 

Oversat fra russisk 

af M. Nytoft. 

1) Suljandziga P., Todysjev M., Murasjko O. 

Ændringer i de føderale love om urfolk// 

Urfolkenes verden, 2002, Nr. 9-10, s. 41. 

2) Informationsbulletinen ”Latj” Nr. 10 (73), 

18. marts 2003, Det Etno-Økologiske Informationscenter 

”Latj”, RAIPON, 

Petropavlovsk-Kamtjatskij. 

3) Skønt denne lov vedrører alle Ruslands 

urfolk, refererer dens ideologi primært til 

Nordruslands urfolk. 

4) Etnos er et begreb i russisk antropologi, 

der betegner en stabil kerne, som opretholdes 

gennem sociale forandringer. Den 

russiske antropolog, Yulyan Bromley 

(1921-1990), definerer etnos som et historisk 

formet fællesskab af mennesker, der 

er karakteriseret ved fælles relative stabile 

kulturmønstre, bestemte karakteristiske 

psykologiske træk og en bevidsthed 

om fællesskabet som er forskelligt fra andre 

lignende fællesskaber. Hertil skal 

føjes fælles territorium og navn (INFON- 

ORs anmærkning). 

5) Sirina A.A. Nordrussiske urfolks slægtsfællesskaber 

i republikken Sakha (Jakutien): 

et skridt i retning af selvbestemmelse? 

Studier indenfor anvendt og akut etnologi, 

nr. 126., M., 1999, s. 20 

6) Rulan N. Juridisk antropologi. M., 1999, s. 

120. 

7) Pavlov P.N. Kommentarer til Den Føderale 

lov ”Om territorier til traditionel naturanvendelse 

for urfolk fra Nordrusland, Sibirien 

og Russisk Fjernøsten. M., 2001, s. 

109-110. 

8) Pavlov P.N. Kommentarer til Den Føderale 

lov ”Om territorier til traditionel naturanvendelse 

for urfolk fra Nordrusland, Sibirien 

og Russisk Fjernøsten//Alt om Nordrusland. 

SPb., bind 2, s. 204. 

9) Zibarjev V. A. Justits hos nordrussiske urfolk 

(17. årh. – 19. årh.) Tomsk, 1990, 

153-171. 

10) Informationsbulletinen ”Latj” Nr. 12 (75), 

1. april 2003, Det Etno-Økologiske Informationscenter 

”Latj”, RAIPON, Petropavlovsk-Kamtjatskij.

Opbygning af civilsamfundet 

i Rusland gennem 

miljøbeskyttelse 

AF XENIA SOUBOTIN 

De demokratiske reformer 

der rystede Rusland i 

slutningen af 1980’erne 

voksede stort set ud af en stigende 

bekymring for miljøet, som opstod 

i slipstrømmen på Chernobyl 

katastrofen, forureningen af Baikal 

søen og den synkende vandstand 

i Aral søen. Disse miljøkatastrofer 

blev opfattet som et resultat 

af sovjetisk sjuskeri; det stod 

klart for mange sovjetborgere at 

deres naturresurser og miljø var 

ved at blive ødelagt. Hermed var 

grundstenen lagt til Sovjetunionens 

opløsning. 

I dag trues Ruslands mangfoldige 

økosystemer og borgenes sundhed 

af en stigende industriel udvikling. 

Økonomisk udvikling har potentiel 

til at tilgodese både miljøet og 

økonomien, men i Rusland har de 

radikale forandringer, der er sket i 

de sidste årtier, ført til et hidtil 

uanet pres på naturresurserne. 

Alligevel er der en verden til forskel 

mellem datidens Sovjetunionen 

og nutidens Rusland. Den 

brede befolkning har fået indsigt i 

videnskab, jura og politik, hertil 

kommer at medierne ofte rejser 

miljøspørgsmål. På denne baggrund 

er der fremstået en offentlig 

bevægelse, der har til hensigt at 

skabe forandringer og som forsvarer 

de borgerlige rettigheder. Gennem 

de sidste årtier er det russiske 

civilsamfund vokset dramatisk. 

Miljøspørgsmål har været en betydelig 

drivkraft bag denne tendens. 

Mange af denne bevægelses ledere 

og grupper er Pacific Environment´s 

partnere, som derigennem 

er blevet støttet med penge og vejledning 

1) . 

”Den russiske forfatning garanterer 

borgene ret til information 

om miljøsager og til et sundt miljø, 

men regeringen har ikke taget sig 

sammen til at virkeliggøre disse 

rettigheder”, erklærer Olga Yakovleva, 

som er en af grundlæggerne 

af Rodnik juridiske center i Moskva. 

Gennem de sidste 10 år er den russiske 

regering blevet de fineste 

venner med de store indenfor forretningslivet. 

Modsat har befolkningen 

måtte anstrenge sig enormt 

for at kunne imødegå de kolossale, 

miljømæssige, økonomiske og sociale 

virkninger, som følger i slipstrømmen 

på store udviklingsprojekter. 

Interessegrupper, som varetog 

miljøsager, eksisterede i en eller anden 

form under sovjettiden. I 60’erne 

protesterede studerende i 

Moskva imod ødelæggelsen af parker 

og lokale skove, som man raserede 

for at få juletræer. ”Druzhini 

okhrani prirodi” (unge naturvogtere) 

blev til med det formål at oplyse 

unge om konsekvensen af 

krybskytteri, illegal handel og nødvendigheden 

af skovbeskyttelse. 

I en tid hvor man ikke satte spørgs- 

mål ved autoriteterne, dannede 

disse grupper fortroppen i en bevægelse, 

der begyndte af stille 

spørgsmål og forlange svar. 

I de sidste 10 år har ngo’erne 

fået større juridisk og politisk pondus, 

og de har vundet flere sejre i 

vigtige miljøspørgsmål. Hvor meget 

miljøbevægelsen er vokset stod 

klart, da ”Det føderale Civile 

Forum” afholdt møde i Moskva 

2001. Der var tale om en samling af 

folkelige foreninger med det formål 

at fremme dialogen mellem regeringen 

og befolkningen. Dette 

møde var fuldstændig utænkeligt 

10 år før. 

Kapaciteten og væksten indenfor 

bevægelsen skyldes stor set de 

lokale aktivisters egne bestræbelser 

på at skabe forandring. Gennem 

netværk, konferenser og e-maillist-servers 

er det lykkedes forskellige 

grupper, som var isolerede fra 

hinanden at samarbejde om fælles 

mål. Gennem udveksling af information, 

medierne, og uddannelse 

af den lokale befolkning er det lykkedes 

ngo’er at forsvare deres juridiske 

rettigheder. Gennem øget 

adgang til viden og lovgivning har 

ngo’erne skabt en platform, hvorfra 

de kan igangsætte projekter og 

stille krav til lovgivningen. For eksempel 

er nedenstående retssager 

eksempler på, hvordan civilsamfundet 

har kunne udfordre regeringen: 

INFONOR 

11

Den sibiriske flora er utrolig rig, 

men det kræver en stor indsats at 

bevare denne mangfoldighed. Her 

ses Cerastium lithospermifolium, 

som vokser i klipper. 

● I efteråret 1999 erklærede den 

russiske højesteret et dekret 

ugyldigt, som var udstedt af daværende 

premierminister Stepanshin. 

Dette dekret tillod udledning 

af giftige affaldsstoffer 

fra olieboreplatforme udfor kysten 

i russisk fjernøsten. 

● I 1998 omstøtte højesteret en 

række regeringsdekreter, der 

ulovligt forandrede forskellige 

skovområders status. Dekreterne 

forandrede f.eks. en gruppe 

skovområder til ikke-skov og 

gjorde det derved muligt at opføre 

luksusboliger i området. 

Inden denne sag overhoved blev 

kørt havde anklageren vundet 

en anden vigtig sag, som på en 

overbevisende måde demonstrerede, 

at sådanne regeringsdekreter 

kunne omstødes af rettens 

vej. 

● I de seneste år har grupper omkring 

det Okhotske Hav gennemført 

lignende retssager vedrørende 

beskyttelse af gråhvaler 

og om retten til information. 

Regeringskontorer har nu og da 

henvendt sig til ngo’erne for hjælp, 

fordi de ofte har bedre adgang til 

internationale kontakter og kan 

fremstille bedre forslag end mange 

regeringskontorer kan. Der er en 

hel del eksempler på offentlighe- 

12 

INFONOR 

Foto: Oleg Kosterin. 

dens beredvillighed til at samarbejde 

med regeringens repræsentanter. 

Tomsk økologiske studenterinspektion 

(TESI) har f.eks. sammen 

med regeringens repræsentanter 

udarbejdet et projekt, som giver 

dem ret til at fungere som frivillige 

jagt-, fiskeri- og økologi-kontrollører. 

De fik en status der næsten 

svarede til de officielle kontrollører, 

og de var med til at gennemtvinge 

anti-krybskytte-programmer. Med 

andre ord så fremtvang befolkningen 

ændringer, som regeringen 

ikke selv formåede at fremtvinge. 

Beklageligvis blev disse kontrollører 

opfattet som alt for effektive, 

eller måske fangede de for mange 

krybskytter med forbindelser på allerhøjeste 

sted. I juni 2002 fratog 

den føderale regering studenterorganisationerne 

retten til at drive 

inspektion, en ret de havde fået af 

de regionale myndigheder. I dag er 

det sådan, at studenterkontrollørerne 

skal bede de officielle inspektører 

om at ledsage dem, hvis 

de vil på inspektion. 

Præsident Putin har erklæret, at 

den økonomiske udvikling skal 

have første prioritet, og regeringen 

har skabt favorable forhold for forretningslivet 

og en stadig ekspanderende 

industri. Udviklingsstrategier 

fremføres ofte som et valg 

mellem økonomi og miljøhensyn. 

Rusland har ikke råd til at tage 

miljøhensyn, er den almindelige 

holdning. I maj 2000 kom der et 

dekret fra præsidenten, som fjernede 

statskomiteen for økologi og 

den føderale skovtjeneste. Dette 

medførte et udhulet miljøbeskyttelsessystem, 

arbejdsløshed blandt 

opsynsbetjente, laboratoriearbejdere 

og resursemedarbejdere og 

en tilbagegang for miljølovgivningen. 

Civilsamfundet har taget føringen 

i kravet om at større udviklingsprojekter 

skal være i overensstemmelse 

med russisk lovgivning. 

Et godt eksempel er en nylig afholdt 

offentlig høring om den 

foreslåede Angarsk-Nakhodka olierørledning. 

Olieselskabet Transneft 

bekendtgjorde mødet bare 3 dage 

før i stedet for 30 dage før, som 

loven foreskriver. Fredag aften 

meddelte man, at mødet ville blive 

afholdt mandag morgen. Der var 

derfor ingen tid for offentligheden 

til at sætte sig ind i de 10 binds 

projektdokumenter. 

Stolene omkring det store konferencebord 

var reserveret til udvalgte 

regeringsrepræsentanter, 

medens offentligheden fik anvist 

pladser langs væggen. Der blev ikke 

udleveret nogen form for information 

om projektet på høringen, i 

stedet blev deltagerne præsenteret

for to 20 minutters PR-film om selskabet. 

