download - Guds Verdensvide Kirke

Bibelens Historie 

En bog erobrer verden (1. del) 

Livets Kilde hæfteserie 

Nr. 43 9. årgang December 2010

Hvis du ønsker flere eksemplarer af dette eller andre af vore hæfter, 

skriv da blot til vores adresse: 

Livets Kilde, c/o Postbox 714, DK-4000 Roskilde 

At leve sammen med Gud 

Bjergprædikenen (1. del) 





Den ukendte Jesus (1. del) 

Den ukendte Jesus (2. del) 

Det kristne håb 

Evangeliet i Edens have 

Er Gud død? 

Gud og bøn 

Gud og lidelse 

Gud og tilgivelse 

Guds løfter 

Guds navn i Bibelen 

Guds nåde (1. del) 

Guds nåde (2. del) 

Guds profetier 

Guds velsignelser 

Herren er min hyrde 

Andre hæfter i denne hæfteserien: 

Hvad er Guds kærlighed? (1. del) 

Hvad er Guds kærlighed? (2. del) 

Hvad sker der efter døden? 

Hvad styrer dit liv? 

Hvordan blev Bibelen til? (1. del) 

Hvordan blev Bibelen til? (2. del) 

Jesu breve til menighederne (1. del) 



Jesu personlighed 

Jesus kommer igen 

Jobs bog 

Kristendommens fælder 

Kvinder i Bibelen 

Lever vi i de sidste dage? 

Nyttige råd i nedgangstider 

Ord om tålmodighed 

Ord om håb 

Vanskelige bibelsteder (1. del) 



Forsidebillede: Codex Gigas. Stort initial. Begyndelsesbogstavet L (i Liber) i 

det første evangelium fylder en hel spalte og løber langs hele siden. Initialet 

følges af evangeliets 13 første vers. Versene er skrevet med store røde 

bogstaver bortset fra det første bogstav i hvert vers, som er grønt. Bibelen 

befinder sig på Det Kongelige Bibliotek i Stockholm. 

Copyright © 2010 Guds Verdensvide Kirke 

Skriftstederne i Livets Kilde hæfteserie er fra 

Det Danske Bibelselskabs Udgave 1992. 

ISBN 87-91681-25-1

Je s u s d ø d e o g o p s to d f r a d e 

døde, mens Tiberius var kejser af 

Romerriget (14−37 e.Kr.). 

Så stærkt var budskabet om Jesu 

virke, at da Tiberius modtog 

rapporten fra Jerusalem om Jesu liv, 

død og opstandelse, troede han selv på 

det. 

I sit forsvarsskrift for de kristne 

fortæller Tertullianus (ca. år 180), at 

Tiberius sendte rapporten til senatet 

for at gøre Jesus til en gud. 

Senatet i Rom nægtede at behandle 

sagen, men Tiberius truede alligevel 

alle, som ville skade de kristne, med 

døden. 

Kilde: Kirkens historie 3.2 

af Eusebius (år 260–339) 

Bibelens Historie – En bog erobrer verden (1. del) 

1

He r m e d f ø l g e r d e t t r e d j e 

hæfte om Bibelens 

historie. De to første 

hæfter handler om, hvordan Det 

Gamle og Det Nye Testamente 

blev til. Dette hæfte vil handle 

om Bibelens historie frem til ca. 

år 1000 e.Kr. Det næste hæfte 

i denne serie vil handle om 

Bibelens historie frem til vor 

tid. 

Vi skal se på vanskelighederne 

med at oversætte Bibelen og 

sikre en så god oversættelse 

som muligt og samtidig se, hvor 

nøjagtig man har været i forsøget 

på at bevare originalteksten så 

præcis som muligt. Vi vil se, at 

Bibelen ikke blev skrevet med 

blæk alene, men med deres blod 

som skrev, kopierede, oversatte 

og opbevarede den for fremtidige 

generationer. 

I det sidste hæfte nævnte vi, 

at det er Gud, som har sørget for, 

at Bibelen blev samlet og bevaret. 

Det er et under, at vi har en bog, 

som blev påbegyndt for 3500 år 

siden! Det Nye Testamente blev 

samlet og accepteret allerede 

ved udgangen af det andet 

århundrede. Men der var 

diskussion omkring en del af 

bøgerne. Først i år 369 kan vi 

sige, at man fik en afklaring i 

forbindelse med det berømte 

påskebrev fra biskoppen af 

Alexandria. 

I dette hæfte skal vi se på 

Bibelens historie frem til ca. år 

1000, og hvordan kristendommen 

spredte sig i dette tidsrum. ❒ 

Livets Kilde hæfterne har som mål at gøre evangeliet klart og relevant 

for vor tid. Hæfterne læses af kristne fra forskellige trossamfund. Vort 

ønske er at hjælpe den enkelte til at forstå sig selv og sit forhold til 

Gud, uanset hvilket kristent trossamfund man tilhører. 

3–4 Bibelen eller livet! 

5–6 Kristendommen i det første århundrede 

7–9 Kristendommen i det andet og tredje århundrede 

10–12 Codex Sinaiticus 

13–14 Bibelen oversættes til flere sprog 

14–15 Origenes og »den seksdobbelte« 

16–17 Bibelen skaber nyt skriftsprog 

18–19 Bibelen kopieres 

19–20 Bibelen frem til år 1000 

2 Bibelens Historie – En bog erobrer verden (1. del)

Bibelen 

eller livet! 

I Bibelen kan vi læse om den første martyr, Stefanus, 

som blev stenet tre eller fire år efter Jesu død. Paulus 

stod ved siden af og havde et ansvar for henrettelsen 

på en tid, da han selv forfulgte kirken (Apostlenes 

Gerninger 7:58). Men Gud omvendte denne store 

fjende af kristendommen og gjorde ham til kirkens 

stærkeste forsvarer og teolog. I historien kan man læse 

om lignende eksempler på, hvordan Gud har omvendt 

mennesker, som oprindeligt var fjendtligt indstillet 

overfor Gud, men i stedet blev Guds tjenere. 

