Har De set den tyske professors toner? - Musikvidenskab

40
Søren Møller Sørensen
om en antropomorf kommunikerende ånd i naturen har været mødt med ringeagt og
berøringsangst fascination i forskellige blandingsforhold.
I Thomas Manns roman Doktor Faustus (1947) erindrer romanens fortæller, den aldrende
Serenius Zeitblom, hvorledes hovedpersonens fader, Jonatan Leverkühn, underholdt
sig selv og børnene Adrian og Serenius med naturgranskning af en “anelsesfuld
og halvmystisk retning”, der med forkærlighed eksperimenterede og spekulerede i fænomener,
der syntes at vise sammenhænge, hvor skarpe grænsedragninger var at forvente.
Blandt andet udførte han gerne på børnenes opfordring “eksperimentet med den
synlige musik”, der i romanen tilskrives en vis “mand fra Wittenberg”. Han behagedes
ved klangfigurernes “visuelle akustik”, hvor “klarhed og hemmelighedsfuldhed, lovmæssighed
og forunderlighed på yndefuld måde forenedes”, og han fandt et beslægtet behag
i isblomster på ruderne, som han i hele og halves timers fordybelse betragtede med
det blotte øje og gennem forstørrelsesglasset. 76
Behaget var dog iblandet noget andet, noget gysende, foruroligende: Alt havde været
godt, hedder det, hvis “disse dannelser” blot havde udfoldet den uorganiske verdens
krystallinske orden:
Men at de med en vis gækkende uforskammethed efterlignede planteverdenens
fænomener, på forunderligt skøn måde illuderede bregner, græsarter, blomsters
bægre og stjerner, at de med deres ismateriale koketterede med det organiske område
– dette var noget, som Jonatan ikke kunne affinde sig med, og over hvilket
hans nok misbilligende, men også beundrende hovedrysten ingen ende ville tage. 77
Jonatan Leverkühn var på en gang fascineret, forundret og forskrækket over fænomener,
der synes at pege på bevægeligheden hen over de store grænseskel: uorganisk vs. organisk
natur, natur vs. fornuft, og han vedligeholdt disse blandede følelser ved sine grænsesøgende
eksperimenter. 78 I et af eksperimenterne dækkede han bunden af et krystallisationskar
med sand, bestrøede sandet med forskellige krystaller – kromsur kali og kobbersulfat,
var det vist nok – for endelig at fylde karret trekvart med fortyndet vandglas.
Heraf groede “… en forvirret vegetation af blå, grønne og brune skud, der mindede
om alger, svampe, fastsiddende polypper, endvidere om mosser, muslinger, frugtstande,
småtræer eller grene, hist og her ligefrem om lemmer …” Udsat for lys bøjedes alt dette
… mod den side af glaskarret, gennem hvilket lyset faldt ind: Svampe, phalliske
polypstængler, småtræer og algegræsser foruden halvtformede lemmer – bøjede
sig med så længselsfuld trang til varme og glæde, at de formelig klamrede sig til
glasset og klæbede fast til det.
– Og alligevel er de døde, sagde Jonatan, og fik tårer i øjnene, medens Adrian,
som jeg ikke kunne undgå at se, rystedes af undertrykt latter.
76 Mann 1947, s. 28.
77 Ibid.
78 I den romantiske naturfilosofis tid omkring 1800 dyrkedes lignende interesser. Se Hans Toftlund Nielsen:
‘Diana-træet og elektromagnetismen’ i Bencard 2000, s. 48-59.
MUSIK & FORSKNING 28 · 2003 – © DEPARTMENT OF MUSICOLOGY, UNIVERSITY OF COPENHAGEN