Miljøgrupperne betvivlede 

fra starten det retslige grundlag 

for høringen, og selskabet blev 

tvunget til at afholde en ny høring 

en måned senere. 

Civilsamfundets sejre står ikke 

uudfordrede. Gennem de sidste 

par år viser regeringens handlinger 

flere forsøg på at vinde tabt terræn 

tilbage. Noget der i virkeligheden 

viser, at civilsamfundet har 

gjort store fremskridt. I august 

2000 indsamlede miljøgrupper omkring 

2 millioner underskrifter for 

at få tre ting til folkeafstemning: 

1) Et forbud imod import af atomaffald 

fra andre lande. 

2) Genskabelsen af et uafhængigt 

miljøbeskyttelsesagentur. 

3) Genskabelsen af den føderale 

skovstyrelse. I oktober 2000 blev 

der indsamlet yderligere 2.5 millioner 

underskrifter. Imidlertid 

underkendte myndighederne 

600.000 underskrifter, og derved 

kunne man blokere for en folkeafstemning. 

En måned senere 

blev en folkeafstemning blokeret 

i Krasnoyarsk området efter 

at et stort antal underskrifter 

blev erklæret for ugyldige. 

Disse folkelige tilkendegivelser var 

uden sidestykke i Ruslands historie, 

alligevel underskrev Putin en plan 

om import af atomaffald i august 

2001. I november 2001 vedtog man 

en ny lov, der vil gøre det overordentligt 

vanskeligt af afholde folkeafstemninger 

om miljøsager i 

fremtiden. 

Folkelige interesseorganisationer 

fortsætter aktivt med at modarbejde 

import af atomaffald bl.a. gennem 

civil ulydighed. Det bliver ikke 

nemmere af, at USA og flere andre 

lande betragter Rusland som en 

stor deponeringsplads for atomaffald. 

Disse lande tilsidesætter på en 

grov måde den folkelige opinion, 

den nationale sikkerhed og ethvert 

miljøhensyn. 

På andre områder skaber regeringen 

bevidst bureaukratiske barrierer 

for ngo’erne. NGO’erne blev 

bedt om at genregistrere sig i 2001 

og igen i år 2) . Nogle organisationer 

har fået påført revision flere gange 

om året. Herudover har den russiske 

regering udstedt love, der gør 

det overordentlig vanskeligt for 

folkelige grupper at skaffe fondsmidler. 

Regeringen sætter mange 

forhindringer for den folkelige bevægelse, 

men til trods for dette 

kan man alligevel registrere en 

stigende styrke i bevægelsen. I november 

2001 afholdtes der i Moskva 

et føderalt civil forum. Ved 

denne lejlighed fik aktivisterne mulighed 

for at henvende sig direkte 

Civilsamfundet kæmper idag for at 

bevare den særlige sibiriske natur 

som ses her på billedet af lærketræer 

i Vestsibirien. 

Foto: Oleg Kosterin. 

til myndighederne. Arbejdsgruppen 

for befolknings- og miljøsundhed 

stillede følgende krav til den 

russiske regering: 

● Flyt fokus fra den økonomiske 

profit til den ”undertrykte” 

majoritet. 

● Skab bedre rammer for sundhed 

og velfærd. 

● Skab orden i naturresurseudvindingen 

og redistribuer indkomsterne 

fra store økonomiske foretagender 

til fordel for offentligheden. 

● Gendan miljøbeskyttelsessystemet 

og det uafhængige føderale 

miljøbeskyttelsesagentur. 

Aldrig før i Ruslands historie var 

der blevet afholdt et sådan møde, 

alligevel spurgte mange ngo’er sig 

selv om, hvad det virkelige motiv 

for mødet var. Mange mente, at regeringen 

slet ikke var interesseret i 

nogen dialog, men bare ville profilere 

sig i forhold til udlandet. 

Alligevel bare det at mødet blev 

afholdt afspejlede den voksende 

styrke i civilsamfundet. 

Her på det sidste har industrien 

forsøgt at udnytte den folkelige 

bevægelse til sin egen fordel. Forretningsverdenen 

og industriens 

ngo (FINGO) er en skinorganisation, 

der på mange offentlige 

INFONOR 

13

Rener på vandring. Mange urfolk i 

Sibirien er afhængige af rendrift. 

Renen er et arealkrævende dyr, 

som uden en sund miljøforvaltning 

vil gå sin undergang i møde. 

høringer og møder skævvrider den 

virkelige folkelige repræsentation. 

I Kemerovo regionen blev mange 

års bestræbelser for at skabe en 

nationalpark saboteret af den lokale 

skovstyrelse, der dannede sin 

egen ngo og lobbyede sine egne 

interesser igennem ad denne vej. 

Ved en offentlig høring i 

Argarsk, hvor man skulle diskutere 

en planlagt russisk-kinesisk olierørledning, 

arrangerede det russiske 

olieselskab YUKOS, at der ankom i 

hundredvis af oliearbejdere, der 

støttede op om selskabets politik. 

Artiklen er venligst 

udlånt af 

Pacific Environment. 

Besøg Pacific 

Environment’s 

hjemmeside. 

14 

INFONOR 

Foto: Alexander Slugin 

Adressen er: 

www.pacificenvironment.org 

Herved blev en lokal protest imod 

at føre olierørledningen gennem 

en beskyttet park blokeret. Industrien 

køber spalteplads i de store 

aviser og i de lokale med, hvor de 

kan argumentere for deres synspunkter. 

Industriens bagmænd har også 

været aktive med at kappe forbindelsen 

mellem omverdenen og de 

lokale beboere i et konfliktområde. 

Således i marts 2002 hvor en af 

RUSIAs olie- og gas-biler blokerede 

en bro og derved afskar en lokal 

evenker-bygd fra al kommunika- 

tion med omverdenen. Herved forhindrede 

man en international 

delegation at eksperter og miljøforkæmpere 

i at mødes med folk 

fra bygden. Russiske olieselskaber 

er efterhånden berygtede for lignende 

udspil. 

Den civile sektor i Rusland er 

styrket betydeligt de sidste 10 år 

og har bidraget med konstruktiv 

input, der har ført til en bedre 

miljøpolitik og resurseudnyttelse i 

mange regioner. Større miljøbevidsthed 

blandt lokale folk gør det 

muligt at involvere større dele af 

befolkningen i naturresurseudvindingen. 

Dette vil medfører bedre 

miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling 

så vel som forsvar for menneskerettighederne, 

styrkelse af civilsamfundet 

og større sikkerhed 

for at love og beslutninger virkelig 

er til det russiske folks fordel og i 

deres interesse. ■ 

1) Pacific Environment beskytter naturmiljøet 

omkring Stillehavet gennem styrkelse af 

demokrati, støtte til græsrodsorganisationer 

og kommuner og ved at påvirke international 

politik. I mere end 10 år har de 

støttet ngo’er i Sibirien og det russiske fjernøsten. 

2) I Rusland skal ngo’er være officielt registrerede.

Status over forskningen 

omkring kultur og folklore 

i Sibirien 

AF D.A. FUNK 

F 

orelæsning holdt på seminariet 

om opfyldelse af 

UNESCO’s anbefalinger om 

bevarelse af traditionel kultur og 

folklore i Sibirien, Jakutsk, 

19.-23. august 2001). 

På nuværende tidspunkt er der i 

Rusland en række institutter, der 

beskæftiger sig med studier af forskellige 

aspekter af historie, moderne 

og traditionel kultur. Ligeledes 

er der et betydeligt antal offentlige 

organisationer, der som en 

af deres vigtigste aktiviteter har 

bevarelsen og genrejsningen af de 

sibirske folks traditionelle kultur. 

Disse kan samles i fem store grupper: 

● Akademiske institutter (Etnografisk 

afdeling for urfolk i Nordrusland 

og Sibirien, Institut for 

etnologi og antropologi ved 

RAN (Det Russiske forskningsakademi), 

Institut for historie, 

filologi og filosofi ved SO RAN 

(Den Sibirske afdeling i RAN), 

Den sibirske afdeling af NII (Det 

Videnskabelige Forskningsinstitut), 

Museet for antropologi og 

etnologi, filialer ved Videnskabsakademiet 

i Jekatarinenburg, 

Vladivostok og andre sibirske 

byer); 

● Institutter eller universitetscentre 

(Etnografisk lærerforsamling 

ved universitet i Omsk og insti- 

tutterne for historie og jura i 

Abakan, forskerkredse for etnografer 

ved universiteterne i 

Kemerovo, Krasnojarsk, Irkutsk, 

Tobolsk og andre byer); 

● Nationale afdelinger af NII eller 

afdelinger af NII i republikkerne, 

som regel er dette humanistiske 

NII’er eller forskningscentre 

(Jakutsk, Kryzyl, Abakan, Gorno- 

Altajsk, Ulan-Ude, Salekhard og 

Khanty-Mansijsk); 

● Museer og andre arkiveringssteder 

(Det Russiske Etnografiske 

Museum, regionale- og byhistoriske 

museer, museer på 

skoler og så videre) 

● NGO’er, centre og fonde (Assotsiatsija 

korennykh malotjislennykh 

narodov Severa, Sibiri i 

Dalnego Vostoka (Sammenslutningen 

af urfolk i Nordrusland, 

Sibirien og fjernøsten), ”Severnyj 

Forum” (Nord-Forum), informationscentret 

”Laurovetlan” 

og andre). 

Organisationernes og de enkelte 

forskeres grundlæggende arbejde 

går i forskellige retninger. At give 

en altomfattende karakteristik af 

resultater, problemer og opgaver 

af bare en af disse retninger, eller 

af en af gruppernes arbejde, er, 

selv ved en afgrænsning til de sidste 

ti år, en fuldstændig urealistisk 

opgave, både for en enkelt person 

og endnu mere for et foredrag på 

en halv time. 

Dr.habil. Dmitrij Funk (1962) 

Bestyrer af etnografisk afdeling for 

urfolk i Nordrusland og Sibirien, 

Institut for etnologi og antropologi 

ved Det Russiske Forskningsakademi. 

Han vejleder 25 forskere og koordinerer 

samarbejdet med universiteter 

og forskningsinstitutter over 

hele Rusland indenfor forskning 

vedrørende sibiriske folkeslag. 

Han har udgivet over 140 artikler 

og bøger og er medredaktør af 

tidsskriftet ”Ethnograficheskoe 

obozrenie”. 

Jeg er derfor tvunget til kun at 

holde mig til nogle vigtige resultater 

og tendenser i 1990’erne, som 

kan udledes på grundlag af en 

analyse af ufuldstændigt materiale 

fra Institut for Etnologi og antropologi 

ved RAN. 

Lad os begynde med selve det 

videnskabelige arbejde, som indebærer 

arbejde med arkiver og museumskilder, 

indsamling af feltmateriale, 

publicering af indsamlede 

data og videnskabeligt arbejde og 

resultater, som normalt fremstilles 

i videnskabsrapporter, artikler og 

monografier. 

