Vandbehandling på H.C Ørsted Værket

Vandbehandling på H. C. Ørsted Værket
Hillerød, d. 12-11-2006
Filtrenes maskestørrelse kan variere afhængig af filtrets formål og konstruktion, som oftest er pose-
eller kertefiltre (0,5-100µm).
Den kemiske rensning foregår ved total afsaltning også kaldet dobbelt ionbytning, hvor de skadelige
ioner erstattes af en anden ion med samme ladning, dvs. kationer erstattes af en kation (OH - ) og
anioner erstattes af en anion (H + ).
I tabellen er der vist en sammenligning mellem råvand (K.E. 2005) og de typiske krav der stilles til
procesvand ved kedeldrift.
TABEL
Stof Enhed Procesvand (max) Råvand
Oxygen O2 mg/l 0,03 9,8
Carbondioxid CO2 mg/l 1 25
Kiselsyre SiO2 mg/l 0,02 24
PH 9,5 7,4
Ledningsevne μS/cm 5 700
Spædevandsanlæggets opgave er at foretage den første grundlæggende behandling af råvandet
inden det leverer procesvand til deionattanken. Herved sikres fødevandssystemet imod forureninger
fra råvandet. Når procesvandet cirkulerer i kedler, turbiner, dampnet og fjernvarmerør kan det dog
ikke udelukkes at eksterne og/eller interne forureningskilder kan trænge ind i procesvandet.
Undersøgelser har vist, at helt rent iltfrit vand kan opløse stål, ganske vist langsomt og i meget små
mængder, men alligevel i målelige mængder og så meget, at det har betydning på længere sigt.
Her er der altså tale om forurening med metaller typisk jern (Fe ++ ) og kobber (Cu ++ ). Disse
metalioner kan oprinde fra rørlegeringer, f.eks. i forbindelse med tæring eller rørbrud. Ved fejl på
rørsystemer vil der ofte trænge faste partikler ind i procesvandet, hvorfor det er nødvendigt med
mekanisk for-filtrering.
Disse urenheder er naturligvis uønskede og det er derfor nødvendigt at foretage en kontinuerlig
oprensning af procesvandet. Den cirkulerende mængde er dog så stor (100-400m3/h) at
spædevandsanlægget er uegnet til denne opgave.
Det er derfor nødvendigt med en dedikeret filtrering som er dimensioneret til de store mængder, jvf.
kondensatanlægget.
Kondensatanlægget er som nævnt et ”in-stream” anlæg og gennemløbes af den samlede mængde af
hjemkommende kondensat, hvorved der opnås en høj og stabil vandkvalitet.
En meget anvendt metode hvormed man nemt og kontinuerligt kan måle og overvåge kvaliteten af
det producerede deionat er ved at måle vandets ledningsevne. Ledningsevnen er en simpel
modstandsmåling og er et udtryk for antallet af opløste ioner i vandet, færre ioner giver dårligere
ledningsevne og omvendt. Der bør ved opgivelse af vands ledningsevne følge en måletemperatur
med, da ledningsevnen er stærkt temperaturafhængig.
Der er i denne sammenhæng en problemstilling i forhold til vandets indhold af silikater, idet en
ændring af silikatindholdet ikke vil afføde en ændring i ledningsevne. Af denne årsag vil man ofte
se at der på vandbehandlingsanlæggets afgang er monteret en dedikeret følecelle til måling af
silikatindhold.
KME - 9 - Vandbehandling