Pa u l u s l e d s e lv m a r t y r d ø d e n 

ca. år 64 i Rom, og Peter 

et par år senere. Paulus 

blev halshugget, da han var 

romersk borger, mens Peter blev 

korsfæstet. Tilgængelige kilder fra 

den tid bekræfter, at de fleste af 

de tolv apostle led martyrdøden 

for deres tro, bortset fra Johannes. 

Efter hvad vi ved, døde han en 

naturlig død som den eneste 

af de tolv. Han er også den 

eneste af apostlene, som vi ved 

blev begravet i Efesus i Tyrkiet 


sammen med Jesu moder Marie. 

Apostlen Johannes´ bror Jakob 

var den første af apostlene, 

som blev dræbt i ca. år 42 

(Apostlenes Gerninger 12:2). 

De to evangelister, som ikke var 

apostle, Lukas og Markus, led 

også martyrdøden. Forfatteren til 

Jakobs Brev, som var Jesu bror og 

leder af menigheden i Jerusalem, 

led ligeledes martyrdøden. Ifølge 

historikeren Eusebius (år 260−339) 

blev han kastet ned fra det 

højeste punkt på tempelmuren og 

3

derefter stenet til døde, da faldet 

ikke dræbte ham. Det koster at 

være kristen. 

Vi ved ganske lidt om, hvor 

de tolv apostle virkede og 

forkyndte. Der findes gamle 

legender, som fortæller, at nogle 

rejste østover til Persien og 

Indien, en til Skotland og en 

anden til Etiopien. Men vi 

har ingen sikre, historiske 

oplysninger, som kan bekræfte 

dette. Disse fortællinger siger 

imidlertid noget om, at de tolv 

apostle missionerede langt 

udenfor grænserne til det 

daværende Israel. I forbindelse 

med jødernes oprør mod Rom i 

årene 67 til 70 e.Kr., og dermed 

ødelæggelsen af Jerusalem og 

templet, flygtede de kristne 

fra Jerusalem til Pella. Denne 

katastrofale ødelæggelse medførte 

imidlertid, at kristendommen 

spredte sig hastigt til andre lande. 

I løbet af 200 år var det kristne 

budskab udbredt over hele det 

store romerrige. ❒ 

Codex Giga 

Håndskrift A 148 har vakt stor opmærksomhed gennem tiderne på grund 

af størrelsen og billedet af djævlen, som troner i ensom majestæt på en af 

siderne. Op gennem årene har værket haft to fyndige benævnelser, nemlig 

»Djævlens Bibel« og den latinske »Codex Gigas, Kæmpebog«. 

Håndskriftet blev i middelalderen regnet som et af verdens underværker, og 

havde meget høj materiel værdi. 

(Læg mærke til den lille tændstik æske på det venstre billede – den viser, hvor 

stor Kæmpebogen var.) 


Kristendommen 

i det første århundrede 

Ud fra Bibelens egen beretning kan vi se, at 

kristendommen havde spredt sig raskt allerede i det 

første århundrede. Vi kan se det på adressaterne i 

brevene i Det Nye Testamente. 

De r va r k r i s t n e i g a l at i e n, 

som var en stor provins 

midt i det nuværende 

Tyrkiet. Galaterne var et andet 

navn for kelterne, som senere 

kom så langt vest på som til 

England. Brevet til Filipperne 

var adresseret til menigheden i 

den romerske by Filippi, og de 

to breve til Korintherne var til 

menigheden i Korinth, en anden 

storby i Hellas. Romerbrevet blev 

skrevet til menigheden i kejserens 

hovedstad. Kristendommen havde 

altså spredt sig til Rom allerede 

før år 60 e.Kr., hvor der tydeligvis 

var en menighed. Brevet til 

Efeserne var til menigheden i 

Efesos, en af de største byer i 

Romerriget den gang, og brevet til 

Kolossenserne var til menigheden 

i Kolossæ. Begge disse byer lå i 

den vestlige del af det nuværende 

Tyrkiet. Johannes´ Åbenbaring 


blev skrevet til syv menigheder i 

det samme område i Tyrkiet, bl.a. 

til menigheden i Efesos. Disse 

syv byer lå på stribe på en fælles 

postrute. 

Nogle af brevene i Det Nye 

Testamente skulle læses op 

flere steder, som for eksempel 

Kolossenserbrevet, der også 

skulle læses op i menigheden i 

nabobyen Laodikea. Ligeledes 

skulle brevet til menigheden 

i Laodikea læses i Kolossæ 

(Kolossenserbrevet 4:16). Brevene 

fungerede på denne måde som 

rundskrivelser. Jakob skrev 

sit brev til »de tolv stammer« 

(Israels), der levede spredt blandt 

andre folkeslag (Jakobs Brev 1:1). 

Hans brev var også helt tydeligt 

en rundskrivelse til mange. 

I det første vers i 1. Peters 

Brev hedder det, at brevet 

var skrevet til »de udvalgte, 

5

der bor spredt som fremmede 

blandt andre folkeslag i Pontus, 

Galatien, Kappadokien, 

provinsen Asien og Bitynien.« 

Disse områder var provinser i 

de midt- og nordvestlige dele af 

det nuværende Tyrkiet. Kirken 

havde altså udbredt sig helt til 

Sortehavskysten før 35 år efter 

Kristi død. Hvem Hebræerbrevet 

er adresseret til, ved man ikke, 

men det er tydeligt, at det er 

skrevet til jøder for at forklare 

overgangen og forskellen mellem 

Den Gamle og Den Nye Pagt. 

Mange bibelforskere mener, at 

brevet er skrevet til jøderne i 

Alexandria i Egypten, da der 

her var en stor jødisk bosættelse. 

Man regner med, at jøderne på 

Jesu tid var spredt rundt om i 

hele Romerriget, og der er lavet 

beregninger, som tilsiger, at 

de udgjorde ca. syv procent af 

Romerrigets befolkning. 