Slutningen af 1980’erne og i 

1990’erne viste sig at være en 

usædvanlig svær periode for seriøse 

studier af de sibirske folks traditionelle 

kultur og folklore. En betydelig 

nedskæring af den statslige 

finansiering førte til en næsten 

INFONOR 

15

fuldstændig reducering af feltarbejde. 

Finansieringssystemet viste sig 

for mange at være temmelig besværligt 

at blive fortrolig med, selv 

for tidligere kendte forskere og 

forskningskollektiver. Situationen 

forbedredes gradvist, men store og 

længerevarende ekspeditionsprojekter 

kunne kun få afdelinger eller 

forskere tillade sig. 

Ud over enkelte interessante forskere 

formåede for eksempel den 

sibirske afdeling af IEA RAN (Institut 

for Etnologi og Antropologi 

ved RAN) og den etnografiske forskerkreds 

ved Omsk universitet relativt 

hurtig at indføje sig i de nye 

arbejdsformer og forhold. Antallet 

af disse institutioners ekspeditioner 

i 1990’erne oversteg klart antallet 

af ekspeditioner i 1980’erne. For 

eksempel gennemfører etnografer 

fra Omsk – som der nu er mere end 

30 af – under ledelse af N.A. Tomilov, 

rejser til mange forskellige 

grupper af sibirske tatarer, og efterhånden 

breder deres rejser sig 

såvel til de sydlige (nord-altajer og 

khakasser-sagajer) som til de nordlige 

regioner (selkuper og nenetser). 

Blandt de individuelle ekspeditionsprojekter 

udskiller V.P. Krivonogov 

(Krasnojarsk) og hans etnosociologiske 

forskning sig. Han 

rejste i 1990’erne rundt til praktisk 

talt alle små etniske grupper i 

Nordrusland (Tjulym-tatarer, kalmakker, 

tofalarer, en enisejsk gruppe 

evenker, ketere og andre). 

Det siger sig selv, at 1990’erne 

ikke hjalp med at overvinde den 

betydelige hjemlige etnografis 

”bagudsakken” inden for feltforskningsmetodik 

i forhold til vestlige 

kolleger og socialantropologer. I de 

sidste 15 år er der i den hjemlige 

etnografi ikke blevet gennemført 

et eneste længerevarende feltstudie 

af bare et års varighed, sådan 

som det er almindeligt i socialantropologi 

i udlandet, og som det 

var almindeligt i vor egen etnografi 

i slutningen af det 19. og i star- 

16 

INFONOR 

ten af det 20. århundrede. Men 

reelt set ligger det, at man sakker 

bagefter ikke så meget i arbejdsmetodikken, 

som i det, at man 

ignorerer princippet om langvarig, 

såkaldt ”deltagerobservation” – 

selvom ”et år i felten” naturligvis 

ikke er et universalmiddel. Udenlandske 

kollegaer, som efterhånden 

er trængt ind i Sibirien for at 

udføre feltarbejde, bor i fjerntliggende 

bosættelser eller rejser 

rundt i et års tid (eller mere) og 

samler med tiden ganske unikke 

materialer sammen. Jeg nævner 

som eksempel blot nogle af 

1990’ernes forskere: N. Ssorin- 

Tjajkov, D. Anderson, A. Lavrile, 

P. Retman, A. Khalemba og B. 

Donahue (listen er ikke komplet). 

Endnu et ømt punkt for den moderne 

russiske etnografi er manglen 

på kendskab til de studerede 

folks sprog. Dette er et grundlæggende 

problem for etnografer i 

alle akademiske institutioner og 

universiteter/institutter uden for de 

nationale republikker. På dette 

punkt overhaler de nationale humanistiske 

forskningsinstitutter og 

centre klart alle de akademiske 

forskningsinstitutter og centre. 

Situationen med manglende kendskab 

til sprog er absolut utilladelig 

og kræver en hurtig ændring, men 

skridt i den rigtige retning er endnu 

ikke synlige. Læren af den studerede 

etniske gruppes sprog, eller 

som minimum et basiskendskab til 

grammatikken, er, mig bekendt, 

indtil videre kun gjort obligatorisk 

for aspirantstuderende ved Nordruslandsafdelingen 

i IEA RAN. 

I en række regioner viste folkloristernes 

arbejde sig at være 

næsten fuldstændigt indskrænket. 

Næsten hvert enkelt konkrete tilfælde 

har sine egne årsager til dette. 

Indtil videre kan jeg for eksempel 

med absolut sikkerhed tale om, 

at i de sidste 10-12 år er arbejdet 

med at skrive sjorernes og khakassernes 

helteepos ned blevet til ingenting. 

I Sjorien er der for tiden 

kun to forskere, der regelmæssigt 

gennemfører ekspeditioner for at 

nedskrive sådanne beretninger. 

I Khakassien er man, hvis man skal 

dømme efter publikationer og analyser 

af kronologier i arkiverne i 

Khakassiens NII JALI (NII for Sprog, 

litteratur og Historie), holdt op 

med at nedskrive disse beretninger 

de sidste 10 eller måske hele 15 år. 

Årsagen til dette kan måske på den 

ene side være de gamle khakassiske 

legendesangeres forsvinden 

(det er den officielle version), eller 

måske på den anden side de moderne 

feltstudiers klare utilstrækkelighed 

i forbindelse med manglen 

på finansiering og unge, aktive 

professionelle folklorister. 

Blandt nye positive tiltag de sidste 

år kan man nævne organiseringen 

af et netværk af folklorearkiver 

i Khanty-Mansijsk autonome 

distrikt med hjælp fra den fremragende 

ungarske forsker Eva 

Schmidt (nu afdød). Folkearkiver, 

som udfører aktivt arbejde – hvis 

ikke ligefrem ekspeditionsarbejde, 

kan på grund af folkloreindsamleres 

og kenderes registrering af 

folklore blive en af vejene frem for 

aktivisering af indsamlingsarbejdet. 

Den vanskelige situation og i en 

række tilfælde kriserne i ekspeditionsarbejdet, 

fører til en utilfredsstillende 

tilstand for publicering af 

materialer. Bedst af alt kan dette 

måske illustreres med de folkloristiske 

materialer, hvis vigtighed er 

åbenbar og ikke kræver kommentarer. 

Naturligvis ved lokale folklorister 

bedst hvor mange tekster, 

der er blevet publiceret i 1990’erne 

på de nationale sprog og i oversættelser 

på indoeuropæiske sprog. 

Jeg peger kun på tal i forbindelse 

med heltesagn i den region, jeg 

beskæftiger mig med; teleuter 

– 2 tekster på originalsprog, kumandiner 

– ikke en eneste, tjelkanere 

– 3 tekster, hvoraf kun en er 

på originalsprog, sjorere – 4 tekster, 

af dem kun en på russisk og 

en i form af fragmenter, khakassere 

– 1 tekst. Billedet er absolut 

ikke opmuntrende.

Selvfølgelig gøres der forsøg på 

at ændre denne situation. Projektet 

med at udgive 60-bindsserien 

”Pamjatniki folklora naroda Sibiri 

i Dalnego Vostoka” (Sibirske og 

fjernøstlige folks folkloremonumenter), 

hvori de sibirske folks 

epos skal vies ikke mindre end 12 

bind 1) , fremstår som meget vigtigt. 

Udgivelsesaktiviteten er blevet 

mærkbart øget i republikken Tuva, 

indtil videre dog hovedsageligt på 

tuvinsk. I 1990’erne blev der ved 

hjælp af S.M. Orus-ools anstrengelser 

publiceret et antal nye episke 

tekster i serien ”Tuvinske folkeheltesagn” 

(”Tuva ulustung maadyrlyg 

toolu”). Fra 1990 til 1997 udkom 

4 bind kun i en lokal serie, og yderligere 

et blev udgivet i den akademiske 

serie ”Pamjatniki folklora…” 

(Folkloremonumenter…). 

Hvis vi fortsætter det berørte arkiv-tema, 

bør der siges noget om 

arkivernes tilstand. Landets håndskrevne 

arkiver bugner af unikke 

materialer indsamlet af hjemlige 

etnografer og folklorister i det 20. 

århundrede. Blandt de største arkiver 

er NII MAEs arkiver (Museum 

for Antropologi og Etnografi ved 

NII), Instituttet for Østkundskab og 

Pusjkinhuset i St. Petersborg, arkiver 

ved NII for humaniora i Abakan, 

Gorno-Altajsk, Kryzyl, Jakustk, 

Ulan-Ude (i sidstnævnte; Instituttet 

for mongolske, buddhistiske og 

tibetanske studier), arkiverne ved 

Tomsk universitet, Tomsk museum 

for lokalhistorie og andre. 

For eksempel bevares der i bare 

to arkiver – NII MAE og Tomsk lokalhistoriske 

museum – flere tusinde 

håndskrevne sider med optegnelser 

af unikke episke tekster og 

om shamaners åndemanerier! Men 

er der nogen, der ved hvor svært 

det er at få adgang til at arbejde i 

disse arkiver? For ikke at tale om at 

få tilladelse til at publicere arkivmaterialer, 

selv hvis der ved arkivet 

eller ved det institut, hvor arkivet 

er, ikke findes professionelle specialister. 

Bureaukrater anser sædvanligvis 

disse materialer for en form 

for personlig ejendom, hvortil adgang, 

alt efter humør, kan begrænses 

væsentligt eller fuldstændig 

nægtes. 

Til sidst har vi selve den videnskabelige 

forskning. Den videnskabelige 

produktion finder her sin 

fundamentale fremkomst i foredrag 

på konferencer, i artikelsamlinger, 

og i afhandlinger eller monografier. 

Blandt de særligt aktive 

inden for organiseringen af konferencer, 

symposier og kongresser 

findes IEA RAN, Kunstkammeret, 

SO RAN (Novosibirsk), Omsk universitet, 

Tomsk læreruddannelsesinstitut 

og forskellige organisationer i 

Sakhalin Museum – et førende 

Videnskabeligt center på Sakhalin 

øen. (Foto: Dmitrij Funk) 

Jakutsk. Desuden gennemføres i 

perioder interessante konferencer i 

Syd-Sakhalinsk, Vladivostok, Magadan, 

Krasnojarsk, Kemerovo, Ulan- 

Ude, Abakan, Gorno-Altajsk, Tobolsk 

og andre byer. En del af konferencerne 

er blevet traditioner og 

regelmæssige konferencer, som for 

eksempel Dulzonov-foredragene i 

Tomsk, Sibiriensforedragene i St. 

Petersborg, de tyrkiske og ugrisksamodijske 

konferencer i Omsk, 

konferencerne i Moskva om shamanisme 

og andre traditionelle 

religioner og skikke, samt flere 

andre. 

En betydelig del af publikationerne 

om den sibirske tematik består 

af serier eller flerbindsværker. 

