Julekronik - Ryslinge Valgmenighed

Kronik fra Fyens Stiftstidende 19. dec. 2010
Lad julen nå frem til os!
Der er sikkert mange børn og barnlige sjæle, der her i løbet af december måned har sunget disse
ord - eller nogen der ligner:
Jeg tænder mit kalenderlys
og kigger ind i flammen,
jeg tæller dagene til jul,
dem alle, alle sammen…
Dagene i december er ikke bare mange, de er netop dem alle, alle sammen… Sådan er det i hvert
fald for børnene. De kender, om nogen, til følelsen af at december måned kan synes næsten
endeløs. Ja, det er som om, der på kalenderlyset ikke bare er på 24 felter, men 24.000!
Forventningens glæde er bygget op, men det tager uendelig lang tid at få kalenderlyset brændt
ned. Det er som om, tiden gør modstand; som om den nægter at flytte sig.
Ganske anderledes er det for vi voksne. Vi halser afsted for at nå det mest nødvendige. Og det
viser sig i mange tilfælde, at det mest nødvendige er temmelig meget!
Det er smågaverne til børnenes julekalender i december måned. Det er julepyntets indtog i
hjemmene og tit også udenfor. Det er indkøb til et madorgie, der i de fleste familier sætter
hverdagens snak om slankekure fuldstændig ud af kraft!
Det er travlhed med job og karriere, med, julefrokoster og juleafslutninger. Og det er ikke
mindst køb af julegaver – ofte i en grad, så betalingskortet bliver så overophedet, at man kan
brænde fingrene på det!
Børnene har som sagt svært ved at få tiden til at gå – indtil det endelig bliver jul. Men vi voksne,
vi har det modsat børnene. Vi har svært ved at få tiden til at slå til. Vi har svært ved at nå det, vi
synes, vi skal. Tiden løber fra os. Vi ville måske netop ønske, at der, med et udtryk fra sportens
verden, kunne blive dømt time out!
For vi bliver hele tiden overhalet indenom. Vi opdager pludselig, at så er det 3. og så 4. søndag i
advent – og så er der pludselig kun 5 dage til juleaften. Jamen, hvordan skal vi dog nå det hele?
Ja, det kunne måske være en løsning, at vi får ændret lidt på vores optik, så vi kommer til at se
på en anden måde. F. eks. sådan som det er formuleret i dette digt af den nu afdøde biskop
Henrik Dons Christensen:
Nu er dagene korte,
for korte til det vi, vi skal nå,
…
Hvad skal vi nå?
Snart vil vi se,
at det som er livets glæde,
det er ikke det, vi nåede,
men det, der nåede os...

Sådan er det måske med alt det, der virkelig betyder noget i vores tilværelse - det der er livets
glæde, det er ikke kun det vi nåede, men det er det, der nåede os.
Det kan være en hjælpende hånd fra et menneske, som vi slet ikke havde ventet det af. En
opmuntring der kom fuldstændig uventet og som derfor vakte desto større glæde. Det kan være
gode ord, som i en given situation virkelig faldt på et tørt sted!
Men det gælder også i dybere forstand med julen, at det der er livets glæde, det er ikke det, vi
nåede, men det, der nåede os...
Vi kan så let få advent og jul forvandlet til et forhindringsløb; så vi skal leve op til et vist mål af
travlhed, af succes; af lykke og glæde, som vi selv skal møde op med.
Så bliver julen som så meget andet til en eksamen; til en prøve hvor vi enten kan dumpe eller
bestå. Og hvor det hele tiden handler om, at vi kan gøre mere og mere på mindre og mindre tid.
Som een foreslog: smid julekortene væk - send din julehilsen på SMS både for i år og for næste år -
og få svar med det samme!
Derfor skal vi måske sige til hinanden, at det egentlige under i julen, det består ikke i, om vi kom
igennem hele forhindrings-løbet af pålagte og selvvalgte glæder og plager.
Nej, det egentlige under det består i, at julen når frem til os. At julen er nået frem til os i en
enfoldig og bevægende fortælling om et barns fødsel - det vil sige om en ny begyndelse; om et nyt
håb; om Guds begyndelse i os:
Et lille barn i krybben lagt
blandt staldens strå og stude,
her hviler hele himlens pragt
forklædt og svøbt i klude.
Den lille er en konge stor,
der ligger blandt de spøde,
Guds søn er blevet barn på jord
til hele folkets glæde!
Her er der godt nyt til alle urolige hjerter, der er ved at blive ædt op af stress og travlhed og
præstations-angst – i en tid, hvor vi har så underlig travlt med at måle og evaluere hinanden –
med at give hinanden point, med at få nogen sorteret fra!
Men her får vi lov til at lytte os ind i en virkelighed, hvor ingen er for små, hvor ingen er for
ringe, men hvor vi, med Kristi fødsel, bliver talt med på en måde, som overgår al forstand:
Hans herredømme varer ved
med freden uden ende,
det svage led han tæller med,
de mindste vil han kende.
Messias er hans kongenavn
og stjernerne hans trone,
han kom til verdens trøst og gavn
og skænker os sin krone!
Michael Nielsen,
Valgmenighedspræst,

Ryslinge