I Bibelen kan vi læse om 

Paulus´ tre missionsrejser, som 

omfattede store dele af Syrien, 

Tyrkiet og Hellas. Paulus havde 

planer om at rejse længere vestpå 

til Spanien (Romerbrevet 15:28). 

Det er interessant, at Apostlenes 

Gerninger afsluttes nogle år 

før Paulus dør. Apostlenes 

Gerninger kan med rette siges at 

være ufuldendte. Sammenligner 

vi Apostlenes Gerninger med 

det sidste brev Paulus skrev, 

nemlig 2. Timotheusbrev, ser 

vi, at Paulus sad i fængsel i 

Rom to gange. I Apostlenes 

Gerninger omtales blot det første 

fængselsophold, men det er 

tydeligt, at der er en tidsperiode 

mellem disse to ophold, og det 

får en række bibelforskere til at 

mene, at Paulus foretog en eller 

flere missionsrejser vestover til 

Spanien og måske endda længere 

vestpå. Der findes ældgamle 

legender, som fortæller, at Paulus 

havde rejst helt til udkanten af 

Romerriget mod vest, helt til 

England. Dette kan vi imidlertid 

ikke vide med sikkerhed. ❒ 

Apostlen Paulus (Saulus, født i Tarsus mellem 10 

og 5 f.Kr., død i Rom ca. 67). Hans far var jøde 

af Benjamins stamme og romersk borger. Saulus 

blev opdraget i en streng farisæisk tradition. Hans 

modersmål var aramæisk og græsk, og derudover 

lærte han hebræisk. Som ung fik han religionsundervisning 

af Gamaliel, en berømt rabbiner i 

Jerusalem. Han blev også uddannet som teltmager. 


Kristendommen 

i det andet og tredje 

århundrede 

Allerede hundrede år efter Kristi død var der stor 

interesse for at skaffe sig Guds ord i skriftlig form. 

Menighederne samlede på vigtige dokumenter, som 

bekræftede og styrkede deres tro. Udbredelsen af 

kristendommen var et resultat af Den Hellig Skrift, 

eller dele deraf, som blev kopieret og forkyndt og ved 

hjælp af budbringere blev fragtet til menighederne. 

Me n disse a k t i v i t e t e r va r 

ikke ufarlige. Der 

opstod flere bølger af 

forfølgelser ind over Romerriget. 

Den første stod kejser Nero 

bag (år 54−68), da de kristne 

fik skylden for den brand, som 

ødelagde store dele af Rom i 

år 64. Men den første gang de 

kristne åbenlyst blev forfulgt, på 

grund af deres tro, skete under 

kejser Domitian (år 81−96). Det 

er interessant, at et af hans ofre 

var hans egen nevø, konsul Titus 

Flavius Klemens, som blev dræbt 

på grund af hans kristne tro. Så 

højt op i statsapparatet havde 


kristendommen bredt sig. Titus´ 

ægtefælle blev landsforvist af 

kejseren, og det var Domitian, der 

forviste apostlen Johannes til øen 

Patmos. 

Frem til år 325 skete der flere 

lokale forfølgelser, som i Lyon 

i år 177 og 200, og de foregik 

over hele Romerriget. Men der 

var også lange perioder, hvor de 

kristne kunne leve i fred. I år 325, 

da kejser Konstantin oplevede, 

at Gud havde givet ham et tegn 

i slaget ved Milivian broen, som 

førte til sejr i slaget, indførte han 

den kristne tro som Romerrigets 

officielle tro. Det var uden tvivl et 

7

godt politisk træk at bruge troen 

til at forene et stort rige, som 

bestod af forskellige folkeslag. 

Men selv blev han først døbt på 

sit dødsleje flere år senere. 

I de perioder, hvor de 

kristne kunne leve i fred for 

kejserens forfølgelser, var det 

lokale guvernører, som skulle 

holde ro og orden. En gang 

imellem gennemførte de lokale 

forfølgelser af de kristne. Det var 

et krav til alle borgere i det store 

rige, at alle skulle sværge troskab 

og ofre til kejseren, og hvor dette 

blev håndhævet strengt, var der 

vanskelige vilkår for de kristne. 

Nogle steder indordnede de 

kristne sig så langt som muligt 

for at holde fred, mens de andre 

steder var mere bevidste og 

nægtede at lade nogen krænke 

Afbrænding af Bibelen 

deres tro. I overgangen fra den 

apostoliske epoke til det andet 

århundrede var der flere kendte 

kristne, som nægtede at bøje 

sig for kejseren. Det hævdes, 

at biskop Polykarp af Smyrna 

havde været apostlen Johannes´ 

discipel. Han blev arresteret i år 

155, ca. 80 år gammel. Da han 

nægtede at afsværge sin tro, 

blev han ført til Rom og blev 

brændt. En af Polykarps elever, 

Irrenius, som også var fra Smyrna 

i Tyrkiet, blev senere biskop i 

Lyon i Frankrig. Han forsvarede 

den kristne lære mod vranglære, 

men blev selv forfulgt og dræbt i 

forfølgelsen mod de kristne i Lyon 

ca. år 200. De sporadiske og lokale 

forfølgelser fortsatte frem til 249. 

I år 248 fejrede Romerriget sit 

tusind års jubilæum. Året efter 

var der politisk og økonomisk 

vanskelige tider i riget, samtidig 

med at germanske stammer 

truede rigets grænser. Kejser 

Decius (249–251) udsendte et 

edikt (forordning) til alle indbyggerne 

i riget for at samle 

den nationale begejstring blandt 

de mange folkeslag. Denne 

forordning indebar bl.a., at alle 

skulle ofre til Roms guder og 

brænde røgelse foran kejserens 

billede. Straffen for ikke at 

adlyde var konfiskation af 

ejendom, fængsel, tortur eller 

dødsstraf. Da Decius døde på 


slagmarken i 251 blev det lettere 

for de kristne, indtil efterfølgeren, 

kejser Valerian, igen satte gang i 

forfølgelserne og desuden forbød 

gudstjenester. Forfølgelserne var 

blodige, og mange døde overalt i 

Romerriget. 