Blandt de sibirske udgivelser kan 

man fremhæve serien af historisketnografiske 

monografier om folk i 

fjernøsten hovedsageligt udarbejdet 

med hjælp fra forskere fra 

DVNTs RAN (Det Fjernøstlige Videnskabscenter 

ved RAN) (Vladivostok) 

2) , ”Kultura narodov Rossii” 

(Ruslands folks kultur) og ”Etnografo-arkheologitjeskiekompleksy” 

(Etnografisk-arkæologiske problemstillinger) 

(udgives i Omsk). 

Tre serier udarbejdes i Moskva. 

Det er ”Sibirskij etnografitjeskij 

sbornik” (Den sibirske etnografisamling) 

(10 bind i år 2000), ”Altaistitjeskie 

issledovanija” (Altajsk- 

INFONOR 

17

forskning) (3 bind) og ”Etnologitjeskie 

issledovanija po sjamanstvu i 

inym traditsionym verovanijam i 

praktikam” (Etnologisk forskning i 

shamanisme og andre traditionelle 

religioner og skikke) (7 bøger i 11 

bind. Denne serie begrænser sig 

ikke kun til den sibirske tematik). 

Blandt de periodiske udgivelser 

indtager den sibirske tematik en 

vigtig plads i tidsskriftet ”Etnografitjeskoe 

obozrenie” (Etnologisk 

oversigt) (Moskva), der, som det 

eneste russiske akademiske etnografiske 

tidsskrift, stadig bibeholder 

en bred profil. Der er dukket 

specialiserede videnskabelige tidsskrifter 

op i en række sibirske 

forskningscentre. Det er ”Altaica” i 

Novosibirsk, ”Kulturologitjeskie 

issledovanija v Sibiri” (Kulturologisk 

forskning i Sibirien) i Omsk 

samt andre tidsskrifter. Det er imidlertid 

klart, at der her i landet er 

brug for flere specialiserede og 

professionelle videnskabelige tidsskrifter 

om den sibirske tematik. 

De kan være både brede i deres tematik 

og dedikerede til et kulturelt 

felt, for eksempel shamanisme, 

helteeposer, som jo generelt er 

mundtlige overleveringer, eller, for 

eksempel være organiserede efter 

regionale principper og være tilegnet 

folk i Jakutien eller Krasnojarsk 

kraj. Hvis man vil, kan tidsskriftets 

tematik også dikteres på basis af 

etniske kendetegn (i Tyskland udkommer 

der jo for eksempel tidsskriftet 

”Evenkijskie issledovanija” 

(Evenkisk forskningsarbejde)). 

Nogle generelle kommentarer i 

forbindelse med den etnografiske 

forskningstematik: Et glædeligt 

fænomen i de sidste års hjemlige 

sibiriensforskning er en betydelig 

stigning i omfanget af tværfaglig 

forskning, hvor selve de etnografiske 

analysemetoder er tæt forbundet 

med analysematerialer og analysemetoder 

fra arkæologi, sociologi, 

økologi og andre fag. Den ubestridelige 

førerposition i forsøget 

på at fastsætte etno-arkæologiske 

midler og opgaver (på trods af de 

18 

INFONOR 

åbenlyse debatter i denne forbindelse) 

og at sammensætte forskere 

ved hjælp af regelmæssige møder 

om integration af arkæologisk og 

etnografisk forskning tilhører forskerne 

i Omsk. Etno-sociologien, 

som blandt andet er repræsenteret 

af forskere i moderne etniske processer, 

udvikles aktivt i Omsk, og, 

takket være disse forskere, til dels 

også i Kemerovo, Krasnojarsk og 

Novosibirsk. Som i alt andet er der 

her ud over de åbenlyse resultater 

også minusser. En stor del af den 

forskning jeg er bekendt med, 

særlig den der udføres af sibirske 

etnografer, udføres uden for kontekst 

af international etnografi 

(forskerne kender simpelthen ikke 

den udenlandske litteratur) og forbliver 

derfor i de traditionelle rammer, 

hvor beskrivende etnografi og 

evolutionisme er den grundlæggende 

metode. Dette bringer intet 

nyt ind i den internationale etnografiske 

diskurs. 

For eksempel er studiet af de såkaldte 

”moderne etniske processer” 

med mine øjne fuldstændigt 

afledt af sovjetiske etnologers skolastiske 

teoretiske undersøgelser 

inden for ”etnos-teorien” 3) i 1970’erne 

og 1980’erne. Netop derfor er 

absolut alle monografier og afhandlinger, 

hvori sætningen ”moderne 

etniske processer” indgår i 

overskriften, skrevet over samme 

skabelon og efter samme retningslinier, 

som er at påvise nogle faste 

karakteristika i etnos ved hjælp af 

udfyldelse af standardiserede spørgeskemaer 

og derefter finde en 

dynamik i disse karakteristika. Om 

der er et etnos, eller om der er visse 

faste karakteristika ved dette, er 

ikke nær så vigtigt som det er at få 

skrevet en tekst, for hvilken det er 

fuldt ud sandsynligt, at man får en 

kandidatgrad eller måske endda en 

doktorgrad. 

Man kan tale længe endnu om 

tematikken i det etnografiske arbejde, 

der er dedikeret til sibirske 

folks kulturer, men i dette foredrag 

er det mig principielt vigtigt at un- 

derstrege følgende anskuelse (som 

langt hen af vejen er grundlagt på 

en analyse af praktisk talt alle 

autoreferater og en betydelig del 

egentlige afhandlinger, samt på 

bekendtskabet med en stor del af 

de sidste 10 års monografiske 

forskningsarbejder): Jeg er sikker 

på, at en seriøs ændring i tematikken 

og kvaliteten af arbejdet simpelthen 

vil være umulig uden: 

a) oprettelsen af professionelle etnologiske 

og folkloristiske lærerforsamlinger 

på de højere uddannelsesinstitutioner, 

b) udarbejdelsen 

af nye lærebøger, som er rettet 

mod undervisning i feltarbejdemetodik, 

arbejde med litteratur og kilder, 

evnen til selv at tænke, og som 

fremstiller de grundlæggende retninger 

inden for moderne etnologi 

og ikke beskriver ”etnosets kultur” 

på samme niveau, som man gjorde 

i forrige århundrede, c) obligatorisk 

undervisning af etnografer og 

folklorister i den pågældende etniske 

gruppes eller samfunds sprog, 

som man vil udføre sin forskning i, 

d) frembringelsen af en ny generation 

af russiske etnologer på dette 

grundlag, e) sikring af uhindret adgang 

til alle videnskabelige udgivelser, 

museumssamlinger og arkiver, 

samt f) russiske etnologers og folkloristers 

deltagelse i internationale 

diskussioner om videnskabelige og 

videnskabspraktiske problemer. 

Det videnskabspraktiske arbejde 

er også yderst vigtigt for karakteren 

af organisationernes arbejde, 

som er rettet mod bevarelse og 

genrejsning af de sibirske folks traditionelle 

kultur og folklore. Dette 

arbejde inkluderer udarbejdelse af 

lovgrundlag, løsning af løbende 

problemer forbundet med at definere 

urfolkenes status, anbefalet 

materiale til gennemførelse af folketællinger, 

uddannelsesseminarer 

og lignende. Juridisk kompetence 

er en obligatorisk forudsætning i 

de sibirske folks kamp for deres 

rettigheder, og samtidigt også i 

kampen for at få lov til at bevare 

og genrejse deres kultur og folk-

lore. Fremstående er IEA RAN’s regelmæssige 

konferencer og skolekurser 

om jura og antropologi og 

deres længerevarende uddannelsesophold 

i informationscenteret 

"L'auravetl'an" for unge fra det 

nordlig Rusland (lige nu er det 18. 

hold allerede i gang). Nævneværdig 

er også ”Institut problem malotjislennykh 

narodov Severa”s (Instituttet 

for Nordruslands urfolks problemer) 

(Jakutsk) arbejde, der er 

rettet mod udarbejdelsen af et 

rets- og lovgrundlag for Ruslands 

urfolks udvikling. 

1990’erne markerede begyndelsen 

af en ny etape i populariseringen 

af de sibirske folks kulturelle 

bedrifter, især de mundtlige folkeværker. 

I dag er det praktisk taget 

umuligt at nævne bare en større 

region i Sibirien, hvor der ikke er 

udkommet en lokal almanak, i hvilken 

der publiceres folkloristiske 

tekster, samlinger af arkivdokumenter, 

genoptryk af tidlig etnografisk 

arbejde, gamle indvåneres 

erindringer og etnografer og folkloristers 

populærvidenskabelige 

arbejde. Der er også sådanne udgivelser 

både i det sydlige Sibirien 

– i Tomsk, Kemerovo, Abakan, Kryzyl, 

og Jakutsk, og i det fjerne øst – 

her i Vladivostok, Syd-Sakhalinsk 

og andre byer. 

Der er kommet gode illustrerede 

tidsskrifter, som har specialiseret sig 

i den sibirske tematik. Det er for 

eksempel tidsskriftet ”Servernye 

prostory” (Nordlige vidder), som er 

kendt både i Rusland og udlandet 

og udkommer i et oplag på ca. 

5000 eksemplarer. Kvaliteten af 

tidsskriftet fra Sammenslutningen 

af urfolk i Nordrusland, Sibirien og 

det fjerne øst (Assotsiatsija korennykh 

malotjislennykh narodov Severa, 

Sibiri i Dalnego Vostoka), 

”Mir korennyx narodov. Sjivaja 

Arktika” (Urfolkenes verden. Det 

levende Arktis), som uddeles gratis, 

forbedres fra nummer til nummer 

og oplaget øges. 

Ved afslutningen af mit foredrag, 

vil jeg stoppe ved endnu et 

par problemer. Det er åbenbart, at 

i de sidste 10 år er sibiriensforskningen 

blevet ”beriget” med hundredvis 

af afhandlinger, hvis forfattere 

har opnået de efterstræbte titler 

som videnskabelige kandidater 

og doktorer, som regel inden for 

pædagogik eller filosofi, men også 

inden for historie, etnologi, filologi 

eller arkæologi. I sovjetperioden 

skulle man som forsvarer af en aka- 

demisk grad, for eksempel i etnologi, 

klare sig igennem en række af 

hæderkronede videnskabsfolk i 

Moskva eller Leningrad. Dermed 

fik man gennemtvunget en vis 

grad af overensstemmelse mellem 

de fremsendte materialer og de 

høje krav til afhandlingerne, – så er 

situationen i dag fuldstændigt forandret. 

Det er muligt at denne 

påstand kan synes for skarp, men 

jeg mener, at en uklar strøm af afhandlinger 

skyller ind over sibiriensforskningen. 

I dag kan man i 

realiteten ikke kun få den eftertragtede 

grad, deriblandt også en 

doktorgrad, i ”hovedstæderne”, 

men også i mange byer bag Ural. 

Oven i købet kan man af og til få 

den ”bragt ud” i forbindelse med 

møder med akademiske råd, hvor 

rådets medlemmer tager ud til den, 

der skal forsvare sin afhandling og 

ikke omvendt. Specialiserede akademiske 

råd til bedømmelse af 

kandidatens eller doktorens akademiske 

niveau er nu blevet oprettet 

i mange undervisnings- og læreruddannelsesinstitutioner, 

der inden 

for de sidste 10 år blevet omdøbt 

til ”universiteter” og ”akademier”. 

