Læs mere her - Danmarks Riges Hjerte

More documents

Recommendations

Info

Desværre fremstår næste alle portrætter i dag i stærkt krakeleret tilstand og ville utvivlsomt vinde betydeligt ved en gennemgribende konservering. Valdemar Sejr-malerierne De fire malerier med motiver fra Valdemar Sejrs liv stammer fra en serie på seks, som den danske kunstner Agnes Slott-Møller malede i årene 1927-34. Oprindeligt havde hun ønsket at få dem ophængt i Valdemarssalen på Frederiksborg Slot, men da det Nationalhistoriske Museum mildest talt ikke viste nogen glødende interesse, så hun Nyborg Slot som en oplagt mulighed. Selv om det ikke straks lykkedes at få samlet tilstrækkeligt opbakning til ideen, endte fire at de seks kæmpelærreder på slottet. Det største af de fire monumentale malerier, ”Jagtmiddagen”, er også det første i serien. Det viser kong Valdemar i selskab med sønnen Valdemar den Unge og grev Henrik af Schwerin ved jagtmåltidet på Lyø i 1223. Billedets komposition leder uvægerligt tankerne hen på Den sidste Nadver, som gennem kunsthistorien er skildret et utal af gange. Scenen markerer vendepunktet i den ellers så succesfulde Valdemar Sejrs liv. Efter en jagt på Lyø bliver hele det danske følge taget til fange af den svigefulde Henrik. Kongen ses på billedet højt hævet over sine gæster, og jagtfalken på hans skulder refererer til den netop overståede jagt. Som det er kendetegnende for Agnes Slott-Møllers værker, er rammen en integreret del af billedet. Fortællingen føres her videre med scener fra kongens efterfølgende fangenskab. Fangenskabet varede 2½ år og blev først afsluttet, da Danmark betalte en løsesum på 45.000 mark sølv, den afdøde dronnings guld og landafståelser i Nordtyskland. ”Hjemrejsen” viser Valdemar Sejr stående i en båd på et oprørt hav. Under den truende himmel ses i baggrunden et større skib – sandsynligvis det tyske, der har løsladt kongen. Han måtte rejse hjem uden sin søn, Valdemar den Unge, som Henrik af Schwerin foreløbig beholdt som sikkerhed mod et kongeligt hævntogt. Historien fortsættes med ”Unge Valdemars Død”. Scenen er Refnæs og året 1231, da kongesønnen som blot 23-årig mistede livet ved en vådeskudsulykke. Det afsluttende billede i serien er ”Spådommen” fra 1934. Det viser Valdemar Sejr stående i en borggård, efter at han har modtaget spådommen om landets deling. Ved Valdemar den Unges død var Valdemar Sejrs og Bengerds ældste søn Erik blevet medkonge og tronfølger, men ved Valdemar Sejrs død i 1241 gik spådommen i opfyldelse, da Erik og hans brødre Abel og Christoffer kastede sig ud i en kamp om herredømmet i Danmark. De sidste to billeder i serien, der henholdsvis hænger på Ringsted Rådhus og er solgt på auktion til en udenlandsk opkøber, omhandler Valdemar Sejrs to dronninger, Dagmar og Bengerd. Mens dronning Dagmar i en bryllupsscene er fremstillet som indbegrebet af det gode, rene og ophøjede, er hendes efterfølger, dronning Bengerd (en fordanskning af det portugisiske Berengaria), fremstillet som hendes absolutte modsætning. I sengen på bryllupsnatten fremtræder den barbrystede Bengerd som mørk, dyster og uheldssvanger. Selv om man i virkeligheden ikke ved meget om hende, gik Agnes Slott-Møller ikke af vejen for at betegne hende som Danmarks ulykkesfugl. Hverken seriens hovedperson eller perioden er udtryk for et tilfældigt valg fra kunstnerens side. Som hun selv udtrykte det: ”Der lever inden i mig en Billedverden af dansk