Herefter oplevede de en 

fredeligere periode frem til tiden 

fra år 303 til 311, som blev den 

sidste og blodigste forfølgelse i 

Romerrigets historie. Foruden 

forbud mod gudstjenester blev 

der også udstedt påbud om, 

at kirkebygningerne skulle 

rives ned, alle bibler blev 

krævet indleveret og brændt, 

at kristne skulle fjernes fra 

statsadministrationen, og at 

de kristne skulle miste deres 

borgerrettigheder. Men Guds 

ord havde bredt sig til hele 

Romerriget, og det lykkedes ikke 

for myndighederne at bekæmpe 

den kristne tro. Kristendommen 

vandt kampen. De romerske veje 

holdt det store rige sammen, og 

disse veje gjorde det muligt for 

kristendommen og Guds Ord at 

brede sig i hele riget. 

Det er uklart, hvor mange 

der blev dræbt under disse 

forfølgelser. Men til trods for 

lidelserne og alle dem der døde, 

voksede antallet af kristne. Det 

var i begyndelsen mest fattige 

mennesker, som omvendte sig, 

men i Bibelen antydes flere gange, 


at den kristne tro var kommet 

højt op i samfundssystemet. I 

Romerbrevet 16:23 sendes hilsen 

til byens regnskabsfører Erastos, 

som tydeligvis var kristen. Det 

samme var flere i »kejserens hus« 

ifølge brevet til Filipperne 4:22. 

Der er historier om, at selv 

romerske soldater blev omvendt, 

men at der blev gjort kort proces 

med den soldat, der blev opdaget 

med en afskrift af bøger fra De 

hellige Skrifter: enten afsværgede 

soldaten troen, eller også blev 

han henrettet. Det fortælles om en 

soldat, som indtil døden knugede 

en lille pergamentrulle ind til sig, 

for at give ham håb og styrke til at 

gå i døden for sin tro. Den første 

hedning (ikke-jøde) der omvendte 

sig, Cornelius, var en højtstående 

officer hos kejseren (Apostlenes 

Gerninger 10:1). Hvis en officer 

blev taget med afskrifter af Guds 

Ord, talte man pænt til ham, og 

gav ham betænkningstid samtidig 

med, at man indtrængende bad 

ham ændre sin tro. Han var trods 

alt ikke en »hvem som helst«. 

Han var officer i det romerske 

verdensrige. Han fik til sidst 

valget mellem at afsværge sin 

kristne tro eller lide døden ved 

halshugning. Der findes historier, 

hvor officeren valgte det sidste. Så 

stor virkning havde Guds Ord, at 

mennesker var villige til at dø for 

dets budskab. ❒ 

9

Codex 

Sinaiticus 

Historien om, hvordan Codex Sinaiticus blev fundet, 

er en roman værd. Det græske manuskript blev skrevet 

i ca. år 350 e.Kr. og indeholder næsten hele Det Gamle 

Testamente og hele Det Nye Testamente. Det er et af de 

ældste bibelske manuskripter, vi har i dag. Historien om, 

hvordan manuskriptet blev fundet, er uløseligt knyttet til 

ét navn: Constantin von Tischendorf. 

Ti s c h e n d o r f b l e v f ø d t i 

Tyskland i 1815. På 

universitetet studerede han 

de klassiske sprog: latin, græsk 

og hebræisk. Han interesserede 

sig særligt for skriftfortolkningen 

af Det Nye Testamente og for 

spørgsmålet om ægtheden af den 

nytestamentlige overlevering. 

Hvordan kunne man bevise, at 

teksten vi har, er ægte og korrekt? 

Da han var 27 år gammel 

offentliggjorde han sin første 

videnskabelige afhandling, 

som vandt anerkendelse blandt 

ledende teologer. Tischendorf 

begyndte sin livsopgave med 

at lede efter gamle bibelske 

manuskripter. 

I 1841 drog han til National- 

biblioteket i Paris. Her fandtes 

der et manuskript, som forskerne 

forgæves havde forsøgt at læse. 

Med stor skepsis lod bibliotekaren 

Tischendorf se manuskriptet. De 

bedste sprogforskere i verden 

havde nemlig ikke været i stand 

til at læse det. Bibliotekarerne 

så derfor med forundring på, 

da den unge tysker begyndte at 

skrive ned af teksten. Det tog to 

år at skrive den ældgamle græske 

tekst af, da en noget yngre syrisk 

tekst var blevet skrevet ovenpå 

den oprindelige græske tekst, 

efter at man havde forsøgt at 

viske den ud, men han klarede 

opgaven. Tischendorf havde sejret 

over en af verdens vanskeligste 

tekster, som i dag kaldes Codex 


Ephraëmi. Pludselig var hans 

navn kendt i hele den lærde 

verden, og alle døre til museer og 

biblioteker stod åbne for ham. 

Men han ønskede at finde 

nye manuskripter, som kunne 

bekræfte Bibelens ægthed. Han 

rejste i 1844 til Egypten. I et par 

måneder ledte han overalt, hvor 

det kunne tænkes at gemme sig 

gamle manuskripter. 

I maj måned samme år ankom 

han til St. Katharine klostret, som 

ligger ved foden af Sinai bjerget. 

Efter mange udsættelser fik han 

lov til at gennemse klostrets 

bibliotek, som indeholdt gamle, 

værdifulde dokumenter. Men ikke 

gamle nok til at de interesserede 

Tischendorf. Han havde dog hørt 

rygter om, at der skulle være 

gemt ældgamle manuskripter i 

klostret, men ingen af munkene 

kendte til det rygte. Tischendorf 

gav ikke op, og efter at han 

havde ledt overalt, lagde han 

mærke til en stor affaldskurv på 

et lagerrum. Der, midt imellem 

affald og snavs, fandt han nogle 

falmede pergamentark, 129 i alt, 

som skulle brændes. Han kunne 

umiddelbart se, at manuskriptet 

var gammelt, da det var skrevet 

med store bogstaver. Dette var 

almindeligt frem til ca. år 700 

e.Kr., da man gik over til at skrive 

med små bogstaver, fordi det gik 

hurtigere. Han kunne ikke skjule 


sin store begejstring, da han ivrigt 

gennemsøgte resten af affaldet for 

at finde flere ark af manuskriptet. 