Man ser i dag tydeligt en tendens 

til at betragte kandidataf- 

Forskere på konference i Altaj republikken 

sommeren 2003. 

(Foto: Dmitrij Funk) 

INFONOR 

19

handlingen som en form for magisteropgave, 

og kun doktorafhandlingen 

som den eneste afhandling 

og videnskabelige titel, der svarer 

til den vestlige Ph.D 4) . Det er muligt, 

at der er en ide bag dette, 

(indførelsen af ”kandidat-graden” 

var jo et resultat af politikken om 

at skabe ”røde professorer” i de 

første år under Sovjetunionen), 

men spørgsmålet om kvaliteten af 

afhandlingerne forbliver imidlertid 

på dagsordenen. I denne forbindelse 

kunne man foreslå at indføre 

karakterer i forsvaret af afhandlingen. 

Netop således foregår forsvaret 

i f.eks. i Tyskland, hvor forsvareren 

, hvis han ikke får en høj karakter 

(cum laudi), så stadig kan få 

doktorgraden med vurderingen 

”tilfredstillende”. Dette giver ham 

mulighed for alligevel at finde et 

arbejde mere eller mindre tæt på 

hans interesseområde (f.eks. i erhvervslivet, 

byggebranchen og så 

videre). Man kan også henlede opmærksomheden 

på franske erfaringer 

med at bestemme ”graden” af 

doktortitlen ud fra det sted, man 

har forsvaret den. F.eks. ”doktor 

ved Sorbonne” eller doktor ved et 

universitet i provinsen. Udfra dette 

er kvaliteten af den enkelte ”doktors” 

arbejde og kvalifikationer 

klar for specialister. 

Det lave vidensniveau hos kandidaterne 

og doktorerne er blot èt, 

men dog generelt og yderst væsentligt 

problem i det moderne 

Rusland. Værre er det, at dårligt 

uddannede kandidater og doktorer 

begynder at producere ”videnskabeligt 

materiale”, i hvilke studerende 

og elever deltager, og som 

20 

INFONOR 

publiceres i aviser og læses af mennesker 

langt fra videnskabelige 

analysemetoder og videnskabelige 

problemer. 

Her er nævnt langt fra alle, men 

blot nogle af de ømme punkter i 

udviklingen af den humanistiske 

sibiriensforskning i de sidste 10 år. 

Jeg har praktisk talt ikke berørt 

mængden af egentlige videnskabelige 

problemer – for ikke at tale 

om problemerne med dårligt russisk 

i det overvældende flertal af 

afhandlingerne (også hos de ”russisksprogede” 

forfattere). 

Man bør ikke dramatisere situationen, 

men det vil næppe heller 

være formålstjenligt, at undervurdere 

dens ”perspektiv” som såvel 

arnested for konflikter, som til dannelsen 

af uprofessionelle videnskabskadrer. 

Den traditionelle kultur og folklore 

i Nordrusland og Sibirien er 

generelt i en tilstand, hvor man i 

de fleste tilfælde bør tale om at 

udarbejde strategier for dens bevarelse, 

forstået på den måde, at 

man i første omgang holder forskellige 

former for dokumentering 

af den for øje. Varianterne for en 

realisering af denne form for 

arbejde kan være yderst forskellige, 

og desuden ikke nødvendigvis 

dikteret fra oven. Det kan f.eks. 

være et net af lokale folklorearkiver 

og avispublikationer (Khanty- 

Mansijsk-varianten), fortællermøder 

(republikkerne i det sydlige 

Sibirien), udgivelse af lokalhistoriske 

almanakker eller udbredelsen 

af ordentlig videnskabelig og populærvidenskabelig 

litteratur om 

nordrussiske folks historie og kul- 

tur, i de områder, hvor disse selv 

bor. 

Det bør særligt understreges, at 

når man taler om ”bevarelse”, så 

skal man hele tiden tage hensyn til, 

at vi ikke har med et statisk fænomen 

at gøre, men med en proces, 

hvor det at opdage og forstå noget 

nyt ikke er mindre vigtigt end det 

at fastholde de enkelte ”traditionelle” 

former. 

Den generelle oversigt over tilstanden, 

problemerne og nogle af 

perspektiverne i bevarelsen og 

genrejsningen af de sibirske folks 

kulturer, som er foretaget her, er 

naturligvis ikke fuldstændig. Den 

er baseret på dialoger med interesserede 

kollegaer og, som en væsentlig 

udfyldning af billedet (som 

jeg ser det), på rapporter om andre 

organisationers arbejde, samt analytiske 

foredrag fra andre russiske 

sibiriensforskere, der også er til 

stede ved dette seminar. ■ 

Oversat fra russisk 

af Thomas Richter 

1) Vurderinger af udgivelsen er diametralt 

modsigende; fra statslig prisvinder til 

skarpt kritiske anmeldelser. 

2) Se A.V. Smoljaks anmeldelser. 

3) Etnos er et begreb i russisk antropologi, 

der betegner en stabil kerne, som opretholdes 

gennem sociale forandringer. Den 

russiske antropolog, Yulyan Bromley (1921- 

1990), definerer etnos som et historisk formet 

fællesskab af mennesker, der er karakteriseret 

ved fælles relative stabile kulturmønstre, 

bestemte karakteristiske psykologiske 

træk og en bevidsthed om fællesskabet 

som er forskelligt fra andre lignende 

fællesskaber. Hertil skal føjes fælles territorium 

og navn (INFONORs anmærkning). 

4) Note fra oversætteren: I Rusland svarer en 

”Magisteropgave” cirka til et speciale i 

Danmark, og Kandidaten til en Ph.D. Doktorgraden 

svarer nogenlunde til vores doktorgrad. 

”Att överleve förändringer från ”primitiv kommunism” til postkommunism”. 

Sådan hedder en artikel af Daniel Rehnlund om nenetserne i sidste 

nummer af det svenske tidsskrift: ”Fjärde Värden” 2/2003 årgang 19. 

Adresse: „Fjärde Värden“, Box 16320, 103 26 Stockholm. 

Telefon: +46 08 84 49 15. 

e-mail: f4world@algonet.se

Øjenåbneren 

BOGANMELDELSE AF ANDREAS KNUDSEN 

Øyvind Ravna: ”Kampen 

om tundraen – Nenetserne 

og deres historie” 

Sámi Instituhtta, Diedut nr. 4/2002, 

ISBN: 82-7367-08-2 

Skrevet på norsk. 

Bogen kan bestilles gennem 

Finnmark Kontorservice, NO 9520, 

Kautokeino. Tlf: + 47 78486341, 

ranveig@finnmark-kontorservice.no 

Før Sibirien blev en del af Rusland, 

var det kæmpestore landområde 

mellem Uralbjergene, de centralasiatiske 

ørkener og Stillehavet befolket 

af små, tilbagestående folkeslag, 

der delvist var underlagt en 

gren af de mongolske horder, der 

engang erobrede alt land mellem 

den koreanske halvø og Volgafloden. 

Netop disse tartar-mongolske 

erobrere ydede hård modstand 

mod kosakken Jermak og hans 

mænd. Efter disse var nedkæmpet, 

lod de små oprindelige folkeslag 

med glæde og lettelse for at være 

sluppet for tatarernes åg sig indlemme 

i tsarernes rige og blev 

næsten glemt, indtil modige og offervillige 

kommunistiske kommissærer 

for halvtreds år siden befriede 

dem for shamanernes og den 

ortodokse kirkes overtro. I godt 

tres år var de sibirske folkeslag, 

bl.a. nenetserne, en del af den sovjetiske 

folkefamilie og gennemgik 

forvandlingen til ”homo sovjeticus” 

med russisk som sprog og 

kommunisme som tro. 

Nogenlunde på den måde mener 

mange mennesker ikke kun i 

Rusland, men også i den vestlige 

verden, har den historiske udvik- 

ling været i Sibirien. Kun få, inklusive 

sovjetiske forskere, vidste, at 

det i virkeligheden forholdt sig 

ganske anderledes. Den skitserede 

udvikling er ganske enkelt en 

myte, som allerede den russiske og 

senere den sovjetiske historieforskning, 

eller snarere sagt forvanskning, 

med succes plantede. Det er 

den norske fotograf og forfatter 

Øyvind Ravnas fortjeneste at have 

skrevet en bog om nenetsernes 

sande historie for det brede publikum. 

”Kampen om tundraen” er 

spændende lekture, som introducerer 

læseren til nogle glemte kapitler 

i historiens store bog. Den med 

ovennævnte myte opvoksede læser 

må forbavset konstatere, at nenetsernes 

historie har mange lighedstegn 

med de nordamerikanske indianeres 

ditto og byder på koloni- 

INFONOR 

21

sering, massakrer, væbnet modstand, 

belejring og endelig underkastelse. 

Den virkelige historie ligner 

den spansk-portugisiske hhv. 

anglo-saksiske kolonisering og har 

intet at gøre med den officielle 

version. Den sidste bevæbnede 

modstand fandtes faktisk under 

Anden Verdenskrig, da også nenetserne 

skulle bære en del af de 

materielle og menneskelige ofre i 

kampen mod den fascistiske invasion. 

I modsætning til det russiske 

herrefolk – sådan opførte i hvert 

fald flertallet af russere sig i de sibirske 

egne over for urbefolkningen 

– forstod nenetserne bare ikke, 

hvorfor de skulle sende både unge 

mænd og mange rener langt væk 

fra hjemlandet. At KGB-officerer 

havde personlige interesser i at 

smide benzin på bålet er en del af 

den tragiske sovjetiske historie i 

Stalinæraen. 

Tilbage til bogen. Ravna giver et 

overblik over nenetsernes religiøse 

og materielle kultur og sprog – 

samt slægtsmæssige forbindelser til 

andre finno-ugriske folkeslag, bl.a. 

samerne. Muligvis var samerne og 

nenetserne indtil ekspansionen af 

byrepublikken Novgorod mod nord 

dele af et folk, som efterfølgende 

blev splittet i to grene. Mens Novgorod 

mere var interesseret i handelsforbindelser 

og nøjedes med 

en nominel kontrol over de rige 

pelsressourcer, var Moskvas zarer 

22 

INFONOR 

fra starten på erobringstogt mht. 

indlemmelse i statsterritoriet. Stik 

imod deres forventninger var nenetserne 

i stand til at yde hårdnakket 

modstand. Det arktiske klima, 

de lange geografiske afstande, og 

det ringe antal russiske bosættelser 

befordrede selvfølgelig nenetsernes 

guerillataktik. De nenetsiske 

klaner var i stand til at belejre store 

russiske fæstninger som Pustozersk 

og Mangazeja og til sidst indtage 

dem. Skønt de ikke kunne modstå 

den russiske militærmaskine, når 

den først var blevet mobiliseret, så 

taler den lange erobringsfase og 

succesrige modstand sit eget tydelige 

sprog. Nenetserne ville være fri 

for russisk indblanding i deres anliggender, 

fri for omvendelsen til 

den ortodokse tro og fri for skatteopkrævning. 

