CENTROM AF GEhlTRbT! £k - Mål og Mæle

At bande eller ikke bande
Nogle problemer i en hverdagshandling
Det er ikke mere forbudt at bande, hvad
det vitterligt var i Danske Lov. Der er
næppe nok nogen, der tager anstød af det,
ihvertfald så længe det drejer sig om en
afslappet dagligdags samtale. Bander
man derimod i massekommunikationsmidler,
er det for visse kredse et politisk
problem, og det kan jo godt pirre ens
nysgerrighed. De samme samfundsforbedrere
bander utvivlsomt i venners lag,
men smutter der en ed gennem radioen,
er fanden løs, om man så må sige.
På et andet punkt er der mange, der
uanset politisk indstilling tager anstød af
bandeord; det er i dårlige oversættelser,
specielt fra engelsk. Man kender typerne
forbandet godt, og de støder en
smule an, ikke fordi de er bandeord,
men fordi de kunne være gengivet bedre.
24
Bandeord viser sig således at kunne
være såvel et politisk som et oversættelsesteknisk
problem. Har de to ting noget
med hinanden at gøre? Lad os kaste et
blik på fænomenet.
Det at bande er ikke alene at sige noget,
det er tillige i helt typisk grad en
handling. I visse henseender er banderiet
i familie med ønsker, og vi møder derfor
i banderiet nogle af de samme sproglige
udtryk som hos ønskerne. Man kan „ønske
én død og djævel", ligesom man kan
„ønske tillykke"; biordet „gid" (der
egentlig er en gammel hovedsætning:
„Gud give det") kan såvel anvendes til at
ønske sig noget som i sætninger som
„Gid fanden havde ham!" Endelig har
banderiet erobret den gamle bøjningsform
ønskemåde, der er sprællevende i disse