Munkene, som frem til fundet 

havde været venlige, men uin- 

teresseret i at hjælpe ham, blev 

pludselig interesseret. De hævdede, 

at de var klar over arkenes 

store værdi og tillod ham derfor 

ikke at tage dem med sig. Efter 

endeløse forhandlinger fik han 

lov til at tage 43 pergamentblade 

med sig til Europa. Indholdet 

var hovedsagelig tekster fra Det 

Gamle Testamente. Tischendorf 

havde også en række andre gamle 

manuskripter med sig. Men 

han kunne ikke glemme resten 

af pergamentbladene, som han 

måtte efterlade i Sinai Klostret. 

Ni år senere, i 1854, rejste han 

igen til St. Katarina klostret for 

at forsøge at købe de resterende 

blade, men manuskripterne var 

ikke at finde. Han ledte over hele 

klostret, men forgæves. De blade, 

han havde set ni år tidligere, var 

Side fra Septuaginta 

11

forsvundet. Han måtte rejse hjem 

med uforrettet sag. Rigtig nok 

fandt han flere dokumenter andre 

steder, men ingen så vigtige som 

dem han ikke fik med sig fra Sinai 

Klostret. 

I årene som fulgte, regnede 

han med, at andre forskere havde 

fået fat i manuskriptet. Men da 

nyheder herom udeblev, rejste 

Tischendorf endnu engang i 1859 

til Sinai, og denne gang havde 

han lagt en plan. Han havde en 

hilsen til klostret med sig fra den 

russiske tsar, som man i klostret 

havde stor respekt for. Tichendorf 

blev venligt modtaget af 

munkene, men intet manuskript 

var at finde. I en uge ledte han 

højt og lavt, men forgæves. Den 

sidste aften blev han imidlertid 

inviteret til te hos forvalteren, 

som tilfældigvis viste ham et 

manuskript, han havde liggende 

i et skab. Dette viste sig at være 

ikke blot de 86 pergamentblade, 

som Tischendorf ledte efter, men 

Constantin 

von 

Tischendorf 

(ca. 1870) 

hele det bibelske manuskript! 

Han blev stum, da han så, at han 

i sine hænder holdt det ældste og 

mest komplette eksemplar, som 

man kendte til, af både Det Gamle 

og Det Nye Testamente på græsk. 

Hele den nat sad han oppe ved 

stearinlyset og læste de skattede 

og uerstattelige græske tekster. 

Det blev til nye og hårde forhandlinger, 

som strakte sig over 

et halvt år, men efter diplomatisk 

mellemkomst af høj klasse fik 

Tischendorf hele manuskriptet 

med sig, under forudsætning 

af, at det skulle overrækkes som 

en gave til tsaren af Rusland. 

Tischendorf rejste gennem Europa 

med det bedste bevis på Bibelens 

ægthed, som man havde fundet 

frem til indtil da. Senere er der 

gjort mange nye fund. Men 

tsaren af Rusland fik foræret 

Codex Sinaiticus som gave, og 

han ophøjede Tischendorf til den 

russiske adel. 

I 1862 udgav Tischendorf 

manuskriptet i bogform og 

gjorde dermed et uvurderligt 

manuskript tilgængeligt for 

hele den lærde verden indenfor 

bibelsk forskning. 

I 1933 manglede Rusland 

penge og manuskriptet blev 

solgt til British Museum i London 

for 100.000 pund. Det er nu 

tilgængeligt på British Library i 

London. ❒ 


Bibelen oversættes til 

flere sprog 

Det er en stor udfordring at oversætte en tekst fra 

et sprog til et andet, hvor man samtidig skal være 

tro mod budskabet i originalen og oversættelsen 

skal være let læselig. Nogle bibeloversættere vælger 

at oversætte mest muligt ord for ord, hvilket kan 

betyde et uforståeligt sprog, som er svært at læse. For 

eksempel er sætningsopbygningen forskellig fra sprog 

til sprog. 

På g r æ s k e r d e r i n g e n 

sætningsstruktur, og når 

Paulus skrev sine breve, 

byttede han om på ordene, så 

de vigtigste ord ofte kom først 

i sætningen. Det kan være en 

hjælp for bibelforskeren, som 

dermed kan se, hvad Paulus 

lægger mest vægt på i en bestemt 

sætning. Der er ikke behov for 

sætningsstruktur på græsk, 

fordi hvert ord har et præfiks 

eller suffiks (en forstavelse eller 

endelse), som fortæller, om 

ordet er subjektet, objektet eller 

indirekte objekt i sætningen etc. 

Hvis Paulus´ breve skulle 

oversættes ordret til dansk, 

ville sætningerne være meget 


vanskelige for os at forstå. 

Derfor bygger oversætteren 

teksten op i en sætningsstruktur, 

som stemmer overens med det 

danske sprog. 

En anden metode kan også 

bruges. For at gøre det lettere for 

læseren at forstå teksten og for 

at opnå et mere flydende dansk, 

vælger oversætteren at oversætte 

meningen i sætningen i stedet for 

at oversætte ordret, hvilket kan 

betyde, at meningen let bliver 

præget af oversætterens forståelse 

af teksten. 

Det er desuden en udfordring, 

hvis oversættelsen af teksten 

sker på grundlag af en 

tidligere oversættelse og ikke 

13

fra originalsproget. Man har 

eksempler på tilfælde, hvor 

den græske oversættelse af Det 

Gamle Testamente, Septuaginta, 

har været brugt som kilde til 

bibeloversættelser. Uanset hvor 

god en oversættelse er, er den ikke 

hundrede procent som originalen. 

Et dansk ord indeholder ikke 

nøjagtig de samme nuancer som 

det tilsvarende græske eller 

hebræiske ord. Man mister altid 

noget, når man oversætter. Hvis 

man så ydermere bruger en 

oversættelse som kilde til en ny 

oversættelse, bevæger man sig 

bort fra budskabet i originaldokumentet 

for anden gang. 