Selv om zarernes Rusland herskede 

over nenetserne, kom det aldrig 

så tæt på nenetsernes liv, at de 

ikke kunne fortsætte deres kulturelle 

traditioner og sproget. Det 

ændrede sig først, da sovjetmagten 

overtog kontrollen over tundraens 

ressourcer – både de menneskelige 

og materielle. Først i de sidste årtier 

kom sprog og kultur for alvor i 

knibe i takt med den voksende russisktalende 

befolkning i Sibirien. 

Dertil kom opbygningen af store 

olie- og gasfelter, nye byer – ofte 

på fundamenterne af GULAG-lejre 

– og den voksende militarisering af 

Sibirien som led i Den kolde Krig. 

I dag er nenetserne et mindretal i 

deres eget land og må kæmpe om 

at beholde resterne af kultur, sprog 

og ren-økonomi. På papiret har 

nenetserne i dag flere rettigheder 

end før, men i virkelighedens verden 

ser det anderledes ud. Olie- og 

gasudviklingen stjæler stadig flere 

ressourcer fra nenetserne, der pga. 

deres generelt lavere uddannelsesniveau, 

spredte bosættelselsmønstre, 

mangel på politisk organisation 

og erfaring samt ringe antal 

ikke har store chancer for at sætte 

sig op mod de russiske koncerner. 

Tiderne med sovjetisk tvangskollektivisering 

og –forflytningerne er 

forbi, og Rusland har (delvist) åbnet 

sig for omverden og internationale 

lovstandarder. Til trods for forbedrede 

rammebetingelser har nationen 

med de ca. 35.000 medlemmer 

endnu en lang kamp foran sig, 

før den igen har kontrol over deres 

liv. 

Bogen er illustreret med mange 

billeder og kort, der spænder fra 

de tidligste kendte til moderne tider. 

Dertil kommer en omfangsrig 

litteraturfortegnelse, der giver mulighed 

for yderlige fordybelse i emnet. 

For alle, der ønsker at få mere 

at vide om Sibiriens omtumlede historie, 

er bogen anbefalelsesværdig. 

■

En meget vedkommende bog 

om russiske urfolk historisk og i dag. 

BOGANMELDELSE AF CLAUS ORESKOV. 

The Shaman’s Coat: 

A Native History of Siberia 

By Anna Reid 

Walker & Company 

ISBN 0 – 8027 – 1399 – 8. 

240 sider. $ 25. 

Gennem en forfriskende blanding 

af akademisk metode og journalistisk 

ligefremhed lykkedes det for 

Anna Reid at indfange væsentlige 

historiske og nuværende sider ved 

de russiske urfolks situation. Med 

en magistergrad i russisk historie 

og en tid som korrespondent i Kiev 

synes Anna Reid godt rustet, da 

hun bestemte sig for at gennemrejse 


for at tage pulsen på tingenes tilstand 

for de russiske urfolk. 

Som udgangspunkt sætter hun 

sig for at se i hvilket omfang de 

sibiriske shamaner stadig har betydning, 

derfra bogens titel: Shamanens 

kåbe. Shamanen skulle 

være den indikator, hvormed hun 

ville måle urfolkenes identitet efter 

århundreders russificering. Heldigvis 

mislykkedes den side af projektet, 

for der kommer ikke mange 

shamaner på forfatterindens vej. 

Personligt er jeg af den opfattelse, 

at et folks identitet godt kan være 

lige stærk og autentisk selvom kulturindholdet 

skiftes ud, derfor er 

jeg glad for, at denne del af bogen 

faktisk er en fuser. Stærkt står imidlertid 

beskrivelsen af de historiske 

og nuværende forhold, som de russiske 

urfolk lever under. Sammen 

med forfatterinden besøger vi sibiriakerne 

( efterkommere af russiske 

indvandrere) , khanterne, burjaterne, 

tuvenerne, shaka-folket, 

ainuerne, nivkhenerne og tjukterne. 

Der gives en solid historisk 

introduktion til de forskellige folkeslag, 

især kolonihistorien gennemgås. 

Sibiriens erobrer Yermak og hans 

mænd fremstilles sædvanligvis som 

ædle kristne stridsmænd i de russiske 

krøniker. I Anna Reids nøgterne 

beskrivelse fremstår de som den 

forbryderbande de var, på samme 

måde som hun ikke lægger fingrene 

imellem, når det gælder beskrivelsen 

af diverse zarer og de 

kommunistiske kommisærers brutale 

fremfærd overfor urfolkene. 

I et brev til ærkebiskoppen af 

Tobolsk skriver således Zar Peter 

INFONOR 

23

den Store: ”Find deres falske træfeticher, 

ituslå dem og brænd dem 

og ødelæg deres hedenske templer, 

byg kirker i stedet og sæt hellige 

ikoner frem...”. 

Anna Reid møder mange sære 

skæbner som f.eks. den sidste ainu 

på Sakhalin, dvs. familien var ikke 

særlig bevidst om deres ainu-rødder 

indtil et japansk TV-hold dukkede 

op og ville lave en udsendelse 

om fænomenet. Den sidste ainu 

havde desværre fået en hjerneblødning 

og Anna Reid kommer 

ikke i forbindelse med hende. Datteren, 

der regner sig som russer, 

fortæller, at familien i det mindste 

fik et TV og en telefon ud af det. 

Selvom det ikke vrimler med 

shamaner støder forfatterinden på 

mange lokale skikke, som er særegne 

for de forskellige folkeslag. 

Det er ikke altid at disse traditioner 

opleves som uproblematiske, f.eks. 

findes der en masse forbud for 

piger og kvinder hos nivkhenerne. 

Blev disse påbud overtrådt troede 

man at der ville ske forskellige 

ulykker. En gammel kone kunne således 

fortælle, at engang da hun 

var barn og faren ikke kom hjem 

fra jagt som sædvanligt, begyndte 

de små piger at spekulere på, hvad 

de mon havde gjort galt! 

De traumatiske erindringer om 

Stalins udrensninger er et tilbagevendende 

emne for mange af de 

personer forfatterinden møder. 

Netop nivkherne blev gang på 

gang udsat for tilfældige arrestationer, 

idet de ansås for potentielle 

japanske spioner i og med at de 

boede tæt på Japan. Urfolkene fik 

selskab af flere hundrede antropologer, 

etnografer og etno-lingvister, 

som i 30’erne blev deporteret 

til tvangsarbejdslejrerne. Heriblandt 

var den 71 årige nestor i 

sovjetisk etnografi, Bogoras. 

Anna Reid kommer godt omkring 

i fortidens så vel som nutidens 

urfolkssamfund og kulturer. 

Bogen afspejler det kolossale opbrud, 

der kendetegner det russiske 

samfund i disse år, og hvordan 

24 

INFONOR 

Stalin med datteren af Burjaternes partichef. 2 år efter at dette engang så 

populære propagandabillede blev taget var den lille piges far henrettet og 

hendes mor sendt til en arbejdslejr. (Billedet er fra The Shamans Coat). 

mange urfolk i denne situation er 

fangne mellem nye muligheder og 

total tilintetgørelse. I håb om at 

finde en positiv side af den nuværende 

situation opsøger Anna 

Reid den moskvafunderede urfolksrettigheds-gruppes 

kontor. Til hendes 

store skuffelse viser det sig, at 

urfolkseliten på dette sted ikke 

viser megen interesse for de urfolksgrupper, 

der lever spredt i den 

sibiriske tajga og på den arktiske 

tundra. 

Konklusionen på bogen er, at 

der skal en ualmindelig stor indsats 

til, hvis man vil redde de sidste urfolkskulturer 

i Rusland. Herunder 

skal der ske en mentalitetsforandring 

hos de russiske politikere og 

hos urfolkseliten selv! ■

Samiske græsrødder i Sverige 

forlanger en sandhedskommission til 

udredning af samiske forhold 

25. juni i år sendte RUSA – Arbejdsgruppen for det samiske 

urfolks rettigheder, følgende skrivelse til Sveriges statsminister 

Göran Persson. 

Krav om nedsættelse af en sandhedskommission i Sverige til 

udredning af det samiske urfolks medborgerlige,folkeretslige 

og civile rettigheder samt overgreb og krænkelser, som har 

fundet sted gennem århundrede. 

RUSA – Arbejdsgruppen for det samiske urfolks rettigheder 

kræver, at der nedsættelse en sandhedskommission i Sverige til 

udredning af det samiske urfolks medborgerlige, folkeretslige 

og civile rettigheder. Herunder retten til land, jord, vand, 

jagt, fiskeri m.m. som samerne har haft siden ældgammel tid og 

frem til i dag. 

RUSA er sig bevidst om, at krænkelser og undertrykkelse af 

samernes medboglige, folkeretslige og civile rettigheder forekommer 

og har forekommet. Dette skal også tydeliggøres. 

Kandidater til sandhedskommissionen skal foreslås af samerne, 

FNs urfolksforum og regeringen. 

Sandhedskommissionen skal afgive en indgående udredning indbefattende 

: 

rehabilitering af samerne og deres medborgerlige, folkeretslige 

og civile rettigheder. 

tilvejebringe medborgerlige, folkeretslige og civile rettigheder 

for samerne som et urfolk i sit eget land, Sápmi. 

at der ikke sker overgreb i fremtiden imod det samiske urfolks 

medborgerlige, folkeretslige og civile rettigheder. 

at kompensere samerne for de civilretslige, folkeretslige, 

kulturelle, sociale og økonomiske krænkelser og overgreb, 

som har fundet sted. 

og i øvrigt ikke være bunden, men have mulighed for at tage 

spørgsmål op som for nærværende ikke er kendte. 

På vegne af RUSA - Arbejdsgruppen for det samiske urfolks 

rettigheder. 

Niels E. Walepää 

INFONOR 25

Kamtjatkas flyvende rener 

– hvad blev der af dem? 

AF KATHARINA GERNET. 

I 

INFONOR nr. 4, årg. 2, 2001 

kan man læse om INFONORs 

projekt til forbedring af rendriften 

hos evenerne på Kamtjatka. 

150 rener fløj med helikopter 

fra det nordlige Kamtjatka til den 

lille by Esso midt på halvøen. Nu 

har Katharina Gernet igen været 

på Kamtjatka for at høre, hvordan 

renerne har tilpasset sig i det nye 

miljø. 

Udgangspunktet for 2001- projektet 

var det faktum, at renflokkene i 

Bystrinskii distriktet i det centrale 

Kamtjatka af forskellige grunde var 

reduceret drastisk. Faren for genetisk 

degeneration var overhængende. 

Der forekom et stigende antal 

misdannede og svækkede renkalve 

blandt de nyfødte kalve. 

Flokken blev ”lysere” (der blev født 

flere og flere dyr med lys pels), 

Medlemmerne af 

Brigade nr. 4 i Esso. 

Nummereringen af brigaderne 

stammer fra Sovjetperioen, 

hvor der stadig eksisterede 

10 brigader. 