Middelalder; jeg synes, den har været der, saa langt jeg kan huske tilbage” 10 . For Agnes Slott- Møller personificerede kongen landet, og Valdemarstiden var et åndeligt højdepunkt i landets historie. ”Vi har under Valdemars Sejrs Regering det største Bevis paa, hvad den store Konges Personlighed betyder for Landet. Da det ved et lumsk og nedrigt Paafund, der brød al Tro og Love, var lykkedes Sorte Grev Henrik at bemægtige sig Kong Valdemar og bortslæbe ham i Fangenskab, var Danmark med eet Slag slaaet til Jorden … Jeg kan aldrig læse dette Afsnit af Danmarkshistorien, uden at faa et overvældende Indtryk af, hvilken Personlighed Kong Valdemar maa have været, at det danske Folk var saa enigt om at give, saa at sige alt, hvad det ejede, for at faa den ene Mand, Kongen, tilbage” 11 . For Agnes Slott-Møller var der altså tale om et pædagogisk projekt. Det gjaldt om at holde et eksempel op for landets befolkning, hvori det kunne spejle sig. Og grobunden var til stede: ”Overhovedet er det aldrig nogen svær Vej at gaa, naar man taler til jevne, men fornuftige Folk om Danmarkshistorien at faa dem til at følge sig, der er altid Grund at bygge paa i en umiddelbar, livfuld Følelse af Medeje, der skulde bare bygges meget mere paa den” 12 . Den historiske interesse havde hun med fra barndomshjemmet. Faderen var en meget historieinteresseret søofficer, og som barn var hendes yndlingslæsning historiske værker og Trap Danmark. Hun undså sig ikke for at gå i offentlig polemik med radikale faghistorikere som Erik Arup, som hun beskyldte for at gå i spidsen for en åndelig afrustning, når de stillede spørgsmålstegn ved fortidens store nationale skikkelser 13 . Hvad det hele handlede om, var altså intet mindre end nationens opdragelse. ”Kunsten kan .. øge Nationens aandelige Formue, naar det gælder at skabe eller genskabe de Skikkelser, i hvilke Nationen engang saa sit Liv rigest og stærkest udtrykt, og som det er af Betydning ikke bliver glemt, fordi saadanne Enkeltes Liv indeholder en Lære og et Eksempel, som Folket trænger til atter og atter at faa holdt for Øje” 14 . Kort sagt var Agnes Slott-Møllers projekt en genrejsning af den nationale danske bevidsthed, en bevidsthed om folkets rene sjæl og elitens storhed. En kunstner ude af takt med tiden Det er en markant og i kunsthistorien stærkt omstridt kunstner, der står bag Valdemar Sejr-serien. Hun havde personligt mod til at gå imod tidens strømninger, og hendes kompromisløse og stridbare natur skabte hende mange fjender. Hun havde en sjælden evne til at komme på kant med alt og alle, hvilket måske er en naturlig følge at hendes nærmest fundamentalistiske indstilling, der havde svært ved at acceptere andre holdninger end hendes egen. Hun var samtidig med Fynboerne, født samme år som Fritz Syberg, i 1862, og død 2 år før ham. Faktisk døde hun på sin 75 års fødselsdag i 1937. Hun blev formet som kunstner i en periode, da dansk kunst var i opbrud. Efter Guldalderens storhedstid var dansk kunst stivnet i et lukket akademisk miljø, der ikke formåede at hente impulser ind udefra. Om ikke før blev det manifesteret på Verdensudstillingen i Paris i 1878, hvor den danske udstilling blev udsat for voldsom kritik. For tidens unge kunstnere førte det til en nyorientering i retning af tidens udenlandske strømninger (formidlet af de kulturradikale omkring Georg Brandes), hvor impressionismen og realismen, som den udfoldede sig i Frankrig, var
Page 1 and 2: Kunst på slottet Af Kurt Risskov S
Page 3: At man ikke skal tage anetavlernes
Page 7: det høje aandelige Stade Danmark i

Læs mere her - Danmarks Riges Hjerte

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?