Derfor er der udkommet en 

række nye bibeloversættelser 

på forskellige sprog i løbet 

af de sidste 100 år, netop for 

at forsøge at komme så nær 

originaldokumentet som muligt, 

men samtidig for at opnå et 

flydende sprog for den moderne 

læser. ❒ 

En illustration fra Codex Gigas 

Origenes 

og 

»den 

seks- 

dobbelte« 

Den lærde Origenes 

levede i det 3. århundrede 

og var optaget af 

at sørge for den bedst 

mulige oversættelse af 

det hebræiske Gamle 

Testamente til græsk. 

Den ældste oversættelse 

til græsk som fandtes, 

var den kendte 

Septuaginta, men på 

hans tid var der også 

andre oversættelser på 

græsk. 


I 

å r 230 e.k r. b e g y n d t e h a n 

arbejdet med at sammenføje 

seks kopier af teksten til 

Det Gamle Testamente. Han 

lavede et dokument, der fik 

navnet »den seksdobbelte«, som 

bestod af seks kolonner med 

hver sin tekst. Den første kolonne 

var Det Gamle Testamente 

på hebræisk med hebræiske 

bogstaver. Næste kolonne var 

den hebræiske tekst skrevet med 

græske bogstaver. Dette var ikke 

en oversættelse, men kaldtes en 

transskription, og er et lydskrift 

til hjælp for en græsktalende 

person til at udtale den hebræiske 

tekst. Den tredje kolonne var 

en ordret oversættelse af den 

hebræiske tekst til græsk, uden at 

tage hensyn til sætningsstruktur. 

De tre næste kolonner var tre 

gode oversættelser af Det Gamle 

Testamente til græsk, som han 

kendte til, hvor en kolonne var 

den berømte Septuaginta. Således 

havde han seks tekster opslået 

ved siden af hinanden og kunne 

sammenligne dem linie for linie, 

for dermed at kunne opnå en så 

god oversættelse til græsk som 

muligt. Han havde en syvende 

kolonne, hvor han noterede 

forbedringer ned af oversættelsen 

af den hebræiske grundtekst. 

Origenes gav sin tids teologer 

et videnskabeligt værktøj, som 

overgik alle andre tilgængelige 


bibeludgaver. Men det var en stor 

ulempe med det store dokument, 

som bestod af mange folieblade. 

Man anslår, at værket bestod af 

15 store bind med i alt 6500 

håndskrevne sider. Det store 

omfang vanskeliggjorde kopieringen 

og udbredelsen af dette 

dokument. Originaldokumentet 

blev ødelagt i det syvende 

århundrede, antagelig i forbindelse 

med Islams anmarch. 

Bortset fra 35 enkelte brudstykker 

findes der i dag ikke nogen 

fuldstændig kopi af dette store 

værk. ❒ 

Begyndelsen 

på Gutenbergs 

Bibel: 1. bind, 

Det Gamle 

Testamente, 

indledning af 

St. Hieronymus 

(som oversatte 

Bibelen til latin, 

Vulgata). 

St. Hieronymus 

i sit 

studere- 

kammer. 

Freske af 

Domenico 

Ghirlandaio, 

1480 

(Ognissanti i 

Firenze) 

15

Bibelen skaber nye 

skriftsprog 

Der er mange eksempler på, at oversættelsen af Bibelen 

blev vanskeliggjort af, at der ikke fandtes skriftsprog 

til de aktuelle sprog. I vor tid er der eksempler på, at 

missionærer har udviklet nye skriftsprog, og således var 

det også tilfældet i oldtiden. 

Wu l f i a, s o m b e t y d e r 

»Lille Ulv« på gotisk 

(311−382 e.Kr.), blev 

født blandt gotere, som havde 

taget hans forældre til fange. 

Han voksede op blandt dem, 

hvorfor han kendte deres sprog 

og deres kultur. Han var blandt 

andet tolk for en delegation, 

som goterne sendte til kejser 

Konstantin. Meningen var, at han 

skulle uddanne sig til et embede 

indenfor statsadministrationen, 

men blev i stedet for præst, da 

han omvendte sig til kristendommen. 

I året 341 blev han 

udsendt som missionær til 

vestgoterne, der holdt til i det 

nuværende Bulgarien. Men han 

oplevede en helt anden situation 

end Paulus, som missionerede 

blandt jøderne. Paulus kunne 

referere til Det Gamle Testamente 

for at underbygge sin lære. 

Vestgoterne kendte ikke til Det 

Gamle Testamente og tilmed 

havde de ikke noget skriftsprog. 

Goterne havde et begrænset 

antal runer som »skriftsprog«, 

men Wulfia kunne ikke udtrykke 

Bibelens budskab med disse få 

runer. Hverdagssproget blandt 

goterne var højst sandsynligt 

begrænset til nogle få hundrede 

ord. Han måtte lave et nyt alfabet 

og nye ord, som goterne ville 

kunne forstå. I oversættelsen af 

Bibelen stod han overfor den 

samme udfordring, som mange 

oversættere ofte møder, nemlig, 

at goterne ikke havde et koncept 

eller begreb for en del kristne 

termer, som bl.a. Helligånden. 

Han skabte dermed det første 

germanske skriftsprog. Wulfia 

begyndte med at udvikle et gotisk 


alfabet og skriftsprog, for derefter 

at oversætte Bibelen til gotisk. 

Hans nye alfabet bestod af 27 

gotiske bogstaver, hvor nitten 

var baseret på græske bogstaver, 

seks latinsk beslægtede bogstaver, 

og de to sidste var baseret på de 

runer, som goterne brugte. 

Wulfia udviste stor visdom, 

da han oversatte Det Gamle 

Testamente, for han undlod at 

oversætte 1. og 2. Kongebog. Han 

kendte nemlig goterne som et 

krigerisk folk, og ønskede ikke at 

herliggøre denne tradition. Man 

regner med, at det tog ca. 30 år 

for Wulfia at oversætte Bibelen 

til gotisk. Goterne var stort set 

fortsat et hedens folk, da Wulfia 

døde, men hans arbejde og 

indsatsen fra hans medarbejdere 

gjorde, at deres konge omvendte 

sig til kristendommen i år 410. 