26 INFONOR 

(Foto: Katharina Gernet). 

hvilket bedømmes som et symptom 

på en forringelse af de genetiske 

betingelser indenfor flokken. 

INFONOR bestemte sig for at 

træde til med hjælp. Claus Oreskov, 

præsident for INFONOR, sendte en 

ansøgning til det danske udenrigsministerium. 

Heri ansøgte man om 

finansiel støtte til at opkøbe 150 

hanrener fra korjak renhyrder på 

det nordlige Kamtjatka og til transport 

af renerne med helikopter. 

Formålet med projektet var at forny 

den genetiske pulje hos renflokkene. 

Ansøgningen blev imødekommet, 

og projektet kunne virkeliggøres. 

Renerne blev fløjet fra det 

nordlige Kamtjatka til Bystrinskii 

distriktet med helikopter og fordelt 

mellem 3 rendriftbrigader under 

OOO Olenivod. 

Nogen vil måske spørge, hvorfor 

man ikke anvendte kunstig insemination, 

ligesom vi her i Europa gør 

med køer, i stedet for at bekoste 

en dyr helikoptertransport til hanrenerne. 

Problemet er det, at man 

med rener ikke kan fortage kunstig 

insemination. Perioden, hvor hunrenen 

er modtagelig, er alt for kort 

til, at man, med de muligheder der 

findes, kan nå at foretage insemination 

på en større flok. 

En anden mulighed var at lade 

renerne gå selv. Afstanden mellem 

Koryaks autonome område og Bystrinskii 

distriktet er imidlertid ganske 

stor, ca. 300 kilometer i fugleflugtslinie. 

Skulle man med en renflok 

forcere dette bjergfyldte landskab, 

ville det tage mindst et år. 

Udgifterne ville nemt overstige, 

hvad det kostede at flyve renerne. 

Ligeledes ville 150 hanrener ikke 

opføre sig som en virkelig renflok, 

og det vil blive yderst vanskeligt at 

holde sammen på dem. 

Direktøren for korjakernes ko-

Foto: Aleksander Slugin. 

Nyhedsbrev om urfolk i Rusland 

INFONOR 

Å RGANG 2 • NR. 4 • 2001 

Rener på vandring 

i Bystrinsky 

nationale distrikt 

INDHOLD: 

operativ i Palana Anatolii, Aleksandrovich 

Pyzhov og Viktor Kosygin, 

kooporativets veterinær, kunne 

forsikre, at salget af de 150 rener 

ikke ville skade korjakernes renflokke. 

Der ville fortsat være nok 

hanrener tilbage i flokkene. Pengene 

fra salget af hanrenerne kom på 

et tørt sted og skulle anvendes til 

at udbetale lønninger til renhyrderne, 

der i lang tid ikke havde 

modtaget nogen løn. Herudover 

var der penge til af købe nyt arbejdstøj, 

udstyr, medicin, proviant 

og andre fornødenheder til renhyrderne. 

En virkelig evaluering af projektet 

er først realistisk tidligst efter 

2 1/2 år (forår 2004), men mere 

Fra Vitus Bering 

til INFONOR . . . . . . . . . . . . . 2 

INFONOR gennemfører 

projekt til forbedring af 

rendriften hos evens . . . . . 3 

Traditionel arktisk 

produktion . . . . . . . . . . . . 10 

Aïnuerne – et urfolk mellem 

Japan og Rusland . . . . . . . 19 

Urfolkene og det 

arktiske miljø . . . . . . . . . . . 24 

Valg af repræsentant 

til FN’s permanente 

forum for urfolk . . . . . . . . 27 


”Tundraens Folk” . . . . . . . . 5 

sandsynligt efter 3 1/2 år (forår 

2005). De fuldt udvoksede rentyre 

vil være aktive i brunstperioden 

efteråret 2002 (en tyr bedækker ca. 

20 hunner på en periode). De 

yngre tyre vil være aktive fra efteråret 

2003. I foråret 2004 kan man 

forvente et stigende antal kalve, 

og i foråret 2005 vil det stå klart, 

hvor mange unge dyr der har overlevet 

vinteren. 

I juli 2003 var det stadig for tidligt 

at evaluere projektet. Siden jeg 

alligevel var på Kamtjatka, forsøgte 

jeg at få et overblik over situationen, 

som den havde udviklet 

sig. Den første, som jeg diskuterede 

projektet med i Esso, var Matriona 

Ilinichna Mandiatova på 62 

Læs eller genlæs artiklen 

om flytningen af renerne i 

INFONOR nr. 4, årgang 2, 2001 

side 3. 

år. Matriona Ilinichna har tilbragt 

det meste af sit liv som ”chum 

rabotnisa” (teltarbejder) i en renbrigade. 

Efter hun er blevet pensioneret, 

har hun slået sig ned i landsbyen. 

Jeg kender hende tilbage fra 

1997, hvor jeg var her første gang. 

(Hendes mand døde for et år siden. 

Sønnen Valentin Vasilevich arbejder 

i en af de 3 rendriftbrigader 

under OOO Olenivod.) 

Kort efter min ankomst til Esso 

mødte jeg tilfældigt Matriona Ilinichna 

på gaden. Hun begyndte selv 

at tale om situationen for rendriften 

i distriktet. Hun mente, at projektet 

havde givet renhyrderne en 

stor chance . Hun håbede, at rendriften 

gennem dette projekt og 

INFONOR 

27

Igor Nokolaevich behandler en 

inficeret renklov. 

Kiryak Petrovich har kendskab til 

nogle grundlæggende veterinære 

teknikker, men denne behandling 

er for krævende til at blive udført 

af ham selv. 

ved hjælp af en sund og fornuftig 

ledelse af rendriften, ville blive 

styrket og fornyet. Så vidt jeg kunne 

erfare gennem samtaler med 

folk i landsbyen, var de fleste af 

samme mening og generelt var 

projektet noget, som man virkelig 

værdsatte. 

OOO Olenivods direktør, Vladimir 

Petrovich Kleimonov, var på 

ferie, medens jeg var i Esso. Jeg fik 

dog mulighed for at mødes med 

hans repræsentant, Igor Nikolaevich 

Solodikov. Jeg spurgte ham 

direkte, om det hele ikke bare var 

en dråbe i havet. ”På ingen måde” 

svarede han. Desværre er 20 af de 

importerede rener døde om vinteren 

pga. tilstanden på de frosne 

græsningsarealer og fra ulveangreb. 

I foråret pga. alvorlige skader 

fra kampe hannerne imellem under 

brunstperioden og om sommeren 

pga. en ondartet sygdom, der 

angriber renernes hove. De resterende 

hanrener kan hver især bedække 

op til 20 hunner under 

brunstperioden. I indeværende år 

registrerede vi en vækst på 89%, 

hvilket vil sige, at ud af 100 hun- 

28 

INFONOR 

(Foto: Katharina Gernet). 

rener var der 89, der fik kalve. De 

nordlige korjakkers rener er lidt 

mindre end evenernes. Det giver 

ingen problemer i forbindelse med 

parringen, og det, der tæller mest 

lige for tiden, er at få nyt blod ind i 

flokken. Uanset hvad har erfaringen 

vist, at der er en tendens til, at 

størrelsen på evenernes rener slår 

igennem. 

Jeg ville gerne tale med brigadecheferne 

fra Olenivods 3 rendriftbrigader 

for at få belyst projektet 

fra flere sider, men pga. tidspres 

mødtes jeg kun med en af dem under 

mit ophold i Bystrinskii distriktet: 

Kiriak Petrovich Adukanov. 

Dette møde var imidlertid mindeværdigt. 

Kiriak regnes for en af de 

bedste og mest erfarne renhyrder 

på Kamtjatka. Til hans 50 års fødselsdag 

den 29. juni i år sendte de 

lokale myndigheder på Kamtjatka 

en hilsen til ham over statsradioen. 

Det var også meningen, at han 

skulle hædres med besøg af en 

officiel delegation, hvilket Kiriak 

imidlertid frabad sig. Grunden var, 

at på denne tid af sommeren 

krævede renflokken en særlig om- 

hyggelig pasning herunder bestandigt 

veterinærtilsyn. Om sommeren 

er det hyrdernes vigtigste arbejde 

at sikre renerne imod stress og tilse, 

at de opbygger fedtreserver til 

om vinteren. 

I 2001 deltog Kiriak i helikopterflyvningerne 

til det nordlige Kamtjatka. 

Han udvalgte selv dyrene, 

der skulle fragtes til det centrale af 

halvøen. Nu ville han vise mig de 

dyr, der var blevet tildelt hans flok. 

Han nærmede sig renflokken, i 

hånden havde han en hvid klud, 

som man aldrig ser ham uden. 

Renerne begynde at blive urolige. 

Kiriak gik ind blandt dyrene, småsnakkede 

lidt for at berolige dem. 

Han bad mig om at følge tæt bagefter 

ham. Vi befandt os midt i 

flokken, der var begyndt at falde 

til ro og nu cirklede langsomt omkring 

os. 

Kiriak udpegede nogle relativ 

små men stærke mørke hanrener 

med nogle imponerende gevirer. 

Det er de indførte dyr, sagde han, 

som allerede er fuldt integrerede i 

flokken. Kiriak kender hver enkelt 

af dem på deres gevirer, pelsens

farve og deres måde at gå på. Han 

identificerede også de nye dyr på 

deres øremærker, som de fik umiddelbart 

efter ankomsten til Bystrinskii 

distriktet. Nærsynet som jeg er, 

kunne jeg ikke selv se disse øremærker, 

men jeg husker, at dyrene 

blev øremærket straks ved deres 

ankomst. Ind imellem smilede 

Kiriak og pegede på forskellige dyr, 

”se vor flot han er blevet, kan du 

huske ham, du sad lige ved siden af 

ham i helikopteren”. Jeg nikkede 

ivrigt, så det så ud, som om jeg i 

det mindste forsøgte at huske de 

forskellige dyr, men i virkeligheden 

genkendte jeg ingen af disse rener. 

Kiriak så med tilfredshed udover 

sin renflok. Denne sommer ventede 

der en masse arbejde forude for 

renhyrderne. Alle hanrener skulle 

tilses. På nogle af dem skulle man 

save gevirerne af for at forhindre, 

at de sårede hinanden under 

brunstperioden. Nogle af de gamle 

hanner skulle kastreres for at forhindre 

dem i at deltage i brunsten. 

Til efteråret er det planen at drive 

Kiriaks flok hen til de andre to 

flokke således, at man kan ”blande 

blod” mellem flokkene i brunstperioden. 

De to andre flokke fik 

også nye hanrener i 2001, men ikke 

så mange som Kiriaks. For at sikre 

at så mange som muligt overlevede 

vinteren, blev Kiriaks flok tildelt 

flere end de andre. 

Alt i alt kan man allerede på 

dette tidlige tidspunkt godt konkludere, 

at projektet har været en 

stor succes. De indførte dyr har 

bevirket, at flokken igen er blevet 

”mørk”. Herudover er Kiriaks flok 

nu så stor, at den kan deles i to. 

Folkene i OOO Olenivod bliver 

nødt til at overbevise Kiriak om, at 

han må tage afsked med den ene 

halvdel af sin flok. Han virker nervøs 

ved tanken om at skulle adskilles 

fra sine dyr. En ny flok vil imidlertid 

betyde arbejde for en hel ny 

rendriftbrigade. 

Ledelsen i OOO Olenivods har 

overvejet at overdrage en andel af 

renerne til Kiriak, som hans private 

ejendom. Måske kan netop han be- 

vise, at privatiseringen af rendriften 

er mulig på disse kanter. Han 

vil så ikke længere få løn fra OOO 

Olenivod, men selv være ansvarlig 

for sit eget rendriftbrug. Han vil 

stadig kunne gøre brug af transportmulighederne,radiokommunikationssystemet 

og veterinærhjælp, 

men fra da af skal han betale 

for denne service. Hans første 

reaktion på tilbudet var angst og 

vrede. Han mistænkte OOO Olenivod 

for at ville af med ham. Han 

var bange for ikke at kunne håndtere 

sit eget rendriftbrug, og han 

ville hellere forblive indenfor selskabets 

”kollektiv”. 

Der skal nok en hel del overtalelse 

til for at indgyde Kiriak mod 

til at forsøge at gøre sig uafhængig. 

Sker det, vil det blive det første 

skridt hen imod privatisering af 

rendriften i distriktet. Vasilii Vladislavovich 

Paderin, en af de unge 

progressive evener udtrykker et 

stærkt håb i den retning: ” For øjeblikket 

har evenerne ingen muligheder 

for at blive ”khoziainy” (de- 

Ksjusja Adukanova har siden sin 

fødsel boet i skoven. Om 2 år 

tager hun til Esso for at gå i skole. 

(Foto: Alexander Slugin). 

INFONOR 

29

es egne herrer.) Følelsen af at man 

selv bestemmer over egne anliggender 

ansporer mange initiativer, 

og man føler sig virkelig forpligtet”. 

Især når det drejer sig om rendrift, 

som udgør fundamentet for 

evenernes identitet, er der et akut 

behov for ”khoziainy”. Mange 

håber derfor, at Kiriak vil vise vejen. 

Da Igor Nikolaevich og jeg sad 

og talte sammen på OOO Olenivods 

beskedne kontor, kikkede 

Yegor Adukanov indenfor. Han 

trak sig tilbage fra rendriften for 

mange år siden. Han var engang 

en dygtig brigadier (rendriftbrigadechef), 

indtil han mistede hele sin 

renhjord. Dette medførte, at han 

blev degraderet til almindelig hyrde. 

Siden han som 50-årig gik på 

pension, har man kunnet se ham 

dingle omkring i landsbyen i sin 

brandert. Han er desværre ikke noget 

enkelttilfælde. OOO Olenivod 

har udarbejdet en redningsplan for 

disse pensionerede hyrder, der har 

svært ved at trives i landsbymiljøet. 

I omegnen af Esso omkring 10 

kilometer fra Tyrkachino floden er 

der for nylig blevet bygget en lejr, 

som tilhører rendriftbrigaderne. 

Meningen er, at hyrderne kan bo 

her i deres ferier, og når de pensioneres. 

Man kan fange og tørre fisk 

til om vinteren, og der vil også blive 

mulighed for havebrug. Kvinderne 

og børnene skal også have 

mulighed for at bo der, og der er 

sørget for regelmæssigt lægetilsyn. 

Meningen er, at holde hyrderne 

væk fra landsbyen og skabe sådanne 

betingelser, at de vil foretrække 

at blive ude i tajgaen året rundt. 

Lejren ligger sådan, at den er tilgængelig 

for alle 3 rendriftbrigader. 

Yegor Adukanov skal arbejde i 

lejren som vagtmand. Han ser frem 

til dette job, da han selv er overbevist 

om, at landsbylivet ikke alene 

vil ødelægge alt for ham selv, men 

også for hans familie. Hans kone 

støtter ham fuldt ud i dette nye 

program. 

Igor Nikolaevich havde store håb 

30 

INFONOR 

for dette projekt. Han håbede, at 

man på denne måde kunne få nogle 

af landsbyboerne væk fra den 

farlige drukmentalitet, der breder 

sig, som en modgift imod arbejdsløshed 

og identitetstab. Han håbede 

også, at det ville lykkedes at få 

kvinderne til at bo i tajgaen og på 

tundraen igen. Han har en vision 

om, at hele familier flytter ud 

på tundraen sammen med renhjorden, 

hvor børnene fra små 

kunne få føling med rendriften 

– ligesom i gamle dage. På nuværende 

tidspunkt er der et underskud 

af unge, der fysisk og mentalt 

er egnede til livet på tundraen og i 

tajgaen. Landsbylivet ”ved pejsen” 

har ødelagt de unge mennesker. 

Der er ikke mange af de unge, der 

er begejstret for rendriften. En renhyrdes 

liv er ikke nogen dans på 

roser, og arbejdet er dårlig betalt. 

Jeg spørger, om Igor Nikolaevich 

har forhørt sig i nabolandsbyen 

Anavgi. Der er arbejdsløsheden 

særdeles høj, og der er mange 

unge, der drømmer om et job indenfor 

rendriften. Det havde han, 

men de unge der vil ikke arbejde 

for Esso selskabet. ”De er ikke meget 

for at skulle flytte fra Anavgi til 

Esso”. Jeg tror, at dette er resultatet 

af gentagne forflyttelser, der 

fandt sted i distriktet under sovjetperioden. 

Familier, der engang hørte 

sammen i en klan, blev splittede 

og sat sammen igen efter tilfældighedens 

princip. Nogle familier blev 

genhuset 4 gange indenfor få årtier. 

Hver gang måtte de efterlade 

de få ejendele, de havde. I dag er 

familierne i de to sidste landsbyer, 

der er tilbage, blevet fremmede 

overfor hinanden. Det synes, som 

der er en verden imellem dem. 

Ifølge Igor Nikolaevich er det 

værste problem ikke manglen på 

unge hyrder, men manglen på ældre 

erfarne hyrder. De ældre går en 

efter en på pension, og de unge 

har ikke den nødvendige erfaring 

til overtage det. Jeg spurgte, om 

det ikke også var et problem, at 

kvinderne ikke ville leve på tund- 

raen i det mindste ikke om vinteren. 

Igor tilbageviste min påstand, 

idet han fremhævede, at i to af 

brigaderne arbejde brigadechefernes 

koner som teltarbejdere (chum 

rabotnitsy) året rundt. Målet er 

imidlertid at tiltrække hele familier 

og ikke kun kvinder, så den sociale 

situation vil blive balanceret. 

Igor fortalte om den fredelige 

konkurrence, der fandt sted imellem 

brigaderne. Brigadecheferne 

holder i hemmelighed øje med 

hinandens triumfer. Når de besøger 

hinandens renflokke, stiller de ingen 

spørgsmål. Men de ser med 

det samme, hvilken stand den andens 

renflok er i. Ved en årlig sammenkomst 

i Esso får de at vide, 

hvem det er der fortjener officiel 

anerkendelse og personlige æresbevisninger. 

Hver har sin egen plan for at 

sikre en bæredygtig vækst af renflokken 

i hans varetægt. 

Det er tydeligt, at Igor har den 

største respekt for brigadecheferne 

og sandt at sige uden dem ville selskabet 

gå neden om og hjem. 

Han vil have, at de skal kunne 

mærke, at han bekymrer sig om 

dem. Så ofte han kan besøger han 

brigaderne. Alene i kraft af sin stilling 

som veterinær besøger han 

dem hyppigt. Han lytter til deres 

bekymringer og tilskynder dem til 

at udføre deres arbejde så godt de 

kan. Man kan derfor håbe, at alle 

disse gode intentioner vil gøre deres 

til at forbedre situationen for 

rendriften i Bystrinsky distriktet. ■ 

Oversat fra engelsk 

af Claus Oreskov.

En “hvid” flok ser ud 

som denne. Først på 

foråret er det helt 

normalt at renerne stadig 

har rester af lys pels, 

men i denne flok er 

der for mange med en 

helt hvid pels. 

Fotos denne side: 

Katharina Gernet 

Hvidfødte kalve er ofte svagelige, men skal på benene 

umiddelbart efter fødslen for at overleve. Så de må hjælpes 

ved hjælp af en stok. 

Renhyrderne foretrækker kalve som denne: 

dybsort og allerede oppe på de vaklende ben. 

Denne floks farver er 

tegn på sundhed. 

INFONOR 31

32 

Ingmar Egede, tidligere vicepræsident for Inuit Circumpolar 

Conference (ICC), døde den 9. august 

efter en lang kamp imod cancer. 

Ingmar Egede var medlem af ICCs eksekutivkomite 

fra 1989 til 1992 og vicepræsident for ICC 

fra 1992 til 1995. 

Ingmar Egede var særdeles aktiv omkring uddannelsesspørgsmål 

i hele Arktis. Dette arrangement 

førte til oprettelsen af International Training 

Center for Indigenous Peoples, (ITCIP), hvor oprindelige 

folk fra hele jorden kunne få vejledning omkring 

menneskerettighederne. 

”For at ære hans liv og minde vil vi, det grønlandske 

folk og verdenssamfundet fortsætte arbejdet 

for oprindelige folk i hans navn”, fastslår 

Aqqaluk Lynge og tilføjer,”det er skæbnen, at han 

døde den 9. august, som er den internationale dag 

for verdens oprindelige folk, en dag som fejres af 

ICC og IYI. 

Ingmar Egede blev begravet i Nuuk. 

■ Ja tak, jeg ønsker at blive medlem af INFONOR og modtage 

tidsskriftet INFONOR. Kontingentet er kr. 175,- årligt 

standard, samboende kr. 225 og kr. 125 for studerende 

■ Ja tak, jeg ønsker at blive abonnent på tidsskriftet 

INFONOR. Pris: 150 kr. standard. Samboende kr. 200 og 

studerende 100 kr. 

■ Send venligst vedtægter m.m. 

■ Beløbet er indbetalt på på giro 1199-1-682-5808 

INFONOR, v/ kasserer L. Bundgaard 

Gl. Stenhusvej 4, 4300 Holbæk 

Tlf. 3526 7073 · E-mail: info@infonor.dk 

INFONOR 

”Når jeg spiser Inuit mad, ved jeg, hvem jeg er, 

jeg føler samhør med vores hav og med vores land, 

med vores folk og vores måde at leve på.” 

Ingmar Egede 

INFONOR samarbejder med OSMOO (Kola, Rusland), Vepsän 

Sebr (Rusl.) Sjögrensällskapet og Työväen Retkeily Liitto 

(Finland), Stockholms Sameförening, CHUM-netværket, m.fl. 

Bliv medlem af INFONOR 

og få nyhedsbrevet med posten 

Navn: 

Adresse: 

Postnr.: 

By: 

Evt. e-mail: 

Send kuponen til INFONOR, 

Sct. Annagade 29, 3000 Helsingør.

Nyhedsbrev om urfolk i Rusland - Infonor

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?