Andre germanske stammer som 

østgoterne, burgunderne og 

langobarderne blev påvirket af 

goternes omvendelse og Wulfias 

arbejde. I 600-tallet blev alle 

kendte eksemplarer af Wulfias 

bibler og hans andre arbejder 

brændt. I dag har vi kun dele af 

nogle manuskriptkopier af hans 

arbejde. Men Wulfias indflydelse 

var meget stor. Han skabte det 

første nordiske skriftsprog. Med 

hans arbejde tog Bibelen det første 

skridt bort fra Middelhavsområdet 

til Central- og Nordeuropa. 


Hans bibeloversættelse blev et 

af de vigtigste forbindelsesled 

mellem antikken og middelalderen. 

❒ 

Codex Argenteus 

Codex Argenteus, latin: »Sølvbogen«, 

(i Sverige kendt som 

Silverbibelen) er et manuskript 

fra 500-tallet, som oprindeligt 

indeholdt biskop Wulfias gotiske 

evangeliebog fra 300-tallet. Af de 

mindst 336 oprindelige sider er 

188 blevet bevaret. 187 af disse 

opbevares ved Carolina Rediviva 

i Uppsala i Sverige. 

Bladene er tynde, purpurfarvet 

pergament af meget høj kvalitet, 

og blækket indeholder enten sølv 

eller guld; det er sølvglansen i 

skriften, som har givet bogen 

dens navn. 

Den indeholdt oprindeligt 

teksten til de fire evangelier. 

Bogen kom til Sverige som 

krigsbytte fra Prag i 1648. 

17

Bibelen kopieres 

Det er vanskeligt for os i dag at sætte pris på det arbejde, 

som blev udført, da Bibelen blev kopieret i hånden før 

bogtrykkerkunsten kom til Europa i 1450. Bibelen består 

af ca. 3 millioner tegn, og man regner med, at det var 

et årelangt arbejde at kopiere Bibelen i hånden. En af de 

første bøger, som blev trykt, var netop en bibel. 

Vi h a r i n g e n original- 

dokumenter fra nogen af 

bøgerne i Bibelen. De er 

blevet kopieret og opbevaret 

for eftertiden siden Moses satte 

lovbogen ved siden af arken i 

Åbenbaringsteltet. Siden dengang 

er bøgerne blevet kopieret om og 

om igen, og det var grunden til, at 

Constantin von Tischendorf, som 

fandt Codex Sinaiticus, viede sit 

liv til at finde de ældste kopier for 

at bekræfte ægtheden, og for at vi 

kunne stole på, at vi havde gode 

kopier af originaldokumenterne. 

Kopieringen af Biblen blev 

foretaget således, at jøderne 

kopierede Det Gamle Testamente, 

og de kristne kopierede hele 

Bibelen og deres egne over- 

sættelser. Jøderne udviklede et 

sindrigt system ved blandt andet 

at tælle antal bogstaver og ord 

i hver bog i Bibelen. En gruppe 

jøder, som kopierede Bibelen fra 

ca. 500 til 1500 e.Kr., blev kaldt 

for Massoreterne, som betyder 

»eftertællerne«. De havde forskellige 

centre, hvor de arbejdede, 

bl.a. i Palæstina, Babylon og 

Cairo. De talte hvert eneste ord og 

bogstav i Det Gamle Testamente 

for at kontrollere, at ikke et eneste 

bogstav blev udeladt. De vidste 

hvilket ord, der var det midterste 

i en bog. I Toraen (de fem første 

Mosebøger) er det midterste ord 

»søge«. Hvis dette ord i en kopi 

ikke stod nøjagtig i midten, var 

der en fejl i kopieringen. Således 

havde de kontrolregler for hver 

eneste bog i Det Gamle Testamente. 

Før Dødehavsrullerne blev 

fundet i 1947, var den ældste kopi 

af profeten Esajas´ Bog fra 890 

e.Kr. Blandt Dødehavsrullerne 

fandt man otte kopier af profeten 

Esajas, hvilket fortæller os, at 

kopiering af bøgerne i Bibelen er 

foregået lige fra begyndelsen, da 


Septuagintafragment på papyrus 

fra Qumran. 

de blev skrevet. Men ved dette 

fund fik man pludselig en tekst 

af Esajas, som var 1000 år ældre 

end det, man før var i besiddelse 

af. Dødehavsrullerne indeholder 

alle Bibelens bøger, bortset 

fra Esters Bog, og bekræfter 

Bibelens ægthed og jødernes iver 

efter at kopiere teksten rigtig. 

Massoreterne var kendt både 

for deres nøjagtige kopiering af 

originaldokumentet, men også 

for at sætte tegn for vokalerne 

ind i den hebræiske tekst. Den 

originale hebræiske tekst havde 

kun konsonanter. ❒ 

Gutenbergs Bibel er en trykt version af 

den latinske oversættelse Vulgata. 


Bibelen 

frem til 

år 1 000 

Før år 1000 e.Kr. havde 

kristendommen spredt sig til 

hele Europa og til andre dele 

af verden. Hele Bibelen var 

kun blevet oversat til mindre 

end ti sprog og dele af Bibelen 

til en række europæiske sprog. 

Den første danske helbibel 

udkom i 1550; den der går 

under navnet Christian den 

Tredjes Bibel. En af de bedst 

kendte bibeloversættelser i 

denne periode var Vulgata, 

der er en oversættelse til 

latin, som Hieronymus 

fuldførte ca. år 405. 

Ha n l av e d e e n o v e r s æ t t e l s e 

til latin, som blev den 

katolske kirkes bibel. 

Men med denne oversættelse 

baserede han sig på den græske 

version af Det Gamle Testamente, 

19

Septuaginta, og ikke den originale 

hebræiske tekst. Dette er en 

stor svaghed ved den kendte 

oversættelse, at den ikke er 

oversat direkte fra den originale 

tekst i Det Gamle Testamente. 

Desuden indeholder Septuaginta 

de apokryfiske bøger, gamle 

jødiske bøger fra før Kristi tid, 

men disse er ikke en del af det 

hebræiske Gamle Testamente. 

I slutningen af 700-tallet 

sørgede Karl den Store for både 

kopiering og oversættelse af dele 

af Bibelen til andre sprog. Han 

var med på at indføre brugen 

af små bogstaver i stedet for 

store i alle manuskripterne. 

Det tog både længere tid og 

mere plads at skrive med store 

bogstaver. Efterhånden blev de 

små bogstaver sat sammen, så 

det var lettere at læse teksten. Før 

denne tid var alle manuskripterne 

skrevet med store bogstaver, og 

dette kan være en indikation på, 

om et manuskript er fra før ca. 

700 e.Kr. eller senere. 

I tidlig middelalder ser 

det ud til, at det var tilladt at 

oversætte Bibelen til andre 

sprog. Men enkelte steder, 

efter tusindårsskiftet, var det 

direkte livsfarligt at oversætte 

eller være i besiddelse af en 

oversættelse af Bibelen på det 

lokale sprog. Grunden hertil var 

sikkert, at man var bange for 

dårlige oversættelser, som ville 

overbringe et andet budskab 

end det »officielle«. Kirken var 

tydeligvis bange for kætterske 

oversættelser. I det næste hæfte 

om Bibelens historie vil vi se, 

at dette havde dramatiske 

konsekvenser. 

Ved udgangen af det første 

årtusinde, havde bogen, som 

Moses begyndte at skrive 2500 år 

tidligere, allerede påvirket den 

kendte verden. Men Bibelen kom 

til at erobre hele verden inden 

udgangen af det næste årtusinde, 

men den historie følger. ❒ 

Biblia Vulgata, den almindelige Bibel eller 

folkets Bibel. Oversættelsen til latin blev udført 

af Hieronymus i tidsrummet 382−405 på 

foranledning af pave Damasus. 


Adresseændringer bedes meddelt til: 

Livets Kilde, c/o BTHB, Hemmestorps Eke 33, 

SE-275 63 Blentarp, Sverige 

Fax: 0046 - (0)46 800 57 

Redaktionens adresse: 

Livets Kilde, Postboks 89 Holmlia, NO-1201 Oslo 

www.gvks.org 

Andre adresser i Norden: 

Danmark: Livets Kilde Hæfteserie, 

P.O. Box 714, DK-4000 Roskilde 

Finland: Livets Kilde, Box 603, FI-00101 Helsingfors 

Sverige: Livets Kilde, c/o BTHB, Hemmestorps Eke 33, 

SE-275 63 Blentarp, Sverige (produktion) 

Vi kan kontaktes på telefon: 

Danmark: +45-22 67 70 96 

Norge: +47-64 87 74 48 

Sverige: +46-(0)763 904 104 

Støtte til udgivelse af Livets Kilde hæfteserie 

Abonnementet på Livets Kilde hæfter er gratis. Vi har for tiden 

ca. 1400 læsere og uden støtte fra vore læsere havde det ikke 

været muligt for os at udgive hæfterne. Vi vil gerne udtrykke 

vor dybeste taknemmelighed over for alle der støtter Livets 

Kilde hæfter! Arbejdet med at lave hæfterne sker med frivillig 

indsats. Men trykning af hæfterne og portoen må betales. De 

som ønsker at støtte udgivelsen af hæfterne så vi kan fortsætte 

denne tjeneste og måske endda sende hæfter til endnu flere 

abonnenter, kan sende en gave til én af nedenstående konti. I 

Danmark er alle bidrag over 500 kr. fradragsberettiget. Yderligere 

informationer fås ved at skrive e-mail til Danmark@gvks.org eller 

til postadressen P.O. Box 714, 4000-Roskilde. 

Danmark: 9570 12457278 

Finland: 800014-1952461 

Norge: 7082 0512624 

Sverige: 98 07 30-6 

Forfatter til dette hæfte: Carl Fredrik Aas 

Norsk originaltitel: Bibelens historie – En bok erobrer verden (1. del) 

Oversætter: Marie Laursen

Under et familieselskab fortæller 

et af familiemedlemmerne 

overraskende, at hvis han ikke 

inden den følgende dag kan stille 

med 700 000 kr., så vil hans hus 

gå på tvangsauktion. Det udløser 

forskellige reaktioner i familien. 

Hvad skal de gøre? 

Det viser sig efterhånden, at alle 

omkring middagsbordet hver især 

bærer på sin hemmelighed. Under 

den følgende diskussion, bliver en 

række vigtige emner berørt: Hvad 

bringer lykke i livet? Hvordan 

forhindrer man at bekymringer 

tager overhånd? Er materielle goder 

det samme som lykke? Hvordan kan 

man leve i nuet? 

Til deres overraskelse viser det sig at de vise ord i Bjergprædikenen 

siger en masse om disse spørgsmål, og får en central plads i diskussionen. 

Bjergprædikenen er én af antikkens mest kendte skrifter. 

Udviklingen i familiedramaet viser hvordan visdommen i Bjergprædikenen 

kan bruges af det moderne menneske til at forstå livet, og tackle 

hverdagens udfordringer. 

Første del af bogen er en fortælling, hvor syv hemmeligheder afsløres. 

Anden del er kommentarer til hvert enkelt vers i Bjergprædikenen. 

Bogen er på 235 sider, og findes kun på norsk. 

Hvis du ønsker at købe et eksemplar af bogen Syv hemmeligheter, kan 

du skrive til: Livets Kilde, Postboks 714, 4000 Roskilde 

Vil du vide mere? Se vor hjemmeside 

www.gvks.org 

Guds Verdensvide Kirke i Skandinavia 

ISBN 87-91681-25-1 001BH1(d)/122010

download - Guds Verdensvide Kirke

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?